SOU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 261: "Man føler sig som en tennisbold, der bliver kastet frem og tilbage i systemet" - samtaler med socialt udsatte unge om deres møde med systemet, udgivet af Rådet for Socialt Udsatte

„Mine fremtidsdrømme bestårførst og fremmest af en lille bittesmule hjælp fra kommunen. At jegkunne få et arbejde, så jeg ikkeskal være bekymret for, om vi kanbetale vores regninger. At vi harnoget at spise. Et helt almindeligtliv. Det er ikke sådan, at vi bare vilhave en masse fra kommunen. Jegvil også gerne ud og bruge minehænder og give noget tilbage.“

IndholdForord .........................................................................................................7Indledning ...................................................................................................8Man bliver ikke set ................................................................................ 10Martina.................................................................................................... 14KolofonUdgivet maj 2013 afRådet for Socialt UdsatteBredgade 25F, 4. sal1260 København KTelefon: 41 85 11 00Mail: [email protected]Hjemmeside: www.udsatte.dkPortrætterne på side 14, 18 og 24 er skrevet af Rikkeline Facius.De tilhørende billeder er taget af Morten Barker, www.mortenbarker.dkLayout af Line Kirketerp Koch, www.line-k.dkISBN 978-87-7546-416-6 (trykt udgave)ISBN 978-87-7546-417-3 (online udgave)

Man bliver ikke hørt ............................................................................. 16Mads......................................................................................................... 18Man får ikke hjælp til at finde rundt i systemet .............................. 20Dalin......................................................................................................... 24Undersøgelsens fokus og metode ..................................................... 26

Forord ved Jann Sjursen,formand forRådet for Socialt UdsatteDe unge i denne publikation føler ikke, de bliver lyt-tet til. De bliver ikke mødt i øjenhøjde. Hjælpen til atfinde rundt i det system, der ellers er sat i verden forat hjælpe dem, kan ligge på et lille sted. Det er sådan,mange udsatte borgere oplever mødet med ’syste-met‘, og derfor er det også et gennemgående temai Rådets forskellige undersøgelser. Alle menneskervil behandles og ses som mennesker – ikke som endiagnose, et problem eller en udgift. Det gælder ogsåunge udsatte. Det sker alligevel alt for ofte. I denneundersøgelse fortæller 30 unge om, hvordan de selvoplever mødet med systemet og samfundet.De unge oplever en række problemer, som savnerløsninger. Der er allerede mange gode initiativerrundt om i landet – men som de unges fortællingerviser, har intentionerne svært ved altid at blive omsattil reelle løsninger på de unges problemer. Det sy-stem, der er sat i verden for at hjælpe de unge, er detsamme system, som de unge oplever, gør tilværelsenbesværlig.Der er en kontanthjælpsreform på vej, men med etparadoks: Reformen indeholder på én og sammetid initiativer, der kan både forbedre og forværreforholdene for vores mest udsatte borgere. Nogleaf reformens forslag risikerer at skubbe så hårdt tilunge på meget lave forsørgelsesgrundlag, at de misterfodfæstet i livet og i sidste ende må leve et liv pågaden. Men reformen har også en række initiativertil rehabiliterende indsatser for kontanthjælpsmod-tagere med vanskelige problemer, og hvis de blivergennemført på den rigtige måde, kan de give kom-

munerne redskaber til – og samtidig forlange af dem– at give bedre hjælp til unge kontanthjælpsmodta-gere med komplekse sociale problemer. Det kræverimidlertid, at ambitionen med reformen ikke kun erat spare, men også at udvikle den rehabiliterendeindsats for de unge - med udgangspunkt i de ungesegne ønsker og ressourcer.Ligesom alle andre drømmer udsatte unge ogsåom et godt liv og ønsker at kunne forsørge sig selvog sine nærmeste. Kontanthjælpsreformens forslagom en helhedsorienteret, rehabiliterende indsatsog koordinerende sagsbehandlere kan forhåbentligthjælpe mange udsatte unge med at realisere deresdrømme. En kontanthjælpsreform gør det dog ikkealene – vi skal sammen skabe et mere fleksibelt ud-dannelsessystem og rummeligt arbejdsmarked, derogså giver plads til dem, som ikke kan løbe så hurtigtog har brug for ekstra hjælp.Vi skaber også rumme-lighed ved at ændre vores opfattelse af, hvad der erbidrag til fællesskabet - det er meget mere end barearbejdskraft, der kan gøre vores land rigere, bådemenneskeligt og økonomisk.Det starter hos dig og mig.Vi hjælper først og frem-mest socialt udsatte unge ved at lytte til deres egnedrømme og ressourcer.Vi ønsker nemlig alle sammenat blive inddraget i og få indflydelse på de løsninger,der skal forbedre vores liv.Stor tak til alle i denne undersøgelse, der har deltderes tid, erfaringer og hjerteblod med os.God læselyst.

IndledningEt vigtigt problem savner svarEt stort antal unge i det danske samfund mangler jobog uddannelse. Det viser statistikkerne. Samtidig harde unge ofte store sociale problemer, hvoraf en delhænger sammen med et misbrug eller psykiske lidel-ser. Mange af de unge gemmer sig i gruppen af ungepå kontanthjælp i matchgruppe 3, de såkaldt midlerti-digt passive – en gruppe, der er tredoblet siden 2008og i 2011 bestod af mere end 8.000 unge mennesker.Matchgrupperne bliver afskaffet som led i den nyekontanthjælpsreform, men det ændrer ikke ved detfaktum, at kommunerne vurderer mange unge til athave så store alvorlige sociale problemer, at de ikkekan starte i uddannelse eller job.hovedparten af alle unge under 30 år skal leve af denlave uddannelsesstøttehjælp på 5.753 kr. de første tremåneder, de er på kontanthjælp. Hvis man som ung idenne gruppe bliver visiteret til at være uddannelses-parat, fortsætter man på den lave ydelse. Hvis manderefter bliver visiteret til at være aktivitetsparat, vilman kunne få et aktivitetstillæg i ens aktive perioder,som bringer én op på det hidtidige kontanthjælpsni-veau.Nogle af de unge oplever, at kommunen som sank-tion skærer i den i forvejen lave ungeydelse, hvis defor eksempel ikke møder op på jobcentret. Ifølge deunge undersøger kommunen ofte slet ikke, hvorforman ikke mødte op. De unge oplever sanktionen somuretfærdig, hvis de for eksempel har været syge ellerværet kaldt til behandling. I øvrigt hjælper sanktionergenerelt ikke socialt udsatte ud af kontanthjælpssy-stemet. Det viser Rådet for Socialt Udsattes under-søgelse ”Når kassen smækker i” fra 2011.

bliver, fordi hele visiteringen fra starten af var fejlag-tig. Hvis udsatte unge skal have gavn af de kommunaleindsatser, er det helt afgørende, at kommunen ellermyndighederne tænker de unges faktiske situationind i de mulige løsninger. Der er behov for en merefleksibel tilgang til arbejdet med denne målgruppe.Bedre løsninger burde også give mindre frafald ogbedre resultater, så det økonomisk giver mening –men det større samfundsøkonomiske aspekt er ikkenoget, denne undersøgelse forholder sig til.

