UPN, Alm.del - 2012-13 - Bilag 35: Forsvarets Efterretningstjenestes "Efterretningsmæssig Risikovurdering 2012", fra forsvarsministeren

FORORDVelkommen til 2012-udgaven af ForsvaretsEfterretningstjenestes risikovurdering. Rap-porten indeholder en aktuel efterretnings-mæssig vurdering af forhold i udlandet afbetydning for Danmarks sikkerhed og hen-vender sig til en bred kreds af læsere.Forsvarets Efterretningstjeneste udarbej-der normalt rapporter, som er klassificere-de af hensyn til beskyttelsen af vores kilderog samarbejdspartnere. Denne risikovur-dering er imidlertid skrevet med henblik påoffentliggørelse. Det betyder, at der i oplys-ningerne og vurderingerne er taget hensyntil dette. Det har betydning for formulerin-gerne i rapporten, for omfanget af detaljerog for skarpheden af visse analyser. Risiko-vurderingen udtrykker alligevel en efterret-ningsmæssig vurdering af strategiske og re-gionale forhold af betydning for Danmarkssikkerhed.Det ligger i sagens natur, at fokus i en ef-terretningsmæssig risikovurdering er rettetmod truende eller potentielt negative ud-viklinger. Forsvarets Efterretningstjenestesopgave er at indsamle, bearbejde og for-midle informationer om forhold i udlandetaf betydning for Danmarks sikkerhed, her-under for danske enheder mv. i udlandet.Det gælder informationer om militære,politiske og økonomiske forhold samt infor-mationer om transnationale forhold, isærcybertruslen, international terrorisme ogspredning af masseødelæggelsesvåben. Vifokuserer på områder med udsendte dan-ske enheder, på terrornetværk i udlandet,som truer Danmark og danske interessersamt på konflikt- og kriseområder i verden.Oplysninger om Forsvarets Efterretnings-tjeneste kan i øvrigt findes på vores hjem-meside www.fe-ddis.dk på internettet.Redaktionen er afsluttet den 12. oktober2012.

HOVEDKONKLUSIONTruslen fra stater, grupper og enkeltperso-ner i cyberspace medfører generelt en sik-kerhedsrisiko for det danske samfund ogdansk forsvar, herunder udsendte enheder.Fremmede efterretningstjenester, terror-og oprørsgrupper samt kriminelle organisa-tioner og grupper bruger i stigende grad in-ternettet til at spionere mod Danmark ellertil at anrette skade på danske hjemmesiderog servere.Det politiske spil om retten til at udvinderessourcer i Det Nordlige Ishav bliver inten-siveret i de kommende år. Rusland har destørste militære styrker og de største øko-nomiske interesser i Arktis, men også Kinaser i stigende grad Arktis, herunder Grøn-land, som et interessant strategisk områdepå grund af Kinas energi- og råstofbehov.De sikkerhedsmæssige opgaver i Arktis vilprimært dreje sig om suverænitetshånd-hævelse og overvågning.Den centrale politiske og operative ledelseaf al-Qaida er markant svækket, men sam-tidig har de militante islamistiske bevæ-gelser fået fodfæste i flere lande i 2012.Fristederne i Pakistan, Yemen og Somaliaer under militært pres, men eksisterer fort-sat. I 2012 er der desuden opstået nye fri-steder på Sinai-halvøen i Ægypten og i detnordlige Mali. Samtidig er Syrien blevet encentral kampplads for militante islamister,og al-Qaidas rolle i borgerkrigen er voksetkraftigt. Mens truslen fra selve al-Qaidaer faldet, er det sandsynligt, at truslen frade tilknyttede militante islamistiske grup-per vil komme fra flere lande. Dette vil påkort sigt hovedsageligt have betydning forvestlige interesser i de områder, hvor dissebevægelser har hjemme.Truslen fra spredning af masseødelæggel-sesvåben er voksende. Denne tendens vilfortsætte, og på langt sigt vil flere staterkunne ramme NATO’s territorium med ker-nevåben. Forhandlingerne om Irans atom-program har indtil videre ikke båret frugt.Så længe sanktioner og forhandlinger ikkefører til iranske indrømmelser, vil risikoenfor en militær konflikt på grund af Iransatomprogram være stigende.Pirateri og sørøveri udgør fortsat en trus-sel mod den civile skibstrafik i farvandeneomkring Afrikas Horn, den sydlige del afRødehavet og Guineabugten. Der har i far-vandene omkring Afrikas Horn været etbetydeligt fald, men den ustabile situationi Somalia udgør fortsat en grobund for pi-rateri. I Guineabugten er der indtruffet enstigning. Her drejer det sig dog mere omsørøveri end om pirateri. Det er ikke sand-synligt, at terror- og oprørsgruppen al-Sha-baab i Somalia har et formelt samarbejdemed piraterne. Det er derimod sandsynligt,at enkeltpersoner med forbindelse til al-Shabaab er indblandet i pirateri.De internationale og afghanske sikkerheds-styrker har fastholdt et betydeligt militærtpres på oprørerne i Afghanistan. Oprørs-grupperne er dog ikke nedkæmpet. Viljentil at fortsætte oprørskampen er intakt,oprørsgrupperne opretholder et højt an-grebsniveau, og de rekrutterer løbende nyeoprørere. Pakistan støtter Afghansk Talibanog andre afghanske oprørsgrupper ud fraet snævert hensyn til pakistanske interes-ser. Det er meget sandsynligt, at Pakistan vilfortsætte støtten til oprørerne efter 2014og arbejde aktivt for at få optaget AfghanskTaliban i en kommende afghansk regering.Det er sandsynligt, at det syriske styre fal-der på kort sigt, og at situationen vil forbli-

ve usikker og konfliktfyldt, uanset udfaldetaf konflikten. Truslen mod vestlige mål vilstige, i takt med at militante islamister fårbedre fodfæste i Syrien.I Nordafrika vil Ægypten stå over for en pe-riode med øget politisk stabilitet og færrecivile uroligheder, men der kan fortsat kom-me tilbageslag. På kort og mellemlangt sigtvil Ægypten fastholde sit forhold til USA ogfredsaftalen med Israel. Trods vanskelighe-der vil Libyen fortsætte den politiske over-gangsproces, og de nye folkevalgte magt-havere vil videreføre reformprocesserne.Lokale etniske spændinger samt politisk ogmilitær positionering gør situationen usta-bil på kort til mellemlangt sigt. Det er dogikke sandsynligt, at Libyen bliver delt op i to

stater. Mali har i løbet af 2012 udviklet sigtil et land i opløsning. Oprørsgrupper harudnyttet den politiske krise i hovedstadenog kontrollerer nu hele den nordlige del aflandet. Her udbygger militante islamisterderes fristed.USA’s globale dominans vil blive svækketpå langt sigt. Udviklingen bærer på me-get langt sigt i retning af en verden meden række stormagter, hvor USA vil forbliveden stærkeste magt. Kina står over for atudskifte den øverste politiske ledelse, mendet er sandsynligt, at den nuværende poli-tiske og økonomiske kurs vil blive fastholdt,og at Kina i 2020 vil være den dominerendemagt i Østasien og en af verdens førendestormagter.

TRUSLEN I CYBERSPACE OG SPIONAGETruslen fra stater, grupper og enkeltpersoner i cyberspace medfører generelt en sikker-hedsrisiko for det danske samfund og dansk forsvar, herunder udsendte enheder. Frem-mede efterretningstjenester, terror- og oprørsgrupper samt kriminelle organisationerog grupper bruger i stigende grad internettet til at spionere mod Danmark eller til atanrette skade på danske hjemmesider og servere.Danmark er regelmæssigt udsat for forsøgpå indtrængen i den danske it- og telein-frastruktur, men der er endnu ikke set cy-berangreb, som i større omfang har gjortskade på eller hindret anvendelsen af it- ogteleinfrastrukturen eller den tilknyttedefysiske infrastruktur, f.eks. energi- og vand-forsyning eller kontrolsystemer i industrien.Imidlertid har danske offentlige myndighe-der, virksomheder og privatpersoner væretog er fortsat udsat for forstyrrende ellerskadelige aktiviteter fra forskellige aktøreri cyberspace.

Statslige aktørerDe alvorligste trusler mod Danmark i cy-berspace kommer fra statslige aktører,der udnytter internettet til at spionere ogstjæle dansk intellektuel ejendom, f.eks.patenteret viden, forskningsresultater ogforretningshemmeligheder. Truslen kom-mer navnlig fra stater, som bruger infor-mationerne til at understøtte deres egenøkonomiske, militære og samfundsmæs-sige udvikling, men det er ikke sandsynligt,at de på kort eller mellemlangt sigt har tilhensigt at udføre et målrettet og ødelæg-gende cyberangreb mod dansk it- og tele-infrastruktur.Der er tegn på, at nogle stater bruger pri-vate hackere til at udføre aktiviteter i cyber-space på statens vegne. En stat kan på den-ne måde unddrage sig et juridisk og politiskansvar, da det ofte er vanskeligt at påvise,at den pågældende stat står bag.

Teknologisk udviklingTeknologien i cyberspace vil i fremtiden bli-ve mere kompleks. Antallet af maskiner ogudstyr, der bliver opkoblet til internettet,stiger kraftigt hvert år. Ansatte i offentligemyndigheder, virksomheder og organisati-oner vil i stigende omfang kunne få adgangtil informationer i firmaernes eller organi-sationernes netværk fra mobile enheder.Flere informationer vil ligge på internettetog ikke på lokale servere eller computere.Det medfører et ændret risikobillede og vilkræve nye sikkerhedsforanstaltninger.Den såkaldte malware, som er programmersåsom virusser, trojaner og orme, er blevetmere sofistikeret og har fået indbygget flereangrebsmetoder. Kompleksiteten i kodnin-gen af visse former for malware tyder på, atde er udviklet af cyberaktører med en storteknisk indsigt og mange ressourcer.En alvorlig og stigende trussel er den så-kaldte supply chain threat, hvor der alle-rede i produktionen af hard- og softwarebliver installeret malware eller teknisk styr-bare komponenter, som en aktør kan akti-vere over internettet. Supply chain threats

SpionageFremmede efterretningstjenester, terror-og oprørsgrupper samt kriminelle organi-sationer spionerer mod den danske stat,dansk forsvar og danske virksomheder. Spi-onagen sker gennem en bred vifte af meto-der, der spænder fra brugen af masseme-dier, f.eks. internettet, til egentlig spionage,hvor menneskelige forhold bliver udnyttetgennem personlig kontakt og hvervning afmeddelere.Spionage i cyberspace udgør en stadig sti-gende andel i forhold til mere traditionelspionage. Det er billigt, og oplysninger kanindhentes over store afstande og via tredje-lande. Det gør det meget svært at finde udaf, hvem der står bag spionagen. De frem-mede efterretningstjenester interesserersig for oplysninger om danske virksomhe-der og Danmarks udenrigs- og sikkerheds-politik, herunder forsvarets samarbejdemed EU og NATO samt Danmarks strategifor Arktis.

ARKTISDet politiske spil om retten til at udvinde ressourcer i Det Nordlige Ishav bliver intensi-veret i de kommende år. Rusland har de største militære styrker og de største økono-miske interesser i Arktis, men også Kina ser i stigende grad Arktis, herunder Grønland,som et interessant strategisk område på grund af Kinas energi- og råstofbehov. De sik-kerhedsmæssige opgaver i Arktis vil primært dreje sig om suverænitetshåndhævelse ogovervågning.Alle de arktiske kyststater overvejer i for-skelligt omfang at forstærke deres tilstede-værelse i området. De forbereder sig bl.a.på opgaver som farvandsovervågning ogredningstjeneste. Det vil ikke mindst bliverelevant, når større handels- og passager-skibe begynder at sejle gennem arktiskefarvande. Den militære tilstedeværelsedrejer sig om at styrke evnen til at hævdesuverænitet i de arktiske kystområder. Sam-tidig kan det underbygge staternes krav påretten til at udvinde naturressourcer. Dissehensyn betyder, at sø- og luftmilitære akti-viteter i det arktiske område vil blive øget iløbet af det næste årti.Klimaændringerne har ført til en markantøget interesse for Arktis. De fleste klima-eksperter vurderer, at det vil øge mulig-hederne for at udvinde råstoffer, især olieog gas, fra et større område end hidtil ogåbne for sejlads med handelsskibe gen-nem Nordøstpassagen nord om Ruslandog Nordvestpassagen nord om Canada.Det betyder ikke mindst en væsentlig kor-tere rejse for skibstransporter fra Asien tilEuropa.Stigende priser på energi og andre råstof-fer har skærpet interessen yderligere foradgangen og retten til naturressourcer iArktis. Langt størstedelen af undergrundeni Arktis er endnu uudforsket, men forelø-bige geologiske undersøgelser har påvistforekomster af bl.a. olie og naturgas. Me-get tyder dog på, at kun en mindre del afde endnu ikke påviste olie- og naturgasre-server i Arktis ligger i omstridte områder påhavbunden.

