3.2.1.1. Anvendelsesområde og definitioner ............................ 293.2.1.2. Harmoniseringsgraden ................................................. 333.2.2. Direktivets kapitel II............................................................ 333.2.2.1. Generelle oplysningskrav............................................. 343.2.3. Direktivets kapitel III .......................................................... 35Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted ............................ 353.2.3.2. Formelle krav for aftaler indgået uden for fastforretningssted .............................................................. 393.2.3.3. Formelle krav for aftaler om fjernsalg ......................... 403.2.3.4. Fortrydelsesret.............................................................. 423.2.3.5. Manglende oplysninger om fortrydelsesretten ............. 423.2.3.6. Udøvelse af fortrydelsesretten ..................................... 433.2.3.7. Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten ................... 433.2.3.8. Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde afudøvelse af fortrydelsesretten ...................................... 433.2.3.9. Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse affortrydelsesretten .......................................................... 443.2.3.10. Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten for tilknyttedeaftaler ........................................................................... 453

3.2.3.11. Undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesret .... 463.2.4. Direktivets kapitel IV .......................................................... 483.2.4.1. Anvendelsesområde ..................................................... 483.2.4.2. Levering ....................................................................... 483.2.4.3. Gebyrer for anvendelse af betalingsmidler .................. 493.2.4.4. Risikoens overgang ...................................................... 493.2.4.5. Kommunikation pr. telefon .......................................... 493.2.4.6. Yderligere betalinger ................................................... 503.2.5. Direktivets kapitel V ........................................................... 503.2.5.1.3.2.5.2.3.2.5.3.3.2.5.4.3.2.5.5.Håndhævelse og sanktioner ......................................... 50Ufravigelighed ............................................................. 50Information .................................................................. 51Levering uden forbrugerens anmodning ...................... 51Underretning af Kommissionen ................................... 51

4.1.4.1. Fortrydelsesfristen og dens beregning ......................... 604.1.4.2. Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten ......... 614.1.4.3. Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten ........... 624.1.5. Tilknyttede aftaler ............................................................... 634.2.4.2.1.4.2.2.4.2.3.4.2.4.Købeloven .............................................................. 63Indledning............................................................................ 63Levering og risikoens overgang ved købsaftaler................. 63Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med leveringaf salgsgenstanden ............................................................... 64Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelse afkøbsaftalen ........................................................................... 654

Kapitel 5. De øvrige nordiske landes overvejelser vedrørerendeimplementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet ......... 68Kapitel 6. Nødvendige ændringer af gældende dansk ret .................. 716.1.6.1.1.6.1.2.6.1.3.6.1.4.6.1.5.Direktivets genstand, definitioner, anvendelsesområde ogharmoniseringsniveau – direktivets artikel 1-4......................71Direktivets artikel 1 ............................................................. 71Direktivets artikel 2 ............................................................. 71Direktivets artikel 3 ............................................................. 77Direktivets artikel 4 ............................................................. 83Gældende ret ....................................................................... 84

Forbrugeraftalebegrebet ............................................... 95Definitionen af vare ................................................... 100Definitionen af vare som er fremstillet efter forbrugerensspecifikationer ............................................................ 1016.1.7.4. Definitionen af købsaftale .......................................... 1076.1.7.5Definitionen af tjenesteydelsesaftale ......................... 1086.1.7.6. Definitionen af fjernsalgsaftale .................................. 1096.1.7.7. Definitionen af aftale indgået uden for denerhvervsdrivendes (faste) forretningssted .................. 1106.1.7.8. Definitionen af varigt medium ................................... 1166.1.7.9. Definitionen af digitalt indhold .................................. 1186.1.7.10. Definitionen af finansiel tjenesteydelse ..................... 1196.1.7.11. Definitionen af offentlig auktion ............................... 1205

6.1.7.12. Definitionen af handelsmæssig garanti ...................... 1216.1.7.13. Definitionen af tilknyttet aftale .................................. 1226.1.8. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 3 ............................................................ 1236.1.8.1. Direktivets artikel 3, stk. 1 ......................................... 1236.1.8.2. Direktivets artikel 3, stk. 2 ......................................... 1246.1.8.3. Direktivets artikel 3, stk. 3 ......................................... 1256.1.8.3.1. Artikel 3, stk. 3, litra a og b ................................. 1256.1.8.3.3. Artikel 3, stk. 3, litra c ......................................... 1276.1.8.3.4. Artikel 3, stk. 3, litra d ......................................... 1316.1.8.3.5. Artikel 3, stk. 3, litra e og f .................................. 1316.1.8.3.6. Artikel 3, stk. 3, litra g ......................................... 1346.1.8.3.7. Artikel 3, stk. 3, litra h ......................................... 1356.1.8.3.8. Artikel 3, stk. 3, litra i .......................................... 1366.1.8.3.9. Artikel 3, stk. 3, litra j .......................................... 1366.1.8.3.10. Artikel 3, stk. 3, litra k ......................................... 1386.1.8.3.11. Artikel 3, stk. 3, litra l .......................................... 1426.1.8.3.12. Artikel 3, stk. 3, litra m ........................................ 1436.1.8.4. Direktivets artikel 3, stk. 4 ......................................... 1446.1.8.5. Direktivets artikel 3, stk. 5 ......................................... 1456.1.8.6. Direktivets artikel 3, stk. 6 ......................................... 1456.1.9. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 4 ............................................................ 1466.2.6.2.1.Oplysningspligt .................................................... 146Oplysningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler omfjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted –direktivets artikel 5 ............................................................ 146Direktivbestemmelsen................................................ 146Gældende ret .............................................................. 148Arbejdsgruppens overvejelser vedrørendegennemførelsen af direktivets artikel 5, stk. 1 og 2 ... 151Oplysningskrav vedrørende aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted – direktivets artikel 6-8 ............................................................................................ 153

Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser .................................... 1646.2.2.4.4. Fjernsalgsaftaler vedrørende finansielletjenesteydelser ..................................................... 1696.2.2.4.5. Fælles regler for fjernsalg .................................... 1716.2.2.4.6. Bemyndigelse til at udstede administrativeforskrifter ............................................................. 1716.2.2.5. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørendegennemførelsen af direktivets artikel 6 ...................... 1726.2.2.5.1. Direktivets artikel 6, stk. 1 ................................... 1736.2.2.5.15. Direktivets artikel 6, stk. 2 ................................... 1936.2.2.5.16. Direktivets artikel 6, stk. 3 ................................... 1936.2.2.5.17. Direktivets artikel 6, stk. 4 ................................... 1956.2.2.5.18. Direktivets artikel 6, stk. 5 ................................... 1966.2.2.5.19. Direktivets artikel 6, stk. 6 ................................... 1966.2.2.5.20. Direktivets artikel 6, stk. 9 ................................... 1966.2.2.6. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørendegennemførelsen af direktivets artikel 7 ...................... 1976.2.2.6.1. Direktivets artikel 7, stk. 1-3 ............................... 1976.2.2.6.2. Direktivets artikel 7, stk. 5.................................... 2006.2.2.7. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørendegennemførelsen af direktivets artikel 8 ...................... 2016.2.2.7.1. Direktivets artikel 8, stk. 1 ................................... 2026.2.2.7.2. Direktivets artikel 8, stk. 2. .................................. 2046.2.2.7.3. Direktivets artikel 8, stk. 3 ................................... 2066.2.2.7.4. Direktivets artikel 8, stk. 4 ................................... 2066.2.2.7.5. Direktivets artikel 8, stk. 5 ................................... 2076.2.2.7.6. Direktivets artikel 8, stk. 7 ................................... 2096.2.2.7.7. Direktivets artikel 8, stk. 8 ................................... 2126.2.2.7.8. Direktivets artikel 8, stk. 9 ................................... 2146.2.2.7.9. Direktivets artikel 8, stk. 10 ................................. 2156.3.Fortrydelsesret, manglende oplysning omfortrydelsesret og undtagelser fra bestemmelserne om fortrydelsesretdirektivets artikel 9, 10 og 16 .............................................................. 2166.3.1.6.3.2.6.3.3.6.3.4.Direktivets artikel 9 - fortrydelsesretten............................ 216Direktivets artikel 10 – manglende oplysning omfortrydelsesretten ............................................................... 219Direktivets artikel 16 – undtagelser fra bestemmelserne omfortrydelsesret .................................................................... 220Gældende ret ..................................................................... 2227

6.3.6.1. Direktivets artikel 9, stk. 1 ......................................... 2286.3.6.2. Direktivets artikel 9, stk. 2 ......................................... 2296.3.7. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 10 .......................................................... 2316.3.7.1. Direktivets artikel 10, stk. 1 ....................................... 2326.3.7.2. Direktivets artikel 10, stk. 2 ....................................... 2346.3.8. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 16 ............................................................ 2356.4.Udøvelse af fortrydelsesretten, følgerne af udøvelseaf fortrydelsesretten, den erhvervsdrivendes og forbrugerensforpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten samt følgerne afudøvelse af fortrydelsesretten for tilknyttede aftaler – direktivets artikel11-152576.4.1.6.4.2.6.4.36.4.4.6.4.5.6.4.6.Direktivets artikel 11 ......................................................... 257Direktivets artikel 12 ......................................................... 259Direktivets artikel 13 ......................................................... 259Direktivets artikel 14 ......................................................... 260Direktivets artikel 15 ......................................................... 263Gældende ret ..................................................................... 265

Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten ....... 265Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftalervedrørende køb af varer ............................................. 2666.4.6.3. Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten ......... 2676.4.6.4. Bortfald af tilknyttede aftaler ..................................... 2696.4.7. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 11 ............................................................ 2706.4.8.6.4.9.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 12 ............................................................ 277Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 13 ............................................................ 277

6.4.10. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 14 ............................................................ 2836.4.11. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivet artikel 15 .......................................................................... 2956.5.226.5.1.6.5.2.6.5.3.6.5.4.6.5.5.6.5.6.6.5.7.6.5.8.6.5.9.Andre forbrugerrettigheder – direktivets artikel 17-297Direktivets artikel 17 ......................................................... 297Direktivets artikel 18 ......................................................... 298Direktivets artikel 19 ......................................................... 300Direktivets artikel 20 ......................................................... 300Direktivets artikel 21 ......................................................... 301Direktivets artikel 22 ......................................................... 301Gældende ret ..................................................................... 301Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets bestemmelser om andre forbrugerrettigheder .. 313Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 17 .......................................................... 314

6.5.10. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 18 .......................................................... 3166.5.10.1. Direktivets artikel 18, stk. 1 ....................................... 3166.5.10.2. Direktivets artikel 18, stk. 2 ....................................... 3186.5.10.3. Direktivets artikel 18, stk. 3 ....................................... 3226.5.10.4. Direktivets artikel 18, stk. 4 ....................................... 3236.5.11. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 19 .......................................................... 3236.5.12. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 20 .......................................................... 3266.5.13. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 21 .......................................................... 3346.5.14. Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 22 .......................................................... 3376.6.artikel 276.6.1.6.6.2.6.6.3.Levering uden forbrugerens anmodning – direktivets339Direktivbestemmelsen ....................................................... 339Gældende ret ..................................................................... 339Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførelsen afdirektivets artikel 27 .......................................................... 3409

6.10.Gennemførelses- og ikrafttrædelsesbestemmelser,indberetningkrav, Kommissionens rapportering og evaluering, samtophævelse og ændring af andre direktiver – direktivets artikel 26 og 28-30349Kapitel 7. Arbejdsgruppens overvejelser om lovgivningsmæssige valginden for det område, som direktivet regulerer .............. 3517.1.Generelle bemærkninger ...................................... 3517.2.Aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvorprisen ikke overstiger 50 euro – direktivets artikel 3, stk. 4 ................ 3517.3.Oplysningskrav vedrørende dagligdags transaktionerfor andre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted – direktivets artikel 5, stk. 3 ....................................... 3537.4.Supplerende oplysningskrav for andre aftaler endfjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted –direktivets artikel 5, stk. 4 ................................................................... 3547.5.Særlige sprogkrav for aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted – direktivets artikel 6, stk. 7 ..... 3557.6.Supplerende oplysningskrav for aftaler om fjernsalgog aftaler indgået uden for fast forretningssted – direktivets artikel 6,stk. 83567.7.Lempeligere regulering af oplysningskrav for aftalerindgået uden for fast forretningssted om reparations- ellervedligeholdelsesarbejder – direktivets artikel 7, stk. 4 ........................ 3577.8.Formelle krav om aftaleindgåelse for aftaler omfjernsalg indgået pr. telefon – direktivets artikel 8, stk. 6 ................... 3587.9.Opretholdelse af national lovgivning for aftalerindgået uden for fast forretningssted om betalingsforbud i en periodeefter aftalens indgåelse – direktivets artikel 9, stk. 3........................... 35910

Kapitel 8. Arbejdsgruppens lovudkast ................................................ 3618.1.Arbejdsgruppens lovudkast til en nyforbrugeraftalelov 361Bilag 1 AStandardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted og ved aftaler omfjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser ........................ 380Bilag 1 BStandardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler omfjernsalg af finansielle tjenesteydelser ............................................. 384Bilag 1 CStandardfortrydelsesformular ......................................... 3868.2.købelovenArbejdsgruppens lovudkast til ændringer af387

I marts 2012 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, der fik til opgaveat overveje, hvordan EU-direktivet om forbrugerrettigheder (2011/83/EU)1bør gennemføres i dansk ret.Arbejdsgruppens kommissorium lyder således:”1.Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbruger-rettigheder (herefter benævnt forbrugerrettighedsdirektivet) erder vedtaget nye fællesskabsretlige regler om forbrugerbeskyt-telse i navnlig fjernsalgsaftaler samt aftaler indgået uden forfast forretningssted.ForbrugerrettighedsdirektivetafløserRådetsdirektiv85/577/EØF af 20. december 1985 om forbrugerbeskyttelse iforbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted ogEuropa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrø-rende fjernsalg.Herudover indeholder forbrugerrettighedsdirektivet en ændringaf Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kon-traktvilkår i forbrugeraftaler og Europa-Parlamentets og Rådetsdirektiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter afforbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed, hvorefter med-lemsstaterne skal underrette EU-Kommissionen, hvis der pånærmere angivne områder indføres regler, hvorved forbruger-beskyttelsesniveauet i den pågældende medlemsstat højnes.

2.

Formålet med det nye direktiv er – ved en harmonisering afvisse aspekter af medlemsstaternes regulering af forbrugerafta-ler – at fremme den grænseoverskridende handel og opnå et højtforbrugerbeskyttelsesniveau.Forbrugerrettighedsdirektivet indeholder i kapitel I (artikel 1-4)en række centrale definitioner, en afgrænsning af direktivets an-vendelsesområde samt angivelse af harmoniseringsniveau.1

Direktivets kapitel II (artikel 5) indeholder – som noget nyt iforhold til gældende ret – en række oplysningskrav, der skal op-fyldes af den erhvervsdrivende i andre forbrugeraftaler endfjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted.Det kan f.eks. være ved indgåelse af en forbrugeraftale i den er-hvervsdrivendes butikslokaler.Direktivets kapitel III (artikel 6-16) indeholder – på samme må-de som direktiv 85/577/EØF og direktiv 97/7/EF, som forbru-gerrettighedsdirektivet afløser – regler om oplysningskrav ogforbrugerens fortrydelsesret i fjernsalgsaftaler og aftaler indgå-et uden for fast forretningssted, herunder regler om bl.a. fortry-delsesfristens beregning, fremgangsmåden ved forbrugerens ud-øvelse af fortrydelsesretten samt den erhvervsdrivendes og for-brugerens forpligtelser i tilknytning hertil.Direktivets kapitel IV (artikel 17-22) indeholder – som noget nyti forhold til gældende ret – bl.a. bestemmelser om levering ogrisikoovergang i forbrugeraftaler om køb af en vare. Kapitletindeholder endvidere bestemmelser om gebyr for anvendelse afbestemte betalingsmidler.Direktivets kapitel V (artikel 22-30) indeholder en række gene-relle bestemmelser om bl.a. håndhævelse og sanktioner, mensdirektivets kapitel VI (artikel 31-35) indeholder de afsluttendebestemmelser om bl.a. direktivets ikrafttrædelsestidspunkt.Direktivet skal være gennemført i national lovgivning inden den13. december 2013.

3.

Forbrugerrettighedsdirektivet er – i modsætning til direktiv85/577/EØF og direktiv 97/7/EF – som udgangspunkt et total-harmoniseringsdirektiv. Der vil derfor som udgangspunkt ikkeinden for det område, som direktivet regulerer, kunne indføreseller opretholdes andre regler end dem, der følger af direktivet.Uden for dette område kan medlemsstaterne derimod frit indføreeller opretholde egne regler eller indføre regler svarende til di-rektivets.På enkelte områder giver forbrugerrettighedsdirektivet imidler-tid inden for det område, som direktivet regulerer, medlemssta-terne adgang til at opretholde eller indføre regler, der afvigerfra direktivets ordning.Således kan en medlemsstat f.eks. fastsætte regler om, at direkti-vets bestemmelser ikke skal finde anvendelse på forbrugerafta-ler, der indgås uden for fast forretningssted, når værdien af detsolgte ikke overstiger (maksimalt) 50 euro. En medlemsstat kanendvidere – for andre forbrugeraftaler end fjernsalgsaftaler ogaftaler indgået uden for fast forretningssted – bestemme, at de13

oplysningskrav, der følger af direktivets artikel 5, stk. 1, ikkeskal omfatte dagligdags transaktioner, ligesom en medlemsstatfor aftaler omfattet af artikel 5 kan opretholde eller indføre op-lysningskrav ud over de krav, der følger af direktivets artikel 5,stk. 1. Herudover kan en medlemsstat med hensyn til forbruger-aftaler om reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, der ind-gås uden for fast forretningssted og udføres straks, og hvis vær-di ikke overstiger 200 euro, fastsætte regler om mindre omfat-tende oplysningskrav mv., jf. direktivets artikel 7, stk. 4.

4.

Rådets direktiv 85/577/EØF om forbrugerbeskyttelse i forbin-delse med aftaler indgået uden for fast forretningssted og Euro-pa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbe-skyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg er navn-lig gennemført i dansk ret i forbrugeraftaleloven.Gennemførelsen i dansk ret af det nye forbrugerrettighedsdirek-tiv nødvendiggør en ændring af bl.a. forbrugeraftalelovens reg-ler på en række punkter. De nye bestemmelser om levering ogrisikoovergang ved køb af en vare nødvendiggør endvidere enændring af købelovens regler.

5.

Justitsministeriet har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe,der skal overveje, hvordan forbrugerrettighedsdirektivet børgennemføres i dansk ret.Arbejdsgruppen skal overveje og redegøre for, hvilke ændringeraf dansk ret der er nødvendige for at gennemføre direktivet.Desuden skal arbejdsgruppen overveje og redegøre for, i hvilketomfang (visse af) bestemmelserne i direktivet bør gælde uden fordet område, som direktivet regulerer, samt om – og i givet fald ihvilket omfang – der på de specifikke områder inden for direkti-vets anvendelsesområde, hvor direktivet overlader det til med-lemsstaterne, om direktivets ordning skal finde anvendelse, børindføres regler, som afviger fra direktivets ordning.Arbejdsgruppen anmodes om at udarbejde et lovudkast med be-mærkninger.Under hensyn til fristen for gennemførelse af direktivet anmodesarbejdsgruppen om at afslutte sit arbejde senest i foråret 2013.

6.

Arbejdsgruppen har følgende sammensætning:Formand1 medlem fra universiteterne1 medlem udpeget efter indstilling fra Dommerforeningen1 medlem udpeget efter indstilling fra Advokatrådet1 medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Erhverv1 medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Industri1 medlem udpeget efter indstilling fra Forbrugerrådet14

Øvrige medlemmer:Landsdommer Ole Græsbøll Olesen(indstillet af Den Danske Dommerforening)Professor Vibe Garf Ulfbeck(indstillet af Københavns Universitet)Advokat Wivi H. Larsen(indstillet af Advokatrådet)Advokat Lars Quistgaard Bay(indstillet af Dansk Erhverv)Konsulent Line Stentoft Andersen(indstillet af Dansk Industri)Jurist Tina Dhanda Kalsi(indstillet af Forbrugerrådet)Chefkonsulent Jeppe Rosenmejer(indstillet af Håndværksrådet)Fuldmægtig Rune Lorenzen(indstillet af Erhvervs- og Vækstministeriet)Specialkonsulent Susanne Aamann(indstillet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)Kontorchef Rikke-Louise Ørum Petersen15

Efter kommissoriet for arbejdsgruppens arbejde har arbejdsgruppen haft tilopgave at overveje, hvordan forbrugerrettighedsdirektivet bør gennemfø-res i dansk ret. Arbejdsgruppen har i den forbindelse haft tre hovedopga-ver, idet arbejdsgruppen er blevet anmodet om at overveje og redegøre for,for det første hvilke ændringer af dansk ret der er nødvendige for at gen-nemføre direktivet, for det andet i hvilket omfang (visse af) bestemmelser-ne i direktivet bør gælde uden for det område, som direktivet regulerer,samt for det tredje om – og i givet fald i hvilket omfang – der på de speci-fikke områder inden for direktivets anvendelsesområde, hvor direktivetoverlader det til medlemsstaterne, om direktivets ordning skal finde an-vendelse, bør indføres regler, som afviger fra direktivets ordning. Arbejds-gruppen er endvidere blevet anmodet om at udarbejde et lovudkast medbemærkninger.Direktivets formål er – ved en harmonisering af visse aspekter af med-lemsstaternes regulering af forbrugeraftaler – at fremme den grænseover-skridende handel og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.Forbrugerrettighedsdirektivet indeholder i kapitel I bl.a. en række centraledefinitioner. Direktivets kapitel II indeholder – som noget nyt i forhold tilgældende ret – en række oplysningskrav, der skal opfyldes af den er-hvervsdrivende i andre forbrugeraftaler end fjernsalgsaftaler og aftalerindgået uden for fast forretningssted. Direktivets kapitel III indeholder reg-ler om oplysningskrav og forbrugerens fortrydelsesret i fjernsalgsaftaler ogaftaler indgået uden for fast forretningssted. Direktivets kapitel IV inde-holder – som noget nyt i forhold til gældende ret – bl.a. bestemmelser omlevering og risikoens overgang i forbrugeraftaler om køb af en vare. Kapit-let indeholder endvidere bestemmelser om gebyr for anvendelse af bestem-te betalingsmidler. Direktivets kapitel V indeholder en række generelle be-stemmelser om bl.a. håndhævelse og sanktioner, mens direktivets kapitelVI indeholder de afsluttende bestemmelser om bl.a. direktivets ikrafttræ-delsestidspunkt.Forbrugerrettighedsdirektivet er – i modsætning til direktiv 85/577/EØF ogdirektiv 97/7/EF som forbrugerrettighedsdirektivet afløser – som udgangs-punkt et totalharmoniseringsdirektiv. Der vil derfor som udgangspunkt ik-ke inden for det område, som direktivet regulerer, kunne indføres eller op-17

Betænkningen er opdelt i ti kapitler. I kapitel 1 indledes betænkningenmed en beskrivelse af arbejdsgruppens arbejde, mens kapitel 2 indeholderen sammenfattende beskrivelse af udvalgets overvejelser og forslag (nær-værende kapitel).Betænkningens kapitel 3 indeholder en generel beskrivelse af forbrugerret-tighedsdirektivet, herunder direktivets baggrund og indhold, mens kapitel4 indeholder en generel beskrivelse af gældende dansk ret inden for de om-råder, der berøres af direktivet. I kapitlet redegøres for den oprindeligeforbrugeraftalelov af 1978 og for de forskellige ændringer af loven, der erforetaget efterfølgende. Kapitlet indeholder herudover en sammenfattendegennemgang af de gældende regler i forbrugeraftaleloven og af relevantebestemmelser i købeloven og markedsføringsloven.I kapitel 5 redegøres for visse af de øvrige nordiske landes overvejelservedrørende implementeringen af direktivet, navnlig på områder, hvor di-rektivet giver medlemsstaterne adgang til at opretholde eller indføre regler,der afviger fra direktivets ordning.I kapitel 6 følger herefter betænkningens hovedafsnit, der redegør for ar-bejdsgruppens overvejelser omkring gennemførelse af forbrugerrettig-hedsdirektivet i dansk ret, samt herunder arbejdsgruppens overvejelservedrørende i hvilket omfang (visse af) bestemmelserne i direktivet børgælde uden for det område, som direktivet regulerer, og endelig arbejds-gruppens overvejelser vedrørende opretholdelse af de gældende bestem-melser i forbrugeraftaleloven.Kapitel 7 indeholder arbejdsgruppens overvejelser om lovgivningsmæssigevalg inden for det område, som direktivet regulerer, dvs. de områder, hvordirektivet giver medlemsstaterne adgang til at opretholde eller indføre reg-ler, der afviger fra direktivets ordning.

Som resultat af arbejdsgruppens overvejelser har arbejdsgruppen udarbej-det lovudkast til en ny forbrugeraftalelov samt lovudkast til ændring af en-kelte bestemmelser i købeloven. Lovudkastene indebærer overordnet enforøget beskyttelse af forbrugerne, herunder navnlig som følge af indførel-se af en ordning, der giver forbrugeren udvidet adgang til at benytte sig affortrydelsesretten, samt indførelse af regler om oplysningspligt i forbindel-se med andre aftaler end aftaler indgået ved fjernsalg eller uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted.I det følgende gennemgås lovudkastets væsentligste elementer, herunderpå de områder, hvor lovudkastet indebærer ændringer af gældende danskret.Foreslåede bestemmelser til gennemførelse af forbrugerrettighedsdirekti-vetFor at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet og med henblik på atafgrænse lovudkastet til (en ny) forbrugeraftalelov så præcist som muligt,indeholder lovudkastet forslag om ændring af eksisterende og indførelse afyderligere definitioner i forbrugeraftaleloven, således at direktivets defini-tioner af begreberne fast forretningssted, varigt medium og offentlig aukti-on gennemføres i forbrugeraftaleloven.Det bemærkes i den forbindelse, at gennemførelse af direktivets definitionaf ”fast forretningssted”, som i lovudkastet foreslås gennemført i dansk retunder betegnelsen ”den erhvervsdrivendes forretningssted”, navnlig hensettil, at forbrugerrettighedsdirektivets definition heraf også omfatterbevæge-lige detailforretningssteder,indebærer visse indholdsmæssige ændringer iforhold til den gældende definition af ”fast forretningssted” i forbrugeraf-taleloven, idet bl.a. aftaler indgået på offentligt sted eller på udstilling,messe mv., hvor varen og købesummen ikke udveksles samtidigt med afta-lens indgåelse, efter direktivet ikke anses indgået uden for ”fast forret-ningssted”, hvis den erhvervsdrivende kan siges på sædvanligt grundlag atudøve sin aktivitet fra det pågældende sted (f.eks. en messestand).

For så vidt angår forbrugeraftalelovens anvendelsesområde foreslås i lov-udkastet, at spil, der indebærer, at der gøres indsats med penge (hasard-spil), undtages fra de foreslåede bestemmelser om oplysningspligt og for-trydelsesret, samt at aftaler om personbefordring – bortset fra enkelte be-stemmelser – undtages fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde. Her-udover indebærer lovudkastet, at fysiske auktioner ikke længere undtagesfra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, idet der i relation til lovud-kastets bestemmelser om oplysningspligt dog er mulighed for, at en rækkeaf oplysningerne i stedet gives i forhold til auktionarius. Direktivet inde-holder ikke nogen pligt til at indføre en fortrydelsesret ved fysiske auktio-ner, og arbejdsgruppen foreslår heller ikke en sådan indført. Det foreslåsderimod, at der ved internetauktioner fortsat skal være fortrydelsesret,hvilket direktivet kræver.I relation til reglerne om oplysningspligt indeholder lovudkastet bl.a. for-slag til bestemmelser om den erhvervsdrivendes oplysningspligt indenindgåelsen afandreaftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Lovudkastets bestemmelser om oplysningspligt indebærer i øvrigt en ud-videlse af den erhvervsdrivendes oplysningspligt på en række punkter,herunder navnlig for så vidt angår aftaler indgået uden for den erhvervs-drivendes forretningssted. Der foreslås således indført en række nye oplys-ningskrav, bl.a. i relation til oplysninger om den erhvervsdrivende, omtidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler, om udgifterne til tilbagele-vering af varerne i tilfælde af fortrydelse, samt om forbrugerens pligt til atbetale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger i tilfælde, hvor for-brugeren har gjort sin fortrydelsesret gældende efter at have anmodet denerhvervsdrivende om at påbegynde udførelsen af tjenesteydelsen mv. in-den fortrydelsesfristens udløb.De foreslåede regler vedrørende den erhvervsdrivendes oplysningspligt in-debærer endvidere, at oplysningerne i videre omfang end efter de gælden-de regler skal meddeles forbrugerenføraftalens indgåelse, ligesom der fo-reslås nye bestemmelser om formelle krav, herunder om at de oplysninger,som den erhvervsdrivende er forpligtet til at give forbrugeren inden indgå-else af en aftale uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, skal givesforbrugeren på papir eller et andet varigt medium. For så vidt angår aftalerindgået ved fjernsalg indebærer gennemførelsen af direktivet også flerenye bestemmelser, som afhængig af kommunikationsformen med forbru-20

geren (bl.a. telefon, internet, hjemmeside) fastsætter, hvordan og hvornården erhvervsdrivende skal meddele (visse) oplysninger til forbrugeren.I relation til reglerne om fortrydelsesret foreslås der i lovudkastet en rækkejusteringer af de gældende regler bl.a. i relation til fastlæggelsen af fortry-delsesfristens begyndelsestidspunkt ved aftaler om køb af varer, fastlæg-gelse af en (generel) absolut frist for, hvor længe fortrydelsesretten kan gø-res gældende, samt fastlæggelse af hvornår fristen regnes fra, når den er-hvervsdrivende ikke har oplyst forbrugeren om fortrydelsesretten.Herudover foreslås en række ændringer i relation til, hvilke aftaler derundtages fra fortrydelsesrettens område. Det drejer sig f.eks. om tjeneste-ydelsesaftaler indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendesforretningssted, hvor fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen efter for-brugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af den erhvervsdriven-de. Endvidere foreslås der en række nye undtagelser fra fortrydelsesrettensområde, herunder bl.a. af visse aftaler om varer og tjenesteydelser, hvispris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, aftaler vedrørende bestil-lingskøb, visse aftaler om levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor denfaktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, samt aftaler om leveringaf digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsener påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og an-erkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret.For så vidt angår proceduren for udnyttelse af fortrydelsesretten foreslåsvisse ændringer i forhold til den form, som forbrugerens meddelelse omudnyttelse af fortrydelsesretten skal have, idet der under alle omstændig-heder vil skulle foreligge en utvetydig erklæring, hvilket bl.a. indebærer, atdet i modsætning til gældende ret ikke er tilstrækkeligt, at forbrugerenundlader at modtage eller afhente en vare.Endvidere foreslås det i relation til spørgsmålet om den erhvervsdrivendestilbagebetaling af købesummen ved forbrugerens udnyttelse af fortrydel-sesretten, at tilbagebetaling skal ske uden unødig forsinkelse og senest 14dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende modtager meddelelse omforbrugerens beslutning om at udøve fortrydelsesretten, dog med undtagel-se af aftaler om salg af varer (medmindre den erhvervsdrivende har tilbudtselv at afhente varerne), hvor den erhvervsdrivende kan tilbageholde belø-bet, indtil denne har modtaget varerne, eller forbrugeren har fremlagt do-kumentation for at have returneret varerne, alt efter hvilket tidspunkt der ertidligst.21

For så vidt angår det sidste indebærer dette i sig selv en ændring i forholdtil gældende ret, idet den erhvervsdrivende vil være forpligtet til at foreta-ge tilbagebetaling på baggrund af dokumentation fra forbrugeren for, atvaren er returneret, dvs. uanset om den erhvervsdrivende først efterfølgen-de modtager den pågældende vare.Herudover foreslås der en række justeringer og ændringer i forhold til degældende bestemmelser om henholdsvis den erhvervsdrivendes og forbru-gerens forpligtelser i tilfælde af forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesret-ten, herunder om at det i relation til aftaler indgået uden for den erhvervs-drivendes forretningssted i videre omfang vil påhvile forbrugeren at tilba-gesende varen, om fristen for forbrugerens tilbagesendelse samt en ny be-stemmelse, hvorefter den erhvervsdrivende skal afholde udgifterne i for-bindelse med tilbagelevering af varerne, hvis den erhvervsdrivende harundladt at oplyse forbrugeren om, at denne skal afholde disse omkostnin-ger.Herudover indebærer lovudkastet, at forbrugeren kun hæfter for en eventu-el forringelse af varernes værdi, som skyldes en anden håndtering af varer-ne, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber ogden måde, de fungerer på. Bestemmelsen indebærer således i modsætningtil gældende ret, at forbrugeren bevarer fortrydelsesretten også i tilfælde,hvor varen ikke kan tilbageleveres til den erhvervsdrivende i væsentligsamme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde,idet forbrugeren i sådanne tilfælde ikke mister sin fortrydelsesret, men (istedet) hæfter for eventuel forringelse af varernes værdi, forudsat bl.a. atden erhvervsdrivende har opfyldt sin forpligtelse til at oplyse forbrugerenom fortrydelsesretten.I øvrigt foreslås en bestemmelse, hvorefter forbrugeren ved aftaler vedrø-rende tjenesteydelser mv. indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted eller ved fjernsalg under visse nærmere angivne betingelser kanpålægges at betale for leverede dele af den erhvervsdrivendes ydelse, menkun hvis forbrugeren i form af en udtrykkelig anmodning – og i forbindel-se med aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, pået varigt medium – har anmodet den erhvervsdrivende om at påbegyndeudførelsen af tjenesteydelsen inden fortrydelsesfristen.Endelig indebærer lovudkastet, at der indføres en ny bestemmelse om, atforbrugeren kun under visse betingelser kan pålægges at betale for leverin-gen af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, når forbruge-22

ren gør brug af sin fortrydelsesret. Efter lovudkastet forudsætter dette såle-des bl.a., at forbrugeren på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til,at aftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb.For så vidt angår gennemførelsen af direktivets kapitel 4 om andre forbru-gerrettigheder end forbrugeroplysning og fortrydelsesret lægger lovudka-stet op til visse ændringer af købelovens bestemmelser om levering og ri-sikoens overgang i købelovens kapitel om forbrugerkøb, herunder at be-stemmelserne i videre omfang end hidtil gøres beskyttelsespræceptive. Forså vidt angår levering indebærer lovudkastet til ændringer af købeloven,navnlig at der fastsættes en forpligtelse for den erhvervsdrivende til –medmindre parterne har aftalt andet – at levere uden unødig forsinkelse ogsenest 30 dage efter aftalens indgåelse. Endvidere indebærer lovudkastetvisse ændringer af forbrugerens ret til at hæve købet i tilfælde af forsinkel-se, herunder en tilføjelse der indebærer, at forbrugeren kan hæve uden af-givelse af påkrav i tilfælde af sælgerens leveringsnægtelse.I relation til risikoens overgang foreslås der i lovudkastet en tilføjelse i kø-beloven, hvor det præciseres, at levering anses for sket, når salgsgenstan-den er overdraget til en fragtfører, som køberen har indgået aftale med, ogsom ikke var blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren.I relation til risikoens overgang indeholder lovudkastet endvidere et for-slag om ophævelse af den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens §20, stk. 2, som indebærer, at den erhvervsdrivende – trods levering – bærerrisikoen for varens hændelige beskadigelse eller forringelse i tilfælde, hvorforbrugeren gør brug af sin fortrydelsesret. Efter gældende ret bevarer for-brugeren således sin fortrydelsesret, selvom varen ikke kan tilbageleveres ivæsentlig samme stand og mængde, hvis beskadigelsen eller forringelsenskyldes en omstændighed, der ikke kan bebrejdes forbrugeren. Efter lov-udkastet vil det som følge af direktivet fremover være forbrugeren, der –uanset udnyttelse af fortrydelsesretten – bærer risikoen for varen, indtildenne er leveret tilbage til den erhvervsdrivende.Herudover indeholder lovudkastet som noget nyt forslag om henholdsvisen bestemmelse om telefonisk kommunikation – hvorefter forbrugeren vedtelefoniske opkald til en erhvervsdrivende, som har en telefontjeneste medhenblik på at kunne blive kontaktet i forbindelse med en indgået aftale, ik-ke er forpligtet til at betale mere end almindelig telefontakst – og en be-stemmelse om yderligere betalinger, hvorefter den erhvervsdrivende kunkan kræve betaling for ydelser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis for-brugeren inden aftaleindgåelsen har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.23

Med henblik på at sikre overholdelse af forbrugeraftalelovens bestemmel-ser, som gennemfører direktivet, indeholder lovudkastet forslag om, atmanglende oplysning om eksistensen af en eventuel fortrydelsesret – i lig-hed med hvad der allerede gælder for overtrædelse af forbuddet mod uan-modede personlige og telefoniske henvendelser og manglende overholdel-se af pligten til i en standardformular vedrørende en løbende aftale at giveoplysning om opsigelsesvarsel og opsigelsestidspunkt – skal kunne straffesmed bøde, uden at det som i dag er nødvendigt, at der er tale om grov ellergentagen overtrædelse.Herudover indebærer lovudkastet også, at der knyttes visse civilretligekonsekvenser til den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af de fo-reslåede bestemmelser om oplysningspligt.Efter lovudkastet vil den erhvervsdrivendes manglende overholdelse af deforeslåede bestemmelser om pligt til at give forbrugeren nærmere opreg-nede oplysninger relateret til fortrydelsesretten – ud over oplysningen omeksistensen af en fortrydelsesret – således indebære, at den periode, hvorifortrydelsesretten kan udøves, forlænges til op til 12 måneder.Endvidere indebærer lovudkastet, at forbrugeren ikke vil være forpligtet tilat betale eventuelle yderligere omkostninger, andre udgifter og udgifter tilreturnering af varen ved fortrydelse, som den erhvervsdrivende har for-sømt sin pligt til at give forbrugeren oplysning om.Udstrækning af direktivets regler ud over direktivets anvendelsesområdeUden for direktivets område er medlemsstaterne frit stillet med hensyn til,om de ønsker, at reglerne skal gælde. Dette er udtrykkeligt fastsat i præ-ambelbetragtning 13, hvoraf det fremgår, at der ikke er noget til hinder for,at medlemsstaterne anvender direktivets bestemmelser på områder, der ik-ke er omfattet af dets anvendelsesområde. Medlemsstaterne kan såledesopretholde eller indføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserneeller visse bestemmelser i direktivet.Arbejdsgruppens lovudkast lægger i den forbindelse bl.a. op til, at de fore-slåede definitioner også finder anvendelse på loven i sin helhed, herunderogså uden for det område, som direktivet regulerer, dvs. bl.a. for aftalervedrørende finansielle tjenesteydelser.24

Lovudkastet indebærer i den forbindelse endvidere, at den danske definiti-on af forbrugere, hvorefter juridiske personer efter omstændighederne iforbindelse med aftaleindgåelsen kan blive betragtet som forbrugere, op-retholdes.Lovudkastet indebærer endvidere, at direktivets bestemmelser også børfinde anvendelse på aftaler om sociale tjenesteydelser og sundhedsydelser,samt fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fast ejendom (uanset om derer tale om aftaler om leje til boligformål), som også i dag er omfattet afforbrugeraftaleloven – uanset undtagelserne fra direktivets anvendelsesom-råde for sådanne aftaler – således at den gældende retstilstand videreførespå dette punkt.For så vidt angår spil indebærer lovudkastet, at spil, hvor der for deltagelsebetales en pengeindsats, og som er helt undtaget fra direktivets anvendel-sesområde, alene undtages fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelses-ret, hvorimod forbrugeraftalelovens øvrige regler, herunder regler somgennemfører andre bestemmelser i direktivet, som eksempelvis bestem-melserne om levering af varer eller tjenesteydelser uden forudgående an-modning, (fortsat) vil gælde for aftaler om spil, hvor der for deltagelse be-tales en pengeindsats.I tilknytning til direktivets bestemmelser om oplysningspligt indeholderdet en bestemmelse om, at bevisbyrden for opfyldelsen af oplysningskra-vene påhviler den erhvervsdrivende. Lovudkastet foreslår i den forbindelse– da det er arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan bevisbyrderegel er ud-tryk for et almindeligt princip – at en udtrykkelig bevisbyrderegel skalgælde hele lovens kapitel 3 vedrørende oplysningspligt, herunder ogsålovudkastets bestemmelser om aftaler om finansielle tjenesteydelser.For så vidt angår direktivets artikel 18 og 20 om levering og risikoensovergang fremgår det af artikel 17, at disse bestemmelser finder anvendel-se på købsaftaler. Da lovudkastet foreslår disse bestemmelserne gennem-ført i købelovens kapitel om forbrugerkøb, vil de foreslåede bestemmelserfinde anvendelse på købsaftaler i købelovens forstand, uanset om en aftalesamtidigt kan anses som en købsaftale i forbrugerrettighedsdirektivets for-stand.Mens direktivets bestemmelser om risikoens overgang (artikel 20) først ogfremmest er relevante i relation til købsaftaler, er bestemmelser om leve-ring og forsinkelse (artikel 18) også relevante i forhold til tjenesteydelses-25

aftaler. Lovudkastet indeholder i den forbindelse forslag til en bestemmel-se i forbrugeraftaleloven, der skal finde anvendelse på aftaler om ikkefi-nansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg, og som med de fornødnetilpasninger svarer til den foreslåede bestemmelse i købeloven til gennem-førelse af direktivets artikel 18.For så vidt angår bestemmelserne i direktivets artikel 21 og 22 om telefo-nisk kommunikation og yderligere betalinger indebærer lovudkastet, at be-stemmelserne til gennemførelse heraf finder anvendelse på alle forbruger-aftaler omfattet af forbrugeraftaleloven, uanset om aftalerne falder indenfor direktivets anvendelsesområde.Spørgsmål om udnyttelse af direktivets reguleringsmæssige valgmulighe-derFor så vidt angår de områder, hvor forbrugerrettighedsdirektivet overladermedlemsstaterne valgfrihed, indeholder lovudkastet forslag om, at aftaler,hvor varen og købesummen udveksles samtidigt med indgåelse af en aftaleuden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvis købesummen ikkeoverstiger 350 kroner, undtages fra reglerne om oplysningspligt og fortry-delsesret.Lovudkastet indeholder endvidere forslag om, at oplysningskravene forandreaftaler (end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted) ikke skal finde anvendelse på aftaler, deromfatter dagligdags transaktioner, som opfyldes umiddelbart på tidspunk-tet for deres indgåelse.I relation til de foreslåede bestemmelser om oplysningspligt foreslår ar-bejdsgruppen med henblik på i videst muligt omfang at opnå ensartederegler, at der – om end i et meget begrænset omfang – fastsættes enkelteyderligere oplysningskrav, end dem der følger af direktivet for så vidt an-gårandreaftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted, således at kravene til den erhvervsdriven-des kontaktoplysninger samt kravene til oplysninger om eftersalgskunde-bistand affattes på samme måde i lovudkastets bestemmelser om oplys-ningskrav for på den ene side aftaler indgået ved fjernsalg eller uden forden erhvervsdrivendes forretningssted og på den anden sideandreaftaler.For så vidt angår muligheden efter direktivet for at opretholde eller indføresprogkrav vedrørende de aftalemæssige oplysninger i national lovgivning26

indeholder lovudkastet forslag om, at oplysninger, som den erhvervsdri-vende efter lovudkastet har pligt til at meddele forbrugeren, skal afgives pådansk, hvis den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare el-ler tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkeligesamtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.Lovudkastet indeholder derimod ikke forslag om udnyttelse af de øvrigereguleringsmæssige valgmuligheder, som er indeholdt i direktivet, herun-der bl.a. muligheden for at fastsætte lempeligere regler om den erhvervs-drivendes oplysningspligt for så vidt angår aftaler om reparation og vedli-geholdelse, der indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted iforbindelse med, at forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdri-vende om at udføre det pågældende reparations- eller vedligeholdelsesar-bejde. Lovudkastet indeholder heller ikke forslag om at udnytte den regu-leringsmæssige valgmulighed i relation til fjernsalgsaftaler, der indgås pr.telefon, til at fastsætte regler om, at den erhvervsdrivende efterfølgendeskal bekræfte sit tilbud, og at forbrugeren først er bundet af aftalen, nårforbrugeren har underskrevet tilbuddet eller sendt sit skriftlige samtykke.Forslag til andre ændringer af forbrugeraftalelovenUd over forslag i forbindelse med gennemførelse af forbrugerrettighedsdi-rektivet indeholder lovudkastet også forslag til præcisering af reglerne omuanmodede telefoniske henvendelser og opsigelsesvarsel i forbrugerafta-ler.

Europa-Parlamentet har i de senere år vedtaget flere beslutninger om even-tuel harmonisering af aftaleretten mv. i EU-landene, og ved beslutning af16. marts 2000 om Europa-Kommissionens arbejdsprogram anmodedeParlamentet Kommissionen om at undersøge, om en mere vidtgående har-monisering på det civilretlige område var blevet nødvendig af hensyn tildet indre markeds funktion.Kommissionen fremlagde den 8. oktober 2008 et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder (KOM(2008)614endelig), der skulle erstatte fire eksisterende forbrugerbeskyttelsesdirekti-ver (direktivet om aftaler indgået uden for fast forretningssted(85/877/EØF), direktivet om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler(93/13/EF), fjernsalgsdirektivet (97/7/EF)og direktivet om forbrugerkøbog garantier i forbindelse hermed (99/44/EF)).Forslaget har været behandlet af en arbejdsgruppe under Rådet, og de skif-tende formandskaber har fremlagt en række reviderede versioner af forsla-get.På et rådsmøde den 24. januar 2011 vedtog medlemsstaterne en generelindstilling vedrørende forslaget på grundlag af Rådets reviderede versionaf forslaget af 10. december 2010.I april 2011 indledte det ungarske formandskab på vegne af Rådet forhand-linger om forslaget med Kommissionen og Europa-Parlamentet, og i juni2011 blev der opnået enighed om en kompromistekst.Rådet oversendte efterfølgende kompromisteksten til Europa-Parlamentet,der på en plenarforsamling den 23. juni 2011 vedtog denne.Rådet vedtog direktivet den 10. oktober 2011, og den 25. oktober 2011blev direktivet underskrevet af Rådet og Europa-Parlamentet.28

Direktivet blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 22.november 2011 og skal være gennemført i national ret senest den 13. de-cember 2013. Direktivets bestemmelser finder anvendelse på aftaler ind-gået efter den 13. juni 2014.Direktivet er udstedt med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unionsfunktionsmåde (TEUF), særlig artikel 114 TEUF, og er vedtaget efter denalmindelige lovgivningsprocedure, jf. artikel 294 TEUF.Med det vedtagne direktiv ophæves direktivet om aftaler indgået uden forfast forretningssted (85/577/EØF) og fjernsalgsdirektivet (97/7/EF). Her-udover indeholder direktivet ændringer til direktivet om urimelige kon-traktvilkår (93/13/EØF) og direktivet om forbrugerkøb og garantier i for-bindelse hermed (1999/44/EF).3.2.3.2.1.3.2.1.1.Direktivs indholdDirektivets kapitel IAnvendelsesområde og definitioner

Efter direktivets artikel 1 er formålet med direktivet ved at opnå et højtforbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre markedgennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstaternes loveog administrative bestemmelser om aftaler indgået mellem forbrugere ogerhvervsdrivende.Behovet for tilnærmelse af medlemsstaternes love mv. er nærmere uddybeti præambelbetragtning 4, hvor det fremgår, at harmonisering af visseaspekter af lovgivningen om forbrugeraftaler om fjernsalg og forbrugeraf-taler indgået uden for fast forretningssted er nødvendig for at fremme etreelt indre marked for forbrugerne og sikre den rette balance mellem ethøjt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne.Direktivet indledes i artikel 2 med en række fælles definitioner på centralebegreber i direktivet.Ved en forbruger skal forstås enhver fysisk person, der i forbindelse medde aftaler, der er omfattet af direktivet, ikke handler som led i sit erhverv,jf. artikel 2, nr. 1. I præambelbetragtning 17 er det uddybende anført, at forså vidt angår aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen alene indgås delvis29

som led i den pågældende persons erhverv, men hvor det erhvervsmæssigeformål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med af-talen, der bør den pågældende person ligeledes betragtes som en forbruger.Ved erhvervsdrivende skal forstås enhver fysisk eller juridisk person, uan-set om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler – herun-der via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne– som led i sit erhverv i forbindelse med aftaler omfattet af direktivet, jf.artikel 2, nr. 2.Ved en vare skal forstås enhver løsøregenstand undtagen genstande, dersælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov. Vand, gas og elek-tricitet betragtes også som varer, når det udbydes til salg i et afgrænset vo-lumen eller en bestemt mængde, jf. artikel 2, nr. 3.Ved en vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, skal for-stås enhver vare, som ikke er præfabrikeret og hvis færdiggørelse afhæn-ger af forbrugerens individuelle valg eller beslutning, jf. artikel 2, nr. 4.En købsaftale defineres som enhver aftale mellem den erhvervsdrivendeog forbrugeren om salg af varer i direktivets forstand, samt enhver aftale,der både omfatter varer og tjenesteydelser, jf. artikel 2, nr. 5.Direktivet indeholder ikke en definition af, hvad der skal forstås ved entjenesteydelse, men angiver i artikel 2, nr. 6, at der med en tjenesteydelses-aftale forstås enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilkenden erhvervsdrivende påtager sig at levere en tjenesteydelse til forbruge-ren, og som forbrugeren påtager sig at betale for.Ved en fjernsalgsaftale skal forstås enhver købs- eller tjenesteydelsesafta-le, der indgås mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren i henhold til etorganiseret system for fjernsalg eller levering af fjernydelser, hvor der iforbindelse med aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flereformer for fjernkommunikationsteknikker, og hvor den erhvervsdrivendeog forbrugeren hverken forud for eller i forbindelse med aftalens indgåelsemødes fysisk, jf. artikel 2, nr. 7.Efter artikel 2, nr. 8, skal der ved en aftale uden for fast forretningsstedforstås enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, der erindgået:30

a) med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstede-værelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes faste forretningsstedb) på baggrund af et af forbrugeren afgivet tilbud, som er afgivet under desamme omstændigheder, som nævnt under litra a)c) med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstede-værelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted eller ved brug affjernkommunikationsteknik, umiddelbart efter at forbrugeren er blevetkontaktet personligt og individuelt af den erhvervsdrivende på et sted, somikke er den erhvervsdrivendes faste forretningssted, ellerd) under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende med det formål atpræsentere og sælge varer eller tjenesteydelser til forbrugeren.Ved fast forretningssted skal der efter artikel 2, nr. 9, forstås,a) ethvert ubevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivendefast udøver aktivitet, ellerb) ethvert bevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende ud-øver sin aktivitet på sædvanligt grundlag.Direktivets artikel 2 indeholder herudover en række yderligere definitio-ner. For en nærmere gennemgang heraf henvises til kapitel 6.1.2.Direktivets artikel 3 fastlægger direktivets anvendelsesområde.Det følger heraf, at direktivet finder anvendelse på enhver aftale indgåetmellem en erhvervsdrivende og en forbruger på de vilkår og i det omfang,der følger af direktivets bestemmelser. Direktivet finder endvidere anven-delse på aftaler om forsyning af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme,herunder fra offentlige leverandører, for så vidt forsyningen sker på aftale-basis, jf. artikel 3, stk. 1.Bestemmelsen fastsætter endvidere, at hvis en af direktivets bestemmelserer i konflikt med en bestemmelse i en anden EU-retsakt vedrørende speci-fikke sektorer, har bestemmelsen i den pågældende anden EU-retsakt for-rang, jf. artikel 3, stk. 2.Herudover indeholder artikel 3, stk. 3, en opregning af aftaler, der udtryk-keligt undtages fra direktivets anvendelsesområde:--Aftaler om sociale tjenesteydelser (litra a).Aftaler om sundhedsydelser (litra b).31

Aftaler om hasardspil (litra c).Aftaler om finansielle tjenesteydelser (litra d).Aftaler om stiftelse, erhvervelse eller overdragelse af fast ejendomeller af rettigheder over fast ejendom (litra e).Aftaler om opførelse af nye ejendomme, omfattende ombygning afeksisterende ejendomme og leje af ejendomme til boligformål (litraf).Aftaler som er omfattet af pakkerejsedirektivet (litra g).Aftaler som er omfattet af timesharedirektivet (litra h).Aftaler, som i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivningoprettes under medvirken af en offentlig embedsmand, der er for-pligtet til at være uafhængig og upartisk, og som skal sikre, at for-brugeren kun indgår aftalen efter moden overvejelse af de retligeaspekter og med kendskab til dens juridiske rækkevidde (litra i).Visse aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varertil husholdningens løbende forbrug (litra j).Aftaler om personbefordring, dog med undtagelse af artikel 8, stk.2 (om fjernsalgsaftaler, der pålægger forbrugeren en betalingsfor-pligtelse), artikel 19 (om gebyrer for anvendelse af betalingsmid-ler) og artikel 22 (om yderligere betalinger) (litra k).Aftaler, der er indgået ved hjælp af vareautomater eller automatise-rede forretningslokaler (litra l).Aftaler, der er indgået med teleoperatører ved brug af offentlige te-lefonbokse eller indgået ved brug af en enkelt telefon-, internet- el-ler faxforbindelse, som er etableret af en forbruger (litra m).

Forbrugerrettighedsdirektivet er – i modsætning til direktivet om aftalerindgået uden for fast forretningssted (85/577/EØF) og fjernsalgsdirektivet(97/7/EF) – som udgangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv. Medlems-staterne må derfor ikke opretholde eller indføre bestemmelser, der fravigerdem, der er fastsat i direktivet. Medlemsstaterne kan således som udgangs-punkt hverken fastsætte strengere eller lempeligere bestemmelser for atsikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, jf. artikel 4.På enkelte områder giver direktivet dog medlemsstaterne mulighed for atforetage et valg mellem flere mulige løsninger angivet i direktivet. Direk-tivet er således – i modsætning til direktivet om aftaler indgået uden forfast forretningssted (85/577/EØF) og fjernsalgsdirektivet (97/7/EF) – somudgangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv.Totalharmoniseringen gælder kun inden for direktivets anvendelsesområ-de, dvs. på de områder, som direktivet regulerer. På de områder, som ikkeer omfattet af direktivet, kan medlemsstaterne således opretholde eller ind-føre nationale regler, eller det kan bestemmes, at regler svarende til direk-tivets også skal finde anvendelse her, jf. præamblens betragtning 13.3.2.2.Direktivets kapitel II

Den erhvervsdrivende er forud for indgåelse af andre forbrugeraftaler endaftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted somudgangspunkt forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger. Deprækontraktuelle oplysninger, som den erhvervsdrivende ifølge direktivetsartikel 5, stk. 1, skal give til forbrugeren, medmindre disse oplysninger al-lerede fremgår af konteksten, er følgende:-Oplysninger om varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egen-skaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og va-rerne eller tjenesteydelserne (litra a).Oplysninger om den erhvervsdrivendes navn f.eks. firmanavn, denfysiske adresse, hvor vedkommende er etableret, og dennes tele-fonnummer (litra b).Oplysninger om den samlede pris for varerne eller tjenesteydelser-ne inklusive afgifter, eller, hvis varernes eller tjenesteydelsernes artgør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, denmåde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er relevant, alleyderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, el-ler, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes påforhånd, oplysninger om, at der kan forekomme sådanne yderligereomkostninger (litra c).Hvor det er relevant, oplysninger om forholdene vedrørende beta-ling, levering, opfyldelse og politik for klagebehandling (litra d).Hvor det er relevant, oplysninger om eksistensen af en lovbestemtgaranti for varernes kontraktsmæssighed samt oplysninger omeventuel eftersalgsservice og handelsmæssige garantier samt betin-gelserne for at udnytte disse (litra e).Hvor det er relevant, oplysninger om aftalens gyldighedsperiode el-ler – hvis aftalen er tidsubestemt, eller hvis aftalen forlænges au-tomatisk – betingelserne for at opsige aftalen (litra f).Hvor det er relevant, oplysninger om funktionaliteten, herundergældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold(litra g).34

Oplysningskravene finder også anvendelse på aftaler om forsyning afvand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volu-men eller i en bestemt mængde, på aftaler om forsyning af fjernvarmesamt aftaler vedrørende digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk me-dium, jf. artikel 5, stk. 2.Direktivet overlader det dog til medlemsstaterne at bestemme, hvorvidtdisse oplysningskrav skal finde anvendelse på aftaler, der omfatter daglig-dags transaktioner, som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for deres ind-gåelse, jf. artikel 5, stk. 3.Herudover kan medlemsstaterne vedtage eller bibeholde yderligere kravom oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af aftaler omfattet afbestemmelsen, jf. artikel 5, stk. 4.3.2.3.Direktivets kapitel III

For så vidt angår aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-retningssted skal den erhvervsdrivende, inden forbrugeren bindes af afta-len, som udgangspunkt give forbrugeren de oplysninger, der fremgår af ar-tikel 6, stk. 1, litra a-t. De fleste af disse oplysninger svarer til de oplysnin-ger, som den erhvervsdrivende forud for indgåelse af andre aftaler end af-taler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted er for-pligtet til at give forbrugeren efter direktivets artikel 5. Den erhvervsdri-vende skal dog, udover de oplysninger der følger af artikel 5, give forbru-geren en række yderligere oplysninger såsom den erhvervsdrivendes kon-taktoplysninger (som er bredere end oplysningskravet i artikel 5, stk. 1, lit-ra b) samt oplysninger om forbrugerens fortrydelsesret.35

Ved aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningsstedskal den erhvervsdrivende således give forbrugeren følgende oplysninger:-Varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber i et omfang,der svarer til kommunikationsteknikken og til varerne eller tjene-steydelserne (litra a).Den erhvervsdrivendes identitet, f.eks. firmanavn (litra b).Den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret, og denerhvervsdrivendes eventuelle telefon- og faxnummer og e-mailadresse, samt – hvor det er relevant – den fysiske adresse ogidentitet på den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommendehandler (litra c).Oplysninger om den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes fasteforretningssted samt, hvor det er relevant, på det faste forretnings-sted for den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende hand-ler, hvis den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overens-stemmelse med litra c, og hvortil forbrugeren kan indgive eventuel-le klager (litra d).Oplysninger om prisen inklusive afgifter, samt – hvis produktets artgør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd – denmåde, hvorpå prisen udregnes, og, hvis det er relevant, alle yderli-gere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, eller, hvisdisse omkostninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd,oplysninger om, at sådanne omkostninger kan forekomme (litra e).Oplysninger om omkostningerne ved anvendelse af fjernkommuni-kationsteknikken til indgåelse af aftalen, hvis omkostningerne be-regnes efter en anden sats end grundsatsen (litra f).Oplysninger om forholdene vedrørende betaling, levering, opfyl-delse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til atlevere varerne eller yde tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant,den erhvervsdrivendes politik for klagebehandling (litra g).Oplysninger om betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre eneventuel fortrydelsesret gældende, jf. artikel 11, stk. 1, samt oplys-ninger om standardfortrydelsesformularen, jf. bilag I (B) (litra h).36

En række nærmere angivne oplysninger om udgifterne til returne-ring af varerne, hvis dette er relevant (litra e).Oplysninger om, at forbrugeren, hvis denne gør sin fortrydelsesretgældende – efter i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, eller ar-tikel 8, stk. 8, at have fremsat en anmodning – er ansvarlig for atbetale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger i henhold tilartikel 14, stk. 3 (litra j).Hvis forbrugeren ikke har fortrydelsesret, oplysninger herom, eller,hvor det er relevant, oplysning om under hvilke omstændighederforbrugeren mister sin fortrydelsesret (litra k).Oplysninger om eksistensen af en lovbestemt garanti for varerneskontraktmæssighed (litra l).Oplysninger om eftersalgskundebistand og betingelserne for at ud-nytte denne samt oplysninger om eftersalgsservice og handelsmæs-sige garantier (litra m).Hvor det er relevant oplysninger om, hvorvidt der eksisterer en re-levant adfærdskodeks for den erhvervsdrivende, og om, hvor for-brugeren kan gøre sig bekendt med indholdet af en sådan adfærds-kodeks (litra n).Hvor det er relevant oplysninger om aftalens gyldighedsperiode, el-ler – hvis aftalen er tidsubestemt eller forlænges automatisk – be-tingelserne for at bringe aftalen til ophør (litra o).Hvor det er relevant oplysninger om minimumsvarigheden af for-brugerens forpligtelser efter aftalen (litra p).Hvor det er relevant oplysninger om eventuelle forskud eller andrefinansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille efteranmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor(litra q).Hvor det er relevant oplysninger om funktionaliteten, herundergældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold(litra r).37

Oplysningskravene finder også anvendelse på aftaler om forsyning afvand, gas eller elektricitet, uanset om disse varer sælges i et afgrænset vo-lumen eller i en bestemt mængde, og på aftaler om forsyning af fjernvarmesamt på aftaler om levering af digitalt indhold, uanset om dette leveres pået fysisk medium, jf. artikel 6, stk. 2.Særligt i forhold til offentlige auktioner følger det af artikel 6, stk. 3, at op-lysningerne i artikel 6, stk. 1, litra b-d, kan erstattes med de tilsvarende op-lysninger om auktionarius.Oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give efter stk. 1, litra h-j, kangives ved brug af standardfortrydelsesvejledningen, jf. bilag I(A). Den er-hvervsdrivende har således opfyldt oplysningskravene i litra h-j, hvis denerhvervsdrivende har leveret en korrekt udfyldt standardfortrydelsesformu-lar, jf. artikel 6, stk. 4.De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, udgør en integreret del af aftalenom fjernsalg eller aftalen indgået uden for fast forretningssted og må ikkeændres, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt mellem de kontraherendeparter, jf. artikel 6, stk. 5. Det er den erhvervsdrivende, der har bevisbyr-den for opfyldelsen af de oplysningskrav, der fremgår af direktivets kapitelIII, jf. artikel 6, stk. 9.Hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt kravene om oplysninger ved-rørende yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. stk. 1, litra e, ellerom udgifter til returnering af varerne, jf. stk. 1, litra i, skal forbrugeren ik-ke betale for disse omkostninger eller udgifter, jf. artikel 6, stk. 6.Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende de af-talemæssige oplysninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådan-ne oplysninger let kan forstås af forbrugeren, jf. artikel 6, stk. 7.38

For så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted skal de op-lysninger, der følger af direktivets artikel 6, stk. 1, stilles til rådighed forforbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde og på papir, eller,hvis forbrugeren samtykker heri, på et andet varigt medium, jf. artikel 7,stk. 1.Den erhvervsdrivende skal endvidere give forbrugeren en kopi af den un-derskrevne aftale eller bekræftelsen af aftalen på papir eller, hvis forbruge-ren samtykker, på et andet varigt medium, jf. artikel 7, stk. 2.Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af en tjenesteydelse, leveringen afvand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volu-men eller i en bestemt mængde, eller levering af fjernvarme skal påbegyn-des, inden fortrydelsesfristen udløber, skal den erhvervsdrivende kræve, atforbrugeren fremsætter en sådan udtrykkelig anmodning på et varigt medi-um, jf. artikel 7, stk. 3.For så vidt angår aftaler om reparation og vedligeholdelse, der indgås udenfor den erhvervsdrivendes faste forretningssted i forbindelse med, at for-brugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdrivende om at udføre detpågældende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde, kan medlemssta-terne for reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, der udføres straks, oghvor forbrugerens betaling ikke overstiger 200 euro, i et vist omfang vælgeat fastsætte lempeligere regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligtinden aftaleindgåelsen, jf. artikel 7, stk. 4.Medlemsstaterne må ikke stille andre formelle krav i forbindelse med op-fyldelsen af de oplysningskrav, der følger af direktivets artikel 6, jf. artikel7, stk. 5.39

For så vidt angår fjernsalgsaftaler skal den erhvervsdrivende give eller stil-le de oplysninger, der følger af artikel 6, stk. 1, til rådighed for forbrugerenpå en klar og forståelig måde under anvendelse af midler, der er tilpassetden anvendte kommunikationsteknik, jf. direktivets artikel 8, stk. 1, 1. pkt.Hvis oplysningerne gives på et varigt medium, skal de være letlæselige, jf.direktivets artikel 8, stk. 1, 2. pkt.Herudover skal den erhvervsdrivende – når en fjernsalgsaftale indgås viaet elektronisk medium, og forbrugeren pålægges at betale – klart og på enfremtrædende måde – gøre forbrugeren opmærksom på en række af de op-lysninger, der følger af artikel 6, umiddelbart inden forbrugeren afgiver sinbestilling, jf. artikel 8, stk. 2. Af bestemmelsen følger det endvidere, at denerhvervsdrivende skal sikre, at forbrugeren, når denne afgiver sin bestil-ling, udtrykkeligt bekræfter, at bestillingens afgivelse medfører en beta-lingsforpligtelse. Hvis bestillingens afgivelse sker ved et tastetryk (f.eks.aktivering af et bestillingsfelt på en hjemmeside på internettet), skal feltetvære markeret med ordene ”ordre med betalingsforpligtelse” eller på entilsvarende entydig måde. Hvis dette krav ikke er opfyldt, er forbrugerenikke bundet af aftalen.Endvidere skal forbrugeren, når denne afgiver en bestilling på den er-hvervsdrivendes hjemmeside på internettet, senest i begyndelsen af bestil-lingsprocessen på en klar og letlæselig måde oplyses om eventuelle leve-ringsrestriktioner, og hvilke betalingsmidler der accepteres, jf. artikel 8,stk. 3.Direktivet fastsætter endvidere, hvilke oplysninger den erhvervsdrivendeskal give til forbrugeren forud for indgåelsen af en aftale, der indgås underanvendelse af en fjernkommunikationsteknik, hvor der kun er begrænsetplads eller tid til at formidle oplysningerne, jf. artikel 8, stk. 4. I disse til-fælde skal den erhvervsdrivende mindst give forbrugeren oplysningerneomhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a, b, e, h og o, dvs. oplysninger om va-rernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber, den erhvervsdrivendesidentitet, den samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og fortidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalen. Øvrigeoplysninger omhandlet i artikel 6, stk. 1, skal formidles til forbrugeren ioverensstemmelse med artikel 8, stk. 1.40

I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende telefonisk har kontaktet forbruge-ren med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg skal den erhvervs-drivende ved samtalens begyndelse opgive sit navn og oplyse om samta-lens kommercielle sigte, jf. direktivets artikel 8, stk. 5.Indgås aftalen telefonisk kan medlemsstaterne vælge at fastsætte reglerom, at den erhvervsdrivende efterfølgende skal bekræfte sit tilbud, og atforbrugeren først er bundet af aftalen, når forbrugeren har underskrevet til-buddet eller sendt sit skriftlige samtykke, jf. artikel 8, stk. 6.For alle fjernsalgsaftaler skal den erhvervsdrivende over for forbrugerenpå et varigt medium bekræfte aftalen inden for rimelig tid efter aftalensindgåelse og senest ved leveringen, når der er tale om varer, eller før leve-ringen begynder, når der er tale om tjenesteydelser, jf. direktivets artikel 8,stk. 7, 1. pkt. Forbrugeren skal på et varigt medium modtage en bekræftel-se på alle de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, medmindre oplys-ningerne allerede forud for aftaleindgåelsen er givet til forbrugeren på etsådant medium, jf. direktivets artikel 8, stk. 7, litra a.Hvis levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium erpåbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og aner-kendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, jf. artikel16, litra m, skal den erhvervsdrivendes bekræftelse ligeledes indeholde op-lysning herom, jf. artikel 8, stk. 7, litra b.Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser, leveringen afvand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volu-men eller i en bestemt mængde, eller levering af fjernvarme skal påbegyn-des, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2, skal den er-hvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en udtrykkelig anmod-ning herom, jf. direktivets artikel 8, stk. 8. Fremsættes en sådan udtrykke-lig anmodning ikke, kan forbrugeren ikke pålægges at betale den er-hvervsdrivende for det, der måtte blive leveret indtil det tidspunkt, hvorforbrugeren gør brug af fortrydelsesretten, jf. artikel 14, stk. 3, 1. pkt.Bestemmelserne vedrørende formelle krav for aftaler om fjernsalg i direk-tivets artikel 8 berører ikke reglerne om e-kontrakter og e-ordrer i artikel 9og 11 i direktivet om elektronisk handel (direktiv 2000/31/EF)Medlemsstaterne må ikke stille yderligere formelle krav i forbindelse meddirektivets krav til oplysninger forud for indgåelse af aftaler, jf. artikel 8,41

Medlemsstaterne skal sikre, at forbrugeren ved fjernsalgsaftaler og aftalerindgået uden for fast forretningssted gives en frist på 14 dage til at fortrydeaftalen uden angivelse af nogen grund og uden at pådrage sig omkostnin-ger ud over dem, der er fastsat i artikel 13, stk. 2 (ekstra leveringsomkost-ninger på grund af forbrugerens valg af en anden leveringsform end denmindst bekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har til-budt), og artikel 14 (direkte udgifter forbundet med tilbagelevering, eneventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering, enddet der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den mådede fungerer på, samt forholdsmæssig betaling af allerede leverede varer ogtjenesteydelser, hvor forbrugeren har anmodet om levering eller udførelseinden fortrydelsesfristens udløb), jf. artikel 9, stk. 1. Det fremgår af præ-amblens betragtning 41, at fristen bør regnes i kalenderdage.Spørgsmålet om, hvornår 14-dages fristen løber fra, er nærmere omtalt idirektivets artikel 9, stk. 2. For tjenesteydelsesaftaler løber fortrydelsesfri-sten fra den dag, hvor aftalen indgås. For aftaler om varekøb løber fortry-delsesfristen fra den dag, hvor forbrugeren får varerne i sin fysiske besid-delse. Der er dog fastsat særlige bestemmelser om visse nærmere angivneaftaler, f.eks. køb af varer, der består af flere dele, og aftaler om leveringaf vand, gas og elektricitet, jf. artikel 9, stk. 2, litra b, i-iii, og litra b.Medlemsstaterne må ikke forbyde parterne at opfylde deres forpligtelser ihenhold til aftalen, inden fortrydelsesfristen er udløbet. Den enkelte med-lemsstat kan for så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningsstedopretholde eksisterende national lovgivning, der forbyder den erhvervsdri-vende at indkræve betaling fra forbrugeren i fortrydelsesperioden, jf. arti-kel 9, stk. 3.3.2.3.5.Manglende oplysninger om fortrydelsesretten

Direktivet regulerer endvidere de nærmere betingelser for udøvelse af for-trydelsesretten, jf. artikel 11. Således skal forbrugeren inden fortrydelses-fristens udløb give meddelelse herom til den erhvervsdrivende. Forbruge-ren kan benytte sig af den standardfortrydelsesformular, der fremgår af di-rektivets bilag I (B) eller en anden utvetydig erklæring om, at fortrydelses-retten udnyttes, jf. artikel 11, stk. 1. Fristen er overholdt, hvis meddelelsener afsendt af forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb, jf. artikel 11,stk. 2.Den erhvervsdrivende kan – foruden mulighederne for anvendelse af stan-dardfortrydelsesformularen i bilag I (B) eller en anden utvetydig erklæringom, at fortrydelsesretten udnyttes – give forbrugeren adgang til elektroniskat udfylde og indsende enten standardfortrydelsesformularen eller en an-den utvetydig erklæring på den erhvervsdrivendes hjemmeside. I så faldskal den erhvervsdrivende omgående på et varigt medium bekræfte mod-tagelsen af meddelelsen om, at fortrydelsesretten udnyttes, jf. artikel 11,stk. 3.Det er forbrugeren, som har bevisbyrden for, at fortrydelsesretten er ud-øvet i overensstemmelse med artikel 11, jf. stk. 4.3.2.3.7.Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten

lingen skal den erhvervsdrivende anvende samme betalingsmåde, som for-brugeren har anvendt, medmindre forbrugeren har meddelt udtrykkeligtsamtykke til anvendelse af en anden betalingsmåde, og forudsat, at forbru-geren ikke pålægges omkostninger herved, jf. artikel 13, stk. 1.Den erhvervsdrivende skal dog ikke tilbagebetale beløb, der dækker mer-omkostninger ved levering, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en an-den og dyrere leveringsmåde end den billigste standardlevering tilbudt afden erhvervsdrivende, jf. artikel 13, stk. 2.Er der tale om en aftale vedrørende salg af en vare, er den erhvervsdriven-de – medmindre denne har tilbudt at afhente varerne selv – berettiget til attilbageholde det modtagne beløb indtil det tidspunkt, hvor den erhvervs-drivende har modtaget de returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil denerhvervsdrivende fra forbrugeren har modtaget dokumentation for, at va-rerne er returneret, jf. artikel 13, stk. 3.3.2.3.9.Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af for-trydelsesretten

Forbrugeren skal returnere varen til den erhvervsdrivende, når fortrydel-sesretten gøres gældende, jf. artikel 14, stk. 1. Medmindre den erhvervs-drivende har tilbudt selv at afhente varen, skal dette ske senest 14 dage ef-ter den dato, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om,at aftalen fortrydes. Returnering af varen anses for rettidig, hvis forbruge-ren sender varen, inden fristen er udløbet. Forbrugeren skal kun betale forde udgifter, der er forbundet med den direkte tilbagelevering af varen tilden erhvervsdrivende. Dette gælder dog ikke, hvis den erhvervsdrivendehar indvilliget i at afholde udgifterne, eller hvis den erhvervsdrivende harundladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skal betale udgifterneforbundet med returnering.Ved brug af fortrydelsesretten hæfter forbrugeren kun for varens eventuel-le værdiforringelse, hvis varen har været håndteret på en anden måde, endhvad der var nødvendigt for at få kendskab til varens art, egenskaber ogden måde, varen fungerer på, jf. artikel 14, stk. 2. Hvis den erhvervsdri-vende i strid med artikel 6, stk. 1, litra h, har undladt at give forbrugerenoplysninger om fortrydelsesretten, betingelserne, tidsfristen og procedu-rerne herfor, hæfter forbrugeren under alle omstændigheder ikke for eneventuel forringelse af varerne.44

En forbruger, der udnytter sin fortrydelsesret efter at have anmodet om atfå tjenesteydelsen mv. leveret inden fortrydelsesfristens udløb, jf. artikel 7,stk. 3, eller artikel 8, stk. 8, skal betale et beløb til den erhvervsdrivende,der står i rimeligt forhold til det leverede. Beløbet må ikke overstige, hvadder er proportionalt med de ydelser, der allerede er leveret, jf. artikel 14,stk. 3.Herudover gælder en række særlige bestemmelser, hvorefter forbrugerenikke hæfter for de udgifter, den erhvervsdrivende allerede har afholdt, hvistjenesteydelsen mv. er helt eller delvis leveret, inden fortrydelsesfristensudløb, jf. artikel 14, stk. 4. Det drejer sig f.eks. om tilfælde, hvor den er-hvervsdrivende har forsømt sin oplysningspligt efter artikel 6, stk. 1, litra heller j, eller hvor forbrugeren ikke i overensstemmelse med artikel 7, stk.3, eller artikel 8, stk. 8, har anmodet om, at tjenesteydelsen udføres indenfortrydelsesfristens udløb.Udover pligten til at returnere varen, hæftelsen for en eventuel værdifor-ringelse af en vare og pligten til at betale et beløb, der står i rimeligt om-fang til en helt eller delvis leveret tjenesteydelse mv., jf. artikel 14, stk. 1-4, pådrager forbrugeren sig intet ansvar ved at gøre brug af fortrydelsesret-ten, jf. artikel 14, stk. 5. Dog skal forbrugeren betale (meromkostningerved levering, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden og dyrereleveringsmåde end den billigste standardlevering tilbudt af den erhvervs-drivende).3.2.3.10.Følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten for tilknyttedeaftaler

Ved en tilknyttet aftale forstås efter direktivets artikel 2, nr. 15, en aftale ihenhold til hvilken, forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydelser, somer omfattet af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fastforretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leveres af den er-hvervsdrivende eller af tredjemand på grundlag af et arrangement mellemnævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.Hvis forbrugeren fortryder en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået udenfor fast forretningssted efter regler i direktivets artikel 9-14, ophører en-hver tilknyttet aftale automatisk, uden at dette indebærer udgifter for for-brugeren, jf. artikel 15, stk. 1. Dette gælder dog ikke, hvor andet er fastsat idirektivets artikel 13, stk. 2, og artikel 14 om henholdsvis den erhvervsdri-vendes og forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelses-45

Selv om der foreligger en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden forfast forretningssted, er der visse tilfælde, hvor bestemmelserne om fortry-delsesret ikke finder anvendelse.Efter direktivets artikel 16 skal medlemsstaterne således sikre, at forbruge-ren ikke har mulighed for at fortryde en aftale om fjernsalg eller aftaleindgået uden for fast forretningssted i følgende tilfælde:-Tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevet fuldt ud-ført, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgåendeudtrykkelige samtykke og med anerkendelse af, at vedkommendevil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt afden erhvervsdrivende (litra a).Levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængig afudsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er udenindflydelse på, og som kan optræde inden fortrydelsesfristens ud-løb (litra b).Levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikati-oner, eller har fået et tydeligt personligt præg (litra c).Levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældethurtigt (litra d). Det bemærkes i den forbindelse, at direktivet ikkefinder anvendelse på visse aftaler om levering af fødevarer, drikke-varer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, jf. arti-kel 3, stk. 3, litra j.Levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- ellerhygiejnemæssige årsager ikke er egnede til at blive returneret, oghvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen (litra e).46

Levering af varer, som efter levering i henhold til deres art bliveruløseligt blandet sammen med andre varer (litra f).Levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsatved købsaftalens indgåelse, og levering først kan finde sted efter 30dage, og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunktu-rer, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på (litra g).Aftaler, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervs-drivende om at besøge forbrugeren med henblik på at foretage ha-stende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde. Hvis den er-hvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøg leverer tjeneste-ydelser ud over dem, forbrugeren specifikt har anmodet om, ellerandre varer end de reservedele, der er nødvendige til at udføre ved-ligeholdelsen eller reparationen, skal fortrydelsesretten dog findeanvendelse på nævnte yderligere tjenesteydelser eller varer (litrah).Levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computer-software, som forbrugeren har brudt plomberingen på (litra l).Levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse afabonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer (litra j).Aftaler, der indgås på en offentlig auktion (litra k). Ved en offent-lig auktion forstås efter direktivet en salgsmetode, hvor den er-hvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere,som selv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen,gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, somstyres af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud an-tages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne, jf. ar-tikel 2, nr. 13.Levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelses-formål, transport af varer, biludlejning, forplejning eller tjeneste-ydelser i forbindelse med fritidstilbud, når aftalen vedrører leveringpå en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum (litra l).Levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium,hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud-47

Direktivets bestemmelser om levering (artikel 18) og risikoens overgang(artikel 20) finder anvendelse på alle købsaftaler, herunder også købsafta-ler indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted. Dog finder be-stemmelserne ikke anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas ellerelektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i enbestemt mængde, samt på fjernvarme eller levering af digitalt indhold, derikke leveres på et fysisk medium, jf. artikel 17, stk. 1.Direktivets artikel 19 (om gebyrer for anvendelse af betalingsmidler), 21(om kommunikation pr. telefon) og 22 (om ekstrabetalinger) finder anven-delse henholdsvis på købsaftaler, tjenesteydelsesaftaler og på aftaler omlevering af vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt indhold (uansetom dette sælges i et afgrænset volumen, i en bestemt mængde eller på etfysisk medium), jf. artikel 17, stk. 2.3.2.4.2.Levering

hvervsdrivende ikke leverer varerne inden for dette yderligere tidsrum, erforbrugeren berettiget til at hæve aftalen, jf. artikel 18, stk. 2, 1. pkt.Forbrugeren har imidlertid ret til (straks) at hæve købsaftalen uden fastsæt-telse af et yderligere tidsrum, hvis den erhvervsdrivende ikke leverer va-rerne på det tidspunkt, der er aftalt med forbrugeren, eller inden for fristeni stk. 1, hvis den erhvervsdrivende har nægtet at levere varerne, eller hvorlevering inden for den aftalte leveringsperiode under hensyntagen til alleomstændighederne er afgørende for aftalens indgåelse, eller hvor forbruge-ren inden indgåelse af aftalen oplyser den erhvervsdrivende om, at leve-ring inden eller på en nærmere angivet dato er afgørende, jf. artikel 18, stk.2, 2. pkt.Hvis forbrugeren hæver aftalen skal den erhvervsdrivende uden unødigforsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, jf. di-rektivets artikel 18, stk. 3.Det følger endvidere af direktivets artikel 18, stk. 4, at forbrugeren, udover at hæve aftalen, jf. stk. 2, kan benytte andre retsmidler i den nationalelovgivning.3.2.4.3.Gebyrer for anvendelse af betalingsmidler

Medlemsstaterne skal sikre, at der findes tilstrækkelige og effektive midlertil at kontrollere, at direktivets bestemmelser overholdes, jf. artikel 23, stk.1. Sådanne midler omfatter bestemmelser om, at offentlige organer ellerdisses repræsentanter, forbrugerorganisationer eller erhvervsorganisatio-ner, der har en legitim interesse heri, efter national ret kan indbringe en sagfor domstolene eller eventuelle kompetente administrative myndighedermed henblik på at sikre, at de nationale regler, der gennemfører direktivet,overholdes, jf. artikel 23, stk. 2.Medlemsstaterne er endvidere forpligtet til nationalt at fastsætte sanktionerfor overtrædelse af de nationale regler, der gennemfører direktivet. Sankti-onerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen oghave afskrækkende virkning, jf. artikel 24, stk. 1. Medlemsstaterne skalsenest den 13. december 2013 give Kommissionen meddelelse om dissebestemmelser. Senere ændringer af betydning herfor skal endvidere med-deles Kommissionen, jf. artikel 24, stk. 2.3.2.5.2.Ufravigelighed50

Den gældende forbrugeraftalelov blev vedtaget i 2004 med lov nr. 451 af9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler. Forbrugeraftaleloven er efterføl-gende ændret ved:-Lov nr. 385 af 25. maj 2009 om betalingstjenester, jf. lovforslag L119.Lov nr. 492 af 12. juni 2009 om ændring af lov om visse forbru-geraftaler (Bindingsperiode og opsigelsesvarsel i løbende forbru-gerkontrakter), jf. lovforslag L 97.Lov nr. 1553 af 21. december 2010 om ændring af lov om beta-lingstjenester, lov om finansiel virksomhed, lov om forebyggendeforanstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terro-risme og lov om visse forbrugeraftaler (Gennemførelse af e-penge-direktivet m.v.), jf. lovforslag L 20.Lov nr. 102 af 15. februar 2011 om forbrugeraftaler om brugsret tillogi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter m.v., jf. lov-forslag L 85.

Revisionen af forbrugeraftaleloven i 2004, der bygger på et forslag fremsataf Justitsministeriets udvalg om revision af forbrugeraftaleloven (betænk-ning 1440/2004), skete navnlig med henblik på at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 omfjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne mv. (det finansiellefjernsalgsdirektiv). Desuden blev der foretaget en modernisering og for-enkling af den tidligere forbrugeraftalelov.Forbrugeraftaleloven indeholder indledningsvist nogle generelle regler, dernærmere afgrænser lovens anvendelsesområde (kapitel 1). Herefter fast-sætter loven regler om uanmodede henvendelser mv. (kapitel 2), og reglerom henholdsvis oplysningspligt og fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler ogaftaler indgået uden for fast forretningssted (kapitel 3 og 4). Loven inde-holder desuden regler om bortfald af tilknyttede aftaler ved forbrugerensudøvelse af fortrydelsesretten (kapitel 5), om den erhvervsdrivendes op-fyldelse af visse fjernsalgsaftaler (kapitel 6) og om forbrugerens ret til atopsige visse aftaler om løbende tjenesteydelser (kapitel 7). Endelig inde-holder loven regler om visse lovvalgsaftaler i forhold til fjernsalg (kapitel8), og forskellige andre bestemmelser, herunder regler om præceptivitet ogom straf for overtrædelse af visse af lovens regler (kapitel 9).I det følgende redegøres der kort for forbrugeraftalelovens EU-retlige bag-grund.4.1.1.1.Forbrugeraftalelovens EU-retlige baggrund

Forbrugeraftalelovens regler har i vidt omfang deres baggrund i gennemfø-relsen af en række forskellige EU-direktiver, herunder navnlig det såkaldtedørslagsdirektiv, jf. Rådets direktiv 85/577/EØF af 20. december 1985 omforbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, og det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. Europa-Parlamentets ogRådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbin-delse med aftaler vedrørende fjernsalg. Herudover er direktivet om fjern-salg af finansielle tjenesteydelser (2002/65/EF) som anført ovenfor imple-menteret i forbindelse med lovrevisionen i 2004.Den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978, jf. lov nr. 139 af 29. marts1978 om visse forbrugeraftaler, blev ændret ved lov nr. 862 af 23. decem-ber 1987 med henblik på gennemførelse af dørsalgsdirektivet(85/577/EØF). Direktivet er et minimumsdirektiv, således at medlemssta-terne kan indføre eller opretholde bestemmelser, der giver forbrugeren en53

bedre beskyttelse. Ændringen medførte bl.a. en udvidelse af fortrydelses-retten i forhold til aftaler om tjenesteydelser, således at fortrydelsesrettenkom til generelt at omfatte tilfælde, hvor der indgås aftale om en tjeneste-ydelse uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted, og ikke blot –som efter 1978-loven – aftaler om visse løbende tjenesteydelser. Ændrin-gen medførte endvidere en udvidelse af begrebet postordresalg og af for-trydelsesretten knyttet hertil, idet også tilbud og indgåelse af aftaler foreta-get ved brug af elektroniske medier samt i forbindelse med lovlige uanmo-dede telefoniske henvendelser blev omfattet. Samtidig blev begrebet post-ordresalg ændret til fjernsalg.Ved en ændring af forbrugeraftaleloven i 1993, jf. lov nr. 262 af 6. maj1993 om ændring af lov om visse forbrugeraftaler og lov om forsikringsaf-taler, blev 1987-lovens regler om fortrydelsesret ved dørsalg og fjernsalgaf forsikringsaftaler erstattet med et særligt kapitel i loven – kapitel 4 a –der indførte en generel fortrydelsesret ved indgåelse af forsikringsaftaler.Samtidig blev der indsat særlige regler i forsikringsaftaleloven om fortry-delsesret ved tegning af livsforsikring. Reglerne blev indsat som led i im-plementeringen af Rådets direktiv 90/619/EØF af 8. november 1990 omlivsforsikringsvirksomhed mv.Endvidere blev der med lov nr. 1098 af 21. december 1994 om ændring afaftaleloven, forbrugeraftaleloven og visse andre love foretaget en ændringaf forbrugeraftalelovens forbrugerdefinition. Ændringen skete som led igennemførelsen af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimeli-ge kontraktvilkår i forbrugeraftaler.Med henblik på at gennemføre fjernsalgsdirektivet (97/7/EF), der på sam-me måde som dørsalgsdirektivet (85/577/EØF) er et minimumsdirektiv,blev der ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 indsat en række nye og ændrederegler om fjernsalg af varer og tjenesteydelser. Lovændringen indebar enudvidelse af anvendelsesområdet for forbrugeraftalelovens regler omfjernsalg, bl.a. således at også fjernsalg af tjenesteydelser blev omfattet.Endvidere blev der indført nye regler om den erhvervsdrivendes oplys-ningspligt og opfyldelse af aftalen, og fortrydelsesfristen blev udvidet fra 7til 14 dage.Endelig blev der med lovændringen af 1. oktober 2004 foretaget en im-plementering af direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser(2002/65/EF) i forbrugeraftaleloven. Der blev i den forbindelse bl.a. ind-ført en pligt for den erhvervsdrivende til ved fjernsalg af finansielle tjene-54

Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler og på den er-hvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler,jf. forbrugeraftalelovens § 1.Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en erhvervsdrivende indgårsom led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelig hand-ler uden for sit erhverv, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1. Den erhvervs-drivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ik-ke er en forbrugeraftale, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 2.Som forbrugeraftaler anses i øvrigt under samme betingelser som nævnt istk. 1 aftaler om varer eller tjenesteydelser fra ikke-erhvervsdrivende, hvisaftalen er indgået eller formidlet for sælgeren eller tjenesteyderen af en er-hvervsdrivende, samt på den erhvervsdrivendes henvendelser med henblikpå indgåelse af sådanne aftaler, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 3.Efter praksis kan en juridisk person, eksempelvis en sportsforening mv.,efter omstændighederne i forbindelse med aftaleindgåelsen blive betragtetsom en forbruger. Efter den danske forbrugerdefinition er det således ikkeet krav, at der er tale om en fysisk person, når blot køberen hovedsagelighandler uden for sit erhverv i relation til den pågældende aftale.Med formuleringen, at forbrugeren ”hovedsagelig” skal handle uden for siterhverv, følger det, at der efter gældende dansk ret kan være tale om enforbruger i tilfælde, hvor den pågældende i visse andre sammenhænge måanses for erhvervsdrivende, idet det afgørende i forhold til sådanne aftalerer, til hvilket formål salgsgenstanden hovedsaglig skal tjene køberen.Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om en forbrugeraftale, findesf.eks. i aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, og købelovens § 4 a, stk. 1 og 2.55

Efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, gælder der en række generelle und-tagelser fra loven. Det drejer sig bl.a. om forsikringsaftaler omfattet af for-sikringsaftaleloven, aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater ellerlignede automater, aftaler om brug af offentlig tilgængelig telefon eller an-det telekommunikationsmiddel og visse tilfælde af traditionelt auktions-salg.En aftale indgået uden for fast forretningssted defineres i § 2, stk. 2, nr. 2,som en aftale om køb af varer, tjenesteydelser eller om løbende levering afvarer og tjenesteydelser, når aftalen er indgået eller forbrugeren har frem-sat tilbud:a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang,medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i anledning afhvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdriven-des besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den er-hvervsdrivende,c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der fo-religger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med afta-lens indgåelse, ellerd) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, hvisbesøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.Et fjernsalg er efter forbrugeraftalelovens § 4 en aftale om varer, tjeneste-ydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen:1) indgås ved brug af fjernkommunikation, dvs. ved kommunikation,der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødesfysisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den er-hvervsdrivende.

Bestemmelserne i forbrugeraftalelovens kapitel 3 om oplysningspligt fin-der anvendelse ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, jf. § 9, stk. 1.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke fælles regler om indholdet af oplys-ningspligten ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftalerindgået ved fjernsalg. Der gælder imidlertid en række fælles undtagelserfra oplysningspligten, jf. forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, nr. 1-5. Det dre-jer sig om visse køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens lø-bende forbrug, visse aftaler om indkvartering, transport, forplejning og re-kreative fritidsaktiviteter, aftaler om opførelse af fast ejendom, samt visseaftaler om rettigheder over fast ejendom.Opfylder den erhvervsdrivende ikke sin pligt til at give visse oplysningerfør aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser. Eksempelvisvil et gebyr, der ikke er oplyst over for forbrugeren, ikke betragtes som af-talt mellem parterne. Tilsidesættelse af oplysningspligten kan endviderehave betydning for, om den pågældende vare eller tjenesteydelse betragtessom mangelfuld, jf. bl.a. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Herudover følgerdet af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, at fortrydelsesfristen udskydes,hvis forbrugeren ikke har modtaget de oplysninger, som det efter lovenskapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på varigt medium, jf. pkt.4.1.4.1 nedenfor.4.1.3.1.Aftaler indgået uden for fast forretningssted

Forbrugeraftalelovens § 10 fastsætter, hvilke oplysninger den erhvervsdri-vende skal give til forbrugeren ved aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, samt hvornår disse oplysninger skal gives.Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted er den erhvervsdrivendesoplysningspligt begrænset til at give skriftlig oplysning om fortrydelsesret-ten og om navn og adresse på den, som fortrydelsesretten kan udøves overfor, jf. § 10, stk. 1.For så vidt angår køb af varer, der ikke er bestillingskøb, og visse løbendeabonnementer skal ovennævnte oplysninger først gives ved overgivelsen af57

Reglerne om den prækontraktuelle oplysningspligt ved fjernsalg af varerog ikkefinansielle tjenesteydelser er fastsat i forbrugeraftalelovens §§ 11og 12.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, skal der, inden der indgås en fjern-salgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, bl.a. gives for-brugeren oplysning om 1) den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssigehovedaktivitet og adresse, 2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væ-sentligste egenskaber, 3) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen,inklusive moms og andre udgifter, 4) vilkår om betaling, levering eller an-den opfyldelse af aftalen samt om en eventuel uopsigelighedsperiode, 5)eventuel fortrydelsesret efter loven, 6) eventuelle specifikke ekstraomkost-ninger som forbrugeren skal betale for at bruge den pågældende kommu-nikationsteknik, og 7) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvorlænge varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførte pris.Bestemmelsen suppleres af markedsføringsretlige regler, herunder navnligmarkedsføringslovens § 3, og almindelige kontraktretlige regler om loyaloplysningspligt.Herudover gælder særlige regler om den erhvervsdrivendes oplysnings-pligt ved telefoniske henvendelser, jf. § 11, stk. 2. Af denne bestemmelsefølger det, at forbrugeren i forbindelse med ethvert opkald – ud over de op-lysninger der følger af stk. 1 – bl.a. skal have oplysning om den erhvervs-drivendes identitet og det kommercielle formål med henvendelsen.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3, skal de i stk. 1 nævnte oplysningergives i rimelig tid, inden aftalen indgås. Oplysningerne skal være klare, ty-delige og forståelige, og det skal klart fremgå, at oplysningerne gives ikommercielt øjemed. Oplysningerne skal gives på en måde, der er egnetunder hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligthensyn til umyndige personer.Hvis der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjene-steydelse, skal de i § 11, stk. 1, nr. 1-5, nævnte oplysninger meddeles for-58

brugeren på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren har ad-gang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne pådenne måde, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1. Herudover skal forbru-geren ligeledes på et varigt medium have oplysning om betingelserne forbrug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedligeholdelsesser-vice samt eventuel fortrydelsesret efter loven, herunder om fortrydelsesfri-stens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og frem-gangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 12,stk. 2.De nævnte oplysninger skal gives snarest muligt efter aftalens indgåelse ogved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren, senest ved overgivel-sen, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 3.Undtaget fra kravet om meddelelse af oplysninger på et varigt medium eraftaler om tjenesteydelser, hvor bestilling og udførelse af ydelsen sker påén gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for tjenesteydel-sen ikke overstiger 75 kr. og opkræves af udbyderen af det anvendtekommunikationsmiddel, og forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsenog fortrydelsesretten, jf. § 12, stk. 4. Forbrugeren skal dog på anmodninghave oplysning om en fysisk adresse, hvortil der kan klages, jf. forbruger-aftalelovens § 12, stk. 5.I fjernsalgsaftaler har forbrugeren i øvrigt på ethvert tidspunkt under afta-leforholdet ret til efter anmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir.Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationstek-nik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakterenaf den leverede ydelse, jf. § 15.4.1.4.Fortrydelsesret

pågældende tjenesteydelse skal udføres, eller hvis aftalen ikke erindgået uden for fast forretningssted i forbindelse med den er-hvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bopæl, arbejdspladsmv. eller i forbindelse med en udflugt mv. arrangeret af den er-hvervsdrivende, jf. § 17, stk. 2, nr. 1.-Aftaler om tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og real-kreditobligationer, jf. § 17, stk. 2, nr. 2.Aftaler om værdipapirer mv., hvis pris afhænger af udsving på ka-pitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, jf.§ 17, stk. 2, nr. 3.Aftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 4.

Ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fast forretnings-sted har forbrugeren som udgangspunkt en frist på 14 kalenderdage til atfortryde aftalen, jf. § 18, stk. 1.Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter: 1) den dag, hvor af-talen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse eller en vare, hvis va-ren skal tilpasses forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde dendag, hvor forbrugeren har fået det købte i hænde, eller 2) den dag, hvorforbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten, jf. § 18, stk.2. Ved fjernsalg af varer udløber fristen dog senest 3 måneder efter dendag, hvor forbrugeren har modtaget varen, og ved ikkefinansielle tjeneste-ydelser, senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens§ 18, stk. 3.Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4-6, regulerer spørgsmålet om fortrydel-sesrettens ophør før tid.60

Det følger bl.a. heraf, at fortrydelsesretten – for så vidt angår fjernsalgsaf-taler om ikkefinansielle tjenesteydelser og bestillingskøb – ophører, nårudførelsen mv. påbegyndes med forbrugerens samtykke, jf. § 18, stk. 4.Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted er der i visse nærmere be-stemte tilfælde adgang til at aftale en kortere fortrydelsesfrist, jf. forbru-geraftalelovens § 18, stk. 6. Det drejer sig om aftaler vedrørende tjeneste-ydelser eller bestillingskøb, hvor aftalen er indgået under et anmodethjemmebesøg, men hvor aftalen angår noget, der er forskelligt fra det, somforbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for, og hvor for-brugeren, da denne anmodede om besøget, vidste eller burde vide, at denpågældende tjenesteydelse eller vare faldt inden for den erhvervsdrivendesvirksomhedsområde.Hvis den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten falder på en hellig-dag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december,udløber fristen den følgende hverdag, jf. § 18, stk. 7.4.1.4.2.Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten

Hvis forbrugeren vil gøre brug af retten til at fortryde aftalen, skal forbru-geren inden fortrydelsesrettens udløb underrette den erhvervsdrivende her-om. Det er tilstrækkeligt, at underretningen, når denne foreligger på papireller andet varigt medium, som modtageren har adgang til, er afsendt indenfristens udløb, jf. § 19, stk. 1.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig atafhente varen hos forbrugeren, såfremt denne gør brug af sin fortrydelses-ret, skal forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb tilbagesende eller til-bagegive varen til den erhvervsdrivende. Det er tilstrækkeligt, at forbruge-ren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, somhar påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende, jf. § 19, stk. 2, 1. og2. pkt.Ved fjernsalg, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhentevaren, skal forbrugeren afholde de omkostninger, der måtte være forbundetmed at tilbagesende varen til den erhvervsdrivende, når fortrydelsesrettenbenyttes, jf. § 19, stk. 2, 3. pkt. Bortset herfra er det ikke forbundet medomkostninger for forbrugeren at gøre brug af fortrydelsesretten.

Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kan fortrydelsesrettenendvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at modtage eller indløseen forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19,stk. 3.Fortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer er endvidere betin-get af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes for-retningssted i væsentlig samme stand og mængde, som det var i, da for-brugeren fik det i hænde, jf. forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 1. pkt. Vedfjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente va-ren hos forbrugeren, og ved køb af varer uden for fast forretningssted erfortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holder det modtagne til dispo-sition for den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, jf.forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 2. pkt.For en nærmere beskrivelse af gældende ret i relation til risikoen for varer,der i forbindelse med forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten tilbage-sendes til den erhvervsdrivende, henvises til afsnit 6.5.7.3 nedenfor.4.1.4.3.Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten

For aftaler indgået uden for fast forretningssted eller fjernsalgsaftaler ved-rørende en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse kan den erhvervsdri-vende ikke gøre krav i henhold til aftalen gældende mod forbrugeren veddennes udøvelse af fortrydelsesretten, jf. § 21, stk. 1.Hvis forbrugeren helt eller delvis har betalt for varen eller tjenesteydelsen,skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugerentræder tilbage fra aftalen, jf. § 21, stk. 2.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig atafhente varen hos forbrugeren i tilfælde, hvor forbrugeren udnytter sin for-trydelsesret, skal den erhvervsdrivendes tilbagebetaling af købesummenske snarest muligt og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende harmodtaget varen retur, jf. § 21, stk. 3.I andre tilfælde, dvs. ved salg uden for fast forretningssted, ved fjernsalg afikkefinansielle tjenesteydelser og ved fjernsalg af varer, hvor den er-hvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, skal denerhvervsdrivendes tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30 dage ef-ter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til62

Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte tids-punkt på grund af forbrugerens forhold, foreligger der såkaldt fordringsha-vermora. Risikoen overgår i så fald til forbrugeren på det aftalte leverings-tidspunkt, selv om varen endnu ikke er kommet i forbrugerens fysiske be-siddelse. Er der tale om en genusaftale (dvs. en aftale, hvor salgsgenstan-den ikke er individuelt bestemt), overføres risikoen dog kun til forbruge-ren, hvis sælger har udskilt bestemte genstande til opfyldelse af forpligtel-sen over for forbrugeren, jf. købelovens § 37.Risikoen for varen kan dog i visse tilfælde forblive hos sælger, selv om le-vering har fundet sted. Således bevarer forbrugeren retten til at hæve købet– forudsat at forbrugeren i øvrigt er berettiget hertil som følge af manglerved salgsgenstanden – selv om salgsgenstanden i tiden efter, at der er sketlevering, er gået til grunde eller blevet forandret på grund af hændelige be-givenheder eller på grund af genstandens egen beskaffenhed eller foran-staltninger, som var nødvendige for at undersøge genstanden, eller som ertruffet inden den mangel, der medfører ophævelse af købet, er opdaget el-ler burde være opdaget, jf. købelovens § 58.4.2.3.Forbrugerens beføjelser ved sælgers forsinkelse med le-vering af salgsgenstanden

Har parterne ikke aftalt tidspunktet for salgsgenstandens levering, ogfremgår det ikke af omstændighederne, at levering skal ske snarest muligt,er sælger efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgsgenstanden vedforbrugerens påkrav.Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og dette ikke skyl-des forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse,og forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden leveret oghæve købet, jf. købelovens § 21, stk. 1.Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen ervæsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudsætte dette, jf. købe-lovens § 74, stk. 1. Forbrugeren kan dog altid hæve købet, hvis sælgerenefter leveringsfristens udløb ikke leverer, selv om vedkommende har mod-taget et påkrav fra forbrugeren om at levere salgsgenstanden inden udløbetaf en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat, eller – hvis der ikke er fast-sat en sådan frist – inden rimelig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2.64

Forbrugeren har endvidere mulighed for at hæve købet, selv om forsinkel-sen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen har taget et forbeholdom udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter påkrav leverer varen in-den udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat eller – hvis derikke er fastsat en frist – inden rimelig tid, jf. købelovens § 75.Bestemmelsen indebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2,der forudsætter, at leveringstidspunktet er passeret – at der i tilfælde, hvorleveringstiden i henhold til aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et på-krav om levering, og at manglende efterlevelse heraf betyder, at forbruge-ren kan hæve.For aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser er der iforbrugeraftalelovens § 24 fastsat særlige regler om forsinkelse. Medmin-dre andet er aftalt, skal sælger i sådanne aftaler levere salgsgenstanden(dvs. have opfyldt alle sine forpligtelser efter købsaftalen) senest 30 dageefter, at forbrugeren afgav sin bestilling eller sit tilbud.Hvis den erhvervsdrivende misligholder aftalen på grund af forsinkelse,som skyldes, at den aftalte vare som helhed ikke kan leveres, kan forbruge-ren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydning for for-brugeren, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2.Efter forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, skal den erhvervsdrivende – hvisforbrugeren i medfør af stk. 2 hæver aftalen – tilbagebetale eventuelle be-løb snarest og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtagetforbrugerens meddelelse om ophævelsen.4.2.4.Forbrugerens ret til erstatning ved sælgers misligholdelseaf købsaftalen

Hvis sælger ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbrugeren efter om-stændighederne berettiget til erstatning for det tab, forbrugeren pådragessom følge af forsinkelsen. Forbrugernes erstatningskrav er navnlig betingetaf, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i forhold til sælger. An-svarsgrundlaget afhænger af, om der foreligger et specieskøb eller et ge-nuskøb. Angår købet en individuelt bestemt genstand (specieskøb), kanforbrugeren kræve erstatning i anledning af forsinkelsen, medmindre detoplyses, at forsinkelsen ikke kan tilregnes sælgeren, jf. købelovens § 23.Ved købsaftaler om artsbestemte genstande (genuskøb) er sælger derimoderstatningsansvarlig på et næsten objektivt grundlag, jf. købelovens § 24.65

Erklæringer om garanti eller lignende må efter markedsføringsloven kunanvendes over for en forbruger, hvis erklæringen giver modtageren en væ-sentlig bedre retsstilling end den, vedkommende har efter lovgivningen, jf.markedsføringslovens § 12, stk. 1. Ydes der garanti, skal den erhvervsdri-vende på klar og tydelig måde informere forbrugeren om garantiens ind-hold og give de oplysninger, der er nødvendige for at gøre garantien gæl-dende. Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig mådeoplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningen ikke be-røres af garantien. Efter anmodning skal den erhvervsdrivende udleveregarantien skriftligt. Skriftlige garantier skal være affattet på dansk, jf. mar-kedsføringslovens § 12, stk. 2.4.3.3.Generelle oplysningskrav

(løsøre), dog ikke ved auktionssalg, dels tjenesteydelser til forbrugere derer udbudt fra fast forretningssted. Herudover er den erhvervsdrivende ogsåforpligtet til at afgive visse prisoplysninger i forbindelse med forbrugereskreditkøb, jf. markedsføringslovens § 14.Oplysninger afgivet forud for en aftales indgåelse tillægges betydning iforhold til vurderingen af, hvad der kan anses som aftalt mellem parterne,og kan herunder have betydning for, hvorvidt der foreligger en mangel vedf.eks. salgsgenstanden, jf. bl.a. købelovens § 76.4.4.4.4.1Øvrige områderFastsættelse af gebyrer

Kapitel 7 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge indeholder be-stemmelser om gebyr mv.Ved fastsættelsen af gebyr mv. i forbindelse med gennemførelse af beta-lingstransaktioner med et betalingsinstrument må der således ikke anven-des urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forståspriser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet undervirksom konkurrence, jf. betalingstjenestelovens § 79.Såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr hos betaler for anvendelse af etbetalingsinstrument, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodta-gers gebyr for betalingstransaktionen i forhold til betalingsmodtagers ud-byder, jf. betalingstjenestelovens § 80, stk. 5.

Udover Danmark, Sverige og Finland som er medlemmer af EU, er ogsåNorge og Island i kraft af EØS-aftalen forpligtet til at gennemføre forbru-gerrettighedsdirektivet i national ret.Sideløbende med arbejdsgruppens arbejde er gennemførelsen af direktivetblevet drøftet af en række embedsmænd fra de nordiske lande. Målet meddrøftelserne har navnlig været at nå frem til en fælles forståelse af direkti-vets krav til national ret. Fra dansk side har deltaget repræsentanter fra Ju-stitsministeriet, som løbende har orienteret arbejdsgruppen om drøftelsernei nordisk regi.Mens arbejdsgruppen lægger op til at gennemføre direktivet gennem ved-tagelse af en ny(affattet) forbrugeraftalelov samt gennem enkelte ændrin-ger i købeloven, navnlig i købelovens kapitel om forbrugerkøb, forventesdirektivet i Sverige gennemført ved ændringer i navnlig den svenske fjern-og dørsalgslov samt mindre ændringer i en række andre love. I Finlandforventes direktivet i al væsentlighed gennemført gennem en ændring afden finske forbrugerbeskyttelseslov. I Norge forventes direktivet at bliveimplementeret gennem en nyaffattelse af den norske lov om fortrydelsesret(”angrerettsloven”) samt ændringer i en række love, herunder bl.a. indfø-relse af et nyt kapitel om oplysningspligt i den norske aftalelov og ændringaf den norske forbrugerkøbelov.For så vidt angår de emner, der har været drøftet i den nordiske arbejds-gruppe, har der i vidt omfang været enighed om forståelsen af direktivetsbestemmelser.På de områder, hvor direktivet giver medlemsstaterne visse regulerings-mæssige valgmuligheder, forventes de nordiske lande i vidt omfang at gø-re brug af de samme reguleringsmæssige valgmuligheder, om end der ogsåpå enkelte punkter forventes at blive stillet forslag, der er forskellige fraarbejdsgruppens forslag.68

For så vidt angår den reguleringsmæssige valgmulighed i artikel 3, stk. 4,hvorefter medlemsstaterne for så vidt angår aftaler indgået uden for fastforretningssted kan vælge ikke at anvende direktivets bestemmelser, hvisprisen, som forbrugeren skal betale, ikke overstiger 50 euro, forventes så-vel Finland – hvor der allerede gælder en sådan regel – som Sverige at gø-re brug af muligheden. Det forventes dog, at beløbet vil variere fra det afflertallet i arbejdsgruppen foreslåede (350 danske kroner). Norge forventesefter det oplyste ikke at gøre brug af muligheden.For så vidt angår bestemmelsen i artikel 5, stk. 3, der giver medlemsstater-ne mulighed for at fravige direktivets oplysningskrav forandreaftaler endfjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted for så vidtangår aftaler om dagligdags transaktioner, der opfyldes umiddelbart påtidspunktet for deres indgåelse, forventes såvel Finland, Sverige og Norge– i lighed med arbejdsgruppens indstilling – at udnytte undtagelsesmulig-heden.I relation til muligheden i direktivets artikel 5, stk. 4, for nationalt at fast-sætte supplerende oplysningskrav forandreaftaler end fjernsalgsaftaler ogaftaler indgået uden for fast forretningssted forventes Finland og Sverigeikke at fastsætte andre oplysningskrav end dem der følger af direktivet,idet eksisterende oplysningskrav – f.eks. i anden særlovgivning – dog vilblive opretholdt. I Norge har været overvejet, at gøre brug af bestemmel-sen med henblik på – i lighed med arbejdsgruppens indstilling – at fastsæt-te (nogle få) yderligere oplysningskrav for i videst muligt omfang at opnåens oplysningskrav, men det er efter det oplyste endnu uafklaret, hvorvidtdet vil ske.For så vidt angår direktivets artikel 6, stk. 7, hvorefter medlemsstaternekan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende de aftalemæssige op-lysninger i deres nationale lovgivning, forventes Finland og Sverige, hvorder ligesom i Danmark ikke eksisterer sådanne sprogkrav – i modsætningtil arbejdsgruppens indstilling – ikke at gøre brug af muligheden, mensNorge forventes at opretholde et eksisterende sprogkrav i relation til garan-tier.For så vidt angår direktivets artikel 7, stk. 4, hvorefter medlemsstaterne –for så vidt angår aftaler om reparations- og vedligeholdelsesarbejder ind-gået under nærmere bestemte omstændigheder og hvor den sum, der skalbetales, ikke overstiger 200 euro – kan vælge at fastsætte lempeligere reg-69

ler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt, end hvad der ellers følger afdirektivet, forventes hverken Finland eller Sverige efter det oplyste at gørebrug af bestemmelsen, hvilket svarer til arbejdsgruppens indstilling. I Nor-ge overvejes det at gøre brug af bestemmelsen og i den forbindelse at fast-sætte en grænse på 1.500 norske kroner, idet spørgsmålet dog endnu ikkeer afgjort.For så vidt angår direktivets artikel 8, stk. 6, hvorefter medlemsstaterne irelation til fjernsalgsaftaler indgået pr. telefon kan fastsætte regler om denerhvervsdrivendes bekræftelse af tilbuddet og om underskrifts og skriftlig-hed som betingelser for, at forbrugeren er bundet af aftalen, bemærkes, atFinland og Sverige – i lighed med arbejdsgruppens indstilling – på nuvæ-rende tidspunkt ikke forventes at gøre brug af muligheden. I Norge – somallerede har sådanne formkrav – går overvejelserne af samme grund ikke iretning af at indføre formkrav, men har nærmere drejet sig om mulighe-derne for at opretholde de gældende norske regler.Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 7 for en nærmere gennem-gang af de reguleringsmæssige valg, herunder den forventede udnyttelseheraf i de øvrige nordiske lande.

