Denne note forsøger at give et overblik over EU-reglerne om fri bevægelighedog social sikring i forhold til udbetalingen af danske velfærdsydelser. Notenopridser de væsentligste EU-regler, principper og domme, og gennemgårnogle af de problemstillinger, det har givet anledning til i forhold til det danskevelfærdssystem. Endelig vil noten komme ind på, hvilke faktuelle oplysninger,der findes om udbetalingen af sociale ydelser til EU-borgere samt på debatteni de øvrige EU-lande.

1. Oversigt over EU-reglerne på områdetDen del af EU-retten, der har betydning for udbetalingen af danske velfærds-ydelser til EU-borgere, findes i (a) traktaterne, (b) EU-lovgivningen og (c) EU-Domstolens retspraksis.a. TraktaterneRomtraktaten fastlagde allerede i 1957 nogle grundlæggende rettigheder ogprincipper, som har væsentlig betydning for den retstilstand, der gælder på om-rådet i dag. Det drejer sig først og fremmest omarbejdskraftens frie bevæge-

1

lighed, samt det hermed tæt forbundneforbud mod forskelsbehandling på2baggrund af nationalitet. Grundideen var, at enhver EU-borger frit skullekunne søge og tage arbejde i andre EU-lande på lige vilkår med landets egneborgere, uden at blive mødt af forhindringer eller blive udsat for forskelsbehand-ling på grund af sin nationalitet.Romtraktaten gav også EU-lovgiver ret og pligt til at fastsættenærmere regler3om arbejdskraftens fri bevægelighedinden for EU . Desuden skulle EU-lovgiver fastsætte nærmere regler for at sikre social tryghed for vandrende ar-4bejdstagere, selvstændige og disses familier. I den forbindelse skulle der bl.a.fastsættes regler om sammenlægning af forsikringsperioder (sammenlæg-ningsprincippet) og om, at visse ydelser kunne tages med til andre EU-lande5(eksportabilitetsprincippet ).Et meget vigtigt princip i traktaten er desudenproportionalitetsprincippet,som indebærer, at omfanget af et indgreb altid skal stå i et passende forhold tilmålet. Princippet binder både EU-institutionerne, når de lovgiver, men også denationale myndigheder, når de anvender eller gennemfører EU-retten nationalt.Endelig indførte Maastrichttraktaten i 1993unionsborgerskabet,som giveralle EU-borgere ret til at færdes og opholde sig frit på alle EU-landes områderpå de betingelser og med de begrænsninger, der følger af traktaterne og lov-givningen.6

Denne forordning regulerer EU-borgeres adgang til beskæftigelse i andre EU-lande. Den indeholder bl.a. bestemmelser om arbejdsvilkår og om familiemed-lemmers rettigheder. Forordningen fastslår, at vandrende arbejdstagere (dvs.personer, der arbejder i et andet EU-land end deres eget) har ret til sammesociale og skattemæssige fordele som landets egne arbejdstagere. De grund-læggende principper i forordningen er ligebehandling og fri bevægelighed, somogså er fastslået i traktaten.-Forordningen om koordinering af social sikring fra 20048

Forordningen er fra 2004, men for en stor dels vedkommende sammenskriverden forordninger, som EU har vedtaget på området siden 1971. Forordningenkoordinerer EU-landenes regler om social sikring for personer, der udnytterretten til fri bevægelighed. Det handler bl.a. om at sikre, at borgere ikke misterderes optjente, sociale rettigheder, når de får job i et andet EU-land. Det hand-ler også om at forhindre, at personer optjener sociale rettigheder i flere landesamtidig. Forordningens regler om koordinering dækker f.eks. ydelser ved syg-dom, barsel, pension, revalidering, arbejdsløshed og førtidspension. Forordnin-gen supplerer - men erstatter ikke - medlemsstaternes lovgivning om socialesikringsordninger, som er national kompetence.Forordningen fastslår ogsåsammenlægningsprincippet, dvs. et princip om atperioder, hvor en EU-borger har været forsikret eller beskæftiget i et land, skaltælles med, når man vurderer, om personen i et andet land er berettiget til enydelse, der forudsætter at man har været forsikret eller i beskæftigelse i et be-stemt periode. Det handler således om, at optjeningsregler ikke må diskriminerearbejdstagere, der udnytter deres ret til fri bevægelighed.Forordningen fastslår ogsåeksportabilitetsprincippet,som betyder, at en EU-borger kan få udbetalt visse sociale sikringsydelser, uanset hvor i EU han eller9