Kyststaternes og stormagternesinteresserDe fem arktiske kyststater, USA, Rusland,Canada, Norge og Danmark, har alle øgetderes opmærksomhed på Arktis og styrketderes indsats for at sikre sig rettighedertil at udnytte ressourcerne i Ishavet. Kyst-staterne har med den såkaldte Ilulissat-erklæring fra 2008 erklæret sig rede til atløse fremtidige problemer i Arktis gennemforhandlinger. Det betyder, at kyststaterne iudgangspunktet vil følge anbefalingerne fraFN’s såkaldte Sokkelkommission, der skalangive, hvilke områder de forskellige kyst-stater skal have ret til at inddrage i deresøkonomiske zoner.Stormagterne har samtidig globale militær-strategiske interesser i Arktis, der rækkerud over de øgede krav til suverænitets-håndhævelse og overvågning, som forvent-ningerne om øget adgang til det arktiskeområde fører med sig. Det skyldes, at derfra Det Nordlige Ishav er de korteste afstan-de til alle andre stormagter og størstedelenaf Jordens befolkning. Det gør Arktis egnetsom udgangspunkt for angreb med langt-rækkende våbensystemer, f.eks. strategiskemissilubåde, ligesom Arktis også fortsatvil være overflyvningsområde for USA’s ogRuslands strategiske bombefly og de in-terkontinentale ballistiske missiler, som de

Styrket kinesisk interesse– også i GrønlandInden for de seneste år har Kina øget sinopmærksomhed på Arktis betydeligt. Detdrejer sig i høj grad om Kinas grundlæg-gende økonomiske interesser i direkte el-ler indirekte at sikre sig fremtidig adgangtil råstoffer. Det er endnu usikkert, hvordanKina vil forfølge sine interesser i Arktis, ikkemindst i Grønland, hvor også USA har bety-delige sikkerhedspolitiske interesser.Kina udviser stor interesse for at investerei råstofudvinding i Grønland. Bl.a. interes-serer Kina sig for adgang til kritiske minera-ler og sjældne jordarter, der er væsentligei udvikling og produktion af højteknologi-ske produkter, bl.a. inden for forsvarsin-dustrien. Både USA og Rusland er megetskeptiske over for kinesiske forsøg på at fåkontrol med naturressourcer i det arktiskeområde.For Kina åbner der sig nye muligheder, itakt med at søvejene gennem Nordøst- ogNordvestpassagen bliver farbare. Landet erderfor ved at bygge en isbryderflåde, somikke er relevant i kinesisk farvand. Det er

Politiske risici og konfliktpotentialeDen strategiske udvikling omkring Arktisvil både afhænge af tempoet i den globaleopvarmning og kyststaternes indbyrdesforhold, ikke mindst af om de mener, atderes krav om udvidelse af deres økonomi-ske zoner bliver tilgodeset. Dertil kommer,at prisen på råstoffer er afgørende for, omdet kan betale sig at udvinde dem i de eks-treme arktiske omgivelser.Det politisk-juridiske spil i regionen om ret-ten til at udnytte ressourcer i Ishavet bliverintensiveret i de kommende år. Rusland erindstillet på at føre sin sag i Arktis ad fol-kerettens vej, men Ruslands interesse i atudvide sin økonomiske zone i det arktiskeområde kan blive et problem for de øvrigelande.Hvis FN’s Sokkelkommission ikke imøde-kommer Ruslands krav til udvidelsen aflandets økonomiske zone i Ishavet, er detsandsynligt, at Rusland vil reagere ved atså tvivl om Sokkelkommissionens upar-tiskhed og kompetencer og Sokkelkom-missionens anbefalinger i forhold til andrelandes krav. Rusland vil også kunne reagere

TERRORISMEDen centrale politiske og operative ledelse af al-Qaida er markant svækket, men samti-dig har de militante islamistiske bevægelser fået fodfæste i flere lande i 2012. Fristeder-ne i Pakistan, Yemen og Somalia er under militært pres, men eksisterer fortsat. I 2012er der desuden opstået nye fristeder på Sinai-halvøen i Ægypten og i det nordlige Mali.Samtidig er Syrien blevet en central kampplads for militante islamister, og al-Qaidasrolle i borgerkrigen er vokset kraftigt. Mens truslen fra selve al-Qaida er faldet, er detsandsynligt, at truslen fra de tilknyttede militante islamistiske grupper vil komme fraflere lande. Dette vil på kort sigt hovedsageligt have betydning for vestlige interesser ide områder, hvor disse bevægelser har hjemme.

Al-Qaidas ledelse er markant svækket. Detskyldes tab af ledere og forøget militærtpres, samt at ledelsen har fået sværere vedat kommunikere med de terrorgrupper,der ikke opholder sig i Pakistan. Samtidighar flere af de grupper, der er tilknyttet al-Qaida i bl.a. Pakistan, Yemen og Somalia,mistet en række af deres lokale politiske ogoperative ledere. Men al-Qaida og de til-knyttede grupper er ikke knækket. Omvælt-ningerne i de arabiske lande har desudengivet de militante islamistiske grupper etøget råderum, som de har udnyttet. Der-med vil truslen fra den militante islamismekomme fra flere lande.De militante islamister har i flere år haft fri-steder i især Pakistan, Yemen og Somalia,

dvs. områder, hvor de frit kan udfolde de-res aktiviteter, uden at nogen myndighederkontrollerer dem. Det seneste år har de mi-litante grupper i disse områder været un-der pres fra bl.a. droneangreb og militæreoperationer. I løbet af 2012 er Sinai-halvøeni Ægypten og den nordlige del af Mali blevetføjet til listen over fristeder, hvor militanteislamister kan træne og opbygge kapacitet.Desuden har borgerkrigen i Syrien i løbet af2012 gjort landet til en central kamppladsfor tilrejsende islamister, og al-Qaidas rolle iborgerkrigen er vokset kraftigt. Samtidig erden interne sikkerhed i Libyen blevet mar-kant svækket siden de politiske omvæltnin-ger i 2011. Her har militante islamister omikke fristed, så meget forbedrede mulighe-der for at rejse, samles og skaffe forsynin-

SyrienSyrien har i løbet af 2012 udviklet sig tilen central kampplads for militante islami-ster. Konflikten giver al-Qaida mulighed forat vise, at bevægelsen aktivt deltager i atbekæmpe korrupte og autoritære styrer iMellemøsten. Den mulighed forpassedeal-Qaida under omvæltningerne i Tunesien,Ægypten og Libyen. De militante islamisterser desuden en mulighed for at slippe afmed præsident Bashar al-Asads styre, derhar bekæmpet dem i en årrække.Det er ikke sandsynligt, at al-Qaida vil få etfristed i Syrien, men efter Asads fald vil dervære en stærk tilstedeværelse af militanteislamister i Syrien. Der er intet, der tyderpå, at de vil angribe Vesten eller vestlige in-teresser i Syrien, før Asad-styret er faldet.Den primære trussel mod Vesten fra al-Qaidas engagement i Syrien er vesterlæn-dinge, der får våbentræning, kamperfaringog kontakt til militante netværk for derefterat rejse tilbage til Vesten for at gennemføreangreb.

MaliI Mali er Al-Qaida i Det Islamiske Maghreb(AQIM) gået fra i 2011 at have et vist råde-rum i den nordligste del af landet til reelt athave et ubegrænset fristed i hele den nord-lige del, der er på størrelse med Frankrig.AQIM fortrængte i alliance med to lokaletuaregiske oprørsgrupper i april 2012 Malisregeringshær fra den nordlige del af landet.Siden har AQIM befæstet sin stilling i områ-det, og dens kapacitet er væsentligt øget.Der foregår også træning af udenlandskemilitante islamister, der rejser til og fra om-rådet gennem Ægypten, Libyen og langsNigers nordlige grænse. Det er sandsynligt,at AQIM’s evne til at udføre komplekse ter-rorangreb i Vest- og Nordafrika vil vokse.

SomaliaI Somalia blev al-Shabaab i februar 2012formelt en del af al-Qaida, men gruppensfristed er blevet væsentligt begrænsetaf Den Afrikanske Unions fredsskabendestyrke samt Kenyas og Etiopiens invasio-ner i grænseområderne. Drabene på flerevigtige ikke-somaliske medlemmer af al-Shabaab har svækket bevægelsens evne tilat gennemføre komplekse terrorangreb iVesten. Terrortruslen fra al-Shabaab er dogøget i Somalia og dets nabolande, navnligmod vestlige interesser i Kenya.Al-Shabaab er præget af intern splid, ogflere udenlandske ekstremister har for-ladt Somalia og søgt mod f.eks. Yemen.Alligevel tiltrækker al-Shabaab og Somaliaudenlandske ekstremister. Det gælder ogsåeuropæiske ekstremister, der ser sig selvsom en del af al-Qaidas globale kamp ogønsker at gennemføre terrorangreb modvestlige mål i både regionen og Europa.

Al-Qaidas centrale ledelse er svækketMens de regionale militante islamistiskegrupper har fået fodfæste i flere lande,er den centrale ledelse af al-Qaida blevetsvækket. Foruden flere af organisationenscentrale ledere er en række terrorbag-mænd blevet dræbt i både Pakistan, Yemenog Somalia i løbet af 2011 og 2012. Al-Qai-das nye leder, Ayman al-Zawahiri, har ikkeUsama bin Ladins status som altoverskyg-gende symbol på den globale hellige krig,og han er isoleret i Pakistans stammeom-råder. Alligevel er der ikke tegn på, at demilitante islamistiske grupper har sværtved at tiltrække rekrutter. Det skyldes bl.a.terrorgruppernes evne til at radikalisere ogrekruttere militante verden over gennembrug af propaganda og sociale netværk påinternettet.Mens grupper med tilknytning til al-Qaidakun spillede en marginal rolle i de politiskeomvæltninger i Tunesien, Ægypten og Li-byen, forsøger al-Qaidas ledelse i Pakistannu at få de tilknyttede grupper til at væreaktive i omvæltningerne i Nordafrika ogMellemøsten. Målet er at skabe stater, derlever op til al-Qaidas strenge fortolkningaf islam. Ledelsen ønsker dog stadig, atde tilknyttede grupper holder lav profil ogundlader at påkalde sig opmærksomhed,der kan udløse et militært indgreb over forderes tilstedeværelse, eller som kan gøredem upopulære i lokalbefolkningen. Deskal satse på at opbygge kapacitet og opnåpopularitet.Al-Qaidas ledelse er isoleret og har fået

sværere ved at kommunikere med de til-knyttede grupper, bl.a. fordi de må tagestørre hensyn til deres sikkerhed. Trodsledelsens isolation forsøger de al-Qaida-tilknyttede grupper i vid udstrækning atefterleve al-Zawahiris strategiske retnings-linjer, men mindre, militante islamistiskegrupperinger handler også ud fra egne mo-tiver og ude af trit med ledelsen.Al-Qaidas robuste støttestrukturer mod-virker i et vist omfang svækkelsen af dencentrale ledelse. Iran og Tyrkiet har i flereår udgjort de vigtigste transitlande til træ-ningslejrene og kamppladserne i Pakistanog Afghanistan. Støttestrukturerne bliverløbende styrket, og rejseruterne bliverudvidet, ikke mindst støttestrukturerne iÆgypten og rejseruterne til Syrien, Yemenog Mali. Militante islamister fra Skandina-vien benytter disse støttestrukturer til atrejse til terrorgruppernes fristeder og kon-fliktområder for at få træning og kamperfa-ring. Det skaber en risiko for, at de senerebliver indsat mod deres hjemlande.Irans betydning som knudepunkt for al-Qai-da vil aftage i 2013, da de militante i højeregrad rejser til Syrien og Yemen end til Iransnabolande Afghanistan og Pakistan. Des-uden vil Iran ikke i samme grad tolerere, atde militante rejser til Syrien for at bekæmpeAsad-styret, der er allieret med Iran.

grupper har dog fortsat til hensigt at angri-be. Det er sandsynligt, at kapaciteten blivergenopbygget, hvis presset på al-Qaidas le-delse og de tilknyttede grupper aftager.Svækkelsen af al-Qaidas ledelse betyder, atterrortruslen primært kommer fra de regio-ner, hvor al-Qaida har tilknyttede grupper,og retter sig også mod vestlige mål i disseregioner. Svækkelsen betyder også, at al-Qaida og de tilknyttede grupper satser min-dre på komplekse angrebsformer. Desudenkommer truslen fra såkaldte soloterrori-ster, dvs. personer, som kun har haft periferberøring med mere organiserede grupperog primært er blevet inspireret af disse. Etmarkant eksempel herpå er fransk-algerie-ren, der i marts 2012 skød og dræbte sekspersoner i Toulouse i Frankrig.Det første større islamistiske bombeangrebi Europa siden 2005 fandt sted i den bulgar-ske by Burgas i juli 2012. Seks personer blevdræbt og mere end 30 såret. Det er sand-synligt, at angrebet i Burgas har forbindelsetil Israels konfliktfyldte forhold til Iran ogLibanesisk Hizbollah.Den fremtidige terrortrussel mod Europavil samtidig afhænge af, i hvilket omfangde enkelte lande i Afrika, Mellemøsten ogAsien kan iværksætte effektive modforan-staltninger mod militante islamister. Der vili hvert fald på mellemlangt sigt være lande,der fungerer som fristed, men hvis omvælt-ningerne i Mellemøsten resulterer i styre-former med større folkelig opbakning ogmodforanstaltningerne bliver opretholdt,kan det på langt sigt svække al-Qaidas til-trækningskraft og dermed terrortruslen framilitante islamister.

SPREDNING AF MASSEØDELÆGGELSESVÅBENTruslen fra spredning af masseødelæggelsesvåben er voksende. Denne tendens vil fort-sætte, og på langt sigt vil flere stater kunne ramme NATO’s territorium med kernevå-ben. Forhandlingerne om Irans atomprogram har indtil videre ikke båret frugt. Så længesanktioner og forhandlinger ikke fører til iranske indrømmelser, vil risikoen for en mili-tær konflikt på grund af Irans atomprogram være stigende.I strid med internationale aftaler er flerelande i gang med at udvikle masseødelæg-gelsesvåben. Nogle af landene arbejderogså på at udvikle ballistiske missiler, somisær er velegnede til at fremføre kernevå-ben. Flere stater vil på langt sigt kunne ram-me NATO’s territorium med kernevåben.Det er blevet stadig sværere for de inter-nationale kontrolmekanismer som Det In-ternationale Atomenergiagentur (IAEA) atsamarbejde med især Iran og Nordkorea,og derfor har agenturet vanskeligt ved atdanne sig et overblik over omfanget af oghensigten med deres atomprogrammer.produktion af isotoper til medicinske for-mål, men samtidig vil det højere berigedeuran sætte Iran i stand til hurtigere at frem-stille kernevåben.Som underskriver af aftalen om ikke-spred-ning af kernevåben har Iran ret til at op-bygge et civilt atomprogram. Men Iran hargentagne gange hemmeligholdt aktiviteter,der er relevante for fremstilling af kerne-våben. Det blev således i september 2009afsløret, at Iran var ved at bygge et anlægtil berigning af uran, der kun vanskeligt pas-ser ind i et civilt atomprogram. Dette anlæger nu under overvågning af IAEA. Ydermerenægter Iran fortsat IAEA adgang til et anlægved byen Parchin, hvor Iran tilsyneladendehar foretaget eksperimenter, som er megetrelevante i forbindelse med udvikling afkernevåben.Det iranske atomprogram er så fremskre-dent, at et angreb på de iranske atomanlægikke vil kunne stoppe programmet, menblot forsinke det.

Irans atomprogramI november 2011 udsendte IAEA en megetkritisk rapport om det iranske atompro-gram og sammenkædede direkte aktivi-teter i Iran med udvikling af kernevåben.Samtidig opfordrede IAEA Iran til at indgå iet konstruktivt samarbejde. IAEA-rapporteri 2012 har også været meget kritiske overfor det fortsat manglende iranske samar-bejde. Iran har flere gange nægtet IAEAadgang til anlæg, som ifølge IAEA kan værerelevante for udvikling af kernevåben.På trods af den stigende internationalemodstand fortsætter Iran med at udbyggesine atomanlæg. Anlæggene er relevantefor fremstilling af kernevåben, og en rækkeaf dem giver økonomisk set ingen mening,hvis formålet alene var civilt. Iran fortsæt-ter med at fremstille uran beriget til knap20 % med den begrundelse, at det er til

enige om at genoptage atomforhandlinger-ne, er det ikke sandsynligt, at nye forhand-linger vil føre til en diplomatisk løsning afatomspørgsmålet. Til trods for at USA ogEU har indført en række sanktioner rettetmod især den iranske olieeksport og deniranske centralbank, er der ingen tegn på,at disse tiltag vil få den iranske ledelse tilat imødekomme kravene fra P5+1-landene.I tilfælde af nye forhandlinger er det sand-synligt, at Iran primært vil forhandle for atkøbe sig tid og søge at splitte sammenhol-det i P5+1-gruppen.Iran er parat til at betale en høj pris for atfortsætte sit atomprogram. De manglendeforhandlingsresultater har allerede førttil nye trusler, navnlig fra israelsk side, omet militært angreb på Irans atomprogram.I fortsat fravær af forhandlingsresultaterer det sandsynligt, at også Vesten vil øgepresset på Iran, herunder med trusler omet militært angreb. For sin del har Iran vedflere lejligheder bl.a. truet med at lukkeHormuzstrædet, og alene truslen er nok tilat få olieprisen til at stige og ramme ver-densøkonomien.Så længe sanktioner og forhandlinger ikkefører til iranske indrømmelser, vil risikoenfor en militær konflikt på grund af Iransatomprogram være stigende.

