SUU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 6: Oplæg om spiseforstyrrelser fra Danske Regioner

Spiseforstyrrelser berører flere og flere danskere. Omkring 75.000 danskere lever i dag med en spise-forstyrrelse – heraf 5.000 med anoreksi, 30.000 med bulimi og 40.000 med overspisning. Hvor spise-forstyrrelser traditionelt har sat ind i teenageårene hos piger, rammer de i dag tidligere og i stigendegrad også hos drenge og mænd.Mens der over de sidste fem år er behandlet flere og flere patienter for spiseforstyrrelser i psykia-trien, får mennesker med svær spiseforstyrrelse desværre ikke altid den sociale rehabilitering, de harbehov for. Det kan resultere i tilbagefald og genindlæggelser på grund af livstruende vægttab.Fremtrædende psykiatere på området vurderer, at andelen af genindlæggelser af patienter med spi-seforstyrrelser er vokset betragteligt gennem de senere år. Særligt er væksten stor på området forbørn og unge, hvor genindlæggelser siden 2007 er vokset med 105 procent (Landspatientregisteret,2012).De mangelfulde rehabiliteringsforløb og efterfølgende genindlæggelser fører til et unødvendigtvanskeligt og uværdigt liv for mennesker, som har brug for al den omsorg og støtte, vi som sam-fund er i stand til at give dem. Samtidig udnyttes samfundets ressourcer ikke effektivt.

Omfattende konsekvenser for menneske og samfundEn spiseforstyrrelse har omfattende konsekvenser for den, der lider af sygdommen, og for omgivel-serne. Vigtige ungdomsår mistes - med hvad de indebærer af følelsesmæssig og social udvikling. Pålængere sigt kan spiseforstyrrelse føre til alvorlige fysiske følgesygdomme som knogleskørhed og ska-der på tænder, hjerte, lever, nyre og hjerne. Den kan samtidig føre til psykiske følgesygdomme somangst og depression. Risikoen for at dø af underernæring eller selvmord er samtidig 10 gange højereend hos resten af befolkningen.

Sygdommen har også samfundsøkonomiske konsekvenser i form af langvarige indlæggelser, behand-ling af fysiske og psykiske følgesygdomme og tabt arbejdsfortjeneste på grund af sygdom, mangel påuddannelse, førtidspension og tidlig død.Ved at give mennesker med svær spiseforstyrrelse den nødvendige sociale rehabilitering på det rettetidspunkt kan vi ikke kun skabe markant bedre liv for syge og pårørende. Vi kan også udnytte samfun-dets knappe ressourcer bedre ved at give en viderebehandling i socialt regi, som ligger i naturlig for-længelse af den psykiatriske behandling, som patienten allerede har modtaget i sundhedsvæsenet.Dermed kan vi sikre et mere helhedsorienteret og sammenhængende forløb for mennesker med sværspiseforstyrrelse. Samtidig minimerer vi de samlede samfundsomkostninger på området væsentligt.

BOKS 2Svær anoreksi og psykiatrisk behandlingDen spiseforstyrrelse, som oftest bliver livstruende på kortere sigt, er anoreksi. Detskønnes, at der lige nu er omkring 500 svære tilfælde af anoreksi i Danmark. Af dissebliver omkring 150 meget langvarigt syge eller ender med at dø af sygdommen. Ettypisk forløb med svær anoreksi starter i de tidligere teenageår og fortsætter ofte tilomkring 20-årsalderen. Her er personen med spiseforstyrrelse typisk så svækket rentfysisk, at vedkommende må indlægges for ikke at dø af udmagring.På psykiatrisk afdeling forsøger man at stabilisere vægten gennem specialiseret støttetil spisning og undertiden sondeernæring. Man arbejder med den følelsesmæssige til-stand gennem miljø- og psykoterapeutisk behandling og i visse tilfælde medicin. Førstog fremmest handler det om at få patienten til at anerkende sin sygdom. Herefterskal patienten motiveres til videre behandling.Når vægten begynder at nærme sig det normale, kommer der et tidspunkt, hvor pa-tienten ikke længere kan gøre fremskridt under indlæggelse. Patienten er dermedfærdigbehandlet i behandlingspsykiatriens døgnregi. For at sikre yderligere udviklinghar patienten behov for at komme udenfor sygehusets mure og træne i, hvordan manlever et almindeligt liv. Noget, som denne målgruppe ofte ikke har gjort i mange år,fordi spiseforstyrrelsen siden tidlig ungdom har ført til selvvalgt social isolation.Også bulimi – overspisningsepisoder efterfulgt af f.eks. opkastning eller brug af af-føringsmidler - fører på sigt til et svækket helbred. Men udviklingen sker over lang tidog fører sjældnere end anoreksi til indlæggelser i psykiatrien. Mange mennesker medspiseforstyrrelser veksler dog mellem at have lidelserne anoreksi og bulimi.Kilde: Anoreksiklinikken, Psykiatrisk Center København, Center for Spiseforstyrrelser,Århus Universitetshospital, Risskov og LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser ogselvskade.

