Socialudvalget 2012-13
SOU Alm.del Bilag 235
Offentligt
Social- og IntegrationsministerietÆldreJ.nr. 2013-2332rva
6. maj 2013
Reglerne for mellemkommunal refusion i forbindelse med flytning efter § 129, stk. 3.
Udgangspunktet i retssikkerhedsloven er, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. lovens § 9, stk.1. En person har efter stk. 2 opholdskommune der, hvor personen bor eller sædvanligvis opholder sig.Som en undtagelse her til gælder efter § 9, stk. 7, at den oprindelige opholdskommune uanset stk. 1 har pligttil at yde hjælp efter lov om social service, når denne kommune eller anden offentlig myndighed harmedvirket til, at personen i en anden kommune har fået ophold i1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,3) institutioner under sygehusvæsenet,4) institutioner under Kriminalforsorgen eller5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4.Af § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven fremgår det, at opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, nåren person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter1. § 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service,2. § 58 a i love om almene boliger mv. eller3. lov om friplejeboligerRefusionen omfatter efter § 9 c, stk. 1, kommunens andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service,lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52 stk. 1, ilov om social pension og § 50, stk. 2-5 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindeligførtidspension m.v.Ifølge § 9 c, stk. 8, er de udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter stk. 2-6, opholdskommunensfaktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og udgifter tilledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er fastsat en takst ellerberegnet et priskrav efter lov om social service, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksteneller priskravet.Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består efter bestemmelsens stk. 9, så længe borgeren har bopæl i detpågældende botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion ianledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i lov om social service består dog, indtil borgerenhar erhvervet ny opholdskommune.
Ifølge servicelovens § 129, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i ganske særlige tilfælde indstille til det socialenævn, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud som nævnt i stk. 1, og sommangler evnerne til at give informeret samtykke, kan flyttes til en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen forpersonen kan varetages, selv om betingelserne i stk. 1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i denpågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den pågældende kan bevaretilknytning til sine pårørende.Den kommune, der indstiller til flytning efter servicelovens § 129, stk. 3, er den kommune, der efterretssikkerhedslovens § 9 har pligt til at yde hjælp efter serviceloven. Det er efter retssikkerhedslovens § 9,stk. 1, borgerens aktuelle opholdskommune, der har pligt til at yde hjælp til en person, der er flyttet til etbotilbud i en anden kommune efter de regler om frit valg, der er nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4.Retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, om, at den oprindelige opholdskommune i nogle tilfælde erhandlekommune for ydelser efter serviceloven, omfatter ikke den situation, hvor en ældre eller person medhandicap, der er visiteret til en ældre- eller plejebolig af sin opholdskommune, selv vælger i stedet at flytte tilet tilsvarende botilbud i en anden kommune efter reglerne om frit valg, jf. bemærkningerne til lovforslag l169 2009-10 heromDen oprindelige opholdskommune er dermed fortsat betalingskommune efter § 9 c, så længe borgerenfortsat bor i et tilsvarende botilbud.
