SUU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 303: Oversendelse af årsberetninger 2012 fra Patientombuddet, fra ministeren for sundhed og forebyggelse

IndholdForord........................................................................................................................ 41 Indledning............................................................................................................... 52 Præsentation af Patientskadeankenævnet.............................................................. 83 Nøgletal................................................................................................................... 84 Sagsgang...............................................................................................................4.1 Indhentelse af oplysninger ...................................................................................4.2 Sagens forberedelse ............................................................................................4.3 Nævnsbehandling ................................................................................................4.4 Afgørelsens indhold .............................................................................................4.5 Orientering om afgørelsen ....................................................................................5 Eksempler på typiske nævnsafgørelser.................................................................5.1 Kravet om en behandlingsudløst skade ..................................................................5.2 Ansvarsgrundlaget ..............................................................................................5.3 Fejldiagnoser/forsinket diagnosticering ..................................................................5.4 Ulykkestilfælde ...................................................................................................1313131314141515192628

6 Sager ved Folketingets Ombudsmand og domstolene............................................ 306.1 Klager til Folketingets Ombudsmand ...................................................................... 306.2 Sager ved retten ................................................................................................. 307 Læring...................................................................................................................7.1 Patientskadenævnet og Læringsenheden ................................................................7.2 Internationalt samarbejde ....................................................................................7.3 Kvalitetsudvikling og kvalitetssikring .....................................................................43434344

ForordJeg har siden 2010 været formand for Patientskadeankenævnet. Formandsskabet ud-gøres yderligere af seks næstformænd. Formanden og næstformændene varetagerhver en fast nævnsafdeling, der holder månedlige møder, hvor afgørelserne blivertruffet.Patientskadeankenævnet er ankeinstans for Patientforsikringsforeningens afgørelserom erstatning for patientskader, og formanden/næstformændene har her til opgave atlede nævnsmøderne og holde et kort oplæg om hver enkelt sag, før den bliver be-handlet. I nævnsmøderne deltager som udgangspunkt otte medlemmer, der repræ-senterer en ligelig sammensætning af henholdsvis lægelig og juridisk ekspertise samtpartsinteresser.Nævnssekretariatet er fra 2011 placeret i Patientombuddets Erstatningscenter, hvorsagerne bliver forberedt og lagt til rette af et sekretariat med sagsbehandlere, der haren juridisk eller kontormæssig baggrund. Sammensætningen af Patientskadeanke-nævnets medlemmer er ikke blevet ændret, og det er også de samme dygtige medar-bejdere fra det tidligere sekretariat, der er overflyttet til Erstatningscentret, hvilkethar været afgørende for, at vi trods organisationsændringen og den fysiske flytninghar kunnet opretholde stabilitet og kvalitet i nævnsarbejdet.Patientskadeankenævnet har de seneste år modtaget flere og flere nye ankesager, ogvi har derfor gennem årene udvidet med nye faste nævnsafdelinger med henblik på atfå afgjort sagerne indenfor en rimelig tid. Det blev således også nødvendigt i 2012 atudvide med endnu en ny nævnsafdeling for at kunne følge med udviklingen.Det lykkedes os i 2012 at nå alle de fastsatte mål, og vi vil også i 2013 arbejde fremmod fortsat at levere afgørelser af så høj kvalitet som muligt indenfor en rimelig tid.Jan Uffe Rasmussenformand

1 IndledningMed virkning fra den 1. januar 2011 blev sekretariatsbetjeningen af Patientskadean-kenævnet overført til Patientombuddet, der blev oprettet som ny myndighed underministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Sekretariatsbetjeningen af Patientskadean-kenævnet ligger således nu i Patientombuddets Erstatningscenter. Der blev dog ikkeherved ændret på Patientskadeankenævnets virke eller sammensætning, og nævnetfungerer således fortsat som en selvstændig juridisk enhed, der er uafhængigt i sinvirksomhed.Patientskadeankenævnet har de seneste år oplevet en kraftig stigning i antallet af an-kesager og det blev som følge heraf nødvendigt i 2012 at udvide Patientskadeanke-nævnets faste nævnsafdelinger med en ny afdeling, således at Patientskadeanke-nævnet nu består af syv faste nævnsafdelinger med hver otte faste medlemmer, dermødes månedligt.Der blev i 2012 nævnsbehandlet over 2.100 sager, og stigningen ser kun ud til atfortsætte de næste år. Trods den kraftige stigning i antallet af sager lykkedes det igeni 2012 både at afslutte endnu flere sager end tidligere år og at fastholde den lavegennemsnitlige sagsbehandlingstid.Vi nåede således at afslutte over 2.200 sager, hvilket var cirka 200 flere end oprinde-lig planlagt og 2012 blev dermed det mest produktive år i nævnets historie. Den gen-nemsnitlige sagsbehandlingstid faldt samtidig til 5,2 måned, hvilket er det laveste inævnets historie.Alt i alt blev 2012 resultatmæssigt et meget tilfredsstillende år, og der vil i de følgen-de afsnit blive redegjort nærmere for nævnets virksomhed og de typer af sager, somnævnet behandler.Lovændringer på patientforsikringsområdet

Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er ved kongelig an-ordning sat i kraft for Færøerne med virkning fra den 1. januar 2012.Det betyder, at Patientforsikringen skal behandle sager om erstatningskrav i anled-ning af skader opstået ved behandling i det færøske sundhedsvæsen efter den 1. ja-nuar 2012. Patientforsikringens afgørelser vil som andre afgørelser truffet af Patient-forsikringen kunne påklages til Patientskadeankenævnet.Patientforsikringen har i 2012 kun modtaget ganske få anmeldelser vedrørende be-handling i det færøske sundhedsvæsen. Patientskadeankenævnet har i 2012 ikkemodtaget klager over Patientforsikringens afgørelser i sager vedrørende Færøerne.Erstatningspligten for behandlingsskader påhviler de færøske myndigheder.

Folketinget vedtog den 6. december 2012 en ændring af lov om klage- og erstat-ningsadgang inden for sundhedsvæsenet (L 31), som indebærer, at private sygehuse,private klinikker og privatpraktiserende speciallæger med virkning fra den 1. juli 2013forpligtes til selv at finansiere patientskadeerstatninger for de omfattede behandlingerpå deres område. Hidtil er erstatninger for skader sket i den private sektor blevet fi-nansieret af regionerne. Private sygehuse, klinikker og praktiserende speciallæger på-lægges med lovændringen pligt til at tegne forsikring for de omfattede behandlingerog undersøgelser.Lovændringen ændrer ikke ved patienternes ret til erstatning, som fortsat følger reg-lerne i klage- og erstatningsloven samt erstatningsansvarsloven.Finansieringsforpligtelsen for private sygehuse, klinikker og privatpraktiserende speci-allæger omfatter erstatning for skader sket i forbindelse med behandlinger betalt afpatienten selv, en sundhedsforsikring eller ved henvisning efter reglerne om det udvi-dede frie sygehusvalg.Regionerne skal fortsat afholde udgifter til erstatninger for skader forårsaget af be-handlinger på private hospitaler, private klinikker og privatpraktiserende speciallæger,hvis behandlingen sker som en del af regionernes planlagte behandlingskapacitet.Regionerne skal også fortsat finansiere erstatninger for skader opstået ved behandlin-ger foretaget af privatpraktiserende speciallæger som sygesikringsydelser og ved be-handling hos alment praktiserende læger og andre privatpraktiserende sundhedsper-soner.De private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser pålægges med lovændringenat deltage i takstfinansieringen af Patientskadeankenævnet og i finansieringen af Pati-entforsikringsforeningen.Med lovændringen ændres sammensætningen af Patientskadeankenævnet, således atorganisationen Danske Patienter også repræsenteres i nævnet.Patientskadeankenævnet vil herefter med virkning fra 1. juli 2013 få følgende sam-mensætning:Formand eller næstformand (dommer)2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen1 medlem udpeget af regionsrådene i forening1 medlem udpeget af KL1 medlem udpeget af Advokatrådet og2 ud af 3 medlemmer udpeget af hhv. Forbrugerrådet, Danske Handicaporganisationerog Danske Patienter.De medlemmer, som er udpeget af Danske Handicaporganisationer, Forbrugerrådetog Danske Patienter skiftes til at deltage i nævnsmøderne, sådan at nævnet fortsatbestår af i alt 8 medlemmer på hver afdeling.

Nævnet vil med lovændringen være beslutningsdygtigt, når nævnet ved afgørelsen afden enkelte sag består af formanden/næstformanden samt mindst 4 medlemmer,heraf mindst et medlem udpeget af Sundhedsstyrelsen, et medlem udpeget af Advo-katrådet, et medlem udpeget af regionerne eller KL og et medlem udpeget af DanskeHandicaporganisationer, Forbrugerrådet eller Danske Patienter.Med lovændringen er nævnsformandens mulighed for at lade særligt sagkyndige –herunder Patientforsikringen – deltage i nævnsmøderne som observatorer ophævet.Patientforsikringen meddelte i 2012, at man i lyset af det fremsatte lovforslag straksville ophøre med at deltage i nævnsmøderne som observatører og Patientforsikringenhar således ikke siden medio 2012 deltaget som observatører i nævnets møder. Ob-servatørposten blev tidligere brugt til at sikre vidensdeling og information om grund-laget for nævnets praksis, og Patientombuddet arbejder sammen med Patientforsik-ringen på at finde en løsning for, hvordan man kan sikre, at der fortsat sker den nød-vendige vidensdeling og information mellem instanserne.

2 Præsentation af PatientskadeankenævnetPatientskadeankenævnet behandler klager over afgørelser fra Patientforsikringen omerstatning for patientskader. Patientskadeankenævnet tager stilling til, om en patienter kommet til skade som følge af en behandling eller en undersøgelse i sundhedsvæ-senet. Det kan for eksempel være på et hospital eller hos egen læge. Nævnet kan og-så tage stilling til erstatningsudmålingen som følge af en anerkendt patientskade. Nårder er truffet afgørelse i en sag, er der ikke flere klagemuligheder i det administrativesystem. Der er imidlertid mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene.Patientskadeankenævnet er nedsat i medfør af § 34, i lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet. Nævnet består af en formand og syv medlem-mer. Nævnet er organiseret i syv afdelinger, der ved afgørelsen af den enkelte sag ersammensat af en formand, der er dommer, og som er udpeget af ministeren forSundhed og Forebyggelse. Herudover består nævnet af to sagkyndige medlemmerudpeget af Sundhedsstyrelsen, samt ét medlem udpeget af Advokatrådet. Herudoverer der udpeget to patientrepræsentanter fra henholdsvis Danske Handicaporganisatio-ner og Forbrugerrådet, samt to repræsentanter for de driftsansvarlige, henholdsvisDanske Regioner og Kommunernes Landsforening. Som ovenfor omtalt blev der i2012 vedtaget en lovændring, der indebærer en ændret nævnssammensætning pr. 1.juli 2013.Hver nævnsafdeling afholder ét månedligt møde svarende til cirka 11 møder årligt ihver afdeling, svarende til cirka 75 møder i alt. Møderne er ikke er offentlige.

