REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 4: Folketingets Ombudsmands beretning 2011

Efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 11, stk. 1 (lov nr. 473 af 12. juni1996, som senest ændret ved lov nr. 568 af 18. juni 2012) afgiver ombudsman-den en årlig beretning til Folketinget om sin virksomhed. Beretningen skalofentliggøres. I beretningen fremdrager ombudsmanden bl.a. udtalelser vedrø-rende enkeltsager, der måtte være af almindelig interesse. Redegørelsen for sa-gerne i beretningen skal indeholde oplysning om de forklaringer, som myndig-hederne har givet om de kritiserede forhold (ombudsmandslovens § 11, stk. 2).I overensstemmelse med de nævnte bestemmelser afgiver jeg hermed beretningfor året 2011. Det bemærkes, at jeg tiltrådte stillingen som Folketingets Om-budsmand den 1. februar 2012 og således ikke var ombudsmand i beretnings-året 2011.De sager, inspektionsrapporter og egen drift-rapporter, der er udtaget til ofent-liggørelse, trykkes ikke længere i beretningen; de findes derimod på den cd-rom, der er anbragt bagest i den trykte beretning. Desuden kan de findes påombudsmandens hjemmeside, www.ombudsmanden.dk, hvor de ofentliggøresløbende. Afsnittet, der i tidligere beretninger gav en sammenfattende fremstil-ling af de generelle forvaltningsretlige spørgsmål i de udvalgte sager (afsnit 2),kan ligeledes findes på hjemmesiden.Beretningen indeholder artikler fra embedets forskellige kontorer og afdelinger.Tanken er at give en bred og generel orientering om væsentlige forhold, sagereller udviklingstendenser.Ud over disse artikler indeholder beretningen en kort redegørelse fra embedetsdirektør om embedets generelle forhold.Statistikken er anbragt til sidst sammen med en fortegnelse over de sager oginspektionsrapporter, der er udtaget til beretningen.København, september 2012JØRGEN STEEN SØRENSEN

OMBUDSMAND ANNO 20121Den 1. februar i år tiltrådte jeg stillingen som Folketingets Ombudsmand ogafløste samtidig Hans Gammeltoft-Hansen, der gennem 25 år har sat sit storeog markante præg på posten. Selv får jeg efter alt at dømme en væsentlig kor-tere periode, for Folketinget planlægger en lovændring, således at ombudsman-den højst kan have stillingen i 10 år2. Det er efter min mening en god balancemellem på den ene side hensynet til jævnlig udskiftning og dermed fornyelse istillingen og på den anden side hensynet til rimelig kontinuitet i selve ombuds-mandsinstitutionen.Tidsbegrænsningen er også en god ansporing for ombudsmanden til at gen-nemtænke, hvad der skal præge embedet i den tid, som han har til rådighed.Ombudsmanden forventes nemlig i vidt omfang selv at tegne institutionen, ogligesom andre mennesker er ombudsmænd naturligvis forskellige.Det kan være nyttigt først at kaste et blik på, hvorfor vi overhovedet har en om-budsmand i Danmark.Da det moderne Danmark i den sene mellemkrigstid begyndte at tage form,lagde man ikke kun kimen til et velfærdssamfund med goder til borgerne. Manskabte også en stærk reguleringsmagt, og gennem årene fik både stat og kom-mune omfattende beføjelser til at fastsætte regler og træfe afgørelser, der grebind i almindelige menneskers hverdag. Det skulle alt sammen ske til samfun-dets bedste, men det er som bekendt en fattig trøst for den, der mener selv atvære blevet urimeligt behandlet.Hvem skulle borgerne så gå til, når de var utilfredse med myndighederne? Mankunne naturligvis gå til de almindelige klageinstanser, men de var ofte en del1 Artiklen svarer til en kronik optrykt i Politiken den 27. april 2012 under titlen ”Sidste led i borgernes retssik-kerhed”.2 Ændringen er nu gennemført ved lov nr. 568 af 18. juni 2012 om ændring af lov om Folketingets Ombuds-mand.

af det system, som de skulle kontrollere. Så var der domstolene, men en retssagvar – og er stadig – for mange mennesker en langvarig og bekostelig afære. Dervar brug for et alternativ, som kunne imødekomme den enkelte borgers behovfor en uafhængig, gratis og let tilgængelig klageinstans. Samtidig havde lovgiv-ningsmagten selv behov for en institution, der kunne kontrollere forvaltningensanvendelse af de regler, som man havde vedtaget.løsningen blev Folketingets Ombudsmand, der blev grundlovsfæstet i 1953og oprettet i 1955. Forbilledet var den svenske ombudsmandsordning, som varetableret allerede i 1809, men den danske model kom på vigtige punkter til atafvige fra den svenske. Og det er i vidt omfang den danske model, der siden erblevet udbredt til andre lande, således at ordet ”ombudsman” i dag er kendt påadskillige kontinenter.Det siges undertiden, at ombudsmanden er ”den lille mands advokat”. Det ud-trykker noget meget vigtigt, på den måde at ombudsmanden grundlæggende ertil for den almindelige borger, og at ombudsmandens fundamentale mission erat sikre, at den enkelte ikke bliver udsat for krænkelser eller urimeligheder fradet ofentlige. Men det er ikke ombudsmandens opgave at tage borgerens parti,sådan som en advokat skal tage sin klients parti. Ombudsmandens opgave ernøgternt og objektivt at vurdere, om forvaltningen har behandlet den enkelteborger i overensstemmelse med gældende ret og god forvaltningsskik.Et andet særkende er, at ombudsmanden ikke kan træfe bindende afgørelserover for forvaltningen, men kun udtale sin opfattelse og eventuelt henstille tilmyndighederne at tage den pågældende sag op igen. Det kan lyde skrøbeligt,og det er det for så vidt også. Men det kan dårligt være anderledes. Ombuds-mandens kompetence omfatter i princippet alt, hvad den ofentlige forvaltningforetager sig, og forestiller man sig, at han kunne træfe bindende afgørelser,ville man koncentrere uhørt magt i én enkelt institution. Det vil næppe nogenønske, heller ikke ombudsmanden.Det er derfor i virkeligheden en fin balance, at ombudsmanden på den ene sidehar magt til at undersøge enhver sag i den samlede ofentlige forvaltning, menat han på den anden side ikke kan gennemtvinge sin retsopfattelse. Det gør, atombudsmand og myndigheder må finde passende ”checks and balances” i for-hold til hinanden.I realiteten er det samtidig sådan, at ombudsmandens retsopfattelse stort setaltid bliver fulgt. Det har naturligvis sammenhæng med, at ombudsmanden haret stærkt mandat, i kraft af at han er valgt af Folketinget, også selv om Folke-tinget ikke som sådan involverer sig i de enkelte sager. Det har også sammen-

hæng med, at den danske forvaltning traditionelt har udvist en fornem princi-piel opbakning til ombudsmandsinstitutionen. Men det bærende bør være, atombudsmanden udøver sin virksomhed på en måde, der gør, at forvaltningenhelt enkelt kan se rigtigheden og rimeligheden i hans synspunkter. I det langeløb er det nemlig bedre at få myndighederne til at følge ombudsmandens hen-stillinger, fordi de forstår og anerkender dem, end fordi det så at sige er dårligstil at lade være.Ombudsmandens indflydelse bør altså dybest set – i sammenhæng med stærkparlamentarisk opbakning – bygge på respekt hos myndighederne. Det krævergrundlæggende, at ombudsmandsinstitutionen står for høj juridisk kvalitet.Men det stiller også nogle andre vigtige krav:For det første skal ombudsmanden – selv om han er til for den enkelte borger– huske på, at den danske forvaltning overordnet set er kompetent og professio-nel. Det ændrer ikke ved, at det i det daglige er ombudsmandens opgave at haveet kritisk blik på forvaltningen, for myndighederne kan f.eks. alligevel tage fejlaf juridiske spørgsmål, være for overfladiske i sagsbehandlingen eller behandleborgerne i strid med almindelige principper om hurtig sagsbehandling, høflig-hed og hensynsfuldhed. Den slags skal ombudsmanden naturligvis skride indover for, men han skal ikke glemme også at anerkende forvaltningen og densmange kompetencer.For det andet skal ombudsmanden sørge for at beskæftige sig med de rigtigespørgsmål. Ombudsmanden har det privilegium, at han selv bestemmer, hvilkesager han tager op, og hvilke spørgsmål i sagerne han undersøger. Meningener, at ombudsmanden på egen hånd skal vurdere, hvor og hvordan han bedstbruger sine ressourcer. Ombudsmanden skal derfor ikke lægge kræfter i uvæ-sentlige formalitetsspørgsmål, men sætte ind, hvor vigtige rettigheder kan væretilsidesat, eller hvor der er principielle spørgsmål at afklare. Det sidste gælder iforhold til dansk ret, men bestemt også i forhold til f.eks. EU-ret og internatio-nale menneskerettigheder, der får stadig større betydning for den enkelte bor-ger. Og vigtige principielle sager bliver interessant nok ved med at dukke op. Imine første godt to måneder som ombudsmand har jeg f.eks. allerede været indei så forskellige spørgsmål som ofentligt ansattes ytringsfrihed, KøbenhavnsPolitis rømning af Scala, kommuners pligt til grundig sagsoplysning i kampenmod socialbedrageri og sundhedsvæsenets behandling af levendefødte børn, derkommer til verden som følge af sen abort.For det tredje skal ombudsmanden så vidt muligt være konstruktiv og fremad-rettet. Det siger som nævnt sig selv, at ombudsmanden først og fremmest har tilopgave at kontrollere, om myndighederne har begået fejl, og han skal selvsagt

lade hammeren falde i de tilfælde, hvor forvaltningen har handlet kritisabelt.Men dybest set skal ombudsmanden være en medspiller i det samlede ofentlig-retlige system – en slags bagstopper, der bidrager til optimering af legalitet, for-valtningskultur og respekt for menneskerettigheder.Ombudsmanden må altså på en og samme tid gerne være forvaltningens ”ondeånd og gode fe”. Det er nemlig den bedste og mest efektive måde at udfyldeden helt grundlæggende funktion: at være et bolværk for den borger, der menerat være blevet forkert eller urimeligt behandlet af myndighederne.Ombudsmandsinstitutionen står over for en række vigtige problemstillinger i dekommende år:Én problemstilling har med de ressourcemæssige forhold i den ofentlige for-valtning at gøre. Både statslige og kommunale myndigheder har i den seneretid oplevet betydelige nedskæringer, og intet tyder på, at det bliver anderledesforeløbigt. Det bliver derfor en meget væsentlig opgave for forvaltningen i denkommende tid at prioritere og administrere efektivt, således at den ressource-mæssige situation ikke går ud over kerneydelserne mere end højst nødvendigt.Her kan ombudsmanden siges at have en dobbelt opgave.På den ene side er det vigtigt, at ombudsmanden f.eks. ikke stiller flere krav tilformaliteterne i forvaltningens sagsbehandling, end der er rimelig sikkert belægfor i lovgivningen eller i principperne om god forvaltningsskik. Den sammekrone kan som bekendt ikke bruges to gange, og bruges den på proces og for-maliteter, kan den ikke også bruges på kerneydelsen. Her må ombudsmandenvære bevidst om de ressourcemæssige konsekvenser af de krav, som han stillertil forvaltningen.På den anden side er det en tilsvarende vigtig opgave for ombudsmanden at hol-de øje med, at kerneydelsen så faktisk bliver leveret i det omfang, det følger aflovgivningen, og ikke mindst med den nødvendige hurtighed. Her er det ikkeombudsmandens opgave at hjælpe myndighederne, i en vis forstand tværtimod.Det er ombudsmandens opgave at være med til at sikre, at borgerne får, hvadde har krav på, og at få myndighederne til i relevant omfang at melde klart ud,hvis de inden for rammerne af lovgivningen sænker serviceniveauet. En muliggrundlæggende spænding mellem de ressourcer, der er til rådighed, og det, somborgerne efter reglerne har krav på, må i sidste ende løses af lovgivningsmagtenog ikke af hverken forvaltningen eller ombudsmanden.En anden problemstilling vedrører ombudsmandens brug af institutionens egneressourcer. Ombudsmanden har et sekretariat på ca. 90 medarbejdere og en år-

lig bevilling på ca. 55 mio. kr. På den anden side står en samlet ofentlig for-valtning med knap 800.000 medarbejdere og et svimlende budget. Det sigerderfor sig selv, at det i realiteternes verden kun er en forsvindende del af forvalt-ningens daglige virksomhed, som ombudsmanden kan beskæftige sig med.Hertil kommer, at antallet af klagesager hos ombudsmanden gennem mange århar været støt stigende og i dag ligger på ca. 5.000 om året. Den enkelte klagerhar i reglen en helt naturlig forventning om at få sin sag indgående behandlet,og helst af ombudsmanden personligt. Samtidig er det en vigtig opgave forombudsmanden ikke kun at behandle klagesager, men også at tage sager op tilundersøgelse af egen drift, når der er anledning til det (uanset om der viser sigat være noget at kritisere eller ej). Tilsvarende vigtige er inspektionerne, hvorombudsmanden tager ud og besøger institutioner for samfundets mest udsattegrupper, f.eks. fængsler, psykiatriske afdelinger og døgninstitutioner for børnog unge, med henblik på bl.a. at kontrollere, at de pågældende bliver behandleti overensstemmelse med loven og almindelige humanitære normer. Denne virk-somhed fylder allerede i dag meget, og den vil blive yderligere udvidet, når derformentlig til efteråret bliver etableret et særligt børnekontor i ombudsmands-institutionen3. Endelig har ombudsmanden også andre særlige opgaver, f.eks. atfølge tvangsmæssige udsendelser af udlændinge fra Danmark.Alt dette indebærer, at ombudsmanden i de kommende år kommer til at priori-tere håndfast i de sager, som han har mulighed for at gå ind i, således at institu-tionens ressourcer bruges bedst muligt. Det betyder bl.a., at ombudsmanden måanlægge en kontant ”screening” af de enkelte klagesager og afvise at behandledem, hvis der ikke kan antages at være noget reelt at komme efter, eller hvisressourceforbruget ikke står mål med det sandsynlige udfald af sagen. Afvis-ninger kan helt naturligt gøre de berørte klagere utilfredse, men alternativet vilhurtigt kunne blive, at ombudsmanden ikke får varetaget nogen af sine opgaverpå en helt tilfredsstillende måde, i hvert fald ikke inden for en bare nogenlunderimelig tidsramme. Måske er det i virkeligheden også bedre for den enkelte kla-ger hurtigt at få ren besked frem for falske forhåbninger, fordi ombudsmandenbruger lang tid på grundige gennemgange, der alligevel ikke fører til det, somklageren ønsker.Det vil derfor være vigtigt med en så sikker forventningsafstemning som mu-ligt, således at der ikke er urealistiske forventninger til, hvad der kommer udaf at indbringe en sag for ombudsmanden. Og samtidig vil det være vigtigt atfortsætte arbejdet med efektiviseringer og bedre sagsgange i ombudsmands-institutionen, vel at mærke uden at det går ud over den juridiske kvalitet. Godforvaltning er nemlig langt mere end finkalibreret jura. Det er også gennem-3 Det nødvendige lovgrundlag for et sådant børnekontor er nu tilvejebragt ved den lovændring, der er nævnt inote 2 på side 9.

tænkt ressourceanvendelse, hurtig sagsbehandling og god ledelse, og ombuds-mandsinstitutionen bør naturligvis selv gå forrest med det gode eksempel.Der er kort sagt en bred vifte af væsentlige problemstillinger at tage fat på, nårombudsmandsinstitutionen skal tilpasse sig en ny tid. Men kan man fastholdeog udbygge et kritisk og samtidig konstruktivt forhold til forvaltningen, brugeressourcerne målrettet på det væsentlige og realistisk afstemme omverdenensforventninger, vil ombudsmandsinstitutionen også fremover være en fundamen-tal del af det danske retssamfund og af princippet om beskyttelse af det enkeltemenneskes rettigheder. Naturligvis i tæt samspil med domstolene, som altid vilhave det sidste ord i retsspørgsmål, men som samtidig i deres praksis lader sigpåvirke og inspirere af ombudsmandens retsopfattelser.Og så må ombudsmandsinstitutionen aldrig selv blive hævet over debat og kri-tik. Der vil nemlig altid ligge et potentielt problem i uafhængige kontrolinstan-ser, for hvem skal egentlig kontrollere kontrollanterne? Det er derfor vigtigtmed konstruktiv kritisk opmærksomhed også i forhold til ombudsmandsinsti-tutionen, for ellers er det for let at henfalde til vante rutiner og gammel praksis,der måske kunne forbedres. Vi vil gerne have den respekt, som vi og institutio-nen fortjener, men vi vil også gerne lære at blive bedre, hvor vi kan.Personligt er jeg dybt beæret over den tillid, som Folketinget har udvist, og jegskal gøre mit bedste for at vise mig værdig til den. Det bør også fremover væresådan, at ”ombudsman” er et af de bedst kendte danske ord på fremmede kon-tinenter, for det er en god vare, som Danmark har udviklet og eksporteret tilværn om det enkelte menneske.

Under en tvangshjemsendelse gik en 16-årig afghansk drengamok i Københavns Lufthavn. Han forsøgte at slå sit hoved ind ien betontrappe for at undgå at blive sendt tilbage til Afghanistanmed sin mor og sine to mindre søskende. Flere politifolk måtteholde ham og igennem flere timer tale ham til ro sammen medmoderen. En medarbejder fra ombudsmanden observerede heleforløbet og fløj med til Frankfurt, hvor familien blev overdragettil afghansk sikkerhedspersonale.Ombudsmandens udsendte medarbejder konstaterede efter-følgende, at politiet havde brugt magt over for drengen, men atmagtanvendelsen havde været proportional med situationen.Ombudsmanden spurgte til det forhold, at afghanske sikkerheds-vagter havde taget over i Frankfurt, og hvem der var ansvarlig forresten af rejsen til Afghanistan. Svaret var, at ”ruten” var nedlagt,og ombudsmanden lukkede sagen.

Efter at være blevet væk fra et møde i kommunen fik en mand stoppet sine sygedagpenge. Kommunensendte afgørelsen med post til manden i begyndelsen af februar 2011, men først i april klagede hanover afgørelsen.Mandens klage blev afvist af klageinstansen – beskæftigelsesankenævnet – med henvisning til atklagefristen på fire uger var overskredet. Da ombudsmanden så på sagen, viste det sig imidlertid, atmanden slet ikke havde modtaget afgørelsen fra kommunen i februar. Kommunen havde fået brevetretur, fordi adressen var forkert. Manden oplyste, at han først havde modtaget afgørelsen i april oghavde klaget dagen efter. I forbindelse med ombudsmandens høring viste det sig tilmed, at mandentidligere havde bedt kommunen om at kommunikere pr. e-mail. Herefter valgte beskæftigelsesanke-nævnet at behandle klagesagen, og ombudsmanden lukkede sagen.Senere blev ombudsmanden orienteret om nævnets afgørelse.

