REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 83: Straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse .........................................................................................1. Indledning ....................................................................................................2. Historik ........................................................................................................3. Debatten om den nuværende kriminalisering af seksualforbrydelser .........4. Internationale forpligtelser og udviklingstendenser i hovedtræk ................5. Straffelovrådets overordnede overvejelser om kriminalisering af seksuelleovergreb ...........................................................................................................6. Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”..................................7. Straffelovens § 216–voldtægt ....................................................................8. Straffelovens § 217–anden tvang ..............................................................9. Straffelovens § 218–udnyttelse af forurettedes tilstand ............................10. Straffelovens § 219–institutionsanbragte ................................................11. Straffelovens § 220–groft misbrug af afhængighed ................................12. Straffelovens § 221–svig .........................................................................13. Straffelovens § 222–børn under 15 år .....................................................14. Straffelovens § 223–stedbørn, plejebørn mv. under 18 år ......................15. Straffelovens § 223 a–køb af seksuelle ydelser hos personer under 18 år16. Straffelovens §§ 224 og 225–anden kønslig omgængelse end samleje ..17. Straffelovens § 226–uagtsomhed ............................................................18. Straffelovens § 227–indgåelse af ægteskab.............................................19. Straffelovens §§ 228, 229, 231 og 233–prostitution ...............................20. Straffelovens §§ 230 og 235 a–pornomodeller under 18 år ....................21. Straffelovens § 232–blufærdighedskrænkelse.........................................22. Straffelovens § 234–salg af pornografi til børn under 16 år ...................23. Straffelovens § 235–børnepornografi ......................................................24. Straffelovens § 236–pålæg ......................................................................25. Straffelovens § 210–biologiske børn og søskende ..................................26. Forældelse ..................................................................................................27. Dansk straffemyndighed ............................................................................28. Lovudkast med bemærkninger ..................................................................Bilag.................................................................................................................3

Bind IKapitel 1. Indledning .....................................................................................1. Straffelovrådets kommissorium...................................................................2. Straffelovrådets sammensætning .................................................................3. Resumé af Straffelovrådets overvejelser og forslag ....................................3.1. Straffelovrådets overvejelser ................................................................3.1.1. Overordnede overvejelser om kriminaliseringen af seksuelleovergreb ......................................................................................3.1.2. Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”.................3.1.3. Voldtægt .....................................................................................3.1.4. Udnyttelse af forurettedes tilstand ..............................................3.1.5. Institutionsanbragte ....................................................................3.1.6. Groft misbrug af afhængighed ...................................................3.1.7. Svig og pression .........................................................................3.1.8. Børn under 15 år .........................................................................3.1.9. Incest, stedbørn, plejebørn mv. .................................................3.1.10. Pornomodeller under 18 år .......................................................3.1.11. Forældelse ................................................................................3.1.12. Uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder ...3.1.13. Blufærdighedskrænkelse ..........................................................3.1.14. Prostitution ...............................................................................3.1.15. Børnepornografi .......................................................................3.1.16. Pålæg til dømte .........................................................................3.1.17. Dansk straffemyndighed...........................................................3.2. Straffelovrådets forslag ........................................................................Kapitel 2. Historik .........................................................................................1. Baggrunden for kriminaliseringen af forbrydelser mod kønssædeligheden2. Straffelovens kapitel 24 i hovedtræk ...........................................................3. Kriminalitetsudviklingen de seneste 25 år ..................................................191927272727293034374142434851525658606975808287879092

Kapitel 3. Debatten om den nuværende kriminalisering af seksualfor-brydelser .........................................................................................................1. Indledning ....................................................................................................2. Kritik i den politiske debat ..........................................................................2.1. Definitionen af voldtægt, betydningen af ægteskab og straffelovens§ 227 .....................................................................................................2.2. Uagtsom voldtægt ................................................................................2.3. Strafniveau for voldtægt .......................................................................2.4. Seksuelt misbrug af børn ......................................................................2.5. Prostitution og kriminalisering af sexkunder .......................................2.6. Børnepornografi ...................................................................................3. Rapport fra Amnesty International om voldtægt og menneskerettighedermv. ...............................................................................................................Kapitel 4. Internationale forpligtelser og udviklingstendenser i hoved-træk .................................................................................................................1. Konventioner mv. .......................................................................................2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention .......................................2.1. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagen M.C.mod Bulgarien ......................................................................................2.2. Rækkevidden af dommen M.C. mod Bulgarien ..................................3. Norsk reformarbejde i hovedtræk ................................................................4. Svensk reformarbejde i hovedtræk ..............................................................Kapitel 5. Straffelovrådets overordnede overvejelser om kriminaliseringaf seksuelle overgreb .....................................................................................1. Indledning ....................................................................................................2. Samtykke som en del af kriminaliseringen i kapitel 24 ..............................3. Indholdet og opbygningen af kapitel 24 ......................................................

Kapitel 7. Straffelovens § 216 – voldtægt .................................................... 1431. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 1431.1. Den gældende bestemmelse i § 216 ..................................................... 1431.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 1451.2.1. Indledning ................................................................................... 1451.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 1471.2.3. Lovændringen i 1967.................................................................. 1471.2.4. Lovændringen i 1981.................................................................. 1491.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 1521.2.6. Lovændringen i 2002.................................................................. 1521.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 1552. Beviskrav i voldtægtssager .......................................................................... 1572.1. Generelt om bevisvurderingen ............................................................. 1572.2. Udtalelse fra Rigsadvokaten om bevisvurderingen i voldtægtssager .. 1632.3. Objektivitetsprincippet og domfældelsesprocenten i voldtægtssager .. 1642.4. Den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt...................................... 1653. Falske anmeldelser af voldtægt ................................................................... 1674. Afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen ................................................. 1714.1. Indledning ............................................................................................ 1714.2. Det gældende voldtægtsbegreb ............................................................ 1714.3. Norsk ret ............................................................................................... 1754.4. Svensk ret ............................................................................................. 1814.5. Straffelovrådets overvejelser ................................................................ 1874.5.1. Indledning ................................................................................... 1874.5.2. Definitionen af vold i voldtægsbestemmelsen ........................... 1894.5.3. Samlejebegrebet ......................................................................... 1914.5.4. Et udvidet voldtægtsbegreb set i forhold til overgreb omfattetaf navnlig straffelovens §§ 217-220 ........................................... 1945. Uagtsom voldtægt ........................................................................................ 1995.1. Indledning ............................................................................................ 1995.2. Kravene til forsæt og uagtsomhed ....................................................... 2005.2.1. Forsæt ......................................................................................... 2005.2.2. Uagtsomhed ................................................................................ 2036

5.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser istraffelovens kapitel 24 ........................................................................5.4. Den juridiske litteratur om uagtsom voldtægt......................................5.5. Norsk ret ...............................................................................................5.5.1. Kriminaliseringen af uagtsom voldtægt .....................................5.5.2. Norsk retspraksis om uagtsom voldtægt ....................................5.6. Straffelovrådets overvejelser ................................................................6. Strafferammen i § 216 .................................................................................6.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau ..................6.2. Straffelovrådets overvejelser ................................................................7. Strafudmålingen ved forskellige former for voldtægt .................................7.1. Den gældende strafudmåling................................................................7.2. Straffelovrådets overvejelser ................................................................

Kapitel 8. Straffelovens § 217 – anden tvang .............................................. 2511. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 2511.1. Den gældende bestemmelse i § 217 ..................................................... 2511.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 2521.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 2521.2.2. Lovændringen i 1967.................................................................. 2531.2.3. Lovændringen i 1981.................................................................. 2542. Retspraksis ................................................................................................... 2543. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 255Kapitel 9. Straffelovens § 218 – udnyttelse af forurettedes tilstand ......... 2571. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 2571.1. Den gældende bestemmelse i § 218 ..................................................... 2571.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 2581.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 2581.2.2. Lovændringen i 1965.................................................................. 2591.2.3. Lovændringen i 1967.................................................................. 2601.2.4. Lovændringerne i 1981 og 1997 ................................................ 2602. Retspraksis ................................................................................................... 260

3. Betydningen af ægteskab i forhold til visse sædelighedsforbrydelser ........3.1. Indledning ............................................................................................3.2. Gældende ret om betydningen af ægteskab .........................................3.3. Straffelovrådets overvejelser ................................................................4. Strafferammen i § 218 .................................................................................4.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau ..................4.2. Straffelovrådets overvejelser ................................................................5. Overrumplingstilfælde .................................................................................

Kapitel 10. Straffelovens § 219 – institutionsanbragte .............................. 2871. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 2871.1. Den gældende bestemmelse i § 219 ..................................................... 2871.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 2892. Retspraksis ................................................................................................... 2913. Fremmed ret ................................................................................................. 2933.1. Norsk ret ............................................................................................... 2933.2. Svensk ret ............................................................................................. 2944. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 294Kapitel 11. Straffelovens § 220 – groft misbrug af afhængighed .............. 3171. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 3171.1. Den gældende bestemmelse i § 220 ..................................................... 3171.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 3181.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 3181.2.2. Lovændringen i 1981.................................................................. 3191.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 3191.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 3202. Retspraksis ................................................................................................... 3203. Fremmed ret ................................................................................................. 3213.1. Norsk ret ............................................................................................... 3213.2. Svensk ret ............................................................................................. 3224. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 3238

Kapitel 12. Straffelovens § 221 – svig .......................................................... 3291. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 3291.1. Den gældende bestemmelse i § 221 ..................................................... 3291.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 3301.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 3301.2.2. Lovændringen i 1981.................................................................. 3321.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 3321.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 3322. Retspraksis ................................................................................................... 3333. Fremmed ret ................................................................................................. 3353.1. Norsk ret ............................................................................................... 3353.2. Svensk ret ............................................................................................. 3364. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 3374.1. Overvejelser om ophævelse af bestemmelsen i § 221 samt om enopsamlende samtykkebaseret bestemmelse.......................................... 3374.2. Strafferammen i § 221 .......................................................................... 344Kapitel 13. Straffelovens § 222 – børn under 15 år .................................... 3471. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 3471.1. Den gældende bestemmelse i § 222 ..................................................... 3471.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-Sen ........................................................................................................ 3491.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 3491.2.2. Lovændringen i 1939.................................................................. 3501.2.3. Lovændringen i 1972.................................................................. 3501.2.4. Lovforslag om nedsættelse af den seksuelle lavalder i 1973 ..... 3511.2.5. Straffelovrådets udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige alders-grænser for seksuelle forhold ..................................................... 3521.2.6. Lovændringen i 1976 vedrørende den seksuelle lavalder forhomoseksuelle forhold ............................................................... 3541.2.7. Lovændringen i 1981.................................................................. 3541.2.8. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 3549

1.2.9. Lovændringen i 2002.................................................................. 3551.2.10. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ...................................................................... 3561.2.11. Lovændringen i 2008................................................................ 3572. Strafferammen i § 222 ................................................................................. 3582.1. Den gældende strafferamme og det gældende straffeniveau ............... 3582.2. Tiltalefrafald uden vilkår...................................................................... 3662.3. Rammeafgørelsen og direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyttelseaf børn og børnepornografi................................................................... 3712.4. Straffelovrådets overvejelser ................................................................ 3723. Særskilt bestemmelse om voldtægt af børn ................................................. 3833.1. Norsk ret ............................................................................................... 3843.2. Svensk ret ............................................................................................. 3883.3. Straffelovrådets overvejelser ................................................................ 3924. Den seksuelle lavalder ................................................................................. 398Kapitel 14. Straffelovens § 223 – stedbørn, plejebørn mv. under 18 år ... 4091. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 4091.1. Den gældende bestemmelse i § 223 ..................................................... 4091.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 4102. Retspraksis ................................................................................................... 4143. Fremmed ret ................................................................................................. 4163.1. Norsk ret ............................................................................................... 4163.2. Svensk ret ............................................................................................. 4174. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 418Kapital 15. Straffelovens § 223 a – køb af seksuelle ydelser hos personerunder 18 år ..................................................................................................... 4211. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 4211.1. Den gældende bestemmelse i § 223 a .................................................. 4211.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 4232. Retspraksis ................................................................................................... 4273. EU-retlige og internationale forpligtelser .................................................... 4274. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 42810

Kapitel 16. Straffelovens §§ 224 og 225 – anden kønslig omgængelse endsamleje ............................................................................................................1. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................1.1. Straffelovens § 224 ..............................................................................1.1.1. Den gældende bestemmelse i § 224 ...........................................1.1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af be-stemmelsen .................................................................................1.2. Straffelovens § 225 ..............................................................................1.2.1. Den gældende bestemmelse i § 225 ...........................................1.2.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af be-stemmelsen .................................................................................2. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................

Kapitel 17. Straffelovens § 226 – uagtsomhed ............................................ 4411. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 4411.1. Den gældende bestemmelse i § 226 ..................................................... 4411.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 4421.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 4421.2.2. Lovændringen i 1965.................................................................. 4451.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 4451.2.4. Lovændringen i 2000.................................................................. 4461.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 4471.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed i straffeloven i øvrigt ..................... 4472. Retspraksis ................................................................................................... 4503. Fremmed ret ................................................................................................. 4523.1. Norsk ret ............................................................................................... 4523.2. Svensk ret ............................................................................................. 4544. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 455

Kapitel 18. Straffelovens § 227 – indgåelse af ægteskab ............................ 4611. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 4611.1. Den gældende bestemmelse i § 227 ..................................................... 4611.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 4621.2.1. Straffeloven af 1866 ................................................................... 4621.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 4641.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 4651.2.4. Lovændringen i 2004.................................................................. 4652. Retspraksis ................................................................................................... 4663. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 467

Bind IIKapitel 19. Straffelovens §§ 228, 229, 231 og 233 – prostitution............... 4691. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 4691.1. De gældende bestemmelser i §§ 228, 229, 231 og 233 ....................... 4691.1.1. Rufferi–§ 228 ........................................................................... 4691.1.2. Alfonseri–§ 229 ........................................................................ 4741.1.3. Gentagelsesvirkning–§ 231 ...................................................... 4761.1.4. Annoncering mv.–§ 233 mv. ................................................... 4761.2. Bestemmelsernes tidligere indhold og tidligere ændringer af bestem-Melserne ............................................................................................... 4781.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 4781.2.2. Lovændringen i 1961.................................................................. 4871.2.3. Lovændringen i 1965.................................................................. 4891.2.4. Lovændringen i 1970.................................................................. 4891.2.5. Lovændringen i 1972.................................................................. 4901.2.6. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 4901.2.7. Lovændringen i 1999.................................................................. 4911.2.8. Lovændringen i 2000.................................................................. 4921.2.9. Lovændringen i 2001.................................................................. 4931.2.10. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 49312

1.2.11. Lovændringen i 2004................................................................1.2.12. Lovændringen i 2012................................................................2. Retspraksis ...................................................................................................2.1. Straffelovens § 228 ..............................................................................2.2. Straffelovens § 229 ..............................................................................2.3. Straffelovens § 231 ..............................................................................2.4. Straffelovens § 233 ..............................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................4. Fremmed ret .................................................................................................4.1. Norsk ret ...............................................................................................4.2. Svensk ret .............................................................................................4.3. Finsk ret ................................................................................................4.4. Andre europæiske lande .......................................................................5. Undersøgelser af prostitution i Danmark ....................................................6. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................6.1. Kriminalisering af prostituerede ..........................................................6.2. Kriminalisering af medvirken til andres prostitution ...........................6.3. Kriminalisering af køb af sex ...............................................................Kapitel 20. Straffelovens §§ 230 og 235 a – pornomodeller under 18 år .1. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................1.1. Straffelovens § 230 ..............................................................................1.1.1. Den gældende bestemmelse i § 230 ...........................................1.1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af be-Stemmelsen ................................................................................1.2. Straffelovens § 235 a ............................................................................2. Retspraksis ...................................................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................4. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................

1.2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ......................................................................1.2.3. Lovændringen i 2000..................................................................1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................1.2.5. Lovændringen i 2004..................................................................2. Retspraksis ...................................................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................4. Fremmed ret .................................................................................................4.1. Norsk ret ...............................................................................................4.2. Svensk ret .............................................................................................5. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................

Kapitel 22. Straffelovens § 234 – salg af pornografi til børn under 16 år 5971. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 5971.1. Den gældende bestemmelse i § 234 ..................................................... 5971.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 5981.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 5981.2.2. Lovændringen i 1939.................................................................. 5991.2.3. Lovændringen i 1965.................................................................. 5991.2.4. Lovændringen i 1967.................................................................. 5991.2.5. Lovændringen i 1969.................................................................. 6002. Retspraksis ................................................................................................... 6013. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 602Kapitel 23. Straffelovens § 235 – børnepornografi .................................... 6051. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 6051.1. Den gældende bestemmelse i § 235 ..................................................... 6051.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 6081.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 6081.2.2. Lovændringen i 1939.................................................................. 6091.2.3. Lovændringen i 1965.................................................................. 6101.2.4. Lovændringen i 1967.................................................................. 6101.2.5. Lovændringen i 1969.................................................................. 61014

1.2.6. Lovændringen i 1980..................................................................1.2.7. Lovændringen i 1989..................................................................1.2.8. Lovændringen i 1994..................................................................1.2.9. Lovændringen i 2000..................................................................1.2.10. Lovændringen i 2001................................................................1.2.11. Lovændringen i 2003................................................................1.2.12. Lovændringen i 2004................................................................1.2.13. Lovændringen i 2009................................................................1.2.14. Oversigt over udviklingen i kriminaliseringen vedrørendebørnepornografi ........................................................................2. Retspraksis ...................................................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................3.1. Rammeafgørelsen og direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyttelseaf børn og børnepornografi...................................................................3.2. Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyt-telse og seksuelt misbrug ......................................................................4. Fremmed ret .................................................................................................4.1. Norsk ret ...............................................................................................4.1.1. Generelt forbud mod ”pornografi”.............................................4.1.2. Børnepornografi .........................................................................4.2. Svensk ret .............................................................................................5. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................5.1. Gerningsindholdet i straffelovens § 235 ..............................................5.2. Animeret børnepornografi ....................................................................5.3. Børneerotika .........................................................................................5.4. Strafferammerne i § 235.......................................................................5.5. Betinget dom med vilkår om sexologisk behandling ...........................

Kapitel 24. Straffelovens § 236 – pålæg ....................................................... 6611. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 6611.1. Den gældende bestemmelse i § 236 ..................................................... 6611.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 6631.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 6631.2.2. Lovændringen i 1939.................................................................. 6651.2.3. Lovændringen i 1961.................................................................. 66615

1.2.4. Lovændringen i 1965..................................................................1.2.5. Lovændringen i 1967..................................................................1.2.6. Lovændringen i 1981..................................................................1.2.7. Lovændringen i 1997..................................................................1.2.8. Lovændringen i 2000..................................................................1.3. Tilhold og opholdsforbud .....................................................................2. Retspraksis ...................................................................................................3. Fremmed ret .................................................................................................3.1. Norsk ret ...............................................................................................3.2. Svensk ret .............................................................................................4. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................4.1. Pålæg om ikke at indfinde sig bestemte steder ....................................4.2. Pålæg vedrørende kontakt til personer under 18 år..............................

Kapitel 25. Straffelovens § 210 – biologiske børn og søskende ................. 6971. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................ 6971.1. Den gældende bestemmelse i § 210 ..................................................... 6971.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen ......................................................................................................... 6981.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930 ...................................................... 6981.2.2. Lovændringen i 1961.................................................................. 6991.2.3. Lovændringen i 1965.................................................................. 6991.2.4. Lovændringen i 1967.................................................................. 7001.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammerog prøveløsladelse ...................................................................... 7021.2.6. Lovændringen i 1997.................................................................. 7021.2.7. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelseog strafferammer ........................................................................ 7032. Retspraksis ................................................................................................... 7053. Fremmed ret ................................................................................................. 7073.1. Norsk ret ............................................................................................... 7073.2. Svensk ret ............................................................................................. 7084. Straffelovrådets overvejelser ....................................................................... 709

Kapitel 26. Forældelse ...................................................................................1. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................1.1. De gældende regler om forældelse i straffelovens §§ 93 og 94 ...........1.2. Baggrunden for de gældende regler om forældelse .............................1.2.1. Straffeloven af 1866 ...................................................................1.2.2. Borgerlig straffelov fra 1930 ......................................................1.2.3. Lovændringen i 1967..................................................................1.2.4. Lovændringen i 1997..................................................................1.2.5. Lovændringen i 1999..................................................................1.2.6. Lovændringen i 2000..................................................................1.2.7. Lovændringen i 2003..................................................................1.2.8. Lovændringen i 2005..................................................................1.2.9. Lovændringen i 2008..................................................................1.2.10. Lovændringen i 2009................................................................1.2.11. Sammenfatning .........................................................................2. Tidligere overvejelser ..................................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................4. Fremmed ret .................................................................................................4.1. Norsk ret ...............................................................................................4.2. Svensk ret .............................................................................................5. Straffelovrådets overvejelser .......................................................................Kapitel 27. Dansk straffemyndighed ...........................................................1. Indledning ....................................................................................................2. Gældende ret og baggrunden herfor ............................................................2.1. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a ....2.2. Den gældende bestemmelse i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4 ............2.3. Bestemmelsernes tidligere indhold og tidligere ændringer af bestem-Melserne ...............................................................................................2.3.1. Lovændringen i 2003..................................................................2.3.2. Lovændringen i 2006..................................................................2.3.3. Lovændringen i 2008..................................................................2.3.4. Lovændringen i 2012..................................................................3. EU-retlige og internationale forpligtelser ....................................................

Kapitel 28. Lovudkast med bemærkninger ................................................ 7811. Lovudkast .................................................................................................... 7812. Bemærkninger til lovudkastet...................................................................... 790Bilag ................................................................................................................1. Udviklingen i seksualforbrydelser (rapport fra Justitsministeriets Forsk-ningskontor, september 2011) .....................................................................2. Ændringer i anmeldelsestilbøjeligheden for seksualforbrydelser (Justits-ministeriets Forskningskontor, marts 2012)................................................3. Fiktiv børnepornografi (udtalelse fra Sexologisk Klinik og Visitations- ogBehandlingsnetværket, september 2010) ....................................................4. Psykologiske eftervirkninger af voldtægt (udtalelse fra Center for Seksuel-le Overgreb, Rigshospitalet, februar 2012) .................................................867867899901905

Ved brev af 24. november 2009 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet omat behandle følgende kommissorium af 20. november 2009 om revision af straf-felovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden:”1.Straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden indeholder enrække forskellige forbrydelser, som har til formål dels at beskytte mænds ogkvinders adgang til selv at bestemme, hvem de vil stå i seksuelt forhold til, dels atbeskytte børn og unge og visse særlig udsatte personer mod seksuelle overgreb.Det gælder f.eks. straffelovens § 216 om voldtægt, § 217 om samleje ved andenulovlig tvang og § 222 om samleje med en person under 15 år. De pågældende be-stemmelser omfatter både samleje og anden kønslig omgængelse end samleje(straffelovens §§ 224 og 225).Kapitlet indeholder endvidere en række andre bestemmelser, dels om seksuellekrænkelser af mindre grov karakter (§ 232 om blufærdighedskrænkelse), dels omudnyttelse mv. af andre i seksuelle sammenhænge (f.eks. §§ 230 og 235 om bør-nepornografisk materiale, § 228 om rufferi og § 229 om alfonseri).Der er tale om en meget betydelig variation i karakteren og grovheden af de for-hold, som kan være omfattet af straffelovens kapitel 24. Overtrædelserne omfatter

f.eks. både alvorlige personfarlige sædelighedsforbrydelser som voldtægt og gro-ve overgreb mod børn under 15 år og mindre alvorlige, enkeltstående tilfælde afbeluring og verbal uterlighed.Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 er ændret adskillige gange siden straffe-loven fra 1930. Blandt de seneste års ændringer kan nævnes forhøjelsen i 2002 afstrafferammerne for voldtægt (§ 216) og samleje med børn under 15 år (§ 222)(lov nr. 380 af 6. juni 2002), hvor der samtidig i forarbejderne blev forudsat enforhøjelse af straffen med 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau. Ved en lov-ændring i 2008 blev § 222 ændret med henblik på at skærpe straffen i tilfælde,hvor gerningsmanden har skaffet sig samleje med en person under 15 år ved ud-nyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed (lov nr. 501 af 17. juni 2008).Der er også foretager flere ændringer f.eks. af straffelovens §§ 230 og 235 omfremstilling og besiddelse af børnepornografisk materiale, senest i 2009, hvor detbl.a. blev gjort strafbart via internettet at sætte sig i besiddelse af børnepornogra-fisk materiale, selv om materialet ikke downloades på en computer, eller der ikkebetales for det (lov nr. 319 af 28. april 2009).2.Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om sædelighedsforbrydelser rejserjævnligt spørgsmål i den politiske og offentlige debat, f.eks. om strafniveauet forgrove tilfælde af sædelighedskriminalitet eller om udformningen af en eller flerebestemmelser. Senest har bl.a. Amnesty International rejst spørgsmål om, hvor-vidt flere bestemmelser i straffelovens kapitel 24 bør ophæves eller revideres.Det er efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at straffelovens bestemmelserom sædelighedskriminalitet er udformet sådan, at de afspejler et nutidigt menne-ske- og samfundssyn. Ligeledes er det væsentligt, at strafniveauet for de forskelli-ge forbrydelser ud fra en nutidig opfattelse afspejler grovheden og karakteren afde pågældende lovovertrædelser, herunder at der er den fornødne sammenhængmellem strafniveauerne for de forskellige former for sædelighedskriminalitet.Straffelovrådet anmodes på denne baggrund om at foretage en generel gennem-gang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden med hen-blik på at vurdere, om der bl.a. i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse ipraksis er grundlag for at foretage ændringer i bestemmelsernes udformning, ogom der er behov for særlige initiativer vedrørende straffastsættelsen navnlig for degroveste sædelighedsforbrydelser.3.Følgende spørgsmål bør særligt overvejes af Straffelovrådet:3.1.Voldtægt efter straffelovens § 216 (jf. også §§ 224 og 225) er en alvorlig per-sonfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af ofretsfrihed til at bestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med. Straf-fen for voldtægt blev som nævnt ovenfor skærpet ved strafskærpelsesloven fra2002, og Rigsadvokaten har siden lovændringen i en række redegørelser slået fast,at de forudsatte strafskærpelser må anses for at være slået igennem i retspraksis.

Normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må i dag anta-ges at være ca. 2½ års fængsel ved en såkaldt overfaldsvoldtægt, dvs. voldtægtbegået mod en person, som gerningsmanden ikke kender, og hvor der ikke indenvoldtægten har været samvær mellem forurettede og gerningsmanden. Strafni-veauet er lavere i sager om kontaktvoldtægt, dvs. i tilfælde, hvor parterne umid-delbart inden har været sammen på en måde, som kunne være optakten til en (fri-villig) seksuel kontakt, eller hvor parterne kender hinanden i forvejen. I disse sa-ger må normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel op mod 2 årsfængsel (hvis der ikke er anvendt betydelig vold). I sager om parvoldtægt, dvs.voldtægt mod en nuværende seksualpartner eller mod en tidligere seksualpartner,hvis forholdet er ophørt inden for et kortere tidsrum forud for voldtægten, månormalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel til fængsel i 1 år og 8måneder.Fastsættelsen af straffen beror i hvert enkelt tilfælde på domstolenes konkretevurdering af samtlige sagens omstændigheder og afhænger bl.a. af, om der i denkonkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.Rigsadvokaten har i sin seneste redegørelse om straffen for voldtægt på grundlagaf en gennemgang af retspraksis anført, at strafudmålingen i sager om parvoldtægtog kontaktvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i dissesager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt. Strafudmålingen erefter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at der i sager om parvoldtægt og kon-taktvoldtægt ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovensalmindelige principper om strafudmåling bør føre til en lidt lavere straf end i sagerom overfaldsvoldtægt.Justitsministeriet vil i folketingsåret 2009-10 fremsætte et lovforslag om ændringaf straffelovens § 216 med henblik på at præcisere, hvilke forhold der i alminde-lighed skal tillægges særlig vægt ved strafudmålingen for voldtægt. Formålethermed vil navnlig være i lovgivningen at præcisere, at strafudmålingen i vold-tægtssager ikke er udtryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontakt-voldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægt, men at straffen i hver en-kelt voldtægtssag må fastsættes ud fra en samlet konkret vurdering af den pågæl-dende sags omstændigheder.Henset bl.a. til voldtægtsforbrydelsens alvorlige karakter kan der imidlertid efterJustitsministeriets opfattelse være anledning til at overveje, om det ovennævntenormalstrafniveau i voldtægtssager generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejlerforbrydelsens grovhed og den krænkelse af ofret, som finder sted. Overvejelserherom må ske i lyset af strafniveauet for bl.a. andre sædelighedsforbrydelser.Straffelovrådet anmodes på denne baggrund om bl.a. at overveje strafniveauet isager om voldtægt med henblik på at vurdere, om der måtte være behov for yder-ligere initiativer på dette område.3.2.På baggrund af den offentlige debat, der har været om spørgsmålet, anmodesStraffelovrådet endvidere om bl.a. at overveje, om der–som f.eks. i Norge–bør

indføres regler om strafansvar for uagtsom voldtægt. Det bemærkes, at straffelo-vens § 226 allerede i dag giver mulighed for at straffe for uagtsom overtrædelse afvisse bestemmelser i kapitel 24, f.eks. hvis gerningsmanden burde have indset, athan havde samleje med en person under 15 år (jf. § 222). Straffelovrådet bør i denforbindelse belyse de hensyn, der kan tale henholdsvis for og imod en kriminalise-ring af uagtsom voldtægt, og herunder belyse en eventuel udvikling i retspraksismed hensyn til at domfælde for (forsætlig) voldtægt i sager, hvor der ikke er an-vendt omfattende vold eller trusler.Voldtægtsforbrydelsen omfatter også tilfælde, hvor gerningsmanden skaffer sigsamleje ved at hensætte den forurettede i en tilstand, hvor han eller hun er ude afstand til at modsætte sig handlingen, jf. § 216, stk. 1, 2. pkt. (med en strafferammepå som udgangspunkt fængsel indtil 8 år). Tilfælde hvor en person i øvrigt skaffersig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en sådan tilstand,f.eks. som følge af indtagelse af alkohol eller narkotika, straffes efter straffelovens§ 218, stk. 2, med fængsel indtil 4 år. Straffelovrådet anmodes om at overveje, omsådanne forhold eventuelt bør straffes som voldtægt, og i givet fald hvilken be-tydning dette bør have for de øvrige forbrydelser i kapitel 24, som handler om atudnytte en bestemt tilstand eller svagere position hos den forurettede (navnlig §§217-220).Straffelovrådet bør også overveje, om begrænsningen til forhold begået uden forægteskab i straffelovens § 218 og § 220 (om forskellige tilfælde, hvor opnåelse afsamleje sker ved udnyttelse mv.), bør opretholdes, eller om bestemmelserne børudvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab mv.Straffelovrådet bør desuden overveje, om der eventuelt er grundlag for at ophævevisse af bestemmelserne i kapitel 24, herunder navnlig § 221 om at tilsnige sigsamleje med en anden person eller § 227, hvorefter straffen kan nedsættes ellerbortfalde, hvis gerningsmanden og den forurettede indgår ægteskab mv.I tilknytning til overvejelserne om straffelovens kapitel 24 kan Straffelovrådet og-så overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest.4.Det forudsættes, at Straffelovrådet inddrager regler og erfaringer fra andre lan-de, herunder navnlig de nordiske lande, om bl.a. udformningen og afgrænsningenaf sædelighedsforbrydelserne.I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer, anmodes rå-det om at udarbejde et lovudkast.”

mod kønssædeligheden. Beslutningsforslaget er beskrevet nedenfor ikapitel 3,afsnit 2.5.Ved brev af 2. juli 2010 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om i forbin-delse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser modkønssædeligheden at overveje spørgsmålet om forældeldesfristen i sager om sek-suelt misbrug eller seksuel krænkelse af børn samt spørgsmålet om en udvidetkriminalisering af fiktiv børnepornografi. Brevet er sålydende:”1.Ved kommissorium af 20. november 2009 anmodede Justitsministeriet Straf-felovrådet om at foretage en generel gennemgang af straffelovens kapitel 24 omforbrydelser mod kønssædeligheden med henblik på at vurdere, om der bl.a. i ly-set af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretageændringer i bestemmelsernes udformning, og om der er behov for særlige initiati-ver vedrørende straffastsættelsen navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser.2.Spørgsmålet om, hvilke forældelsesfrister der bør gælde for sager om seksuelleovergreb mod børn har flere gange været genstand for politisk og offentlig debat.Senest har spørgsmålet været rejst i forbindelse med en række sager om seksuelleovergreb i Den Katolske Kirke. Det er i den forbindelse blevet anført, at forældel-sesfristen i sager om seksuelle overgreb mod børn og unge bør forlænges eller heltafskaffes.Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristenslængde som udgangspunkt af strafferammen for den pågældende forbrydelse.Baggrunden for denne sammenhæng mellem forældelsesfristen og lovovertrædel-sens grovhed er, at jo grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vil der ty-pisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den er begå-et, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en sådan forfølgning, typiskvære.Herudover følger det af straffelovens § 94, at forældelsesfristen som udgangs-punkt regnes fra den dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.Efter § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for bl.a. en række sædelighedsforbry-delser (f.eks. straffelovens §§ 210 om incest, § 222 om samleje med en personunder 15 år og § 223 om samleje bl.a. med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18år) dog tidligst fra den dag, den forurettede fylder 18 år. Baggrunden herfor er etønske om at sikre, at personer, der som børn bliver udsat for seksuelt misbrug, harmulighed for som voksne–hvor de bedre vil være i stand til at varetage egne inte-resser–at reagere over for dette misbrug, uden at forældelsesreglerne udelukkermuligheden for strafferetlig forfølgning.De nuværende forældelsesregler i sager om seksuelt misbrug af børn er udtryk foren samlet afvejning af på den ene side hensynet til offeret og samfundets interesse

i, at disse forbrydelser så vidt muligt bliver genstand for retsforfølgning, og påden anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforskning af sager, derikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkelige beviser, og hvor den foru-rettede formentlig vil opleve en frifindelse som en yderligere krænkelse.Den aktuelle debat om seksuelle overgreb mod børn kan imidlertid give anledningtil at overveje, om de gældende regler om forældelse fortsat er tidssvarende.På den baggrund skal Justitsministeriet anmode Straffelovrådet om i forbindelsemed rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssæ-deligheden at overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlag for at ophæveeller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug og andre former forseksuel krænkelse af børn.3.Straffeloven indeholder flere bestemmelser, der bl.a. kriminaliserer optagelse,udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale.Efter straffelovens § 230 straffes således den, der optager utugtige fotografier,film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på andenmåde at udbrede materialet, med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligtskærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år.Endvidere følger det af straffelovens § 235, at den, som udbreder utugtige fotogra-fier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpendeomstændigheder med fængsel indtil 6 år. Den, som besidder eller mod vederlageller gennem internettet eller et lignende system til spredning af information gørsig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelsereller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år,jf. straffelovens § 235, stk. 2.De nævnte bestemmelser omhandler utugtige billeder mv., hvilket efter forarbej-derne bl.a. omfatter billeder mv. af et seksuelt forhold i form af samleje eller an-den kønslig omgængelse end samleje med en person under 18 år. Herudover måder ved vurderingen af, om et billede mv. er utugtigt, lægges vægt på, om det vi-ser en person under 18 år, der deltager i kønsligt forhold, eller over for hvem der iøvrigt i forbindelse med optagelsen må antages at være foretaget en groft kræn-kende handling, f.eks. ved at anvende den pågældende som model for fotografe-ring af kønsdele eller af seksuelt prægede berøringer.Straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse mv. af børnepornografisk mate-riale omfatter endvidere andre utugtige visuelle ”gengivelser” af personer under18 år. Hermed sigtes efter bestemmelsens forarbejder til forhold, hvor der er taleom en fiktiv afbildning, og hvor der derfor som udgangspunkt ikke foreligger etkonkret seksuelt overgreb mod et barn. Der skal efter forarbejderne foreligge enrealistisk afbildning, og bestemmelsen omfatter derfor alene fiktive fremstillinger,der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier mv.Eksempelvis vil et computergenereret billede, der bortset fra det fiktive motiv har

fuld lighed med et fotografi, være omfattet, mens malerier, håndtegninger mv., derikke fremtræder som identiske med faktiske afbildninger, falder uden for bestem-melsens anvendelsesområde.Udbredelse af fiktivt børnepornografisk materiale vil i øvrigt efter omstændighe-derne kunne være strafbart efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse,f.eks. hvis en person uopfordret sender fiktiv børnepornografi til en anden.Spørgsmålet om fiktiv børnepornografi har i foråret 2010 været genstand for debati Folketinget i forbindelse med et forslag til folketingsbeslutning om forbud modanimeret børneporno (B 133). Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsfor-slaget bl.a., at forskere har givet udtryk for, at fiktiv børnepornografi som en af-ledt effekt kan føre til, at der begås seksuelle overgreb på børn, idet personers be-nyttelse af animerede billeder kan være første skridt til benyttelse af ”rigtig” bør-neporno, hvilket kan føre til, at den pågældende selv begår overgreb på børn. Be-slutningsforslag B 133 vedlægges i kopi.Justitsministeriet finder det vigtigt nærmere at få undersøgt, om fiktiv børnepor-nografi, der ikke er realistiske afbildninger, kan antages at lede personer til at begåseksuelle overgreb på børn. Justitsministeriet har derfor anmodet Sexologisk Kli-nik på Rigshospitalet og det såkaldte visitations- og behandlingsnetværk, som eransvarlig for behandlingen af dømte seksualforbrydere, om en udtalelse, der kanbelyse, om besiddelse mv. af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbild-ninger, kan have denne virkning.Spørgsmålet om, hvorvidt fiktiv børnepornografi bør kriminaliseres nødvendiggørendvidere en afvejning af begrundelsen for en nykriminalisering af besiddelse mv.af billeder, der ikke er realistiske afbildninger, over for bl.a. den kunstneriske fri-hed.Justitsministeriet skal på den anførte baggrund anmode Straffelovrådet om at ind-drage spørgsmålet om en udvidet kriminalisering af fiktiv børnepornografi i rådetsgennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden.Det forudsættes, at Straffelovrådet bl.a. inddrager regler og erfaringer fra Norgeog Sverige om kriminalisering af fiktiv børnepornografi i sine overvejelser. Udta-lelsen fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet og Visitations- og behandlingsnet-værket vil blive sendt til Straffelovrådet, når den foreligger.”

Det er endvidere aftalt mellem Justitsministeriet og Straffelovrådet, at rådet i for-bindelse med sin gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser modkønssædelighedenogså overvejer spørgsmålet om ”børneerotika”.Ved brev af 14. juni 2011 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om i for-bindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 at overveje, om enkommende forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i aftalen”Styrket indsats mod kriminellebander og organiseret indbrudskriminalitet samtstyrket indsats for at beskytte ofre mv.” bør have konsekvenser for strafniveauetved andre former for seksualforbrydelser. Brevet er sålydende:”Som led i aftalen ”Styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret ind-brudskriminalitet samt styrketindsats for at beskytte ofre mv.” er der mellem re-geringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller opnået enighed om, at straf-fen for overfaldsvoldtægt skal fordobles, så normalstraffen som udgangspunkt vilvære 5 år. I aftalen er der således anført følgende:”Seksualforbrydelser (voldtægt mv.) udgør en af de allermest alvorlige ogvoldsomme krænkelser af det enkelte offers integritet og selvbestemmelses-ret. Det var baggrunden for, at der i 2002 blev gennemført markante straf-skærpelser i bl.a. voldtægtssager.I forbindelse med den kommende revision af straffelovens kapitel 24 eraftaleparterne enige om at fordoble straffen for overfaldsvoldtægt, så nor-malstraf som udgangspunktvil være 5 år.”Som det fremgår, indebærer aftalen, at den omtalte forhøjelse af strafniveauet isager om overfaldsvoldtægt skal ske i forbindelse med en kommende revision afstraffelovens kapitel 24.Aftalen vedlægges til orientering.Til brug for en kommende revision af straffelovens kapitel 24 om forbrydelsermod kønssædeligheden er Straffelovrådet som bekendt blevet anmodet om at fore-tage en generel gennemgang af kapitel 24 med henblik på at vurdere, om der bl.a.i lyset af de enkelte bestemmelsers anvendelse i praksis er grundlag for at foretageændringer i bestemmelsernes udformning, og om der er behov for særlige initiati-ver vedrørende straffastsættelsen navnlig for de groveste sædelighedsforbrydelser,herunder voldtægt.På den anførte baggrund skal Justitsministeriet anmode Straffelovrådet om i for-bindelse med rådets gennemgang af straffelovens kapitel 24 at overveje, hvorvidten kommende forhøjelse af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i ovennævn-te aftale efter rådets opfattelse bør have konsekvenser for strafniveauet ved andreformer for seksualforbrydelser, herunder andre formerfor voldtægt.”

Straffelovrådet har overvejet, om de gældende lovbestemmelser–der nærmereopregner de forskellige typer af seksuelle overgreb i form af tvang, udnyttelse,svig osv.–bør erstattes af en generel bestemmelse om straf for seksuelle forhold,der finder sted uden samtykke (generelsamtykkebaseret bestemmelse).Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at der vil være en række fordeleforbundet med at opretholde det gældende udgangspunkt i straffelovens kapitelom seksualforbrydelser om så præcist som muligt at beskrive den kriminelle ad-færd, som samtidig er udtryk for, at der ikke foreligger et gyldigt samtykke fraden forurettede.Straffelovrådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at udformningen af de gælden-de bestemmelser i straffeloven om seksualforbrydelser, der tager udgangspunkt ien beskrivelse af gerningsmandens forhold, ikke har givet anledning til vanske-ligheder i retspraksis. Endvidere må det antages, at et udtrykkeligt, gyldigt sam-tykke som forudsætning for lovlig seksuel aktivitet sjældent vil harmonere medseksuallivets realiteter, og at bevisførelsen i sager efter en samtykkebaseret straf-febestemmelse derfor i praksis ligesom efter de gældende bestemmelser villekoncentrere sig om, hvorvidt der foreligger objektive omstændigheder i form afvold eller trusler mv., som kan indicere, at der ikke foreligger et stiltiende ellerreelt samtykke.Straffelovrådet har overvejetindholdet og opbygningen af straffelovens kapitel24om seksualforbrydelser.Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om medvirken til andres prostitution(rufferi mv.) forsat bør være en del af straffelovens kapitel 24. Rådet henviser til,at det bærende hensyn bag bestemmelserne i dag bør være at beskytte prostitue-rede mod (seksuel) udnyttelse.Straffelovrådet har endvidere overvejet, om bestemmelserne om incest i straffe-lovens § 210 bør flyttes til straffelovens kapitel 24, men har ikke fundet grundlagfor at stille forslag herom.

Med hensyn til opbygningen af straffelovens kapitel 24 finder Straffelovrådet, aten opbygning af kapitlet, som starter med den alvorligste forbrydelse–voldtægt–og dernæst fortsætter med de øvrige forbrydelser vedrørende seksuelt forholduden (gyldigt) samtykke, stadig vil være passende. Rådet finder endvidere, at detfortsat vil være hensigtsmæssigt, at de generelle bestemmelser om seksuelt for-hold uden (gyldigt) samtykke følges af bestemmelserne om seksuelt forhold tilpersoner under en bestemt alder.Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om seksuelt forhold bør efterfølges afbestemmelserne om anden seksuel udnyttelse af personer under en vis alder, dvs.bestemmelserne om optagelse af pornografiske fotografier og film og om fore-stillinger med pornografisk optræden, som i dag findes i straffelovens §§ 230 og235 a. Rådet foreslår således at flytte disse bestemmelsers placering i straffelo-vens kapitel 24.Bestemmelsen om uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand,som i dag findes i straffelovens § 226, bør efter Straffelovrådets opfattelse place-res (umiddelbart) efter den sidste af de bestemmelser, den knytter sig til, dvs.umiddelbart efter de netop nævnte bestemmelser om optagelse af pornografiskefotografier og film og om forestillinger med pornografisk optræden.Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, som angår seksuelle krænkelser,som ligger under grænsen for seksuelt forhold, bør efter Straffelovrådets opfattel-se placeres i tilknytning til bestemmelserne om seksuelt forhold–og dermed imodsætning til i dag før reglerne om medvirken til andres prostitution.3.1.2. Betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden”Straffelovrådet foreslår ikapitel6 at ændre betegnelsen”Forbrydelser mod køns-sædeligheden” til ”Seksualforbrydelser”. Der er tale om en sproglig modernise-ring, som samtidig understreger, at den beskyttelsesinteresse, som varetages vedbestemmelserne i straffelovens kapitel 24, er den enkeltes seksuelle selvbestem-melse og integritet.

3.1.3. VoldtægtStraffelovrådets overvejelser om voldtægt fremgår afkapitel 7,menskapitel 8angår anden tvang ogkapitel 16angår andet seksuelt forhold end samleje. End-videre overvejer Straffelovrådet ikapitel 13,afsnit 3.3, spørgsmålet om en sær-skilt bestemmelse om voldtægt af børn.Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens voldtægtsbestemmelse i sin nuvæ-rende udformning er tilstrækkelig rummelig til at ramme de seksuelle overgreb,som efter en nutidig opfattelse er af en art og har en sådan alvorlig karakter, at debør straffes som voldtægt.Med hensyn tilvolder det Straffelovrådets opfattelse, at den gældende vold-tægtsbestemmelse på en tilfredsstillende måde dækker de typer af vold og herun-der også mildere former for vold, som bør være omfattet af en voldtægtsbestem-melse. Straffelovrådet henviser bl.a. til, at også den blotte fastholdelse udgør voldi den gældende bestemmelses forstand.Med hensyn tilsamlejeer det Straffelovrådets opfattelse, at krænkelsen af offeretved et analt samleje kan ligestilles med den krænkelse, offeret udsættes for vedvaginalt samleje.Hertil kommer, at anvendelse af ordet ”samleje” som samlebe-tegnelse for vaginalt og analt samleje må antages at være i overensstemmelsemed almindelig sprogbrug. Rådet foreslår derfor, at analt samleje skal være di-rekte omfattet af voldtægtsbestemmelsen–og af de øvrige strafbestemmelser omsamleje–mens andet seksuelt forhold end vaginalt eller analt samleje fortsat skalvære reguleret særskilt. Rådet foreslår i den forbindelse at slå de eksisterende be-stemmelser om anden kønslig omgængelse end samleje henholdsvis kønslig om-gængelse mellem personer af samme køn sammen til én samlet bestemmelse omandet seksuelt forhold end samleje.Med hensyn til tiltvingelse af samleje vedanden tvangend vold eller trussel omvold samt at skaffe sig samleje ved at udnytte forurettedeshjælpeløse tilstand(f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) er det Straffelovrådets opfattel-se, at en række forhold taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbe-stemmelsen til også at omfatte sådanne handlinger. Rådet har på denne baggrundi sit lovudkast medtaget begge muligheder som alternative lovmodeller.30

Med hensyn tilsamleje med barn under den seksuelle lavalderforeslår Straffe-lovrådet at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte tilfælde, hvor enperson har samleje med et barn under 12 år.Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at kriminalisereuagtsomvoldtægt.Afgørende for, om voldtægt i uagtsom form bør kriminaliseres, må efter Straffe-lovrådets opfattelse være, om der kan påvises et reelt praktisk behov herfor, og atretssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler afgørende imod en sådan nykriminalise-ring.Straffelovrådet kan ikke afvise, at der ud fra en teoretisk synsvinkel kan anføresat være et behov for også at kunne straffe voldtægt i uagtsom form, men findermed baggrund i de senere års udvikling i retspraksis vedrørende voldtægtssager,at dette behov reelt må bedømmes som værende af meget begrænset omfang.Hertil kommer, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt efter Straffelovrådetsopfattelse risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dag straffessom forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen om uagt-som voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligt mildereend ved forsætlig voldtægt.Straffelovrådet anfører endvidere, at bevisvurderingen i sager om forsætlig vold-tægt, hvor der ikke er udøvet objektiv sporbar vold, og hvor der ikke er andrevidner end forurettede, kan være vanskelig, og at disse vanskeligheder formentligvil blive endnu større i forhold til en eventuel ny bestemmelse om uagtsom vold-tægt. Dette hænger sammen med, at der i modsætning til andre af livets områderikke på seksuallivets område er samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærds-norm gerningsmandens handlinger skal bedømmes i forhold til, og at det ønskedemål–samlejet–i modsætning til mange andre mål for kriminelle handlinger iden frivillige form anses som naturligt og ønskeligt.Straffelovrådet kan heller ikke afvise, at der–som anført bl.a. i den norske debatom uagtsom voldtægt–i forbindelse med den nævnte vanskelige bevisvurdering31

vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfældet er for såvidt angår forsætlig voldtægt.Straffelovrådet finder på denne baggrund efter en samlet vurdering, at der ikkekan peges på noget reelt praktisk behov for en bestemmelse om uagtsom vold-tægt, og at en række forhold, herunder retssikkerhedsmæssige, taler afgørendeimod en sådan bestemmelse.Med hensyn tilstrafniveauetfor voldtægt anfører Straffelovrådet, at voldtægt eren alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig indebærer en meget grov kræn-kelse af offerets frihed til at bestemme, hvem vedkommende vil have et seksueltforhold med.Straffen for voldtægt blev skærpet ved en lovændring i 2002, hvor strafferam-merne blev forhøjet fra henholdsvis fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8og 12 år med henblik på en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet i vold-tægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige strafniveau.Udgangspunktet for strafudmålingen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdetvoldtægt må i dag antages at være fra omkring 1½ års til ca. 2½ års fængsel.Straffen i voldtægtssager (herunder i tilfælde af tiltvingelse af andet seksuelt for-hold end samleje) fastsættes imidlertid af domstolene på baggrund af en konkretvurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som følge af de mangeforskelligartede forhold er der store variationer i straffene for voldtægt, og der eri retspraksis også udmålt straffe, som ligger væsentligt over det udgangspunkt forstrafudmålingen for voldtægt, som har været gældende siden 2002. Der udmålesf.eks. i praksis en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten er udøvet betydeligvold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtægten har strakt sigover længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, eller hvis gerningsmandener trængt ind i et privat hjem for at begå voldtægt.Voldtægt udgør sammen med grove overtrædelser af forbuddet mod samleje medbarn under 15 år de groveste seksualforbrydelser, og strafniveauet for voldtægt(og grove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år) er ioverensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andreseksualforbrydelser.32

Kriminalitetsniveauet vedrørende voldtægt har i en årrække været nogenlundestabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelsen i 2002, og Straffelovrådet finderikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have en kriminali-tetsdæmpende effekt.Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigtsiden lovgivningsmagtens regulering af det daværende strafniveau for voldtægt i2002 er forhold, som taler for en regulering af det nuværende generelle strafni-veau for voldtægt i op- eller nedadgående retning.Med hensyn tilstrafniveauet for forskellige former for voldtægtanfører Straffe-lovrådet, at overfaldsvoldtægt i sagens natur er karakteriseret ved, at offeret ud-sættes for et pludseligt angreb–et overfald–i praksis typisk enten på et offent-ligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit eget hjem, hvor gerningsmanden ertrængt ind. Alt andet lige vil disse forhold blive anset for betydeligt skærpendeomstændigheder og dermed også føre til en højere straf end i tilfælde, hvor envoldtægt ikke har karakter af et overfald.Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes mindre strengt endoverfaldsvoldtægt, skyldes det således ikke, at det ved voldtægt anses som enformildende omstændighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden ellerligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet faldfraværetaf skærpendeomstændigheder.Det betyder også, at der intet er til hinder for–og også forekommer i retspraksis–at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes strengere end det almindelige udgangs-punkt for straffen for en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skær-pende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, voldtægtens tidsmæssigeudstrækning, flere gerningsmænd, et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 lægger ikke op tilen sondring mellem forskellige typer af voldtægt som basis for den konkretestrafudmåling, og domstolene udmåler straffen i de enkelte sager på grundlag afde konkret foreliggende omstændigheder.

På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke behov forændringer af den gældende bestemmelse i § 216 med henblik på at præciserestrafudmålingen i forskellige typer af voldtægtssager.Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at der kan være anledning til i be-mærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffelovens kapitel 24, herunderi givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssa-ger skal ske på grundlag af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af vold-tægtens karakter og øvrige foreliggende omstændigheder og ikke på grundlag afen generelt forskellig vurdering af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægti forhold til overfaldsvoldtægt. Straffelovrådet har indhentet en udtalelse fra Cen-ter for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, om de psykologiske eftervirkningerved forskellige former for voldtægt, der er optrykt sombilag 4til betænkningen.Straffelovrådet kan heller ikke anbefale en særlig lovregel om menneskehandelsom en skærpende omstændighed ved voldtægt, men finder, at der tilsvarendekan der være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer afstraffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege,at det i almindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til straf-udmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formodning om,at forurettede tillige er offer for menneskehandel.3.1.4. Udnyttelse af forurettedes tilstandStraffelovrådets overvejelser om udnyttelse af forurettedes tilstand, uden at der ertale om voldtægt eller anden ulovlig tvang, fremgår afkapitel 9.Straffelovrådet har overvejet, om kriminaliseringen af udnyttelse forurettedes til-stand fortsat bør være begrænset til seksuelle forhold uden for ægteskab.Straffelovrådet finder, at der efter en nutidig opfattelse af ægteskabet ikke børvære nogen forskel i den strafferetlige beskyttelse afhængig af, om et seksueltforhold finder sted inden for eller uden for ægteskab.7 medlemmerforeslår på denne baggrund at udvide den gældende kriminaliseringaf udnyttelse af forurettedes tilstand til også at omfatte seksuelle forhold inden34

for ægteskab.1 medlemforeslår omvendt at ændre den gældende kriminalisering,så den ikke omfatter seksuelle forhold mellem samlevende (hvad enten parterneer gift eller ej).Flertallethar navnlig lagt vægt på, at det ikke er foreneligt med en nutidig opfat-telse af ægteskabet at undtage sådanne overgreb fra det strafbare område i tilfæl-de, hvor overgrebet er begået inden for ægteskab. Efter flertallets opfattelse børder således også i faste samlivsforhold inden og uden for ægteskab være mulig-hed for at straffe seksuelle overgreb i form af udnyttelse af forurettedes sindssyg-dom eller mentale retardering eller en tilstand, hvor forurettede ikke er i stand tilat modsætte sig handlingen. Efter flertallets opfattelse kan den foreslåede udvi-delse af kriminaliseringen til også at omfatte forhold begået inden for ægteskabikke antages i praksis at medføre bevisvanskeligheder i en sådan grad, at det kanbegrunde en så vidtgående undtagelse fra den almindelige beskyttelse mod sek-suelle overgreb som foreslået af mindretallet.Mindretalletanfører navnlig, at der intet er oplyst om, endsige fremlagt doku-mentation for, at der er et praktisk behov for den foreslåede udvidelse af krimina-liseringen. Forslaget er øjensynligt mere ideologisk begrundet. Efter mindretal-lets opfattelse bør strafbestemmelsen ikke udvides, da der ikke er påvist nogetbehov herfor og en udvidelse vil medføre betydelig retsusikkerhed. Mindretalleter derimod enig med flertallet i, at det i dag ikke er holdbart på dette område athave en forskellig retsstilling mellem ægtefæller og faktisk samlevende. Denneforskel bør imidlertid fjernes ved også at undtage seksuelle forhold i faste sam-livsforhold. Man kan samtidig passende begrænse undtagelsen for ægtefæller tilsamlevende ægtefæller.Et enigt Straffelovråd foreslår at ophæve bestemmelsen om, at straffen kan ned-sættes eller bortfalde, hvis de personer, der har haft seksuelt forhold, indgår æg-teskab. Straffelovrådet finder således ikke grundlag for at opretholde en særskiltbestemmelse i straffelovens kapitel 24 om strafnedsættelse og strafbortfald, hvorindgåelse af ægteskab er det afgørende kriterium for bestemmelsens anvendelse.Det vil fortsat efter almindelige strafudmålingsprincipper kunne tillægges betyd-ning i formildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonetog har genoptaget eller fortsat deres samliv–hvad enten der er tale om samliv ieller uden for ægteskab.35

Med hensyn tilstrafniveaueter det Straffelovrådets opfattelse, at det nuværendestrafniveau for at udnytte forurettedes hjælpeløse tilstand (f.eks. bevidstløshed,stærk beruselse eller søvn) ikke i tilstrækkelig grad afspejler alvoren og karakte-ren af det angreb på forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, som etsådant overgreb er udtryk for.Straffelovrådet lægger på denne baggrund op til, at udgangspunktet for strafud-målingen for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af strafbestemmelsen omudnyttelse af forurettedes tilstand fremover skal være 8 måneders fængsel, hvorudgangspunktet i dag nok ligger på omkring 4 måneders fængsel.Strafudmålingen vil fortsat skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete omstæn-digheder, og den konkrete straf vil således afhængig af de konkrete omstændig-heder kunne fastsættes både højere og lavere end det foreslåede udgangspunkt på8 måneders fængsel.Straffelovrådet anfører, at der i retspraksis er eksempler på, at seksuelt forhold eropnået under omstændigheder, hvor forurettede var ude af stand til at modsættesig handlingen ikke på grund af sin hjælpeløsetilstand,men på grund afsituatio-nen.Sådanne tilfælde kan betegnesoverrumplingstilfælde.Det drejer sig i prak-sis navnlig om tilfælde, hvor forurettede er afklædt, og hvor gerningsmanden haren legitim anledning til forholdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmandenoverskrider grænsen for, hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksem-pler på sådanne situationer kan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeunder-søgelse og massage. Efter gældende ret kan sådanne seksuelle krænkelser i givetfald straffes som blufærdighedskrænkelse.Straffelovrådet finder, at sådanne overrumplingstilfælde har en sådan lighed medtilfælde, hvor forurettede på grund af sin tilstand ikke er i stand til at modsættesig handlingen, at de fremover bør være omfattet af samme strafbestemmelse.Rådet foreslår således at udvide strafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedeshjælpeløse tilstand til også at omfatte udnyttelse af, at forurettede befinder sig ien situation, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

3.1.5. InstitutionsanbragteStraffelovrådets overvejelser om seksuelt forhold mellem ansatte og beboere påinstitutioner fremgår afkapitel 10.Straffelovrådet anfører, at der navnlig i fængsler og andre institutioner, hvor per-soner er frihedsberøvede, generelt vil kunne være et sådant særligt stærkt afhæn-gighedsforhold mellem institutionens ansatte og de personer, der er optaget i in-stitutionen, at en ansats seksuelle forhold til en person, der er optaget i institutio-nen, generelt bør være kriminaliseret. Det bør således fortsat ikke være et krav, atden ansatte har opnået det seksuelle forhold ved misbrug eller udnyttelse af denmagt eller myndighed, som den pågældende har over den, der er optaget i institu-tionen.Straffelovrådet går således ind for at bevare en strafbestemmelse, der i nærmereafgrænsede tilfælde også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold.Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan bestemmelse, der også kriminalise-rer frivillige seksuelle forhold, imidlertid begrænses til et kerneområde, hvor dergenerelt er et meget stærkt afhængighedsforhold mellem de ansatte og de anbrag-te i institutionen, og hvor den anbragte i kraft heraf er særligt svagt stillet. Udenfor et sådant kerneområde bør straf for et seksuelt forhold forudsætte, at der bevi-seligt foreligger tvang, udnyttelse eller misbrug. Efter rådets opfattelse må mereordensmæssige hensyn uden for et sådant kerneområde således i givet fald vare-tages gennem ansættelsesretlige sanktioner.Med hensyn til, hvilke institutioner der bør være omfattet af strafbestemmelsen,har Straffelovrådet overvejet kriminalforsorgen, sundhedssektoren, socialsekto-ren vedrørende børn og unge, socialsektoren vedrørende voksne og andre sekto-rer.Kriminalforsorgener efter Straffelovrådets opfattelse bestemmelsens egentligekerneområde. I modsætning til andre persongrupper (sindssyge, mentalt retarde-rede, børn) er personer, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institutioner,ikke generelt beskyttet mod udnyttelse gennem andre bestemmelser i straffelo-vens kapitel 24.37

Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag for at udvide bestemmelsen til og-så at omfatte personer, som er under tilsyn afkriminalforsorgen i frihedi medføraf vilkår i en betinget dom eller vilkår for prøveløsladelse. Rådet finder heller ik-ke tilstrækkeligt grundlag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte perso-ner, som afsoner en fængselsstraf på deres bopæl under intensiv overvågning ogkontrol (”fodlænkeordningen”).Straffelovrådet foreslår imidlertid, at bestemmelsen i forhold til personer, der eroptaget i en af kriminalforsorgens institutioner, i stedet for at omfatte ansatte vedden pågældende institution ændres til at omfatte ansatte i kriminalforsorgen somhelhed, under hvis myndighed den pågældende står. Dette vil bl.a. omfatte ansat-te ved Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgen i frihed, der harmyndighed over en person, der er indsat i et fængsel.Inden forsundhedssektorenfalder psykiatriske hospitalsafdelinger efter Straffe-lovrådets opfattelse også inden for bestemmelsens kerneområde. På sådanne af-delinger kan der systematisk være et antal frihedsberøvede, enten i medfør afpsykiatriloven eller i kraft af varetægtsfængsling i surrogat eller i medfør af enforanstaltningsdom for et strafbart forhold. Straffelovrådet finder, at andre be-handlingsinstitutioner i medfør af sundhedsloven fortsat ikke bør være omfattetaf bestemmelsen.Med hensyn tilsocialsektoren for børn og ungehører døgninstitutioner og op-holdssteder for børn og unge efter Straffelovrådets opfattelse til kerneområdet forbestemmelsen. Dette er mest oplagt for så vidt angår sikrede døgninstitutioner,hvor der generelt er tale om frihedsberøvelse, og delvist lukkede døgninstitutio-ner, som er karakteriseret ved, at der i perioder kan ske frihedsberøvelse, men detgælder generelt, at der på døgninstitutioner og opholdssteder kan ske frihedsbe-røvelse (tilbageholdelse) i op til 14 dage i starten af anbringelsen. Hertil kommer,at børn, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, under alle om-stændigheder er svagt stillet, selv om der kan være gradsforskelle mellemtvangsanbragte og frivilligt anbragte, og selv om barnets alder og egen indstillingtil anbringelsen også kan have betydning.

Med hensyn tilsocialsektoren for voksnehører forsorgshjem og kvindekrisecent-re efter Straffelovrådets opfattelse ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv omder er tale om svagt stillede persongrupper, fordi de er hjemløse eller har måttetforlade deres hjem på grund af vold eller trusler, er deres ophold på forsorgs-hjemmet eller kvindekrisecenteret som sådan alligevel karakteriseret ved en be-tydelig større grad af frivillighed, end når det gælder fængsler, psykiatriske afde-linger og døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge. Endvidere er derefter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at behandle boformer møntetpå midlertidigt ophold anderledes end boformer møntet på længerevarende op-hold i relation til den strafferetlige beskyttelse mod seksuel udnyttelse fra en an-sats side.Med hensyn til botilbud, som har karakter af en døgninstitution og er rettet modpersoner med vidtgående psykiske handicap, anfører Straffelovrådet, at man påsocialområdet principielt ikke længere betegner botilbuddene som institutioner,men som borgerens egen bolig. Der kan imidlertid fortsat oprettes og drives bo-tilbud af institutionslignende karakter i den forstand, at der ud over de enkeltebeboeres egne boliger også er fællesarealer og tilknyttet personale. Arten og om-fanget af hjælp visiteres i dag særskilt med hjemmel i de samme bestemmelser,som gælder for personer, derikkeer optaget i et botilbud. Endvidere er der ikkelængere bestemmelser om boformer til specifikke målgrupper, og den skarpemålgruppeopdeling på de enkelte botilbud er i et vist omfang ved at blive udvi-sket.Efter Straffelovrådets opfattelse hører særligt sikrede afdelinger for personer medvidtgående psykiske handicap, hvoraf der så vidt ses for tiden kun findes én pålandsplan, Kofoedsminde på Lolland, til kerneområdet for strafbestemmelsen ominstitutionsanbragte. Her er beboerne generelt frihedsberøvede i henhold til dom(foranstaltningsdom for strafbart forhold) eller retskendelse (varetægtsfængsling isurrogat).Uden for dette sikre kerneområde er det imidlertid vanskeligt ud fra kendetegnfor institutionen at udskille de institutioner, hvor der generelt kan foreligge et så-dant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der børgælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatteog beboere. Der vil ganske vist generelt kunne være tale om personer, der er39

svagt stillede, men der er en meget glidende overgang i graden af afhængighed.Hertil kommer, at der i dag–dvs. efter afskaffelsen af de store åndssvageanstal-ter–næppe er nogen systematisk forskel i graden af afhængighed og beskyttel-sesbehov ud fra, om beboeren er optaget i botilbuddet på grund af vidtgåendepsykiske handicap eller af andre årsager. Det kan således anføres, at der uansettypen af funktionsnedsættelse, sindslidelse og/eller særlige sociale problemer ertale om personer, som er i et afhængighedsforhold til botilbuddets personale. Derkan også argumenteres for, at afhængighedsforholdet og dermed beskyttelseshen-synet er lige så stærkt for en person, der f.eks. bor i sit eget private hjem og fårmassiv støtte på grund af omfattende funktionsnedsættelse.Det er som nævnt Straffelovrådets opfattelse, at strafbestemmelsen om instituti-onsanbragte bør begrænses til et kerneområde. Efter rådets opfattelse ville detvære for vidtgående at udvide bestemmelsen til også at omfatte private hjem ellerbotilbud, der ikke har karakter af døgninstitutioner. En sådan udvidelse, som villeindebære, at bestemmelsen kom til at omfatte andet end institutioner, ville ogsågive bestemmelsen en helt anden karakter. Straffelovrådet kan heller ikke anbefa-le at udvide bestemmelsen til også at omfatte plejeboliger mv., der har karakter afdøgninstitutioner. Rådet lægger i den forbindelse også vægt på, at plejeboliger(tidligere betegnet plejehjem og endnu tidligere betegnet alderdomshjem) har ek-sisteret i hele perioden fra før vedtagelsen af straffeloven i 1930 frem til i daguden nogensinde at have været omfattet af strafbestemmelsen om institutionsan-bragte, og uden at det ses at have givet anledning til problemer i praksis, at så-danne institutioner ikke er omfattet af bestemmelsen. Med hensyn til rådets over-vejelser om groft misbrug af plejemæssig afhængighed henvises til afsnit 3.1.6nedenfor.Med hensyn tilandre sektorerbør bestemmelsen efter Straffelovrådets opfattelseaf principielle grunde udvides til også at omfatte personer, der somfrihedsberø-vedeeri politiets varetægt.Selv om sandsynligheden for et frivilligt seksuelt for-hold (eller for et skjult misbrug) mellem en ansat i politiet og en frihedsberøvet ipolitiets varetægt er ringe, er der principielt tale om, at der generelt kan være etsådant særligt stærkt afhængighedsforhold på linje med de øvrige tilfælde, der eromfattet af straffelovens § 219.

3.1.6. Groft misbrug af afhængighedStraffelovrådets overvejelser om groft misbrug af afhængighed fremgår afkapitel11.Straffelovrådet har overvejet, om strafbestemmelsen om groft misbrug af ar-bejdsmæssig eller økonomisk afhængighed bør ophæves som overflødig. EfterStraffelovrådets opfattelse er der imidlertid strafværdige forhold, som er omfattetaf bestemmelsen, og rådet finder endvidere, at der, uanset at bestemmelsen over-lader domstolene et vidt skøn, er fordele forbundet med en særskilt udtrykkeligkriminalisering af groft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed(frem for at sådanne forhold i givet fald efter omstændighederne skulle straffessom blufærdighedskrænkelse).Straffelovrådet har omvendt overvejet, om bestemmelsen bør udvides til at om-fatte groft misbrug af andre former for afhængighed end arbejdsmæssig ellerøkonomisk afhængighed.Straffelovrådet finder, at ”misbrug” af –ikke en bestående arbejdsmæssig ellerøkonomisk afhængighed, men af–at gerningsmanden har (eller påstår at have)mulighed for at skaffe forurettede et eftertragtet hverv (f.eks. en filmrolle eller etmodeljob), konkret kan indebære en grov udnyttelse af situationen, men kan væresærdeles vanskelige at adskille fra situationer, hvor en person med fuldt overlægindvilliger i at have samleje med en anden, stærkere positioneret person for atopnå et gode. Straffelovrådet er således betænkelig ved at foreslå en nykriminali-sering af sådanne handlinger.Straffelovrådet finder endvidere, at en udvidelse til at omfatte andre former forafhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed vil være principielt vidt-gående og desuden kunne gøre bestemmelsen for upræcis.Den udvikling, der har fundet sted inden for socialsektoren for voksne, indebærerimidlertid en forskydning fra, at svagt stillede personer bor på institutioner, overmod, at sådanne personer bor i egne boliger eksempelvis i mindre bofællesska-ber. Udviklingen indebærer bl.a., at færre voksne med vidtgående handicap er

optaget i en institution, der er omfattet af straffelovens absolutte forbud mod sek-suelle forhold mellem ansatte og beboere.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at udvide bestemmelsen om groftmisbrug af afhængighed til også at omfatte groft misbrug af plejemæssig afhæn-gighed. Dette vil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bi-stand i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis derforeligger et stærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågæl-dende og denne afhængighed er blevet groft misbrugt.Det er endvidere Straffelovrådets flertals opfattelse, at bestemmelsen bør udvidestil også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Der henvises herom nær-mere til afsnit 3.1.4 ovenfor om det tilsvarende spørgsmål i forhold til strafbe-stemmelsen om udnyttelse af forurettedes tilstand.Straffelovrådet foreslår at forhøje den skærpede strafferamme i bestemmelsen frafængsel indtil 3 år til fængsel indtil 4 år, idet bestemmelserne om tvang, udnyttel-se, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220 efter rådets opfattelse angår forhold,der overordnet set har en sådan sammenlignelig grovhed, at det taler for at an-vende samme strafferamme i disse bestemmelser. Samtidig foreslås aldersgræn-sen i den skærpede strafferamme sænket fra 21 år til 18 år, som i dag er myndig-hedsalderen.3.1.7. Svig og pressionStraffelovrådets overvejelser om at skaffe sig samleje ved svig eller ved pression,der ikke har karakter af ulovlig tvang eller groft misbrug af afhængighed, frem-går afkapitel 12.Det er Straffelovrådets opfattelse, at strafbestemmelsen om tilsnigelse af samlejemed en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt, bør ophæves.Efter Straffelovrådets opfattelse er der således ud fra et nutidigt syn på ægteska-bet ikke grundlag for at tillægge det afgørende betydning ved kriminaliseringenaf et seksuelt overgreb, om det seksuelle forhold er eller anses som ægteskabe-ligt.

Efter Straffelovrådets opfattelse er der derimod ikke grundlag for at ophævestrafbestemmelsen om tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler ger-ningsmanden med en anden. Selv om retspraksis om bestemmelsen er sparsom,opfylder bestemmelsen efter Straffelovrådets opfattelse et behov for at kriminali-sere overgreb af alvorlig og strafværdig karakter.I lyset af det svenske forslag om enopsamlende samtykkebaseret bestemmelsehar Straffelovrådet overvejet, om der er grundlag for at foreslå at indføre en så-dan bestemmelse i Danmark.Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse fungerer i dag bl.a. som en op-samlingsbestemmelse, der omfatter samleje uden (gyldigt) samtykke, der ikke eromfattet af nogen anden bestemmelse, men Straffelovrådets forslag om, at opnå-else af et seksuelt forhold ved overrumpling fremover skal være omfattet af straf-felovens § 218, stk. 2 (jf. afsnit 3.1.4 ovenfor), indebærer bl.a., at alle i praksisforekommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemføreruden forurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens§§ 216-223 a. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fore-slå en ny særskilt samtykkebaseret opsamlende bestemmelse vedrørende samlejeog anden kønslig omgængelse end samleje.3.1.8. Børn under 15 årStraffelovrådets overvejelser om seksuelt forhold til børn under 15 år fremgår afkapitel 13.Med hensyn tilstrafniveauetunderstreger Straffelovrådet, at der er en meget storvariation i grovheden af overtrædelser af forbuddet mod seksuelt forhold til barnunder 15 år, og at denne store variation i praksis omfatter et meget stort antal sa-ger. Seksuelt forhold til barn under 15 år adskiller sig på dette punkt afgørendefra voldtægt. Selv om der også forekommer betydelig variation i grovheden afvoldtægt, er voldtægt generelt en meget grov forbrydelse, og det forekommerderfor kun undtagelsesvis, at voldtægt straffes med straffe i den lave ende afstrafferammen, endsige med en så lav straf, som er helt sædvanligt forekommen-de i sager om seksuelt forhold til barn under 15 år.

Straffelovrådet bemærker i tilknytning hertil, at vurderingen af, om det eksiste-rende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år er passende, ikke medmening kan foretages alene ud fra oplysninger om dengennemsnitligeidømtestraf uden at inddrage oplysninger om den forholdsmæssige fordeling af sager afforskellig grovhed.Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiskeeller psykiske overlegenhed udgør sammen med voldtægt de groveste seksual-forbrydelser. Strafniveauet for sådanne forhold er i overensstemmelse hermedgenerelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiskeeller psykiske overlegenhed adskiller sig i praksis fra voldtægt ved, at der relativthyppigere forekommer sager, hvor kriminaliteten består i gentagne seksuelle for-hold gennem en længere periode. Dette vil i givet fald udgøre væsentlige skær-pende omstændigheder, og det samme gælder, hvis der har bestået et særligt af-hængighedsforhold mellem barnet og gerningsmanden, herunder i tilfælde afseksuelt misbrug inden for familien. I sager om sådanne meget grove overtrædel-ser idømmes derfor generelt også meget lange straffe, og strafniveauet i sådannesager kan jævnligt også være højere end strafniveauet i selv grove voldtægtssa-ger.Det er på denne baggrund Straffelovrådets vurdering, at det eksisterende strafni-veau for forskellige typer af sager vedrørende seksuelt forhold til barn under 15år på rimelig måde afspejler den relative grovhed af de forskellige typer af sager.Dette gælder også i relation til de groveste sager med meget langvarigt misbrugaf egne børn, plejebørn eller stedbørn.Med hensyn tilbehandlingaf personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn,har Straffelovrådet overvejet de strafferetlige aspekter af dette spørgsmål. Rådethar således ikke nærmere overvejet det faglige indhold af de eksisterende be-handlingstilbud til personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.Fastsættelse af behandlingsvilkår sker i givet fald i medfør af straffelovens gene-relle regler om betingede domme henholdsvis prøveløsladelse. De gældende reg-ler har en sådan rummelighed, at de også giver mulighed for i givet fald at ind-44

passe eventuelle nye behandlingsformer og behandlingsmuligheder som led i be-tingede domme henholdsvis prøveløsladelser. Straffelovrådet finder på dennebaggrund ikke grundlag for at overveje at foreslå ændringer af reglerne om betin-gede domme eller af reglerne om prøveløsladelse.Straffelovrådet er opmærksom på, at det i den politiske debat har været foreslået,at en person, der dømmes for seksuelt misbrug af børn, skal kunne idømmes en”tillægsstraf”, der træder i kraft, hvis den dømte ”afbryder et behandlingsforløbeller helt nægter at modtage behandling”. Efter Straffelovrådets opfattelse villeen sådan ordning imidlertid reelt være en unødvendigt kompliceret måde at opnåpræcis samme resultat som efter de gældende regler.Efter Straffelovrådets opfattelse kan gennemtvingelse ved umiddelbar tvang afbehandling af personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn, med de behand-lingsformer, som kendes i dag, ikke lade sig gøre i praksis. Tvangen ligger der-imod i, at den del af en udmålt fængselsstraf, som faktisk skal afsones, i givetfald forøges, hvis domfældte nægter at modtage behandling.Med hensyn tilprøveløsladelseanfører Straffelovrådet yderligere, at det grund-læggende formål med prøveløsladelse er at lette den dømtes overgang til en kri-minalitetsfri tilværelse. Prøveløsladelsen bygger dermed på den tanke, at en delaf den idømte straf kan gøre større nytte ved at henstå betinget i en prøvetid endved at blive fuldbyrdet straks sammen med den øvrige straf.Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke grundlag for at overveje at fastsættesærlige regler om prøveløsladelse for personer, der er dømt for seksuelt misbrugaf børn, endsige for at afskaffe muligheden for prøveløsladelse af sådanne dom-fældte.De gældende regler om prøveløsladelse er efter Straffelovrådets opfattelse til-strækkeligt rummelige til, at der er mulighed for at træffe hensigtsmæssige afgø-relser med hensyn til prøveløsladelse eller undladelse af prøveløsladelse og i gi-vet fald tidspunktet for prøveløsladelse og vilkårene herfor også for så vidt angårpersoner, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at de muligheder, som de gældenderegler giver for at prøveløslade personer, der er dømt for seksuelt misbrug afbørn, ikke alene ikke har negative virkninger, men tværtimod må antages at bi-drage positivt til at begrænse risikoen for tilbagefald til ny seksualkriminalitet.Straffelovrådet har også overvejet, om de gældende regler omforvaringer til-strækkelige i forhold til personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.Forvaring er i sagens natur en meget indgribende og for domfældte meget bela-stende foranstaltning, og der er derfor–og bør efter Straffelovrådets opfattelsefortsat være–snævre betingelser for at idømme en sådan foranstaltning.Betingelserne for anvendelse af forvaring blev senest revideret i 1997, hvor derskete en mindre udvidelse af adgangen til at idømme forvaring for alvorlige sek-sualforbrydelser. Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå yderligerelempelser af betingelserne for at idømme forvaring. Rådet finder således, at degældende regler er udtryk for en passende afvejning af hensynet til at beskyttebørn mod dømte, farlige kriminelle og hensynet til, at der bør være proportionali-tet mellem sanktionen og risikoen for ny ligeartet kriminalitet.Straffelovrådet bemærker herved også, at tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv)for seksualforbrydere er lavere end for næsten alle andre kriminelle.Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at hæve eller sænke denseksuelle lavalder.Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, der stiller sig vedrørende denseksuelle lavalder, om den seksuelle lavalder skal nedsættes til 14 år eller forbli-ve 15 år. Efter Straffelovrådets opfattelse er der således intet grundlag for at for-høje den seksuelle lavalder f.eks. til 16 år, og der er heller intet grundlag for ennedsættelse til en lavere alder end 14 år.Den seksuelle lavalder er udtryk for, at personer over denne alder–i dag børn fraog med det fyldte 15. år–som et klart udgangspunkt gyldigt kan give samtykketil enhver form for seksuelt forhold. Det gælder ikke med hensyn til seksuelleforhold til forældre, biologiske søskende, undervisere mv., og det gælder heller46

ikke med hensyn til seksuelle forhold mod betaling mv. I disse henseender er al-dersgrænsen 18 år (bortset fra seksuelle forhold til biologiske forældre og sø-skende, hvor der ikke gælder nogen øvre aldersgrænse).Med disse undtagelser er der imidlertid principielt ikke nogen grænser for, hvoravancerede seksuelle forhold en 15-årig gyldigt kan give samtykke til. Det gæl-der med hensyn til alderforskellen mellem parterne, antallet af personer, som del-tager i det seksuelle forhold, om de pågældende kender hinanden i forvejen, oghvordan de i givet fald har lært hinanden at kende, og med hensyn til de midlerog fremgangsmåder, som i øvrigt anvendes. Hvad der er lovligt at foretage sig iseksuel henseende med en voksen over 18 år, er det principielt også lovligt at fo-retage sig med en 15-årig. Den eneste yderligere undtagelse (ud over de alleredenævnte) er tilfælde, der betegnes som ”groft misbrug af en på alder og erfaringberoende overlegenhed”, som er og bør være en snæver undtagelsesbestemmelse.Straffelovrådet finder, at det navnlig på denne baggrund vil kunne være betænke-ligt at nedsætte den seksuelle lavalder til 14 år, idet konsekvensen heraf ville væ-re, at det fremover–med de nævnte undtagelser–ville blive lovligt for hvemsom helst at have enhver form for seksuelt forhold til en 14-årig.I det omfang det anses som uhensigtsmæssigt, at forbuddet mod seksuelt forholdtil barn under 15 år også rammer adfærd, som i dag forekommer og accepteresblandt børn og unge i så vidt omfang, som det er tilfældet, bør uhensigtsmæssig-hederne således efter Straffelovrådets opfattelse søges imødegået på anden mådeend ved at sænke til seksuelle lavalder.Formålet med forbuddet mod seksuelt forhold til et barn under 15 år er at beskyt-te børn mod uønskede eller skadelige seksuelle forhold. Forbuddet rammer imid-lertid på grund af sin absolutte karakter også eventuelle af barnet ønskede seksu-elle forhold, der heller ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt kan anses somskadelige for barnet.Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke er behov for en regel om straffrihedeller mulighed for strafborthold for seksuelle forhold til børn under 15 år, hvorparterne har været omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.

Straffelovrådet lægger i den forbindelse for det første vægt på, at den kriminellelavalder er 15 år, hvilket indebærer, at alle seksuelle forhold mellem to børn, sombegge er under 15 år, er straffri for børnene, allerede fordi de er under den krimi-nelle lavalder.Straffelovrådet lægger dernæst vægt på, at anklagemyndigheden gennem en me-get lang årrække har fulgt den praksis at meddele tiltalefrafald uden vilkår i vissesager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig. Et til-talefrafald uden vilkår er den mildest tænkelige sanktion, og et tiltalefrafald udenvilkår fremgår ikke af straffeattester, heller ikke børneattester.Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt at give dennelempelige sanktionspraksis en støtte i form af en bekendtgørelse udstedt i medføraf retsplejelovens regler om tiltalefrafald. Efter Straffelovrådets opfattelse er an-klagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald på dette område såledesaf så væsentlig betydning for borgerne, at oplysninger om denne praksis bør gø-res offentlig tilgængelig på en mere sammenfattende og dækkende måde, end detsker i dag.Straffelovrådet tilføjer, at en bekendtgørelse udstedt i medfør af retsplejelovensregler om tiltalefrafald vil give mulighed for, at domstolene i sager, hvor der rej-ses tiltale, efter den almindelige regel i straffelovens § 83 om strafnedsættelse ogstrafbortfald under tilsvarende formildende omstændigheder som angivet i be-kendtgørelsen vedrørende tiltalefrafald afgør sagen med et strafbortfald.3.1.9. Incest, stedbørn, plejebørn mv.Straffelovrådets overvejelser om incest og om seksuelt forhold til stedbørn, ple-jebørn mv. fremgår afkapitel 25henholdsviskapitel 14.Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen af seksuelle forhold mellem forældreog deres biologiske børn, adoptivbørn, stedbørn eller plejebørn mv. under 18 årutvivlsomt bør opretholdes.Straffelovrådet har overvejet spørgsmålet om kriminalisering af seksuelle forholdmellem forældre og deres voksne børn over 18 år.48

Straffelovrådet anfører, at risikoen for graviditet og fødsel og for, at barnet i givetfald ville lide af en arvelig sygdom, må antages at være ringe, og risikoen angårkun samleje og ikke andet seksuelt forhold end samleje, endsige homoseksuelleforhold.Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid generelt et sådant særligt af-hængighedsforhold mellem forældre og deres børn, herunder voksne børn, at etabsolut forbud mod seksuelle forhold mellem forældre og også deres voksne børnkan begrundes i hensynet til at beskytte børnene mod misbrug, herunder et even-tuelt skjult misbrug.Straffelovrådet finder på denne baggrund, at det gældende absolutte forbud modalle heteroseksuelle og homoseksuelle forhold til biologiske slægtninge i nedsti-gende linje bør videreføres.Straffelovrådet finder endvidere, at udviklingen på adoptionsområdet gør, atadoptionsforhold bør sidestilles med biologisk slægtskab, når det gælder forbud-det mod seksuelt forhold til slægtninge i nedstigende linje.Straffelovrådets forslag indebærer navnlig en nykriminalisering af seksuelle for-hold mellem adoptivforældre og deres adoptivbørn over 18 år, mellem forældreog deres biologiske børns adoptivbørn over 15 år samt mellem adoptivforældreog deres adoptivbørns biologiske børn eller adoptivbørn over 15 år.Straffelovrådet finder derimod, at forholdet mellem stedforældre og deres sted-børn eller mellem plejeforældre og deres plejebørn ikke kan sidestilles med for-holdet mellem biologiske forældre og deres børn eller mellem adoptivforældre ogderes børn. Ved en adoption påtager adoptanten eller adoptanterne sig ikke aleneansvaret for, men også slægtskabet til adoptivbarnet, og adoption adskiller sigdermed afgørende fra at påtage sig ansvaret som stedforælder eller plejeforældertil et barn.Med hensyn til seksuelle forhold mellemsøskendeer de væsentligste spørgsmål,om der bør opretholdes en kriminalisering af forhold mellem søskende over 15

år, og om der i givet fald endvidere bør opretholdes en kriminalisering også afforhold, hvor begge parter er over 18 år.Efter Straffelovrådets opfattelse adskiller forholdet mellem søskende sig på afgø-rende måde fra forholdet mellem forældre og børn. Når bortset fra decideredeopdragelsessituationer, som er omfattet af den særlige strafbestemmelse herom,er forhold mellem søskende, der begge er fyldt 15 år, således generelt ikke karak-teriseret ved et sådant stærkt asymetrisk afhængighedsforhold, som generelt fin-des mellem forældre og børn. Søskende, som begge er fyldt 15 år, vil ofte have etnært forhold og dermed kunne siges at være afhængige af hinanden, men der vil igivet fald generelt være tale om et betydeligt mere ligestillet forhold end mellemforældre og børn.Straffelovrådet finder, at det på denne baggrund kunne overvejes enten helt atophæve forbuddet mod seksuelt forhold til en bror eller søster over 15 år, eller al-ternativt at indskrænke forbuddets rækkevidde. En sådan indskrænkning kunnef.eks. bestå i en begrænsning til forhold mellem helsøskende og/eller til en be-grænsning til heteroseksuelle forhold. Begge disse begrænsninger findes i Sveri-ge.Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at fremsætte et forslag omændring af det gældende absolutte forbud mod alle heteroseksuelle og heterosek-suelle forhold mellem såvel helsøskende som halvsøskende.Straffelovrådet lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at incestforbuddet ved-rørende forhold mellem biologiske søskende efter det anførte i dag i givet faldnavnlig må begrundes i principielle moralske forestillinger snarere end beskyttel-seshensyn eller lignende.Straffelovrådet udtaler samtidig, at såfremt det eksisterende incestforbud mellemsøskende opretholdes, bør det efter rådets opfattelse ikke udvides yderligere. Ef-ter Straffelovrådets opfattelse ville det således være betænkeligt generelt at kri-minalisere seksuelle forhold mellem adoptivsøskende, stedsøskende eller pleje-søskende, der er fyldt 15 år.

Straffelovrådet har i lyset af den ringe praktiske betydning af strafbestemmelsenom ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed at skaffesig seksuelt forhold til en person under 18 år overvejet, om bestemmelsen kanophæves–også henset til, at bestemmelsen er af udpræget skønsmæssig karakter.Straffelovrådet finder imidlertid, at retspraksis–herunder nyere retspraksis–vi-ser, at der kan forekomme forhold begået over for 15-17-årige børn af væsentligtældre gerningsmænd, der er udtryk for et så groft misbrug af gerningsmandensoverlegenhed i alder og erfaring, at de bør imødegås ved straf, selv om forholdetikke kan henføres under straffelovens bestemmelser om voldtægt og udnyttelse iøvrigt.Straffelovrådet finder det endvidere mest hensigtsmæssigt at bevare en særskiltbestemmelse med en fast 18-års aldersgrænse for sådanne tilfælde af groft mis-brug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed.3.1.10. Pornomodeller under 18 årStraffelovrådets overvejelser om optagelse af pornografiske fotografier eller filmaf personer under 18 år med forsæt til udbredelse og om forestillinger med por-nografisk optræden med deltagelse af personer under 18 år fremgår afkapitel 20.Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen i bestemmelserne om disse spørgs-mål bygger på EU-retlige og internationale forpligtelser. Bestemmelserne anven-des sjældent i praksis, og Straffelovrådet er ikke bekendt med, at bestemmelser-nes udformning skulle have givet anledning til problemer.Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå størreændringer af gerningsindholdet i bestemmelserne. Rådet foreslår dog at forenklegerningsbeskrivelsen i bestemmelsen om forestillinger med pornografisk optræ-den.Med hensyn tilstrafferammernepeger Straffelovrådet på, at EU-direktivets kravtil strafferammen for at overvære en pornografisk optræden, hvori deltager etbarn under 15 år, vil kunne opfyldes ved at forhøje den eksisterende strafferam-me fra bøde eller fængsel indtil 1 år til bøde eller fængsel indtil 2 år eller ved at51

indføre en skærpet strafferamme, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 2år, hvis personen, som deltager i en forestilling med pornografisk optræden, harværet under 15 år. Straffelovrådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtagetforslag om en generel forhøjelse af strafmaksimum til fængsel indtil 2 år.Straffelovrådet foreslår endvidere at forenkle strafferammerne for optagelse afpornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med forsæt til ud-bredelse og for medvirken til, at en person under 18 år deltager i en forestillingmed pornografisk optræden, således at de gældende normal- og sidestrafferam-mer slås sammen til én strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 år.3.1.11. ForældelseStraffelovrådets overvejelser om forældelse af strafansvaret for seksuelt misbrugaf børn fremgår afkapitel 26.Straffelovrådet anfører, at grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn hører tilnogle af de alleralvorligste overtrædelser af straffelovens regler om seksualfor-brydelser. Endvidere er det karakteristisk for seksuelt misbrug af børn, at der somoftest ikke er andre direkte vidner til det seksuelle forhold end offeret selv, og atet barn, der er offer for seksuelt misbrug kan have svært ved at fortælle andre omdet seksuelle misbrug. Navnlig hvor gerningsmanden er en af barnets nærtståen-de, kan disse forhold føre til, at et seksuelt misbrug af et barn først kommer tilmyndighedernes kundskab, efter at barnet er blevet voksent.På denne baggrund blev der allerede for mere end 10 år siden indført væsentligesærregler om forældelsen i sager om seksualforbrydelser mod børn, som medfø-rer en senere forældelse, end de EU-retlige og internationale regler stiller kravom, og er mere vidtgående end de tilsvarende norske regler.Det er Straffelovrådets vurdering, at de gældende regler giver meget vide mulig-heder for at drage gerningsmænd til ansvar for selv meget gamle overtrædelser afreglerne om seksuelt forhold til børn. Eksempelvis forældes seksuelt misbrug afet barn under 12 år først, når barnet fylder 33 år. Forældelsesfristen i sådanne til-fælde er således altidmindst21 år og kan være helt op til over 30 år, hvis der ertale om seksuelt misbrug af et barn under 3 år.52

Det er endvidere Straffelovrådets vurdering, at der ikke er noget stort reelt behovfor en yderligere forlængelse af forældelsesfristerne i sager om seksuelt misbrugaf børn.En ophævelse eller yderligere forlængelse af de gældende forældelsesfrister i sa-ger om seksuelt misbrug af børn ville åbne mulighed for at føre straffesager omendnu ældre forhold. Jo ældre forhold der er tale om, jo større er risikoen for ma-terielt urigtige afgørelser. Dette gælder særligt, hvis der ikke er andre væsentligebeviser end forurettedes forklaring, og det er som nævnt ofte situationen i sagerom seksuelt misbrug af børn, hvis misbruget er foregået for år tilbage. Selv ombevisbyrden påhviler anklagemyndigheden, kan det også forekomme, at tiltalteuden forældelsesregler ville gå glip af muligheden for at føre modbeviser, ek-sempelvis i form af vidner, som støtter tiltaltes gengivelse af et hændelsesforløb,eller som bestyrker tiltaltes alibi.Hertil kommer, at forældelsesfristerne ikke kun har til formål at afskære straffe-sager om gamle forhold, som det på grund af den hengåede tid kan være vanske-ligt nu at bevise. Det gælder således generelt, at straffens nyttevirkninger i al-mindelighed taber i styrke, efterhånden som tiden går. Dette gælder både medhensyn til almenprævention, gengældelseshensyn og invidualprævention. Overfor den, der senere har holdt sig fri af kriminalitet, vil straf efter meget lang tidsforløb eksempelvis kunne virke med en uforholdsmæssig hårdhed og savne indi-vidualpræventiv mening, ikke mindst hvis den pågældendes livsforhold har æn-dret sig i positiv retning.Sammenfattende er der en række forhold, der taler for en senere forældelse i sa-ger om seksuelt misbrug af børn end i sager om anden kriminalitet af tilsvarendegrovhed. Der er som oftest ikke andre direkte vidner til det seksuelle forhold endofferet selv og i en række tilfælde heller ikke andre beviser eksempelvis i form affysiske skader på barnet. Desuden kan barnet på grund af sin underlegenhed iforhold til og ofte også afhængighed af gerningsmanden have meget svært ved atfortælle andre om det seksuelle misbrug, før barnet er blevet voksent. Disse sær-lige hensyn afspejles i de gældende særregler om forældelse i sager om seksueltmisbrug af børn, hvorefter forældelsesfristen først regnes fra barnets fyldte 18. år.De gældende regler giver mulighed for at gøre strafansvar gældende mange år ef-53

ter, at et seksuelt misbrug er begået. Der er som omtalt samtidig forhold, der talerimod en yderligere forlængelse af forældelsesfristerne, herunder navnlig at enyderligere forlængelse vil kunne medføre en forøget risiko for materielt urigtigeafgørelser. En stillingtagen til, om de gældende regler om forældelse i sager omseksuelt misbrug af børn bør ændres, vil afhænge af en samlet afvejning af de be-skrevne forhold. Straffelovrådet har på det foreliggende grundlag ikke fundet an-ledning til i sit lovudkast at medtage forslag om en generel udskydelse af foræl-delsen i sager om seksuelt misbrug af børn ud over, hvad der allerede gælder idag.Straffelovrådet foreslår imidlertid nogle mere begrænsede ændringer af de gæl-dende regler om forældelse i sager om seksuelt misbrug af børn.Efter Straffelovrådets opfattelse vil det ikke være rimeligt, hvis en person, der harmisbrugt et barn seksuelt, vil kunne opnå, at strafansvaret herfor forældes, hvisgerningsmanden på strafbar måde tvinger barnet til undlade at anmelde forholdet,før forældelsesfristen udløber, når barnet fylder 28 eller 33 år.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund som en ny supplerende regel, at hvisgerningsmanden på strafbar måde har tvunget barnet til efter sit fyldte 18. år atundlade at anmelde et seksuelt misbrug, begynder forældelsesfristen for det sek-suelle misbrug tidligst at løbe på det tidspunkt, hvor tvangen ophører.Straffelovens § 221 om tilsnigelse af samleje ved udnyttelse af, at forurettedeforveksler gerningsmanden med en anden, er ikke omfattet af den gældende regelom udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til forurettedes fyldte18. år. Straffelovens § 221 anvendes sjældent i praksis, og spørgsmålet om for-ældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved overtrædelse af denne bestemmelsehar bl.a. derfor ringe betydning. Spørgsmålet har endvidere kun reel betydningfor så vidt angår forhold til 15-17-årige børn, idet der ved seksuelt forhold tilbørn under 15 år i forvejen sker udskydelse af forældelsesfristens begyndelses-tidspunkt på grund af den samtidige overtrædelse af det generelle forbud modseksuelt forhold til barn under 15 år.

Straffelovrådet finder imidlertid, at straffelovens § 221 fremover bør være omfat-tet af reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedesfyldte 18. år.Straffelovens § 230 om optagelse af pornografiske fotografier, film eller lignendeaf en person under 18 år med forsæt til at udbrede materialet er ikke medtaget iden gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkttil forurettedes fyldte 18. år. Straffelovens § 235 a, stk. 1, om medvirken til, at enperson under 18 år deltager i en pornografisk forestilling, er derimod medtaget iden gældende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelsestidspunkttil forurettedes fyldte 18. år.Straffelovrådet foreslår, at reglen om udskydelse af forældelsesfristens begyndel-se til forurettedes fyldte 18. år udvides til også at omfatte overtrædelser af straffe-lovens § 230. Rådet bemærker herved bl.a., at EU-direktivet fra 2011 om be-kæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi(som ikke gælder for Danmark) kræver, at forældelse af strafansvaret for dehandlinger, der er omfattet af straffelovens § 230, tidligst indtræder en passendetid, efter at forurettede er fyldt 18 år.Straffelovrådet finder derimod ikke grundlag for at foreslå at udvide reglen omudskydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år til ogsåat omfatte overværelse som tilskuer af en pornografisk forestilling, hvori deltageret barn under 18 år, jf. straffelovens § 235 a, stk. 2.Den eksisterende regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse til foru-rettedes fyldte 18. år omfatter ikke blufærdighedskrænkelse.Efter Straffelovrådets opfattelse er dette som udgangspunkt en hensigtsmæssigretstilstand, og det ville efter rådets opfattelse være for vidtgående generelt at la-de blufærdighedskrænkelse af børn under 18 år være omfattet af reglen om ud-skydelse af forældelsesfristens begyndelse til forurettedes fyldte 18. år.EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelseaf børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) kræver imidlertid, atforældelse af strafansvaret for at lade et barn under den seksuelle lavalder over-55

være seksuelle aktiviteter tidligst indtræder en passende tid, efter at forurettede erfyldt 18 år.Efter Straffelovrådets opfattelse taler det for at udskyde forældelsesfristens be-gyndelse for blufærdighedskrænkelse begået over for børn under den seksuellelavalder.Straffelovrådet har overvejet, om en udskydelse af forældelsesfristens begyndelsei øvrigt (dvs. ud over begrænsningen efter forurettedes alder) på en hensigtsmæs-sig måde ville kunne begrænses til en delmængde af den mangfoldighed af megetforskelligartede handlinger, som forbrydelsen blufærdighedskrænkelse dækkerover.Efter Straffelovrådets opfattelse vil det imidlertid være vanskeligt at begrunde enafgrænsning af visse former for blufærdighedskrænkelse, hvor der i givet fald børgælde en regel om udskydelse af forældelsesfristens begyndelse.Straffelovrådet har på denne baggrund i sit lovudkast medtaget forslag om at ud-skyde begyndelsestidspunktet for forældelse af blufærdighedskrænkelse over foret barn under 15 år indtil forurettedes fyldte 18. år.3.1.12. Uagtsomhed med hensyn til forurettedes tilstand eller alderStraffelovrådets overvejelser om strafansvar for uagtsomhed med hensyn til foru-rettedes tilstand eller alder fremgår afkapitel 17.Straffelovrådet anfører indledningsvis, at det efter rådets opfattelse er velbegrun-det, at straf for seksualkriminalitet som udgangspunkt forudsætter forsæt, herun-der med hensyn til, at et seksuelt forhold i givet fald er ufrivilligt. Med hensyn tilspørgsmålet om en eventuel nykriminalisering af uagtsomhed i forhold til, om etseksuelt forhold er frivilligt–uagtsom voldtægt–henvises til afsnit 3.1.3 oven-for.I kapitel 17 behandler Straffelovrådet øvrige–og mindre vidtgående–spørgsmålom eventuelle ændringer af de gældende regler om straf for uagtsomhed med

hensyn til visse gerningselementer i nogle af straffelovens bestemmelser om sek-sualforbrydelser.For så vidt angår kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedestilstandanfører Straffelovrådet, at selv om kriminaliseringen af uagtsomhed idenne henseende ikke spiller nogen rolle i praksis, har rådet dog ikke fundet til-strækkeligt grundlag for at foreslå at ophæve dette led i den gældende strafbe-stemmelse. Det vil efter rådets opfattelse i sjældne tilfælde kunne forekomme, aten person har opnået samleje ved (forsætlig) udnyttelse af en anden personssindssygdom mv. uden forsæt med hensyn til forurettedes tilstand, men hvor derdog er udvist en sådan uagtsomhed i denne henseende, at forholdet bør kunnemødes med straf.Forså vidt angår kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedesal-derfinder Straffelovrådet, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om etbarn er under den seksuelle lavalder på 15 år, bør opretholdes. Selv om bestem-melsen anvendes sjældent i praksis, kan der således tænkes tilfælde af samlejemed en person under den seksuelle lavalder, hvor gerningsmanden ikke har haftforsæt med hensyn til forurettedes alder, men dog har udvist en sådan uagtsom-hed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.Straffelovrådet finder endvidere, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til,om en person er under 18 år, bør opretholdes for så vidt angår bestemmelser, somsærligt tilsigter at beskytte personer under 18 år mod seksuelt misbrug eller ud-nyttelse. Det gælder bestemmelserne om seksuelt forhold til stedbarn, plejebarnmv. og om groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed, omseksuelt forhold mod betaling eller løfte om betaling samt om optagelse af por-nografiske fotografier eller film med henblik på udbredelse.Efter Straffelovrådets opfattelse gør samme hensyn sig endvidere gældende i for-hold til medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kundemod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling med pornogra-fisk optræden, og rådet foreslår derfor at udvide kriminaliseringen af uagtsomhedmed hensyn til forurettedes alder til også at omfatte disse forbrydelser.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at kriminalisere uagtsomhed med hensyntil aldersgrænser i andre bestemmelser i kapitlet om seksualforbrydelser.Efter Straffelovrådets opfattelse taler noget for at fastsætte en selvstændigstraf-ferammefor overtrædelse af strafbestemmelsen om uagtsomhed med hensyn tilforurettedes tilstand eller alder. I betragtning af bestemmelsens begrænsede an-vendelse i praksis og i lyset af de straffe, der er idømt i nyere praksis, har rådetdog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ændre den gældendestrafferamme om anvendelse af en ”forholdsmæssig mindre straf” end for forsæt-lige forhold.3.1.13. BlufærdighedskrænkelseStraffelovrådets overvejelser om blufærdighedskrænkelse fremgår afkapitel 21,menskapitel 22angår salg af pornografi til børn.Straffelovrådet anfører, at strafbestemmelsen om blufærdighedskrænkelse er ka-rakteriseret ved, at den er en generel opsamlingsbestemmelse, som kan anvendespå seksuelle krænkelser af en vis grovere karakter, der ikke er omfattet af nogenanden bestemmelse.Straffelovrådet foreslår som anført i afsnit 3.1.4 ovenfor, at opnåelse af et seksu-elt forhold ved overrumpling, dvs. ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig ien situation, hvor denne er ude af stand til at modsætte sig handlingen, fremoverskal være omfattet af samme strafbestemmelse som at skaffe sig samleje med enperson, der befinder sig i en tilstand, hvor denne er ude af stand til at modsættesig handlingen.Straffelovrådet finder, at straffelovens bestemmelse om blufærdighedskrænkelsei øvrigt rammer de seksuelle krænkelser, som bør kunne straffes efter straffelo-ven. Bestemmelsens anvendelsesområde, som det fremgår af retspraksis, er såle-des efter rådets opfattelse hverken for vidt eller for snævert.Straffelovrådet har overvejet, om bestemmelsens formulering–hvis gerningsbe-skrivelse er uændret siden straffeloven af 1866–bør moderniseres. Rådet har iden forbindelse overvejet, om en mere detaljeret bestemmelse kunne være hen-58

sigtsmæssig, eksempelvis således at hovedkategorier af blufærdighedskrænkelse–beføling, blottelse, beluring osv.–blev nævnt udtrykkeligt i bestemmelsen.Straffelovrådet finder imidlertid, at der ikke er noget behov for en sådan mere de-taljeret bestemmelse. Bestemmelsens afgrænsning har i praksis ikke givet anled-ning til problemer i forhold til længe kendte former for blufærdighedskrænkelse,og retspraksis har også kunnet håndtere nye former for blufærdighedskrænkelse,herunder krænkelser på internettet, på en hensigtsmæssig måde. Rådet foreslårderfor alene en sproglig modernisering samt en vis forenkling af bestemmelsen.Med hensyn tilstrafferammenfinder Straffelovrådet, at et strafmaksimum påfængsel indtil 2 år bedre vil markere, at blufærdighedskrænkelse generelt er envæsentligt mindre alvorlig forbrydelse end forhold omfattet af de strafbestem-melser (om udnyttelse mv.), hvor strafmaksimum efter Straffelovrådets forslaggenerelt vil være fængsel indtil 4 år.I forhold til børn under 15 år supplerer straffelovens bestemmelse om blufærdig-hedskrænkelse imidlertid de mere alvorlige bestemmelser om seksuelt forhold tilbarn under 15 år, hvor strafmaksimum er henholdsvis 8 år og 12 år, hvilket kun-ne tale for et højere strafmaksimum end fængsel indtil 2 år for så vidt angår blu-færdighedskrænkelse af børn under 15 år.Efter en samlet vurdering foreslår Straffelovrådet på denne baggrund, at straffe-rammen for blufærdighedskrænkelse ændres til bøde eller fængsel indtil 2 år, dog4 år, når forurettede er under 15 år.Med hensyn til det gældende forbud modsalg til personer under 16 år af utugti-ge billeder eller genstandeanfører Straffelovrådet, at bestemmelsen ikke anven-des i praksis og efter rådets opfattelse ikke længere er tidssvarende.Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om bestemmelsen bør modernise-res, eller om den i stedet bør ophæves. Rådet kan imidlertid ikke pege på en an-den udformning af bestemmelsen, som vil være mere hensigtsmæssig end dennuværende, og foreslår derfor, at bestemmelsen ophæves som betydningsløs ipraksis.

3.1.14. ProstitutionStraffelovrådets overvejelser om prostitution fremgår afkapitel 15 og 19.Med hensyn tilkriminalisering af prostitueredeer der efter Straffelovrådets op-fattelse ikke tvivl om, at det efter en nutidig opfattelse ikke bør komme på tale atstraffe en prostitueret alene for det forhold, at den pågældende har seksuelle for-hold mod betaling.En eventuel kriminalisering af prostituerede kan således efter Straffelovrådetsopfattelse i dag alene begrundes i ordensmæssige hensyn, herunder hensynet tilvirksomheder, hvis drift forstyrres af prostituerede, og naboer eller forbipasse-rende, som forulempes. Sådanne ordensmæssige hensyn er imidlertid ikke enty-digt knyttet til prostituerede, idet også andre persongrupper eller enkeltindividerkan være til alvorlig gene for virksomheder, naboer eller forbipasserende. Megettaler på denne baggrund for ikke at fastsætte forbud eller forbudshjemler, somkun vedrører prostituerede, men i stedet også over for prostituerede i givet fald atanvende de generelle ordensregler, som gælder for alle, der udviser en nærmerebestemt generende adfærd.Straffelovrådet kan således tilslutte sig den afkriminalisering af prostitution somsådan, der blev gennemført i 1999, og som i øvrigt ligger i tråd med den interna-tionale tendens i det mindste i Europa.I forlængelse heraf foreslår Straffelovrådet at ophæve den gældende bestemmelsei straffeloven om at opfordre eller indbyde til utugt eller stille usædelig levevis tilskue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forar-gelse. Efter Straffelovrådets opfattelse imødekommes andres berettigede forvent-ning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostituerede i til-strækkelig grad ved ordensbekendtgørelsens regler, og efter en nutidig opfattelseer der ikke tilstrækkeligt grundlag for at kriminalisere den prostitueredes egenannoncering uanset formen.Endvidere foreslår Straffelovrådet at ophæve bestemmelsen i restaurationslovenom, at politiet kan forbyde en prostitueret at opholde sig om gæst i en restaurantmv.60

Med hensyn tilmedvirken til andres prostitutioner det efter Straffelovrådets op-fattelse åbenbart, at anvendelse af tvang, svig mv. over for en person med henblikpå at udnytte den pågældende ved prostitution fortsat bør være strafbar, og Straf-felovrådet foreslår ingen ændringer af de gældende strafbestemmelser om men-neskehandel.Efter Straffelovrådets opfattelse er det endvidere åbenbart, at medvirken til, at enperson under 18 år mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til enkunde, ligeledes fortsat bør være strafbar.Med henblik på at ramme medvirken til, at en person under 18 år deltager i pro-stitution, som ikke sker med henblik på udnyttelse af den pågældende (og derforhar karakter af menneskehandel), foreslår Straffelovrådet en ny samlet bestem-melse om straf for den, der medvirker til, at en person under 18 år mod betalingeller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. Bestemmelsen foreslåsformuleret parallelt med strafbestemmelsen om forestillinger med pornografiskoptræden med deltagelse af børn under 18 år.Med hensyn til kriminalisering af medvirken til andres prostitution, hvor denprostituerede er fyldt 18 år, og hvor der ikke er tale om at anvende tvang, svigmv. med henblik på at udnytte den pågældende ved prostitution, er det efterStraffelovrådets opfattelse vigtigt at være opmærksom på, at der i givet fald er ta-le om at kriminalisere medvirken til en i øvrigt straffri virksomhed.Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan kriminalisering af medvirken tilandres frivillige prostitution i givet fald have til formål at beskytte de prostitue-rede mod udnyttelse. Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på, at jo me-re vidtgående en eventuel kriminalisering af medvirken til andres frivillige prosti-tution bliver, jo vanskeligere bliver det at arbejde som prostitueret.Straffelovrådet har ud fra disse hensyn navnlig overvejet, hvordan prostitutions-virksomhed bør kunne være organiseret, og i hvilket omfang og på hvilke vilkårandre bør kunne bistå med hjælpefunktioner i relation til prostitution (f.eks. loka-ler, telefonbetjening, reception, annoncering mv.).

