Udvalget for Landdistrikter og Øer 2012-13
ULØ Alm.del Bilag 157
Offentligt
Besøg af Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer 21. juni 2013.
Udfordringer ved at være læge i et udkantsområde.
Allerførst: Velkommen her til Lægehuset i Thyborøn. Velkommen til medlemmerneaf folketingsudvalget, regionsrådet, vores kommune, Landdistrikternes Fællesråd oglandsbyerne i Danmark. Vi er glade for, at I har taget jer tid til at besøge os, og jeghar glædet mig til at fortælle jer lidt om vores vilkår.Jeg er ikke så glad for udtrykket ”Udkants-Danmark” eller ”Vandkants-Danmark”.Jeg vil hellere tale om ”Forpost-Danmark”. Thyborøn er på mange punkter foranandre landdistrikter. Som I forhåbentlig har opdaget, er der en udvikling i gang ivores by. Samtidig er I nu kommet til almen praksis, hvor patienterne i langt de flestetilfælde henvender sig først, hvis de har et helbredsmæssigt problem.Lægehuset her blev opført i 1974 af den daværende Thyborøn-Harboøre kommune tillægerne Kåre Strunk og Knud Jakobsen. Allerede i sommeren 1974 inden det varfærdigt, skrev de to læger i Ugeskrift for Læger en artikel om deres akut-beredskab.Det omfattede blandt andet en firehjulstrukket Landrover udstyret med det mestmoderne genoplivningsudstyr og med blåt blink på taget. Artiklen vakte den gangbetydelig opsigt med TV reportage og efterfølgende diskussion i ugeskriftet. Ivirkeligheden var der nok tale om en af de første lægeambulancer i landet, og detviser, hvor fremsynet man var her i Thyborøn.I dag har Lægehuset ikke længere sin egen ambulance, Sygehuset i Lemvig er nedlagt,og akutmodtagelsen er for langt de fleste sygdomme flyttet fra Holstebro til Herning,som ligger 90 km. væk. Det er den samme afstand, som vi vil få det nye sygehus iGødstrup.Lægehuset har gennem alle årene haft en udstrakt skadestuefunktion. Ja, huset blevligefrem bygget med en veludstyret skadestue planlagt til installation afrøntgenudstyr samt en overdækket ambulanceindkørsel.I har i går været på Cheminova og i dag været en tur rundt på havnen og også set enaf smedevirksomhederne. Med så mange arbejdspladser vil der naturligvis opstå endel skadesstilfælde som f. eks. fremmedlegemer og ætsninger i øjnene, sårskader ogfaldulykker, hvoraf langt de fleste førstebehandles her i Lægehuset.
Desværre sker der jo også indimellem alvorlige ulykker og også livstruendesygdomstilfælde med indre blødninger eller blodpropper i hjerte og hoved. I dissetilfælde har vi brug for hurtig hjælp, og her er den længere afstand tilakutmodtagelsen i Herning og for visse sygdomme til sygehuset i Skejby et problem.Det har næppe undgået udvalgets opmærksomhed, at vi har gjort kraftigt opmærksompå dette problem. Så meget mere glædeligt er det derfor, at vores nødråb er blevethørt på Christiansborg.Vi er utrolig glade for lægehelikopteren, som afkorter transporttiden til Herning fratidligere ca. en time til nu 10 – 12 minutter og til Skejby fra tidligere 2 til 2 1/2 timetil nu en halv time. Helikopteren kan betyde forskellen mellem liv og død og i mangeandre tilfælde minimere skaderne. Eksempelvis skal større blodpropper i hjertetbehandles i Skejby med ballonudvidelse og indsættelse af et rør, som kan holde denforsnævrede kranspulsåre åben. Det er meget vigtigt at nå det, inden der skeruoprettelig skade på hjertet, og derfor er tiden så afgørende.Lægehuset har nu fået sin egen helikopterlandingsplads, som også kan bruges omnatten. Da mange af de dårlige patienter er i lægehuset, betyder landingspladsen her,at man ikke behøver en ambulance fra Lemvig til at flytte patienten hen til et sted,hvor helikopteren