En kvinde arbejdede i en offentlig kantine en dag om ugen og hver anden weekend. Derudover toghun ekstra vagter. Spørgsmålet var, om hun var fastansat, eller om hun var løsarbejder. Det var af-gørende, da kvinden var gravid og kun kunne få barselsdagpenge, hvis hun havde en fast tilknytningtil arbejdsmarkedet. Kvinden mente selv, at hun havde ret til barselsdagpenge, men kommunen ogbeskæftigelsesankenævnet mente, at hun var løsarbejder og ikke berettiget.Ombudsmanden sendte klagen til høring i beskæftigelsesankenævnet, som bad arbejdsgiveren omflere oplysninger om kvindens arbejdstid. På baggrund af de nye oplysninger ændrede nævnet sin af-gørelse, sådan at kvinden fik ret til barselsdagpenge. Derfor lukkede ombudsmanden sagen.

EMBEDETS AlMINDElIGE FORHOlDDen 3. juni 2011 anmodede Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, Folketingets Retsudvalg om at fratræde hvervet som ombudsmandmed udgangen af januar måned 2012. Der blev afholdt nyvalg til Folketingettorsdag den 15. september 2011, og efter ombudsmandslovens § 1, stk. 1, vælgerFolketinget efter hvert folketingsvalg en ombudsmand.På sit første møde efter valget nedsatte Retsudvalget et underudvalg med enrepræsentant for hvert af partierne Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folke-parti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, liberal Allianceog Det Konservative Folkeparti. Underudvalget havde to opgaver: at fremsætteforslag til Retsudvalget om indstilling om valg af ny ombudsmand og at se påbehovet for ændring af den gældende ombudsmandslov på baggrund af beret-ningen over det forrige Retsudvalgs beslutningsforslag nr. B 99 om ændring afombudsmandsloven (Folketingstidende 2010-11, 1. samling).Med hensyn til opfølgningen på beretningen over beslutningsforslag nr. B 99fremsatte Mogens lykketoft (S), Bertel Haarder (V), Søren Espersen (DF),Marianne Jelved (RV) og Holger K. Nielsen (SF) den 11. maj 2012 lovforslagnr. l 188 om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand (Folketingstidende2011-12). lovforslaget blev vedtaget den 13. juni 2012. Vi vil naturligvis følgeop på loven i den kommende beretning for 2012.Af beslutningsforslag nr. B 23 vedrørende valg af Folketingets Ombudsmand(Folketingstidende 2011-12) fremgår, at daværende rigsadvokat Jørgen SteenSørensen blev indstillet. Jørgen Steen Sørensen blev valgt til Folketingets Om-budsmand fra den 1. februar 2012.I dagene fra den 20. til den 22. oktober 2011 var den danske ombudsmand medstøtte fra Folketinget vært for det 8. nationale seminar for kredsen af europæ-

iske ombudsmænd. Titlen på seminaret varRet, politik og ombudsmænd efter Lis·sabontraktaten (Law, politics, and ombudsmen in the Lisbon era).Seminaret blev arrangeret som en del af det arbejde, der foregår i det netværkaf ombudsmænd, som er etableret omkring Den Europæiske Ombudsmand.Samarbejdet i netværket, der blev påbegyndt i 1996, omfatter, ud over DenEuropæiske Ombudsmand selv, de nationale og regionale ombudsmænd i EU-medlemslandene, Norge, Island og lande, der er godkendt som ansøgerlande.Nationale og regionale ombudsmænd i netværket kan anmode Den EuropæiskeOmbudsmand om skriftlige svar på spørgsmål om EU-lovgivningen og densfortolkning, herunder spørgsmål, der opstår i forbindelse med deres behandlingaf specifikke sager.Netværket udveksler endvidere løbende oplysninger og erfaringer fra kontorer-nes daglige arbejde. Der er udpeget faste kontaktpersoner hos de enkelte insti-tutioner. Disseliaison officersholder hver andet år et møde, som arrangeres afDen Europæiske Ombudsmand. Herudover arrangeres der hvert andet år etseminar med deltagelse af ombudsmændene selv. Disse seminarer arrangeresaf Den Europæiske Ombudsmand i tæt samarbejde med de nationale ombuds-mænd på skift. Seminaret i oktober 2011 i København var således arrangeret afDen Europæiske Ombudsmand og den danske ombudsmand i fællesskab.Som et led i netværkets arbejde udgives nyhedsbrevetEuropean Ombudsmen –Newslettertil udveksling af information om EU-retten og bedste praksis. Detudgives to gange årligt på engelsk, fransk, tysk, italiensk og spansk. Nyhedsbre-vet giver ombudsmændene et forum, hvor de kan forklare EU-retlige sager, somde har behandlet, udveksle eksempler på sagsbehandlingspraksis, der kan værenyttig for andre medlemmer af netværket, og holde deres kolleger underrettetom ændringer i deres institutioner. Nyhedsbrevet er også medium for de mangemedlemmer af den europæiske region i Det Internationale Ombudsmandsin-stitut (IOI) og indeholder et afsnit forbeholdt aktiviteterne i IOI's europæiskeregion.Den Europæiske Ombudsmand stiller en ekstranettjeneste med debatfora ogdokumentdeling til rådighed for medlemmerne af det europæiske netværk afombudsmænd. Ekstranettet indeholder desuden en elektronisk nyhedstjene-ste,Ombudsman Daily News,som udsendes på alle arbejdsdage, med artikler,pressemeddelelser og andre meddelelser fra kontorerne i de lande, der er med inetværket. Ekstranettet indeholder endvidere en opdateret liste over nationaleog regionale ombudsmænd i Den Europæiske Unions medlemsstater, ansøger-landene og visse andre europæiske lande.

Med Folketingets vedtagelse af lov nr. 248 af 30. marts 2011 om ændring afudlændingeloven fik Folketingets Ombudsmand pr. 1. april 2011 ansvaret for atvaretage tilsyn med tvangsmæssige udsendelser af statsborgere fra tredjelande(ikke-EU-lande), som ikke har lovligt ophold i Danmark.loven havde til formål at gennemføre de ændringer i udlændingeloven, der varnødvendige som følge af EU-direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 omfælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredje-landsstatsborgere med ulovligt ophold (udsendelsesdirektivet). Ifølge direktivetsartikel 8, stk. 6, skal medlemsstaterne sørge for en efektiv ordning for tilsynmed tvangsmæssig udsendelse.Efter udlændingelovens § 30, stk. 2, 1. pkt., er det politiet, der i Danmarkdrager omsorg for udlændinges udrejse af landet, når de ikke udrejser frivilligt.Inden ændringsloven blev vedtaget, eksisterede der ikke et særskilt tilsyn medpolitiets virksomhed i forbindelse med tvangsmæssige udsendelser.Ifølge § 30 a i udlændingeloven skal tilsynet med politiets tvangsmæssige ud-sendelser varetages af Folketingets Ombudsmand. Tilsynet omfatter de tvangs-mæssige udsendelser, der finder sted på baggrund af afgørelser om tilbagesen-delse i direktivets forstand, jf. artikel 6 i direktivet. Selv om direktivet udeluk-kende vedrører tvangsmæssig udsendelse af tredjelandsstatsborgere, omfattertilsynet efter bestemmelsen i udlændingeloven imidlertid også tvangsmæssigeudsendelser af EU-borgere for ikke at stille dem ringere end tredjelandsstats-borgere.Tilsynet omfatter tiden fra de danske myndigheders beslutning om tvangsmæs-sig udsendelse, og frem til udsendelsen er gennemført. Ombudsmanden skal ihenhold til § 30 a, stk. 2, særligt påse, at politiets virksomhed i forbindelse medtvangsmæssige udsendelser foretages med respekt for individet og uden unødigmagtanvendelse.Tilsynet foregår på grundlag af den danske ombudsmandslov. Ombudsmandenskal således bedømme, om politiet handler i strid med gældende dansk ret, her-under Danmarks forpligtelser i henhold til EU-retten og i henhold til interna-tionale menneskerettighedskonventioner, jf. ombudsmandslovens § 21. For såvidt ombudsmanden som et led i tilsynet gennemfører inspektioner efter § 18 iombudsmandsloven, kan ombudsmanden endvidere bedømme forholdene ud fraalmenmenneskelige og humanitære synspunkter.Ombudsmandens tilsyn skal være overordnet og generelt. Der skal således somled i dette tilsyn ikke behandles konkrete klager over den enkelte politibetjents

adfærd. Sådanne klager skal behandles af de relevante klagemyndigheder. Derskal heller ikke ske underretning af de udlændinge, hvis sager ombudsmandenvælger at se på i forbindelse med udøvelsen af tilsynet. Der er tale om en gene-rel kontrol med udsendelsesområdet. Ombudsmanden kan dog i overensstem-melse med de almindelige regler i ombudsmandsloven modtage klager overkonkrete forhold og tage sager op af egen drift, jf. ombudsmandslovens § 13 og§ 17. I så fald gælder det almindelige princip i ombudsmandslovens § 14. Efterdenne bestemmelse kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold, derkan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed hartrufet afgørelse.Ombudsmanden afgiver en årlig beretning om tilsynets virksomhed til Folke-tinget.I perioden fra april 2011 til december 2011 har ombudsmanden deltaget i4påsete og 4 ledsagede udsendelser. De påsete udsendelser var til Serbien, li-banon, Elfenbenskysten og Indien, mens de ledsagede udsendelser var til DenDemokratiske Republik Congo, Nigeria, Afghanistan og libanon. I alt fulgteombudsmanden 13 udsendelsessager, der vedrørte 17 personer.På baggrund af deltagelsen i en ledsaget udsendelse til Afghanistan rejste om-budsmanden 2 spørgsmål. Det ene vedrørte politiets praksis i tilfælde, hvorgennemførelse af en udsendelse medfører opsplitning af familier. Som svarsendte politiet en redegørelse for henholdsvis de principielle overvejelser i for-hold til opsplitning af familier og for politiets procedure i situationer, hvor eteller flere familiemedlemmer ikke er til stede ved afhentningen. Det andetspørgsmål vedrørte politiets praksis ved udsendelser til Afghanistan, hvor po-litiet i Frankfurt overgav udlændingene til private sikkerhedsfolk hyret af detafghanske luftfartsselskab. Politiet svarede, at ruten til Afghanistan via Frank-furt ikke længere blev benyttet, og at politiet således ikke længere overgav ud-lændinge til private sikkerhedsfolk. Politiets svar blev taget til efterretning afombudsmanden og gav ikke ombudsmanden anledning til at udtale kritik.I december 2011 modtog ombudsmanden for første gang kopi af politiets afslut-tede udsendelsessager i 2011 til gennemgang. Der var i alt 277 sager. Sagernefordelte sig med 235 sager om påsete udsendelser, 41 sager om ledsagede udsen-delser og en sag om en person, som var skønnet udrejst. 10 pct. af sagerne blevudvalgt tilfældigt til gennemgang af følgende forhold: anvendelse af magt, ud-sendelse af familier, udsendelse af udsatte grupper (såsom børn, herunder uled-sagede børn, enlige kvinder, ældre personer, personer med funktionsnedsættelseog personer med dårligt helbred), forudgående kontakt mellem politiet og ud-lændingene, politiets sikkerhedsvurderinger og politiets udsendelsesrapporter.

Tallet for sager, der blev oprettet på baggrund af en klage, var 4.670 i 2011 mod4.827 i 2010.103 sager blev oprettet som følge af ombudsmandens mulighed for af egen driftat undersøge sager (initiativsager). 23 sager var inspektionssager, og 75 sagerblev oprettet i relation til embedets opgaver i forbindelse med OPCAT (se Fol-ketingets Ombudsmands beretning for 2009, side 18). Desuden blev der opret-tet 18 sager i relation til ombudsmandens funktion som kontrolmyndighed iforbindelse med tvangsmæssige udsendelser af udlændinge. Der blev iværksat etegen drift-projekt i 2011, og i forbindelse med dette projekt blev der i 2011 bedtom 20 sager fra det nuværende Fødevareministeriets Klagecenter.

Normalt sendes der et første svar fra ombudsmanden til den, der har klaget –også i sager, der senere afvises – inden for 10 arbejdsdage efter modtagelsen afklagen. 40,7 pct. af de afviste klagesager blev afsluttet, inden der var gået 10kalenderdage. Den gennemsnitlige behandlingstid i klagesager, der blev afvist,var 33,7 dage i 2011.Sagsbehandlingstiden ligger nogenlunde stabilt: Den gennemsnitlige behand-lingstid for realitetsbehandlede konkrete sager (dvs. klagesager samt konkretesager rejst på ombudsmandens eget initiativ, men ikke inspektioner mv.), somblev afsluttet i beretningsåret, var 5,3 måneder (162,7 dage), og for afviste kon-krete sager var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2011 33,7 dage. Detilsvarende tal for 2010 var 31,0 dage for afviste konkrete sager og 154,9 dagefor realitetsbehandlede konkrete sager.Ombudsmanden har opstillet mål for den tilstræbte sagsbehandlingstid ikla·gesagerne,dels for de sager, der afvises, dels for de sager, der realitetsbehandles.Målet er, at 90 pct. af de klagesager, der afvises, bør være afsluttet inden for2måneder. 75 pct. af de klagesager, der realitetsbehandles, bør være afsluttetinden for 6 måneder; efter 1 år skal 90 pct. af de klagesager, der realitetsbe-handles, være afsluttet.Disse mål nåede vi ikke helt i 2011: 84,8 pct. af de afviste klagesager blev af-sluttet inden for 2 måneder (regnet som 60 dage) – målet var 90 pct. Af de rea-litetsbehandlede klagesager blev 73,4 pct. afsluttet inden for et halvt år (regnet

Pr. 1. juni 2012 var der 258 konkrete sager, som ikke var afsluttet, 5 månederefter at de var oprettet. Heraf afventede 163 ombudsmanden.I 2011 erklærede ombudsmanden sig inhabil i 1 klagesag. Folketingets Retsud-valg overdrog til landsdommer Ejler Bruun at behandle denne sag.Færøernes lagting overdrog i 2011 2 sager til ombudsmanden som sætteom-budsmand for lagtingets Ombudsmand, mens Grønlands landsting ikkeoverdrog ombudsmanden nogen sager som sætteombudsmand for landstingetsOmbudsmand i perioden.Der blev i alt registreret 30.305 dokumenter (breve til og fra embedet mv.) i em-bedets elektroniske system i kalenderåret 2011. Det tilsvarende tal for 2010 var28.346 dokumenter.Den 1. maj 2012 var huset organiseret på følgende måde:

1 afdelingschef1 kommitteret3 kontorchefer1 personalekonsulent2 specialkonsulenter1 it- og servicechef1 informationskonsulent1 kommunikationskonsulent4 fuldmægtige1 it-driftsmedarbejder14 kontormedarbejdere2 driftsmedarbejdere5 husbetjente3 studentermedhjælpereKontoret behandlernavnlig sager om:Afdelingens inspektions·virksomhed omfatter navnlig:FængslerArresthuseSikrede institutionerPensionerDetentionerPolitiets venterumPsykiatriske afdelingerSociale og socialpsykiatriskebostederLigebehandling af menneskermed handicapDøgninstitutioner for børn og ungeAfdelingen behandler ogsåsager om:Patientklager (psykiatri)Psykiatriske afdelingerFængelsforholdForsvaretStraffesager og politiDomstoleneAdvokaterPrivate retsforholdJustitsforhold i øvrigtLigebehandling af menneskermed handicapBeskæftigelseslovgivningenKontanthjælp mv.Sociale pensionerSygedagpengeLov om social service bortset frahjælpeforanstaltninger over forbørn og unge, sociale institutio-ner og biler til handicappedeKontoret behandlernavnlig sager om:Kommunalretlige spørgsmålMiljø- og planlovgivningenNaturbeskyttelseByggeri og boligerBudget og økonomiValg, personregistrering mv.PersonalesagerBiler til handicappedeTrafik- og vejområdetAdoptionBidragssagerAlderspension

Direktøren og afdelingschefen for Almen Afdeling varetager i nødvendigt om-fang en vis andel af de opgaver, som efter loven er henlagt til ombudsmanden.De kan inden for dette område efter delegation fra ombudsmanden varetageombudsmandens funktioner, herunder afgive endelig udtalelse i en sag. Direk-tøren kan endvidere foretage inspektioner. I ombudsmandens fravær overtagerdirektøren – og i tilfælde af at også direktøren er fraværende, afdelingschefen– ombudsmandens opgaver, når ombudsmanden træfer beslutning herom, jf.ombudsmandslovens § 27. Direktøren har det overordnede ansvar for ombuds-mandsinstitutionens drift. I bilag A findes der flere oplysninger om organisa-tion og personale.Ombudsmanden selv og flere af medarbejderne ved embedet holder hvert år enrække foredrag, dels af alment oplysende karakter, dels af mere faglig karakter,om ombudsmandens virksomhed. Nogle medarbejdere, og i et vist omfang ogsåombudsmanden selv, underviser desuden på kurser om ofentligretlige emner,ligesom et antal medarbejdere fungerer som undervisere og censorer på landetsuniversiteter.Ombudsmandens og chefernes undervisningsaktiviteter kan man i øvrigt læsemere om i ombudsmandens årlige redegørelser på hjemmesiden www.ombuds-manden.dk.Hvert år har embedet besøg af udenlandske gæster, ofte med meget forskelligbaggrund. Fælles er dog ønsket om at vide mere om den danske ombudsmands-ordning, dens historie og dens påvirkning internationalt. Der tilbydes altid engenerel orientering.Endvidere deltager embedet i internationalt samarbejde på forskellige niveauer,bl.a. gennem en samarbejdskontrakt med Udenrigsministeriet. Kontrakten åb-ner mulighed for at indgå samarbejdsprojekter med ombudsmandsinstitutioner– ofte i verdens fattigste lande.

Efter at være kommet til skade med sit knæ blev en kvindehenvist til en såkaldt MR-scanning. Hun ville imidlertid ikke ventepå scanningen, men opereres med det samme. Derfor henvendtehun sig til et privathospital og fik lavet en kikkertoperation tilknap 18.000 kr. Nu ville hun gerne have regionen til at betaleregningen, men det ville regionen ikke. Reglerne er sådan, at mankan blive behandlet på et ”aftalesygehus”, hvis bopælsregionenikke kan tilbyde behandling inden for en måned. Det er dog enbetingelse, at regionssygehuset henviser til behandling på detprivate hospital. Da kvinden på eget initiativ havde henvendt sigtil privathospitalet, kunne ombudsmanden ikke hjælpe kvindenmed at få regionen til at refundere hendes udgifter.Regionen kunne i øvrigt ikke dokumentere, at kvinden var blevetvejledt om udvidet frit sygehusvalg i forbindelse med indkaldel-sen til MR-scanning. Det beklagede regionen.