Straffelovrådet er kommet frem til, at prostitutionsvirksomhed ud over, at én pro-stitueret driver sin egen virksomhed, alene bør kunne være organiseret som et li-geværdigt fællesskab mellem flere prostituerede. Rådet finder, at der ved andreorganiseringsformer er for stor risiko for udnyttelse af de prostituerede.Straffelovrådet foreslår, at prostitutionsvirksomhed skal være strafbar, hvis derikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der er beskæf-tiget i virksomheden.En sådan ny strafbestemmelse vil i vidt omfang videreføre den eksisterendestrafbestemmelse om at holde bordel, men vil samtidig være neutral i forhold til,hvordan prostitutionsvirksomheden nærmere er organiseret. Bestemmelsen vildermed finde anvendelse uden hensyn til, om der er tale om f.eks. bordelprostitu-tion, barprostitution, escortprostitution eller gadeprostitution. For alle prostituti-onsformer gælder, at der kan være en bagmand, som organiserer virksomheden,og det er denne bagmand, der rammes af den foreslåede nye strafbestemmelse.Med Straffelovrådets forslag er det hensigten at justere grænsen mellem straffriog strafbar prostitutionsvirksomhed, så prostituerede får lidt større mulighederfor at organisere sig i et økonomisk fællesskab, end straffeloven må antages atgive mulighed for i dag. Det er således hensigten at give mulighed for, at flereprostituerede aftaler en rimelig fordeling af indtægter og udgifter i prostitutions-virksomheden, også selv om det indebærer, at en eller flere prostitueredes ind-tægter får økonomisk betydning for en eller flere andre prostituerede i virksom-heden.Ved siden af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed,hvor der ikke er tale om et ligeværdigt fællesskab mellem de prostituerede, der erbeskæftiget i virksomheden, foreslår Straffelovrådet at opretholde den eksiste-rende kriminalisering af (i øvrigt) at udnytte en andens erhverv ved prostitution.Straffelovrådet finder således, at mest taler for, at det også, selv om der hverkenforeligger tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, fortsat bør være strafbartat udnytte en andens erhvervsmæssige prostitution ved mere varigt at modtage enandel af den prostitueredes indtjening, uden at modtageren har et retligt eller na-turligt krav herpå.62

Dette indebærer navnlig, at den egentlige fortjeneste ved prostitutionen fortsatikke lovligt hverken helt eller delvis kan tilfalde nogen anden end den eller deprostituerede selv. Udnyttelse vil også foreligge, hvis den prostituerede betaler envæsentlig højere pris for en ydelse end den pris, som andre skal betale, eller somi øvrigt kan anses for sædvanlig eller rimelig. Som eksempel kan nævnes udlej-ning af lokaler til overpris.Straffelovrådet foreslår, at strafferammen for bestemmelsen om i øvrigt at udnyt-te en andens erhvervsmæssige prostitution fastsættes til bøde eller fængsel indtil2 år. Medtagelsen af bøde i normalstrafferammen i stedet for i en formildendesidestrafferamme som i den gældende bestemmelse er alene udtryk for en tekniskbegrundet forenkling på linje med de tilsvarende ændringer, der i 2004 blev gen-nemført i alle andre bestemmelser i straffeloven med formildende sidestraffe-rammer med bøde. Forslaget om at nedsætte strafmaksimum fra 3 år til 2 år i for-hold til den gældende bestemmelse skal navnlig ses i lyset af, at de groveste ud-nyttelsestilfælde efter Straffelovrådets forslag vil være omfattet af den foreslåedenye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed, hvor der foreslås en straffe-ramme på fængsel indtil 4 år.Straffelovrådet foreslår, at der ved siden af de foreslåede strafbestemmelser omprostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt af en andens erhverv ved prostitu-tion ikke opretholdes en særskilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed.Straffelovrådet foreslår dog at opretholde den særskilte kriminalisering af at udle-je et værelse i hotel til erhvervsmæssig prostitution. Bestemmelsen har betydningfor udlejning til sædvanlig pris. Udlejning af værelser til prostitution til en ufor-holdsmæssig høj pris er omfattet af den strengere strafbestemmelse, som Straffe-lovrådet foreslår opretholdt, om udnyttelse af en andens erhverv ved prostitution.Efter Straffelovrådets opfattelse er behovet for denne kriminalisering af udlejningaf værelser til sædvanlig pris til erhvervsmæssig prostitution ikke stort. Bestem-melsen er alene relevant ved udlejning til frivillig prostitution, som udlejeren afværelserne ikke har organiseret. Hvis udlejeren af værelserne har organiseret pro-stitutionen, omfattes forholdet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prosti-tutionsvirksomhed.63

En afkriminalisering vil imidlertid give mulighed for, at hotelvirksomhed særligtindrettes med henblik på systematisk udlejning (til sædvanlig pris i anden sam-menhæng) af værelser til erhvervsmæssig prostitution. Straffelovrådet har pådenne baggrund ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå at ophæve dengældende strafbestemmelse.Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der bør opretholdes en særskilt kri-minalisering af at forlede nogen til prostitution uden forsæt til udnyttelse. For atvære omfattet af den gældende bestemmelse herom skal gerningsmanden på denene side ”forlede” nogen, dvs. anvende falske foregivender eller lignende utilbør-lig fremgangsmåde, og på den anden side må det ikke ske med henblik på, atgerningsmanden eller tredjemand opnår et økonomisk udbytte, idet der i så fald ipraksis vil være tale om menneskehandel, som er en væsentligt alvorligere for-brydelse.Bestemmelsen ville formentlig uden skade kunne ophæves som overflødig ipraksis, men Straffelovrådet har dog ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at stil-le forslag herom.Straffelovrådet foreslår imidlertid, at strafferammen fastsættes som for udnyttelsei øvrigt af en andens erhvervsmæssige prostitution, dvs. til bøde eller fængselindtil 2 år. Efter Straffelovrådets opfattelse afspejler denne strafferamme bedreend den gældende strafferamme på fængsel indtil 4 år forholdets strafværdighed isammenligning med prostitutionsvirksomhed (hvor Straffelovrådet foreslår atanvende strafferammen på fængsel indtil 4 år) henholdsvis udnyttelse i øvrigt afen andens erhvervsmæssige prostitution.Straffelovrådet anbefaler, at den gældende regel om strafforhøjelse i visse genta-gelsessituationer ophæves. Rådet lægger herved navnlig vægt på, at de alminde-lige strafferammer, som rådet foreslår, er fuldt tilstrækkelige til, at der også i gen-tagelsestilfælde kan udmåles en passende straf.Med hensyn tilkøbesexer det efter Straffelovrådets opfattelse åbenbart, at for-buddet mod betaling af personer under 18 år for sex bør opretholdes. Dette følgeri øvrigt også af Danmarks EU-retlige og internationale forpligtelser.64

På denne baggrund er hovedspørgsmålet, om der bør indføres et generelt straf-sanktioneret forbud mod at betale også personer over 18 år for sex. Hvis der ikkeindføres et sådant generelt forbud, kan det supplerende overvejes, om der børindføres et forbud mod betaling for sex i visse situationer, f.eks. hvis den prosti-tuerede er offer for menneskehandel, eller hvis den prostituerede er offer for ruf-feri eller alfonseri.Et forbud mod betaling for sex vil være udtryk for, at en aktivitet, der i øvrigt erlovlig–sex mellem samtykkende voksne–bliver strafbar, hvis der ydes betaling.Dette vil i sig selv være usædvanligt, idet langt de fleste aktiviteter enten er straf-bare som sådanne eller lovlige, hvad enten de udøves vederlagsfrit eller mod be-taling. På denne baggrund er det Straffelovrådets umiddelbare opfattelse, at ind-førelse af et forbud mod købesex bør forudsætte, at tungtvejende grunde taler foret sådant forbud.Sverige indførte i 1999 som det første land i verden et generelt forbud mod købaf sex, uden at salg af sex var kriminaliseret, efterfulgt af Norge og Island i 2009.Begrundelsen for disse generelle forbud mod køb af sex har navnlig været at be-kæmpe prostitution gennem en begrænsning af efterspørgslen. Som yderligerebegrundelse har det været anført, at det i dagens samfund er ”uværdigt og uac-ceptabelt”,at mænd betaler kvinder for sex.Med hensyn til det sidstnævnte argument bemærker Straffelovrådet for det første,at det også forekommer, at mænd betaler mænd for sex, at kvinder betaler mændfor sex, og at kvinder betaler kvinder for sex.Straffelovrådet bemærker dernæst, at det i høj grad er et holdningsspørgsmål, omselve det at betale for sex er (moralsk) uacceptabelt, og om salg af sex er ned-værdigende for sælgeren eller for køberen eller for begge, og om parternes kønhar nogen betydning i den henseende. Ud fra foreliggende undersøgelser mv. mådet endvidere antages, at der i den danske befolkning er stærkt delte meningerherom.Straffelovrådet finder på det foreliggende grundlag, herunder erfaringerne fraSverige, Norge og Finland, anledning til at fremhæve, at et forbud mod købesex65

vil være ressourcekrævende at håndhæve. Dette skyldes navnlig, at begge de in-volverede parter–den prostituerede og kunden–har en fælles interesse i, at enovertrædelse af et forbud mod købesex ikke opdages–den prostituerede for atopretholde sin indtjening, kunden for at undgå straf. Det vil derfor i almindelig-hed ikke kunne forventes, at nogen vil anmelde eller frivilligt vidne om overtræ-delse af et forbud mod købesex (i Sverige sker det i praksis kun, hvis kunden harbegået anden kriminalitet, f.eks. vold, over for den prostituerede). Håndhævelsenvil derfor i praksis afhænge af politiets egne direkte observationer af kontaktermellem prostituerede og deres kunder.Det må endvidere antages, at virkningen af et forbud mod købesex vil være me-get afhængig af omfanget af håndhævelsen, dvs. navnlig af, hvor mange ressour-cer politiet afsætter til indskriden mod gadeprostitution og til razziaer mod bor-deller. Erfaringerne fra Sverige og Norge tyder på, at hvis et forbud mod købesexskal føre til et reelt fald i efterspørgslen efter prostitution, skal risikoen for opda-gelse være forholdsvis høj. Der vil ganske vist formentlig være en mindre gruppeaf potentielle kunder, der allerede som følge af forbuddet vil afstå fra og i givetfald ophøre med at købe sex. Flertallet af potentielle kunder kan imidlertid kunforventes at afstå fra at købe sex som følge af forbuddet, hvis risikoen for opda-gelse er forholdsvis høj.Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at de mest sandsynlige aflede-de virkninger af et forbud mod købesex vil være, at det vil blive sværere at arbej-de som prostitueret, dels fordi kontakten med kunderne vil skulle foregå underhensyntagen til, at kunderne begår et strafbart forhold, som den prostituerede ogkunden har en fælles interesse i at holde skjult, dels fordi nogle kunder vil faldefra. Dette vil så kunne have den konsekvens, at en mindre del af de prostitueredestopper som prostituerede, men det vil næppe være meget mere end de godt 10%,der ifølge undersøgelser selv har denne forventning, og de prostituerede, der i gi-vet fald stopper af denne grund, må for i hvert fald hovedpartens vedkommendeantages at være blandt dem, der ikke er blevet tvunget eller besveget til at arbejdesom prostituerede.Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et for-bud mod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneske-handel, rufferi og alfonseri.66

Om de beskrevne hensyn og sandsynlige konsekvenser fører til, at køb af sex børforbydes, afhænger i afgørende grad af, hvilken vægt disse hensyn og konse-kvenser tillægges, og det er efter Straffelovrådets opfattelse i høj grad et hold-ningsspørgsmål.Hvis man har den holdning, at det i alle tilfælde er stærkt nedværdigende at mod-tage betaling for sex, og at den, der betaler for sex, derfor i og med, at han eller(sjældnere) hun betaler for sex, begår et groft overgreb mod den, der modtagerbetalingen, taler det for at indføre et forbud mod købesex. Det kan således i for-længelse heraf anføres, at sådanne grove overgreb af rent principielle grunde børstraffes, uanset om straffen kan forventes at føre til færre overgreb, og også uan-set om de formodede ofre selv betragter sig som ofre for et overgreb.Hvis man har den holdning, at prostitution forstyrrer den offentlige orden ved, atfolk bliver antastet eller forulempet, taler det derimod efter Straffelovrådets op-fattelse ikke afgørende for et forbud mod købesex. Dette hensyn kunne efter rå-dets opfattelse i det højeste tale for et forbud mod køb af sex på offentlig gade(som det kendes i Finland, hvor også salg af sex på offentlig gade er forbudt).Som nævnt ovenfor er det imidlertid rådets opfattelse, at andres berettigede for-ventning om beskyttelse mod eventuel særligt pågående adfærd fra prostitueredei tilstrækkelig grad imødekommes ved de gældende regler i ordensbekendtgørel-sen.Hvis man har den holdning, at prostitution er et alvorligt socialt problem, fordialle eller størstedelen af de prostituerede er tvunget ud i prostitution af deres livs-situation, således at deres erhverv ikke bunder i et reelt frit valg, taler det for etforbud for købesex, i det omfang et sådant forbud kan forventes at hjælpe prosti-tuerede ud af prostitution. Efter Straffelovrådets opfattelse må det imidlertid an-tages, at et forbud mod købesex næppe kan forventes at ville hjælpe mere end etmeget begrænset antal prostituerede ud af prostitution. Langt de fleste prostitue-rede (nok i størrelsesordenen 9 ud af 10) måtte imidlertid forventes at fortsættesom prostituerede også efter indførelsen af et forbud mod købesex, og disses si-tuation ville ikke være forbedret, men nok snarere forværret, efter en indførelseaf et forbud mod købesex.

Hvis man har den holdning, at prostitution er et alvorligt kriminalitetsproblem,fordi et stort antal prostituerede er ofre for menneskehandel, rufferi eller alfonse-ri, taler det for et forbud mod købesex, i det omfang et sådant forbud kan forven-tes at begrænse omfanget af menneskehandel, rufferi og alfonseri. Som nævnt erdet imidlertid Straffelovrådets opfattelse, at det er mest sandsynligt, at et forbudmod købesex højst vil have marginal indvirkning på omfanget af menneskehan-del, rufferi og alfonseri.Hvis man har den holdning, at prostituerede, som ikke er ofre for menneskehan-del, rufferi eller alfonseri, i almindelighed ikke er værre stillede (og undertidenbedre stillede) end mange andre mennesker, der har et fysisk eller psykisk bela-stende arbejde, taler det imod et generelt forbud mod købesex.Sammenfattende er det på denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at et for-bud mod købesex alene vil kunne begrundes ud fra en helt principiel afstandta-gen fra køb af sex. Med den eksisterende viden om prostitution i Danmark og op-lysningerne om erfaringerne med forbud mod købesex i andre lande er der såle-des efter rådets opfattelse ikke grundlag for at antage, at et forbud mod købesexvil have mærkbare positive konsekvenser i andre henseender end selve den prin-cipielle afstandtagen fra køb af sex, som et strafsanktioneret forbud vil være ud-tryk for. Tværtimod vil et forbud mod købesex kunne have negative konsekven-ser for et antal prostituerede både i form af ringere økonomiske forhold og i formaf øget stigmatisering.Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale, at der indføres et sådantgenerelt forbud mod købesex.Et andet spørgsmål er, om der bør indføres et forbud mod betaling for sex i vissesituationer, f.eks. hvis den prostituerede er offer for menneskehandel, eller hvisden prostituerede er offer for rufferi eller alfonseri.Til støtte for et forbud mod køb af sex hos en person, der er offer for menneske-handel, rufferi eller alfonseri, kan navnlig anføres, at det er kundens efterspørg-sel, der giver mulighed for at udnytte den prostituerede, og at det uanset ensholdning til prostitution generelt umiddelbart fremstår som uacceptabelt at efter-

spørge køb af sex i tilfælde, hvor kunden har forsæt til, at den prostituerede ud-nyttes som offer for menneskehandel, rufferi eller alfonseri.Heroverfor kan det navnlig anføres, at den nuværende politik, som bl.a. afspejlesi Servicesstyrelsens kampagne mod menneskehandel, går ud på gennem en op-lysningsindsats at ansvarliggøre prostitutionskunder, så de afstår fra at købe sexaf prostituerede, hvis der er tegn på, at den pågældende kan være offer for men-neskehandel, og i givet fald anmelder en eventuel mistanke om menneskehandeltil myndighederne. Hvis seksuelle forhold mod betaling til ofre for menneske-handel generelt kriminaliseres, vil en prostitutionskunde, der anmelder en mis-tanke om menneskehandel til myndighederne, fremover kunne risikere selv atblive retsforfulgt.Det kan endvidere anføres, at hvis prostitutionskunden er bekendt med eller be-stemt formoder, at nogen tvinger den prostituerede til at prostituere sig og der-med til at have et seksuelt forhold til kunden, vil kunden ved at have sex med denprostituerede afhængig af tvangens art gøre sig skyldig i voldtægt eller i at skaffesig seksuelt forhold ved anden ulovlig tvang. Grovere tilfælde af sex med en pro-stitueret, der udnyttes, er således allerede efter gældende ret omfattet af strafbe-stemmelser vedrørende alvorlige eller meget alvorlige forbrydelser.Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at det må antages i praksis atville være sådan, at enten vil det helt undtagelsesvis kunne bevises, at en prostitu-tionskunde har en sådan viden, at den pågældende kan straffes for voldtægt elleranden ulovlig tvang, eller også vil der hverken kunne bevises forsæt til en af dis-se forbrydelser eller til seksuelt forhold til en person, der er offer for menneske-handel.Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslå en særskiltkriminalisering af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er offer formenneskehandel, eller af seksuelle forhold mod betaling til en person, der er of-fer for rufferi eller udnyttelse i øvrigt til prostitution.3.1.15. BørnepornografiStraffelovrådets overvejelser om børnepornografi fremgår afkapitel 23.69

Straffelovrådet anfører, at kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse af bør-nepornografiske fotografier mv. i vidt omfang bygger på EU-retlige og internati-onale forpligtelser, og at straffelovens bestemmelser herom senest blev ændret i2009 med henblik på at muliggøre Danmarks tiltræden af Europarådets konven-tion om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.Straffelovrådet finder, at afgrænsningen af kriminaliseringen til ”utugtige” foto-grafier mv. har fungeret på en hensigtsmæssig måde i praksis og på en rimeligmåde adskiller de fotografier mv., som bør være omfattet af kriminaliseringenvedrørende børnepornografi, fra de fotografier mv., som ikke i sig selv bør ansessom ulovlige.Med hensyn tilfiktiv børnepornografianfører Straffelovrådet, at kriminaliserin-gen af udbredelse og besiddelse af børnepornografi først og fremmest har til for-mål at søge at begrænse efterspørgslen efter børnepornografisk materiale og der-med at søge at begrænse incitamentet til, at børn misbruges seksuelt med henblikpå fremstilling af børnepornografisk materiale.Straffelovrådet peger på, at det gældende forbud mod børnepornografi i dag udover over utugtige fotografier mv. af virkelige børn under 18 år også omfatterfiktive visuelle gengivelser af personer, der fremtræder som under 18 år, når gen-givelsen fremtræder på tilnærmelsesvis samme måde som en fotografisk gengi-velse. Forbuddet omfatter dermed allerede i dag den fiktive børnepornografi, derfor en umiddelbar betragtning med hensyn til brug og virkninger må antages athave størst lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn.Straffelovrådet peger dernæst på, at der ikke er undersøgelser, der viser eller ty-der på, at besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke har den beskrevne lighedmed fotografiske fremstillinger af virkelige børn, er en medvirkende årsag til, atbørn misbruges seksuelt.Straffelovrådet peger endvidere på, at hvis fiktiv børnepornografi fremtrædersom en tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, vil offentlig udbre-delse af materialet kunne straffes efter straffelovens § 136, stk. 1, hvor straffe-rammen er bøde eller fængsel indtil 4 år.70

Sammenfattende kan Straffelovrådet på denne baggrund ikke anbefale ændringeraf straffelovens bestemmelse om børnepornografi med henblik på at udvide be-stemmelsen til at omfatte fiktiv børnepornografi i videre omfang, end det alleredeer tilfældet i dag.Med hensyn til”børneerotika”anfører Straffelovrådet, at børneerotika kan for-stås som materiale vedrørende børn, der tjener et seksuelt formål for en givenperson. Internationalt nævnes som mere almindelige typer af børneerotika lege-tøj, spil, computere, tegninger, fantasyskrifter, dagbøger, souvenirs, sexlegetøj,manualer, breve, bøger om børn, psykologibøger om pædofili og almindelige fo-tografier af børn.Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at gå ind i overvejelser om andreformer for børneerotika end fotografier af børn. Straffelovrådet har således ikkefundet grundlag for at gå ind i overvejelser om nykriminalisering af udbredelseeller besiddelse af ikke-fotografisk materiale, der viser interesse for seksuelleforhold med børn.Straffelovrådet peger på, at der allerede efter gældende ret er grænser for, påhvilken måde man lovligt kan udbrede ikke-fotografisk materiale, der viser inte-resse for seksuelle forhold med børn, idet offentlig udbredelse af materiale, dermå forstås som en tilskyndelse til at begå seksuelle overgreb mod børn, kan straf-fes efter straffelovens § 136, stk. 1.Hertil kommer, at videregivelse af materiale af en seksuel karakter til en person,der ikke er indforstået med at modtage det pågældende materiale, kan være enovertrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Dette gælderogså materiale af seksuel karakter vedrørende børn.Med hensyn tilfotografier af børnbemærker Straffelovrådet for det første, at af-grænsningen af, hvad der forstås ved ”utugtige” fotografier og dermed er omfat-tet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse i den gældende bestemmelse ombørnepornografi har været gældende siden 1980 og som nævnt har fungeret på enhensigtsmæssig måde i praksis.

Straffelovrådet bemærker dernæst, at ”utugtige” fotografier ikke alene omfatterfotografier, hvor der foregår en egentlig seksuel aktivitet mellem barnet og enanden person, eller hvor barnet foretager eksplicitte seksuelle handlinger. Utugti-ge fotografier omfatter også tilfælde, hvor barnet f.eks. anvendes som model forfotografering af kønsdele.Overvejelserne om en eventuel udvidelse af det strafbare område angår såledesalene almindelige fotografier af børn, herunder almindelige nøgenbilleder afbørn, der ikke i sig selv har en seksuel karakter, f.eks. billeder af badende børn.Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke noget, der taler for en generel nykri-minalisering af udbredelse eller besiddelse af almindelige fotografier af børn, ogdette gælder også almindelige nøgenbilleder af børn, der ikke i sig selv har enseksuel karakter. Udbredelse og besiddelse af sådanne billeder kan efter Straffe-lovrådets vurdering ikke efter den almindelige moralopfattelse i samfundet ansessom stødende.Udbredelse f.eks. via internettet af et fotografi af et genkendeligt barn ledsaget afseksuelle kommentarer til billedet vil–afhængig af grovheden af de ledsagendeseksuelle kommentarer–kunne udgøre en overtrædelse af straffelovens bestem-melse om blufærdighedskrænkelse. Endvidere vil offentliggørelse på internettetaf et fotografi af et barn, der indgår i en seksualiseret sammenhæng, i praksis væ-re en strafbar overtrædelse af persondataloven.Efter Straffelovrådets opfattelse dækker straffeloven og persondataloven dermedallerede i dag i praksis de tilfælde, hvor anvendelse af billeder af børn, som ikkeer omfattet af bestemmelsen om børnepornografi, ikke desto mindre indebærer ensådan alvorlig krænkelse navnlig af det pågældende barn, at strafansvar med ri-melighed kan komme på tale.Efter Straffelovrådets opfattelse er der på denne baggrund ikke anledning til atforeslå nye strafbestemmelser vedrørende børneerotika.Straffelovrådet finder således, at anden beskæftigelse med billeder af børn, ek-sempelvis offentliggørelse af et (manipuleret) fotografi af et ikke-eksisterende el-ler effektivt anonymiseret barn i en seksualiseret sammenhæng, men uden at fo-72

tografiet indeholder et seksuelt element, bør behandles på linje med beskæftigel-se med anden (ikke-fotografisk) børneerotika, dvs. grænsen mellem lovlig ogulovlig adfærd bør som beskrevet ovenfor afgøres efter navnlig straffelovens be-stemmelser om blufærdighedskrænkelse og om offentlig tilskyndelse til forbry-delse.Straffelovrådet har overvejet formuleringen af bestemmelsen omstraffrihedforbesiddelseaf ”utugtige billeder” af enperson, der er fyldt 15 år,som har givet sitsamtykketil besiddelsen.Straffelovrådet anfører, at det er mindre alvorligt at besidde enkeltstående porno-grafiske fotografier af en 15-årig end at besidde en egentlig pornofilm med denpågældende. Straffelovrådet finder imidlertid, at en sondring mellem stillbillederog levende billeder, herunder kortvarige filmklip, bl.a. i lyset af den teknologiskeudvikling ikke længere er hensigtsmæssig.Den gældende undtagelsesbestemmelse er møntet på 15-17-årige, der som led iudforskningen af deres seksualitet ønsker at lade sig fotografere i en seksuel situ-ation til eget og en typisk nogenlunde jævnaldrende partners personlige brug. Be-stemmelsens formål er i den forbindelse at undtage den anden persons besiddelseaf sådanne fotografier fra kriminaliseringen af besiddelse af børnepornografi.Blandt nutidens unge vil en skarp sondring mellem stillbilleder og levende bille-der imidlertid virke kunstig. Unge mennesker, som med gensidigt samtykke op-tager billeder af hinanden i seksuelle situationer, vil ofte anvende f.eks. en mobil-telefon eller andet digitalkamera, hvor man alt efter omstændighederne kan væl-ge at optage adskilte enkeltfotografier, en serie enkeltfotografier eller en egentlig(kort) film. At besiddelse af enkeltfotografierne er lovlig, mens besiddelse af fil-men er strafbar, vil være meget vanskeligt at forstå for de unge mennesker, somer den primære målgruppe for undtagelsesbestemmelsen.Ud fra de hensyn, som den gældende undtagelsesbestemmelse bygger på, er detpå denne baggrund Straffelovrådets opfattelse, at mest taler for, at undtagelsesbe-stemmelsen også bør omfatte besiddelse af film.

Det er samtidig Straffelovrådets opfattelse, at straffriheden for besiddelse af por-nografiske billeder af en 15-17-årig med dennes samtykke bør ophøre, hvis den15-17-årige tilbagekalder sit samtykke.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at omformulere undtagelsesbestem-melsen, så det fremgår klart, at undtagelsesbestemmelsen omfatter både fotogra-fier og film, og at et samtykke til besiddelse frit kan tilbagekaldes med den virk-ning, at fortsat besiddelse ikke længere er straffri efter undtagelsesbestemmelsen.Med hensyn tilstrafudmålingenforeslår Straffelovrådet ingen ændringer i læng-den af idømte fængselsstraffe. Straffelovrådet foreslår imidlertid, at ordningenmed betinget dom med vilkår om sexologisk behandling fremover også skal om-fatte sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Efter Straffelovrå-dets opfattelse tilsiger de hensyn, der begrunder ordningen med betinget dommed vilkår om sexologisk behandling, således, at ordningen også bør kunne an-vendes i sager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.Straffelovrådet henviser i den forbindelse også til, at ordningen med betingetdom med vilkår om sexologisk behandling oprindelig blev indført som en for-søgsordning i 1997 og blev en permanent ordning i 2001. På daværende tids-punkt var det ikke relevant at overveje alternativer til ubetinget fængselsstraf isager om børnepornografi, eftersom der i hele perioden fra 1985-2000 aleneidømt blev én ubetinget fængselsstraf for udbredelse af børnepornografi. Ved enlovændring i 2003 blev kriminaliseringen af børnepornografi imidlertid udvidetvæsentligt, og i perioden 2003-2009 blev der idømt i alt 220 ubetingede fæng-selsstraffe for udbredelse og besiddelse af børnepornografi.Efter Straffelovrådets opfattelse er der endvidere ikke væsentlige modhensyn, dertaler imod en anvendelse af betinget dom med vilkår om sexologisk behandling isager om udbredelse og besiddelse af børnepornografi.Det vil således være en forudsætning for anvendelse af betinget dom med vilkårom sexologisk behandling, at tiltalte er vurderet såvel egnet som motiveret forsexologisk behandling. Heri ligger også, at der skal foreligge et behandlingsbe-hov, og en person, der f.eks. har udbredt børnepornografi primært for økonomiskvindings skyld (og ikke i anledning af en seksuel orientering, der retter sig mod74

børn), vil således ikke kunne få en betinget dom med vilkår om sexologisk be-handling.3.1.16. Pålæg til dømteStraffelovrådets overvejelser om pålæg til dømte fremgår afkapitel 24.Straffelovrådet anfører, at hensynet til at beskytte den forurettede for en seksual-forbrydelse og dennes nærmeste familie mod nye lovovertrædelser–eller blotmod krænkende kontakt fra gerningsmandens side–bør varetages efter reglerne ilov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning fra 2012.Efter Straffelovrådets opfattelse bør andre forebyggende foranstaltning i form afpålæg til dømte kun kunne anvendes, hvis der er et klart behov for det, så hensy-net til de interesser, som pålægget beskytter, klart overstiger hensynet til dendømte, der har udstået sin straf.Hensynet til at beskytte mænd, kvinder og børn mod psykisk afvigende og poten-tielt farlige seksualforbrydere varetages og bør efter Straffelovrådets opfattelsefortsat varetages af straffelovens almindelige regler om foranstaltninger over forsådanne personer, herunder reglerne om forvaring.Straffelovrådet har overvejet, om muligheden for at give et geografisk bestemtopholdsforbud til dømte seksualforbrydere, der ikke er psykisk afvigende, børopretholdes.Det er Straffelovrådets opfattelse, at der ikke vil være sådanne væsentlige fordeleved at opretholde en generel mulighed for at give bredt afgrænsede opholdsfor-bud som nævnt i den gældende bestemmelse, at det kan opveje ulemperne ogmodhensynene.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund, at den gældende bestemmelse ændrestil en mulighed for i forbindelse med dom for en seksualforbrydelse at forbydedomfældte at opholde sig i et nærmere afgrænset geografisk område i nærhedenaf gerningsstedet.

Med hensyn til pålæg om ikke at opholde sig i en bolig, hvor der opholder sigbørn under 18 år, anfører Straffelovrådet, at formålet med et sådant pålæg er atsøge at forebygge, at en person, der dømmes for seksuel krænkelse af et barn, påny begår et seksuelt overgreb mod et barn.I overensstemmelse med dette formål og i lyset af, at der efter omstændighederneer tale om et ganske intensivt indgreb i forhold til en domfældt, der har udståetsin straf, bør et sådant pålæg efter Straffelovrådets opfattelse forudsætte, at detefter karakteren af den begåede kriminalitet sammenholdt med oplysningerne omtiltaltes personlige forhold og omstændighederne i øvrigt må antages, at der fore-ligger konkret risiko for, at domfældte vil begå ligeartet kriminalitet, og at et på-læg konkret vil være egnet til at imødegå denne risiko. Straffelovrådet finderendvidere, at disse betingelser for at give et pålæg bør afspejles i lovteksten.Med hensyn til privatbørnepasning(i børnepasserens eller barnets hjem) er detStraffelovrådets opfattelse, at der i straffelovens § 79 er hjemmel til efter om-stændighederne at frakende en person, der dømmes for en seksuel krænkelse af etbarn i forbindelse med privat børnepasning, retten til pasning af børn i privatehjem, uanset om der betales herfor. I forlængelse heraf er det Straffelovrådets op-fattelse, at der i givet fald–når betingelserne herfor er opfyldt–bør ske rettig-hedsfrakendelse, og at pålæg efter straffelovens § 236 fremover ikke bør anven-des i forhold til pasning af børn.Med hensyn tilbofællesskab med børnmå der sondres mellem plejebørn, egnebørn, stedbørn og andre børn.En person, der alene dømmes for at have misbrugt etplejebarn,bør i givet fald–hvis betingelserne herfor er opfyldt–i medfør af straffelovens § 79 frakendesretten til have børn i pleje og bør ikke herudover gives pålæg efter straffelovens§ 236.Med hensyn tilegne børnbør der ligesom efter gældende ret ikke være mulighedfor ved dom for et strafbart forhold at give pålæg om ikke at opholde sig sammenmed barnet. Som anført i forarbejderne til straffelovens § 236 bør eventuelle be-grænsninger i en persons kontakt med sine egne børn alene ske med hjemmel iden sociale lovgivning.76

Med hensyn tilstedbørn(dvs. ægtefælles eller samlevers børn) ogandre børnfinder Straffelovrådet, at stærke hensyn her står over for hinanden. På den eneside er det et væsentligt hensyn at søge at forebygge, at en person, der flere gangeer dømt for seksuelt misbrug af en ægtefælles, samlevers eller anden bofællesbarn, ikke igen seksuelt misbruger en ægtefælles, samlevers eller anden bofællesbarn. På den anden side er det et meget vidtgående indgreb i en persons liv atfastsætte, at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må have ophold iboliger, hvor der opholder sig børn (med undtagelse af pågældendes egne børn).Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for en mellemløsning, som givermulighed for at pålægge domfældte ikke uden politiets tilladelse at have ophold ien bolig, hvor der opholder sig børn. Med dette forslag udvides muligheden fordispensation til også at omfatte tilfælde, hvor et barn tager ophold hos domfæld-te, og ikke kun tilfælde, hvor domfældte tager ophold hos personer, hos hvem deropholder sig børn. Efter Straffelovrådets opfattelse bør dispensationsmulighedensåledes ikke afhænge af, om det f.eks. er domfældtes kæreste, der sammen medet barn flytter ind hos domfældte, eller om domfældte omvendt flytter ind hos sinkæreste og dennes barn.Straffelovrådet finder endvidere, at politiets dispensationsmulighed fremover børadministreres på den måde, at der som udgangspunkt gives dispensation, hvisdomfældte giver samtykke til, at politiet orienterer forældrene til det eller de på-gældende børn, som domfældte ønsker at dele bolig med, om, hvad den pågæl-dende er dømt for. En sådan ordning sikrer, at domfældte ikke lovligt f.eks. kanflytte sammen med en ny kæreste, som har hjemmeboende børn under 18 år,uden at kæresten får at vide, at den pågældende er dømt for en seksualforbrydelseover for et barn.Med hensyn tilbørn, som kommer på besøghos domfældte, uden at der er taleom, at domfældte passer barnet, står der efter Straffelovrådets opfattelse ogsåstærke hensyn over for hinanden. På den ene side er det et væsentligt hensyn atsøge at forebygge, at en person, der flere gange er dømt for seksuelt misbrug af etbarn, der er kommet på besøg i domfældtes hjem, uden at der er tale om, at dom-fældte har passet barnet, ikke igen seksuelt misbruger et barn, der kommer på be-søg i domfældtes hjem. På den anden side vil det afhængig af den pågældendes77

livssituation kunne være et meget vidtgående indgreb i en persons liv at fastsætte,at den pågældende efter at have udstået sin straf ikke må lade børn komme på be-søg i sit hjem. Et sådant forbud vil f.eks. betyde, at eventuelle børn i husstanden(domfældtes egne eller en ægtefælles eller samlevers børn) ikke vil kunne mod-tage besøg af f.eks. klassekammerater, og at domfældtes familie og venner ikkevil kunne tage deres børn med, når de kommer på besøg. Der er således et væ-sentligt hensyn til, at ikke alene domfældte, men også dennes samlever og even-tuelle børn, vil kunne have et normalt socialt liv, hvor børnene f.eks. har mulig-hed for at besøge og selv få besøg af deres kammerater.Straffelovrådet finder i lyset heraf, at mest taler for alene at give mulighed for atgive pålæg om, at domfældte ikke selv modtager besøg af børn i sit hjem, uden atbarnet er ledsaget af en voksen. Dette betyder, at domfældte gerne må modtagebesøg af børn, der er ledsaget af deres forældre eller andre voksne, som har an-svaret for barnet, og at andre medlemmer af domfældtes husstand, herunder hus-standens børn, gerne må modtage besøg af børn, også når børnene kommer påbesøg alene.Straffelovrådet er opmærksom på, at sondringen mellem, at domfældte modtagerbesøg af børn, og at andre husstandsmedlemmer modtager sådanne besøg, kanfremstå som en tilsyneladende vilkårlig afgrænsning. Grænsen må imidlertidnødvendigvis trækkes et sted, og denne afgrænsning af et pålæg er efter Straffe-lovrådets opfattelse den, der bedst tilgodeser de modstående hensyn, som gør siggældende. Med denne afgrænsning rammes også med sikkerhed de alvorligste(og farligste) tilfælde, hvor en domfældt, der bor alene (eller aktuelt er alenehjemme), får besøg af et uledsaget barn.Med hensyn tilbørn, hvis hjem domfældte besøger,uden at der er tale om, atdomfældte passer barnet, finder Straffelovrådet ikke grundlag for, at der skalkunne gives pålæg efter straffelovens § 236. Når domfældte kommer på besøg iet barns hjem, uden at der er tale om, at domfældte passer barnet, er risikoen for,at domfældte i den forbindelse misbruger det pågældende barn som udgangs-punkt så ringe, at et forbud mod sådanne besøg efter Straffelovrådets opfattelsevil være et uforholdsmæssigt indgreb i domfældtes sociale liv. Det bemærkesherved, at hvis besøget har tilknytning til undervisning eller en fritidsaktivitet, vil

der kunne tages hånd om problemstillingen efter reglerne om rettighedsfraken-delse.Straffelovrådet har overvejet, om straffelovens § 236 bør udvides til at omfatteandre former for kontakt med børnend ophold eller besøg i private hjem.Straffelovrådet lægger vægt på, at det primære forebyggende retsmiddel over forseksualforbrydere, der har udstået deres straf, i givet fald bør være rettighedsfra-kendelse. Reglerne om rettighedsfrakendelse dækker en bred vifte af aktiviteter,herunder kontakt til børn i forbindelse med undervisning eller fritidsaktiviteter.Ud over kontakt til børn i domfældtes eller barnets hjem er det i praksis navnligkontakt til børn på offentligt tilgængelige steder eller kontakt til børn via telefon,internet mv., som ikke nødvendigvis vil blive ramt af en rettighedsfrakendelse el-ler et pålæg efter straffelovens § 236.Med hensyn til kontakt til børn på offentligt tilgængelige steder finder Straffelov-rådet det hverken rimeligt eller praktisabelt at indføre mulighed for helt genereltat forbyde en domfældt at kontakte et barn på et offentligt tilgængeligt sted.Straffelovrådet lægger vægt på, at straffelovens bestemmelser om seksuelt mis-brug af børn, herunder blufærdighedskrænkelse, i sig selv kriminaliserer kontakttil børn, hvis det kan bevises, at kontakten til barnet skete med forsæt til at opnået seksuelt forhold til barnet i strid med straffelovens bestemmelser, eller hviskontakten i sig selv har en sådan seksuel karakter, at den krænker blufærdighe-den. Dermed er de former for kontakt til børn, som er strafværdige, i sig selv oghelt uafhængig af et eventuelt pålæg strafbare.Med hensyn til at kontakte et barn gennem internettet finder Straffelovrådet imid-lertid, at der gør sig sådanne særlige forhold gældende, at der kan være grund tilat indføre en ny mulighed for at pålægge en person, der dømmes for en seksual-forbrydelse over for et barn, og som kom i kontakt med barnet gennem internet-tet, ikke at kontakte børn gennem internettet.Straffelovrådet er opmærksom på, at politiet som udgangspunkt i praksis ikke vilhave mulighed for direkte at kontrollere, om domfældte overholder et sådant på-79

læg, idet en mistanke alene om overtrædelse af pålægget ikke giver–og ikke børgive–adgang til indgreb i meddelelseshemmeligheden. Efter rådets opfattelse vilovertrædelse af pålægget imidlertid f.eks. kunne tænkes retsforfulgt, hvis et barn,som domfældte i strid med forbuddet har kontaktet gennem internettet, eller bar-nets pårørende henvender sig til politiet i anledning af kontakten. Hvis domfæld-te i en sådan situation allerede beviseligt har gjort sig skyldig i en seksualforbry-delse eller forsøg herpå, vil pålægget ikke have nogen selvstændig betydning.Hvis kontakten ikke i sig selv efter sin karakter kan anses som blufærdigheds-krænkende i straffelovens forstand, og hvis domfældte ikke beviseligt har haftforsæt til i øvrigt at begå en seksualforbrydelse mod barnet, vil den pågældendeimidlertid i kraft af pålægget kunne straffes for selve det at have kontaktet et barngennem internettet.Straffelovrådet har endvidere overvejet reglerne om pålægstidsmæssige ud-strækning.Rådet finder, at der er en sådan lighed og sammenhæng og samvirkemellem rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79 og pålæg efter straffelovens§ 236, at der ikke er grundlag for at opretholde forskellige regler om den tids-mæssige udstrækning og om tidsgrænser for indbringelse for retten. Reglerneherom i straffelovens §§ 78 og 79 er nyere end de tilsvarende regler i straffelo-vens § 236, og rådet foreslår på denne baggrund, at § 236 tilpasses §§ 78 og 79.Forslaget indebærer, at det lovfæstes, at et pålæg efter straffelovens § 236 kanvære tidsbegrænset, nærmere bestemt fra 1 til 5 år regnet fra endelig dom. For-slaget indebærer samtidig, at muligheden for at indbringe et tidsubestemt pålægfor retten ændres fra 3 år efter straffens udståelse til 5 år efter endelig dom. Ende-lig indebærer forslaget, at ny indbringelse for retten i tilfælde af, at pålæggetfastholdes, fremover kan ske efter 2 år (mod 3 år i dag).3.1.17. Dansk straffemyndighedStraffelovrådets overvejelser om dansk straffemyndighed fremgår afkapitel 27.Straffelovrådet anfører, at de regler om dansk straffemyndighed, som særligt an-går seksualforbrydelser, har begrænset praktisk betydning. Dette skyldes, atgrundlaget for dansk straffemyndighed i sager om seksualforbrydelser i praksisnormalt er de almindelige regler herom, som bygger på, at handlingen er foreta-80

get i den danske stat, eller at gerningsmandens har tilknytning til Danmark ogforbrydelsen er strafbar på gerningsstedet.Med hensyn til krav omdobbelt strafbarhedved handlinger begået i udlandet erDanmark efter Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel ud-nyttelse og seksuelt misbrug forpligtet til at fastsætte dansk straffemyndighed foren række seksualforbrydelser over for børn under 18 år, som danske statsborgerebegår i udlandet, uanset om handlingen er strafbar på gerningsstedet. EU-direktivet fra 2011 (som ikke gælder for Danmark) er på dette punkt identisk medkonventionen.Danmark har opfyldt sine forpligtelser efter Europarådskonventionen dels gen-nem den særlige regel i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2, litra a, dels gennem dengenerelle regel i straffelovens § 8, nr. 5.I tillæg til, hvad Danmark er folkeretligt forpligtet til, fraviger straffelovens § 7,stk. 1, nr. 2, litra a, også kravet om dobbelt strafbarhed i sager om udbredelse ogbesiddelse af børnepornografi (straffelovens § 235) og i tilfælde af uagtsomhedmed hensyn til forurettedes alder (straffelovens § 226) i relation til aldersgræn-serne i straffelovens § 222, § 223 a og § 230.Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af den gældenderetstilstand, som i det væsentlige bygger på internationale forpligtelser.Straffelovrådet har således heller ikke fundet grundlag for at foreslå at udvidereglerne om fravigelse af kravet om dobbelt strafbarhed til at omfatte yderligereseksualforbrydelser. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at kravet omdobbelt strafbarhed er et grundlæggende princip, som kun bør fraviges, hvistungtvejende grunde taler for det, og at de hensyn, som begrunder de særlige reg-ler i sager om seksuelt misbrug af børn, ikke gør sig gældende i nær samme gradi forhold til seksualforbrydelser over for voksne.Straffelovrådet har endvidere overvejet reglen i straffelovens § 7 a, stk. 2, nr. 4,om detpassive personalitetsprincipfor så vidt angår visse grove seksualforbry-delser.

3.2. Straffelovrådets forslagStraffelovrådets forslag tiludvidet kriminaliseringkan i hovedpunkter sammen-fattes på følgende måde:Nyt generelt forbud mod, at en person har seksuelt forhold til sit adoptivbarnover 18 årUdvidelse af det eksisterende forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold vedudnyttelse af forurettedes sindssygdom, mentale retardering eller hjælpeløsetilstand til også at omfatte seksuelt forhold inden for ægteskab (dissens af étmedlem)Ændring af det generelle forbud mod, at en ansat ved en af kriminalforsor-gens institutioner har seksuelt forhold til en person, der er optaget i den på-gældende institution til et generelt forbud mod, at en ansat ved kriminalfor-sorgen har seksuelt forhold til en person, der er optaget i en af kriminalforsor-gens institutioner og er undergivet den ansattes myndighedNyt generelt forbud mod, at en ansat ved politiet har seksuelt forhold til enperson, der er frihedsberøvet og i politiets varetægtNyt forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af plejemæs-sig afhængighedUdvidelse af det eksisterende forbud mod at skaffe sig seksuelt forhold vedgroft misbrug af arbejdsmæssig eller økonomisk afhængighed til også at om-fatte seksuelt forhold inden for ægteskab (dissens af ét medlem)Ændring af den gældende mere spredte kriminalisering vedrørende medvirkentil en person under 18 års prostitution til en ny samlet regel heromNy kriminalisering af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder med hen-syn til medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt forhold til en kun-de mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestilling medpornografisk optræden

Straffelovrårdets forslag tilindskrænkning af kriminaliseringenkan i hovedpunk-ter sammenfattes på følgende måde:Afkriminalisering af frivillige seksuelle forhold mellem en ansat og en beboerpå et forsorgshjemAfkriminalisering af at tilsnige sig seksuelt forhold med en person, der vildfa-rende anser det seksuelle forhold for ægteskabeligtAfskaffelse af særregler om medvirken til 18-20-åriges prostitutionAfkriminalisering af mellemmandsvirksomhed vedrørende andres prostititu-tion, der ikke indebærer, at mellemmanden driver virksomhed med eller i øv-rigt udnytter andres prostitutionOphævelse af straffelovens regel om opfordring eller indbydelse til utugt, dervækker offentlig forargelse (ordensbekendtgørelsen vil fortsat kunne anven-des)Ophævelse af straffelovens regel om salg af utugtige billeder og genstande tilet barn under 16 år (der vil efter omstændighederne kunne straffes for blufær-dighedskrænkelse, og filmlovens forbud mod salg af ikke-godkendte film tilbørn under 15 år vil fortsat kunne anvendes)Afskaffelse af muligheden for at give restaurationsforbud under henvisningtil, at den pågældende søger fortjeneste ved prostitutionStraffelovrådets forslag tilændret afgrænsningmellem forskellige strafbestem-melser (uden udvidelse eller indskrænkning af, hvad der samlet set er strafbart)kan i hovedpunkter sammenfattes på følgende måde:Seksuelt forhold til adoptivbarn under 18 år flyttes til strafbestemmelsen omincestSeksuelt forhold til barn under 12 år flyttes til strafbestemmelsen om voldtægtSeksuelt forhold ved udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en situation,hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, flyttes tilstrafbestemmelsen om udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstandProstitutionsvirksomhed i andre former end ved at holde bordel omfattes afrufferibestemmelsenPå utilbørlig måde at formå en anden til prostitution omfattes ikke af rufferi-bestemmelsen, men af en ny selvstændig bestemmelse

Analt samleje omfattes af strafbestemmelser, som kriminaliserer ”samleje”(voldtægt, samleje med barn under 15 år osv.), og andet seksuelt forhold endsamleje (både mellem personer af forskelligt køn og mellem personer afsamme køn) placeres i én samlet bestemmelse om andet seksuelt forhold endsamlejeHerudover har Straffelovrådet opstillet en model for, hvordan tiltvingelse af sek-suelt forhold ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold samt at skaf-fe sig seksuelt forhold ved udnyttelse af forurettedes hjælpeløse tilstand (f.eks.bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) vil kunne flyttes til strafbestemmelsenom voldtægt.Endvidere foreslår Straffelovrådet en anden systematisk placering af strafbe-stemmelserne vedrørende optagelse af pornografiske fotografier eller film af enperson under 18 år med forsæt til udbredelse henholdsvis medvirken til, at enperson under 18 år deltager i en forestilling med pornografisk optræden, og afstrafbestemmelserne vedrørende medvirken til andres prostitution.Straffelovrådets forslag med hensyn tilstrafudmålingkan i hovedpunkter sam-menfattes på følgende måde:Straffen for at skaffe sig seksuelt forhold ved udnyttelse af forurettedes hjæl-peløse tilstand (f.eks. bevidstløshed, stærk beruselse eller søvn) skærpesStraffen for udbredelse og besiddelse af børnepornografi skal kunne gøres be-tinget med vilkår om sexologisk behandlingStrafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag af en konkret vurde-ring i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige foreliggendeomstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurdering afgrovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvoldtægtDet vil i almindelighed udgøre en skærpende omstændighed i relation tilstrafudmålingen, hvis gerningsmanden til en voldtægt har en bestemt formod-ning om, at forurettede tillige er offer for menneskehandelMuligheden for at give tiltalefrafald i sager om en ung persons seksuelle for-hold til et barn på 12-14 år præciseres i en bekendtgørelse, som udstedes imedfør af retsplejelovens regler om tiltalefrafald

Strafforhøjelsesreglen vedrørende medvirken til andres prostitution i genta-gelsestilfælde ophævesBestemmelsen om, at straffen for en seksualforbrydelse kan nedsættes ellerbortfalde, hvis gerningsmanden og forurettede indgår ægteskab, ophævesStraffelovrådets øvrige forslag af væsentlig indholdsmæssig betydning kan i ho-vedpunkter sammenfattes på følgende måde:Reglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurette-des fyldte 18. år skal som noget nyt også omfatte tilsnigelse af seksuelt for-hold med en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, og opta-gelse af pornografiske fotografier eller film af en person under 18 år med for-sæt til udbredelseReglen om udskydelse af begyndelsestidspunktet for forældelse til forurette-des fyldte 18. år suppleres med en ny regel om yderligere udskydelse af be-gyndelsestidspunktet for forældelse, hvis gerningsmanden på strafbar mådehar tvunget forurettede til at undlade at anmelde lovovertrædelsen til politietForældelsesfristen for blufærdighedskrænkelse, der begås over for et barn un-der 15 år, skal som noget nyt tidligst regnes fra den dag, den forurettede fyl-der 18 årBestemmelsen om lovlig besiddelse af pornografiske billeder af 15-17-årigemed den pågældendes samtykke nyaffattes, herunder angives det, at bestem-melsen omfatter både fotografier og filmBestemmelsen om pålæg til dømte nyaffattes, herunder indføres mulighed forat forbyde den dømte at opholde sig i nærheden af gerningsstedet (opholds-forbud) og for at forbyde den dømte at søge gennem internettet at kontaktebørn under 18 år, som den pågældende ikke kender i forvejen (kontaktforbud)Herudover foreslår Straffelovrådet en tilpasning af strafferammerne i bestemmel-serne om medvirken til, at et barn under 18 år mod betaling eller løfte om beta-ling har seksuelt forhold til en kunde, og om som tilskuer at overvære en forestil-ling med pornografisk optræden, hvori et barn under 18 år deltager, med henblikpå at opfylde de krav, som EU-direktivet om bekæmpelse af seksuelt misbrug afbørn stiller.

Straffelovrådet foreslår endvidere at justere strafferammerne i visse andre be-stemmelser (om at skaffe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af arbejdsmæs-sig, økonomisk eller plejemæssig afhængighed, tilsnigelse af seksuelt forholdmed en person, som forveksler gerningsmanden med en anden, medvirken til an-dres prostitution, optagelse af pornografiske fotografier eller film af en personunder 18 år med forsæt til udbredelse, medvirken til, at et barn under 18 år delta-ger i en forestilling med pornografisk optræden, samt blufærdighedskrænkelse).Endelig foreslår Straffelovrådet en sproglig modernisering af en række bestem-melser (om seksuelt forhold mellem ansatte og beboere på en institution, at skaf-fe sig seksuelt forhold ved groft misbrug af arbejdsmæssig, økonomisk eller ple-jemæssig afhængighed, medvirken til, at en person under 18 år har seksuelt for-hold til en kunde mod betaling eller løfte om betaling eller deltager i en forestil-ling med pornografisk optræden, andet seksuelt forhold end samleje, optagelse affotografier eller film af personer under 18 år med forsæt til udbredelse, uagtsom-hed med hensyn til forurettedes tilstand eller alder, medvirken til andres prostitu-tion, blufærdighedskrænkelse samt udbredelse og besiddelse af børnepornografi)samt af overskriften til straffelovens kapitel 24.

1. Baggrunden for kriminaliseringen af forbrydelser mod køns–sædelighedenOverskriften til straffelovens kapitel 24 har siden straffeloven fra 1930 været”Forbrydelser mod kønssædeligheden”. Det tilsvarende kapitel i straffeloven af1866 hed ”Forbrydelser mod Sædeligheden”.Oprindeligt var der i kapitlet om sædelighedsforbrydelser i straffeloven af 1866særligt fokus på de overtrædelser, som indebar en krænkelse af samfundsmoralenog ægteskabet, og hensigten med kapitlets bestemmelser var således kun i be-grænset omfang at beskytte den enkelte mod seksuelle overgreb. Det kan i denforbindelse nævnes, at sædelighedskapitlet i straffeloven af 1866 blev indledtmed bestemmelser om krænkelse af ægteskabet (hor og bigami), mens de be-stemmelser, som værnede den enkelte person mod seksuelle overgreb, var place-ret senere i kapitlet og alene omfattede forbrydelser mod kvinder og pigebørn.I motiverne til straffeloven af 1866 anføres om de forbrydelser, som var inde-holdt i sædelighedskapitlet, bl.a. følgende (jf. Udkast til Straffelovbog for Dan-mark med tilhørende Motiver (1864) side 188):”Afseetfra de tilfælde, hvor der antages at burde sættes Straf for en Krænkelse afden offentlige Velanstændighed for forførelse til Løsagtighed og deslige samt forunaturlig Vellyst (Udkastets §§ 174-182), har man meent, at Kredsen af strafbareLøsagtighedsforbrydelser maa indskrænkes til de tilfælde, hvor Løsagtighedenqualificeres ved en Krænkelse af Ægteskabet (Hoer og Bigami) eller af en nærSlægtskabsforbindelse (Blodskam), ved misbrug af en Stilling, der giver en særligLeilighed til at indvirke paa den Person, med hvem Utugt bedrives, (Udkastets §§163-164), ved Vold og deslige (Udkastets §§ 165-169) eller ved Forlokkelse afUmyndige (Udkastets §§ 170-172).”

I forbindelse med udarbejdelsen af straffeloven af 1930 blev man i højere gradopmærksom på behovet for en øget beskyttelse af den enkelte mod seksuelleovergreb. Systematikken i kapitlet om sædelighedsforbrydelser blev endvidereændret. Bestemmelserne om beskyttelse af den enkelte mod seksuelle overgrebblev placeret først i kapitlet, mens forbrydelser, som indebar en krænkelse af æg-teskabet, blev flyttet til kapitlet om forbrydelser i familieforhold (bigami) ellerbortfaldt (hor). Desuden bortfaldt bestemmelserne om forargeligt samliv og ”om-gængelse mod naturen”. Ophævelsen af bestemmelsen om ”omgængelsemod na-turen” indebar, at homoseksuelle forhold ikke som tidligere i sig selv var krimi-naliserede.Der kan fra forarbejderne til straffeloven af 1930 bl.a. henvises til udkast til nystraffelov af 1912 (U I) side 198-199, Torps udkast af 1917 (U II) side 187-188og 193 og udkast af 1923 (U III) spalte 315 og 323-324. Ved Torps udkast af1917 (U II) blev det bl.a. foreslået, at ordet ”Sædelighed” i kapitlets overskriftblev erstattet med ordet ”Kønssædelighed”.Den styrkede strafferetlige beskyttelse af den kønslige bestemmelsesfrihed komogså til udtryk i forslaget til Almindelig Borgerlig Straffelov fra 1924/25, hvorbestemmelserne om voldtægt mv. blev omtalt som ”Forbrydelser mod KvindensKønsfrihed”, jf. Rigsdagstidende 1924/25, tillæg A, spalte3370. Endvidere anfø-res i forslaget (spalte 3371):”I Forhold til Straffeloven betegner det foreliggende Forslag i det Hele en Udvi-delse af den strafferetlige Beskyttelse af Kvindens Kønsfrihed, saaledes som detvil fremgaa af de nedenstaaende Bemærkningertil de enkelte Paragrafer.”

Der kan om beskyttelsen af kvinder inden for ægteskab endvidere henvises tilTorps udkast af 1917 (U II) side 189ff og udkast af 1923 (U III) spalte 316 og326.Udviklingen fra en strafferetlig beskyttelse af samfundsmoralen og ægteskabet tilen større beskyttelse af kønsfriheden er endvidere beskrevet i den juridiske litte-ratur.I Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret–Speciel Del (1955) anføres såledesbl.a. følgende om udviklingen af den kriminalretlige bedømmelse af sædelig-hedsforbrydelser (side 189ff):”Ved straffeloven af 1866 skete en væsentlig formildelse af de i Danske Lov fore-skrevne–men i praksis som regel lempede–straffe, og straffen for simpelt lejer-mål (samleje udenfor ægteskab med uberygtet kvinde) bortfaldt. Men i øvrigtfastholdtes i det væsentlige den samme kreds af forhold som hidtil under sædelig-hedsforbrydelsernes område. I spidsen for strfl. 1866 kapitel 16 om forbrydelsermod sædeligheden står således stadig bestemmelser, der skal værne om ægteska-bets hellighed gennem straf for hor, bigami og blodskam, og blandt de øvrige be-stemmelser kan nævnes strafferegler vedrørende forargeligt samliv, utugtserhvervog omgængelse mod naturen. Kun i begrænset omfang sigter kapitlets bestemmel-ser til at værne den enkelte person mod seksuelle overgreb, og forsåvidt dette ertilfældet–som ved reglerne angående voldtægt, forførelse og lignende–havesalene forbrydelser mod kvinderog pigebørn for øje. (…)Langt dyberegående ændringer er sket ved straffeloven af 1930. I forhold tilden tidligere straffelov præges den nye lov af følgende hovedsynspunkter. På denene side er det strafbares område blevet væsentligt indskrænket. Straf for hor, for-argeligt samliv og ”omgængelse mod naturen” er bortfaldet. Grundbetragtningener den, at der ikke er noget alment behov for strafferetlig indskriden med hensyntil kønslivet, hvor der er tale om voksne menneskers frivillige adfærd. På den an-den side er kriminaliseringen udvidet til værn for børn og unge mod seksuellemisbrug uden hensyn til barnets eller den unges køn, og den strafferetlige beskyt-telse mod kønsfrihedsforbrydelser og lignende overgreb er blevet udvidet og pånogle punkter skærpet.”

2. Straffelovens kapitel 24 i hovedtræk2.1.Straffelovens kapitel 24 indeholder en række meget forskelligartede be-stemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden. Med hensyn til overgreb iform af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje omfatter kapitletforbrydelser, der strækker sig fra overgreb ved anvendelse af vold og tvang tilovergreb, hvorved en bestemt tilstand eller svagere position hos offeret udnyttes.Bestemmelsen i § 216 om voldtægt omhandler således overgreb, der er tiltvungetved vold eller trussel om vold. I samme kategori falder overgreb, hvor gernings-manden for at opnå et seksuelt forhold har hensat offeret i en tilstand, i hvilkenden pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.En anden kategori, der ligger tæt på voldtægt, omfatter overgreb ved anvendelseaf anden ulovlig tvang end vold eller trussel om vold, jf. straffelovens § 217.I tillæg hertil kommer overgreb, hvor gerningsmanden udnytter en bestemt til-stand hos offeret, jf. straffelovens § 218, samt overgreb hvor gerningsmanden haren magt over eller indflydelse på offeret, groft misbruger et afhængighedsfor-hold, som offeret har til gerningsmanden, eller udnytter en vildfarelse hos offeret,jf. straffelovens §§ 219-221.Voldtægtsbegrebet, herunder i forhold til spørgsmålet om samtykke og afgræns-ningen af begrebet over for øvrige integritetskrænkelser, er nærmere beskrevetnedenfor ikapitel 7.De øvrige nævnte bestemmelser i straffelovens kapitel 24om overgreb i form af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje erbeskrevet nedenfor ikapitel 8-12.Anden kønslig omgængelse end samleje, jf.

straffelovens §§ 224 og 225, behandles nedenfor ikapitel 16,og uagtsomhed, jf.straffelovens § 226, behandles nedenfor ikapitel 17.I tilknytning til straffelovens §§ 216-226 indeholder § 227 indeholder en fakulta-tiv regel om strafbortfald som følge af indgåelse af ægteskab. Bestemmelsen om-tales nedenfor ikapitel 18.2.2.Ud over de nævnte bestemmelser om overgreb i form af samleje mv. inde-holder kapitel 24 også særlige regler om overgreb i form af samleje eller andenkønslig omgængelse end samleje, som foretages mod børn.Bestemmelserne herom i § 222 og § 223, stk. 1, indeholder et absolut forbud modsamleje mv. med henholdsvis børn under 15 år og personer under 18 år, der haren nærmere bestemt relation til gerningsmanden. De nævnte bestemmelser findersåledes anvendelse uden hensyn til, om et konkret misbrug har fundet sted.Straffelovens § 223, stk. 2, indeholder i modsætning hertil krav om groft misbrugaf en på alder eller erfaring beroende overlegenhed i tilfælde, hvor en person un-der 18 år forføres til samleje, mens § 223 a omhandler straf for den, der somkunde mod betaling eller løfte herom har samleje med en person under 18 år.De nævnte bestemmelser om overgreb mod børn er omtalt nedenfor ikapitel 13-15.Med hensyn til overgreb mod børn kan det endvidere nævnes, at straffelovenskapitel 24 i §§ 230 og 235 indeholder bestemmelser, der kriminaliserer optagelse,udbredelse og besiddelse af børnepornografisk materiale, mens § 235 a krimina-liserer den, der rekrutterer, medvirker til, udnytter eller overværer, at en personunder 18 år deltager i en forestilling med utugtig optræden. Endvidere kriminali-serer § 234 den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under16 år. Bestemmelserne er behandlet nedenfor ikapitel 20, 22 og 23.2.3.Straffelovens kapitel 24 indeholder herudover bestemmelser om rufferi oganden form for bagmandsvirksomhed i relation til prostitution. Bestemmelserneherom findes i §§ 228 og 229, hvortil knytter sig en strafskærpelsesregel i § 231.Endvidere angår § 233 den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller91

usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre ellervække offentlig forargelse.I tillæg hertil omhandler bestemmelsen i straffelovens § 223 a som nævnt oven-for under pkt. 2.2 straf for den, der som kunde mod betaling eller løfte herom harsamleje med en person under 18 år.Bestemmelserne i §§ 228, 229, 231 og 233 er behandlet nedenfor ikapitel 19.2.4.Endelig indeholder straffelovens kapitel 24 bestemmelser om blufærdig-hedskrænkelse, jf. straffelovens § 232, og om pålæg (tilhold) til personer, derdømmes for visse seksualforbrydelser, jf. straffelovens § 236. Bestemmelserne ernærmere omtalt nedenfor ikapitel 21 og 24.2.5.Straffeloven indeholder også uden for kapitel 24 bestemmelser af betydningfor overvejelser om seksualforbrydelser.Det drejer sig navnlig om straffelovens § 210 om samleje og anden kønslig om-gængelse med biologiske børn eller søskende. Bestemmelsen findes i straffelo-vens kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold og omtales nærmere nedenfor ikapitel 25.Endvidere er straffelovens regler om forældelse i lovens kapitel 11 om ophør afden strafbare handlings følger relevante. De relevante dele af forældelsesreglernei straffelovens §§ 93-94 omtales nærmere nedenfor ikapitel 26.Endelig indeholder reglerne i straffelovens §§ 6-12 om dansk straffemyndighedenkelte bestemmelser, som særligt angår seksualforbrydelser. Disse bestemmel-ser omtales nærmere nedenfor ikapitel 27.

Det fremgår af rapporten, at der i forhold til det samlede antal registrerede straf-felovsovertrædelser er ganske få seksualforbrydelser. Det drejer sig om mellemto og tre tusinde anmeldelser årligt, hvilket er omkring ½ pct. af samtlige an-meldte straffelovsovertrædelser.Der foreligger specificerede oplysninger om anmeldelser for perioden 1990 til2010. Det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser har varieret i perio-den, men der er ikke en tydelig tendens i hverken op- eller nedadgående retning.Der har ganske vist siden 2004 været en længere periode med en nedadgåendetrend, som dog er afløst af en stigning i 2010.Det samlede årlige antal anmeldte seksualforbrydelser bestemmes i høj grad afantallet af anmeldelser for blufærdighedskrænkelser, der i næsten alle årene ud-gør 50-70 pct. af samtlige anmeldelser. Med undtagelse af 2010 har der siden1995 været en ujævn, men faldende tendens i antallet af anmeldte blufærdig-hedskrænkelser. Denne beror antagelig først og fremmest på færre anmeldelserfor blotteri.Med hensyn til voldtægt efter § 216 (herunder jf. §§ 224 og 225) er der en højgrad af stabilitet i det årlige antal anmeldelser, der i hele perioden ligger mellemca. 360 og 530. Tilsvarende gælder seksuelt forhold til barn under 15 år efter§ 222 (herunder jf. §§ 224 og 225), hvor anmeldelsestallene varierer mellem ca.300 og 500.Sigtelsesprocenten–forstået som antallet af forhold, der har ført til en strafferet-lig afgørelse i optællingsåret, i forhold til antallet af anmeldelser samme år–harværet stigende i perioden 1990 til 2009. For samtlige seksualforbrydelser er sig-telsesprocenten vokset fra knap 50 i begyndelsen af perioden til over 60 de sene-ste år. I 2009 var den højere end i nogen af de tidligere år, nemlig på 77 pct. Densamme udviklingstendens ses for de hyppigst anvendte paragraffer (§§ 216, 222og 232). Sigtelsesprocenten for § 222 ligger i næsten alle år noget højere end forde øvrige lovovertrædelser.I princippet behøver en vækst i sigtelsesprocenten ikke at betyde, at flere lov-overtrædere ender med at blive dømt, men væksten kan også skyldes, at politiet i93

varierende grad er tilbøjelige til at rejse en sigtelse. Dette kan i nogen grad se udtil at have været tilfældet, idet der er en faldende tendens i andelen af sigtelser,der fører til en fældende afgørelse.For samtlige seksualforbrydelser er andelen af sigtelser, der har ført til en fæl-dende afgørelse, mindsket fra 75 til knap 60 pct. Mindskningen sker primært iden første del af perioden. For voldtægt er der tale om en mindskning fra 43 til24 pct. Det er dog kun i 1990, andelen overstiger 40 pct., idet den alle øvrige årligger på 35 pct. eller derunder. Siden 2001 har andelen ligget under 30 pct. Forsamleje med barn under 15 år er udviklingen ujævn og uden tydelig tendens tilmindskning i andelen af sigtelser, der har ført til en fældende afgørelse. I 1990var denne på 69 pct. og i 2009 på 70 pct. For blufærdighedskrænkelser, der harden laveste sigtelsesprocent, er andelen, der fører til en fældende afgørelse,størst. I perioden sker der dog et fald fra et meget højt niveau på omkring 90 pct.de første tre år til 60-70 pct. de fleste af de øvrige år.Oplysninger om strafferetlige afgørelser findes for perioden 1985 til 2009. Antal-let af ubetingede domme har været forholdsvis stabilt de sidste mange år for så-vel voldtægt, samleje med barn under 15 år og blufærdighedskrænkelse–dogmed lidt flere domme for voldtægt i begyndelsen af perioden og lidt flere forsamleje med barn under 15 år og blufærdighedskrænkelse i slutningen af perio-den. Det samlede antal ubetingede domme er vokset ret betydeligt de seneste år,hvilket primært beror på, at der siden 2004 er idømt mange flere ubetingededomme for børnepornografi (jf. herved lovændringen i 2003).Der har været en tilsvarende tendens i antallet af samtlige fældende afgørelser(frihedsstraffe, foranstaltningsdomme, bøder og tiltalefrafald). I de første par åraf den undersøgte periode var der flere afgørelser vedrørende voldtægt, mens an-tallet derefter har været stabilt. For samleje med barn under 15 år har der væreten tendens til vækst i antallet af afgørelsersiden slutningen af 1990’erne. Antal-let af fældende afgørelser for blufærdighedskrænkelser har derimod været fal-dende siden 2005, hvilket bør ses i sammenhæng med udviklingen i antallet afanmeldelser. Igen skyldes væksten i det samlede antal fældende afgørelser for al-le seksualforbrydelser i høj grad flere strafferetlige afgørelser for børnepornogra-fi.

Den højeste gennemsnitlige straflængde er for voldtægt. Der ses en stigning herisiden især 2001, hvilket må antages at være relateret til den strafskærpelse, derblev gennemført i 2002. Den tendens til mindskning i den gennemsnitlige straf-længde for voldtægt, der var frem til slutningen af 1990’erne, er tidligere blevetundersøgt og har vist sig at være relateret til en ændret sagssammensætning. Forsåvel samleje med barn under 15 år som blufærdighedskrænkelse er udviklingenujævn og uden tydelige op- eller nedadgående tendenser.Det bemærkes, at det generelt kan være vanskeligt at vurdere eventuelle ændrin-ger i strafpraksis ud fra omfanget og arten af strafferetlige afgørelser samt degennemsnitlige straflængder. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om for-holdsvis sjældne forbrydelser. Såfremt antallet af ubetingede domme for f.eks.voldtægt falder, behøver det ikke at være et udtryk for en mildere praksis, menkan skyldes, at flere voldtægtsforbrydere idømmes foranstaltninger, at flere vold-tægtsforbrydelser indgår i et sagskompleks med flere voldtægter frem for at væresolosager, og/eller at flere voldtægter ”skjules” i statistikken over strafferetligeafgørelser, fordi de indgår i et sagskompleks, hvor hovedforholdet er af alvorlige-re karakter og derfor er det, der registreres statistisk. Dertil kommer eventuelleændringer i sagssammensætningen.3.2.Justitsministeriets Forskningskontor har til brug for Straffelovrådets overve-jelser endvidere udarbejdet en rapport om ændringer i anmeldelsestilbøjelighedenfor seksualforbrydelser. Rapporten er optrykt sombilag 2.Det fremgår af rapporten, at der er ikke foreligger nyere undersøgelser, der gene-relt kan belyse udviklingen i befolkningens holdninger til og anmeldelsestilbøje-lighed i forhold til seksualforbrydelser. Noget tyder imidlertid på, at der sidenbegyndelsen af 1970-erne er sket en øgning i anmeldelsestilbøjeligheden for ihvert fald relativt mindre alvorlige former for voldtægt og for voldtægter, dersker i nære relationer, herunder især partnervoldtægter. Om der også for andreseksualforbrydelser er sket en ændring i tilbøjeligheden til at anmelde en kræn-kelse til politiet, vides ikke, men det forekommer sandsynligt, at en øget negativfokus på seksualforbrydelser, som der den seneste tid i særlig grad har været iforhold til seksualforbrydelser, der retter sig mod børn, kan indebære, at flereforhold kommer for dagens lys og indberettes til politiet.

1. IndledningBestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædelighe-den rejser jævnligt spørgsmål i den politiske og offentlige debat. Der har såledesbl.a. i en række tilfælde været rejst spørgsmål om strafniveauet for grove tilfældeaf sædelighedskriminalitet og om, hvorvidt bestemmelserne i sædelighedskapitletbør ændres, herunder bl.a. i forhold til voldtægtsbestemmelsen og bestemmelsenom seksuelle overgreb mod personer, der befinder sig i en tilstand, i hvilken depågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, i forhold til behovetfor et forbud mod animeret børneporno samt i forhold til køb af sex hos prostitu-erede, der er ofre for menneskehandel. Disse spørgsmål er nærmere beskrevetnedenfor i afsnit 2.Endvidere har Amnesty International i en rapport fra 2008– ”Case Closed. Rapeand human rights in the nordic countries” –rejst spørgsmål om, hvorvidt flere afbestemmelserne i straffelovens kapitel 24 bør ophæves eller revideres. Rapportenfra Amnesty International er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 3.

2.1. Definitionen af voldtægt, betydningen af ægteskab og straffelovens§ 227I forslag til folketingsbeslutning om at give alle borgere samme beskyttelse modseksuelle overgreb (B 192) fra folketingsåret 2008-09 fremsat af Lone Dybkjær(RV) m.fl. blev det foreslået,atseksuelle overgreb mod forsvarsløse personerskal straffes som voldtægt med fængsel indtil 8 år,atseksuelle overgreb mod ensforsvarsløse ægtefælle ikke længere skal fritages for straf i henhold til straffelo-ven, ogatder ikke skal gives strafnedsættelser i sager om voldtægt og seksuelleovergreb, hvor offer og gerningsmand gifter sig med hinanden eller indgår regi-streret parforhold. Beslutningsforslaget blev genfremsat uændret som beslut-ningsforslag nr. B 8 i folketingssamlingen 2009-10.I bemærkningerne til beslutningsforslagene er det bl.a. anført, at det bør værestrafbart at udnytte sin ægtefælles forsvarsløse tilstand til at skaffe sig samlejemed vedkommende. Det fremgår endvidere, at det ikke findes at høre hjemme iet moderne retssamfund, at de allermest udsatte borgere (f.eks. narkomaner ogudviklingshæmmede) er dem, der nyder mindst beskyttelse mod seksuelle over-greb. På bl.a. den baggrund blev det med beslutningsforslagene foreslået, at for-hold, der straffes efter straffelovens § 218, fremover skal straffes efter § 216.Herudover er det i bemærkningerne til beslutningsforslagene anført, at det ikkebør være en formildende omstændighed, at gerningsmanden er gift med eller le-ver i registreret parforhold med offeret. Indgåelse af ægteskab eller registreretpartnerskab bør således ifølge beslutningsforslagene ikke indebære, at man afgi-ver nogen form for ret til at bestemme over egen krop eller seksualitet. Det blevpå den baggrund foreslået, at straffelovens § 227 skal ophæves, og at ordene”uden for ægteskab” skal slettes i lovens §§ 218 og 220.

I forslag til lov om ændring af straffeloven (Mindstestraf for voldtægt, skærpelseaf straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt og af straffen for vold-tægt mod børn under 15 år samt indførelse af straf for uagtsom voldtægt) (L231), som blev fremsat i folketingssamlingen 2003-04 af Peter Skaarup (DF)m.fl. blev det således bl.a. foreslået, at der i § 216 skal indsættes en bestemmelse,hvorefter den, som ved grov uagtsomhed gør sig skyldig i voldtægt efter stk. 1,straffes med fængsel indtil 5 år, samt at straffen kan stige til fængsel indtil 8 år,hvis der foreligger omstændigheder, som nævnt i bestemmelsens stk. 2. Det er ilovforslagets bemærkninger bl.a. tilkendegivet, at ønsket om at udvide straffebe-stemmelsen med begrebet uagtsomhed skal ses på baggrund af, at der er fore-kommet flere sager, hvor domstolene har fundet, at der objektivt set forelå vold-tægt, men hvor gerningsmanden er blevet frifundet, fordi han angiveligt ikke varklar over dette forhold.Tilsvarende blev det i forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder modseksuelle overgreb m.v. (B 123) fra folketingssamlingen 2007-08 (2. samling) afPeter Skaarup (DF) m.fl., foreslået, at voldtægt ved grov uagtsomhed skal krimi-naliseres med en strafferamme på fængsel indtil 5 år og i særlig grove tilfældemed fængsel indtil 8 år. I bemærkningerne til beslutningsforslaget er der bl.a.henvist til, at begrebet uagtsomhed eller grov uagtsomhed i forvejen ofte bruges idansk lovgivning.Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør kriminaliseres, har endvidereværet genstand for en række spørgsmål fra Folketinget.

med, at straffen for særlig farlig, rå eller ydmygende voldtægt mv. blev foreslåetskærpet.Mindstestraffen blev foreslået til 1 år i § 216, stk. 1, og 2 år i § 216, stk. 2. Detblev endvidere i forhold til stk. 2 foreslået, at der i bestemmelsen skal opregnesen række tilfælde, som altid vil skulle bedømmes efter denne skærpede bestem-melse i stedet for stk. 1. Ifølge lovforslaget vil disse tilfælde bl.a. skulle omfattevoldtægt udøvet mod et ubekendt offer, voldtægt begået af flere i forening og til-fælde, hvor gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende for-brydelse. Endelig blev det med lovforslaget foreslået, at der i § 216 skal indsæt-tes et stk. 3, hvorefter straffen kan stige til livstid, hvis offeret ved forbrydelseneller som direkte eller indirekte følge af denne afgår ved døden eller får betydeligskade på legeme eller helbred, herunder ved at blive påført en seksuelt overførbarsygdom.Som baggrund for ønsket om strafskærpelser er der i lovforslagets bemærkningerbl.a. henvist til, at forekomsten af flere grove overgreb mod kvinder og herundermere alvorlige voldtægter end tidligere (bl.a. gruppevoldtægter og massevold-tægter) havde vakt opsigt, vrede og bekymring i befolkning. Det fremgår endvi-dere, at det med lovforslaget var hensigten at bringe lovgivningen i bedre over-ensstemmelse med nutidens retsbevidsthed. Herudover var det hensigten at gøredet muligt at udmåle straf på et niveau, der bedre svarede til strafniveauet i civili-serede nationer i den omgivende verden.I forslag til folketingsbeslutning om at beskytte kvinder mod seksuelle overgrebm.v. (B 123) fra folketingssamlingen 2007-08 (2. samling) af Peter Skaarup (DF)m.fl. blev det ligeledes foreslået at skærpe strafferammen for voldtægt og indføreminimumsstraffe i voldtægtssager. Strafferammen for overtrædelse af § 216, stk.1, blev foreslået skærpet til fængsel fra 2 år indtil 10 år og strafferammen i § 216,stk. 2, til fængsel fra 4 år indtil 14 år.I bemærkningerne til beslutningsforslaget er det bl.a. anført, at det på trods afstrafskærpelserne siden 2002 er vigtigt at fortsætte diskussionen om, hvorvidtstrafniveauet for en alvorlig forbrydelse som voldtægt står mål med forbrydel-sens karakter. Der er i den forbindelse endvidere henvist til, at det fremgår afRigsadvokatens redegørelse fra 2007 om strafniveauet i voldtægtssager, at der er100

2.4. Seksuelt misbrug af børnI beslutningsforslag nr. B 124 om afskaffelse af forældelsesfristen i pædofilsagerfra folketingssamlingen 2010-11 (1. samling) fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl.blev det foreslået at pålægge regeringen inden udgangen af det indeværende fol-ketingsår at fremsætte lovforslag om ændring af straffeloven, der indebærer, atforældelsesfristen i sager vedrørende seksuelle overgreb mod mindreårige og iincestsager afskaffes.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forslagsstillerne togden vigtige samfundsopgave at beskytte børn mod misbrug og seksuel udnyttelsemeget alvorligt og ønskede en mere målrettet indsats mod pædofili. Seksuelleovergreb var så grove forbrydelser, at den omstændighed, at de begås mod børneller unge, gjorde det rimeligt, at der ikke gælder en forældelsesfrist. Forslagsstil-lerne henviste bl.a. til, at hvis offeret for en seksualforbrydelse er et barn eller enung, vil oplevelsen for mange være så traumatiserende, at den krænkede først fle-re år senere tør gå til myndighederne. Hvis forbrydelsen er begået inden for fami-liens kreds, kan et misforstået hensyn til de pårørende føre til, at offeret i årevistier. Først mange år senere er offeret parat til at træffe den svære afgørelse om atanmelde forbrydelsen.Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 2. maj 2011 udtalte justitsmi-nisteren bl.a. følgende:101

”Som bekendt har Justitsministeriet anmodet Straffelovrådet om at foretage engenerel gennemgang af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssæde-ligheden og i forbindelse hermed overveje, om der efter rådets opfattelse er grund-lag for at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug ogandre former for seksuel krænkelse af børn. Det følger af Straffelovrådets kom-missorium, at rådet i forbindelse med gennemgangen af straffelovens kapitel 24kan overveje forholdet til straffelovens § 210 om incest, og Straffelovrådet vilderved bl.a. have mulighed for at overveje spørgsmål om forældelse i relation tilincest. Det er min opfattelse, at eventuelle lovgivningsinitiativer på området børafvente Straffelovrådets arbejde.”

Der var under 1. behandlingen bred tilslutning til at afvente resultatet af Straffe-lovrådets overvejelser, før man tog stilling til spørgsmålet om at afskaffe foræl-delsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn og i incestsager.Beslutningsforslaget blev genfremsat som beslutningsforslag nr. B 4 i folketings-samlingen 2011-12.I beslutningsforslag nr. B 16 om tvangsbehandling af pædofile fra folketingssam-lingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blev det foreslået at pålæggeregeringen inden udgangen af den indeværende folketingssamling at fremsættelovforslag, der fik den virkning, at personer, der dømmes for seksuelle overgrebmod børn, skulle underkastes tvungen behandling, og at dømte for pædofilifremover skulle underkastes tvangsopsyn og fortsat tvangsbehandling efter løsla-delse, såfremt risikovurdering viser, at der er fare for tilbagefald. Lovforslagetskulle endvidere indeholde bestemmelser om en tillægsstraf for pædofilidømte.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at formålet med forsla-get var at sikre, at pædofilidømte gennemgår behandling under tvang. På grundaf risikoen for tilbagefald til sædelighedskriminalitet blandt pædofile skulle detendvidere sikres, at pædofile holdes under tvangsopsyn og fortsat tvangsbehand-ling efter løsladelse, såfremt det vurderes, at der er risiko for tilbagefald. Endvi-dere skulle der indføres en tillægsstraf for personer, der dømmes for seksuelleovergreb mod børn. Tillægsstraffen skulle virke således, at når retten udmålerstraffen, så fastsætter dommeren samtidig en tillægsstraf, der træder i kraft, hvisden dømte afbryder et behandlingsforløb eller helt nægter at modtage behand-ling.

I beslutningsforslag nr. B 33 om ændring af reglerne om pædofilidømtes adgangtil prøveløsladelse fra folketingssamlingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup(DF) m.fl. blev det foreslået at pålægge regeringen senest den 1. april 2012 atfremsætte lovforslag, som indebar, at personer, der idømt fængselsstraf for etseksuelt overgreb mod børn og mindreårige, ikke længere vil have mulighed forat opnå prøveløsladelse.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at et seksuelt overgrebmod et barn er en ualmindelig modbydelig forbrydelse, og at forslagsstillerne eraf den overbevisning, at det som udgangspunkt er ”utilrådeligt” at løslade en per-son, som er idømt fængselsstraf for et seksuelt overgreb mod en mindreårig, førtid. Tanken om dømte sædelighedskriminelle, der under prøveløsladelse eller ef-ter endt afsoning begår nye seksuelle overgreb mod børn, er forfærdelig. For-slagsstillerne ville med dette beslutningsforslag ændre reglerne for prøveløsladel-se af personer, som er idømt fængselsstraf for et seksuelt overgreb mod børn ogmindreårige, således at det for fremtiden ikke blev muligt at opnå prøveløsladel-se.I beslutningsforslag nr. B 32 om skærpede straffe for seksuelle overgreb modbørn fra folketingssamlingen 2011-12 fremsat af Peter Skaarup (DF) m.fl. blevdet foreslået at pålægge regeringen senest den 1. april 2012 at fremsætte lovfors-lag, der fik den virkning, at straffen for seksuelle misbrug mod børn skærpedesmarkant, samt gav bedre muligheder for idømmelse af forvaring af seksuellekrænkere af mindreårige.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at forudsætningen om,at overtrædelser af straffelovens § 222, stk. 3, skal straffes på niveau med vold-tægt, efter forslagsstillernes opfattelse ikke er blevet opfyldt, fordi der i realitetenskal straffes hårdere i § 222-sager end i voldtægtssager, idet der ofte er tale omseksuelle krænkelser, der gentager sig over længere tid over for et eller flere be-stemte børn modsat en voldtægtssag, hvor gerningsmanden sjældent vender til-bage og voldtager den samme person flere gange over en længere periode.Det anføres endvidere i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at ligesom for-ældrene skal gøre alt, hvad de kan, for at beskytte deres børn, er det også sam-103

fundets pligt at beskytte børn og unge mod seksuelle overgreb, hvilket kan gørespå flere måder. Der kan eksempelvis idømmes højere straffe, og Folketinget kangøre det nemmere at anvende forvaringsdomme. Der er tale om en af de værsteforbrydelser, man kan begå, og det afspejles ikke i tilstrækkelig grad i de domme,der i dag fældes over pædofile. Forslagsstillerne har peget på domstolenes megetringe udnyttelse af strafferammerne i pædofilisager. For overtrædelse af § 222,stk. 1, har gennemsnitsstraffen i de af fleste af årene 2002-2010 ligget omkringen ottendedel til en fjerdedel af maksimumstraffen på 8 års fængsel. På nogen-lunde samme måde har den gennemsnitlige straf for overtrædelse af straffelovens§ 222, stk. 2, i de fleste af årene 2002-2010 ligget på under en fjerdedel af mak-simumstraffen på 12 års fængsel.

2.5. Prostitution og kriminalisering af sexkunderI beslutningsforslag nr. B 103 om skærpet straf for voldtægt af ofre for menne-skehandel fra folketingssamlingen 2009-10 fremsat af Line Barfod (EL) m.fl.blev det foreslået at pålægge regeringen inden den 1. november 2010 at fremsæt-te lovforslag, der skærper straffen for voldtægt og samleje opnået ved andentvang end vold eller trussel om vold, når ofret er offer for menneskehandel.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at Enhedslisten med for-slaget ønskede at indføre en strafskærpelse til straffelovens §§ 216 og 217, såle-des at det bliver en skærpende omstændighed, hvis voldtægtsofferet er offer formenneskehandel. Ifølge forslagsstillerne signalerer en sådan strafskærpelse klartfra samfundets side, at vi ikke kan eller vil tolerere menneskehandel og den ud-nyttelse, der efterfølgende finder sted af handlede kvinder og mænd. Samtidigønskede forslagsstillerne at tydeliggøre, at det er voldtægt, hvis en kunde er vi-dende om, at den prostituerede, som kunden køber sex hos, er offer for menne-skehandel og derfor truet til at prostituere sig selv. Det var ikke forslagsstillernebekendt, at politiet havde forsøgt at rejse den form for sager over for sexkunder,hvilket de med dette forslag ønskede at ændre på. Strafskærpelsen forudsattesogså at skulle finde anvendelse, i det omfang der er tale om anden kønslig om-gængelse end samleje og kønslig omgængelse med en person af samme køn, jf.straffelovens §§ 224 og 225.

Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet før folketingsårets udløb, menRetsudvalget afgav den 30. september 2010 en beretning over forslaget, hvoraffremgår bl.a. følgende:”Udvalgetfinder, at menneskehandel–moderne slaveri–er en af de alvorligsteforbrydelser i verden i dag. Menneskehandel er en grænseoverskridende forbry-delse, der kræver stor indsats fra mange internationale organisationer. Men det erafgørende, at der samtidig holdes fast i, at selve udnyttelsen–slaveriet–findersted lige her, og det er derfor også her, der skal sættes ind for at stoppe udnyttel-sen.Indsatsen mod menneskehandel skal ske på flere fronter. Når det drejer sig ommenneskehandel til prostitution, så handler efterspørgslen også om kunders køb afsex.Der er mange kunder, der vil købe sex, selv om de ved, at der er tale om et of-fer for menneskehandel. Og de er øjensynlig ikke klar over, at det kan være straf-bart. Der er på nuværende tidspunkt ikke rejst sager af denne karakter imod enkunde. (…)Justitsministeren har oplyst, at han har bedt Straffelovrådet om i forbindelsemed dets gennemgang af straffelovens bestemmelser om sædelighedsforbrydelserogså at se på spørgsmålet om skærpet straf, hvis offeret er offer for menneskehan-del.Justitsministeren har givet tilsagn om, at han vil indkalde retsordførerne til endrøftelse, når resultatet af Straffelovrådets generelle gennemgang af straffelovenskapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden foreligger.S, SF, RV og EL ønsker, at det kommer til at stå tydeligt og klart i straffeloven,at det kan være strafbart at købe sex hos et offer for menneskehandel. Partiernehåber, Straffelovrådet vil komme med det konkrete forslag til, hvordan det bedstkan gøres.V, DF, KF og LA ønsker at afvente Straffelovrådets udtalelse, før man tagerstilling.”

fremgår, at det er strafbart at tvinge nogen til at indgå ægteskab. Efter partiets op-fattelse ville en tydeliggørelse af lovgivningen gøre det mindre let at påstå, at denprostituerede ikke var handlet. Behovet for en tydelig lovgivning var ikke blevetmindre de seneste år, tværtimod. Det var Det Radikale Venstres klare opfattelse,at der var en stigende tendens til, at flere og flere prostituerede var handlede. Re-geringens indsats mod kvindehandel var efter Det Radikale Venstres opfattelseikke tilstrækkelig.Beslutningsforslaget blev ikke færdigbehandlet før folketingsårets udløb, menRetsudvalget afgav den 30. september 2010 en beretning over forslaget, hvoraffremgår samme synspunkter som gengivet ovenfor fra beretningen over beslut-ningsforslag nr. B 103.

2.6. BørnepornografiI beslutningsforslag nr. B 133 om forbud mod animeret børneporno fra folke-tingssamlingen 2009-10 fremsat af Karen Hækkerup (S) m.fl. blev det foreslåetat pålægge regeringen inden udgangen af folketingssamlingen at fremsætte lov-forslag, der i lighed med den svenske lovgivning forbyder animeret og compu-tergenereret børneporno.Det fremgår af bemærkningerne til beslutningsforslaget, at animerede billederkan være første skridt til at se på rigtig børneporno og sandsynligvis kan føre til,at den pædofile vil opsøge rigtige billeder og rigtige børn og i værste fald selvbegå overgreb. For at forhindre flere overgreb på børn var det efter forslagsstil-lernes opfattelse nødvendigt hurtigst muligt at forbyde også animeret børnepor-no.Under 1. behandlingen af beslutningsforslaget den 9. april 2010 udtalte justitsmi-nisteren bl.a., at det efter regeringens opfattelse ville være rigtigst, at spørgsmåletom en udvidet kriminalisering af fiktiv børneporno indgår i Straffelovrådets ge-nerelle samlede gennemgang af straffelovens kapitel om sædelighedsforbrydel-ser, således at der sikres det bedst mulige grundlag for at vurdere behovet for atforetage ændringer på området.

3. Rapport fra Amnesty International om voldtægt og menneske-rettigheder mv.3.1.I Amnesty Internationals rapport ”Case closed.Rape and human rights in thenordic countries” fra 2008 er der på en række områder udtrykt kritik af de danskeregler om voldtægt og beskyttelsen og retssikkerheden for ofre for voldtægt. Detanbefales således bl.a., at begrebet voldtægt defineres i overensstemmelse medinternationale menneskerettighedsprincipper om seksuel integritet og autonomi.De dele af kritikken, der vedrører den danske lovgivning om voldtægt og seksu-elle overgreb, omfatter særligt følgende punkter:a.Placeringen af bestemmelserne om voldtægt mv. Bestemmelserne i den danskestraffelov om voldtægt mv. er placeret i kapitlet om forbrydelser mod kønssæde-ligheden. Denne placering signalerer ifølge rapporten fra Amnesty International,at voldtægt udgør en krænkelse af den offentlige moral og ikke en krænkelse afden enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og fysisk og psykisk integritet. Detanføres i den forbindelse bl.a., at begrebet kønssædelighedsforbrydelser ikke an-vendes længere i hverken Norge, Sverige og Finland, og det anbefales, at be-stemmelserne om voldtægt og andre former for seksuel vold flyttes fra kapitletom ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” til kapitlet ”Forbrydelser mod liv oglegeme”, eller at betegnelsen ”Forbrydelser mod kønssædeligheden” erstattesmed en betegnelse som ”Seksuelle forbrydelser mod liv og legeme”, ”Seksual-forbrydelser” eller lignende.

b.Definitionen af voldtægt. Det fremgår af rapporten, at den juridiske definitionaf voldtægt i Danmark er mere snæver end den, der anvendes i svensk og norsklovgivning. I dansk ret anses samleje med en person, der befinder sig i en til-stand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen,eksempelvis fordi vedkommende er bevidstløs, således ikke som voldtægt, med-mindre gerningsmanden har tiltvunget sig samlejet ved at hensætte den pågæl-dende i denne tilstand. Denne retstilstand vil ifølge rapporten kunne resultere i, atvisse grupper i samfundet ikke er beskyttet mod voldtægt i samme grad som an-dre. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet for handicappede eller personer med etstof- eller alkoholmisbrug. Det fremhæves endvidere, at strafferammen for sam-leje med et forsvarsløst offer, jf. § 218, kun er det halve af strafferammen forvoldtægt, jf. § 216, stk. 1. Det anbefales i rapporten, at straffelovens § 218, stk. 2,indføjes i § 216 om voldtægt, idet det anføres, at misbrug af en kvinde, som be-finder sig i en forsvarsløs tilstand, bør betegnes som voldtægt uanset årsagerne tilkvindens tilstand og uanset kvindens og gerningsmandens (ægteskabelige) for-hold. Dette vil ifølge rapporten øge den retlige beskyttelse mod voldtægt ogbringe den danske lovgivning på linje med svensk og norsk lovgivning.c.Betydningen af ægteskab. Det anføres i rapporten, at henvisninger til ægteskabog ægteskabelig status i lovgivningen antyder, at voldtægt og seksuelle overgrebinden for ægteskabet betragtes som en mindre alvorlig forbrydelse og bør straffesmildere. Endvidere er sådanne regler ifølge rapporten udtryk for, at lovgivnin-gens hensigt er at beskytte moral snarere end retten til seksuel selvbestemmelse.Det anføres i den forbindelse, at voldtægt og seksuelle overgreb er alvorligekrænkelser af kvinders ret til selvbestemmelse og integritet, og at det ikke fordenne krænkelse er relevant, om kvinden er gift med gerningsmanden. Det anbe-fales på den baggrund, at henvisningerne til ægteskabelig status i straffelovens §§218 og 220 fjernes.d.Bestemmelsen i straffelovens § 227. Muligheden for i henhold til § 227 at ladestraf efter §§ 216-226 nedsætte eller bortfalde, når de personer, mellem hvemkønslig omgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden ellerhar ladet deres partnerskab registrere, er genstand for kritik i rapporten. I henholdtil rapporten bør ægteskab således ikke kunne føre til en nedsættelse af straffenfor voldtægt eller andre former for seksuel vold. Det bemærkes bl.a., at bestem-melsen i § 227 fremmer det synspunkt, at voldtægt er en forbrydelse, som kræn-108

ker familien eller æren snarere end en kvindes fysiske og mentale integritet, og atbestemmelsen derved tillader et diskriminerende syn på kvinder. Det anbefalespå den baggrund, at bestemmelsen i § 227 ophæves.e.Bestemmelsen i straffelovens § 221. Det anføres i rapporten, at bestemmelsen i§ 221 om kriminalisering af den, der tilsniger sig samleje med en person, dervildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmandenmed en anden, bør ophæves. Som baggrund herfor fremhæves både bestemmel-sens henvisning til ægteskabet, og det forhold, at det med bestemmelsen antydes,at formålet er at beskytte kvindens dyd. Det anføres i rapporten endvidere, at deter et spørgsmål, om bestemmelsen er praktisk relevant.Generelt konkluderes det således i rapporten, at den danske lovgivning om vold-tægt og seksuelle overgreb er i strid med menneskeretlige principper om beskyt-telse af den enkeltes seksuelle og fysiske integritet og ret til selvbestemmelse.Herudover er det i rapporten bl.a. anført, at det er problematisk, at meget få sagerom voldtægt fører til en domfældelse. Det anføres således, at kun én ud af femanmeldte voldtægter ender med en domfældelse i retten, og at kun et mindretal afde sager, hvor politiet har identificeret og sigtet en mistænkt, ender i retten. I2006 blev 60 % af sådanne sager således henlagt før en retssag på ”bevisets stil-ling”. Det anbefales i den forbindelse bl.a., at voldtægtssager i størst muligt om-fang bør indbringes for domstolene.Det anføres i rapporten endvidere, at en voldtægt er lige strafværdig, uanset omden er begået mod en fremmed person (overfaldsvoldtægt), mod en person, somforud for overgrebet har været i kontakt med gerningsmanden (kontaktvoldtægt)eller mod en nuværende eller tidligere seksualpartner (parvoldtægt). Hvis en ger-ningsmand findes skyldig i voldtægt, bør det således ifølge rapporten være udenbetydning for strafudmålingen, hvilket forhold denne havde til offeret. Der hen-vises i den forbindelse bl.a. til, at det af rapporter fra Rigsadvokaten fra 2005,2006 og 2007 fremgår, at der i dansk retspraksis ved udmålingen af straffen forvoldtægt tages hensyn til offerets og gerningsmandens forhold forud for voldtæg-ten, idet kontakt- og parvoldtægt straffes mildere end overfaldsvoldtægt. Dette erifølge rapporten udtryk for, at voldtægtsbestemmelsens historiske udgangspunktom beskyttelse af moral og ægteskabelig status stadig kommer til udtryk i rets-109

praksis, selv om overtrædelsens alvor burde være den eneste afgørende faktorved strafudmålingen.En opdateret sammenfatning af Amnesty Internationals rapport fra 2008 er of-fentliggjort i 2010. Det anbefales i denne sammenfatning bl.a., at voldtægt defi-neres i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsprincipper omseksuel integritet og autonomi. Det anføres i den forbindelse endvidere, at vold-tægt og andre former for seksuelle overgreb i den strafferetlige lovgivning børdefineres som seksuel adfærd, hvor der er udøvet voldelig eller ikke-voldeligtvang overfor den ene part, og denne derfor ikke frivilligt har kunnet give sam-tykke til at deltage i den seksuelle handling. Det anbefales herudover bl.a., at dengældende lovgivning om samleje med personer, der befinder sig i en tilstand, ihvilken de er ude af stand til et modsætte sig handlingen, revideres, og at henvis-ningen til ægteskab i lovgivningen afskaffes.I Amnesty Internationals årsrapporter for 2009 og 2010 er spørgsmålet om mang-lende retlig beskyttelse mod voldtægt og retssikkerheden for voldtægtsofre lige-ledes nævnt.3.2.I forlængelse af omtalen af Amnesty Internationals rapport om voldtægt ogmenneskerettigheder kan det endvidere nævnes, at spørgsmålet om indbringelseaf voldtægtssager for domstolene også har været genstand for nærmere undersø-gelse i rapporten ”Var det voldtægt? En undersøgelse af menneskerettighederogvoldtægtssager i Danmark” fra Center for Voldtægtsofre (2006). Rapporten foku-serer på praksis i afgørelsen af, om der skal rejses tiltale i voldtægtssager.Det fastslås således bl.a. i rapporten, at de retlige instrumenter for sagsbehand-lingen af voldtægtssager i Danmark er til stede, men at dette ikke er ensbetyden-de med, at de formelle rammer ikke kan blive bedre og mere hensigtsmæssige,og heller ikke er ensbetydende med, at den daglige praksis i sagsbehandlingennødvendigvis altid modsvarer rammernes gode intentioner. Det fremgår om dom-stolsprøvelse bl.a. af rapporten, at voldtægtsforbrydelsens særlige karakter gørtroværdighedsvurderingen vigtig for afgørelsen af disse sager, og at flere vold-tægtssager derfor bør prøves ved en domstol, så troværdigheden bliver afprøvetaf domstolene.

1. Konventioner mv.Danmark er i kraft af sin tiltrædelse af en række internationale konventioner for-pligtet til at sikre en effektiv beskyttelse mod seksuelle overgreb.FN’s konvention om afskaffelse af alle former for diskriminationaf kvinder(Convention on the Elimination of All Forms of Discrimination against Women(CEDAW)), som blev ratificeret af Danmark i 1983, forpligter således medlems-staterne til at sikre, at kvinder nyder en effektiv beskyttelse mod diskrimination. Itilknytning til konventionen er der oprettet en Komité (CEDAW-Komiteen), somhar til formål at vurdere fremskridt ved implementeringen af konventionen, jf.konventionens artikel 17.Ifølge CEDAW-Komiteen omfatter konventionens artikel 1 om definitionen afdiskrimination mod kvinder bl.a. vold baseret på køn, herunder handlinger, hvor-ved kvinder påføres fysisk, mental eller seksuel skade, samt trusler om sådannehandlinger og tvang mv. Medlemsstaterne er således i henhold til konventionenforpligtet til at beskytte kvinder mod sådanne former for vold og skal i den for-bindelse bl.a. sikre, at lovgivningen om vold, herunder voldtægt og seksuelleovergreb, giver kvinder den fornødne beskyttelse og sikrer respekt for kvindersintegritet, jf. General Recommendation No 19 of the CEDAW Committee: Vi-olence against Women (1992) pkt. 6, 9, 23 og 24.I FN’s deklaration om afskaffelse af vold mod kvinder fra 1993 (Declaration onthe Elimination of Violence against Women, General assembly resolution48/104) er vold mod kvinderdefineret som ”any act of gender-basedviolencethat results in, or is likely to result in, physical, sexual or psychological harm orsuffering to women, including threats of such acts, coercion or arbitrary depriva-113

tion of liberty, whether occurring inpublic or in private life”, jf. artikel 1.I hen-hold til deklarationens artikel 4 er medlemsstaterne forpligtet til at forebygge, ef-terforske og–i overensstemmelse med national ret–straffe vold mod kvinder.Denne definition af vold mod kvinder fremgår også af Europarådets rekommen-dation om beskyttelse af kvinder mod vold (Rec(2002)5), jf. pkt. 1 i rekommen-dationens appendix, og det fremgår endvidere af rekommendationen, at med-lemsstaterne skal forebygge, efterforske og straffe sådanne handlinger. Med hen-syn til den strafferetlige lovgivning fremgår det af rekommendationen bl.a., atenhver seksuel handling begået mod en anden uden samtykke (against non-consenting persons) bør straffes, også selv om den pågældende ikke har gjortmodstand, jf. pkt. 35 i rekommendationens appendix.Herudover kan det nævnes, at seksuelle overgreb og herunder voldtægt i Europa-rådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og voldi hjemmet, som blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011, er defineret som”engaging in non-consensualvaginal, anal or oral penetration of a sexual natureof the body of another person with any bodily part or object; engaging in othernon-consensual acts of a sexual nature with a person; [or] causing another personto engage in non-consensualacts of a sexual nature with a third person”, jf. kon-ventionens artikel 36. Det fremgår af bestemmelsen i artikel 36, at medlemssta-terne skal tage de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltningerfor at sikre, at “intentional” adfærd omfattet af den nævnte definition kriminalise-res, og at denne kriminalisering også omfatter handlinger, som begås mod tidli-gere eller nuværende ægtefæller eller registrerede partnere. Den nærmere for-tolkning af ordet “intentional” er ifølge den forklarenderapport, som knytter sigtil konventionen, overladt til national lovgivning, idet det dog fremgår, at kravetom “intentional conduct” angår samtlige elementer i gerningsindholdet. Endvide-re fremgår det af artikel 36, at et samtykke efter bestemmelsen skal gives frivil-ligt som udtryk for den pågældendes frie vilje under hensyn til den konkrete situ-ation. Af den forklarende rapport i tilknytning til konventionen fremgår det her-om bl.a., at det er overladt til medlemsstaterne at afgøre, hvilke faktorer der skalanses for at udelukke et frivilligt samtykke.Den Internationale Straffedomstol har defineret voldtægt begået som led i krigs-forbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden på følgende måde, jf. Inter-114

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention2.1. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse i sagenM.C. mod BulgarienDanmark er i kraft af sin tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskon-vention forpligtet til ud over selve konventionsteksten at følge afgørelser fra DenEuropæiske Menneskerettighedsdomstol. I de senere år har navnlig en dom fraDen Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2003 (M.C. mod Bulgarien,klagesag nr. 39272/98) tiltrukket sig opmærksomhed og givet anledning til over-vejelser i flere lande om dommens rækkevidde.Menneskerettighedsdomstolen fandt i sagen, at det udgjorde en krænkelse af DenEuropæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur ogumenneskelig eller vanærende behandling og artikel 8 om ret til respekt for pri-vatliv og familieliv, at de bulgarske myndigheder havde opgivet påtale i en vold-tægtssag med den begrundelse, at det ikke kunne bevises, at klageren var blevet

tvunget til samleje gennem vold eller trusler om vold, da der ikke var tegn på fy-sisk vold eller på, at klageren havde ydet modstand.Sagen vedrørte en pige på 14 år, der efter sin egen forklaring var blevet voldtagetaf to mænd, som hun kendte i forvejen, under en bytur. De to mænd anerkendtebegge at have haft samleje med pigen, men påstod, at dette i begge tilfælde varsket med samtykke fra hende.Den strafferetlige efterforskning i sagen var af de bulgarske myndigheder blevetafsluttet med den konklusion, at det ikke kunne bevises ud over enhver rimeligtvivl, at der var blevet anvendt vold eller trusler om vold. Det var i den forbindel-se navnlig tillagt vægt, at der ikke var tegn på vold eller på, at pigen havde gjortfysisk modstand, eller at hun havde forsøgt at få hjælp fra udenforstående. End-videre blev det anført, at pigen på grund af sin unge alder ikke havde kunnet vise,at hun ikke ville have samleje.Det fremgår af sagen, at der efter bulgarsk ret ikke vil kunne dømmes for vold-tægt, medmindre gerningsmændene var klar over, at de gennemførte samleje medpigen mod hendes vilje og udøvede vold eller truede pigen med det formål atgennemføre samleje med hende mod hendes vilje.I sagen for Menneskerettighedsdomstolen blev det af Domstolen anført, at Men-neskerettighedskonventionens artikel 3 og artikel 8 skaber en positiv forpligtelsefor de kontraherende stater til at gennemføre strafferetlige regler, der sikrer, atvoldtægtsforbrydelser straffes effektivt, og til at anvende disse regler i praksisgennem effektiv efterforskning og retsforfølgning. Det blev samtidig anført, atmedlemsstaterne har en vid skønsmargin ved fastlæggelsen af, hvilke forholds-regler der skal sikre den fornødne beskyttelse mod voldtægt.Der blev derefter ved vurderingen af sagen af Domstolen bl.a. henvist til nationallovgivning fra øvrige europæiske lande, herunder Danmark. Domstolen anførteherom sammenfattende, at det generelt i de europæiske lande ikke længere var etkrav for at kunne straffe for voldtægt, at der af offeret var gjort fysisk modstandmod overgrebet. I de fleste europæiske lande indeholdt definitionen af voldtægtet krav om anvendelse af vold eller trusler om vold hos gerningsmanden, men iretspraksis og den juridiske litteratur var det imidlertid manglen på samtykke el-116

ler frivillighed og ikke magtanvendelse, der blev anset som det afgørende ele-ment i voldtægtsforbrydelsen. Domstolen anførte, at man således uafhængigt afden præcise ordlyd af en konkret voldtægtsbestemmelse i en række lande i prak-sis søgte at retsforfølge seksuelle handlinger begået uden samtykke ved hjælp afen nærmere fortolkning af de krav om vold og tvang mv., som var indeholdt i derelevante lovbestemmelser om voldtægt.Menneskerettighedsdomstolen henviste endvidere til Europarådets rekommenda-tion om beskyttelse af kvinder mod vold, idet rekommendationen fandtes at væreudtryk for, at medlemsstaterne var enige om, at det for at sikre en effektiv beskyt-telse af kvinder imod vold var nødvendigt at strafbelægge seksuelle handlingerbegået uden samtykke (non-consensual sexual acts), også i sager hvor offeret ik-ke havde ydet nogen modstand.Der blev desuden om definitionen af voldtægt i international strafferet anført føl-gende af Menneskerettighedsdomstolen, jf. dommens pkt. 163:”In international criminal law, it has recently been recognised that force is notanelement of rape and that taking advantage of coercive circumstances to proceedwith sexual acts is also punishable. The International Criminal Tribunal for theformer Yugoslavia has found that, in international criminal law, any sexual pene-tration without the victim's consent constitutes rape and that consent must be giv-en voluntarily, as a result of the person's free will, assessed in the context of thesurrounding circumstances (…). While the above definition was formulated in theparticular context of rapes committed against the population in the conditions ofan armed conflict, it also reflects a universal trend towards regarding lack of con-sent as the essential element of rape and sexual abuse.”

På den anførte baggrund blev det af Menneskerettighedsdomstolen tilkendegivet,at enhver fastlåst holdning til retsforfølgning af seksuelle overgreb–som eksem-pelvis et ufravigeligt krav om bevis for fysisk modstand fra offeret–kunne risi-kere at medføre, at visse former for voldtægt ikke blev straffet, hvilket ville med-føre, at den effektive beskyttelse af den seksuelle autonomi ville blive bragt i fa-re. Medlemsstaternes positive forpligtelse i henhold til Menneskerettighedskon-ventionens artikel 3 og 8 skulle således i overensstemmelse med den nyere tidsstandarder på området betragtes som en forpligtelse til at kriminalisere og retsfor-følge enhver form for ufrivillig seksuel handling, også selv om der ikke forelå fy-sisk modstand fra offeret.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt Menneskerettighedskonventionens artikel3 og 8 var blevet tilsidesat i den konkrete sag, blev det indledningsvist af Menne-skerettighedsdomstolen anført, at voldtægtsbestemmelsen i den bulgarske straffe-lov ikke indeholdt et krav om, at der skulle være ydet fysisk modstand fra offeret,ligesom bestemmelsen definerede voldtægt på en måde, som ikke afveg fra lov-givningen i andre medlemslande. Det afgørende var herefter ifølge Domstolenden nærmere fortolkning af de krav om vold og trusler, som var indeholdt i vold-tægtsbestemmelsen.Menneskerettighedsdomstolen fandt i den konkrete sag ikke at kunne tilbageviseklagerens påstand om, at der var en meget restriktiv praksis hos den bulgarskeanklagemyndighed med hensyn til at rejse tiltale for voldtægt. Det blev i den for-bindelse af Domstolen bl.a. anført, at den bulgarske retspraksis mv., der var hen-vist til under sagen, kunne siges at indikere, at hovedparten af de voldtægtssager,hvor der ikke var tegn på vold eller fysisk modstand, ikke blev retsforfulgt i Bul-garien.Menneskerettighedsdomstolen fandt endvidere ikke, at de bulgarske myndighe-der i tilstrækkeligt omfang havde udnyttet de muligheder, der havde været til-gængelige for at fastlægge hændelsesforløbet i sagen. Domstolen fandt det væ-sentligt, at årsagen hertil formentlig var, at de bulgarske myndigheder havde denopfattelse, at der i en sag om kontaktvoldtægt (”date rape”) ikke ville kunne føresbevis for voldtægt, medmindre der forelå bevis i form af f.eks. tegn på vold ogudøvelse af modstand eller råb om hjælp.Domstolen anførte, at selv om det i praksis kunne være svært at bevise manglenpå samtykke, hvis der ikke forelå direkte beviser for voldtægt, var det et krav, atmyndighederne skulle undersøge alle omstændigheder i en sag, og at sagens ef-terforskning skulle koncentrere sigom spørgsmålet om samtykke (”non-consent”). Disse krav var ikke opfyldt i den konkrete sag, og Menneskerettig-hedsdomstolen fandt, at myndighedernes mangelfulde efterforskning skyldtes, atder var lagt for stor vægt på, om der forelå direkte bevis for voldtægt. De bulgar-ske myndigheder havde således anset kravet om modstand som det væsentligsteelement i voldtægtsforbrydelsen.

2.2. Rækkevidden af dommen M.C. mod BulgarienDer kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der af Menneskerettighedsdomstolens af-gørelse i sagen M.C. mod Bulgarien kan udledes en forpligtelse til at udformebestemmelser om voldtægt på en bestemt måde, herunder med udgangspunkt i etkrav om manglende samtykke.I afgørelsen anførte Menneskerettighedsdomstolen om baggrunden for, at Men-neskerettighedskonventionens artikel 3 og 8 fandtes at være blevet krænket, bl.a.,at det ikke havde været muligt at tilbagevise en påstand om, at der i Bulgarienvar en meget restriktiv praksis med hensyn til at rejse tiltale for voldtægt (dom-mens pkt. 174). Endvidere fandt Domstolen ikke, at de bulgarske myndigheder itilstrækkeligt omfang havde udnyttet de muligheder, der havde været tilgængeli-ge for at fastlægge hændelsesforløbet i sagen (dommens pkt. 178). Det blev i denforbindelse af Domstolen fremhævet, at årsagen hertil formentlig var, at de bul-garske myndigheder havde den opfattelse, at der i en sag om kontaktvoldtægt(”date rape”) ikke kunne føres bevis for voldtægt, medmindre der forelå bevis iform af f.eks. tegn på vold og udøvelse af modstand (dommens pkt. 179). Men-neskerettighedsdomstolen henviste herudover til, at de nationale myndighedervar forpligtet til at undersøge alle omstændigheder i en sag, og til, at efterforsk-ningen skulle koncentrere sig om spørgsmålet om samtykke (dommens pkt. 181).Om den bulgarske lovgivning blev det af Menneskerettighedsdomstolen blot an-ført, at voldtægtsbestemmelsen i den bulgarske straffelov ikke indeholdt et kravom fysisk modstand fra offeret, samt at bestemmelsen definerede voldtægt på en119

måde, som ikke afveg fra lovgivningen i andre medlemsstater. Domstolen havdesåledes under behandlingen af sagen ved en sammenholdelse af bestemmelserneom voldtægt i de europæiske lande bl.a. kunne konkludere, at definitionen afvoldtægt i de fleste europæiske lande indeholdt et krav om anvendelse af vold el-ler trusler om vold hos gerningsmanden og således henviste til de midler, ger-ningsmanden havde anvendt i forbindelse med overgrebet. Det afgørende varimidlertid ifølge Domstolen den nærmere fortolkning af de krav om vold og trus-ler, som var indeholdt i definitionen af voldtægt (dommens pkt. 159, 170 og171).Derudover synes det centrale i Menneskerettighedsdomstolen afgørelse at være,at seksuelle overgreb uden samtykke skal straffes, men derimod ikke, at bestem-melser om voldtægt skal udformes på en bestemt måde, eller at alle seksuelleovergreb uden samtykke skal defineres som voldtægt.Forpligtelsen for medlemsstaterne efter Menneskerettighedskonventionens artikel3 og 8 er således af Domstolen bl.a. formuleret som en positiv forpligtelse ”toenact criminal-law provisions effectively punishing rape and to apply them inpractice through effectiveinvestigation and prosecution”, jf. dommens pkt. 153,og forpligtelsen i dommens pkt. 166 er beskrevet som ”requiring the penalisationand effective prosecution of any non-consensual sexual act, including in the ab-sence of physical resistance by the victim”. Der kan endvidere henvises til, atDomstolen afslutningsvis om forpligtelsen for medlemsstaterne beskriver dennesom en forpligtelse til at ”establish and apply effectively a criminal-lawsystempunishing all forms of rape and sexual abuse”, jf. dommens pkt. 185.Det er på den anførte baggrund Straffelovrådets opfattelse, at der ikke af dom-men kan udledes en forpligtelse til at udforme voldtægtsbestemmelsen på en be-stemt måde, herunder en forpligtelse til at udforme bestemmelsen ud fra et kravom manglende samtykke.Dette skyldes navnlig, at det i dommen primært er manglerne ved de bulgarskemyndigheders efterforskning af den konkrete sag–og ikke den bulgarske lov-givning–der er fremhævet som årsagen til, at Menneskerettighedskonventionensartikel 3 og 8 fandtes at være blevet krænket. Herudover synes det centrale iMenneskerettighedsdomstolens afgørelse som nævnt at være, at seksuelle over-120

greb uden samtykke skal kunne straffes, og ikke at alle sådanne overgreb skal de-fineres som voldtægt.Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at gældende dansk ret må antages atvære i overensstemmelse med de krav, som kan udledes af Menneskerettigheds-domstolens afgørelse. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om overgreb iform af samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje er udformet medudgangspunkt i et krav om udøvet tvang (vold, trusler), udnyttelse eller misbrug,jf. straffelovens §§ 216-221, og det er således et fællestræk for disse bestemmel-ser, at det seksuelle forhold skal være opnået på en sådan måde eller under så-danne omstændigheder, at der ikke foreligger et reelt eller gyldigt frivilligt sam-tykke fra offerets side.

3. Norsk reformarbejde i hovedtrækKapitel 19 om seksualforbrydelser i den gældende norske straffelov fra 1902 (lovnr. 10 af 22. maj 1902 med senere ændringer) er blevet ændret flere gange. Sær-ligt kan det nævnes, at der i 2000 blev foretaget en mere gennemgribende æn-dring af centrale bestemmelser i kapitlet.Den norske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser blev ved lovrevisionen i2000 omdisponeret, forenklet og moderniseret. Bestemmelserne i kapitlet blevsystematiseret ud fra den værnede interesse og strafværdigheden af de enkelteovertrædelser.Af de ændringer, der blev foretaget ved lovrevisionen, kan det herudover særligtnævnes, at definitionen af voldtægt blev udvidet, således at seksuel omgang op-nået ved mindre alvorlige trusler og seksuel omgang med nogen, som er bevidst-løs eller af anden grund ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev omfattetaf voldtægtsbestemmelsen. Endvidere blev uagtsom voldtægt og køb af seksuelleydelser fra personer under 18 år ved lovændringen kriminaliseret, og strafniveau-et for voldtægt og grove overgreb mod mindreårige blev skærpet inden for de ek-sisterende strafferammer.

