UUI, Alm.del - 2012-13 - Bilag 98: Refugees welcome: Undtagelsens karakter - en rapport om humanitær opholdstilladelse

UNDTAGELSENS KARAKTER – en rapport om humanitær opholdstilladelseTekst, fotos og layout: Michala Clante Bendixen april 2013Tak til Jane Bentholm, Stine Kjær, Marianne Vølund, Carolina Sanchez Boe og Lisa Blinkenberg forgennemlæsning.En stor tak til alle personerne i rapportens case stories, og til alle dem, der har bidraget med citater.En helt særlig tak til Wenche Nøss og June von Essen for at oversætte hele rapporten til engelsk.Rapporten er udgivet af Refugees Wecome /Komiteen Flygtninge Under Jorden, kan bestilles vedhenvendelse til: [email protected] eller downloades i dansk/engelsk PDF-version påwww.refugeeswelcome.dkTryk: Frederiksberg BogtrykkeriOplag: 600ISBN: 978-87-994866-1-8Mekanisk, fotografisk eller anden form for gengivelse af rapporten eller dele heraf skal ske medfuldstændig kildeangivelse.

INDHOLD1. HVAD HANDLER RAPPORTEN OM? . . . . . . . . . . . . . . . . . 72. HVAD SIGER LOVEN? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92.1.RETSGRUNDLAGET . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92.2. GÆLDENDE PRAKSIS. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .103. HVEM KAN ANSØGE, OG HVORDAN GØR MAN? . . . . . . . . . . . 113.1. INGEN KLAGEADGANG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113.2. LÆGERNES ROLLE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133.3. MINISTERIETS LISTE MED SPØRGSMÅL . . . . . . . . . . . . 153.4. SAGSBEHANDLINGSTID. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .174. HVORDAN FOREGÅR BEDØMMELSEN? . . . . . . . . . . . . . . . 194.1. DIAGNOSER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 194.2. BEHANDLING . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214.3. ANDRE KRITERIER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234.4. BØRN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 254.5. SAMMENBLANDING MED ASYLRETTEN . . . . . . . . . . . . 264.6. OVERSIGT OVER POSITIVE AFGØRELSER 2011-12 . . . . . . 284.7. HVEM ER OMFATTET AF EN POSITIV AFGØRELSE? . . . . . . 294.8. HVOR LÆNGE FÅR MAN OPHOLD?. . . . . . . . . . . . . .295. HVILKE ÆNDRINGER ER DER SKET GENNEM ÅRENE? . . . . . . . 315.1. – OG HVORDAN VAR REAKTIONERNE?. . . . . . . . . . . .326. HVOR MANGE FÅR OPHOLD? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 356.1 STATISTIK GENNEM ÅRENE . . . . . . . . . . . . . . . . . . 367. HVAD GØR ANDRE LANDE? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 378. HVAD KAN GØRES BEDRE? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 428.1. “SYGDOMSFLYGTNINGE” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 428.2. FALSK SYGDOM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 438.3. HAR VI RÅD TIL AT GIVE OPHOLD TIL FLERE? . . . . . . . . . 438.4. ANBEFALINGER. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .459. CASE STORIES . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

1. HVAD HANDLER RAPPORTEN OM?“Humanitær opholdstilladelse” nævnes ofte i medierne, men hvad menes deregentlig? Der er tale om en midlertidig opholdstilladelse, som asylansøgere kanopnå som alternativ til at få asyl. Den behandles af Justitsministeriet ud fra kriteriervedtaget af Folketinget, og har således ikke noget med asylsagsbehandlingen ogFlygtningekonventionen at gøre.Både politikere, borgere og asylansøgere opfordrer jævnligt til, at en person med ensærligt ulykkelig skæbne skal tildeles humanitært ophold. Man henviser til næste-kærlighed, anstændighed og menneskelig omsorg.Men sådan forstås begrebet ikke længere hos myndighederne. Siden bestemmel-sen blev indført i 1985 har Folketinget løbende justeret på adgangen til humanitærtophold, både gennem ændringer i selve lovteksten og gennem praksisnotater fraJustitsministeriet. De retningslinjer, som gælder i dag, blev vedtaget i 2010 underBirthe Rønn Hornbechs ministertid, og er de strammeste, vi nogensinde har haft.For at få ophold kræves dokumentation for meget alvorlig, behandlingskrævendesygdom – ofte livstruende – uden mulighed for behandling i hjemlandet. Lovennævner imidlertid en række andre situationer, som kan give ophold – men dissebliver ikke anvendt i praksis.Ansøgningsproceduren nødvendiggør frivillig og gratis hjælp fra advokater, flygtnin-georganisationer og læger. Sammen med den skrappe praksis fører dette til, at etmeget lille antal opnår denne form for ophold i Danmark – og som regel først eftermange års ophold i asylcentre. Kun 121 personer inklusive familiemedlemmer fikhumanitær opholdstilladelse i 2011, og i de foreløbigt offentliggjorte første 3 kvarta-ler af 2012 er antallet helt nede på 31. Opholdstilladelsen gives i første omgang kunfor 6 mdr, 1 år eller 2 år ad gangen.Helle Thorning-Schmidts regering har i regeringsgrundlaget lagt op til at se på om-rådet. Denne rapport tilbyder for første gang en grundig gennemgang af emnet, ogvil kunne bidrage til en frugtbar diskussion på et mere oplyst grundlag. Rapportenpåpeger åbenlyse problemer med både kriterierne og processen, og kommer medkonkrete anbefalinger for at løse disse. De 12 case stories vil forhåbentlig bidrage tilat illustrere problemerne og aflive nogle af myterne.Selvom man fra politisk side fastholder, at området skal have “undtagelsens karak-ter”, er der nok brug for at tage ordene “humanitære hensyn” lidt mere alvorligt.

2. HVAD SIGER LOVEN?2.1 RETSGRUNDLAGET”Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til enudlænding, der uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2 (asyl), nævnte tilfælde befindersig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for atimødekomme ansøgningen.Afgørelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, træffes af Justitsministeren, jf. udlændinge·lovens § 46 a.Bestemmelsen om humanitær opholdstilladelse blev indsat i udlændingeloven som § 9, stk. 2,nr. 2, ved lov nr. 232 af 6. juni 1985.(…) Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, er i øvrigt udformet såle·des, at væsentlige hensyn af humanitær karakter skal tale afgørende for opholdstilladelse. Veddette ordvalg har man tilsigtet at give bestemmelsen et anvendelsesområde, som på sammetid både er bredt og snævert.Der skal nemlig ikke indlægges særlige begrænsninger i bestemmelsen, når det drejer sig om deganske særlige omstændigheder, som kan begrunde opholdstilladelse. På den anden side skalde pågældende hensyn tale afgørende for, at tilladelse gives, og hermed tilkendegives det, atdet vil have undtagelsens karakter, at justitsministeren giver opholdstilladelse til personer, somaf Flygtningenævnet har fået afslag på egentlig flygtningestatus.Udtrykket “væsentlige hensyn af humanitær karakter” henviser især til de hensyn, som er opreg·net i lovens § 26 om de humanitære hensyn, som navnlig skal tages i betragtning i forbindelsemed afgørelser om udvisning eller inddragelse af opholdstilladelse.De særlige hensyn, som kan begrunde, at justitsministeren efter en konkret vurdering giveropholdstilladelse, kan således først og fremmest bestå i udlændingens alder, helbredstilstandog andre personlige forhold, smlgn. § 26, nr. 1 [nu § 26, stk. 1]. Det skal i den forbindelsefremhæves, at den subjektive frygt, som en udlænding kan tænkes at nære over for tanken omhjemsendelse, kan indebære et sådant meget betydeligt nervepres for den pågældende, at dettekan tale for opholdstilladelse.Vurderingen af, om betingelserne for at give opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelseer til stede, må i sagens natur være meget konkret. Som nævnt ovenfor er reglen tiltænkt etsnævert anvendelsesområde, og det vil derfor være af betydning for vurderingen, med hvilkenstyrke de enkelte hensyn foreligger, og ikke mindst om de foreligger i kombination.”

2.2. GÆLDENDE PRAKSIS PR. 1. AUGUST 2010”(…) De særlige hensyn, der indgår i den skønsmæssige vurdering, er navnlig de hensyn,der er indeholdt i udlændingelovens § 26, stk. 1, herunder udlændingens alder, helbredsfor·hold og andre personlige forhold. I praksis er udlændingens helbredsforhold kerneområdetfor bestemmelsens anvendelse, idet der i langt størstedelen af sagerne henvises hertil tilstøtte for ansøgningen.Det er endvidere forudsat, at meddelelse af humanitær opholdstilladelse har undtagelsenskarakter, og at reglen har et snævert anvendelsesområde, idet de humanitære hensyn skaltale afgørende for, at tilladelse gives.”(Hele notatet kan hentes på nyidanmark.dk under “Humanitært ophold”, og der nævnesmere om det i afsnit 4.3)

3. HVEM KAN SØGE, OG HVORDAN GØR MAN?Alle asylansøgere bliver automatisk spurgt, om de vil søge HO, så snart deres sagåbnes i Danmark. Hvis de søger indenfor de første 14 dage, får det opsættendevirkning på udrejsen – noget, der kun bliver relevant for dem, der behandles i haste-procedure. Det er meget sjældent, at disse tidlige og automatiske ansøgninger giverophold (bortset fra enlige, afghanske kvinder, som har en særlig adgang efter loven).Det skyldes for det første, at langt de fleste først bliver syge efter flere års ophold iDanmark, og for det andet at der kræves en lægefaglig dokumentation, som de ny-ankomne ansøgere slet ikke er i stand til at fremskaffe. Se mere om dette i afsnittet‘Lægernes rolle’ herunder.Ansøger kan i princippet selv indsende ansøgning, men i praksis er det ofte advo-kater, private kontaktpersoner og organisationer som Dansk Flygtningehjælp, Re-fugees Welcome og Asylret, der uden beregning sender ansøgninger ind. Det eransøgers eget ansvar at belyse sin sag, og det er ikke tilstrækkeligt at indsende kopiaf helbredsjournalen fra asylcentret. Ministeriet har en liste med en række konkretespørgsmål, som skal besvares af en læge. Se mere om dette i afsnittet ‘Lægernesrolle’ herunder.Svarene fra ministeriet fremsendes altid kun på dansk, og som oftest er der tale omca. 7 siders begrundelse og referencer til loven, som er svære at forstå, medmindreman har juridisk indsigt.

3.1 INGEN KLAGEADGANGDet er muligt på et senere tidspunkt at søge igen, men her gives ikke altid opsæt-tende virkning, dvs. lov til at blive i Danmark, mens sagen behandles. I øjeblikketgår der typisk 12 måneder, før man har en afgørelse. Afgørelserne kan ikke påkla-ges i retssystemet og hører heller ikke under Ombudsmandens område.Der er ingen klageadgang for afslag, men der kan søges om genoptagelse. Sagergenoptages dog kun, hvis der er fremkommet “nye oplysninger af så væsentlig be-tydning, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet resultat,hvis oplysningerne havde foreligget ved den oprindelige afgørelse i sagen” (her hen-viser ministeriet til Gammeltoft-Hansen m.fl. “Forvaltningsret”, 2. udgave (2002).Røde Kors opfordrer i sit høringssvar 2012 vedrørende oprettelse af det nye Udlæn-dingenævn til, at man ligeledes overvejer at skabe en klagemulighed vedrørendeansøgning om humanitær opholdstilladelse. “Disse sager, som behandles af Justits-ministeriet, lider retssikkerhedsmæssigt under en manglende klagemulighed. En

3.2 LÆGERNES ROLLESagerne behandles af Justitsministeriets embedsmænd, og der er ikke tilknyttet læ-gefaglige eksperter. Ministeriet udbeder sig svar fra en læge på 17 konkrete spørgs-mål vedrørende diagnose, behandling og konsekvenser af en eventuel behandlings-afbrydelse. Det vil som regel være nødvendigt at få udfærdiget en længere attest fraansøgers speciallæge, fx psykiater. Dette svarer reelt til en speciallægeerklæring (seafsnit 3.3).Hverken læger indenfor eller udenfor asylcentrene honoreres for at udføre dette ar-bejde, og det betyder, at de enten skal gøre det gratis i deres fritid eller opkræve be-taling fra ansøger. Indtil for nylig har der oven i købet hersket uenighed blandt RødeKors’ læger om, hvorvidt de overhovedet havde lov til at gøre det. Det er nu RødeKors’ politik, at deres læger kun udfylder attester/besvarer ministeriets spørgsmål“for patientens egen regning”, eftersom ministeriet har afslået at betale lægerne forydelsen. Derfor skrives mange attester af læger udenfor asylsystemet, enten gratiseller mod betaling. En speciallægeerklæring koster typisk 3-7.000 kr. Der bliver somregel tale om flere lægelige udtalelser, eftersom der først skal bruges en beskrivelseaf diagnose, medicin osv. før sagen overhovedet bliver åbnet, og det skal vurderes,om der gives opsættende virkning på eventuel udrejsefrist. Ministeriet har herefteren sagsbehandlingstid på typisk 7 mdr. Derefter udbedes en aktuel besvarelse fralægen af de 17 spørgsmål, og først derefter tages der stilling.

Det er helt urimeligt, at lægen på denne måde to gange skalskrive en erklæring – første gang når ansøgningen sendes, og igenefter 7 måneder, når ministeriet når til sagen, da de oplysninger,som lægen skrev, da ansøgningen blev sendt, nu er blevet for gamle.Herudover er det urimeligt, at sagen ligger stille i ministeriet i 7måneder, hvorefter lægen får 14 dage til et skrive en ny erklæring."Marianne Vølund, udlændingeretsadvokatAsylansøgere kan ikke frit vælge læge og må ikke have en indkomst, og er såledesafskåret fra at søge, hvis deres læge/specialist ikke har lyst til at skrive gratis attesteri sin fritid. Ingen læger har pligt til at skrive disse erklæringer, og man kan end ikkevære sikker på, at en tilfældig læge vil gøre det mod egenbetaling, hvis vedkommen-de slet ikke har forbindelse til patienten. Man kan således nemt havne i en situation,

“En erklæring fra en læge, hvori lægen har engageret sig personligt i sagen på en sådanmåde, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt erklæringen er udtryk for en uvildig bedøm·melse af ansøgerens helbredstilstand, kan dog ikke lægges til grund.” (fra gældendepraksisnotat, august 2010)Denne bestemmelse tages i anvendelse, hvis lægen har skrevet, at han/hun anbefa-ler, at ansøger får opholdstilladelse. Flere læger og jurister har gjort opmærksom påden manglende respekt for lægers professionalisme, som bestemmelsen giver ud-tryk for. Indirekte påstår ministeriet faktisk, at en læge kan få så meget sympati foren patient, at han/hun giver efter for sine følelser og at man af den grund ikke kanregne med den diagnose og den behandling, der beskrives. Ministeriet kan ogsåafvise en erklæring, hvis lægen har udtrykt sin holdning i sagen i pressen, hvilketkan opfattes som en indskrænkning i lægernes ytringsfrihed.Problemerne kunne nemt imødegås, hvis ministeriet anvendte lægekonsulenter ilighed med forsikringssager og socialsager, og finansierede speciallægeerklæringeri de tilfælde, hvor de foreliggende lægelige oplysninger ikke var tilstrækkelige.