andre ikke er motiverede for den uddannelse, som erblevet pålagt dem, og som tit slet ikke passer til deresevner og behov. Kravet om uddannelse kommer tilat overskygge de problemer, som mange udsatteunge har, og som ikke umiddelbart kan løses med enuddannelse – måske vil uddannelsen blot give demendnu et nederlag.Det store pres på unge for at få dem fra kontant-hjælp over i uddannelse er paradoksalt nok også medtil at skabe en trods-modstand i de unge, hvor de fårmindre lyst til overhovedet at starte på en uddan-nelse. Samtidig kan de unges problemer blive usynlige,fordi de unge kommer til at fremstå mere velfunge-rende, end de er, når de på papiret lever op til kravetom uddannelse. Det betyder i sidste ende, at de ungeikke får den vigtige hjælp, de faktisk har behov for.De unge vil gerne uddanne sig. Men flere mente, athvis det skulle ske, skulle det foregå på en måde, somtilgodeser deres særlige behov, og hvor der blivertaget højde for den enkeltes personlige og skole-mæssige forudsætninger, når der skal planlægges etskoleforløb.I det følgende fortæller 30 udsatte unge om denhjælp og de muligheder, som de oplever at få til-budt. Derudover er der portrætter af tre unge, somfortæller hver deres personlige historie. De i alt 33unges fortællingerne giver ikke løsninger på proble-merne. De er i stedet opfordringer til, at politikere,fagfolk og andre tager dét at løse unges problemeralvorligt og begynder at lytte til og inddrage de ungei løsningerne. Snuptagsløsninger og reguleringer ipersonens indkomst løser ingenting - en personsproblem er først i gang med at blive løst, når perso-nen selv kan tage ejerskab for løsningen.

Uddannelser som pusterumDet er ikke kun i kontanthjælpssystemet, at man fin-der udsatte unge. I perioder er mange også tilmeldten uddannelse, hvor de får SU. Det er dog ikke såmeget lysten til at begynde på en uddannelse, somdet er en flugt fra kontanthjælpssystemet, der ergrund til, at de unge starter på en uddannelse, fortæl-ler de unge selv. På skolen bliver der nemlig ikke stil-let de samme krav og spørgsmål til én, som der gørpå kommunen og jobcentret.Til gengæld giver det andre problemer: Fordi mangeaf de unge reelt mangler lysten til at begynde på enuddannelse, er de meget ustabile i deres fremmødeog følger ofte ikke uddannelserne til dørs. Mangeender med at pendle frem og tilbage mellem SU ogkontanthjælp eller vender helt tilbage til kontanthjælp.Især har landets erhvervsskoler igennem de senesteår gentagende gange fortalt, hvordan de får den funk-tion at ”opbevare” unge frem for at uddanne dem.Det er en uddannelsespolitisk målsætning, at 95procent af en ungdomsårgang skal have en ung-domsuddannelse. Derfor bliver mange unge, der sletikke er uddannelsesparate eller motiverede, ogsåopfordret til at sætte sig på skolebænken. En stor delaf de udsatte unge kan ikke leve op til de krav, dettraditionelle uddannelsessystem stiller til dem, mens

Flere fattige ungeDet betyder med de nuværende regler, at et stigendeantal af de allermest udsatte unge lever et liv på pas-siv og lav forsørgelse. Hvor kontanthjælpsmodtagereover 25 år efter de gældende regler modtager enydelse på omkring 10.500 kroner om måneden førskat, får de unge mellem 18 og 25 år ungeydelse – enmånedlig ydelse på 6.767 kroner de første 6 måne-der og derefter 5.753 kroner.Den lave ungeydelse giver i sig selv mange udsatteunge store økonomiske problemer. Det kan man foreksempel se i tallene over unge hjemløse. Fra 2009 til2011 steg antallet af unge uden tag over hovedet fra633 til 1.002 personer. De unge i denne undersøgelsefortalte os i hvert fald, at ydelsen har gjort det megetsværere for dem at have råd til at bo i en almen bolig.Når den nye, vedtagede kontanthjælpsreform træderi kraft, vil flere unge få problemer med at overleve påungeydelsen. Reglerne kommer nemlig til at betyde, at

Tag udgangspunkt i den enkelteStørstedelen af de udsatte unge er belastede af enkompliceret opvækst. Mange har været anbragt i kor-tere eller længere perioder, og de har ofte et misbrug,og sociale og/eller psykologiske problemer. De ungesudfordringer er altså mere alvorlige, end at de kanløses ved at forbedre eller presse de unge på deresøkonomi – til gengæld forværrer en meget pressetøkonomi de unges i forvejen svære situationer.Det er dyrt økonomisk og menneskeligt, når ungeføler sig negligeret, overhørt og gentagne gange bliverhenvist til forskellige instanser, uden at det lykkesdem at få den hjælp, de har behov for. Det er ogsådyrt, når de unge tilbydes indsatser, som ikke passertil deres behov - særligt når den ønskede effekt ude-

Man bliver ikke setHelt almindelige. Sådan så de ud, flere af de unge, derdeltog i undersøgelsen. Der var intet visuelt, somumiddelbart afslørede, at de var særligt udsatte ellersårbare. De var ofte velklædte og tjekkede, og fleregav udtryk for, at de lagde vægt på at fremstå ligesomalle andre helt almindelige unge mennesker. Denfremtoning kan dog samtidig give nogle udfordringer:På den ene side ønsker de unge at være som alleandre, på den anden side ønsker de, at kommunen ogandre skal se deres problemer og hjælpe med at løsedem. De unges ønske om at fremstå velfungerende ersamtidigt forbundet med deres behov for at blive setog anerkendt som helt almindelige unge menneskerpå trods af deres særlige problemer.

ung, og at det nok skal blive bedre. Det er somom, at man ikke kan være syg, når man kun er25. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.”Også de psykisk sårbare unge i undersøgelsen op-lever, at deres problemer bliver negligeret. Det erifølge de unge fordi, at problemerne ofte er merepsykosociale end somatiske og derfor ikke kan sesmed det blotte øje. En ung mand beskrev det sådan:

”Kommunen ved ikke noget, og de har ikke tidtil at undersøge det. Så hvis du vil have hjælp,er du nødt til selv at komme med forslagene ogfinde et passende tilbud. Det er helt nødvendigtat have noget i baghånden for at få hjælp.”Den unge kvindes mor hjalp hende i kontakten tilkommunen, især til den unge kvindes sagsbehandler,som den unge kvinde siden har opbygget et godtforhold til. Dét og moderens vedholdenhed gjorde, atden unge kvinde også fik en mentor, som har hjulpethende positivt i retning mod at uddanne sig. Ifølgeden unge kvinde skyldes det gode forhold til sagsbe-handleren, at behandleren tog sig den nødvendige tidtil at sætte sig ind i kvindens situation og gav henderum til at arbejde med sin sygdom ved at fritagehende for at skulle i aktivering og andre ting, indtilhun var rask nok til at begynde på en uddannelse.Kvinden fortalte:

Alle de unge, havde dog på et eller andet tidspunktgjort opmærksom på problemerne over for lærereeller andre i løbet af deres opvækst – men i de flestetilfælde uden at det førte til yderligere handling. Ogifølge flere af de unge er det meget svært at bevaregejsten, når man endeligt har fundet mod til at bedeom hjælp, men så oplever, at ens nødråb ikke blivertaget alvorligt:

DistanceblænderneFænomenet, hvor de unge på den ene side fremstårvelfungerende, mens de på den anden side kæmpermed omfattende og komplekse problemer, bliver affagfolk kaldt distanceblændere. Det var også et ud-tryk, som flere af de unge selv brugte til at beskriveen tendens hos dem selv, hvor de skjuler alvorenaf deres problemer. Tendensen skaber imidlertidproblemer i mødet med kommunen: Ifølge de ungeunderstøtter kommunen ofte de unges tildækningaf problemerne frem for at bakke de unge op i aterkende problemerne. Flere unge havde oplevet, atderes problemer blev negligeret, når de endelig havdefundet mod til at italesætte dem hos kommunen.En del fortalte også, at særligt de ældre sagsbehand-lere havde en tendens til at undervurdere de ungesproblemer som generelle problemer, som unge oftekæmper med, og som regel aftager med alderen. Enenlig mor på kontanthjælp sagde:

Rod i kommunens sagsbehandlingEn del af de unge gav udtryk for fuldstændigt at haveopgivet at søge hjælp hos kommunen. Mange følte sigsamtidig uretfærdigt behandlet, når de blev straffet istedet for at få hjælp, når de havde givet udtryk for, atdet for eksempel var sygdom, som forhindrede demi at møde op. Desuden havde de unge ofte oplevet atblive straffet i tilfælde, hvor de på grund af manglendeevne havde misforstået aftaler eller ikke haft over-skud til at koordinere mellem de mange forskelligesagsbehandlere eller personer i behandlingssystemet.Og netop skiftende sagsbehandlere og vanskelighederved at navigere i det komplekse system er dét deunge gav som forklaring på, at de ofte opgiver at søgehjælp fra kommunen.De unge fortalte om henvendelser, som de ikke fiksvar på, om at blive visiteret til et behandlingstilbudét sted fra, som de fik afslag på et andet sted ellermentorer, som aldrig mødte op eller pludselig stop-pede med at tage kontakt. Desuden fortalte mange,at de slet ikke kender deres sagsbehandler, ligesomflere har oplevet at blive tildelt en ny uden varsel.Desuden havde flere oplevet at blive visiteret til ind-satser hos jobcentret, som slet ikke passede til deresbehov. Det skete for eksempel for en ung mand medet svært misbrug, som blev pålagt uddannelse, meningen misbrugsbehandling.

”Jeg prøvede igen og igen at sige til min sags-behandler, at jeg havde det dårligt, men desendte mig bare til en jobcoach. På daværendetidspunkt var jeg så dårlig, at jeg ikke kunneformulere en positiv sætning om mig selv. Dajobcoachen sagde, at jeg skulle fremhæve mitpotentiale, brød jeg helt sammen og kunne ikkeandet end at græde.”En ung kvinde med samme type vanskeligheder, ogsom beskrev sig selv som en klassisk distanceblænder,havde modsat de to unge mænd haft en positiv op-levelse af hjælpen fra kommunen. Det skyldtes ifølgehende selv, at hun havde været heldig at have en mormed overskud og indsigt i de kommunale processer,som var i stand til at forklare kommunen omfanget afden unge kvindes problemer. Kvinden fortalte:

Dækker over belastet barndomDe fleste af de interviewede unge var præget afsvære forhold i deres opvækst. Det betyder i dag, atderes netværk ofte er meget spinkelt – hvis de over-hovedet har ét. Mange af de unge har været i kontaktmed de sociale myndigheder fra en tidlig alder. I nogletilfælde var det forældres misbrug eller vold, som deunge ikke oplevede tålte dagens lys. I andre tilfældekunne det være angst for at blive fjernet fra familien,der fik dem til at dække over problemerne. Andreunge havde først udviklet problemerne senere, mensflere først erkendte omfanget af problemerne, når demødte barrierer i forbindelse med at stå på egne bensom 18-årig.

”Jeg kunne godt have brugt, at kommunen villetænke i behandlingstilbud, allerede da jeg blevsyg, i stedet for at der skulle gå halvandet år,hvor jeg blev endnu mere syg.”En kvinde fortalte ligeledes, at hun blev pålagt atsøge ordinær beskæftigelse, selvom hun ikke fysiskkunne klare et job på almindelige vilkår. Desudenfortalte mange af de unge, at de var endt på en langventeliste, når de endelig var blevet visiteret til etbehandlingstilbud. Alle eksemplerne er forhold, somifølge de unge forstærker deres følelse af ikke at bliveset og blive bremset i ønsket om at forbedre deressituation.

”Jeg havde en mentor, før jeg blev 18, menda jeg blev 18, kunne jeg passe mig selv. Deeneste støttepersoner, det var dem, der var påbænken.”De unge i Rådets undersøgelse beskriver mere ellermindre voldsomme sociale derouter, efter de på papi-ret er blevet voksne – problemer som dårlig øko-nomi, hjemløshed, misbrug, psykiatriske- eller socialeproblemstillinger. Den unge mand bag citatet ovenforfortalte for eksempel om sit tiltagende brug af rus-midler, som udviklede sig til et svært misbrug, da hanikke oplevede at have nogen steder at søge hjælp.De unge forklarede, at de selv kan være bange forat opsøge hjælp, blandt andet fordi deres problemerofte er blevet negligeret, når de endelig har henvendtsig til systemet. Flere af de unge fortalte, at deresbelastede opvækst har lært dem at skjule deresproblemer bag en facade, der udadtil virker velfun-gerende, og som i kombination med deres unge ydreikke viser, at de er udsatte.Dét, at mange af de unge har oplevet svigt fra for-skellige sider, gør ifølge de unge selv, at de ofte ikkebeder om hjælp, fordi de ikke har tillid til, at kom-munale indsatser overhovedet kan hjælpe dem. Dethar betydet, at mange af de unge har nået at få megetomfattende problemer i deres voksenliv, før de igenkom i forbindelse med de sociale myndigheder – oftevia forsorgshjem, væresteder, jobcenter eller retssy-stemet. En ung forklarede hvorfor:

Uddannelse bliver brugt som helleFor mange unge er starten på en uddannelse drevetaf lyst og motivation. For en stor del af de unge varbrugen af uddannelse en flugt fra et system, der kon-stant stiller krav – et helle. Flere af de unge fortalte,at dét at gå på en uddannelse ikke som sådan var etforsøg på at skjule deres problemer, men et forsøg påat undgå tvang og krav, som de alligevel ikke følte, de

kunne leve op til eller få noget godt ud af. De ungehavde dog en ambivalent følelse af, at uddannelsenshelle både hjalp dem og samtidig drev dem endnulængere væk fra de kommunale indsatser, som poten-tielt kunne hjælpe dem. Flere fortalte nemlig, at mensde på papiret var i uddannelse og dermed levede optil kravene, bidrog det samtidigt til at tilsløre omfan-get af deres reelle problemer.For en del af de medvirkende unge blev de mangevekslende og uafsluttede uddannelsesforløb desudennegative oplevelser, som ikke motiverede yderligeretil at uddanne sig.

