KOM (2013) 554 endelig

Resumé

Forslaget har til formål at gøre det muligt at sætte patentdomstolsaftalen ikraft. Endvidere har forslaget til formål at sikre overensstemmelse mellemden omarbejdede Bruxelles I-forordning og henholdsvis patentdomstolsaf-talen og traktaten om Beneluxdomstolen. Herudover afhjælper forslagetmanglen på kompetenceregler for fælles retter i forhold til sagsøgte i lan-de uden for EU. Forslaget fastslår bl.a., at en ret, der er fælles for fleremedlemsstater, er en ret i forordningens forstand, og udstrækker forord-ningens regelsæt til at gælde herfor. Herudover indføres to nye værne-tingsregler for fælles retter. Forslaget vurderes ikke at være i strid mednærhedsprincippet. Da forslaget er omfattet af retsforbeholdet, vil vedta-gelsen af forslaget ikke umiddelbart have lovgivningsmæssige konsekven-ser. Efter parallelaftalen vil Danmark imidlertid kunne meddele, at manønsker at gennemføre forordningen i dansk ret. I så fald vil forordningenpå mellemstatsligt grundlag gælde mellem Danmark og de øvrige med-lemsstater. En sådan gennemførelse vurderes umiddelbart ikke at ville ha-ve lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget vurderes ikke umiddelbartat have statsfinansielle konsekvenser. Der ses ikke at foreligge tilkendegi-velser om de øvrige medlemsstaters holdninger til forslaget. Danmark eroverordnet set positivt indstillet over for forslaget.

1. Baggrund

Bruxelles I-forordningenRådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og omanerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- oghandelsretlige område (Bruxelles I-forordningen) udgør grundlaget forsamarbejdet mellem medlemsstaternes retter om civilretlige spørgsmål iDen Europæisk Union. Bruxelles I-forordningen fastlægger bl.a., hvilkenretsinstans der er den mest egnede til at løse tvister på tværs aflandegrænserne, og skal hindre, at der verserer parallelle sager ved retternei forskellige medlemsstater. Endvidere skal forordningen sikre, atretsafgørelser, der er afsagt i en medlemsstat, let kan anerkendes ogfuldbyrdes i andre medlemsstater. Forordningen finder bl.a. anvendelse påtvister om intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter.Den 12. december 2012 blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning(EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse ogfuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (denomarbejdede Bruxelles I-forordning) vedtaget. Den væsentligste ændringaf Bruxelles I-forordningen indebærer en afskaffelse af den såkaldteeksekvaturprocedure, så en retsafgørelse truffet i én medlemsstat somudgangspunkt uden videre kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat. Denomarbejdede Bruxelles I-forordning (EU) nr. 1215/2012 vil findeanvendelse fra den 10. januar 2015.I december 2012 blev der indgået en aftale om den såkaldte patentpakke,et lovgivningsinitiativ, der består af Europa-Parlamentets og Rådets For-ordning (EU) nr. 1257/2012 af 17. december 2012 om gennemførelse af etforstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse og RådetsForordning (EU) nr. 1260/2012 af 17. december 2012 om gennemførelseaf et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for såvidt angår gældende oversættelsesordninger samt en international aftale(Aftale om en fælles patentdomstol).Forordningerne om enhedspatentet blev vedtaget inden for rammerne af etforstærket samarbejde, der omfatter 25 medlemsstater (samtligemedlemsstatermedundtagelseafItalienogSpanien).Patentdomstolsaftalen blev undertegnet henholdsvis den 19. februar og den5. marts 2013 af 25 medlemsstater (samtlige medlemsstater med2

