URU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 13: Henvendelse af 15/10-12 fra Schiller Instituttet vedr. urolighederne i Syrien og Iran.

EN VISION FORMENNESKEHEDENS FREMTIDaf Helga Zepp-LaRouche, international formand for Schiller Instituttetden 7. oktober 2012Her følger Helga Zepp-LaRouches hovedtale til denafsluttende plenarforsamlingved det Åbne Verdensforumfor Dialog mellem Civilisa-tionerne den 4.-7. oktober,2012, på Rhodos.Mine Damer og Herrer,Der har været diskuteretmange vigtige emner i de se-neste dage, men jeg er enig med professor Dallmayr i, at viikke kan afslutte denne konference uden atter at fokuserepå den kendsgerning, at vi, som civilisation, befinder os påranden af en atomkrig. Muligheden af et militært angreb påIran, den eskalerende situation mellem Syrien og Tyrkiet,opmarcheringen af amerikanske hangarskibe i det vestligestillehavsområde tæt på disse omstridte øer (mellem Kinaog Japan, -red.) og Hillary Clintons erklæring om, at ethvertangreb på disse øer ville aktivere den amerikansk-japanskemilitære alliance, den spanske regerings tilsagn om at del-tage i NATO’s missilforsvarsskjold; alle disse begivenhederviser, at vi er i overhængende livsfare.I løbet af de seneste uger er det blevet klart for ethverttænkende menneske, at den menneskelige art befinder sigi en eksistentiel fare. Den næsten uafbrudte politik med»regimeskifte«, som, efter Sovjetunionens sammenbrud,»bombede Irak tilbage til stenalderen«, kastede Libyen udi anarki, forvandlede Afghanistan til et mareridt og gjordeden sekulære stat Syrien til sit offer med fremmed interven-tion og religionskrig, kan føre til en ukontrollabel verdens-brand i tilfælde af militære operationer imod Iran. Mellem-østen og resten af Sydvestasien truer med at blive til et nytBalkan, hvor eksisterende alliancer i lighed med dem, derfandtes før Første Verdenskrig, fører til en storkrig. Detutænkelige, at Gensidig Garanteret Tilintetgørelse (MAD)ikke længere fungerer som afskrækkelsesvåben, kunne ske,og resultatet være en krig, hvor der bliver brugt atomvå-ben, med udslettelsen af den menneskelige art som resul-tat. Ikke engang langt ude i fremtiden - men inden for denæste par uger.Den dynamik, der driver faren for krig, understreges afdet transatlantiske finanssystems accelererende sammen-brud. Bernankes likviditetsforøgelse med det eufemistiskenavn »kvantitative lempelser III« er lige så hyperinflationær,som Mario Draghis »for enhver pris« ubegrænsede opkøbaf statsobligationer gennem Den europæiske Centralbank,ECB. Hyperinflationær pengetrykning i forbindelse medbrutal nedskæringspolitik – i traditionen efter rigskanslerBrüning – mod befolkningens og realøkonomiens interessehar allerede haft en livsforkortende effekt for mennesker iGrækenland, Italien, Spanien og Portugal og truer med atudløse en brandstorm af socialt kaos over Europa.Menneskeheden er i færd med at smadre ind i en murmed fuld fart. Det spørgsmål, som det haster med at findeet svar på, er, om den menneskelige art, når den konfron-teres med sin egen selvdestruktion, er intelligent nok til atskifte kurs i tide og forlade det nuværende ødelæggende pa-radigme - der går ud på at konsolidere et verdensimperiumog den forfalskede legitimering af løsningen på geopoliti-ske konflikter gennem krig - og erstatte det med et andet,for menneskeheden levedygtigt, paradigme?For at løse dette problem må vi tage fat på et erkendel-sesteoretisk spørgsmål: Vi må tage afstand fra den nedarve-de tankegang, der er fast forankret i det oligarkiske system,inklusive deduktive, positivistiske, empiriske, monetaristiskebegreber eller begreber om lineær statistikfremskrivning,der udtrykker en dårlig form for uendelighed, eftersomde tilhører en verdensopfattelse, der hverken har noget atgøre med det virkelige, fysiske univers’ love, eller den men-neskelige forstands kreativitet. I stedet må vi, med sammekreativitet og kærlighed til menneskeheden, som NicolausCusanus, Johannes Kepler, Gottfried Leibniz, Johann Se-bastian Bach, Ludwig van Beethoven, Friedrich Schiller,Vladimir Vernadskij eller Albert Einstein havde, for blotat nævne nogle få, skabe en vision om en bedre fremtidfor menneskeheden, der naturligvis kun kan realiseres, hvistilstrækkelig mange kræfter forener sig for denne gode sag.En sådan vision kan aldrig være resultat af aristotelisktankegang eller være et »konsensus« af løsninger på mange