Fra udsat barn til udsat ungOplevelsen af at blive svigtet af kommunen var størstblandt de unge i undersøgelsen, der var tidligere an-bragt eller havde været i forbindelse med de socialemyndigheder gennem deres opvækst. De tidligereanbragte unge beskrev især den formelle adgang tilvoksenlivet som kaotisk, hvor de pludseligt hørteunder nye kommunale ansvarsområder eller heltmistede kontakten til kommunen. Ingen af de inter-viewede unge var blevet tilbudt efterværnsprojekter– projekter, hvor man forsøger at støtte tidligereanbragte unge, efter de er fyldt 18. Dét til trods for,at de unges journaler beskrev mange belastninger ibarndom og opvækst.Flere af de unge beskrev, hvordan dårlige oplevelseri overgangen til voksenlivet havde fået dem til at iso-lere sig med deres problemer uden at opsøge hjælp– og uden at de blev opsøgt af andre. Èn beskrev

MartinaMartina er 21 år og har siden 10. klasse haft mangevanskeligheder i forhold til uddannelse. Hun har følt, atder lå en forventning i hendes familie om, at hun tog enuddannelse, og startede derfor på HF.Martina oplever det som et stort nederlag og bliverked af, at hun ikke kommer af sted. Hun får dårligsamvittighed og føler sig som en kæmpe fiasko. Detbegynder at fylde mere og mere for Martina, hvad an-dre tænker om hende, og hun føler sig særligt udsati forhold til sine jævnaldrende. Martina begynder atholde sig hjemme af angst for at møde gamleklassekammerater og efterskolevenner, der vil spørge,hvad hun er i gang med. Frygten for at skulle udstillesine nederlag bliver meget dominerende og giverendnu mere fravær.til at få en bostøtte, tillæg i sin ydelse og finde detrette tilbud. Martina kom for tre måneder siden i etforløb på Jysk Psykologcenter sammen med andreunge med lignende vanskeligheder.

“Jeg havde ikke rigtig noget pejlemærke at gåefter, som nogle af de andre havde. De andre varnogle, der godt vidste, hvad de ville, og hvad deskulle. Jeg syntes, det var svært i nogle af de for-skellige fag, og jeg skulle bare aldrig nogensindevære startet.”Hun synes, det er rigtig svært at stoppe på HF, og føler,at hun svigter alle. Efter at have arbejdet lidt, bliver hunfyret, lige inden hun fylder 18 år – endnu et nederlag.Efter at have gået hjemme lidt, starter hun på Gøgler-skolens danselinje i håb om at få nogle succesoplevelserder. Men det er også svært for hende. Pludselig bliverhendes angst for at vise det, hun har lært, forværret.

“Lige pludselig blev det træls, og så blev det værreog værre. Jeg kunne godt være med til danseun-dervisningen, men når vi skulle vise noget, sad jegover.”Martina får lavet en aftale om, at hun kan gå til middag,hvis det bliver for hårdt, men hun ender med at stoppepå grund af for meget fravær. Herefter får hun fleretilbud, men ingen af dem fungerer for hende, og hun fårigen for meget fravær.

“Jeg prøver på at lade være med at tænke over,hvad andre tænker om mig. Det ligger bare tilmig. Men nu er det jo blevet meget bedre. Jeger begyndt at kunne komme lidt ud og kan tagebussen. I starten kunne jeg slet ikke finde ud afdet. Bare det at gå op og handle. Derhjemmevar det trygt, og jeg vidste jo ikke, hvad derville ske, hvis jeg gik ud. Hvis jeg skulle handle,ventede jeg, til det blev mørkt, selv om jeg varsulten og ikke havde mad. Folk kunne se, hvadjeg købte og tænkte: Den der pizza skulle hunnok ikke have købt ...”Martina har følt sig sårbar, udsat og unormal udenat vide, hvorfor hun havde det sådan. Da hun var 19,fik hun diagnosen ADD. Hun har oplevet det som enlettelse af få en diagnose og dermed også en forkla-ring på, hvorfor nogle ting er så svære for hende. Dethar været rigtig rart for Martina at kunne give bådevennerne og sig selv en årsag til, hvorfor tingene ikkealtid er gået som forventet. Martina har haft brug forstøtte til at kæmpe for at få den hjælp, hun er beret-tiget til. Hun har fået hjælp fra sin mor og sin mentor

“Jeg har ikke nået mit mål, men jeg er nåetlangt. Mit mål er at kunne komme ud og røremig sammen med andre. Løbe en tur, hvis jeghar lyst, gå på stranden, tage i svømmehallen.Men det kan jeg ikke i dag. Jeg tænker stadig:Hvad tænker hende der lækkermåsen? Og såstår jeg her og er flommet og og har dårligkondi ...”Martina er begyndt at se meget lysere på fremtidenog møder i dag stabilt op på sit tilbud. Hun har fåetbevilget tre måneder mere og er begyndt at kunnedrømme om en fremtid med uddannelse.

Man bliver ikke hørtGoddag mand økseskaftÉn ting er, at man slet ikke bliver set, eller at ens pro-blemer ikke bliver opdaget. En anden ting er, hvis derikke bliver lyttet, når man endelig ER blevet set ellerselv finder mod til at fortælle om sine problemer. Deunge savnede generelt interesserede sagsbehandlere,der ville lytte til deres opfattelse af en situation ogville vise omsorg og forståelse. De unges oplevelseaf manglende interesse og lydhørhed er en af de ting,der især skaber et dårligt forhold til sagsbehandlereog kommunen i det hele taget. Flere af de unge havdeoplevet, at der blev truffet beslutninger hen overhovedet på dem, uden at de selv havde nogen indfly-delse. En ung kvinde anbefalede i den forbindelse:Som nævnt havde mange af de unge levet kaotiskeliv og havde derfor et stort behov for stabil, læn-gerevarende og målrettet hjælp. Skiftende sagsbe-handlere, uafsluttede uddannelsesforløb og mangelpå længerevarende rehabiliterende indsatser gjordeifølge de unge en i forvejen kaotisk situation endnuværre. Mange af de unge var dybt frustrerede overigen og igen at skulle fortælle den samme historie tilskiftende sagsbehandlere og andre repræsentanterfra de forskellige instanser i kommunen. Dels fordi hi-storien ofte indeholdt beskrivelser af oplevelser, somvar svære at tale om, dels fordi de unge oplevede atfortælle den til ingen verdens nytte, da den sjældentførte til yderligere handling. En ung kvinde forklarede:rende enkeltydelser, selvom kommunen ifølge hendehavde begået en fejl ved ikke at opdage, at hun havdeen psykiatrisk diagnose og en række andre forhold,der gav hende ret til den dobbelte ydelse.