kan lande. Man undgår herved at beslaglægge beredskabet fraLemvig. Det er afgørende, hvis der bliver brug for det et andet sted.Samtidig er vi meget glade for, at vi fik lov til at beholde lægeambulancen i Lemvig.Den er bemandet med en narkoselæge, og er i virkeligheden en fremrykketsygehusafdeling på hjul.Mange patienter med blodpropper i hjernen kan reddes med indsprøjtning af medicin,der kan opløse blodproppen. Også her er tiden af afgørende betydning, og den hurtigetransporttid kan betyde forskellen mellem handicap eller ej.Det sidste, vi mangler, er en motorvej fra Holstebro Nord til Herning og til detkommende storsygehus i Gødstrup. Når den er lavet, har vi i Nordvestjylland densamme tryghed som man har andre steder i landet. Det er godt for vore patienter ogfor os. Vi er glade og taknemlige for det, vi har fået, og glæder os til, at motorvejenbliver færdig.Et af vilkårene ved at bo i den vestlige del af Region Midtjylland er den ringespeciallægedækning. Vores nærmeste speciallæge er i Holstebro – 56 km. fraThyborøn. Men mange specialer findes dog slet ikke i hele den vestlige halvdel afregionen. Det gælder blandt andet: børne- og ungdomspsykiatri, intern medicin,
hjertesygdomme, lungesygdomme, neurologi (nervesystemets sygdomme),børnesygdomme og gigtsygdomme.Når vi har beklaget os til regionen herover, har vi fået det svar, at de nævntespeciallægefunktioner blev varetaget på sygehusene. Den 29. maj i år fik vi så en nybehandlingsvejledning for hovedpine. Den betyder, at vi nu ikke som tidligere kansende hovedpinepatienter til undersøgelse og behandling på neurologisk afdeling iHolstebro. De skal i stedet undersøges hos en speciallæge i neurologi. Regionen haroverenskomst med i alt 7 speciallæger i neurologi eller neuromedicin. 3 bor i Århus,resten er i hhv. Viborg, Horsens, Skanderborg og Hammel. Vores nærmeste er således i Viborg – altså en køretur på 2 x 105 km. Vores yngste søn bemærkede tørthertil: ”Det er da lige til at få hovedpine af!”Her i vores del af landet har vi praktiserende læger traditionelt haft et godtsamarbejde med myndighederne. Det går tilbage til Ringkøbing Amt, hvor specieltsamarbejdet med sundhedsudvalgsformand Rudolf Knudsen og sygesikringschef LarsOppenhagen må fremhæves. Vi havde den gang så stor tillid til hinanden, atpatienterne ikke behøvede at underskrive papirregningen. Amtet stolede på os. Påsamme måde talte vi ikke vores regninger sammen. Vi stolede på, at amtet gjorde detrigtigt.Den første tid med regionen var svær; men efterhånden har vi fået opbygget et godtsamarbejde. Vi har lavet fælles projekter med kronikeromsorg, datafangst, fællesmedicinkort og aktuelt et projekt med polyfarmacipatienter – d. v. s. patienter, somfår mange slags forskellig medicin.Men lige nu er den største udfordring ved at være praktiserende læge både i voresområde - og også i resten af landet - at dette møjsommeligt opbyggede godesamarbejde er i overhængende fare for at blive smadret.Problemet er, at det ikke har været muligt at få fornyet overenskomsten medregionerne. Hvor vi har tidligere følt os som en ligeværdig forhandlingspartner, er vinu blevet stillet over for ultimative krav, som vi skulle gå ind på, før de reelleforhandlinger kunne begynde. Da vi ikke ville det, ser det nu ud til, atforhandlingsmodparten så bare gennemfører deres krav ved lov.Det grundlæggende spørgsmål er, om vi får lov til at bevare vores forhandlingsret ogdermed indflydelsen på vore egne virksomheder, eller om vi skal styres af en ministerog af embedsmænd, der så klart har demonstreret, at de ikke har noget kendskab tilvores dagligdag.
