SAU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 129: Henvendelse af 22/2-13 fra FSR - danske revisorer vedrørende kommentarer ang. udkast til ny klagestruktur på skatteområdet

OverordnetFSR har to helt afgørende indvendinger mod det foreliggende forslag til enændret klagestruktur.For det første er det retssikkerhedsmæssigt stærkt betænkeligt, at borgerepålægges begrænsninger i deres adgang til Landsskatteretten, der i dag erhøjeste administrative klageinstans. Derfor bør borgerne selv kunne vælge omderes sag skal afgøres administrativt af et ankenævn eller af Landsskatteretten.For det andet finder FSR det helt unødvendigt og uhensigtsmæssigt at opbyggeen særskilt Skatteankeforvaltning. Hvis der fremtidigt skal være et fællessekretariat for Landsskatteretten og ankenævnene bør dette sekretariatforankres i Landsskatteretten, som allerede har et velfungerende sekretariat,som netop fungerer så uafhængigt af SKAT, som man kan håbe, når de hørerunder samme ministerium, hvilket FSR i øvrigt finder fornuftigt.Landsskatteretten nyder i dag bred anerkendelse for både sit faglige niveau somopnås via højt kvalificerede og engagerede medarbejdere, og for evnen til atoptræde uafhængigt af SKAT. Det betyder, at der er en høj grad af tillid til deafgørelser, der træffes af Landsskatteretten.Det er FSRs opfattelse, at Landsskatterettens kvaliteter med vedtagelsen afnærværende forslag risikerer at blive væsentligt forringet og at borgerne

risikerer at måtte acceptere en ellers forkert afgørelse, fordi borgeren ikkemagter at føre en afgørelse fra et ankenævn videre til domstolene.Hvis borgerne kun skal have adgang til en administrativ klageinstans, er det efterFSRs opfattelse afgørende for borgernes tillid til både ankenævn ogLandsskatteretten, at de frit kan vælge, om de ønsker at et ankenævn ellerLandsskatteretten skal træffe afgørelse i deres sag. Valgfrihed vil betyde, atbegge instanser kan bevares og at borgerne ikke vil opleve en markant nedgangift. deres retssikkerhed og retsfølelse.Valgfrihed vil endvidere betyde, at der ikke er behov for at opbygge et nytadministrativt apparat, en ”Skatteankeforvaltning”, til at visitere om en sag skaltil Landsskatteretten eller til et ankenævn, og hermed spares der administrativeressourcer samtidig med, at borgernes retssikkerhed og retsfølelse understøttes.FSR finder det uacceptabelt, at borgerne efter nærværende forslag skal tvingestil et ankenævn uden mulighed for senere at få prøvet sagen vedLandsskatteretten. I dag finder alt for mange sager først deres rigtige afgørelse iLandsskatteretten, men med nærværende forslag må borgerne enten acceptereankenævnenes afgørelse eller indbringe sagen for domstolene med deøkonomiske og personlige omkostninger dette medfører. På vurderingsområdetændrede Landsskatteretten vurderingsankenævnenes afgørelse i ca. 80% afsagerne i 2012! For skatteankenævnene er tallet ca. 30%. Hertil kommer at godt20% valgte at springe et skatteankenævn over og frivilligt gå direkte tilLandsskatteretten i henhold til SFL §5, stk. 2. Landsskatteretten varetagersåledes i dag en for borgerne meget værdifuld funktion og det forekommer ikketilstrækkelig velbegrundet, at borgerne ikke fortsat skal kunne vælge denneklagemulighed.Forslaget om at etablere en ny enhed en såkaldt Skatteankeforvaltning kan FSRpå ingen måde støtte i den foreliggende form. Efter FSRs opfattelse vil detbetyde en unødig bureaukratisering af klagestrukturen, at etablere en særligvisiteringsenhed, der skal beslutte, om borgernes sager i det administrativesystem skal afgøres endeligt i et ankenævn eller i Landsskatteretten. FSR kantilslutte sig, at der kan være behov for at styrke ankenævnenessekretariatsfunktion, men dette bør ikke ske i en særlig Skatteankeforvaltning.Tværtimod vil det efter FSRs opfattelse være væsentligt bedre og merebetryggende at bygge videre på den velfungerende sekretariatsfunktion, derallerede findes i Landsskatteretten. Både af hensyn til fagligheden og integriteten