En ung mand overtog sin fars bil og byggede den om, så motorenfik større ydeevne. Sønnen blev dog standset af politiet, sombeslaglagde bilen, fordi der kun var betalt registreringsafgift efterbilens oprindelige motorstørrelse. Efter foreløbige undersøgelseraf bilen vurderede SKAT, at familien skulle betale 37.000 kr. ekstrai registreringsafgift på grund af ombygningen. Faderen tilbød atbetale pengene med det samme, så sønnen kunne få sin bil tilbage.Det fik faderen dog ikke lov til, og samtidig fik han at vide, at hanskulle betale 9.000 kr. for SKATs opbevaring af bilen.Faderens advokat klagede til ombudsmanden, fordi SKAT ikkemente, at han kunne klage til den normale ankeinstans, Lands-skatteretten. Ombudsmanden var dog umiddelbart ikke enig.Han sendte klagen videre til Landsskatteretten og skrev til advo-katen, at faderen kunne vende tilbage, når han havde fået svarfra Landsskatteretten. Efter to måneder fik sønnen bilen tilbage.

Ved ændringen af udlændingeloven i 2003 bestemte Folketinget, at Udlæn-dingestyrelsen skulle have pligt til at iværksætte en eftersøgning af forældrenetil uledsagede mindreårige asylansøgere. Eftersøgningen skulle indledes hur-tigst muligt efter barnets ankomst til Danmark og krævede normalt, at barnetsamtykkede.Senere, i 2007, blev pligten udvidet. Udlændingestyrelsen fik således pligt til ateftersøge forældre til alle uledsagede børn – uanset om barnet havde søgt asyleller ej. Eftersøgningspligten var heller ikke længere afhængig af et samtykkefra barnet.Samtidig blev det nu bestemt, at alle uledsagede børn, der havde fået afslag påopholdstilladelse, skulle tilbydes en veltilrettelagt og forsvarlig hjemsendelse, ensåkaldt forberedt hjemsendelse. Myndighederne skulle med andre ord under-søge, om der var et familiemedlem, en organisation eller lignende, der kunnestå klar til at modtage barnet ved hjemkomsten og yde hjælp i tiden efter. Ord-ningen kunne dermed også føre til, at barnet blev genforenet med forældre elleranden familie.den irakiske drengI december 2008 rejste en 16-årig irakisk dreng ind i Danmark og søgte asyl.Drengen oplyste, at hans forældre og søster var blevet dræbt i en bombeeksplo-

sion i 2007, og at han havde boet hos sin morbror og dennes familie, indtil hanrejste til Danmark. Han havde ikke anden familie i Irak. Efterfølgende havdehan fået at vide, at morbroren heller ikke var i live længere.I sommeren 2009 gav først Udlændingestyrelsen og siden Flygtningenævnetdrengen afslag på asyl. Kort tid efter gav Udlændingestyrelsen også drengen af-slag på opholdstilladelse efter de særlige regler, der gælder for uledsagede flygt-ningebørn. Begrundelsen var, at drengen efter Udlændingestyrelsens opfattelseikke ville havne i en reel nødsituation, når han kom tilbage til Irak.Drengens advokat klagede over afslaget på opholdstilladelse til det daværendeIntegrationsministerium, der i januar 2010 godkendte Udlændingestyrelsensafgørelse. Ministeriet mente ikke, det var dokumenteret eller sandsynliggjort, atdrengens morbror var død, eller at drengen var uden et familiemæssigt netværki Irak.Udlændingestyrelsen havde under sagens behandling ikke gjort noget forsøg påat eftersøge drengens morbror.Drengens advokat klagede herefter til ombudsmanden. Advokaten mente bl.a.,at Udlændingestyrelsen burde have eftersøgt drengens morbror, da morbrorenvar den eneste slægtning, drengen havde tilbage i Irak efter forældrenes død.Hvis morbroren ikke blev fundet, mente advokaten, at drengen ville blive bragti en reel nødsituation, hvis han vendte tilbage til Irak.drengen var ikke alene med sit problemUdlændingestyrelsen havde – som nævnt indledningsvis – siden 2003 haft pligttil at iværksætte eftersøgning af forældrene til uledsagede mindreårige asylan-søgere og siden 2007 forældrene til alle uledsagede børn. Denne eftersøgnings-pligt var indsat i udlændingeloven af hensyn til barnet. Formålet med reglen varat hjælpe barnet med at finde sine forældre og – om muligt – blive genforenetmed forældrene.Problemet var imidlertid, at Udlændingestyrelsen ikke forsøgte at finde for-ældrene, før barnet skulle sendes tilbage til hjemlandet, og da for at sikre, athjemsendelsen blev forsvarlig. Men selv som en del af den procedure, der skullesikre en forsvarlig hjemsendelse, havde Udlændingestyrelsen ikke fået etablereten velfungerende eftersøgningsordning.Det betød, at der kunne gå lang tid, fra barnet var indrejst i Danmark, til Ud-lændingestyrelsen eventuelt forsøgte at finde barnets forældre. Men det betød

også, at man normalt ikke forsøgte at finde forældrene til de børn, som ikkeskulle sendes hjem, fordi de fik opholdstilladelse i Danmark.ombudsmandens kritikpunkterOmbudsmanden mente, det var meget beklageligt, at udlændingemyndigheder-ne i så mange år havde tilsidesat eftersøgningspligten.Mens ombudsmanden behandlede sagen, blev det klart, at Udlændingestyrelsenikke alene havde pligt til at eftersøge forældre, men også andre familiemedlem-mer – i hvert fald familiemedlemmer, der måtte anses for at være trådt i foræl-dres sted. Ombudsmanden kritiserede derfor også Udlændingestyrelsen forikke at have eftersøgt den irakiske drengs morbror, idet morbroren havde tagetsig af ham, inden han rejste ud af Irak, og fordi drengen havde fået at vide, atmorbroren – måske – var død. En eftersøgning kunne muligvis have af- ellerbekræftet denne oplysning.Både Udlændingestyrelsen og Integrationsministeriet (nu Justitsministeriet)tilkendegav, at myndighederne for fremtiden ville sikre, at familiemedlemmertil de uledsagede børn blev eftersøgt hurtigst muligt. Det stod dog allerede daklart, at problemet ikke var så enkelt at løse.vanskelige eFtersøgningerEfter vedtagelsen af 2007-loven blev udlændingemyndighederne klar over, atDansk Røde Kors ikke – som man ellers havde regnet med – kunne hjælpe medeftersøgninger inden for de rammer, der nu lå i udlændingeloven. Udlændin-gestyrelsen forklarede over for ombudsmanden, at Dansk Røde Kors kun villeiværksætte eftersøgning på den mindreåriges eget initiativ. Endvidere havdeRøde Kors ikke mulighed for at videregive resultatet af en eftersøgning tiludlændingemyndighederne, idet det kun var den, som eftersøgte og udfyldteeftersøgningsskemaet, der kunne modtage oplysninger om resultatet af efter-søgningen.Udlændingestyrelsen havde tidligere haft den opfattelse, at den opfyldte efter-søgningspligten ved blot at opfordre børnene til selv at iværksætte en eftersøg-ning via Internationalt Røde Kors. Det var ombudsmanden dog ikke enig i, ogunder hans behandling af sagen præciserede Integrationsministeriet da ogsåover for Udlændingestyrelsen, at den selv skulle sørge for at iværksætte en efter-søgning via tilgængelige kanaler, f.eks. med hjælp fra Udenrigsministeriet ellerfra ministeriets egne udlændingeattachéer.

Ikke alle uledsagede børn kommer imidlertid fra lande, hvor det umiddelbart ermuligt at iværksætte eftersøgning ad de tilgængelige kanaler.På forespørgsel fra Udlændingestyrelsen oplyste Udenrigsministeriet således,at det i nogle sager – med de nødvendige personoplysninger – ville have mu-lighed for at skafe informationer gennem ofentlige registre og på den mådeeventuelt lokalisere familiemedlemmer. Muligheden for at få informationergennem ofentlige registre kunne dog ifølge Udenrigsministeriets oplysningerkun benyttes i de lande, hvor ministeriet allerede havde en fast, godkendt kildetil at håndtere konkrete sager med beskyttelsesbehov, f.eks. Iran, Pakistan ogTyrkiet.Derimod afviste Udenrigsministeriet at stå for egentlige fysiske eftersøgningeraf familiemedlemmer. En sådan opgave ville ifølge Udenrigsministeriet kræve,at der skulle stemmes dørklokker i landsbyer uden for hovedstadsområdet, hvil-ket Udenrigsministeriet hverken ressourcemæssigt eller sikkerhedsmæssigt villekunne påtage sig, f.eks. i Afghanistan, Irak og Syrien.Mens ombudsmanden behandlede sagen, tog ministeriet andre skridt for frem-over at kunne leve op til eftersøgningspligten. Ministeriet indgik i sommeren2010 således en forsøgsaftale med IOM (International Organization for Mi-gration) om en eftersøgningsordning, der dækkede et begrænset antal sager oggeografiske områder. Myndighederne oplyste, at det var hensigten – hvis enevaluering talte for det – at ordningen skulle gøres generel og global.Myndighederne lovede endvidere over for ombudsmanden at gennemgå verse-rende sager, hvor der kunne være en mulighed for at lokalisere familiemedlem-mer gennem ofentlige registre, med henblik på at indlede en eftersøgning. En-delig tilkendegav ministeriet, at det ville drøfte eventuelle ”supplerende alterna-tiver” (ved eftersøgning af slægtninge i hjemlandet) med Udlændingestyrelsen.eFtersøgningspligten ændret igenSelv om indholdet af eftersøgningsordningen atter blev ændret i januar 2011,har myndighederne stadig i mange tilfælde pligt til at eftersøge familien tilbørn, der kommer alene til Danmark.Det fremgår af forarbejderne til den seneste lovændring (lov nr. 1543 af 21.december 2010), at der kan være tilfælde, hvor en uledsaget mindreårig ken-der forældrenes opholdssted i hjemlandet, men ikke ønsker at samarbejde medmyndighederne af frygt for at blive sendt tilbage. Derfor er der (igen) kun en

eftersøgningspligt, hvis barnet samtykker i eftersøgningen. Dertil kommer, atpligten nu ikke gælder, hvis der er adgang til passende modtage- og omsorgsfa-ciliteter i barnets hjemland eller tidligere opholdsland. Har barnet været udsatfor menneskehandel, skal der dog i alle tilfælde iværksættes en eftersøgning,medmindre særlige grunde taler imod det.Selv om eftersøgningspligten dermed må antages at være aktuel i færre sagerend tidligere, er det fortsat vigtigt at sikre, at pligten rent faktisk efterleves, påde områder hvor den stadig gælder.Ombudsmanden følger derfor med i, hvordan udlændingemyndighederne leverop til eftersøgningspligten. Den 1. juni 2012 orienterede Justitsministeriet om-budsmanden om de forskellige tiltag, der var blevet iværksat på området.De foreløbige erfaringer med samarbejdet med IOM viste, at eftersøgningenvia IOM ikke havde været så vellykket, som udlændingemyndighederne havdeforventet, så man overvejede, om der var grundlag for at indgå en ny aftalemed IOM. Da mulighederne for bistand gennem Udenrigsministeriet også varmeget begrænsede, havde udlændingemyndighederne vanskeligt ved at opfyldeeftersøgningspligten i visse lande. Derfor overvejede myndighederne, hvad mankunne gøre for at forbedre eftersøgningerne, f.eks. om der i lyset af genindførel-sen af samtykkekravet med lovændringen i januar 2011 var grundlag for at gen-optage samarbejdet med Røde Kors’ Eftersøgningstjeneste.Endvidere var der i Udlændingestyrelsen indført en række nye procedurer iforbindelse med eftersøgning af familiemedlemmer til uledsagede mindreårigeasylansøgere. Således er det nu fast procedure, at man under asylsamtalen ind-henter samtykke fra barnet til eftersøgningen, ligesom der bliver givet vejled-ning til barnet om muligheder for at eftersøge familiemedlemmer. For at sikre,at de uledsagede mindreårige asylansøgere, der får opholdstilladelse uden athave været til en asylsamtale, også får vejledning om mulighederne for at efter-søge familiemedlemmer, er der endvidere lavet en informationspakke, der bliversendt til den kommune, som den mindreårige bliver visiteret til.Ombudsmanden har bedt Justitsministeriet om pr. 1. juni 2013 at bliver orien-teret om, hvordan det går med at efterleve eftersøgningspligten.

En journalist fik afslag på aktindsigt i en database i et ministe-rium, fordi to private firmaer havde ophavsret til databasen.Ministeriet mente, at firmaerne kunne miste penge, hvis journa-listen misbrugte sin indsigt til at offentliggøre databasen. Jour-nalisten klagede til ombudsmanden, som udtalte, at ministerietkun kunne nægte aktindsigt for at beskytte ophavsretten, hvisder var god grund til at tro, at journalisten ville misbruge sinakt indsigt. Det mente ombudsmanden ikke, at der var grund til idenne sag, og han henstillede derfor til ministeriet at genoptagesagen og spørge journalisten, om han stadig ønskede aktindsigt.

På en sikret institution for kriminelle unge blev der leget blindebuk.En dreng fik tørklæde for øjnene af en medarbejder og skulle findemedarbejderens mobiltelefon. Drengen, der havde forbud mod atringe ud, fik at vide, at hvis han fandt telefonen, kunne han ringehjem til sin mor. Drengen fandt telefonen, men fik alligevel ikkelov at ringe. Denne historie kom frem under en af ombudsmandensinspektioner.Ombudsmanden tog hændelsen op med ledelsen. Efter at institu-tionen havde givet advarsler til de involverede ansatte og tagetforskellige initiativer for at undgå gentagelser, lukkede ombuds-manden sagen.

En congolesisk kvinde oghendes treårige barn havdefået afslag på opholds-tilladelse i Danmark, menkvinden ville ikke frivilligtrejse tilbage til Den Demo-kratiske Republik Congo. Deskulle derfor tvangshjem-sendes. En medarbejder fraombudsmandens udsendel-sesenhed var med på rejsenfor at holde øje med, at deto politimænd behandledekvinden og barnet så værdigtsom muligt. I hovedstaden,Kinshasa, blev kvinden ogbarnet imidlertid nægtetindrejse, og de måtte følgemed tilbage til Danmark.I ombudsmandens rapportstod der, at politiet havdeopført sig hensynsfuldt ogdiskret. Til gengæld blevdet bemærket, at politietikke havde noteret, at politi-folkene havde talt medkvinden før udsendelsen.Politiet indskærpede internt,at den slags skal dokumen-teres.

Efter at have modtaget tre breve om samme spørgsmål fra enklager måtte ombudsmanden til sidst skrive til ham, at han ikkekunne forvente svar, hvis han sendte flere breve om det sammespørgsmål.Mandens utilfredshed drejede sig om hans kones arbejdsskade-sag. Hun havde som sygehjælper fået smerter i både lænd ognakke. Konen havde fået en godtgørelse for varigt mén, men kunfor lændesmerterne. Ifølge Arbejdsskadestyrelsens erhvervs-sygdomsfortegnelse kunne nakkeskaden ikke være udløst afarbejdet. Derfor kunne hun ikke få erstatning for nakkesmerter-ne. Grunden til, at ombudsmanden ikke kunne behandle klagen,var dog, at afgørelsen i arbejdsskadesagen var mere end et årgammel og derfor forældet ifølge ombudsmandsloven.Manden var utilfreds med, at ombudsmanden ikke kunne hjælpei sagen, hvilket han meddelte ombudsmanden flere gange. Daombudsmanden til sidst skrev, at manden ikke kunne forventesvar på flere breve om samme emne, krævede manden en per-sonlig undskyldning fra ombudsmanden stilet til konen. Om-budsmanden svarede, at han ikke ville give en undskyldning. Damanden skrev igen, svarede ombudsmanden ikke.

HVEM BÆRER RISIKOEN, HVIS POSTENIKKE KOMMER FREM?Ofentlige myndigheder sender hver dag mange breve til borgere. For borgernesretsstilling kan det være afgørende, at breve fra myndighederne bliver overgivettil postvæsenet, den dag de er dateret, og at postvæsenet sørger for, at de kom-mer (rettidigt) frem. Ved breve, der indeholder afgørelser, er det f.eks. af storbetydning, at det med sikkerhed vides, hvornår de er afsendt, og hvornår de måanses for at være kommet frem. Det har især betydning for beregning af klage-frister. Det har også betydning, når en kommune indkalder en kontanthjælps-eller sygedagpengemodtager til et opfølgningsmøde. Hvis mødeindkaldelsenikke kommer frem (inden mødet), og borgeren derfor ikke kommer til mødet,risikerer borgeren nemlig, at kommunen træfer afgørelse om, at borgeren ikkelængere er berettiget til kontanthjælp eller sygedagpenge.Ombudsmanden behandler mange sager om forsinket eller udeblevet post framyndigheder. Men selv om temaet virker enkelt, kan det være særdeles vanske-ligt at vurdere, hvem der har ret. Myndighed eller borger.Folkepensionisten Fik ikke klaget i tideEn kommune sendte en folkepensionist et brev med almindelig A-post om, athan ville få sin pension beregnet som samlevende og ikke – således som hanhavde søgt om – som enlig. At pensionen blev beregnet efter taksten for sam-levende, betød, at han fik mindre udbetalt. Efter en del skriverier frem og til-bage traf kommunen på ny afgørelse om, at folkepensionisten var samlevende,og oplyste samtidig, at han kunne klage til det sociale nævn inden fire uger.Han klagede over afgørelsen, men nævnet mente, at klagen var modtaget endag for sent. Nævnet spurgte derfor pensionisten, hvorfor han ikke havde klagetinden for klagefristen.