Efter direktivetsartikel 1er formålet med direktivet at opnå et højt forbru-gerbeskyttelsesniveau for derigennem at bidrage til et velfungerende indremarked gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstater-nes love og administrative bestemmelser om aftaler indgået mellem for-brugere og erhvervsdrivende.Af præambelbetragtning 4 fremgår:”I overensstemmelse med artikel 26, stk. 2, i TEUF skal det in-dre marked udgøre et område uden indre grænser med fri be-vægelighed for varer og tjenesteydelser samt etableringsfrihed.For at kunne fremme et reelt indre marked for forbrugerne ogsikre den rette balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesni-veau og virksomhedernes konkurrenceevne samtidig med, atnærhedsprincippet overholdes, er det imidlertid nødvendigt atharmonisere visse aspekter af lovgivningen om forbrugerafta-ler om fjernsalg og forbrugeraftaler indgået uden for fast for-retningssted.”6.1.2.Direktivets artikel 2

Direktivets artikel 2 indeholder definitioner på forskellige centrale begre-ber i direktivet. Det drejer sig om begreberneforbruger, erhvervsdrivende,vare, vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, købsafta-le, tjenesteydelsesaftale, aftale om fjernsalg, aftale indgået uden for fastforretningssted, fast forretningssted, varigt medium, digitalt indhold, fi-nansiel tjenesteydelse, offentlig auktion, handelsmæssig garantiogtilknyt-tet aftale.En forbruger er i artikel 2, nr. 1, defineret som:”enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direk-tiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv”.71

I præambelbetragtning 17 anføres det endvidere om forbrugerbegrebet:”Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ik-ke handler som led i deres erhverv. I tilfælde af aftaler meddobbelt formål, hvor aftalen indgås dels som led i og dels ikkesom led i den pågældende persons erhverv, og det erhvervs-mæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende iforbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertidligeledes betragtes som en forbruger.”En erhvervsdrivende er i artikel 2, nr. 2, defineret som:”enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset omder er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler, her-under via en anden person, der optræder i dennes navn ellerpå dennes vegne, som led i sit erhverv i forbindelse med de afdette direktiv omfattede aftaler”.En vare er i artikel 2, nr. 3, defineret som:”enhver løsøregenstand undtagen genstande, som sælges påtvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov; vand, gas og elek-tricitet betragtes som varer i henhold til dette direktiv, når detudbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mæng-de”.En vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, er i artikel 2,nr. 4, defineret som:”enhver vare, som ikke er præfabrikeret, og hvis færdiggørelseafhænger af forbrugerens individuelle valg eller beslutning”.En købsaftale er i artikel 2, nr. 5, defineret som:”enhver aftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivendeoverdrager eller påtager sig at overdrage ejerskabet til varertil forbrugeren, og forbrugeren betaler eller påtager sig at be-tale prisen herfor, herunder enhver aftale, der omfatter bådevarer og tjenesteydelse”.En tjenesteydelsesaftale er i artikel 2, nr. 6, defineret som:”enhver aftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken denerhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en tjene-steydelse til forbrugeren, og forbrugeren betaler eller påtagersig at betale prisen herfor”.72

En aftale om fjernsalg er i artikel 2, nr. 7, defineret som:”enhver aftale, der indgås mellem den erhvervsdrivende ogforbrugeren i henhold til et organiseret system for fjernsalg el-ler levering af fjernydelser uden den erhvervsdrivendes og for-brugerens samtidige fysiske tilstedeværelse, og hvor der til ogmed tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendesen eller flere former for fjernkommunikationsteknikker”.I præambelbetragtning 20 anføres det vedrørende fjernsalgsbegrebet:”Definitionen af aftaler om fjernsalg bør omfatte alle tilfælde,hvor en aftale indgås mellem den erhvervsdrivende og forbru-geren i henhold til et organiseret system for fjernsalg eller le-vering af fjernydelser, udelukkende ved brug af en eller flerefjernkommunikationsteknikker (f.eks. postordre, internet, tele-fon eller fax) til og med det tidspunkt, hvor aftalen indgås.Denne definition bør også dække situationer, hvor forbrugerenalene besøger det faste forretningssted med henblik på at ind-samle information om varerne eller tjenesteydelserne, og afta-len efterfølgende forhandles og indgås via fjernkommunikati-on. I modsætning hertil bør en aftale, der forhandles på denerhvervsdrivendes faste forretningssted og indgås endeligt vedhjælp af fjernkommunikation, ikke betragtes som en aftale omfjernsalg. Tilsvarende bør en aftale, der indledes ved hjælp affjernkommunikation, men indgås endeligt på den erhvervsdri-vendes faste forretningssted, heller ikke betragtes som en afta-le om fjernsalg. Ligeledes bør begrebet aftale om fjernsalg ikkeomfatte reservationer foretaget af en forbruger ved hjælp af enfjernkommunikationsteknik med henblik på levering af en tje-nesteydelse fra en erhvervsdrivende, som f.eks. i det tilfælde,hvor en forbruger ringer for at bestille tid hos en frisør. Be-grebet et organiseret system for fjernsalg eller levering affjernydelser bør omfatte systemer, der tilbydes af en tredje-mand, der ikke er den erhvervsdrivende, men som anvendes afden erhvervsdrivende, f.eks. en onlineplatform. Det bør imid-lertid ikke omfatte tilfælde, hvor websider udelukkende tilbyderinformation om den erhvervsdrivende, vedkommendes varerog/eller tjenesteydelser og kontaktoplysninger.”En aftale indgået uden for fast forretningssted er i artikel 2, nr. 8, defineretsom:”enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugerena) indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samti-dige fysiske tilstedeværelse på et sted, der ikke er den er-hvervsdrivendes faste forretningssted73

b) som forbrugeren har afgivet tilbud på under de samme om-stændigheder, som nævnt under litra a)c) indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted ellerved brug af en fjernkommunikationsteknik, umiddelbart efter atforbrugeren er blevet kontaktet personligt og individuelt af denerhvervsdrivende på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendesfaste forretningssted, med samtidig fysisk tilstedeværelse afden erhvervsdrivende og forbrugeren ellerd) indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdriven-de med det formål at præsentere og sælge varer eller tjeneste-ydelser til forbrugeren”.I præambelbetragtning 21 er det anført om aftaler indgået uden for fast for-retningssted, at:”Aftalerindgået uden for fast forretningssted bør defineressom aftaler indgået med den erhvervsdrivendes og forbruge-rens samtidige fysiske tilstedeværelse på et sted, der ikke erden erhvervsdrivendes faste forretningssted, f.eks. i forbruge-rens hjem eller på forbrugerens arbejdsplads. I en kontekstuden for fast forretningssted kan forbrugeren komme under po-tentielt psykisk pres eller blive udsat for et overraskelsesmo-ment, uanset om forbrugeren har anmodet om den erhvervs-drivendes besøg eller ej. Definitionen af en aftale indgået udenfor fast forretningssted bør også omfatte de situationer, hvorforbrugeren kontaktes personligt og individuelt i en kontekstuden for fast forretningssted, men hvor aftalen indgås umid-delbart efter på den erhvervsdrivendes forretningssted ellerved hjælp af en fjernkommunikationsteknik. Definitionen af enaftale indgået uden for fast forretningssted bør ikke dække si-tuationer, hvor den erhvervsdrivende først kommer til forbru-gerens hjem udelukkende med henblik på at tage mål eller af-give en vurdering uden forpligtelse for forbrugeren, og hvoraftalen så først indgås på et senere tidspunkt på den erhvervs-drivendes faste forretningssted eller ved hjælp af fjernkommu-nikationsteknikker på grundlag af den erhvervsdrivendes vur-dering. I de tilfælde, anses aftalen ikke for indgået umiddelbartefter, at den erhvervsdrivende har henvendt sig til forbrugeren,hvis forbrugeren har haft tid til at overveje den erhvervsdri-vendes vurdering inden indgåelse af aftalen. Køb foretaget un-der en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende, hvor de er-hvervede produkter markedsføres og tilbydes til salg, bør be-tragtes som aftaler indgået uden for fast forretningssted.”Fast forretningssted er i artikel 2, nr. 9, defineret som:

”a) ethvert ubevægeligt detailforretningssted, hvor den er-hvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, ellerb) ethvert bevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervs-drivende udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag”.I præambelbetragtning 22 anføres det om fast forretningssted, at:”Et fast forretningssted bør omfatte alle forretningssteder,uanset form (f.eks. forretninger, boder eller varevogne), derfungerer som den erhvervsdrivendes faste eller sædvanlige for-retningssted. Markedsboder og messestande bør behandlessom faste forretningssteder, hvis de opfylder denne betingelse.Detailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende driver for-retning på sæsonbasis, f.eks. i turistsæsonen på et vintersports-sted eller badested, bør betragtes som faste forretningssteder,eftersom den erhvervsdrivende på disse steder udøver sin virk-somhed på sædvanligt grundlag. Steder, der er offentligt til-gængelige, som f.eks. gader, indkøbscentre, strande, sportsfa-ciliteter og offentlige transportmidler, som den erhvervsdri-vende undtagelsesvis anvender til sine forretningsaktiviteter,samt private hjem og arbejdspladser, bør ikke betragtes somfaste forretningssteder. De faste forretningssteder for en per-son, der optræder i den erhvervsdrivendes navn eller på den-nes vegne som defineret i dette direktiv, bør betragtes som fa-ste forretningssteder i dette direktivs forstand.”Varigt medium er i artikel 2, nr. 10, defineret som:”ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdri-vende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til ved-kommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periodeafpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighedfor uændret gengivelse af de lagrede oplysninger”.I præambelbetragtning 23 anføres om varige medier, at:”Varige medier bør sætte forbrugeren i stand til at lagre op-lysninger så længe, som det er nødvendigt for forbrugeren atbeskytte sine interesser som følge af vedkommendes forhold tilden erhvervsdrivende. Sådanne medier bør navnlig omfattepapir, USB-nøgler, cd-rom'er, dvd'er, memory cards ellerharddiske på computere samt e-mail.”Digitalt indhold er i artikel 2, nr. 11, defineret som:”data, der er produceret og leveret i digital form”.Om digitalt indhold fremgår det af præambelbetragtning 19, at:75

”Digitalt indhold betyder data, der er produceret og le-veret i digital form, såsom computerprogrammer, appli-kationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om deropnås adgang hertil via downloading eller streaming, fraet fysisk medium eller på nogen anden måde. Aftalervedrørende levering af digitalt indhold bør være omfattetaf dette direktiv. Hvis digitalt indhold leveres via et fy-sisk medium såsom en cd eller en dvd, bør det betragtessom varer i henhold til dette direktiv. Ligesom for aftalerom levering af vand, gas eller elektricitet, som ikke ud-bydes til salg i et begrænset volumen eller i en bestemtmængde, eller af fjernvarme bør aftaler med digitalt ind-hold, der ikke leveres på et fysisk medium, i relation tildette direktiv hverken klassificeres som købsaftaler ellertjenesteydelsesaftaler. I forbindelse med sådanne aftalerbør forbrugeren have en fortrydelsesret, medmindre for-brugeren har givet sit samtykke til, at leveringen i med-før af aftalen påbegyndes inden fortrydelsesfristen udlø-ber, og har anerkendt, at vedkommende dermed vil mistesin fortrydelsesret. Ud over de generelle oplysningskravbør den erhvervsdrivende informere forbrugeren om detdigitale indholds funktionalitet og relevante interopera-bilitet. Begrebet funktionalitet bør referere til de måder,hvorpå digitalt indhold kan anvendes, f.eks. til sporing afforbrugeres adfærdsmønster; begrebet bør ligeledes re-ferere til, hvorvidt der findes eller ikke findes nogen formfor tekniske begrænsninger, f.eks. via forvaltning af digi-tale rettigheder eller regionskodning. Det er hensigten,at begrebet relevant interoperabilitet skal beskrive in-formationen vedrørende det standard hardware- ogsoftware-miljø, som det digitale indhold er kompatibeltmed, f.eks. styresystemet, den nødvendige version og vis-se hardware features. Kommissionen bør undersøge, omder er behov for yderligere harmonisering af bestemmel-ser med hensyn til digitalt indhold, og om nødvendigtfremlægge et lovgivningsmæssigt forslag til behandlingaf dette spørgsmål.”En finansiel tjenesteydelse er i artikel 2, nr. 12, defineret som:”enhver tjenesteydelse, der vedrører bankvirksomhed, långiv-ning, forsikringer, individuelle pensionsordninger, investerin-ger eller betalinger”.En offentlig auktion er i artikel 2, nr. 13, defineret som:”en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer el-ler tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulig-hed for at være til stede under auktionen, gennem en gennem-sigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auk-76

tionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er for-pligtet til at købe varerne eller tjenesteydelserne”.I præambelbetragtning 24 er det om offentlige auktioner anført, at:”En offentlig auktion indebærer, at erhvervsdrivende og for-brugere personligt er til stede eller får mulighed for personligtat være til stede under auktionen. Varerne eller tjenesteydel-serne tilbydes af den erhvervsdrivende til forbrugerne gennemen budprocedure, som ved udbud af varer eller tjenesteydelseri nogle medlemsstater kræver tilladelse. Den tilbudsgiver, hvisbud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydel-serne. Anvendelsen af onlineplatforme til auktionsformål, somer til rådighed for forbrugerne og de erhvervsdrivende, bør ik-ke betragtes som offentlige auktioner i dette direktivs for-stand.”En handelsmæssig garanti er i artikel 2, nr. 14, defineret som:”enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en pro-ducent (»garantigiveren«) har påtaget sig over for forbruge-ren, ud over sin retlige forpligtelse til at levere en kontrakt-mæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere,reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne,hvis de ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andetkrav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevantereklamer, der var tilgængelige på tidspunktet eller forud for af-talens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsens kon-traktmæssighed”.En tilknyttet aftale er i artikel 2, nr. 15, defineret som:”en aftale i henhold til hvilken forbrugeren erhverver varer el-ler tjenesteydelser, som er omfattet af en aftale om fjernsalg el-ler en aftale indgået uden for fast forretningssted, og hvor dis-se varer eller tjenesteydelser leveres af den erhvervsdrivendeeller af tredjemand på grundlag af et arrangement mellemnævnte tredjemand og den erhvervsdrivende”.6.1.3.Direktivets artikel 3

”De lovgivningsmæssige aspekter, der harmoniseres, bør kunvedrøre aftaler indgået mellem erhvervsdrivende og forbruge-re. Dette direktiv bør derfor ikke berøre national lovgivningom aftaler vedrørende beskæftigelse, aftaler vedrørende arve-rettigheder, aftaler vedrørende familieret og aftaler vedrøren-de virksomheders stiftelse og organisation eller partnerskabs-aftaler.”Direktivet finder endvidere anvendelse på forbrugeraftaler om forsyning afvand, gas, elektricitet eller fjernvarme, herunder fra offentlige leverandø-rer, for så vidt forsyningen sker på aftalebasis, jf. artikel 3, stk. 1, 2. pkt.I præambelbetragtning 25 anføres det om fjernvarme, at:”Aftaler vedrørende fjernvarme bør omfattes af dette direktiv,ligesom det er tilfældet med aftaler om levering af vand, gaseller elektricitet. Fjernvarme refererer til varmeforsyning,f.eks. i form af damp eller opvarmet vand, fra en central pro-duktionskilde gennem et transmissions- og distributionssystemtil flere bygninger med henblik på opvarmning.”Hvis en af direktivets bestemmelser er i konflikt med en bestemmelse i enanden EU-retsakt vedrørende specifikke sektorer, har bestemmelsen i denpågældende anden EU-retsakt ifølge artikel 3, stk. 2, forrang.Af præambelbetragtning 11 fremgår:”Dette direktiv bør ikke berøre EU-bestemmelser vedrørendespecifikke sektorer, som f.eks. humanmedicinske lægemidler,medicinsk udstyr, beskyttelse af privatlivets fred inden for elek-tronisk kommunikation, patientrettigheder i forbindelse medgrænseoverskridende sundhedsydelser, fødevaremærkning ogdet indre marked for elektricitet og naturgas.”Direktivet indeholder i artikel 3, stk. 3, en opregning af en række forskelli-ge former for aftaler, som er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.Således undtages aftaler om sociale tjenesteydelser, herunder socialt bo-ligbyggeri, børnepasning og støtte til familier og enkeltpersoner, som harpermanent eller midlertidigt behov herfor, herunder langtidspleje, jf. arti-kel 3, stk. 3, litra a.I præambelbetragtning 29 anføres det om sociale tjenesteydelser, at:

”Sociale tjenesteydelser har grundlæggende karakteristisketræk, der afspejles i sektorspecifik lovgivning, dels på EU-plan og dels på nationalt plan. Sociale tjenesteydelser omfatterpå den ene side såvel tjenesteydelser for særligt dårligt stilledepersoner eller personer med lav indkomst som tjenesteydelserfor personer og familier, der har brug for hjælp til at klare ru-tinemæssige, dagligdags opgaver, og på den anden side tjene-steydelser til alle de mennesker, der har særligt brug for hjælp,støtte, beskyttelse eller opmuntring på et bestemt tidspunkt i li-vet. Sociale tjenesteydelser omfatter bl.a. tjenesteydelser forbørn og unge, hjælpetjenesteydelser for familier, enlige foræl-dre og ældre, samt tjenesteydelser for migranter. Sociale tjene-steydelser dækker såvel korttids- som langtidsplejeydelser,f.eks. tjenesteydelser, der leveres af hjemmeplejetjenester elleri beskyttede boligkomplekser og i plejehjem eller andre ældre-institutioner. Sociale tjenesteydelser omfatter ikke kun dem,der leveres af staten på nationalt, regionalt eller lokalt plan aftjenesteydere med opdrag fra staten eller af statsanerkendtevelgørende organisationer, men også dem, der leveres af pri-vate virksomheder. Bestemmelserne i dette direktiv er ikkehensigtsmæssige i relation til sociale tjenesteydelser, som der-for ikke bør være omfattet af direktivets anvendelsesområde.”Undtaget er ligeledes aftaler om sundhedsydelser som defineret i artikel 3,litra a, i direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskri-dende sundhedsydelser (2011/24/EU), uanset om de ydes via sundhedsfa-ciliteter eller ej, jf. artikel 3, stk. 3, litra b.I præambelbetragtning 30 anføres det om sundhedsydelser, at:”Sundhedsydelser kræver særlig regulering på grund af derestekniske kompleksitet, deres betydning som tjenesteydelser afalmen interesse samt omfattende offentlige finansiering. Sund-hedsydelser er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets di-rektiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder iforbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser som”sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle til pa-tienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres sund-hedstilstand, herunder ordinering, udlevering og levering aflægemidler og medicinsk udstyr”. Sundhedsprofessionelle de-fineres i dette direktiv som en læge, en sygeplejerske med an-svar for den almene sundheds- og sygepleje, en tandlæge, enjordemoder eller en farmaceut, som defineret i Europa- Par-lamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, eller enanden, der udøver en form for erhvervsmæssig virksomhed isundhedssektoren, der er begrænset til et lovreguleret erhverv,jf. artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2005/36/EF, eller en per-son, der betragtes som sundhedsprofessionel i henhold til lov-79

givningen i behandlingsmedlemsstaten. Bestemmelserne i dettedirektiv er ikke hensigtsmæssige i forbindelse med sundheds-ydelser, som derfor ikke bør være omfattet af direktivets an-vendelsesområde.”Undtaget er også aftaler om hasardspil, som indebærer, at der gøres indsatsmed penge i spil, som indeholder et element af tilfældighed, herunder lot-terier, kasinospil og væddemål, jf. artikel 3, stk. 3, litra c.I præambelbetragtning 31 anføres det om hasardspil, at:”Hasardspil bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendel-sesområde. Hasardspil er de aktiviteter, som indebærer, at dergøres indsats med penge i spil, som indeholder et element aftilfældighed, herunder lotterier, kasinospil og væddemål. Med-lemsstaterne bør have mulighed for at indføre andre og stren-gere forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger i relation til sådan-ne aktiviteter.”Undtaget er ligeledes aftaler om finansielle tjenesteydelser, jf. artikel 3,stk. 3, litra d.I præambelbetragtning 32 anføres det om bl.a. finansielle tjenesteydelser,at:”Gældende EU-lovgivning bl.a. vedrørende finansielle tjene-steydelser til forbrugerne, pakkerejser og timeshare indeholdertalrige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse. Af denne grundbør dette direktiv ikke finde anvendelse på aftaler på disse om-råder. Med hensyn til finansielle tjenesteydelser bør medlems-staterne tilskyndes til at hente inspiration fra eksisterende EU-lovgivning på dette område, når der lovgives på områder, somikke er reguleret på EU-plan, på en sådan måde, at der er sik-ret lige vilkår for alle forbrugere og alle aftaler vedrørende fi-nansielle tjenesteydelser.”Aftaler om stiftelse, erhvervelse eller overdragelse af fast ejendom eller afrettigheder over fast ejendom undtages efter artikel 3, stk. 3, litra e.I præambelbetragtning 26 anføres det om fast ejendom, at:”Aftaler vedrørende overdragelse af fast ejendom eller af ret-tigheder over fast ejendom eller stiftelse eller erhvervelse afsådan fast ejendom eller sådanne rettigheder, aftaler om opfø-relse af nye ejendomme, om omfattende ombygning af eksiste-rende ejendomme samt aftaler om leje af ejendomme til bolig-formål er allerede underlagt en række specifikke krav i natio-80

nal lovgivning. Disse aftaler omfatter f.eks. projektsalg af fastejendom og leje med køberet. Dette direktivs bestemmelser erikke hensigtsmæssige i relation til disse aftaler, som derfor børudelukkes fra dets anvendelsesområde. En omfattende ombyg-ning er en ombygning, der kan sammenlignes med opførelsenaf en ny ejendom, f.eks. når kun facaden på en gammel byg-ning bevares. Aftaler om tjenesteydelser, især vedrørende op-førelse af tilbygninger til ejendomme (f.eks. en garage eller enveranda) og reparation og renovering af ejendomme, der ikkeudgør en omfattende ombygning, bør være omfattet af anven-delsesområdet for dette direktiv i lighed med aftaler i forbin-delse med ejendomsmæglervirksomhed og aftaler vedrørendeleje af ejendomme til andre formål end boligformål.”Aftaler om opførelse af nye ejendomme, omfattende ombygning af eksiste-rende ejendomme og leje af ejendomme til boligformål undtages efter arti-kel 3, stk. 3, litra f. Der henvises herom til præambelbetragtning 26 oven-for.Aftaler som er omfattet af pakkerejsedirektivet (90/314/EØF), herunderpakkeferier og pakketure, undtages efter artikel 3, stk. 3, litra g. Der henvi-ses herom til præambelbetragtning 32 ovenfor.Aftaler som er omfattet af timesharedirektivet (2008/122/EF) undtages til-svarende efter artikel 3, stk. 3, litra g. Der henvises herom til præambelbe-tragtning 32 ovenfor.Herudover undtages aftaler som i overensstemmelse med medlemsstater-nes lovgivninger oprettes under medvirken af en offentlig embedsmand,der er juridisk forpligtet til at være uafhængig og upartisk, og som ved om-fattende juridisk oplysning skal sikre, at forbrugeren kun indgår aftalen ef-ter moden overvejelse af de retlige aspekter og med kendskab til dens juri-diske rækkevidde, jf. artikel 3, stk. 3, litra i. Bestemmelsen vedrører notar-ordninger, som ikke findes i dansk ret.Undtaget er også aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andrevarer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbruge-rens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og re-gelmæssigt betjener faste ruter, jf. artikel 3, stk. 3, litra j.Aftaler om personbefordring er, med undtagelse af artikel 8, stk. 2, og arti-kel 19 og 22, undtaget i medfør af artikel 3, stk. 3, litra k.I præambelbetragtning 27 anføres det om transportydelser, at:81

”Transportydelser omfatter passagertransport og godstrans-port. Passagertransport bør ikke være omfattet af anvendel-sesområdet for dette direktiv, da den allerede er underlagt an-den EU-lovgivning eller, for så vidt angår offentlige trans-portmidler og taxaer, er underlagt nationale regler. Imidlertidbør de bestemmelser i dette direktiv, der beskytter forbrugeremod for store gebyrer for anvendelse af betalingsmidler ellermod skjulte omkostninger, også gælde for aftaler om passager-transport. I forbindelse med godstransport og biludlejning,som er tjenesteydelser, bør forbrugerne være omfattet af be-skyttelsen i henhold til dette direktiv, dog med undtagelse affortrydelsesretten.”Undtaget er desuden aftaler indgået ved hjælp af vareautomater eller au-tomatiserede forretningslokaler, jf. artikel 3, stk. 3, litra l.Endelig er aftaler indgået med teleoperatører ved brug af offentlige tele-fonbokse eller indgået ved brug af en enkelt telefon-, internet- eller faxfor-bindelse etableret af en forbruger undtaget efter artikel 3, stk. 3, litra m.Ud over de i artikel 3, stk. 3, opregnede aftaleformer, som er undtaget fradirektivets anvendelsesområde, giver direktivet mulighed for, at medlems-staterne kan bestemme, at direktivet ikke skal finde anvendelse på aftalerindgået uden for fast forretningssted, når prisen, som forbrugeren skal be-tale, ikke overstiger 50 euro, jf. artikel 3, stk. 4. Medlemsstaterne kan ogsåvælge at fastsætte en lavere værdi end 50 euro i national ret,Af præambelbetragtning 28 fremgår i tilknytning hertil:”For at undgå en administrativ byrde for de erhvervsdrivendekan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende dette direktiv itilfælde, hvor varer eller tjenesteydelser til en lav værdi sælgesuden for fast forretningssted. Beløbsgrænsen bør fastsættes såtilstrækkeligt lavt, at kun køb af ringe betydning udelukkes.Medlemsstaterne bør kunne fastsætte denne værdi i deres nati-onale lovgivning, forudsat at den ikke overstiger 50 EUR. Hvisto eller flere aftaler med beslægtet indhold indgås samtidig afforbrugeren, bør den samlede udgift tages i betragtning vedanvendelsen af denne grænse.”Det følger herudover af artikel 3, stk. 5, at direktivet ikke berører nationaleaftaleretlige regler, herunder regler om aftalers gyldighed, indgåelse ogvirkning.I præambelbetragtning 14 anføres:82

”Dette direktiv bør ikke berøre de aftaleretlige bestemmelser inational ret for så vidt angår aftaleretlige aspekter, der ikke erreguleret af dette direktiv. Dette direktiv bør derfor ikke berørenational ret, der f.eks. regulerer aftalers indgåelse eller gyl-dighed (såsom i tilfælde af manglende samtykke). Dette direk-tiv bør heller ikke berøre national ret vedrørende de generelleaftaleretlige retsmidler, reglerne om offentlig økonomisk or-den, f.eks. regler om urimeligt høje priser eller ågerpriser, el-ler reglerne om uetiske retshandler.”Endelig følger det af artikel 3, stk. 6, at direktivet ikke er til hinder for, atden erhvervsdrivende kan tilbyde forbrugeren aftalemæssige ordninger,som er mere vidtgående – og dermed stiller forbrugeren bedre – end denbeskyttelse, der følger af direktivet.6.1.4.Direktivets artikel 4

Medlemsstaterne må ikke opretholde eller indføre bestemmelser i nationalret, der fraviger dem, der er fastsat i direktivet. Medlemsstaterne kan såle-des som udgangspunkt hverken fastsætte strengere eller lempeligere be-stemmelser for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, ligesom så-danne eksisterende bestemmelser i national lovgivning ikke kan oprethol-des. På enkelte områder giver direktivet dog medlemsstaterne mulighed forat foretage et valg mellem flere mulige løsninger angivet i direktivet.Om baggrunden for harmoniseringsniveauet fremgår bl.a. af præambelbe-tragtning 7:”Fuld harmonisering af visse nøgleaspekter af lovgivningenbør give både forbrugerne og de erhvervsdrivende væsentligtstørre retssikkerhed. Forbrugerne og de erhvervsdrivende børfor begge parters vedkommende kunne henholde sig til en en-kelt reguleringsmæssig ramme baseret på klart definerede ju-ridiske begreber, som regulerer visse aspekter af aftaler mel-lem virksomheder og forbrugere i hele Unionen. Med en sådanharmonisering bør de hindringer, der skyldes de opsplittedebestemmelser, blive fjernet og gennemførelsen af det indremarked på dette område afsluttet. Disse hindringer kan kunfjernes ved at indføre ensartede bestemmelser på EU-niveau.Endvidere bør forbrugerne nyde godt af et højt fælles beskyt-telsesniveau i hele Unionen.”Denne fulde harmonisering – også kaldet totalharmoniseringen – gælderkun inden for direktivets anvendelsesområde. Dette indebærer, at der på deområder, som ikke er omfattet af direktivet, kan fastsættes andre regler, el-83

ler det kan bestemmes, at regler svarende til direktivets også skal finde an-vendelse her.Af præambelbetragtning 13 fremgår det herom:”Medlemsstaterne bør fortsat i overensstemmelse med EU-lovgivningen have kompetence til at anvende bestemmelserne idette direktiv på områder, der ikke er omfattet af dets anven-delsesområde. Medlemsstaterne kan derfor opretholde ellerindføre national lovgivning, der svarer til bestemmelserne ellervisse bestemmelser i dette direktiv, for så vidt angår aftaler,der falder uden for dette direktivs anvendelsesområde. F.eks.kan medlemsstaterne beslutte at udvide anvendelsen af regler-ne i dette direktiv til fysiske eller juridiske personer, der ikke erforbrugere i dette direktivs forstand, såsom ikke-statslige or-ganisationer, nyetablerede virksomheder eller små og mellem-store virksomheder. Tilsvarende kan medlemsstaterne anvendebestemmelserne i dette direktiv på aftaler, der ikke i dette di-rektivs forstand er aftaler om fjernsalg, f.eks. fordi de ikke ind-gås som led i et organiseret system for fjernsalg eller leveringaf fjernydelser. Ydermere kan medlemsstaterne også oprethol-de eller indføre nationale bestemmelser om spørgsmål, der ik-ke specifikt er behandlet i dette direktiv, som f.eks. supplerenderegler vedrørende købsaftaler, herunder i forbindelse med le-vering af varer eller oplysningskrav under en aftales levetid.”6.1.5.6.1.5.1.Gældende retForbrugeraftaleloven §§ 1-4

6.1.5.1.1.Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler og påden erhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanneaftaler, jf. forbrugeraftalelovens § 1.Lovens forbrugeraftalebegreb er nærmere defineret i forbrugeraftalelovens§ 3. Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en erhvervsdrivende ind-går som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsagelighandler uden for sit erhverv, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1.Som erhvervsdrivende anses enhver fysisk eller juridisk person, der driverprivat virksomhed. Det er ifølge den juridiske litteratur ikke et ubetingetkrav, at virksomheden drives med henblik på økonomisk gevinst for ejereneller andre. F.eks. vil også foreninger, hvis formål alene er velgørende, al-mennyttigt, politisk eller religiøst, efter omstændighederne kunne ansessom erhvervsdrivende, i det omfang foreningen udøver aktiviteter med et84

erhvervsmæssigt præg. Om den pågældende aktivitet kan sidestilles medsædvanlige erhvervsmæssige aktiviteter beror på en konkret vurdering,hvorved bl.a. transaktionshyppighed og kontinuitet kan tillægges betyd-ning.Den ydelse, som den erhvervsdrivende ifølge aftalen skal præstere, skalsom nævnt ”hovedsagelig” være bestemt til ikke-erhvervsmæssig anven-delse for den anden part (forbrugeren). Hermed defineres begrebet ”for-bruger” indirekte. Begrebet omfatter både fysiske og juridiske personer(f.eks. en sportsforening), idet det afgørende kriterium er, om ydelsen ho-vedsagelig er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. En ydelse erbestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, hvis den er bestemt til privatbrug eller forbrug. Det er uden betydning, om erhvervelsen sker med hen-blik på eget brug eller med henblik på at stille genstanden til dispositionfor andre til ikke-erhvervsmæssige formål, jf. Folketingstidende 1977-78,Tillæg A, s. 739. Om en person kan anses for forbruger, kan dermed ikkebesvares generelt, men kun i relation til en bestemt aftale, jf. Folketingsti-dende 1977/78, Tillæg A, s. 738.Det danske forbrugeraftalebegreb adskiller sig på to punkter fra det EU-retlige forbrugerbegreb, sådan som det er defineret i henholdsvis dørsalgs-direktivets artikel 2 og det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 2, nr. 2 og3. Den danske definition fastslår for det første gennem hovedsageligheds-kriteriet, hvad der er afgørende i såkaldte blandede aftaler (dvs. hvor denpågældende handler både i og uden for sit erhverv). For det andet er detdanske forbrugeraftalebegreb mere vidtfavnende, idet det i modsætning tilEU-retten giver mulighed for, at andre end fysiske personer kan være for-brugere i civilretlig forstand.Det følger endvidere af forbrugeraftaleloven, at det er den erhvervsdriven-de, som har bevisbyrden for, at en aftale, den pågældende har indgået, ikkeer en forbrugeraftale, jf. § 3, stk. 2.Det følger herudover af forbrugeraftaleloven, at aftaler om varer eller tje-nesteydelser fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen er indgået eller for-midlet for sælgeren eller tjenesteyderen af en erhvervsdrivende, samt denerhvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne afta-ler, også anses for forbrugeraftaler forudsat, at de samme betingelser somnævnt i stk. 1 tillige er opfyldt (formidlingsreglen), jf. § 3, stk. 3.

Sø- og Handelsretten har i en dom fra 2009 (SH 2009.N-0001-07) fastslå-et, at en internetauktionsudbyder i handler mellem to private personer skalanses som formidler efter forbrugeraftaleloven, når udbyderen aktivt med-virker til handlens indgåelse, f.eks. ved at stille et auktionssystem til rådig-hed eller ved at modtage salær i forbindelse med den enkelte handel. Her-efter vil internetauktionsudbyderen bl.a. skulle give ikke-erhvervsdrivendekøbere oplysning om fortrydelsesretten i overensstemmelse med lovensregler. Sagen blev af internetauktionsudbyderen indbragt for Højesteret,men blev efterfølgende trukket tilbage.Tilsvarende angivelser af, hvornår der er tale om en forbrugeraftale, findesbl.a. i aftalelovens § 38 a, stk. 2 og 3, samt købelovens § 4 a, stk. 1 og 2.6.1.5.1.2.Efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, gælder der en række ge-nerelle undtagelser fra loven.Loven gælder således ikke for forsikringsaftaler omfattet af lov om forsik-ringsaftaler og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale herom, dogmed undtagelse af § 6, stk. 2, nr. 3, om formidling af forsikringsaftaler, jf.§ 2, stk. 1, nr. 1. Forsikringsaftaleloven omfatter ikke formidling af forsik-ringsaftaler, og forbrugeraftalelovens regler finder således anvendelse her-på, i det omfang formidlingsaftalen er en forbrugeraftale i lovens forstand.Bestemmelsen blev indsat i forbrugeraftaleloven i forbindelse med gen-nemførelsen af direktivet om finansielle fjernsalgsydelser.Loven gælder heller ikke for aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomatereller lignende automater, jf. § 2, stk. 1, nr. 2. Undtagelsen omfatter bl.a.køb af togbilletter fra automater på banegårde, køb af slik eller cigaretterfra vareautomater, køb af benzin fra tankstationer med seddel- eller beta-lingskortautomat samt møntvaskerier og vaskehaller til biler. Bestemmel-sen, der viderefører § 10 c, stk. 1, nr. 5, i den tidligere forbrugeraftalelov(som affattet ved lov nr. 442 af 31. maj 2000), har baggrund i artikel 3, stk.1, 2. pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv.Forbrugeraftaleloven gælder endvidere ikke for aftaler om brug af offent-ligt tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel (f.eks. encomputer), når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgås vedbenyttelsen af kommunikationsmidlet, jf. § 2, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsenindebærer bl.a., at en aftale om brug af en telefonboks på gaden, der indgåsmed det pågældende teleselskab i og med, at forbrugeren benytter telefo-nen, ikke kan fortrydes. Bestemmelsen, der viderefører § 10 c, stk. 1, nr. 686

(som affattet ved lov nr. 442 af 31. maj 2000), i den tidligere forbrugeraf-talelov, har baggrund i artikel 3, stk. 1, 3. pind, i det generelle fjernsalgsdi-rektiv.Endelig gælder forbrugeraftaleloven ikke for auktionssalg, der er tilrette-lagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auk-tionsstedet, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Undtagelsen af sådanne traditionelle aukti-onssalg gælder dog ikke i tilfælde, hvor købet er indgået uden for fast for-retningssted under omstændigheder som nævnt i stk. 2, nr. 2, litra a og b,dvs. i tilfælde, hvor aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud,i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren eller underen udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende.Baggrunden for sidstnævnte begrænsning af undtagelsen i nr. 4 – der sva-rer til den tidligere forbrugeraftalelovs § 5, stk. 5 (som affattet ved lov nr.262 af 6. maj 1993) – er, at dørsalgsdirektivet finder anvendelse på alle af-taler indgået under de ovenfor nævnte omstændigheder, jf. dørsalgsdirekti-vets artikel 1, stk. 1, uden mulighed for at fravige direktivets regler, herun-der i relation til auktionskøb.Undtagelsen i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr. 4, har til dels baggrundi artikel 3, stk. 1, 5. pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv, som genereltundtager aftaler, der indgås på en auktion, fra direktivets anvendelsesom-råde. I forbindelse med direktivets gennemførelse valgte man imidlertid enmere snæver undtagelse, således at elektroniske auktioner ikke er undtagetfra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, idet der på dette område an-sås at kunne være et væsentligt behov for forbrugerbeskyttelse.6.1.5.1.3.I forhold til forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt ogfortrydelsesret følger det af lovens § 2, at reglerne finder anvendelse på af-taler indgået enten ved fjernsalg, jf. § 2, stk. 2, nr. 1, eller uden for fast for-retningssted, jf. § 2, stk. 2, nr. 2.Selv om en aftale er indgået på en af de anførte måder, kan den alligevelvære undtaget fra henholdsvis kapitel 3 om oplysningspligt eller kapitel 4om fortrydelsesret, jf. § 9, stk. 2, nr. 1-5, og § 17, stk. 2, nr. 1-4, at. Derhenvises herom til afsnit 6.1.5.2 og 6.1.5.3 nedenfor.6.1.5.1.4.Som fjernsalg anses efter forbrugeraftalelovens § 4 en aftale omvarer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser,når aftalen:87

1) indgås ved brug af fjernkommunikation, dvs. ved kommunikation,der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødesfysisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den er-hvervsdrivende.Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere forbrugeraftalelovs §§10 a og 10 b (som affattet ved lov nr. 442 af 31. maj 2000), dog således, atder er sket en sammenskrivning af bestemmelserne. Med bestemmelsengennemføres definitionen af fjernsalg i henholdsvis det generelle fjern-salgsdirektivs artikel 2, nr. 1, og det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel2, litra a og e.Ved fjernkommunikation forstås som nævnt ovenfor enhver form forkommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivendemødes. Det er således uden betydning, hvilken teknik der benyttes. Omfat-tet er derfor enhver fremgangsmåde, der kan bruges til kommunikation,uden at parterne behøver at mødes fysisk, jf. Folketingstidende 1999-2000,tillæg A, s. 5954. Ud over traditionelle postordrekøb, hvor aftaleindgåelsentypisk foregår ved fremsendelse af en udfyldt bestillingskupon eller ved te-lefonisk bestilling, kan som andre eksempler nævnes internethandel samtsystematiseret telefonsalg.De nærmere kriterier for, hvornår der antages at foreligge en aftale, somindgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdriven-de, er beskrevet i bemærkningerne til lov nr. 442 af 31. maj 2000, jf. Fol-ketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5933. Det fremgår bl.a. heraf, at detmå formodes, at der ikke skal meget til, for at der foreligger et system i di-rektivets forstand.På baggrund af forarbejderne synes det afgørende for, om den erhvervs-drivende kan anses for at drive ”et system for fjernsalg” at være, om denerhvervsdrivende har markedsført en bestemt eller bestemte varer eller tje-nester elektronisk, telefonisk, skriftligt, på tv eller i radioen på en sådanmåde, at det opfordrer til, at forbrugeren afgiver sin bestilling vedrørendeden eller de markedsførte ydelser, uden at parterne mødes.Den blotte oplysning af telefonnummer, e-mailadresse mv. i forbindelsemed annoncering af en bestemt eller bestemte varer eller tjenesteydelservil efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt til, at der foreligger88

et system for fjernsalg, hvis det fremgår, at oplysningen er medtaget foreventuelt at fremkalde en telefonisk, elektronisk eller skriftlig bestilling afden eller de annoncerede ydelser. Hvorvidt dette er tilfældet, beror på enkonkret vurdering. I en konkret sag om telefonisk bestilling af 6 stole hosen møbelhandler på baggrund af en avisannonce fandt Forbrugerklage-nævnet (2004-650/7-479), at den erhvervsdrivende ikke havde tilrettelagtet system for fjernsalg. Forbrugerklagenævnet lagde vægt på, at den er-hvervsdrivende ikke via sin hjemmeside – hvortil der var henvist i avisan-noncen – havde opfordret til at indgå aftaler ved fjernkommunikation, ogat den indrykkede avisannonce ikke henviste til en ordretelefon, men aleneforretningens hovedtelefonnummer. Herefter kunne det ikke lægges tilgrund, at formålet med at oplyse hovedtelefonnummeret havde været atfremkalde telefoniske bestillinger.6.1.5.1.5.En aftale indgået uden for fast forretningssted defineres i forbru-geraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, som en aftale om køb af varer, tjeneste-ydelser eller om løbende levering af varer og tjenesteydelser, når aftalen erindgået eller forbrugeren har fremsat tilbud:a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang,medmindre aftalen angår en vare eller en tjenesteydelse, i anledning afhvilken forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdriven-des besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den er-hvervsdrivende,c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe mv., medmindre der fo-religger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med afta-lens indgåelse, ellerd) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, hvisbesøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.Litra a, omfatter de egentlige dørsalg, dvs. tilfælde, hvor den erhvervsdri-vende retter henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads el-ler andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang. Steder, hvortil der ik-ke er almindelig adgang, er – ud over forbrugerens bopæl og arbejdsplads– f.eks. forbrugerens sommerhus, foreninger, klubber og uddannelsesinsti-89

tutioner. Bestemmelsen gennemfører dørsalgsdirektivets artikel 1, stk. 1, 2.pind, sammenholdt med stk. 2, men er dog affattet bredere end direktivetsafgrænsning af dørsalg, som ikke omfatter ”andet sted, hvortil der ikke eralmindelig adgang”.Litra b, omfatter – ud over salgsfremmende foranstaltninger under udflug-ter, som er nævnt udtrykkeligt i dørsalgsdirektivet – også salgsfremmendeforanstaltninger under sammenkomster, forestillinger mv. arrangeret afden erhvervsdrivende. Bestemmelsen gennemfører og udbygger såledesdørsalgsdirektivets artikel 1, stk. 1, 1. pind, sammenholdt med stk. 2, deralene taler om udflugter, men ikke om sammenkomster og forestillingermv. Som eksempler på situationer omfattet af litra b kan nævnes salg, derfinder sted i forbindelse med udflugter som f.eks. busudflugter, biograf- el-ler teaterforestillinger, selskabelige sammenkomster arrangeret uden forden erhvervsdrivendes faste forretningssted, restaurantbesøg og lignende,og som ikke angår ydelser, som sædvanligvis konsumeres eller forbruges iforbindelse med det arrangement, som der er tale om, jf. Forbrugeraftale-loven med kommentarer af Benedikte Holberg m.fl. (2007), s. 80.Litra c og d går videre end dørsalgsdirektivets definition af aftaler indgåetuden for fast forretningssted og giver hermed fortrydelsesret i nogle tilfæl-de, hvor der ikke er fortrydelsesret efter dørsalgsdirektivet, men hvor øn-sket navnlig har været at opretholde det hidtil gældende beskyttelsesni-veau, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7556-7557.Litra c, omfatter således ordreoptagelse eller salg, som foregår på offentli-ge steder, på udstillinger, messer mv., dog med undtagelse af køb, hvor va-ren og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåelse. Salg ogordreoptagelse på gader, torve, færger, jernbanestationer mv. vil være om-fattet af bestemmelsen, medmindre salget foregår fra den erhvervsdriven-des faste forretningssted, f.eks. en fast stadeplads.Litra d, indebærer, at forbrugeren har fortrydelsesret i tilfælde, hvor aftalenindgås i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren,hvis besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b – dvs. i forbindelsemed en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende – eller under etmøde som nævnt i litra c – dvs. på et offentligt sted, en udstilling, en mes-se mv.6.1.5.1.6.Forbrugeraftalelovens kapitel 6, om den erhvervsdrivendes op-fyldelse af aftaler indgået ved fjernsalg vedrørende varer og ikkefinansielle90

Forbrugeraftalelovens kapitel 3 om oplysningspligt finder ifølge § 9, stk.1, anvendelse ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fastforretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.Der gælder dog en række undtagelser fra reglerne om den erhvervsdriven-des oplysningspligt, som er opregnet i § 9, stk. 2, nr. 1-5.Undtaget er for det første aftaler om køb af levnedsmidler og andre varertil husholdningens løbende forbrug, som købes på offentlige steder, torveog markeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl ellerarbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning, jf. § 9,stk. 2, nr. 1. Det følger af ordlyden, at der skal være tale om levering somled i organiseret og regelmæssig vareudbringning. Det ligger heri, at vare-udbringningen skal være et led i den erhvervsdrivendes normale markeds-føring og ikke blot en særlig service i det enkelte tilfælde. Undtagelsen,der i det væsentlige svarer til en sammenskrivning af den tidligere forbru-geraftalelovs § 10 d, nr. 1, og § 5, stk. 3, nr. 4, gennemfører det generellefjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 1. pind, og dørsalgsdirektivets artikel 3,stk. 2, litra b.Undtaget fra forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt er også afta-ler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering og cate-ring, og rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- oglignende kulturbegivenheder, jf. § 9, stk. 2, nr. 2. Undtagelsen gælder dogmed den begrænsning, at det skal fremgå af aftalen, hvilken dag eller indenfor hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres,og undtagelsen finder ikke anvendelse, hvor aftalen er indgået uden forfast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2,litra a og b, dvs. i tilfælde, hvor aftalen er indgået, eller forbrugeren harfremsat tilbud i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbru-91

geren eller under en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende. Den-ne sidste begrænsning vedrørende aftaler indgået uden for fast forretnings-sted blev tilføjet i forbindelse med udarbejdelsen af den gældende forbru-geraftalelov og skyldes, at dørsalgsdirektivet ikke indeholder en tilsvaren-de undtagelsesbestemmelse, hvorfor oplysningspligten bør gælde i situati-oner omfattet af dette direktiv. Bestemmelsen er i øvrigt en videreførelseaf den tidligere forbrugeraftalelovs § 10 d, nr. 2 og nr. 3, og gennemførerdet generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 2. pind., jf. Folketingsti-dende 2003-4, tillæg A, s. 7564.Herudover er visse aftaler om rettigheder over fast ejendom undtaget fraden erhvervsdrivendes oplysningspligt, jf. forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2,nr. 3-5. Undtagelserne er en sammenskrivning af den tidligere forbrugeraf-talelovs § 5, stk. 3, nr. 6, og § 10 c, stk. 1, nr. 2-4, og gennemfører det ge-nerelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 1, 4. pind, jf. artikel 13, stk. 2,samt dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a, 1. led.Undtagelserne vedrørende rettigheder over fast ejendom omfatter aftalerom opførelse af bygninger, jf. § 9, stk. 2, nr. 3. Denne bestemmelse omfat-ter nybygning, ombygning og tilbygning, men ikke aftaler om bygnings-vedligeholdelse eller reparationsarbejder. Det bemærkes hertil, at lov omforbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., jf. lovbekendt-gørelse nr. 148 af 15. februar 2013, indeholder regler om fortrydelsesretved visse aftaler om køb eller opførelse af hele bygninger, jf. lovens kapi-tel 3.Undtagelserne vedrørende rettigheder over fast ejendom omfatter ogsåtimeshareaftaler, jf. § 9. stk. 3, nr. 4. Denne bestemmelse omfatter aftaler,der er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret til logipå timesharebasis og om længerevarende ferieprodukter m.v. jf. lov nr.102 af 15. februar 2011 (timeshareloven), og timeshareloven indeholderregler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt og forbrugerens fortry-delsesret, jf. lovens kapitel 2 og 4.Afslutningsvis undtages aftaler om andre rettigheder over fast ejendommed undtagelse af fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelsereller vedrørende udlejning af fast ejendom, jf. § 9, stk. 2, nr. 5. Undtagel-sen omfatter f.eks. ejendomsrettigheder og servitutter, mens fjernsalgsafta-ler om finansielle tjenesteydelser, som ikke er omfattet af undtagelsen,navnlig omfatter realkreditlån.92

Forbrugeraftalelovens kapitel 4 om fortrydelsesret finder ifølge § 17, stk.1, anvendelse ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for fastforretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.Der gælder imidlertid visse undtagelser fra fortrydelsesrettens område,som er opregnet i § 17, stk. 2.Fortrydelsesretten gælder således efter § 17, stk. 2, nr. 1, ikke for aftalervedrørende de typer af varer og tjenesteydelser, som tillige er undtaget fraoplysningspligten, jf. § 9, stk. 2, jf. nærmere herom ovenfor pkt. 6.1.5.2.Undtaget fra fortrydelsesretten er efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2,nr. 2, desuden aftaler om finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om re-alkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af15. november 2010.Undtagelsen gælder, uanset om aftalen er indgået ved fjernsalg eller ind-gået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, og indebæ-rer, at en aftale om køb af realkreditobligationer, der er indgået på en af denævnte måder, ikke kan fortrydes.Bestemmelsen tilsigter en delvis udnyttelse af undtagelsesadgangen i dør-salgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a, og i det finansielle fjernsalgsdirek-tivs artikel 6, stk. 3, litra b, vedrørende kreditter sikret ved pant i fast ejen-dom. Ifølge forarbejderne, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7572,vil undtagelsen formentlig allerede følge af undtagelsen i den gældendeforbrugeraftalelovs § 17, stk. 2, nr. 3, vedrørende tjenesteydelser, hvis prisafhænger af udsving på kapitalmarkedet, jf. umiddelbart nedenfor. Nårforbrugeraftaleloven alligevel indeholder en særskilt bestemmelse om re-alkreditlån, skyldes det, at det i forbindelse med udarbejdelsen af den gæl-dende forbrugeraftalelov blev påpeget, at prisdannelsen på markedet forrealkreditobligationer i høj grad påvirkes af danske og internationale ra-tingbureauers løbende vurderinger af realkreditobligationernes værdi, og atdet i forhold hertil vil kunne være af betydning, at det udtrykkeligt fremgikaf loven, at der ikke gælder en fortrydelsesret.Undtaget fra fortrydelsesretten er som nævnt også aftaler om værdipapirereller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsenspris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har93

nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, jf. §17, stk. 2, nr. 3. Undtagelsen omfatter ifølge forarbejderne, jf. Folketings-tidende 2003-04, tillæg A, s. 7602, bl.a. aftaler om køb og salg af aktier ogobligationer samt andre værdipapirer, der giver ret til at erhverve aktier ogobligationer, herunder f.eks. tegningsrettigheder og aktiebeviser. Bestem-melsen gennemfører artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdi-rektiv.Herudover gælder fortrydelsesretten ikke for spil og lotteri, jf. forbrugeraf-talelovens § 17, stk. 2, nr. 4. Undtagelsen omfatter køb af lodsedler, tip-ning, køb af lottokuponer mv. Bestemmelsen viderefører den tidligere for-brugeraftalelovs § 10 e, stk. 1, nr. 1, og gennemfører det generelle fjern-salgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 6. pind.De ovenfor nævnte undtagelser vedrørende aftaler om værdipapirer mv. ogaftaler om spil og lotteri, jf. § 17, stk. 2, nr. 3 og 4, finder i medfør af § 17,stk. 3, dog alligevel ikke anvendelse, hvis aftalen er indgået uden for fastforretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra aog b, dvs. i tilfælde, hvor aftalen er indgået, eller forbrugeren har fremsattilbud i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugeren ellerunder en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende. Baggrunden fordenne begrænsning er, at dørsalgsdirektivet ikke indeholder tilsvarendeundtagelsesbestemmelser, hvorfor fortrydelsesretten bør gælde for aftaleromfattet af dette direktiv.6.1.6.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 1

i det omfang, en aftale ligger inden for det af definitionerne afgrænsedeområde.Som det vil fremgå nedenfor, svarer direktivets forbrugeraftalebegreb ogdefinition af fjernsalgsaftale samt finansiel tjenesteydelse til de samme be-greber i forbrugeraftaleloven, mens direktivets definition af aftale indgåetuden for fast forretningssted på flere punkter afviger fra den gældende de-finition i forbrugeraftaleloven.Begreberne vare, vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikatio-ner, købsaftale, tjenesteydelsesaftale, fast forretningssted, varigt medium,digitalt indhold, offentlig auktion, handelsmæssig garanti og tilknyttet afta-le er ikke defineret i forbrugeraftaleloven. Med henblik på at afgrænse lo-vens anvendelsesområde så præcist som muligt, stiller arbejdsgruppen for-slag om, at direktivets definitioner af begreberne fast forretningssted, va-rigt medium og offentlig auktion gennemføres i forbrugeraftaleloven,mens det foreslås, at indholdet af begreberne, vare, vare, som er fremstilletefter forbrugerens specifikationer, købsaftale, tjenesteydelsesaftale, digitaltindhold, handelsmæssig garanti og tilknyttet aftale alene beskrives i be-mærkningerne til loven.Det har ved vurderingen af, om yderligere definitioner bør indsættes i for-brugeraftaleloven, generelt været overvejet, hvorvidt begrebet i forvejenindirekte er defineret i forbrugeraftaleloven, eller hvorvidt der ikke kan si-ges at gøre sig en almindelig sproglig forståelse af begrebet gældende. Itilfælde heraf har arbejdsgruppen fundet, at en udtrykkelig definition børindsættes i selve loven for at skabe klarhed om begrebets udstrækning.I det følgende gennemgås de enkelte begreber nærmere, og det overvejes, ihvilket omfang der er behov for at indføre særlige lovregler eller ændreeksisterende regler til gennemførelsen af direktivets definitioner.6.1.7.1.Forbrugeraftalebegrebet

og forbruger. I stedet indeholder lovgivningen en definition af forbrugeraf-tale (eller lignende), hvor begreberne erhvervsdrivende og forbruger for-udsætningsvis fremgår, jf. eksempelvis forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1,timesharelovens § 2, stk. 1, og købelovens § 4 a, stk. 1.6.1.7.1.2.Ad forbrugerdefinitionenEfter direktivets artikel 2, nr. 1, skal der ved en forbruger alene forstås enfysisk person, der i forbindelse med aftaler omfattet af direktivet handleruden for sit erhverv. Direktivets forbrugerbegreb omfatter dermed ikke alletilfælde omfattet af den danske definition, hvor juridiske personer efteromstændighederne i forbindelse med aftaleindgåelsen kan blive betragtetsom forbrugere.Uden for direktivets område er medlemsstaterne frit stillet med hensyn til,om de ønsker, at reglerne skal gælde. Dette er udtrykkeligt fastsat i præ-ambelbetragtning 13, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne har mulighedfor at fastsætte eller opretholde nationale regler for så vidt angår områder,der ikke er omfattet af direktivet. Det fremgår af samme præambelbetragt-ning, at medlemsstaterne f.eks. kan beslutte at udvide anvendelsen af reg-lerne i direktivet til fysiske eller juridiske personer, der ikke er forbrugere idirektivets forstand.Direktivet er således ikke til hinder for at lade direktivets regler gælde og-så i tilfælde, hvor forbrugeren er en juridisk person.I forhold til aftaler med blandede formål, dvs. situationer, hvor forbrugerenindgår aftale om køb af en genstand, der hovedsagelig, men ikke udeluk-kende, skal anvendes til private formål, synes direktivets forbrugerdefiniti-on ikke umiddelbart at give mulighed for, at sådanne aftaler kan opnå be-skyttelse efter direktivet. Som anført ovenfor i afsnit 6.1.2 fremgår detimidlertid af præambelbetragtning 17, at personer, der indgår aftaler meddobbelt formål, dvs. dels som led, dels ikke som led i den pågældende per-sons erhverv, men hvor det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at detikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, ligeledes bør betragtessom forbrugere.Arbejdsgruppen finder derfor, at forbrugeraftalelovens regler – der ogsåomfatter aftaler med blandede formål – kan opretholdes på dette punkt.

Arbejdsgruppen bemærker imidlertid, at forbrugeraftaleloven afgrænseraftaler med blandede formål til følgende situationer: ”nården anden part(forbrugeren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv”,mens direktivetafgrænser begrebet som ”ogdet erhvervsmæssige formål er så begrænset,at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen”.Arbejdsgruppen finder – uanset den forskel der i forhold til afgrænsningenaf blandende aftaler består mellem ordlyden i direktivet og forbrugeraftale-loven – at afgrænsningerne indholdsmæssigt dækker de samme situationer,hvorfor den gældende danske forbrugerdefinition kan opretholdes i relati-on til forbrugeraftaler, således at der overalt i dansk ret (fortsat) gældersamme definition. Arbejdsgruppen bemærker hertil, at medlemsstaterne ef-ter præambelbetragtning 13 i øvrigt har mulighed for at anvende direkti-vets bestemmelser uden for dets område, hvorfor der således ikke er nogettil hinder for, at aftaler med blandede formål efter omstændighederne vilkunne opnå beskyttelse i videre omfang efter forbrugeraftalelovens reglerend efter direktivets.Arbejdsgruppen finder som følge af det anførte endvidere, at der ikke erbehov for at indføre en egentlig definition af en forbruger i forbrugerafta-leloven. Det bemærkes i den forbindelse, at både dørsalgsdirektivet og deto fjernsalgsdirektiver indeholder en definition af begrebet forbruger, menat det i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne ikke blev fundetnødvendigt at definere begrebet særskilt i forbrugeraftaleloven.6.1.7.1.3.Ad erhvervsdrivendedefinitionenI direktivets artikel 2, nr. 2, er det præciseret – på samme måde som i di-rektivet om finansielle tjenesteydelser – at en erhvervsdrivende juridiskperson både kan være offentlig og privat.I forbindelse med gennemførelsen af direktivet om finansielle tjeneste-ydelser fandt man imidlertid ikke, at der hermed var tale om nogen reali-tetsforskel i forhold til det gældende leverandørbegreb (erhvervsdrivende),således som det er indeholdt i forbrugerlovgivningens definition af forbru-geraftale. Offentlig virksomhed er således også omfattet af forbrugeraftale-loven, hvis den har et erhvervsmæssigt præg, selv om det ikke fremgår ud-trykkeligt af lovens ordlyd.Direktivets definition af erhvervsdrivende omfatter også personer, derhandler på vegne af den erhvervsdrivende. Arbejdsgruppen bemærker her-97

til, at der heller ikke hermed synes at være tale om nogen realitetsforskel iforhold til forbrugeraftaleloven, hvorefter mellemmænd også er omfattet afdefinitionen af erhvervsdrivende, selv om det ikke fremgår udtrykkeligt aflovens ordlyd. Indgås en aftale således eksempelvis af en fuldmægtig forden erhvervsdrivende, er det fuldmagtsgiveren (dvs. den erhvervsdriven-de), der er aftalepart.Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for at indføre en egentlig defi-nition af erhvervsdrivende i forbrugeraftaleloven, og arbejdsgruppen fore-slår derfor, at den gældende retstilstand på dette punkt opretholdes. Detbemærkes også her, at både dørsalgsdirektivet og de to fjernsalgsdirektiverindeholder en definition af begrebet erhvervsdrivende (leverandør), men atdet i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne ikke blev fundetnødvendigt at definere begrebet særskilt i forbrugeraftaleloven.6.1.7.1.4.Ad bevisbyrdereglenForbrugeraftaleloven og den øvrige civilretlige forbrugerbeskyttelseslov-givning indeholder i tilknytning til forbrugeraftalebegrebet en bevisbyrde-regel, hvorefter den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, denpågældende har indgået, ikke er en forbrugeraftale, jf. forbrugeraftalelo-vens § 3, stk. 2.Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det i de relativt få tilfælde,hvor der kan være tvivl, under hensyntagen til lovens formål blev fundetrimeligt at lægge bevisbyrden på den erhvervsdrivende, således at dennemå bevise, at der ikke foreligger en forbrugeraftale, såfremt han vil påbe-råbe sig dette.Direktivet indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse. Direktivet indehol-der imidlertid særlige bevisbyrderegler i forhold til den erhvervsdrivendesopfyldelse af oplysningskravene (artikel 6, stk. 9) og forbrugerens udøvel-se af fortrydelsesretten (artikel 11, stk. 4).Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det – i det omfang det er foreneligtmed direktivet – vil være mest hensigtsmæssigt at opretholde bevisbyrde-reglen i forbrugeraftalelovens § 3, stk. 2.Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om det er muligt at opretholde be-stemmelsen.98

Efter artikel 3, stk. 5, berører direktivet ikke den nationale lovgivnings al-mindelige aftaleret såsom bestemmelser om aftalers gyldighed, indgåelseog virkning. Det følger endvidere af præambelbetragtning 14, at direktivetikke berører aftaleretlige bestemmelser i national ret for så vidt angår afta-leretlige aspekter, der ikke er reguleret Det fremgår herudover af præam-belbetragtning 13, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte elleropretholde nationale regler for så vidt angår områder, der ikke er omfattetaf direktivet.Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det således anføres, at bevisbyrdereg-len – der har karakter af en processuel bestemmelse – angår et område, derikke er reguleret af direktivet, idet direktivet ikke indeholder bestemmelservedrørende bevisbyrden for, hvorvidt der er tale om en forbrugeraftale el-ler ej.,Herudover finder arbejdsgruppen, at der med støtte i præambelbetragtning13 kan argumenteres for at opretholde bevisbyrdereglen, idet der med be-stemmelsen reelt er tale om en udvidelse af direktivets anvendelsesområdetil også at omfatte aftaler, hvor den erhvervsdrivende ikke kan bevise, atder ikke foreligger en forbrugeraftale.Arbejdsgruppen foreslår herefter, at den gældende regel i forbrugeraftale-lovens § 3, stk. 2, opretholdes.6.1.7.1.5.Ad formidlingsreglenForbrugeraftaleloven og den øvrige civilretlige forbrugerlovgivning inde-holder endvidere i tilknytning til forbrugeraftalebegrebet en formidlingsre-gel, der udvider lovens område, således at den også finder anvendelse påaftaler indgået mellem private, hvis aftalen er indgået eller formidlet af enerhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 3.Direktivet indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.Som anført følger det af præambelbetragtning 13, at medlemsstaterne kanvælge at anvende direktivets bestemmelser på områder, der ikke er omfat-tet af dets anvendelsesområde. Arbejdsgruppen finder på den baggrund ik-ke, at der er noget til hinder for at opretholde reguleringen af aftaler indgå-et mellem private.

En vare er i direktivets forstand enhver løsøregenstand undtagen genstan-de, der sælges på tvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov. Vand, gasog elektricitet betragtes som varer i henhold til direktivet, når det udbydestil salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde, jf. artikel 2, nr. 3.Varebegrebet er ikke særskilt defineret i dansk ret, og der findes heller ik-ke nogen definition heraf i hverken dørsalgsdirektivet eller de to fjern-salgsdirektiver.Af forarbejderne til §§ 10-10 b i lov nr. 442 af 31. maj 2000 fremgår, atudtrykket vare ligesom andre steder i lovgivningen er anvendt i betydnin-gen løsøre, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5953. Under hen-syntagen til forarbejderne til 1978-loven må det imidlertid antages, at ud-trykket vare normalt skal forstås i betydningen fysisk løsøregenstand.Uden for begrebet falder således fast ejendom og levering af elektricitet,gas og varme mv., men aftaler om løbende forsyning heraf vil efter forbru-geraftaleloven blive anset for aftaler vedrørende løbende levering af tjene-steydelser jf. Forbrugeraftaleloven med kommentarer, s. 65.Det bemærkes hertil, at købeloven finder anvendelse på alle køb, bortsetfra køb af fast ejendom. Købeloven omfatter således mere end køb af løs-øre i traditionel forstand, f.eks. også køb af elektricitet uanset om der er ta-le om salg i en afgrænset mængde.Arbejdsgruppen har overvejet, om begrebet vare skal defineres særskilt iforbrugeraftaleloven, eller om det er tilstrækkeligt at beskrive indholdetheraf nærmere i bemærkningerne til loven.Mere generelt finder arbejdsgruppen, at indførelse af en definition i loven– også i forhold til varedefinitionen – kan medføre en begrænsning i denfleksibilitet, der i dag gør sig gældende i forhold til varebegrebet. Endvide-re kan det forekomme uhensigtsmæssigt, at et begreb, der også anvendesinden for andre regelsæt normeres i en lovtekst.100

Arbejdsgruppen bemærker desuden, at der ved vare i direktivets forstand –på samme måde som efter gældende dansk ret – må antages at skulle for-stås fysiske løsøregenstande. Der henvises i den forbindelse til den engel-ske sprogversion af direktivet, hvor der ved vare forstås”any tangible mo-vable items”.Eneste formål med en eventuel definition af begrebet i for-brugeraftaleloven vil herefter være at præcisere, at begrebet også omfattervand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgrænset volumen elleren bestemt mængde.Til støtte for at indføre en særskilt definition af varebegrebet kunne det an-føres, at begrebet efter direktivet udvides til også at omfatte vand, gas ogelektricitet, der sælges i en afgrænset mængde. En særskilt definition afvarebegrebet ville således medvirke til at skabe klarhed over reglernes an-vendelsesområde.På ovennævnte baggrund indstiller arbejdsgruppen imidlertid, at der ikkeindføres en definition af vare i en lovbestemmelse, men at indholdet herafalene beskrives i bemærkningerne til loven.6.1.7.3.Definitionen af vare som er fremstillet efter forbrugerensspecifikationer

6.1.7.3.1.Efter direktivet forstås der ved en vare, som er fremstillet efterforbrugerens specifikationer, enhver vare, som ikke er præfabrikeret, oghvis færdiggørelse afhænger af forbrugerens individuelle valg eller beslut-ning, jf. artikel 2, nr. 4. Bestemmelsen definerer således, hvad der efterdansk ret almindeligvis betegnes som et bestillingskøb.Definitionen er navnlig relevant i forhold til artikel 16, der fastsætter enrække undtagelser fra fortrydelsesretten, dvs. hvor medlemsstaterne ikkemå give mulighed for at udøve fortrydelsesretten. Dette er bl.a. tilfældetfor så vidt angår levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerensspecifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg, jf. artikel 16, litrac.I præambelbetragtning 49 anføres det i relation til bestemmelserne om for-trydelsesret bl.a. at:”Der bør være visse undtagelser fra bestemmelserne om for-trydelsesret for såvel aftaler om fjernsalg som aftaler indgået101

uden for fast forretningssted. Fortrydelsesret vil kunne væreuhensigtsmæssigt f.eks. på grund af bestemte varers eller tje-nesteydelsers karakter. [… ] Fortrydelsesretten bør hverkenfinde anvendelse for varer, der er fremstillet efter forbrugerensspecifikationer, eller som har fået et tydeligt personligt præg,såsom gardiner syet efter mål, […]”.6.1.7.3.2.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke nogen egentlig definitionsvarende til direktivets.Forbrugeraftaleloven indeholder dog regler om varer, som skal fremstilleseller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, jf. § 10, stk. 2, og §18, stk. 2, 4 og 6. Begrebet bestillingskøb defineres således forudsætnings-vis i de anførte bestemmelser.Den oprindelige forbrugeraftalelov fra 1978 indeholdt i § 5, stk. 3, en und-tagelse fra de daværende bestemmelser om fortrydelsesret for aftaler ind-gået uden for fast forretningssted i forhold til bestillingskøb. Undtagelses-bestemmelser af forskellig udformning vedrørende bestillingskøb, menmed enslydende afgrænsning af”varer, som skal fremstilles eller tilpassesefter køberens individuelle behov”,er siden blevet bibeholdt i de efterføl-gende forbrugeraftalelove.Forbrugeraftalelovens regler vedrørende bestillingskøb er tiltænkt et snæ-vert anvendelsesområde. Der foreligger således kun et bestillingskøb i for-brugeraftalelovens forstand, hvis der er tale om en aftale om tilpasning el-ler tilvirkning efter forbrugerens individuelle mål eller til et helt særligtformål, således at varen ikke uden videre vil kunne sælges til anden side.Som eksempel kan nævnes et møbel fremstillet efter mål tilpasset forbru-gerens bolig, og som ikke i øvrigt tilbydes som standardvalg af den er-hvervsdrivende.I overensstemmelse med det tiltænkte snævre anvendelsesområde, er der ipraksis relativt høje krav til, hvornår et køb kan anses for at være et bestil-lingskøb, og dermed at forbrugeren mister fortrydelsesretten.Arbejdsgruppen er ikke bekendt med trykt retspraksis, der tager stilling tilspørgsmålet, men der kan fra Forbrugerklagenævnets praksis nævnes ensag, FKN 2005, afsnit 5.3.11, hvor Forbrugerklagenævnet fandt, at det for-hold, at en forbruger ved bestillingen af en computer kunne vælge mellemforskelligt tilbehør, og at computeren blev leveret med dette tilbehør, ikkekunne bevirke, at der forelå et bestillings- eller tilvirkningskøb i forbruger-102

aftalelovens forstand. Forbrugerklagenævnet anførte, at aftalen savnede deafgørende karakteristika, idet der ikke var tale om fremstilling eller tilpas-ning af en vare til et særligt formål og efter bestemte mål, som var særligefor forbrugeren, således at varen ikke uden videre kunne sælges til andenside.Forbrugerombudsmanden fandt endvidere i en sag fra 2012 om fjernsalg afwallstickers, hvor forbrugeren kunne vælge mellem forskellige farver ogstørrelser tilbudt af den erhvervsdrivende, at der var tale om en standardva-re. Forbrugerombudsmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at det afden erhvervsdrivendes hjemmeside fremgik, at de omhandlede wallstickerskunne bestilles i tre forskellige størrelser, og at når varen efterfølgende varlagt i kurven, fremgik det endvidere at den pågældende wallsticker varvalgt i en bestemt farve og størrelse, og at kunden ikke havde mulighed forat indtaste en alternativ størrelse.6.1.7.3.3.Bestemmelsen i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra c,hvorefter bestillingskøb undtages fra fortrydelsesretten, er ikke en nyska-belse i EU-retlig sammenhæng, idet en tilsvarende undtagelse følger affjernsalgsdirektivet. Af fjernsalgsdirektivet fremgår således, at forbrugeren– medmindre parterne har aftalt andet – ikke kan gøre den i direktivet fast-satte fortrydelsesret gældende i forbindelse med (fjernsalgs)aftaler om bl.a.”levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer el-ler har fået et tydeligt personligt præg…”,jf. artikel 6, stk. 3, 3. pind.Fjernsalgsdirektivet indeholder dog ikke som forbrugerrettighedsdirektivetnogen egentlig definition af begrebet vare fremstillet efter forbrugerensspecifikationer.Fjernsalgsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 442 af 31. maj2000, hvor bl.a. følgende bestemmelse blev indsat i den daværende for-brugeraftalelov:

§ 12.

Ved fjernsalg kan forbrugeren træde tilbage fra aftalen ioverensstemmelse med §§ 12 a og 12 b (fortrydelsesret).Stk. 2. Ved fjernsalg af tjenesteydelser samt ved fjernsalg afvarer, der skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens in-dividuelle behov, gælder den i stk. 1 nævnte fortrydelsesretkun, indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begyn-der, når forbrugeren forinden har givet samtykke til, at den er-hvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. inden fortrydel-sesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesretten gæl-der dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende le-vering og er indgået under eller i forbindelse med den er-103

hvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren udendennes forudgående anmodning.Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår dels, at den svarer til den tidli-gere gældende lovs § 10, stk. 2, dels at den tilsigter at gennemføre direkti-vets artikel 6, stk. 3, 1. og 3. pind (delvis), jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5960.Mens forarbejderne til lov nr. 442 af 31. maj 2000, redegør for, hvorforman ved gennemførelsen af direktivet i dansk ret valgte en mere begrænsetundtagelse fra fortrydelsesretten end efter direktivet, således at fortrydel-sesretten bl.a. kan gøres gældende, indtil fremstillingen mv. påbegyndes,modsat direktivets generelle undtagelse af bestillingskøb fra bestemmel-serne om fortrydelsesret, forudsattes tilsyneladende overensstemmelsemellem indholdet af fjernsalgsdirektivets formulering vedrørende bestil-lingskøb ”varer,som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer ellerhar fået et tydeligt personligt præg”og formuleringen i den gældende for-brugeraftalelov ”varer,der skal fremstilles eller tilpasses efter forbruge-rens individuelle behov”.6.1.7.3.4.Henset til, at fjernsalgsdirektivet i modsætning til forbrugerret-tighedsdirektivet er et minimumsharmoniseringsdirektiv, har arbejdsgrup-pen overvejet, om direktivets afgrænsning af bestillingskøb har et videreanvendelsesområde end den tilsvarende afgrænsning af begrebet i forbru-geraftaleloven, og dermed giver anledning til ændringer af afgrænsningenaf begrebet i forhold til gældende dansk ret.Et flertal af arbejdsgruppens medlemmer bestående af formanden, OleGræsbøll Olesen, Vibe Garf Ulfbeck, Wivi H. Larsen, Tina Dhanda Kalsi,Rune Lorenzen, Susanne Aamann og Rikke-Louise Ørum Petersen finder,at der – uanset den forskel, der er på ordlyden af direktivets definition ogden gældende definition af bestillingskøb i forbrugeraftaleloven – ikke sy-nes at være noget, der taler for, at de to definitioner har et materielt for-skelligt indhold, idet det således efter begge definitioner er afgørende, omder er tale om en fremstilling, der er baseret på forbrugerens individuellevalg (specifikationer).Flertallet bemærker hertil, at den gældende praksis baserer sig på, om for-brugeren tilbydes standardløsninger eller ej. Det forhold, at forbrugerenkan vælge mellem eksempelvis forskellige størrelser eller farver indebærerikke, at der er tale om et bestillingskøb. Der vil således som udgangspunkt104

alene være tale om et bestillingskøb, hvis der er tale om en fremstilling el-ler tilpasning, som ikke baserer sig på standardvalg.Efter omstændighederne vil varer, som er fremstillet på baggrund af ensærlig – atypisk eller omfattende – kombination af standardvalg dog kunneindebære, at der alligevel er tale om et bestillingskøb. Hvorvidt dette er til-fældet må bero på en konkret vurdering, hvor sælgers mulighed for at sæl-ge den pågældende vare til anden side – eventuelt efter at have foretagetvisse tilpasninger – vil kunne indgå som element.Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at bestillingskøb er undtaget fradirektivets generelle regel om fortrydelsesret og som følge heraf bør und-tagelsen fortolkes restriktivt i overensstemmelse med almindelige fortolk-ningsprincipper.Flertallet finder i den forbindelse, at en afgrænsning, som lader varer, derer fremstillet på grundlag af forbrugerens udnyttelse af standardvalgmulig-heder tilbudt af den erhvervsdrivende, være omfattet af begrebet, vil resul-tere i en alt for bred undtagelse fra fortrydelsesretten, som næppe er tilsig-tet med direktivet. Hermed vil en række helt almindelige varer kunne und-tages fra fortrydelsesretten, og afgrænsningen vil kunne give anledning tilforanstaltninger fra den erhvervsdrivendes side, der har karakter af omgå-else med henblik på at undgå fortrydelsesret.Hertil kommer, at en for bred afgrænsning vil kunne omfatte varer, somden erhvervsdrivende må forventes at kunne afsætte til anden side, selv omvarerne først er blevet fremstillet, efter at forbrugeren har afgivet en bestil-ling baseret på standardvalg.Flertallet finder generelt ikke, at det bør være et afgørende kriterium forafgræsningen af begrebet bestillingskøb, hvorvidt produktion af en vareførst iværksættes efter forbrugerens afgivelse af bestilling. En række er-hvervsdrivende vælger i dag af hensyn til nedbringelse af omkostningerneat reducere lagerbeholdningen og først producere/anskaffe varen ved for-brugerens bestilling. Det har efter flertallets opfattelse ikke været hensig-ten med de nye direktivregler, at fortrydelsesretten ikke også skulle gælde idisse tilfælde. I modsat fald vil undtagelsen blive endnu bredere i takt medudbredelsen af efterspørgselstilpassede produktionsmetoder.Endvidere finder flertallet af arbejdsgruppen, at der i modsætning til deegentlige bestillingskøb ikke vil gøre sig værdispildsbetragtninger gælden-105

de i de tilfælde, hvor der er tale om, at standardvarer først sættes i produk-tion efter indgivelse af bestillingen.Flertallet vurderer endvidere, at der ikke vil være noget behov for at defi-nere bestillingskøb i en lovbestemmelse, men at det vil være tilstrækkeligtat beskrive indholdet af begrebet i bemærkningerne til loven, og herunderanføre, at begrebet skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets defi-nition.Et mindretal af arbejdsgruppen, bestående af Line Stentoft Andersen, LarsQuistgaard Bay og Jeppe Rosenmejer finder i modsætning hertil, at direk-tivets definition af bestillingskøb afviger fra den gældende definition i for-brugeraftaleloven og ikke mindst den gældende praksis for afgrænsningheraf.Mindretallet er enige med flertallet i, at varer, der har fået et personligtpræg, også vil være omfattet af den gældende definition på bestillingskøb(og dermed er undtaget fra fortrydelsesretten). Disse medlemmer læggerdog navnlig vægt på, at direktivets definition af bestillingskøb også omfat-ter varer, der er fremstillet efter forbrugerensspecifikationer,dvs. enhvervare, som ikke er præfabrikeret, og hvis færdiggørelse afhænger af forbru-gerens individuelle valg eller beslutning, jf. artikel 2, nr. 4. Dette indebæ-rer, at direktivets definition går videre end den gældende danske definitionaf bestillingskøb, der forudsætter, at der er sket en fremstilling eller tilpas-ning baseret på forbrugerensindividuelle behov.Vedforbrugerens individuelle behovforstår disse medlemmer, at der er ta-le om tilpasninger, som er konkrete i forhold til forbrugeren. Det kan f.eks.være hans kropsmål i relation til beklædning eller møbler eller dimensio-ner på hans bolig i relation til fremstilling af nye vinduer eller gardiner.Heroverfor er en varefremstillet efter forbrugerens specifikationerikkenødvendigvistilpasset efter forbrugerens individuelle behov.Har en for-bruger bestilt en løbesko i et design efter en række valgmuligheder, somsælgeren stiller til rådighed, kan skoen i den valgte størrelse passe andreend forbrugeren, men vil næppe kunne sælges igen.Mindretallet finder således, at afgrænsningen af bestillingskøb skal fast-lægges bredere end efter gældende ret – med den konsekvens, at flere va-rer undtages fra fortrydelsesretten jf. direktivets artikel 16, litra c. Mangeprodukter fremstilles efter forbrugerens specifikationer, der f.eks. fastlæg-ges på grundlag af en eller flere valgmuligheder, som tilbydes af den er-106

hvervsdrivende, hvilket f.eks. er sædvanligt ved bestilling af designermøb-ler eller biler. Betingelserne i direktivet er, at fremstillingen skal være sketefter forbrugerens specifikationer. Der er heri ikke indlagt en begrænsningpå, om disse specifikationer skal være opstillet af forbrugeren selv, ellervære udvalgt af forbrugeren blandt muligheder, sælgeren har tilbudt.Det er denne del af arbejdsgruppens opfattelse, at flertallets opfattelse vilføre til en gennemførelse af direktivet, der i denne relation pålægger dan-ske virksomheder større økonomiske byrder end nødvendigt for en korrektimplementering.Denne del af arbejdsgruppen finder, at hensynet bag bestemmelsen er atundgå værdispild i produktionen, idet det antages, at varer fremstillet efteren bestemt forbrugers specifikationer ofte vil være vanskelige at afsætte tilandre forbrugere, som næppe vil være tilbøjelige til at købe varer, der kunnæsten lever op til deres ønsker, når de for samme pris kan købe den øn-skede vare. Værdispild i produktionen har også negative miljømæssigekonsekvenser, som også kan indgå som begrundelse for sælgerens valg omkun at fremstille varer efter forbrugerens specifikke bestilling.Ved den konkrete vurdering af, om der foreligger et bestillingskøb, er detefter denne del af arbejdsgruppens opfattelse således afgørende, om varenførst er sat i produktion efter forbrugerens bestilling og på baggrund afdennes specifikationer.På ovennævnte baggrund finder mindretallet, at ovennævnte forudsætnin-ger for afgrænsningen af varer, der er fremstillet efter forbrugerens speci-fikationer, tydeligt bør angives i bemærkningerne til lovudkastets § 18, stk.2, nr. 3, som undtager sådanne varer fra fortrydelsesretten. Det bør i denforbindelse præciseres, hvilke begrænsninger, der vil gøre sig gældende iforhold til erhvervsdrivende, som uberettiget forsøger at omgå fortrydel-sesretten, uden at der reelt er tale om fremstilling efter forbrugerens speci-fikke bestilling.6.1.7.4.Definitionen af købsaftale

Begrebet købsaftale er ikke særskilt defineret i forbrugeraftaleloven, oghverken dørsalgsdirektivet eller de to fjernsalgsdirektiver indeholder no-gen definition heraf.Købeloven gælder for alle køb, bortset fra køb af fast ejendom, jf. § 1 a. Iden juridiske litteratur er det imidlertid antaget, at der ved køb i traditionelforstand forstås en aftale om overdragelse af et formuegode mod vederlag ipenge, jf. bl.a. Ussing, ”Køb” (4. udgave ved Anders Vinding Kruse,1967), s. 1. Ved formuegode forstås almindeligvis ting, dvs. løsøregen-stande. Købelovens § 2 indeholder endvidere den præciserende bestem-melse, at bestillingskøb også anses som køb og dermed er omfattet af kø-belovens almindelige regler.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at direktivets afgrænsning af købsaftaleikke synes at indebære nogen ændringer af gældende ret.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der ikke vil være noget behovfor at definere begrebet købsaftale i en lovbestemmelse, men at det vil væ-re tilstrækkeligt at beskrive indholdet i bemærkningerne til loven.6.1.7.5Definitionen af tjenesteydelsesaftale

Efter direktivet skal der ved en tjenesteydelsesaftale forstås enhver aftale,dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivende leverereller påtager sig at levere en tjenesteydelse til forbrugeren, og forbrugerenbetaler eller påtager sig at betale herfor, jf. artikel 2, nr. 6.Begrebet tjenesteydelse har ikke noget fast og entydigt juridisk indhold idansk ret, men er ofte, f.eks. indenfor erhvervs- og skattelovgivningen, an-vendt i bred betydning omfattende alle ydelser præsteret af erhvervsdri-vende, som falder uden for området for salg af løsøre eller fast ejendom ogsom ikke er arbejde i et ansættelsesforhold. Under tjenesteydelsesbegrebetfalder således eksempelvis følgende aftaletyper: leje af løsøre, pengelån,forsikring, arbejder på løsøre og fast ejendom, andre arbejdsaftaler (bortsetfra ansættelsesforhold), herunder serviceydelser og undervisning, samt af-taler om handel med værdipapirer.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke nogen definition af, hvad der skalforstås ved en tjenesteydelse, men begrebet anvendes i den nævnte bredebetydning, og omfatter bl.a. lejeaftaler (brugsrettigheder), såkaldt værksle-108

je (dvs. aftaler, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at frembringe etarbejdsresultat) og andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold),herunder serviceydelser, undervisning og ydelser fra liberale erhverv, for-varing og transportaftaler, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s.5953. Begrebet er heller ikke defineret i dørsalgsdirektivet eller de tofjernsalgsdirektiver.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at der med direktivets meget brede defi-nition af tjenesteydelsesaftale – der på samme måde som den gældende de-finition af tjenesteydelse i dansk ret alene indeholder en negativ afgræns-ning over for købsaftaler (dvs. aftaler vedrørende løsøregenstande) – ikkesynes at være tale om nogen ændringer i forhold til gældende ret.Arbejdsgruppen vurderer på den baggrund, at der ikke vil være noget be-hov for at indføre en definition af begrebet tjenesteydelsesaftale i lovudka-stet.6.1.7.6.Definitionen af fjernsalgsaftale

Efter direktivet omfatter aftaler om fjernsalg enhver aftale, der indgås mel-lem en erhvervsdrivende og en forbruger i henhold til et organiseret sy-stem for fjernsalg eller levering af fjernydelse uden parternes samtidige fy-siske tilstedeværelse, og hvor der til og med tidspunktet for aftalens indgå-else udelukkende anvendes en eller flere former for fjernkommunikations-teknikker (f.eks. postordre, internet, telefon eller fax), jf. artikel 2, nr. 7.Direktivets definition af fjernsalgsaftaler svarer indholdsmæssigt til defini-tionen af fjernsalg og fjernkommunikation i det generelle fjernsalgsdirek-tiv og direktivet om finansielle tjenesteydelser.Det er derfor arbejdsgruppens opfattelse, at direktivet ikke nødvendiggørændringer i den fastlæggelse af fjernsalgsbegrebet, som følger af forbru-geraftalelovens § 4, der er en direkte gennemførelse af de tilsvarende reg-ler i henholdsvis det generelle fjernsalgsdirektiv og direktivet om finan-sielle tjenesteydelser.Det således afgrænsede fjernsalgsbegreb indebærer, at der f.eks. vil væretale om fjernsalg i tilfælde, hvor forbrugeren alene besøger den erhvervs-drivendes forretningssted med henblik på at indsamle information om va-rerne eller tjenesteydelserne, og aftalen efterfølgende forhandles og indgåsvia fjernkommunikation, jf. præambelbetragtning nr. 20.109

Derimod bør en aftale, der forhandles på den erhvervsdrivendes faste for-retningssted, men indgås endeligt ved hjælp af fjernkommunikation, ikkebetragtes som en aftale om fjernsalg. På samme måde omfatter begrebetfjernsalgsaftaler heller ikke reservationer eller tidsbestillinger foretaget afen forbruger ved hjælp af en fjernkommunikationsteknik, da reservationereller tidsbestillinger med henblik på levering af en tjenesteydelse fra en er-hvervsdrivende, hvor der ikke i øvrigt kan siges at være indgået en egent-lig aftale om ydelsen, ikke anses som en fjernsalgsaftale i direktivets for-stand. Som eksempel herpå kan nævnes tilfælde, hvor en forbruger ringerfor at bestille tid hos en frisør eller en tandlæge.Arbejdsgruppen har overvejet, om regler svarende til direktivets også skalfinde anvendelse på aftaler, der ikke indgås som led i et organiseret systemfor fjernsalg. Efter arbejdsgruppens opfattelse er der imidlertid næppe no-get behov herfor, idet der efter praksis ikke skal meget til, før der er taleom et organiseret system for fjernsalg. Der henvises herom til afsnit6.1.5.1.4 ovenfor.For at sikre en korrekt implementering er det arbejdsgruppens opfattelse,at direktivets definition af fjernsalgsaftale – således som det også er tilfæl-det med definitionen i den gældende § 4 – bør gennemføres i forbrugeraf-taleloven. Der er hermed ikke tiltænkt nogen ændringer i forhold til gæl-dende ret.Arbejdsgruppen foreslår, at fjernsalgsbegrebet, der i dag er særskilt define-ret i forbrugeraftalelovens § 4, indsættes i tilknytning til de øvrige definiti-oner, der foreslås gennemført i en samlet bestemmelse i lovudkastets § 3.Der henvises herom til lovudkastets § 3, nr. 1, med tilhørende bemærknin-ger.6.1.7.7.Definitionen af aftale indgået uden for den erhvervsdri-vendes (faste) forretningssted

”a) indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens sam-tidige fysiske tilstedeværelse på et sted, der ikke er den er-hvervsdrivendes faste forretningsstedb) som forbrugeren har afgivet tilbud på under de samme om-stændigheder, som nævnt under litra a)c) indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted ellerved brug af en fjernkommunikationsteknik, umiddelbart efter atforbrugeren er blevet kontaktet personligt og individuelt af denerhvervsdrivende på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendesfaste forretningssted, med samtidig fysisk tilstedeværelse afden erhvervsdrivende og forbrugeren ellerd) indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdriven-de med det formål at præsentere og sælge varer eller tjeneste-ydelser til”Begrebet aftale indgået uden for fast forretningssted afgrænses nærmere iforbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, til aftaler om køb af varer, tjeneste-ydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen erindgået, eller forbrugeren har fremsat tilbud,”a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbru-gerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke eralmindelig adgang, medmindre aftalen angår en vare eller tje-nesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren udtrykkeligthar anmodet om den erhvervsdrivendes besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling m.v. arrangeretaf den erhvervsdrivende,c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe m.v., med-mindre der foreligger køb, hvor varen og købesummen udveks-les samtidig med aftalens indgåelse, ellerd) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbruge-rens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke eralmindelig adgang, såfremt besøget er aftalt under et mødesom nævnt i litra b eller c.”Såfremt en aftale falder inden for definitionen af begrebet aftaler indgåetuden for fast forretningssted, finder reglerne i lovens kapitel 3 og 4 om op-lysningspligt og fortrydelsesret anvendelse på aftalen. Som udgangspunktvil der således være fortrydelsesret i de ovenfor anførte tilfælde, hvor enaftale er indgået uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted.Efter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, er fortrydelsesrettenimidlertid begrænset i de tilfælde, hvor forbrugeren selv har anmodet omden erhvervsdrivendes besøg, medmindre besøget er aftalt under et mødesom nævnt i litra b eller c, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, litra d. Herudover begrænserforbrugeraftaleloven fortrydelsesretten i de tilfælde, hvor en aftale er ind-gået på et offentligt sted, udstilling eller messe mv., og hvor der foreligger111

køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med aftalens indgåel-se, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra c.Som det fremgår ovenfor anses enhver aftale indgået med den erhvervsdri-vendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse på et sted, derikke er den erhvervsdrivendes faste forretningssted, som en aftale indgåetuden for fast forretningssted i direktivets forstand, jf. artikel 2, nr. 8, litraa.Ved fast forretningssted forstås efter artikel 2, nr. 9,”a) ethvert ubevægeligt detailforretningssted, hvor den er-hvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, ellerb) ethvert bevægeligt detailforretningssted, hvor den erhvervs-drivende udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag.”Direktivet indeholder således en negativ afgrænsning af, hvornår der er ta-le om en aftale indgået uden for fast forretningssted i modsætning til dengældende retstilstand, hvorefter der som nævnt er tale om en positiv op-regning af de tilfælde, hvor en aftale er indgået uden for fast forretnings-sted.Uanset denne forskel synes der efter arbejdsgruppens opfattelse umiddel-bart at være indholdsmæssigt sammenfald mellem på den ene side direkti-vets artikel 2, nr. 8, litra a, om aftaler indgået på et sted, der ikke er den er-hvervsdrivendes faste forretningssted, og på den anden side forbrugerafta-lelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, og litra c, om aftaler indgået på forbruge-rens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig ad-gang, samt aftaler indgået på offentligt sted eller på udstilling, messe mv.For så vidt angår aftaler indgået på offentligt sted eller på udstilling, messemv., hvor varen og købesummen ikke udveksles samtidigt med aftalensindgåelse gælder der dog en ikke uvæsentlig forskel. Sådanne aftaler vilefter forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra c, anses for indgået udenfor fast forretningssted, mens direktivets artikel 2, nr. 9, litra b, indebærer,at sådanne aftaler ikke anses indgået uden for fast forretningssted, hvis denerhvervsdrivende kan siges på sædvanligt grundlag at udøve sin aktivitetfra det pågældende sted (f.eks. en messestand), modsat hvis den erhvervs-drivende alene undtagelsesvist har anvendt et offentligt tilgængeligt stedmv. til sine forretningsaktiviteter, jf. herved præambelbetragtning 22, jf.

6.1.7.7.2.En forbrugers afgivelse af tilbud, der sker under de samme om-stændigheder som nævnt i direktivets litra a, dvs. i forbindelse med den er-hvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstedeværelse på etsted, der ikke er den erhvervsdrivendes faste forretningssted, skal også an-ses som en aftale indgået uden for fast forretningssted i direktivets for-stand, jf. artikel 2, nr. 8, litra b.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at den gældende forbrugeraftalelovs de-finition af aftale indgået uden for fast forretningssted tilsvarende omfattersåvel aftaler som tilbud fremsat af forbrugeren under nærmere bestemteomstændigheder, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2.6.1.7.7.3.I forhold til direktivets artikel 2, nr. 8, litra c, vil det efter ar-bejdsgruppens opfattelse skulle præciseres, at der (også) er tale om en afta-le indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted i tilfælde, hvoraftalen er indgået på den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved brugaf fjernkommunikationsteknik, men hvor der er fremsat tilbud uden forden erhvervsdrivendes forretningssted med den erhvervsdrivendes og for-brugerens samtidige tilstedeværelse. Bestemmelsen må f.eks. antages atindebære, at forbrugeren har fortrydelsesret, hvis denne modtager et købs-tilbud på gaden og umiddelbart derefter følges med den erhvervsdrivendeeller dennes repræsentant, til den erhvervsdrivendes forretningssted og ac-cepterer tilbuddet, idet der også i disse tilfælde gør sig et (fortsat) psykiskpres eller et overraskelsesmoment gældende.Med denne bestemmelse vil der således i forhold til den gældende retstil-stand ske en udvidelse af, hvilke aftaler der anses for at være indgået udenfor fast forretningssted.6.1.7.7.4.I relation til direktivets artikel 2, nr. 8, litra d, hvorefter aftalerindgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivende med det for-mål at præsentere og sælge varer eller tjenesteydelser til forbrugeren skalanses som en aftale indgået uden for fast forretningssted, bemærkes det, atbestemmelsen umiddelbart synes at have et snævrere anvendelsesområdeend den tilsvarende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2,litra b, der ud over udflugter tillige omfatter sammenkomster, forestillingermv. arrangeret af den erhvervsdrivende.Arbejdsgruppen bemærker dog hertil, at EU-domstolen har fastslået, atdørsalgsdirektivets udflugtsbegreb omfatter mere end udflugter i snæverforstand. Således udtalte Domstolen i dom af 22. april 1999, Travel Vac113

SL mod Manuel José Antelm Sanchis (sag C-423/97), at en aftale, somindgås i en situation, hvor en erhvervsdrivende har inviteret en forbrugertil personligt at begive sig til et bestemt sted, som ligger i en vis afstand fradet sted, hvor forbrugeren bor, og som er et andet sted end det, hvor denpågældende erhvervsdrivende normalt udøver virksomhed, og ikke klart eret udsalgssted, med henblik på nærmere at præsentere sine produkter ogtjenesteydelser, skal anses for at være indgået under en udflugt arrangeretaf den erhvervsdrivende uden for fast forretningssted.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at de tilfælde, der er omfattet af for-brugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra b, men som måtte falde uden fordirektivets artikel 2, nr. 8, litra d, herunder eksempelvis sammenkomsterog forestillinger, efter omstændighederne vil være omfattet af direktivetsartikel 2, nr. 8, litra a, idet der ofte formodes at være tale om aftaler indgå-et med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige fysiske tilstede-værelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted. Somdet fremgår ovenfor omfatter sidstnævnte bestemmelse dog ikke tilfælde,hvor aftalen indgås på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, herun-der bevægelige detailforretningssteder, hvor den erhvervsdrivende udøversin aktivitet på sædvanligt grundlag, jf. artikel 2, nr. 9, litra b.6.1.7.7.5.Arbejdsgruppen vurderer, at det med direktivets definition af af-taler indgået uden for fast forretningssted vil være nødvendigt at foretagevisse ændringer i forhold til den gældende definition i forbrugeraftalelo-vens § 2, stk. 2, nr. 2.Arbejdsgruppen foreslår således, at der med hensyn til forbrugeraftalelo-vens anvendelsesområde for aftaler indgået uden for fast forretningsstedforetages en afgrænsning svarende til direktivets.Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet det rigtigst ikke at omskrivedirektivets definition af aftaler indgået uden for fast forretningssted, her-under tillige direktivets definition af fast forretningssted. Hermed sikresdet også, at der ikke opstår usikkerhed om, hvorvidt direktivet er gennem-ført korrekt. Arbejdsgruppen finder dog, at det i lighed med definitionen affast forretningssted i henholdsvis den engelske (businesspremises)ogfranske(établissement commercial)sprogversion af direktivet, vil væremere retvisende blot at anvende begrebetforretningssted,og ikke – somhidtil - begrebetfast forretningssted,navnlig henset til, at forbrugerrettig-hedsdirektivets definition heraf også omfatterbevægelige detailforret-ningssteder,jf. artikel 2, nr. 9, litra b, hvilket efter en almindelig sproglig114

forståelse kan forekomme at være uforeneligt med betegnelsen fast forret-ningssted.Arbejdsgruppen foreslår i forbindelse hermed, at definitionen af aftalerindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted som også er defi-neret i den gældende § 2, stk. 2, nr. 2, samt definitionen af den erhvervs-drivendes forretningssted gennemføres i tilknytning til de øvrige definitio-ner, der foreslås gennemført i en samlet bestemmelse i lovudkastets § 3.Der henvises herom til lovudkastets § 3, nr. 2 og 3, med tilhørende be-mærkninger.Særligt i forhold til fortrydelsesretten bemærker arbejdsgruppen, at forbru-geraftaleloven undtager visse aftaler indgået uden for fast forretningsstedfra fortrydelsesretten, når forbrugeren har anmodet om den erhvervsdri-vendes besøg, jf. den gældende § 2, stk. 2, nr. 2, litra a. Direktivet indehol-der en næsten tilsvarende undtagelse i artikel 16, litra h. Der henvises her-om til afsnit 6.3.8.10 nedenfor.Forbrugeraftaleloven undtager herudover visse aftaler indgået uden for fastforretningssted fra fortrydelsesretten, når varen og købesummen udvekslessamtidig med aftalens indgåelse, jf. den gældende § 2, stk. 2, nr. 2, litra c.En tilsvarende bestemmelse findes ikke i direktivet, hvorfor forbrugerenfremover som udgangspunkt vil kunne fortryde aftaler om køb indgået påoffentligt sted, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med afta-lens indgåelse. Der henvises herom til afsnit 7.2, hvoraf det fremgår, atflertallet i arbejdsgruppen indstiller, at man udnytter muligheden i direkti-vets artikel 3, stk. 4, til at undtage aftaler indgået uden for fast forretnings-sted, for hvilke købsprisen ikke overstiger 50 euro eller et i medlemsstatenfastsat lavere beløb, fra reglerne i direktivet, dog således, at undtagelsenalene gælder i det omfang varen og købesummen udveksles samtidigt medaftalens indgåelse.Arbejdsgruppen bemærker herudover, at det efter direktivet vil være mu-ligt at fortryde aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-sted, uanset om forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg,jf. artikel 2, nr. 8, litra a, med undtagelse af de i artikel 16, litra h, nævntetilfælde, hvor forbrugeren har anmodet om den erhvervsdrivendes besøgmed henblik på at foretage hastende reparations- eller vedligeholdelsesar-bejde. Af samme grund finder arbejdsgruppen ikke, at det er muligt at op-115

Efter direktivet skal der ved varigt medium forstås ethvert middel, somsætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagre oplysnin-ger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidig anven-delse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mu-lighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger, jf. artikel 2, nr.10.I modsætning til det generelle fjernsalgsdirektiv indeholder direktivet omfjernsalg af finansielle tjenesteydelser i artikel 2, litra f, en definition afbegrebet varigt medium.I forbindelse med gennemførelsen af direktivet om fjernsalg af finansielletjenesteydelser blev det imidlertid antaget, at kriterierne for, om der er taleom et varigt medium, er de samme efter de to direktiver, og der blev (der-for) ikke fundet behov for at indføre en udtrykkelig definition af begrebet iforbrugeraftaleloven, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7594-95.Den fastlæggelse af begrebet, der er sket i bemærkningerne til lov nr. 442af 31. maj 2000 i forbindelse med gennemførelsen af det generelle fjern-salgsdirektiv, svarer således til de kriterier, der er opstillet i definitionen idirektivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og i præambelbetragt-ning 20 til dette direktiv.Efter de gældende regler lægges der navnlig vægt på, om forbrugeren harmulighed for at lagre de pågældende oplysninger, og at oplysningerne i enrimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceresuændrede.Efter arbejdsgruppens opfattelse er det således med direktivets definitionaf begrebet varigt medium fortsat de samme kriterier, som er afgørendefor, om der er tale om et varigt medium.I forbindelse med gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv blevdet anført, at i takt med den teknologiske udvikling vil flere tekniske ind-116

retninger kunne opfylde betingelserne for at blive anset for et varigt medi-um – dvs. betingelserne om mulighed for lagring og reproduktion i en ri-melig periode. Arbejdsgruppen finder, at dette synspunkt fortsat gør siggældende.I præambelbetragtning 23 anføres, at varige medier navnlig omfatter papir,USB-nøgler, cd-rom’er, dvd’er, memory cards, harddiske på computere oge-mails. Der er således ikke tale om nogen udtømmende opregning, menderimod en eksemplificering, som i takt med udviklingen vil (kunne) blivesuppleret af nye tekniske indretninger.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at det i forhold til SMS-beskeder oghjemmesider beror på en konkret vurdering, om betingelserne er opfyldt.På baggrund af oplysninger fra TDC om mobiltelefoners lagringskapacitetaf SMS’er er det arbejdsgruppens opfattelse, at stort set alle de mobiltele-foner, der i dag sælges i Danmark, har så høj en lagringskapacitet, at mod-tagelse af en SMS/MMS-besked på en sådan telefon formentlig kan be-tragtes som modtaget på et varigt medium.I forhold til hjemmesider bemærker arbejdsgruppen, at en hjemmeside somudgangspunkt ikke vil kunne anses for et varigt medium i direktivets for-stand. Dette skyldes, at en hjemmeside typisk bliver løbende opdateret ogændret således, at der ikke er sikkerhed for, at forbrugeren kan reproducerede modtagne oplysninger.EU-domstolen har i dom af 5. juli 2012, Content Services (sag C-49/11)udtalt sig om den nærmere afgrænsning af begrebet varigt medium i for-hold til hjemmesider. I sagen, der drejede sig om, hvorvidt en henvisningtil et hyperlink på den erhvervsdrivendes hjemmeside kunne siges at giveforbrugeren adgang til en række prækontraktuelle oplysninger, som for-brugeren i henhold til det generelle fjernsalgsdirektiv har ret til at modtage,på et varigt medium, fastslog domstolen, at en hjemmeside, hvor oplysnin-gerne er tilgængelige for forbrugeren via et link, der vises af sælgeren, ik-ke kan anses for at varigt medium i den forstand, hvori dette udtryk anven-des i det generelle fjernsalgsdirektiv. Domstolen lagde i den forbindelsevægt på, at forbrugeren skal modtage de relevante oplysninger skriftligt el-ler på et andet varigt medium, og at disse to alternative løsninger må ansesfor at være funktionelt ligestillede. En erstatning for papir som mediumkan derfor (kun) anses for opfyldt, hvis den opfylder de samme funktionersom papirmediet. På den baggrund fandt domstolen det afgørende, om det117

”alternative” medium gør det muligt for forbrugeren at lagre de oplysnin-ger, der er blevet sendt til ham personligt, således at der ikke sker ændrin-ger i deres indhold. Kun hvis dette er tilfældet samtidigt med, at mediet ertilgængeligt i et passende tidsrum, og forbrugeren har mulighed for at ko-piere oplysningerne uændrede, kan et medium anses for at være varigt i di-rektivets forstand.Arbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for at indføre en definitionaf begrebet varigt medium i loven.Idet der er tale om et meget centralt begreb, dels i forhold til den erhvervs-drivendes oplysningsforpligtelser, og dels i forhold til fortrydelsesretten,og da begrebet ikke er så fast indarbejdet i dansk ret, at der er en entydigforståelse heraf, er det arbejdsgruppens opfattelse, at der – selvom dengældende forbrugeraftalelov ikke indeholder en sådan definition – bør ind-føres en ny regel, der definerer begrebet. Der henvises herom til lovudka-stets § 3, nr. 5, med tilhørende bemærkninger.Arbejdsgruppen bemærker, at der ikke består nogen forskel mellem på denene side direktivets definition af begrebet varigt medium og på den andenside den tilsvarende definition i det finansielle fjernsalgsdirektiv, hvorforder ikke er noget til hinder for, at definitionen også finder anvendelse udenfor det område, som direktivet regulerer, dvs. bl.a. for aftaler vedrørendefinansielle tjenesteydelser.6.1.7.9.Definitionen af digitalt indhold

Efter direktivet forstås der ved digitalt indhold data, der er produceret ogleveret i digital form, jf. artikel 2, nr. 11.Af præambelbetragtning 19 fremgår, at digitalt indhold betyder data, der erproduceret og leveret i digital form, såsom computerprogrammer, applika-tioner, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås adgang hertilvia downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på nogen an-den måde. Hvis digitalt indhold leveres via et fysisk medium såsom en CDeller en DVD, bør det betragtes som varer i henhold til direktivet. Det an-føres videre, at aftaler med digitalt indhold, der ikke leveres på et fysiskmedium – i lighed med aftaler om levering af vand, gas eller elektricitet,som ikke udbydes til salg i et begrænset volumen eller i en bestemt mæng-de – i relation til direktivet hverken skal klassificeres som en købsaftale el-ler en tjenesteydelsesaftale.118

Begrebet digitalt indhold er ikke nærmere defineret i forbrugeraftaleloven.Digitalt indhold er heller ikke defineret i dørsalgsdirektivet eller de tofjernsalgsdirektiver.Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indsættes en regel i forbrugeraf-taleloven, der udtrykkeligt definerer begrebet digitalt indhold, eller om deter tilstrækkeligt at forklare indholdet nærmere i bemærkningerne til loven.Arbejdsgruppen vurderer i den forbindelse, at der gælder en almindeligforståelse af begrebet, som direktivets kortfattede definition ”data der erproduceret og leveret i digital form” ikke bidrager til en præcisering af, ogfinder det på den baggrund umiddelbart tilstrækkeligt at beskrive indholdetaf begrebet nærmere i bemærkningerne til loven.6.1.7.10.Definitionen af finansiel tjenesteydelse

Efter direktivet forstås der ved en finansiel tjenesteydelse enhver tjeneste-ydelse, der vedrører bankvirksomhed, långivning, forsikringer, individuel-le pensionsordninger, investeringer eller betalinger, jf. artikel 2, nr. 12.Efter forbrugeraftalelovens § 5, der ordret gengiver artikel 2, litra b, i detfinansielle fjernsalgsdirektiv, forstås ved en finansiel tjenesteydelse enhvertjeneste, der har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensi-ons-, investerings- eller betalingstjenesteydelse.Uanset den forskellige måde hvorpå de to bestemmelser er opbygget, be-står der efter arbejdsgruppens opfattelse ikke nogen indholdsmæssig for-skel mellem henholdsvis definitionen af finansiel tjenesteydelse angivet idirektivet og den tilsvarende definitionen angivet i forbrugeraftaleloven.Arbejdsgruppen finder tillige, at dette synspunkt understøttes af det fak-tum, at direktivets regler ikke gælder for finansielle tjenesteydelser, jf. ar-tikel 3, stk. 3, litra d. Finansielle tjenesteydelser reguleres derimod af detfinansielle fjernsalgsdirektiv. En præcis afgræsning imellem de to direkti-ver forudsætter således, at der ikke er uoverensstemmelser mellem de re-spektive direktivers definitioner af begrebet finansiel tjenesteydelse.Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages ændrin-ger af forbrugeraftalelovens gældende definition af finansiel tjenesteydel-119

Efter direktivet forstås ved en offentlig auktion en salgsmetode, hvor denerhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, somselv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, gennem engennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en aukti-onsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til atkøbe varerne eller tjenesteydelserne. I præambelbetragtning 24 anføresbl.a., at anvendelsen af onlineplatforme til auktionsformål, som er til rå-dighed for forbrugerne og de erhvervsdrivende, ikke bør betragtes som of-fentlige auktioner i direktivets forstand.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en definition af begrebet offentligauktion, men efter lovens § 2, stk. 1, nr. 4, gælder forbrugeraftaleloven ik-ke for auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de by-dende normalt er til stede på auktionsstedet, medmindre købet er indgåetuden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk.2, nr. 2, litra a og b.Omfattet af undtagelsen fra forbrugeraftaleloven er traditionelle auktioner,dvs. auktionssalg der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de by-dende normalt er til stede på auktionsstedet, jf. Folketingstidende 2003-04,tillæg A, s. 7584.Der synes således at bestå den forskel mellem direktivets definition og dennæsten tilsvarende afgrænsning i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr. 4, atdet ikke efter direktivet er et udtrykkeligt krav, at auktionssalget skal væretilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede påauktionsstedet.Det bemærkes, at der med direktivet ikke længere vil være mulighed for atopretholde undtagelsesbestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr.4, idet direktivet omfatter såvel offentlige auktioner som auktioner, derindgås elektronisk, f.eks. via internettet. Der henvises herom til afsnit6.2.2.5.16 nedenfor.120

Efter direktivet forstås der ved en handelsmæssig garanti enhver forpligtel-se, som den erhvervsdrivende eller en producent (garantigiveren) har påta-get sig over for forbrugeren, ud over sin retlige forpligtelse til at levere enkontraktmæssig ydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, repa-rere eller på anden måde afhjælpe mangler ved varerne, hvis de ikke svarertil de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklæ-ringen eller af de relevante reklamer, der var tilgængelige på tidspunkteteller forud for aftalens indgåelse, og som ikke relaterer sig til ydelsenskontraktmæssighed, jf. artikel 2, nr. 14.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende definition af begrebethandelsmæssig garanti, og begrebet er heller ikke defineret i dørsalgsdirek-tivet eller de to fjernsalgsdirektiver. I forbrugeraftalelovens § 12 er derimidlertid fastsat regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt i relati-on til eventuelle garantier.Den erhvervsdrivende skal således i forbindelse med indgåelse af en fjern-salgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse efter § 12, stk.2, nr. 1, bl.a. oplyse om betingelserne for at udnytte en eventuel garanti –dvs. en indeståelse for visse egenskaber, holdbarhed mv. – af den er-hvervsdrivende selv eller af en tredjemand.Bestemmelsen suppleres af markedsføringsloven, hvorefter den erhvervs-drivende – hvis der ydes garanti – på en klar og tydelig måde skal informe-re forbrugeren om indholdet af garantien og give de oplysninger, der ernødvendige for at gøre denne gældende, jf. markedsføringslovens § 12,121

stk. 2, 1. pkt. Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydeligmåde oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lovgivningenikke berøres af garantien. Efter anmodning skal den erhvervsdrivende ud-levere garantien skriftligt, jf. markedsføringslovens § 12, stk. 2, 2. og 3.pkt.Det fremgår videre af markedsføringsloven, at udtrykket garanti kun måanvendes over for forbrugere, såfremt erklæringen giver forbrugeren envæsentlig bedre retsstilling end den, forbrugeren har efter lovgivningen, jf.markedsføringslovens § 12, stk. 1.Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en regel, der udtrykke-ligt definerer begrebet handelsmæssig garanti, eller om det er tilstrækkeligtat beskrive indholdet nærmere i bemærkningerne til loven.Det er dog arbejdsgruppens opfattelse, at en beskrivelse af indholdet af be-grebet i bemærkningerne til de relevante bestemmelser, hvor begrebet an-vendes (eksempelvis lovudkastet § 8, stk. 1, nr. 14), vil være en tilstrække-lig gennemførelse.6.1.7.13.Definitionen af tilknyttet aftale

Efter direktivet forstås der ved en tilknyttet aftale en aftale, i henhold tilhvilken forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydelser, som er omfattetaf en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretnings-sted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leveres af den erhvervsdri-vende eller af tredjemand på grundlag af et arrangement mellem nævntetredjemand og den erhvervsdrivende, jf. artikel 2, nr. 15.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende definit ion af begrebettilknyttet aftale, men lovens § 23 fastsætter regler om bortfald af tilknytte-de kreditaftaler og tilknyttede fjernsalgsaftaler om tjenesteydelser.Af bestemmelsen følger således, at hvis forbrugeren i medfør af lovensregler træder tilbage fra en aftale, bortfalder en til aftalen knyttet kreditaf-tale, jf. § 23, stk. 1. Af bestemmelsen følger endvidere, at hvis forbrugerentræder tilbage fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydel-se, bortfalder en hertil knyttet fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, jf. § 23,stk. 2.

Forbrugerrettighedsdirektivet finder anvendelse på enhver aftale indgåetmellem en erhvervsdrivende og en forbruger på de vilkår og i det omfang,der følger af direktivets bestemmelser, herunder på aftaler om forsyning afvand, gas, elektricitet eller fjernvarme, jf. artikel 3, stk. 1.Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler og på er-hvervsdrivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler,jf. forbrugeraftalelovens § 1. Lovens forbrugeraftalebegreb er nærmere de-fineret i § 3, stk. 1, jf. ovenfor afsnit 6.1.5.1.1.Som anført ovenfor, jf. afsnit 6.1.7.1.1, indeholder forbrugeraftalelovenikke nogen udtrykkelig definition af begreberne forbruger og erhvervsdri-vende. I stedet indeholder forbrugeraftaleloven en definition af forbruger-aftale, hvor begreberne forbruger og erhvervsdrivende forudsætningsvisfremgår, jf. forbrugeraftalelovens § 3, stk. 1.Da direktivets definition af forbruger og erhvervsdrivende må anses for in-deholdt i det gældende forbrugeraftalebegreb, finder arbejdsgruppen såle-des ikke, at gennemførelsen af direktivets artikel 3, stk. 1, 1. pkt., nødven-diggør nogen lovændringer. Det bemærkes, at der ifølge præambelbetragt-ning 13 ikke er noget til hinder for fortsat at opretholde en forbrugerdefini-tion i dansk ret, som er mere omfattende end direktivets.For så vidt angår aftaler vedrørende løbende levering af varer eller tjene-steydelser, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, 2. pkt., om forsyning af vand,gas, elektricitet eller fjernvarme, bemærker arbejdsgruppen, at forbrugeraf-talelovens regler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretnings-sted omfatter køb af varer og tjenesteydelser samt aftaler omløbendeleve-ring af varer eller tjenesteydelser. Ved fjernsalgsaftaler og aftaler indgåetuden for fast forretningssted finder lovens regler anvendelse på den indle-dende hovedaftale samt på senere tillæg til aftalen – indgået henholdsvis123

ved fjernsalg eller uden for fast forretningssted – som ikke følger af denoprindelige rammeaftale.Som eksempler på aftaler om løbende levering afvarerkan nævnes teg-ning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter. Som eksempler påløbende levering aftjenesteydelserkan nævnes abonnementsaftaler vedrø-rende betalingsformidling samt forsyningsaftaler vedrørende løbende leve-ring af vand, gas, varme, el og telefonabonnement.Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at bestemmelsen i artikel 3, stk.1, 2. pkt., svarer til, hvad der i forvejen gælder i dansk ret vedrørende lø-bende levering af vand, gas, elektricitet og fjernvarme, uanset at aftalerherom i dansk ret betragtes som aftaler vedrørende tjenesteydelser. Meddirektivet præciseres det dog, at vand, gas og elektricitet betragtes som va-rer, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mæng-de, jf. artikel 2, nr. 3.Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at der er behov for at indføre en særliglovregel om forsyningsaftaler, når det kommer til vand, gas, elektricitet el-ler fjernvarme, idet sådanne aftaler er omfattet af forbrugeraftalelovensregler.Arbejdsgruppen forudsætter i tilknytning hertil, at aftaler omløbendeleve-ring af varer og tjenesteydelser fortsat vil være omfattet af forbrugeraftale-lovens regler, selv om direktivet ikke indeholder en udtrykkelig bestem-melse herom. Omvendt synes direktivet heller ikke at udelukke eller inde-holde begrænsninger i forhold til sådanne aftaler, idet bestemmelsen i di-rektivets artikel 9, stk. 2, litra b, iii, om tidspunktet for fortrydelsesfristensudløb synes at forudsætte, at direktivet også omfatter aftaler om løbendelevering af varer. Af bestemmelsen fremgår det således, at fortrydelsesfri-sten udløber 14 dage fra den dato, hvor forbrugeren får den første vare ifysisk besiddelse, når det drejer sig om aftaler om regelmæssig levering afvarer over en bestemt periode.6.1.8.2. Direktivets artikel 3, stk. 2Forbrugerrettighedsdirektivet gælder for alle forbrugeraftaler, dog medundtagelse af de i artikel 3, stk. 3, nævnte aftaler, jf. nærmere herom ne-denfor i afsnit 6.1.8.3.