Behov for intensiv rehabiliteringHvis der sættes ind i tide, kan mange mennesker med spiseforstyrrelser blive raske i løbet af få år ogigen komme til at leve et aktivt og socialt liv med venner, familie og arbejde. Det gælder også menne-sker med spiseforstyrrelser i meget svær grad, som indlægges på sygehusets psykiatriske afdelinger.Men det kræver, at de efter indlæggelsen får den nødvendige sociale rehabilitering.Der er, i langt de fleste tilfælde, behov for en massiv social rehabilitering efter udskrivning fra sygehu-set, det vil sige ophold på et socialt døgntilbud. Her kan der være brug for specialiseret pædagogiskstøtte før og efter et måltid. Der kan også være behov for til at tackle angst eller undgå tvangsmotion.Og efterhånden som tilstanden bliver bedre, vil der være brug for at skabe kontakt til verden udenfor- praktiksteder, uddannelsesinstitutioner eller fremtidige arbejdspladser.

BOKS 3Hvad er rehabilitering?”Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger,pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betyde-lige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selv-stændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation ogbeslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats”.Kilde: ’Hvidbog om rehabilitering’ (2005) udarbejdet af bl.a. handicaporganisationer,Lægeforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter, Dansk Sygepleje-råd og Socialministeriet.

En person med en svær spiseforstyrrelse vil oftest have behov for at kunne fortsætte i ambulantpsykiatrisk behandling, mens han eller hun bor på et døgntilbud. Psykiatrien skal her tilbyde støtteog supervision til døgntilbuddet for at sikre en kontinuitet i overgangen fra behandlingspsykiatri tilrehabilitering for patienten. Kun sådan kan man bevare den skrøbelige motivation hos en person medsvær spiseforstyrrelse.Med andre ord er der brug for et midlertidigt men ofte længerevarende socialt døgntilbud, der erspecialiseret i spiseforstyrrelser. Et døgntilbud hvis personale forstår at holde både fysisk, psykisk ogsocial udvikling på rette spor, så der kan bygges videre på den ofte langvarige psykiatriske behandlingog de fremskridt, den har indebåret.Erfaring viser, at det tager omkring to år, før et menneske med en svær spiseforstyrrelse er socialtrehabiliteret og klar til at blive udsluset fra det højt specialiserede døgntilbud.For yngre børn gælder en særlig problematik, fordi de ofte vil have behov for at bo hjemme hos deresforældre, mens de går i et dagtilbud eller modtager hjemmestøtte. Også dagtilbud og hjemmestøtteskal være højt specialiseret og knyttet til et højt specialiseret fagligt miljø.

BOKS 4Hvor svært kan det være at spise?Umiddelbart kan det måske virke svært at forstå, at mennesker med spiseforstyrrelserhar brug for ganske særlig eksperthjælp. Men bare det at få spist et enkelt måltid kanvære ganske uoverkommeligt for et menneske, som præges af impulser til at undgå atspise og kan siges at have et traumatisk forhold til mad.Derfor er der brug for, at hver af dagens måltider bliver spist i rolige omgivelser tætstøttet af en medarbejder, der undertiden skal motivere ved hver enkelt bid og bagef-ter sikre, at maden bliver i kroppen. Samtidig skal kostens passende sammensætningsikres ved, at der af en diætist udarbejdes kostplan, som følges, og som sikrer, at væg-ten gradvist forbedres.Kilde: Foreningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade samt Center for Spiseforstyrrel-ser, Århus Universitetshospital, Risskov.