Nordkoreas kernevåbenprogram er baseretpå plutonium, men det er sandsynligt, atlandet har bygget et anlæg til berigning afuran. Et uranbaseret kernevåbenprogramkan i højere grad end et plutoniumbaseretkernevåbenprogram holdes skjult, da an-læggene kan etableres under jorden.Sekspartsforhandlingerne mellem Nord-korea, Sydkorea, USA, Kina, Rusland og Ja-pan om Nordkoreas kernevåbenprogramligger stille. I begyndelsen af 2012 signa-lerede Nordkorea kortvarigt vilje til for-handlinger, men dialogen brød sammenallerede efter få måneder. Alle parter erdog interesserede i at beholde seksparts-forummet som en formel ramme, der kanbruges til at genoptage dialogen. Kina harforsøgt at lægge et vist pres på Nordkoreafor at genoptage forhandlingerne, menhar kun begrænsede muligheder for at på-virke det nordkoreanske styres politik overfor Sydkorea og USA.

Kemiske og biologiske våbenSelv om det især er evnen til at fremstillekernevåben, der giver anledning til inter-national bekymring, er kemiske våben-programmer og i stigende grad biologiskevåbenprogrammer også en trussel. Hvisstyret i Syrien under den nuværende kon-flikt mister kontrollen med landets omfat-tende beholdning af kemiske våben, kunnedet åbne muligheden for, at ikke-statsligeorganisationer og grupper i og omkring Sy-rien fik kontrol med kemiske våben.Generelt har globaliseringen medført, atden teknologi og de produkter, som er nød-vendige for at udvikle masseødelæggelses-våben, i stigende grad er tilgængelige forstater, der har de nødvendige finansielle ogorganisatoriske midler. De pågældende lan-

destyrker har iværksat mere offensive ope-rationer mod pirateri.De mere offensive operationer finder stedlangs den somaliske kyst og er især rettetmod de somaliske piraters moderskibe.I takt med at moderskibene er blevet op-bragt, er antallet af angreb og kapringernedbragt betydeligt, og eventuelle tilfan-getagne besætninger på moderskibene erblevet befriet.For at omgå de internationale flådestyrkerog handelsskibenes forholdsregler over forpirateriet har piraterne flere gange forsøgtat ændre deres fremgangsmåde, dog udenstørre succes.I 2012 bortførte pirater og kriminelle grup-per med forbindelser til somaliske piratervesterlændinge på land i Kenya og Somalia.Bortførelserne kan ses som en tilpasning til

rationer mod formodede pirater på land.Politiet har arresteret adskillige formodedepirater, men mange er blevet løsladt, udenat der har været ført retssag mod dem.Puntlands indsats vil gøre piraternes op-hold på land vanskeligere, men det er ikkesandsynligt, at Puntland kan forhindre pira-terne i at operere fra regionens kyst.Myndighederne i det sydlige og centraleSomalia vil ikke på kort sigt blive i stand tilat kontrollere området og forhindre pira-teri. Det er dog sandsynligt, at regionen So-maliland i Somalias nordvestlige hjørne påkort sigt fortsat vil være i stand til at forhin-dre pirateri i at udgå fra regionens kyster.Det er ikke sandsynligt, at terror- og oprørs-gruppen al-Shabaab har et formelt samar-bejde med piraterne. Det er derimod sand-synligt, at enkeltpersoner med forbindelsetil al-Shabaab er indblandet i pirateri.

I 2012 har forholdet mellem Afghanistanog Pakistan endnu engang været sat på enhård prøve som følge af længerevarendegrænsestridigheder. Et centralt element istriden er anti-afghanske såvel som anti-pakistanske oprørsgruppers mulighed forat operere fra fristeder på begge sider afgrænsen til Pakistan. Fristederne har ført tilgensidige beskyldninger om, at den fællesgrænse er blevet krænket i forbindelse medmilitære operationer og egentlige sam-menstød mellem afghanske og pakistanskestyrker i området.Trods det kronisk anstrengte forhold mel-lem Afghanistan og Pakistan er der en fæl-les erkendelse af, at et vist samarbejde ernødvendigt. Specielt med hensyn til en mu-lig fredsforhandling mellem den afghanskeregering og Taliban, hvor Pakistans aktive

støtte vil være afgørende for succes. Derer dog ikke noget, der tyder på, at der vilkomme et gennembrud inden udgangen af2014. Det er meget sandsynligt, at Pakistanvil fortsætte støtten til oprørerne efter 2014og arbejde aktivt for at få optaget AfghanskTaliban i en kommende afghansk regering.Al-Qaida er presset af droneangreb og pa-kistanske operationer. Desuden trækkeromvæltningerne i Mellemøsten al-Qaidasekstremister og ressourcer væk fra grænse-området mellem Afghanistan og Pakistan.Grænseområdet har længe været den meststabile base for al-Qaida, der tidligere haroplevet at få fodfæste i andre områder afverden for blot at miste det igen få år efter.Det er derfor sandsynligt, at grænseområ-det vil forblive hjemsted for al-Qaidas øver-ste ledelse.

AfghanistanDe internationale og afghanske sikkerhedsstyrker har fastholdt et betydeligt militærtpres på oprørerne i Afghanistan. Særligt i den sydlige og sydvestlige del af Afghani-stan har indsatsen reduceret Talibans militære kapacitet, bevægelsesfrihed, lokale ind-flydelse og kontrol. Oprørsgrupperne er dog ikke nedkæmpet. Viljen til at fortsætteoprørskampen er intakt, oprørsgrupperne opretholder et højt angrebsniveau, og derekrutterer løbende nye oprørere.Oprørerne vil intensivere kampen og øgederes indflydelse, i takt med at de inter-nationale sikkerhedsstyrker trækker sig udaf Afghanistan. Samtidig er der klare tegnpå, at oprørskampen allerede har antageten mere traditionel afghansk form. Lokaleinteresser og styrkeforhold afgør udfaldetaf våbenhvileaftaler, skiftende alliancer ogandre former for samarbejdsaftaler mellemlokale magthavere, regeringsrepræsentan-ter, oprørsgrupper og forskellige enhederfra de afghanske sikkerhedsstyrker. Detkomplicerede spil om magten skaber etmeget uklart billede af, hvilke alliancer derbliver indgået mellem de mange aktører.Der er ikke tegn på, at situationen vil ændresig nævneværdigt i årene umiddelbart efter2014. Det er sandsynligt, at oprørskampenvil fortsætte, og at sikkerhedssituationenpå dette tidspunkt vil kunne karakteriseressom ganske ustabil. De afghanske sikker-hedsstyrker vil være i stand til at kontrolle-re distriktscentrene, byerne og de vigtigstefærdselsårer, men de vil være under kon-stant pres fra oprørernes side, særligt i densydlige og østlige del af landet. Oprørernevil i væsentlig udstrækning være i stand tilat kontrollere landområderne.Modstanden mod at engagere sig i sub-stantielle fredsforhandlinger tegner fortsatlinjen i Taliban. Taliban betragter grundlæg-gende præsident Hamid Karzai som USA’sforlængede arm og anser ham ikke for atvære en retmæssig forhandlingspartner.Samtidig insisterer Karzai på, at tiltag tilforsoning skal være afghansk ledede, menhan har hidtil ikke fremlagt udspil, der re-elt vil kunne drive processen fremad. Deter sandsynligt, at stærke modstridende in-teresser mellem de øvrige lande i regionenvil forhindre et fælles udspil til en interna-tional fredsløsning for Afghanistan. Det ersåledes ikke sandsynligt, at der vil ske etafgørende gennembrud i fredsforhandlin-gerne i de kommende år.Al-Qaidas tilstedeværelse i Afghanistan erbegrænset til nogle få hundrede personer,og den gør sig hovedsageligt gældende iprovinserne Kunar, Nuristan og Laghmani den østlige del af landet. Al-Qaida er iAfghanistan for at sikre sig baseområder,hvorfra organisationen kan træne og plan-lægge eksterne operationer, og som deneventuelt kan trække sig tilbage til, hvisden bliver presset i Pakistan. I takt med atpresset på al-Qaida er steget i det nordligePakistan, har al-Qaida forsøgt at øge sin til-stedeværelse i Afghanistan. Det er megetsandsynligt, at al-Qaidas muligheder for atoperere i Afghanistan vil blive bedre, i taktmed at de afghanske sikkerhedsstyrker fåransvaret for sikkerheden i provinserne.

og at det vil blive vanskeligt at opnå enig-hed om en afløser for Karzai på præsident-posten. Endvidere er det sandsynligt, at decivile regeringsinstitutioner stadig vil væresvage og præget af dårlig regeringsførelse,og at der i de kommende år vil ske en yder-ligere decentralisering af magten.Karzais evne til at sikre sig nødvendig støttefra etniske minoriteter, spille de forskelligeoppositionskræfter ud mod hinanden ogoptage politiske modstandere i regeringenvil blive udhulet, efterhånden som præsi-dentvalget nærmer sig. Som betaling for atindgå alliancer med Karzai vil lokale magt-havere kræve overførelse af rettigheder fraKabul til provinser og distrikter.Sammen med centralregeringens relativtsvage lokale forankring mange steder i lan-det, vil dette betyde, at den reelle udøvelseaf magt i stigende grad vil blive koncentrerethos lokale magthavere. Disse magthaverevil i høj grad være motiveret af at øge deresegen uafhængighed, sikre deres økonomi-ske interesser og styrke deres magtbaser.

Med iværksættelsen af tredje og de kom-mende fjerde og femte faser af overgangs-processen vil de afghanske sikkerhedsstyr-ker blive betydeligt mere udfordret end i deto foregående faser, idet de nu får overdra-get ansvaret for sikkerheden i langt mereustabile områder. Presset fra oprørerne erallerede meget tydeligt.Det stigende antal angreb på de interna-tionale sikkerhedsstyrker udført af perso-ner fra de afghanske sikkerhedsstyrker eren væsentlig udfordring for samarbejdetmellem de internationale og afghanskesikkerhedsstyrker frem mod den interna-tionale tilbagetrækning i 2014. Årsagen tilangrebene er primært interne uenigheder,krænkelser og misforståelser, samt at oprø-rerne aktivt søger at infiltrere de afghanskesikkerhedsstyrker.I takt med at de internationale styrker del-tager i uddannelse og fælles operationermed de afghanske sikkerhedsstyrker, harder været en stigning i antallet af dennetype angreb. Det er soldater fra den af-ghanske hær, der står bag størstedelen afangrebene. De fleste angreb har fundetsted i de sydlige og østlige provinser.

PakistanForholdet mellem Pakistan og USA er fortsat præget af stor gensidig mistillid, og derhersker en udpræget anti-amerikansk stemning i Pakistan. USA vil dog på kort til mel-lemlangt sigt forblive Pakistans væsentligste partner og bidragyder.Pakistan står over for store økonomiske ogsikkerhedsmæssige udfordringer. På trodsaf dette er det ikke sandsynligt, at Pakistanpå kort eller mellemlangt sigt vil falde frahinanden. Dertil er landets bærende in-stitutioner for stærke, især forsvaret. Selvom landets mange oprørsgrupper udgør endestabiliserende faktor, vil de ikke for alvorvære i stand til at udfordre landets politiskeog sociale grundpiller.Pakistan ønsker et stabilt, men pro-pa-kistansk Afghanistan, der deler mistroenover for Indien. Det indebærer en væsent-lig pakistansk indflydelse i afghansk poli-tik. Indenrigspolitisk frygter Pakistan, at etustabilt Afghanistan kan udløse store flygt-ningestrømme, øget narkotikasmuglingog forværring af sikkerhedssituationen.Udenrigspolitisk ønsker Pakistan at haveen strategisk dybde over for Indien, såledesat Pakistan bl.a. kan lade anti-indiske mili-tante grupper bruge afghansk territoriumtil baser og træning. Selv om de to atom-magter gennem det seneste år har udtryktforhandlingsvillighed og ønske om forso-ning, er det ikke sandsynligt, at Pakistan ogIndien på kort til mellemlangt sigt vil kunneopnå enighed om deres største stridspunkt,Kashmir-dalen.Det er meget sandsynligt, at Pakistans næ-ste regering også bliver en koalitionsrege-ring, ledet af enten det centrum-venstre-orienterede parti Pakistan Peoples Party(PPP) eller af det konservative PakistanMuslim League-Nawaz (PML-N). Ud overdisse to partier vil en nyere aktør på denpolitiske scene, det reformistiske parti Pa-kistan Tehrik-e Insaf, forsøge at indtage enmagtfuld position i den næste koalitionsre-gering. Generelt har PPP-ledede regeringer

orienteret sig mod USA og Vesten, menskonservative regeringer har haft en meremarkant islamisk profil. Det har således be-tydning for landets relationer til udlandet,især USA, om den næste koalitionsregeringer centrum-venstre eller konservativ. Des-uden påvirker regeringens orientering for-holdet til landets stærkeste institution, detpakistanske forsvar.USA har historisk været den største mili-tære og økonomiske bidragyder til Paki-stan. De to landes forhold har imidlertidværet præget af stor gensidig mistillid gen-nem hele 2011 og størstedelen af 2012.Forholdet nåede et nyt lavpunkt eftergrænsehændelsen i november 2011, hvorutilsigtede kampe mellem pakistanske ogamerikanske soldater kostede 24 pakistan-ske soldater livet. Pakistan lukkede derpåNATO’s forsyningslinjer gennem landet franovember 2011 til juli 2012.Der hersker en udpræget anti-amerikanskstemning i Pakistan. Dette afspejler sigbåde i den igangværende valgkamp og i detmagtfulde pakistanske forsvars syn på USA.Pakistans politiske og militære ledelse eri stigende grad præget af skepsis over forUSA’s hensigter i forhold til Afghanistan ogPakistan. Det vækker specielt bekymring iPakistan, om USA vil gennemføre opera-tioner i de pakistanske stammeområder,og hvilke hensigter USA har med hensyntil Pakistans atomvåben. Pakistans skepsiser ikke blevet mindre af, at USA åbent harerklæret Indien for en af sine tætteste asia-tiske samarbejdspartnere. Selv om Pakistansom strategisk modvægt til USA’s indfly-delse ofte fremhæver sit gode forhold tilKina og også understreger behovet for entilnærmelse til Rusland, er der ikke umid-delbart andre lande end USA, der har mid-

Militante islamister i PakistanDer var i løbet af 2011 og begyndelsen af2012 tegn på en våbenhvile mellem flereinterne islamistiske oprørsgrupper og denpakistanske stat. De interne oprørsgrup-pers angreb tog midlertidigt til i foråret2012 over for både sikkerhedsstyrkerne ogdet shiitiske mindretal i grænseområderneop til Afghanistan. Det kulminerede i august2012, da militante angreb den pakistanskeflybase Minhas i Punjab-provinsen. Detpakistanske forsvar reagerede skarpt ogoptrappede sine operationer. Det er sand-synligt, at det vil fastholde presset mod deinterne islamistiske oprørsgrupper.Det nordlige grænseområde mellem Paki-stan og Afghanistan har i en årrække væ-ret et af de vigtigste rejsemål for personerfra Vesten og Mellemøsten, der ønskedeat komme i træningslejr eller at deltagei kamphandlinger. Al-Qaidas ledelse harbrugt området som et fristed, og organisa-tionen har fremstillet propaganda, planlagtoperationer i udlandet og gennemført træ-ning i området.De militante islamister i Pakistan er ble-vet hårdt presset af droneangreb og paki-stanske militære operationer. Derudovertiltrækker omvæltningerne i de arabiskelande hovedparten af de islamister, der tid-ligere ville være rejst til Pakistan. Pakistanrummer dog fortsat strukturer, der kan an-vendes, hvis tilstrømningen til de arabiskelande aftager. Det er sandsynligt, at de cen-trale al-Qaida-ledere forbliver i området.