små sideemner, dvs. tænkning »fra neden«, men kommerfra tænkning »fra oven.« Nicolaus Cusanus lagde, med sinmetode med Coincidentia Oppositorum, modsætningernessammenfald, hvori den Ene har en højere orden af kraftend de mange, den hjørnesten, hvorpå ikke alene Det West-falske Fredsprincip og international lov blev bygget, menogså til en universel metode til problem- og konfliktløsning,der stadig gælder i dag. Dette betyder, at vi må begyndemed at definere menneskehedens fælles mål. Hvad kunnevel være vigtigere end det ontologiske spørgsmål om »esse«,væren, det, at vi kan sikre en forlængelse af den menneske-lige arts vedvarende eksistens? I kraft af det fysiske univers’antientropiske lovmæssighed fordrer menneskehedens va-rige eksistens en konstant stigning af den potentielle rela-tive befolkningstæthed og en stadig øgning af energigen-nemstrømningstætheden i produktionsprocessen. Hvis vivil finde en løsning på den dobbelte, eksistentielle trusselmod menneskeheden, faren for atomar verdenskrig og densystemiske, økonomiske krise, så må det ny paradigme blivebragt i overensstemmelse med skabelsens orden. Vi harbrug for en plan for fred i det 21. århundrede, en vision,der inspirerer menneskets forestillingsevne og håb samti-digt. Til trods for, at vi er i besiddelse af alle de videnska-belige og teknologiske midler til at garantere menneskeligelivsvilkår, alt imens over 1 milliard mennesker sulter og li-der af fejlernæring, imens 25.000 børn – en lille by – dagligtdør af sult, imens 3 milliarder mennesker lever i fattigdomog nægtes deres menneskerettigheder, er det da ikke vorhellige pligt faktisk at bruge disse midler? Vi har brug foren storstilet udviklingsstrategi, der bygger på idéerne fraDe Forenede Nationers Udviklingsårtier i 1950’erne og1960’erne, idet vi totalt kasserer de seneste 40-50 års para-digmeskifts forkerte kurs og således genopliver idéen om»Fred gennem Udvikling.«En sådan vision kunne udgøres af iværksættelsen afVerdenslandbroen med dens mange store projekter somNAWAPA, tunnellen under Beringstrædet, udviklingenaf Arktis, udvidelsen af Den eurasiske Landbro, først ogfremmest gennem Mellemøsten og det øvrige Sydvestasiensamt Det indiske Subkontinent, inklusive Afrikas opkob-ling til Verdenslandbroen gennem tunneller under Gibral-tarstrædet, der forbinder Spanien og Marokko, og ligeledesmellem Sicilien og Tunesien. Der er to store områder pådenne planet, hvor mangel på udvikling skriger på oprejs-ning: Det ene er det afrikanske kontinent, der aldrig fik lovtil at komme til kræfter oven på den århundrede lange kolo-nialistiske udbytning; det andet er Mellemøsten og resten afSydvestasien, der i øjeblikket er langt bag efter deres gyldnetidsaldre, da Baghdad var centrum for verdenskulturen, ogPamyra Tadmur i Syrien var en perle på den gamle Silkevej.Vi må for disse områder sætte en diskussion om en visionom en økonomisk og kulturel renæssance, der repræsen-terer et højere fornuftselement end de lokale, etniske oghistoriske konflikter, på dagsordenen. Hvis repræsentanterfor en gruppe af store nationer gav verdensssamfundet et

sådant budskab, der viste, at der faktisk er et reelt alternativ,som ville muliggøre alle menneskers overlevelse på denneplanet, så kunne dette element af håb, der i øjeblikket fuld-stændig mangler, bringes ind i debatten.Den samme form for tænkning, der går ud fra Coinci-dentia Oppositorum, tænkning »fra oven«, som den anven-des til at overvinde underudviklingen på Jorden gennemVerdenslandbroen, har vi også brug for til at forsvare osalle på planeten imod den fare, der kommer fra rummet.Rusland har, med sit projekt for et Strategisk Forsvar afJorden, SDE, foreslået et samarbejde mellem Rusland ogUSA, og potentielt også andre lande, om et fælles missil-forsvar og beskyttelse af Jorden imod asteroide- og ko-metnedslag, et forslag, der kan erstatte den nuværendegeopolitiske konfrontation og den eksistentielle trussel omeskalering. SDE-projektet er i den samme tradition somSDI-projektet (Det Strategiske Forsvarsinitiativ), et forslagtil overvindelse af atomfaren og opsplitningen af verdeni militære blokke, som min mand, Lyndon LaRouche, ud-viklede for over 30 år siden, og som præsident Ronald Rea-gan gjorde til den amerikanske regerings officielle politiki 1983. SDE-projektet, der inkluderer tidlige advarselssy-stemer mod menneskeskabte og naturlige katastrofer, såvelsom samarbejde om bemandet rumfart, udgør det absolutnødvendige, videnskabelige drivhjul, som den krisehærgedeverden behøver for at opnå et højere produktivitetsniveauog skabe de nye videnskabelige og teknologiske kapacite-ter, der ligeledes behøves for at løse problemer på Jorden.Fælles, bemandet rumfart er det nødvendige, næste skridti menneskehedens udvikling, og med denne »udenjordiskeforpligtelse« [extraterrestrial imperative], som den berømtevidenskabsmand og raketingeniør, Krafft A. Ehricke, harkrævet, kan menneskeheden nu gå ind i den voksne alder,hvor det lader konfliktløsning gennem krig bag sig, ligesomen børnesygdom. Hvis det omgående lykkes os at foreneos omkring visionen om opnåelse af menneskehedens fæl-les mål, og bevidst præsenterer dette perspektiv som enstrategi til undgåelse af krig, så kan det inspirere forestil-lingsevnen hos den yngre generation, der nu trues overhele verden af massearbejdsløshed og desperat håbløshed.Hvis unge mennesker udvikler den samme lidenskab og desamme ophøjede idéer, som pionererne inden for rumfartengang havde, og som nu anspores af de instrumenter, somMars-robotten Curiosity bruger, og som nu har »udvidetmenneskets sanseerfaring«, ganske vist med 14 minuttersforsinkelse, er verden gået ind i et nyt fase-rum; hvis ungemennesker udvikler denne lidenskab, så har vi vundet. Imenneskehedens næste fase vil mennesket tænke som vi-denskabsmænd og de store, klassiske værkers komponister.Enten handler vi nu, i det nuværende øjebliks eksisten-tielle fare, på menneskehedens fælles mål, eller også vil viikke længere findes.* Gå med i Schiller Instituttet NU, og hjælp os medat skabe en offentlig debat om alternativet til krig!