Det blev ved lovrevisionen i 2000 desuden overvejet, om der i voldtægtsbestem-melsen skulle indsættes et krav om manglende samtykke. Det blev dog heromkonkluderet, at indsættelse af et sådant krav i voldtægtsbestemmelsen ikke villetilføre bestemmelsen noget nyt af betydning, og at en sådan ændring snarere villekunne få uønskede og negative konsekvenser. Endvidere blev det ved lovrevisio-nen afvist at indføre en selvstændig bestemmelse om straf for seksuel omgang fo-retaget uden samtykke.Om systematikken i den norske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser kandet nævnes, at kapitlet indledes med en bestemmelse om voldtægt. Kriminalise-ringen af voldtægt omfatter ud over overgreb i form af seksuel omgang tiltvungetved vold eller trusler også seksuel omgang med nogen, som er ude af stand til atmodsætte sig handlingen. Herudover omfatter kriminaliseringen en skærpet be-stemmelse om minimumsstraf for voldtægt ved samleje eller ved fremkaldelse afen tilstand, hvorved offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen, samtbestemmelser om grov voldtægt og groft uagtsom voldtægt. Efter voldtægtsbe-stemmelsen følger bestemmelser om seksuel omgang ved misbrug af stilling ellerafhængighedsforhold samt seksuel omgang med nogen, som er indsat i anstalt el-ler institution mv. Herefter følger bestemmelser om seksuel omgang med min-dreårige, incest og seksuel omgang med adoptivbarn, plejebarn mv., samt be-stemmelser om seksuelle handlinger foretaget uden samtykke eller mod mindre-årige og om seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd. En bestemmelseom at tage kontakt til børn i den hensigt at begå et seksuelt overgreb (grooming)samt bestemmelser om rufferi, køb af seksuelle ydelser, pornografi og børnepor-no er placeret til sidst i kapitlet.I 2005 blev der vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 medsenere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Kapitlet i 2005-straffeloven om seksualforbrydelser blev vedtaget i 2009. Den nye straffelov fra2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Straffeloven fra 2005 medfører blot beskedne ændringer af kriminaliseringen afseksualforbrydelser i forhold til straffeloven fra 1902 med senere ændringer.Af de foretagne ændringer kan det særligt nævnes, at systematikken i den norskestraffelovs kapitel om seksualforbrydelser med loven ændres, således at overgreb122

mod mindreårige som hovedregel reguleres i selvstændige bestemmelser adskiltfra bestemmelserne om overgreb mod voksne. Dette betyder også, at placeringenaf en del af bestemmelserne i kapitlet ændres. Bl.a. flyttes bestemmelserne omkøb af seksuelle tjenester fra mindreårige, seksuelle handlinger uden samtykkeeller mod mindreårige og seksuelt krænkende eller anden uanstændig adfærd ikapitlet op før bestemmelserne om incest og seksuel omgang med adoptivbørnmv. Endvidere kan det nævnes, at bestemmelserne om seksuelle overgreb modbørn med 2005-loven er udformet under hensyn til Europarådets konvention ombeskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.For at understrege alvoren i at begå seksuelle overgreb mod børn og styrke bar-nets beskyttelse mod overgreb er al seksuel omgang og de mest kvalificeredeseksuelle handlinger mod børn under 14 år endvidere med loven defineret somvoldtægt uafhængig af, hvordan den seksuelle omgang eller handling er opnået.Herudover kan det nævnes, at mindstestraffen for visse former for voldtægt med2005-loven hæves til fængsel i 3 år, og at strafniveauet i voldtægtssager og sagerom seksuelle overgreb mod børn med loven skærpes betydeligt. I tillæg hertil eralle bestemmelser om seksuel omgang i straffeloven fra 2005 udvidet til også atomfatte det at få en anden til at udføre handlinger med sig selv, som svarer tilseksuel omgang.Det er i forarbejderne til straffeloven fra 2005 på ny blevet overvejet, om vold-tægtsbestemmelsen bør omfatte alle former for seksuel omgang uden samtykke.Konklusionen er dog også denne gang blevet, at det afvises at fremsætte et sådantforslag, ligesom det afvises at indsætte en selvstændig bestemmelse i straffelovenom seksuel omgang uden samtykke.Der henvises om norsk ret og det norske reformarbejde på området nærmere tilkapitel 7,afsnit 4.3 og 5.5.

af de svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. attydeliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret tilseksuel selvbestemmelse samt at forstærke beskyttelsen af børn mod seksuelleovergreb.Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 om seksualforbrydelser istraffeloven. Blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, kanbl.a. nævnes, at begrebet ”sexuellt umgänge” blev erstattet med begrebet ”sexuellhandling”, samt at bestemmelsen om voldtægt blev udvidet ved, at de krav, derefter bestemmelsen stilles til tvang, blev lempet, og ved, at de alvorligste tilfældeaf seksuel udnyttelse blev indarbejdet i voldtægtsbestemmelsen.Endvidere blev der med lovændringen indført særlige straffebestemmelser omvoldtægt mod børn og om seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn, ogkriminaliseringen af de nævnte former for forbrydelser blev udvidet, idet kravetom tvang helt udgik af bestemmelserne. Anvendelse af bl.a. vold eller trusler kandog fortsat have betydning ved vurderingen af grovheden af et overgreb. I tillæghertil blev forbuddet mod at købe seksuelle ydelser af børn ved lovændringenskærpet, og der blev indført en særlig bestemmelse om udnyttelse af børn i for-bindelse med seksuel posering.Spørgsmålet om, hvorvidt voldtægtsbestemmelsen bør bygge på et krav om tvangeller et krav om manglende samtykke, blev diskuteret og overvejet af både densvenske Sexualbrottskommitté og den svenske regering i forbindelse med refor-men af bestemmelserne om seksualforbrydelser i 2005. Regeringen, som delteKomiteens bedømmelse af spørgsmålet, fandt ikke, at der var tilstrækkeligttungtvejende grunde til at affatte voldtægtsbestemmelsen ud fra et krav ommanglende samtykke. Der blev som baggrund herfor navnlig henvist til den risi-ko en sådan formulering af bestemmelsen ville skabe for i højere grad at sættefokus på offerets handlinger.Om systematikken i den svenske straffelovs kapitel om seksualforbrydelser kandet nævnes, at kapitlet indledes med en bestemmelse om voldtægt, herunder bl.a.om mindre grov og grov voldtægt. Derefter følger bestemmelser om seksueltvang og seksuel udnyttelse af personer i et afhængighedsforhold, samt bestem-melser om voldtægt, seksuel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn. Herefter124

kommer bestemmelser om incest, udnyttelse af børn i forbindelse med seksuelposering, køb af seksuelle ydelser hos børn, en bestemmelse om seksuelt for-ulempende overgreb i form af bl.a. seksuel berøring af børn og krænkelse af an-dres seksuelle integritet samt en bestemmelse om i seksuel hensigt at tage kon-takt til børn (grooming). Bestemmelserne om køb af seksuelle ydelser og rufferier placeret til sidst i kapitlet. Bestemmelser om børnepornografi er placeret i densvenske straffelovs kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden.Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med den opgave at foretage enevaluering af den reform af de strafferetlige regler om seksualforbrydelser, somblev foretaget i 2005 (Kommittédirektiv, Dir. 2009:94).Formålet med evalueringen har været at belyse, hvordan de ændrede straffebe-stemmelser har fungeret i praksis, og om formålet med reformen er blevet opnået.Evalueringen har særligt skulle fokusere på voldtægtsbestemmelsen og de sær-skilte bestemmelser om seksualforbrydelser mod børn. Endvidere har det vedevalueringen bl.a. skulle vurderes, om kravet om tvang i den svenske voldtægts-bestemmelse bør erstattes med et krav om manglende samtykke.I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningenom seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyt-telsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selvbestemmel-sesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i 2005, samtat også beskyttelsen af børn er blevet forbedret, og at strafniveauet for seksual-forbrydelser mod børn er højere end før reformen.Med hensyn til spørgsmålet om samtykke konkluderes det i betænkningen, atsamtykkes betydning for, hvornår noget er en tilladt henholdsvis en utilladt hand-ling, bør fremgå direkte af lovgivningen. En ren samtykkebaseret regulering,hvor samtykket er det grundlæggende og eneste element i kriminaliseringen børdog ifølge betænkningen ikke indføres. Kriminaliseringen af voldtægt og seksueltvang bør således fortsat tage udgangspunkt i, om der er udvist tvang eller udnyt-telse. Det foreslås imidlertid i betænkningen, at der i den svenske straffelovs ka-pitel om seksualforbrydelser indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse omstraf for seksuelt overgreb. Med den foreslåede bestemmelse kriminaliseres gen-nemførelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Det fo-125

reslås, at bestemmelsen skal være subsidiær i forhold til bestemmelserne omvoldtægt og seksuel tvang og således kun skal kunne anvendes, hvis gerningenikke er omfattet af disse bestemmelser.Herudover foreslås det i betænkningen, at voldtægtsbestemmelsen udvides, såle-des at det ikke blot er strafbart at udnytte en person, der befinder sig i en hjælpe-løs tilstand, men også at udnytte en person, som på anden måde har særlig van-skeligt ved at værne om sin seksuelle integritet.Det foreslås endvidere, at anvendelsesområdet for bestemmelsen om voldtægtmod børn udvides, således at visse overgreb, som efter de gældende regler er om-fattet af den mere lempelige bestemmelse om seksuelt overgreb mod børn, i ste-det skal anses som voldtægt. Hensigten hermed er særligt at fremhæve, at be-dømmelsen af en seksuel handling mod et barn ikke skal foretages på sammemåde, som når handlingen begås mod en voksen. I tillæg hertil foreslås det, atstrafferammen for seksuel udnyttelse af børn og groft seksuelt overgreb modbørn skærpes. Det foreslås desuden, at bestemmelsen om seksuelt forulempendeovergreb udvides, herunder som følge af de krav, der følger af Europarådets kon-vention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, så-ledes at det bl.a. udtrykkeligt bliver strafbart at få et barn til at bevidne en seksuelhandling.Der henvises om svensk ret og det svenske reformarbejde på området nærmere tilkapitel 7,afsnit 4.4.

1. IndledningSelv om straffelovens kapitel 24 har været ændret flere gange, har den grundlæg-gende struktur i kapitlet været stort set uændret siden 1930.Kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden omfatter bestemmelser om sam-leje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som er opnået ved tvang ellerudnyttelse mv., bestemmelser om overgreb mod mindreårige, om rufferi og ombørnepornografi samt bestemmelser om blufærdighedskrænkelse og utugtig ad-færd.Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om overgreb i form af samleje elleranden kønslig omgængelse end samleje er udformet med udgangspunkt i et kravom udøvet tvang (vold, trusler), udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§216-221. Et fællestræk for disse bestemmelser er således, at det seksuelle forholdskal være opnået på en sådan måde eller under sådanne omstændigheder, at derikke foreligger et gyldigt samtykke fra offerets side.Det har i en række sammenhænge været overvejet, hvorvidt det gældende kravom, at gerningsmanden skal have udøvet tvang mv., bør bevares, eller om krimi-naliseringen af ufrivillig seksuel adfærd i stedet bør tage udgangspunkt i, om of-feret har samtykket i den seksuelle aktivitet.Med hensyn til den grundlæggende struktur i straffelovens kapitel 24 vil der bl.a.også kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt bestemmelserne om rufferi mv. forsatbør være en del af straffelovens kapitel 24, samt om bestemmelsen i straffelovens§ 210 om incest bør flyttes til kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden.

2. Samtykke som en del af kriminaliseringen i kapitel 242.1.I forhold til, hvilke handlinger der i straffelovens kapitel 24 bør kriminalise-res som ufrivillige seksuelle handlinger, bemærkes, at udgangspunktet for krimi-naliseringen af seksualforbrydelser også fremover efter Straffelovrådets opfattel-se bør være et værn af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og seksuel in-tegritet.Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i straffelovens kapitel24 om kriminalisering af ufrivilligt samleje mv. bør udformes ud fra et krav ommanglende samtykke, kan det indledningsvis anføres, at det allerede efter dengældende kriminalisering er en klar forudsætning, at handlingen er gennemførtuden et gyldigt samtykke, jf. herved kravene om tvang og udnyttelse mv. i straf-felovens §§ 216-221.En samtykkebaseret kriminalisering af ufrivilligt samleje mv. vil i praksis kunneudformes ved, at voldtægtsbestemmelsen–i stedet for krav om vold eller trusselom vold–baseres på et krav om manglende (gyldigt) samtykke, idet også for-hold omfattet af straffelovens §§ 217-221 i givet fald må antages at ville bliveomfattet af en sådan udformning af voldtægtsbestemmelsen. En voldtægtsbe-stemmelse baseret på et krav om manglende samtykke ville i sin rene form bety-de, at det gældende tvangselement i bestemmelsen ville bortfalde. De meget for-skelligartede overgreb i straffelovens §§ 216-221 og den dermed varierende al-vorlighed af overgrebene ville imidlertid efter Straffelovrådets vurdering nød-vendiggøre en række sidestrafferammer, som formentlig ville få lighed med degældende strafferammer i bestemmelserne. Der ville således efter Straffelovrå-dets vurdering henset til den forskellighed, som overgrebene i §§ 216-221 har,ikke blive tale om en ren samtykkebaseret bestemmelse med én samlet straffe-ramme, men derimod om en bestemmelse, som i vidt omfang må antages at villekomme til at svare til den gældende retstilstand. Der ville således fortsat værebehov for i loven at markere forskellige grader af alvor af forskellige former forufrivillige seksuelle forhold.Udgangspunktet for straffelovens bestemmelser om ufrivilligt samleje mv. er ef-ter de gældende bestemmelser–og bør som nævnt ovenfor også fremover efter128

Straffelovrådets opfattelse være–beskyttelsen af den seksuelle selvbestemmel-sesret og den seksuelle integritet. Spørgsmålet om, hvorvidt der er givet samtyk-ke til en seksuel handling, er således af central betydning for vurderingen af, omhandlingen er udtryk for en seksualforbrydelse.2.2.Det kan til støtte for indførelsen af en samtykkebaseret kriminalisering anfø-res, at en sådan regulering ville kunne understøtte det grundlæggende udgangs-punkt om, at alle seksuelle handlinger skal bygge på frivillighed. En sådan ud-formning af voldtægtsbestemmelsen ville således kunne tydeliggøre beskyttelsenaf den seksuelle selvbestemmelsesret og den seksuelle integritet og ville samtidigkunne markere samfundets afstandstagen til seksuelle handlinger, som ikke erbaseret på frivillighed.Selv om selvbestemmelsesretten er den afgørende beskyttelsesinteresse ved kri-minaliseringen af seksualforbrydelser, er det imidlertid ikke givet, at lovgivnin-gen bør udformes således, at manglende samtykke udgør gerningsindholdet ikriminaliseringen. Beskyttelseshensynet vil også kunne varetages ved, at lovgiv-ningen–som efter den gældende regulering–angiver, i hvilke situationer et gyl-digt samtykke ikke foreligger eller ikke er relevant.Det er i den forbindelse bl.a. af betydning, at der ikke findes en fast afgrænsningeller definition af samtykkebegrebet. Det vil eksempelvis ikke være tilstrækkeligtat stille krav om, at offeret tilkendegiver at ville medvirke til samlejet, idet en så-dan tilkendegivelse vil kunne være frembragt ved trusler mv.Afgrænsningen mellem, hvad der anses som en seksualforbrydelse, og hvad deranses som en accepteret form for seksuel adfærd, er således ikke givet med ensamtykkebaseret regulering, og det kan ved en sådan regulering være særdelesvanskeligt at afgrænse, hvad der–ud over tilfælde af tvang i form af vold mv.–udgør en ufrivillig seksuel handling, herunder hvilke seksuelle handlinger det ernormalt at samtykke til.Vanskeligheden ved at beskrive og afgrænse kriminaliseringen af ufrivillige sek-suelle handlinger blandt normale voksne mennesker på en hensigtsmæssig mådeskyldes selve seksualitetens karakter af en som udgangspunkt naturlig og ønske-lig menneskelig aktivitet mellem oftest to personer. Der vil således kun sjældent129

være vidner til selve den seksuelle aktivitet mellem de implicerede. Det afgøren-de kriterium for, om den seksuelle aktivitet er ønskelig eller integritetskrænken-de, er som udgangspunkt, om deltagelsen i den seksuelle aktivitet er frivillig.Frivilligheden kommer til udtryk ved, at begge parter accepterer (samtykker i)den seksuelle aktivitet, men diskussionen om brugen af samtykke som afgørendekriminaliseringskriterium har naturligt taget udgangspunkt i, om forurettede (of-feret) har givet samtykke til den seksuelle aktivitet.Samtykket har en traditionel juridisk tilknytning til aftale- og erstatningsretten.Her vil det udtrykkelige eller stiltiende samtykke (accept) kunne være afgørendefor, om en aftale anses for indgået, eller om erstatningsansvar er pådraget.Det kan umiddelbart være vanskeligt at overføre denne traditionelle samtykke-konstruktion til seksuelle forhold. Uanset at det ikke kan afvises, at der kan fin-des lighedspunkter mellem de nævnte retsområder og vurderingen af, om en be-stemt seksuel aktivitet er frivillig eller ej, er det således formentlig en almindeligantagelse, at sædvanlig seksuel aktivitet mellem voksne mennesker ikke er præ-get af, at der–når bortses fra prostitution–indgås nogen aftaler om, sker nærme-re drøftelser af eller på anden måde nogen formalisering af den seksuelle aktivi-tet. Blandt mennesker, der ikke tidligere har haft et seksuelt forhold til hinanden,vil aktiviteten vel ikke sjældent været præget af, at den ene part som den aktiveforsøger at komme så langt i retning af den ønskede aktivitet, som den anden parttillader. Signalet om, at den ene part ikke ønsker at deltage i yderligere seksuelaktivitet, kan gives på tidspunkter, inden den anden part er ”gået for langt”, ellerumiddelbart efter, og hvor der således principielt foreligger en krænkelse, somden aktive part imidlertid næppe har forstået. Seksuelle forhold kan undertidenogså være præget af, at den ene eller begge parter er påvirket af spiritus, og spiri-tuspåvirkethed kan sløre evnen til at signalere manglende lyst eller samtykke tilseksuel adfærd og evnen til at opfatte et sådant signal.Som anført er prostitution karakteriseret ved, at der indgås en aftale mellem topersoner om, at den ene part mod et økonomisk vederlag vil medvirke til en sek-suel aktivitet. Spørgsmålet om kriminalisering af prostitution drejer sig om,hvorvidt en sådan aftale bør kunne indgås–hvilket efter gældende ret ikke er til-fældet i forhold til en mindreårig–eller om andre må medvirke hertil, og er såle-130

des et ganske andet end det foreliggende om, hvorvidt den seksuelle aktivitet erfrivillig eller ej.Man kunne imidlertid som nævnt ud fra en teoretisk forestilling om, at en sam-tykkebaseret kriminalisering af seksuelle handlinger kunne være normdannende,argumentere for, at manglende samtykke bør være et afgørende led i kriminalise-ringen. I stedet for som i gældende ret at fokusere på, om gerningsmanden hartvunget den forurettede, herunder eventuelt anvendt vold eller truet hermed, kun-ne man således generelt kriminalisere seksuelle handlinger, som den anden partikke har samtykket i. Fokus ville derved i et vist omfang vende sig fra objektivekendetegn ved gerningsmandens handlinger til spørgsmålet om, hvorvidt foruret-tede har givet samtykke til handlingen.Det har i Norge og Sverige været overvejet at indføre en samtykkebaseret krimi-nalisering af seksuelle overgreb (voldtægt). Det er dog i forbindelse med disseovervejelser bl.a. blevet anført, at fokus herved i højere grad vil blive rettet modforurettedes adfærd. Et afgørende spørgsmål vil således være, om forurettedef.eks. gennem sin adfærd har kunnet give gerningsmanden indtryk af eller reelthar indvilliget i den seksuelle aktivitet. I både Norge og Sverige har man afvist atlade voldtægtsbestemmelsen erstatte af en generel samtykkebaseret kriminalise-ring af seksuelle overgreb under henvisning til bl.a., at et sådant øget fokus påforurettedes forhold ikke er ønskelig.Efter Straffelovrådets opfattelse vil der i forhold til både en generel bestemmelseom kriminalisering af seksuelle handlinger med en anden person uden dennessamtykke og efter de gældende straffelovsbestemmelser kunne forekomme bety-delige bevisproblemer, som må løses ved en helhedsvurdering af både gernings-mandens og offerets adfærd. Det er dog Straffelovrådets vurdering, at fokus istørre omfang end i dag med en samtykkebaseret regulering vil blive rettet modforurettedes adfærd.En samtykkebaseret regulering som den nævnte vil endvidere ikke kunne stå ale-ne. En række personer vil således ikke eller bør ikke kunne give et gyldigt sam-tykke til seksuel aktivitet. Det gælder navnlig børn, sindssyge eller andre, der ik-ke har evnen til at handle fornuftsmæssigt. Den nævnte regulering vil derfor skul-le suppleres af bestemmelser i loven eller bemærkninger i lovens forarbejder om,131

hvem der kan afgive et gyldigt samtykke, eller en nærmere definition af, hvad etgyldigt samtykke er.Hertil kommer, at en samtykkebaseret regulering som tidligere nævnt–i forholdtil både kriminaliseringens materielle afgrænsning og spørgsmålet om straffe-rammer–efter Straffelovrådets vurdering må antages at ville få et indhold, som ividt omfang vil svare til de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 216-221.Dette skyldes, at disse bestemmelser omfatter meget forskelligartede overgreb,og at det på den baggrund er Straffelovrådets opfattelse, at der ikke bør indføresen ren samtykkebaseret bestemmelse med blot én samlet strafferamme for alle denævnte former for overgreb.2.3.Sammenfattende lægger Straffelovrådet til grund, at udformningen af degældende bestemmelser i straffeloven om seksualforbrydelser, der tager ud-gangspunkt i en beskrivelse af gerningsmandens forhold, ikke har givet anled-ning til vanskeligheder i retspraksis.Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke påvist væsentlige fordele ved at ind-føre en generel samtykkebaseret kriminalisering af seksuelle handlinger. Der erderimod grund til at antage, at et udtrykkeligt, gyldigt samtykke som forudsæt-ning for lovlig seksuel aktivitet sjældent vil harmonere med seksuallivets realite-ter. Bevisførelsen i sager efter en samtykkebaseret straffebestemmelse må såledesantages i praksis at ville koncentrere sig om, hvorvidt der foreligger objektiveomstændigheder i form af vold eller trusler mv., som kan indicere, at der ikke fo-religger et stiltiende eller reelt samtykke.Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at voldtægtsbestemmelsen alene børomfatte de mere alvorlige former for seksuelle overgreb. Ved en samtykkebaseretkriminalisering, hvorved voldtægtsbestemmelsen baseres på et krav om mang-lende samtykke, vil bestemmelsen få et meget bredt anvendelsesområde, idet ek-sempelvis også overgreb omfattet af straffelovens § 220 om groft misbrug af af-hængighedsforhold og § 221 om visse former for svig som nævnt må antages atville blive omfattet af en sådan udformning af bestemmelsen.

Ud fra tilsvarende synspunkter har man i Norge og Sverige flere gange afvist atindføre en generel samtykkebaseret bestemmelse til afløsning af de gældende be-stemmelser om voldtægt mv.Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at der vil være en række fordeleforbundet med at opretholde det gældende udgangspunkt i straffelovens kapitelom sædelighedsforbrydelser om så præcist som muligt at beskrive den kriminelleadfærd, som samtidig er udtryk for, at der ikke foreligger et gyldigt samtykke fraden forurettede.Kriminaliseringen af overgreb i form af samleje mv. bør på den baggrund fortsatbygge på krav om tvang eller udnyttelse mv. og dermed tage udgangspunkt i for-skellige typeeksempler på situationer, hvor et reelt frivilligt samtykke ikke fore-ligger.En sådan udformning af voldtægtsbestemmelsen og de øvrige bestemmelser omseksuelle overgreb i form af samleje mv. må endvidere efter Straffelovrådets op-fattelse antages at være i overensstemmelse med Danmarks internationale for-pligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagenM.C. mod Bulgarien, jf. nærmerekapitel 4,afsnit 1 og 2, ovenfor.Fastholdelsen af tvangselementet betyder også, at den nuværende struktur i straf-felovens §§ 216-221 som udgangspunkt efter Straffelovrådets opfattelse bør op-retholdes.2.4.I tillæg til overvejelserne om, hvorvidt kriminaliseringen af overgreb i formaf samleje mv.genereltbør bygge på et krav om samtykke, har Straffelovrådetovervejet, om der er grundlag for at indføre enopsamlendesamtykkebaseret be-stemmelse. Der henvises herom tilkapitel 12,afsnit 4.1, nedenfor.

finder Straffelovrådet, at bestemmelserne fortsat bør være placeret i straffelovenskapitel 24. Der henvises herom tilkapitel 19,afsnit 6.2.10, nedenfor.Straffelovrådet har endvidere overvejet, om bestemmelserne om incest i straffe-lovens § 210 bør flyttes til straffelovens kapitel 24, men har ikke fundet grundlagfor at stille forslag herom. Der henvises herom tilkapitel 25,afsnit 4.5, nedenfor.Med hensyn til opbygningen af straffelovens kapitel 24 finder Straffelovrådetsom nævnt i afsnit 2 ovenfor, at den nuværende struktur i straffelovens §§ 216-221 som udgangspunkt bør opretholdes. Straffelovrådet finder således, at en op-bygning af kapitlet, som starter med den alvorligste forbrydelse–voldtægt–ogdernæst fortsætter med de øvrige forbrydelser vedrørende seksuelt forhold uden(gyldigt) samtykke, stadig vil være passende. Med hensyn til spørgsmålet omeventuelt at flytte grænserne mellem de forskellige bestemmelser, herunder omforholdet mellem §§ 216-221 og § 222 om seksuelt forhold til barn under 15 årog mellem §§ 216-221 og § 232 om blufærdighedskrænkelse henvises til overve-jelserne nedenfor ikapitel 7,afsnit 4.5.4,kapitel 9,afsnit 5,kapitel 13,afsnit 3.3,ogkapitel 16,afsnit 2.Straffelovrådet finder endvidere, at det fortsat vil være hensigtsmæssigt, at degenerelle bestemmelser om seksuelt forhold uden (gyldigt) samtykke følges afbestemmelserne om seksuelt forhold til personer under en bestemt alder, jf. straf-felovens §§ 222-223 a.Straffelovrådet foreslår, at de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 224 og225 om andet heteroseksuelt forhold end samleje og om homoseksuelt forholdslås sammen til én bestemmelse om andet seksuelt forhold end samleje. Der hen-vises herom tilkapitel 16,afsnit 2, nedenfor.Straffelovrådet finder, at bestemmelserne om seksuelt forhold bør efterfølges afbestemmelserne om anden seksuel udnyttelse af personer under en vis alder, dvs.bestemmelserne om optagelse af pornografiske fotografier og film og om porno-grafisk optræden, som i dag findes i straffelovens §§ 230 og 235 a. Straffelovrå-det foreslår således, at disse bestemmelser fremover placeres umiddelbart efterhinanden. Der henvises herom tilkapitel 20,afsnit 4.3, nedenfor.

Bestemmelsen om uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand,som i dag findes i straffelovens § 226, bør placeres (umiddelbart) efter den sidsteaf de bestemmelser, den knytter sig til, dvs. umiddelbart efter de netop nævntebestemmelser om optagelse af pornografiske fotografier og film og om pornogra-fisk optræden. Om Straffelovrådets overvejelser med hensyn til kriminaliseringenaf uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder eller tilstand henvises tilkapitel17,afsnit 4, nedenfor.Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse, som angår seksuelle krænkelser,som ligger under grænsen for seksuelt forhold, bør placeres i tilknytning til be-stemmelserne om seksuelt forhold–og dermed i modsætning til i dag før regler-ne om medvirken til andres prostitution.Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer i rækkefølgen af deresterende bestemmelser i straffelovens kapitel 24. Det bemærkes herved, atStraffelovrådet foreslår at ophæve straffelovens §§ 227, 231, 233 og 234 (jf. her-omkapitel9, afsnit 3.3.5,kapitel 19,afsnit 6.1 og 6.2.8, ogkapitel 22,afsnit 3,nedenfor), således at rækkefølgen af de resterende bestemmelser i kapitlet vil væ-re bestemmelser om (1) medvirken til andres prostitution (gældende §§ 228 og229), (2) udbredelse og besiddelse af børnepornografi (gældende § 235) og (3)pålæg til dømte (gældende § 236).

1. Den gældende terminologi1.1.Overskriften til kapitel 24 har siden borgerlig straffelov fra 1930 været ”For-brydelser mod kønssædeligheden”. Det tilsvarende kapitel i straffeloven af 1866hed ”Forbrydelsermod Sædeligheden”.Som det nærmere er beskrevet ikapitel 2,afsnit 1, om baggrunden for kriminali-seringen af forbrydelser mod kønssædeligheden, blev man i forbindelse med ud-arbejdelsen af straffeloven af 1930 i højere grad end tidligere opmærksom på be-hovet for en øget beskyttelse af kønsfriheden og dermed af den enkelte mod sek-suelle overgreb.I forbindelse med udarbejdelsen af straffeloven af 1930 blev det endvidere fore-slået, at ordet ”Sædelighed” i kapitlets overskrift blev erstattet med ordet ”Køns-sædelighed”. I Torps udkast af 1917 (U II) fremgår således følgende om indhol-det af kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden (side 187):”Den systematiske Placering af disse Forbrydelser har altid voldt Tvivl ikke blot iLitteraturen, men ogsaa ved Lovarbejderne; og det er i Virkeligheden højst tvivl-somt, om det er naturligt at sammenfatte disse meget forskelligartede Forbrydelseri et enkelt Kapitel. Nærmest af Hensyn til Traditionen er den i K.U. fulgte Syste-matik paa dette Punkt dog fulgt ogsaa i nærværende Forslag, medens det erforeslaaet i Kapitlets Overskrift at erstatte Ordet Sædeligheden med det mere ad-ækvate ”Kønssædeligheden”.”

af andres kønsusædelighed (omfattet af denne gruppe var bl.a. rufferi) og kræn-kelse af den enkeltes eller samfundets sædelighedsfølelse (omfatte af dennegruppe var bl.a. krænkelse af blufærdigheden og pornografi).Der kan herudover fra forarbejderne til straffeloven af 1930 henvises til udkast af1923 (U III) spalte 315.1.2.Med hensyn til den terminologi, der andre steder er anvendt om bestemmel-ser svarende til den danske straffelovs kapitel 24, kan det bl.a. nævnes, at kapitel18 i den grønlandske kriminallov, som i vidt omfang kriminaliserer det sammeområde som den danske straffelovs kapitel 24, har overskriften ”Seksualforbry-delser”. Kapitlets overskrift var indtil lov nr. 306 af 30. april 2008 ”Forbrydelsermod kønssædeligheden”.1.3.Om norsk ret kan det bemærkes, at overskriften til den norske straffelovs ka-pitel 19 ved lov nr. 76 af 11. august 2000 blev ændret fra ”Forbrydelser mot se-deligheten”til ”Seksualforbrytelser”, jf. nærmere om lovrevisionen af den norskestraffelov i 2000 ovenfor ikapitel 4,afsnit 3. Ændringen i 2000 af kapitlets over-skrift skete som led i en omstrukturering af kapitlet, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 23ff. I den nye norske straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med sene-re ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902, jf. nærmere ovenfor ikapi-tel 4,afsnit 3, er overskriften til kapitlet om seksualforbrydelser ”Seksuallov-brudd”.1.4.Ved ændringen af den svenske straffelov i 1984 (Lag 1984:399) blev over-skriften til lovens kapitel 6 ændret fra ”Om sedlighetsbrott” til ”Om sexuelbrott”.Om baggrunden for ændringen af overskriften fremgår det af lovforslaget, at be-grebet ”sedlighetsbrott” fandtes at være sprogligtforældet, jf. prop 1983/84:105side 50.1.5.I den juridiske litteratur er betegnelsen ”sædelighedsforbrydelser” eller ”for-brydelser mod kønssædeligheden” flere steder omtalt eller nærmere beskrevet.I Den danske Kriminalret–Speciel Del (1955) side 187 definerer Stephan Hur-witz begrebet ”sædelighedsforbrydelser” på følgende måde:

I både Vagn Greve og Thomas Elholm, Forbrydelserne (3. udg. 2011) side 23ffog Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 45ff anføresdet, at begrebet ”sædelighedsforbrydelse” henviser til moralnormernei samfun-det.Endvidere anfører Knud Waaben, a.st., vedrørende udtrykket ”sexualforbrydel-se” bl.a. følgende:”Man kan både i almindelig sprogbrug og i faglig litteratur finde støtte for detsynspunkt at udtrykket ”sexualforbrydelse” ikke helt svarer til ”sædelighedsfor-brydelse”. Det er snævrere fordi det føles mindre rammende fx. med henblik påpornografi og økonomisk udnyttelse af prostitution. Og det er på den anden sidevidere fordi det omfatter visse drab, voldsforbrydelser, tyverier mv. begået med etsexuelt motiv. Spørgsmålet er imidlertid ikke af stor praktisk betydning. Beggeudtryk sammenfatter meget forskelligartede handlinger, og den strafferetlige inte-resse knytter sig til de enkelte gerningstypers afgrænsning og til de hensyn derbegrunder deres kriminalisering.Det har heller ikke stor betydning at diskutere hvilke gerningstyper man skalplacere i et kapitel om ”forbrydelser mod kønssædeligheden”. Straffeloveneviserstort set enighed herom, men dog en vis tvivl i grænseområder, fx. mht. incest ogprostitution.I engelsk ret har de pågældende delikter længe været betegnet som ”sexual of-fences”. Et skifte i den retlige terminologi er sket i tysk ret hvor udtrykket”Verbrechen gegen die Sittlichkeit” i 1973 er blevet ændret til det ikkesærlig nøj-agtige ”Straftaten gegen die sexuelle Selbstbestimmung”. Det tyske Alternativ-Entwurf havde fremhævet at den traditionelle betegnelse bevirkede en risiko for atdelikterne blev anskuet ”for meget under moraliserende aspekter”. Samtidig harlovenændret udtryk som ”Unzucht” (i betydningen kønsligt forhold) til ”sexuelleHandlung”. Afgrænsningen skal dog stadig ske under hensyntagen til socialetiskeforestillinger. Se også om udtrykkene ”sexuella övergrepp” og ”sexualbrott” desvenske betænkningerSOU 1976:9, 1982:61 og 1986:14.”

2. Straffelovrådets overvejelser2.1.Som det fremgår afkapitel 3,afsnit 3, har der i den offentlige debat væretrejst kritik af, at bestemmelserne om voldtægt mv. er placeret i straffelovens ka-pitel om forbrydelser mod kønssædeligheden. Det har således været anført, atplaceringen signalerer, at voldtægt mv. udgør en krænkelse af den offentlige mo-ral og ikke en krænkelse af den enkeltes ret til seksuel selvbestemmelse og inte-gritet.Det kan hertil om det materielle indhold af bestemmelserne i straffelovens kapitel24 om voldtægt mv. nævnes, at der hverken i lovens forarbejder, den juridiskelitteratur eller i retspraksis er grundlag for at antage, at bestemmelserne ikke an-ses at beskytte den enkeltes integritet og ret til seksuel selvbestemmelse.Om betydningen af den terminologi, der anvendes i forbindelse med straffelo-vens kapitel 24, fremgår det endvidere af den juridiske litteratur, at spørgsmåletom, hvorvidt betegnelsen ”sædelighedsforbrydelse” eller ”seksualforbrydelse”bør foretrækkes, ikke er af stor praktisk betydning, idet begge udtryk sammenfat-ter meget forskelligartede handlinger, og idet den strafferetlige interesse knyttersig til de enkelte gerningstypers afgrænsning og til de hensyn, der begrunder de-res kriminalisering.Heroverfor kan det dog særligt anføres, at det på baggrund af karakteren af defleste af de forbrydelser, der er omfattet af straffelovens kapitel 24, er væsentligt,at der ikke kan opstå tvivl om, at hensigten med bestemmelserne er at beskytteden enkeltes integritet og frihed til selv at bestemme, hvem han eller hun vil haveet seksuelt forhold med.2.2.Sammenfattende er det Straffelovrådets opfattelse, at overskriften til straffe-lovens kapitel 24 bør ændres til ”Seksualforbrydelser”.Straffelovrådet har herved navnlig lagt vægt på, at den nuværende overskrift måanses som sprogligt forældet, og at det henset til karakteren af de fleste af de for-brydelser, der er omfattet af straffelovens kapitel 24, er væsentligt at modvirke et140

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 216Efter straffelovens § 216, stk. 1, straffes den, der tiltvinger sig samleje ved voldeller trussel om vold, for voldtægt med fængsel indtil 8 år. Med vold sidestilleshensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsættesig handlingen. Straffen kan efter § 216, stk. 2, stige til fængsel i 12 år, hvis vold-tægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skær-pende omstændigheder.Bestemmelsen er ikke længere begrænset til forhold, der begås af mænd over forkvinder, men forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt forhold, idet samlejealtid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som betegnelse for et seksueltforhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse af det mandlige køns-lem (penis) i kvindens skede (vagina), jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straf-felov, Speciel del (9. udg. 2008) side 295. Om fuldbyrdelse fremgår det endvide-re af Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49, at ”Vold-tægt fuldbyrdes ved opnåelse af samleje. Forud herfor foreligger der forsøg hvisforsættet er rettet på samleje. Hvis en person ved de i § 216 nævnte midler opnåranden kønslig omgang end samleje straffes han efter § 224, jfr. § 216 (…). Herkan på tilsvarende måde dømmes for forsøg såfremt ”kønslig omgængelse” ikkehar fundet sted.”Bestemmelsen omfatter således direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vagi-nalt) samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende an-vendelse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuelkønslig omgængelse.

Samleje skal efter bestemmelsen være tiltvunget. Tvangen kan være udøvet vedvold, ved trussel om vold eller ved ikke voldelig hensættelse i en tilstand, i hvil-ken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Vold omfatterfysisk magtanvendelse både i form af mekanisk tvang (hvor gerningsmanden ikraft af større fysisk styrke gennemtvinger samleje, eller hvor en eller flere hol-der offeret, mens en anden gennemfører samleje) og i form af kompulsiv tvang(hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker, at offeret opgiver videre mod-stand).Det følger af, at samlejet skal være tiltvunget, at der skal være årsagssammen-hæng mellem voldsudøvelsen og samlejet. Dette krav indebærer, at samlejet ergennemført mod den forurettedes vilje, men ikke at denne skal fortsætte med atgøre modstand efter den første voldsudøvelse, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side297. Ifølge Knud Waaben, a.st., side 50, er der formodning for årsagssammen-hæng, ”når der er bevis for vold eller trussel om vold og for en af offerettilken-degivet og af gerningsmanden opfattetmodstand”.Overtrædelse af bestemmelsen forudsætter, at gerningsmanden har handlet for-sætligt i relation til alle led i gerningsindholdet i § 216. Af særlig betydning idenne sammenhæng er det, at forsæt til at tvinge sig til samleje mangler, hvisgerningsmanden ikke har opfattet offerets modstand som alvorligt ment, jf. her-ved Vagn Greve m.fl., a.st., side 300 og Straffelovrådets betænkning nr.914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 21.Denskærpede strafferamme i § 216, stk. 2, er forbeholdt tilfælde, hvor ”voldtæg-ten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpen-de omstændigheder”.Den omstændighed, at der foreligger flere forhold til samtidig pådømmelse, ellerat gerningsmanden tidligere har gjort sig skyldig i en tilsvarende forbrydelse, vilikke uden videre bringe forholdet ind under den skærpede bestemmelse i stk. 2.Det samme gælder med hensyn til andre almindelige skærpelsesmomenter, somf.eks. at der er tale om overfald på en ubekendt, eller at voldtægten er begået afflere i forening. Sådanne omstændigheder vil imidlertid kunne foreligge på ensådan måde eller i en sådan kombination, at sagen som helhed får en så grave-rende karakter, at der er grundlag for at anvende den skærpede strafferamme, jf.144

Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelseside 50, hvortil der er henvist i forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 omændring af borgerlig straffelov (Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte4000-4001).Voldtægt ”af særlig farlig karakter” vil ofte foreligge, hvis gerningsmanden haranvendt kniv eller særligt farlige greb om halsen, jf. Vagn Greve m.fl., a.st., side298f.Om bestemmelsen i § 216 kan der bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., a.st., side294ff, Knud Waaben, a.st., side 48ff, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret–Speciel Del (1955) side 187ff, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947)side 510ff og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri ogbrandstiftelse side 16ff.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestem-melsen1.2.1. IndledningDer kan indledningsvis være grund til at fremhæve, at forhold, der består i opnå-else af samleje ved tvang, lige siden straffeloven af 1866 har været fordelt på toeller flere paragraffer, hvis affattelse har varieret noget.Straffeloven af 1866 indeholdt to bestemmelser om voldtægt. § 168 beskrev for-brydelsen som tiltvingelse af samleje ved ”Vold eller Trudslerom øieblikkeliglivsfarlig Vold”. Strafferammen var ikke den samme for angreb på ”uberygtet”og ”berygtet” kvinde. § 169 handlede om trusler, som uden at høre til de i § 168nævnte ”med Føie kunne antages at medføre Fare for hendes eget eller hendesnærmestes Liv, Helbred eller Velfærd”.Straffeloven af 1866 benyttede ikke betegnelsen ”voldtægt”, men det fremhæve-des af Goos, Den danske Strafferets specielle Del, bd. I (1895) side 389, at §§168 og 169 tilsammen omfattede ”de Forbrydelser, som i danskRet kunne henfø-res under den i Sproget hjemlede betegnelse Voldtægt”. Straffeloven af 1866 in-

deholdt i øvrigt nogle supplerende bestemmelser om anvendelse af tvang, bl.a. §§170 og 171.I udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af1923 (U III) var der enighed om at nøjes med én bestemmelse om voldtægt og attilføje en supplerende bestemmelse om visse andre former for tvang.Torp fremhævede i U II, at der er en væsentlig forskel mellem på den ene side degerningsmænd,der ”angriber den første den bedste Kvinde, som krydser deresVej,” og på den anden side dem, hvis handling går ud over en kvinde, de kender,især hvor der i forvejen har bestået et seksuelt forhold mellem dem. Meningenvar ikke, at voldtægtsbestemmelsen skulle være begrænset til den førstnævntegruppe. Torp fremhævede tværtimod, at forhold af den sidstnævnte art kunne væ-re lige så grove og strafværdige. Han ønskede imidlertid at tage til orde for enmulighed for lavere voldtægtsstraf i visse tilfælde, og hans forslag resulterede istraffeloven af 1930 i en bestemmelse i § 216 om lavere strafmaksimum for vold-tægt i tilfælde, hvor ”Kvinden forud [har] staaet i mere varigt kønsligt Forhold tilGerningsmanden”. I U III fremgår det ligeledes, at kommissionen lagdevægt på,om kvinden i forvejen havde stået i kønsligt forhold til gerningsmanden, og fore-slog, hvor dette var tilfældet, en mildere straf. I overensstemmelse med Torpsforslag kom både voldtægtsbestemmelsen og den nævnte regel om straflempelsetil at omfatte forhold begået mod en ægtefælle. Det var dengang et meget omdi-skuteret spørgsmål, om der burde være strafansvar for voldtægt mod hustruen.I overensstemmelse med U II og U III blev § 216 om voldtægt i straffeloven af1930 affattet således, at den omfattedetiltvingelse af samleje med en kvinde ”vedVold, Frihedsberøvelse eller Fremkaldelse af Frygt for hendes eller hendes nær-mestes Liv, Helbredeller Velfærd”.Ligeledes i overensstemmelse med U II og U III blev der i § 218 givet en subsi-diær bestemmelse om den, som udenfor de i § 216 nævnte tilfælde skaffer sigsamleje med en kvinde ”ved Trusel om Vold, om Frihedsberøvelse eller om Sig-telse for strafbart eller ærerørigt Forhold”. I tilfælde, der grænsede op til vold-tægt, havde det hidtil været almindeligt at dømme for blufærdighedskrænkelse ogulovlig tvang (straffeloven af 1866 §§ 185 og 210), men det blev i U III spalte

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) §§ 203, 204 og 206 samt side 201-02. Der kan endvidere henvises tilTorps udkast af 1917 (U II) §§ 195 og 196 samt side 189-94 og udkast af 1923(U III) § 196 og § 197, stk. 2, samt spalte 317-19. Endelig kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3370-72 (§ 218 og § 219, stk. 2), og Rigs-dagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374 (§ 216 og § 217, stk. 2).1.2.3. Lovændringen i 1967Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse,pornografi, homoseksuel prostitution mv.) fik § 216 følgende affattelse:”§216.Den, der tiltvinger sig samleje med en kvinde ved vold eller ved frem-kaldelse af frygt for hendes eller hendes nærmestes liv, helbred eller velfærd,straffes for voldtægt med fængsel indtil 10 år.Stk. 2.Med vold sidestilles hensættelse af kvinden i en tilstand, i hvilken hun erude af stand til at modsætte sig handlingen.”

at der skulle fastsættes to forskellige strafferammer for henholdsvis voldtægt afen særlig grov karakter og voldtægt, hvor der navnlig på grund af et forudgåendeselskabeligt samvær, eventuelt i forbindelse med en vis letsindighed fra kvindensside, forelå formildende omstændigheder. Om disse sidstnævnte tilfælde blev ud-trykket ”forberedt voldtægt” anvendt.Lovforslaget byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af 26. januar 1966. Rå-dets udtalelse vedrørende voldtægt blev gengivet i lovforslagets bemærkninger,og der fremgår heraf bl.a. følgende vedrørende spørgsmålet om at opdele vold-tægtsbestemmelsen (Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2465-66):”For straffelovrådet har det været et hovedspørgsmål, om den gældende lovbe-stemmelse i § 216 (...) burde opdeles i to voldtægtsregler, herunder en regel meden lavere strafferammeomfattende, hvad der er blevet betegnet som ”forberedtvoldtægt”. (...)Den gennemgang af det omtalte sagsmateriale, straffelovrådet har foretaget,har vist, at der i sagerne forekommer en række forskellige momenter af formil-dende og skærpende karakter. Det synes ikke muligt at trække enkelte, klare mo-menter frem, der alene skulle kunne begrunde henførelse til en mildere bestem-melse. Skulle man søge at opstille en særlig voldtægtsbestemmelse, der omfattedesådanne tilfælde, hvor en mildere bedømmelse forekommer velbegrundet, måttebestemmelsen derfor formuleres så vagt, at den ikke ville yde anklagemyndighedog domstole nogen nævneværdig vejledning ved sagernes bedømmelse. Man måogså være opmærksom på, at en bestemmelse, der særlig fremhæver kvindensforhold, kan fremme en uheldig tendens til under bevisførelse og procedure atfremkomme med ufordelagtige oplysninger og udtalelser om kvinden.I overensstemmelse med udtalelserne fra statsadvokaterne, der har henvist tilden konkrete bedømmelse af samtlige den pågældende sags momenter, som er på-krævet ved afgørelsen af disse sager, må straffelovrådet herefter indstille, at § 216fortsat udformes således, at samtlige voldtægtsforhold undergives en fælles straf-feramme.”

gerningsmanden, ophævet. Det blev i den forbindelse bl.a. anført, at bestemmel-sen efter alt at dømme havde været uden praktisk betydning, og at en lempelses-regel for disse tilfælde ville være overflødig med de foreslåede ændringer af§ 216.Den foreslåede bestemmelse i § 216, stk. 2, svarede i realiteten til den tidligereregel i § 217, stk. 2, 2. pkt., men det fandtes af systematiske grunde mest rigtigt atplaceres reglen i voldtægtsbestemmelsen.Endelig blev tvangsmidlet”frihedsberøvelse” med lovændringen udeladt af op-regningen af tvangsmidler i § 216, idet det blev anført, at medtagelsen af dettetvangsmiddel ikke kunne antages at have haft nogen selvstændig betydning vedsiden af paragraffens øvrige indhold og bestemmelsen i § 217.1.2.4. Lovændringen i 1981Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 216 sin nuværende affattelse medhensyn til gerningsindholdet, idet lovændringen i 2002 alene berørte bestemmel-sens strafferamme, jf. herom afsnit 1.2.6 nedenfor.Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om vold-tægt, røveri og brandstiftelse og indebar, at tilfælde, hvor samleje tiltvinges vedvold eller trussel om vold, altid skal bedømmes efter § 216 om voldtægt og ikkevil kunne henføres under § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang. Samti-dig blev strafferammen for bl.a. voldtægt foreslået opdelt i en normalstrafferam-me med et maksimum på fængsel indtil 6 år og en forhøjet sidestrafferamme påfængsel indtil 10 år omfattende tilfælde, hvor voldtægten har haft en særlig farligkarakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.Baggrunden for lovændringen var, at anvendelsen af straffelovens §§ 216 og 217havde givet anledning til kritik. I den offentlige debat havde det navnlig væretkritiseret, at en række forhold, som efter almindelig opfattelse var voldtægt, inævninge- og tiltalepraksis blev henført under § 217 om ulovlig tvang.

Til nærmere belysning af berettigelsen af den rejste kritik gennemgik Straffelov-rådet som led i sine overvejelser et meget betydeligt antal sager om anvendelsenaf straffelovens § 217. På denne baggrund er bl.a. følgende anført i betænkningnr. 914/1980 side 40-42:”De foreliggende oplysninger om tiltale-og domspraksis viser efter straffelovrå-dets opfattelse tydeligt, at den nuværende anvendelse af §§ 216 og 217 ikke er til-fredsstillende. Der må gives kritikken medhold i, at for mange forhold henføresunder § 217, skønt de efter de oplysninger, der indeholdes i dommene, burde be-dømmes som voldtægt efter § 216. Dette er primært et resultat af nævningeafgø-relser og af den tiltalepraksis, som anklagemyndigheden har fulgt i sager, hvorden ikke har ment at kunne vente domfældelse efter § 216 ved nævningeting.(…)Rådet finder det bl.a. meget betænkeligt, at der i praksis er en udtalt tilbøjelig-hed til at undgå anvendelsen af § 216 i de tilfælde, der ofte betegnes som ”forbe-redt voldtægt”. Dette udtryk er i sig selv uheldigt,fordi det let opfattes på en så-dan måde, at kvinden anses som den, der ved sit eget forhold lægger op til, at hunbliver offer for en forbrydelse. Uanset karakteren af en forudgående kontakt mel-lem parterne bør kvinden være beskyttet mod de former for tvang, som efter § 216udgør voldtægt. Det er givet, at en forudgående kontakt gennem restaurationsbe-søg og lignende kan medføre særlige bevisproblemer. Hvis der imidlertid er bevisfor, at gerningsmanden har opnået samleje ved tvang og har forstået dette–ogdisse betingelser er fælles for § 216 og § 217–skal forholdet henføres under §216, såfremt den udøvede tvang er omfattet af denne bestemmelse. Mangler derpå den anden side bevis for, at samleje er opnået mod kvindens vilje, eller må detantages, at gerningsmanden har anset samlejet for frivilligt fra kvindens side, kanhverken § 216 eller § 217 anvendes. § 217 kommer derfor kun i betragtning i til-fælde, hvor der er bevis for en ulovlig tvang, der ikke er omfattet af § 216. Detteberor på en konkret bedømmelse af beviserne, og § 217 kan ikke foretrækkes ale-ne af den grund, at forholdet som følge af parternes forudgående samvær eller be-kendtskab henføres til kategorien ”forberedt voldtægt”.Som det fremgår af de foregående afsnit, forekommer det imidlertid også i an-dre tilfælde end de her omtalte forudgående bekendtskaber, at forhold, der er om-fattet af § 216, henføres under § 217.”

Vedrørende den sænkelse af strafferammen for voldtægt, som lovændringen in-debar, fremgår bl.a. følgende af lovforslagets forarbejder med henvisning tilStraffelovrådets betænkning (Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4000-4001):”Men også bortset fra sammenhængen med nævningereglernemå det efter rådetsopfattelse overvejes, om ikke et strafmaksimum på 10 års fængsel er for højt fordet store flertal af voldtægtstilfælde. Det store flertal af straffe efter §§ 216-217ligger på et niveau af maksimalt 2-3års fængsel (…) og rådet finderdet ubetæn-keligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, således at der fastsættesen normalramme på fængsel i højst 6 år, suppleret med en skærpet ramme påfængsel i højst 10 år for særligt grove tilfælde af voldtægt.Det foreslåede normalmaksimum på 6 år indebærer i overensstemmelse medprincipielle synspunkter vedrørende fastsættelsen af strafmaksima (...) at manundgår et strafmaksimum, der ligger unødigt højt i forhold til det strafniveau, somder typisk er brug for. Rådet gør opmærksom på, at det nævnte normalmaksimumpå 6 år på papiret vil indebære en skærpelse for de tilfælde, der i dag henføres til§ 217, hvor strafmaksimum er 4 år, men det understreges, at der ikke herved til-sigtes en almindelig skærpelse af kursen ved strafudmåling i de omhandlede til-fælde. Flertallet af de tilfælde, der vil blive henført under § 216 i stedet for § 217,vil formentlig udmålingsmæssigt blive bedømt som hidtil.I visse sager vil der være behov for en straf på 6 års fængsel eller derover, ogstraffelovrådet anser det blandt andet af denne grund for rigtigst, at der i § 216 be-vares en mulighed for i grove tilfælde at udmåle straf indenfor et maksimum på 10års fængsel.Efter straffelovrådets forslag skal den skærpede straffebestemmelse i § 216,stk. 2, tage sigtepå tilfælde, hvor ”voldtægten har haft en særlig farlig karakter,eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder.” Om forståelsenhenvises til betænkningenside 50.”

Af lovforslagets bemærkninger fremgår endvidere, at Justitsministeriet kunne til-træde de synspunkter og forslag, som var kommet til udtryk i Straffelovrådets be-tænkning, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 4002-4003:”Det er justitsministeriets opfattelse, at de af straffelovrådet foreslåede ændringeraf gerningsbeskrivelsen i straffelovens §§ 216-217 vil kunne give grundlag for enmere tilfredsstillende anvendelse af voldtægtsreglen, der herved også kommer ibedre overensstemmelse med den almindelige opfattelse af begrebet voldtægt.Straffelovrådets forslag om udformningen af strafferammerne for voldtægt(…)indebærer en opspaltning af strafferammerne i forskellige rammer for grove ogmindre grove forhold. Justitsministeriet kan tiltræde det ønskelige i en sådan op-spaltning af de pågældende strafferammer. Det kan give anledning til betænkelig-

hed, at der selv for en forbrydelse i alle dens ordinære former principielt gælder etstrafmaksimum, der må forekomme urimeligt i forhold til forbrydelsens karakter.Justitsministeriet kan tiltræde, at der i ordinære tilfælde af voldtægt (...) børgælde et strafmaksimum på fængsel indtil 6 år (...) En strafferamme på højst 6 årsfængsel vil efter de af straffelovrådet fremhævede statistiske oplysninger værefuldt tilstrækkelig med henblik på sådanne ukvalificerede overtrædelser.(…)Spørgsmålet om strafmaksimum i de normale tilfælde må også ses i sammen-hæng med de foreslåede højere strafferammer for tilfælde, hvor der foreliggersærligt skærpende omstændigheder. Straffelovrådets forslag om udformningen afskærpelseskriterierne vil efter justitsministeriets opfattelse give tilstrækkelige mu-ligheder for at idømme længere straffe end fængsel i 6 år i de tilfælde, hvor der ef-ter den gældende udmålingspraksis har vist sig behov herfor.Justitsministeriet finder ligesom straffelovrådet, at det øverste strafmaksimumfor voldtægt (...) bør være 10 år. For så vidt angår voldtægt svarer dette til detgældende maksimum, og der tilsigtes ikke med forslaget nogen ændring af detgældende strafudmålingsniveau.”

1.2.5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prø-veløsladelseStraffelovrådet overvejede i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer ogprøveløsladelse bl.a. strafferammerne i § 216. Ved sine overvejelser tog rådetudgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-1984, jf. betænkningen side 171med gengivelse af ”Tabel 21. Ubetinget fængsel for voldtægt m.v. 1979-84.”.Rådet hæftede sig ved, at kun et lille antal fængselsstraffe for voldtægt efter destatistiske oplysninger oversteg 3 år. Rådet sammenfattede herefter sine syns-punkter således, jf. betænkning nr. 1099/1987 side 172:”Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå en nedsættelse af normalstraf-fen på 6 års fængsel, og det vil formentlig være overvejende betænkeligt at foreslåen nedsættelse af den skærpede ramme fra 10 til f.eks. 8 års fængsel. Herved be-mærkes, at den sidstnævnte nedsættelse formentlig kunne øge domstolenes tilbø-jelighed til at foretrække tidsubestemt forvaring efter § 70 frem for tidsbestemtfængsel i visse, ganske vist sjældne tilfælde, hvor der afsiges dom for flere vold-tægtsforhold eller for voldtægt i gentagelsestilfælde.”

forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) fik straf-felovens § 216 sin nuværende affattelse.Ved lovændringen blev strafferammen for forhold omfattet af stk. 1 (voldtægtuden skærpende omstændigheder) forhøjet fra 6 til 8 års fængsel, mens straffe-rammen for forhold omfattet af stk. 2 (voldtægt af særlig farlig karakter) blevforhøjet fra 10 til 12 år.Lovændringen tilsigtede en generel forhøjelse af den udmålte straf for voldtægt istørrelsesordenen 1 år i forhold til det hidtidige niveau.Om baggrunden for lovændringen fremgår det af lovforslagets bemærkninger, atRigsadvokaten den 15. januar 2001 efter anmodning fra justitsministeren varfremkommet med en redegørelse, der viste, at strafniveauet i voldtægtssager ge-nerelt var faldet i 1970’erne og frem til midten af 1980’erne. Redegørelsen visteogså, at der ikke var grundlag for at antage, at der skulle have været et yderligerefald i strafniveauet gennem 1990’erne. Rigsadvokatens redegørelse pegede imid-lertid på nogle tilfælde, hvor der kunne være grund til at se nærmere på, om straf-udmålingen lå på et tilstrækkeligt niveau. Det drejede sig navnlig om overfalds-voldtægt og herunder særligt forsøg på overfaldsvoldtægt. Endvidere drejede detsig om sager, hvor voldtægten var begået af flere i forening. Om redegørelsen,der blev optrykt som bilag 1 til lovforslaget, anføres bl.a. følgende i lovforslagetsbemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, side 2930-31:”I Rigsadvokatens redegørelse er det antaget, at strafniveauet for forsøg på over-faldsvoldtægt uden skærpende omstændigheder er 6-9 måneders fængsel og forfuldbyrdet overfaldsvoldtægt fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved overfaldsvoldtægtforstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden slet ikke kender eller kunhar et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forud for voldtægten har væretsamvær af nogen karakter.En anden type voldtægtssager er kontaktvoldtægt, hvor parterne umiddelbartforinden voldtægten har været sammen på en måde, som kunne være optakten tilen seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter endvidere voldtægter, hvor parternekender hinanden i forvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægtenhar karakter af et overfald. Strafniveauet for denne type sager skønnes i Rigsad-vokatens redegørelse for forsøg at svare nogenlunde til niveauet for forsøg påoverfaldsvoldtægt. Straffen for fuldbyrdet kontaktvoldtægt ligger i niveauet mel-lem 6 måneder og 1 år og 6 måneder, men således at straffen er 6-10 måneder,

Af lovforslagets bemærkninger fremgår det endvidere, at der i tilknytning til re-degørelsen af 15. januar 2001 var iværksat en ordning, hvorefter Rigsadvokaten iet år fik forelagt alle fældende domme i voldtægtssager bl.a. med henblik på atvurdere, om der var behov for at anke domme for at få straffene skærpet. Den 20.august 2001 afleverede Rigsadvokaten en midtvejsredegørelse om strafniveauet ivoldtægtssager. Midtvejsredegørelsen, der blev optrykt som bilag 2 til lovforsla-get, bekræftede strafniveauet for de forskellige former for voldtægtssager, såle-des som dette var beskrevet i redegørelsen af 15. januar 2001. I tilknytning hertilblev der i lovforslaget bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende 2001-02 (2.samling), tillæg A, side 2931:”Rigsadvokaten har i tilknytning hertil vurderet, at der næppe er grundlag for atantage, at domstolene på det gældende lovgrundlag vil foretage mere markante,generelle forhøjelser af strafniveauet i de forskellige typer voldtægtssager. Somfølge af de mange forskellige konkrete omstændigheder i de enkelte sager ville engenerel ændring af strafniveauet i voldtægtssager i øvrigt ifølge Rigsadvokatensvurdering forudsætte, at Højesteret fik forelagt et noget større antal sager. Rigsad-vokaten peger på, at en sådan proces–som altså næppe kan forventes at føre tilmarkante forhøjelser af strafniveauet–må antages at blive langvarig.”

Om skærpelsen af straffen for voldtægt og baggrunden herfor fremgår bl.a. føl-gende af lovforslagets bemærkninger, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling),tillæg A, side 2931:”Voldtægt er en særlig form for alvorlig personfarlig kriminalitet. Ud over denanvendte vold eller trussel om vold indebærer voldtægt også en grov og traumati-serende krænkelse af ofrets–typisk kvindens–integritet og værdighed. Det nu-værende strafniveau afspejler efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrække-lig grad krænkelsen af ofrets integritet og seksuelle selvbestemmelsesret. Der erderfor behov for en generel skærpelse af straffen for voldtægt.Med den foreslåede forhøjelse af strafferammerne i straffelovens § 216 forud-sættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveaueti voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forhold til det strafniveau, der er be-skrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Det gælder både fuldbyrdede voldtægter og

forsøg herpå. Eksempelvis forudsættes det, at straffen for en fuldbyrdet overfalds-voldtægt i normaltilfældene forhøjes med 1 års fængsel til fængsel i 2 år og 6 må-neder.Normalstraffen for forsøg på overfaldsvoldtægt uden skærpende omstændighe-der antages i Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 at være fængsel i 6-9måneder. Der er således en betydelig forskel mellem straffen for forsøg på over-faldsvoldtægt og straffen for fuldbyrdet overfaldsvoldtægt. Med lovforslaget erdet som nævnt hensigten, at også straffen for forsøg på overfaldsvoldtægt udenskærpende omstændigheder forøges med 1 år i forhold til det strafniveau, der erbeskrevet i Rigsadvokatens redegørelse. Udmålingen af straffen forudsættes dog ihøjere grad at blive nuanceret efter forholdets grovhed, således at straffen for degrovere tilfælde af forsøg på overfaldsvoldtægt kommer til at ligge tæt på niveauetfor fuldbyrdede overfaldsvoldtægter. Der tænkes her særligt på den type sager,hvor der anvendes ikke ubetydelig vold, og hvor forsøget kun mislykkes på grundaf ofrets modstand.Efter Justitsministeriets opfattelse er der endvidere ikke i den nuværende prak-sis tillagt det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd i forening,tilstrækkelig vægt i skærpende retning. Gruppevoldtægter med anvendelse af denbetydelige overmagt, der ligger i, at der er flere gerningsmænd, må normalt anta-ges at indebære et særligt voldsomt og traumatiserende overgreb på ofret. Det for-udsættes derfor, at det forhold, at en voldtægt er begået af flere gerningsmænd iforening, tillægges en særlig vægt i skærpende retning. I sager om voldtægt medflere gerningsmænd bør der således ske en yderligere strafskærpelse i forhold tilstrafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand. Det bør også tillæggesøget vægt i skærpende retning, hvis der er tale om voldtægt begået mod et barn.Herudover bør der ske en yderligere strafskærpelse det vil sige ud over den gene-relle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten har haft ensærlig tidsmæssigudstrækning.”

”Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og mak-simum (…) er Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den person-farlige kriminalitet, herunder også ud fra hensynet til beskyttelse af den enkelteskønsfrihed. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved ud-formningen af strafferammer bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbry-delser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådetsopfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk,hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerneafspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet.(…)Der har i Straffelovrådet været udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de til-sigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for–i hvert fald på vissepunkter–at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som er sketved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at detbør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man medrimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lovnr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne iandre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme mednedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne forvoldtægt, jf. straffelovens §§ 216 og 217, herunder sammenholdt med §§ 224 og225, men rådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr.380 af 6. juni 2002.Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet aftidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiskeudmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angårforbrydelserne i straffelovens 24. kapitel måttet begrænse overvejelserne til straf-ferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser mod kønssæ-deligheden, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages somudtryk for en stillingtagen til det faktiske eller senest tilsigtede udmålingsniveau,sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.2.9.2.Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne rets-gode (…) Heri er voldtægt, jf. § 216, henført til kategorien ”angreb på person (in-tegritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Det indebærer, at straf-maksimum nedsættes fra 12 til 10 års fængsel. § 217 om opnåelse af samleje vedanden ulovlig tvang er placeret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på alme-ne samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4års fængsel, hvilket svarer til det nugældende strafmaksimum.Der er i Straffelovrådet enighed om, at de angivne strafmaksima på en afbalan-ceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold tilberigelseskriminalitet omfattet af § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmak-simum på 6 års fængsel(…)Straffelovrådet gav i 1981-betænkningen udtryk for, at det efter praksis fandtesubetænkeligt at ændre det generelle strafmaksimum for voldtægt, så der fastsattesen normalramme på indtil 6 års fængsel suppleret med en skærpet ramme på indtil10 års fængsel for særligt grove tilfælde af voldtægt. Det foreslåede normalmak-simum indebar i overensstemmelse med principielle synspunkter vedrørende fast-sættelse af strafmaksimum, at man undgik maksima, der ligger unødigt højt i for-hold til det strafniveau, der typisk er brug for. Rådet fandt det endvidere rigtigst at

bevare et maksimum på 10 år bl.a. med sigte på de tilfælde, hvor der kan være be-hov for straf på 6 års fængsel eller derover (…)Straffelovrådet har fortsat denne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10års fængsel ville stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når hensyn tages til øn-skerne om at skærpe strafniveauet, som er kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6.juni 2002 (…) Straffelovrådet kan endvidere tiltræde 1981-betænkningenssyns-punkterom udformningen af skærpelseskriterierne (…) Det dér anførte ville efterrådets opfattelse fortsat give tilstrækkelige muligheder for at idømme længerestraffe end 6 års fængsel, herunder i de tilfælde hvor der efter motiverne til lov nr.380 af 6. juni 2002 opstår behov herfor. Rådet er samtidig opmærksomt på, at for-højelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt,når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser.”

2. Beviskrav i voldtægtssager2.1. Generelt om bevisvurderingen2.1.1.I sager om voldtægt vil det ofte kun være den tiltalte og den forurettede,som har været til stede ved det egentlige overgreb, og forklaringer afgivet af dis-se personer vil derfor have en meget afgørende betydning for bevisvurderingen.Det er i sagens natur meget vanskeligt at udtale sig entydigt om domstolenes be-visvurdering i sager om voldtægt, men ud fra gengivelsen af domme om voldtægti Ugeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret kan det–i det omfangbevisførelsen eller dele heraf er gengivet–konstateres, at forklaringer afgivet aftiltalte eller forurettede i praksis som altovervejende hovedregel vil være under-støttet af yderligere beviser som f.eks. lægeerklæringer, udtalelser fra Retslæge-rådet eller forklaringer afgivet af øvrige vidner.Disse yderligere beviser vil i de fleste sager ikke udgøre et direkte bevis for, atder er begået en voldtægt, men vil kunne understøtte forurettedes forklaring her-om ved eksempelvis at påvise, at der er udøvet vold eller ved at bidrage til atklarlægge tiltaltes eller forurettedes tilstand og handlinger før og efter overgrebet.157

Generelt vil bevisvurderingen i domme om voldtægt dog kunne strække sig fratilfælde, hvor der er et meget klart bevismateriale til tilfælde, hvor der ikke veddomstolenes afgørelse af sagen er henvist til andet bevismateriale end forklarin-ger afgivet af tiltalte og forurettede.2.1.2.Domme om voldtægt, hvor der foreligger et meget klart og entydigt be-vismateriale i tillæg til forklaringer afgivet af tiltalte og forurettede omfatter bl.a.tilfælde, hvor yderligere personer har været vidne til overgrebet, eller hvor der erforetaget overvågning af det område, hvor overgrebet har fundet sted. Underdenne kategori hører eksempelvis også sager, hvor der i tillæg til konstateredeskader på den forurettede er fundet dna-materiale mv. hidrørende fra den tiltalte,eller hvor den forurettede er påført omfattende skader, som er konstateret ved enlægeundersøgelse umiddelbart efter overgrebet, og hvor resultatet af en gynæko-logisk undersøgelse også svarer til et forklaret overgreb.Som eksempler på sådanne sager kan der bl.a. henvises til følgende domme:TfK 2009.122 Ø (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i forsøg på voldtægt overfor en ung beruset pige, F, som han havde truffet en tidlig morgen i et S-tog. Fhavde kysset T i en længere periode, hvorefter hun markerede, at hun ikke ønske-de fortsat kontakt med ham. T skubbede herefter F ned på et sæde eller forsøgteherpå 4 gange, lagde sig oven på hende og trak hendes gamacher og trusser nedunder bagdelen. Byretten lagde efter bevisførelsen, herunder de afgivne vidnefor-klaringer samt en videooptagelse fra S-toget til grund, at F i begyndelsen havdeværet indladende over for T og havde kysset med ham i en længere periode. Efterbevisførelsen i øvrigt, herunder navnlig videooptagelsen, der viste hændelsesfor-løbet, sammenholdt med F’s forklaring, der virkede troværdig, fandt retten det forgodtgjort, at F på et tidspunkt klart markerede, at hun ikke forsat ønskede kontaktmed T, og at T–på trods heraf–efterfølgende handlede i overensstemmelse meddet ovenfor anførte.UfR 2006.2788 Ø (3 års fængsel): T, der tidligere var straffet for vold mod sin hu-stru F, som han var separeret fra, blev fundet skyldig i uberettiget at have skaffetsig adgang til F’s lejlighed, mens hun ikke var hjemme, samt i voldtægt og tyveri.Voldtægten blev gennemtvunget ved, at T pressede en ætervædet klud ned overF’s næse og mund, såledesat hun mistede bevidstheden. Efter voldtægten tog Tmed sin mobiltelefon flere krænkende billeder af F, mens hun var afklædt. F kon-taktede politiet umiddelbart efter overgrebet. Der blev under sagen bl.a. fremlagten it-undersøgelseaf T’s mobiltelefonmed udskrift af billeder, oversættelse afsms-beskeder, personundersøgelseserklæring vedrørende F med resultat afretskemiske og retsgenetiske undersøgelser, forelæggelse og svar fra Retslægerå-

det, retspsykiatrisk erklæring om T og udtalelse fra Udlændingestyrelsen. Byret-ten og landsretten lagde ved deres afgørelse af spørgsmålet om voldtægt vægt på,at F’s forklaring om det passerede var præcis og detaljeret, ligesom F havde fast-holdt sin forklaring under sagens forløb. Endvidere blev det anført, at F’sforkla-ring var understøttet af,atder var påvist tegn på vold ved undersøgelsen af F,atden retskemiske undersøgelse i sagen viste, at F havde æter i blodet efter ger-ningstidspunktet, ogatden retsgenetiske undersøgelse i sagen viste, at sæd fundeti F hidrørte fra T. Herudover blev der henvist til indholdet af de fremkaldte bille-der af F fundet på T�s mobiltelefon. Efter en helhedsbedømmelse af T’s handle-måde ved voldtægten og navnlig på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådetom virkningen af æter fandt både byretten og landsretten T skyldig i overtrædelseaf straffelovens § 216, stk. 2.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengiveti TfK 2002.631 V og dommen gengivet i UfR 1985.94 H.2.1.3.Som udgangspunkt vil der dog som nævnt i sager om voldtægt være taleom, at forurettedes forklaring om en voldtægt er støttet af visse yderligere bevi-ser, som kan underbygge denne forklaring uden direkte at kunne bevise den på-gældende handling. Det vil bl.a. kunne være tilfældet i sager, hvor der ved en læ-geundersøgelse af forurettede er konstateret skader, som kan antages at være enfølge af udøvet vold, men hvor der ikke nødvendigvis er gjort særlige observati-oner ved den gynækologiske undersøgelse, eller hvor øvrige vidner kan beretteom forurettedes eller tiltaltes handlinger og tilstand mv. umiddelbart før eller ef-ter overgrebet, men ikke har overværet dette.Det vil således i hovedparten af voldtægtssager ikke være muligt at skaffe et di-rekte konstaterbart bevis for eksempelvis en udøvet tvang i forhold til samleje,eller for at tiltalte havde det fornødne forsæt til at have samleje med den foruret-tede uden dennes samtykke.Som eksempler på sådanne sager kan bl.a. nævnes:UfR 2005.753 H (2 års fængsel): Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt moden ung kvinde, F. Voldtægten blev begået af de fem tiltalte i forening i en baggårdi forbindelse med en fest. Voldtægten omfattede samleje og anden kønslig om-gængelse end samleje, herunder analt samleje. Der blev under sagen afgivet for-klaring af de tiltalte, F og en række vidner. Endvidere blev der i retten afspillet enoptagelse af F’s opkald til alarmcentralen og dokumenteret en erklæring fra Rets-medicinsk Institut om en undersøgelse af F samme dag, som overgrebet havdefundet sted. Af erklæringen fra Retsmedicinsk Institut fremgår det, at der blev159

fundet tegn på vold i form af en rift på håndfladen og spredte områder af rødme afhuden på bl.a. underarm, ryg, endeballe og knæ. Det fremgår af erklæringen, atlæsioner var opstået ved stump vold, der meget vel kunne være forøvet i tidsrum-met for overgrebet. Ved skedeindgang og endetarmsåbning blev der fundet småoverfladiske rifter. Det fremgår om disse rifter af erklæringen, at det er muligt atpådrage sig tilsvarende skader ved frivilligt samleje eller ved brug af creme. Derblev under sagen desuden bl.a. dokumenteret gerningsstedsundersøgelse, tekniskeundersøgelser og erklæringer samt retsgenetisk erklæring. I byretten fandt to vote-rende, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at de tiltalte ved vold el-ler trussel om vold havde tvunget F til samleje. Det blev i den forbindelse tillagtvægt, at der fra de tiltalte og de festdeltagere, der havde afgivet forklaring underdomsforhandlingen, var afgivet i det væsentlige samstemmende forklaringer omforløbet, og om at samværet fremtrådte som værende frivilligt. Endvidere blev dettillagt vægt, at F’s forklaringer var behæftet med store usikkerheder. En voterendefandt det med tilstrækkelig sikkerhed bevist, at de tiltalte var skyldige. For lands-retten blev der bl.a. dokumenteret tre erklæringer fra en psykolog om F’s efterføl-gende psykologiske behandling og baggrunden for, at F ikke havde kunnet give ensammenhængende forklaring om handlingsforløbet. Selv om F’s forklaringerun-der sagen havde været behæftet med nogen usikkerhed, fandt landsretten efter be-visførelsen ikke grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte hendes forklaringer,der havde virket troværdige og overbevisende. Det blev i den forbindelse endvide-re anført, at forklaringerne var støttet af de skader, der var konstateret på F, her-under navnlig rødme på underarm og knæ, samt rifterne ved skedeindgang og en-detarmsåbning. Endvidere fandtes F’s forklaring at være understøttet af hendesmeget oprevne tilstand,da hun straks efter episoden ringede til alarmcentralen. F’sforklaring fandtes ikke at være afsvækket af de forklaringer om forløbet, der varafgivet af de tiltalte og en del af de øvrige festdeltagere. Det blev herudover bl.a.anført, at voldtægten og den yderligere kønslige omgængelse i hvert fald var sketunder indtryk af den stiltiende trussel, der lå i, at F sammen med et antal ukendtemænd befandt sig på et øde sted, hvorfra det var nærmest umuligt for hende at til-kalde hjælp.UfR 2004.1984 V (1 års fængsel): T blev fundet skyldig i voldtægt over for sintidligere samlever F, idet T havde presset F ned i en sofa, hvor hun blev fastholdt,og hvor T tiltvang sig samleje med hende, mens hun forgæves modsatte sig detteved bl.a. at forsøge at skubbe T væk og tale ham fra sit forehavende. Der blev un-der sagen afgivet forklaring af T og F samt yderligere vidner. Endvidere fremgårdet af dommen, at F i henhold til en lægeerklæring havde mærker efter vold sva-rende til den beskrevne voldsudøvelse. Det blev af byretten fundet bevist, at sam-lejet var gennemført mod F’s vilje, idet der som baggrund herfor blev henvist tilforurettedes forklaring, som var understøttet af, at hun kort efter overgrebet be-skrev det skete som voldtægt over for vidnet M og over for vidnet P i en mail be-skrev det passerede som voldtægt uden dog at bruge dette ord. Under hensyn tilden modstand forurettede havde beskrevet, at hun havde udøvet, fandtes tiltalte atmåtte have været klar over, at samlejet blev gennemført mod F’s vilje. Landsret-ten fandt det ikke godtgjort, at F havde ydet modstand ved også at græde, men til-trådte af de grunde, som byretten havde anført, at tiltalte var fundet skyldig.

Der kan i samme kategori af domme desuden henvises til bl.a. dommen gengiveti UfR 2008.2067 Ø.2.1.4.Herudover kan der i retspraksis ses en række domme, hvor der i tillæg tilforklaringer afgivet af tiltalte og forurettede er et vist yderligere bevismateriale,som understøtter eksempelvis den forurettedes forklaring, men hvor dette bevishar en mere indirekte karakter. Dette kan bl.a. omfatte erklæringer om forurette-des eller tiltaltes psykiske tilstand eller tilfælde, hvor der er tale om flere uaf-hængige forhold begået af samme tiltalte, og hvor de forurettede hver især beret-ter om hændelsesforløb, der ligner hinanden.Som eksempler herpå kan bl.a. nævnes følgende domme:TfK 2002.677 V (2 års fængsel, heraf 1½ år betinget): T blev fundet skyldig iovertrædelse af straffelovens § 216, jf. til dels § 21 og § 224 ved omkring den 1.juli 1997 at have indfundet sig på et værelse tilhørende den 20-årige F, der var ipraktik hos ham, hvor han tildelte hende kraftige slag og lagde en dyne over hen-des hoved i den hensigt at tiltvinge sig samleje med hende, hvilket mislykkedes pågrund af hendes kraftige modstand, og ved herefter i mange tilfælde i perioden frajuli 1997 til oktober 1997 at have tiltvunget sig samleje med F eller gjort forsøgherpå. T blev endvidere fundet skyldig i flere tilfælde af blufærdighedskrænkelseover for F. Af sagen fremgår det, at F anmeldte forholdene til politiet i juni måned2000. Der blev under sagen bl.a. fremlagt en retspsykiatrisk erklæring om T ogafgivet forklaring af T og F samt øvrige vidner. Byretten fandt F’s forklaring tro-værdig og overbevisende og bemærkede iden forbindelse, at F’s forklaring ikkehavde været præget af fantaseren eller trang til overdrivelse, men tværtimod havdeforekommet præget af ønsket om objektivt at oplyse om det passerede. Endvidereblev det anført, at forurettedes forklaring for så vidt angik et af forholdene om blu-færdighedskrænkelse var støttet klart og direkte af et vidne og for så vidt angiksagen i sin helhed støttet indirekte af et andet vidne. Efter afgivne vidneforklarin-ger lagde retten således til grund, at T havde været yderst sexfikseret og havdehaft vanskeligt ved at styre sine tilbøjeligheder i så henseende. T havde under denførste del af efterforskningen afvist at have gjort seksuelle tilnærmelser, men hav-de senere vedgået sådanne tilnærmelser, herunder at have haft samleje med foru-rettede dog i det hele kun i overensstemmelse med, hvad hun selv ville. Rettenbemærkede endvidere, at den omstændighed, at F forblev hos T og først anmeldteforholdet i juni 2000, ikke fandtes at kunne anføres mod hendes troværdighed.Retten lagde herved til grund, at F havde været udsat for incest som 10-12 årig, athun var sky og tilbageholdende af natur, præget af en øjensynlig særligt begrundetpligtfølelse, og at hun var naiv, uerfaren og let at kue. Retten fandt det herefterubetænkeligt atlægge F’s forklaring til grund, idet dog visse enkelte dele af deforhold, der var omfattet af anklageskriftet, ikke fandtes at være bevist. For lands-retten blev der fremlagt en psykiatrisk udtalelse om T. Landsretten tiltrådte, at derved afgørelsen af, om T var skyldig i den rejste tiltale, var lagt afgørende vægt på161

2.1.5.Endelig kan der i retspraksis konstateres visse sager om voldtægt, hvor derved domstolenes afgørelse af sagen ikke er henvist til andet bevis end de forkla-ringer, der er afgivet af tiltalte og forurettede.Som eksempel på sådanne sager kan bl.a. nævnes:UfR 2008.690 H (2½ års fængsel): T blev fundet skyldig i overtrædelse af straffe-lovens § 224, jf. § 216, stk. 1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængel-se end samleje (herunder analt samleje) med en pige, F, på 15 år. Overgrebet fandtsted i en rutebil, hvor T var chauffør og F passager. Der blev under sagen afgivetforklaring af T, F og 3 øvrige vidner. T tilkendegav under sin forklaring bl.a., at Ffrivilligt havde indladt sig på den kønslige omgængelse. Et vidne B forklarede, atT var afløser som buschauffør hos ham, og at der ikke havde været direkte klagerover T, men at det havde været en enkelt henvendelse om, at T havde været nogetflirtende over for nogle skolepiger i bussen. Endvidere forklarede vidnet C, dervar samlever med T, at T den pågældende aften havde ringet til hende og sagt, athan bl.a. skulle vaske bussen og derfor ville komme senere hjem. C forklaredeendvidere bl.a. at hun havde fået blomster af T, da han kom hjem. Vidnet A for-klarede, at han havde været med bussen og havde snakket med F. Da A steg afbussen, var F stadig i bussen, og A forklarede, at han forlod bussen uden at kiggesig tilbage. Byretten fandt det ved den af F afgivne forklaring, der havde været de-taljeret, og som fandtes at være troværdig, bl.a. bevist, at T mod F’s vilje havdekørt hende til en vendeplads og forinden havde kysset F, mens F havde forsøgt atholde ham væk, samt at T havde puffet F ned bagerst i bussen, hvor T havde tagetF’s tøj delvist af og tvunget hende til at sutte på sin penis og tiltvunget sig analtsamleje med hende. Retten fandt det endvidere bevist, at F flere gange under for-løbet havde sagt, at T skulle lade være, og at T, under hensyn til at det foregik pået øde sted, hvor F ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klarover, at der lå en stiltiende trussel om vold mod F, som F var præget af. For lands-retten blev der bl.a. fremlagt stamkort, handleplan vedrørende F fra kommunen ogpsykologisk vurdering samt undersøgelse af F. Også efter bevisførelsen for lands-retten blev T med stemmerne 5-1 fundet skyldig af de grunde, der var anført afbyretten. 1 dommer fandt det ikke til domfældelse tilstrækkeligt godtgjort, at til-talte var skyldig.

2.2. Udtalelse fra Rigsadvokaten om bevisvurderingen i voldtægtssagerOm bevisvurderingen i voldtægtssager har Rigsadvokaten generelt oplyst bl.a.følgende til Straffelovrådet:”Ligesom i andre straffesager beror det i voldtægtssager på en konkret bevismæs-sig vurdering, om gerningsmanden må anses for at have handlet forsætligt. Rettenforetager her en samlet vurdering af sagens omstændigheder.Spørgsmålet om voldtægtssager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfat-tende vold eller trusler, har bl.a. været drøftet i anklagemyndighedens fagudvalgom personfarlig kriminalitet, hvor alle politikredse og regionale statsadvokaturerer repræsenteret.Rigsadvokaten skal på grundlag heraf bemærke, at det er anklagemyndighe-dens generelle indtryk–baseret på erfaringerne i praksis med behandlingen af sa-ger om voldtægt efter straffelovens § 216–at der i retspraksis sker domfældelseogså i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, nårder f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettede om hæn-delsesforløbet.Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun i begrænset omfang erfremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra en samlet vurdering af be-givenhedsforløbet og omstændighederne omkring samlejet, herunder gernings-mandens truende adfærd og/eller de mere eller mindre stiltiende trusler, som lig-ger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dette må have stået ger-ningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå gerningsmandens og foru-rettedes adfærd i øvrigt (f.eks. gerningsmandens truende adfærd og den forurette-des reaktion efter forholdet) samt stedet og tidspunktet for samlejet (f.eks. uden-dørs på et øde sted midt om natten i frostvejr).Der kan fra nyere retspraksis f.eks. henvises til TfK 2003.559 V, UfR2004.2839 Ø, UfR 2005.753 H, UfR 2007.1455 Ø, UfR 2008.690 H samt utryktØstre Landsrets dom af 6. december 2007 (…).Som nævnt beror det i alle tilfælde på en konkret bevismæssig vurdering af denenkelte sag, om der kan ske domfældelse for forsætlig voldtægt, og det gælderselvsagt også i sager, hvor gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold el-ler trusler. Det er ikke anklagemyndighedens opfattelse, at domstolene genereltskulle være tilbageholdende med at dømme i sådanne voldtægtssager, hvor der ik-ke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreligger det fornød-ne bevismæssige grundlag. Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighe-dens vurdering, at der er sket en vis udvikling i retspraksis–i retning af i højeregrad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager–når detgælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt,selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.”

2.3. Objektivitetsprincippet og domfældelsesprocenten i voldtægtssa-gerDet har i den politiske og offentlige debat flere gange været anført, at anklage-myndigheden og domstolene bør anlægge et langt mere lempeligt beviskrav ivoldtægtssager end i andre straffesager, idet alene den omstændighed, at en kvin-de anmelder sig voldtaget, i sig selv indebærer en overvejende sandsynlighed foranmeldelsens rigtighed, jf. bl.a. spørgsmål nr. 718 af 17. februar 2010 fra Folke-tingets Retsudvalg og spørgsmål nr. 420 af 6. februar 2009 fra Folketingets Rets-udvalg med henvisning til artikler i henholdsvis Politiken og Jyllands-Posten.Til brug for Justitsministeriets besvarelse af de nævnte folketingsspørgsmål, ind-hentede ministeriet en udtalelse fra Rigsadvokaten. Af Rigsadvokatens udtalelsetil brug for besvarelsen af spørgsmål nr. 718 fremgår bl.a. følgende:”I den anledning kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 96, stk. 1, at deter de offentlige anklageres opgave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydel-ser efter reglerne i denne lov. Anklagemyndigheden skal herved påse, at strafskyl-dige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted, jf. §96, stk. 2.Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grundlæggendeprincip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vigtigste retssikkerhedsgaran-tier. Princippet gælder bl.a., når anklagemyndigheden skal tage stilling til spørgs-målet om tiltale, og indebærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage en-hver omstændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samt ikke atrejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, at tiltalerejsning vil føre tildomfældelse.Det ville således ikke være i overensstemmelse med objektivitetsprincippet,hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor der var en sådan tvivl om be-viserne, at der ikke var en rimelig udsigt til domfældelse.Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt–udover den belastning, som det medførerfor den tiltalte–indebære en belastning for den forurettede, der skulle afgive vid-neforklaring i retten, og som formentlig i de fleste tilfælde ville opleve en efter-følgende frifindelse som en tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passe-rede ikke var troværdig.2.Vurderingen af, om der er rimelig udsigt til domfældelse i en sag om voldtægt,beror på en helt konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder. Ud over envurdering af både offerets og den sigtedes troværdighed vil elementer som geneti-ske spor, tekniske spor, spor efter vold, den tidsmæssige faktor samt eventuellevidneforklaringer om parternes adfærd før og efter overgrebet være elementer, derkan indgå i vurderingen.

På grund af voldtægtssagernes særlige karakter vil der dog i en række tilfældeikke være afgørende tekniske spor eller vidneforklaringer, der kan belyse forhol-det nærmere, og sagens afgørelse vil derfor hovedsagelig bero på en vurdering afofferets og den sigtedes forklaringer om det passerede. Dette indebærer, at der vilkunne forekomme flere påtaleopgivelser og frifindende domme end i andre straf-fesager, hvor der også foreligger forklaringer fra andre vidner udover offeret og/eller tekniske beviser.3.Et andet spørgsmål er, om der helt principielt burde indføres lempeligere kravtil beviset for tiltaltes skyld i voldtægtssager end i andre sager.En sådan ordning ville imidlertid efter min opfattelse være i strid med grund-læggende straffeprocessuelleprincipper.”

2.4. Den bevismæssigt nedre grænse for voldtægtTil belysning af den bevismæssigt nedre grænse for voldtægt kan der henvises tilbl.a. følgende eksempler på domme om voldtægt fra trykt retspraksis, hvor derikke af gerningsmanden er udøvet omfattende vold eller af den forurettede er ud-øvet større modstand:UfR 2010.1988 H: Fire tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt ved i forening ogefter forudgående aftale at have tiltvunget sig samleje og anden kønslig omgangend samleje med en 14-årig pige, som de havde mødt på en markedsplads og hav-de ført ca. 500 meter hen til et tennisanlæg, hvor de havde presset hende ned på entræbom og fastholdt hende under voldtægten. Den forurettede i sagen havde ikkesøgt at få hjælp fra omkringværende personer og havde ikke under overgrebetgjort anden modstand end at forsøge at rejse sig. Straffen blev fastsat til fængsel i3 år og 6 måneder for tre af de tiltalte og fængsel i 3 år for en af de tiltalte.UfR 2008.690 H: Tiltalte havde ikke anvendt vold ud over, at den forurettede blevpuffet ned bagerst i en bus, hvor den tiltalte delvist tog hendes tøj af. I dommen165

blev den tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk.1, ved at have tiltvunget sig anden kønslig omgængelse end samleje (analt samle-je). Den forurettede i sagen havde ikke gjort modstand ud over flere gange at haveanmodet den tiltalte om at lade være. Det blev af retten i sagen bl.a. fremhævet, atden tiltalte under hensyn til, at overgrebet foregik på et øde sted, hvor den foruret-tede ikke havde mulighed for at tilkalde hjælp, havde været klar over, at der lå enstiltiende trussel om vold mod den forurettede, som hun var præget af. Den tiltaltehavde under sagen forklaret, at der havde været tale om en frivillig seksuel hand-ling fra begge parters side. Der henvises om dommen nærmere til afsnit 2.1.5ovenfor.UfR 2005.753 H: Fem tiltalte blev fundet skyldige i voldtægt begået mod en ungkvinde i forbindelse med en fest. Det blev i sagen af retten lagt til grund, at foru-rettede–muligt i forbindelse med fremsatte verbale trusler–af de tiltalte var ble-vet ført ned i en baggård, hvor de tiltalte i forening tiltvang sig samleje og andenkønslig omgængelse end samleje med hende. Det blev af retten anført, at voldtæg-ten og den kønslige omgængelse i hvert fald var sket under indtryk af den stiltien-de trussel, der lå i, at forurettede sammen med et antal ukendte mænd befandt sigpå et øde sted, hvorfra det nærmest var umuligt for hende at tilkalde hjælp. Detblev endvidere anset for bevist, at de tiltalte var klar over, at forurettede ikke del-tog frivilligt i de seksuelle forhold, idet hun, der da var nærmest panisk angst, ale-ne havde handlet under indtryk af de stiltiende og muligt udtalte trusler. Der hen-vises om dommen nærmere til afsnit 2.1.3 ovenfor.UfR 2004.2847 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have ført foruret-tede ind i hendes soveværelse mod hendes vilje, idet forurettede sagde til tiltalte,at hun ikke ville have sex med ham. Da forurettede var bange for den tiltalte, turdehun ikke andet end at tage sit tøj af. Forurettede prøvede endvidere at forhindresamlejet ved at klemme sine ben sammen og slippe fri af tiltaltes greb. Straffenblev fastsat til fængsel i 2 år.UfR 2004.2839 Ø: Tiltalte blev fundet skyldig i to tilfælde af voldtægt samt trus-ler mod en tidligere samlever. I forhold til den ene voldtægt fandtes det i sagen påbaggrund af truende udtalelser fra den tiltalte og greb om forurettedes hals (udenat der herved kunne konstateres mærker efterfølgende) samt den omstændighed, atforurettede havde grædt inden overgrebet, bevist, at tiltalte havde været klar over,at forurettede ikke frivilligt havde haft seksuelt samvær med ham. Forurettedehavde under sagen bl.a. forklaret, at hun valgte at gå i seng med tiltalte for at fåham ud af huset, og at hun forsøgte at ligne ”sig gamle jeg”. Hun forklarede end-videre, at det derfor på tiltalte godt kunne have virket, somom hun var ”tændt”.Om det andet voldtægtsforhold fandt retten det efter en samlet bedømmelse af be-viserne tilstrækkeligt godtgjort, at det, uanset om forurettede frivilligt var gåetmed til det seksuelle samvær, måtte have stået den tiltalte klart, at forurettede ale-ne gjorde dette, fordi hun følte sig truet af tiltalte til at gøre det. Straffen blev fast-sat til fængsel i 2 år og 6 måneder.UfR 1995.895 H: Tiltalte blev fundet skyldig i voldtægt ved at have tiltvunget sigsamleje med sin tidligere samlever. Den tiltalte havde i sagen skaffet sig adgang

til den forurettedes lejlighed og havde tiltvunget sig samleje ved at vælte foruret-tede ned på en seng og gennemføre samleje med hende, selv om hun græd og badham lade være. Efter dette handlingsforløb og på baggrund af, at tiltalte tidligerehavde været voldelig mod forurettede, fandt retten det bevist, at tiltalte skaffedesig samleje ved tvang i form af en underforstået trussel om vold, og at tiltalte for-stod dette. Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder, hvilket også om-fattede en overtrædelse af straffelovens § 244.UfR 1991.918 H: Retten anførte bl.a. anført, at den forurettede, der kun var 16 årgammel og forekom meget naiv, havde været svagt udrustet til at modstå den ud-øvede pression, men at hun i sin skræmte tilstand efter evne havde forsøgt at til-kendegive, at hun ikke ønskede at deltage i samlejerne, og at de tiltalte måtte haveforstået dette. I sagen havde de tiltalte båret forurettede ind på et værelse, hvor deblandt andet under fremsættelse af trusler om at ville klippe hendes hovedhår fast-holdt hende og tog hendes tøj af, hvorefter de henholdsvis tiltvang eller forsøgte attiltvinge sig samleje med forurettede. Forurettede forklarede under sagen bl.a., athun i starten råbte op, men derefter tænkte, at det ikke kunne betale sig at råbemere og derfor af skræk bl.a. selv tog sine underbukser af. De fire tiltalte i sagenblev fundet skyldige i henholdsvis medvirken til voldtægt, forsøg på voldtægt ogvoldtægt. Straffen for de tiltalte blev fastsat til henholdsvis fængsel i 4, 6 og 9måneder samt fængsel i 1 år.

Som det fremgår af de nævnte domme, er der i dansk retspraksis en række ek-sempler på, at en tiltalt er fundet skyldig i voldtægt, selv om der ikke har væretudøvet omfattende vold eller trusler, og selv om den forurettede ikke har ydetstørre eller vedvarende modstand mod overgrebet. Tvang i form af en underfor-stået eller ikke udtalt trussel er endvidere i retspraksis fundet at udgøre et til-strækkeligt grundlag for at domfælde for voldtægt.Der ses i retspraksis også tilfælde, hvor den forurettede over for den tiltalte harvirket indladende under overgrebet, men hvor domstolene alligevel har fundet, atden tiltalte måtte have været klar over, at den forurettede alene deltog i det sek-suelle samvær, fordi hun følte sig truet til det, jf. den ovenfor omtalte dom gengi-vet i UfR 2004.2839 Ø.

kvinder, som blev anmeldt til politiet i perioden 2000-2002, viser, at falsk an-meldelse skete i 100 ud af 1.364 sager, dvs. i 7,3 pct. af sagerne, jf. FlemmingBalvig m.fl, ”Voldtægt der anmeldes – del II: Falsk anmeldelse af voldtægt”(2009). I analysen er anvendt en definition af falsk anmeldelse, som ikke aleneinkluderer dom for falsk anmeldelse, men også sigtelse for falsk anmeldelse samtindrømmelse af falsk anmeldelse, som ikke har ført til sigtelse. Det fremgår afundersøgelsen, at såfremt falsk anmeldelse af voldtægt defineres efter, hvorvidtder er faldet dom herfor, udgør andelen af falske anmeldelser 2 pct. af de under-søgte sager.En sammenligning med en tilsvarende undersøgelse af voldtægtsanmeldelservedrørende perioden 1990-1992 viser ifølge undersøgelsen fra 2009, at der ikkeer sket nogen ændring i forekomsten af falske anmeldelser fra 1990-1992 til2000-2002.Det fremgår endvidere af undersøgelsen, at falske og sande anmeldelser i højgrad ligner hinanden, idet der dog er en forholdsmæssig overvægt af fuldbyrdedeoverfaldsvoldtægter blandt de falske anmeldelser, herunder også en højere andelaf gruppevoldtægter, og stort set ingen partnere eller tidligere partnere, der an-meldes i de falske sager.I undersøgelsen ”Voldtægt der anmeldes. Del III: Udviklingen –især med hen-blik på fuldbyrdede overfaldsvoldtægter” af Flemming Balvig m.fl (2009), frem-går det bl.a., at hver sjette af de anmeldte fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i peri-oden 2000-2002 viste sig at være falsk i den forstand, at kvinden blev sigtet forfalsk anmeldelse eller indrømmede falsk anmeldelse. Undersøgelsen viser endvi-dere, at de falske anmeldelser af fuldbyrdede overfaldsvoldtægter i 2000-2002fortrinsvis blev indgivet af unge piger eller unge kvinder, og at den voldtægt, deumiddelbart hævdede sig udsat for, relativt ofte var en gruppevoldtægt.Der kan desuden henvises til en ph.d.-afhandling af Marie Bruvik Heinskou, Enkompleks affære–Anmeldte voldtægter i Danmark (2010). I afhandlingen er derforetaget en analyse af 95 anmeldte voldtægter indgivet til Københavns politi-kredse i 2003. Det fremgår af analysen bl.a., at der i 14 ud af de 95 sager–sva-rende til 14,7 pct. af sagerne–var tale om falsk anmeldelse, jf. afhandlingensside 20 og 181. Dette dækker ifølge afhandlingen både over anmeldelser, der168

blev trukket tilbage, anmeldelser, der blev vurderet at være usande, og tvungneanmeldelser, hvilket vil sige påstande, som nogle kvinder af forskellige årsager erblevet tvunget til at fremsætte. Ifølge afhandlingen vedrører den sidste kategorisærligt unge piger, som af enten forældre eller pædagoger mere eller mindre erblevet tvunget til at anmelde en seksuel relation som en voldtægt. Det fremgår iøvrigt af undersøgelsen, at de personer, der anmelder en voldtægt, er forholdsvisunge, jf. afhandlingens side 18. I 45,3 pct. af sagerne var anmeldelsen om vold-tægt således indgivet af piger under 21 år og i 74,7 pct. af sagerne af piger på 30år eller derunder. Af afhandlingen fremgår det endvidere, at 20 pct. af alle deanmeldelser, som indgår i undersøgelsen, er anmeldt af piger på 14 år.Der kan i forbindelse med spørgsmålet om falsk anmeldelse for voldtægt ogspørgsmålet om, hvilken vægt udtalelser fra en person, der anmelder en voldtægt,bør tillægges, også henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 26. marts2010, hvor tre tiltalte blev frifundet for voldtægt af en ung pige, F. De tre tiltaltevar tidligere af både byretten og landsretten fundet skyldige i overtrædelse afbl.a. straffelovens § 216, jf. til dels § 224, idet der af retten særligt var lagt vægtpå den forklaring, der i sagen var afgivet af F, og som bl.a. var understøttet af vi-deooptagelser fra overvågningskameraer om dele af hændelsesforløbet inden ogefter det påståede overgreb samt af øvrige vidneudtalelser og telefonoplysninger.Sagen blev efter kendelse fra Den Særlige Klageret efterfølgende genoptaget,idet der var fremlagt optagelser af udtalelser fra F, som kunne tages til indtægtfor, at F under sagen havde afgivet falsk forklaring. Flertallet i landsretten fri-fandt i dommen fra marts 2010 de tiltalte for voldtægt, idet det bl.a. blev anført,at det efter den forklaring, som F nu havde afgivet, var givet, at hendes tidligereforklaring var delvis urigtig. F havde således tidligere forklaret, at to af de tiltaltehavde fastholdt hende i forbindelse med overgrebet, hvilket hun nu fragik. På denbaggrund lagde retten til grund, at F for byretten og under den tidligere sag forlandsretten på et centralt punkt havde været i stand til at afgive en detaljeret ogmeget troværdig forklaring, som efterfølgende havde vist sig at være urigtig. Fhavde endvidere nu for landsretten forklaret, at hun var blevet truet og i storetræk instrueret til bl.a. at komme med udtalelser, som kunne rejse tvivl om, hvor-vidt der havde været tale om voldtægt. Efter indholdet af de sms-beskeder og op-tagelser af samtaler, der var fremlagt for retten, var der dog ifølge landsrettensflertal intet, der tydede på, at F var blevet truet eller instrueret, som hun havdeanført. Landsretten fandt på den baggrund, at meget talte for, at F også på disse169

punkter havde afgivet en urigtig forklaring. Selv omF’s forklaring ellers havdefremstået troværdig og også havde støtte i bevisførelsen i øvrigt, fandt flertallet ilandsretten således, at der var opstået en sådan usikkerhed om rigtigheden af F’sforklaring, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at F var blevet voldtageteller i øvrigt seksuelt forulempet, og at de tiltalte havde haft forsæt hertil.Tilsvarende kan der henvises til en dom afsagt af Vestre Landsret den 18. april2011, hvor en tiltalt, der tidligere af både byretten og landsretten var fundet skyl-dig i overtrædelse af bl.a. straffelovens § 216, stk. 1, § 224, jf. § 216, stk. 1, og§ 266, blev frifundet for disse forhold i forbindelse med, at sagen efter kendelsefra Den Særlige Klageret blev genoptaget. Baggrunden for genoptagelsen var og-så i denne sag, at der var fremlagt optagelser af udtalelser fra den kvinde (F), dermente at være blevet voldtaget, og at der ifølge Klageretten ikke kunne bortsesfra, at disse oplysninger, såfremt de havde foreligget under den pådømte sag,kunne have bevirket frifindelse. Det blev af landsretten i forbindelse med frifin-delsen bl.a. anført, at de samtaler, der under sagen var fremlagt med F, foregik ien hverdagsagtig og til tider munter tone. Endvidere blev det anført, at F undersamtalerne fremtrådte afslappet, grinte i flere tilfælde, sagde tiltalte imod og ikkelød presset eller styret til at afgive bestemte svar, ligesom hun på eget initiativfortalte om flere af omstændighederne. Efter indholdet af samtalerne og deresforløb var der ifølge landsretten intet, der tydede på, at F under samtalerne varbange for tiltalte eller talte ham efter munden. Det blev af landsretten desudenanført, at F i øvrigt ikke havde kunnet give en acceptabel forklaring på sine udta-lelser under samtalerne, herunder om flere af de udsagn, der ikke var foreneligemed hendes forklaringer i retten. Landsretten fandt i sagen, at der var opstået ensådan tvivl om rigtigheden af F’s forklaring, at der ikke var ført et bevis for, athun var blevet voldtaget og i øvrigt seksuelt forulempet eller truet. Herefter, ogda de skader, der blev fundet på F, ikke efter det foreliggende var uforeneligemed, at det kunne være foregået uden anvendelse af vold eller tvang, frifandtestiltalte for disse forhold.

4. Afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen4.1. IndledningVoldtægt er efter straffelovens § 216 defineret som det at tiltvinge sig samlejeved vold eller trussel om vold. Med vold sidestilles hensættelse i en tilstand, ihvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Straffenfor voldtægt er fængsel indtil 8 år. Hvis voldtægten har haft en særlig farlig ka-rakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder, kan straf-fen stige til fængsel i 12 år.Straffelovens § 216 om voldtægt finder tilsvarende anvendelse med hensyn tilanden kønslig omgængelse end samleje, herunder anden kønslig omgængelsemed en person af samme køn, jf. straffelovens §§ 224 og 225.I afsnit 4.2 nedenfor redegøres nærmere for voldtægtsbegrebet, som det er be-skrevet i forarbejderne til tidligere bestemmelser i straffeloven om voldtægt og iforarbejderne til den gældende bestemmelse om voldtægt i straffelovens § 216.Definitionen af voldtægt i norsk ret er beskrevet nedenfor i afsnit 4.3, og afsnit4.4 indeholder en omtale af voldtægtsbegrebet i svensk ret.Straffelovrådets overvejelser om afgrænsningen af voldtægtsbestemmelsen ergengivet i afsnit 4.5.I afsnit 4.5.2 er Straffelovrådets overvejelser om den gældende definition af voldi voldtægtsbestemmelsen gengivet, og afsnit 4.5.3 indeholder Straffelovrådetsovervejelser om afgrænsningen af samlejebegrebet. Endelig er Straffelovrådetsovervejelser om voldtægtsbegrebet i straffelovens § 216 i forhold til visse af deøvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24 gengivet nedenfor i afsnit 4.5.4.

Samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold straffesefter § 217, og efter § 218 er det bl.a. strafbart, at skaffe sig samleje uden for æg-teskab med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen eller vedudnyttelse af en persons sindssygdom mv.4.2.2.Om begrebet voldtægt fremgår af motiverne til straffeloven af 1866 bl.a.følgende (jf. Udkast til Straffelovbog for Danmark med tilhørende Motiver(1864) side 200-201):”Begrebet Voldtægt i strængeste Forstand forudsætter vistnok Anvendelsen af fy-sisk Magt, men dermed maa dog formeentlig ganske sættes i Klasse det Tilfælde,hvor Nogen tiltvinger sig Samleie med et Fruentimmer ved Trusler om øjeblikke-lig livsfarlig Vold. Om end det ikke kan nægtes, at det er en hermed beslægtetForbrydelse, naar Nogen tiltvinger eller forskaffer sig Samleje med en Kvindeimod hendes Villie ved Trusler af en anden Beskaffenhed, (hvad enten denne for-skellige Beskaffenhed bestaar deri, at den øjeblikkelige Vold, hvormed der trues,ikke er forbunden med den Fare for Livet, eller deri at Truslerne ikke gaar ud paaøjeblikkelig Vold men kun medføre en nærmere eller fjernere Fare for Kvindenseget eller for Andres Liv, Helbred eller Velfærd), og om det end fremdeles maaerkjendes, at Trusler af den sidste Art kunne medføre en næsten ligesaa storTvang for Kvinden som Trusler om øjeblikkelig livsfarlig Vold, hvorfor Volds-mandens Straf i saadant Tilfælde formeentlig ogsaa bør nærme sig eller efter Om-stændighederne være ligesaa stor som eller større end den, der i mangt et enkeltTilfælde maatte findes passende for den, der ved egentlig Vold har tiltvunget sigSamleje med en Kvinde,–ere disse Tilfælde dog i Begrebet forskellige, og børformentlig ogsaa med Hensyn til Straffebestemmelserne holdes udefra med hin-anden.”

Straffeloven af 1866 indeholdt i tillæg til bestemmelser om samleje ved vold el-ler trusler om øjeblikkelig livsfarlig vold (§ 165) samt samleje ved trusler påkvindens eget eller hendes nærmestes liv, helbred og velfærd (§ 166) følgendebestemmelse i § 167:”Den, som forskaffer sig legemlig Omgang med enKvinde, der befinder sig i enTilstand, hvori Brugen af hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude afStand til at modsætte sig Gerningen, straffes, hvis han selv i den nævnte hensigthar fremkaldt saadan Tilstand, paa samme Maade som i § 165 bestemt; i andetFald bliver Strafarbejde fra 1 til 8 Aar og, naar det er en berygtet Kvinde, en for-holdsmæssig ringere Grad af Strafarbeide eller under formildende Omstændighe-der Fængsel paa Vand og Brød at anvende.”

Af motiverne til bestemmelsen fremgår om afgrænsningen af begrebet voldtægtbl.a. følgende (side 203):”Hvorvel det ikke kan henføres under Begrebet om Voldtægt at forskaffe sig Sam-leje med en Kvinde imod hendes Villie ved at bringe hende i en Tilstand, i hvilkenhun er ude af Stand til at modsætte sig Gjerningen–t. Ex ved at indgive hende etsøvndyssende Middel eller berøve hende Bevidstheden–,skønnes det dog ikkerettere, end at denne Forbrydelse hvad Strafbarheden angaar i Almindelighed børstilles i klasse med den egentlige Voldtægt. En mindre Straf bør vistnok anvendes,hvor den Skyldige har benyttet sig af et Fruentimmers Bevidstløshed eller andenTilstand, hvori hendes fri Villie er hende betagen eller hun er ude af Stand til atmodsætte sig Gerningen, til at forskaffe sig legemlig Omgang med hende, medensdenne Tilstand dog ikke er fremkaldt af ham eller i alt fald ikke bevirket af ham iden nævnte forbryderiske Hensigt; men ogsaa denne Gjerning maa ansees som eni høi Grad skammelig og grov Forbrydelse, hvorfor man har troet ikke at burdesætte Straffen lavere end fra 1 til 8 Aars Strafarbejde, forsaavidt Kvinden er ube-rygtet.”

4.2.3.I udkast til ny straffelov af 1912 (U I) omfattede bestemmelsen om vold-tægt (§ 203) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en forsvarsløs tilstand ellerved at udnytte en sådan tilstand. Disse forhold var i stedet foreslået kriminalisereti en selvstændig bestemmelse (§ 206), hvorefter samleje med sindssyg, bevidst-løs eller i øvrigt utilregnelig kvinde kunne straffes med strafarbejde indtil 8 år, ogsamleje med en kvinde, som med henblik på samleje var bragt i en utilregneligtilstand, kunne straffes med strafarbejde fra 2 til 12 år. Den sidstnævnte straffe-ramme svarede imidlertid til strafferammen for voldtægt.I Torps udkast af 1917 (U II) omfattede bestemmelsen om voldtægt (§ 195) der-imod også den, der skaffede sig samleje ved at bringe en kvinde i en tilstand, ihvilken hun var ude af stand til at modsætte sig gerningen eller forstå dens be-tydning. Samleje med en kvinde, der var ude af stand til at modsætte sig gernin-gen, var i øvrige tilfælde foreslået kriminaliseret i en bestemmelse med en milde-re strafferamme (§ 197).I udkast af 1923 (U III) og i straffeloven af 1930 omfattede voldtægtsbestemmel-sen (henholdsvis § 196 og § 216) ikke samleje ved at bringe en kvinde i en for-svarsløs tilstand. Dette var i stedet kriminaliseret i en selvstændig bestemmelse(henholdsvis § 197 og § 217), som ligeledes kriminaliserede øvrige tilfælde afsamleje med en kvinde i en sådan tilstand. Strafferammen for tilfælde, hvor ger-

Ved lovændringen blev kriminaliseringen af samleje ved udnyttelse af en kvindessindssygdom eller åndssvaghed samt samleje med en kvinde, der befinder sig ien tilstand, i hvilken hun er ude af stand til at modsætte sig handlingen, flyttet til§ 218.4.2.5.Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 fik § 216, stk. 1, når der bortses fra be-stemmelsens strafferamme, sin nuværende ordlyd. Denne ændring af bestemmel-sen medførte en udvidelse § 216’s anvendelsesområde, idet bestemmelsen indenændringen kun fandt anvendelse ved trusler, som ”fremkaldte frygt for ofrets el-ler hendes nærmestes liv eller velfærd”.Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om vold-tægt, røveri og brandstiftelse. I betænkningen blev bl.a. følgende anført om af-grænsningen af straffelovens § 216 (side 44):”Forslaget medfører, at udtrykket ”ved trusel om vold” træder i stedet for dengældende bestemmelses udtryk ”ved fremkaldelse af frygt for (kvindens) ellerhendes nærmestes liv, helbred eller velfærd”. Dette vil medføre en udvidelse af§216’s anvendelsesområde. Udtrykket ”trusel om vold” dækker de tilfælde, somomfattes af ordene”fremkaldelse af frygt for … liv (og) helbred”, men omfatterdesuden de mindre grove voldstrusler, som ikke fremkalder en sådan frygt. Efter

Om muligheden for at slå §§ 216 og 217 sammen til én bestemmelse blev føl-gende anført i betænkningen (side 47-48):”Det skal afslutningsvisnævnes, at straffelovrådet har drøftet den mulighed at slå§ 216 og § 217 sammen til én paragraf, der da ville være en fælles bestemmelseom al ulovlig tvang, som er anvendt til opnåelse af samleje. Der er i rådet enighedom, at en sådan løsning ikke kan anbefales.Det vil næppe være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse afsamleje ved tvangsmidler, som med hensyn til deres grovhed er af så forskelligkarakter som på den ene side vold og trussel om vold og på den anden side trusselom at fremsætte ærerørige beskyldninger eller røbe privatlivet tilhørende forhold.Formentlig ville det vise sig nødvendigt at udskille de tvangsmidler, som ikke harkarakter af vold eller trussel om vold, til en særlig, lavere strafferamme, og defordele, som kunne tænkes opnået ved en fælles bestemmelse, ville herved i detvæsentlige gå tabt.Det må også forekomme meget tvivlsomt, om det er forsvarligt eller naturligtat anvende betegnelsen voldtægt på en forbrydelse, der er defineret så bredt, atden omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under § 260 om ulovlig tvang.Der vil højst sandsynligt være delte meninger om, hvilke former for tiltvingelse afsamleje man med rimelighed kan betegne som ”voldtægt”. Det er straffelovrådetsopfattelse, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindeligesprogbrug og med den retlige tradition, hvis betegnelsen ”voldtægt” forbeholdesde groveste tvangsmidler: anvendelsen af vold og trusler om vold, og at det derforer mest nærliggende at opretholde en subsidiær bestemmelse i § 217 om andenulovlig tvang. Det skal tilføjes, at man efter straffelovrådets opfattelse ikke børsøge at omgå det nævnte sproglige problem ved helt at udelade udtrykket ”vold-tægt” af loven. Det vil under alle omstændigheder fortsat blive anvendtaf både ju-rister og andre, og det må da foretrækkes, at det fortsat benyttes i straffeloven.”

”§192.Den soma) skaffer seg seksuell omgang ved vold eller ved truende atferd, ellerb) har seksuell omgang med noen som er bevisstløs eller av andre grunner ute avstand til å motsette seg handlingen, ellerc) ved vold eller ved truende atferd får noen til å ha seksuell omgang med en an-nen, eller til å utføre tilsvarende handlinger med seg selv,straffes for voldtekt med fengsel inntil 10 år. Ved vurderingen av om det er utøvdvold eller truende atferd eller om fornærmede var ute av stand til å motsette seghandlingen, skal det legges vekt på om fornærmede var under 14 år.Straffen er fengsel i minst 3 år dersoma) den seksuelle omgang var samleie, ellerb) den skyldige har fremkalt en tilstand som nevnt i første ledd bokstav b for åoppnå seksuell omgang.Fengsel inntil 21 år kan idømmes dersoma) voldtekten er begått av flere i fellesskap,b) voldtekten er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,c) den skyldige tidligere er straffet etter denne bestemmelsen eller etter § 195, el-lerd) den fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på le-geme eller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom syk-dom, jf. smittevernloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skadepå legeme eller helse etter denne paragrafen.Den som ved grov uaktsomhet gjør seg skyldig i voldtekt etter første ledd,straffes med fengsel inntil 5 år. Foreligger omstendigheter som nevnt i tredje ledd,er straffen fengsel inntil 8 år.”