undtagelse af Polen og Spanien). Der er mulighed for, at Polen, Spanien,Kroatien og eventuelt tiltrædende EU-lande kan tilslutte sig aftalen senere.Når forordningerne træder i kraft, er det muligt at opnå europæisk patentmed ensartet retsvirkning (enhedspatent) for alle 25 kontraherendemedlemsstater, hvilket vil nedbringe omkostningerne til opnåelse afpatenter og lette landenes administrative byrder forbundet hermed.Den fælles patentdomstol bliver en fælles ret for de medlemsstater, der hartil trådt aftalen om en fælles patentdomstol. Den vil være underlagt desamme forpligtelser i henhold til EU-retten som nationale domstole, ogdens internationale kompetence fastlægges i henhold til bl.a. denomarbejdede Bruxelles I-forordning. Patentdomstolen vil haveenekompetence i langt de fleste retssager om europæiske patenter ogenhedspatenter og vil træde i stedet for nationale domstole i det omfang, atretssagerne er omfattet af aftalen om en fælles patentdomstol.Den fælles patentdomstolen består af en førsteinstansdomstol og en appel-domstol. Førsteinstansdomstolen består af en central afdeling (med hjem-sted i Paris og underafdelinger i London og München) samt lokale og regi-onale afdelinger. Alle kontraherende medlemsstater kan etablere op til firelokale afdelinger. Herudover kan to eller flere kontraherende medlemssta-ter sammen etablere en regional afdeling. Appeldomstolen etableres medhjemsted i Luxembourg.Hovedreglen i patentdomstolsaftalen vedrørende stedligt værneting i sageromkrænkelseaf europæiske patenter og enhedspatenter er, at sådanne sa-ger skal anlægges ved den lokale afdeling af førsteinstansdomstolen i denmedlemsstat, hvor krænkelsen eller truslen om krænkelsen har fundet stedeller kan finde sted, eller ved den lokale afdeling i den medlemsstat, hvorsagsøgte er hjemmehørende. Hvis den pågældende kontraherende med-lemsstat deltager i en regional afdeling af førsteinstansdomstolen, kankrænkelsessagen anlægges der.Hovedreglen i patentdomstolsaftalen vedrørende stedligt værneting i sagerom et patentsgyldigheder, at sådanne sager skal anlægges ved den centra-le afdeling, det vil sige i Paris, London eller München. Hvis en krænkel-sessag om samme patent mellem samme parter allerede er anlagt ved enlokal eller regional afdeling, skal ugyldighedssøgsmålet som udgangspunktanlægges dér, idet den lokale eller regionale afdeling dog kan vælge athenvise ugyldighedssagen til den centrale afdeling.3

Efter patentdomstolsaftalens artikel 89, stk. 1, kan patentdomstolsaftalenførst træde i kraft, når de ændringer til den omarbejdede Bruxelles I-forordning, der regulerer forholdet mellem de to instrumenter, er trådt ikraft.BeneluxdomstolenDen 15. oktober 2012 undertegnede Belgien, Luxembourg ogNederlandene (Benelux-landene), som er kontraherende parter i traktatenaf 31. marts 1965 om oprettelse af en Beneluxdomstol og denneskompetence, en protokol om ændring af den nævnte traktat.Beneluxdomstolen er en ret, der er fælles for Benelux-landene, og som harkompetence inden for en række områder, som de pågældendekontraherende medlemsstater fastlægger. Formålet med Beneluxdomstolener at sikre ensartet anvendelse af Benelux-landenes fælles reglervedrørende de områder, som de kontraherende medlemsstater har fastlagt,f.eks. intellektuelle ejendomsrettigheder (særligt visse rettighedervedrørende varemærker, modeller og design). Protokollen åbner imidlertidmulighed for at udstrække Beneluxdomstolens kompetence til at træffeafgørelser på særlige områder, som falder ind under Bruxelles I-forordningen.Protokollen til Beneluxtraktaten forudsætter på samme måde som Aftaleom en fælles patentdomstol en ændring af den omarbejdede Bruxelles I-forordning.Det danske retsforbeholdForslaget til forordning er fremsat med hjemmel i artikel 67, stk. 4, ogartikel 81, stk. 2, litra a), c) og e), i Traktaten om Den Europæiske UnionsFuntionsmåde (TEUF). Forslaget er derfor omfattet af Danmarksforbehold vedrørende retlige og indre anliggender. Protokollen omDanmarks Stilling, der er knyttet til Lissabon-traktaten, finder på dennebaggrund anvendelse.Ifølge protokollens artikel 1 deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse afforanstaltninger, der foreslås i henhold til TEUF, tredje del, afsnit V, ogifølge artikel 2 er ingen af de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til4