Hvor der findes sektorlovgivning, og hvor der er konflikt mellem den på-gældende lovgivning og direktivets generelle bestemmelser, er det imidler-tid bestemmelserne i sektorlovgivningen, der har forrang.I direktivets artikel 3, stk. 2, præciseres det således, at”hvisen bestemmelse i dette direktiv er i konflikt med en be-stemmelse i en anden EU-retsakt vedrørende specifikke sekto-rer, har bestemmelsen i den pågældende anden EU- retsaktforrang og gælder for de pågældende specifikke sektorer”.Eksempler på sådan specifikke sektorer er nævnt i præambelbetragtning11. Det drejer sig f.eks. om humanmedicinske lægemidler, medicinsk ud-styr, beskyttelse af privatlivets fred inden for elektronisk kommunikation,patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydel-ser, fødevaremærkning og det indre marked for elektricitet og naturgas.Om det tilfælde, hvor der er modstrid imellem en bestemmelse i direktivetog servicedirektivet (2006/123/EF) eller direktivet om elektronisk handel(2000/31/EF) henvises der til afsnit 6.2.2.1.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i relation til artikel 3, stk. 2, omforholdet mellem direktivet og EU’s sektorlovgivning ikke er behov for atindføre særlige lovregler. Arbejdsgruppen finder, at almindelige fortolk-ningsprincipper vil føre til det med direktivets artikel 3, stk. 2, tilsigtederesultat, således at det anses for unødvendigt at fastsætte en særskilt be-stemmelse herom i loven. Arbejdsgruppen foreslår derimod, at det nærme-re indhold af direktivbestemmelsen beskrives i bemærkningerne til loven.6.1.8.3.6.1.8.3.1.Direktivets artikel 3, stk. 3Artikel 3, stk. 3, litra a og b

Aftaler om sociale tjenesteydelser, herunder socialt boligbyggeri, børne-pasning og støtte til familier og enkeltpersoner, er undtaget fra direktivetsanvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 3, litra a. Om den nærmere afgræns-ning af sociale tjenesteydelser henvises der til præambelbetragtning 29,hvoraf det fremgår, at sociale tjenesteydelser bl.a. omfatter tjenesteydelserfor børn og unge, hjælpetjenesteydelser for familier, enlige forældre ogældre, og at sådanne tjenesteydelser ikke kun omfatter dem der leveres afstaten, men også dem der leveres af private virksomheder.125

Herudover er også sundhedsydelser undtaget fra direktivets anvendelses-område, jf. artikel 3, stk. 3, litra b.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke tilsvarende bestemmelser. Socialetjenesteydelser og sundhedsydelser er således hverken generelt undtagetfra forbrugeraftalelovens område eller undtaget fra lovens regler om op-lysningspligt eller fortrydelsesret.Som anført ovenfor, jf. afsnit 6.1.7.5, omfatter forbrugeraftaleloven tjene-steydelser i bred forstand. Omfattet af begrebet er bl.a. arbejdsaftaler (derikke udgør ansættelsesforhold), herunder serviceydelser og legemspleje.En aftale om ensocial tjenesteydelsevil derfor være omfattet af forbruger-aftalelovens regler, hvis der er tale om en forbrugeraftale som defineret ilovens § 3. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der, mellem en forbruger ogen privat virksomhed, indgås en fjernsalgsaftale om rengøringshjælp.På samme måde vil også en aftale om ensundhedsydelse,f.eks. en fjern-salgsaftale om en øjenoperation, der indgås mellem en forbruger og et pri-vathospital, være omfattet af de gældende regler.Offentlig virksomhed vil også være omfattet af forbrugeraftalelovens reg-ler, hvis den pågældende virksomhed har et erhvervsmæssigt præg, der kansidestilles med privat virksomhed. Det offentliges udbud af sociale tjene-steydelser eller sundhedsydelser, der sker på markedslignende vilkår, måderfor antages at være omfattet af forbrugeraftalelovens regler. Undtagetherfra er de offentligretlige opgaveløsninger, hvor der ikke kan siges atvære indgået en privatretlig aftale i forbrugeraftalelovens forstand.På tilsvarende måde omfatter markedsføringsloven offentlig virksomhed, idet omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet, jf. markeds-føringslovens § 2, stk. 1. Af bemærkningerne til denne bestemmelse frem-går, at det afgørende kriterium for, hvornår offentlig virksomhed bliveromfattet af markedsføringsloven, er, om udbuddet af varer eller tjeneste-ydelser sker på marked/markedslignende vilkår.Efter direktivets præambelbetragtning 13 er der ikke noget til hinder for, atmedlemsstaterne anvender direktivets bestemmelser på områder, der ikkeer omfattet af dets anvendelsesområde. På den anførte baggrund har ar-bejdsgruppen derfor overvejet, om regler svarende til direktivets skal findeanvendelse på aftaler om sociale tjenesteydelser og sundhedsydelser.126

I den forbindelse kan der for det første anføres, at der er tale om tjeneste-ydelser, som i dag er omfattet af forbrugeraftaleloven, hvorfor en ordning,hvorefter sociale tjenesteydelser og sundhedsydelser ikke længere er om-fattet af loven, vil kunne opfattes som en forringelse af forbrugerbeskyttel-sen.Endvidere kan det anføres, at en ordning, hvorefter regler svarende til di-rektivets finder anvendelse på aftaler om sociale tjenesteydelser og sund-hedsydelser, vil sikre, at der på dette punkt fortsat er harmoni med mar-kedsføringslovens anvendelsesområde i forhold til, hvornår en opgave om-fattes af markedsføringsreglerne.Der henvises i den forbindelse til afsnit 6.1.7.6 vedrørende definitionen affjernsalgsaftaler, hvoraf fremgår, at reservationer eller tidsbestillinger fore-taget af en forbruger med henblik på levering af en tjenesteydelse fra enerhvervsdrivende, hvor der ikke i øvrigt kan siges at være indgået enegentlig aftale om ydelsen, ikke kan anses som en fjernsalgsaftale i direk-tivets forstand. Sådanne reservationer er ikke omfattet af lovens kapitel 4om fortrydelsesret. Som eksempel herpå kan nævnes det tilfælde, hvor enforbruger ringer for at bestille tid til en sundhedsydelse.Hertil kommer, at den gældende retstilstand i forhold til sociale tjeneste-ydelser og sundhedsydelser ikke har givet anledning til problemer i prak-sis.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at den gældende retstilstandvidereføres, og at direktivets bestemmelser derfor også bør finde anvendel-se på aftaler om sociale tjenesteydelser og sundhedsydelser.6.1.8.3.3.Artikel 3, stk. 3, litra c

form af en vare såsom et kortspil eller spil (uden indsats), som f.eks. bestil-les og leveres via en mobiltelefon som en overtakseret SMS-besked ellervia internettet som et computerspil. Forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr.4, har hjemmel i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 6. pind.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 3, følger det imidlertid, at undtagel-sen i stk. 2, nr. 4, ikke gælder, hvis aftalen er indgået uden for fast forret-ningssted under omstændigheder nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, dvs.i forbindelse med den erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bo-pæl mv. eller i forbindelse med udflugter mv. arrangeret af den erhvervs-drivende, svarende til dørsalgsdirektivets anvendelsesområde. Baggrundenherfor er, at dørsalgsdirektivet ikke indeholder en undtagelsesbestemmelsesvarende til § 17, stk. 2, nr. 4, der implementerer fjernsalgsdirektivets arti-kel 6, stk. 3, 6. led. Fortrydelsesretten fandtes derfor at burde gælde fordørsalgsaftaler om spil og lotteri.Med lov nr. 848 af 1. juli 2010 om spil (spilleloven) skete der i vidt om-fang en liberalisering af det danske spilmarked, og med loven blev dersamtidig fastsat en fælles regulering af reglerne på dette område.Spilleloven omfatter de spil, som udbydes eller arrangeres her i landet,uanset om der er tale om landbaseret spil eller online spil. Spilleloven om-fatter både spil med og uden indsats, herunder indsats i form af andet endpenge. Efter lovens § 5 forstås ved:”1) Spil: Lotteri, kombinationsspil og væddemål.2) Lotteri: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance for atvinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende berorpå tilfældighed.3) Kombinationsspil: Aktiviteter, hvor en deltager har enchance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen berorpå en kombination af færdighed og tilfældighed.4) Væddemål: Aktiviteter, hvor en deltager har en chance forat vinde en gevinst, og hvor der væddes om resultatet af enfremtidig begivenhed eller indtræffelse af en fremtidig hændel-se.5) Klasselotteri: Lotteri der er opdelt i flere klasser med sær-skilte trækninger i hver klasse.6) Puljevæddemål: Væddemål, hvor hele eller dele af gevinstenafhænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser ellerbliver delt mellem vinderne.7) Gevinstgivende spilleautomater: Mekaniske eller elektroni-ske maskiner der kan anvendes til spil, hvor spilleren kan vin-de en gevinst.128

8) Online spil: Spil der indgås mellem en spiller og en spilud-byder ved brug af fjernkommunikation.9) Landbaserede spil: Spil der indgås ved, at en spiller og enspiludbyder eller spiludbyderens forhandler mødes fysisk.”Spilleloven indeholder bl.a. regler om oplysningspligt, salg og markedsfø-ring samt nærmere regler om Spillemyndigheden, der fører tilsyn med spil-lemarkedet mv.Arbejdsgruppen har overvejet, om aftaler om spil, som indebærer, at dergøres indsats med penge, bør undtages fra forbrugeraftalelovens regler omoplysningspligt og fortrydelsesret. Arbejdsgruppen har til brug for disseovervejelser indhentet bemærkninger fra Spillemyndigheden. Spillemyn-digheden har i den forbindelse tilkendegivet, at der efter deres opfattelseikke er behov for at opretholde de gældende regler i forbrugeraftalelovenom oplysningspligt og fortrydelsesret for visse aftaler om spil.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at spil, som indebærer, at der gøres ind-sats med penge, generelt er undtaget fra direktivets anvendelsesområde, ogat der med spilleloven fra 2010 er fastsat nye fælles regler for spilmarke-det, herunder om Spillemyndigheden, som fører tilsyn og kontrol medspilmarkedet. Det bemærkes videre, at hasardspil, der undtages fra direkti-vets anvendelsesområde, må antages at være omfattet af spillelovens an-vendelsesområde, der omfatter spil med indsats, herunder i form af penge.Som anført ovenforforstås ved spil i spillelovens betydning lotteri, kombi-nationsspil og væddemål.Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det på den baggrund være mest hen-sigtsmæssigt, hvis de regler, der gælder for spil, så vidt muligt er samlet iet regelsæt.I forhold til forbrugeraftalelovens oplysningskrav bemærker arbejdsgrup-pen, at spillelovens regler om spiludbyderens oplysningspligt sammen-holdt med markedsføringslovens mere generelle regler umiddelbart synesat give forbrugeren (spilleren) beskyttelse. I det omfang, der måtte vise sigat opstå et behov for at sikre forbrugeren yderligere oplysninger, vil en så-dan eventuel udvidelse af oplysningspligten kunne overvejes i regi af spil-leloven. Spilleloven forventes at skulle revideres i 2015.I forhold til forbrugeraftalelovens § 17, stk. 3, om fortrydelsesret bemær-ker arbejdsgruppen, at der efter Spillemyndighedens oplysninger ikke i dagfindes et marked for aftaler om spil indgået uden for fast forretningssted129

inden for dørsalgsdirektivets område. Det er på den baggrund arbejdsgrup-pen opfattelse, at der ikke er behov for at lade spilleområdet være omfattetaf forbrugeraftaleloven med henblik på bl.a. at opretholde fortrydelsesret-ten på dette meget afgrænsede område.Hvis der imidlertid skulle vise sig at opstå et sådant spilmarked uden forden erhvervsdrivendes forretningssted, anbefaler arbejdsgruppen, atspørgsmålet om indførelse af fortrydelsesret tages op til fornyet overvejel-se.På den anførte baggrund kan arbejdsgruppen således tilslutte sig Spille-myndighedens anbefaling, og det foreslås derfor, at bestemmelsen i for-brugeraftalelovens § 17, stk. 3, ophæves, og at undtagelsen i den gældende§ 17, stk. 2, nr. 4, flyttes til den foreslåede § 7, stk. 2, således at spil, hvorder for deltagelse betales en pengeindsats, både undtages fra lovens reglerom oplysningspligt og fortrydelsesret. Det foreslås endvidere, at ordlydenaf denne bestemmelse ændres til at omfatte”aftaler om spil, hvor der fordeltagelse betales en pengeindsats”.Der henvises til lovudkastets § 7, stk. 2, nr. 7, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, medtilhørende bemærkninger.Det bemærkes endvidere, at de foreslåede bestemmelser indebærer, at spil,hvor der for deltagelse betales en pengeindsats, alene undtages fra reglerneom oplysningspligt og fortrydelsesret. Forbrugeraftalelovens øvrige regler,herunder bl.a. reglerne om forbud mod uanmodet henvendelse og om ret tilopsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser, vil således fortsat gældefor aftaler om spil, hvor der for deltagelse betales en pengeindsats. Detbemærkes i den forbindelse, at det som nævnt ovenfor fremgår af præam-belbetragtning 13, at der ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterneanvender direktivets bestemmelser på områder, der ikke er omfattet af detsanvendelsesområde, ligesom medlemsstaterne kan opretholde bestemmel-ser om spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i direktivet.Det bemærkes i øvrigt, at andre former for spil, herunder spil hvor der eren indsats i form af andet end penge samt spil uden indsats, vil være om-fattet af den foreslåede forbrugeraftalelov. Endelig bemærkes, at spil iform af varer, som eksempelvis et spil til en mobil enhed (uden indsats),der leveres via internettet, i lighed med gældende ret også vil være omfat-tet af den foreslåede forbrugeraftalelov.130

Efter direktivet er også aftaler om finansielle tjenesteydelser undtaget her-fra, jf. artikel 3, stk. 3, litra d.Det finansielle fjernsalgsdirektiv, der som udgangspunkt er et totalharmo-niseringsdirektiv, er gennemført i dansk ret ved lov nr. 451 af 9. juni 2004om visse forbrugeraftaler. Henset til det finansielle fjernsalgsdirektivsharmoniseringsgrad finder arbejdsgruppen ikke, at der er grundlag for atoverveje, om direktivets regler skal finde anvendelse på finansielle tjene-steydelser.Arbejdsgruppen bemærker, at der ikke vil skulle indsættes en egentlig und-tagelsesbestemmelse svarende til direktivets artikel 3, stk. 3, litra d, i for-brugeraftaleloven, idet det finansielle fjernsalgsdirektiv som anført er gen-nemført i loven, jf. nærmere herom ovenfor afsnit 4.1.1.6.1.8.3.5.Artikel 3, stk. 3, litra e og f

Aftaler om stiftelse, erhvervelse eller overdragelse af fast ejendom ellerrettigheder over fast ejendom er undtaget fra direktivets område, jf. artikel3, stk. 3, litra e. Endvidere er aftaler om opførelse af nye ejendomme, om-fattende ombygning af eksisterende ejendomme og leje af ejendomme tilboligformål undtaget fra direktivets område, jf. artikel 3, stk. 3, litra f.Forbrugeraftaleloven undtager også en række aftaler om opførelse af byg-ning og visse rettigheder over fast ejendom fra lovens regler om oplys-ningspligt og fortrydelsesret, jf. § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 3-5.Disse undtagelsesbestemmelser er en følge af undtagelsesbestemmelsernevedrørende fast ejendom i dørsalgsdirektivet, jf. dette direktivs artikel 3,stk. 2, litra a, og i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. direktivets artikel 3,stk. 1, 4. pind, og en sammenskrivning af reglerne i den tidligere gældendeforbrugeraftalelovs § 5, stk. 3, nr. 6, og § 10 c, stk. 1, nr. 2-4.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 3, gælderlovens kapitel 3 og 4 ikke for aftaler om opførelse af bygning. Undtagel-sesbestemmelsen omfatter nybygning, ombygning og tilbygning, men ikkeaftaler om bygningsvedligeholdelse eller reparationsarbejder.Efter direktivets artikel 3, stk. 3, litra f, undtages (bl.a.) aftaler om opførel-se af nye ejendomme og omfattende ombygning af eksisterende ejendom-131

me fra direktivets område. Af præambelbetragtning 26 fremgår det, at afta-ler om tjenesteydelser, herunder aftaler om reparation og renovering afejendomme, der ikke udgør en omfattende tilbygning, bør være omfattet afdirektivets regler.På dette punkt synes der således at være sammenfald mellem direktivetsog forbrugeraftalelovens undtagelsesbestemmelse, hvorfor der ikke er no-get til hinder for at opretholde den gældende bestemmelse.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 4, gælderlovens kapitel 3 og 4 ikke for aftaler, som giver brugsret til fast ejendom,og som er omfattet af lov om forbrugeraftaler, der giver brugsret til fastejendom på timesharebasis. Der henvises herom til pkt. 6.1.8.3.7 nedenfor.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 5, gælderlovens kapitel 3 og 4 ikke for aftaler om andre rettigheder over fast ejen-dom. Bestemmelsen i lovens § 9, stk. 2, nr. 5, omfatter andre aftaler endentrepriseaftaler, som er omfattet af nr. 3, f.eks. ejendomsrettigheder ogservitutter.Efter direktivets artikel 3, stk. 3, litra e, undtages aftaler om stiftelse, er-hvervelse eller overdragelse af fast ejendom eller af rettigheder over fastejendom fra direktivets område.Heller ikke på dette punkt synes der at bestå nogen forskel mellem direkti-vets og forbrugeraftalelovens undtagelsesbestemmelse, hvorfor der somudgangspunkt ikke bør være noget til hinder for at opretholde den gælden-de bestemmelse i forbrugeraftaleloven. Henset til den bredere ordlyd i di-rektivets undtagelsesbestemmelse (”stiftelse, erhvervelse eller overdragel-se af fast ejendom eller af rettigheder over fast ejendom”) anbefaler ar-bejdsgruppen dog, at forbrugeraftalelovens undtagelsesbestemmelse tilsva-rende affattes med en bredere ordlyd.På baggrund af en drøftelse med professor, dr. jur. Peter Mortensen finderarbejdsgruppen imidlertid ikke, at man i dansk ret kan tale om aftaler omstiftelse af fast ejendom. Stiftelse af (ny) fast ejendom vil f.eks. kunne fo-rekomme ved tilskylning eller dannelse af nye øer eller ved udstykning afdele af allerede eksisterende fast ejendom ved ejerens ensidige disposition,mens der ikke ses at være tilfælde, hvor stiftelse af fast ejendom sker pågrundlag af en aftale herom. Arbejdsgruppen finder endvidere ikke nogengrund til at sondre mellem på den ene side erhvervelse og overdragelse af132

fast ejendom og på den anden side stiftelse, erhvervelse eller overdragelseafrettigheder overfast ejendom, da førstnævnte må sigte mod ejendoms-rettigheder, som allerede omfattes af begrebet rettigheder over fast ejen-dom. Herudover finder arbejdsgruppen ingen grund til at sondre mellemhenholdsvis stiftelse og erhvervelse af rettigheder over fast ejendom, idetbegge situationer må antages at omfatte alle andre aftaler om rettighederover fast ejendom, end aftaler der kan betegnes som overdragelse af (alle-rede eksisterende) rettigheder over fast ejendom. Arbejdsgruppen foreslårpå denne baggrund, at undtagelsen i forbrugeraftaleloven afgrænses til atomfatte”stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom”.Derhenvises til lovudkastets § 7, stk. 2, nr. 2, med tilhørende bemærkninger.Undtagelsen gælder imidlertid ikke for fjernsalgsaftaler vedrørende finan-sielle tjenesteydelser og fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fastejendom, jf. § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 5. Forbrugeraftalelovensregler om oplysningspligt og fortrydelsesret gælder således i forhold til så-danne aftaler.I forhold til fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser be-mærkes det, at der efter det finansielle fjernsalgsdirektiv ikke er hjemmeltil at undtage sådanne aftaler fra lovens anvendelsesområde. Der er derforikke grundlag for nærmere at overveje, om denne del af bestemmelsen børopretholdes.For så vidt angår fjernsalgsaftaler om udlejning af fast ejendom bemærkesdet, at sådanne aftaler efter bestemmelsen er omfattet af forbrugeraftalelo-vens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret, uanset om det drejer sigom udlejning til bolig eller andet formål. Efter direktivets artikel 3, stk. 3,litra f, undtages aftaler om leje af ejendomme til boligformål fra direktivetsområde. Af præambelbetragtning 26 fremgår i tilknytning hertil, at aftalervedrørende leje af ejendomme til andre formål end boligformål bør væreomfattet af direktivets regler. Arbejdsgruppen antager i den forbindelse, atbegrebet boligformål i direktivets forstand omfatter ophold/bopæl af merevarig karakter og ikke den midlertidige karakter, som f.eks. leje af hotel-værelser og sommerhuse til ferieformål udgør.Uanset den anførte forskel mellem direktivets og forbrugeraftalelovens be-stemmelser vedrørende udlejning består der ikke nogen pligt til at ændreden gældende bestemmelse. Som tidligere anført er der ikke noget til hin-der for, at medlemsstaterne vælger at anvende bestemmelserne i direktivet133

på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, jf. præambel-betragtning 13.På den anførte baggrund foreslås det derfor, at den gældende bestemmelseopretholdes, hvorefter regler svarende til direktivets tillige vil gælde for af-taler om leje af ejendomme til boligformål, uanset om sådanne aftaler efterdirektivet er undtaget fra dets anvendelsesområde. Til støtte for, at reglersvarende til direktivets skal gælde for aftaler om leje af ejendomme til bo-ligformål kan navnlig anføres, at man i modsat fald ville kunne anføre, atder er tale om en forringelse af forbrugerbeskyttelsen på dette område, ogat den hidtil gældende retstilstand ikke synes at give anledning til proble-mer i praksis.Det bemærkes endvidere, at de aftaler, der er omfattet af artikel 3, stk. 3,litra e og f, alene vil blive undtaget fra reglerne om oplysningspligt og for-trydelsesret. Forbrugeraftalelovens øvrige regler, herunder bl.a. reglerneom forbud mod uanmodet henvendelse og om ret til opsigelse af aftaler omløbende tjenesteydelser, vil således fortsat gælde for de nævnte aftaletyper.Efter præambelbetragtning 13 kan medlemsstaterne således opretholde be-stemmelser om spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i direktivet.6.1.8.3.6.Artikel 3, stk. 3, litra g

Aftaler omfattet af pakkerejsedirektivet (90/314/EØF) er ligeledes undta-get fra direktivets område, jf. artikel 3, stk. 3, litra g.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men ef-ter lovens § 9, stk. 2, nr. 2, er bl.a. fjernsalgsaftaler og aftaler indgået udenfor fast forretningssted om indkvartering og transport undtaget fra reglerneom oplysningspligt og fortrydelsesret, hvis det fremgår af aftalen, hvilkendag eller inden for hvilken periode den pågældende tjenesteydelse skal ud-føres. Undtagelsen gælder dog ikke i tilfælde, hvor aftalen er indgået underomstændigheder som nævnt i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra aog b, dvs. i forbindelse med den erhvervsdrivendes henvendelse på forbru-gerens bopæl mv. eller i forbindelse med udflugter mv. arrangeret af denerhvervsdrivende, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, litra b.Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at visse kombinationer aftransport, indkvartering og/eller fritidsaktiviteter i stedet vil være omfattetaf reglerne i lov om pakkerejser, jf. § 2 i lov nr. 472 af 30. juni 1993. Pak-kerejseloven, der gennemfører pakkerejsedirektivet, indeholder bl.a. regler134

om, hvilke oplysninger rejsearrangøren skal give og regler om afbestil-lingsret.Uanset, at lex specialis betragtninger ville føre til samme resultat, er detarbejdsgruppen opfattelse, at der for at sikre klarhed over lovens anvendel-sesområde – og i lighed med den gældende undtagelse for aftaler ombrugsret til fast ejendom, der er omfattet af timeshareloven i forbrugerafta-lelovens § 9, stk. 2, nr. 4 – bør indsættes en bestemmelse i forbrugeraftale-loven, der udtrykkeligt undtager aftaler omfattet af pakkerejseloven fraforbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret.Det bemærkes, at pakkerejseloven ikke har et videre anvendelsesområdeend pakkerejsedirektivet. Således er det med pakkerejselovens definitioneraf pakkerejse, arrangør, formidler og kunde tilsigtet – så vidt muligt ioverensstemmelse med direktivets ordlyd og formål – at gennemføre detstilsvarende definitioner. Arbejdsgruppen bemærker hertil, at en sådan afta-le efter omstændighederne også i dag vil være undtaget fra forbrugeraftale-lovens regler, forudsat at det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden forhvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal leveres.Det bemærkes endvidere, at de aftaler, der er omfattet af artikel 3, stk. 3,litra g, alene vil blive undtaget fra reglerne om oplysningspligt og fortry-delsesret. Forbrugeraftalelovens øvrige regler, herunder bl.a. reglerne omforbud mod uanmodet henvendelse og om ret til opsigelse af aftaler om lø-bende tjenesteydelser, vil således fortsat gælde for de nævnte aftaletyper.Efter præambelbetragtning 13 kan medlemsstaterne således opretholde be-stemmelser om spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i direktivet.Der henvises herom til lovudkastets § 7, stk. 2, nr. 5, med tilhørende be-mærkninger.Der henvises endvidere til afsnit 6.1.8.3.10 nedenfor om undtagelse af af-taler om personbefordring fra direktivets område.6.1.8.3.7.Artikel 3, stk. 3, litra h

brugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferie-produkter m.v., er undtaget fra forbrugeraftalelovens kapitel 3 og 4, jf. § 9,stk. 2, nr. 4, jf. § 17, stk. 2, nr. 1.Timeshareloven indeholder bl.a. regler om den erhvervsdrivendes oplys-ningspligt og om fortrydelsesret for forbrugeren.Efter arbejdsgruppens opfattelse er der således ikke behov for at indførenogen (ny) særlig lovregel om artikel 3, stk. 3, litra h, i dansk ret, idet derer sammenfald mellem gældende ret og direktivets bestemmelser.Det bemærkes endvidere, at de aftaler, der er omfattet af artikel 3, stk. 3,litra h, alene vil blive undtaget fra reglerne om oplysningspligt og fortry-delsesret. Forbrugeraftalelovens øvrige regler, herunder bl.a. reglerne omforbud mod uanmodet henvendelse og om ret til opsigelse af aftaler om lø-bende tjenesteydelser, vil således fortsat gælde for de nævnte aftaletyper.Efter præambelbetragtning 13 kan medlemsstaterne således opretholde be-stemmelser om spørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i direktivet.6.1.8.3.8.Artikel 3, stk. 3, litra i

Direktivet gælder endvidere ikke for aftaler, som i overensstemmelse medmedlemsstaternes lovgivninger oprettes under medvirken af en offentligembedsmand, der er juridisk forpligtet til at være uafhængig og upartisk,og som ved omfattende juridisk oplysning skal sikre, at forbrugeren kunindgår aftalen efter moden overvejelse af de retlige aspekter og med kend-skab til den juridiske rækkevidde, jf. artikel 3, stk. 3, litra i.Arbejdsgruppen finder ikke grundlag for at indføre en bestemmelse sva-rende hertil i dansk ret. Bestemmelsen vedrører aftaler, der indgås underen særlig fremgangsmåde, som ikke anvendes i Danmark, og der kan der-for efter arbejdsgruppens opfattelse ikke peges på et særligt behov for atindføre en bestemmelse, der udtrykkeligt undtager de nævnte aftaler fralovens område.6.1.8.3.9.Artikel 3, stk. 3, litra j

en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter, jf. arti-kel 3, stk. 3, litra j.Forbrugeraftalelovens kapitel 3 og 4 gælder ikke ved køb af levnedsmidlerog andre varer til husholdnings løbende forbrug, som købes på offentligesteder, torve og markeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennesbopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareud-bringning, jf. § 9, stk. 2, nr. 1, jf. § 17, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen, der eren sammenskrivning af den tidligere lovs § 10 d, nr. 1 (som affattet vedlov nr. 442 af 31. maj 2000), og § 5, stk. 3, nr. 4 (som affattet i lovbe-kendtgørelse nr. 886 af 23. december 2012), gennemfører artikel 3, stk. 2,1. pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 2, litra b, i dør-salgsdirektivet.Efter forbrugerrettighedsdirektivet omfatter undtagelsesbestemmelsen le-vering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens lø-bende forbrug, mens bestemmelsen i forbrugeraftaleloven omfatter lev-nedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug. Det be-mærkes hertil, at både det generelle fjernsalgsdirektiv og dørsalgsdirekti-vet, på samme måde som forbrugerrettighedsdirektivet, anvender betegnel-sen fødevarer og drikkevarer frem for betegnelsen levnedsmidler. Beteg-nelsen levnedsmidler må således antages at svare til fødevarer og drikke-varer, og der synes derfor ikke på dette punkt at bestå nogen forskel mel-lem undtagelsesbestemmelsen i direktivet og i forbrugeraftaleloven.Efter direktivet er det et krav, at varerne leveres til forbrugeren af en er-hvervsdrivende, der ”ofte og regelmæssigt betjener faste ruter”. Et tilsva-rende krav gælder ikke efter forbrugeraftaleloven, hvor der i stedet talesom ”organiseret og regelmæssig vareudbringning”. Dette vil f.eks. væretilfældet, hvis den erhvervsdrivende i sit markedsføringsmateriale generelthar tilbudt at udbringe varerne til forbrugeren.For at sikre en korrekt implementering foreslår arbejdsgruppen, at direkti-vets ordlyd anvendes i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelsen iforbrugeraftaleloven. Det må herefter bero på en konkret vurdering, hvor-når den erhvervsdrivende ofte og regelmæssigt betjener faste ruter. Direk-tivet definerer ikke nærmere, hvad der forstås ved ”ofte”, men efter ar-bejdsgruppens opfattelse vil denne sproglige ændring formentlig ikke in-debære nogen ændring af praksis, idet det må antages, at en ”regelmæssiglevering” også som udgangspunkt vil leve op til kravet om at være ”ofte”.137

Med hensyn til kravet om at den erhvervsdrivenderegelmæssigtskal be-tjene faste ruter, er det arbejdsgruppens opfattelse, at dette krav ikke somsådan knytter sig den enkelte forbruger, men derimod skal forstås således,at den erhvervsdrivende regelmæssigt skal bringe varer ud i området, hvorforbrugeren har bopæl.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at der for så vidt angårfaste ruterbl.a. må forstås en tilkendegivelse om, at den erhvervsdrivende udbringervarer inden for et vist område, f.eks. inden for et specifikt angivet post-nummer.Herudover følger det af forbrugeraftaleloven, at også køb af levnedsmidlermv., som foretages på offentlige steder, torve og markeder er omfattet afundtagelsesbestemmelsen.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at direktivet ikke synes at give mulighedfor at udvide undtagelsesbestemmelsen på tilsvarende måde. Herefter vilkøb af fødevarer mv. på et offentligt sted som udgangspunkt være omfattetaf direktivets regler, forudsat at der er tale om en aftale indgået uden forfast forretningssted, og at aftalen ikke er undtaget fra direktivets regler pået andet grundlag, jf. herved artikel 16, hvorefter en række aftaler er und-taget fra direktivets regler om fortrydelsesret.Der henvises i denne forbindelse dog til arbejdsgruppens overvejelser ved-rørende udnyttelsen af muligheden i direktivets artikel 3, stk. 4, for at und-tage aftaler vedrørende køb på under 50 euro fra forbrugeraftaleloven, jf.afsnit 7.2 nedenfor.6.1.8.3.10.Artikel 3, stk. 3, litra k

”Transportydelser omfatter passagertransport og godstrans-port. Passagertransport bør ikke være omfattet af anvendel-sesområdet for dette direktiv, da den allerede er underlagt an-den EU-lovgivning eller, for så vidt angår offentlige trans-portmidler og taxaer, er underlagt nationale regler. Imidlertidbør de bestemmelser i dette direktiv, der beskytter forbrugeremod for store gebyrer for anvendelse af betalingsmidler ellermod skjulte omkostninger, også gælde for aftaler om passager-transport. […]”Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse. Som an-ført ovenfor følger det af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, nr. 2, at aftalerom transport indgået ved fjernsalg eller uden for fast forretningssted und-tages fra lovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret, hvis detfremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken periode den pågæl-dende tjenesteydelse skal udføres. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis afta-len er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder nævnt i§ 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, dvs. i forbindelse med den erhvervsdrivendeshenvendelse på forbrugerens bopæl mv. eller i forbindelse med udflugtermv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, litra b. Somdet fremgår af afsnit 6.1.5.2 ovenfor, er undtagelsen i § 9, stk. 2, nr. 2, envidereførelse af den tidligere lovs § 10 d, nr. 2 og 3, der blev indsat i lovenmed henblik på at gennemføre det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3,stk. 2, 2. pind.Arbejdsgruppen har overvejet, om den gældende undtagelsesbestemmelse iforbrugeraftaleloven kan opretholdes.Undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 3, stk. 3, litra k, er begræn-set til aftaler om personbefordring i modsætning til forbrugeraftalelovens §9, stk. 2, nr. 2, der omfatter både aftaler om transport af varer og personer.Dette indebærer, ataftaler om transport afvarer (godstransport) ikke læn-gere vil kunne undtages fra lovens regler om oplysningspligt og fortrydel-sesret, og den gældende undtagelse i forhold hertil vil således ikke kunneopretholdes.For så vidt angåraftaler om personbefordringer direktivbestemmelsen ik-ke på samme måde som undtagelsen i forbrugeraftaleloven begrænset til atvedrøre aftaler om transport, hvor det fremgår af aftalen, hvilken dag ellerinden for hvilken periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres. Det-te indebærer således, at transportaftaler om personbefordring som ud-gangspunkt er undtaget fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret,139

uanset om det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken peri-ode den pågældende tjenesteydelse skal udføres. I forhold til denne udvi-delse af undtagelsen bemærkes det, at det umiddelbart synes vanskeligt atbegrunde, at reglerne skal være forskellige afhængigt af, om der er aftalt etbestemt tidspunkt eller tidsrum for udførelsen, eller om dette ikke er til-fældet.I forhold til aftaler om personbefordring består der således som udgangs-punkt ikke nogen pligt for medlemsstaterne til at anvende direktivets reglerpå dette område. Efter direktivets artikel 3, stk. 3, litra k, gælder dette dogikke med hensyn til direktivets regler om den erhvervsdrivendes oplys-ningspligt om betalingsforpligtelser ved elektronisk indgåelse af fjern-salgsaftaler (artikel 8, stk. 2), om gebyrer for anvendelse af betalingsmid-ler (artikel 19) og om yderligere betalinger (artikel 22), som finder anven-delse på aftaler om personbefordring.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om direktivets regler – udover artikel 8, stk. 2, artikel 19 og artikel 22 –kanfinde anvendelse på af-taler om personbefordring. Der henvises herved til præambelbetragtning13, hvorefter medlemsstaterne kan vælge at anvende bestemmelserne i di-rektivet på områder, der ikke er omfattet af dets område, og at medlemssta-terne herudover kan opretholde eller indføre nationale bestemmelser omspørgsmål, der ikke specifikt er behandlet i direktivet.Efter arbejdsgruppens opfattelse skal artikel 3, stk. 3, litra k, forstås såle-des, at aftaler om personbefordring generelt ikke er omfattet af direktivetsanvendelsesområde. Når artikel 3, stk. 3, litra k, fastsætter, at bestemmel-serne i artikel 8, stk. 2, artikel 19 og artikel 22 alligevel finder anvendelsepå sådanne aftaler, er det efter arbejdsgruppens opfattelse ikke udtryk for,at der udtrykkeligt og udtømmende er taget stilling til, hvilke regler derskal gælde i forhold til aftaler om personbefordring. Medlemsstaterne kanderfor vælge også at anvende andre af direktivets bestemmelser på sådanneaftaler.Arbejdsgruppen har herudover overvejet, hvorvidt direktivets regler – udover de tre ovennævnte bestemmelser –børfinde anvendelse på aftaler ompersonbefordring.Det bemærkes i den forbindelse, at der i forhold til aftaler om personbe-fordring,hvoraf det fremgår, hvornår tjenesteydelsen skal udføres,vil skeen styrkelse af forbrugerbeskyttelsen i forbindelse med gennemførelsen af140

artikel 3, stk. 3, litra k. Sådanne aftaler er i dag generelt undtaget fra reg-lerne om oplysningspligt og fortrydelsesret i forbrugeraftalelovens kapitel3 og 4, og med gennemførelsen af direktivbestemmelsen vil reglerne i arti-kel 8, stk. 2, artikel 19 og artikel 22 fremover gælde i forhold til sådanneaftaler.Med hensyn til aftaler om personbefordring,hvor der ikke er fastsat nogettidspunkt for, hvornår tjenesteydelsen skal udføres,f.eks. køb af klippekorteller tog- eller busbilletter, som ikke fastsætter en bestemt gyldighedsdatoeller periode, vil der for så vidt være tale om en svækkelse af forbrugerbe-skyttelsen, idet sådanne aftaler i dag er omfattet af forbrugeraftalelovensregler. Med gennemførelsen af direktivbestemmelsen vil det som ud-gangspunkt fremover alene være reglerne i artikel 8, stk. 2, artikel 19 ogartikel 22, som vil finde anvendelse i forhold til de omhandlede aftaler.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at transportydelser, og personbefor-dring i særdeleshed, i løbet af de seneste ti år har været genstand for om-fattende særskilt regulering, bl.a. i form af en række forordninger om pas-sagerrettigheder rettet mod specifikke sektorer og rejseformer. Arbejds-gruppen henleder i den forbindelse navnlig opmærksomheden på forord-ning nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kom-pensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og vedaflysning eller lange forsinkelser mv., forordning nr. 1371/2007 af 23. ok-tober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser, forordningnr. 1177/2010 af 24. november 2010 om passagerers rettigheder ved sørej-ser og rejser på indre vandveje, samt forordning nr. 181/2011 af 16. febru-ar 2011 om buspassagerers rettigheder mv. De nævnte forordninger inde-holder bl.a. kompensations- og klageregler samt bestemmelser om oplys-ninger til passagerer.Arbejdsgruppen bemærker herudover, at visse kombinationer af transport,indkvartering og/eller fritidsaktiviteter vil være omfattet af lov nr. 472 af30. juni 1993 om pakkerejser, der implementerer direktiv 90/314/EØF af13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (pakke-rejsedirektivet). Det er forventningen, at Kommissionen fremsætter forslagtil revision (modernisering) af pakkerejsedirektivet i 2013.Arbejdsgruppen finder på denne baggrund ikke, at direktivets bestemmel-ser – eller forbrugeraftalelovens bestemmelser i øvrigt – bør finde anven-delse på passagertransport i videre omfang end fastsat i artikel 3, stk. 3, lit-ra k.141

Der henvises herom til lovudkastets § 1, stk. 4, nr. 3, med tilhørende be-mærkninger.For så vidt angår gennemførelsen af artikel 19 henvises til afsnit 6.5.11,hvoraf fremgår at det ikke findes nødvendigt at gennemføre en bestemmel-se herom i forbrugeraftaleloven. Af samme grund indeholder lovudkastets§ 1, stk. 4, nr. 3, alene henvisning til de foreslåede §§ 12 og 31, som tilsig-ter at implementere henholdsvis artikel 8, stk. 2 og artikel 22 i forbruger-rettighedsdirektivet.For så vidt angår aftaler om transport af varer henvises der til afsnit 6.3.3og afsnit 6.3.8.14 nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at sådanne aftaler(alene) er undtaget fra fortrydelsesrettens område.6.1.8.3.11.Artikel 3, stk. 3, litra l

Aftaler indgået ved hjælp af vareautomater eller automatiserede forret-ningslokaler er ligeledes undtaget fra direktivets anvendelsesområde, jf. ar-tikel 3, stk. 3, litra l.Forbrugeraftaleloven indeholder en lignende bestemmelse, hvorefter lovenikke gælder for aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignen-de automater, jf. § 2, stk. 1, nr. 2.Bestemmelsen har baggrund i det generelle fjernsalgsdirektiv, som i artikel3, stk. 1, 2. pind, med tilsvarende ordlyd som forbrugerrettighedsdirektivetfastsætter:”Dette direktiv finder ikke anvendelse på aftaler… der indgåsved hjælp af vareautomater eller automatiserede forretnings-lokaler”Bestemmelsen blev ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 gennemført ordret iden daværende forbrugeraftalelovs § 10 c, nr. 5.Af bemærkningerne til denne bestemmelse fremgår, at der hermed undta-ges salg fra vareautomater og lignende automater samt fra automatiseredeforretningslokaler. Undtagelsen omfatter bl.a. køb af togbillet fra automa-ter på banegårde, køb af slik eller cigaretter fra vareautomater og køb afbenzin fra tankstationer med seddelautomater. Undtagelsen gælder, uansethvor automaten står. Som eksempler på automatiserede forretningslokaler142

nævnes møntvaskerier og vaskehaller til biler. Internetbutikker er ikke om-fattet af undtagelsen, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5956.Ved gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. lov, nr. 451 af9. juni 2004, blev bestemmelsen – med henblik på i videst muligt omfangat opnå ens regler for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast for-retningssted – gjort generel, således at den også omfatter aftaler indgåetuden for fast forretningssted. I den forbindelse blev ordlyden af bestem-melsen ændret, således at det ikke længere udtrykkeligt fremgår, at denogså omfatter aftaler indgået ved hjælp af automatiserede forretningsloka-ler. Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-04,tillæg A, s. 7583, fremgår imidlertid ikke, at der herved skulle være til-tænkt nogen indskrænkning i forhold til bestemmelsens anvendelsesområ-de, og det må derfor antages, at bestemmelsen – uanset den ændrede ord-lyd – fortsat undtager aftaler indgået ved hjælp af automatiserede forret-ningslokaler.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at der ikke er behov forat indføre nogen (ny) særlig lovregel om artikel 3, stk. 3, litra l, i dansk ret,idet forbrugeraftaleloven allerede undtager de omhandlede aftaler.6.1.8.3.12.Artikel 3, stk. 3, litra m

Endelig er aftaler indgået med teleoperatører ved brug af offentlige tele-fonbokse eller indgået ved brug af en enkelt telefon-, internet- eller faxfor-bindelse etableret af en forbruger undtaget fra direktivets område, jf. arti-kel 3, stk. 3, litra m.Forbrugeraftaleloven indeholder en bestemmelse om, at loven ikke gælderfor aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommu-nikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgåsved benyttelsen af kommunikationsmidlet, jf. § 2, stk. 1, nr. 3.Bestemmelsen, der gennemfører artikel 3, stk. 1, 3. led, i det generellefjernsalgsdirektiv, blev ved lov nr. 451 af 9. juni 2004 udvidet til også atomfatte andet telekommunikationsmiddel, hvorefter også brug af eksem-pelvis en offentlig tilgængelig computer er undtaget fra forbrugeraftalelo-vens regler, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7583.Efter arbejdsgruppens opfattelse, må direktivets artikel 3, stk. 3, litra m,forstås således – på samme måde som forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr.143

3 – at det er selve aftalenombenyttelsen af det offentligt tilgængeligekommunikationsmiddel, der er undtaget fra fortrydelsesretten. Hvis en for-bruger f.eks. via en offentligt tilgængelig computer køber en mobiltelefon ien internetbutik, vil købsaftalen kunne fortrydes efter de almindelige reg-ler, forudsat at aftalen er en fjernsalgsaftale.På den baggrund foreslår arbejdsgruppen, at den gældende undtagelsesbe-stemmelse i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr. 3, opretholdes, idet be-stemmelsen indholdsmæssigt svarer til direktivets artikel 3, stk. 3, litra m.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det i bemærkningerne til loven børanføres, at begrebet andet telekommunikationsmiddel skal fortolkes ioverensstemmelse med direktivet, hvorfor der hermed må antages at for-stås brug af en enkelt telefon-, internet- eller faxforbindelse etableret af enforbruger. Arbejdsgruppen antager endvidere, at der ikke er nogen ind-holdsmæssig forskel mellem direktivets betegnelse ”teleoperatør” og for-brugeraftalelovens betegnelse ”udbyder af telekommunikation”.Der henvises herom til lovudkastets § 1, stk. 4, nr. 3, med tilhørende be-mærkninger.6.1.8.4.Direktivets artikel 3, stk. 4

Direktivet giver mulighed for, at medlemsstaterne kan vælge ikke at an-vende direktivets bestemmelser for så vidt angår aftaler indgået uden forfast forretningssted for hvilken prisen, som forbrugeren skal betale, ikkeoverstiger 50 euro. Medlemsstaterne kan også vælge at fastsætte en lavereværdi, jf. artikel 3, stk. 4.Det bemærkes i den forbindelse, at dørsalgsdirektivet indeholder mulighedfor, at medlemsstaterne kan vedtage, at direktivet kun skal gælde for afta-ler, ifølge hvilke den modydelse, der skal erlægges af forbrugeren, oversti-ger et bestemt beløb. Dette beløb må ikke overstige 60 ECU, jf. dørsalgs-direktivets artikel 3. I forbindelse med gennemførelsen af dørsalgsdirekti-vet fandt Justitsministeriet imidlertid ikke grundlag for – bortset fra i heltsærlige tilfælde (i tilfælde af såkaldt salg ved omførsel, dvs. visse formerfor gadesalg) – at udnytte denne mulighed, og med gennemførelsen af detgenerelle fjernsalgsdirektiv blev bestemmelsen – med henblik på at opnåen regelforenkling – ophævet. Forbrugeraftaleloven indeholder således ik-ke i dag nogen bagatelgrænse for aftaler indgået uden for fast forretnings-sted.144

Direktivet berører i øvrigt ikke den almindelige aftaleret, herunder reglerneom aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, jf. artikel 3, stk. 5.Aftaleloven indeholder regler om forholdet mellem parterne i en aftale,herunder hvornår en aftale anses for at være indgået (kapitel I om afslut-ning af aftaler), om fuldmagtsforhold (kapitel II om fuldmagt) og underhvilke omstændigheder en aftale ikke er bindende for den ene part i aftalen(kapitel III om ugyldige viljeserklæringer). Herudover indeholder aftalelo-ven bl.a. særlige bestemmelser om forbrugeraftaler, jf. lovens kapitel IV.Det bemærkes i den forbindelse, at Justitsministeriets udvalg om retsvirk-ningerne af digital signatur mv. i beretning nr. 1517 afgivet i marts 2010konkluderede, at de gældende aftaleretlige regler giver et tilstrækkeligtgrundlag for på tilfredsstillende måde at løse de spørgsmål, som elektro-nisk aftaleindgåelse og handel kan give anledning til.Efter arbejdsgruppens opfattelse er der ikke behov for at indføre en særligregel, der nærmere afgrænser direktivets anvendelsesområde i forhold tilden almindelige aftaleret. Arbejdsgruppen finder, at det er tilstrækkeligt atforklare betydningen heraf i bemærkningerne til loven.6.1.8.6.Direktivets artikel 3, stk. 6

Direktivet er i øvrigt ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende tilbyderforbrugeren aftalemæssige ordninger, som stiller forbrugeren bedre endden beskyttelse, der følger af direktivet, jf. artikel 3, stk. 6.Forbrugeraftaleloven indeholder i § 28 en regel, hvorefter loven ikke kanfraviges til skade for forbrugeren. Formålet med loven er at beskytte for-brugeren, og dette formål ville ikke kunne sikres, hvis forbrugeren gyldigtkunne fraskrive sig sine rettigheder efter loven. Det følger endvidere afdørsalgsdirektivet og de to fjernsalgsdirektiver, at direktivernes regler erufravigelige i forhold til forbrugeren.Der er derimod ikke noget til hinder for, at forbrugeren ved aftale tillæggesbeføjelser, der stiller den pågældende bedre end efter forbrugeraftalelovens145

Modsat dørsalgsdirektivet og det generelle fjernsalgsdirektiv indeholderforbrugerrettighedsdirektivet ikke en minimumsklausul, hvorefter med-lemsstaterne kan gennemføre eller opretholde strengere bestemmelser medhenblik på at beskytte forbrugerne.Forbrugerrettighedsdirektivet fastsætter derimod, at medlemsstaterne ikkemå opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat idirektivet, medmindre andet er udtrykkeligt fastsat i direktivet, jf. artikel 4.Direktivet er således som udgangspunkt et totalharmoniseringsdirektiv.Om de områder, hvor direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at op-retholde eller indføre regler, der fraviger direktivets ordning, henvises tilkapitel 7.Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for at indføre særlige lovbe-stemmelser til gennemførelsen af direktivets artikel 4. Efter arbejdsgrup-pens opfattelse, er det således tilstrækkeligt at forklare betydningen af be-stemmelsen i bemærkningerne til loven.6.2.6.2.1.OplysningspligtOplysningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler omfjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretnings-sted – direktivets artikel 5Direktivbestemmelsen

stemte oplysninger inden indgåelsen afandreaftaler end aftaler om fjern-salg eller aftaler indgået uden for fast forretningssted.Omfattet af bestemmelsen er enhver aftale, der er omfattet af direktivet,uanset om der er tale om en købs- eller tjenesteydelsesaftale, og som ikkeer en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretnings-sted. Således vil den erhvervsdrivende i forbindelse med aftaler, der f.eks.er indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted om køb af varereller tjenesteydelser være forpligtet til at give forbrugeren en række nær-mere bestemte oplysninger.Direktivets artikel 5, stk. 1, indeholder en opregning af de oplysninger,som er omfattet af denne oplysningspligt.Der er tale om oplysninger vedrørende varens eller tjenesteydelsens vigtig-ste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og tilvarerne eller tjenesteydelserne (litra a), den erhvervsdrivendes navn, adres-se og telefonnummer (litra b) samt varens eller tjenesteydelsens samledepris inklusive afgifter (litra c). Det drejer sig herudover – i det omfang deter relevant – om oplysninger vedrørende betaling, levering (herunder leve-ringstidspunktet), opfyldelse og den erhvervsdrivendes politik for klagebe-handling (litra d), eventuel lovbestemt garanti samt eventuel eftersalgsser-vice og handelsmæssige garantier (litra e), aftalens gyldighedsperiode ogbetingelserne for at opsige tidsubestemte aftaler eller aftaler, der forlængesautomatisk (litra f), funktionalitet, herunder gældende tekniske beskyttel-sesforanstaltninger for digitalt indhold (litra g) og det digitale indholds in-teroperabilitet med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervs-drivende ved eller med rimelighed burde have vidst (litra h).I præambelbetragtning 34 og 35 er anført følgende om den erhvervsdri-vendes oplysningspligt:”(34) Den erhvervsdrivende bør give forbrugeren klare og for-ståelige oplysninger, inden forbrugeren er bundet af en aftaleom fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretnings-sted, en anden aftale end en aftale om fjernsalg eller en aftaleindgået uden for fast forretningssted, eller et tilsvarende til-bud. I forbindelse med at den erhvervsdrivende giver disse op-lysninger, bør vedkommende tage hensyn til de specifikke be-hov for forbrugere, som er særligt sårbare på grund af deresmentale, fysiske eller psykiske handicap, alder eller godtroen-hed på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighedkan forventes at gennemskue. Dog bør hensynet til sådanne147

særlige behov ikke føre til forskellige niveauer for forbruger-beskyttelse.(35) De oplysninger, der skal gives til forbrugeren af den er-hvervsdrivende, bør være obligatoriske og bør ikke ændres.Imidlertid bør de kontraherende parter udtrykkelig kunne afta-le at ændre indholdet af den aftale, der efterfølgende indgås,f.eks. forholdene vedrørende levering.”De enkelte oplysningskrav er behandlet nedenfor i afsnit 6.2.2.5.1 i forbin-delse med arbejdsgruppens overvejelser om gennemførelsen af direktivetsartikel 6, stk. 1, der bl.a. indeholder oplysningskrav, som svarer til dem,der er fastsat i artikel 5, stk. 1.Bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, finder ifølge stk. 2, også anvendelse på 1)aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikkesælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, 2) på fjernvarmeeller 3) digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, dvs. aftaler,som direktivet hverken klassificerer som købsaftaler eller tjenesteydelses-aftaler, jf. præambelbetragtning 19.Herudover kan medlemsstaterne vælge, om bestemmelsen i artikel 5, stk.1, skal finde anvendelse på aftaler, der omfatter dagligdagstransaktioner(”day-to-day transactions”), som opfyldes umiddelbart på tidspunktet forderes indgåelse, jf. artikel 5, stk. 3.Herudover gælder, at bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, gennemføres somminimumsharmonisering, hvorfor medlemsstaterne har mulighed for atvedtage eller bibeholde yderligere oplysningskrav forud for indgåelsen afaftaler omfattet af artikel 5, jf. artikel 5, stk. 4.Om direktivets artikel 5, stk. 3 og 4, henvises der til afsnit 7.3 og 7.4 ne-denfor.6.2.1.2.Gældende ret

Efter almindelige kontraktretlige regler har sælgeren imidlertid også enloyal oplysningspligt over for køberen om salgsgenstandens beskaffenhed.Sælgerens loyale oplysningspligt indebærer, at sælgeren skal videregiveoplysninger om forhold, hvortil denne har kendskab eller bør nære mistan-ke om. For så vidt angår forbrugerkøb følger det af købeloven, at der (og-så) foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren har forsømt atgive køberen oplysninger om forhold, der har haft betydning for køberensbedømmelse af genstanden, og som sælgeren kendte eller burde kende til,jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.Herudover indeholder markedsføringsloven en almindelig oplysningspligti forbindelse med afgivelse af tilbud eller ved aftalens indgåelse (§ 7), li-gesom loven indeholder bestemmelser om oplysningspligt i en række situ-ationer, herunder ved den erhvervsdrivendes købsopfordring rettet modforbrugerne (§ 12 a), ved afgivelse af prisoplysninger bl.a. i forbindelsemed erhvervsmæssigt udbud af varer og tjenesteydelser til forbrugere (§§13 og 14) samt i forbindelse med markedsføring af kreditaftaler (§ 14 a).Efter markedsføringslovens § 7 skal der således normalt ved tilbuds afgi-velse, ved indgåelse af en aftale eller efter omstændighederne på leverings-tidspunktet gives en forsvarlig vejledning, når dette har betydning for be-dømmelsen af den pågældende vares eller tjenesteydelses karakter elleregenskaber, herunder især om dens brugsegenskaber, holdbarhed, farlig-hed og vedligeholdelse. Det afhænger af varens eller tjenesteydelsens art,hvor omfattende eller detaljerede oplysninger der skal gives. Tilsidesættel-se af oplysningspligten efter § 7 er ikke selvstændigt sanktioneret medstraf.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med markedsføringslovens § 1 omgod markedsføringsskik og § 3 om forbuddet mod vildledning.Efter markedsføringsloven skal den erhvervsdrivende ved en opfordring tilkøb rettet mod forbrugerne give en række oplysninger, medmindre de alle-rede fremgår tydeligt af sammenhængen, jf. markedsføringslovens § 12 a,stk. 1. Det drejer sig navnlig om oplysninger om varens eller tjenesteydel-sens væsentligste karakteristika, den erhvervsdrivendes adresse og navn,forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, den er-hvervsdrivendes fremgangsmåde i forbindelse med klagesagsbehandling, idet omfang den fraviger fra, hvad der er sædvanligt i branchen, eventuelfortrydelses-, afbestillings- eller returret samt prisen. Det følger endvidere149

af bestemmelsens stk. 2, at den erhvervsdrivende skal angive den måde,hvorpå prisen er beregnet, hvis varen eller tjenesteydelsens art medfører, atprisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd.Efter markedsføringsloven gælder for ethvert erhvervsmæssigt udbud afvarer til forbrugere (dvs. detailsalg af løsøregenstande), bortset fra salg afvarer ved auktionssalg, en generel og obligatorisk pligt for den erhvervs-drivende til ved mærkning, skiltning eller på anden tydelig måde at oplyseom den samlede pris på varen inklusive gebyrer, omkostninger, moms ogalle andre udgifter, jf. markedsføringslovens § 13, stk. 1, 1. pkt. Afgiftereller omkostninger, som den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at op-kræve direkte hos forbrugerne, er ikke omfattet af 1. pkt., men skal oplysessærskilt, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt. finder ikkekun anvendelse på salg fra fysiske forretningslokaler, men også ved salgpå internettet, når forbrugeren har mulighed for at afgive bestilling, jf.markedsføringslovens § 13, stk. 1, 3. pkt.Herudover finder bestemmelserne i markedsføringslovens § 13, stk. 1, 1.og 2. pkt., også anvendelse ved erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelsertil forbrugerne fra fast forretningssted, samt når tjenesteydelsen udbydeselektronisk til forbrugerne med mulighed for bestilling, jf. markedsførings-lovens § 13, stk. 2, 1. pkt. Hvor det ikke er muligt at oplyse den samledepris for tjenesteydelsen, skal grundlaget for beregningen af prisen oplyses,såfremt dette vil gøre det muligt for forbrugerne selv at beregne den ende-lige pris, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt. Hvis det på grund af mængden af udbudtetjenesteydelser ikke er muligt at angive prisen eller beregningsgrundlagetfor dem alle, skal prisen eller beregningsgrundlaget anføres for et relevantog repræsentativt udvalg, jf. § 13, stk. 2, 3. pkt.Hvis varerne udbydes erhvervsmæssigt til forbrugerne med oplysning omomkostninger ved at erhverve dem ved kreditkøb er den erhvervsdrivende,på samme måde som i § 13, stk. 1, forpligtet til at give forbrugeren prisop-lysninger om kontantprisen, kreditomkostningerne angivet som et beløb ogde årlige omkostninger i procent (ÅOP), jf. markedsføringslovens § 14,stk. 1.Overtrædelse af markedsføringslovens § 12 a, stk. 1 og 2, samt §§ 13 og14 straffes med bøde, jf. lovens § 30, stk. 3.Herudover følger der af lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i infor-mationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel (e-150

handelsloven), som navnlig finder anvendelse ved almindelig nethandel,en generel oplysningspligt for tjenesteydere i informationssamfundet. Tje-nesteyderen skal bl.a. give oplysning om tjenesteyderens navn, fysiskeadresse, e-post adresse, registreringsnumre og tilhørsforhold til godkendel-sesordninger, jf. e-handelslovens § 7. Af loven fremgår det videre, at angi-velse af priser for informationssamfundstjenester skal ske præcist og tyde-ligt samt oplyse, om de er inkluderet f.eks. moms og leveringsomkostnin-ger, jf. e-handelslovens § 8.Bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 om tjenesteyderes pligt tilat give oplysninger til tjenestemodtagere indeholder endvidere en genereloplysningspligt for tjenesteydere. Tjenestemodtageren skal således oplysesom tjenesteyderens navn, den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etab-leret, kontaktoplysninger, herunder telefonnummer og eventuel e-mailadresse, eventuelle oplysninger om CVR-nummer, almindelige forret-ningsbetingelser, hvor tjenesteyderen anvender sådanne, om tjenesteyderenanvender aftaleklausuler om lovvalg og/eller værneting, om der ydes enikke-lovpligtig garanti, prisen på tjenesteydelsen og tjenesteydelsens vig-tigste karakteristika, hvis de ikke allerede fremgår af sammenhængen, jf.bekendtgørelsens § 3.Det følger endvidere i tilknytning hertil, at tjenesteyderen selv kan be-stemme, hvordan oplysningerne skal gives, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2,og af bekendtgørelsens § 5 følger det bl.a., at oplysningerne skal gives igod tid, inden kontraktens indgåelse.Efter anmodning fra tjenestemodtageren skal tjenesteyderen oplyse, hvistjenesteyderen er underlagt et adfærdskodeks, jf. bekendtgørelsens § 4.Overtrædelse af visse af oplysningskravene i bekendtgørelsen § 3 straffesmed bøde, jf. bekendtgørelsens § 7.6.2.1.3.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 5, stk. 1 og 2

allerede fremgår af konteksten, jf. artikel 5, stk. 1, 1. pkt., eller – for såvidt angår oplysningerne anført i litra d-h – i det omfang oplysningerne ik-ke er relevante for den pågældende aftale.Direktivet indeholder ikke en nærmere omtale af, hvad der skal til for, atoplysningerne kan anses for at fremgå af ”konteksten”. Arbejdsgruppenhar på den baggrund overvejet, om det kan give anledning til tvivl, hvornården erhvervsdrivende kan undlade at give forbrugeren de oplysninger, derfølger af bestemmelsen.Efter markedsføringslovens § 12 a om den erhvervsdrivendes oplysnings-pligt i forbindelse med købsopfordringer fremgår det, at den erhvervsdri-vende skal give forbrugeren en række oplysninger, medmindre de alleredefremgår tydeligt af sammenhængen. Eksempelvis vil oplysninger om va-rens karakteristika ofte være tydelige for forbrugeren, blot ved at den erudstillet i en forretning, hvorfor der ikke skal gives yderligere særskilt op-lysning om varen. Forbrugeren vil i disse tilfælde kunne finde oplysningerom varens karakteristika ved en umiddelbar besigtigelse af varen. Hvisdette ikke er tilfældet, f.eks. ved tekniske varer, skal der gives oplysningerom varens karakteristika.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i relation til spørgsmålet om,hvad der skal til for, at oplysningerne kan anses for at fremgå af ”kontek-sten”, bør foretages en vurdering svarende til vurderingen af, i hvilket om-fang den erhvervsdrivende i forbindelse med købsopfordringer skal giveforbrugeren oplysninger, jf. markedsføringslovens § 12 a.Da der med direktivet navnlig er tale om en civilretlig regulering af for-holdet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, finder arbejdsgrup-pen, at reglerne om oplysningspligt i direktivet artikel 5, stk. 1 og 2, børindsættes i forbrugeraftaleloven.Selv om en række af direktivets oplysningskrav for aftaler om fjernsalg ogaftaler indgået uden for fast forretningssted samtandreaftaler end fjern-salgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted, jf. direktivetsartikel 5 og 6, er indholdsmæssigt sammenfaldende, jf. nærmere herom iafsnit 6.2.2.1 nedenfor, er det arbejdsgruppens opfattelse, at forbrugerafta-leloven – bl.a. for at sikre, at loven er så let tilgængelig og nem at anvendesom muligt – bør indeholde en særskilt paragraf om oplysningspligten forandreaftaler end aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast for-retningssted.152

Arbejdsgruppen foreslår således, at der i forbrugeraftaleloven indsættes enny selvstændig bestemmelse om oplysningspligt forandreaftaler end afta-ler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes for-retningssted. Der henvises herom til lovudkastets § 17 med tilhørende be-mærkninger.Det skal i forlængelse heraf bemærkes, at direktivet, for så vidt angåran-dreaftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretnings-sted, ikke indeholder andre formelle krav, end dem der følger af artikel 5.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der er behov for at fastsætteyderligere oplysningskrav end dem, der følger af artikel 5. Arbejdsgruppener imidlertid enig om, at der – med henblik på i videst muligt omfang atopnå ens regler mellem på den ene sideandreaftaler end aftaler indgåetved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og påden anden side aftaler indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdri-vendes forretningssted – bør fastsættes yderligere oplysningskrav om denerhvervsdrivendes kontaktoplysninger samt oplysninger om eftersalgskun-debistand, jf. nærmere herom afsnit 7.4.6.2.2.Oplysningskrav vedrørende aftaler om fjernsalg og afta-ler indgået uden for fast forretningssted – direktivets ar-tikel 6-8Direktivets artikel 6

Direktivet indeholder i artikel 6 bestemmelser om den erhvervsdrivendespligt til at give forbrugeren visse nærmere bestemte oplysninger forud forindgåelsen af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fastforretningssted.Bestemmelsen indeholder således en opregning af de oplysninger, som eromfattet af oplysningspligten, jf. artikel 6, stk. 1.De fleste af de oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give til forbru-geren, svarer til de oplysninger, der fremgår af direktivets artikel 5. Detdrejer sig bl.a. om oplysninger vedrørende varens eller tjenesteydelsensvigtigste egenskaber (litra a), varens eller tjenesteydelsens samlede pris(litra e, hvorefter der dog skal gives supplerende oplysninger, hvis der ertale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler), oplysninger vedrø-153

rende betaling, levering, opfyldelse og den erhvervsdrivendes politik forklagebehandling (litra g, hvorefter der dog kun skal gives oplysninger omden erhvervsdrivendes politik for klagebehandling, i det omfang det er re-levant), eventuel eftersalgsservice og handelsmæssige garantier (litra l-m,efter litra m skal der dog også gives oplysninger om eventuel efter-salgskundebistand og betingelserne herfor), aftalens varighed (litra o),funktionalitet (litra r) og det digitale indholds interoperabilitet med hard-ware og software (litra s). Den erhvervsdrivende skal dog herudover giveforbrugeren en række yderligere oplysninger om bl.a. den erhvervsdriven-des kontaktoplysninger (litra b-d) samt oplysninger om forbrugerens for-trydelsesret (litra h-k). De enkelte oplysningskrav behandles nedenfor i af-snit 6.2.2.5.1 - 6.2.2.5.14 i forbindelse med arbejdsgruppens overvejelserom gennemførelsen heraf.I præambelbetragtning 34 og 35 er anført følgende om den erhvervsdri-vendes oplysningspligt:”(34) Den erhvervsdrivende bør give forbrugeren klare og for-ståelige oplysninger, inden forbrugeren er bundet af en aftaleom fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretnings-sted, en anden aftale end en aftale om fjernsalg eller en aftaleindgået uden for fast forretningssted, eller et tilsvarende til-bud. I forbindelse med at den erhvervsdrivende giver disse op-lysninger, bør vedkommende tage hensyn til de specifikke be-hov for forbrugere, som er særligt sårbare på grund af deresmentale, fysiske eller psykiske handicap, alder eller godtroen-hed på en måde, som den erhvervsdrivende med rimelighedkan forventes at gennemskue. Dog bør hensynet til sådannesærlige behov ikke føre til forskellige niveauer for forbruger-beskyttelse.(35) De oplysninger, der skal gives til forbrugeren af den er-hvervsdrivende, bør være obligatoriske og bør ikke ændres.Imidlertid bør de kontraherende parter udtrykkelig kunne afta-le at ændre indholdet af den aftale, der efterfølgende indgås,f.eks. forholdene vedrørende levering.”Disse oplysningskrav finder ifølge artikel 6, stk. 2, også anvendelse på 1)aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikkesælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, samt 2) på fjern-varme eller 3) digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, dvs.aftaler, som direktivet hverken klassificerer som købsaftaler eller tjeneste-ydelsesaftaler jf. præambelbetragtning 19.

Særligt i forhold til offentlige auktioner kan oplysningerne i stk. 1, litra b-d, erstattes med de tilsvarende oplysninger om auktionarius, jf. artikel 6,stk. 3.Det følger af direktivets artikel 6, stk. 4, at den erhvervsdrivende kan givede oplysninger, der er nævnt i stk. 1, litra h-j, ved brug af standardfortry-delsesformularen, jf. direktivets bilag I (A).Arbejdsgruppen skal hertil bemærke, at der med betegnelsen ”standardfor-trydelsesformular” i artikel 6, stk. 4, tilsyneladende er sket en oversættel-sesfejl i den danske sprogudgave af direktivet. Direktivets bilag I (A) er – imodsætning til direktivets bilag I B, som er en standardfortrydelsesformu-lar– en standardvejledning om fortrydelsesret, jf. herved direktivets bilag I(A) samt den engelske sprogudgave, hvor direktivets bilag I (A) benævnes”Model instructions on withdrawel”.Den erhvervsdrivende har opfyldt oplysningskravet i artikel 6, stk. 1, litrab-d, hvis den erhvervsdrivende har leveret disse oplysninger til forbruge-ren og udfyldt vejledningen korrekt. Efter bestemmelsen kan den er-hvervsdrivende således give de i stk. 1, litra h-j, nævnte oplysninger vedbrug af standardfortrydelsesvejledningen i direktivets bilag I (A), men denerhvervsdrivende kan også vælge at give de omhandlede oplysninger på enanden måde. Hvis den erhvervsdrivende vælger at give de omhandlede op-lysninger på en anden måde end ved brug af standardfortrydelsesvejled-ningen i direktivets bilag I (A), skal den erhvervsdrivende henvise til, atstandardfortrydelsesformularen i bilag I (B)kanbenyttes ved udnyttelse affortrydelsesretten. Der henvises til afsnit 6.2.2.5.17. nedenfor.De oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, udgør en integreret del af aftalenom fjernsalg eller aftalen indgået uden for fast forretningssted og må ikkeændres, medmindre andet udtrykkeligt aftales mellem de kontraherendeparter, jf. artikel 6, stk. 5.Hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt kravene om oplysninger ved-rørende yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. stk. 1, litra e, ellerom udgifter til returnering af varerne, jf. stk. 1, litra i, skal forbrugeren ik-ke betale for disse omkostninger eller udgifter, jf. artikel 6, stk. 6.Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende de af-talemæssige oplysninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådan-ne oplysninger let kan forstås af forbrugere, jf. artikel 6, stk. 7.155

Direktivets oplysningskrav efter artikel 6 supplerer de oplysningskrav, derfølger af servicedirektivet (2006/123/EF) og direktivet om elektroniskhandel (2000/31/EF). Direktivet er ikke til hinder for, at medlemsstaternefastsætter yderligere oplysningskrav i overensstemmelse med disse direk-tiver. Direktivet har dog forrang, hvis der er modstrid imellem en bestem-melse i direktivet og i servicedirektivet (2006/123/EF) eller direktivet omelektronisk handel (2000/31/EF) om indholdet af og den måde, oplysnin-gerne skal leveres på, jf. artikel 6, stk. 8.Af præambelbetragtning 12 fremgår:”De oplysningskrav, der er fastsat i dette direktiv, bør supple-re oplysningskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direk-tiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i detindre marked og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af infor-mationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det in-dre marked (Direktivet om elektronisk handel). Medlemssta-terne bør bevare muligheden for at pålægge yderligere oplys-ningskrav for tjenesteydere, der er etableret på deres område.”Som det fremgår af direktivets artikel 6, stk. 8, har direktivet forrang, hvisder ermodstridimellem en bestemmelse i direktivet og servicedirektiveteller direktivet om elektronisk handel.Den engelske version af direktivets artikel 6, stk. 8, 2. afsnit, er formuleretpå følgende måde:”Without prejudice to the first subparagraph, if a provision ofDirective 2006/123/EC or Directive 2000/31/EC on the contentand the manner in which the information is to be provided

con-

flicts

with a provision of this Directive, the provisions of this Di-rective shall prevail.”Arbejdsgruppen har overvejet, hvad der nærmere ligger i begrebet mod-strid/conflicts i forhold til, om oplysningskravene i henholdsvis direktivetog servicedirektivet eller direktivet om elektronisk handel skal overholdesi det omfang dette er muligt, eller, om det alene er direktivets bestemmel-ser, som skal opfyldes i tilfælde af modstrid/conflicts. Arbejdsgruppen harnoteret sig, at begrebet ”conflict” i markedsføringsdirektivets artikel 3, stk.4, er oversat til ”uoverensstemmelse”.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er det udgangspunktet, at reglerne i dettedirektiv supplerer de oplysningskrav, der følger af servicedirektivet og di-rektivet om elektronisk handel, og at den erhvervsdrivende skal opfyldebegge regelsæt. Arbejdsgruppen er således af den opfattelse, at det alene eri tilfælde, hvor en aftale er omfattet af såvel dette direktivs anvendelses-område som servicedirektivets eller direktivet om elektronisk handels an-vendelsesområde, hvor regelreguleringen har forskelligt indhold, og hvordet ikke er muligt at overholde reglerne i begge regelsæt (umulighed), atdette direktivs bestemmelser har forrang (lex specialis). Det bemærkes iden forbindelse, at samme opfattelse fremgår af pkt. 1.9 om forholdet mel-lem direktivet og national lovgivning og andre EU-retlige bestemmelser ien vejledning (arbejdsdokument) fra Kommissionens tjenestegrene omgennemførelsen/anvendelsen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handels-praksis (SEK(2009) 1666)Bevisbyrden for opfyldelsen af de oplysningskrav, der fremgår af direkti-vets kapitel III, påhviler den erhvervsdrivende, jf. artikel 6, stk. 9.Om direktivets artikel 6, stk. 7 og 8, henvises der til kapitel 7.5. og 7.6.6.2.2.2.Direktivets artikel 7

For så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted skal den er-hvervsdrivende give de oplysninger, der følger af direktivets artikel 6, stk.1, til forbrugeren på en klar, letlæselig og forståelig måde på papir, eller,hvis forbrugeren samtykker heri, et andet varigt medium, jf. artikel 7, stk.1.Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren en kopi af den underskrevneaftale eller bekræftelsen af aftalen på papir, eller, hvis forbrugeren sam-tykker heri, på et andet varigt medium, jf. artikel 7, stk. 2.Hvis en forbruger ønsker, at udførelsen af en tjenesteydelse eller leverin-gen af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænsetvolumen eller i en bestemt mængde, eller af fjernvarme skal påbegyndes,inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2, skal den erhvervsdri-vende kræve, at forbrugeren fremsætter en sådan udtrykkelig anmodningpå et varigt medium, jf. artikel 7, stk. 3. Hvis den erhvervsdrivende opnårforbrugerens anmodning skriftligt på et varigt medium, vil forbrugerenkunne afkræves et forholdsmæssigt beløb svarende til værdien af det leve-rede indtil det tidspunkt, hvor fortrydelsesretten udnyttes, jf. artikel 14, stk.157

3. Forbrugeren hæfter efter artikel 14, stk. 4, litra a, nr. ii, ikke for udførel-se af tjenesteydelser mv., hvor forbrugeren ikke udtrykkeligt har anmodetom, at udførelsen skal påbegyndes, inden udløbet af fortrydelsesfristen, jf.artikel 7, stk. 3.Medlemsstaterne kan – for så vidt angår aftaler om reparation og vedlige-holdelse, der indgås uden for den erhvervsdrivendes faste forretningssted iforbindelse med, at forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdri-vende om at udføre det pågældende reparations- eller vedligeholdelsesar-bejde – vælge at fastsætte lempeligere regler om den erhvervsdrivendesoplysningspligt efter artikel 6, jf. artikel 7, stk. 4. Efter bestemmelsen erdet et krav, at der er tale om reparations- eller vedligeholdelsesarbejder, oghvor den erhvervsdrivende og forbrugeren umiddelbart udfører deres kon-traktlige forpligtelser, og forbrugeren straks betaler en sum, der ikke over-stiger 200 euro. Om direktivets artikel 7, stk. 4, henvises der til kapitel 7.7.nedenfor.Medlemsstaterne må ikke stille andre formelle krav i forbindelse med op-fyldelsen af de oplysningskrav, der følger af direktivets artikel 6, jf. artikel7, stk. 5.6.2.2.3.Direktivets artikel 8

Når en fjernsalgsaftale indgås via et elektronisk medium, og forbrugerenforpligtes til at erlægge en betaling, skal den erhvervsdrivende tydeligt og ifremhævet form gøre forbrugeren opmærksom på en række af de oplys-ninger, der følger af artikel 6, umiddelbart inden forbrugeren afgiver sinbestilling, jf. artikel 8, stk. 2. Det drejer sig om oplysninger vedrørende va-rernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber (artikel 6, stk. 1, litraa), den samlede pris for varerne eller tjenesteydelserne (artikel 6, stk. 1, lit-ra e) og, hvor det er relevant, oplysninger om aftalens varighed og mini-mumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen (artikel6, stk. 1, litra o og p).Af bestemmelsen følger det endvidere, at den erhvervsdrivende skal sikre,at forbrugeren, når denne afgiver sin bestilling, udtrykkeligt erkender, atbestillingens afgivelse medfører en betalingsforpligtelse. Hvis bestillin-gens afgivelse sker ved et tastetryk (f.eks. aktivering af et bestillingsfelt påen hjemmeside på internettet), skal feltet være markeret med ordene ”ordremed betalingsforpligtelse” eller på en tilsvarende entydig måde. Hvis dettekrav ikke er opfyldt, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller ordren.Af præambelbetragtning 39 fremgår:”Det er vigtigt at sikre, at forbrugeren ved aftaler om fjern-salg, der indgås via websteder, er i stand til fuldt ud at læse ogforstå de vigtigste elementer i aftalen, før vedkommende afgi-ver sin ordre. Med dette formål for øje bør det i dette direktivsikres, at disse elementer angives i nærhed af den bekræftelse,der kræves for at afgive ordren. Det er ligeledes vigtigt at sik-re, at forbrugeren i sådanne situationer er i stand til at afgøre,på hvilket tidspunkt vedkommende påtager sig forpligtelsen tilat betale den erhvervsdrivende. Derfor bør forbrugerens op-mærksomhed ved hjælp af en utvetydig formulering specifikthenledes på den kendsgerning, at afgivelse af en ordre medfø-rer en forpligtelse til at betale den erhvervsdrivende.”Efter direktivetsartikel 8, stk. 3,skal websteder med elektronisk handelsenest i begyndelsen af bestillingsprocessen på en klar og letlæselig mådeangive, om der gælder eventuelle leveringsrestriktioner, og hvilke beta-lingsmidler der accepteres.I tilknytning hertil er anført følgende i præambelbetragtning 38:”Websteder med elektronisk handel bør senest ved bestillings-processens begyndelse klart og let læseligt angive, om der159

gælder nogen leveringsbegrænsninger, og hvilke betalingsmid-ler der accepteres.”Direktivets artikel 8, stk. 4, fastsætter, hvilke oplysninger den erhvervsdri-vende skal give til forbrugeren forud for indgåelsen af en aftale, der indgåsunder anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, hvor der kun er be-grænset plads eller tid til at formidle oplysningerne. I disse tilfælde skalden erhvervsdrivende mindst give forbrugeren oplysninger om varernes el-ler tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber, den erhvervsdrivendes identi-tet, den samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsube-grænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalen, jf. artikel 6, stk.1, litra a, b, e, h og o. De øvrige oplysninger, som fremgår af artikel 6, stk.1, skal den erhvervsdrivende formidle til forbrugeren på en passende mådei overensstemmelse med artikel 8, stk. 1. Der henvises i den forbindelse tilpræambelbetragtning 36, 1. og 2. pkt., jf. ovenfor.I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende telefonisk har kontaktet forbruge-ren med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg, følger det af direk-tivets artikel 8, stk. 5, at den erhvervsdrivende ved samtalens begyndelseskal opgive sit navn og eventuelt navnet på den person på hvis vegne ved-kommende foretager opkaldet og oplyse om samtalens kommercielle sigte,jf. dog stk. 4.Arbejdsgruppen har drøftet den indbyrdes sammenhæng mellem direkti-vets artikel 8, stk. 4, der vedrører tilfælde, hvor der indgås en aftale vedanvendelse af fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset pladseller tid til at formidle oplysningerne, og direktivets artikel 8, stk. 5, dervedrører tilfælde, hvor den erhvervsdrivende forud for en aftales indgåelsekontakter forbrugeren telefonisk.Arbejdsgruppen er enig om, at i tilfælde, hvor en aftale indgås telefoniskpå baggrund af henvendelse fra den erhvervsdrivende, må bestemmelserneforstås således, at den erhvervsdrivende ud over de oplysninger, der frem-går af artikel 8, stk. 5, tillige skal give forbrugeren de oplysninger, der føl-ger af artikel 8, stk. 4.Hvis en fjernsalgsaftale indgås telefonisk kan medlemsstaterne fastsætteregler om, at den erhvervsdrivende efterfølgende skal bekræfte sit tilbud,og at forbrugeren først er bundet af aftalen, når forbrugeren har underskre-vet tilbuddet eller sendt sit skriftlige samtykke, jf. artikel 8, stk. 6.

Af direktivets præambelbetragtning 14 fremgår:”(14) Dette direktiv bør ikke berøre de aftaleretlige bestem-melser i national ret for så vidt angår aftaleretlige aspekter,der ikke er reguleret af dette direktiv. Dette direktiv bør derforikke berøre national ret, der f.eks. regulerer aftalers indgåelseeller gyldighed (såsom i tilfælde af manglende samtykke). Det-te direktiv bør heller ikke berøre national ret vedrørende degenerelle aftaleretlige retsmidler, reglerne om offentlig øko-nomisk orden, f.eks. regler om urimeligt høje priser eller åger-priser, eller reglerne om uetiske retshandler.”Om direktivets artikel 8, stk. 6, henvises der til kapitel 7.8. nedenfor.Ved alle fjernsalgsaftaler skal de erhvervsdrivende over for forbrugerenbekræfte aftalen på et varigt medium inden for rimelig tid efter aftalensindgåelse og senest ved leveringen, når der er tale om varer, eller før leve-ringen af tjenesteydelsen begynder, når der er tale om tjenesteydelser, jf.artikel 8, stk. 7.Forbrugeren skal på et varigt medium modtage en bekræftelse på alle deoplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, medmindre oplysningerne alle-rede forud for aftaleindgåelsen er givet til forbrugeren på et sådant medi-um, jf. artikel 8, stk. 7, litra a. Når det er relevant, skal bekræftelsen endvi-dere indeholde bekræftelse af forbrugerens forudgående udtrykkelige sam-tykke og anerkendelse, jf. artikel 16, litra m (om undtagelse fra bestem-melserne om fortrydelsesret vedrørende levering af digitalt indhold), jf. di-rektivets artikel 8, stk. 7, litra b.Efter direktivets artikel 8, stk. 8, skal den erhvervsdrivende kræve, at for-brugeren fremsætter en udtrykkelig anmodning, hvis denne ønsker, at ud-førelsen af tjenesteydelser eller leveringen af vand, gas eller elektricitet,når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemtmængde, eller af fjernvarme skal påbegyndes, inden fortrydelsesfristen ud-løber, jf. artikel 9, stk. 2 . Hvis den erhvervsdrivende opnår forbrugerensudtrykkelige anmodning, vil forbrugeren kunne afkræves et forholdsmæs-sigt beløb svarende til værdien af det leverede indtil det tidspunkt, hvorfortrydelsesretten udnyttes, jf. artikel 14, stk. 3. Forbrugeren hæfter efterartikel 14, stk. 4, litra a, nr. ii, ikke for udførelse af tjenesteydelser mv.,hvor forbrugeren ikke udtrykkeligt har anmodet om, at udførelsen skal på-begyndes, inden udløbet af fortrydelsesfristen, jf. artikel 8, stk. 8.

Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 9, stk. 1, at lovens kapitel 3 om op-lysningspligt finder anvendelse ved aftaler indgået uden for fast forret-ningssted og aftaler om fjernsalg.Oplysningspligten er imidlertid ikke ens for så vidt angår aftaler indgåetuden for fast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg, jf. lovens §10 (aftaler indgået uden for fast forretningssted) og §§ 11-15 (aftaler vedfjernsalg). For så vidt angår aftaler om fjernsalg sondres der i forbrugeraf-taleloven mellem på den ene side aftaler ved fjernsalg af varer og ikkefi-nansielle tjenesteydelser, jf. §§ 11-12, og på den anden side aftaler vedfjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. lovens §§ 13-14. Forbrugerafta-lelovens § 15 om kravet om at få udleveret aftalevilkårene på papir gældergenerelt for fjernsalg.I forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, nr. 1-5, er der opregnet en række undta-gelser fra reglerne om den erhvervsdrivendes oplysningspligt.Det drejer sig for det første om køb af levnedsmidler og andre varer tilhusholdningens løbende forbrug, som købes på offentlige steder, torve ogmarkeder, eller som skal leveres til forbrugeren på dennes bopæl eller ar-bejdsplads som led i organiseret og regelmæssig vareudbringning, jf. stk.2, nr. 1. Undtagelsen i nr. 1, der i det væsentlige svarer til en sammen-skrivning af den tidligere forbrugeraftalelovs § 10, d, nr. 1, og § 5, stk. 3,nr. 4, gennemfører det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 1.pind, og dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra b.162

Forbrugeraftalelovens § 10 fastsætter, hvilke oplysninger den erhvervsdri-vende skal give til forbrugeren ved aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, samt hvornår disse oplysninger skal gives.Efter forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, skal den erhvervsdrivende på mø-det med forbrugeren give skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og omnavn og adresse på den person eller virksomhed, som fortrydelsesrettenkan udøves over for.For så vidt angår køb af varer, der ikke er bestillingskøb, og tegning afabonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller løbende bogudgivelseraf ikke forud fastlagt omfang, skal oplysningerne først gives ved overgi-velsen af varen eller ved første levering til forbrugeren, jf. forbrugeraftale-lovens § 10, stk. 2.163

Forbrugeraftalelovens § 10 viderefører den tidligere forbrugeraftalelovs §7, stk. 1, og gennemfører dørsalgsdirektivets artikel 4.Som det fremgår af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, jf. herom afsnit6.3.4.2.1 nedenfor, begynder fortrydelsesfristen ikke at løbe, før forbruge-ren på varigt medium har modtaget de foreskrevne oplysninger. Den er-hvervsdrivendes manglende opfyldelse af oplysningspligten – herunderforpligtelsen til at give tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten –er dermed civilretligt sanktioneret ved en udskydelse af fortrydelsesfristensbegyndelsestidspunkt. Herudover kan tilsidesættelse af oplysningspligtenvære en overtrædelse af reglerne om god markedsføringsskik, jf. markeds-føringslovens § 1.6.2.2.4.3.Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke finansielletjenesteydelser

Forbrugeraftalelovens § 11 angiver, hvilke oplysninger der forud for afta-lens indgåelse skal meddeles forbrugeren i forbindelse med fjernsalgsafta-ler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.Forbrugeraftalelovens § 11 supplerer markedsføringsretlige regler i andenlovgivning, herunder markedsføringslovens §§ 7 og 12 a - 14, jf. ovenforafsnit 6.2.1.2., og almindelige kontraktretlige regler om loyal oplysnings-pligt. Bestemmelsen afløser den tidligere forbrugeraftalelovs §§ 2 a, 11 og11 a, og gennemfører artikel 4 og 5 i det generelle fjernsalgsdirektiv og ar-tikel 3 i det finansielle fjernsalgsdirektiv.Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, indeholder en opregning af de oplys-ninger, der skal meddeles forbrugeren inden indgåelsen af en fjernsalgsaf-tale.Efter forbrugeraftaleloven skal der således gives oplysning om den er-hvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adressesamt, hvis der er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, der har en re-præsentant her i landet, eller hvis leverandøren i øvrigt er repræsenteret afen anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunder dennesfysiske adresse, jf. § 11, stk. 1, nr. 1. Bestemmelsen gennemfører artikel 4,stk. 1, litra a, og artikel 5, stk. 1, 2. pind, i det generelle fjernsalgsdirektivog artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra a-c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf.henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.164

Der skal endvidere gives oplysning om varens eller tjenesteydelsens karak-ter og væsentligste egenskaber, jf. § 11, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen gen-nemfører artikel 4, stk. 1, litra b, i det generelle fjernsalgsdirektiv og arti-kel 3, stk. 1, nr. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisnin-gen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.Bestemmelsen suppleres som anført bl.a. af den generelle regel i markeds-føringslovens § 12 a, hvorefter den erhvervsdrivende ved en købsop-fordring rettet mod forbrugerne, skal give en række oplysninger, herunderoplysninger om varens eller tjenesteydelsens væsentligste karakteristika,medmindre oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen.Oplysninger om varens eller tjenesteydelsens karakter eller væsentligsteegenskaber kan efter omstændighederne få betydning for en eventuel sene-re mangelsvurdering i medfør af købelovens § 75 a og § 76, stk. 1, nr. 2 og3, og stk. 2.Herudover skal der gives oplysning om den samlede pris for varen ellertjenesteydelsen, inklusive gebyrer, omkostninger, herunder eventuelle le-veringsomkostninger, moms og alle andre afgifter, herunder afgifter elleromkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges afdenne, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oplyses, grundlaget for bereg-ningen af prisen, jf. § 11, stk. 1, nr. 3. Bestemmelsen gennemfører artikel4, stk. 1, litra c og d, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk.1,nr. 2, litra b og d, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen i §13, stk. 1, til § 11, stk. 1.Bestemmelsen suppleres af de almindelige bestemmelser om købsop-fordring og prisoplysning i markedsføringslovens §§ 12a -14.Der skal også gives oplysning om vilkår om betaling, levering eller andenopfyldelse af aftalen, en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel ad-gang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, her-under oplysning om eventuelle betingelser herfor, jf. § 11, stk. 1, nr. 4. Be-stemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, litra e og i, og artikel 5, stk. 1, 4.pind, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra f, ogartikel 3, stk. 1, nr. 3, litra b og c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf.henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.

Der skal ligeledes gives oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret efterloven, jf. § 11, stk. 1, nr. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, nr.3, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen i § 13, stk. 1,til § 11, stk. 1, og – til dels – artikel 4, stk. 1, litra f, i det generelle fjern-salgsdirektiv.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 6, skal der desuden gives op-lysning om eventuelle specifikke ekstraomkostninger, som forbrugerenskal betale for at anvende den pågældende kommunikationsteknik. Be-stemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, litra g, i det generelle fjernsalgs-direktiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra g, i det finansielle fjernsalgsdirektiv,jf. henvisningen i § 13, stk. 1, til § 11, stk. 1.Endelig skal der gives oplysning om, hvor længe oplysningerne gælder,herunder hvor længe varen eller tjenesteydelsen udbydes til den anførtepris, jf. § 11, stk. 1, nr. 7. Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, litrah, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra e, i detfinansielle fjernsalgsdirektiv, jf. henvisningen til § 11, stk. 1, i § 13, stk. 1.Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, indeholder særlige regler om den er-hvervsdrivendes oplysningspligt ved telefoniske henvendelser.Idet uanmodede telefoniske henvendelser efter forbrugeraftalelovens § 6som udgangspunkt ikke er lovlige, vil bestemmelsen i § 11, stk. 2, derfor(alene) have betydning i de tilfælde, hvor forbrugeren selv har anmodet omat blive ringet op af den erhvervsdrivende samt i de tilfælde, hvor der efterlovens § 6, stk. 2, er adgang til at rette uanmodet telefonisk henvendelse tilforbrugeren. Det kan f.eks. dreje sig om henvendelser vedrørende bl.a. be-stilling af bøger, tegning af abonnement på aviser eller formidling/tegningaf forsikringsaftaler.Af forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, følger det, at forbrugeren i forbindel-se med ethvert opkald – ud over de oplysninger der følger af stk. 1 – skalhave oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på denperson, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til denerhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen.Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 3, i det generelle fjernsalgsdirek-tiv.Bestemmelsen suppleres af markedsføringslovens § 6, stk. 5, hvorefter denerhvervsdrivende ved den første henvendelse til forbrugeren skal oplyse166

forbrugeren om retten til at frabede sig uanmodede henvendelser fra denerhvervsdrivende. Der er endvidere etableret en adgang for forbrugeren tilhelt at undgå telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på den såkald-te Robinson-liste i CPR, jf. markedsføringslovens § 6, stk. 3.De i § 11, stk. 1, nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden aftalenindgås, jf. § 11, stk. 3. Oplysningerne skal være klare, tydelige og forståe-lige, og det skal klart fremgå, at oplysningerne gives med henblik på ind-gåelse af en aftale. Oplysningerne skal gives på en måde, der er egnet un-der hensyn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligthensyn til umyndige personer. Bestemmelsen er en videreførelse af dentidligere forbrugeraftalelovs § 11, stk. 2, og gennemfører delvist artikel 4,stk. 1 og 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv.Forbrugeraftalelovens § 12 fastlægger kravene til den information, somden erhvervsdrivende på varigt medium skal give snarest muligt efter ind-gåelsen af en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikkefinansiel tje-nesteydelse. Bestemmelsen svarer til den tidlige forbrugeraftalelovs § 11 a,og gennemfører artikel 5, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv.Hvis der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjene-steydelse, skal de i § 11, stk. 1, nr. 1-5, nævnte oplysninger meddeles for-brugeren på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren har ad-gang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne pådenne måde, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1.Vedrørende begrebet varigt medium bemærkes det, at direktivet om fjern-salg af finansielle tjenesteydelser – i modsætning til det generelle fjern-salgsdirektiv – i artikel 2, litra f, indeholder en definition af begrebet. Medstøtte i forbrugeraftalelovens forarbejder (Folketingstidende 2003-04, til-læg A, s. 7594-95) antages, at kriterierne for om der er tale om et varigtmedium, er de samme efter de to direktiver, og at der således ikke er tilsig-tet nogen ændring af begrebet i forbindelse med vedtagelsen af direktivetom fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.I takt med den teknologiske udvikling vil flere tekniske indretninger kunneopfylde betingelserne for at blive anset for et varigt medium – dvs. betin-gelserne om mulighed for lagring og reproduktion i en rimelig periode afde personligt modtagne oplysninger. Se også herom afsnit 6.1.7.8. Someksempler på indretninger, der opfylder kravene til et varigt medium, kan167

nævnes disketter, dvd’er, cd-rom’er, e-mails og, med udbredelsen af nyeremobiltelefoner, SMS/MMS.Det bemærkes, at forbrugeren efter forbrugeraftalelovens § 15 på et hvilketsom helst tidspunkt under aftaleforholdet har ret til at få aftalevilkåreneudleveret på papir.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 1, skal den erhvervsdrivende påden i stk. 1 angivne måde give oplysning på et varigt medium om betingel-serne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- og vedlige-holdelsesservice. Denne bestemmelse medfører, at den erhvervsdrivendebl.a. skal oplyse om eventuelle garantibetingelser, hvis der ydes garanti –dvs. en indeståelse for visse egenskaber, holdbarhed mv. – af den er-hvervsdrivende selv eller af tredjemand. Bestemmelsen suppleres af dengenerelle regel i markedsføringslovens § 12, stk. 2, hvorefter den er-hvervsdrivende – hvis der ydes garanti – på klar og tydelig måde bl.a. skalinformere forbrugeren om dens indhold og give de oplysninger, der ernødvendige for at gøre garantien gældende.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 2, skal den erhvervsdrivendeendvidere på den i stk. 1 angivne måde give oplysning på et varigt mediumom eventuel fortrydelsesret og om fortrydelsesfristens begyndelsestids-punkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug affortrydelsesretten, herunder oplysning om, til hvilken adresse meddelelseom fortrydelsesret skal sendes, og i fornødent omfang om reglerne i § 18,stk. 4, 1. pkt., og § 20, stk. 3, jf. nærmere herom nedenfor afsnit 6.3.8.11.og afsnit 6.4.10.2.Det bemærkes, at de oplysningskrav, der følger af § 12, stk. 2, (som ud-gangspunkt) er indeholdt i den erhvervsdrivendes prækontraktuelle oplys-ningspligt, jf. artikel 6.De i forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1 og 2, nævnte oplysninger skal givessnarest muligt efter aftalens indgåelse og ved køb af varer, der skal overgi-ves til forbrugeren, senest ved overgivelsen, jf. § 12, stk. 3.I medfør af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 4, er der fastsat en undtagelsefra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium.Undtaget fra kravet om meddelelse af oplysninger på et varigt medium ersåledes aftaler om tjenesteydelser, hvor bestilling og udførelse af ydelsen168

sker på én gang ved brug af fjernkommunikation, når vederlaget for tjene-steydelsen ikke overstiger 75 kr. og opkræves af udbyderen af det anvend-te kommunikationsmiddel, og forbrugeren er bekendt med prisen for ydel-sen og fortrydelsesretten. Bestemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 2, i detgenerelle fjernsalgsdirektiv, men stk. 4 giver en videre beskyttelse af for-brugerne end påkrævet efter direktivet, idet der er indsat en beløbsgrænsepå 75 kr., og et krav om at forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsenog fortrydelsesretten.Det bemærkes i den forbindelse, at direktivet ikke indeholder nogen und-tagelse til kravet om meddelelse af oplysningerne på et varigt medium. Derhenvises herom til afsnit 6.2.2.6.1 nedenfor.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 5, skal forbrugeren i de i stk. 4 nævn-te tilfælde på begæring have oplysning om en fysisk adresse, hvor forbru-geren kan henvende sig med eventuelle klager.6.2.2.4.4.Fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser

De oplysninger, der opregnes i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, skal og-så gives ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, jf. § 13, stk. 1. Herud-over indeholder § 13, stk. 1, en række yderligere oplysningskrav, som denerhvervsdrivendes skal give til forbrugeren forud for indgåelsen af en afta-le om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Stk. 2 opstiller særregler omden prækontraktuelle oplysningspligt og dens opfyldelse ved fjernsalg affinansielle tjenesteydelser, når parterne kommunikerer indbyrdes ved tale-telefoni. Spørgsmålet om tidspunktet for oplysningernes meddelelse ogkravene til oplysningernes klarhed mv. reguleres på samme måde forfjernsalg af finansielle tjenesteydelser som for fjernsalg af varer og ikkefi-nansielle tjenesteydelser, jf. § 13, stk. 3.Ved aftaler om finansielle tjenesteydelser skal den prækontraktuelle oplys-ningspligt i henhold til forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1-3, ikke opfyldesforud for enhver aftale, men kun forud for den første aftale i tilfælde, hvorder med samme forbruger indgås flere aftaler af samme karakter inden foret år, jf. § 13, stk. 4.Bestemmelsen gennemfører artikel 3 i det finansielle fjernsalgsdirektiv,der som udgangspunkt foreskriver totalharmonisering. Direktivets artikel4, stk. 2, indeholder imidlertid en undtagelse hertil, hvorefter medlemssta-169

terne kan fastsætte strengere krav om forhåndsoplysninger end dem, derfremgår af artikel 3.Forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, går på to punkter videre end direktivetsartikel 3. For det første stilles der krav om oplysning om fortrydelsesfri-stens varighed og begyndelsestidspunkt, jf. stk. 1, nr. 3, og for det andetskal der gives forbrugeren oplysning om, hvorvidt der findes en garanti-fond eller garantiordning, jf. stk. 1, nr. 8.Arbejdsgruppen bemærker, at medlemsstaterne efter markedsføringsdirek-tivets artikel 3, stk. 5, i en periode på seks år efter den 12. juni 2007 (dvs.indtil den 12. juni 2013) på det område, hvor der med markedsføringsdi-rektivet sker en tilnærmelse, kan fortsætte med at anvende nationale be-stemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive end markedsfø-ringsdirektivet, og som implementerer direktiver med minimumsharmoni-sering. Disse foranstaltninger skal være væsentlige med henblik på at sik-re, at forbrugerne beskyttes tilstrækkeligt mod urimelig handelspraksis, ogskal stå i rimeligt forhold til opfyldelsen af dette mål. Den revision, der eromhandlet i markedsføringsdirektivets artikel 18, kan, hvis det anses forhensigtsmæssigt, omfatte et forslag om forlængelse af denne undtagelsemed en yderligere begrænset periode.På den anførte baggrund har arbejdsgruppen overvejet, om forbrugeraftale-lovens § 13, stk. 1, på de to punkter, hvor der er tale om ”overimplemente-ring”, kan opretholdes efter udløbet af den periode, der er anført i mar-kedsføringsdirektivets artikel 3, stk. 5.Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at forbrugeraftalelovens § 13,stk. 1, også efter udløbet af den anførte overgangsperiode, kan opretholdes.Arbejdsgruppen henviser i den forbindelse til artikel 3, stk. 9, i markedsfø-ringsdirektivet, hvoraf det fremgår, at medlemsstaterne i forbindelse medfinansielle tjenesteydelser, som defineret i direktiv 2002/65/EF, samt fastejendom, på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse,kan stille krav, som er mere restriktive eller præskriptive end de krav, somdette direktiv stiller.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at markedsføringsdirektivets artikel3, stk. 5, efter omstændighederne vil kunne få betydning, i det omfang dervedtages eller bibeholdes yderligere oplysningskrav forud for indgåelsenaf aftaler omfattet af direktivets artikel 5. Der henvises herom til afsnit 7.6nedenfor, hvoraf det bl.a. fremgår, at arbejdsgruppen, i forhold til andre af-170

taler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdriven-des forretningssted, indstiller, at der fastsættes yderligere oplysningskravom den erhvervsdrivendes kontaktoplysninger og oplysninger om efter-salgskundebistand.Efter forbrugeraftaleloven skal den erhvervsdrivende i alle tilfælde, dvs.også i de tilfælde, der er omfattet af § 13, stk. 2 (taletelefoni), meddeleforbrugeren de i § 13, stk. 1, nævnte oplysninger på varigt medium indenaftalens indgåelse. Forbrugeren skal samtidig på den anførte måde haveoplysning om aftalevilkårene, jf. § 14, stk. 1.Tidspunktet for den erhvervsdrivendes opfyldelse af pligten til at give deanførte oplysninger på varigt medium udskydes til straks efter aftalensindgåelse, hvis det under den anvendte form for fjernkommunikation ikkeer muligt at opfylde pligten tidligere, og det er forbrugeren, der har tagetinitiativet til aftalen under anvendelse af denne form for fjernkommunika-tion, jf. § 14, stk. 2.Har parterne inden for det seneste år indgået flere aftaler af samme karak-ter, er det tilstrækkeligt, at oplysningspligten efter stk. 1 og 2 er opfyldtmed hensyn til den første aftale, forudsat at den erhvervsdrivende har sik-ret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftalevilkå-rene på papir eller andet varigt medium, jf. § 14, stk. 3.6.2.2.4.5.Fælles regler for fjernsalg

Som anført ovenfor følger det af forbrugeraftalelovens § 15, stk. 1, at for-brugeren på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet har ret til efter anmod-ning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidereændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er ufore-neligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse. Be-stemmelsen gennemfører artikel 5, stk. 3, i direktivet om fjernsalg af fi-nansielle tjenesteydelser, men således at bestemmelsen gælder generelt foraftaler indgået ved fjernsalg, dvs. også fjernsalgsaftaler vedrørende varerog ikkefinansielle tjenesteydelser.6.2.2.4.6.Bemyndigelse til at udstede administrative forskrifter

telser, der følger af §§ 10-15. Justitsministeren kan endvidere fastsætteregler om yderligere oplysninger, som den erhvervsdrivende skal give.Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det ikke er hensigten meddenne bemyndigelse at foretage en egentlig udvidelse af de emneområder,der skal gives oplysning om, men bemyndigelsen er medtaget med henblikpå at muliggøre en justering af de anførte oplysningskrav i loven, hvis der ipraksis viser sig at være et særligt behov herfor.I medfør af forbrugeraftalelovens § 16 er udstedt bekendtgørelse nr. 972 af24. september 2004 vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold tillov om visse forbrugeraftaler. Bekendtgørelsen vedrører alene den er-hvervsdrivendes oplysningspligt efter §§ 10, 12 og 14, dvs. de tilfælde,hvor oplysningerne skal gives på papir eller andet varigt medium. Bemyn-digelsen efter § 16 er således ikke udnyttet i forhold til den erhvervsdri-vendes prækontraktuelle oplysningspligt efter §§ 11 og 13 og heller ikke iforhold til den erhvervsdrivendes pligter efter § 15.6.2.2.5.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 6

Til gennemførelsen af direktivets artikel 6 skal det sikres, at der stilleskrav til den erhvervsdrivende om inden aftalens indgåelse at meddele for-brugeren alle de oplysninger, der følger af direktivbestemmelsen.Som nævnt ovenfor indeholder forbrugeraftaleloven forskellige regler omoplysningspligt ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og fjern-salgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser, jf. lovens§§ 10-12. Forbrugeraftalelovens §§ 13 og 14 indeholder endvidere be-stemmelser om oplysningspligt for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielletjenesteydelser.Visse af oplysningskravene efter forbrugeraftaleloven og direktivet svarerindholdsmæssigt til hinanden. Direktivets artikel 6 udvider imidlertid denerhvervsdrivendes oplysningspligt på en række punkter, herunder navnligfor så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted.Arbejdsgruppen foreslår, at der i forbrugeraftaleloven – i overensstemmel-se med direktivets struktur – indsættes regler om oplysningspligt, som erfælles for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningsstedog fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.172

Aftaler om finansielle tjenesteydelser er som nævnt ovenfor undtaget fraforbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde, men derimod regulereti det finansielle fjernsalgsdirektiv, som blev gennemført i dansk ret medvedtagelsen af den gældende forbrugeraftalelov (lov nr. 451 af 9. juni2004).Den gældende forbrugeraftalelov indeholder visse specifikke bestemmel-ser om oplysningspligt for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjene-steydelser (§§ 13 og 14), idet forbrugeraftalelovens øvrige bestemmelserom oplysningspligt i vidt omfang finder anvendelse på såvel fjernsalgsaf-taler om finansielle tjenesteydelser og ikkefinansielle tjenesteydelser, jf.bl.a. § 15, § 11, stk. 1, jf. § 13, stk. 1 og § 11, stk. 3, jf. § 13, stk. 3.Arbejdsgruppen foreslår i den forbindelse, at der i tilknytning til reglerneom oplysningspligt, som er fælles for aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler vedrørende varer ogikkefinansielle tjenesteydelser, fastsættes særskilte bestemmelser om op-lysningspligt for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, der – med enkeltetilpasninger som findes hensigtsmæssige i lyset af de øvrige ændringer afforbrugeraftaleloven – viderefører de gældende regler om sådanne aftaler.Der henvises for så vidt angår oplysninger om finansielle tjenesteydelsertil lovudkastets §§ 14-16.For så vidt angår direktivets artikel 6, stk. 7 og 8, hvorefter medlemssta-terne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende aftalemæssige op-lysninger i deres nationale lovgivning samt fastsætte oplysningskrav, dersupplerer oplysningskravene i henholdsvis tjenesteydelsesdirektivet og e-handelsdirektivet, henvises der til afsnit 7.5 og 7.6.6.2.2.5.1.Direktivets artikel 6, stk. 1

”a) varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaber i etomfang, der svarer til kommunikationsteknikken og til varerneeller tjenesteydelserne”Efter den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 2,der gennemfører artikel 4, stk. 1, litra b, i det generelle fjernsalgsdirektivog artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, skal dergives oplysning om varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligsteegenskaber. I forhold hertil indeholder artikel 6, stk. 1, litra a, et krav om,at oplysninger om varernes eller tjenesteydelsernes vigtigste egenskaberskal gives i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og til va-rerne eller tjenesteydelserne.Mens kommunikationsteknik og tjenesteydelse ikke er nærmere defineret idirektivet, følger det af artikel 2, nr. 3, at der ved en vare skal forstås en-hver løsøregenstand, dog med undtagelse af genstande, som sælges påtvangsauktion eller i øvrigt i henhold til lov. Vand, gas og elektricitet be-tragtes også som varer, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen el-ler en bestemt mængde.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 2, skal den erhvervsdrivendesom anført give oplysninger til forbrugeren om varens eller tjenesteydel-sens karakter og væsentligste egenskaber. Det vil således bero på en kon-kret vurdering, hvor omfattende eller detaljerede oplysninger der skal gi-ves, herunder bl.a. i forhold til varens eller tjenesteydelsens art. Spørgsmå-let synes ses ikke at give anledning til problemer i praksis.Varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber skal efter direktivet op-lyses i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken og til varerneeller tjenesteydelserne. Som anført ovenfor fremgår det af præambelbe-tragtning 36, 1. pkt., i relation til fjernsalgsaftaler, at oplysningskravenebør tilpasses, således at der tages hensyn til visse mediers tekniske be-grænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundet med antal tegn påvisse mobiltelefonskærme, eller tidsbegrænsningen for salgsspot på tv. Isådanne tilfælde bør den erhvervsdrivende opfylde et minimum af de væ-sentligste oplysningskrav, således at tilbuddet præsenteres på en afbalance-ret måde, og henvise forbrugeren til en anden informationskilde, f.eks. vedat opgive et frikaldsnummer eller anføre et hyperlink til en af den er-hvervsdrivendes hjemmeside, hvor der er direkte og let adgang til de rele-vante oplysninger.

For så vidt angår tilfælde, hvor det på grund af kommunikationsteknikkenikke er praktisk muligt at give detaljerede oplysninger om eksempelvis envare, må det antages, at den erhvervsdrivendes oplysningspligt er begræn-set til mest væsentlige. Udbydes varen derimod på en hjemmeside (på in-ternettet), forudsættes kommunikationsteknikken ikke at give nogen be-grænsninger i forhold til den erhvervsdrivendes oplysningspligt.Efter arbejdsgruppens opfattelse vil det fortsat bero på en konkret vurde-ring om kommunikationsteknikken begrænser den erhvervsdrivendes op-lysningspligt, ved vurderingen indgår kommunikationsteknikken og varer-nes eller tjenesteydelsernes art. Ved komplicerede varer og tjenesteydelservil kravene til omtalen af varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenska-ber således være større end ved ukomplicerede varer og tjenesteydelser.Der henvises herom til lovudkastets §§ 8, stk. 1, nr. 1, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.3.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra b-d:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra b-d, skal der gives følgende oplys-ninger:”b) den erhvervsdrivendes identitet, f.eks. vedkommendes fir-manavnc) den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret,og den erhvervsdrivendes eventuelle telefon- og faxnummer oge-mail-adresse, så forbrugeren kan kontakte den erhvervsdri-vende hurtigt og kommunikere effektivt med vedkommende, og,hvor det er relevant, den fysiske adresse og identitet på den er-hvervsdrivende, på hvis vegne ved kommende handlerd) den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes faste forret-ningssted og, hvor det er relevant, på det faste forretningsstedfor den erhvervsdrivende, på hvis vegne vedkommende hand-ler, hvis den er forskellig fra den adresse, der er opgivet ioverensstemmelse med litra c), og hvortil forbrugeren kan ind-give eventuelle klager”Direktivets artikel 6, stk. 1, litra b og c, svarer i det væsentlige til direkti-vets artikel 5, litra b. Den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter direkti-vets artikel 5, stk. 1, litra b, om den erhvervsdrivendes kontaktoplysninger,er dog begrænset til oplysninger om den erhvervsdrivendes navn, f.eks.firmanavn, den fysiske adresse, hvor vedkommende er etableret og dennestelefonnummer.175

Efter den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 1,der gennemfører artikel 4, stk. 1, litra a, og artikel 5, stk. 1, 2. pind, i detgenerelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 1, litra a-c, i det finan-sielle fjernsalgsdirektiv, skal der gives oplysning om den erhvervsdriven-des navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt oplysnin-ger om eventuelle repræsentanter for leverandøren.I forhold hertil indeholder artikel 6, stk. 1, litra b-d, en udvidet oplysnings-pligt, idet der, som det fremgår, bl.a. skal gives oplysning om den er-hvervsdrivendes eventuelle telefon- og faxnummer og e-mail-adresse samtoplysninger om den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etable-ret og efter omstændighederne den fysiske adresse på den erhvervsdriven-des faste forretningssted. Der skal herudover, hvor det er relevant, givesoplysning om den fysiske adresse og identitet på den erhvervsdrivende, ogefter omstændighederne på det faste forretningssted for den erhvervsdri-vende, på hvis vegne vedkommende handler.Arbejdsgruppen bemærker, at der efter artikel 6, stk. 1, litra c, bl.a. skalgives oplysning om den erhvervsdrivendes eventuelle telefon- og fax-nummer og e-mail-adresse.Arbejdsgruppen har overvejet, i hvilket omfang den erhvervsdrivende erforpligtet til at give oplysning om en e-mail-adresse. Spørgsmålet knyttersig således navnlig til, om ”eventuel” omfatter både telefon- og faxnum-mer samt e-mail-adresse.Af den engelske sprogudgave af direktivet fremgår:”…the geographical address at which the trader is estab-lished and the trader’s telephone number, fax number and e-mail address, where available”.Inden for e-handelsdirektivets anvendelsesområde er den erhvervsdrivendeforpligtet til at give oplysning om en e-mail-adresse, jf. direktivets artikel5, stk. 1, litra c. Dette er bl.a. fastslået af EU-domstolen i en præjudicielforelæggelsessag, Deutsche Internet Versicherung (sag C-298/07) omhvorvidt et forsikringsselskab – som udelukkende opererede via internettet– i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c, i direktivet om elektronisk handel(2000/21/EF) var forpligtet til på sin hjemmeside at angive et telefonnum-mer. Domstolen udtalte bl.a. i den forbindelse, at tjenesteyderenud oversin e-mail-adresse er forpligtet til at give andre oplysninger, som gør det176

muligt hurtigt at kontakte tjenesteyderen og kommunikere direkte og kon-kret med denne, og at sådanne oplysninger ikke nødvendigvis skal bestå iet telefonnummer. Det kan også bestå i en online-spørgeformular, vedhjælp af hvilken tjenestemodtagerne kan henvende sig over internettet tiltjenesteyderen, og som denne kan besvare via e-post. En sådan on-linekommunikationsadgang kan dog ikke anvendes, hvis tjenestemodtageren(forbrugeren) efter at have taget elektronisk kontakt til tjenesteyderen ikkehar adgang til det elektroniske netværk og derfor anmoder tjenesteyderenom adgang til en ikke-elektronisk kommunikationsvej.Der henvises i den forbindelse endvidere til § 7, stk. 1, nr. 3, i e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssam-fundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel), hvorefter en tjene-steyder bl.a. skal give oplysning om e-post-adresse og eventuelt postadres-se og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør det muligt at kontakteog kommunikere med tjenesteyderen.På den anførte baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at en erhvervs-drivende, der driver virksomhed inden for e-handelsdirektivets anvendel-sesområde, f.eks. ved fjernsalg via internettet, er forpligtet til at give op-lysning om sin e-mail-adresse. For så vidt angår aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted vil den erhvervsdrivende efter ar-bejdsgruppens opfattelse således kun være forpligtet til at give oplysningom en e-mail-adresse, såfremt den erhvervsdrivende har en e-mail-adresse.Idet oplysningspligten i relation til oplysninger om den erhvervsdrivendeudvides i forhold til gældende ret, foreslår arbejdsgruppen en ændring afden eksisterende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1. Ar-bejdsgruppen finder i den forbindelse, at der, uanset at direktivets artikel 6,stk. 1, litra b-d, alle vedrører den erhvervsdrivendes kontaktoplysninger, –for i videst muligt omfang at sikre overblik over oplysningskravene – ikkebør foretages en sammenskrivning af de tre litra’er.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 2-4, med tilhørendebemærkninger.6.2.2.5.4.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra e:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, skal der gives følgende oplysnin-ger:177

”e) den samlede pris for varerne eller tjenesteydelserne inklu-sive afgifter, eller, hvis varernes eller tjenesteydelsernes artgør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd,den måde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er rele-vant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, leveringeller porto og enhver anden omkostning eller, hvor disse om-kostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, op-lysninger om, at der kan forekomme sådanne yderligere om-kostninger. I forbindelse med tidsubestemte aftaler eller abon-nementsaftaler skal den samlede pris omfatte de samlede ud-gifter pr. afregningsperiode. Hvis sådanne aftaler betales medet fast beløb, skal den samlede pris også forstås som de samle-de månedlige udgifter. Hvor de samlede udgifter ikke kan ud-regnes på forhånd, oplyses hvordan prisen skal udregnes”

Direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, 1. pkt., svarer til direktivets artikel 5,stk. 1, litra c. Dog indeholder direktivets artikel 5, stk. 1, litra c, ikke enregulering vedrørende tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler somomtalt i artikel 6, stk. 1, litra e, 2. og 3. pkt.Direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, 1. pkt., svarer i vidt omfang til den gæl-dende bestemmelse i § 11, stk. 1, nr. 3, om oplysninger vedrørende prisenfor varen eller tjenesteydelsen, der gennemfører artikel 4, stk. 1, litra c ogd, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra b og d, idet finansielle fjernsalgsdirektiv. Som noget nyt i forhold til den gældendebestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3, er det imidlertidangivet, hvad den samlede pris – i forbindelse med tidsubestemte aftalereller abonnementsaftaler – skal omfatte.Ud over forbrugeraftaleloven indeholder som nævnt i afsnit 6.2.1.2 ogsåmarkedsføringslovens §§ 12 a og 13 regler om prisoplysning ved købsop-fordring og erhvervsmæssigt udbud af varer og tjenesteydelser til forbru-gerne. Efter markedsføringslovens §§ 12 a og 13 skal prisoplysninger gi-ves på et tidligere tidspunkt, end hvad der følger af forbrugeraftalelovens §11, stk. 1, samt direktivets artikel 6, hvorefter oplysningerne skal være gi-vet inden aftalens indgåelse.For så vidt regulerer markedsføringslovens §§ 12 a og 13 og direktivets ar-tikel 6 to forskellige situationer, dels hvilke oplysningskrav, der gælder iforbindelse med markedsføring, dels hvilke oplysningskrav, der gælder iforbindelse med (visse) aftalers indgåelse. Det må imidlertid antages, atder efter omstændighederne vil kunne være tilfælde, hvor begge regelsætfinder anvendelse. Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet den178

indbyrdes sammenhæng mellem markedsføringslovens regler og direkti-vets artikel 6.Markedsføringslovens § 12 a gennemfører artikel 7, stk. 4, i direktiv2005/29/EF omurimelig handelspraksis (markedsføringsdirektivet), ogvedrører den erhvervsdrivendes oplysningspligt ved købsopfordringer.Forbrugerrettighedsdirektivet regulerer ikke forholdet mellem de oplys-ningskrav, der følger af direktivet, og de oplysningskrav, der er fastsat imarkedsføringsdirektivet om tidsubestemte aftaler eller abonnementsafta-ler.Efter arbejdsgruppens opfattelse må det imidlertid antages, at de to direk-tiver supplerer hinanden, hvorfor den erhvervsdrivende, i de tilfælde, hvoret tilbud er omfattet af begge direktivers anvendelsesområder (f.eks. i for-bindelse med fjernsalg), vil skulle give prisoplysning til forbrugeren alle-rede på tidspunktet for købsopfordringen, jf. markedsføringslovens § 12 a.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at de to direktiver ikke er i konflikt medhinanden, hvorfor der ikke er noget til hinder for, at den erhvervsdrivendeopfylder oplysningskravene efter begge regelsæt.I relation til markedsføringslovens § 13 om den erhvervsdrivendes prisop-lysning ved erhvervsmæssigt udbud af varer og tjenesteydelser, der er envidereførelse af bestemmelsen i prismærkningslovens § 1, stk. 1 (og somikke er direktivbestemt), har arbejdsgruppen overvejet, om en samtidig op-fyldelse af henholdsvis denne bestemmelse og direktivet vil være mulig.Arbejdsgruppen skal i den forbindelse bemærke, at markedsføringslovens§ 13 blev opretholdt i forbindelse med gennemførelsen af artikel 7, stk. 4, imarkedsføringsdirektivet, der ligesom forbrugerrettighedsdirektivet er ud-tryk for totalharmonisering. Arbejdsgruppen lægger derfor til grund, at be-stemmelsen fortsat har et selvstændigt anvendelsesområde, om end dettemå antages at være begrænset efter indførelsen af markedsføringslovens §12 a.Ved lov nr. 1389 af 21. december 2005 blev markedsføringslovens § 13gjort teknologineutral, således at bestemmelsen både finder anvendelse påinternettet og i fysiske forretninger. Om forholdet til forbrugeraftalelovensoplysningskrav fremgår det bl.a. af lovforslagets bemærkninger:”Forslaget medfører, at forbrugerne ved handel i internetfor-retninger får krav på prisoplysninger tidligere end efter de179

gældende regler i lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbru-geraftaler, § 11, stk. 1, nr. 3, hvoraf det fremgår, at forbruger-ne i forbindelse med fjernsalg skal have oplysning om prisenfor varen eller tjenesteydelsen, inden der indgås en aftale. Det-te tolkes i praksis således, at forbrugeren skal have prisoplys-ningen senest på bestillingssiden.”Markedsføringsdirektivet og forbrugerrettighedsdirektivet – der begge erudtryk for totalharmonisering – gælder således sideordnet. Uanset, at for-brugerrettighedsdirektivet – i modsætning til det generelle fjernsalgsdirek-tiv, som de gældende regler i forbrugeraftaleloven er baseret på – har ka-rakter af totalharmonisering, antager arbejdsgruppen, at der med gennem-førelse af forbrugerrettighedsdirektivets regler om den erhvervsdrivendesoplysningspligt ved bl.a. fjernsalg i forbrugeraftaleloven ikke ændres pådet forhold, at der efter omstændighederne vil kunne være tilfælde, hvorbåde markedsføringslovens og forbrugeraftalelovens regler om prisoplys-ning finder anvendelse.Bortset fra de nye oplysningskrav om tidsubestemte aftaler eller abonne-mentsaftaler, er det arbejdsgruppens opfattelse, at direktivets oplysnings-krav om den samlede pris for varerne og tjenesteydelserne må antages atsvare indholdsmæssigt til forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3.Arbejdsgruppen skal dog hertil bemærke, at oplysningspligten efter for-brugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3, også omfatter krav om oplysning omafgifter/omkostninger, der ikke betales via leverandøren eller pålægges afdenne, hvilket fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. Sådanne afgif-ter/omkostninger er ikke udtrykkeligt nævnt i direktivteksten, men detfremgår af bestemmelsen, at ”enhver anden omkostning” er omfattet afden erhvervsdrivendes oplysningspligt om den samlede pris for varen ellertjenesteydelsen.Arbejdsgruppen foreslår, at det i bemærkningerne til bestemmelsen angi-ves, at oplysningspligten efter denne bestemmelse – sådan som det ogsåhar været hidtil – omfatter krav om oplysning om afgifter/omkostninger,der ikke betales via den erhvervsdrivende eller pålægges af denne.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 5, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.5.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra f:

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra f, skal der gives følgende oplysnin-ger:”f) omkostningerne ved anvendelse af fjernkommunikations-teknikken til indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en an-den sats end grundsatsen”Efter den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 6,skal der gives oplysning om eventuelle specifikke ekstraomkostninger forforbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik.Bestemmelsen gennemfører artikel 3, stk. 1, nr. 2. litra g, i det finansiellefjernsalgsdirektiv og artikel 4, stk. 1, litra g, i det generelle fjernsalgsdirek-tiv. På baggrund af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5958, må det formentlig antages, at forbrugeren kun skaloplyses om prisen for anvendelse af den pågældende kommunikationstek-nik, hvis prisen ikke beregnes efter grundtaksten.Det foreslås, at det i forbindelse med gennemførelsen af bestemmelsen ud-trykkeligt, og i overensstemmelse med direktivets ordlyd, anføres, at denerhvervsdrivende kun skal give omlysning om omkostningerne ved anven-delse af fjernkommunikationsteknikken, når de beregnes efter en andensats end grundsatsen, og at det i bemærkningerne anføres, at der er tale omen videreførelse af gældende ret.Det er i tilknytning hertil arbejdsgruppens opfattelse, at begrebet ”grund-satsen” bør erstattes med ”grundtaksten”, da dette er bedre stemmendemed ”sædvanlig sprogbrug”.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 7, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.6.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra g:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra g, der i det væsentlige svarer til di-rektivets artikel 5, stk. 1, litra d, skal der gives følgende oplysninger:”g) forholdene vedrørende betaling, levering, opfyldelse, dettidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at le-vere varerne eller yde tjenesteydelsen, samt, hvor det er rele-vant, den erhvervsdrivendes politik for klagebehandling”

Efter den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 4,der gennemfører artikel 4, stk. 1, litra e og i, og artikel 5, stk. 1, 4. pind, idet generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra f, og artikel3, stk. 1, nr. 3, litra b og c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, skal der gi-ves oplysning om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen. Be-stemmelsen indeholder tillige et krav om, at den erhvervsdrivende skal op-lyse forbrugeren om en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel ad-gang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, her-under oplysning om eventuelle betingelser herfor. Der henvises herom tillitra o, der behandles nedenfor.I forhold til forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 4, indeholder direktivetsartikel 6, stk. 1, litra g, et nyt krav om, at den erhvervsdrivende skal oplyseforbrugeren om det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig tilat levere varerne eller tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den er-hvervsdrivendes politik for klagebehandling.I forhold til oplysninger om klagebehandling bemærker arbejdsgruppen, atder ved angivelsen af, at oplysninger herom skal gives, ”hvor det er rele-vant”, skal forstås, at den erhvervsdrivende alene er forpligtet til at oplyseom sin politik for klagebehandling, såfremt den afviger fra det, man sæd-vanligvis kan forvente ved behandling af klager over varer af den pågæl-dende type eller i den pågældende branche. Eksempelvis såfremt der ersærlige procedurer ved indgivelse af klagen. Det bemærkes dog, at den er-hvervsdrivende ikke ved at opstille formelle krav for klager kan afskæreforbrugeren fra at indgive en klage.Det foreslås, at begrebet ”den erhvervsdrivendes politik” i forbindelse medgennemførelsen af bestemmelsen erstattes med ”den erhvervsdrivendespraksis”, og at spørgsmålet om aftalens varighed reguleres selvstændigt (jf.litra o).Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 8, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.7.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra h-k:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra h-k, skal der gives følgende oplys-ninger om fortrydelsesret:

”h) i tilfælde af eventuel fortrydelsesret, betingelser, tidsfristog procedurer for at gøre nævnte ret gældende, jf. artikel 11,stk. 1, samt den standardfortrydelsesformular, der findes i bi-lag I(B)i) hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne tiltilbagelevering af varerne i tilfælde af fortrydelse, og, i forbin-delse med aftaler om fjernsalg, hvis varerne i kraft af deres artikke kan returneres med normal post, udgifterne til returneringaf varernej) at forbrugeren, såfremt vedkommende gør sin fortrydelsesretgældende efter i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, ellerartikel 8, stk. 8, at have fremsat en anmodning, er ansvarlig forat betale den erhvervsdrivende for rimelige omkostninger ihenhold til artikel 14, stk. 3k) såfremt fortrydelsesretten ikke finder anvendelse i henholdtil artikel 16, oplysninger om, at forbrugeren ikke vil kunne gø-re sin fortrydelsesret gældende, eller, hvor det er relevant, un-der hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydel-sesret”Den erhvervsdrivende er efter forbrugeraftaleloven forpligtet til at give op-lysning om fortrydelsesret både ved aftaler indgået uden for fast forret-ningssted (§ 10) og ved fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinan-sielle tjenesteydelser (§ 11).Efter forbrugeraftalelovens § 10, stk. 1, der gennemfører artikel 4 i dør-salgsdirektivet, skal den erhvervsdrivende give oplysninger om fortrydel-sesretten samt navn og adresse på den person eller virksomhed, over forhvem fortrydelsesretten kan udøves.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 5, der gennemfører artikel 3,stk. 1, nr. 3, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, og til dels artikel 4,stk. 1, litra f, i det generelle fjernsalgsdirektiv, skal der gives oplysningom, hvorvidt der er fortrydelsesret efter loven. Efter bestemmelsen, skalden erhvervsdrivende også give meddelelse om, hvis fjernsalgsaftalen efterloven ikke kan fortrydes, hvilket er tilfældet ved de i § 17, stk. 2, opregne-de tjenesteydelser.Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra h og k, skal den erhvervsdrivendesvarende til, hvad der følger af forbrugeraftaleloven, give oplysning om eneventuel fortrydelsesret, og såfremt fortrydelsesretten ikke finder anven-delse, tillige oplysning herom.183

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, skal den erhvervsdrivende endvi-dere give oplysning om fortrydelsesfristens varighed og betingelserne forat gøre fortrydelsesretten gældende, herunder om den praktiske frem-gangsmåde ved brug af fortrydelsesretten, samt om standardfortrydelses-formularen i bilag I (B). I tilfælde af eventuel fortrydelsesret skal den er-hvervsdrivende stille standardfortrydelsesformularen, der findes i bilag I(B), til rådighed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke opfyldesin oplysningspligt ved at benytte en anden formular end standardfortry-delsesformularen i bilag I (B). Forbrugeren er imidlertid ikke forpligtet tilat anvende formularen ved udnyttelse af fortrydelsesretten men kan i stedetgive meddelelse om eventuel fortrydelse på anden måde, jf. standardfor-trydelsesvejledningen 3. afsnit. Der henvises herom til afsnit 6.2.2.1 oven-for.Oplysningskrav svarende til direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, følger afforbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 2 – dog med undtagelse af oplysningom en standardfortrydelsesformular (der henvises herom til forbrugerafta-lelovens § 16).Efter forbrugeraftaleloven skal oplysningerne først givesefteraftalensindgåelse i forbindelse med meddelelsen af oplysningerne på varigt medi-um. Dette gælder dog ikke i forhold til den erhvervsdrivendes oplysnings-krav ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser. Her inde-holder forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 3, en bestemmelse, der i altvæsentligt svarer til direktivets artikel 6, stk. 1, litra h.Udover oplysningerne om selve udnyttelsen af fortrydelsesretten skal dergives oplysning om udgifterne til tilbagelevering af varerne i tilfælde affortrydelse, og om forbrugerens pligt til at betale den erhvervsdrivende forrimelige omkostninger i tilfælde, hvor forbrugeren har gjort sin fortrydel-sesret gældende efter at have anmodet den erhvervsdrivende om at påbe-gynde udførelsen af tjenesteydelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb,jf. artikel 6, stk. 1, litra i og j. Reglerne herom er nye i forhold til den gæl-dende forbrugeraftalelov.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 9, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.8.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra l og m:184

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra l og m, der i det væsentlige svarer tildirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, skal der gives følgende oplysninger:”l) påmindelse om eksistensen af en lovbestemt garanti for va-rernes kontraktmæssighedm) hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingel-serne herfor, eftersalgsservice og handelsmæssige garantier”Det bemærkes, at direktivets artikel 5, stk. 1, litra e, i modsætning til arti-kel 6, stk. 1, litra l og f, ikke indeholder et oplysningskrav om eventuel ef-tersalgskundebistand.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 1, der til dels gennemfører arti-kel 5, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, skal den erhvervsdrivendepå papir eller andet varigt mediumefteraftalens indgåelse give oplysningom betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations- ogvedligeholdelsesservice. Markedsføringslovens § 12, stk. 1, indeholder itilknytning hertil en supplerende bestemmelse om, at udtrykket garantiover for forbrugere kun må anvendes, hvis erklæringen giver forbrugerenen væsentlig bedre retsstilling end den, forbrugeren har efter lovgivningen.Af markedsføringslovens § 12, stk. 2, fremgår, at i tilfælde, hvor der ydesgaranti, skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig måde informereforbrugeren om dens indhold og give de oplysninger, der er nødvendigefor at gøre garantien gældende. Endvidere skal den erhvervsdrivende på enklar og tydelig måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efterlovgivningen ikke berøres af garantien.Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra l, skal den erhvervsdrivende givepåmindelse om eksistensen af en lovbestemt garanti for varens kontrakt-mæssighed. Der gælder ingen tilsvarende oplysningskrav efter forbrugeraf-taleloven.Arbejdsgruppen bemærker, at markedsføringslovens § 12, stk. 2, indehol-der en bestemmelse, hvorefter den erhvervsdrivende på en klar og tydeligmåde bl.a. skal oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter lov-givningen ikke berøres af garantien.Markedsføringslovens § 12, stk. 2, gennemfører artikel 6 i forbruger-købsdirektivet (99/44/EF). Bestemmelsen fastslår, at en garanti er retligbindende for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i garantierklæringenog i reklamer for varen. Efter forbrugerkøbsdirektivets artikel 6, stk. 2,185

skal en garanti oplyse, at forbrugeren har rettigheder i henhold til den nati-onale lovgivning, og at disse rettigheder ikke berøres af garantien.Efter markedsføringslovens § 12, stk. 2, er det normalt tilstrækkeligt, atsælger oplyser, at garantien ikke berører køberens ufravigelige rettighederefter købeloven. Anden lovgivning skal dog nævnes i det omfang det er re-levant under hensyn til garantiens indhold, ydelsens art, salgsmåden mv.Overtrædelse af markedsføringslovens § 12 er ikke strafbelagt, og der erikke automatisk knyttet civilretlige virkninger til en overtrædelse af be-stemmelsen.Det bemærkes, at begrebet lovbestemt garanti er omtalt i grønbog om for-brugsvaregarantier og eftersalgsservice (KOM (93) 509 endelig udgave,som gik forud for forbrugerkøbsdirektivet, side 6):”Ved ’lovbestemt garanti’ forstås den traditionelle beskyttelse,som findes i alle nationale lovgivninger som en direkte følge aflovgivningen, ifølge hvilken sælgeren (eller eventuelt en andenperson) hæfter over for køberen for mangler ved de solgte va-rer. Virkningerne og betingelserne for opfyldelsen af dennegaranti er fastsat direkte i hver enkelt national lovgivning. Ved’handelsmæssig garanti’ forstås eventuelle øvrige fordele, sompå frivilligt grundlag tilbydes af producenten, sælgeren af va-ren eller af enhver anden person, der indgår i distributionsled-det for dette produkt. Virkningerne og betingelserne for opfyl-delsen af denne garanti fastsættes frit af den person, som tilby-der garantien.”Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdsgruppen antager, at anvendelsenaf udtrykket garanti i denne (EU-retlige) sammenhæng antages at stammefra fransk ret, hvor garantibegrebet er fast indarbejdet, hvilket bl.a. afspej-les i den franske Code Civil og i den franske forbrugerlovgivning, hvorflere varianter af garantibegrebet, herunder bl.a. ”garantie contractuelle”og ”garantie légale”, optræder. Begrebet anvendes i fransk ret i betydnin-gen mangelshæftelse.Efter arbejdsgruppens opfattelse skal der således med ”eksistensen af enlovbestemt garanti for varernes kontraktmæssighed”, jf. artikel 6, stk. 1,litra l, forstås de almindelige køberetlige mangelsregler.Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra m, skal den erhvervsdrivende endvi-dere, hvor det er relevant, give forbrugeren oplysning om eftersalgskunde-186

bistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice samt handelsmæssig ga-ranti.Ved en handelsmæssig garanti skal der efter direktivets artikel 2, nr. 14,forstås enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en producent(garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren, ud over sin retligeforpligtelse til at levere en kontraktmæssig ydelse, til at refundere købe-summen eller omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe manglerved varerne, hvis de ikke svarer til de specifikationer eller ethvert andetkrav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, dervar tilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og somikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.Arbejdsgruppen har overvejet, om der med henvisningen til reklamer sig-tes mod reklamer for varen/tjenesteydelsen eller reklamer for den han-delsmæssige garanti.Efter arbejdsgruppens opfattelse skal bestemmelsen forstås således, at dersigtes mod reklamer for varen/tjenesteydelsen.Det bemærkes i den forbindelse, at der efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 2,foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren eller et tidligeresalgsled har givet oplysninger som nævnt i nr. 1 på varens indpakning, iannoncer eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almen-hedens eller køberens kundskab.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, hvad der skal forstås ved efter-salgskundebistand og eftersalgsservice, herunder om begreberne svarerhelt eller delvist til forbrugeraftalelovens oplysningskrav om reparations-og vedligeholdelsesservice. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der medeftersalgskundebistand og eftersalgsservice i artikel 6, stk. 1, litra m, er ta-le om et videre begreb, end hvad der i dag følger af forbrugeraftaleloven.Der vil således også skulle gives oplysning om f.eks. ”supporttjenester”.For så vidt angår direktivets oplysningskrav om eventuelle handelsmæssi-ge garantier, er det arbejdsgruppens opfattelse, at der med direktivets defi-nition er tale om et oplysningskrav, der umiddelbart svarer til forbrugeraf-talelovens oplysningskrav om garantitilsagn, dvs. hvis der med virkningfor forbrugeren er ydet en garanti (indeståelse for visse egenskaber, hold-barhed mv.) af den erhvervsdrivende selv eller af tredjemand (normaltproducenten). Der består dog den forskel, at den erhvervsdrivende efter187

forbrugeraftaleloven skal give oplysning om betingelserne for brug af ga-rantitilsagnet, hvorimod den erhvervsdrivende efter direktivet alene skaloplyse om en eventuel handelsmæssig garanti. Arbejdsgruppen antagerdog, at der er sammenfald mellem oplysningskravene. Arbejdsgruppenbemærker i øvrigt, at der med direktivets oplysningskrav ikke er indført enpligt for den erhvervsdrivende til at indestå for garantier afgivet af tredje-mand. Hvorvidt den erhvervsdrivende hæfter for garantien, må afgøres ef-ter de almindelige aftaleretlige regler, herunder købelovens § 76, stk. 1, nr.2.Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 14, med tilhørendebemærkninger.6.2.2.5.9.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra n:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra n, skal der gives følgende oplysnin-ger:”n) relevante adfærdskodeks som defineret i artikel 2, litra f), idirektiv 2005/29/EF og oplysninger om, hvordan eksemplarerheraf kan fremskaffes, hvor det er relevant”Efter artikel 2, litra f, i markedsføringsdirektivet (2005/29/EF), skal derimidlertid ved et adfærdskodeks forstås en aftale eller et regelsæt, der ikkefølger af en medlemsstats love eller administrative bestemmelser, hvor-igennem den erhvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilke denneforpligtes til at overholde kodekset i forbindelse med en eller flere formerfor handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer.Efter arbejdsgruppens opfattelse er det alene adfærdskodeks, ifølge hvil-ken den erhvervsdrivende over for den pågældende organisation har for-pligtet sig til at overholde kodekset, og hvortil der er knyttet en eller fleresanktionsformer, der er omfattet af bestemmelsen. Andre adfærdskodeks,som er etisk funderet, og hvortil der ikke er knyttet nogen retsvirkning, ersåledes ikke omfattet af bestemmelsen. Det bemærkes endvidere, at denerhvervsdrivende selvsagt heller ikke skal/må give oplysninger om ad-færdskodeks, hvortil den pågældende ikke har tilsluttet sig. En sådan op-lysning vil ikke være relevant og vil efter omstændighederne kunne værevildledende over for forbrugeren.

Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 15, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.10.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra o:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra o, der i det væsentlige svarer til arti-kel 5, stk. 1, litra f, skal der gives følgende oplysninger:”o) hvor det er relevant, aftalens gyldighedsperiode, eller fortidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlænges automa-tisk, betingelserne for at opsige aftalen”Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, mensom anført ovenfor afsnit 6.2.2.5.6 vedrørende artikel 6, stk. 1, litra g,fremgår det af lovens § 11, stk. 1, nr. 4, at den erhvervsdrivende skal oply-se forbrugeren om en eventuel uopsigelighedsperiode samt eventuel ad-gang for parterne til at bringe aftalen til ophør før tiden eller ensidigt, her-under oplysning om eventuelle betingelser herfor. Bestemmelsen suppleresaf forbrugeraftalelovens § 25 om bindingsperioder (forbrugerens adgang tilat opsige aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser). Efterdirektivets artikel 6, stk. 1, litra o, skal der herudover gives oplysning omaftalens gyldighedsperiode, og for så vidt angår aftaler, der forlænges au-tomatisk, skal den erhvervsdrivende give oplysning om betingelserne for atopsige aftalen.Der henvises herom til lovudkastets §§ 8, stk. 1, nr. 16, med tilhørendebemærkninger.6.2.2.5.11.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra p:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra p, skal der gives følgende oplysnin-ger:”p) hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerensforpligtelser i henhold til aftalen”En tilsvarende bestemmelse findes ikke i forbrugeraftaleloven.Spørgsmålet om minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i hen-hold til aftalen vil f.eks. kunne være relevant ved visse aftaler om løbendelevering af varer eller tjenesteydelser, hvor der er aftalt vilkår om opsigel-sesvarsel og/eller bindingsperiode.189

Som anført ovenfor indeholder forbrugeraftalelovens § 25 regler om for-brugerens adgang til at opsige aftaler om løbende levering af varer ellertjenesteydelser. Efter bestemmelsen kan forbrugeren udgangspunkt opsigeen aftale om løbende levering af varer eller tjenesteydelser med 1 månedsvarsel til udgangen af en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalensindgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1. dvs. at forbrugeren mak-simalt kan bindes i syv måneder.Det følger af forbrugeraftalelovens § 26, stk. 1, at hvis forbrugeren påtidspunktet for opsigelsen af aftalen har betalt for en periode, som liggerefter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal vederlaget strakstilbagebetales.Af direktivets præambelbetragtning 14 fremgår det bl.a., at direktivet ikkeberører de aftaleretlige bestemmelser i national ret for så vidt angår aftale-retlige aspekter, der ikke er reguleret af direktivet.Efter arbejdsgruppens opfattelse kan forbrugeraftalelovens §§ 25 og 26 omforbrugerens ret til at opsige aftaler om løbende levering af varer og tjene-steydelser opretholdes uanset oplysningskravet i artikel 6, stk. 1, litra p,idet bestemmelserne, der er af aftaleretlig karakter, falder uden for direkti-vets anvendelsesområde.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 17, med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.12.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra q:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra q, skal der gives følgende oplysnin-ger:”q) hvor det er relevant, forskud eller andre finansielle garan-tier, som forbrugeren skal betale eller stille efter anmodningfra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor”Forbrugeraftaleloven indeholder ikke et tilsvarende oplysningskrav.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 18, med tilhørende be-mærkninger.

6.2.2.5.13.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra r og s:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra r, der er identisk med artikel 5, stk. 1,litra g, skal der gives følgende oplysninger:”r) hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældendetekniske beskyttelsesforanstaltninger for digitalt indholds) hvor det er relevant, det digitale indholds interoperabilitetmed hardware og software i henhold til, hvad den erhvervs-drivende ved eller med rimelighed burde have vidst”Efter artikel 6, stk. 1, litra r og s, der svarer til artikel 5, stk. 1, litra g og h,skal den erhvervsdrivende efter omstændighederne give forbrugeren op-lysninger om funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelses-foranstaltninger for digitalt indhold, og det digitale indholds interoperabili-tet med hardware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivendevidste eller burde have vidst.Efter direktivets artikel 2, nr. 11, skal der ved digitalt indhold forstås data,der er produceret og leveret i digital form.Af direktivets præambelbetragtning 19 fremgår følgende om det digitaleindholds funktionalitet og relevante interoperabilitet:”Ud over de generelle oplysningskrav bør den erhvervsdriven-de informere forbrugeren om det digitale indholds funktionali-tet og relevante interoperabilitet. Begrebet funktionalitet børreferere til de måder, hvorpå digitalt indhold kan anvendes,f.eks. til sporing af forbrugeres adfærdsmønster; begrebet børligeledes referere til, hvorvidt der findes eller ikke findes no-gen form for tekniske begrænsninger, f.eks. via forvaltning afdigitale rettigheder eller regionskodning. Det er hensigten, atbegrebet relevant interoperabilitet skal beskrive informationenvedrørende det standard hardware- og software-miljø, som detdigitale indhold er kompatibelt med, f.eks. styresystemet, dennødvendige version og visse hardware features.”Forbrugeraftaleloven indeholder ikke oplysningskrav svarende til direkti-vets artikel 6, stk. 1, litra r og s, men som det fremgår af afsnit 6.2.1.2ovenfor, gælder der efter de almindelige kontraktretlige regler en loyal op-lysningspligt over for køberen om salgsgenstandens beskaffenhed. Herud-over indeholder markedsføringslovens § 7 en oplysningspligt i forbindelsemed afgivelse af tilbud eller ved aftalens indgåelse, hvorefter den er-191

hvervsdrivende bl.a. skal give en forsvarlig vejledning, når dette har be-tydning for bedømmelsen af den pågældende vares eller tjenesteydelseskarakter eller egenskaber.Efter arbejdsgruppens opfattelse indebærer direktivets artikel 6, stk. 1, litrar og s, at den erhvervsdrivende – i tilfælde, hvor produktet indeholder tek-niske beskyttelsesforanstaltninger eller begrænsninger i forhold til intero-perabiliteten – skal informere forbrugeren nærmere herom. For forbruge-ren vil det f.eks. være afgørende at få oplyst, om et produkt alene er kom-patibelt med f.eks. en Apple computer, eller om produktet f.eks. indehol-der regionskodning, der sætter begrænsninger for forbrugerens anvendelseaf produktet.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det i forhold til den erhvervsdriven-des oplysningspligt om det digitale indholds interoperabilitet med hard-ware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivende vidste eller bur-de have vidst, må bero på en nærmere konkret vurdering.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 20 med tilhørende be-mærkninger.6.2.2.5.14.Ad direktivets artikel 6, stk. 1, litra t:Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra t, skal der gives følgende oplysnin-ger:”t) hvor det er relevant, mulighed for adgang til en udenretsligprocedure for klageadgang og bilæggelse af tvister, som denerhvervsdrivende er underkastet, og forudsætningerne for den-ne adgang”Efter artikel 6, stk. 1, litra t, skal forbrugeren have oplysning om, hvorvidtden pågældende har klageadgang og adgang til udenretlig bilæggelse aftvister, og, hvis dette er tilfældet, hvorledes forbrugeren kan gøre brug her-af.Forbrugeraftaleloven indeholder et tilsvarende oplysningskrav for så vidtangår fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, jf. forbruger-aftalelovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Det følger af artikel 6, stk. 1, litra t, at der f.eks. vil være pligt til at oplyseom adgang til at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- ellerklagenævn.Det må imidlertid antages, at der efter bestemmelsen ikke er en pligt til atoplyse, hvis der ikke består en sådan adgang, jf. formuleringen ”hvor deter relevant, mulighed for”.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 21, med tilhørende be-mærkninger.I forhold til den erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om relevante udenret-lige klagemuligheder bemærker arbejdsgruppen, at den er bekendt med, atRådet og Europa-Parlamentet i maj 2013 har vedtaget henholdsvis forord-ning om online tvistløsning og direktiv om alternativ tvistløsning, sombl.a. indeholder bestemmelser om, at erhvervsdrivende under nærmeregivne omstændigheder skal oplyse forbrugere om alternative tvistbehand-lingsinstanser. En nærmere overvejelse om implementeringen af disse op-lysningskrav falder dog uden for arbejdsgruppens kommissorium.6.2.2.5.15.Direktivets artikel 6, stk. 2

Til gennemførelsen af artikel 6, stk. 2, skal det sikres, at den erhvervsdri-vendes oplysningspligt efter artikel 6, stk. 1, også finder anvendelse for såvidt angår aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse va-rer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, samt påfjernvarme og i forhold til digitalt indhold, der ikke leveres på et fysiskmedium.Henset til, at aftaler om løbende forsyning af levering af elektricitet, gas ogvarme mv. efter forbrugeraftaleloven vil blive anset for aftaler vedrørendeløbende levering af tjenesteydelser, og dermed allerede er omfattet af lo-ven, jf. afsnit 6.1.7.2 ovenfor vedrørende definitionen af vare, anser ar-bejdsgruppen det for unødvendigt at fastsætte en særskilt bestemmelseherom.6.2.2.5.16.Direktivets artikel 6, stk. 3

Ved en offentlig auktion forstås efter direktivets artikel 2, nr. 13, som an-ført i afsnit 6.1.2, en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder va-rer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for atvære til stede under auktionen. Endvidere skal der være tale om en gen-nemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en auktions-holder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købevarerne eller tjenesteydelserne.Arbejdsgruppen har i den forbindelse noteret sig, at direktivet omfatter så-vel offentlige auktioner (traditionelt auktionssalg) som auktioner, der ind-gås elektronisk, f.eks. via internettet, idet der i kravet om, at forbrugerenskal have mulighed for at være til stede ligger et krav om (potentiel) fysisktilstedeværelse.Det bemærkes i tilknytning hertil, at forbrugeraftaleloven ikke gælder forauktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de bydendenormalt er fysisk til stede på auktionsstedet, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Undtagel-sen for traditionelt auktionssalg gælder ikke i tilfælde, hvor købet er ind-gået uden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i stk.2, nr. 2, litra a og b, dvs. i tilfælde, hvor aftalen er indgået, eller forbruge-ren har fremsat tilbud, i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hosforbrugeren, jf. nærmere litra a, eller under en udflugt mv. arrangeret afden erhvervsdrivende, jf. nærmere litra b.Baggrunden for denne undtagelse til undtagelsen i nr. 4 – der svarer til dentidligere forbrugeraftalelovs § 5, stk. 5 – er, at dørsalgsdirektivet ikke givermulighed for at fravige direktivets regler for auktionskøb, der er indgåetunder de i direktivet nævnte omstændigheder.Undtagelsen i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1, nr. 4, omfatter ikke elek-troniske auktioner, f.eks. via internettet. En forbruger, der indgår aftale pådenne måde, er således stillet på samme måde som ved almindelig inter-nethandel.Det bemærkes hertil, at det generelle fjernsalgsdirektiv indeholder en und-tagelse for aftaler, der indgås på auktion, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, 5.pind. I forbindelse med direktivets gennemførelse valgte man imidlertidikke at undtage elektroniske auktioner fra forbrugeraftalelovens anvendel-sesområde, idet der på dette område ansås for at kunne være et væsentligtbehov for forbrugerbeskyttelse.194

Dette fremgår udtrykkeligt af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-tingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7584, hvor der henvises til bemærknin-gerne til den tidligere lovs § 10 c, stk. 2, jf. Folketingstidende 1999-2000,tillæg A, s. 5935 og 5956. Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets rede-gørelse fra 2004 om auktioner på internettet.Herudover indeholder auktionslederloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 191 af9. april 1986 med senere ændringer, nærmere regler om bl.a. beskikkelseog vederlag til auktionsledere samt auktionslederens opgaver i forbindelsemed auktionens forberedelse og afholdelse.Direktivet indeholder ikke en generel undtagelse for auktionssalg. Detteindebærer, at direktivet både omfatter auktionssalg, der indgås på fast for-retningssted samt auktionssalg, der indgås ved fjernsalg eller uden for fastforretningssted. For aftaler, der er indgået ved fjernsalg eller uden for fastforretningssted er den erhvervsdrivende således forpligtet til at give for-brugeren de oplysninger, der fremgår af artikel 6, stk. 1. For andre aftalerend aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forretningssteder den erhvervsdrivende som udgangspunkt forpligtet til at orientere for-brugeren om de oplysninger, der fremgår af artikel 5. Det bemærkes, at ar-tikel 5 ikke indeholder en bestemmelse svarende til artikel 6, stk. 3, hvor-efter den erhvervsdrivende i forbindelse med offentlige auktioner kan ud-skifte oplysningerne i stk. 1, litra b-d, med de tilsvarende oplysninger omauktionarius.I og med at direktivet ikke undtager auktionsområdet vil en gennemførelseaf direktivet således nødvendiggøre en ændring af forbrugeraftalelovensanvendelsesområde, idet undtagelsen i § 2, stk. 1, nr. 4, ikke vil kunne op-retholdes. Oplysningskravene vil således fremover finde anvendelse på al-le auktioner, dog således at der er mulighed for, at en række af oplysnin-gerne i forbindelse med offentlige auktioner i stedet gives i forhold til auk-tionarius.Der henvises herom til lovudkastets § 8, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.6.2.2.5.17.Direktivets artikel 6, stk. 4

Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan bevisbyrderegeler udtryk for et almindeligt princip, da pligten til at give forbrugeren visseoplysninger påhviler den erhvervsdrivende. En sådan udtrykkelig regel børderfor gælde hele lovens kapitel 3 vedrørende oplysningspligt.Der henvises herom til lovudkastets § 7, stk. 1, 2. pkt. med tilhørende be-mærkninger.For så vidt angår konsekvensen af den erhvervsdrivendes eventuelle mang-lende opfyldelse af oplysningspligten henvises til afsnit 6.3.7.1 nedenfor.6.2.2.6.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 7

Direktivets artikel 7, stk. 1-3, nødvendiggør, at der fastsættes en bestem-melse om de formelle krav, der gælder for aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted.For så vidt angår direktivets artikel 7, stk. 4, hvorefter en medlemsstat medhensyn til forbrugeraftaler om reparations- eller vedligeholdelsesarbejder,der indgås uden for fast forretningssted og udføres straks, og hvis værdiikke overstiger 200 euro, kan fastsætte regler om mindre omfattende op-lysningskrav mv., henvises der til afsnit 7.7 nedenfor.6.2.2.6.1.Direktivets artikel 7, stk. 1-3

Af direktivets artikel 7, stk. 1, fremgår det, at den erhvervsdrivende for såvidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted skal give forbruge-ren de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger på papir, eller, hvis for-brugeren samtykker, på et andet varigt medium. Disse oplysninger skalvære letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog.Forbrugeraftalelovens § 10 fastlægger – ud over hvilke oplysninger derskal gives til forbrugeren i forbindelse med aftaler indgået uden for fastforretningssted og tidspunktet for, hvornår oplysningspligten skal opfyl-des, jf. herom ovenfor afsnit 6.2.2.4.2, på hvilken måde de af bestemmel-sen omhandlede oplysninger skal tilvejebringes. Der skal således efter §10, stk. 1, gives tydeligskriftligoplysning om fortrydelsesretten og omnavn og adresse på den person eller virksomhed, over for hvem fortrydel-sesretten kan udøves.197

Af bekendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004 vedrørende oplysning omfortrydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler, der er udstedt imedfør af forbrugeraftalelovens § 16, kan det imidlertid udledes, at ordetskriftliger anvendt i betydningenlæsbarog ikke i betydningenpå papir.Som det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal den erhvervsdrivendegive oplysningerne til forbrugeren om dennes fortrydelsesret på papir elleret andet varigt medium i overensstemmelse med reglerne i forbrugeraftale-lovens §§ 10, 12 og 14.Som nævnt ovenfor er varigt medium defineret i direktivets artikel 2, nr.10. Begrebets nærmere indhold er beskrevet i afsnit 6.1.7.8.Efter direktivets artikel 7, stk. 2, skal den erhvervsdrivende give forbruge-ren en kopi af den underskrevne aftale eller bekræftelsen af aftalen på pa-pir, eller, hvis forbrugeren samtykker heri, et andet varigt medium, herun-der, hvor det er relevant, bekræftelsen af forbrugerens forudgående ud-trykkelige samtykke og anerkendelse, jf. artikel 16, litra m (om afkald påfortrydelsesret ved levering af digitalt indhold), jf. nærmere herom i afsnit6.3.8.15.I forhold til aftaler indgået uden for fast forretningssted indeholder forbru-geraftaleloven ikke en tilsvarende forpligtigelse for den erhvervsdrivendetil at give forbrugeren en kopi af den underskrevne aftale mv.Af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004 vedrørendeoplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftalerfølger det imidlertid, at oplysninger efter stk. 1 om forbrugerens fortrydel-sesret skal gives på 1) en særlig formular eller 2) et aftaledokument, faktu-ra, følgeseddel eller lignende læsbart dokument, der udfærdiges i anled-ning af den enkelte aftale. Herudover følger det af bekendtgørelsens § 1,stk. 3, at oplysninger, der gives i de i nr. 2 nævnte dokumenter, skal væretydeligt fremhævet ved f.eks. særlig skrifttype eller på lignende måde.Efter ordlyden i direktivets artikel 7, stk. 3, skal den erhvervsdrivendekræve – i det omfang en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelsereller leveringen af vand, gas eller elektricitet, når dette ikke sælges i et af-grænset volumen eller i en bestemt mængde, eller af fjernvarme skal påbe-gyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2 – at forbruge-ren fremsætter en sådan udtrykkelig anmodning på et varigt medium. Be-stemmelsen skal ses i sammenhæng med direktivets artikel 14, stk. 3 og 4,hvoraf bl.a. følger, at forbrugeren, hvis denne udøver sin fortrydelsesret ef-198

ter at have fremsat anmodning i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3 (el-ler artikel 8, stk. 8), alene skal betale den erhvervsdrivende et forholds-mæssigt beløb, der står i rimeligt forhold til det leverede indtil det tids-punkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende om sin ud-øvelse af fortrydelsesretten,hvisforbrugeren udtrykkeligt har anmodet om,at udførelsen skulle påbegyndes inden udløbet af fortrydelsesfristen.Det bemærkes, at artikel 7, stk. 3, kun omfatter vand, gas og elektricitetnår disse varerikkesælges i et afgrænset volumen eller en bestemt mæng-de. Som anført ovenfor, jf. afsnit 6.1.7.2, betragtes vand, gas og elektricitetsom varer i henhold til direktivet, når det udbydes til salg i et afgrænsetvolumen eller en bestemt mængde, jf. artikel 2, nr. 3.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til artikel7, stk. 3.Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, indeholder imidlertid en bestemmelseom fortrydelsesrettens ophør før tid ved fjernsalgsaftaler vedrørende ikke-finansielle tjenesteydelser og varer, som skal fremstilles eller tilpasses ef-ter forbrugerens individuelle behov (bestillingskøb). I modsætning til arti-kel 7, stk. 3, fastsætter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, at fortrydelsesret-ten, for så vidt angår fjernsalgsaftaler vedrørende bestillingskøb, kun gæl-der indtil det tidspunkt, hvor udførelsen, fremstillingen eller tilpasningenbegynder, når forbrugeren forinden har givet sit samtykke. Denne be-grænsning i fortrydelsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftalevedrører løbende levering og er indgået under eller i forbindelse med denerhvervsdrivendes telefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennesforudgående anmodning.Efter arbejdsgruppens opfattelse svarer de formelle krav i direktivets arti-kel 7, stk. 1, i vidt omfang til de formelle krav, der er fastsat i forbrugeraf-talelovens § 10, stk. 1, og som gennemfører dørsalgsdirektivets artikel 4.Navnlig på grund af de forskelle, der består mellem direktivets artikel 7,stk. 2 og 3, og gældende ret, foreslås det, at der indføres en ny bestemmel-se i forbrugeraftaleloven om formelle krav for aftaler indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted. Arbejdsgruppen foreslår endvidere, atde formelle krav, der gælder for henholdsvis aftaler indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler (artikel 8) – påsamme måde som i direktivet – holdes i to forskellige bestemmelser, idetreglerne i vidt omfang adskiller sig fra hinanden, jf. nedenfor afsnit199

Efter direktivets artikel 7, stk. 5, må medlemsstaterne ikke stille yderligereformelle krav i forbindelse med opfyldelsen af de oplysningskrav, der føl-ger af direktivet forud for indgåelse af en aftale uden for fast forretnings-sted.Idet direktivets artikel 8, stk. 10, om formelle krav for aftaler om fjernsalgindeholder en tilsvarende bestemmelse, har arbejdsgruppen overvejet sam-spillet mellem på den ene side direktivets artikel 7, stk. 5, og artikel 8, stk.10, og på den anden side bekendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse forbru-geraftaler.Som anført ovenfor skal den erhvervsdrivende i tilfælde af eventuel fortry-delsesret give forbrugeren oplysning om den standardfortrydelsesformular,der findes i bilag I (B), jf. artikel 6, stk. 1, litra h, og efter stk. 4, kan op-lysningerne i stk. 1, litra h-j, gives ved hjælp af standardfortrydelsesvej-ledningen, jf. bilag I (A).Efter § 2 i bekendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004 vedrørende op-lysning om fortrydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler følgerdet, at i tilfælde, hvor aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes fasteforretningssted og angår køb af varer – bortset fra bestillingskøb – skal op-lysning om fortrydelsesret gives ved anvendelse af den tekst, som fremgåraf bilag 1 til bekendtgørelsen. For så vidt angår levering af tjenesteydelsereller bestillingskøb, hvor aftalen ligeledes indgås uden for den erhvervs-drivendes faste forretningssted, skal oplysning om fortrydelsesret efter § 1gives ved anvendelse af den tekst, der fremgår af bilag 2 til bekendtgørel-sen.På samme måde er fjernsalgsaftaler om køb af varer reguleret i bekendtgø-relsens §§ 4-7 og bilag 3-6, mens fjernsalgsaftaler om ikkefinansielle tje-200

nesteydelser er reguleret i bekendtgørelsens § 8 og bilag 7. Fjernsalgsafta-ler om finansielle tjenesteydelser er reguleret i bekendtgørelsens § 9 og bi-lag 8.Det følger herudover af bekendtgørelsens § 10, at den erhvervsdrivendeved afgivelse af oplysning i henhold til §§ 2-9 kan anvende en anden tekstend den tekst, der følger af det relevante bilag, hvis forbrugeren herved gi-ves tilsvarende informationer som efter bilaget, og informationerne ikkegives på en mindre tydelig og forståelig måde. Den erhvervsdrivende kandog undlade at medtage tekst, der ikke er relevant for den konkrete aftale.Endelig følger det af bekendtgørelsens § 11, at den erhvervsdrivende –samtidig med afgivelse af oplysninger i henhold til §§ 2, 3, 5, 7, 8 eller 9kan give forbrugeren en blanket, som denne kan anvende, hvis aftalen for-trydes. Blanketten skal angive navn og adresse på den, til hvem meddelel-sen skal sendes. Et eksempel på denne blanket er optrykt som bilag 9 tilbekendtgørelsen.Efter de gældende regler er der således knyttet en fortrydelsesvejledning tilde enkelte aftaletyper. Efter arbejdsgruppens opfattelse, vil det ikke være ioverensstemmelse med direktivet at opretholde bekendtgørelsen, idet såvelformelle som materielle krav, der følger heraf, på flere punkter adskillersig fra direktivets. Arbejdsgruppen foreslås derfor, at direktivets bilag 1(A) og 1 (B) (i stedet) fastsættes som bilag til forbrugeraftaleloven, (jf. detforeslåede bilag 1 A og 1 C). Arbejdsgruppen foreslår herudover, at be-kendtgørelsens bilag 8 om fortrydelsesret ved fjernsalg af finansielle tjene-steydelser også indsættes som nyt bilag til forbrugeraftaleloven (jf. det fo-reslåede bilag 1 B). Det foreslås, at teksten i bilag 1 B i videst muligt om-fang formuleres i overensstemmelse med direktivets bilag 1 (A), således atbilagene så vidt muligt kommer til at fremstå ens. Arbejdsgruppen bemær-ker i den forbindelse, at det navnlig på grund af de forskellige materiellekrav, der gør sig gældende henholdsvis for aftaler omfattet af forbrugerret-tighedsdirektivet og det finansielle fjernsalgsdirektiv, ikke er muligt at ind-føre én fælles standardfortrydelsesvejledning. Derimod er der ikke nogettil hinder for at indføre én fælles standardfortrydelsesformular (jf. det fore-slåede bilag 1 C). Der vil derfor ikke være behov for at opretholde be-kendtgørelsens bilag 9.6.2.2.7.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 8201

Til gennemførelsen af direktivets artikel 8, stk. 1-5, og stk. 7 og 8, skal derfastsættes en bestemmelse om de formelle krav, der gælder for aftaler omfjernsalg.For så vidt angår direktivets artikel 8, stk. 6, hvorefter medlemsstaterne –hvis en fjernsalgsaftale skal indgås pr. telefon – kan fastsætte regler om, atden erhvervsdrivende efterfølgende skal bekræfte sit tilbud, og at forbruge-ren først er bundet af aftalen, når forbrugeren har underskrevet tilbuddeteller sendt sit skriftlige samtykke, henvises der til kapitel 7.8 nedenfor.6.2.2.7.1.Direktivets artikel 8, stk. 1

Efter direktivets artikel 8, stk. 1, skal den erhvervsdrivende ved aftaler omfjernsalg give de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger eller stille dis-se oplysninger til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, derer tilpasset den anvendte fjerkommunikationsteknik, på en klar og forståe-lig måde, jf. 1. pkt. Gives oplysningerne på et varigt medium, skal de væreletlæselige, jf. 2. pkt.Bestemmelsen svarer i et vist omfang til forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3,der gennemfører indledningen til artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i detgenerelle fjernsalgsdirektiv. Det bemærkes, at forbrugeraftalelovens § 11,stk. 3, også finder anvendelse på fjernsalgsaftaler vedrørende finansielletjenesteydelser, jf. forbrugeraftalelovens § 13, stk. 3.Der består dog den forskel, at hvor forbrugeraftaleloven foreskriver, at detklart skal fremgå, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af enaftale, og at oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hen-syn til den anvendte kommunikationsteknik (og som tager særligt hensyntil umyndige personer), så skal den erhvervsdrivende efter direktivet givede i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger eller stille disse oplysningertil rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset denanvendte fjernkommunikationsteknik.Arbejdsgruppen har overvejet, hvad der nærmere ligger i, at den erhvervs-drivende skal give eller stille de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysningertil rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset denanvendte kommunikationsteknik.Som anført ovenfor indeholder præambelbetragtning 36 et fortolkningsbi-drag:202

”I forbindelse med aftaler om fjernsalg bør oplysningskravenetilpasses, således at der tages hensyn til visse mediers tekniskebegrænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundetmed antal tegn på visse mobiltelefonskærme, eller tidsbe-grænsningen for salgsspot på tv. I sådanne tilfælde bør den er-hvervsdrivende opfylde et minimum af oplysningskrav og hen-vise forbrugeren til en anden informationskilde, f.eks. ved atopgive et frikaldsnummer eller anføre et hyperlink til en af denerhvervsdrivendes websider, hvor der gives direkte og let ad-gang til de relevante oplysninger.”Efter arbejdsgruppens opfattelse må bestemmelsen antages at indebære, atden erhvervsdrivende skal angive de i artikel 6, stk. 1, anførte oplysningerpå en afbalanceret måde.Der består endvidere den forskel, at det i direktivets artikel 8, stk. 1, imodsætning til forbrugeraftaleloven, er udtrykkeligt nævnt, at for så vidtde omhandlede oplysninger gives på et varigt medium, skal de være letlæ-selige. Det bemærkes hertil, at oplysningerne forud for aftalens indgåelseefter forbrugeraftaleloven (heller) ikke behøver at blive givet skriftligt påpapir eller et andet varigt medium.Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 3, er det herudover fastsat, at oplys-ningerne i stk. 1 skal gives i rimelig tid inden aftalen indgås. Spørgsmåletom, hvornår de i direktivets artikel 6, stk. 1, nævnte oplysninger skal givesi relation til en fjernsalgsaftale, er ikke reguleret i artikel 8, men det frem-går af artikel 6, stk. 1, at den erhvervsdrivende inden aftalens indgåelseskal meddele forbrugeren alle de oplysninger, der fremgår af direktivbe-stemmelsen. Der henvises herom til afsnit 6.2.2.5 ovenfor.Det skal endvidere bemærkes i tilknytning hertil, at de yderligere oplys-ninger, der følger af forbrugeraftalelovens § 12 efter bestemmelsen skalgives i forbindelse med aftalens indgåelse. Efter direktivet skal samtligeoplysninger imidlertid gives forudgående, og der består derfor som ud-gangspunkt ikke en pligt for den erhvervsdrivende til at give yderligere op-lysninger til forbrugeren efter aftalens indgåelse, jf. dog direktivets artikel8, stk. 7, litra b, hvorefter den erhvervsdrivende i forbindelse med bekræf-telsen af aftalen, i det omfang det er relevant, skal give forbrugeren be-kræftelse på dennes forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse,jf. artikel 16, litra m (om afkald på fortrydelsesret ved levering af digitaltindhold), jf. nærmere herom i afsnit 6.3.8.15.203

Hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler på-lægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal den erhvervsdrivende ty-deligt og i fremhævet form, og direkte før forbrugeren afgiver sin ordre,gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er omhandlet i artikel6, stk. 1, litra a, e, o og p, jf. artikel 8, stk. 2.Der findes ikke i gældende lovgivning en regel svarende til direktivets ar-tikel 8, stk. 2.Til gennemførelsen af direktivets artikel 8, stk. 2, skal det således sikres, atder fastsættes en bestemmelse om, at den erhvervsdrivende – når en fjern-salgsaftale indgås via elektroniske midler, og forbrugeren forpligtes til aterlægge en betaling – klart og på en fremtrædende måde og direkte førforbrugeren afgiver sin ordre, gør denne opmærksom på oplysninger omvarens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber, den samlede pris, hvordet er relevant, oplysninger om aftalens gyldighedsperiode og om mini-mumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen, jf. arti-kel 6, stk. 1, litra a, e, o og p.Arbejdsgruppen har overvejet, hvordan samspillet er mellem direktivetsartikel 8, stk. 1 og 2.Efter direktivets artikel 8, stk. 1, jf. artikel 6, stk. 1, skal den erhvervsdri-vende inden forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg give de i artikel6, stk. 1, omhandlede oplysninger.Efter direktivets artikel 8, stk. 2, skal den erhvervsdrivende – hvis en fjern-salgsaftale indgås ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger forbruge-ren en betalingsforpligtelse, direkte før forbrugeren afgiver sin ordre – gø-204

re denne opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, lit-ra a, e, o og p.Som anført ovenfor fremgår det af præambelbetragtning 39:”Det er vigtigt at sikre, at forbrugeren ved aftaler om fjern-salg, der indgås via websteder, er i stand til fuldt ud at læse ogforstå de vigtigste elementer i aftalen, før vedkommende afgi-ver sin ordre. Med dette formål for øje bør det i dette direktivsikres, at disse elementer angives i nærhed af den bekræftelse,der kræves for at afgive ordren. Det er ligeledes vigtigt at sik-re, at forbrugeren i sådanne situationer er i stand til at afgøre,på hvilket tidspunkt vedkommende påtager sig forpligtelsen tilat betale den erhvervsdrivende. Derfor bør forbrugerens op-mærksomhed ved hjælp af en utvetydig formulering specifikthenledes på den kendsgerning, at afgivelse af en ordre medfø-rer en forpligtelse til at betale den erhvervsdrivende.”Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at direktivets artikel 8, stk. 2, skalforstås således, at den erhvervsdrivende – efter at have givet forbrugerenalle de oplysninger, der følger af artikel 6 – efterfølgende, under de i arti-kel 8, stk. 2, angivne forudsætninger, på ny skal gøre forbrugeren opmærk-som på de oplysninger, der følger af artikel 6, stk. 1, litra a, e, o og p.Til gennemførelsen af bestemmelsen skal det endvidere fastsættes, at denerhvervsdrivende skal sikre, at forbrugeren, når denne afgiver sin bestil-ling, udtrykkeligt bekræfter, at bestillingens afgivelse medfører en beta-lingsforpligtelse.Endelig skal det i tilknytning hertil fastsættes, at forbrugeren ikke er bun-det af aftalen, hvis den erhvervsdrivende ikke overholder de her anførteregler.For så vidt angår kravet om, at det i forbindelse med bestillinger, hvis af-givelse indebærer aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, skalsikres, at knappen eller den tilsvarende funktion på let læselig måde ermærket ”ordre med betalingsforpligtelse” eller en tilsvarende utvetydigformulering, som angiver, at afgivelsen af ordren medfører en betalings-forpligtelse til den erhvervsdrivende, finder arbejdsgruppen, at kravet her-om allerede følger af kravet om, at forbrugeren udtrykkeligt skal have be-kræftet betalingsforpligtelsens indtræden. Arbejdsgruppen finder på denbaggrund ikke anledning til at indsætte dette krav i selve lovteksten.

Til gennemførelsen af direktivets artikel 8, stk. 3, skal det sikres, at web-steder med elektronisk handel senest ved bestillingsprocessens begyndelseklart og let læseligt angiver, om der gælder nogen leveringsbegrænsninger,og hvilke betalingsmidler der accepteres.Der findes ikke i gældende lovgivning en sådan regel – hverken for fjern-salg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser eller for fjernsalg af finan-sielle tjenesteydelser.I forhold til kravet om at eventuelle leveringsbegrænsninger skal angivesved bestillingsprocessens begyndelse, bemærker arbejdsgruppen, at hjem-meside-udbud af varer mv. som udgangspunkt må betragtes som tilbud,der skaber forpligtelser efter dets indhold, i det omfang forbrugerens ac-cept kommer frem til den erhvervsdrivende i overensstemmelse med denforeskrevne fremgangsmåde. Den erhvervsdrivende vil imidlertid kunneklausulere sit ”tilbud” således, at det ikke skal betragtes som et bindendetilbud, men alene som en opfordring til at gøre tilbud, jf. herved aftalelo-vens § 1.Der henvises herom til lovudkastets § 11, stk. 4, med tilhørende bemærk-ninger.6.2.2.7.4.Direktivets artikel 8, stk. 4

Direktivets artikel 8, stk. 4, nødvendiggør, at der fastsættes en bestemmel-se om den erhvervsdrivendes pligt til – hvis aftalen indgås ved anvendelseaf en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tidtil at formidle oplysninger – forud for aftalen at give forbrugeren oplys-ninger om varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber, den er-hvervsdrivendes identitet, den samlede pris, fortrydelsesretten, aftalens va-righed og for tidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af af-talen, jf. artikel 6, stk. 1, litra a, b, e, h og o.Det skal endvidere fastsættes, at de øvrige oplysninger, der er omhandletaf artikel 6, stk. 1, skal formidles af den erhvervsdrivende til forbrugerenpå en passende måde i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1.206

Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at det som anført ovenfor iafsnit 6.2.2.3, fremgår af præambelbetragtning 36, 1. og 2. pkt., at i for-hold til visse mediers tekniske begrænsninger, bør den erhvervsdrivendeopfylde et minimum af oplysningskrav og henvise forbrugeren til andeninformationskilde, f.eks. ved at opgive et frikaldsnummer eller anføre ethyperlink til den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvor der gives direkte oglet adgang til de relevante oplysninger.I tilfælde, hvor en aftale f.eks. indgås over internettet ved brug af en mo-biltelefon, skal den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse give for-brugeren de i artikel 6, stk. 1, litra a, b, e, h og o, nævnte oplysninger viamobiltelefonen, og i det omfang telefonen sætter begrænsninger for tid el-ler plads, skal de resterende oplysninger i artikel 6 gives efter artikel 8, stk.1, hvorefter den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse skal stilledisse oplysninger til rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler,der er tilpasset den anvendte fjernkommunikation, dvs. ved f.eks. at anføreet hyperlink til den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvor der er direkte oglet adgang til oplysningerne.Den erhvervsdrivende skal således – under de i stk. 4 nævnte forudsætnin-ger – som minimum give forbrugeren de i artikel 6, stk. 1, litra a, b, e, h ogo, nævnte oplysninger forud for aftalens indgåelse. I det omfang det er mu-ligt, alt afhængig af fjernkommunikationsteknikkens eventuelle plads- ogtidsbegrænsninger, skal den erhvervsdrivende ved anvendelse af nævntesærlige teknik imidlertidogsågive forbrugeren de øvrige oplysninger, derfremgår af artikel 6, stk. 1.Det bemærkes, at forbrugeraftalelovens §§ 11, stk. 2, og 13, stk. 2, inde-holder særlige regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt ved tele-foniske henvendelser. Efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, i modsæt-ning til § 13, stk. 2, er der ikke adgang til at begrænse den erhvervsdriven-des prækontraktuelle oplysningspligt i tilfælde, hvor fjernkommunikati-onsmidlet er taletelefoni, jf. nærmere herom umiddelbart nedenfor i afsnit6.2.2.7.5 (direktivets artikel 8, stk. 5)Der henvises herom til lovudkastets § 11, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.6.2.2.7.5.Direktivets artikel 8, stk. 5

Til gennemførelsen af artikel 8, stk. 5, skal det sikres, at den erhvervsdri-vende – hvis denne kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på ind-gåelse af en aftale om fjernsalg – ved begyndelsen af enhver telefonsamta-le med forbrugeren præsenterer sig og giver oplysning om det kommerciel-le formål med opringningen.En sådan bestemmelse må navnlig forventes at få betydning i de tilfælde,hvor der efter forbrugeraftalelovens § 6, stk. 2, er adgang til at rette uan-modet telefonisk henvendelse til forbrugeren, men også i tilfælde, hvorforbrugeren har bedt om at blive ringet op af den erhvervsdrivende.Arbejdsgruppen har overvejet betydningen af henvisningen i artikel 8, stk.5, in fine, til stk. 4. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at henvisningen skalforstås således, at i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende kontakter forbru-geren telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg, skalden erhvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen – som supplement tilde oplysninger der følger af stk. 4 – give forbrugeren oplysning om sitnavn og opkaldets kommercielle sigte.Forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, der implementerer artikel 4, stk. 3, i detgenerelle fjernsalgsdirektiv, indeholder en bestemmelse om den erhvervs-drivendes oplysningspligt ved telefoniske henvendelser. Herudover inde-holder forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, der gennemfører artikel 3, stk. 3,i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, tillige særregler omoplysningspligten i tilfælde, hvor der ved indgåelsen af en fjernsalgsaftalevedrørende en finansiel tjenesteydelse indgår taletelefoni i fjernkommuni-kationsteknikken.I modsætning til forbrugeraftalelovens § 13, stk. 2, om fjernsalg af finan-sielle tjenesteydelser, er der efter forbrugeraftalelovens § 11, stk. 2, ikkeadgang til at begrænse den erhvervsdrivendes prækontraktuelle oplys-ningspligt i tilfælde, hvor fjernkommunikationsmidlet er taletelefoni. Vedtelefonsalg af ikkefinansielle tjenesteydelser er der således pligt til undertelefonsamtalen at give de oplysninger, der følger af forbrugeraftalelovens§ 11, stk. 1 og 2.Oplysningspligten efter forbrugeraftalelovens §§ 11, stk. 2, og 13, stk. 2,suppleres af markedsføringslovens § 6, stk. 5, hvorefter den erhvervsdri-vende første gang, der rettes (bl.a.) telefonisk henvendelse til en bestemtfysisk person med henblik på afsætning, skal give tydelig og forståelig op-lysning om retten til – og adgang til på en nem måde – at frabede sig så-208

danne henvendelser fra den erhvervsdrivende. Der er endvidere etablereten adgang for forbrugeren til helt at undgå telefoniske henvendelser ved atlade sig notere på den såkaldte Robinson-liste i CPR, jf. markedsføringslo-vens § 6, stk. 3.I forhold til spørgsmålet om, hvad der nærmere ligger i begrebet ”telefo-nisk kontakt” bemærker arbejdsgruppen, at betegnelsen ”hvis taletelefoniindgår i fjernkommunikationsteknikken” anvendes i forbrugeraftalelovens§§ 11, stk. 2, og 13, stk. 2. Det er antaget, at ”taletelefoni” efter formåletmed forbrugeraftalelovens §§ 11, stk. 2, og 13, stk. 2, skal forstås på sam-me måde som i forbrugeraftalelovens § 6, dvs. omfattende fastnet- og mo-biltelefoni samt IP-telefoni, men ikke SMS- eller MMS-beskeder, telefax,e-mails eller lignende elektroniske meddelelser, jf. Forbrugeraftalelovenmed kommentarer af Benedikte Holberg m.fl. (2007), s. 169. Arbejdsgrup-pen antager i den forbindelse, at også automatiske opkald til telefoner, så-kaldt ”cold calling”, er omfattet af begrebet ”telefonisk kontakt”.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at gennemførelsen af artikel 8, stk. 5,ikke i relation til spørgsmålet om, hvad der forstås ved ”telefonisk kon-takt”, indebærer nogen ændringer i forhold til gældende ret.Arbejdsgruppen bemærker, at direktivet ikke indeholder en bestemmelsesvarende til forbrugeraftalelovens § 13, stk. 4, der gennemfører artikel 1,stk. 1, 2. led, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, hvoref-ter den erhvervsdrivende – hvis den erhvervsdrivende inden for det senesteår har indgået en eller flere aftaler med den samme forbruger af den sam-me karakter – kun har en oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens § 13,stk. 1-3, i relation til den første aftale, hvorfor denne regel alene kan opret-holdes i forhold til finansielle tjenesteydelser, jf. herved lovudkastets § 14,stk. 4.Arbejdsgruppens bemærker endvidere, at direktivets artikel 8, stk. 5, inde-bærer et krav om, at den erhvervsdrivende skal identificere sig og forklareformålet med opkaldet i begyndelsen afhversamtale med forbrugeren.Der henvises herom til lovudkastets § 11, stk. 3, med tilhørende bemærk-ninger.6.2.2.7.6.Direktivets artikel 8, stk. 7

Direktivets artikel 8, stk. 7, nødvendiggør, at der skal fastsættes en be-stemmelse om, at forbrugeren inden for rimelig tid efter aftaleindgåelsenog senest ved leveringen af varerne, eller før leveringen af tjenesteydelsenbegynder, på et varigt medium skal modtage en bekræftelse på alle de op-lysninger, der er nævnt i artikel 6, stk. 1, medmindre oplysningerne allere-de forud for aftaleindgåelsen er givet til forbrugeren på et varigt medium. Idet omfang det er relevant, skal bekræftelsen endvidere indeholde bekræf-telse af forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse,jf. artikel 16, litra m (om undtagelse fra bestemmelserne om fortrydelsesretvedrørende levering af digitalt indhold).Bestemmelsen svarer på flere punkter til forbrugeraftalelovens § 12, dergennemfører artikel 5, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, og somfastlægger kravene til den information, som den erhvervsdrivende på va-rigt medium skal give snarest muligt efter indgåelsen af en fjernsalgsaftalevedrørende en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, skal den erhvervsdrivende vedindgåelse af en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansiel tjeneste-ydelse meddele forbrugeren de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 1, nr.1-5, på papir eller et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til,medmindre forbrugeren allerede har modtaget oplysningerne på dennemåde. Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, skal den erhvervsdrivendeendvidere på den i stk. 1 anførte måde give oplysninger om bl.a. eventuellegarantitilsagn og fortrydelsesret. Direktivets artikel 8, stk. 7, fastsætter, atden erhvervsdrivende skal give forbrugeren en bekræftelse af den indgåedeaftale indeholdende de i artikel 6, stk. 1, nævnte oplysninger, medmindreden erhvervsdrivende allerede har givet oplysningerne til forbrugeren på etvarigt medium forud for indgåelsen af aftalen om fjernsalg, og når det errelevant, bekræftelse af forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykkeog anerkendelse, jf. artikel 16, litra m (om undtagelse fra bestemmelserneom fortrydelsesret vedrørende levering af digitalt indhold).I forhold til tidspunktet for, hvornår den erhvervsdrivende skal give de iforbrugeraftalelovens § 12, stk. 1 og 2, nævnte oplysninger, fremgår det afforbrugeraftalelovens § 12, stk. 3, at de omhandlede oplysninger skal givessnarest muligt efter aftalens indgåelse. For så vidt angår køb af varer, derskal overgives til forbrugeren, skal oplysningerne meddeles senest vedovergivelsen. Efter direktivets artikel 8, stk. 7, skal den erhvervsdrivendegive bekræftelsen af den indgåede aftale inden for rimelig tid efter indgå-210

elsen af aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen af varerne, eller førleveringen af tjenesteydelsen begynder.Som det fremgår, består der imidlertid enkelte forskelle mellem direktivetog de gældende bestemmelser i forbrugeraftaleloven. Efter direktivet skalden erhvervsdrivende således give forbrugeren en bekræftelse af aftalen,mens den erhvervsdrivende efter forbrugeraftaleloven (blot) skal give for-brugeren de i § 11, stk. 1, nr. 1-5, omhandlede oplysninger. Hertil kom-mer, at forbrugeraftaleloven (§ 12, stk. 2) indeholder nogle yderligere op-lysningskrav om bl.a. eventuelle garantitilsagn og fortrydelsesret, som denerhvervsdrivende skal give forbrugeren efter aftalens indgåelse, hvorimodde pågældende oplysninger efter direktivet skal gives forud for aftalensindgåelse. Der består herudover den forskel, at direktivet, i modsætning tilforbrugeraftaleloven, fastsætter tidspunktet for, hvornår bekræftelsen afden indgåede aftale senest skal gives til forbrugeren både ved leveringen afvarerogved leveringen af tjenesteydelser (før leveringen af tjenesteydel-sen begynder).På grund af de forskelle, der består mellem den gældende bestemmelse iforbrugeraftalelovens § 12 og artikel 8, stk. 7, foreslår arbejdsgruppen, atden gældende bestemmelse ophæves, samtidig med at der foreslås indførten ny regel svarende til artikel 8, stk. 7, om bekræftelse af den indgåedeaftale på et varigt medium.Der henvises herom til lovudkastets § 13 med tilhørende bemærkninger.En ophævelse af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 4, der gennemfører artikel5, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv, hvorefter der gælder en undta-gelse fra kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium. Omfattetaf bestemmelsen er aftaler om tjenesteydelser, der bestilles og opfyldesved anvendelse af samme fjernkommunikationsteknik, når tjenesteydelsenleveres samlet på én gang, vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderenaf det anvendte kommunikationsmiddel, prisen for tjenesteydelsen ikkeoverstiger 75 kr., og forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsen og for-trydelsesretten. I disse tilfælde skal forbrugeren dog efter anmodning haveoplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sig medeventuelle klager, jf. bestemmelsens stk. 5.Arbejdsgruppen har overvejet, om de gældende bestemmelser i forbruger-aftalelovens § 12, stk. 4 og 5, kan opretholdes.211

Direktivet indeholder ikke en tilsvarende undtagelse fra kravet om, at denerhvervsdrivende skal give forbrugeren en bekræftelse af den indgåede af-tale på et varigt medium.Som anført ovenfor er forbrugerrettighedsdirektivet som udgangspunkt ettotalharmoniseringsdirektiv, hvorfor der som udgangspunkt ikke inden fordet område, som direktivet regulerer, kan indføres eller opretholdes andreregler end dem, der følger af direktivet, jf. herved artikel 4. På enkelte om-råder giver direktivet dog inden for det område, som direktivet regulerer,medlemsstaterne adgang til at opretholde eller indføre regler, der afvigerfra direktivets ordning. Dette er imidlertid ikke tilfældet for så vidt angården erhvervsdrivendes forpligtigelse til at give forbrugeren en bekræftelseaf den indgåede aftale på varigt medium.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse uforeneligt med direk-tivet at opretholde forbrugeraftalelovens § 12, stk. 4 og 5.6.2.2.7.7.Direktivets artikel 8, stk. 8

Direktivets artikel 8, stk. 8, indeholder en bestemmelse, der i vidt omfangsvarer til artikel 7, stk. 3, jf. herom ovenfor afsnit 6.2.2.6.1.Efter direktivets artikel 8, stk. 8, skal den erhvervsdrivende kræve – i detomfang en forbruger ønsker, at udførelsen af tjenesteydelser skal påbegyn-des, inden fortrydelsesfristen udløber, jf. artikel 9, stk. 2 – at forbrugerenfremsætter en sådan udtrykkelig anmodning. Tilsvarende gælder i forholdtil leveringen af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i etafgrænset volumen eller i en bestemt mængde, eller af fjernvarme.Det bemærkes, at artikel 8, stk. 8, kun omfatter vand, gas og elektricitetnår disse varerikkesælges i et afgrænset volumen eller en bestemt mæng-de. Som anført ovenfor betragtes vand, gas og elektricitet som varer i hen-hold til direktivet, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller enbestemt mængde, jf. artikel 2, nr. 3.Der består imidlertid den forskel mellem artikel 8, stk. 8, og artikel 7, stk.3, at den erhvervsdrivende i relation til aftaler indgået uden for fast forret-ningssted (artikel 7, stk. 3) skal kræve, at forbrugeren fremsætter en ud-trykkelig anmodning på et varigt medium.

Arbejdsgruppen har overvejet betydningen af den forskel, der består mel-lem direktivets artikel 8, stk. 8, og artikel 7, stk. 3.Om forbrugeren skal fremsætte sin anmodning på varigt medium eller ej,jf. artikel 8, stk. 8, og artikel 7, stk. 3, skal formentlig ses i sammenhængmed de formelle krav, der i øvrigt gælder for den erhvervsdrivende i for-hold til dennes oplysningspligt. Efter artikel 7, stk. 1, skal den erhvervs-drivende således, for så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretnings-sted, give de i artikel 6, stk. 1, nævnte oplysninger til forbrugeren på papireller, hvis forbrugeren samtykker, på et andet varigt medium. Efter artikel8, stk. 1, skal den erhvervsdrivende, for så vidt angår aftaler om fjernsalg,give de i artikel 6, stk. 1, nævnte oplysninger eller stille disse oplysningertil rådighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset denanvendte fjernkommunikationsteknik.Arbejdsgruppen er imidlertid opmærksom på, at artikel 8, stk. 8, potentieltvil kunne give anledning til uenighed/tvist mellem den erhvervsdrivendeog forbrugeren om, hvorvidt forbrugeren har givet en udtrykkelig anmod-ning til den erhvervsdrivende om udførelsen af f.eks. en tjenesteydelse in-den fortrydelsesfristen udløber. Dette skyldes navnlig de regler, der frem-går af artikel 14, stk. 3 og 4. Efter artikel 14, stk. 3, skal forbrugeren, hvisdenne udøver sin fortrydelsesret efter at have fremsat anmodning i over-ensstemmelse med artikel 8, stk. 8 (eller artikel 7, stk. 3), betale den er-hvervsdrivende et beløb, der står i rimeligt forhold til det leverede indtildet tidspunkt, hvor forbrugeren har underrettet den erhvervsdrivende omsin udøvelse af fortrydelsesretten. Efter artikel 14, stk. 4, hæfter forbruge-ren (bl.a.) ikke for udførelse af tjenesteydelser, hvis forbrugeren ikke ud-trykkeligt har anmodet om, at udførelsen skulle påbegyndes inden udløbetaf fortrydelsesfristen.På den baggrund er det således ikke uvæsentligt, i hvilket omfang hen-holdsvis forbrugeren eller den erhvervsdrivende efterfølgende kan doku-mentere, hvorvidt der har været fremsat en udtrykkelig anmodning om ud-førelsen af tjenesteydelsen inden fortrydelsesfristens udløb.Det er imidlertid arbejdsgruppens samlede opfattelse, at dokumentations-kravet næppe vil give anledning til problemer i praksis, idet den erhvervs-drivende vil have en interesse i at sikre sig klarhed herom, idet det er denerhvervsdrivende, som skal kunne dokumentere, at forbrugeren har fremsatanmodningen.213

Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til artikel8, stk. 8.Som anført ovenfor, jf. afsnit 6.2.2.6.1, indeholder forbrugeraftalelovens §18, stk. 4, imidlertid en bestemmelse om fortrydelsesrettens ophør før tidved fjernsalgsaftaler vedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser og varer,som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov(bestillingskøb). I modsætning til artikel 8, stk. 8, fastsætter forbrugerafta-lelovens § 18, stk. 4, at fortrydelsesretten for så vidt angår fjernsalgsaftalervedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser og varer, som skal fremstilleseller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, kun gælder indtil dettidspunkt, hvor udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, nårforbrugeren forinden har givet sit samtykke. Denne begrænsning i fortry-delsesretten gælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbendelevering og er indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendestelefoniske henvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmod-ning.Det er arbejdsgruppens vurdering, at bestemmelsen i § 18, stk. 4, ikke kanopretholdes, hvorfor bestemmelsen foreslås ophævet. Arbejdsgruppen an-ser det i øvrigt for mest hensigtsmæssigt, at artikel 8, stk. 8, gennemføres itilknytning til den foreslåede bestemmelse om, hvornår forbrugeren kanpålægges at betale for den del af ydelsen, der allerede er leveret, jf. hervedafsnit 6.4.10.3.Der henvises til lovudkastets § 25 med tilhørende bemærkninger.6.2.2.7.8. Direktivets artikel 8, stk. 9Efter direktivets artikel 8, stk. 9, berører bestemmelsen ikke reglerne om e-kontrakter og e-ordrer i artikel 9 og 11 i direktivet om elektronisk handel(2000/31/EF), der er gennemført i e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter afelektronisk handel). Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelsesvarende til artikel 8, stk. 9.Efter artikel 9, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel, skal medlemssta-terne sikre, at deres retssystem gør det muligt at indgå kontrakter elektro-nisk. Medlemsstaterne skal bl.a. sikre, at de juridiske krav, der gælder foraftaleindgåelsen, hverken er til hinder for anvendelsen af elektroniske kon-trakter eller fører til, at sådanne kontrakter på grund af den omstændighed214

at de er indgået elektronisk, mister deres retlige virkning og gyldighed. Ef-ter artikel 9, stk. 2, kan medlemsstaterne vælge, om stk. 1, ikke skal findeanvendelse på en række kontrakter, der er anført i bestemmelsen. Det dre-jer sig om 1) kontrakter, der skaber eller overfører rettigheder i fast ejen-dom, 2) kontrakter, der ifølge loven kræver medvirken af domstole, offent-lige myndigheder eller erhverv, som udfører offentlig myndighed, 3) kon-trakter om kaution og om sikkerhedsstillelse fra personer, der handler uaf-hængigt af deres handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed samt4) familieretlige og arveretlige aftaler.Efter artikel 11, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel, skal medlems-staterne sikre, at følgende principper finder anvendelse, når tjenestemodta-geren afgiver sin ordre elektronisk, medmindre andet er aftalt i han-delskøb:-Tjenesteyderen skal bekræfte modtagelsen af tjenestemodtagerensordre uden unødig forsinkelse og elektroniskordren og bekræftelsen af dens modtagelse anses for modtaget, nårparterne, som de er adresseret til, har adgang til dem.

Efter artikel 11, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at tjenesteyderen,medmindre andet er aftalt i handelskøb, stiller hensigtsmæssige, effektiveog tilgængelige tekniske midler til at finde og rette indtastningsfejl til rå-dighed for tjenestemodtageren, inden ordren afgives.Endelig følger det af artikel 11, stk. 3, i direktivet om elektronisk handel,at stk. 1, 1. led, og stk. 2 ikke finder anvendelse på kontrakter, der indgåsudelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuelkommunikation.Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for at indføre en udtrykkeligbestemmelse svarende til artikel 8, stk. 9, idet en fortolkning af samspilletmellem regelsættene vil føre til samme resultat.6.2.2.7.9.Direktivets artikel 8, stk. 10

Efter direktivets artikel 9, stk. 1, skal der gælde en generel fortrydelsesfristpå 14 dage, medmindre undtagelserne i artikel 16 finder anvendelse, jf.nedenfor afsnit 6.3.3. Det gælder både for så vidt angår aftaler om fjern-salg og aftaler indgået uden for fast forretningssted.Om baggrunden for indførelsen af en generel fortrydelsesfrist fremgår detaf præambelbetragtning 37:” (37) Da forbrugeren i forbindelse med fjernsalg ikke kan sevarerne, inden aftalen indgås, bør forbrugeren have en fortry-delsesret. Af samme grund bør forbrugeren have lov til at af-prøve og besigtige de varer, vedkommende har købt, i nødven-digt omfang til at fastslå varernes art, egenskaber og den må-de, de fungerer på. I forbindelse med aftaler indgået uden forfast forretningssted bør forbrugeren have fortrydelsesret pågrund af det potentielle overraskelsesmoment og/eller psykiskepres. Hvis fortrydelsesretten gøres gældende, bør dette inde-bære, at de kontraherende parters forpligtelse til at opfylde af-talen ophører.”Med hensyn til fortrydelsesfristens længde fremgår det af præambelbe-tragtning 40, 1. og 2. pkt.:”(40) Den nuværende forskel på fortrydelsesfristens længdebåde i medlemsstaterne og mellem aftaler om fjernsalg og af-taler indgået uden for fast forretningssted skaber retsusikker-hed og giver anledning til omkostninger i forbindelse medoverholdelse af forskellige bestemmelser. Fortrydelsesfristenbør være den samme for alle aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted.”Af præambelbetragtning 41 fremgår det endvidere, at fortrydelsesfristenbør regnes i kalenderdage:

”(41) For at skabe retssikkerhed bør fristerne i dette direktivberegnes i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF,Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af reglerom tidsfrister, datoer og tidspunkter. Derfor bør alle frister idette direktiv opfattes som udtrykt i kalenderdage. Såfremt enfrist, der er udtrykt i dage, skal regnes fra det tidspunkt, hvoren begivenhed indtræffer, eller en handling foretages, bør dendag, hvor begivenheden indtræffer, eller handlingen foretages,ikke medregnes ved beregningen af fristen.”Det følger endvidere af direktivets artikel 9, stk. 1, at forbrugeren kan gørefortrydelsesretten gældende uden angivelse af årsag og uden at pådrage sigandre omkostninger end dem, der følger af artikel 13, stk. 2 (ekstra om-kostninger i forbindelse med levering), og artikel 14 (bl.a. eventuelle ud-gifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne).Spørgsmålet om, hvornår fortrydelsesfristen løber fra, er nærmere regule-ret i direktivets artikel 9, stk. 2. Bestemmelsen indeholder dog et forbeholdfor de regler, der følger af artikel 10 (om manglende oplysninger om for-trydelsesretten), jf. nærmere herom nedenfor.Når det drejer sig om tjenesteydelsesaftaler, løber fortrydelsesfristen fraden dag, hvor aftalen indgås, jf. artikel 9, stk. 2, litra a.For aftaler om varekøb løber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor forbru-geren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befragteren,får varerne i fysisk besiddelse, jf. artikel 9, stk. 2, litra b. Når det drejer sigom flere forskellige varer, som forbrugeren har bestilt i én ordre, og somleveres enkeltvis, løber fortrydelsesfristen fra den dag, hvor forbrugereneller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke befragteren, får densidste vare i fysisk besiddelse, jf. artikel 9, stk. 2, litra b, i. Når det drejersig om levering af en vare, der består af flere partier eller dele, løber for-trydelsesfristen fra den dato, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren an-givne tredjemand, dog ikke befragteren, får det sidste parti eller den sidstedel i fysisk besiddelse, jf. artikel 9, stk. 2, litra b, ii. Herudover gælder detfor aftaler om regelmæssig levering af varer over en bestemt periode, atfortrydelsesfristen løber fra den dato, hvor forbrugeren eller den af forbru-geren angivne tredjemand, dog ikke befragteren, får den første vare i fy-sisk besiddelse, jf. artikel 9, stk. 2, litra b, iii.Af præambelbetragtning 40, 3.-7. pkt. fremgår det i tilknytning hertil:

”Ved tjenesteydelsesaftaler bør fortrydelsesfristen udløbe 14dage efter indgåelsen af aftalen. Ved købsaftaler bør fortrydel-sesfristen udløbe 14 dage efter den dag, hvor forbrugeren elleren af forbrugeren udpeget tredjemand, dog ikke befragteren,har taget varerne i fysisk besiddelse. Desuden bør forbrugerenkunne udøve sin fortrydelsesret, inden varerne er taget i fysiskbesiddelse. Har forbrugeren bestilt flere varer i en ordre, ogdisse varer leveres særskilt, bør fortrydelsesfristen udløbe 14dage efter den dag, hvor forbrugeren har taget den sidste varei fysisk besiddelse. Leveres varer i flere partier eller dele, børfortrydelsesfristen udløbe 14 dage efter den dag, hvor forbru-geren har taget det sidste parti eller den sidste del i fysisk be-siddelse.”Arbejdsgruppen bemærker, at der i den danske udgave af direktivets arti-kel 9, stk. 2, litra b, henvises til både ”den dag” og ”den dato”. Den engel-ske sprogversion anvender alene betegnelsen ”the day on…”, og i denfranske sprogversion ”du jour où”.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der i overensstemmelse medden engelske og franske sprogversion af direktivet anvendes en ensartetterminologi (”den dag”) i den danske lovtekst.For så vidt angår aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, nårdisse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde,samt på fjernvarme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk me-dium, løber fortrydelsesfristen fra den dag, hvor aftalen indgås, jf. artikel9, stk. 2, litra c.Efter direktivets artikel 9, stk. 3, må medlemsstaterne ikke forbyde parter-ne at opfylde deres aftalemæssige forpligtelser inden fortrydelsesfristenudløber. For så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted kanden enkelte medlemsstat dog vælge at opretholde eksisterende nationallovgivning, der forbyder den erhvervsdrivende at indkræve betaling fraforbrugeren i løbet af en given periode efter aftalens indgåelse.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke regler, der forbyder den erhvervsdri-vende at indkræve betaling fra forbrugeren i løbet af en given periode efteraftalens indgåelse. Et sådant forbud er heller ikke indeholdt i næringslo-ven, jf. lov nr. 595 af 14. januar 2011. Det bemærkes hertil, at det tidligeregældende krav om, at varer i medfør af næringsloven som udgangspunktkun måtte afsættes fra fast forretningssted, blev ophævet i forbindelse medlovændringen i 2011. Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der i for-218

Efter direktivets artikel 10, stk. 1, kan forbrugeren gøre fortrydelsesrettengældende indtil 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelses-frist, som fastsat i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, dvs. som ud-gangspunkt 14 dage efter indgåelsen af en tjenesteydelsesaftale eller leve-ringen af en vare, hvis den erhvervsdrivende i strid med artikel 6, stk. 1,litra h, ikke har oplyst forbrugeren om fortrydelsesretten.I tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har givet forbrugeren oplysninger omfortrydelsesretten i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra h, inden12 måneder fra den dato, der er nævnt i artikel 9, stk. 2, udløber fortrydel-sesfristen 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren modtager oplysninger-ne, jf. artikel 10, stk. 2.I præambelbetragtning 43 er anført følgende vedrørende den erhvervsdri-vendes manglende oplysninger om fortrydelsesretten:”(43) Hvis den erhvervsdrivende ikke har informeret forbruge-ren tilstrækkeligt forud for indgåelse af en aftale om fjernsalgeller en aftale indgået uden for fast forretningssted, bør fortry-delsesfristen forlænges. Med henblik på retssikkerheden vedrø-rende fortrydelsesfristens længde bør der dog indføres en 12-måneders frist.”Efter arbejdsgruppens opfattelse indeholder artikel 10, stk. 1, en absolutfrist for, hvor længe forbrugeren kan gøre fortrydelsesretten gældende. Idet tilfælde, hvor den erhvervsdrivende giver forbrugeren oplysninger omfortrydelsesretten efter artikel 10, stk. 2, dvs. inden 12 måneder fra den da-to, der er nævnt i artikel 9, stk. 2, udløber fortrydelsesfristen 14 dage efterden dato, hvor forbrugeren modtager oplysningerne. Uanset bestemmelseni artikel 10, stk. 2, vil fortrydelsesfristen dog ikke kunne udløbe på et sene-re tidspunkt end 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelses-frist (dvs. efter 1 år og 14 dage).

Direktivet undtager en række aftaleforhold fra bestemmelserne om fortry-delsesret.Om baggrunden herfor fremgår det af præambelbetragtning 49:”(49) Der bør være visse undtagelser fra bestemmelserne omfortrydelsesret for såvel aftaler om fjernsalg som aftaler ind-gået uden for fast forretningssted. Fortrydelsesret vil kunnevære uhensigtsmæssig, f.eks. på grund af bestemte varers ellertjenesteydelsers karakter. Det gælder f.eks. i forbindelse medvin, som leveres længe efter en aftales indgåelse, og hvor afta-len er genstand for spekulation, idet værdien afhænger af mar-kedskonjunkturerne (”vin en primeur”). Fortrydelsesretten børhverken finde anvendelse for varer, der er fremstillet efter for-brugerens specifikationer, eller som har fået et tydeligt person-ligt præg, såsom gardiner syet efter mål, eller for f.eks. leve-ring af brændstof, der er en vare, som det i sagens natur ikkeer muligt efter leveringen at adskille fra andre varer. Givesforbrugeren en fortrydelsesret, vil det endvidere kunne væreuhensigtsmæssig for så vidt angår visse tjenesteydelser, hvoraftalens indgåelse indebærer, at der afsættes kapacitet, somden erhvervsdrivende kunne finde det vanskeligt at anvende,hvis en fortrydelsesret udøves. Dette ville f.eks. være tilfældet,når der foretages reservationer på hoteller eller i forbindelsemed ferieboliger eller kulturelle begivenheder eller sportsbegi-venheder.”Efter direktivets artikel 16 skal medlemsstaterne sikre, at forbrugeren ikkehar mulighed for at fortryde en aftale om fjernsalg eller aftale indgået udenfor fast forretningssted i følgende tilfælde:Efter litra a tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevet fuldtudført, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud-trykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende vil miste sinfortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende.Efter litra b levering af varer eller tjenesteydelser, hvor prisen er afhængigaf udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende er uden indfly-delse på, og som kan optræde inden fortrydelsesfristens udløb.Efter litra c levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifi-kationer, eller har fået et tydeligt personligt præg.220

Efter litra d levering af varer, som må antages at blive forringet eller for-ældet hurtigt. Det bemærkes hertil, at direktivet ikke finder anvendelse påvisse aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til hus-holdningens løbende forbrug, jf. artikel 3, stk. 3, litra j.Efter litra e levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- el-ler hygiejnemæssige årsager ikke er egnede til at blive returneret, og hvorforseglingen er blevet brudt efter leveringen.Efter litra f levering af varer, som efter levering i henhold til deres art bli-ver uløseligt blandet sammen med andre varer.Efter litra g levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsatved købsaftalens indgåelse og levering først kan finde sted efter 30 dage,og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, som den er-hvervsdrivende ikke har indflydelse på.Efter litra h aftaler, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den er-hvervsdrivende om at besøge forbrugeren med henblik på at foretage ha-stende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde. Hvis den erhvervsdri-vende i forbindelse med et sådant besøg leverer tjenesteydelser ud overdem, forbrugeren specifikt har anmodet om, eller andre varer end de reser-vedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen,skal fortrydelsesretten finde anvendelse på de nævnte yderligere tjeneste-ydelser eller varer.Efter litra i levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller compu-ter-software, som forbrugeren har brudt plomberingen på.Efter litra j levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelseaf abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer.Efter litra k aftaler, der indgås på en offentlig auktion. Ved en offentligauktion forstås en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varereller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighed for atvære til stede under auktionen, gennem en gennemsigtig konkurrencebase-ret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvor den tilbudsgi-ver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne eller tjenesteydelser-ne, jf. artikel 2, nr. 13.221

Forbrugeraftalelovens kapitel 4 indeholder regler om fortrydelsesret. Reg-lerne gælder både for aftaler indgået uden for fast forretningssted og fjern-salg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser samt fjernsalg af finansielletjenesteydelser.Det følger af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, at forbrugeren har fortry-delsesret ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2,stk. 2, nr. 2, og ved aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 4, herunder bådefjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser samtfjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser. Bestemmelsen af-løser den tidligere forbrugeraftalelovs § 5, stk. 1, og § 12, stk. 1, og gen-nemfører dele af artikel 5, stk. 1, i dørsalgsdirektivet, dele af artikel 6, stk.1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, og dele af artikel 6, stk. 1, i det finan-sielle fjernsalgsdirektiv.I forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, er der opregnet en række undtagelserfra fortrydelsesrettens område.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2,nr. 1,gælder fortrydelsesretten ik-ke for aftaler vedrørende de typer af varer og tjenesteydelser, som tillige erundtaget fra oplysningspligten, jf. § 9, stk. 2.Undtaget fra oplysningspligten er for det første aftaler om køb af levneds-midler og andre varer til husholdningens løbende forbrug, som købes påoffentlige steder, torve og markeder, eller som skal leveres til forbrugerenpå dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret og regelmæssigvareudbringning, jf. § 9, stk. 2, nr. 1.222

Efter forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, nr. 2, er aftaler om indkvartering,transport, forplejning, herunder servering og catering, og rekreative fritids-aktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegiven-heder, undtaget fra den erhvervsdrivendes oplysningspligt. Undtagelsengælder dog med den begrænsning, at det skal fremgå af aftalen, hvilkendag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelseskal udføres, og kun hvis aftalen ikke er indgået uden for fast forretnings-sted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændigheder.Herudover er visse aftaler om rettigheder over fast ejendom undtaget fraden erhvervsdrivendes oplysningspligt, jf. § 9, stk. 2, nr. 3-5. Det drejer sigom aftaler om opførelse af bygning (nr. 3), aftaler, der er omfattet af § 1,stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis ogom længerevarende ferieprodukter m.v. (nr. 4) og aftaler om rettighederover fast ejendom med undtagelse af fjernsalgsaftaler vedrørende finan-sielle tjenesteydelser eller vedrørende udlejning af fast ejendom (nr. 5).Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1,nr. 2,er aftaler om finansielle tje-nesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationerm.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 15. november 2010 undtaget frafortrydelsesrettens område. Bestemmelsen tilsigter en delvis udnyttelse afundtagelsesadgangen i dørsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2, litra a, og i detfinansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, litra b, vedrørende kredittersikret ved pant i fast ejendom.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1,nr. 3,er aftaler om værdipapirereller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsenspris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke harnogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, lige-ledes undtaget fra fortrydelsesrettens område. Bestemmelsen gennemførerartikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.Herudover gælder fortrydelsesretten ikke for spil og lotteri, jf. forbrugeraf-talelovens § 17, stk. 2,nr. 4.Bestemmelsen viderefører den tidligere for-brugeraftalelovs § 10 e, stk. 1, nr. 1, og har hjemmel i det generelle fjern-salgsdirektivs artikel 6, stk. 3, 6. pind.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 3, følger det, at de i stk. 2, nr. 3 og 4,nævnte undtagelser, om aftaler om værdipapirer mv. og aftaler om spil oglotteri, ikke gælder, hvis aftalen er indgået uden for fast forretningssted i223

forbindelse med den erhvervsdrivendes henvendelse på forbrugerens bo-pæl mv. eller i forbindelse med udflugter mv. arrangeret af den erhvervs-drivende, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b. Baggrunden herfor er, at der ikkeefter dørsalgsdirektivet gælder undtagelser svarende til undtagelserne i stk.2, nr. 3 og 4, hvorfor den fortrydelsesret, der følger af dørsalgsdirektivet,skal bevares.Udover forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter forbrugeraftalelovens § 20visse begrænsninger for fortrydelsesrettens område. Forudsat at forbruge-ren er gjort opmærksom herpå, gælder fortrydelsesretten således ikke ved1) køb af varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, atbrugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi, samt 2) forsegledelyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvis forbrugeren harbrudt forseglingen, jf. § 20, stk. 3. Der henvises herom til afsnit 6.3.8.11nedenfor.6.3.4.2.Fortrydelsesfristen og dens beregning

6.3.4.2.1.Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1-3, regulerer fortrydelsesfri-stens længde og begyndelsestidspunkt og er udformet således, at der i vi-dest muligt omfang gælder fælles regler for aftaler indgået uden for fastforretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg. Bestemmelserne gennem-fører artikel 6, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, artikel 6, stk. 1, idet finansielle fjernsalgsdirektiv og artikel 5, stk. 1, i dørsalgsdirektivet.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, gælder der en generel fortrydelses-frist på 14 dage for aftaler indgået uden for fast forretningssted under om-stændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, og aftaler indgået ved fjern-salg, dog en 30 dages frist ved aftaler om individuelle pensionsordningersåledes som det følger af direktivet om finansielle tjenesteydelser. Det føl-ger endvidere af bestemmelsen, at i det omfang forbrugeren vil gøre brugaf fortrydelsesretten, skal forbrugeren benytte den fremgangsmåde, derfølger af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1 og 2. Forbrugeren skal såledesinden fortrydelsesfristens udløb enten underrette den erhvervsdrivende om,at forbrugeren vil gøre brug af fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens§ 19, stk. 1, eller – hvis der er tale om fjernsalg af varer, hvor den er-224

hvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen ved forbrugerens ud-øvelse af fortrydelsesretten – tilbagelevere det modtagne til den erhvervs-drivende, jf. § 19, stk. 2. Om fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesret-ten henvises der til afsnit 6.4.6.1 nedenfor.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, regnes fristen fra det seneste affølgende tidspunkter: 1) den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrøreren tjenesteydelse eller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efterforbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag, hvor forbru-geren har fået det købte eller den første levering i hænde, eller 2) den dag,hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter kapitel 3 på-hviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium.Af bestemmelserne i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 og 2, følgerdet således, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, før forbrugerenhar fået samtlige de påkrævede oplysninger på papir eller andet varigt me-dium.For så vidt angår fjernsalgsaftaler om varer følger det af forbrugeraftalelo-vens § 18, stk. 3, 1. pkt., at fristen udløber senest 3 måneder efter den dag,hvor forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den første levering ihænde. Ved fjernsalg af ikkefinansielle tjenesteydelser udløber fristen se-nest 3 måneder efter aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk.3, 2. pkt. Denne absolutte fortrydelsesfrist gælder alene for fjernsalgsafta-ler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser, idet der hverken ef-ter direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser eller dørsalgsdirek-tivet er adgang til at fastsætte en sådan længste frist for fortrydelsesrettensudnyttelse.6.3.4.2.2.Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4-6, regulerer spørgsmålet omfortrydelsesrettens ophør før tid. På grund af forskellige reguleringer afspørgsmålet inden for direktivernes respektive områder har det ikke væretmuligt at indføre fælles regler på dette punkt. Ved bestemmelserne gen-nemføres artikel 6, stk. 2, litra c, i direktivet om fjernsalg af finansielle tje-nesteydelser og artikel 6, stk. 3, 1. og 3. pind, i det generelle fjernsalgsdi-rektiv, mens dørsalgsdirektivet ikke inden for sit område indeholder en re-gel om adgang for parterne til i visse tilfælde at aftale, at fortrydelsesrettenbortfalder inden fortrydelsesfristens udløb.Det følger af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, at fortrydelsesretten – forså vidt angår fjernsalgsaftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser eller va-225

rer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle be-hov (bestillingskøb) – ophører, når udførelsen, fremstillingen eller tilpas-ningen påbegyndes med forbrugerens samtykke. Begrænsningen i fortry-delsesretten gælder dog ikke, hvis aftalen vedrører løbende levering og erindgået i forbindelse med en uanmodet telefonisk henvendelse. Det er kuni begrænset omfang lovligt for erhvervsdrivende at rette uanmodet telefo-nisk henvendelse til en forbruger, jf. forbrugeraftalelovens § 6, stk. 2,hvorefter dette kun er tilladt ved henvendelse om bestilling af bøger, teg-ning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter, formidling af for-sikringsaftaler og tegning af redningstjenesteabonnement.For så vidt angår fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelsergælder fortrydelsesretten kun, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkeligesamtykke er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. forbrugeraftalelovens §18, stk. 5. Bestemmelsen indebærer således i forhold til retsstillingen ved-rørende fjernsalgsaftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser og bestil-lingskøb, jf. stk. 4, en begrænset mulighed for at aftale sig ud af fortrydel-sesretten ved fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 6, gælder der vedrørende visse aftalerindgået uden for fast forretningssted regler, der svarer til reglerne i stk. 4om fjernsalgsaftaler vedrørende bestillingskøb og ikkefinansielle tjeneste-ydelser.Det drejer sig om aftaler vedrørende tjenesteydelser eller en vare, der skalfremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov (bestil-lingskøb), hvor der er fortrydelsesret i medfør af § 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2,nr. 2, litra a – dvs. hvor aftalen er indgået under et anmodet hjemmebesøg,men hvor aftalen angår noget, der er forskelligt fra det, som forbrugerenhar bedt den erhvervsdrivende om at komme for (ellers ville der ikke værefortrydelsesret), og hvor forbrugeren, da denne anmodede om besøget, vid-ste eller burde vide, at den pågældende tjenesteydelse eller vare falder in-den for den erhvervsdrivendes virksomhedsområde. Som et eksempel her-på kan nævnes et tilfælde, hvor en tømrer er tilkaldt med henblik på repa-ration af en havelåge, og hvor der under besøget på forbrugerens initiativindgås aftale om udskiftning af vinduer. Dette gælder dog kun, hvis det måstå forbrugeren klart, at det pågældende tillægsarbejde falder inden for denerhvervsdrivendes virksomhedsområde.I disse tilfælde er der adgang for parterne til at aftale, at den erhvervsdri-vendes ydelse skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunkt inden 14226

dage efter aftalens indgåelse, og at fortrydelsesretten i givet fald skal bru-ges inden da, idet fortrydelsesretten ellers bortfalder på det fastsatte tids-punkt.Det følger endvidere af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 6, sidste pkt., at itilfælde, hvor forbrugeren vil gøre brug af fortrydelsesretten, skal under-retningen herom være kommet frem til den erhvervsdrivende inden udlø-bet af den aftalte forkortede fortrydelsesfrist.6.3.4.2.3.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 7, forlænges fortrydelses-fristen til den følgende hverdag i tilfælde, hvor fristen udløber på en hel-ligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december.Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere forbrugeraftalelovs § 17.Hverken dørsalgsdirektivet, det generelle fjernsalgsdirektiv eller direktivetom fjernsalg af finansielle tjenesteydelser indeholder bestemmelser om,hvorvidt fristudløb på en helligdag mv. kan medføre forlængelse af fristentil førstkommende hverdag. Bestemmelsen er imidlertid i overensstemmel-se med Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 omfastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter, jf. herved ogsåpræambelbetragtning 41. Det følger af forordningen – der, medmindre an-det bestemmes, gælder for fællesskabsretsakter, der er eller bliver vedtaget– at hvis den sidste dag af en frist falder på en helligdag, en søndag eller enlørdag, udløber tidsfristen med udgangen af den følgende arbejdsdags sid-ste time, jf. forordningens artikel 1 og artikel 3, stk. 4.Efter forordningen skal frister i øvrigt udregnes i kalenderdage, jf. artikel3, stk. 3. Herudover følger det af forordningen, at helligdage i forordnin-gens forstand er de dage, der er fastsat som helligdage i den medlemsstat(eller den EU-institution), hvor en handling skal foretages, idet hver med-lemsstat sender en liste til Kommissionen over sådanne dage, jf. artikel 2,stk. 1.6.3.5.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets bestemmelser om fortrydelsesret i for-bindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået udenfor den erhvervsdrivendes forretningssted

og ikkefinansielle tjenesteydelser samt fjernsalg af finansielle tjenesteydel-ser.Arbejdsgruppen foreslår, at forbrugeraftalelovens nuværende struktur fast-holdes, og at der i videst muligt omfang – for at sikre klarhed over reglerne– fastsættes ens regler for på den ene side aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler om varer og ikkefi-nansielle tjenesteydelser og på den anden side fjernsalgsaftaler om finan-sielle tjenesteydelser.Forbrugeraftalelovens og direktivets bestemmelser om fortrydelsesret sva-rer på nogle punkter indholdsmæssigt til hinanden. Således gælder der ek-sempelvis både en 14-dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven ogdirektivet. Direktivets bestemmelser adskiller sig imidlertid også på enrække punkter fra de gældende regler i forbrugeraftaleloven, herunder bl.a.i forhold til den erhvervsdrivendes og forbrugerens forpligtelser i tilfældeaf udøvelse af fortrydelsesretten, og det vil derfor være nødvendigt at fore-tage en række ændringer af forbrugeraftalelovens regler i forbindelse medgennemførelsen af direktivets bestemmelser om fortrydelsesret.6.3.6.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivet artikel 9Direktivets artikel 9, stk. 1

Direktivets artikel 9, stk. 1, indeholder en frist på 14 dage til at fortryde enaftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted.Det følger på samme måde af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, at forbru-geren har en frist på 14 dage, til at fortryde en aftale om fjernsalg (både af-taler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser samt finan-sielle tjenesteydelser) eller en aftale indgået uden for fast forretningsstedsom nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, dog en 30 dages frist ved aftaler om indivi-duelle pensionsordninger i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direk-tivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Efter dørsalgsdirektivet ogdet generelle fjernsalgsdirektiv er fortrydelsesfristen 7 dage. Som anførtovenfor afsnit 4.1.1.1 er både dørsalgsdirektivet og det generelle fjern-salgsdirektiv minimumsdirektiver, og der blev således i forbindelse medgennemførelsen af de to direktiver – med henblik på at sikre forbrugerneen bedre beskyttelse – fastsat en fortrydelsesfrist på 14 dage.228

Efter direktivets artikel 9, stk. 1, følger det endvidere, at forbrugeren kanbruge fortrydelsesretten uden angivelse af årsag og uden at pådrage sig an-dre omkostninger end dem, der er fastsat i artikel 13, stk. 2 (om leverings-omkostninger, hvor forbrugeren har valgt en anden leveringsform end denmindst bekostelige), og artikel 14 (om bl.a. udgifter i forbindelse med til-bagelevering af varerne).Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 1, skal forbrugeren inden fortrydel-sesfristens udløb underrette den erhvervsdrivende om, at forbrugeren vilgøre brug af fortrydelsesretten, jf. § 19, stk. 1, eller – hvis der er tale omfjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhen-te varen ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten – tilbagelevere detmodtagne til den erhvervsdrivende. Efter forbrugeraftaleloven gælder dersåledes – på samme måde som efter direktivet – ikke noget krav om, atforbrugeren skal give nogen begrundelse for udnyttelse af fortrydelsesret-ten.For så vidt angår de omkostninger, som forbrugeren efter omstændighe-derne kan pådrage sig efter direktivets artikel 13, stk. 2, og artikel 14, hen-vises der til afsnit 6.4.3 og afsnit 6.4.4 nedenfor.Herudover følger det af artikel 9, stk. 1, at forbrugeren ikke har mulighedfor at fortryde en aftale, hvis undtagelserne efter artikel 16 finder anven-delse. Om de enkelte undtagelsesbestemmelser i artikel 16 henvises der tilafsnit 6.3.3 nedenfor.På den anførte baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke iforhold til 14-dages fristen er nødvendigt at foretage nogen lovændringermed henblik på at gennemføre direktivets artikel 9, stk. 1.6.3.6.2.Direktivets artikel 9, stk. 2

Der henvises herom til lovudkastets § 19, stk. 2, nr. 1, med tilhørende be-mærkninger.6.3.6.2.2.Efter artikel 9, stk. 2, litra b, der vedrører aftaler om varekøb, lø-ber fortrydelsesfristen fra den dato, hvor forbrugeren eller den af forbruge-ren angivne tredjemand, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besid-delse. Bestemmelsen indeholder som anført ovenfor tillige en nærmere re-gulering af, hvornår fortrydelsesfristen løber fra, når der er tale om 1) flereforskellige varer, som forbrugeren har bestilt i en ordre og som leveres en-keltvis, 2) en vare der består af flere partier eller dele samt 3) aftaler omregelmæssig levering af varer over en bestemt periode, jf. nærmere heromovenfor afsnit 6.3.1.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1, 2. led, fremgår det, at fristen,ved varekøb (andre tilfælde), regnes fra den dag, hvor forbrugeren har fåetdet købte eller den første levering i hænde.Direktivets regler er på dette punkt således mere detaljerede end forbru-geraftalelovens, og der vil derfor være behov for at foretage en præciseringheraf i loven.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1, 1. led, følger det endvidere,at fristen – for så vidt angår varer, som skal fremstilles eller tilpasses efterforbrugerens individuelle behov (bestillingskøb) – skal regnes fra den dag,hvor aftalen indgås.I relation til varekøb består der således også den forskel mellem direktivetsog forbrugeraftalelovens regler om beregningen af fortrydelsesfristen, atdirektivet, for så vidt angår bestillingskøb, ikke indeholder nogen særskiltregulering heraf. Direktivets artikel 9 skal imidlertid ses i sammenhængmed artikel 16, hvoraf det bl.a. fremgår, at levering af varer, som er frem-stillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligtpræg, er undtaget fra direktivets bestemmelser om fortrydelsesret, jf. litrac, jf. nærmere herom nedenfor afsnit 6.3.8.5.Det skal endvidere bemærkes, at fortrydelsesfristen efter gældende ret ikkebegynder at løbe, før forbrugeren har fået samtlige oplysninger, som detefter forbrugeraftalelovens kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at givepå papir eller andet varigt medium, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2,230

nr. 2. Om muligheden for at opretholde denne bestemmelse henvises der tilbehandlingen af direktivets artikel 10, jf. afsnit 6.3.7.1 nedenfor.Det skal herudover bemærkes, at fristen efter direktivets artikel 9, stk. 2,litra b, skal regnes fra den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugerenangivne tredjemand, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelsemv. Forbrugeraftaleloven fastsætter tilsvarende, at fortrydelsesfristen (somudgangspunkt) skal regnes fra den dag, hvor forbrugeren har fået det købtei hænde, jf. § 18, stk. 2, nr. 2, sidste led. Efter købelovens § 73 anses leve-ring – i tilfælde hvor sælgeren skal sende salgsgenstanden – (ligeledes) forsket, når salgsgenstanden er kommet i køberens besiddelse, hvorved for-stås overgivet til køberen eller nogen som handler på dennes vegne.Der henvises herom til lovudkastets § 19, stk. 2, nr. 2, med tilhørende be-mærkninger.6.3.6.2.3.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der også i forhold til bereg-ningen af fortrydelsesfristen vil skulle fastsættes en bestemmelse, der sær-skilt regulerer aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet samt afta-ler om fjernvarme og digitalt indhold, jf. direktivets artikel 9, stk. 2, litra c.Som det fremgår af denne bestemmelse, udløber fortrydelsesfristen 14 da-ge efter den dag, hvor aftalen indgås, hvis det drejer sig om aftaler om for-syning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et af-grænset volumen eller i en bestemt mængde, samt om fjernvarme eller di-gitalt indhold, der ikke leveres på fysisk medium.Der henvises herom til lovudkastets § 19, stk. 2, nr. 3, med tilhørende be-mærkninger.6.3.7.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 10

Efter direktivets artikel 10, stk. 1, udløber fortrydelsesfristen 12 månederefter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist, som fastsat i overens-stemmelse med artikel 9, stk. 2, i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende istrid med artikel 6, stk. 1, litra h, ikke har oplyst forbrugeren om fortrydel-sesretten.Det følger af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 3, at fortrydelsesretten i for-hold til fjernsalgsaftaler om varer udløber senest 3 måneder efter den dag,hvor forbrugeren fik varen i hænde og for ikkefinansielle tjenesteydelsersenest 3 måneder efter aftalens indgåelse.Mens direktivets artikel 10 både omfatter aftaler om fjernsalg og aftalerindgået uden for fast forretningssted, omfatter forbrugeraftalelovens § 18,stk. 3, alene aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.Gennemførelsen af artikel 10, stk. 1, vil således bl.a. indebære, at der skalfastsættes en længste frist for fortrydelsesrettens udnyttelse for så vidt an-går aftaler indgået uden for fast forretningssted. Det bemærkes hertil, at di-rektivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, der foreskriver total-harmonisering på dette område, ikke hjemler mulighed for at fastsætte enlængste frist for fortrydelsesrettens udnyttelse, hvorfor arbejdsgruppen ik-ke finder det muligt at foreslå, at direktivets regler på dette punkt også skalfinde anvendelse for finansielle tjenesteydelser. Der henvises herom til be-tænkning 1440/2004, s. 160 ff.Det består endvidere den forskel mellem direktivets artikel 10, stk. 1, ogforbrugeraftalelovens § 18, stk. 3, at den absolutte fortrydelsesfrist efter di-rektivet udløber 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelses-frist, jf. artikel 9, stk. 2, mens fristen for at gøre fortrydelsesretten gælden-de efter forbrugeraftaleloven i forhold til fjernsalgsaftaler senest udløber 3måneder efter den dag, hvor forbrugeren fik varen i hænde eller – for ikke-finansielle tjenesteydelser – aftalens indgåelse. Hertil kommer den forskel,at der som noget nyt i forhold til den gældende forbrugeraftalelov – hvorden gældende absolutte fortrydelsesfrist i § 18, stk. 3, alene omhandlerfjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser – fastsættes en absolutfortrydelsesfrist for aftaler indgået uden for forretningssted vedrørende va-rer og ikkefinansielle tjenesteydelser.232

Som anført ovenfor under afsnit 6.3.7.1 er det arbejdsgruppens opfattelse,at den absolutte fortrydelsesfrist udløber 1 år efter udløbet af den oprinde-lige fortrydelsesfrist, jf. artikel 9, stk. 2. Giver den erhvervsdrivende efter-følgende oplysninger om fortrydelsesretten efter artikel 10, stk. 2, vil for-trydelsesretten ikke kunne udløbe efter den i stk. 1 anførte frist.Herudover skal det bemærkes, at den længste fortrydelsesfrist efter direk-tivets artikel 10, stk. 1, (alene) kan gøres gældende i tilfælde, hvor den er-hvervsdrivende, i strid med artikel 6, stk. 1, litra h, ikke har oplyst forbru-geren om fortrydelsesretten. Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, skalden erhvervsdrivende i tilfælde af fortrydelsesret, give forbrugeren oplys-ninger om betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesrettengældende samt standardfortrydelsesformularen i bilag I (B). Der henvisesherom til afsnit 6.2.2.5.7 ovenfor.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, regnes fristen først fra dendag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efter kapitel 3påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium(forudsat den dag ligger på et senere tidspunkt, end den dag hvor aftalenindgås mv., jf. stk. 2, nr. 1). Forbrugeraftalelovens kapitel 3 indeholdersom anført ovenfor, jf. afsnit 4.1.3, regler om den erhvervsdrivendes gene-relle oplysningspligt ved aftaler indgået uden for fast forretningssted og af-taler indgået ved fjernsalg. Henvisningen i forbrugeraftalelovens § 18, stk.2, er således ikke på samme måde som direktivets artikel 10, stk. 1, be-grænset til alene at vedrøre manglende oplysninger om selve fortrydelses-retten. Gennemførelsen af bestemmelsen vil derfor også indebære, at denlængste fortrydelsesfrist fremover alene kan gøres gældende i tilfælde,hvor den erhvervsdrivende ikke har givet oplysninger om fortrydelsesret-ten i overensstemmelse med direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, dvs. oplys-ninger om betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesrettengældende.Arbejdsgruppen skal hertil bemærke, at det som følge af den almindeligeforpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahenters interes-ser, der gælder i et kontraktforhold, må antages, at hvis den erhvervsdri-vende har overset en enkelt eller nogle få oplysninger, således at fortrydel-sesretten ikke er begyndt at løbe, men forbrugeren har fået en lang rækkeoplysninger og er bekendt med fortrydelsesretten, vil det efter omstændig-hederne kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren afventer den fulde op-fyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbrugerenvil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfri-233

stens begyndelsestidspunkt, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s.7574, samt betænkning 1440/2004, s. 163 f..Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 19, stk. 3, med tilhørende bemærk-ninger.Det bemærkes endvidere, at forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, der (også)gennemfører artikel 6, stk. 1, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, tilligegælder for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Efter artikel 6, stk. 1, idet finansielle fjernsalgsdirektiv, løber den periode, hvor fortrydelsesrettenkan gøres gældende fra den dag, hvor fjernsalgsaftalen er indgået, eller dendag, hvor forbrugeren modtager aftalevilkårene og oplysningerne i hen-hold til artikel 5, stk. 1 eller 2, hvis dette tidspunkt er senere end den dag,hvor aftalen er indgået. På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse,at det er nødvendigt at fastsætte (opretholde) en særskilt regulering forfjernsalg af finansielle tjenesteydelser, således at fristen først regnes fra dettidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget (alle) de oplysninger der følgeraf forbrugeraftalelovens kapitel 3, hvilket for finansielle tjenesteydelserdrejer sig om §§ 13 og 14.Af ovenstående følger, at der således vil gælde forskellige regler for, hvor-når den længste fortrydelsesfrist kan gøres gældende henholdsvis for fjern-salgsaftaler om finansielle tjenesteydelser og for aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg ved-rørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.6.3.7.2.Direktivets artikel 10, stk. 2

Det følger af artikel 10, stk. 2, at i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende hargivet forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten i overensstemmelsemed artikel 6, stk. 1, litra h, inden 12 måneder fra den dato, der er nævnt iartikel 9, stk. 2, udløber fortrydelsesfristen 14 dage efter den dato, hvorforbrugeren modtager oplysningerne.Bestemmelsen svarer således i vidt omfang til forbrugeraftalelovens § 18,stk. 2 (til dels sammenholdt med stk. 3), hvorefter fristen skal regnes fradet seneste af følgende tidspunkter: 1) Den dag, hvor aftalen indgås, hvisaftalen vedrører en tjenesteydelsesaftale eller en vare, som skal fremstilleseller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde,den dag, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første levering i234

hænde, eller 2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger,som det efter kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på papir ellerandet varigt medium.Der henvises herom til lovudkastets § 19, stk. 3, med tilhørende bemærk-ninger.Der henvises endvidere til afsnit 7.1 ovenforomden forskel der bestårmellem anvendelsesområdet for forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, og di-rektivets artikel 10,omforskellen på fristens længde ogomde manglendeoplysninger fra den erhvervsdrivendes side, der kan medføre at fristen forudnyttelse af fortrydelsesretten udskydes.6.3.8.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivet artikel 16

6.3.8.1.Direktivets artikel 16 indeholder en liste over forskellige aftaler,der er undtaget fra bestemmelserne om fortrydelsesret.Af direktivets artikel 16 fremgår således, at medlemsstaterne ikke må givemulighed for at udøve fortrydelsesretten som omhandlet i artikel 9-15 iforbindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forret-ningssted for så vidt angår de i litra a-m nævnte tilfælde.Arbejdsgruppen har overvejet, om direktivets artikel 16 skal forstås såle-des, at aftaler, der vedrører varer eller tjenesteydelser, som nærmere defi-neret i litra a-m, helt generelt er undtaget fra fortrydelsesrettens område,eller om bestemmelsen skal forstås således, at fortrydelsesretten først op-hører ved selve leveringen af de pågældende varer eller tjenesteydelser.Arbejdsgruppen skal hertil bemærke, at den sidstnævnte fortolkning i givetfald ville indebære mulighed for at fortryde en aftale fra bestillingstids-punktet og indtil leveringen af de pågældende varer eller tjenesteydelser,uden at direktivet, hvis der f.eks. er tale om levering af en vare, som erfremstillet efter forbrugerens specifikationer, giver mulighed for, at denerhvervsdrivende kan kræve betaling for det pågældende arbejde.Det er på den baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at direktivets artikel 16derimod skal forstås således, at bestemmelsen indeholder en opregning afaftaler, som efter deres karakter helt er undtaget fra fortrydelsesrettens om-råde, og at direktivet således ikke giver mulighed for at fortryde de nævnte235

aftaler fra bestillingen og indtil leveringen har fundet sted, jf. dog artikel16, litra a, som omtales nærmere nedenfor.Arbejdsgruppen lægger navnlig vægt på, at det af præambelbetragtning 49– i tilknytning til direktivets artikel 16 – fremgår, at fortrydelsesretten vilkunne være uhensigtsmæssig, f.eks. på grund af bestemte varers eller tje-nesteydelsers karakter, samt at en sådan fortolkning stemmer overens medordlyden i indledningen til artikel 16.Til gennemførelsen af direktivets artikel 16 skal det således sikres, at deaftaler, der er omfattet af litra a-m, helt generelt undtages fra fortrydelses-rettens område, dog med undtagelse af litra a.6.3.8.2.Som nævnt ovenfor indeholder forbrugeraftalelovens kapitel 4 reg-ler om fortrydelsesret. Reglerne gælder både for aftaler indgået uden forfast forretningssted og fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelsersamt fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Efter forbrugeraftalelovens §17, stk. 2, er en række aftaler undtaget fra fortrydelsesrettens område.Endvidere er der en række aftaler, som helt er undtaget fra forbrugeraftale-lovens anvendelsesområde, jf. § 2, og dermed den lovbestemte fortrydel-sesret.Visse af de aftaler, der efter direktivet og forbrugeraftaleloven undtages frafortrydelsesrettens område, svarer indholdsmæssigt til hinanden. Direkti-vets artikel 16 begrænser imidlertid også herudover fortrydelsesrettens om-råde, idet en række yderligere aftaler – end hvad der følger af forbrugeraf-talelovens regler – undtages fra forbrugerens ret til at udøve fortrydelses-ret. Det drejer sig f.eks. om levering af alkoholholdige drikkevarer, hvorprisen fastsættes ved købsaftalens indgåelse, og levering først kan ske efter30 dage, og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer,som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på, jf. artikel 16, litra g.Arbejdsgruppen foreslår, at der – i overensstemmelse med lovens struktur– indsættes regler om de aftaler, der efter direktivet er undtaget fra fortry-delsesrettens område, i bestemmelsen vedrørende fortrydelsesrettens om-råde, jf. lovudkastets § 16Vedrørende de enkelte undtagelser fra fortrydelsesrettens område kan an-føres følgende:6.3.8.3.Ad direktivets artikel 16, litra a:236

Efter direktivets artikel 16, litra a, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”a) tjenesteydelsesaftaler, efter at tjenesteydelsen er blevetfuldt udført, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerensforudgående udtrykkelige samtykke og med anerkendelse af, atvedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuld-stændig opfyldt af den erhvervsdrivende”.Efter arbejdsgruppens opfattelse, indebærer direktivets artikel 16, litra a, atforbrugeren – under forudsætning af, at denne har givet samtykke og aner-kendt, at fortrydelsesretten mistes – ikke kan fortryde en tjenesteydelsesaf-tale, efter aftalen er opfyldt af den erhvervsdrivende, selv om fortrydelses-fristen endnu ikke er udløbet. Denne undtagelse gælder således først efter,at den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen.En konsekvens af denne forståelse af direktivets artikel 16, litra a, er, atforbrugeren efter direktivets artikel 9, stk. 1, kan fortryde en tjenesteydel-sesaftale, indtil den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen.Efter arbejdsgruppens opfattelse vil forbrugeren således i den i litra anævnte situation have mulighed for at fortryde aftalen, indtil den er opfyldtaf den erhvervsdrivende, men den erhvervsdrivende vil samtidig have mu-lighed for at opnå betaling, forudsat at forbrugeren har givet samtykke til,at arbejdet ønskes udført, jf. direktivets artikel 7, stk. 3, artikel 8, stk. 8,samt artikel 14, stk. 3. Der henvises herom til afsnit 6.4.4 nedenfor.Som det fremgår af afsnit 6.3.4 ovenfor, gælder der ikke i dag en regelsvarende til artikel 16, litra a.For fjernsalgsaftaler vedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser og bestil-lingskøbe, gælder der som anført i afsnit 6.2.2.6.1 en regel om, at fortry-delsesretten kun gælder indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningenbegynder, hvis forbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den er-hvervsdrivende kunne påbegynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristensudløb, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4. Om bestillingskøb henvisesder til behandlingen af direktivets artikel 16, litra c, jf. nedenfor i afsnit6.3.8.5.Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 6, indeholder regler vedrørende visse afta-ler indgået uden for fast forretningssted, der svarer til reglerne i stk. 4, og237

hvorefter forbrugeren kan give samtykke til fortrydelsesrettens bortfald.Det drejer sig om aftaler vedrørende tjenesteydelser eller en vare, der skalfremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov (bestil-lingskøb), hvor der er fortrydelsesret i medfør af § 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2,nr. 2, litra a (dvs. hvor aftalen er indgået under et anmodet hjemmebesøg,men hvor aftalen angår noget, der er forskelligt fra det, som forbrugerenhar bedt den erhvervsdrivende om at komme for, og hvor forbrugeren, dadenne anmodede om besøget, vidste eller burde vide, at den pågældendetjenesteydelse eller vare falder inden for den erhvervsdrivendes virksom-hedsområde). Om bestillingskøb henvises der til behandlingen af direkti-vets artikel 16, litra c, nedenfor.Der består således den forskel mellem direktivets artikel 16, litra a, og for-brugeraftalelovens § 18, stk. 4 og stk. 6, at hvor der efter forbrugeraftale-loven sker bortfald af fortrydelsesretten, når udførelsen mv. påbegyndesmed forbrugerens samtykke inden fortrydelsesfristens udløb, er det efterdirektivet en forudsætning for fortrydelsesrettens ophør, at tjenesteydelsenmed forbrugerens forudgående samtykke er blevet fuldstændig opfyldt afden erhvervsdrivende.Dette indebærer efter arbejdsgruppens opfattelse, at forbrugeraftalelovens§ 18, stk. 4 og stk. 6, i forhold til fjernsalgsaftaler og aftaler indgået udenfor fast forretningssted vedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser må op-hæves, idet der ikke efter direktivet er mulighed for at aftale, at fortrydel-sesretten bortfalder i forbindelse med arbejdets påbegyndelse. Om varerder skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov(bestillingskøb), som ligeledes er omfattet af reglerne i § 18, stk. 4 og 6,om bortfald af fortrydelsesretten, når fremstillingen eller tilpasningen på-begyndes med forbrugerens samtykke, henvises til afsnit 7.3.8.5 vedrøren-de direktivets artikel 16, litra c.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at der til gennemførelsen af di-rektivets artikel 16, litra a, indføres en ny selvstændig bestemmelse om, atfortrydelsesretten ved tjenesteydelsesaftaler indgået ved fjernsalg elleruden for den erhvervsdrivendes forretningssted kun gælder, indtil aftalenefter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af den er-hvervsdrivende. Arbejdsgruppen finder, at det vil være mest hensigtsmæs-sigt af hensyn til lovens overskuelighed at fastsætte denne nye regel i til-knytning til de øvrige undtagelsesbestemmelser fra fortrydelsesrettens om-råde, der vil følge af artikel 16, litra b-m, nedenfor.238

Arbejdsgruppen bemærker, at der med den nye bestemmelse vil være taleom en vis regelforenkling, idet det således ikke længere vil være nødven-digt at opretholde forskellige regler i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4 ogstk. 6, om fortrydelsesrettens bortfald for henholdsvis fjernsalgsaftaler ogaftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Det bemærkes endvidere, at forbrugeraftalelovens § 18, stk. 5, regulererfortrydelsesretten ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Efter be-stemmelsen er det en forudsætning for fortrydelsesrettens ophør, at aftalenmed forbrugerens samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter. Forbru-geraftalelovens § 18, stk. 5, gennemfører artikel 6, stk. 2, litra c, i det fi-nansielle fjernsalgsdirektiv, og bestemmelsen bør efter arbejdsgruppensopfattelse – med henblik på fortsat at sikre en korrekt implementering afdet finansielle fjernsalgsdirektiv – opretholdes.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 2, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.4.Ad direktivets artikel 16, litra b:Efter direktivets artikel 16, litra b, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”b) levering af varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhæn-gig af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivendeikke har indflydelse på, og som kan optræde inden fortrydel-sesfristens udløb”.Præamblen indeholder ikke noget fortolkningsbidrag i forhold til direkti-vets artikel 16, litra b.En fuldt ud tilsvarende bestemmelse findes ikke i forbrugeraftaleloven.Forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 3, indeholder dog en bestemmelseom, at reglerne i forbrugeraftalelovens kapitel 4 om fortrydelsesret ikkegælder for aftaler (både fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted) omværdipapirerellerfinansielle tjenesteydelser,hvisværdipapirets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapital-markedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan fo-rekomme i fortrydelsesperioden, jf. nærmere herom nedenfor.Fjernsalgsdirektivet indeholder dog en undtagelse fra fortrydelsesrettensvarende til forbrugerrettighedsdirektivets § 16, litra b. Efter fjernsalgsdi-239

rektivets artikel 6, stk. 3, 2. pind, kan fortrydelsesretten således ikke gøresgældende i forbindelse med aftaler”om varer eller tjenesteydelser, hvispris er afhængig af svingninger på kapitalmarkedet, som leverandøren ik-ke har indflydelse på”.Som nævnt ovenfor blev fjernsalgsdirektivet gen-nemført i dansk ret ved lov nr. 442 af 31. maj 2000, men undtagelsesbe-stemmelsen blev i den forbindelse ikke gennemført i dansk ret. Af forar-bejderne til loven fremgår, at undtagelsen – hvis rækkevidde i øvrigt gavanledning til en vis tvivl – navnlig synes at være relevant ved aftaler omerhvervelse af børsnoterede aktier mv. Da sådanne aftaler ifølge direktivetskulle anses som aftaler om finansielle tjenesteydelser, som på tidspunktetvar undtaget fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, fandtes der ik-ke at være behov for at indføre denne særlige undtagelse fra fortrydelses-retten, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5937.Som det fremgår ovenfor, indeholder forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr.3, en bestemmelse om, at reglerne i forbrugeraftalelovens kapitel 4 om for-trydelsesret ikke gælder for aftaler (både fjernsalgsaftaler og aftaler indgå-et uden for fast forretningssted) om værdipapirer eller finansielle tjeneste-ydelser, hvis værdipapirets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsvingpå kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, ogsom kan forekomme i fortrydelsesperioden.Af bemærkningerne til forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 3, fremgår, atformålet med bestemmelsen er, at forbrugeren ikke skal kunne spekulere ifortrydelsesadgangen til skade for den erhvervsdrivende, som i de om-handlede tilfælde er uden indflydelse på tjenesteydelsens pris.Undtagelsen har bl.a. til formål at gennemføre artikel 6, stk. 2, litra a, i detfinansielle fjernsalgsdirektiv, som ud over at fastsætte en undtagelse fra di-rektivets fortrydelsesret for finansielle tjenesteydelser, hvis pris afhængeraf udsving på kapitalmarkedet, som leverandøren ikke har nogen indfly-delse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden, også indeholderen ikke-udtømmende liste over eksempler på finansielle tjenesteydelser,som vil kunne være omfattet af undtagelsen, herunder fremmed valuta,pengemarkedsinstrumenter, værdipapirer, andele i kollektive investerings-foretagender, finansielle futures – herunder tilsvarende instrumenter – derafregnes kontant, fremtidige renteaftaler, rente- og valutaswaps samtswaps på aktier og aktieindeks, optioner på køb eller salg af de nævnte in-strumenter – herunder tilsvarende instrumenter – der afregnes kontant, dvs.navnlig valuta- og renteoptioner.240

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i forbrugeraftaleloven, atværdipapirer nævnes udtrykkeligt i bestemmelsen sammen med (andre) fi-nansielle tjenesteydelser for at undgå tvivl om, at værdipapirer – som iføl-ge direktivet skal anses som finansielle tjenesteydelser og ikke varer – eromfattet af undtagelsen. Af forarbejderne fremgår endvidere, at værdipapi-rer i denne forbindelse bl.a. omfatter aftaler om køb og salg af aktier ogobligationer samt andre værdipapirer, der giver ret til at erhverve aktier ogobligationer, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 7602 ff., og be-tænkning 1440/2004, side 95.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at undtagelsesbestemmelsen iforbrugerrettighedsdirektivet – som ikke omfatter finansielle tjenesteydel-ser, jf. artikel 3, stk. 3, litra d – må antages at finde anvendelse på f.eks.køb af ædelmetaller og visse råstoffer, såsom olie. Bestemmelsen supple-rer således artikel 6, stk. 2, litra a, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, såle-des at varer og tjenesteydelser – såvel finansielle som ikkefinansielle –hvis pris er afhængig af udsving på kapitelmarkedet, som den erhvervsdri-vende ikke har indflydelse på, generelt er undtaget fra fortrydelsesrettensom fastsat i de to direktiver. Ved vurderingen af, om der er tale om en va-re eller en tjenesteydelse, der falder inden for undtagelsens område, børder efter arbejdsgruppens opfattelse lægges vægt på, om prisen varierer påen ikke-forudberegnelig måde på grund af svingninger på kapitalmarkedet,således at handelen ved aftalens indgåelse indebærer et risikoelement.Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at artikel 16, litra b, gennem-føres ved en nyaffattelse af den eksisterende undtagelse i forbrugeraftale-lovens § 17, stk. 2, nr. 3, ved at tilføje ”varer” og ved at ændre formulerin-gen ”finansielle tjenesteydelser” til blot at være ”tjenesteydelser” generelt.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 15, med tilhørendebemærkninger.Undtagelsen i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 3, gælder imidlertidikke, hvis den pågældende aftale er indgået uden for fast forretningsstedunder omstændigheder som nævnt i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2,litra a og b, dvs. aftaler indgået i forbindelse med den erhvervsdrivendesbesøg hos forbrugeren, hvis aftalen vedrører andet end det, som forbruge-ren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for, samt aftaler indgåetunder en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende (aftaler inden fordørsalgsdirektivets område), jf. § 17, stk. 3.241

Det bemærkes, at der umiddelbart ikke synes at være noget til hinder forfortsat at lade aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået uden for fastforretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra aog b, være omfattet af fortrydelsesrettens område, jf. forbrugeraftalelovens§ 17, stk. 3, idet direktivet ikke finder anvendelse på aftaler om finansielletjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 3, litra d.Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om bestemmelsen i for-brugeraftalelovens § 17, stk. 3, skal videreføres (herunder også i forhold tilnr. 4 om spil og lotteri, der helt undtages fra direktivets anvendelsesområ-de, jf. artikel 3, stk. 3, litra c). Bestemmelsen er som nævnt ovenfor indsati forbrugeraftaleloven, idet dørsalgsdirektivet, der nu ophæves, ikke inde-holder mulighed for at undtage de nævnte aftaler fra fortrydelsesrettensområde.Selvom det må antages, at bestemmelsen i dag har et meget begrænset an-vendelsesområde i praksis (bl.a. fordi forbrugeren i dag har fortrydelses-ret), så finder arbejdsgruppen, at bestemmelsen bør fastholdes. Arbejds-gruppen bemærker i den forbindelse, at det særlige beskyttelseshensyn, dergør sig gældende i de pågældende salgssituationer, og risikoen for at så-danne salgsformer i fremtiden kan opstå i videre omfang, end det gør siggældende i dag, tilsiger en bibeholdelse i forhold til finansielle tjeneste-ydelser, dog således, at der ikke sondres mellem forskellige typer af aftalerindgået uden for forretningssted, dvs. mellem aftaler som ville være omfat-tet af det nu ophævede dørsalgsdirektiv, og andre aftaler indgået uden forforretningssted, da lovudkastet heller ikke i øvrigt anvender denne son-dring.Henset til, at de aftaler, som vil kunne være omfattet af den foreslåede §18, stk. 3, antages at have meget beskeden udbredelse i praksis, finder ar-bejdsgruppen denne sidstnævnte udvidelse af bestemmelsen ubetænkelig.Vedrørende fortrydelse i forhold til spil og lotteri henvises der til afsnit6.1.8.3.3.6.3.8.5.Ad direktivets artikel 16, litra c:Efter direktivets artikel 16, litra c, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:

”c) levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens spe-cifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg”.Definitionen af vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikation, ernærmere behandlet ovenfor, jf. afsnit 6.1.7.3, hvoraf bl.a. fremgår, at derefter flertallet i arbejdsgruppens opfattelse – uanset den forskel, der er påordlyden af direktivets og den gældende definition af bestillingskøb i for-brugeraftaleloven – ikke synes at være noget der taler for, at de to definiti-oner har et materielt forskelligt indhold, idet det således efter begge defini-tioner er afgørende, om der er tale om en fremstilling, der er baseret påforbrugerens individuelle valg (specifikationer).Af præambelbetragtning 49, 4. pkt., fremgår det i tilknytning til undtagel-sen i artikel 16, litra c, at fortrydelsesretten ikke bør finde anvendelse forvarer, der er fremstillet efter forbrugerens specifikationer, eller som har få-et et tydeligt personligt præg, såsom gardiner syet efter mål.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til direkti-vets artikel 16, litra c, hvorfor varer, som skal fremstilles eller tilpasses ef-ter forbrugerens individuelle behov, i dag er omfattet af fortrydelsesrettensområde.Som anført ovenfor under afsnit 6.1.7.3 indeholder forbrugeraftalelovens §18, stk. 4 og stk. 6, imidlertid regler om fortrydelsesrettens ophør før tid iforhold til bestillingskøb.Arbejdsgruppen foreslår, at der til gennemførelsen af direktivets artikel 16,litra c, indføres en ny bestemmelse, hvorefter bestillingskøb undtages frafortrydelsesrettens område. Der er på denne baggrund ikke grundlag for atopretholde reglerne om fortrydelsesrettens ophør før tid i forhold til bestil-lingskøb, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4 og stk. 6, hvorfor reglerneherom foreslås ophævet.Flertallet bemærker endvidere, at gennemførelsen af direktivets artikel 16,litra c, ikke vil indebære væsentlige ændringer i forhold til gældende ret.Selvom forbrugeren i dag som udgangspunkt har mulighed for at fortrydeen aftale om et bestillingskøb, vil den erhvervsdrivende i praksis – i over-ensstemmelse med forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4 eller stk. 6 – sikre sigforbrugerens samtykke til, at den erhvervsdrivende kan begynde udførel-sen mv. inden fortrydelsesfristens udløb, hvor fortrydelsesfristen normaltbortfalder. Hertil kommer, at området for bestillingskøb har et begrænset243

anvendelsesområde, jf. nærmere ovenfor om Forbrugerklagenævnets ogForbrugerombudsmandens praksis.Der henvises nærmere til afsnit 6.1.7.3. for så vidt angår mindretallet i ar-bejdsgruppens opfattelse af, at direktivets afgrænsning af bestillingskøb erlangt bredere end efter gældende ret, hvorfor også den foreslåede undta-gelse af bestillingskøb fra fortrydelsesretten efter mindretallets opfattelsebør tillægges et bredere anvendelsesområde.Der henvises til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 3, med tilhørende bemærk-ninger.6.3.8.6.Ad direktivets artikel 16, litra d:Efter direktivets artikel 16, litra d, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”d) levering af varer, som må antages at blive forringet ellerforældet hurtigt”.I forhold til den nærmere afgrænsning af undtagelsens anvendelsesområdehar arbejdsgruppen overvejet, hvilke typer af varer der er omfattet af be-stemmelsen, og som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt.Direktivets præambel indeholder ikke noget fortolkningsbidrag.Efter arbejdsgruppens opfattelse, må bestemmelsen – idet der er tale om enundtagelse til hovedregler – antages at skulle fortolkes restriktivt.Som eksempel på aftaler der er omfattet af bestemmelsens anvendelsesom-råde kan navnlig fremhæves visse ferske fødevarer, herunder kølevarer.Arbejdsgruppen har drøftet, om bestemmelsen også kan antages at omfattetøj og andre modeprægede produkter, som efter omstændighederne kanvære mindre værd efter relativ kort tid, uden at denne værdiforringelse kansiges at relatere sig til en forringelse eller forældelse af selve varen og densegenskaber. Det er således arbejdsgruppens opfattelse, at det forekommermindre sandsynligt, at undtagelsen kan tillægges et sådan bredt sigte udenklare tilkendegivelser herom i direktivet.Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at aftaler om levering affødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrugsom leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en er-244

hvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter ikke er om-fattet af direktivets anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 3, litra j.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til direkti-vets artikel 16, litra d. På den baggrund foreslår arbejdsgruppen, at derfastsættes en ny bestemmelse, der gennemfører direktivets undtagelse frafortrydelsesretten ved levering af varer, som må antages at blive forringeteller forældet hurtigt.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 4, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.7.Ad direktivets artikel 16, litra e:Efter direktivets artikel 16, litra e, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”e) levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses-eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnede til at blive retur-neret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen”.En tilsvarende bestemmelse findes ikke i forbrugeraftaleloven. Det følgerimidlertid af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, jf. nærmere herom neden-for afsnit 6.4.6.2, at fortrydelsesretten er betinget af, at det modtagne over-gives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig sam-me stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Efterforbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 1, følger det endvidere, at fortrydel-sesretten ikke kan gøres gældende for varer, der er taget i brug, hvis det ef-ter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varenssalgsværdi.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at aftaler omfattet af artikel 16, litra e,efter omstændighederne vil kunne være omfattet af enten forbrugeraftale-lovens § 20, stk. 1 eller stk. 3. Arbejdsgruppen finder imidlertid, at dermed henblik på at sikre en korrekt implementering af bestemmelsen børfastsættes en ny bestemmelse, der udtrykkeligt gennemfører artikel 16, lit-ra e.I forhold til afgrænsningen af undtagelsens anvendelsesområde bemærkerarbejdsgruppen, at det afgørende er, om varen sundhedsbeskyttelses- ellerhygiejnemæssigt er kompromitteret. Arbejdsgruppen antager, at begrebet245

”forsegling” bl.a. omfatter særlig emballage, som beskytter varen og tjenersom sikkerhed for, at varen ikke har været åbnet.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 5, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.8.Ad direktivets artikel 16, litra f:Efter direktivets artikel 16, litra f, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”f) levering af varer som efter levering i henhold til deres artbliver uløseligt blandet sammen med andre varer”.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse, der udtrykkeligtundtager varer, som efter leveringen i henhold til deres art bliver uløseligtblandet sammen med andre varer.I præambelbetragtning 49, 4. pkt., anføres, at fortrydelsesretten ikke børfinde anvendelse for levering af brændstof, der er en vare, som det i sagensnatur ikke er muligt efter leveringen at adskille fra andre varer.Som anført er fortrydelsesretten betinget af, at det modtagne overgives tilden erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme standog mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde, jf. forbrugerafta-lelovens § 20, stk. 1.Efter arbejdsgruppens opfattelse, må det antages, at varer, som efter leve-ring i henhold til deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre va-rer, som udgangspunkt heller ikke vil kunne tilbageleveres i væsentligsamme stand og mængde og som følge heraf være undtaget fra fortrydel-sesretten efter forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1.Det er imidlertid arbejdsgruppens opfattelse, at der med henblik på at sikreen korrekt implementering af direktivet bør fastsættes en ny bestemmelse,der udtrykkeligt gennemfører artikel 16, litra e.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 6, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.9.Ad direktivets artikel 16, litra g:246

Efter direktivets artikel 16, litra g, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”g) levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blevfastsat ved købsaftalens indgåelse og levering først kan findested efter 30 dage, og hvor den faktiske værdi afhænger afmarkedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende ikke har ind-flydelse på”.Efter direktivets artikel 16, litra g, undtages aftaler om levering af alkohol-holdige drikkevarer fra fortrydelsesrettens område, hvis prisen blev fastsatved købsaftalens indgåelse, og levering først kan finde sted efter 30 dage,og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, som den er-hvervsdrivende ikke har indflydelse på.Af præambelbetragtning 49, 2. og 3. pkt., fremgår det, at fortrydelsesrettenvil kunne være uhensigtsmæssig, f.eks. på grund af bestemte varers ellertjenesteydelsers karakter. Det gælder f.eks. i forbindelse med vin, og hvoraftalen er genstand for spekulation, idet værdien afhænger af markedskon-junkturerne (vin en primeur).En tilsvarende bestemmelse findes ikke i forbrugeraftaleloven, og det fore-slås derfor, at der fastsættes en bestemmelse, der gennemfører direktivetsartikel 16, litra g.6.3.8.10.Ad direktivets artikel 16, litra h:Efter direktivets artikel 16, litra h, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”h) aftaler, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den er-hvervsdrivende om at besøge forbrugeren med henblik på atforetage hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde.Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et sådant besøgleverer tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren specifikt haranmodet om, eller andre varer end de reservedele, der er nød-vendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen, skalfortrydelsesretten finde anvendelse på nævnte yderligere tjene-steydelser eller varer”.Forbrugeraftaleloven indeholder i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, en bestemmelse,der i vidt omfang svarer til undtagelsesbestemmelsen i artikel 16, litra h, jf.nærmere herom ovenfor afsnit 6.1.5.2. For så vidt angår artikel 16, litra h,247

2. pkt., hvorefter den erhvervsdrivende i forbindelse med et besøg omfattetaf 1. pkt. leverer tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren specifikt haranmodet om mv., bemærkes det, at forbrugeren efter forbrugeraftalelovens§ 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, bl.a. har fortrydelsesret ved aftalerindgået uden for fast forretningssted, hvor aftalen er indgået eller forbruge-ren har fremsat tilbud, under et anmodet hjemmebesøg, men angår noget,der er forskelligt fra det, som forbrugeren har bedt den erhvervsdrivendeom at komme for.Arbejdsgruppen foreslår imidlertid, at der i forbrugeraftaleloven fastsættesen bestemmelse fuldstændig svarende til direktivets artikel 16, litra h, så-ledes at det udtrykkeligt fastsættes, at det alene er i tilfælde, hvor forbruge-ren har anmodet den erhvervsdrivende om at besøge denne med henblik påat foretage hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejde, at forbru-geren ikke har mulighed for at fortryde aftalen.I forhold til bestemmelsens 2. pkt. finder arbejdsgruppen, at dette alleredefølger af 1. pkt. i og med, at det stilles som krav, at aftalen vedrører arbej-de, som forbrugeren udtrykkeligt har anmodet den erhvervsdrivende om atbesøge forbrugeren med henblik på at foretage. På denne baggrund finderarbejdsgruppen ikke, at det er nødvendigt, at denne del af bestemmelsenindsættes i loven. Derimod vil det blive præciseret i bemærkningerne, atundtagelsen ikke gælder andre tjenesteydelser eller andre varer end de re-servedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparatio-nen, som forbrugeren specifikt har anmodet om Arbejdsgruppen finderdog, at bestemmelsens 2. pkt., følger af 1. pkt., hvorfor det indstilles, atdenne del af bestemmelsen alene omtales i bemærkningerne til loven.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 8, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.11.Ad direktivets artikel 16, litra i:Efter direktivets artikel 16, litra i, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”i) levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser ellercomputer-software, som forbrugeren har brudt plomberingenpå”.