3.3 SPØRGSMÅL, SOM MINISTERIET ØNSKER BESVARET:I alle tilfælde bedes følgende oplyst:1) Hvor længe har ansøgeren været patient hos lægen?2) Hvor mange telefoniske konsultationer og hvor mange personlige konsultationer er der fore·taget forud for udtalelsen (erklæringen)?3) Sygehistorie, herunder:– Er der tale om en akut opstået lidelse?– Er der tale om en kronisk lidelse?– På hvilket tidspunkt er lidelsen opstået?– På hvilket tidspunkt er behandlingsbehovet opstået?4) Diagnose (anføres med ICD·10 kode).For så vidt angår psykiske sygdomme, bedes følgende desuden oplyst:5) Beskrivelse af aktuelle symptomer – herunder tegn på psykose og evt. selvmordsrisiko – samthvorfra lægen har oplysninger om patienten (eks. fra egne undersøgelser, fra pårørende, frajournaludskrifter etc.).6) Er der foretaget objektiv psykisk undersøgelse? Hvis ja, beskriv da: stemningsleje, koncentra·tionsevne, hukommelse, tankeindhold, tankehastighed, empati og psyko·motorik.7) Igangværende behandling – for så vidt angår medicinsk behandling med angivelse af præ·parat samt daglig dosis i mg.8) Kan der peges på en anden medicinsk behandling, som vil kunne opfylde behovet?9) Oplysninger om eventuelle konsekvenser ved en behandlingsafbrydelse.10) Prognose. Lægens vurdering af den pågældendes mulighed for at blive helbredt eller opnåen væsentlig varig bedring i sin helbredstilstand beskrives. Den forventede varighed af denigangværende eller planlagte behandling anføres.For så vidt angår somatiske (fysiske) sygdomme, bedes følgende desuden oplyst:11) Beskrivelse af aktuelle symptomer, samt hvorfra lægen har oplysninger om patienten (eks.fra egne undersøgelser, fra pårørende, fra journaludskrifter etc.).12) Er der foretaget en objektiv undersøgelse fokuseret på relevante områder? Hvis ja, hvilkeresultater har undersøgelsen vist?13) Igangværende behandling – for så vidt angår medicinsk behandling med angivelse af præ·parat samt daglig dosis i mg og anden behandling (evt. kontrol eller konsultationer).14) Oplysninger om eventuelt behov for eller brug af hjælpemidler samt handicapkompense·rende foranstaltninger anføres.15) Oplysninger om eventuelle konsekvenser ved en behandlingsafbrydelse.16) Prognose. Lægens vurdering af pågældendes mulighed for helbredelse eller væsentlig varighelbredsforbedring beskrives. Forventet varighed af igangværende eller planlagt behand·ling anføres. Særligt anføres lægens vurdering af udsigterne for funktionsevnen, herunderevt. behov for handicapkompenserende foranstaltninger.17) Er der tale om en livstruende sygdom? Hvad er den forventede levetid i givet fald?

3.4 SAGSBEHANDLINGSTIDTidsmæssigt er der et uheldigt paradoks mellem den frist på 14 dage, som mini-steriet typisk giver ansøger til at fremskaffe aktuelle, fyldestgørende helbredsop-lysninger, overfor de typisk 3 måneder, som det tager for Udlændingestyrelsen atgodkende/afslå en kaution til behandling hos fx psykiater.Sagsbehandlingstiden er meget ulige i disse sager. De fleste sager tager op mod etår før endelig afgørelse, enkelte mere – ofte med flere anmodninger undervejs omnye, aktuelle oplysninger fra lægen. Nogle få afgøres ret hurtigt, som regel afslag,efter 3-4 mdr. De mange oplagt grundløse sager betyder en længere sagsbehand-lingstid for de mere alvorlige ansøgninger.Det er problematisk, at også sager, som allerede er fuldt belyst, ligger stille på mini-steriets bord i mindst 7 mdr, og herefter har ansøger så pludselig kun 14 dage til atindsende aktuelle oplysninger.

4. HVORDAN FOREGÅR BEDØMMELSEN?Sagsbehandlingen foregår hos embedsmændene i Justitsministeriets Kontor for Hu-manitært Ophold og Udsendelser, og der er som nævnt ikke tilknyttet lægefagligeeksperter, sådan som man fx har det i Arbejdsskadestyrelsen. Man følger angiveligtretningslinjerne i selve lovteksten samt gældende praksisnotater fra ministeren. Deter et oplagt spørgsmål, hvorvidt det er muligt for en embedsmand at afgøre en sagmed korrekt hensyn og afvejning af alle sagens aspekter, når sagen handler omlægelige spørgsmål.Det politiske spiller også en tydelig rolle. Der er mange eksempler på, at afvistepersoner alligevel har fået ophold, efter at sagen har været præsenteret i medierne.I enkelte sager er der opstået en hel støttegruppe og samlet hundredvis af under-skrifter sammen. Særligt den gruppe af irakere, der tog ophold i Brorsons Kirke, op-nåede et usædvanligt højt antal HO efterfølgende. Dette kan hænge sammen medopmærksomheden i medierne og “folkestemningen”, men det kunne også skyldes,at ansøgerne først via opholdet i kirken har fået adgang til den lægelige og juridiskebistand, som er nødvendig for at få en ansøgning igennem (se foregående kapitel).En række kriterier nævnes som adgangsgivende i det gældende praksisnotat, menafvises konsekvent i de enkelte sager – læs mere under 4.3. Der er således tale om,at administrationen er betragteligt strammere end loven.

4.1 DIAGNOSERI første omgang tager ministeriet stilling til, om sygdommen eller personens øvrigeforhold falder ind under bestemmelsen. Hvis der er tale om fysisk eller psykisk syg-dom, skal der foreligge en diagnose indenfor rammerne. Det er ganske få diagnoser,der anerkendes: skizofreni, paranoid psykose, alvorlige nyresygdomme, insulinkræ-vende diabetes og visse hjertesygdomme, tarmsygdomme, blodsygdomme samtkræft i terminalstadiet og AIDS i udbrud. Se i øvrigt listen over hvilke diagnoser, dergav ophold fra 3. kvartal 2011 til 3. kvartal 2012 på side 28.Speciallæge i psykiatri Ebbe Munk-Andersen fra Røde Kors Asylafdeling skriver:“Psykosebegrebet er normativt og anvendes kun i forbindelse med tvang, f.eks. vedtvangsindlæggelser, umyndiggørelse eller behandlingsdomme. I daglig klinik er derofte tvivl, om en psykisk lidelse er af psykotisk karakter. En række psykiske lidelser,som ikke opfattes som psykoser, f.eks. anorexia nervosa, evnesvaghed og PTSD,kan medføre betydelig funktionsevnenedsættelse uden at give adgang til HO. Syg-domskriteriet bør derfor i stedet for psykosekriteriet være et funktionsevnekriterie."

Ministeriet lægger stor vægt på særlige ord. Hvad er f.eks.forskellen på ‘befinder sig på et psykotisk plan’ og ‘psykotiskesymptomer’? Den første formulering udløser et afslag, mens denanden formulering udløser en opholdstilladelse.”Marianne Vølund, udlændingeretsadvokatEn lang række diagnoser kan dog i svære tilfælde være lige så livstruende og invali-derende ifølge patienternes læger, fx, depression, demens og epilepsi. Den mest al-mindelige diagnose for traumatiserede flygtninge er Post Traumatic Stress Disorder(PTSD), som findes i forskellige sværhedsgrader. Denne diagnose giver ikke adgangtil HO, ligesom den ikke kan udløse dispensation, når der søges om dansk statsbor-gerskab. Dette skete efter at Søren Krarup (DF) anklagede læger for at slynge omsig med diagnosen PTSD.* Man har således taget stilling politisk til diagnosen PTSDog ikke lægefagligt. Blandt anerkendte flygtninge er PTSD i svær grad ofte årsag tilførtidspension, og betragtes altså stadig i den sammenhæng som meget alvorlig oginvaliderende. I regeringsgrundlaget fra 2011 nævnes det, at PTSD i fremtiden børsidestilles med andre varige funktionsnedsættelser i forhold til statsborgerskab.Der er eksempler på, at en speciallæge direkte skriver i sin udtalelse, at det pågæl-dende tilfælde må betegnes som livstruende uden rette behandling, og at ministe-riet alligevel giver afslag med begrundelsen, “at der ikke er tale om meget alvorligsygdom” (se casen Mehdi).En særlig problematik gør sig gældende i forhold til HIV/AIDS: AIDS i udbrud giverophold, men ikke HIV-smitte i behandling. Ifølge adskillige udtalelser fra ekspertergiver denne skelnen ikke mening, eftersom alle HIV-smittede før eller senere vil ud-vikle livstruende AIDS, hvis de ikke får den rette behandling. Så længe patienternebefinder sig i Danmark, er de velbehandlede og udviser ikke akutte sygdomstegn(se casene om HIV).Der er også spørgsmålet om, hvorvidt flere mindre alvorlige diagnoser tilsammenudgør en lige så belastende situation – selvom der står i loven, at der skal vurde-res ud fra et samlet billede af situationen, er tendensen, at ministeriet vurderer deenkelte diagnoser hver for sig, og sjældent giver ophold med baggrund i flere, menmindre alvorlige diagnoser/handicap (se casene Elsa og Zoran).

4.2 BEHANDLINGHvis diagnosen falder ind under kriteriet, tager ministeriet næste skridt og undersø-ger, om ansøger modtager en behandling, der er nødvendig, og i så fald om dennebehandling kan tilbydes i hjemlandet. En del antipsykotisk medicin kan fx ikke fåsi alle lande. Ministeriets undersøgelse begrænser sig dog til en henvendelse til lan-dets nærmeste ambassade, som godt kunne tænkes at have en interesse i at giveDanmark et mere positivt indtryk af landet end de faktiske forhold. Flere afrikanskelande oplyser stolt på officielle hjemmesider, at der udleveres gratis HIV-medicin tilalle borgere, men samtidig viser WHOs undersøgelser, at en meget stor andel af desmittede ikke er i behandling. Krav om bestikkelsespenge og usikre forsyninger kanforhindre patienten i at få fat i den livsvigtige medicin. Mange asylansøgere fortæller,at adgang til både læger, hospitaler og medicin kun er for beboerne i hovedstadenog kun mod betaling af betydelige beløb eller private sygeforsikringer.Behandling vurderes typisk meget ensidigt som medicinering – selvom en vigtig delaf en dækkende behandling næsten altid indbefatter løbende adgang til specialisterog undersøgelser. I mange lande er den adgang yderst begrænset, også steder hvorman muligvis kan købe medicinen.Indtil 2010 kunne man få ophold, hvis behandlingen ikke varreelttilgængelig, fxpga. store afstande eller meget høje priser. Det blev ændret, sådan at der nu ikketages hensyn til dette: “Det vil i den forbindelse være uden betydning for ministerietsafgørelse, om en given behandling, herunder medicinsk behandling med et ellerflere præparater, alene er tilgængelig mod egenbetaling i det pågældende land”.Denne stramning blev voldsomt kritiseret, da den blev indført, bla. af Institut forMenneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp (se kapitel 5). Der er dog tilfældeefter 2010, hvor man har forlænget ophold med baggrund i udgiften til medicin –det skyldes, at den oprindelige ansøgning blev indgået før stramningen.Lovens udvidelse fra 1999 omkring forværring af handicap anvendes ifølge voreserfaring slet ikke i praksis. I casen Zoran var der meget tydeligt tale om, at hanshandicap var blevet afhjulpet i Danmark og igen ville forværres ved en hjemvenden,men han fik alligevel afslag.Ifølge speciallæge i psykiatri Ebbe Munk-Andersen fra Røde Kors Asylafeling er detet paradox, at der kun gives HO til personer, der er i virksom medicinsk behandling,mens den øvrige rehabiliterende indsats ikke vægtes. Personer med meget alvorligsygdom kan således risikere at blive sendt hjem til forhold, hvor der ikke alenemangler medicinske behandlingsmuligheder, men hvor der heller ikke er andreomsorgstilbud til personer med svær funktionsnedsættelse.

4.3 ANDRE KRITERIERUdover sygdomme af fysisk og psykisk art, kan der ifølge loven også gives opholdaf andre grunde. Refugees Welcome oplever imidlertid, at disse kriterier aldriganvendes i praksis. Adspurgt svarer Dansk Flygtningehjælps asylafdeling samten række udlændingeretsadvokater, at de har samme erfaring. Det forekommerbesynderligt, at sagsbehandlingen således er betragteligt mere restriktiv end bådelovtekst og praksisnotat. Følgende kriterier opremses i det gældende praksisnotat:• Selvmordsrisiko• Alvorligt handicap• Børnefamilier, hvor forældrene som følge af helbredstilstand kun meget vanske-ligt kan tage vare på børnene• Varigheden af en ansøgers ophold her i landet• Familier med mindre børn, der kommer fra et land i krig• Overlevelseskriteriet• Andet, herunder de foregående nævnte omstændigheder i kombination• Subjektiv frygt• Tortur• Enke/enkemandEt af kriterierne erselvmordsrisiko.Dette forudsætter dog, at der er tale om “aktuel,overhængende selvmordsrisiko”. Med en sagsbehandlingstid på et års tid er detsvært at forestille sig en person, der befinder sig i denne situation konstant; somregel vil der være tale om indlæggelser og medicinering af varierende grad under-vejs. “Det forhold, at en ansøger anfører, at han eller hun vil begå selvmord i tilfældeaf en udsendelse, kan normalt ikke i sig selv begrunde meddelelse af humanitæropholdstilladelse”(citat: praksisnotatet). Denne situation er flere gange opstået, nårasylansøgere er blevet afhentet af politiet og straks har stukket en kniv i maven,drukket Klorin eller forsøgt at hænge sig. Selvmordsforsøg hænger ofte sammenmed subjektiv frygt, se mere om dette nedenfor.Definitionen af, hvad der opfattes somalvorligt handicap,kan man læse mere om icasen Zoran. Her afviser man, at der er tale om et alvorligt handicap, selvom dren-gen har 100% behov for pleje og professionel behandling, og lider af 9 diagnoser.Han sidder desuden i kørestol, men dette betragtes ifølge loven ikke i sig selv somet alvorligt handicap.Børnefamilier, hvor forældrene som følge af helbredstilstand kun meget vanske-ligt kan tage vare på børneneanvendes sjældent – ofte ville der i den situation væretale om anbringelse, som forældrene måske vil forsøge at undgå ved at dække overderes egen dårlige helbredstilstand. Det har vi et eksempel på i casen Asefa.