Tabel 1 viser, hvordan nævnets afgørelser fordeler sig i forhold til antal tiltrådte ogændrede afgørelser. Kategorien ’Tiltrædelse’ dækker over de sager, hvor nævnet harværet enig i Patientforsikringens afgørelse, hvor kategorien ’Ændrede afgørelse’ er desager, hvor nævnet ikke har været enig og underkategorierne ’ansvar’ og ’erstatning’henviser til hhv. de sager hvor nævnet ændrer i ansvarsafgørelser og erstatningsud-målinger. Nævnet ændrede Patientforsikringens afgørelser i cirka 13 procent af sa-gerne i 2012, hvilket svarer til niveauet i 2011. Der henvises i øvrigt til årsberetnin-gens afsnit 4.4.Resultatet af formandsafgørelser ses i Tabel 2:

4.1 Indhentelse af oplysningerNår Patientombuddets Erstatningscenter, der er sekretariat for Patientskadeankenæv-net, modtager en klage over en afgørelse fra Patientforsikringen, oprettes der en sag,og vi undersøger i den forbindelse, om klagefristen på tre måneder er overholdt. Pati-enten vil blive bedt om at give samtykke til, at der kan indhentes relevante oplysnin-ger. Herefter anmoder sekretariatet Patientforsikringen om en udtalelse over klagenog udlån af sagens akter. Når dette materiale er modtaget, vil sagens parter, det vilsom oftest sige patient og region, få tilsendt kopi af udtalelsen med anmodning omeventuelle bemærkninger.Hvis der mangler relevante oplysninger i sagen, indhenter sekretariatet disse. Det kanfor eksempel være journaler fra sygehus eller læge, kommunale akter eller oplysnin-ger fra patienten selv.

4.3 NævnsbehandlingKlageren vil to til tre uger inden sagen skal behandles på nævnsmøde få besked omden præcise mødedato. Møderne er ikke offentlige. På mødet vil nævnet træffe en af-gørelse, og hvis ikke alle nævnsmedlemmer er enige, er det flertallet, der afgør sa-gen. Hvis det ikke har været muligt at afgøre sagen på mødet, vil parterne få beskedherom. Det kan i nogle tilfælde ske, at sagen bliver udsat, for eksempel fordi der skalindhentes supplerende oplysninger.Hvis vi vurderer, at der ikke foreligger tvivl i sagen, kan formanden i henhold til næv-nets forretningsorden træffe afgørelse på nævnets vegne. Det er typisk i sager, somalene vedrører erstatningsberegning, sager hvor skaden falder uden for lovens dæk-ningsområde, sager med anmodning om genoptagelse, sager med manglende klage-berettigelse, klager over aktindsigt, sager hvor betingelserne for anerkendelse af er-

4.5 Orientering om afgørelsenIndenfor cirka en uge efter nævnsmødet vil parterne modtage afgørelsen i sagen. Afafgørelsen vil det fremgå, hvad nævnet har lagt vægt på, og hvilke lovregler sagen erafgjort efter. Hvis der foreligger en udtalelse fra nævnets lægekonsulent, kan manbede om at få udtalelsen, når sagen er afgjort. Det gælder, selv om der er tale om etinternt notat.Når Patientskadeankenævnet har truffet afgørelse i sagen, er der ikke flere klagemu-ligheder i det administrative system. Hvis en part ikke er enig i Patientskadeanke-nævnets afgørelse, er der mulighed for at få prøvet sagen ved domstolene. I det til-fælde skal parten eventuelt i samarbejde med en advokat indgive en stævning vedretten. Fristen for indbringelse af sagen for domstolene er inden seks måneder efter,at afgørelsen er meddelt. Denne frist er lovbestemt og fremgår af klage- og erstat-ningsloven.

5 Eksempler på typiske nævnsafgørelserIndtil 1992 blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindeli-ge erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel. Efter den almindelige erstatnings-lovgivning var det patienten, der skulle bevise, at der var indtrådt en skade i forbin-delse med behandlingen, og at skaden var forvoldt ved forsætlig eller uagtsom ad-færd. Det var med andre ord ret svært at få erstatning.I 1992 trådte patientforsikringsloven i kraft. Hovedformålet med loven var at indføreen ordning, der sikrer patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstat-ning, når de er blevet påført en skade ved behandling, undersøgelse eller lignende pået offentligt hospital. I begyndelsen havde langt de fleste amter forsikringsdækningfor patientskaderne i et forsikringsselskab, men i dag er alle regioner selvforsikrende.Oprindeligt var det kun fysiske skader, der var omfattet af patientforsikringsloven,men pr. 1. januar 2004 blev loven udvidet til også at dække psykiske skader. Endvi-dere blev dækningsområdet udvidet således, at behandling på blandt andet privatho-spitaler, hos vagtlæger og hos privatpraktiserende læger også blev omfattet.Senest er samtlige regler om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenetsamlet i én lov: Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (kla-ge- og erstatningsloven), der trådte i kraft den 1. januar 2007.Loven opstiller en række kriterier for, at en skade kan anses for omfattet af lovensdækningsområde, men erstatningens størrelse fastsættes efter reglerne i erstatnings-ansvarsloven. Klage- og erstatningsloven indeholder dog den begrænsning, at der kunkan ydes erstatning, hvis den samlede erstatning overstiger 10.000 kroner.Der vil nedenfor blive foretaget en gennemgang af et udsnit af de afgørelser, som Pa-tientskadeankenævnet har truffet i henhold til klage- og erstatningsloven i 2012. Deciterede afgørelser er valgt, fordi de er egnede til at give et indblik i de grundlæggen-de betingelser for, at en skade kan anses for omfattet af loven. Betingelserne fremgåraf lovens §§ 19 til 23.For at lette forståelsen og betydningen af de enkelte afgørelser er afgørelserne inddeltefter hvilken paragraf, de primært vedrører, og der er for hver paragraf foretaget enkort gennemgang af bestemmelsens indhold.

Som det fremgår af bestemmelsen, er det et krav, at patienten er påført en skade, ogat skaden er opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Det erikke en betingelse, at patienten skal være påført et mén som følge af behandlingen.En skade i lovens forstand kan således for eksempel bestå i en forlænget sygeperiode,fordi patienten har måttet reopereres.§ 19, stk. 1, skal læses i sammenhæng med § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ska-den ”med overvejende sandsynlighed” skal være forvoldt på én af flere nærmere spe-cificerede måder. I princippet er selv en minimal sandsynlighedsovervægt tilstrække-lig (det vil sige lidt over 50 procent).Selve det forhold, at behandlingen ikke får den ønskede effekt, eller at der er givetutilstrækkelig information om eventuelle risici forud for behandlingen, er ikke skader ilovens fortand.Afgørelser efter § 19, stk. 1:Manglende sammenvoksning af brud var ikke en skade(2012-0-1901)En 58-årig mand faldt i januar 2009 i hjemmet og brækkede sit kraveben.Da kravebenet ikke sad anatomisk korrekt, blev der foretaget operation,hvor man indsatte en metalskinne og skruer for at fiksere bruddet. Cirka 3måneder senere konstaterede man, at kravebenet ikke var groet sammen,og at skinnen og skruerne havde rykket sig lidt. Manden blev derfor reopere-ret i august 2009, hvor man fjernede det indsatte materiale. I november2009 fik manden taget et røntgenbillede, der viste, at kravebenet stadig ikkevar groet sammen, og at der var opstået såkaldt falsk leddannelse. Man hå-bede dog fortsat, at bruddet ville gro sammen, men i april 2011 valgte manpå grund af fortsat manglende knogleheling at foretage en tredje operation.Under operationen udtog man et stykke knogle fra hoften og satte ind imel-lem brudenderne på kravebenet, ligesom man foretog fornyet fiksation medskinne og skruer. Ved den afsluttende kontrol i juni 2011 havde manden kunfå gener.Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at patienten ikkevar påført en skade som følge af behandlingen. Nævnet lagde vægt på, atbehandlingen gennem hele forløbet havde fulgt den standard, der kan for-ventes af en erfaren specialist på det pågældende område, og at der var taleom et alvorligt brud med knusning af brudfladerne. Helingsproblemerne måt-te derfor med overvejende sandsynlighed tilskrives forhold hos manden selvog karakteren af grundlidelsen (bruddet).Sagen viser, at det ved skadesvurderingen er afgørende at fastslå, om det erbehandlingen, der er årsag til en skade eller komplikations opståen. Selv omoperation med indsættelse af skinne og skruer er behandling i lovens for-stand, så var det i ovenstående eksempel ikke forhold ved behandlingen, dergjorde, at bruddet ikke ville gro sammen. Dermed var der ikke indtrådt enskade eller komplikation i lovens forstand.16

Se til sammenligning sag 2011-00-872, hvor manglende sammenvoksningblev anerkendt som en patientskade. Sagen er citeret nedenfor under gen-nemgangen af § 20, stk. 1, nr. 1.Tidsmæssigt sammenfald var ikke tilstrækkeligt (2012-00-302)I midten af oktober 2009 blev en 19-årig mand opereret for vandbrok påvenstre side af sin pung. Man udtog biopsi for at finde årsagen, og mandenkunne udskrives i velbefindende tilstand dagen efter operationen. Efterføl-gende opstod der dog hævelse, smerter og ubehag fra pungen, men ved un-dersøgelse på hospitalet fandt man ingen forklaring. 10 dage senere blevmanden undersøgt akut på hospitalet på grund af højresidige mavesmerter.Der blev iværksat grundig udredning, men man fandt dog ikke årsagen tilmavesmerterne. CT-scanning i juni 2010 viste normale forhold i både pungog mave, ligesom kikkertundersøgelse af tyktarmen viste normale forhold.Efterfølgende kameraundersøgelse af tyndtarmen gav heller ingen forklaringpå mavesmerterne.Patientskadeankenævnet vurderede ligesom Patientforsikringen, at mandensmavesmerter ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives operatio-nen i oktober 2009. Nævnet lagde vægt på, at smerter i og omkring pungenvar velkendt efter den pågældende operation, men at det trods en rækkeundersøgelser ikke havde været muligt at finde årsagen til mavesmerterne.Det forhold, at der tilsyneladende var tidsmæssig sammenhæng, kunne ikkei sig selv føre til, at generne med overvejende sandsynlighed måtte anses forudløst af operationen. Nævnet lagde endvidere vægt på, at behandlingen ioktober 2009 havde været i overensstemmelse med, hvorledes en erfarenspecialist på området ville have handlet.Sagen er et eksempel på, at tidsmæssigt sammenfald og manglende forkla-ring på nogle geners opståen ikke er tilstrækkeligt til, at generne med over-Ingen skade trods forsinket diagnosticering af misdannelservejende sandsynlighed kan anses for udløst af behandlingen.i hjernen (2012-00-436)En gravid kvinde fik i starten maj 2010 foretaget en såkaldt nakkefoldsscan-ning af sit foster. Undersøgelsen viste normale forhold. I slutningen af juni2010 blev der foretaget scanning for misdannelser hos fosteret, men denneundersøgelse viste også normale forhold, dog fraset et unormalt lille hoved-omfang. Kvinden fødte til normal tid, og den nyfødte dreng havde det umid-delbart godt. Man konstaterede dog atter, at hovedomfanget var lille, menudskrev senere samme dag både mor og barn. Cirka to uger senere blev derforetaget yderligere udredning af drengen på grund af problemer med am-ningen. Scanninger viste, at han havde en medfødt misdannelse i hjernen.Som følge heraf udviklede han sig ikke normalt, idet han blandt andet ikkefik noget sprog, havde manglede muskelspænding (tonus) i både over- ogunderkrop og nedsat syn.Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at det ikke hav-de været i overensstemmelse med den standard, der kan forventes af enerfaren specialist på området, at man undlod at iværksætte yderligere17

undersøgelser af fosteret efter konstateringen af det for lille hovedomfang –både ved scanningen i juni 2010 og umiddelbart efter fødslen. Yderligereundersøgelser og hurtigere diagnosticering af misdannelserne i hjernen hav-de dog ikke med overvejende sandsynlighed kunnet afbøde konsekvenserneaf misdannelserne, og barnet var derfor ikke påført en skade i lovens for-stand. Den omstændighed, at barnet var blevet født med handicap i stedetfor at være blevet fjernet ved sen abort, udgjorde ej heller en skade i lovensforstand – hverken for forældre eller barn.Sagen viser, at forsinket diagnosticering af en lidelse ikke er ensbetydendemed, at der er indtrådt en patientskade. Det er en betingelse, at følgerne aflidelsen med overvejende sandsynlig kunne være undgået eller begrænsetved hurtigere diagnosticering og behandling. Endvidere viser sagen, at detikke er en skade i lovens forstand at få et uønsket barn på grund af eventuelfrataget mulighed for sen abort.

