URU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 52: Talepapir fra Schiller Instituttets foretræde for udvalget den 27. november 2012

Stop Tredje Verdenskrig gennem krig imod Syrien og Iran –Vi behøver et nyt paradigmeGoddag. Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Tak fordi vimåtte komme.Den eskalerende krise, vi har set i Mellemøsten siden NATO's intervention i Libyensluttede med likvideringen af Muammar Gaddafi, er langt værre, end hvad man fårindtryk af i det gængse mediebillede. Den nuværende tilspidsede situation i Syrien - ogden parallelle vedvarende diskussion om et israelsk angreb på Irans atomanlæg, med elleruden en amerikansk deltagelse - kan hurtigt, hvis vi ikke ser et drastisk paradigmeskifte –spinde ud af kontrol og udvikle sig til en åben konfrontation mellem USA,Storbritannien og deres allierede på den ene side, og Rusland og Kina på den anden. Ensådan udvikling kan lede til brugen af atomvåben og faren for en udløsning af heleverdens arsenal af brintbomber, fordi en af siderne mener, at krigen under alleomstændigheder er uundgåelig, og derfor vil søge at få fordel af at slå først. Når førstden ene part har trykket på knappen, må alle andre hurtigt affyre deres arsenaler afbrintbomber, og efter halvanden time vil en stor del af menneskeheden ligge i ruiner –og overlevelsesmulighederne for den tilbageværende del af menneskeheden i denefterfølgende atomvinter vil være ganske dårlige.At en sådan udryddelse af menneskeheden gennem atomkrig desværre ikke er enumulighed, har ledende russiske militærfolk advaret om igen og igen i løbet af detseneste år. Lige fra generalstabschef Makarov, til udenrigsminister Lavrov ogstatsminister Medvedev. I maj 2012 udtalte statsminister Medvedev med henvisning tilsituationen i Mellemøsten: »Den politik, som visse vestlige stater forfølger, hvor deunder påskud om humanitær intervention krænker andre staters nationale suverænitet, villet kunne føre til omfattende regionale krige, og sluttelig til anvendelsen af atomvåben«.I et nyligt interview om situationen i Mellemøsten udtalte udenrigsminister Lavrov også,at han håbede, at det arabiske forår, der nu er i sit efterår, ikke vil ende med enatomvinter.Den dramatiske forværring af den internationale sikkerhedspolitiske situation har ikkesin rod i Rusland eller Kina, men i den britiske konfrontationspolitik som Tony Blair har1

været en rendyrket eksponent for, og som USA (både under George Bush jr. og BarackObama) sammen med NATO og EU-landene har ladet sig trække med ind i. På ettidspunkt da Rusland stod svagt begyndte man humanitære militære interventioner udenom FN's sikkerhedsråd, og da Rusland og Kina undlod at nedlægge veto imodetableringen af en flyveforbudszone over Libyen, der angiveligt skulle beskyttebefolkningen i Benghazi imod overgreb, blev dette misbrugt til systematisk at bombeLibyens Regering og regeringshær, mens massive mængder våben og træning blev givettil oppositionen. Det endte som bekendt med, at rebellerne kunne besejreregeringshæren og tage magten – og at Gadaffi blev myrdet på skammeligste vis.Efter den oplevelse gjorde Rusland det klart, at man aldrig ville tillade noget lignende atske igen – og at man ville forsvare dette standpunkt med alle til rådighed stående midler,for ellers ville det blot være et spørgsmål om tid, før man ville blive inddæmmet gennemen række af regimeskifter, der ville indsætte regeringer, der var lydstater til Storbritannienog USA, samtidigt med at opførslen af et vestligt missilskjold ville mindske Ruslandsmulighed for at slå tilbage i tilfælde af et vestligt atomangreb.Heldigvis har Rusland, i stedet for en modeskalering, rakt hånden frem til samarbejde forat forhindre denne uberegnelige eskalation, der kan ende i atomkrig. Samtidigt med atman har blokeret for et mandat til militære aktioner i FN's sikkerhedsråd, har man aktivtstøttet en fredsproces i Syrien, der kan erstatte den militære kamp med en politisk dialog,der kan skabe en fremtid for Syrien. I det lys er militære tiltag, som den enorme strøm afvåben og fundamentalistiske rebeller udefra ind i Syrien, finansieret af Saudi-Arabien ogQatar, men med accept og hjælp fra USA, Storbritannien, Frankrig, Tyrkiet og mangeandre lande, og en NATO-involvering i form af Patriotmissiler bemandede afudenlandske soldater og AWACS-fly, med til at forværre muligheden for fred.Den russiske udenrigsminister Lavrov udtalte i fredags (den 23. november) til RussiaToday og TASS om opsætningen af patriotmissiler ved den tyrkiske grænse: »Voresbekymring har at gøre med Tjekhovs våbensyndrom, som siger, at hvis en pistol viser sigpå scenen i Første Akt, så vil den bestemt blive affyret i det Tredje«. At våben dukkerfrem på et tidspunkt, hvor der er forsøg på at løse en konflikt, skaber risici, der ikkenødvendigvis har at gøre med scenariet, men fordi enhver ophobning af våbennaturligvis skaber en trussel. »Enhver provokation kan skabe en alvorlig væbnet konflikt.Det ønsker vi at undgå«. »Enhver ophobning af våben skaber en risiko og er fristendefor dem, som ønsker at få kræfter, der står uden for, i spil«.Det budskab blev formidlet til Nato's generalsekretær, hvor Lavrov også tog op etforslag til etableringen af en direkte linje mellem Ankara og Damaskus, for at undgåmisforståelser, men indtil nu har Anders Fogh-Rasmussen sat kikkerten for det blindeøje, og i modstrid med al sund fornuft erklæret, at Patriotmissilerne vil øge stabiliteten i2