Familier med mindre børn, der kommer fra et land i krigvirker som et meget klartkriterium, men det har ikke været muligt at finde en positiv afgørelse med dennebegrundelse, Somaliske familier med små børn ville ellers være oplagte her. Der erheller ikke for nylig givet ophold med denne begrundelse til familier fra Irak, Afgha-nistan eller Syrien (se fx listen over alle tildelte HO side 28).Overlevelseskriterieter heller ikke noget, der anvendes meget i praksis. Det er fxblevet afvist i casene Mehdi og Elsa, og også i konkrete sager med ældre, enligekvinder fra Somalia og Ethiopien i perioder med risiko for hungersnød. Den særligeadgang for enlige kvinder fra Afghanistan uden netværk/mandlige familiemedlem-mer anvendes imidlertid ganske ofte. Se mere om dette i afsnit 4.5.Omkringvarigheden af ansøgers opholdher i landet står der i praksisnotatet fraaugust 2010: “Opholdets varighed skal i almindelighed være på cirka 5-6 år, førendder alene under henvisning til dette kriterium kan gives humanitær opholdstilla-delse. Varigheden af en ansøgers ophold her i landet vil dog alene kunne tillæggesvægt, hvis opholdet i hele perioden uafbrudt har været lovligt i form af processueltophold.” Refugees Welcome har dog aldrig nogensinde hørt om et tilfælde, hvordette kriterium alene har givet ophold, endsige set det nævnt sammen med andremindre væsentlige faktorer (se fx casen Elsa). I praksis vil det lovlige ophold aldrigvære 4-5 år – som regel bliver en sag afgjort indenfor max 2 år, og de lange op-holdstider (op til 17 år p.t.) skyldes, at en afvist ikke kan eller vil rejse hjem, og derer således ikke tale om lovligt ophold.Andet, herunder de foregående nævnte omstændigheder i kombination,har hver-ken Refugees Welcome eller Dansk Flygtningehjælp nogensinde set imødegået, påtrods af, at mange sager netop indeholder en kombination af omstændigheder, somsamlet set udgør en meget alvorlig situation – fx casene Elsa, Zoran, Emma ogMaureen.Subjektiv frygtogtorturanvendes slet ikke som selvstændige begrundelser for attildele HO. Adskillige ansøgninger har fået afslag på trods af, at der forelå en over-bevisende torturrapport. For torturoverlevere er der ofte en tendens til at reagerepå situationer, der minder den pågældende om overgrebene – her kan der såledesogså være tale om en stærk, subjektiv frygt for at rejse tilbage til det sted, hvor over-grebene fandt sted. Hvis ansøger henviser til torturrapport eller subjektiv frygt, sva-rer ministeriet, at der er taget stilling til dette aspekt under asylsagens behandling.En yngre, enlig kvinde fra Georgien, som havde været udsat for en massevold-tægt fra soldater i sit hjemland, nærede en panisk frygt for at vende tilbage (selvomkrigen var slut). Hun fik afslag på HO, og forsøgte flere gange at begå selvmord vedudsigten til deportation. Hun tilbragte mange måneder på lukket psykiatrisk afde-ling. Til sidst fik hun HO, men først da hun var fuldstændig psykisk nedbrudt.

4.4 BØRNEt særligt problem gør sig gældende i forhold til børns adgang til HO. De nævntepsykiske diagnoser findes typisk ikke hos børn. Børnepsykiatere vil også være me-get varsomme med at give børn, der fortsat er i udvikling, diagnoser som kroniskpsykisk syg, og være tilbageholdende med medicinsk behandling. Forholdet vil oftevære det, at barnet udviser tegn på psykiske problemer, som – hvis de ikke be-handles – kan udvikle sig til kroniske psykiske sygdomme, som vil have alvorligeog ødelæggende konsekvenser for barnets senere voksenliv. Det snævre fokus påsindssygdomme har derfor den konsekvens, at et barn ikke vil kunne få HO, selvomdet har psykiske lidelser, der ud fra et børnepsykiatrisk perspektiv i sig selv vil talefor et fortsat ophold i Danmark med henblik på behandling og helbredelse.Børn i asylsøgende familier har ofte været udsat for særligt belastende vilkår, ogderfor har de også helt særlige behov, der bør tages højde for. F.eks. lider en stordel af disse børn af angst og traumer. Det giver søvnproblemer, mareridt, koncentra-tionsbesvær og aggressiv/opfarende adfærd eller indadvendt, depressiv opførsel. Imange af børnenes hjemlande er der ikke generel adgang til specialiseret hjælp (secasene Emma og Zoran).Børnekonventionens artikel 6 kræver, at barnets overlevelse og udvikling sikres.Disse faktorer indgår slet ikke i lovtekst eller praksisnotater omkring HO i Danmark.Et andet problem i forhold til børns mulighed for at få HO er, at børnene ikke vurde-res selvstændigt, men får opholdstilladelse – eller afslag – som direkte konsekvensaf afgørelsen i forældrenes sag. Denne praksis er ikke i fuld overensstemmelse medBørnekonventionen, som foreskriver, at børn skal behandles som selvstændige ret-tighedshavere.Som det fremgår af afsnittene om HO i Sverige og Norge, har disse lande særligtlempelige vilkår, når der er tale om børn. Det står i stærk kontrast til Danmark, hvorder findes meget få eksempler på, at et barn har fået tildelt HO pga. egne forhold.Det sker som regel kun, hvis en forælder får HO.

Folketinget må nu forstå, at der skal ændres praksis, nårdet gælder humanitær opholdstilladelse. Det er tydeligt, at manudelukkende ser på de voksnes forhold – men ikke børnenes. Detvar vores bekymring fra starten – og den ser nu ud til at væreblevet bekræftet.”Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red BarnetVi står med en undersøgelse, der fortæller os, at 20 ud af21 børn har behandlingskrævende psykiske forstyrrelser, dertruer deres personlige udvikling og helbred. Disse børn er blevettabt på gulvet hele vejen gennem systemet. Derfor mener jeg,at der er brug for en diskussion af, hvordan vi kan forbedresamfundets håndtering af børn i asylsøgende familier”.Peter Albæk, formand for Børns Vilkår

4.5 SAMMENBLANDING MED ASYLRETTENEnlige kvinder, med eller uden små børn, som er uden mandlige familiemedlemmereller socialt netværk i Afghanistan, har efter loven adgang til HO. Denne bestem-melse anvendes relativt ofte, idet en tredjedel af de optalte tilladelser i tre kvartaler2011-12 blev givet med denne begrundelse. I flere tilfælde fik kvinderne endda HO,inden deres asylsag var afgjort. Alle baggrundsrapporter peger enstemmigt på, atdet er livsfarligt og næsten umuligt for en enlig kvinde at opholde sig i Afghanistan.Kvinder er totalt underlagt deres mandlige familiemedlemmer, og kun i de størstebyer er det muligt overhovedet at færdes alene i det offentlige rum som kvinde. Der-for er det naturligvis glædeligt, at ministeriet anerkender kvindernes situation ved atgive dem HO. Der er dog tale om en meget forkert sammenblanding af begreberne

Det er åbenbart, at enlige kvinder i Afghanistan er udsat for overgrebpå en sådan måde, at de bør anerkendes som prima facie flygtninge omfattetaf Flygtningekonventionens artikel 1 A, og meddeles asyl i Danmark efterudlændingelovens § 7, stk. 1.Når man alligevel ikke uden videre giver enlige afghanske kvinder asyl, men istedet anvender en subsidiær opholdstilladelse, kan der peges på to forhold. Detene er, at dansk asylpraksis er meget tilbageholdende med at anse kvinder som en‘særlig socialgruppe’ i flygtningekonventionens forstand, selv om det så åbenlyst erdet, de er i Afghanistan. Det andet forhold er sandsynligvis den traditionelle frygtfor at åbne den nok så bekendte ‘ladeport’ – risikoen for, at en praksisændringvil betyde, at enlige, afghanske kvinder i store tal ville sætte sig i bevægelse modDanmark for at få asyl. Det er selvsagt en risiko, som ikke er reel.”

4.6 OVERSIGT OVER POSITIVE AFGØRELSER– fra 3. kvartal 2011 til 3. kvartal 2012, hvilket vil sige de seneste 15 måneder, hvor tallene ertilgængelige, i alt 42 sager. Alle opholdstilladelser beskrives kort i anonym form på Folketingetshjemmeside kvartalsmæssigt.DiagnosePsykosePsykosePsykosePsykoseOrganisk psykoseParanoid psykoseParanoid psykoseParanoid psykoseParanoid psykoseParanoid psykoseAffektiv psykoseSkizofreniSkizofreniSkizofreniSkizofreniSkizofreni + psykoseSkizoaffektiv psykoseParanoid skizofreniParanoid skizofreniPTSD m. psykosePTSD m. psykosePTSD m. psykoseDepression m. psykoseSvær depression m. psykoseKompliceret HIV-infektion + resistensDiabetes, insulinkrævendeTerminal nyresvigt + diverse andetHjertesygdomLeukæmi, terminal

Opholdstid382 dage efter afslag218 dage efter afslag656 dage efter afslag231 dage efter afslag346 dage efter afslag262 dage efter afslag446 dage efter afslag3.386 dage efter afslag160 dage efter afslag793 dage efter afslag1.615 dage efter afslag770 dage efter afslag801 dage efter afslag664 dage efter afslagInden asylafgørelse714 dage efter afslag651 dage efter afslag1.136 dage efter afslagOphold ej oplystOphold ej oplyst2.639 dage efter afslag449 dage efter afslag701 dage efter afslag2.805 dage efter afslag366 dage efter afslagOphold ej oplyst106 dage efter afslagMindst 570 dage efter afslagInden asylafgørelse

4.7 HVEM ER OMFATTET AF EN POSITIV AFGØRELSE?Når en person får HO, gælder det typisk også for dennes nære familie, dvs. ægte-fælle og børn under 18 år. Børn, som er kommet sammen med forældrene, mensiden er blevet over 18 og selv har stiftet familie, får dog ikke ophold. Søskendepar,som måske har tilbragt flere år sammen i asylsystemet, kan blive skilt ad. Forældretil voksne personer, som får ophold pga. sygdom, medtages ikke. I nogle tilfælde erdet et særligt problem, fordi forælderen typisk har passet den syge i mange år, ogden syge er afhængig af sin mors/fars hjælp. Refugees Welcome kender to eksem-pler, hvor en voksen søn/datter har fået ophold med henblik på at yde omsorg ogstøtte for en syg forælder. Men Fadila fra Bosnien (se case) har fået afslag på at blivehos sin syge, voksne søn – og Farhads mor og voksne brødre fik først ophold i andenomgang, efter at sagen havde været omtalt i medierne (se case). Der er således ikkeen klar linje i afgørelserne.

4.8 HVOR LÆNGE FÅR MAN OPHOLD?HO gives altid som en tidsbegrænset, midlertidig opholdstilladelse. Den kan entengælde 6 mdr, 1 år eller 2 år fra den dag, tilladelsen gives. Derefter skal man søgeom fornyelse, inden den udløber, og dette kræver som regel en ny udtalelse fra spe-ciallæge omkring diagnose, behandling og medicin. Første gang gives den for højst2 år, anden gang for højst 3 år, og efter 5 år i højst 5 år ad gangen. Stadig skal allede oprindelige kriterier være opfyldt. Når der er foretaget forlængelser frem til dettidspunkt, hvor man kan søge om permanent opholdstilladelse, vurderes sagen hosUdlændingestyrelsen med henblik på permanent ophold, og der kan også søgesefter de regler, der gælder for alle andre udlændinge.

Familie fra Irak med tre børnFamilien fik ophold i 2008 pga. morens psykose, og havde fået forlænget med 1 år ad gangen, ialt 3 år. Fjerde gang indsendte de så ikke en udtalelse fra psykiateren, men blot et brev fra fami·liens praktiserende læge om at morens forhold var uændrede – men han havde ikke skrevet detmagiske ord “psykotisk”. Hele familien blev derefter udvist med 14 dages varsel og fik at vide,at de straks skulle flytte til asylcenter og forlade det hus, de havde boet i de seneste år – og detre børn skulle forlade deres skole. Ministeriet ville ikke give opsættende virkning på den klageog nye udtalelse, som straks blev indsendt. Naboer og venner blev så oprørte, at de fik skrabetpenge sammen til at betale familiens udgifter til mad og husleje, hvilket kommunen nægtede.Der blev indsendt en udtalelse fra psykiater, som blev afvist, fordi ministeriet mente, der ikkevar tale om “en uvildig bedømmelse”. Vennerne betalte for en udtalelse fra en anden psykiater,og denne blev lagt til grund – moren var nemlig stadig psykotisk, og familien fik nu ophold i 5 år.

Det er ofte psykiske lidelser, som giver HO. Som en række psykiatere har påpeget,er ro og sikkerhed en forudsætning for, at en psykisk syg person kan opnå bedring.Belastningen ved at opholdstilladelsen er midlertidig (og kortvarig) og ventetiden eraf ukendt længde, mens ansøgningen behandles, er i sig selv en psykisk belastning– ikke blot for den syge, men også for familiemedlemmerne.Den yderste konsekvens af loven er desuden, at hvis man får det bedre, skal manrejse ud af landet. Det betyder, at den syge ikke har noget incitament til at blivebedre – og at selve opholdets midlertidige karakter udgør en yderligere psykiskbelastning. Samtidig er det næsten umuligt for en person, som har fået tildelt HO atopfylde de almindelige kriterier for permanent ophold, eftersom disse hovedsaligthandler om tilknytning til arbejdsmarked, uddannelse og sprogkundskaber. Menadvokater har erfaring for, at der efter praksis opnås permanent ophold efter 5 årsophold, hvis der henvises til Handicapkonventionen. Anbefalingen må være, at HObør være en tidsubegrænset opholdstilladelse – sådan som den er i Sverige.

