Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i brev af 25. februar 2013stillet følgende spørgsmål nr. 281 (Alm. del), som hermed besvares.

Spørgsmål 281:

”Ministeren bedes oplyse, hvorfor hun mener, at hundeloven forhindrer, attvangsmæssig aflivning af hunde gøres afhængig af en indstilling fra en dyrlæge.”

Svar:

Det antages, at der med begrebet ”tvangsmæssig aflivning” henvises til bestemmelsernei hundelovens § 1b om aflivning af hunde, der holdes i strid mod forbuddet modbesiddelse og avl af 13 hunderacer i § 1a, samt til hundelovens § 6, stk. 5 om skambid.Det fremgår af § 1b, at hunde, der holdes eller føres i strid med forbuddet aflives vedpolitiets foranstaltning, og det samme fremgår af bemærkningerne til loven.For så vidt angår bestemmelsen om skambid fremgår det af hundelovens § 6, stk. 5, atsåfremt en hund ved et overfald har skambidt en anden hund, skal politidirektøren ladehunden aflive.Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at politiet har pligt til at træffeafgørelse om aflivningen af hunde uden hundesagkyndig undersøgelse, hvis en hund vedet overfald har skambidt et menneske eller en anden hund. Det fremgår endvidere, atpolitiet i et sådant tilfælde alene skal afdække, om hunden har skambidt et menneskeeller en anden hund i forbindelse med overfaldet. Er dette tilfældet, skal politiet træffeafgørelse om aflivning uden undersøgelse af en hundesagkyndig. Besidderen af hundenkan således heller ikke kræve en sådan undersøgelse.

Bestemmelserne og forarbejderne vedrørende både forbudsordningen og skambid erklare og entydige. Jeg mener dermed, at hundeloven forhindrer at tvangsmæssigaflivning af hunde - som loven ser ud i dag - kan gøres afhængig af en indstilling fra endyrlæge. Dette gælder både i forhold til bestemmelsen om forbudsordningen men også irelation til skambid.Evalueringen af hundeloven iværksættes snarest, og evalueringen vil kunne vise, at der iforbindelse med skambid bør inddrages en sagkyndig, før der foretages aflivning.