FIU, Alm.del - 2012-13 - Endeligt svar på spørgsmål 260: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 3/4-13 vedr. samrådsspm. W, X og Y, til finansministeren

•Den konflikt, vi står i nu, berører tusindvis af mennesker i helelandet. At kaste landet ud i en sådan konflikt er et meget alvorligtskridt, som man selvfølgelig kun tager, når der er meget alvorligehensyn på spil.•Men der er også meget alvorlige hensyn på spil. For det handlergrundlæggende om at sikre vores børn og unge den bedst muligeuddannelse i de kommende mange år – og dermed om at rusteDanmark til fremtidens udfordringer.•Derfor er jeg også glad for at få denne lejlighed til at fortælle Fi-nansudvalget om forberedelsen og gennemførelsen af de overens-komstforhandlinger på det offentlige område, som desværre nu erendt i en konflikt efter over 3 måneders forhandlinger.•Og i den forbindelse er jeg særligt glad for at få anledning til at fånogle af de mange myter og misforståelser, der er opstået omkringforløbet, manet i jorden.

•Når vi kommer til det konkrete forhandlingsforløb, håber jeg påudvalgets forståelse for, at jeg vil være nødt til at holde mig til enmere overordnet redegørelse.•Det skyldes, at det i sagens natur er afgørende i et overenskomst-forløb, at parterne på begge sider af bordet har mulighed for at op-retholde fortrolighed omkring forhandlingsstrategien og de nærme-re overvejelser i forbindelse med forhandlingerne.•Det har været et svært overenskomstforløb. Det skal der ikke her-ske nogen tvivl om. Men det er netop idéen, at den slags forhand-lingsforløb kører i en lukket proces.•Så den omstændighed, at hverken arbejdsgiversiden eller arbejdsta-gersiden, for den sags skyld, udbasunerer, hvad der sker bag lukke-de døre, er ikke bare helt naturligt, men helt nødvendigt. Så dét kanman ikke lægge hverken det ene eller andet i.•Men jeg vil naturligvis forsøge at besvare udvalgets spørgsmål, i detomfang det er muligt i lyset af behovet for at opretholde fortrolig-heden omkring forhandlingsprocessen.Generelt om koordinering med KL

•Som finansminister er man ikke kun ansvarlig for, at de offentligefinanser hænger sammen. Man er også arbejdsgiver for statens184.000 ansatte.•Det er derfor finansministeren, der har ansvaret for at varetage sta-tens arbejdsgiverinteresser – og dermed i sidste ende skatteborger-nes interesser – over for lønmodtagerorganisationernes interesser iat sikre deres medlemmer de bedst mulige løn- og arbejdsvilkår.•Det gælder ikke mindst, når der er overenskomstforhandlinger pådet offentlige område.•Overenskomsterne på det offentlige arbejdsmarked løber i sammeperiode og udløber dermed samtidig – det skete den 1. april. Der-for kører de offentlige overenskomstforhandlinger parallelt på detstatslige, kommunale og regionale område.•De offentlige arbejdsgivere – KL, Danske Regioner og Finansmi-nisteriet – taler naturligvis sammen og koordinerer tæt både før,under og efter overenskomstforhandlingerne.•Sådan har det altid været. Og sådan gør arbejdstagersiden selvføl-gelig også.•Den danske model går nemligikkeud på, at det kun er arbejdsta-gersiden af forhandlingsbordet, der må stå sammen. Arbejdsgiver-siden har samme legitime interesse i at koordinere tæt.•Så lad mig fra starten slå helt fast, at selvfølgelig samarbejder jegtæt med de andre offentlige arbejdsgivere i KL og Danske Regio-ner. Det har mine forgængere også gjort. Og hvis ikke jeg gjordedet, ville jeg med rette kunne kritiseres for ikke at gøre mit arbejdeordentligt.•For de interesser, som vi varetager som offentlige arbejdsgivere, ersom nævnt i sidste ende skatteborgernes interesser.•Nemlig, at vi som samfund får mest mulig velfærd ud af lønkro-nerne i den offentlige sektor; over 300 mia. kr. om året.