Vi fik humanitært ophold for halvandet år siden pga. min kones sygdom.Hun er blevet stærkt deprimeret og angst efter vores mere end 9 år i asylcentrene.Hun fejlede intet, dengang vi kom. Jeg har arbejdet hele tiden siden vi fik ophold,men jeg kan ikke søge permanent før vi har haft ophold i fem år. Om et halvtår skal vi søge forlængelse af humanitær, og allerede nu har min kone fået detdårligere pga. stress over forlængelsen. Vores datter på 12 er begyndt at spørge“Hvad sker der, hvis vi ikke får forlænget? Skal vi så tilbage til asylcentret?” Jegsynes, det er umenneskeligt at give folk ophold midlertidigt – de syge får ikke enchance for at blive raske. Det er en mørk og usikker fremtid, næsten ligesom at bo iet asylcenter. Vores sagsbehandlere i kommunen synes også det er frygteligt, mende kan jo ikke gøre noget, det er jo Folketinget der bestemmer."

5. HVILKE ÆNDRINGER ER DER SKETGENNEM ÅRENE?Loven blev oprindelig vedtaget i1985,hvor der blev taget udgangspunkt i en bre-dere definition af humanitære hensyn. Man nævnte bla. subjektiv frygt for hjemrejse(fx som følge af at have oplevet voldsomme overgreb) og “det betydelige nervepresfor den pågældende”. Helbredsforhold nævnes på linje med alder og andre person-lige forhold, men ikke som et selvstændigt kriterium.I1992oplyste ministeren til Folketingets Retsudvalg, at der “vil blive meddelt HOtil personer, (der) lider af en akut eller livstruende sygdom.” Fra 1992 til 2001 blevder kun givet 62 HO pr. år i gennemsnit.I1993ændrede man på ny praksis, men denne gang udvidede man adgangenved at indføre et “overlevelseskriterium” særligt møntet på enlige kvinder og fami-lier med mindre børn fra områder, hvor der herskede særligt vanskelige forhold, fxhungersnød. Helbredskriteriet blev præciseret til også at gælde for uhelbredeligtsindssyge, og udvidet til også at omfatte meget alvorlige fysiske sygdomme, selvomdisse ikke kunne anses for livstruende, akutte eller uhelbredelige.I1995indførte man midlertidigt en særlig adgang for etniske albanere fra Kosovamed baggrund i den meget dårligt fungerende sundhedssektor i området efter kri-gen. Denne lempelse kan dog ikke aflæses i tallene for HO, som faktisk falder dra-stisk fra 1995 til 1997, fra 115 til 17.I1999indførtes endnu en udvidelse af området, nemlig adgang for personer i ri-siko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap. Dette førte ligeledessnarere til et fald end en stigning i antallet – i år 2000 blev der kun givet 31 HO.I2007indførtes en udvidelse i sager, hvor forældrenes sygdom vanskeliggjordederes omsorg for børnene – i disse tilfælde kunne mindre alvorlige sygdomme ellerhandicaps også komme i betragtning.I2010indførtes to stramninger. Den ene var, at det ikke længere skulle vurderes,om en nødvendig behandling var reelt tilgængelig for ansøger: så længe den for-melt var tilgængelig i hjemlandet, skulle der gives afslag. Visse typer medicin kostermange tusinde kroner om måneden, og mange ansøgere vil dermed ikke reelt havemulighed for at købe den. I nogle lande er der også kun specialiserede hospitaleri hovedstaden, og rejsen dertil kan være uoverstigelig fra en fjerntliggende provins.

5.1 – OG HVORDAN VAR REAKTIONERNE?Appel fra fem NGO’er:I juni 2009 udsendte fem store, humanitære organisationeren appel til Birthe Rønn Hornbech om at give humanitær opholdstilladelse til de282 afviste irakiske asylansøgere, som kom fra egne i Irak, hvor UNHCR opfordredetil at give alle beskyttelse. Appellen indledtes således: “Amnesty International, FN-Forbundet, RCT, Red Barnet og EMHRN opfordrer regeringen til at sikre, at Dan-mark følger internationale konventioner og respekterer advarslerne fra FN’s Flygt-ningehøjkommissariat om ikke at tvangsudsende de afviste irakiske asylansøgere.Vi appellerer til, at man giver de irakiske flygtninge humanitær opholdstilladelse afbåde humanitære og sikkerhedsmæssige grunde.”Amnesty Internationalafholdt en koncert på Rådhuspladsen og indsamlede på korttid 35.000 underskrifter i september 2009 for at give de afviste irakere humanitæropholdstilladelse. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech afviste at tage imodunderskrifterne, og som svar på dette indrykkede Amnesty helsidesannoncer medappellen i de store dagblade.DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom)tilsluttede sig også ønsket om at give op-hold til de afviste irakere: “Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) finder detforrykt, og et klokkeklart eksempel på regeringens kynisme, at Lars Løkke og co. vilsende de afviste irakere hjem til et land i krig – en krig, som den selv var med til atstarte. DSU mener, at det er direkte umenneskeligt at sende irakerne, som har op-holdt sig i flere år i Danmark på asylcentre, tilbage til Irak, og synes, at det mindsteregeringen kunne gøre var at give irakerne humanitær opholdstilladelse” (DSU.net)

Institut for Menneskerettigheder (IMR)advarede mod stramningen af betingel-serne for at opnå humanitært ophold i 2010. Instituttet gennemgik sagerne omtildelt humanitært ophold i 2009 og vurderede, at knap halvdelen af de personer,der har fået ophold på grund af alvorlig sygdom, ville risikere at få afslag efter denye regler. Instituttet frygtede brud på forbuddet mod tortur, umenneskelig ellernedværdigende behandling.I ét af de gennemgåede eksempler fra 2009 ville en mand lidende af »paranoidpsykose og posttraumatisk stresssyndrom« angiveligt fremover få afslag, uanset athans udgifter til medicin er anslået til 17.500 kroner om måneden. (Information20.05.2010)Dansk Flygtningehjælpadvarede også mod stramningen I 2010: “Det er en ben-hård stramning, der vil få store konsekvenser for tildelingen af humanitært ophold.Og det er ikke fordi, det er en type opholdstilladelse, der er blevet uddelt med rundhånd hidtil. Ansøgeren skal være livstruende fysisk syg – fx kræft eller AIDS i termi-nalfasen – eller have en klinisk diagnose,” forklarer Andreas Kamm, der vurderer,at den foreslåede ændring vil reducere muligheden for at opnå asyl på humanitærtgrundlag så markant, at en asylsag reelt skal falde ind under en af de øvrige bestem-melser, for at ende med en opholdstilladelse i Danmark.Flygtningehjælpen undrer sig desuden over begrundelsen for at ændre på prak-sis. Det fremgår af bemærkningerne, at der “…de senere år er sket en stigning iantallet af asylansøgere, hvis eneste motiv for at komme til Danmark tilsyneladendeer at søge humanitært ophold for at kunne modtage behandling for en fysisk ellerpsykisk sygdom.”“Det er en let absurd tanke, at en meget fysisk eller psykisk syg person skulletage rejsen til Danmark, for at kunne sidde på et asylcenter – ofte i adskillige år – iforventning om, at der på et eller andet tidspunkt ville blive udløst en opholdstilla-delse med behandling,” siger Andreas Kamm. (flygtning.dk)Amnesty Internationalanbefaler også, at man ruller reglerne tilbage til før 2010,således at der gives ophold, hvis behandlingen ikke er reelt tilgængelig for den syge.(Amnesty.dk – flygtninge – anbefalinger)

6. HVOR MANGE FÅR OPHOLD?I 2011 fik 121 personer, inklusive familiemedlemmer, tildelt HO. Tallet for 2012 serud til at blive lavere, for de første tre kvartaler er det i alt 31.Antallet af HO i forhold til antallet af personer, der får asyl, udgjorde i 20105,2%(111 ud af 2.124) og i 20115,4%(121 ud af 2.249). Det er således en meget lilledel af asylansøgerne, der får ophold ad denne vej. Tallene er inklusive familiemed-lemmer til ansøger.Fra 1992 til 2001 blev der kun givet 62 HO pr. år i gennemsnit. I denne periode fikgennemsnitligt 5.950 personer asyl hvert år (omkring dobbelt så mange som nu).Anerkendelsesprocenten for asyl lå omkring 50%.I 2002 blev De Facto asylstatus fjernet, og den mere begrænsede B-status (beskyt-telsesstatus) blev indført. I 2002 fik 1.689 De Facto-status og 45 HO. Året efter fikkun 602 B-status, men hele 203 fik HO, og i 2004 blev det endnu tydeligere: 229fik B-status og 351 HO. De forskellige former for opholdstilladelse følges såledesikke ad, nærmest tværtimod.Fra 2003 og frem til udgangen af september 2006 blev der givet 869 humanitæreopholdstilladelser = 289 i gennemsnit om året – mod 663 i perioden 1992-2002= 66 i gennemsnit om året. (VKO-flertallets stramning af udlændingeloven trådte ikraft den 1. juli 2002, og derfor slog den først for alvor igennem i 2003).Efter 2002 var året med det højeste antal HO samtidig året med den laveste an-erkendelsesprocent for asyl nogensinde: 10% (2004).Se tallene i tabel og graf næste side. Se også kapitel 7 om andre landes muligheder.Til sammenligning gav Sverige humanitært ophold til 1.060 personer i 2012, Norgetil 293 og Finland til 143.

7. HVAD GØR ANDRE LANDE?Kriterierne for asyl er baseret på Flygtningekonventionen, men både de internatio-nale og den europæiske menneskeretskonvention indeholder bestemmelser om-kring andre hensyn, der også kan komme på tale for afviste asylansøgere – fx fami-liens enhed, retten til sundhed og beskyttelse af sårbare grupper. De europæiskelande har forskellig lovgivning på dette område, og de er svære at sammenligne.Sekundær beskyttelse (personer, som er i risiko, men ikke umiddelbart falder underFlygtningekonventionens definition) gives også under forskellige overskrifter, og inogle lande falder syge personer ind under denne kategori. I Sverige er der procent-vis flere, der får ophold af humanitære grunde (bredt defineret), men til gengæld harman ikke noget, der svarer til den danske Beskyttelses-status.Den Europæiske Menneskeretsdomstol har anlagt en meget lav nedre grænse, nårdet gælder staternes ansvar for syge personer fra andre lande og disses krav påbehandling.

EUROPEAN COUNCIL ON REFUGEES AND EXILES (ECRE)rapport 2009Rapporten indeholder en gennemgang af 22 landes adgang til komplementær beskyttelse, menden har ikke undersøgt, hvordan reglerne fortolkes og fungerer i praksis.“Blandt de mest almindelige europæiske grunde til komplementær beskyttelse har undersø·gelsen identificeret fire grunde baseret på statens forpligtelser i forhold til international ogeuropæisk menneskerettighedslovgivning. Udover tre specifikke tendenser – familiens enhed,helbred og beskyttelse af mindreårige – indeholder visse tiltag generelle henvisninger til for·pligtelser og aftaler.”“Den Europæiske Menneskeretsdomstol har udtalt, at personer, som lider af alvorlig sygdomi visse tilfælde falder under artikel 3 i Den Europæiske Menneskeretskonvention. Mange af deundersøgte lande har indført mekanismer for sekundær beskyttelse baseret på sygdomskriterier.Mens der i mange landes lovgivning henvises til uspecificerede helbredsproblemer eller behovfor medicin, angives der i Englands asyllovgivning et behov for “alvorlig medicinsk tilstand” forat der kan tildeles “Discretionary Leave”.Udover disse almindelige grunde har de undersøgte lande indført systemer vedrørende situa·tionen i hjemlandet, som enten optræder i generelle udtryk eller mere konkret, som fx væbnetkonflikt, generel vold, dårlige livsbetingelser. Andre eksempler er ofre eller vidner indenfor traf·ficking, statsløse samt personer på flugt fra miljøkatastrofer. Endelig har to stater en særligbeskyttelse af personer, hvor udelukkelsesgrunde er taget i anvendelse.”

Forhold som fx social udstødelse, skader efter tortur samt følger af menneskehandelskal ifølge loven også tages med i overvejelserne.Både sygdom og alvorlige funktionsnedsættelser kan indgå i vurderingen, men syg-dom alene skal være livstruende, og ligesom i Danmark skal der være tale om mang-lende adgang til behandling i hjemlandet.Denne form for opholdstilladelse afgøres ved de særlige migrationsdomstole i treinstanser, ligesom asylsagen, hvorimod de i Danmark er skilt ud fra asylprocessenog vurderes af Justitsministeriets embedsmænd efter ansøgning.I 2012 fik 12.576 personer ophold i Sverige på asylområdet (inklusive kvoteflygtnin-ge og udsendelseshindrede), heraf 1.060 pga. Synnerligen ömmande omständig-heter, hvilket svarer til 8,4%. Året før fik 1.345 personer denne form for ophold imod12.726, der fik asyl = 10,5%. Procentdelen af dem, der fik ophold af humanitæregrunde i Sverige var altså dobbelt så stor som i Danmark (2011). Til gengæld varchancen for at få asyl mindre (2012).Denne form for opholdstilladelse er oftest permanent – igen i modsætning til Dan-mark, hvor den i første omgang gives for 6 mdr. til 2 år ad gangen. Ikke destomindre har der været kraftig kritik af myndighederne, bl.a. fra læger og fra svenskRøde Kors, fordi man (ligesom i Danmark) kan give afslag, hvis den nødvendigebehandling findes i hjemlandet – uanset om den er reelt tilgængelig for patienten.