Specialisering – et nyt tankesæt i socialpsykiatrienHvis vi skal kunne give alle mennesker med svær spiseforstyrrelse – og andre lignende sjældne ogkomplekse lidelser - den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, er der behov for at fremme specialise-ring i socialpsykiatrien.På sundhedsområdet har man lange traditioner for at arbejde målrettet med at sikre kvaliteten i behand-lingen. Elementerne er blandt andet en tilgang baseret på evidens og en højt specialiseret indsats. Tankener, at øvelse gør mester. For at opnå specialiseret kompetence kræver det, at man som fagperson ser ogbehandler tilstrækkeligt mange komplekse tilfælde for at opnå viden om, hvordan de skal håndteres.På det socialpsykiatriske område varetages hovedparten af opgaverne i kommunalt regi. Det er engod og rigtig organisering til gavn for de fleste borgere, fordi kommunen her kan sikre nærhed,sammenhæng og faglig kvalitet i løsningen af opgaverne. Men for en lille del af befolkningen – deborgere der har de mest sjældne og komplekse problemstillinger – er der behov for nogle strukturer,som understøtter faglig specialisering.Specialisering er nødvendig i socialpsykiatrien for at sikre kvalitet og en effektiv ressourceudnyttelse, nårborgere med de mest komplekse problemstillinger skal rehabiliteres. Her må hensynet til nærhed ikke gåforud for kvaliteten og den enkelte borgers behov. Med andre ord er det vigtigere, at borgeren får detrette tilbud end et tilbud lige henne om hjørnet. Figuren herunder illustrerer specialiseringstankegangen:8 / ET LIV TIL FORSKEL

Det specialiserede socialområde omfatter de tre øverste kasser i pyramiden. Graden af specialiseringstiger, jo højere op man kommer. Øverst varetages ydelserne til de borgere, der har de mest sjældne,sværeste og komplekse behov. Målgrupperne bliver tilsvarende mindre i takt med specialiseringsgra-den. Nederst ses almenområdet, hvor der gives støtte til borgere med ”almindelige sociale behov”som f.eks. ældrestøtte til rengøring.Erfaringen fra sundhedsområdet viser, at langt de fleste borgere prioriterer tilbuddets indhold ogkvalitet frem for dets placering. Borgere er i al overvejende grad optaget af deres funktionsevne ogderes livsvilkår, snarere end at tilbuddet gives i nærområdet.

BOKS 5Danskerne vælger ekspertise frem for nærhedBeliggenheden er ikke vigtig, når det gælder specialiseret handicapbehandling ogsociale tilbud. Danskerne sætter i stedet den faglige kvalitet i højsædet, viser en me-ningsmåling foretaget af Epinion.80 procent af de adspurgte vægter kvalitet frem for beliggenhed, hvis de selv eller en på-rørende skulle få brug for midlertidig behandling af et kompliceret handicap. Det sammegælder for 78 procent, hvis der var tale om behandling af komplicerede sociale problemer.Kilde: Epinion for Danske Regioner, februar 2012.

Visioner for et bedre liv med svær spiseforstyrrelseDet er på tide, at vi forbedrer indsatsen over for mennesker med svær spiseforstyrrelse og deres på-rørende. Regionernes visioner på området er enkle:• • • Mennesker med svær spiseforstyrrelse skal sikres den nødvendige sociale rehabilitering på detrette tidspunkt.Mennesker med svær spiseforstyrrelse skal opleve en glidende overgang mellem indlæggelse ipsykiatrien og den efterfølgende sociale behandling.Vi skal have skabt de nødvendige rammer for at sikre faglig, økonomisk og organisatorisk bære-dygtighed, når det gælder rehabilitering af svær spiseforstyrrelse.