Pensionisten oplyste, at brevet, som kommunen havde dateret den 13. november2007, først var modtaget på hans adresse den 17. november 2007. Derfor måtteder være sket en fejl enten i kommunen eller i Post Danmark.Nævnet afviste at behandle klagen, fordi pensionisten havde klaget for sent.Nævnet mente ikke, at der var oplysninger, som støttede, at kommunens brevikke var kommet frem, dagen efter at det var dateret.den sygemeldte kom ikke til samtale i jobcenteretEt jobcenter indkaldte i et brev en sygemeldt kvinde til et informationsmøde.Brevet blev sendt som almindelig A-post. Hun mødte ikke op, som hun skulle,hvorefter kommunen i et nyt brev bl.a. meddelte hende, at udbetalingen afsygedagpenge var standset. Kvinden mødte, samme dag som hun modtog bre-vet om, at sygedagpengene var stoppet, op i jobcenteret og fortalte, at hun al-drig havde modtaget det brev, hvor hun blev indkaldt til informationsmødet.Jobcenteret vurderede, at brevet var sendt og kommet frem til kvinden, og fast-holdt derfor afgørelsen om stop for udbetaling af sygedagpenge. Kvindens fag-lige organisation klagede over afgørelsen, men beskæftigelsesankenævnet komtil samme resultat som jobcenteret.Sagerne viser, at man skal kunne stole på, 1) at myndigheder sørger for, at brevebliver indleveret til postvæsenet (samme dag som de er dateret), og 2) at post-væsenet sørger for, at brevene kommer (rettidigt) frem.breve anses For at være Fremme eFter to dageOfentlige forvaltningsmyndigheder sender hver dag mange breve med almin-delig post. At et brev er kommet frem, betyder, at det er lagt i modtagerenspostkasse. I det øjeblik brevet er puttet i modtagerens postkasse, er det modta-gerens ansvar at få læst og sat sig ind i indholdet af brevet.I praksis var udgangspunktet tidligere, at breve sendt med A-post ansås forat være kommet frem til adressaten dagen efter afsendelsen. Fra den 1. januar2009 har Ankestyrelsen ændret sin praksis, så breve sendt med A-post førstanses for at være kommet frem to dage efter afsendelsen. Justitsministeriet harfulgt denne ændring af praksis op ved i maj 2011 (cirkulæreskrivelse nr. 9189 af10. maj 2011 til samtlige ministerier) at tilkendegive, at breve fremover genereltbør anses for at være kommet frem to dage efter afsendelsen. Baggrunden eroplysninger fra Post Danmark om, hvor stor en procentdel af breve der er kom-met frem til modtageren henholdsvis en, to, tre og fire dage efter afsendelsen.

Eksemplerne med folkepensionisten, der ikke fik klaget i tide, og den syge-meldte, der ikke kom til samtale i jobcenteret, stammer begge fra tiden, førpraksis blev ændret – dvs. dengang post sendt med A-post som udgangspunktblev anset for at være kommet frem dagen efter afsendelsen.Derfor var det i overensstemmelse med praksis, at det sociale nævn i sagenom, hvorvidt folkepensionisten var samlevende eller enlig, anså brevet, som varsendt den 13. november 2007, for at være kommet frem den 14. november 2007.Det var også i overensstemmelse med almindelig praksis at anse breve, som varafsendt fra en ofentlig myndighed, for at være kommet frem til adressaten.Bortset fra at der i dag skal lægges en ekstra dag til postbefordringen, er rets-stillingen stadig den samme.Det er imidlertid ikke alle breve, som sendes med A-post, der når frem til mod-tageren efter to dage som forudsat efter den nye praksis. Det kan f.eks. skyldesdårligt vejr, arbejdsnedlæggelser eller andre omstændigheder hos postvæsenet,eller at myndigheden som nævnt ikke får indleveret brevet, samme dag som deter dateret. Det er også almindeligt anerkendt, at der er breve, som aldrig nårfrem til modtageren.myndigheden bærer bevisbyrdenDet retlige udgangspunkt er, at myndigheden bærer ansvaret for, at breve, sommyndigheden sender, kommer rettidigt frem til modtageren. Det betyder, atmyndigheden skal føre bevis for, at brevet er afsendt og er kommet (rettidigt)frem. Domstolene har behandlet en række sager og har stillet krav om, at myn-digheden – for at den har løftet sin bevisbyrde – f.eks. skal– redegøre for sine rutiner for postafsendelse for at sandsynliggøre, at der ikkesker fejl ved myndighedens postafsendelse, og/eller– fremlægge kopi af det afsendte brev og fremlægge et journalnotat eller enpostliste, hvor det fremgår, hvornår brevet er afsendt.Herudover skal myndigheden– redegøre for, at postvæsenet ikke har returneret brevet til myndigheden, og/eller– undersøge, om der i perioden omkring afsendelsen har været uregelmæssig-heder i postomdelingen i det pågældende område.

Endelig skal myndigheden– undersøge, hvornår eventuelle andre parter eller myndigheder har modtagetderes version af brevet.Hermed kan der skabes en formodning om, at også brevet til borgeren er blevethåndteret korrekt af såvel myndighed som postvæsen.I sagen om folkepensionisten (Folketingets Ombudsmands beretning for 2010,sag nr. 2010 14-2) kunne ombudsmanden ikke kritisere, at det sociale nævnlagde til grund, at brevet var kommet frem, dagen efter at det var dateret. Detkunne ombudsmanden ikke, selv om pensionisten havde adskillige eksemplerpå, at myndigheder havde sendt ham breve, der ikke var afsendt, samme dagsom de var dateret. Og det hjalp heller ikke pensionisten, at han kunne hen-vise til 15 avisartikler og læserbreve, som drejede sig om, at der kunne ske fejl ipostbesørgelsen. Kommunen havde nemlig opfyldt de krav, der stilles til myn-dighedens bevisførelse, for at et brev anses for at være kommet rettidigt frem.tvist ender ved domstoleneSagen om sygedagpengemodtageren, som ikke mødte op til et informations-møde i jobcenteret, fordi hun ifølge sine egne oplysninger ikke havde modtagetbrevet med mødeindkaldelsen, illustrerer, hvor vanskelig den konkrete bevis-bedømmelse kan være.Ombudsmanden kritiserede (Folketingets Ombudsmands beretning for 2011,sag nr. 2011 1-4), at beskæftigelsesankenævnet ikke havde bedt om nærmereoplysninger om kommunens postafsendelse, før nævnet vurderede, om indkal-delsen til informationsmødet var kommet frem. De oplysninger blev imidlertidtilvejebragt under ombudsmandens behandling af sagen.Derudover satte ombudsmanden spørgsmålstegn ved, om kommunens internepostafsendelse var så sikker, som den skulle være. Det spørgsmål opstod af flereårsager:– Det brev, som indeholdt mødeindkaldelsen, adskilte sig fra de øvrige sags-akter ved ikke at være en kopi, men at være udskrevet på almindeligt brev-papir med en rettelse skrevet i hånden direkte på den udskrift, som var sendttil ombudsmanden.– Kommunens egne oplysninger om forløbet for afsendelsen af et andet brev tilsygedagpengemodtageren i samme sag var indbyrdes modstridende.

– En udtalelse i sagen, som var sendt fra kommunen til beskæftigelsesanke-nævnet, var dateret, 18 dage før den var sendt.– Kvindens fagforbund havde påvist, at der i andre sager var sket fejl ved afsen-delse af post fra kommunen. Det var breve, som ved en fejl var blevet sendttil en anden end adressaten.Spørgsmålet om udbetaling af sygedagpenge var afhængigt af, om kvindenuden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning.Og det var selvfølgelig helt afgørende, om hun havde kendskab til, at hun varindkaldt til informationsmødet. Altså om mødeindkaldelsen var kommet fremtil hende.På grund af alle oplysningerne om håndtering af postafsendelsen i kommunenmente ombudsmanden, at beskæftigelsesankenævnet skulle se på sagen en gangtil.Samtidig påpegede ombudsmanden, at en afgørelse om at inddrage sygedag-pengene og dermed forsørgelsesgrundlaget for en borger er en usædvanligt ind-gribende afgørelse. Beskæftigelsesankenævnet genoptog sagen, men fastholdtsin oprindelige afgørelse. Nævnet mente fortsat, at kommunen havde løftetbevisbyrden for, at brevet var afsendt.På den baggrund henstillede ombudsmanden til Civilstyrelsen, at kvinden fikbevilget fri proces for at få afgørelsen prøvet ved domstolene. Domstolene harnemlig bedre mulighed for at bedømme beviser, fordi de kan afhøre vidner mv.Ombudsmanden behandler derimod sager på skriftligt grundlag.Civilstyrelsen har nu bevilget fri proces.

En del oplysninger om offentligt ansatte ligger i såkaldte perso-nalesager. De oplysninger kan andre som udgangspunkt ifølgeoffentlighedsloven ikke få aktindsigt i. Og det var netop argu-mentet fra SKAT, da en journalist bad om aktindsigt. Journalistenville have oplysninger om en omtalt sag, hvor chefer i SKAT varblevet inviteret på dyre rejser af samarbejdspartnere. Journa-listen klagede til ombudsmanden, og det kom frem, at oplysnin-gerne om rejserne ikke kun lå i personalesagerne, men også i engenerel sag. Dermed kunne SKAT ikke bare afvise journalistensønske, men var forpligtet til at foretage en konkret vurderingaf, hvilke oplysninger der var fortrolige, og hvilke der ikke var.Ombudsmanden henstillede til SKAT at genoptage sagen.

En afghansk kvinde villegerne familiesammenføresmed sin afghanske mand.Efter reglerne var det en be-tingelse, at parrets samledetilknytning til Danmark varstørre end tilknytningen tilet andet land. Myndighe-derne mente i denne sag,at parrets tilknytning tilAfghanistan eller Iran varstørre end til Danmark.Ombudsmanden kunne ikkeanfægte denne vurdering.Sagen fik dog ombudsman-den til at understrege overfor Udlændingeservice, atmyndighederne har ansvarfor, at en udlænding forstårderes breve. Der er ingenpligt til at oversætte etbrev, som en udlændingforstår, blot fordi han ellerhun skulle foretrække etandet sprog, og hvis en myn-dighed modtager et brevpå dansk, må myndighedennormalt også godt svare pådansk.

Det kan være nødvendigt at bruge magt og tvang over fordemente ældre. Derfor var ombudsmandens såkaldte OPCAT-enhed på besøg på et plejehjem i Rødovre. Ombudsmandensmedarbejdere talte både med personale og beboere. Det gen-nemgående spørgsmål var, hvad der bliver gjort for at undgå, atbeboerne bliver udsat for såkaldt nedværdigende behandling.Med på besøget var også en læge fra Rehabiliterings- og Forsk-ningscentret for Torturofre. Under besøget blev forskelligekonkrete problemer drøftet. Ledelsen på plejehjemmet oplysteunder drøftelserne, at problemerne ville blive løst. Den afslut-tende rapport fyldte et par sider, da ombudsmanden ikke fandtdet påkrævet at komme med skriftlige bemærkninger til deansvarlige myndigheder.

Hvis et barn er sygt i en længere periode og ikke kan deltage iskoleundervisningen, kan barnet få bevilget sygeundervisning.Tilbuddet tilrettelægges for det enkelte barn. Det kan f.eks.være i hjemmet eller på et hospital. En stærkt gigtplaget pigekunne imidlertid ikke få sygeundervisning. Forklaringen var, athun i forvejen fik specialundervisning for ordblindhed. Ombuds-manden ville gerne vide, hvordan de to ting hang sammen, og badderfor kommunen om en udtalelse. I udtalelsen gav kommunenudtryk for, at den principielt var enig med ombudsmanden i, atordblindeundervisning ikke træder i stedet for sygeundervisning.Ombudsmanden afsluttede sagen med at henstille, at kommu-nen i samarbejde med skolen og med inddragelse af forældrenesnarest muligt udarbejdede et individuelt tilrettelagt undervis-ningsprogram for pigen, hvor sygeundervisning indgik uden attræde i stedet for ordblindeundervisningen. Kommunen med-delte efterfølgende, at pigen nu ville få sygeundervisning.Gigtforeningen, som var med til at klage til ombudsmanden,skrev, at reglerne om sygeundervisningen var meget gammel-dags og ude af trit med virkeligheden. Ombudsmanden sendteforeningens henvendelse videre til det daværende Undervis-ningsministerium og bad ministeriet om at underrette ham om,hvad ministeriet ville gøre ved det.

Strafuldbyrdelsesloven og de administrative bestemmelser, som er udstedt medhjemmel i loven, indeholder en række regler, som beskytter de indsattes retssik-kerhed og forhold i øvrigt. Reglerne gælder for indsatte i fængsler og som ud-gangspunkt også for indsatte i arresthuse og kriminalforsorgens pensioner.Der er knyttet detaljerede retlige garantier til de enkelte indgreb, der kan fore-tages over for de indsatte. Formålet med det er naturligvis, at de indsatte skalkunne opholde sig i institutionerne uden gener, der går ud over, hvad der føl-ger af selve frihedsberøvelsen. I forarbejderne til strafuldbyrdelsesloven er detherom anført, at der ikke bør iværksættes andre restriktioner i de indsattes til-værelse end dem, der er nødvendige for gennemførelsen af den frihedsberøvelse,som dommen går ud på. Frihedsberøvelsen tilsigter kun at være et indgreb ilokalfriheden.de indsattes indbyrdes ForholdStrafuldbyrdelsesloven og de administrative bestemmelser regulerer såledesforholdet mellem staten (kriminalforsorgen) og de indsatte med en række ret-tigheder og garantier mv., der skal sikre en – så vidt muligt – problemfri udstå-else af strafen. Men hvordan er det med forholdet mellem de indsatte indbyr-des? Det er der stort set ikke skrevne regler for. Det er en realitet, at der formange indsatte er mange og alvorlige problemer i samværet med andre indsatte.1 Folketingets Ombudsmands beretning for 1996, side 380

Det er i en vis forstand paradoksalt, at strafuldbyrdelsesloven og de admini-strative forskrifter sigter på at sikre de indsattes rettigheder mv. over for defuldbyrdende myndigheder, hvis virkeligheden er, at ophold i fængsel eller ar-resthus først og fremmest er præget af andre indsattes overgreb og trusler mv.I behandlingen af klagesager og navnlig ved Folketingets Ombudsmands in-spektioner er disse forhold noget, som i høj grad påkalder sig opmærksomhed.Der spørges til det, og indgangsvinklen er, at myndighederne har en forpligtel-se til at beskytte de særligt udsatte grupper af indsatte og enkeltpersoner. Det erimidlertid overordentligt vanskeligt for myndighederne efektivt at dæmme opfor overgreb og trusler mv. Og det er en illusion at tro, at inspektionsvirksom-heden kan afdække og afhjælpe disse problemer i væsentligt omfang. Men debør fortsat have Folketingets Ombudsmands opmærksomhed, og det har de daogså under inspektionerne af kriminalforsorgens institutioner.I denne artikel har jeg valgt at beskæftige mig med den udsatte gruppe, der be-står af kvinder.indsatte kvinderI Danmark er der i gennemsnit 170 indsatte kvinder i fængsler og arresthuse.Det svarer til ca. 5 pct. af de indsatte. Indsættelsestiderne er som for andre ind-satte meget varierede: fra 7 dage til livstid.I Danmark findes der ikke noget egentligt separat kvindefængsel. Det enesterene kvindefængsel – det åbne kvindefængsel i Amstrup med plads til 20 kvin-der – blev nedlagt i 2000, i øvrigt efter en inspektion i 1998 af FolketingetsOmbudsmand. Medvirkende til nedlæggelsen var, at det ved inspektionen måt-te konstateres, at fængslet var i en særdeles dårlig bygningsmæssig stand.

Kvinder modtages i alle landets arresthuse, herunder i Københavns Fængsler.5 fængsler modtager kvinder. Det er Statsfængslet i Ringe, Statsfængslet vedHorserød, Statsfængslet Møgelkær, Statsfængslet Østjylland og Anstalten vedHerstedvester. Strafen udstås altså sammen med mandlige indsatte. Der erikke i den danske lovgivning bestemmelser om, at kvinder og mænd skal udståderes straf i adskilte institutioner. I de europæiske fængselsregler er det bestemt,at der ved beslutningen om at anbringe indsatte i bestemte fængsler eller i be-stemte afdelinger i et fængsel skal tages hensyn til behovet for at holde mand-lige indsatte adskilt fra kvindelige indsatte.mænd og kvinder sammenSpørgsmålet er, om det giver anledning til problemer for kvinderne, at de iDanmark er indsat i afdelinger sammen med mandlige indsatte – og det kortesvar er: Ja, det giver anledning til alvorlige problemer. Af pladsmæssige hensynbeskæftiger jeg mig kun med forholdene for de indsatte kvinder i Anstalten vedHerstedvester.I Anstalten ved Herstedvester findes der en særlig kvindeafdeling, som harplads til 14 indsatte (nu fordelt på 2 afsnit). Kvinderne, der udstår straf for al-vorlig kriminalitet, tilbydes under deres ophold behandling af bl.a. psykiatereog psykologer. Kvinderne har mulighed for fællesskab med de mandlige ind-satte på arbejdspladserne og i fritiden.Kvindeafdelingen er blevet inspiceret af Folketingets Ombudsmand flere gange,og ombudsmanden har løbende fulgt med i kvindernes forhold. Problemernehar bestået i/består i, at kvinderne udstår deres straf i den samme institutionsom nogle af landets mest belastede sexkriminelle mænd. En indstilling fra enarbejdsgruppe i kriminalforsorgen om ”svage” indsatte i kriminalforsorgensinstitutioner, som blev afgivet i marts måned 1996, beskæftiger sig også medkvinders forhold. Om anbringelsen af kvinder i Anstalten ved Herstedvesteranførte den daværende overlæge ved anstalten, Heidi Hansen, bl.a. følgende ien mindretalsudtalelse:”På baggrund af de erfaringer, anstalten har fået siden kvindeafdelingens oprettelse, findesdet meget betænkeligt overhovedet at placere kvinder blandt anstaltens mandlige klientel.Knap halvdelen af anstaltens klientel er dømt for meget alvorlig sexkriminalitet. Den 26.oktober 1995 afsonede der i Anstalten ved Herstedvester 56 personer dømt for sexkrimi-nalitet. Heraf havde de 31 personer tidsubestemte strafe, 6 personer havde strafe fra 8 til16 års fængsel, og kun 19 personer havde strafe under 8 år. Alene heraf fremgår det, at desexkriminelle på Anstalten ved Herstedvester har foretaget endog meget alvorlig sexkrimi-

Folketingets ombudsmands initiativerI den endelige rapport af 13. maj 19972om en inspektion den 13. og 16. decem-ber 1996 af kvindeafdelingen i Anstalten ved Herstedvester anførte ombuds-manden bl.a. følgende:”Det er klart utilfredsstillende at psykisk syge kvinder tvangsmæssigt anbringes i en situ-ation hvor de føler sig presset til at indgå ægteskab med en mandlig indsat – eventuelt enindsat der er dømt for en meget alvorlig og farlig sexkriminel handling.Det er kriminalforsorgens opgave at sørge for at dømte kvinder der måtte have brug for psy-kiatrisk/psykologisk behandling, får tilbudt sådan hjælp i en anstalt, hvor der ikke er risikofor at de udsættes for et pres til at indgå ægteskab med en mand der er dømt for en alvorligsexkriminel handling. Det bør ske uden at dette medfører nogen forringelse af de indsattekvinders beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder.Hvilken løsning der bør bringes i anvendelse for at tilvejebringe sådanne forhold, finder jegikke at burde udtale mig om.Jeg henstiller til Direktoratet for Kriminalforsorgen at det snarest muligt finder en løsningpå det omtalte problem, og jeg udbeder mig underretning om hvad der videre sker i sagen.”