Omvæltningerne i den arabiske verden vilikke ændre magtbalancen i regionen i engrad, så Israel mister sin dominerende posi-tion. Israels militære styrke vil være et for-hold, som de øvrige stater i Mellemøsten ernødt til at tage i betragtning. Det kan entenske gennem tilpasning, om end kritisk, ellergennem fortsat konflikt.Iran vil forsøge at udnytte de anti-israelskeog anti-vestlige stemninger, som er kom-met yderligere til udtryk i kølvandet påflere af de arabiske omvæltninger. Selv omder sker en vis tilnærmelse mellem Iran ognogle arabiske lande som f.eks. Ægypten,vil deres forskellige interesser samt religiø-se og ideologiske modsætningsforhold dogbegrænse Irans indflydelse i regionen.Af opstandene i den arabiske verden erden syriske den mest afgørende for magt-balancen i regionen. Opstanden i Syrien er

således afgørende for Saudi-Arabien i detsrivalisering med Iran, efter at situationen iBahrain er kommet under kontrol med sau-disk hjælp.Præsident Bashar al-Asads styre i Syrien hartraditionelt haft et godt forhold til Iran. Alli-ancen bygger på et pragmatisk samarbejdemed udgangspunkt i sammenfaldende sik-kerhedspolitiske interesser. Dertil kommer,at det shiitiske Iran og den religiøst beslæg-tede alawitiske ledelse i Syrien står i kon-trast til regionens flertal af sunnimuslimskeledelser.Syrien spiller en stor rolle som bindeledmellem Iran og Libanesisk Hizbollah. Eteventuelt magtskifte i Syrien vil derfor be-grænse Irans muligheder for at øve indfly-delse i regionen. Det er sandsynligt, at ud-faldet af konflikten i Syrien vil svække Iransposition i forhold til Israel samt i forhold til

Saudi-Arabien og andre provestlige arabi-ske lande i regionen. Selv om omvæltnin-gerne i andre arabiske lande også rummermuligheder for Iran, vil de ikke kunne op-veje et eventuelt tab af indflydelse i Syrien.Syrien har hidtil været en del af modstands-fløjen over for Israel og Vesten sammenmed Iran, Hizbollah, Hamas og andre min-dre, palæstinensiske grupper. Alligevel serIsrael med bekymring på, at styret i Syrienfalder. Under det nuværende styre er Isra-els grænse til Syrien stabil, selv om Syrien imodsætning til Jordan og Ægypten ikke harunderskrevet en fredsaftale med Israel.Derudover har Syrien været en forudsi-gelig modpart. Et nyt, svagt styre i Syrienkan være mindre interesseret i eller ude afstand til at opretholde ro langs grænsen tilIsrael. Større ustabilitet i Syrien eller et nytstyre kan også destabilisere situationen ibåde Libanon og Jordan. Det kan skabe urolangs Israels grænser. Endelig kan et regi-meskifte i Syrien også give bedre betingel-ser for terror.De mange sikkerhedsrisici, der er forbundetmed situationen i Syrien, skaber bekymringi Israel for konsekvenserne af Asads fald,selv om det også vil føre til en svækkelse afIrans regionale position.Israel ser dog stadig Irans udvikling af ker-nevåben som hovedtruslen i regionen, ogIran og dets atomprogram forbliver detdominerende sikkerhedspolitiske emne iregionen. Et atombevæbnet Iran vil ikkekun styrke Irans magt i regionen, men ogsåIrans allierede.Selv om Ægypten stadig vil være en vigtigaktør i regionen, herunder specielt i sit

De islamistiske bevægelsersfremgangSelv om religion ikke har været en primærdrivkraft i de folkelige opstande, er de is-lamistiske bevægelser i regionen genereltblevet styrket. Disse bevægelser har tidli-gere været en del af oppositionen i de re-spektive lande og i de fleste tilfælde udenreel politisk indflydelse. Bevægelserne fårnu større mulighed for at præge udviklin-gen i deres lande og skal i den forbindelsevænne sig til rollen som magthavere.Set i lyset af et bredt folkeligt ønske i mangearabiske befolkninger om en mere kritisklinje over for Israel og USA vil de islamisti-ske bevægelser komme under pres for atafspejle dette i deres udenrigspolitik. Et ek-sempel på dette er udviklingen i forbindel-se med den amerikanske film om profetenMuhammed og de efterfølgende demon-strationer i en række muslimske lande i sep-tember 2012. Udviklingen har sat magtha-verne i flere lande i en vanskelig situation,hvor de skal balancere mellem hensynet tilderes befolkningers vrede og interessen i atbevare et samarbejde med USA.

Det Muslimske Broderskab er en bred, isla-mistisk folkelig bevægelse med tilhængere imange lande i Mellemøsten. Det råder overet omfattende netværk og betydelige øko-nomiske ressourcer, der sætter bevægelseni stand til at samarbejde på tværs af græn-ser. Styrkelsen af bevægelsen i Ægypten vilgavne beslægtede bevægelser, f.eks. Isla-misk Aktionsfront i Jordan og Hamas i depalæstinensiske områder. Desuden vil detstyrke de islamistiske bevægelser i Syrienefter styrets fald.Dette bidrager til at skærpe Israels frygt for,at Det Muslimske Broderskab skal udstræk-ke sin indflydelse fra Ægypten til andre ara-biske stater. Også provestlige arabiske statersom Jordan, Saudi-Arabien, Marokko samtAlgeriet frygter denne udvikling, fordi denkan styrke den islamistiske opposition i de-res lande.Det Muslimske Broderskabs tilhængere i deenkelte lande er dog ikke en samlet enhed,bl.a. fordi de er underkastet vidt forskel-lige lokale forhold. Der er også betydeligeforskelle mellem Det Muslimske Broder-skab og andre islamistiske bevægelser. Detdrejer sig f.eks. om holdningen til visseudenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgs-mål, kvinders rettigheder, religionens rollei samfundet og graden af samarbejde medandre islamistiske bevægelser på tværs afgrænser.

kerhedsmæssigt og økonomisk samarbejdemed en række lande i regionen. Derudoverhar Tyrkiet spillet en aktiv mæglerrolle iden israelsk-arabiske konflikt og taget ini-tiativ til at forbedre forholdet til både Ar-menien og kurderne.Tyrkiets øgede engagement i Mellemøstenhar bidraget til i stigende grad at gøre lan-det til en magtfaktor i regionen, som flereog flere lande tilpasser sig. Samtidig følgerTyrkiet sine interesser i regionen mere di-rekte end tidligere, selv om det indebæreren forværring af relationerne til bestemtelande.Tyrkiet har ikke placeret sig entydigt i denene eller anden lejr i konflikterne i Mellem-østen og har kritiseret Israel for dets frem-færd over for palæstinenserne, hvorvedrelationerne mellem de to lande er blevetkraftigt forværret. Samtidig har Tyrkiet væ-ret meget kritisk over for magthaverne i Sy-rien for deres håndtering af opstanden oghar støttet den syriske opposition.Tyrkiet vil fortsat føre en aktivistisk uden-rigspolitik i Mellemøsten for at øge sin re-gionale indflydelse. Derved synliggør Tyr-kiet også sin vigtige strategiske position ogrolle som nøgleaktør i Mellemøsten overfor USA, EU og FN. Samtidig forsøger Tyr-kiet at navigere uden om de eksisterendekonflikter i regionen, f.eks. spændingernemellem shia- og sunnimuslimer eller mel-lem de pro- og anti-vestlige lejre. Desudenvil Tyrkiet bevare sin selvstændighed i for-hold til USA.

SyrienDet er sandsynligt, at det syriske styre falder på kort sigt, og at situationen vil forbliveusikker og konfliktfyldt, uanset udfaldet af konflikten. Truslen mod vestlige mål vil sti-ge, i takt med at militante islamister får bedre fodfæste i Syrien.Kampene i Syrien har nået et niveau, dergør en politisk løsning af konflikten usand-synlig. Selv den del af oppositionen, dertidligere har været mest villig til at indgå etkompromis, kan ikke over for befolkningenretfærdiggøre en dialog med styret. Parter-nes positioner er blevet skærpet, og beggeparter fokuserer på en militær løsning afkonflikten.Den væbnede opposition styrker løbendesin kapacitet og evne til at koordinere an-greb mod styrets styrker. Militariseringenaf konflikten og den kraftigt øgede tilgangaf våben og ammunition til de forskelligevæbnede grupper har betydet, at den væb-nede opposition er blevet en central aktør,som den politiske opposition og det inter-nationale samfund i stigende grad oriente-rer sig imod. Dele af den væbnede oppositi-on vil i stigende grad positionere sig politiskfor at få øget indflydelse i forbindelse meden fremtidig politisk overgangsproces.Oppositionen er stadig splittet. Det SyriskeNationale Råd vil forsøge at styrke sin rollesom det internationale samfunds primæresamtalepartner ved at intensivere samar-bejdet med navnlig de interne oppositions-grupper i Syrien. De forskellige etniske, reli-giøse, personlige og politiske interesser vildog vanskeliggøre processen med at samlebåde den væbnede og politiske opposition.Det syriske militær og sikkerhedsstyrkerneer udsat for en tiltagende nedslidning oget stigende antal deserteringer. Selv omstyrkerne kan generobre områder fra op-positionen, er deres evne til at fastholdekontrollen forringet. De væbnede styrkerssammenhængskraft er under stærkt pres,men det er sandsynligt, at styret kan un-derstøtte de nødvendige operationer, derforhindrer et fuldstændigt sammenbrud, ihvert fald til udgangen af 2012. Det syriskestyre udviser stadig sammenhængskraft,men dets magtgrundlag smuldrer, og det ersandsynligt, at styret vil falde på kort sigt.Militært lægger styret sin tyngde i Damas-kus og Aleppo, og samtidig forsøger detat forhindre oppositionen i at kontrolleregrænseområdet til Tyrkiet ved hjælp af in-tensive bombardementer. Dette øger risi-koen for, at konflikten i perioder breder sigind over grænsen til Tyrkiet som i begyndel-sen af oktober 2012.Den syriske økonomi forværres hastigt pågrund af konflikten. Det er især sanktio-nerne mod oliesektoren, som påvirker densyriske økonomi. Selv om den forringedeøkonomi gør det sværere for styret at klaresig, vil dette dog ikke i sig selv føre til styretsfald på kort sigt.Uanset hvornår styret falder, vil situationenforblive usikker og præget af kamphand-linger, også efter styrets fald. Selv om denøverste ledelse falder bort, vil etniske ogreligiøse modsætningsforhold gøre, at vol-den fortsætter. Det forstærkes af, at densplittede opposition ikke er et realistiskalternativ til det nuværende styre. Den sti-gende indblanding fra grupper med tilknyt-ning til al-Qaida vil også øge risikoen for

en forlængelse af voldshandlingerne efterstyrets fald.På trods af interne uenigheder udgør DetMuslimske Broderskab en af de stærkesteog bedst organiserede bevægelser, og detvil komme til at spille en fremtrædenderolle i et nyt Syrien, der vil være domineretaf sunnimuslimer. De udgør hovedparten afden væbnede opposition og to tredjedeleaf befolkningen.Udenrigspolitisk vil det fortsat være Syriensoverordnede målsætning at få Golanhøj-derne tilbage, uanset hvem der kommertil magten efter præsident Asad. Det ersandsynligt, at et nyt sunnimuslimsk styrevil genetablere forbindelserne til Hamas.Det vil betyde, at der fortsat vil være kon-fliktpotentiale i forholdet til Israel.Den øgede ustabilitet i Syrien har givet mi-litante islamister større råderum. Al-Qaidaudviser en stigende interesse i konflikten iSyrien. Nusra-fronten, der er en militant is-lamistisk gruppe med tilknytning til al-Qai-da i Irak, har øget antallet af angreb, her-under en del selvmordsattentater. Selv omNusra-fronten og al-Qaida fokuserer på atbekæmpe det syriske styre, vil truslen modvestlige mål stige, i takt med at militante is-lamister får bedre fodfæste i Syrien. Nusra-fronten er i stand til at angribe vestlige måli landet, men gruppen har hidtil fokuseretpå at angribe styret.Det er ikke sandsynligt, at Asad vil brugekemiske våben mod befolkningen, bl.a.af frygt for, at det vil føre til internationalintervention. Sikkerheden ved de anlæg,hvor de kemiske våben opbevares, vil dogblive forringet, i takt med at den væbnedekonflikt tager til, og styret mister grebet om

LibanonSituationen i Syrien har en direkte virkningpå Libanon på grund af Syriens indflydelse,og fordi Libanon er præget af indenrigspo-litisk splittelse. Urolighederne i Syrien de-stabiliserer allerede sikkerhedssituationeni Libanon.Ingen af de toneangivende politiske grup-per i Libanon har interesse i borgerkrig.Asad-styrets fald og et nyt sunnimuslimskdomineret Syrien vil dog medføre øgedespændinger i Libanon. Politiske modstan-dere af det shiamuslimske Hizbollah, derer en tæt allieret af Asad-styret, vil søge atbegrænse Hizbollahs magt og indflydelseefter et magtskifte i Syrien. Et sådant vildog ikke svække Hizbollahs magt og ind-flydelse i Libanon på kort til mellemlangtsigt, fordi organisationen kun er afhængigaf Syrien i begrænset omfang.En afvæbning af Hizbollah er usandsynlig,selv på langt sigt, og Hizbollah vil fortsatbruge sin indflydelse til at modarbejde et-hvert tilløb til en libanesisk fredsslutningmed Israel.Der hersker stadig et konfliktfyldt forholdmellem Israel og Hizbollah, men i det syd-lige Libanon har der siden krigen i 2006været relativt roligt. Hverken Israel ellerHizbollah har interesse i en væbnet kon-flikt, men våbenstilstanden mellem dem erudtryk for en skrøbelig magtbalance, derbygger på gensidige trusler om omfattendeødelæggelser.