Krav om lempelseI december 2012 udtalte oppositionen, dvs. Miljöpartiet, Vänsterpartiet og Socialdemokraterne,at det er vigtigt at ændre “overordentligt foruroligende omstændigheder” til “særligt foruroli·gende omstændigheder” – en lempelse, som bl.a. burde omfatte syge personer, der ikke harråd til nødvendig behandling og børn med diagnosen “apati”, som der har været en del af iSverige. I marts 2013 viste det sig, at 19 ud af 23 børn, som sidste år havde udvist symptomerpå apati/opgivenhedssyndrom, har fået ophold af humanitære grunde selvom lovens ordlyd ikkeer ændret. Men Miljöpartiet er så skuffet over, at regeringen ikke vil ændre definitionen, at detruer med at trække sig fra alt samarbejde om migrationspolitik.

En meget stor forskel mellem Danmark og Sverige på dette område er adgangen forbørn – hvor det i Sverige nævnes direkte i loven, at der er lettere adgang for børn,forhindrer de danske bestemmelser i praksis, at børn overhovedet har adgang (sekapitel 4.4). Desuden er der i Sverige mulighed for at få humanitært ophold pga.tilknytningen til Sverige – navnlig når det gælder børn, der har gået i skole og harlevet en stor del af deres liv i Sverige. Dette aspekt bliver slet ikke taget i betragtningi Danmark, hvor mange af de irakiske børn fx blev udvist, selvom de havde boet helederes liv i Danmark og knap nok talte arabisk.I Sverige blev en tilsvarende bestemmelse kaldt for “De Facto-flygtning” fra 1989til 1997, og for “humanitære grunde” fra 1997 til 2006. Før i tiden fik den størstegruppe flygtninge ophold af humanitære grunde, men billedet er nu vendt og lignerdet danske mere – hvor de fleste får ophold pga. et anerkendt behov for beskyttelse.

”Ophold på humanitært grundlagHvis man ikke opnår beskyttelse i Norge, skal Udlændingedirektoratet (UDI) altid vurdere, om derer grundlag for at bevilge opholdstilladelse på grund af stærke menneskelige hensyn eller særligtilknytning til Norge. I sådanne tilfælde laves der altid en helhedsvurdering af sagen.Blandt andet lægger UDI vægt på ansøgers helbredstilstand og på sociale og humanitære for·hold ved retur til hjemlandet. Hvis der er tale om et offer for menneskehandel, vil der blive lagtvægt på dette. Hvis der er tale om en enlig person under 18 år, vil man vurdere, om der vil væreforsvarlig omsorg i hjemlandet. Hovedreglen er, at man skal kunne dokumentere sin identitet,som regel med pas, for at få en sådan tilladelse.UDI vil også vurdere om indvandringsregulerende hensyn taler imod at der gives tilladelse pågrund af stærke menneskelige hensyn. I denne vurdering lægges der vægt på mulige samfunds·mæssige konsekvenser af at bevilge ophold i lignende sager.Barnets bedsteRegeringen har valgt at medtage en udtrykkelig henvisning til barnets bedste som et grund·læggende hensyn ved vurderingen, og har præciseret, at der er en lavere tærskel for at givetilladelse til børn end til voksne.”

8. HVAD KAN GØRES BEDRE?8.1 “SYGDOMSFLYGTNINGE”Som forklaring på stramningerne i 2010 skriver Justitsministeriet: “…de senere årer sket en stigning i antallet af asylansøgere, hvis eneste motiv for at komme tilDanmark tilsyneladende er at søge humanitært ophold for at kunne modtage be-handling for en fysisk eller psykisk sygdom.”Dette er en helt udokumenteret påstand. Tværtimod viser gennemgangen af tildelteHO side 28, at ansøgerne i gennemsnit havde ventet 2 år og 2 mdr efter afslag (ogdet tager ofte et års tid, før der foreligger et endeligt afslag). Alle bliver tilbudt enautomatisk ansøgning om HO kort efter ankomsten, hvor meget få får positivt svar.Det kan skyldes to ting: at de pågældende ikke opfyldte kriterierne, da de kom – og/eller at de ikke var i stand til at dokumentere sygdommen på det tidspunkt. Sagtmed andre ord: langt de fleste asylansøgere er raske, når de ankommer til Danmark(pånær skader efter tortur og andre traumer), men en del bliver syge under de langeog nedbrydende ophold i det danske asylsystem. Det er påvist i en undersøgelse fra2007 af Peter Hallas m.fl., “BMC Study: Length of stay in asylum centres and men-tal health in asylum seekers: a retrospective study from Denmark”, at asylansøgereshelbredsproblemer stiger kraftigt i takt med opholdstiden i centrene.Man kan således på baggrund af tallene argumentere for, at opholdet i Danmarkgør folk syge, mens der ikke er meget belæg for påstanden om, at folk kommer tilDanmark fordi de er syge. I gennemsnit har ansøgerne fået tildelt HO 2 år og 2 mdr.efter endeligt afslag, dvs. i de fleste tilfælde mere end 3 år efter indrejse.For nylig er der dog sket en stor stigning i antallet af asylsøgere fra Serbien medromabaggrund, og her er der delvis tale om folk, der flygter pga. fattigdom og syg-dom. Disse sager bliver hurtigt afvist i asylsystemet som Åbenbart Grundløse. Mende venter på den langsommelige sagsbehandling i ministeriet, fordi man ikke kanafvise deres ansøgning om HO ligeså nemt. Romaer i Serbien er udsat for voldsomdiskrimination, og har ikke adgang til sundhedsydelser og boliger på lige fod medandre borgere, som Amnesty International bl.a har dokumenteret i rapporten “AfterBelvil” 2012. De fleste af de serbiske romaer ved dog godt, at de ikke kan opnå HO,men i ventetiden kan de få glæde af indkvarteringen og sundhedsydelserne – deter en tragisk sitution, som EU og Danmark bør tage op med Serbien, men det er etmisbrug af asylsystemet.Hvis man fulgte proceduren i denne rapports anbefalinger, ville de serbiske romaerhurtigt kunne afvises efter de generelle humanitære kriterier, eftersom der ikke er

tale om livstruende forhold i Serbien. De få med alvorlige sygdomme kunne gåvidere i ansøgningsproceduren. På den måde ville man spare store beløb på lang-varige ophold, og sagsbehandlingstiden for de relevante sager kunne nedbringes.I casen Zoran ses faktisk et eksempel på en familie, der er kommet pga. helbreds-problemer – men det er undtagelsen, når man ser på det samlede antal asylansø-gere, og hvor de kommer fra. Langt de fleste flygter fra diktaturer, krig og forfølgelsei lande som Afghanistan, Iran og Somalia – de har ofte haft et godt liv i hjemlandetfrem til konflikten opstod, og de betaler ofte store beløb for at komme i sikkerhed.

8.2 FALSK SYGDOMMistanken om “falsk sygdom” har også været fremført, mere eller mindre direkte.Den omstridte advokat Hans Boserup blev 2002-04 efterforsket af politiet for atpresse læger til overmedicinering, men blev frifundet. Søren Krarup (DF) udtalte isin tid, at lægerne strøede om sig med diagnosen PTSD og ville derfor have den fjer-net fra både statsborgerskab og HO (se note side 20). Det var en indirekte påstandom at lægerne lod sig styre af blødsødenhed og ikke objektiv faglighed. Det sammekan siges om stramningen fra 2010, hvorefter lægers udtalelser kan tilsidesættespga. mistanke om, at de er personligt engagerede i sagen. Det er dog svært at fore-stille sig, at en erfaren psykiater vil sætte sit renommé og karriere på spil og skriveen bevidst forkert diagnose – i Refugees Welcome har vi aldrig set noget, der kunnepege i den retning. Vi oplever snarere, at læger kan være ekstra forsigtige, når deresudtalelser skal bruges officielt og får så stor betydning.En anden påstand er, at asylansøgere pludselig får det meget bedre, når de fåropholdstilladelse – og dette skulle være tegn på, at de bare “spillede” syge. Det erimidlertid helt logisk og naturligt, at der sker en vis bedring, når en anerkendelsefinder sted og usikkerheden og opholdet i asylcentrene ophører. Men det er dogikke alle, der får det bedre. Der er også mange eksempler på, at traumatiseredeflygtninge, som har fået asyl – og dermed ikke har haft nogen grund til at “spillesyge”– opnår bedring med den rette behandling.

Tallene i boksen viser, at det nu og her er billigere at give HO end at opbevare folki asylcentrene. De viser også, at indkvartering i det særlige centersystem er langtdyrere end en borger på kontanthjælp.En hel del af de asylansøgere, der ankommer til Danmark, er traumatiserede. Ifølgeen undersøgelse fra Amnesty Internationals lægegruppe fra 2009 havde ca. 45% afde nyankomne været udsat for en form for tortur. Det er klart, at den gruppe men-nesker er mere syge, både fysisk og psykisk, og kræver mere behandling end dengennemsnitlige borger. Hvis man skal tænke økonomisk over en kort årrække, erafviste asylansøgere i centrene meget dyrere end dem, der får ophold. Over en langårrække vil det muligvis være dyrere at give dem ophold, hvis de bliver ved med atvære syge – men ikke, hvis de får hjælp til at komme sig og senere bliver selvforsør-gende. I mange tilfælde vil den syges familiemedlemmer kunne blive gode borgere,som bidrager til statskassen – se fx casen Sahra.Vi kunne vælge at betragte opholdstilladelser til syge og særligt udsatte som en formfor humanitær hjælp – pengene til asylsystemet tages i forvejen fra udviklingsbistan-den. Der er mange millioner flygtninge i verden, allerede anerkendt af FN, som ikkekan vende hjem, og bor i midlertidige teltlejre og barakbyer. De asylansøgere, sompå egen hånd finder vej til Danmark, er et meget lille antal i sammenligning medhvor mange, der søger til andre europæiske lande. Danmark lå på en 22. plads iEuropa 2007-11 med 16 asylansøgere pr. 1.000 indbyggere.Ud af de 500 kvoteflygtninge, som Danmark modtager via FN hvert år, bliver envis andel valgt fordi de har særligt behandlingskrævende sygdomme eller handi-cap. Tankegangen er således ikke fremmed for os. Men måske er loven blevet forstreng, når kun 5% af opholdstilladelserne til alle asylansøgere gives af humanitæregrunde. Og det må siges at være lidt af et paradoks, at de ofte får ophold, fordi deer blevet syge af mange års ophold i asylcentrene. Både af hensyn til ansøgerne ogvores samfund ville det være mere fornuftigt at give ophold med det samme eftermere humane kriterier.

8.4 ANBEFALINGERDer bør være to former for humanitær opholdstilladelse:Humanitære hensyn:Når den pågældende vil være i en reel nødsituation ved en tilbagevenden, bl.a.pga. de forhold, der hersker i hjemlandet (fx krig, tørke, hungersnød) og/ellerfordi den pågældende tilhører en særligt sårbar gruppe (fx enlig kvinde med børn,mindreårig, ældre e.l.). I denne vurdering bør den reelle opholdstid i Danmarkogså indgå som et kriterium. Denne opholdstilladelse kan i første omgang væretidsbegrænset, fx 2 år, hvis der er tale om forhold i hjemlandet, som kan æn-dre sig, og derefter med henblik på varigt ophold. Når der er tale om børn, børder desuden tages hensyn til barnets tarv og andre artikler i Børnekonventionen.Sygdom/handicap:Når den pågældende lider af en sygdom eller et handicap, som efter et læge-fagligt udvalgs bedømmelse er meget alvorlig, og som kræver behandling – derskal således ikke længere være en liste over anerkendte diagnoser. Behandlingenskal være reelt tilgængelig i hjemlandet for den pågældende for at der kan givesafslag. Kravene til børn bør være lempeligere end til voksne. Opholdstilladelsenbør ligesom asyl være med henblik på varigt ophold, eftersom selve usikkerhedener en negativ faktor for den syge, og det er ikke i nogens interesse at fastholdeansøgeren i sygdom for at opnå forlængelse.Adgangen til automatisk vurdering for alle bør være noget, der indgår i asylsags-behandlingen i første instans under Udlændingestyrelsen – dvs. en vurdering af,hvorvidt ansøger opfylder kriterierne for de humanitære hensyn (se ovenfor). Hermå Udlændingestyrelsen antages at besidde den nødvendige kompetence.Alle nyankomne tilbydes allerede i dag en lægeundersøgelse. Hvis denne tyder på,at ansøger muligvis opfylder kriterierne for ophold pga. sygdom/handicap, skal an-søger have ret til grundigere undersøgelse og udtalelse fra en speciallæge – denneindsendes til et lægefagligt udvalg, som foretager en vurdering. Således vil man haveet hurtigt screeningssystem, som vil nedbringe både udgifter og ventetider. Alle vilhave samme adgang til at belyse sin sag, og afgørelserne vil være fagligt funderede.Klageadgang over afgørelserne foreslås lagt ind under det nye Udlændingenævn.

ASEFA, AFGHANISTAN (MANGLENDE DIAGNOSE OG BEHANDLING)I foråret 2011 blev Refugees Welcome kontaktet pr. e-mail af en 12-årig dreng, somsøgte vores hjælp. Han var to år tidligere kommet til Danmark med sine forældre ogfire søskende. Familien havde fået afslag på asyl og på en efterfølgende ansøgningom humanitært ophold og var nu i Sandholm, i udsendelsesposition.Familien stammer fra Afghanistan, men havde levet 15 år i Iran som papirløse flygt-ninge, og var blevet diskrimineret på forskellig vis. I 2010 lykkedes det familien atkomme til Danmark for at søge om asyl. I løbet af den to-årige periode, hvor familienhar befundet sig i landet, er børnenes psykiske velbefindende blevet stærkt belastetaf livet i asylcentrene, som har budt på gentagne flytninger og ikke mindst en yderstbelastende hverdag med en stærkt psykisk syg mor. De to ældste børn er stukket afog bor under jorden på egen hånd.Asefa var kun 16 år, da hun fik sine to første børn, tvillinger. Hun havde været psy-kisk syg i flere år, før de ankom til Danmark. Hendes tilstand er dog aldrig blevettilstrækkeligt undersøgt på de asylcentre, de har boet på – man mente, hun led afaktuel belastningsreaktion pga. afslaget på asyl, og hun fik blot angstdæmpendemedicin. Familien havde også forsøgt at skjule, hvor syg hun egentlig var, af frygt forat børnene ville blive fjernet fra familien. Faderens egen tilstand er ligeledes prægetaf belastningen ved egenhændigt at skulle tage vare på børnene og moderen, somhan ikke kan efterlade alene med børnene pga.hendes psykiske tilstand.Refugees Welcome fik hurtigt arrangeret, at Asefa blev undersøgt af en uafhængigpsykiater. Lægeerklæringen pegede på psykotiske tegn og alvorlig psykiatrisk syg-dom, men anbefalede yderligere udredning med henblik på korrekt behandlings-plan. På den baggrund blev sagen om humanitært ophold genoptaget hos Justits-ministeriet. Ministeriet gav ikke desto mindre kun 14 dage til at indsende yderligeredokumentation i form af endelig diagnose samt information om medicinering. Hvisdette ikke kunne skaffes inden de 14 dage, ville familien kunne udsendes af landetpå trods af de alvorlige omstændigheder. Men i asylsystemet skal der først søges omkaution til psykiater, hvilket kan tage flere måneder, og desuden kan en psykiatersjældent give en endelig diagnose efter blot en enkelt visitationssamtale. RefugeesWelcome anmodede om forlængelse af opsættende virkning, men fik telefonisk af-slag med begrundelsen at ’man kan jo ikke vente for evigt på dokumentation’.Familien blev sendt tilbage til et asylcenter i Jylland, og der blev ikke iværksatyderligere omkring Asefas sygdom. Efter 10 måneders venten mistede RefugeesWelcome tålmodigheden og fik arrangeret en undersøgelse hos en psykiater, somhavde haft Asefa kortvarigt som patient i et andet asylcenter, og som vurderede hen-des tilstand en del mere alvorligt end den psykiater, som det jyske asylcenter brugte.Denne psykiater stillede en endelig diagnose og udskrev et psykofarmaka-præparat.

