Kopi: Folketingets Socialudvalg. Undervisningsminister Christine Antorini. Formanden for

socialrådgiverforeningen. Formanden for Børns vilkår. Dir. Gert Jørgensen LOS.

Med henvisning til min skrivelse af 26.6.2012 ministeriets svarskrivelse af 19.9.2012, min skrivelseaf 17.2.2013, alle vedhæftet denne skrivelse, kan jeg supplere med følgende skrivelse.Som modtagere af ovennævnte kan man vælge at gå let hænd over tingene, eller vælge at gå ind idet man er valgt til af enten borgerne eller som forening eller forbund til gavn for brugerne,medarbejderne og dem som skal udføre arbejdet.Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi der til dagligt skal udføre arbejdet, behandle løbende lovgivning påområdet, ofte er frustreret over hvad det er beslutningstagerne gerne vil ha vi skal udføre.Skrivelsen her er ikke en kort skrivelse – desværre, men håber at de fleste af jer vil læse den ogforholde jer til den. Jeg vil gå direkte i ”kødet” og så må man selv vælge hvad man kan tolke ud afindholdet, og hvordan man vil forholde sig til de problemstillinger vi står over for.Med udgangspunkt i ovennævnte skrivelser, kan der fra min side kun være stor ros til ChristineAntorini, konference d. 7. marts i Idrættens hus på en sammenhængende skoledag. En konferenceder var kort, præcis, og som måtte give stof til eftertanke for ikke bare os der skal udføre ogudvikle en heldagsskole tilbud, men også for de medarbejdere (lærer/pædagoger, frivilligeorganisationer) vi har ansat der skal gennemføre en god heldagsskole. En konference med enhelhjertet og inspirerende og aktiv undervisningsminister.En stor ros til Karen Hækkerup for at gennemfører 5 overordnet tilsyn med fokus på ikke bare osfra det private område, men også det kommunale område, hilses velkommen. Vi håber bare på, attilsynet SKAL lave uanmeldt tilsyn og det ikke er frivilligt for et tilsyn. Uanmeldt tilsyn mindst engang årligt hilses velkommen for alle parter.Vi alle ved at, med en ”whistler linje” – vil der blive stillet store krav til tilsynskonsulenterne, ossom har de unge – da både forældre, de unge, medarbejderne eller andre der kunne have eninteresse (presse m.m.) vil benytte sig af denne mulighed.

Det vil koste en masse personale ressourcer, konflikter, skriftlige udredninger møder m.m., –udgifter man fra både det offentlige og os som skal udføre arbejdet vil løbe op i et kæmpe beløb afflere hundrede Mill. Kroner – udgifter vi alene kan pålægge den månedlige opholdsstedspris igentil anbringende myndigheder, da vi skal afsætte flere personaler ressourcer til dette formål.Som nævnt i min skrivelse af 17. feb. 2013 som jeg d.d. afventer svar på fra ministeriets side – såskal vi som private aktører nok levere ”varen” hvis ellers lovgivningen og reglerne på områdetgiver os mulighed for det.D.d. har vi ikke værktøjerne – dem bør man fra folketingets side(socialministeriet/Undervisningsministeriet, men ikke mindst justitsministerens side) fokusere på ihøjere grad.Min pointe er grundlæggende,At,Reglerne for hvornår en medarbejder (lærer/pædagog) kan skride ind over for en ung der udviserdårlig adfærd er for slap.At,Sanktionsmuligheder og udøvelse af konsekvens over for en ung er for slap (misbrug, kriminalitet,generel adfærd)At,Ministerierne giver os, medarbejderne, private eller offentlige institutioner, sagsbehandlerneværktøjer vi kan operere i til gavn for de unge. D.d. er vi stort set handlingslammet – uanset denunges adfærd, så må vi jf. magtanvendelses cirkulæret IKKE skride ind hvis en ung gentagendegange har lavet kriminelle handlinger, vi må ikke stoppe den unge på begrundet mistanke, ogsåselv om den unge dagen i forvejen har lavet en kriminel handling – vi må ikke trække den unge ilommepenge, eller arbejdsdusør for de skader den unge har udøvet på 3 . mands ejendom ellerinstitution – vi må ikke tilbageholde den unge hvis den unge nu og her ikke er til fare for sig selv,ikke udviser en adfærd der kan være truende o.s.v.Overordnet kan jeg komme med langt flere eksempler på hvilke arbejdsregler vi d.d. skal udøve forat overholde en rigid lovgivning på området – en lovgivning der kun kan være til skade forkommunerne der betaler milliarder af kroner på området, sagsbehandlere i kommunerne der ikkebestiller andet ind at lave genanbringelser (svingdørsklienter) – private og kommunale aktører derskal hjælpe disse unge, men som ikke har værktøjerne fra beslutningstagerne – nemlig folketinget.