bør en fælles sekretariatsfunktion fortsat være underlagt den højesteadministrative klageinstans, som er Landsskatteretten. Forslaget bør derfortilpasses på dette punkt. Ved at opbygge en helt ny enhed, en”Skatteankeforvaltning” undermineres Landsskatterettens faglighed og navnliguafhængighed, Som forslaget om en Skatteankeforvaltning er opbygget, bliverdenne enhed en slags overdommer i forhold ikke kun til ankenævnene, men ogsåi forhold til Landsskatteretten. Skatteankeforvaltningen kan ganske vist ikke selvtræffe afgørelse, i sager den beslutter at forelægge Landsskatteretten, men denkan så udpege medarbejdere, ikke kun kontorchefer, men også andremedarbejdere til at deltage i Landsskatteretten som retsformændEfter FSRs opfattelse bør et fælles sekretariat helt oplagt placeres underLandsskatteretten og med en retspræsident eller en direktør som øverste chef forLandsskatteretten og det administrative personale. Den øverste chef forLandsskatteretten bør af indlysende grunde opfylde betingelserne for at væreretsformand, således at både fagligheden og integriteten og oplevelsen herafblandt borgerne kan bevares.FSR skal henstille, at forslaget ikke vedtages i sin nuværende form.

§ 4 a- Valgfrihed er lig retssikkerhedRetssikkerhed er en grundsten i det danske samfund og i borgernes accept af detdanske velfærdssystem. Men retssikkerhed betyder samtidigt at borgerne skalkunne være sikre på, at deres tarv varetages, såfremt de kommer i konflikt meddet offentlige system, herunder skattemyndighederne. En borger der oplever atfå forhøjet sin indkomst skal således kunne stole på, at sagen vil blive afgjortkorrekt og dette gerne allerede i det administrative klagesystem, således at enlangvarig behandling ved domstolene undgås.FSR foreslår, at borgerne selv får lov til at vælge, hvilken instans de har mesttillid til og dermed hvilken instans, der skal afgøre deres sag i det administrativesystem. Det er efter FSRs opfattelse uacceptabelt, at borgernes retssikkerhedskal svækkes, alene fordi man politisk vil sikre et vist antal sager tilankenævnene. Borgerne har som udgangspunkt den største indsigt i deres egensag og kan dermed bedst selv vurdere, hvem der bedst kan håndtere deresklagesag. Det er i øvrigt ikke FSRs forventning, at valgfrihed efter kort tid viloverflødiggøre ankenævnene. Der vil være en række sager, hvor ankenævnenehar deres berettigelse, og hvor deltagelsen af lokale lægmænd vil få en del til atforetrække ankenævnene. Lægmændene i ankenævnene har klart præg af at

være folkevalgte, og det forekommer i det lys meget udemokratisk, at borgerneikke selv kan vælge om det skal være lokale eller mere landsdækkendelægmænd, der skal deltage i den endelige administrative afgørelse af deres sag.Samtidigt betyder nærværende forslag en bureaukratisering af klagestrukturen,idet der nu skal etableres en visiteringsenhed, der skal visitere sager til enten etankenævn eller Landsskatteretten efter uklare principper. Denne enhed kunnemed fordel spares væk og i stedet kunne disse ressourcer udnyttes til at sikre enhurtigere materiel behandling af sagerne.