Det følger af § 192, stk. 1, litra a, at den, som skaffer sig seksuel omgang vedvold eller truende adfærd, kan straffes for voldtægt. Tidligere indeholdt bestem-melsen et krav om tvang, men dette krav blev udtaget af bestemmelsen, idet detfandtes at kunne medføre en uønsket fokusering på offerets egen adfærd, jf.Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. I bestemmelsens forarbejder er det derimodfremhævet, at der kræves årsagssammenhæng mellem voldsudøvelsen eller trus-lerne på den ene side og den seksuelle omgang på den anden side, og det er end-videre anført, at en sådan årsagssammenhæng i praksis ofte vil indebære ettvangselement, idet den seksuelle omgang skal være ufrivillig fra offerets side, jf.Ot.prp. 28 (1999-2000) side 40 og 155 samt Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.Den truende adfærd behøver efter bestemmelsen ikke at vedrøre vold eller andenstrafbar handling. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at jomindre alvorlig en trussel er, jo mindre sandsynligt vil det normalt være, at der eren årsagssammenhæng mellem truslen og den seksuelle omgang. Det er endvide-re ikke efter bestemmelsen et krav, at gerningsmanden selv har udøvet volden el-

ler fremsat truslerne. Det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden er klar over, at derer udøvet en sådan tvang eller truende adfærd, og at den seksuelle omgang derforikke er frivillig fra offerets side.Der er endvidere efter norsk ret tale om voldtægt ved seksuel omgang med no-gen, som er bevidstløs eller af andre grunde er ude af stand til at modsætte sighandlingen, jf. § 192, stk. 1, litra b. Bestemmelsen omfatter bevidstløshed i formaf bl.a. søvn, stærk beruselse, fysiske funktionsnedsættelser og psykiske forhold,jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.Endelig følger det af § 192, stk. 1, litra c, at den, som ved vold eller ved truendeadfærd får nogen til at have seksuel omgang med en anden eller til at udføre til-svarende handlinger med sig selv, kan straffes for voldtægt. Det er efter bestem-melsen en forudsætning, at begge parter i første led af bestemmelsen tvinges tilseksuel omgang. Endvidere er det en forudsætning, at der er årsagssammenhængmellem den udøvede vold eller truende adfærd og den seksuelle omgang, jf.Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 216.Definitionen af voldtægt i § 192, stk. 1, er videreført i § 291 i den nye straffelovfra 2005, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 222 og 524. Angivelsen i § 192, stk. 1,2. pkt., af, at der ved vurderingen af, om vilkårene i 1. pkt. er opfyldt, skal læg-ges vægt på, om offeret var under 14 år, er dog ikke videreført, idet voldtægtmod børn under 14 år ved 2005-loven er udskilt fra voldtægtsbestemmelsen.Endvidere er angivelsen ikke fundet at være nødvendig, da også andre forhold vilkunne have betydning for vurderingen af, om en handling er omfattet af vold-tægtsbestemmelsen.I straffeloven fra 2005 er bestemmelsen om mindstestraf i § 192, stk. 2, udskilt tilen særskilt bestemmelse (§ 292), hvor strafferammen er fastsat til fængsel fra 3år indtil 15 år. Definitionen af samleje, som i 1902-straffeloven fremgår af § 206,er desuden med lovændringen i 2005 i hovedsagen flyttet til bestemmelsen i§ 292, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 228 og 524. Der henvises om definition afsamleje i den norske straffelov nærmere til beskrivelsen heraf umiddelbart neden-for. Herudover er bestemmelserne om grov voldtægt og groft uagtsom voldtægt ihenholdsvis § 192, stk. 3 og 4, i straffeloven fra 2005 udskilt til særskilte be-stemmelser (§§ 292 og 294), og strafferammen for uagtsom voldtægt er hævet fra177

henholdsvis fængsel indtil 5 og 8 år til en strafferamme på fængsel indtil hen-holdsvis 6 og 10 år, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 224, 235 og 524.Der kan om voldtægtsbestemmelsen i den norske straffelov nærmere henvises tilbl.a. Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samlet utgaveved Kjell V. Andorsen (2008) side 142ff og Magnus Matningsdal, Norsk spesiellstrafferett (2010) side 173ff.Det er efter den norske voldtægtsbestemmelse tilstrækkeligt, at gerningsmandenhar opnået seksuel omgang. Der stilles således ikke krav om opnået samleje, menstrafferammen er højere, hvis der foreligger samleje.Efter den norske straffelov forstås der ved udtrykket ”samleje” vaginalt og analtsamleje samt indføring af penis i mund og indføring af en genstand i skede ellerendetarmsåbning, jf. 1902-loven § 206 og 2005-lovens § 292, idet de opregnedehandlinger dog ikke i 2005-loven er formuleret som en definition af samlejebe-grebet, jf. Ot.prp. 22 (2008-09) side 213 og 524.Udtrykket ”seksuel omgang” omfatter efter norsk ret både samleje og andenkønslig omgang, hvilket vil sige seksuelle handlinger af en vis intensitet, somf.eks. indføring af finger i skede eller endetarmsåbning. I tillæg til begreberne”samleje” og ”seksuel omgang” anvendes i norsk ret også begreberne ”seksuelhandling” og ”seksuel adfærd”. Udtrykket ”seksuel handling” omfatter bl.a. befø-ling af kønsorganer eller bryster, mens udtrykket ”seksuel adfærd” omfatterhandlinger, hvor gerningsmanden ikke er i direkte fysisk kontakt med forurette-de, som f.eks. ved blottelse. Der henvises nærmere til Ot.prp. nr. 28 (1999-2000)side 19ff og Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 211ff.Det kan bl.a. nævnes, at den norske straffelov i § 200, stk. 1, indeholder en be-stemmelse om straf for den, der foretager en seksuel handling med nogen, somikke har samtykket til det. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Be-stemmelsen er i straffeloven fra 2005 videreført som § 297.I forbindelse med en ændring af den norske straffelov i 2000 blev det overvejet,om der i bestemmelsen om voldtægt skulle indføres et krav om manglende sam-tykke.178

Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at indføre etkrav om manglende samtykke i den norske voldtægtsbestemmelse, jf. NOU1997:23 side 26ff og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 39. Af flertallet blev detsom baggrund herfor bl.a. anført, at en sådan ændring ikke ville tilføre vold-tægtsbestemmelsen noget nyt. Det blev anført, at bestemmelsen således alleredeindeholdt en forudsætning om, at voldtægtshandlingen skulle være foretaget udenofferets samtykke. Herudover blev det tilkendegivet, at en fremhævelse af sam-tykkekravet ville kunne få den uheldige virkning, at der ville blive stillet strenge-re krav til offeret om at sige fra, hvilket ville kunne svække voldtægtsofres rets-beskyttelse. Endelig blev det anført, at det i praksis ville være uklart og vanske-ligt nærmere at fastlægge, hvilke krav der i givet fald skulle stilles til et samtyk-ke.Det blev endvidere af flertallet i Seksuallovbruddsutvalget afvist at indføre enselvstændig bestemmelse i straffeloven om straf for seksuel omgang foretagetuden samtykke, jf. NOU 1997:23 side 28f og Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 61-62. Det blev af udvalgets flertal anført, at det i praksis ville være vanskeligt at fo-restille sig seksuel omgang foretaget mod nogens vilje, uden at der samtidig fore-lå andre kvalificerende omstændigheder som f.eks. tvang, trusler, udnyttelse ellerhjælpeløshed, hvilket ville medføre, at forholdet ville blive omfattet af en afstraffelovens øvrige bestemmelser om seksuelle overgreb. Herudover blev det an-ført, at en bestemmelse, hvor manglende frivillighed var den eneste strafbarheds-betingelse, ville medføre betydelige bevisproblemer og derfor ikke ville kunnehåndhæves særlig effektivt. Flertallet fandt også, at en sådan bestemmelse villemedføre en risiko for, at der ville blive stillet skærpede krav til offerets adfærd,og at offerets situation således ville blive svækket i stedet for styrket.I forslaget til ændring af den norske straffelov fra 2000 blev det med en henvis-ning til betænkningen fra Seksuallovbruddsutvalget konkluderet, at indsættelse afet krav om manglende samtykke i voldtægtsbestemmelsen ikke ville tilføre be-stemmelsen noget nyt af betydning, og at en sådan ændring snarere ville kunne fåuønskede og negative konsekvenser, som også påpeget af Seksuallovbrudd-sutvalget, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 40. Endvidere blev det i lovforslaget

afvist at indføre en selvstændig bestemmelse om straf for seksuel omgang foreta-get uden samtykke, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 63-64.I forarbejderne til det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005med senere ændringer), som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbry-delser i straffeloven fra 1902, blev det på ny overvejet, om voldtægtsbestemmel-sen burde omfatte alle former for seksuel omgang uden samtykke, jf. Ot.prp. nr.22 (2008-09) side 217ff. Konklusionen blev også denne gang, at det blev afvist atfremsætte et sådant forslag, ligesom det blev afvist at indsætte en selvstændig be-stemmelse i straffeloven om seksuel omgang uden samtykke. Der blev ved vur-deringen af spørgsmålet om samtykke bl.a. henvist til Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det anføres i den for-bindelse i forarbejderne, at der efter det norske justitsministeriums opfattelsenæppe af dommen kan udledes en forpligtelse til at udforme voldtægtsbestem-melsen således, at der henvises til manglende samtykke, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 218. Der henvises om dommen M.C. mod Bulgarien nærmere tilkapitel4,afsnit 2, ovenfor.Om baggrunden for ikke at fremsætte forslag om en samtykkebaseret voldtægts-bestemmelse fremgår endvidere bl.a. følgende af lovforarbejderne, jf. Ot.prp. nr.22 (2008-09) side 221:”Departementet anser det likevel usikkert hvilke tilfeller et slikt alternativ i prak-sis vil kunne dekke, også sett i lys av at bevissituasjonen i mange tilfeller vil værevanskelig. Departementet har derfor kommet til at voldtektsbestemmelsen ikkebør utvides nå. Det er imidlertid grunn til å understreke at vurderingen av om vil-kårene i straffeloven 1902 § 192 og i forslaget til straffeloven 2005 § 291 er opp-fylt, er relativ og må trekke inn forholdet mellom de involverte og hele situasjo-nen som handlingen skjer i, se nedenfor. Dette kan særlig ha betydning for be-dømmelsen av om det foreligger årsakssammenheng mellom vold eller truende at-ferd og etterfølgende seksuell omgang. Alternativet om at fornærmede var ute avstand til å motsette seg handlingen kan også dekke mange situasjoner, ikke baresøvntilfellene. Videre kan bestemmelsen om grovt uaktsom voldtekt fange oppenkelte av tilfellene som et alternativ om seksuell omgang uten samtykke eventu-elt kunne ha dekket.Departementet har vurdert om det bør innføres en egen bestemmelse somrammer den som har seksuell omgang med noen som ikke har samtykket i det.(…)En bestemmelse om seksuellhandlingmed noen som ikke har samtykket i det,finnes i straffeloven 1902 § 200 første ledd og er foreslått videreført i forslag til

4.4. Svensk retI april 2005 trådte en ny lovgivning om seksualforbrydelser i kraft i Sverige (Lag2005:90 og Lag 2005:885). Lovgivningen indebar en gennemgribende forandringaf de svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. attydeliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret tilseksuel selvbestemmelse.Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 i straffeloven om seksualfor-brydelser, og blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, varbl.a. en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen. Bestemmelsen blev udvidet ved, atde krav, der efter bestemmelsen stilles til tvang, blev lempet, og ved at de alvor-ligste tilfælde af seksuel udnyttelse blev indarbejdet i voldtægtsbestemmelsen.Bestemmelsen om voldtægt i den svenske straffelov har følgende ordlyd (kapitel6 § 1):”Densom genom misshandel eller annars med våld eller genom hot om brottsliggärning tvingar en person till samlag eller till att företa eller tåla en annan sexuellhandling som med hänsyn till kränkningens art och omständigheterna i övrigt ärjämförlig med samlag, döms för våldtäkt till fängelse i lägst två och högst sex år.Detsamma gäller den som med en person genomför ett samlag eller en sexuellhandling som enligt första stycket är jämförlig med samlag genom att otillbörligtutnyttja att personen på grund av medvetslöshet, sömn, berusning eller annandrogpåverkan, sjukdom, kroppsskada eller psykisk störning eller annars medhänsyn till omständigheterna befinner sig i ett hjälplöst tillstånd.

Som det fremgår af bestemmelsen, inddeles voldtægt efter svensk ret i forskelligegrader af strafværdighed–mindre grov voldtægt, voldtægt og grov voldtægt. Detafgøres ud fra omstændighederne i den enkelte sag, hvilken slags voldtægt derkonkret er tale om. Af lovteksten fremgår det dog bl.a., at en voldtægt normaltskal bedømmes som grov, hvis volden eller truslen har været af særlig alvorligkarakter, eller hvis voldtægten er begået af flere i forening. Der skelnes hverken isvensk lovgivning eller retspraksis mellem overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægteller parvoldtægt.Bestemmelsen om voldtægt omfatter både samleje og anden seksuel handling,som med hensyn til krænkelsen karakter og omstændighederne i øvrigt kan side-stilles med samleje. Som et eksempel på en handling, der kan sidestilles medsamleje er i forarbejderne til bestemmelsen bl.a. nævnt analt og oralt samlejesamt indføring af fingre mv. i offerets underliv eller anus, jf. prop. 2004/05:45side 136.Voldtægtsbestemmelsen omfatter ud over samleje mv. tiltvunget ved mishand-ling, vold eller trussel om strafbar handling også samleje mv. ved udnyttelse afen person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand.Den, som ved ulovlig tvang gennemfører anden form for seksuel handling end dehandlinger, der er omfattet af voldtægtsbestemmelsen, med en person, der befin-der sig i en hjælpeløs tilstand, vil efter den svenske straffelovs kapitel 6 § 2 kun-ne straffes for seksuel tvang.Det er efter forarbejderne til voldtægtsbestemmelsen tilstrækkeligt, at gernings-manden fremtvinger den seksuelle handling gennem vold i form af eksempelvisat fastholde offeret eller gennem trusler af en karakter, som ikke kun omfatter

trusler om vold, men også visse andre former for ulovlig tvang, jf. prop.2004/05:45 side 41ff. Det kræves efter bestemmelsen ikke, at offeret har gjortmodstand.Der henvises om voldtægtsbestemmelsen i den svenske straffelov nærmere tilbl.a. Lena Holmqvist m.fl., Brottsbalken. En kommentar, Del I, Studentutgåva 6(2009) side 6:6ff, og Petter Asp, Sex och Samtycke (2010) side 56ff og 68ff,hvor også samtykkebegrebet i forhold til seksuelle overgreb er nærmere beskre-vet, jf. særligt side 48ff, 81ff, 109ff og 195ff.Spørgsmålet om, hvorvidt det centrale element i voldtægtsbestemmelsen bør væ-re anvendelsen af tvang eller manglende samtykke, blev diskuteret og overvejetaf både Sexualbrottskommittén forud for lovreformen i 2005 (SOU 2001:14 side123ff) og af den svenske regering i forbindelse med reformen af bestemmelserneom seksualforbrydelser i 2005 (prop. 2004/05:45 side 36ff). Regeringen, somdelte Komiteens bedømmelse af spørgsmålet, fandt ikke, at der var tilstrækkeligttungtvejende grunde til at affatte voldtægtsbestemmelsen ud fra et krav ommanglende samtykke. Der blev som baggrund herfor navnlig henvist til den risi-ko en sådan formulering af bestemmelsen ville skabe for i højere grad at sættefokus på offerets handlinger. Flertallet af høringsparterne og den svenske Rigs-dag delte denne opfattelse (bet. 2004/05:JuU16 side 12ff).Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med den opgave at foretage enevaluering af den reform af de strafferetlige regler om seksualforbrydelser, somblev foretaget i 2005, jf. Dir. 2008:94. Formålet med evalueringen har særligtværet at vurdere, hvordan de ændrede strafbestemmelser har fungeret i praksis,og om formålet med reformen er blevet opnået.I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningenom seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyt-telsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selv-bestemmelsesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i2005. Endvidere fremgår det, at det formål, der blev sat med reformen om at ska-be klare og velafgrænsede bestemmelser, hovedsagelig er lykkedes, jf. SOU2010:71 side 15. Betænkningen indeholder dog visse forslag til ændringer af lov-givningen med henblik på at forbedre beskyttelsen mod seksuelle overgreb.183

Den gældende svenske lovgivning om voldtægt og andre alvorlige seksuellekrænkelser forudsætter som anført ovenfor, at gerningsmanden har anvendt tvangi form af vold eller trusler eller har udnyttet, at offeret befandt sig i en hjælpeløstilstand.Det fremgår af betænkningen, at spørgsmålet om samtykke er af central betyd-ning ved bedømmelsen af, om en handling udgør en seksualforbrydelse. Ud-gangspunktet for lovgivningen om seksualforbrydelser er således den enkeltes rettil seksuel selvbestemmelse og integritet. Selv om det er selvbestemmelsesretten,der beskyttes med lovgivningen, er det dog ifølge betænkningen ikke givet, atsamtykke skal være det grundlæggende element i kriminaliseringen af seksual-forbrydelser. Lovgivningen vil også–som efter de gældende regler–kunne ud-formes således, at den angiver de situationer, hvor et samtykke ikke foreligger el-ler ikke er relevant, jf. SOU 2010:71 side 17 og 205ff.I forbindelse med spørgsmålet om samtykkets betydning er der i betænkningenbl.a. foretaget en nærmere analyse af Den Europæiske Menneskerettighedsdom-stols dom i sagen M.C. mod Bulgarien. Det vurderes i betænkningen, at dommenikke indebærer en forpligtelse til at udforme lovgivningen om seksualforbrydel-ser på en bestemt måde. Det følger derimod af dommen, at straffelovgivningenskal leve op til de krav, som stilles i artikel 3 og 8 i Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention. Det skal på den baggrund være muligt at straffe enhverseksuel handling, som er foretaget uden samtykke. Det er ifølge betænkningen etspørgsmål, om den gældende svenske lovgivning og retspraksis fuldt ud lever optil disse krav, jf. SOU 2010:71 side 17 og 198ff.I betænkningen er endvidere foretaget en nærmere beskrivelse af fordele ogulemper ved en samtykkebaseret lovgivning om seksualforbrydelser. Indled-ningsvis fremgår det af betænkningen, at der ikke findes en fast eller given defi-nition af begrebet ”samtykke”, og at det derfor må være omstændighederne,hvorunder et samtykke er givet, som bliver afgørende for bedømmelsen af, omder i et konkret tilfælde er givet et gyldigt samtykke, jf. SOU 2010:71 side 205.Som fordele ved en samtykkebaseret lovgivning angives i betænkningen bl.a., atdette vil kunne anses som en naturlig forlængelse af udvikling af det strafferetli-184

ge syn på seksualforbrydelser, og at en samtykkebaseret regulering vil kunne ha-ve en normerende virkning ved at tydeliggøre, at det ikke er tilladt at have sexmed en person, som ikke samtykker til det. Det anføres endvidere, at en sådanregulering vil kunne skabe et vist fokus på gerningsmandens adfærd, samt at ensamtykkebaseret regulering også ud fra et behandlingsperspektiv vil give en bed-re beskyttelse af voldtægtsofre, idet integritetskrænkelsen vil blive udgangspunk-tet for behandlingen af en sag om voldtægt, jf. SOU 2010:71 side 207ff.Imod en samtykkebaseret regulering angives det bl.a., at dette vil skabe et øgetfokus på offerets handlinger i forbindelse med et overgreb, og at det vil værevanskeligt at definere, hvornår der foreligger et gyldigt samtykke, og hvilkenform et samtykke vil skulle have. Det anføres desuden, at en sådan regulering vilkunne skabe en urimelig–og ifølge betænkningen urealistisk–forventning omflere domfældelser samt skabe en øget risiko for moralisering, idet der ved be-dømmelsen af, om et offer har samtykket, også vil skulle tages stilling til, hvilketyper af handlinger det er normalt at samtykke til, jf. SOU 2010:71 side 211ff.Det fremgår af betænkningen, at de bevismæssige vanskeligheder i sager om sek-suelle overgreb findes at ville være lige så omfattende med en samtykkebaseretregulering som efter den gældende svenske regulering på området, jf. SOU2010:71 side 218ff og 237.Det konkluderes i betænkningen, at samtykkets betydning for, hvornår noget eren tilladt henholdsvis en utilladt handling, bør fremgå direkte af lovgivningen.Det foreslås dog ikke at indføre en ren samtykkebaseret regulering, hvor samtyk-ket er det grundlæggende og eneste element i kriminaliseringen. Kriminaliserin-gen af voldtægt og seksuel tvang bør ifølge betænkningen fortsat tage udgangs-punkt i, om der er udvist tvang eller udnyttelse, jf. SOU 2010:71 side 17-18,232ff og 239ff.På den anførte baggrund– og da begrebet ”hjælpeløs tilstand” i betænkningenfindes at være for snævert til at omfatte alle strafværdige former for seksuel ud-nyttelse–foreslås det i stedet, at lovgivningen om seksualforbrydelser udvidesog suppleres. Det fremgår i den forbindelse også, at det findes at være en mangelved lovgivningen, at det i de situationer, hvor der hverken er udvist tvang ellerudnyttelse, ikke er kriminaliseret som andet end et seksuelt forulempende over-185

greb (sexuellt ofredande) i henhold til den svenske straffelovs kapitel 6 § 10 atgennemføre en seksuel handling mod en persons vilje. Den svenske straffelovskapitel 6 § 10 omhandler bl.a. seksuel berøring af et barn (stk. 1) samt den, somblotter sig, eller som gennem ord eller handlinger forulemper en person på enmåde, som er egnet til at krænke dennes seksuelle integritet (stk. 2). Den anførtemangel ved lovgivningen vil ifølge betænkningen bl.a. opstå i tilfælde, hvor etoffer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vild-leder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har ellerhar haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 16-17 og 228ff.Det foreslås i betænkningen, at voldtægtsbestemmelsen udvides, således at detikke blot er strafbart at udnytte en person, der befinder sig i en hjælpeløs tilstand,men også at udnytte en person, som på anden måde har særlig vanskeligt ved atværne om sin seksuelle integritet. Det sidstnævnte vil ifølge betænkningen ek-sempelvis kunne være tilfældet, hvis en person føres hen til et for ham eller hen-de ukendt sted og dér udnyttes seksuelt. Et andet eksempel vil kunne være udnyt-telse af en stof- eller alkoholpåvirket person, der befinder sig i en truet eller udsatsituation. Det afgørende vil være, om offeret befinder sig i en situation, hvor mu-lighederne for at afvise den seksuelle handling af en eller anden grund er begræn-set, jf. SOU 2010:71 side 18. Som en konsekvens af udvidelsen af voldtægtsbe-stemmelsen foreslås det desuden at ophæve den gældende bestemmelse om sek-suel udnyttelse af en person i et afhængighedsforhold i den svenske straffelovskapitel 6 § 3. Handlinger omfattet af bestemmelsen i § 3 vil således i stedet bliveomfattet af bestemmelserne i den svenske straffelov om voldtægt (kapitel 6 § 1)og seksuel tvang (kapitel 6 § 2), jf. SOU 2010:71 side 18, 243ff og 490ff.Det foreslås endvidere i betænkningen, at der i den svenske straffelovs kapitelom seksualforbrydelser indsættes en ny samtykkebaseret bestemmelse om straffor seksuelt overgreb. Med den foreslåede bestemmelse kriminaliseres gennem-førelse af en seksuel handling med en person uden dennes tilladelse. Det foreslås,at bestemmelsen skal være subsidiær i forhold til bestemmelserne om voldtægtog seksuel tvang og således kun skal kunne anvendes, hvis gerningen ikke udgørvoldtægt eller seksuel tvang. Strafferammen foreslås til fængsel i indtil 4 år. Detanføres i betænkningen bl.a., at den foreslåede bestemmelse ud over at tydeliggø-re samtykkets betydning også vil sikre, at det på en passende måde bliver muligtat straffe den som–uanset om der er anvendt tvang eller udnyttelse–gennemfø-186

rer en seksuel handling med en person, som ikke har tilladt denne handling. Be-stemmelsen vil bl.a. kunne anvendes i de tilfælde, der er nævnt ovenfor, hvor etoffer under et overgreb udviser total passivitet, eller hvor gerningsmanden vild-leder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en person, som offeret har ellerhar haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side 18, 246ff, 250ff og 495ff.Med hensyn til afgrænsningen mellem bestemmelsen i den svenske straffelov omvoldtægt og bestemmelsen om seksuel tvang foreslås det i betænkningen, at det ivoldtægtsbestemmelsen præciseres, at de seksuelle handlinger som–forudensamleje–er omfattet af bestemmelsen er handlinger, hvor den seksuelle krænkel-ses alvor er sammenlignelig med et påtvunget samleje, jf. SOU 2010:71 side 18-19 og 260ff.Hvis de foreslåede ændringer gennemføres, er der ifølge betænkningen ikke tvivlom, at den svenske lovgivning vil leve op til de internationale krav, der stilles tilkriminalisering af seksualforbrydelser, jf. SOU 2010:71 side 18 og 248.

4.5. Straffelovrådets overvejelser4.5.1. IndledningEfter bestemmelsen om voldtægt i straffelovens § 216 er det et krav, at ger-ningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold. Med voldsidestilles hensættelse i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til atmodsætte sig handlingen.For Straffelovrådet er det et hovedspørgsmål, om straffelovens voldtægtsbe-stemmelse i sin nuværende udformning er tilstrækkelig rummelig til at ramme deseksuelle overgreb, som efter en nutidig opfattelse er af en art og har en sådan al-vorlig karakter, at de bør straffes som voldtægt.Spørgsmålet har flere elementer. Det er dels et spørgsmål, om voldtægtsbestem-melsen i stedet for at beskrive de omstændigheder i form af vold eller trusler,som karakteriserer en typisk voldtægt, bør erstattes af en bredt affattet bestem-melse om straf for den, der uden en andens samtykke skaffer sig samleje med denpågældende. Dette spørgsmål har Straffelovrådet besvaret ovenfor ikapitel 5og187

har i den forbindelse afvist, at der er sådanne fordele forbundet med en samtyk-kebaseret bestemmelse, at en sådan affattelse af voldtægtsbestemmelsen bør fore-trækkes frem for den nuværende affattelse af bestemmelsen.Et hermed forbundet spørgsmål er, om det bør tydeliggøres i straffelovens § 216,at det er et element i en voldtægt, at den forurettede ikke har meddelt samtykketil handlingen. Straffelovrådet bemærker herom, at den gældende voldtægtsbe-stemmelse ved beskrivelsen af tvangsformer og brugen af ordet ”tiltvinger” klartforudsætter, at forurettede ikke har samtykket i samlejet. Straffelovrådet kan der-for heller ikke anbefale en sådan ændring af bestemmelsen.Et andet spørgsmål er, om voldtægtsbestemmelsen bør omfatte andre og flereovergreb end den nuværende bestemmelse for derved at understrege og støtte denudvikling i retning af større respekt for den enkeltes integritet og seksuelle be-stemmelsesret, som er sket gennem de senere årtier, og som har fundet udtryk inorsk og svensk straffelovgivning i større omfang end i den tilsvarende danske.Det vil i den forbindelse navnlig være nærliggende at vurdere, om voldsbegrebeti bestemmelsen forudsætter brug af større fysisk magtanvendelse end ønskeligtog derfor bør erstattes af et videre begreb som for eksempel ”fysisk magtanven-delse”.Dette spørgsmål drøftes nedenfor i afsnit4.5.2.Straffelovrådet finder endvidere anledning til at vurdere, om samlejebegrebet erhensigtsmæssigt afgrænset eller bør udvides til andre alvorlige former for seksu-elle overgreb. Denne vurdering vil–ud over voldtægtsbestemmelsen–også fåbetydning for andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, hvori samleje indgårsom en del af gerningsindholdet. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit4.5.3.Endelig er det et spørgsmål, om voldtægt som strafferetligt begreb bør udvides tilat omfatte forhold, som i dag kan straffes efter andre bestemmelser i straffelo-vens kapitel 24. Dette spørgsmål er omhandlet nedenfor i afsnit 4.5.4.

4.5.2. Definitionen af vold i voldtægtsbestemmelsenVoldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 omfatter bl.a. samleje tiltvungetved vold.Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af vold i § 216kan give anledning til tvivl i forhold til, hvilke typer af vold der er omfattet af be-stemmelsen, herunder særligt om også mildere former for vold er omfattet afvoldsbegrebet. Endvidere er det et spørgsmål, om de typer af vold, der er omfat-tet af definitionen på vold i § 216, dækker de former for vold, som bør være om-fattet af bestemmelsen.På den anførte baggrund beskrives definitionen af vold efter den gældende be-stemmelse i straffelovens § 216 i det følgende.Ved vold i henhold til straffelovens § 216 forstås fysisk magtanvendelse, jf. her-ved Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstif-telse side 20 og 44 og Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999, hvor derhenvises til betænkning nr. 914/1980. Af de nævnte forarbejder fra 1980-81fremgår det endvidere, at der ikke er holdepunkter for at antage, at udtrykket”vold” i §216 skal opfattes som begrænset til vold af en vis grovhed.Det skal dog bemærkes, at definitionen af vold i § 216 må antages på visse punk-ter at adskille sig fra anvendelsesområdet for voldsbestemmelsen i straffelovens§ 244, idet bestemmelsen i § 244 ud over vold også omfatter legemsangreb, somligger på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket”øver vold”. Dét at spytte en anden person i ansigtet eller overhælde en andenperson med en spand vand anses således som legemsangreb omfattet af § 244,mens disse former for angreb formentlig ikke i sig selv kan antages at være om-fattet af voldsbegrebet i straffelovens § 216. Fysisk magtanvendelse efter § 216omfatter dog omvendt også handlinger af en sådan karakter, at de ikke ville væreomfattet af straffelovens § 244. F.eks. vil en fastholdelse af offeret eller en ad-skillelse af offerets ben, som udgør vold i henhold til § 216, kunne ske i så milden form, at der ikke ville være tale om vold efter § 244.

Vold efter § 216 vil kunne forekomme dels i form af en absolut eller mekanisktvang, hvorved gerningsmanden i kraft af større fysisk styrke gennemtvingersamlejet trods offerets fysiske modstand, dels i form af, at volden virker som etsåkaldt kompulsivt tvangsmiddel, hvor slag eller anden magtanvendelse bevirker,at offeret opgiver videre modstand, jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980side 20, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 49 og OlufKrabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 510-511.Som eksempler på vold omfattet af § 216 kan bl.a. nævnes, at gerningsmandengriber fat i offeret, trækker offeret af sted, vælter offeret, tager offeret om halsen,slår offeret, holder offeret fast, lægger sig på offeret eller tvinger offerets ben frahinanden, jf. betænkning nr. 914/1980 side 20 og Vagn Greve m.fl., Kommente-ret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 296. Ofte vil der i gerningssituatio-nen foreligge en kombination af flere fysiske magtmidler, og fysisk magtanven-delse og trusler anvendes også ofte i kombination.Fra retspraksis kan der som eksempler på domme, hvor gerningsmanden er fun-det skyldig i voldtægt eller forsøg på voldtægt, selv om der alene er anvendt mil-dere former for vold, bl.a. henvises til UfR 2010.1988 H (den anvendte vold be-stod i sagen i, at fire gerningsmænd førte offeret hen til et tennisanlæg, hvor depressede hende ned på en træbom og fastholdt hende under overgrebet samt trakhendes bukser og trusser ned), UfR 2004.2847 Ø (den anvendte vold bestod i sa-gen i, at gerningsmanden førte offeret ind i hendes soveværelse og fastholdt hen-de på sengen), UfR 2004.1984 V (den anvendte vold bestod i sagen i, at ger-ningsmanden pressede offeret ned i en sofa, hvor hun efterfølgende blev fast-holdt) og UfR 2004.693 Ø (den i sagen anvendte vold bestod i, at gerningsman-den greb offeret bagfra og tvang hende ned samt forsøgte at fastholde hende, her-under sprede hendes ben).De former for vold, som efter det ovenstående er omfattet af den gældende defi-nition af vold i § 216, dækker efter Straffelovrådets opfattelse på en tilfredsstil-lende måde de typer af vold og herunder også mildere former for vold, som børvære omfattet af § 216.På den baggrund, og idet en ændring af voldsbegrebet i § 216 vil kunne rejse enrække problemstillinger i forhold til øvrige bestemmelser i straffeloven, som om-190

handler udøvelse af vold, finder Straffelovrådet ikke grundlag for at foreslå æn-dringer i den angivelse og definition af vold, som følger af § 216.4.5.3. Samlejebegrebet4.5.3.1.Bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a omhandler alle overgreb iform af samleje, men det er alene tiltvungen samleje efter straffelovens § 216,der betegnes som voldtægt. Betegnelsen voldtægt anvendes desuden ikke, hvisanden kønslig omgang end samleje, jf. straffelovens §§ 224 eller 225, er opnåetved anvendelse af tvang i henhold til § 216.Anvendelse af §§ 216-223 a er ikke begrænset til forhold, der begås af mændover for kvinder, men omfatter også mænd som offer for forbrydelsen. Det kræ-ves efter bestemmelserne, at samleje er opnået eller tilsigtet opnået, jf. straffelo-vens § 21.Det gældende samlejebegreb forudsætter, at der er tale om et heteroseksuelt for-hold, idet samleje altid under straffeloven af 1930 er blevet forstået som beteg-nelse for et seksuelt forhold mellem mand og kvinde, som omfatter indførelse afdet mandlige kønslem (penis) i kvindens skede (vagina).Selv om betegnelsen ”analt samleje” er anvendt i nyere retspraksis, henføres så-danne forhold, når de er tiltvunget vold, trussel om vold eller hensættelse af offe-ret i en hjælpeløs tilstand, ikke direkte under § 216 som voldtægt, men under§ 224, jf. § 216, som anden kønslig omgængelse end samleje.Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 a tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” er i litteraturen nærmere be-skrevet som handlinger, der har ”en samlejelignende karakter, fungerer som sur-rogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den krænkede eller misbrugte partrummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje”, jf. herom nærmere ne-denfor ikapitel 16om straffelovens § 224. Begrebet afgrænser overgreb omfattetaf § 224 fra overgreb efter straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, mens

afgrænsningen af § 224 over for §§ 216-223 a beror på fastlæggelsen af samleje-begrebet.Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje” kan fra retspraksisbl.a. nævnes analt samleje, oralt samleje, kys mv. på kønsdele, indføring af fingeri skeden, manipulation af lem samt indføring af genstande i skeden. Sammenfat-tende kan det anføres, at der ved overgreb omfattet af § 224 normalt vil være di-rekte berøring mellem i hvert fald den enes kønsdel og den andens legeme.Beføling af en andens legeme uden på tøjet omfattes ikke af straffelovens § 224,men af § 232. Desuden kan det nævnes, at beføling af en piges kønsdel uden for-søg på at lade en finger trænge ind i flere tilfælde i retspraksis er henført under§ 232, og det samme gælder berøring af lem med hånden (uden manipulation).Om afgrænsningen til straffelovens § 232 kan det endvidere nævnes, at denne be-stemmelse efter sin ordlyd omfatter ”uterligt forhold”. Til belysning af bestem-melsens anvendelse i praksis kan det–ud over de allerede omtalte eksempler påanvendelsesområdet–nævnes, at bestemmelsen bl.a. omfatter befølinger, ekshi-bitionistiske handlinger, verbal uterlighed, beluring, forevisning og optagelse afutugtige biller og forevisning af utugtige tekster, krænkelser på internettet samtsamleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, som ikke er omfattet af an-dre bestemmelser i straffelovens kapitel 24.I tillæg til bestemmelsen i straffelovens § 224 følger det af straffelovens § 225, atbestemmelserne i §§ 216-220 og § 222-223 a finder tilsvarende anvendelse medhensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn. Der henvises om§ 225 nærmere tilkapitel 16nedenfor.4.5.3.2.Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den gældende definition af samle-je bør udvides, således at anden kønslig omgængelse end samleje eller visse typeraf anden kønslig omgængelse end samleje omfattes af samlejebegrebet.En udvidelse af samlejebegrebet til også at gælde for forhold omfattet af §§ 224og 225 vil ikke blot få betydning i forhold til straffelovens § 216, men desudenfor bestemmelserne i straffelovens § 217-223 a, der som nævnt også vedrørerovergreb i form af samleje.192

Begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” omfatter, som det fremgårovenfor, både handlinger af betydelig grovhed og handlinger af mindre grov ka-rakter, der grænser op til blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232.Afgrænsningen af, hvilke overgreb der bør omfattes af samlejebegrebet, bør efterStraffelovrådets opfattelse foretages ud fra det enkelte overgrebs intensitet og udfra behovet for en sprogligt klar afgrænsning.Ved vurderingen af, om samlejebegrebet bør udvides, er det på den baggrundStraffelovrådets opfattelse, at ufrivilligt analt samleje har en sådan lighed medufrivilligt samleje i henhold til det gældende samlejebegreb, at denne form forovergreb bør omfattes af samlejebegrebet. Straffelovrådet har herved navnlig lagtvægt på, at krænkelsen af offeret ved et analt samleje findes at kunne ligestillesmed den krænkelse, offeret udsættes for ved samleje efter den gældende definiti-on af begrebet. Overgreb i form af analt samleje har derved efter rådets opfattelsesamme grove karakter som samleje i henhold til de gældende regler.Hertil kommer, at anvendelse af ordet ”samleje” som samlebetegnelse forvagi-nalt og analt samleje må antages at være i overensstemmelse med almindeligsprogbrug.En udvidelse af samlejebegrebet til at omfatte øvrige former for kønslig omgæn-gelse end analt samleje findes efter Straffelovrådets opfattelse at ville udgøre enudvidelse af begrebet, der vil være for vidtgående. Seksuelle handlinger i form afanden kønslig omgængelse end analt samleje foreslås på den baggrund fortsat re-guleret særskilt, sådan som det er tilfældet i dag efter straffelovens §§ 224 og225.Betydningen af en udvidelse af samlejebegrebet til også at omfatte analt samlejevil være, at bestemmelserne i §§ 216-223 a vil kunne anvendes direkte i forholdtil denne form for overgreb i både heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.Der vil dog ikke være tale om en reel udvidelse af de omtalte bestemmelsers an-vendelsesområde, idet det som nævnt allerede følger af de gældende regler, at §§216-223 a også finder anvendelse på analt samleje, jf. §§ 224 og 225. Der bortses193

herved fra, at der i den gældende bestemmelse i § 225 ikke henvises til § 221. Seherom nærmere nedenfor underkapitel 16om Straffelovrådets overvejelser ved-rørende bl.a. § 225.En udvidelse af samlejebegrebet som den foreslåede vil således primært få denbetydning, at både heteroseksuelt og homoseksuelt forhold i form af analt samle-je i relation til § 216 vil blive betegnet som voldtægt.Der vil herved ske en udvidelse af, hvilken type af overgreb der betegnes somvoldtægt, og der vil ved en sådan ændring endvidere ske en ligestilling af hetero-seksuelle og visse homoseksuelle forhold i relation til også definitionen af over-greb, der har en sammenlignelig grovhed.4.5.4. Et udvidet voldtægtsbegreb set i forhold til overgreb omfattet af navn-lig straffelovens §§ 217-2204.5.4.1.Straffelovrådet anmodes i henhold til kommissoriet om at overveje, omforhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, eventuelt bør straffes som vold-tægt, og i givet fald hvilken betydning dette bør have for de øvrige forbrydelser ikapitel 24, som handler om at udnytte en bestemt tilstand eller svagere positionhos den forurettede (navnlig §§ 217-220).Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der skaffer sig samleje uden for æg-teskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende erude af stand til at modsætte sig handlingen, med fængsel indtil 4 år. Hvis ger-ningsmanden–for at opnå samleje–har hensat den forurettede i denne tilstand,hvor han eller hun er ude af stand til at modsætte sig samlejet, vil gerningsman-den kunne straffes for voldtægt efter straffelovens § 216.Af forarbejderne til bestemmelserne i §§ 216 og 218 fremgår det bl.a., at be-stemmelsen om voldtægt i straffeloven altid har været adskilt fra kriminaliserin-gen af samleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen itilfælde, hvor gerningsmanden ikke har bragt den pågældende i denne tilstand.Med hensyn til afgrænsningen af bestemmelsen om voldtægt er det endvidere tid-ligere blevet afvist at slå bestemmelserne i straffelovens §§ 216 og 217 sammen194

til én paragraf, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 3999-4000 og 4002samt Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstif-telse side 47-48. Der er i forarbejderne til bestemmelserne bl.a. henvist til, at detnæppe vil være muligt at fastsætte fælles strafferammer for opnåelse af samlejeefter de to bestemmelser, samt at det må forekomme meget tvivlsomt, om det erforsvarligt eller naturligt at anvende betegnelsen voldtægt om en forbrydelse, derer defineret så bredt, at den omfatter alle de tvangsmidler, der henhører under§ 260 om ulovlig tvang. Straffelovrådet har i den forbindelse endvidere tilkende-givet, at man holder sig bedst i overensstemmelse med den almindelige sprog-brug og med den retlige tradition, hvisbetegnelsen ”voldtægt” forbeholdes degroveste tvangsmidler, dvs. anvendelse af vold og trusler om vold.4.5.4.2.Til støtte for at straffe forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, somvoldtægt, vil det kunne anføres, at disse forhold–ligesom forhold omfattet afstraffelovens § 216–udgør en særdeles alvorlig krænkelse af offeret. Det kan så-ledes anføres, at et offer ikke bør være undergivet en ringere beskyttelse modseksuelle overgreb, blot fordi vedkommende eksempelvis er så beruset, at det ik-ke har været nødvendigt for gerningsmanden at udøve vold.Det vil endvidere kunne anføres, at overgrebet for offeret ikke er mindre kræn-kende i tilfælde, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig handlingen(§ 218, stk. 2), end eksempelvis i tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat offe-ret i denne tilstand (§ 216).Til støtte for at kriminalisere forhold omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, somvoldtægt vil der desuden kunne henvises til, at samleje med et offer, der ikke er istand til at modsætte sig handlingen på grund af f.eks. bevidstløshed, lammelseeller anden form for hjælpeløshed, i både Norge og Sverige anses som voldtægt.En sådan udvidet voldtægtsbestemmelse vil hvile på det grundsynspunkt, at bru-gen af tvang eller benyttelsen af en hjælpeløs tilstand hos offeret til at skaffe sigsamleje uanset de nærmere omstændigheder omkring tvangen eller tilstanden erså grov en integritetskrænkelse, at overgrebene samlet bør kriminaliseres somvoldtægt. Med bestemmelsen vil det således kunne understreges, at det i højeregrad er ufrivilligheden eller det manglende samtykke fra offerets side, som afgør,om overgrebet bør omfattes af voldtægtsbestemmelsen, end overgrebets nærmere195

omstændigheder. Samtidig vil bestemmelsen fastholde, at det af retssikkerheds-mæssige grunde er at foretrække, at bestemmelsen nærmere beskriver de elemen-ter, som er udtryk for, at samlejet er ufrivilligt.Heroverfor vil det imidlertid kunne anføres, at det allerede efter de gældende be-stemmelser i straffeloven er strafbart med et højt strafmaksimum at have samlejemed en person, som f.eks. på grund af bevidstløshed er ude af stand til at mod-sætte sig samlejet, også selv om gerningsmanden ikke er ansvarlig for den foru-rettedes tilstand. I de groveste tilfælde, hvor gerningsmanden har hensat den for-urettede i denne tilstand for at opnå samleje, kan den pågældende efter den gæl-dende bestemmelse i § 216 straffes for voldtægt.Endvidere kan det anføres, at straffelovens § 216 først og fremmest omfatter til-fælde, hvor en person ved vold eller trussel om vold tvinges til et samleje.Bestemmelsen i § 218 omhandler tilfælde, hvor der hverken er udøvet vold ellertvang. Opnåelse af samleje med en person, der efter § 218, stk. 2, er i en værge-løs tilstand, er som udgangspunkt i alle tilfælde et strafbart misbrug.Hvis forhold omfattet af § 218, stk. 2, skulle straffes som voldtægt, ville det des-uden rejse spørgsmål i forhold til andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24,hvor gerningsmanden skaffer sig samleje ved forskellige former for udnyttelse,eller hvor strafferammen efter de gældende bestemmelser ligesom i straffelovens§ 218 er fængsel indtil 4 år. Kapitel 24 i straffeloven indeholder således en rækkeandre bestemmelser om samleje ved udnyttelse af en bestemt tilstand eller svage-re position hos offeret og med en strafferamme, der svarer til eller er sammenlig-nelig med strafferammen i § 218, stk. 2, herunder § 217 om samleje ved andenulovlig tvang, § 218, stk. 1, om opnåelse af samleje ved udnyttelse af en personssindssygdom eller mentale retardering, § 219 om den, der som ansat på en insti-tution har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, og § 220 om opnåel-se af samleje ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhæn-gighed.Konsekvensen af at straffe forhold omfattet af § 218, stk. 2, som voldtægt vil påden baggrund bl.a. kunne være, at forhold omfattet af de øvrige bestemmelser i§§ 217-220 også vil skulle straffes som voldtægt, idet disse bestemmelser efter196

de gældende regler som nævnt har en strafferamme og dermed en tidligere vurde-ret grovhed, der svarer til § 218, stk. 2, eller omfatter en situation om udnyttelsemv., der kan siges at være sammenlignelig med bestemmelsen i § 218, stk. 2. Detvil desuden særligt i forhold til bestemmelsen i § 217 kunne være vanskeligt atbegrunde, at tilfælde, hvor der ikke er udøvet nogen form for tvang, vil skullestraffes hårdere end tilfælde, hvor der er udøvet ulovlig tvang, jf. straffelovens§ 260. En sådan konsekvens ville i givet fald medføre en meget generel bestem-melse om voldtægt og en betydelig skærpelse af strafferammen for en række for-brydelser i straffelovens kapitel 24.Endelig kan det imod en kriminalisering af forhold omfattet af straffelovens§ 218, stk. 2, som voldtægt anføres, at det ikke vil være naturligt at betegne etforhold som ”voldtægt”, hvis gerningsmanden hverken har udøvet fysisk tvangover for eller truet den forurettede eller har hensat den forurettede i en tilstand,hvor vedkommende ikke kunne modsætte sig handlingen.4.5.4.3.Efter Straffelovrådets opfattelse er der således en række forhold, der talerhenholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfattehandlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og i konsekvensheraf endvidere forhold omfattet af straffelovens § 217.En sådan udvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil ikke have nogen betydning for,hvilke handlinger der er strafbare. Der er således tale om forhold, der allerede idag er strafbare. Handlinger omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, omfatter i dagkun seksuelle forhold uden for ægteskab, men Straffelovrådets flertal foreslårdenne begrænsning ophævet, jf. heromkapitel 9,afsnit 3.3. Og såfremt anbefa-lingen herom ikke følges, er der ikke noget til hinder for at videreføre denne be-grænsning i en udvidet voldtægtsbestemmelse.Vedrørende forholdet mellem den gældende voldtægtsbestemmelse i § 216 ogstraffelovens § 218, stk. 2, er det endvidere væsentligt at fremhæve, at der allere-de efter gældende ret vil skulle straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden haropnået samlejet ved tvang–herunder i form af en underforstået eller ikke udtalttrussel–selv om offeret eventuelt har været stærkt beruset. Der bliver således ef-ter gældende ret alene spørgsmål om at dømme for overtrædelse af § 218, stk. 2,

hvis gerningsmanden på grund af f.eks. offerets stærkt berusede tilstand har op-nået samlejet uden samtykke, men uden at anvende tvang.Det vil afhænge af den nærmere udformning af en sådan udvidet voldtægtsbe-stemmelse og eventuelt af bemærkningerne til et lovforslag herom, om en sådanudvidelse af voldtægtsbestemmelsen vil have betydning for strafudmålingen i sa-ger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, og § 217. Et eventuelt øn-ske om at skærpe straffen i nogle af de tilfælde, der i dag er omfattet af § 218,stk. 2, vil også kunne opnås med et lovforslag, der bevarer § 218, stk. 2, som enselvstændig forbrydelse.Valget mellem en traditionel og snæver udformning af voldtægtsbestemmelseneller en ny og bredere definition af voldtægtsbegrebet er således i høj grad etvurderingsspørgmål.Efter Straffelovrådets opfattelse vil en udvidelse af voldtægtsbestemmelsennavnlig kunne opfattes som et yderligere signal om, at også forhold omfattet afstraffelovens § 218, stk. 2, er meget alvorlige forbrydelser–efter omstændighe-derne på linje med voldtægt efter gældende ret. Samtidig vil der imidlertid væreden ulempe ved en bred voldtægtsdefinition, at bestemmelsen kommer til at om-fatte forhold af meget forskellig grovhed, herunder mindre alvorlige forhold, ogat der dermed er risiko for, at der over tid sker en udvanding af voldtægtsbegre-bet.Efter Straffelovrådets opfattelse vil en bevarelse af en snæver voldtægtsbestem-melse– der i overensstemmelse med ordet ”voldtægt” er koncentreret om tilfæl-de, hvor gerningsmanden har anvendt vold eller trussel herom–navnlig kunneopfattes som et signal om, at voldtægt i alle tilfælde er en særdeles alvorlig for-brydelse. Dette vil endvidere ikke være til hinder for, at det samtidig–eventueltved en forhøjelse af strafniveauet for overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2–markeres, at forhold omfattet af denne bestemmelse også normalt er meget al-vorlige forbrydelser. Straffelovrådet vender tilbage til spørgsmålet om strafni-veauet ved overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, ikapitel 9nedenfor.På denne baggrund har Straffelovrådet i sit lovudkast ikapitel 28nedenfor med-taget begge muligheder som alternative lovmodeller.198

I Straffelovrådets lovudkast omfatter modellen med en udvidet voldtægtsbe-stemmelse ikke overgreb mod sindssyge m.fl., som i dag er kriminaliseret i straf-felovens § 218, stk. 1, samleje med institutionsanbragte, jf. straffelovens § 219,misbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed, jf. straffelovens § 220, ellervisse forvekslingssituationer, jf. straffelovens § 221. De nævnte former for over-greb er ikke karakteriseret ved tvang, og bl.a. samleje med institutionsanbragteomfatter også situationer, hvor den pågældende frivilligt deltager i samlejet. Dis-se overgreb adskiller sig således fra de overgreb, der vil være omfattet af en ud-videt voldtægtsbestemmelse som den beskrevne, på så væsentlige punkter, atStraffelovrådet ikke finder det hensigtsmæssigt, herunder sprogligt naturligt, atudvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte sådanne overgreb. De nævnteovergreb vil blive behandlet særskilt nedenfor ikapitel 9-12.Med hensyn til spørgsmålet om eventuelt at udvide voldtægtsbestemmelsen tilhelt eller delvis at omfatte overgreb mod børn omfattet af straffelovens § 222henvises tilkapitel 13,afsnit 3.3, nedenfor.

Det har således bl.a. været anført, at uagtsom voldtægt er udtryk for en handlingaf en så kritisabel og foragtelig karakter, at denne adfærd bør være strafbar. End-videre har det været anført, at opfyldelse af de gældende krav til voldtægt kan gi-ve anledning til bevismæssige vanskeligheder i forhold til navnlig kontakt- ogpartnervoldtægter samt generelt i situationer, hvor gerningsmanden ikke har ind-set, at et samleje er tiltvunget. Dette vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvorder ikke er udøvet omfattende vold eller trusler, og hvor offeret ikke har ydetsærlig modstand mod overgrebet. En kriminalisering af uagtsom voldtægt er iden forbindelse blevet fremhævet som en mulig løsning på de nævnte bevisvan-skeligheder.I afsnit 5.2 nedenfor omtales kravene til forsæt og uagtsomhed, og i afsnit 5.3 re-degøres for kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelser istraffelovens kapitel 24. I afsnit 5.4 omtales den juridiske litteratur om uagtsomvoldtægt, og afsnit 5.5 indeholder en beskrivelse af norsk ret og herunder norskretspraksis vedrørende uagtsom voldtægt.Straffelovrådets overvejelser om uagtsom voldtægt er gengivet i afsnit 5.6.

5.2. Kravene til forsæt og uagtsomhed5.2.1. ForsætEfter straffelovens § 19 straffes uagtsomme overtrædelser af straffeloven kun,når det er særligt hjemlet. Hvis ikke det modsatte er bestemt, straffes overtrædel-ser af straffeloven således kun, hvis de er begået forsætligt.Straffeloven indeholder ingen definition af, hvad der forstås ved forsæt.I det forslag til straffelov, som regeringen fremlagde i 1924, indeholdt § 20, stk.2, følgende forsætsdefinition (Rigsdagstidende, 1924-25, tillæg A, spalte 3153):”Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sinHandling vil hidføre, hvad derefter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nød-vendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser For-brydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde an-set den som sikker.”200

Bestemmelsen blev efterfølgende taget ud af lovforslaget, da den blev anset foroverflødig, jf. Rigsdagstidende, 1928-29, tillæg B, spalte 2125ff. I 1930-straffe-loven var definitionen således udeladt og § 19 affattet med bestemmelsens nuvæ-rende indhold.I overensstemmelse med den gengivne forsætsdefinition fra 1924 antages forsætat kunne foreligge i tre former: direkte forsæt, sandsynlighedsforsæt og doluseventualis, jf. bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9.udg. 2008) side 223ff.Direkte forsæt er i relation til delikter, hvor det kriminaliserede er at forårsage enbestemt følge (forårsagelsesdelikter), at handle for at denne følge skal indtræde.Det vil sige at tilstræbe eller have til hensigt, at den kriminaliserede følge skalindtræde. Hvor der foreligger hensigt eller direkte forsæt, er det ligegyldigt, omgerningsmanden anser det for overvejende sandsynligt, at det vil lykkes ham atopnå følgen. Hvis gerningsmanden anser en anden følge som nødvendig for atopnå det, han har hensigt til, anses han for at have direkte forsæt også hertil. I til-fælde, hvor det er selve handlingen, der kriminaliseres (adfærdsdelikter), forelig-ger direkte forsæt, hvor gerningsmanden handler med viden eller anden sikkerbevidsthed om de forhold, som gør handlingen ulovlig. Der skal foreligge en vi-den i den forstand, at gerningsmanden ved foretagelsen af den strafbare handlingtænker på det foreliggende forhold, jf. herved Gorm Toftegaard Nielsen, Straffe-ret I–Ansvaret (3. udg. 2008) side 75-76.Sandsynlighedsforsæt foreligger, hvor gerningsmanden uden at tilstræbe en kri-minaliseret følge dog anser følgen som en overvejende sandsynlig konsekvens afsine handlinger, eller anser det for overvejende sandsynligt, at de kriminaliseredeomstændigheder er til stede. Det afgørende er gerningsmandens antagelse omsandsynligheden, og det er tilstrækkeligt, at gerningsmanden anser sandsynlighe-den for mere end 50 pct., jf. Vagn Greve, Det strafferetlige ansvar (2. udg. 2004)side 212 og Knud Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren (5.udg. 2011 v. Lars Bo Langsted) side 167.Dolus eventualis antages at kunne foreligge i form af det hypotetiske eventuali-tetsforsæt og i form af positiv indvilligelse. Problemet er for begge typer af for-201

sæt at finde det moment, hvorved den handling, der objektivt opfylder lovensgerningsbeskrivelse, kan kvalificeres som forsætlig, selv om gerningsmandenalene har anset opfyldelsen som en mindre sandsynlig følge.Forsæt skal foreligge i relation til samtlige de objektive momenter, der konstitue-rer forbrydelsen. Der skal derimod ikke foreligge forsæt vedrørende vurderingeraf en kriminaliseret handling, som f.eks. om handlingen er ”forsvarlig” eller”grov”. Forsætsbedømmelsen er præget af, hvadder kan sluttes om forsættet udfra tiltaltes handlinger og er dermed i praksis undergivet en vis standardisering,jf. Stephan Hurwitz, Den danske kriminalret, Almindelig del (4. udg. v. KnudWaaben 1971) side 233-34 om sløret forsæt.Hvis gerningsmanden har befundet sig i en vildfarelse, vil dette efter omstændig-hederne kunne være af betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Faktiskevildfarelser (d.v.s. om faktiske forhold ved gerningen) og uegentlige retsvildfa-relser (d.v.s. om tilstedeværelsen af et objektivt element i gerningsindholdet) vilsåledes være forsætsudelukkende, mens egentlige retsvildfarelser (d.v.s. mang-lende kendskab til den regel, der kriminaliserer en given handling) ikke virkerforsætsudelukkende, men alene efter omstændighederne kan bevirke strafnedsæt-telse efter straffelovens § 82, nr. 4, eller strafbortfald efter straffelovens § 83.Der kan nærmere om forsætskravet bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommen-teret straffelov, side 220ff, Knud Waaben, a.st., side 163-75, Vagn Greve, a.st.,side 189ff og 209ff, Gorm Toftegaard Nielsen, a.st., side 59ff, Stephan Hurwitz,a.st., side 217ff og Oluf Krabbe, Borgerlig straffelov med kommentarer (4. udg.1947) side 130ff.I forhold til voldtægtsforbrydelsen vil det forsætsspørgsmål, som i praksis kanopstå, næsten altid være, om tiltalte måtte indse, at forurettede ikke var indforstå-et med det seksuelle forhold. Et andet spørgsmål, som i praksis hyppigt fore-kommer i voldtægtssager, er, om det er bevist med den sikkerhed, som kræves tildomfældelse i en straffesag, at forurettede objektivt set blev tvunget til det seksu-elle forhold, dvs. at der var årsagssammenhæng mellem volden eller truslerne ogdet seksuelle forhold. Forudsat at årsagssammenhængen er bevist, vil der kunnevære spørgsmål om, hvorvidt tiltalte havde forsæt i forhold hertil, og i praksis vil

Uagtsomhedsdefinitionen blev imidlertid i lighed med forsætsdefinitionen, jf. af-snit 5.2.1 ovenfor, anset som overflødig og indgik derfor ikke i 1930-straffe-loven.Det afgørende for, om en person har handlet uagtsomt, er, om vedkommende ob-jektivt har tilsidesat de handlenormer, der anses for rimelige i forhold til den på-gældende. Med udtrykket ”hans pligt” i det ovenfor gengivne forslag til en be-stemmelse om uagtsomhed var det således tilsigtet at tilkendegive, at der ved be-dømmelsen af, om uagtsomhed foreligger, må tages hensyn til, ”om den paagæl-dende har udvist saadan Aktpaagivenhed, som under de givne Omstændighedermed Rimelighed kan kræves af en Personmed hans Evner og Udvikling”, jf. Be-tænkning afgivet af Straffelovskommissionen fra 1923, side 67.Målestokken for uagtsomhed er dermed i princippet individuel i den forstand, atder skal tages hensyn til gerningsmandens situation og vedkommendes personli-ge forudsætninger for at erkende situationens beskaffenhed og handle derefter.De fleste uagtsomhedsspørgsmål opstår dog i praksis på områder, hvor flere per-soner må formodes at have nogenlunde ensartede forudsætninger, og hvor detcentrale i uagtsomhedsbegrebet derfor må anses at være, at der anlægges en nor-mativ (vurderende) målestok, hvor det bedømmes, om gerningsmandens adfærdhar afveget fra den, som man under de givne forhold kunne vente og kræve afden pågældende, jf. herved Knud Waaben, a.st., side 178-79. og Stephan Hur-

5.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed efter de gældende bestemmelseri straffelovens kapitel 245.3.1.Det følger som nævnt ovenfor i afsnit 5.2.1 af straffelovens § 19, at derkun straffes for uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffeloven, nårdette er særligt hjemlet.Bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædelighe-den indeholder alene hjemmel til at straffe for uagtsomhed i de tilfælde, der eropregnet i straffelovens § 226.Af § 226 følger det, at hvis gerningsmanden i de tilfælde, hvor gerningens straf-barhed efter §§ 216-225 afhænger af den krænkede persons fra det normale afvi-gende åndelige eller legemlige tilstand eller af personens alder, har handlet udenkendskab til pågældendes tilstand eller alder, og handlingen af denne grund ikkekan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, enforholdsmæssig mindre straf at anvende. Strafansvar i øvrigt efter bestemmelser-ne i kapitel 24 kan således kun ifaldes, såfremt der har foreligget det fornødneforsæt til at begå lovovertrædelsen.5.3.2.Kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til visse af bestemmelserne ikapitel 24 fremgik også af borgerlig straffelov fra 1930.Straffeloven fra 1930 indeholdt således i § 226 en bestemmelse om uagtsomhed,der svarede til den gældende bestemmelse i § 226 med den undtagelse, at der i1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den dagældende bestemmelsei § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde optaget i hospitaleller anstalt for sindssyge eller åndssvage.204

Spørgsmålet om, hvorvidt uagtsomme overtrædelser af bestemmelserne i straffe-lovens kapitel 24 skulle være strafbare, er omtalt nærmere i forarbejderne til1930-loven.Udkast til ny straffelov af 1912 (U I), Torps udkast af 1917 (U II) og udkast af1923 (U III) indeholdt således alle hjemmel til at straffe for uagtsom overtrædel-se af visse af bestemmelserne i kapitlet om forbrydelser mod kønssædeligheden,herunder voldtægt, jf. henholdsvis § 208 i U I, § 205 i U II og § 206 i U III. Be-stemmelsen i U I angik overtrædelse ved simpel uagtsomhed, mens de foreslåedebestemmelser i U II og U III omhandlede overtrædelse ved grov uagtsomhed.Af bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U I (§ 208)fremgår bl.a. følgende:”§ 208 hjemler Straf for uagtsomForvoldelse af de i §§ 201-207 ommeldte Kræn-kelser. I den gældende Ret haves der ikke Hjemmel for at straffe Uagtsomheden.Det er imidlertid utvivlsomt en Mangel. For blot at nævne et enkelt Tilfælde kanhenvises til den ovenomtalte Uvidenhed om et Barns Alder. Forholdet vil megetlet her kunne stille sig saaledes, at Forklaringen om Uvidenheden ikke kan forka-stes, medens det maa siges, at Uvidenheden kan lægges Personen til Last, hvoref-ter han vil hjemfalde til Straf efter denne Paragraf.”

I U II blev det om sondringen mellem simpel og grov uagtsomhed i bemærknin-gerne til den foreslåede bestemmelse i § 205 bl.a. anført, at ”det synes baadeunødvendigt og betænkeligt at straffe, undtagen, hvor Handlingen vidner omhensynsløs Fremfærd”, jf. side 194.I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U III blev detfremhævet, at ikke kun grov uagtsomhed i forhold til eksempelvis en fastsat al-dersgrænse burde medføre strafansvar. Grov uagtsomhed i forhold til de egentli-ge kønsfrihedsforbrydelser fandtes således også at skulle medføre strafansvar i detilfælde, hvor gerningsmanden burde have indset, at kvinden kun af frygt ellerlignende havde ladet sig bestemme til samleje, jf. U III spalte 324-25.I forslag til borgerlig straffelov fra 1924-25 var der i § 228 medtaget forslag tilen bestemmelse om kriminalisering af grov uagtsomhed ved overtrædelse af vis-

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. Rigsdagstidende,1924-25, tillæg A, spalte 3372-73:”§ 228 (…) hjemler Straf, naar Forbrydelsen begaas af grov Uagsomhed. Eftergældende Ret haves der ikke her Hjemmel til at straffe Uagtsomhed, men dette eren Mangel. Naar der f. Eks. i Bestemmelserne er fastsat en bestemt Aldersgrænse,vil det jævnlig kunne forekomme, at Gerningsmanden gør gældende, at han gik udfra, at den paagældende var ældre, og Omstændighederne kan medføre, at dennePaastand ikke kan forkastes. Men selv om det derfor ikke kan konstateres, at derforeligger Forsæt, vil Omstændighederne kunne være saadanne, at der maa sigesat foreligge grov Uagtsomhed fra Gerningsmandens side, og i disse Tilfælde vil(en forholdsmæssig mildere) Straf være paa sin Plads. Men ogsaa ved de egentligeKønsfrihedsforbrydelser kan det forekomme, at det ikke med Sikkerhed kan kon-stateres, at Forsæt til en Frihedskrænkelse har foreligget, medens det omvendt ergivet, at den paagældende burde have indset, at Kvinden kun af Frygt eller lignen-de har ladetsig bestemme til Samleje.”

Også forslag til borgerlig straffelov fra 1927-28 indeholdt en bestemmelse i sæ-delighedskapitlet om strafansvar for uagtsomhed. Bestemmelsen, der var udfor-met væsentligt anderledes end uagtsomhedsbestemmelsen i forslaget til straffelovfra 1924-25, havde følgende ordlyd:”§226.Har Gerningsmanden i de i § 217 og §§ 224 og 225, Stk. 1, jfr. § 217,omhandlede Tilfælde handlet uden Kendskab til paagældendes Tilstand eller i de i§§ 222 og 223, § 224, jfr. §§ 222 og 223, § 225, Stk. 1, jfr. § 222, samt § 225, Stk.2 og 3, omhandlede Tilfælde uden Kendskab til paagaldendes Alder, og Handlin-gen af denne Grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog harhandlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre Straf at anvende.”

Trusler eller under Misbrug af Afhængighedsforhold, kan forekomme Tilfælde,hvor der er Trang til en Straffebestemmelse for uagtsomme Handlinger, idet Ger-ningsmandens Paastand om, at han troede, at vedkommende var over den paagæl-dende Aldersgrænse, henholdsvis handlede godvillig, ikke kan forkastes, medenspaa den anden Side de foreliggende Omstændigheder viser, at Gerningsmandenhar handlet særdeles uagtsomt.Der vil nu formentlig heller ikke kunne indvendes noget mod en Straffebe-stemmelse, der rammer uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, naar Uagtsomhedenhar Hensyn til mere haandgribelige Kendsgerninger som en Persons Sindssygdomeller Aandsvaghed i en Form eller Grad, som kan erkendes af den handlende, elleren Persons Alder. Naar Talen imidlertid er om en Straffebestemmelse, der er rettetmod Uagtsomhed med Hensyn til et psykologisk Moment som en Persons Uviljemod en kønslig Handling, maa det erkendes, at en saadan Straffebestemmelse vilkunne gøre betydelig Skade ved at begunstige utilstrækkeligt begrundede ogmaaske for den sigtede særdeles skadelige Anmeldelser og Undersøgelser, idet dermaa regnes med den Mulighed, at Gerningsmanden i saadanne Tilfælde, hvor–for at tage det nærmest liggende Eksempel–en Kvinde vel har handlet underModstand eller af Frygt, men hvor denne ikke har været ganske aabenbar, kan ha-ve haft Grund til Mistydning af hendes Holdning, og med den Mulighed, at Kvin-den bagefter bevidst eller ubevidst fremstiller sin Modstand som mere effektiv el-ler sin Frygt som større, end den faktisk har været.Man mener derfor at burde afstaa fra at foreslaa en Straffebestemmelse, derved Siden af den Nytte, den kunde gøre ved at ramme strafværdige Uagtsomheds-tilfælde, vilde være egnet til at gøre Skade ved at bringe ikke strafværdige Hand-linger for Politi og Domstole. Man indskrænker sig derfor til at foreslaa en Be-stemmelse, der straffer saadanne uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, hvor Uagt-somheden angaar den anden Persons Sjælssundhed eller Alder.Naar Bestemmelsen begrænses paa denne Maade, er der næppe tilstrækkeligGrund til at fordre, at Uagtsomheden skal være grov. Bestemmelsen er formuleretsaaledes, at den fremhæver, at der, selv om Gerningsmanden har handlet udenKendskab til den anden Persons sjælelige Tilstand eller Alder, dog kan foreliggeet strafbart Forsæt, jfr. herved § 20, Stk. 2, i Slutningen. Da grænsen mellem For-sæt og Uagtsomhed her er ganske flydende, og da Bestemmelsen paa den andenSide som nævnt rammer ogsaa simpel Uagtsomhed, bør Strafferammen være afbetydelig Rummelighed.”

§ 217, stk. 3, om kvinder optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller ånds-svage.5.3.3.Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfi-skation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev den daværende bestemmelse i §217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var optaget i hos-pital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, ophævet, og henvisningen hertil i§ 226 udgik som følge heraf.5.3.4.Spørgsmålet om uagtsomhed i forhold til voldtægt har endvidere væretgenstand for overvejelse i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stillingi voldtægts- og voldssager afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 6.juni 1983. Der fremgår af betænkningen bl.a. følgende om udvalgets overvejelserom uagtsom voldtægt (side 24-25):”Udvalget går ud fra, at en domfældelse for ”uagtsom voldtægt” navnlig villekunne komme på tale i sager, hvor den eneste afgørende divergens i parternes for-klaring er, om kvinden gik frivilligt med til samlejet. Man går endvidere ud fra, atder også for en sådan domfældelse måtte kunne føres bevis for objektive momen-ter, der burde have gjort manden klar over, at kvinden ikke ønskede samlejet. Enbestemmelse om uagtsom voldtægt ville derfor ikke i nævneværdigt omfang bi-drage til at løse væsentlige bevismæssige eller processuelle problemer i vold-tægtssagerne. Udvalget har herefter ikke fundet grundlag for yderligere overvejel-ser vedrørende dette spørgsmål.”

5.4. Den juridiske litteratur om uagtsom voldtægtSpørgsmålet om, hvorvidt uagtsom voldtægt bør gøres strafbart, har flere gangeværet genstand for omtale i den juridiske litteratur.Vagn Greve har i Det Strafferetlige ansvar (2. udg. 2004) side 196-97 bl.a. an-ført, at det er en meget lille del af de personer, der hvert år straffes i Danmark,som straffes for lovovertrædelser, der ikke også kan straffes, når de begås uagt-somt. Det anføres således, at det i særlovgivningen kun er yderst få delikter, somkræver forsæt, og at en stor del lovbrud inden for straffeloven straffes, selv omder ikke har været forsæt hos den handlende. Det gælder f.eks. brandstiftelse(§ 182), samleje med mindreårige (§ 226), manddrab (§ 241), betydelig legems-beskadigelse (§ 249), frihedsberøvelse (§ 262), tingsødelæggelse (§ 291) og hæ-

leri (§ 303). Der henvises i den forbindelse endvidere til, at andre straffelovsde-likter suppleres af uagtsomhedsdelikter i særlovgivningen i en sådan grad, at deter naturligt at sige, at overtrædelsen også er strafbar i uagtsom form. Dette gæl-der f.eks. for miljøforbrydelser (§ 196), nakotikahandel (§ 191) og skattesvig(§ 289). Om dansk rets almindelige tilregnelseskrav fremgår i forlængelse herafbl.a. følgende (side 196):”Statistiskset er dansk rets almindelige tilregnelseskrav således uagtsomhed. Derfindes dog nogle få, men praktisk meget vigtige, delikter, hvortil der i dag krævesforsæt. Endvidere kræves der altid forsæt ved forsøgshandlinger.(…)Udgangspunktet for den retspolitiske diskussioner herefter ikke, at det krævernoget særligt at kriminalisere uagtsomhed, men tværtimod, at det kræver en særligbegrundelse at indskrænke strafansvaret til forsætlige handlinger.I de seneste årtier har den heftigste diskussion på dette felt drejet sig om krimi-nalisering af uagtsom voldtægt.Voldtægter kriminaliseret i straffelovens § 216. Eftersom det er en straffelovs-paragraf og der ikke er nogen særlig bestemmelse om uagtsomhed, kræves derforsæt til hele gerningsindholdet. Det betyder blandt andet, at gerningspersonenskal vide (eller hvad dermed ligestilles (…)), at offeret ikke har indvilliget i sam-lejet. I praksis er der forekommet frifindelser, som har givet anledning til kraftigdebat. De har især vedrørt tilfælde, hvor offeret har været handlingslammet afskræk.”

Vagn Greve har endvidere i artiklen ”Bør forsæt være en almindelig strafbar-hedsbetingelse?” i Festskift til Hans Thornstedt (1983)side 229ff bl.a. rejst detspørgsmål, om det rationelt kan begrundes, at visse forbrydelser som f.eks. vold-tægt kun er strafbare i forsætlig form. Af artiklen fremgår i den forbindelse bl.a.følgende (side 231):”Strafansvar forudsætter skyld. Skyld(i betydningen: strafværdighed) kan natur-ligt anskues som en sum, hvori der indgår såvel retskrænkelsen (objektivt set) somindividets forholden sig til den (subjektivt). Når det ene led er stort, kan det andetvære lille, og der kan dog nås et niveau, hvor straf lader sig forsvare etisk. Ud fradenne synsvinkel ville det være rimeligt at lade strafansvar for bagatelforseelserforudsætte forsæt. (…) Men sådan er gældende strafferet ikke. Faktisk er det stortset en del af vore aller alvorligste retskrænkelser, som kun kan straffes i den for-sætlige form, f.eks. højforræderi, voldtægt og røveri. Når nogle af vore mest be-skyttelsesværdige beskyttelsesinteresser, f.eks. rigets selvstændighed og sikkerhedangribes, reduceres det (statistisk set) normale strafferetlige værn gennem opstil-ling af et skærpet subjektivt krav (forsæt). I særlovgivningen er uagtsomhed der-imod næsten altid nok, selv om denne del af lovgivningen som alt overvejendehovedregel kun omfatter lovbrud, som er mindre betydningsfulde end straffelovs-overtrædelserne. En så ”omvendt verden” lader sig kun vanskeligt begrunde i an-

Det anføres i artiklen endvidere, at det i Danmark er en udbredt opfattelse, at derfrifindes i for mange voldtægtssager, fordi det ikke anses for godtgjort, at man-den vidste, at kvindens modstand var alvorligt ment, eller havde forstået, at hunaf angst slet ikke turde gøre modstand. Som en mulig fremgangsmåde til at imø-degå dette anføres det som én blandt flere muligheder i artiklen, at man vil kunnevælge at gøre voldtægtsdeliktet til et uagtsomhedsdelikt. Der anføres vedrørendespørgsmålet om voldtægt endvidere bl.a. følgende (side 237):”At retstilstanden er sådan, at der næsten overalt kræves forsæt,gør det ikke til en”naturlov”, at gældende ret skal være sådan. Det kan højest være en grund til attænke sig godt om, før man ændrer sin lovgivning.”

Der henvises i den forbindelse bl.a. til, at en gennemgang af de danske straffe-lovsforarbejder tydeligt viser, at det er noget tilfældigt, at uagtsom voldtægt ikkeer kriminaliseret i Danmark.Vedrørende de problemer, der eventuelt er forbundet med mere generelt at kri-minalisere uagtsomme krænkelser, fremgår af artiklen bl.a. følgende (side 242ff):”Som nævnt ovenfor mener jeg ikke, at der kan være større etiske problemer for-bundet med at kriminalisere uagtsomme krænkelser af særdeles beskyttelsesvær-dige interesser. Hvad er det for interesser, som kun fortjener beskyttelse mod vil-lede krænkelser, men ikke mod angreb, der begås af sjuskeri, sløseri o.s.v.? (Herselvfølgelig forudsat, at sløseriet o.s.v. er af en sådan grovhed, at det kan bebrej-des den pågældende i en sådan grad, at kriminaldommeren vil forsyne handlingenmed samfundets sorte stempel.)Derimod kan der, stadig jf. ovenfor, være problemer, når vurderingen vedrørerbagatelagtige forseelser. (…)De her fremsatte synspunkterstrider mod vor tradition.Det er rimeligt at visetilbageholdenhed med hensyn til kraftige brud på centrale retlige traditioner, menalligevel… Er det et væsentligt selvstændigt argument for en retstilstand, at denhar været sådan siden Ørsteds dage eller sågar endnu længere? Desuden: Hvorfindes den tradition?(…)I en vis sammenhæng med dette står frygten for, at vi ad den vej åbner for etuacceptabelt bredtobjektivtansvar (”Erfolgshaftung”) –formelt og/eller gennemretspraksis. Jeg deler ganske den opfattelse, at domstolene i dag karakterisererurimeligt meget som uagtsomt. Men det er min bestemte opfattelse, at denne

udglidning i retspraksis er blevet lettet og reelt set understøttet af teoriens koncen-tration omkring forsæt og ”den egentlige kriminalitet”.Kravet om forsæt kan ses som et krav om, at borgerne skulle have en vis sik-kerhed mod straf, som de ikke havde kunnet forudse som en mulighed. Det ernæppe en tilfældighed, at dette krav slog igennem i samme århundrede, sommen-neskerettighederneblev anerkendt. I datidens system med arbitrære straffe kunneen vis retsgaranti findes i individets subjektive forhold. I dag er det mere nærlig-gende at finde den i nulla poena sine lege. Dette princip er først nu blevet så aner-kendt, at domstolene ikke blot kræver en lovhjemmel, men også en klar lovhjem-mel. Det er derfor også først nu, at det bliver mindre væsentligt at stræbe mod etsystem, der bygger på forsætsbetingelsen.”

I artiklen ”Kan man komme til at begå voldtægt?” af Hanne Rahbæk i Lov&Retfra november 2003 side 7ff er der om begrebet uagtsomhed og om, hvilke kravder vil skulle stilles i forbindelse med uagtsom voldtægt, bl.a. anført følgende(side 9-10):”Uagtsomhed foreligger, når gerningsmanden ved sin handling har tilsidesat denagtpågivenhed, som det af hensyn til andres retsgoder var hans pligt at udøve.Hvis den pågældende har særlige forudsætninger, skal der tages hensyn til disseved fastlæggelsen af, hvad der kan ventes i relation til den enkeltes handling ellerundladelse.Den uagtsomme adfærd antages at være en afvigelse fra en tænkt adfærd, somer den, der burde være udvist. Domfældelse for uagtsomhed forudsætter derfor, atman kan forestille sig en anden handling eller undladelse, som lå inden for den til-taltes mulighed og kunne ventes af ham.Området for seksualmoral og seksuel adfærd er nok et af de områder, hvor der ibefolkningen er størst forskelle i opfattelsen af, hvad der er det normale og det ac-ceptable. Det kan på den baggrund være vanskeligt at fastlægge normer for, hvor-ledes en bonus pater ville handle i en given situation.(…)Begrebet uagtsom voldtægt giver alene mening i relation til gerningsmandensurigtige opfattelse af, at kvinden frivilligt har indvilliget i samleje.I forbindelse med kriminalisering af uagtsom voldtægt må der derfor tages stil-ling til, hvilken handlenorm domstolene skal sammenligne med. Ingen forventervel, at der skal indgås en skriftlig aftale. Men skal der udvises særlig agtpågiven-hed, hvis den ene part er meget ældre end den anden? Hvis den ene part er megettykkere end den anden? Hvis den ene part er af dansk oprindelse, den anden ikke?Skal det tillægges betydning, hvor samlejet har fundet sted? Har parternes på-klædning nogen betydning–og hvad med alkoholindtagelse hos henholdsviskvinden og manden?Jeg påstår ikke, at det er en umulig opgave at opstille en handlenorm, som kananvendes i forhold til alle. Men svært vil det være.”

Herudover kan det nævnes, at det i artiklen ”Uagtsom voldtægt –den straffri for-brydelse” i tidsskriftet Lov&Ret fra december 2003 side 26-27skrevet af Joan-Søstrene bl.a. er tilkendegivet, at uagtsom voldtægt bør gøres strafbart for dervedat ændre den gældende retstilstand, hvor mange voldtægtsovergreb ikke straffes.Om kendetegnene ved den type voldtægt, som vil falde ind under begrebet uagt-som voldtægt, er følgende anført i artiklen (side 26):”Over 25 års erfaring med rådgivning af voldtægtsofre har vist Joan-Søstreneenrække karakteristika for den type af voldtægter, som vil falde ind under begrebetuagtsom voldtægt, og som i dag er straffrie forbrydelser. Der er tale om kontakt-voldtægter, typisk med betydelig aldersforskel mellem gerningsmand og offer.Ofret oplever oftest, at gerningsmanden ved, at det seksuelle samvær er foregåetmod hendes vilje. Voldtægten begås ofte i et kendt miljø, og ofret frygter socialerepressalier fra omgangskredsen. Gerningsmanden udtaler typisk trusler eftervoldtægten over for ofret og sagen politianmeldes ikke, fordi ofret er bange for, atsigtede får ”medhold” med deraf følgende yderligere social udstødelse.Endeligfrygter ofret også ofte mediernes fremstilling af hende. Rigshospitalets voldtægts-center har gjort samme erfaringer.”

5.5. Norsk retDen gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med sene-re ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902, men dennelov er endnu ikke trådt i kraft.Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 med senere ændringer straf-fes den, der gør sig skyldig i groft uagtsom voldtægt, med fængsel i indtil 5 eller8 år afhængig af de konkrete omstændigheder ved voldtægten, jf. § 192, stk. 4.5.5.1. Kriminaliseringen af uagtsom voldtægt5.5.1.1.Bestemmelsen om uagtsom voldtægt blev indsat ved en ændring af dennorske straffelov i 2000.Af bestemmelsens forarbejder følger det bl.a., at kriminaliseringen af uagtsomvoldtægt bygger på den grundtanke, at et seksuelt forhold bør være frivilligt, ogat begge parter har et ansvar for at respektere hinandens grænser. Det fremgårendvidere, at kriminaliseringen først og fremmest tager sigte på at beskytte kvin-der mod mænd, som gennem vold eller trusler opnår seksuel omgang på en sådanmåde, at kravet om forsæt ikke er opfyldt, idet manden ikke forstår, at der er enårsagssammenhæng mellem volden eller truslerne og den seksuelle omgang, jf.Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 16. Kriminaliseringen er desuden i forarbejdernebegrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt, ligesom krimi-naliseringen ifølge forarbejderne vil styrke offerets retsbeskyttelse uden at inde-bære en tilsvarende retssikkerhedsmæssig risiko for gerningsmanden, jf. Ot.prp.nr. 28 (1999-2000) side 37-38. og Innst.O. nr. 92 (1999-2000) side 8.Lovændringen byggede på en betænkning fra Seksuallovbruddsutvalget (NOU1997:23 Seksuallovbrudd). Udvalgets flertal afviste i betænkningen at kriminali-sere uagtsom voldtægt. Af flertallet blev det således anført, at det ikke var til-strækkeligt at begrunde en kriminalisering af uagtsom voldtægt med, at man der-ved kunne gøre det lettere at føre bevis for voldtægter, som i realiteten var for-sætlige. En nykriminalisering burde i stedet ifølge flertallet forankres i selvstæn-

dige vurderinger af handlingens strafværdighed. Der henvises til Ot.prp. nr. 28(1999-2000) side 32ff og NOU 1997:23 side 69ff.Det blev desuden af flertallet anført, at der ikke var grund til at antage, at et mo-dificeret skyldkrav i særlig grad ville afhjælpe de nævnte bevisproblemer. Ved etforsætskrav vil det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gerningsmandenforstod, at han tvang offeret til seksuel omgang. Hvis skyldkravet blev ændret tilgrov uagtsomhed, ville det skulle bevises ud over en rimelig tvivl, at gernings-manden stærkt kunne bebrejdes, at han ikke forstod dette. Denne forskel i bevis-temaet ville ifølge flertallet ikke føre til en ændring i antallet af domfældelser i detilfælde, hvor parternes forklaringer var modstridende og der ikke forelå andreskærpende omstændigheder som f.eks. anvendelse af vold eller lignende. Der varsåledes ifølge flertallet ikke grund til at antage, at en kriminalisering af groftuagtsom voldtægt ville bidrage til en mere effektiv håndhævelse af voldtægtsbe-stemmelsen, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 33 og NOU 1997:23 side 10 og72-73.Der blev af udvalgets flertal endvidere henvist til, at de faktiske forhold og bevis-temaerne i voldtægtssager er væsentlig anderledes end i andre sager om alvorligeintegritetskrænkelser, idet seksuel omgang mellem voksne mennesker i modsæt-ning til overtrædelser som legemsbeskadigelse og drab ligger inden for den al-mindelige handlefrihed, når den seksuelle omgang er frivillig.Et uagtsomhedsansvar ville desuden ifølge flertallet medføre en risiko for ned-subsumering, idet voldtægter, som i realiteten var forsætlige, kunne blive bedømtsom uagtsomhedshandlinger, idet dette ville være lettere at bevise og begrunde.Ofrenes retsbeskyttelse ville derved kunne blive svækket snarere end styrket, ogofrene ville i visse tilfælde få et skærpet ansvar for at sige klarere fra, hvilketville kunne føre til en ansvarsforskydning fra gerningsmanden til offeret. Endeligblev det af flertallet anført, at der vanskeligt i praksis kunne tænkes tilfælde, hvoren person havde seksuel omgang med en anden i umiddelbar forbindelse medvoldelig, truende eller anden graverende adfærd, uden at vedkommende var til-strækkelig klar over, at den seksuelle omgang ikke var frivillig, jf. Ot.prp. nr. 28(1999-2000) side 33-34 og NOU 1997:23 side 10 og 73-74.

Som nævnt blev det dog i forbindelse med ændringen af den norske straffelov i2000 besluttet at kriminalisere groft uagtsom voldtægt. Det fremgår af forarbej-derne, at denne beslutning havde været genstand for en vis tvivl. Om begrundel-sen for kriminaliseringen fremgår bl.a. følgende af forarbejderne, jf. Ot.prp. nr.28 (1999-2000) side 37-38:”Departementet har lagt avgjørende vekt påat en kriminalisering vil styrkerettsvernet for voldtektsofre uten at det innebærer noen tilsvarende rettssikkerhets-risiko for gjerningsmannen. Ikke bare forsettlige, men også grovt uaktsommeovergrep er klart straffverdige. Kvinner som blir utsatt for slik hensynsløs atferdsom en grovt uaktsom voldtekt vil innebære, har krav på den støtte og beskyttelsesom straffeloven gir. En kriminalisering av grovt uaktsom voldtekt vil også væreet viktig signal om at samfunnet ikke aksepterer denne type handlinger.Utvalget og noen høringsinstanser viser til at uaktsom voldtekt ikke er praktisk,og at det taler mot en kriminalisering. Det er vanskelig å si sikkert hvor mangegrovt uaktsomme voldtekter man må regne med. Etter departementets syn er en-hver grovt uaktsom voldtekt en voldtekt for mye, og en straffebestemmelse vil fyl-le et behov selv om antallet nye domfellelser i forhold til i dag måtte bli lite. Be-stemmelsen vil antakelig særlig ha sin betydning i tilfeller hvor voldsanvendelseneller den truende atferden har vært relativt beskjeden, eller hvor offeret på grunnav rus eller frykt ikke har vært i stand til å motsette seg den seksuelle omgangen.En slik situasjon vil nok være vanligere når offeret og gjerningsmannen har hattkontakt forut for den seksuelle omgangen, enn når det dreier seg om en ren over-fallsvoldtekt. Da kan det tenkes at gjerningsmannen har utvist grov uaktsomhet–men ikke forsett–med hensyn til årsakssammenhengen mellom volden ellertruslene og den seksuelle omgangen. Det er altså lite tenkelig at gjerningsmannenhar utvist uaktsomhet i forhold til alle momentene i gjerningsbeskrivelsen. For-settskravet vil fortsatt være oppfylt i forhold til de øvrige elementene i gjernings-beskrivelsen. Av lovtekniske grunner vil departementet likevel ikke foreslå en dif-ferensiering av skyldkravet i forhold til de ulike sidene av gjerningsbeskrivelsen ilovteksten.Departementet antar at faren for nedsubsumering ikke er så stor at dette kan til-legges særlig vekt ved vurderingen. Heller ikke kan departementet anta at innfø-ring av straff for uaktsom voldtekt kan medføre en sterkere fokusering på offeretsegen opptreden enn det som skjer i dag.Blant høringsinstansene var meningene delte i spørsmålet om uaktsom voldtektskulle kriminaliseres. Departementet har lagt stor vekt på at en rekke representan-ter for ofrene–som antas å ha særlig innsikt i ofrenes situasjon–ønsker en kri-minalisering.Det er bare den grovt uaktsomme voldtekt som er så klanderverdig at den etterdepartementets syn bør straffesanksjoneres. Den uaktsomme handlingen–selv omuaktsomheten er grov–er imidlertid mindre straffverdig enn den forsettlige, ogdet må reflekteres i en lavere strafferamme.”

Det er efterfølgende af Den Norske Straffelovskommission i en betænkning fra2002 om en ny norsk straffelov (NOU 2002:4) blevet tilkendegivet, at det efterkommissionens opfattelse er uheldigt, at skyldkravet for voldtægt med lovæn-dringen i 2000 blev reduceret til grov uagtsomhed. Straffelovskommissionen harpå den baggrund i betænkningen foreslået, at bestemmelsen i den norske straffe-lovs § 192, stk. 4, ophæves. Som baggrund for dette forslag henvises der i be-tænkningen bl.a. til, at uagtsom voldtægt ikke i praksis kan opstå særlig ofte, ogat straf som virkemiddel alene bør benyttes, når der er et praktisk behov for det,og når tungtvejende grunde taler for en kriminalisering. Der er i betænkningenendvidere henvist til, at bevisvanskelighederne i voldtægtssager ikke afhjælpesved at fravige kravet om forsæt, jf. betænkningens pkt. 10.2.I det kapitel i en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj 2005 med senere æn-dringer) som skal erstatte det gældende kapitel om seksualforbrydelser (kapitel19) i straffeloven fra 1902, er bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt imidler-tid videreført i den nye straffelovs § 294, hvorefter groft uagtsom voldtægt straf-fes med fængsel indtil 6 år og fængsel indtil 10 år ved tilfælde af grov voldtægt,jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-09) side 235 og 524. Forslaget til bl.a. kapitlet om seksu-alforbrydelser i den nye norske straffelov af 2005 blev vedtaget i 2009, jf.Innst.O. nr. 73 (2008-2009) og Besl.O. nr. 88 (2008-2009). Den nye straffelov af2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Vedrørende de erfaringer, der indtil videre er gjort med bestemmelsen om groftuagtsom voldtægt i den norske straffelov, fremgår det af forarbejderne til kapitletom seksualforbrydelser i straffeloven af 2005 bl.a., at bestemmelsen i § 192, stk.4, kun har været anvendt i forholdsvis beskedent omfang. Det anføres dog i denforbindelse endvidere, at eksempler fra retspraksis viser, at bestemmelsen har enbetydning i praksis, og at strafansvar for alvorlige integritetskrænkelser vil væreudelukket, hvis bestemmelsen om groft uagtsom voldtægt ikke blev videreført.Det forhold, at bestemmelsen kun er brugt i begrænset omfang, findes således ik-ke ifølge forarbejderne at give en entydig information om dens værdi og betyd-ning, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 232ff.Det fremgår endvidere af forarbejderne, at strafniveauet for uagtsom voldtægtfindes at være for lavt, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 235. Der henvises i denforbindelse til en dom fra 2004, hvor den norske Højesteret har udtalt, at det al-216

mindelige strafniveau for groft uagtsom voldtægt må ligge markant lavere endved forsætlig voldtægt. Dette fandtes også at være tilfældet i en sag om bevidstuagtsomhed, der nærmede sig grænsen til forsæt. Det er hertil i forarbejderne an-ført, at forskellen i strafniveauet mellem forsætlige og groft uagtsomme voldtæg-ter efter 1902-straffeloven efter det norske Justitsministeriums opfattelse synes atvære for skarp. Det anføres, at strafniveauet bør fastlægges således, at der er enmere glidende overgang i niveauet mellem uagtsom og forsætlig voldtægt. Hvisden udviste skyld ligger tæt på forsæt, bør strafniveauet således ifølge forarbej-derne nærme sig mindstestraffen for forsætlig voldtægt.I tillæg til det anførte fra forarbejderne til bestemmelsen om groft uagtsom vold-tægt kan det nævnes, at det om den bevismæssige stilling i sager om uagtsomvoldtægt i Johs. Andenæs, Spesiell strafferett og formuesforbrytelsene, samletutgave ved Kjell V. Andorsen (2008), side 146-47, bl.a. fremgår, at der ofte vilforeligge en vanskelig bevismæssig stilling, hvis gerningsmanden har forstået, atder var tale om frivilligt samleje. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvorden forurettede har indvilliget i seksuel kontakt, men ikke i f.eks. samleje. Veden fejlbedømmelse af frivilligheden fra gerningsmandens side vil uagtsomheds-bedømmelsen ofte komme til at bero på den forurettedes optræden, f.eks. omvedkommende protesterede, eller hvorledes protesten nærmere kom til udtryk.Det vil sige spørgsmålet om, hvorvidt protesten var egnet til at berøve gernings-manden hans gode tro i forhold til, at der forelå samtykke også til samleje.5.5.1.2.Kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt i norsk ret er som nævntovenfor bl.a. begrundet i et ønske om at opnå flere domfældelser for voldtægt forpå den måde at forbedre kvinders retsbeskyttelse.I artiklen ”Voldtektslovgivning på ville veier? – Straffeloven § 192” af BenedikteMoltumyr Høgberg og Torunn Salomonsen, Tidsskrift for Strafferett nr. 3/2010,side 210-252, behandles spørgsmålet om, hvorvidt ændringen af den norske straf-felov i 2000, herunder særligt kriminaliseringen af groft uagtsom voldtægt, harbetydet, at der er sket flere domfældelser for voldtægt.På baggrund af statistisk materiale fra 1997 til 2007 om antallet af anmeldelserog domfældelser for voldtægt konkluderes det i artiklen, at der ikke er sket nogenstigning i antallet af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser. Der217

kan i perioden ses en stigning i antallet af domfældelser på omkring 20-30 dom-me pr. år, men dette skal ses på baggrund af, at der i 2007 er anmeldt næsten 400voldtægter mere end i 1999. Det anføres i artiklen endvidere, at antallet af dom-fældelser set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden forud for lovændrin-gen (fra 1997 til 2000) udgjorde 9,45 pct., mens det tilsvarende tal for periodenumiddelbart efter lovændringen (fra 2001 til 2004) udgjorde 9,25 pct. For syvårsperioden efter lovforslagets ikrafttrædelse (fra 2001 til 2007) udgør antallet afdomfældelser 9,37 pct. set i forhold til antallet af anmeldelser i perioden.På baggrund af det statistiske materiale foretages der i artiklen en vurdering af,om der med kriminaliseringen af uagtsom voldtægt i retspraksis er sket en ned-subsumering i form af, at egentlig forsætlige voldtægter i stedet er blevet klassi-ficeret som groft uagtsomme.Det anføres, at det statistiske materiale som nævnt viser, at der ikke er sket enstigning af andelen af domfældelser set i forhold til antallet af anmeldelser efterlovændringen. Tværtimod kan der i perioden efter lovændringen ses en svagnedgang i denne andel. Denne nedgang viser sig til trods for, at grov uagtsomhedindgår i beregningsgrundlaget efter lovændringen. Idet det samtidig vides, at denorske domstole faktisk domfælder for uagtsom voldtægt konkluderes det på denbaggrund i artiklen, at de statistiske oplysninger indikerer, at en nedsubsumeringaf de strafbare forhold finder sted. Det er som grundlag for denne konklusionforudsat, at der hvert år er en nogenlunde fast procentdel af de anmeldte forhold,der udgør reelle forsætlige voldtægter.Det anføres i artiklen endvidere, at der er en meget lille sandsynlighed for, at degerningsmænd, som dømmes for groft uagtsom voldtægt, ville være blevet fri-fundet for forsætlig voldtægt efter retstilstanden i Norge før år 2000. Denne til-kendegivelse underbygges ifølge artiklen af retspraksis, idet der særligt henvisestil to højesteretsdomme og en dom fra lagmannsretten.Denne ene af de højesteretsdomme, der henvises til (Rt. 2004 side 1556), vedrør-te to voldtægter mod en samlever. Begge voldtægter blev foretaget, efter at ger-ningsmanden havde slået samleveren med knyttet hånd og taget kvælertag påhende, og under samlejet holdt han hende for munden. Samleveren forholdt sigunder samlejet helt passivt af frygt for yderligere vold og for ikke at vække deres218

børn, idet hun dog under den anden voldtægt vendte sig med ryggen til ger-ningsmanden. Se om dommen nærmere nedenfor i afsnit 5.5.2, pkt. a.Den anden af de højesteretsdomme (Rt. 2006 side 471), der fremhæves i artiklen,vedrørte samleje med en beruset og sovende kvinde, hvilket efter norsk ret ansessom voldtægt i henhold til straffelovens § 192, stk. 1, litra b, som bl.a. omfattersamleje med en person, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen.Den dom fra lagmannsretten (LB-2009-131786), der henvises til i artiklen, ved-rørte en voldtægt foretaget mod en forurettet en nat, da hun var på vej hjem frabyen. Den tiltalte passede forurettede op på gaden. Tiltalte og forurettede kendteikke hinanden og havde ikke haft forudgående kontakt. Forurettede frygtede, atden tiltalte ville slå hende ihjel og gjorde derfor kun begrænset modstand modovergrebet.Det konkluderes afslutningsvis i artiklen, at groft uagtsom voldtægt ikke bør af-kriminaliseres, blot fordi kriminaliseringen ikke har medført flere domfældelserfor voldtægt. Groft uagtsom voldtægt findes derimod i sig selv at være en kræn-kelse af den seksuelle integritet, som bør være belagt med straf.5.5.2. Norsk retspraksis om uagtsom voldtægtI det følgende gennemgås nogle af de domme, hvor der i norsk retspraksis erstraffet for uagtsom voldtægt, med henblik på en belysning af, hvilke faktiskeomstændigheder der efter retspraksis er fundet at udgøre et groft uagtsomt for-hold.a) I dommen Rt. 2004 side 1553 blev den tiltalte af byretten frifundet og af lands-retten fundet skyldig i groft uagtsom voldtægt ved efter et julestævne at haveskubbet forurettede ind på flere omklædningsrum, hvor han trak hendes bukserog underbukser af, pressede hende op mod væggen og i alt 3 gange indførte sitkønslem i hendes skede til trods for at forurettede protesterede og gjorde mod-stand, idet hun dog til sidst på grund af frygt kun gjorde begrænset modstand.Det fremgår af dommen, at tiltalte og forurettede kendte hinanden i forvejen og ien periode havde været mere end blot venner. Endvidere fremgår det, at foruret-tede for landsretten havde forklaret, at grunden til, at hun ikke gjorde stærkere219

modstand, var, at hun blev lammet af skræk. Sagen blev af den norske Højesteretbehandlet som en anke over strafudmålingen. Om strafudmålingen udtalte dennorske Højesteret, at ”det alminnelige straffenivået for den grovt uaktsommevoldtekt må ligge markant lavere enn ved forsettlig voldtekt. Dette må også gjel-de i et tilfelle som vårt, der lagmannsretten har lagt til grunn at det dreier seg omen bevisst uaktsomhet, som for så vidt nærmer seg forsettsgrensen, og hvor ogsåden seksuelle omgang ligger nær samleiedefinisjonen.” Straffen blev i dommenaf Højesteret fastsat til 8 måneders fængsel.b) Dommen Rt. 2004 side 1556 vedrørte en tiltalt, der af både byretten og lands-retten blev fundet skyldig i bl.a. groft uagtsom voldtægt ved at have gennemførtto samlejer med sin samlever efter anvendelse af vold. Straffen blev fastsat tilfængsel i 2 år og 9 måneder, idet dommen ud over de to tilfælde af voldtægt ogsåomfattede langvarig voldsudøvelse og trusler. Dommen blev indbragt for dennorske Højesteret som en anke over strafudmålingen, men blev afvist af Højeste-ret. De strafbare forhold blev af Højesteret beskrevet på følgende måde:”Den første av valdtektene skjedde på ein campingplass 9. juli 2001. Han slosambuaren med knytt hand og tok kvelartak på henne. For at barna ikkje skullevakne, heldt han over munnen hennar og slo på ny. Lagmannsretten har lagt tilgrunn at domfelte, etter at eit av barna hadde vakna men sovna etter ei stund,”gjennomførte samleiet mens fornærmede var helt passiv av frykt for ytterligerevold og av hensyn til barna”. Den andre valdtekta skjedde 4. januar 2002 dåsambuarparet var på besøk hos hennar søster og svoger. Etter alkoholbruk ogkrangel slo domfelte til den krenkte fleire gonger med knytt hand slik at ho tok tilå blø naseblod. Han tok også kvelartak på henne. Svogeren kom då til og spurtegjennom døra om alt var i orden. Domfelte heldt den krenkte over munnen og saja til svogeren. Sambuaren vart deretter beden om å vaske seg, og så om å gå innpå soverommet. Lagmannsretten uttala her: ”Samleiet ble gjennomført ved atfornærmede snudde ryggen til tiltalte, som gjennomførte handlingen mensfornærmede var helt passiv”.”

hende fast samtidig med, at han slog hende i ansigtet 2-3 gange med flad hånd,før han førte hende ind i soveværelset, hvor også den anden tiltalte (A) befandtsig. Forurettede opgav efter slagene i ansigtet al modstand af frygt for yderligerevold. Den tiltalte (B) fik forurettede til at tage hans kønsdel i munden og gen-nemførte derefter samleje med hende. Tiltalte (A) gjorde det samme. Forurettedeløb fra lejligheden kun iført et håndklæde og uden at tage sine ejendele med sig.Straffen for den uagtsomme voldtægt blev af Højesteret fastsat til fængsel i 8måneder, idet det fremgår af dommen, at det rigtige udgangspunkt ville have væ-ret fængsel i 10 måneder, hvilket imidlertid blev nedsat henset til, at der var gået3 år siden voldtægten.d) Endvidere kan der henvises til en dom om groft uagtsom voldtægt fra den nor-ske lagmannsret (LB-2002-771), hvor det strafbare forhold blev beskrevet på føl-gende måde:”Om morgenen den26. desember slo og sparket tiltalte kjæresten. Noe senere tokhan tak i kjærestens hode og presset det mot sitt underliv samtidig som han for-langte at hun skulle suge ham. Samtidig truet han henne med å slå henne dersomhun ikke gjorde som han sa. Av frykt for liv og helse oppgav kjæresten motstandhvoretter hun tok hans penis i munnen. Tiltalte opptrådte grovt uaktsomt ved ikkeå forstå at kjæresten følte seg truet, var redd og motsatte seg den seksuelle hand-lingen.”

Straffen blev i sagen fastsat til fængsel i 3 år og 4 måneder, hvilket også omfatte-de forsøg på drab, som ifølge dommen isoleret set fandtes at medføre en straf påfængsel i 3 år.e) I dommen LE-2007-76116 fandtes den tiltalte af lagmannsretten skyldig i groftuagtsom voldtægt ved at have skubbet sin hustru ned i en seng og bundet hendefast til sengen, hvorefter han barberede hendes kønsorgan og bl.a. gennemførtesamleje med hende samt tog billeder af hende. Forurettede forklarede under sa-gen bl.a., at hun var både bange og apatisk, mens overgrebet fandt sted. Detfremgår endvidere af sagen, at den tiltalte ophørte med sine handlinger, straksforurettede udtrykkeligt gav udtryk for, at hun anså disse som voldtægt. Straffenblev i sagen fastsat til fængsel i 6 måneder.

f) Der kan desuden henvises til to domme om groft uagtsom voldtægt fra dennorske lagmannsret, som er gengivet i forarbejderne til kapitlet om seksualfor-brydelser i straffeloven af 2005 (Ot. prp. nr. 22 (2008-2009) side 234-235). Omden ene af disse domme (LA-2002-108) fremgår det af forarbejderne, at sagensfaktiske omstændigheder i byrettens domspræmisser, som der af landsretten blevhenvist til, blev beskrevet på følgende måde:”Ferden endte i---gaten 52 i Porsgrunn, hvor alle fire gikk ut av bilen og inn påterrassen. Der tok A ned buksen til C, hun prøvde å dra den opp igjen, men han sanei og dro buksen ned igjen. Han tok henne ned i en sofa, hun prøvde å kommeseg opp, men han holdt henne nede og holdt hendene hennes fast over hodet hen-nes mens han gjennomførte samleie med henne. Hun gråt. Mens han kneppet igjenbuksen, kom B og hadde samleie med henne. Hun gråt og hadde gitt helt opp.”

5.6. Straffelovrådets overvejelser5.6.1.En ny strafbestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at kravet i dengældende bestemmelse i straffelovens § 216 om, at gerningsmanden skal havehandlet forsætligt i relation til samtlige objektive momenter, der konstituerervoldtægtsforbrydelsen, forlades, og at det i stedet er tilstrækkeligt for at kunnedømme for voldtægt, at gerningsmanden har handlet uagtsomt. Der henvises omkravene til forsæt og uagtsomhed nærmere til afsnit 5.2 ovenfor.De objektive kendetegn ved voldtægtsforbrydelsen er, at en gerningsmand vedvold eller trussel om vold tiltvinger sig samleje, herunder således at der er år-sagssammenhæng mellem volden eller truslerne og samlejet. En gerningsmandvil i praksis vanskeligt kunne være ubekendt med en eventuel vold eller eventuel-le trusler (idet der her ses bort fra, at volden eller truslerne teoretisk set kan væreudøvet af tredjemand nogen tid forud for samlejet) eller med samlejet. For disseobjektive gerningselementers vedkommende vil det derfor i praksis reelt ikke gø-re nogen forskel, om der–som efter gældende ret–kræves forsæt eller–efter eneventuel ny bestemmelse om uagtsom voldtægt–alene uagtsomhed.Derimod forekommer det undertiden i praksis, at der foreligger fornødent bevisfor årsagssammenhængen mellem vold eller trusler og samleje–dvs. for, at foru-rettede objektivt set blev tvunget til samleje–men ikke for gerningsmandens for-sæt i forhold hertil. En kriminalisering af voldtægt i uagtsom form vil i praksisalene have betydning i sådanne situationer og kun, hvis gerningsmanden–somaltså ikke indså, at samlejet ikke var frivilligt–burde have indset, at det ikke varfrivilligt.En bestemmelse om uagtsom voldtægt må på denne baggrund antages navnlig atkunne være relevant i tilfælde, hvor voldsanvendelsen eller truslerne har væretrelativt beskedne, og hvor den forurettede ikke har ydet en særlig modstand modovergrebet. Dette vil bl.a. kunne forekomme, hvor den anvendte tvang har haftkarakter af en underforstået eller ikke udtalt trussel. Endvidere må det antages, aten situation som den beskrevne formentlig oftest vil kunne forekomme i tilfælde,hvor offeret og gerningsmanden har haft en vis kontakt forud for overgrebet.

En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil indebære, at der vil kunne straffes forvoldtægt, selv om gerningsmanden–trods den udøvede tvang–troede, at denforurettede var indforstået med samlejet, hvis den pågældende burde have forstå-et, at den forurettede følte sig tvunget til samlejet.5.6.2.Til støtte for en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil det kunne anføres,at det i sig selv er strafværdigt at have samleje med en person i tilfælde, hvorgerningsmanden for eksempel har udøvet vold, men ikke har forstået (haft forsættil), at volden var afgørende for, at offeret ikke gjorde modstand, men at ger-ningsmanden burde have indset dette. Personer, der objektivt set bliver udsat foret sådant seksuelt overgreb, vil således kunne føle et behov for den beskyttelse,som straffeloven giver.En bestemmelse om uagtsom voldtægt vil endvidere kunne hævdes at have engenerel kriminalpræventiv virkning ved at understrege, at seksuelle forhold børbygge på frivillighed, og samtidig styrke voldtægtsofres retsbeskyttelse ved, atder i tilfælde, hvor der ikke kan føres bevis for forsæt, eventuelt vil kunne dom-fældes på grundlag af en udvist uagtsomhed.Til støtte for en bestemmelse om uagtsom voldtægt er det desuden blevet anført,at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydelser også er kriminaliseret iuagtsom form, herunder f.eks. uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og uagt-somt manddrab.5.6.3.Imod en kriminalisering af voldtægt i uagtsom form taler, at det med hen-syn til de ofte vanskelige bevismæssigespørgsmål i voldtægtssager vil kunne an-føres, at det i vid udstrækning vil være de samme bevistemaer, der vil skulle vur-deres ved uagtsom voldtægt som ved forsætlig voldtægt. Det vil efter en be-stemmelse om uagtsom voldtægt således fortsat være et krav, at det objektivegerningsindhold i voldtægtsbestemmelsen er opfyldt (dvs. at samlejet er tiltvun-get ved vold, trussel om vold eller hensættelse af offeret i en tilstand, i hvilkenden pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen). Anklagemyndig-heden skal således som udgangspunkt føre det samme bevis for sagens objektiveomstændigheder efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt som efter en be-stemmelse om forsætlig voldtægt.

Anklagemyndigheden skal i sager om forsætlig voldtægt dernæst bevise, at ger-ningsmanden handlede forsætligt, herunder at gerningsmanden indså, at tvangenvar bestemmende for offerets deltagelse i samlejet. Efter en bestemmelse omuagtsom voldtægt vil anklagemyndigheden skulle bevise, at gerningsmandenhandlede uagtsomt, herunder at den pågældende burde have indset, at tvangenvar bestemmende for offerets deltagelse i samlejet.Selv om der således efter en bestemmelse om uagtsom voldtægt ikke vil skulleføres bevis for, at gerningsmanden har handlet med forsæt, vil det skulle bevises,at gerningsmanden har tilsidesat de handlenormer, som anses for rimelige i for-hold til den pågældende. Mens der på en række af livets andre områder findeshandlenormer, som må anses for almindeligt accepterede, findes der på seksualli-vets område næppe samme klare handlenormer, som en gerningsmands handlin-ger kan bedømmes i forhold til på en retssikkerhedsmæssig forsvarlig måde.En kriminalisering af uagtsom voldtægt vil således kunne rejse nogle nye bevis-mæssige problemer i forbindelse med de vanskelige skøn, der vil skulle foretagesi praksis ved vurderingen af, om gerningsmanden burde have forstået, at den for-urettede følte sig tvunget til samlejet. Det har bl.a. i Norge været anført, at derved denne vurdering vil kunne være en risiko for, at der vil blive rettet større fo-kus på offerets adfærd og handlemåde: Virkede forurettede indladende, invitere-de hun gerningsmanden med hjem, og var hun dermed medvirkende til at givegerningsmanden et sådant indtryk af frivillighed i forhold til det efterfølgendetvangsmæssige samleje, at gerningsmanden end ikke kan bebrejdes, at han ikkeforstod, at samlejet var ufrivilligt? Sådanne spørgsmål kan dog også være rele-vante ved vurderingen af, om gerningsmanden har handlet forsætligt, og det ersvært at sige, om en kriminalisering af uagtsom voldtægt i praksis vil føre til enstørre fokus på spørgsmål af den karakter.Med hensyn til spørgsmålet om bevisvurdering kan det desuden anføres, at det eret grundlæggende straffeprocessuelt princip, at enhver rimelig begrundet tvivlskal komme den tiltalte til gode ved vurderingen af, hvad der kan anses for bevisti den konkrete sag. Dette vil gælde, uanset om den pågældende strafbestemmelseforudsætter, at gerningsmanden har handlet forsætligt eller uagtsomt.

Det er anklagemyndighedens generelle indtryk, at der i retspraksis sker domfæl-delse også i voldtægtssager, hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trus-ler, når der f.eks. foreligger en sikker og troværdig forklaring fra den forurettedeom hændelsesforløbet. Det samme gælder i tilfælde, hvor der eksempelvis kun ibegrænset omfang er fremsat udtrykkelige trusler, men hvor samlejet ud fra ensamlet vurdering af begivenhedsforløbet og omstændighederne omkring samle-jet, herunder gerningsmandens truende adfærd eller de mere eller mindre stiltien-de trusler, som ligger i situationen, anses for opnået ved trusler om vold, og dettemå have stået gerningsmanden klart. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå ger-ningsmandens og forurettedes adfærd i øvrigt samt stedet og tidspunktet for sam-lejet. Der henvises herom nærmere til afsnit 2.2 ovenfor.Som det fremgår af afsnit 2.2, er det desuden anklagemyndighedens opfattelse, atdomstolene generelt ikke er tilbageholdende med at dømme i voldtægtssager,hvor der ikke er anvendt omfattende vold eller trusler, hvis der i øvrigt foreliggerdet fornødne bevismæssige grundlag.Det er i den forbindelse endvidere anklagemyndighedens vurdering, at der er sketen vis udvikling i retspraksis–i retning af i højere grad end for år tilbage atdømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sager–når det gælder domstolenesvurdering af beviset for, at der er tale om forsætlig voldtægt, selv om gernings-manden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler.Denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager er relevant for spørgsmåletom kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det kan anføres, at tanken om ensådan kriminalisering er opstået i en tid, hvor bevisvurderingen i disse sager me-get vel var en anden, end den er i dag, hvor der således formentlig i højere gradend tidligere sker domfældelse i sager, hvor der ikke er anvendt omfattende trus-ler eller vold, og hvor spørgsmålet om eventuel straf for uagtsom voldtægt ersærlig relevant.Det er herudover blevet anført, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vilkunne risikere at få den utilsigtede virkning, at forhold, der reelt må betegnessom forsætlig voldtægt, i stedet henføres under den mildere bestemmelse omuagtsom voldtægt. Straffelovrådet har tidligere peget på denne mulige virkning,jf. Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftel-226

se side 18, 40-41 og 45-46, og samme betragtning er flere gange blevet fremført iden norske debat om uagtsom voldtægt, jf. ovenfor i afsnit 5.5.1.En nedsubsumering i praksis vil kunne være særdeles uheldig i forhold tilspørgsmålet om strafudmåling. Overtrædelse af en bestemmelse om uagtsomvoldtægt må således efter de gældende udmålingsprincipper i straffelovgivningenbedømmes væsentlig mildere end forsætlig voldtægt, på samme måde som f.eks.uagtsomt manddrab generelt straffes betydelig mildere end forsætligt manddrab.Voldtægtsforbrydelsen er også karakteriseret ved, at der i et vist omfang indgivesfalske anmeldelser, og der kan også i retspraksis ses tilfælde, hvor der er dom-fældt for voldtægt på baggrund af, hvad der viste sig at være ukorrekte beskyld-ninger, jf. herom ovenfor i afsnit 3. Det kan næppe udelukkes, at en kriminalise-ring af uagtsom voldtægt vil kunne forøge risikoen for fejlagtige domfældelser isager, hvor den forurettede–bevidst eller ubevidst– ”pynter” på sin forklaringved f.eks. at forklare om større modstand end den faktisk udøvede, hvis der ikkeudvises betydelig forsigtighed fra rettens side ved bevisvurderingen.Det kan endelig anføres, at en række af straffelovens andre alvorlige forbrydel-ser, der omfatter vold eller trussel om vold, heller ikke er kriminaliseret i uagt-som form. Det gælder således f.eks. røveri, afpresning og de generelle bestem-melser om tvang og trusler i straffelovens §§ 260 og 266. Manddrab og betydeliglegemsbeskadigelse er strafbart i uagtsom form, jf. straffelovens §§ 241 og 249.Røveri er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved forskellige typer af vold el-ler trusler herom opnår en uberettiget berigelse, bringer en stjålen ting i sikkerhedeller påfører offeret et tab. Tvangsmidlet bruges således som middel til at opnå enuberettiget gevinst eller gennemføre et ulovligt forehavende.Manddrab er karakteriseret ved, at gerningsmanden berøver et andet menneskelivet.Voldtægt er karakteriseret ved, at gerningsmanden ved tvang skaffer sig et samle-je med en anden person. I modsætning til de to øvrige forbrydelser er målet forvoldtægten–samlejet–i andre sammenhænge et lovligt og tilmed naturligt ogønskeligt mål, hvilket i sig selv kan vanskeliggøre vurderingen af, om gernings-227

manden har indset, at samlejet var fremtvungent, og at han dermed har handletforsætligt, men navnlig om han burde have indset det og dermed har handletuagtsomt.Efter Straffelovrådets opfattelse er det forhold, at der i en række sammenhænge,herunder for manddrab, er fastsat bestemmelser om straf også for uagtsommeforhold, på denne baggrund ikke en væsentlig grund til også at kriminalisereuagtsom voldtægt. Voldtægt hører til de forbrydelser, som indeholder et tvangs-element, og sådanne forbrydelser er generelt ikke kriminaliseret i uagtsom form.5.6.4.Sammenfattende finder Straffelovrådet, at der ikke foreligger det fornødnegrundlag for at kriminalisere uagtsom voldtægt.Afgørende for, om voldtægt i uagtsom form bør kriminaliseres, må efter Straffe-lovrådets opfattelse være, om der kan påvises et reelt praktisk behov herfor, og atretssikkerhedsmæssige hensyn ikke taler afgørende imod en sådan nykriminalise-ring. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at det er et væsentligt princip, atstrafbestemmelser bør udformes så præcist og så snævert som muligt. Der bør så-ledes som udgangspunkt ikke ske kriminalisering af et bredere område–in casuuagtsom voldtægt–alene for at sikre, at man kan straffe nogle personer, hvis ad-færd formodes reelt at være omfattet af den gældende regel om forsætlig vold-tægt, men hvor dette ikke kan bevises.Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at behovet for at kriminalisere voldtægti uagtsom form i praksis kun kan antages vedrøre de situationer, hvor gernings-manden ikke har anvendt omfattende vold eller trusler i forhold til offeret.Straffelovrådet tillægger det i den forbindelse væsentlig betydning, at der efteranklagemyndighedens opfattelse er sket en vis udvikling i retspraksis–i retningaf i højere grad end for år tilbage at dømme for (forsætlig) voldtægt i sådanne sa-ger–når det gælder domstolenes vurdering af beviset for, at der er tale om for-sætlig voldtægt, selv om gerningsmanden ikke har anvendt omfattende vold ellertrusler.Som anført ovenfor er denne udvikling i bevisvurderingen i voldtægtssager rele-vant for spørgsmålet om kriminalisering af uagtsom voldtægt, idet det må anta-228

ges, at antallet af situationer, hvor spørgsmålet om straf for uagtsom voldtægtkunne være særlig relevant at diskutere, er blevet reduceret som led i denne ud-vikling.Straffelovrådet kan ikke afvise, at der ud fra en teoretisk synsvinkel kan anføresat være et behov for også at kunne straffe voldtægt i uagtsom form, men findermed baggrund i de senere års udvikling i retspraksis vedrørende voldtægtssager,at dette behov reelt må bedømmes som værende af meget begrænset omfang.Hertil kommer, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt efter Straffelovrådetsopfattelse ligefrem risikerer at få den utilsigtede virkning, at forhold, der i dagstraffes som forsætlig voldtægt, i stedet vil blive henført under bestemmelsen omuagtsom voldtægt med den virkning, at forholdet vil blive bedømt væsentligtmildere end ved forsætlig voldtægt.Erfaringerne fra Norge viser, at der kun er forholdsvis få sager, hvor bestemmel-sen om uagtsom voldtægt har fundet anvendelse, og at der i flere af disse sager erudøvet betydelig vold. Straffelovrådet er tilbøjelig til at mene, at der i tilsvarendetilfælde i Danmark ville kunne være sket domfældelse for forsætlig voldtægt, idetforsættet ville kunne anses for bevist bl.a. i kraft af karakteren af den udøvedevold. Der har endvidere ikke i norsk retspraksis efter indførelsen af bestemmel-sen om groft uagtsom voldtægt kunnet konstateres en stigning i antallet af dom-fældelser for voldtægt set i forhold til antallet af anmeldelser. Disse forhold indi-kerer efter Straffelovrådets opfattelse, at der i en del af de nævnte sager fra norskretspraksis kan være sket en nedsubsumering fra forsætlig til uagtsom voldtægt.Det vil således efter Straffelovrådets opfattelse ikke kunne afvises, at der vil væreen reel risiko for en sådan nedsubsumering også i dansk retspraksis, hvis der her ilandet indføres en bestemmelse om uagtsom voldtægt. Det vil med andre ordkunne betyde, at en række forhold, som i dag straffes som forsætlig voldtægt, vilblive straffet formentlig markant mildere efter en eventuel ny bestemmelse omuagtsom voldtægt.Straffelovrådet finder endvidere anledning til at bemærke, at bevisvurderingen isager om forsætlig voldtægt, hvor der ikke er udøvet objektiv sporbar vold, oghvor der ikke er andre vidner end forurettede, kan være vanskelig, og at disse229

vanskeligheder formentlig vil blive endnu større i forhold til en eventuel ny be-stemmelse om uagtsom voldtægt. Dette hænger som ovenfor anført sammenmed, at der i modsætning til andre af livets områder ikke på seksuallivets områdeer samme grad af sikkerhed om, hvilken adfærdsnorm gerningsmandens handlin-ger skal bedømmes i forhold til, og at det ønskede mål–samlejet–i modsætningtil mange andre mål for kriminelle handlinger i den frivillige form anses som na-turligt og ønskeligt. Endelig kan der ikke ses bort fra, at der i disse sager, hvortroværdigheden af den forurettedes forklaring ofte vil kunne være af afgørendebetydning, indgives et ikke helt ubetydeligt antal falske anmeldelser. En udvidel-se af det kriminaliserede område til også at dække uagtsom voldtægt vil ikkemindske, men tværtimod øge betydningen af den forurettedes forklaring om demange detaljer, som kan være afgørende for, om retten kan fastslå med den for-nødne sikkerhed, at den tiltalte gerningsmand har udvist uagtsomhed og såledesburde have forstået, at forurettede følte sig tvunget til at medvirke til samlejet.Straffelovrådet kan heller ikke afvise, at der–som anført blandt andet i den nor-ske debat om uagtsom voldtægt–i forbindelse med den nævnte vanskelige be-visvurdering vil blive sat et større fokus på forurettedes adfærd, end hvad tilfæl-det er for så vidt angår forsætlig voldtægt.Endelig finder Straffelovrådet anledning til at bemærke, at straffen for uagtsom-me forhold traditionelt er en bøde, medmindre der foreligger skærpende omstæn-digheder, eller der er tale om en alvorlig uagtsom følge af en strafbar handlingsom f.eks. uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel.Udgangspunktet vil således være, at straffen for uagtsom voldtægt er markant la-vere end for forsætlig voldtægt. En sådan sanktion vil formentlig for den foruret-tede, som anser sig som forsætligt voldtaget, næppe i alle tilfælde forekommepassende i forhold til den krænkelse, vedkommende anser sig som udsat for, hvisgerningsmanden alene findes skyldig i uagtsom voldtægt.Straffelovrådet finder således efter en samlet vurdering af de nævnte forhold, atder ikke kan peges på noget reelt praktisk behov for en bestemmelse om uagtsomvoldtægt, og at en række forhold, herunder retssikkerhedsmæssige, taler afgøren-de imod en sådan bestemmelse.

