Baggrund

Udvalget for Forretningsordenen har ved betænkning og indstilling afgivet den30. maj 2013 fremsat forslag om ændringer af Folketingets forretningsorden,hvorved der bl.a. foreslås indført en ny spørgetime med statsministeren tilerstatning for den nuværende spørgetime. Den nye spørgetime vil efterforslaget være forbeholdt mundtlige, uforberedte spørgsmål til statsministerenfra ledere af partier uden for regeringen.Forslaget om den nye spørgetime med statsministeren er resultatet af ganskelangvarige politiske forhandlinger og udgør et kompromis mellem forskellige tildels modstridende ønsker.Det er et enigt Præsidium, som har foreslået Udvalget for Forretningsordenenden ordning, som fremgår af udvalgets betænkning og indstilling.Under drøftelserne om forslaget i Udvalget for Forretningsordenen den 30.maj 2013 og ved 1. behandlingen i Folketingssalen den 3. maj 2013 harSimon Emil Ammitzbøll (LA) og Brian Mikkelsen (KF) imidlertid givet udtryk forutilfredshed med forslaget på følgende to punkter:

Ad 1 – Adgang til flere spørgsmål til lederen af det største parti uden for

regeringen

Det fremgår af grundlovens § 48, at Folketinget selv fastsætter sinforretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørendeforretningsgang og ordens opretholdelse.Forretningsordenen kan ændres ved et beslutningsforslag – typisk i praksisindeholdt i en betænkning og indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen –som vedtages af Folketinget med simpelt flertal.Spørgsmålet er herefter, om et flertal ved en ændring af forretningsordenenkan fastsætte bestemmelser, som på bestemte måder gør forskel mellemFolketingets medlemmer med hensyn til deltagelse i debatter m.v., f.eks. pågrundlag af forskelle mellem folketingsgruppernes indbyrdesstørrelsesforhold.Grundloven indeholder ingen udtrykkelige regler om ligebehandling afFolketingets medlemmer i forhold til, hvilke bestemmelser der kan fastsættesved forretningsordenen, eller noget udtrykkeligt, genereltligebehandlingsprincip for folketingsmedlemmer.Grundloven bygger dog på flere punkter på en forudsætning om, at de 179medlemmer generelt er ligeværdige.Dette ses bl.a. af grundlovens § 28, hvorefter Folketinget udgør én forsamlingbestående af 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og2 i Grønland. Det er i omtalen af bestemmelsen i den kommenterede grundlov(2006) beskrevet, hvordan der i Forfatningskommissionen var enighed om atlade den nye grundlov hvile på princippet om ét vælgerkorps og én valgdagog uden nogen opdeling af de valgte i flere forsamlinger, og om, hvordanétkammerprincippet således f.eks. må antages at udelukke, at beføjelser, somefter grundloven tilkommer Folketinget, overlades til et folketingsudvalg.Endvidere foreskriver grundlovens § 31, stk. 1, at ”Folketingets medlemmervælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg”, og i stk. 2 bestemmes,at valgloven skal fastsætte valgmåden ”til sikring af en ligelig repræsentationaf de forskellige anskuelser blandt vælgerne”. Udtrykket ”direkte” valg betyderifølge Jens Peter Christensen m.fl. i ”Dansk Statsret” (2012), s. 78, at

vælgernes stemmer umiddelbart er afgørende for, hvilke partier og kandidaterder vælges til Folketinget.Endvidere kan det fremhæves, at visse centrale kompetencer udtrykkeligtefter grundlovens ordlyd tilkommer alle folketingsmedlemmer. Efter § 41, stk.1, er således ”ethvert medlem af Folketinget (…) berettiget til at fremsætteforslag til love og andre beslutninger”. Efter § 53 kan ”ethvert medlem afFolketinget (…) med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggendeunder forhandling og derom æske ministrenes forklaring”, dvs. rejseforespørgsler. Adgangen til at rejse forespørgsler er ikke ubetinget, idetFolketinget kan nægte at give samtykke, dvs. fremme forespørgslen, hvilketdog i praksis sjældent sker.Meget taler på den baggrund for, at grundlovens forudsætninger omfolketingsmandaternes lighed fører til, at der er visse grænser for, hvorforskellige man ved bestemmelser i forretningsordenen kan gøre forholdenefor Folketingets medlemmer. Det må således antages, at det ikke vil væremuligt for et flertal i Folketinget gennem forretningsordensbestemmelser atgøre nogle medlemmers muligheder for at repræsentere deres vælgere ogudøve deres parlamentariske arbejde med lovgivning og kontrol af regeringenillusoriske eller urimeligt vanskelige.Forretningsordenen må på den anden side nødvendigvis – og som ogsåforudsat ved grundlovens § 48 – indeholde visse praktiske regler om taletiderm.v., da debatterne ellers ikke kan fungere. Som led i forretningsordenensregulering heraf findes der allerede regler, som på visse punkter gør forskelmellem medlemmerne.Af særlig betydning i forhold til belysningen af kritikpunktet om, at lederen afdet største parti uden for regeringen får adgang til flere spørgsmål end deøvrige, kan det fremhæves, at forretningsordenen og parlamentarisk praksisallerede i dag bygger på en forudsætning om, at folketingsmedlemmer hyppigttaler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af deres folketingsgrupper,hvoraf nogle i sagens natur er større end andre, og at dette kan begrunde enforskel i vilkår. Dette synspunkt er ordførerrækkefølgen f.eks. udtryk for:Medlemmer, der som ordførere taler på manges vegne, får ordet før dem, dertaler på færres vegne, og sidst kommer de, som kun taler på egne vegne,dvs. privatister.I nogle tilfælde kommer denne forskel ikke kun til udtryk i forhold til,i hvilkenrækkefølgemedlemmer kan få ordet under en forhandling, men også i forholdtil,hvor længeog overhovedetomet medlem kan få ordet.Ved 2. og 3. behandlinger af lovforslag, 2. (sidste) behandlinger afbeslutningsforslag, forhandlingerne om finanslovforslaget,