Af direktivets præambelbetragtning 19, 3. pkt., fremgår det, at digitalt ind-hold, der leveres via et fysisk medium, såsom en cd eller en dvd, bør be-tragtes som varer i henhold til direktivet. For så vidt angår digitalt indhold,der ikke leveres på et fysisk medium, henvises der til artikel 16, litra m,nedenfor.Efter forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 2, gælder fortrydelsesretten ik-ke – under forudsætning af at forbrugeren er gjort udtrykkeligt opmærk-som herpå – for forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvis forbrugeren har brudt forseglingen. Bestemmelsen gæl-der kun for varer.Det fremgår af bemærkningerne til forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 2,at forsegling bl.a. kan være tekniske plomberinger, jf. Folketingstidende1999-2000, tillæg A, side 5960.Der består således alene den forskel mellem henholdsvis direktivets artikel16, litra i, og forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 2, at undtagelsesbe-stemmelsen efter direktivet ikke forudsætter, at forbrugeren udtrykkeligt ergjort bekendt med, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende, hvisplomberingen er brudt.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at reglen i forbrugeraftalelovens§ 20, stk. 3, nr. 2, ophæves, og at der fastsættes en ny undtagelsesbestem-melse i forbrugeraftaleloven fuldstændig svarende til direktivets artikel 16,litra i.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 9, med tilhørende be-mærkninger.6.3.8.12.Ad direktivets artikel 16, litra j:Efter direktivets artikel 16, litra j, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”j) levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner, med undta-gelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikati-oner”.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i forbrugeraftaleloven, og arbejds-gruppen foreslår derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i forbrugeraf-taleloven, der gennemfører direktivets artikel 16, litra j.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 10, med tilhørendebemærkninger.Gennemførelsen af direktivets artikel 16, litra j, vil således principielt be-tyde en forringelse af forbrugerbeskyttelsen, idet det ikke længere vil væremuligt at fortryde en aftale om køb af aviser mv., forudsat at der ikke er ta-le om en abonnementsaftale. Det skal dog hertil bemærkes, at bestemmel-sen formentlig må antages at have en meget begrænset betydning i praksis,idet der efter arbejdsgruppens opfattelse næppe indgås (mange) fjernsalgs-aftaler eller aftaler uden for den erhvervsdrivendes forretningssted om le-vering af aviser, tidsskrifter eller magasiner, som ikke samtidig er abon-nementsaftaler.6.3.8.13.Ad direktivets artikel 16, litra k:Efter direktivets artikel 16, litra k, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”k) aftaler, der indgås på en offentlig auktion”.Som anført under afsnit 6.1.5.1.2 ovenfor gælder forbrugeraftaleloven ikkefor auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de byden-de normalt er til stede på auktionsstedet, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Undtagelsenfor traditionelt auktionssalg gælder ikke i tilfælde, hvor købet er indgåetuden for fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i stk. 2, nr.2, litra a og b, dvs. i tilfælde, hvor aftalen er indgået, eller forbrugeren harfremsat tilbud, i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbru-geren, jf. nærmere litra a, eller under en udflugt mv. arrangeret af den er-hvervsdrivende, jf. nærmere litra b.Direktivet, der både omfatter offentlige auktioner (traditionelt auktions-salg) og auktioner, som indgås elektronisk, f.eks. via internettet, vil såledesnødvendiggøre en ændring af forbrugeraftelovens anvendelsesområde, idetundtagelsen i § 2, stk. 1, nr. 4, ikke vil kunne opretholdes, jf. nærmere her-om ovenfor afsnit 6.1.7.11.

Gennemførelsen af direktivets artikel 16, litra k, vil endvidere indebære, atder skal fastsættes en bestemmelse, hvorefter aftaler, der indgås på en of-fentlig auktion, undtages fra bestemmelserne om fortrydelsesret. Dette vil iforhold til gældende ret indebære, at de auktionssalg, der er indgået udenfor fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr.2, litra a og b, ikke længere vil være omfattet af fortrydelsesrettens områ-de. Arbejdsgruppen bemærker dog i den forbindelse, at der arbejdsgruppenbekendt ikke er en større udbredelse af auktionssalg, der er indgået udenfor fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i § 2, stk. 2, nr.2, litra a og b. Derfor vil en ophævelse af bestemmelsen næppe få den sto-re betydning i praksis.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at der med gennemførelsen af artikel16, litra k, vil kunne opnås en forenkling af reglerne, og at der i forhold tilaftaler, der indgås på en offentlig auktion, samlet set opnås en styrkelse afforbrugerbeskyttelsen, idet sådanne aftaler vil være omfattet af direktivets(og lovens) regler om oplysningspligt.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 11, med tilhørendebemærkninger.6.3.8.14.Ad direktivets artikel 16, litra l:Efter direktivets artikel 16, litra l, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”l) levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til bebo-elsesformål, transport af varer, biludlejning, forplejning ellertjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når aftalen ved-rører levering på en forud fastlagt dato eller i et nærmere be-stemt tidsrum”.Af præambelbetragtning 49, 5. og 6. pkt., fremgår:”Gives forbrugeren en fortrydelsesret, vil det endvidere kunnevære uhensigtsmæssig for så vidt angår visse tjenesteydelser,hvor aftalens indgåelse indebærer, at der afsættes kapacitet,som den erhvervsdrivende kunne finde det vanskeligt at anven-de, hvis en fortrydelsesret udøves. Dette ville f.eks. være tilfæl-det, når der foretages reservationer på hoteller eller i forbin-delse med ferieboliger eller kulturelle begivenheder ellersportsbegivenheder.”

I forhold tilleveringaf tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsefølger det af præambelbetragtning 49, at det må lægges til grund, at reser-vationer på hoteller eller i forbindelse med ferieboliger er omfattet af tje-nesteydelser i form af logi.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, er aftalerom indkvartering undtaget fra fortrydelsesrettens område, hvis det fremgåraf aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågæl-dende tjenesteydelse skal udføres, og aftalen ikke er indgået uden for fastforretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændig-heder.Som eksempler på udtrykket indkvartering, der også anvendes i pakkerej-seloven, kan nævnes bestilling af hotelværelser, leje af sommerhus, over-natning på vandrehjem eller campingplads mv., jf. Forbrugeraftalelovenmed kommentarer af Benedikte Holberg m.fl. (2007), s. 210.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udtrykket tjenesteydelse i form af lo-gi bør forstås i overensstemmelse med udtrykket indkvartering efter for-brugeraftaleloven.Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at det er nødvendigt at fastsætte en nybestemmelse, hvorefter tjenesteydelser i form af logi undtages fra fortry-delsesrettens område. Gennemførelsen af (denne del af) bestemmelsen vildog indebære en enkelt ændring i forhold til den gældende retstilstand, idetaftaler om indkvartering, der er indgået under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra aog b, nævnte omstændigheder, ikke længere vil være omfattet af fortrydel-sesrettens område. Denne bestemmelse vurderes dog ikke i praksis at havehaft større betydning.I forhold til levering af tjenesteydelser i form af transport af varer og bil-udlejning følger det af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk.2, nr. 2, at aftaler om transport er undtaget fra fortrydelsesrettens område,hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt pe-riode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, og aftalen ikke er ind-gået uden for fast forretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b,nævnte omstændigheder.Som eksempler på aftaler om transport kan nævnes flyttetransport, fly-,tog-, bus- og taxiture, jf. Forbrugeraftaleloven med kommentarer af Bene-dikte Holberg m.fl. (2007), s. 210.252

I dom af 10. marts 2005, EasyCar (sag C-336/03), antog EU-Domstolen, aten aftale om biludlejning er omfattet af begrebet ”aftaler om levering aftjenesteydelser i form af transport” i fjernsalgsdirektivets artikel 3, stk. 2,2. pind (som er gennemført i forbrugeraftalelovens § 9, stk. 2, nr. 2). Dom-stolen udtalte, at udtrykket ”tjenesteydelser i form af transport”, som i hveraf de andre opregnede former for tjenesteydelser svarer til en undtagelsefor en sektor, og at det derfor omfatter tjenesteydelser inden for transport-sektoren generelt. Selve det at stille et transportmiddel til rådighed for enforbruger er således en af de tjenesteydelser, der henhører under transport-sektoren.Udtrykket ”tjenesteydelser i form af transport” skal som anført af EU-Domstolen forstås bredt, og må således også antages at omfatte tjeneste-ydelser i form af dels transport af varer, dels biludlejning. Forbrugerrettig-hedsdirektivet anvender dog ikke samme terminologi som det generellefjernsalgsdirektiv (transport), jf. bl.a. at aftaler om personbefordring, medundtagelse af artikel 8, stk. 2, artikel 19 og artikel 22 er undtaget fra direk-tivets anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 3, litra k. Arbejdsgruppen erdog af den opfattelse, at formuleringen transport af varer og biludlejningpå trods heraf skal forstås relativt bredt.Særligt i relation til biludlejning har arbejdsgruppen overvejet, hvorvidtindgåelse af aftaler med forbrugere om leasing af biler, der ikke indebæreroverdragelse af ejendomsretten til bilen (herefter privat billeasing), er om-fattet af undtagelsen for aftaler om biludlejning. Der antages i den forbin-delse at være en glidende overgang mellem aftaler, der betegner sig somhenholdsvis udlejning og leasing, hvor længden af udlejningsperioden vilhave betydning for kategoriseringen af en aftale. Henset til, at længden afudlejningsperioden ikke tillægges særskilt betydning i direktivet, finderarbejdsgruppen ikke, at dette i sig selv bør være afgørende for, om en for-trydelsesret kan gøres gældende.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at det bagvedliggende hensyn til denerhvervsdrivendes afsættelse af kapacitet, som vanskelig vil kunne udnyt-tes, hvis forbrugeren kan fortryde aftalen, jf. præambelbetragtning 49, til-svarende gør sig gældende i forhold til privat leasing.Herudover bemærkes, at den engelske sprogversion anvender den brederebetegnelse ”car rental services”, hvilket understøtter en fortolkning, hvor-efter begrebet ikke kun omfatter biludlejning i snæver forstand, men bl.a.253

også privat leasing. I forbindelse med uformel kontakt til Kommissionenvedrørende implementeringen af direktivet, har Kommissionen tilsvarendetilkendegivet, at direktivet anvender den generelle betegnelse ”car rentalservices” uden at differentiere mellem korte eller længerevarende lejefor-hold. Kommissionen var derfor umiddelbart er af den opfattelse, at beggetyper af billeje er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i direktivet.Arbejdsgruppen er på baggrund af ovenstående af den opfattelse, at privatleasing – såfremt der fremgår en bestemt leveringsdato eller periode af af-talen, hvilket må antages stort set altid at være tilfældet i praksis – i med-før af direktivets artikel 16, litra l, ligeledes er undtaget fra direktivets be-stemmelser om fortrydelsesret.Arbejdsgruppen foreslår af samme grund, at der ved gennemførelse af be-stemmelsen i forbrugeraftaleloven og med henblik på at undgå en utilsigtetsnæver fortolkning heraf gøres brug af den bredere betegnelse biludlej-ningsvirksomhed. Denne betegnelse findes at stemme bedre overens medden engelske sprogversion af direktivet, idet det af bemærkningerne til lo-ven endvidere bør fremgå, at begrebet ud over traditionel biludlejning ogsåomfatter privat leasing.I forhold til levering af tjenesteydelser i form af forplejning følger det afforbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, at aftaler omforplejning er undtaget fra fortrydelsesrettens område, hvis det fremgår afaftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågælden-de tjenesteydelse skal udføres, og aftalen ikke er indgået uden for fast for-retningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændighe-der.Efter det generelle fjernsalgsdirektiv er det uden betydning, om maden le-veres på en restaurant eller andre steder. Undtagelsen for forplejning om-fatter derfor både servering og catering.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udtrykket tjenesteydelse i form afforplejning bør forstås i overensstemmelse med udtrykket forplejning efterforbrugeraftaleloven.Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at det er nødvendigt at fastsætte en nybestemmelse, hvorefter tjenesteydelser i form af forplejning undtages frafortrydelsesrettens område. Gennemførelsen af (denne del af) bestemmel-sen vil dog indebære en enkelt ændring af den gældende bestemmelse, idet254

aftaler om forplejning, der er indgået under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a ogb, nævnte omstændigheder, ikke længere vil være omfattet af fortrydelses-rettens område.Vedrørende levering af tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud føl-ger det af præambelbetragtning 49, at reservationer i forbindelse med kul-turelle begivenheder eller sportsbegivenheder er omfattet af tjenesteydelseri forbindelse med fritidstilbud.Efter forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, er aftalerom rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lig-nende kulturbegivenheder undtaget fra fortrydelsesrettens område, hvis detfremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode denpågældende tjenesteydelse skal udføres, og aftalen ikke er indgået uden forfast forretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte om-stændigheder.Efter det generelle fjernsalgsdirektiv gælder undtagelsen i forbrugeraftale-lovens § 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, kun for tjenesteydelser, derhar karakter af fritidstilbud, og som derved er identiske med udtrykket i di-rektivets artikel 16, litra l.I et tidligere udkast til det generelle fjernsalgsdirektiv blev undtagelsenformuleret som ”entertainment”, altså ”underholdningstilbud” eller lignen-de. Det generelle fjernsalgsdirektiv er fortolket i overensstemmelse her-med, og det må derfor lægges til grund, at undtagelsen navnlig tager sigtepå aktiviteter, der kan betegnes som rekreative, f.eks. billetbestilling mv.til biograf- eller teaterforestillinger, til sportsstævner, koncerter eller lig-nende begivenheder.Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at det er nødvendigt at fastsætte en nybestemmelse, hvorefter tjenesteydelser i form af fritidstilbud undtages frafortrydelsesrettens område. Gennemførelsen af (denne del af) bestemmel-sen vil dog indebære en enkelt ændring af den gældende bestemmelse, idetaftaler om fritidstilbud, der er indgået under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a ogb, nævnte omstændigheder, ikke længere vil være omfattet af fortrydelses-rettens område.6.3.8.15.Ad direktivets artikel 16, litra m:

Efter direktivets artikel 16, litra m, er følgende aftaler undtaget fra direkti-vets bestemmelser om fortrydelsesret:”m) levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysiskmedium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens for-udgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at ved-kommende dermed mister sin fortrydelsesret”.Efter direktivets artikel 16, litra m, er levering af digitalt indhold, som ikkeleveres på et fysisk medium, undtaget fra bestemmelserne om fortrydelses-ret, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykke-lige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin for-trydelsesret.Om levering af digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, henvisesder til artikel 16, litra i, ovenfor.Efter direktivets artikel 2, nr. 11, forstås der ved digitalt indhold data, derer produceret og leveret i digital form.Af direktivets præambelbetragtning 19, 4. og 5. pkt., fremgår:”Ligesom for aftaler om levering af vand, gas eller elektricitet,som ikke udbydes til salg i et begrænset volumen eller i en be-stemt mængde, eller af fjernvarme bør aftaler med digitalt ind-hold, der ikke leveres på et fysisk medium, i relation til dettedirektiv hverken klassificeres som købsaftaler eller tjeneste-ydelsesaftaler. I forbindelse med sådanne aftaler bør forbruge-ren have en fortrydelsesret, medmindre forbrugeren har givetsit samtykke til, at leveringen i medfør af aftalen påbegyndesinden fortrydelsesfristen udløber, og har anerkendt, at ved-kommende dermed vil miste sin fortrydelsesret.”Efter forbrugeraftaleloven beror det på en konkret vurdering, om leveringaf digitalt indhold skal betragtes som en vare eller en tjenesteydelse. Derpeges således i Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5953, på, at detkan give anledning til tvivl, hvorvidt køb af edb-programmer, der leveresover internettet, skal anses for køb eller levering af en tjenesteydelse. Dertages ikke stilling hertil i forarbejderne. I den forbindelse bør det tillæggesbetydning, hvorvidt den erhvervsdrivende har mulighed for at sikre sigmod kopiering af et leveret program, inden dette tilbagesendes i forbindel-se med en eventuel fortrydelse af aftalen. Har den erhvervsdrivende ingenmulighed for at sikre sig mod sådan en kopiering – f.eks. ved plomberinge.l. – taler det for, at anse det leverede for en tjenesteydelse, hvilket bl.a.256

betyder, at forbrugeren kan give sit samtykke til, at fortrydelsesretten op-hører, når leveringen påbegyndes, jf. § 18, stk. 4. Kan den erhvervsdriven-de på den anden side plombere programmet eller på anden måde sikre sigmod kopiering, taler dette for at anse programmet for en vare, jf. hervedForbrugeraftaleloven med kommentarer af Benedikte Holberg m.fl.(2007), s.114 f., samt IT-retten af Mads Bryde Andersen, 2. udgave (2005)s. 842 f. I det omfang levering af digitalt indhold skal betragtes som en tje-nesteydelse, følger det af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, at forbrugerenkan give samtykke til, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil opfyldelsenaf aftalen påbegyndes, jf. nærmere herom ovenfor afsnit 6.2.2.6.1.Som det fremgår af præambelbetragtningen bør aftaler med digitalt ind-hold i relation til direktivet hverken klassificeres som købsaftaler eller tje-nesteydelsesaftaler.Det bemærkes, at i tilfælde, hvor leveringen er påbegyndt uden forbruge-rens forudgående samtykke, og hvor aftalen ikke er undtaget fra bestem-melserne om fortrydelsesret, udløber fortrydelsesfristen 14 dage fra dagenfor aftalens indgåelse, jf. artikel 9, stk. 3.Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at der indsættes en nybestemmelse i forbrugeraftaleloven, der, under de nærmere angivne betin-gelser, undtager levering af digitalt indhold fra bestemmelserne om fortry-delsesret.Der henvises herom til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 13, med tilhørendebemærkninger.6.4.Udøvelse af fortrydelsesretten, følgerne af udøvelse af for-trydelsesretten, den erhvervsdrivendes og forbrugerensforpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesrettensamt følgerne af udøvelse af fortrydelsesretten for tilknyt-tede aftaler – direktivets artikel 11-15Direktivets artikel 11

der fremgår af direktivets bilag I (B) eller 2) at afgive en anden utvetydigerklæring om sin beslutning om at fortryde aftalen.Medlemsstaterne må ikke indføre andre bestemmelser om formelle krav tilstandardfortrydelsesformularen end dem, der fremgår af bilag I (B), jf. ar-tikel 11, stk. 1, 2. afsnit.Om baggrunden for den måde hvorpå forbrugeren skal gøre fortrydelses-retten gældende, herunder indførelsen af en harmoniseret standardfortry-delsesformular, fremgår det af præambelbetragtning 44:”Fortrydelsesretten gøres gældende på forskellig måde i med-lemsstaterne, og det har medført omkostninger for erhvervs-drivende, som sælger på tværs af grænser. Indførelse af enharmoniseret standardfortrydelsesformular, som forbrugernekan anvende, burde kunne forenkle fortrydelsesprocessen ogskabe retssikkerhed. Derfor bør medlemsstaterne undlade atindføre yderligere krav til udformningen af EU-standardformularen, f.eks. at den skal udfyldes med en særligskriftstørrelse. Forbrugeren bør imidlertid fortsat have mulig-hed for at gøre sin fortrydelsesret gældende med egne ord,forudsat at vedkommendes erklæring om at have besluttet atanvende aftalens fortrydelsesret over for den erhvervsdrivendeer utvetydig. Et brev, et telefonopkald eller returnering af va-rerne med en klar erklæring vil kunne opfylde dette krav, mendet bør være forbrugeren, der har bevisbyrden for udøvelse affortrydelsesretten inden for de i direktivet fastsatte frister. Der-for er det i forbrugerens interesse at anvende et varigt medi-um, når forbrugeren giver den erhvervsdrivende meddelelseom, at vedkommende ønsker at udøve sin fortrydelsesret.”Forbrugeren anses for at have gjort fortrydelsesretten gældende inden forden i artikel 9, stk. 2, og artikel 10 omhandlede fortrydelsesfrist, hvis for-brugeren har sendt meddelelsen om udøvelse af fortrydelsesretten, indenfristen er udløbet, jf. artikel 11, stk. 2.Den erhvervsdrivende kan – foruden de muligheder der er nævnt i stk. 1 –give forbrugeren mulighed for elektronisk at udfylde og indsende entenfortrydelsesstandardformularen i bilag I (B), eller en anden utvetydig er-klæring på den erhvervsdrivendes websted (hjemmeside). I så fald skal denerhvervsdrivende omgående på et varigt medium kvittere for modtagelseaf en sådan meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten, jf. artikel 11,stk. 3.

Med hensyn til muligheden for at udøve fortrydelsesretten elektroniskfremgår det af præambelbetragtning 45:”Erfaringerne viser, at mange forbrugere og erhvervsdrivendeforetrækker at kommunikere med hinanden via den erhvervs-drivendes websted, og derfor bør den erhvervsdrivende kunnegive forbrugeren mulighed for at udfylde en webbaseret fortry-delsesformular. I så fald bør den erhvervsdrivende omgåendekvittere for modtagelse, f.eks. pr. e-mail.”Det er forbrugeren, som har bevisbyrden for udøvelse af fortrydelsesretteni overensstemmelse med artikel 11, jf. artikel 11, stk. 4.6.4.2.Direktivets artikel 12

Den erhvervsdrivende er forpligtet til at refundere alle beløb, inklusiveeventuelle leveringsomkostninger, som denne har modtaget fra forbruge-ren. Beløbet skal tilbagebetales uden unødig forsinkelse og senest 14 dageefter den dato, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelsen omforbrugerens beslutning om at udøve fortrydelsesretten i overensstemmelsemed artikel 11, jf. artikel 13, stk. 1, 1. afsnit. Bestemmelsen skal ses isammenhæng med artikel 13, stk. 3, hvoraf det fremgår, at den erhvervs-drivende under visse nærmere angivne betingelser kan tilbageholde belø-bet.Ved tilbagebetalingen skal den erhvervsdrivende anvende samme beta-lingsmiddel, som forbrugeren har anvendt til den oprindelige transaktion,medmindre forbrugeren udtrykkeligt har accepteret noget andet, og forud-sat at forbrugeren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge aftilbagebetalingen, jf. artikel 13, stk. 1, 2. afsnit.Med hensyn til den erhvervsdrivendes forpligtelse til at refundere alle be-løb modtaget fra forbrugeren fremgår det af præambelbetragtning 46, 1. og2. pkt.:259

”I tilfælde af at forbrugeren udøver fortrydelsesretten, bør denerhvervsdrivende godtgøre alle de betalinger, vedkommendehar modtaget fra forbrugeren, herunder dem, der omfatter denerhvervsdrivendes udgifter i forbindelse med varernes leveringtil forbrugeren. Godtgørelsen bør ikke ske i form af tilgodebe-vis, medmindre forbrugeren har anvendt tilgodebevis til denoprindelige transaktion eller udtrykkeligt har accepteret det-te.”Den erhvervsdrivende skal dog ikke refundere ekstra omkostninger, hvisforbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den mindstbekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har tilbudt, jf. ar-tikel 13, stk. 2.Af præambelbetragtning 46, 3. pkt., fremgår i tilknytning hertil:”Hvis forbrugeren udtrykkeligt vælger en bestemt form for le-vering (f.eks. 24-timers ekspreslevering), selv om den er-hvervsdrivende havde tilbudt en almindelig og generelt accep-teret leveringsform, som ville have medført lavere leverings-omkostninger, bør forbrugeren betale udgiftsforskellen mellemdisse to former for levering.”Ved aftaler vedrørende salg af en vare kan den erhvervsdrivende – med-mindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varerne selv – tilbage-holde det modtagne beløb indtil det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivendehar modtaget de returnerede varer fra forbrugeren, eller indtil forbrugerenhar fremlagt dokumentation for at have returneret varerne, alt efter hvilkettidspunkt der er tidligst, jf. artikel 13, stk. 3.6.4.4.Direktivets artikel 14

Forbrugeren skal returnere varen til den erhvervsdrivende, når fortrydel-sesretten gøres gældende. Forbrugeren skal returnere varen eller aflevereden til den erhvervsdrivende eller til en person, som den erhvervsdrivendehar bemyndiget til at modtage varen, uden unødig forsinkelse og senest 14dage efter den dato, hvor vedkommende i overensstemmelse med artikel11 har givet den erhvervsdrivende besked om, at aftalen fortrydes, med-mindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afhente varen. Returnerin-gen af varen anses for rettidig, hvis forbrugeren sender varen, inden fristener udløbet, jf. artikel 14, stk. 1, 1. afsnit.Af præambelbetragtning 48, 1. pkt., fremgår:260

”Forbrugeren bør være forpligtet til at sende varerne tilbagesenest 14 dage efter, at forbrugeren har givet den erhvervsdri-vende meddelelse om, at vedkommende har besluttet at gøreaftalens fortrydelsesret gældende.”Forbrugeren afholder de udgifter, der er forbundet med den direkte tilbage-levering af varen til den erhvervsdrivende. Dette gælder dog ikke, hvis denerhvervsdrivende enten har indvilliget i at afholde udgifterne, eller harundladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skal betale udgifterneforbundet med returneringen, jf. artikel 14, stk. 1, 2. afsnit.I tilfælde af aftaler indgået uden for fast forretningssted, hvor varerne erblevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse, henter den er-hvervsdrivende varerne for egen regning, hvis varerne i kraft af deres artnormalt ikke kan returneres med post, jf. artikel 14, stk. 1, 3. afsnit.Ved brug af fortrydelsesretten hæfter forbrugeren kun for varens eventuel-le værdiforringelse, hvis varen har været håndteret på en anden måde, endhvad der var nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde,varen fungerer på, jf. artikel 14, stk. 2. Hvis den erhvervsdrivende i stridmed artikel 6, stk. 1, litra h, har undladt at give forbrugeren oplysningerom fortrydelsesretten, hæfter forbrugeren ikke for en eventuel forringelseaf varerne.I præambelbetragtning 47 er følgende anført i tilknytning til forbrugerenshåndtering af varen:”Visse forbrugere gør fortrydelsesretten gældende efter at ha-ve brugt varerne mere end, hvad der er nødvendigt for at fast-slå varernes art, egenskaber og den måde, de fungerer på. Isådanne tilfælde bør forbrugeren ikke miste sin fortrydelsesret,men bør hæfte for eventuel forringelse af varernes værdi. Forat fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fungererpå, bør forbrugeren kun håndtere og besigtige dem på sammemåde, som vedkommende ville have fået lov til i en forretning.Forbrugeren bør f.eks. kun prøve en beklædningsgenstand ogbør ikke have lov til at have den på i længere tid. Forbrugerenbør derfor håndtere og besigtige varerne med behørig omhuindtil fortrydelsesfristens udløb. Forbrugerens forpligtelser itilfælde af fortrydelsesrettens udnyttelse bør ikke afskrækkeforbrugeren fra at udøve sin fortrydelsesret.”En forbruger, der udnytter sin fortrydelsesret efter at have anmodet om atfå tjenesteydelsen leveret inden fortrydelsesfristens udløb i overensstem-261

melse med artikel 7, stk. 3, eller artikel 8, stk. 8, skal betale den erhvervs-drivende et beløb, der står i rimeligt forhold til det leverede indtil det tids-punkt, hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om, at afta-len fortrydes, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen, jf. artikel 14,stk. 3. Beregningen af det forholdsmæssige beløb, som forbrugeren skalbetale til den erhvervsdrivende, skal ske på grundlag af den samlede pris,der er fastsat i aftalen. Er den samlede pris urimelig høj, beregnes det for-holdsmæssige beløb på grundlag af markedsværdien af det leverede.Af præambelbetragtning 50 fremgår:”På den ene side bør forbrugeren kunne udøve sin fortrydel-sesret, selv om vedkommende har anmodet om tjenesteydelsenslevering inden udløbet af fortrydelsesfristen. På den andenside bør den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren udøver sinfortrydelsesret, have sikkerhed for at få en rimelig betaling forden tjenesteydelse, vedkommende har leveret. Beregningen afdet forholdsmæssige beløb bør baseres på den pris, der er fast-sat i aftalen, medmindre forbrugeren påviser, at den samledepris i sig selv er uforholdsmæssig, i hvilket tilfælde det beløb,der skal betales, beregnes på grundlag af markedsværdien afden leverede tjenesteydelse. Markedsværdien bør fastsættesved at sammenligne prisen på en tilsvarende tjenesteydelseydet af andre erhvervsdrivende på tidspunktet for aftalens ind-gåelse. Forbrugeren bør derfor anmode om levering af tjene-steydelserne inden udløbet af fortrydelsesfristen i form af enudtrykkelig anmodning herom og, i forbindelse med aftalerindgået uden for fast forretningssted, på et varigt medium. Li-geledes bør den erhvervsdrivende på et varigt medium oplyseforbrugeren om eventuelle forpligtelser til at betale de for-holdsmæssige omkostninger for de allerede leverede tjeneste-ydelser. For aftaler, der både omfatter varer og tjenesteydel-ser, bør reglerne i dette direktiv om tilbagelevering af varerfinde anvendelse på aspekter vedrørende varer, og godtgørel-sesordningen for tjenesteydelser bør finde anvendelse påaspekter vedrørende tjenesteydelser.”Inden fortrydelsesfristens udløb hæfter forbrugeren ifølge artikel 14, stk. 4,litra a, hverken for hel eller delvis udførelse af tjenesteydelser eller leve-ring af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænsetvolumen eller i en bestemt mængde, eller af fjernvarme, hvis 1) den er-hvervsdrivende har undladt at give oplysninger i overensstemmelse medartikel 6, stk. 1, litra h, eller litra j, eller 2) forbrugeren ikke udtrykkeligthar anmodet om, at udførelsen skulle påbegyndes inden udløbet af fortry-delsesfristen, jf. artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8.262

Forbrugeren hæfter ifølge artikel 14, stk. 4, litra b, heller ikke for hel ellerdelvis levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium,hvis 1) forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til,at udførelsen kan påbegyndes inden udløbet af den 14-dages frist, der ernævnt i artikel 9, 2) forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mi-ster sin fortrydelsesret, når vedkommende giver sit samtykke, eller 3) denerhvervsdrivende har undladt at give bekræftelse i overensstemmelse medartikel 7, stk. 2, eller artikel 8, stk. 7 (kopi af bekræftelsen af forbrugerensforudgående samtykke, jf. artikel 16, litra m).Endelig pådrager forbrugeren sig ifølge artikel 14, stk. 5, ikke noget ansvarved at gøre brug af fortrydelsesretten, ud over hvad der fremgår af artikel13, stk. 2 (om ekstra omkostninger i forbindelse med levering) eller artikel14 (bl.a. eventuelle omkostninger i forbindelse med tilbagelevering af va-rerne).6.4.5.Direktivets artikel 15

6.4.5.1.Efter direktivetsartikel 15, stk. 1,ophører enhver tilknyttet aftaleautomatisk uden udgifter for forbrugeren, hvis forbrugeren udøver sin for-trydelsesret i forbindelse med aftaler om fjernsalg eller aftaler indgåetuden for fast forretningssted, jf. artikel 9-14. Dette gælder dog ikke, hvorandet er fastsat i direktivets artikel 13, stk. 2 (ekstra omkostninger i for-bindelse med levering), og artikel 14 (bl.a. eventuelle omkostninger i for-bindelse med tilbagelevering af varerne), jf. dog artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbru-gerkreditaftaler (forbrugerkreditdirektivet).Ved en tilknyttet aftale forstås efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel2, nr. 15, en aftale i henhold til hvilken, forbrugeren erhverver varer ellertjenesteydelser, som er omfattet af en aftale om fjernsalg eller en aftaleindgået uden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydel-ser leveres af den erhvervsdrivende eller af tredjemand på grundlag af etarrangement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende.Efter direktivets artikel 15, stk. 2, fastsætter medlemsstaterne nærmere reg-ler om tilknyttede aftalers ophør.6.4.5.2.Som det fremgår, indeholder artikel 15, stk. 1, en henvisning tilforbrugerkreditdirektivets artikel 15.263

Forbrugerkreditdirektivets artikel 15 har følgende ordlyd:”1. Hvis en forbruger har udøvet en fortrydelsesret baseret påfællesskabsretten i forbindelse med en aftale om levering af envare eller tjenesteydelse, er forbrugeren ikke længere bundetaf en tilknyttet kreditaftale.2. Hvis de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af dentilknyttede kreditaftale, ikke leveres eller kun leveres delvis el-ler ikke er i overensstemmelse med aftalen om levering deraf,har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse modkreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandøren haropnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på iføl-ge loven eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydel-ser. Medlemsstaterne bestemmer, i hvilket omfang og på hvilkebetingelser disse retsmidler kan iværksættes.3. Denne artikel berører ikke nationale bestemmelser om, at enkreditgiver hæfter solidarisk for ethvert krav, som forbrugerenmåtte have mod leverandøren, såfremt købet af varer ellertjenesteydelser fra leverandøren er blevet finansieret via enkreditaftale.”En tilknyttet kreditaftale defineres i forbrugerkreditdirektivets artikel 3, lit-ra n, som en kreditaftale, der udelukkende tjener til at finansiere en aftaleom levering af specifikke varer eller tjenesteydelser, og som sammen meddenne udgør en kommerciel helhed. En kommerciel helhed foreligger, nårleverandøren enten selv forestår finansieringen eller overlader det til tred-jemand efter aftale. En kommerciel helhed foreligger endvidere, når denspecifikke ydelse udtrykkeligt er angivet i kreditaftalen.Forbrugerkreditdirektivets artikel 15, stk. 1, indebærer, at en kreditaftale,som er knyttet til den aftale – eksempelvis en fjernsalgsaftale om køb af envare (hovedaftalen, f.eks. køb af en vaskemaskine) – som forbrugeren for-tryder, også vil bortfalde.Den nye bestemmelse i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 15 vedrørerikke tilknyttede kreditaftaler, idet direktivet ikke finder anvendelse på fi-nansielle tjenesteydelser, jf. artikel 3, stk. 3, litra d. Bestemmelsen omfat-ter derimod aftaler i henhold til hvilke, forbrugeren erhverver varer ellertjenesteydelser, som er omfattet af en aftale om fjernsalg eller en aftaleindgået uden for fast forretningssted. I forhold til det anførte eksempelovenfor om køb af en vaskemaskemaske indebærer forbrugerrettighedsdi-rektivets artikel 15, stk. 1, at en tilknyttet aftale om f.eks. køb af et ser-viceabonnement til vaskemaskinen tillige bortfalder i tilfælde af, at forbru-geren fortryder selve hovedaftalen.264

Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 15 supplerer således forbrugerkre-ditdirektivets artikel 15, stk. 1, og indebærer, at det fremover ikke alene eren tilknyttet kreditaftale, som i tilfælde af forbrugerens udøvelse af fortry-delsesretten, der bortfalder, men også andre tilknyttede aftaler i henhold tilhvilken forbrugeren erhverver varer eller tjenesteydelser, som er omfattetaf en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendesforretningssted.Det bemærkes, at forbrugerkreditdirektivets artikel 15, stk. 2 og 3, efterarbejdsgruppens opfattelse ikke har nogen betydning for implementeringenaf forbrugerrettighedsdirektivets artikel 15. Der henvises herom til afsnit6.4.11 nedenfor.6.4.6.6.4.6.1.Gældende retFremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten

Forbrugeraftalelovens § 19 fastlægger den nærmere fremgangsmåde vedbrug af fortrydelsesretten, ligesom det fremgår heraf, hvilke omkostningerforbrugeren kan pålægges at afholde i forbindelse med udnyttelse af for-trydelsesretten. Bestemmelsen finder anvendelse på aftaler om salg af va-rer og aftaler om tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser, oggennemfører artikel 5, stk. 1, 1. pkt., i dørsalgsdirektivet og artikel 6, stk.6, i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Det generelle fjernsalgsdirektiv inde-holder ikke udtrykkelige regler om fremgangsmåden ved brug af fortrydel-sesretten. Af det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6 kan dog udledes, atfortrydelsesretten vedrørende en vare kan udøves ved tilbagesendelse afvaren til den erhvervsdrivende.Forbrugeren skal, inden udløbet af den fortrydelsesfrist der følger af § 18,underrette den erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes, jf. forbrugerafta-lelovens § 19, stk. 1, 1. pkt. Der er ikke foreskrevet nogen bestemt formfor forbrugerens underretning om, at aftalen fortrydes. Meddelelsen kansåledes gives f.eks. mundtligt (telefonisk), pr. brev, e-mail, sms-besked el-ler telefax.Det er tilstrækkeligt, at underretningen, når denne foreligger på papir ellerandet varigt medium, som den erhvervsdrivende har adgang til, er afsendtinden fristens udløb, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 2. pkt. Dette in-debærer, at det er uden betydning, om den erhvervsdrivende først modta-265

ger underretningen efter fristens udløb, og at det er den erhvervsdrivende,som bærer risikoen for underretningens forsinkelse.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig atafhente varen hos forbrugeren, såfremt denne gør brug af fortrydelsesret-ten, skal forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb tilbagesende eller til-bagegive varen til den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19,stk. 2. Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren inden fristens udløb har overgi-vet det modtagne til en fragtfører, som har påtaget sig forsendelsen til denerhvervsdrivende.Det følger endvidere af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, at forbrugerenved fjernsalg – i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtagetsig at afhente varen – skal afholde de omkostninger, der måtte være for-bundet med at tilbagesende varen til den erhvervsdrivende, når fortrydel-sesretten benyttes. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen levereten erstatningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne le-veres, påhviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdri-vende.Hvis forbrugeren endnu ikke har modtaget varen, kan fortrydelsesrettenendvidere benyttes ved, at forbrugeren undlader at modtage eller indløseen forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19,stk. 3.6.4.6.2.Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftalervedrørende køb af varer

Forbrugeraftalelovens § 20 fastsætter yderligere betingelser for udøvelse affortrydelsesretten ved aftaler vedrørende køb af varer. Bestemmelsen om-fatter ikke tjenesteydelser, da sådanne almindeligvis ikke kan tilbagegives,når de først er præsteret. Bestemmelsen er i det væsentlige videreført fraden oprindelige forbrugeraftalelov fra 1978 gennem en sammenskrivningaf betingelserne for at fortryde aftaler om køb uden for fast forretningsstedog fjernsalgsaftaler.Fortrydelsesretten ved køb af varer er således betinget af, at det modtagneovergives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentligsamme stand og mængde, som det var i, da forbrugeren fik det i hænde, jf.§ 20, stk. 1, 1. pkt. Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende harpåtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, og ved køb af varer uden for266

fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren holderdet modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentlig sammestand og mængde, jf. forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 2. pkt.Forbrugeren bevarer dog sin fortrydelsesret, selv om varen ikke kan tilba-geleveres i væsentlig samme stand og mængde, hvis beskadigelsen ellerforringelsen skyldes en omstændighed, der ikke kan bebrejdes forbrugeren,jf. § 20, stk. 2. Der henvises herved også til afsnit 6.4.10.2. Sælgeren bærermed andre ord risikoen for varens hændelige beskadigelse eller forringelsei tilfælde, hvor forbrugeren gør brug af sin fortrydelsesret.Herudover følger det af den gældende forbrugeraftalelovs § 20, stk. 3, atfortrydelsesretten, forudsat at forbrugeren er gjort udtrykkeligt opmærk-som herpå, ikke gælder for 1) varer, der er taget i brug, hvis det efter va-rens art er åbenbart, at brugen medfører formindskelse af varens salgsvær-di, og 2) forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvisforbrugeren har brudt forseglingen.6.4.6.3.Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten

6.4.6.3.1.Forbrugeraftalelovens § 21, der gennemfører artikel 6, stk. 2, idet generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 5, stk. 2, i dørsalgsdirektivet, an-giver retsvirkningerne af at fortryde en aftale indgået uden for fast forret-ningssted eller en fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikkefinansieltjenesteydelse. Bestemmelsen gælder også for aftaler om finansielle tjene-steydelser indgået uden for fast forretningssted, men ikke for fjernsalg affinansielle tjenesteydelser. Reglerne om retsvirkningerne af at fortryde enaftale om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser er reguleret i forbrugeraf-talelovens § 22.For aftaler indgået uden for fast forretningssted eller fjernsalgsaftaler ved-rørende en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse følger det af forbru-geraftalelovens § 21, stk. 1, at den erhvervsdrivende ikke kan gøre krav ihenhold til aftalen gældende mod forbrugeren ved dennes udøvelse af for-trydelsesretten. Af bestemmelsen følger det således, at det er gratis for for-brugeren at bruge fortrydelsesretten, bortset fra udgifterne til returnering afvaren i tilfælde af fjernsalg, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sigat hente varen hos forbrugeren, idet det følger af § 19, stk. 2, 3. pkt., atdenne omkostning påhviler forbrugeren, jf. nærmere herom ovenfor afsnit4.1.4.2.

Det følger endvidere af forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2, at i tilfælde,hvor forbrugeren helt eller delvis har betalt for varen eller tjenesteydelsen,skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugerentræder tilbage fra aftalen.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig atafhente varen hos forbrugeren i tilfælde, hvor forbrugeren udnytter sin for-trydelsesret, skal den erhvervsdrivendes tilbagebetaling af købesummenske snarest muligt og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende harmodtaget varen og har haft lejlighed til at undersøge den, jf. forbrugerafta-lelovens § 21, stk. 3.I andre tilfælde, dvs. ved salg uden for fast forretningssted, ved fjernsalg afikkefinansielle tjenesteydelser og ved fjernsalg af varer, hvor den er-hvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, skal denerhvervsdrivendes tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30 dage ef-ter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem tilden erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4, 1. pkt. Reglenregulerer således de tilfælde, hvor fortrydelsesretten kan udøves blot ved atunderrette den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1.Hvis aftalen vedrører en vare, som den erhvervsdrivende ikke afhenter in-den 3 måneder efter, at den pågældende fra køberen har modtaget under-retning om dennes tilbagetræden fra aftalen, tilfalder varen køberen veder-lagsfrit, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4, 2. pkt.Det følger herudover af forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4, 3. pkt., at for-brugeren har tilbageholdelsesret i den modtagne vare til sikring af kravetpå tilbagebetaling af vederlaget.6.4.6.3.2.Som anført ovenfor indeholder forbrugeraftalelovens § 22 reglerom retsvirkningerne af fortrydelsesrettens udnyttelse ved fjernsalg af fi-nansielle tjenesteydelser. Bestemmelsen gennemfører artikel 7 i det finan-sielle fjernsalgsdirektiv.Efter forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1, kan forbrugeren ved fortrydelse afen fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse pålægges at beta-le for den del af ydelsen, som allerede er leveret i henhold til fjernsalgsaf-talen, hvis 1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodninger påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og 2) den erhvervsdrivende268

godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om detbeløb, der skal betales, jf. § 13, stk. 1, nr. 5.Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skal stå irimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sam-menlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse, jf. forbrugeraftalelo-vens § 22, stk. 2.Efter forbrugeraftalelovens § 22, stk. 3, følger det, at i tilfælde, hvor for-brugeren helt eller delvis har betalt for tjenesteydelsen, skal den erhvervs-drivende med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 1 tilbagebetale detmodtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetalingenskal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underret-ning om fortrydelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsen afmeddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb eller formue-gode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervsdrivende, jf.forbrugeraftalelovens § 22, stk. 4.6.4.6.4.Bortfald af tilknyttede aftaler

Det følger af § 23 i forbrugeraftaleloven, at en tilknyttet kreditaftale, somforbrugeren har indgået med den erhvervsdrivende, eller som på grundlagaf en aftale mellem tredjemand og den erhvervsdrivende dækker den aftal-te betaling helt eller delvis, bortfalder, hvis forbrugeren træder tilbage fraen aftale i medfør af forbrugeraftalelovens bestemmelser om fortrydelses-ret. Tilsvarende gør sig gældende, hvis forbrugeren eksempelvis i medføraf forbrugeraftalelovens § 28 påberåber sig, at aftalen er ugyldig. Bestem-melsen, der gennemfører artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv,omfatter både aftaler indgået ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fastforretningssted.Forbrugeraftalelovens § 23, stk. 1, supplerer kreditaftalelovens § 33.Kreditaftalelovens § 33 gælder for køb og for aftaler om opnåelse af entjenesteydelse, hvor forbrugeren efter aftale med sælgeren/tjenesteyderenhar fået henstand med betaling af købesummen/vederlaget, eller hvor kø-besummen/vederlaget helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet forbru-geren af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne ogsælgeren/tjenesteyderen (oprindeligt trepartsforhold).269

Det følger af kreditaftalelovens § 33, stk. 1, at forbrugeren over for andenkreditor kan gøre samme indsigelser gældende som over for kreditgiveren,sælgeren eller leverandøren af tjenesteydelsen. Efter kreditaftalelovens §33, stk. 3, har forbrugeren – hvis der foreligger et oprindeligt trepartsfor-hold – derudover mulighed for i et vist omfang at gøre pengekrav gælden-de over for den finansierende tredjemand. Betingelserne herfor er,atfor-brugeren har et pengekrav mod sælgeren eller tjenesteyderen i anledning afaftalen (f.eks. krav på tilbagebetaling af købesummen/vederlaget),atfor-brugeren sandsynliggør, at sælgeren eller tjenesteyderen ikke opfylder sineforpligtelser, samtatbeløbet ikke overstiger, hvad forbrugeren har betaltden pågældende tredjemand i anledning af aftalen.En tilknyttet kreditaftale, der er omfattet af forbrugeraftalelovens § 23, stk.1, vil oftest også indgå som en del af et kreditbeløb eller en kreditaftalevedrørende en tjenesteydelse omfattet af kreditaftalelovens § 33. Forbruge-rens tilbagetræden fra aftalen vil dermed betyde, at forbrugeren efter kre-ditaftalelovens § 33 kan kræve sig frigjort for at betale den del af det sam-lede vederlag, som vedrører kreditomkostningerne inklusiv stiftelsesom-kostningerne, ligesom forbrugeren ikke hæfter for tilbagebetalingen af lån,som er udbetalt til sælgeren eller tjenesteyderen. Der henvises herom tilForbrugeaftaleloven med kommentarer af Benedikte Holberg m.fl. (2007),side 361 ff.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjeneste-ydelse bortfalder endvidere en hertil knyttet fjernsalgsaftale om tjeneste-ydelser, som skal leveres af den erhvervsdrivende eller af en tredjepart pågrundlag af en aftale mellem tredjeparten og den erhvervsdrivende, jf. for-brugeraftalelovens § 23, stk. 2, der gennemfører artikel 6, stk. 7, 2. led, idet finansielle fjernsalgsdirektiv.Forbrugeraftalelovens § 23, stk. 3, der indgår som en del af implemente-ringen af artikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 6, stk.7, 2. led, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, supplerer § 23, stk. 1 og 2, ogfastslår, at der ikke kan pålægges forbrugeren at betale gebyr eller erstat-ning til en aftalepart, hvis aftalen er bortfaldet i medfør af stk. 1 eller 2.6.4.7.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivet artikel 11

6.4.7.1.Den fremgangsmåde for udøvelse af fortrydelsesretten, der er fast-lagt i artikel 11, stk. 1, 1. pkt. – dvs. underretning til den erhvervsdrivendeinden den relevante frists udløb – svarer til fremgangsmåden efter dengældende regel i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 1. pkt., om, at fortry-delsesretten ved aftaler om salg af varer og aftaler om tjenesteydelser, her-under finansielle tjenesteydelser, som udgangspunkt udøves ved at giveunderretning til den erhvervsdrivende.Til gennemførelsen af artikel 11, stk. 1, 1. pkt., er det således efter ar-bejdsgruppens opfattelse ikke nødvendigt at foretage nogen ændringer afgældende ret.6.4.7.2.Direktivets artikel 11, stk. 1, 2. pkt., fastlægger, at forbrugerensunderretning til den erhvervsdrivende kan ske enten ved at benytte stan-dardfortrydelsesformularen i bilag 1 (B) eller ved afgivelse af en andenutvetydig erklæring om, at aftalen fortrydes. Af præambelbetragtning 44fremgår i tilknytning hertil, at et brev, et telefonopkald eller returnering afvarerne med en klar erklæring vil kunne opfylde dette krav. Det fremgårendvidere af samme præambelbetragtning, at det bør være forbrugeren,som har bevisbyrden, og at det derfor er i forbrugerens interesse at anven-de et varigt medium, når denne giver meddelelse til den erhvervsdrivendeom, at fortrydelsesretten udøves.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 11, stk. 3, hvoraf detfremgår, at den erhvervsdrivende, ud over de muligheder der følger af stk.1, også kan give forbrugeren mulighed for elektronisk at udfylde og ind-sende enten standardfortrydelsesformularen i bilag 1 (B) eller en andenutvetydig erklæring på den erhvervsdrivendes websted. I så fald skal denerhvervsdrivende omgående på at varigt medium kvittere for modtagelsenaf en sådan meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten.Det følger af direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, at den erhvervsdrivendeinden aftaleindgåelsen skal give forbrugeren oplysning om fortrydelsesret-tens anvendelse mv. samt den i bilag 1 (B) optrykte standardfortrydelses-formularen.Forbrugeraftaleloven foreskriver ikke nogen bestemtformfor forbrugerensunderretning til den erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Meddelel-sen kan således f.eks. gives mundtligt (telefonisk), pr. brev, e-mail, sms-besked eller telefax til den erhvervsdrivende. En tilkendegivelse fra for-brugeren om, at denne er utilfreds med varen eller ydelsen, kan efter om-271

stændighederne sidestilles med en underretning om, at forbrugeren ønskerat træde tilbage fra aftalen, navnlig i tilfælde, hvor forbrugeren ikke har få-et de krævede oplysninger om fortrydelsesretten mv. Forbrugeren kanendvidere bruge fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløseen forsendelse fra den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 19,stk. 3.Som anført ovenfor under afsnit 6.2.2.6.2 følger det af § 11 i bekendtgørel-se nr. 972 af 24. september 2004 vedrørende oplysning om fortrydelsesret ihenhold til lov om visse forbrugeraftaler, at den erhvervsdrivende, samti-dig med afgivelse af oplysning i henhold til §§ 2, 3, 5, 7, 8 eller 9, kan giveforbrugeren en blanket, som denne kan anvende, hvis aftalen fortrydes.Eksempel på denne blanket er optrykt som bilag 9 til bekendtgørelsen.For at sikre en korrekt implementering af direktivets af artikel 11, stk. 1 ogstk. 3, vil det således efter arbejdsgruppens opfattelse i forhold til aftalerindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og aftaler omfjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser være nødvendigt atfastsætte nærmere regler med hensyn til underretningens form.Af den nye bestemmelse, der foreslås indført, skal det således fremgå, atforbrugeren ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted og ved aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjeneste-ydelser kan benytte standardfortrydelsesformularen i direktivets bilag 1(B) (artikel 11, stk. 1, 2. pkt., litra a) eller afgive en anden utvetydig erklæ-ring (artikel 11, stk. 1, 2. pkt., litra b). Det skal endvidere fremgå, at denerhvervsdrivende også kan give forbrugeren mulighed for elektronisk atudfylde og indsende standardfortrydelsesformularen i bilag 1 (B) eller enanden utvetydig erklæring, og at den erhvervsdrivende i så fald omgåendepå et varigt medium skal kvittere for modtagelsen af en sådan meddelelseom udøvelse af fortrydelsesretten (artikel 11, stk. 3).Efter de gældende regler kan forbrugeren udøve sin fortrydelsesret ved atundlade at modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende,jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3.6.4.7.3.Efter artikel 11, stk. 1, 2. pkt., litra b, kan forbrugeren – ud over atbenytte standardfortrydelsesformularen i bilag I (B) – fortryde en aftaleomfattet af direktivet ved at afgive en anden utvetydig erklæring om sinbeslutning om at fortryde aftalen.272

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil en undladelse af at modtage eller af-hente en vare ikke i sig selv udgøre en utvetydig erklæring i direktivetsforstand. Det er endvidere arbejdsgruppens vurdering, at bestemmelsen iartikel 11, stk. 1 og 3, må forstås som en udtømmende opregning af demåder, hvorpå forbrugeren kan underrette den erhvervsdrivende om at for-trydelsesrettens gøres gældende, hvorfor det ikke er foreneligt med direk-tivet at opretholde bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, somderfor foreslås ophævet.Det bemærkes i øvrigt, at den erhvervsdrivende under alle omstændigheder– f.eks. hvor forbrugeren undlader at modtage en vare, eller hvor varen re-turneres til den erhvervsdrivende af postvæsenet m.fl., fordi forbrugerenikke har afhentet den – ville kunne rette henvendelse til forbrugeren medhenblik på at afklare, hvorvidt forbrugeren (fortsat) ønsker at modtage va-ren. Det bemærkes, at den erhvervsdrivende – ud over interessen i at blivefrigjort fra forpligtelsen til at levere varen – bl.a. kan være interesseret i enafklaring, da fortrydelsesfristen først løber fra forbrugerens modtagelse afvaren, jf. artikel 9, stk. 2, litra b. Forbrugerens svar på en sådan henvendel-se – men ikke undladelse heraf – vil efter omstændighederne kunne udgøreen utvetydig erklæring om forbrugerens beslutning om at fortryde aftalen,idet meddelelse om udnyttelse af fortrydelsesretten i givet fald skal ansesfor afgivet på tidspunktet for forbrugerens svar til den erhvervsdrivende.For så vidt angår spørgsmålet om fordringhavermora i forsendelseskøbhenvises til afsnit 6.5.12.4. nedenfor vedrørende købelovens § 37.Arbejdsgruppen skal bemærke, at der i forhold til forbrugerens underret-ning til den erhvervsdrivende ikke er mulighed for at indføre (fuldstændig)ens regler for på den ene side aftaler indgået uden for den erhvervsdriven-des forretningssted og aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tje-nesteydelser og på den anden side fjernsalgsaftaler om finansielle tjeneste-ydelser. Baggrunden herfor er bl.a., at der i forhold til finansielle tjeneste-ydelser ikke kan fastsættes et krav om, at forbrugeren skal give den er-hvervsdrivende underretning om sin beslutning om at gøre fortrydelsesret-ten gældende ved brug af standardfortrydelsesformularen i bilag 1 (B), jf.artikel 11, stk. 1, litra a.Som anført ovenfor følger det af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, at for-trydelsesretten udøves ved underretning til den erhvervsdrivende. Be-stemmelsen gælder både for aftaler indgået uden for fast forretningssted ogfor fjernsalgsaftaler. I tilknytning hertil har arbejdsgruppen overvejet, om273

den nye bestemmelse i direktivets artikel 11, stk. 1, litra b, nødvendiggøren ændring af forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, på en sådan måde, at denikke længere kan anvendes i relation til fjernsalgsaftaler om finansielle tje-nesteydelser.For at gennemføre direktivets artikel 11, stk. 1, litra b, korrekt vil det somudgangspunkt være nødvendigt at ændre forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1,således, at forbrugerens underretning til den erhvervsdrivende skal være”utvetydig”. Et sådant krav til forbrugerens underretning synes imidlertidikke at indebære nogen ændringer i forhold til gældende ret, idet det måantages, at forbrugerens underretning til den erhvervsdrivende også i dagskal indeholde en utvetydig erklæring om, at aftalen fortrydes.Da der med denne ændring således ikke er tiltænkt nogen materielle æn-dringer af gældende ret, er det derfor arbejdsgruppens opfattelse, at det børvære muligt at opretholde ens regler om fremgangsmåden ved brug af for-trydelsesretten. En sådan ændring synes endvidere ikke at være i strid meddet finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 6, hvoraf det fremgår, athvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, skal denne inden den relevantefrists udløb meddele leverandøren dette efter de anvisninger, han har mod-taget i medfør af artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra d, på en måde, der har bevis-kraft efter national lov.Der henvises herom til lovudkastets § 20 med tilhørende bemærkninger.6.4.7.4.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at forbrugerens underretningom fortrydelse ifølge forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, skal sendes tildenerhvervsdrivende.Efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 2, nr. 2, og § 13,stk. 1, nr. 3, er den erhvervsdrivende forpligtet til, på et varigt medium, atgive forbrugeren oplysning om, til hvilken adresse meddelelsen om fortry-delse skal sendes. Det er imidlertid ikke efter ordlyden af forbrugeraftale-lovens § 19, stk. 1, en betingelse for behørig udnyttelse af fortrydelsesret-ten, at meddelelsen er sendt til den adresse, som den erhvervsdrivende haroplyst i medfør af § 12, stk. 2, nr. 2, eller § 13, stk. 1, nr. 3, hvorfor der ik-ke er noget til hinder for, at forbrugeren også kan give meddelelsen til enanden adresse mv. Bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 2.pkt., om, at forsendelsesrisikoen påhviler den erhvervsdrivende, forudsæt-ter dog, at meddelelsen sendes til en adresse, hvor den kanforventesatkomme til den erhvervsdrivendes kundskab, hvilket f.eks. må anses for op-fyldt, hvis underretningen sendes til den erhvervsdrivendes forretnings-adresse. Det forudsættes endvidere, at forbrugeren – såfremt underretning274

om udnyttelse af fortrydelsesretten sendes til den erhvervsdrivende – gørbrug af postafsendelse eller anden forsvarlig befordring, jf. herved prin-cippet i aftalelovens § 40, jf. købeloven § 86, jf. § 61.Efter direktivets artikel 6, stk. 1, litra b-d, skal den erhvervsdrivende giveforbrugeren en række oplysninger om bl.a. den erhvervsdrivendes kontakt-oplysninger, jf. nærmere herom overfor afsnit 6.2.2.5.1. Det drejer sigf.eks. om oplysninger om den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivendeer etableret, og den erhvervsdrivendes eventuelle telefon og faxnummer oge-mailadresse. Det følger imidlertid ikke af bestemmelsen, at den er-hvervsdrivende udtrykkeligt skal give oplysning om, til hvilken adressemeddelelsen om fortrydelse skal sendes.De kontaktoplysninger, som forbrugeren modtager af den erhvervsdriven-de i medfør af direktivets artikel 6, stk. 1, litra b-d, vil således indebære, atforbrugeren får oplyst en adresse mv., hvortil meddelelse om fortrydelses-retten kan sendes. Efter arbejdsgruppens opfattelse, synes direktivets arti-kel 11, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, litra b-d, imidlertid ikkeat være til hinder for, at forbrugeren efter omstændighederne også vil kun-ne give meddelelsen om fortrydelse til den erhvervsdrivende til en andenadresse mv. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det således næppe anta-ges at være meningen, at en forbruger – der ikke i forbindelse med udøvel-se af fortrydelsesretten benytter de kontaktoplysninger, som denne harmodtaget i medfør af artikel 6, stk. 1, litra b-d – skal kunne miste sin for-trydelsesret alene af denne grund.6.4.7.5.Af artikel 11, stk. 2, følger det endvidere, at fristen for udøvelse affortrydelsesretten anses for overholdt, hvis meddelelsen er afsendt indenfristens udløb. Efter den gældende regel i forbrugeraftalelovens § 19, stk.1, 2. pkt., anses fristen for overholdt, hvis underretningen, når den forelig-ger på papir eller andet varigt medium, som modtageren har adgang til, erafsendt inden fristens udløb.Efter arbejdsgruppens opfattelse indebærer direktivets artikel 11, stk. 2 –på samme måde som efter gældende ret – dels at det er uden betydning, atden erhvervsdrivende først modtager underretningen efter fristens udløb,dels at det er den erhvervsdrivende, som bærer risikoen for underretnin-gens forsinkelse, herunder for at underretningen aldrig når frem til den er-hvervsdrivende.

For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet foreslår arbejdsgruppen,at der indsættes en bestemmelse i forbrugeraftaleloven, hvoraf det fremgår,at fristen anses for overholdt, hvis forbrugeren har sendt meddelelsen omudøvelse af fortrydelsesretten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.Den foreslåede bestemmelse indeholder således ikke – i modsætning tilforbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 2. pkt. – noget udtrykkeligt krav om, atforbrugerens underretning til den erhvervsdrivende,når den foreligger påpapir eller andet varigt medium, som modtageren har adgang til,skal væ-re afsendt inden fristens udløb. Efter arbejdsgruppens opfattelse vil denneændring imidlertid næppe antages at få betydning i praksis, da de kommu-nikationsformer, der almindeligvis anvendes mellem forbrugeren og denerhvervsdrivende, også vil være at anse som et varigt medium efter dengældende bestemmelse. Om begrebet varigt medium henvises der til afsnit6.1.7.8 ovenfor.På den anførte baggrund finder arbejdsgruppen derfor ikke, at der er nogettil hinder for, at bestemmelsen også finder anvendelse i forhold til fjern-salgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, idet der på trods af den ændredeordlyd i praksis vil være tale om en videreførelse af gældende ret.Der henvises herom til lovudkastets § 20, stk. 3, med tilhørende bemærk-ninger.6.4.7.6.Af direktivets artikel 11, stk. 4, følger det herudover, at det er for-brugeren, som har bevisbyrden for udøvelse af fortrydelsesretten. Eftergældende ret vil det også være forbrugeren, som har bevisbyrden for retti-dig udnyttelse af fortrydelsesretten, selv om en tilsvarende bestemmelseikke udtrykkeligt er fastsat i forbrugeraftaleloven. Det fremgår imidlertidaf bekendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004 om oplysning om fortry-delsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler og bilagene hertil, atden erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, at forbrugeren, hvisdenne vil sikre sig bevis for, at aftalen er fortrudt rettidigt, f.eks. kan sendebrevet anbefalet og opbevare postkvitteringen.Det foreslås herefter, at der indføres en regel svarende til direktivets artikel11, stk. 4, og at det i bemærkningerne til bestemmelsen samtidig anføres,at der ikke hermed er tiltænkt nogen ændringer i forhold til gældende ret.Der henvises herom til lovudkastets § 20, stk. 4, med tilhørende bemærk-ninger.276

Direktivets artikel 12 fastsætter, at parternes forpligtelser til at opfylde enaftale om fjernsalg eller en aftale indgået uden for fast forretningssted ellertil at indgå en sådan aftale, i tilfælde hvor forbrugeren har fremsat tilbudherom, ophører ved forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til direkti-vets artikel 12. Af forbrugeraftalelovens § 21, stk. 1, der omfatter aftalerindgået uden for fast forretningssted og fjernsalgsaftaler vedrørende en va-re eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, fremgår det imidlertid, at den er-hvervsdrivende ved forbrugerens tilbagetræden fra aftalen ikke kan gørekrav i henhold til aftalen gældende mod forbrugeren. Forbrugeraftalelo-vens § 21, stk. 1, fastsætter således ikke udtrykkeligt, at forbrugerens (ogden erhvervsdrivendes) forpligtelse til at opfylde aftalen ophører ved for-trydelsesrettens udøvelse.Det er et almindeligt obligationsretligt princip, at kreditor har krav på op-fyldelse af sin fordring. Reglen gælder i alle skyldforhold, hvor der ikke ergrundlag for at fravige dette udgangspunkt, hvilket eksempelvis vil væretilfældet ved en lovbestemt fortrydelsesret, jf. Bernhard Gomard, Obligati-onsret, 2. del, 3. udgave, s. 21 ff.Efter arbejdsgruppens opfattelse er der med direktivets artikel 12 såledesikke tale om nogen ændring i forhold til gældende ret. For at sikre en kor-rekt implementering af bestemmelsen foreslås det imidlertid, at der indfø-res en ny bestemmelse om, at forbrugerens forpligtelse til at opfylde afta-len ophører ved fortrydelsesrettens udøvelse.Der henvises herom til lovudkastets § 21 med tilhørende bemærkninger.6.4.9.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivet artikel 13

erhvervsdrivende – når forbrugeren har betalt helt eller delvist for varen el-ler tjenesteydelsen – skal tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træ-der tilbage fra aftalen.Af direktivbestemmelsen fremgår det dog udtrykkeligt, at den erhvervsdri-vende også skal tilbagebetale eventuelle leveringsomkostninger.Selvom forbrugeraftaleloven ikke på tilsvarende måde udtrykkeligt regule-rer spørgsmålet om leveringsomkostninger, er der på dette punkt ikke taleom nogen ændring i forhold til gældende ret.Som anført ovenfor under afsnit 6.4.6.3.1 følger det af forbrugeraftalelo-vens § 21, stk. 1, at den erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugerensudøvelse af fortrydelsesretten bl.a. ikke kan pålægge forbrugeren at betaleudgifter i forbindelse med varens levering. Det følger endvidere af forbru-geraftalelovens § 21, stk. 2, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetale detmodtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen, hvorfor denne be-stemmelse også udelukker, at den erhvervsdrivende kan foretage fradrag tildækning af eventuelle leveringsomkostninger. Herudover er det også ud-trykkeligt anført i det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 2, at leve-randøren i tilfælde, hvor forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende, ve-derlagsfrit skal tilbagebetale de beløb, som forbrugeren har betalt. De ene-ste omkostninger, der kan pålægges forbrugeren, når denne gør fortrydel-sesretten gældende, er de direkte udgifter i forbindelse med tilbageleveringaf varerne. Den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt antages dog ikkeat omfatte gebyr for anvendelse af et betalingsinstrument, som den er-hvervsdrivende skal afregne til 3. mand, f.eks. indløser. Der henvises her-ved i øvrigt til afsnit 6.5.11 om forbuddet mod, at erhvervsdrivende op-kræver gebyrer af forbrugere i forbindelse med anvendelse af betalings-midler, der overstiger de udgifter, som afholdes af den erhvervsdrivende iforbindelse med anvendelsen af disse betalingsmidler.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en regel svarende til artikel 13, stk.1, 2. afsnit, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende skal foretage til-bagebetalingen ved brug af samme betalingsmiddel, som forbrugeren harbenyttet til den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren har givetsamtykke til anvendelse af et andet betalingsmiddel, og forudsat at forbru-geren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebeta-lingen. Arbejdsgruppen antager i den forbindelse, at der i kravet om for-brugerens samtykke til anvendelsen af et andet betalingsmiddel ligger, atforbrugeren er blevet stillet over for og har været klar over, at der var tale278

om, et egentligt, frivilligt valg mellem det samme og et alternativt beta-lingsmiddel, jf. herved også præambelbetragtning 446, 2. pkt., hvoreftergodtgørelse ikke bør ske i form af tilgodebevis, medmindre forbrugerenselv anvendte tilgodebevis til den oprindelige transaktion eller udtrykkeligthar accepteret godtgørelse i form af tilgodebevis.Arbejdsgruppen antager i øvrigt, at bestemmelsen i artikel 13, stk. 1, 2. af-snit, også indebærer, at den erhvervsdrivende erberettigettil at foretagetilbagebetaling ved brug af samme betalingsmiddel, som forbrugeren harbenyttet til den oprindelige transaktion, herunder eksempelvis at føre beta-lingen tilbage til den konto eller det betalingskort, hvorfra betalingen i før-ste omgang blev modtaget.6.4.9.2.Med hensyn tilfristenfor den erhvervsdrivendes tilbagebetalings-pligt fastsætter artikel 13, stk. 1, at der skal ske tilbagebetaling uden unø-dig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivendemodtager meddelelsen om fortrydelse. Bestemmelsen skal ses i sammen-hæng med artikel 13, stk. 3, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivendeved aftaler om salg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtagetsig at afhente varerne (uanset stk. 1), kan tilbageholde beløbet, indtil dennehar modtaget varerne, eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentationfor at varerne er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.Uanset, at direktivets artikel 13, stk. 3, i modsætning til artikel 13, stk. 1,ikke indeholder et udtrykkeligt krav om, at den erhvervsdrivendes tilbage-betaling skal ske uden unødig forsinkelse, må det antages, at dette også gørsig gældende i tilfælde omfattet af stk. 3. Vurderingen af, hvorvidt tilbage-betalingen er sket uden unødig forsinkelse, må efter arbejdsgruppens op-fattelse bero på en konkret vurdering, hvor det kan være relevant at ind-drage, på hvilket grundlag tilbagebetalingen foretages. Den konkrete vur-dering af, hvor lang tid den erhvervsdrivende bør indrømmes til at foretagetilbagebetaling, vil således kunne variere fra tilfælde, hvor tilbagebetalingf.eks. foretages på baggrund af den erhvervsdrivendes modtagelse af va-ren, og hvor den erhvervsdrivende må forventes at have mulighed for atbesigtige varen, til tilfælde, hvor tilbagebetalingen sker på baggrund af do-kumentation for forbrugerens returnering af varen, idet den erhvervsdri-vendes vurdering heraf – alt afhængig af dokumentationsformen – kan tagekortere eller længere tid. For så vidt angår vurderingen af, hvad der udgørtilstrækkelig dokumentation for returnering af varen henvises til afsnit6.4.9.4 nedenfor.279

Som nævnt i afsnit 6.4.6.3.1 følger det af de gældende regler, at den er-hvervsdrivendes tilbagebetaling af købesummen, i tilfælde, hvor forbruge-ren udnytter sin fortrydelsesret, skal ske snarest muligt og ved fjernsalg afvarer – hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hosforbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret – senest 30 dage ef-ter, at den erhvervsdrivende har modtaget varen retur, og i andre tilfælde,senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen erkommet frem til den erhvervsdrivende, jf. forbrugeraftalelovens § 21, stk.3 og stk. 4.Direktivets artikel 13, stk. 1, indebærer således, at den erhvervsdrivende, itilfælde hvor forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret, typisk skal foretagetilbagebetaling af eventuelle modtagne beløb fra forbrugeren på et tidligeretidspunkt end efter de gældende regler.6.4.9.3.Direktivets artikel 13, stk. 3, vil endvidere kunne indebære, at denerhvervsdrivende skal tilbagebetale købesummen til forbrugeren, inden va-ren er modtaget retur, og den erhvervsdrivende vil i sådanne tilfælde ikkehave mulighed for at sikre sig, at varen er ubeskadiget, førend der skal sketilbagebetaling til forbrugeren.Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis forbrugeren – på et tidspunkt efter 14dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelse omforbrugerens beslutning om tilbagetræden – over for den erhvervsdrivendefremlægger dokumentation for at have returneret varerne, og hvor den er-hvervsdrivende endnu ikke har modtaget varerne.Eksemplet kan illustreres på følgende måde: Den erhvervsdrivende og for-brugeren indgår en fjernsalgsaftale om køb af en vare den 28. marts. For-brugeren modtager varen den 1. april. Fra dette tidspunkt har forbrugeren14 dages fortrydelsesret, dvs. indtil den 15. april. Samme dag, som varenmodtages (den 1. april), giver forbrugeren besked til den erhvervsdrivendeom, at aftalen fortrydes. Fra dette tidspunkt har den erhvervsdrivende 14dage til at tilbagebetale det modtagne beløb til forbrugeren, og forbrugerenhar ligeledes fra dette tidspunkt 14 dage til at tilbagesende varen til den er-hvervsdrivende. I begge tilfælde udløber fristen den 15. april. Forbrugerenventer med at returnere varen til sidste øjeblik – dvs. den 15. april, ogfremlægger samme dag dokumentation for, at varen er returneret over forden erhvervsdrivende. På dette tidspunkt er varen endnu ikke modtaget afden erhvervsdrivende, men efter direktivets artikel 13, stk. 3, vil den er-280

hvervsdrivende være forpligtet til at foretage tilbagebetalingen uden unø-dig forsinkelseSåfremt den erhvervsdrivende på trods af modtagelse af dokumentation fortilbagesendelse af varen ikke foretager tilbagebetaling som påkrævet, her-under inden for den foreskrevne frist, men i stedet venter med tilbagebeta-lingen, indtil varen er modtaget retur, fordi den erhvervsdrivende frygter atlide et tab ved at stole på den fremsendte dokumentation – eksempelvis pågrund af konkret mistanke om at varen reelt ikke er blevet tilbagesendt,herunder at dokumentationen for forbrugerens returnering er falsk, eller atdet ikke er den pågældende vare, der er blevet tilbagesendt, eller mistankeom at varen er blevet returneret i en stand, som ikke berettiger til fuld til-bagebetaling - løber den erhvervsdrivende den risiko, at mistanken kan vi-se sig at være uberettiget.Det bemærkes, i den forbindelse, at det alt afhængig af det konkrete tilfæl-de kan være lettere eller vanskeligere for en erhvervsdrivende at afdæk-keen mistanke om, at dokumentation for returnering af en vare er forfal-sket. En række omstændigheder vil således være af betydning, bl.a. doku-mentationstypen, kvaliteten af en eventuel forfalskning samt mulighedernefor at efterprøve ægtheden, eksempelvis ved kontakt til den transportør,som ifølge dokumentationen angiveligt foretager tilbagetransporten.Ud over konkret mistanke om falsk dokumentation i lyset af selve doku-mentationens fremtoning kan den erhvervsdrivendes mistanke også værebaseret på øvrige (atypiske) omstændigheder omkring fortrydelsessituatio-nen, eksempelvis mistanke til, at forbrugerens identitet ikke reelt svarer tilden oplyste.Såfremt tilbageholdelse af tilbagebetalingen viser sig at være uberettiget –hvilket typisk konstateres på det tidspunkt, hvor varen modtages af den er-hvervsdrivende – kan der efter omstændighederne blive tale om, at forbru-geren kan have grundlag for at rette krav mod den erhvervsdrivende, her-under navnlig i form af krav om forrentning af det skyldige beløb i over-ensstemmelse med gældende regler herfor.Det bemærkes endvidere, at en erhvervsdrivende, der systematisk tilbage-holder tilbagebetaling på trods af modtaget dokumentation for forbruge-rens tilbagesendelse af varen, bl.a. vil kunne blive mødt med påbud fraForbrugerombudsmanden, jf. markedsføringslovens § 27, stk. 2, jf. § 1,281

stk. 1. For så vidt angår sanktioner for overtrædelse af forbrugeraftalelo-vens bestemmelser henvises i øvrigt til afsnit 6.8.For så vidt angår varens hændelige undergang eller forringelse under tilba-gesendelse til den erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugerens udnyt-telse af fortrydelsesretten henvises der til afsnit 6.5.12.5 nedenfor. Risiko-en herfor påhviler efter flertallet af arbejdsgruppens opfattelse forbrugeren.Der henvises nærmere til afsnit 6.5.12.5 for så vidt angår et mindretal afarbejdsgruppen opfattelse af, at den erhvervsdrivende som udgangspunktbærer risikoen for tilbagesendelse af en vare i forbindelse med udnyttelseaf fortrydelsesretten, og at den erhvervsdrivende i den forbindelse må an-tages at kunne indtræde i eventuelle krav, herunder krav om erstatning,som forbrugeren ellers ville kunne have rettet mod transportøren.6.4.9.4.For så vidt angår den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt, så-fremt forbrugeren fremlægger dokumentation for at have returneret varen,fastsætter direktivet ikke nærmere bestemmelser om, hvad der skal ansesfor at udgøre fornøden dokumentation. Fastlæggelsen heraf må således be-ro på en konkret vurdering, og efter omstændighederne må en indleve-ringsattest (postkvittering), en kvittering for afsendelse af et anbefaletbrev, tilbagesendelse undergivet en ”track-and-trace” service, eller lignen-de, således antages at kunne tjene som bevis for, at et brev eller en pakkeer indleveret til afsendelse.Det bemærkes dog, at sådan dokumentation typisk ikke er et bevis for ind-holdet af forsendelsen, hvilket er en problemstilling, som direktivet dogikke ses at forholde sig til. Det antages imidlertid, at dokumentationen iform af et transportdokument i visse tilfælde kan udgøre et bevis for for-sendelsens indhold, eksempelvis hvor en transportør kontrollerer og kvitte-rer for indlevering af en vare af en bestemt art, f.eks. et køleskab. Derimodantages det i praksis næppe eller kun yderst sjældent at forekomme, at entransportør kvitterer for en vares stand.Det bemærkes, at det efter bestemmelsen påhviler forbrugeren at fremlæg-ge den påkrævede dokumentation, hvorfor det er i forbrugerens interesse atanvende tilbagesendelsesmetoder, der muliggør dokumentation bedst mu-ligt, f.eks. i form af kvittering eller lignende erklæring fra en professioneltransportør.Flertallet af arbejdsgruppen bemærker dog, at det ikke følger af direktivetskrav om dokumentation for forbrugerens returnering af varen, at forbruge-282

ren skal kunne fremvise dokumentation, der beviser forsendelsens indholdeller varens stand. Som anført vil der altid skulle foretages en konkret vur-dering af, om forbrugeren har fremlagt den fornødne dokumentation for re-turnering af varen.Et mindretal af arbejdsgruppen, bestående af medlemmerne Wivi H. Lar-sen, Line Stentoft Andersen, Lars Quistgaard Bay og Jeppe Rosenmejer, ,er enig i, at ovenstående ikke følger direkte af direktivets ordlyd, men be-mærker, at direktivets artikel 13, stk. 3, udtrykkelig kræver at forbrugerenhar ”fremlagt dokumentation for at have returneret varerne”.6.4.9.5.På ovenfor anførte baggrund foreslås, at der til gennemførelsen afdirektivets artikel 13, stk. 1 og stk. 3, indføres en regel om tilbagebetalinguden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den er-hvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om atudøve fortrydelsesretten, dog med undtagelse af aftaler om salg af varer(medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afhente varerne),hvorefter den erhvervsdrivende kan tilbageholde beløbet, indtil denne harmodtaget varerne, eller forbrugeren har fremlagt dokumentation for at ha-ve returneret varerne, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.Der henvises herom til lovudkastets § 22, stk. 4, med tilhørende bemærk-ninger.Det foreslås herudover, at det i overensstemmelse med direktivets artikel13, stk. 1, 2. afsnit, nærmere anføres, at den erhvervsdrivendes tilbagebeta-ling som udgangspunkt skal ske under anvendelse af samme betalingsmid-del som forbrugeren har benyttet til den oprindelige transaktion.Der henvises herom til lovudkastets § 22, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.6.4.10.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivet artikel 14

den erhvervsdrivende har tilbudt selv at afhente varerne. Fristen anses foroverholdt, hvis forbrugeren returnerer varerne inden udløbet af de 14 dage,jf. artikel 14, stk. 1, 1. afsnit. Det følger i tilknytning hertil af direktivetsartikel 14, stk. 1, 3. afsnit, at i tilfælde af aftaler indgået uden for fast for-retningssted, hvor varerne er blevet leveret til forbrugerens hjem ved afta-lens indgåelse, henter den erhvervsdrivende varerne for egen regning, hvisvarerne i kraft af deres art normalt ikke kan returneres med post.Efter forbrugeraftaleloven skal forbrugeren ved aftaler om fjernsalg af va-rer – hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen – til-bagesende eller tilbagegive varen inden udløbet af den fortrydelsesfrist,der følger af § 18, dvs. som udgangspunkt inden for 14 dage efter den dag,hvor forbrugeren har fået varen i hænde. Det er tilstrækkeligt, at forbruge-ren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfører, somhar påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende, jf. § 19, stk. 2, 1. og2. pkt.Ved køb af varer uden for fast forretningssted skal forbrugeren efter degældende regler stille varen til rådighed for den erhvervsdrivende, der så-ledes selv må hente varen hos forbrugeren, jf. § 20, stk. 1, 2. pkt.Der består således den forskel mellem direktivets og forbrugeraftalelovensregler i forhold til tidspunktet for returnering af varerne, at forbrugeren ef-ter direktivet (først) skal tilbagesende varen senest 14 dage efter den dato,hvor forbrugeren har givet den erhvervsdrivende besked om, at aftalen for-trydes. Efter forbrugeraftaleloven skal forbrugeren tilbagesende varen tilden erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb.Der består endvidere den forskel, at det efter direktivet påhviler forbruge-ren – både for så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted ogfjernsalgsaftaler – at tilbagesende varerne til den erhvervsdrivende. Kunhvor der er tale om en aftale indgået uden for fast forretningssted,oghvorvarerne er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelseogforudsat, at varerne ikke er egnet til at blive returneret med post, skal denerhvervsdrivende hente varerne for egen regning, jf. artikel 14, stk. 1, 3.afsnit. Efter forbrugeraftaleloven påhviler det ved køb af varer uden forfast forretningssted i alle tilfælde den erhvervsdrivende at afhente varerne itilfælde, hvor forbrugeren udnytter fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelo-vens § 20, stk. 1, 2. pkt.

Til direktivets artikel 14, stk. 1, 3. afsnit, knytter sig spørgsmålet om,hvornår den erhvervsdrivende er forpligtet til at afhente varen.Efter forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4, 2. pkt., følger det, at i tilfælde hvorden erhvervsdrivende ikke afhenter varen inden tre måneder efter, at denpågældende fra forbrugeren har modtaget underretning om dennes tilbage-træden fra aftalen, tilfalder varen vederlagsfrit forbrugeren.Efter arbejdsgruppens opfattelse falder bestemmelsen, der vedrørerspørgsmålet om ejendomsrettens overgang, uden for direktivets anvendel-sesområde, jf. bl.a. præambelbetragtning 13, hvorfor bestemmelsen vilkunne opretholdes. Da arbejdsgruppen i øvrigt ikke finder anledning til atophæve bestemmelsen, foreslås det, at denne opretholdes.Der henvises i den forbindelse til lovudkastets § 24, stk. 4, med tilhørendebemærkninger.Efter forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4, 3. pkt., kan forbrugeren holde va-ren tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales.En tilsvarende bestemmelse findes ikke i direktivet, der derimod antages atindebære, at forbrugeren i visse situationer vil være forpligtet til at returne-re varen til den erhvervsdrivende i forbindelse med udnyttelse af fortrydel-sesretten uden først eller samtidigt at modtage tilbagebetalingen, jf. bl.a.artikel 14, stk. 1. Efter arbejdsgruppens opfattelse indebærer direktivet så-ledes, at der ikke kan opretholdes en generel regel om forbrugerens ret tilat holde varen tilbage, indtil tilbagebetaling er sket, hvorfor bestemmelsenforeslås begrænset til tilfælde, hvor den erhvervsdrivende er forpligtet tileller selv har tilbudt at afhente varen.Ændringen af bestemmelsen om tilbageholdsret indebærer i øvrigt ikke enfravigelse af det generelle princip om tilbageholdsret, som fortsat vil værerelevant i en række forbrugerkøb, eksempelvis hvor forbrugeren personligtreturnerer varer i fysiske butikker, og hvor det umiddelbart kan konstate-res, at varen ikke har været udsat for værdiforringelse.Med hensyn til omkostningerne ved returneringen følger det af direktivetsartikel 14, stk. 1, 2. afsnit, at forbrugeren som udgangspunkt afholder dedirekte udgifter i forbindelse med tilbageleveringen af varerne. Af be-stemmelsen fremgår det videre, at dette dog ikke gælder, hvis den er-hvervsdrivende har indvilget i at afholde omkostningerne, eller hvis den285

erhvervsdrivende har undladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skalbetale disse omkostninger.Udgangspunktet efter direktivets artikel 14, stk. 1, 2. afsnit, svarer til dengældende regel i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, 3. pkt., hvor omkost-ningerne ved tilbagesendelsen af varen til den erhvervsdrivende påhvilerforbrugeren.Direktivet fastsætter imidlertid, at omkostningerne forbundet med tilbage-sendelsen af varerne påhviler den erhvervsdrivende, hvis den erhvervsdri-vende har påtaget sig at afholde disse omkostninger. Selv om forbrugeraf-taleloven ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse, er der på dettepunkt ikke tale om nogen ændring i forhold til gældende ret. Efter forbru-geraftalelovens § 28 kan loven ikke fraviges til skade for forbrugeren, ogder er således ikke noget til hinder for, at parterne i dag aftaler, at det erden erhvervsdrivende, som skal afholde udgifter forbundet med returne-ring af varerne.Som noget nyt fastsætter direktivet endvidere, at den erhvervsdrivendeskal afholde udgifterne i forbindelse med tilbagelevering af varerne, hvisden erhvervsdrivende har undladt at oplyse forbrugeren om, at denne skalafholde disse omkostninger. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng meddirektivets artikel 6, stk. 1, litra i, hvoraf det følger, at den erhvervsdriven-de skal give forbrugeren oplysning om, at forbrugeren skal betale udgifter-ne til tilbagelevering af varerne i tilfælde af fortrydelse, jf. nærmere heromafsnit 6.2.2.5.1.En tilsvarende bestemmelse om, at den erhvervsdrivende skal afholde om-kostninger i forbindelse med varens returnering, hvis den erhvervsdrivendeikke har overholdt sin pligt til at oplyse om, at udgifterne til tilbagesendel-se påhviler forbrugeren, findes ikke i gældende ret.Arbejdsgruppen foreslår på den anførte baggrund, at der til gennemførel-sen af direktivets artikel 14, stk. 1, indføres en ny bestemmelse, dels omtidspunktet for varernes returnering, dels om afholdelse af udgifterne for-bundet hermed.Der henvises herom til lovudkastets § 24, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.

6.4.10.2.Efter direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt., hæfter forbrugeren kunfor en eventuel forringelse af varernes værdi, som skyldes en anden hånd-tering af varerne, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art,egenskaber og den måde, de fungerer på. Bestemmelsen fastsætter således,at forbrugeren bevarer fortrydelsesretten også i tilfælde, hvor denne harbrugt varerne mere end, hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art,egenskaber og den måde de fungerer på.Af præambelbetragtning 47 fremgår, at forbrugeren i sådanne tilfælde ikkebør miste sin fortrydelsesret, men (i stedet) bør hæfte for eventuel forrin-gelse af varernes værdi. Af præambelbetragtningens 3.-5. pkt. fremgår føl-gende om afgrænsningen af, hvordan forbrugeren berettiget – dvs. uden athæfte for en eventuel værdiforringelse som følge heraf – kan håndtere ogbesigtige varen:”For at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fun-gerer på, bør forbrugeren kun håndtere og besigtige dem påsamme måde, som vedkommende ville have fået lov til i en for-retning. Forbrugeren bør f.eks. kun prøve en beklædningsgen-stand og bør ikke have lov til at have den på i længere tid.Forbrugeren bør derfor håndtere og besigtige varerne medbehørig omhu indtil fortrydelsesfristens udløb”.Efter den gældende bestemmelse i forbrugeraftaleloven kan fortrydelses-retten derimod kun udøves, hvis varen kan tilbagegives i væsentlig sammestand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde, jf. for-brugeraftalelovens § 20, stk. 1. Kravet modificeres af de særlige risikobe-stemmelser i § 20, stk. 2, hvorefter forbrugeren bevarer sin fortrydelsesret,selv om varen ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mæng-de, hvis beskadigelsen eller forringelsen skyldes en omstændighed, der ik-ke kan bebrejdes forbrugeren. Forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, som dogalene gælder for visse køb, indebærer en skærpelse i forhold til stk. 1, idetforbrugeren kan miste retten til at udøve fortrydelsesretten, selv om varenfor så vidt kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde, såfremtforbrugeren har taget varen i brug, og det efter varens art er åbenbart, atibrugtagning formindsker varens salgsværdi, eller såfremt købet vedrørerforseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, og forbruge-ren har brudt forseglingen. Disse undtagelser gælder dog kun, hvis forbru-geren er gjort udtrykkeligt opmærksom på, at fortrydelsesretten mistes un-der de nævnte omstændigheder.

For så vidt angår kravet om tilbagegivelse af varen i væsentlig sammestand og mængde følger det således af gældende ret, at forbrugere som ud-gangspunkt har ret til at benytte sig af fortrydelsesretten, selvom varen erblevet afprøvet. I Forbrugerklagenævnets praksis tillades forbrugere i for-bindelse med aftaler om fjernsalg således at anvende fortrydelsesretten iforhold til varer, som i et vist omfang har været taget i brug, idet det afgø-rende er, om varen stadig fremstår som ny, når forbrugeren returnerer den,og at den erhvervsdrivende vil kunne sælge varen igen som ny.Forbrugerklagenævnet har i en sag vedrørende en aftale om fjernsalg af enaffugter (sag 09/05568) fastslået, at det forhold, at forbrugeren har taget envare i brug, i relation til kravet om tilbagelevering i væsentlig samme standog mængde, som hovedregel ikke i sig er til hinder for, at fortrydelsesret-ten kan gøres gældende.Af forarbejderne til den oprindelige forbrugeraftalelov fremgår det, at be-tingelsen om, at en vare skal kunne tilbageleveres i væsentlig samme standog mængde, som udgangspunkt kun vedrører selve varen, ikke varens em-ballage, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, s. 761 og 769. Heraffremgår dog også, at kravet om tilbagegivelse i væsentlig samme stand ogmængde også bør omfatte emballagen, såfremt emballagen er af en sådanart, at den normalt bruges af forbrugeren til opbevaring af varen, og densamtidig repræsenterer en ikke ubetydelig værdi for sælgeren.Forbrugerklagenævnet har i en anden sag vedrørende en forbrugers fortry-delse af en aftale om fjernsalg af en mobiltelefon (sag 09/08166), fastslået,at betingelsen om, at varen skal tilbageleveres i væsentlig samme stand ogmængde, jf. forbrugeraftalelovs § 20, stk. 1, som udgangspunkt kun vedrø-rer selve varen, ikke varens emballage, hvorfor det forhold, at forbrugerenhar fjernet emballagen og ikke kan tilbagelevere denne, i almindelighedikke vil afskære forbrugeren fra at anvende sin fortrydelsesret. Forbruger-klagenævnet udtalte i samme forbindelse, at et krav fra den erhvervsdri-vende om returnering i original emballage forudsætter, at forbrugeren harfået oplysning herom, jf. oplysningspligten i forbrugeraftalelovens § 20,stk. 3, nr. 1.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er en forudsætning for korrektimplementering af direktivet, at der fastsættes en ny bestemmelse svarendetil artikel 14, stk. 2, 1. pkt. Det foreslås samtidig, at forbrugeraftalelovens§ 20 ophæves, idet en bestemmelse, hvorefter forbrugeren under vissenærmere angivne omstændigheder afskæres fra at udøve fortrydelsesretten,288

ikke synes at være forenelig med direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt., dersom anført ovenfor indebærer, at forbrugeren bevarer fortrydelsesrettenogså i tilfælde, hvor denne har brugt varerne mere end, hvad der er nød-vendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde de fungerer på,idet forbrugeren (i stedet) hæfter for en eventuel forringelse af varens vær-di som følge af en sådan håndtering, forudsat, at den erhvervsdrivende haroplyst forbrugeren om fortrydelsesretten i overensstemmelse med den fo-reslåede § 8, stk. 1, nr. 9.Ovennævnte ændring vil indebære en ændring i praksis, idet det centralespørgsmål ved forbrugeres udnyttelse af fortrydelsesretten i forhold til af-taler om varer, som i et eller andet omfang har været taget i brug, ikkelængere vil være, hvorvidt ibrugtagningen medfører, at forbrugeren misterfortrydelsesretten. Fremover vil det derimod være centralt at fastlægge,dels hvorvidt ibrugtagningen inden fortrydelsesrettens udløb – herunderåbning af eller skade på emballage mv. – har medført en forringelse af va-rens værdi, og dels hvorvidt forbrugeren hæfter for en sådan værdiforrin-gelse.Ved vurderingen af hvorvidt ibrugtagningen af varen har medført en vær-diforringelse, antager arbejdsgruppen, at der skal lægges vægt på varenshandelsværdi, når ibrugtagningen tages i betragtning. Det kan i den forbin-delse ikke i sig selv antages at være afgørende, hvad den pågældende sæl-ger vil kunne afsætte varen til gennem den anvendte salgskanal. Værdian-sættelsen bør således ske ud fra varens generelle handelsmæssige værdi ogdermed som den pris, som erhvervsdrivende almindeligvis kan opnå.Ved vurderingen af, hvorvidt forbrugeren hæfter for værdiforringelsen,fordi denne har brugt varen ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslåvarens art, egenskaber og den måde den fungerer på, antager arbejdsgrup-pen, at der – i overensstemmelse med præambelbetragtning 47 – skal læg-ges vægt på, om forbrugeren har håndteret varen, på en måde som ved-kommende i almindelighed – dvs. efter almindelig praksis i forretninger,der sælger tilsvarende varer – ville have fået lov til i en forretning. Detteindebærer eksempelvis, at forbrugeren alene kan prøve en beklædnings-genstand, men ikke have den på i længere tid. Der gælder i øvrigt en gene-rel forpligtelse for forbrugeren til at håndtere og besigtige varen med behø-rig omhu, dvs. at forbrugeren hæfter for forringelse af varen, der skyldesforbrugerens – eller medlemmer af dennes husstands – uagtsomhed ellermanglende omsorg, jf. herved også afsnit 6.5.12.5.289

Det bemærkes i den forbindelse desuden, at der i visse tilfælde – på grundaf forbrugerens håndtering – formentlig kan blive tale om så beskeden entilbagebetaling ved udnyttelse af fortrydelsesretten, at det næppe kan beta-le sig for forbrugeren at udnytte denne.Arbejdsgruppen finder på baggrund af ovenstående, at undtagelsen i for-brugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 1, hvorefter fortrydelsesretten ikke gæl-der for varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, atbrugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi,såfremtforbruge-ren er gjort opmærksom herpå, vil skulle ophæves, dels fordi ibrugtagningifølge direktivet ikke hindrer fortrydelsesretten, dels fordi den erhvervsdri-vendes rettigheder til godtgørelse på grundt af ibrugtagning efter direktivetikke kan gøres afhængig af, at forbrugeren er orienteret herom.For så vidt angår undtagelsen fra fortrydelsesretten i forbrugeraftalelovens§ 20, stk. 3, nr. 2, vedrørende forseglede lyd- eller billedoptagelser elleredb-programmer, henvises til afsnit 6.3.8.7 og afsnit 6.3.8.11 om direkti-vets artikel 16, litra e og i, hvorefter visse forseglede og plomberede varerhelt undtages fra fortrydelsesrettens område.Arbejdsgruppen antager i øvrigt, at det som udgangspunkt påhviler den er-hvervsdrivende at godtgøre, at varen har været udsat for en værdiforringel-se. Kan den erhvervsdrivende løfte denne bevisbyrde, påhviler det forbru-geren at bevise, at værdiforringelsen ikke skyldes brug, herunder afprøv-ning, af varen ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art,egenskaber og den måde, den fungerer på.Der henvises til lovudkastets § 24, stk. 5, med tilhørende bemærkninger.Af direktivet fremgår desuden, at forbrugeren ikke hæfter for en eventuelforringelse af varerne i det tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ikke i over-ensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra h, har givet meddelelse om fortry-delsesretten, jf. artikel 14, stk. 2, 2. pkt.Har forbrugeren ikke modtaget de oplysninger, som det efter artikel 6, stk.1, litra h, påhviler den erhvervsdrivende at give til forbrugeren, følger detaf artikel 10, stk. 1, at fortrydelsesfristen udløber 12 måneder efter udløbetaf den oprindelige fortrydelsesfrist fastsat i overensstemmelse med artikel9, stk. 2. Det følger endvidere af artikel 10, stk. 2, at i tilfælde, hvor denerhvervsdrivende har givet forbrugeren oplysninger om fortrydelsesretten ioverensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra h, inden 12 måneder fra den290

dato, der er nævnt i artikel 9, stk. 2, udløber fortrydelsesfristen 14 dage ef-ter den dato, hvor forbrugeren modtager oplysningerne. Der henvises her-om til afsnit 6.3.7.2 ovenfor.Direktivets artikel 14, stk. 2, 2. pkt., indebærer, at forbrugeren ikke hæfterfor en eventuel forringelse af varerne i perioden indtil fortrydelsesfristen ioverensstemmelse med artikel 10 udløber. Forbrugeren vil således ikkehæfte for en eventuel forringelse af varerne, som f.eks. den normale brugaf tingen har medført, forud for at forbrugeren blev bekendt med sin ad-gang til at træde tilbage fra aftalen.Umiddelbart følger det således af bestemmelsen, at forbrugeren heller ikkehæfter for en eventuel forringelse af varerne, der skyldes en anden brug afvarerne, end hvad der kan anses for normalt.Er forbrugeren i ond tro (dvs. har kendskab til at fortrydelsesfristen endnuikke er udløbet), må denne efter arbejdsgruppens opfattelse imidlertid væreunderlagt den almindelige loyalitetspligt og vil derfor efter omstændighe-derne – herunder at forholdet kan bevises af den erhvervsdrivende – kunnekomme til at hæfte for en eventuel forringelse af varernes værdi.På den anførte baggrund foreslår arbejdsgruppen, at der indføres en ny be-stemmelse i forbrugeraftaleloven, der gennemfører artikel 14, stk. 2, 2. pkt.Der henvises herom til lovudkastets § 24, stk. 5, med tilhørende bemærk-ninger.6.4.10.3.Af direktivets artikel 14, stk. 3, følger det, at forbrugeren kan for-tryde købet af en tjenesteydelse eller leveringen af vand, gas eller elektrici-tet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller en bestemtmængde, eller af fjernvarme efter udførelsen af arbejdet er påbegyndt.Forbrugeren skal dog ved udnyttelse af fortrydelsesretten betale et beløb tilden erhvervsdrivende, der er proportionalt med de ydelser, der er leveret.Beregningen af det forholdsmæssige beløb som forbrugeren skal betale, ernærmere reguleret i artikel 14, stk. 3, 2. og 3. pkt., samt i præambelbe-tragtning 50Forbrugeren skal imidlertid kun betale et beløb til den erhvervsdrivende,hvis forbrugeren i form af en udtrykkelig anmodning – og i forbindelsemed aftaler indgået uden for fast forretningssted, på et varigt medium – haranmodet den erhvervsdrivende om at påbegynde udførelsen af tjeneste-291

ydelsen inden fortrydelsesfristens udløb, jf. artikel 14, stk. 4, litra a, nr. ii.Forbrugeren skal endvidere kun betale, hvis den erhvervsdrivende har op-fyldt sin oplysningsforpligtelse i medfør af direktivets artikel 6, stk. 1, litrah (om fortrydelsesret) eller j (om forbrugerens forpligtelse til at betale denerhvervsdrivende et beløb, hvis fortrydelsesretten udnyttes), jf. artikel 14,stk. 4, litra a, nr. i.Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4 og 6, har forbrugeren ikke fortry-delsesret, hvis den erhvervsdrivende med forbrugerens udtrykkelige sam-tykke har påbegyndt arbejdet. Der henvises herom til afsnit 6.1.7.3 oven-for.Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der til gennemførelsen af direktivets ar-tikel 14, stk. 3 og 4, litra a, indsættes en bestemmelse om, at forbrugerenved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og vedfjernsalg under visse nærmere angivne betingelser kan pålægges at betalefor leverede dele af den erhvervsdrivendes ydelse.Arbejdsgruppen bemærker, at forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1 og 2, in-deholder regler, der i alt væsentligt svarer til direktivets artikel 14, stk. 3og 4, litra a, hvorefter forbrugeren ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftalevedrørende en finansiel tjenesteydelse kan pålægges at betale for den delaf ydelsen, som allerede er leveret. Forbrugeren skal dog kun betale, hvisaftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbegyndtinden fortrydelsesfristens udløb, og den erhvervsdrivende godtgør, at for-brugeren er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om det beløb, der skalbetales, jf. forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 5.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om der på dette områdekan fastsættes ens regler for på den ene side finansielle fjernsalgsaftaler ogpå den anden side aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted og fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjeneste-ydelser.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der umiddelbart ikke vil være nogettil hinder for at fastsætte fælles betingelser for, i hvilket omfang forbruge-ren ved både fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser og aftaler ind-gået uden for forretningssted samt fjernsalgsaftaler om varer og ikkefinan-sielle tjenesteydelser kan pålægges at betale for den del af den erhvervs-drivendes ydelse, som er leveret på fortrydelsestidspunktet, samt om be-regningen af det pågældende beløb. I forhold til aftaler omfattet af direkti-292

vet vil det dog være nødvendigt at fastsætte nogle supplerende betingelser,som ikke gør sig gældende for fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund en ændring af forbrugeraftalelo-vens § 22, stk. 1 og 2, og der henvises herom til lovudkastets § 25 med til-hørende bemærkninger.Efter direktivet kan forbrugeren herudover ikke pålægges at betale for le-veringen af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis énud af tre nærmere angivne betingelser er opfyldt, jf. artikel 14, stk. 4, litrab. Betingelserne herfor er, 1)atforbrugeren ikke på forhånd har givet situdtrykkelige samtykke til, at udførelsen kan påbegyndes inden udløbet afden 14-dages frist, der er nævnt i artikel 9, 2)atforbrugeren ikke har aner-kendt, at denne mister sin fortrydelsesret, når denne giver sit samtykke, el-ler 3)atden erhvervsdrivende har undladt at give bekræftelse i overens-stemmelse med artikel 7, stk. 2, eller artikel 8, stk. 7.Det bemærkes i tilknytning hertil, at det følger af direktivets artikel 16, lit-ra m, at forbrugeren ikke kan fortryde en aftale om levering af digitalt ind-hold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndtmed forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af,at denne dermed mister sin fortrydelsesret. Der henvises herom til afsnit6.3.8.15 ovenfor.Levering af digitalt indhold, der ikke sker på et fysisk medium, er som an-ført ovenfor under afsnit 6.3.8.15, ikke særskilt reguleret i forbrugeraftale-loven, og der findes derfor efter de gældende regler ikke en bestemmelse,der svarer til artikel 14, stk. 4, litra b. Arbejdsgruppen foreslår derfor, atder til gennemførelsen af artikel 14, stk. 4, litra b, indføres en ny bestem-melse om, at forbrugeren kun under visse betingelser kan pålægges at beta-le for leveringen af digitalt indhold.6.4.10.4.Det følger af direktivets artikel 14, stk. 5, at forbrugeren ikke på-drager sig noget ansvar ved at gøre brug af fortrydelsesretten, ud over hvadder følger af artikel 13, stk. 2, og artikel 14.Bestemmelsen må efter arbejdsgruppens opfattelse forstås således, at for-brugeren – i tilfælde hvor denne træder tilbage fra en aftale indgået udenfor den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg – ikke kanblive pålagt at betale for andre omkostninger, end hvad der følger af artikel13, stk. 2, og artikel 14.293

Efter forbrugeraftalelovens § 21, stk. 1, kan den erhvervsdrivende ikke gø-re krav i henhold til aftalen gældende mod forbrugeren, hvis denne trædertilbage fra en aftale indgået uden for fast forretningssted eller en fjern-salgsaftale vedrørende en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse.Efter gældende dansk ret er det således omkostningsfrit for forbrugeren atbruge fortrydelsesretten – bortset fra udgifterne til returnering af varen itilfælde af fjernsalg, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at af-hente varen hos forbrugeren, idet det følger af § 19, stk. 3, 2. pkt., at denneomkostning påhviler forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan heller ikkeefter de gældende regler gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anled-ning af forbrugerens fortrydelse, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A,s. 5962.Udgangspunktet efter henholdsvis direktivets artikel 14, stk. 5, og forbru-geraftalelovens § 21, stk. 1, er således, at den erhvervsdrivende ikke kangøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for forbrugeren i tilfælde afdennes udøvelse af fortrydelsesretten.For så vidt angår de omkostninger, som forbrugeren kan tænkes at kommetil at hæfte for i forbindelse med udnyttelse af fortrydelsesretten, er be-stemmelsen i artikel 14, stk. 5 (der henviser tilbage til artikel 13, stk. 2, og14, stk. 1-4), imidlertid ikke, som forbrugeraftalelovens § 21, jf. § 19, stk.2, 3. pkt., begrænset til eventuelle tilbagesendelsessomkostninger. Bag-grunden herfor er, at forbrugeren efter direktivets bestemmelser ikke –som efter de gældende bestemmelser – mister sin fortrydelsesret i tilfælde,hvor forbrugeren ikke kan tilbagelevere varen i væsentlig samme stand ogmængde, hvori den var, da forbrugeren fik den i hænde, ligesom forbruge-ren ikke mister fortrydelsesretten, hvor udførelsen af tjenesteydelsen erpåbegyndt med forbrugerens samtykke. Direktivets artikel 14, stk. 2 ogstk. 3, indeholder således bestemmelser, der er med til at sikre, at den er-hvervsdrivende i de nævnte tilfælde har mulighed for at opnå en rimeligbetaling fra forbrugeren.Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at den gældende bestemmelse iforbrugeraftalelovens § 21, stk. 1, ophæves, og at der indsættes en ny be-stemmelse der gennemfører direktivets artikel 14, stk. 5.Der henvises herom til lovudkastets § 19, stk. 1, med tilhørende bemærk-ninger.294

Hvis en forbruger fortryder en aftale indgået uden for fast forretningsstedeller en fjernsalgsaftale efter reglerne i direktivets artikel 9-14, ophørerenhver tilknyttet aftale automatisk. I givet fald kan forbrugeren ikke på-lægges at betale noget beløb til den erhvervsdrivende, bortset fra beløb,der følger af artikel 13, stk. 2 (ekstra omkostninger i forbindelse med leve-ring), eller artikel 14 (bl.a. eventuelle omkostninger i forbindelse med til-bagelevering af varerne), jf. artikel 15, stk. 1.Som anført ovenfor under afsnit 6.1.7.13 skal der ved en tilknyttet aftaleforstås en aftale i henhold til hvilken, forbrugeren erhverver varer eller tje-nesteydelser, som omfattet af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgåetuden for fast forretningssted, og hvor disse varer eller tjenesteydelser leve-res af den erhvervsdrivende eller af en tredjemand på grundlag af et arran-gement mellem nævnte tredjemand og den erhvervsdrivende, jf. artikel 2,nr. 15.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til direkti-vets artikel 15, stk. 1. Efter forbrugeraftalelovens § 23, stk. 1, følger det, athvis forbrugeren i medfør af lovens regler træder tilbage fra en aftale, bort-falder en til aftalen knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået medden erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredje-mand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller delvis(et oprindeligt trepartsforhold).Arbejdsgruppen foreslår på den baggrund, at gennemførelsen af direktivetsartikel 15, stk. 1, sker ved en ændring af forbrugeraftalelovens § 23, stk. 1,således at denne bestemmelse – i forhold til aftaler indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjernsalg – ogsåkommer til at omfatte bortfald af (andre) tilknyttede aftaler.Efter direktivets artikel 15, stk. 2, fastsætter medlemsstaterne de nærmerebestemmelser om tilknyttede aftalers ophør.Arbejdsgruppen har overvejet, om forbrugeraftalelovens § 23, stk. 3, hvor-af det følger, at forbrugeren – i tilfælde hvor en tilknyttet aftale i medfør afstk. 1 eller stk. 2, bortfalder – ikke af den grund pålægges at betale gebyreller erstatning til aftaleparten, også skal finde anvendelse for bortfald af295

tilknyttede aftaler, som er omfattet af en aftale indgået uden for forret-ningssted eller en aftale om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjeneste-ydelser.Arbejdsgruppen indstiller, at bestemmelsen opretholdes og dermed ogsåkommer til at omfatte aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes for-retningssted og aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjeneste-ydelser. Arbejdsgruppen bemærker hertil, at der således i vidt omfang vilopnås ens regler for på den ene side fjernsalgsaftaler vedrørende finansiel-le tjenesteydelser og på den anden side aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler vedrørende varer ogikkefinansielle tjenesteydelser.Der henvises herom til lovudkastets § 26 med tilhørende bemærkninger.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at der i direktivets artikel 15, stk. 1,er henvist til artikel 15 i forbrugerkreditdirektivet, hvorefter en forbruger,der udøver en fortrydelsesret baseret på fællesskabsretten, ikke længere erbundet af en tilknyttet kreditaftale, jf. stk. 1. Efter forbrugerkreditdirektivetartikel 15, stk. 2, har forbrugeren – i tilfælde af leverandørens mangelfuldeydelse – endvidere ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgive-ren. Medlemsstaterne bestemmer dog, i hvilket omfang og på hvilke betin-gelser disse retsmidler kan iværksættes.Henvisningen i direktivets artikel 15, stk. 1, til forbrugerkreditdirektivetsartikel 15 indebærer således, at forbrugerkreditdirektivets regler om bort-fald af tilknyttede kreditaftaler fortsat finder anvendelse. Om samspilletmellem direktivets artikel 15 og forbrugerkreditdirektivets artikel 15 hen-vises der i øvrigt til afsnit 6.4.5 ovenfor.Arbejdsgruppen skal i tilknytning hertil endvidere bemærke, at forbruger-kreditdirektivets artikel 15 blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 535 af26. maj 2010 om ændring af lov om kreditaftaler og lov om markedsføring(Ændringer som følge af forbrugerkreditdirektivet). Af lovforslagets be-mærkninger fremgår det imidlertid, at forpligtelsen efter forbrugerkreditdi-rektivets artikel 15, stk. 1, til at sikre, at forbrugeren ikke længere er bun-det af en tilknyttet kreditaftale, hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftalebaseret på fællesskabsretten i forbindelse med levering af en vare eller entjenesteydelse, allerede er opfyldt med bestemmelsen i forbrugeraftalelo-vens § 23, stk. 1, jf. Folketingstidende 2009-10, tillæg A, s. 29 f., og be-tænkning 1509/2009, s. 84 ff.296

Med hensyn til gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivets artikel 15,stk. 2, henvises der til kreditaftalelovens § 20, stk. 1, hvoraf det fremgår, athvis en vare eller tjenesteydelse, der er omfattet af en tilknyttet kreditafta-le, ikke leveres eller kun leveres delvis eller ikke er i overensstemmelsemed aftalen om levering deraf, har forbrugeren ret til at tage retsmidler ianvendelse mod kreditgiveren, såfremt forbrugeren ikke fra leverandørenhar opnået den fyldestgørelse, som vedkommende har krav på ifølge lov-givningen eller aftalen om levering af varer eller tjenesteydelser. Detfremgår endvidere af kreditaftalelovens § 20, stk. 2, at forbrugerens mu-lighed for fyldestgørelse hos kreditgiveren efter stk. 1 er begrænset til stør-relsen af kreditten på det tidspunkt, hvor kravet fremsættes.6.5.6.5.1.Andre forbrugerrettigheder – direktivets artikel 17-22Direktivets artikel 17

Efter direktivets artikel 17, stk. 1, finder bestemmelserne om levering (ar-tikel 18) og risikoens overgang (artikel 20) anvendelse på alle købsaftaler,herunder aftaler indgået på den erhvervsdrivendes faste forretningssted.Dette gælder dog ikke for aftaler om forsyning af vand, gas eller elektrici-tet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemtmængde, samt på fjernvarme eller levering af digitalt indhold, der ikke le-veres på et fysisk medium.Ved en købsaftale forstås efter direktivets artikel 2, nr. 5, enhver aftale, ihenhold til hvilken den erhvervsdrivende overdrager eller påtager sig atoverdrage ejerskabet til varer til forbrugeren, og forbrugeren betaler ellerpåtager sig at betale prisen herfor, herunder enhver aftale, der omfatter bå-de varer og tjenesteydelser. Der henvises herom til afsnit 6.1.7.4 ovenfor.Efter direktivets artikel 17, stk. 2, finder bestemmelserne om gebyrer foranvendelse af betalingsmidler (artikel 19), om kommunikation pr. telefon(artikel 21) og om yderligere betalinger (artikel 22) anvendelse på købsaf-taler, tjenesteydelsesaftaler og aftaler om levering af vand, gas, elektricitet,fjernvarme eller digitalt indhold.Ved en tjenesteydelsesaftale forstås efter direktivets artikel 2, nr. 6, enhveraftale, dog ikke en købsaftale, i henhold til hvilken den erhvervsdrivendeleverer eller påtager sig at levere en tjenesteydelse til forbrugeren, og for-297

Medmindre parterne har aftalt andet, er den erhvervsdrivende forpligtet tilat levere varerne ved at lade den fysiske besiddelse af eller kontrol medvarerne overgå til forbrugeren uden unødig forsinkelse, dog ikke senereend 30 dage efter aftalens indgåelse, jf. artikel 18, stk. 1.Om baggrunden for indførelsen af en bestemmelse om levering fremgår afpræambelbetragtning 51:”Forbrugernes største vanskeligheder og en af de vigtigste kil-der til tvister med erhvervsdrivende vedrører levering af varer,herunder varer, som går tabt eller bliver beskadiget undertransporten, og forsinket eller delvis levering. Derfor er dethensigtsmæssigt at præcisere og harmonisere de nationale be-stemmelser om, hvornår leveringen bør finde sted. Leverings-sted og -vilkår og bestemmelserne om fastlæggelse af vilkåreneog tidspunktet for overgangen af ejendomsretten til varerne erfortsat underlagt national ret og bør derfor ikke berøres af det-te direktiv. Dette direktivs regler om levering bør omfatte mu-ligheden for, at forbrugeren lader en tredjemand tage varernei fysisk besiddelse eller få kontrol med varerne på forbruge-rens vegne. Forbrugeren bør anses for at have kontrol med va-rerne, hvis forbrugeren eller en af forbrugeren udpeget tred-jemand har adgang til at anvende varerne som ejer, eller kanvideresælge varerne (f.eks. når forbrugeren har modtaget nøg-ler eller er i besiddelse af dokumenter, der beviser ejerska-bet).”Af præambelbetragtning 52, 1. og 2. pkt. fremgår videre:”I forbindelse med købsaftaler kan vareleveringen finde stedpå forskellig måde enten omgående eller på et senere tids-punkt. Hvis parterne ikke har aftalt en bestemt leveringsdato,skal den erhvervsdrivende levere varerne så hurtigt som mu-ligt, men under alle omstændigheder ikke senere end 30 dagefra datoen for indgåelsen af aftalen.”Hvis den erhvervsdrivende ikke opfylder sin forpligtelse til at levere va-rerne på det tidspunkt, der er aftalt med forbrugeren, eller inden for fristeni stk. 1 (dvs. 30 dage fra aftalens indgåelse), skal forbrugeren kræve, at denerhvervsdrivende leverer inden for et yderligere tidsrum, der er tilpassetomstændighederne. Hvis den erhvervsdrivende ikke leverer inden for dette298

yderligere tidsrum, er forbrugeren berettiget til at ophæve aftalen, jf. direk-tivets artikel 18, stk. 2, 1. afsnit.Det følger imidlertid af artikel 18, stk. 2, 2. afsnit, at forbrugeren har ret tilat hæve købsaftalen straks, hvis den erhvervsdrivende ikke leverer varernepå det tidspunkt, der er aftalt med forbrugeren, eller inden for fristen i stk.1, i de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har nægtet at levere varerne, el-ler hvor levering inden for den aftalte leveringsperiode under hensyntagentil alle omstændigheder er afgørende for aftalens indgåelse, eller hvor for-brugeren inden indgåelse af aftalen oplyser den erhvervsdrivende om, atlevering inden eller på en nærmere angivet dato er afgørende.I tilknytning til artikel 18, stk. 2, fremgår af præambelbetragtning 52, 3.-11. pkt.:”Bestemmelserne om forsinket levering bør også tage hensyntil varer, som først skal tilvirkes eller indkøbes specielt til for-brugeren, og som den erhvervsdrivende ikke kan genbrugeuden et betydeligt tab. Der bør derfor i dette direktiv medtagesen bestemmelse, der giver den erhvervsdrivende en yderligererimelig frist under visse omstændigheder. Hvis den erhvervs-drivende ikke har leveret varerne inden for den periode, der eraftalt med forbrugeren, bør forbrugeren, inden forbrugerenkan ophæve aftalen, opfordre den erhvervsdrivende til at fore-tage levering inden for en rimelig yderligere frist og være be-rettiget til at ophæve aftalen, hvis den erhvervsdrivende ikkeleverer varerne inden for den yderligere frist. Denne bestem-melse bør dog ikke finde anvendelse, hvis den erhvervsdriven-de i en utvetydig erklæring har nægtet at levere varerne. Denbør heller ikke finde anvendelse under visse omstændigheder,hvor leveringsfristen er afgørende, f.eks. for en bryllupskjole,der skulle leveres før brylluppet. Den bør heller ikke finde an-vendelse under omstændigheder, hvor forbrugeren oplyser denerhvervsdrivende om, at det er væsentligt, at leveringen findersted på en nærmere angivet dato. Forbrugerne kan til detteformål anvende den erhvervsdrivendes kontaktoplysninger, derer givet i overensstemmelse med dette direktiv. Hvis den er-hvervsdrivende ikke leverer varerne til tiden i sådanne speci-fikke tilfælde, bør forbrugeren være berettiget til at ophæve af-talen straks efter udløbet af den leveringsfrist, der oprindeligvar aftalt. Dette direktiv bør ikke berøre nationale bestemmel-ser om måden, hvorpå forbrugeren kan meddele den erhvervs-drivende sin ophævelse af aftalen.”Hvis forbrugeren hæver aftalen, skal den erhvervsdrivende uden unødigforsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen, jf. ar-tikel 18, stk. 3.299

Det følger herudover af artikel 18, stk. 4, at forbrugeren, ud over at hæveaftalen, jf. stk. 2, kan benytte andre retsmidler i den nationale lovgivning.Af præambelbetragtning 53 fremgår:”Ud over forbrugerens ret til at ophæve aftalen, hvis den er-hvervsdrivende ikke har opfyldt sine forpligtelser om leveringaf varerne i overensstemmelse med dette direktiv, kan forbru-geren i overensstemmelse med gældende national ret anvendeandre retsmidler, f.eks. give den erhvervsdrivende en yderlige-re leveringsfrist, fastholde opfyldelsen af aftalen, tilbageholdebetaling eller søge erstatning.”6.5.3.Direktivets artikel 19

Efter direktivets artikel 19 skal medlemsstaterne sikre, at den erhvervsdri-vende i forbindelse med anvendelsen af betalingsmidler ikke må opkrævegebyrer af forbrugeren, der overstiger de udgifter, som afholdes af den er-hvervsdrivende ved anvendelsen af disse betalingsmidler.Af direktivets præambelbetragtning 54 fremgår det om den erhvervsdri-vendes adgang til at opkræve gebyrer:”Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med artikel 52, stk.3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.november 2007 om betalingstjenester i det indre marked kunneforbyde eller begrænse den erhvervsdrivendes ret til at opkræ-ve gebyrer fra forbrugere under hensyntagen til behovet for atøge konkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsin-strumenter. Under alle omstændigheder bør det forbydes deerhvervsdrivende at pålægge forbrugerne gebyrer, der oversti-ger de udgifter, som afholdes af den erhvervsdrivende i forbin-delse med anvendelsen af visse betalingsmidler.”6.5.4.Direktivets artikel 20

”Når den erhvervsdrivende sender varerne til forbrugeren, kantidspunktet for risikoens overgang give anledning til tvister,hvis varerne går tabt eller bliver beskadiget. Det bør derfor idette direktiv fastsættes, at forbrugeren beskyttes mod enhverrisiko for tab eller beskadigelse af varerne, der forekommer,før vedkommende har taget varerne i fysisk besiddelse. For-brugeren bør beskyttes i forbindelse med transport arrangereteller foretaget af den erhvervsdrivende, selv når forbrugerenhar valgt en særlig leveringsmetode fra en række muligheder,som den erhvervsdrivende har tilbudt. Dog bør denne bestem-melse ikke finde anvendelse på aftaler, hvor det er op til for-brugeren selv at afhente varerne eller få en befragter til at af-hente varerne. For så vidt angår tidspunktet for risikoensovergang bør en forbruger anses for at have taget varerne i fy-sisk besiddelse, når vedkommende har modtaget dem.”6.5.5.Direktivets artikel 21

om risikoens overgang samt særlige regler om forbrugerkøb. Forbruger-købsreglerne gennemfører dele af forbrugerkøbsdirektivet (99/44/EF) idansk ret. Med undtagelse af de særlige regler om forbrugerkøb er hoved-indholdet af den gældende købelov stadig identisk med den oprindeligekøbelov fra 1906, jf. lov nr. 102 af 6. april 1906 om køb.6.5.7.2.Efter købelovens § 1, stk. 1, finder loven kun anvendelse for såvidt andet ikke er udtrykkeligt aftalt, eller må anses for indeholdt i aftaleneller følger af handelsbrug eller sædvane. Af købelovens § 1, stk. 2, frem-går det dog, at en række af lovens bestemmelser ikke kan fraviges til skadefor køberen, når der er tale om et forbrugerkøb.Efter købelovens § 1 a, stk. 1, gælder loven for alle køb, bortset fra køb affast ejendom. Købelovens §§ 72-87 gælder kun i forbrugerkøb, mens enrække af lovens øvrige bestemmelser ikke gælder i forbrugerkøb, jf. nær-mere herom købelovens § 1 a, stk. 2 og 3.Ved et forbrugerkøb forstås efter købelovens § 4 a, stk. 1, et køb, som enkøber (forbruger) foretager hos en erhvervsdrivende, der handler som led isit erhverv, når køberen hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Sælge-ren har bevisbyrden for, at købet ikke er et forbrugerkøb. Som forbruger-køb anses under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 endviderekøb fra ikke-erhvervsdrivende, hvis aftalen om køb er indgået eller formid-let for sælgeren af en erhvervsdrivende, jf. § 4 a, stk. 2. Definitionen afforbrugerkøb er således (i alt væsentligt) udformet på samme måde som iforbrugeraftaleloven og i store dele af den øvrige civilretlige forbrugerbe-skyttelseslovgivning.6.5.7.3.I forbrugerkøb findes reglerne om leveringsstedet i købelovens §§9 og 73. Efter købelovens § 9 anses leveringsstedet som udgangspunkt forat være sælgerens forretningssted. Hvis der er tale om et forbrugerkøb,hvor salgsgenstanden skal sendes, anses levering for sket, når salgsgen-standen kommer i forbrugerens besiddelse, jf. købelovens § 73. Salgsgen-standen skal herefter overgives til køberen eller nogen som handler pådennes vegne, før leveringen er gennemført. Det er i den forbindelse udenbetydning, om salgsgenstanden sendes ved fremmed fragtfører eller ud-bringes til køber ved sælgers egne folk.Købeloven indeholder ikke nogen nærmere bestemmelse om, hvad der for-stås ved levering. Bestemmelserne i købelovens §§ 9 og 73 har derfor af-gørende betydning for leveringen, som ikke kan anses for sket, før salgs-302

genstanden er kommet frem til leveringsstedet, og sælgeren dér yderligerehar foretaget, hvad der påhviler denne, for at køberen kan komme i besid-delse af salgsgenstanden.Det bemærkes, at bestemmelsen i købelovens § 73 om leveringsstedet, nårsælgeren skal sende salgsgenstanden, kan fraviges ved aftale. Dette følgeraf købelovens § 1, stk. 2, modsætningsvis.Med hensyn til risikoens overgang ved købsaftaler følger det af købelo-vens § 17, stk. 1, at sælgeren som udgangspunkt bærer risikoen for salgs-genstandens hændelige undergang eller forringelse indtil det tidspunkt,hvor levering har fundet sted.Hvis salgsgenstanden ikke kan overgives til forbrugeren på det aftalte tids-punkt på grund af forbrugerens forhold (fordringshavermora), overgår risi-koen til forbrugeren på det aftalte leveringstidspunkt, selv om varen endnuikke er kommet i forbrugerens fysiske besiddelse, jf. købelovens § 37. Erder tale om en genusaftale, overføres risikoen kun til forbrugeren, hvissælgeren har udskilt bestemte genstande til opfyldelse af forpligtelsen overfor forbrugeren.Efter omstændighederne kan risikoen forblive hos sælger, selv om leveringhar fundet sted. Således opretholdes hæveretten, hvis forbrugeren i øvrigter berettiget til at hæve købet som følge af mangler ved salgsgenstanden,selvom salgsgenstanden i tiden efter, at der er sket levering, er blevet for-ringet eller er gået til grunde på grund af hændelige omstændigheder, jf.købelovens § 58.Endvidere kan risikoen – trods levering - forblive hos sælgeren i tilfælde,hvor forbrugeren benytter sig af fortrydelsesretten. Som det fremgår af af-snit 6.4.6.2 er fortrydelsesretten ved køb af varer således betinget af, at detmodtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted ivæsentlig samme stand og mængde, som det var i, da forbrugeren fik det ihænde, jf. § 20, stk. 1, 1. pkt. Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdri-vende har påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren, og ved køb af vareruden for fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbruge-ren holder det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsent-lig samme stand og mængde, jf. forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 2. pkt.Forbrugeren bevarer dog sin fortrydelsesret, selv om varen ikke kan tilba-geleveres i væsentlig samme stand og mængde, hvis beskadigelsen eller303

forringelsen skyldes en omstændighed, der ikke kan bebrejdes forbrugeren,jf. § 20, stk. 2. Der henvises herved også til afsnit 6.5.12.5. Sælgeren bærermed andre ord risikoen for varens hændelige beskadigelse eller forringelsei tilfælde, hvor forbrugeren gør brug af sin fortrydelsesret.Forbrugerklagenævnet har i en afgørelse (FKN 2001, afsnit 6.7.1), hvor enpakke med strømper forsvandt under tilbagesendelsen til den erhvervsdri-vende, fortolket bestemmelsen således, at den også finder anvendelse i til-fælde, hvor varen er forsvundet under tilbagesendelsen under omstændig-heder, der ikke kan bebrejdes forbrugeren. Selvom det følger af forbruger-aftalelovens § 21, stk. 3, at den erhvervsdrivende ved fjernsalg af varer,hvor den erhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos for-brugeren, hvis denne bruger sin fortrydelsesret, skal tilbagebetale købe-summen senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende har modtaget varenog har haft mulighed for at undersøge den, ændrer dette ikke på, at detfortsat er den erhvervsdrivende, der bærer forsendelsesrisikoen. I tilfælde,hvor forbrugeren kan fremlægge dokumentation for varens returnering,kan der således argumenteres for, at den erhvervsdrivendes tilbagebeta-lingspligt i stedet følger af reglen i forbrugeraftalelovens § 21, stk. 4,hvorefter tilbagebetalingen skal ske snarest muligt og senest 30 dage efter,at underretningen om, at købet er fortrudt, er kommet frem til den er-hvervsdrivende.Bestemmelsen i den gældende forbrugeraftalelovs § 20, stk. 2, svarer ind-holdsmæssigt til den oprindelige forbrugeraftalelovs § 8, stk. 2, der fandtanvendelse på aftaler indgået uden for fast forretningssted, samt – i medføraf henvisningen til § 8, stk. 2, i samme lovs § 11, stk. 2 – på postordresalg.Af forarbejderne til sidstnævnte bestemmelse (Folketingstidende 1977-78,tillæg A, sp. 769) fremgår følgende:”Det er efter 1. pkt. en betingelse, at varen overgives til sælge-ren på dennes forretningssted i væsentlig samme stand ogmængde. Henvisningen i 2. pkt. til § 8, stk. 2, udgør en undta-gelse herfra, idet den indebærer, at sælgeren bærer risikoenfor varens hændelige beskadigelse eller forringelse, såvel me-dens varen befinder sig hos køberen som under hele tilbage-transporten. Er varen blevet beskadiget under tilbagetranspor-ten som følge af, at køberen ikke har sørget for forsvarlig ind-pakning, er beskadigelsen ikke hændelig, og sælgeren vil kun-ne afvise at tage varen tilbage, medmindre beskadigelsen eruvæsentlig.”304

Af forarbejderne til den oprindelige forbrugeraftalelovs § 8, stk. 2, fremgårendvidere, at det følger af almindelige bevisbyrderegler, at det må påhvilekøberen at godtgøre, at en beskadigelse, som er sket, efter at han har fåetvaren i hænde, ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra hansside, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 763.Ved lov nr. 442 af 31. maj 2000 om ændring af lov om visse forbrugerafta-ler blev § 11, stk. 2, i den oprindelige forbrugeraftalelov erstattet af dendaværende § 12 a, stk. 6, mens den oprindelige forbrugeraftalelovs § 8,stk. 2, blev bibeholdt uændret. Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 442af 31. maj 2000, at den nye § 12 a, stk. 6, svarede til gældende ret, jf. Fol-ketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5961.Ved lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, der sammen-skrev betingelserne for at fortryde henholdsvis aftaler om køb uden for fastforretningssted og fjernsalgsaftaler, blev den tidligere forbrugeraftalelovs §8, stk. 2, jf. § 12 a, stk. 6, erstattet af den gældende forbrugeraftalelovs §20, stk. 2.Af bemærkningerne til den gældende forbrugeraftalelovs § 20 (Folketings-tidende 2003-4, tillæg A, s. 7606) fremgår følgende:”… Der er tale om en datasammenskrivning af de gældenderegler i § 8, stk. 1 og 2 (aftaler indgået uden for fast forret-ningssted), og § 12, stk. 3, og § 12 a, stk. 6 og 7 (fjernsalgsaf-taler om varer). Der kan om de hidtil gældende regler henvisestil Folketingstidende 1977/78, tillæg A, sp. 760 ff., henholdsvisFolketingstidende 1999/2000, tillæg A, s. 5960 f.Der henvises herudover til de almindelige bemærkninger pkt.4.2.4.5.Efter det foreslåede stk. 1 er fortrydelsesretten som hidtil be-tinget af, at varen overgives til /stilles til disposition for denerhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvoriden var, da forbrugeren fik den i hænde. Den foreslåede stk. 2svarer ligeledes til gældende ret”.Af pkt. 4.2.4.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslagets § 20 (Fol-ketingstidende 2003-4, tillæg A, s. 7576) fremgår følgende:”I relation til fjernsalgsaftaler vedrørende køb af varer følgerdet af den gældende forbrugeraftalelovs § 12 a, stk. 6, at for-trydelsesretten i de – oftest forekommende – tilfælde, hvor denerhvervsdrivende ikke har påtaget sig at afhente varen hos305

forbrugeren ved dennes udøvelse af fortrydelsesretten, er be-tinget af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivendepå dennes forretningssted i væsentlig samme stand og mæng-de, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Endvideregælder de ovennævnte regler i lovens § 8, stk. 1, 2. pkt., og § 8,stk. 2. Risikoen for transportskader påhviler således forbruge-ren.…Udvalget foreslår de gældende regler videreført i en fælles be-stemmelse for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted……Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og for-slag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.Der henvises til lovforslagets § 20.”Henset til, at der ikke i øvrigt er holdepunkter til støtte for, at der med lovnr. 451 af 9. juni 2004 tilsigtedes en ændring af den forud for loven gæl-dende retstilstand på dette punkt, må det antages, at forarbejderne for såvidt angår sætningen vedrørende forbrugerens risiko for transportskaderberor på en fejl.6.5.7.4.Hvis parterne ikke har aftalt tidspunktet for salgsgenstandens leve-ring, og fremgår det ikke af omstændighederne, at leveringen skal ske sna-rest muligt, er sælgeren efter købelovens § 12 forpligtet til at levere salgs-genstanden ved forbrugerens påkrav.I tilfælde, hvor der er fastsat et tidsrum for leveringen, har sælgeren ret tilinden for dettes grænser at vælge tidspunktet for leveringen, medmindredet fremgår af omstændighederne, at spillerummet er fastsat i køberens in-teresse, jf. købelovens § 13.Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden i rette tid, og skyldes dette ik-ke forhold, som forbrugeren bærer risikoen for, foreligger der forsinkelse,og forbrugeren har valget mellem at forlange salgsgenstanden leveret og athæve købet, jf. købelovens § 21, stk. 1. Bestemmelsen, der også gælder iforbrugerkøb, kan fraviges ved aftale, jf. købelovens § 1, stk. 2, modsæt-ningsvis.