•Derfor har lovgiver faktisk også udtrykkeligt forudsat, at der skeren helt formaliseret og tæt koordinering mellem de offentlige ar-bejdsgivere.•På det kommunale område er der nedsat Kommunernes Løn-ningsnævn (KLN), som fastlægger retningslinjerne for indgåelse afaftaler og overenskomster for de ansatte i kommunerne og god-kender de opnåede forhandlingsresultater, som udgør grundlagetfor nye aftaler og overenskomster på kommunernes område.•Det fremgår eksplicit af § 67 i den kommunale styrelseslov, atKLN består af repræsentanter fra både kommunerne, regionerneog staten ved Finansministeriet og Økonomi- og Indenrigsministe-riet.•Lovgiver har med andre ord bestemt, at Finansministeriet skal sid-de med i det nævn, der fastlægger retningslinjerne for KL’s indgå-else af aftaler og overenskomster og godkender de forhandlingsre-sultater, som KL har opnået.•På det regionale område er der nedsat Regionernes Lønnings- ogTakstnævn (RLTN), der blandt andet forhandler og indgår over-enskomstaftaler for de ansatte i regionerne.•Det fremgår eksplicit af § 37 i loven om regionerne, at RLTN be-står af repræsentanter fra både regionerne, kommunerne og statenved Finansministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.•På regionernes område har lovgiver altså bestemt, at Finansmini-steriet sidder med i det nævn, der forhandler aftaler og overens-komster for regionernes område.•

•Det beror ligeledes på en grundlæggende misforståelse, når der fraforskellig side er blevet tegnet et billede af, at KL’s krav er fremsatefter pres fra mig.•Sandheden er, at KL i årevis har arbejdet på at gøre op med folke-skolelærernes rigide arbejdstidsregler.•Tilsvarende har skiftende finansministre i årevis ønsket mere flek-sible arbejdstidsregler for lærerne på statens område, herunder pågymnasierne og friskolerne.•Jeg vil ikke trætte udvalget med en udtømmende historisk redegø-relse.•Men udvalgets spørgsmål gør det relevant lige at perspektivere for-løbet og koordineringen ved dette års overenskomstforhandlingermed nogle illustrative eksempler på, hvordan det er foregået tidli-gere.•I 1988 nedsatte den daværende regering og KL et fælles udvalg,som skulle gennemgå de større kommunale udgiftsområder. Ar-bejdet mundede ud en betænkning om kommunalt udgiftspres ogstyringsmuligheder, som blev afgivet i september 1988.

•For 25 år siden anbefalede dette fælles udvalg følgende - og jegciterer:•”Udvalget finder derfor, at målet må være, at skoler i højere grad betragtes somalmindelige arbejdspladser, hvor lærerne arbejder inden for en aftalt arbejdstid,uanset hvilke opgaver de løser. En så stor del af lærernes arbejdstid som muligtbør kunne anvendes til opgaver, hvor lærerne er i direkte kontakt med eleverne,hvad enten det drejer sig om traditionel klasseundervisning eller andre under-visningsformer.Der bør altså tilstræbes en omlægning, således at lærernes arbejdstid fastlæggesi form af en samlet arbejdstid. På denne baggrund foreslås det generelt, at afta-lerne med lærerorganisationerne søges udformet, så alene samlet arbejdstid ogaflønning fastsættes centralt, mens udnyttelsen af arbejdstiden henhører underkommunerne, der har mulighed for at delegere kompetencen videre til de enkelteskoler.”•For 25 år siden tilkendegav KL og Finansministeriet med andreord i et fælles udvalgsarbejde, at skolerne i højere grad bør være li-gesom andre arbejdspladser, hvor læreren løser de opgaver, der nuer, inden for den samlede, aftalte arbejdstid.•Hvis vi så springer 10 år frem – til 1998 – havde de offentlige ar-bejdsgivere stadig samme ønske om ændring af arbejdstidsreglerne.Denne gang nedsatte man en fælles arbejdsgruppe med KL, Amts-rådsforeningen, Finansministeriet, Undervisningsministeriet ogArbejdsministeriet. Arbejdsgruppens rapport dannede grundlag forarbejdsgiversidens oplæg til overenskomstforhandlingerne i 1999.•For 15 år siden konstaterede denne fælles arbejdsgruppe følgende ideres analyse af arbejdstidsaftalerne på undervisningsområdet – ogjeg citerer igen:•”Planlægningen og prioriteringen af den samlede arbejdstid bør ske med ud-gangspunkt i helheden og være baseret på et ledelsesinitiativ – ganske svarendetil forholdene på arbejdspladser uden for undervisningssektoren. [….] Som etelement i normaliseringen af lærernes arbejdstid, bør der indføres en almindeligtilstedeværelsespligt. […] En almindelig tilstedeværelsespligt hindrer (ikke), atlærerne i visse tilfælde udfører en del af arbejdet andetsteds (f.eks. i hjemmet),

