Besvarelse af spørgsmål 66 alm. del stillet af Erhvervs-, Vækst- og

Eksportudvalget den 14. november 2012.

Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Sammenslutningen afuafhængige økonomiske rådgivere vedr. lovudkastet til lov om fiansiellerådgivere, jf. ERU alm. del - bilag 44.

Svar:

Sammenslutningen af uafhængige økonomiske rådgivere (herefterSammenslutningen) har fremsendt sine bemærkninger til Erhvervs- ogVækstministeriet ”Rapport om mulighederne for at styrke uvildigrådgivning”, som blev offentliggjort i august 2012.Jeg anser Sammenslutningens kommentarer til det kommende lovforslagom finansielle rådgivere som høringssvar. Lovforslaget er netop sendt ihøring med en frist den 19. december 2012, hvorfor jeg vil kommenterepå disse, når høringen er afsluttet.Sammenslutningen fremhæver derudover to forhold, som ikke er omfattetaf lovforslaget, men som blev behandlet i ministeriets rapport. Sammen-slutningen kritiserer for det første, at lovforslaget ikke omfatter et forslagom, at långivere skal opdele deres gebyrer i et gebyr for långivning og etgebyr for rådgivning.Et sådant forslag vil efter Sammenslutningens opfattelse kunne bidrage tilat styrke konkurrencen mellem den finansielle sektor og de finansiellerådgivere, fordi forbrugerne i stedet for at betale et rådgivningsgebyr tilbankerne vil kunne købe rådgivning hos de finansielle rådgivere.I Erhvervs- og Vækstministeriets rapport fra august 2012 om mulighe-derne for at styrke uvildig rådgivning fremhæves det, at en stor del af deninformationsindsamling, der sker med henblik på rådgivning, alligevelskal indhentes til brug for kreditvurderingen. I rapporten fandt ministerietsåledes, at det ikke var muligt endeligt at foretage en opdeling af den tid,der anvendes til kreditvurdering, og den tid, der kun anvendes tilrådgivning, og som vil kunne overlades til en uafhængig rådgiver.I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten, vurderede Finansrådet,Realkreditforeningen og Realkreditrådet, at der i et pengeinstitut typiskanvendes ca. 6 timer på et rådgivningsforløb ved f.eks. en bolighandel.Hertil kommer 2 timer og 40 minutters sagsbehandling hos et realkredit-institut. I forhold til dette tidsforløb vil kun 30 minutter - efter organisati-onernes vurdering - kunne udskilles til en uafhængig rådgiver.

Dertil kommer, at en opsplitning af gebyrerne forudsætter, at forbrugernefår valgfrihed mellem at optage et lån med eller uden rådgivning, for atkunne undlade at betale et gebyr for rådgivning til penge- eller realkredit-instituttet. Dette strider imidlertid imod bestemmelser i kreditaftalelovenog god skik bekendtgørelsen, hvorefter der består en rådgivningspligt forden finansielle virksomhed, hvis kunden anmoder om det, eller hvisomstændighederne tilsiger, at der er behov for det og i forbindelse medoptagelse af visse typer af lån, herunder ydelse af lån med sikkerhed i fastejendom. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørendeog skal være baseret på kend-din-kunde-princippet.Derudover vil der være en risiko for, at nogle forbrugere fravælgerrådgivning i pengeinstituttet uden at købe sig til rådgivning ved enuvildig rådgiver. Der er med andre ord risiko for, at forbrugerne ikkeanvender det sparede rådgivningsgebyr til at købe rådgivning hos enuafhængig rådgiver. Dermed kan rådgivningspligten i god skik bekendt-gørelsen ikke håndhæves, da det ikke vurderes muligt at pålægge penge-og realkreditinstitutterne at kontrollere, om kunden har modtagetrådgivning hos en uafhængig rådgiver. En opsplitning af gebyrer vilderfor i praksis kunne medføre en dårligere forbrugerbeskyttelse.På baggrund af ministeriets rapport mener jeg ikke, at der er grundlag forat indføre et krav om opsplitning af gebyrer i et gebyr for kreditgivningog et gebyr for rådgivning. Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditfor-eningen var i forbindelse med høringen af rapporten enige heri. Derfindes endvidere ikke i dag en forpligtelse for andre finansielle virksom-heder til at udskille deres omkostninger til rådgivning til et særligt gebyr.Derfor fremgår dette heller ikke af udkastet til lovforslaget om finansiellerådgivere.For det andet fremhæver Sammenslutningen, at rådgivning i finansiellevirksomheder er finansieret via renter og bidrag for et lån. Disse udgifterer fradragsberettigede. Det er derimod ikke muligt at få fradrag forudgiften til rådgivning hos en finansiel rådgiver. Sammenslutningenfinder, at der bør være mulighed for at få skattefradrag for udgiften tilrådgivning hos en finansiel rådgiver, for på den måde at sikre en fairkonkurrence mellem den finansielle sektor og de finansielle rådgivere.For så vidt angår spørgsmålet om indførsel af en fradragsret for udgiftertil finansiel rådgivning kræver det en nøjere vurdering, herunder af evt.finansielle konsekvenser. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at mineembedsmænd vil afholde et møde med Sammenslutningen, hvor dettebl.a. vil blive drøftet med inddragelse af Skatteministeriet.