TEUF, tredje del, afsnit V, bindende for Danmark, ligesom de ikke finderanvendelse i Danmark (”retsforbeholdet”).I kraft af parallelaftale af 19. oktober 2005 er Danmark imidlertid på mel-lemstatsligt grundlag tilknyttet reglerne i Bruxelles I-forordningen, såledesat reglerne i forordningen gælder mellem Danmark og de øvrige medlems-stater. Aftalen trådte i kraft den 1. juli 2007.Det følger af parallelaftalen, at hvis der foretages ændringer i Bruxelles I-forordningen, skal Danmark inden 30 dage efter vedtagelsen meddeleKommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringer-ne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godkendelsei Folketinget. Hvis Danmark meddeler Kommissionen, at Danmark ikkeønsker at gennemføre indholdet af ændringerne, følger det af parallelafta-len, at aftalen skal betragtes som opsagt. Forordningens regelsæt vil heref-ter ikke længere gælde mellem Danmark og de øvrige medlemsstater.Regeringen vil inden 30 dage efter vedtagelsen af forordningen meddeleKommissionen, om man fra dansk side ønsker at gennemføre indholdet afændringerne i forordningen. Regeringen vil i den forbindelse tage stillingtil, om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver lovændringerog dermed godkendelse i Folketinget.

2. Indhold

2.1. Generelt

Kommissionens forslag har til formål at muliggøre patentdomstolsaftalensikrafttræden. Efter patentdomstolsaftalens artikel 89, stk. 1, forudsætteraftalens ikrafttræden, at den omarbejdede Bruxelles I-forordning ændres.Endvidere har forslaget til formål at sikre overensstemmelse mellem denomarbejdede Bruxelles I-forordning og henholdsvis patentdomstolsaftalenog traktaten om Beneluxdomstolen. Herudover afhjælper forslagetmanglen på kompetenceregler for fælles retter i forhold til sagsøgte i landeuden for EU.

2.2. Nærmere om hovedelementerne i forslaget

2.2.1. Fastslåelse af, at den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen

er ”retter” som defineret i den omarbejdede Bruxelles I-forordning

Som følge af den interne kompetencefordeling i den fælles patentdomstolvil en person eller en virksomhed kunne sagsøges ved en afdeling, der ikkeligger i den medlemsstat, som fastlægges efter reglerne i den omarbejdedeBruxelles I-forordning.Som eksempel kan nævnes, at hvis Danmark tilslutter sig Aftale om enfælles patentomstol, vil en dansk statsborger med bopæl i Danmark, derefter artikel 4, stk. 1, i den omarbejdede Bruxelles I-forordning skalsagsøges i bopælslandet (Danmark), ifølge aftalen kunne blive sagsøgt vedden kompetente centrale, regionale eller lokale afdeling, som vil kunnebefinde sig i en anden medlemsstat end Danmark, afhængigt af hvor denregionale eller lokale afdeling for de nordiske lande oprettes.Tilsvarende vil en person eller et selskab, herunder fra en medlemsstat derikke er kontraherende part til Beneluxtraktaten, som følge af overdragelsenaf kompetence til Beneluxdomstolen, kunne blive sagsøgt ved en afdelingaf domstolen, der ikke ligger i den medlemsstat, der udpeges efter reglernei den omarbejdede Bruxelles I-forordning.Den omarbejdede Bruxelles I-forordning indeholder ikke en definition afbegrebet "ret". Med henblik på at skabe den fornødne retssikerhed ogforudsigelighed foreslås det derfor, at der indføjes en bestemmelse, hvoraffremgår, at en ret, der er fælles for flere medlemsstater (fælles retter), skalforstås som en ret i en medlemsstat, der i henhold til den aftale, vedhvilken den blev oprettet, udøver kompetence på det civil- oghandelsretlige område, som defineret i forordningen. Herudover foreslåsdet fastslået, at forordningens begreb "ret" omfatter den fællespatentdomstol og Beneluxdomstolen.Ved at præcisere, at både den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolenskal anses for "retter" som defineret i den omarbejdede Bruxelles I-forordning, sikres det, at disse retters internationale kompetence er fastsat iforordningen.