Dette er nok det vigtigste stykke EU-lovgivning i forhold til udbetaling af socialeydelser til vandrende arbejdstagere. Direktivet fastlægger betingelserne for,hvornår EU-borgere kan færdes og opholde sig lovligt i andre medlemsstater.Selvom direktivet er fra 2004, er det i realiteten en sammenskrivning af en ræk-ke direktiver fra 1964 og frem og EU-Domstolens retspraksis på området. Direk-tivet skelner grundlæggende mellem økonomisk aktive og ikke-erhvervsaktiveEU-borgere.-Økonomisk aktive(arbejdstagere, selvstændige) og deres familiemedlem-mer har samme rettigheder som hjemlandets egne borgere. Det gælder bl.a.i forhold til modtagelse af sociale ydelser.Ikke-erhvervsaktive(fx studerende, jobsøgende, pensionister og andreselvforsørgende) må som udgangspunkt opholde sig i et andet EU-land i optil 3 måneder uden andet krav end at de skal kunne vise deres pas. I denneperiode er værtslandet ikke forpligtet til at udbetale sociale ydelser eller stu-11diestøtte . Varer opholdet i mere end tre måneder (fx som studerende ellersom jobsøgende), skal de råde over tilstrækkelige midler til at forsørge sigselv og deres evt. familiemedlemmer, dvs. at de ikke må udgøre en ”urimeligbyrde” for værtslandet. De skal desuden have en sygesikring.

c. EU-Domstolens (og Kommissionens) fortolkning af reglernePå trods af de mange EU-regler på området er flere centrale begreber hverkendefineret i traktaterne eller i EU-lovgivningen. Det gælder f.eks. et så centralbegreb somarbejdstager.Derudover er der opstået nogle situationer, som deskrevne regler ikke har kunnet give et klart svar på. Det har efterladt noglevæsentlige tvivlsspørgsmål, som Domstolen har været nødt til at udfylde, bl.a.på baggrund af formålsbeskrivelser og andre anvisninger i lovgivningen og itraktaterne. I det følgende gennemgås en række hovedproblemstillinger:

Særligt begrebet arbejdstager har været genstand for omfattende retspraksisfra EU-Domstolen. Det skyldes navnlig, at man som arbejdstager fuldstændigtligestilles med hjemlandets borgere, bl.a. i forhold til modtagelse af socialeydelser.EU-Domstolens fortolkning af begrebet arbejdstager kan sammenfattes somfølger: Man er arbejdstager, hvis man udøver enfaktisk og reel beskæfti-gelse.Ved vurderingen, af om beskæftigelsen er faktisk og reel skal der læg-ges vægt på, at den pågældende præstererydelser mod vederlagfor enanden og efter dennes anvisninger. Man er ikke arbejdstager, hvis beskæfti-gelsen fremstår som etrent marginalt supplement.Domstolen har også præciseret, at en ugentlig beskæftigelse på ned til 10-12timer i visse tilfælde kan være tilstrækkelig til at blive betragtet som arbejdsta-

12

ger.I den forbindelse skal kriterier som ret til betalt ferie, løn under sygdom,arbejdsforholdets varighed, overenskomstforhold mv., indgå i den samlede13vurdering . EU-Domstolen har også fastslået, at en tidsbegrænset kontraktpå 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at en person kunne betragtes som14arbejdstager i EU-rettens forstand . Der skal dog altid foretages en konkretog individuel vurdering af hver enkelt sag.-Hvornår har EU-studerende ret til økonomisk støtte?

Udgangspunktet i opholdsdirektivet er, at studerende er ikke-erhvervsaktive,og at de ved studieophold i et andet EU-land selv skal have penge med tilderes underhold.Spørgsmålet var imidlertid sat på spidsen i SU-dommen fra februar 2013 .Sagen handlede om en hollandsk studerendes ret til dansk SU, efter at han ien kort periode havde arbejdet på fuld tid i Danmark og efter studiestarten påCBS fortsatte med erhvervsarbejde ved siden af studiet. Domstolen fastslog,at han havde status somarbejdstagerefter EU-retten og at han derfor ikke15

jf. EU-Domstolens dom i Kempf (sag C-139/85) og Megner og Scheffel (sag C-444/93).Jf. EU-Domstolens dom i sagen Genc (sag C-14/09). I den konkrete sag var der tale om 5,5timers ugentlig beskæftigelse. Domstolen tog ikke stilling til, om de 5,5 timer var tilstrækkelig tilat være omfattet af arbejdstagerbegrebet, eller om der var tale om beskæftigelse af rent margi-nal karakter, da det blev overladt til medlemsstaten at foretage denne vurdering.14Dommen Franca Ninni-Orasche (sag C-413/01).15Dom af 21. februar 2013 i sag C-46/12. Læs mere om dommen i EU-note 43 af 2. juli 2013.