VISION 1Den nødvendige sociale rehabilitering på det rettetidspunktFor gruppen af mennesker med svær spiseforstyrrelse er den nødvendige hjælp i rettetid ofte et spørgsmål om liv eller død. Målgruppen har brug for en højt specialiseretsocial rehabilitering. Det vil sige en tværfaglig og individuelt tilrettelagt social hjælp ogstøtte baseret på evidens, der gør brug af både socialpædagogisk, psykiatrisk og soma-tisk ekspertise. For at sikre brug af nyeste viden og udvikling på sådanne tilbud, skal devære tæt forankret til sundhedsvæsenet, både psykiatri og somatik.Personer med svær spiseforstyrrelse skal samtidig have ret til en rehabiliteringsplan og-status, der følger dem på tværs af sektorer. Planens indhold skal være forpligtende forden myndighed, der skal udøve indsatsen. Og indholdet skal udfyldes der, hvor der erkompetence til at vurdere behovet for rehabilitering. Plan og status kan løbende revi-deres. De udgør således et dynamisk redskab, der fra forskellige faglige vinkler og pårelevante tidspunkter beskriver rehabiliteringsbehovet.Der er på området vedrørende spiseforstyrrelser – ligesom på det øvrige højt speciali-serede socialområde - behov for at få udarbejdet en egentlig specialeplan, med inspi-ration fra sundhedsområdet. En specialeplan skal sikre, at der udbydes de rette tilbudmed hensyn til kvantitet og kvalitet til de rette målgrupper. Dette oplæg kan brugessom udgangspunkt.Endelig er der behov for at få udarbejdet et reelt forløbsprogram på området. Det skalvære baseret på evidens og beskrive, hvordan man i de forskellige faser af psykiatriskbehandling og social rehabilitering sikrer den optimale behandling og støtte for men-nesker med svær spiseforstyrrelse.

VISION 2En glidende overgang mellem psykiatri og døgntilbudDe gode resultater efter en ofte langvarig indlæggelse på sygehuset skal bevares ogholdes ved lige. Det kræver koordination mellem de involverede parter, som bør sikresgennem en obligatorisk udskrivningssamtale mellem behandlingspsykiatri, kommunalsagsbehandler og en repræsentant fra det nye døgntilbud.Tryghed og kontinuitet i behandlingen efter udskrivning af patienten bør samtidig sik-res gennem løbende støtte og kontakt mellem psykiatri- og døgntilbud. Det er særligtvigtigt før, under og efter patientens overgang fra behandlingspsykiatri til døgntilbud.

VISION 3Nødvendige rammer for faglig, økonomisk og orga-nisatorisk bæredygtighedDe nødvendige rammer for at kunne give højt specialiseret social efterbehandlingtil mennesker med spiseforstyrrelser eksisterer ikke med den nuværende arbejds-fordeling på området. Med kun få borgere med samme sjældne og komplekse be-hov inden for hver kommune, er det for selv større kommuner ikke økonomisk bæ-redygtigt at drive egne højt specialiserede døgntilbud. Det er derfor nødvendigtat tænke i større geografiske enheder for at sikre de nødvendige vilkår for drift afsådanne tilbud.Derfor er det oplagt, at regionerne fremadrettet får ansvaret for at drive, etablereog udvikle tilbud til denne målgruppe. Regionernes fordel er, at de har et langtstørre befolkningsgrundlag end selv de største kommuner. Det betyder, at der pået regionalt tilbud, der dækker en halv eller hel region, vil være et tilstrækkeligtantal borgere med svær spiseforstyrrelse til, at faglige højt specialiserede tilbudkan opretholdes.Et befolkningsgrundlag af regional størrelse vil dels sikre døgntilbuddet stor erfaringmed målgruppen, fordi mange borgere vil blive behandlet på tilbuddet. Det vil ogsågøre døgntilbuddet økonomisk bæredygtigt, fordi der i en region – i modsætning til enkommune - er et tilstrækkeligt antal ”kunder” i butikken. Med specialiserede og økono-misk bæredygtige enheder kan behandlingen målrettes bedre. Dermed udnyttes sam-fundets ressourcer mere effektivt.Endelig vil et regionalt ansvar sikre en tæt kobling til det specialiserede sundhedsvæsen.Regionerne får forsyningsansvaret for det område, hvor der ydes højt specialiseret rehabi-litering for mennesker med spiseforstyrrelse. Der er tale om rehabilitering af midlertidigkarakter. Kommunerne beholder myndighedsansvaret og visiterer – med rådgivning fraregionen – fortsat egne borgere til indsatsen.