IranIrans atomprogram og støtte til styret i Syrien belaster i stigende grad det i forvejen dår-lige forhold mellem Iran og de arabiske lande i Den Persiske Golf. Det iranske regime erstabilt trods interne magtkampe og sanktioner, som har svækket den iranske økonomi.Ved det kommende præsidentvalg i 2013 er det meget sandsynligt, at den nye præsi-dent skal findes i den øverste åndelige leder Ali Khameneis inderkreds. Irans betydningsom knudepunkt for al-Qaida vil aftage i 2013.Irans atomprogram og støtte til styret i Sy-rien belaster i stigende grad det i forvejendårlige forhold mellem Iran og de arabiskelande i Den Persiske Golf, der ser med vok-sende mistro på Irans regionale ambitioner.En fortsat manglende løsning i sagen omdet iranske atomprogram kan føre til en ge-nerel forværring af sikkerhedssituationen iGolfen.Navnlig magtkampen mellem Iran og Saudi-Arabien har potentiale til at destabilisereforholdene i regionen, og den shiitisk-sun-nitiske brudflade vil kunne udmønte sig i enåben konflikt med konsekvenser for heleregionen.Saudi-Arabien har i et forsøg på at modvir-ke den iranske indflydelse i regionen udenheld forsøgt at udvikle Golf-samarbejdsrå-det til en egentlig union. Både Saudi-Arabi-en og Bahrain, som begge har store shiitiskebefolkningsgrupper, vil arbejde på at styrkedet sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiskesamarbejde.Saudi-Arabien vil fortsat slå hårdt ned påuroligheder i Bahrain, hvis de truer med atbrede sig til de shiitiske områder i Saudi-Arabien og dermed bringe den interne sta-bilitet i landet i fare. Iran vil yde politisk ogmoralsk støtte til shiitterne i især Bahrain,men det er ikke sandsynligt, at Iran vil gådirekte ind i konflikten i Bahrain.Irans indflydelse i Irak har været støt stigen-de efter den amerikanske tilbagetrækning.Det er dog sandsynligt, at Irak på mellem-langt sigt vil udvikle en mere selvstændigregional profil og indtage en mere frem-trædende rolle i regionen. Til den tid vilIrak søge at indtage en neutral position ogbalancere mellem Iran på den ene side ogSaudi-Arabien på den anden.

Magtforhold i den iranske ledelseDet iranske regime er stabilt. Trods magt-kamp i den iranske ledelse og betydelig util-fredshed i den iranske befolkning og blandtlandets minoriteter er det ikke sandsynligt,at regimet vil falde på kort eller mellem-langt sigt.Efter to valgperioder kan Ahmadinejadifølge forfatningen ikke genopstille til præ-sidentvalget i sommeren 2013. Khame-nei og de religiøse konservative kræftervil gennem den forudgående sortering afkandidaterne sikre sig, at den næste præ-sident i højere grad er loyal over for denøverste åndelige leder. Det er derfor sand-synligt, at den næste præsident skal findesblandt Khameneis nærmeste støtter, og atde mere populistiske konservative kræfteromkring Ahmadinejad vil blive svækket.Den politiske opposition i Iran står megetsvagt og uden en klar og samlende mål-sætning. De iranske myndigheder slår sær-deles hårdt ned på regimekritikere, og deter ikke sandsynligt, at Irans Grønne Bevæ-gelse får lov til at opstille kandidater til detkommende præsidentvalg. Den hårde kurs

ÆgyptenI Nordafrika vil Ægypten stå over for en periode med øget politisk stabilitet og færrecivile uroligheder, men der kan fortsat komme tilbageslag. På kort og mellemlangt sigtvil Ægypten fastholde sit forhold til USA og fredsaftalen med Israel. Ægypten vil ikkevære i stand til at nedkæmpe de militante grupper i Sinai på kort og mellemlangt sigt.I Ægypten er magtbalancen mellem militæ-ret og Det Muslimske Broderskab ændrettil broderskabets fordel. Overgangen til ci-vilt styre blev en realitet i midten af august2012, da præsident Muhammed Mursi fraDet Muslimske Broderskab pensioneredemilitærledelsen.Præsident Muhammed Mursis nye regeringdomineres af teknokrater og omfatter kunet lille antal medlemmer af Det MuslimskeBroderskabs Friheds- og Retfærdigheds-parti. De sidder til gengæld på posternesom ministre for kommunikation, medier,uddannelse og ungdom, og det giver Mursi

effektive redskaber til at begrænse kritik afhans politik og præge samfundet på et isla-mistisk grundlag.Det er sandsynligt, at Mursi vil opretholdevisse begrænsninger i presse- og ytringsfri-heden fra Mubaraks tid. Der har i Mursisregeringsperiode allerede været et antalsagsanlæg mod journalister for at fornær-me præsidenten, og en række regeringskri-tiske chefredaktører i den statsejede presseer blevet udskiftet af Shurarådet, der domi-neres af Friheds- og Retfærdighedspartiet.Det er sandsynligt, at islamistiske kræfteri befolkningen og statsapparatet får størreråderum under Mursi, og at det vil bidragetil, at der i et vist omfang sker en islamise-ring af Ægypten. Mursi vil ikke lade islami-seringen komme så vidt, at det for alvor gårud over landets turistindustri.På kort og mellemlangt sigt vil Ægyptenikke bringe sit forhold til USA og Israel ifare, idet Ægypten har brug for USA’s øko-nomiske støtte og ikke er interesseret ien større konflikt med Israel. Ægypten vilimidlertid forsøge at få gennemført mindrejusteringer i fredsaftalen med Israel, herun-der i begrænsningerne på ægyptisk militærtilstedeværelse på Sinai-halvøen. Ægyptenvil ikke lade en tilnærmelse til Iran ske på

bekostning af forholdet til Saudi-Arabienog de øvrige Golflande, bl.a. fordi Ægyptener interesseret i økonomisk støtte fra disselande.Siden præsident Mursis magtovertagelsehar Ægypten været præget af øget politiskstabilitet og mindre civil uro. Sikkerheds-apparatet er dog svækket, og sikkerheds-situationen på Sinai-halvøen er kraftigtforringet. Lokale beduiner står bag øgetsmuglervirksomhed og sabotage mod re-geringsbygninger samt flere bortførelser afudenlandske turister.Sinai-halvøen er blevet et knudepunkt formilitante islamistiske grupper med såvelægyptiske som udenlandske medlemmer,herunder europæiske og palæstinensiskeekstremister. Der foregår træning, der bli-ver forberedt angreb ind i Israel, og der erstøttestrukturer til ekstremister, der skalvidere til andre områder, f.eks. Syrien ogYemen. I 2012 er flere ægyptiske statsbor-gere blevet dræbt i terrorangreb udført afmilitante grupper i Sinai. Præsident Mursihar taget skridt til at begrænse de militantegruppers råderum og aktiviteter i Sinai. Deter ikke sandsynligt, at Ægypten på kort ellermellemlangt sigt vil være i stand til at ned-kæmpe de militante grupper i Sinai.

daffi, under konflikten vil stå centralt i for-fatningsprocessen. Udviklingen frem modet mere demokratisk styre vil dog fortsætte.De nye folkevalgte magthavere videreførerreformprocesserne, men centralmagtensbegrænsede effektivitet vil hæmme denpolitiske overgangsproces på kort til mel-lemlangt sigt, og der kan komme tilbage-slag. Befolkningen lider især under en højarbejdsløshed og manglende offentlig ser-vice, som er nogle af de økonomiske om-kostninger ved konflikten. Sammenlignetmed de øvrige lande i Nordafrika har Libyenet meget stort økonomisk potentiale i olie-sektoren. Sociale og økonomiske proble-mer vil alligevel udgøre et konfliktpoten-tiale på kort til mellemlangt sigt.I modsætning til nabolandene Tunesien ogÆgypten var det ikke partier med en islami-stisk profil, der kom til at stå stærkest vedvalget til nationalforsamlingen i juli 2012.En af de store vindere, den moderate isla-miske koalition, National Forces Alliance,appellerer på tværs af verdslige og religiøsegrupper. Islamistiske grupper og ideer kom-mer dog til at spille en betydelig social ogpolitisk rolle i det nye Libyen, ikke mindst iforfatningsprocessen.

Det vil ikke lykkes centralmagten at etab-lere fuld civil kontrol med landets territo-rium og grænser i løbet af det kommendeår. Flere magtfulde militser nægter at ladesig afvæbne. Selv om sikkerhedssituatio-nen i Libyen gradvis er blevet forbedretsiden konfliktens afslutning, er der grup-per, der ønsker at forhindre en demokra-tisk udvikling i Libyen, herunder elementerfra det tidligere styre og religiøse militantegrupper. Al-Qaida i Det Islamiske Maghreb(AQIM) udnytter ustabiliteten og smug-lernetværkene, navnlig i grænseområdetmellem Libyen, Niger og Mali, til at styrkesin kapacitet internt i landet og i regionensom helhed. Islamister kan forholdsvis fritfærdes, samles og skaffe sig forsyninger iLibyen. AQIM øger sin kapacitet i Libyen iform af træningslejre og forstærkede støt-testrukturer.Lokale etniske spændinger, kontrol medsmuglerruter, politisk og militær positio-nering samt det store antal våben, der eri omløb, medvirker til, at situationen i Li-byen på kort sigt vil være præget af ufor-udsigelighed og ustabilitet. Det er dog ikkesandsynligt, at Libyen bliver delt op i tostater.

YemenYemen vil politisk stadig være karakteriseret af splittelse og ustabilitet på kort sigt, ogAl-Qaida på Den Arabiske Halvø vil fortsætte med at udfordre den yemenitiske rege-ring med voldelige midler for at genvinde kontrollen med de tabte områder i de sydligeprovinser.Trods betydelige fremskridt kan den nyepræsident, Mansour al-Hadi, ikke på kortsigt løse de interne konflikter, der deler Ye-men på tværs af stammemæssige, politiskeog militære tilhørsforhold.Den yemenitiske regerings i forvejen be-grænsede kontrol med eget territorium er iden nuværende konflikt blevet endnu min-dre. Både Al-Qaida på Den Arabiske Halvø(AQAP), den shiitiske al-Houthi-bevægelse

i det nordlige Yemen og al-Hirak i det tid-ligere Sydyemen har udnyttet manglen påregeringstropper til at øge deres indflydel-se og kontrol. Al-Hadi er dog ikke i stand tilat vinde fuld territoriel kontrol i Yemen påkort sigt.Opstanden har alvorligt forværret økono-mien i Yemen, der allerede er på kantenaf en humanitær katastrofe. Yemen vil påkort sigt i høj grad være afhængigt af eks-tern hjælp. Saudi-Arabien har meddelt, atdet vil yde massiv økonomisk støtte, og denvoksende succes for både al-Houthi-bevæ-gelsen og AQAP har i det hele taget med-ført et øget fokus på og involvering i Yemenfra både USA og Saudi-Arabien. Økonomiskstøtte vil dog ikke kunne redde Yemensøkonomi, hvis ikke den suppleres med gen-nemgribende reformer.

række af de landområder, som var bleveterobret i løbet af 2011. Den seneste tids til-bagegang for AQAP skyldes især tiltagendeamerikansk støtte til de yemenitiske sikker-hedsstyrker og et øget antal droneangreb.Trods tilbagegangen vil AQAP fortsat for-søge at genvinde kontrollen med de tabteområder i de sydlige provinser.I 2011 udnyttede AQAP effektivt den po-litiske uro i Yemen og viste sin evne til atindtage og fastholde større landområder,mobilisere lokale støtter og gennemføreangreb mod både regeringens styrker oginfrastruktur. Selv om AQAP siden som-meren 2012 har måttet opgive at fastholdenogle af sine vigtigste landområder, hargruppens fremgang tiltrukket militante is-lamister, både fra de arabiske lande og Ve-sten. AQAP vil også fortsat være i stand tilat planlægge terrorangreb mod Vesten ogvestlige interesser.

Andre konfliktpotentialer i Mellemøsten og NordafrikaMellemøsten og Nordafrika er stadig i opbrud, og flere arabiske lande er præget af storusikkerhed og ustabilitet. Jordan og Marokko er sårbare og vil primært fokusere på atbegrænse omvæltningernes destabiliserende effekt på deres interne situation. Det ermuligt, men ikke sandsynligt, at der på kort sigt udbryder opstand i Algeriet sådan somi andre arabiske lande.I Jordan vil høj arbejdsløshed, stigende øko-nomisk ulighed, og en befolkning, hvorafen tredjedel lever under fattigdomsgræn-sen, fortsat udgøre hovedproblemet, selvpå langt sigt. Kritikken af skiftende regerin-gers resultater, for så vidt angår politiske ogøkonomiske reformer, kan på kort til mel-lemlangt sigt også blive rettet mod selvekongehuset, selv om det nyder udbredtanerkendelse og popularitet. Kongedøm-met vil komme under et stigende pres pågrund af omvæltningerne i Mellemøsten,især fordi Det Muslimske Broderskab fårstørre indflydelse i en lang række lande iregionen.I Marokko har kong Mohammed VI undgåeten folkelig opstand ved at fremskynde engradvis politisk og økonomisk reformpro-ces. Der er blevet vedtaget en ny forfat-ning, og den klare sejr til islamistpartietParti de la Justice et du Développement i

ulighed, omfattende korruption og mistil-lid til magthaverne. Derfor har regeringenbrugt af indtægterne fra landets betydeligeolieeksport til at købe sig til social ro medstøtteordninger, når situationen er blevetfor anspændt. Parlamentsvalget i maj 2012befæstede det siddende styres magt og gavet nederlag til islamisterne.Præsident Abdelaziz Bouteflika har fremsatløfter om reformer og revision af forfatnin-gen, men der er tale om en langsom, kon-trolleret politisk reformproces med hen-blik på at bevare status quo. Regeringensindrømmelser vil være tilstrækkelige til athindre social og politisk uro på kort til mel-lemlangt sigt, hvis de følges op af reelle po-litiske og økonomiske forbedringer.Ud over krav fra befolkningen medvirkerogså AQIM’s angreb på sikkerhedsstyrker-ne og bortførelser af udlændinge til at op-retholde et pres på det algeriske styre.

Afrika syd for Sahara gennemgår en hastigøkonomisk, politisk og social udvikling, dergenerelt reducerer sandsynligheden forstørre væbnede konflikter. Samtidig efterla-der udviklingen dog enkelte lande, befolk-ningsgrupper og individer i situationer, somgiver grobund for fremtidige konflikter ogrekruttering til ekstremistiske grupper.De senere års økonomiske vækst i Afrikasyd for Sahara skal dog sammenholdes medden kraftige befolkningstilvækst, som bety-der, at økonomierne også i fremtiden skalvokse markant for at opsuge tilgangen afarbejdskraft, sikre fremgang i levestandar-den og dæmpe den potentielle ustabilitet.Afrika syd for Sahara vil under ét fortsætteden økonomiske vækst på kort sigt, menmange af regionens lande er afhængige afmeget få produkter og enkelte eksportmar-keder. Nogle lande kan derfor blive udsatfor pludselige økonomiske tilbageslag.