Konkret sandsynlighedsafvejning ved konkurrerende skadesårsager(2012-0-1123)En kvinde fødte i september 2010 tvillinger ved akut kejsersnit, som forløbuproblematisk. Efter fødslen blev det konstateret, at det ene barn havde ethængende øjenlåg på venstre øje, ligesom der var slaphed og fejlstilling afbarnets venstre arm. Man fastslog, at hun havde en skade på et nervebundtved venstre skulder (plexus brachialis), hvilket var årsag til generne i bådevenstre øje og arm.Patientskadeankenævnet vurderede ligesom Patientforsikringen, at barnetikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført en skade i forbindelsemed fødslen. Nævnet lagde efter en konkret vurdering af de forskellige risi-kofaktorer vægt på, at nerveskaden ligeså godt kunne være forårsaget afandre forhold end kejsersnittet, herunder pladsforholdene i livmoderen ogbørnenes lejring. Kravet om sandsynlighedsovervægt (mere end 50 procent)var derfor ikke opfyldt, uanset at nævnet var bekendt med, at også upro-blematiske kejsersnit kan forårsage skade på plexus brachialis.Sagen viser, at der ved konkurrerende skadesårsager – det vil sige flere mu-lige årsagsfaktorer, der selvstændigt kunne have forårsaget skaden – måforetages en konkret sandsynlighedsafvejning. Hvis det efter en afvejning afde forskellige risikofaktorer ikke kan anses for mere end 50 procent sand-synligt, at behandlingen har udløst skaden, må erstatning afvises.

5.2 Ansvarsgrundlaget§ 20, stk. 1 (ansvarsgrundlaget)§ 20, stk. 1. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldtpå en af følgende måder:1) Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område underde i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandlingel.lign., hvorved skaden ville være undgået,2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet ud-styr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp afen anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som udfra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patien-tens sygdom, eller4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behand-ling indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mereomfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tageshensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigtsamt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for densindtræden i betragtning.KEL § 20 stk. 1, nr. 1-4, anvendes på den måde, at man først undersøger, om nr. 1 eropfyldt. Hvis dette er tilfældet, ydes der erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 1. Hvis ska-den ikke falder ind under nr. 1, går man videre og undersøger, om den eventuelt fal-der ind under nr. 2 og så fremdeles.

5.2.1 Specialistreglen§ 20, stk. 1, nr. 1, kaldes også specialistreglen. Der er tale om en specialistmålestok,hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handletunder de givne forhold, og hvorvidt skaden med overvejende sandsynlighed ville haveværet undgået med denne behandling. Det er derfor uden betydning, hvilke individu-elle forudsætninger den behandlende læge havde.Patienten er ikke berettiget til erstatning, hvis der som følge af politiske beslutningerom ressourcerne på det enkelte sygehus ikke kan tilbydes den behandling eller under-søgelse, som den erfarne specialist finder nødvendig. Den erfarne specialist skal dog idisse situationer sørge for henvisning/overflytning af patienten til et sygehus, der kantilbyde den relevante behandling.Ved vurderingen af, hvilken behandling en erfaren specialist på området må antagesat ville have iværksat, skal de oplysninger og den viden, som man havde på behand-lingstidspunktet, lægges til grund. Efterfølgende erhvervet viden om patientens syg-

5.2.3 Ligeværdig behandlingsmetode§ 20, stk. 1, nr. 3, dækker skader, der set i bakspejlet kunne være undgået ved valgaf en anden ligeværdig behandlingsmetode. Reglen har et meget snævert anvendel-sesområde, idet det er sjældent, at der findes to behandlingsteknikker, der ud fra etlægeligt synspunkt er helt lige gode til behandling af en patient. Hvis der i den kon-krete situation er en blot minimal lægelig præference for den ene metode, kan meto-derne ikke anses for ligeværdige i lovens forstand.Bestemmelsen i nr. 3 anvendes ligeledes sjældent, og Patientskadeankenævnet har i2012 ikke behandlet sager, hvor en ligeværdig behandling kunne have været anvendt.Derimod er der i 2012 afsagt en højesteretsdom, som omhandler problemstillingen.Dommen er refereret og kommenteret i afsnittet om retssager.

5.2.4 Rimelighedsreglen§ 20, stk. 1, nr. 4, kaldes også rimelighedsreglen, fordi bestemmelsen omfatter ska-der, der er mere sjældne og alvorlige, end hvad patienten med rimelighed må tåle.Meningen med reglen er således at fastslå, at patienterne selv må bære visse risici forkomplikationer til behandlingen, fordi de eventuelle komplikationer er af underordnetbetydning i forhold til de følger, som grundsygdommen, dvs. den sygdom, patientenbehandles for, sandsynligvis ville have fået, hvis behandling ikke var sat i værk. Detbetyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdommesom oftest ikke er omfattet, men det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt enhændelig skade må tåles.Grænsen for, hvornår en skade betragtes som sjælden, ligger sædvanligvis ved 1-2procent. Skader, der indtræder hyppigere, falder som udgangspunkt for sjældenheds-kriteriet og kan derfor ikke medføre erstatning.

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 1 (specialistreglen):Lammelse anerkendt på grund af manglende indikation forhjerneoperation (2011-0-2135)En 50-årig kvinde, der led af godartede svulster i blodkar i hjernestammen(kavernøse angiomer), oplyste i forbindelse med en kontrol på et hospital imarts 2009, at hun gennem det sidste halve år havde haft tilfælde med føle-forstyrrelser ned i højre arm og ben samt let hængende mundvig. Man fore-tog MR-scanning, der viste blødning fra et kavernøst angiom, og samtidighavde man mistanke om vækst af et andet angiom. Kvinden blev tilbudt atfå foretaget operation i USA, da der var tale om en meget risikabel operati-on. Kvinden accepterede operationen, men efter operationen havde hun enlammelse af højre side af kroppen.Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstem-melse med, hvorledes en erfaren specialist på området ville have handlet.Endvidere afviste man at yde erstatning iht. § 20, stk. 1, nr. 4, på grund afden høje risiko for forværring af kvindens forudbestående gener i forbindelsemed operationen.Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og anerkendte, at kvinden varpåført en skade i form af total lammelse af højre arm samt svær kraftned-sættelse i højre ben. Det var nævnets vurdering, at behandlingen ikke havdefulgt erfaren specialiststandard. Nævnet lagde vægt på, at der ikke havdeværet tilstrækkelig indikation for operationen, idet kvindens tilstand forud foroperationen havde været neurologisk stabil uden hverken en jævn eller trin-vis forværring. Endvidere var risikoen for blødninger uden operation for-holdsvis lille, hvorimod der var en stor risiko for forværring i forbindelse meden operation. Selve operationen fandtes dog udført i overensstemmelse mederfaren specialiststandard.Sagen viser, at der ved vurderingen af specialiststandarden både skal fore-tages en afvejning af, om en foretagen operation var indiceret, og om selveoperationen blev udført i overensstemmelse med den erfarne specialistsstandard. Selv om en operation bliver udført korrekt kan der være grundlagfor at yde erstatning, hvis det vurderes, at operationen ikke burde være fo-retaget. I så fald skal eventuelle skader som følge af operationen anerken-des iht. § 20, stk. 1, nr. 1, og ikke vurderes iht. § 20, stk. 1, nr. 4, om hæn-delige komplikationer. Sagen er desuden et eksempel på, at behandling iudlandet godt kan være omfattet af lovens dækningsområde, hvis behand-lingen er foretaget efter henvisning fra et dansk hospital.

Manden valgte på denne baggrund at få foretaget en operation med opret-ning af fejlstillingen i januar 2009. Under operationen fik han indsat en skin-ne og nogle skruer for at holde knoglen på plads. Røntgenkontrol i juni 2009viste dog, at bruddet ikke var groet sammen, hvorfor der blev foretaget enny operation senere samme måned. Behandlingen kunne herefter afsluttes iseptember 2009.Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at behandlingen ijanuar 2009 ikke havde været i overensstemmelse med, hvorledes en erfa-ren specialist på området ville have handlet. Nævnet lagde vægt på, at manved gennemgang af røntgenbillederne under og efter operationen kunne se,at nogle af skruerne ikke havde ordentligt fat i begge knoglestykker, og atden ene af skruerne var løs. Nævnet vurderede, at det med overvejendesandsynlighed var den utilstrækkelige fiksering af bruddet, der var årsag til,at det ikke var groet sammen. Den manglende sammenvoksning blev derforanerkendt som en patientskade.Sagen viser, at manglende sammenvoksning af et brud efter omstændighe-derne kan anerkendes som en patientskade, hvis det må anses for overve-jende sandsynligt, at behandlingen er årsag til den manglende sammen-voksning. Dette vil typisk være tilfældet, hvis fikseringen af bruddet ikke harværet i overensstemmelse med, hvorledes en erfaren specialist på områdetville have foretaget den, og bruddet derfor ikke har været tilstrækkeligt sta-bilt. Se til sammenligning sag 2012-0-1901, hvor manglende sammenvoks-ning af et brud ikke blev anerkendt som patientskade. Sagen er citeret oven-for under gennemgangen af § 19, stk. 1.