Behovet for sociale tilbud til mennesker med svær spisefor-styrrelseDanske Regioner vurderer, at der på landsbasis er behov for omkring 43 højt specialiserede døgnplad-ser af midlertidig karakter til mennesker med svære spiseforstyrrelser i offentligt regi. Pladserne kanvære afdelinger under større botilbud eller være selvstændige botilbud. Fælles for dem er, at de skalvære forbeholdt mennesker med spiseforstyrrelser og have et tværfagligt personale, som har erfaringmed og ekspertise i netop denne problemstilling.Udover den intensive døgnbehandling skal der til børne- og ungepladserne kunne tilbydes skolefor-løb og til voksenpladserne kunne tilbydes udslusning til udslusningsbolig i sidste del af forløbet. Tilpladserne skal desuden knyttes dagbehandlingstilbud, rådgivningsfunktion (til kommunerne) og etopsøgende team, der kan give specialiseret bostøtte til de mennesker, som bor i egen bolig, menstadig har behov for hjælp. På den måde kan det sikres, at der gives bostøtte af en passende kvalitettil alle med behov for dette uanset geografi.Der eksisterer i dag allerede 13 regionale pladser, der mere eller mindre lever op til disse krav og enrække private tilbud. Danske Regioner vurderer, at der er behov for omkring 30 pladser til midlerti-digt døgnophold (§ 107) fordelt over de fem regioner. Der er samtidig behov for at udbygge en rækkeaf de 13 eksisterende pladser, så de kan tilbyde det helhedsorienterede forløb, der er beskrevetherover.Dette vil i vid udstrækning kunne etableres via udvikling og omlægning af den eksisterende indsatsindenfor socialpsykiatrien. Det vil sige, at der ikke nødvendigvis er behov for en kapacitetsudvidelsepå området på samfundsplan.

ANBEFALINGEROtte konkrete anbefalinger fra regionerneRegionerne anbefaler, at man gør følgende for at forbedre vilkårene for menneskermed svær spiseforstyrrelse:1. Patienter med svær spiseforstyrrelse skal sikres et midlertidigt døgntilbud, såsnart de er klar til udskrivning fra behandlingspsykiatrien.2. Tilbuddet skal være i stand til at yde en højt specialiseret social rehabilitering.3. Mennesker med svær spiseforstyrrelse skal sikres en forpligtende rehabiliterings-plan- og status.4. Der skal udarbejdes en specialeplan for området vedr. svær spiseforstyrrelse.5. Der skal udarbejdes et forløbsprogram for området vedr. svær spiseforstyrrelse.6. En udskrivningssamtale mellem behandlingspsykiatri, kommunal sagsbehandlerog en repræsentant fra det kommende døgntilbud skal være obligatorisk.7. Der skal sikres løbende støtte og kontakt mellem psykiatri og døgntilbud, særligtfør, under og efter patientens overgang fra behandlingspsykiatri til døgntilbud.8. Der skal oprettes omkring 30 pladser på højt specialiserede døgntilbud i regionaltregi.