Nu foreligger der så, efter fire års ophold i Danmark, en diagnose, som lyder påparanoid skizofreni, og en medicinsk behandling er sat i gang. Asefa har fået dettydeligt bedre og er mindre angstpræget. Den korrekte diagnose og behandling villealdrig være fremkommet, hvis ikke Refugees Welcome og to psykiatere havde brugtmasser af frivillige timer på at hjælpe Asefa og hendes famile.Ministeriet udbad sig i januar 2013 svar på, om et andet præparat kunne anvendesi stedet for det ordinerede – og igen måtte Refugees Wecome bede en udenforstå-ende psykiater foretage en vurdering af dette aspekt i sin fritid. Sagen er ikke afgjortendnu.Citat fra ansvarlige psykiater i det jyske asylcenter, september 2012:“Understreger, at den daglige gåtur er den bedste behandling, pt kan få.” “Jegtager fat i pt’s egne erfaringer, og holder hende fast på, at alle de ting, som ikkevirker (at slå hovedet i væggen fx) skal hun jo så ikke prøve igen.”Ordinerer enstørre dosis Lyrica (angstdæmpende).Citat fra sjællandske psykiaters erklæring, oktober 2012:“Pt er vedvarende hallucineret på synet og hørelsen, hun huser vrangforestil-linger, hun er præget af negative symptomer i form af svært forringede socialeevner, tilbagetrækning fra omgivelserne og manglende initiativ. Hun har en ud-talt labil affektforvaltning med lejlighedsvis udadreagerende adfærd. Adfærdenses i det hele taget ganske aparte og ofte uforklarlig. Pt har ikke tidligere væreti behandling med antipsykotisk medicin. Der foreslås opstart med T. Solian 200mg mhp optrapning efter effekt og bivirkninger til maks 1200 mg i døgnet.”Citat fra uafhængig psykiaters erklæring nr. 2, februar 2013:“Som det vil fremgå af sagsakterne, tilså jeg patienten i november 2011 ogskrev straks derpå en lægeerklæring til ministeriet. Kopi heraf blev sendt til RødeKors Asylafdelingss Sundhedsafdeling for at gøre opmærksom på, at denne for-pinte og svært kronisk syge kvinde burde udredes psykiatrisk med henblik påat iværksætte den behandling, der burde have været indledt for længe siden.(…) Hun er ikke orienteret i tid, sted og egne data. På mit spørgsmål om, hvormange børn hun har, svarer hun 10. Hun er ikke i stand til at huske navnet på eteneste barn og forundres ikke over dette. Hun giver udtryk for flere vrangforestil-linger, bl.a. at hun banker søm ind i legemsdele og har smerter, og at der sidderen række søm på væggen bagved undertegnede.”

ZORAN, SERBIEN (HANDICAP, BARN)Zoran er 12 år, hans familie er romaer fra Serbien. De ankom til Danmark i 2010og søgte asyl, men fik afslag. Familiens problem var en slags indirekte forfølgelse.Zoran er nemlig syg og stærkt handicappet fra fødslen og totalt afhængig af profes-sionel behandling, som han ikke kan få i Serbien fordi han er roma.Hans familie fik afslag på humanitær opholdstilladelse med følgende begrundelse:“… at Zoran efter det oplyste ikke lider af en fysisk eller psykisk sygdom af megetalvorlig karakter (…) og at det forhold, at en ansøgers handicap vil mindskes vedfortsat ophold her i landet, ikke kan begrunde meddelelse af humanitær opholdstil-ladelse.”Zoran har siden fødslen været handicappet. Under fødslen er opstået en hjerne-blødning. Et stykke af hjernen mangler simpelthen, og den øvrige hjerne har ikkeundergået noget nær normal udvikling og antager størrelse og udviklingsgrad langtunder normalt. Blødningen har ført til vand i hovedet, der i 5 måneders-alderenmedførte øget tryk i hjernens væskefyldte hulrum (ventrikler) med behov for anlæg-gelse af dræn til bughulen (ventrikuloperitoneal shunt).Zoran har et svært psykomotorisk handicap med psykisk funktion som hos et fåmåneder gammelt barn; spastisk lammelse med svært funktionstab af alle 4 lem-mer, behandlingskrævende, kronisk epilepsi, svært synshandicap i form af blindhedudgående fra synsbanerne i hjernen, vedvarende behov for medicin og justering afdenne ved speciallæge i børnesygdomme, med særlig erfaring i nervesystemets oghjernens lidelser.Ved ankomst til Danmark var barnet jf. journalnotater underernæret, med uerkendtastma og gentagne svære krampeanfald af ’grand mal’ type. Ingen nylige forsøg påtræning var foretaget. Under opholdet i Danmark blev Zorans helbredstilstand bedrei form af ernæring, vitamintilskud og især epilepsimedicin. Der var samtidig betyde-lig fremgang i hans generelle funktionsniveau og i hans brug af bevægeapparatet,herunder bedring af hans spastiske lammelse.Som særlig bonus ved pleje, behandling og træning hæves Zorans psykomotoriskeniveau fra et få måneder gammelt barn, til svarende til et 1-2 år gammelt barn medbrug af et par ord og bedre kontakt. Da han ankom, var han helt indelukket ogkommunikerede slet ikke. Tålmodig, daglig træning på en særlig skole for børn medhandicap har ført til, at han nu smiler, griner, svarer og er aktiv.Han er 100% plejekrævende og har behov for behandling, både medicinsk og fy-sioterapeutisk. Samtlige journaler, undersøgelsesrapporter osv. var blevet indsendttil ministeriet.Ministeriet gav afslag, men bad samtidig om en besvarelse af de 17 spørgsmål, somstilles i disse sager. Læge Rasmus Heje Thomsen besvarede spørgsmålene ud fra

journaler og lægelige udtalelser, og han talte sig frem til 9 hver for sig alvorlige diag-noser. Denne nye besvarelse nåede dog aldrig at blive vurderet, eftersom familienallerede var rejst hjem – hvis de ikke havde gjort det, havde de fået indrejseforbud.Eftersom ministeriet ikke anså Zoran for alvorligt syg eller handicappet, har manslet ikke taget stilling til behandlingsmulighederne i hjemlandet. En anden dreng fraPakistan med næsten nøjagtigt samme diagnoser fik imidlertid tidligere afslag medhenvisning til, at den nødvendioge behandling (alene i form af sonde-ernæring)findes i Pakistan.Familien kunne ikke altid skaffe den livsnødvendige epilepsimedicin til ham, oghan fik ingen form for fysioterapi. De frygtede ganske enkelt, at han ville dø, hvis deikke søgte hjælp andre steder. Romaer bliver systematisk diskrimineret i Serbien, oghar meget ringe adgang til sundhedssystemet – løbende dokumenteret af AmnestyInternational og Human Rights Watch.Eva Singer, der er asylchef i Dansk Flygtningehjælp, forstår ikke ministeriets be-grundelse: “Det er jo vigtigt, at man ser på den konkrete sag og ikke bare afviser deforskellige sygdomme en for en, som der er gjort i denne her afgørelse,” siger EvaSinger.Dansk Epilepsiforening, der følger sagen fra sidelinjen, peger på at epilepsi ofte bli-ver undervurderet, fordi man ikke ser på, hvordan epilepsien spiller sammen medde øvrige handicap eller sygdomme og derved skaber en stærkt forværret situa-tion. “Korrekt medicinering er helt afgørende for at begrænse potentielt livstruendealvorlige epileptiske anfald,” siger Dansk Epilepsiforenings landsformand, LoneNørager Kristensen og tilføjer: “Jeg håber, at man finder en løsning, der garanterer,at drengen får den nødvendige behandling.”Fire måneder efter afslag og udrejse kom familien tilbage til Danmark – i Serbien varZorans tilstand blevet alvorligt forværret, de havde ikke haft råd til medicin og knapnok haft et sted at bo. Fysioterapi og træning var helt udelukket. Sagen blev genop-taget på baggrund af den lægeerklæring, som aldrig nåede at blive vurderet, før deforlod landet. 4 måneder senere kom et nyt afslag, begrundet med at erklæringenikke var udfærdiget af en læge, som løbende tilså Zoran. Røde Kors-lægerne skriverikke disse erklæringer, så i skrivende stund er den eneste chance, at overlægen påpædiatrisk afdeling vil udfærdige en ny eller tilslutte sig den, som Heje Thomsenhar skrevet.Læge Rasmus Heje Thomsen:“Det er i mine øjne helt afgørende for korrekt bedømmelse af sager om humanitærtophold på baggrund af helbredssituationen, at disse skøn kan foretages af lægeligeeksperter. Zoran-sagen viste med al tydelighed, at de involverede embedsmændikke forstod, eller havde hjemmel til at foretage vurderingen af, tilstanden hos etmeget sygt barn.”

ELSA, ERITREA (KOMBINATION)Elsa ankom til Danmark i 2004 og søgte om politisk asyl pga. kvindesagsarbejde,men fik afslag. Hun er 64 år, fraskilt, og hendes to voksne børn er begge flygtet tiludlandet. Der er ingen udsigter til at hun kan hjemsendes tvangsmæssigt. Næstenalle nyankomne asylansøgere fra Eritrea får i dag asyl.Ved ankomsten var hun rask og fejlede ingen af de sygdomme, hun nu lider af. Hundeltog aktivt i alt, hvad hun kunne – serverede ofte eritreansk kaffe i sine fine, smådukkekopper og havde altid et smil og et knus parat. Nu orker hun i perioder sletikke at forlade sit lillebitte værelse i Kongelunden. Hun har en lang række diagnoserog får 5 slags medicin: forhøjet blodtryk med risiko for hjerteproblemer, grå stær,ustabil diabetes 2, knogleskørhed, slidgigt i knæ der burde opereres, tilbageven-dende infektioner i luft-og urinveje, åreknuder, vandsyster i maven.Hun er efterhånden stærkt deprimeret og opgivende, hun siger hun snart er ligegladmed, hvor hun skal dø henne, de kan bare hente hende. Der er ingen tvivl om, atde fleste af hendes sygdomme skyldes angst og bekymringer pga. livet i asylcentret.Ifølge lægeerklæring fra Rasmus Heje Thomsen er hendes samlede sygdomsbilledelivstruende på langt sigt uden behandling, med kroniske, fremadskridende lidelser,som er delvist invaliderende. Inden længe vil hun sandsynligvis have behov for in-sulin mod sin diabetes samt en hjerteoperation.Desuden er Eritrea et af verdens fattigste lande med en jævnligt truende hunger-katastrofe. Ifølge en rapport fra det svenske udenrigsministerium har kun 22% afbefolkningen adgang til rent drikkevand, mere end halvdelen af befolkningen erhelt afhængige af FNs nødhjælp, og der er er kun en læge pr. 100.000 indbyggere.Ifølge det britiske udenrigsministerium er “basal håndkøbsmedicin tilgængelig i ho-vedstaden, men udvalget er lille. Besøgende anbefales at medbringe nødvendig ogreceptpligtig medicin.”Ministeriet mener ikke, Elsa falder indenfor kriterierne: “fysiske sygdomme af megetalvorlig karakter”, “enlige kvinder fra lande, hvor der hersker ekstremt vanskeligelevevilkår” eller “i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap”– og heller ikke “en række forhold, der ikke isoleret set kan begrunde humanitæropholdstilladelse, (som) foreligger i kombination hos den samme ansøger.”Mange lignende sager får afslag. Bl.a.Germer fra Eritrea,som er 74 år gammel,lider af Hortons Hovedpine og tiltagende demens. Hun har 6 døtre, hvoraf de treer døde, de to er flygtet og den sidste fik asyl i Danmark i 1994. OgAmal på 65fra Irak,som ankom til Danmark for 10 år siden med sine to teenagedøtre. De blevbegge gift med herboende mænd og fik børn, men myndighederne mener, at Amalskal rejse alene tilbage til Bagdad, hvor hun ikke har familie eller netværk længere.