forespørgselsdebatter og forhandlinger om redegørelser gælder der f.eks.forskellige taletider for ordførere og for privatister. Ved 3. behandlinger aflovforslag, 2. (sidste) behandlinger af beslutningsforslag,forespørgselsdebatter og forhandlinger om redegørelser er der desuden kunadgang til privatistindlæg i 1. runde og ikke i eventuelle efterfølgende runder.Når der til de ”store” debatter er afsat en bestemt tidsramme til kortebemærkninger til hver enkelt ordfører eller minister, er praksis også, at derinden for den fastsatte ramme gives fortrinsret til ordførere frem for eventuelleprivatister, og at der – hvis flere ønsker ordet til korte bemærkninger, end derer afsat tid til – foretages en omtrent forholdsmæssig fordeling af adgangen tilkorte bemærkninger mellem folketingsgrupperne efter størrelse.Ud over den sidstnævnte forholdsmæssige fordeling har Lovsekretariatet ikkekendskab til konkrete fortilfælde af, at man i forretningsordenen har givet enbedre adgang til taletid m.v. for medlemmer af store end for medlemmer afmindre folketingsgrupper.Når det i mange sammenhænge som beskrevet anerkendes, atfolketingsmedlemmer under forhandlinger m.v. ikke alene agerer på egne,men også på deres folketingsgruppers vegne, og folketingsgruppernesindbyrdes størrelsesforhold i sagens natur afspejler forskellige grader aftilslutning blandt vælgerne, finder Lovsekretariatet det imidlertid ikkebetænkeligt i forhold til grundlovens forudsætninger omfolketingsmandaternes lighed at indføre en ordning, hvorefter der tilkommer etmedlem – konkret en partileder – som repræsenterer en storfolketingsgruppe, en adgang til at stille flere spørgsmål til mundtlig besvarelsetil statsministeren i en spørgetime end en partileder, som repræsenterer enmindre folketingsgruppe.Det taler endvidere efter Lovsekretariatets for det samme resultat, at denforeslåede spørgetime med statsministeren kun er én blandt en række afdebatformer, som anvendes i Folketinget, at alle Folketingets partiledere udenfor regeringspartierne får mulighed for at deltage, og at det for andremedlemmer end partiledere fortsat vil være muligt under lignende former atdeltage i en aktuel politisk udveksling af synspunkter med statsministeren iFolketingssalen, nemlig under spørgetiden.

Som der er redegjort for ovenfor, anerkendes det, at et medlem af Folketingeti visse sammenhænge kan tillægges en fordel frem for andre, i kraft af at denpågældende taler på vegne af en folketingsgruppe.Lovsekretariatet har ikke kendskab til konkrete fortilfælde, hvor man ved enforretningsordensbestemmelse har opstillet et krav om, at en folketingsgruppei en bestemt sammenhæng skal lade sig repræsentere af et bestemt medlem.Således er det almindelige f.eks. også, at funktionen som ordfører vedforhandlingen af en sag i Folketingssalen efter folketingsgruppens eget valgkan tillægges ethvert medlem af gruppen. Det nærmeste, man i dag kommer,er gruppeformandsmøderne, hvor der ønskes repræsentation af en forgruppen direkte ansvarlig.Efter Lovsekretariatets opfattelse er grundlovens bestemmelser ogforudsætninger imidlertid ikke til hinder for en ordning som den foreslåede,som varetager et sagligt hensyn – hensynet til at opnå en aktuel debat omoverordnede politiske emner mellem statsministeren og defolketingsmedlemmer, som af deres partier og grupper er valgt til at have detstørste politiske ansvar – og gælder ligeligt for alle de berørtefolketingsgrupper.Herved er tillige lagt vægt på, at den foreslåede spørgetid medstatsministeren kun udgør én ud af en række debatformer i Folketinget, at detfortsat vil være muligt for alle medlemmer at stille spørgsmål tilstatsministeren til besvarelse i spørgetiden, og at den foreslåede ordning ikkepå anden måde begrænser nogen af Folketingets medlemmer i deres arbejdemed lovgivning og kontrol med regeringen.

NOTAT

Baggrund

1.

2.

Ad 1 – Adgang til flere spørgsmål til lederen af det største parti uden for

regeringen

Ad 2 – ”Obligatorisk” repræsentation ved partilederen