CASE 1Fem års konstante indlæggelserEn kvinde på 22 år har igennem flere år haft et kaotisk spisemønster og har tabt sigmere og mere. Hun er blevet indlagt akut på lukket afdeling på grund af selvmordstan-ker og selvskade. Hun er samtidigt voldsomt forpint af anorektiske tanker om mad ogvægt og er cirka 10 kilo undervægtig.Efter tre måneder på den lukkede afdeling bliver hun flyttet til Anoreksiafsnittet, hvorhun er indlagt cirka 35 måneder. Under indlæggelsen overflyttes hun fire gange afkortere tid til medicinsk afdeling, fordi hun har prøvet at begå selvmord med piller.Hun overflyttes også syv gange af kortere tid til lukket afdeling på grund af udtalt spi-sevægring og selvmordstanker.Efter det 35 måneder lange forløb er vægt og spisning nogenlunde stabiliseret. Patien-tens impulsprægede adfærd er i høj grad blevet dæmpet og hun bliver flyttet videretil et alment psykiatrisk åbent afsnit, hvor hun efter tre en halv måneds indlæggelseomsider bliver bevilget et relevant bosted af sin kommune. Det sker 22 måneder efter,at den første ansøgning om bostedet er afsendt.Efter udskrivelsen har kvinden en noget ustabil periode, hvor hun ryger ud og ind afden psykiatriske afdeling med korte mellemrum. Hun er også kort tid på et dagho-spital, og endelig må hun genindlægges på åben sengeafdeling til stabilisering i 10måneder.Kvinden har siden gennemført en højere uddannelse, er nu gift, har to børn og ervelfungerende på arbejdsmarkedet. Hun har ikke været indlagt de sidste seks år ogholder sin normale vægt og spisning. Hun går stadig til ambulant opfølgning hver an-den-tredje måned og er i perioder i behandling med antidepressiv medicin, fordi huni perioder er deprimeret. Aktuelt er hun dog helt medicinfri.De næsten fem års konstante psykiatriske indlæggelser kunne formentlig – ifølge kvin-dens psykiater - være afkortet af et relevant botilbud på et tidligere tidspunkt, end detblevet givet.Patientens sygdomsforløb er et eksempel på, at det er muligt at komme sig og få etvelfungerende familie- og arbejdsliv, selvom man har haft en meget svær spiseforstyr-relse. Det kræver dog tålmodighed, og får patienten ikke den nødvendige rehabiliteringundervejs, trækkes sygdomsforløbet ud til gene for patienten og større omkostningerfor samfundet.

CASE 2En times ugentlig støtteEn 37-årig tidligere sygeplejerske bliver henvist for anoreksi og tvangstanker- og hand-linger. Kvinden har en bindevævssygdom og har gennem 10-15 års sygdom med tilta-gende invaliditet tabt sig, så hun er 19 kilo undervægtig. Hun er begyndt at tvangs-motionere og har også fået flere og flere tvangstanker om renlighed, tal, farver ogsymmetri.Kvinden har fået intensiv ambulant behandling hos en psykolog og en diætist, hvilkethar fået hende til at tage 6-8 kilo på. Efterfølgende taber hun sig dog atter og må efterto års ambulant behandling indlægges på Anoreksiklinikken i maj 2007.I løbet af fem måneder bliver hendes vægt normaliseret, men hun har stadig kolos-sale problemer med tvangsmønstre ved måltiderne. Hun må derfor støttes og guidesog kan ikke gennemføre måltider uden for afdelingen. Bittesmå afvigelser fra rutinerfører til selvskadende adfærd – f.eks. at hun dunker hovedet ind i væggen. Klinik forAngst og OCD bliver inddraget i patientens behandling, og hun får medicin for sinetvangstanker. Hun får daglig intensiv træning, men få dages ferie med familien førerhver gang til øjeblikkeligt vægttab.I maj 2009 begynder man at planlægge, at kvinden kan udsluses til egen bolig medstøtte under måltiderne. I august 2009 ansøger man om specialiseret bostøtte fra etprivat bosted med særlig ekspertise i spiseforstyrrelser. Men kommunen giver afslag,og i august 2010 (et år efter) får kvinden afslag fra Ankestyrelsen begrundet med, atkommunen selv kan dække hendes behov.Hun bliver tilbudt én times kommunal hjemmevejleder, selvom hendes behov – ifølgede involverede psykiatere – skønsmæssigt er 25 timers støtte i hjemmet. Kvindens psy-kiater vurderer, at hun ved udskrivning til én times hjemmevejledning ugentligt hurtigtvil komme i en helbredstruende lav vægt.I november 2010 registreres patienten som færdigbehandlet på psykiatrisk afdeling.Først i maj 2012, hvor hun stadig er indlagt, får kvinden tilbud om støtte fra kommunentil måltider seks dage om ugen.Sygdomsforløbet er et eksempel på, hvor langvarig og kompleks den psykiatriske be-handling af en svær spiseforstyrrelse – ofte kombineret med andre lidelser som her OCDog somatisk sygdom - kan være. Samtidig viser det, hvor svært det kan være at få dennødvendige rehabilitering bevilget, selvom der påviseligt er behov for intensiv støtte.