Psykisk skade efter operation med utilstrækkelig bedøvelse(2012-0-1131)En 36-årig mand blev i januar 2011 opereret, fordi han skulle have trans-planteret en nyre. Efter operationen oplyste manden, at han under operatio-nen var vågnet, men var ude af stand til at reagere. Manden udviklede somfølge heraf psykiske gener og måtte behandles hos en psykolog.Patientforsikringen vurderede, at behandlingen i forbindelse med operatio-nen havde været i overensstemmelse med den standard, der kan forventesaf en erfaren specialist på området. Der var således tale om en hændeligkomplikation, som dog ikke fandtes at være mere omfattende, end hvadmanden med rimelighed burde tåle henset til den meget alvorlige grundsyg-dom (nyresvigt). Erstatning for de psykiske følger blev derfor afvist.Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, idet nævnet fandt, at behand-lingen ikke havde levet op til den erfarne specialists standard. Nævnet lagdebl.a. vægt på, at doseringen af et af medikamenterne i forbindelse med ope-rationen havde været for lav i forhold til mandens vægt på 98 kg. Han varderfor kun faldet i en let søvn, men var vågnet, da operationen blev påbe-gyndt. På grund af den muskelafslappende medicin havde manden dog ikkekunnet gøre opmærksom på, at han var vågen. Nævnet anerkendte derfor,at der var grundlag for at yde erstatning for de psykiske følger af den så-22

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 2 (svigt i apparatur):Øjenskade efter operation med defekt apparatur (2012-0-1506)En 29-årig mand blev i august 2010 opereret i venstre øje, idet han som føl-ge af sukkersyge havde fået forandringer i øjet. Under operationen fjernedeman blandt andet glaslegemet (en geleagtig klar substans beliggende i øjetsindre foran/på nethinden) og arvæv i det venstre øje. Under operationenopstod der flere huller i nethinden, som blev behandlet med laser og ind-sprøjtning af siliconeolie. Efter operationen måtte manden reopereres pågrund af arvæv og nethindeløsning. I juni 2011 var hans syn så dårligt, athan kun kunne skelne lys med øjet. Under sagens behandling i Patientforsik-ringen oplyste den kirurg, der havde foretaget operationen i august 2010, atder efter operationen var blevet konstateret fejl på det apparat, der skullefjerne glaslegemet. I stedet for at klippe glaslegemet i stykker og suge detud, havde det delvist trukket i glaslegemet, hvorved der opstod huller i net-hinden.Patientforsikringen afviste at yde erstatning, idet man vurderede, at huldan-nelsen ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives en fejl i appara-turet. Endvidere blev det vurderet, at behandlingen havde fulgt erfaren spe-cialiststandard, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1. Da huller i nethinden efter be-handling af diabetiske nethinder med svær membrandannelse opstår i for-bindelse med mere end 2 procent af den type operationer, fandtes skaden ejheller at kunne erstattes som en hændelig komplikation, jf. lovens § 20, stk.1, nr. 4.Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen og anerkendte, at manden varpåført en erstatningsberettigende skade i form af huldannelse i nethindenmed deraf følgende svært nedsat syn på venstre øje. Nævnet lagde vægt på,at der under operationen havde været anvendt defekt apparatur, men be-mærkede dog, at det ikke er usædvanligt, at der kan opstå huller i nethin-den, når glaslegemet skal fjernes hos patienter med sukkersyge. Hvis appa-raturet ikke havde været defekt, ville manden dog med overvejende sand-synlighed have bevaret sit syn, men med en lille forringelse efter operatio-nen.Sagen viser, at der ved vurderingen af, om en skade kan anerkendes efterlovens § 20, stk. 1, nr. 2, må foretages en afvejning af, hvad der med over-vejende sandsynlighed har udløst skaden. Den blotte tilstedeværelse af endefekt i behandlingsudstyret er altså ikke tilstrækkeligt til, at en eventuelskade kan anerkendes. I ovennævnte sag kan det udledes, at nævnet fandtdet mindre end 50 procent sandsynligt, at skaden ville være opstået, hvisapparaturet ikke havde været defekt.23

Afgørelser efter § 20, stk. 1, nr. 4 (rimelighedsreglen):Blodansamling i hjernen medførende epilepsi blev anerkendt(2011-0-1934)En 29-årig mand fik på grund af hovedpine gennem flere år konstateret envæskeblære i hjernen, som trykkede på hjernens strukturer. I december2010 blev han derfor opereret gennem en mindre åbning i kraniet. Efter ope-rationen udviklede manden en blodansamling, som han måtte opereres forto gange på grund af periodevis følelsesløshed i venstre arm. I april 2011blev manden indlagt med generaliserede kramper, og det blev konstateret,at han havde udviklet epilepsi. Efter behandlingsforløbet led han desuden afdaglige føleforstyrrelser i venstre arm og ben.Patientforsikringen vurderede, at behandlingen havde været i overensstem-melse med den erfarne specialists standard, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1.Den opståede blodansamling måtte således betragtes som en hændeligkomplikation til behandlingen. Patientforsikringen fandt, at hverken blodan-samling eller epilepsi kunne betegnes som sjældne komplikationer til denudførte behandling, ligesom der ofte er behov for flere operationer ved be-handlingen af en væskeblære i hjernen. Erstatning blev derfor også afvistiht. lovens § 20, stk. 1, nr. 4.Patientskadeankenævnet tiltrådte, at behandlingen havde fulgt erfaren spe-cialiststandard, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1. Nævnet vurderede dog, at blod-ansamlingen og den deraf følgende epilepsi var både tilstrækkeligt sjældenog alvorlig til at være omfattet af lovens § 20, stk. 1, nr. 4. Ved vurderingenblev der lagt vægt på, at der i under 2 procent af alle operationer for væske-blære i hjernen opstår blodansamling medførende epilepsi. Endvidere vargrundlidelsen en godartet tilstand, der kun i sjældne tilfælde medførte udvik-ling af epilepsi. Endelig lagde nævnet vægt på, at epilepsien var behand-lingskrævende.Sagen er et eksempel på den afvejning, som nævnet foretager ved vurderin-gen af sjældenheden og alvorligheden af en skade. Endvidere er sagen eteksempel på, at der ved sjældenheds- og alvorlighedsvurdering må foreta-ges en vurdering af den endelige skade.

erfaren specialist på området, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 1.Den opståede revne i knoglen var således en hændelig komplikation til be-handlingen. Patientforsikringen vurderede, at komplikationen var sjældentforekommende, men ikke mere omfattende, end hvad kvinden med rimelig-hed burde tåle, jf. lovens § 20, stk. 1, nr. 4.Patientskadeankenævnet forholdt sig ikke til sjældenheden af skaden, mennævnet tiltrådte, at revnen i knoglen ikke var mere omfattende, end hvadkvinden med rimelighed burde tåle. Nævnet lagde vægt på, at revnen havdeværet stabil og derfor ikke havde krævet yderligere behandling. Endviderehavde efterfølgende røntgenbilleder vist, at både det oprindelige brud ogrevnen i knoglen var helet i god stilling. Revnen havde derfor med overve-jende sandsynlighed hverken påført kvinden varige gener eller et forlængetsygeforløb.Sagen viser, at det er en betingelse for anerkendelse af en skade, at såvelsjældenheds- som alvorlighedsbetingelsen er opfyldt. Såfremt alvorligheds-betingelsen ikke er opfyldt, er der således ikke grundlag for at anerkendesagen – uanset hvor sjældent forekommende skaden måtte være.

Nerveskade efter operation i nakken blev anerkendt (2011-0-1090)En 53-årig mand blev i december 2008 opereret i nakken på grund af sam-menfald af discusskiven mellem 5. og 6. nakkehvirvel. Under operationenindsatte man en såkaldt cage mellem hvirvlerne for at lette trykket på ner-veroden. Operationen forløb umiddelbart planmæssigt, men på grund af for-værring af generne fra nakken foretog man i 2010 en CT-scanning, der viste,at den indsatte cage var sunket ned i den ene hvirvel. Der var derfor atteropstået tryk på nerveroden. Man foretog en ny operation med stabilisering afhvirvlerne med skinne og skruer. I forbindelse med dette indgreb fik mandenen skade på den nerve, der skulle frilægges. Som følge heraf fik han nedsatkraft ved udadføring af armen og bøjning i albueleddet.Patientforsikringen vurderede, at nerveskaden var en hændelig komplikationtil behandlingen, men afviste at yde erstatning, idet man fandt, at der vartale om en komplikation, der indtrådte i forbindelse med cirka 5 procent afden type operationer.Patientskadeankenævnet tiltrådte, at der var tale om en hændelig komplika-tion, hvorfor der ikke var grundlag for at yde erstatning iht. lovens § 20, stk.1, nr. 1. Nævnet vurderede dog til forskel fra Patientforsikringen, at skadenvar sjældent forekommende, idet den indtræder ved færre end 2 procent afden pågældende type operation. Endvidere vurderede nævnet, at skaden varmere omfattende, end hvad manden med rimelighed burde tåle. Der blevved denne vurdering lagt vægt på, at skaden havde medført betydelig ned-sat funktion af mandens skulder og arm, og at manden ikke kunne have for-ventet at få nedsat funktion af nerven, såfremt komplikationen ikke var ind-trådt. Den indtrådte nerveskade blev derfor anerkendt som erstatningsberet-tigende iht. lovens § 20, stk. 1, nr. 4.25

5.3 Fejldiagnoser/forsinket diagnosticering§ 21, stk. 1 (fejldiagnoser/forsinket diagnosticering)Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens syg-dom, erstattes kun i de i § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde.Bestemmelsen fastslår, at der er grundlag for at yde erstatning, hvis der ikke er ble-vet stillet en rigtig diagnose, og hvis patienten som følge heraf er blevet påført enskade.Skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i § 20, stk. 1,nr. 1, eller nr. 2, nævnte måder. Det vil sige, at den diagnostiske udredning på under-søgelsestidspunktet ikke har levet op til kravet om den erfarne specialists standard,eller at diagnosticeringsfejlen skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskabereller andet udstyr.Vurderingen af, om den rigtige diagnose burde være stillet på et tidligere tidspunkt,skal foretages ud fra en konkret vurdering af den viden om patientens tilstand, somforelå på tidspunktet for behandlingens udførelse. Det afgørende ved vurderingen ersåledes, om den erfarne specialist ville have handlet anderledes i den pågældendesituation, om diagnosen herved ville være stillet, og om man ved en tidligere diagno-sticering med overvejende sandsynlighed kunne have hindret skadens opståen.I sager om forsinket diagnosticering, består skaden som oftest i de følger af grund-sygdommen, som med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået, så-fremt diagnosticeringen havde levet op til den erfarne specialists standard.Patientskadeankenævnet har ikke i 2012 haft nogen sager, der omhandler forsinketdiagnosticering på grund af fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andetudstyr (§ 20, stk. 1, nr. 2).