området.Den danske udenrigsminister har gentagne gange erklæret, at militær intervention iSyrien og Iran ikke bør komme på tale, med udtalelser som: »Kun fantaster vil brugemilitær i Syrien« og »Et angreb på Iran er et ekstremt farligt eventyr, der vil slippe enmasse farlige kræfter løs i Mellemøsten og andre dele af verden«. Denne danskeholdning er prisværdig, men det er ikke nok, når man samtidig ser gennem fingrene med,at den politik bliver forfulgt med andre midler, uden at sige fra. Det er på tide, atDanmark holder op med at spille blåøjet og naiv.Vesten må lære af sine tidligere fejltagelser. I 1970'erne og 80'erne støttede mantræningen, uddannelsen og bevæbningen af mujahedeenerne i Afghanistan, for atbekæmpe den sovjetiske indflydelse i Afghanistan, men efterfølgende var det netop dissevestligt trænede og finansierede fundamentalistiske »modstandsfolk«, som blev rygradeni terrorisme verden rundt. Det var ophavet til al-Qaida. Det nylige angreb fra al-Qaidaden 11. september på det amerikanske konsulat i Benghazi, hvor man bl.a. dræbte denamerikanske ambassadør Stevens, er en påmindelse om, at man er ved at begå densamme fejltagelse igen. Rebellerne, som man støtter i Syrien, er i mange til de sammefanatiske hellige krigere, som i mange tilfælde kommer direkte fra Libyen.Vi skal undgå at krigen i Syrien og det beslægtede truende angreb på Iran får lov til atføre til Tredje Verdenskrig. Derfor afholdt Schiller Instituttet i den forgangne weekenden international konference i nærheden af Frankfurt, Tyskland, med deltagelse af 300personer fra omkring 30 forskellige lande. Titlen var: »Et nyt paradigme forcivilisationens overlevelse« og talerne fra konferencen vil snart være at finde på SchillerInstituttets hjemmeside (www.schillerinstitut.dk).Konferencens formål var at pege på løsninger på den skæbnesvangre strategiske krise ogden parallelle dræbende økonomiske sammenbrudskrise, der truer os alle, gennem atforeslå et totalt paradigmeskifte, som kan gøre slut på ideen om geopolitiskkonfrontation og at man kan løse konflikter gennem krig, og det nuværende oligarkiskefinanssystem, der sikrer maksimal profit for banksters og spekulanter, mens milliarder afmennesker trues på deres eksistens. Dette må erstattes af et nyt paradigme, hvorfokusset er på »Menneskehedens Fælles Mål« og overvindelsen af de trusler, der kan ledetil menneskehedens udryddelse.På konferencen blev bl.a. fremlagt en plan for gennemførelsen af en lang række vand oginfrastrukturprojekter i Mellemøsten, Sydvestasien og Afrika, som hvis de bliveriværksat, vil skabe et samarbejde mellem alle de forskellige nationer, hvor man samtidigmed sine egne fremskridt tænker på naboernes fordel – Det princip fra Den VestfalskeFred i 1648, der sammen med etableringen af princippet om nationalstatens suverænitet3

og ukrænkelighed, gjorde det muligt for Europa at overvindeTrediveårskrigensdestruktion af civilisationen.I en sådan proces kan Danmark spille en afgørende konstruktiv rolle. Vi kan være medtil at planlægge og gennemføre store vand- og infrastrukturprojekter og vise, at selv omman er et lille land, så kan man have stor positiv betydning, hvis man bidrager med ideerog handlinger, der for alvor flytter verden fremad og ligger grundlaget for verdenskommende generationer.Den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche, der har været i stand til atforudsige de økonomiske og strategiske kriser verden nu slås med, har gjort det klart, atet sådant paradigmeskifte ikke kan finde sted inden for rammerne af det nuværendebankerotte finansielle system. Den britiske kontrol over USA gennem præsident Obamamå ophøre, og USA kan derefter sammen med andre suveræne nationer, sanere sitfinanssystem med en Glass/Steagall-banklovgivning, skabe nationale kreditter tilinvesteringer og komme i gang store infrastrukturprojekter. Hvis USA samtidigt laver enfire-magts alliance med Rusland, Kina og Indien med grundlag i respekten for nationalsuverænitet, så har verden fundamentet for en ny fredelig verdensorden, som resten afverden kan tage del i.Rusland har allerede vist, at de er villige til et sådant globalt samarbejde tilmenneskehedens fælles bedste, gennem at foreslå et fælles samarbejde mellem Rusland,USA og resten af verden om SDE – Et strategisk forsvar for Jorden, hvor man i et fællessamarbejde etablerer et system, der både kan nedskyde løbske atommissiler, der kunnetrue vores fremtid, og samtidigt forbereder os på at beskytte Jorden imod asteroider ogandre himmellegemer, der kan ramme med katastrofale konsekvenser. Tiden kommer,hvor sådanne himmellegemer vil true menneskeheden på sin eksistens, så vi må alleredenu begynde processen med at kunne imødegå den fare, så vi er klar, når den kommer.Danmark må åbent sige nej til det paradigme, som nu truer selve vor eksistens, hviskonfrontationen i Mellemøsten og Sydvestasien føres til ende, og i stedet gå i spidsen foret sådant nyt paradigme, det vil sikre hele menneskeheden en anstændig fremtid.Tak for ordet.