Jeg følger med stor interesse udformning af de lovforslag, der fremlægges som følge af densåkaldte overgrebspakke. Først tilsynsreformen og senest forslag om børnehuse. Begge delekonstruktive forslag, som kan bidrage til at hæve kvaliteten af det sociale arbejde med udsattebørn. Et af de øvrige punkter, der er nævnt i overgrebspakken handler om uddannelse og jeg vilmed dette brev fremkomme med nogle forslag til, hvordan der kan arbejdes med at sikre bedrekompetencer ikommunernes myndighedsarbejde,der jo er omdrejningspunktet i arbejdet medudsatte børn og unge.I Fakta-ark om overgrebspakken står følgende: ”Styrkelseaf uddannelses- ogefteruddannelsesindsatsen for relevante faggrupper.Der skal iværksættes en kvalitetssikring ogmålretning af uddannelses-og efteruddannelsesindsatsen for de relevante faggrupper på områdetfor udsatte børn og unge. Initiativet skal munde ud i konkrete forslag til, hvordan den eksisterendeuddannelse for især sagsbehandlere på området for udsatte børn og unge kan målrettes meredirekte den enkelte kommune og de særlige problemstillinger, der kan være lokalt. Der skal i denforbindelse bl.a. ses på, hvordan man i højere grad kan understøtte kompetenceudvikling lokalt foren hel medarbejdergruppe, frem for at enkelte medarbejdere sendes på kursus.” (Citat fra fakta-ark om overgrebspakken).

Ramme for sagsbehandlernes myndighedsarbejde

Jf. den såkaldte BUM- model (Bestil og Udfør Model) er det en kommunal myndighedsopgaveopgave (bestiller) at gennemføres en undersøgelse (jf.§ 50) af et barns eller forhold, når enkommune får en underretning eller en henvendelse fra familien selv, hvis det vurderesnødvendigt. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til om der er grundlag for ativærksætte en foranstaltning og i bekræftende fald hvilken f.eks. henvisning til et af de nyebørnehuse eller anden foranstaltning, støtte i hjemmet, anbringelse mv. (udfører). Herefter harden kommunale myndighedssagsbehandler til opgave, at udarbejde en handleplan, følge forløbetog koordinere arbejdet omkring barnet i henhold til barnets bedste herunder at koordinere dettværfaglige samarbejde indtil foranstaltningen afsluttes.Intet barn eller ung kan få den kvalificerede hjælp efter servicelovens paragraffer uden enkvalificeret sagsbehandling i kommunen. Kvaliteten af arbejdet i kommunernesmyndighedsafdelinger er af afgørende betydning for, om efterfølgende hjælpeforanstaltninger(udfører-arbejdet) kommer til at fungere efter hensigten. Her har uddannelsesniveauet storbetydning for kvaliteten.

Efter-videreuddannelse af myndighedssagsbehandlerne

I forhold til det videre arbejde med, hvordan efter-videreuddannelsen skal tilrettelægges i detteperspektiv – herunder, hvordan man får understøttet kompetenceudvikling ”lokalt for en helmedarbejdergruppe” - vil jeg henlede opmærksomheden på, at vi allerede på nuværendetidspunkt har en politisk initieret stærk uddannelsesopbygning, oven på grunduddannelsen somsocialrådgiver, der netop er udviklet i et samarbejde mellem Socialministeriet/Socialstyrelsen ogsocialrådgiveruddannelserne og Aalborg Universitet. Denne uddannelsesopbygning kan anvendessom grundlag for en videreudvikling af området. Jeg tænker her på Diplomuddannelsen på børn ogungeområdet (videreuddannelse) samt Masteruddannelsen i udsatte børn og unge(videreuddannelse).De forhindringer og udfordringer, der er i relation til at opnå en højere kvalitet i kommunernesmyndighedsarbejde, er efter min vurdering først og fremmest: 1. at det er frivilligt for den enkeltekommune om man vil efter-videreuddanne socialrådgiverne og de faglige ledere 2. at det er op tilden enkelte kommune, hvor mange sager en socialrådgiver skal kunne håndtere. Konsekvensen afdisse to forhold er, at der et megetforskelligt fagligt niveau i kommunerne.I forhold til denambitiøse målsætning om fremover at undgå den slags sager, som lå til grund for atovergrebspakken, er det helt nødvendigt at Folketinget påtager sig et ansvar for et mere ensartetniveau i kommunernes myndighedsarbejde. Dette kan kun gøres ved, at Folketinget beslutter,hvilket uddannelsesniveau en socialrådgiver og faglig leder indenfor børn og ungeområdet skalvære i besiddelse af og samtidig sætter en max-grænse for sagstal.

Et forslag til en uddannelsesstruktur

Hvad angår en efter-videreuddannelsesniveau kan det løses ved at indføre krav om certificering afbåde socialrådgivere og faglige ledere. Det kan løses på følgende måde:Socialrådgiveruddannelsenforbliver som den er.Diplomuddannelsenskal væreet krav:når en socialrådgiver ansættes i en børn- ogungeafdeling kræves videreuddannelse diplomuddannelse med det formål at gennemføreog ved afslutning få certifikat som ”børne-socialrådgiver”.Masteruddannelsenskal væreet krav:De faglige ledere skal gennemføre videreuddannelsepå masteruddannelsen i udsatte børn og unge.Kursuskatalogetsom socialstyrelsen udbyder og som anvendes til at udbydeefteruddannelseskurser, når der eks er ny lovgivning – eller rettet mod særlige områder.

Det i fakta-arket udtrykte ønske om at understøtte kompetenceudviklingen lokalt, kan jeg kunbifalde, og det arbejdes der allerede med på både diplom- og masteruddannelsen idet beggeuddannelser lægger vægt på, at de studerende arbejder med egen praksis, mens de går påuddannelsen. Det fremgår da også af den af socialstyrelsen bestilte evaluering afMasteruddannelsen, som Oxford Research gennemfører, at uddannelsen rent faktisk medførerfaglige kvalitetsløft løft på de masterstuderendes arbejdsplads.Side 2 af 3

Der kan udvikles langt meget mere sammenhæng mellem Diplom- og Masteruddannelsen og denkommunale praksis, hvis disse to uddannelser bliver et krav til henholdsvis frontmedarbejdere ogledere i myndighedsområdet netop omkring et praksisrettet perspektiv. Dels ville der ofte væreen eller flere medarbejdere af sted, hvilket ville betyde at der konstant var et flow af ny viden udtil, kommunerne, dels kan der arbejdes videre med at udvikle pædagogiske modeller, der retter sigmod samspillet mellem teori og praksis. Undervisere fra diplom- og masteruddannelserne erallerede involveret i udviklingsprojekter rundt om i kommunerne – her kunne der sættes fleremidler af, som kunne anvendes på konkret samarbejde mellem en given praksis og disse tovidereuddannelser. En sådan struktur vil sikre, at den viden, der sættes i spil, er ioverensstemmelse både med, hvad der pt. er den nyeste viden på området, men også med hvadman fra statslig side ønsker, skal anvendes i det kommunale myndighedsarbejde. Her tænkes bl.a.på ICS, DUBU, Familierådslagning osv.Jeg har arbejdet med uddannelse på det sociale område i mange år, og det er min vurdering, at enmodel som skitseret i det ovenstående vil sikre et højere og mere ensartet niveau i kommunerne.Jeg står gerne til rådighed for en uddybning af forslaget.