Besvarelse af spørgsmål 117 alm. del stillet af Erhvervs-, Vækst- og

Eksportudvalget den 30. november 2012.

Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere materialet fra Sammenslutningen afuafhængige økonomiske rådgiveres foretræde for udvalget den 29.november 2012 vedr. udkast til lov om fiansielle rådgivere, jf. ERU alm.del - bilag 71.

Svar:

Sammenslutningen af uafhængige økonomiske rådgivere (herefter:Sammenslutningen) foreslår, at der med lov om finansielle rådgivere børstilles de samme kompetencekrav til rådgivere i realkredit- og pengeinsti-tutter, som - der med den foreslåede affattelse af lovforslaget - vil blivestillet til de finansielle rådgivere.Man skal som forbruger være sikret en kompetent rådgivning, uanset omman vælger rådgivning via et kreditinstitut, et forsikringsselskab eller viaen uafhængig finansiel rådgiver.For så vidt angår de finansielle rådgivere udenfor den finansielle sektor erdisse i dag ikke underlagt nogen former for kompetencekrav eller tilsyn.Der foreslås derfor med lovforslaget indført kompetencekrav, der tagerudgangspunkt i de krav, som gælder for pengeinstitutter og realkreditin-stitutter, for derigennem at sikre, at de uafhængige finansielle rådgivereog rådgivere i den finansielle sektor har samme kompetenceniveau. Detskal medvirke til at skabe øget forbrugertryghed og tillid, når forbrugernei fremtiden henvender sig til en uafhængig finansiel rådgiver.Det skal i den forbindelse bemærkes, at rådgiverne i pengeinstitutternehar til opgave, at rådgive kunderne om instituttets egne produkter, oggennemgår som udgangspunkt et uddannelsesforløb, der har til hensigt atgøre den pågældende rådgiver kompetent hertil. For så vidt angår deuafhængige finansielle rådgivere er der i dag ikke nogen krav til deresuddannelsesniveau eller en form for kontrol med, at de har fornødnekompetencer til at yde økonomisk rådgivning. Det skal ses i forhold til, atde uafhængige rådgivere i princippet skal besidde en bredere viden, da deskal kunne rådgive forbrugeren om ikke kun ét instituts produkter men enflerhed af institutters forskellige produkter, der udbydes på markedet,herunder sammenligne dem, og kunne redegøre for fordele og ulemperherved for forbrugeren.Det er baggrunden for, at det foreslås at uafhængig finansiel rådgivningfremover kun kan ske efter tilladelse fra Finanstilsynet, og at den vilunderlægges Finanstilsynets tilsyn, ligesom penge- og realkreditinstitutterer underlagt Finanstilsynets tilsyn i dag.

Sammenslutningen har endvidere foreslået, at der i lovforslaget indsættesen bestemmelse om opsplitning af gebyrer, således at gebyrer forhenholdsvis rådgivning og låntagning er adskilte.Dertil skal det bemærkes, at det fremgår af Erhvervs- og Vækstministeri-ets rapport fra august 2012 om mulighederne for at styrke uvildigrådgivning, at en stor del af den informationsindsamling, der sker medhenblik på rådgivning, alligevel skal indhentes til brug for kreditvurde-ringen, hvorfor det vurderedes, at det ikke var muligt endeligt at foretageen opdeling af den tid, der anvendes til kreditvurdering, og den tid, derkun anvendes til rådgivning, og som vil kunne overlades til en uafhængigrådgiver.En opsplitning af gebyrerne forudsætter, at forbrugerne får valgfrihedmellem at optage et lån med eller uden rådgivning, for at kunne undladeat betale et gebyr for rådgivning til penge- eller realkreditinstituttet. Dettestrider imidlertid imod bestemmelser i god skik bekendtgørelsen,hvorefter der består dels en informationspligt, dels en rådgivningspligt forden finansielle virksomhed, hvis kunden anmoder om det, eller hvisomstændighederne tilsiger, at der er behov for det og i forbindelse medoptagelse af visse typer af lån, herunder ydelse af lån med sikkerhed i fastejendom. Dette for at sikre, at forbrugeren sikres rådgivning i forbindelsemed optagelse af lån. Rådgivningen skal være relevant, retvisende ogfyldestgørende og skal være baseret på kend-din-kunde-princippet.Som det tillige fremgår af rapporten, vil der endelig være en risiko for, atnogle forbrugere fravælger rådgivning i pengeinstituttet uden at købe sigtil rådgivning ved en uvildig rådgiver. Der er med andre ord risiko for, atforbrugerne ikke anvender det sparede rådgivningsgebyr til at køberådgivning hos en uafhængig rådgiver. Dermed kan rådgivningspligten igod skik bekendtgørelsen ikke håndhæves, da det ikke vurderes muligt atpålægge penge- og realkreditinstitutterne at kontrollere, om kunden harmodtaget rådgivning hos en uafhængig rådgiver. En opsplitning afgebyrer vil derfor i praksis kunne medføre en dårligere forbrugerbeskyt-telse, hvilket jeg finder uhensigtsmæssigt.For så vidt angår Sammenslutningens sidste forslag om, at forbrugere deranvender rådgivning hos finansielle rådgivere, skal have fradragsret påsamme måde som de forbrugere, der anvender rådgivning i pengeinstitut-terne, kan jeg henvise til følgende svarbidrag, som jeg har indhentet fraSkatteministeriet:”Det er Sammenslutningens opfattelse, at det er konkurrenceforvridende,når forbrugeren gennem fradragsretten for renteudgifter reelt opnårskattebetalt rabat på rådgivning modtaget i et pengeinstitut. Modtagerkunden rådgivning hos en uafhængig rådgiver, er der ikke sammefradragsmulighed, hvorfor det vil styrke den uafhængige rådgivning, hvisder gives tilsvarende fradrag for rådgiverhonoraret til en uafhængigrådgiver.Indledningsvis kan der stilles spørgsmålstegn ved præmissen om, at den

kunde, der modtager rådgivning i forbindelse med lån i et pengeinstitut,opnår fradragsret for honorar for rådgivningen i form af (højere) rente pået lån i pengeinstituttet. Det er kun ud fra en helt generel betragtning, atpengeinstituttets rådgivning kan siges at være finansieret ved fradragsbe-rettigede renteudgifter.Samlet set må rådgivningen være finansieret af pengeinstituttets samledeindtægter, som vil være en kombination af renteindtægter, ikke fradrags-berettigede gebyrer samt øvrige indtægter.Efter ligningslovens § 17 C kan private investorer ikke fradrage udgiftertil depotgebyrer, boksleje, kontooversigter samt administration i øvrigtvedrørende værdipapirer og bankindeståender.Det foreslåede fradrag vil i et vist omfang svare til en genindførsel affradragsretten for privatpersoners udgifter til formueadministration, derblev ophævet i 1990. Der vil endog være tale om en udvidelse i forhold tiltidligere.Indførelse af det foreslåede fradrag vil alt afhængig af den nærmereudformning antages at medføre et væsentligt provenutab, som det ikkep.t. er muligt give et bud på. Til sammenligning kan nævnes, at dafradragsretten for privates formueforvaltningsudgifter blev ophævet i1990, skønnede man, at dette ville give et merprovenu på 200 mio. kr.Det er på den baggrund Skatteministeriets opfattelse, at det forslåedefradrag ikke bør indføres.”