På baggrund af henstillingen oprettede Direktoratet for Kriminalforsorgenen ny afdeling i anstalten til kvinderne. Den nye afdeling bestod af 2 adskiltesektioner med plads til henholdsvis 6 og 8 indsatte. I den nye afdeling fik kvin-derne fortsat mulighed for at udstå deres straf adskilt fra mændene. Nu gjaldtdet imidlertid også i et vist omfang med hensyn til fritid, gårdtur, beskæftigelseog undervisning.Folketingets Ombudsmand foretog sig herefter i første omgang ikke mere, menanmodede Direktoratet for Kriminalforsorgen om underretning om de årligevurderinger, der blev foretaget af kvindernes forhold. Direktoratets vurderingergik ud på, at forholdene nok fortsat kunne være problematiske, men at der varsket væsentlige forbedringer.

Den 26. oktober og 5. november 2004 aflagde Folketingets Ombudsmand påny besøg på kvindeafdelingen. I rapport af 28. januar 20053om besøget anførteombudsmanden bl.a. følgende:”Under mine samtaler med flere af de kvindelige indsatte i anstalten forekom der såledesoplysninger om at de kvindelige indsatte har vanskeligt ved at være i fred for de mandligeindsatte, og at de kvindelige indsatte ofte bliver tiltalt eller antastet på en upassende måde afde mandlige indsatte – blandt andet i form af sjofle bemærkninger under gårdtur og undergudstjenester. Selv for de kvinder som har en kæreste eller ægtefælle i anstalten (eller uden-for), er det i nogle tilfælde ikke muligt at være i fred. Det blev ligeledes oplyst at flere af dekvindelige indsatte ikke oplyser personalet om eventuelle antastelser – blandt andet af frygtfor repressalier fra de mandlige indsattes side. De kvindelige indsatte i afdeling S anførte atde hele tiden skal være på vagt i forhold til de mandlige indsatte.”

Det blev under inspektionen igen oplyst, at det ikke kun var de kvindelige ind-satte, der i et eller andet omfang var påvirket af konstruktionen – det gjaldtogså de mandlige indsatte. Det var således bl.a. (fortsat) et problem for så vidtangik den behandlingsmæssige indsats i forhold til nogle af de mandlige ind-satte, idet de ikke ønskede at indgå i en behandling med kønsdriftdæmpendemedicin, fordi de havde et kæresteforhold til en kvindelig indsat.Efter yderligere brevveksling med Direktoratet for Kriminalforsorgen udtalteombudsmanden i brev af 15. august 20054, at det tilbud, der blev givet til kvin-derne om separat afsoning, ikke kunne betragtes som et reelt tilbud, som gavmulighed for at udstå de ofte langvarige strafe i overensstemmelse med straf-fuldbyrdelsesloven. Undersøgelser havde vist, at ingen af kvinderne benyttedesig af muligheden for at udstå strafen separat, på grund af de forhold, dettemåtte ske under, bl.a. med hensyn til beskæftigelses-, undervisnings- og fri-tidstilbud. Ombudsmanden udtalte, at oprettelsen af en fuldstændig separatkvindeafdeling med særskilte værksteds- og fritidsfaciliteter ville være den nød-vendige løsning, i hvert fald på længere sigt. Og ombudsmanden rejste spørgs-mål om, hvorvidt direktoratet havde overvejet eller var indstillet på at overvejeat søge tilvejebragt midler, der muliggjorde etableringen af en egentlig særskiltafdeling for kvinder i eller ved Anstalten ved Herstedvester med tilstrækkeligetilbud om beskæftigelse og fritid.Direktoratet for Kriminalforsorgen iværksatte herefter i maj måned 2006 etudredningsarbejde, hvor spørgsmålet om oprettelse af en egentlig selvstændigkvindeafdeling blev overvejet. Der blev også iværksat et forskningsprojekt omkvindelige indsatte i Danmark.

bevilling aF 16 millioner kroner tilbygningsmæssige ForbedringerI flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2008-2011 blev der på baggrund afden megen opmærksomhed på forholdene for de kvindelige indsatte i Anstaltenved Herstedvester afsat 16 millioner kroner til bygningsmæssige forbedringermed henblik på at ”sikre, at kvindelige afsonere på Anstalten ved Herstedvesterkan tilbydes beskæftigelses- og fritidsaktiviteter adskilt fra mændene og meresamvær med børn og børnebørn”.Der blev herefter etableret en ny kvindeafdeling i Anstalten ved Herstedvester:– Afdelingen blev flyttet, og yderligere lokaler blev inddraget til afdelingen.– Et helt nyt afsnit blev opført med 3 stuer med eget bad og toilet.– En ny opholdsstue og et værksted blev etableret.– Et samtalerum blev indrettet.

– Mulighed for separat gårdtur på eget udendørsareal blev etableret.– Styrketræningsrum blev etableret.– Køkkenfaciliteter blev etableret.– Vaskemaskine og tørretumbler blev opstillet.Hertil kom etablering af 2 besøgslejligheder, hvor kvinderne kan have besøg affamilien – besøgslejligheder, som også kan benyttes af andre indsatte i anstal-ten.Den nye afdeling mv. blev indviet i slutningen af 2010.et egentligt kvindeFængselForskningsprojektet ”Perspektiver på kvinders dagligdag i danske fængsler” blevafsluttet i marts måned 2011, og i tilslutning hertil nedsatte Direktoratet forKriminalforsorgen et udvalg, der skulle komme med en indstilling til en frem-adrettet placering og tilbud til kvindelige indsatte. Udvalget afgav en indstillingden 12. september 2011. Udvalget indstillede, at der i Danmark blev etableret etegentligt kvindefængsel (med lukkede pladser, behandlingsafdeling (psykiatri),halvåben afdeling og åben afdeling). Hertil kom en indstilling om, at der blevetableret 3 regionale arrestfaciliteter for kvinder.Også på baggrund af udvalgsarbejdet har Folketingets Ombudsmand beslutteti 2012 at have særlig opmærksomhed rettet mod kvinder i fængslerne. Der har

således været gennemført fornyede inspektioner af Statsfængslet ved Horserød,Statsfængslet i Ringe og Anstalten ved Herstedvester, inklusive kvindeafdelin-gen. Statsfængslet Møgelkær blev inspiceret i 2010.Folketingets Ombudsmand følger med i, hvad der videre sker med hensyn tileventuel oprettelse af et egentligt kvindefængsel og etablering af regionale ar-restfaciliteter for kvinder.Ved Folketingets Ombudsmands fortsatte inspektionsvirksomhed kan der væreanledning til specielt at rette opmærksomheden mod forholdene for andre afde udsatte grupper eller enkeltpersoner, som er omtalt i indledningen til denneartikel.

En sygemeldt mand henvendte sig til kommunen for at høre om muligheden for at få førtidspension.Han regnede med snart at blive afskediget, fordi han havde været sygemeldt i lang tid, og han for ven-tede ikke at komme i arbejde igen. Året efter vendte manden tilbage. Han var – som han selv havdeforudset – blevet afskediget og søgte nu om sygedagpenge for en periode efter afskedigelsen. Bådekommunen og senere beskæftigelsesankenævnet afslog. Han var ikke berettiget til at få pengenebagudbetalt, men skulle have søgt, da han blev sagt op. Men ombudsmanden mente, at kommunenhavde pligt til at vejlede manden om reglerne for sygedagpenge, første gang han henvendte sig, selvom han kom i et andet ærinde. Beskæftigelsesankenævnet genoptog sagen på ombudsmandenshenstilling.

En mand havde fået bevilget bærbar pc af kommunen som et hjælpemiddel (forbrugsgode). På ettidspunkt fik han en nyere model, som var 400 gram tungere end den gamle. Manden mente, at denvar for tung. Kommunens lægekonsulent vurderede omvendt, at manden var velkompenseret medden nye computer.Manden klagede over, at lægekonsulenten overhovedet ”blandede sig” i det ikke-lægelige spørgsmål.Først forgæves til borgmesteren, der ikke mente, at lægekonsulenten var gået ud over sin kompetence.Og derefter til ombudsmanden, som vurderede, at der ikke var udsigt til, at han ville kunne kritisereborgmesterens opfattelse. Ombudsmanden besluttede derfor, at han ikke ville gå ind i den del afsagen. Han orienterede dog samtidig om, at han havde iværksat en undersøgelse af lægekonsulen-ters rolle på baggrund af en skrivelse fra Beskæftigelsesministeriet.

BRUG AF STRAFFEATTESTERVED ANSÆTTElSERHvert år bliver der opslået tusindvis af stillinger i det ofentlige, og hver gangskal de, der har ansvaret for ansættelsen, vurdere, om de skal bede om en straf-feattest for ansøgeren. De skal også vide, hvad de gør, hvis de får en strafeat-test, som viser, at ansøgeren har fået en straf. Det er ikke nogen let øvelse; denenkelte børnehaveleder, afdelingssygeplejerske mv. skal kunne overskue en ræk-ke forskellige lovregler.Ombudsmanden behandlede i 2011 to sager om brug af strafeattester i forbin-delse med ansættelse i det ofentlige, og det gav os lejlighed til at overveje dejuridiske problemer, som opstår i disse sager, og hvordan de bedst løses.Den ene sag drejede sig om en læge, der blev ansat på et sygehus. Kort efteransættelsen blev han bortvist, da ledelsen opdagede, at han tidligere havde fåeten dom på et års ubetinget fængsel for seksuelle krænkelser af et barn (Folke-tingets Ombudsmands beretning for 2011, sag nr. 2011 20-3).Den anden sag rejste ombudsmanden på eget initiativ på baggrund af en avis-artikel. Artiklen handlede om en mand, der havde søgt flere job hos en kom-mune, bl.a. som lærervikar. Det fremgik af artiklen, at manden havde fået af-slag på sine ansøgninger, fordi han ikke havde en ren strafeattest (FolketingetsOmbudsmands beretning for 2011, sag nr. 2011 20-4).tre slags straFFeattesterDe oplysninger, som står i en strafeattest, kommer fra Rigspolitiets kriminal-register. Her registreres alle strafedomme og andre straferetlige afgørelser.Men det er ikke nødvendigvis alle oplysninger, der kommer med i en personsstrafeattest. Det afhænger af, hvilken slags strafeattest der er tale om.

Der findes tre forskellige slags strafeattester: strafeattester til ofentlig brug,private strafeattester og børneattester. Kort fortalt medtages der flere typer op-lysninger i en strafeattest til ofentlig brug end i en privat strafeattest, ligesomen strafeattest til ofentlig brug kan indeholde oplysninger, der er ældre enddem i en privat strafeattest. En børneattest indeholder oplysninger om eventu-elle seksualforbrydelser mod børn under 15 år. En borger kan selv bede om atfå en privat strafeattest fra politiet. De to andre former for strafeattester udle-veres ikke til den enkelte borger, men kun til myndigheder mv., og kun i vissetyper sager.En myndighed kan i øvrigt ikke få en privat strafeattest eller børneattest udensamtykke fra den person, som attesten angår, og det samme gælder som hoved-regel også for strafeattester til ofentlig brug. For private strafeattester er detalmindeligt, at arbejdsgiveren beder ansøgeren om selv at fremskafe attesten.hvornår må der kræves en straFFeattest?Oplysninger om strafbare forhold er fortrolige. En myndighed må derfor kunbede om en strafeattest, hvis det er sagligt og nødvendigt. En myndighed måaltså ikke bede om en strafeattest, medmindre den har en saglig grund til atbruge oplysningerne i strafeattesten, og det er nødvendigt, for at myndighedenkan udføre en af sine opgaver. Men selv om der kan være gode grunde til, at enmyndighed vil bede om en strafeattest, kan der også være forhold, som talerimod dette, især hensynet til den person, som strafeattesten angår. Myndig-heden skal derfor, inden den beder om at få en strafeattest, afveje hensyn, somtaler for og imod. Men for visse stillingskategorier bliver der nok ret rutinemæs-sigt indhentet strafeattester.Desuden er der visse stillinger, hvor der altid skal indhentes en børneattest,inden en person bliver ansat. Det drejer sig om stillinger, hvor den ansatte skalhave direkte kontakt med børn under 15 år. Disse regler er fastsat i børneat-testloven, og det fremgår af en række bekendtgørelser, hvilke stillinger der eromfattet af reglerne. En myndighed kan godt bede om at få en børneattest foransøgere til andre stillinger end dem, der er omfattet af reglerne i børneattest-loven, hvis det er sagligt og nødvendigt. Den stilling, som sygehuslægen havdefået, var således ikke omfattet af reglerne i børneattestloven, men ombudsman-den mente, at det var i orden, at sygehuset alligevel havde krævet at få en bør-neattest.Ombudsmanden var dog kritisk over for den måde, sygehuset håndterede sagenpå. lægen fik nemlig ikke noget at vide om kravet om en børneattest, da han

ringede for at høre nærmere om regionens retningslinjer om strafe- og børne-attester. Kravet om en børneattest blev heller ikke oplyst i stillingsopslaget ellerunder ansættelsessamtalen. Det anså ombudsmanden for at være en fejl. Hanpegede på, at hvis de oplysninger, som fremgår af en børneattest, skal indgåmed særlig vægt i bedømmelsen af en ansøger, bør det nævnes i stillingsop-slaget – i det mindste så det fremgår, at der er krav om en børneattest, og atansættelse sker med forbehold for oplysningerne i denne attest.notatpligt også For straFFeattesterI sagen om manden, der søgte arbejde som lærervikar, forklarede kommunen,at den beholdt strafeattester i sine personalesager, lige så længe oplysningerne idem kunne skafes ved at bede om en ny strafeattest. Dog blev private strafe-attester returneret til ansøgeren efter gennemsyn. Strafeattesterne blev derimodikke indført elektronisk i kommunens journal, og kommunen tog heller ikkeen elektronisk kopi af dem. Ombudsmanden mente, at kommunen burde regi-strere korrespondancen med Rigspolitiet og stillingsansøgere om strafeattester.Han henstillede til kommunen at overveje at ændre sin praksis på dette punkt.Ombudsmanden opfordrede også kommunen til at være opmærksom på sinnotatpligt, når den ikke tog en kopi af private strafeattester. Hvis en myndig-hed ikke beholder en kopi af en strafeattest, er der pligt til at skrive et notat omde vigtigste oplysninger i attesten, hvis de har betydning for afgørelsen i sagen.en straFFet må ikke på Forhånd udelukkesGrunden til, at ombudsmanden gik ind i sagen om manden, der søgte job somlærervikar, var, at avisartiklen gav indtryk af, at tidligere strafede generelt varudelukket fra at få job i kommunen. Det ville ikke være lovligt; en myndighedskal altid foretage en konkret vurdering af, om lovovertrædelsen, som ansøgerenhar begået, er til hinder for, at vedkommende ansættes. Kommunen forklarededog, at oplysningerne i artiklen var forkerte, da kommunen netop foretog enkonkret vurdering.Spørgsmålet er, hvordan en myndighed skal foretage denne konkrete vurdering.Den bør for det første vurdere, om der på arbejdspladsen er særlige fristelser tillovovertrædelser, f.eks. fordi de ansatte skal håndtere værdier for svage borgere.Desuden har det betydning, om arbejdspladsen udøver funktioner af ”særligkva lificeret karakter”, altså funktioner, som varetager væsentlige samfundsmæs-sige interesser, og som kræver, at den ansatte nyder en særlig agtelse og tillid.Det gælder f.eks. stillinger i politiet og kriminalforsorgen. Derudover bør myn-

digheden se på ansøgerens tidligere lovovertrædelse: Hvilken type lovovertræ-delse var det, hvilket omfang havde den, hvornår blev den begået, hvor gammelvar ansøgeren, og hvad var baggrunden for lovovertrædelsen? Disse oplysningerbør sammenholdes med de andre oplysninger om ansøgeren, som myndighedenhar. Myndigheden bør også i et vist omfang lægge vægt på, hvilken afgørelseder blev trufet i strafesagen. Det gør en forskel, om der var tale om en lang-varig fængselsstraf eller en mild bødestraf.I sagen om sygehuslægen fremgik det, at regionen i sine retningslinjer ombørneattester havde skrevet, at udgangspunktet var, at domme mv. vedrørendesædelighedsforbrydelser ville være en hindring for ansættelse. Der kunne doggøres en undtagelse efter en konkret vurdering, f.eks. under hensyn til tids-punktet for dommen, overtrædelsens grovhed, ansøgerens alder på gernings-tidspunktet og beskafenheden af det arbejde, der skulle udføres i stillingen.Ombudsmanden anså denne formulering for at være uheldig, fordi den kunneskabe det indtryk, at regionen netop ikke foretog en konkret vurdering af hveransøger. Regionen var dog allerede i gang med at revidere sine retningslinjer, ogombudsmanden bad om at blive holdt underrettet om arbejdet.når det opdages For sentI sagen om sygehuslægen fik regionen først kendskab til dommen, efter at hanvar blevet ansat. Regionen havde ikke gjort opmærksom på kravet om en til-fredsstillende børneattest i stillingsopslaget eller under ansættelsessamtalen, ogden havde heller ikke taget forbehold for dette krav ved ansættelsen. Kunne re-gionen så bortvise lægen, da den fik kendskab til dommen? Efter ombudsman-dens mening måtte det afhænge af en konkret vurdering, på samme måde somhvis regionen havde kendt til forholdet inden ansættelsen. Det måtte dog spilleen vis rolle, at der ikke længere var tale om en ansøger, men om en person, somvar blevet ansat. I den konkrete sag mente ombudsmanden, at det var i orden atafskedige lægen; han henstillede dog, at regionen overvejede igen, om der vartilstrækkeligt grundlag for at bortvise lægen, eller om han kun skulle have væ-ret afskediget med sædvanligt varsel.

Kort efter fødslen blev en pige tvangsfjernet fra sine forældre og anbragt i en plejefamilie. Kommunengav forældrene ret til at være sammen med pigen halvanden time hver 14. dag, mens bedsteforæl-drene fik ret til at være sammen med pigen en time hver anden måned. Samværet skulle ske underoverværelse af en repræsentant fra kommunen og pigens plejefamilie.Da den lille pige blev et par år, klagede de to bedstemødre til ombudsmanden. De ville gerne væresammen med barnebarnet oftere – og uden overvågning. Det samme ønskede de for deres børn –pigens mor og far. Ombudsmanden indhentede fuldmagt fra pigens mor og far, gennemgik klagenog bilagene og endte med at sende materialet videre til børn- og ungeudvalget i kommunen.Beslutninger om samvær med anbragte børn bliver i nogle tilfælde truffet af embedsmænd i kom-munen og i andre tilfælde af børn- og ungeudvalget, et udvalg, som findes i alle kommuner, og somer sammensat af blandt andre fagpersoner, en dommer og kommunalpolitikere. Spørgsmålet var,om denne sag skulle behandles af børn- og ungeudvalget og ikke af embedsmænd i kommunen.Ombudsmanden skrev til bedstemødrene, at de skulle vente på svar fra børn- og ungeudvalget ogderefter eventuelt kunne henvende sig til ombudsmanden igen.Sagen fik det efterspil, at ombudsmanden rejste en generel sag over for kommunen om opgave-fordelingen mellem kommunens socialforvaltning og børn- og ungeudvalget.