6. Strafferammen i § 2166.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveau6.1.1.Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejelovenog færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab,uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grovforstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (straf-skærpelsesloven) blev strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, forhøjetfra henholdsvis fængsel indtil 6 år og 10 år til fængsel indtil 8 år og 12 år.Det fremgår af det pågældende lovforslags bemærkninger bl.a., at det med lov-forslaget blev forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhøjelse afstrafudmålingsniveauet i voldtægtssager med i størrelsesordenen 1 år i forhold tildet strafniveau, der forud for lovforslagets fremsættelse var beskrevet i en rede-gørelse fra Rigsadvokaten, jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A,side 2931. Det fremgår endvidere, at udmålingen af straffen for voldtægt i højeregrad skulle nuanceres efter forholdets grovhed. Endelig blev det anført, at der isager om voldtægt med flere gerningsmænd burde ske en yderligere strafskær-pelse i forhold til strafniveauet i voldtægtssager med kun én gerningsmand, at detburde tillægges øget vægt i skærpende retning, hvis der var tale om voldtægt be-gået mod et barn, samt at der burde ske en yderligere strafskærpelse ud over dengenerelle strafforhøjelse i størrelsesordenen 1 år i sager, hvor voldtægten havdehaft en særlig tidsmæssig udstrækning.6.1.2.Rigsadvokaten har siden strafskærpelseslovens ikrafttræden løbende udar-bejdet redegørelser vedrørende retspraksis i sager om voldtægt med henblik på atbelyse udviklingen i strafniveauet i disse sager. Redegørelserne bygger på engennemgang af en lang række konkrete straffesager.Redegørelserne har vist, at strafskærpelserne gennemgående er slået igennem ipraksis, således at domstolene i voldtægtssager gennemgående har forhøjet straf-fene i overensstemmelse med de tilkendegivelser om strafniveauet, der blev ud-trykt ved lovændringen i 2002.

Der er i Rigsadvokatens redegørelser taget udgangspunkt i en opdeling af vold-tægt i overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt og parvoldtægt.Vedoverfaldsvoldtægtforstås voldtægt mod en person, som gerningsmanden sletikke kender eller kun har et yderst perifert kendskab til, og hvor der ikke forudfor voldtægten har været samvær af den karakter, der er beskrevet nedenfor underkontaktvoldtægt.Vedkontaktvoldtægtforstås det, der på engelsk kaldes ”date rape”, altså situatio-ner, hvor parterne umiddelbart inden voldtægten har været sammen på en måde,som kunne være optakt til en seksuel kontakt. Kontaktvoldtægt omfatter i Rigs-advokatens redegørelser endvidere voldtægter, hvor parterne kender hinanden iforvejen, f.eks. naboer og kolleger, uanset om selve voldtægten har karakter af etoverfald.Vedparvoldtægtforstås voldtægt mod en nuværende seksuel partner og voldtægtmod en tidligere seksuel partner, såfremt forholdet er ophørt inden for et korteretidsrum forud for voldtægten.Der er i redegørelserne endvidere sondret mellem domme, der omfatter fuldbyr-det voldtægt, og domme, hvor der alene dømmes for forsøg på voldtægt.Det fremgår af redegørelsen om straffene i voldtægtssager fra august 2009, atopdelingen af dommene i de tre kategorier er valgt, bl.a. fordi den må antages atvære almindelig anerkendt som en væsentlig faktor for strafudmålingen.6.1.3.Forud for lovændringen i 2002 havde Rigsadvokaten afgivet flere redegø-relser om strafniveauet i voldtægtssager, og konklusionen i redegørelsen fra ja-nuar 2001 vedrørende det daværende strafniveau var følgende:Forforsøg på overfaldsvoldtægtvarierede straffene fra 4 måneder til 2 års fæng-sel. Det blev i redegørelsen antaget, at ”normalstraffen” måtte være i niveauet6-9måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straffe.Det var på grundlag af det foreliggende materiale vanskeligt at vurdere ”nor-malstraffen” forfuldbyrdet overfaldsvoldtægt.Et forsigtigt skøn førte dog frem til,at udgangspunktet for straffastsættelsen, hvis der ikke forelå skærpende omstæn-

digheder, formentlig lå i niveauet omkring 1 år og 6 måneders fængsel. Hvis derforelå skærpende omstændigheder udmåltes straffen til mellem 2 og 3 års fængsel.Med hensyn tilforsøg på kontaktvoldtægtskønnedes det i redegørelsen, atstrafniveauet nogenlunde svarede til niveauet for forsøg på overfaldsvoldtægt,dvs. 6-9 måneders fængsel, dog med mulighed for både mildere og strengere straf-fe.For så vidt angår straffen forfuldbyrdet kontaktvoldtægtfremgår det af redegø-relsen, at de fleste straffe lå i niveauet mellem fængsel i 6 måneder og fængsel i 1år og 6 måneder, og hvis der ikke var anvendt vold af betydning eller ikke forelåandre skærpende omstændigheder, lå straffen i niveauet 6-10 måneders fængsel.Vedrørendeforsøg på parvoldtægtforelå der kun en dom, hvor straffen blevudmålt til 6 måneders fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste.For så vidt angikfuldbyrdet parvoldtægtblev det antaget, at ”normalstraffen”lå i niveauet 6-8 måneders fængsel, men der var i det undersøgte materiale ogsåflere eksempler på højere straffe i sager, hvor der forelå skærpende omstændighe-der.

I efterfølgende redegørelser fra august 2001 og august 2002 om strafniveauet ivoldtægtssager var konklusionen, at retspraksis efter redegørelsen fra januar2001 ikke gav anledning til at ændre de tidligere formodninger om straffene ivoldtægtssager.6.1.4.Rigsadvokaten afgav fra 2004 til 2010 årlige redegørelser om strafniveaueti voldtægtssager efter lovændringen i 2002.I 2004 og 2005 konkluderede Rigsadvokaten, at strafskærpelsen med få undta-gelser måtte anses for at være slået igennem. I en række af sagerne måtte straffenanses for forhøjet fuldt ud med 1 år eller mere, mens der i andre sager var sket enmindre forhøjelse af straffen. I de sidstnævnte sager var der efter Rigsadvokatensopfattelse konkrete omstændigheder, der talte for at fastsætte en lavere straf. Kuni få sager kunne straffen ikke anses for skærpet i overensstemmelse med tilken-degivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002.I redegørelserne fra juni 2006 og juni 2007 blev det konkluderet, at strafskærpel-sen måtte anses for at være slået fuldt ud igennem i langt de fleste sager om vold-tægt. På trods af enkelte udsving i formildende retning, fandt Rigsadvokaten, atdet samlede billede i voldtægtssagerne viste, at strafskærpelsen var gennemført ipraksis.

Konklusionen i redegørelsen fra juni 2008 var, at domstolene i langt de fleste afsagerne havde fastsat forhøjede straffe i overensstemmelse med tilkendegivelser-ne i forarbejderne til lovændringen i 2002. Kun i enkelte sager fastsatte domsto-lene straffe under det tilsigtede niveau, og Rigsadvokaten fandt, at det samledebillede af domspraksis viste, at strafskærpelsen var gennemført i praksis.I redegørelsen fra august 2009 blev det konkluderet, at der i hovedparten afdommene var fastsat straffe, der lå omkring 1 år over det niveau, der var gælden-de forud for lovændringen i 2002, og at det samlede billede af domspraksis fort-sat viste, at strafskærpelsen fra 2002 var gennemført i praksis. Der var alene en-kelte sager, hvor straffen kunne forekomme at være for mild.Senest har Rigsadvokaten i redegørelsen fra december 2010 konkluderet, atstrafudmålingen i de i alt 18 domme, der er indgået i undersøgelsen, viser, atdomstolene i langt de fleste af sagerne har fastsat forhøjede straffe i overens-stemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne til lovændringen i 2002. I ho-vedparten af dommene er der således fastsat straffe, der ligger omkring 1 år overdet niveau, der var gældende forud for lovændringen i 2002.I det omfang der ikke er sket en skærpelse af straffen med fuldt ud 1 år, fremgårdet af redegørelsen, at der i de fleste sager er sket en væsentlig forhøjelse af straf-fen, og at der foreligger konkrete formildende omstændigheder, der har begrun-det fastsættelse af en lavere straf. Der er således f.eks. taget hensyn til, at der ikkeer anvendt vold af betydning, eller der er lagt vægt på tiltaltes unge alder. Der eraf Rigsadvokaten peget på, at en sådan graduering af strafudmålingen er i over-ensstemmelse med forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2002, hvorefterstraffastsættelsen fortsat beror på domstolenes konkrete vurdering i de enkelte til-fælde af samtlige sagens omstændigheder, og hvorefter de angivne strafniveauervil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag fo-religger skærpende eller formildende omstændigheder.På trods af enkelte domme, hvor straffen efter Rigsadvokatens opfattelse burdehave været højere, selv om der må antages at være sket en vis skærpelse, er detsåledes Rigsadvokatens vurdering, at det samlede billede af domspraksis fortsatviser, at strafskærpelsen fra 2002 er gennemført i praksis. Det er endvidere Rigs-advokatens opfattelse, at domstolene må forventes også fremover at følge dette234

6.2. Straffelovrådets overvejelser6.2.1.Straffelovrådet er i henhold til kommissoriet anmodet om bl.a. at overvejestrafniveauet i sager om voldtægt med henblik på at vurdere, om der måtte værebehov for yderligere initiativer på dette område.I den forbindelse er det i kommissoriet bl.a. anført, at der henset til voldtægtsfor-brydelsens alvorlige karakter kan være anledning til at overveje, om normalstraf-niveauet i voldtægtssager generelt i dag i tilstrækkelig grad afspejler forbrydel-sens grovhed og den krænkelse af offeret, som finder sted. Overvejelser herommå ske i lyset af strafniveauet for bl.a. andre seksualforbrydelser.Straffelovrådet er endvidere blevet anmodet om at overveje, hvorvidt en forhøjel-se af straffen for overfaldsvoldtægt som anført i en politisk aftale indgået i maj2011 mellem den daværende regering og bl.a. Dansk Folkeparti efter rådets op-fattelse i givet fald bør have konsekvenser for strafniveauet ved andre former forseksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt. Det fremgår af dennævnte politiske aftale, ataftaleparterne var enige om ”at fordoble straffen foroverfaldsvoldtægt, så normalstraf som udgangspunktvil være 5 år”.6.2.2.Med hensyn til spørgsmålet omstrafniveaubemærker Straffelovrådet ind-ledningsvis, at voldtægt er en alvorlig personfarlig forbrydelse, der samtidig in-debærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til at bestemme, hvem ved-kommende vil have et seksuelt forhold med. Det kan endvidere anføres, at straf-niveauet for voldtægt ud fra en nutidig opfattelse bør afspejle grovheden og ka-rakteren af denne forbrydelse og krænkelsen af offeret, samt at der bør væresammenhæng mellem strafniveauerne for de forskellige former for seksualfor-brydelser.

Straffen for voldtægt blev skærpet ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (strafskærpel-sesloven), idet strafferammerne i straffelovens § 216, stk. 1 og 2, blev forhøjetfra henholdsvis fængsel indtil 6 og 10 år til fængsel indtil 8 og 12 år. Med lov-ændringen blev det bl.a. forudsat, at der i retspraksis skulle ske en generel forhø-jelse af strafudmålingsniveauet i voldtægtssager i størrelsesordenen 1 år i forholdtil det hidtidige strafniveau.Normalstraffen for et enkeltstående tilfælde af fuldbyrdet voldtægt må derfor idag antages at være ca. 2½ års fængsel ved såkaldt overfaldsvoldtægt, hvis derikke foreligger andre skærpende omstændigheder. I sager om kontaktvoldtægtmå normalstraffen antages at være fra omkring 1½ års fængsel op mod 2 årsfængsel, og i sager om parvoldtægt må normalstraffen antages at være fra om-kring 1½ års fængsel til fængsel i 1 år og 8 måneder.Straffen i voldtægtssager (herunder jf. straffelovens §§ 224 og 225 om andenkønslig omgængelse opnået ved vold eller trussel om vold) fastsættes imidlertidaf domstolene på baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder iden enkelte sag. Som følge af de mange forskelligartede forhold er der store vari-ationer i straffene for voldtægt, og der er i retspraksis også udmålt straffe, somligger væsentligt over det normalstrafniveau for voldtægt, der var forudsat medstrafskærpelsesloven i 2002.Der udmåles f.eks. i praksis en skærpet straf, hvis der som led i voldtægten erudøvet betydelig vold, hvis voldtægten er begået over for et barn, hvis voldtæg-ten har strakt sig over længere tid eller er begået af flere gerningsmænd, ellerhvis gerningsmanden har begået flere forhold. Som eksempel kan nævnes UfR2010.1988 H, hvor 4 gerningsmænd i fællesskab havde tvunget en 14-årig pigetil samleje med 2 af gerningsmændene. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i3½ år og udtalte direkte, at dette var udgangspunktet i et sådant tilfælde.Det må endvidere antages, at der i praksis vil blive udmålt en skærpet straf, hvisgerningsmanden er trængt ind i et privat hjem med henblik på at begå voldtægt.Voldtægt udgør sammen med grove overtrædelser af forbuddet mod samleje medbarn under 15 år de groveste seksualforbrydelser. Strafniveauet for voldtægt (oggrove overtrædelser af forbuddet mod samleje med barn under 15 år) er i over-236

ensstemmelse hermed generelt markant højere end strafniveauet for andre seksu-alforbrydelser.Kriminalitetsniveauet vedrørende voldtægt har i en årrække været nogenlundestabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelsen i 2002, og Straffelovrådet finderikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have en kriminali-tetsdæmpende effekt.Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigtsiden lovgivningsmagtens regulering af det daværende strafniveau for voldtægt i2002 er forhold, som taler for en regulering af det nuværende generelle strafni-veau for voldtægt i op- eller nedadgående retning.Med hensyn til strafniveauet for forskellige former for voldtægt henvises til af-snit 7 nedenfor.6.2.3.Med hensyn tilstrafferammernetilkendegav Straffelovrådet i betænkningnr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer bl.a., at der i rådet havdeværet udtrykt tvivl om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafni-veauet var grundlag for–i hvert fald på visse punkter–at gennemføre så betyde-lige skærpelser af strafmaksima, som skete med strafskærpelsesloven i 2002.Straffelovrådet henviste i betænkningen endvidere til, at rådet tidligere havde gi-vet udtryk for, at det efter praksis fandtes ubetænkeligt at ændre det generellestrafmaksimum for voldtægt til en normalramme på indtil 6 års fængsel suppleretmed en skærpet ramme på indtil 10 års fængsel for særligt grove tilfælde af vold-tægt. I betænkningen fra 2002 blev det anført, at Straffelovrådet fortsat var afdenne opfattelse. En delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel ville således ifølgeStraffelovrådet stadigvæk være fuldt tilstrækkelig, også når der blev taget hensyntil de ønsker om at skærpe strafniveauet, som var kommet til udtryk ved lov nr.380 af 6. juni 2002. Det blev samtidig tilkendegivet, at Straffelovrådet var op-mærksom på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivnings-magten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte for-brydelser.

Straffelovrådet finder fortsat, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der lig-ger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i ud-målingspraksis.Det vil i den forbindelse kunne anføres, at de gældende strafmaksima for vold-tægt og voldtægt under særligt skærpende omstændigheder bør nedsættes frafængsel indtil 8 og 12 år til fængsel indtil 6 og 10 år. Der vil herved kunne pegespå, at udviklingen siden 2002 har bekræftet, at disse strafmaksima vil være fuldttilstrækkelige til også at rumme de allergroveste overtrædelser. Det kan endvide-re anføres, at hvis der måtte forekomme helt ekstremt grove tilfælde af voldtægt,vil straffen, hvis gerningsmanden har begået flere voldtægter, under særdelesskærpende omstændigheder i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., kunneforhøjes med indtil det halve, dvs. i givet fald til fængsel indtil 15 år.Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at medtage forslag om ennedsættelse af strafmaksimaene i sit lovudkast, hvor de gældende strafmaksimafor voldtægt således er videreført uden ændringer.6.2.4.Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjel-se af strafniveauet for overfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet forandre former for seksualforbrydelser, herunder andre former for voldtægt, be-mærker Straffelovrådet indledningsvis, at rådet som nævnt for sit vedkommendeikke har grundlag for at antage, at der i kraft af samfundsudviklingen mv. sidenstrafskærpelsen i 2002 er grundlag for at forhøje strafniveauet for voldtægt, her-under overfaldsvoldtægt.Spørgsmålet om, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet foroverfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for andre former for seksu-alforbrydelser, afhænger efter Straffelovrådets opfattelse af, hvad begrundelsenfor i givet fald at forhøje strafniveauet for overfaldsvoldtægt er.En mulig begrundelse kunne være, at overfaldselementet ikke i hidtidig retsprak-sis er blevet vægtet tilstrækkeligt tungt, idet voldtægtens karakter af overfald i sigselv indebærer, at der er tale om en særdeles grov forbrydelse, herunder væsent-ligt grovere end andre former for voldtægt. Hvis dette er begrundelsen, er derumiddelbart ikke nogen særlig anledning til i forbindelse med en forhøjelse af238

strafniveauet for overfaldsvoldtægt at forhøje strafniveauet for andre seksualfor-brydelser, herunder andre former for voldtægt.En anden mulig begrundelse kunne være, at voldtægt helt generelt er en så alvor-lig og voldsom krænkelse af offerets integritet og selvbestemmelsesret, at selvdet høje strafniveau, der har været gældende siden strafskærpelsen i 2002, findesat være utilstrækkeligt, og at der derfor bør gennemføres en meget markant for-højelse af strafniveauet. Hvis dette er begrundelsen, vil det efter Straffelovrådetsopfattelse være hensigtsmæssigt ikke at gennemføre en isoleret forhøjelse afstrafniveauet alene for overfaldsvoldtægt, men i givet fald at forhøje strafniveau-et for voldtægt generelt. I betragtning af den sidestilling, der så sent som i 2008blev genemført med hensyn til strafniveauet for voldtægt og grove overtrædelseraf forbuddet mod samleje med barn under 15 år, vil det efter Straffelovrådets op-fattelse endvidere i givet fald være naturligt at overveje, om der også bør gen-nemføres en tilsvarende forhøjelse af strafniveauet for grove overtrædelser afforbuddet mod samleje med barn under 15 år.

7. Strafudmålingen ved forskellige former for voldtægt7.1. Den gældende strafudmålingStraffelovens kapitel 10 indeholder de almindelige regler om straffens fastsættel-se.Efter straffelovens § 80 skal der under hensyntagen til ensartethed i retsanvendel-sen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gernings-manden. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn tilden med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvadgerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderingen af oplys-ninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige person-lige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes be-væggrunde til gerningen.

Straffelovens §§ 81 og 82 angiver en række forhold, der i almindelighed skal an-ses som henholdsvis skærpende eller formildende omstændigheder ved straf-fastsættelsen.Det skal i almindelighed anses som en skærpende omstændighed, f.eks. at ger-ningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen (§ 81, nr. 1), at gerningener udført af flere i forening (§ 81, nr. 2), at gerningen er særligt planlagt (§ 81, nr.3), at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed (§ 81, nr. 5), eller at ger-ningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling (§ 81, nr. 10).Endvidere findes der i straffeloven visse andre bestemmelser vedrørende straf-fens fastsættelse. Bl.a. kan den for lovovertrædelsen foreskrevne straf nedsættesved forsøg, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbry-deriske forsæt, jf. straffelovens § 21, stk. 2.I forbindelse med udarbejdelse af Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2001 omudviklingen i strafniveauet i voldtægtssager foretog Rigsadvokaten i samarbejdemed Justitsministeriets Forskningsenhed en undersøgelse af udviklingen i straf-niveauet i voldtægtssager.Undersøgelsen viste, at strafudmålingen i voldtægtssager afhang af en lang rækkeforhold ved de enkelte sager. De forhold, der afspejlede voldtægtens grovhed, bi-drog især til at forklare forskelle i strafudmålingen. Det drejede sig først ogfremmest om den anvendte strafbestemmelse (§ 216, stk. 1 eller 2), og om vold-tægten var fuldbyrdet eller ej. Endvidere havde det også betydning, om der vartale om overfaldsvoldtægt, kontaktvoldtægt eller parvoldtægt. Herudover havdedet stor betydning for strafudmålingen, om den pågældende samtidig dømtes forflere voldtægter eller for anden kriminalitet, og om den pågældende var tidligerestraffet for ligeartet kriminalitet, og eventuelt tillige som følge heraf blev idømten fællesstraf. Det er i undersøgelsen af udviklingen i strafniveauet i voldtægts-sager anført, at der kun i halvdelen af de undersøgte domme i præmisserne varredegjort for, hvilke formildende eller skærpende omstændigheder der havde in-flueret på strafudmålingen.Undersøgelsen om udviklingen i strafniveauet før strafskærpelsen i 2002 angavsåledes en række faktorer, som havde indflydelse på strafudmålingen i voldtægts-240

sager. Der er dog ikke i undersøgelsen eller i det øvrige materiale, som Rigsad-vokaten udarbejdede forud for strafskærpelsen, foretaget en nærmere vurderingaf, hvorfor udgangspunktet for straffastsættelsen i sager om kontaktvoldtægt ogparvoldtægt er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt.Det er imidlertid af Rigsadvokaten i redegørelsen om straffene i voldtægtssagerfra 2009 bemærket, at det lavere udgangspunkt navnlig i sager om parvoldtægtformentlig bl.a. kan forklares med, at tiltalte og forurettede tidligere har haft etseksuelt forhold til hinanden, og at der kan foreligge formildende omstændighe-der, herunder at tiltalte er følelsesmæssigt påvirket f.eks. af jalousi eller af for-holdets ophør. I modsætning hertil vil der i sager om overfaldsvoldtægt ikke haveværet nogen form for kontakt mellem de pågældende forud for voldtægten, ogder vil ofte være tale om en række konkret skærpende omstændigheder, herunderf.eks. at voldtægten finder sted om natten på åben gade eller ved indtrængen iforurettedes hjem, og anvendelse af vold kan være betydelig.Ved brev af 2. december 2008 anmodede Justitsministeriet om, at Rigsadvoka-tens redegørelse om straffene i voldtægtssager i 2009 også skulle indeholde ennærmere vurdering af strafniveauet i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægtset i forhold til strafniveauet i sager om overfaldvoldtægt.Justitsministeriet anmodede i den forbindelse Rigsadvokaten om på grundlag afen gennemgang af retspraksis at vurdere, om det lavere strafniveau i sager omkontaktvoldtægt og parvoldtægt–som er beskrevet både i forarbejderne til straf-skærpelsesloven og i Rigsadvokatens redegørelser om strafniveauet i voldtægts-sager–navnlig skyldes, at der i sådanne sager oftere end i sager om overfalds-voldtægt foreligger omstændigheder, som efter almindelige strafudmålingsreglernormalt vil tale for en mildere straf, eller om det lavere strafniveau navnlig er ud-tryk for en generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvold-tægt i forhold til overfaldsvoldtægt, og om der i givet fald bør tages særlige initi-ativer vedrørende straffen i disse sager.Rigsadvokatens redegørelse fra august 2009 om straffene i voldtægtssager inde-holder på denne baggrund et særligt afsnit om strafniveauet for kontaktvoldtægtog parvoldtægt, som bygger på en gennemgang af de domme om voldtægt, som

er indgået i Rigsadvokatens redegørelser fra 2004 til 2009 om straffen for vold-tægt.Det fremgår af redegørelsen bl.a., at udgangspunktet for strafudmålingen i sagerom kontaktvoldtægt og parvoldtægt som anført i forarbejderne til strafskærpel-sesloven fra 2002 er lavere end i sager om overfaldsvoldtægt. Forarbejderne tilstrafskærpelsesloven henviser til den gældende retspraksis, men forholder sig ik-ke til en eventuel forskel i grovhedsvurderingen i de omhandlede tilfældegrupper.Af redegørelsen fremgår det endvidere, at i det omfang der i præmisserne er re-degjort for, hvilke faktorer der er tillagt vægt ved straffastsættelsen, henvises derdels til strafskærpelsesloven (lov nr. 380 af 6. juni 2002) og dels til sagens kon-krete omstændigheder, herunder tiltaltes forstraffe, voldtægtens grovhed, tiltalteseller forurettedes alder, antallet af overgreb og de omstændigheder, hvorundervoldtægten blev begået, eksempelvis hvis voldtægten blev begået af flere i for-ening.I størstedelen af sagerne om både kontaktvoldtægt og parvoldtægt er parternesindbyrdes relation ikke anført i dommens præmisser som en faktor, der er tillagtvægt ved strafudmålingen. I det omfang dette forhold er nævnt i præmisserne, erdet som ét moment ud af flere, og det kan være som enten en strafskærpende el-ler formildende omstændighed. I de forholdsvis få tilfælde, hvor forholdet mel-lem parterne er anført som en formildende omstændighed ved straffastsættelsen,fremgår det af redegørelsen, at straffastsættelsen også her synes at være udtrykfor en helt konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.Generelt viste gennemgangen af retspraksis, at der i sager om kontaktvoldtægt el-ler parvoldtægt udmåles meget varierende straffe, og at det store spænd, somstraffene udmåles inden for, er et udtryk for de konkrete og ofte også meget for-skelligartede forhold, der gør sig gældende i disse sager. I en række domme erstraffen for par- eller kontaktvoldtægt således udmålt på linje med eller overnormalstrafniveauet for overfaldsvoldtægt. Endvidere fremgår det af redegørel-sen, at den vurdering, som domstolene foretager, synes at være baseret på enflerhed af den enkelte sags mange konkrete omstændigheder.

På baggrund af gennemgangen af retspraksis blev det af Rigsadvokaten konklu-deret, at strafudmålingen i sager om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er ud-tryk for en generel opfattelse af, at straffene i disse sager bør udmåles mildereend i sager om overfaldsvoldtægt. Dette kan også udtrykkes på den måde, at der idisse sager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovensalmindelige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sagerom overfaldsvoldtægt.Det er i den forbindelse i redegørelsen bemærket, at der således i sager om over-faldsvoldtægt må antages oftere at foreligge nogle af de konkrete omstændighe-der, som efter reglen i straffelovens § 81 i almindelighed skal indgå som enskærpende omstændighed.Endelig er det i redegørelsen anført, at selv om man udtrykkeligt tilkendegav, atudgangspunktet for strafudmålingen i alle tilfælde bør være det samme, ville derefter Rigsadvokatens opfattelse fortsat i praksis blive udmålt meget varierendestraffe afhængig af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag.

7.2. Straffelovrådets overvejelser7.2.1.Det har i den offentlige debat været kritiseret, at kontaktvoldtægt og par-voldtægt ikke straffes så hårdt som overfaldsvoldtægt og derved anses som min-dre grove former for voldtægt.Det var i Straffelovrådets kommissorium anført, at Justitsministeriet i folketings-året 2009-10 ville fremsætte et lovforslag om ændring af straffelovens § 216 medhenblik på at præcisere, hvilke forhold der i almindelighed skal tillægges særligvægt ved strafudmålingen for voldtægt. Formålet hermed ville navnlig være ilovgivningen at præcisere, at strafudmålingen i voldtægtssager ikke er udtryk foren generel forskel i grovhedsvurderingen af kontaktvoldtægt og parvoldtægt iforhold til overfaldsvoldtægt, men at straffen i hver enkelt voldtægtssag må fast-sættes ud fra en samlet konkret vurdering af den pågældende sags omstændighe-der.Et udkast til et sådant lovforslag blev den 29. januar 2010 sendt i høring, men detblev efterfølgende besluttet ikke at fremsætte et lovforslag på grundlag af lovud-243

kastet, jf. Justitsministeriets besvarelse den 8. marts 2011 af spørgsmål nr. 615(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg. Det fremgår af denne besvarelse, at lov-givningsinitiativer på området, herunder ændringer af voldtægtsbestemmelsen istraffelovens § 216, efter Justitsministeriets opfattelse bør afvente resultatet afStraffelovrådets arbejde med kommissoriet vedrørende straffelovens kapitel 24.Til brug for sine overvejelser om dette spørgsmål har Straffelovrådet indhentet enudtalelse fra Center for Seksuelle Overgreb, Rigshospitalet, vedrørende de psy-kologiske eftervirkninger af forskellige former for voldtægt. Udtalelsen er op-trykt sombilag 4til betænkningen.Som anført i afsnit 7.1 ovenfor er det efter en gennemgang af retspraksis vedrø-rende straffene for voldtægt Rigsadvokatens vurdering, at strafudmålingen i sa-ger om kontaktvoldtægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelseaf, at straffene i disse sager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvold-tægt. Straffen for voldtægt fastsættes efter en konkret vurdering af den enkeltesags omstændigheder, og det lavere strafniveau i praksis i sager om kontaktvold-tægt og parvoldtægt er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at der i dissesager ofte vil foreligge konkrete omstændigheder, der efter straffelovens almin-delige principper om strafudmåling bør føre til en lavere straf end i sager omoverfaldsvoldtægt. I sager om overfaldsvoldtægt må der omvendt antages oftereat foreligge konkrete omstændigheder, som efter straffelovens § 81 i almindelig-hed skal indgå som en skærpende omstændighed.Som allerede nævnt i afsnit 6.2 ovenfor er voldtægt en alvorlig personfarlig for-brydelse, der samtidig indebærer en meget grov krænkelse af offerets frihed til atbestemme, hvem han eller hun vil have et seksuelt forhold med.Med henblik på at understrege, at enhver voldtægt er en alvorlig og krænkendeforbrydelse for offeret, vil det kunne anføres, at der kan være anledning til atpræcisere i lovgivningen, at strafudmålingen i voldtægtssager sker på grundlag afen konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige fo-religgende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurde-ring af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvold-tægt.

Den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 indeholder en skærpet straffe-ramme for voldtægt af særlig farlig karakter eller voldtægt, hvor der i øvrigt fore-ligger særligt skærpende omstændigheder, men bestemmelsen indeholder ikke iøvrigt en sondring mellem forskellige former for voldtægt.Det er flere gange blevet afvist at indføre en sådan sondring i voldtægtsbestem-melsen, idet det både i forbindelse med lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringeri borgerlig straffelov og lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerligstraffelov, herunder Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røve-ri og brandstiftelse,blev fundet betænkeligt at udskille sager om såkaldt ”forbe-redt voldtægt” fra øvrige sager om voldtægt. Disse lovændringer er nærmere be-skrevet ovenfor i afsnit 1.2.3 og 1.2.4.Hertil kommer, at Rigsadvokaten ved en gennemgang af retspraksis vedrørendestraffene for voldtægt har vurderet, at strafudmålingen i sager om kontaktvold-tægt og parvoldtægt ikke er udtryk for en generel opfattelse af, at straffene i dissesager bør udmåles mildere end i sager om overfaldsvoldtægt, men er udtryk foren konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at overfaldsvoldtægt i sagens natur erkarakteriseret ved, at offeret udsættes for et pludseligt angreb–et overfald–ipraksis typisk enten på et offentligt sted, hvor offeret færdes alene, eller i sit egethjem, hvor gerningsmanden er trængt ind. Alt andet lige vil disse forhold bliveanset for betydeligt skærpende omstændigheder og dermed også føre til en højerestraf end i tilfælde, hvor en voldtægt ikke har karakter af et overfald.Hvis kontaktvoldtægt og parvoldtægt gennemsnitligt straffes mindre strengt endoverfaldsvoldtægt, skyldes det således ikke, at det ved voldtægt anses som enformildende omstændighed, at gerningsmanden og offeret kender hinanden ellerligefrem er samlevende. Det skyldes derimod i givet faldfraværetaf skærpendeomstændigheder.Det betyder også, at der intet er til hinder for–og også forekommer i retspraksis–at f.eks. en kontaktvoldtægt straffes strengere end det almindelige udgangs-punkt for straffen for en overfaldsvoldtægt, hvis der f.eks. foreligger andre skær-

pende omstændigheder såsom anvendelse af grov vold, voldtægtens tidsmæssigeudstrækning, flere gerningsmænd, et særligt værgeløst offer, f.eks. et barn, mv.Ordlyden af den gældende bestemmelse i straffelovens § 216 lægger således ikkeop til en sondring mellem forskellige typer af voldtægt som basis for den konkre-te strafudmåling, og domstolene må som anført antages at foretage en udmålingaf straf i de enkelte sager på grundlag af de konkret foreliggende omstændighe-der.På den anførte baggrund er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke behov forændringer af den gældende bestemmelse i § 216 med henblik på at præciserestrafudmålingen i forskellige typer af voldtægtssager.Straffelovrådet finder imidlertid samtidig, at den opdeling mellem forskellige ty-per af voldtægt, som Rigsadvokaten siden 2001 har anvendt i sine forskellige re-degørelser om strafniveauet i voldtægtssager–og som siden da også har væretanvendt i bemærkningerne til flere lovforslag–kan have været med til at give etindtryk af, at det ved voldtægt anses for en formildende omstændighed, hvis ger-ningsmanden og offeret kender hinanden eller ligefrem er samlevende, eller hvisvoldtægten sker i forbindelse med et samvær, som naturligt kunne have ført til etfrivilligt seksuelt forhold.Der kan på denne baggrund være anledning til i bemærkningerne til et lovforslagom ændringer af straffelovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om vold-tægt, at understrege, at strafudmålingen i voldtægtssager skal ske på grundlag afen konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af voldtægtens karakter og øvrige fo-religgende omstændigheder og ikke på grundlag af en generelt forskellig vurde-ring af grovheden af kontaktvoldtægt og parvoldtægt i forhold til overfaldsvold-tægt.Herudover bemærker Straffelovrådet, at det muligvis kan have givet anledning tilyderligere misforståelser, at Rigsadvokaten i sine redegørelser har medtaget allevoldtægtssager, hvor gerningsmanden og offeret kendte hinanden i forvejen, i ka-tegorien ”kontaktvoldtægt”, uanset om voldtægten havde karakter af et overfald.Hvis det i eventuelle fremtidige redegørelser om retspraksis fortsat findes hen-sigtsmæssigt af behandle ”overfaldsvoldtægt” som en særliggruppe af sager, vil246

det efter Straffelovrådets opfattelse være naturligt i givet fald i en sådan gruppeaf sager at medtage alle tilfælde af overfald uanset gerningsmandens og offeretseventuelle forudgående kendskab til hinanden.7.2.2.Justitsministeriet har anmodet Straffelovrådet om i forbindelse med singennemgang af straffelovens bestemmelser om seksualforbrydelser også at se påspørgsmålet om skærpet straf, hvis forurettede tillige er offer for menneskehan-del.Straffelovrådet bemærker indledningsvis, at menneskehandel efter straffelovens §262 a angår anvendelse af ulovlig tvang, frihedsberøvelse, trusler mv. i forbin-delse med bl.a. rekruttering eller transport mv. af en person med henblik på ud-nyttelse af den pågældende ved eksempelvis prostitution.Spørgsmålet om skærpet straf for voldtægt, hvis offeret for voldtægten tillige eroffer for menneskehandel, angår på denne baggrund i praksis typisk udenlandskeprostituerede, der er blevet tvunget til Danmark, og som er tvunget til at arbejdesom prostituerede.En person, der som kunde har samleje med en prostitueret, der arbejder som pro-stitueret og gennemfører samlejet, fordi den pågældende er blevet truet med vold,medvirker objektivt set til voldtægt. Kunden vil imidlertid kun kunne straffes forvoldtægt, hvis kunden har forsæt til voldtægt, hvilket i denne situation i praksisforudsætter, at kunden har en bestemt formodning om, at den prostituerede kungår med til samlejet, fordi den prostituerede er blevet truet med vold.Det må på denne baggrund antages at forekomme forholdsvis sjældent, at en pro-stitutionskunde vil kunne straffes for voldtægt, selv om den prostituerede objek-tivt set er offer for menneskehandel. Det må således blandt andet antages, at hvisnogen er i stand til at true en person til at arbejde som prostitueret, vil de ofte og-så være i stand til at true den pågældende til at hemmeligholde truslerne over forprostitutionskunderne. Straffelovrådet er heller ikke bekendt med retspraksis omsådanne tilfælde.Hvis det undtagelsesvis kan bevises, at en prostitutionskunde har haft forsæt tilvoldtægt, fordi den prostituerede var tvunget til at prostituere sig, vil det efter247

Straffelovrådets opfattelse alt andet lige udgøre en skærpende omstændighed, atden prostituerede er offer for menneskehandel.Dette ville kunne lovfæstes ved at indsætte et nyt stykke i straffelovens § 216f.eks. formuleret på følgende måde: ”Det skal ved straffens fastsættelse i almin-delighed indgå som en skærpende omstændighed, at forurettede er offer for men-neskehandel.”Det er imidlertid karakteristisk for mange af straffelovens bestemmelser, herun-der straffelovens § 216 om voldtægt, at de omfatter forhold, der kan variere bety-deligt med hensyn til sagens konkrete omstændigheder, herunder med hensyn tilforholdets grovhed. Det bør derfor efter Straffelovrådets opfattelse generelt kræ-ve stærke grunde, hvis der i en konkret strafbestemmelse skal fastsættes lovreglerom straffens udmåling inden for en strafferamme.Som beskrevet ovenfor i afsnit 7.1 indeholder straffelovens §§ 80, 81 og 82 gene-relle regler om straffens fastsættelse inden for strafferammen, og disse regler gi-ver rig mulighed for en nuanceret strafudmåling, herunder en skærpet straf i til-fælde, hvor et voldtægtsoffer tillige er offer for menneskehandel. Der kan i denforbindelse navnlig henvises til § 81, nr. 2, om tilfælde, hvor gerningen er udførtaf flere i forening, og § 81, nr. 11, om tilfælde, hvor gerningsmanden har udnyttetforurettedes værgeløse stilling.Hertil kommer, at det som nævnt må antages at være sjældent forekommende ipraksis, at en prostitutionskunde vil have forsæt med hensyn til, at den prostitue-rede er offer for menneskehandel, og en særlig strafskærpelsesregel om denne si-tuation ville derfor i givet fald handle om meget atypiske situationer samtidigmed, at andre skærpende omstændigheder, der mere hyppigt forekommer i vold-tægtssager, fortsat ville være ulovregulerede.Straffelovrådet kan på denne baggrund ikke anbefale en sådan særlig lovregel ommenneskehandel som en skærpende omstændighed ved voldtægt. Derimod kander være anledning til i bemærkningerne til et lovforslag om ændringer af straffe-lovens kapitel 24, herunder i givet fald § 216 om voldtægt, at understrege, at det ialmindelighed vil udgøre en skærpende omstændighed i relation til strafudmålin-

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 217Efter straffelovens § 217 straffes den, som skaffer sig samleje ved anden ulovligtvang, jf. § 260, end vold eller trussel om vold, med fængsel indtil 4 år.Bestemmelsen i § 217 må ses i sammenhæng med straffelovens § 216, idet be-stemmelsen ligesom § 216 kriminaliserer opnåelse af samleje ved tvang. Straffe-lovens § 217 omfatter anvendelse af mindre alvorlige tvangsmidler end dem, derer omfattet af § 216, og fastsætter på den baggrund en mere lempelig strafferam-me end § 216. De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er–ud overvold og trussel om vold–trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvel-se eller om at fremsætte sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åben-bare privatlivet tilhørende forhold.Ligesom straffelovens § 216 er heller ikke bestemmelsen i § 217 længere be-grænset til forhold, der begås af mænd over for kvinder.Bestemmelsen omfatter direkte alene tiltvingelse af heteroseksuelt (vaginalt)samleje, men finder i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anven-delse med hensyn til tiltvingelse af anden heteroseksuel eller homoseksuel køns-lig omgængelse.Det fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980, at de ændringer af be-stemmelserne i §§ 216 og 217, som på daværende tidspunkt blev foreslået–hvorefter det blev tydeliggjort, at tvangsmidlerne vold og trussel om vold ikke eromfattet af § 217, men skal bedømmes efter § 216–ville medføre, at praktisk ta-get alle de sager, som tidligere blev henført under § 217, herefter ville skulle be-

dømmes efter § 216, jf. betænkningen side 46-47. Straffelovrådet fandt dog ikke,at bestemmelsen i § 217 burde ophæves, idet det blev anført, at det principieltmåtte forekomme rigtigst at fastholde, at anvendelse af de pågældende tvangs-midler til opnåelse af samleje har karakter af en selvstændig sædelighedsforbry-delse. Herudover blev det anført, at opretholdelsen af § 217 formentlig på denklareste måde ville understrege, at opnåelse af samleje ved vold eller trussel omvold skal bedømmes efter § 216 og altså lige så lidt som under § 217 kan henfø-res under § 260.I forarbejderne til lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov(Folketingstidende 1980/81, tillæg A, spalte 3999-4000), hvori der henvises tilStraffelovrådets betænkning nr. 914/1980, fremgår det i overensstemmelse her-med bl.a., at de tilfælde, som efter de foreslåede ændringer bliver tilbage i § 217,er af meget ringe praktisk betydning. Der henvises om lovændringen i 1981nærmere til afsnit 1.2.3 nedenfor.Der kan om bestemmelsen i § 217 bl.a. henvises til Vagn Greve m.fl., Kommen-teret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 301-302, Knud Waaben, Straffe-rettens specielle del (5. udg. 1999) side 48-51, Stephan Hurwitz, Den danskeKriminalret, Speciel Del (1955) side 195-97 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffe-lov (4. udg. 1947) side 513-514.

Bestemmelsen i § 217 blev med lovændringen udformet således, at den omfatte-de ulovlig tvang som angivet i § 260. Det fremgår af bemærkningerne til be-stemmelsen, at den ændrede udformning ikke betød nogen væsentlig realitetsæn-dring. Endvidere blev bestemmelsens strafferamme nedsat fra 6 år til 4 år.De tvangsmidler, der er nævnt i straffelovens § 260, er–ud over vold og trusselom vold–trussel om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om atfremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare pri-vatlivet tilhørende forhold.Endvidere omfatter § 260 tvang i form af trussel om at anmelde eller åbenbare etstrafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger for så vidtfremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslenangår. Fremtvingelse af samleje vil i praksis næppe i noget tilfælde være tilbør-ligt begrundet uanset karakteren af det strafbare eller ærerørige forhold, som of-feret for tvangen har gjort sig skyldig i.Sammenholdes dette med den tidligere formulering af straffelovens § 217 (tidli-gere § 218), indebar lovændringen i 1967 i realiteten en udvidelse af bestemmel-sen til også at omfatte tiltvingelse af samleje ved trussel om betydelig skade pågods eller om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold. Sådan tiltvingelse afsamleje var forud for lovændringen i 1967 omfattet af straffelovens § 260 (meden strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år) og § 232 (med en strafferamme

fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder bøde eller hæfte).Lovændringen indebar således ikke en ændring af det strafbares område, menalene en ændret afgrænsning mellem de pågældende strafbestemmelser, samt atbøde (og hæfte) udgik af strafferammen.1.2.3. Lovændringen i 1981Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 217 sin nuværende affattelse.Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om vold-tægt, røveri og brandstiftelse og indebar, at tilfælde, hvor samleje tiltvinges vedvold eller trussel om vold altid skal bedømmes efter § 216 om voldtægt og ikkevil kunne henføres under § 217 om opnåelse af samleje ved ulovlig tvang. End-videre blev bestemmelsen ændret, således at den ikke længere var begrænset tilforhold, der begås mod kvinder.Baggrunden for lovændringen er nærmere beskrevet ovenfor ikapitel 7,afsnit1.2.4.

2. RetspraksisBestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt rets-praksis siden lovændringen i 1981.Det nærmeste ekempel i trykt retspraksis er afgørelsen TfK 2005.614 V, hvor en52-årig mand under trussel om anmeldelse til politiet af et strafbart forhold, somen kvinde havde begået, fik hende til at trække sine bukser og underbukser nedog modtage flere slag i bagdelen. Gerningsmanden anvendte således anden ulov-lig tvang, jf. straffelovens § 260, end vold eller trussel om vold til at opnå en sek-suelt betonet kontakt med offeret. Der var imidlertid ikke tale om samleje elleranden kønslig omgængelse end samleje (og derfor ikke om overtrædelse af straf-felovens § 217 eller § 217, jf. § 224), og gerningsmanden blev straffet (med 50dages fængsel) for overtrædelse af straffelovens §§ 232 og 260.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 16 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 217 (samleje), heraf 14 ubetingede fængselsstraffe på fra 30 dages fæng-sel til 1½ års fængsel.Der var i samme periode i alt 26 fældende strafferetlige afgørelser for overtræ-delse af straffelovens § 217, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje),heraf 13 ubetingede fængselsstraffe på mellem 60 dages fængsel og 9 månedersfængsel.Endelig var der i samme periode i alt 14 fældende strafferetlige afgørelser forovertrædelse af straffelovens § 217, jf. § 225 (homoseksuelt forhold), heraf 8ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 3 måneder, 1 dom på 4 måneder, 1dom på 6 måneder, 2 domme på 1 år, 2 domme på 2 år og 1 dom på 3 år. I alledommene på mere end 4 måneders fængsel blev der straffet i sammenstød med §222, jf. § 225 (seksuelt forhold til barn under 15 år).

3. Straffelovrådets overvejelserBestemmelsen i straffelovens § 217 ses ikke at have været anvendt i trykt rets-praksis, men ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik anvendes bestemmelsen igennemsnit ca. 2 gange årligt (inklusive afgørelser efter § 217, jf. §§ 224 og225). Den sjældne brug har formentlig blandt andet sammenhæng med, at detrusler, som er omfattet af bestemmelsen, i praksis sjældent er alvorlige nok til atfå nogen til at affinde sig med noget så alvorligt som et ufrivilligt samleje. Imodsætning til voldtægt, som efter omstændighederne kan fuldbyrdes ved an-vendelse af fysisk overmagt (herunder af flere gerningsmænd i forening), kanulovlig tvang efter § 217, som udtrykkeligt undtager vold (og trussel om vold), isagens natur kun fuldbyrdes, hvis forurettede selv vælger at give efter for truslen.Bestemmelsen i straffelovens § 217 er en særbestemmelse i forhold til straffelo-vens § 260 om ulovlig tvang, og de handlinger, der i dag er omfattet af § 217,ville således i tilfælde af en ophævelse af § 217 i givet fald fremover være omfat-tet af § 260 samt af § 232 om blufærdighedskrænkelse.

Selv om bestemmelsen i § 217 i praksis ikke anvendes i noget omfang af betyd-ning, finder Straffelovrådets det imidlertid mest naturligt, at der i straffelovenskapitel om seksualforbrydelser fortsat også er en særskilt kriminalisering af demildere former for ulovlig tvang med henblik på opnåelse af samleje. Det be-mærkes herved også, at straffelovens kapitel om berigelsesforbrydelser ud overrøveribestemmelsen, som angår grove tilfælde af tvang i forhold til økonomiskvinding, endvidere indeholder en bestemmelse, der også dækker de mildere for-mer for ulovlig tvang i økonomiske forhold, nemlig § 281 om afpresning.Straffelovrådet bemærker i den forbindelse også, at den almindelige strafferam-me i straffelovens § 260 er bøde eller fængsel indtil 2 år og strafferammen efterstraffelovens § 232 bøde eller fængsel indtil 4 år, mens strafferammen efter § 217er fængsel indtil 4 år. Bøde indgår således ikke i den gældende strafferamme ef-ter § 217.Straffelovrådet har tidligere vurderet, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år måanses for passende for de forhold, der er omfattet af straffelovens § 217, jf. rådetsbetænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, der er omtalt ikapitel 7,afsnit 1.2.7.Straffelovrådet finder fortsat, at et strafmaksimum på fængsel i 4 år vil være pas-sende, hvis straffelovens § 217 bevares som en selvstændig bestemmelse. I såfald foreslår Straffelovrådet således sammenfattende, at straffelovens § 217 vide-reføres uden ændringer.Såfremt det besluttes at udvide voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte demildere former for ulovlig tvang, der i dag er omfattet af straffelovens § 217, jf.om dette spørgsmålkapitel 7,afsnit 4.5.4, bør den gældende § 217 derimod op-hæves som overflødig.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 218Efter straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, der ved udnyttelse af en personssindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje uden for ægteskab medden pågældende, med fængsel indtil 4 år. Den, der skaffer sig samleje uden forægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældendeer ude af stand til at modsætte sig handlingen, straffes efter straffelovens § 218,stk. 2, med fængsel indtil 4 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216.Efter straffelovens §§ 224 og 225 finder bestemmelsen i § 218 tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyntil kønslig omgængelse med en person af samme køn.Straffelovens § 218 omfatter i forhold til både stk. 1 og 2 alene samleje uden forægteskab.Med udtrykket ”udnyttelse” i § 218, stk. 1, er det angivet, at samleje skal væreopnået ved et misbrug af den sindssyges eller mentalt retarderedes tilstand, jf.Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 972 og Stephan Hurwitz, Den danskeKriminalret, Speciel Del (1955) side 198-99. At der er tale om samleje med enperson, der er sindssyg eller mentalt retarderet, gør således ikke uden videre be-stemmelsen anvendelig. Det er et krav, at der foreligger en udnyttelse, men ikkesom efter bestemmelserne i § 220 og § 223, stk. 2, at der er tale om et groft mis-brug af personens tilstand.Tilstande, der er omfattet af bestemmelsen i § 218, stk. 2, er søvn eller anden be-vidstløshed, stærk beruselse, hypnotisk trance, fysisk lammelse og lignende. At

skaffe sig samleje med en person i en værgeløs tilstand efter § 218, stk. 2, er i al-le tilfælde et strafbart misbrug. Ansvar efter stk. 2 er efter ordlyden ikke ligesomansvar efter bestemmelsens stk. 1 udtrykkeligt betinget af, at forholdet kan karak-teriseres som udnyttelse. Der skal dog være tale om, at gerningsmanden ”skaffersig” samleje, hvilket må antages at være snævrere end blot at ”have” samleje,som er det udtryk, der f.eks. anvendes i straffelovens § 219 om samleje med in-stitutionsanbragte. Det kan således f.eks. næppe antages, at en person, der indle-der et samleje med sin samlever, mens denne sover, i alle tilfælde gør sig skyldigi et strafbart forhold, smh. herved også Norman Cleaver og Henrik Gam i UfR2011 B 323 (vil muligvis afhænge af samlivets karakter og varighed).Subjektivt er det en forudsætning for ansvar efter § 218, at der er handlet medforsæt i relation til alle led i gerningsindholdet, herunder i relation til personenstilstand. Det kræves dog ikke, at gerningsmanden ved handlinger omfattet af §218, stk. 1, selv har bedømt sit forhold som udnyttelse, jf. Stephan Hurwitz, Dendanske Kriminalret, Almindelig Del (4. udg. 1971) side 261-62 og Vagn Grevem.fl., Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 304. Efter straffe-lovens § 226 er der herudover mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfat-tet af § 218 i tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uden kendskab til perso-nens tilstand, men hvor der dog er handlet uagtsomt.Om bestemmelsen i § 218 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st.,side 302-305, Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 57-58, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig Del (4. udg. 1971)side 261-62, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side198-99, Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 512-13 og LarsNordskov Nielsen i Juristen 1965 side 330-31.

”§217.Den, som udenfor Ægteskab skaffer sig Samleje med en Kvinde, der ersindssyg eller udpræget aandssvag, straffes med Fængsel fra 3 Maaneder til 8 Aar.Har Kvinden forud i normal Tilstand staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Ger-ningsmanden, kan Straffen gaa ned til den laveste Grad af Fængsel.Stk. 2.Paa samme Maade straffes den, der udenfor Ægteskab skaffer sig Sam-leje med en Kvinde, som befinder sig i en Tilstand, i hvilken hun er ude af Standtil at modsætte sig Gerningen eller forstaa dens Betydning. Har Gerningsmandenselv i den nævnte Hensigt bragt Kvinden i saadan Tilstand, straffes han som i§ 216 bestemt.Stk. 3.Med Fængsel indtil 1 Aar straffes den, som har Samleje udenfor Ægte-skab med en Kvinde, der er optaget i Hospital eller Anstalt for sindssyge elleraandssvage, medens hun er under sammesVaretægt.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan der henvises til udkast til ny straffe-lov af 1912 (U I) §§ 201 og 206 samt side 199-200 og 202. Der kan endviderehenvises til Torps udkast af 1917 (U II) § 197 samt side 192 og 193 og udkast af1923 (U III) § 197 samt spalte 316 og 319. Endelig kan henvises til Rigsdagsti-dende 1924-25, tillæg A, spalte 3371-72 (§ 219), Rigsdagstidende 1928-29, til-læg B, spalte 2191 (§ 217), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2371(§ 216).1.2.2. Lovændringen i 1965Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskati-on, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) fik § 217, stk. 1, følgende ordlyd:”Den, der ved udnyttelse af en kvindessindssygdom eller åndssvaghed skaffer sigsamleje uden for ægteskab med hende, straffes med fængsel indtil6 år.”

Herudover blev den dagældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje medkvinde optaget i ”Hospital eller Anstalt for sindssyge eller aandssvage” ved lov-ændringen ophævet.1.2.3. Lovændringen i 1967Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse,pornografi, homoseksuel prostitution mv.) blev placeringen af bestemmelsen æn-dret fra § 217 til § 218. Samtidig blev bestemmelsens strafmaksimum nedsat fra6 til 4 års fængsel,og den tidligere gældende passus ”eller forstå dens betydning”i § 217, stk. 2, 1. pkt., udgik, jf. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2468.Kriminaliseringen af samleje ved at hensætte kvinden i en tilstand, i hvilken huner ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev med lovændringen flyttet til §216, stk. 2.1.2.4. Lovændringerne i 1981 og 1997Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) og ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straf-feloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvri-ge særforsorg mv. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbry-delser mv.) blev der foretaget enkelte, til dels sproglige, ændringer af bestemmel-sen. Bestemmelsen blev ved 1981-loven ændret, således at den ikke længere varbegrænset til forhold, der begås mod kvinder. Ved 1997-loven blev angivelsen”åndssvaghed” ændret til ”mental retardering”.

TfK 2008.130 V (4 måneders fængsel): En 51-årig mand havde skaffet sig andenkønslig omængelse end samleje ved at udnytte den mentale retardering hos enkvinde, der under afhøring gav indtryk af mentalt at svare til et 4-6 årigt barn ogifølge en lægeerklæring mentalt svarede til et 7-9 årigt barn, idet han havde befølthende i skridtet/skeden og ved endetarmen med fingrene og fået hende til at berø-re sit lem. Tiltalte havde lokket forurettede til at tage med sig hjem.TfK 2006.744 V (6 måneders fængsel): En 67-årig mand havde skaffet sig samlejeved at udnytte den mentale retardering hos en 24-årig kvinde, der mentalt svaredetil et ca. 4-årigt barn. Samlejet fandt sted på forurettedes bopæl.TfK 2006.643 Ø (10 måneders fængsel): En 51-årig mand havde forsøgt at skaffesig samleje ved at udnytte den mentale retardering hos en kvinde, der var dement,idet han tog hendes trusser og sit eget tøj af. Forsøget mislykkedes, da en andenkom til stede. Forsøget fandt sted på forurettedes bopæl, hvortil tiltalte bragte madud. Tiltalte brev frifundet for en principal tiltale om voldtægt, idet byretten pågrundlag af de lægelige og retsmedicinske erklæringer samt tekniske erklæringerikke fandt det bevist, at tiltalte havde forsøgt at tiltvinge sig samleje ved vold ellertrusler om vold (anken omfattede ikke skyldsspørgsmålet).TfK 2000.90 V (3 måneders fængsel): En 53-54-årig mand havde flere gangeskaffet sig samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med en 21-årigkvinde, der var mentalt retarderet i lettere grad. (Forholdet begyndte, mens tiltaltevar ansat på den institution, hvor forurettede var optaget, og tiltalte blev derfor til-lige dømt for overtrædelse af straffelovens § 219).TfK 2000.90 V (8 måneders fængsel): Tiltalte havde skaffet sig anden kønsligomgængelse end samleje og forsøgt at skaffe sig samleje med en 16-årig pige, dervar mentalt retarderet i middelsvær grad. Tiltalte havde fået forurettede til at følgemed sig til sin lejlighed, hvor han fik hende til at klæde sig af, hvorefter han beføl-te og berørte hende over hele kroppen, herunder i skridtet, i skeden og på bryster-ne, og herunder foretog afklipning og barbering af hendes kønsbehåring. Tiltalteblev frifundet for en principal tiltale om tiltvingelse af anden kønslig omgængelseend samleje ved vold og forsøg på voldtægt, idet byretten fandt, at det mod tiltal-tes benægtelse ikke kunne lægges til grund, at tiltalte ved vold havde tvunget foru-rettede til at tåle, at tiltalte behandlede hende som beskrevet, eller ved vold ellertrussel om vold forsøgte at tiltvinge sig samleje (tiltalen for tvang og forsøg påvoldtægt var ikke omfattet af anken).

Der kan fra retspraksis om straffelovens § 218, stk. 2, herunder også til belysningaf, hvilke handlinger der er fundet at være omfattet af bestemmelsen, bl.a. næv-nes følgende domme:TfK 2011.758 Ø (60 dages fængsel): En 38-årig mand havde forsøgt at skaffe sigsamleje med en sovende kvinde, som boede i samme lejlighed som han. Foreha-vendet mislykkedes, fordi kvinden vågnede.TfK 2010.454 V (4 måneders fængsel): En 53-årig mand havde en nat efter enfest, hvor han overnattede hos nogle andre festdeltagere, skaffet sig samleje meden kvinde, der boede i huset, og som på grund af spirituspåvirket tilstand, ellerfordi hun sov, var ude af stand til at modsætte sig handlingen.TfK 2009.907 V (4 måneders fængsel): En 50-årig mand havde skaffet sig samlejemed sin kusines 30-årige datter, der på grund af træthed og spirituspåvirket til-stand var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalte og forurettede havdedrukket vin sammen på forurettedes værelse, og forurettede var efter nogen tidfaldet i dyb søvn, og retten fandt det efter forurettedes forklaring godtgjort, at til-talte lå oven på hende, da hun kom til sig selv, og at han på det tidspunkt var ifærd med at gennemføre samleje med hende. Tiltalte forklarede under sagen, athan intet kunne huske om forløbet ud over, at han og forurettede måske lå på gul-vet, og at forurettede bad ham om at gå. En blodprøve udtaget senere samme natviste en alkoholkoncentration i forurettedes blod på 1,9 promille.TfK 2008.476 V (60 dages betinget fængsel): En 48-årig mand havde i et som-merhus forsøgt at skaffe sig samleje med en 20-årig kvinde, der på grund af søvnog spirituspåvirket tilstand var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltalteog forurettede havde forud for episoden festet sammen og overnattede begge isommerhuset. Retten lagde efter forurettedes forklaring til grund, at forurettedeefter at have sagt godnat til tiltalte gik ind på værelset, hvor hun som følge af spi-ritusindtagelse og træthed hurtigt faldt i søvn med hovedtelefoner på, og at hunvågnede ved, at tiltalte lå nøgen i hendes seng og rørte ved hendes bryster samti-digt med, at hun kunne mærke hans stive lem mellem sine lår og mod sin skede.En blodprøve udtaget 7 timer senere viste en alkohokoncentration i forurettedesblod på 0,0 promille.TfK 2008.304 Ø (60 dages betinget fængsel): En 20-årig mand havde skaffet siganden kønslig omgængelse end samleje med en mand, der på grund af søvn kom-bineret med en vis spirituspåvirkning og træthed efter indtagelse af ca. 15 gen-stande i løbet af natten var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Tiltaltehavde suttet på forurettedes lem. Forurettede overnattede hos tiltalte, men foruret-tede havde en eller flere gange forud for handlingen klart afvist tiltaltes seksuelletilnærmelser.UfR 2006.3189 Ø (4 måneders fængsel): En 34-årig mand havde skaffet sig sam-leje med en kvinde, der på grund af spirituspåvirkethed var ude af stand til at

modsætte sig handlingen. Tiltalte og forurettede var kørt hjem fra et selskab isamme taxa og var derefter gået sammen op i forurettedes lejlighed.TfK 2006.796 V (3 måneders fængsel): En 20-årig mand havde skaffet sig analtsamleje med en mand, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude afstand til at modsætte sig handlingen. Handlingen fandt sted i tiltaltes lejlighed,hvor forurettede havde deltaget i en fest.UfR 2005.3314 Ø (3 måneders fængsel): En 42-årig mand og en 43-årig kvindehavde i fællesskab skaffet manden anden kønslig omgængelse end samleje med en17-årig pige, der på grund af træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til atmodsætte sig handlingen. De tiltalte klædte i fælleskab forurettede af, hvoreftermanden slikkede hende på kønsdelene, mens kvinden kyssede hende på mundenog befølte hende på brysterne. De tiltalte havde truffet forurettede på gaden og varsammen med hende gået op i den ene af de tiltaltes lejlighed.UfR 2005.3311 Ø (8 måneders fængsel): En 21-årig mand havde skaffet sig sam-leje med en kvinde, der på grund af spirituspåvirkethed eller påvirkning af andetnarkotisk stof var ude af stand til at modsætte sig handlingen. (Tiltalte blev endvi-dere dømt for vold og tyveri). Tiltalte pressede forurettede til at køre med i hansbil fra et diskotek og fulgte mod hendes tilkendegivne ønske med ind i hendes lej-lighed, hvor hun, efter at have sat sig på sin seng fuldt påklædt, næsten øjeblikke-lig faldt i søvn, idet hun måtte antages at have været under kraftig påvirkning afalkohol eller andet kraftigt virkende stof. Mens hun sov, klædte han hende af,hvorefter han havde samleje med hende, og før han forlod lejligheden, og menshun fortsat lå i dyb søvn, klippede han en stor del af hendes lange hår af og stjalnoget af hendes tøj.TfK 2005.111 Ø (4 måneders fængsel): En 35-årig mand havde skaffet sig samlejemed en kvinde, der var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov.Tiltalte var gået ind på det hotelværelse, hvor forurettede sov efter en fest. Foru-rettede vågnede, efter at tiltalte havde indledt samlejet.UfR 2004.697 Ø (6 måneders fængsel): En 39-årig mand havde skaffet sig samle-je med en 16-årig pige, der på grund af spirituspåvirkethed var ude af stand til atmodsætte sig handlingen. Tiltalte havde tilbudt at køre forurettede og hendes ven-inde hjem, da de standsede tiltalte for at spørge om vej. Undervejs standsede tiltal-te ved et pizzeria, hvor forurettede fik kaffe og sodavand med spiritus i. På et tids-punkt kyssede tiltalte forurettede. Forurettede ringede til en ven, som tilbød at be-stille en taxa. Tiltalte sagde, at hvis de ventede 5 minutter, ville han køre dem. Deventede længe og fik mere spiritus at drikke. Tiltalte kørte forurettede hjem til sinlejlighed, hvor han førte hende ind på et værelse, tog hendes tøj af og havde sam-leje med hende. Hun turde ikke gøre modstand, men sagde, at hun havde en kære-ste. Hendes ven ringede til hende imens, og de talte kort sammen, inden tiltalte togtelefonen fra hende og afbrød og sagde, at de skulle køre. Han fulgte hende heref-ter ind på et anden værelse, hvor han fortsatte med at have samleje med hende.

TfK 2002.40 V (3 måneders betinget fængsel): En 16-årig ung mand havde efteren nytårsfest skaffet sig samleje med en 15-årig pige, der på grund af træthed ogspirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Forurettedevågnede, efter at tiltalte havde indledt samlejet. Handlingen foregik på tiltaltesværelse.UfR 1993.960 Ø (8 måneders fængsel): Tiltalte havde skaffet sig anden kønsligomgængelse end samleje og forsøgt at skaffe sig samleje med forurettede, der pågrund af spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idethan efter at have forsøgt at indføre sit lem i hendes skede førte sin finger ind ihendes skede og stak sit lem ind i hendes mund samtidig med, at han foretog sam-lejebevægelser.

2.3.Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 33 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 218, stk. 1, og i alt 118 afgørelser for overtrædelse af § 218, stk. 2 (samle-je). Heraf var henholdsvis 18 og 74 ubetingede fængselsstraffe på typisk gen-nemsnitligt mellem 4 og 8 måneders fængselfor § 218, stk. 1’s vedkommede ogmellem 4 og 6 måneder for § 218, stk. 2’s vedkommende (dog med enkelte kor-tere eller længere straffe).Der var i samme periode i alt 37 fældende strafferetlige afgørelser for overtræ-delse af straffelovens § 218, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje),heraf 16 ubetingede fængselsstraffe på typisk gennemsnitligt mellem 3 og 8 må-neders fængsel (dog med en enkelt dom i 1993 på 3 års fængsel). Afgørelsernevedrørende overtrædelse af § 218, jf. § 224, er ikke i statistikken opdelt på § 218,stk. 1, og § 218, stk. 2.Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædele af § 218, jf.§ 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser forovertrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om for-delingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at størstedelen afdisse 20 afgørelser angik § 218 eller § 223.

3. Betydningen af ægteskab i forhold til visse sædelighedsforbry-delser3.1. IndledningI den gældende straffelov er forhold begået inden for ægteskab undtaget fra detstrafbare område i §§ 218 og 220. Disse bestemmelser omhandler samleje vedudnyttelse af en persons sindssygdom mv., samleje med en person, der befindersig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sighandlingen, og samleje ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomi-ske afhængighed.Endvidere fremgår det af straffelovens § 227, at straf efter bestemmelserne i §§216-226 kan nedsættes eller bortfalde, når de personer, mellem hvilke kønsligomgængelse har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden eller har ladetderes partnerskab registrere. Der henvises om bestemmelserne i straffelovens §§220 og 227–ud over til den omtale af bestemmelserne, som er indeholdt i dettekapitel–nærmere tilkapitel 11 og 18nedenfor.I tillæg til bestemmelserne i §§ 218, 220 og 227 kan det nævnes, at det følger af§ 221, at den, der tilsniger sig samleje med en person, der vildfarende anser sam-lejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmanden med en anden, kanstraffes med fængsel indtil 6 år. Der henvises om § 221 og herunder Straffelov-rådets overvejelser vedrørende bestemmelsen nærmere tilkapitel 12nedenfor.I de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 24–herunder bl.a. i § 216 omvoldtægt og § 217 om samleje ved anden ulovlig tvang–er forhold begået indenfor ægteskab ikke undtaget fra det strafbare område.Det har i den politiske og offentlige debat været anført, at seksuelle overgrebmod ens forsvarsløse ægtefælle ikke bør undtages for straf i henhold til straffelo-ven, og at der ikke bør gives strafnedsættelse eller strafbortfald i sager om vold-tægt og seksuelle overgreb, hvor offeret og gerningsmanden indgår ægteskab.Det er som baggrund herfor bl.a. blevet anført, at henvisninger til ægteskab ogægteskabelig status er udtryk for, at lovgivningens hensigt er at beskytte moral

og ære snarere end retten til seksuel selvbestemmelse. Herudover er det blevetanført, at voldtægt og seksuelle overgreb udgør så alvorlige krænkelser af kvin-ders integritet og ret til selvbestemmelse, at det ikke i forhold til disse krænkelserer relevant, om offeret er gift med gerningsmanden.Straffelovrådet er i henhold til kommissoriet anmodet om at overveje, om be-grænsningen til forhold begået uden for ægteskab i straffelovens § 218 og § 220bør opretholdes, eller om bestemmelserne bør udvides til også at omfatte forholdbegået inden for ægteskab. Ifølge kommissoriet skal Straffelovrådet endvidereoverveje, om der eventuelt er grundlag for at ophæve visse af bestemmelserne ikapitel 24, herunder navnlig § 221 om at tilsnige sig samleje med en anden per-son eller § 227, hvorefter straffen kan nedsættes eller bortfalde, hvis gernings-manden og den forurettede indgår ægteskab.I afsnit 3.2 nedenfor redegøres der nærmere for den gældende sondring mellemforhold begået henholdsvis inden for og uden for ægteskab i visse af straffelo-vens sædelighedsbestemmelser.Straffelovrådets overvejelser om, hvorvidt straffelovens §§ 218 og 220 fortsatalene bør omfatte forhold begået uden for ægteskab, og hvorvidt straffen i hen-hold til straffelovens § 227 fortsat skal kunne nedsættes eller bortfalde ved ind-gåelse af ægteskab mv., er gengivet i afsnit 3.3.

3.2. Gældende ret om betydningen af ægteskab3.2.1.Afgrænsningen af visse af bestemmelserne i straffelovens sædelighedska-pitel til kun at omfatte forhold begået uden for ægteskab samt muligheden forstrafbortfald ved indgåelse af ægteskab fremgik også af borgerlig straffelov fra1930.Straffeloven fra 1930 indeholdt således i § 217 (svarende til den gældende § 218)en bestemmelse om straf for den, som uden for ægteskab skaffede sig samlejemed en kvinde, der var sindssyg eller udpræget åndssvag. Havde kvinden forudfor samlejet i normal tilstand stået i mere varigt kønsligt forhold til gerningsman-den, foreskrev bestemmelsen en lavere strafferamme (bestemmelsens stk. 1).Endvidere foreskrev bestemmelsen straf for den, der uden for ægteskab skaffede266

sig samleje med en kvinde, som befandt sig i en tilstand, i hvilken hun var ude afstand til at modsætte sig gerningen eller forstå dens betydning (bestemmelsensstk. 2), samt for den, som havde samleje uden for ægteskab med en kvinde, dervar optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, mens hun varunder sammes varetægt (bestemmelsens stk. 3). Herudover foreskrev § 220 straffor den, som ved groft misbrug af en kvindes tjenstlige eller økonomiske afhæn-gighed skaffede sig samleje uden for ægteskab med hende. Efter § 227 kunnestraf efter lovens §§ 216-224og § 226 bortfalde, ”naar de Personer, mellem hvil-ke Kønsomgængelsen har fundet Sted, er indtraadt i Ægteskab med hinanden”.I 1930-loven omfattede voldtægtsbestemmelsen i § 216 også forhold begået moden ægtefælle, men således at der var fastsat et lavere strafmaksimum i de tilfæl-de, hvor kvinden forud havde ”staaet i mere varigt kønsligt Forhold til Ger-ningsmanden”.Spørgsmålet om, hvorvidt forhold begået inden for ægteskab skulle være strafba-re, er omtalt nærmere i forarbejderne til 1930-loven. Af Torps udkast af 1917(U II) fremgår således bl.a. følgende, herunder navnlig i forhold til voldtægt (side189ff):”Den Opfattelse, at enhver Kønsforbindelse udenfor Ægteskab er usædelig, ognavnlig, at enhver saadan Forbindelse i Ægteskabet, f. Eks. ogsaa den aftvungne,er sædelig, kan ikke i Nutiden paaregne almindelig Tilslutning. (…)Hvad dernæst Realiteten angaar, kan ialtfald en ubetinget Regel om, at disseForbrydelser er udelukkede i Ægteskabet, næppe i Nutiden opretholdes. For detførste vil sikkert alle finde det urimeligt at nægte Hustruen den særlige Retsbe-skyttelse overfor visse grove Kønsfrihedskrænkelser ikke blot, hvor Ægtefællerneer separerede, men ogsaa hvor Samlivet blot faktisk er ophævet. (…) Men, selvom Samlivet ikke er hævet, synes Hustruen dog ubetinget og i samme Omfangsom enhver anden at burde beskyttes ialtfald mod visse Kønsakter, f.Eks. saadan-ne perverse Akter, som den gældende Ret straffer efter Strfl. § 177, naar de in ca-su er fremtvungne ved Vold eller visse grove Trusler.Men selv udenfor dette Omraade kan det sikkert ikke forsvares ubetinget atundtage Overgreb i Ægteskabet fra de strafbare Kønsfrihedskrænkelser. (…)Lige saa lidt Værdi har den Betragtning, at Ægteskabet ”sædeliggør” enhverKønsomgængelse eller dog Samlejet. Hvad man end ellers vil mene derom, er detdog aabenbart uforeneligt med Nutidens Opfattelse af Hustruen som fri Personlig-hed at antage dette, hvor Kønsakten er fremtvungen eller opnaaet paa lignendeutilbørlig Maade.Heller ikke den Betragtning kan der tillægges afgørende Vægt, at den Omstæn-dighed, at Kvinden frivilligt er traadt ind i det varige Kønsforhold, Ægteskabet,

Om samleje ved udnyttelse af en ægtefælle i et bestående afhængighedsforholdsamt samleje med en ægtefælle, der er ude af stand til at modsætte sig gerningen,blev i U II bl.a. følgende anført (side 192):”Men Hensynet til Bevisvanskelighederne taler dernæst for, at kun visseklare ogsærlig udprægede Kønsfrihedskrænkelser i Ægteskabet straffes som saadanne.Saaledes bør Bestemmelsen om Misbrug af Afhængighedsforhold o. l. næppe gø-res anvendelig i Forholdet mellem Ægtefæller. En vis Pression af denne Art ersikkert ialtfald i visse Samfundslag saa hyppig og betragtes som en næsten natur-lig Ting, bl.a. fordi det nære Samliv skaber saa rig Anledning og Fristelse dertil, atdet vilde være højst betænkeligt her at aabne Døren for strafferetlig Forfølgning.En saadan Pression–f. Eks. Nægtelse af Subsistensmidler–vil jo ogsaa, hvis Hu-struen reagerer derimod, sjældent virke øjeblikkeligt tvingende; og hun vilde da iReglen kunne finde fornøden Beskyttelse ved at kræve Ægteskabet eller dog Sam-livet hævet, medens denne Udvej ikke yder fornødent Værn mod pludselige Vold-tægtshandlinger o.l.–Tilbage bliver da dels de egentlige Voldtægtshandlinger,dels nogle af de i K.U. § 206 nævnte Handlinger. Ved disse sidste maa det dogsikkert kræves, at Samlejet m.m. er opnaaet mod Hustruens klart tilkendegivneVilje, idet det næppe gaar an i al Almindelighed at straffe den Ægtemand, der harSamleje med sin sindssyge, berusede eller sovendeHustru.”

I udkast af 1923 (U III) fremgår endvidere bl.a. følgende vedrørende spørgsmåletom, hvorvidt et bestående ægteskab skulle udelukke anvendelsen af reglerne omkønsfrihedsforbrydelser (spalte 316):”Kommissionen har ikke fundet det rigtigt principielt at udelukke Hustruen fraden ved Bestemmelserne givne Beskyttelse, og efter den Maade, hvorpaa Regler-ne i §§ 196-198 er formulerede, omfatter de ogsaa Kønsfrihedskrænkelser, som afen Mand maatte blive begaaede mod hans Hustru. Men man finder dog Anledningtil at bemærke, at Bestemmelserne, i alt Fald naar der er Tale om samlevende Æg-tefæller, kun yderst sjældent kan ventes at faa praktisk Betydning, dels som Følgeaf de Bevisvanskeligheder, der her vil foreligge, og dels fordi Formodningen iAlmindelighed vil være imod, at et Forhold udøvet af Manden overfor den medham samlevende Hustru vil være af den Beskaffenhed, at det falder ind under Be-stemmelserne.”

I forhold til både voldtægtsbestemmelsen, samleje ved trussel om vold mv. ogkriminaliseringen af at skaffe sig samleje med en sindssyg eller åndssvag kvindeeller en kvinde, der er ude af stand til at modsætte sig handlingen, blev forholdbegået inden for ægteskab således ikke i lovudkastet fra 1923 (U III) undtaget fradet strafbare område, jf. dette udkasts §§ 196-198.Af bemærkningerne til bestemmelsen om strafbortfald ved indgåelse af ægteskabfremgår bl.a. følgende af U III, jf. spalte 326:”I de praktisk hyppigste Tilfælde, hvor Forbrydelsen krænker Kvindens Kønsære,vil efter Omstændighederne et saadant Ægteskab kunne være en naturlig Oprejs-ning for Kvinden. Og i Almindelighed gælder det her, at Straf, naar et saadantÆgteskab er indgaaet, og Tilgivelse fra den forurettedes Side dermed har fundetSted, vil virke forstyrrende paa dette Ægteskab og derved vil kunne tilføje denforurettede forøget Lidelse. Overfor dette Hensyn bør det offentliges Interesse i atdrage Forbryderen til Ansvar vige. Forudsætningen maa naturligvis være, at derforeligger et gyldigt Ægteskab, og Adgangen til Straffens Bortfald er kun gjort fa-kultativ, idet de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde maa være afgø-rende.”

I forslaget til borgerlig straffelov fra 1924-25 blev det vedrørende spørgsmåletom, hvorvidt et bestående ægteskab skulle udelukke anvendelsen af reglerne omkønsfrihedsforbrydelser, bl.a. anført, at det måtte anses for principielt rigtigt ikkeat udelukke hustruen fra denne beskyttelse. I forhold til samleje med en sindssygeller åndssvag kvinde, samleje med en kvinde, der er ude af stand til at modsættesig gerningen, og samleje ved groft misbrug af en kvindes tjenstlige eller øko-nomiske afhængighed blev der dog også med dette lovforslag kun fastsat straf forsamleje uden for ægteskab. Det fremgår i den forbindelse bl.a. af lovforslagetsbemærkninger, at der”kun bør fastsættes Straf for Samleje udenfor Ægteskab,idet særlig den Mand, der har Samleje med sin sindssyge Hustru, ikke synes atburde kunne straffes i den Anledning”, jf.Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A,spalte 3370. Herudover var der efter lovforslaget mulighed for strafbortfald vedindgåelse af ægteskab.3.2.2.Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov blevbl.a. bestemmelsen i 1930-lovens § 217 (svarende til den gældende § 218) omlavere strafferamme for samleje med en sindssyg eller udpræget åndssvag kvindei tilfælde, hvor kvinden forud for samlejet i normal tilstand havde stået i mere va-

rigt kønsligt forhold til gerningsmanden, ophævet. Ved samme lovændring blevdesuden bestemmelsens stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, dervar optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, mens hun varunder sammes varetægt, ophævet.Bestemmelsen i 1930-lovens § 216 om en lavere strafferamme for voldtægt, nårkvinden havde stået i mere varigt forhold til gerningsmanden, blev ved lov nr.248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov ophævet.3.2.3.Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i §§ 218 og 220 kun skal omfat-te samleje uden for ægteskab, har endvidere været genstand for drøftelse i for-bindelse med forhandlingerne om lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring afborgerlig straffelov, jf. Folketingstidende 1980-81 spalte 7434-35 og 10968ff.Der blev af et mindretal i Folketingets Retsudvalg (Ebba Strange (SF) og LisStarcke (DR)) fremsat forslag om at fjerne”uden for ægteskab” i både §§ 218 og220, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 855-56. Som begrundelse forændringsforslaget blev bl.a. følgende anført (spalte 856):”Alle bestræbelser bør udfoldes for at fjerne ting fra lovgivningen, der kan virkediskriminerende over for mennesker, der har valgt at leve i et ægteskab. De hand-linger, der er henvist til i de pågældende paragraffer, bør ikke kunne undskyldesmed ægteskab. Den valgte sprogbrug bærer præg af, at kvinder, såfremt de er giftmed en mand, skal affinde sig med nedværdigende behandling fra hans side.”

Forslaget blev forkastet ved 2. behandling af lovforslaget, jf. Folketingstidende1980-81 spalte 11005. Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti anførtei den forbindelse bl.a., at de i stedet ønskede at afvente en samlet revision afkønsfrihedskapitlet, jf. Folketingstidende 1980-81, spalte 10968 og 10972-73.3.2.4.Efter § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab skal bestemmelser i dansklovgivning, som omhandler ægtefæller og ægteskab, anvendes tilsvarende på re-gistreret partnerskab og registrerede partnere.Lov om registreret partnerskab blev ophævet ved lov nr. 532 af 12. juni 2012,men finder ifølge en overgangsbestemmelse i denne lovs § 4, stk. 2, fortsat an-vendelse på partnerskaber, som er registreret før den 15. juni 2012.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab indebærer bl.a., at or-dene ”uden for ægteskab” i straffelovens §§ 218 og 220 skal anvendes tilsvaren-de på forhold ”uden for registreret partnerskab”, således at §§ 218 og 220 samletset omfatter seksuelle forhold mellem personer, der hverken er ægtefæller ellerregistrerede partnere.På samme måde skal ordet ”ægteskabeligt” i straffelovens § 221 anvendes tilsva-rende på registreret partnerskab. Som følge af den manglende henvisning til§ 221 i § 225 om homoseksuelle forhold vil dette dog kun have helt teoretisk be-tydning. En anvendelse af § 221, 1. led, på registreret partnerskab ville såledesforudsætte, at en gerningsmand havde et heteroseksuelt forhold til en forurettet,som vildfarende antog at have indgået registreret partnerskab med gerningsman-den. Dette ville så igen forudsætte, at forurettede tog fejl af gerningsmandenskøn.En række andre bestemmelser i straffeloven henviser ligeledes til ægtefæller ellerægteskab og skal i medfør af § 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab anven-des tilsvarende på registrerede partnerne og registreret partnerskab. Det gældersåledes straffelovens § 76 a, stk. 2, om konfiskation, § 213 om vanrøgt, og § 260,stk. 2, om tvangsægteskab.Straffelovens § 208 om bigami og § 227 om fakultativ straflempelse ved efter-følgende indgåelse af ægteskab nævner derimod særskilt registreret partnerskab,hvilket for så vidt er overflødigt.

sig handlingen, mens § 220 omfatter misbrug af en persons tjenstlige og økono-miske afhængighed. De nævnte bestemmelser omfatter, som det fremgår ovenfor,ikke forhold begået inden for ægteskab. Efter straffelovens § 227 kan straf for enrække opregnede sædelighedsforbrydelser nedsættes eller bortfalde, hvis offer oggerningsmand indgår ægteskab.Af forarbejderne til bestemmelserne fremgår det om betydningen af ægteskabbl.a., at det ikke i al almindelighed bør være strafbart for en ægtemand at havesamleje med sin sindssyge, berusede eller sovende hustru, jf. afsnit 3.2 ovenfor.Der er i forarbejderne endvidere henvist til de bevismæssige vanskeligheder, dervil opstå i praksis, hvis bestemmelserne om samleje ved udnyttelse af en personssindssygdom eller afhængighedsforhold mv. omfattede forhold begået inden forægteskab. Om bestemmelsen i § 227 fremgår det af forarbejderne bl.a., at det of-fentliges interesse i at drage gerningsmanden til ansvar bør vige for hensynet tilikke at forstyrre et indgået ægteskab og derved tilføje den forurettede forøget li-delse.3.3.2.Til støtte for ikke at udvide bestemmelserne i §§ 218 og 220 til også at om-fatte forhold begået inden for ægteskab vil det kunne anføres, at en sådan udvi-delse vil kunne indebære en række vanskelige afgrænsnings- og bevisspørgsmål.Det vil således bl.a. være vanskeligt at fastlægge, hvornår en person må anses forat ”udnytte” sin ægtefælles sindssygdom mv. til at opnå samleje.Herudover vil det kunne anføres at være betænkeligt at indføre en retstilstand,hvorefter samleje med en sovende eller beruset ægtefælle vil kunne være straf-bart efter § 218, stk. 2, hvis ægtefællen herved befinder sig i en tilstand, i hvilkenden pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen. Det kræves såle-des ikke efter ordlyden af bestemmelsen i § 218, stk. 2, at forholdet kan karakte-riseres som udnyttelse, og der vil desuden efter straffelovens § 226 kunne pålæg-ges ansvar også for uagtsomt forhold, hvis gerningsmanden har handlet udenkendskab til ægtefællens tilstand.Det vil endvidere kunne anføres, at den gældende beskyttelse af forhold begåetinden for ægteskab er tilstrækkelig, idet et samleje inden for ægteskab, som eropnået ved vold, trusler om vold eller anden ulovlig tvang, vil kunne straffes somen overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 217, hvis betingelserne herfor i øv-272

rigt er opfyldt, og dette vil også gælde i tilfælde, hvor gerningsmanden har hensatden forurettede i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsættesig samlejet, jf. straffelovens § 216, stk. 1, 2. pkt.Om straffelovens § 227 vil det kunne anføres, at denne bestemmelse er udtryk fornogle værdier, som fortsat er relevante. Nemlig værdier om hensynet til ikke atforstyrre ægteskabet mv. samt en anerkendelse af, at samfundet i en sådan situa-tion bør kunne respektere offerets evne og vilje til forsoning og tilgivelse.3.3.3.Heroverfor vil det imidlertid kunne anføres, at indgåelse af ægteskab ikkebør have betydning for beskyttelsen af den enkeltes integritet og ret til seksuelselvbestemmelse, og at der således ikke inden for ægteskab bør kunne foregåovergreb mod den ene part i tilfælde, hvor denne eksempelvis ikke er i stand til atmodsætte sig handlingen.Det vil i den forbindelse bl.a. kunne anføres, at det ikke er foreneligt med en nu-tidig opfattelse af ægteskabet at undtage tilfælde, hvor samleje eller kønslig om-gængelse er opnået ved udnyttelse, groft misbrug eller på anden utilbørlig måde,fra det strafbare område. En fastholdelse af, at forhold begået inden for ægteskabikke bør omfattes af straffelovens §§ 218 og 220, kan således siges at være ud-tryk for, at man inden for ægteskabet på dette område vil skulle finde sig i ensærdeles nedværdigende behandling.Det vil desuden kunne anføres at være uforeneligt med en moderne opfattelse afægteskabet at fratage personer, der har indgået ægteskab, adgang til at nydesamme beskyttelse og rettigheder som ugifte personer. I den forbindelse vil detbl.a. kunne anføres, at der ikke er grundlag for at behandle overgreb omfattet afstraffelovens §§ 218 og 220, som foretages inden for ægteskab, anderledes endeksempelvis overgreb begået inden for et fast samlivsforhold. Integritetskrænkel-sen i de to tilfælde må således anses at være den samme, og også de bevismæssi-ge spørgsmål i de nævnte tilfælde må antages at være sammenlignelige.Herudover er det relevant, at det følger af artikel 36 i Europarådets konventionom forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, at med-lemsstaternes kriminalisering af seksuelle overgreb, herunder voldtægt, også skalomfatte handlinger, som begås mod tidligere eller nuværende ægtefæller eller re-273

gistrerede partnere. Der henvises om konventionen nærmere tilkapitel 4,afsnit 1,ovenfor.Om bestemmelsen i § 227 vil det kunne anføres, at efterfølgende indgåelse afægteskab mv. lige så lidt som det forhold, at et seksuelt overgreb er begået indenfor ægteskab, bør kunne berettige, at straffen for sådanne overgreb nedsættes el-ler bortfalder. Det kan således anføres, at beskyttelsen af den enkeltes ret til sek-suel selvbestemmelse er så væsentlig, at den bør være uafhængig af, om parterneefterfølgende indgår ægteskab mv.Hertil kommer, at det i forhold til de omtalte bestemmelser generelt vil kunne an-føres, at der hverken i den norske eller den svenske kriminalisering af seksual-forbrydelser sondres mellem, om en overtrædelse er begået inden for eller udenfor ægteskab. Der findes desuden ikke i norsk eller svensk straffelovgivning enbestemmelse, som svarer til den danske straffelovs § 227.3.3.4.Etflertaludtaler herefter (alle medlemmer med undtagelse af Gorm Tofte-gaard Nielsen):Sammenfattende er det flertallets opfattelse, at bestemmelserne i straffelovens §§218 og 220 bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab.Der er ved vurderingen heraf navnlig lagt vægt på, at det ikke findes at være for-eneligt med en nutidig opfattelse af ægteskabet at undtage overgreb omfattet afde nævnte bestemmelser fra det strafbare område i tilfælde, hvor overgrebet erbegået inden for ægteskab. En sådan begrænsning af det strafbare område findesendvidere ikke efter flertallets opfattelse at være forenelig med hensynet til denenkeltes ret til seksuel selvbestemmelse, og der ses ikke at være noget grundlagfor at behandle overgreb begået inden for ægteskab anderledes end eksempelvisovergreb begået inden for et fast samlivsforhold.Det er i den forbindelse desuden tillagt vægt, at en sondring mellem, om over-greb af den karakter, som er omfattet af §§ 218 og 220, er begået inden for elleruden for ægteskab, ikke findes i hverken norsk eller svensk ret.

Flertallets forslag indebærer–ligesom mindretallets–en ligestilling af den straf-feretlige behandling af seksuelle forhold mellem samlevende, der er gift, og sam-levende, der ikke er gift. Flertallet er således enig med mindretallet i, at der i dagikke er grundlag for i denne henseende at gøre forskel på gifte og ugifte samle-vende. Flertallet bemærker for fuldstændighedens skyld, at ægteskabslovens § 33om skilsmisse på grundlag af utroskab er uden betydning i denne sammenhæng,allerede fordi bestemmelsen angår seksuelle forhold til tredjemand og ikke sek-suelle forhold mellem ægtefællerne.Flertallets forslag går herefter ud på, at reglerne i straffelovens §§ 218 og 220,som i dag alene gælder uden for ægteskab, fremover også skal finde anvendelseinden for ægteskab.Efter flertallets opfattelse bør der således også i faste samlivsforhold inden oguden for ægteskab være mulighed for at straffe seksuelle overgreb i form af ud-nyttelse af forurettedes sindssygdom eller mentale retardering eller en tilstand,hvor forurettede ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, og i form af groftmisbrug af tjenstlig eller økonomisk afhængighed.Efter flertallets opfattelse kan den foreslåede udvidelse af §§ 218 og 220 til ogsåat omfatte forhold begået inden for ægteskab ikke antages i praksis at medførebevisvanskeligheder i en sådan grad, at det kan begrunde en så vidtgående undta-gelse fra den almindelige beskyttelse mod seksuelle overgreb som foreslået afmindretallet.Den eksisterende kriminalisering af udnyttelse af en fast samlevers sindssygdomeller mentale retardering eller tilstand, i hvilken den pågældende er ude af standtil at modsætte sig handlingen, ses således ikke at have givet anledning til pro-blemer i praksis, og flertallet forventer bl.a. i lyset heraf, at en udvidelse af kri-minaliseringen til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab heller ikkevil give anledning til særlige problemer i praksis.I det omfang der overhovedet sker anmeldelse og rejses tiltale, vil det i givet faldbero på en konkret vurdering af omstændighederne i sagen, herunder de forelig-gende oplysninger om parternes samlivsforhold, om et konkret samleje er opnåetved udnyttelse som nævnt i § 218. Det er derfor ikke muligt helt generelt at angi-275

ve, om f.eks. et samleje med en halvsovende ægtefælle efter fælles nydelse af engod middag med rigelig rødvin vil være udtryk for en sådan udnyttelse, men efterflertallets opfattelse vil det formentlig meget sjældent være tilfældet. Og forhol-det skal som nævnt efter flertallets forslag bedømmes på samme måde, som dentilsvarende situation blandt ugifte samlevende bedømmes efter de regler, dergælder i dag.Med hensyn til § 220 anvendes bestemmelsen overordentligt sjældent, og en ud-videlse til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab kan efter flertalletsopfattelse ikke forventes at ændre herpå.Flertallet bemærker i den forbindelse også, at flertallets forslag om at udvide§ 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab ikke tilsigter at udvi-de bestemmelsen til også at omfatte ”misbrug” af den økonomiske afhængighed,som følger af selve ægteskabet. Formålet med forslaget er alene at sikre en prin-cipiel ligestilling mellem samlevende ægtefæller og ugifte samlevende, således atet groft misbrug som nævnt i bestemmelsen–i de formentlig meget sjældne til-fælde, hvor det måtte forekomme–ikke bliver straffri, alene fordi parterne ergift. Flertallet bemærker for fuldstændighedens skyld, at et samleje opnået ved attrue med separation (eller skilsmisse), hvis ægtefællen ikke siger ja til sex, hellerikke efter flertallets forslag vil være strafbar, jf. herved også Straffelovrådets om-tale af dette og lignende eksempler ikapitel 12,afsnit 4.1.4, nedenfor.Etmindretal(Gorm Toftegaard Nielsen) udtaler:Mindretallet er ikke enig i flertallets forslag om at udvide området for straffelo-vens §§ 218 og 220 til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab.Der er intet oplyst om, endsige fremlagt dokumentation for, at der er et praktiskbehov for den foreslåede udvidelse. Forslaget er øjensynligt mere ideologisk be-grundet. Således anføres det, at indgåelse af ægteskab ikke bør have betydningfor den enkeltes integritet og seksuelle selvbestemmelse. Dette svarer ikke tilgældende ret, da utroskab efter ægteskabslovens § 33 som udgangspunkt erskilsmissegrund.

Efter nutidig tankegang er det derimod givet, at en person ikke ved at indgå æg-teskab har frasagt sig retten til at takke nej til ægtefællens tilbud om samleje.Derfor er enhver anvendelse af ulovlig tvang til at opnå samleje også kriminalise-ret inden for ægteskab. Alle er også enige om, at person ikke bør have ret til atbegå overgreb mod sin ægtefælle for at opnå samleje.Problemet er således at afgøre, hvornår et givet samleje er opnået ved et over-greb. Efter flertallets opfattelse skal en person, der udnytter sin ægtefælles sinds-sygdom eller mentale retardering til at opnå samleje, straffes. Flertallet erkender,at en sådan lovændring vil give bevisproblemer, men flertallet undlader at oplysedet nok så væsentlige, nemlig hvornår der inden for et ægteskab objektivt fore-ligger en sådan udnyttelse som omtalt i § 218, stk. 1. Der er i retspraksis næpperetningslinjer, som kan anvendes. Domstolene synes i meget høj grad at anse etpåtalt forhold for udnyttelse, hvis den forurettede har været i den nævnte tilstand,uden at domstolene nærmere redegør for en herudover liggende udnyttelse. Deneksisterende praksis viser netop, at sagerne vedrører forhold, hvor der ikke er etsamliv, og hvor man derfor måske kan sige, at der er en formodning for udnyttel-se. Ud over usikkerheden ved det rent objektive element bør det fremhæves, atden tiltalte skal dømmes, selv om tiltalte ikke selv anså forholdet for en udnyttel-se. Det afgørende er rettens opfattelse af dette spørgsmål ud fra de fremkomnebeviser. Det anføres, at den nuværende tilstand er udtryk for, at den mentalt re-tarderede skal”finde sig i en særdeles nedværdigende behandling.”Det er efterlovens formulering ikke et krav, at der foreligger særdeles nedværdigende be-handling.Efter § 218, stk. 2, kræves hverken, at der foreligger udnyttelse eller overgreb.Den blotte ”forskaffelse” af samleje med en stærkt beruset eller sovende ægtefæl-le er strafbar. Flertallet mener ikke, at den foreslåede udvidelse vil give proble-mer, og henviser til, at forholdet skal bedømmes på samme måde, som den tilsva-rende situation blandt ugifte samlevende bedømmes i dag. Mindretallet er ikkebekendt med, at der findes nogen praksis med tiltale og/eller domfældelse i så-danne sager. Retspraksis om § 218, stk. 2, vedrører sager, hvor det allerede erklart fra start, at der foreligger et overgreb eller en krænkelse, når gerningsman-den lægger sig–eventuelt nøgen–ved den–eventuelt nøgne–krænkede. Derforeligger efter mindretallets opfattelse ikke en tilsvarende situation i samlivsfor-hold. Og samlejet kriminaliseres endog uden, at der i lovteksten er noget krav277

om, at krænkeren har udnyttet eller på anden måde misbrugt samleverens situati-on. Ved § 218, stk. 2, vil den foreslåede udvidelse medføre, at en person, der ef-ter at have nydt en god middag med rigelig rødvin sammen med sin ægtefællehar samleje med den halvsovende ægtefælle, skal straffes.Problemet med at udvide området til ægtefæller er dog størst ved § 220, idet ud-videlsen her vil medføre, at en person, som ved groft misbrug af sin ægtefællesøkonomiske afhængighed opnår samleje, skal straffes. Både på grund af den ret-lige forsørgelsespligt og den almindelige levevis for mange ægtefæller vil en så-dan regel være uklar. En mand meddeler sin hustru, som i et halvt år ikke har øn-sket at have sex med ham, at han, hvis dette er vilkårene, vil søge separation, velvidende, at kvindens økonomiske situation vil blive drastisk forringet. Hun sva-rer, at hun så trods alt hellere vil indvillige i et samleje. Er dette forhold omfattetaf flertallets forslag? Mindretallet finder det i øvrigt påfaldende, at flertallet øn-sker at udvide området for en regel, der stort set ikke anvendes i praksis. Det ty-der på et ønske om ideologisk markering.Sammenfattende er det mindretallets opfattelse, at de nævnte bestemmelser ikkebør udvides, da der ikke er påvist noget behov herfor, ligesom udvidelsen vilmedføre betydelig retsusikkerhed, som ikke er afklaret ved flertallets begrundel-se. Mindretallet er derimod enig med flertallet i, at det i dag ikke er holdbart pådette område at have en forskellig retsstilling mellem ægtefæller og faktisk sam-levende. Denne forskel bør imidlertid fjernes ved også at undtage seksuelle for-hold i faste samlivsforhold. Vel lader samlivsforhold sig ikke bestemme så enty-digt som ægteskab, men udvidelsen vil næppe medføre nogen reel retsusikker-hed. Man kan samtidig passende begrænse undtagelsen for ægtefæller til samle-vende ægtefæller.Mindretallet foreslår derfor, at ”uden for ægteskab” i § 218,stk. 1 og 2, og § 220 ændres til ”uden for et fast samlivsforhold”, således at be-grænsningen ikke omfatter ikke-samlevende ægtefæller.3.3.5.Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelsen i straffelo-vens § 227 bør ophæves.Baggrunden herfor er navnlig, at der ud fra de samme hensyn som anført ovenforvedrørende forhold begået inden for ægteskab ikke findes at være grundlag for ensærskilt bestemmelse i straffelovens kapitel 24 om strafnedsættelse og strafbort-278

fald, hvor indgåelse af ægteskab mv. er det afgørende kriterium for bestemmel-sens anvendelse.De hensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 227, om respekt for offerets ønskeom forsoning med gerningsmanden vil dog efter Straffelovrådets opfattelse fort-sat kunne være relevante i forbindelse med fastsættelsen af straffen for en seksu-alforbrydelse.Med forslaget om at ophæve § 227 er det således ikke hensigten at ændre på, atdet ved strafudmålingen efter omstændighederne vil kunne tillægges betydning iformildende retning, at gerningsmanden og forurettede er blevet forsonet og hargenoptaget eller fortsat deres samliv–hvad enten der er tale om samliv i elleruden for ægteskab. Som eksempel kan nævnes dommen gengivet i TfK 2010.619Ø, der er omtalt ikapitel 18,afsnit 2, nedenfor.

4. Strafferammen i § 2184.1. Den gældende strafferamme og det gældende strafniveauDen gældende strafferamme i straffelovens § 218 er–i forhold til både bestem-melsens stk. 1 og 2–fængsel indtil 4 år.Som det fremgår af afsnit 2.1 ovenfor, følger det af nyere retspraksis gengivet iUgeskrift for Retsvæsen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for overtrædel-se af straffelovens § 218, stk. 1, som udgangspunkt fastsættes til fængsel mellem4 og 10 måneder.Om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremgår det afnyere trykt retspraksis, at straffen i en række domme er fastsat til fængsel i 4 må-neder, men at der også er domme, hvor straffen er fastsat til fængsel i mindre end4 måneder eller er gjort betinget, herunder i tilfælde af forsøg, og domme, hvorstraffen er fastsat højere (bl.a. til fængsel i 6 eller 8 måneder), jf. herom nærmerei afsnit 2.2 ovenfor.

4.2. Straffelovrådets overvejelser4.2.1.Med hensyn til Straffelovrådets overvejelser om, hvorvidt forhold, der idag er omfattet af straffelovens § 218, fremover bør indgå i en udvidet vold-tægtsbestemmelse, henvises tilkapitel 7,afsnit 4.5.4.Som det fremgår heraf, finder Straffelovrådet sammenfattende, at der er en rækkeforhold, der taler henholdsvis for og imod at udvide voldtægtsbestemmelsen tilogså at omfatte handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218,stk. 2,ogrådet har på denne baggrund i sit lovudkast ikapitel 28nedenfor medtaget beggemuligheder som alternative lovmodeller. Straffelovrådet har derimod ikke fundetgrundlag for, at handlinger, der i dag er omfattet af straffelovens § 218,stk. 1,igivet fald omfattes af en eventuel udvidet voldtægtsbestemmelse.4.2.2.Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a.straffelovens § 218 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundetdet ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 4 til 2år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side172-73.Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i straf-ferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimumpå 4 års fængsel i bl.a. § 218, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffe-rammer og straffastsættelse side 736.Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrugmv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådansammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i dissebestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmel-serners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne harsåledes til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og detgælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af kon-krete overtrædelser.

Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en straffe-ramme, der omfatter fængsel indtil 4 år.En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt ogsamleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne istraffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige endvoldtægt og samleje med barn under 15 år.En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er taleom alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere væ-re fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sagerom meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne forså vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikkefundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218og siden 1933 for så vidt angår § 219.Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således at videreføre den gældendestrafferamme i § 218 på 4 års fængsel.4.2.3.Uanset om voldtægtsbestemmelsen udvides til at omfatte forhold, der i dager dækket af straffelovens § 218, stk. 2, finder Straffelovrådet, at udgangspunktetfor strafudmålingen for sådanne forhold bør hæves i forhold til det niveau, somer gældende i dag.Selv om overgreb omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, ikke i loven betegnessom voldtægt, er der således efter Straffelovrådets opfattelse behov for, at alvo-ren af de overgreb, der er omfattet af § 218, stk. 2, afspejles bedre i de straffe, deridømmes for overtrædelse af bestemmelsen.Det er således Straffelovrådets opfattelse, at det nuværende strafniveau ikke i til-strækkelig grad afspejler alvoren og karakteren af det angreb på forurettedes sek-suelle frihed og selvbestemmelsesret, som et sådant overgreb er udtryk for.

Det er endvidere Straffelovrådets opfattelse, at overgreb omfattet af § 218, stk. 2,i visse tilfælde kan nærme sig voldtægt i en sådan grad, at der bør ske en yderli-gere forhøjelse af straffen i forhold til det nuværende strafniveau. Dette gælderbl.a. i forhold til overgreb, som har en vis lighed med voldtægt (som voldtægt erdefineret i dag), idet gerningsmanden har hensat offeret i en tilstand, hvor offeretikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at voldtægtsmanden dog hargjort det med forsæt til at skaffe sig samleje, men hvor gerningsmanden herefterudnytter offerets hjælpeløse tilstand til at skaffe sig samleje med vedkommende.Straffelovrådet lægger på denne baggrund op til, at udgangspunktet for strafud-målingen for en enkeltstående fuldbyrdet overtrædelse af straffelovens § 218, stk.2, fremover skal være 8 måneders fængsel, hvor udgangspunktet i dag nok liggerpå omkring 4 måneders fængsel.I overensstemmelse med almindelige strafudmålingsprincipper vil straffen kunneudmåles højere f.eks. i gentagelsestilfælde, eller hvis der foreligger flere forholdtil samtidig pådømmelse. Omvendt vil straffen kunne udmåles lavere f.eks. vedforsøg.Strafudmålingen vil endvidere skulle ske ud fra den enkelte sags konkrete om-stændigheder, og den konkrete straf også for en enkeltstående fuldbyrdet over-trædelse af straffelovens § 218, stk. 2, vil således afhængig af de konkrete om-stændigheder kunne fastsættes både højere og lavere end det foreslåede udgangs-punkt på 8 måneders fængsel (på samme måde, som der i dag jævnligt fastsættesstraffe både højere og lavere end det formentlig gældende udgangspunkt på om-kring 4 måneders fængsel).Som eksempler på forhold, som kan indgå i vurderingen af forbrydelsens grov-hed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes det seksuelle forholdsnærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samleje og i givet faldhvilken form for seksuelt forhold), overgrebets tidsmæssige varighed, graden afforurettedes hjælpeløshed, forurettedes alder, stedet for overgrebet, herunder omgerningsmanden er trængt ind hos forurettede, og de omstændigheder, underhvilke gerningsmanden mødte forurettede, herunder karakteren af et eventueltforudgående samvær.

Som nævnt bør straffen skærpes yderligere, hvis forholdet grænser til voldtægt(som voldtægt er defineret i dag), idet gerningsmanden har hensat offeret i en til-stand, hvor offeret ikke var i stand til at modsætte sig handlingen, uden at vold-tægtsmanden dog har gjort det med forsæt til at skaffe sig samleje. I sådanne til-fælde vil forholdet kunne nærme sig voldtægt (kontaktvoldtægt), og strafudmå-lingen bør afspejle dette.De beskrevne forhold skal ikke anses for udtømmende, og fastsættelsen af straf-fen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde afsamtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges iop- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende el-ler formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffensfastsættelse i straffelovens kapitel 10.Som nævnt er det Straffelovrådets opfattelse, at de beskrevne skærpelser af deudmålte straffe for overtrædelse af forhold, der i dag er omfattet af straffelovens§ 218, stk. 2, bør gennemføres, uanset om voldtægtsbestemmelsen udvides til atomfatte sådanne forhold.Heri ligger også, at straffen for sådanne forhold efter Straffelovrådets opfattelseikke bør skærpes yderligere, alene fordi det i givet fald besluttes at lade dem væ-re omfattet af voldtægtsbestemmelsen. Som nærmere beskrevet ikapitel 7,afsnit4.5.4, vil en udvidelse af voldtægtsbestemmelsen til også at omfatte forhold, der idag er omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, i givet fald føre til, at voldtægtsbe-stemmelsen kommer til at omfatte forhold af meget forskellig grovhed. EfterStraffelovrådets opfattelse vil der således også efter en eventuel indførelse af etnyt og bredere voldtægtsbegreb stadig være en væsentlig forskel mellem vold-tægt i form af at tiltvinge sig samleje ved vold eller trussel om vold eller ved athensætte offeret i en tilstand, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sighandlingen, og voldtægt i form af at skaffe sig samleje med et offer, der i forve-jen befinder sig i en tilstand, hvor offeret er ude af stand til at modsætte sig hand-lingen. Straffelovrådet kan derfor heller ikke anbefale, at der ved fastsættelsen afstraffen for sådanne forskelligartede forhold anvendes samme udgangspunkt forstrafudmålingen (sådan som det er tilfældet i Norge).

5. OverrumplingstilfældeDer er i retspraksis eksempler på, at samleje eller anden kønslig omgængelse eropnået under omstændigheder, hvor forurettede var ude af stand til at modsættesig handlingen ikke på grund af sintilstandsom nævnt i straffelovens § 218, stk.2, men på grund afsituationen.Det drejer sig i praksis navnlig om tilfælde, hvorforurettede er afklædt, og hvor gerningsmanden har en legitim anledning til for-holdsvis intime berøringer, men hvor gerningsmanden overskrider grænsen for,hvad der er fagligt begrundet i situationen. Som eksempler på sådanne situationerkan nævnes bistand til personlig hygiejne, lægeundersøgelse og massage. Eftergældende ret kan sådanne seksuelle krænkelser i givet fald straffes som blufær-dighedskrænkelse, jf. straffelovens § 232. Retspraksis herom er omtalt ikapitel21,afsnit 2, nedenfor.Det er karakteristisk for sådanne tilfælde, at forurettede for så vidt ville være istand til at modsætte sig handlingen, men i den konkrete situation ikke har haftreel mulighed for det, fordi gerningsmanden har foretaget den seksuelle handling,f.eks. indført en finger i forurettedes skede, uden at forurettede har kunnet nå atreagere.Straffelovrådet har overvejet, om sådanne overrumplingstilfælde har en sådanlighed med tilfælde, hvor forurettede på grund af sin tilstand ikke er i stand til atmodsætte sig handlingen, at de fremover bør være omfattet af straffelovens§ 218, stk. 2. Det ville i givet fald kunne ske ved i §218, stk. 2, at ændre ”befin-der sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sighandlingen” til ”befinder sig i en tilstandeller situation,i hvilken den pågælden-de er ude af stand til at modsætte sig handlingen”.På den ene side er der i sagens natur den lighed mellem de beskrevne forhold, atgerningsmanden i begge tilfældegrupper benytter sig af, at forurettede konkretikke har mulighed for at modsætte sig det seksuelle overgreb, som gerningsman-den foretager. Samtidig er overrumplingstilfælde så vidt ses i dag den eneste ka-tegori af sager, hvor et samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje, somgerningsmanden gennemfører uden forurettedes (gyldige) samtykke, ”alene”straffes som blufærdighedskrænkelse og ikke efter en af de bestemmelser, der di-rekte angår samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje. En udvidelse af284

straffelovens § 218, stk. 2, til også at omfatte overrumplingstilfælde ville såledesindebære, at alle i praksis forekommende tilfælde af samleje eller anden kønsligomgængelse end samleje, som gerningsmanden gennemfører uden forurettedes(gyldige) samtykke, fremover ville være omfattet af straffelovens §§ 216-223 a.På den anden side har de to typer af seksuelle overgreb efter Straffelovrådets op-fattelse i udgangspunktet ikke samme strafværdighed. Efter rådets opfattelse mådet således generelt anses for en grovere krænkelse at benytte sig af, at forurette-de på grund af sin fysisk og/eller psykisk svækkede tilstand er ude af stand til atmodsætte sig handlingen, end at benytte sig af en situation, der giver mulighedfor (kortvarigt) at overrumple forurettede. Det er også karakteristisk, at et seksu-elt overgreb, der alene består i en overrumpling, altid vil have en meget begræn-set tidsmæssig udstrækning, hvorimod et seksuelt overgreb, som udnytter foruret-tedes svækkede tilstand, afhængig af de nærmere omstændigheder kan have enkortere eller længere tidsmæssig udstrækning. Endvidere kan det ved udnyttelseaf forurettedes svækkede tilstand forekomme, at forurettede ikke er ved bevidst-hed eller ikke ved fuld bevidsthed, mens overgrebet finder sted. I skærpende ret-ning trækker dog, at overrumpling i praksis normalt vil forekomme i situationer,hvor gerningsmanden misbruger et særligt tillidsforhold, som den pågældendehar opnået i kraft af sin profession eller tilsvarende.Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet, at mest taler for at lade de be-skrevne overrumplingstilfælde være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2. Nårder er tale om misbrug af et særligt tillidsforhold, som beror på gerningsmandensprofession eller tilsvarende, bør overrumplingstilfældene også være omfattet afden strafskærpelse, som rådet foreslår, jf. afsnit 4.2 ovenfor. Hvis der derimodundtagelsesvis ikke er tale om misbrug af et sådant særligt tillidsforhold, kan ud-gangspunktet for strafudmålingen i overrumplingstilfælde efter rådets opfattelse istedet passende lægges på linje med det nuværende strafniveau for overtrædelseaf straffelovens § 218, stk. 2, som også må antages at svare til strafniveauet i dag,hvor overrumplingstilfælde straffes som blufærdighedskrænkelse. Det skal end-videre bemærkes, at det ved strafudmålingen i den konkrete sag bl.a. bør indgå,hvilken form for kønslig omgængelse der er tale om, og at dette i praksis vil kun-ne føre til et gennemsnitligt lavere strafniveau i overrumplingstilfælde sammen-lignet med andre overtrædelser af straffelovens § 218, stk. 2, fordi overrum-

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 219Efter straffelovens § 219 straffes den, der er ansat eller tilsynsførende ved fæng-sel, forsorgshjem, børne- eller ungdomshjem, hospital for sindslidende, instituti-on for personer med vidtgående psykiske handicap eller lignende institution, ogsom har samleje med nogen, der er optaget i institutionen, med fængsel indtil 4år.Bestemmelsen omfatter direkte alene heteroseksuelt (vaginalt) samleje, men fin-der i medfør af straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende anvendelse med hensyntil anden heteroseksuel eller homoseksuel kønslig omgængelse.Strafansvar efter bestemmelsen i § 219 er begrundet dels i personalets særligepligter over for de i institutionen optagne personer, dels i den magt og indflydel-se, personalet har over disse personer.Det er således ikke en betingelse, at der konkret foreligger misbrug, udnyttelseeller lignende, og det er uden betydning, at den forurettede eventuelt har væretden aktive part. Det er tilstrækkeligt for strafansvar efter bestemmelsen i § 219,at ansatte eller tilsynsførende ved den pågældende institution har samleje medpersoner optaget på institutionen.I forarbejderne til § 219 anføres bl.a. følgende (jf. udkast af 1923 (U III) spalte320):”Bestemmelsen vil, naar Samleje finder Sted under de i Paragrafen angivne For-hold, finde Anvendelse, selv om der ikke foreligger nogen Forførelse, ja selv om

Strafansvar efter § 219 er heller ikke betinget af, at samlejet finder sted på insti-tutionens område, jf. eksempelvis TfK 2006.694 Ø, hvor en ansat på en psykia-trisk afdeling havde samleje med en person, der var indskrevet som patient på af-delingen, men havde udgang, da samlejet fandt sted. Bestemmelsen kan derimodikke anvendes, hvis institutionsopholdet er bragt til ophør, jf. eksempelvis UfR1995.230 Ø, hvor en læge på en psykiatrisk afdeling, der havde haft samleje medto patienter, der havde været indlagt på afdelingen, men på tidspunkterne forsamlejerne var udskrevet til ambulant behandling, blev frifundet.Bestemmelsen i straffelovens § 219 omfatter ikke døgnplejeanbringelse i fami-liepleje, jf. UfR 1988.79 V om frifrindelse i et tilfælde, hvor en 30-årig mandhavde haft samleje med en 24-årig kvinde, der var døgnplejeanbragt hos ham. Ef-ter en gennemgang af bestemmelsens forarbejder udtalte landsretten bl.a.:”Såvel efter ordlyden som forarbejderne kan bestemmelsen i straffelovens § 219herefter kun med sikkerhed anses for anvendelig i tilfælde, hvor der foreligger etegentligt anstaltsforhold, og bestemmelsens formål må antages i væsentlig grad atvære varetagelse af institutionelle ordenshensyn.Ved bedømmelsen af bestemmelsens rækkevidde må det endvidere tages i be-tragtning, at etablering ved det offentliges foranstaltning af plejeforhold hos pri-vatpersoner også forekom før gennemførelsen af den gældende straffelov, og atbeskyttelse mod kønslige forhold i forbindelse med sådanne anbringelser i et vistomfang følger af andre bestemmelser i straffeloven, herunder navnlig § 223, stk.1.På baggrund af det anførte tiltrædes det, at betingelserne for at anse en døgn-plejeanbringelse som den foreliggende for omfattet af straffelovens § 219 ellerdennes analogi ikke er opfyldt”

fysiskehandicap næppe er omfattet af straffelovens § 219, når opholdet på insti-tutionen er frivilligt.Socialministeriets vejledning gengiver endvidere nogle retningslinjer, som Soci-alministeriet i samarbejde med Justitsministeriet udarbejdede i 1989, og somfortsat er gældende. Heraf fremgår bl.a., at det ikke anses som en overtrædelse af§ 219, hvis en ansat på en institution, der er omfattet af § 219, hjælper en person(over 15 år), der er optaget på institutionen, med at onanere eller med at have etseksuelt forhold til en anden person, herunder en prostitueret (”seksualoplæ-ring”). Derimod er det ifølge retningslinjerne ikke tilladt, at en ansat selv har etseksuelt forhold til en person, der er optaget på institutionen.Der kan om bestemmelsen i § 219 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl.,Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 305-307, Stephan Hur-witz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 199-200, og Oluf Krabbe,Borgerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 514.

Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a. følgende (Udkast til Straffelov forKongeriget Danmark side 199-200):”I Udkastets § 164 omtales en Forbrydelse, der vel forsaavidt er noget beslægtetmed den nys omhandlede [forførelse af forsterbarn eller myndling mv.], som denforøvede Utugt ogsaa her qvalificeres ved et Misbrug af den Magt og Indflydelse,som visse objective Forhold give den Skyldige over et Fruentimmer, til at bevægehende til at tilfredsstille hans sandselige Lyst. Det kan neppe bestrides, at det børansees som en i høi Grad strafbar Handling, naar, som det hedder i § 164, en Be-styrer, Forstander eller Opsynsmand ved Fængsel, Straffeanstalt, Fattighuus, Hel-bredelsesanstalt eller anden saadan Indretning øver Utugt med et under hans Op-syn staaende Fruentimmer (…).Men paa den anden Side adskiller dette Forhold289

I sammenligning med straffeloven af 1866 indebar § 219 en udvidelse beståendei, at § 219 omfatter alle ansatte (samt tilsynsførende) og ikke kun bestyrere ogforstandere, og at det ikke er et krav, at den ansatte har ”opsyn” med den pågæl-dende (eller i det hele taget har noget at gøre med den pågældende i arbejdsmæs-sig sammenhæng).I øvrigt adskilte § 219 sig fra de øvrige bestemmelser om seksuelt misbrug afvoksne i straffeloven af 1930 (§§ 216-218, 220 og 221) derved, at den alleredefra lovens ikrafttræden i 1933 omfattede forhold mod både mænd og kvinder. Detvar først ved en lovændring i 1981, at de øvrige nævnte bestemmelser blev udvi-det til også at omfatte forhold mod mænd, idet de oprindelig alene omfattede for-hold mod kvinder.Om forarbejderne til straffelovens § 219 kan der henvises til udkast til ny straffe-lov af 1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torpsudkast af 1917 (U II) § 198, nr. 3, samt side 194 og udkast af 1923 (U III) § 199samt spalte 320-321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A,spalte 3372 (§ 221), samt Rigsdagstidende 1929-1930, tillæg B, spalte 199(§ 218).1.2.3.Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfi-skation, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev bestemmelsen i straffelovens § 219nyaffattet og fik herved i det væsentlige sin nuværende formulering. Det anføres iforarbejderne, at ændringerne alene var af redaktionel karakter, jf. Folketingsti-dende 1964-1965, tillæg A, spalte 973.290

Ændringerne bestod nærmere i en modernisering af de betegnelser for institutio-ner, der anvendes i bestemmelsen, således at ”forsorgshjem” erstattede ”fattig-hus”, ”børne- eller ungdomshjem” erstattede ”opfostringshjem”, ”hospital forsindslidende” erstattede ”sindssygehospital”, og ”åndssvageinstitution” erstattede”åndssvageanstalt”.1.2.4.Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejelo-ven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv.(Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser mv.) blev i§219 udtrykket ”åndssvageinstitution” ændret til ”institution for personer medvidtgående psykiske handicap”. Ændringen, som udelukkende var af terminolo-gisk karakter, indebar en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler,jf. Folketingstidende 1996-1997, tillæg A, side 91 og 106-107.

2. Retspraksis2.1.Det fremgår af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen og Tids-skrift for Kriminalret, at straffen for en enkeltstående overtrædelse af straffelo-vens § 219 i flere tilfælde er fastsat til 60 dages betinget fængsel, men at det dogogså er forekommet, at straffen er fastsat til 3 måneders ubetinget fængsel.Der kan fra retspraksis nævnes følgende domme:TfK 2008.862 V (60 dages betinget fængsel): En 39-årig mandlig social- og sund-hedsassistentvikar på et bofællesskab for domsanbragte havde samleje med en be-boer. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassi-stent eller i øvrigt udøve virksomhed på plejehjem, i beskyttede boliger eller lig-nende steder, der væsentligt bebos af mennesker svækket af handicap eller lignen-de.TfK 2006.694 Ø (60 dages betinget fængsel): En 52-årig mandlig social- og sund-hedsassistent på en psykiatrisk afdeling havde samleje med en patient på afdelin-gen. Tiltalte blev for 2 år frakendt retten til at virke som social- og sundhedsassi-stent eller udøve virksomhed, der indebærer plejefunktioner på plejehjem, i be-skyttede boliger eller lignende steder, der væsentligst bebos af mennesker svækketaf handicaps eller lignende.

2.2.Det fremgår endvidere af nyere retspraksis gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-sen og Tidsskrift for Kriminalret, at straffen for flere overtrædelser af bestem-melsen i straffelovens § 219 eller ved samtidig overtrædelse af straffelovens§ 218, stk. 1, i flere tilfælde er fastsat til fængsel i 3 måneder.Der kan fra retspraksis herom nævnes følgende domme:TfK 2009.447 Ø (3 måneders fængsel): En 37-årig mandlig ansat på et behand-lingscenter havde befølt en 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterneog i skridtet samt stukket en finger op i hendes skede. Tiltalte havde endvidere be-følt en anden 16-årig pige, der var anbragt på centret, på brysterne og i skridtetsamt stukket en finger op i hendes skede.TfK 2004.496 Ø (3 måneders fængsel): En 53-54-årig mand havde flere gangesamleje og anden kønslig omgængelse end samleje med en 21-årig kvinde, der pågrund af mental retardering i lettere grad var optaget på en institution, hvor tiltaltearbejdede. (Endvidere dømt for overtrædelse af straffelovens § 218, stk. 1). Tiltal-te blev for 2 år frakendt retten til at udøve virksomhed, der indebærer plejefunkti-oner på plejehjem, i beskyttede boliger eller lignende steder, som væsentligst be-bos af mennesker svækket af alder, handicap eller lignende.

2.3.Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 29 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 219 (samleje), heraf 7 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 4 domme på 4måneders fængsel, 1 dom på 3 måneders fængsel og 2 domme på i gennemsnit7½ måneds fængsel (men hvor det ikke ud fra statistikken kan ses, om der f.eks.var tale om 1 dom på 7 måneders fængsel og 1 dom på 8 måneders fængsel eller1 dom på 6 måneders fængsel og 1 dom på 9 måneders fængsel). Der var i sam-me periode i alt 11 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffe-lovens § 219, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje), heraf 3 ubetin-gede fængselsstraffe, alle på 3 måneders fængsel.Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædelse af § 219, jf.§ 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser for

3. Fremmed ret3.1 Norsk retDen gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med sene-re ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nyestraffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Efter § 194 i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som harseksuel omgang med nogen, der er indsat eller placeret i anstalt eller institutionunder kriminalforsorgen eller politiet eller under børneværnet, og som står undervedkommendes myndighed eller opsyn, med fængsel indtil 6 år. På samme mådestraffes den, som skaffer en anden seksuel omgang med nogen, som den pågæl-dende selv står i et sådant forhold til.Straf efter § 194 forudsætter, at den ansatte har en vis kompetence til at give denindsatte eller placerede pålæg eller har en vis ret og pligt til at føre tilsyn medvedkommende. Bestemmelsen kræver derimod ikke, at der foreligger misbrug,og også rene kærlighedsforholder omfattet. At ”skaffe” en anden samleje med enindsat eller placeret, som gerningsmanden har myndighed over eller opsyn med,indebærer mere aktivitet end den blotte medvirken, og kan f.eks. bestå i opmun-tring, tilskyndelse eller mild beordring af den indsatte eller placerede til at havesamleje med en anden person.§ 296 i den nye straffelov af 2005 viderefører § 194 med den udvidelse, at ogsådet at få den indsatte eller placerede til at udføre handlinger, som svarer til seksu-el omgang, med sig selv, omfattes.

4. Straffelovrådets overvejelser4.1.Straffelovens § 219 adskiller sig fra de øvrige bestemmelser i §§ 216-221derved, at § 219 ikke kræver, at der foreligger tvang, svig, udnyttelse eller andetmisbrug.Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne, at bestemmelsen således også omfattertilfælde, hvor der ikke foreligger en ”egentlig Kønsfrihedsforbrydelse”, hvilketmå forstås på den måde, at bestemmelsen finder anvendelse, uanset om der fore-ligger et frivilligt samtykke til samleje.I retspraksis er det blevet udtalt, at bestemmelsens formål må antages ”i væsent-lig grad at være varetagelse af institutionelle ordenshensyn”.I forarbejderne angives bestemmelsen dog også at være begrundet i, at der vilvære en forhåndsformodning for, at samleje omfattet af bestemmelsen er udtrykfor en tilsidesættelse af den ansattes særlige pligter og for et misbrug af den magtog indflydelse, som de objektive forhold giver den ansatte over for den pågæl-dende.Straffelovrådet har på denne baggrund for det første overvejet, om der er grund-lag for at opretholde § 219 som en selvstændig bestemmelse, der også omfattertilfælde, hvor der ikke foreligger misbrug af den ansattes stilling.

Det kan i den forbindelse anføres, at institutionelle ordenshensyn ikke bør vare-tages af en straffelovsbestemmelse, men snarere gennem arbejdsgiverens almin-delige anvisninger til personalet (med mulighed for ansættelsesretlige sanktioneri tilfælde af overtrædelse). Det kan således anføres, at straffelovsbestemmelsenbør indskrænkes til tilfælde, hvor forholdet ikke alene har forstyrret ordenen pådet pågældende sted, men har været udtryk for, at den ansatte har udnyttet sinstilling til at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i et afhængig-hedsforhold.Straffelovrådet finder imidlertid, at der navnlig i fængsler og andre institutioner,hvor personer er frihedsberøvede, generelt vil kunne være et sådant særligt stærktafhængighedsforhold mellem institutionens ansatte og de personer, der er optageti institutionen, at en ansats seksuelle forhold til en person, der er optaget i institu-tionen, generelt bør være kriminaliseret. Det bør således fortsat ikke være et krav,at den ansatte har opnået det seksuelle forhold ved misbrug eller udnyttelse afden magt eller myndighed, som den pågældende har over den, der er optaget i in-stitutionen. Noget andet er, at det ved fastsættelsen af straffen i konkrete tilfælde,vil have betydning, om der foreligger et misbrug, eller om der er tale om et frivil-ligt seksuelt forhold, jf. nærmere pkt. 4.7 nedenfor.Straffelovrådet går således ind for at bevare en bestemmelse som § 219, der inærmere afgrænsede tilfælde også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold.Efter Straffelovrådets opfattelse bør en sådan bestemmelse, der også kriminalise-rer frivillige seksuelle forhold, imidlertid begrænses til et kerneområde, hvor dergenerelt er et meget stærkt afhængighedsforhold mellem de ansatte og de anbrag-te i institutionen, og hvor den anbragte i kraft heraf er særligt svagt stillet. Udenfor et sådant kerneområde bør straf for et seksuelt forhold forudsætte, at der bevi-seligt foreligger tvang, udnyttelse eller misbrug, jf. straffelovens §§ 216-218 og220. Efter rådets opfattelse må mere ordensmæssige hensyn uden for et sådantkerneområde således i givet fald varetages gennem ansættelsesretlige sanktioner.4.2.Straffelovrådet har dernæst overvejet, om straffelovens § 219 fortsat bør tageudgangspunkt i nærmere opregnede institutioner, eller om bestemmelsen i stedet

bør tage udgangspunkt i de personer, der har særligt behov for beskyttelse, ek-sempelvis frihedsberøvede og tvangsanbragte.Det er et generelt princip, at strafbestemmelser bør være afgrænset så klart ogpræcist som muligt, så borgerne har mulighed for at forudse, hvilke handlingerde kan blive straffet for. Efter Straffelovrådets opfattelse er det ikke mindst i for-hold til en bestemmelse, der også kriminaliserer frivillige seksuelle forhold, vig-tigt at have dette princip for øje.På denne baggrund er det efter en samlet vurdering Straffelovrådets opfattelse, atmest taler for at videreføre bestemmelsens eksisterende udformning, som opreg-ner bestemte institutioner. Der har i retspraksis i relation til den eksisterende be-stemmelse været rejst visse afgrænsningsspørgsmål, som imidlertid nu må ansesfor løst (plejefamilier, dagophold), og det vil dermed i sig selv bidrage til en klarog forudsigelig retstilstand at tage udgangspunkt i den allerede kendte model.Straffelovrådet er opmærksom på, at udviklingen har medført, at institutionstan-kegangen nu er mindre håndterbar på det sociale område. Den institutionelle til-gang giver imidlertid efter rådets opfattelse stadig mulighed for en klar og tydeligafgrænsning for så vidt angår to helt centrale områder, nemlig fængslerne og depsykiatriske hospitaler, og rådet finder derfor, at forholdene på socialområdet ik-ke bør føre til, at bestemmelsen ikke længere tager udgangspunkt i bestemte in-stitutioner. Udviklingen på socialområdet giver derimod anledning til visse over-vejelser om bestemmelsen nærmere udformning for så vidt angår dette område,jf. herom nedenfor i pkt. 4.3.4.Straffelovrådet bemærker endvidere, at en afgrænsning f.eks. til frihedsberøvedeog tvangsanbragte ganske vist er meget præcis og efter rådets opfattelse ogsåville kunne anvendes i praksis, idet i hvert fald de ansatte, som i det daglige harkontakt med de pågældende, må antages i almindelighed at være bekendt med,om en person er frihedsberøvet eller tvangsanbragt eller frivilligt indlagt eller an-bragt.Efter Straffelovrådets opfattelse ville det imidlertid ud fra det beskyttelseshen-syn, der som nævnt danner grundlag for bestemmelsen, være uhensigtsmæssigt atafgrænse bestemmelsen så snævert. Efter rådets opfattelse er det således i praksis296

ofte sådan, at f.eks. en patient, der er frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, ernæsten lige så svagt stillet i forhold til institutionens ansatte som en patient, derer tvangsindlagt.Med hensyn til personer, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt, henvises tilpkt. 4.3.5 og 4.4 nedenfor.4.3.Med udgangspunkt i det, der er anført i pkt. 4.1 og 4.2 ovenfor, har Straffe-lovrådet dernæst overvejet bestemmelsens nærmere udformning. Rådet har i denforbindelse overvejet, hvilke institutioner der bør være omfattet (pkt. 4.3), oghvilken forbindelse henholdsvis forurettede (pkt. 4.4) og gerningsmanden (pkt.4.5) bør have til institutionen, for at bestemmelsen finder anvendelse.Straffelovrådet har i sine overvejelser om, hvilke institutioner der bør være om-fattet, fundet det hensigtsmæssigt at sondre mellem forskellige sektorer, nemligkriminalforsorgen (pkt. 4.3.1), sundhedssektoren (pkt. 4.3.2), socialsektoren ved-rørende børn og unge (pkt. 4.3.3), socialsektoren vedrørende voksne (pkt. 4.3.4)og andre sektorer (pkt. 4.3.5).4.3.1.Kriminalforsorgener efter Straffelovrådets opfattelse bestemmelsensegentlige kerneområde. I modsætning til andre persongrupper (sindssyge, mentaltretarderede, børn) er personer, der er frihedsberøvet i kriminalforsorgens institu-tioner, ikke generelt beskyttet mod udnyttelse gennem andre bestemmelser istraffelovens kapitel 24. I mangel af en bestemmelse som straffelovens § 219ville et seksuelt forhold mellem en ansat og en person, der er frihedsberøvet ikriminalforsorgens institutioner, kun være strafbar i tilfælde af voldtægt eller an-den ulovlig tvang, jf. straffelovens §§ 216 og 217.Straffelovrådet finder imidlertid ikke grundlag for at udvide bestemmelsen til og-så at omfatte personer, som er under tilsyn af kriminalforsorgen i frihed i medføraf vilkår i en betinget dom eller vilkår for prøveløsladelse. Rådet finder såledesikke, at personer, der er på fri fod, men under tilsyn af kriminalforsorgen, kansidestilles med personer, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institu-tioner.

Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet heller ikke tilstrækkeligt grund-lag for at udvide bestemmelsen til også at omfatte personer, som afsoner enfængselsstraf på deres bopæl under intensiv overvågning og kontrol(”fodlæn-keordningen”). Selv om der her er tale om en egentlig frihedsberøvelse, og selvom den pågældende er under intensiv overvågning og kontrol, er der med hensyntil forholdet til kriminalforsorgens personale alligevel væsentlig forskel på en af-soning i eget hjem og en afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner. Underafsoning i en af kriminalforsorgens institutioner er den pågældende således i be-tydeligt tættere og mere vedvarende kontakt med personalet end under afsoningpå bopælen.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstil-stand, hvorefter kriminalforsorgens institutioner er omfattet af straffelovens§219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præcisering, således at ”fæng-sel” ændres til ”en af kriminalforsorgens institutioner”. Med denne sprogligepræcisering vil det fremgå mere tydeligt af bestemmelsen, at den ud over fængs-ler også omfatter arresthuse, kriminalforsorgens pensioner og den særlige institu-tion for frihedsberøvede udlændinge (Ellebæk). I dag omfattes kriminalforsor-gens institutioner ud over fængslerne af det opsamlende led i bestemmelsen ”lig-nende institution”.4.3.2.Inden forsundhedssektorenfalder psykiatriske hospitalsafdelinger også in-den for bestemmelsens kerneområde. På sådanne afdelinger kan der systematiskvære et antal frihedsberøvede, enten i medfør af psykiatriloven eller i kraft af va-retægtsfængsling i surrogat eller i medfør af en foranstaltningsdom for et straf-bart forhold. Endvidere kan andre patienter som berørt i pkt. 4.2 ovenfor i praksisvære næsten lige så svagt stillede som de frihedsberøvede, herunder for noglesvedkommende, fordi der eventuelt vil kunne være grundlag for tvangstilbagehol-delse, hvis de tilbagekalder deres samtykke til frivillig indlæggelse.At skaffe sig samleje ved udnyttelse af en persons sindssygdom, er særskilt kri-minaliseret i straffelovens § 218, stk. 1, og det er derfor et spørgsmål, om der vedsiden heraf er behov for en generel kriminalisering af seksuelle forhold, herunderfrivillige seksuelle forhold, mellem ansatte og patienter på psykiatriske hospitals-afdelinger. Efter Straffelovrådets opfattelse taler mest for at videreføre den gæl-dende ordning, herunder fordi der blandt patienterne på psykiatriske hospitalsaf-298

delinger, herunder blandt de frihedsberøvede, kan være personer, der ikke ersindssyge, men lider af anden psykisk sygdom, eksempelvis en alvorlig depressi-on.Ud over på psykiatriske afdelinger, som er omfattet af psykiatriloven (og hvorder derfor kan ske tvangsindlæggelse), kan psykisk syge også opholde sig på an-dre behandlingsinstitutioner. Det gælder såkaldte døgnhuse, dvs. behandlingsin-stitutioner i medfør af sundhedsloven til midlertidigt ophold til personer medsindslidelser, som for en kortere periode har behov for behandlingsmæssig støtteog pleje, og det gælder private psykiatriske behandlingssteder. Der findes kun fådøgnhuse, og de private psykiatriske behandlingssteder yder især ambulant be-handling, men indlæggelser forekommer dog også. Hverken døgnhuse eller pri-vate psykiatriske behandlingssteder er i dag omfattet af straffelovens § 219.Af forarbejderne til den oprindelige hjemmel til at oprette døgnhuse fremgår bl.a.følgende (Folketingstidende 2003-2004, tillæg A, side 3765):”Formålet med denne del af lovforslageter at give amtskommunerne mulighed forat oprette døgnhuse for personer med sindslidelser. Med en permanent hjemmel iserviceloven kommer døgnhuse til at indgå i en bred vifte af tilbud til sindsliden-de. Det giver mulighed for, at der kan skabes de individuelle løsninger, der passertil den enkelte sindslidendes behov.Døgnhusene er et tilbud til mennesker med sindslidelser, om–for en kortereperiode–at bo med faste rammer og støtte omkring sig, i et miljø, hvor udgangs-punktet for behandlingen er at støtten til brugerne ydes som overfor borgere i egethjem. (…)Døgnhuse er et alternativ til ophold på sygehus og ophold efter § 93, stk. 1 nr.1. Med forslaget kan amtskommunerne således oprette døgnhuse i stedet for ellersom supplement til åbne psykiatriske afsnit på psykiatriske sygehuse.At døgnhusene får hjemmel i serviceloven medfører, at driften samt den hjælpog støtte de enkelte beboere modtager, ydes i medfør af serviceloven. Det er såle-des reglerne i servicelovens §§ 109-109 m, der gælder for så vidt angår magtan-vendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten og ikke tvangsbestemmelser-ne i psykiatriloven. Formålet hermed er at skabe et miljø, hvor udgangspunktet forrelationen mellem personalet og brugerne er, at støtten til brugerne ydes på tilsva-rende måde som over for borgere i eget hjem.”

udsætter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, fortsat ikke finder anvendelse pådøgnhuse (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, side 3215).Efter Straffelovrådets opfattelse hører døgnhuse og private psykiatriske behand-lingssteder ikke til bestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagtstillede persongrupper, fordi de er psykisk syge og eventuelt sindssyge, er deresophold i døgnhuse eller private psykiatriske behandlingssteder som sådan allige-vel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når det gælderophold på psykiatrisk afdeling, hvor psykiatriloven giver mulighed for anvendel-se af frihedsberøvelse og anden tvang. Hertil kommer, at det er særskilt krimina-liseret i straffelovens § 218, stk. 1, at skaffe sig samleje ved udnyttelse af en per-sons sindssygdom.Straffelovrådet finder tilsvarende, at andre behandlingsinstitutioner i medfør afsundhedsloven, herunder sundhedslovens §§ 141 og 142 om behandling for alko-hol- og stofmisbrug, fortsat ikke bør være omfattet af straffelovens § 219. Detgælder generelt, at patienter afhængig af deres sygdom kan være svagt stillet iforhold til behandlingsinstitutionens ansatte, men det vil være meget vidtgåendeaf den grund generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem hospitalspersona-le og patienter, der er indlagt på hospitalet. Hertil kommer, at hvis patienten er såfysisk og/eller psykisk svækket, at patienten er ude af stand til at modsætte sig etseksuelt forhold, finder straffelovens § 218, stk. 2, anvendelse.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstil-stand, hvorefter psykiatriske afdelinger (i psykiatrilovens forstand) er omfattet afstraffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernisering,således at ”hospital for sindslidende” ændres til ”psykiatrisk afdeling”.4.3.3.Med hensyn tilsocialsektoren for børn og ungehører døgninstitutioner ogopholdssteder for børn og unge efter Straffelovrådets opfattelse til kerneområdetfor bestemmelsen. Dette er mest oplagt for så vidt angår sikrede døgninstitutio-ner, hvor der generelt er tale om frihedsberøvelse, og delvist lukkede døgninstitu-tioner, som er karakteriseret ved, at der i perioder kan ske frihedsberøvelse, mendet gælder generelt, at der på døgninstitutioner og opholdssteder kan ske friheds-berøvelse (tilbageholdelse) i op til 14 dage i starten af anbringelsen. Hertil kom-mer, at børn, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted, under alle300

omstændigheder er svagt stillet, selv om der kan være gradsforskelle mellemtvangsanbragte og frivilligt anbragte, og selv om barnets alder og egen indstillingtil anbringelsen også kan have betydning.Inden for socialsektoren for børn og unge skelnes der ret klart mellem institutio-ner (betegnet døgninstitutioner og opholdssteder) og andre anbringelsessteder,herunder plejefamilier, egne værelser, kollegier og kollegielignende opholdsste-der. Blandt andet fordi magtanvendelsesreglerne er forskellige på institutionersammenlignet med andre anbringelsessteder (på andre anbringelsessteder er derikke særlig hjemmel til magtanvendelse, der derfor i givet fald kun kan ske iform af nødværge, jf. straffelovens § 13), er afgrænsningen af institutioner overfor andre anbringelsessteder også i praksis entydig.Efter Straffelovrådets opfattelse hører andre anbringelsessteder for børn og ungeikke til kerneområdet for bestemmelsen. Her er der ikke tale om frihedsberøvelsei snævrere forstand (men i givet fald kun i den forstand, at anbringelsen som så-dan kan være en tvangsanbringelse, dvs. en anbringelse uden samtykke fra inde-haveren af forældremyndigheden og/eller uden samtykke fra et barn, der er fyldt15 år).Endvidere adskiller anbringelse i egne værelser, kollegier og kollegielignendeopholdssteder sig efter Straffelovrådets opfattelse ikke i en sådan grad fra tilfæl-de, hvor børn eller unge i øvrigt–uden at der er tale om en anbringelse i medføraf lov om social service–bor i eget værelse, på kollegium mv., at der er grundlagfor en anden strafferetlig behandling af seksuelle forhold mellem opholdsstedetsansatte og barnet eller den unge. Og det ville efter Straffelovrådets opfattelse væ-re for vidtgående generelt at kriminalisere seksuelle forhold mellem ansatte f.eks.hos en værelsesudlejer eller på et kollegium og børn (over 15 år) og unge medbolig det pågældende sted. Hvis et barn under 18 år er betroet nogen til undervis-ning eller opdragelse, gælder straffelovens § 223, stk. 1, jf. heromkapitel 14ne-denfor, men i mangel heraf er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlagfor kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder generelt, jf. straffe-lovens §§ 216-218, 220 og 221.For så vidt angår plejefamilier kriminaliserer straffelovens § 223, stk. 1, helt ge-nerelt seksuelle forhold–dvs. også frivillige seksuelle forhold–mellem en pleje-301

forælder og et plejebarn under 18 år. Hvad angår seksuelle forhold mellem enplejeforælder og et plejebarn over 18 år, er der efter Straffelovrådets opfattelseikke grundlag for kriminalisering ud over de almindelige regler, som gælder ge-nerelt, jf. straffelovens §§ 216-218, 220 og 221.Som nævnt er det generelt kriminaliseret i straffelovens § 223, stk. 1, at havesamleje med et barn under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisningeller opdragelse. Det er derfor et spørgsmål, om der ved siden heraf er behov foren yderligere generel kriminalisering af seksuelle forhold mellem ansatte og børnog unge, der er anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted. Selv om der idenne henseende er et betydeligt overlap mellem bestemmelserne, er der imidler-tid efter Straffelovrådets opfattelse stadig behov for kriminaliseringen i straffelo-vens § 219.Der kan således være ansatte, der ikke kan siges at have fået barnet betroet til un-dervisning eller opdragelse, men som alligevel bør være omfattet af et genereltstrafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold til børn på institutionen. Afhæn-gig af arbejdets tilrettelæggelse på institutionen kunne det f.eks. være køkken- el-ler rengøringspersonale (hvis børnene inddrages i køkken- eller rengøringsarbej-de, kan også køkken- og rengøringspersonale efter omstændighederne have fåetbarnet betroet til undervisning eller opdragelse).Endvidere vil det kunne forekomme, at unge over 18 år er anbragt på en døgnin-stitution eller et opholdssted, herunder eventuelt frihedsberøvet på en sikretdøgninstitution, og i sådanne tilfælde gælder straffelovens § 223, stk. 1, ikke.Navnlig for i givet fald at kunne beskytte frihedsberøvede unge er der efter Straf-felovrådets opfattelse også i denne henseende behov for en kriminalisering udover, hvad der er dækket af § 223, stk. 1.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstil-stand, hvorefter døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge er omfattetaf straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig modernise-ring, således at ”børne- eller ungdomshjem” ændres til ”døgninstitution eller op-holdssted for børn og unge”. Døgninstitutioner er omfattet af lov om socialser-vice § 67, mens opholdssteder for børn og unge er omfattet af lov om social ser-vice § 142, stk. 7.302

4.3.4.Med hensyn tilsocialsektoren for voksnenævner den gældende bestem-melse dels ”forsorgshjem”, dels ”institution for personer med vidtgående psyki-ske handicap”.”Forsorgshjem” er den traditionelle betegnelse for boformer, hvor personermedsærlige sociale problemer kan få midlertidigt ophold, jf. lov om social service§ 110. I praksis drejer det sig om herberger og lignende.Indtil en lovændring i 2004 blev kvindekrisecentre henført under samme lovbe-stemmelse som (andre) forsorgshjem, og det må antages, at kvindekrisecentre eromfattet af den gældende § 219, enten som et ”forsorgshjem” eller i hvert faldsom en ”lignende institution”. Kvindekrisecentreer i dag omfattet af lov om so-cial service § 109, der angår midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som harværet udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie-eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn.Efter Straffelovrådets opfattelse hører forsorgshjem og kvindekrisecentre ikke tilbestemmelsens kerneområde. Selv om der er tale om svagt stillede persongrup-per, fordi de er hjemløse eller har måttet forlade deres hjem på grund af vold ellertrusler, er deres ophold på forsorgshjemmet eller kvindekrisecenteret som sådanalligevel karakteriseret ved en betydelig større grad af frivillighed, end når detgælder fængsler, psykiatriske afdelinger og døgninstitutioner og opholdsstederfor børn og unge.Endvidere er der efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at behandleboformer møntet på midlertidigt ophold anderledes end boformer møntet på læn-gerevarende ophold i relation til den strafferetlige beskyttelse mod seksuel udnyt-telse fra en ansats side.Betegnelsen ”institution for personer med vidtgående psykiske handicap” blevindsat i straffelovens § 219 i 1997 til erstatning for udtrykket ”åndssvageinstitu-tion”, som i 1965 havde afløst det oprindelige udtryk i straffeloven af 1930”Aandsvageanstalt”. Ifølge forarbejderne til lovændringen i 1965 var der alenetale om en redaktionel ændring, og ifølge forarbejderne til lovændringen i 1997var der alene tale om en sproglig tilpasning til de gældende socialretlige regler.303

Det må antages, at udtrykket i dag omfatter boformer efter lov om social service§§ 107 og 108, i det omfang det pågældende botilbud har karakter af en døgnin-stitution og er rettet mod personer med vidtgående psykiske handicap, hvorimodandre boformer efter lov om social service §§ 107 og 108 ikke kan antages at væ-re omfattet. Botilbud etableret med hjemmel i anden lovgivning, eksempelvis lovom almene boliger, må også antages at være omfattet, i det omfang det pågæl-dende botilbud har karakter af en døgninstitution og er rettet mod personer medvidtgående psykiske handicap.Som det fremgår, har der ikke siden straffelovens vedtagelse i 1930 været legisla-tive overvejelser vedrørende anvendelsesområdet for straffelovens § 219 i for-hold til institutioner for den persongruppe, der i dag betegnes personer med vidt-gående psykiske handicap–til trods for de meget store forandringer, der er sket ibehandlingen af den pågældende persongruppe.Ved straffelovens vedtagelse i 1930 fandtes to private institutioner, ØstifternesAandssvageforsorg og De Kellerske Aandssvageanstalter, som hver havde et an-tal anstalter, herunder de særlige øanstaler på henholdsvis Livø (for ”antisocialeog kriminelle åndssvage mænd”) og Sprogø (for ”seksuelt løsagtige åndssvagekvinder”).De private institutionerovergik i 1959 til staten og fik navnet ”Statens Åndssva-geforsorg”. Landet blev opdelt i 11 forsorgscentre, som hver bestod af en central-institution og en række mindre institutioner. De to øanstalter blev nedlagt i 1961.Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt i 1980, og alle foranstaltninger for udvik-lingshæmmede overgik til (amts)kommunerne, og siden er de fleste store, centra-le boinstitutioner overgået til andre formål. Børn er generelt hjemmeboende ogundervises i normalsystemet med støtte eller i specialbørnehaver og -skoler.Voksne bor i eget hjem, i pensionater eller i bofællesskaber. De arbejder i beskyt-tede værksteder, har mulighed for helbredsbetinget førtidspension, og nogle fin-der beskæftigelse med delvis aflønning via offentlige hjælpeforanstaltninger.Sammenfattende er udviklingen gået fra en placering i store institutioner med ihvert fald en de facto begrænsning af de pågældendes personlige frihed (bl.a.304

gennem placeringen på små øer) til en gradvis gennemførelse af en tanke omnormalisering og forsøg på at give plads til de pågældende i samfundet (oprinde-lig formuleret af den første chef for Statens Åndssvageforsorg, N.E. Bank-Mikkelsen). I dag er handicapforsorgen ikke som tidligere adskilt fra det øvrigesociale system, men er en del af det almindelige sociale hjælpeapparat. Denoverordnede målsætning for den moderne handicapforsorg er normalisering aftilværelsen for personer med handicap og integration i det almindelige samfunds-liv. Bistanden ydes som en minimal indgriben med udgangspunkt i den pågæl-dendes dagligdag og hjemlige miljø. Herved ønsker man at undgå de tidligere ti-ders stigmatisering og isolation, som fulgte af institutionsanbringelser fjernt frafamilien og det oprindelige miljø.Af forarbejderne til den første lov om social service, som trådte i kraft i 1998,fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4936):”Forslagets regler om botilbud omfatter alene bodelen. Den hjælp og støtte, der iøvrigt er brug for, dækkes gennem forslagets bestemmelser om personlig pleje,behandling, samvær og aktivitetstilbud m.v. Det betyder imidlertid ikke, at bi-stands- og støttetilbud efter lovforslaget nødvendigvis får en anden udformning el-ler karakter end de tilbud, der gives i dag. Tilbudene kan fortsat sammensættes så-ledes, at de med hensyn til service og boform reelt svarer til de bofællesskaber oginstitutioner m.v., der er oprettet og som drives efter reglerne i bistandsloven. (…)Bestemmelserne om boligtilbud er ikke længere knyttet til en bestemt organisa-tionsform. Men bo- og serviceydelser kan fortsat oprettes og drives som døgnin-stitutioner. Der er med forslaget en uændret kommunal og amtskommunal forplig-telse til at sikre egnede boformer for grupper med særlige behov, herunder en for-pligtelse til–i forhold til de forskellige gruppers behov–at indrette boformerneog at give den nødvendige støtte i tilknytning til boformerne.”

cippet visiteres særskilt med hjemmel i de samme bestemmelser, som gælder forpersoner, derikkeer optaget i et botilbud. Vurderingen af, om et botilbud har ka-rakter af en institution i straffelovens § 219’s forstand, vil derfor i dag i realitetenbl.a. afhænge af arten og omfanget af den hjælp, der i øvrigt er visiteret, hvor dervil være en glidende overgang. Hertil kommer, at der ikke længere er bestemmel-ser om boformer til specifikke målgrupper. Botilbud efter servicelovens §§ 107og 108 er således ikke kun målrettet personer med psykiske handicap, men ogsåpersoner med f.eks. fysiske handicap eller anden nedsat funktionsevne somsindslidelse, autisme mv. Samtidig er den skarpe målgruppeopdeling på de enkel-te botilbud i et vist omfang ved at blive udvisket. Det er ikke usædvanligt, atf.eks. personer med psykisk nedsat funktionsevne bor i samme botilbud som per-soner, der har ophold i botilbuddet overvejende på grund af (omfattende) fysisknedsat funktionsevne. Botilbud kan også være af meget forskellig størrelse, ogdet kan være tvivlsomt, om et botilbud med kun få beboere kan anses som en in-stitution i straffelovens§ 219’s forstand.Som følge af disse forhold vil det i dag efter omstændighederne kunne være for-bundet med betydelig vanskelighed at afgøre, om et konkret botilbud er omfattetaf straffelovens § 219. Dette afgrænsningsspørgsmål ses dog ikke at været rejst itrykt retspraksis, hvorved bemærkes, at retspraksis som beskrevet i afsnit 2 oven-for er sparsom, og at det som følge af anonymiseringen af de offentliggjortedomme ikke altid heraf kan ses, hvilken form for institution der var tale om. Detgælder TfK 2008.862 V, hvor institutionenomtales som et ”bofællesskab fordomsanbragte”, TfK2005.430 Ø, hvor forurettede omtales som psykiatrisk pati-ent på institutionen, og TfK 2004.496 Ø, hvor forurettede var optaget på institu-tionen på grund af mental retardering i lettere grad.Efter Straffelovrådets opfattelse hører særligt sikrede afdelinger for personer medvidtgående psykiske handicap, hvoraf der så vidt ses for tiden kun findes én pålandsplan, Kofoedsminde på Lolland, til kerneområdet for straffelovens § 219.Her er beboerne generelt frihedsberøvede i henhold til dom (foranstaltningsdomfor strafbart forhold) eller retskendelse (varetægtsfængsling i surrogat).Uden for dette sikre kerneområde er det imidlertid vanskeligt ud fra kendetegnfor institutionen at udskille de institutioner, hvor der generelt kan foreligge et så-dant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatte og beboere, at der bør306

gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelle forhold mellem ansatteog beboere.De personer, der er dømt til anbringelse på institution for personer med vidtgåen-de psykiske handicap (men ikke til anbringelse i særligt sikret afdeling), kan ipraksis være placeret mange forskellige steder, og der kan i samme botilbud værepersoner, som ikke er domsanbragte. Tilsvarende gælder personer, som er dømttil tilsyn af kommunen, således at kommunen kan træffe bestemmelse om an-bringelse på institution for personer med vidtgående psykiske handicap, hviskommunen træffer sådan bestemmelse.Også når der ikke er tale om personer, som er anbragt i henhold til dom ellerretskendelse, er der ganske vist generelt tale om personer, der er svagt stillede,men der er en meget glidende overgang i graden af afhængighed. Hertil kommer,at der i dag–dvs. efter afskaffelsen af de store åndssvageanstalter–næppe ernogen systematisk forskel i graden af afhængighed og beskyttelsesbehov ud fra,om beboeren er optaget i botilbuddet på grund af vidtgående psykiske handicapeller af andre årsager. Det kan således anføres, at der uanset typen af funktions-nedsættelse, sindslidelse og/eller særlige sociale problemer er tale om personer,som er i et afhængighedsforhold til botilbuddets personale. Endvidere er dernæppe heller i forhold til afhængighed og beskyttelsesbehov den store forskelmellem botilbud omfattet af lov om social service §§ 107 og 108 og andre bolig-former, der kræver forudgående visitation på baggrund af behovsvurdering, oghvor der er tilknyttet hjælp, herunder døgnhjælp, og som i praksis benyttes tilsamme formål som boformer efter lov om social service §§ 107 og 108. Det gæl-der bl.a. almene ældre- og handicapboliger, herunder plejeboliger, samt fripleje-boliger mv.Der kan også argumenteres for, at afhængighedsforholdet og dermed beskyttel-seshensynet er lige så stærkt for en person, der f.eks. bor i sit eget private hjemog får massiv støtte på grund af omfattende funktionsnedsættelse. En sådan per-sons afhængighed af personalet/hjælpere kan være helt det samme, som gør siggældende for personer, der bor på botilbud mv. Det kan i den forbindelse ogsånævnes, at reglerne i lov om social service om magtanvendelse over for voksnesom udgangspunkt er uafhængige af boform og således også kan anvendes i for-hold til personer, som bor i private hjem.307

Straffelovrådet er for så vidt enig i, at beskyttelsesbehovet for personer, der somfølge af omfattende funktionsnedsættelse modtager massiv støtte i private hjem,kan være sammenligneligt med beskyttelsesbehovet for personer, der er optaget iet botilbud, og at der i denne henseende heller ikke nødvendigvis er nogen sy-stematisk forskel mellem botilbud for personer med vidtgående psykiske handi-cap og botilbud for eksempelvis psykisk syge eller personer med alvorlige socia-le problemer eller mellem personer, der bor i et botilbud efter lov om social ser-vice §§ 107 og 108, og personer, der bor i en plejebolig mv.Samtidig er det imidlertid som nævnt i pkt. 4.1 ovenfor Straffelovrådets opfattel-se, at straffelovens § 219 bør begrænses til et kerneområde. Efter rådets opfattel-se ville det være for vidtgående at udvide bestemmelsen til også at omfatte priva-te hjem eller botilbud, der ikke har karakter af døgninstitutioner. En sådan udvi-delse, som ville indebære, at bestemmelsen kom til at omfatte andet end instituti-oner, ville også give bestemmelsen en helt anden karakter.Straffelovrådet kan heller ikke anbefale at udvide bestemmelsen til også at om-fatte plejeboliger mv., der har karakter af døgninstitutioner. Rådet lægger i denforbindelse også vægt på, at plejeboliger (tidligere betegnet plejehjem og endnutidligere betegnet alderdomshjem) har eksisteret i hele perioden fra før vedtagel-sen af straffeloven i 1930 frem til i dag uden nogensinde at have været omfattetaf straffelovens § 219, og uden at det ses at have givet anledning til problemer ipraksis, at sådanne institutioner ikke er omfattet af bestemmelsen.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at videreføre den gældende retstil-stand, hvorefter institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap eromfattet af straffelovens § 219. Rådet foreslår i den forbindelse en sproglig præ-cisering, således at ”institution” ændres til ”døgninstitution”. Rådet foreslår end-videre, at forsorgshjem udgår af bestemmelsen.Straffelovrådet er opmærksom på, at den foreslåede uændrede afgrænsning af be-stemmelsen for så vidt angår institutioner for personer med vidtgående psykiskehandicap indebærer, at visse stort set sammenlignelige situationer behandles for-skelligt afhængig af, om der er tale om en døgninstitution eller en boform medpersonale en stor del af døgnet, men dog ikke hele døgnet, og afhængig af, om308

den pågældende institution er for personer med vidtgående psykiske handicap el-ler for andre målgrupper.Grænsen må imidlertid nødvendigvis drages et sted, og efter Straffelovrådets op-fattelse ville en klarere afgrænsning kun kunne opnås ved enten en betydelig ud-videlse (f.eks. til alle døgninstitutioner) eller ved en væsentlig indskrænkning(f.eks. til særligt sikrede afdelinger). Rådet har for så vidt en vis sympati for enindskrænkning til særligt sikrede afdelinger, der som nævnt hører til bestemmel-sens kerneområde, men en sådan indskrænkning ville betyde, at personer, som imedfør af en dom er anbragt på almindelige (ikke-sikrede) institutioner for per-soner med vidtgående psykiske handicap, ikke længere ville være omfattet af be-stemmelsen. Også i lyset af, at den eksisterende afgrænsning så vidt ses ikke hargivet anledning til problemer i praksis, anbefaler rådet på denne baggrund efteren samlet vurdering at videreføre den gældende bestemmelse uændret for så vidtangår institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.4.3.5.Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at udvide bestemmel-sen i straffelovens § 219 til at omfatte institutioner inden forandre sektorer.Efter Straffelovrådets opfattelse bør bestemmelsen af principielle grunde udvidestil også at omfatte personer, der somfrihedsberøvedeeri politiets varetægt.Selvom sandsynligheden for et frivilligt seksuelt forhold (eller for et skjult misbrug)mellem en ansat i politiet og en frihedsberøvet i politiets varetægt er ringe, er derprincipielt tale om, at der generelt kan være et sådant særligt stærkt afhængig-hedsforhold på linje med de øvrige tilfælde, der er omfattet af straffelovens§ 219.Efter Straffelovrådets opfattelse er der derimod ikke andre institutioner, hvor dergenerelt kan være et sådant særligt stærkt afhængighedsforhold mellem ansatteog beboere, at der bør gælde et generelt strafsanktioneret forbud mod seksuelleforhold mellem ansatte og beboere.Særligt med hensyn tilkostskolerbemærkes, at straffelovens § 223, stk. 1, sær-skilt kriminaliserer et seksuelt forhold til et barn under 18 år, som er betroet no-gen til undervisning eller opdragelse.

Særligt med hensyn tilasylcentrebemærkes, at ophold i et asylcenter efter Straf-felovrådets opfattelse ikke kan sidestilles med ophold i fængsel eller på py-kiatrisk afdeling mv. Hvis en udlænding, herunder en asylansøger, frihedsberø-ves og derfor placeres i en af Kriminalforsorgens institutioner eller eventuelt påpsykiatrisk afdeling mv. (frihedsberøvelse i surrogat), vil den pågældende i kraftaf denne placering være omfattet af straffelovens § 219. I andre tilfælde kan asyl-ansøgere imidlertid ikke sidestilles med personer, der er frihedsberøvet, og dettegælder også udlændinge på ”tålt ophold”, som er pålagt at opholde sig på et be-stemt asylcenter. Det bemærkes herved, at en udlænding, der er pålagt at opholdesig på et bestemt asylcenter, ganske vist ikke uden tilladelse må overnatte andresteder, men udlændingen er ikke forpligtet til at være på sit værelse eller på asyl-centeret om aftenen eller om natten, men vil også i aften- og nattetimerne udentilladelse kunne færdes uden for asylcenteret, f.eks. ved at besøge venner, be-kendte og lignende, uden at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. Det af-gørende er, at udlændingen vender tilbage til asylcenteret og har asylcenteret somdet sted, hvor vedkommende overnatter.Særligt med hensyn tildagtilbudbemærkes, at en generel kriminalisering af sek-suelle forhold mellem personale på dagtilbud og brugerne af dagtilbuddet efterStraffelovrådets opfattelse ville være alt for vidtgående. For så vidt angår børnunder 18 år fastsætter straffelovens § 223, stk. 1, et generelt forbud mod seksuel-le forhold, hvis barnet er betroet nogen til undervisning eller opdragelse, hvortilnaturligvis kommer det helt generelle forbud mod seksuelle forhold til børn un-der 15 år. For så vidt angår personer over 18 år kan navnlig henvises til straffelo-vens § 218 om udnyttelse af sindssygdom eller mental retardering eller af en til-stand, hvor pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.4.4.Straffelovrådet finder, at det er hensigtsmæssigt, at bestemmelsen også fin-der anvendelse under udgang fra institutionen, men ikke, når institutionsopholdeter ophørt.På den ene side bør den beskyttelse, som bestemmelsen giver, ikke være begræn-set til seksuelle forhold, der finder sted på institutionens område, men bør ogsågælde under midlertidigt fravær–f.eks. udgang, frigang eller fælles udflugt–andetsteds. På den anden side ville det være for vidtgående at udvide bestemmel-sen til at gælde efter afslutningen af institutionsopholdet, og det gælder, selv om310

kontakten mellem den ansatte og den institutionsanbragte blev etableret under in-stitutionsopholdet.Det bemærkes, at den foreslåede udvidelse vedrørende politiet ikke er knyttet tilet institutionsophold, men til en frihedsberøvelse i politiets varetægt. Den fore-slåede udvidelse vil kun finde anvendelse på seksuelle forhold, der finder stedunder selve frihedsberøvelsen i politiets varetægt.4.5.Den gældende bestemmelse omfatter den, der er ”ansateller tilsynsførendeved” den pågældende institution. Bestemmelsen er ikke begrænset til ansatte ellertilsynsførende, der har kompetence til at give den institutionsanbragte pålæg ellertil at føre tilsyn med vedkommende.Der ses ikke i bestemmelsens forarbejder eller i retspraksis eller litteraturen atvære anført nærmere om forståelsen af udtrykket ”ansat eller tilsynsførende ved”,og så vidt ses har de overtrædelser af bestemmelsen, som er blevet pådømt i rets-praksis, vedrørt ”ansatte”.Efter Straffelovrådetsopfattelse må det antages, at der med ”tilsynsførende ved”en institution forstås personer, der som led i et offentligt hverv fører tilsyn medbehandlingen af personer, der er optaget i institutionen.For så vidt angår døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge, psykiatri-ske afdelinger eller døgninstitutioner for personer med vidtgående psykiske han-dicap er det Straffelovrådets opfattelse, at den gældende bestemmelse som ud-gangspunkt har en hensigtsmæssig udformning.Straffelovrådethar overvejet, om udtrykket ”ansat ved” er tilstrækkeligt til at an-give de personer, som bør være omfattet af et generelt forbud mod seksuelt for-hold til beboerne på en given institution, eller om det ville være hensigtsmæssigtat ændre det til f.eks. ”beskæftiget ved”. I betragtning af, at denne del af bestem-melsen som nævnt ikke ses at have givet anledning til problemer i praksis, harrådet dog ikke fundet grundlag for at foreslå en sådan ændring. Det bemærkesherved også, at den gældende bestemmelse efter rådets opfattelse også omfatterdeltidsansatte, midlertidigt ansatte og ulønnede ansatte, f.eks. praktikanter, og atudtrykket ”beskæftiget ved” kunne give anledning til nye afgrænsningsspørgsmål311

f.eks. i forhold til håndværkere, som i en vis periode udfører en konkret hånd-værksmæssig opgave på institutionens område.Med hensyn til udtrykket ”tilsynsførende ved” foreslår Straffelovrådet en sprog-lig præcisering, således at bestemmelsen finder anvendelse på ”tilsynsførendemed” den pågældende institution.Hermed tydeliggøres, at det afgørende for såvidt angår tilsynsførende er, at den pågældende fører tilsyn med en given institu-tion, og ikke om den pågældende særligt er tilknyttet denne institution.For så vidt angårkriminalforsorgens institutionerforeslår Straffelovrådet, at be-stemmelsen i stedet for at omfatte ansatte og tilsynsførende ved den pågældendeinstitution ændres til at omfatte ansatte i kriminalforsorgen som helhed, underhvis myndighed den pågældende står.Baggrunden for forslaget er, at hvis f.eks. en ansat ved Direktoratet for Kriminal-forsorgen eller ved kriminalforsorgen i frihed i arbejdsmæssigt øjemed besøger etfængsel eller arresthus og der er i kontakt med indsatte, tilsiger det beskyttelses-hensyn, som begrunder straffelovens § 219, at bestemmelsen skal kunne anven-des. Det afgørende bør således ikke være, om den pågældende er ansat ved (ellertilsynsførende med) den pågældende institution, men om den pågældende er an-sat ved kriminalforsorgen og i kraft heraf er i arbejdsmæssig kontakt med en per-son, der er optaget i en af kriminalforsorgens institutioner. Det bemærkes herved,at en medarbejder ved Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgeni frihed vil kunne have kompetence til at træffe afgørelse om prøveløsladelse el-ler have indflydelse på en sådan afgørelse, og at en indsat derfor vil kunne være iet stærkt afhængighedsforhold til en sådan medarbejder.Forslaget indebærer, at henvisningen til ”tilsynsførende” udgår for så vidt angårkriminalforsorgens institutioner.Straffelovrådet er opmærksom på, at Folketingets Ombudsmand fører tilsyn medbehandlingen af personer, der er frihedsberøvet, og at dette tilsyn bl.a. indbefatterinspektionsbesøg på institutioner under kriminalforsorgen. Det findes imidlertidufornødent alene med sigte til Folketingets Ombudsmand og dennes medarbejde-re i straffelovens § 219 at bevare en henvisning til ”tilsynsførende” med krimi-nalforsorgens institutioner.312

Med hensyn til den foreslåede udvidelse vedrørende politiet foreslås bestemmel-sen udformet på den måde, at den omfatter ansatte ved politiet, der har seksueltforhold til en person, der er frihedsberøvet og i politiets varetægt. Efter forslagetvil således enhver ansat ved politiet (herunder midlertidigt ansatte, deltidsansatteog ulønnede ansatte) være omfattet, men bestemmelsen vil kun gælde for seksu-elle forhold, der finder sted under frihedsberøvelsen i politiets varetægt.4.6.Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straf-felovens § 219 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet detubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 4 til 2 år,jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side172-73.Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i straf-ferammesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimumpå 4 års fængsel i bl.a. § 219, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffe-rammer og straffastsættelse side 736.Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrugmv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådansammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i dissebestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmel-serners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne harsåledes til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og detgælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af kon-krete overtrædelser.Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en straffe-ramme, der omfatter fængsel indtil 4 år.En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt ogsamleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne i

straffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige endvoldtægt og samleje med barn under 15 år.En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er taleom alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere væ-re fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sagerom meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne forså vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikkefundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218og siden 1933 for så vidt angår § 219.Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således at videreføre den gældendestrafferamme i § 219 på 4 års fængsel.4.7.Med hensyn tilstrafniveauetfinder Straffelovrådet ikke grundlag for at fore-slå ændringer i op- eller nedadgående retning i forhold til den eksisterende straf-udmålingspraksis.Straffelovrådet lægger på den ene side vægt på, at også straffelovens § 219 er be-grundet i hensynet til at beskytte forurettedes seksuelle frihed og selvbestemmel-sesret. Bestemmelsens hovedformål er således ikke–eller bør i hvert fald frem-over ikke anses for at være–at varetage mere ordensmæssige hensyn.Straffelovrådet lægger på den anden side vægt på, at det ved straffastsættelsenogså bør kunne tages i betragtning, om der foreligger et misbrug, eller om der ertale om et frivilligt seksuelt forhold.Strafudmålingen bør endvidere ske ud fra den enkelte sags konkrete omstændig-heder. Som eksempler på andre forhold, som kan indgå i vurderingen af forbry-delsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af straffen, kan nævnes antallet afseksuelle forhold, det eller de seksuelle forholds nærmere karakter (samleje ellerandet seksuelt forhold end samleje og i givet fald hvilken form for seksuelt for-hold), om der er tale om forsøg, om der er tale om gentagelse, om der er flereforurettede, graden af forurettedes afhængighed, forurettedes alder, og om dersker rettighedsfrakendelse.314

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 220Efter straffelovens § 220 straffes den, som ved groft misbrug af en persons tjenst-lige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab medden pågældende, med fængsel indtil 1 år eller, såfremt forholdet er begået overfor en person under 21 år, med fængsel indtil 3 år.Bestemmelsen i § 220 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyntil kønslig omgængelse med en person af samme køn.Som det fremgår, er straffelovens § 220 begrænset til at omfatte samleje uden forægteskab.Anvendelse af bestemmelsen i straffelovens § 220 forudsætter, at samlejet er op-nået ved et groft misbrug. Der er ved vurderingen af, om et sådant misbrug fore-ligger, overladt domstolene et meget frit skøn, jf. Vagn Greve m.fl., Kommente-ret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 307.Den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, skal efter bestemmelsenvære af tjenstlig eller økonomisk karakter. Uden for falder således som udgangs-punkt bl.a. forhold til læger, lærere eller sjælesørgere, jf. Oluf H. Krabbe, Bor-gerlig Straffelov (4. udg. 1947) side 515.Om karakteren af den afhængighed, hvori den udnyttede skal befinde sig, anføresnærmere i Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 58 bl.a.følgende:

Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) § 201 samt side 199-200. Der kan endvidere henvises til Torps udkastaf 1917 (U II) § 199 samt side 188 og 192-194 og udkast af 1923 (U III) § 200samt spalte 321. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A,spalte 3372 (§ 222).Bestemmelsen var, som det anføres i U III spalte 321, ny i dansk ret.1.2.2. Lovændringen i 1981Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) fik § 220 sin nuværende ordlyd.Bestemmelsen blev således ved lovændringen gjort kønsneutral, idet den hidtidi-ge begrænsning til forhold begået mod kvinder blev ophævet, således at bestem-melsen også vil kunne anvendes på forhold begået over for mænd, jf. Folketings-tidende 1980-81, tillæg A, spalte 4005-4006, og Straffelovrådets betænkning nr.914/1980 om voldtægt, røveri og brandstiftelse side 51.1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prø-veløsladelseBestemmelsen i § 220 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelov-rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Derfremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 172-73):”I de sjældne tilfælde, hvor det er aktuelt at afsige dom efter en af bestemmelsernei §§ 218-220, ligger straffene væsentligt under lovens maksima. Straffelovrådetfinder det ubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i §§ 218 og 219 fra 4 til 2 årog i § 220, sidste led, fra 3 år til 2 år.Samme nedsættelser vil uden særskilt lovændring ske i tilfælde, hvor der ikkeer tale om samleje, men hvor der efter § 224 eller § 225, sammenholdt med en afbestemmelserne i §§ 218-220,dømmes for andet seksuelt forhold end samleje.”

1.2.4. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse ogstrafferammerAf Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og straffe-rammer fremgår om bestemmelsen i straffelovens § 220–i forlængelse af det an-førte i betænkning nr. 1099/1987–bl.a. følgende (side 736):”§§ 218-220er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode placeret i sammekategori som bl.a. § 217, (…) dvs. med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Detsvarer for så vidt angår §§ 218 og 219 til det nugældende strafmaksimum. Place-ringen indebærer for så vidt angår § 220, at strafmaksimum hæves fra 3 til 4 årsfængsel.Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som kom til udtryk i 1987-betænkningen (…). Som det fremgår, var der enighed om, at der burde være paral-lelitet med hensyn til strafmaksima i §§ 218-220. Dette er fortsat rådets opfattelse.Straffelovrådet finder dog, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferam-mesystemet ville være rigtigst indtil videre at opretholde et strafmaksimum på 4års fængsel i §§ 218 og 219 og som følge heraf at skærpe strafmaksimum i § 220til 4 års fængsel. Rådet bemærker i øvrigt, at det ved en lovrevision kunne overve-jes at ændre aldersgrænsen, der betinger anvendelsen af det skærpede strafmaksi-mum i § 220, fra 21 til 18 år. Aldersgrænsen på 21 år er i bestemmelsens motiverknyttet til den daværendemyndighedsalder”

I Domme i Kriminelle Sager fra 1990-1992 er dog refereret en utrykt dom vedrø-rende overtrædelse af straffelovens § 220 (side 164):Østre Landsret 11. september 1992 (9. afd. nr. 81/92) (3 måneders betinget fæng-sel): En 53-årig mand havde i løbet af en periode på ca. 3 måneder én gang skaffetsig samleje og én gang anden kønslig omgængelse end samleje med en kvinde,der som langtidsledig var ansat i en kommune, hvor tiltalte havde instruktionsbe-føjelse over for hende. Det blev af landsretten bl.a. anført, at forurettede befandtsig i et tjenstligt afhængighedsforhold til tiltalte og var økonomisk afhængig afansættelsen, hvilket måtte have stået tiltalte klart. Tiltalte havde endvidere groftmisbrugt denne afhængighed til at skaffe sig kønslig omgængelse og samleje medforurettede.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 2 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 220 (samleje) (begge i 1992, herunder ovennævnte dom), hvoraf ingen varubetingede fængselsstraffe. Der var i samme periode i alt 1 fældende strafferetligafgørelse for overtrædelse af straffelovens § 220, jf. § 224 (anden kønslig om-gængelse end samleje) (i 1989), nemlig en dom på 1 års ubetinget fængsel.Der foreligger ikke særskilt statistik for afgørelser om overtrædele af § 220, jf.§ 225 (homoseksuelt forhold), men det samlede antal fældende afgørelser forovertrædelse af § 225, jf. §§ 218-220 og 223, var i den nævnte periode 20 (heraf11 ubetingede fængselsstraffe). Ud fra de statistiske oplysninger i øvrigt om for-delingen af sagerne mellem §§ 218-220 og 223 må det antages, at langt størstede-len af (og eventuelt alle) disse 20 afgørelser angik andre paragraffer end § 220.

2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nyestraffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Efter § 193, stk. 1, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den,som skaffer sig eller en anden seksuel omgang ved misbrug af stilling, afhængig-hedsforhold eller tillidsforhold, med fængsel indtil 6 år.Om hvad der skal regnes for misbrug anføres bl.a. følgende i forarbejderne(Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 113):”Hvasom skal regnes som misbruk, vil være situasjonsbetinget. Generelt vil detregnes som misbruk dersom gjerningspersonen på en utilbørlig måte utnytter sittovermaktsforhold til å skaffe seg seksuell omgang med fornærmede, f.eks. somdennes lege, psykolog eller støttekontakt. Relevante faktorer ved vurderingen vilvære partenes alder, erfaring og opptreden, herunder hvilken overlegne posisjondette har satt gjerningspersonen i overfor fornærmede. Herav følger at ikke alleforhold mellom personer hvor den ene part står i et overordningsforhold til denandre, omfattes. Situasjonen vil kunne stille seg annerledes dersom partene uav-hengig av den enes overmaktsforhold, har seksuell omgang, f.eks. som følge av atdet utvikler seg et alminnelig kjærlighetsforhold. Begrunnelsen for straffebudet–vern av personer som står i et underordningsforhold til annen person–vil da ikkelengergjøre seg gjeldende.”

Efter bestemmelsens stk. 2 er strafferammen fængsel fra 6 måneder til 4 år, hvisforbrydelsen er grov. Ved vurderingen af, om forbrydelsen er grov, skal der sær-ligt tages hensyn til, om flere har forgrebet sig på offeret eller på anden måde del-taget i overgrebet, eller om gerningsmanden ellers har udvist særlig hensynsløs-hed.For strafansvar kræves det generelt, at det er gerningsmanden, som er aktiv, dvs.formår offeret til at foretage eller tåle en seksuel handling, jf. prop. 2004/05:45side 141. Afhængighedsforhold omfatter bl.a. en bestående økonomisk afhæn-gighed og afhængighed i ansættelsesforhold. Afhængighedsforhold kan også be-stå mellem en person, der er frihedsberøvet i en af kriminalforsorgens institutio-ner, og en af institutionens ansatte. Afhængighedsforhold kan også bestå mellemen narkoman og dennes faste leverandør af narkotika, jf. prop. 2003/04:12 side31.

4. Straffelovrådets overvejelser4.1.Straffelovrådet har i lyset af, at straffelovens § 220 anvendes endog overor-dentligt sjældent, overvejet, om bestemmelsen bør ophæves som overflødig. Sær-ligt med hensyn til tjenstlig afhængighed kan det anføres, at der i dag–i mod-sætning til i 1933, da bestemmelsen blev indført–er en stærk civilretlig beskyt-telse mod sexchikane i ansættelsesforhold.Efter Straffelovrådets opfattelse er der imidlertid strafværdige forhold, som eromfattet af bestemmelsen, og rådet finder endvidere, at der, uanset at straffelo-vens § 220 overlader domstolene et vidt skøn, er fordele forbundet med en sær-skilt udtrykkelig kriminalisering af groft misbrug af tjenstlig eller økonomisk af-hængighed (frem for at sådanne forhold i givet fald efter omstændighederne skul-le straffes som blufærdighedskrænkelse).Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der særligt er et beskyttelsesbehovi forhold til børn, hvor § 220’s beskyttelsemod groft misbrug af et barns afhæn-gighed af sin arbejdsgiver eller overordnede supplerer beskyttelsen i § 223, stk.1, mod seksuelle forhold mellem et barn og en person, som barnet er betroet tilundervisning eller opdragelse. Der er dog–og bør fortsat være–den væsentlige323

forskel mellem bestemmelserne, at § 220 kun omfatter tilfælde, hvor arbejdsgive-ren eller den overordnede groft har misbrugt barnets arbejdsmæssige afhængig-hed, hvorimod § 223, stk. 1, omfatter ethvert seksuelt forhold til et barn, som denpågældende har fået betroet til undervisning eller opdragelse.4.2.Straffelovrådet har omvendt overvejet, om bestemmelsen bør udvides til atomfatte groft misbrug af andre former for afhængighed end tjenstlig eller øko-nomisk afhængighed.Straffelovrådetfinder, at ”misbrug” af –ikke en bestående tjenstlig eller økono-misk afhængighed, men af–at gerningsmanden har (eller påstår at have) mulig-hed for at skaffe forurettede et eftertragtet hverv (f.eks. en filmrolle eller et mo-deljob), konkret kan indebære en grov udnyttelse af situationen, men kan væresærdeles vanskelige at adskille fra situationer, hvor en person med fuldt overlægindvilliger i at have samleje med en anden, stærkere positioneret person for atopnå et gode. Straffelovrådet er således betænkelig ved at foreslå en nykriminali-sering af sådanne handlinger. Med hensyn til tilbud om at yde en økonomisk for-del som betaling for et konkret seksuelt forhold henvises til Straffelovrådetsovervejelser ikapitel 19,afsnit 6.3, nedenfor om en eventuel nykriminalisering afbetaling for sex.Straffelovrådet finder endvidere, at en udvidelse til at omfatte andre former forafhængighed end tjenstlig eller økonomisk afhængighed vil være principielt vidt-gående og desuden kunne gøre bestemmelsen for upræcis. Rådet finder endvide-re, at der i praksis ikke har vist sig et behov for en sådan udvidelse.Særligt med hensyn til personlig afhængighed af plejepersonale–hvad enten derer tale om pleje i eget hjem eller på en behandlingsinstitution eller et botilbudmv., som ikke er omfattet af straffelovens § 219–er det Straffelovrådets opfat-telse, at de øvrige bestemmelser om misbrug, herunder navnlig straffelovens§ 218, i almindelighed giver den fornødne beskyttelse.Den udvikling, der har fundet sted inden for socialsektoren for voksne, indebærerimidlertid en forskydning fra, at svagt stillede personer bor på institutioner, overmod, at sådanne personer bor i egne boliger eksempelvis i mindre bofællesska-ber. Udviklingen, som er nærmere beskrevet ovenfor ikapitel 10,afsnit 4.3.4, in-324

debærer bl.a., at færre voksne med vidtgående handicap er optaget i en instituti-on, der er omfattet af straffelovens § 219’s absolutte forbud mod seksuelle for-hold mellem ansatte og beboere.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at udvide bestemmelsen i straffelo-vens § 220 til også at omfatte groft misbrug af plejemæssig afhængighed. Dettevil omfatte personer, der modtager (omfattende) plejemæssig bistand i eget hjemeller på en behandlingsinstitution eller et botilbud mv., hvis der foreligger etstærkt afhængighedsforhold mellem plejepersonalet og den pågældende og denneafhængighed er blevet groft misbrugt.Forslaget tilsigter at give en yderligere beskyttelse af en svagt stillet persongrup-pe. Som nævnt må det antages, at beskyttelsen efter straffelovens § 218 normaltvil være tilstrækkelig, og der kan ikke forventes ofte at blive brug for at bringedet foreslåede nye led i straffelovens § 220 i anvendelse.4.3.Det er Straffelovrådets flertals opfattelse, at bestemmelsen i straffelovens§ 220 bør udvides til også at omfatte forhold begået inden for ægteskab. Derhenvises herom nærmere tilkapitel 9,afsnit 3.3, ovenfor.Herudover foreslår Straffelovrådet en sproglig modernisering, således at ”tjenst-lig” afhængighed ændres til ”arbejdsmæssig” afhængighed.4.4.Straffelovrådet har tidligere under henvisning til, at straffene efter bl.a. straf-felovens § 220 ligger væsentligt under det gældende strafmaksimum, fundet detubetænkeligt at nedsætte strafmaksimum i bl.a. denne bestemmelse fra 3 til 2 år,jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side172-73.Straffelovrådet har senere fundet, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i straf-ferammesystemet ville være rigtigst at skærpe strafmaksimum i § 220 fra 3 til 4års fængsel, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om strafferammer og straffast-sættelse side 736.Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelserne om tvang, udnyttelse, misbrugmv. i straffelovens §§ 217-220 angår forhold, der overordnet set har en sådan325

sammenlignelig grovhed, at det taler for at anvende samme strafferamme i dissebestemmelser. Dette gælder, selv om der er væsentlige forskellige i bestemmel-serners nærmere indhold og deres praktiske betydning. Alle bestemmelserne harsåledes til formål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og detgælder for alle bestemmelserne, at der er betydelig variation i grovheden af kon-krete overtrædelser.Ved valget af, hvilken strafferamme der så bør anvendes i straffelovens §§ 217-220, finder Straffelovrådet efter en samlet vurdering, at mest taler for en straffe-ramme, der omfatter fængsel indtil 4 år.En strafferamme på 4 års fængsel er klart lavere end de højere strafferammer på 8og 12 års fængsel, som gælder for de groveste seksualforbrydelser, voldtægt ogsamleje med barn under 15 år, og vil dermed tydeligt markere, at forbrydelserne istraffelovens §§ 217-220 generelt må anses for at være mindre alvorlige endvoldtægt og samleje med barn under 15 år.En strafferamme på 4 års fængsel markerer samtidig, at der generelt set er taleom alvorlige forbrydelser, og en strafferamme på 4 års fængsel vil endvidere væ-re fuldt tilstrækkelig til at give rum for en passende strafudmåling også i sagerom meget grove overtrædelser af straffelovens §§ 217-220. Det samme kunne forså vidt siges om en strafferamme på 3 års fængsel, men Straffelovrådet har ikkefundet tilstrækkelig anledning til at foreslå en nedsættelse af strafferammen på 4års fængsel, som har været gældende siden 1967 for så vidt angår §§ 217 og 218og siden 1933 for så vidt angår § 219.Straffelovrådet foreslår på denne baggrund at forhøje strafmaksimum i straffelo-vens § 220 fra 3 til 4 års fængsel.Det er samtidig Straffelovrådets opfattelse, at aldersgrænsen på 21 år for anven-delse af en skærpet strafferamme i § 220 i givet fald bør ændres til 18 år.Dette skyldes, at aldersgrænsen på 21 år ifølge bestemmelsens forarbejder erknyttet til den myndighedsalder, som gjaldt, da bestemmelsen blev gennemført.Da den gældende myndighedsalder er 18 år, vil en ændring af aldersgrænsen i§ 220 til 18 år være i overensstemmelse med de hensyn, som ligger bag den326

skærpede strafferamme, og der er efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlagfor at opretholde en aldersgrænse i § 220 på 21 år. Hertil kommer, at en alders-grænse på 18 år også vil svare til aldersgrænsen i flere af de øvrige bestemmelseri straffelovens kapitel 24.Straffelovrådet har i forlængelse heraf overvejet, om den delte strafferamme på 1og–efter rådets forslag–4 års fængsel i stedet burde slås sammen til én samletstrafferamme på fængsel indtil 4 år.Dette ville indebære, at strafferammen for forhold begået over for personer over18 år blev firdoblet fra 1 til 4 år. En sådan forhøjelse af strafferammen ville ogsåhave afledede konsekvenser i forhold til mulighederne for at foretage straffepro-cessuelle tvangsindgreb og i forhold til forældelse. Der ville bl.a. blive mulighedfor varetægtsfængsling (hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt), og foræl-delsesfristen ville blive forlænget fra 2 til 5 år.Endvidere er der som nævnt inden for rammerne af § 220 et særligt beskyttelses-behov i forhold til børn, og en skærpet strafferamme for forhold begået over forpersoner under–efter rådets forslag–18 år, er for så vidt velbegrundet.Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at foreslå én sam-let strafferamme i straffelovens § 220.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 221Efter straffelovens § 221 straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, dervildfarende anser samlejet som ægteskabeligt eller forveksler gerningsmandenmed en anden, med fængsel indtil 6 år.Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse med hensyn til anden heteroseksuelkønslig omgængelse end samleje, jf. straffelovens § 224, men kan derimod ikkeanvendes ved kønslig omgængelse med en person af samme køn, idet der ikke istraffelovens § 225 er henvist til § 221.Med bestemmelsen i § 221 kriminaliseres to former for svig. Bestemmelsens før-ste led omfatter tilfælde, hvor offeret fejlagtigt tror, at vedkommende har indgåetægteskab med gerningsmanden (dvs. en fejlagtig tro på, at ægteskab er indgået,uden at offeret tager fejl af gerningsmandens identitet), mens bestemmelsens an-det led omfatter tilfælde, hvor offeret forveksler gerningsmanden med en anden(dvs. tager fejl af, hvilken fysisk person offeret har hos sig–uden hensyn til, omsamlejet anses som ægteskabeligt eller ej).Anvendelse af anden form for svig end de to nævnte former er ikke omfattet af§ 221. Det forhold, at gerningsmanden f.eks. opnår samleje ved at lyve om sinidentitet eller foregive at være velhavende eller kendt, er dermed ikke efter be-stemmelsen strafbart.Subjektivt kræves det, at gerningsmanden har handlet med forsæt til at udnytteden bestemmende vildfarelse hos offeret.

Som det fremgår, har bestemmelsen således bortset fra, at den oprindeligt var be-grænset til forhold begået mod kvinder, været uændret siden straffeloven af 1930.Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) §§ 201 og 205 samt side 199, 200 og 202. Endvidere kan der henvisestil Torps udkast af 1917 (U II) § 200 samt side 188 og udkast af 1923 (U III) §201 samt spalte 321. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, til-læg A, spalte 3223 og 3372 (§ 223), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte5310 og 5374 (§ 221).Fra forarbejderne kan det særligt nævnes, at der om samleje fremkaldt ved svig iTorps betænkning af 1917 (U II) bl.a. fremgår følgende (side 188):”Mendet gaar utvivlsomt lige saa lidt an her at medtage ethvert ved Svig frem-kaldt Samleje o. lign. Ganske bortset fra det Tilfælde at Samleje er opnaaet vedLøfte om Pengevederlag, som vedkommende ikke kan eller ikke har til Hensigt atyde, maa det erindres, at List og Svig altid har spillet en fremtrædende Rolle i ero-tiske Forhold. Det regnes der og maa der regnes med; og hvilken Rolle Svigenvirkelig in concreto har spillet som Bestemmelsesmiddel, er netop her, hvor Li-330

denskaben, Sanserne spiller med ind, og hvor derfor Villigheden til at lade sig be-drage ofte er ret stor, i Reglen saa vanskeligt at bedømme, at der bør vises denyderste Varsomhed. Et, i øvrigt meget upraktisk, Tilfælde rammer næsten alle Lo-ve, nemlig det at Samlejet antages for ægteskabeligt; men det er ogsaa det eneste,der medtages. Og vel kan Svig for at opnaa Samleje o. lign. ogsaa ellers være saaondartet, at den føles som strafværdig, f.Eks. hvor Manden har givet Ægteskabs-løfte, som han aldrig har villet, maaske end ikke kan opfylde, fordi han allerede ergift. Men Afgørelsen af baade, hvilken Svig der skal medtages, og om Vildfarel-sen virkelig har været bestemmende, frembyder her saa store Vanskeligheder, atdet sikkert maa billiges, at ingen Lov og intet andet Udkast har dristet sig til atdrage denne Grænse.”

Der var i udkastet (U II) med hensyn til samleje fremkaldt ved svig alene medta-get en bestemmelse om straf for ”den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde,der vildfarende anser Samlejet som ægteskabeligt” (udkastets§ 200).En bestemmelse svarende til 1930-straffelovens § 221 blev foreslået i udkast af1923 (U III). Der fremgår herom af betænkningen bl.a. følgende (spalte 321):”§201giver Regler for de Tilfælde, hvor Opnaaelse af Samleje ved Anvendelseaf Svig er strafbart. Bestemmelsen træder i Stedet for Straffelovens § 172 og ud-vider dennes Omraade, idet Bestemmelsen ikke blot finder Anvendelse paa den,der tilsniger sig Samleje med en Kvinde, der vildfarende anser Samlejet som æg-teskabeligt, men ogsaa paa den, der tilsniger sig Samleje med en Kvinde udenforÆgteskab, naar han benytter sig af, at der foreligger en Identitetsforveksling fraKvindens Side.”

I forslaget til borgerlig straffelov fra 1924-25 omfattede bestemmelsen om svigalene tilsnigelse af samleje med en kvinde, der vildfarende anser samlejet somægteskabeligt. Det fremgår herom af bemærkningerne til bestemmelsen bl.a., atder ikke fandtes at være en praktisk trang til at foreslå en særlig strafbestemmelsevedrørende tilfælde, hvor der foreligger en identitetsforveksling fra kvindensside, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372.I forslaget til borgerlig straffelov fra 1927-28 omfattede § 221 imidlertid ogsåden, der tilsniger sig samleje med en kvinde, der forveksler gerningsmanden meden anden. Det fremgår herom af bemærkningerne, at et sådant tilfælde fandtes atvære formentlig nok så praktisk som tilfælde, hvor samlejet vildfarende ansessom ægteskabeligt, jf. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374.

1.2.2. Lovændringen i 1981Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) fik § 221 sin nuværende ordlyd.Bestemmelsen blev således ved lovændringen gjort kønsneutral, idet den hidtidi-ge begrænsning til forhold begået mod kvinder blev ophævet. Der kan om lov-ændringen nærmere henvises til Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte4005-4006, og Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri ogbrandstiftelse side 51.1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prø-veløsladelseBestemmelsen i § 221 har endvidere været genstand for overvejelse i Straffelov-rådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Derfremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 175):”I § 221 findes en i og for sig ejendommelig bestemmelse om den, der tilsnigersig samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabeligt ellerforveksler gerningsmanden med en anden. Straffen er fængsel indtil 6 år. Be-stemmelsens sidste led er nogle få gange blevet anvendt i forsøgstilfælde, hvorgerningsmanden i mørke har prøvet at opnå samleje med en kvinde, der har anta-get gerningsmanden for en anden. Derimod kendes der vistnok ikke eksempler pådomfældelse efter bestemmelsens 1. led, hvor det er forudsat, at kvinden ikke ta-ger fejl af mandens identitet, men fejlagtigt går ud fra, at de er gift med hinanden.Noget kunne tale for helt at ophæve § 221. Straffelovrådet har dog i den fore-liggende sammenhæng begrænset sig til at foreslå, at kriminaliseringen i § 221, 1.led, ophæves, og at strafmaksimum i øvrigt nedsættes til fængsel i 1 år.Som en konsekvens af dette forslag, foreslår straffelovrådet endvidere, at der i§ 225 om homoseksuelle forhold medtages en henvisning til § 221, hvorved deropnås en strafmæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle for-hold.”

”§ 221 er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme ka-tegori som bl.a. §§ 218 og 219 (…). Det indebærer, at strafmaksimum nedsættesfra 6 til 4 års fængsel.Som det fremgår (…) ovenfor, var der ved afgivelsenaf 1987-betænkningenstemning for at foreslå bestemmelsen ophævet. Rådet begrænsede sig dog i denforeliggende sammenhæng til at foreslå kriminaliseringen i § 221, 1. led, ophævetog i øvrigt at nedsætte strafmaksimum til 1 års fængsel samt medtage en henvis-ning til § 221 i § 225 med sigte på en straffemæssig ligestilling mellem homosek-suelle og heteroseksuelle forhold.Hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for, at forhold,der henføres under § 221, undergives et strafmaksimum på 4 års fængsel. Rådetfinder dog i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at der kunne rejsesspørgsmål om ophævelse af i hvert fald bestemmelsens 1. led. Såfremt kriminali-seringen i 2. led opretholdes, ville rådet endvidere kunne tiltræde, at strafmaksi-mum sænkes til 1 års fængsel, og at § 225 ændres med henblik på at gøre be-stemmelsen kønsneutral.”

2. RetspraksisStraffelovens § 221, 1. led, ses ikke at være anvendt i trykt retspraksis. Retsprak-sis om straffelovens § 221, 2. led, er endvidere sparsom. Der kan fra retspraksishenvises til følgende domme (som er de eneste trykte domme siden bestemmel-sens ikrafttræden i 1933):TfK 2011.563 V (60 dages fængsel som tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til endom på 50 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for kørsel ifrakendelsestiden): En 46-årig mand var i en haveforening gået ind i et hus oghavde taget bukserne af en sovende kvinde og tilsneget sig oralsex med hende, derforvekslede tiltalte med sin mand.UfR 2011.58 Ø (4 måneders fængsel): En 49-årig mand havde tilsneget sig andenkønslig omgængelse end samleje med en væsentligt yngre kvinde, som forveksle-de tiltalte med sin kæreste, idet tiltalte stak en finger op i forurettedes skede og

slikkede hende i skridtet. De nærmere omstændigheder omkring gerningsmandenstilstedeværelse fremgår ikke af den trykte dom. Byretten anså under hensyn til denbetydelige aldersforskel mellem gerningsmanden og forurettede forholdet somgroft.UfR 1994.93 V (7 måneders fængsel): En 46-årig mand, der overnattede hos enkvindelig bekendt, gik ind i hendes soveværelse, hvor hun sov, og indledte samle-je med hende, der forvekslede ham med sin fraskilte mand, der nu og da overnat-tede i lejligheden, og som hun undertiden havde samleje med. (Den udmålte strafomfattede også et tilfælde af spirituskørsel, og det må antages, at straffen for over-trædelsen af straffelovens § 221 isoleret set ville have ligget på 6 måneders fæng-sel).UfR 1959.97 H (3 års fængsel): En 51-årig mand havde flere gange samleje medsin 17-årige datter, der var mentalt retarderet, idet han foregav at være en af hen-des bekendte og fordrejede sin stemme og tilhyllede sit ansigt. Nævningerne fandttiltalte skyldig i incest, jf. straffelovens § 210, og i forsøg på tilsnigelse af samleje,jf. straffelovens § 221. Det må antages, at forholdet blev kategoriseret som forsøg,fordi datteren genkendte sin far og således ikke var i nogen vildfarelse med hen-syn til, hvem hun havde samleje med.UfR 1955.229 H (8 måneders fængsel): En 38-årig mand gik ind på et værelse i enklublejlighed, lagde sig i sengen hos den kvinde, der boede der, og forsøgte at fåsamleje med hende, idet han var klar over, at hun forvekslede ham med sin kære-ste.

Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 10 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 221 (samleje), heraf 8 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 3 årsfængsel fra 1989, den ovennævnte dom på 7 måneders fængsel, 3 domme på 6måneders fængsel, 1 dom på 4 måneders fængsel og 2 domme på 3 månedersfængsel. Der var i samme periode i alt 7 fældende strafferetlige afgørelser forovertrædelse af straffelovens § 221, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse endsamleje), heraf 4 ubetingede fængselsstraffe, nemlig 1 dom på 60 dages fængsel,1 dom på 30 dages fængsel og 2 domme på i gennemsnit 4½ måneds fængsel(men hvor det ikke af statistikken kan ses, om der f.eks. var tale om 1 dom på 4måneders fængsel og 1 dom på 5 måneders fængsel eller 1 dom på 3 månedersfængsel og 1 dom på 6 måneders fængsel).

3. Fremmed ret3.1. Norsk retDen gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med sene-re ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nyestraffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Der findes ikke i norsk ret en særskilt kriminalisering af de forhold, der er omfat-tet af straffelovens § 221, men sådanne forhold vil kunne være omfattet af en me-re generel strafbestemmelse om misbrug af bl.a. tillidsforhold.Indtil 2000 fandtes i den norske straffelovs § 194 en bestemmelse om den, derskaffer sig eller en anden seksuel omgang ved bl.a. ”særlig underfundig atferd”,hvormed mentes”list og lureri”, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000)side 94. Dette ledi bestemmelsen tog oprindelig navnlig sigte på tilfælde, hvor gerningsmandenopnåede samleje med en anden ved at love ægteskab uden at have til hensigt atindfri løftet. Allerede da dette led i bestemmelsen blev ophævet i 2000, antogesdet imidlertid, at opnåelse af samleje på grundlag af et falsk ægteskabsløfte næp-pe længere var strafbar. (En regel om straf for den, som undlod at gifte sig meden kvinde, der havde ladet sig besvangre i tillid til et ægteskabsløfte, var blevetophævet i 1963).Efter § 193, stk. 1, i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den,som skaffer sig eller en anden seksuel omgang ved misbrug af stilling, afhængig-hedsforhold eller tillidsforhold, med fængsel indtil 6 år.§ 295, litra a, i den nye straffelov af 2005 viderefører § 193, stk. 1, med den ud-videlse, at også det at få forurettede til at udføre handlinger, som svarer til seksu-el omgang, med sig selv, omfattes.Det antages af Magnus Matningsdal, Norsk spesiell strafferett (2010) side 240, atmisbrug af tillidsforhold bl.a. vil kunne omfatte tilfælde, hvor en person indladersig på seksuel omgang i tillid til, at der foreligger et gyldigt ægteskab, eller hvor

3.2. Svensk retDe svigstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 221, 1. led, ses ikke at værekriminaliseret i svensk ret.I svensk ret kan de forvekslingstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 221, 2.led, efter omstændighederne være omfattet af bestemmelsen i den svenske straf-felovs kapitel 6 § 10 om seksuelt forulempende overgreb (sexuellt ofredande),som nærmest svarer til blufærdighedskrænkelse efter dansk ret.Om kriminaliseringen i svensk ret af overgreb, hvor gerningsmanden udnytter enpersonforveksling, fremgår det imidlertid desuden af en svensk betænkning omlovgivningen om seksualforbrydelser fra oktober 2010 (SOU 2010:71), at detfindes at være en mangel ved den svenske lovgivning, at handlinger af den nævn-te karakter alene er strafbare som seksuelt forulempende overgreb efter kapitel 6§ 10. Det foreslås på bl.a. den baggrund i betænkningen, at der i den svenskestraffelovs kapitel om seksualforbrydelser skal indsættes en ny samtykkebaseretbestemmelse om straf for seksuelle handlinger. Med den foreslåede bestemmelseer det hensigten at kriminalisere gennemførelse af en seksuel handling med enperson uden dennes tilladelse. Bestemmelsen vil ifølge betænkningen bl.a. kunneanvendes i tilfælde, hvor et offer under et overgreb udviser total passivitet, ellerhvor gerningsmanden vildleder offeret ved f.eks. at udgive sig for at være en per-son, som offeret har eller har haft en seksuel relation med, jf. SOU 2010:71 side16ff, 246ff, 250ff og 495ff.

4. Straffelovrådets overvejelser4.1. Overvejelser om ophævelse af bestemmelsen i § 221 samt om enopsamlende samtykkebaseret bestemmelse4.1.1.Efter kommissoriet anmodes Straffelovrådet om bl.a. at overveje, om dereventuelt er grundlag for at ophæve bestemmelsen i straffelovens § 221.4.1.2.Det er Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens § 221, 1. led, om tilsni-gelse af samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabe-ligt, bør ophæves.Baggrunden herfor er navnlig, at § 221, 1. led, ikke ses at have været anvendt ipraksis, og at det allerede i forarbejderne til 1930-loven blev anført, at der er taleom en meget upraktisk form for overgreb, jf. herved Torps betænkning af 1917(U II) side 188. Endvidere kan der ved overgreb omfattet af § 221, 1. led, anføresat være tale om en krænkelse af bestemte forventninger hos offeret snarere enden krænkelse af den seksuelle integritet.Hertil kommer, at der efter Straffelovrådets opfattelse ikke ud fra et nutidigt synpå ægteskabet findes at være grundlag for–som i straffelovens § 221, 1. led–attillægge det afgørende betydning ved kriminaliseringen af et seksuelt overgreb,om samlejet mv. er eller anses som ægteskabeligt. Der henvises om Straffelovrå-dets opfattelse vedrørende betydningen af ægteskab i forhold til visse øvrige sæ-delighedsforbrydelser nærmere tilkapitel 9,afsnit 3.3, ovenfor.4.1.3.Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke grundlag for at ophæve straffe-lovens § 221, 2. led, om tilsnigelse af samleje med en person, der forveksler ger-ningsmanden med en anden.Selv om retspraksis om bestemmelsen er sparsom, opfylder bestemmelsen efterStraffelovrådets opfattelse et behov for at kriminalisere overgreb af alvorlig ogstrafværdig karakter. Hvis bestemmelsen blev ophævet, ville seksuelle overgrebaf den karakter, som er omfattet af bestemmelsen, i givet fald skulle bedømmes

efter den mere generelle opsamlingsbestemmelse i straffelovens § 232 om blu-færdighedskrænkelse.Bestemmelsens anvendelse ses ikke at have givet anledning til særlige vanske-ligheder i praksis, og Straffelovrådet finder det også på denne baggrund mesthensigtsmæssigt at videreføre den gældende, mere præcise bestemmelse frem forat lade forvekslingstilfældene være omfattet af den generelle bestemmelse omblufærdighedskrænkelse.4.1.4.I lyset af det svenske forslag om en opsamlende samtykkebaseret bestem-melse har Straffelovrådet overvejet, om der er grundlag for at foreslå at indføreen sådan bestemmelse i Danmark, eventuelt som erstatning for den gældende be-stemmelse i § 221, 2. led.Som nærmere beskrevet ikapitel 5,afsnit 2, vil en bestemmelse om straf for den,som i øvrigt har samleje med nogen uden den pågældendes samtykke, imidlertidikke kunne stå alene. Dette skyldes navnlig, at ”samtykke” (eller ”gyldigt sam-tykke” eller ”frivilligt samtykke”) til samleje mv. ikke er noget entydigt begreb.Efter gældende ret beror afgrænsningen mellem gyldigt samtykke og manglendegyldigt samtykke til samleje mv. først og fremmest på de mere præcise og detal-jerede regler om voldtægt, anden ulovlig tvang, udnyttelse af, at en person er udeaf stand til at modsætte sig en seksuel handling, udnyttelse af en persons sinds-sygdom eller mentale retardering, groft misbrug af en persons tjenstlige ellerøkonomiske afhængighed og udnyttelse af en personforveksling samt på reglerneom samleje mellem en ansat på visse institutioner og en person, der er optaget iinstitutionen, og om samleje med børn under 15 eller 18 år.Efter gældende ret er det således kun i sjældne tilfælde nødvendigt at vurdere,om et samleje mv. er foregået uden gyldigt samtykke, selv om ingen af de speci-fikke bestemmelser om voldtægt mv. er overtrådt. I givet fald vil forholdet–un-der forudsætning af bevis for forsæt–kunne straffes som blufærdighedskrænkel-se.

Straffelovens § 232 fungerer således allerede efter gældende ret som en opsam-lingsbestemmelse, der bl.a. omfatter samleje mv. uden gyldigt samtykke, som ik-ke er omfattet af bestemmelserne om voldtægt mv.I praksis drejer det sig navnlig om tilfælde, hvor gerningsmanden overrumplerforurettede, så denne ikke når at protestere. Hvis gerningsmangen anvender fy-sisk magt, er forholdet nemlig omfattet af voldtægtsbestemmelsen, og hvis foru-rettede eksempelvis på grund af søvn eller stærk beruselse er ude af stand til atmodsætte sig handlingen, er forholdet omfattet af den særlige bestemmelse her-om i straffelovens § 218, stk. 2.I praksis er der således typisk tale om situationer, hvor forurettede er afklædt, oghvor gerningsmanden benytter sig heraf til at gennemføre samleje eller–hyppi-gere og mere realistisk–anden kønslig omgængelse end samleje, f.eks. i form afindføring af fingre i en kvindes skede. Det kan f.eks. være i forbindelse med læ-geundersøgelse eller -behandling, massage eller hjælp til personlig hygiejne, aten gerningsmand har praktisk mulighed for uden anvendelse af fysisk magt atopnå samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med en person, der forså vidt er i stand til at modsætte sig handlingen, men konkret ikke har mulighedfor det, fordi gerningsmanden handler pludseligt og overraskende. Retspraksisvedrørende sådanne tilfælde er omtalt ikapitel 21,afsnit 2, nedenfor.Forskelligt fra disse tilfælde er situationer, hvor gerningsmanden i ord og/ellerhandling opfordrer en person til samleje mv., og hvor denne person forholder sigfuldstændig passivt, hvorefter gerningsmanden gennemfører samleje mv. Uansetat en sådan situation teoretisk kan adskille sig fra tilfælde, hvor offeret forholdersig passivt på grund af en underforstået trussel om vold, er det spørgsmålet, omman i praksis seriøst ville overveje at henføre sådanne tilfælde af ren passivitetunder blufærdighedskrænkelse. Det er således formentlig mere realistisk at fore-stille sig, at en domstol, der i en sådan situation anser det for bevist, at gernings-manden havde forsæt til, at forurettede ikke var indforstået med samlejet mv.,dømmer for voldtægt (ud fra den betragtning, at gerningsmanden i så fald ogsåhavde forsæt til, at forurettede forstod situationen sådan, at der var en underfor-stået trussel om vold)–og i mangel af bevis for sådant forsæt frifinder. Mellem-løsningen–domfældelse for blufærdighedskrænkelse–vil således næppe reali-stisk kunne forekomme i en sådan situation.339

Til illustration af disse synspunkter kan nævnes Østre Landsrets utrykte dom af28. juni 1982 (omtalt af Vagn Greve i Festskift til Hans Thornstedt (1983) side233-34): Dommen angik et tilfælde, hvor en mand i varerummet til sin vognhavde haft samleje med en 16-årig pige, som han havde givet et lift. Det seksuel-le samvær fandt sted på tiltaltes initiativ, idet pigen forholdt sig passiv og hellerikke svarede, da tiltalte spurgte hende, om hun var bange eller indforstået. Pigenvar bange for, at tiltalte ville blive voldelig, hvis hun gjorde modstand. Både by-retten og landsretten fandt, at gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen var re-aliseret, og byretten fandt tiltalte skyldig i voldtægt, mens landsretten frifandt pågrund af utilstrækkeligt bevis for forsæt.Efter Straffelovrådets opfattelse følger det af disse synspunkter, at en eventuel nyopsamlende strafbestemmelse om samleje mv. uden samtykke i praksis ikke rea-listisk vil kunne tænkes anvendt på tilfælde, hvor forurettede har forholdt sigfuldstændig passivt. Hvis forurettedes passivitet ikke skyldes, at forurettede er ien tilstand, hvor forurettede ikke er i stand til at modsætte sig handlingen, kanpassivitet i praksis realistisk kun være udtryk enten for samtykke eller for frygt.Hvis en tiltalts forklaring om, at han opfattede forurettedes holdning som udtrykfor indforståelse, ikke med den sikkerhed, der er nødvendig for domfældelse i enstraffesag, kan tilsidesættes, kan der ikke dømmes efter en forsætsbestemmelse–heller ikke for overtrædelse af en eventuel ny opsamlende bestemmelse om sam-leje uden samtykke. Og hvis tiltaltes forklaring tilsidesættes og det lægges tilgrund, at tiltalte havde forsæt til, at forurettede ikke var indforstået og passivite-ten skyldtes frygt, vil tiltalte blive dømt for voldtægt–og ikke for overtrædelseaf en eventuel ny opsamlende bestemmelse om samleje uden samtykke.Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, som tilfælde med fuldstændigpassivitet rejser, således ikke, om der bør indføres en ny opsamlende samtykke-baseret bestemmelse, men derimod, om uagtsomhed eventuelt bør kriminaliseres.(Det er også i denne sammenhæng, at Vagn Greve diskuterer den nævnte dom iden ovennævnte artikel). Straffelovrådets overvejelser om en eventuel kriminali-sering af uagtsom voldtægt er gengivet ikapitel 7,afsnit 5.6, ovenfor.Straffelovrådet er opmærksom på, at det svenske forslag om en ny opsamlendesamtykkebaseret bestemmelse bl.a. er møntet på tilfælde, hvor forurettede har340

forholdt sig fuldstændig passivt. Dette må imidlertid antages at bero på, at vold-tægtsbegrebet efter dansk ret på dette punkt formentlig er mere vidtrækkende endefter svensk ret, idet voldtægt efter dansk ret også omfatter tilfælde, hvor foruret-tede forholder sig fuldstændig passivt på grund af en underforstået trussel omvold, som ligger i situationen.Det svenske forslag om en ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse er end-videre møntet på tilfælde svarende til de forvekslingssituationer, der i Danmarker omfattet af straffelovens § 221, 2. led (idet der i Sverige ikke findes en be-stemmelse svarende til den danske § 221).Efter Straffelovrådets opfattelse vil der imidlertid ikke være noget vundet ved aterstatte den mere præcise bestemmelse i § 221, 2. led, med en mere generel ogupræcis opsamlende bestemmelse om samleje uden samtykke.Som det fremgår, er de to hovedsituationer, som det svenske forslag om en nyopsamlende samtykkebaseret bestemmelse er møntet på, således efter dansk retallerede efter gældende ret omfattet af særskilte, mere præcise bestemmelser,nemlig henholdsvis voldtægtsbestemmelsen og § 221, 2. led.En eventuel ny samtykkebaseret opsamlende bestemmelse ville således få et væ-sentligt snævrere anvendelsesområde end en eventuel tilsvarende svensk be-stemmelse. En sådan bestemmelse ville umiddelbart omfatte de overrumplingstil-fælde, der er nævnt ovenfor, hvor forurettede simpelt hen ikke kan nå at modsæt-te sig handlingen. Straffelovrådet foreslår imidlertid, at overrumplingstilfældenefremover skal være omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, jf. nærmere ovenfor ikapitel 9,afsnit 5. Dette er parallelt til situationen i Sverige, hvor sådanne tilfæl-de i dag bedømmes som blufærdighedskrænkelse, men hvor et forslag om at ud-vide voldtægtsbestemmelsen (der i Sverige også omfatter tilfælde, der i Danmarkhører under straffelovens § 218, stk. 2) vil kunne føre til, at sådanne tilfældefremover i givet fald vil kunne blive anset som voldtægt, jf. SOU 2010:71 side242.Om en ny opsamlende samtykkebaseret opsamlende bestemmelse i givet fald vilomfatte andre tilfælde end de nævnte overrumplingstilfælde, vil afhænge af be-

stemmelsens udformning. Som nævnt er ”samtykke” (og dermed manglendesamtykke) til samleje mv. nemlig ikke noget entydigt begreb.Spørgsmålet angår, hvornår et udtrykt samtykke til samleje ikke anerkendes somet gyldigt samtykke. Efter gældende ret er det tvivlsomt, om der er andre tilfældeend dem, der er omfattet af straffelovens §§ 216-223 a, hvor et udtrykt samtykketil samleje ikke vil være gyldigt, og hvor der derfor i givet fald ville kunne straf-fes for blufærdighedskrænkelse. Trykt retspraksis foreligger så vidt ses ikke. (Deoverrumplingstilfælde, som er forekommet i praksis, og hvor der er dømt for blu-færdighedskrænkelse, angår tilfælde, hvor der ikke foreligger noget samtykke–hverken udtrykt eller uudtrykt).Der er næppe tvivl om, at visse trussels- og svigstilfælde efter gældende retikkebetager et udtrykt samtykke til samleje sin gyldighed. Som eksempler kan næv-nes trusler om skilsmisse, samlivsophør, aflysning af ferie eller utroskab eller fal-ske løfter om gaver, ægteskab eller samliv eller vildledning med hensyn til fami-lieforhold, arbejde, indkomst og formue, identitet mv. Mere konkret vil en per-son, der opnår samleje på følgende måder med viden om, at den anden part kunindvilliger i samleje af den nævnte grund, efter gældende retikkebegå nogetstrafbart:En person, der opnår samleje med sin ægtefælle ved at true med skilsmisse,hvis ægtefællen ikke indvilliger i samleje. Tilsvarende gælder trusler om i gi-vet fald at bringe samlivet til ophør, aflyse en ferie eller indlede et seksueltforhold til tredjemand.En person, der opnår samleje ved at love at give en gave (idet pågældende ik-ke har tænkt sig at opfylde løftet). (En prostitutionskunde, der ikke har tilhensigt at betale, begår efter gældende ret heller ikke noget strafbart, menformentlig bl.a. derfor–og fordi kravet på betaling formentlig heller ikke erretsgyldigt–kræver prostituerede i praksis normalt forudbetaling, således atsituationen normalt ikke opstår i praksis).En person, der opnår samleje ved at love ægteskab (idet pågældende ikke hartil hensigt at opfylde løftet).En person, der opnår samleje ved at fortie, at pågældende er gift, eller ved atlyve om sin identitet, indkomst eller formue.

En person, der opnår samleje ved at stille en filmrolle, modeljob eller lignen-de i udsigt (idet pågældende ikke har til hensigt at opfylde løftet).Efter Straffelovrådets opfattelse har forhold af denne karakter generelt heller ikkeen sådan karakter, at der er grundlag for at overveje en nykriminalisering af så-danne handlinger eller visse af dem. (Med hensyn til spørgsmålet om en eventuelnykriminalisering af betaling for sex henvises tilkapitel 19,afsnit 6.3, nedenfor).Så vidt ses vil sådanne forhold heller ikke være omfattet af den foreslåede sven-ske opsamlende samtykkebaserede bestemmelse. (Betaling for sex er særskiltkriminaliseret i Sverige).Det er på denne baggrund vanskeligt at forestille sig, hvilke situationer en even-tuel ny opsamlende samtykkebaseret bestemmelse skulle omfatte ud over de fleregange nævnte overrumplingstilfælde, som Straffelovrådet foreslår fremover skalvære omfattet af straffelovens § 218, stk. 2. I den svenske betænkning fra 2010nævnes krav om sex som betingelse for at redde en druknende, krav om sex sombetingelse for at hjælpe en person, der i et fremmed land har mistet penge og tele-fon og står uden mad og husly, og krav om sex som betingelse for at redde envirksomhed fra konkurs (SOU 2010:71 side 229).Det første eksempel er som også berørt i den svenske betænkning ikke viderepraktisk, bl.a. fordi det forekommer urealistisk, at det seksuelle forhold skullekunne finde sted før redningen fra drukningen. Eksemplet angår således reelt til-fælde, hvor den reddede vælger at opfylde et aftvunget løfte om sex som betalingfor redningen. Hvis den reddede nægter at opfylde et sådant aftvunget løfte omsex, vil den reddendes eventuelle forsøg på herefter alligevel at gennemtvingesamleje typisk være omfattet af andre strafbestemmelser, f.eks. voldtægtsbe-stemmelsen. I øvrigt vil allerede tilbuddet om redning mod sex formentlig kunneanses som en trussel om ikke at hjælpe den druknende, hvilket efter straffelovens§ 266, jf. § 253, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.Hertil kommer, at en bestemmelse, som uden nærmere angivelse af modaliteterne(i form af tvang, udnyttelse, misbrug mv.) generelt kriminaliserer seksuelt for-hold uden samtykke, i realiteten vil kunne føre til, at tiltalte pålægges bevisbyr-den for, at der forelå et (gyldigt) samtykke til det seksuelle forhold, selv om den-ne bevisbyrde vil kunne være meget vanskelig at løfte. Som nærmere beskrevet i343

kapitel 5,afsnit 2, ovenfor, kan frivillige seksuelle forhold således ikke antagesgenerelt at være præget af, at der indgås nogen aftaler om, sker nærmere drøftel-ser af eller på anden måde nogen formalisering af den seksuelle aktivitet.Sammenfattende fungerer straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse i dagbl.a. som en opsamlingsbestemmelse, der omfatter samleje uden (gyldigt) sam-tykke, der ikke er omfattet af nogen anden bestemmelse, men Straffelovrådetsforslag om, at opnåelse af et seksuelt forhold ved overrumpling fremover skalvære omfattet af straffelovens § 218, stk. 2, indebærer bl.a., at alle i praksis fore-kommende tilfælde af seksuelt forhold, som gerningsmanden gennemfører udenforurettedes (gyldige) samtykke, fremover vil være omfattet af straffelovens §§216-223 a. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at foreslåen ny særskilt samtykkebaseret opsamlende bestemmelse vedrørende samleje oganden kønslig omgængelse end samleje.

4.2. Strafferammen i § 2214.2.1.Straffelovrådet har tidligere foreslået, at strafmaksimum i straffelovens§ 221 nedsættes fra 6 til 1 år, jf. rådets betænkning nr. 1099/1987 om straffe-rammer og prøveløsladelse side 175.Straffelovrådet har senere udtalt, at hensynet til sammenhæng i strafferammesy-stemet kunne tale for et strafmaksimum på 4 års fængsel i straffelovens § 221,men at rådet endvidere kunne tiltræde, at strafmaksimum sænkes til 1 års fæng-sel, jf. rådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammerside 736.Straffelovrådet finder fortsat, at bestemmelsen i straffelovens § 221 om udnyttel-se af en personforveksling angår forhold, der overordnet set har en sådan sam-menlignelig grovhed med de forhold, der er omfattet af bestemmelserne omtvang, udnyttelse, misbrug mv. i straffelovens §§ 217-220, at det taler for at an-vende samme strafferamme i § 221 som i §§ 217-220. Også § 221 har således tilformål at beskytte den seksuelle frihed og selvbestemmelsesret, og ligesom forde øvrige bestemmelser gælder det for § 221, at der kan være betydelig variationi grovheden af konkrete overtrædelser.

Straffelovrådet foreslår derfor at nedsætte strafferammen i straffelovens § 221 fra6 til 4 år, jf. herved om strafferammen i §§ 217-220 henholdsviskapitel 8,afsnit3,kapitel 9,afsnit 4.2,kapitel 10,afsnit 4, ogkapitel 11,afsnit 4, ovenfor.Forslaget har den afledede virkning, at de straffeprocessuelle tvangsindgreb, somkræver mindst 6 år i strafferammen, ikke længere vil kunne anvendes i forhold tilovertrædelser af straffelovens § 221. Forslaget har endvidere den afledede virk-ning, at forældelsesfristen for overtrædelse af straffelovens § 221 forkortes fra 10til 5 år.Efter Straffelovrådets opfattelser taler disse afledede konsekvenser ikke imod denforeslåede nedsættelse af strafferammen, da der reelt blot er tale om en normali-sering, hvor straffelovens § 221 bringes på linje med bestemmelserne i §§ 217-220, idet forhold omfattet af § 221 generelt ikke efter deres art har en grovere ka-rakter end forhold, der er omfattet af §§ 217-220.Det bemærkes herved også, at den gældende § 218 (tidligere § 217) oprindelighavde en strafferamme på fængsel fra 3 måneder til 8 år, som i 1965 blev nedsattil fængsel indtil 6 år og i 1967 til fængsel indtil 4 år, og at den gældende § 217(tidligere § 218) oprindelig havde en strafferamme på fængsel indtil 6 år, som i1967 blev nedsat til 4 år. Strafferammen på fængsel indtil 6 år i § 221 har der-imod været gældende uden ændringer siden straffelovens ikrafttræden i 1933.4.2.2.Med hensyn tilstrafniveauetanvendes den gældende bestemmelse i § 221så sjældent, at det er vanskeligt at tale om et eksistrende strafniveau.De straffe, der rent faktisk er udmålt i de eneste tre trykte domme, der er afsagt ide seneste 50 år–fængsel i henholdsvis 60 dage, 4 måneder og (for så vidt angår§ 221-forholdet i sagen) 6 måneder–giver dog ikke Straffelovrådet anledning tilbemærkninger som sådan. De straffe, der ifølge de statistiske oplysninger er ud-målt i utrykt praksis–fængsel fra 30 dage til 6 måneder–giver heller ikke Straf-felovrådet anledning til særlige bemærkninger.Efter Straffelovrådets opfattelse ligger disse straffe således inden for, hvad dermå anses for at være en passende straf for en enkeltstående overtrædelse af straf-felovens § 221, således at den nærmere straffastsættelse bl.a. sker ud fra det sek-345

suelle forholds nærmere karakter (samleje eller andet seksuelt forhold end samle-je og i givet fald hvilken form for seksuelt forhold), om der er tale om forsøg,forurettedes alder, stedet for overgrebet, herunder om gerningsmanden er trængtind hos forurettede, og de omstændigheder, under hvilke gerningsmanden mødteforurettede, herunder karakteren af et eventuelt forudgående bekendtskab.At det beskrevne strafniveau kan anses for passende, skal også ses i lyset af, at deforeliggende trykte domme om overtrædelse af § 221 typisk angår tilfælde, hvorgerningsmanden indfinder sig hos en sovende forurettet, og hvor overtrædelsenaf straffelovens § 221 efter Straffelovrådets opfattelse i grovhed ligger et trin un-der grovheden af en overtrædelse under i øvrigt tilsvarende omstændigheder afstraffelovens § 218, stk. 2. Efter Straffelovrådets opfattelse bør det således altandet lige anses for mere alvorligt at indlede et seksuelt forhold, mens forurettedestadig sover, sammenlignet med at indlede et seksuelt forhold, efter at forurettedeer vågnet, men forveksler gerningsmanden med en anden. Straffelovrådet fore-slår, at udgangspunktet for strafudmålingen for en enkeltstående fuldbyrdet over-trædelse af straffelovens § 218, stk. 2, fremover skal være 8 måneders fængsel(jf. heromkapitel 9,afsnit 4.2, ovenfor), og udgangspunktet for strafudmålingenfor den typiske overtrædelse af straffelovens § 221 bør i lyset heraf fortsat værenoget lavere end dette.Straffelovrådet bemærker for fuldstændighedens skyld, at rådet ikke uden nær-mere kendskab til den konkrete sag kan vurdere den straf på fængsel i 3 år, somifølge de statistiske oplysninger blev idømt i 1989 i en sag, hvor overtrædelse afstraffelovens § 221 var hovedforholdet. Rådet antager, at der muligvis har værettale om en fællesstraf, som inkluderede en tidligere betinget dom eller en reststrafefter en prøveløsladelse.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 222Efter straffelovens § 222, stk. 1, straffes den, som har samleje med et barn under15 år, med fængsel indtil 8 år. Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige tilfængsel indtil 12 år, hvis barnet har været under 12 år, eller gerningsmanden harskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler. Endvidere følger detaf bestemmelsens stk. 3, at det ved fastsættelsen af straffen efter bestemmelsensstk. 1 og stk. 2, 1. led, skal indgå som en skærpende omstændighed, at gernings-manden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske over-legenhed.Straffelovens § 222 indeholder ligesom straffelovens § 219 og § 223, stk. 1, etabsolut forbud mod samleje med bestemte personer. Det er ikke afgørende, ombarnet har samtykket, og det er også uden betydning for ansvarsbedømmelsen,om det er den ene eller den anden part, der har taget initiativet, eller om der harværet tale om udnyttelse.Om begrebet samleje i straffelovens § 222 henvises tilkapitel 7,afsnit 4.5.3,ovenfor. Fuldbyrdelsen af forbrydelsen sker efter § 222 ved samlejet.Bestemmelsen i § 222 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyntil kønslig omgængelse med en person af samme køn.Subjektivt kræver § 222, at der er handlet med forsæt. Strafansvar kan imidlertidogså ifaldes, hvis gerningspersonen har handlet uagtsomt i forhold til sin opfat-

telse af barnets alder, jf. straffelovens § 226, der er behandlet ikapitel 17neden-for.Straffen for overtrædelse af § 222, stk. 1, er fængsel i indtil 8 år. Efter § 222, stk.2, forhøjes dette maksimum til 12 år, hvis barnet har været under 12 år, eller ger-ningsmanden har skaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler.Knud Waaben, Strafferettens specielle del (5. udg. 1999), side 54, anfører herombl.a. følgende:”Dette kan forekomme upræcist i betragtning af at strfl. ellers beskriver ulovligtvang og trusler i mere bestemte vendinger. Man må anse det for overladt til dom-stolene at afgøre i de enkelte tilfælde om tvang (af en eller anden art) eller trusler(om et eller andet) er anvendt med forsæt til at tvinge barnet og faktisk har virkettvingende. Det må herved tages i betragtning, at et barn under 15 år kan trues ogtvinges på andre måder end voxne.”