Igennem de seneste år har flere afrikanskelande, især på Afrikas Horn og i områdetsyd for Sahara, været ramt af stor fødeva-remangel som følge af tørke, konflikter ogprisstigninger på basale madvarer. Mangeafrikanske lande vil på både kort og mel-lemlangt sigt fortsat have en skrøbeliglandbrugsproduktion og være afhængige affødevareimport. Fødevareusikkerhed lederofte til spontane uroligheder. På længeresigt kan det føre til hungersnød, der udløserflygtningestrømme, som kan destabiliserede svage stater i områderne.I Afrika syd for Sahara er de igangværendekonflikter interne. Flere af dem har dog etbetydeligt internationalt aspekt, hvor for-skellige lande støtter konflikternes forskel-lige parter. På kort sigt vil dette konfliktbil-lede ikke blive ændret.Interne konflikter vil på kort sigt fortsatpræge både Somalia, Sudan, Sydsudan,

Mali og Nigeria. I disse svage stater er derikke udsigt til, at centralregeringerne opnårfuld kontrol med deres store territorier iløbet af de kommende år. I og med at kon-flikterne omfatter befolkningsgrupper, derbevæger sig på tværs af områdernes græn-ser, kan konflikterne brede sig.Konflikterne i Afrika kræver, at fredsska-bende eller fredsbevarende styrker er tilstede. Både FN, Den Afrikanske Union ogden regionale samarbejdsorganisation iVestafrika, ECOWAS, spiller væsentlige rol-ler i den sammenhæng. Fælles for organisa-tionerne er, at de har svært ved at udfyldederes mandater og håndtere kontinentetskriser effektivt. Erfaringerne med især DenAfrikanske Unions mission i Somalia viserdog, at Unionen har forbedret sin evne tilat planlægge og gennemføre en fredsska-bende operation med et robust mandat ien længere periode. Missionen ville imid-lertid ikke kunne gennemføres uden bila-

teral støtte og støtte fra FN-systemet. Bådepå kort og mellemlangt sigt vil der værebehov for at udvikle de afrikanske landesmilitære styrker og kontinentets evne til atstyre kriser. Så længe kontinentet ikke selvkan håndtere sine konflikter, vil der værebehov for international militær assistance.De interne konflikter og svage stater i Afrikagiver militante islamister mulighed for atbevæge sig frit, samles, skaffe forsyningerog træne. Træning er udbredt i fristederne iSomalia og Mali, mens der er støttepunkteri en række andre lande på kontinentet, bl.a.i Kenya og Nigeria. Bevægelsesfriheden formilitante islamister er udbredt over stortset hele kontinentet. Terrortruslen modEuropa fra Afrika vil afhænge af, i hvilketomfang de enkelte lande kan iværksætteeffektive modforanstaltninger mod militan-te islamister. Også på mellemlangt sigt vilder være lande i Afrika, der fungerer somfristeder.

SomaliaDet er ikke sandsynligt, at en ny somalisk regering vil udvise mere handlekraft, og Soma-lia vil på kort sigt fortsat være plaget af ustabilitet. Selv om al-Shabaab er den stærkesteoprørs- og terrorgruppe i Somalia, er bevægelsen i det seneste år blevet svækket og erunder et betydeligt militært pres. Alligevel er terrortruslen fra al-Shabaab mod lokale ogvestlige mål i Somalia og det østlige Afrika øget, især i Kenya.Den nye somaliske regerings indflydelse påsikkerheden i Somalia er begrænset. En in-ternational flådestyrke bekæmper pirateri-et, og Den Afrikanske Unions fredsbevaren-de styrker i Somalia forsøger at fortrængeden islamistiske terrorbevægelse al-Sha-baab, som har tabt væsentlige områder idet sydlige Somalia. Udviklingen i somaliskpirateri er beskrevet i afsnittet om pirateripå side 21-22.Somalias nye regeringsinstitutioner og pro-cessen med at få dem etableret vil værepræget af et korrupt, taktisk spil og en ræk-ke kompromiser, der vil tilgodese deltager-nes egne interesser. De nye politiske aktø-rer og statsinstitutioner står fortsat over forstore udfordringer, og den nuværende ud-vikling i Somalia giver ikke grund til forhåb-ninger om en mere handlekraftig regeringend den tidligere, hvis politiske kontrol ikkerakte meget længere end til Mogadishu.

sen og bevægelsens udenlandske ekstremi-ster, som bliver mødt med mistillid fra al-Shabaabs ledelse, og som i større omfangønsker at gennemføre terrorangreb udenfor Somalia. Konflikterne er ikke nye, mener blevet skærpet, i takt med at det mili-tære pres er øget.Trods det militære pres på al-Shabaab erbevægelsen stadig det stærkeste netværkaf militante islamister i det østlige Afrika.Al-Shabaab har øget sin tilstedeværelse ogsit samarbejde med islamister i det nordli-ge Somalia, herunder i det bjergrige græn-seområde mellem regionerne Puntland ogSomaliland. Al-Shabaab har desuden styr-ket samarbejdet med islamister i Yemenog Kenya, og terrortruslen fra al-Shabaabmod lokale og vestlige mål i Somalia ogdet østlige Afrika er øget, især i Kenya. Al-Shabaabs tab af væsentlige områder i detsydlige Somalia vil kun have en begrænseteffekt på bevægelsens evne til at gennem-føre terrorangreb.På grund af det militære pres og de øgedespændinger mellem al-Shabaabs ledelse ogde udenlandske ekstremister er der en øgetrisiko for, at personer med erfaring fra So-malia søger mod andre kamppladser ellervender tilbage til Vesten for at gennemføreterrorangreb.

Al-ShabaabKenya indledte i oktober 2011 en offensivmod al-Shabaab i den sydlige del af Somaliaog har efterfølgende indrulleret sin styrkeunder Den Afrikanske Unions fredsbevaren-de styrker i Somalia. Samtidig støtter Etiopi-en pro-regeringsstyrker, herunder den sun-nimuslimske gruppering Ahlu Sunna WalJamaa i sydvest langs grænsen til Somalia.Inden for det seneste år er al-Shabaab ble-vet svækket og er under et stort militærtpres. Som konsekvens har organisationenopgivet kontrollen med større områder ogvigtige byer.Ud over det ydre pres er al-Shabaab svæk-ket af interne konflikter. Der er talrige in-terne klanbaserede magtkampe, og der erideologiske stridspunkter. De drejer sig bl.a.om, i hvilket omfang al-Shabaab skal priori-tere den nationale konflikt eller tage del ial-Qaidas internationale kamp. Al-Shabaaber også præget af konflikter mellem ledel-

Sydsudan at indstille sin olieproduktion, ogderpå udbrød der væbnet konflikt i græn-seområdet. Kardinalpunkterne i striden erspørgsmålet om, hvor meget Sydsudan skalbetale til Sudan som kompensation for ta-bet af olieressourcer, og hvor vigtige dele afgrænsen skal gå. Samtidig beskylder beggelande hinanden for at støtte oprørsgrupperpå den anden side af grænsen i et forsøg påat destabilisere modpartens regering.I slutningen af september 2012 indgik de tolande en række aftaler, der bl.a. skal banevejen for at etablere en demilitariseretgrænsezone og for at genoptage oliepro-duktionen og handlen på tværs af grænsen.Aftalerne løser dog ikke centrale spørgsmålsom Abyei-områdets og andre omstridtegrænseområders nationale tilhørsforhold.Selv om aftalerne umiddelbart vil lettespændingerne mellem de to lande, er depå ingen måde en garanti for varig fred ogstabilitet. Uenighed om, hvor grænsen skaltrækkes, og spørgsmålet om støtte til op-rørsgrupper, der bekæmper modpartensregering, vil fortsat destabilisere sikker-hedssituationen i grænseområdet og giveanledning til konflikt mellem de to landepå kort sigt. Det er dog ikke sandsynligt, atkonflikten vil udvikle sig til en omfattendekrig. Fortsat konflikt mellem de to landesåvel som internt i de to lande vil dog for-værre den nuværende humanitære kriseog forringe sikkerheden og den økonomi-ske udvikling i de omkringliggende lande.

MaliMali har i løbet af 2012 udviklet sig til etland i opløsning. Oprørsgrupper har ud-nyttet den politiske krise i hovedstaden ogkontrollerer nu hele den nordlige del af lan-det. Her udbygger militante islamister de-res fristed, og deres kapacitet til at udførekomplekse terrorangreb og bortførelser iMali og dets nabolande vil stige.Under et militærkup i marts 2012 afsatteen gruppe yngre officerer Malis præsidentog kastede landet ud i politisk og sikker-hedsmæssig ustabilitet. Kuppet forværrededen militære og sikkerhedsmæssige situa-tion i det nordlige Mali og gjorde det mu-ligt for en gruppe tuareg-oprørere anført afAzawads Nationale Befrielsesfront (MNLA)

at indtage Malis tre nordlige provinshoved-stæder og indføre en faktisk opdeling aflandet.MNLA’s dominans i det nordlige Mali vare-de dog kun kort. I løbet af april 2012 tog enalliance af islamistiske grupper kontrol medde tre nordlige provinshovedstæder. Denislamistiske alliance består af tuareg-grup-pen Ansar al-Din, Al-Qaida i Det IslamiskeMaghreb (AQIM) og Bevægelsen for Enhedog Jihad i Vestafrika (MUJAO), der er en ud-brydergruppe fra AQIM. Det betyder, at is-lamister nu konsoliderer deres fristed i om-rådet. Der er bl.a. oprettet træningslejre ide kaserneområder, der tidligere har tilhørtMalis hær. Ved at holde lav offentlig profil iområdet og primært lade Ansar al-Din ståfor den praktiske ledelse vil AQIM først ogfremmest forsøge at udbygge fristedet ogbruge det til at forstærke sin kapacitet, bl.a.ved at udbygge forbindelserne til islamisteri Libyen og Ægypten.I hovedstaden Bamako i det sydlige Malikæmper en overgangsregering med at nor-malisere den politiske situation. Dens mestakutte problem er at genetablere kontrol-len med den nordlige del af landet. Militær-kuppet har efterladt en svag og splittet hær,hvis loyalitet over for de politiske magtha-vere er skrøbelig. En militær løsning iværk-sat af regeringen alene eller med regionalmilitær støtte vil derfor ikke være tilstræk-kelig til at genvinde effektiv kontrol med deområder, som oprørerne kontrollerer. Densvage overgangsregering i det sydlige Mali

vil heller ikke være i stand til at finde en ef-fektiv politisk løsning på konflikten med detnordlige Mali.Krisen i det nordlige Mali truer ikke bareMalis overlevelse som stat, men undergra-ver også den skrøbelige politiske stabiliteti nabolandene. Omkring en kvart millionflygtninge er strømmet ind over grænsernetil nabolande som Mauretanien og Niger,hvor de forstærker en allerede omfatten-de fødevaremangel. Fortsatte flygtninge-strømme vil skabe social og politisk uro inabolandene.Med fristedet i det nordlige Mali vil AQIMforøge sin regionale rolle og skabe tættereforbindelser til islamistiske grupper i bådeNord- og Vestafrika. AQIM har i flere årstøttet den nigerianske terrorgruppe BokoHaram, der bl.a. har modtaget træning iMali. Boko Harams operative kapacitet erderfor øget stærkt de seneste år, og grup-pen har kopieret flere af AQIM’s angrebs-typer, herunder koordinerede angreb ogbortførelser af udenlandske statsborgere.Det er sandsynligt, at medlemmer af BokoHaram er til stede i Mali og støtter AQIM,og at Boko Haram fortsat vil forsøge at bort-føre udenlandske statsborgere, herundervestlige, især i det nordlige Nigeria.AQIM’s evne til at udføre komplekse terror-angreb og bortførelser i Mali og dets nabo-lande vil stige med det nye fristed. Dermedstiger truslen mod lokale og vestlige mål iVest- og Nordafrika.

DEN GLOBALE UDVIKLINGBlandt de vigtigste globale udviklingstræk er konkurrencen om verdens råstoffer. Kon-kurrencen vil blive skærpet, og stabile energiforsyninger og energipriser vil få en stadighøjere prioritet. Både USA, EU, Kina og Indien vil blive mere afhængige af importeretolie og gas.Konkurrencen om især olie, gas og mine-raler vil blive skærpet i de næste 10-20år. Hverken USA, EU, Kina eller Indien vilkunne dække deres energiefterspørgselmed egen produktion og vil blive mere af-hængige af importeret olie og gas. Stabileenergiforsyninger og energipriser vil få enhøjere prioritet, og energisikkerheden vil ihøjere grad blive en integreret del af stater-nes udenrigs- og sikkerhedspolitik.Kinas energiefterspørgsel er den hurtigstvoksende, og Kina vil allerede på kort sigtvære verdens største energiforbruger.Nordamerika, Europa og Asien vil fortsatvære afhængige af energi fra ustabile re-gioner og lande.Olie vil derfor i stigende grad blive transpor-teret ad risikable ruter, f.eks. Hormuzstræ-det i Den Persiske Bugt, Adenbugten ogMalakkastrædet i Sydøstasien. Den globaleolieforsyning bliver dermed mere sårbar,og spørgsmålet om forsyningssikkerhed vilfortsat stå centralt. Importlandene vil i sti-gende grad forsøge at sprede deres energi-import på flere leverandører og energifor-mer for at øge deres forsyningssikkerhed.Investeringsniveauet i energisektoren harlænge været lavt. Det betyder, at den frem-tidige øgede efterspørgsel efter energi vilblive fulgt af kraftige prisstigninger, fordiproduktionen ikke kan følge med. Det vilpå en gang føre til, at importlandenes, isærOECD-landenes, udgifter til energi vil stigebetydeligt, og at eksportlandenes indtæg-ter vil stige tilsvarende.Det er imidlertid meget sandsynligt, at sti-gende oliepriser og øget fokus på udledningaf drivhusgasser vil lede investorerne overmod nye oliekilder, f.eks. oliesand, gas, her-under skifergas, alternative energiformerog øgede energibesparelser.De fortsatte stigninger i energipriserne be-tyder også, at produktionsomkostningernefor fødevarer vokser. Det skyldes, at udvik-lingen i energipriser presser prisen på f.eks.gødning og transport op. Fødevareprisernevil også blive mere ustabile som resultat afflere perioder med ekstreme vejrforhold.

