ULØ, Alm.del - 2012-13 - Bilag 84: Henvendelse af 11. februar 2013 fra Landsbyerne i Danmark v/Carsten Abild vedr. landsbysamfundene

I mere end 40 år har Danmarks mange landsbysamfund, med en million beboere, haft det svært medtab af skoler, børnehaver, bosætning, nærbutikker, håndværk og småindustri, arbejdspladser,foreninger, forsamlingshuse m. v.Årsagen er, at politikerne i tresserne havde den opfattelse, at velfærdssamfundet, der stod for døren,kun kunne skabes i bysamfund, hvor folk boede tæt. Ikke på landet med en spredt bebyggelse.Folketinget vedtog derfor i 1970 kommunalreformen og by- og landzoneloven (planloven), deropdelte Danmark i landzone, byzone og sommerhusområder. Landzonen var en afviklingszone,hvor kun landbrug, skovbrug og fiskeri var tilladt. Byzonen var en udviklingszone med bosætning,nye arbejdspladser, vækst og udvikling.Også den kommunale struktur og det kommunale demokrati skulle centraliseres. Medkommunalreformen i 2007 fik vi 98 storkommuner og kun ca. 2000 kommunalpolitikere. Med såstore kommuner og så få folkevalgte politikere mistede mange borgere den kommunaleoverskuelighed og det kommunale engagement og ”gik hjem”. Kommunalpolitikerne er blevetensomme og usynlige, kun borgmesteren og et par udvalgsformænd er fremme i lyset.Storkommunen er blevet en administrativ enhed.Men anderledes med landsbysamfundene, der i kampen for at overleve har organiseret sig medbeboerforeninger, borgerforeninger, landsbyråd og lokalråd. Det folkelige fællesskab, ildsjælene ogfrivilligheden udfolder sig. Landsbysamfundenes nærdemokrati og folkelige værdier og egenskabervinder større og større politisk forståelse og accept.Derfor mødes de kommunale politikere med landsbysamfundenes repræsentanter for at snakkevækst og udvikling i storkommunens landsbysamfund. Der er brug for landsbysamfundene.