kunne nægtes dansk SU. Det havde i den forbindelse ingen betydning, om16han var kommet til Danmark med det endelige mål at studere .Dommen indebærer, at studerende, som har status arbejdstagere, også harret til andre sociale ydelser end SU, herunder børnepenge til deres forsørgel-17sesberettigede børn .EU-Domstolen har også udtalt sig om retten til sociale ydelser til studerende,som ikke havde status som arbejdstagere. Det var i Grzelczyk-dommen fra182001 . Sagen handlede om en fransk statsborger, der studerede i Belgien, ogsom de første tre år ernærede sig ved forskellige småjobs. Det fjerde år søgtehan den belgiske »minimex«, en form for kontanthjælp som belgiske stude-rende også kan søge. Han fik afslag fra de belgiske myndigheder, med hen-visning til, at han var studerende. EU-Domstolen fastslog, at han havde ret tilstøtte og begrundede det med EU’s forbud mod forskelsbehandling og uni-onsborgerskabet. Domstolen fastslog bl.a., at selv om studerende ikke har rettil støtte, når de rejser til et andet EU-land for at studere,kan deres økono-miske situation ændre sig.Bedømmelsen af, om de kan forsørge sig selv,skal derfor reelt foretages når de ankommer til landet. Domstolen fastslår dog,at der er en grænse for studerendes ret til ligebehandling med landets egnestuderende i forhold til social støtte. Støtten må ikke være til ”urimelig” byrdefor værtslandet.Et andet spørgsmål er retten til at tage SU med til studier i udlandet. Dettespørgsmål var genstand for de to domme fra juni og juli 2013, hhv. Giesch-1920dommen fra Luxembourg og Prinz & Seeberger-dommen fra Tyskland.Centralt for begge disse domme var, at nogle studerende – i modsætning tilhjemlandenes egne studerende – havde fået afslag på støtte til studier udenfor hhv. Luxembourg og Tyskland. Begrundelsen var, at selv om de havdetilknytning til landene, havde de ikke haft bopæl i disse lande inden de rejsteud. Bopælskravene var indført for at sikre, at støtten alene tilfaldt studerendemed en tilstrækkelig grad af tilknytning til hjemlandene. Domstolen fandt ibegge sager, at bopælskravene forfulgte et legitimt formål, men Domstolenvurderede, at bopælskravene ikke levede op til proportionalitetsprincippet.Ifølge Domstolen fandtes der andre og mindre indgribende midler til at sikre,

Flere juridiske forskere, bl.a. lektor Catherine Jacqueson fra Københavns Universitet har i øvrigtudtalt, at der for så vidt ikke er noget juridisk overraskende i denne som, som følger Domstolenssædvanlige praksis på området. jf. hendes indlæg i Jyllandsposten den 28. februar 2013.http://jura.ku.dk/pdf/nyheder/2013/artikel-JP28-februar-2013.pdf/17Jf. Skatteministerens svar af 27. august 2013 til Europaudvalget - EUU Alm.del endeligt svar påspørgsmål 83http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/euu/spm/83/svar/1070272/1275601.pdf18Dom af 20. september 2001, sag C-184/99, Grzelczyk.19Dom af 20. juni 2013, sag C-20/12, Giesch.20Dom af 18. juli 2013, forenede sager C-523/11 og C-585/11, Prinz & Seeberger.

I juni 2013 besluttede Skatteministeriet at ændre praksis for udbetaling af bør-21necheck og børnetilskud efter en henvendelse fra Kommissionen . Baggrun-den var, at Danmark i 2010 havde indført etoptjeningsprincipfor børne- ogungeydelse og børnetilskud, der også omfattede EU-borgere. Det betød, atpersoner, for at kunne modtage ydelserne fuldt ud, skulle have haft bopæl ellerbeskæftigelse i Danmark i 2 år inden for de seneste 10 år. Kommissionen fandt22med henvisning til 2 EU-domme fra 2010 og 2013 , at det danske optjenings-princip var i strid ”sammenlægningsprincippet” i forordningen fra 2004 omkoordinering af de sociale sikringsordninger (jf. ovenfor). Konsekvensen er, atder ved beregning af retten til disse ydelser til personer fra andre EU-lande skalmedregnes den periode, der er tilbagelagt i andre EU-lande.-Har arbejdssøgende fra andre EU-lande ret til sociale ydelser?