men en sådan arbejdstilrettelæggelse vil i givet fald skulle baseres på en konkretvurdering og være udslag af en ledelsesbeslutning.”•For 15 år siden gik KL og Finansministeriet med andre ord tiloverenskomstforhandlingerne med samme ambition om at ”nor-malisere” lærernes arbejdstidsregler, som begge parter har gjortdenne gang.•Så selvom betegnelsen ”normalisering” er blevet tilskrevet spin iforbindelse med overenskomstforhandlingerne denne gang, er dernu heller ikke noget nyt i dét udtryk.•Jeg vil slutte denne lille rejse tilbage i tiden af med at springe 9 årvidere til 2007, hvor KL og Finansministeriet igen besluttede atsætte fokus på lærernes arbejdstidsregler. Igen blev der nedsat etfælles udvalg som forberedelse til overenskomstforhandlingerne i2008.•Det fælles udvalgsarbejde i 2007 endte igen med anbefalingen omat søge arbejdstidsreglerne på undervisningsområdet ændret, så”lærerne ledes som andre”, og der dermed sikres ”plads til mereundervisning”.•Lidt research viser med andre ord, at det vanskeligt kunne væremere forkert, når der fra forskellig side har været tegnet et billedeaf, at det her er en ny dagsorden.•Ønsket om at normalisere lærernes arbejdstidsregler har levet ogåndet i mange år på tværs af fire regeringer og omskiftelige kom-munal- og regionalpolitiske landskaber.•Og når dét ønske stadig er relevant efter 25 år, er det jo fordi, atlærernes organisationer gennem de sidste mange års overenskomst-forhandlinger har formået at afvise arbejdsgivernes krav om at fåsamme ledelsesret som på andre arbejdspladser.

•Nøjagtigt som ved de tidligere forløb besluttede de offentlige ar-bejdsgivere forud for overenskomstforhandlingerne i 2013 igen atlave et fælles arbejde, der skulle se på lærernes særlige arbejdstids-regler.•Helt konkret aftalte KL og den daværende regering i juni 2011 vedaftalen om kommunernes økonomi for 2012, at der – og jeg citererfra aftaleteksten:•”(Skal) gennemføres et fælles arbejde, hvor der blandt andet med udgangspunkti eksisterende analyser af lærernes arbejdstidsanvendelse foretages en vurderingaf, om lovgivning og de gældende overenskomster sætter en god ramme for en ef-fektiv anvendelse af lærerressourcerne.”•Som led i udmøntningen af aftalen om kommunernes økonomi i2012 blev der i efteråret 2011 udarbejdet et kommissorium for detfælles arbejde med at se på lærernes særlige arbejdstidsregler.•I december 2011 blev dette kommissorium – som det er helt sæd-vanlig praksis – godkendt på et økonomiudvalgsmøde i den nye re-gering, der var kommet til i mellemtiden.•På grundlag af kommissoriet blev der herefter nedsat en fælles ar-bejdsgruppe med deltagelse fra KL, Børne- og Undervisningsmini-steriet og Finansministeriet.•Altså helt samme type fælles arbejdsgruppe, som de offentlige ar-bejdsgivere også tidligere har nedsat med henblik på at forberedeog koordinere overenskomstforhandlingerne.•Derfor blev modparten ved overenskomstforhandlingerne - Læ-rernes Centralorganisation – naturligvis heller ikke inviteret til atdeltage i arbejdsgruppen, som jeg har set det problematiseret noglesteder.