StempletDet kan være svært at se fremad, når andre konstanttrækker én tilbage. En del af de unge oplevede, at derblev lagt mere vægt på deres fortid end deres aktu-elle situation. Flere sagde eksplicit, at kommunen varligeglad med dem, og at de oplevede at blive fastholdti fortidens problemer, mens der samtidigt blev stilletkrav, de ikke følte, de kunne leve op til. En fortalte:

Paragraf 110-botilbud kan for eksempel være her-berg eller forsorgshjem. Fællesnævneren for paragraf110-botilbud er, at man kan komme fra den ene dagtil den anden og få et sted at sove.Stigningen blandt de helt unge brugere (under 25år) af tilbuddene er over 30 procent fra 2007 til2011. Antallet af brugere under 30 stiger med ca.16 procent fra 2007 til 2011. Antallet af brugere ialdersgruppen 25 – 29 år er nogenlunde konstantover perioden.

Hvis der ses på det samlede antal unge brugere af110-botilbud, er stigningen mindre markant.Hvis man sammenligner tællingen af hjemløse medstigningen af unge brugere af 110-tilbud, er der kunen langsom stigning. Det skal ses i lyset af, at deunge hjemløse i langt højere grad end ældre hjem-løse overnatter ved familie og venner. Kun cirka enfjerdedel af de unge hjemløse i hjemløsetællingen erogså brugere af 110-botilbud. For de ældre hjemløseover 30 år er det mellem en tredjedel og halvdelen,der er brugere af 110-botilbud.

”Første gang jeg søgte kontanthjælp, var jeg heltdrænet. Man skal sidde og forklare sin livshi-storie, og man skal forklare den 10 gange. Detville virkelig hjælpe meget, hvis den første, manfortalte den til, skrev det ned og videregav dentil den næste, og den næste rent faktisk læstedet. Det er ligesom det der med at blive sat nedtil SU-satsen - det er jo fordi, de ikke har læstmin sag. Det kan de jo ikke have gjort. Det stårpå første side.”Den unge kvinde oplevede at blive sat ned til un-geydelsen på trods af en diagnosticeret psykiatrisklidelse, som gav hende ret til en kontanthjælp sva-rende til voksensatsen. Ifølge hende havde det haftfatale følger, fordi hun ikke kunne betale sin huslejeog ikke havde råd til mad. Hun fortalte, at kommunenefterfølgende afslog hendes ansøgning om supple-

”Selvom folk ikke kan arbejde fuldt ud, så kande måske noget andet. Når man får det derstempel, at man er på kontanthjælp, så bliverman automatisk set på som en, der ikke giderarbejde. Jeg vil jo gerne, jeg kan bare ikke få lov,fordi jeg ikke kan arbejde fuld tid”.Et ønske, som mange af de unge delte, var, at kommu-nen i højere grad så og lyttede til den enkeltes behovfremfor kun at vurdere en person på baggrund af enjournal eller personens matchgruppeplacering.

”Vi har et iltert temperament i min familie,og med en ADHD-knægt med så meget krudti røven, så kan det godt blive en svær kombi.Egentlig var jeg registreret til at bo hjemme, ogjeg boede hjemme nogle dage og resten hosmin kammerat.”Mads fravælger at søge kontanthjælp, fordi han synes,det er meget besværligt. Han har før oplevet, at hanspapirer er forsvundet i systemet tre gange.

”Skænderier over holdninger, opvasken, derikke er taget – jeg er meget defensiv og skyderhurtigt en replik ind. Så kan det hurtigt rullederfra og blive til, at du gør ikke dit og dat, dudrikker for meget, du sidder og ryger for megettjald nede i Mølleparken med dine venner. Sågår det fra at være et lille problem til at bliveen stor konflikt, fordi vi bygger lidt op og lidt opog lidt op.”Mads har været rigtig skuffet over det tilbud, han fikunder STU (særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse)og synes slet ikke, han fik mulighed for at lære noget.Nogle af lærerne havde set ham sidde i en park mednogle af byens alternative unge og begyndte at blandesig meget i, hvem Mads omgikkes. Mads havde egent-lig drømt om at blive arkæolog, men det er han gåetvæk fra, da han fandt ud af, hvor boglig uddannelsener. Han kan godt lide at have en aktiv og afvekslendehverdag, og gennem sin søster, der er kok, er hanbegyndt at gå målrettet efter kokkepraktik. Han ertiltrukket af humoren og tonen på arbejdspladsen.

“Nogle gange kunne jeg også forestille mig, debruger de ord, simpelthen for at forvirre mig.”Mads er derfor begyndt at have en lille opsparing påomkring 700 kr. liggende for at være helt sikker på, athan altid har mulighed for at købe sin medicin. Hanhar haft rigtig mange problemer med at få sin medi-cinbevilling igennem og har brug for at vide, at hanaltid kan få medicin eller mad, hvis der er noget, dergår galt.

”Det var alt. Udprint fra Nem-ID, kontonumre,alt, hvad de skal bruge for at kunne tjekke minøkonomi igennem. Det forsvandt tre gange.Fjerde gang blev jeg så hidsig, at jeg gik op meddet selv og nægtede at aflevere det i receptio-nen.”Mads er efterfølgende nervøs for identitetstyveri.Han er utryg ved tanken om, at hans papirer kan liggeet andet sted. Mads husker tiden sammen med kam-meraten som en fed tid. Der gik måske lidt for megetAC/DC, øl og snaps i den, og han husker to skævepersonligheder, der gik rundt i lyserøde flamenco-dragter. Tidligere er Mads blevet tilbudt at bo på op-holdssted, men det har han sagt nej tak til, fordi detikke passer ind i hans og vennernes spontane levevis,hvor de tit overnatter hos hinanden med meget kortvarsel. I øjeblikket bor Mads hjemme for at betale afpå en gammel gæld, men forsøger at være meget vækhjemmefra for at undgå problemer.

“Dem oplyser jeg aldrig noget om. Dem harjeg kontant under min pude. Jeg ved godt, detmåske er forkert, men så ved jeg, at i de tremåneder, en behandling [af min sag] hurtigtkan tage, kan jeg købe medicin alligevel.”Mads har ingen idé om, hvor han kan finde oplys-ninger om sine rettigheder, eller hvordan han kan fåhjælp, når han har behov for det.