Forligger der både voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af § 222,stk. 2, straffes der for de to forbrydelser i sammenstød, også selv om tvangen ogtruslerne er omfattet af begge bestemmelser, jf. Jørn Vestergaard m.fl., Strafferet–Forbrydelser og andre strafbare forhold (2009), side 103-104 og Knud Waaben,a.st., side 54.Baggrunden for indsættelsen af stk. 3 var–som det fremgår af afsnit 1.2.11 ne-denfor–i forhold til strafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn un-der 15 år, jf. § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. § 216, selv om derikke blev anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samleje medbarnet. Om anvendelsen af straffelovens § 222, stk. 3, er følgende anført i lov-forslagets specielle bemærkninger, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling),tillæg A, side 6485:”Hvis der er tale om et mindre barn, dvs. i alderen op til 10-11år, vil der være enformodning for, at gerningsmanden har udnyttet en fysisk eller psykisk overle-genhed til at opnå (eller forsøge at opnå) samlejet med barnet, selv om der ikke eranvendt vold eller trusler herom. Formodningen vil være stærkere, jo yngre barneter, og jo mere intenst overgrebet er. Hvis barnet er i alderen 12-14 år vil det i hø-jere grad end for de mindre børn bero på en individuel vurdering af den enkeltesags omstændigheder, om gerningsmanden kan antages at have udnyttet en sådanoverlegenhed.Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne finde anvendelse, hvor en voksenf.eks. har opbygget et særligt tillidsforhold mellem sig og barnet og på den måde348

af samme køn under 18 år, idet straffen dog kunne bortfalde, når de pågældendevar hinanden omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling. Bestemmelsen indebar,at der–indtil 1976, jf. afsnit 1.2.6 nedenfor–gjaldt en højere seksuel lavalder på18 år for homoseksuelle forhold, men oprindelig med en lavere strafferamme,herunder for homoseksuelle forhold til børn under 15 år. Om § 225 henvises i øv-rigt tilkapitel 16,afsnit 1.2.1.2.2. Lovændringen i 1939Ved lov nr. 87 af 15. marts 1939 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straf-felov af 15. april 1930 foretoges en deling af strafferammen i § 222, således atstrafferammen i bestemmelsens stk. 1 blev nedsat til fængsel i indtil 6 år, og derblev indsat et stk. 2 i bestemmelsen. Bestemmelsen havde herefter følgende ord-lyd:”§222.Den, som har Samleje med et Barn under 15 Aar, straffes med Fængselindtil 6 Aar.Stk. 2.Har Barnet været under 12 Aar, eller har Gerningsmanden forskaffet sigSamlejet ved Tvang, der dog ikke falder ind under § 216, eller ved Fremsættelseaf Trusler, kan Straffen stige til Fængsel indtil 12Aar.”

Baggrunden for nedsættelsen af strafferammen i bestemmelsens stk. 1 var, at sa-ger om overtrædelse af § 222 som følge af den dagældende affattelse af retspleje-lovens § 687 var blevet behandlet som nævningesager, selv om den største del afsagerne havde drejet sig om samleje med piger mellem 14 og 15 år, som var fal-det ud til straffe af fængsel mellem 3 og 6 måneder. Dog fandtes det hensigts-mæssigt at bevare den eksisterende strafferamme på fængsel indtil 12 år i sageraf grovere karakter, hvor barnet var under 12 år, eller hvor gerningsmanden for-skaffede sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, jf. Rigsdagstidende1938-39, tillæg A, spalte 3775.1.2.3. Lovændringen i 1972Som en konsekvens af nedsættelsen af strafferammen for voldtægt efter straffe-lovens § 216 ved en lovændring i 1967 fra fængsel i 1 år til 16 år til fængsel iindtil 10 år–se nærmere herom ovenfor ikapitel 7,afsnit 1.2.3–blev straffe-rammen i straffelovens § 222, stk. 2, ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om æn-

dring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.,af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse(Privatlivets fred m.m.) ændret fra fængsel indtil 12 år til fængsel indtil 10 år.Som begrundelse herfor fremgår af lovforslagets bemærkninger, at strafferam-men i § 222, stk. 2, i hvert fald ikke burde være højere end strafferammen i§ 216, jf. Folketingstidende 1971-1972, tillæg A, spalte 555.1.2.4. Lovforslag om nedsættelse af den seksuelle lavalder i 1973Ved lovforslag nr. L 193 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelses-forbrydelser m.m.) fremsat den 6. februar 1973 blev det foreslået, at aldersgræn-sen i straffelovens § 222, stk. 1, blev nedsat til 14 år, og at straffelovens § 225,stk. 2 (om homoseksuelle forhold til personer under 18 år) blev ophævet. Detfremgår af lovforslaget, at spørgsmålet om nedsættelse af aldersgrænsen for hete-roseksuelt forhold havde været rejst i den offentlige debat, særligt i relation tilpiger under 15 års mulighed for svangerskabsforebyggende vejledning og svan-gerskabsforebyggende midler, og at Justitsministeriet på den baggrund havdeindhentet en udtalelse fra Retslægerådet. Følgende fremgår af lovforslagets be-mærkninger om baggrunden for forslaget, jf. Folketingstidende 1972-73, tillægA, spalte 5139:”Selv om en nedsættelse af den i straffeloven fastsatte lavalder for heteroseksueltsamkvem således efter retslægerådets opfattelse ikke vil være ganske uden risici,finder rådet dog alt taget i betragtning ikke fornødent grundlag for at udtale sigimod, at aldersgrænsen nedsættes fra 15 år til 14 år.Det er Justitsministeriets opfattelse, at udviklingen siden fastsættelsen af dennuværende aldersgrænse må medføre, at straffelovens aldersgrænse for heterosek-suelt forhold nu nedsættes til 14 år. Efter en sådan nedsættelse vil det være natur-ligt, at der gives unge piger mellem 14 og 15 år svangerskabsforebyggende vej-ledning, ligesom svangerskabsforebyggende midler vil kunne ordineres dem.”

Det fremgår af Retsudvalgets betænkning af 23. maj 1973 over lovforslag nr. L193, at forslagene om nedsættelse af aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1,og ophævelse af straffelovens § 225, stk. 2, af tidsmæssige grunde blev udskudttil næste folketingsår, jf. Folketingstidende, tillæg B, spalte 2245-46.Ved lovforslag om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af bor-gerlig straffelov m.m., af retsplejeloven og af lov om svangerskabshygiejne ogfødselshjælp fremsat den 7. november 1973 blev de nævnte forslag om nedsæt-telse af aldersgrænsen i straffelovens § 222, stk. 1, og ophævelse af straffelovens§ 225, stk. 2, fremsat på ny. Baggrunden for forslaget var den samme, som ergengivet ovenfor.Lovforslaget nåede ikke at komme til 1. behandling i Folketinget inden samlin-gens afslutning, idet folketingsvalg blev afholdt den 4. december 1973.1.2.5. Straffelovrådets udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgrænserfor seksuelle forholdStraffelovrådet overvejede i udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgræn-ser for seksuelle forhold, om strafansvaret i straffelovens § 222 skulle knyttes tilen fast aldersgrænse, eller om strafansvaret burde bero på en konkret bedømmel-se af forholdene i det enkelte tilfælde, således at den strafferetlige beskyttelse afbørn og unge kunne begrænses til tilfælde, hvor det seksuelle forhold var opnåetgennem en konkret uheldig påvirkning. Straffelovrådet var af den opfattelse, atdet strafferetlige værn for børn og unge mod seksuelle forhold fortsat burde findeudtryk i regler, der knyttede strafansvaret til en fast aldersgrænse. Baggrundenfor denne opfattelse var bl.a., at en regel indeholdende en aldersgrænse gav langtden klareste vejledning med hensyn til, under hvilke omstændigheder seksueltforhold kunne etableres uden strafrisiko for den ældste part, at en konkret be-dømmelse uafhængig af aldersgrænser ville volde store vanskeligheder i retsan-vendelsen, derved at denne ville give domstolene ringe vejledning, og at en regel,som var uafhængig af aldersgrænser, kunne indebære vanskeligheder i forbindel-se med bevisførelsen, jf. side 17-18 i udtalelsen.

Straffelovrådet overvejede endvidere, om der skulle indsættes en bestemmelse i§ 222 om strafbortfald i tilfælde, hvor gerningsmanden og den mindreårige varomtrent jævnbyrdige i alder og udvikling. Straffelovrådet fandt imidlertid ikke, aten sådan bestemmelse ville få nogen nævneværdig praktisk betydning, da bl.a.anklagemyndigheden frafaldt påtale for overtrædelse af § 222, stk. 1, selv når derforelå en ikke ubetydelig aldersforskel mellem gerningsmanden og den mindre-årige, jf. side 18 i udtalelsen.Desuden overvejede Straffelovrådet, om aldersgrænsen for heteroseksuelt forholdi straffelovens § 222, stk. 1, skulle sættes ned. Straffelovrådet vurderede bl.a. påbaggrund af udtalelser fra sagkyndige om de fysiske, psykiske og sociale skade-virkninger af påbegyndelse af seksuelle forhold på et tidligt alderstrin, at alders-grænsen i straffelovens § 222, stk. 1, burde sættes ned til 14 år. Følgende fremgårbl.a. af udtalelsen om Straffelovrådets overvejelser (side 24):”Det er Straffelovrådets opfattelse, at en 14 års grænse –eller måske en lidt laveregrænse–i dag ville svare til den 15 års grænse, der blev fastsat i 1930, for så vidtudgangspunktet tages i antagelser om børns udvikling.Efter lektor Berl Kutchinskys redegørelse ser det ud til, at alderen for den sek-suelledebut er faldende og har været faldende gennem de sidste generationer. […]Meget taler for, at en grænse ved 14 år ville være mere forsvarlig, såfremt manvil undgå betænkelighederne ved en strafferetlig normering i strid med en adfærd,der faktisk forekommer og accepteres i betydeligt omfang.”

1.2.6. Lovændringen i 1976 vedrørende den seksuelle lavalder for homosek-suelle forholdVed lov nr. 195 af 28. april 1976 om ændring af borgerlig straffelov (Forbrydel-ser mod kønssædeligheden) blev straffelovens § 225, stk. 2, ophævet. Lovforsla-get var fremsat af medlemmer af Socialistisk Folkeparti. Det fremgår af lovfors-laget, at baggrunden for ophævelsen var at indføre samme lavalder for homosek-suelle som for heteroseksuelle forhold. I bemærkningerne til lovforslaget anførteforslagsstillerne endvidere–under henvisning til lovforslag nr. L 193 af 6. febru-ar 1973 og lovforslag af 7. november 1973 (som er beskrevet i afsnit 1.2.4. oven-for)–at de anså det for tvivlsomt, at der kunne skabes tilslutning til en generelsænkning af den seksuelle lavalder, hvorfor man valgte at bevare den på 15 år, jf.Folketingstidende 1975/76, tillæg A, spalte 2263-2264.1.2.7. Lovændringen i 1981Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov (Voldtægt,røveri og brandstiftelse) fik straffelovens § 222, stk. 1 og 2, når der ses bort frastrafferammerne, deres nuværende ordlyd. Forbeholdet i straffelovens § 222, stk.2, om, at tvang, der faldt ind under straffelovens § 216, ikke var omfattet af be-stemmelsen, blev således taget ud af bestemmelsen. Forbeholdet blev taget ud afbestemmelsen, fordi strafferammen i straffelovens § 216 blev sat ned til fængsel iindtil 6 år, hvorfor det fandtes rigtigst at fjerne forbeholdet vedrørende § 216 i§ 222, stk. 2, jf. side 51 i betænkning nr. 914/1980 om voldtægt, røveri og brand-stiftelse, som lovforslaget byggede på.1.2.8. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prø-veløsladelseStraffelovrådets drøftelse af strafferammerne i § 222 i betænkning nr. 1099/1987om strafferammer og prøveløsladelse skete med udgangspunkt i domstolenesstrafudmåling (side 173-74):”Overtrædelser af § 222, stk. 1, straffes i almindelighed med 3-4måneders fæng-sel–eventuelt betinget–,men der forekommer også strengere straffe på 8 måne-der eller endog op til ca. 2 år, navnlig i tilfælde, hvor der er tale om kønsligt for-hold over længere tid eller til flere forskellige personer under 15 år.354

Efter § 222, stk. 2, er idømt straffe på 2-3 år og i et enkelt tilfælde forvaring ef-ter § 70.For overtrædelser af § 223, stk. 1, foreligger en række domme til straffe–her-under betingede–mellem 3 måneder og 1 år. Det drejer sig dog til dels om tilfæl-de, hvor også andre bestemmelser er overtrådt, f.eks. § 219 eller § 222. Der fore-kommer i vore dage praktisk talt aldrig domfældelser for forførelse efter § 223,stk. 2.I det foregående er set bort fra tilfælde, hvor et efter § 222 strafbart forhold til-lige er omfattet af § 210 om incest (…).Straffelovrådet finder, at strafferammen i § 222, stk. 1, kan nedsættes fra 6 til 4år og strafferammen i § 222, stk. 2, fra 10 til 6 år. Forhold, der er strafbare efterstk. 2, [1.] led (samleje med barn under 12 år), vil i praksis ofte være begået i fa-milieforhold og ikke nødvendigvis under anvendelse af vold eller anden tvang.Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare efter straffelovens § 210 om in-cest. Forhold, der er strafbare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med et barn under15 år under anvendelse af tvang eller trusler) vil for så vidt angår de grove tilfældetypisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt eller§ 224, således at det gældende strafmaksimum på 10 års fængsel for disse groveforhold bevares.”

1.2.9. Lovændringen i 2002Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven ogfærdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab,uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grovforstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) fik straf-felovens § 222 sine nuværende strafferammer på henholdsvis 8 og 12 år. Æn-dringerne af strafferammerne i § 222 blev foreslået under lovforslagets behand-ling i Folketinget. Af Retsudvalgets betænkning af 16. maj 2002 over lovforslagnr. L 118 fremgår det bl.a. af forslagsstillernes (Socialdemokratiets) bemærknin-ger til ændringen, at formålet med forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens§ 222 var, at man ønskede parallelitet mellem strafferammerne for voldtægt(§ 216) og strafferammerne for seksuelt misbrug af børn (§ 222). Endviderefremgår følgende af forslagsstillernes bemærkninger til ændringen, jf. Folke-tingstidende 2001/02 (2. samling), tillæg B, side 1289:”Forslagsstillerne anser det for ganske uforklarligt, hvis Folketinget med ændrin-gen af straffeloven fastlægger en strafferamme på henholdsvis 8 og 12 år for vold-tægt uden samtidig at hæve strafferammerne for seksuelt misbrug af børn tilsva-rende. Disse to paragraffer har hidtil haft parallelitet i strafferammerne, og for-slagsstillerne ønsker, at denne parallelitet fortsat eksisterer efter lovens vedtagel-se.”

Yderligere gav et flertal i Retsudvalget (Venstre, Dansk Folkeparti og Det Kon-servative Folkeparti), der tilsluttede sig ændringsforslaget, i betænkningen udtrykfor, at straffelovens § 222 til dels bygger på de samme beskyttelseshensyn somstraffelovens § 216, men at straffelovens § 222 også omhandler forhold, hvor derikke umiddelbart er sammenfald med de beskyttelseshensyn, der ligger bag be-stemmelsen i straffelovens § 216 om voldtægt, jf. Folketingstidende 2001/02 (2.samling), tillæg B, side 1284. Eksempelvis omfatter straffelovens § 222, stk. 1,det tilfælde, at en 16-årig har samleje med en 14-årig, uden at der har været an-vendt tvang mv., og tilfælde af denne karakter vil i praksis ofte blive afgjort medet tiltalefrafald.1.2.10. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse ogstrafferammerI Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferam-mer anføres følgende om strafferammen i straffelovens § 222 (side 737):”Efter Straffelovrådets opfattelseville en delt strafferamme svarende til den tidli-gere gældende på 6 og 10 års fængsel i § 222 stadig være passende, også når hen-syn tages til den skærpelse af strafniveauet for seksuel omgang med børn, somkom til udtryk under udvalgsbehandlingen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er(…) samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder,som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauetfor bestemte forbrydelser. Det er under rådets drøftelse på ny fremhævet (sml.1987 betænkningen (…)), at det ved vurderingen af strafferammerne i § 222 skalhaves for øje, at forhold som straffes efter § 222, stk. 2, 1. led (samleje med barnunder 12 år), i praksis ofte vil være begået i familieforhold og ikke nødvendigvisunder anvendelse af vold eller tvang af den art, som omfattes af de strafferetligebegreber ”vold” og ”tvang”. Disse forhold vil derfor ofte tillige være strafbare ef-ter straffelovens § 210 om incest, sml. denne betænknings kapitel 22 om forbry-delser i familieforhold, pkt. 3.5, hvor rådet anbefaler strafmaksimum på 6 årsfængsel opretholdt uændret ved samleje mv. med slægtning i nedstigende linjeunder 18 år. Forhold, der er strafbare efter § 222, stk. 2, 2. led (samleje med barnunder 15 år under anvendelse af tvang eller trusler), vil for så vidt angår de grovetilfælde typisk tillige være omfattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov vold-tægt, efter omstændighederne sammenholdt med §§ 224 eller 225, og dermed un-dergivet det for disse forhold skærpedestrafmaksimum”

1.2.11. Lovændringen i 2008Ved lov nr. 501 af 17. juni 2008 om ændring af straffeloven (Strafskærpelse forvisse sager om seksuelt misbrug af børn) blev stk. 3 indsat i § 222. Baggrundenherfor var, at der i en række tilfælde fandtes at være grundlag for med hensyn tilstrafudmålingen at sidestille sager om samleje med børn under 15 år, jf. straffe-lovens § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf. straffelovens § 216, selvom der ikke var anvendt vold eller trusler om vold som middel til at opnå samlejemed barnet, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6480.Lovforslaget byggede på en udtalelse fra Straffelovrådet af april 2008 om straf-niveauet i sager om seksuelt misbrug af børn. Rådets udtalelse blev gengivet ilovforslagets bemærkninger, og følgende fremgår heraf vedrørende baggrundenfor straffelovens § 222, stk. 3, jf. Folketingstidende 2007-08 (2. samling), tillægA, side 6481:”Straffelovrådet finder imidlertid, at der ud fra en vurdering af strafværdighedenaf de krænkelser, der er omfattet af henholdsvis straffelovens § 222 og § 216, jf.§§ 224 og 225, kan være grundlag for ved strafudmålingen at sidestille seksuelleovergreb mod mindreårige med voldtægt (mod voksne) i tilfælde, hvor voksnessamleje mv. med børn under 15 år må antages at være opnået ved en udnyttelse afden voksnes fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til barnet.I tilfælde, hvor en voksen f.eks. opnår vaginalt eller analt samleje med et barn,vil det således efter Straffelovrådets opfattelse ofte ikke være nødvendigt for ger-ningsmanden at anvende tvang eller trusler eller konkret at skræmme barnet til atunderkaste sig det seksuelle overgreb, idet gerningsmandens fysiske og psykiskeoverlegenhed i forhold til barnet og eventuelt barnets manglende forståelse afovergrebet gør det muligt for gerningsmanden at gennemføre de strafbare forholduden at anvende vold (f.eks. i form af fastholdelse) eller trusler om vold.Straffelovrådet finder, at den forurettedes unge alder sammen med det forhold,at gerningsmanden har udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed til at få bar-net til at underkaste sig overgrebet, uden at det har været nødvendigt at anvendevold eller trusler om vold, kan siges at ”opveje”, at der ikke som i voldtægtssager-ne er anvendt vold eller trusler herom, således at strafniveauet i sådanne sager børvære det samme, hvis sagerne i øvrigt er sammenlignelige.(…)Straffelovrådet finder, at der som udgangspunkt vil være grundlag for at side-stille sager om samleje med børn (Straffelovens § 222) med sager om voldtægtmod voksne (straffelovens § 216), når barnet har været op til 10-11 år. I sådannesager indebærer forurettedes alder således efter rådets opfattelse normalt i sig selv,at f.eks. et vaginalt eller analt samleje med et barn må anses for at være opnåetgennem udnyttelse af gerningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed, selvom der ikke er anvendt vold eller trusler herom.

Efter Straffelovrådets opfattelse vil der efter omstændighederne også kunnevære grundlag for at sidestille sager om samleje med børn i alderen 12-14 år medsager om voldtægt mod voksne, men i forhold til overgreb mod børn i denne al-dersgruppe vil det efter rådets opfattelse i højere grad end ved overgreb mod min-dre børn bero på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, omgerningsmanden kan anses for at have udnyttet en fysisk eller psykisk overlegen-hed. (…)Til brug for Straffelovrådets overvejelser har Rigsadvokaten udarbejdet et notatmed en redegørelse for retspraksis vedrørende sager om samleje med børn under15 år og sager om kontaktvoldtægt.På baggrund af Rigsadvokatens redegørelse bemærker Straffelovrådet, at der ersket en skærpelse af det strafniveau, der var gældende forud for ændringen i 2002af bl.a. straffelovens §§ 216 og 222. Straffelovrådet anfører samtidig, at det ud frade foreliggende domme er vanskeligt præcist at vurdere, om der efter gældendeudmålingspraksis fuldt ud er parallelitet i strafniveauet imellem de ovenfor omtal-te sager.Straffelovrådet finder på den baggrund, at der kan være anledning til at sikreparalleliteten i strafniveauet ved en lovbestemmelse om strafudmålingen i sager,hvor den voksne har udnyttet en fysisk eller psykisk overlegenhed i forhold tilbarnet. (…)Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at der i en række tilfælde ergrundlag for med hensyn til strafudmålingen at sidestille sager om samleje medbørn under 15 år, jf. straffelovens § 222, med sager om voldtægt (mod voksne), jf.straffelovens § 216, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler om vold sommiddel til at opnå samleje med barnet. Har der været tale om voldtægt af et barn,vil straffen være strengere end ved en i øvrigt tilsvarende voldtægt begået mod envoksen. Har der ikke været tale om voldtægt, men om udnyttelse af en fysisk ellerpsykisk overlegenhed uden brug af vold eller trusler, er Justitsministeriet enig i, atstraffen i sager, der i øvrigt er sammenlignelige, ikke bør være lavere end vedvoldtægt begået mod en voksen. Justitsministeriet kan således tilslutte sig, at denudnyttelse, der har været tale om, sammen med ofrets alder ved strafudmålingenbør ”opveje”, at der ikke er anvendt vold (herunder fastholdelse) eller trusler omvold.”

strafferammerne i straffelovens § 222, stk. 1 og 2, forhøjet fra henholdsvis fæng-sel indtil 6 år og 10 år til fængsel indtil 8 år og 12 år.Forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222, stk. 1 og 2, blev foreslåetunder lovforslagets behandling i Folketinget. Følgende bemærkninger fra for-slagsstillerne fremgår af Retsudvalgets betænkning af 16. maj 2002 over lovfor-slaget, jf. Folketingstidende 2001-2002 (2. samling), tillæg B, side 1289:”Forslagsstillerne forestiller sig en strafforøgelse for seksuelt misbrug af børn,som forholdsmæssigt vil svare til forøgelsen af voldtægtsstraffen. Forslagsstiller-ne anser det for ganske uforklarligt, hvis Folketinget med ændringen af straffelo-ven fastlægger en strafferamme på op til henholdsvis 8 og 12 år for voldtægt udensamtidig at hæve strafferammerne for seksuelt misbrug af børn tilsvarende.”

Endvidere gav et flertal i Retsudvalget, der tilsluttede sig ændringsforslaget, ud-tryk for følgende i Retsudvalgets betænkning, jf. Folketingstidende 2001-2002(2. samling), tillæg B, side 1289:”Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går i den forbindelseud fra, at forhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke ændrer ved denbetydelige nuancering i den konkrete strafudmåling i sager omfattet af straffelo-vens § 222, hvor der som påpeget kan være endog meget betydelige forskelle i ka-rakteren og grovheden af den enkelte overtrædelse af bestemmelsen. Eksempelvisforudsættes det, at den nævnte praksis, hvorefter en ung persons samleje med en14-årig efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald, vil blivevidereført.Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti går også ud fra, atforhøjelsen af strafferammerne i straffelovens § 222 ikke vil føre til væsentligebegrænsninger i den eksisterende mulighed for i sædelighedssager at idømme enbetinget dom med vilkår om behandling i tilfælde, hvor strafniveauet i dag liggermellem 4-6 måneders fængsel og fængsel i 1 år og 6 måneder, og hvor der ikke eranvendt vold eller ulovligtvang.”

Vedrørende hvordan straffelovens § 222, stk. 3, fremover bør anvendes vedstrafudmålingen, fremgår følgende af lovforslagets bemærkninger, jf. Folketing-stinde 2007-08 (2. samling), tillæg A, side 6484:”Straffelovrådet anfører, at straffenfor et enkelt samleje med et barn i alderen 10-14 år, der er opnået ved udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, børligge på niveau med normalstraffen for et enkelt tilfælde af kontaktvoldtægt moden voksen, mens straffen efter rådets opfattelse bør ligge på niveau med den lidtstrengere normalstraf for et enkelt tilfælde af overfaldsvoldtægt, hvis barnet erunder 10 år. Under hensyn til overgrebets karakter i de omhandlede tilfælde, hvorsamleje mv. med et barn er opnået ved udnyttelse af en fysisk eller psykisk over-legenhed, og hvor barnet derfor må antages normalt at have særligt svært ved atsige fra over for gerningsmanden, finder Justitsministeriet imidlertid, at straffenfor et fuldbyrdet samleje med et barn under 15 år i de pågældende tilfælde normaltbør ligge på niveau med normalstraffen for overfaldsvoldtægt uanset barnets al-der.Det forudsættes således med lovforslaget, at straffen for et enkeltstående til-fælde af fuldbyrdet samleje med et barn under 15 år som udgangspunkt bør væreomkring 2 år og 6 måneders fængsel, når samlejet er opnået ved udnyttelse af ger-ningsmandens fysiske eller psykiske overlegenhed. Er der alene tale om forsøg,bør straffen for et enkeltstående tilfælde normalt ligge fra 1 år og 6 månedersfængsel til 1 år og 9 måneders fængsel, svarende til normalstraffen for et forsøg påoverfaldsvoldtægt.Er der ikke tale om samleje, men alene om anden kønslig omgængelse endsamleje, jf. straffelovens §§ 224 og 225, forudsættes straffen for et enkeltståendetilfælde tilsvarende forhøjet, idet der her som anført af Straffelovrådet fortsat børvære en betydelig nuancering i den konkrete strafudmåling.Det er væsentligt at fremhæve, at de anførte strafpositioner alene vedrører en-keltstående tilfælde af seksuelle overgreb mod børn, og at straffen som anført afStraffelovrådet som hidtil efter omstændighederne vil være langt højere i tilfælde,hvor gerningsmanden har begået flere eller særligt grove forhold, herunder hvorder er tale om mere vedvarende overgreb eller overgreb af særligt krænkende ka-rakter.Som anført af Straffelovrådet er de angivne strafpositioner alene generelle ud-gangspunkter. Strafudmålingen i de enkelte sager vil fortsat bero på domstoleneskonkrete vurdering af alle sagens omstændigheder, og de angivne strafpositionervil således kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der foreliggeryderligere skærpende omstændigheder henholdsvis formildende konkrete om-stændigheder.”

Redegørelserne har vist, at strafskærpelserne gennemgående har slået igennem ipraksis, således at domstolene i sager om overtrædelse af straffelovens § 222gennemgående har forhøjet straffene i overensstemmelse med tilkendegivelserneom strafniveauet, der blev udtrykt ved lovændringerne i 2002 og 2008.I redegørelserne har Rigsadvokaten særligt anført, at det grundet manglen på re-degørelser om strafniveauet forud for strafskærpelsen i 2002 og de undersøgtesagers vidt forskellige karakter er vanskeligt at foretage en vurdering af strafni-veauet. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. fremhævet følgende vedrørendesagernes forskellighed:”[O]vergreb efter straffelovens § 222 varierer fra anden kønslig omgængelse endsamleje i kæresteforhold til voksne personers længerevarende og meget grovemisbrug af mindre børn. Sagernes omstændigheder har også været meget forskel-lige afhængig af f.eks. misbrugets karakter og varighed, antallet af overgreb, foru-rettedes alder, antallet af forurettede, eventuel anvendelse af tvang eller pressionsamt forholdet mellem tiltalte og forurettede, herunder om der f.eks. har bestået etsærligt tillids- eller afhængighedsforhold.”

Der er i Rigsadvokatens redegørelser taget udgangspunkt i en opdeling af sagerneom overtrædelse af straffelovens § 222 i følgende fem kategorier efter relationenmellem gerningsmanden og forurettede: 1) kæresteforhold og andre kærestelig-nende relationer, 2) familieforhold, 3) pasningsforhold, 4) betroet til undervis-ning eller lignende og 5) andre tilfælde, som ikke har været mulige at kategorise-re.Sager, hvor forholdet tillige er henført til straffelovens § 216 om voldtægt, er ik-ke taget med i redegørelserne om § 222, men indgår i redegørelserne om vold-tægt.I redegørelsen fra 2004 anførte Rigsadvokaten, at det var vanskeligt at vurderestrafudmålingsniveauet, bl.a. fordi der ikke forelå redegørelser om straffene forudfor strafskærpelsen, fordi der var tale om et spinkelt materiale–12 sager omovertrædelse af straffelovens § 222 var blevet indberettet til Rigsadvokaten–ogfordi overtrædelser af straffelovens § 222 omfatter forhold af meget forskelligkarakter og grovhed. Rigsadvokaten konkluderede, at straffene i enkelte af de

indberettede sager syntes mildere, end de efter Rigsadvokatens opfattelse burdevære.I redegørelsen fra 2005 konkluderede Rigsadvokaten, at strafudmålingen i sagerom overtrædelse af straffelovens § 222 generelt set måtte antages at tage ud-gangspunkt i tilkendegivelserne i forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 omskærpelse af straffen. Der var dog enkelte sager, som efter Rigsadvokatens opfat-telse lå i underkanten af det strafniveau, som måtte anses for tilsigtet med straf-skærpelsen.I redegørelserne fra 2006, 2007 og 2008 konkluderede Rigsadvokaten, at der ilangt hovedparten af sagerne i vidt omfang var taget hensyn til, at straffen efterlovændringen skulle skærpes. Rigsadvokaten anførte endvidere, at det var tyde-ligt, at der var afsagt et større antal domme i forbindelse med de foreliggende un-dersøgelser i forhold til de tidligere undersøgelser, hvor straffene lå på niveauet 2års fængsel til fængsel i 3 år og 6 måneder for så vidt angår 2006- og 2008-redegørelserne og niveauet 2 års fængsel til fængsel i 3 år og 9 måneder for såvidt angår 2007-redegørelsen. Der var dog fortsat enkelte sager, hvor der efterRigsadvokatens opfattelse burde have været udmålt en højere straf.I redegørelserne fra 2009 og 2010 anførte Rigsadvokaten, at det på baggrund afde tidligere undersøgelser om strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelo-vens § 222 efter lovændringen i 2002 var det overordnede billede, at domstolenegennemgående havde forhøjet straffene for overtrædelse af straffelovens § 222 ioverensstemmelse med intentionerne med lovændringen.I redegørelsen fra 2010 anførte Rigsadvokaten endvidere vedrørende straffelo-vens § 222, stk. 3, at det på baggrund af sagernes forskellige karakter, og at endel af gerningsperioden i flere af sagerne lå forud for strafskærpelsesbestemmel-sens ikrafttræden, kunne være vanskeligt at vurdere, om strafskærpelsen var slåetfuldt igennem i retspraksis. Rigsadvokaten anførte imidlertid, at det var Rigsad-vokatens opfattelse, at der var sket en skærpelse af straffen i sager omfattet afstraffelovens § 222, stk. 3. Straffen for et enkeltstående samleje var således i endom fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder, hvilket var i overensstemmelse medtilkendegivelserne i forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 3. Isager, hvor der alene var tale om anden kønslig omgængelse end samleje, blev362

straffen fastsat i niveauet 6 måneder til 3 år og 6 måneders fængsel, hvilket viser,at der også i disse sager udmåles langvarige fængselsstraffe, og at der samtidig ioverensstemmelse med forarbejderne fortsat sker en betydelig nuancering i denkonkrete strafudmåling.Endelig har Rigsadvokaten i redegørelsen fra 2010 på baggrund af undersøgel-serne fra 2004-2010 anført, at straffen i sager om kæresteforhold og andre kære-stelignende relationer, hvor der var tale om yngre tiltalte i alderen op til ca. 21 årog børn i alderen 12-14 år, lå i niveauet fra betinget dom uden straffastsættelse tilfængsel i op til 3 måneder, som i flere tilfælde blev gjort betinget, eventuelt medvilkår om samfundstjeneste. Hvor der var tale om ældre tiltalte fra ca. 22 år ogbørn i alderen 12-14 år, var straffen som udgangspunkt i niveauet 3-6 månedersfængsel, som kun undtagelsesvist blev gjort betinget. Enkelte domme viste, atstraffen for overtrædelse af straffelovens § 222 selv i kærestelignende forholdkunne stige betydeligt, når der forelå særligt skærpende omstændigheder.Det bemærkes i den forbindelse, at nogle sager, hvor der er tale om en ung per-sons samleje med en 12-14-årig, efter omstændighederne vil kunne afgøres medet tiltalefrafald uden vilkår, jf. nærmere afsnit 2.2 nedenfor.Straffene i sager vedrørende familieforhold for et eller et par enkeltstående over-greb i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå formentlig i niveauet 3-4 måneders ubetinget fængsel, når der ikke forelå andre skærpende omstændig-heder. Straffen for mere end enkeltstående overgreb over en periode–der ofteindebar samlejer eller forsøg herpå–lå typisk på et niveau fra fængsel i 2 år og 6måneder til fængsel i 3 år og 6 måneder, når der ikke forelå andre skærpende om-stændigheder.I sager vedrørende pasningsforhold kunne det tyde på, at straffen for enkeltståen-de overtrædelser i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå i niveauetomkring 3-5 måneders ubetinget fængsel. I sager vedrørende undervisningsfor-hold indikerede en enkelt af de indberettede sager, at straffen for enkeltståendeovertrædelser i form af anden kønslig omgængelse end samleje lå i niveauet 3-4måneders ubetinget fængsel.

Sagerne vedrørende andre tilfælde, som det ikke havde været mulige at kategori-sere, var af så forskellig karakter, at det var særligt vanskeligt at foretage ensammenligning af disse.I redegørelsen fra 2012 (der blev ikke afgivet nogen redegørelse i 2011) harRigsadvokaten anført, at strafudmålingen fortsat generelt lå på det niveau, somvar beskrevet i redegørelsen fra 2010. Sagerne varierede meget, og der var fortsateksempler på domme, hvor straffen ud fra en samlet vurdering af forholdets ka-rakter og foreliggende skærpende og formildende omstændigheder blev udmålthøjere eller lavere end de angivne udgangspunkter.Med hensyn til udnyttelse af fysisk og psykisk overlegenhed, jf. straffelovens§ 222, stk. 3, viste dommene efter Rigsadvokatens opfattelse, at der skete en for-højelse af straffen i overensstemmelse med lovændringen. Nogle domme, somalene angik anden kønslig omgængelse end samleje, viste, at der fortsat skete enbetydelig nuancering af strafudmålingen ud fra sagens konkrete omstændigheder,samtidig med at der i andre domme blev udmålt langvarige fængselsstraffe.Flere af de sager, hvor straffelovens § 222, stk. 3, havde været anvendt, vedrørtealene anden kønslig omgængelse end samleje, og nogle sager vedrørte samleje,herunder flere samlejer, og anden kønslig omgængelse end samleje til samlet på-dømmelse. Hertil kom, at en del af gerningsperioden i flere sager lå forud forikrafttrædelsen af § 222, stk. 3. På denne baggrund kunne det umiddelbart værevanskeligt præcist at vurdere strafniveauet i sagerne.Det var imidlertid efter en samlet vurdering af sagerne i redegørelserne fra 2009,2010 og 2012 Rigsadvokatens opfattelse, at der generelt var sket en skærpelse afstraffen i sager omfattet af straffelovens § 222, stk. 3, i overensstemmelse medlovændringen i 2008.2.1.4.I særligt alvorlige sager er der eksempler på idømmelse af meget langefængselsstraffe, herunder straffe på 8, 9, 10 og 11 års fængsel. Der kan bl.a. hen-vises til følgende domme:Vestre Landsrets dom af 16. december 2010 (S-1527-10): Et ægtepar blev dømtfor seksuelt misbrug af en mentalt retarderet datter og af hustruens søn (mandens

stedsøn). Hustruen var ved byrettens upåankede dom blevet idømt en foranstalt-ningsdom, og manden blev straffet med fængsel i 8 år. Manden blev bl.a fundetskyldig i, fra datteren var 11 år, til hun var 14 år, jævnligt og adskillige gange athave haft samleje med hende, samt i andre tilfælde af seksuelt misbrug af datteren,herunder hvor tiltalte havde tilskyndet andre til seksuelt misbrug af datteren.TfK 2011.95 V (9 års fængsel): En mand blev dømt for seksuelt misbrug af sinetre døtre. For den ene datters vedkommende fandt misbruget sted, fra hun var 11år, til efter hun var fyldt 17 år, den anden datter blev misbrugt, fra hun var 12 år,til hun var fyldt 14 år, og den tredje datter fra hun var 9 år, til hun var 10 år. Derblev afgivet 9 stemmer for at fastætte straffen til 9 års fængsel og 9 stemmer for atfastsætte straffen til 10 års fængsel.Retten i Sønderborgs dom af 20. februar 2007 (Rigsadvokaten Informerer nr.17/2007 dom nr. 37) (10 års fængsel): En mand blev dømt for seksuelt misbrug afto døtre og for at stille den ældste datter til rådighed for fremmede mænds seksu-elle misbrug af hende.Retten på Bornholms dom af 4. juli 2012 (dommen er under anke) (10 års fæng-sel): En mand blev dømt for mangeårigt seksuelt misbrug af to adoptivdøtre, sidende var 6-8 år. Misbruget havde ifølge byrettens dom fundet sted systematisk meden hyppighed af indtil et par gange om ugen under udnyttelse af gerningsmandensposition som far og hans psykiske overlegenhed. Misbruget havde ifølge byrettensdom i det væsentlige fundet sted efter strafskærpelsen i 2002 og i et ikke uvæsent-ligt omfang tillige efter strafskærpelsen i 2008. Den udmålte straf på 10 års fæng-sel omfattede også en tidligere idømt straf på 7 måneders fængsel for overtrædelseaf våbenloven. Børnenes mor blev idømt 8 års fængsel for medvirken til adoptiv-faderens seksuelle misbrug af døtrene.

Endelig kan nævnes følgende eksempel på fængsel i 11 år, idet det dog skal be-mærkes, at sagen vedrørte en række andre forhold end seksuelt forhold til barnunder 15 år, herunder voldtægt af en person over 15 år:UfR 2012.998 V: En 38-årig kvinde og en 42-årig mand, der var samlevende, blevfundet skyldige i vanrøgt over for parrets 7 fællesbørn og kvindens 2 særbørnsamt i kvalificeret vold og mishandling over for 6 af børnene, alt begået i periodenfra juni 2006 til februar 2010. De tiltalte blev endvidere fundet skyldige i ulovligtvang, kvalificeret vold og langvarig frihedsberøvelse over for mandens særbarn,der var 17-20 år på gerningstidspunktet. Endvidere blev manden bl.a. fundet skyl-dig i voldtægt over for særbarnet begået over en periode på 2½ år og i voldtægtover for et af kvindens særbørn begået over en periode på 1 år, hvor barnet varunder 15 år. Straffen blev fastsat til 4 års fængsel for kvinden og 11 års fængselfor manden.

2.2. Tiltalefrafald uden vilkårAnklagemyndigheden har gennem en meget lang årrække fulgt den praksis atmeddele tiltalefrafald uden vilkår, jf. retsplejelovens § 722, i visse sager om enung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig. Det fremgår afStraffelovrådets udtalelse nr. 747/1975 om strafferetlige aldersgrænser for seksu-elle forhold side 14-15, at denne praksis allerede i 1975 havde eksisteret i en år-række.Anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafald uden vilkår i dissesager blev oprindelig udviklet i en periode, hvor kompetencen til at give tiltale-frafald i disse sager efter retsplejeloven tilkom Rigsadvokaten.I 1970 blev kompetencen til give tiltalefrafald for et seksuelt forhold mellem en15-17-årig dreng og en 14-årig pige ved bekendtgørelse overført til statsadvoka-terne, jf. § 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 43 af 6. februar 1970 (senere afløst af § 1,nr. 4, i bekendtgørelse nr. 300 af 26. juni 1972 og dernæst i bekendtgørelse nr.561 af 13. november 1984).Frem til en lovændring i 1992, som generelt overførte kompetencen til at give til-talefrafald for bl.a. seksuelt forhold til barn under 15 år til statsadvokaterne (jf.lov nr. 385 af 20. maj 1992 om ændring af retsplejeloven, straffeloven, færdsels-loven og udlændingeloven (Anklagemyndighedens struktur)), blev øvrige afgø-relser om tiltalefrafald for en ung persons seksuelle forhold til et barn under 15 årfortsat truffet af Rigsadvokaten. Rigsadvokatens praksis blev løbende omtalt iAnklagemyndighedens Årsberetning. Heraf kan navnlig fremhæves følgende op-lysninger om praksis (i andre tilfælde end forhold mellem en 15-17-årig dreng ogen 14-årig pige):1973 (side 18): Tiltalefrafald kan gives, når særlige omstændigheder, f.eks. for-bindelsens fasthed, pigens modenhed eller forestående ægteskab mellem parterne,talte for det.1976 (side 118):Sag 611:En pige havde, siden hun var 13 år, et seksuelt forholdtil en 10 år ældre mand, hvilket var accepteret af pigens forældre. Politiet blev be-kendt med forholdet, fordi pigen blev gravid, da hun var 16 år. Parterne havde ef-ter barnets fødsel købt hus og boede nu sammen.1978 (side 13-14):Sag 844:En 19-årig mand havde samleje med en 14�-årig pi-ge.Sag 799:En 23-årig mand havde samleje med en 14½-årig moden og velud-

viklet pige, efter at de var kommet sammen nogen tid forinden. Pigens forældrehavde på forhånd accepteret det seksuelle forhold og havde sørget for, at pigensøgte læge med henblik på prævention.Sag 855:En 18-årig mand, som blev ka-rakteriseret som umoden og naiv, havde én gang samleje med en 12-årig pige,som ifølge pigens mor ”nok havde været meget villig”. Hverken pigens mor ellersocialforvaltningen ønskede tiltale.Sag 875:En 31-årig mand havde gentagnegange samleje med en 14-årig pige, som blev gravid og fødte et barn. Det var me-ningen, at parterne skulle flytte sammen, når pigen var færdig med skolen. Social-forvaltningen havde ønsket retsforfølgning.Sag 879(tiltalefrafald ikke meddelt; 3måneders betinget fængsel): En 31-årig mand havde i overværelse af sin samleversamleje med sin 13-årige niece.Sag 772(tiltalefrafald ikke meddelt; betingetdom): En 29-årig mand havde under en fest samleje med en 14�-årig pige. De varbegge noget alkoholpåvirkede, og pigen var efter det oplyste ”mere end villig”.1979 (side 11-12). Det er normalt en forudsætning for tiltaltefrafald, at forholdethar været fuldt frivilligt fra pigens side og aldersforskellen ikke er for stor. Dettefører normalt til, at tiltale rejses, hvis mandens alder overstiger 21-22 år, medmin-dre parterne fortsat holder sammen, efter at pigen er fyldt 15 år. Tiltalefrafald gi-ves ikke i sager, hvor pigen ikke er fyldt 12 år.1980 (side 42-43): Det er normalt en forudsætning for tiltaltefrafald, at alder-forskellen ikke er for stor, og at pigen ikke er under 12 år.Sag 1080:En 15-årigdreng havde seksuelt forhold til en 12½-årig pige.Sag 1037:En 28-årig mand,som var åndssvag, havde seksuelt forhold til en 14-årig pige. Sag1124(tiltalefra-fald ikke meddelt): En 34-årig mand havde gentagne gange samleje med en 13-årig pige, som var blevet lidenskabeligt forelsket i manden.1981 (side 10):Sag 1137:En 15-årig pige havde samleje med en 14-årig dreng.1982 (side 13):Sag 1334:En 35-årig mand havde samleje med en 14½-årig pige,som blev gravid. Parret flyttede sammen og agtede at gifte sig, når pigen var fær-dig med skolen og sigtede var blevet skilt. Pigens forældre havde intet imod for-holdet.1983 (side 12):Sag (nr. ikke oplyst):En 25-årig mand havde seksuelt forhold tilen 14-årig pige, og de var med samtykke fra pigens forældre flyttet sammen.Sag1466:En 43-årig mand havde samleje med en pige ca. én måned før hendes 15-årsfødselsdag. Manden var logerende hos pigens forældre, som billigede, at pigen nufast overnattede sammen med manden.1984 (side 37): En 20-årig kvinde havde over en periode på 2 måneder i flere til-fælde samleje med en 14-årig dreng. Forholdet blev anmeldt af deres fælles soci-alrådgiver, som forklarede, at parret rent udviklingsmæssigt og hvad angår intelli-gens skønnedes at stå meget lige.1985 (side 12): En 16-årig dreng havde inden for en periode på et halvt år fleregange samleje med en 11-årig pige, som havde sagt til drengen, at hun var 12 år.Det blev ved afgørelsen om tiltalefrafald bevismæssigt lagt til grund, at drengenikke havde forsæt med hensyn til, at pigen var 11 år.1986 (side 14): En 28-årig mand havde én gang samleje med en 14½-årig pige.1988 (side 79-80):Sag 1878:En 24-årig mand havde flere gange samleje med en14-årig pige, som blev gravid og fik foretaget en abort. Pigens mor oplyste, at dat-teren var en veludviklet pige, som kunne antages at være 16-18 år, mens mandentrods sin alder ikke virkede helt så åndeligt udviklet som pigen.

1989 (side 105):Sag 1950:En 28-årig mand havde én gang samleje med en 14½-årig pige, som han havde kendt i ca. 14 dage.1990 (side 138):Sag 2020:En 17-årig mand havde tre gange samleje med en 12-årig pige.Samme sag(tiltalefrafald ikke meddelt): En 25-årig mand havde en af-ten efter en fest inviteret en 12-årig pige med hjem, og de havde på pigens opfor-dring samleje. Dette gentog sig næste morgen, da pigen opsøgte manden og villehave samleje med ham, idet hun lovede, at hun i så fald ikke ville opsøge ham me-re. Pigen havde alligevel efterfølgende flere gange opsøgt manden og sendt hambreve samt kontaktet ham telefonisk.Sag 1997:En 23-årig kvinde, hvis moden-hed ikke fremstod som alderssvarende, havde i en periode på 4 måneder gentagnegange samleje med en 14-årig dreng, som passede kvindens to små børn.1992 (side 94):Sag 2051:En 42-årig mand havde under to ture til udlandet fleregange samleje med en 14-årig pige. Pigens forældre troede fejlagtigt, at pigensvoksne veninde, som kom sammen med manden, også skulle med på turene. Pi-gens forældre anmeldte forholdet, men trak senere anmeldelsen tilbage og accep-terede, at pigen nu overnattede hos manden.

Anklagemyndighedens offentliggjorte praksis frem til kompetenceomlægningeninden for anklagemyndigheden i 1992 kan være vanskelig at sammenfatte, mendet fremgår dog, at tiltalefrafald for det første forudsætter, at det seksuelle for-hold er fuldt ud frivilligt, og at barnet er fyldt 12 år (eller at sigtede i hvert faldikke har forsæt til, at barnet er under 12 år).Det er endvidere som udgangspunkt en betingelse, at gerningsmanden ikke er æl-dre end 21-22 år. Dette udgangspunkt med hensyn til gerningsmandens alder erimidlertid fraveget i en del sager, hvor barnet var 14 år, og i en enkelt sag, hvorbarnet var 13 år. Udgangspunkter er derimod ikke fraveget i nogen sager, hvorbarnet kun var 12 år, heller ikke i sag nr. 2020/1990, hvor det blev lagt til grund,at en 12-årig pige havde været meget pågående over for en 25-årig mand, som togange havde haft samleje med pigen.Udgangspunktet om gerningsmandens alder er bl.a. fraveget i sager, hvor parter-ne havde fået barn sammen og nu boede sammen eller planlagde at flytte sam-men. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene henholdsvis 23, 31 og35 år på gerningstidspunktet. I den førstnævnte af disse sager var barnet kun 13år, da det seksuelle forhold blev indledt (men hun var 16 år, da hun blev gravid).Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager,hvor parterne nu boede sammen eller fast overnattede sammen. I tre sager afdenne karakter var gerningsmændene henholdsvis 25, 42 og 43 år. I sidstnævnte368

sag kan det også have spillet ind, at forholdet blev indledt ca. 1 måned, før barnetfyldte 15 år.Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager,hvor barnet var 14½ år. I tre sager af denne karakter var gerningsmændene hen-holdsvis 23, 28 og 28 år på gerningstidspunktet. I en fjerde sag blev tiltalefrafaldderimod ikke givet til en 29-årig mand, der efter en fest havde samleje med en14�-årig pige, idet dette ville være en udvidelse af praksis, som der ikke fandtesgrundlag for (sag nr. 772/1978).Udgangspunktet om gerningsmandens alder er endvidere fraveget i nogle sager,hvor gerningsmanden ikke var mentalt alderssvarende. I tre sager af denne karak-ter var gerningsmændene henholdsvis 23, 24 og 28 år. Den 28-årige var decideretåndssvag (nu betegnet mentalt retarderet).Med få undtagelser har sagerne om tiltalefrafald angået en mands seksuelle for-hold til en pige under 15 år. Tre sager angik en piges eller kvindes seksuelle for-hold til en 14-årig dreng. Der var tale om en pige på 15 år og kvinder på 20 og 23år, idet den 23-årige ikke var mentalt alderssvarende. Ingen sager har angået ho-moseksuelle forhold.Sammenfattende kan der på grundlag af Rigsadvokatens praksis frem til 1992formentlig opstilles følgende retningslinjer:- Det seksuelle forhold skal have været fuldt ud frivilligt.- Barnet skal være fyldt 12 år.- Gerningsmanden må som udgangspunkt ikke være ældre end 21-22 år. Hvisbarnet er fyldt 14 år, kan gerningsmanden dog efter omstændighederne være æl-dre, navnlig hvis parterne bor sammen, hvis gerningsmanden ikke er mentalt al-derssvarende, eller hvis barnet er 14½ år og gerningsmanden højst ca. 28 år.Af Rigsadvokatens redegørelser fra 2005-2010 om strafferne i sager om overtræ-delse af straffelovens § 222 fremgår imidlertid flere domme, som umiddelbartsynes at opfylde disse kriterier for tiltalefrafald–som udviklet i administrativpraksis frem til 1992–men hvor der ikke desto mindre blev rejst tiltale. Det gæl-der således i følgende sager:

2010 dom 1 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-årig dreng havde i to til-fælde samleje og i et tilfælde oralsex med en 13-årig pige, som han havde kendt iflere år.2008 dom 1 = UfR 2008.2065 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 20-årigmand havde samleje med sin 13-årige kæreste, der blev gravid og derefter fik enabort. Alene domfældt for uagtsomhed med hensyn til pigens alder, jf. straffelo-vens § 226.2008 dom 3 (3 måneders betinget fængsel): En 27-årig mand havde i en periodepå ca. 3 måneder flere gange samleje med en 14�-årig pige.2007 dom 1 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-årig dreng havde samlejemed en 14-årig pige. Drengen kendte pigen gennem hendes storebror, og de havdetidligere kysset og skrevet sammen.2007 dom 2 (betinget dom uden straffastsættelse): En 16-17-årig dreng havde éngang anden kønslig omgængelse med en 13-14-årig pige, idet de rørte hinanden iskridtet.2007 dom 3 (20 dages betinget fængsel): En 17-årig dreng havde i 7-15 tilfældesamleje med sin 12-årige kæreste.2007 dom 4 (3 måneders betinget fængsel): En 38-årig mand havde i ét tilfældesamleje med en 14-årig pige, der blev gravid og fødte et barn. Parret levede nusammen som en familie med deres fælles barn og tiltaltes to særbørn.2006 dom 3 (20 dages fængsel): En 19-årig mand havde anden kønslig omgæn-gelse end samleje med en 14-årig pige, som han var eller havde været kærestemed.2006 dom 4 (30 dages betinget fængsel): En 17-årig dreng havde samleje med en13-årig pige, som han var kæreste med. Begge var anbragt uden for hjemmet.2006 dom 5 (60 dages betinget fængsel): En 20-årig mand havde samleje med en13-årig pige, efter at de havde kendt hinanden i ca. 1 måned.2006 dom 7 (60 dages betinget fængsel): En 19-årig mand havde samleje med en13-årig pige. Parterne var kommet i kontakt med hinanden via et chatrum på in-ternettet og havde herefter mødtes nogle gange, før de havde samleje.2006 dom 10 (3 måneders betinget fængsel med vilkår om 60 timers samfundstje-neste): En 19-årig mand havde samleje med en 12-årig pige. Pigen, der var venin-de med mandens lillesøster, havde sent sms’er til ham, og dette havde ført til fleremøder mellem dem.2005 dom 2 (60 dages betinget fængsel): En 21-årig mand havde samleje med en14-årig pige.

2.3. Rammeafgørelsen og direktivet om bekæmpelse af seksuel udnyt-telse af børn og børnepornografi2.3.1.Efter artikel 2, litra c, nr. i og iii, i Rådets rammeafgørelser nr. 68/2004 af22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børneporno-grafi er EU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til etbarn, hvor der gøres brug af tvang, magt eller trusler, eller der er tale om misbrugaf en anerkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i for-hold til barnet. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsensartikel 1, litra a.Det følger af rammeafgørelsens artikel 5, stk. 1, at strafferammen mindst skalomfatte fængsel indtil 1 år. Det følger endvidere af rammeafgørelsens artikel 5,stk. 2, at strafferammen i tilfælde af brug af tvang, magt eller trusler mindst skalomfatte fængsel indtil 5 år. Det samme gælder i tilfælde af misbrug af en aner-kendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold til bar-net, hvis offeret efter national lovgivning er et barn under den seksuelle lavalderog- barnets liv udsættes for fare,- der anvendes grov vold eller forvoldes barnet alvorlig skade, eller- lovovertrædelserne er begået inden for rammerne af en kriminel organisationsom defineret i fælles aktion 98/733/RIA, der gør det strafbart at deltage i enkriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater.Fælles aktion nr. 98/733 er nu afløst af Rådets rammeafgørelse nr. 2008/841 af24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet, der definerer ”kri-minel organisation” på følgendemåde (artikel 1, nr. 1):”en struktureret sammenslutningaf en vis varighed bestående af mere end to per-soner, der handler i forening med henblik på at begå strafbare handlinger, som kanstraffes med en frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimal va-righed på mindst fire år eller en strengere straf, for direkte eller indirekte at opnåen økonomiskeller anden materiel fordel”

af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattet afdirektivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indre an-liggender ikke omfattet af direktivet.Efter direktivets artikel 3, stk. 4, er de medlemsstater, der er omfattet af direkti-vet, forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til et barn under den seksuellelavalder. Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 5 år. Efter direktivetsartikel 3, stk. 5, nr. iii, skal strafferammen dog mindst omfatte fængsel indtil 10år, hvis der gøres brug af tvang, magt eller trusler.Medlemsstaterne har dog efter direktivets artikel 8, stk. 1, valgfrihed med hensyntil, om de vil kriminalisere seksuelle forhold mellem samtykkende ligestillede,når der ikke er stor forskel på deres alder og psykologiske og fysiske udviklingeller modenhed, for så vidt handlingerne ikke involverer misbrug.Efter direktivets artikel 3, stk. 5, nr. i og ii, er de medlemsstater, der er omfattetaf direktivet, forpligtet til at kriminalisere seksuelt forhold til et barn, hvor en an-erkendt position med hensyn til tillid, myndighed eller indflydelse i forhold tilbarnet misbruges, eller hvor et særligt værgeløst barns situation misbruges, navn-lig som følge af et psykisk eller fysisk handicap eller en afhængighedssituation.Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direktivets artikel 2, litra a. Straffe-rammen skal mindst omfatte fængsel indtil 8 år, hvis barnet er under den seksuel-le lavalder, og mindst fængsel indtil 3 år, hvis barnet er over denne alder.Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.

2.4.2.Med hensyn tilstrafniveauetunderstreger Straffelovrådet på ny, at der eren meget stor variation i grovheden af overtrædelser af forbuddet mod seksueltforhold til barn under 15 år, og at denne store variation i praksis omfatter et me-get stort antal sager. Eksempelvis er meget milde overtrædelser også helt sæd-vanligt forekommende, og dette afspejler sig i, at der således også forekommeren række sager, hvor straffen har været fastsat i den meget lave ende af straffe-rammen, f.eks. til en kortere betinget fængselsstraf eller til en betinget dom udenstraffastsættelse. Endvidere afgøres de allermildeste sager (i det omfang de over-hovedet anmeldes til politiet) normalt ved et tiltalefrafald uden vilkår, således atsagen slet ikke indbringes for retten.Seksuelt forhold til barn under 15 år adskiller sig på dette punkt afgørende fravoldtægt. Selv om der også forekommer betydelig variation i grovheden af vold-tægt, er voldtægt generelt en meget grov forbrydelse, og det forekommer derforkun undtagelsesvis, at voldtægt straffes med straffe i den lave ende af straffe-rammen, endsige med en så lav straf, som er helt sædvanligt forekommende i sa-ger om seksuelt forhold til barn under 15 år.Straffelovrådet bemærker i tilknytning hertil, at vurderingen af, om det eksiste-rende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år er passende, ikke medmening kan foretages alene ud fra oplysninger om dengennemsnitligeidømtestraf uden at inddrage oplysninger om den forholdsmæssige fordeling af sager afforskellig grovhed. Oplysninger fra Danmarks Statistik om gennemsnitlige idøm-te straffe skal i øvrigt også ses i lyset af, at der er tale om et samlet gennemsnit,som omfatter både forsøgstilfælde og fuldbyrdede forbrydelser.Lovgivningsmagten har senest reguleret strafniveauet for seksuelt forhold til barnunder 15 år i 2008, således at straffen herfor nu fastsættes på linje med straffenfor voldtægt (af voksne), hvis gerningsmanden har opnået det seksuelle forholdved at udnytte sin fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet.Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiskeeller psykiske overlegenhed udgør sammen med voldtægt de groveste seksual-forbrydelser. Strafniveauet for sådanne forhold er i overensstemmelse hermedgenerelt markant højere end strafniveauet for andre seksualforbrydelser.373

Opnåelse af et seksuelt forhold til et barn under 15 år ved at udnytte sin fysiskeeller psykiske overlegenhed adskiller sig i praksis fra voldtægt ved, at der relativthyppigere forekommer sager, hvor kriminaliteten består i gentagne seksuelle for-hold gennem en længere periode. Dette vil i givet fald udgøre væsentlige skær-pende omstændigheder, og det samme gælder, hvis der har bestået et særligt af-hængighedsforhold mellem barnet og gerningsmanden, herunder i tilfælde afseksuelt misbrug inden for familien. I sager om sådanne meget grove overtrædel-ser idømmes derfor generelt også meget lange straffe, og strafniveauet i sådannesager kan jævnligt også være højere end strafniveauet i selv grove voldtægtssa-ger.Det er på denne baggrund Straffelovrådets vurdering, at det eksisterende strafni-veau for forskellige typer af sager vedrørende seksuelt forhold til barn under 15år på rimelig måde afspejler den relative grovhed af de forskellige typer af sager.Dette gælder også i relation til de groveste sager med meget langvarigt misbrugaf egne børn, plejebørn eller stedbørn.Kriminalitetsniveauet vedrørende seksuelt forhold til barn under 15 år har i en år-række været nogenlunde stabilt og synes ikke påvirket af strafskærpelserne i2002 og 2008 (jf. nærmerekapitel 2,afsnit 3.1, samtbilag 1),og Straffelovrådetfinder ikke grundlag for at antage, at en yderligere strafskærpelse vil have enkriminalitetsdæmpende effekt.Straffelovrådet har noteret sig, at der i de senere år har været betydelig medieom-tale af flere usædvanligt grove tilfælde af seksuelt forhold til barn under 15 år.Nogle er disse sager er omtalt i pkt. 2.1.4 ovenfor, og som det fremgår heraf, erder i disse sager generelt idømt meget langvarige straffe. Som nævnt afspejlerdisse straffe efter Straffelovrådets opfattelse på rimelig måde strafværdigheden afdisse meget grove forbrydelser, og der er efter Straffelovrådets opfattelse endvi-dere ikke grundlag for at antage, at endnu højere straffe bedre ville kunne fore-bygge fremtidige lignende forbrydelser. I mange af disse sager er det således ka-rakteristisk, at der har været tale om familier med massive sociale problemer,hvor truslen om endnu højere straf end den allerede meget høje straf, som anven-des i dag, ikke kan forventes i givet fald at have nogen præventiv virkning. Detvil derfor efter Straffelovrådets opfattelse være bedre i stedet at overveje andre374

initiativer, eksempelvis at styrke den sociale indsats, som må antages langt bedreend yderligere strafskærpelser at kunne have en reel kriminalitetsdæmpende ef-fekt, herunder ved at begrænse omfanget af meget langvarige seksuelle misbrugaf børn, fordi sådanne misbrug i givet fald vil kunne opdages tidligere og dermedikke nå at blive meget langvarige.Straffelovrådet bemærker i øvrigt, at de omtalte grove tilfælde af seksuelt mis-brug af barn under 15 år, som har været fremme i de senere år, ikke giver grund-lag for at antage, at der er sket en stigning i denne form for kriminalitet. Derimoder det sandsynligt, at en øget fokus i de senere år på seksualforbrydelser, der ret-ter sig mod børn, har medført, at flere forhold er kommet for dagens lys og blevetanmeldt til politiet (jf. nærmerekapitel 2,afsnit 3.2, samtbilag 2).Straffelovrådet finder endvidere, at der heller ikke i samfundsudviklingen i øvrigtsiden lovgivningsmagtens regulering i 2008 af det daværende strafniveau forseksuelt forhold til barn under 15 år er forhold, som taler for en regulering af detnuværende strafniveau for seksuelt forhold til barn under 15 år i op- eller nedad-gående retning.Med hensyn til, hvilke konsekvenser en eventuel forhøjelse af strafniveauet foroverfaldsvoldtægt i givet fald bør få for strafniveauet for seksuelt forhold til barnunder 15 år, henvises tilkapitel 7,afsnit 6.2, ovenfor.2.4.3.Med hensyn tilstrafferammernetilkendegav Straffelovrådet i betænkningnr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer bl.a., at en delt strafferammesvarende til den tidligere gældende på 6 og 10 års fængsel stadig havde væretpassende efter Straffelovrådets opfattelse. Straffelovrådet henviste i den forbin-delse til, at sager efter § 222, stk. 2, 1. led, i praksis ofte ville være omfattet afstraffelovens § 210 om incest, hvor strafferammen er 6 års fængsel, og at sagerefter § 222, stk. 2, 2. led, for så vidt angår de grove tilfælde tillige vil være om-fattet af straffelovens § 216, stk. 2, om grov voldtægt.Straffelovrådet finder fortsat, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der lig-ger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i ud-målingspraksis.

Det vil i den forbindelse kunne anføres, at de gældende strafmaksima for samlejemed barn under 15 år bør nedsættes fra fængsel indtil 8 og 12 år til fængsel indtil6 og 10 år. Der vil herved kunne peges på, at udviklingen siden 2002 har bekræf-tet, at disse strafmaksima vil være fuldt tilstrækkelige til også at rumme de aller-groveste overtrædelser, og at dette også gælder efter strafskærpelsen i 2008. Detkan endvidere anføres, at hvis der måtte forekomme helt ekstremt grove tilfældeaf samleje med barn under 15 år, vil straffen, hvis gerningsmanden flere gangehar haft samleje med barn under 15 år, under særdeles skærpende omstændighe-der i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 2. pkt., kunne forhøjes med indtil dethalve, dvs. i givet fald til fængsel indtil 15 år.Straffelovrådet har imidlertid ikke fundet grundlag for at medtage forslag om ennedsættelse af strafmaksimaene i sit lovudkast, hvor de gældende strafmaksimafor samleje med barn under 15 år således er videreført uden ændringer.Straffelovrådet bemærker i den forbindelse også, at direktivet om bekæmpelse afseksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn–som dog ikke gælder for Dan-mark–kræver en strafferamme på mindst fængsel indtil 8 år i visse situationer,som ikke i alle tilfælde vil være omfattet af den skærpede strafferamme i detgældende § 222, stk. 2.2.4.4.Med hensyn tilbehandlingaf personer, der er dømt for seksuelt misbrug afbørn, bemærker Straffelovrådet indledningsvis, at rådet alene har overvejet destrafferetlige aspekter af dette spørgsmål. Rådet har således ikke nærmere over-vejet det faglige indhold af de eksisterende behandlingstilbud til personer, der erdømt for seksuelt misbrug af børn.Ved idømmelse af en helt eller delvis betinget dom kan der bl.a. fastsættes vilkårom behandling, herunder sexologisk behandling af personer, der er dømt for sek-suelt misbrug af børn. Sådanne vilkår kan tilsvarende fastsættes i forbindelse medprøveløsladelse. Overtrædes et sådant vilkår, kan der blive tale om, at den betin-gede straf ændres til ubetinget fængsel, henholdsvis om afsoning af reststraffen.Fastsættelse af sådanne behandlingsvilkår sker i givet fald i medfør af straffelo-vens generelle regler om betingede domme henholdsvis prøveløsladelse. Disseregler giver en bred skønsmæssig mulighed for at fastsætte behandlingsvilkår til-376

passet sagens art og den konkrete gerningsmand. De gældende regler har en så-dan rummelighed, at de også giver mulighed for i givet fald at indpasse eventuel-le nye behandlingsformer og behandlingsmuligheder som led i betingede dommehenholdsvis prøveløsladelser.Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke grundlag for at overveje at foreslåændringer af reglerne om betingede domme eller af reglerne om prøveløsladelse.Straffelovrådet er i den forbindelse opmærksom på, at det i den politiske debathar været foreslået, at en person, der dømmes for seksuelt misbrug af børn, skalkunneidømmes en ”tillægsstraf”, der træder i kraft, hvis den dømte ”afbryder etbehandlingsforløb eller helt nægter at modtage behandling” (jf.kapitel 3,afsnit2.4, ovenfor).Efter Straffelovrådets opfattelse ville en sådan ordning imidlertid reelt være enunødvendigt kompliceret måde at opnå præcis samme resultat som efter de gæl-dende regler.De gældende regler indebærer, at den af retten i forbindelse med domfældelsenudmålte straf er udtryk for den længste tid, domfældte kan komme til at være ifængsel som følge af den pådømte lovovertrædelse. Dette gælder, hvad entendommen er helt eller delvis betinget og domfældte overtræder et behandlingsvil-kår, eller domfældte efter en prøveløsladelse overtræder et behandlingsvilkårfastsat som led i prøveløsladelsen. Det gælder også, hvis domfældte får afslag påprøveløsladelse, fordi pågældende må antages ikke at være motiveret for at over-holde et behandlingsvilkår. Modstykket hertil er, at hvis domfældteoverholderfastsatte behandlingsvilkår, kan domfældte opnå at skulle være kortere tid i fæng-sel, end hvis domfældte ikke overholder behandlingsvilkår eller slet ikke vilmodtage behandling.En ordning med en ”tillægsstraf”, der fastsættes af retten sammen med den al-mindelige straf for lovovertrædelsen, og som udløses i tilfælde af nægtelse af be-handling, ville i realiteten være helt sammenlignelig med den måde, den gælden-de ordning fungerer på. Der ville således også med en ordning med ”tillægsstraf”være en længste tid– nu blot summen af den ”almindelige” straf og ”tillægsstraf-fen” –for, hvor længe domfældte i tilfælde af nægtelse af behandling kan komme377

til at sidde i fængsel som følge af den pådømte lovovertrædelse. Og domfældteville også med en sådan ordning ved at overholde behandlingsvilkår kunne opnåat være kortere tid i fængsel, end hvis domfældte ikke overholder behandlings-vilkår eller slet ikke vil modtage behandling.Straffelovrådet er opmærksom på, at hvis der indføres regler om idømmelse af”tillægsstraf” som tillæg til det nuværende strafniveau, vildet føre til et højeresamlet strafniveau og dermed udgøre en ændring i forhold til gældende ret.Efter Straffelovrådets opfattelse vil en ordning med ”tillægsstraf” imidlertidsomnævnt være unødvendigt kompliceret, fordi samme resultat kan opnås ved enhensigtsmæssig anvendelse af de eksisterende regler om betingede domme ogprøveløsladelse. Hvis der findes at være grundlag for at forlænge den samledestraf for personer, der dømmes for seksuelt misbrug af børn og nægter at modtagebehandling, bør det således efter Straffelovrådets opfattelse i givet fald ske vedgenerelt at forhøje strafniveauet for seksuelt misbrug af børn og ikke ved at ind-føre regler om ”tillægsstraf” i sådanne tilfælde. Straffelovrådet har dog for sitvedkommende ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af det gældendestrafniveau, jf. nærmere pkt. 2.4.2 ovenfor.2.4.5.Overvejelserne i pkt. 2.4.4 ovenfor angår tilfælde, hvor en person, der erdomfældt for seksuelt misbrug af børn, modtager behandling på frivilligt grund-lag eller i det mindste alene i kraft af den tvang, der kan siges at ligge i, at dendel af en udmålt fængselsstraf, som faktisk skal afsones, i givet fald forøges, hvisdomfældte nægter at modtage behandling.Det har i den politiske debat også været foreslået, at en person, der er dømt forseksuelt misbrug af børn, skal kunne underkastes behandling ved umiddelbartvang (jf.kapitel 3,afsnit 2.4, ovenfor).Gennemtvingelse ved umiddelbar tvang af behandling af personer, der er dømtfor seksuelt misbrug af børn, kan imidlertid med de behandlingsformer, somkendes i dag, ikke lade sig gøre i praksis.

Den behandling, som kendes i dag, er bl.a. beskrevet af justitsministeren under 1.behandlingen den 17. januar 2012 af beslutningsforslag nr. B 16 om tvangsbe-handling af pædofile. Behandlingen indeholder grundlæggende to elementer.Det ene element er psykoterapeutisk behandling i form af samtaleterapi.Tvangsmæssig psykoterapeutisk behandling er imidlertid ikke mulig, idet be-handlingen kun vil kunne være virksom, hvis den person, der er i behandling,medvirker aktivt og er motiveret for behandlingen.Det andet element er behandling med kønsdriftdæmpende medicin. I overens-stemmelse med det i Danmark og andre lande almindeligt anerkendte grundlæg-gende princip om, at medicinsk behandling af personer, der ikke er sindssyge,kun kan iværksættes med den pågældendes informerede samtykke, kræver en så-dan behandling også, at domfældte er indstillet på at medvirke. Det bemærkes iøvrigt, at behandlingen kan medføre alvorlige (eventuelt livstruende) bivirknin-ger i form af leverpåvirkning og afkalkning af knoglerne. Personer, der modtageren sådan behandling, undersøges og kontrolleres derfor regelmæssigt, så behand-lingen kan afbrydes, hvis der optræder komplikationer af en vis sværhedsgrad.Også i den henseende kræver behandlingen og kontrollen, at personen medvirkeraktivt.2.4.6.Mens egentlig tvangsbehandling af ikke-sindssyge personer, der er dømtfor seksuelt misbrug af børn, således efter Straffelovrådets opfattelse hverken ermulig eller ønskelig, er risikoen for, at en sådan domfældt på ny begår ligeartetkriminalitet, et forhold, der efter rådets opfattelse bør tillægges væsentlig vægtved udformningen af det strafferetlige sanktionssystem i sager af denne karakter.Straffelovrådet henviser i den forbindelse til, at hensynet til at beskytte børn moddømte, farlige seksualforbrydere efter gældende ret bl.a. varetages gennem reg-lerne om forvaring, jf. straffelovens § 70, herunder navnlig denne bestemmelsesstk. 2.Forvaring kan efter straffelovens § 70, stk. 2, bl.a. idømmes, hvis en person fin-des skyldig i en alvorlig sædelighedsforbrydelse, og det efter karakteren af detbegåede forhold og oplysningerne om domfældtes person, herunder om tidligerekriminalitet, må antages, at domfældte frembyder væsentlig fare for andres liv,379

legeme, helbred eller frihed. Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel skalendvidere findes påkrævet for at forebygge denne fare.Forvaring er en tidsubestemt foranstaltning, som kan opretholdes, så længe der erproportionalitet mellem den fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, somforvaringen skal forebygge, og frihedsberøvelsens varighed. Ud over, hvad derligger i kravet om, at der skal være tale om alvorlig kriminalitet, er det derimodikke et krav, at der skal være proportionalitet mellem den begåede kriminalitet ogfrihedsberøvelsens varighed. Dette betyder i praksis, at en person, der idømmesforvaring, efter omstændighederne kan være frihedsberøvet i betydeligt længeretid, end hvis den pågældende var blevet idømt en tidsbestemt fængselsstraf. Someksempel kan nævnes Højesterets dom gengivet i UfR 2007.2399 H, hvor Høje-steret med stemmerne 3-2 idømte forvaring, og hvor mindretallet stemte for atidømme 1½ års fængsel.Der kan efter omstændighederne ske betinget udskrivning fra forvaring, herundermed vilkår om sexologisk behandling. I modsætning til vilkår i betingede dommeog vilkår i forbindelse med prøveløsladelse, hvor der gælder lovbestemte læng-stetider for prøvetiden og dermed vilkårs gyldighed, kan vilkår i forbindelse medprøveudskrivning fra forvaring opretholdes, så længe proportionalitetsbetingelsener opfyldt. Hvis behandlingsvilkåret overtrædes, kan den pågældende i givet faldgenindsættes i forvaring. Sagen vil også kunne stille sig sådan, at udskrivning fraforvaring afslås, hvis domfældte ikke ønsker at modtage behandling.Som eksempel kan nævnes Højesterets kendelse gengivet i UfR 2006.427 H. Idenne sag var en dengang 30-årig mand i 1986 blevet idømt forvaring for vold-tægt og i 1995 blevet prøveudskrevet bl.a. på vilkår, at han skulle underkastesbehandling med kønsdriftsdæmpende medicin. Den nu 49-årige mand havde an-modet om ophævelse af vilkåret om behandling med kønsdriftsdæmpende medi-cin, subsidiært tidsbegrænsning af vilkåret til yderligere 2 år. Efter oplysningerneom mandens tidligere kriminalitet og de aktuelle lægelige oplysninger og vurde-ringer af ham fandt Højesteret imidlertid i en afgørelse af 2. november 2005, athan uden kønsdriftsdæmpende behandling frembød væsentlig fare for andres liv,legeme, helbred eller frihed, og at vilkåret om kønsdriftsdæmpende behandlingderfor fortsat var nødvendigt.

Forvaring er i sagens natur en meget indgribende og for domfældte meget bela-stende foranstaltning, og der er derfor som beskrevet–og bør efter Straffelovrå-dets opfattelse fortsat være–snævre betingelser for at idømme en sådan foran-staltning.Betingelserne for anvendelse af forvaring blev senest revideret i 1997, hvor derskete en mindre lempelse af betingelserne, således at adgangen til at idømme for-varing for alvorlige seksualforbrydelser blev udvidet. Forslaget herom var ud-trykkeligt begrundet bl.a. med, at de daværende erfaringer viste, at domfældtesvillighed til at modtage behandling ofte var begrundet i ønsket om at opnå for-skellige frihedsgoder, herunder prøveudskrivning fra forvaring (jf. Folketingstide1996-97, tillæg A, side 101). Lempelsen i adgangen til at idømme forvaring blevi forarbejderne nærmere beskrevet således (side 111):”I dag erdet ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualforbrydelser, at anven-delse af forvaring kommer på tale. Fremover bør forvaring kunne komme på taleogså ved anden dom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse eller an-tallet af forhold under denne straffesag sammenholdt med oplysninger om tiltaltesaktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning, hvor der bliver mulig-hed for ved behandling at modvirke risikoen for gentagelse.Det skal heller ikke være udelukket at idømme forvaring allerede første gangen person tiltales for grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne omtiltaltes person er betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres.Efter den gældende bestemmelse idømmes årligt kun 2-3 personer forvaring.Ændringen af § 70 vil formentlig højst indebære, at yderligere 2-3 personer i gen-nemsnit årligt dømmes til forvaring.”

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå yderligere lempelser af betin-gelserne for at idømme forvaring. Rådet finder således, at de gældende regler erudtryk for en passende afvejning af hensynet til at beskytte børn mod dømte, far-lige kriminelle og hensynet til, at der bør være proportionalitet mellem sanktio-nen og risikoen for ny ligeartet kriminalitet.Straffelovrådet bemærker herved også, at tilbagefald til ny kriminalitet (recidiv)for seksualforbrydere er lavere end for næsten alle andre kriminelle. Ifølge enundersøgelse af recidivet hos 405 personer, som i perioden 2004-2006 var løsladtefter en dom for en seksualforbrydelse på mindst 3 måneders fængsel, recidive-rede inden for en 2-årig periode 13% til ny frihedsstraf, mens kun 3% recidivere-de til ny seksualkriminalitet (Susanne Clausen, Recidivundersøgelse vedrørende381

personer dømt for sædelighedskriminalitet, Direktoratet for Kriminalforsorgen,november 2009). Heraf var 163 personer dømt for seksuelt misbrug af børn under15 år, og blandt disse var recidivet inden for 2 år 9% til frihedsstraf og 2½% tilny seksualkriminalitet (og kun 1�% til nyt seksuelt misbrug af børn, idet det øv-rige recidiv i denne gruppe var til besiddelse eller udbredelse af børnepornogra-fi).2.4.7.Der har i den politiske debat også været rejst spørgsmål om reglerne omprøveløsladelseaf personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn (jf.kapitel3,afsnit 2.4, ovenfor).De gældende regler i straffeloven om prøveløsladelse er udformet som generellehjemmelsbestemmelser, der finder anvendelse uanset arten af den pådømte kri-minalitet. Det grundlæggende formål med prøveløsladelse er stadig det samme,som blev anført i forarbejderne til straffeloven af 1930, nemlig at løsladelse påprøve er ”en nyttig Afslutning paa Strafbehandlingen ved at skabe en Overgangs-tilstand mellem denne og den fulde Frihed” bl.a. ved at lette domfældte ”Adgan-gen til atter at indtagesin Stilling i Samfundet” (U III spalte 110 og 118). Sagt påen anden måde bygger prøveløsladelsen på den idé, at en del af den idømte strafkan gøre større nytte ved at henstå betinget i en prøvetid end ved at blive fuld-byrdet straks sammen med den øvrige straf.De konkrete midler, der ved en prøveløsladelse kan lette domfældtes overgang tilen kriminalitetsfri tilværelse, er navnlig tilsynet med prøveløsladte, fastsættelseaf særlige vilkår for prøveløsladelsen samt den motivation, der ligger i, at rest-straffen vil kunne blive udløst ved ny kriminalitet eller vilkårsovertrædelse i prø-vetiden. Særligt hvad angår personer, der er dømt for seksuelt misbrug af børn,kan det efter omstændighederne være relevant at fastsætte vilkår om sexologiskbehandling.Efter Straffelovrådets opfattelse er der ikke grundlag for at overveje at fastsættesærlige regler om prøveløsladelse for personer, der er dømt for seksuelt misbrugaf børn, endsige for at afskaffe muligheden for prøveløsladelse af sådanne dom-fældte.

De gældende regler om prøveløsladelse er efter Straffelovrådets opfattelse til-strækkeligt rummelige til, at der er mulighed for at træffe hensigtsmæssige afgø-relser med hensyn til prøveløsladelse eller undladelse af prøveløsladelse og i gi-vet fald tidspunktet for prøveløsladelse og vilkårene herfor også for så vidt angårpersoner, der er dømt for seksuelt misbrug af børn.Det er en grundlæggende betingelse for prøveløsladelse, at domfældtes forholdikke gør prøveløsladelse utilrådelig, og heri ligger bl.a., at der ikke må foreliggeen væsentlig risiko for tilbagefald til ikke-bagatelagtig kriminalitet. Endviderekan der ved prøveløsladelse fastsættes vilkår om tilsyn samt andre vilkår, somfindes formålstjenlige, og for seksualkriminelle vil der hyppigt være behov for atfastsætte vilkår om behandling.Hvis der ud fra oplysningerne om domfældtes kriminalitet og farlighed mv. måantages at være væsentlig risiko for tilbagefald til ny seksualkriminalitet, er prø-veløsladelse således allerede efter de gældende regler udelukket. Og i modsatfald vil prøveløsladelse ofte kun kunne ske på betingelse af, at domfældte indvil-liger i at modtage behandling. Hvis domfældte afviser at modtage behandling,kan prøveløsladelse i givet fald afslås under henvisning hertil, og hvis domfældtei første omgang indvilliger, men efter prøveløsladelsen afbryder behandlingen,kan der i givet fald træffes afgørelse om, at reststraffen skal afsones.Sammenfattende er det således Straffelovrådets opfattelse, at de muligheder, somde gældende regler giver for at prøveløslade personer, der er dømt for seksueltmisbrug af børn, ikke alene ikke har negative virkninger, men tværtimod må an-tages at bidrage positivt til at begrænse risikoen for tilbagefald til ny seksualkri-minalitet. Straffelovrådet bemærker igen, at tilbagefald til ny kriminalitet for sek-sualforbrydere som nævnt i pkt. 2.4.6 ovenfor er lavere end for næsten alle andrekriminelle.

3.1. Norsk retDen gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med sene-re ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nyestraffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Efter den endnu gældende norske straffelov fra 1902 er seksuelle overgreb modbørn reguleret i §§ 195, 196, 200 og 201 som har følgende ordlyd:”§195.Den som har seksuell omgang med barn under 14 år, straffes med feng-sel inntil 10 år. Dersom den seksuelle omgangen var samleie, er straffen fengsel iminst 3 år.Fengsel inntil 21 år kan idømmes dersoma) handlingen er begått av flere i fellesskab,b) handlingen er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,c) handlingen er foretatt overfor barn under 10 år og det har skjedd gjentatteovergrep,d) den skyldige tidligere har vært straffet etter denne bestemmelsen eller etter§ 192, ellere) fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legemeeller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf.smitteloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme el-ler helse etter denne paragrafen.Villfarelse om alder utelukker ikke straffeskuld.Straf etter denne bestemmelsen kan falle bort eller settes under det lavmål somfølger av første ledd annet punktum dersom de som har hatt den seksuelle omgan-gen, er omtrent jevnbyrdige i alder og utvikling.§ 196.Den som har seksuell omgang med barn under 16 år, straffes med feng-sel inntil 6 år.Fengsel inntil 15 år kan idømmes dersoma) handlingen er begått av flere i fellesskab,b) handlingen er begått på en særlig smertefull eller særlig krenkende måte,c) den skyldige tidligere har vært straffet etter denne bestemmelsen eller etter§ 192, ellerd) fornærmede som følge av handlingen dør eller får betydelig skade på legemeeller helse. Seksuelt overførbar sykdom og allmennfarlig smittsom sykdom, jf.

smitteloven § 1-3 nr. 3 jf. nr. 1, regnes alltid som betydelig skade på legeme el-ler helse etter denne paragrafen.Villfarelse om alder utelukker ikke straffeskuld, med mindre ingen uaktsomhetforeligger i så måte.Straf etter denne bestemmelsen kan falle bort dersom de som har hatt den sek-suelle omgangen, er omtrent jevnbyrdige i alder og utvikling.§ 200.Den som foretar seksuell handling med noen som ikke har samtykket tildet, straffes med bøter eller fengsel inntil 1 år.Den som foretar seksuell handling med barn under 16 år, straffes med fengselinntil 3 år. Den som forleder barn under 16 år til å utvise seksuelt krenkende ellerannen uanstendig atferd som nevnt i § 201, straffes med fengsel inntil 3 år.I tilfelle som nevnt i annet ledd, kan fengsel inntil 6 år idømmes dersom hand-lingen er begått under særdeles skjerpende omstendigheter. Ved avgjørelsen avom særdeles skjerpende omstendigheter foreligger, skal det særlig legges vekt påhvor lang tid forholdet har pågått, om handlingen er misbruk av slektskapsforhold,omsorgsforhold, stilling, avhengighetsforhold eller nært tillitsforhold og om hand-lingen er begått på en særlig smertefull eller krenkende måte.§ 196 tredje og fjerde ledd gjelder tilsvarende.§ 201.Den som i ord eller handling utviser seksuelt krenkende eller annenuanstendig atferda) på offentlig sted,b) i nærvær av eller overfor noen som ikke har samtykket til det, ellerc) i nærvær av eller overfor barn under 16 år,straffes med bøter eller med fengsel inntil 1 år.Atferd som nevnt i første ledd bokstav b og c anses forøvet overfor noen ogsånår den er forøvet gjennom bruk av telefon, internett eller annen elektroniskkommunikasjon.”

erstattet med ”seksuell”). Følgende fremgår af betænkningenfra Seksuallov-bruddsutvalget (NOU 1997:23 Seksuallovbrudd) side 32-33:”Seksuallovbruddsutvalget går inn for å beholde atferd, handling, omgang ogsamleie som atskilte begreper og overgrepskategorier. Utvalgets begrunnelse er ihovedtrekk den samme som i NOU 1991:13 og Ot.prp. nr. 20 (1991–92)(…).Utvalget har lagt særlig vekt på forskjellen i straffverdighet, og at det er behov forå markere denne gjennom ulike kategorier basert på overgrepets intensitet og dif-ferensierte strafferammer. Begrepene er innarbeidet i praksis, og innholdet i ogavgrensningen mellom begrepene og overgrepskategoriene er blitt avklart gjen-nom høyesterettspraksis. Utvalget kan ikke se at det vil være mulig å oppnå noeav betydning ved å oppheve skillet mellom omgang og handling, verken i forholdtil rettsvern for ofrene, straffenivået eller på andre måter. Det vil uansett kunneoppstå bevisproblemer i tilknytning til den straffbare handling og omstendighete-ne omkring denne.”

Yderligere indeholder den norske straffelov af 2005 bestemmelser om seksuelomgang med barn mellem 14 og 16 år (§§ 302 og 303), om seksuel handling medbarn under 16 år (§ 304) og om seksuel krænkende adfærd mv. over for barn un-der 16 år (§ 305).Det fremgår af forarbejderne til § 299, at baggrunden for bestemmelsen er, at derer behov for at fremhæve, at et barn under den seksuelle lavalder ikke kan sam-tykke til seksuel omgang, og at signalere alvoren i seksuelle overgreb mod børn.Det fremgår endvidere af forarbejderne, at det synes inkonsekvent at anvende be-stemmelsen om voldtægt på tilfælde af seksuel omgang med børn, da voldtægts-bestemmelsen netop forudsætter, at den seksuelle omgang er strafbar, fordi denopnås på en måde, som udelukker samtykke fra den anden part. I tilfælde af sek-suel omgang med et barn under 16 år, kan barnet ikke give samtykke–som be-virker straffrihed–til samleje med en person, som ikke er på samme alders- ogudviklingsniveau, som barnet selv, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 242-43.Yderligere fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen, at voldtægtsbegrebetkan forstås på flere måder. Begrebet kan således henvise til selve handlingen–seksuel omgang ved anvendelse af vold. Eller begrebet kan opfattes som en be-tegnelse for de alvorligste seksuelle overgreb, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side243.Det anføres videre, at flere af betragtningerne har relevans også for seksuel om-gang med børn over 14 år, men under 16 år (som er den seksuelle lavalder i Nor-ge), men at de vejer tungest i sager om børn under 14 år. Det blev derfor foreslåetat begrænse anvendelsen af betegnelsen voldtægt om enhver seksuel omgang ogkvalificerede seksuelle handlinger med børn til at omfatte forhold til børn under14 år (anf.st.).Endvidere fremgår det af forarbejderne, at baggrunden for, at både seksuel om-gang, som omfatter samleje, og de mest kvalificerede seksuelle handlinger ermedtaget i den nye § 299, er, at det i forhold til yngre børn kan være vanskeligt atfå alle detaljerne frem, som er afgørende for, om der er tale om seksuel omgangeller seksuel handling. Børn kan ofte have svært ved–enten på grund af udvik-lingen af sproget eller forståelse af egen anatomi–at give de oplysninger, som er387

nødvendige for subsumptionen af gerningen i praksis, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 244-45. Det bemærkes i den forbindelse, at voldtægtsbestemmelsen i§ 291 i den norske straffelov fra 2005 alene omfatter seksuel omgang.Det fremgår yderligere af forarbejderne, at kvalificerede seksuelle handlinger erde mest alvorlige seksuelle handlinger, hvor det kan være svært at trække græn-sen mellem seksuel omgang og seksuel handling. Som et eksempel på en kvalifi-ceret seksuel handling nævnes berøring af nøgne kønsorganer, jf. Ot.prp. nr. 22(2008-2009) side 442.Bestemmelsen i den nye § 299 om voldtægt af barn under 14 år erstatter i forholdtil børn under 14 år de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksueludnyttelse, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 243. Der kan således ikke straffes isammenstød.

3.2. Svensk retI april 2005 trådte en ny lovgivning om seksualforbrydelser i kraft i Sverige (lag2005:90 og 2005:885). Lovgivningen indebar en gennemgribende forandring afde svenske regler om seksualforbrydelser. Formålet med reformen var bl.a. at ty-deliggøre det enkelte menneskes ret til personlig og seksuel integritet og ret tilseksuel selvbestemmelse.Der blev med lovændringen indført et nyt kapitel 6 i straffeloven om seksualfor-brydelser, og blandt de ændringer af lovgivningen, som blev gennemført, varbl.a. indførelsen af særlige strafbestemmelser om voldtægt mod børn og om sek-suel udnyttelse og seksuelt overgreb mod børn. Herudover blev kriminaliseringenaf de nævnte former for forbrydelser udvidet, idet kravet om tvang helt udgik afbestemmelserne. Anvendelse af bl.a. vold eller trusler kan dog fortsat have be-tydning ved vurderingen af grovheden af et overgreb.Bestemmelserne om voldtægt mod børn og om seksuel udnyttelse og seksueltovergreb mod børn har følgende ordlyd:”4§Den som har samlag med ett barn under femton år eller som med ett sådantbarn genomför en annan sexuell handling som med hänsyn til kränkningens art

och omständigheterna i övrigt är jämförlig med samlag, döms förvåldtäkt motbarntill fängelse i lägst två och högst sex år.Detsamma gäller den som begår en gärning som avses i första stycket mot ettbarn som fyllt femton men inte arton år och som är avkomling till gärningsman-nen eller står under fostran av eller har ett liknande förhållande till gärningsman-nen, eller för vars vård eller tilsyn gärningsmannen skall svara på grund av enmyndighets beslut.Är brott som avses i första eller andra stycket att anse som grovt, döms förgrovvåldtäkt mot barntill fängelse i lägst fyra och högst tio år. Vid bedömande av ombrottet är grovt skall särskilt beaktas om gärningsmannen har använt våld eller hotom brottslig gärning eller om fler än en förgripit sig på barnet eller på annat sättdeltagit i övergreppet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssätteteller barnets låga ålder eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet.5 §Är ett brott som avses i 4 § första eller andra stycket med hänsyn till omstän-digheterna vid brottet att anse som mindre allvarligt, döms försexuellt utnyttjandeav barntil fängelse i högst fyra år.6 §Den som genomför en annan sexuell handling än som avses i 4 och 5 §§ medett barn under femton år, eller med ett barn som fyllt femton men inte arton år ochsom gärningsmannen står i ett sådant förhållande till som avses i 4 § andra styck-et, döms för sexuellt övergrepp mot barn til fängelse i högst två år.Är brottet grovt, döms förgrovt sexuellt övergreppmot barn till fängelse i lägstsex månader och högst sex år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskiltbeaktas om fler än en förgripit sig på barnet eller på annat sätt deltagit i övergrep-pet eller om gärningsmannen med hänsyn till tillvägagångssättet eller barnets lågaålder eller annars visat särskild hänsynslöshet eller råhet. (…)13 §Till ansvar som i detta kapitel är föreskrivet för en gärning som begås motnågon under en viss ålder skall dömas även den som inte insåg men hade skäliganledning att anta att den andra personen inte uppnått den åldern.14 §Den som har begått en gärning enligt 5 § eller 6 § första stycket mot ett barnunder femton år eller enligt 8 § första stycket eller 10 § första stycket, ska intedömas till ansvar om det är uppenbart att gärningen inte inneburit något övergreppmot barnet med hänsyn till den ringa skillnaden i ålder och utveckling mellan densom har begått gärningen och barnet samt omständigheternai övrigt. (…)”

Det fremgår af den svenske regerings lovforslag, prop. 2004/05:45 side 67ff, atbaggrunden for bestemmelsen om voldtægt mod børn er, at et barn ofte kan ople-ve en voksen som truende, selv om der ikke foreligger vold eller trusler. Herud-over oplever børn også voksne som bestemmende, og børn kan have meget sværtved at udtrykke deres vilje i tilfælde af seksuelt misbrug. Det var den svenske re-gerings opfattelse, at det magtmisbrug og den hensynsløshed, som gerningsman-den gør sig skyldig i, vejer ligeså tungt som udøvelse af vold.Betegnelsen ”våldtäkt mot barn” anvendes i lovteksten,selv om der ikke anven-des vold eller trussel i forbindelse med det seksuelle overgreb. Den svenske rege-ring anførte i lovforslaget i forhold til betegnelsen, at begrebet voldtægt var denbetegnelse, som historisk set havde været anvendt på de groveste seksualforbry-delser, og ved at anvende betegnelsen ved samleje eller samlejelignende handlin-ger mod et barn blev gerningens grovhed understreget, jf. prop. 2004/05:45 side69-70.Bestemmelsen om voldtægt mod børn omfatter, ligesom bestemmelsen i kapitel 6§ 1 om voldtægt mod voksne, både samleje og anden seksuel handling, som medhensyn til krænkelsens karakter og omstændighederne i øvrigt kan sidestillesmed samleje. Som eksempler på handlinger, der kan sidestilles med samleje, er iforarbejderne til § 1 bl.a. nævnt analt samleje, oralsex samt indføring af fingremv. i forurettedes skede eller endetarmsåbning, jf. prop. 2004/05:45 side 136.Endvidere skærpes straffen for samleje mv. med barn under 15 år, hvis der er taleom en grov forbrydelse, der i så fald betegnes grov voldtægt mod barn (kapitel 6§ 4, stk. 3). Af lovteksten fremgår det, at det ved vurderingen af, om forbrydelsener grov, bl.a. skal inddrages, om gerningsmanden har anvendt vold eller truslerom strafbare handlinger.Omvendt gælder, at hvis et samleje mv. med barn under 15 år under hensyn tilomstændighederne ved forbrydelsen er at anse som mindre alvorligt, gælder enlavere strafferamme, og forbrydelsen betegnes seksuel udnyttelse af barn (i stedetfor voldtægt mod barn) (kapitel 6 § 5).Endelig gælder, at samleje mv. med barn under 15 år ikke straffes (er straffrit),hvis det er åbenbart, at gerningen ikke har indebåret noget overgreb mod barnet390

under hensyn til den ringe forskel i alder og udvikling og omstændighederne iøvrigt (kapitel 6 § 14, stk. 1).De særlige regler om voldtægt og seksuel udnyttelse af barn erstatter i forhold tilbørn under 15 år de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksuel ud-nyttelse, jf. prop. 2004/05:45 side 82. Der kan således ikke straffes i sammen-stød, og de almindelige strafbestemmelser om voldtægt og seksuel udnyttelse kankun anvendes, når forurettede er over 15 år (eller når gerningsmanden f.eks. pågrund af manglende forsæt med hensyn til barnets alder ikke kan dømmes forvoldtægt af barn).Den svenske regering nedsatte i 2008 et udvalg med den opgave at foretage enevaluering af den reform af de strafferetlige regler om seksualforbrydelser, somblev foretaget i 2005, jf. Dir. 2008:94. Formålet med evalueringen har særligtværet at vurdere, hvordan de ændrede strafbestemmelser har fungeret i praksis,og om formålet med reformen er opnået.I oktober 2010 blev der på den baggrund afgivet en betænkning om lovgivningenom seksualforbrydelser (SOU 2010:71). Af betænkningen fremgår det, at beskyt-telsen af den personlige og seksuelle integritet og den seksuelle selvbestemmel-sesret generelt set er blevet forstærket og tydeliggjort med reformen i 2005, samtat også beskyttelsen af børn er blevet forbedret, og at strafniveauet for seksual-forbrydelser mod børn er højere end før reformen, jf. SOU 2010:71 side 15ff.Det foreslås i betænkningen, at anvendelsesområdet for bestemmelsen om vold-tægt mod børn i den svenske straffelov (kapitel 6 § 4) udvides, således at visseovergreb, som efter de gældende regler er omfattet af den mere lempelige be-stemmelse om seksuelt overgreb mod børn, i stedet skal anses som voldtægt. Detfremgår af betænkningen, at hensigten hermed er særligt at fremhæve, at det erden seksuelle handling, som skal være central i afgrænsningen af bestemmelsen,og at bedømmelsen af en seksuel handling mod et barn ikke skal foretages påsamme måde, som når handlingen begås mod en voksen, hvilket ellers hidtilhavde været tilfældet, jf. SOU 2010:71 side 499.Endvidere fremgår det af betænkningen, at baggrunden for forslaget om at udvidebestemmelsen er, at den krænkelse, som et seksuelt overgreb indebærer, kan væ-391

re forskellig alt efter, om offeret er et barn eller en voksen. Dette gælder særligtde yngre børn, som endnu ikke har udviklet en seksuel identitet og ikke kan op-fatte forskellene i gerningsmandens handlinger, jf. SOU 2010:71 side 500.Det fremgår yderligere af betænkningen, at de situationer, hvor det kan være ak-tuelt at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen, kan være, hvor handlingenligger på grænsen til voldtægt mod et barn, og det ud fra krænkelsessynspunktet idet konkrete tilfælde kan konstateres, at den seksuelle handling er ligeså kræn-kende som et samleje. Den seksuelle handling skal sammenlignes med samleje iden mildeste form, hvilket indebærer, at mandens og kvindens kønsorganer ihvert fald har været i berøring med hinanden. Det anføres endvidere i betænknin-gen, at de momenter, som bl.a. kan tillægges vægt ved vurderingen af, om der ertale om voldtægt mod et barn, er barnets alder og modenhed, om der er et fortro-lighedsforhold mellem parterne, og aldersforskellen mellem forurettede og ger-ningsmanden.Som eksempler på handlinger, der kan være omfattet af den foreslåede udvidedebestemmelse, nævnes i betænkningen tilfælde, hvor gerningsmanden kortvarigttrykker sit lem mellem forurettedes lår uden kontakt med forurettedes kønsdel el-ler endetarmsåbning, eller hvor gerningsmanden onanerer på forurettede ellerformår forurettede til at onanere på sig, jf. SOU 2010:71 side 500-501.

3.3. Straffelovrådets overvejelser3.3.1.Straffelovens § 222 indeholder et absolut forbud mod samleje med børnunder 15 år. Det er ikke afgørende, om barnet har samtykket, og det er heller ikkeen betingelse, at samlejet er opnået ved tvang eller trusler.Begrebet ”voldtægt” anvendes ikke i forhold tilovergreb efter straffelovens§ 222. Derimod anvendes begrebet om overgreb efter straffelovens § 216, hvorgerningsmanden har tiltvunget sig samleje ved vold eller trussel om vold, jf.nærmere om voldtægtsbegrebet i straffelovens § 216 ovenfor ikapitel 7,afsnit4.2. Dette gælder også, hvor offeret for voldtægten er under 15 år.Foreligger der både voldtægt efter straffelovens § 216 og overtrædelse af § 222,stk. 2, straffes der for de to forbrydelser i sammenstød, også selv om tvangen og392

truslerne er omfattet af begge bestemmelser. I forarbejderne til lovændringen i2002 er det tillige anført, at det bør tillægges øget vægt i skærpende retning, hvisder er tale om voldtægt begået mod et barn, jf. Folketingstidende 2001-02 (2.samling), tillæg A, side 2929.Straffelovrådet overvejede i sin udtalelse af april 2008, som ligger til grund forlovændringen i 2008, om seksuelt misbrug af børn i relation til strafudmålingenbør sidestilles med voldtægt (af voksne). Straffelovrådet anførte i den forbindelseunder henvisning til Rigsadvokatens bemærkninger i redegørelserne fra 2004-2007, at der indgår meget forskelligartede omstændigheder i sager om overtræ-delse af § 222, der har betydning for strafudmålingen, idet sagerne bl.a. spænderfra anden kønslig omgængelse i kæresteforhold (f.eks. gensidig onani mellem en14-årig pige og en 16-årig dreng) til voksnes længerevarende og meget grovemisbrug af små børn, jf. side 16 i Straffelovrådets udtalelse.3.3.2.Til støtte for at indsætte en særskilt bestemmelse om voldtægt af børn istraffelovens kapitel 24 vil det kunne anføres, at de grove seksuelle overgrebmod børn, hvor gerningsmanden f.eks. skaffer sig samlejet ved udnyttelse af sinfysiske eller psykiske overlegenhed, eller hvor der er tale om voksnes længereva-rende og meget grove misbrug af små børn, udgør en særdeles alvorlig krænkelseaf offeret. Det kan således anføres, at anvendelsen af definitionen voldtægt for såvidt angår disse overgreb vil kunne udgøre en tydelig markering af, at samfundetser med stor alvor på denne type af handlinger.Heroverfor kan det imidlertid anføres, at der allerede i det gældende kapitel 24 eren sidestilling af overgreb efter straffelovens § 216 og § 222, idet strafferammer-ne i bestemmelserne allerede er de samme, henholdsvis 8 og 12 år. Endvidere erhensigten med straffelovens § 222, stk. 3, i forhold til strafudmålingen at sidestil-le sager om samleje med børn under 15 år, jf. § 222, med sager om voldtægt(mod voksne), jf. § 216, selv om der ikke er anvendt vold eller trusler om voldsom middel til at opnå samleje med barnet, men gerningsmanden i stedet har ud-nyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til barnet.Det kan desuden anføres, at det ikke vil være naturligt at betegne et forhold som”voldtægt”, hvis gerningsmanden hverken har udøvet fysisk tvang over for ellertruet den forurettede.393

Det kan endvidere anføres, at straffelovens § 222 omfatter meget forskellige ty-per overgreb, og at det ikke for så vidt angår alle disse overgreb vil være hen-sigtsmæssigt at anvende betegnelsen voldtægt. F.eks. vil betegnelsen voldtægt udfra denne betragtning være uhensigtsmæssig i forhold til sager, hvor der er taleom kærestelignende forhold, og hvor der ikke foreligger tvang eller lignende.3.3.3.Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at i sager om overgreb modbørn vil det ofte ikke være nødvendigt for gerningsmanden at anvende tvang ellertrusler eller konkret at skræmme barnet til at underkaste sig overgrebet, da ger-ningsmandens fysiske og psykiske overlegenhed i forhold til barnet og eventueltbarnets manglende forståelse af overgrebet gør det muligt for gerningsmanden atgennemføre de strafbare forhold uden at anvende vold eller trusler om vold. Deter endvidere fortsat Straffelovrådets opfattelse, at strafniveauet i sager, hvor ger-ningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed til at skaffe sigsamleje med barnet, bør være det samme som i sager om voldtægt (af voksne), jf.herom også ovenfor i afsnit 2.4.Straffelovrådet finder imidlertid ikke, at ethvert samleje med barn under 15 årbør betegnes som ”voldtægt” uden hensyn til de nærmere omstændigheder i for-bindelse med samlejet. Efter rådets opfattelse kan der i det højeste blive tale omat udvide voldtægtsbegrebet til også at omfatte samleje med barn under 15 år,som gerningsmanden har opnået ved at udnytte sin fysiske eller psykiske overle-genhed i forhold til barnet, og/eller til også at omfatte samleje med barn under 12år.Efter Straffelovrådets opfattelse er der forhold, der taler henholdsvis for og imoden sådan udvidelse af voldtægtsbegrebet.En sådan udvidelse af voldtægtsbegrebet vil ikke have nogen betydning for, hvil-ke handlinger der er strafbare, eller for strafudmålingen i de pågældende sager.Det er således allerede forudsat, at straffen i sager omfattet af § 222, stk. 3, skaludmåles på niveau med straffen for voldtægt (af voksne).Vedrørende forholdet mellem den gældende voldtægtsbestemmelse i § 216 ogstraffelovens § 222 er det endvidere væsentligt at fremhæve, at der allerede efter394

gældende ret bør straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden har opnået samlejetved vold eller trussel om vold–herunder i form af fastholdelse eller i form af enunderforstået eller ikke udtalt trussel–selv om barnet eventuelt ikke har gjortnogen særlig modstand. Der bør således efter gældende ret kun blive spørgsmålom alene at dømme for overtrædelse af § 222, hvis gerningsmanden på grund afsin fysiske eller psykiske overlegenhed har kunnet opnå samleje med barnet heltuden at anvende fysisk tvang i form af fastholdelse eller anden vold eller psykisktvang i form af udtrykkelige eller stiltiende trusler.Valget mellem en traditionel og snæver udformning af voldtægtsbestemmelseneller en ny og bredere definition af voldtægtsbegrebet er således i høj grad etterminologisk spørgmål.Efter Straffelovrådets opfattelse vil en udvidelse af voldtægtsbegrebet navnligkunne opfattes som et yderligere signal om, at forhold omfattet af straffelovens§ 222, stk. 2 og 3, er meget alvorlige forbrydelser på linje med voldtægt eftergældende ret.Efter Straffelovrådets opfattelse kan det til støtte for at bevare en snæver vold-tægtsbestemmelse– der i overensstemmelse med ordet ”voldtægt” er koncentre-ret om tilfælde, hvor gerningsmanden har anvendt vold eller trussel herom–navnlig anføres, at voldtægtsbegrebet i mange år har været relativt veldefineret,og at betegnelsen ”voldtægt” ikke bør bruges om kriminalitet, hvor gerningsind-holdet ikke er vold eller trussel om vold, men derimod udnyttelse af gernings-mandens fysiske eller psykiske overlegenhed i forhold til offeret.Efter en samlet vurdering finder Straffelovrådet, at mest taler for at udvide vold-tægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 til også at omfatte samleje med barnunder 12 år, uanset om samlejet er opnået ved vold eller trussel herom. Derimodbør voldtægtsbestemmelsen ikke udvides til også at omfatte samleje med et barnpå 12-14 år, som er opnået ved anvendelse af gerningsmandens fysiske eller psy-kiske overlegenhed.Efter Straffelovrådets opfattelse vil det således generelt ikke være nødvendigt atanvende vold eller trussel om vold for at opnå samleje med et barn under 12 år,idet gerningsmanden generelt vil kunne opnå samleje med et sådant barn alene395

ved at anvende sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Det må endvidere anta-ges, at samleje med et barn under 12 år generelt kun opnås (af en person over denkriminelle lavalder på 15 år) i kraft af gerningsmandens fysiske eller psykiskeoverlegenhed. Det er derfor også rimeligt generelt at betegne samleje med barnunder 12 år som voldtægt uanset de nærmere omstændigheder, forudsat at ger-ningsmanden har handlet forsætligt også i relation til barnets alder. Straffelovrå-det er opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at der i praksis kan være tilfæl-de, hvor et seksuelt forhold mellem et barn på 15 år og et fysisk og psykisk tidligtudviklet barn på lige under 12 år vil kunne have en sådan frivillig og jævnbyrdigkarakter, at det vil kunne forekomme mindre rimeligt at betegne forholdet som”voldtægt”. Sådanne tilfælde må imidlertid antages i praksis at forekomme såsjældent, at den i og for sig uheldige konsekvens af rådets forslag, at sådanneforhold fremover vil skulle betegnes som voldtægt, ikke opvejer fordelene vedkonsekvent at betegne alle seksuelle forhold til et barn under 12 år som voldtægt.Efter Straffelovrådets opfattelse vil det derimod med hensyn til samleje med etbarn på 12-14 år afhænge af de konkrete omstændigheder, om en gerningsmand,der ikke tiltvinger sig samlejet ved vold eller trussel herom, har haft behov for atanvende sin fysiske eller psykiske overlegenhed for at opnå samleje med barnet. Idenne aldersgruppe vil det derfor ikke være rigtigt generelt at anvende udtrykket”voldtægt” til at betegne forbrydelsen.I kæresteforhold mellem en 15-årig og en13-14-årig ville det være direkte misvisende at betegne et frivilligt seksuelt for-hold som voldtægt.Alternativt kunne man betegne samleje med barn under 15 år, som gerningsman-den har opnået ved sin fysiske eller psykiske overlegenhed, som voldtægt. Fordenne løsning kan navnlig anføres, at voldtægtsbegrebet dermed ville omfatte detilfælde af samleje med barn under 15 år, hvor straffen udmåles på linje medstraffen for voldtægt (af voksne), jf. det gældende § 222, stk. 3. Endvidere villeder–sammenlignet med en fast 12-års aldersgrænse–være den fordel ved denneløsning, at de sjældne tilfælde, hvor et seksuelt forhold f.eks. mellem en 15-årigog en 11-årig ikke var opnået ved at udnytte den 15-åriges fysiske eller psykiskeoverlegenhed, ville falde uden for voldtægtsbegrebet.Som nævnt finder Straffelovrådet imidlertid efter en samlet vurdering, at det i re-lation til det terminologiske spørgsmål er mest hensigtsmæssigt at blive stående396

ved den beskrevne faste 12-års aldersgrænse og ikke i stedet eller tillige defineresamleje med barn under 15 år, som er opnået ved udnyttelse af gerningsmandensfysiske eller psykiske overlegenhed, som voldtægt. Straffelovrådet lægger i denforbindelse navnlig vægt på, at det netop i 12-14-års aldersgruppen (i modsæt-ning til aldersgruppen under 12 år) generelt vil bero på en konkret vurdering afsamtlige sagens omstændigheder, om et seksuelt forhold er opnået ved anvendel-se af fysisk eller psykisk overlegenhed. Der er dermed for de 12-14-åriges ved-kommende tale om et forholdsvis løst kriterium, som kan siges at være for vagtog upræcist til at kunne bruges som gerningsbeskrivelse (i en ny, udvidet vold-tægtsbestemmelse).Hertil kommer, at der som nævnt i høj grad alene er tale om et terminologiskspørgsmål, hvor den løsning, som vælges, ganske vist vil kunne have en vis sig-nalværdi, men ikke i sig selv vil medføre ændringer hverken i det samlede straf-bare område (men alene i afgrænsningen mellem forskellige strafbestemmelser)eller i strafudmålingen i konkrete sager.3.3.4.Sammenfattende foreslår Straffelovrådet herefter at udvide voldtægtsbe-stemmelsen i straffelovens § 216 til også at omfatte tilfælde, hvor en person harhaft samleje med et barn under 12 år. Rådet foreslår i den forbindelse, at straffe-rammen for samleje med barn under 12 år uændret skal være fængsel indtil 12 år,jf. det gældende § 222, stk. 2, 1. led.Straffelovens § 222 foreslås videreført uden andre ændringer, end hvad der følgeraf, at samleje med barn under 12 år efter forslaget fremover vil være omfattet afvoldtægtsbestemmelsen i § 216 og ikke længere af § 222. Det gældende § 222,stk. 3, hvorefter det ved fastsættelse af straffen skal indgå som en skærpende om-stændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fy-siske eller psykiske overlegenhed, foreslås således også videreført. Det bemærkesherved, at der ikke er samme behov for tydelig og præcis formulering af en straf-skærpelsesregel som § 223, stk. 3, der angår udmåling af straffen inden for straf-ferammen, som når der er tale om at formulere en strafbestemmelses gernings-indhold, der angiver, hvad der er strafbart, og dermed, hvilke handlinger denstrafferamme, som fremgår af bestemmelsen, skal anvendes på.

Der er med forslaget om at henføre alle sager om samleje med barn under 12 årtil voldtægtsbestemmelsen i straffelovens § 216 ikke tilsigtet ændringer i straf-udmålingen i konkrete sager i forhold til det eksisterende strafniveau for over-trædelse af straffelovens § 222 i sådanne tilfælde.Endvidere forudsættes det, at betinget dom med vilkår om sexologisk behandlingfortsat kan anvendes i samme omfang som hidtil i de sager om samleje med barnunder 12 år, der med forslaget fremover henføres under voldtægtsbestemmelsen istraffelovens § 216. Forslaget indebærer således som noget nyt, at betinget dommed vilkår om sexologisk behandling efter omstændighederne vil kunne anven-des i sager om voldtægt, når voldtægten består i samleje med barn under 12 åruden anvendelse af vold eller ulovlig tvang.

4. Den seksuelle lavalder4.1.Den seksuelle lavalder har siden straffelovens ikrafttræden i 1933 været 15år for heteroseksuelle forhold, og siden 1976 har den samme seksuelle lavalderogså været gældende for homoseksuelle forhold.I Europarådets medlemslande varierer den seksuelle lavalder mellem 13 og 17 år(jf. pkt. 128 i den forklarende rapport til Europarådets konvention om beskyttelseaf børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug). I Sverige er den seksuellelavalder 15 år og i Norge 16 år.Straffelovrådet har overvejet, om der er grundlag for at hæve eller sænke denseksuelle lavalder, jf. pkt. 4.3 nedenfor.Straffelovrådet har endvidere overvejet, om der er grundlag for at afkriminaliserevisse tilfælde af samleje med børn under 15 år, herunder navnlig frivillige samle-jer mellem nogenlunde jævnaldrende, jf. pkt. 4.4 nedenfor.Først skal imidlertid omtales nogle undersøgelser vedrørende børns seksualliv, jf.pkt. 4.2 nedenfor.

4.2.Det var i 1975 Straffelovrådets opfattelse, at en 14-års grænse–eller måskeen lidt lavere grænse–i 1975 ville svare til den 15-års grænse, der blev fastsat i1930, for så vidt udgangspunktet tages i antagelser om børns udvikling. Straffe-lovrådet henviste i den forbindelse også til, at det så ud til, at alderen for den sek-suelle debut var faldende og havde været faldende gennem de sidste generationer.Senere undersøgelser har vist, at den gennemsnitlige debutalder ikke forandredesig mærkbart gennem 1980’erneog 1990’erne, efter at der havde været et faldgennem de tidligere årtier (Ung2006, Sundhedsstyrelsen 2006, side 36).I undersøgelsen ”Ung2006” gennemført i efteråret 2006 blandt 15-24-årigelåmedianalderen–dvs. den alder, hvor halvdelen af en årgang har haft deres sek-suelle debut–lige under 16 år for begge køn, hvilket nogenlunde svarede til,hvad der var tilfældet i undersøgelsen ”Ung99” (Ung2006, Sundhedsstyrelsen2006, side 38). I ”Ung99” og ”Ung2006” baserer disse resultater sig på svar påetspørgsmål om, hvorvidt den pågældende havde haft ”samleje”, og hvornår førstegang i givet fald var.I en undersøgelse gennemført i december 2008-februar 2009 blandt 15-24-årigelå medianalderen på 15,6 år (Når det er svært at være ung i DK, Center for Ung-domsforskning 2010, side 146). Dette resultat var baseret på svar på et spørgsmålom, hvorvidt den pågældende havde ”haft sex”, og hvornår første gang i givetfald var.I forhold til vuderingen af kriminalisering af enhver form for seksuelt forhold tilbørn under en vis alder er dengennemsnitligeseksuelle debutalder dog mindrerelevant endspredningeni alderen for seksuel debut, herunder naturligvis navn-lig med hensyn til tidlig seksuel debut.Ifølge den nævnte undersøgelse ”Ung2006”, hvor der somnævnt blev spurgt til”samleje”, debuterede ca. 2% af pigerne og ca. 1% af drengene som 12-årige,ca.7% af pigerne og ca. 4-5% af drengene som 13-årige og ca. 16-17% af begge kønsom 14-årige (side 38). Samlet set var det således ca. 25-26% af pigerne og ca.22% af drengene, der første gang havde samleje, før de fyldte 15 år.