§ 21, stk. 4, nr. 3 - Principielle sagerEfter forslaget skal en særlig visitereringsenhed i den nye Skatteankeforvaltningfordele sagerne mellem Landsskatteretten og ankenævnene alt efter, hvorvidt ensag er principiel eller ikke.Hvis borgerne får valgfrihed spares der administrative ressourcer og borgernesretssikkerhed forbedres væsentligt. Ønsker ministeriet ikke at indføre valgfrihedmellem instanserne som FSR foreslår, har FSR følgende bemærkningerne tilhvilke sager, der skal visitereres til Landsskatteretten.Hvorvidt en sag er principiel skal afgøres efter, hvorvidt betingelserne i SFL § 21,stk. 4, nr. 1-5 er opfyldt. Dette er de betingelser, der gælder for at enanmodning om bindende svar skal forelægges Skatterådet Efter FSRs opfattelseer det hverken med den nuværende eller med den foreslåede ændredeformulering klart, hvilke sager der skal visiteres til Landsskatteretten. Forborgerne vil dette betyde, at det vil forekomme uklart og vilkårligt, hvilkeninstans man bliver visiteret til, hvilket er uhensigtsmæssigt. FSR skal derforforeslå, at ministeriet i højere grad konkretiserer, hvilket sager der vil kunnekomme for Landsskatteretten. Det er FSRs oplevelse, at de gældende regler omhvilke spørgsmål der skal forelægges Skatterådet praktiseres med en visfleksibilitet, og i givet fald bør denne fleksibilitet bevares også i forhold tilvisiteringen af klagesager.I øvrigt foreslås formuleringen i SFL § 21, stk. 4, nr. 3, ændret således at det forfremtiden skal være fortolkningen afvæsentligbetydning for ny lovgivningellervæsentlig fortolkning af lovgivning i øvrigt,som både Skatterådet ogLandsskatteretten fremover skal behandle. Der er her tale om en skærpelse afhvilke sager, der kan komme for både Skatterådet og Landsskatteretten, idet detsåledes ikke længere er nok, at klagen vedrører fortolkning af ny lovgivning.

Meget ofte er der efter vedtagelsen af ny skattelovgivning en række spørgsmålog tvivlstilfælde, som ikke er overvejet endsige behandlet under udarbejdelsen afloven. Men med den foreslåede ændring vil det være Skatteankeforvaltningen,der skal afgøre om den problemstilling som sagen vedrører, er afvæsentligbetydning for ny lovgivning.Der er ikke anført noget i bemærkningerne tilændringen, der kan illustrere, hvad der skal fortolkes som væsentligt betydning.Dermed bliver det op til Skatteankeforvaltningen selv at fastsætte, hvornår dettekriterium er opfyldt.Det kan frygtes, at valget af instans fra Skatteankeforvaltningens side vil kommetil at ske under hensyntagen til også andre mål end faglige, eksempelvisressourcer og tidsfrister mv.FSR skal fremhæve, at Landsskatterettens prøvelse igennem alle årene harværet meget værdsat og at denne prøvelse har været og er meget vigtig forpraksisskabelsen i danske skatteret, herunder prøvelsen af hjemmelsgrænserne.Ovenstående gør sig gældende i såvel store som små økonomiske forhold. Selvmindre sager påkalder sig ofte skatteretligt opmærksomhed, da afgørelserne påskatteområdet, der berører mange borgere/virksomheder ofte påvirker praksis.Derfor kan selv mindre sager, der ikke umiddelbart synes at have principielbetydning alligevel få det.Som minimum bør sager, der er afgjort af Skatterådet skulle afgøres afLandsskatteretten, idet disse sager jo allerede ved SKATs visitering af sagerne tilSkatterådet er vurderet, at være principielle. Denne forudsætning synes ikke atvære tilstrækkelig klar i den foreslåede § 35 b selvom formuleringen af stk. 3peger i denne retning.

SKL § 49: Indbringelse af sager for domstoleneDet bør i øvrigt være en konsekvens af forslaget, hvor alene de principielle sagerkan komme til Landsskatteretten og ikke-principielle sager til ankenævnene, atSkatteministeriet ikke skal have adgang til at indbringe sager fra ankenævnenetil domstolene, idet der jo efter forvaltningens egen vurdering ikke er tale om enprincipiel sag. Dette er en forudsætning for, at ministeriet kan indbringe sagen,jf. Skatteministeriets retssikkerhedsvejledning SKM2012.756.SKAT.Skatteministeriet argumenterer med, at Skatteministeriet kan være uenig iSkatteankeforvaltningens vurdering af, at sagen ikke er principiel, og dette