”Jeg har brug for en kærlig skubben eller måskeen wake up-lussing for at kunne gennemførekokkeuddannelsen. Jeg er meget, meget skole-træt, og jeg er ikke typen, der læser, og så harjeg rigtig svært ved at læse. Jeg er rigtig bangefor, at det bliver det boglige, jeg falder af på.”Mads har rigtig meget brug for at få hjælp til regler idet offentlige. Han er nødt til at spørge sin mor elleren venindes mor for at få hjælp til at forstå ordene.

Man får ikke hjælp til atfinde rundt i systemetDer er en lang række paradokser i den hjælp, man fårfra kommunen. Det syntes de unge i hvert fald. Nogleoplevede, at der bliver stillet modsatrettede krav,som udover at være svære at forstå også er svære atleve op til. Flere af de unge følte sig især pressede afjobcentrenes og socialforvaltningernes store fokus påuddannelse og beskæftigelse. De unge følte, at kom-munen vægtede det højere, at de unge uddannedesig, end at de forbedrede deres tilstand og situation iforhold til misbrug, psykiske lidelser og andre socialeproblemer. Det både frustrerede og sårede de unge.Flere af de unge oplevede desuden, at uddannelses-og beskæftigelsesindsatser stod i vejen for, at de kun-ne få den hjælp, de havde behov for. En stor del af deunge oplevede det meget belastende, når kommunenstillede krav til dem uden samtidigt at give den støtte,de unge havde brug for for at leve op til kravene. Enung mand beskrev sit eget forløb sådan:

Mangel på tillid og tiltro til systemetEn stor del af de unge havde et stort behov for hjælptil at navigere i det komplekse sociale system. Flereunge efterspurgte længerevarende og målrettedeindsatser, som ikke kun handlede om uddannelseeller beskæftigelse, men som også kunne hjælpe demmed noget så basalt som at opretholde en normalhverdag. De unge efterlyste også andre mentorforløbend de kortvarige og tilfældige forløb, en del af deunge havde oplevet tidligere - forløb som blev afslut-tet pludseligt og uden varsel eller aldrig blev til noget,selvom man var blevet lovet det. I begge tilfældeoplevede de unge det som et resultat af manglendekoordinering mellem mentoren og sagsbehandlereneller imellem de forskellige sagsbehandlere. Der vardog også unge, som fortalte, at de selv havde sagtnej til en mentor, da de ikke fandt det relevant ellernyttigt. En ung mand udtrykte sit ønske for den kom-munale behandling sådan:

”Jeg har søgt job på et plejehjem, for jeg vilgerne være social- og sundhedsmedarbejder,men de siger nej, for jeg har jo ikke uddannel-sen endnu.””De vil gerne have, at man tager en uddannel-se, men de spænder ben for os. Selvom jeg fårforsørgertilskud, er det stadig mindre end det,jeg får på kontanthjælp. Jeg har også en kære-ste, som jeg gerne vil flytte sammen med, mendet kan jeg ikke, hvis jeg tager en uddannelse.Så har jeg ikke råd til det. Jeg har en diagnose,der gør, at jeg ikke kan arbejde 37 timer.”Det var ikke kun negative oplevelser med uddan-nelse, som gjorde de unge forbeholdne for at ud-danne sig – økonomien spillede også ind. En stordel af de unge var for belastede af andre problemertil at kunne arbejde under uddannelse, og desudenfortalte en del, at det var svært for dem overhovedetat finde arbejde. Selvom forskellen mellem SU ogkontanthjælpens sats for de 18-25-årige er relativtlille, oplevede en del unge nedgangen i indtægt somen stor belastning for deres i forvejen hårdt pressedeøkonomi.

De fleste af de unge ønskede alligevel ikke, at enstøtteperson eller mentor skulle overtage al kontakttil kommunen og ordne sagerne for dem. Tværtimodønskede de mere medbestemmelse, inddragelse ogindflydelse på deres egen sag og sagsbehandling. Detvar altså hovedsageligt oplevelsen af ikke at have ind-flydelse i de kommunale beslutningsprocesser, der foren del af de unge skabte behovet for en støtteperson.

”Det er ikke altid, at jeg vil have en bisiddermed, for så føler jeg mig ikke voksen.Vi vil baregerne have, at de (kommunen) spiller medåbne kort.”Flere ønskede sig desuden en repræsentant for syste-met, som de kunne have tillid til, og som var på deresside. En del af de unge følte sig nemlig ikke taget seri-øst, hvis de mødte op uden en anden person, som såud til at vide noget om det kommunale system. Somen ung kvinde sagde:

”Jeg var også depressiv i den periode og gikderhjemme. Og så blev jeg sanktioneret, fordide ikke vidste, hvor slemt jeg i virkelighedenhavde det. Det var også min egen skyld, at jegikke havde sagt det. Efter nogle samtaler meden socialrådgiver blev jeg sat i et projekt, derhed ”Det gode liv”, som var tre dage om ugen istedet for hver dag. Men det var også for megetfor mig, og efter en måned blev jeg afmeldtkontanthjælpen. Men et eller andet sted var detmeget godt, selvom det var hårdt for økono-mien. Så kunne jeg i det mindste gå op og

”Det skal tages i opløbet og ikke, når man førster 50 år. Man skulle samle en bus med tvær-fagligt personale fra psykiatrien, enkeltydelses-afdeling, boligforening og andre. Så kunne manlave en handleplan og skabe resultater meddet samme, hvor man tager højde for helheden.Det er jo en jungle nu. Man føler sig som entennisbold, der bliver kastet frem og tilbage isystemet.”

Svært at få hjælp til denstramme økonomiSociale og psykologiske problemer vejede tungt imange af de unges bagage, men havde ifølge de ungeselv mange andre årsager end økonomi. Ikke destomindre syntes næsten alle de unge, at det var enmeget stor udfordring at klare sig for ungeydelsensmindre end 6.000 kroner om måneden – særligt iDanmark, hvor det er så dyrt at bo. Flere fortalte,at deres hverdag med ungeydelsen var direkte årsagtil, at de var endt på gaden, fordi ydelsen simpelthenikke var nok til at betale en bolig med. Flere fortalte,at de havde været nødt til at stifte gæld eller stjælefor at klare hverdagen. En del havde tyet til andremidler eller løsninger for at supplere ungeydelsen –for eksempel denne unge kvinde:frem til de unge, fordi deres adresse var ukendt, ellerfordi der var andre formelle ting, der ikke levedeop til kommunens krav. Når de unge havde søgt omsupplerende enkeltydelser, havde kommunen i fleretilfælde krævet, at de skulle finde en billigere bolig.Sådan en rådgivning frustrerede mange af de unge, dade slet ikke så det som en mulighed på egen hånd atfinde en billig bolig, og fordi de ikke fik hjælp til det,selvom behovet ifølge de unge var åbenlyst.Når de oplevede, at de ikke kunne få økonomiskhjælp fra kommunen, havde mange været nødt til atsøge hjælp fra familie eller andet netværk, som deofte havde en belastet relation til. Næste skridt blev imange tilfælde at søge hjælp på herberger eller andresociale indsatser der ofte ikke er målrettet de unge.En kvinde fortalte:

”Jeg har samlet flasker, spist pulverkartoffelmosog stjålet mad. Jeg kan ikke finde en laverehusleje, for jeg bor i ydre nordvest, og det er enret billig husleje.”Flere havde oplevet at få afslag fra kommunen, nårde havde søgt om enkeltydelser til at supplere deresindtægt. De havde også fået afslag i tilfælde, hvor detydeligt havde givet udtryk for, at de ikke havde pengetil mad eller andre helt basale ting. En del af de ungehavde også oplevet at få afslag i tilfælde, hvor der varblevet skåret i deres ydelse på grund af fejl fra kom-munens side, eller fordi de unge ikke var mødt op påkommunen, fordi de var syge eller havde angst for atmøde op.Problemer med den skriftlige kommunikation mellemdem selv og kommunen var også et gennemgåendetema. Nogen oplevede aldrig at modtage de elektro-niske henvendelser, som kommunen sagde, den havdesendt. Nogle meddelelser fra kommunen nåede aldrig

”Hvis jeg ikke havde kravlet på knæene hentil mine forældre, så var jeg også blevet sat udaf min bolig. Hvis ikke man er socialt udsat, såskal man da nok blive det i kontanthjælpssyste-met.”Som nævnt har de fleste af de unge haft en belastetopvækst og har dårlige relationer til deres familie.Mange har heller ikke adgang til de samme fælles-skaber som andre unge, der er i uddannelse ellerhar job. Tværtimod fortalte flere af de unge, at deresnetværk direkte arbejder imod dem i forhold til atforbedre deres situation - ofte er de unges vennerlige så belastede som de unge selv.

Antallet af unge, der begynder i behandling forstofmisbrug, stiger med godt 20 procent fra 2008til 2009, hvorefter det falder med ca. 10 procent til2010 og stiger igen med ca. 15 procent til 2011.Samlet ligger antallet af unge, der starter i stofmis-brugsbehandling i 2011, godt 25 procent over 2008.Stigningen er særlig stor blandt de unge under 25 år,hvor der fra 2008 til i 2011 er ca. 35 procent flere,der starter i behandling. Blandt de 25-29 årige er

der en stigning på ca. 10 procent flere, der starter ibehandling fra 2008 til 2011.Stigningen i antallet af unge, der starter i misbrugs-behandling slår igennem i bestanden af misbrugere ibehandling, hvor ”De unge stofmisbrugere udgør enstadig stigende andel af samtlige stofmisbrugere i be-handling.”, jf. Narkotikasituationen i Danmark 2012,Sundsstyrelsen 2012.

DalinDalin hævede sin børneopsparing da hun fyldte 18,og flyttede til Paris for at forfølge sine drømme,men blev hjemløs, da pengene slap op. Da hun komtilbage til Danmark tre måneder senere, stod hunuden bolig. Hendes far var vred over, at hun havdebrugt sin opsparing, og afviste at have hende boendemere end én nat. Han stak hende en tyver til enmønttelefon.Dalin oplevede, at hun i den periode nedbrød mangegrænser for, hvad hun ville gøre, og at hun var fangetuden nogen alternativer. Hun sov to nætter på gadeni desperation og var til sidst så nedbrudt, at hungjorde skade på sig selv.

“Det var underligt. Det gik fra, at jeg var vildtrig i Paris og gav mad til mine venner og købtetøj, til at jeg måtte nasse rigtig meget af folk ogflytte hver anden uge til et nyt sted.”Efter at have boet mange forskellige steder er Dalinnødt til at vælge en sidste udvej – en bekendt iKøbenhavn, som Dalin slet ikke har lyst til at bo hos.Dalin flytter ind hos hende på Nørrebro, men efter-hånden stiller veninden flere og flere betingelser. Da-lin kan ikke have sin adresse der og kan derfor ikkesøge kontanthjælp.Veninden kræver i stedet, at Dalinskal stjæle i Kvickly. Dalins veninde holder selskaberom aftenen, hvor hendes venner kommer og spiser afden stjålne mad.

“Jeg var lige pludselig på det stadie, som andremennesker er i, når de udøver skade på sig selv,hvor den psykiske smerte er nødt til at bliveoverdøvet af et eller andet. Jeg flygtede til denfysiske smerte ved at lave et stort brandsår påmit håndled. Jeg havde aldrig haft det så dårligti mit liv, selvom jeg er opvokset med pænt me-get vold i familien og pænt mange traumer.”Dalin bliver kort tid efter smidt ud af lejlighedenefter at være blevet beskyldt for at stjæle fra sin vært.Herefter bor hun i en periode på et forsorgshjemuden for Aarhus sammen med narkomaner og alko-holikere. Hun er den yngste beboer. Det er i denneperiode, Dalin møder sin ekskæreste, og stofferbegynder at fylde meget i hendes liv.

“Han har passet så godt på mig. Han har bådefået mig ud af mit ritalin-misbrug og fået mig tilat jage min drøm [om at lave kunst]. Han harfået mig til at være et menneske, som jeg gernevil være. Steen møder jeg, da alt er lort. Narko,voldelig kæreste, alt. Jeg laver ikke noget medmit liv.”Det er af afgørende betydning for Dalin at møde en,der er interesseret i at se hele hende og ikke kun endiagnose og barndomstraumer. Dalin kæmper stadigmeget med selvmordstanker og har massive proble-mer med kæresten, der gentagne gange tæver hendeog truer med selvmord og med at slå hende ihjel.Dalin har fået diagnosen borderline og ønsker bræn-dende behandling og hjælp fra psykiatrien, men herafviser man hende. Der er 10-12 måneders ventetidpå det behandlingstilbud, hun kan få. Hun forsøger atbegå selvmord ved at skære sig i håndleddene.

“Udover det skulle jeg også gøre rent hver dag,så kunne hun også komme hjem med sine ven-ner og grine ad mig og sige: Haha – rumæne-ren har ikke gjort rent. På trods af at jeg havdegjort rent hele dagen.Til sidst hobede det helesig op. Min far havde slået hånden af mig, ogjeg havde ikke nogen voksne, jeg kunne gå hentil. Jeg var begyndt at tage kokain og blev ogsåpresset til at tage baner.”

“Vi boede mest i hans værktøjsskur i et lagaf lort og rod, men vi tog masser af stoffer oglavede musik. Det var rimeligt hardcore, for jeghavde ikke rigtig andre i mit liv end ham, somholdt af mig, og han var modbydelig over formig.”Dalin kommer til at bo i Aarhus Kommunes ungetil-bud. Her møder hun pædagogen Steen, der kommertil at betyde meget for hende og hjælper hende, bådei forhold til at få styr på sit misbrug og til at forladesin voldelige kæreste.