2.2.3. Anvendelse af kompetencereglerne i forhold til den fælles

patentdomstol og Beneluxdomstolen på den ene side og på den anden

side retter i en medlemsstat, der ikke er kontraherende til Aftale om

en fælles patentdomstol eller Beneluxtraktaten

Med det formål at skabe klarhed over den samtidige og sammenhængendeanvendelse af Aftale om en fælles patentdomstol og Benelux-traktaten på6

den ene side og den omarbejdede Bruxelles I-forordning på den andenside, indeholder forslaget en bestemmelse, der angiver, at den fællespatentdomstol og Beneluxdomstolen kun har kompetence, når en nationalret i en af de respektive kontraherende medlemsstater ville blive tillagtkompetence på grundlag af kriterierne fastlagt i den omarbejdedeBruxelles I-forordning.Den fælles patentdomstol og Beneluxdomstolen har således ikkekompetence til at træffe afgørelser om patent, når ingen national ret i enkontraherende medlemsstat har kompetence i henhold til forordningen.

2.2.4. Nye kompetenceregler i forhold til sagsøgte i tredjelande

Det fremgår af artikel 31 i patentdomstolsaftalen, at den fællespatentdomstols internationale kompetence fastlægges i henhold til denomarbejdede Bruxelles I-forordning eller i givet fald på grundlag afLuganokonventionen.I det omfang en sagsøgt har bopæl i et tredjeland eller en ikke-kontraherende stat til Luganokonventionen, fastlægges den internationalekompetence på baggrund af national ret i sagsøgerens bopælsland, jf. denomarbejdede Bruxelles I-forordnings artikel 6 og Luganokonventionensartikel4.DenomarbejdedeBruxellesI-forordning(ogLuganokonventionen) indeholder derimod ikke regler om, hvilke(nationale) regler der skal anvendes ved fastlæggelsen af internationalkompetence for retter, der er fælles for flere medlemsstater, når sagsøgtehar bopæl i et tredjeland eller en ikke-kontraherende stat.Der er på denne baggrund behov for at udbygge kompetencereglerne i denomarbejdede Bruxelles I-forordning i forhold til sager, der vil høre underden fælles patentdomstol og Beneluxdomstolens kompetence, og hvorsagsøgte har bopæl uden for EU.Det foreslås, at forordningens kompetenceregler i kapitel II udstrækkes tilat omfatte tvister, der involverer sagsøgte med bopæl i tredjelande(tredjelandssagsøgte). Endvidere sikres det, at den fælles patentdomstol ogBeneluxdomstolen har kompetence til at anvende foreløbige retsmidler,herunder sikrende retsmidler, i tilfælde, hvor en ret i et tredjeland erkompetent til at påkende selve sagens realitet.