§ 4a: SkatteankeforvaltningenDet vil efter FSRs vurdering betyde en væsentlig forringelse af tilliden tilklagesystemet og til kvaliteten af afgørelserne, såfremt Landsskatterettensnuværende medarbejdere flyttes væk fra Landsskatteretten til enen særskilt ognyoprettet Skatteankeforvaltning.I stedet bør betjeningen af Landsskatteretten og gerne også ankenævneneforegå i regi af Landsskatteretten, således at den gode integration, som kendes idag består. Landsskatteretten er som nævnt kendt for sit faglige niveau og sinuafhængighed af SKAT. En ændring af sekretariatsfunktionen vil med storsandsynlighed føre til tab af viden, kompetence og organisatorisk effektivitet iLandsskatteretten. Dette må forventes at medføre, at rekruttering afkvalificerede medarbejdere vil blive vanskeligere.Desuden er det efter FSRs opfattelse afgørende, at der er en overordnet leder afLandsskatteretten, som også skal fungere som retsformand, hvorved der sikreset miljø, hvor integritet og faglighed er i højsædet.Forslaget vil skabe afstand mellem det sekretariat, der foreslås placeret i den nyeenhed Skatteankeforvaltningen og de to dømmende enheder, ankenævnene ogLandsskatteretten. Dermed tabes viden og faglig fokus. Det er efter FSRsopfattelse uundgåeligt, at Skatteankeforvaltningen som ny enhed kommer til atvirke som overdommer i forhold til både ankenævn og Landsskatteretten.I forhold til ankenævnssager vil et fælles sekretariat givetvis være positiv, mendette modsvares af, at det for Landsskatteretten vil have en negativ effekt, idetdet eksisterende faglige niveau i Landsskatteretten skades Dette er særligtbeklageligt, fordi det ikke kun vil være sager om personbeskatning, vurdering affast ejendom og motor-sager, der vil blive negativt påvirket, men alle sager derbehandles i Landsskatteretten, herunder også de sager der drejer sig omselskabsbeskatning og moms og afgifter.

FSR har allerede på et tidligt stadium oplyst om sine betænkeligheder ved atetablere en ny enhed ”Skatteankeforvaltningen”, og den indtil nu manglendelydhørhed overfor denne kritik synes ikke at kunne være udtryk for et bevidstpolitisk valg. Det er FSRs opfattelse, at der er særdeles tungtvejende grunde tilat et evt. fælles sekretariatskalplaceres under Landsskatteretten som samtidigskalhave en chef som også fungerer som retsformand. Også af hensyn tilressourceudnyttelse er et fælles sekretariat bedre placeret underLandsskatteretten og etableringen af en ny bureaukratisk enhed - enSkatteankeforvaltning – der vil fungere som overdommer undgås

SFL § 15a - Elektronisk adgangEfter den foreslående SFL § 15 a skal Skatteankeforvaltningen have "elektroniskadgang til oplysninger om fysiske og juridiske personer der er registreret i told-og skatteforvaltningen. Adgangen kan fås, hvis oplysningerne er nødvendige forat behandle en klage".FSR hører gerne, hvordan klageinstansens uafhængighed sikres - særligt irelation til de kontorsager, hvor der ikke skal medvirke eksterneretsmedlemmer?Skatteankeforvaltningen vil få adgang til oplysninger fra SKATs elektroniskearkivsystem - oplysninger som borgeren ikke selv har adgang til, da borgerenalene har adgang til via almindelig aktindsigt at få udleveret ekstraheredeoplysninger.

§ 35 b, stk. 1, 3.pkt: Sager der udspringer af sammeforhold, som en sag ved LandsskatterettenMinisteriet bedes bekræfte, at trods formuleringen i den foreslåede SFL § 35b,stk. 1, 3. pkt. skal alle sager, der udspringer af samme forhold som en sag vedLandsskatteretten visteres til Landsskatteretten. I givet fald bør formuleringenændres.Dette bør tillige være tilfældet med sager, som vedrører et forhold, der kunnevære visiteret til Landsskatteretten, f.eks. hovedaktionærbeskatning, hvor eneventuel klagesag vedrørende selskabets forhold jo ville høre til hosLandsskatteretten.