Forbrugeren kan som udgangspunkt kun hæve købet, hvis forsinkelsen ervæsentlig for vedkommende, og sælgeren måtte forudse dette, jf. købelo-vens § 74, stk. 2, 1. pkt. Forbrugeren kan dog altid hæve købet, hvis sælge-ren efter leveringsfristens udløb ikke leverer, selvom vedkommende harmodtaget påkrav fra forbrugeren om at levere salgsgenstanden inden udlø-bet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat, eller – hvis der ikke erfastsat en sådan frist – inden rimelig tid, jf. købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt.I forbrugerkøb kan forbrugeren således i tilfælde af forsinkelse med salgs-genstandens levering hæve købet i medfør af såvel købelovens § 21 somkøbelovens § 74, stk. 2, dog forudsat, at der foreligger væsentlig forsinkel-se. Forbrugeren kan dog herudover også hæve købet selvom forsinkelsenikke er væsentlig, hvis forbrugeren har betinget sig opfyldelse nøjagtig tilbestemt tid, jf. købelovens 21, stk. 2, in fine.Forbrugeren har endvidere efter købelovens § 75 mulighed for at hæve kø-bet, selvom forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen hartaget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter påkravleverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsateller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid. Bestemmelsenindebærer – i modsætning til påkravsreglen i § 74, stk. 2, der forudsætter,at leveringstidspunktet er passeret – at der i de tilfælde, hvor leveringstidenefter aftalen er udskudt, alligevel kan rettes et påkrav om levering, og atmanglende efterlevelse heraf betyder, at forbrugeren kan hæve.Efter købelovens § 1, stk. 2, kan hverken købelovens § 74 eller § 75 fravi-ges til skade for forbrugeren.6.5.7.5.For aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelserer der i forbrugeraftalelovens § 24 fastsat særlige regler om forsinkelse.Af bestemmelsen følger således, at sælger – medmindre andet er aftalt – isådanne aftaler skal levere salgsgenstanden (dvs. have opfyldt alle sineforpligtelser efter købsaftalen) senest 30 dage efter, at forbrugeren afgavsin bestilling eller sit tilbud. Hvis den erhvervsdrivende misligholder afta-len på grund af forsinkelse, som skyldes, at den aftalte vare som helhed ik-ke kan leveres, kan forbrugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er afvæsentlig betydning for forbrugeren, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2.Hvis forbrugeren hæver aftalen i medfør af denne bestemmelse, skal denerhvervsdrivende tilbagebetale eventuelle beløb snarest og senest 30 dage307

efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse omophævelsen, jf. § 24, stk. 3.Forbrugeraftalelovens § 24 gennemfører artikel 7 i det generelle fjern-salgsdirektiv. I forbindelse med gennemførelsen af det generelle fjern-salgsdirektiv blev der ikke fundet behov for at give bestemmelsen et videreanvendelsesområde, end hvad der følger af direktivet, og bestemmelsengælder derfor som anført alene for fjernsalgsaftaler vedrørende varer ogikkefinansielle tjenesteydelser.6.5.7.6.Hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden til tiden, er forbruge-ren efter omstændighederne berettiget til erstatning for det tab, som for-brugeren pådrages som følge af forsinkelsen. Forbrugerens erstatningskraver navnlig betinget af, at der foreligger det fornødne ansvarsgrundlag i for-hold til sælger. Ansvarsgrundlaget afhænger af, om der foreligger et speci-eskøb eller et genuskøb. Er der tale om et køb af en individuelt bestemtgenstand (specieskøb), kan forbrugeren kræve erstatning i anledning afforsinkelsen, hvis sælgeren har handlet culpøst, jf. købelovens § 23. Vedkøb af genstande, bestemt efter art (genuskøb), er sælger derimod erstat-ningsansvarlig på det næsten objektive grundlag, der beskrives i købelo-vens § 24. Det følger af bestemmelsen, at sælgeren er erstatningsansvarlig,medmindre denne har taget forbehold, eller aftalen ikke kan opfyldes pågrund af ekstraordinære omstændigheder, som sælgeren ikke kunne havetaget i betragtning ved købets afslutning.6.5.7.7.Lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgø-relse nr. 365 af 26. april 2011, som ændret ved lov nr. 1369 af 28. decem-ber 2011 om ændring af lov om betalingstjenester og elektroniske penge,indeholder i kapitel 7 bestemmelser om gebyr mv.Udbyder må efter loven ikke hindre betalingsmodtager i at opkræve et ge-byr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument eller til-byde betaleren en rabat, jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge§ 78, stk. 2.Det følger i tilknytning hertil, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsæt-te regler om forbud mod eller begrænsning af retten til at opkræve gebyrer,jf. lov om betalingstjenester og elektroniske penge § 78, stk. 3. Bestem-melsen, der indholdsmæssigt svarer til artikel 52, stk. 3, 2. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester (2007/64/EF), blev308

indsat ved lov nr. 1369 af 28. december 2011 om ændring af lov om beta-lingstjenester og elektroniske penge.Erhvervs- og vækstministeren har ved bekendtgørelse nr. 1411 af 28. de-cember 2011 udnyttet bemyndigelsen i § 78, stk. 3, i lov om betalingstje-nester og elektroniske penge. Efter bekendtgørelsen må betalingsmodtagerikke opkræve gebyr hos betaler for en debettransaktion i den fysiske han-del, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1. Det følger endvidere af bekendtgørel-sens § 4, stk. 2, at den erhvervsdrivende gerne må opkræve gebyr hos beta-ler for en kredittransaktion i den fysiske handel. Hvis betalingsmodtageropkræver gebyr hos betaler for anvendelse af et betalingsinstrument, mågebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalings-transaktionen til indløser, jf. § 4, stk. 4.Efter § 79 i lov om betalingstjenester og elektroniske penge må der vedfastsættelsen af gebyr mv. i forbindelse med gennemførelse af betalings-transaktioner med et betalingsinstrument ikke anvendes urimelige priser ogavancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der erhøjere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence. Be-stemmelsen viderefører den tidligere betalingsmiddellovs § 15 om fastsæt-telsen af gebyrer mv. i forbindelse med kortbetalinger. Bestemmelsen erudformet generelt, således at den omfatter prisfastsættelsen hos enhvervirksomhed, der fastsætter gebyrer og vederlag i forbindelse med gennem-førelse af betalingstransaktioner med betalingsinstrumenter.Betalingsinstrumenter er i § 6, nr. 9, i lov om betalingstjenester og elektro-niske penge defineret som enhver form for personligt instrument eller sætaf procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstje-nester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.Af forarbejderne til lov om betalingstjenester og elektroniske penge frem-går, at begrebet betalingsinstrument i vidt omfang omfatter de instrumen-ter, som faldt ind under betalingsmiddellovens definition på betalingsmid-ler, jf. den tidligere betalingsmiddellovs § 1, stk. 2.At der skal være tale om et personligt instrument, indebærer, at betalings-instrumentet skal være knyttet til en bestemt bruger. Betalingsinstrumen-tets fysiske fremtræden er ikke afgørende for, om instrumentet falder indunder lovens definition. Afgørende er derimod, om betalingsinstrumentetanvendes som legitimationsmiddel med henblik på, at brugeren kan få ad-309

gang til at erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel afbeløb, hæve penge eller foretage andre betalingstransaktioner.Begrebet betalingsinstrument omfatter f.eks. hævekort, som alene harfunktion som elektroniske bankbøger, idet der ikke sker overførsel af beta-ling eller registrering af fordringsrettigheder ved brug af kortene. Beta-lingskort er også betalingsinstrumenter. Der kan f.eks. være tale om tradi-tionelle konto-, kredit- og købekort, som er beregnet til fysisk eller elek-tronisk aflæsning. Fysisk aflæsning kan f.eks. ske ved såkaldte ”flue-smækkertransaktioner”, hvor de på forsiden af kortet prægede oplysningerprintes på en nota, som underskrives af kortindehaveren. Elektronisk af-læsning kan f.eks. ske ved, at kortet føres igennem betalingsmodtagerensterminal, som aflæser kortets magnetstribe eller chip, hvorefter kortinde-haveren indtaster sin pinkode for at initiere betalingstransaktionen.Anvendelse af betalingskort via internettet eller i forbindelse med traditio-nelt postordresalg, hvor kortindehaveren oplyser kortnummeret til beta-lingsmodtageren, er også omfattet af loven. Begrebet betalingsinstrumentomfatter også andre fysiske legitimationsmidler, som er beregnet på elek-tronisk aflæsning, f.eks. legitimationsmidler, som er udstedt til bestemtebrugere, f.eks. til brug ved passage af en bro eller sejlads med færge. Ko-der, f.eks. internetbanksystemer, hvor kunden legitimerer sig overfor ban-ken med en kode, er ligeledes betalingsinstrumenter i lovens forstand. Detsamme gælder biometriske værdier, f.eks. fingeraftryk, stemmegenkendel-se e.l., som kan bruges til at legitimere brugeren over for systemet.Elektronisk registrerede fordringer, f.eks. gavekort, kan være omfattet aflovens definition på et betalingsinstrument, såfremt de er knyttet til be-stemte brugere. Også elektroniske penge, som er nærmere defineret i lo-vens § 6, nr. 21, kan have karakter af betalingsinstrumenter i lovens for-stand.Det følger endvidere af § 80, stk. 5, i lov om betalingstjenester og elektro-niske penge, at såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr hos betaler foranvendelse af et betalingsinstrument, må gebyrets størrelse ikke overstigebetalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til betalingsmodtagersudbyder. Bestemmelsen, der viderefører den tidligere betalingsmiddellovs§ 14, stk. 6, 2. pkt., for så vidt angår betalingsmodtagers adgang til at op-kræve gebyr af betaleren i den ikke-fysiske handel blev oprindeligt indsatved lov nr. 217 af 13. april 1999 om ændring af lov om betalingskort m.v.Bestemmelsen, der blev ændret ved lov nr. 1369 af 28. december 2011 om310

ændring af lov om betalingstjenester og elektroniske penge er udvidet til atomfatte såvel fysisk som ikke-fysisk handel.Det bemærkes, at § 80, stk. 5, i lov om betalingstjenester og elektroniskepenge er præceptiv og derfor ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf.lovens § 5, stk. 1.6.5.7.8.Lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnetog -tjenester indeholder regler om bl.a. slutbrugerforhold og forsynings-pligt, nummerforhold, sektorspecifik konkurrenceregulering, samhusningog fælles udnyttelse af faciliteter, alarm- og beredskabsforhold samt nær-mere regler om Teleklagenævnet.Lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester indeholder ingenprisregulering af minuttakster på indlandstrafik. Den tidligere gældende te-lelov (lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet) fastsattenærmere regler herom, men ved lov nr. 450 af 10. juni 2003 om ændring aflov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet med flere love(Implementering af direktivpakken ”99-review”) blev det med henblik påat fremme konkurrencen på telemarkedet besluttet at foretage en tilbage-rulning af reglerne om prisregulering.Af § 21, stk. 1, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester,fastsættes det, at IT- og Telestyrelsen (nu Erhvervsstyrelsen) udarbejder,bekendtgør og administrerer en samlet dansk nummerplan, der indeholderen fordeling af de samlede nummerressourcer, omfattende numre, num-merserier, koder og adresser, som anvendes i forbindelse med udbud afelektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Erhvervsstyrelsen fastsæt-ter nærmere regler for administrationen af den samlede danske nummer-plan, herunder bl.a. regler for:1) Sammenhængen mellem den samlede danske nummerplan og fælles in-ternationale nummer- og adresseplaner.2) Intern nummerering og adressering i elektroniske kommunikationsnet.3) Disponering, tildeling, ændring, inddragelse og tilbagekaldelse af num-re, nummerserier, koder og adresser.4) Anvendelse, ibrugtagning og øvrige vilkår for tildeling af numre, num-merserier, koder og adresser.Af § 21, stk. 2, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenesterfastsættes det videre, at der i nummerplanen, jf. stk. 1, skal afsættes bl.a.nummerressourcer til følgende formål:311

1) Kortnumre.2) Udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med særligetakseringsforhold.3) Reservering med henblik på senere anvendelse, herunder reserveringmed henblik på omlægning af nummerplanen.4) Udbud af gratisnumre, hvor opkald sker uden opkalds- eller tidsbaserettaksering af slutbrugeren.5) Udbud af numre, hvor udbyderen af elektroniske kommunikationsnet el-ler -tjenester som en integreret del af takseringen for opkaldet tillige vare-tager registrering af forbruget af en bagvedliggende informations- ellerindholdstjeneste samt fakturering og opkrævning for denne hos slutbruge-ren.Endelig følger det af lovens § 21, stk. 3, at udbydere af elektroniske kom-munikationsnet eller -tjenester ikke må anvende opkalds- eller tidsbaserettaksering over for den kaldende slutbruger i forbindelse med slutbrugeresopkald til numre som nævnt i stk. 2, nr. 4.I medfør af § 21, stk. 1, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er der fastsæt nærmere regler om den samlede danske nummer-plan, jf. bekendtgørelse nr. 425 af 14. april 2011 om den samlede danskenummerplan.Bekendtgørelsen om den samlede danske nummerplan finder anvendelsepå den nummerering og adressering, der baserer sig på Den InternationaleTelekommunikationsunions (ITU's) anbefalinger, og anvendes i grænse-fladen ved adgang til elektroniske kommunikationsnet og grænsefladenmellem de enkelte elektroniske kommunikationsnet, jf. § 1, stk. 1.Bekendtgørelsen om den samlede danske nummerplan indeholder i kapitel4 (§§ 8-26) regler om disponering, videretildeling og anvendelse af numre,nummerserier eller adresser.Efter bekendtgørelsens § 19 må 8-cifrede numre i nummerserierne 801-809 alene anvendes for tjenester, hvor opkald sker uden opkalds- eller mi-nutbaseret taksering af slutbrugeren, jf. § 21, stk. 2, nr. 4, i lov om elektro-niske kommunikationsnet og -tjenester.Af bekendtgørelsens § 20, stk. 1, fremgår, at 8-cifrede numre i nummerse-rierne 901-905 alene må anvendes forovertakseredeinformations- eller312

Direktivet indeholder i kapitel 4 bestemmelser om andre forbrugerrettig-heder end forbrugeroplysning og fortrydelsesret. Det drejer sig om reglervedrørende levering (artikel 18), opkrævning af gebyrer for anvendelse afbetalingsmidler (artikel 19), risikoens overgang (artikel 20), kommunikati-on pr. telefon (artikel 21) samt yderligere betalinger (artikel 22).I forhold til gennemførelsen af direktivets artikel 18 og 20 om levering ogrisikoens overgang, har arbejdsgruppen overvejet, om reglerne bør gen-nemføres i købeloven eller i forbrugeraftaleloven.Direktivets bestemmelser om levering og risikoens overgang gælder for al-le forbrugerkøbsaftaler omfattet af direktivets anvendelsesområde. Regler-ne er således ikke begrænset til alene at gælde for aftaler indgået uden forforretningssted eller ved fjernsalg.På den ene side kan det anføres, at forbrugeraftaleloven ikke er begrænsettil alene at regulere fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forret-ningssted,atforbrugeraftaleloven allerede i dag indeholder en bestemmel-se om levering,aten gennemførelse af direktivets artikel 5 vil indebære, atforbrugeraftaleloven i videre omfang end hidtil vil skulle regulere andreaftaler end aftaler indgået uden for fast forretningssted og ved fjernsalg, ogatdet – henset til at direktivets definitioner og anvendelsesområde vil bli-ve nærmere afgrænset i forbrugeraftaleloven – vil være mere enkelt atgennemføre reglerne i forbrugeraftaleloven.På den anden side kan det anføres, at direktivets artikel 18 og 20, der alenevedrører varer, umiddelbart synes at ville blive placeret mest hensigtsmæs-sigt i kontekst med købelovens generelle bestemmelser om forbrugerkøb,herunder navnlig reglerne om levering og risikoens overgang, som er313

blandt de centrale køberetlige emner, der i øvrigt generelt reguleres i købe-loven.På den anførte baggrund foreslår arbejdsgruppen, at direktivets artikel 18om levering og artikel 20 om risikoens overgang gennemføres i købelo-vens kapitel om forbrugerkøb, hvor reglerne vil have deres mest naturligeplacering.Arbejdsgruppen foreslår endvidere at direktivets artikel 21 og 22 om tele-fonisk kommunikation og yderligere betalinger gennemføres i forbrugeraf-taleloven i et nyt selvstændigt kapitel, idet reglerne herom ikke umiddel-bart vurderes at have en naturlig sammenhæng med de øvrige kapitler iforbrugeraftaleloven.Med hensyn til direktivets artikel 19 om opkrævning af gebyrer for anven-delse af betalingsmidler finder arbejdsgruppen ikke, at der er behov for atforetage lovændringer, jf. nærmere herom nedenfor.6.5.9.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 17

Anvendelsesområdet for de forbrugerrettigheder, der følger af direktivetskapitel 4, er nærmere fastlagt i direktivets artikel 17. Som det fremgår her-af, er anvendelsesområdet for disse bestemmelser ikke begrænset til aftalerom fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted.Artikel 18 og 20 finder anvendelse på købsaftaler. Bestemmelserne finderdog ikke anvendelse på aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet,når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemtmængde, samt på fjernvarme eller levering af digitalt indhold, der ikke le-veres på et fysisk medium, jf. artikel 17, stk. 1.Artikel 19, 21 og 22 finder anvendelse på købsaftaler og tjenesteydelsesaf-taler og på aftaler om levering af vand, gas, elektricitet, fjernvarme ellerdigitalt indhold, jf. artikel 17, stk. 2.I forhold til samspillet mellem artikel 3 om direktivets anvendelsesområdeog artikel 17 bemærker arbejdsgruppen, at de aftaler, der er omfattet af di-rektivets artikel 17, jf. artikel 18-22, forudsættes at være forbrugeraftaleromfattet af direktivets artikel 3.314

Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt anvendelsesområdet i bestemmel-serne i artikel 18-22 bør udstrækkes ud over det anvendelsesområde, sombestemmelserne forudsættes at have i forbrugerrettighedsdirektivet.For så vidt angår artikel 18 og 20 om levering og risikoens overgang frem-går det af artikel 17, at disse bestemmelser finder anvendelse på købsafta-ler. Som nævnt ovenfor foreslår arbejdsgruppen bestemmelserne gennem-ført i købelovens kapitel om forbrugerkøb. Henset til, at der ikke bør gældeforskellige regler om levering og risikoens overgang for forbrugerkøb om-fattet af købeloven alt afhængig af, om købet kan anses som en købsaftale iforbrugerrettighedsdirektivets forstand, foreslår arbejdsgruppen, at der ik-ke indsættes begrænsninger i forhold til, hvilke forbrugerkøb bestemmel-serne finder anvendelse på.Mens bestemmelser om risikoens overgang (artikel 20) først og fremmester relevante i relation til købsaftaler, er bestemmelser om levering og for-sinkelse også relevante i forhold til tjenesteydelsesaftaler. Arbejdsgruppenbemærker i den forbindelse, at forbrugeraftaleloven i kapitel 6 indeholderbestemmelser om levering og forsinkelse af levering af såvel varer som ik-kefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Som følge af direktivetvil disse bestemmelser ikke kunne opretholdes for så vidt angår varer.Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at det forekommer uhen-sigtsmæssigt at have to forskellige regelsæt om levering og forsinkelse af-hængig af, om der er tale om en aftale vedrørende en tjenesteydelse elleren vare, og arbejdsgruppen foreslår derfor, at bestemmelserne i købeloventil gennemførelse af direktivets artikel 18 med de fornødne tilpasningerogså finder anvendelse på aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgå-et ved fjernsalg. Da tjenesteydelser ikke er omfattet af købelovens anven-delsesområde foreslås disse regler indsat i forbrugeraftaleloven. Arbejds-gruppen foreslår i den forbindelse, at disse bestemmelser erstatter det eksi-sterende kapitel 6 i forbrugeraftaleloven.Der henvises herom til lovudkastets § 27 samt udkast til ændring af købe-loven med tilhørende bemærkningerFor så vidt angår bestemmelserne i direktivets artikel 21 og 22 finder ar-bejdsgruppen, at disse bør finde anvendelse på alle forbrugeraftaler omfat-tet af forbrugeraftaleloven, hvorfor der ikke foreslås særlige bestemmelserfor så vidt angår de relevante gennemførelsesbestemmelsers anvendelses-område, jf. at det er forbrugeraftalelovens udgangspunkt, at alle de nævnte315

Den erhvervsdrivende er – medmindre parterne har aftalt andet – forpligtettil at levere varerne ved at lade den fysiske besiddelse af eller kontrol medvarerne overgå til forbrugeren uden unødig forsinkelse, dog ikke senereend 30 dage efter aftalens indgåelse, jf. artikel 18, stk. 1. Som anført oven-for er direktivet ikke til hinder for, at levering kan ske ved, at forbrugerenlader en tredjemand tage varerne i fysisk besiddelse eller få kontrol medvarerne på forbrugerens vegne.Efter købelovens § 73 anses leveringen – på samme måde som efter direk-tivet – for sket, når salgsgenstanden er kommet i køberens besiddelse.Salgsgenstanden skal således overgives til køberen eller nogen, som hand-ler på dennes vegne, før leveringen er gennemført.Købeloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til direktivets omtidspunktet for salgsgenstandens levering. Købelovens § 12 fastsætter ioverensstemmelse med almindelige kontraktretlige regler, hvornår påkravskal afgives for, at skyldnerens ydelsespligt indtræder, dvs. hvornår påkraver nødvendigt for at bringe skyldneren i misligholdelse. Er der intet aftaltom salgsgenstandens levering, og fremgår det ikke, at leveringen skal skesnarest muligt, følger det af købelovens § 12, at levering skal ske ved på-krav.For aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser følgerdet imidlertid af forbrugeraftalelovens § 24, at sælger – medmindre andeter aftalt – ved sådanne aftaler skal levere salgsgenstanden senest 30 dageefter, at forbrugeren afgav sin bestilling eller sit tilbud. Reglen, der modi-ficerer princippet i købelovens § 12, indebærer, at den erhvervsdrivendesydelsespligt indtræder 30 dage efter, at forbrugeren afgav sin bestilling tilden erhvervsdrivende, selv om forbrugeren ikke har fremsat påkrav herom.316

Til gennemførelsen af direktivets artikel 18, stk. 1, foreslår arbejdsgrup-pen, at der i købeloven fastsættes en bestemmelse, der således i vidt om-fang svarer til den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 24, stk.1, hvorefter den erhvervsdrivende skal levere varerne ikke senere end 30dage efter aftalens indgåelse.Til forskel fra den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 24, deralene gælder for aftaler om varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgåetved fjernsalg, vil den foreslåede bestemmelse skulle gælde for alle aftaler,herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for forretningssted samt forandre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for forretnings-sted.Der vil herudover – i overensstemmelse med direktivet – tillige skullefremgå af bemærkningerne til ændringerne af købeloven vedrørende leve-ring, at den erhvervsdrivende skal levere varerne, ved at lade den fysiskebesiddelse af eller kontrol med varerne overgå til forbrugeren.Arbejdsgruppen foreslår, at bestemmelserne gennemføres i tilknytning tilkøbelovens bestemmelser om forbrugerkøb (§§ 72-87) ved en tilpasning afkøbelovens § 74, stk. 1.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 74, stk. 1, med tilhø-rende bemærkninger.Efter direktivets artikel 25 må de regler, der gennemfører direktivets be-stemmelser, ikke kunne fraviges til skade for forbrugeren. I forbindelsemed gennemførelsen af direktivets artikel 18, stk. 1, bør det derfor sikres –ved en ændring af købelovens § 1, stk. 2 – at bestemmelsen ikke kan fravi-ges til skade for forbrugeren.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 1, stk. 2, med tilhøren-de bemærkninger.Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at købeloven §§ 12 og 13 om tiden foraftalens opfyldelse, ved en ændring af købelovens § 1 a, stk. 3, ikke skalgælde for forbrugerkøb, idet der med gennemførelsen af direktivets artikel18, stk. 1, fastsættes nye regler herom.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 1a, stk. 3, med tilhø-rende bemærkninger.317

Endelig skal arbejdsgruppen bemærke, at der umiddelbart ikke er noget tilhinder for at opretholde bestemmelsen i købelovens § 9 om leveringsste-det, idet fastlæggelsen af leveringssted efter direktivets præambelbetragt-ning 13 fortsat er underlagt national ret, og idet § 9 – hvorefter leverings-stedet som udgangspunkt er den erhvervsdrivendes forretningssted – i øv-rigt findes at være i overensstemmelse med den foreslåede nye § 74.Om nyaffattelse af forbrugeraftalelovens kapitel 6 i overensstemmelse medden foreslåede nyaffattelse i købelovens § 74 henvises der til afsnit 6.5.9ovenfor.6.5.10.2.Direktivets artikel 18, stk. 2

Efter direktivets artikel 18, stk. 2, 1. afsnit, skal forbrugeren – hvis den er-hvervsdrivende ikke opfylder sin forpligtelse til at levere varerne på dettidspunkt, der er aftalt med forbrugeren, eller inden for fristen i stk. 1 –kræve, at den erhvervsdrivende leverer inden for et yderligere tidsrum, derer tilpasset omstændighederne. Hvis den erhvervsdrivende ikke leverer in-den for dette yderligere tidsrum, er forbrugeren berettiget til at ophæve af-talen.Direktivets artikel 18, stk. 2, 2. afsnit, modificerer imidlertid det i 1. afsnitanførte udgangspunkt, idet forbrugeren har ret til at hæve købsaftalenstraks, hvis den erhvervsdrivende ikke leverer varerne på det tidspunkt, derer aftalt med forbrugeren, eller inden for fristen i stk. 1, i de tilfælde, hvorden erhvervsdrivende har nægtet at levere varerne, eller hvor levering in-den for den aftalte leveringsperiode under hensyntagen til alle omstændig-heder er afgørende for aftalens indgåelse, eller hvor forbrugeren indenindgåelse af aftalen oplyser den erhvervsdrivende om, at levering inden el-ler på en nærmere angivet dato er afgørende.Efter købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt., kan køberen hæve købet i tilfælde afforsinkelse, hvis sælgeren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden indenudløbet af en rimelig frist, som køberen har fastsat, eller hvis der ikke erfastsat en sådan frist, inden rimelig tid.Efter arbejdsgruppens opfattelse svarer købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt., så-ledes i alt væsentligt til direktivets artikel 18, stk. 2, 1. afsnit.

Dog indeholder direktivets artikel 18 ikke som købeloven muligheden for,at køberen kan hæve i tilfælde af forsinkelse, uanset at der ikke er fremsatet påkrav, hvis levering ikke er sket ”inden rimelig tid”, jf. købelovens §74, stk. 2, 2. pkt., in fineEfter arbejdsgruppens opfattelse gør direktivets artikel 18, stk. 2, udtøm-mende op med, hvornår en forbruger kan hæve en aftale på grund af for-sinkelse, hvorfor denne del af købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt., ikke vilkunne opretholdes.Efter købelovens § 74, stk. 2, 1. pkt., kan køberen endvidere – uden først atfremsætte et leveringspåkrav – hæve købet i tilfælde af forsinkelse, hvisforsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og sælgeren måtte forud-sætte dette.Af forarbejderne til købeloven fremgår, at væsentlighedsbetingelsen skalforhindre, at køberen gør hævebeføjelsen gældende i tilfælde, hvor ophæ-velse ikke er begrundet i en virkelig interesse i at få salgsgenstanden leve-ret til aftalt tid, men hvor køberen søger at slippe ud af et køb, som pågrund af prisfald eller andre omstændigheder senere viser sig at være ufor-delagtig for ham. (jf. herved ”Købeloven” af Jakob Nørager-Nielsen m.fl.(2008), s. 338).Herudover kan forbrugeren efter købelovens § 21, stk. 2, også hæve afta-len uden først at fremsætte et leveringspåkrav, hvis forbrugeren har betin-get sig opfyldelse nøjagtig til bestemt tid.Efter arbejdsgruppens opfattelse synes der således heller ikke at bestå no-gen væsentlige forskelle mellem på den ene side direktivets artikel 18, stk.2, 2. afsnit, og på den anden side købelovens §§ 21, stk. 2, og 74, stk. 2, 1.pkt., med hensyn til spørgsmålet om, hvornår køberen i tilfælde af forsin-kelse kan hæve aftalen uden først at fremsætte påkrav herom til sælgeren.Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at købelovens formulering”…såfremt forsinkelsen er af væsentlig betydning for ham, og sælgeren måtteforudsætte dette”i praksis vil dække over de samme situationer som direk-tivets formulering”… hvor leveringen inden for den aftalte leveringsperi-ode er afgørende for aftalens indgåelse, eller hvor forbrugeren inden ind-gåelsen af aftalen oplyser den erhvervsdrivende om, at levering inden ellerpå en nærmere angivet dato er afgørende”.Arbejdsgruppen bemærkerhertil, at købelovens anvendelse af formuleringen”…sælgeren måtte for-319

udsætte…”i lighed med direktivets formulering henviser til tidspunktetforud for aftalens indgåelse.Direktivbestemmelsen fastsætter herudover, at forbrugeren kan hæve afta-len, hvis den erhvervsdrivende har nægtet at levere varerne, dvs. i tilfældeaf den erhvervsdrivendes anticiperede misligholdelse. Købeloven indehol-der ikke en tilsvarende generel regel om køberens hæveadgang i tilfælde afsælgerens leveringsnægtelse, men det følger af almindelige kontraktretligeregler, at køberen også har adgang til at hæve købet, hvis sælgeren nægterat levere salgsgenstanden. Købeloven indeholder dog i § 22, 2. pkt., en be-stemmelse om anticiperet misligholdelse i tilfælde, hvor sælgeren skal le-vere salgsgenstanden efterhånden. Bestemmelsen indebærer, at en køber itilfælde af forsinkelse med en enkelt levering ikke alene kan hæve købetfor denne levering, men også for senere leveringers vedkommende, så-fremt gentagelse af forsinkelsen må ventes.For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet foreslår arbejdsgruppenpå den anførte baggrund, at der i købelovens § 74, stk. 2, indsættes en til-føjelse vedrørende tilfælde af sælgerens leveringsnægtelse, idet arbejds-gruppen i øvrigt ikke finder det nødvendigt at foretage ændringer i § 74,stk. 2, med henblik på at gennemføre direktivets artikel 18, stk. 2. Det be-mærkes, at der med tilføjelsen ikke i øvrigt tilsigtes nogen ændring af gæl-dende ret i relation til spørgsmålet om retten til at hæve køb, herunderforbrugerkøb, i tilfælde af anticiperet misligholdelseDer henvises herom til lovudkastet til købelovens § 74, stk. 2, med tilhø-rende bemærkninger.Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at købelovens § 21, stk. 2, om købersadgang til at hæve på grund af (væsentlig) forsinkelse – ved en ændring afkøbelovens § 1 a, stk. 3 – ikke skal gælde i forbrugerkøb, da § 74, stk. 2,udtømmende regulerer samme spørgsmål i relation til forbrugerkøb.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 1a, stk. 3, med tilhø-rende bemærkninger.Efter købelovens § 75 har forbrugeren endvidere mulighed for at hæve kø-bet, selv om forsinkelsen ikke er væsentlig, hvis sælgeren i købsaftalen hartaget et forbehold om udskudt levering, og hvor sælgeren ikke efter påkravleverer varen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsateller – hvis der ikke er fastsat en frist – inden rimelig tid.320

Arbejdsgruppen har overvejet, hvorvidt denne bestemmelse kan oprethol-des.I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen kan opretholdes, be-mærkes, at der som udgangspunkt ikke inden for det område, som direkti-vet regulerer, kan indføres eller opretholdes andre regler end dem, der føl-ger af direktivet, jf. artikel 4. Det synes således umiddelbart ikke at væreforeneligt med direktivet at opretholde særlige nationale regler om forbru-gerens hæveadgang i tilfælde af forsinkelse. Derimod berører direktivetikke de nationale aftaleretlige regler, herunder regler om aftalers gyldig-hed, indgåelse og virkning, jf. artikel 3, stk. 5.Det bemærkes i den forbindelse, at købelovens § 75 – som ikke ved aftalekan fraviges til skade for forbrugeren, jf. købelovens § 1, stk. 2 – sikrer, atden udvidede hæveadgang for forbrugeren i medfør af købelovens § 74,stk. 2, ikke omgås ved en aftale mellem parterne om, at sælger vil være be-rettiget til ensidigt at udskyde det (i øvrigt) aftalte leveringstidspunkt, idetforbrugeren i givet fald vil være afskåret fra at fremsætte påbud efter den-ne bestemmelse, da påkrav efter købelovens § 74, stk. 2, først kan frem-sættes når leveringstiden er passeret.Arbejdsgruppen bemærker på denne baggrund, at § 75 regulerer virknin-gen af en aftale om, at sælgeren ensidigt kan udskyde leveringstidspunktet,nærmere bestemt fastsætter bestemmelsen, at en sådan aftale ikke fratagerforbrugeren retten til at fremsætte påkrav om levering (efter ”oprindeligt”leveringstidspunkt) i medfør af købelovens § 74, stk. 2. Med andre ordsætter bestemmelsen grænser for, hvad en erhvervsdrivende og en forbru-ger gyldigt kan aftale omkring leveringstidspunktet. Dette spørgsmål sesikke reguleret i direktivet, og arbejdsgruppen finder derfor ikke, at direkti-vet er til hinder for opretholdelse af en sådan regel, jf. herved også artikel3, stk. 5.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at bestemmelsen i købelovens§ 75 opretholdes, dog således at påkravsreglen sidst i bestemmelsen – der,som det fremgår ovenfor,erreguleret i direktivet – affattes i overens-stemmelse med forslaget til ændring af købelovens § 74, stk. 2.Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2,hvorefter forbrugeren i tilfælde af forsinkelse kan hæve aftalen, uanset omforsinkelsen er væsentlig, ophæves. De aftaler, der er omfattet af forbru-321

Efter direktivets artikel 18, stk. 3, skal den erhvervsdrivende ved ophævel-se af aftalen uden unødig forsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt ihenhold til aftalen.Købeloven indeholder ikke en tilsvarende regel, men det er imidlertid enalmindelig kontraktretlig regel, at forbrugerens meddelelse om aftalensophævelse indebærer, at eventuelle betalte beløb skal tilbagebetales.Af forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, følger det, at i tilfælde, hvor forbru-geren i medfør af § 24, stk. 2, hæver aftalen, skal den erhvervsdrivende til-bagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest og senest 30 dage efter, atden erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse om ophævel-sen.Arbejdsgruppen foreslår, at der til gennemførelsen af direktivets artikel 18,stk. 3, fastsættes en ny bestemmelse i købelovens § 74, hvorefter den er-hvervsdrivende ved ophævelse af aftalen uden unødig forsinkelse skal til-bagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 74, stk. 3, med tilhø-rende bemærkninger.Arbejdsgruppen foreslår i tilknytning hertil, at den gældende bestemmelsei forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, ophæves og erstattes af en tilsvarendebestemmelse for så vidt angår ikkefinansielle tjenesteydelser.Der henvises herom til lovudkastet til en ny forbrugeraftalelov § 27, stk. 3,med tilhørende bemærkninger.Om anvendelsesområdet for direktivets artikel 18 henvises der til afsnit6.5.9 ovenfor.322

Efter direktivets artikel 18, stk. 4, kan forbrugeren – ud over at hæve afta-len i medfør af stk. 2 – benytte andre retsmidler i national lovgivning.Arbejdsgruppen antager i den forbindelse, at der med bestemmelsens an-vendelse af betegnelsen retsmidler sigtes mod køberetlige misligholdelses-beføjelser og ikke processuelle retsmidler i retsplejelovens forstand, jf.herved også den engelske sporgversion, som anvender formuleringen”other remedies provided for by national law”.Direktivet er således ikke til hinder for, at forbrugeren i tilfælde af forsin-kelse – efter de almindelige gældende regler – påberåber sig andre mislig-holdelsesbeføjelser end ophævelse af aftalen. Forbrugeren vil således efteromstændighederne f.eks. kunne kræve naturalopfyldelse eller tilbageholdebetalingen. Forbrugeren vil endvidere kunne kræve erstatning, hvis forbru-geren har krav herpå efter almindelige kontraktretlige regler, herunder kø-belovens §§ 23 og 24.At købelovens øvrige regler også finder anvendelse i forbrugerkøb følgermodsætningsvist af købelovens § 1 a, stk. 3, der positivt opregner de be-stemmelser i købeloven, som ikke gælder i forbrugerkøb.Arbejdsgruppen finder ikke, at der er behov for en særlig lovbestemmelsetil gennemførelse af direktivets artikel 18, stk. 4. Efter arbejdsgruppens op-fattelse er det således tilstrækkeligt at forklare betydningen af bestemmel-sen i bemærkningerne til loven.6.5.11.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 19

Direktivets artikel 19 indeholder et forbud, hvorefter den erhvervsdrivendeikke må opkræve gebyrer af forbrugerne i forbindelse med anvendelsen afet givet betalingsmiddel, der overstiger de udgifter, som afholdes af denerhvervsdrivende i forbindelse med anvendelsen af disse betalingsmidler.Det fremgår således indirekte af bestemmelsen, at den erhvervsdrivendekan overvælte ”de udgifter, som afholdes af den erhvervsdrivende i for-bindelse med anvendelsen af disse betalingsmidler” på forbrugeren.Bestemmelsen finder anvendelse på købsaftaler og tjenesteydelsesaftalerog på aftaler om levering af vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt323

indhold, jf. artikel 17, stk. 2, og skelner således ikke mellem på den eneside aftaler indgået uden for fast for forretningssted og aftaler indgået vedfjernsalg og på den anden side andre aftaler end aftaler indgået uden forfast forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg.Om anvendelsesområdet for direktivets artikel 19 henvises der i øvrigt tilafsnit 6.5.9 ovenfor.Som anført ovenfor er spørgsmålet om forretningers overvæltning af ser-vicegebyrer/transaktionsgebyrer på forbrugeren i forbindelse med elektro-niske betalingskorttransaktioner reguleret i betalingstjenestelovens § 80,stk. 5, hvoraf fremgår at:”Opkræver betalingsmodtager gebyr hos betaler for anvendel-se af et betalingsinstrument, må gebyrets størrelse ikke over-stige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen tilbetalingsmodtagers udbyder.”Bekendtgørelse nr. 1411 af 28. december 2011 indeholder i § 4, stk. 4, entilsvarende bestemmelse.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt der er overens-stemmelse mellem direktivets bestemmelse vedrørende muligheden for atovervælte udgifter på forbrugeren og de gældende danske bestemmelserherom, som tilsigter at gennemføre betalingstjenestedirektivet, idet forbru-gerrettighedsdirektivet i videre omfang end de gældende regler giver mu-lighed for at overvælte udgifter på forbrugeren.Arbejdsgruppen har i den forbindelse bl.a. drøftet spørgsmålet med Kon-kurrence- og Forbrugerstyrelsen, der er tilsynsmyndighed i relation til ge-byrer på betalingskortområdet.Efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse vil implementerin-gen af direktivets artikel 19 ikke nødvendiggøre nogen ændringer, hverkeni betalingstjenesteloven eller bekendtgørelse nr. 1411 af 28. december2011, idet medlemsstaterne efter betalingstjenestedirektivets artikel 52,stk. 3, 2. pkt., kan forbyde eller begrænse retten til overvæltning (opkræv-ning af gebyr) under hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen ogfremme brugen af effektive betalingsinstrumenter.Betalingstjenestelovens § 80, stk. 5, og § 4, stk. 4, i bekendtgørelse nr.1411 af 28. december 2011, hvorefter den erhvervsdrivendes mulighed for324

overvæltning begrænses på den måde, at den erhvervsdrivende ikke måopkræve mere end det, som forretningen selv betaler til sin indløser forden pågældende transaktion, ligger således inden for rammerne af beta-lingstjenestedirektivets artikel 52, stk. 3, 2. pkt.Efter forbrugerrettighedsdirektivets præambelbetragtning 54, 1. pkt., børmedlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 52, stk. 3, i betalingstje-nestedirektivet kunne forbyde eller begrænse den erhvervsdrivendes ret tilat opkræve gebyrer fra forbrugere under hensyntagen til behovet for at øgekonkurrencen og fremme brugen af effektive betalingsinstrumenter.Efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse skal henvisningen iforbrugerrettighedsdirektivets præambelbetragtning 54 til artikel 52, stk. 3,i betalingstjenestedirektivet forstås således, at eksisterende nationale reg-ler, der forbyder eller begrænser retten til overvæltning, ikke bliver berørtaf forbrugerrettighedsdirektivets artikel 19, uanset om de er mere restrikti-ve end direktivets.Arbejdsgruppen er enig i de af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anfør-te synspunkter og finder derfor, at de gældende regler i betalingstjeneste-loven og bekendtgørelse nr. 1411 af 28. december 2011 kan opretholdes.Arbejdsgruppen bemærker i øvrigt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsenover for arbejdsgruppen har tilkendegivet, at direktivet ikke ses at nødven-diggøre ændringer i § 4, stk. 1, i bekendtgørelsen nr. 1411 af 28. december2011, hvorefter betalingsmodtager ikke må opkræve gebyr hos en betalerfor en debettransaktion i den fysiske handel, herunder betaling med Dan-kort.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet betydningen af, at direktivet an-vender terminologien betalingsmiddel, mens betalingstjenesteloven anven-der begrebet betalingsinstrument, jf. herved, at kontanter er omfattet af be-grebet betalingsmiddel, men ikke af begrebet betalingsinstrument.Arbejdsgruppen er i den forbindelse af den opfattelse, at heller ikke denneforskel nødvendiggør nogen lovændringer, idet konsekvensen heraf aleneer, at direktivet i modsætning til betalingstjenestelovens § 80, stk. 5, mv.,også regulerer kontante betalinger. Det bemærkes i den forbindelse, at Na-tionalbanken, som arbejdsgruppen har været i kontakt med, har den opfat-telse, at det følger implicit af nationalbankloven § 8 (for sedler) og mønt-325

Direktivets artikel 20 regulerer spørgsmålet om risikoens overgang for såvidt angår aftaler, hvor den erhvervsdrivende skal afsende varerne til for-brugeren.6.5.12.1.Efter direktivets artikel 20, 1. pkt., overgår risikoen for tab ellerbeskadigelse af varen til forbrugeren på det tidspunkt, hvor forbrugeren el-ler en tredjemand angivet af forbrugeren, dog ikke befragteren, får varernei fysisk besiddelse.Efter købelovens § 17, stk. 1, der finder anvendelse i alle køb, bærer sæl-geren faren for salgsgenstandens hændelige undergang eller forringelse,indtil levering har fundet sted, jf. §§ 9-11 og 73. Det følger af købelovens§ 1, stk. 2, modsætningsvis, at bestemmelsen kan fraviges ved aftale.Det bemærkes, at forbrugeraftaleloven ikke indeholder nogen særskilt re-gulering af spørgsmålet om risikoens overgang.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at købelovens § 17, stk. 1, regulerer,hvem der bærer risikoen for hændelige begivenheder, som bevirker, atsalgsgenstanden går til grunde eller forringes.Efter købeloven bærer sælgeren risikoen for salgsgenstandens hændeligeundergangellerforringelse,mens sælgeren efter direktivets artikel 20 bæ-rer risikoen fortabellerbeskadigelseaf varen.Arbejdsgruppen har på den baggrund overvejet, om der på dette punkt ernogen materielle forskelle mellem købeloven og direktivet. Efter arbejds-gruppens opfattelse består der formentlig ikke nogen indholdsmæssige for-skelle mellem begreberne undergang og tab samt begreberne forringelseog beskadigelse. Arbejdsgruppen finder dog, at det i en dansk kontekst vilvære mest hensigtsmæssigt at anvende købelovens indarbejdede termino-logi, hvorfor det foreslås fortsat at anvende begreberne undergang og for-ringelse.

Arbejdsgruppen bemærker herudover, at det i købeloven er udtrykkeligtanført, at risikoreglerne alene vedrører denhændeligeundergang eller for-ringelse af salgsgenstanden. Ved hændelig undergang eller forringelse for-stås skader, som ikke kan tilregnes hverken sælger eller køber (eller nogen,som de hæfter for) som uagtsomme.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at direktivets artikel 20, der ikke inde-holder nogen nærmere præcisering heraf, på samme måde som købelovenmå antages alene at omfatte hændelige forhold.Efter købelovens § 17, stk. 1, bestemmes tidspunktet for risikoens over-gang af reglerne om salgsgenstandens levering. Efter købelovens § 73, derpå samme måde som direktivets artikel 20 vedrører tilfælde, hvor den er-hvervsdrivende skal sende salgsgenstanden, anses leveringen for sket, nårsalgsgenstanden er kommet i køberens besiddelse. Salgsgenstanden skalsåledes overgives til køberen eller nogen, som handler på dennes vegne,før leveringen er gennemført.6.5.12.2.Det følger af artikel 20, 2. pkt., at risikoen overgår til forbruge-ren, når varen overdrages til en befragter angivet af forbrugeren, hvis denvalgte befragter ikke var blandt dem, der blev tilbudt af den erhvervsdri-vende.Købeloven indeholder ikke en tilsvarende regel. Som tidligere anført føl-ger det imidlertid af købelovens § 73, at leveringen anses for sket, nårsalgsgenstanden er kommet i køberens besiddelse, dvs. salgsgenstandenskal være overgivet til køberen, eller nogen der handler på dennes vegne,før leveringen er gennemført.Efter købeloven vil risikoen for varen således også overgå til forbrugerenpå det tidspunkt, hvor varen overdrages til en transportør angivet af for-brugeren, idet transportøren i dette tilfælde må antages at handle på vegneaf forbrugeren.6.5.12.3.På den anførte baggrund består der således efter arbejdsgruppensopfattelse formentlig ikke nogen indholdsmæssige forskelle mellem direk-tivets artikel 20 og reglerne i købelovens § 17, stk. 1, jf. § 73 om risikoensovergang, dog med den ikke uvæsentlige modifikation, at de gældenderegler i modsætning til direktivets ikke er beskyttelsespræceptive.

Arbejdsgruppen foreslår, at der – for at sikre en korrekt gennemførelse afdirektivet og for at sikre klarhed over, hvilke regler der gælder i forbruger-forhold – i tilknytning til købelovens bestemmelser om forbrugerkøb (§§72-87) foretages en tilføjelse i købelovens § 73 svarende til direktivets ar-tikel 20, 2. pkt.Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdsgruppen ikke finder det hen-sigtsmæssigt at anvende betegnelsen ”befragter”, som fremgår af den dan-ske oversættelse af direktivet, da denne betegnelse har en specifik søretligbetydning, hvor begrebet henviser til den, der får stillet et skib til disposi-tion. Arbejdsgruppen foreslår i stedet, at man anvender det mere transport-retlige neutrale begreb ”transportør”, jf. herved også den engelske sprog-version af direktivet, der anvender betegnelsen ”carrier”.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 73, stk. 2, med tilhø-rende bemærkninger.Efter arbejdsgruppens opfattelse bør der ikke ske en begrænsning af an-vendelsesområdet for købelovens § 17, stk. 1, idet bestemmelsen fortsat vilkunne have en praktisk betydning i de forbrugerkøb, hvor det ikke er aftalt,at den erhvervsdrivende skal sende varen til forbrugeren.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at der ved en ændring af købelovens § 1,stk. 2, bør fastsættes, at den foreslåede nye bestemmelse ikke kan fravigestil skade for forbrugeren.Der henvises herom til lovudkastet til købelovens § 1, stk. 2, med tilhøren-de bemærkninger.6.5.12.4.Købeloven indeholder i § 17, stk. 2, og § 37 visse undtagelser frahovedreglen i købelovens § 17, stk. 1, om, at risikoen går over på køberenved leveringen. Da § 17, stk. 2, ikke finder anvendelse i forbrugerkøb, jf.købelovens § 1a, stk. 3, er alene § 37 behandlet nedenfor.Bærer sælgeren faren for salgsgenstanden, men bevirker køberens forhold,at den ikke bliver leveret i rette tid (fordringshavermora) følger det af kø-belovens § 37, at risikoen overgår til forbrugeren. Er der tale om en aftaleom køb af genstande bestemt efter deres art (genusaftale), overgår risikoenalene til forbrugeren, hvis sælger har udskilt bestemte genstande til opfyl-delse af forpligtelsen over for forbrugeren.328

Det må bero på en konkret vurdering, hvornår køberens forhold bevirker,at salgsgenstanden ikke bliver leveret i rette tid, men eksempelvis kan for-brugerens undladelse af at afhente varen til den aftalte tid efter omstæn-dighederne bringe forbrugeren i fordringshavermora, mens der navnlig itilfælde af forsendelseskøb må antages at skulle relativt meget til før for-brugeren kan siges at være i fordringshavermora, jf. herved ”Købeloven”af Jakob Nørager-Nielsen m.fl. (2008), s. 698.Da købelovens § 37 indebærer, at risikoen for varen i visse situationerovergår til forbrugeren, selv om varen endnu ikke er kommet i forbruge-rens fysiske besiddelse, har arbejdsgruppen fundet anledning til at overve-je, hvorvidt direktivets artikel 20 er til hinder for fortsat at lade denne be-stemmelse finde anvendelse i forbrugerkøb, hvor den erhvervsdrivendesender varen til forbrugeren, dvs. tilfælde omfattet af direktivets artikel 20.Vurderingen heraf afhænger af den nærmere forståelse af direktivets arti-kel 20, herunder om bestemmelsen (også) kan antages at gøre op medspørgsmålet om risikoens overgang i situationer, hvor forbrugeren er i for-dringshavermora.Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning 55, 2. pkt., at tids-punktet for risikoens overgang i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende sen-der varen til forbrugeren, kan give anledning til tvister, hvis varen går tabteller bliver beskadiget, og at forbrugeren bør beskyttes mod enhver risikofor tab eller beskadigelse af varen, der forekommer, før vedkommende hartaget varerne i fysisk besiddelse. Det gælder også i forhold til tab eller be-skadigelse af varen, der sker i forbindelse med transport arrangeret ellerforetaget af den erhvervsdrivende, selv når forbrugeren har valgt en særligleveringsmetode fra en række muligheder, som den erhvervsdrivende hartilbudt.Arbejdsgruppen antager på den baggrund, at hovedsigtet med direktivetsartikel 20 har været at regulere risikoen for skader under transport, herun-der (præcist) at gøre op med hvad der skal til, før transporten kan siges atforetages på vegne af forbrugeren, således at denne bærer risikoen fortransportskader.Artikel 20 skal endvidere ses i nær sammenhæng med direktivets artikel18, der fastsætter, hvornår levering anses for foretaget, idet artikel 20 (in-direkte) gør op med tvivl om, hvornår indlevering til transport udgør leve-ring.329

Det bemærkes endvidere, at artikel 20 indgår i direktivets kapitel VI, somindeholder en række vidt forskellige bestemmelser rettet mod forskelligeaspekter af forbrugerkøb under samleoverskriften ”andre forbrugerrettig-heder”. I modsætning til direktivets kapitel III og IV, der i vidt omfangfastlægger en udtømmende regulering af henholdsvis den erhvervsdriven-des oplysningspligt og forbrugerens fortrydelsesret, herunder de respektiveparters rettigheder og forpligtelser ved udnyttelsen heraf, regulerer be-stemmelserne i kapitel VI, herunder artikel 20, alene specifikke aspekter afforbrugerkøb, jf. herved også præambelbetragtning 9, hvorefter direktivet”fastsætter” bestemmelser vedrørende oplysninger, ”regulerer” fortrydel-sesretten samt ”harmoniserer visse bestemmelser vedrørende opfyldelse ogandre aspekter” af forbrugeraftaler.Det er på denne baggrund arbejdsgruppens opfattelse, at det kræver særli-ge holdepunkter at antage, at bestemmelserne i direktivets kapitel VI skaltillægges virkning ud over deres umiddelbare ordlyd, herunder skal ansesfor udtømmende at have gjort op med problemstillinger, som ikke specifiktadresseres i hverken direktivets bestemmelser eller i præambelbetragtnin-gerne.Arbejdsgruppen anser det på denne baggrund for tvivlsomt, at der med di-rektivets artikel 20 er foretaget en udtømmende regulering af alle aspekteraf risikoens overgang i forsendelseskøb.Arbejdsgruppen anser navnlig i forhold til købelovens § 37, at direktivetsartikel 20, der – som det fremgår ovenfor – navnlig sigter mod at regulererisikoen under transport og herved supplerer reglerne om, hvornår leveringkan siges at have fundet sted, ikke er til hinder for at opretholde bestem-melsen i købelovens § 37, der specifikt regulerer risikoen for en vare i til-fælde, hvor denne ikkekanleveres (rettidigt) på grund af køberens for-hold.For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt forbrugerens undladelse af atmodtage eller afhente en afsendt vare hos postvæsenet m.fl. udgør en utve-tydig erklæring om udnyttelse af fortrydelsesretten henvises til afsnit6.4.7.3.Det bemærkes i øvrigt, at bestemmelsen – eller direktivet – ikke forholdersig til spørgsmålet om transportørens ansvar for det befragtede.330

6.5.12.5.Som anført ovenfor i afsnit 6.5.7.3 indebærer forbrugeraftalelo-vens § 20, stk. 2, at den erhvervsdrivende – trods levering – bærer risikoenfor varens hændelige beskadigelse eller forringelse i tilfælde, hvor forbru-geren gør brug af sin fortrydelsesret, idet forbrugeren bevarer sin fortry-delsesret, selvom varen ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme standog mængde, hvis beskadigelsen eller forringelsen skyldes en omstændig-hed, der ikke kan bebrejdes forbrugeren.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt denne retstilstander i overensstemmelse med direktivet.Direktivet indeholder ingen bestemmelser, der udtrykkeligt tager stilling tilrisikoens overgang ved forbrugerens tilbagesendelse af en vare i forbindel-se med udnyttelse af fortrydelsesretten.Som anført i afsnit 6.5.12.3 består der efter arbejdsgruppens opfattelseformentlig ikke nogen indholdsmæssig forskel mellem direktivets artikel20, hvorefter risikoen overgår til forbrugeren på det tidspunkt, hvor for-brugeren eller en tredjemand angivet af forbrugeren, dog ikke befragteren,får varen i sin fysiske besiddelse, og reglerne i købelovens § 17, stk. 1, jf.§ 73 om risikoens overgang.Et flertal af arbejdsgruppen, bestående af formanden og medlemmerne OleGræsbøll Olesen, Vibe Garf Ulfbeck, Wivi H. Larsen, Lars QuistgaardBay, Line Stentoft Andersen, Jeppe Rosenmejer, Rune Lorenzen, SusanneAamann og Rikke-Louise Ørum Petersen, finder i den forbindelse, at di-rektivets artikel 20 skal ses i sammenhæng med direktivets artikel 14, stk.2, 1. pkt., hvorefter forbrugeren kun hæfter for eventuel forringelse af va-rens værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nød-vendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på,jf. herved afsnit 6.4.10.2.Henset til, at risikoen for varen efter artikel 20 er overgået til forbrugerenved levering, antager flertallet, at artikel 14, stk. 2, 1 pkt., skal forstås såle-des, at forbrugeren i tilfælde af udnyttelse af fortrydelsesretten alene frita-ges for hæftelse for forringelse af varen, som skyldes en håndtering af va-ren, som har været nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og denmåde, den fungerer på, mens forbrugeren derimod hæfter for forringelse afvaren som har andre årsager, herunder forringelse som følge afandenhåndteringeller som følge afhændeligbeskadigelse eller forringelse af va-ren.331

Flertallet finder i den forbindelse, at det må følge af princippet i artikel 20,stk. 1, at forbrugeren ved udnyttelse af fortrydelsesretten bærer risikoen forvaren, indtil denne er leveret tilbage til den erhvervsdrivende.Flertallet bemærker hertil, at dette indebærer en ændring i forhold til gæl-dende ret, som man umiddelbart kan anses som en forringelse af forbru-gerbeskyttelsen, idet forbrugeren efter gældende ret ikke hæfter for hænde-lig forringelse af varen, der indtræffer i perioden, inden forbrugeren gørbrug af sin fortrydelsesret. Flertallet antager dog, at ændringen vil have enbegrænset betydning i praksis, hvor erhvervsdrivende sjældent foretagertilbagebetaling til forbrugeren, før varen er modtaget retur, hvilket i prak-sis forudsætter, at varen når ubeskadiget frem til den erhvervsdrivende.Flertallet bemærker endvidere, at ændringen i forhold til gældende ret ogsåbør ses i lyset af, at der ved gennemførelse af direktivet indføres en nyordning for forbrugeres fortrydelsesret, idet udnyttelse heraf ikke længerevil være betinget af, at varen kan tilbageleveres til den erhvervsdrivende ivæsentlig samme stand og mængde. Efter den med lovudkastet foreslåedeordning vil forbrugere have en videre adgang til at gøre brug af fortrydel-sesretten, idet forringelse af varen ikke hindrer fortrydelse, men i stedetsom udgangspunkt kan medføre, at forbrugeren betaler for værdiforringel-sen, herunder således bl.a. værdiforringelse som følge af hændelige begi-venheder, som er indtruffet, efter at forbrugeren fik varen i sin fysiske be-siddelse.Flertallet bemærker endvidere, at en regel, hvorefter forbrugeren bærer ri-sikoen for varen, mens den er i forbrugerens besiddelse, tillige medfører, atforbrugeren afskæres fra at spekulere i udnyttelse af fortrydelsesretten, ek-sempelvis i tilfælde, hvor varen går hændeligt til grunde, inden forbruge-ren har givet meddelelse om udnyttelse af fortrydelsesretten. Endvidereundgås vanskelige bevismæssige vurderinger af, hvorvidt en forringelse afvaren, mens denne befinder sig i forbrugerens fysiske besiddelse, kan be-tragtes som hændelig eller ej.Herudover bemærker flertallet, at forbrugeren i kraft af sin besiddelse afvaren er den nærmeste til at drage omsorg for denne.Arbejdsgruppen har i relation til tilfælde, hvor varen i forbindelse medforbrugerens udnyttelse af fortrydelsesrettenafsendestil den erhvervsdri-vende, særskilt overvejet betydningen af direktivets artikel 13, stk. 3. Efter332

bestemmelsen indtræder den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt i vis-se tilfælde på det tidspunkt, hvor forbrugeren fremlægger den fornødnedokumentation for varens tilbagesendelse, hvilket umiddelbart kan tale for,at det er den erhvervsdrivende, der bærer risikoen for varen under tilbage-sendelse.Efter flertallets opfattelse skal bestemmelsen dog ses i lyset af det generel-le princip om risikoens overgang ved levering, som er afspejlet i direkti-vets artikel 20. Artikel 13, stk. 3, forholder sig ikke udtrykkeligt tilspørgsmålet om risikoen for varen, hvorfor flertallet antager, at bestem-melsen alene skal forstås som en regel om kreditrisiko, dvs. en regel, somfastsætter, hvem af parterne der – indtil endelig økonomisk opgørelse afparternes forhold kan ske – bærer risikoen for at endelig betaling fra denanden part i aftaleforholdet vil ske.Det er på ovenstående baggrund flertallets opfattelse, at det ikke vil være ioverensstemmelse med direktivet at opretholde bestemmelsen i forbruger-aftalelovens § 20, stk. 2, hvorefter forbrugeren bevarer sin fortrydelsesret,uanset at varen er blevet beskadiget eller forringet, når dette ikke skyldesuagtsomhed eller manglende omsorg fra forbrugerens side, hvorfor denneforeslås ophævet.Et medlem af arbejdsgruppen, Tina Dhanda Kalsi, mener i modsætning tilflertallet, at det følger af direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt., hvorefter for-brugeren kun hæfter for eventuel forringelse af varens værdi, som skyldesanden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varensart, egenskaber og den måde, den fungerer på, at risikoen for varenshæn-deligebeskadigelse eller forringelse påhviler den erhvervsdrivende, nårforbrugeren benytter sig af sin ret til at fortryde købet.Dette medlem bemærker endvidere, at flertallets opfattelse vil føre til enforringelse af forbrugerbeskyttelsen i forhold til gældende ret, hvorefterforbrugeren ikke hæfter for hændelig forringelse af varen, der indtræffer iperioden, inden forbrugeren gør brug af sin fortrydelsesret.Dette medlem bemærker endvidere, at en antagelse om, at forbrugeren itilfælde af varens hændelige undergang eller forringelse under tilbagesen-delsen, skulle være forpligtet til at returnere den erlagte tilbagebetaling tilden erhvervsdrivende – udover at udgøre en omstændelig og uhensigts-mæssig proces – ikke forekommer at være i overensstemmelse med hen-sigten med artikel 13, stk. 3. Sammenholdt med, at artikel 14, stk. 2, 1.333

pkt., placerer risikoen for hændelige beskadigelser eller forringelser hosden erhvervsdrivende i fortrydelsestilfælde, må bestemmelsen i artikel 13,stk. 3, efter dette medlems opfattelse antages at indebære, at det ligeledeser den erhvervsdrivende, som under varens forsendelse bærer risikoen forvarens hændelige undergang eller forringelse.Bestemmelsen udgør således efter dette medlems opfattelse en fravigelseaf princippet i direktivets artikel 20, hvorefter risikoen for tab eller beska-digelse af en vare overgår til forbrugeren, når denne – eller en af forbruge-ren angivet tredjemand – har fået varen i fysisk besiddelse, jf. afsnit6.5.12. Fravigelsen skal ses i lyset af, at fortrydelsesretten netop indebæ-rer, at forbrugeren ved udnyttelsen af sin ret til at træde tilbage fra en afta-le skal stilles, som hvis aftalen ikke var indgået, herunder stilles som hvisrisikoen for varens hændelige undergang eller forringelse ikke var overgå-et til denne.Dette medlem bemærker i forlængelse heraf, at varens hændelige under-gang eller forringelse under tilbagesendelsen i forbindelse med forbruge-rens udnyttelse af fortrydelsesretten ikke fritager den erhvervsdrivende fratilbagebetalingsforpligtelsen, idet den erhvervsdrivende i sådanne tilfældedog må antages at kunne indtræde i eventuelle krav, herunder krav om er-statning, som forbrugeren ellers ville kunne have rettet mod transportørenefter de gældende regler om retten til at indtræde i fyldestgjorte fordrings-haveres krav mod skyldneren (subrogation).I forhold til spørgsmålet om forsendelsesrisikoen finder dette medlem så-ledes, at de foreslåede regler ikke adskiller sig fra den gældende retstil-stand, men foreslår dog af klarhedshensyn at indsætte en regel, hvoraf detklart fremgår, at forbrugeren i øvrigt ikke hæfter for beskadigelse eller for-ringelse af varen, når dette ikke skyldes uagtsomhed eller manglende om-sorg fra forbrugerens side.6.5.13.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 21

Efter arbejdsgruppens opfattelse må bestemmelsen forstås således, at virk-somheder, der f.eks. har hotlines, hvor forbrugeren kan kontakte virksom-heden med spørgsmål om kontrakten, ikke må opkræve mere end basistak-sten for telefonopkaldet.Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at artikel 21 udelukker mulighedenfor, at den erhvervsdrivende i forhold til en tilknyttet serviceaftale kan op-kræve overtaksering – f.eks. i tilfælde hvor den tilknyttede service (tildels) finansieres via overtaksering – forudsat, at forbrugeren er gjort ud-trykkeligt opmærksom herpå i forbindelse med aftalens indgåelse, og atden ydelse, der leveres, ikke er omfattet af de ufravigelige pligter, der på-hviler den erhvervsdrivende, herunder bl.a. den almindelige vejlednings-pligt.Der findes ikke i gældende dansk ret nogen bestemmelse, der svarer til di-rektivets artikel 21, 1. afsnit, og arbejdsgruppen foreslår derfor, at der iforbrugeraftaleloven fastsættes en bestemmelse, hvorefter den erhvervs-drivende forbydes at opkræve mere end basistelefontaksten i tilfælde, hvorden erhvervsdrivende bliver kontaktet telefonisk i forbindelse med denindgåede aftale.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at direktivet ikke indeholder nogen defi-nition af begrebet basistelefontaksten.Basistelefontaksten er heller ikke nærmere defineret i anden EU-lovgivning, ligesom begrebet heller ikke findes i de danske teleregler.Som anført ovenfor indeholder lov om elektroniske kommunikationsnet og-tjenester ikke nogen prisregulering af minuttakster på indlandstrafik. Denpris, forbrugeren skal betale for et telefonopkald, varierer derfor alt afhæn-gig af, hvilken teleudbyder forbrugeren har tegnet abonnement hos. Basis-telefontaksten kan derfor ikke defineres som et bestemt antal ører i minut-tet.I praksis opkræver den enkelte teleudbyder som udgangspunkt samme prisfor opkald til alle telefonnumre i Danmark. Der kan dog være forskel påprisen for opkald til fastnettelefoner i forhold til opkald til mobiltelefoner,hvilket er almindeligt ved fastnetabonnementer. Herudover følger det af §19 i bekendtgørelsen om den samlede danske nummerplan, at opkald tilnumre, der starter med 80, skal være gratis. Af bekendtgørelsens § 20 føl-ger endvidere, at overtaksering, hvor teleudbyderen som en integreret del335

af takseringen opkræver forbrugeren for brugen af en tjeneste, som leverestelefonisk, alene kan ske ved anvendelsen af numre der starter med 90.På den anførte baggrund har arbejdsgruppen overvejet, om begrebet basis-telefontaksten bør defineres nærmere i forbrugeraftaleloven.Da der består nogen usikkerhed om, hvad der efter direktivet skal forståsved begrebet basistelefontaksten, er det efter arbejdsgruppens opfattelseikke hensigtsmæssigt at fastsætte en egentlig definition heraf i selve lov-teksten.Efter arbejdsgruppens opfattelse må der imidlertid ved basistelefontakstenforstås den betaling for opkald, der tilgår teleudbyderen (trafikafgift). For-brugeren vil derfor kun betale mere end basistelefontaksten i det omfang,der oven i trafikafgiften lægges yderligere taksering, som tilgår den er-hvervsdrivende. Herefter må den erhvervsdrivende i forbindelse med be-svarelsen af opkald omfattet af bestemmelsen således ikke anvende over-takserede numre som omfattet af § 20 i bekendtgørelsen om den samlededanske nummerplan, jf. afsnit 6.5.7.8 ovenfor.Arbejdsgruppen bemærker videre, at taksten for opkald til mobiltelefonerbør betragtes som basistelefontaksten, selvom prisen kan være væsentlighøjere end taksten for opkald til fastnettelefoner, idet denne (ekstra) trafik-afgift ikke tilgår den erhvervsdrivende, men alene er et anliggende mellemforbrugeren og teleudbyderen.Endelig bemærker arbejdsgruppen, at i tilfælde, hvor der i strid med artikel21 måtte være anvendt en anden og højere takst end basistelefontaksten,vil forbrugeren skulle rette sit eventuelle krav mod sin kontraktspart (dvs.den erhvervsdrivende) og ikke teleudbyderen.Der henvises herom til lovudkastets § 30 med tilhørende bemærkninger.Efter direktivets artikel 21, 2. afsnit, berører første afsnit ikke teletjeneste-udbyderes ret til at opkræve gebyr for sådanne opkald.Arbejdsgruppen har overvejet, hvad bestemmelsen i direktivets artikel 21,2. afsnit, nærmere indebærer, idet direktivet ikke indeholder noget fortolk-ningsbidrag i forhold til, hvilket gebyr teletjenesteudbyderen efter be-stemmelsen har ret til at opkræve.336

Den engelske version af direktivets artikel 21, 2. afsnit, er formuleret påfølgende måde:”The first subparagraph shall be without prejudice to the rightof telecommunication services providers to charge for suchcalls.”At ”opkræve gebyr” er således en oversættelse af ”to charge” og efter ar-bejdsgruppens opfattelse må bestemmelsen derfor formentlig forstås såle-des, at selvom forbrugeren ikke skal betale mere end basistelefontakstenefter artikel 20, 1. afsnit, og selvom den erhvervsdrivende ikke må benyttesig af overtakserede numre, udelukker det ikke teletjenesteudbyderen fra atopkræve almindelig trafikafgift for telefonopkaldet i overensstemmelsemed det abonnement, som forbrugeren har tegnet hos udbyderen.Arbejdsgruppen finder på denne baggrund ikke, at der er behov for at ind-føre særlige lovbestemmelser til gennemførelse af direktivets artikel 21, 2.afsnit. Efter arbejdsgruppens opfattelse er det således tilstrækkeligt at for-klare betydningen af bestemmelsen i bemærkningerne til loven.Om anvendelsesområdet for direktivets artikel 21 henvises der til afsnit6.5.9 ovenfor.6.5.14.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 22

Direktivets artikel 22 indeholder et forbud mod anvendelsen af såkaldteforhåndsafkrydsede tillægsydelser.Bestemmelsen fastsætter således, at den erhvervsdrivende, inden forbruge-ren bindes af en aftale eller et tilbud, skal anmode om forbrugerens ud-trykkelige samtykke til eventuelle ekstra betalinger ud over betalingen forden erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forpligtelse. Hvis den er-hvervsdrivende ikke har opnået forbrugerens udtrykkelige samtykke, menformoder samtykke ved brug af standardløsninger, som forbrugeren skalforkaste for at undgå yderligere betalinger, er forbrugeren berettiget til atfå betalingen refunderet.Efter gældende ret findes der ikke et generelt forbud mod anvendelsen afforhåndsafkrydsede tillægsydelser i forbrugeraftaler, men anvendelse af

sådanne vil ofte kunne betegnes som ulovlig negativ aftalebinding i stridmed markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.Efter Forbrugerombudsmandens praksis er det imidlertid i almindelighed istrid med god markedsføringsskik at anvende en fremgangsmåde til aftale-indgåelse, som kræver en aktiv handling fra forbrugerens side for at undgåat blive bundet.I en sag fra 2008 (11120/5-50) har Forbrugerombudsmanden over for 4rejseselskaber således udtalt, at det efter Forbrugerombudsmandens opfat-telse er i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik, at der på sel-skabernes hjemmesider på forhånd var valgt en række tillægsydelser, her-under årsrejseforsikring, flymad og transport fra lufthavnen, når forbruge-ren bestilte sin rejse. Sagen afsluttedes med, at selskaberne tilkendegavover for Forbrugerombudsmanden, at man ikke længere ville benytte sig afdenne form for negativ aftalebinding ved bestilling af rejser på selskaber-nes hjemmesider.Udgangspunktet efter aftaleretten er endvidere, at indgåelse af aftaler for-udsætter, at der foreligger såvel et tilbud som en accept. Det vil derfor beropå en konkret vurdering, om forbrugeren er bundet af en forhåndsafkrydsettillægsydelse, som forbrugeren ikke under købsforløbet har forholdt sig til.På den anførte baggrund foreslår arbejdsgruppen, at der i forbrugeraftale-loven indsættes en bestemmelse der – i overensstemmelse med direktivetartikel 22 – fastsætter, at forbrugeren inden aftaleindgåelsen skal give ud-trykkeligt samtykke til eventuelle tillægsydelser, og at forbrugeren kan fåsine penge retur i tilfælde, hvor betaling er opnået i strid hermed. Derimodfinder arbejdsgruppen ikke, at der er behov for udtrykkeligt at regulere si-tuationer, hvor den erhvervsdrivende har forudsat forbrugerens samtykkeved anvendelsen af forhåndsafkrydsede kasser. Efter arbejdsgruppens op-fattelse er det således tilstrækkeligt at forklare, at der i kravet om et ud-trykkeligt samtykke ligger, at forbrugeren forudsættes at have foretaget etaktivt valg, og at man herved sigter mod at ramme standardløsninger, somforbrugeren skal forkaste for at undgå yderligere betalinger.Der henvises herom til lovudkastets § 31 med tilhørende bemærkninger.Om anvendelsesområdet for direktivets artikel 22 henvises der til afsnit6.5.9 ovenfor.338

Forbrugeren fritages ifølge direktivet for forpligtelsen til modydelse i til-fælde af levering uden forudgående anmodning af varer, vand, gas, elektri-citet, fjernvarme eller digitalt indhold eller udførelse af tjenesteydelseruden forudgående anmodning, jf. artikel 5, stk. 5, og punkt 29 i bilag I tilmarkedsføringsdirektivet, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 27, 1.pkt.Bestemmelsen fastsætter endvidere, at manglende respons fra forbrugerensside efter en levering eller udførelse som omtalt ovenfor ikke er ensbety-dende med samtykke, jf. forbrugerrettighedsdirektivet artikel 27, 2. pkt.Af direktiv 2005/29/EF, artikel 5, stk. 5, fremgår det, at de former for han-delspraksis, der er opregnet i direktivets bilag I (under alle omstændighe-der) skal betragtes som urimelige. Bilag I til direktiv 2005/29/EF omfatteren række former for handelspraksis, der betegnes som ”agressiv handels-praksis”, herunder tilfælde, hvor der opkræves omgående eller senere beta-ling for eller returnering eller oplagring af produkter, som den erhvervs-drivende har leveret, selv om forbrugeren ikke har anmodet herom – bort-set fra såkaldte erstatningsprodukter, som leveres i overensstemmelse medartikel 7, stk. 3, i fjernsalgsdirektivet, jf. bilagets pkt. 29.6.6.2.Gældende ret

Levering uden forudgående anmodning

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at- forbyde levering af varer eller tjenesteydelser til en forbrugeruden forudgående bestilling fra denne, hvis leverancen inde-holder en anmodning om betaling- fritage forbrugeren for enhver modydelse i tilfælde af leve-ring uden forudgående anmodning, da manglende svar ikke erensbetydende med samtykke.”En tilsvarende bestemmelse er endvidere indeholdt i det finansielle fjern-salgsdirektivs artikel 9.Bestemmelsen i forbrugeraftaleloven er i det væsentligste en videreførelseaf en bestemmelse i den oprindelige forbrugeraftalelov fra 1978 vedrøren-de uanmodet levering af varer, men blev i forbindelse med gennemførelsenaf det generelle fjernsalgsdirektiv udvidet til også at omfatte tjenesteydel-ser (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5942). Herudover fandtessåvel artikel 9 i det generelle fjernsalgsdirektiv (Folketingstidende 199-2000, tillæg A, s. 5942 og 5952) og artikel 9 i det finansielle fjernsalgsdi-rektiv (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7590 og 7561) allerede atvære opfyldt ved den eksisterende bestemmelse om uanmodede leveringeri forbrugeraftaleloven.6.6.3.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 27Arbejdsgruppen finder, at direktivets artikel 27 indholdsmæssigt svarer tilforbrugeraftalelovens § 8, således at gennemførelse heraf kan ske ved op-retholdelse af denne bestemmelse,Der henvises til lovudkastets § 6 med tilhørende bemærkninger.

Disse midler omfatter nationale regler om, at en sag kan indbringes fordomstolene eller for de kompetente administrative myndigheder af et ellerflere af de følgende organer, jf. artikel 23, stk. 2:a) offentlige organer eller deres repræsentanterb) forbrugerorganisationer, der har en legitim interesse i at beskytte for-brugernec) erhvervsorganisationer, der har en legitim interesse i at indbringe en så-dan sag.For så vidt angår indbringelse af sager for domstolene indeholder retspleje-lovens kapitel 23 a regler om gruppesøgsmål, hvorefter retten kan udpegeen grupperepræsentant til at føre søgsmål vedrørende ensartede krav frem-sat på vegne af flere personer. Som grupperepræsentant kan bl.a. udpegesforeninger, private institutioner eller andre sammenslutninger, når søgsmå-let falder inden for rammerne af sammenslutningens formål, eller offentli-ge myndigheder, der ved lov er bemyndiget hertil, jf. retsplejelovens § 254c, stk. 1, nr. 2 og 3.Det bemærkes i øvrigt, at pligten for erhvervsdrivende til at udvise godmarkedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, stk. 1, også omfatterpligten til at overholde den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning,herunder forbrugeraftaleloven. Overtrædelse heraf kan bl.a. sanktioneresefter visse af markedsføringslovens bestemmelser.Efter markedsføringslovens § 27, stk. 2, har Forbrugerombudsmanden mu-lighed for at give den erhvervsdrivende et påbud, hvis en handling klart eri strid med lovgivningen og ikke kan ændres ved forhandling.Herudover kan handlinger i strid med markedsføringsloven forbydes veddom, idet der i forbindelse hermed eller senere ved dom kan gives påbud,som anses for nødvendige for at sikre, at forbuddet overholdes – herunderved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyl-dige – og at den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand gen-oprettes, jf. markedsføringslovens § 20, at 1.Endvidere kan handlinger i strid med markedsføringsloven medføre et er-statningsansvar i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, jf.markedsføringslovens § 20, stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan i denforbindelse anlægge sag om forbud og påbud efter § 20, stk. 1, og kan341

endvidere på begæring anlægge sag om erstatning, jf. markedsføringslo-vens § 27, stk. 1, 2. pkt.Efter markedsføringslovens § 28 kan Forbrugerombudsmanden på begæ-ring indtale krav fra en flerhed af forbrugere – som har ensartede krav påerstatning i forbindelse med overtrædelse af bestemmelserne i markedsfø-ringsloven – under ét, jf. stk. 1. Det fremgår endvidere, at Forbrugerom-budsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.retsplejelovens kapitel 23 a, jf. markedsføringslovens § 28, stk. 2.Arbejdsgruppen finder på ovennævnte baggrund ikke, at der er behov forindførelse af særlige lovregler med henblik på gennemførelse af direktivetsartikel 23.Det bemærkes i den forbindelse i øvrigt, at bestemmelser svarende til for-brugerrettighedsdirektivets artikel 23 er indeholdt i henholdsvis det gene-relle fjernsalgsdirektivets artikel 11, stk. 1 og 2, og det finansielle fjern-salgsdirektivs artikel 13, stk. 1 og 2. Der blev hverken i forbindelse medimplementeringen af det generelle fjernsalgsdirektiv eller det finansiellefjernsalgsdirektiv indført særlige lovregler til gennemførelse af de nævntebestemmelser.

Medlemsstaterne skal fastsætte passende sanktioner for overtrædelse af denationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af direktivet, og skaltræffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf.Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernesgrovhed og have afskrækkende virkning. jf. artikel 24, stk. 1.Det følger endvidere af bestemmelsen, at medlemsstaterne senest den 1.december 2013 skal give Kommissionen meddelelse om de nationale be-stemmelser om sanktioner. Medlemsstaterne skal herudover meddele sene-re ændringer af betydning for bestemmelserne til Kommissionen, jf. artikel24, stk. 2.

Efter forbrugeraftalelovens § 29 straffes den erhvervsdrivendesovertræ-delseaf lovens § 6, stk. 1 – dvs. forbuddet mod uanmodede henvendelser –og § 25, stk. 3 – dvs. pligten til i en standardformular vedrørende en lø-bende aftale at give oplysning om opsigelsesvarsel og opsigelsestidspunkt,– med bøde, jf. § 29, stk. 1, 1. pkt.Endvidere kan der idømmes bøde, såfremt en erhvervsdrivende gør sigskyldig igrov eller oftere gentagen overtrædelseaf pligten til at give op-lysninger om fortrydelsesretten efter kapitel 3 eller oplysningspligten efter§§ 13, stk. 1, nr. 4, 13, stk. 2, jf. 13, stk. 2, nr. 4, og 14, stk. 1, jf. 13, stk. 1,nr. 4, dvs. overtrædelse af pligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftaleom en finansiel tjenesteydelse at give oplysning om eventuelle særlige ri-sici ved tjenesteydelsen mv., herunder til at give forbrugeren denne oplys-ning i forbindelse med telefonisk indgåede aftaler og til at levere oplysnin-gen på papir eller et andet varigt medium inden indgåelse af aftalen, jf. §29, stk. 1, 2. pkt.Særligt for så vidt angår sanktionsbestemmelserne i § 29, stk. 1, 2 pkt.,som blev indført i forbindelse med implementeringen af det finansiellefjernsalgsdirektiv ved vedtagelsen af den gældende forbrugeraftalelov (lovnr. 451 af 9. juni 2004), fremgår det af forarbejderne (Folketingstidende2003-04, tillæg A, s. 7564 f.), at der fandtes behov for at sanktionere over-trædelse af enkelte oplysningskrav, hvor det ansås for særligt vigtigt, atforbrugeren fik de påkrævede oplysninger, nærmere bestemt oplysningerom henholdsvis fortrydelsesretten og særlige risici ved en finansiel tjene-steydelse, herunder fordi prisen for tjenesteydelsen afhænger af udsving påkapitalmarkedet.Om baggrunden for at sanktionere manglende overholdelse af pligten til atoplyse om særlige risici ved finansielle tjenesteydelser fremgår det af for-arbejderne, at man lagde vægt på, at finansielle tjenesteydelser, hvis prisafhænger af udsving på kapitalmarkedet, er undtaget fra fortrydelsesretten,jf. den gældende § 17, stk. 2, nr. 3.Herudover fastsættes det, at selskaber mv. (juridiske personer) kan pålæg-ges strafansvar efter reglerne straffelovens 5. kapitel, jf. § 29, stk. 3.Den gældende forbrugeraftalelov indeholder herudover bestemmelser omugyldighed og andre civilretlige konsekvenser af overtrædelse af bestem-343

melserne i loven. Det gælder eksempelvis tilfælde, hvor et løfte er afgivetaf forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med den gæl-dende § 6, dvs. forbuddet mod uanmodede henvendelser, idet et løfte afgi-vet af forbrugeren ved sådanne henvendelser ikke er bindende, jf. den gæl-dende § 7. Endvidere medfører overtrædelse af pligten til at oplyse forbru-geren om en fortrydelsesret, at fortrydelsesretten ikke begynder at løbe, førforbrugeren har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten på et varigtmedium, jf. lovudkastets § 19, stk. 3 og 4.Ud over reglerne i forbrugeraftaleloven kan handlinger, der indebærerovertrædelse af forbrugeraftalelovens regler, også have andre konsekven-ser.Således må det efter almindelige aftaleretlige principper antages, at en er-hvervsdrivendes manglende oplysning om et aftalevilkår over for en for-bruger, betyder, at vilkåret ikke kan anses for aftalt mellem parterne, f.eks.vil manglende oplysning om et gebyr betyde, at den erhvervsdrivende ikkekan kræve dette betalt af forbrugeren. Manglende overholdelse af oplys-ningspligten kan således have den civilretlige konsekvens, at aftalevilkåretbortfortolkes.Herudover er der efter markedsføringsloven mulighed for at gribe ind overfor handlinger i strid med god markedsføringsskik, herunder handlinger istrid med forbrugeraftaleloven. En ikkefinansiel virksomheds manglendeoverholdelse af oplysningspligten efter den gældende forbrugeraftalelovvil således i visse grovere tilfælde kunne udgøre en overtrædelse af godmarkedsføringsskik, som Forbrugerombudsmanden vil kunne gribe indover for i medfør af markedsføringsloven.Det bemærkes i den forbindelse, at markedsføringsloven bl.a. fastsætterkrav om, at erhvervsdrivende ved opfordringer til køb rettet mod forbruge-re – hvilket der typisk foreligger forud for indgåelse af en forbrugeraftale –skal give en række nærmere opregnede oplysninger, herunder om fortry-delsesret, hvis forbrugeren har en sådan ret, jf. markedsføringslovens § 12a. Overtrædelse af pligten til at give de af markedsføringslovens § 12 a,stk. 1 og 2, omfattede oplysninger i forbindelse med købsopfordringer kan– uden forudgående udstedelse af påbud – straffes med bøde i medfør afmarkedsføringslovens § 30, stk. 3.Markedsføringsloven giver endvidere mulighed for, at Forbrugerombuds-manden kan udstede påbud, hvis en handling er klart i strid med loven og344

ikke kan ændres ved forhandling, jf. herved markedsføringslovens § 27,stk. 2. Er et sådant påbud udstedt, kan tilsidesættelse heraf straffes medbøde eller fængsel i op til 4 måneder, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 1.Endvidere vil Finanstilsynet efter bekendtgørelse om god skik for finan-sielle virksomheder kunne gribe ind over for finansielle virksomhedersovertrædelse af reglerne om oplysningspligt, i det omfang, der er tale omhandlinger, der strider mod bekendtgørelsens krav om redelig og loyal for-retningspraksis.6.8.3.Arbejdsgruppens overvejelser vedrørende gennemførel-sen af direktivets artikel 24

Det bemærkes indledningsvist, at der ud over sanktionsbestemmelsen i dengældende § 29, der som nævnt ovenfor bl.a. suppleres af de nævnte mar-kedsføringsretlige indgrebsmuligheder, samt civilretlige sanktioner i formaf udskydelsen af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og bortfortolk-ningen af ikke-oplyste aftalevilkår, jf. afsnit 6.8.2, som følge af gennemfø-relsen af forbrugerrettighedsdirektivet foreslås indført yderligere civilretli-ge sanktioner over for den erhvervsdrivende i relation til overtrædelse afbestemmelser, som følger af direktivet.Forbrugeren vil således ikke være forpligtet til at betale eventuelle yderli-gere omkostninger, andre udgifter og udgifter til returnering af varen vedfortrydelse, som den erhvervsdrivende har forsømt at give forbrugeren op-lysning om i medfør af den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 5, 6 og 10, jf. hervedlovudkastets § 9, stk. 3, jf. § 24, stk. 2.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, om der i øvrigt bør fast-sættes civilretlige konsekvenser af den erhvervsdrivendes tilsidesættelse afoplysningspligten efter lovudkastets kapitel III. Arbejdsgruppen har i denforbindelse fundet det hensigtsmæssigt, at det udtrykkeligt fastslås, at derikke kan aftales et længere opsigelsesvarsel end 1 måned til udgangen afen måned. Der foreslås ingen ændringer i den maksimale bindingsperiode,jf. forbrugeraftalelovens § 25, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til denerhvervsdrivendes pligt efter § 8, stk. 1, nr. 17, og § 14, stk. 1, nr. 6, til atoplyse forbrugeren om minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelseri henhold til aftalen. En sådan ny bestemmelse om opsigelsesvarsel fore-slås indsat i tilknytning til bestemmelsen, der viderefører den gældende §25 i forbrugeraftaleloven om maksimale bindingsperioder.345

Der henvises herved til lovudkastets § 28, stk. 5, med tilhørende bemærk-ninger.Det bemærkes endvidere, at den gældende sanktionsbestemmelse i relationtil overtrædelse af forbuddet mod uanmodede henvendelser gøres brederesom følge af, at forbuddet i den foreslåede § 4 – som omfatter telefoniskehenvendelser til en forbruger, uanset hvor forbrugeren måtte befinde sig –er bredere end forbuddet i den gældende § 6, hvilket dog anses for ube-tænkeligt.Arbejdsgruppen har overvejet, om gennemførelsen af forbrugerrettigheds-direktivet i dansk ret herudover giver anledning til at indføre yderligeresanktioner, eller lempelse af de gældende sanktioner.Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at der i lyset af sanktionsmu-lighederne efter markedsføringsloven i relation til købsopfordringer, hvor-efter bl.a. manglende oplysning om fortrydelsesretten er direkte bødesank-tioneret, bør ske en skærpelse, således at der (heller) ikke efter forbruger-aftaleloven stilles krav om, at en overtrædelse af oplysningspligten i for-hold til oplysning om fortrydelsesretten skal være grov eller oftere genta-get, før det kan komme på tale at sanktionere overtrædelsen.Arbejdsgruppen foreslår således, at også den erhvervsdrivendes overtræ-delse af oplysningspligten specifikt i relation til pligten til at oplyse for-brugeren om en eventuel fortrydelsesret – i lighed med overtrædelse afforbuddet mod uanmodede personlige og telefoniske henvendelser og afpligten til i en standardformular vedrørende en løbende aftale at give op-lysning om opsigelsesvarsel og opsigelsestidspunkt – skal kunne straffesmed bøde.Arbejdsgruppen foreslår dog samtidigt, at denne sanktion begrænses tilpligten til at oplyse omeksistensenaf en fortrydelsesret – som er den forforbrugeren mest væsentlige oplysning og en grundlæggende forudsætningfor udnyttelse heraf, hvorimod overtrædelse af pligten til at oplyse om be-tingelser, tidsfrister og procedurer mv. for at gøre fortrydelsesretten gæl-dende ikke foreslås sanktioneret efter denne bestemmelse. Arbejdsgruppenbemærker i den forbindelse, at indførelse af bødestraf – navnlig uden atkræve at overtrædelsen skal være grov eller oftere gentaget – forudsætterklare bevismæssige rammer, hvilket anses at være muligt at etablere i for-hold til vurderingen af, om der er oplyst om en eventuel fortrydelsesret el-ler ej.346

Arbejdsgruppen har i tilknytning hertil overvejet, hvorvidt forbrugeraftale-loven bør sanktionere overtrædelse af andre bestemmelser i forbrugerafta-leloven eller overtrædelse af pligten til at give øvrige oplysninger vedrø-rende fortrydelsesretten ud over oplysning om eksistensen heraf, dvs. ombetingelser, tidsfrister og procedurer mv. for at gøre fortrydelsesrettengældende, bør sanktioneres i forbrugeraftaleloven.Arbejdsgruppen bemærker hertil, at manglende overholdelse af forbruger-aftalelovens bestemmelser – herunder bestemmelserne om den erhvervs-drivendes oplysningspligt eller pligten til i fortrydelsestilfælde at betalekøbesummen tilbage mod fremsendelse af dokumentation for tilbagesen-delse af en vare – efter omstændighederne vil kunne udgøre en overtrædel-se af god markedsføringsskik. Er dette tilfældet vil den pågældende er-hvervsdrivende bl.a. kunne modtage et påbud fra Forbrugerombudsman-den, såfremt handlingen klart er i strid med loven og ikke kan ændres vedforhandling, jf. markedsføringslovens § 27, stk. 2. Som nævnt i afsnit6.8.2, kan tilsidesættelse af sådanne påbud straffes med bøde eller fængseli op til 4 måneder, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 1.Indebærer en overtrædelse af de foreslåede regler om oplysningspligt ensamtidig overtrædelse af oplysningspligten ved købsopfordringer i henholdtil markedsføringslovens § 12 a, stk. 1 og 2, vil den erhvervsdrivende somnævnt i afsnit 6.8.2 – uden forudgående udstedelse af påbud – kunne straf-fes med bøde, jf. markedsføringslovens § 30, stk. 3.Efter bestemmelserne i lovudkastets kapitel 3 om oplysningspligten er denerhvervsdrivende forpligtet til at give forbrugeren en række oplysninger –ud over oplysningen om eksistensen af en fortrydelsesret – relateret til for-trydelsesretten.Ved aftaler om varer og ikkefinansielle tjenesteydelser har den erhvervs-drivende således pligt til at give forbrugeren oplysninger om betingelser,tidsfrister og procedurer mv. for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf.lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 9, og ved aftaler om finansielle tjenesteydelserhar den erhvervsdrivende pligt til at give forbrugeren oplysninger om for-trydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne forog fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om til hvilkenadresse meddelelse om fortrydelse skal sendes, jf. § 14, stk. 1, nr. 10.

Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at manglende opfyldelse afpligten til at give disse oplysninger på et varigt medium efter lovudkastets§ 19, stk. 4, vil betyde, at den periode, hvori fortrydelsesretten kan udøves,forlænges til op til 12 måneder.Arbejdsgruppen finder af den grund, at det i relation til fortrydelsesrettener tilstrækkeligt alene at sanktionere overtrædelse af pligten til at oplyseom eksistensen heraf, idet forbrugeren i tilfælde af i øvrigt mangelfuldeoplysninger om fortrydelsesretten således indrømmes en længere periodetil at forsøge at indhente eller gøre sig bekendt med øvrige oplysningervedrørende fortrydelsesretten, som f.eks. oplysning omprocedurenfor atgøre fortrydelsesretten gældende.Hertil kommer, at arbejdsgruppen – henset til den meget omfattende op-lysningspligt, der påhviler den erhvervsdrivende – ikke finder, at der børindføres en yderligere regel om (direkte) bødestraf for overtrædelse af an-dre krav omfattet af oplysningspligten, herunder andre oplysningskrav re-lateret til fortrydelsesretten.Arbejdsgruppen bemærker i øvrigt, at den erhvervsdrivendes manglendeoverholdelse af pligten til at oplyse forbrugeren om minimumsvarighedenaf forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen, jf. lovudkastets § 8, stk.1, nr. 15, i lighed med manglende overholdelse pligten til at oplyse forbru-geren om en eventuel uopsigelighedsperiode, jf. den gældende forbrugeraf-talelovs § 11, stk. 1, nr. 4, vil medføre, at forbrugeren er berettiget til atopsige en løbende aftale med sædvanligt varsel, dvs. 1 måneds varsel tiludgangen af en måned, jf. på linje hermed lovudkastets § 28, stk. 1.Arbejdsgruppen finder på ovennævnte baggrund ikke, at gennemførslen afforbrugerrettighedsdirektivet i dansk ret giver anledning til at indføre yder-ligere sanktioner, ligesom arbejdsgruppen i øvrigt ikke har fundet grundlagfor lempelse af de gældende sanktioner.Bestemmelsen i stk. 2 er rettet mod medlemsstaterne og kræver ingen lov-ændringer.

Forudsat at det er loven i en medlemsstat, der er gældende lov for aftalen,kan forbrugeren ikke give afkald på de rettigheder, der tilkommer ved-kommende i medfør af de nationale foranstaltninger til direktivets gen-nemførelse, jf. artikel 25, 1. del.Tilsvarende bestemmelse fremgår af artikel 12, stk. 1, i det generelle fjern-salgsdirektiv.Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren giver afkald på eller begrænser sådannerettigheder, er ikke bindende for forbrugeren, jf. artikel 25, 2. led.Arbejdsgruppen finder, at opretholdelse af den gældende § 28 i forbruger-aftaleloven, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for forbrugeren,sikrer tilstrækkelig gennemførelse af bestemmelsen, herunder kravet i 2.led om, at aftaler, hvorved (ufravigelige) forbrugerrettigheder fraviges el-ler begrænses, ikke er gyldige, idet dette allerede følger af gældende ret.Der henvises til lovudkastets § 33 med tilhørende bemærkninger.

6.10.1.Artikel 26 fastsætter, at medlemsstaterne skal træffe passende for-anstaltninger med henblik på at informere forbrugere og erhvervsdrivendeom national gennemførelseslovgivning af direktivet og, hvor relevant, til-skynde erhvervsdrivende m.fl. til at oplyse forbrugerne om ders adfærds-kodekser.Herudover indeholder artikel 28-30 bestemmelser om gennemførelse af di-rektivet i national ret, om medlemsstaternes pligt til at indberette til Kom-missionen, såfremt der gøres brug af de lovgivningsmæssige valg i direkti-vet, jf. kapitel 7, samt om Kommissionens forpligtelse til at aflægge rap-port om anvendelsen af direktivet og evaluere direktivets bestemmelser omdigitalt indhold.Bestemmelserne i artikel 26 og 28-30 er rettet til medlemsstaterne ogKommissionen og kræver ingen lovændringer.349

Artikel 31 ophæver fjernsalgsdirektivet og dørsalgsdirektivet, som beggeer implementeret i forbrugeraftaleloven. Da fjernsalgsdirektivet og dør-salgsdirektivets bestemmelser er erstattet af forbrugerrettighedsdirektivetsbestemmelser, er der taget højde for ophævelsen af de to førstnævnte di-rektiver i forbindelse med udarbejdelsen af lovudkastet til en ny forbruger-aftalelov.Artikel 32 og 33 indeholder ændringer af henholdsvis direktivet om urime-lige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og forbrugerkøbsdirektivet, idet der ibegge direktiver indsættes nye bestemmelser om medlemsstaternes pligt tilat indberette strengere nationale bestemmelser om forbrugerbeskyttelse ihenhold til disse direktiver til Kommissionen. Disse bestemmelser er lige-ledes rettet til medlemsstaterne og kræver derfor ingen lovændringerArtikel 34 og 35 fastsætter direktivets ikrafttrædelsestidspunkt, og at direk-tivet er rettet til medlemsstaterne. Bestemmelserne kræver ingen lovæn-dringer.

Efter direktivetsartikel 3, stk. 4,kan medlemsstaterne for så vidt angår af-taler indgået uden for fast forretningssted vælge ikke at anvende direkti-vets bestemmelser, hvis prisen, som forbrugeren skal betale, ikke oversti-ger 50 euro. Medlemsstaterne kan også vælge at fastsætte en lavere værdi.Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning 28:”For at undgå en administrativ byrde for de erhvervsdri-vende kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende dettedirektiv i tilfælde, hvor varer eller tjenesteydelser til en lavværdi sælges uden for fast forretningssted. Beløbsgrænsenbør fastsættes så tilstrækkeligt lavt, at kun køb af ringe be-tydning udelukkes. Medlemsstaterne bør kunne fastsættedenne værdi i deres nationale lovgivning, forudsat at denikke overstiger 50 EUR. Hvis to eller flere aftaler med be-slægtet indhold indgås samtidigt af forbrugeren, bør densamlede udgift tages i betragtning ved anvendelsen af dennegrænse.”Det kan i den forbindelse oplyses, at efter dørsalgsdirektivets artikel 3, kanmedlemsstaterne vedtage, at direktivet kun skal gælde for aftaler, ifølgehvilke den modydelse, der skal erlægges af forbrugeren, overstiger et be-stemt beløb. Dette beløb må ikke overstige 60 ECU. Forbrugeraftalelovenindeholder således ikke nogen bagatelgrænse for aftaler indgået uden forfast forretningssted (jf. betænkning 1440/2004, s. 278-279).