”Forretningshemmeligheder.” Sådan svarededet daværende Økonomi- og Erhvervsmini-sterium en freelancejournalist, der ville haveaktindsigt i de vilkår, som flere finanskon-sulenter og advokater arbejdede under forstaten i forbindelse med udarbejdelsen afbankpakke 2. Ifølge offentlighedsloven kanman undtage såkaldte forretningshemme-ligheder fra aktindsigt. Men det kræver, atmyndigheden konkretiserer, hvilken skadeder kan ske, hvis man giver aktindsigt. Dethavde Økonomi- og Erhvervsministeriet ikkegjort. Og da ombudsmanden oven i købetfandt nogle af oplysningerne frit fremme pået advokatfirmas hjemmeside, henstilledehan til ministeriet at se på sagen igen.

En kommunes bevilling af hjælp i form af bl.a. ledsagelse til en handicappet kvinde blev stoppet, fordikommunen ikke kunne finde medarbejdere til opgaven. Det sociale nævn afviste kvindens klage medden begrundelse, at kommunen ikke havde truffet en afgørelse om, at kvinden ikke længere skullehave hjælp – det var blot ikke praktisk muligt at yde hjælpen. Da det sociale nævn kun kan behandleklager over afgørelser, var nævnet afskåret fra at tage sagen op. Men ombudsmanden mente, atkommunens besked om, at hjælpen stoppede, skulle opfattes som en afgørelse. Da ombudsmandenvar færdig med at behandle sagen, var hjælpen til kvinden blevet genoptaget, og ombudsmandenbad derfor ikke det sociale nævn om at se på klagen igen.

NåR MyNDIGHEDER BRUGER OFFENTlIGTTIlGÆNGElIGE PERSONOPlySNINGERmå myndigheder tjekke Facebook?En sagsbehandler logger ind på Facebook og falder over interessante oplysnin-ger om en borger. Borgerens Facebookprofil er åben. Derfor kan sagsbehand-leren uden videre se oplysningerne. Men må sagsbehandleren også registrere ogbruge oplysningerne i en sag? Problemstillingen er særdeles aktuel i en tid, hvorstadig flere personoplysninger bliver ofentligt tilgængelige via f.eks. socialenetværk.Reglerne er i udgangspunktet enkle: En forvaltningsmyndighed må kun regi-strere og bruge ofentligt tilgængelige oplysninger om borgere, i den udstræk-ning det er sagligt relevant for myndighedens opgaver. Det gælder helt generelt,og altså hvad enten myndighedens opgave er faktisk forvaltningsvirksomhed– f.eks. undervisning, hospitalsbehandling eller børnepasning – eller opgaven erat træfe afgørelser i forhold til borgerne.I dagligdagen sker det sikkert jævnligt, at en myndighed bruger ofentligt til-gængelige personoplysninger i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed– eksempelvis hvis man i kommunens tekniske forvaltning slår op i den lokalevejviser for at finde ud af, hvem man skal orientere om et omfattende grave-arbejde på en villavej. Men i praksis er det nok mest i afgørelsessager, det kangive anledning til tvivl hos en myndighed og uenighed mellem myndighed ogborger, om myndigheden må behandle personoplysninger. Er oplysningerneofentligt tilgængelige, og må myndigheden selv finde frem til dem og brugedem?Der kan givetvis være behov for at anvende ofentligt tilgængelige oplysninger ialle typer af afgørelsessager – både i sager, hvor en borger søger om noget, i sa-ger, hvor en myndighed overvejer at give en borger et påbud eller at nedlægge et

forbud, og i sager, hvor en myndighed fører kontrol med borgere (kontrolsager).Eksempelvis kan ejerforholdene i en sag, hvor en borger søger byggetilladelse,eventuelt søges oplyst i tingbogen. Men det er i kontrolsagerne, brugen af of-fentligt tilgængelige personoplysninger i den senere tid har fået mest omtalei medierne – især kommunernes kontrol af, at der ikke uberettiget udbetalessociale ydelser, og SKATs kontrol af, at der ikke sker skatte- og afgiftsunddra-gelse.Oplysninger kan være ofentligt tilgængelige på mange måder: De kan fremgåaf pressen, af opslagsværker, af ofentlige registre (f.eks. tingbogen eller DetCentrale Virksomhedsregister) eller af internettet. Hvis en oplysning fremgår afen almindeligt tilgængelig hjemmeside, er ingen vel i tvivl om, at oplysningener ofentliggjort. Men der har vist sig et praktisk påtrængende behov for at fåafklaret, hvad der egentlig gælder i forhold til de efterhånden meget udbredtesociale medier på nettet.I en sag, som ombudsmanden afsluttede i beretningsåret 2011 (FolketingetsOmbudsmands beretning for 2011, sag nr. 2011 15-1), havde SKAT indhentetoplysninger om en kvindelig skatteyder fra hendes Facebook. SKAT kontrol-lerede skattepligtsforholdene hos en af kvindens bekendte, og i den forbindelseopstod der spørgsmål om den bekendtes tilknytning til kvinden. På den bag-grund indhentede SKAT materiale hos forskellige myndigheder og virksomhe-der om både kvinden selv og hendes bekendte. Oplysningerne om kvinden blevindhentet for at kontrollere hendes opgørelse til SKAT af underskuddet fra envirksomhed og opgørelsen af hendes privatforbrug. Det var i den forbindelse,der også blev indsamlet oplysninger om kvinden fra hendes Facebook, herunderoplysninger af mere personlig karakter.Det var kvinden utilfreds med, og et revisionsfirma klagede på hendes vegne tilombudsmanden over, at SKAT i det hele taget havde indsamlet oplysninger frakvindens Facebook. Under sagen havde revisionsfirmaet bl.a. det synspunkt, atoplysningerne på kvindens Facebook ikke var ofentligt tilgængelige. Revisions-firmaet skelnede mellem oplysninger på en åben Facebookside og på internettetgenerelt. På Facebook er der tale om at dele oplysninger mellem personer i enlukket kreds, ikke om at lægge oplysninger ud på internettet, der kan søges di-rekte fra en søgemaskine, anførte revisionsfirmaet.Ombudsmanden var ikke enig i den måde, revisionsfirmaet så sagen på. På dettidspunkt, hvor SKAT indsamlede oplysningerne om kvinden på Facebook,var hendes profil sat op, så alle brugere af Facebook kunne se oplysningerneom hende. Facebook er verdens største sociale netværk og havde medio okto-

ber 2011 over 750 millioner aktive brugere på verdensplan ifølge hjemmesidenwww.checkfacebook.com. Det fremgik af samme hjemmeside, at antallet af ak-tive brugere i Danmark på det tidspunkt var knap 2,7 millioner. Ombudsman-den udtalte, at oplysninger på en persons Facebook er ofentligt tilgængelige,hvis personen har en profil, som er så åben, at det ikke kun er hans eller hendes”venner” på Facebook, der har adgang til oplysningerne, men alle brugere påFacebook – fordi profilen er sat op til at være ”public”. Det gælder både de op-lysninger, personen selv har lagt ud, og de oplysninger, andre har lagt ud omham eller hende på den åbne Facebook.Fra lukket til oFFentligt tilgængelig proFilDet er dog ikke kun, når en persons Facebookprofil er ”public”, at personens op-lysninger på Facebook i juridisk forstand kan være ofentliggjort. Hvis personenhar et meget stort antal ”venner” på Facebook, særligt ”venner”, som han ellerhun ikke kender, kan resultatet blive det samme. Også selv om profilen ikke er”public”. Denne måde at bruge Facebook på kan man se på f.eks. politiker-sider.Det er imidlertid en konkret vurdering, om personer med rigtig mange ”ven-ner” i realiteten ofentliggør oplysninger om sig selv, når de lægger billeder ellertekst på Facebook. Det samme gælder oplysninger, som er lagt på personensFacebook af en af ”vennerne”. Generelt er det dog sådan, at jo mere tilgængeligprofilen og adfærden er, jo mere taler det i retning af en egentlig ofentliggørel-se.En person, som har begrænset tilgængelighed til sin profil, vil ikke altid kun-ne regne med, at de oplysninger, der ligger på hans eller hendes Facebook, kanholdes inden for kredsen af ”venner”. Der kan nemlig ske det, at oplysningerom personen overgår fra at være private til at blive ofentligt tilgængelige, hvispersonen har ”venner” med åbne profiler, og disse ”venner” bruger Facebook påvisse måder. Hvis en person med en lukket profil eksempelvis lægger oplysnin-ger på sin Facebook, og en ”ven” med en åben profil som led i en dialog ellerdebat lægger oplysninger på personens Facebook, vil oplysninger om personenefter omstændighederne kunne ses af alle Facebookbrugere. Oplysningerne vildermed blive udbredt til en videre, ubestemt kreds og således blive ofentligttilgængelige.Også i relation til andre sociale medier på internettet må man antage, at derskal foretages en konkret vurdering i det enkelte tilfælde af, om der er sket of-fentliggørelse. Man må altså bl.a. overveje, hvor let tilgængelige oplysningerneer, og hvor mange der har adgang til dem.

dansk lovgivning gælder For myndighederneOm oplysninger er ofentligt tilgængelige eller ej, har stor betydning for, ommyndighederne kan inddrage oplysningerne i en sag. Det følger af reglerne ipersondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000). lovens § 7, stk. 1, siger, at derikke må behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk,religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold oghelbredsmæssige og seksuelle forhold. Denne regel gælder imidlertid ikke, hvisbehandlingen vedrører oplysninger, som er blevet ofentliggjort af den registre-rede selv (§ 7, stk. 2, nr. 3). For mindre følsomme personlige oplysninger enddem, der er opregnet i § 7, stk. 1, må der tilsvarende være adgang til frit at be-handle dem, når oplysningerne er blevet ofentliggjort af den registrerede selv.I Facebooksagen fik ombudsmanden også lejlighed til at forholde sig til, omde standardvilkår, som er ensidigt fastsat af Facebook i USA, havde nogenselvstændig betydning for danske forvaltningsmyndigheders behandling afoplysninger fra Facebook. Det var ikke tilfældet; det er nemlig den danske of-fentligretlige lovgivning, som regulerer myndighedernes behandling af person-oplysninger – også fra Facebook.Selv om oplysninger er ofentligt tilgængelige, er det dog ikke givet, at en of-fentlig myndighed har lov til at behandle oplysningerne. Bestemmelsen ipersondatalovens § 5 om god databehandlingsskik gælder nemlig også for of-fentliggjorte oplysninger. En myndighed må stadig kun indhente og brugeoplysninger, der er relevante og saglige i forhold til sagen. Kravet om saglighedi § 5 må forstås på samme måde som de almindelige forvaltningsretlige saglig-hedskrav til sagsbehandlingen. I relation til sagsoplysning følger disse krav afdet almindeligt gældende sagsoplysnings- eller officialprincip, eventuelt supple-ret af særlige oplysningsregler i lovgivningen (f.eks. skattekontrollovens regler)samt kravet om relevans. Officialprincippet går ud på, at det er myndighedensansvar, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træfes en forsvarlig oglovlig afgørelse.Eller sagt med andre ord: Det, som er sagligt og relevant efter lovgivningen pådet konkrete område, afgrænser de oplysninger, en forvaltningsmyndighed måindhente og anvende – og det gælder også i forhold til oplysninger, som er of-fentligt tilgængelige.

En kvinde var utilfreds med, at naboen havde bygget en stor tagterrasse på et almindeligt parcelhus.Problemet var bl.a., at man fra terrassen kunne se lige ned i kvindens have. Kvinden klagede førstto gange til kommunen, som begge gange afviste, at byggeriet skulle være i strid med lokalplanen.Derefter klagede hun til det daværende Naturklagenævn. Spørgsmålet var nu, om klagefristen på fireuger var overholdt. Opfattede man kommunens andet svar som en selvstændig afgørelse, havde hunoverholdt fristen. Det gjorde Naturklagenævnet ikke.Den utilfredse nabo klagede til ombudsmanden, som stillede en række spørgsmål til Naturklage-nævnet. Sagen endte med, at Naturklagenævnet alligevel anså fristen for at være overholdt ogbehandlede sagen. Naturklagenævnet annullerede kommunens afgørelse og bad den om at sepå sagen igen.

En kommune ønskede at slå to folkeskoler sammen til én ny. Somen del af argumentationen skrev kommunen på sin hjemmeside,at nogle forældre fravalgte den ene skole, fordi der var mangetosprogede børn. En far henvendte sig personligt på ombuds-mandens kontor på Gammeltorv for at klage over kommunen.Han var imod sammenlægningen af de to skoler. Han mente, atkommunens argumentation var forkert, og at beslutningen der-for var ugyldig.En jurist hos ombudsmanden talte med manden og fandt ud af,at beslutningen endnu ikke var truffet. Forslaget om skolesam-menlægning var stadig i høring, og alene af den grund kunne om-budsmanden ikke gå ind i sagen. Manden fik at vide, at han kunnevende tilbage, når kommunen havde truffet sin beslutning.

En maskinarbejder var sygemeldt med dårlig ryg og modtog sygedagpenge. Maskinarbejderen blevafskediget, og ca. fire måneder efter standsede kommunen sygedagpengene. Kommunen forklarede,at maskinarbejderen ikke længere var ”fuldt uarbejdsdygtig”. Mandens fagforening mente derimodikke, at manden kunne arbejde som maskinarbejder med sin ryg, og ombudsmanden fik en klage frafagforeningen.Ombudsmanden sendte klagen til beskæftigelsesankenævnet, fordi han ville undersøge, om sagenvar tilstrækkeligt oplyst, til at der kunne træffes afgørelse om at stoppe sygedagpengene. Det havdenemlig vist sig under ombudsmandens behandling af sagen, at kommunen – under sin vurdering af,om manden kunne arbejde – havde indhentet oplysninger om jobbet som maskinarbejder ved at ringetil studievejledningen på et teknisk gymnasium.Nævnet besluttede at genåbne sagen og konkluderede, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Kom-munen burde eksempelvis også have inddraget mandens egen læge.

OMBUDSMANDEN UDE I VERDENI et fugtigt, varmt lokale i Hanoi sidder den danske ombudsmand og nogle afhans medarbejdere til en konference sammen med forskellige repræsentanter fraVietnams regering, universitetsverden, medier mv. Konferencen er den sidstei en række, som den danske ambassade har finansieret og arrangeret sammenmed den danske ombudsmandsinstitution og Vietnams parlament. Formåletmed samarbejdsprojektet er at bistå Vietnams regering med at undersøge mulig-hederne for at efektivisere nationalforsamlingens klagesystem, herunder i fæl-lesskab at afsøge mulighederne for at oprette et ombudsmandskontor.Efter nogle dages oplæg, spørgsmål og forklaringer om ombudsmandstankenog dens vandring fra Sverige over København og ud i verden tager en lidt ældre,tydeligt respekteret og vis dame ordet. Det er den tidligere socialminister, dernu vil give sin vurdering af, om en ombudsmand i Vietnam overhovedet er rea-listisk. Ordene falder abrupt, men meget præcist i oversættelsen til engelsk:Herhos os tænker vi kollektivt; vi beskytter kollektivet og grupper i kollektivet og er ikkepå samme måde som jer fokuseret på det enkelte individ. Endvidere er en ombuds·mand netop én person, og at tillægge denne ene person så megen magt og indflydelse eros fremmed.50 år tidligere var en anden dansk ombudsmand, Stephan Hurwitz, også invi-teret til en konference. Denne gang i Kandy, Sri lanka. FN står som arrangør,og Stephan Hurwitz’ oplæg har titlen ”The Scandinavian Ombudsman”. Blandttilhørerne er Attorney-General, Dr John Robson fra New Zealand, og hansrapport om tankerne i Hurwitz’ oplæg og om den danske ombudsmandsmodelfinder i april 1960 vej til det senere regeringsparti The National Partys politiskemanifest om administrative reformer, og derfra videre ind i virkeligheden. Detnewzealandske ombudsmandskontor bliver oprettet i 1962 – det første af slag-sen i den engelsktalende verden – og herfra spredes inspirationen til at opretteombudsmandskontorer til andre stater i det britiske imperium.

kontekst, respekt og tålmodighedDer er mange gode grunde til, at tanken om en ombudsmand slog hurtigt an iNew Zealand, og der er lige så mange gode grunde til, at Vietnam ikke blot ka-ster sig ud i at åbne et ombudsmandskontor. Forskellene i den juridiske, histori-ske, kulturelle og også den økonomiske kontekst er, som påpeget af madame Bapå konferencen i Hanoi, iøjnefaldende.Ombudsmanden er i sin moderne udgave blevet en integreret del af en liberal,vestlig demokratisk grundtanke. Fokus rettes mod beskyttelsen af den enkelteog hans grundlæggende rettigheder som individ/borger i et system med voksen-de beføjelser til den udøvende magt. Det er derfor ikke mærkeligt, at Danmarkovertog grundideen fra Sverige i netop efterkrigstiden, og det er heller ikke såmærkeligt, at eksporten af konceptet som regel finder sted i samme momentsom gennemførelsen af overordnede administrative reformer – ganske som detskete i New Zealand, og som det for så vidt også sker i Vietnam i øjeblikket.På trods af de store og iøjnefaldende forskelle på ”systemer” globalt set kan manlæse på hjemmesiden for ombudsmændenes internationale organisation (IOI),at 122 institutioner er medlemmer – fra hele verden. Men kortet over udbredel-sen af nationale ombudsmænd har ikke en ensartet farve kloden rundt. Rød erden dominerende farve i Europa (bortset fra især Tyskland og Italien), Afrika,Central- og Sydamerika og store dele af Oceanien. Men især den arabiske ver-den har haft store hvide områder – hvor der ikke er ombudsmænd.Under Det Arabiske Initiativ var den danske ombudsmand med i et projekt iJordan om oprettelse af en ombudsmandsinstitution. Som så ofte før var deri Jordan én person, som var motor hele vejen frem mod den nye institution, idette tilfælde den danske generalkonsul i Amman, hr. Kawar.Samarbejdet ledte til, at Jordan i 2008/2009 oprettede et ombudsmandskontor,og i dag er den jordanske ombudsmand optaget som medlem i ombudsmænde-nes internationale organisation, der stiller visse grundbetingelser for optagelse.De grundlæggende tanker og betingelser for en ombudsmand og hans arbejdegav anledning til mange og store diskussioner i Jordan. Som i Vietnam stod viover for at skulle passe en grundtanke ind i en meget anderledes ramme. Et af-gørende spørgsmål i disse situationer er som oftest temaet om ombudsmandensuafhængighed – hvor meget frihed tillades ombudsmanden til at kontrolleremagtens udøvelse og til efektivt at påvirke forvaltningskulturen?”Den danske model” kan som regel ikke eksporteres umiddelbart – og det kun-ne den heller ikke i Jordan. På den anden side stod idealet og troen på, at visse

grundbetingelser skal være opfyldt, for at en ombudsmandsinstitution kan fun-gere og være til gavn for den enkelte borger.I vores samarbejdsprojekter er det en forudsætning, at vi respekterer de forskel-ligheder, der findes, men samtidig er vi forpligtet af visse idealer eller grundbe-tingelser. Det afgørende, efter vores opfattelse, er, at der sås et sædekorn, og atvi som samarbejdspartnere har respekt og en vis tålmodighed med hensyn til atlade virkeligheden og udviklingen afgøre, om den pågældende nye institutionfår rum og har kapacitet og vilje til at være til gavn for borgerne.Forskellige typer projekterDen danske ombudsmandsinstitution har en lang tradition for aktiv deltagelsei bilateralt samarbejde om oprettelse, opbygning og konsolidering af ombuds-mandskontorer. Vi har følt os forpligtet af den måde, vi i sin tid modtog inspi-ration og beredvillig assistance fra Sverige.I den første tid skete udbredelsen hovedsageligt gennem personlig indsats fraombudsmændene selv, som det f.eks. var tilfældet med den første danske om-budsmand, Stephan Hurwitz, og andre ombudsmænd, som Sir Guy Powles fraNew Zealand og Alfred Bexelius fra Sverige. Senere er ombudsmandsinstitu-tionerne og deres medarbejdere blevet inddraget, og samtidig har internationaleorganisationer som FN, OSCE, EU og IOI opbygget traditioner for at yde øko-nomisk og teknisk bistand. Der er vist også en vis prestige forbundet med at ydeassistance til opbygning af demokratiske institutioner som ombudsmænd.I Danmark har der siden 2000 eksisteret en egentlig, formaliseret samarbejds-aftale mellem Udenrigsministeriet og ombudsmanden. Via aftalen er det blevetmuligt for ombudsmanden at have resurser til at deltage i internationale aktivi-teter og konkrete samarbejdsprojekter rettet mod opbygningen af demokratiskeinstitutioner, god regeringsførelse og god forvaltningspraksis. Gennem Folke-tinget overføres der hvert år fra Udenrigsministeriet ét akademisk standard-årsværk med overhead til ombudsmandens kontor. Der er selvklart tale om be-grænsede resurser, men ikke desto mindre kan disse resurser føre til deltagelse imange aktiviteter.I store træk kender vi 3 typer, eller stadier, hvor dansk bistand kan være aktuel:1) den politiske afklarings- eller beslutningsfase, som f.eks. projekterne i Viet-nam og Jordan, 2) etableringsfasen, hvor den politiske beslutning om oprettel-sen er taget, og 3) en konsoliderings- og/eller genopretningsfase, hvor en etable-ret institution typisk har behov for at komme ud af et dødvande.