FSR er bekymrede over det store antal sager, der kan afgøres uden medvirken afretsmedlemmer, såkaldte kontorsager, hvor det alene er klageinstansensmedarbejdere, der afgør sagen, jf. SFL § 13, stk. 3. Ministeriet foreslår, at detfor fremtiden skal være medarbejdere i den nye Skatteankeforvaltning, der skalkunne afgøre sagerne, uden at de eksterne retsmedlemmer skal deltage iafgørelsen, jf. den foreslåede SFL § 35 b, stk. 3.Efter bekendtgørelse nr. 1200 af 14. december 2011 kan embedsmændenetræffe afgørelse i sager vedrørende over 150 forskellige lovbestemmelser iskattelovene uden at de eksterne retsmedlemmer skal deltage. FSR finder dettebekymrende og foreslår derfor, at dette revurderes nøje i forbindelse medetopfølgende udvalgsarbejde.

§ 35 b, stk. 4 - Ny visiteringIfølge bemærkningerne i afsnit 3.3.2 vil Skatteankeforvaltningen kunne ændreen visitering, såfremt det viser sig, at en sag efter en visitering skulle eller kunnehave været visiteret til en anden instans. Eneste krav er, at der ikke er truffetafgørelse i den instans, som klagen først er visiteret til.FSR skal anmode Skatteministeriet om at bekræfte, at Skatteankeforvaltningenikke vil kunne visitere en sag fra Landsskatteretten til ankenævnene, alene fordidet efterfølgende viser sig, at sagen måske godt kunne være afgjort afankenævnene.

SFL § 35 b, stk. 5 - Kvalitetssikring afankenævnsafgørelserneEfter den foreslåede § 35 b, stk. 5 kan Skatteankeforvaltningen omvisitere enklage, hvis den vurderer, at en afgørelse entenerellervil bliveafgjort med etåbenbart ulovligt resultat og hvis denne afgørelse endnu ikke er meddeltklageren. Endvidere kan Skatteankeforvaltningen fastsætte en frist for yderligerebelysning af sagen forinden omvisitering til Landsskatteretten, men det er fortsatet krav, at såfremt Skatteankeforvaltningen efter udløbet af fristen for yderligerebelysning af sagen fortsat agter at omvisitere sagen til Landsskatteretten, så måafgørelsen ikke være modtaget af klager.Betingelsen for at bringe bestemmelsen i anvendelse er således - uanset omomvisitering sker med det samme eller efter intern belysning af sagen - atafgørelsen ikke er meddelt klageren endnu.

Lovforslaget lægger op til, at der kan køre en skjult sagsbehandling, somklageren ikke må blive oplyst om. Dette har meget lidt at gøre med almindeligåbenhed i sagsbehandlingen. Skjult sagsbehandling og skjult sagsoplysning hørerikke hjemme i den danske forvaltningsretlige tradition. Hvad skal dereksempelvis ske, hvis klager anmoder om aktindsigt i sin sag? Vil en truffet, menikke meddelt afgørelse, være omfattet af det materiale, der skal udleveres veden anmodning om aktindsigt?FSR har den klare opfattelse, at medmindre tvingende hensyn foreligger, så måal forvaltningsudøvelse og sagsbehandling ske i åbenhed overfor klageren, derikke må forholdes oplysninger om sagsbehandlingsskridt i den påklagede sag.Der ses ikke oplyst om mulige tvingende hensyn i denne sammenhæng.FSR formoder, at det bærende hensyn bag kravet om hemmeligholdelse afafgørelsen er, at det ikke skal være muligt at indbringe ankenævnenes afgørelserfor Landsskatteretten, jf. den foreslåede § 35 e. Imidlertid er en afgørelse enafgørelse fra det tidspunkt den træffes. En afgørelse bliver ikke først en afgørelsei det øjeblik den kommer til klagers kundskab. Eksempelvis regnes 3 månedersfristen for påklage af SKATs afgørelser til Skatteankeforvaltningen fra datoen påafgørelsen og ikke fra det tidspunkt klageren måtte læse afgørelsen.Med de foreslåede regler afskæres borgeren fra at påklage an afgørelse fraankenævnet til Landsskatteretten, men Skatteankeforvaltningen kan dog godtomvisitere en sag også efter skatteankenævnet har truffet afgørelse.Med forslaget vil retstilstanden således blive, at for skatteborgeren er der aleneén administrativ klageinstans, men for skattemyndigheden er der reelt tomuligheder. Det må formodes, at denne adgang som hidtil navnlig vil bliveanvendt i de tilfælde, hvor ankenævnene har givet borgeren medhold i en klagemod SKAT. Der indføres således en betydelig ubalance i forholdet mellem borgerog skattemyndigheden - borgeren har ingen mulighed for at påklage enbebyrdende afgørelse fra ankenævnene til Landsskatteretten, mensSkatteankeforvaltningen kan omvisitere en begunstigende afgørelse fraankenævnene til Landsskatteretten.Begunstigende afgørelser kan normalt ikke tilbagekaldes eller ændres ibebyrdende retning, hvis afgørelsen er kommet til borgerens kundskab. Denforeslåede bestemmelse i SFL § 35 b, stk. 5 kan således sikre, atSkatteankeforvaltningen kan omgå denne almindelige praksis på skatteområdet