Ifølge kapitel II i den omarbejdede Bruxelles I-forordning skal en sagsøgtuanset nationalitet som hovedregel sagsøges ved retterne i denmedlemsstat, hvor han har bopæl (hjemting), jf. artikel 4. Kapitletindeholder dog en række specielle kompetenceregler, der fravigerhovedreglen. Eksempelvis kan en person med bopæl på en medlemsstatsområde sagsøges i en anden medlemsstat i sager om kontraktsforhold vedretten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, eropfyldt eller skal opfyldes (kontraktsværneting). I sager om erstatninguden for kontrakt kan personen sagsøges ved retten på det sted, hvorskadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå (deliktsværneting). Denomarbejde Bruxelles I-forordning indeholder endvidere regler omenekompetence i udvalgte sager. I sager om registrering eller gyldighed afbl.a. patenter er retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgtom deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering erforetaget eller i henhold til en EU-retsakt eller international konventionanses for at være foretaget, enekompetente, uden hensyntagen til parternesbopæl.Der vil dog fortsat kunne opstå situationer, hvor forordningenskompetenceregler i ikke indeholder hjemmel til at tillæggepatentdomstolen eller Beneluxdomstolen kompetence, f.eks. hvorbetingelserne i ovennævnte kontrakts- og deliktsværneting ikke er opfyldt.På den baggrund skabes der med forslaget hjemmel til yderligere etværneting for tvister, der involverer sagsøgte med bopæl uden for EU, oghvor ingen ret i en medlemsstat er kompetent i henhold til forordningen.Forslaget indebærer, at et søgsmål mod en tredjelandssagsøgt kananlægges der, hvor et formuegode, der tilhører vedkommende, befindersig, når værdien af dette ikke er ubetydelig i forhold til kravets værdi, ogtvisten har tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor søgsmåletanlægges.

2.2.5. Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav

Med det formål at sikre, at den omarbejdede Bruxelles I-forordnings reglerom litispendens (regler for behandling af retssager om samme tvist anlagtved flere retter) og indbyrdes sammenhængende krav finder anvendelse iforholdet mellem den fælles patentdomstol eller Beneluxdomstolen på denene side og retterne i medlemsstater, som ikke er kontraherende parter, påden anden side, foreslås der indføjet en bestemmelse, der fastslår, atbestemmelserne herom i den omarbejdede Bruxelles I-forordning finder8

tilsvarende anvendelse, når der anlægges søgsmål ved en fælles ret og enret i en medlemsstat, der ikke er part i den aftale, ved hvilken den fællesret blev oprettet.Det fastslås endvidere, at bestemmelserne i den omarbejdede Bruxelles I-forordning finder anvendelse på søgsmål, der i den overgangsperiode, derer omtalt i patentdomstolsaftalens artikel 83, stk. 1, anlægges ved denfælles patentdomstol på den ene side og ved de nationale retter ikontraherende medlemsstater på den anden side.

2.2.6. Anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet af fælles

retter i ikke-kontraherende medlemsstater

Aftale om en fælles patentdomstol indeholder regler om anerkendelse ogfuldbyrdelse af patentdomstolens afgørelser i andre kontraherendemedlemsstater. Anerkendelsen og fuldbyrdelsen sker i disse sager medhjemmel i aftalen. Hverken aftalen eller den omarbejdede Bruxelles I-forordning indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse afafgørelser i forholdet mellem to medlemsstater, hvor kun den ene stat erkontraherende til aftalen. Ligeledes indeholder forordningen ikke reglerherom vedrørende Beneluxdomstolen.For at skabe fuldstændig klarhed over den samtidige og sammenhængendeanvendelse af de respektive internationale aftaler og den omarbejdedeBruxelles I-forordning foreslås det, at forordningens regler omanerkendelse og fuldbyrdelse finder anvendelse på retsafgørelser fra denfælles patentdomstol og Beneluxdomstolen for så vidt angår anerkendelseog fuldbyrdelse i ikke-kontraherende medlemsstater. På samme måde skalretsafgørelser truffet af ikke-kontraherende medlemsstater anerkendes ellerfuldbyrdes i kontraherende medlemsstater efter reglerne i den omarbejdedeBruxelles I- forordning.Det betyder, at medlemsstater, der ikke ratificerer Aftale om en fællespatentdomstol, som udgangspunkt vil skulle anerkende og fuldbyrderetsafgørelser fra den fælles patentdomstol efter reglerne i denomarbejdede Bruxelles I-forordning.