Arbejdsgruppen har overvejet, om der i forhold til direktivets artikel 3, stk.4, skal stilles forslag om indførelsen af en bestemmelse, hvorefter direkti-vets regler enten helt eller delvist undtages fra aftaler indgået uden for fastforretningssted, for hvilken prisen ikke overstiger 50 euro, eller eventueltet lavere beløb.Som anført under afsnit 6.1.7.7.1, gælder forbrugeraftalelovens regler omoplysningspligt og fortrydelsesret for aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, når aftalen er indgået på et offentligt sted mv., medmindre derforeligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med afta-lens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra c.Efter direktivet gælder der imidlertid ikke en tilsvarende undtagelse, hvor-for direktivets regler om oplysningspligt og fortrydelsesret som udgangs-punkt vil finde anvendelse på sådanne aftaler.Et flertal af arbejdsgruppen finder, at man i videst muligt omfang bør op-retholde den gældende retstilstand på dette område, hvorfor det foreslås atudnytte muligheden i artikel 3, stk. 4, til at undtage aftaler indgået uden forfast forretningssted under de anførte omstændigheder fra direktivets regler,dog således, at undtagelsen – i lighed med de gældende regler – alene skalvære en undtagelse fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret ogalene i det omfang, varen og købesummen udveksles samtidigt med afta-lens indgåelse. Flertallet finder i den forbindelse, at beløbsgrænsen børfastsættes så tæt som muligt på de tilladte 50 euro, nærmere bestemt til 350danske kroner.Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvorvidt en undtagelse iform af (en begrænset) videreførelse af den gældende regel i forbrugerafta-lelovens § 2, stk. 2, litra c, som alene omfatter aftaler indgået uden for denerhvervsdrivendes faste forretningssted,hvor varen og købesummen ud-veksles samtidigter i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 4,som ikke fastsætter tilsvarende begrænsning. Arbejdsgruppen vurdererdog, at en regel som den foreslåede kan rummes inden for det regule-ringsmæssige valg i direktivets artikel 3, stk. 4,Medlemmet Tina Dhanda Kalsi finder derimod ikke, at man bør benyttesig af den reguleringsmæssige valgmulighed, men at bestemmelserne omoplysningspligt og fortrydelsesret – medmindre andre undtagelser gør siggældende – af forbrugerbeskyttelsesmæssige hensyn bør finde anvendelse,uanset om købesummen for en vare er over eller under 350 kr.352

Mindretallet bemærker i øvrigt, at indførelsen af en bagatelgrænse antagesat være vanskelig at administrere i praksis for erhvervsdrivende, som un-der alle omstændigheder skal være forberedt på, at reglerne om oplys-ningspligt og om fortrydelsesret kan finde anvendelse afhængig af dels denenkelte vares pris, dels om der sælges en eller flere varer, hvis pris tilsam-men overstiger beløbsgrænsen.Flertallet er i den forbindelse enig med mindretallet i, at undtagelsesmu-ligheden i overensstemmelse med direktivet, herunder præambelbetragt-ning 28, skal forstås således, at den – i tilfælde, hvor forbrugeren samtidigthar indgået flere aftaler af beslægtet indhold – alene finder anvendelse,hvor den samlede købesum ikke overstiger 350 kr. Flertallet bemærker doghertil, at varer og tjenesteydelser, for hvilke regler om oplysningspligt ogfortrydelse slet ikke finder anvendelse, ikke skal medregnes, når det skalafgøres, hvorvidt bagatelgrænsen er overskredetDer henvises herom til lovudkastets § 7, stk. 2, nr. 7, med tilhørende be-mærkninger.Der synes ikke herudover at være noget behov for at indføre en bagatel-grænse for andre aftaleforhold, og det bemærkes hertil, at der heller ikkeefter de gældende regler findes en sådan generel undtagelsesbestemmelse.Det kan i den forbindelse oplyses, at Sverige forventes at gøre brug af und-tagelsesbestemmelsen i forhold til direktivets kapitel 3. Beløbsgrænsen vilformentlig komme til at ligge i nærheden af 400 svenske kroner. Finlandhar allerede en sådan undtagelsesbestemmelse med en grænse på 15 euro,og det forventes, at denne retstilstand vil blive videreført, idet grænsen dogovervejes forhøjet til 30 euro. Norge forventes efter det oplyste ikke at gø-re brug af muligheden.7.3.Oplysningskrav vedrørende dagligdags transaktioner forandre aftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået udenfor fast forretningssted – direktivets artikel 5, stk. 3

Arbejdsgruppen har overvejet, om de oplysningskrav, der følger af artikel5, stk. 1, skal undtages fra aftaler, der omfatter dagligdags transaktioner,som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for deres indgåelse.Efter arbejdsgruppens opfattelse er der næppe noget praktisk behov for atanvende direktivets oplysningskrav på de nævnte aftaler. Arbejdsgruppenindstiller derfor, at muligheden for at undtage aftaler, der omfatter daglig-dags transaktioner, som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for deres ind-gåelse, udnyttes.Arbejdsgruppen bemærker, at præamblen ikke indeholder noget fortolk-ningsbidrag i forhold til, hvad der nærmere skal forstås ved dagligdagstransaktioner.Efter en ordlydsfortolkning må bestemmelsen imidlertid antages at omfatteaftaler der almindeligvis indgås dagligt, som f.eks. køb af aviser, kaffe el-ler mælk. På den anden side vil køb af elektroniske artikler eller eksem-pelvis en bil almindeligvis ikke kunne antages at være en dagligdags trans-aktion.Der henvises herom til lovudkastets § 17, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.Det kan oplyses, at også Finland, Sverige og Norge forventes at gøre brugaf undtagelsesbestemmelsen i artikel 5, stk. 3.7.4.Supplerende oplysningskrav for andre aftaler end fjern-salgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretnings-sted – direktivets artikel 5, stk. 4

krav forandreaftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fastforretningssted, end dem der allerede følger af artikel 5 samt de almindeli-ge kontaktretlige regler og markedsføringslovens bestemmelser.For en udnyttelse af den reguleringsmæssige valgmulighed taler, at der vedat fastsætte meget få yderligere oplysningskrav om den erhvervsdrivendeskontaktoplysninger og om eftersalgskundebistand i vidt omfang vil kunneopnås ens regler i forhold til den erhvervsdrivendes oplysningspligt mel-lem på den ene sideandreaftaler end fjernsalgsaftaler og aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted og på den anden side afta-ler indgået ved fjernsalg og uden for den erhvervsdrivendes forretnings-sted.Arbejdsgruppen indstiller på den baggrund, at muligheden for at fastsætteyderligere oplysningskrav – om end i et meget begrænset omfang – udnyt-tes.Der henvises herom til lovudkastets § 17, stk. 2, med tilhørende bemærk-ninger.Det kan hertil oplyses, at Finland og Sverige ikke vil fastsætte andre op-lysningskrav end dem der følger af artikel 5, idet eksisterende oplysnings-krav – f.eks. i anden særlovgivning – dog vil blive opretholdt.Norge har imidlertid overvejet at fastsætte (nogle få) yderligere oplys-ningskrav med henblik på i videst muligt omfang at opnå ens regler mel-lem på den ene sideandreaftaler end aftaler indgået ved fjernsalg og udenfor fast forretningssted og på den anden side aftaler indgået ved fjernsalgog uden for fast forretningssted. Det er dog efter det oplyste endnu uafkla-ret, hvorvidt dette vil ske.7.5.Særlige sprogkrav for aftaler om fjernsalg og aftaler ind-gået uden for fast forretningssted – direktivets artikel 6,stk. 7

Arbejdsgruppen har overvejet, om der i forhold til aftaler indgået vedfjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted bør indføressprogkrav vedrørende de aftalemæssige oplysninger. Arbejdsgruppen fin-der i den forbindelse, at forbrugere, som indgår aftaler på baggrund afmarkedsføringsmateriale udarbejdet på dansk med rette bør kunne forven-te, at aftalen også udfærdiges på dansk, hvorfor arbejdsgruppen indstiller,at man gør brug af denne reguleringsmæssige valgmulighed, således at derindføres et krav om, at en aftales oplysninger skal foreligge på dansk, hvisden erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjeneste-ydelse på dansk.Der henvises i den forbindelse til lovudkastets § 7, stk. 4, med tilhørendebemærkninger.Det kan i den forbindelse oplyses, at Sverige og Finland efter gældende retikke har nogen sprogkrav, og at et sådant krav heller ikke forventes ind-ført.Efter norsk ret eksisterer et sprogkrav i relation til garantier, idet garanti-vilkår skal være udformet på norsk, såfremt markedsføring forud for afta-leindgåelsen er blevet rettet til norske forbrugere. Norge forventes efter detoplyste, at opretholde dette eksisterende sprogkrav, men efter det oplysteforventes der ikke indført yderligere sprogkrav.7.6.Supplerende oplysningskrav for aftaler om fjernsalg ogaftaler indgået uden for fast forretningssted – direktivetsartikel 6, stk. 8

følger af servicedirektivet og direktivet om elektronisk handel, og at denerhvervsdrivende skal opfylde begge regelsæt. Kun i tilfælde, hvor en afta-le er omfattet af direktivs anvendelsesområde og servicedirektivets ellerdirektivet om elektronisk handels anvendelsesområde, og hvor regelregule-ringen har forskelligt indhold, og hvor det ikke er muligt at overholde reg-lerne i begge regelsæt (umulighed), har direktivets bestemmelser forrang(lex specialis). Der henvises herom til afsnit 6.2.2.1 ovenfor.Arbejdsgruppen har endvidere noteret sig, at det efter direktivets artikel 6,stk. 8, er muligt for medlemsstaterne at fastsætte yderligere oplysningskravi overensstemmelse med servicedirektivet og direktivet om elektroniskhandel. Efter arbejdsgruppens opfattelse er der imidlertid ikke noget behovfor på nuværende tidspunkt at gøre brug af denne mulighed, og det indstil-les derfor, at der ikke gøres brug af valgmuligheden.7.7.Lempeligere regulering af oplysningskrav for aftaler ind-gået uden for fast forretningssted om reparations- ellervedligeholdelsesarbejder – direktivets artikel 7, stk. 4

Efter direktivets artikel 7, stk. 4, kan medlemsstaterne – for så vidt angåraftaler om reparation og vedligeholdelse, der indgås uden for den er-hvervsdrivendes faste forretningssted i forbindelse med, at forbrugeren ud-trykkeligt har anmodet den erhvervsdrivende om at udføre det pågældendereparations- eller vedligeholdelsesarbejde – vælge at fastsætte lempeligereregler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter artikel 6. Efter be-stemmelsen er det et krav, at der er tale om reparations- eller vedligehol-delsesarbejder, og hvor den erhvervsdrivende og forbrugeren umiddelbartudfører deres kontraktlige forpligtelser, og forbrugeren straks betaler ensum, der ikke overstiger 200 euro.Arbejdsgruppen har overvejet, om aftaler indgået uden for den erhvervs-drivendes forretningssted vedrørende reparations- og vedligeholdelsesar-bejder alene bør være undergivet de mere lempelige oplysningskrav, derfølger af artikel 7, stk. 4, men har – navnlig henset til, at den erhvervsdri-vende under alle omstændigheder ville skulle give forbrugeren en bekræf-telse af aftalen i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, som indeholdersamtlige de i artikel 6, stk. 1, omhandlede oplysninger – ikke fundet til-strækkelige fordele ved at indføre en sådan undtagelsesbestemmelse, ogdet indstilles derfor, at der ikke gøres brug af denne reguleringsmæssigevalgmulighed.357

Efter direktivets artikel 8, stk. 6, kan medlemsstaterne – hvis en fjernsalgs-aftale indgås pr. telefon – fastsætte regler om, at den erhvervsdrivende ef-terfølgende skal bekræfte sit tilbud, og at forbrugeren først er bundet af af-talen, når forbrugeren har underskrevet tilbuddet eller sendt sit skriftligesamtykke.Arbejdsgruppen har overvejet, om der skal fastsættes en bestemmelse sva-rende til direktivets artikel 8, stk. 6.Det bemærkes i den forbindelse, at udgangspunktet i dansk ret er, at derikke gælder nogen særlige formkrav (f.eks. skriftlighed, underskrivelse el-ler godkendelse) til aftalers indgåelse. Dette udtrykkes i den fortsat gæl-dende bestemmelse i 5-1-1 i Danske Lov fra 1683 således, at ”Een hver erpligtig at holde hvad han med Mund, Hånd og Segl lovet og indgået ha-ver”.Formueretligt er det således afgørende, om der er afgivet et løfte, mens deter uden betydning, på hvilken måde løftet er afgivet.Der findes imidlertid i lovgivningen en række undtagelser til dette ud-gangspunkt. Formålet med fastsættelsen af særlige formkrav (f.eks. under-skriftskrav) kan bl.a. være at sikre, at forbrugeren er klar over konsekven-serne af sin forpligtelse. Således følger det eksempelvis af timesharelovens§ 7, at en aftale, der ikke er udfærdiget på papir eller andet varigt mediumog underskrives af begge parter, er uforbindende. Det fremgår bl.a. af be-mærkningerne til bestemmelsen, at disse formkrav i øvrigt ikke regulererspørgsmålet om, hvornår en aftale er indgået. Dette spørgsmål må afgøresefter almindelige aftaleretlige regler om virkning af tilbud og accept mv.Det skal i den forbindelse endvidere bemærkes, at domstolene – i forholdtil aftaler, som kan opleves som særligt komplicerede – er tilbageholdendemed at statuere aftalebinding, når sådanne aftaler kun foreligger mundtligt.358

Dette princip er bl.a. kommet til udtryk i relation til slutsedler vedrørendekøb af fast ejendom, idet Højesterets i U. 2001.1 H, hvor en sælger, der ik-ke havde underskrevet slutsedlen, frifandt sælgeren for påstanden om afta-lepligt med henvisning til de strenge beviskrav, som hensynet til omsæt-ningen fordrer på dette område.Arbejdsgruppen har noteret sig, at det i praksis kan give anledning tiluoverensstemmelser mellem parterne, hvad der opfattes som aftalt telefo-nisk. Ofte er forbrugerne således i forbindelse med den erhvervsdrivendessalgsfremstilling blevet præsenteret for et tilbud, der er mindre vidtgåendeend det, som aftalen (ordrebekræftelsen) indeholder.Det bemærkes hertil, at forbrugerne efter de gældende regler ikke er bun-det af et løfte afgivet ved en erhvervsdrivendes henvendelse i strid medforbrugeraftalelovens § 6, ligesom forbrugerne som udgangspunkt hellerikke er bundet af en aftale, der er indgået telefonisk, og hvor ordrebekræf-telsen ikke svarer til, hvad der er aftalt. Hertil kommer, at forbrugerne in-den for en frist på 14 dage har mulighed for at fortryde en aftale.Arbejdsgruppen bemærker på den baggrund, at der – uanset at der kan sy-nes at være et vist praktisk behov for gennemførelsen af artikel 8, stk. 6 –efter arbejdsgruppens opfattelse ikke findes at foreligge særlige og til-strækkelige tungtvejende grunde, som taler for at indføre det omhandledeformkrav, hvorfor det indstilles, at der ikke gøres brug af denne regule-ringsmæssige valgmulighed.Det kan endvidere bemærkes, at Finland og Sverige har overvejet at gørebrug af muligheden i artikel 8, stk. 6, men på nuværende tidspunkt dog ik-ke forventer at udnytte denne.Efter det oplyste findes der i norsk ret regler, som svarer til direktivets ar-tikel 8, stk. 6. Reglerne omfatter imidlertid ikke salg af aviser, ligesomvelgørende organisationer også er undtaget herfra. I Norge forventer manderfor snarere en politisk drøftelse af, hvorvidt de gældende undtagelserkan opretholdes, frem for en drøftelse af, om de gældende formkrav skalophæves.7.9.Opretholdelse af national lovgivning for aftaler indgåetuden for fast forretningssted om betalingsforbud i en pe-riode efter aftalens indgåelse – direktivets artikel 9, stk. 3359

Efter direktivets artikel 9, stk. 3, må medlemsstaterne ikke forbyde parter-ne at opfylde deres aftalemæssige forpligtelser inden fortrydelsesfristenudløber. For så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted kanden enkelte medlemsstat dog vælge at opretholde eksisterende nationallovgivning, der forbyder den erhvervsdrivende at indkræve betaling fraforbrugeren i løbet af en given periode efter aftalens indgåelse.Forbrugeraftaleloven indeholder ikke regler, der forbyder den erhvervsdri-vende at kræve betaling fra forbrugeren i løbet af en given periode efter af-talens indgåelse. Et sådant forbud er heller ikke indeholdt i næringsloven,jf. lov nr. 595 af 14. januar 2011. Det bemærkes hertil, at det tidligere gæl-dende krav om, at varer i medfør af næringsloven som udgangspunkt kunmåtte afsættes fra fast forretningssted blev ophævet i forbindelse med lov-ændringen i 2011.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at der i forbindelse med gennem-førelsen af direktivet ikke er behov for at gøre brug af muligheden for atopretholde eksisterende national lovgivning efter artikel 9, stk. 3.

Udkast til lov om forbrugeraftalerKapitel 1Lovens område og definitioner§ 1.Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler, jf. § 2, og på erhvervs-drivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.Stk. 2.Lovens kapitel 4 om fortrydelsesret gælder kun for1) aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1, og2) aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 3,nr. 2.Stk. 3.Lovens kapitel 10 om visse lovvalgsaftaler gælder kun for aftalerindgået ved fjernsalg, jf. § 3, nr. 1.Stk. 4.Loven gælder ikke for1) forsikringsaftaler omfattet af lov om forsikringsaftaler og henvendelsermed henblik på indgåelse af aftale herom, jf. dog § 4, stk. 2, nr. 3,2) aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater,3) aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommu-nikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation ind-gås ved benyttelsen af kommunikationsmidlet, og4) aftaler om personbefordring, dog med undtagelse af §§ 12 og 31.§ 2.Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervs-drivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) ho-vedsagelig handler uden for sit erhverv.Stk. 2.Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågæl-dende har indgået, ikke er en forbrugeraftale.Stk. 3.Under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 finder loventillige anvendelse på aftaler om varer og tjenesteydelser fra ikkeerhvervs-drivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren eller tjeneste-361

yderen af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelsermed henblik på indgåelse af sådanne aftaler.§ 3.I denne lov forstås ved:1) Fjernsalgsaftale: enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbendelevering af varer eller tjenesteydelser, når aftalena) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommuni-kation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mø-des fysisk, ogb) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervs-drivende.2) Aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted: enhveraftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugerena) som er indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samti-dige tilstedeværelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendesforretningssted,b) som forbrugeren har afgivet tilbud på under de samme omstændig-heder, som nævnt under litra a,c) som er indgået på den erhvervsdrivendes forretningssted eller vedbrug af en fjernkommunikationsteknik, umiddelbart efter at forbru-geren er blevet kontaktet personligt og individuelt af den erhvervs-drivende på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendes forretnings-sted, med samtidig fysisk tilstedeværelse af den erhvervsdrivendeog forbrugeren, ellerd) som er indgået under en udflugt arrangeret af den erhvervsdrivendemed det formål at præsentere og sælge varer eller tjenesteydelser tilforbrugeren.3) Den erhvervsdrivendes forretningssted:a) ethvert ikke-flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdri-vende fast udøver sin aktivitet, ellerb) ethvert flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivendeudøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag.4) Finansiel tjenesteydelse: Enhver tjeneste, der har karakter af bank-,kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- eller betalings-tjenesteydelse.5) Varigt medium: ethvert middel, som sætter forbrugeren eller den er-hvervsdrivende i stand til at lagre oplysninger rettet personligt til ved-kommende med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode afpas-set efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændretgengivelse af de lagrede oplysninger.362

6) Offentlig auktion: en salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbydervarer eller tjenesteydelser til forbrugere, som selv er eller har mulighedfor at være til stede under auktionen, gennem en gennemsigtig konkur-rencebaseret budprocedure, som styres af en auktionsholder, og hvorden tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til at købe varerne ellertjenesteydelserne.Kapitel 2Forbud mod uanmodet henvendelse m.v.§ 4.Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rettetelefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse til enforbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikkeer almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud el-ler accept af tilbud om indgåelse af aftale.Stk. 2.Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om1) bestilling af bøger,2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,3) formidling af forsikringsaftaler og4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetrans-port, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har ind-gået aftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.§ 5.Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse istrid med § 4 er ikke bindende.§ 6.Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbru-ger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke enfejl, kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdri-vende en tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmod-ning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.Kapitel 3OplysningspligtOplysningspligtens område§ 7.Den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren oplysninger ioverensstemmelse med reglerne i dette kapitel. Den erhvervsdrivende harbevisbyrden for, at de oplysningskrav, der følger af dette kapitel, er op-fyldt.Stk. 2.Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved aftaler363

1) om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdnin-gens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæleller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt be-tjener faste ruter,2) om stiftelse eller overdragelse af rettigheder over fast ejendom medundtagelse af fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser el-ler af fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fast ejendom,3) om opførelse af bygning,4) som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret tillogi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter m.v.,5) som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser,6) om spil, hvor der for deltagelse betales en pengeindsats, eller7) hvor varen og købesummen udveksles samtidigt med indgåelse af en af-tale uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvis købesummenikke overstiger 350 kr.Stk. 3.Ved indgåelse af en forbrugeraftale om fjernsalg af en finansiel tje-nesteydelse, der er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniskepenge, skal forbrugeren have de oplysninger, der følger af § 14, stk. 1, nr.1-4, 10-12, 15 og 16. For så vidt angår oplysningskravet i § 14, stk. 1, nr.2., skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter elleromkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges afdenne. Endvidere finder §§ 43, 44, 47 og 48 i lov om betalingstjenesteranvendelse.Stk. 4.Oplysninger, som den erhvervsdrivende efter reglerne i dette kapitelhar pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den er-hvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelsepå dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til atmodtage oplysningerne på et andet sprog.Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer og ikkefinansielletjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningsstedeller ved fjernsalg§ 8.Inden der indgås en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tjeneste-ydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, på en klar og forståeligmåde give forbrugeren oplysning om1) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der sva-rer til kommunikationsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen,

2) den erhvervsdrivendes identitet og den fysiske adresse, hvor den er-hvervsdrivende er etableret, samt eventuelle telefon- og faxnummer oge-mailadresse,3) hvor det er relevant, identitet og den fysiske adresse på den erhvervs-drivende, som der handles på vegne af,4) den fysiske adresse på den erhvervsdrivendes forretningssted og, hvordet er relevant, på forretningsstedet for den erhvervsdrivende, som derhandles på vegne af, hvis den er forskellig fra den adresse, der er op-givet i overensstemmelse med nr. 3, og hvortil forbrugeren kan indgi-ve eventuelle klager,5) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive afgifter, el-ler, hvis varens eller tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rime-lighed kan udregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen skal udreg-nes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrøren-de fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning, eller, hvordisse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, op-lysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger,6) de samlede udgifter pr. afregningsperiode, hvor der er tale om tidsube-stemte aftaler eller abonnementsaftaler, herunder de samlede månedli-ge udgifter, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonne-mentsaftaler, der betales med et fast beløb, eller, hvor de samlede ud-gifter ikke kan udregnes på forhånd, oplysning om hvordan prisen skaludregnes,7) eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den på-gældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når deberegnes efter en anden sats end grundtaksten,8) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den er-hvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydel-sen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for kla-gebehandling,9) i tilfælde af eventuel fortrydelsesret, betingelser, tidsfrist og procedu-rer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standard-fortrydelsesformular, der er angivet i bilag 1 C til loven,10) hvor det er relevant, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagele-vering af varen i tilfælde af fortrydelse, og, i forbindelse med aftalerom fjernsalg, hvis varen i kraft af sin art ikke kan returneres med nor-mal post, udgifterne til returnering af varen,11) at forbrugeren, ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale, hvis af-talens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbe-gyndt inden fortrydelsesfristens udløb, skal betale den erhvervsdri-vende for rimelige omkostninger i henhold til § 25, stk. 1 og 2,365

12) såfremt fortrydelsesretten ikke finder anvendelse i henhold til § 18,oplysning om, at forbrugeren ikke vil kunne gøre fortrydelsesrettengældende, eller, hvor det er relevant, under hvilke omstændighederforbrugeren mister sin fortrydelsesret,13) de almindelige køberetlige mangelsregler,14) hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor,eftersalgsservice og handelsmæssige garantier,15) relevante adfærdskodeks og, hvor det er relevant, oplysning om, hvor-dan eksemplarer heraf kan fremskaffes,16) hvor det er relevant, aftalens varighed, eller for tidsubestemte aftalereller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsigeaftalen,17) hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtel-ser i henhold til aftalen,18) hvor det er relevant, forskud eller andre finansielle garantier, som for-brugeren skal betale eller stille efter anmodning fra den erhvervsdri-vende, samt betingelserne herfor,19) hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske be-skyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold,20) hvor det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammenmed hardware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivendeved eller med rimelighed burde have vidst, samt21) hvor det er relevant, mulighed for klageadgang og i givet fald omfremgangsmåden ved klage.22)Stk. 2.I forbindelse med offentlige auktioner kan oplysningerne nævnti stk. 1, nr. 2-4, erstattes med de tilsvarende oplysninger om auktiona-rius.§ 9.Oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9-11, kan gives ved brug afstandardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 1 A. Den erhvervsdrivendemå anses for at have opfyldt oplysningskravene i 1. pkt., hvis vejledningenbenyttes, og den er udfyldt korrekt.Stk. 2.De oplysninger, der er udleveret til forbrugeren i medfør af § 8, stk.1, udgør en integreret del af aftalen og må kun ændres, hvis det udtrykke-ligt er aftalt mellem parterne.Stk. 3.Hvis den erhvervsdrivende ikke har givet forbrugeren oplysning omeventuelle yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 5og 6, eller om udgifter til returnering af varen, jf. § 8, stk. 1, nr. 10, er for-brugeren ikke forpligtet til at betale disse omkostninger eller udgifter.

§ 10.Ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningsstedskal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives på papir, eller, hvis forbru-geren samtykker hertil, på et andet varigt medium. Oplysningerne skal væ-re letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog.Stk. 2.Den erhvervsdrivende skal udlevere en kopi af den underskrevne af-tale eller en bekræftelse heraf på papir, eller, hvis forbrugeren samtykkerhertil, på et andet varigt medium. Ved aftaler om levering af digitalt ind-hold, som ikke leveres på et fysisk medium, skal den erhvervsdrivendeendvidere udlevere kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykketil og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udførelsenpåbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13.§ 11.Ved aftaler indgået ved fjernsalg skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplys-ninger gives eller stilles til rådighed for forbrugeren under anvendelse afmidler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikationsteknik. Hvis op-lysningerne gives på et varigt medium, skal de være letlæselige.Stk. 2.Hvis en aftale indgås ved anvendelse af en fjernkommunikations-teknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysninger-ne, skal den erhvervsdrivende ved anvendelse af nævnte særlige teknikforud for aftalens indgåelse mindst give oplysning om den erhvervsdriven-des identitet samt de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9og 16. De øvrige oplysninger, som er nævnt i § 8, stk. 1, skal den er-hvervsdrivende formidle til forbrugeren på en passende måde i overens-stemmelse med stk. 1.Stk. 3.Hvis den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk medhenblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en vare eller en ikkefinan-siel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende, ud over de oplysninger derfølger af stk. 2, ved begyndelsen af samtalen give forbrugeren oplysningom dennes navn og eventuelt navnet på den person, opkaldet foretages påvegne af, og om det kommercielle formål med henvendelsen.Stk. 4.På hjemmesider, hvor der er mulighed for elektronisk handel, skaldet senest ved bestillingsprocessens begyndelse klart og let læseligt angi-ves, om der gælder nogen leveringsbegrænsninger, og hvilke betalingsmid-ler der accepteres.§ 12.Hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler,pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal den erhvervsdrivendetydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sinbestilling, gøre denne opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i § 8,stk. 1, nr. 1, 5, 6, 16 og 17.367

Stk. 2.Hvis afgivelsen af en bestilling omfattet af stk. 1 medfører en beta-lingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvorbestillingen afgives.Stk. 3.Forbrugeren er alene bundet af aftalen eller bestillingen, hvis stk. 1og 2 er overholdt.§ 13.Ved aftaler indgået ved fjernsalg skal den erhvervsdrivende indenfor rimelig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, ellerfør leveringen af tjenesteydelsen påbegyndes, give forbrugeren en bekræf-telse af aftalen på et varigt medium.Stk. 2.En bekræftelse af aftalen som nævnt i stk. 1 skal indeholde de op-lysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, medmindre den erhvervsdrivende alle-rede har givet oplysningerne på et varigt medium. Ved aftaler om leveringaf digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, skal den er-hvervsdrivende endvidere udlevere en kopi af forbrugerens eventuelle ud-trykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydel-sesret, når udførelsen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18,stk. 2, nr. 13.Oplysningspligt for fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser§ 14.Inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjeneste-ydelse, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om1) tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der svarer til kom-munikationsteknikken og til tjenesteydelsen,2) den samlede pris for tjenesteydelsen inklusive afgifter, eller, hvis tje-nesteydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes påforhånd, den måde, hvorpå prisen skal udregnes, samt, hvor det er re-levant, alle yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering ellerporto og enhver anden omkostning, eller, hvor disse omkostninger ik-ke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysning om, at der kanforekomme sådanne yderligere omkostninger,3) eventuelle omkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den på-gældende fjernkommunikationsteknik til indgåelse af aftalen, når deberegnes efter en anden sats end grundtaksten,4) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den er-hvervsdrivende forpligter sig til at yde tjenesteydelsen, samt, hvor deter relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehandling,5) hvor det er relevant, aftalens varighed, eller for tidsubestemte aftalereller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsigeaftalen,368

6) hvor det er relevant, minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtel-ser i henhold til aftalen,7) den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiskeadresse, samt, hvis der er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, derhar en repræsentant her i landet, eller hvis leverandøren i øvrigt er re-præsenteret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsen-tant, herunder dennes fysiske adresse,8) cvr-nummeret, hvis den erhvervsdrivende er optaget i Det CentraleVirksomhedsregister, eller det relevante identifikationsnummer i ethandelsregister eller lignende offentligt register, som den erhvervsdri-vende måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til god-kendelsesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,9) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden vedklage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kanhenvende sig med eventuelle klager,10) hvorvidt der er fortrydelsesret og i givet fald fortrydelsesfristens be-gyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangs-måden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adressemeddelelse om fortrydelse skal sendes,11) eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsenssærlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemfø-res, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris af-hænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske af-kast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,12) det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til § 25, stk. 1,13) en eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen,14) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres til-gængelige, og på hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommuni-kere i aftaleperioden,15) hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning, og16) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe tjenesteydel-sen udbydes til den anførte pris.Stk. 2.Hvis den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk medhenblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydel-se, skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen give forbruge-ren oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den per-son, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den er-hvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen.Herudover kan den erhvervsdrivende med forbrugerens samtykke nøjesmed at give de i § 14, stk. 1, nr. 1, 2 og 10-12 nævnte oplysninger. Den er-hvervsdrivende skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flere oplys-369

ninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysningspligt ef-ter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt medium ioverensstemmelse med § 15.Stk. 3.De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden derindgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige.Det skal klart fremgå, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse afen aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hen-syn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyntil umyndige personer.Stk. 4.Har den erhvervsdrivende inden for det seneste år indgået en ellerflere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3alene i relation til den første aftale.§ 15.Inden indgåelse af en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelseskal de i § 14, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på pa-pir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. For-brugeren skal samtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftale-vilkårene.Stk. 2.Oplysningerne om fortrydelsesretten, jf. § 14, stk. 1, nr. 10, skal gi-ves ved brug af standardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 1 B. Denerhvervsdrivende kan dog anvende en anden tekst end den tekst, der følgeraf bilaget, hvis forbrugeren herved gives tilsvarende informationer som ef-ter bilaget, og informationerne ikke gives på en mindre tydelig og forståe-lig måde.Stk. 3.Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse affjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningernepå den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen op-fyldes straks efter aftalens indgåelse.Stk. 4.Er de i § 14, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i for-bindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 14, stk. 10, er denerhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis den er-hvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplys-ningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.§ 16.For fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser har forbrugerenpå ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få ud-leveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den be-nyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt medden indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.

Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftalerindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted§ 17.Inden der indgås en anden aftale end en aftale indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjernsalg, skal den er-hvervsdrivende, medmindre oplysningerne allerede fremgår tydeligt afsammenhængen, på en klar og forståelig måde give forbrugeren oplysningom1) varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber i et omfang, der sva-rer til kommunikationsteknikken og til varen eller tjenesteydelsen,2) den erhvervsdrivendes identitet og den fysiske adresse, hvor den er-hvervsdrivende er etableret, samt eventuelle telefon- og faxnummer oge-mailadresse,3) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive afgifter, el-ler, hvis varens eller tjenesteydelsens art gør, at prisen ikke med rime-lighed kan udregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen skal udreg-nes, samt, hvor det er relevant, alle yderligere omkostninger vedrøren-de fragt, levering eller porto og enhver anden omkostning, eller, hvordisse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, op-lysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger,4) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den er-hvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydel-sen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for kla-gebehandling,5) de almindelige køberetlige mangelsregler,6) hvor det er relevant, eftersalgskundebistand og betingelserne herfor,eftersalgsservice og handelsmæssige garantier,7) hvor det er relevant, aftalens varighed, eller for tidsubestemte aftalereller for aftaler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsigeaftalen,8) hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder gældende tekniske be-skyttelsesforanstaltninger for digitalt indhold, samt9) hvor det er relevant, det digitale indholds evne til at fungere sammenmed hardware og software i henhold til, hvad den erhvervsdrivendeved eller med rimelighed burde have vidst.Stk. 2.Stk. 1 gælder ikke for aftaler, der omfatter dagligdags transaktioner,som opfyldes umiddelbart på tidspunktet for deres indgåelse.Kapitel 4FortrydelsesretFortrydelsesrettens område371

§ 18.Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse medreglerne i dette kapitel (fortrydelsesret) ved aftaler om fjernsalg og ved af-taler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Stk. 2.Reglerne i dette kapitel gælder ikke for1) aftaler omfattet af § 7, stk. 2,2) udførte ikkefinansielle tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydel-sen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtyk-ke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydel-sen er fuldt udført,3) levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationereller har fået et tydeligt personligt præg,4) levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældet hur-tigt,5) levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiej-nemæssige årsager ikke er egnede til at blive returneret, og hvor for-seglingen er blevet brudt efter leveringen,6) levering af varer som på grund af deres art bliver uløseligt blandetsammen med andre varer ved leveringen,7) levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat vedkøbsaftalens indgåelse, og levering først kan finde sted efter 30 dage,og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, somden erhvervsdrivende ikke har indflydelse på,8) aftaler om specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbej-der hos forbrugeren, som denne på forhånd udtrykkeligt har anmodetom,9) levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computer-software, som forbrugeren har brudt plomberingen på,10) levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner, med undtagelse afabonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer,11) aftaler, der indgås på en offentlig auktion,12) levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsesformål,transport af varer, biludlejningsvirksomhed, forplejning eller tjeneste-ydelser i forbindelse med fritidstilbud, når det følger af aftalen, påhvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældendetjenesteydelse skal udføres,13) levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvisudførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkeligesamtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin for-trydelsesret,372

14) finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkre-ditobligationer m.v., og15) aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhæn-ger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke harnogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.Stk. 3.Kapitlet gælder dog for de i stk. 2, nr. 15, nævnte aftaler, hvis afta-len vedrører finansielle tjenesteydelser og er indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted.Fortrydelsesfristen og dens beregning§ 19.Vil forbrugeren udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren inden 14dage benytte den i § 20 angivne fremgangsmåde, ved aftaler om individuelpensionsordning dog inden for en frist på 30 dage. Der kan ikke stilleskrav om, at årsagen til fortrydelsen angives. For så vidt angår aftaler om envare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse kan forbrugeren ikke blive pålagtat betale andre omkostninger end dem, der er nævnt i § 22, stk. 3, § 24 og§ 25.Stk. 2.Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løberfra1) den dag, hvor aftalen indgås, hvis den vedrører en tjenesteydelse, eller2) hvis aftalen vedrører en vare, den dag, hvor forbrugeren eller den afforbrugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen ifysisk besiddelse,a) i tilfælde af flere forskellige varer, som er bestilt i én ordre, men le-veres enkeltvis, når den sidste vare er i fysisk besiddelse,b) i tilfælde af en vare, der består af flere partier eller dele, når det sid-ste parti eller den sidste del er i fysisk besiddelse, ogc) i tilfælde af aftaler om regelmæssig levering af varer over en be-stemt periode, når den første vare er i fysisk besiddelse, eller3) den dag, hvor aftalen indgås, hvis det drejer sig om aftaler om forsy-ning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i en af-grænset volumen eller i en bestemt mængde, eller levering af fjern-varme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.Stk. 3.Uanset stk. 2 løber den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1kan udøves, for så vidt angår aftaler om en vare eller en ikkefinansielletjenesteydelse først fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget de i § 8,stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger på et varigt medium, eller, hvis der er taleom en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse, de oplysnin-ger, der følger af §§ 15 og 16, jf. dog stk. 4.373

Stk. 4.Hvis de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger ikke er givet til for-brugeren på et varigt medium, udløber den periode, hvori fortrydelsesret-ten efter stk. 1 kan udøves, for så vidt angår aftaler om en vare eller en ik-kefinansiel tjenesteydelse, senest 12 måneder efter den i stk. 2 nævnte 14dages periode, dog senest 14 dage efter den dag, hvor oplysningerne erkommet frem til forbrugeren.Stk. 5.Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse,gælder fortrydelsesretten kun, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkeligesamtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.Stk. 6.Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en hellig-dag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december,udløber fristen den følgende hverdag.Udøvelse af fortrydelsesretten§ 20.Hvis forbrugeren ønsker at udøve sin fortrydelsesret, skal denne in-den udløbet af den fortrydelsesfrist, der følger af § 19, ved afgivelse af enutvetydig erklæring give den erhvervsdrivende meddelelse herom. For-brugeren kan vælge at benytte standardfortrydelsesformularen i lovens bi-lag 1 C.Stk. 2.Den erhvervsdrivende kan endvidere give forbrugeren mulighed forelektronisk at udfylde og indsende enten standardfortrydelsesformularen ilovens bilag 1 C, eller en anden utvetydig erklæring på den erhvervsdri-vendes hjemmeside. Benytter forbrugeren den fremgangsmåde, der er an-ført i 1. pkt., skal den erhvervsdrivende straks på et varigt medium kvitterefor modtagelsen.Stk. 3.Fristen anses for overholdt, hvis meddelelsen er afsendt inden for-trydelsesfristens udløb.Stk. 4.Forbrugeren har bevisbyrden for, at denne har gjort brug af fortry-delsesretten i overensstemmelse med stk. 1-3.Retsvirkningerne af udøvelse af fortrydelsesretten§ 21.Ved udøvelse af fortrydelsesretten ophører parternes forpligtelse tilat opfylde en indgået aftale. Forbrugeren er heller ikke bundet af et fremsattilbud.Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelseaf fortrydelsesretten

§ 22.Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tje-nesteydelse skal den erhvervsdrivende tilbagebetale alle beløb, inklusiveeventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren, uden unødigforsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende ioverensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens be-slutning om at træde tilbage fra aftalen.Stk. 2.Den erhvervsdrivende skal foretage den i stk. 1 nævnte tilbagebeta-ling under anvendelse af samme betalingsmiddel, som forbrugeren har be-nyttet til den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren udtrykkeligthar accepteret noget andet, og forudsat at forbrugeren ikke bliver pålagtnogen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.Stk. 3.Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke tilbagebetale ekstraomkostninger, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leverings-form end den mindst bekostelige standardlevering, som den erhvervsdri-vende har tilbudt.Stk. 4.Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen selv,kan den erhvervsdrivende tilbageholde det i stk. 1 nævnte beløb, indtil va-ren er modtaget retur, eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentationfor, at varen er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.§ 23.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tje-nesteydelse, og hvor forbrugeren helt eller delvis har betalt for tjeneste-ydelsen, skal den erhvervsdrivende med fradrag af et eventuelt beløb efter§ 25, stk. 1 og 2, tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder tilba-ge fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt og senest 30 dage ef-ter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem tilden erhvervsdrivende.Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten§ 24.Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare skal forbrugeren, med-mindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen, afsende eller af-levere varen til den erhvervsdrivende eller til en person, som den er-hvervsdrivende har bemyndiget til at modtage varen, uden unødig forsin-kelse og senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren i overensstemmel-se med § 20 har givet den erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutningom at gøre brug af fortrydelsesretten.Stk. 2.Forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med tilbage-levering af varen, medmindre den erhvervsdrivende enten har indvilliget iat afholde disse eller har undladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugerenskal betale udgifterne, jf. § 8, stk. 1, nr. 10.375

Stk. 3.Ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted,hvor varen er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse,henter den erhvervsdrivende varen for egen regning, hvis varen i kraft afsin art normalt ikke kan returneres med post.Stk. 4.Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, hvor den erhvervsdri-vende har tilbudt at afhente varen, samt ved tilfælde omfattet af stk. 3, til-falder varen vederlagsfrit forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende ikke af-henter varen inden 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdri-vende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbru-gerens beslutning om at træde tilbage fra aftalen. Forbrugeren kan holdedet modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebe-tales.Stk. 5.Forbrugeren hæfter kun for eventuel forringelse af varens værdi,som skyldes anden håndtering af varerne, end hvad der er nødvendigt forat fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Forbruge-ren hæfter dog ikke for eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdri-vende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9.§ 25.Ved tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale kan forbrugeren på-lægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leveret, hvis1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbe-gyndt inden fortrydelsesfristens udløb, og2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om for-trydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 og11, og § 14, stk. 1, nr. 12.Stk. 2.Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skalstå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret,sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.Stk. 3.Ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitalt indhold, derikke leveres på et fysisk medium, hæfter forbrugeren hverken for hel ellerdelvis levering, hvis1) forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, ataftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb,2) forbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydel-sesret, når vedkommende giver sit samtykke, eller3) den erhvervsdrivende har undladt at give forbrugeren en bekræftelseaf dennes forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. §10, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 2, 2. pkt.Stk. 4.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansieltjenesteydelse skal forbrugeren snarest muligt og senest 30 dage efter af-376

sendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløbeller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervs-drivende.Kapitel 5Tilknyttede aftaler§ 26.Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter reglerne i dennelov, bortfalder enhver tilknyttet aftale, som forbrugeren har indgået medden erhvervsdrivende, eller en tredjemand på grundlag af en aftale mellemden erhvervsdrivende og tredjemanden.Stk. 2.Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1, kan forbrugeren ik-ke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til aftaleparten.Kapitel 6Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler om ikkefinansielletjenesteydelser indgået ved fjernsalg§ 27.Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skal denerhvervsdrivende ved aftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser indgåetved fjernsalg levere sin ydelse uden unødig forsinkelse, dog senest 30 dageefter aftalens indgåelse. Leveres ydelsen ikke i rette tid, jf. 1. pkt., og skyl-des dette ikke forbrugeren eller en omstændighed, som forbrugeren bærerrisikoen for, foreligger der forsinkelse.Stk. 2.I tilfælde af forsinkelse kan forbrugeren hæve købet, såfremt forsin-kelsen er af væsentlig betydning for forbrugeren, og den erhvervsdrivendemåtte forudsætte dette, eller såfremt den erhvervsdrivende har nægtet leve-ring. Det samme gælder, hvis den erhvervsdrivende ikke efter påkrav leve-rer ydelsen inden udløbet af en rimelig frist, som forbrugeren har fastsat.Stk. 3.Ved ophævelse af aftalen skal den erhvervsdrivende uden unødigforsinkelse tilbagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.Kapitel 7Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser m.v.§ 28.Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer ellertjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der ergået 5 måneder efter aftalens indgåelse, jf. dog stk. 2 og 4.Stk. 2.Stk. 1 og 4 finder ikke anvendelse, når opsigelsesvarsel eller læng-ste bindingsperiode er reguleret i eller i medfør af anden lovgivning. Stk. 1finder endvidere ikke anvendelse på aftaler, som alene vedrører varer eller377

tjenesteydelser, som skal leveres senest 1 år efter aftalens indgåelse, hvisden samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af afta-len, ikke overstiger 2.000 kr., og den fulde betaling skal ske senest 14 dageefter aftalens indgåelse.Stk. 3.En aftale omfattet af stk. 1 eller 4, der er indgået ved anvendelse afen standardformular, skal indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver,med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsigesaf forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerensret til opsigelse efter stk. 1 og 4.Stk. 4.Hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om lø-bende levering af varer eller tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt,og påbegyndelse af leveringen enten kræver, at den erhvervsdrivende af-holder engangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige pris efteraftalen for 6 måneders løbende levering, eller medfører en værdiforringel-se af tilsvarende størrelse for den erhvervsdrivende, kan forbrugeren opsi-ge aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået11 måneder efter aftalens indgåelse.Stk. 5.Der kan ikke aftales et længere opsigelsesvarsel end det i stk. 1nævnte.§ 29.Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode,som ligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal ve-derlaget for denne periode straks tilbagebetales.Stk. 2.Ved beregning af det beløb, som forbrugeren skal have tilbage efterstk. 1, kan hensyn tages til sæsonmæssige udsving i værdien af den løben-de ydelse.Kapitel 8Telefonisk kommunikation§ 30.Hvis den erhvervsdrivende har en telefontjeneste med henblik på atkunne blive kontaktet telefonisk i forbindelse med en indgået aftale, erforbrugeren ved sådanne telefoniske opkald ikke forpligtet til at betale me-re end almindelig telefontakst.Kapitel 9Yderligere betalinger§ 31.Den erhvervsdrivende kan kun kræve betaling for ydelser, der liggerud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåelsen har givetudtrykkeligt samtykke hertil.378

Stk. 2.Forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid med stk. 1 tilbage-betalt.Kapitel 10Visse lovvalgsaftaler§ 32.Er det i en fjernsalgsaftale bestemt, at lovgivningen i et land uden forDet Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse påaftalen, kan forbrugeren tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser ilovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Sam-arbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lov-givning, der gjaldt for aftalen.Kapitel 11Andre bestemmelser§ 33.Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.§ 34.Den erhvervsdrivendes overtrædelse af forbuddet mod uanmodethenvendelse til en forbruger efter § 4, stk. 1, pligten til at give forbrugerenoplysning om eksistensen af en fortrydelsesret efter § 8, stk. 1, nr. 9, samt§ 14, stk. 1, nr. 10, samt pligten til at medtage bestemmelse om opsigelseaf aftaler om løbende levering af varer eller tjenesteydelser i standardfor-mularer efter § 28, stk. 3, straffes med bøde.Stk. 2.Med bøde straffes endvidere den erhvervsdrivende, der gør sigskyldig i grov eller oftere gentaget overtrædelse af oplysningspligten efter§ 14, stk. 1, nr. 11, § 14, stk. 2, jf. § 14, stk. 1, nr. 11, og § 15, stk. 1, jf.§ 14, stk. 1, nr. 11.Stk. 3.Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-ter reglerne i straffelovens 5. kapitel.§ 35.Loven træder i kraft den 13. juni 2014.Stk. 2.Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler indgået efter lovensikrafttræden.Stk. 3.Lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler ophæves.

Bilag 1 AStandardvejledning om fortrydelsesret ved aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted og ved aftaler om fjernsalg afvarer og ikkefinansielle tjenesteydelserFortrydelsesretDe har ret til at træde tilbage fra denne aftale uden begrundelse inden for14 dage.Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, [1]For at udøve fortrydelsesretten skal De meddele os [2] Deres beslutningom at fortryde denne aftale i en utvetydig erklæring (f.eks. ved postbesør-get brev, fax eller e-mail). De kan benytte den vedhæftede standardfortry-delsesformular, men det er ikke obligatorisk. [3]Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis De sender Deres meddelelse om ud-øvelse af fortrydelsesretten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.Følger af fortrydelseHvis De udøver Deres fortrydelsesret i denne aftale, refunderer vi Dem al-le betalinger modtaget fra Dem, herunder leveringsomkostninger (dog ikkeekstra omkostninger som følge af Deres eget valg af en anden leverings-form end den billigste form for standardlevering, som vi tilbyder) udenunødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra dendato, hvor vi har modtaget meddelelse om Deres beslutning om at fortrydedenne aftale. Vi gennemfører en sådan tilbagebetaling med samme beta-lingsmiddel, som De benyttede ved den oprindelige transaktion, medmin-dre De udtrykkeligt har indvilget i noget andet. Under alle omstændighe-der pålægges De ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.[4][5][6]Instrukser med henblik på udfyldelse:380

[1.] Indføj en af følgende tekster i anførselstegn:a) »hvor aftalen blev indgået«, når det drejer sig om aftaler om forsyningaf vand, gas og elektricitet, når disse varer ikke sælges i en begrænsetmængde eller i en bestemt mængde, fjernvarme eller digitalt indhold, derikke leveres på et fysisk mediumb) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren,får varerne i fysisk besiddelse«, når det drejer sig om købsaftalerc) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren,får den sidste vare i fysisk besiddelse«, når det drejer sig om en aftale omflere forskellige varer, som De har bestilt i én ordre, og som leveres en-keltvisd) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren,får det sidste parti eller den sidste del i fysisk besiddelse«, når det drejersig om en aftale om levering af en vare, der består af flere partier eller delee) »hvor De eller en af Dem angiven tredjemand, dog ikke transportøren,får den første vare i fysisk besiddelse«, når det drejer sig om aftaler om re-gelmæssig levering af varer over en bestemt periode.[2.] Indsæt Deres navn, fysiske adresse og i givet fald Deres telefonnum-mer, faxnummer og e-mail-adresse.[3.] Indføj følgende, hvis De giver forbrugeren mulighed for at udfylde ogindsende oplysningerne om udøvelsen af fortrydelsesretten elektronisk påDeres hjemmeside: »De har også mulighed for at udfylde og indsende for-trydelsesformularen eller en hvilken som helst anden utvetydig meddelelsepå vores hjemmeside [indføj internetadresse]. Hvis De anvender dennemulighed, kvitterer vi omgående på et varigt medium (f.eks. pr. e-mail) formodtagelse af en sådan meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten.«[4.] Indføj følgende, når det drejer sig om en varekøbsaftale, hvori De ikkehar tilbudt selv at hente varerne i tilfælde af fortrydelse: »Vi kan tilbage-holde tilbagebetalingen, indtil vi har modtaget varerne retur, eller De harfremlagt dokumentation for at have returneret varerne, alt efter hvad der ertidligst.«381

[5.] Hvis forbrugeren har modtaget varer i forbindelse med aftalen:a) indføj:- »Vi henter varerne.« eller- »De returnerer varerne eller afleverer dem til os eller til … [indsæt, hvisdet er relevant, navn og fysisk adresse på den person, som De har bemyn-diget til at modtage varerne] uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fraden dato, hvor De har informeret os om udøvelsen af aftalens fortrydelses-ret. Fristen er overholdt, hvis De returnerer varerne inden udløbet af de 14dage.«b) indføj:- »Vi afholder udgifterne i forbindelse med tilbagelevering af varerne.«- »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering afvarerne.«- såfremt De i forbindelse med aftaler om fjernsalg ikke tilbyder at afholdeudgifterne til tilbagelevering af varerne, og varerne i kraft af deres art ikkekan tilbageleveres med normal post: »De skal afholde de direkte udgifter iforbindelse med tilbagelevering af varerne, i alt … DKK [indsæt beløb].«eller hvis udgifterne til tilbagelevering af varerne ikke med rimelighed kanberegnes på forhånd: »De skal afholde de direkte udgifter i forbindelsemed tilbagelevering af varerne. Udgifterne forventes højst at beløbe sig tilca. … DKK[indsæt beløb].« eller- i tilfælde af aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-sted, hvor varerne er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens ind-gåelse og i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med normal post: »Viafhenter varerne for egen regning.« ogc) indføj »De hæfter kun for eventuel forringelse af varernes værdi, somskyldes anden håndtering, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varer-nes art, egenskaber og den måde, de fungerer på.«[6.] Når det drejer sig om aftaler om levering af tjenesteydelser eller forsy-ning af vand, gas og elektricitet, når dette ikke sælges i en begrænsetmængde eller i en bestemt mængde, samt fjernvarme, indsættes følgende:»Hvis De ønsker, at levering af tjenesteydelser eller forsyning af382

Bilag 1 BStandardvejledning om fortrydelsesret ved aftalerom fjernsalg af finansielle tjenesteydelserFortrydelsesfristenFortrydelsesfristen er 14 dage, ved aftaler om individuel pensionsordning30 dage.Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, De har indgået aftalen,f.eks. skrevet under på kontrakten eller afgivet bestillingen.De har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a.om fortrydelsesretten og om den bestilte tjenesteydelse. Fortrydelsesfristenløber ikke, før De har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papireller e-mail).Hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling mandag den 1. og også har fået denævnte oplysninger, har De frist til og med mandag den 15. Har De førstfået oplysningerne senere, f.eks. onsdag den 3., har De frist til og medonsdag den 17. Ved aftaler om individuel pensionsordning, hvor fortrydel-sesfristen er 30 dage, vil De, hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling man-dag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, have frist til og medonsdag den 31.Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdageller nytårsaftensdag, kan De vente til den følgende hverdag.Hvordan fortryder De?Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal De underrette den erhvervsdriven-de om, at De har fortrudt aftalen. Hvis De vil give denne underretningskriftligt – f.eks. pr. brev eller e-mail – skal De blot sende underretningeninden fristens udløb. Hvis De vil sikre Dem bevis for, at De har fortrudtrettidigt, kan De f.eks. sende brevet anbefalet og opbevare postkvitterin-gen.

Bilag 1 CStandardfortrydelsesformular(denne formular udfyldes og returneres kun,hvis fortrydelsesretten gøres gældende)- Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn, fysiske adresse og i givetfald faxnummer og e-mail-adresse af den erhvervsdrivende selv]:- Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesrettengældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer(*)/levering af følgende tjenesteydelser (*)- Bestilt den (*)/modtaget den (*)- Forbrugerens navn (Forbrugernes navne)- Forbrugerens adresse (Forbrugernes adresse)- Forbrugerens underskrift (Forbrugernes underskrifter) (kun hvis formula-rens indhold meddeles på papir)- Dato

I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003, som ændretved lov nr. 533 af 6. juni 2007 og lov nr. 718 af 25. juni 2010, foretagesfølgende ændringer:1.I § 2, stk. 2, affattes således:”Stk. 2.I forbrugerkøb, jf. § 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a, § 50, §§ 55-58,§§ 73, stk. 1 og 2, §§ 74-75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, §§ 77-79, §80, stk. 1, og §§ 81-87 dog ikke fraviges til skade for køberen.”2.§ 1a, stk. 3,affattes således:”Stk. 3.§ 5, §§ 10-13, § 17, stk. 2, § 21, stk. 2, § 42, § 43, stk. 1 og 2, § 44,§§ 47-49 og 52-54 gælder ikke i forbrugerkøb.”3.Istk. 17, stk. 1,udgår ”(jf. §§9-11)”.4.I§ 73indsættes som stk. 2:”Stk. 2.Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som køberenhar indgået aftale med, og som ikke var blandt dem, der blev tilbudt afsælgeren, anses leveringen for sket, når genstanden er kommet i fragtføre-rens besiddelse.”5.§ 74 affattes således”§ 74.Medmindre andet er aftalt vedrørende leveringstidspunktet, skalsælgeren levere salgsgenstanden uden unødig forsinkelse, dog senest 30dage efter aftalens indgåelse. Leveres salgsgenstanden ikke i rette tid, jf. 1.pkt., og skyldes dette ikke køberen eller en omstændighed, som han bærerrisikoen for, foreligger der forsinkelse.Stk. 2.I tilfælde af forsinkelse kan køberen hæve købet, såfremt forsinkel-sen er af væsentlig betydning for ham, og sælgeren måtte forudsætte dette,eller såfremt sælgeren har nægtet levering. Det samme gælder, hvis sælge-ren ikke efter påkrav leverer salgsgenstanden inden udløbet af en rimeligfrist, som køberen har fastsat.Stk. 3.Ved ophævelse af aftalen skal sælgeren uden unødig forsinkelse til-bagebetale alle beløb, der er betalt i henhold til aftalen.”6.I§ 75udgår følgende:”, eller, hvis der ikke er fastsat en sådan frist, inden rimelig tid”.387

Til kapitel 1Kapitlet indeholder en afgrænsning af lovens og bestemte kapitlers anven-delsesområde, definitioner af en række centrale begreber samt generelleundtagelser fra loven.Der henvises til betænkningens afsnit 6.1.7. og 6.1.8.Til § 1Den foreslåedestk. 1svarer til den gældende § 1, der fastlægger lovensanvendelsesområde til forbrugeraftaler og erhvervsdrivendes henvendelsermed henblik på indgåelse af sådanne aftaler.Stk. 2svarer delvist til den gældende § 2, stk. 2, og fastsætter, at lovenskapitel 4 om fortrydelsesret alene gælder for aftaler indgået ved fjernsalgog aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Definitionen af den erhvervsdrivendes (faste) forretningssted, som i dengældende lov fremgår af § 2, stk. 2, nr. 2, er i lovudkastet flyttet til § 3, nr.2, jf. lovudkastets § 3, hvor lovens definitioner foreslås samlet.Stk. 3svarer delvist til den gældende § 2, stk. 3, og fastsætter, at lovenskapitel 10, dvs. den foreslåede § 32 om visse lovvalgsaftaler, alene gælderfor aftaler indgået ved fjernsalg.Stk. 4opregner en række aftaler, som generelt er undtaget fra lovens an-vendelsesområde, og svarer delvist til den gældende § 2, stk. 1.388

Nr. 1svarer til den gældende § 2, stk. 1, nr. 1, der undtager forsikringsafta-ler omfattet af lov om forsikringsaftaler fra forbrugeraftalelovens område.Undtagelsen gælder ligeledes henvendelser med henblik på indgåelse afaftaler omfattet af lov om forsikringsaftaler. Det bemærkes i den forbin-delse, at regler om fortrydelsesret ved forbrugerforsikringer samt reglernetil gennemførelse af forsikringsbestemmelserne i direktivet om fjernsalg affinansielle tjenesteydelser ved lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbru-geraftaler blev indsat i forsikringsaftaleloven.Lovens regler om uanmodede henvendelser gælder dog for henvendelservedrørende formidling af forsikringsaftaler, jf. nærmere forslaget til § 4,stk. 2, nr. 3.Nr. 2svarer til den gældende § 2, stk. 1, nr. 1, der undtager aftaler indgåetved hjælp af vareautomater eller lignende automater fra forbrugeraftalelo-vens område. Undtagelsen har baggrund i artikel 3, stk. 1, 2. led, i det ge-nerelle fjernsalgsdirektiv, jf. herved Folketingstidende 1999-2000, tillægA, side 5956. Som det fremgår heraf, omfatter undtagelsen bl.a. køb aftogbillet fra automater på banegårde, køb af slik eller andre varer fra vare-automater og køb af benzin fra tankstationer. Som eksempler er endviderenævnt møntvaskerier og vaskehaller til biler, mens internetbutikker ikke eromfattet af undtagelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelseni artikel 3, stk. 1, 2. led, i det generelle fjernsalgsdirektiv er videreført i ar-tikel 3, stk. 3, litra l, i forbrugerrettighedsdirektivet.Nr. 3svarer til den gældende § 2, stk. 1, nr. 3, der undtager aftaler om brugaf offentlig tilgængelig telefon eller andet telekommunikationsmiddel fralovens anvendelsesområde, når aftalen med udbyderen af telekommunika-tion indgås ved benyttelse af kommunikationsmidlet. Undtagelsen harbaggrund i artikel 3, stk. 1, 3. led, i det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. her-ved Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 5956, hvoraf det fremgår,at ”udbyderen” er den, der stiller automaten til rådighed. I forbindelse medvedtagelsen af den gældende lov blev ”andet kommunikationsmiddel” til-føjet bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 7583,hvoraf fremgår, at også brug af en offentlig computer (derefter) vil væreundtaget. Det bemærkes, at bestemmelsen, der gennemfører forbrugerret-tighedsdirektivets artikel 3, stk. 3, litra m, skal fortolkes i overensstemmel-se med direktivbestemmelsens (bredere) ordlyd. Aftalen vil således skullevære indgået ved brug af en enkelt telefon-, internet- eller faxforbindelse389

etableret af en forbruger. Der henvises i den forbindelse til betænkningensafsnit 6.1.8.3.12.Nr. 4undtager aftaler om personbefordring fra lovens anvendelsesområde.Undtagelsen gælder dog ikke i forhold til den foreslåede § 12 vedrørendekrav til oplysning om betalingsforpligtelser ved aftaler, der indgås vedelektroniske midler, eller den foreslåede § 31 vedrørende forbrugerenssamtykke til betalinger, der ligger ud over hovedydelsen. Disse bestem-melser vil således finde anvendelse på aftaler om personbefordring.Bestemmelsen har hjemmel i direktivets artikel 3, stk. 3, litra k, der gene-relt undtager aftaler om personbefordring fra direktivets anvendelsesområ-de. Efter direktivets artikel 3, stk. 3, litra k, gælder undtagelsen dog ikkemed hensyn til direktivets regler om den erhvervsdrivendes oplysnings-pligt om betalingsforpligtelser ved elektronisk indgåelse af fjernsalgsafta-ler (artikel 8, stk. 2), om gebyrer for anvendelsen af betalingsmidler (arti-kel 19) og om yderligere betalinger (artikel 22), som finder anvendelse påaftaler om personbefordring.Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede undtagelse i nr. 4 i mod-sætning hertil ikke er begrænset i forhold til bestemmelse om gebyrer foranvendelsen af betalingsmidler, da lovudkastet ikke indeholder forslag tilbestemmelse herom, jf. herved betænkningens afsnit 6.5.11.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.10.Undtagelsen af auktionssalg i den gældende lovs § 2, stk. 1, nr. 4, er i lov-udkastet ændret og flyttet til § 18, der fastlægger fortrydelsesrettens områ-de, jf. nærmere lovforslagets § 18, stk. 2, nr. 11, hvori det foreslås at und-tage aftaler, der indgås på en offentlig auktion, fra reglerne om fortrydel-sesret i kapitel 4.Til § 2Bestemmelsen istk. 1indeholder definitionen af en forbrugeraftale og sva-rer til den gældende lovs § 3, stk. 1. Det gældende forbrugeraftalebegreb,således som det senest er fastlagt ved lov nr. 1098 af 2. december 1994, jf.Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 332 f, foreslås videreført uændret.Begrebet omfatter således både tilfælde, hvor forbrugeren er en fysisk ogen juridisk person, når blot den pågældende hovedsagelig handler uden forsit erhverv i relation til den pågældende aftale. Begrebet omfatter også til-390

fælde af såkaldte blandende aftaler, dvs. situationer hvor forbrugeren ek-sempelvis indgår aftale om køb af en genstand, der hovedsagelig, men ikkeudelukkende, skal anvendes til private formål.Istk. 2foreslås at videreføre den gældende § 3, stk. 2, hvorefter den er-hvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, som den pågældende harindgået, ikke er en forbrugeraftale. Denne bestemmelse stammer tilbagefra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978, jf. herved Folketingstiden-de 1977-78, tillæg A, sp. 740. For så vidt angår muligheden for at videre-føre bevisbyrdereglen henvises der til betænkningens afsnit 6.1.7.1.Istk. 3foreslås det at videreføre den gældende § 3, stk. 3, som udstrækkerforbrugerbegrebet til også at omfatte tilfælde, hvor aftalen er indgået ellerformidlet for en privat sælger eller tjenesteyder af en erhvervsdrivende, el-ler hvor den erhvervsdrivende mellemmand retter henvendelse til en for-bruger med henblik på indgåelse af sådanne aftaler, jf. herved Folketings-tidende 2003-04, tillæg A, s. 7586.Bestemmelsen indebærer ikke en fravigelse af de øvrige krav efter stk. 1.Salgsgenstanden eller tjenesteydelsen skal således være bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, og den erhvervsdrivende mellemmand skalhave optrådt som led i sit erhverv.Mellemmanden skal have optrådt aktivt i forbindelse med aftalens indgåel-se som repræsentant for sælgeren eller tjenesteyderen. Som også anført ide oprindelige forarbejder til bestemmelsen er det således ikke tilstrække-ligt, at den erhvervsdrivende har formidlet kontakt mellem sælger og køber– den pågældende må yderligere ved anprisning af salgsgenstanden ellerpå anden måde have deltaget aktivt i forhandlingerne.Består den erhvervsdrivendes ydelse alene i at stille hjemmesideplads tilrådighed, finder formidlingsreglen ikke anvendelse. Hvis den erhvervsdri-vende modtager vederlag for sin indsats i forbindelse med det enkelte salg,må den pågældende derimod antages at have deltaget i salgsforhandlinger-ne, og optræder den erhvervsdrivende ligefrem som fuldmægtig for sælge-ren/tjenesteyderen, vil aftalen klart være omfattet af reglen.Handler den erhvervsdrivende som kommissionær i eget navn, følger detallerede af hovedreglen i stk. 1, at der er tale om en forbrugeraftale, hvoralle de rettigheder og forpligtelser, som i henhold til loven påhviler forbru-gerens medkontrahent, påhviler kommissionæren.391

Det er ikke i relation til de aftaler, som er omfattet af stk. 3, præciseret ilovteksten, hvornår rettigheder og pligter i henhold til loven påhvi-ler/tilkommer enten den erhvervsdrivende mellemmand eller forbrugerensmedkontrahent (sælgeren/tjenesteyderen).Spørgsmålet beror på en fortolkning af de enkelte bestemmelser i loven.Udgangspunktet er, at lovens bestemmelser skal tages efter pålydende,dvs. at det er den erhvervsdrivende mellemmand, som skal opfylde oplys-ningspligten, at meddelelse om fortrydelse kan gives til mellemmandenosv. Forbrugerens medkontrahent er imidlertid den private sælger eller tje-nesteyder, og pligter og rettigheder, som følger af den materielle opfyldel-se af kontrakten, påhviler/tilkommer derfor kontraktparten selv og ikkemellemmanden. Det kommer således f.eks. den private sælger/tjenesteydertil skade, hvis oplysningspligten ikke overholdes, idet fortrydelsesfristenikke begynder at løbe, før forbrugeren har oplysning om fortrydelsesrettenefter § 8, stk. 1, nr. 9, på et varigt medium, jf. nærmere lovforslagets § 19,stk. 3.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 4.1.2. og 6.1.7.1Til § 3Det foreslås, at forbrugeraftalelovens øvrige definitioner – bortset fra defi-nitionen af en forbrugeraftale som foreslås fastsat særskilt i § 2 – samles iden foreslåede§ 3,idet gennemførelsen af forbrugerrettighedsdirektivetforudsætter fastsættelse af en række nye definitioner i forbrugeraftalelo-ven, herunder af begreberne den erhvervsdrivendes forretningssted, varigtmedium og offentlig auktion. Som anført i betænkningens afsnit 6.1.7 hardet ved vurderingen af, hvilke af direktivets definitioner som foreslås ind-sat i loven været afgørende hvorvidt begrebet i forvejen indirekte er defi-neret i forbrugeraftaleloven (evt. indirekte), og hvis dette ikke er tilfældet,hvorvidt der – fordi der ikke kan siges at gøre sig en almindelig sprogligforståelse af begrebet gældende – er behov for at skabe klarhed om begre-bets udstrækning.Inr. 1defineres fjernsalgsaftaler samt fjernkommunikation. Tilsvarendedefinition er indeholdt i direktivets artikel 3, nr. 7. Bestemmelsen svarer tilden gældende § 4, der gennemfører definitionen af fjernsalg i henholdsvisdet generelle fjernsalgsdirektivs artikel 2, nr. 1, og det finansielle fjern-salgsdirektivs artikel 2, litra a og e. Efter bestemmelsen er fjernsalgsaftaler392

enhver aftale om varer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer ellertjenesteydelser, når aftalen er indgået ved brug af fjernkommunikation ogsom led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende.Der henvises vedrørende det gældende fjernsalgsbegreb til Folketingsti-dende 1999-2000, tillæg A, s. 5953 samt Folketingstidende 2003-04, tillægA, s. 7586 f, hvoraf bl.a. fremgår, at der skal være tale om en aftale, derudbydes, forhandles og indgås på afstand. Der er således ikke tale omfjernsalg, hvis parterne mødes fysisk i forbindelse med markedsføringeneller aftalens indgåelse.Fjernsalgsbegrebet indebærer, at der f.eks. vil være tale om fjernsalg i til-fælde, hvor forbrugeren alene besøger den erhvervsdrivendes forretnings-sted med henblik på at indsamle information om varerne eller tjenesteydel-sen, og aftalen efterfølgende forhandles og indgås via fjernkommunikati-on.Derimod omfattes hverken aftaler, der forhandles på den erhvervsdriven-des forretningssted, men indgås endeligt ved hjælp af fjernkommunikationeller reservationer foretaget af en forbruger ved hjælp af en fjernkommu-nikationsteknik med henblik på levering af en tjenesteydelse fra en er-hvervsdrivende, f.eks. bestilling af tid hos frisør eller tandlæge.Det fremgår af bestemmelsen, at der ved fjernkommunikation skal forståskommunikation, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivendemødes fysisk. Det er således uden betydning, hvilken teknik der benyttes.Omfattet er derfor enhver fremgangsmåde, der kan bruges til kommunika-tion, uden at parterne behøver at mødes fysisk. Ud over almindeligpostordrekøb, hvor aftaleindgåelsen typisk foregår ved fremsendelse af enudfyldt bestillingskupon eller ved telefonisk bestilling, kan som andre ek-sempler nævnes internethandel og systematiseret telefonsalgI forhold til vurderingen af om den erhvervsdrivende kan anses for at drive”et system for fjernsalg”, antages det at være afgørende, om den erhvervs-drivende har markedsført en bestemt eller bestemte varer på en sådan må-de, at det opfordrer til, at forbrugeren afgiver sin bestilling, uden at parter-ne mødes. Generelt formodes det, at der ikke skal meget til, for at der fore-ligger et system for fjernsalg, jf. forarbejder til den gældende § 4 i forbru-geraftaleloven.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.5.1.4 og 6.1.7.6.393

Inr. 2defineres aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted. Definitionen svarer ordret til definitionen i direktivets artikel 2,nr. 9, bortset fra, at direktivet anvender begrebet fast forretningssted, mensden foreslåede bestemmelse anvender begrebet den erhvervsdrivendes for-retningssted. Der tilsigtes ikke hermed nogen indholdsmæssig forskel, jf.betænkningens afsnit 6.1.7.7.5.Efter nr. 2,litra a,er en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes for-retningssted, enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren,som er indgået med den erhvervsdrivende og forbrugerens samtidige til-stedeværelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted.Litra bfastsætter, at der også er tale om en aftale indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted, når forbrugeren har afgivet tilbud underde samme omstændigheder, som nævnt i litra a.Efterlitra comfatter definitionen af aftaler uden for den erhvervsdrivendesforretningssted også aftaler, der – umiddelbart efter at forbrugeren er ble-vet kontaktet personlig og individuelt af den erhvervsdrivende på et sted,som ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted med samtidig fysisk til-stedeværelse af den erhvervsdrivende og forbrugeren – er indgået på denerhvervsdrivendes forretningssted eller ved brug af fjernkommunikations-teknik. Der er på dette punkt tale om en udvidelse af, hvilke aftaler der an-ses for at være indgået uden for den erhvervsdrivendes (faste) forretnings-sted i forhold til den gældende retstilstand. Eksempelvis antages situatio-ner, hvor forbrugeren modtager et købstilbud på gaden og umiddelbartderefter følges med den erhvervsdrivende eller dennes repræsentant til denerhvervsdrivendes forretningssted og accepterer tilbuddet – og hvor der så-ledes kan siges at gøre sig et (fortsat) psykisk pres eller overraskelsesmo-ment gældende – at være omfattet af bestemmelsen.Endelig fastsætterlitra d,at også aftaler indgået under en udflugt arrange-ret af den erhvervsdrivende med det formål at præsentere og sælge varereller tjenesteydelser til forbrugeren, er omfattet af definitionen af aftalerindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Udflugt omfatter iden forbindelse mere end udflugter i snæver forstand, jf. nærmere herom ibetænkningens afsnit 6.1.7.7.4.Der antages i øvrigt i vidt omfang at være indholdsmæssigt sammenfaldmellem den foreslåede definition af aftaler indgået uden for den erhvervs-394

drivendes forretningssted og den gældende definition af aftaler indgåetuden for fast forretningssted i forbrugeraftalelovens § 2, stk. 2, nr. 2, deromfatter aftaler indgået på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andetsted, hvortil der ikke er almindelig adgang (litra a og d), aftaler indgåetunder en udflugt, sammenkomst, forestilling mv. arrangeret af den er-hvervsdrivende (litra b), eller aftaler indgået på et offentligt sted eller påen udstilling, messe mv. (litra c).Der består dog den ikke uvæsentlige forskel, at aftaler, som indgås underde i den gældende § 2, stk. 2, nr. 2, litra c, nævnte omstændigheder (offent-ligt sted, eller på en udstilling, messe mv.) efter den foreslåede definitionikke altid vil være indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Indgås aftalen således på en messe, vil det følge af den foreslåede definiti-on af den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. nærmere herom den fore-slåede § 3, stk. 3, litra b, at aftalen ikke er indgået uden for den erhvervs-drivendes forretningssted, hvis den erhvervsdrivende kan siges på sædvan-ligt grundlag at udøve sin aktivitet fra det pågældende sted (messestan-den).For så vidt angår indholdet af den gældende definition henvises til Folke-tingstidende, tillæg A, s. 7584-7585.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.5.1.5 og 6.1.7.7.Inr. 3defineres begrebet den erhvervsdrivendes forretningssted som et-hvert ikke-flytbart detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende fastudøver sin aktivitet, jf.litra a,eller ethvert flytbart detailforretningssted,hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag, jf.litra b.Bestemmelsen implementerer direktivets artikel 2, nr. 9, og svarer ordrethertil, bortset fra at direktivet anvender formuleringerne fast forretnings-sted og (u)bevægeligt forretningssted, mens den foreslåede bestemmelseanvender formuleringerne forretningssted og (ikke-)flytbart forretnings-sted-. Der er med den sproglige justering ikke tilsigtet nogen materiel æn-dring af bestemmelsen, jf. bl.a. afsnit 6.1.7.7.5.For såvel litra a og b er det afgørende kriterium for, om der foreligger etforretningssted i bestemmelsens forstand, hvorvidt den erhvervsdrivendekan siges fast at udøve sin aktivitet herfra. Aftaler indgået på den er-hvervsdrivendes forretningssted vil af samme grund – og i modsætning til395

fjernsalg – typisk være kendetegnet ved parternes samtidige fysiske tilste-deværelse.Som det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede § 3, nr. 2, jf. umid-delbart ovenfor, indebærer den foreslåede definitionen af den erhvervsdri-vendes forretningssted den forskel i forhold til den gældende definition affast forretningssted, at flytbare detailforretningssteder, herunder f.eks.messestande, efter omstændighederne kan anses for også at udgøre den er-hvervsdrivendes forretningssted, såfremt den erhvervsdrivende på sædvan-ligt grundlag udøver sin aktivitet herfra, jf. den foreslåede litra b.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.5.1.5 og 6.1.7.7.1.Nr. 4definerer begrebet finansiel tjenesteydelse som enhver tjeneste, derhar karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investe-rings- eller betalingstjenesteydelse. Bestemmelsen svarer til den gældende§ 5, der ordret implementerer artikel 2, litra b, i det finansielle fjernsalgsdi-rektiv. Trods mindre forskelle i forhold til ordlyden af definitionen af fi-nansielle tjenesteydelser i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 12,antages denne bestemmelse indholdsmæssigt at svare til den gældende de-finition i forbrugeraftaleloven, jf. betænkningens afsnit 6.1.7.10.Om den nærmere afgræsning af begrebet henvises til Folketingstidende2003-04, tillæg A, s. 7587-7589, hvoraf bl.a. fremgår, at spørgsmålet om,hvorvidt, der er tale om en finansiel tjenesteydelse, skal vurderes ud fra ka-rakteren af selve tjenesteydelsen og ikke ud fra, hvem der udbyder ydel-sen. Det fremgår endvidere, at begrebet må fortolkes således, at tjeneste-ydelsens hovedindhold faktisk skal have noget at gøre med pengevæsen,og karakteristiske finansielle tjenesteydelser er således f.eks. indlån og an-dre pengeanbringelser, udlån og anden form for kreditgivning, garanti- oganden form for sikkerhedsstillelse, forsikring, betalinger, valutatransaktio-ner, investeringer, opbevaring af finansielle værdier osv.Nr. 5fastsætter en definition af begrebet varigt medium, som ethvert mid-del, som sætter forbrugeren eller den erhvervsdrivende i stand til at lagreoplysninger rettet personligt til vedkommende med mulighed for fremtidiganvendelse i en periode afpasset efter oplysningernes formål, og som givermulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger. Bestemmelsenimplementerer og svarer ordret til direktivets artikel 2, nr. 10.

Definitionen omfatter bl.a. papir, USB-nøgler, cd-rom’er dvd’er, memorycards eller harddiske på computere samt e-mail, jf. herved præambelbe-tragtning 23.I forhold til SMS-beskeder og hjemmesider beror det på en konkret vurde-ring, om betingelserne i definitionen er opfyldt. Det antages i den forbin-delse, at stort set alle de mobiltelefoner, der i dag sælges i Danmark, har såhøj en lagringskapacitet, at modtagelse af en SMS/MMS-besked på en så-dan telefon kan betragtes som modtaget på et varigt medium.Hjemmesider vil som udgangspunkt ikke kunne anses for et varigt mediumi direktivets forstand. Dette skyldes, at en hjemmeside typisk bliver løben-de opdateret og ændret således, at der ikke er sikkerhed for, at forbrugerenkan reproducere de modtagne oplysninger.I takt med den teknologiske udvikling må de af definitionen omfattedemedier kunne blive suppleret af nye tekniske indretninger.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.7.8.Inr. 6defineres begrebet offentlig auktion som en salgsmetode, hvor denerhvervsdrivende tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, somselv er eller har mulighed for at være til stede under auktionen, gennem engennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af en aukti-onsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet til atkøbe varerne eller tjenesteydelserne.Bestemmelsen implementerer og svarer ordret til direktivets artikel 2, nr.10. Bestemmelsen omfatter såvel det, der sædvanligvis forstås ved offent-lige auktioner (traditionelt auktionssalg) og elektroniske auktioner, f.eks.internet auktioner. Ved traditionelt auktionssalg forstås auktioner, der ertilrettelagt sådan, at en væsentlig del af de bydende normalt er (fysisk) tilstede på auktionsstedet. Sådanne traditionelle auktioner er omfattet af af-græsningen af auktionssalg i den gældende § 2, stk. 1, nr. 4, som derimodikke omfatter elektroniske auktioner.For så vidt angår den gældende § 2, stk. 1, nr. 4, henvises til Folketingsti-dende 1999-2000, tillæg A, s. 5935 og 5956.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.7.11.397

For så vidt angår indholdet af øvrige begreber, som er defineret i direkti-vets artikel 2, men som ikke foreslås medtaget som udtrykkelige definitio-ner i forbrugeraftaleloven, henvises til betænkningens afsnit 6.1.7.2 (vare),afsnit 6.1.7.3 (vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer),afsnit 6.1.7.4 (købsaftale), afsnit 6.1.7.5 (tjenesteydelsesaftale), afsnit6.1.7.9 (digitalt indhold), afsnit 6.1.7.12 (handelsmæssig garanti) og afsnit6.1.7.13 (tilknyttet aftale).Til kapitel 2Kapitlet indeholder regler om forbud mod uanmodet personlig eller telefo-nisk henvendelse til forbrugere og om uanmodet levering af varer eller tje-nesteydelser.Til § 4Den foreslåede§ 4svarer til den gældende § 6, der – med visse ændringer– er videreført fra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978.Efterstk. 1må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning heromrette telefonisk henvendelse til en forbruger eller personlig henvendelse tilen forbruger på denne bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikkeer almindelig adgang, med henblik på straks eller senere at opnå tilbud el-ler accept af tilbud om indgåelse af aftale.Bestemmelsen indebærer således en ændring i forhold til den gældende § 6stk. 1, hvor forbuddet mod uanmodede henvendelser er afgrænset til per-sonlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, ar-bejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang.Denne foreslåede ændring har til hensigt at rette op på den utilsigtede kon-sekvens af den nuværende affattelse af bestemmelsen, der efter ordlydenindebærer, at telefoniske henvendelser til en forbruger, der befinder sigandre steder end på sin bopæl, sin arbejdsplads eller andre steder, hvortilder ikke er almindelig adgang, ikke er omfattet af forbuddet.Efterstk. 2gælder forbuddet i stk. 1 dog ikke for telefoniske henvendelserom bestilling af bøger, jf.nr. 1,tegning af abonnementer på aviser, uge-blade og tidsskrifter, jf.nr. 2,formidling af forsikringsaftaler, jf.nr. 3,ogtegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetransport,398

hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgået aftaleom udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand, jf.nr. 4.For så vidt angår den gældende § 6 henvises til Folketingstidende, tillægA, s. 7589-7590 samt Folketingstidende 1977-78, tillæg A, s. 741 f, hvorafbl.a. fremgår, at foreninger og sammenslutninger, hvis formål udelukkendeer velgørende eller almennyttigt, i almindelighed ikke kan anses for er-hvervsdrivende i lovens forstand. Dette er ensbetydende med, at lovensforbud mod uanmodede personlige henvendelser ikke vil gælde for sådan-ne foreningers henvendelser med henblik på indsamlinger til humanitæreformål mv. Det fremgår endvidere, at undtagelsen i nr. 1, ikke omfatterlydbøger eller bøger, der udgives på cd-rom eller på andet digitalt ellerelektronisk medie.Det bemærkes i øvrigt, at lovlige uanmodede henvendelser, jf. den foreslå-ede § 4, stk. 2, vil være underlagt lovens øvrige bestemmelser, herunderreglerne om oplysningspligt i kapitel 3 og – hvis der er tale om fjernsalg –reglerne om fortrydelsesret i kapitel 4, jf. den foreslåede § 3, nr. 1, jf. § 1,stk. 2, nr. 1.Herudover vil også markedsføringslovens regler finde anvendelse på hen-vendelser omfattet af § 4, stk. 2, hvilket bl.a. betyder, at det yderligere eren betingelse for (lovligt) at rette uanmodet telefonisk henvendelse til enforbruger, at forbrugeren ikke over for den erhvervsdrivende har frabedtsig at blive ringet op, f.eks. ved at lade sig notere på den såkaldte Robin-sonliste i CPR-registeret. Endvidere skal den erhvervsdrivende give for-brugeren oplysning om retten til at frabede sig uanmodede henvendelserfra den erhvervsdrivende. jf. markedsføringslovens § 6 a.Til § 5Den foreslåede§ 5er en uændret videreførelse af den gældende § 7. Be-stemmelsen blev indført med den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978,jf. denne lovs § 3, og fastsætter, at et løfte afgivet af forbrugeren ved denerhvervsdrivendes henvendelse i strid med forbuddet i § 4 ikke er binden-de.Om bestemmelsen henvises nærmere til Folketingstidende 1977-78, tillægA, sp. 749 f.

Som det også fremgår heraf, vil forbrugeren, hvis en aftale er indgået istrid med det foreslåede forbud mod uanmodede henvendelser, i kraft afbestemmelsen kunne kræve sig frigjort fra aftalen, uden at retten hertil erbegrænset af bestemte tidsfrister. Dette gælder, selv om den erhvervsdri-vende har overholdt de oplysningsforpligtelser, der følger af lovens kapitel3, og herunder har givet forbrugeren oplysning om fortrydelsesretten.Det er alene forbrugeren, og ikke den erhvervsdrivende, der kan påberåbesig ugyldighedsvirkning efter bestemmelsen. Forbrugeren kan således ogsåvælge at fastholde og kræve opfyldelse af aftalen.I øvrigt må de nærmere konsekvenser af bestemmelsen fastsættes i over-ensstemmelse med de almindelige regler om aftalers ugyldighed. Af disseregler følger bl.a., at forbrugeren efter omstændighederne må anses for athave givet afkald på at påberåbe sig ugyldighed, såfremt den pågældendeforholder sig passiv i længere tid eller råder over salgsgenstanden på ensådan måde, at den ikke kan tilbagegives. Der vil endvidere – navnlig vedtjenesteydelser – kunne blive tale om, at forbrugeren skal betale for værdi-en af det modtagne (berigelsen) som forudsætning for aftalens ophævelse.Til § 6Den foreslåede§ 6svarer til den gældende § 8.Bestemmelsens1. pkt.vedrører uanmodet fremsendelse eller levering afvarer og er en uændret videreførelse af § 4 i forbrugeraftaleloven af 1978.Bestemmelsen hindrer såkaldt negativ aftaleindgåelse ved salg af varer,dvs. fremsendelse af varer til forbrugeren uden forudgående aftale heromog med opfordring til at betale for varen.Om bestemmelsen i 1. pkt. henvises nærmere til Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 750 f, hvoraf bl.a. fremgår, at bestemmelsen ikke indebæ-rer, at forbrugeren altid kan beholde ubestilte varer, uden at betale for dem,idet bestemmelsen kun er anvendelig, såfremt forsendelsen eller afleverin-gen ikke skyldes en fejltagelse. At der ikke er tale om en fejltagelse kanfremgå af det vedlagte salgstilbud. I andre tilfælde kan forbrugeren i al-mindelighed gå ud fra, at der foreligger en fejl, hvorfor han bør rette hen-vendelse til afsenderen herom.2. pkt.vedrørende uanmodet udførelse af tjenesteydelser videreføreruændret den tidligere forbrugeraftalelovs § 4, 2. pkt., som affattet ved lov400

nr. 442 af 30. maj 2000. Denne bestemmelse gennemfører artikel 9 i detgenerelle fjernsalgsdirektiv og artikel 9 i det finansielle fjernsalgsdirektiv.Om bestemmelsen i 2. pkt. henvises til Folketingstidende 1999-2000, til-læg A, s. 5942 f og 5952 f, hvoraf bl.a. fremgår, at det følger af almindeli-ge regler, at forbrugeren efter omstændighederne må tillade den erhvervs-drivende at tage sin ydelse (f.eks. en håndværkertjeneste) tilbage mod atsørge for reetablering, såfremt tjenesteydelsen er blevet udført ved en fejl.Det fremgår endvidere, at bestemmelsen ikke regulerer de særlige tilfælde,hvor en erhvervsdrivende udfører arbejde, som ikke er omfattet af forbru-gerens bestilling, men hvor dette beror på en undskyldelig fejltagelse, ellerhvor arbejdet er udført i forbrugerens interesse, efter at den erhvervsdri-vende forgæves har forsøgt at kontakte forbrugeren. I sådanne tilfælde mådet antages, at den erhvervsdrivende efter omstændighederne vil kunne til-kendes et vederlag.Til kapitel 3Kapitlet indeholder regler om oplysningspligt ved aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted og aftaler indgået ved fjernsalg.Kapitlet indledes med en bestemmelse om anvendelsesområdet for regler-ne om oplysningspligt (§ 7). Herefter følger bestemmelser om oplysnings-pligt ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted ogfjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser (§§ 8-12), bestemmelser om oplysningspligt ved fjernsalgsaftaler vedrørende fi-nansielle tjenesteydelser (§§ 12-14) samt bestemmelse om oplysningspligtfor andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted.Opfylder den erhvervsdrivende ikke sin pligt til at give visse oplysningerfør aftalens indgåelse, vil det have aftaleretlige konsekvenser. Eksempelviskan tilsidesættelse af oplysningspligten have betydning for, om den pågæl-dende vare eller tjenesteydelse betragtes som mangelfuld. Herudover ermanglende eller mangelfuld overholdelse af oplysningspligten civilretligtsanktioneret ved en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestids-punkt, jf. den foreslåede § 19, stk. 3.Som det fremgår af forslaget til § 34, stilles der endvidere forslag om bø-destraf for henholdsvis overtrædelse af pligten til at give oplysning om ek-401

sistensen af en fortrydelsesret og grov eller oftere gentagen overtrædelse afpligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tje-nesteydelse at oplyse om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjene-steydelse.Bestemmelserne om oplysningspligt suppleres i øvrigt af markedsførings-retlige regler i anden lovgivning, herunder navnlig markedsføringslovens §3, e-handelsloven og bekendtgørelse nr. 1372 af 16. december 2009 omtjenesteyderes pligt til at give oplysninger til tjenestemodtagere, samt al-mindelige kontraktretlige regler om loyal oplysningspligt. Der henvisesnærmere herom til betænkningens afsnit 6.2.1.2.Til § 7Den foreslåede§ 7fastlægger generelt anvendelsesområdet for lovens be-stemmelser om oplysningspligt.Istk. 1, 1. pkt.,fastlægges det, at den erhvervsdrivende skal give forbruge-ren oplysninger i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3. Bestemmel-sen er således ikke begrænset til visse aftaletyper i modsætning til dengældende § 9, stk. 1, hvorefter reglerne om oplysningspligt alene gælderaftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Derhenvises nærmere herom til lovudkastets § 18, der som noget nyt fastsætteroplysningspligt forandreaftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler ind-gået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Efter2. pkt.påhviler bevisbyrden for, at oplysningskravene efter kapitel 3er opfyldt, den erhvervsdrivende. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre di-rektivets artikel 6, stk. 9. For en nærmere gennemgang heraf henvises dertil betænkningens afsnit 6.2.2.5.20.Istk. 2er opregnet en række undtagelser fra reglerne om oplysningspligt.Det drejer sig om visse køb af levnedsmidler og andre varer til hushold-ningens løbende forbrug, jf.nr. 1,visse aftaler vedrørende rettigheder overfast ejendom, jf.nr. 2, 3 og 4,aftaler om pakkerejser, jf.nr. 5,aftaler ved-rørende spil, jf.nr. 6,og aftaler hvor varen og købesummen udvekslessamtidigt med aftalens indgåelse, hvis købesummen ikke overstiger 350kr., jf.nr. 7.

Det bemærkes, at aftaler, der efter § 7, stk. 2, foreslås undtaget fra oplys-ningspligtens område, ligeledes vil være undtaget fra reglerne i kapitel 4om fortrydelsesret, jf. den foreslåede § 18, stk. 2, nr. 1.De i § 7, stk. 2, opregnede typer af aftaler undtages imidlertid alene frareglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret. Forbrugeraftalelovens øv-rige regler, herunder bl.a. reglerne om forbud mod uanmodet henvendelseog om ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser, vil såledesfortsat finde anvendelse for sådanne aftaler.Nr. 1undtager fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningensløbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller ar-bejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener fasteruter. Bestemmelsen viderefører i et vist omfang den gældende § 9, stk. 2,nr. 1, men foreslås affattet i fuld overensstemmelse med ordlyden i direk-tivets artikel 3, stk. 3, litra j, som generelt undtager de ovenfor nævnte af-taler fra direktivets anvendelsesområde.Kravet om, at den erhvervsdrivenderegelmæssigtskal betjene faste ruter,knytter sig ikke til den enkelte forbruger, men skal forstås således, at denerhvervsdrivende regelmæssigt bringer varer ud i området, hvor forbruge-ren har bopæl.Ved begrebetfaste rutermå bl.a. forstås en tilkendegivelse om, at den er-hvervsdrivende udbringer varer inden for et vist område, f.eks. inden for etnærmere angivet postnummer.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.9.Nr. 2undtager aftaler om stiftelse eller overdragelse af rettigheder overfast ejendom fra oplysningspligtens område. Bestemmelsen omfatter andreaftaler end entrepriseaftaler, som er omfattet af nr. 3, f.eks. ejendomsret-tigheder og servitutter. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis der er tale omfjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, herunder navnligrealkreditlån, eller fjernsalgsaftaler vedrørende udlejning af fast ejendom,herunder såvel udlejning til bolig som udlejning til andet formål. Forbru-geraftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret gælder såledessom udgangspunkt i forhold til sådanne aftaler.

Det bemærkes, at udlejning til boligformål antages at omfatte op-hold/bopæl af mere varig karakter og ikke den midlertidige karakter, somf.eks. leje af hotelværelser og sommerhuse til ferieformål udgør.Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til den gældende § 9, stk. 2, nr. 5,der undtager aftaler om ”andre rettigheder over fast ejendom” fra oplys-ningspligtens område. Bestemmelsen har hjemmel i direktivets artikel 3,stk. 3, litra e, der undtager aftaler om stiftelse, erhvervelse eller overdra-gelse af fast ejendom eller af rettigheder over fast ejendom fra direktivetsområde, og foreslås som følge heraf formuleret bredere end den gældendebestemmelse, dog således at der er foretaget nogle sproglige justeringer afbestemmelsen. Der henvises nærmere herom til betænkningens afsnit6.1.8.3.5.Nr. 3.undtager aftaler om opførelse af bygning fra oplysningspligtens om-råde. Bestemmelsen svarer til den gældende § 9, stk. 2, nr. 3, og harhjemmel i direktivets artikel 3, stk. 3, litra f. Undtagelsen omfatter nybyg-ning, ombygning og tilbygning, men ikke aftaler om bygningsvedligehol-delse, reparation eller renovering, der ikke udgør en omfattende tilbygning.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.5.Nr. 4undtager aftaler, som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraf-taler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferieproduktermv. fra oplysningspligten. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til dengældende § 9, stk. 2, nr. 4, og har hjemmel i direktivets artikel 3, stk. 3, lit-ra h, der undtager aftaler omfattet af timesharedirektivet fra direktivets an-vendelsesområde.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.7.Nr. 5undtager aftaler, som er omfattet af § 1, stk. 1, i lov om pakkerejser,fra oplysningspligten. Bestemmelsen viderefører delvist den gældende § 9,stk. 2, nr. 2, men foreslås ændret som led i gennemførelse af direktivets ar-tikel 3, stk. 3, litra g, der undtager aftaler omfattet af pakkerejsedirektivetfra direktivets anvendelsesområde,Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.6.Nr. 6undtager aftaler om spil, hvor der betales en pengeindsats for delta-gelsen. Begrebet spil skal forstås i overensstemmelse med definition heraf404

i lov om spil (spilleloven) Spillelovens afgrænsning heraf omfatter spil,hvorved forstås lotteri, kombinationsspil og væddemål, jf. nærmere spille-lovens § 5.Det bemærkes, at bestemmelsen (alene) indebærer, at spil, hvor der fordeltagelse betales en pengeindsats, undtages fra de foreslåede regler omoplysningspligt og fortrydelsesret, hvorimod lovudkastets øvrige bestem-melser vil finde anvendelse på aftaler om sådanne spil.Undtagelsen omfatter ikke andre former for spil, herunder spil, hvor derikke betales indsats i form af penge eller slet ikke betales indsats. Undta-gelsen omfatter heller ikke spil i form af en vare såsom et kortspil ellerspil, som f.eks. bestilles og leveres via en mobiltelefon som en overtakse-ret SMS-besked eller via internettet som et computerspil, og hvortil der ik-ke et knyttet et hasardelement.Undtagelsen af spil har hjemmel i direktivets artikel 3, stk. 3, litra c, derdog er udformet som en generel undtagelse fra direktivets anvendelsesom-råde for så vidt angår aftaler om hasardspil, dvs. spil der indebærer, at dergøres indsats med penge i spil, som indeholder et element af tilfældighed,herunder lotterier, kasinospil og væddemål.Den foreslåede undtagelse er bredere end den gældende undtagelse for spilog lotteri i forbrugeraftaleloven, hvor aftaler herom alene undtages fra reg-lerne om fortrydelsesret, jf. den gældende § 17, stk. 2, nr. 4.Den foreslåede undtagelse af spil er herudover også bredere end den gæl-dende § 17, stk. 2, nr. 4, i den forstand, at den gældende § 17, stk. 3 –hvoraf følger, at fortrydelsesretten, uanset den gældende § 17, stk. 2, nr. 4,finder anvendelse på visse aftaler indgået uden for fast forretningssted –foreslås ophævet i relation til spil. jf. nærmere herom i relation til lovudka-stets § 18, stk. 3.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.8.3.3.Inr. 7undtages aftaler, hvor varen og købesummen udveksles samtidigtmed indgåelse af en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted, hvis købesummen ikke overstiger 350 kr.Undtagelsen har hjemmel i direktivets artikel 3, stk. 4, hvorefter medlems-staterne for så vidt angår aftaler indgået uden for fast forretningssted kan405

vælge ikke at anvende direktivets bestemmelser, hvis prisen, som forbru-geren skal betale, ikke overstiger 50 euro. Medlemsstaterne gives også mu-lighed for at fastsætte en lavere værdi.Bestemmelsen er i det væsentligste en videreførelse af den gældende § 2,stk. 2, nr. 2, litra c, hvorefter forbrugeraftalelovens regler om oplysnings-pligt og fortrydelsesret ikke finder anvendelse på aftaler indgået på offent-ligt sted mv. og hvor varen og købesummen udveksles samtidigt med afta-lens indgåelse, uanset købesummens størrelse.Bestemmelsen skal i overensstemmelse med direktivets præambelbetragt-ning 28 forstås således, at den – i tilfælde, hvor forbrugeren samtidigt harindgået flere aftaler af beslægtet indhold – alene finder anvendelse, hvorden samlede købesum ikke overstiger 350 kr. Varer og tjenesteydelser, forhvilke lovens regler om oplysningspligt og fortrydelse slet ikke finder an-vendelse, skal dog ikke medregnes, når det skal afgøres, hvorvidt bagatel-grænsen er overskredet.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 7.2.Stk. 3indeholder en særregel vedrørende fjernsalg af finansielle tjeneste-ydelser, der er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge,og fastsætter specifikt for sådanne aftaler, hvilke oplysninger forbrugerenskal modtage. Der er tale om en række af de samme oplysninger, som i øv-rigt skal gives forbrugeren, inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørendeen finansiel tjenesteydelse, jf. lovudkastets § 14, idet forbrugeren herud-over skal have de oplysninger, som følger af §§ 43, 44, 47 og 48 i lov ombetalingstjenester.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 9, stk. 3, som blev ind-sat i forbrugeraftaleloven ved lov nr. 385 af 5. maj 2009 om betalingstje-nester, der gennemførte direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester i det in-dre marked og om ændring af bl.a. det generelle fjernsalgsdirektiv og detfinansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises i øvrigt til Folketingstidende2008-09, tillæg A, s. 3590 f.Istk. 4foreslås en regel om, at oplysninger, som den erhvervsdrivende ef-ter reglerne i det foreslåede kapitel 3 om den erhvervsdrivendes oplys-ningspligt skal give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den er-hvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelsepå dansk, jf. 1. pkt. Kravet om afgivelse af oplysningerne på dansk gælder406

dog ikke, hvis forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke til at mod-tage oplysningerne på et andet sprog, jf. 2. pkt.Bestemmelsen har hjemmel i direktivets artikel 6, stk. 7, hvorefter med-lemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende de aftale-mæssige oplysninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådanneoplysninger let kan forstås af forbrugeren.Der antages i den forbindelse at skulle være tale om markedsføring af etvist omfang, således at forbrugerens indgåelse af aftalen – selvom dette ik-ke konkret kan dokumenteres – kunne være motiveret af den pågældendemarkedsføring.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 7.5.Til § 8Bestemmelsen fastsætter, hvilke oplysninger erhvervsdrivende skal giveforbrugere ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-sted og fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikke finansielle tjenesteydel-ser samt hvornår og på hvilken måde, disse oplysninger skal gives.Med bestemmelsen foreslås der – i modsætning til de gældende §§ 10-12 –ens oplysningskrav for aftaler om varer eller tjenesteydelser, uanset om af-talen er indgået ved fjernsalg eller uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted.Istk. 1opregnes en række oplysninger, som er omfattet af oplysningsplig-ten, idet det indledningsvist fremgår af bestemmelsen, at disse oplysningerskal gives,indender indgås en aftale, og at oplysningerne skal gives på enklar og forståelig måde.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, og er ividt omfang affattet i overensstemmelse hermed. Visse af oplysningskra-vene svarer indholdsmæssigt til de gældende oplysningskrav, men direkti-vets artikel 6 udvider imidlertid den erhvervsdrivendes oplysningspligt påen række punkter, herunder navnlig for så vidt angår aftaler indgået udenfor den erhvervsdrivendes forretningssted. De opregnede oplysninger om-fatter endvidere de oplysninger, som skal gives i forbindelse med indgåel-se af andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted, jf. lovudkastets § 17. Herudover407

fastsættes en række yderligere oplysninger, som skal gives til forbrugeren itilfælde, hvor der indgås en aftale om varer eller ikkefinansielle tjeneste-ydelser enten uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller vedfjernsalg.For så vidt angår de i stk. 1 opregnede oplysningskrav henvises i øvrigt tilbetænkningens afsnit 6.2.2.5.1.Efternr. 1skal der gives oplysninger om varens eller tjenesteydelsens vig-tigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken ogtil varen eller tjenesteydelsen. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direk-tivets artikel 6, stk. 1, litra a, og er en ordret gengivelse heraf.Det vil bero på en konkret vurdering, hvor omfattende og detaljerede op-lysninger, den erhvervsdrivende skal tilvejebringe, idet kommunikations-teknikken og varernes eller tjenesteydelsernes art bør indgå i denne vurde-ring. Ved komplicerede varer og tjenesteydelser vil kravene til omtalen afvarens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber derfor være større endved ukomplicerede varer og tjenesteydelser.I relation til fjernsalgsaftaler indebærer bestemmelsen, at oplysningskrave-ne bør tilpasses, således at der tages hensyn til visse mediers tekniske be-grænsninger, såsom de begrænsninger, der er forbundet med antal tegn påvisse mobiltelefonskærme, eller tidsbegrænsningen for salgsspot på tv. Isådanne tilfælde bør den erhvervsdrivende opfylde et minimum af de væ-sentligste oplysningskrav, således at tilbuddet præsenteres på en afbalance-ret måde, og henvise forbrugeren til en anden informationskilde, f.eks. vedat opgive et frikaldsnummer eller anføre et hyperlink til den erhvervsdri-vendes hjemmeside, hvor der er direkte og let adgang til de relevante op-lysninger.Inr. 2-4fastsættes en række oplysninger om den erhvervsdrivende, herun-der kontaktoplysninger, som skal gives til forbrugeren. Efter bestemmel-serne skal der således gives oplysning om den erhvervsdrivendes identitetog den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret og på den-nes forretningssted, samt eventuelle telefon- og faxnummer og e-mailadresse, jf. nr. 2 og 4. Hvor det er relevant, skal der endvidere givesoplysninger om identitet og den fysiske adresse på den erhvervsdrivende,som der handles på vegne af, jf. nr. 3, og den fysiske adresse på forret-ningsstedet for den erhvervsdrivende, som der handles på vegne af, hvis408

den er forskellig fra den adresse, der er opgivet i overensstemmelse mednr. 3, og hvortil forbrugeren kan indgive eventuelle klager, jf. nr. 4.Navnlig i relation tilnr. 2bemærkes, at den erhvervsdrivendes identitetf.eks. kan oplyses ved brug af firmanavn eller CVR-nr. Formålet med de inr. 2 opregnede kontaktoplysninger er bl.a. at sikre, at forbrugeren kankontakte den erhvervsdrivende hurtigt og kommunikere effektivt med den-ne.Bestemmelserne i nr. 2-4 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk.1, litra b-d, og betyder på flere punkter en udvidet oplysningspligt i forholdtil den gældende § 11, stk. 1, nr. 1, bl.a. fordi de foreslåede bestemmelseromfatter oplysninger om den erhvervsdrivendeseventuelletelefon- og fax-nummer og e-mail-adresse, jf. nr. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at enerhvervsdrivende, der driver virksomhed inden for e-handelsdirektivetsanvendelsesområde, f.eks. ved fjernsalg via internettet, erforpligtettil atgive oplysning om sin e-mail-adresse. For så vidt angår aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted vil den erhvervsdrivendederimod kun være forpligtet til at give oplysning om en e-mail-adresse,idet omfang den erhvervsdrivende har en sådan elektronisk adresse.Inr. 5 og 6opregnes en række prisoplysninger, som skal gives til forbru-geren. Bestemmelserne supplerer markedsføringslovens regler om prisop-lysninger, jf. herved betænkningens afsnit 6.2.2.5.1.Efter nr. 5 skal der gives oplysning om den samlede pris for varen ellertjenesteydelsen inklusive afgifter. Hvis varens eller tjenesteydelsens artgør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, skal der i ste-det gives oplysninger om den måde, hvorpå prisen skal udregnes. Endvide-re skal der, hvor det er relevant, gives oplysninger om alle yderligere om-kostninger vedrørende fragt, levering eller porto og enhver anden omkost-ning, eller, hvor disse omkostninger ikke med rimelighed kan udregnes påforhånd, oplysning om, at der kan forekomme sådanne yderligere omkost-ninger.Alle obligatoriske pristillæg – f.eks. ekspeditionsgebyrer – og afgifter tildet offentlige skal meddeles, sådan at der oplyses om den pris, ydelsenfaktisk kan erhverves til.Formuleringen ”enhver anden omkostning” omfatter bl.a. også afgif-ter/omkostninger, der ikke betales via leverandøren eller pålægges af den-409

ne. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litrae, 1. pkt., og svarer indholdsmæssigt til den gældende § 11, stk. 1, nr. 3.Efter nr. 6 skal der – som noget nyt i forhold til den gældende § 11, stk. 1,nr. 3 – endvidere gives oplysning om de samlede udgifter pr. afregningspe-riode, hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler.Der skal herunder gives oplysninger om de samlede månedlige udgifter,hvor der er tale om tidsubestemte aftaler eller abonnementsaftaler, der be-tales med et fast beløb, eller, hvor de samlede udgifter ikke kan udregnespå forhånd, oplysning om hvordan prisen skal udregnes. Bestemmelsen til-sigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra e, 2. pkt.Efternr. 7skal der gives oplysning om eventuelle omkostninger for for-brugeren ved anvendelse af den pågældende fjernkommunikationstekniktil indgåelse af aftalen, når de beregnes efter en anden takst end grundtak-sten. Anvises forbrugeren f.eks. at ringe til et såkaldt 900-nummer, skalder oplyses om den særlige (højere) pris herfor. Bestemmelsen tilsigter atgennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra f, men indebærer samtidig enindholdsmæssigt videreførelse af gældende ret, jf. den gældende § 11, stk.1, nr. 6.Efternr. 8skal der gives oplysning om vilkår om betaling, levering, opfyl-delse samt det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at le-vere varen eller yde tjenesteydelsen. Endvidere skal der, hvor det er rele-vant, gives oplysninger om den erhvervsdrivendes praksis for klagebe-handling.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra g,og medfører i forhold til den gældende § 11, stk. 1, nr. 4, et nyt krav om, atden erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om det tidspunkt, hvor denerhvervsdrivende forpligter sig til at levere varerne eller tjenesteydelsen,samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis for klagebehand-ling. Det antages i den forbindelse, at ”hvor det er relevant” skal forstås så-ledes, at den erhvervsdrivende alene er forpligtet til at oplyse om sin poli-tik for klagebehandling, såfremt den afviger fra det, man sædvanligvis kanforvente ved behandling af klager over varer af den pågældende type / iden pågældende branche, f.eks. særlige procedurer ved indgivelse af kla-gen.

Efternr. 9skal der gives oplysninger om betingelser, tidsfrist og procedu-rer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. forslagets § 20, samt om denstandardfortrydelsesformular, der er angivet i bilag 1 C til loven.Den erhvervsdrivende skal således i tilfælde af eventuel fortrydelsesretstille den standardfortrydelsesformular, der findes i bilag 1 (B), til rådig-hed for forbrugeren. Den erhvervsdrivende kan ikke anvende en andenformular end standardfortrydelsesformularen i bilag 1 (B), men der erimidlertid ikke noget til hinder for, at forbrugeren vælger at give meddelel-se om eventuel fortrydelse på anden måde, jf. standardfortrydelsesvejled-ningen 3. afsnit. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6,stk. 1, litra h, men tilsvarende oplysningskrav følger – med undtagelse afoplysning om et standardfortrydelsesskema – af den gældende § 12, stk. 2,nr. 2, idet disse oplysningskrav dog først skal opfyldesefteraftalens ind-gåelse i forbindelse med meddelelsen af oplysningerne på varigt medium,jf. den gældende § 12, stk. 3, jf. stk. 1.Efternr. 10skal der, hvor det er relevant, oplyses om, at forbrugeren skalbetale udgifterne til tilbagelevering af varen i tilfælde af fortrydelse, og, iforbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis varen i kraft af sin art ikke kanreturneres med normal post, om udgifterne til returnering af varen. Be-stemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra i.Efternr. 11skal der gives oplysning om, at forbrugeren, ved tilbagetrædenfra en tjenesteydelsesaftale, skal betale den erhvervsdrivende for rimeligeomkostninger hvis aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige an-modning er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb. For så vidt angårfastlæggelsen af rimelige omkostninger henvises der til den foreslåede §25, stk. 1 og 2.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra j.Efternr. 12skal der, såfremt fortrydelsesretten ikke finder anvendelse ihenhold til den foreslåede § 18, gives oplysning herom, eller, hvor det errelevant, under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelses-ret. Forbrugeren vil f.eks. miste sin fortrydelsesret, hvis forbrugeren ikkeinden udløbet af den fortrydelsesfrist, der er angivet i lovudkastets § 19,ved afgivelse af en utvetydig erklæring giver den erhvervsdrivende medde-lelse om, at forbrugeren ønsker at udøve sin fortrydelsesret, jf. lovudka-stets § 20.411

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra k.Efternr. 13skal der gives oplysning om de almindelige køberetlige man-gelsregler.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra l,vedrørende oplysninger om ”lovbestemte garantier for varernes kontrakt-mæssighed”. Som anført i afsnit 6.2.2.5.8 skal der hermed forstås de al-mindelige køberetlige mangelsregler. Der gælder ingen tilsvarende oplys-ningskrav efter den gældende forbrugeraftalelov, men bestemmelsen sup-plerer derimod markedsføringslovens § 12, stk. 2, vedrørende informationtil forbrugere om garantier, hvoraf også fremgår, at den erhvervsdrivendepå en klar og tydelig måde skal oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettig-heder efter lovgivningen ikke berøres af garantien.Efternr. 14,skal der, hvor det er relevant, gives oplysninger om efter-salgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og handels-mæssige garantier.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra m,og må i relation til krav om oplysninger om eftersalgskundebistand og ef-tersalgsservice antages at gå videre end kravet om oplysning om reparati-ons- eller vedligeholdelsesservice i den gældende § 12, stk. 2, nr. 1.Ved en handelsmæssig garanti forstås enhver forpligtelse, som den er-hvervsdrivende eller en producent (garantigiveren) har påtaget sig over forforbrugeren ud over sin retlige forpligtelse til at levere en kontraktmæssigydelse, til at refundere købesummen eller omlevere, reparere eller på an-den måde afhjælpe mangler ved varerne, forudsat at varerne ikke opfylderde specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår af garantierklærin-gen eller af de relevante reklamer for varen eller tjenesteydelsen, der vartilgængelige på tidspunktet eller forud for aftalens indgåelse, og som ikkerelaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed, jf. direktivets artikel 2, nr. 14.Der er med bestemmelsen om den erhvervsdrivendes oplysningspligt ikkeindført en pligt for den erhvervsdrivende til at indestå for garantier afgivetaf tredjemand. Hvorvidt den erhvervsdrivende hæfter for garantien, må af-gøres efter de almindelige aftaleretlige regler, herunder købelovens § 76,stk. 1, nr. 2.

Efternr. 15skal der gives oplysning om relevante adfærdskodeks og, hvordet er relevant, oplysning om, hvordan eksemplarer heraf kan fremskaffes.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra n.Ved et adfærdskodeks skal forstås en aftale eller et regelsæt, der ikke føl-ger af lovgivning eller administrative bestemmelser, hvorigennem den er-hvervsdrivendes adfærd fastlægges, og ifølge hvilken den erhvervsdriven-de forpligtes til at overholde kodeksen i forbindelse med en eller flere for-mer for handelspraksis eller inden for en eller flere erhvervssektorer, jf. ar-tikel 2, litra f, i direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF). Aleneadfærdskodeks, ifølge hvilken den erhvervsdrivende over for den pågæl-dende organisation har forpligtet sig til at overholde kodeksen, og hvortilder er knyttet en eller flere sanktionsformer, er omfattet af bestemmelsen.Andre adfærdskodeks, som er etisk funderede, og hvortil der ikke er knyt-tet nogen retsvirkning, er således ikke omfattet af bestemmelsen.Det bemærkes endvidere, at den erhvervsdrivende ikke skal/må give op-lysninger om adfærdskodeks, hvortil den pågældende ikke har tilsluttet sig.En sådan oplysning vil ikke være relevant og vil endvidere efter omstæn-dighederne kunne være vildledende over for forbrugeren.Efternr. 16skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om aftalens va-righed, eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlænges auto-matisk, betingelserne for at opsige aftalen.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra o,og går videre end den gældende § 11, stk. 1, nr. 4, vedrørende oplysningom uopsigelighedsperioder, idet der efter den foreslåede bestemmelse skalgives oplysning om aftalens gyldighedsperiode, og for så vidt angår afta-ler, der forlænges automatisk, betingelserne for at opsige aftalen. Der hen-vises i øvrigt til lovudkastets kapitel 7 (§§ 28 og 29) vedrørende ret til op-sigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser mv.Efternr. 17skal der endvidere, hvor det er relevant, gives oplysning omminimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til aftalen.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra p.Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestem-melse.