skynde Kinas og Indiens oprykning blandtverdens største økonomier.USA vil frem mod 2020 forblive verdensstørste økonomi, og landet er den enestemilitærmagt med global strategisk række-vidde. USA’s magt vil imidlertid blive mind-sket, og dets status som verdens enestesupermagt vil gradvis blive svækket. USA vilogså langsomt miste sit hidtidige klare øko-nomiske forspring i forhold til Kina, og om-kring 2030 vil USA blive overhalet af Kinasom verdens største økonomi.De fremvoksende stormagter har alle øko-nomier med høj vækst, men deres økono-miske grundlag er meget forskellige. Deprioriterer at udvikle deres økonomiskestyrke som den væsentligste forudsætningfor magt i global politik. Her skiller Ruslandsig dog ud, fordi det har meget svært vedat frigøre sig fra sin afhængighed af at eks-portere råstoffer i stedet for forarbejdedevarer.Foruden deres økonomiske udvikling vilalle stormagter tillægge store og modernemilitære styrker en afgørende betydningfor deres stormagtsroller. Den globale øko-nomiske krise vil på mellemlangt sigt kunhave en begrænset effekt på væksten i for-svarsudgifterne. Det gælder især uden forEuropa, og f.eks. vil Kina, Indien og Ruslandprioritere en fortsat modernisering af de-res væbnede styrker meget højt.Frem mod 2020 vil der ske en gradvis ud-jævning af de globale magtforhold. På me-get langt sigt vil der ikke være egentlige su-permagter, men en række stormagter, hvorUSA fortsat vil være den stærkeste. Efter år-tiers meget høje økonomisk vækst er Kinaden stærkeste af de fremvoksende magter,

og Kina og USA bevæger sig i retning af enstørre strategisk og især sikkerhedspolitiskrivalisering. USA afbalancerer samtidig sinpolitik i regionen nøje, så forholdet mel-lem de to lande ikke for alvor lider overlast.Rusland er ved at genopbygge en rolle somstormagt, men landets økonomiske udvik-ling modvirkes af utilstrækkelige reformer.Også Indien har høj økonomisk vækst ogvil på langt sigt styrke sin udenrigspolitiskeindflydelse på grund af sin voksende andelaf verdensøkonomien, men vil dog på kortog mellemlangt sigt primært kunne gøre siggældende som militær stormagt.I laget lige under de fremvoksende globalestormagter vil en række lande manifesteresig som regionale magter. Det drejer sig iførste omgang om Brasilien. Blandt de øv-rige lande, der i løbet af de næste 10-20 årvil manifestere sig som regionale magter, erisær Tyrkiet, Indonesien og Iran.De ændrede sikkerhedspolitiske styrkefor-hold vil ikke føre til store ændringer i denmåde, som de internationale institutionerfungerer på. Bevægelsen i retning af flerestormagter og regionale magter vil betyde,at en bredere kreds af lande får voksendeindflydelse på vigtige internationale udvik-linger og beslutninger. Det vil give de op-stigende magter mulighed for at formulerederes egne politiske og økonomiske dags-ordener uden at acceptere vestlige normer.Det er et fællestræk for både Kina, Indienog Rusland og mange af de fremvoksenderegionale magter, at de ikke anerkenderUSA’s ledende rolle i verden. Selv om landesom Tyrkiet, Indonesien og Brasilien beva-rer grundlæggende positive relationer tilUSA, vil USA i stigende grad få problemermed at påvirke disse landes politik.

KinaKina kan ikke opretholde den hidtidige høje økonomiske vækst på mellemlangt sigt.Kina står over for at udskifte den øverste politiske ledelse, men det er sandsynligt, atden nuværende politiske og økonomiske kurs vil blive fastholdt, og at Kina i 2020 vilvære den dominerende magt i Østasien og en af verdens førende stormagter.Kinas øverste ledelse vil blive udskiftet i2012 og 2013, men det er ikke sandsynligt,at den nye ledelse vil gennemføre et poli-tisk og økonomisk kursskifte. Så længe Kinahar økonomisk vækst og kan sikre beskæf-tigelse til den overvejende del af befolknin-gen, vil ledelsen foretrække status quo.Kina står på mellemlangt til langt sigt overfor store indre udfordringer. Den økonomi-ske vækst skaber stor økonomisk ulighed ogefterlader store grupper i samfundet udensærlig fremgang. Derfor forekommer derjævnligt omfattende lokale protestaktionerog uroligheder. Kinas problemer med socialog økonomisk ulighed og dets fortsatte be-stræbelser på at opretholde en meget højøkonomisk vækst vil betyde, at Kinas ledel-se vil fokusere på landets interne forhold.Kinas ledelse har øget opmærksomhedenpå landets interne sikkerhed. Den kinesi-ske ledelse og sikkerhedsapparatet følgeropstande i andre lande tæt, da de er be-kymrede for, at opstande i andre lande kaninspirere til opstande i Kina. Det er sand-synligt, at den kinesiske ledelse først viloverveje et politisk kursskifte som reaktionpå en alvorlig krisesituation, men det erikke sandsynligt, at en folkelig opstand kanfjerne Kinas Kommunistiske Partis magt-monopol mod ledelsens vilje.Kinas høje årlige vækstrater vil fortsat faldelidt, men selv med mere beskeden vækstvil Kina i 2020 være den dominerendemagt i Østasien og en af verdens førendestormagter.

tidig tjene som kinesisk argument imod, atVesten intervenerer militært i andre lande.Kinas fastholdelse af ikke-indblandingspoli-tikken og modstand mod vestligt støttederegimeforandringer vil føre til, at totalitærestater i et vist omfang vil søge politisk be-skyttelse hos Kina.Forholdet til USA er det vigtigste aspektaf Kinas udenrigspolitik. Kina har et storthandelsoverskud over for USA og har me-get store dele af sin valutareserve bundeti amerikanske statsobligationer. Så længeKina fastholder sin modstand mod USA’skrav om en opskrivning af den kinesiske va-luta, vil handelsoverskuddet over for USAføre til handelspolitiske konfrontationer.Det voksende modsætningsforhold mel-lem Kina og USA vil først og fremmest føretil konkurrence om strategisk indflydelse iØstasien. Kina opfatter USA’s samarbejdemed Kinas nabolande som amerikanskeforsøg på at omringe Kina og dermed somen strategisk udfordring. Kina understregerderfor i højere grad sine strategiske inte-resser i sit nærområde, herunder sine kravi Det Sydkinesiske Hav, hvor der er storeenergiforekomster.Det er et kardinalpunkt i Kinas udenrigspo-litik, at Taiwan-spørgsmålet ikke gøres tilet internationalt anliggende. Ét-Kina-poli-tikken er imidlertid den udenrigspolitiskegrundtese for både Kina og Taiwan. BådeKina og stærke kræfter på Taiwan kræveren genforening af Kina og Taiwan, men an-ser modpartens politiske system for illegi-timt og kræver, at en genforening skal skepå grundlag af deres eget politiske system.Kina frygter, at et sammenbrud af det nu-værende regime i Nordkorea vil føre til et

genforenet Korea under amerikansk indfly-delse. For at opretholde status quo på denkoreanske halvø fortsætter Kina derfor sinstøtte til Nordkorea, men Kinas indflydelsepå den nordkoreanske ledelse er begrænset.Kina vil fortsat have et godt, men reserveretforhold til Rusland. Kina forsøger at anven-de Rusland som modvægt til USA’s globaleindflydelse, og Kina lader gerne Ruslandføre ordet i internationale spørgsmål, derikke har afgørende betydning for Kina. For-holdet mellem Kina og Rusland vil forblivei et stabilt leje, så længe de to lande har enfælles forståelse om ikke at udfordre hinan-den, især i Centralasien.For bedre at kunne sikre sin udenrigshandelog olieimport bygger Kina transportanlæg,primært havneanlæg, i Pakistan, Burma,Bangladesh og Sri Lanka. Det skal sikre ki-nesisk adgang til Det Indiske Ocean. Havne-anlæggene vil også give den kinesiske flådeadgang til støttepunkter og dermed til atdemonstrere magt i Det Indiske Ocean.Der er stor skepsis i Indien over for Kinasvoksende indflydelse. Indien opfatter Kinasudvikling af havneanlæg i Indiens nabo-lande som kinesiske forsøg på en strategiskomringning af Indien, og de to lande harfortsat uoverensstemmelser om deres fæl-les grænse.Kina efterspørger nu betydelige dele afverdens naturressourcer, især energi, oger blevet en væsentlig aktør på råvaremar-kederne. Den kinesiske ledelse prioritererogså teknologioverførsel og udvikling afselvstændig kinesisk viden inden for høj-teknologiske områder meget højt. Mangekinesiske udenrigspolitiske engagementerer drevet af landets efterspørgsel efter rå-

stoffer. Kinas økonomiske styrke og storeefterspørgsel efter råstoffer giver også mu-lighed for at købe indflydelse i adskilligeøkonomisk svage lande på de fleste konti-nenter, herunder i lande med regimer, derer på kant med Vesten.Den kinesiske ledelse har i takt med landetsøkonomiske vækst sat en større omstillingaf de væbnede styrker i gang. De er ved atudvikle sig fra en lavteknologisk folkehær tilet moderne stormagtsforsvar. Kinas officiel-le forsvarsbudget er mere end firedoblet ifaste priser i det seneste årti.Den primære drivkraft i moderniseringenaf de væbnede styrker har været forholdettil Taiwan og at kunne afskrække USA fra atintervenere militært i Kinas nærområde.Derfor har især flåden og luftvåbnet fåettilført nyt materiel. Det er dog ikke sand-synligt, at forholdet mellem Kina og Taiwanudvikler sig til en omfattende krig. Der erimidlertid en tendens til, at Det Sydkinesi-ske Hav bliver prioriteret højere i Kinas mili-tære planlægning. Det sker ved at tildele denyeste skibe og fly til de enheder, der skaloperere i Det Sydkinesiske Hav.Kinas væbnede styrker prioriterer cyber-

området højt, og det er meget sandsynligt,at cyberangreb indgår i kinesisk militærplanlægning.Med udsendelsen siden begyndelsen af2009 af en flådestyrke til at bekæmpe pi-rateri ved Afrikas Horn er Kinas væbnedestyrker begyndt at optræde uden for Kinasnærområde. Kina deltager endvidere i sti-gende omfang i FN’s fredsbevarende mis-sioner. Det næste skridt for det kinesiskeforsvar er at udbygge sin evne til at kunneoperere i Det Indiske Ocean. På langt tilmeget langt sigt vil Kina opbygge en globalmilitær styrke, så landet har evnen til påglobalt plan at være en militær stormagt.På langt til meget langt sigt vil Kina blivemere tilbøjeligt til at engagere sig direkte iinternationale spørgsmål, herunder blandesig militært i regioner af strategisk interessefor Kina. For det første bringer Kinas øko-nomiske udvikling landet i stadig tættereforbindelse med den øvrige verden, og Kinabliver dermed også stadig mere afhængigtaf omverdenen. For det andet vil Kina øgesin evne til at påvirke andre lande gennemsin økonomiske og militære styrke, og fordet tredje vil USA’s vigende dominans giveKina bedre muligheder for indflydelse.

Ruslands nye ledelse kommer imidlertid tilat regere under vanskeligere forhold endtidligere. Demonstrationerne i 2011 og2012 har vist, at der især i den yngre bybe-folkning og den voksende middelklasse erutilfredshed med landets ledelse. På kort tilmellemlangt sigt vil Rusland under præsi-dent Putin imidlertid ikke blive konfronteretmed en politisk opposition, der kan true le-delsens greb om magten.Rusland har i de seneste to-tre år haft enstabil økonomisk vækst, men økonomien erstadig belastet af betydelige ubalancer, somkræver gennemgribende reformer. Blandtde største udfordringer er udbredt korrup-tion og bureaukrati, statens dominerenderolle i økonomien, afhængighed af indtæg-ter fra energieksporten og endelig store un-derskud på statens budget, når indtægternefra energieksporten ikke regnes med.Selv om den russiske ledelse anerkender, atdet er nødvendigt at modernisere landetsøkonomi, prioriterer den samtidig øko-nomisk integration med de øvrige lande iSNG-området og kraftigt øgede offentligeudgifter til bl.a. lønninger og pensionersamt til forsvaret. Den russiske økonomi erdermed mere sårbar og afhængig af ind-tægterne fra energieksporten end før denøkonomiske krise.Rusland vil fortsat udfordre USA’s domi-nans på den internationale scene. Her vilRusland i forskellig grad søge at samar-bejde med andre stormagter, ikke mindstKina, som Rusland især vil samarbejde medom at modarbejde vestlige politiske og mi-litære interventioner i andre lande. En an-den og lige så højt prioriteret målsætningvil være at fastholde og udbygge Ruslandsdominerende indflydelse i de øvrige lande

i SNG-området og at hindre dem i at orien-tere deres udenrigs- og sikkerhedspolitikmod NATO, EU, USA og Kina.Selv om Rusland vil føre en overvejendepragmatisk udenrigspolitik, rummer uenig-heder mellem Rusland og Vesten risici, dervil kunne føre til politiske konfrontationermellem Rusland og Vesten. I Ruslands selv-opfattelse har landet legitime interesser ialle vigtige internationale spørgsmål. Rus-land vil modarbejde Vesten, hvis de vestligestormagter efter russisk opfattelse ikke tagertilstrækkeligt hensyn til landets synspunkter.Disse uenigheder vedrører især håndterin-gen af udviklingen i Mellemøsten og Nord-afrika, herunder situationen i Syrien.For Rusland er Mellemøsten og Nordafrikastorpolitiske arenaer, hvor Rusland opfat-ter det som afgørende at kunne spille enligeværdig rolle med USA og andre vestligeaktører i varetagelsen af egne interesser oghåndtering af konflikter. Rusland forsøgergenerelt at basere sin politik i disse regio-ner på principper som ikke-indblanding i in-terne forhold i regionen, opretholdelsen afFN som det væsentligste forum for konflikt-løsning og begrænset brug af sanktioner.Ruslands politik i Mellemøsten og Nord-afrika er derfor primært rettet mod at fast-holde status quo og at beskytte regimerne iSyrien og Iran, som Rusland har langvarigepolitiske forbindelser med. Rusland læggeret begrænset pres på regimerne i de to lan-de for at få dem til at udvise moderation oggiver dem en vis beskyttelse i FN’s sikker-hedsråd, samtidig med at Rusland yder enbegrænset militær assistance, bl.a. i formaf våbenleverancer.Rusland anser Syrien for et vigtigt strate-

gisk støttepunkt i Mellemøsten. De tætteforbindelser mellem de to lande går langttilbage, og Rusland har et flådestøttepunkti havnen i Tartus. Ruslands interesse i denaktuelle situation i Syrien er at undgå etukontrolleret ledelsesskifte og at få konflik-ten fastfrosset for dermed at kunne plejesine interesser i landet under et svækketal-Asad-styre. Det er imidlertid megetsandsynligt, at krisen i Syrien vil føre til etstrategisk tilbageslag for Ruslands stilling iMellemøsten.Ruslands forhold til NATO er især præget afspørgsmålet om et missilforsvar i Europa.Rusland kræver garantier for, at NATO’smissilforsvar i Europa ikke er rettet modRusland. Hvis Rusland mener, at USA ogNATO ikke imødekommer landets krav tilmissilforsvaret efter det amerikanske præ-sidentvalg i november 2012, er det sand-synligt, at Rusland vil skrue ned for samar-bejdet og op for trusler og modtræk.Rusland har allerede delvis iværksat mili-tære modtræk, herunder opstilling af jordtil jord-missiler af typen Iskander i det vest-lige Rusland, og har varslet om opstilling afdisse missiler også i Kaliningrad-regionen.Ruslands militære reaktioner mod missilfor-svaret skal ses som en styrkedemonstrationover for den russiske opinion og som poli-tisk pression mod NATO-landene. De flesteaf Ruslands bebudede militære modtræk tilNATO’s missilforsvar dækker imidlertid i ho-vedsagen over nye våbenprogrammer, somRusland i forvejen og uafhængigt af NATO’splaner om et missilforsvar har planlagt atindføre som led i moderniseringen af lan-dets forsvar.Rusland vil ikke søge en militær konfronta-tion med NATO, men Ruslands forhold til