(der skulle fungere som en retsgaranti for borgerne) ved, at afgørelsernetilbageholdes, mens de vurderes igen. Klager afskæres derved fra at kunneudnytte den domstolspraksis, der ligger bag forbuddet mod at ændrebegunstigende afgørelser, der er kommet til borgerens kundskab i bebyrdenderetning.Derimod kan en bebyrdende afgørelse godt omgøres, hvorfor FSR foreslår, atSkatteankeforvaltningen alene skal kunne omvisitere sager, såfremt afgørelsenikke vil give skatteyderen medhold og at dette er en åbenbart urigtig afgørelse.Dermed sikres det, at skatteyderen ikke er nødt til at anlægge en sag veddomstolene for at få medhold, mens Skatteministeriet vil være nødt til atindbringe samme sag for domstolene, hvis skatteyderen har fået medhold,hvilket også giver god mening, idet det jo er ministeriets egen klageinstans, derhar givet skatteyderen medhold.FSR har i øvrigt svært ved at se, hvorledes den foreslåede regel i praksis skalfungere. Det er Skatteankeforvaltningen selv, der som sekretariat forankenævnene forbereder sagen. Det er formentlig ikke i denne proces, atSkatteankeforvaltningen kan gribe ind (i realiteten overfor sin egensagsbehandling). Hvis ankenævnet imidlertid på nævnsmødet, hvor den endeligeafgørelse træffes beslutter sig for en anden afgørelse end det, der er indstillet afforvaltningen, ses der alene at være begrænset mulighed for atSkatteankeforvaltningen kan nå at gribe ind, idet afgørelsen bliver truffetumiddelbart efter skatteyder har forladt mødet, medmindre der altid reageresved afgørelser, der afviger fra Skatteankeforvaltningens forslag til afgørelse. Detmå forventes, at der er meget kort tid til at reagere forskatteankeforvaltningsmedarbejderen, hvis ikke der skal være en afgørelse somborgeren burde være blevet underrettet om.Det er i øvrigt uklart, hvorfor det skal være muligt at fastsætte en ny frist tilbelysning af sagen, og i hvilket omfang denne mulighed vil kunne forsinkeafgørelsen yderligere og hvornår denne mulighed skal kunne benyttes. Det vil igivet fald ikke kunne bruges, såfremt ankenævnene allerede har truffet afgørelsei sagen. FSR skal anmode ministeriet om at konkretisere dette.Den foreslåede bestemmelse illustrerer i øvrigt klart, at der hos Skatteministerieter en manglende tillid til kvaliteten af ankenævnenes afgørelser. Det erforuroligende, at ministeriet trods dette alligevel vælger at tildele ankenævneneen så vital rolle i klagesystemet. Når lovgiver ikke har mere tillid til

ankenævnene end denne lovgivningsmæssige nødbremse viser, må det åbenbartvære ministeriets opfattelse, at ankenævnene ingen faglig ellerretssikkerhedsmæssig berettigelse har. I givet fald kan det undre, at det ikkeforeslås at afskaffe ankenævnene helt.I realiteten fjerner man ankenævnenes selvstændighed som klageorgan, idetSkatteankeforvaltningen reelt er tillagt kompetence til at få en sag forLandsskatteretten, hvis ankenævnet ikke træffer den ønskede afgørelse.Åbenbart ulovligt resultat - vurderingsområdetDer vil i praksis næsten aldrig opstå en situation, hvor et foreliggende resultat er"åbenbart ulovligt" i en vurderingssag. F.eks. vil et forkert anlagt vurderingsskønsagtens kunne være meget forkert, uden at være åbenbart ulovligt.