•Så det er altså ingen hemmelighed – eller nyskabelse - at der helevejen igennem har været et tæt parløb mellem KL og staten omforberedelsen af overenskomstforhandlingerne.•Og vi har da heller ikke lagt skjul på, at KL og staten har valgt atudpege samme hovedkrav ved årets overenskomstforhandlinger.•Dét har vi gjort, fordi vi er enige om, at det er et afgørende vigtigtkrav.•Vi er nemlig enige om, at lærernes særlige arbejdstidsregler udgøren afgørende barriere for at anvende lærerressourcerne fleksibeltog effektivt.•Som man har peget på gennem mange år, hindrer lærernes arbejds-tidsregler, at vi kan få mest og bedst mulig undervisning og samværmed eleverne for de betydelige ressourcer, vi bruger i undervis-ningssektoren.•Det er også baggrunden for, at Rigsrevisionen og statsrevisorerne iforåret 2012 anbefalede, at regeringen arbejdede for at ændre gym-nasielærernes arbejdstidsregler ved overenskomstforhandlingerne i2013.***•Det er helt naturligt, at lærernes faglige organisationer varetagerderes interesse i, at det fortsat skal være fagforeningerne, der ermed til at bestemme, hvad lærerne skal bruge deres arbejdstid på.•Det er en fagforenings vigtigste opgave at kæmpe for foreningensegne interesser og medlemmernes privilegier.•Og som beskrevet, har lærernes fagforeninger gennem mange årværet meget dygtige til at kæmpe imod arbejdsgivernes krav om atindføre normale arbejdstidsregler for lærerne.

•Men det er ikke mindre naturligt, at KL og Finansministeriet vare-tager samfundets interesse i sikre de rigtige rammer for, at elevernekan få mest mulig læring ud af lærerressourcerne.•Og dét forudsætter altså, at skolelederen løbende kan tilrettelæggearbejdet ud fra elevernes behov, lærernes erfaring og kompetencerog de lokale udfordringer – og dermed løbende kan prioritere res-sourcerne på den enkelte skole bedst muligt.•Som det gerne skulle stå klart efter denne korte historiske perspek-tivering, er der ikke noget nyt eller overraskende i de offentlige ar-bejdsgiveres krav om, at lærerne skal have arbejdstidsregler som al-le andre, så det ikke længere skal aftales med fagforeningen, hvadlærerne skal lave i arbejdstiden.•Man kunne fristes til at sige, at det eneste nye denne gang er, at deoffentlige arbejdsgivere har stået fast.•Fuldstændig ligesom arbejdstagersiden ved overenskomstforhand-lingerne i år har stået ultimativt fast på kravet om videreførelsen afreguleringsordningen. Et krav, som de offentlige arbejdsgivere tilsidst imødekom i bestræbelserne for at opnå et samlet overens-komstresultat.Hårdknuden - konflikt som del af den danske model

•Og jeg vil gerne fremhæve, at det under overenskomstforhandlin-gerne i år netop er lykkedes at nå til bred enighed om gode, ansvar-lige resultater på alle andre områder.•Herunder at det er lykkedes at indgå gode og balancerede forhand-lingsløsninger med AC og IDA om samme problemstilling, somden konflikt, vi står i nu, handler om.•Men det er desværre ikke lykkedes for hverken KL eller Finansmi-nisteriet at nå i nærheden af en forhandlingsløsning med LærernesCentralorganisation for de sidste lærergrupper.

•Lige så stålsat, som vi som offentlige arbejdsgivere har stået på vo-res hovedkrav om, at det er skolelederen, der skal kunne lede ogfordele arbejdet på den enkelte skole ligesom på andre arbejdsplad-ser, lige så stålsat har Lærernes Centralorganisation stået på ønsketom at fastholde fagforeningens indflydelse på, hvad lærernes ar-bejdstid skal bruges på.•Dét illustrerer, at det her handler om en faglig kamp. Intet mere,intet mindre.•Og dén – helt legitime – faglige kamp har Lærernes Centralorgani-sations formand jo varetaget både over for KL ved forhandlinger-ne om folkeskolelærerne og over for Finansministeriet ved for-handlingerne om blandt andre friskolelærerne.•

•Med den fastlåste forhandlingsposition har de offentlige arbejdsgi-vere grundlæggende stået med to handlemuligheder:1) Enten – endnu engang – at opgive kravet om, at skolelederneskal have ledelsesret som på andre arbejdspladser, så mere sam-vær mellem lærere og elever fortsat er noget, der skal aftalesmed fagforeningen,eller2) Fastholde kravet og om nødvendigt gennemføre den lockout,som er arbejdsgivernes eneste mulighed for at frigøre sig fra læ-rernes rigide arbejdstidsregler.•Tilsvarende har offentlige arbejdstagergrupper gennem årene vars-let og gennemført strejker for at gennemføre krav, som har væretså vigtige for dem, at de ikke har villet opgive dem ved forhand-lingsbordet.