MEHDI, AFGHANISTAN (EPILEPSI)Mehdi ankom alene til Danmark i 2010, og fik afslag på asyl i april 2011. Mehdi ledaf en særligt alvorlig form for epilepsi, som er svær at behandle, og han har af treomgange været indlagt på Hillerød Hospital i løbet af sin tid i Danmark. Mehdi havdedesuden regelmæssigt epileptiske anfald og har ikke haft længerevarende perioderuden. Han søgte om humanitær opholdstilladelse men fik afslag i juli 2011. Hanblev efterfølgende indlagt efter et voldsomt anfald, hvor han faldt om i et tog, og derblev genansøgt på baggrund af en udtalelse fra Christian Pilebæk Hansen, overlægev. Hillerød hospital samt speciallæge i epilepsi.Genansøgningen blev i november 2011 ligeledes afslået, med begrundelsen at han“efter det oplyste ikke lider af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karak-ter”, samt at Mehdi ikke faldt under nogle af de grupper, der i henhold til §9b ansesfor at være særligt udsatte.Refugees Welcome ansøgte igen i februar 2012 og indsendte Pilebæk Hansens ud-tømmende besvarelse på ministeriets spørgsmål, hvoraf det fremgår, at der retteligter tale om en livstruende tilstand, som kræver livslang specialistbehandling. Mini-steriet gav atter afslag 7. juni 2012, igen med begrundelsen at han ikke led af enmeget alvorlig sygdom, og Mehdi blev deporteret til Afghanistan i juli, sandsynligvisledsaget på flyrejsen af en læge eller sygeplejerske, det har vi ikke kunnet få oplyst,men i hans papirer står der at det tilrådes.Det må anses for højst usandsynligt, at Mehdi vil kunne få adgang til den nødven-dige medicin i form af nyere anti-epileptika i sit hjemland. Mehdi er i Afghanistanudelukkende blevet behandlet med ældre anti-epileptika. Det må ligeledes ansessom højst usandsynligt, at der vil være adgang til den af lægen anviste løbendekontrol med specialistbehandling.En anden relevant faktor er, at Mehdis forældre begge er afgået ved døden. Han haren halvbror og en søster i sin hjemby, som han er blevet uvenner med, og ikke harhaft kontakt med i længere tid. Mehdi har derfor ikke et familienetværk, der kan tagesig af ham ved tilbagevenden til Afghanistan, og med de voldsomme anfald vil hanhave svært ved at finde arbejde og forsørge sig selv. Refugees Welcome har ikke haftkontakt til Mehdi, siden han blev tvangsudsendt.

MAUREEN, CAMEROUN (HIV + DRÆN I HJERNEN)Maureen ankom i 2007 med et studielegat til at læse sociologi og antropologi påÅlborg Universitet. Hun vidste ikke, at hun allerede da var smittet med HIV, og enpludselig infektion med toxoplasmose satte sig i hjernen og lagde hende i koma i4 mdr. Hun fik indopereret et dræn, som skal lede væsken væk fra hendes hjerne(en shunt). Efter mange måneders genoptræning var hun nødt til at søge asyl oghumanitær opholdstilladelse, da hun ikke længere opfyldte studiekravet. Hun fikafslag på begge dele.Advokat Poul Roepstorff ansøgte påny i januar 2010 vedlagt udtalelser fra lægeRune Aabenhus og fra speciallæge og professor Niels Michelsen.Aabenhus skriver om HIV/AIDS-spørgsmålet: “HIV/AIDS sygdommen er kronisk,uhelbredelig og kræver livslang behandling for at holde sygdommen nede. Ifaldpatienten ikke får sin HIV medicin vil parasitsygdommen (toxoplasmose) i hjernenigen blive aktiveret med svær sygelighed evt. døden til følge. Pga. det, som følge afHIV/AIDS, nedsatte immunforsvar vil livslang monitorering af immunforsvaret værepåkrævet og i perioder, hvor immunforsvaret er svært svækket vil forebyggende anti-biotika behandling være nødvendigt for at minimere risikoen for infektioner.” Hanuddyber, at der er risiko for at virus kan blive resistent overfor den aktuelle medicin,og at hun i den situation vil være ekstra sårbar overfor livstruende infektioner, idethendes immunforsvar allerede er ødelagt.Michelsen skriver, at “det trykaflastende dræn er sårbart, og det mindste funkti-onssvigt kan få katastrofale følger og meget sandsynligt medføre døden indenfor24 timer, hvis hun ikke øjeblikkeligt får specialiseret neurologisk behandling.” Hanskriver desuden, at hendes kognitive funktionsniveau er så nedsat, at hun sandsyn-ligvis ikke selv vil registrere sådanne symptomer hurtigt nok. Desuden er hun stærkthandicappet efter lammelsen, har svært ved at huske og holde balancen.Michelsen har helt usædvanligt selv undersøgt mulighederne for behandling i hjem-landet. Ifølge overlæge på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling Michael Kosteli-anetz findes den nødvendige neurologiske behandling ikke i Cameroun – overlægenhar arbejdet flere år i forskellige afrikanske lande, hvor han bla. har fået viden omCameroun.Så fulgte en mærkelig sagsgang, hvor humanitærsagen blev åbnet og lukket igen 3gange. Seneste afslag blev sendt lillejuleaften 2011, kun til advokatens kontor, oghan var på juleferie, således at hun modtog brev fra politiet d. 30.12.2011 med ud-rejsedato d. 3.1.2012 uden at kende afgørelsen. Pudsigt hastværk i juleferien, nårman tænker på, at hun på det tidspunkt havde opholdt sig 4 år i landet.*) http://www.docstoc.com/docs/94954809/Financial-barriers-to-HIV-treatment-in-Yaound-Cameroon-first

Maureen fik afslag med henvisning til, at der ifølge generalkonsulatet fås gratis HIV-medicin i Cameroun, og at helbredsundersøgelser ikke udgør en uforholdsmæs-sig høj udgift. En videnskabelig undersøgelse fra 2009 påviste imidlertid, at pga.gebyrer for medicin og undersøgelser var 20% af de undersøgte HIV-smittede ikketilstrækkeligt behandlede.*Situationen med det trykaflastende dræn blev af embedsmanden vurderet som“ikke behandlingskrævende i øjeblikket”, og der blev derfor slet ikke taget stilling tilbehandlingsmuligheder i hjemlandet.I oktober 2011 skrev Information en artikel om hendes sag, hvor både formand An-dreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, jurist Claus Juul fra Amnesty og professorNiels Michelsen, som har undersøgt Maureen, giver udtryk for at være rystede over,at man virkelig har planer om at sende en så syg person ud af landet uden adgangtil behandling i hjemlandet.Om morgenen d. 3. januar kl. 04 kom politiet og kørte Maureen til lufthavnen. Hunblev helt usædvanligt fulgt hele vejen til Cameroun af to Røde Kors-medarbejderefor at hjælpe hende, da hun har problemer med at gå og orientere sig. Venner iDanmark var i tiden efter i kontakt med Maureen, som skrev, at hun havde sværtved at få fat i sin HIV-medicin. Og naturligvis ved hun ikke, hvad hun skal gøre, hvisdrænet i hjernen stopper til.Professor i medicin, PhD, Niels Michelsen skriver om ministeriets behandling afMaureens sag:”Ministeriet tog ikke hensyn til (forstod ikke?), trods meget grundig forklaring fleregange, at Maureen ikke blot havde behov for fortsat behandling og kontrol af sin HIVinfektion, men at hun også pga. hjerneskade havde en varig og betydelig funktions-nedsættelse i form af kognitive vanskeligheder, motoriske vanskeligheder og rum-retningsvanskeligheder. En funktionsnedsættelse, der efter mit skøn efter danskpraksis ville have gjort hende berettiget til førtidspension. Hendes trykaflastendedræn fra hjernen blev der ej heller taget hensyn til. I værste fald kan drænet lukketil, uden at man umiddelbart opdager det. Ved tilstopning er akut neurokirurgiskbehandling nødvendig, og en sådan behandling er, efter de oplysninger jeg fik, ikkemulig i Cameroun. Der var altså en alvorlig, livstruende risiko for Maureen ved atopholde sig i Cameroun. Ministeriet forholdt sig ikke til disse mange risikoforhold,og ministeriets behandling er efter mit skøn derfor meget ufuldstændig og uprofes-sionel. Jeg har i mange år været professor på Københavns Universitet, og hvis enaf mine studenter havde afleveret en vurdering af Maureens sag svarende til mini-steriets, ville studenten klart været dumpet med besked om at læse sagsakterneordentligt og tage stilling til alle de fremførte konkrete forhold.”

NAMBI, MARIAMA, ABIGAIL, LYDIA… (HIV)Ifølge ministeriet er AIDS, men ikke HIV en livstruende sygdom, og derfor giver mangenerelt afslag uden at undersøge behandlingsmulighederne i hjemlandet. Ifølgelægerne kan man dog ikke skelne mellem HIV og AIDS på den måde.Abigail fik afslag med følgende begrundelse:“Det forhold, at Abigail lider af HIV, ersåledes ikke en sådan meget alvorlig fysisk sygdom, der efter ministeriets praksiskan begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse.”Vurderingen er foreta-get ud fra hendes aktuelle tal for virus i blodet, som viser at hun er i behandling,men dog har lavt immunforsvar og derfor løbende modtager antibiotika forebyg-gende. Hun blev året før indlagt med en akut psykose, sandsynligvis fremkaldt afHIV-infektionen. På det tidspunkt skrev lægen i hendes journal“…som nu har ud-viklet sig til en særdeles behandlingskrævende AIDS.”Overlæge Thomas Benfield fra Infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospitalskriver om sin patient Lydia i et brev til ministeriet:“Lydia har ikke på nuværendetidspunkt udviklet AIDS, men det vil hun gøre uden relevant behandling, som eftermin bedste overbevisning ikke er tilgængelig i hendes hjemland. Baggrunden forden nuværende behandling er netop at forhindre udviklingen af AIDS.”I Mariamas sag skriver afdelingslæge Kim David fra Infektionsmedicinsk afdelingpå Hvidovre Hospital, at“patienten lider af HIV, at sygdommen er stabil pga. anti-retroviral behandling, og at en behandlingsafbrydelse vil medføre et hurtigt fald iCD4-celletallet. Et CD4-celletal på under 200 vil være forbundet med høj risiko, ogden forventede restlevetid vil være nedsat til 6-12 måneder.”De ovennævnte kvinder kommer fra Uganda, Gambia, Zambia og Tjetjenien, og ialle disse sager har ministeriet end ikke undersøgt, om der er adgang til HIV-me-dicin i hjemlandet, idet man har affejet selve diagnosen som “ikke meget alvorlig.”Fra gældende praksisnotat fra 2010:”HIV·positivitet er således efter ministeriets praksis

som udgangspunkt ikke en sygdom af en sådan meget alvorlig karakter, der i sig selv kanbegrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. Særlige omstændigheder vil dog efterministeriets praksis kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse til en ansøger,som er HIV·positiv, f.eks. i visse tilfælde, hvor ansøgeren lider af særlig fremskreden HIV medbetydelig øget risiko for udvikling af AIDS, såfremt den pågældende ikke modtager behandling.Ved vurderingen af om der foreligger en sådan betydelig øget risiko for udvikling af AIDS udenbehandling, foretages der en konkret helhedsvurdering af den pågældendes helbredstilstandmed inddragelse af oplysninger om CD4·celletal, mængden af virus i blodet, den pågældendesalder og eventuelle følgesygdomme.”Men i et andet afsnit står der:"Ligeledes vil en person, der lider af en psykose,men som for tiden ikke udviser psykotisk adfærd, idet den pågældende modtager antipsykotiskbehandling, kunne meddeles humanitær opholdstilladelse."AIDS kan ligesom psykotiskadfærd holdes tilbage gennem den rigtige medicin.

EMMA (KOSOVA, BARN)En sag tilbage fra 2008, men stadig et godt eksempel på, at børn ikke har adgang tilhumanitær opholdstilladelse, idet der ikke er taget højde for dem i loven. Emma oghendes familie er romaer fra Kosova, ankom til Danmark i år 2000 og fik afslag, menkunne ikke sendes hjem. Fra februar 2007 til februar 2008 levede familien underjorden, af frygt for den udsendelse, som nu endelig var blevet mulig. Da var Emma9 år gammel og havde levet de 7 i Danmark. I denne periode opholdt de sig få ugerad gangen på samme sted, børnene kom næsten ikke udendørs, og enkelte næt-ter blev tilbragt på en bænk i en park. Disse oplevelser samt den konstante angstfor hjemsendelse gjorde stor skade på Emmas psykiske tilstand, og i en længereperiode efter tilbagevendelsen til Sandholm talte hun slet ikke.I løbet af foråret viste hun små tegn på bedring, og det lykkedes delvist at få hendetil at gå i skole igen, men senere forværredes tilstanden igen voldsomt, idet hunbegyndte at vågne mange gange om natten med mareridt – ofte sov hun kun entimes tid ad gangen.Dansk Røde Kors havde ikke foranstaltet en egentlig psykiatrisk udredning af hende,men det gjorde familiens kontaktperson, udfærdiget august 2008 af børnepsykiaterBente Rich. I konklusionen beskrives Emmas tilstand som depressiv devitalisering,depression, konstant stresstilstand, og der stilles diagnoserne “Depressiv enkeltepi-sode af svær grad uden psykotiske symptomer samt Posttraumatisk belastningsre-aktion”. Psykiateren anbefaler børnepsykiatrisk behandling og rehabilitering, hvilketvil sige et højt specialiseret behandlingsforløb over flere år, idet situationen er uhold-bar helbreds- og udviklingsmæssigt.Ansøgningen blev afvist, med henvisning til at ingen i familien led af meget alvorligeog behandlingskrævende sygdomme.En af grundene til at familier fra Kosova ikke kunne sendes hjem, selvom krigenvar slut, var de manglende behandlingstilbud i landet sammenholdt med den storeandel af traumatiserede borgere. UNMIK (FNs særlige repræsentantskab med mid-lertidigt ansvar for Kosova) modsatte sig derfor hjemsendelsen af tusindvis af asyl-ansøgere i årevis. Selvom der til sidst blev indgået aftale med Danmark i 2007, varantallet af læger og psykiatere langtfra nok til at dække behovet. Man kan derfor gåud fra, at en romapige som Emma overhovedet ikke ville komme i nogen form forbehandling – familien ville være heldige, hvis de fik tag over hovedet.Emmas far blev i maj 2008 fængslet og indsat først i Vestre Fængsel, dernæst Hel-singør Arrest. Emma ville ikke besøge sin far i fængslet, fordi hun er bange for poli-tiet. Det endte med at han blev sendt alene tilbage til Kosova, da moren og børneneigen var forsvundet. Flere år senere fik danske venner kontakt med familien igen.De bor i Serbien, Emma er stadig syg og er først for nylig begyndt i skole.