Praksis fra ankenævneneI dag offentliggøres afgørelser fra ankenævnene ikke. Det er således ikke muligt,at konstatere hvordan praksis på et område udvikler sig, såfremt sagerne ikkeankes til Landsskatteretten, hvor alle afgørelser offentliggøres – enten påSKAT.dk eller på LSR.dk.FSR hører gerne, hvorvidt ministeriet planlægger at offentliggøre alle afgørelserfra alle ankenævn? Og om der i givet fald tænkes etableret et system, som skalhjælpe med at bevare overblikket over udviklingen i praksis?

§ 48, stk. 2 - overspringsreglenI skatteforvaltningsloven er der i § 5, stk.3 og i § 48, stk. 2 hhv. en 3 månederog 6 måneders overspringsregel. I nærværende forslag foreslås at fjerneoverspringsreglen i det administrative klagesystem i § 5, stk. 3.Da det ikke samtidigt er foreslået at ophæve 6-måneders overspringsreglen i §48, stk. 2, betyder det, at man for sager, der visiteres til et ankenævn hhv.Landsskatteretten efter 6 måneder kan gå direkte til domstolene. Domstolene vildermed være 1. instans for en afgørelse direkte fra SKAT, hvilket næppe er ioverensstemmelse med intentionerne. FSR er skeptisk over for dethensigtsmæssige i at man generelt kan stå med en domstolssag uden enadministrativ klageprøvelse.

§6 - Særligt om vurderingsankenævneneStørstedelen af de mange vurderingssager vedrører vurderingsskøn og desåkaldte værdi- og udmålingsskøn. Endvidere har der været en del sager omfradrag for grundforbedringer de senere år. Da fradrag for grundforbedringerafskaffes og genoptagelsesmulighederne samtidig er skærpet, må størstedelen afde fremtidige sager forventes at vedrøre det helt elementære vurderingsskøn,dvs. udmålings- eller værdiskønnet.Disse sager vil efter lovudkastet ikke som hovedregel være af principiel karakter- og dette til trods for at der for mange ejendomme, herunder for ejere og lejere,kan være tale om endog meget væsentlige beløb. Dette medfører, atLandsskatteretten som administrativ klageinstans på vurderingsområdet reelt istort omfang afskaffes. Ministeriet anmodes at bekræfte FSRs vurdering.Dette ville principielt være et mindre problem, såfremt kvaliteten afsagsbehandlingen i vurderingsankenævnene var tilstrækkelig høj til, at meget fåklager ville ende med en forkert afgørelse. Som nævnt tidligere er dette doglangt fra tilfældet.Det er FSRs klare opfattelse, at en manglende mulighed for at få sinvurderingssag behandlet ved Landsskatteretten medfører alvorlige konsekvenserfor retssikkerheden på vurderingsområdet.Borgeren kan naturligvis videreføre sagerne ved domstolene. Denne mulighed erdog for de fleste borgere en illusion, da omkostningerne og processen herved erfor tung både økonomisk og administrativt.

IkrafttrædenIfølge forslagets § 14, stk. 1 træder loven ikraft 1. januar 2014. Der er dog bådei selve bestemmelsen og ikke mindst i bemærkningerne flere uklarheder omhvilken dato der rent faktisk skal gælde for, hvornår en sag skal behandles efterde nye regler og ikke mindst hvilke gebyrregler der gælder for hvad. FSR skalbegrænse sig til at bemærke, at der synes behov for en færdiggørelse afbestemmelsen og bemærkningerne. Der skal dog nævnes, at der ibemærkningerne øverst side 76 anføres at det er en 6 måneders frist, der er iSFL § 5. stk. 3, men det er en 3 måneders frist.FSR tillader sig at gå ud fra, at forslaget ikke skal gælde for klager, der erindgivet inden d. 1. januar 2014 også selvom klageinstansen, hverken d. 1.januar 2014 eller 31. december 2014, har færdigbehandlet klagen. Ministerietanmodes om at bekræfte dette.