Afgørelser efter § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1:Forsinket diagnosticering af hudkræft (2012-00-763)En 64-årig kvinde blev i august 2003 strålebehandlet, fordi man havde kon-stateret hudkræft af typen basalcellekarcinom i højre tinding. I maj 2005blev kvinden undersøgt hos egen læge på grund af smerter i tindingen, ogman anbefalede, at hun smurte med Felden creme. På grund af fortsattesmerter blev kvinden undersøgt på et hospital i juli 2008. Man fandt fortyk-ket væv i tindingen og fortog CT-scanning, som viste let fortykkelse af knog-len. Med henblik på yderligere udredning blev kvinden henvist til biopsi-tagning på plastikkirurgisk afdeling. Her mente man dog ikke, at der var in-dikation for at tage biopsi, og behandling blev afsluttet uden yderligere ud-redning.I årene herefter havde kvinden fortsat mange smerter fra tindingeområdet,og i januar 2011 blev det fastslået, at kvinden atter havde hudkræft. Kræf-ten havde på dette tidspunkt spredt sig ned foran øret, bag øret og indtiløregangen. Kvinden gennemgik i april 2011 en større operation med fjernel-se af tumorvævet og transplantation af hud fra låret. Bagefter modtog hunstrålebehandling, men havde herefter et meget langvarigt sygeforløb medsårhelingsproblemer, smerter samt varige mén.Patientforsikringen vurderede, at behandlingen i 2003 havde været i over-ensstemmelse med erfaren specialiststandard, men at kvinden havde fået enhændelig komplikation i form af kroniske neuropatismerter i området, hvorhun var blevet strålebehandlet i 2003. Henset til hendes alvorlige grundlidel-se (kræft) var der dog ikke grundlag for at yde erstatning for smerterne. Pa-tientforsikringen vurderede videre, at recidivet af kræften ikke kunne tilskri-ves strålebehandlingen i 2003, og at behandlingen i 2008 havde været ioverensstemmelse med erfaren specialiststandard. Der var derfor heller ikkegrundlag for at yde erstatning som følge af, at recidivet af kræften først varblevet diagnosticeret i januar 2011.Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, idet nævnet fandt, at behand-lingen af kræftlidelsen i 2003 ikke havde fulgt erfaren specialiststandard.Nævnet lagde vægt på, at man i 2003 tolkede biopsien som visende kræft aftypen basalcellekarcinom, og at diagnostik i overensstemmelse med erfarenspecialiststandard havde tilsagt, at man havde stillet diagnosen hudane-nekskarcinom, som var den korrekte diagnose. Nævnet vurderede videre, atbehandlingen ved korrekt diagnosticering i 2003 ville have bestået i bådeoperation og strålebehandling. Kvinden ville herved med overvejende sand-synlighed have undgået de årelange smerter på grund af tumorens lang-somme spredning til det omkringliggende væv, det store indgreb i 2011 meddertil knyttede varige gener, talrige strålebehandlinger og langvarige sårhe-lingsproblemer. Sagen blev herefter sendt tilbage til Patientforsikringen medhenblik på fastsættelse af erstatning og godtgørelse.Sagen viser, at det ved vurderingen af, om der kan ydes erstatning for for-sinket diagnosticering, er afgørende, om erfaren specialiststandard havdetilsagt, at diagnosen var blevet stillet på et tidligere tidspunkt. Endvidere er27

§ 21, stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 20, stk. 1, nr. 2, ydes erstat-ning kun, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus og ulykken er ind-truffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset måtteantages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatnings-retlige regler.Bestemmelsen omfatter personer, der befinder sig på sygehusets område med henblikpå behandling eller undersøgelse. Eventuelle ledsagere eller besøgende er altså ikkeomfattet.Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker direkte i forbindelse med foreta-gelse af undersøgelse eller behandling. Tværtimod vil ulykkestilfælde under selve be-handlingen oftest falde ind under specialistreglen i § 20, stk. 1, nr. 1. Det typiske an-vendelsesområde for bestemmelsen er situationer, hvor sygehuset ved fejl eller for-sømmelse har tilsidesat sin vedligeholdelsespligt af bygninger eller bygningsindretnin-ger, og situationer hvor sygehuset har tilsidesat sin tilsynspligt med patienten.

Afgørelser efter § 21, stk. 2:Faldulykke på udendørs trappe (2012-00-435)En 38-årig mand var i februar 2011 til genoptræning på et hospital. Efterendt træning gled han på fysioterapiens udendørs trappe på grund af is. Iforbindelse med faldet pådrog manden sig et vrid i det ene knæ, og efterføl-gende MR-scanning viste, at der var opstået en skade på menisken. Undersagens behandling i Patientforsikringen oplyste hospitalets tekniske afdelingblandt andet, at man ifølge afdelingens procedure for snerydning, saltningog andre vinterforanstaltninger altid startede med at rydde fortove og ind-gange ved selve hospitalet. Denne procedure var også fulgt den dag, hvormanden gled på trappen. Patientskadeankenævnet indhentede en supple-rende udtalelse, hvoraf det blandt andet fremgik, at glatførebekæmpelsen påtrappen bestod i rydning af sne og saltning med håndkraft.28

Patientskadeankenævnet fandt ligesom Patientforsikringen, at hospitalet ikkehavde pådraget sig et ansvar for den indtrådte faldulykke. Der blev hervedblandt andet lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at der ikkeskulle være udført glatførebekæmpelse den pågældende dag. Den omstæn-dighed, at der trods glatførebekæmpelse måtte være visse glatte stederkunne ikke i sig selv føre til, at hospitalet måtte anses for at have udvist for-sømmelse.Sagen viser, at der ved vurderingen af, om et sygehus kan pålægges et an-svar for en indtrådt ulykke, må foretages en konkret vurdering af de forelig-gende omstændigheder omkring uheldet. Hvis der efter omstændighederneer truffet rimelige foranstaltninger for at undgå ulykker, er der som ud-gangspunkt ikke grundlag for at yde erstatning.

6 Sager ved Folketingets Ombudsmand og domstolene6.1 Klager til Folketingets OmbudsmandDet kan ske, at en patient klager over sagsbehandlingen til ombudsmanden. Det erimidlertid sådan, at ombudsmanden ikke behandler sådanne klager over Patientska-deankenævnet (eller Lægemiddelskadeankenævnet).Det følger af ombudsmandsloven, at domstolene ikke er omfattet af ombudsmandensvirksomhed. Som følge af denne begrænsning har han også anset sig for at være in-kompetent over for en række domstolslignende nævn.Da Patientskadeankenævnet består af et antal udpegede medlemmer og en formand,som er dommer, anser ombudsmanden sig som inkompetent over for nævnet pågrund af nævnets domstolslignende karakter.Fordi han anser sig for inkompetent over for nævnet, behandler han heller ikke klagerover Patientombuddet i det omfang, Patientombuddet agerer som sekretariat for Pati-entskadeankenævnet.

6.2 Sager ved retten6.2.1 Indbragte sagerHvis man ikke er tilfreds med en afgørelse fra Patientskadeankenævnet, kan man ind-bringe afgørelsen for retten. Det sker normalt ved, at man kontakter en advokat, somindgiver stævning og i øvrigt varetager at føre sagen i retten. Stævning indgives vedbyretten, hvor man bor.Sagen skal anlægges ved retten inden 6 måneder efter, at afgørelsen er modtaget.Patientskadeankenævnet var i 2012 part i en retssag, hvor sagsøger gjorde gælden-de, at det ikke skulle have betydning, at denne søgsmålsfrist var overskredet.Dom afsagt den 15. maj 2012 af Københavns Byret(j.nr. 2007-00-788)Patientforsikringen fandt, at en patient ikke var berettiget til erstatning, da den sam-lede godtgørelse og erstatning ikke oversteg den i loven fastsatte grænse på 10.000kr. Afgørelsen blev påklaget til Patientskadeankenævnet, som tiltrådte Patientforsik-ringens afgørelse.Patienten indbragte rettidigt (inden 6 måneder) Patientskadeankenævnets afgørelsefor byretten. Sagen blev afvist, da patienten, som var repræsenteret af en advokat,ikke overholdt en fastsat frist for indlevering af påstandsdokument. Denne kendelseom afvisning blev ikke kæret, men samme dag indleverede man en ny stævning, som

havde samme indhold som i den oprindelige sag. Det var enighed om, at fristen på 6måneder for indbringelse af Patientskadeankenævnets afgørelse var overskredet veddet nye sagsanlæg.Det blev af sagsøger blandt andet gjort gældende, at det med de udvidede regler foren sagsøgt til at få en udeblivelsesdom genoptaget, var urimeligt, om en sagsøgerblev undergivet langt strammere rammer for fejl, henset til at man i alle tilfælde måt-te bøde med sagsomkostninger til modparten, fornyet retsafgift og fuld procesrisikofor (nye) pålagte omkostninger, hvis søgsmålet blev tabt.Patientskadeankenævnet gjorde blandt andet gældende, at fristen på 6 måneder forindbringelse af Patientskadeankenævnets afgørelse sikrer de forsikringspligtige, atsager afgøres inden for en rimelig tid, således at der ikke udestår åbne spørgsmål omeventuelle krav. Derfor måtte fristen anses som absolut og ufravigelig, da det modsat-te resultat ville føre til uoverskuelige konsekvenser for de forsikringspligtige, som ikkeselv er parter i sager af denne karakter.Retten fandt, at det var uomtvistet, at fristen på 6 måneder for indbringelse af Pati-entskadeankenævnets afgørelse efter den dagældende patientforsikringslovs § 16,stk. 2, var overskredet ved sagsanlægget i sagen. Retten fandt ikke, at der forelå op-lysninger om omstændigheder, der kunne føre til, at den absolutte frist kunne fravi-ges. Sagen blev herefter afvist.Det er en betingelse for at få behandlet en sag ved domstolene, at ”den administrati-ve rekurs er udtømt”, dvs. at klageadgangen har været udnyttet. Det betyder, at Pa-tientskadeankenævnet skal have behandlet netop den eller de erstatningsposter, manvil have prøvet ved retten. Patientskadeankenævnet var i 2012 part i en sag, der om-handlede denne betingelse.Dom afsagt den 28. marts 2012 af Østre Landsret (tidligere afsagt dom den18. december 2009 af Københavns Byret)(j.nr. 2008-00-302)En patient blev påført en erstatningsberettigende patientskade i forbindelse med en ryg-operation. Patientforsikringen tilkendte erstatning for udgifter til medicin, godtgørelse forvarigt mén samt godtgørelse for svie og smerte. Patientforsikringen fandt ikke grundlagfor at tilkende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for tab af erhvervsev-ne. På patientens vegne påklagede fagforbundet afgørelsen til Patientskadeankenævnetfor så vidt angik godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tab af erhvervsevne.Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. I afgørelsens begrun-delse fremkom nævnet alene med bemærkninger til de ankede godtgørelses- og erstat-ningsposter, det vil sige svie og smerte samt erhvervsevnetab.Sagen blev herefter indbragt for retten med henblik på en prøvelse af tabt arbejdsfortje-neste og erhvervsevnetab. Byretten fandt, at skadelidte ikke havde udnyttet den admi-nistrative rekurs vedrørende spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste, hvilket efter dendagældende lov om patientforsikring § 16, stk. 1, var en betingelse for at indbringespørgsmålet for retten. Retten fandt endvidere, at Patientskadeankenævnet ikke af egendrift havde taget eller havde haft pligt til at tage stilling til spørgsmålet om tabt arbejds-

fortjeneste. For så vidt angik erhvervsevnetab fandt retten, at der ikke efter den sted-fundne bevisførelse var tilvejebragt oplysninger, der gav tilstrækkelig grundlag for atantage, at det var patientskaden, der havde hindret skadelidte i at genoptage sit arbej-de. Patientskadeankenævnet blev derfor frifundet. Sagen blev anket til landsretten, somaf de af byretten anførte grunde, kom til samme resultat.Det kræver retlig interesse at sagsøge Patientskadeankenævnet, og i langt de fleste afretssagerne er det patienter eller deres efterladte, som er sagsøgere. Det er ret sjæl-dent, at det er den professionelle part i en patientskadesag (normalt regionen), der ersagsøger. Ved en tidligere højesteretsdom er det fastslået, at Patientforsikringen ikkehar søgsmålskompetence i en patientskadesag.Den rette sagsøgte i en patientskadesag er Patientskadeankenævnet. Der er tidligereeksempler på, at både Patientforsikringen og Sundhedsministeriet har været sagsøgt,hvilket betød, at retten afviste sagerne. Det er Kammeradvokaten, der fører Patient-skadeankenævnets retssager.Hvis man ikke kan få fri proces eller retshjælpsdækning, vil der være omkostningerforbundet med at indbringe en sag for retten. Hvis man får medhold i sagen mod Pati-entskadeankenævnet, vil retten imidlertid normalt bestemme, at Patientskadeanke-nævnet skal betale sagsøgers sagsomkostninger.I 2012 blev der anlagt 127 retssager, hvilket dækker over både helt nye sagsanlægog anker. Det kan umiddelbart virke som et ret stort antal, men det skal naturligvisses i forhold til det antal afgørelser, som Patientskadeankenævnet træffer. I 2012 trafPatientskadeankenævnet 2.146 afgørelser, og således var det cirka seks procent afsagerne, der blev indbragt for retten.