I henhold til opholdsdirektivet fra 2004 er arbejdssøgende ikke-erhvervsaktiveog er derfor udelukket fra sociale ydelser de første tre måneder. Hvis arbejds-søgende bliver i landet efter tre måneder skal de desuden kunne forsørge sigselv og må ikke lægge værtslandet til urimelig byrde.I Vatsouras-dommen fra 2008 skulle EU-Domstolen tage stilling til en anmod-ning om tysk bistandshjælp fra to græske statsborgere, som var rejst til Tysk-land i 2006 for at arbejde. Efter ganske kortvarigt at have haft arbejde i Tysk-land søgte de om tysk bistand, men fik afslag med den begrundelse, at de ikkevar arbejdstagere. Domstolen overlod afgørelsen om, de kunne betragtes somarbejdstagere til den tyske domstol. Domstolen udtalte dog, at arbejdssøgendeer omfattet af retten til ligebehandling med henblik på ansøgning om en økono-miskydelse, som har til formål at lette adgangen til arbejdsmarkedet.Medandre ord omfatter opholdsdirektivets undtagelse for ikke-erhvervsaktive ikkealle økonomiske ydelser til arbejdssøgende, men kun ”sociale ydelser”. I denforbindelse præciserer Domstolen, at formålet med ydelsen skal vurderes i for-hold til resultaterne og ikke til ydelsens formelle struktur. Domstolen bemærke-de også, at det erlegitimt, at et værtsland kun udbetaler en sådan ydelse tilarbejdssøgende, der har en reel forbindelse til arbejdsmarkedet i værts-landet.Hvorvidt der består en sådan forbindelse, afhænger ifølge Domstolen23

Et andet spørgsmål, der blev sat på spidsen hen over sommeren, handler omretten til at optjene ret til danske dagpenge i andre EU-lande. I den forbindelseforlød det, at Kommissionen er i færd med at undersøge om kravet i dansk lov-givning om, at man for at blive dagspengeberettiget i Danmark skal have haftbeskæftigelse i Danmark i 3 af de 12 måneder, som kræves for at kunne få25dagpenge . Der er dog – så vidt vides – ikke taget nogen konkrete skridt fraKommissionens side i forhold til denne sag.

2. Hvori består problemet i forhold til den danske velfærdsmodel?En del af udfordringen i forhold til udbetalingen af sociale ydelser og EU-reglerne skyldes den måde vi herhjemme har skruet velfærdsydelserne sam-men på. Danmark og de andre nordiske lande hylder den såkaldte ”universellevelfærdsmodel”.Denne model er især karakteriseret ved, at velfærdsydelserneer afkoblet fra finansieringen. Modellen indebærer en implicit skattefinansieretforsikring for alle, med en relativ stor grad af økonomisk omfordeling. Som ud-gangspunkt er der således lige adgang til velfærdsgoderne, som betales over26skatterne, men altså uden kobling til finansieringen .I forhold til ydelser som SU, børneydelser, kontanthjælp, boligsikring og lign erder således tale om ydelser, som automatisk udbetales til folk på baggrund afderes sociale eller familiemæssige situation, og ikke ud fra deres bidrag ellerbeskæftigelsesmæssige situation.

Jf. EU-note af 9. juni 2009 samt Jf. artikel af Catherine Jacqueson, 2010, ' Unionsborgerens rettil sociale ydelser efter EU-retten - Hvilken vej blæser vinden? ' i EU-Ret & Menneskeret , nr. 3,s. 152-166..25Jf. fx artikel i ugebrevet A4, den 5. september 2013:http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201336/Torsdag/Pres_paa_danske_dagpenge.aspx26Jf. Beskæftigelsesministeriets ”Rapport om optjeningsprincipper i forhold til danske velfærds-ydelser”, marts 2011, s. 5.http://bm.dk/Aktuelt/Nyheder/Pressemeddelelser/Arkiv/2011/04/~/media/BEM/Files/Dokumenter/Pressemeddelelser/2011/Optjening/Samlet%20rapport.ashx