3. Gældende dansk ret

3.1. Den omarbejdede Bruxelles I-forordning

3.1.1. Forordningens anvendelsesområdeDen omarbejdede Bruxelles I-forordning er – i kraft af parallelaftalen her-om og lov nr. 1563 af 20. december 2006 om Bruxelles I-forordningenm.v. som ændret ved lov nr. 518 af 28. maj 2013 – en del af gældendedansk ret. Eventuelle ændringer af den omarbejdede Bruxelles I-forordnings regelsæt vil således – medmindre Danmark ønsker at ophæveparallelaftalen – medføre tilsvarende ændringer i dansk ret.Lovens § 9 indeholder imidlertid en bemyndigelse til justitsministeren tiladministrativt at gennemføre senere ændringer af Bruxelles I-forordningen. Efter lovens § 9, stk. 1, kan justitsministeren således fastsæt-te nærmere bestemmelser om gennemførelse af lovens § 1, dvs. til opfyl-delse af parallelaftalen mv. Det fremgår endvidere af lovens § 9, stk. 2, atjustitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringerskal finde anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltningertil Bruxelles I-forordningen eller Luganokonventionen. Der er såledeshjemmel til, at justitsministeren administrativt kan tiltræde og gennemføreændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til forordningen.Det følger af retsplejelovens § 247, stk. 1, at i sager, der er omfattet af lovom Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse udstedt imedfør af loven, anvendes forordningens regler om værneting i stedet forretsplejelovens værnetingsregler.Den omarbejdede Bruxelles I-forordning indeholder regler om, hvilke ret-ter der er kompetente i internationale civile sager (værneting), og om gen-sidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager. Forord-ningen har således væsentlig betydning for gennemførelse af retssager påtværs af grænserne inden for EU.Kapitel 1 angiver forordningens anvendelsesområde. Det følger bl.a. heraf,at forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige områdeuanset rettens art, jf. artikel 1. Forordningen finder bl.a. anvendelse påtvister om intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder patenter.3.1.2. Den omarbejdede Bruxelles I-forordnings kompetencereglerKapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands retter der erkompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forordningenskompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en medlemsstats10

område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder nationale kom-petenceregler.Værnetingsreglerne i forordningen gælder umiddelbart i medlemsstaterneog skal anvendes forud for nationale værnetingsregler. Hvis sagsøgte ikkehar bopæl i en medlemsstat, er forordningens udgangspunkt, at kompeten-cen afgøres af de nationale værnetingsregler i den medlemsstat, hvor sagener anlagt. Der gælder dog nogle undtagelser hertil, jf. nedenfor.Bopælsbegrebet er nærmere defineret i artikel 62-63. Det afgørende er,hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er an-lagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Forordningen fastsætter endvi-dere et bopælsbegreb for selskaber og andre juridiske personer.De almindelige kompetenceregler findes i artikel 4-6. Hovedreglen er, aten sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting). Artikel 7-9 indehol-der som undtagelse til hovedreglen en række alternative kompetencereglerpå særlige områder. Artikel 10-23 indeholder særlige kompetenceregler iforsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle ar-bejdsaftaler.Herudover indeholder forordningens artikel 24 særlige bestemmelser omenekompetence for en bestemt ret uden hensyn til parternes bopæl i sagerom bl.a. immaterialretlige sager, herunder patenter. I sager om registreringeller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettig-heder, der forudsætter deponering eller registrering, uanset om spørgsmåletrejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller i form af indsigelse, erretterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponeringeller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ihenhold til en EU-retsakt eller international konvention anses for at væreforetaget, enekompetente.Som endnu en fravigelse af udgangspunktet om, at sagsøgte skal sagsøgesi den medlemsstat, hvor han har bopæl, har parterne visse muligheder forat aftale værneting (artikel 25) uden hensyn til parternes bopæl.En ret anses for at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde i retten udenat bestride rettens kompetence (artikel 26).Forordningen indeholder i artikel 27-34 visse processuelle regler om sa-gens behandling:11