CASE 3Ingen udsigter til at komme sigEn ung pige er som 16- og 18-årig indlagt på grund af vægttab, kaotisk spisemønster,tvangsmotion, misbrug af afføringsmidler og selvskade. Senere (i 2007) bliver hun hen-vist til ambulant anoreksibehandling først på et privat bosted, siden til offentlig dagbe-handling, hvor hun får behandling i over otte måneder. Hun er dog svær at behandle,fordi hun er angst og føler skam ved at udtrykke sig på andre måder end gennemskrift, og hun taber sig derfor løbende.Da kvinden er 20 år (i 2008), indlægges hun på psykiatrisk afdeling, herefter Anorek-siklinikken, hvor hun bliver i knapt to år. Under indlæggelsesforløbet tager hun 19 kilopå og bliver væsentligt mindre angst. Hun blev også bedre til at udtrykke sig mundtligt.Allerede otte måneder efter indlæggelsen ansøger psykiatrien om at udsluse hendetil en højt specialiseret privat udslusningsbolig, men kommunen giver afslag. I stedetbliver hun tilbudt en plads i et bofællesskab med tre andre personer med spiseforstyr-relse. Kvinden er nervøs for arrangementet, bl.a. fordi der kun er begrænset persona-lestøtte, men hun accepterer nødtvungent og får en plads i juli 2010.I bofællesskabet er der kun begrænset støtte til måltiderne, og straks efter udskri-velsen begynder kvinden at tabe sig, selvom hun fortsat går i et intensivt ambulantsamtaleforløb med psykolog og diætist i regi af sygehuset. Hun er trist, opgivende,tiltagende socialt isoleret og ser ingen fremtid for sig.I januar 2011 må hun genindlægges på psykiatrisk afdeling, og det lykkes at få hendetil at tage otte kilo på over syv måneder. Det på trods af tristhed, tendens til selvskadeog mange selvmordstanker. Hun kommer dog ikke op på sin normale vægt igen og måderfor igen genindlægges i en måned i september 2011. Efterfølgende bliver hun atterudskrevet til bofællesskabet, fordi hun opgiver behandling.Kvinden har således været indlagt et år ekstra på Anoreksiklinikken i mangel af et rele-vant døgntilbud. Hendes forgæves venten på et specialiseret tilbud og hendes socialeisolation medvirkede, ifølge hendes psykiater, klart til hendes hurtige tilbagefald efterudskrivning. Kvindens vægt og motivation til behandling har ikke kunnet genoprettesved efterfølgende indlæggelse. Kvinden har derfor ikke udsigter til at komme sig.Sygdomsforløbet viser, hvordan lang ventetid på et tilbud om rehabilitering er til skadefor patientens bedring og tærer på psykiatriens ressourcer. Det viser desuden, hvordanet tilbud uden den rette ekspertise og intensive støtte kan risikere at ødelægge denmotivation og helbredsmæssige bedring, som en patient med svær spiseforstyrrelse haropnået gennem et langvarigt behandlingsforløb i behandlingspsykiatrien.

De tre tilbud råder i alt over 13 pladser. Hvis alle personer med svær spiseforstyrrelse skal have mulighed for at få denrette rehabilitering efter udskrivning fra sygehuset, er der behov for yderligere 30 pladser fordelt over Danmark.De gule nåle på kortet markerer regionernes bud på type, antal og placering af de fremtidige pladser. Det drejer sig om:• • • • • Seks pladser til børn, unge og voksne i Region Nordjylland Fire pladser til børn og unge i Region MidtjyllandTre pladser til børn og unge i Region Syddanmark12 pladser for børn, unge og voksne i Region HovedstadenFem pladser for voksne i Region Sjælland

Aalborg

Thisted

Brønderslev

Kolding/Augustenborg

Odense

Hillerød

København

Århus/Risskov

Herning

Roskilde

Esbjerg