•Og KL og Finansministeriet har selvfølgelig drøftet og koordineretforløbet omkring lockouten. Alt andet ville have været utænkeligt.•Men nej, der erikkeindgået en aftale med KL om et lovindgreb.•Dét er noget, Folketinget i sidste ende må tage stilling til, hvis mankommer i den situation, at der er så væsentlige samfundsinteresserpå spil, at dét er et nødvendigt skridt at tage.•Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at de mulige udfaldsrumfor alle overenskomstforhandlinger ligger temmelig fast:1) Det lykkes at indgå en aftale.2) Der varsles konflikt, men det lykkes at opnå enighed i Forligs-institutionen, inden konflikten træder i kraft.3) Der opnås ikke enighed i Forligsinstitutionen, og konfliktentræder derfor i kraft og kan kun stoppes på to måder:o Enten ved, at der opnås enighed under presset fra konflik-ten.o Eller ved, at hensynet til beskyttelsen af de væsentlige sam-fundsmæssige interesser, der er på spil, fører til, at Folketin-get standser konflikten med et lovindgreb.

•Hver gang, der er overenskomstforhandlinger på det private elleroffentlige område, er ét af de mulige scenarier på tegnebrættet der-for, at der kommer en konflikt, som i yderste konsekvens måstandses ved et lovindgreb.•Og jeg anser det for givet, at alle aktører - både på arbejdstagersi-den og arbejdsgiversiden – også ved dette overenskomstforløb harværet opmærksomme på de forskellige mulige udfald af et konflikt-forløb. Det er debatten jo også udtryk for.•Men hvad jeg helt konkret har drøftet eller ikke drøftet med KL,détviljeg selvfølgeligikkebegynde at fortælle detaljeret om.•Det må være et helt grundlæggende princip, at parterne på beggesider af bordet har mulighed for at opretholde fortrolighed om etoverenskomstforløb.•Den omstændighed, at hverken arbejdsgiversiden eller arbejdsta-gersiden, for den sags skyld, udbasunerer, hvad der sker bag lukke-de døre under et forhandlingsforløb, er ikke bare helt naturligt,men helt nødvendigt. Så dét kan man ikke lægge hverken det eneeller det andet i.•Men jeg vil gerne slå helt fast, at derikkeer indgået nogen aftalemed KL om et lovindgreb.Mødet mellem KL og regeringen den 13. november 2012

•Jeg håber samtidig på udvalgets forståelse for, at jeg af principiellegrunde naturligvis ikke kan referere fra fortrolige politiske drøftel-ser. Så jeg hverken kan eller vil komme nærmere ind på, hvad dermåtte eller ikke måtte have været drøftet med KL på det pågæl-dende møde.•Men jeg vil for en god ordens skyld slå fast, at der ikke er grobundfor de mange sensationsprægede konspirationsteorier og spekulati-oner, der har været fremme.Afslutning

•Det har været et svært overenskomstforløb. Det skal der ikke her-ske nogen tvivl om.•Men som det gerne skulle stå klart helt klart efter min besvarelse,er der ikke noget nyt i hverken den tætte koordinering mellem deoffentlige arbejdsgivere eller det fælles hovedkrav om normalise-ring af lærernes arbejdstidsregler.•I realiteten er den eneste forskel ved overenskomstforhandlingernei år, at arbejdsgiversiden denne gang har stået fast på det krav, somKL og Finansministeriet forgæves har prøvet at komme igennemmed i årevis.•Og når vi har valgt at tage det alvorlige skridt at varsle den konflikt,vi står i nu, er det fordi, dét er forudsætningen for at kunne tilbydevores børn og unge den bedst mulige uddannelse – og dermed ru-ste Danmark til fremtidens udfordringer.•Tak.