6.2.2 Afsluttede sagerI 2012 blev der afsluttet 106 sager ved retten. Af de afsluttede sager var der 43 sa-ger, hvor sagen blev ført helt til ende, og der blev afsagt dom, mens der var 63 sager,hvor sagsøger hævede sagen undervejs.Der kan være forskellige årsager til, at en sagsøger vælger at hæve en sag. Det kanvære fordi, at der ikke opnås fri proces eller retshjælpsdækning. Det kan være fordi,udsigten til at vinde sagen er ringe, efter at udtalelse fra Retslægeråd og/eller Ar-bejdsskadestyrelsen foreligger. Det kan også være fordi, Patientskadeankenævnetunder retssagen har genoptaget den administrative sagsbehandling og truffet en nyafgørelse, som giver sagsøger helt eller delvist medhold.Da der i 2012 blev indbragt lidt flere sager for retten, end der blev afsluttet, er dersåledes sket en stigning i antallet af verserende sager i forhold til året før. Ved ud-gangen af 2011 verserede der 268 sager ved domstolene, mens tallet ved udgangenaf 2012 var 289.I nedenstående figur kan ses, hvor mange retssager der er indbragt og afsluttet desidste år.

6.2.3 Udfaldet af retssagernePatientskadeankenævnet er blevet frifundet ved de fleste domme afsagt i 2012. Derer dog 9 af de afsagte 43 domme, hvor Patientskadeankenævnet blev domfældt, hvil-ket svarer til knap 21 procent af de afsagte domme. Det kan måske virke overrasken-de, at patienterne ikke får medhold i endnu flere af sagerne. Det er der flere forklarin-ger på. Men én væsentlig faktor er, at Patientskadeankenævnet følger retssagen nøjeog efter omstændighederne genoptager sagen, hvis der fremkommer nye oplysninger,der viser, at patienten har helt eller delvist ret i sin påstand. Nye oplysninger under ensag vil typisk være en udtalelse fra Retslægerådet eller Arbejdsskadestyrelsen, somikke harmonerer med nævnets afgørelse. Hvis Patientskadeankenævnet genoptagersagen og træffer en ny afgørelse, vil sagsøger typisk hæve sagen eller i hvert fald til-passe påstanden.Retssystemet i Danmark består af 24 byretter, 2 landsretter og Højesteret. Der er taleom et to-instans system, således at der er mulighed for at anke en afsagt dom til enhøjere instans.Indtil 2007 skulle sager mod Patientskadeankenævnet anlægges ved landsretten,hvilket betød, at der automatisk var mulighed for at anke til Højesteret. Ved en dom-stolsreform i 2007 blev instansordningen i civile sager ændret. Formålet var blandtandet at sikre en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse ved domstolene, så Hø-jesteret i højere grad kunne koncentrere sig om at behandle principielle sager. Siden2007 har man derfor skulle anlægge sager mod Patientskadeankenævnet ved byret-ten, hvilket betyder, at der kun kan ankes til landsretten. Dermed kan sager kun i heltsærlige tilfælde ankes til Højesteret.Der verserer stadig nogle få retssager mod Patientskadeankenævnet, som er anlagtved landsretten som 1. instans inden 2007. Disse sager kan derfor ankebehandles afHøjesteret.At der stadig verserer enkelte sager anlagt før 2007 illustrerer, at det kan tage langtid at få en sag afgjort i retssystemet, især hvis sagen skal igennem flere instanser.

Typisk tager det cirka et par år pr. instans, hvilket hovedsageligt skyldes en kombina-tion af, at sagerne normalt bliver forelagt for Retslægerådet en eller flere gange, atsagerne af og til også bliver forelagt for Arbejdsskadestyrelsen og at der er en ikkehelt uvæsentlig ventetid på at få hovedforhandlet sagerne ved retterne (berammel-sestid).Byretten kan efter den nuværende ordning efter anmodning i visse tilfælde henvisesager af principiel karakter til behandling i landsretten som 1. instans, hvilket dog ipraksis sker forholdsvist sjældent. Der er imidlertid blandt dommene i 2012 et ek-sempel herpå, nemlig den nedenfor omtalte dom vedrørende fradrag i erstatningen tilen kræftramt kvinde som følge af forventet kort restlevetid. Denne sag fandt manhavde så principiel karakter, at den blev behandlet ved landsretten i 1. instans. Detbetød, at problemstillingen også kunne prøves af Højesteret. I denne sag blev der af-sagt dom af både landsret og Højesteret i 2012.De afsagte domme i 2012 er fordelt således, at 31 er afsagt af byretten (1. instanssa-ger), 7 er afsagt af landsretten (5 ankesager og 2 1. instanssager) og 5 er afsagt afHøjesteret (ankesager).

6.2.4 Hvad handlede dommene i 2012 om - og eksempler herpåSamtlige domme, hvor Patientskadeankenævnet har været part, kan findes på Pati-entombuddets hjemmeside. Alle de 43 domme afsagt i 2012 kan således læses i fuldordlyd tillige med et kort referat på Patientombuddets hjemmeside. Nedenfor beskri-ves hvilke emner, dommene i 2012 vedrørte tillige med eksempler på nogle af dom-mene.Knap halvdelen af de afsagte domme i 2012 vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt dervar sket en patientskade, godt halvdelen vedrørte spørgsmålet om hvordan en ellerflere erstatningsposter skulle opgøres og nogle få domme vedrørte andre spørgsmålom blandt andet søgsmålsfrist og genoptagelse.

6.2.5 Domme om hvorvidt der er sket en patientskade17 ud af 43 domme vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet var sket enpatientskade (såkaldt ansvarsgrundlag). Det er altså tilfælde, hvor Patientskadeanke-nævnet ikke har anerkendt, at der er sket en patientskade, og hvor der af patienteneller de efterladte er indbragt en sag for retten med påstand om, at Patientskadean-kenævnet skal anerkende en patientskade.I cirka halvdelen af disse domme om ansvarsgrundlag var det centrale spørgsmåletom, hvorvidt der var sket en skade som følge af behandlingen, hvilket er en af flerebetingelser for at få anerkendt en patientskade. I den anden halvdel af dommene vardet klart, at der var sket en skade som følge af behandlingen og omdrejningspunktetvar derfor i stedet om den anden betingelse for at få anerkendt en patientskade varopfyldt.

Hvis patienten er påført en skade, er der nemlig mulighed for erstatning, hvis skadenmed overvejende sandsynlighed er sket på en af følgende fire måder:1. En erfaren specialist ville i samme situation have handlet anderledes og skadenville derved være undgået.2. Skaden skyldes fejl/svigt i apparatur eller lignende.3. Skaden ville være undgået ved en anden lige så effektiv behandlingsteknik ellermetode.4. Skaden er en meget sjælden og alvorlig komplikation i forhold til den sygdom, pati-enten blev behandlet for, og skaden går ud over, hvad man med rimelighed bør tåle.Emnet i de fleste af retssagerne, der vedrørte disse betingelser, var om en erfarenspecialist ville have handlet anderledes og/eller om der var påført en sjælden og al-vorlig komplikation.Det er i patientskaderegi ret sjældent, at det er relevant at diskutere anerkendelses-muligheden med apparatursvigt eller ligeværdig metode. Men i 2012 blev der faktiskafsagt en højesteretsdom, der omhandlede ligeværdig metode. En sådan sag er ikketidligere i nævnets historie prøvet af Højesteret, og dommen er derfor medtagetblandt de domme, der er refereret nedenfor.

Dom afsagt den 30. august 2012 af Østre Landsret (tidligere afsagt dom den23. juni 2010 af Retten i Roskilde.)(j. nr. 2008-00-234)Denne dom illustrerer betingelsen om, at der skal være sket en skade som følge afbehandlingen. Det betyder, at selv hvis en erfaren specialist ville have handlet ander-ledes, er det ikke ensbetydende med, at man er berettiget til erstatning, hvis behand-lingen ikke har haft nogen konsekvenser. I denne sag fandt retten, at der ikke varsket en patientskade, selvom man burde have reageret tidligere på nogle prøver, somtydede på en alvorlig nyretilstand.Sagen omhandlede patient, som i et halvt års tid havde haft tiltagende smerter i ryg-gen og lænden strækkende sig ud på bagsiden af venstre lår. Den 17. maj 2005 fore-tog man en række undersøgelser, herunder blev der taget blodprøver, som viste nor-male forhold bortset fra let nedsat nyrefunktion (kreatinintal 133).Den 9. juli 2005 blev patienten indlagt på grund af almen utilpashed og forhøjet blod-tryk. Han fik taget blodprøver, som viste et kreatinintal på 570, og dagen efter varkreatinintallet steget til 680. Den 11. juli 2005 fik han lagt et venstresidigt dræn for atsikre afløb fra nyrerne (nefrostomi), og den 13. juli 2005 blev det nødvendigt at læg-ge højresidig nefrostomi. Den 25. juli 2005 fandt man ud af, at han led af en sjældenbindevævssygdom (retroperitoneal fibrose), som medførte aflukning af begge urinle-

dere indenfor kort tid. Han fik samme dag indlagt et såkaldt JJ-kateter for at aflastenyrerne.Patienten anmeldte det forhold, at man efter undersøgelsen i maj 2005 ikke havdefulgt op på blodprøverne, der viste nedsat nyrefunktion, og at man burde have iværk-sat behandling på et tidligere tidspunkt. Patientforsikringen fandt, at der ikke kunneanerkendes en patientskade, da hans tilstand ikke kunne tilskrives behandlingen ellermangel på samme. Man fandt også, at behandlingen havde været i overensstemmelsemed den erfarne specialists standard.Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse om, at der ikke kunneanerkendes en patientskade, da hans tilstand skyldtes selve hans nyrelidelse og ikkeforsinket behandling. Det var dog nævnets vurdering, at behandlingen ikke havde væ-ret i overensstemmelse med den erfarne specialists standard. Man burde have reage-ret på den første prøve i løbet af 1-2 uger, og der burde højst være gået yderligere 2-4 uger til næste kreatininkontrol. Ved indlæggelsen den 9. juli 2005 var der såledesgået 2 uger ud over et acceptabelt tidspunkt for kreatininkontrollen. Nævnet fandt, atbehandlingsforsinkelsen med overvejende sandsynlighed havde haft betydning forgraden af nyresvigt i den akutte fase, men ikke har haft betydning for den påkrævedebehandling.Sagen blev indbragt for retten og forelagt Retslægerådet. På baggrund af Retslægerå-dets besvarelser fandt retten, at der var begået en fejl ved, at man ikke indkaldte tilen kontrolmåling i løbet af en måneds tid. Retten fandt det dog ikke bevist, at be-handlingen på baggrund af en sådan kontrol efter den erfarne specialists standardkunne eller burde være iværksat tidligere end den 9. juli 2005. Uanset om det kunnevære sket tidligere, fandt retten det ikke godtgjort, at det ville have haft indflydelsepå det videre forløb. Retten lod begge parter betale sagsomkostninger, idet der varblevet begået en lægelig fejl, og sagsøger således har haft god grund til at føre sagen.Sagen blev anket til Østre Landsret, som kom til samme resultat. Landsretten fandt,at der selv med bevislempelse ikke var grundlag for at antage, at skadelidte i forholdtil følgen af grundsygdommen blev påført en varig merskade, som ville have væretundgået ved rettidig indkaldelse til kontrol. Patienten blev pålagt at betale Patientska-deankenævnets sagsomkostninger for begge retter.