albanienIndtil 1991 var Albanien et afsondret diktatur. Processen, der skulle lede fremtil demokratisering, var tumultarisk og brød endeligt sammen i 1997. landetfaldt bogstaveligt talt fra hinanden i løbet af ganske få dage – på alle niveauer,fra politi og centrale statsmyndigheder og ned til skoler og de mindste lokaleforvaltningsmyndigheder. Mange vil kunne huske billederne i tv fra gadernei Tirana, Vlora og andre albanske byer, hvor aggressive og desperate borgerehavde forsynet sig med våben røvet fra militærets depoter.I 1998 begynder der at komme orden og ro i samfundssystemet igen, og en nygrundlov så dagens lys samme år. Grundloven indeholdt bestemmelser om op-rettelse af et ombudsmandskontor, Avocati i Popullit –folkets advokat.Den danske ambassade i Tirana underskrev i juni 1999 en 5-årig samarbejds-aftale med den albanske regering. Programmets mål var at styrke Avocati iPopullits uafhængighed og efekt i et demokratisk meget skrøbeligt samfund.Den danske ombudsmand blev inddraget i projektet og besøgte første gang sinnyvalgte kollega, Ermir Dobjani, i september 2000.I december 2009 fejrede Avocati i Popullit sit 10-års jubilæum i Tirana, og dendanske ombudsmand og hans medarbejdere fra projektet var inviteret sammenmed andre centrale institutioner og personer fra etableringsfasen, bl.a. den tid-ligere projektleder fra den danske ambassade.Efter 10 år med et stort og værdsat arbejde i Albanien var der nu på ny optræktil politisk uro og bekymring. Der skulle vælges ombudsmand i februar 2010,og meget tydede på, at der igen ville opstå problemer i det politiske system. Detviste sig at holde stik, og resultatet var, at der ikke blev valgt en ombudsmandfør året efter, og at institutionen blev overladt til nedskæringer og tab af prestigeog indflydelse i en lang periode.Nogle af medarbejderne hos den danske ombudsmand rejser i foråret 2011 tilTirana og møder et kontor, der i fraværet af en ombudsmand ledes af en megetdygtig og engageret viceombudsmand. Efter besøget i Tirana opsøger den dan-ske ombudsmands medarbejdere Naboskabsprogrammet i Udenrigsministerietfor dels at orientere om besøget og dels forsøge at arbejde for, at støtten til in-stitutionen Avocati i Popullit kan blive genoptaget i denne vanskelige periode.Et nyt støtteprogram til omkring 10 millioner danske kroner blev underskrevetden 21. december 2011.

Ombudsmænd og deres institutioner står ofte meget alene med deres arbejde.Etableringsfasen er naturligvis yderst vigtig for institutionens muligheder for atfalde på plads. Men – som erfaringerne fra Albanien har vist – der er meget oftebehov for en langsigtet, tålmodig støtte til institutionen.ghanaDet går på mange måder godt og fremad i Ghana, også økonomisk. Men lan-det, der omfatter vores egen gamle koloni ”Guldkysten”, er stadig dybt prægetaf en fortid med armod og udnyttelse. Ghana er på mange måder et repræsen-tativt billede på de problemer, der har været i mange afrikanske lande med atgennemføre og fastholde en demokratisk styreform.Efter at landet havde vundet selvstændighed i 1957, blev den store helt fra kam-pen for uafhængighed, Nkrumah, afsat ved et militærkup i 1966. I perioden,der fulgte, med stigende fattigdom, blev landet ledet af skiftende civile og mi-litære regeringer frem til midten af 90’erne, hvor løjtnant Jerry Rawlings gjordealvor af sine løfter om at lade landet overgå til en folkevalgt regering.Under et besøg i 1995 satte guvernøren for Ashanti-provinsen over for en af dendanske ombudsmands medarbejdere fingeren på dilemmaet mellem fattigdoms-bekæmpelse og udvikling af demokrati:”Hvis jeg skal vælge mellem mulighedenfor at brødføde 1.000 af mine landsmænd eller bruge pengene på at støtte en ombuds·mand, så vil jeg uden tøven vælge det første. Hvorfor gør I ikke det samme i jeres støt·te til Ghana og hjælper os med hurtigere at komme ud af fattigdommen?”Her ligger nok en stor del af forklaringen på det faktum, den tidligere ghanesi-ske Commissioner on Human Rights and Administrative Justice, Emile Short,senere satte ord på:Der skal, selvfølgelig, være et minimum af politisk vilje for atsikre disse demokratiske institutioners overlevelse og effektive funktion.I 1995 besluttede Ghana at transformere en kuldsejlet ombudsmandsinstitutiontil en institution, der var bedre kalibreret til situationen og behovene i Ghana.Commission on Human Rights and Administrative Justice,som institutionen komtil at hedde, afspejler også i sit navn ambitionen: at få større fokus på de grund-læggende menneskerettigheder samtidig med fortsat at styrke kontrollen medog støtten til udviklingen af den udøvende magt, herunder arbejdet med kor-ruptionsbekæmpelse. Alt sammen skulle gøres med få og utilstrækkelige penge.Den danske ambassade i Accra har siden kommissionens oprettelse konsekventhaft den på sit støtteprogram – en støtte, som kontoret nok ikke havde kunnet

overleve uden. I dag er Commission on Human Rights and AdministrativeJustice en betydningsfuld institution i det ghanesiske samfund og i almindeligemenneskers dagligdag – i virkeligheden dermed også en vigtig brik i sikringenaf stabilitet og økonomisk fremgang.Den danske ombudsmand har været med i samarbejdet siden 1995, hvor de før-ste kontakter fandt sted. Fokus og intensitet har varieret, men sigtepunktet haraltid været det samme: gennem samarbejdet at sikre, at ombudsmandsfunktio-nen har kunnet bide sig fast og falde ordentligt på plads i et land, der har væretpræget af fattigdom og utilstrækkelig forvaltning.

BIlAG A.PERSONAlEFORHOlDDen 1. maj 2012 var der ansat følgende medarbejdere (se også FolketingetsOmbudsmands organisationsplan side 26 – hvor hver medarbejder tæller somén uanset arbejdstid):Almen AfdelingafdelingschefKaj LarsenkommitteretJon AndersenkommunikationskonsulentJacob Berner MoekontorfuldmægtigLisbeth NielsenEgen drift·projekter og indsats mod torturkontorchefErik Dorph SørensenspecialkonsulentElizabeth Bøggild NielsenFuldmægtigKlavs Kinnerup HedeFuldmægtigRikke Ilona IpsenoverassistentLone GundersenPersonale, økonomi, medieaktindsigt og bufferkontorchefLisbeth AdserballeFuldmægtigLise PuggaardFuldmægtigMette VestentoftreferentJulie Gjerrild JensenkontorfuldmægtigJannie SvendsenoverassistentMarianne Anora Kramath Jensenstud.jur.Anders Müller Formanstud.jur.Azad Taheri AbkenarInternationale projekter, beretning og sprogkontorchefJens OlsenspecialkonsulentChristian OugaardreferentEva JørgensenAdministration, service og udviklingit- og servicechefChristian Ørslykke Møllerit-driftsmedarbejderSeyit Ahmet Özkanit-studentermedhjælperAhmet YildirimpersonalekonsulentLisbeth KongshauginformationskonsulentKaren NedergaardoverassistentBirgit Kehlet-HansenservicelederJeanette SchultzdriftsmedarbejderFlemming Wind LystrupdriftsmedarbejderNiels ClemmensenhusbetjentAnnitta LundahlhusbetjentCharlotte JørgensenhusbetjentDorthe Sønderskov RasmussenhusbetjentKirsten MorellhusbetjentSuphaporn NielsenjournallederCarina Haar HillbrandtkontorfuldmægtigLisbet PedersenoverassistentHarriet Lindegaard HansenoverassistentMerete Gerting HansenoverassistentOlga BardenshteinoverassistentSuzanne SølbergUnder afdelingen hører navnlig følgendearbejdsopgaver:- den årlige beretning- internationalt arbejde- egen drift-projekter- indsats mod tortur (OPCAT)- tilsyn med tvangsmæssig udsendelse afudlændinge- sager om medieaktindsigt- sager fra kontorerne (buffer)- embedets personale og økonomi- embedets administration, service og udvikling- hjemmeside og nyheder- embedets sprogpolitik

1. kontorkontorchefKirsten TalevskispecialkonsulentSusanne VeigaFuldmægtigChristoffer BruusFuldmægtigHanne NørgårdFuldmægtigKirsten BroundalFuldmægtigLykke Leth NielsenoverassistentDorte Buttenschønstud.jur.Ida Andersen Feldthausstud.jur.Stine ScheibelKontoret behandler især sager om:- selskabslovgivning- fødevarer- fiskeri- landbrug- patientklager- lægemidler- sundhedsvæsenet- udenrigsforhold- kommunikation- kirker- kultur- udlændingesager- registre mv.- indfødsret- ydelser til arbejdsløshedsforsikrede- arveret/fonde- samværssager- person- og navneret- familieretlige sager, bortset fra sagerom bidrag og adoption

3. kontor (inspektionsafdelingen)inspektionschefLennart FrandsenchefkonsulentPernille HelstedFuldmægtigAnn Thagård GregersenFuldmægtigLise BitschFuldmægtigMai VestergaardFuldmægtigPeter KerstingFuldmægtigPi Lundbøl StickFuldmægtigTina AndersenhandicapkonsulentAnders J. AndersenoverassistentHanne HartungoverassistentJeanette Hansenstud.jur.Andreas ReitzelAfdelingen leder embedets inspektionsvirk·somhed, der især omfatter:- fængsler- arresthuse- sikrede institutioner- pensioner- detentioner- politiets venterum- psykiatriske afdelinger- sociale og socialpsykiatriske bosteder- ligebehandling af mennesker med handicap- døgninstitutioner for børn og ungeAfdelingen behandler også sager om:- patientklager (psykiatri)- psykiatriske afdelinger- fængselsforhold- forsvaret- straffesager og politi- domstolene- advokater- private retsforhold- justitsforhold i øvrigt- ligebehandling af mennesker med handicap

5. kontorkontorchefKarsten Loiborgekstern konsulent,professor, dr.jur. Jan PedersenspecialkonsulentVibeke LundmarkFuldmægtigJanne Lundin VadmandFuldmægtigJørgen Hejstvig-LarsenFuldmægtigKresten GaubFuldmægtigLinette Granau WintheroverassistentEva Lykke Sveistrupstud.jur.Sofie Nordskov NielsenKontoret behandler især sager om:- boligstøtte- arbejdsskader- foranstaltninger over for børn og unge- skatte- og afgiftssager- tilbagebetaling af sociale ydelser- voldsoffererstatning- uddannelse og uddannelsesstøtte- forskning- børnetilskud og børnefamilieydelse- sociale institutioner, bortset frainspektionsrelevante sager

DriftsudgifterTilskud fra UdenrigsministerietHuslejeLeasing af kopimaskinerAdministrationens tjenesterejserRepræsentation, bespisning mv.PersonalevelfærdTelefontilskudTilskud til spiseordningIt, centralt udstyr, netværk, programmelIt, klientudstyrIt, konsulentbistandDecentral efteruddannelseOversættelserTrykning af publikationer mv.Diverse tjenesteydelserKontorartiklerMøbler og andet inventarBøger og bladhold mv.Rengøring, vask og renovationHusbetjentbeklædningDriftsudgifter i alt- 900.0004.121.000254.000403.000171.000110.0007.000227.0001.249.0001.069.000254.000811.000390.000321.000100.000796.000671.0001.137.000202.0007.00011.400.000

BILAG C.StAtIStIkI dette bilag findes en uddybende redegørelse for de centrale tal i forbindelsemed embedets sagsbehandling.Statistikbilaget her kan sammenholdes med det tilsvarende bilag i beretningenpå vores hjemmeside, www.ombudsmanden.dk. Bilaget på hjemmesiden inde·holder en samlet og mere detaljeret udgave af tabel 1 og 3.Ombudsmandens statistik skal afspejle nogle væsentlige karakteristika ved desager, der behandles, men skal også sige noget om udnyttelsen af de resurser,der findes i huset. Fremstillingen er bygget op om nogle gennemgående skille·linjer. Først og fremmest indeholder statistikken og direktørens redegørelse påside 19·27 oplysninger om nye sager ved embedet og sager, som huset har be·handlet. Redegørelsen for de afsluttede sager vedrører sagerne, der blevafslutteti 2011 – uanset hvornår sagerne blev oprettet – mens redegørelsen for de nye sa·ger handler om sager, som blevopretteti 2011 – uanset om sagerne blev afslutteti 2011 eller først senere. De to tal er derfor ikke nødvendigvis sammenfaldende.Desuden skelnes der mellem forskellige typer af sager: klagesager, inspektions·sager og sager, som ombudsmanden rejser på eget initiativ (egen drift·sager,ellerinitiativsager),sager, hvor klageren eller andre ønsker indsigt, sager i for·bindelse med internationalt samarbejde mv. De forskellige sagstyper indgår iforskelligt omfang i statistikken. Redegørelsen for de afsluttede sager og oplys·ningerne i direktørens artikel om antallet af nye sager angår imidlertid kun detre første typer af sager.Endelig skelnes der mellem sager, hvor ombudsmanden forholder sig til det el·ler de rejste problemer i sagen – en såkaldt realitetsbehandling – og sager, derafvises af forskellige grunde.Realitetsbehandling finder i udgangspunktet sted på grundlag af en høring,hvor myndighederne får lejlighed til at udtale sig over for ombudsmanden omklagens indhold, men ombudsmanden kan også i særlig klare tilfælde, hvor derikke udtales kritik eller gives henstilling, vælge at tage stilling til klagen udenforudgående høring.Visse sager skal afvises – for tiden eller endeligt.Ombudsmanden må f.eks. ikke behandle klager over forhold,der kan påklages tilen anden forvaltningsmyndighed, før den anden forvaltningsmyndighed har truffet

afgørelse(ombudsmandslovens § 14). klager, der kommer til ombudsmanden,før eventuelle klagemuligheder er udtømt, kan derfor ikke behandles og skalafvises – i hvert fald for tiden, indtil en klageinstans eventuelt har behandletklagen.Efter ombudsmandslovens § 7, stk. 2, omfatter ombudsmandens virksomhedikke domstolene. Derfor skal f.eks. klager over domstolene afvises, og her erafvisningen endelig.I den statistiske redegørelse er de forskellige tal og oplysninger forsøgt samletunder overskuelige temaer: Hvor mange sager oprettede embedet? Hvor mangesager afsluttede ombudsmanden? Hvor lang tid tog det at behandle sagerne?Disse temaer er skilt ud til særskilt behandling i direktørens artikel på side 19·27.Her i bilag C behandles spørgsmålene: Hvad gjorde ombudsmanden ved desager, der blev afsluttet i 2011? Hvad handlede de om? Hvilke myndigheder varberørt?

til kategorien af realitetsbehandlede sager hører, som nævnt i indledningen tildette bilag, sager, hvor ombudsmanden gennemfører en undersøgelse med hø·ring af den eller de relevante myndigheder og afslutter sagen med en udtalelse.Der kan være tale om klagesager, inspektioner og sager rejst på ombudsman·dens eget initiativ.til kategorien regnes endvidere sager, der undergives en såkaldt afkortet reali·tetsbehandling. Der kan være tale om klagesager, hvor ombudsmanden efter singennemgang af oplysningerne i sagen vurderer, at der ikke er udsigt til, at enfuld realitetsbehandling af sagen vil kunne føre til kritik af myndighederne ellertil, at borgeren på anden vis kan hjælpes med udfaldet af sin sag. Sagerne afslut·tes derfor som regel, uden at der indhentes en udtalelse fra myndighederne. ty·pisk undersøger ombudsmanden klagen og sagen på samme måde som ved defuldt gennemførte realitetsbehandlinger. Der kan også være tale om sager, somombudsmanden rejser på eget initiativ, og hvor han retter forespørgsler til myn·dighederne om bestemte forhold og på grundlag af myndighedernes svar vælgerikke at foretage sig mere i sagen.Disse afkortede realitetssager er reguleret i ombudsmandslovens § 16, stk. 2, og§ 17, stk. 1.I 2011 blev 541 (54,0 pct.) af de realitetsbehandlede sager afsluttet efter en af·kortet behandling som beskrevet.Det sker, at en myndighed genoptager behandlingen af en sag, som følge af atombudsmanden har bedt om en udtalelse. Sagen behandles i disse tilfælde igenhos myndighederne, og med henvisning til at sagen således ikke kan siges atvære færdigbehandlet hos myndighederne, indstiller ombudsmanden som alt·overvejende hovedregel sin behandling af sagen. Det er ikke givet, at myndig·hederne ændrer deres oprindelige afgørelse, men virkningen er i praksis densamme, som hvis der var givet en henstilling til myndighederne om at genover·veje sagen.I 2011 blev i alt 50 sager afsluttet på dette grundlag.