I forbindelse med opgivelsen af optjeningsprincippet tildanske børneydelseroplyste Skatteministeriet, at opgivelsen af kravet ville koste regeringen 15 mio.kr. årligt. Det drejer sig om i alt 1.900 EU/EØS-borgere, der vil kunne få udbetaltbørneydelser. Der udbetales børne- og ungeydelse for i alt 14,5 mia. kr. og27børnetilskud for i alt 2,5 mia. kr. om året i Danmark.Hvad angårSUhar regeringen foretaget en konsekvensberegning, der viser, atden nævnte SU-dom fra februar 2013 vil koste statskassen200 mio. kr. årligti28SU-stipendier til EU/EØS-borgere. Samtidig vurderer regeringen, at de nyekriterier, regeringen vil indføre i forhold til at modtage SU til studier i udlandetsom følge af den tyske dom fra juli 2013, betyder en merudgift på38 mio. kr.29årligt.De samlede udgifter til SU er i Danmark på ca. 20 mia. kr. årligt.Ifølge beskæftigelsesministeren er antallet afdagpengemodtagerefra de 10østeuropæiske EU-lande steget fra 1.430 personer i 2009 til 5.336 i 2012. Isamme periode er antallet af statsborgere på kontanthjælp fra de ti lande stegetfra 1.893 til 2.967. Det skal bl.a. ses i sammenhæng med, at mens beskæftigel-sen i denne periode generelt faldt i Danmark, steg antallet af statsborgere fra de30ti østeuropæiske lande med lønindkomst i Danmark fra 20.800 til 29.750.Blandt forudsætningerne for at få udbetalt dagpenge er, at man har været med-lem af en A-kasse i mindst et år og at man har haft arbejde et ud af de senestetre år (jf. også den debat om EU-borgeres ret til dagpenge fra dag 1).Med til billedet af problemets omfang hører også tal for, hvor meget vandrendearbejdstagere fra EU-lande på den ene side bidrager med i det danske samfundi form af arbejdsindsats, skatteindtægter mv. og på den anden side trækker påde sociale velfærdsydelser. Der er imidlertid kun lavet få analyser af dette. Dentidligere regering nedsatte en arbejdsgruppe, der analyserede indvandringens31økonomiske konsekvenser. Denne skelner imidlertid ikke mellem EU-borgereog borgere fra andre udviklede lande. Den nuværende regering har foretaget enanalyse af de samfundsøkonomiske gevinster ved tiltrækning og fastholdelse af32internationale studerende. Tænketanken Kraka har lavet analyser af hen-

Jf. Skatteministeriets pressemeddelelse af 18. juni 2013,http://www.skm.dk/presse/presse/pressemeddelelser/9648.html.28Svar på spørgsmål nr. 42 (alm.del) 3. april 2013 fra Ministeren for forskning, innovation ogvideregående uddannelse til Europaudvalget29Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelse i mundtligt svar til Europaud-valget på samråd den 12. september 2013.30Svar på spørgsmål nr. 422 (Alm.del) 29. juli 2013 fra beskæftigelsesministeren til Beskæftigel-sesudvalget:http://www.ft.dk/samling/20121/almdel/beu/spm/422/svar/1066754/1270998/index.htm31Indvandringens økonomiske konsekvenser, delrapport, april 2011.32Analyse af samfundsøkonomisk gevinst ved tiltrækning og fastholdelse af internationale stude-rende, Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, 12. marts 2013

Har andre lande tilsvarende udfordringer?Som nævnt anvender Danmark den universelle model. Herover for står to andremodeller, som anvendes i andre EU-lande. Det drejer sig om:-Den arbejdsmarkedsbaserede (korporative) model(anvendes fx i Mel-lemeuropa, herunder Tyskland, Frankrig og Italien). Modellen bygger på etprincip om beskæftigelse for den enkelte som grundlag for retten til ydelser.De beskæftigede forsikres via sociale bidrag fra lønmodtageren, fagforenin-gen og/eller arbejdsgiveren. Ydelserne er baserede på arbejdsmarkedsfi-nansierede forsikringer og tildeles primært i forbindelse med arbejdsløshed,sygdom og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Adgangen til og omfangetaf velfærdsgoder er således bedst for de beskæftigede og stiger med antalår på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de, der befinder sig uden for ar-bejdsmarkedet, i høj grad afhængige af sociale netværk og familie. Den ar-bejdsmarkedsbaserede model er med til at opretholde statusforskelle og35medfører kun begrænset økonomisk omfordeling .Den residuale model(som fx anvendes i Storbritannien). I modsætning tilden universelle model lægges der vægt på, at de frie markedskræfter sør-ger for, at hovedparten af efterspørgslen på velfærdsydelser imødegås. Idenne velfærdsmodel har markedet og individet frihed til at bestemme ud-36viklingen. Det offentlige yder kun et minimum af universelle goder .