Efter artikel 27 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret i enanden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 28 skal retten af egendrift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke har bopæl ilandet, ikke giver møde.Bestemmelserne i artikel 29-34 vedrører behandlingen af sager, hvor krav,der har samme genstand eller er indbyrdes sammenhængende, fremsættes iforskellige medlemsstater eller et tredjeland. Forordningen indeholderendvidere en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs. hvornåren sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarende sag mellemde samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat (artikel 32).Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellene i medlems-staternes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendens indtræder, danogle retssystemer f.eks. anser stævningens indgivelse til retten for afgø-rende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt på tidspunktet forforkyndelse for sagsøgte.3.1.3. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelseKapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og fuldbyr-delse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.Reglerne om anerkendelse findes i artikel 36-38, mens reglerne om fuld-byrdelse findes i artikel 39-44. Reglerne om afslag på anerkendelse findesi artikel 45, mens reglerne om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-51.Endelig indeholder artikel 52-57 fælles bestemmelser for anerkendelse ogfuldbyrdelse.Retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat anerkendes uden videre, dvs.at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelsesstaten prøver den døm-mende rets kompetence og sagens realitet. Bestrides det, at afgørelsen skalanerkendes, kan retten i anerkendelsesstaten prøve, om der foreliggergrunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor. Retten kan derimod ikkeprøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig. Anerkendelsenindebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, atretsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssagom samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part i for-bindelse med afgørelsens fuldbyrdelse få rettens afgørelse af, om retsafgø-relsen skal anerkendes.12

Forordningens artikel 45 angiver udtømmende, i hvilke tilfælde retten kannægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andet medlemsland.Efter artikel 45 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsenåbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i denmedlemsstat, hvor den gøres gældende.Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt som ude-bleven, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde, med-mindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen,selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det.Endvidere kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforeneligmed andre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter i en andenmedlemsstat eller et tredjeland.Herudover kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens kompetencereg-ler vedrørende forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om in-dividuelle arbejdsaftaler er tilsidesat, eller hvis retsafgørelsen strider modforordningens regler om enekompetence. Det er i øvrigt ikke grund til atnægte anerkendelse, at retsafgørelsen strider mod forordningens kompe-tenceregler.Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 39-44. Af ar-tikel 39 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvor af-gørelsen er truffet, skal være eksigibel i de øvrige medlemsstater, udenkrav om en erklæring om eksigibilitet.En eksigibel retsafgørelse giver uden videre adgang til at anvende ethvertsikrende retsmiddel, der findes i henhold til lovgivningen i det fuldbyrden-de land. I øvrigt finder loven i fuldbyrdelsesstaten anvendelse på fuldbyr-delsen af retsafgørelser fra andre medlemsstater, dog med de begrænsnin-ger, der følger af forordningens artikel 39-44. Også fuldbyrdelsesstatenslovgivning finder anvendelse på spørgsmålet, om fuldbyrdelsen skal afslåseller udsættes, så længe den ikke er uforenelig med de grunde, der er an-ført i artikel 45, jf. ovenfor.Forordningens bestemmelser om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-51. Fuldbyrdelsen afslås i henhold til artikel 46 efter anmodning, når detkonstateres, at en af de grunde, der er anført i artikel 45, jf. ovenfor, fore-13

ligger. Anmodningen fremsættes over for den ret, som fuldbyrdelsesstatenhar meddelt Kommissionen (i Danmark fogedretten), der straks træffer af-gørelse i sagen. Afgørelsen kan appelleres til den ret, som fuldbyrdelses-staten har meddelt Kommissionen (i Danmark landsretten).

3.2. Værneting for personer, der ikke har bopæl i EU

I forhold til personer der har bopæl uden for EU, fastlægges kompetencentil at behandle en sag som udgangspunkt af nationale regler, jf. afsnit 3.1.2.Mulighederne for at sagsøge personer og virksomheder mv., der ikke harbopæl eller hovedkontor i EU, ved retter her i landet, er reguleret i retsple-jelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.Efter retsplejelovens § 246 kan der anlægges sag ved de retter, som efterde almindelige værnetingsregler har kompetence, herunder ved erhvervs-værnetinget (§ 237), filialværnetinget (§ 238), fast ejendomsværnetinget (§241), opfyldelsesværnetinget (§ 242) og retskrænkelsesværnetinget (§243). En person, der ikke har bopæl i EU, kan endvidere i sager, der vedrø-rer formueretsforhold, sagsøges ved en dansk ret, hvis personen opholdersig i retskredsen ved stævningens forkyndelse (§ 246, stk. 2). Endelig kanbåde fysiske og juridiske personer sagsøges ved retten på det sted her ilandet, hvor de ved sagens anlæg har gods, eller hvor det gods, kravet an-går, befinder sig (§ 246, stk. 3).

4. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Forslaget er som nævnt fremsat med hjemmel i TEUF, tredje del, afsnit V,og er dermed omfattet af det danske retsforbehold. Danmark deltager såle-des ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke vil være bindende for el-ler finde anvendelse i Danmark.Hvis forslaget til forordning vedtages, skal Danmark i overensstemmelsemed parallelaftalens bestemmelser inden 30 dage efter vedtagelsen medde-le Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændrin-gerne, og om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godken-delse i Folketinget, jf. pkt. 1 ovenfor.

Hvis forslaget til forordning vedtages, vurderes en eventuel gennemførelseaf forslaget i dansk ret umiddelbart ikke at ville have lovgivningsmæssigekonsekvenser, idet gennemførelse i givet fald på det foreliggende grundlagforventes at kunne gennemføres administrativt, jf. § 9, stk. 2, i lov omBruxelles I-forordningen m.v.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

En eventuel gennemførelse af forslaget til forordning i dansk ret vurderesikke umiddelbart at ville have statsfinansielle konsekvenser.

5. Høring

Forslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationerm.v.:Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samtlige byretter, DenDanske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolssty-relsen, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Danmarks Ju-rist- og Økonomforbund, Dansk Journalistforbund, Danske Advokater,Danske Mediers Forum, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiver-forening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Er-hverv, Dansk Industri (DI), Dansk InkassoBrancheforening, RetspolitiskForening, Danske Speditører, Patentagentforeningen, Det Danske Vold-giftsinstitut, Finansrådet, FOA – Fag og Arbejde, Forbrugerrådet, Forene-de Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Statsforvaltningsdirektører,Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Forsikring & Pension, FSR – dan-ske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Domsto-lenes Tjenestemandsforening, HK/Danmark, HK Landsklubben DanmarksDomstole, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, KL, Køben-havns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af forsvarsad-vokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Liberale Erhvervs Råd,Procesbevillingsnævnet, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, 3F, Privat-service, Hotel og Restauration, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Dansk Pante-brevsforening, Syddansk Universitet, Voldgiftsnævnet for Bygge- og An-lægsvirksomhed, Aalborg Universitet, Aarhus Retshjælp og Aarhus Uni-versitet.

6. Nærhedsprincippet

Det er regeringens vurdering, at forslaget ikke er i strid med nærhedsprin-cippet, da samspillet mellem på den ene side den omarbejdede Bruxelles I-forordning og på den anden side den fælles patentdomstol og Benelux-domstolen kun kan løses ved EU-lovgivers mellemkomst. Det er endviderenødvendigt at foretage en harmonisering af kompetencereglerne angåendesagsøgte med bopæl uden for EU for at skabe lige vilkår for virksomheder,der er aktive på det indre marked. Dette kan ikke gennemføres af med-lemsstaterne alene.

7. Andre landes kendte holdninger

Der ses ikke at foreligge offentlige tilkendegivelser om de øvrige med-lemsstaters holdninger til forslaget.

8. Foreløbig generel dansk holdning

Danmark kan overordnet støtte, at der foretages de foreslåede ændringer afden omarbejdede Bruxelles I-forordning med henblik på at muliggøreikrafttræden af Aftale om en fælles patentdomstol.De enkelte bestemmelser i forslaget vurderes fortsat nærmere.

9. Orientering af andre af Folketingets udvalg

Grundnotatet sendes – ud over til Folketingets Europaudvalg – til Folke-tingets Retsudvalg.

GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT

vedrørende Kommissionens forslag til

Europa-Parlamentet og Rådets forordning

om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på

det civil- og handelsretlige område (den omarbejdede Bruxelles I-

forordning)