Det manglende kendskab dokumenteres blandt andet af sundhedsministerensudtalelser om, at der er praktiserende læger, der stadig bruger papir og blyant i stedetfor EDB, udtalelser om hjertepakkerne, som blev pillet fuldstændig fra hinanden afhjertelægerne, eller de manglende opfølgende hjemmebesøg, som helt udokumenteretskulle være årsagen til mange genindlæggelser. Ikke et ord om, at patienterne i dagbliver udskrevet meget hurtigere end tidligere – også nogen gange før de erfærdigbehandlede. Hvis vi skal tale økonomi, så koster et opfølgende hjemmebesøgmere end 5 gange så meget, som et besøg i min konsultation, hvor patienten somregel er vant til at komme i forvejen. Et opfølgende hjemmebesøg vil derfor i noglesituationer være rent ressourcespild.Konfronteret med virkeligheden har sundhedsministeren dog også måttet trække iland på flere af de nævnte punkter.Jeg forstår ønsket om budgetsikkerhed. Problemet er bare, at vi skal tage imod allepatienter og alt, hvad de kommer med. Det er patienten, der sætter dagsordenen.Samtidig har vi ingen indflydelse på, hvor mange ekstra opgaver sygehusene læggerud til os. De kan ”effektivisere” ved at afslutte patienterne hurtigere og så bede os omat gøre arbejdet færdigt for dem, og det sker i stigende omfang.Jeg er stolt af mit fag og har heller ikke noget mod kvalitetskontrol. Men jeg menerhelt ærligt ikke, at man kan måle kvaliteten af mit arbejde ved at tælle diagnoser oglaboratoriesvar eller kontrollere om mine sukkersyge patienter nu også bliver sendt tiløjenlæge en gang om året. Kvalitet er noget langt vigtigere: om jeg bruger tiden på athøre og forstå patientens problem og får løst det.Jeg forstår ikke, at man vil fratage mig retten til frit at forhandle mine vilkår. For miger det ikke reelle og frie forhandlinger, at vi får lov til at forhandle det næste år,hvorefter ministeren egenhændigt kan bestemme på alle de punkter, hvor vi ikke harvillet gå ind på regionernes og hendes krav.Jeg er lige som de fleste af mine kolleger gået i almen praksis, blandt andet fordi jeggerne ville være selvstændig og kunne udvikle og bestemme i mit eget firma. Hvisman fratager mig disse basale rettigheder, så har jeg ikke længere lyst til at arbejde isystemet. Hvis man ikke vil høre på mig, så har jeg desværre ikke anden mulighedend at opsige mit samarbejde med regionerne.Da 15% af de praktiserende læger er over 65 år og 25% er over 60 år, så vil en evt.vedtagelse af Astrid Krags lovforslag helt sikkert betyde, at mange af disse ældrelæger vil vælge at holde op. Samtidig har hovedparten af de yngre almenmedicinere,som ellers skulle være på vej i praksis, meldt ud, at de under de givne
omstændigheder trækker sig. Aldersfordelingen er mest skæv i landdistrikterne og påøerne, så det er folk i jeres udvalgs fokusområder, der vil blive ramt allerhårdest af etsådant lovindgreb.Selv om man lancerer lovforslaget med fine ord om, at man vil sikre at ”Alle haradgang til en praktiserende læge tæt på deres bopæl”, så skal der ikke megenintelligens til at se, at det nemt kommer til at gå lige modsat.Helt lokalt i Lemvig Kommune skal vi være 14 læger. To har allerede sagt op.Kommunens næstyngste læge – en kvinde på 42 år – holder op den 1. juli, og voresældste kollega, som bliver 70 år til december, holder op den 1. oktober. De afgåendelæger har først selv forsøgt at finde afløsere, og siden har regionen blandt andet vedhjælp af flotte annoncer og særlige tilbud forsøgt at skaffe 2 nye læger. Man havdefået fat i en, som sprang fra. Hvorfor ved jeg ikke; men den aktuelle usikkerhed kannemt have været medvirkende årsag. Det er nu omsider lykkedes at skaffe en vikar tilde første 5 uger, og man leder så efter en vikar til de næste uger. Efter min opfattelsekan skiftende vikarer ikke levere nær det samme som en fast praktiserende læge, somer der i mange år.Hvad værre er, så har yderligere 4 læger givet udtryk for, at de overvejer at holde op,hvis lovforslaget bliver gennemført. Vi kan så komme til at mangle 6 ud af 14 læger,og så bryder systemet sammen. Det samme vil kunne ske mange andre steder.En del af de læger, der tidligere har arbejdet i udlandet, fornyer i øjeblikket deresudenlandske autorisationer. Så de er parat til at arbejde der, hvis situationen iDanmark ender med at blive for utålelig.Der påhviler derfor jer lovgivere et meget tungt ansvar for ikke at smadre almenpraksis – en sektor, som naturligvis til stadighed kan og bør forbedres ogvidereudvikles – men som overordnet set fungerer til patienternes tilfredshed og somkun koster 4 kr. i døgnet for hver patient. Almen praksis er dermed den billigste delaf sundhedsvæsenet.Den eneste mulighed for at undgå denne katastrofe er, at vi får mulighed for reelle ogfrie forhandlinger.Tak fordi I ville høre på mig. Jeg svarer gerne på spørgsmål. Alle kommentarer ogogså kritiske bemærkninger er velkomne.
Jeg har naturligvis bemærket deltagelsen på 5 ud af udvalgets 29 medlemmer i dag. Irepræsenterer 2 ud af Folketingets 8 partier. Jeg er glad for, at I 5 har prioriteret atkomme og dermed har vist interesse for vores område.Tak.