En undersøgelse gennemført i januar-april 2010 blandt 9.-klasses skoleelever lig-ger nogenlunde i tråd hermed. Undersøgelsen viste–ligesom en tilsvarende un-dersøgelse gennemført i februar-marts 2006–at ca. 3% af drengene (og ingen afpigerne) debuterede som 11-årige, ca. 1% af pigerne og ca. 3% af drengene som12-årige, ca. 6% af pigerne og ca. 5% af drengene som 13-årige og ca. 17% afpigerne og ca. 11% af drengene som 14-årige (Skolebørnsundersøgelsen 2010,Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet 2011, side 64-65). Sam-let set var det således ca. 24% af pigerne og ca. 22% af drengene, der første ganghavde samleje, før de fyldte 15 år. I disse skolebørnsundersøgelser bygger resul-taterne også på svar på spørgsmål om ”samleje”.Det kan også nævnes, at i undersøgelsen ”Ung2006”, der som nævnt angik15-24-årige,oplyste 15,2% af mændene og 4,7% af kvinderne, at de havde ”haftsex” med en person under 15 år (side 59). Forhenholdsvis 7,2% og 1,9% var det-te sket flere gange.4.3.Efter Straffelovrådets opfattelse er det spørgsmål, der stiller sig vedrørendeden seksuelle lavalder– ligesom da spørgsmålet blev overvejet i 1970’erne –omden seksuelle lavalder skal nedsættes til 14 år eller forblive 15 år.Efter Straffelovrådets opfattelse er der således intet grundlag for at forhøje denseksuelle lavalder f.eks. til 16 år, som den f.eks. er i Norge, og der er heller intetgrundlag for en nedsættelse til en lavere alder end 14 år. En del børn har deresseksuelle debut som 14-årige, men få har det tidligere.Det kan til støtte for en nedsættelse af den seksuelle lavalder til 14 år navnlig an-føres–som Straffelovrådet gjorde i 1975–at en grænse ved 14 år vil være mereforsvarlig, hvis man vil undgå betænkelighederne ved en strafferetlig normering istrid med en adfærd, der faktisk forekommer og accepteres i betydeligt omfang.Som det fremgår af pkt. 4.2 ovenfor, er det således i dag næsten 25% af alle børn,der har deres seksuelle debut, før de fylder 15 år, og ca. 10% af unge på 15-24 åroplyser, at de selv har haft et seksuelt forhold til et barn under 15 år. I de yngreårgange af befolkningen er det således op imod 25%, der er ofre for, og ca. 10%,der er gerningsmænd til, hvad der ifølge straffeloven er en forbrydelse med enstrafferamme på fængsel indtil 8 år.

På den anden side er den seksuelle lavalder udtryk for, at personer over denne al-der–i dag børn fra og med det fyldte 15. år–som et klart udgangspunkt gyldigtkan give samtykke til enhver form for seksuelt forhold. Det gælder ikke medhensyn til seksuelle forhold til forældre, biologiske søskende, undervisere mv.(jf. heromkapitel 14 og 25),og det gælder heller ikke med hensyn til seksuelleforhold mod betaling eller med hensyn til seksuelle forhold, som der sker billed-optagelse af, eller som indgår i en forestilling (jf. heromkapitel 15 og 20).I dissehenseender er aldersgrænsen 18 år (bortset fra seksuelle forhold til biologiskeforældre og søskende, hvor der ikke gælder nogen øvre aldersgrænse).Med disse undtagelser er der imidlertid principielt ikke nogen grænser for, hvoravancerede seksuelle forhold en 15-årig gyldigt kan give samtykke til. Det gæl-der med hensyn til alderforskellen mellem parterne, antallet af personer, som del-tager i det seksuelle forhold, om de pågældende kender hinanden i forvejen, oghvordan de i givet fald har lært hinanden at kende, og med hensyn til de midlerog fremgangsmåder, som i øvrigt anvendes. Hvad der er lovligt at foretage sig iseksuel henseende med en voksen over 18 år, er det principielt også lovligt at fo-retage sig med en 15-årig. Den eneste yderligere undtagelse (ud over de alleredenævnte) er tilfælde, der betegnes som ”groft misbrug af en på alder og erfaringberoendeoverlegenhed”, som er og bør være en snæver undtagelsesbestemmelse(jf. heromkapitel 14).Straffelovrådet finder, at det navnlig på denne baggrund vil kunne være betænke-ligt at nedsætte den seksuelle lavalder til 14 år, idet konsekvensen heraf ville væ-re, at det fremover–med de nævnte undtagelser–ville blive lovligt for hvemsom helst at have enhver form for seksuelt forhold til en 14-årig.I det omfang det anses som uhensigtsmæssigt, at forbuddet mod seksuelt forholdtil barn under 15 år også rammer adfærd, som i dag forekommer og accepteresblandt børn og unge i så vidt omfang, som det er tilfældet, bør uhensigtsmæssig-hederne således efter Straffelovrådets opfattelse søges imødegået på anden mådeend ved at sænke til seksuelle lavalder. Der henvises herom til pkt. 4.4 nedenfor.4.4.Formålet med forbuddet mod seksuelt forhold til et barn under 15 år er at be-skytte børn mod uønskede eller skadelige seksuelle forhold. Forbuddet rammerimidlertid på grund af sin absolutte karakter også eventuelle af barnet ønskede401

seksuelle forhold, der heller ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt kan ansessom skadelige for barnet.Artikel 18, stk. 3, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyttelseaf børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug undtager”seksuelle aktivite-ter mellem samtykkende mindreårige” fra pligten til kriminalisering af seksueltforhold til en person under den seksuelle lavalder. Det hedder herom i den forkla-rende rapport til konventionen (pkt. 129):“It is not the intentionof this Convention to criminalise sexual activities of youngadolescents who are discovering their sexuality and engaging in sexual expe-riences with each other in the framework of sexual development. Nor is it in-tended to cover sexual activities between personsof similar ages and maturity.”

Tilsvarende giver artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.2011/92 af 13. december 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksueludnyttelse af børn og børnepornografi (som ikke gælder for Danmark) medlems-staterne valgfrihed med hensyn til, om de vil kriminalisere seksuelle forhold mel-lem samtykkende ligestillede, når der ikke er stor forskel på deres alder og psy-kologiske og fysiske udvikling eller modenhed, for så vidt handlingerne ikke in-volverer misbrug.I Sverige er seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalder straffrit, hvisdet er åbenbart, at gerningen ikke har indebåret noget overgreb mod barnet underhensyn til den ringe forskel i alder og udvikling og omstændighederne i øvrigt.I Norge kan straffen for seksuelt forhold til et barn under den seksuelle lavalderbortfalde, hvis parterne er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.I den periode (1933-1976), hvor der gjaldt en højere seksuel lavalder (på 18 år)for homoseksuelle forhold end for heteroseksuelle forhold, fandtes en helt tilsva-rende regel i Danmark, hvorefter straffen for homoseksuelt forhold til en 15-17-årig kunne bortfalde, når de pågældende var hinanden omtrent jævnbyrdige i al-der og udvikling (jf. heromkapitel 16,afsnit 1.2.2).Straffelovrådet har på denne baggrund overvejet, om der er grundlag for–underforudsætning af, at den seksuelle lavalder forbliver 15 år–at indføre en regel om402

straffrihed eller mulighed for strafbortfald i tilfælde af, at gerningsmanden ogbarnet er omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.Straffelovrådet fandt i 1975 ikke behov for en sådan bestemmelse, men dette skalogså ses i sammenhæng med, at rådet i 1975 havde den opfattelse, at den seksu-elle lavalder burde nedsættes til 14 år. Med en seksuel lavalder på 15 år vil en så-dan regel således have et væsentligt større potentielt anvendelsesområde, endhvis den seksuelle lavalder blev nedsat til 14 år.Straffelovrådet finder imidlertid, at der heller ikke med en uændret seksuel laval-der på 15 år er behov for en regel om straffrihed eller mulighed for strafbortholdfor seksuelle forhold til børn under 15 år, hvor parterne har været omtrent jævn-byrdige i alder og udvikling.Straffelovrådet lægger i den forbindelse for det første vægt på, at den kriminellelavalder er 15 år, sådan som den har været siden 1933 (med undtagelse af perio-den 1. juli 2010-1. marts 2012, hvor den kriminelle lavalder var 14 år). Dette in-debærer, at alle seksuelle forhold mellem to børn, som begge er under 15 år, erstraffri for børnene, allerede fordi de er under den kriminelle lavalder.Straffelovrådet lægger dernæst vægt på, at anklagemyndigheden gennem en me-get lang årrække har fulgt den praksis at meddele tiltalefrafald uden vilkår, jf.retsplejelovens § 722, i visse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelleforhold til en 12-14-årig.Et tiltalefrafald uden vilkår er den mildest tænkelige sanktion, og et tiltalefrafalduden vilkår fremgår hverken af private straffeattester (som enhver kan få udleve-ret om sig selv), offentlige straffeattester (som i en række sammenhænge, even-tuelt med den pågældendes samtykke, kan udleveres til offentlige myndigheder),straffeattester til brug i strafferetsplejen (der standardmæssigt anvendes i straffe-sager) eller børneattester (som med den pågældendes samtykke kan udleveres tilbrug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen ellerbeskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år).Et tiltalefrafald uden vilkår optages således alene i Kriminalregisterets efter-forskningsdel (ikke i afgørelsesdelen) og slettes derfra efter 10 år, jf. bekendtgø-403

relse om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Kri-minalregisteret) bilag 1, nr. 4, bilag 2, pkt. 7, og bilag 4, pkt. 2.4.Efter Straffelovrådets opfattelse har anvendelsen af tiltalefrafald uden vilkår ivisse sager om en ung persons fuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årigfungeret tilfredsstillende.Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være hensigtsmæssigt at give dennelempelige sanktionspraksis en støtte i form af en bekendtgørelse i medfør af rets-plejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, om, at tiltale for overtrædelse af § 222 kan frafal-des, når de pågældende er hinanden omtrent jævnbyrdige i alder og udvikling.Frem til 1992 fremgik anklagemyndighedens praksis med hensyn til tiltalefrafaldi disse sager dels af Anklagemyndighedens Årsberetning, som omtalte Rigsadvo-katens praksis, dels af bekendtgørelsen om statsadvokaternes og politimestrenesbeføjelse til at frafalde påtale, som bemyndigede statsadvokaten til at give tiltale-frafald for et seksuelt forhold mellem en 15-17-årig dreng og en 14-årig pige, jf.senest § 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 561 af 13. november 1984.Ved ikrafttrædelsen den 1. oktober 1992 af lov nr. 385 af 20. maj 1992 om æn-dring af retsplejeloven, straffeloven, færdselsloven og udlændingeloven (Ankla-gemyndighedens struktur) fik statsadvokaterne direkte efter retsplejeloven kom-petence til at give tiltalefrafald i bl.a. sager om seksuelt forhold til barn under 15år, og bekendtgørelse nr. 784 af 21. september 1992 (nu bekendtgørelse nr. 621af 25. juni 2001) om politimestrenes og statsadvokaternes adgang til at frafaldetiltale, som afløste den nævnte bekendtgørelse fra 1984, indeholder derfor ikkeregler om tiltalefrafald i disse sager.Anklagemyndighedens praksis efter lovændringen i 1992 må udledes af statsad-vokaternes afgørelser om tiltalefrafald i konkrete sager. Denne praksis er imidler-tid i modsætning til Rigadvokatens tidligere praksis ikke bearbejdet og offentlig-gjort.Som berørt i afsnit 1.2.9 og 2.1 ovenfor blev muligheden for tiltalefrafald kortomtalt i forarbejderne til lovændringen i 2002, og det blev i den forbindelse for-udsat, at ”den nævnte praksis,hvorefter en ung persons samleje med en 14-årig404

efter omstændighederne vil kunne afgøres med et tiltalefrafald, vil blive videre-ført”. Det nærmere indhold af denne praksis beskrives imidlertid ikke i disse for-arbejder, og det nævnes heller ikke, at tiltalefrafald efter praksis også kan kommepå tale i sager om seksuelt forhold til en 12- eller 13-årig.Endvidere omtales muligheden for at give tiltalefrafald i forarbejderne til lov nr.711 af 25. juni 2010 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om erstat-ning fra staten til ofre for forbrydelser (Ungdomskriminalitet). Omtalen angårimidlertid en situation, som ikke længere er relevant, idet det nævnes, at nedsæt-telse af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år indebærer, at to 14-årige, der fri-villigt har samleje, begge vil kunne straffes, men at der i sådanne tilfælde kananvendes tiltalefrafald (pkt. 2.2.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslagnr. L 164). Rigsadvokaten tilkendegav efterfølgende i Rigsadvokatens Meddelel-se nr. 4/2007 om behandlingen af sager mod unge lovovertrædere (version sep-tember 2011), at der i disse tilfælde som udgangspunkt bør anvendes tiltalefra-fald uden vilkår (pkt. 4.2). Efter ikrafttrædelsen den 1. marts 2012 af lov nr. 158af 28. februar 2012 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatningfra staten til ofre for forbrydelser og færdselsloven (Forhøjelse af den kriminellelavalder), hvor den kriminelle lavalder blev forhøjet til 15 år, er dette imidlertidikke længere relevant, da seksuelle forhold mellem to 14-årige herefter som tidli-gere nævnt på ny er straffri for de pågældende børn.Bortset fra, at Rigsadvokaten i nogle redegørelser har gengivet det, der fremgårom tiltalefrafald af forarbejderne til lovændringen i 2002, ses der ikke at forelig-ge aktuelle offentligt tilgængelige oplysninger om anklagemyndighedens praksismed hensyn til at give tiltalefrafald i visse sager om en ung persons seksuelleforhold til en 12-14-årig.Efter Straffelovrådets opfattelse er anklagemyndighedens praksis med hensyn tiltiltalefrafald på dette område af så væsentlig betydning for borgerne, at oplysnin-ger om denne praksis bør gøres offentlig tilgængelig på en mere sammenfattendeog dækkende måde, end det sker i dag.Straffelovrådet anbefaler på denne baggrund, at praksis for tiltalefrafald vedrø-rende de nogenlunde jævnbyrdige forhold–dvs. fuldt ud frivillige seksuelle for-hold mellem et 12-14-årigt barn og en gerningsmand på højst 21-22 år, jf. herved405

afsnit 2.2 ovenfor–medtages i en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens§ 722, stk. 1, nr. 7. Dette vil indebære, at kompetencen til at meddele tiltalefra-fald i sådanne sager overgår til de enkelte politikredse.Som det fremgår af afsnit 2.2 ovenfor, kan der herudover efter praksis efter om-stændighederne gives tiltalefrafald vedrørende fuldt ud frivillige seksuelle for-hold mellem et 14-årigt barn og en gerningsmand over 21-22 år. Straffelovrådetforudsætter, at denne praksis videreføres, men ser i relation til disse sager ikkesamme behov for at gengive praksis i en bekendtgørelse.Straffelovrådet tilføjer, at en bekendtgørelse i medfør af retsplejelovens § 722,stk. 1, nr. 7, om tiltalefrafald i sager om nogenlunde jævnbyrdige forhold vil givemulighed for, at domstolene i sager, hvor der rejses tiltale, efter den almindeligeregel i straffelovens § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald under tilsvarendeformildende omstændigheder som angivet i bekendtgørelsen vedrørende tiltale-frafald afgør sagen med et strafbortfald.Dette gælder, hvad enten sagen på grund af tiltaltes nægtelse ikke har kunnet af-gøres ved tiltalefrafald, eller retten efter bevisførelsen vurderer forholdet ander-ledes end anklagemyndigheden på tidspunktet for tiltalerejsningen, eller tiltale-rejsningen beror på en fejl.I dag vil sådanne sager, hvor tiltale rejses, selv om der er tale om en ung personsfuldt frivillige seksuelle forhold til en 12-14-årig, normalt blive afgjort med be-tinget dom uden straffastsættelse, idet domstolene i praksis normalt ikke anven-der straffelovens § 83 om strafbortfald i disse tilfælde.Selv om betinget dom uden straffastsættelse anses som en mild dom, er det alli-gevel en strengere sanktion end strafbortfald, dels på grund af prøvetiden, dels pågrund af registreringen i kriminalregisteret. Et strafbortfald slettes efter 10 år,hvorimod en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens§ 222 først slettes efter 20 år.Forskellen vedrørende registrering i kriminalregisteret har ikke betydning forprivate straffeattester (som enhver kan få udleveret om sig selv), offentlige straf-feattester (som i en række sammenhænge, eventuelt med den pågældendes sam-406

tykke, kan udleveres til offentlige myndigheder) eller straffeattester til brug istrafferetsplejen (der standardmæssigt anvendes i straffesager). Begge afgørelses-former vil fremgå af en privat straffeattest i 3 år efter endelig dom, og begge af-gørelsesformer vil fremgå i 10 år af offentlige straffeattester og af straffeattestertil brug i strafferetsplejen.Forskellen vedrørende registrering i kriminalregisteret har derimod stor betyd-ning for børneattester (som med den pågældendes samtykke kan udleveres tilbrug for ansættelse eller beskæftigelse af personer, der som led i ansættelsen ellerbeskæftigelsen har en direkte kontakt med børn under 15 år). En betinget domuden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 222 vil fremgå af enbørneattest i 20 år efter endelig dom, hvorimod et strafbortfald vil fremgå af enbørneattest i 10 år efter endelig dom.Straffelovrådet tilføjer, at et tiltalefrafald uden vilkår slet ikke medtages på straf-feattester, heller ikke børneattester. Et tiltalefrafald uden vilkår er således i dennehenseende en mildere sanktion end et strafbortfald.Selv efter en gennemførelse af Straffelovrådets forslag om en bekendtgørelse imedfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, om tiltalefrafald i sager om nogen-lunde jævnbyrdige forhold vil der således i relation til straffeattester, herunderbørneattester, bestå en forskel mellem tilfælde, hvor der i medfør af den nye be-kendtgørelse gives tiltalefrafald uden vilkår, og tilfælde, hvor der rejses tiltale, ogdomstolene ud fra tilsvarende hensyn afgør sagen med et strafbortfald.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 223Efter straffelovens § 223, stk. 1, straffes den, som har samleje med en person un-der 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er be-troet den pågældende til undervisning eller opdragelse, med fængsel indtil 4 år.Efter straffelovens § 223, stk. 2, straffes den, som under groft misbrug af en påalder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samle-je, med fængsel indtil 4 år.Bestemmelsen i § 223 finder efter straffelovens §§ 224 og 225 tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje og med hensyntil kønslig omgængelse med en person af samme køn.Straffelovens § 223, stk. 1, indeholder et absolut forbud mod samleje mellem de ibestemmelsen nævnte personer. Herved finder bestemmelsen også anvendelse,selv om der ikke er tale om et konkret misbrug af stillingen som lærer eller op-drager, og uden hensyn til, om den mindreårige har taget initiativ til forholdet.Ordet”adoptivbarn” skal forstås i sin juridiske betydning, hvorimod ”stedbarn”og ”plejebarn” skal afgrænses ud fra en konkret vurdering og også kan omfattef.eks. en samlevers barn. Det kræves ikke, at gerningsmanden bor sammen medbarnet.I relation til lærereog opdragere kræves det, at den mindreårige er ”betroet” denpågældende, hvilket formentlig udelukker tilfælde, hvor en mindreårig på egen409

hånd uden udtrykkeligt eller stiltiende samtykke fra forældre eller andre, som haransvaret for den mindreårige, indgår aftale om undervisning. Det antages i relati-on til lærere, at der efter undervisningens art og lærerens dermed forbundnemyndighed og indflydelse i forhold til eleven og/eller efter de omstændigheder,hvorunder undervisningen foregår, består en særlig mulighed for misbrug af stil-lingen som lærer til at skaffe sig seksuelt forhold til eleven, jf. Vagn Greve m.fl.,Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 312. Men konkret mis-brug kræves altså ikke.Straffelovens § 223, stk. 2, finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor samleje eropnået ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed. Her-ved er bestemmelsen uanvendelig, hvis den mindreårige selv tager initiativ tilforholdet eller parterne står hinanden nær i alder, erfaring og udvikling. På denanden side anses bestemmelsen ikke uanvendelig. blot fordi den mindreårige tid-ligere har haft seksuelle forhold.Subjektivt kræves det, at gerningsmanden har handlet med forsæt. Det krævesdog ikke, at gerningsmanden ved handlinger omfattet af § 223, stk. 2, selv harvurderet sin adfærd som groft misbrug, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straf-felov, Speciel del (9. udg. 2008) side 314. Efter straffelovens § 226 er der herud-over mulighed for at pålægge ansvar for forhold omfattet af § 223 i tilfælde, hvorgerningsmanden har handlet uden kendskab til personens alder, men hvor der erhandlet uagtsomt i relation til alderen. Straffelovens § 226 er behandlet ikapitel17nedenfor.Om straffelovens § 223 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., Kom-menteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 311-14, Knud Waaben, Straf-ferettens specielle del (5. udg. 1999) side 54-56, Stephan Hurwitz, Den DanskeKriminalret–Speciel del (3. udg. 1965) side 201-02 og Oluf Krabbe, BorgerligStraffelov (4. udg. 1947) side 517-18.

Af bestemmelsens forarbejder fremgår bl.a. følgende (Udkast til Straffelov forKongeriget Danmark side 198-99):”Som i de indledende Bemærkninger til dette Kapitel antydet, har man ikke fundetAnledning til i Straffeloven at optage nogen Bestemmelse svarende til D.L.s 6-13-2, forsaavidt deri sættes Straf (efter Fd. 24 Septbr. 1824 §§ 1 og 3 Fængsel paaVand og Brød i 6 Gange 5 Dage eller Forbedringshuusarbeide indtil 3 Aar) forden Lavværge, der beligger den Enke, som han er Lavværge for. Derimod harman meent, at det vel egner sig til at belægges med en endog temmelig haardStraf, naar en Formynder forfører sin Myndling til Utugt, men vel at mærke kununder den Forudsætning, at han, som det hedder i Udkastets § 163, misbruger sinStilling til at forføre sin Myndling. I Klasse hermed synes fremdeles at burde stil-les andre Tilfælde, hvor Personer, der ifølge deres Stilling ere særligt opfordredetil at værne om de unge Qvinders Dyd og Ære, der ere betroede til deres Varetægtog Omsorg, paa lignende skammelig Maade misbruge den Myndighed eller Ind-flydelse, som en saadan Stilling giver dem, til en Forførelse til Utugt. Som saa-danne Forhold nævnes i § 163 Pleie- eller Fosterfaderens til Pleie- eller Fosterbar-net og Opdragerens eller Lærerens til Eleven; jfr. den norske Straffelovs Kap. 18 §17. Med Hensyn til det sidstnævnte Forhold,–hvorom Bestemmelsen træder iste-detfor Fd. 9. Juli 1745, der efter Omstændighederne foreskriver livsvarigt Fæst-ningsarbejde for den Student, der besvangrer et ham til Underviisning anbetroetFruentimmer–skal man i øvrigt fremhæve, at der maa lægges særdeles Vægt paade i §163 desangaaende brugte Udtryk, at Fruentimmeret er ”betroet” Forføreren”til UndervisningogOpdragelse”. Det kan forsaavidt ikke til Straffebestemmel-sens Anvendelse fordres, at Eleven skal være optagen i den Paagjældendes Huus,og undergiven hans huuslige Magt–ligesaalidt som dette fordres med Hensyn tilForholdet mellem Formynder og Myndling eller mellem Fosterfader og Foster-barn, hvilket sidste Forhold ei heller behøver at være konstitueret ved en juridiskAct–,eller at omvendt Opdrageren eller Læreren skal være optagen i den Forfør-tes Familie. Bestemmelsens Anvendelse kan end ikke ubetinget ansees udelukketderved, at den Paagjældende ikkun er Timelærer. Men en nødvendig Forudsæt-ning er det derimod, at Fruentimmerets Uddannelse i aandelig og moralsk Hen-seende kan siges at være ham betroet, og at forsaavidt et mere inderligt og etegentligt Tillidsforhold finder Sted. Bestemmelsen vil saaledes t. Ex. ikke kunnekomme til Anvendelse paa blotte Dandse-, Gymnastik-, Tegne- eller Musiklærere,men i øvrigt er det en Selvfølge, at det i det enkelte Tilfælde maa afgjøres afDomstolene (Nævningerne) efter et fornuftigt Skøn over samtlige factiske Om-stændigheder, saavel om en Forførelse kan siges at have fundet Sted, som omhvorvidt Fruentimmeret var betroet den Paagjældende til Undervisning og Opdra-gelse.”

Som det fremgår, har bestemmelsen således i det væsentlige været uændret sidenstraffeloven af 1930.Om forarbejderne til bestemmelsen kan der henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) § 202 samt side 200-201. Der kan endvidere henvises til Torps udkastaf 1917 (U II) § 198, nr. 2, og § 202 samt side 188, 189, 193 og 194 og udkast af1923 (U III) § 203 samt side 322-23. Endelig kan der henvises til Rigsdagstiden-de 1924-1925, tillæg A, spalte 3270 og 3374 (§ 225). Af forarbejderne kan sær-ligt henvises til U III spalte 322-23:”§ 203, 1ste Stk. træder i Stedet for Straffelovens § 166, men betegner en Udvi-delse af denne, forsaavidt det ikke er en Betingelse, at der skal have fundet nogenForførelse Sted, idet ligesom i § 199 [om samleje med institutionsanbragte] For-brydelsen vil foreligge, naar Samleje finder Sted under de angivne Forhold. Denvoksne vil i de her anførte Forhold i Kraft af sin Stilling have en Pligt til eller væ-re særlig opfordret til at værne om de unges Kønssædelighed. Naar desuagtetSamleje finder Sted mellem de paagældende, vil der i Almindelighed foreligge etMisbrug af den Myndighed og Indflydelse, Stillingen giver den voksne, og selvom det i det enkelte Tilfælde den unge maatte have været den provocerende, vilSamleje fra den ældres Side i Almindelighed være en saadan Tilsidesættelse af dePligter, som Stillingen medfører, at der findes at burde være Plads for Straf.§ 203,2det Stk. kræver derimod, at Forførelse skal have fundet Sted (…)Kommissionen har ment at burde blive staaende ved Udtrykket ”forføre”, der fyl-digst tilkendegiver, hvad det her kommer an paa. Efter Kommissionens Opfattelsekan dette Udtryk ikke paa Forhaand begrænses til de Tilfælde, hvor der foreliggeren Hidførelse af en Kvindes første Fald (…); men om Forførelse foreligger, maaafgøres efter de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde. Paa den andenside er ikke enhver Forførelse gjort strafbar. Kun de grovere Tilfælde af Forførel-se bør rammes af Straf.”

det ”og” i dette udtryk, må ændringen fra ”og” til ”eller” formentlig ikke destomindre antages at have bevirket en udvidelse af bestemmelsens anvendelsesom-råde. Omvendt ses den indskrækning, som ligger i indsættelsen af en fast alders-grænse på 18 år, heller ikke at være nærmere omtalt i forarbejderne.1.2.3.Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændring af borgerlig straffelov fik§223 sin nuværende ordlyd ved indsættelsen af ordet ”stedbarn” i stk. 1. Æn-dringen var en følge af en samtidig ophævelse af § 211 om samleje mellem be-svogrede, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 971-72. Indsættelsen afordet ”stedbarn” indebar således som udgangspunkt ikke en en udvidelse af kri-minaliseringen, idet der i princippet alene var tale om en anden lovmæssig place-ring af forbuddet mod samleje med stedbarn under 18 år (samtidig med at andreseksuelle forhold mellem besvogrede blev afkriminaliseret). Udtrykket ”sted-barn” fortolkes dog sådan, at det også kan omfattef.eks. en samlevers barn, hvil-ket ikke gjaldt den tidligere gældende § 211, men også før lovændringen i 1965var der eksempler på domfældelse efter § 223, stk. 1, i forhold til et stedbarn udfra den betragtning, at stedbarnet var betroet stedforælderen til opdragelse. Sam-let set var lovændringen i 1965 formentlig udtryk for en begrænset udvidelse afkriminaliseringen.1.2.4.Bestemmelsen i § 223 har endvidere været genstand for overvejelse i Straf-felovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Derfremgår af betænkningen herom bl.a. følgende (side 174):”For så vidt angår strafferammen i § 223, stk. 1, må først fremhæves, at der ikkeer grund til at lægge selvstændig vægt på tilfælde af kønsligt forhold til børn un-der 15 år, idet der i sådanne tilfælde tillige dømmes efter § 222.Straffelovrådet foreslår, at strafmaksimum i § 223, stk. 1, nedsættes til 2 år ogmaksimum i § 223, stk. 2, om forførelse til 1 år.”

2. Retspraksis2.1.Domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 223, stk. 1, sker ofte samti-dig med domfældelse for andre forhold, navnlig overtrædelse af straffelovens§ 222. Der er få nyere trykte afgørelser, hvor der alene er domfældt for overtræ-delse af § 223, stk. 1. Der kan henvises til følgende fortrinsvis nyere domme:TfK 2010.936 Ø (3 måneders fængsel): En 27-årig lærervikar havde to gange fåeten 16-årig kvindelig elev på den skole, hvor han var ansat, til at sutte sit lem tilsædafgang.TfK 2008.180 Ø (6 måneders fængsel): En 40-41-årig mand havde gennem 2 årflere gange samleje og anden kønslig omgængelse end samleje med sin 15-16-årige plejedatter.UfR 2005.1460 H (60 dages betinget fængsel): En ridelærer havde én gang haftanden kønslig omgængelse end samleje med en 17-årig elev (samt begået blufær-dighedskrænkelse over for to 15-årige piger).FED 2003.1096 Ø (4 måneders fængsel): En mand havde befølt sin 15-årige sted-datter på maven og brystet under tøjet (blufærdighedskrænkelse) samt forsøgt atopnå anden kønslig omgængelse end samleje med hende, idet han tog sin penisfrem og forsøgte at få hende til at berøre den og opfordrede hende til at sutte påden (hvilket hun imidlertid nægtede at gøre).

2.2.Trykt praksis omkring anvendelse af § 223, stk. 2, er meget sparsom. Derkan henvises til følgende nyere domme:TfK 2010.415 V (40 dages fængsel): En 62-årig mand havde fået en 15-årig drengtil at trække bukserne ned, hvorefter tiltalte med højre hånd havde onaneret dren-gens kønslem til sædafgang, mens hans holdt sin venstre arm om drengen. Tiltaltehavde kendt drengen i 5-7 år, og han havde i denne periode mødtes med hammindst én gang om måneden. Tiltalte var klar over, at drengen ikke fungerede somen normal 15-årig.TfK 2006.546 Ø (1½ års fængsel, som også omfattede andre–grovere–seksuellekrænkelser af børn): En 31-34-årig mand suttede gennem 2½ år flere gange på en15-17-årig drengs lem, fik flere gange drengen til at sutte på tiltaltes lem og fik éngang drengen til at have analt samleje med tiltalte. Drengen kom i tiltaltes hjemfor at besøge tiltaltes plejebarn, som var drengens kammerat.UfR 2003.1616 V (60 dages fængsel): Tiltalte var kommet i kontakt med en 15-årig dreng via internettet ved at udgive sig for at være en jævnaldrende pige, derangiveligt aftalte med drengen, at hendes far ville hente ham, for at han kunnemøde hende. Tiltalte udgav sig som far til pigen, kørte forurettede til sin bopæl,trak bukserne af drengen og suttede hans kønslem til sædafgang. Herved fandtestiltalte at have udøvet et groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overle-genhed i forbindelse med den af ham skabte situation.

2.3.Oplysninger fra Danmarks Statistik viser, at der i den 25-årige periode 1985-2009 var i alt 86 fældende strafferetlige afgørelser for overtrædelse af straffelo-vens § 223, stk. 1, og i alt 4 afgørelser for overtrædelse af § 223, stk. 2 (samleje).Heraf var 59 ubetingede fængselsstraffe på mellem 4 måneder og 3 år og 9 må-neder for § 223, stk. 1’svedkommende, mens der var 1 ubetinget fængselsstraf(på 3 måneder) for §223, stk. 2’s vedkommende.Der var i samme periode i alt 89 fældende strafferetlige afgørelser for overtræ-delse af straffelovens § 223, stk. 1, jf. § 224, og i alt 5 afgørelser for overtrædelseaf § 223, stk. 2, jf. § 224 (anden kønslig omgængelse end samleje). Heraf var 58ubetingede fængselsstraffe på mellem 60 dage og 3 år for § 223, stk. 1, jf.§224’s vedkommende, mens der var 2 ubetingede fængselsstraffe (på 60 dage)for § 223,stk. 2, jf. § 224’s vedkommende.

3. Fremmed ret3.1. Norsk retDen gældende norske straffelov er fra 1902 (lov nr. 10 af 22. maj 1902 med sene-re ændringer). Der er i 2005 vedtaget en ny norsk straffelov (lov nr. 28 af 20. maj2005 med senere ændringer), som skal erstatte straffeloven fra 1902. Den nyestraffelov af 2005 med senere ændringer er imidlertid endnu ikke trådt i kraft.Efter § 199 i den endnu gældende norske straffelov fra 1902 straffes den, som harseksuel omgang med fosterbarn, plejebarn, stedbarn eller nogen anden personunder 18 år, som står under den pågældendes omsorg, myndighed eller opsyn,med fængsel indtil 5 år. Bestemmelsen forstås på den måde, at aldersgrænsenkun knytter sig til sidste led om ”nogen anden person, som står under den pågæl-dendes omsorg, myndighed eller opsyn”,jf. Ot.prp. nr. 22(2008-2009) side 268.Seksuel omgang med fosterbarn, plejebarn eller stedbarn over 18 år er såledesogså kriminaliseret efter bestemmelsen. Med ”omsorg” menes den faktiske om-sorg i den forstand, at gerningsmanden socialt fungerer i forældres sted, entenved at barnet bor sammen med gerningsmanden til daglig eller ved weekendbe-søg og ferier i forbindelse med udøvelse af samvær. Udtrykket kan dermed bl.a.omfatte en samlever til en af barnets forældre. Udtrykket omfatter ikke den om-sorg, som ligger i mere sporadisk babysitning.Efter bestemmelsens stk. 2 gælder det samme den, som skaffer en anden seksuelomgang med nogen, som den pågældende selv står i et sådant forhold til.§ 314 i den nye straffelov af 2005 viderefører § 199 med visse ændringer.

Der er for det første sket den udvidelse, at også det at få barnet til at udføre hand-linger, som svarer til seksuel omgang, med sig selv, omfattes.Desuden er henvisningen til ”plejebarn” udgået af bestemmelsen, hvilket imidler-tid næppe har den store betydning,når ”fosterbarn” stadig er omfattet.Endvidere er den særlige medvirkensregel ikke videreført. I forarbejderne anfø-res, at det virker inkonsekvent med en sådan særlig medvirkensregel for foster-forældre, når der ikke gælder en tilsvarende medvirkensregel for biologiske for-ældre og adoptivforældre, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 268.Endelig er strafferammen ændret til fængsel indtil 6 år, hvilket imidlertid skyldesen reduktion i antallet af strafferammer, og det er ikke tilsigtet, at forhøjelsen afstrafmaksimum skal have nogen betydning for strafniveauet, jf. Or.prp. nr. 22(2008-2009) side 449.Et forslag om generelt at begrænse bestemmelsen til forhold til personer under 18år blev ikke gennemført. Som begrundelse anføres, at bestemmelsen om forholdtil fosterbarn eller stedbarn langt hen ad vejen varetager samme hensyn som in-cestbestemmelsen (om seksuel omgang med barn eller adoptivbarn), som hellerikke indeholder nogen aldersgrænse (Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 268).

Hvis der har været tale om en anden seksuel handling, end der er omfattet af ka-pitel 6 § 4, stk. 2, straffes forseksuelt overgreb mod barnmed fængsel indtil 2 åreller under skærpende omstændigheder med fængsel fra 6 måneder til 6 år.Den del af bestemmelsen, som angår opdragelse hos gerningsmanden, omfatternavnlig plejeforældreog en samlever til en af forældrene. Med ”lignende forholdtil gerningsmanden” menes, at gerningsmanden indgår i familiekredsen eller påanden lignende måde står barnet meget nær. Det har navnlig være hensigten, atbestemmelsen skulle kunne omfatte en forælders nye kæreste, uanset om barnetbor hos denne forælder, og uanset om forælderen og den nye kæreste bor sam-men, jf. prop. 2004/05:45 side 73.Den del af bestemmelsen, som angår omsorg eller tilsyn ifølge myndighedsbe-slutning, omfatter navnlig tilfælde, hvor barnet er anbragt på en døgninstitution,på en psykiatrisk afdeling eller i et fængsel, og omfatter i givet fald de personerpå den pågældende institution, som har omsorgs- eller tilsynsfunktioner over forbarnet, jf. prop. 2004/05:45 side 72.

4.3.Straffelovrådet har i lyset af den ringe praktiske betydning af straffelovens§ 223, stk. 2, overvejet, om bestemmelsen kan ophæves–også henset til, at be-stemmelsen er af udpræget skønsmæssig karakter.Straffelovrådet finder imidlertid, at retspraksis–herunder nyere retspraksis–vi-ser, at der kan forekomme forhold begået over for 15-17-årige børn af væsentligtældre gerningsmænd, der er udtryk for et så groft misbrug af gerningsmandensoverlegenhed i alder og erfaring, at de bør imødegås ved straf, selv om forholdetikke kan henføres under straffelovens §§ 216-221, § 223, stk. 1, eller § 223 a.Straffelovrådet finder det endvidere mest hensigtsmæssigt at bevare en særskiltbestemmelse med en fast 18-års aldersgrænse for sådanne tilfælde af groft mis-brug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed.Straffelovrådet lægger også vægt på, at anvendelsen af straffelovens § 223, stk.2, ikke ses at have givet anledning til problemer i praksis, og at bestemmelsenfortolkes restriktivt.Straffelovrådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer af strafferam-men i § 223, stk. 2, på fængsel indtil 4 år. Rådet lægger i den forbindelse bl.a.vægt på, at i de forholdsvis sjældne tilfælde, hvor et seksuelt forhold til en 15-17-årig er udtryk for et så groft misbrug af gerningsmandens overlegenhed i alder ogerfaring, at det er omfattet af § 223, stk. 2, vil forholdet i grovhed kunne væresammenligneligt med forhold, der er omfattet af § 223, stk. 1.4.4.Sammenfattende foreslår Straffelovrådet således, at straffelovens § 223 vide-reføres alene med en konsekvensændring som følge af rådets forslag om at udvi-de straffelovens § 210 til også at omfatte seksuelt forhold til adoptivbarn.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 223 aEfter straffelovens § 223 a straffes den, der som kunde mod betaling eller løfteom betaling har samleje med en person under 18 år, med bøde eller fængsel indtil2 år.Bestemmelsen kriminaliserer at betale (eller love at betale) en person under 18 årfor sex.Forbrydelsen fuldbyrdes ved samlejet, hvorimod det ikke er et krav, at betalinghar fundet sted eller finder sted, når blot der før samlejet er lovet betaling. Ogsået løfte om betaling, som gerningsmanden ikke har til hensigt at opfylde, er om-fattet. Betalingen behøver ikke at være penge, men skal kunne gøres op i penge.Også en betaling i form af nedskrivning af en gæld (eller en påstået gæld) vilkunne være omfattet. Det er endvidere uden betydning, om det er kunden selv el-ler en tredjemand, som betaler.Det er en betingelse, at gerningsmanden er ”kunde”. Heri ligger ifølge forarbej-derne navnlig, at en person, der betaler for en mindreårigs bolig, mad, tøj mv. ogdesuden har et seksuelt forhold til den mindreårige, normalt ikke rammes af be-stemmelsen. Som eksempel nævnes i forarbejderne, at en person under 18 år flyt-ter ind hos sin kæreste og forsørges af denne.Som et andet muligt eksempel kan nævnes, at tilfælde, hvor to personer går udsammen (på en ”date”) og eksempelvis sammen spiser, drikker og/ellergår på di-skotek eller lignende–og også har et seksuelt forhold–må antages ikke at være421

omfattet af bestemmelsen, uanset om én af parterne efter forudgående aftale beta-ler for begge og den anden part er under 18 år. At én af parterne efter forudgåen-de aftale i forbindelse med et sådant seksuelt samvær betaler sin seksualpartnerunder 18 års faktiske udgifter til hjemtransport, bringer næppe heller forholdetind under straffelovens § 223 a.Det er heller ikke strafbart at give sin kæreste under 18 år, som man har et seksu-elt forhold til, gaver. Hvis man på den anden side i forbindelse med et seksueltforhold til en person under 18 år, som man ikke er kæreste med, efter forudgåen-de aftale giver den pågældende penge (eller noget, som kan opgøres i penge),bringer det ikke forholdet uden for bestemmelens anvendelsesområde, at parternehar valgt at betegne betalingen som en ”gave”.I grænsetilfælde vil det bero på de konkrete omstændigheder, om en erlagt ydelsei bestemmelsens forstand udgør betaling for et seksuelt forhold. Som eksempelkan nævnes følgende dom:TfK 2011.678 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 14-årig pige havde overtelefonen aftalt at mødes med en 32-årig mand, som hun ikke kendte, for at havesex med ham, og manden var blevet bedt om at tage nogle flasker spiritus med.Pigen havde i overværelse af en af sine veninder anden kønslig omgængelse endsamleje med manden. Manden havde to flasker vodka med, som pigen og venin-den drak lidt af, mens de var sammen med manden, og fik med sig, da de skiltesfra ham. Ifølge pigens forklaring for landsretten havde de ikke på forhånd talt om,hvorfor manden skulle have spiritus med, men hun forudsatte, at det var noget,hun og hendes veninder skulle have med bagefter. Hun opfattede det ifølge sinforklaring for landsretten ikke som betaling. Landsretten fandt det ikke godtgjort,at de to flasker vodka udgjorde betaling for seksuelle ydelser og frifandt derfor forovertrædelse af straffelovens § 223 a. Manden blev dømt for uagtsom overtrædel-se, jf. straffelovens § 226, af straffelovens § 222, jf. 224, om seksuelt forhold til etbarn under 15 år.

Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende1998-99, tillæg A, side 933-35):”2.2.2.Der er i de seneste år her i landet taget en række initiativer med henblik påat bekæmpe forskellige former for seksuel udnyttelse af børn.Blandt initiativerne kan nævnes, at det ved lov nr. 1100 af 21. december 1994om ændring af straffeloven m.v. blev gjort strafbart at besidde børnepornografiskefotografier, film og lignende. Lovændringen, der trådte i kraft den 1. marts 1995,har til formål at øge beskyttelsen mod misbrug i forbindelse med produktion afbørnepornografi.Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af bl.a. straffeloven er der åbnetmulighed for en forsøgsordning med behandling af seksualforbrydere. Behandlin-gen skal efter forsøgsordningen kunne træde i stedet for straf. Der skal endvideretilbydes behandling til seksualforbrydere under afsoningen af frihedsstraf. Ved

lovændringen er der desuden åbnet mulighed for, at der i lidt videre omfang endhidtil kan idømmes forvaring (tidsubestemt straf) for de groveste seksualforbry-delser.Også internationalt er der opmærksomhed om problemerne med seksuel udnyt-telse af børn og behovet for samarbejde mellem landene.Nordisk Råd vedtog i 1996 en rekommendation om bekæmpelse af seksueltmisbrug af børn.De nordiske lande har udstationeret såkaldte forbindelsesofficerer i de baltiskelande. Sverige har forbindelsesofficerer i henholdsvis Letland og Estland, og derer en dansk forbindelsesofficer i Litauen. De pågældende repræsenterer hele Nor-den og fungerer som forbindelsesled til de stedlige politimyndigheder.I efteråret 1997 nedsatte Østersørådet en arbejdsgruppe, som skulle undersøgeog vurdere omfanget af seksuel udnyttelse af børn i Østersøregionen. Arbejds-gruppens rapport fra marts 1998 om seksuel udnyttelse af børn i Østersøregionenindeholder en række anbefalinger.Som opfølgning på en verdenskonference om emnet i Stockholm i 1996 harEU-landene taget forskellige initiativer på området.I efteråret 1996 vedtog Rådet to fælles aktioner herom. Den ene aktion drejersig om et tilskyndelses- og udvekslingsprogram for personer, som i medlemslan-dene har ansvar for bekæmpelsen af menneskehandel og seksuel udnyttelse afbørn. Den anden aktion går ud på at oprette et fælles videns- og erfaringsregisterpå bl.a. dette område.I februar 1997 vedtog Rådet endnu en fælles aktion vedrørende bekæmpelse afmenneskehandel og seksuel udnyttelse af børn. Aktionen går bl.a. ud på, at med-lemslandene skal sikre, at seksuel udnyttelse af børn er strafbart. Der skal ogsåetableres et mere effektivt samarbejde mellem medlemslandene med hensyn til ef-terforskningen af sager om seksuelle overgreb mod børn.På en EU-konference i Haag i april 1997 blev der vedtaget en deklaration ombekæmpelse af handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse.I EU-regi er der på nuværende tidspunkt særlig interesse for en fælles indsatsmod den stadigt stigende udbredelse af børnepornografi over internettet. Detøstrigske formandskab har således for ganske nylig fremlagt et udkast til en fællesaktion om bekæmpelse af børnepornografi på internettet.Som opfølgning på den ovenfor nævnte verdenskonference i Stockholm harEuroparådet endvidere i april 1998 afholdt en konference om kommerciel udnyt-telse af børn.Det kan også nævnes, at Danmark deltager i en permanent arbejdsgruppe underInterpol vedrørende kriminalitet mod mindreårige. Det er arbejdsgruppens opgaveat medvirke til, at landene i størst muligt omfang udveksler oplysninger, som kanføre til opklaring og retsforfølgning af kriminalitet mod mindreårige.I FN-regi er der i 1989 vedtaget en konvention om barnets rettigheder. Dan-mark ratificerede denne konvention i 1991.I konventionen defineres et barn som enhver person under 18 år, medmindreden pågældende bliver personligt myndig tidligere efter den lov, der gælder forbarnet.Efter konventionens artikel 34 skal deltagerstaterne beskytte børn mod alleformer for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Det indebærer bl.a., at der skaltræffes passende foranstaltninger for at modvirke, at børn overtales eller tvinges

til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet, og for at forhindre, at børnudnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet.FN's Komite vedrørende Barnets Rettigheder overvåger, om konventionenoverholdes. Komiteen har i en udtalelse på grundlag af Danmarks første rapportom de skridt, der er taget for at opfylde konventionens bestemmelser, bl.a. anbefa-let, at man fra dansk side træffer yderligere foranstaltninger for at opfylde be-stemmelsen i konventionens artikel 34.FN's Menneskerettighedskommission arbejder for tiden med udkast til en til-lægsprotokol til børnekonventionen, der særligt skal vedrøre salg af børn og bør-neprostitution.2.2.3.Efter Justitsministeriets opfattelse vil en kriminalisering af kunder til prosti-tuerede under 18 år falde i tråd med den udvikling, som er beskrevet ovenfor, her-under med de forskellige internationale bestræbelser med henblik på at bekæmpeseksuel udnyttelse af børn.Den øgede sociale indsats, som der i øvrigt bør lægges afgørende vægt på, kanikke stå alene i forhold til de helt unge prostituerede. Her er der et særligt behovfor at supplere denne indsats med et strafferetligt værn, som ikke kun er rettet modbagmænd, men også mod dem, der køber seksuelle ydelser af prostituerede under18 år. En kriminalisering af kunderne vil kunne medvirke til at begrænse efter-spørgslen efter de helt unge og meget sårbare prostituerede. (…)3.2.2.Det foreslås, at strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen blier bøde,hæfte eller fængsel indtil 2 år. Der er ved fastsættelsen af maksimumstraffen tagethensyn til, at bestemmelsen bl.a. vil omfatte de formentlig sjældne tilfælde, hvorder er tale ommange forhold begået af en ”fast” kunde.”

1.2.2.Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring afforskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov omfuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, af-skaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.), idet hæfteudgik af bestemmelsen.1.2.3.Af Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammerfremgår om bestemmelsen i straffelovens § 223 a bl.a. følgende (side 738):”§ 223 a er i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til ka-tegorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 årsfængsel (…)kriminaliseringen i § 223 a [er] forholdsvis ny. Straffelovrådet har note-ret sig de synspunkter, som bestemmelsen bygger på. Straffelovrådet erendvidere bekendt med et af Justitsministeriet udarbejdet udkast af 28. ok-tober 2002 til forslag til lov om ændring af straffeloven, adoptionsloven ogretsplejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn og salg af425

børn), der bl.a. sigter på at gennemføre de ændringer af straffeloven, som ernødvendige for, at Danmark kan deltage i vedtagelsen af en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepor-nografi (…). Rådethar på den anførte baggrund ikke fundet anledning til atgå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 223 a.”1.2.4.Bestemmelsen i straffelovens § 223 a fik sin nuværende formulering vedlov nr. 228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og rets-plejeloven (Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennem-førelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.).Lovændringen indebar, at begrænsningen til forhold til personer, der helt ellerdelvis ernærer sig ved prostitution, udgik. Det er imidlertid uændret en betingel-se, at gerningsmandener ”kunde”.Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende2002-03, tillæg A, side 2615):”forslaget til EU-rammeafgørelsepålægger medlemsstaterne en forpligtelse til atkriminalisere udnyttelse af børn ved prostitution eller ”seksuelle aktiviteter” (…).Efter artikel 2, litra c (ii), skal det således være strafbart at deltage i seksuelle ak-tiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre former for godtgørelse ellervederlag som modydelse for, at barnet deltager i aktiviteterne.Det er Justitsministeriets opfattelse, at dansk lovgivning som udgangspunkt al-lerede opfylder de nævnte krav. (…)Efter straffelovens § 223 a straffes den, der som kunde har samleje med en per-son under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution, med bøde ellerfængsel indtil 2 år. Bestemmelsen finder således anvendelse, hvis den unge ernæ-rer sig helt eller delvist ved prostitution, og hvis der ydes betaling eller gives løfteom betaling. Som omtalt ovenfor (…) skal der være tale om en mere regelmæssigvirksomhed med levering af seksuelle ydelser mod betaling eller løfte herom.Hvor den pågældende person under 18 år i enkeltstående tilfælde har modtaget be-taling for et samleje eller lignende, vil forholdet således ikke være omfattet af §223 a.Efter forslaget til EU-rammeafgørelsen er medlemsstaterne forpligtede til atkriminalisere ethvert tilfælde, hvor der er tale om samleje mv. med en person un-der 18 år mod betaling. Det bemærkes, at der i overensstemmelse med gældenderet ikke nødvendigvis skal være tale om betaling af et pengebeløb, men kundensmodydelse skal kunne gøres op i penge. Det er uden betydning, om det er kundenselv eller en tredjemand, som betaler.På den baggrund foreslås det at ændre straffelovens § 223 a, således at det bli-ver strafbart som kunde mod betaling eller løfte om betaling at have samleje (elleranden kønslig omgængelse, jf. § 224) med en person under 18 år, også selv om

3. EU-retlige og internationale forpligtelser3.1.Efter artikel 2, litra c, nr. ii, i Rådets rammeafgørelse nr. 68/2004 af 22. de-cember 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi erEU’s medlemsstater forpligtet til at kriminalisere den, der tager del i seksuelleaktiviteter med et barn, hvor der gives penge eller andre former for aflønning el-ler erkendtlighed som modydelse for barnets deltagelse i seksuelle aktiviteter.Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. rammeafgørelsens artikel 1, litra a.3.2.Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2011/92 af 13. december 2011om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepor-nografi træder i stedet for rammeafgørelsen om bekæmpelse af seksuel udnyttel-se af børn og børnepornografi for så vidt angår de medlemsstater, som er omfattetaf direktivet. Danmark er som følge af sit forbehold vedrørende retlige og indreanliggender ikke omfattet af direktivet.Efter direktivets artikel 4, stk. 7, er de medlemsstater, der er omfattet af direkti-vet, forpligtet til at kriminalisere den, der har et seksuelt forhold til et barn mod

betaling eller løfte herom. Ved ”barn” forstås en person under 18 år, jf. direkti-vets artikel 2, litra a.Strafferammen skal mindst omfatte fængsel indtil 5 år, hvis barnet er under denseksuelle lavalder, og fængsel indtil 2 år, hvis barnet er over denne alder.Direktivet skal være gennemført i national ret senest den 18. december 2013.3.3.Efter artikel 19, stk. 1, litra c, i Europarådets konvention af 25. oktober 2007om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug skal de kon-traherende stater kriminalisere den, der benytter sig af børneprostitution, dvs.den, der mod betaling eller løfte herom har seksuelt forhold til et barn. Ved”barn” forstås en person under 18 år, jf. konventionens artikel3, litra a.Danmark ratificerede konventionen den 18. november 2009, og konventionentrådte i kraft den 1. juli 2010.

4. Straffelovrådets overvejelserKriminaliseringen i bestemmelsen i straffelovens § 223 a bygger på EU-retligeog internationale forpligtelser. Bestemmelsen anvendes sjældent i praksis, ogStraffelovrådet er ikke bekendt med, at bestemmelsens nuværende udformningskulle have givet anledning til problemer.Straffelovrådet har på denne baggrund ikke fundet grundlag for at overveje at fo-reslå ændringer af gerningsindholdet i straffelovens § 223 a. Straffelovrådetsovervejelser om en eventuel generel kriminalisering af køb af sex er gengivet ikapitel 19,afsnit 6.3, nedenfor.Straffelovrådet har noteret sig, at strafferammen i § 223 a er bøde eller fængselindtil 2 år, mens den i § 235 a, stk. 2, om overværelse af pornografiske forestil-linger med personer under 18 år og i § 235, stk. 2, om besiddelse af børneporno-grafi er bøde eller fængsel indtil 1 år.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Straffelovens § 2241.1.1. Den gældende bestemmelse i § 224Efter straffelovens § 224 finder bestemmelserne i §§ 216-223 a tilsvarende an-vendelse med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.Mens bestemmelserne i straffelovens §§ 216-223 a alene finder direkte anvendel-se, når der er tale om samleje, udvider § 224 således bestemmelsernes anvendel-sesområde til også at omfatte ”anden kønslig omgængelse end samleje”.Om begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” og herunder afgrænsnin-gen af begrebet i forhold til blufærdighedskrænkelse fremgår bl.a. følgende afudkast af 1923 (U III) (spalte 323):”§204fastsætter Straf for anden kønslig Omgængelse end Samleje, naar saadanOmgængelse finder Sted under de i §§ 196-203 angivne Betingelser.(…) Man harbrugt Udtrykket ”kønslig Omgængelse” i Stedet for det i Straffelovens § 176 be-nyttede Udtryk ”uterligt Forhold” for herved skarpere at præcisere Grænsen mel-lem denne Forbrydelse og Blufærdighedskrænkelsen (…) Ved kønslig Omgæn-gelse maa i § 204 forstaas enhver anden kønslig Benyttelse af en anden PersonsLegeme end Samleje. Hvor en saadan Benyttelse ikke foreligger, eller hvor enkønslig Benyttelse af en andens Legeme vel foreligger, men Betingelserne efter§§ 196-203 ikke er til Stede, vil der kun kunne blive Spørgsmaal om en Blufær-dighedskrænkelse.”

Afgrænsningen af begrebet ”anden kønslig omgængelse end samleje” er efterføl-gende blevet omskrevet af Stephan Hurwitz, som i Den Danske Kriminalret,Speciel Del (1955) side 191, har beskrevet begrebet på følgende måde:””Andenkønslig omgængelse”defineres iUIII,mot. sp. 323, som ”enhver andenkønslig benyttelse af en anden persons legeme end samleje”. Denne definition erikke ganske klar eller korrekt. Det er rigtigt, at handlinger, der ikke fysisk berøreren andens legeme–således navnlig verbal uterlighed og ekshibitionistiske akter–ikke kan henføres under begrebet kønslig omgængelse. Men på den anden side erikke enhver seksualhandling, der fysisk berørereller ”benytter” en andens legemekønslig omgængelse. Det må kræves, at handlingen har en samlejelignende karak-ter, fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den krænkede ellermisbrugte part rummer et seksualovergreb, der nærmer sig til samleje.”

Denne omskrivning af begrebet er i almindelighed blevet fulgt i praksis, og der erendvidere henvist til omskrivningen i forarbejderne til bestemmelsen i straffelo-vens § 223 a, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 937.Som eksempler på ”anden kønslig omgængelse end samleje” kan fra retspraksisbl.a. nævnes analt samleje, oralt samleje, kys mv. på kønsdele, indføring af fingreeller genstande i skeden og manipulation af lem. Sammenfattende forudsætteranvendelse af § 224 således normalt direkte berøring mellem i hvert fald denenes kønsdel og den andens legeme, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffe-lov, Speciel del (9. udg. 2008) side 317.Der kan om bestemmelsen i § 224 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st.,side 315-16, Stephan Hurwitz, a.st., side 203-204. og Oluf Krabbe, BorgerligStraffelov (4. udg. 1947) side 518.1.1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen1.1.2.1.I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 224 føl-gende ordlyd:”§224.Har under de i §§ 216-223 angivne Betingelser anden kønslig Omgæn-gelse end Samleje fund Sted, bliver en forholdsmæssig mindre Straf af Fængsel atanvende.”

Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) § 201, stk. 2, samt side 200. Endvidere kan der henvises til Torps ud-kast af 1917 (U II) § 203 samt side 193-94 og udkast af 1923 (U III) § 204 samtspalte 323. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spal-te 3372 (§ 226).1.1.2.2.Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov(Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 224 i det væsentlige sinnuværende affattelse, idet der herved bortses fra den henvisning til § 223 a, somblev indføjet i bestemmelsen ved lov nr. 141 af 17. marts 1999, jf. pkt. 1.1.2.3.nedenfor.Lovændringen indebar, at der kom til at gælde de samme strafferammer for an-den kønslig omgængelse end samleje som for samleje. Af forarbejderne fremgårherom følgende, jf. Folketingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 856-57:”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 224 bliver ”en forholdsmæssigmindre straf af fængsel” at anvende i tilfælde, hvor anden kønslig omgængelseend samleje har fundet sted under de i §§ 216-223 angivne betingelser.Den foreslåede ændring af § 224 tilsigter at give mulighed for at sidestille vissesamlejelignende forhold med tilfælde, hvor der er opnået egentligt samleje. Denændrede formulering vil således give domstolene mulighed for at udmåle straffeninden for sammestrafmaksimum, som hvor egentligt samleje har fundet sted.”

Lovændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 914/1980 om vold-tægt, røveri og brandstiftelse. Af betænkningen fremgår følgende om straffelo-vens § 224 (side 43):”Når et af de i §§ 216og 217 nævnte tvangsmidler er anvendt til opnåelse af an-den kønslig omgængelse end samleje, straffes forholdet efter § 224 med ”en for-holdsmæssig mindre straf”. Straffelovrådet har ikke stillet forslag om ændring afdenne bestemmelse. § 224 er en fælles og fra et lovteknisk synspunkt hensigts-mæssig bestemmelse om alle de forbrydelser, der i §§ 216-223 er beskrevet somopnåelse af samleje. Om der er grund til at foreslå ændringer i § 224, er etspørgsmål, som der formentlig bedst kan tages stilling til i forbindelse med en me-re samlet revision af straffelovens kap. 24 eller ved en almindelig revision af lo-vens strafferammer, jfr. kapitel I.1. Efter straffelovrådets opfattelse giver § 224domstolene en tilstrækkelig frihed i udmålingen af straf for anden kønslig om-gængelse end samleje. Forhold, der pådømmes efter § 224, jfr. § 216 eller § 217,kan have en betydelig grovhed, men kan også forekomme i mindre grove former,der grænser op til blufærdighedskrænkelse efter § 232. Det kan imidlertid ikke433

1.2. Straffelovens § 2251.2.1. Den gældende bestemmelse i § 225Efter straffelovens § 225 finder bestemmelserne i §§ 216-220 og 222-223 a til-svarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af sam-me køn.Bestemmelsen i § 225 bygger på en ligestilling af heteroseksuelle og homoseksu-elle forhold, således at homoseksuelle forhold kriminaliseres under de samme be-tingelser, som gælder for heteroseksuelle forhold. En forskel til heteroseksueltforhold er dog, at der ikke i § 225 er henvist til bestemmelsen i straffelovens§ 221 om samleje med en person, der vildfarende anser samlejet som ægteskabe-ligt eller forveksler gerningsmanden med en anden.Bestemmelsen omfatter homoseksuelt forhold både mellem mænd og mellemkvinder.Kønslig omgængelse i homoseksuelle forhold modsvares i heteroseksuelle for-hold af samleje og anden kønslig omgængelse end samleje.Der kan om bestemmelsen i § 225 nærmere henvises til Vagn Greve m.fl.,Kommenteret straffelov, Speciel del (9. udg. 2008) side 317-18, Knud Waaben,Strafferettens specielle del (5. udg. 1999) side 56-57, Stephan Hurwitz, Den dan-

ske Kriminalret, Speciel Del (1955) side 203-04 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straf-felov (4 udg. 1947) side 519-20.1.2.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestemmel-sen1.2.2.1.I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 225 føl-gende ordlyd:”§225.Med Fængsel indtil 6 Aar straffes den, som øver kønslig Usædelighedmed en Person af samme Køn under Omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og 222 angivne.Stk. 2.Med Fængsel indtil 4 Aar anses den, der øver kønslig Usædelighed meden Person af samme Køn under 18 Aar. Straffen kan dog bortfalde, naar de paa-gældende er hinanden omtrent jævnbyrdige i Alder og Udvikling.Stk. 3.Med Fængsel indtil 3 Aar straffes den, der under Misbrug af en paa Al-der og Erfaring beroende Overlegenhed forfører en Person af samme Køn under21 Aar til kønslig Usædelighed med sig.”

Der kan om forarbejderne til bestemmelsen henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) § 213 samt side 206-07. Endvidere kan der henvises til Torps udkastaf 1917 (U II) § 204 samt side 193-94 og udkast af 1923 § 205 samt spalte 323-234. Endelig kan der henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte3374-75 (§ 227), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5374-75 (§ 225).1.2.2.2.Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov(Ungdomsfængsel, betingede domme mv.) blev der i bestemmelsen i § 225 indsatet nyt stk. 4 om straf for den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig køns-ligt forhold til en person af samme køn under 21 år. Bestemmelsen havde følgen-de ordlyd:”Stk.4.Den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold tilen person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1år eller under formildende omstændighedermed bøde.”

1.2.2.3.Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (For-ældelse, pornografi, homoseksuel prostitution mv.) blev bestemmelsen i § 225,stk. 3, ophævet. Om baggrunden for at ophæve bestemmelsen fremgår det af for-arbejderne, at bestemmelsen ikke havde noget anvendelsesområde i praksis, jf.Folketingstidende 1966-67, tillæg A, spalte 2468.1.2.2.4.Ved lov nr. 195 af 28. april 1976 om ændring af borgerlig straffelov(Forbrydelser mod kønssædeligheden) blev bestemmelsen i § 225, stk. 2, ophæ-vet, og bestemmelsens stk. 1 blev ændret, så det tillige kom til at omfatte en hen-visning til § 223 om samleje med adoptivbarn, plejebarn mv. under 18 år og sam-leje ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed med enperson under 18 år. Bestemmelsen i § 225, stk. 1, fik ved lovændringen følgendeordlyd:”§225.Med fængsel indtil 6 år straffes den, som har kønslig omgængelse meden person af samme køn under omstændigheder, der svarer til de i §§ 216-220 og222-223angivne.”

1.2.2.5.Ved lov nr. 256 af 27. maj 1981 om ændring af borgerlig straffelov(Voldtægt, røveri og brandstiftelse) fik bestemmelsen i § 225 i det væsentlige sinnuværende affattelse, idet der herved bortses fra den henvisning til § 223 a, somblev indføjet i bestemmelsen ved lov nr. 141 af 17. marts 1999, jf. pkt. 1.2.2.6.nedenfor.Lovændringen indebar, at der kom til at gælde de samme strafferammer for ho-moseksuelle forhold som for heteroseksuelle forhold. Ændringen var ikke inde-holdt i lovforslaget, men blev medtaget under udvalgsbehandlingen, jf. Folke-tingstidende 1980-81, tillæg B, spalte 857:”Efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 225 straffes den, som harkønslig omgængelse med en person af samme køn under omstændigheder, dersvarer til de i §§ 216-220 og 222-223 angivne, med fængsel indtil 6 år. I visse til-fælde er denne strafferamme både efter de gældende regler og efter de foreslåedenye strafferammer lavere end ved heteroseksuelle forhold, f.eks. ved voldtægt ef-ter § 216. I andre tilfælde er strafferammen i § 225 højere end de tilsvarende be-stemmelser om heteroseksuelle forhold, f.eks. § 217 om opnåelse af samleje vedulovlig tvang.

2. Straffelovrådets overvejelserSom det fremgår afkapitel 7,afsnit 4.5.3, ovenfor, foreslår Straffelovrådet, atanalt samleje omfattes af samlejebegrebet. Denne form for seksuelt samvær vil,hvis forslaget følges, derved udgå af anvendelsesområdet for bestemmelserne istraffelovens §§ 224 og 225.Det er i forlængelse heraf Straffelovrådets opfattelse, at bestemmelserne i straffe-lovens §§ 224 og 225 kan slås sammen til én bestemmelse.Efter den gældende ordlyd af § 224 omfatter bestemmelsen ”anden kønslig om-gængelse end samleje”. Straffelovens § 225 omfatter ”kønslig omgængelse meden person af samme køn”. Kønslig omgængelse i homoseksuelle forhold modsva-res efter de gældende regler i heteroseksuelle forhold af samleje og anden kønsligomgængelse end samleje.En konsekvens af, at analt samleje foreslås omfattet af samlejebegrebet–og atdenne form for overgreb i bl.a. homoseksuelt forhold derved vil blive defineretsom samleje og således vil blive omfattet direkte af bestemmelserne i straffelo-vens §§ 216-223 a–er imidlertid, at kønslig omgængelse med en person afsamme køn ligesom i heteroseksuelle forhold alene vil skulle omfatte andenkønslig omgængelse end samleje.

De to bestemmelser i §§ 224 og 225 vil på den baggrund efter Straffelovrådetsopfattelse kunne slås sammen.Som led i forslaget om at slå bestemmelserne i §§ 224 og 225 sammen til én be-stemmelse foreslås det endvidere, at der i relation til homoseksuelt forhold lige-som i heteroseksuelt forhold–ud over henvisningen til §§ 216-220 og 222-223 a–også henvises til straffelovens § 221. Der vil derved opnås en fuld ligestillingmellem heteroseksuelle og homoseksuelle forhold i relation til også kønslig om-gængelse. Der kan om § 221 nærmere henvises tilkapitel 12ovenfor.Herudover er det Straffelovrådets opfattelse, at udtrykket ”kønslig omgængelse”bør erstattes med det mere nutidige udtryk ”seksuelt forhold”. Der er med forsla-get alene tale om en sproglig modernisering, og der tilsigtes ikke derved en mate-riel ændring i forhold til, hvilke seksuelle handlinger der anses som omfattet afdet nuværende udtryk ”kønslig omgængelse”. ”Seksuelt forhold” vil således sva-re til det gældende begreb ”kønslig omgængelse”.Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå at udvide strafbestemmelserneom seksuelt forhold til at omfatte yderligere handlinger, eksempelvis at få nogentil at udføre seksuelle handlinger med sig selv (eventuelt ved anvendelse af gen-stande) eller berøring af nøgne kønsdele med hånden uden manipulation ellerindtrængen. Grænsen mellem seksuelt forhold og seksuelle handlinger, der alenekan udgøre blufærdighedskrænkelse, må nødvendigvis trækkes et sted, og der harefter rådets opfattelse ikke i praksis vist sig noget behov for at ændre den nedregrænse for seksuelt forhold (i dag kønslig omgængelse), som har været anvendt ien meget lang årrække.Sammenfattende foreslår Straffelovrådet, at bestemmelserne i straffelovens §§224 og 225 erstattes med en bestemmelse med følgende ordlyd:”Bestemmelserne i §§ … finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet sek-suelt forholdend samleje.”

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 226Straffelovens § 226 indeholder regler om, i hvilket omfang uagtsomme overtræ-delser af bestemmelserne i straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssæ-deligheden straffes.Udgangspunktet er, at strafbestemmelserne i straffelovens kapitel 24 kræver for-sæt med hensyn til alle gerningselementer, jf. straffelovens § 19.Som en undtagelse hertil bestemmer straffelovens § 226, at hvis gerningsmandeni de tilfælde, hvor gerningens strafbarhed efter §§ 216-225 afhænger af denkrænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand el-ler af personens alder, har handlet uden kendskab til pågældendes tilstand elleralder, og handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver,hvis han dog har handlet uagtsomt, en forholdsmæssig mindre straf at anvende.Endvidere bestemmer straffelovens § 230, 3. pkt., at § 226 finder tilsvarende an-vendelse i forhold til § 230, 1. pkt.Med hensyn til aldersgrænser omfatter straffelovens § 226 12-års-grænsen i§ 222, stk. 2, 1. led, 15-års-grænsen i § 222, stk. 1, 18-års-grænsen i §§ 223,223 a og 230 samt 21-års-grænsen i § 220.Straffelovens § 226 omfatter derimod ikke aldersgrænserne i § 228, stk. 2 (21 år),§ 234 (16 år), § 235 (18 år) og § 235 a (18 år). Bestemmelsen omfatter heller ik-ke 18-års-grænsen i pålæg efter § 236, stk. 2.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestem-melsen1.2.1. Borgerlig straffelov fra 1930I borgerlig straffelov fra 1930, der trådte i kraft i 1933, havde § 226 følgendeordlyd:”§226.Har i de Tilfælde, hvor efter foranstaaende Bestemmelser GerningensStrafbarhed afhænger af den krænkede Persons fra det normale afvigende aandeli-ge eller legemlige Tilstand eller af Personens Alder, Gerningsmanden handletuden Kendskab til paagældendes Tilstand eller Alder, eller har han i de i § 217,Stk. 3, omhandlede Tilfælde handlet uden kendskab til, at paagældende var an-bragt og under Varetægt som sammesteds nævnt, og Handlingen af denne Grundikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt,en forholdsmæssigmindre Straf at anvende.”

Bestemmelsen svarede således til den gældende bestemmelse i § 226 med denundtagelse, at der i 1930-loven også var henvist til forhold omfattet af den da-gældende bestemmelse i § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med enkvinde optaget i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage.Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til udkast til ny straffelov af1912 (U I) § 208 samt side 202. Der kan endvidere henvises til Torps udkast af1917 (U II) § 205 samt side 193-95 og udkast af 1923 (U III) § 206 samt spalte324-25. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3372-73 (§ 228), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76 (§ 226), samtRigsdagstidende 1929-30, tillæg A, spalte 2372 (§ 225).

Alle tre oprindelige straffelovsudkast (U I-III) indeholdt hjemmel til at straffe foruagtsom overtrædelse af visse af bestemmelserne i kapitlet om forbrydelser modkønssædeligheden, jf. henholdsvis § 208 i U I, § 205 i U II og § 206 i U III. Be-stemmelsen i U I angik overtrædelse ved simpel uagtsomhed, mens de foreslåedebestemmelser i U II og U III omhandlede overtrædelse ved grov uagtsomhed.Af bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om uagtsomhed i U I (§ 208)fremgår bl.a. følgende:”§ 208 hjemler Straf for uagtsom Forvoldelse af de i §§ 201-207ommeldte Kræn-kelser. I den gældende Ret haves der ikke Hjemmel for at straffe Uagtsomheden.Det er imidlertid utvivlsomt en Mangel. For blot at nævne et enkelt Tilfælde kanhenvises til den ovenomtalte Uvidenhed om et Barns Alder. Forholdet vil megetlet her kunne stille sig saaledes, at Forklaringen om Uvidenheden ikke kan forka-stes, medens det maa siges, at Uvidenheden kan lægges Personen til Last, hvoref-ter han vil hjemfalde til Straf efter denne Paragraf.”

Af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i § 226 fremgår bl.a. følgen-de, jf. Rigsdagstidende, 1927-28, tillæg A, spalte 5375-76:”Detmaa erkendes, at der baade ved de Sædelighedsforbrydelser, hvor Strafbar-heden beror paa, at Handlingen er rettet mod en Person under en vis Alder, og vedde egentlige Kønsfrihedsforbrydelser, saasom Voldtægt og Samleje fremkaldt vedTrusler eller under Misbrug af Afhængighedsforhold, kan forekomme Tilfælde,hvor der er Trang til en Straffebestemmelse for uagtsomme Handlinger, idet Ger-ningsmandens Paastand om, at han troede, at vedkommende var over den paagæl-dende Aldersgrænse, henholdsvis handlede godvillig, ikke kan forkastes, medenspaa den anden Side de foreliggende Omstændigheder viser, at Gerningsmandenhar handlet særdeles uagtsomt.Der vil nu formentlig heller ikke kunne indvendes noget mod en Straffebe-stemmelse, der rammer uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, naar Uagtsomhedenhar Hensyn til mere haandgribelige Kendsgerninger som en Persons Sindssygdomeller Aandsvaghed i en Form eller Grad, som kan erkendes af den handlende, elleren Persons Alder. Naar Talen imidlertid er om en Straffebestemmelse, der er rettetmod Uagtsomhed med Hensyn til et psykologisk Moment som en Persons Uviljemod en kønslig Handling, maa det erkendes, at en saadan Straffebestemmelse vilkunne gøre betydelig Skade ved at begunstige utilstrækkeligt begrundede ogmaaske for den sigtede særdeles skadelige Anmeldelser og Undersøgelser, idet dermaa regnes med den Mulighed, at Gerningsmanden i saadanne Tilfælde, hvor–for at tage det nærmest liggende Eksempel–en Kvinde vel har handlet underModstand eller af Frygt, men hvor denne ikke har været ganske aabenbar, kan ha-ve haft Grund til Mistydning af hendes Holdning, og med den Mulighed, at Kvin-den bagefter bevidst eller ubevidst fremstiller sin Modstand som mere effektiv el-ler sin Frygt som større, end den faktisk har været.Man mener derfor at burde afstaa fra at foreslaa en Straffebestemmelse, derved Siden af den Nytte, den kunde gøre ved at ramme strafværdige Uagtsomheds-tilfælde, vilde være egnet til at gøre Skade ved at bringe ikke strafværdige Hand-444

linger for Politi og Domstole. Man indskrænker sig derfor til at foreslaa en Be-stemmelse, der straffer saadanne uagtsomme Sædelighedsforbrydelser, hvor Uagt-somheden angaar den anden Persons Sjælssundhed eller Alder.Naar Bestemmelsen begrænses paa denne Maade, er der næppe tilstrækkeligGrund til at fordre, at Uagtsomheden skal være grov. Bestemmelsen er formuleretsaaledes, at den fremhæver, at der, selv om Gerningsmanden har handlet udenKendskab til den anden Persons sjælelige Tilstand eller Alder, dog kan foreliggeet strafbart Forsæt, jfr. herved § 20, Stk. 2, i Slutningen. Da grænsen mellem For-sæt og Uagtsomhed her er ganske flydende, og da Bestemmelsen paa den andenSide som nævnt rammer ogsaa simpel Uagtsomhed, bør Strafferammen være afbetydelig Rummelighed.”

Uagtsomhedsbestemmelsen blev i forslaget til borgerlig straffelov fra 1929-30ændret, således at bestemmelsen–i stedet for at opregne de paragraffer, hvor derkunne ifaldes et ansvar for uagtsom adfærd–indeholdt en beskrivelse af de ob-jektive kriterier om den krænkede persons tilstand og alder, hvor der kunne blivetale om et strafansvar for uagtsom adfærd.1.2.2. Lovændringen i 1965Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskati-on, fuldbyrdelse af frihedsstraf mv.) blev den daværende bestemmelse i straffe-lovens § 217, stk. 3, om samleje uden for ægteskab med en kvinde, der var opta-get i hospital eller anstalt for sindssyge eller åndssvage, ophævet, og henvisnin-gen hertil i § 226 udgik som følge heraf.1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prø-veløsladelseVed sin gennemgang af straffelovens § 226 i betænkning nr. 1099/1987 om straf-ferammer og prøveløsladelse hæftede Straffelovrådet sig ved, at § 226 kun havdefundet begrænset anvendelse i retspraksis. Der var stemning for at foreslå be-stemmelsen ændret, så pådømmelsen af uagtsomme forhold blev undergivet enfælles strafferamme, jf. betænkningen side 174:”I domsregistrene 1953-82er kun nævnt 5 domfældelser efter § 226. I 4 tilfældeer idømt straffe–til dels ubetingede–mellem 60 dage og 4 måneder, i sagen U1966.496 Ø blev tiltalte efter § 226, jfr. §§ 225 og 222, idømt 8 måneders fængselfor et kønsligt forhold til en dreng på 14½ år.

Om straffen i uagtsomhedstilfælde hedder det i § 226, at ”en forholdsvismin-dre straf (bliver) at anvende”. Det må i og for sig anses for mindre tilfredsstillendeog i hvert fald mindre godt stemmende med sædvanlig fremgangsmåde ved lovaf-fattelsen, at loven ikke udtrykkeligt angiver strafferammen for uagtsomt forhold.På den anden side er der den vanskelighed ved at angive strafferammen præcist, atbestemmelsen knytter sig til en række forudgående forsætsdelikter med forskelligestrafferammer. Det er derfor en praktisk fordel at kunne angive strafferammen i §226 i en fælles formel, og den, som er anvendt i § 226, har i hvert fald det tiltalen-de træk, at der obligatorisk foreskrives en lavere strafudmåling end for det tilsva-rende forsætlige forhold. Af den grund kan man næppe have afgørende betænke-ligheder ved den gældende formulering. Straffelovrådet vil dog være mest tilbøje-ligt til at foreslå, at strafferammen for uagtsomhed i alle tilfælde er bøde ellerfængsel indtil 6 måneder.”

1.2.4. Lovændringen i 2000Den gældende bestemmelse i straffelovens § 230 blev indsat ved lov nr. 441 af31. maj 2000 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forældelse, styrketindsats mod seksuelt misbrug af børn og unge samt IT-efterforskning). Bestem-melsen, som angår optagelse af utugtige fotografier mv. af en person under 18 årmed forsæt til at udbrede materialet, indeholder en regel om, at § 226 finder til-svarende anvendelse.Af forarbejderne til lovændringen fremgår bl.a. følgende (Folketingstidende1999-2000, tillæg A, side 7816-17):”Det kræves som udgangspunkt også, at gerningsmandenhar forsæt i relation til,at den unge model er under 18 år. På dette punkt er det imidlertid fundet rigtigt atudstrække det strafbare område til også at omfatte tilfælde, hvor der kun kan bevi-ses at foreligge uagtsomhed i relation til den unges alder. En fotograf/instruktørvil således kunne straffes for at anvende en model på 17 år, selv modellen ser udtil at være ældre, hvis det kan lægges til grund, at fotografen/instruktøren ikke harundersøgt spørgsmålet om modellens alder på en ordentlig måde. Denne udvidelseaf strafansvaret, der er sket ved en henvisning til § 226, skal ses i sammenhængmed, at det vil være meget enkelt for personer, der optager utugtige fotografier,film mv., på forhånd at sikre sig oplysninger om modellernes alder, f.eks. ved an-mode modeller, som agtes anvendt, om at forevise dokumentation, der viser, omde pågældende er 18 år eller derover.Udvidelsen vil være uden praktisk betydning, hvis der er tale om anvendelse afmeget unge modeller. Her vil der uden videre kunne statueres forsæt med hensyntil, at modellen er under 18 år.”

1.3. Kriminaliseringen af uagtsomhed i straffeloven i øvrigtStraffelovens § 226 indeholder ikke en selvstændig strafferamme, men bestem-mer, at en ”forholdsmæssig mindre straf” skal anvendes. Bortset fra straffelovens§ 177, stk. 1, 2. pkt., om (forsætlig) genbrug af frimærker mv. anvendes dennelovgivningsteknik ikke i øvrigt i straffeloven.Straffeloven indeholder en række andre bestemmelser om uagtsomme overtræ-delser, og det er karakteristisk, at strafferammen i disse bestemmelser med en en-kelt undtagelse (groft uagtsom bigami, jf. straffelovens § 208, stk. 2) altid indbe-fatter bøde.Bortset fra straffelovens §§ 241 og 249 om uagtsomt manddrab og uagtsom grovlegemsbeskadeligelse, som har en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4måneder eller under særligt skærpende omstændigheder fængsel indtil 8 år, erstrafmaksimum for uagtsomme overtrædelser af straffeloven i øvrigt højst fæng-sel indtil 3 år.Strafmaksimum på 3 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes alene istraffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens sikkerhed og selvstændig-hed. I forsætlig form straffes de pågældende forbrydelser med fængsel indtil 12eller 16 år.Strafmaksimum på 2 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes dels istraffelovens § 110 c om embargoer mv., dels i straffelovens kapitel om almen-

farlige forbrydelser, hvor forbrydelserne i forsætlig form straffes med fængselindtil 6, 10 eller 12 år eller på livstid.Strafmaksimum på 1 års fængsel for uagtsomme overtrædelser anvendes i straf-felovens § 208 om bigami, §§ 186 og 187 om almenfare for menneskers liv ellersundhed og § 303 om tilforhandling af ting, der er erhvervet ved en berigelses-forbrydelse. Strafmaksimum for de pågældende forbrydelser i forsætlig formspænder fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 10 år.Strafmaksimum på 6 eller 4 måneders fængsel for uagtsomme overtrædelser an-vendes i de fleste af de kapitler i straffeloven, hvor uagtsomhed er kriminaliseret.Strafmaksimum for de pågældende forbrydelser i forsætlig form spænder frafængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 12 år.Ud over det nævnte anvendes i nogle tilfælde en fælles strafferamme for forbry-delsen i forsætlig og uagtsom form. Det gælder straffelovens § 110 a, stk. 1 (bødeeller fængsel indtil 3 år), § 110 a, stk. 2 (bøde), § 132 (bøde), § 138 (bøde ellerfængsel indtil 1 år), § 148 (bøde eller fængsel indtil 4 måneder), § 254 (bøde ellerfængsel indtil 3 måneder) og § 300 a (bøde eller fængsel indtil 6 måneder).Kriminaliseringen er i nogle tilfælde begrænset til grov uagtsomhed. Det gælderalle uagtsomhedsdelikter inden for formueforbrydelserne, frihedsberøvelse, bi-gami, forstyrrelse af samfærdselsmidler, falsk forklaring for retten samt straffe-lovens §§ 103, 138 og 148. Simpel uagtsomhed er kriminaliseret i alle uagtsom-hedsdelikter inden for de almenfarlige forbrydelser og med hensyn til manddrabog grov legemsbeskadigelse samt i straffelovens §§ 109-110 a, 110 c, 132 og254.Samlet oversigt over kriminaliseringen af uagtsomme forhold i straffeloven(bortset fra § 226)Forsætlig overtrædelse Uagtsom overtrædelse§ 103fængsel indtil 3 årbøde eller fængsel indtil4 måneder (grov uagt-somhed)§ 109fængsel indtil 12 årbøde eller fængsel indtil

Forsætlig overtrædelse Uagtsom overtrædelse3 årfængsel indtil 16 årbøde eller fængsel indtil3 årbøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil3 år3 årbødebødebøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil4 måneder/3 år/4 år2 årbødebødebøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil1 år1 år (grov uagtsomhed)bøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil4 måneder4 måneder (grov uagt-somhed)fængsel indtil 4 årbøde eller fængsel indtil4 måneder (grov uagt-somhed)fængsel indtil 6 år/10 år/ bøde eller fængsel indtillivstid2 årfængsel indtil 12bøde eller fængsel indtilår/livstid2 årbøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil2 år/6 år4 månederfængsel indtil 10 årbøde eller fængsel indtil1 årbøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil6 år4 månederfængsel indtil 3 år/6 år/2 bøde eller fængsel indtilår6 månederfængsel indtil 6 år/12 år/ bøde eller fængsel indtillivstid2 årbøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil6 år6 måneder (grov uagt-somhed)

Forsætlig overtrædelse Uagtsom overtrædelsefængsel indtil 3 år/6 årfængsel indtil 1 år (grovuagtsomhed)fængsel fra 5 år indtil på bøde eller fængsel indtillivstid4 måneder/8 årfængsel indtil 6 år/10 år bøde eller fængsel indtil4 måneder/8 årbøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil3 måneder3 månederfængsel indtil 12 årbøde eller fængsel indtil6 måneder (grov uagt-somhed)bøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil6 år6 måneder (grov uagt-somhed)bøde eller fængsel indtil bøde/fængsel indtil 41 år og 6 månedermåneder (grov uagt-somhed)bøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil6 måneder6 måneder (grov uagt-somhed)bøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil1 år og 6 måneder4 måneder (grov uagt-somhed)bøde eller fængsel indtil bøde eller fængsel indtil1 år og 6 måneder/6 år1 år (grov uagtsomhed)

kommet i kontakt med via Træfpunktet. Efter oplysningerne i personundersøgel-sen af forurettede dagen efter gerningstidspunktet om, at hun fremstod som ”en ef-ter det oplyste 14-årigpige med udseende lidt ældre end svarende til alderen”sammenholdt med tiltaltes forklaring om, at de havde talt om forurettedes alder,og at hun så lidt ung ud, samt under hensyn til forurettedes fremtræden i retten(lidt over et år efter gerningstidspunktet) fandt landsretten, at tiltalte havde handletuagtsomt med hensyn til forurettedes alder.UfR 2008.2065 Ø (betinget dom uden straffastsættelse): En 20-årig mand havdeén gang samleje med en 13-årig pige, som han havde mødt på netdating, og somhavde fortalt ham, at hun var 15 år, og som oprindelig ikke havde fortalt ham sitrigtige navn. Under disse omstændigheder sammenholdt med rettens indtryk afforurettede fandt byretten det ikke bevist, at forholdet kunne tilregnes tiltalte somforsætligt (spørgsmålet om domfældelse for forsætligt forhold forelå ikke forlandsretten). Efter rettens vurdering af forurettede og hendes fremtræden underhovedforhandlingen (lidt over et år efter gerningstidspunktet) sammenholdt medden mistanke om øvrige urigtige oplysninger, som oplysningen om hendes opgi-velse af et urigtigt navn angiveligt vakte hos tiltalte, fandt byretten imidlertid, attiltalte havde udvist en betydelig grad af uagtsomhed for så vidt angår forurettedesalder. Landsretten tiltrådte de grunde, som var anført af byretten.

Der kan endvidere nævnes følgende nyere dom, hvor anklagemyndigheden sub-sidiært havde påstået et af forholdene i sagen henført under § 226, men hvor derskete frifindelse i det pågældende forhold:TfK 2009.272 V (60 dages betinget fængsel): En 22-årig mand havde samleje meden 12-årig pige A og anden kønslig omgængelse end samleje med en anden 12-årig pige B. Pigerne havde om natten på en restaurant selv opsøgt tiltalte og havdefortalt ham, at A var 14 år, og at B var 15 år og gik i 9. klasse. Tiltalte blev fundetskyldig i forsætlig overtrædelse for så vidt angår samlejet med A og frifundet forså vidt angår forholdet til B. Tre dommere fandt det under hensyn til, at tiltaltevidste, at A var under 15 år, og til B’s fremtræden på fremlagte billeder bevist, attiltalte anså det for overvejende sandsynligt, at B også var under 15 år. Tre dom-mere fandt, at det efter det, som pigerne havde fortalt tiltalte om B, og efter B’soptræden og fremtræden ikke efter bevisførelsen kunne tilregnes tiltalte som for-sætligt eller uagtsomt, at B var under 15 år.

Efter § 196, stk. 3, udelukker vildfarelse om alder ikke strafansvar, medmindreingen uagtsomhed foreligger i så henseende, og dette gælder tilsvarende efter§ 200, stk. 4. Den norske højesteret har med hensyn til § 196, stk. 3, i Rt. 2005side 833 udtalt, at det er ”et meget strengt kriterium, hvor siktede må utvise akti-vitet for å bevise at han er uskyldig ved å redegjøre for konkrete omstendighetersom kan underbygge at han har vært aktsom i relasjon til fornærmedes alder”, jf.Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 258. Det er ikke tilstrækkeligt, at tiltalte har sto-let på forurettedes egne oplysninger om alder eller baseret sig på forurettedes ud-seende, jf. Rt. 2008 side 867.Efter § 203, stk. 3, udelukker vildfarelse om alder ikke strafansvar, medmindreagtsom god tro foreligger. Ansvaret efter denne bestemmelse anses som mindrestrengt end ansvaret efter § 196, stk. 3.Bestemmelserne i §§ 199 og 201 indeholder ingen særregler om tilregnelsen medhensyn til aldersgrænserne i disse bestemmelser, og der kræves derfor forsæt og-så i relation til alderen. Det fremgår af forarbejderne til § 199, at man ikke fandtbehov for at kriminalisere uagtsomhed med hensyn til alderen i relation til be-stemmelsen om forhold til personer, som står under gerningsmandens omsorg,myndighed eller opsyn, idet gerningsmanden i disse situationer normalt vil kendeforurettedes alder, jf. Ot.prp. nr. 28 (1999-2000) side 112.I straffeloven fra 2005 videreføres bestemmelserne om uagtsomhed med hensyntil alderen med visse udvidelser i en ny selvstændig bestemmelse i § 307.Efter § 307, 1. pkt., fører uvidenhed om barnets rigtige alder ikke til straffrihed,hvis tiltalte på noget punkt kan bebrejdes sin uvidenhed. Bestemmelsen henvisertil §§ 299-306, som omhandler seksuelt forhold til barn under 14 år og 16 år ogblufærdighedskrænkelse over for barn under 16 år. Uagtsomhedsbestemmelsen ersåledes udvidet til også at omfatte blufærdighedskrænkelse over for barn under16 år. Det er hensigten, at ansvaret skal være lige så strengt som efter straffelo-ven af 1902 § 196, stk. 3, jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 259.Efter § 307, 2. pkt., fører uvidenhed om barnets alder ikke til straffrihed, hvis til-talte kan bebrejdes sin uvidenhed. At ansvaret er mindre strengt end efter § 307,1. pkt., fremgår af, at ordene ”på noget punkt” ikke er medtaget. Bestemmelsen453

henviser til § 295, litra c, § 309 og § 310. Disse bestemmelser omhandler seksu-elt forhold ved at udnytte en person under 18 år i en særligt sårbar livssituation,køb af sex fra en person under 18 år og overværing af fremvisninger af seksuelleovergreb mod en person under 18 år eller af fremvisninger, som seksualiserer enperson under 18 år.Det fremgår af forarbejderne til § 307, at det blev overvejet at fastsætte sammeskærpede agtsomhedskrav også for de bestemmelser, som der henvises til i§ 307, 2. pkt., jf. Ot.prp. nr. 22 (2008-2009) side 259. For disse bestemmelser erbarnets alder imidlertid ikke det eneste og heller ikke nødvendigvis det mest cen-trale vilkår for strafansvar. Det kan også være vanskeligere at bedømme, om no-gen er under eller over 18 år end en lavere aldersgrænse. Derfor blev at alminde-ligt agtsomhedskrav med hensyn til forurettedes alder anset for tilstrækkeligt.Også efter straffeloven af 2005 kræves forsæt med hensyn til 18-års aldersgræn-sen i bestemmelsen om seksuelt forhold til nogen, som står under gerningsman-dens omsorg, myndighed eller opsyn (§ 314).

3.2. Svensk retDen svenske straffelovs kapitel 6 om seksualforbrydelser omfatter som udgangs-punkt forsætlige overtrædelser.Kapitel 6 § 13 bestemmer dog, at hvor der i kapitlet er foreskrevet straf for engerning, som begås mod nogen under en vis alder, skal straf idømmes også den,som ikke indså, men som havde skellig grund til at antage, at forurettede ikkehavde opnået denne alder.Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den skal anvendes med storforsigtighed, og at strafansvar forudsætter en temmelig høj grad af uagtsomhed,jf. prop. 2004/05:45 side 113-14. Straf skal ikke pålægges, hvis barnet har enkropsudvikling, som er naturlig for den, som klart har passeret aldersgrænsen, ogomstændighederne i øvrigt ikke giver gerningsmanden anledning til at være påvagt. Det er altså i grænsetilfælde, at gerningsmanden ikke skal kunne undgå an-svar gennem at henvise til, at han eller hun ikke har haft sikker viden om barnetsvirkelige alder.454

4. Straffelovrådets overvejelser4.1.Efter Straffelovrådets opfattelse er det velbegrundet, at straf for seksualkri-minalitet som udgangspunkt forudsætter forsæt, herunder med hensyn til, at etseksuelt forhold i givet fald er ufrivilligt.Med hensyn til spørgsmålet om en eventuel nykriminalisering af uagtsomhed iforhold til, om et seksuelt forhold er frivilligt–uagtsom voldtægt–henvises tilkapitel 7,afsnit 5, ovenfor.I nærværende kapitel behandler Straffelovrådet øvrige–og mindre vidtgående–spørgsmål om eventuelle ændringer af de gældende regler om straf for uagtsom-hed med hensyn til visse gerningselementer i nogle af straffelovens bestemmelserom seksualforbrydelser.Det drejer sig for det første om kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn tilforurettedes tilstand, hvor spørgsmålet navnlig er, om kriminaliseringen bør op-retholdes, jf. pkt. 4.2 nedenfor.Det drejer sig dernæst om kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til foru-rettedes alder, hvor der ud over det overordnede spørgsmål om opretholdelsen afkriminaliseringen er spørgsmål om, hvilke aldersgrænser og hvilke strafbestem-

melser der i givet fald skal være omfattet af kriminaliseringen af uagtsomhed, jf.pkt. 4.3 nedenfor.Endelig er der spørgsmålet om bestemmelsens strafferamme, jf. pkt. 4.4 neden-for.4.2.Som berørt i afsnit 2 ovenfor er retspraksis vedrørende uagtsomhed medhensyn til forurettedes tilstand i forbindelse med udnyttelse af forurettedes sinds-sygdom eller mentale retardering, jf. straffelovens § 218, stk. 1, eller med hensyntil seksuelt forhold til en person, der på grund af sin tilstand er ude af stand til atmodsætte sig handlingen, jf. straffelovens § 218, stk. 2, endog yderst sparsom,idet der alene ses at være én fældende trykt afgørelse herom siden straffelovensikrafttræden i 1933.Selv om kriminaliseringen af uagtsomhed i denne henseende således ikke spillernogen rolle i praksis, har Straffelovrådet dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlagfor at foreslå at ophæve dette led i straffelovens § 226. Det vil efter rådets opfat-telse i sjældne tilfælde kunne forekomme, at en person har opnået samleje ved(forsætlig) udnyttelse af en anden persons sindssygdom mv. uden forsæt medhensyn til forurettedes tilstand, men hvor der dog er udvist en sådan uagtsomhedi denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.4.3.Straffelovrådet foreslår, at samleje med barn under 12 år medtages i vold-tægtsbestemmelsen på linje med tiltvingelse af samleje ved vold eller trussel omvold, jf. heromkapitel 13,afsnit 3.3, ovenfor. Rådet foreslår i den forbindelse, atder i givet fald kun skal kunne straffes for voldtægt, hvis gerningsmanden harforsæt med hensyn til, at barnet er under 12 år. Samleje med et barn, som faktisker under 12 år, men hvor gerningsmanden ikke har handlet forsætligt i relation tilbarnets alder, vil således fortsat skulle straffes efter den almindelige bestemmelseom samleje med barn under 15 år.Straffelovrådet finder, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til, om etbarn er under den seksuelle lavalder på 15 år, bør opretholdes. Selv om bestem-melsen anvendes sjældent i praksis, kan der således tænkes tilfælde af samlejemed en person under den seksuelle lavalder, hvor gerningsmanden ikke har haft

forsæt med hensyn til forurettedes alder, men dog har udvist en sådan uagtsom-hed i denne henseende, at forholdet bør kunne mødes med straf.Straffelovrådet finder endvidere, at kriminaliseringen af uagtsomhed i forhold til,om en person er under 18 år, bør opretholdes for så vidt angår bestemmelser, somsærligt tilsigter at beskytte personer under 18 år mod seksuelt misbrug eller ud-nyttelse. Det gælder både straffelovens § 223 om seksuelt forhold til stedbarn,plejebarn mv. og om groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overle-genhed, straffelovens § 223 a om seksuelt forhold mod betaling eller løfte om be-taling og straffelovens § 230 om optagelse af pornografiske fotografier eller filmmed henblik på udbredelse.Efter Straffelovrådets opfattelse gør samme hensyn sig endvidere gældende i for-hold til rekruttering mv. af en person under 18 år til prostitution eller pornogra-fisk optræden, og rådet foreslår derfor at udvide kriminaliseringen af uagtsomhedmed hensyn til forurettedes alder til også at omfatte disse forbrydelser.Straffelovrådet har derimod ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foreslå atudvide kriminaliseringen af uagtsomhed med hensyn til forurettedes alder til og-så at omfatte overværelse somtilskueraf en pornografisk optræden med deltagel-se af en person under 18 år. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at entilskuer til en pornografisk optræden ikke i praksis har samme muligheder fornærmere at undersøge deltagernes alder som den, der f.eks. har rekrutteret delta-gerne i en pornofilmoptagelse eller pornografisk optræden, eller som selv modbetaling har seksuelt forhold til nogen.Det har i den retsvidenskabelige litteratur været anført, at det ikke af forarbejder-ne til straffelovens § 235 om udbredelse og besiddelse af børnepornografi frem-går, hvorfor uagtsomhed i forhold til 18-års-aldersgrænsen ikke er kriminaliseretpå linje med kriminaliseringen af uagtsomhed i f.eks. straffelovens § 230 om op-tagelse af børnepornografi.Straffelovrådet finder imidlertid, at 18-års-aldersgrænsen i straffelovens § 235adskiller sig væsentligt fra de øvrige aldersgrænser i bestemmelserne i straffelo-vens kapitel 24.

I straffelovens § 235 fungerer henvisningen til ”personer under 18 år” i praksissom en angivelse af, at bestemmelsen finder anvendelse på utugtige fotografiermv. af personer, derfremstårsom under 18 år, idet det i praksis kun sjældent ermuligt at finde frem til det pågældende barn og dermed fastslå barnets faktiskealder. Hvis personen på fotografiet fremstår som så ung, at det bevismæssigt hen-sides rimelig tvivl kan lægges til grund, at personen er under 18 år, vil der ikkevære nogen relevant tvivl om barnets faktiske alder. I denne situation vil derimidlertid i sagens natur også være det fornødne bevis for, at gerningsmandenhavde forsæt til, at det afbildede barn er under 18 år, og der vil derfor i denne si-tuation ikke være noget praktisk behov for at overveje, om uagtsomme overtræ-delser bør være strafbare.I modsætning hertil angår straffelovens øvrige bestemmelser med 18-års-aldersgrænser situationer, hvor gerningsmanden (eller i hvert fald personer, somgerningsmanden virker gennem) er i direkte kontakt med den pågældende person.Dette gælder f.eks. både for optagelse af utugtige fotografier mv. af personer un-der 18 år (§ 230), utugtige forestillinger med personer under 18 år (§ 235 a) ogseksuelt forhold til personer under 18 år under visse omstændigheder (§§ 223 og223 a).Straffelovrådet finder, at der på denne baggrund ikke er grundlag for at krimina-lisere uagtsomhed med hensyn til 18-års-aldersgrænsen i straffelovens § 235 omudbredelse og besiddelse af børnepornografi. Allerede efter gældende ret er det,der i praksis er afgørende for strafansvaret i henseende til 18-års-aldersgrænsen idenne bestemmelse, om den afbildede person i den sammenhæng, som billedetindgår i, fremstår som under 18 år. Er dette tilfældet, foreligger der i praksis ogsåforsæt, og der er derfor ikke noget praktisk behov for, at også uagtsomme over-trædelser med hensyn til aldersgrænsen i bestemmelsen skulle være strafbare.Straffelovrådet finder, at der ikke er behov for kriminalisering af uagtsomhedmed hensyn til forurettedes alder i de tilfælde, hvor en aldersgrænse alene anven-des i en skærpet strafferamme, jf. straffelovens § 220 om groft misbrug af visseafhængighedsforhold samt–efter Straffelovrådets forslag, jf.kapitel 21,afsnit 5,nedenfor–straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Rådet lægger hervednavnlig vægt på, at normalstrafferammen i disse tilfælde fuldt ud giver mulighed

for at udmåle en passende straf, hvis gerningsmanden med hensyn til forurettedesalder alene har handlet uagtsomt.Efter Straffelovrådets opfattelse er der heller ikke behov for at kriminalisereuagtsomhed med hensyn til overtrædelse af pålæg efter straffelovens § 236.4.4.Straffelovens § 226 indeholder ikke en selvstændig strafferamme, men be-stemmer, at en ”forholdsmæssig mindre straf” skal anvendes. Bestemmelsenhjemler således principielt straf op til umiddelbart under det strafmaksimum, somgælder for forsætlig overtrædelse af den pågældende bestemmelse (§§ 218, 222-223 a eller 230). De pågældende strafmaksima spænder fra 2 til 12 års fængsel.Bestemmelsen i § 226 hjemler ikke bødestraf, medmindre bøde også indgår istrafferammen for forsætlig overtrædelse af den pågældende forbrydelse. Dette ertilfældet for så vidt angår straffelovens §§ 223 a og 230, men ikke for så vidt an-går straffelovens §§ 218, 222 eller 223.I nyeste retspraksis om overtrædelse af bestemmelsen er idømt betinget fængseluden straffastsættelse, hvilket nu om dage almindeligvis anses som den mildestefængselsstraf, der kan idømmes, og ifølge de foreliggende statistiske oplysningerer der siden 1985 alene idømt én ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af be-stemmelsen.Efter Straffelovrådets opfattelse taler noget for at fastsætte en selvstændig straffe-ramme for overtrædelse af straffelovens § 226. En strafferamme, der formelt gårop til næsten 12 års fængsel, er således efter rådets opfattelse en uforholdsmæs-sigt streng strafferamme for en uagtsom lovovertrædelse. Endvidere er der udover § 226 kun én anden uagtsomhedsbestemmelse i straffeloven, som ikke gene-relt har bøde i strafferammen.I betragtning af bestemmelsens begrænsede anvendelse i praksis og i lyset af destraffe, der er idømt i nyere praksis, har Straffelovrådet dog ikke fundet tilstræk-keligt grundlag for at foreslå at ændre den gældende strafferamme om anvendelseaf en ”forholdsmæssig mindre straf” end for forsætligeforhold.

1. Gældende ret og baggrunden herfor1.1. Den gældende bestemmelse i § 227I henhold til straffelovens § 227 kan straf efter §§ 216-226 nedsættes eller bort-falde, når de personer, mellem hvilke kønslig omgængelse har fundet sted, er ind-trådt i ægteskab med hinanden eller har ladet deres partnerskab registrere.Bestemmelsen omfatter efter sin ordlyd alene tilfælde, hvor ægteskabet eller detregistrerede partnerskab er indgået efter lovovertrædelsen. Det må dog antages, atbestemmelsen finder analog anvendelse i tilfælde, hvor ægteskabet eller det regi-strerede partnerskab er indgået før overtrædelsen, og samlivet genoptages ellerfortsættes efter lovovertrædelsen, jf. bl.a. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straf-felov, Speciel del (9. udg. 2008) side 319 og Oluf Krabbe, Borgerlig Straffelov(4. udg. 1947) side 521.Der er ifølge bestemmelsens forarbejder endvidere hjemmel for strafnedsættelseeller strafbortfald for medvirkende, jf. Torps udkast af 1917 (U II) side 194 ogudkast af 1923 (U III) spalte 326.Hvis ægteskabets indgåelse eller registreringen af partnerskabet først finder stedefter, at straffesagen er afsluttet, kan strafnedsættelse eller strafbortfald i stedetopnås ved benådning.Om bestemmelsen i § 227 kan der nærmere henvises til Vagn Greve m.fl., a.st.,side 319-20, Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Speciel Del (1955) side193 og Oluf Krabbe, a.st., side 521.

1.2. Bestemmelsens tidligere indhold og tidligere ændringer af bestem-melsen1.2.1. Straffeloven af 1866Straffeloven af 1866 indeholdt en regel om, at straf for overtrædelse af lovens§ 163 om forførelse af fosterbarn eller myndling eller af en kvinde, som er betro-et til undervisning og opdragelse, bortfalder, hvis de pågældende indgår ægte-skab. Bestemmelsen i § 163 er omtalt ikapitel 14,afsnit 1.2.1, ovenfor. Om reg-len om strafbortfald som følge af indgåelse af ægteskab fremgår følgende af for-arbejderne (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 199):”man [har] i det heromhandlede Tilfælde, hvor Hensynet til det forførteFruen-timmers Ære og Ønskeligheden af saavidt muligt at skaffe hende Opreisning er afsaa stor Betydning, (…) fundet det rigtigt (…) at lade endog al Straf bortfalde,selv om Dom er falden, naar de Paagjældende ægte hinanden”

Straffeloven af 1866 indeholdt endvidere en regel om, at påtale for overtrædelseaf lovens § 172 om bortførelse af en ugift kvinde under 18 år med hendes sam-tykke, men uden hendes forældres eller værges minde, i tilfælde af, at gernings-manden og kvinden indgår ægteskab, kun skal finde sted, hvis kvindens forældreeller værge begærer det. Om reglen om påtalebortfald fremgår følgende af forar-bejderne (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 209):”Man har derhos i nærværende Paragraph fundet fuld Føie til at ladePaatalefaldebort i det Tilfælde, at den Skyldige ægter det bortførte Fruentimmer, medmindrehendes Forældre eller Værge alligevel gjøre Fordring derpaa. De Betragtninger,som tale imod at lade Strafansvaret for Voldtægt og lignende Forbrydelser bort-falde i Tilfælde af Ægteskab, kunne nemlig ikke saaledes gjøres gjældende her,hvor Forbrydelsen har en væsentlig ringere Strafbarhed og tildeels endog har Cha-rakteren af at være en Krænkelse af mere private Familierettigheder, ligesomFremtvingelsen af eller Opmuntringen til Ægteskabs Indgaaelse ikke kan have saameget imod sig i de i § 172 omtalte Tilfælde, hvor det voxne Fruentimmer forud-sættes at have været enig med Bortføreren og hvor en gjensidig Tilbøielighed til atindgaae Ægteskab med hinanden meget vel kan være eller i alt fald tænkes atkomme tilstede. Her synes det derfor berettiget at tillægge Hensynet til, at derskaffes den unge Qvinde og hendes Familie den bedste Opreisning ved at Bortfø-reren ægter hende, en stor Betydning. Hvad der tilsigtes, opnaaes imidlertid kuntilfulde, naar den Skyldige ægter Fruentimmeret forinden Sagen kommer til Paata-le, ligesom det ogsaa vidner om en ringere Strafskyld hos den Paagjældende, jovilligere han er til at yde Opreisning igjennem Ægteskab; Paragraphens Slut-

Bortset herfra indeholdt straffeloven af 1866 ikke regler om bortfald af straf foren seksualforbrydelse som følge af, at gerningsmanden og forurettede indgår æg-teskab. Der var således navnlig ikke regler herom i relation til bestemmelserneom bl.a. voldtægt og anden tvang mv. Af forarbejderne fremgår bl.a. følgendeom dette spørgsmål (Udkast til Straffelov for Kongeriget Danmark side 206-207):”Ei heller har man kunnet ansee det for rigtigt (…) at bestemme, atStrafansvaretskal bortfalde, naar den Skyldige ægter det fornærmede Fruentimmer før Sags An-læg eller dog før Dom er falden i Sagen. Vel kan det til Fordeel for en saadan Be-stemmelse anføres, at Straffen i dette Tilfælde kommer til at gaae ud ogsaa overden krænkede Qvinde, og at den for hende ene væsentlige Opreisning, som hunopnaaer ved Ægteskab, og som der af Hensyn til hende kunde synes at være Op-fordring til saavidt muligt at fremkalde ved at tilstaae den Skyldige Straffrihednaar han ægter hende, netop vil forstyrres ved Mandens Straf. Men herimod kandeelsgjøres den Indvending, at det er unaturligt og uforeneligt med Retfærdighe-dens Fordringer, at Strafansvaret for nogle af de groveste Forbrydelser skal kunnebortfalde ved en Eftergivelse fra private Personers Side, ogdeelserindres, at det,naar hensees til Ægteskabets sædelige Betydning og til at det er en Betingelse forsammes Lykke, at det hviler paa en Grundvold af gjensidig Kjærlighed og Agtel-se, turde være saare tvivlsomt, om det er rigtigt paa en Maade at fremtvinge etÆgteskab under de forudsatte Omstændigheder. Ligesom en saaden Bestemmelsevel endog i enkelte Tilfælde (…) kunde tænkes at foranledige, at Gjerningsman-den gaaer videre end fra først af paatænkt, for at naae til Ægteskab og dervedundgaae Straf, saaledes vilde den Omstændighed, at det afhang af Familien ellerFruentimmeret selv, om Forbryderen skulde komme til at lide en betydelig Strafeller ikke, lettelig kunne medføre et meget stærkt Tryk af forskjellig Slags paa deVedkommende og derved maaskee ofte fremtvinge et Samtykke til Ægteskab,som man under andre Omstændigheder paa ingen Maade vilde have givet. I detvirkelige Liv vil det derhos, naar ikke meget graverende eller Opsigt vækkendeOmstændigheder have været forbundne med en Voldtægtsforbrydelse, neppe letskee, at der skulde blive anlagt Sag, naar de Vedkommende ønske den neddyssetog foretrække at indgaae Ægteskab, og i ethvert Fald vil under særdeles Omstæn-digheder Straffens Eftergivelse kunne indtræde ad Benaadningsveien.”

Om forarbejderne til straffelovens § 227 kan der henvises til udkast til ny straffe-lov af 1912 (U I) § 209 samt side 202-203. Der kan endvidere henvises til Torpsudkast af 1917 (U II) § 206 samt side 194 og udkast af 1923 (U III) § 207 samtspalte 325-326. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spal-te 3225 og 3373.Fra forarbejderne kan det særligt nævnes, at der af udkast af 1923 (U III) bl.a.fremgår følgende om bestemmelsen om strafbortfald ved indgåelse af ægteskab(§ 207) (spalte 325-25.:”Af Motiverne til Straffeloven S. 206-207fremgaar, at man bl. a. har fundet detunaturligt og uforeneligt med Retfærdighedens Grundsætninger, at Strafansvaretfor disse grove Forbrydelser skulde kunne bortfalde ved Eftergivelse fra privatePersoners Side. I Modsætning hertil finder Kommissionen i Tilslutning til K. U.1912 (§ 209) og T. U. (§ 206), at der paa Grund af disse Forbrydelsers Særegen-hed som rettede mod en Kvindes Kønsære bør aabnes Adgang til Bortfald af Straf,naar den krænkede senere er indtraadt i Ægteskab med den, der har forøvet Kræn-kelsen. I de praktisk hyppigste Tilfælde, hvor Forbrydelsen krænker KvindensKønsære, vil efter Omstændighederne et saadant Ægteskab kunne være en naturligOprejsning for Kvinden. Og i Almindelighed gælder det her, at Straf, naar et saa-dant Ægteskab er indgaaet, og Tilgivelse fra den forurettedes Side dermed harfundet Sted, vil virke forstyrrende paa dette Ægteskab og derved vil kunne tilføjeden forurettede forøget Lidelse. Overfor dette Hensyn bør det offentliges Interessei at drage Forbryderen til Ansvar vige. Forudsætningen maa naturligvis være, atder foreligger et gyldigt Ægteskab, og Adgangen til Straffens Bortfald er kun gjortfakultativ, idet de konkrete Omstændigheder i det enkelte Tilfælde maa være af-gørende. Det er ikke udelukket, at ogsaa andre Deltagere i Forbrydelsen undersaadanne Forhold kan fritages for Straf, og Hensynet til ikke at virke forstyrrendeind paa det indgaaede Ægteskab vil ogsaa kunne taleherfor.”

1.2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse ogstrafferammerBestemmelsen i straffelovens § 227 har endvidere været genstand for overvejelsei Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferam-mer. Det blev således i betænkningen bl.a. overvejet, om bestemmelsen burdeplaceres i straffelovens kapitel 10 om almindelige regler for straffens fastsættel-se. Der fremgår herom i betænkningen bl.a. følgende (side 738-39):”Straffelovens § 227 omstrafbortfald, når de personer, mellem hvilke kønsom-gængelsen har fundet sted, er indtrådt i ægteskab med hinanden, er beslægtet medde hensyn, der indgår i § 82, sml. herved stk. 1, nr. 10, hvorefter det i almindelig-hed skal indgå som formildende omstændighed, når gerningsmanden ved deltagel-se i konfliktråd eller på anden måde har ”genoprettet” den skade, der er forvoldtved den strafbare handling.Der er under rådets drøftelse af § 227 rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmel-sen som udtryk for et almindeligt strafudmålingshensyn i stedet burde placeres istraffelovens 10. kapitel om straffastsættelse, f.eks. i den opregning af formilden-de omstændigheder, som indgår i § 82 i rådets lovudkast. Imod en sådan løsningkan anføres, at § 227 er en integreret del af straffelovens øvrige bestemmelser omforbrydelser mod kønssædeligheden, og at videre overvejelser om at ophæve §227 som følge heraf bør ske i anden sammenhæng.Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege påspørgsmålet om placeringen af § 227 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning atfremkomme med forslag herom. Rådet bemærker dog, at § 227, såfremt bestem-melsen opretholdes, bør bringes i overensstemmelse med reglerne om registreretpartnerskab”

2. RetspraksisRetspraksis om straffelovens § 227 er sparsom. Bestemmelsen ses således aleneat være anvendt i trykt retspraksis i nedenstående kendelse af 20. januar 1941 fraØstre Landsret:I UfR 1941.446 Ø blev en straffesag vedrørende overtrædelse af straffelovens §222 udsat for at afvente resultatet af en ansøgning om dispensation fra ægteskabs-lovens alderskrav til indgåelse af ægteskab, som var indgivet til Justitsministeriet.Østre Landsret fandt, at sigtede ikke burde afskæres fra adgang til at nyde godt afbestemmelsen i straffelovens § 227, såfremt dette kunne opnås ved en kortere ud-sættelse af sagen. Den 21-årige sigtede og den 14-årige forurettede havde gentag-ne gange haft samleje, og sigtede og forurettede, der var gravid i 6.-7. måned, øn-skede nu med hendes forældres tilslutning at indgå ægteskab.

Herudover kan dog nævnes følgende dom, der ikke citerer straffelovens § 227,men dog som et element blandt flere synes at bygge på samme tankegang somden analoge anvendelse af § 227, der er omtalt i afsnit 1 ovenfor:TfK 2010.619 Ø: En 32-mand forsøgte at voldtage sin fraseparerede ægtefælle ogtildelte hende i forlængelse heraf ikke under ti knytnæveslag i ansigtet og på ar-mene samt sendte hende senere samme dag en sms med en trussel som nævnt istraffelovens § 266. Straffen blev fastsat til 1 års fængsel, heraf 7 måneder betin-get, således at den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med godt 4måneders varetægtsfængsling. Landsrettens begrundelse for at gøre en del af straf-fen betinget henviste til,atvolden ikke tilføjede forurettede større skade,attiltalte466