Dom afsagt den 10. februar 2012 af Højesteret (tidligere afsagt dom den 1.februar 2010 af Østre Landsret)(U2012.1713H, j.nr. 2004-00-991)Denne dom illustrerer muligheden for at få anerkendt en patientskade, hvis en skadeset i bakspejlet kunne være undgået ved valg af en anden ligeværdig behandlingsme-tode. Reglen har et meget snævert anvendelsesområde, da det er sjældent, at derfindes to behandlingsteknikker, der ud fra et lægeligt synspunkt er helt lige gode tilbehandling af en patient. Hvis der i den konkrete situation er en blot minimal lægeligpræference for den ene metode frem for den anden, kan metoderne ikke anses forligeværdige i lovens forstand. Som omtalt ovenfor, er det sjældent, at denne be-

stemmelse anvendes i praksis, og derfor endnu mere sjældent, at domstolene har an-ledning til at tage stilling til bestemmelsen. Dommen gav i øvrigt ikke patienten med-hold i, at de to behandlingsmetoder i sagen var ligeværdige.Den konkrete sag handlede om en patient, der var blevet behandlet med kemoterapiindgivet gennem et drop i en perifer vene (venflon) i højre arm, og som senere fikkonstateret skader efter årebetændelse i armen, der måtte anses for at være en følgeaf indgivelsen via venflon. Det blev gjort gældende, at skaden med overvejende sand-synlighed kunne være undgået, hvis behandlingen af hende i stedet var foretaget vedanvendelse af en såkaldt port-a-cath (centralt venekateter), og at en sådan behand-ling ville have været lige så effektiv til behandling af hendes sygdom, jf. § 2, stk. 1,nr. 3, i den tidligere gældende patientforsikringslov.Højesteret lagde efter Retslægerådets udtalelser til grund, at behandlingen med ven-flon var en standardbehandling, der indebar et yderst beskedent indgreb, der kunneforetages af en sygeplejerske, og at behandlingen hos op mod halvdelen af patienter-ne medførte overfladisk årebetændelse, der normalt er en forholdsvis harmløs til-stand. Port-a-cath har karakter af et mindre kirurgisk indgreb, der foretages på etoperationsafsnit med deltagelse af læger under lokalbedøvelse. Komplikationer seshos mindre end 1 %, men er af alvorlig karakter, f.eks. blodpropdannelse.Højesteret fandt, at det var medicinsk set rimeligt i første omgang at starte kemote-rapibehandlingen af patienten med venflon, og at det ikke ved den næstsidste af syvbehandlinger var relevant at skifte strategi og i stedet anlægge port-a-cath.Højesteret udtalte endvidere, at patientens gener i højre arm med overvejende sand-synlighed kunne være undgået, hvis kemoterapibehandlingen var sket ved anvendelseaf port-a-cath. Højesteret fandt imidlertid, at en sådan mere indgribende indoperationaf et centralt venekateter ikke kan anses for ligeværdig og dermed lige så effektiv iforhold til anvendelse af venflon, som var en enkel standardbehandling med gener,der normalt er harmløse. Betingelserne for at yde erstatning efter § 2, stk. 1, nr. 3, iden dagældende patientforsikringslov var således ikke opfyldt. Højesteret frifandt der-for Patientskadeankenævnet.

6.2.6 Domme om erstatningsberegning24 domme ud af 43 afsagte domme i 2012 vedrørte selve erstatningsberegningen.Det er således sager, hvor patienten har fået anerkendt, at der foreligger en patient-skade og har fået opgjort erstatningen. Disse domme vedrører derfor sager, hvor pa-tienten mener at være berettiget til mere erstatning end fastsat af Patientskadeanke-nævnet. Når en patient har fået anerkendt en patientskade, opgøres erstatningensstørrelse efter erstatningsansvarsloven. Der er blandt andet muligt at få erstatning forsvie og smerte, varigt mén, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab.Patientskadeankenævnet var i 2012 part i en meget medieomtalt retssag, som ved-rørte spørgsmålet om, hvorvidt der kunne reduceres i erstatningen til en kræftramtpatient med kort restlevetid. Patientforsikringen og Patientskadeankenævnet havdeved erstatningsfastsættelsen foretaget en sådan reduktion.

Dom afsagt den 12. juni 2012 af Højesteret (tidligere afsagt dom den 17. ja-nuar 2012 af Østre Landsret)(U2012.2922H, j.nr. 2010-0-1275)Sagen angik spørgsmålet, om der ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén ogerstatning for tab af erhvervsevne kan tages hensyn til en dårlig restlevetidsprognose,således at godtgørelse og erstatning nedsættes, når skadelidte må forventes at døinden for en tidshorisont på 4 år fra skadestidspunktet.En ung kvinde blev i november 2008 påført en patientskade og havde som følge herafkrav på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Patientska-deankenævnet tiltrådte i april 2011 Patientforsikringens afgørelse om, at der skullereduceres i hendes méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning med en tredjedelmed henvisning til, at hun som følge af patientskaden led af en uhelbredelig sygdom,der var så alvorlig, at hun måtte forventes at dø inden for 4 år regnet fra skadestids-punktet i november 2008. Reduktionen skete bl.a. med den begrundelse, at godtgø-relse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne ikke er en kompensation formistet levetid, men for de gener og det indtægtstab, patienten vil have i resten af sinforventede levetid. Hvis en patient derfor må forventes at skulle leve i væsentlig kor-tere tid end andre på samme alder, enten som følge af sin grundsygdom eller somfølge af den påførte skade, antages det i den erstatningsretlige teori, at der bør skeen rimelig justering af erstatningskravet. Nævnet fandt også, at reduktion med entredjedel var udtryk for en rimelig justering, som svarer til den praksis, der anvendesved reduktion af erstatningskrav i forbindelse med såkaldt mellemkommende død,dvs. hvor patienten dør, inden afgørelsen er truffet.Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at reducere kravet på godtgørelse ogerstatning. Højesteret udtalte, at erstatningsansvarsloven må forstås således, at derikke skal ske reduktion af méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning udmålt ef-ter reglerne i erstatningsansvarsloven alene begrundet i, at skadelidte må forventes atdø kort tid efter skadestidspunktet. Landsretten var nået til det samme resultat. Høje-steret fandt i modsætning til landsretten, at der ikke forelå sådanne særlige omstæn-digheder, som kunne føre til, at advokatomkostningerne undtagelsesvist skulle erstat-tes.Patientskadeankenævnet kommenterede efterfølgende betydningen af dommen i enpressemeddelelse. Det fremgik af pressemeddelelsen blandt andet, at:-”Dommen fra Højesteret regulerer kun de tilfælde, hvor patienten er i live påafgørelsestidspunktet.-Højesteret tager ved dommen stilling til, at der fortsat skal ske reduktion i desager, hvor patienten er død, inden der er blevet truffet afgørelse (”mellem-kommende død”).-Ligeledes skal der fortsat ske reduktion i tilfælde af ”samvirkende skadesårsa-ger”, det vil sige hvor patienten ville være død af sin grundsygdom eller andreårsager uanset, at patientskaden var indtrådt.”Dommen betyder, at det fremover bliver udslagsgivende, om afgørelsen i en erstat-ningssag i Patientforsikringen eller i Patientskadeankenævnet træffes, mens patientener i live, eller om afgørelsen træffes (evt. kort tid) efter patienten er død. Hvis afgø-

I 2012 var Patientskadeankenævnet part i flere sager, hvor domstolene fik lejlighed tilat tage stilling til, om Arbejdsskadestyrelsens udtalelse om mén og/eller erhvervsev-netab altid skal følges.Hvis der i en retssag er uenighed om patientskadens omfang, herunder årsagssam-menhæng, vil man normalt indhente en udtalelse fra Retslægerådet. I retssager, hvorder er uenighed om varigt mén og/eller erhvervsevnetab, indhentes der typisk en vej-ledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som jf. erstatningsansvarsloven er tillagten særlig kompetence til at afgive vejledende udtalelser i disse sager.Det kan forekomme, at Arbejdsskadestyrelsen vurderer mén og/eller erhvervsevnetabanderledes end Patientskadeankenævnet har gjort. Det betyder i de fleste tilfælde, atPatientskadeankenævnet genoptager sagen og træffer en ny afgørelse i overens-stemmelse med udtalelsen. Men i visse tilfælde vurderes, at retssagen må føres tilende til trods for den divergerende udtalelse, hvilket især er i tilfælde, hvor det vurde-res, at der er noget i grundlaget for Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, der er forkert.Det kan f.eks. være, at Arbejdsskadestyrelsen ikke har lagt Patientskadeankenævnetseller Retslægerådets vurdering af patientskadens omfang til grund.Flere af dommene fra 2012 vedrørte sager, hvor udtalelsen fra Arbejdsskadestyrelsenikke støttede Patientforsikringens udtalelse, og hvor sagen blev ført til ende af Pati-entskadeankenævnet til trods herfor. To domme blev afsagt af Højesteret og i beggedisse sager, lagde retten afgørende vægt på Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. I enbyretsdom fik Patientskadeankenævnet medhold i, at Arbejdsskadestyrelsens udtalel-se ikke skulle lægges til grund, idet retten blandt andet fandt, at der var uoverens-stemmelse mellem patientskadens omfang, som defineret i patientskadesystemet ogdet skadesomfang, som Arbejdsskadestyrelsens lægelige udtalelse havde lagt tilgrund for erhvervsevnetabet. Dommene viser, at der er mulighed for at anfægte enudtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvis man kan anvise, at der er noget i grundlagetfor udtalelsen, der er forkert. Tre domme omhandlende problemstillingen er gengivetnedenfor.