FADILA, BOSNIEN (PÅRØRENDE)Fadila Husagic ankom for mange år siden sammen med sin voksne søn Muhamed,fordi han var syg, og de ikke kunne få nogen hjælp til ham i Bosnien. Hendes andensøn og svigerdatter har lovligt ophold i Danmark, og hun har ikke anden familietilbage.Muhamed fik humanitær opholdstilladelse i 2010 med diagnoserne paranoid skizo-freni samt PTSD. Fadila har uden undtagelse været hans primære omsorgsperson,men alligevel fik hun ikke opholdstilladelse sammen med sønnen. Kommunen harværet nødt til at sørge for, at hun kunne bo i sønnens lejlighed i stedet for på asyl-centret, da han er fuldstændig afhængig af hendes tilstedeværelse – både medpraktisk hjælp og psykisk tryghed. Det har hun dog aldrig fået officielt lov til af Ud-lændingestyrelsen, selvom hun har ansøgt.Det fremgår af udtalelser fra bopælskommunen, Muhameds praktiserende lægeog Muhameds psykiater, at Muhamed nægter at modtage hjælpe fra andre end sinmor, og at det ikke er muligt at opnå kontakt til ham uden moderens tilstedevæ-relse. Det anføres yderligere fra både lægens, psykiaterens og kommunens side,at uden moderen vil det være nødvendigt at flytte Muhamed til en institution, og atden relative bedring i hans sindstilstand ikke vil kunne opretholdes uden moderenstilstedeværelse.Med andre ord, hvis moderen sendes hjem, vil Muhameds tilstand forværres, oghan vil med sikkerhed være nødt til at bo på en institution – en uhensigtsmæssigsituation, både menneskeligt og økonomisk.Refugees Welcome har søgt genoptagelse af hendes sag med henvisning til søn-nens sag, men fik for nylig afslag efter 11 mdr., og Fadila står i dag til udsendelse.Sagen minder en del om Farhads case (se side 61), og dette er ministeriet blevetgjort opmærksom på – men den har ikke været i medierne.

SAHRA, SOMALIA (NYRESYGDOM)Sahra ankom hertil i 2002 alene med 6 børn (hvoraf en var over 18 på det tids-punkt). Hun tilhører en minoritetsklan fra Mogadishu-området. Familien fik afslagpå asyl, men ingen kunne sendes retur til Somalia, idet der reelt ikke eksisterede enansvarlig myndighed i landet.Allerede da Sahra ankom, klagede hun over smerter i maven og hævede ben, menikke før hendes kontaktperson fra ‘Amnesti Nu’ fik hende ordentligt undersøgt i2007 blev det konstateret, at hun led af en kronisk nyresygdom. Ifølge lægen villehun inden længe være nødt til at komme i dialyse, og på længere sigt måske fåbrug for transplantation. Nyrespecialisten skrev i en udtalelse, at hendes sygdom erlivstruende, kronisk og fremadskridende. Og der hersker ikke mindske tvivl om, atbehandlingsmuligheder i hjemlandet er udelukket.Kontaktpersonen skrev en ansøgning om HO sammen med Refugees Welcome ijanuar 2008, vedlagt en speciallægeerklæring fra Nefrologisk Afdeling, RoskildeSygehus med diagnose, behandlingsmuligheder samt udsigter ved manglendebehandling. Men selvom kroniske nyresygdomme er direkte nævnt i ministerietspraksisnotat, bad ministeriet om uddybende udtalelser fra speciallægen, som sva-rede, at “progredierende nyresvigt over tid vil føre livstruende komplikationer medsig”. Ministeriet havde stadig ikke helt forstået, og udbad sig en præcisering. I sintredje beskrivelse af hendes tilstand fornemmer man lægens irritation: “…betyder:en uafvendelig proces med langsom, men uafvendelig aftagende nyrefunktion. Pået tidspunkt vil denne nyrefunktion ubehandlet være så beskeden, at livets opret-holdelse ikke er mulig: man dør.”Til sidst fik Sahra HO, efter 7 måneders sagsbehandling. Alle hendes 6 børn fik ogsåophold, selvom to af dem var fyldt 18 år i mellemtiden, og den ældste var over 18ved ankomsten. Han fik ophold med henvisning til den faderrolle, han havde overforsine yngre søskende. På det tidspunkt havde familien boet 6 år i asylsystemet, ogblevet flyttet 7 gange mellem 4 forskellige centre.Sahra kom ganske rigtigt i dialysebehandling, til sidst 3 gange om ugen, og kompå venteliste til en nyretransplantation. Efter 2 år og 8 mdr. forgæves ventetid i detdanske sundhedssystem på en donor, tog Sahra selv affære. Hun fik og lånte pengeaf sine brødre til at få foretaget en transplantation på privathospital i Malaysia.Sahras børn, som nu er mellem 15 og 29 år gamle, er alle meget velfungerende,på trods af deres mors alvorlige sygdom og alle årene i asylcenter. De er alle i gangmed eller har fuldført en uddannelse som henholdsvis sosu-assistent, bygningskon-struktør, handelsskole hhx og gymnasiet. Den ældste søn har hele tiden følt det somsit ansvar at forsørge familien frem for selv at tage en uddannelse, så han tog stortkørekort og har siden haft arbejde som buschauffør.

ARMAN, ARMENIEN (SKIZOFRENI)Arman ankom første gang til Danmark sammen med sin gravide kone i 2005 ogsøgte om asyl. Arman havde været fængslet og tortureret i både Armenien og Rus-land. Hustruen nedkom med en datter i 2006. Der forhandledes i flere år omkringvideresendelse af familien til enten Italien eller Sverige, og til sidst, i foråret 2010,blev Arman deporteret fra Sverige til Armenien. Imens var hans hustru og dattergået under jorden.Under årene i de danske asylcentre havde Arman klaget over stærke smerter i ho-vedet, og Amnesty International havde udført en torturundersøgelse af ham, sombekræftede hans udsagn om tortur i to forskellige fængsler.I august 2010 dukkede Arman igen op i Sandholm efter 8 mdr. i hjemlandet, hvorhan ikke havde givet lyd fra sig til sin kone og datter, som gemte sig i Danmark ogSverige. Han havde næsten totalt hukommelsestab og forstod end ikke, hvordan oghvorfor han var havnet i Danmark igen, kunne ikke kende kone og datter. I novem-ber 2010 genoptog myndighederne hans sag i Danmark. Amnestys lægegruppeundersøgte ham på ny og konstaterede en kraftig forværring af hans tilstand.Arman var i to perioder indlagt på lukket psykiatrisk afdeling for akut psykose ogselvmordsrisiko. På Refugees Wecomes foranledning udarbejdede psykiater IngerRos i maj 2011 en 7 sider lang speciallægeerklæring med diagnoserne PTSD, hu-kommelsestab og psykotiske symptomer, og en liste over to slags medicin moddepression og to andre mod psykose. Citater fra erklæringen: “erhallucineret oghar paranoide ideer (…) betydeligt svækket formel og emotionel kontakt (…) tålerikke andre mennesker, bliver angst og irritabel i samvær med andre (…) desudenmeget plaget af de voldsomme anfald af hovedpine og klager over smerter i hænderog fødder og i kroppen generelt.”Vi indsendte ansøgningen i juni 2011. Først i december henvendte ministeriet sig tilden danske ambassade i Kiev (i mangel på repræsentation i Armenien) og spurgteom Armans medicin var tilgængelig i Armenien. I marts 2012 udbad ministeriet sig“aktuelle oplysninger”, på trods af at vi løbende havde indsendt journaludskrifterfra den psykiater, som havde ham i behandling i Røde Kors-regi, og denne tilføjedeendog diagnosen skizofreni undervejs.Først i juli 2012 kom meddelelsen om opholdstilladelse – efter 13 måneder – med-henvisning til en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og at mindst et af depågældende medicinske præparater ikke kunne fås i Armenien, og at psykiaterenhavde beskrevet dårlig effekt af andre former for medicin for Arman.Et halvt år senere blev parrets asylsag behandlet, og de fik asyl – 8 år efter ankom-sten til Danmark.

FARHAD, AFGHANISTAN (RETARDERING)25-årig afghaner, som ankom til Danmark med sin mor og to yngre brødre i 2008,efter at deres far var blevet dræbt. I en psykologerklæring beskrives Farhad Rezaesom »en svært traumatiseret ung mand med en ringe begavelse, der har været ud-sat for krigstraumer under sin opvækst.«. Og på baggrund af en neuropsykologiskundersøgelse vurderer psykolog Kjeld Jensen i erklæringen, at Farhads »generelleevner ligger i området ca. 3 til 5 1/2 år«, mens hans intelligenskvotient er 35 til 49,hvor normalområdet er 90 til 110.”»Personlighedsmæssigt er han svært mentalt retarderet,«skriver overlægen, somdog kalder sin egen undersøgelse »mangelfuld«, eftersom patienten ikke har væreti stand til at gøre rede for sin egen situation. Overlæge i psykiatri Henrik Rindombemærker, at Farhad Rezae »kanblive udadreagerende og komme i en så voldsomaffekt at det kan ligestilles med forbigående psykose«.Farhad Rezae er derfor ibehandling med det antipsykotiske middel Truxal, som »giverham en vis ro over demest voldsomme impulsive udfald«.Samlet vurderer overlægen, at Farhad ikke vilkunne klare sig uden professionel hjælp fra en socialpædagogisk institution, og athan har behov for fortsat medicinsk behandling. Konklusionen på undersøgelsen erderfor klar: »Detmå antages, at han ved hjemsendelse til Afghanistan vil gå til, dadet er tvivlsomt om han der vil kunne tilbydes sufficient behandling,«skriver HenrikRindom.Farhad opholder sig på en institution, hvor han er under døgnbemanding. Det skyl-des, at hans mor ikke er i stand til at tage sig af ham, blandt andet fordi han ervoldsomt udadreagerende.Foreningen Asylret søgte i august 2011 om humanitært ophold for ham, men i førsteomgang fik han end ikke lov at blive i landet mens sagen behandledes. DagbladetInformation skrev flere gange om hans sag, og i august 2012 fik han humanitæropholdstilladelse. Hans mor, som har passet han hele hans liv, og hans to yngrebrødre stod dog stadig til udsendelse, idet Farhad ikke er erklæret umyndig, og manvurderede at han får tilstrækkelig omsorg på daginstitutionen. Flere andre dagbladeskrev om sagen, og i december nåede Justitsministeriet frem til, at også moderenogbrødreneskulle have opholdstilladelse.Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)* opfordrede i Informationden nye regering til at se nærmere på Farhad Rezaes sag, inden han blevtvangs-hjemsendt. Ifølge centrets juridiske rådgiver Dorrit Ree Akselbo har Den EuropæiskeMenneskerettighedsdomstol slået fast, at det alt efter de konkrete omstændighederkan være et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonventions forbud modat udsætte personer for umenneskelig behandling at sende syge mennesker tilbagetil et land, hvor de ikke vil kunne få den rigtigebehandling. »Og hvis man ser påFarhad Rezaes sag, har man jo fundet det nødvendigt at placere ham på en døgn-

HASSAN, IRAK (DEMENS)Da Brorsons Kirke blev ryddet i august 2009, var 72-årige Hassan Gardi og hanskone nogle af de irakere, der blev hentet ud af politiet. Efter rydningen skjulte parretsig med hjælp fra unge aktivister af frygt for politiet. Få dage forinden havde Inte-grationsministeriet afslået at genoptage hans sag om humanitær opholdstilladelse.Hans kone på 47 havde i årevis passet ham som et barn – han tisser i bukserne ogkan ikke længere sige andet end nogle få ord.Ministeriet skrev i afslaget: »Endviderekan det forhold, at De, Hassan MohammadHussein Gardi, ikke er i stand til at klare Dem selv, og at De er fuldstændig afhængigaf pleje fra andre, ikke føre til et andet resultat.«»Dennesvære demens er at sidestille med psykisk sygdom af meget alvorlig karak-ter,«skriver speciallæge i neurologi Bjarne Degnbol, der tidligere havde undersøgtHassan, og hvis lægeerklæring blev lagt til grund for ægteparrets anmodning omhumanitær opholdstilladelse. Hassan havde imidlertid aldrig fået en CT-scanning,men dette fik lægen derefter på eget initiativ gennemført. Enhedslisten stilledespørgsmålet til Sundhedsministeren, om demens i denne form ikke måtte siges atvære “meget alvorlig sygdom” – og fik bekræftende svar. Det vil sige, at Sundheds-ministeriet havde en anden vurdering af en sygdoms alvorlighed end det daværendeIntegrationsministerium havde.Hassan og Gulizar vendte tilbage til asylcenter Kongelunden, men her blev de ioktober 2009 anholdt og fængslet med henblik på udsendelse. Amnesty Internatio-nal fordømte anholdelsen og kaldte den et menneskerettighedsovergreb. “At sendeHassan Gardi til Irak nærmer sig grusom og umenneskelig behandling,” siger gene-ralsekretær i Amnesty International, Lars Normann Jørgensen. “Alene det, at manfængsler en mand i hans tilstand, er uacceptabelt og endnu et vidnesbyrd om denkynisme, hvormed de danske myndigheder har behandlet hele iraker-sagen. Dan-mark er i gang med at begå et menneskerettighedsovergreb.”I april 2010 fik Hassan og hans kone alligevel humanitær opholdstilladelse, efter atsagen havde været beskrevet i adskillige dagblade.

Humanitær opholdstilladelse. En sikkerhedsventil, som Folketinget har indført for at sikre, atDanmark ikke sender mennesker hjem til den visse død eller helt umenneskelige situationer,selvom de måske ikke opfylder kriterierne for at få asyl.Virkeligheden viser sig at være noget mere tvivlsom. En ansøgningsprocedure som kræverprofessionel hjælp, kriterier som ikke anvendes i praksis selvom de står i loven, jurister derskal tage stilling på baggrund af lægeerklæringer, læger som skal skrive erklæringer uden atfå løn for det. Alt dette førte til, at kun 121 personer inklusive familiemedlemmer fik huma·nitær opholdstilladelse i 2011, og i de foreløbigt offentliggjorte første 3 kvartaler af 2012 erantallet helt nede på 31.I regeringsgrundlaget fra 2011 står der, at man ønsker “Klareog rimelige regler”,og “Områ-det for humanitær opholdstilladelse skal fortsat være snævert, og det skal være undtagelsen,at der gives humanitær opholdstilladelse. Humanitær opholdstilladelse gives for maksimalt1 til 2 år ad gangen. Reglerne bør dog underlægges en gennemgang, idet særligt meget sygemennesker, som loven er tiltænkt, kan have svært ved at få humanitær opholdstilladelse.”Denne rapport præsenterer for første gang en samlet gennemgang af emnet, og den vil for·håbentlig indgå i regeringens overvejelser. Rapporten indeholder konkrete anbefalinger tilat løse de problemer, der påpeges – samt 12 cases, som belyser sagernes komplekse natur.