“Jeg ville så gerne have noget hjælp, men fik detaldrig. Jeg boede et sted, hvor der skulle værehjælp, men de forstod jo heller ikke noget. Dehar måske prøvet at have en irriterende moreller far, men kan slet ikke sætte sig ind i, hvaddet vil sige, at nogen prøver at myrde dig.”Dalin har det godt i dag og bor sammen med sin kæ-reste. Hun bruger sit liv på kunstprojekter og søgerind på de kunstneriske uddannelser.

Undersøgelsens fokus og metodeDer kommer flere og flere unge på kontanthjælp(særligt i matchgruppe 3). Der kommer også flereog flere hjemløse unge og flere unge med misbrugs-problemer. Det viser statistikkerne.Men hvem er deunge bag statistikkernes tørre tal? Det satte Rådetfor Socialt Udsatte sig for at undersøge.Ligesom det generelt er Rådets opgave at væretalerør for socialt udsatte borgere, er det også denneundersøgelses opgave at være talerør for udsatteunge. Derfor er undersøgelsens overordnede mål atsætte fokus på socialt udsatte unges egne oplevelseraf deres situation og deres møde med det sociale sy-stem, der har til formål at hjælpe dem. Undersøgelsenskal prøve at identificere en gruppe, der på mangemåder er usynlig. En række forskellige faktorer ernemlig med til at tilsløre de omfattende problemer,som de unge reelt har og kæmper med.Undersøgelsen bygger på en række interviews medudsatte unge – en gruppe, som bliver defineret nær-mere i det følgende afsnit. De unge er blevet spurgtom deres erfaringer med de indsatser, de er blevettilbudt – først og fremmest de kommunale indsatser,men også de frivillige tilbud, der henvender sig tilmålgruppen. De unge er blandt andet blevet spurgttil, hvad de synes kendetegner et godt møde mellemdem selv og det sociale system. De er også blevetspurgt om, hvilke indsatser, der virker godt, og hvilkeder virker mindre godt. Derudover er de unge blevetspurgt om, hvilken hjælp de konkret har behov fori deres aktuelle situation, og hvad deres ønsker ogdrømme er for fremtiden.

Hvem blev spurgt?Socialt udsatte unge er en broget gruppe. Men dehar dét tilfælles, at de alle kæmper med komplekseog sammensatte problemer. Samtidig er det ungemed masser af potentiale, som kæmper for at findefodfæste i livet og i samfundet på trods af deresudfordringer.De interviewede unge er alle mellem 18 og 30 år.Der har været en nogenlunde lige fordeling mellemmænd og kvinder. Alle de unge har erfaringer meddet sociale system, særligt kontanthjælpssystemet. DaRådets forståelse af socialt udsatte personer dækkerover personer med komplekse og sociale problem-stillinger såsom hjemløshed, psykiske lidelser, mis-brug, fattigdom, prostitution og andet, gælder sammedefinition de udsatte unge i denne undersøgelse.De unge er hovedsageligt kontanthjælpsmodtagerei matchgruppe 2 og 3. Men der er også unge, som iperioder er i uddannelse eller arbejde og derfor ikkeumiddelbart fremstår som udsatte unge.Rådet er kommet i kontakt med undersøgelsensunge via kommunale tilbud og frivillige organisationer,som tilbyder forskellige indsatser til denne målgrup-pe. En del af de unge bor også på forskellige kom-munale § 110 botilbudformer – det kan for eksempelvære herberger og forsorgshjem. Nogle af dem ersærligt målrettet unge mellem 18- 30 år. I alt er deri perioden januar-marts 2013 blevet interviewet 30udsatte unge.Selv ressourcestærke unge har tendens til en mereustabil livsstil end de fleste voksne: Mange unge bor iperioder midlertidigt hos venner, skifter uddannelse

eller har i perioder en ustabil økonomi. Derfor vil deudsatte unge i denne undersøgelse ikke nødvendigvisfremstå så udsatte, som de egentligt er, når man sam-menligner med jævnaldrende. Det betyder, at der oftegår lang tid, før de unge, som faktisk er hjemløse, er-kender sig selv som sådan, ligesom unge med misbrugi mange tilfælde ser deres stofindtag som en alminde-lig del af ungdomslivet. Desuden er psykiske lidelserofte endnu ikke diagnosticerede hos de unge, og deomfattende sociale problemer har måske endnu ikkesat sine spor i samme grad som hos udsatte voksne.Alt det kan være med til, at de unge ofte fremstårsom umiddelbart velfungerende.Selvom de unge i undersøgelsen er forskellige og harforskellige problemer, er temaerne i deres fortællin-ger overraskende ens: De unge savner at blive lyttettil. De savner målrettede indsatser, som tager særligthensyn til deres problemer med misbrug, psykisksygdom, belastende opvækstbetingelser, problemfyldtskolegang, gæld, manglende uddannelse og arbejde.De unge efterspørger sagsbehandlere, der ved nogetom udsatte unges særlige udfordringer – udfordrin-ger, der kræver koordinering, indsigt og viljen til atforfølge langsigtede mål. De unge ønsker især hjælptil at navigere i det komplekse kommunale system.Og så ønsker de sig boliger, som de kan betale.

som mentorer) eller almindelige sagsbehandlere forudsatte unge. Der er også repræsenteret et ledelses-niveau i form af to afdelingsledere og en sagsbehand-lercoach. De seks kommuner har alle haft en særligindsats eller afdeling målrettet de unge. Kun en enkeltkommune har inddelt deres indsats i teams, der ikkeer afgjort ud fra målgruppens alder, men som afhæn-ger af matchgruppen og arbejdsmarkedsparatheden.Formålet med kommuneundersøgelsen har været atfå en generel forståelse af, hvad og hvordan kommu-nerne gør i forhold til indsatsen over for unge udsat-te på kontanthjælp. Desuden har undersøgelsen givetRådet en indsigt i de barrierer, kommunerne støderpå, når de skal nå de udsatte unge. Denne publikationhar til formål at formidle de unges syn på sagen. Mendet skal understreges, at Rådet samtidigt anerkender,at det netop ikke kun er de unge, der oplever bar-rierer, men også professionelle, som arbejder for ogmed målgruppen. Målgruppen har forskellige behov,som gør det svært at målrette indsatsen. Den sammetrøje passer ikke alle – der er behov for individueltmålrettede indsatser.

Første gang jeg oplevede, at nogen faktisklæste min journal, blev jeg så glad.”Hvis ikke man er socialt udsat, så skal manda nok blive det i kontanthjælpssystemet.”Jeg havde en mentor, før jeg blev 18, menderefter kunne jeg passe mig selv. De enestestøttepersoner var dem på bænken.”Det er jo ikke os, der går op på jobcenteretog går amok. Det er mere de ressourcestær-ke, der føler sig dårligt behandlet. Det er ikkevores borgergruppe.Vi er vant til nederlaget.”Man skulle samle en bus med tværfagligt per-sonale fra psykiatrien, enkeltydelsesafdeling,boligforening og andre. Så kunne man laveen handleplan og skabe resultater med detsamme, hvor man tager højde for helheden.”