NATO har fortsat et potentiale til betydeligepolitiske uoverensstemmelser.På trods af den økonomiske krise har Rus-land i de seneste år øget sit forsvarsbudgetbetydeligt. Den politiske ledelse har bebu-det flere stigninger, så landets forsvarsud-gifter i procent af bruttonationalproduktetkommer til at ligge på lidt under 3 % fremmod 2020 i de officielle opgørelser. I reali-teten er forsvarsudgifterne dog betydeligtstørre.Ruslands ledelse har sat et omfattendematerielanskaffelsesprogram for forsvareti gang. Programmet skal ses på baggrundaf, at det russiske forsvar råder over enstor pukkel af gammelt materiel. Den po-litiske ledelse vil prioritere materielanskaf-felserne højt, også på bekostning af andreøkonomiske målsætninger. Det er dog ikkesandsynligt, at programmet vil blive gen-nemført i fuldt omfang frem til 2020, fordiRuslands nedslidte militærindustri ikke kanlevere, hvad programmet kræver.Rusland iværksatte i 2008 en omfattendeforsvarsreform, hvis væsentligste ændrin-ger nu er gennemført. De russiske landstyr-ker er ikke længere indrettet til at skulleudkæmpe storkrige med offensive opera-tioner langt fra Ruslands grænser. I stedetskal Rusland med færre, mere mobile styr-ker kunne reagere hurtigt på alle truslerog risici i landets periferi og nabolande.Her skal Rusland med sine stående styrkerog uden at skulle afvente en mobiliseringkunne udkæmpe såvel lokale som regionalekrige. Ruslands flåde og flystyrker vil opret-holde en begrænset evne til at demonstreremagt over lange afstande for at kunne un-derstøtte landets krav om stormagtsstatus.

IndienDet er Indiens ambition at hæve sig op på niveau med Kina som stormagt. På det mili-tære område har Indien nået det, men der skal et meget langvarigt vækstforløb til, førIndien kan få en plads blandt verdens største økonomier. Indien ønsker på linje medKina og Rusland at fremme udviklingen hen imod en verden med en række stormagter,hvor Indien vil kunne indtage en central rolle.Indien er på vej til at manifestere sig somen af verdens betydeligste magter. Landetsøkonomi er gennem de sidste to årtier vok-set kraftigt, og det er sandsynligt, at Indienvil kunne opretholde denne vækst på me-get langt sigt. Der skal dog et meget langva-rigt vækstforløb til, meget mere end 20 år,før Indien kan matche verdens tre størsteøkonomier: USA, Kina og EU.Indiens udvikling hæmmes af store interneproblemer. Det er fortsat vanskeligt for In-dien at brødføde store dele af sin befolk-ning. Desuden hæmmer kastesystemet densociale bevægelighed, og Indien er prægetaf et meget omfattende bureaukrati og ensvag infrastruktur. Hertil kommer Indiensmange etniske og religiøse konflikter, hvor-af flere har forbindelser til de ustabile na-bolande Pakistan, Nepal og Sri Lanka.Indien har imidlertid en række fordele,frem for Kina, der gør det til en attrak-tiv samarbejdspartner for Vesten, og somfremmer Indiens rolle i international politikog handel. Det gælder ikke mindst et vel-fungerende politisk og retligt system eftervestligt forbillede samt en befolkning, hvormange har gode engelskkundskaber.Indien ønsker på linje med Kina og Ruslandat fremme udviklingen hen imod en verdenmed flere stormagter, hvor Indien vil kunneindtage en central rolle.Indien udfolder betydelige bestræbelser påat forbedre forholdet til alle nabolande ognaboregioner, herunder Pakistan. Indienhar styrket sit samarbejde med magter somUSA, Kina, Japan, Israel og Frankrig. De for-stærkede samarbejdsrelationer med andremagter vil Indien bruge til at maksimere sinindflydelse. Det er dog ikke sandsynligt, atIndien vil indgå tætte, forpligtende allian-cer, og Indien vil blive ved med at værneom sin strategiske selvstændighed.Det er sandsynligt, at USA’s og Indiens stra-tegiske samarbejde vil fortsætte. Set medamerikanske øjne er Indien en stor, venligt-sindet og demokratisk magt, som USA kansamarbejde med, og en potentiel alliereti bestræbelserne på at inddæmme Kinasvoksende indflydelse. Indiens interesse isamarbejdet sigter først og fremmest modat blive anerkendt som ligeværdig stor-magt. Det er dog ikke sandsynligt, at Indienvil lade sig inddrage i amerikanske bestræ-belser på at dæmme op for øget kinesiskindflydelse i Østasien. Indien vil derimodhave en strategisk forståelse med USA omat imødegå Kinas stigende flådeaktiviteter iDet Indiske Ocean.Indien prioriterer sit forsvar meget højt forat støtte sin strategiske ambition om endominerende rolle ved Det Indiske Oceanog for på langt sigt også at blive en globalstormagt. Indien har med sin økonomiskevækst og vækstrater for forsvarsbudgetter-ne mulighed for at modernisere sit forsvarog opbygge en global militær evne. På det

Fremtidens konflikterBevægelser og skred i de globale magtforhold betyder større usikkerhed og større ri-siko for konflikter. Det betyder, at stater vil være mere tilbøjelige til at udfordre kon-kurrenters globale eller regionale lederskab. Det vil kunne skabe alvorlige politiske ogmilitære konfrontationer, især hvis landene fejlbedømmer deres egen og andres styrkeog beslutsomhed.Både de strategiske kernevåben og de kon-ventionelle militære midler har gjort ube-grænset krig uanvendelig som politisk mid-del i konflikter mellem stormagterne. ForUSA gælder således, at Kina, Rusland og In-dien er de eneste stater, USA ikke i praksisville kunne besejre i en konventionel krig.For USA indtager de tre militære sværvæg-tere allerede en særstilling som lande, hvisvitale interesser USA må tage særlige hen-syn til.Samtidig har udviklingen af de internatio-nale organisationer og institutioner i sidstehalvdel af det 20. århundrede skabt et in-teressefællesskab, der virker begrænsendefor krige mellem udviklede stater. Det sam-me har globaliseringen og den stadig tæt-tere sammenvævede globale økonomi. Detville f.eks. være meget omkostningsfuldtog ødelæggende for USA’s og Kinas økono-mier, hvis de to lande indledte en direktemilitær konfrontation.Den samme tilbageholdenhed hos stor-magterne vil dog ikke gøre sig gældendeinden for nye, ikke-voldelige kampmidlersom f.eks. krigsførelse i cyberspace. Det vilvære et felt, hvor stater eller ikke-statsligeaktører uden egentlige fysiske krigshand-linger kan skade hinanden.Bevægelser og usikkerheder i de globalemagtforhold øger sandsynligheden for, atstater, til dels også stormagter, vil udfordrekonkurrenters globale eller regionale leder-skab. I den forbindelse kan der både væretale om militær demonstrationspolitik ogdiplomatiske chikanerier. Det vil kunne føretil, at de fejlbedømmer både deres egen ogandres styrke og beslutsomhed med risikofor politiske og militære konfrontationer.Det gælder især lokalt og regionalt. Selvom væbnede konflikter mellem stormagterfortsat vil kunne forekomme, er risikoenselv på meget langt sigt meget lav.Der vil være størst risiko for, at regionaleeller lokale aktører kommer i militær kon-flikt i områder, hvor der er erkendte ellerforventede forekomster af naturressourcer,f.eks. olie, gas og metaller. I Østasien vil de

regionale territorialstridigheder i Det Syd-kinesiske Hav, især omkring Spratly-øerne,frem mod 2020 forblive et centralt regio-nalt problem, men risikoen for væbnedekonflikter er lav.Etniske og religiøse modsætningsforhold iustabile og fattige lande, hvor regering ogmyndigheder ikke fungerer, dvs. de såkaldtsvage stater, vil fortsat være en væsentligårsag til væbnede konflikter. Det gælderisær Afrika syd for Sahara, dele af Mellem-østen og Sydasien, bl.a. fordi de kan an-vendes som fristeder for terrorister. Det vilvære inden for dette område, at de flestevæbnede konflikter vil udspringe på langtsigt.Det er sandsynligt, at der på mellemlangttil langt sigt vil være en mindre villighedblandt vestlige lande, herunder USA, til atengagere sig i langvarige militære inter-ventioner på linje med de stabiliserings- oggenopbygningsoperationer, som har præ-get de vestlige militære engagementer gen-nem de sidste 10-15 år. Det er dog sandsyn-

ligt, at vestlige lande fortsat vil gennemførehumanitære operationer og kortvarige,højintensive militære interventioner. Detvil også afspejle sig i de strukturelle foran-dringer, som sker i de vestlige landes mili-tære organisationer.Tiden frem mod 2020 vil være præget af, atUSA i mindre grad end hidtil kan lede ver-den, uden at andre stormagter kan eller vilovertage USA’s rolle. Det vil i stigende gradgive sig udslag i en større manøvrefrihed forregionale magter, der ikke i samme omfangsom tidligere lader sig holde tilbage af USA.Det indebærer på mellemlangt til langt sigtnogen risiko for regionale konflikter, især iområder, hvor USA hidtil har haft en domi-nerende rolle, f.eks. Mellemøsten. Samtidigvil regionale magter i stigende grad søge atstyrke deres regionale magtposition. Mendet medfører også en øget risiko for, at USApå kort til mellemlangt sigt vil se sig tvungettil militær indgriben mod f.eks. regionalemagter, der undervurderer, hvor parat USAfortsat vil være til kortvarige, højintensivemilitære engagementer.

SPROG, METODE OG DEFINITIONERFor at lette læsningen af risikovurderingenfølger her en kort beskrivelse af de særligeformuleringer og den arbejdsmetode, somvi anvender i efterretningsanalyser.Når vi modtager en oplysning, skal vi førstvalidere den, dvs. afgøre kildens pålidelig-hed og adgang. Dernæst skal vi vurdere op-lysningen for at afgøre dens troværdighedog sandsynlighed. Vi tager således stillingtil fire forhold i forbindelse med kilder ogoplysninger:Pålidelighed:Hvor pålidelig har kilden væ-ret tidligere? Hvor godt kender kilden tildet emne, som oplysningen drejer sig om?Adgang:Hvor tæt har kilden været på be-givenhederne? Er det kildens egne oplevel-ser, eller stammer oplysningen fra andre?Troværdighed:Kommer oplysningen fra ennormalt pålidelig kilde med god adgang?Passer den ind i vores øvrige erfaringer?Sandsynlighed:Hvor sandsynligt er det, atdet omtalte vil ske eller er sket? Det afhæn-ger både af kildens pålidelighed, kildensadgang, oplysningens troværdighed, oghvordan oplysningerne passer med voreserfaring og øvrige oplysninger.Når vi har taget stilling til alle disse spørgs-mål, har vi forvandlet den rå oplysning tilen valideret oplysning, der kan indgå i denvidere analyse og den endelige udarbejdel-se af efterretninger.Normalt røber vi ikke vores kilder, mensom hovedregel anfører vi vores vurderingaf oplysningens troværdighed og sand-synlighed. Det kan styrke troværdighedenover for læserne, hvis vi røber noget om,hvor vi har vores oplysninger fra, men be-hovet for troværdighed må nøje vejes opmod de mulige konsekvenser af, at kildenbliver røbet.Det er kun sjældent, at vi kan give en vur-dering, uden at der er elementer af usik-kerhed i den. Derfor forsøger vi at gøre detklart for læserne, hvor sikre vi er i voresvurdering. Det sker ved, at vi udtrykker ospå en standardiseret måde og bruger desamme vendinger, f.eks. når vi vil give ud-tryk for den samme kildevurdering ellergrad af sandsynlighed.Vi bruger derfor også de standardiseredeformuleringer i Efterretningsmæssig Risiko-vurdering. Når det drejer sig om sandsyn-lighed, ligger der bag formuleringerne enfemdelt skala fra 0 over 25, 50 og 75 til 100%. Yderpunkterne er de nemmeste at havemed at gøre, men ikke de mest brugte. Ipraksis stilles vi oftest over for at vurdere,om vores sikkerhed er fifty-fifty eller mel-lem dette og henholdsvis nul eller 100.Vores faste formulering af de fem sandsyn-lighedsgrader er:•••••Meget sandsynligtSandsynligtI nogen grad sandsynligtIkke sandsynligtUsandsynligt

DefinitionerSandsynlighedsgrader• ”Det erusandsynligt,at …”:FE forventer ikke en given udvikling. Det er (næsten) ikke en mulighed.• ”Det erikke sandsynligt,at …”:Det er mere sandsynligt, at det ikke sker end det modsatte.Sandsynlighed omkring 25 %.• ”Det eri nogen grad sandsynligt,at …”:Det er en sandsynlig mulighed, men FE har ikke grundlag for at vurdere, om det er mereeller mindre sandsynligt.Sandsynlighed omkring 50 %.• ”Det ersandsynligt,at …”:Det er mere sandsynligt, at det sker end det modsatte.Sandsynlighed omkring 75 %.• ”Det ermeget sandsynligt,at …”:FE forventer en given udvikling. Det er (næsten) bekræftet.

TerrorangrebFE vurderer et angrebs kompleksitet ud fra angribernes kapacitet med hensyn til rekrut-tering, rekognoscering, koordination, finansiering, logistik, teknisk indsigt, særlige færdig-heder og operationssikkerhed. Evnen til at gennemføre flere samtidige angreb afspejler envis kapacitet inden for flere af disse områder. FE opdeler angreb i fire kategorier:•Simple terrorangreb,der kan bestå i, at en enkelt eller nogle få personer skaffer sig f.eks.et håndvåben eller en simpel hjemmelavet bombe og angriber et ubeskyttet mål.•Terrorangreb af en vis kompleksitet,der kan bestå i et mindre antal koordinerede bom-besprængninger eller en enkelt stor bilbombe mod ubeskyttede eller dårligt beskyttedemål.•Komplekse terrorangreb,der kan bestå af et større antal koordinerede bombespræng-ninger eller mere end én stor bilbombe.•Meget komplekse terrorangreb,f.eks. angrebene i USA i september 2001 og de plan-lagte angreb mod transatlantiske fly fra London i august 2006.