A. Ministerområde (statslige myndigheder)a. Beskæftigelsesministeriets områdeb. Erhvervs- og Vækstministeriets områdec. Finansministeriets områded. Forsvarsministeriets områdee. Justitsministeriets områdef. Klima-, Energi- og Bygningsministerietsområdeg. Kulturministeriets områdeh. Miljøministeriets områdei. Ministeriet for By, Bolig og Landdistriktersområdej. Ministeriet for Børn og Undervisningsområdek. Ministeriet for Forskning, Innovation ogVideregående Uddannelsers områdel. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug ogFiskeris områdem. Ministeriet for Ligestilling og Kirkes områden. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelsesområdeo. Skatteministeriets områdep. Social- og Integrationsministeriets områdeq. Statsministeriets områder. Transportministeriets områdes. Udenrigsministeriets området. Økonomi- og Indenrigsministeriets områdeStatslige myndigheder i alt9512492562532071311251332301214844840124023603202531414203057123

1) Den statistiske registrering af de afsluttede sager i 2011 er foretaget i umiddelbar forlængelse af afslutningen af denenkelte sag. Tabel 1 (og tabel 3 nedenfor) er overordnet inddelt ud fra de ministerier, der bestod ved årets udgang. Af-sluttede sager vedrørende myndigheder, som er nedlagt eller omlagt efter den statistiske registrering, er på sammemåde som hovedregel søgt placeret under det ministerområde, hvor kompetencen i sagen lå ved årets udgang.2) Enkelte sager vedrørende kommunale og amtskommunale myndigheder, der blev nedlagt som følge af kommunal-reformen pr. 1. januar 2007, indgår fortsat i opgørelsen. Betegnelsenkommunerdækker altså både over tidligereprimær- og amtskommuner og de nuværende kommuner. Opgørelsen inkluderer ikke kommunale tvistnævn omfattetaf ombudsmandslovens § 7, stk. 3.

I alt blev 3.921 (79,7 pct.) af de afsluttede sager afvist, uden at der blev foretageten fuld eller afkortet realitetsbehandling af dem.Der er flere grunde til, at sager skal afvises af ombudsmanden, og kategorien”afviste sager” dækker over flere situationer:Hvis en klage indgives for sent, skal sagen afvises efter ombudsmandslovens§13, stk. 3. I 2011 afviste ombudsmanden 116 sager af den grund.Det sker, at den, der klager til ombudsmanden, ikke har brugt de klagemulig·heder, der var i forbindelse med sagens behandling hos de administrative myn·digheder, og at de klagefrister, der var, er sprunget. I sådanne tilfælde kan kla·gen ikke efterfølgende behandles af ombudsmanden. I 2011 afviste ombuds·manden 57 sager af denne art.Ombudsmanden behandler ikke klager uden for sin kompetence. Efter om·budsmandslovens § 7, stk. 2, skal ombudsmanden afvise klager, der vedrørerdomstolene og deres virksomhed. Ombudsmanden afviser også klager over for·hold, som det kan forventes, at domstolene vil bedømme. I alt 137 sager blev i2011 afvist af disse grunde. Uden for ombudsmandens kompetence falder ogsåklager over Folketinget, herunder klager over lovgivningsspørgsmål (34 sageri alt). Det samme gælder klager vedrørende private retsforhold og klager overvisse nævn, selv om de i anden sammenhæng hører til den offentlige forvaltning(ombudsmandslovens § 7, stk. 3). 229 sager blev i 2011 afvist med henvisningtil sådanne former for inkompetence.I 2011 afviste ombudsmanden samlet 400 sager, fordi klagerne lå uden for om·budsmandens kompetence.1.898 klager blev afvist for tiden, fordi borgerne selv stadig havde mulighed forat klage over forholdet inden for det administrative klagesystem mv. Ombuds·manden må som nævnt ikke gå ind i en sag, før alle administrative klagemulig·heder er udtømt (ombudsmandslovens § 14). I sådanne situationer oversenderombudsmanden enten sagen til myndighederne eller henviser den, der har kla·get, til selv at gøre brug af mulighederne for at klage mv. i det administrativesystem. Samtidig gør ombudsmanden vedkommende opmærksom på mulighe·den for eventuelt at vende tilbage, når klagemulighederne er udnyttet, og der ertruffet endelig afgørelse i sagen. I 1.271 (67,0 pct.) af de sager, der blev afvist fortiden, oversendte ombudsmanden henvendelsen til myndighederne.

I de 1.898 tilfælde, hvor ombudsmanden i 2011 afviste en sag for tiden, havdede personer, der havde klaget, altså som altovervejende hovedregel mulighed forat vende tilbage til ombudsmanden, hvis de fortsat var utilfredse med myndig·hedernes afgørelse og/eller behandling af sagen.I visse situationer var klagen anonym og skulle som følge heraf afvises efter om·budsmandslovens § 13, stk. 2 (26 sager i 2011). I andre tilfælde viste det sig, atder ikke var tale om en egentlig klage, men en forespørgsel eller blot materiale,der var sendt til ombudsmandens orientering (359 sager). I atter andre tilfældevar det nødvendigt at bede klageren om at præcisere sin klage, og klagerenvendte ikke tilbage, eller klageren trak sin klage tilbage (187 sager). Disse situa·tioner har vi slået sammen her i den statistiske redegørelse (punkt 1.4 i tabel 2på næste side). I 2011 havde vi 572 sådanne sager.Efter ombudsmandslovens § 16, stk. 1, afgør ombudsmanden selv, om en klagegiver tilstrækkelig anledning til en egentlig undersøgelse af sagen.Ombudsmandens beslutning om, at en sag skal afvises, træffes efter en gen·nemgang af klagerens henvendelse og de bilag, der måtte være sendt med, mender er intet til hinder for, at ombudsmanden indhenter bilag fra myndighederne,inden klageren svares og får en forklaring på, hvorfor ombudsmanden har valgtikke at indlede en undersøgelse.I 2011 afviste ombudsmanden 878 sager med henvisning til ombudsmands·lovens § 16, stk. 1.tabel 2 på næste side indeholder oplysninger om de registrerede afvisnings·grunde i alle sager og særskilt for kommunale og regionale sager.

Afvisningsgrund1. Endelige afvisninger1. Klagen var indgivet for sent(ombudsmandslovens § 13, stk. 3)2. De administrative muligheder for behandling af sagenvar ikke udtømt og kunne ikke længere udnyttes(ombudsmandslovens § 14)3. Klagen angik forhold uden for ombudsmandenskompetence, f.eks. en domstol, dommere, Folketinget,lovgivningsspørgsmål eller private retsforhold4. Forespørgsler mv. uden egentlig klage; klager, som ikke blevpræciseret, eller som blev tilbagekaldt; anonyme klager mv.5. Andre henvendelser, herunder klager, som ombudsmandenbesluttede at afvise (ombudsmandslovens § 16, stk. 1)Endelige afvisninger i alt116573636

Hvad Handlede sagerne om?Hovedemnerne – dvs. hvad ombudsmandens reaktion i sagen især var rettet mod – i de4.922 sager, der blev afsluttet i 2011, fordelte sig på følgende vis inden for henholdsvisrealitetsbehandlede sager (i alt 1.001) og afviste sager (i alt 3.921):Figur 1Realitetsbehandlede sager i 2011 fordeltefter hovedemne (i alt 1.001 sager)Afgørelser (74,6%)Sagsbehandling (5,6%)Sagsbehandlingstid (5,5%)Afviste sager i 2011 fordeltefter hovedemne (i alt 3.921 sager)Afgørelser (43,8%)Sagsbehandling (16,1%)Sagsbehandlingstid (18,6%)Faktisk forvaltningsvirksomhed (2,4%)Generelle spørgsmål (7,3%)Diverse (11,8%)Faktisk forvaltningsvirksomhed(3,5%)Generelle spørgsmål (10,6%)Diverse (0,2%)

A. Ministerområde (statslige myndigheder)a. Beskæftigelsesministeriets områdeb. Erhvervs- og Vækstministeriets områdec. Finansministeriets områded. Forsvarsministeriets områdee. Justitsministeriets områdef. Klima-, Energi- og Bygningsministerietsområdeg. Kulturministeriets områdeh. Miljøministeriets områdei. Ministeriet for By, Bolig og Landdistriktersområdej. Ministeriet for Børn og Undervisningsområdek. Ministeriet for Forskning, Innovation ogVideregående Uddannelsers områdel. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug ogFiskeris områdem. Ministeriet for Ligestilling og Kirkes områden. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelsesområdeo. Skatteministeriets områdep. Social- og Integrationsministeriets områdeq. Statsministeriets områder. Transportministeriets områdes. Udenrigsministeriets området. Økonomi- og Indenrigsministeriets områdeStatslige myndigheder i alt2305017238631840920296829251512075722157141832.68913538131460716356002255182310017434294361391.849

1) Den statistiske registrering af de afsluttede sager i 2011 er foretaget i umiddelbar forlængelse af afslutningen afden enkelte sag. Tabel 3 er overordnet inddelt ud fra de ministerier, der bestod ved årets udgang. Afsluttede sagervedrørende myndigheder, som er nedlagt eller omlagt efter den statistiske registrering, er på samme måde somhovedregel søgt placeret under det ministerområde, hvor kompetencen i sagen lå ved årets udgang.2) Enkelte sager vedrørende kommunale og amtskommunale myndigheder, der blev nedlagt som følge af kommunal-reformen pr. 1. januar 2007, indgår fortsat i opgørelsen. Betegnelsenkommunerdækker altså både over tidligereprimær- og amtskommuner og de nuværende kommuner. Opgørelsen inkluderer ikke kommunale tvistnævn omfattetaf ombudsmandslovens § 7, stk. 3. Sager vedrørende sådanne nævn er medtaget under tabellens punkt E.2.3) Ombudsmanden besluttede i en sag, der blev afsluttet i 2011, i medfør af ombudsmandslovens § 7, stk. 4, at EnergiMidt Net A/S og Energi Midt Net Vest A/S skulle være omfattet af ombudsmandens virksomhed.4) Jf. ombudsmandslovens § 7, stk. 2.5) Organer omfattet af ombudsmandslovens § 7, stk. 3.

1-1. Arbejdsskadestyrelsen burde ikke havevideregivet oplysninger om en skadelidtsdiagnose til konkursboet efter en tidligerearbejdsgiver. Videregivelsen var sket i for-bindelse med rykkerbreve som led i sags-oplysningen.(J.nr. 2007·3407·003)1-2. Krav til i begrundelsen i en sag om førtids-pension at tage stilling til betydningen af enspeciallægeerklæring, herunder at redegørefor, hvorfor den ikke blev tillagt afgørendebetydning.(J.nr. 2010·2810·0410)1-3. Den skærpede vejledningspligt på det socialeområde indebar pligt til at vejlede om syge-dagpengeregler under sag om afklaring af rettil førtidspension.(J.nr. 2010·2395·0050)1-4. En kommune stoppede udbetalingen af syge-dagpenge. I bevisvurderingen af, om kommu-nens mødeindkaldelse måtte anses for atvære kommet frem til sygedagpengemodta-geren, indgik bl.a., at der både i den konkretesag og i andre tilfælde var sket fejl ved kom-munens afsendelse af post. Ombudsmandenhenstillede fri proces.(J.nr. 2008·4469·025)

5-1. En indsat kunne ikke få aktindsigt i uformellee-mail, som var udvekslet mellem to myndig-heder i hans sag. Ombudsmanden tog isærstilling til, hvornår uformelle e-mail kan be-tragtes som dokumenter.(J.nr. 2010·0392·6012)5-2. Ombudsmanden kan i medfør af ombuds-mandslovens § 7, stk. 4 (jf. offentligheds-lovens § 1, stk. 2, nr. 1), kun bestemme, atenergiselskaber, der selv producerer, trans-mitterer eller distribuerer elektricitet vedspænding på 500 V eller derover, er omfattetaf hans virksomhed.(J.nr. 2010·5164·3000)5-3. Ombudsmanden mente, at langstrakt og fejl-behæftet sagsbehandling i en sag ved DetGrønlandske Nævn vedrørende Erstatningtil Ofre for Forbrydelser var uacceptabel ogsærdeles kritisabel.(J.nr. 2009·0911·600)5-4. Et fængsels faste praksis med kun at giveindsatte aktindsigt i deres egne handleplans-skemaer i form af gennemsyn strider modforvaltningslovens § 16, stk. 3, der forudsæt-

13-1. Ombudsmanden kritiserede sagsbehand-lingstiden i Vurderingsankenævn København.Han rejste samtidig en generel sag af egendrift over for Skatteministeriet om sagsbe-handlingstiderne i landets vurderingsanke-nævn.(J.nr. 2010·1882·2001)13-2. Ombudsmanden kritiserede sagsbehand-lingstiden i Skatte- og VurderingsankenævnBornholm. Han rejste samtidig en generelsag af egen drift over for Skatteministerietom sagsbehandlingstiderne i landets vurde-ringsankenævn.(J.nr. 2010·3186·2001)13-3. SKAT overholdt ikke altid fristen for udbe-taling af registreringsafgift ved eksport afbiler. Ved for sen udbetaling betalte SKATkun renter, hvis rentebeløbet udgjorde over200 kr.(J.nr. 2009·0174·200)13-4. En borger anmodede om aktindsigt i en mini-sters kalender og en række andre oplysnin-

ger. Ombudsmanden kritiserede ikke sagsbe-handlingstiden, men udtalte, at ministerietburde have taget stilling til anmodningen omaktindsigt i kalenderen snarest muligt.(J.nr. 2010·3954·2000)13-5. Afslag fra Skatteministeriet på aktindsigt ioplysninger om 9 rejser blev givet med denmisvisende begrundelse, at ministeriet ikkehavde registreret oplysninger om rejserne ogheller ikke havde betalt rejserne.(J.nr. 2011·1088·8019)15-1. Myndigheder må indsamle oplysninger ompersoner med åbne Facebook-profiler, hvisindsamlingen har et sagligt formål.(J.nr. 2011·2657·2091)15-2. Landets 15 vurderingsankenævn havde sta-dig en sagspukkel, efter at antallet af klagersteg voldsomt i 2008. Ombudsmanden villefølge udviklingen i sagsbehandlingstiderne ivurderingsankenævnene.(J.nr. 2011·0772·2001)

14-1. Der er ret til ledighedsydelse ved opsigelseaf fleksjob, hvis der er en gyldig grund til op-sigelsen. Flytning til en anden kommune kanogså være en gyldig grund til at sige sit jobop.(J.nr. 2010·0436·0540)14-2. Ombudsmanden kritiserede Burka-arbejds-gruppen for at give for vage og upræciseunderretninger efter offentlighedslovens§16, stk. 2, om årsagen til, at en anmodningom aktindsigt ikke var imødekommet ellerafslået inden 10 dage.(J.nr. 2010·0164·6018)14-3. Nye, mere lempelige regler om merudgifter,som trådte i kraft, få dage efter at en kom-mune havde afslået en borgers ansøgningom merudgiftsydelse, burde have været ind-draget, da kommunen og det sociale nævnhenholdsvis genvurderede og prøvede afgø-relsen.(J.nr. 2009·3497·050)14-4. En kommunes meddelelse om faktisk stopfor bevilling af socialpædagogisk støtte ogledsagelse skulle anses for en afgørelse,med den virkning at det sociale nævn varkompetent til at behandle klagen.(J.nr. 2010·4161·0311)16-1. En kvinde, der igennem 2½ år var blevetanset for omfattet af personkredsen iservicelovens § 100 og havde modtagetmerudgiftsydelse fra kommunen, fik ikke

4-1. Partshøring af naboer inden byggetilladelse.Partshøring skulle være sket, selv om myn-digheden ikke kunne have nægtet at træffeden afgørelse, som der var blevet søgt om.(J.nr. 2009·3164·104)4-2. Ansatte på en skole havde skrevet notaterom hændelser med en forælder og givetnotaterne til skolelederen. Notaterne var enaktivitet, som var omfattet af offentligheds-loven, og forælderen havde ret til aktindsigt inotaterne.(J.nr. 2009·2870·701)20-5. Efter ombudsmandens mening skulle kom-mune ikke kontrollere, at fuldmagt til at søgebyggetilladelse var underskrevet i overens-stemmelse med tegningsreglerne for ejerlej-lighedsforeninger.(J.nr. 2009·4541·109)

20-2. En kommune tilbagekaldte en begunstigendeafgørelse om, at en klage over en ansat ikkeville få konsekvenser for ham. Ombudsman-den udtalte, at der ikke var tilstrækkeligtungt vejende hensyn, der kunne begrundeen tilbagekaldelse.(J.nr. 2009·3418·812)20-3. En læge blev bortvist på grund af en straffe-dom. Ombudsmanden kunne ikke kritisere,at regionen ikke mente, at lægen opfyldtedecorumkravet, men henstillede til regionenat tage stilling til, om lægen i stedet burdevære blevet afskediget med normalt varsel.(J.nr. 2009·3690·810)20-4. Ansættelse af straffede personer og journa-lisering af straffeattester.(J.nr. 2008·4296·810)20-6. Regions behandling af klage over ambulan-ces responstid. Sagsoplysning og pligt til atgive fyldestgørende svar.(J.nr. 2010·0573·4299)20-7. Som led i besparelser afskedigede en kom-mune en kvinde, der var ansat i et fleksjob,uden at inddrage kommunens forpligtelsersom følge af det sociale kapitel.(J.nr. 2010·1951·8133)

egen driFt-projekterEgen drift-projekter er generelle undersøgelser, hvor ombudsmanden gennem-går et antal konkrete enkeltsager af samme type fra typisk en myndighed for atafdække eventuelle gennemgående eller enkeltstående mangler eller fejl.Den afsluttende rapport ofentliggøres på Folketingets Ombudsmands hjem-meside, www.ombudsmanden.dk, og i ombudsmandens database i Retsinfor-mation (www.retsinfo.dk). Rapporten medtages også på cd-rommen bagest iombudsmandens beretning for det år, hvor projektet afsluttes.Der blev ikke afsluttet nogen egen drift-projekter i 2011.inspektionssager optaget i Folketingets ombudsmandsberetning For 2011Rapporter om ombudsmandens inspektioner bliver løbende lagt på ombuds-mandens hjemmeside,www.ombudsmanden.dk,og i ombudsmandens databasei Retsinformation(www.retsinfo.dk).