Østeuropæiske arbejdstagere bosat i Danmark og Udbetalte børnepenge til statsborgere fraandre EU/EØS-lande, analyser fra Kraka, 9. juli 201334Free immigration and welfare access: the Swedish experience. Joakim Ruist, juni 2013:http://www.economics.handels.gu.se/digitalAssets/1455/1455743_free-immigration-and-welfare-access.pdf35Jf. Beskæftigelsesministeriet; ”Rapport om optjeningsprincipper i forhold til danske velfærds-ydelser”, marts 2011, s. 21.36Jf. Beskæftigelsesministeriets ”Rapport om optjeningsprincipper i forhold til danske velfærds-ydelser”, marts 2011, s. 20.

Debatten i andre EU-landeDebatten om balancen mellem fri bevægelighed og nationale velfærdsordningerer imidlertid ikke begrænset til lande, der som Danmark har en universel vel-færdsmodel.Justits- og/eller indenrigsministre fraTyskland, Holland, Østrig og Storbritta-nienskrev i april 2013 et brev til det irske formandskab, hvor de anmodede om,at spørgsmålet om fri bevægelighed og sociale velfærdsydelser kom på dags-37ordenen for et rådsmøde. Brevet er primært udtryk for enanden problemstil-ling,end den vedrørende SU-domme og børnepenge, der præger den danskedebat. De fire lande taler nemlig om EU-borgere, der ikke lever op til kriteriernefor fri bevægelighed og dermed belaster de nationale/lokale budgetter ved atgøre brug af sociale ydelser, de ikke er berettiget til. Brevet beklager, at der ikkefindes effektive sanktioner mod snyd og er utilfredse med, at man ikke forhin-drer EU-borgere, der er taget i at svindle med velfærdsydelser, i at rejse ind ilandet igen. Brevet adresserer dog også spørgsmålet om borgere fra andre EU-lande, der i deres nye hjemland kræver sociale ydelser fra dag et – uden førsteat have bidraget til fællesskabet i form af f.eks. skattebetalinger.For at finde en debat, der minder om den danske, kan man se på de nyeredomme om retten til SU. I et nærhedstjek fra juni 2013, rejser denhollandskeregeringspørgsmålet om SU og studentermobilitet. I 2012 blev Holland dømtved EU-Domstolen for at indføre et bopælskrav (en såkaldt ”tre-ud-af-seks-års”-regel) for at kunne komme i betragtning til støtte til videregående studier, dergennemføres uden for Holland. Regeringen mener i den forbindelse, at der børfindes en balance mellem fremme af studentermobilitet og princippet om ar-bejdskraftens frie bevægelighed. I samme undersøgelse giver den hollandskeregering udtryk for, at lovgivningen bør ændres, når EU-Domstolen fortolkerlovgivningen på en måde, som ikke er i overensstemmelse med lovgivernesintentioner.ITysklander diskussionen om EU-borgeres ret til velfærdsydelser særlig aktu-el i de konservative kredse i Bayern, hvor indenrigsminister Hans Peter Frie-drich kommer fra. Eksempelvis har lederen af økonomisk institut på MünchensUniversitet, Hans Werner Sinn udtalt, at den tyske velfærdsstat vil blive udhulet38af roma-indvandringen, og at det er på høje tid at revidere opholdsdirektivet.

Det er i høj grad lokale myndigheder, der er ansvarlige for udbetalingen af vel-færdsydelser i Tyskland og derfor også blandt disse, at bekymringerne er størst.IStorbritannienhar premierminister Cameron gentagne gange adresseretproblemet med EU-borgere, der ”misbruger den frie bevægelighed” og uret-mæssigt kræver sociale velfærdsydelser i Storbritannien. Han har annonceret,at der er behov for at justere de britiske regler for velfærdsydelser. Det britiskeoverhus, House of Lords, har på den anden side kritiseret regeringen for - trodsgentagne opfordringer – at undlade at underbygge sine ”anekdotiske” fortællin-39ger om ”velfærdsturisme” med fakta og beviser.