FIU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 320: Spm. om, at indførelsen af en skat på finansielle transaktioner kun vil have meget ringe indflydelse på udviklingen i vækst og beskæftigelse, til økonomi- og indenrigsministeren

FolketingetsFinansudvalg har d.24. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 320(alm.del) til økonomi- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stilletefter ønske fra Frank Aaen (EL).Spørgsmålnr. 320:”Vil økonomi- og indenrigsministeren bekræfte EU-Kommissionens udsagn om (bl.a.memo/13/98), at indførelsen af en skat på finansielle transaktioner kun vil have megetringe indflydelse på udviklingen i vækst og beskæftigelse, og at det endda vil give enlidt højere vækst end ellers, hvis provenuet fra skatten bliver brugt til at stimulere øko-nomien?”Svar:Regeringens vurdering er, at Kommissionens forslag til afgift på finansielle transaktio-ner (FTT) som led i det forstærkede samarbejde– ligesom det oprindelige forslag foralle medlemslande - indebærervæsentlige udfordringer, herunder en risiko for negativpåvirkning af økonomisk aktivitet. Det skyldes, at en FTT forvrider private husholdnin-ger og virksomheders adgang til kapital og dermed reducererinvesteringer og økono-misk aktivitet.EU-kommissionens egne beregninger peger desuden på, at en FTT – sammenlignetmed andre skatter, fx skatter på finansiel aktivitet, såsom den danske lønsumsafgift –indebærer et uforholdsmæssigt stort tab i økonomisk aktivitet per provenukrone.Man bør skelne mellem skatter og afgifters effekter og effektivitet på den ene side,herunder adfærdsmæssige effekter og effekter påøkonomisk aktivitet, og anvendelseaf et provenu på den anden side. Hvordan en provenukrone opkrævet i skat og afgiftanvendes bedst muligt i forhold til forskellige hensyn, er en selvstændig diskussion ogikke relevant i forhold til at vurdere et skatteinstruments egenskaber.Provenu fra alle skatter og afgifter kan i princippet bruges til at stimulere økonomien.Udfordringen er at opkræve skatter og afgifter mest effektivt, dvs. på en måde somgiver det mindste økonomiske tab per provenukrone (eller flest mulige provenukronerfor et givet tab af økonomisk aktivitet) under hensyntagen til politikformål i øvrigt.