Ankestyrelsen havde i en afgørelse i arbejdsskadesagen udtalt, at der ikke havde væ-ret grundlag for at tilkende kvinden førtidspension. En arbejdsprøvning havde nemligikke i fornødent omfang taget hensyn til hendes skånebehov. Ankestyrelsen er bådeankeinstans for arbejdsskadesager, men er også den myndighed, der behandler prin-cipielle sager om førtidspension.Patientskadeankenævnet fastsatte erhvervsevnetabet til mindre end 15 % blandt an-det med den begrundelse, at en socialmedicinsk speciallægeattest havde konkluderet,at det var realistisk at satse på lettere administrativt arbejde, og at der i denne attestvar oplistet en række erhverv, som man mente, hun kunne klare, hvis hun selv kunnetilrettelægge arbejdsindsatsen. Patienten havde erklæret sig enig i disse betragtnin-ger. Imidlertid var hun aldrig blevet arbejdsprøvet i sådanne erhverv, men tilkendtførtidspension. Nævnet lagde også vægt på patientskadens karakter, og at førtidspen-sionen ikke alene var begrundet i patientskadens følger men også fodgener (arbejds-skadens følger) og skuldergener. Det var nævnets vurdering, at hun ved varetagelseaf et af de i speciallægeattesten nævnte erhverv ville kunne oppebære en indtægtsvarende til de niveau, som hun oppebar som sygehjælper inden patientskaden, og athun derfor ikke var påført et erstatningsberettigende erhvervsevnetab.Patienten indbragte afgørelsen for retten, da det blev gjort gældende, at der var ret tilet erhvervsevnetab på 65 procent og tabt arbejdsfortjeneste. Arbejdsskadestyrelsenafgav under retssagen en vejledende udtalelse, hvor erhvervsevnetabet var fastsat til25 %.Højesteret fastsatte erhvervsevnetabet til 25 % og fandt, at hun var berettiget til tabtarbejdsfortjeneste. Højesteret anså ifølge dommen Arbejdsskadestyrelsen for at havebedømt de erhvervsmæssige følger af patientskaden uafhængig af pensionsafgørel-sen. Der var heller ikke efter bevisførelsen i øvrigt grundlag for at tilsidesætte denvejledende udtalelse.

Dom afsagt den 30. november 2012 af Højesteret (tidligere afsagt dom den15. oktober 2010 af Østre Landsret)(U2013.553H, j.nr. 1999-00-164)En mor, der ventede tvillinger og som var i graviditetsuge 32, blev den 8. januar 1997indlagt på Rigshospitalet på mistanke om tvilling til tvilling transfusionssyndrom(TTTS). TTTS er en tilstand, hvor tvillinger har en fælles ydre fosterhinde og hver sinindre fosterhinde, og som i sig selv indebærer en betydelig risiko for dels at føde fortidligt og følger deraf, dels at give fødselsskader. Om morgenen den 9. januar blevtvillingerne forløst ved kejsersnit.Sagen drejede sig om, i hvilket omfang tvillingerne var blevet påført skader i forbin-delse med sygehusbehandling før, under og efter deres fødsel samt størrelsen af er-statning herfor.Patientskadeankenævnet vurderede, at tvillingerne som følge af fejlagtig behandlingved fødslen var påført et varigt mén på 100%, hvoraf 50% skyldtes grundlidelsen iform af følger efter TTTS, og 50% skyldtes behandlingen. Nævnets afgørelse blev ind-bragt for retten både af forsikringsselskabet, som påstod ménet nedsat og af foræl-drene, der ønskede ménet forhøjet.

Sagen blev vurderet af Retslægerådet for så vidt angår årsagssammenhæng. Arbejds-skadestyrelsen vurderede, at det samlede varige mén for hvert af børnene var 120%,hvoraf 100% skyldtes grundlidelsen, og 20% behandlingen.Landsretten tilsidesatte Patientskadeankenævnets erstatningsudmåling og fastsattegrundménet og merménet svarende til Arbejdsskadestyrelsens vejledende udtalelseog forsikringsselskabets påstand.Forældrene ankede til Højesteret og gjorde bl.a. indsigelse mod den lægefaglige be-dømmelse af årsagsforbindelsen. Patientskadeankenævnet erklærede sig enig i Rets-lægerådets udtalelse, og både nævnet og forsikringsselskabet påstod dommen stad-fæstet.Højesteret gav Patientskadeankenævnet medhold. Højesteret fulgte Retslægerådetsudtalelse om årsagsforbindelsen og fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Ar-bejdsskadestyrelsens vejledende udtalelse.

Dom afsagt af Retten i Holstebro den 27. september 2012(j.nr. 2009-0-1731)En 58-årig kvindelig patient fik i marts 2007 indsat en knæprotese i venstre knæ. Iforbindelse med genoptræningen blev der udført en trappetest, hvor hun snublede,hvorved højre arm hang fast i gelænderet. Hun pådrog sig derved en skade i form afet delvist ledskred i højre skulder, herunder beskadiget rotatorcuff.Patientforsikringen fandt, at skaden kunne anerkendes som en patientskade og til-kendte patienten 12% i varigt mén for daglige belastningsudløste smerter og nedsatfunktion i skulderen. Patientforsikringen fandt ikke, at de degenerative forandringer(slidgigt) i højre skulder kunne tilskrives patientskaden. Der blev samtidigt givet af-slag på erhvervsevnetab.Afgørelsen blev tiltrådt af Patientskadeankenævnet. I relation til erhvervsevnetabetbemærkede nævnet bl.a., at det fremgik af sagens akter, at patienten forud for pati-entskaden havde generelle helbredsmæssige problemer, samt at de væsentligste hel-bredsmæssige begrænsninger var relateret til hendes slidgigt, herunder i nakke,overgang mellem bryst og lænderyg, lænd, skambensled, begge knæled, mellemfod-sled, skulderled og fingerled, samt betydelige muskelseneoverrivning i begge skuldre.Patienten havde i januar 2006 (dvs. inden patientskadens indtræden) været udsat foren arbejdsskade, hvor hun havde pådraget sig en skade i venstre skulder. Ankestyrel-sen vurderede i 2010, at erhvervsevnetabet i anledning af arbejdsskaden kunne fast-sættes til 35%.Patientforsikringen gav efterfølgende ved ny afgørelse afslag på dækning af udgifter tilindkøb af bil med automatgear, elevationsseng, indretning af køkken og rengørings-hjælp, idet disse udgifter var en følge af patientens helbredstilstand i øvrigt med om-fattende slidgigt i kroppen og følger efter indsættelse af knæprotese. Patientforsikrin-gen tilkendte patienten svie og smerte i 93 dage, men gav afslag på tabt arbejdsfor-tjeneste. Patientskadeankenævnet tiltrådte ligeledes denne afgørelse.41

Begge afgørelser blev indbragt for retten. Under retssagen blev der indhentet en vej-ledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede, at erhvervsevnetabetsom følge af patientskaden kunne fastsættes til 25%.Patientskadeankenævnet bestred under retssagen Arbejdsskadestyrelsens vejledendeudtalelse, da det bl.a. blev gjort gældende, at udtalelsen syntes at hvile på forkertantagelse om patientskadens omfang, at Arbejdsskadestyrelsens udtalelse heller ikkevar i tråd med Ankestyrelsens afgørelse fra 2010, at Arbejdsskadestyrelsen fejlagtigttog udgangspunkt i, at patienten uden patientskaden kunne bestride et fuldtidsjobuagtet, at hun også havde lidt et erhvervsevnetab på 35% som følge af en konkurre-rende skulderskade i venstre side, samt at hendes faktiske arbejdstid var på 30 timerom ugen.Retten fandt, at nævnet havde påvist, at der tilsyneladende var uoverensstemmelsemellem oplysningerne i et lægeark, der lå til grund for Arbejdsskadestyrelsens udtalel-se, og beskrivelsen af patientskadens omfang i Patientforsikringens afgørelse.Herefter fandt retten, at der ikke var tilvejebragt et tilstrækkeligt sikkert grundlag forat tilsidesætte nævnets afgørelse om erhvervsevnetab. Endvidere fandt retten, at detheller ikke var bevist, at patienten havde krav på større godtgørelse for svie og smer-te, krav på tabt arbejdsfortjeneste eller krav på udgifter til skift af bil med automat-gear. Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

7 Læring7.1 Patientskadenævnet og LæringsenhedenPatientskadeankenævnet bidrager løbende på forskellig vis til Patientombuddets læ-ringsaktiviteter. Formålet er at skabe et overblik over problemområder, der kan indgåi en samlet prioritering af forslag til indsatsområder. Senest har Patientskadeanke-nævnets og Lægemiddelskadeankenævnets sekretariat (Erstatningscenteret) i sep-tember 2012 medvirket ved en temadag, arrangeret af Læringsenheden på HerlevHospital, omkring utilsigtede hændelser i medicineringsprocessen. Formålet med te-madagen var at undersøge hvor og hvordan det går galt i processen for efterfølgendeat bruge dette til at forbedre sikkerheden. Erstatningscentret holdt i den forbindelse etindlæg omkring vores erfaringer herom i erstatningssagerne.Vi medvirker løbende med at beskrive problemstillinger, som vi er blevet opmærksompå i forbindelse med sagsbehandling af patienternes henvendelser til Patientombuddeti patientskade- og lægemiddelskadesager. Det har især været de problemer og for-hold, som patienterne har oplevet som interessante, hvilket ikke nødvendigvis er dejuridiske problemstillinger. Det har været et mål fra Læringsenheden at få viden omproblemstillinger, som hyppigt beskrives, som er alvorlige eller som burde være letteat gøre noget ved. Arbejdet med identifikation og bearbejdning af problemfelter fort-sætter i 2013.

7.2 Internationalt samarbejdeDer har igennem årene siden patientforsikringsordningens start været et vist samar-bejde mellem de nordiske patientforsikringer og patientskadeankenævn. Et sådantsamarbejde er muligt, fordi de nordiske patientskadeordninger i grove træk er byggetover samme læst, og dermed har vi en lang række ligheder. Da de nordiske patient-skadeankenævn, ud over det fælles lovgrundlag, har en række fælles udfordringersom ankeinstans, hvor man kan drage nytte af at udveksle erfaring og viden på meresystematisk vis, blev der i 2003 taget initiativ til at formalisere samarbejdet.Der har således fra 2004 været afholdt konferencer hvert andet år med deltagelse afde nordiske patientskadeankenævn, hvor Sverige, Norge, Finland og Danmark delta-ger med hver en delegation bestående af nævnsformænd og sekretariatsmedarbejde-re. Typisk deltager der fra hvert land cirka 10 personer. Hver konference består af envekselvirkning mellem plenumindlæg og gruppedebat om diverse emner, hvilket sikreren meget effektiv erfaringsudveksling for samtlige deltagere.De år, hvor der ikke afholdes konferencer, afholdes der formøder med en mere snæ-ver deltagerkreds på cirka 3 personer fra hvert land. Det primære formål med formø-derne er at fastlægge programmet for næste års konference, ligesom hvert land frem-lægger en situationsrapport, som danner grundlag for diverse drøftelser og erfarings-udveksling.

I 2004 blev der således afholdt konference i Stockholm, i 2006 i København, i 2008 iOslo, i 2010 i Helsinki. I 2012 blev der afholdt Nordisk Konference i Stockholm, hvordet overordnede tema var det patientretlige system i de nordiske lande. Patientom-buddet deltog med en delegation af 10 personer. Næste konference vil blive afholdt iKøbenhavn i september 2014.Konferencerne og formøderne har alle været meget udbytterige og har givet grundlagfor, at landene også drøfter diverse problemstillinger i løbet af året. Således har derfra de andre lande siden sidste konference især været efterspørgsel efter at se denmodel, som det danske patientskadeankenævn anvender ved jævnlige kvalitetsunder-søgelser og brugertilfredshedsundersøgelser, hvilke undersøgelser iværksættes for athøjne kvaliteten af sagsbehandling og afgørelser.Senest har der i december 2012 været besøg fra Litauen for at høre nærmere om,hvordan den danske patientforsikringsordning er indrettet, og hvordan det danskepatientskadeankenævn er sammensat og arbejder.