Bestemmelsen vil f.eks. kunne være relevant ved visse aftaler om løbendelevering af varer eller tjenesteydelser, hvor der er aftalt vilkår om opsigel-sesvarsel og/eller bindingsperiode. Der henvises i øvrigt til lovudkastetskapitel 7 (§§ 28 og 29) vedrørende ret til opsigelse af aftaler om løbendetjenesteydelser mv.Efternr. 18skal der, hvor det er relevant, gives oplysning om forskud ellerandre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller stille efteranmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor. Bestem-melsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra q. Den gæl-dende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse.Herudover skal der efternr. 19,hvor det er relevant, gives oplysning omfunktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltningerfor digitalt indhold.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra r.Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestem-melse. Som anført ovenfor gælder der efter de almindelige kontraktretligeregler en loyal oplysningspligt over for køberen i forhold til oplysningerom salgsgenstandens beskaffenhed. Herudover indeholder markedsførings-lovens § 7 en oplysningspligt i forbindelse med afgivelse af tilbud ellerved aftalens indgåelse, hvorefter den erhvervsdrivende bl.a. skal give enforsvarlig vejledning, når dette har betydning for bedømmelsen af den på-gældende vare eller tjenesteydelses karakter eller egenskaber.Ved digitalt indhold forstås data, der er produceret og leveret i digitalform, jf. direktivets artikel 2, nr. 11, som er nærmere omtalt i afsnit6.1.7.9. Ved funktionalitet forstås de måder, hvorpå det digitale indholdkan anvendes, og om der er tekniske begrænsninger. Forbrugeren skal så-ledes have oplyst om produktet f.eks. indeholder regionskodning, der sæt-ter begrænsninger for forbrugerens anvendelse af produktet.I øvrigt skal der efternr. 20,hvor det er relevant, gives oplysning om detdigitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software ihenhold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burdehave vidst.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1, litra s.Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ingen tilsvarende bestemmel-se, men som også anført ovenfor i relation til nr. 19 vil de almindelige414

kontraktretlige regler om loyal oplysningspligt og kravet til forsvarlig vej-ledning efter markedsføringsloven finde anvendelse.Hvad den erhvervsdrivende vidste eller burde have vidst, må bero på enkonkret vurdering. Formuleringen ”evne til at fungere sammen med” sva-rer til direktivets formulering ”interoperabilitet” og sigter mod informationom hardware- og software, som det digitale indhold er kompatibelt med,f.eks. styresystemet, den nødvendige version mv. og visse hardware fea-tures. Forbrugeren skal således eksempelvis have oplyst, om et produktalene er kompatibelt med f.eks. en Apple computer.Endelig fastsætternr. 21,at der, hvor det er relevant, skal gives oplysningom mulighed for klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden vedklage. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 1,litra t. Den gældende forbrugeraftalelov indeholder en i det væsentligstetilsvarende bestemmelse for så vidt angår finansielle tjenesteydelser i § 13,stk. 1, nr. 2. Denne bestemmelse videreføres med lovudkastets § 14, stk. 1,nr. 9.Efter bestemmelsen har en erhvervsdrivende pligt til at oplyse om adgangtil at klage til Forbrugerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn,mens der ikke gælder en sådan pligt, hvis der ikke består en sådan klage-adgang, jf. formuleringen ”hvor det er relevant, mulighed for”.Stk. 2fastsætter, at oplysningerne i stk. 1, nr. 2-4, dvs. oplysninger om denerhvervsdrivende, herunder kontaktoplysninger, i forbindelse med offent-lige auktioner, kan erstattes med oplysninger om auktionarius. For så vidtangår definitionen af offentlige auktioner henvises til lovudkastets § 3, nr.6, med tilhørende bemærkninger.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 3. Det be-mærkes, at lovudkastets § 17 vedrørende andre aftaler end aftaler omfjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-sted, ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse. Som følge heraf er der iforbindelse med offentlige auktioner, somikkeangår fjernsalgsaftaler elleraftaler indgået uden for forretningssted som udgangspunkt ikke mulighedfor at erstatte de i § 17 stk. 1, nr. 2, påkrævede oplysninger om den er-hvervsdrivende med oplysninger om auktionarius.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.2.2.5.16.415

Til § 9Bestemmelsen fastsætter en række formkrav til aftaler vedrørende varer ogikkefinansielle tjenesteydelser, der er fælles for aftaler indgået henholdsvisuden for den erhvervsdrivendes forretningssted og ved fjernsalg.Stk. 1, 1. pkt.,fastsætter, at oplysningerne nævnt i § 8, stk. 1, nr. 9-11, dvs.oplysninger vedrørende udnyttelse af fortrydelsesretten, kan gives vedbrug af standardfortrydelsesvejledningen i lovudkastets bilag 1 A. Hvisstandardfortrydelsesvejledningen benyttes og er udfyldt korrekt, skal denerhvervsdrivende anses for at have opfyldt oplysningskravene i § 8, stk. 1,nr. 9-11, jf.stk. 1, 2. pkt.Det bemærkes, at bestemmelsen alene fastsætter en valgmulighed for denerhvervsdrivende til at gøre brug af standardfortrydelsesvejledningen i bi-lag 1 A, modsat pligten for den erhvervsdrivende til at udlevere standard-fortrydelsesformularen i bilag 1 C til forbrugeren, jf. § 8, stk. 1, nr. 10. Be-stemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 4.Stk. 2fastsætter, at de oplysninger, som er udleveret til forbrugeren i med-før af § 8, stk.1, udgør en integreret del af aftalen om fjernsalg eller aftalenindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, og at oplysninger-ne kun må ændres, hvis det udtrykkeligt er aftalt mellem parterne. Be-stemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 5.Stk. 3omhandler situationer, hvor den erhvervsdrivende ikke har opfyldtoplysningspligten i forhold til oplysning om yderligere omkostninger ellerandre udgifter, jf. § 8, stk. 1, nr. 5, eller i forhold til oplysning om udgifterfor returnering af varen, jf. § 8, stk. 1, nr. 10, og fastsætter, at forbrugeren igivet fald ikke er forpligtet til at betale disse omkostninger eller udgifter.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6, stk. 6.For så vidt angår konsekvensen af den erhvervsdrivendes manglende op-fyldelse af oplysningspligten henvises til lovudkastets § 34 med tilhørendebemærkninger.Til § 10Bestemmelsen fastsætter formkrav, der gælder specifikt i forhold til aftalerindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, og tilsigter at gen-416

nemføre direktivets artikel 7. Der henvises nærmere herom til betænknin-gens afsnit 6.2.2.6.Stk. 1fastsætter i relation til aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendesforretningssted, at oplysningerne opregnet i § 8, stk. 1, skal gives til for-brugeren på papir, eller på et andet varigt medium, hvis forbrugeren sam-tykker hertil. Af bestemmelsen fremgår endvidere, at oplysningerne skalvære letlæselige og udfærdiget på et klart og forståeligt sprog.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 7, stk. 1, og svarerdelvist til de formelle krav, der er fastsat i den gældende § 10, stk. 1, somgennemfører dørsalgsdirektivet.For så vidt angår definitionen af varigt medium henvises til lovudkastets §3, nr. 5.Stk. 2fastsætter nærmere regler om udlevering af en kopi af aftalen. Be-stemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 7, stk. 2. Den gæl-dende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, der iforhold til aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningsstedpålægger den erhvervsdrivende at udlevere en kopi af den underskrevneaftale mv. til forbrugeren.Efter1. pkt.,skal den erhvervsdrivende udlevere en kopi af den under-skrevne aftale eller en bekræftelse heraf på papir eller – hvis forbrugerensamtykker hertil – på et andet varigt medium.2. pkt.,retter sig mod aftaler om levering af digitalt indhold, som ikke le-veres på et fysisk medium, og fastsætter, at den erhvervsdrivende i dissetilfælde skal udlevere kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige sam-tykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udfø-relsen af leveringen påbegyndes inden fortrydelsesfristens udløb, jf. lov-udkastets § 18, stk. 2, nr. 13.Kravet i stk. 2 til den erhvervsdrivende om at udlevere en kopi af den un-derskrevne aftale mv. kan ikke anses for opfyldt, hvor den erhvervsdriven-de kun midlertidigt udlåner kopien til forbrugerens gennemsyn e.l., idetder skal være tale om en kopi, der er tiltænkt forbrugeren, og som dennekan beholde.Til § 11417

Bestemmelsen indeholder bestemmelser om, hvordan oplysningerne i lov-udkastets § 8, stk. 1, skal stilles til rådighed for forbrugeren ved aftalerindgået ved fjernsalg.Efterstk. 1skal de i § 8, stk. 1, nævnte oplysninger gives eller stilles til rå-dighed for forbrugeren under anvendelse af midler, der er tilpasset den an-vendte fjernkommunikationsteknik. Bestemmelsen fastsætter endvidere, atoplysningerne, hvis de gives på et varigt medium, skal være letlæselige.Bestemmelsen i stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 1,og svarer i et vist omfang til den gældende § 11, stk. 3, der har baggrund iartikel 4, stk. 1 og 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv.Kravet om, at oplysningerne skal gives eller stilles til rådighed for forbru-geren ”under anvendelse af midler, der er tilpasset den anvendte kommu-nikationsteknik”, antages at indebære, at den erhvervsdrivende skal tilve-jebringe oplysningerne på en afbalanceret måde. Således bør oplysnings-kravene tilpasses under hensyntagen til visse mediers tekniske begræns-ninger, eksempelvis antallet af tegn på en mobiltelefons skærm eller se-kunderne i en tv-reklame, idet den erhvervsdrivende i sådanne tilfælde børopfylde et minimum af oplysningskrav og i øvrigt henvise forbrugeren tilf.eks. en hjemmeside, et frikaldsnummer eller anden informationskilde,hvor der gives direkte og let adgang til de relevante oplysninger, jf. hervedpræambelbetragtning 36.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.2.2.7.1.Stk. 2fastsætter specifikt i forhold til fjernsalgsaftaler indgået ved anven-delse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads el-ler tid til at formidle oplysningerne, at den erhvervsdrivende forud for afta-lens indgåelse mindst skal give oplysning om den erhvervsdrivendes iden-titet, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber, den samlede pris,fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsubegrænsede aftaler be-stemmelserne for opsigelse af aftalen, jf. de oplysninger, der er nævnt ilovudkastets § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6, 9 og 16. Øvrige oplysninger, som kræ-ves efter § 8, stk. 1, skal efter bestemmelsen formidles til forbrugeren påen passende måde i overensstemmelse med stk. 1.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 4.418

Indgås en aftale f.eks. over internettet ved brug af en mobiltelefon, og sæt-ter telefonen begrænsninger for tid eller plads, skal den erhvervsdrivendeforudfor aftalens indgåelse give forbrugeren oplysning om den erhvervs-drivendes identitet, varens eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber, densamlede pris, fortrydelsesretten, aftalens varighed og for tidsubegrænsedeaftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalen, mens de resterende oplys-ninger i § 8, stk. 1, stilles til rådighed for forbrugeren ”under anvendelse afmidler, der er tilpasset den anvendte fjernkommunikation”, f.eks. ved atanføre et hyperlink til den erhvervsdrivendes hjemmeside. I det omfangdet er muligt – alt afhængig af fjernkommunikationsteknikkens eventuelleplads- og tidsbegrænsninger – skal den erhvervsdrivende imidlertidogsågive forbrugeren de øvrige oplysninger, der fremgår af § 8, stk. 1.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.2.2.7.4.Stk. 3vedrører de situationer, hvor den erhvervsdrivende kontakter forbru-geren telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af envare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse. I disse situationer skal den er-hvervsdrivende, ud over de oplysninger, der følger af stk. 2, ved begyndel-sen af samtalen give forbrugeren oplysning om sit navn og eventuelt nav-net på den person, opkaldet foretages på vegne af, og om det kommercielleformål med henvendelsen.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 5.Bestemmelsen har navnlig betydning i de tilfælde, hvor der efter lovudka-stets § 4, stk. 2, er adgang til (lovligt) at rette uanmodet telefonisk henven-delse til forbrugeren, men vil også have betydning i tilfælde, hvor forbru-geren har bedt om at blive ringet op af den erhvervsdrivende.Som nævnt ovenfor suppleres forbrugeraftalelovens regler om oplysnings-pligt af markedsføringslovens bestemmelser, herunder markedsføringslo-vens § 6, stk. 5, vedrørende oplysning om retten til frabede sig telefoniskehenvendelser, og markedsføringslovens § 6, stk. 3, hvorefter forbrugerehelt kan undgå telefoniske henvendelser ved at lade sig notere på den så-kaldte Robinsonliste i CPR-registeret.Betegnelsen ”telefonisk kontakt” skal i lighed med den gældende forståel-se af begrebet i forbrugeraftalelovens forstand anses for at omfatte fastnet-,mobil- og IP-telefoni, men ikke SMS- eller MMS-beskeder, telefax, e-mails eller lignende elektroniske meddelelser. Det antages i den forbindel-419

se, at også automatiske opkald til telefoner, såkaldt ”cold calling”, er om-fattet af betegnelsen.Bestemmelsens oplysningskrav gælder – i modsætning til lovudkastets §14, stk. 4, jf. stk. 2, vedrørende fjernsalg af finansielle tjenesteydelser,hvor den erhvervsdrivende telefonisk kontakter forbrugeren –hvergangden erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik påindgåelse af en aftale om fjernsalg af en vare eller en ikkefinansiel tjene-steydelse, således at den erhvervsdrivende skal identificere sig og forklareformålet med opkaldet i begyndelsen afhversamtale med forbrugeren.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.2.2.7.5.Istk. 4fastsættes det i relation til hjemmesider, hvor der er mulighed forelektronisk handel, at det senest ved bestillingsprocessens begyndelse klartog let læseligt skal angives, om der gælder nogen leveringsbegrænsninger,og hvilke betalingsmidler der accepteres.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 3. Dengældende forbrugeraftalelov indeholder ingen tilsvarende bestemmelser.Til § 12Bestemmelsen fastsætter formkrav til aftaler, der indgås ved elektroniskemidler. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 2.Den gældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende regel.Efterstk. 1skal den erhvervsdrivende – hvis en aftale, der indgås vedhjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse– tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sinbestilling, gøre forbrugeren opmærksom på oplysninger om varens ellertjenesteydelsens vigtigste egenskaber og den samlede pris. Endvidere skalder samtidig – hvor det er relevant – gives oplysninger om aftalens varig-hed og for tidsubegrænsede aftaler bestemmelserne for opsigelse af aftalenog om minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold til af-talen, jf. de oplysninger, der er nævnt i lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 6,16 og 17.Afhængig af en hjemmesides indretning kan der både være tale om, at for-brugeren afgiver en accept eller et tilbud. Betegnelsen ”bestilling” må – i420

lighed med direktivets betegnelse ”ordre” antages at omfatte begge tilfæl-de.Hensigten med bestemmelsen er navnlig at sikre, at forbrugere ved aftaler,der indgås via hjemmesider er i stand til fuldt ud at læse og forstå de vig-tigste elementer i aftalen, før forbrugeren afgiver sin ordre, hvorfor disseelementer skal angives i tæt tilknytning til den bekræftelse, der kræves forat afgive ordren, jf. også herom præambelbetragtning 39.Bestemmelsen antages således bl.a. at indebære, at den erhvervsdrivende –efter af have givet forbrugeren alle de oplysninger, som efter lovudkastets§ 8, stk. 1, skal gives, inden der indgås en aftale – under de i bestemmelsenangivne omstændigheder på ny skal gøre forbrugeren opmærksom på deovenfor nævnte oplysninger umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestil-ling.Stk. 2.fastsætter i tilknytning hertil, at hvis afgivelsen af en bestilling med-fører en betalingsforpligtelse, så skal dette være angivet klart og tydeligtpå det sted, hvor bestillingen afgives.Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at forbrugeren er i stand til at af-gøre, på hvilket tidspunkt vedkommende påtager sig betalingsforpligtel-sen. Dette kan eksempelvis være uklart i situationer, hvor forbrugerens be-kræftelse af aftalen eller en bestilling sker tidligt i bestillingsprocessen,f.eks. inden øvrige sædvanlige bestillingstrin, herunder angivelse af leve-rings- og fakturaadresse, er gennemført.Bestemmelsen indebærer bl.a., at det i forbindelse med bestillinger, hvisafgivelse indebærer aktivering af en knap eller en tilsvarende funktion, eret krav, at knappen eller den tilsvarende funktion på let læselig måde ermærket ”ordre med betalingsforpligtelse” eller en tilsvarende utvetydigformulering, som angiver, at afgivelsen af ordren medfører en betalings-forpligtelse til den erhvervsdrivende.Endelig fastsættes der istk. 3en civilretlig sanktion rettet mod de tilfælde,hvor den erhvervsdrivende ikke overholder bestemmelserne i stk. 1 og 2. Idisse tilfælde er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller bestillingen.Der henvises om bestemmelsen i lovudkastets § 12 i øvrigt til betænknin-gens afsnit 6.2.2.7.2.421

Til § 13Bestemmelsen regulerer den erhvervsdrivendes forpligtelse til at bekræftefjernsalgsaftaler, herunder formkrav til sådanne bekræftelser.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 8, stk. 7, og svarerpå flere punkter til forbrugeraftalelovens § 12, der gennemfører artikel 5,stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv, men som dog ikke omhandler be-kræftelse af aftaler, men derimod fastsætter krav til udlevering af visse op-lysninger på et varigt medium efter indgåelse af fjernsalgsaftaler om varereller ikkefinansielle tjenesteydelser.Efterstk. 1skal den erhvervsdrivende ved fjernsalgsaftaler inden for rime-lig tid efter aftaleindgåelsen og senest ved levering af varen, eller før leve-ringen af tjenesteydelsen påbegyndes, give forbrugeren en bekræftelse afaftalen på et varigt medium.For så vidt angår definitionen af varigt medium henvises til lovudkastets §3, nr. 5, med tilhørende bemærkninger.Stk. 2, 1. pkt.,fastsætter, at bekræftelsen skal indeholde de oplysninger, derer nævnt i lovudkastets § 8, stk. 1, medmindre den erhvervsdrivende alle-rede har givet oplysningerne på et varigt medium.For så vidt angår tilfælde, hvor forbrugeren – i relation til en aftale om le-vering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium – i over-ensstemmelse med lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 13, har givet forudgåendeog udtrykkeligt samtykke til og anerkendt, at vedkommende mister sin for-trydelsesret ved påbegyndelsen af leveringen, fremgår det af stk. 2, 2. pkt.,at den erhvervsdrivende endvidere skal udlevere en kopi af et sådant even-tuelt samtykke.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.2.2.7.6.Til § 14Bestemmelsen viderefører sammen med lovudkastets § 15 – med enkeltetilpasninger som findes hensigtsmæssige i lyset af de øvrige ændringer afforbrugeraftaleloven – de gældende regler om oplysningspligt for fjern-salgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser og gennemfører artikel 3422

i det finansielle fjernsalgsdirektiv. Der henvises herved i øvrigt til betænk-ningens afsnit 6.2.2.5Bestemmelsen fastsætter, hvilke oplysninger erhvervsdrivende skal giveforbrugere ved fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser,samt hvornår og på hvilken måde disse oplysninger skal gives.Istk. 1opregnes således en række oplysninger, som skal gives til forbruge-ren, idet det indledningsvist fremgår af bestemmelsen, at disse oplysningerskal gives,indender indgås en aftale, og at oplysningerne skal gives på enklar og forståelig måde.Nr. 1-6er identiske med oplysningskravene i § 8, stk. 1, nr. 1, 5, 7, 8, 16og 17, og der henvises til bemærkningerne herom.Inr. 7-16opregnes herudover en række yderligere oplysninger, som skalgives til forbrugere i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielletjenesteydelser, idet der er tale om videreførelse af de dele af de gældenderegler, som ikke fuldt ud stemmer overens med de oplysninger, som er-hvervsdrivende efter lovudkastets § 8, stk. 1, skal give forbrugere i forbin-delse med aftaler vedrørende varer eller ikke finansielle tjenesteydelserindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg,hvorfor der ikke kan henvises hertil.Nr. 7opregner en række oplysninger om den erhvervsdrivende, som skalgives til forbrugeren. Det bemærkes, at bestemmelsen ikke stemmer fuldtud overens med § 8, stk. 1, nr. 2-4, der fastsætter hvilke oplysninger omden erhvervsdrivende, som forbrugeren skal have i forbindelse med aftalervedrørende varer eller ikke finansielle tjenesteydelser indgået uden for denerhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg. Som eksempel kannævnes, at nr. 7 i modsætning til disse bestemmelser stiller krav om oplys-ning om den erhvervsdrivendes erhvervsmæssige hovedaktivitet.Der er i øvrigt tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 1, nr. 1,jf. § 13, stk. 1. Der henvises herom Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s.7592 f.Nr. 8fastsætter i tilknytning til de øvrige oplysninger om den erhvervsdri-vende, at forbrugeren skal gives oplysning om et eventuelt CVR-nummereller relevant identifikationsnummer i et handelsregister eller lignende of-fentligt register, som den erhvervsdrivende måtte være optaget i, samt ved423

eventuelt tilhørsforhold til godkendelsesordninger oplysning om den rele-vante tilsynsmyndighed.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 2, jf. her-om til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7596 f.Efternr. 9skal den erhvervsdrivende endvidere give forbrugeren oplys-ning om, hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmådenved klage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kanhenvende sig med eventuelle klager.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 3, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7596 f, hvoraf det fremgår, atder f.eks. vil være pligt til at oplyse om en adgang til at klage til Forbru-gerklagenævnet eller et privat anke- eller klagenævn, såsom ankenævnetfor Forsikring eller Pengeinstitutankenævnet. Samme sted fremgår endvi-dere, at det følger af bestemmelsen, at det også skal oplyses, hvis der ikkebestår en sådan adgang, jf. formuleringen, ”hvorvidt” der består en sådanadgang.Nr. 10fastsætter, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om fortry-delsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for ogfremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder oplysning om tilhvilken adresse meddelelse om fortrydelsesret skal sendes.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 3, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7596 f. Heraf fremgår bl.a., atden erhvervsdrivende – som skal opfylde oplysningspligten, inden deroverhovedet indgås en aftale, og som derfor ikke vil kunne oplyse forbru-geren om det nøjagtige tidspunkt for, hvornår fortrydelsesfristen begynderat løbe – kan give de relevante oplysninger for beregningen af fortrydel-sesfristen. Som eksempel herpå nævnes tilfælde, hvor den erhvervsdriven-de som led i et system for fjernsalg udbyder finansielle tjenesteydelsergennem annoncering, og hvor det i annoncen kan oplyses, at fortrydelses-fristen – forudsat at forbrugeren har fået alle de oplysninger, der krævesefter loven – begynder at løbe den dag, da virksomheden modtager forbru-gerens bestilling, og at dette ved almindelig postforsendelse vil sige dagenefter afsendelsen af bestillingen, og ved bestilling pr. elektronisk postsamme dag, som e-posten sendes. Gives oplysningerne først efter aftalensindgåelse, vil den erhvervsdrivende skulle oplyse om det præcise tidspunktfor, hvornår fristen begynder at løbe.424

Den erhvervsdrivendes pligt til at oplyse om betingelserne for at fortrydeen finansiel tjenesteydelse omfatter endvidere et krav om, at den erhvervs-drivende skal oplyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, ind-til aftalen er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. herved lovudkastets§ 19, stk. 5, og bemærkningerne hertil.Efternr. 11skal den erhvervsdrivende desuden oplyse om eventuelle sær-lige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter ellersom følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal givesoplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansiellemarkeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forvent-ninger om fremtidige afkast.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 4, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7597. Heraf fremgår bl.a., atbestemmelsen ikke indebærer et krav om, at der redegøres detaljeret forbaggrundenfor at ydelsen er forbundet med særlige risici. Samme stednævnes køb af børsnoterede aktier som eksempel på tilfælde, hvor der ertale om en ydelse, der efter sin karakter er forbundet med særlige risici, oghvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet. Som eksempel på en fi-nansiel tjenesteydelse, der indebærer særlige risici, således at der skal gi-ves oplysning herom, uden at der samtidig er tale om, at prisen for ydelsenafhænger af udsving på kapitalmarkedet, nævnes endvidere køb af anparteri et risikofyldt anpartsprojekt.Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 15, der undtager afta-ler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger afudsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogenindflydelse på, fra reglerne i kapitel 4 om fortrydelsesret.Der henvises endvidere til lovudkastets § 34, stk. 2, vedrørende bødestraffor grov eller oftere gentagen overtrædelse af pligten til forud for aftalensindgåelse at give oplysning i overensstemmelse med § 14, stk. 1, nr. 11,dvs. om eventuelle særlige risici ved den finansielle tjenesteydelse.Det følger endvidere af almindelige erstatningsregler, at en erhvervsdri-vende, som har undladt at oplyse om særlige risici som nævnt i nr. 11, vilkunne risikere at skulle betale erstatning for det tab, som forbrugeren harlidt som følge heraf.425

Nr. 12fastlægger, at der også skal gives oplysning om det beløb, som kanafkræves forbrugeren i henhold til § 25, stk. 1, hvorefter forbrugeren i for-bindelse med tilbagetræden fra en tjenesteydelsesaftale under visse om-stændigheder – herunder at forbrugeren er blevet oplyst om denne konse-kvens – kan pålægges at betale for den del af ydelsen, der allerede er leve-ret.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 5, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7597. Der henvises i øvrigt tillovudkastets § 25 med tilhørende bemærkninger.Efternr. 13skal der herudover gives oplysning om en eventuel lovvalgs-og/eller værnetingsklausul i aftalen.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 6, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7597 f. Der henvises for så vidtangår (visse) lovvalgsaftaler i øvrigt til lovudkastets § 32 med tilhørendebemærkninger.Efternr. 14skal den erhvervsdrivende endvidere oplyse, på hvilket sprogaftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgængelige, og på hvilketsprog leverandøren påtager sig at kommunikere i aftaleperioden.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 7, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7598, hvoraf fremgår, at be-stemmelsen må antages at tage sigte på tilfælde, hvor der er tale om handelover landegrænserne, og hvor det ikke giver sig selv, hvilket sprog der vilskulle anvendes under aftaleforholdet. Det kan derimod ikke antages, atden erhvervsdrivende også vil skulle give denne oplysning i tilfælde, hvorsprogvalget må anses for helt selvfølgeligt, f.eks. hvor en dansk erhvervs-drivende alene retter sin markedsføring mod danske forbrugere.Efternr. 15skal forbrugeren desuden have oplysning om, hvorvidt derfindes en garantifond eller anden garantiordning.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 1, nr. 8, jf. her-om Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7598, hvoraf fremgår, at derogså skal gives oplysning, hvis derikkefindes en garantifond eller garanti-ordning, der dækker tab ved den erhvervsdrivendes konkurs mv., jf. for-muleringen ”hvorvidt der findes”. Det fremgår ligeledes, at bestemmelsengiver forbrugeren en lidt udvidet beskyttelse i forhold til artikel 3, stk. 1,426

nr. 4, litra b, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, som bestemmelsen gen-nemfører, idet der også skal gives oplysning, hvis virksomheden er dækketaf indskydergarantifonden.Endelig skal den erhvervsdrivende efternr. 16oplyse, hvor længe oplys-ningerne gælder, herunder hvor længe tjenesteydelsen udbydes til den an-førte pris. Der skal således gives oplysning om, hvor længe fjernsalgstil-buddet gælder.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 1, nr. 7, jf. 13,stk. 1. Der henvises herom til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s.7593.Stk. 2regulerer den erhvervsdrivendes oplysningspligt i situationer, hvorden erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik påindgåelse af en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse.Efter bestemmelsens1. pkt.skal den erhvervsdrivende ved begyndelsen afsamtalen give forbrugeren oplysning om dennes navn og eventuelt navnetpå den person, opkaldet foretages på vegne af, og om det kommercielleformål med henvendelsen.Det bemærkes, at der er tale om de samme oplysninger, som i henhold tillovudkastets § 11, stk. 3, kræves i forbindelse med en erhvervsdrivendestelefoniske kontakt med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg afen vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse. I modsætning til lovudkastets§ 11, stk. 3, er der dog hér ikke tale om yderligere oplysninger ud over desædvanlige prækontraktuelle oplysningskrav fastsat i bestemmelsens stk.1, jf. herved også umiddelbart nedenfor om 2. pkt.Bestemmelsens2. pkt.giver mulighed for, at den erhvervsdrivende medforbrugerens samtykke kan nøjes med at give de i § 14, stk. 1, nr. 1, 2 og10-12, nævnte oplysninger. Den erhvervsdrivende skal i givet fald under-rette forbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse op-lysningers karakter. Bestemmelsen fastslår dog samtidigt, at den fulde op-lysningspligt efter § 14, stk. 1, under alle omstændigheder skal opfyldes iforbindelse med, at forbrugeren (efterfølgende) modtager oplysningerne påvarigt medium i overensstemmelse med den foreslåede § 15.I modsætning til lovudkastets § 11, stk. 3, giver bestemmelsen i relation tilfjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser mulighed for – med forbru-427

gerens samtykke hertil – at begrænse den erhvervsdrivendes prækontraktu-elle oplysningspligt i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende kontakter for-brugeren telefonisk.§ 14, stk. 2, er en videreførelse af den gældende § 13, stk. 2, idet første delaf 1. pkt. dog er affattet efter samme ordlyd som den foreslåede § 11, stk.3, uden at der herved er tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer. Derhenvises om den gældende § 13, stk. 2, til Folketingstidende 2003-04, til-læg A, s. 7598 f, hvoraf bl.a. fremgår, at oplysningskravet i tilfælde af lø-bende præstation af finansielle tjenesteydelser alene skal iagttages i for-bindelse med den indledende hovedaftale indgået pr. telefon og ikke i for-bindelse med efterfølgende transaktioner/operationer, der ligger inden forrammerne af/udspringer af denne hovedaftale. Det fremgår endvidere, atbestemmelsens oplysningskrav svarer til de oplysningskrav, der følger afdirektivets artikel 3, stk. 3, litra b, dog således at der herudover også er enpligt til at give oplysning om eventuelle særlige risici mv. ved den finan-sielle tjenesteydelse, idet forbrugeren i alle tilfælde bør få oplysning heromforud for aftalens indgåelse.Der henvises i tilknytning hertil til lovudkastets § 13, stk. 4, om situatio-ner, hvor den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en ellerflere aftaler med den samme forbruger af samme karakter.Stk. 3fastsætter, at de i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid,inden der indgås en aftale, og at oplysningerne skal være klare, tydelige ogforståelige. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at det klart skal frem-gå, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse af en aftale, og oplys-ningerne skal gives på en måde, som er egnet under hensyn til den anvend-te kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyn til umyndige per-soner.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 11, stk. 3, jf. § 13, stk.3, jf. herom Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7994 og 7599.Stk. 4.fastsætter, at den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1-3 –hvis den erhvervsdrivende inden for det seneste år har indgået en eller flereaftaler med den samme forbruger af den samme karakter – kun gælder i re-lation til den første aftale.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 13, stk. 4, jf. heromFolketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7599, hvoraf bl.a. fremgår, at be-428

stemmelsen må antages at omfatte tilfælde, hvor der er tale om flere en-keltaftaler af samme karakter mellem de samme parter, uden at der fore-ligger en første aftale, hvoraf de pågældende dispositioner udspringer, dvs.tilfælde hvor der jævnligt foretages ensartede handler mellem parterne,f.eks. køb af aktier uden at der foreligger en første rammeaftale, der regu-lerer forholdet mellem parterne. Det fremgår endvidere, at den prækon-traktuelle oplysningspligt dog skal opfyldes ved efterfølgende enkeltaftaleraf samme karakter, hvis der forløber mere end et år efter den sidst indgåe-de aftale.Vurderingen af, om der er tale om ”aftaler af samme karakter”, må afgøreskonkret og under hensyntagen til, i hvilket omfang oplysninger givet i for-bindelse med en tidligere aftale også kan anses for dækkende for den afta-le, som nu skal indgås. Bestemmelsen kan f.eks. tænkes anvendt på suc-cessive køb af aktier i samme selskab, men hvis der siden det sidste køb erindtrådt væsentligt ændrede omstændigheder, f.eks. af betydning for risi-kovurderingen, vil dette kunne udløse en pligt til at berigtige de tidligeregivne oplysninger. Bestemmelsen vil endvidere kunne tænkes anvendt påsuccessive aftaler om køb af aktier i forskellige selskaber, hvis aftalerne erpræciseret til at angå aktier af en bestemt type og med en bestemt risiko-profil.Begrænsningen gælder også i tilfælde af telefonisk aftaleindgåelse.Til § 15Bestemmelsen fastsætter formkrav i forhold til meddelelsen af de oplys-ninger, som den erhvervsdrivende er forpligtet til at give forbrugeren i for-bindelse med fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.Bestemmelserne i stk. 1 og 3 er en videreførelse af den gældende § 14, stk.1 og 2, og tilsigter at gennemføre artikel 5, stk. 1 og 2, i det finansiellefjernsalgsdirektiv.Afstk. 1fremgår, at de i § 14, stk. 1, nævnte oplysninger – inden indgåelseaf en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse – skal være meddeltforbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren haradgang til. Af bestemmelsen fremgår endvidere, at forbrugeren samtidigpå den anførte måde skal have fået oplysning om aftalevilkårene.

Vedrørende definitionen af begrebet varigt medium henvises til lovudka-stets § 5, nr. 2.I lighed med lovudkastets §§ 10 og 11 vedrørende formkrav for meddelel-se af de efter lovudkastets § 8 påkrævede oplysninger ved aftaler om varerog ikke finansielle tjenesteydelser indgået henholdsvis uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted og ved fjernsalg stiller bestemmelsen kravom, at formkravene omkring meddelelsen af de relevante oplysninger skalvære opfyldt,indenaftalen indgås med forbrugeren, jf. herved dog stk. 3,om opfyldelse af formkravene straks efter aftalens indgåelse i visse situati-oner.Som nævnt ovenfor er bestemmelsen i stk. 1 en videreførelse af den gæl-dende § 14, stk. 1, jf. herom Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7599,hvortil der henvises.Kravet om meddelelse af alle forhåndsoplysningerne på varigt mediumskal opfyldes, selv om den forudgående oplysningspligt måtte have væretbegrænset i henhold til § 14, stk. 2, som følge af, at kommunikationenmellem parterne er foregået pr. telefon.Efterstk. 2skal oplysningerne om fortrydelsesretten, jf. § 14, stk. 1, nr. 10,gives ved brug af standardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 1 B, idetden erhvervsdrivende dog kan anvende en anden tekst end den tekst, derfølger af bilaget, hvis forbrugeren herved gives tilsvarende informationer,og informationerne ikke gives på en mindre tydelig og forståelig måde.I modsætning til lovudkastets § 9, hvorefter oplysning om fortrydelsesret-ten efter § 8 alene ”kan” gives ved brug af standardfortrydelsesvejlednin-gen i bilag 1 A, er der – bortset fra muligheden for at anvende en andentekst – tale om formulartvang, hvilket svarer til gældende ret for så vidtangår finansielle tjenesteydelser. Bilag 1 B erstatter således bilag 8 i be-kendtgørelse nr. 972 af 24. september 2004 vedrørende oplysning om for-trydelsesret i henhold til lov om visse forbrugeraftaler, som foreslås ophæ-vet, jf. herved betænkningens afsnit 6.2.2.6.2.Stk. 3indeholder en fravigelse fra stk. 1, gældende for tilfælde, hvor afta-len indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse af fjernkommuni-kationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningerne på den istk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse. I givet fald skal forpligtelsen430

til at give oplysningerne på et varigt medium opfyldes straks efter aftalensindgåelse.I lighed med stk. 1 skal kravet om meddelelse af alle forhåndsoplysninger-ne på varigt medium efter den foreslåede stk. 3 opfyldes, selv om den for-udgående oplysningspligt måtte have været begrænset i henhold til den fo-reslåede § 14, stk. 2, jf. ovenfor i relation til lovudkastets § 15, stk. 1.Som nævnt ovenfor er bestemmelsen i stk. 1 en videreførelse af den gæl-dende § 14, stk. 2, jf. herom Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7600,hvortil der henvises.Kravet istk. 2om meddelelse af oplysninger på varigt mediumstraks efteraftalens indgåelsemå antages at indebære, at den erhvervsdrivende skalopfylde forpligtelsen, så snart det er muligt efter aftaleindgåelsen. I deovennævnte eksempler vil den erhvervsdrivende således formentlig skullesende brevet/e-posten samme dag eller senest dagen efter.Bestemmelsen vil bl.a. være relevant i tilfælde, hvor aftalen vedrørende enfinansiel tjenesteydelse indgås i forbindelse med forbrugerens telefoniskehenvendelse til den erhvervsdrivende. I et sådant tilfælde må kravet ommeddelelse af oplysningerne og aftalevilkårene på varigt medium opfyldesved, at den erhvervsdrivende straks efter aftaleindgåelsen sender de fore-skrevne oplysninger til forbrugeren. Dette kan f.eks. ske pr. brev ellerelektronisk post.Afstk. 4følger det, at den erhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1og 2 er opfyldt, hvis de i den foreslåede § 14, stk. 1, nævnte forudgåendeoplysninger er meddelt forbrugeren i forbindelse med en tidligere aftale afsamme karakter, jf. herved § 14, stk. 4, og såfremt den erhvervsdrivendehar sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftale-vilkårene på papir eller andet varigt mediumBetingelsen vil bl.a. kunne opfyldes ved, at den erhvervsdrivende anmoderforbrugeren om at bekræfte, at denne fortsat er i besiddelse af oplysninger-ne på varigt medium.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 14, stk. 3, jf. heromFolketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7600, hvortil der i øvrigt henvises.Til § 16431

Bestemmelsen fastsætter, at forbrugeren ved fjernsalgsaftaler om finansiel-le tjenesteydelser på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet har ret til efteranmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Efter bestemmelsenkan forbrugeren endvidere ændre den benyttede fjernkommunikationstek-nik, medmindre det er uforeneligt med den indgåede aftale eller karakterenaf den leverede ydelse.Retten til på begæring at få udleveret aftalevilkårene gælderunder aftale-forholdet,som må anses for afsluttet, når aftalen er endeligt opfyldt frabegge parters side.Af bestemmelsen fremgår endvidere, at det kun eraftalevilkårene– og alt-så ikke den del af forhåndsoplysningerne, der ikke er en del af aftalevilkå-rene – som forbrugeren kan kræve at få udleveret på papir. Den erhvervs-drivende vil ikke kunne afkræve forbrugeren betaling for udgifter til ud-skrift af aftalevilkårene.Efter bestemmelsen er der kun adgang til at ændre den benyttede fjern-kommunikationsteknik, hvis det ikke er uforeneligt med den indgåede afta-le. Det vil således afhænge af den enkelte aftale, om der er adgang til atændre den benyttede teknik.Ændringen må heller ikke være uforenelig med karakteren af den leveredefinansielle tjenesteydelse. Hvis der f.eks. er tale om en netbank-aftale, hvoren del af ydelsen er, at bl.a. kontoudtog og -oversigter sendes til forbruge-ren med elektronisk post, synes det ikke at kunne forenes med karakterenaf den leverede ydelse, hvis forbrugeren for fremtiden ønsker at få oversig-terne med almindelig post.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 15, som tilsigter at gen-nemføre artikel 5, stk. 3, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, men bestem-melsen er i den gældende forbrugeraftalelov gennemført, således at denfinder generelt anvendelse på fjernsalg, dvs. også fjernsalgsaftaler vedrø-rende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser. jf. herom Folketingstidende2003-04, tillæg A, s. 7600 f, hvortil der i øvrigt henvises.Da forbrugerrettighedsdirektivet indeholder bestemmelser om den er-hvervsdrivendes pligt til at udlevere kopi eller bekræftelse af aftaler omvarer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg eller uden forden erhvervsdrivendes forretningssted, jf. lovudkastets § 10, stk. 1, og § 13432

med tilhørende bemærkninger, og henset til forbrugerrettighedsdirektivetskarakter af totalharmonisering foreslås bestemmelsen alene opretholdt forså vidt angår finansielle tjenesteydelser, men derimod ikke for så vidt an-går aftaler om fjernsalg af varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.Til § 17Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5 og opregner som nogetnyt i forhold til den gældende forbrugeraftalelov en række oplysninger,som erhvervsdrivende skal give forbrugeren vedandreaftaler end aftalerom fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted. Om baggrunden for indførelse af en særskilt paragraf om oplys-ningspligten for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted henvises til betænkningensafsnit 6.2.1.3.Det fremgår indledningsvist af bestemmelsen, at oplysningerne skal gives,inden aftalen indgås. Samme sted fremgår, at oplysningspligten ikke gæl-der, i det omfang oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhæn-gen. Vurderingen af, hvornår noget tydeligt fremgår af sammenhængensvarer til den tilsvarende vurdering i relation til markedsføringslovens § 12a om den erhvervsdrivendes oplysningspligt i forbindelse med købsop-fordringer. Eksempelvis vil oplysninger om varens karakteristika ofte væretydelige for forbrugeren, blot ved at varen er udstillet i en forretning, hvor-for der ikke skal gives yderligere særskilt oplysning om varen. Forbruge-ren vil i disse tilfælde kunne finde oplysninger om varens karakteristikaved en umiddelbar besigtigelse af varen. Hvis dette ikke er tilfældet, f.eks.ved tekniske varer, skal der gives oplysninger om varens karakteristika.Stk. 1indeholder en opregning af de oplysninger, der skal meddeles for-brugeren iandreaftaler end aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden forden erhvervsdrivendes forretningssted. Bestemmelsen tilsigter at gennem-føre direktivets artikel 5, stk. 1, dog således, at nr. 2 om den erhvervsdri-vendes kontaktoplysninger og nr. 6 om eftersalgskundebistand går videreend kravene i artikel 5, nr. 1, med henblik på i videst muligt omfang atfastsætte de samme oplysningskrav, som der i den foreslåede § 8, stk. 1,gælder i forbindelse med indgåelse af aftaler om fjernsalg og aftaler indgå-et uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. herved betænknin-gens afsnit 6.2.1.3. og nærmere nedenfor under de enkelte bestemmelser.

Efternr. 1skal der gives oplysning om varens eller tjenesteydelsens vig-tigste egenskaber i et omfang, der svarer til kommunikationsteknikken ogtil varen eller tjenesteydelsen. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direk-tivets artikel 5, stk. 1, litra a, og har samme ordlyd som den foreslåede § 8,stk. 1, nr. 1, hvorfor der henvises til bemærkningerne herom.Efternr. 2skal der endvidere gives oplysning om den erhvervsdrivendesidentitet og den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende er etableret,samt eventuelle telefon- og faxnummer samt e-mailadresse. Bestemmelsentilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 1, litra b, der dog alenestiller krav om oplysning om den erhvervsdrivendes navn, adresse og tele-fonnummer. Som nævnt ovenfor er denne bestemmelse affattet i overens-stemmelse med den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 2, der i stedet for navn an-vender begrebet identitet, idet der yderligere stilles krav om oplysning omden erhvervsdrivendes eventuelle faxnummer og e-mail. Der henvises i øv-rigt til bemærkningerne til lovudkastets § 8, stk. 1, nr. 2.Herudover skal der efternr. 3gives oplysning om den samlede pris for va-ren eller tjenesteydelsen inklusive afgifter, eller, hvis varens eller tjeneste-ydelsens art gør, at prisen ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd,den måde, hvorpå prisen skal udregnes. Endvidere skal der hvor det er re-levant, gives oplysninger om alle yderligere omkostninger vedrørendefragt, levering eller porto og enhver anden omkostning, eller, hvor disseomkostninger ikke med rimelighed kan udregnes på forhånd, oplysningom, at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger. Bestemmel-sen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 1, litra c, og har sam-me ordlyd som den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 5, hvorfor der henvises tilbemærkningerne til denne bestemmelse.Af den foreslåedenr. 4følger det, at der tillige skal gives oplysning omvilkår om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervs-drivende forpligter sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen. Herud-over skal der, hvor det er relevant, gives oplysninger om den erhvervsdri-vendes praksis for klagebehandling. Bestemmelsen tilsigter at gennemføredirektivets artikel 5, stk. 1, litra d, og har samme ordlyd som den foreslåe-de § 8, stk. 1, nr. 8, hvorfor der henvises til bemærkningerne til denne be-stemmelse.Herudover skal der efternr. 5gives oplysning om de almindelige køberet-lige mangelsregler. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets arti-kel 5, stk. 1, litra e, første del, og har samme ordlyd som den foreslåede §434

8, stk. 1, nr. 13, hvorfor der henvises til bemærkningerne til denne be-stemmelse.Endvidere skal der efternr. 6,hvor det er relevant, gives oplysning om ef-tersalgskundebistand og betingelserne herfor, eftersalgsservice og han-delsmæssige garantier. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 5, stk. 1, litra e, anden del, men er – som nævnt ovenfor – affattetmed samme ordlyd som den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 14, der ud over kra-vene i direktivets artikel 5, stk. 1, litra e, anden del, medtager oplysningom eftersalgskundebistand. Der henvises til bemærkningerne til denne be-stemmelse.Desuden skal der efternr. 7,hvor det er relevant, gives oplysning om afta-lens varighed, eller for tidsubestemte aftaler eller for aftaler, der forlængesautomatisk, betingelserne for at opsige aftalen. Bestemmelsen tilsigter atgennemføre direktivets artikel 5, stk. 1, litra f, og har samme ordlyd somden foreslåede § 8, stk. 1, nr. 16, hvorfor der henvises til bemærkningernetil denne bestemmelse.I øvrigt skal der efternr. 8,hvor det er relevant, gives oplysning om funk-tionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger fordigitalt indhold. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5,stk. 1, litra g, og har samme ordlyd som den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 19,hvorfor der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.Endelig skal der efternr. 9,hvor det er relevant, gives oplysning om detdigitale indholds evne til at fungere sammen med hardware og software ihenhold til, hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burdehave vidst. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 5, stk.1, litra h, og har samme ordlyd som den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 20, hvor-for der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.Til kapitel 4Kapitlet indeholder regler om fortrydelsesret, herunder om fortrydelsesfri-stens længde og dens beregning, betingelserne for og fremgangsmåden vedudøvelse af fortrydelsesretten og retsvirkningerne af at udøve fortrydelses-retten.Ved de foreslåede regler foretages en samlet regulering af fortrydelsesret-ten for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og435

aftaler indgået ved fjernsalg, herunder både fjernsalgsaftaler vedrørendevarer og ikkefinansielle tjenesteydelser og fjernsalgsaftaler vedrørende fi-nansielle tjenesteydelser.I overensstemmelse med strukturen i den gældende forbrugeraftalelovlægger lovudkastet op til, at der i videst muligt omfang – for at sikre klar-hed over reglerne – fastsættes ens regler for på den ene side aftaler indgåetuden for den erhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler om va-rer og ikkefinansielle tjenesteydelser og på den anden side fjernsalgsaftalerom finansielle tjenesteydelser.Til § 18Istk. 1fastlægges det, at forbrugeren har fortrydelsesret ved aftaler indgåetved fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-ningssted.Istk. 2, nr. 1-15,er opregnet en række aftaler, som – bortset fra nr. 2 – ge-nerelt undtages fra fortrydelsesretten. Det bemærkes i den forbindelse, atvisse af undtagelserne indholdsmæssigt svarer til de gældende undtagelserfra fortrydelsesretten efter forbrugeraftaleloven, idet der dog herudover –som følge af forbrugerrettighedsdirektivet – foreslås undtagelse af en ræk-ke yderligere aftaler, f.eks. om levering af alkoholholdige drikkevarer.Om de foreslåede undtagelser i stk. 2 henvises overordnet til betænknin-gens afsnit 6.3.8. Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.7.5.,hvoraf fremgår, at den foreslåede forbrugeraftalelov i lighed med den gæl-dende lov vil finde anvendelse på tjenesteydelser i bred forstand, herundersociale tjenesteydelser og sundhedsydelser, hvis der er tale om en forbru-geraftale som defineret i lovudkastets § 2. Som anført i afsnit 6.1.7.6. kanreservationer eller tidsbestillinger foretaget af en forbruger med henblik pålevering af en tjenesteydelse fra en erhvervsdrivende, hvor der ikke i øvrigtkan siges at være indgået en egentlig aftale om ydelsen, ikke anses som en(fjernsalgs)aftale. Sådanne reservationer eller tidsbestillinger er derfor ikkeomfattet af lovudkastets kapitel 4 om fortrydelsesret. Som eksempel herpåkan nævnes det tilfælde, hvor en forbruger ringer for at bestille tid til ensundhedsydelse.Det bemærkes, at den erhvervsdrivende for aftaler omfattet af § 18 er for-pligtet til at give forbrugeren oplysninger om, at forbrugeren ikke vil kun-ne gøre fortrydelsesretten gældende, og hvor det er relevant, under hvilke436

omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret, jf. forslaget til § 8,stk. 1, nr. 12.Efternr. 1gælder fortrydelsesretten ikke ved de i § 7, stk. 2, nævnte afta-ler, som efter direktivets artikel 3, stk. 3, generelt er undtaget fra direkti-vets anvendelsesområde.Der henvises i den forbindelse til lovudkastets § 7, stk. 2, med tilhørendebemærkninger.Efternr. 2gælder fortrydelsesretten ikke i forhold til udførte ikkefinansiel-le tjenesteydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt medforbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, atfortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra a, og in-debærer at forbrugeren – under forudsætning af, at denne har givet sam-tykke og anerkendt, at fortrydelsesretten mistes – ikke kan fortryde en tje-nesteydelsesaftale, efter aftalen er opfyldt af den erhvervsdrivende, selvomfortrydelsesfristen endnu ikke er udløbet. Denne undtagelse gælder såledesførst efter, at den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen. Af bestemmelsenfølger modsætningsvist, at forbrugeren godt kan fortryde en tjenesteydel-sesaftale, indtil den erhvervsdrivende har opfyldt aftalen. Den erhvervsdri-vende vil til gengæld have mulighed for at opnå betaling, forudsat at for-brugeren har givet samtykke til, at arbejdet ønskes udført, jf. herved lov-udkastets § 25, stk. 1, med tilhørende bemærkninger.Der gælder ikke i dag en tilsvarende regel, men den gældende forbrugeraf-talelov indeholder i § 18, stk. 4 og stk. 6, imidlertid regler om fortrydelses-rettens ophør før tid i forhold til bestillingskøb, jf. herom afsnit 6.1.7.3.Den gældende § 18, stk. 4, fastsætter således i forhold til fjernsalgsaftalervedrørende ikkefinansielle tjenesteydelser og varer, der skal fremstilles el-ler tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, at fortrydelsesretten kungælder indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningenbegynder,hvisforbrugeren forinden har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivendekan påbegynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb. Endviderefølger det af den gældende § 18, stk. 6, vedrørende visse aftaler indgåetuden for fast forretningssted, at forbrugeren kan give samtykke til fortry-delsesrettens bortfald.

Det bemærkes i den forbindelse, at det efter den foreslåede bestemmelse inr. 2 er en forudsætning for fortrydelsesrettens ophør, at tjenesteydelsenmed forbrugerens forudgående samtykke er blevetfuldstændig opfyldtafden erhvervsdrivende, mens det der efter de gældende § 18, stk. 4, og § 18,stk. 6, som bestemmelsen sammen med nr. 3 erstatter, allerede sker bort-fald af fortrydelsesretten, når udførelsen mv.påbegyndesmed forbruge-rens samtykke inden fortrydelsesfristens udløb.Efternr. 3gælder fortrydelsesretten heller ikke ved aftaler om levering afvarer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået ettydeligt personligt præg.Om definitionen af vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikati-on, henvises til betænkningens afsnit 6.1.7.3, hvoraf fremgår, at der efterflertallets opfattelse er tale om en videreførelse af den gældende afgræs-ning af bestillingskøb, således at det (fortsat) er afgørende, om der er taleom en fremstilling, der er baseret på forbrugerens individuelle valg (speci-fikationer).Som udgangspunkt vil der alene være tale om et bestillingskøb, hvis dersker en fremstilling eller tilpasning, som ikke baserer sig på standardvalg.Dog vil fremstilling af varer på baggrund af en en særlig – atypisk elleromfattende – kombination af standardvalg efter omstændighederne kunneindebære, at der alligevel er tale om et bestillingskøb. Hvorvidt dette er til-fældet må bero på en konkret vurdering, hvor sælgers mulighed for at sæl-ge den pågældende vare til anden side – eventuelt efter at have foretagetvisse tilpasninger – vil kunne indgå som element. Det er endvidere ikkeafgørende for afgræsningen af begrebet bestillingskøb og dermed undta-gelsen fra fortrydelsesretten, hvorvidt produktion af en vare først iværk-sættes efter forbrugerens afgivelse af bestillingen.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.7.3, herunder mindre-talsudtalelsen vedrørende afgrænsningen af bestillingskøb.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra c. Dengældende forbrugeraftalelov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse,som generelt undtager varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter for-brugerens individuelle behov, fra fortrydelsesrettens område, hvorfor så-danne varer i dag er omfattet af fortrydelsesrettens område. Som anført irelation til nr. 2 indeholder den gældende forbrugeraftalelovs § 18, stk. 4og stk. 6, imidlertid regler om fortrydelsesrettens ophør før tid i forhold til438

bestillingskøb, som tiltænkes erstattet af lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 2 og3.Efternr. 4undtages desuden aftaler om levering af varer, som må antagesat blive forringet eller forældet hurtigt, fra fortrydelsesretten.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra d. Be-stemmelsen er en nyskabelse i forhold til den gældende forbrugeraftalelov.Bestemmelsen antages at skulle fortolkes restriktivt. Som eksempel på af-taler, der antages at være omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde,kan navnlig fremhæves visse ferske fødevarer, herunder kølevarer, hvor-imod bestemmelsen ikke antages at omfatte tøj og andre modeprægedeprodukter, som efter omstændighederne kan være mindre værd efter relativkort tid, uden at denne værdiforringelse dog kan siges at relatere sig til enforringelse eller forældelse af selve varen og dens egenskaber.Der henvises i den forbindelse til, at en række af de varer, som kunne tæn-kes at være omfattet af bestemmelsen allerede er undtaget fra fortrydelses-rettens område i kraft af henvisningen i nr. 1 til aftaler omfattet af lovud-kastets § 7, stk. 2, herunder § 7, stk. 2, nr. 1, om levering af fødevarer,drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leve-res fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervs-drivende, der ofte og regelmæssigt betjener fast ruter. Der henvises heromtil lovudkastets § 7, stk. 2, nr. 1, med tilhørende bemærkninger.Efternr. 5undtages endvidere levering af forseglede varer, som af sund-hedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnede til at blivereturneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen.Det antages at være afgørende for undtagelsens anvendelsesområde, omvaren sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssigt er kompromitteret.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra e. Dengældende forbrugeraftalelov indeholder ingen tilsvarende undtagelse, menfastsætter dog i § 20 visse begrænsninger i forhold til udøvelse af fortry-delsesretten, herunder at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende ivæsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det ihænde, jf. § 20, stk. 1. Endvidere kan fortrydelsesretten ikke gøres gæl-dende for varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, at439

brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi, jf. § 20, stk. 3, nr.1.Begrebet ”forsegling” antages bl.a. at omfatte særlig emballage, som be-skytter varen og tjener som sikkerhed for, at varen ikke har været åbnet.Herudover undtages efternr. 6levering af varer som på grund af deres artbliver uløseligt blandet sammen med andre varer ved leveringen.Som eksempel på sådanne varer kan nævnes brændstof, som efter leveringikke kan udskilles.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra f. Det an-tages, at fortrydelsesretten for varer omfattet af bestemmelsen allerede ikraft af den gældende § 20, stk. 1, vil være begrænset, idet det modtagneikke vil kunne tilbageleveres til den erhvervsdrivende på dennes forret-ningssted i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbruge-ren fik det i hænde.Inr. 7undtages som noget nyt i forhold til den gældende forbrugeraftale-lov levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat vedkøbsaftalens indgåelse, og levering først kan finde sted efter 30 dage, oghvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, som den er-hvervsdrivende ikke har indflydelse på.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra g. Direk-tivet nævner i præambelbetragtning 49, at fortrydelsesret vil være uhen-sigtsmæssigt f.eks. i forbindelse med vin, hvor aftalen er genstand for spe-kulation, idet værdien afhænger af markedskonjunkturerne (vin en pri-meur). Tilsvarende antages aftaler om levering af andre alkoholholdigedrikkevarer, såsom whisky og cognac, efter omstændighederne – herunderat prisen kan siges at afhænge af markedskonjunkturer – at kunne væreomfattet af bestemmelsen, navnlig hvor aftalen indgås lang tid før leveringkan finde sted, fordi den påkrævede lagring/modning endnu ikke er fuld-ført.Efternr. 8undtages ligeledes aftaler om specifikke hastende reparations-eller vedligeholdelsesarbejder hos forbrugeren, som denne på forhånd ud-trykkeligt har anmodet om.

Bestemmelsen omfatter alene aftaler, som forbrugeren kan siges udtrykke-ligt og på forhånd at have anmodet om. Hvis den erhvervsdrivende i for-bindelse med et sådant besøg leverer ikkefinansielle tjenesteydelser udover dem, forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller andre varer endde reservedele, der er nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller repa-rationen, finder fortrydelsesretten dog anvendelse på disse yderligere ikke-finansielle tjenesteydelser eller varer.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra h, idet §2, stk. 2, nr. 2, litra a, og § 17, stk. 1, i den gældende forbrugeraftalelovdog i vidt omfang må antages at føre til samme resultat.Undtaget fra fortrydelsesretten er efternr. 9endvidere levering af plombe-rede lyd- eller billedoptagelser eller computer-software, som forbrugerenhar brudt plomberingen på.Bestemmelsen omfatter digitalt indhold, som leveres på et fysisk medium,f.eks. en cd, dvd eller lignende. Om digitalt indhold, som ikke leveres på etfysisk medium, henvises til nr. 13 med tilhørende bemærkninger. Om af-græsningen af begrebet digitalt indhold henvises i øvrigt til betænkningensafsnit 6.1.7.9.Det antages, at plombering også omfatter teknisk plombering, jf. hervedbemærkningerne til den gældende § 20, stk. 3, nr. 2, hvorefter fortrydelses-retten – under forudsætning af at forbrugeren er gjort udtrykkeligt op-mærksom herpå – ikke gælder for varer i form af forseglede lyd- eller bil-ledoptagelser eller edb-programmer, hvis forbrugeren har brudt forseglin-gen, jf. herved Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 5960.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra i, og kræ-ver i modsætning til den i vidt omfang enslydende bestemmelse i den gæl-dende § 20, stk. 3, nr. 2,ikke,at forbrugeren udtrykkeligt er gjort bekendtmed, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende, hvis plomberingen erbrudt. Oplysninger herom må dog antages at følge af kravet i § 8, stk. 1,nr. 12, hvorefter den erhvervsdrivende – udover at give forbrugeren oplys-ning om, at forbrugeren i henhold til § 18 ikke vil kunne gøre fortrydelses-retten gældende – også, hvor det er relevant, skal oplyse om under hvilkeomstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret.

Efternr. 10undtages levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner, medundtagelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer frafortrydelsesretten.Det bemærkes, at bestemmelsen alene undtager fjernsalgsaftaler eller afta-ler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, som ikke sam-tidig er abonnementsaftaler. I og med at abonnementsaftaler antages atvære den mest udbredte salgsform for de omfattede produkter, forventesbestemmelsen i praksis ikke at få større betydning.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra j, ogmodsvares ikke af en tilsvarende bestemmelse i den gældende forbrugeraf-talelov.Undtaget er efternr. 11aftaler, der indgås på en offentlig auktion.For så vidt angår definitionen af offentlig auktion henvises til § 3, nr. 6,med tilhørende bemærkninger.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra k, ogmodsvares ikke af en tilsvarende bestemmelse i den gældende forbrugeraf-talelov, som generelt – dog bortset fra visse tilfælde, hvor aftalen er indgå-et uden for fast forretningssted – undtager såkaldte traditionelle auktions-salg, fra lovens anvendelsesområde, jf. den gældende § 2, stk. 1, nr. 4.Med traditionelle auktionssalg forstås auktionssalg, der er tilrettelagt såle-des, at en væsentlig del af de bydende normalt er til stede på auktionsste-det. Der henvises i øvrigt til afsnit 6.1.7.11.Undtaget efternr. 12er endvidere levering af tjenesteydelser i form af lo-gi, undtagen logi til beboelsesformål, transport af varer, biludlejningsvirk-somhed, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud,når det følger af aftalen, på hvilken dato eller inden for hvilken bestemt pe-riode den pågældende tjenesteydelse skal udføres. For så vidt angår begre-bet logi til beboelsesformål, antages dette at omfatte ophold/bopæl af merevarig karakter og ikke den midlertidige karakter, som f.eks. leje af hotel-værelser og sommerhuse til ferieformål udgør.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra l.

Af præambelbetragtning 49 fremgår bl.a., at undtagelsen er begrundet ihensynet til den erhvervsdrivendes afsættelse af kapacitet, som vanskeligtvil kunne anvendes, hvis en fortrydelsesret udøves.Det antages, at formuleringen tjenesteydelser i form af logi bl.a. omfatterreservationer på hoteller eller ferieboliger, jf. herved direktivets præam-belbetragtning 49.Endvidere antages, at formuleringen transport af varer og biludlejnings-virksomhed skal forstås relativt bredt, herunder at biludlejningsvirksomhedomfatter såkaldt privat leasing af biler, der ikke indebærer overdragelse afejendomsretten til bilen, forudsat i øvrigt, at det følger af aftalen, på hvil-ken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjeneste-ydelse skal udføres.Det antages herudover, at formuleringen forplejning både dækker overservering og catering, dvs. uafhængigt af, om maden leveres på en restau-rant eller andre steder.Endelig antages formuleringen fritidstilbud bl.a. omfatter reservationer tilkulturelle begivenheder eller sportsbegivenheder, jf. herved præambelbe-tragtning 49.Det bemærkes, at der alene stilles krav om, at udførelsesdatoen eller -perioden følger af aftalen, herunder følger af omstændighederne. Det er så-ledes ikke et krav at datoen eller perioden fremgår udtrykkeligt af en(skriftlig) aftale eller lignende.Herudover undtages efternr. 13levering af digitalt indhold, som ikke le-veres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerensforudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommendedermed mister sin fortrydelsesret,Om afgræsningen af begrebet digitalt indhold henvises til betænkningensafsnit 6.1.7.9.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 16, litra m.Undtaget fra fortrydelsesretten er efternr. 14desuden finansielle tjeneste-ydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.,dvs. realkreditlån.443

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 17, stk. 2, nr. 2, der til-sigter at gennemføre artikel 6, stk. 3, litra b, i det finansielle fjernsalgsdi-rektiv jf. herved Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7601, hvortil derhenvises.Endelig undtages efternr. 15aftaler om varer, værdipapirer eller tjeneste-ydelser, hvis prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som den er-hvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme ifortrydelsesperioden.Bestemmelsen tilsigter dels at gennemføre direktivets artikel 16, litra b, ogdels at videreføre den gældende § 17, stk. 2, nr. 3, der undtager aftaler (bå-de fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for fast forretningssted) omværdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapirets eller tje-nesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som leveran-døren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydel-sesperioden, fra fortrydelsesretten.Den foreslåede bestemmelse indebærer således en udvidelse af undtagel-sesbestemmelsen i den gældende § 17, stk. 2, nr. 3, således at også varerog ikkefinansielle tjenesteydelser omfattes.For så vidt angår den gældende § 17, stk. 2, nr. 3, henvises til Folketingsti-dende 2003-04, tillæg A, side 7602 ff., og betænkning 1440/2004, side 95,hvoraf bl.a. fremgår, at værdipapirer er nævnt udtrykkeligt i bestemmelsensammen med (andre) finansielle tjenesteydelser for at undgå tvivl om, atværdipapirer – som ifølge direktivet skal anses som finansielle tjeneste-ydelser og ikke varer – er omfattet af undtagelsen. Af forarbejderne frem-går endvidere, at værdipapirer i denne forbindelse bl.a. omfatter aftaler omkøb og salg af aktier og obligationer samt andre værdipapirer, der giver rettil at erhverve aktier og obligationer.Det finansielle fjernsalgsdirektiv indeholder i artikel 6, stk. 2, litra a, i øv-rigt en ikke-udtømmende liste over eksempler på finansielle tjenesteydel-ser, som vil kunne være omfattet af undtagelsen, herunder fremmed valuta,pengemarkedsinstrumenter, værdipapirer, andele i kollektive investerings-foretagender, finansielle futures – herunder tilsvarende instrumenter – derafregnes kontant, fremtidige renteaftaler, rente- og valutaswaps samtswaps på aktier og aktieindeks, optioner på køb eller salg af de nævnte in-444

strumenter – herunder tilsvarende instrumenter – der afregnes kontant, dvs.navnlig valuta- og renteoptioner.Det antages, at udvidelsen af undtagelsesbestemmelsen med tilføjelsen afvarer betyder, at f.eks. køb af ædelmetaller og visse råstoffer, såsom olie,fremover vil være omfattet af undtagelsen, ligesom det sikres, at tjeneste-ydelser – uanset om disse kategoriseres som finansielle eller ikkefinansiel-le – er omfattet af undtagelsen, hvis prisen er afhængig af udsving på kapi-telmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på.Ved vurderingen af, om der er tale om en vare eller tjenesteydelse, der fal-der inden for undtagelsens område, antages der generelt at skulle læggesvægt på, om prisen varierer på en ikke-forudberegnelig måde på grund afsvingninger på kapitalmarkedet, således at der ved aftalens indgåelse hand-les om en risiko.Afstk. 3fremgår det, at den i stk. 2, nr. 15, nævnte undtagelse dog ikkegælder, hvis aftalen vedrører finansielle tjenesteydelser og er indgået udenfor den erhvervsdrivendes forretningssted.Bestemmelsen indebærer, at reglerne om fortrydelsesret alligevel vil findeanvendelse på aftaler omfattet af den foreslåede § 18, stk. 2, nr. 15, hvisder er tale om en aftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse og denne af-tale samtidigt er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted,jf. definitionen heraf i lovudkastets § 3, nr. 2.Der er tale om en delvis videreførelse af den gældende § 17, stk. 3, derfastsætter visse begrænsninger af undtagelserne fra fortrydelsesretten. Medden foreslåede bestemmelse videreføres denne begrænsning dog alene forså vidt angår finansielle tjenesteydelser, hvorimod begrænsningen foreslåsophævet i relation til spil, der med den foreslåede artikel 7, stk. 2, nr. 7,helt undtages fra lovens regler om såvel oplysningspligt som fortrydelses-ret jf. herom betænkningens afsnit 6.1.8.3.3.Det bemærkes endvidere, at den foreslåede § 18, stk. 3, gælder aftaler ved-rørende finansielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendesforretningsstedgenerelt,hvorimod den gældende § 17, stk. 3, alene gældervisse aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser indgået uden for fastforretningssted, nærmere bestemt aftaler indgået i forbindelse med den er-hvervsdrivendes besøg hos forbrugeren, hvis aftalen vedrører andet enddet, som forbrugeren har bedt den erhvervsdrivende om at komme for,445

samt aftaler indgået under en udflugt mv. arrangeret af den erhvervsdri-vende, jf. den gældende forbrugeraftalelovs § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b(med andre ord aftaler inden for dørsalgsdirektivets område).Til § 19Bestemmelsen opstiller nærmere regler for udøvelsen af fortrydelsesfri-sten, herunder navnlig beregning af fristens længde.Stk. 1er indholdsmæssigt en videreførelse af den gældende § 18, stk. 1, 1.pkt., der samtidigt gennemfører direktivets artikel 9, stk. 1.Det følger af1. pkt.at forbrugeren, såfremt vedkommende vil udøve sinfortrydelsesret, inden 14 dage skal benytte den i lovudkastets § 20 angivnefremgangsmåde. Dog gælder der ved aftaler om individuel pensionsord-ning en længere frist på 30 dage.Fristerne skal beregnes i kalenderdage, jf. nærmere herom betænkningensafsnit 3.2.3.4.Om den gældende § 18, stk. 1, 1. pkt., henvises til Folketingstidende, til-læg A, s. 7603 f., hvor af bl.a. fremgår, at 14 dages fristen tilsigter at gen-nemføre artikel 6, stk. 1, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel 6, stk.1, i dørsalgsdirektivet, mens 30 dages fristen for aftaler om individuellepensionsordninger tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 1, i det finansiellefjernsalgsdirektiv, jf. herved i øvrigt afsnit 6.3.6.1.2. pkt.fastsætter, at der ikke kan stilles krav om, at årsagen til fortrydelsenangives, hvilket svarer til den gældende § 18, stk. 1, 1. pkt., jf. herved ogsåbetænkningens afsnit 6.3.6.1.Endelig følger det af3. pkt.,at forbrugeren for så vidt den aftale, der for-trydes, angår en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, ikke kan blivepålagt at betale andre omkostninger end dem, der er nævnt i lovudkastets §22, stk. 3, § 24 og § 25. Det vil sige ekstra omkostninger, der skyldes atforbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den mindstbekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har tilbudt (§ 22,stk. 3), direkte udgifter forbundet med tilbagelevering af en vare (§ 24, stk.2), en eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndteringaf varen fra forbrugerens side, end hvad der er nødvendigt for at fastslå va-rens art, egenskaber og den måde, den fungerer på (§ 24, stk. 5), og pligt til446

tilbagebetaling for allerede leverede tjenesteydelser, og digitalt indhold,der ikke leveres på et fysisk medium samt for finansielle tjenesteydelser (§25, stk. 1-4). Der henvises nærmere herom til bemærkninger til lovudka-stet §§ 22, 24 og 25, idet det bemærkes, at.3. pkt. tilsigter at gennemføredirektivets artikel 9, stk. 1, in fine. Den gældende § 18, stk. 1, indeholderikke en tilsvarende regulering af de omkostninger, som forbrugeren kanpådrage sig ved udnyttelse af fortrydelsesretten.Stk. 2fastlægger for forskellige aftaletyper fra hvilket tidspunkt fortrydel-sesfristen på 14, henholdsvis 30, dage skal beregnes i forhold til forskelli-ge typer af aftaler.Efternr. 1løber fortrydelsesfristen således fra den dag, hvor aftalen ind-gås, hvis den vedrører en tjenesteydelse. Bestemmelsen er en delvis vide-reførelse af den gældende § 18, stk. 2, nr. 1 (1. del heraf) og gennemførersamtidigt direktivets artikel 9, stk. 2, litra a.Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse – i lighed med den gælden-de § 18, stk. 2, nr. 1, 1. led – finder anvendelse på såvel finansielle som ik-kefinansielle tjenesteydelser. Om den gældende § 18, stk. 2, nr. 1, henvisestil Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7603 f.Den gældende særskilte regulering af fortrydelsesfristens begyndelsestids-punkt for varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens indi-viduelle behov (bestillingskøb), i den gældende § 18, stk. 2, nr. 1, 1. led,foreslås ikke videreført, jf. herved lovudkastets § 18, stk. 2, nr. 3, hvoreftersådanne varer helt er undtaget fra fortrydelsesretten.Efternr. 2løber fortrydelsesfristen ved aftaler om varer fra den dag, hvorforbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke trans-portøren får varen i fysisk besiddelse. Ilitra a-cfastsættes dette tidspunktnærmere i relation til en række forskellige aftaletyper. I tilfælde af leveringaf flere forskellige varer, som er bestilt i én ordre, men som leveres enkelt-vis, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor den sidste vare er i fysisk besid-delse (litra a). Er der derimod tale om en vare, der består af flere partier el-ler dele, regnes fristen fra det sidste parti eller den sidste del er i fysisk be-siddelse (litra b), mens fristen i tilfælde af aftaler om regelmæssig leveringaf varer over en bestemt periode, regnes fra når den første vare er i fysiskbesiddelse (litra c).

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 9, stk. 2, litra b.Den foreslåede bestemmelse er i relation til varer mere detaljeret end dengældende § 18, stk. 2, nr. 1, 2. led, hvor af det alene fremgår, at fristenregnes fra den dag, hvor forbrugeren har fået det købte eller den første le-vering i hænde.Om den gældende § 18, stk. 2, nr. 2, hvorefter fortrydelsesfristen ikke be-gynder at løbe, før forbrugeren har fået samtlige oplysninger, som det efterforbrugeraftalelovens kapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give påpapir eller andet varigt medium, henvises til den foreslåede § 19, stk. 3, jf.herom umiddelbart nedenfor.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.3.6.2.2.Inr. 3fastsættes som noget nyt, at fortrydelsesfristen, i tilfælde af aftalerom forsyning af vand, gas eller elektricitet som ikke sælges i en afgrænsetvolumen eller i en bestemt mængde, eller levering af fjernvarme eller digi-talt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, begynder at løbe, dendag, hvor aftalen indgås.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 9, stk. 2, litra c.Der henvises herom til betænkningens afsnit 6.3.6.2.3.Stk. 3.fastsætter som en undtagelse til stk. 2, at fortrydelsesfristen for såvidt angår aftaler om en vare eller en ikkefinansielle tjenesteydelse førstløber fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget de i lovudkastets § 8, stk.1, nr. 9, nævnte oplysninger, dvs. om betingelser, tidsfrist og procedure forat gøre en eventuel fortrydelsesret gældende samt standardfortrydelses-formularen i lovudkastets bilag 1 C. Det forudsættes i den forbindelse, atdette tidspunkt ligger senere end det tidspunkt, hvor en aftale om en tjene-steydelse indgås, eller forbrugeren får varen fysisk i hænde, idet fristen imodsat fald skal regnes fra disse tidspunkter, jf. de foreslåede § 19, stk. 2,nr. 1 og 2.Det fremgår endvidere af stk. 3, at fortrydelsesfristen først begynder at lø-be, når disse oplysninger er modtaget på et varigt medium, jf. herved lov-udkastets § 13.Denne del af bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 10,stk. 2, og er – i modsætning til den gældendes § 18, stk. 2, nr. 2, der fast-sætter, at fortrydelsesfristen først regnes fra den dag, hvor forbrugeren har448

modtaget (alle) de oplysninger, som det efter kapitel 3, påhviler den er-hvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium – begrænset tilat vedrøre manglende oplysninger om selve fortrydelsesretten.For så vidt angår fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelserfastsætter bestemmelsen i den foreslåede stk. 3 endvidere, at fristen førstbegynder at løbe, når forbrugeren har modtaget de oplysninger, der følgeraf lovudkastet §§ 15 og 16. Kravet om modtagelse på et varigt medium, jf.umiddelbart ovenfor, gælder ikke disse oplysninger, men det følger der-imod af selve §§ 15 og 16, at oplysningerne skal leveres på et papir (elleret andet varigt medium), jf. herved § 15, stk. 1, og § 16.Denne del af bestemmelsen viderefører den gældende § 18, stk. 2, for såvidt angår finansielle tjenesteydelser, jf. herved Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7603 f.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.3.7.1.Stk. 4fastsætter i tilknytning til stk. 1-3 en absolut fortrydelsesfrist. Efterbestemmelsen udløber fortrydelsesfristen for aftaler om varer eller ikkefi-nansielle tjenesteydelser, uanset at de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysnin-ger ikke er givet til forbrugeren på et varigt medium, senest 12 måneder ef-ter den i stk. 2 nævnte 14 dages periode, dog senest 14 dage efter den dag,hvor oplysningerne er kommet frem til forbrugeren.Bestemmelsen antages at indebære, at den absolutte frist altid udløberse-neste12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist, jf. arti-kel 9, stk. 2, dvs. 14 dage efter indgåelse af en aftale om en tjenesteydelseeller ved aftaler om varer 14 dage efter, at forbrugeren eller en af forbruge-ren angiven tredjemand har fået varen i fysisk besiddelse. Efterfølgendeoplysninger fra den erhvervsdrivende om fortrydelsesfristen i overens-stemmelse med § 19, stk. 3, eksempelvis umiddelbart før udløbet af 12-måneders fristen, vil således ikke føre til forlængelse af den absolutte frist,dvs. fristen på 12 måneder efter udløbet af den oprindelige fortrydelsesfrist(12 måneder og 14 dage).Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 10, stk. 1, og in-debærer ændringer i forhold til den gældende § 18, stk. 3, dels i form af atfristen for at gøre fortrydelsesretten gældende i forhold tilfjernsalgsaftalerforlænges i forhold til de gældende 3 måneder efter henholdsvis den dag,hvor forbrugeren fik varen i hænde eller – for ikkefinansielle tjenesteydel-449

ser – aftalens indgåelse, og dels således, at der som noget nyt fastsættes enabsolut fortrydelsesfrist for aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendesforretningssted vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser.Det bemærkes endvidere, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på afta-ler om finansielle tjenesteydelser, da fjernsalgsdirektivet ikke giver mulig-hed for at fastsætte en længste frist for fortrydelsesrettens udnyttelse.Der henvises herom til betænkningens afsnit 6.3.7.1Stk. 5fastsætter specifikt i forhold til aftaler vedrørende fjernsalg af finan-sielle tjenesteydelser, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen medforbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 18, stk. 5, som gennem-fører artikel 6, stk. 2, litra c, i det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. Folke-tingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7605, hvoraf det bl.a. fremgår, at reglennormalt vil være uden praktisk betydning i tilfælde, hvor der er tale om etløbende aftaleforhold mellem parterne, herunder f.eks. et lån eller en kas-sekreditaftale. Samme sted angives en enkeltstående aftale om betalings-formidling eller pengeoverførsel som et eksempel på et tilfælde, hvor be-stemmelsen vil kunne finde anvendelse.Bestemmelsen foreslås opretholdt med henblik på fortsat at sikre en kor-rekt implementering af det finansielle fjernsalgsdirektiv, jf. betænkningensafsnit 6.3.8.3.Der henvises endvidere til bemærkningerne til lovforslagets § 14, stk. 1,nr. 10, hvorefter den erhvervsdrivende forud for aftalens indgåelse skal op-lyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen er ble-vet opfyldt af begge parter.Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 25, stk. 1, hvorefter forbrugerenved tilbagetræden fra aftalen under visse forudsætninger kan pålægges atbetale for den del af ydelsen, som allerede er leveret på fortrydelsestids-punktet.Stk. 6fastsætter i tilknytning til beregningen af fortrydelsesfristen, at fri-stens udløb skydes til den følgende hverdag, hvis den sidste dag for ud-øvelsen af fortrydelsesretten falder på en helligdag, en lørdag, grundlovs-dag, den 24. december eller den 31. december.450

Bestemmelsen indebærer, at tidsfristen udløber med udgangen af den føl-gende hverdags sidste time.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 18, stk. 7, jf. Folketings-tidende 2003-04, tillæg A, s. 7605.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.3.4.2.3.Til § 20Bestemmelsen fastsætter den nærmere procedure, som forbrugeren skalfølge, hvis vedkommende ønsker at gøre brug af fortrydelsesretten. Be-stemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 11, men finder i kraftaf anvendelsesområdet for fortrydelsesretten som fastlagt i den foreslåede§ 18, jf. § 1, stk. 2, også anvendelse på aftaler om finansielle tjenesteydel-ser, hvorved bestemmelsen også tilsigter at gennemføre artikel 6, stk. 6, idet finansielle fjernsalgsdirektiv.Således skal forbrugeren efterstk. 1, 1. pkt.,inden fortrydelsesfristens ud-løb, jf. lovudkastets § 19 – dvs. som udgangspunkt inden 14 dage efterhenholdsvis indgåelse af en aftale om en tjenesteydelse og levering af envare – ved afgivelse af en utvetydig erklæring give den erhvervsdrivendemeddelelse om udnyttelse af fortrydelsesretten.En utvetydig erklæring kan f.eks. være et brev, et telefonopkald eller re-turnering af varen med en klar erklæring. Det bemærkes dog, at kravet omafgivelse af en utvetydig erklæring indebærer, at fortrydelsesretten – imodsætning til den gældende § 19, stk. 3, ikke kan benyttes ved, at forbru-geren blot undlader at modtage eller indløse en forsendelse fra den er-hvervsdrivende, medmindre sådanne handlinger ledsages af en utvetydigerklæring om udnyttelse af fortrydelsesretten. I sådanne tilfælde vil fortry-delsesfristen i øvrigt ikke være begyndt at løbe, da forbrugeren ikke harfået denne i fysisk besiddelse, jf. lovudkastets § 19, stk. 2, nr. 2. Man kaneksempelvis også forestille sig, at forbrugeren adspurgt af den erhvervs-drivende klart tilkendegiver, at manglende modtagelse eller indløsningskyldes, at forbrugeren ønsker at udnytte fortrydelsesretten. I dette tilfældeskal meddelelsen om udnyttelse af fortrydelsesretten først anses for afgivetved denne tilkendegivelse.

At meddelelse skal gives til den erhvervsdrivende antages i lighed medgældende ret ikke at indebære, at forbrugeren alene kan give meddelelse ioverensstemmelse med de kontaktoplysninger på den erhvervsdrivende,som forbrugeren har modtaget i forbindelse med den erhvervsdrivendesopfyldelse af oplysningspligten i henhold til kapitel 3, men det må antagesat den erhvervsdrivende alene har forsendelsesrisikoen, jf. herved be-mærkningerne til den foreslåede § 20, stk. 3, hvis meddelelsen er sendt tilen adresse, hvor den kan forventes at komme til den erhvervsdrivendeskundskab.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.7.1.Det fremgår afstk. 1, 2. pkt.,at forbrugeren kan vælge at afgive erklæringom udnyttelse af fortrydelsesretten ved at benytte sig af standardfortrydel-sesformularen i lovens bilag 1 C.Den foreslåede § 20, stk. 1, tilsigter at gennemføre direktivets artikel 11,stk. 1.Det bemærkes i den forbindelse, at den erhvervsdrivende efter lovudka-stets § 9, stk. 1, nr. 9, skal give forbrugeren standardfortrydelsesformula-ren inden indgåelse af en aftale om fjernsalg eller en aftale indgået udenfor den erhvervsdrivendes forretningssted. Det bemærkes i øvrigt, at direk-tivets standardfortrydelsesformular med den foreslåede bestemmelse ogsågøres anvendelig i relation til fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tje-nesteydelser.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.7.1.Efterstk. 2., 1. pkt.,kan den erhvervsdrivende – foruden muligheden foranvendelse af standardfortrydelsesformularen eller en anden utvetydig er-klæring om, at fortrydelsesretten udnyttes – endvidere give forbrugerenmulighed forelektroniskat udfylde og indsende enten standardfortrydel-sesformularen i lovens bilag 1 C, eller en anden utvetydig erklæring på denerhvervsdrivendes hjemmeside.Istk. 2, 2. pkt.,fastsættes det om tilfælde, hvor forbrugeren benytter sig afden fremgangsmåde, der er anført i 1. pkt., at den erhvervsdrivende straksskal kvittere for modtagelsen på et varigt medium, f.eks. e-mail.Det foreslåede stk. 2 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 11, stk. 3.452

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.7.1.Ifølgestk. 3skal fristen for udnyttelse af fortrydelsesretten anses for over-holdt, hvis meddelelsen er afsendt inden fortrydelsesfristens udløb.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 11, stk. 2.Dette anses – i lighed med den gældende § 19, stk. 1, 2. pkt. – at indebære,at det er uden betydning, om den erhvervsdrivende først modtager medde-lelsen efter fristens udløb, og at det er den erhvervsdrivende, som bærer ri-sikoen for meddelelsens forsinkelse, herunder for at meddelelsen aldrig nårfrem til den erhvervsdrivende.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.7.2.Stk. 4.fastsætter, at det er forbrugeren, der har bevisbyrden for, at ved-kommende har gjort brug af fortrydelsesretten i overensstemmelse medstk. 1-3.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 11, stk. 4, idet dermed bestemmelsen dog ikke er tiltænkt nogen ændringer i forhold til gæl-dende ret.Da forbrugeren har bevisbyrden for, at fortrydelsesretten er udnyttet ioverensstemmelse med den foreslåede § 20, herunder at meddelelse er af-givet rettidigt, er det i forbrugerens interesse at anvende et varigt medium,når denne giver meddelelse til den erhvervsdrivende om, at fortrydelsesret-ten udnyttes.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.7.3.Til § 21Bestemmelsen præciserer, at udøvelse af fortrydelsesretten indebærer, atparternes forpligtelse til at opfylde en indgået aftale ophører, og at forbru-geren heller ikke er bundet af et fremsat tilbud.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 12, men er dogikke begrænset til aftaler inden for direktivets anvendelsesområde. Dengældende forbrugeraftalelov indeholder ingen tilsvarende bestemmelser,453

men samme resultat antages at følge af gældende ret, jf. herved betænk-ningens afsnit 6.4.8.Til § 22Den foreslåede § 22, stk. 1-4, tilsigter at gennemføre forbrugerrettigheds-direktivets artikel 13 om den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde afudøvelse af fortrydelsesretten. Den foreslåede § 22, stk. 5, er en uændretvidereførelse af den gældende forbrugeraftalelovs § 22, stk. 3.Efterstk. 1, 1. pkt.,skal den erhvervsdrivende tilbagebetale alle beløb,herunder eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren,uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den er-hvervsdrivende modtager meddelelse om forbrugerens beslutning om attræde tilbage fra aftalen.Med hensyn til selve den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt svarerbestemmelsen til den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 21,stk. 2, hvorefter den erhvervsdrivende skal tilbagebetale eventuelle mod-tagne beløb, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetalings-pligten antages dog ikke at omfatte gebyr for anvendelse af et betalingsin-strument, som den erhvervsdrivende skal afregne til 3. mand, f.eks. indlø-ser. For så vidt angår det udtrykkelige krav om, at den erhvervsdrivendeskal tilbagebetale eventuelle leveringsomkostninger, er der ikke tale omnogen ændring af gældende ret, hvorefter den erhvervsdrivende (også) skaltilbagebetale de beløb, herunder eventuelle leveringsomkostninger, somforbrugeren har betalt, jf. betænkningens afsnit 6.4.9.1.Vedrørendetidspunktetfor den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt in-debærer bestemmelsen, at den erhvervsdrivende – i tilfælde hvor forbruge-ren træder tilbage fra aftalen – typisk vil skulle foretage tilbagebetalingenaf eventuelle modtagne beløb fra forbrugeren på et tidligere tidspunkt endefter de gældende regler. Efter den gældende forbrugeraftalelov § 21, stk.3, der vedrører fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har på-taget sig at afhente varen hos forbrugeren, hvis denne udøver sin fortrydel-sesret, skal tilbagebetalingen ske snarest muligt og senest 30 dage efter, atden erhvervsdrivende har modtaget varen retur. For så vidt angår andre til-fælde end de i stk. 3 nævnte, dvs. fjernsalgsaftaler om tjenesteydelser ogvarer i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varenved forbrugerens tilbagetræden, samt aftaler indgået uden for fast forret-ningssted, følger det af den gældende forbrugeraftalelov § 21, stk. 4, at til-454

bagebetalingen skal ske senest 30 dage efter, at forbrugerens underretningom tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.Efter det foreslåedestk. 1, 1. pkt.,vil den erhvervsdrivende imidlertid somudgangspunkt skulle tilbagebetale en eventuel modtaget betaling udenunødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdri-vende modtager meddelelsen om fortrydelsen. Bestemmelsen skal dog sesi sammenhæng med det foreslåedestk. 4,hvoraf det fremgår, at den er-hvervsdrivende kan tilbageholde beløbet, indtil varen er modtaget retur, el-ler indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for, at varen er returne-ret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.Det bemærkes, at der med formuleringenuden unødig forsinkelsei forholdtil tidspunktet for den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt ikke er til-sigtet nogen ændringer i forhold til gældende ret, hvorefter tilbagebetalin-gen skal skesnarest muligt.Efter det foreslåedestk. 2skal den erhvervsdrivende foretage tilbagebeta-lingen ved brug af samme betalingsmiddel, som forbrugeren har benyttettil den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren har givet samtykketil anvendelse af et andet betalingsmiddel, og forudsat at forbrugeren ikkebliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen. Entilsvarende bestemmelse findes ikke efter gældende ret.Stk. 3fastslår, at den erhvervsdrivende – uanset stk. 1 – ikke skal tilbage-betale ekstra omkostninger, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en an-den leveringsform end den mindst bekostelige standardlevering, som denerhvervsdrivende har tilbudt. Dette betyder – i modsætning til hvad der ertilfældet efter gældende ret – at den erhvervsdrivende efter omstændighe-derne vil kunne foretage fradrag for eventuelle ekstraomkostninger, der erforbundet med varens levering.Hvis den erhvervsdrivende ikke har tilbudt selv at afhente varen, følger detaf det foreslåedestk. 4,at den erhvervsdrivende ved aftaler om salg af va-rer kan tilbageholde det i stk. 1 nævnte beløb, indtil denne har modtagetvaren, eller indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for at have re-turneret varen, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.Bestemmelsen indebærer som udgangspunkt en beskyttelse af den er-hvervsdrivende, idet tilbagebetaling af et eventuelt modtaget beløb fra enforbruger efter det foreslåede stk. 1 skal ske uden unødig forsinkelse og455

senest 14 dage fra den dag, hvor den erhvervsdrivende modtager medde-lelse om udøvelse af fortrydelsesretten. Efter det foreslåede stk. 4 vil denerhvervsdrivende imidlertid efter omstændighederne kunne vente med attilbagebetale det modtagne beløb, indtil denne har modtaget varen.Bestemmelsen kan indebære, at den erhvervsdrivende skal tilbagebetalekøbesummen til forbrugeren, inden varen er modtaget retur. Dette vil f.eks.være tilfældet, hvis forbrugeren – på et tidspunkt efter 14 dage fra den da-to, hvor den erhvervsdrivende har modtaget meddelelse om forbrugerensbeslutning om tilbagetræden – over for den erhvervsdrivende fremlæggerdokumentation for at have returneret varen, før den erhvervsdrivende harmodtaget denne.Fastlæggelsen af, hvad der udgør tilstrækkelig dokumentation til at udløseden erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt må således bero på en konkretvurdering, og efter omstændighederne vil en kvittering for afsendelse af etanbefalet brev, tilbagesendelse undergivet en ”track-and-trace” service, enindleveringsattest (postkvittering) eller lignende, således antages at kunnetjene som bevis for, at et brev eller en pakke er indleveret til afsendelse,idet bestemmelsen dog ikke indebærer, at forbrugeren skal kunne fremvisedokumentation, der beviser forsendelsens indhold eller varens stand, jf.nærmere herom betænkningens afsnit 6.4.9.Forbrugeren bærer risikoen for varens hændelige beskadigelse eller forrin-gelse under tilbagetransporten af denne i forbindelse med forbrugerens ud-nyttelse af fortrydelsesretten, jf. betænkningens afsnit 6.5.12.5.Den erhvervsdrivendes tilbagebetaling efter den foreslåede stk. 4 skal ilighed med tilbagebetaling efter den foreslåede stk. 1 ske uden unødig for-sinkelse.Til § 23Den foreslåede § 23 er en uændret videreførelse af den gældende § 22, stk.3, og finder alene anvendelse på fjernsalgsaftaler vedrørende finansielletjenesteydelser. Bestemmelsen foreslås indsat i umiddelbar forlængelse af§ 22, der i relation til aftaler om varer og ikkefinansielle tjenesteydelserfastsætter de forpligtelser, der påhviler den erhvervsdrivende i tilfælde afforbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten.Der henvises til betænkningens afsnit 6.1.7.13. og 6.4.11.456

Til § 24Bestemmelsen indeholder regler om forbrugerens forpligtelser, når fortry-delsesretten udnyttes i relation til en købsaftale.Efterstk. 1skal forbrugeren således ved tilbagetræden fra en købsaftale af-sende eller aflevere varen til den erhvervsdrivende eller til en person, somden erhvervsdrivende har bemyndiget til at modtage varen uden unødigforsinkelse og senest 14 dage efter, at forbrugeren har givet meddelelse tilden erhvervsdrivende om udnyttelse af fortrydelsesretten, jf. den foreslåe-de § 20.Det fremgår endvidere, af stk. 1, at bestemmelsen ikke finder anvendelse itilfælde, hvor den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 14, stk. 1, 1. af-snit, 1. pkt., og er til dels en videreførelse af den gældende § 19, stk. 2,som dog alene gælder ved købsaftaler indgået ved fjernsalg. I modsætningtil den gældende § 19, stk. 2, hvorefter forbrugeren skal tilbagesende varentil den erhvervsdrivende indenfortrydelsesfristensudløb, indebærer denforeslåede bestemmelse, at forbrugeren (først) skal tilbagesende eller afle-vere varen senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren har givet denerhvervsdrivendebeskedom, at aftalen fortrydes.Fristen er overholdt, hvis forbrugeren har afsendt varerne inden udløbet afde 14 dage, dvs. at afsendelse på fristens sidste dag vil være rettidig.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.1.Det fremgår af stk.2,at forbrugeren skal afholde de direkte udgifter i for-bindelse med tilbagelevering af varen, medmindre den erhvervsdrivendeenten har indvilliget i at afholde omkostningerne eller ikke har overholdtpligten efter den foreslåede § 8, stk. 1, nr. 10, til at oplyse forbrugeren om,at vedkommende skal betale udgifterne til tilbagelevering af varen i tilfæl-de af fortrydelse.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 14, stk. 1, 2. afsnit, og fast-sætter som noget nyt i forhold til den gældende forbrugeraftalelov den ci-vilretlige konsekvens af, at den erhvervsdrivende ikke har overholdt op-lysningspligten i henhold til § 8, stk. 1, nr. 10, 1. led, at den erhvervsdri-457

vende i givet fald skal afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilba-gelevering af varen.De direkte udgifter i forbindelse med tilbageleveringen vil som udgangs-punkt svare til de udgifter, som den erhvervsdrivende har afholdt ved leve-ring af varen, og kan bl.a. ikke antages at omfatte den erhvervsdrivendes(generelle) omkostninger ved at skulle håndtere returnerede varer efter til-bagelevering.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.1.Istk. 3fastsættes i forlængelse af stk. 2, hvornår den erhvervsdrivende(selv) skal foretage afhentning af varen, herunder afholde udgifterne for-bundet hermed.Det følger således af1. pkt.,at den erhvervsdrivende i visse situationer,hvor forbrugeren benytter sig af sin ret til at fortryde en købsaftale, skalafhente varen for egen regning, nærmere bestemt 1) når købsaftalen erindgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, 2) når varen erblevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse, og 3) når vareni kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post.Bestemmelsen tilsigter at implementere artikel 14, stk. 1, 3. afsnit, og fast-sætter i forhold til den gældende § 20, stk. 1, 2. pkt., hvorefter det ved købaf varer uden for fast forretningssted i alle tilfælde påhviler den erhvervs-drivende at afhente varerne, en noget mere begrænset forpligtelse for denerhvervsdrivende til (selv) at afhente varen, herunder afholde udgifterneforbundet hermed. Navnlig antages det i praksis, at alene få varer efter de-res art ikke normalt kan returneres med post, idet den nærmere afgræns-ning heraf dog må bero på en konkret vurdering. Det må i den forbindelseantages at være retningsgivende, hvorvidt varen er af en karakter, somvirksomheder, der har tilladelse til postbefordring, hverken efter postloven,jf. lov nr. 1536 af 21. december 2010, eller internationale aftaler eller stan-darder på området erforpligtettil at tilbyde befordring af eller i øvrigtsædvanligvistilbyder befordring af.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.1.Stk. 4, 1. pkt.,regulerer indirekte, hvornår den erhvervsdrivende skal hentevaren.458

Når en forbruger udnytter fortrydelsesretten i relation til en købsaftale ind-gået uden for forretningssted eller fjernsalg, og hvor den erhvervsdrivendeskal hente varen – enten fordi den erhvervsdrivende har tilbudt dette, ellerfordi den erhvervsdrivende i medfør af stk. 3 er forpligtet hertil – følgerdet således af bestemmelsen, at varen vederlagsfrit tilfalder forbrugeren,hvis den erhvervsdrivende ikke har afhentet varen inden tre måneder efterdet tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende i overensstemmelse med den fo-reslåede § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning om attræde tilbage fra aftalen.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 21, stk. 4, 2. pkt., somstammer fra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978, jf. Folketingsti-dende 1977-78, tillæg A, sp. 763, hvor af bl.a. fremgår, at bestemmelsen ermøntet på den situation, hvor sælgeren ikke inden rimelig tid reagerer påkøberens (forbrugerens) underretning, om at denne træder tilbage fra afta-len. Bestemmelsen er en følge af, at forbrugeren ikke kan være forpligtettil at opbevare genstanden i ubegrænset tid, og ifølge forarbejderne valgteman denne enkle og klare regel, da mulige alternative og teknisk kompli-cerede bestemmelser om salg for sælgers regning mv. svarende til købelo-vens § 55, jf. §§ 34 og 35, ikke fandtes at kunne retfærdiggøres henset tilden lidet praktiske situation.Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår i øvrigt, at forbrugeren kankræve (den erlagte del af) købesummen tilbage, uanset om han efter be-stemmelsen tillige kan beholde salgsgenstanden. Herudover fremgår det, attremåneders fristen regnes fra sælgerens modtagelse af forbrugerens un-derretning om tilbagetrædelsen, idet virkningen ikke indtræder, såfremtsælgeren ikke har modtaget underretningen, og at forbrugeren (også) afdenne grund bør sikre sig det fornødne bevis herfor.Endelig fremgår det af bemærkningerne, at det er en selvfølge, at forbruge-ren ikke vil kunne påberåbe sig bestemmelsen, såfremt sælgeren på grundaf køberens forhold, eksempelvis bortrejse eller uoplyst flytning, har væretforhindret i at afhente varen inden for tremåneders fristen.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.1.Efter2. pkt.kan forbrugeren holde varen tilbage, indtil vederlaget eller denbetalte del heraf tilbagebetales. Bestemmelsen finder anvendelse i de til-fælde, der er opregnet i 1. pkt., dvs. tilfælde, hvor den erhvervsdrivendehar tilbudt at afhente varen eller i medfør af stk. 3 er forpligtet hertil (afta-459

ler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvor varen erblevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse og i kraft af sinart normalt ikke kan returneres med post).Bestemmelsen er en (begrænset) videreførelse af den gældende § 21, stk.4, 3. pkt. – som i det væsentligste stammer fra den oprindelige forbrugeraf-talelov af 1978 – hvorefter tilbageholdsretten gælder i forhold til fjern-salgsaftaler om tjenesteydelser og varer, hvor den erhvervsdrivende har på-taget sig at afhente varen ved udnyttelse af fortrydelsesretten, samt alle af-taler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, og hvor denerhvervsdrivende derfor efter den gældende § 20, stk. 1, 2. pkt. er forplig-tet til at afhente varen.Begrænsningen skyldes, at de foreslåede regler til gennemførelse af for-brugerrettighedsdirektivet indebærer, at forbrugeren i visse situationer vilvære forpligtet til at returnere varen til den erhvervsdrivende i forbindelsemed udnyttelse af fortrydelsesretten uden først eller samtidigt at modtagetilbagebetalingen, jf. bl.a. den foreslåede § 24, stk. 1. Den foreslåede be-grænsning af den gældende § 21, stk. 4, 3. pkt., indebærer dog ikke i øvrigten fravigelse af det generelle princip om tilbageholdsret, jf. herved bl.a.købelovens § 57. Det generelle tilbageholdelsesprincip vil således fortsatvære relevant i en række (andre) forbrugerkøb, eksempelvis, hvor forbru-geren personligt returnerer varer i fysiske butikker, og hvor det umiddel-bart kan konstateres, at varen ikke har været udsat for værdiforringelse.Om den gældende § 21, stk. 4, 3. pkt., henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7607, og Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 765.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.1.Efter stk.5, 1. pkt.,hæfter forbrugeren kun for en eventuel forringelse afvarernes værdi, som skyldes en anden håndtering af varerne, end hvad derer nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de fun-gerer på. Det følger af bestemmelsen, at forbrugeren bevarer fortrydelses-retten også i tilfælde, hvor denne har brugt varerne mere end, hvad der ernødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde de fungererpå, men at forbrugeren (i stedet) hæfter for eventuel forringelse af varernesværdi som følge heraf.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt.,og indebærer en væsentlig ændring i forhold til den gældende § 20, stk. 1,460

hvorefter fortrydelsesretten kun kan udøves, hvis varen kan tilbagegives ivæsentlig samme stand og mængde, hvori den var, da forbrugeren fik den ihænde.Fremover antages det centrale spørgsmål ved forbrugeres udnyttelse af for-trydelsesretten inden for fortrydelsesfristens udløb i forhold til aftaler omvarer, som i et eller andet omfang har været taget i brug, at blive, delshvorvidt ibrugtagningen – herunder åbning af eller skade på emballagemv. – har medført en forringelse af varens værdi, og dels hvorvidt forbru-geren hæfter for en sådan værdiforringelse.Ved vurderingen af, hvorvidt ibrugtagningen af varen har medført en vær-diforringelse, antages der at skulle lægges vægt på varens handelsværdi,når ibrugtagningen tages i betragtning. Det kan i den forbindelse ikke i sigselv antages at være afgørende, hvad den pågældende sælger vil kunne af-sætte varen til gennem den anvendte salgskanal. Værdiansættelsen bør så-ledes ske ud fra varens generelle handelsmæssige værdi og dermed denpris, som erhvervsdrivende almindeligvis kan opnå.Ved vurderingen af, hvorvidt forbrugeren hæfter for værdiforringelsen,fordi denne har brugt varen ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslåvarens art, egenskaber og den måde den fungerer på, antages der at skullelægges vægt på, om forbrugeren har håndteret varen på en måde, som ved-kommende i almindelighed – dvs. efter almindelig praksis i forretninger,der sælger tilsvarende varer – ville have fået lov til i en forretning. Detteindebærer eksempelvis, at forbrugeren alene kan prøve en beklædnings-genstand, men ikke have den på i længere tid. Der gælder i øvrigt en gene-rel forpligtelse til at håndtere og besigtige varerne med behørig omhu, dvs.at forbrugeren hæfter for forringelse af varen, der skyldes forbrugerens –eller medlemmer af dennes husstands – uagtsomhed eller manglende om-sorg, jf. herved også afsnit 6.4.10.2. og lovudkastets § 24, stk. 6, med til-hørende bemærkninger.Det bemærkes i den forbindelse desuden, at der i visse tilfælde – bl.a. pågrund af forbrugerens håndtering – formentlig kan blive tale om så beske-den en tilbagebetaling ved udnyttelse af fortrydelsesretten, at det næppekan betale sig for forbrugeren at udnytte denne.Det må som udgangspunkt antages, at det påhviler den erhvervsdrivende atgodtgøre, at varen har været udsat for en værdiforringelse. Kan den er-hvervsdrivende løfte denne bevisbyrde, påhviler det forbrugeren at bevise,461

at værdiforringelsen ikke skyldes brug, herunder afprøvning, af varen udover, hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og denmåde den fungerer på.Af2. pkt.fremgår i fortsættelse af ovenstående, at forbrugeren dog ikkehæfter for en eventuel forringelse af varerne i det tilfælde, hvor den er-hvervsdrivende ikke i overensstemmelse med § 8, stk. 1, nr. 9, har givetmeddelelse om fortrydelsesretten.Bestemmelsen tilsigter at implementere artikel 14, stk. 2, 2. pkt., og inde-bærer, at forbrugeren i disse situationer ikke hæfter for en eventuel forrin-gelse af varen i perioden, indtil fortrydelsesfristen udløber, jf. herved lov-udkastets § 19 med tilhørende bemærkninger. I denne periode vil forbruge-ren således ikke hæfte for en eventuel forringelse af varen, der skyldesforbrugerens brug af denne, inden forbrugeren blev bekendt med retten tilat træde tilbage fra aftalen – uanset om en eventuel forringelse af varerneskyldes en anden brug af varerne, end hvad der kan anses for normalt.Dette gælder dog som udgangspunkt ikke, hvor forbrugeren er i ond tro(dvs. har kendskab til at fortrydelsesfristen endnu ikke er udløbet), idetforbrugeren i medfør af den almindelige loyalitetspligt efter omstændighe-derne – herunder at forholdet kan bevises af den erhvervsdrivende – i givetfald vil kunne komme til at hæfte for en eventuel forringelse af varensværdi.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.2.

Til § 25Bestemmelsen indeholder regler om forbrugerens forpligtelser, når fortry-delsesretten udnyttes.Stk. 1fastsætter, at forbrugeren ved udnyttelse at fortrydelsesretten i relati-on til en tjenesteydelsesaftale, hvor udførelsen af ydelsen allerede er påbe-gyndt, kan pålægges at betale for den del af ydelsen, som allerede er leve-ret, såfremt opfyldelse af aftalen – inden fortrydelsesfristens udløb – er på-begyndt på forbrugerens udtrykkelige anmodning (nr. 1), og den erhvervs-drivende godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med lovudkastets §8, stk. 1, nr. 9 og 11 og § 14, stk. 1, nr. 12, er blevet oplyst om fortrydel-sesretten og om det beløb, der i givet fald skal betales ved udnyttelse heraf(nr. 2).462

Istk. 2er beregningen af det forholdsmæssige beløb, som forbrugeren skalbetale efter stk. 1, nærmere reguleret. Efter bestemmelsen skal beløbet så-ledes stå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leve-ret, sammenlignet med aftalens fulde opfyldelse.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 22, stk. 1 og 2, som blevindført i den gældende forbrugeraftalelov for at gennemføre det finansiellefjernsalgsdirektivs artikel 7, stk. 1 og 3. Det foreslås dog at udvide be-stemmelsens anvendelsesområde, som p.t. alene gælder for fjernsalgsafta-ler vedrørende finansielle tjenesteydelser, til tjenesteydelser generelt. Ud-videlsen af bestemmelsens anvendelsesområde tilsigter at gennemføre for-brugerrettighedsdirektivets artikel 14, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, litra a, jf. ar-tikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, jf. herved også den foreslåede § 25, stk.2. Det bemærkes, at bestemmelsen hermed indebærer en ændring i forholdtil den gældende § 18, stk. 4 og 6, hvorefter forbrugeren bl.a. ved fjernsalgaf ikkefinansielle tjenesteydelser, ikke har fortrydelsesret, hvis den er-hvervsdrivende med forbrugerens udtrykkelige samtykke har påbegyndtudførelsen.Bestemmelsen sikrer på den ene side, at forbrugeren kan gøre brug af for-trydelsesretten, selv om vedkommende har anmodet om tjenesteydelsenslevering inden udløbet af fortrydelsesfristen, og på den anden side, at denerhvervsdrivende får en rimelig betaling for den tjenesteydelse, vedkom-mende har leveret, hvis forbrugeren gør brug af fortrydelsesretten, jf. her-ved også direktivets præambelbetragtning 50.Kravet om, at leveringen skal være påbegyndt på forbrugerens udtrykkeli-ge anmodning indebærer i relation til aftaler indgået uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted, at anmodningen skal være fremsat på etvarigt medium, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3.For så vidt angår definitionen af tjenesteydelsesaftale henvises til betænk-ningens afsnit 6.1.7.5.Hvis den samlede pris er urimelig høj, beregnes det forholdsmæssige beløbpå grundlag af markedsværdien af det leverede.Det er forbrugeren, der skal kunne påvise, at den samlede pris er ufor-holdsmæssig. Markedsværdien bør fastsættes ved at sammenligne prisen463

på en tilsvarende tjenesteydelse ydet af andre erhvervsdrivende på tids-punktet for aftalens indgåelse.Hvis aftalen vedrører en ydelse af en bestemt varighed, må beløbet fastsæt-tes som en pris pr. dag set i forhold til den fulde opfyldelse af aftalen. Hvisder er tale om en løbende aftale af ubestemt varighed, kan prisen fastsættespr. dag set i forhold til opfyldelse af aftalen i en etårig periode. Det måendvidere antages, at der kan afkræves forbrugeren betaling for eventuellerimelige stiftelsesomkostninger mv., i det omfang der er tale om betalingfor en ydelse, der er leveret til forbrugeren som led i aftalens indgåelse/opfyldelse.Omfattet af bestemmelsen må herudover antages at være udgifter, som denerhvervsdrivende har afholdt i forbindelse med aftalens indgåelse – uansetom den erhvervsdrivende har udliciteret eller selv udfører den pågældendeopgave – samt betaling for ydelser, som den erhvervsdrivende udfører iforbindelse med en aftales indgåelse/opfyldelse. Det er dog en forudsæt-ning for medregning af sådanne udgifter og betalinger, at det beløb, derkræves betalt, står i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, der er leve-ret. Det er i øvrigt en forudsætning for at afkræve forbrugeren betaling forafholdte udgifter til udførelsen af en opgave, at forbrugeren er blevet op-lyst om størrelsen af gebyret mv., og har samtykket i dets afholdelse indenfortrydelsesfrisens udløb.For så vidt angår de gældende bestemmelser i forbrugeraftalelovens § 22,stk. 1 og 2, henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 7607 f.,hvoraf bl.a. fremgår, at bestemmelserne antages at skulle fortolkes således,at den erhvervsdrivendes krav på betaling omfatter leverede ydelser fra af-talens indgåelse og indtil det konkrete fortrydelsestidspunkt, også selv omdette på grund af mangelfuld opfyldelse af oplysningspligten måtte liggesenere end efter udløbet af den sædvanlige fortrydelsesfrist.Samme sted fremgår det også, at hvis den erhvervsdrivende ikke har givetforbrugeren oplysning om fortrydelsesretten og om det beløb, der skal be-tales, så kan der ikke kræves betaling for den leverede ydelse mv. Denmangelfulde opfyldelse af oplysningspligten vil samtidig være ensbety-dende med, at fortrydelsesfristen ikke begynder at løbe, hvorfor forbruge-ren vil kunne fortryde aftalen efter længere tids forløb, uden at den er-hvervsdrivende kan kræve betaling for den i fortrydelsesperioden leveredeydelse. Som det fremgår af bemærkningerne, sætter almindelige aftaleret-lige grundsætninger, herunder den almindelige pligt til loyal og rimelig464

hensyntagen til medkontrahenten, dog visse begrænsninger for forbruge-rens udnyttelse af sådanne situationer, jf. nærmere herom Folketingstiden-de 2003-04, tillæg A, side 7608.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.4.10.3.Stk. 3indeholder en bestemmelse rettet specifikt mod levering af digitaltindhold, der ikke leveres på et fysisk medium. Bestemmelsen fastsætter så-ledes, at forbrugeren ved tilbagetræden fra en aftale om levering af digitaltindhold, der ikke leveres på et fysisk medium, hverken hæfter for hel ellerdelvis levering, hvis en af følgende tre situationer gør sig gældende; 1)hvis forbrugeren ikke på forhånd har givet sit udtrykkelige samtykke til, ataftalens opfyldelse er påbegyndt inden fortrydelsesfristens udløb, 2) hvisforbrugeren ikke har anerkendt, at vedkommende mister sin fortrydelses-ret, når vedkommende giver sit samtykke, eller 3) hvis den erhvervsdri-vende har undladt at give forbrugeren en bekræftelse af dennes forudgåen-de udtrykkelige samtykke og anerkendelse, jf. lovudkastets § 10, stk. 2, 2.pkt., og § 14, stk. 2, 2. pkt.Der er tale om en ny bestemmelse, som tilsigter at gennemføre direktivetsartikel 13, stk. 4, litra b.Stk. 4fastsætter, at forbrugeren snarest muligt og senest 30 dage efter af-sendelsen af meddelelse om tilbagetrædelsen skal tilbagelevere ethvert be-løb eller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den er-hvervsdrivende.Bestemmelsen gælder alene fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjene-steydelser og vedrører forbrugerens pligt til at tilbagelevere modtagneydelser og vil f.eks. være af betydning i tilfælde, hvor aftalen angår en fi-nansiel tjenesteydelse, der består i en kreditaftale, og hvor lånet er blevetudbetalt til forbrugeren.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 22, stk. 4, som gennem-fører det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 7, stk. 5, jf. nærmere om be-stemmelsen i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7609, hvoraf bl.a.fremgår, at forbrugeren må antages at have tilbageholdsret i det modtagne,indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales, idet det sammemå gælde en erhvervsdrivende, som i medfør af bestemmelsen har krav påat få det modtagne tilbage ved forbrugerens tilbagetræden fra aftalen.

Til kapitel 5(Tilknyttede aftaler)Til § 26Stk. 1fastsætter, at hvis en forbruger træder tilbage fra en aftale, bortfalderenhver tilknyttet aftale, som forbrugeren har indgået med den erhvervsdri-vende, eller en tredjemand på grundlag af en aftale mellem den erhvervs-drivende og tredjemanden.Stk.2fastsætter i tilknytning hertil, at forbrugeren – såfremt en tilknyttetaftale bortfalder i medfør af stk. 1 – ikke af den grund kan pålægges at be-tale gebyr eller erstatning til aftaleparten.Ved en tilknyttet aftale forstås en aftale i henhold til hvilken, forbrugerenerhverver varer eller tjenesteydelser, som er omfattet af en aftale om fjern-salg eller en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted,og hvor disse varer eller tjenesteydelser leveres af den erhvervsdrivendeeller af tredjemand på grundlag af et arrangement mellem nævnte tredje-mand og den erhvervsdrivende. Om definitionen af en tilknyttet aftalehenvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.1.7.13.Stk. 2 indebærer i øvrigt ikke, at forbrugeren ikke kan pålægges betalinger,som i øvrigt fremgår af reglerne i lovudkastet, eksempelvis at afholde dedirekte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af en vare, jf. den fore-slåede § 24, stk. 2. Reglen omfatter i øvrigt ikke beløb, som forbrugerenhar modtaget som lån i henhold til en kreditaftale. Disse beløb skal såledesbetales tilbage til kreditgiverenDer er tale om en udvidelse og en forenkling af den gældende § 23 vedsammenskrivning af den gældende stk. 1 og 2 i en bestemmelse med etbredere anvendelsesområde. Den gældende stk. 1, jf. stk. 3, gennemførerartikel 6, stk. 4, i det generelle fjernsalgsdirektiv og regulerer tilknyttedeaftaler i form af kreditaftaler, mens den gældende stk. 2, jf. stk. 3, gennem-fører artikel 6, stk. 7, 2. led, i det finansielle fjernsalgsdirektiv og regulerertilknyttede aftaler i form af fjernsalgsaftaler om tjenesteydelser knyttet tilfjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser.Den foreslåede stk. 1 omfatter således ikke kun tilknyttede kreditaftaler el-ler fjernsalgsaftaler om tjenesteydelser knyttet til fjernsalgsaftaler vedrø-rende finansielle tjenesteydelser, men også andre aftaler vedrørende varer466

eller tjenesteydelser, der er knyttet til aftaler, som kan fortrydes efter lo-vens kapitel 4. Med denne udvidelse af bestemmelsen tilsigtes at gennem-føre direktivets artikel 15.Den foreslåede bestemmelse supplerer ligesom den gældende § 23, stk. 1,kreditaftalelovens § 33. En tilknyttet kreditaftale, der er omfattet af den fo-reslåede bestemmelse, vil således oftest også indgå som en del af et kredit-beløb eller en kreditaftale vedrørende en tjenesteydelse omfattet af kredit-aftalelovens § 33. Forbrugerens tilbagetræden fra aftalen vil dermed bety-de, at forbrugeren efter kreditaftalelovens § 33 kan kræve sig frigjort fra atbetale den del af det samlede vederlag, som vedrører kreditomkostningerneinklusiv stiftelsesomkostningerne, ligesom forbrugeren ikke hæfter for til-bagebetalingen af lån, som er udbetalt til sælgeren eller tjenesteyderen, jf.nærmere herom betænkningens afsnit 6.4.6.4.For så vidt angår den gældende § 23 henvises til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7609 f.Der henvises i øvrigt til betænkningen afsnit 6.4.11.Til kapitel 6(den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler om ikkefinansielletjenesteydelser indgået ved fjernsalg)Til § 27Bestemmelsen indeholder regler om levering og forsinkelse, herunder for-brugerens hæveadgang i tilfælde af forsinkelse. Bestemmelsen tilsigter atsupplere de foreslåede ændringer af købeloven, jf. herom lovudkast til æn-dring af købeloven med tilhørende bemærkninger, med henblik på gen-nemførelsen af artikel 18 og 20 om levering og om risikoens overgang.De foreslåede ændringer af købeloven finder dog kun direkte anvendelsepå varer, hvorfor tilsvarende bestemmelser – i det omfang disse er relevan-te i forhold til tjenesteydelser – foreslås indført i stedet for de gældenderegler om levering i forbrugeraftalelovens kapitel 6, dvs. i stedet for dengældende § 24, med henblik på anvendelse på ikkefinansielle tjenesteydel-ser, således at der gælder de samme regler omkring levering og forsinkel-se, uanset om der er tale om en aftale vedrørende en tjenesteydelse eller envare.467

Til forskel fra den gældende § 24, der alene gælder for aftaler om varer ogikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg, vil den foreslåede be-stemmelse skulle gælde for alle aftaler vedrørende ikkefinansielle tjeneste-ydelser, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for den erhvervs-drivendes forretningssted samt for andre aftaler end fjernsalgsaftaler og af-taler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget om at regulere spørgsmåletom levering i relation til ikkefinansielle tjenesteydelser i forbrugeraftalelo-ven ikke hindrer, at øvrige regler i købeloven – i samme omfang som detgør sig gældende i dag – kan finde (analog) anvendelse på sådanne aftaler.Stk. 1-3svarer indholdsmæssigt til den foreslåede affattelse af købelovens§ 74, stk. 1-3, hvorfor der henvises til lovudkastets forslag hertil med tilhø-rende bemærkninger.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.9.Til kapitel 7(Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser mv.)Kapitel 7 er en uændret videreførelse af det gældende kapitel 7 (§§ 25 og26) om forbrugerens ret til at opsige aftaler om løbende levering af varerog tjenesteydelser. Bestemmelserne er af aftaleretlig karakter og falderderfor uden for forbrugerrettighedsdirektivets anvendelsesområde, jf. her-ved direktivets præambelbetragtning 14.Til § 28Efterstk. 1kan forbrugeren som udgangspunkt opsige en aftale om løben-de levering af varer eller tjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangenaf en måned, når der er gået 5 måneder efter aftalens indgåelse.Istk. 2fastsættes der undtagelser fra bestemmelserne om opsigelsesvarsel istk. 1 og 4, idet disse bestemmelser ikke finder anvendelse, dels hvis opsi-gelsesvarsel eller bindingsperiode er reguleret i anden lovgivning, dels forvisse nærmere afgrænsede aftaler, for hvilke bl.a. gælder, at den samledepris ikke overstiger 2.000 kr.Afstk. 3følger endvidere, at aftaler omfattet af stk. 1 eller 4, som indgåsved anvendelse af en standardformular, skal indeholde en bestemmelse,468

som tydeligt angiver, med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tids-punkt aftalen kan opsiges af forbrugeren.Efterstk. 4kan forbrugeren dog først opsige aftalen med 1 måneds varseltil udgangen af en måned, når der er gået 11 måneder efter aftalens indgå-else, hvis der er tale om en aftale, hvor den samlede pris for varen ellertjenesteydelsen overstiger 20.000 kr. årligt, og hvor påbegyndelsen af leve-ringen enten kræver, at den erhvervsdrivende afholder engangsomkostnin-ger, der overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalen for 6 måneders lø-bende levering, eller medfører en værdiforringelse af tilsvarende størrelsefor den erhvervsdrivende.Bestemmelsen i § 28 er for så vidt angår stk. 1-4 en uændret videreførelseaf den gældende § 25, der i det væsentligste stammer tilbage fra den oprin-delige forbrugeraftalelov af 1978. Om den gældende bestemmelse henvi-ses til Folketingstidende 2008-09, tillæg A, s. 2 f, jf. Folketingstidende2003-04, tillæg A, s. 7610, samt Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp.772 f.I stk. 5 foreslås dog en ny bestemmelse, hvoraf det udtrykkeligt fremgår, atder i forbrugeraftaler ikke kan aftales et længere opsigelsesvarsel end det istk. 1 nævnte, dvs. 1 måned til udgangen af en måned. Dette gælder uan-set, om der er aftalt en (gyldig) uopsigelighedsperiode (bindingsperiode)eller ej, jf. herved betænkningens afsnit 6.8.3.For så vidt angår konsekvensen af, at den erhvervsdrivende overtræderpligten efter stk. 3 til at medtage bestemmelse om opsigelse af aftaler omløbende levering af varer eller tjenesteydelser i standardformularer, henvi-ses til lovudkastets § 34, stk. 1, med tilhørende bemærkninger.Til § 29Det følger af bestemmelsensstk. 1,at et vederlag, som forbrugeren påtidspunktet for opsigelsen af aftalen har betalt for en periode, som liggerefter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, straks skal tilbagebe-tales.Afstk. 2fremgår i tilknytning hertil, at der ved beregningen af det beløb,som forbrugeren skal have tilbage efter stk. 1, kan tages hensyn til sæson-mæssige udsving i værdien af den løbende ydelse.469

Bestemmelsen er en uændret videreførelse af den gældende § 26, somstammer fra den oprindelige forbrugeraftalelov af 1978.Der henvises om bestemmelserne til Folketingstidende 2003-04, tillæg A,s. 7610, samt Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 777 f., hvoraf detbl.a. fremgår, at det (allerede) følger af almindelige regler, at forbrugerenvil have krav på tilbagebetaling af beløb, der er betalt for en periode, derligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, men at der al-ligevel er indsat en udtrykkelig bestemmelse herom i forbrugeraftaleloven,dels for at fastslå, at tilbagebetaling skal skestraksefter opsigelsen, delsfor at hindre forsøg på at afskære tilbagebetalingskravet gennem kontrakt-bestemmelser.Til kapitel 8(Telefonisk kommunikation)Til § 30Bestemmelsen fastsætter, at forbrugeren alene er forpligtet til at betale al-mindelig telefontakst ved brug af en telefontjeneste, som den erhvervsdri-vende har med henblik på at kunne blive kontaktet telefonisk i forbindelsemed en indgået aftale.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre artikel 21 og antages at indebære, atvirksomheder, der f.eks. har hotlines, hvor forbrugeren kan kontakte virk-somheden med spørgsmål om kontrakten, ikke må opkræve mere end ba-sistaksten for telefonopkaldet.Bestemmelsen udelukker derimod ikke muligheden for, at den erhvervs-drivende i forhold til en tilknyttet serviceaftale kan opkræve overtaksering– f.eks. i tilfælde hvor den tilknyttede service (til dels) finansieres viaovertaksering – forudsat, at forbrugeren er gjort udtrykkeligt opmærksomherpå i forbindelse med aftalens indgåelse, og at den ydelse, der leveres,ikke er omfattet af de ufravigelige pligter, der påhviler den erhvervsdri-vende, herunder bl.a. den almindelige vejledningspligt.Basistelefontaksten antages i bestemmelsens forstand at udgøre den beta-ling for opkald, der tilgår teleudbyderen (trafikafgift). Forbrugeren vil der-for kun betale mere end basistelefontaksten i det omfang, der oven i trafik-afgiften lægges yderligere taksering, som tilgår den erhvervsdrivende.Herefter må den erhvervsdrivende i forbindelse med besvarelsen af opkaldomfattet af bestemmelsen således ikke anvende overtakserede numre som470

omfattet af § 20 i bekendtgørelsen om den samlede danske nummerplan,jf. herved betænkningens afsnit 6.5.7.3.Taksten for opkald til mobiltelefoner bør i den forbindelse betragtes sombasistelefontaksten, uanset om prisen er højere end taksten for opkald tilfastnettelefoner, så længe denne (ekstra) trafikafgift ikke tilgår den er-hvervsdrivende, men alene er et anliggende mellem forbrugeren og teleud-byderen.Bestemmelsen berører således ikke teletjenesteudbyderes ret til at opkrævegebyr (trafikafgift) for opkald omfattet af bestemmelsen i overensstemmel-se med det abonnement, som forbrugeren har tegnet hos udbyderen. I til-fælde, hvor der i strid med bestemmelsen er anvendt en anden og højeretakst end basistelefontaksten, vil forbrugeren skulle rette sit eventuellekrav mod sin kontraktpart (dvs. den erhvervsdrivende) og ikke teleudbyde-ren, jf. herved også direktivets artikel 21, 2. afsnit.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.13.Til kapitel 9(Yderligere betalinger)Til § 31Stk. 1fastsætter, at den erhvervsdrivende kun kan kræve betaling for ydel-ser, der ligger ud over hovedydelsen, hvis forbrugeren inden aftaleindgåel-sen udtrykkeligt har givet samtykke hertil.Af bestemmelsen følger således, at den erhvervsdrivende, inden forbruge-ren bindes af en aftale eller et tilbud, skal anmode om forbrugerens ud-trykkelige samtykke til eventuelle ekstra betalinger ud over betalingen forden erhvervsdrivendes vigtigste kontraktlige forpligtelse.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 22, der bl.a. inde-holder et forbud mod anvendelsen af såkaldte forhåndsafkrydsede tillægs-ydelser.I bestemmelsens krav om et udtrykkeligt samtykke ligger, at forbrugerenforudsættes at have foretaget et aktivt valg, og at man herved sigter mod atramme standardløsninger, som forbrugeren skal forkaste for at undgå yder-ligere betalinger, herunder navnlig forhåndsafkrydsede kasser, og hvor den471

erhvervsdrivende i modsat fald formoder, at forbrugeren har givet sit sam-tykke til tillægsydelserne.Afstk. 2fremgår, at forbrugeren kan kræve betalinger opnået i strid medbestemmelsen i stk. 1 tilbagebetalt, dvs. hvor der ikke foreligger et udtryk-keligt samtykke fra forbrugeren til tillægsydelser.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.14.Til kapitel 10(Visse lovvalgsaftaler)Til § 32Efter bestemmelsen kan forbrugeren, uanset bestemmelse i en fjernsalgsaf-tale om, at det er lovgivningen i et land uden for Det Europæiske Økono-miske Samarbejdsområde, der skal finde anvendelse på aftalen, tillige på-beråbe sig ufravigelige bestemmelser vedrørende fjernsalgsaftaler i lov-givningen i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsom-råde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, dergjaldt for aftalen. Bestemmelsen finder alene anvendelse på fjernsalgsafta-ler, jf. herved lovudkastets § 1, stk. 3.Bestemmelsen udgør ikke en egentlig lovvalgsregel. Bestemmelsen ændrersåledes ikke ved de almindelige internationale privatretlige regler om,hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på aftalen, jf. herved navn-lig reglerne i Rom-konventionen, men tilsigter alene at afbøde visse uhel-dige virkninger af det frie lovvalg. Med bestemmelsen sikres forbrugeren– uanset hvilket lands lovgivning, der er aftalt – i fjernsalgstilfælde somminimum den beskyttelse, der følger af det generelle fjernsalgsdirektiv ogaf de bestemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet, der finder anvendelsepå fjernsalgsaftaler.Der er tale om en videreførelse af den gældende § 27, der gennemfører ar-tikel 12, stk. 2, i det generelle fjernsalgsdirektiv og artikel § 12, stk. 2, i detfinansielle fjernsalgsdirektiv, jf. om den gældende bestemmelse i Folke-tingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 5963 f., og Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7610 f.Det foreslås dog – som følge af ophævelsen af det generelle fjernsalgsdi-rektiv – at lade de udtrykkelige henvisninger til såvel det generelle fjern-472

salgsdirektiv som finansielle fjernsalgsdirektiv udgå af bestemmelsen og istedet lade bestemmelsen gælde fjernsalgsaftaler generelt, hvorved sikres,at forbrugerbeskyttelsen ikke forringes i relation til fjernsalg af (ikkefinan-sielle) tjenesteydelser.Ændringen indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde bliver brede-re end hidtil, hvilket dog henset til bestemmelsens formentligt begrænsedeselvstændige betydning i forhold til navnlig artikel 5, stk. 2, i Rom-konventionen (Konvention 80/934/EØF om, hvilken lov der skal anvendespå kontraktlige forpligtelser), der begrænser lovvalg i forbrugeraftaler, an-tages at få mindre betydning i praksis.Til § 33Bestemmelsen viderefører den gældende lovs § 28, og gennemfører samti-digt direktivets artikel 25 samt det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 12,stk. 1, hvorefter direktivernes regler er ufravigelige i forhold til forbruger-ne.Om den gældende bestemmelse henvises til Folketingstidende 2003-04,tillæg A, s. 7611, og Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 777 f, hvorafbl.a. fremgår, at bestemmelsen indebærer, at forbrugeren ikke gyldigt kangive afkald på de rettigheder, der tilkommer den pågældende i medfør aflovens bestemmelser, herunder fortrydelsesretten. Dette gælder både forudfor aftalens indgåelse og efterfølgende (forud for fortrydelsesfristens ud-løb). Der er derimod intet til hinder for, at forbrugeren ved aftale tillæggesbeføjelser, der stiller denne bedre end lovens regler, f.eks. en aftale om enlængere fortrydelsesfrist end den, der følger af lovens regler. Det forhold,at forbrugeren i visse henseender stilles bedre end efter lovens regler, erimidlertid ikke ensbetydende med, at aftalen i øvrigt kan indgås på vilkår,der er mindre fordelagtige end lovens regler.Til § 34Det foreslås istk. 1,at videreføre den gældende regel i lovens § 29, stk. 1,1. led, hvorefter overtrædelse af forbuddet mod uanmodede personlige ogtelefoniske henvendelser, jf. lovforslagets § 4, stk. 1, og overtrædelse afpligten til i en standardformular vedrørende en løbende aftale at give op-lysning om opsigelsesvarsel og opsigelsestidspunkt, jf. lovforslagets § 28,stk. 3, straffes med bøde.473

Herudover foreslås det istk. 1som noget nyt at indføre bødestraf for over-trædelse af pligten efter de foreslåede bestemmelser i § 8, stk. 1, nr. 9, og §14, stk. 1, nr. 10, til at give oplysning om eksistensen af en fortrydelsesret,uden at der som i den gældende § 29 stilles krav om, at denne overtrædelseskal være grov eller oftere gentagen. I modsætning til den bredere affattel-se af den gældende § 2, stk. 1, 2. pkt., omfatter den foreslåede sanktions-bestemmelse dog kun pligten til at oplyse om eksistensen af en fortrydel-sesret, hvorimod overtrædelse af pligten til at oplyse om betingelser, tids-frister og procedurer for at gøre denne gældende ikke foreslås sanktioneretefter denne bestemmelse. For så vidt angår muligheden for efter gældenderet at sanktionere andre overtrædelser af forbrugeraftaleloven henvises tilbetænkningens afsnit 6.8.2.Reglen foreslås at gælde i relation til såvel aftaler vedrørende varer ellerikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes for-retningssted eller fjernsalgsaftaler samt fjernsalgsaftaler vedrørende finan-sielle tjenesteydelser, jf. lovudkastets § 8 og § 14.Bestemmelsen supplerer den civilretlige sanktion, der består i, at fortrydel-sesretten ikke begynder at løbe, før forbrugeren har modtaget oplysningerom fortrydelsesretten på et varigt medium (varer og ikke finansielle tjene-steydelser) eller på papir eller andet varigt medium, jf. lovudkastets § 19,stk. 3 og 4.Herudover foreslås det istk. 2at videreføre den del af den gældende § 29,stk. 2, der fastsætter bødestraf for grov eller oftere gentagen overtrædelseaf pligten til i forbindelse med en fjernsalgsaftale om en finansiel tjeneste-ydelse at give oplysning om eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsenmv.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.8 samt – for så vidt angårde bestemmelser, der som det fremgår ovenfor er en videreførelse af gæl-dende ret – til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 7611.Til § 35Det foreslås istk. 1,at loven træder i kraft den 13. juni 2014, hvilket er fri-sten for implementering af forbrugerrettighedsdirektivet, jf. direktivets ar-tikel 28.Efterstk. 2skal loven finde anvendelse på forbrugeraftaler indgået efterlovens ikrafttræden, mens aftaler indgået inden dette tidspunkt fortsat re-474

guleres efter de hidtil gældende regler. Det følger heraf, at en aftale indgå-et den 13. juni 2014 eller senere kan fortrydes af forbrugeren i overens-stemmelse med de foreslåede regler i lovudkastets kapitel 4, herunder ataftaler om varer kan fortrydes, selvom varen har været taget i brug, såledesat denne ikke længere fremstår som ny.Istk. 3foreslås, at den gældende forbrugeraftalelov – lov nr. 451 af 9. juni2004 om visse forbrugeraftaler med senere ændringer – ophæves. Lovenvil dog fortsat finde anvendelse på forbrugeraftaler, der er indgået indenden nye forbrugeraftalelovs ikrafttræden.9.2.Arbejdsgruppens bemærkninger til udkastet til ændrin-ger af købeloven

Til nr. 1Det foreslås, at heller ikke købelovens § 73 – som foreslås ændret medhenblik på at gennemføre artikel 20 i forbrugerrettighedsdirektivet, jf. her-om nedenfor – kan fraviges til skade for forbrugeren.Der henvises i øvrigt til pkt. 4 nedenfor vedrørende de foreslåede ændrin-ger af § 73.Til nr. 2Det foreslås, at §§ 12 og 13 samt § 21 tilføjes til opregningen i § 1 a, stk.3, af de bestemmelser, som ikke finder anvendelse i forbrugerkøb.For så vidt angår købeloven §§ 12 og 13 om tiden for aftalens opfyldelse,er denne ændring en konsekvens af, at der med forslaget til ændring af kø-belovens § 74, stk. 1, der tilsigter at gennemføre direktivets artikel 18, stk.1, fastsættes nye regler om tiden for aftalens opfyldelse i forbrugerkøb, jf.herved betænkningens afsnit 6.5.10.1.Tilsvarende er tilføjelsen af købelovens § 21, stk. 2, om købers adgang tilat hæve på grund af forsinkelse, en konsekvens af, at § 74, stk. 2, som fo-reslås ændret, udtømmende regulerer dette spørgsmål i relation til forbru-gerkøb.Der henvises i øvrigt til pkt. 4 nedenfor vedrørende de foreslåede ændrin-ger af § 74.475

Det bemærkes i øvrigt, at det modsætningsvist følger af bestemmelsen ikøbelovens § 1 a, stk. 3, der positivt opregner de bestemmelser i købelo-ven, som ikke gælder i forbrugerkøb, at købelovens øvrige bestemmelser,herunder øvrige misligholdelsesbeføjelser, kan finde anvendelse i forbru-gerkøb.Forbrugeren vil således i tilfælde af forsinkelse f.eks. kunne kræve natural-opfyldelse eller tilbageholde betalingen. Forbrugeren vil endvidere kunnekræve erstatning, hvis forbrugeren har krav herpå efter almindelige kon-traktretlige regler, herunder købelovens §§ 23 og 24, jf. herved betænknin-gens afsnit 6.5.10.4.Til nr. 3Det foreslås at lade henvisningen til §§ 9-11 udgå i § 17, stk. 1. Baggrun-den herfor er, at § 17 stk. 1, finder anvendelse i forbrugerkøb, mens §§ 10og 11, som der bl.a. henvises til i § 17 stk. 1, ikke finder anvendelse iforbrugerkøb, jf. § 1a, stk. 3 (modsætningsvist), hvorfor henvisningen kangive anledning til usikkerhedTil nr. 4Der foreslås indsat et nyt stk. 2 i købelovens § 73, hvorefter levering ansesfor sket, når genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse, forudsat atkøberen (selv) har indgået aftale med fragtføreren, og at fragtføreren ikkevar blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren.Begrebet besiddelse antages – såvel i relation til den foreslåede stk. 2, somden gældende stk. 1 i § 73 – i overensstemmelse med forbrugerrettigheds-direktivets artikel 18, stk. 1, at indebære, at den fysiske besiddelse af ellerkontrol over genstanden er overgået til køberen. Med kontrol forstås i den-ne forbindelse rådighed over varen, frem for besigtigelse/gennemgang afdet leverede.Kravet om, at forbrugeren skal have indgået aftale med den pågældendefragtfører, indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt for, at levering kan ansesfor sket, at genstanden er overdraget til en fragtfører, som ikke var blandtdem, der oprindeligt blev tilbudt af sælgeren, men i stedet anvendes påbaggrund af et ønske fra køberen, såfremt det er sælgeren, der har indgåetaftale med den pågældende transportør. Hvor sælgeren eksempelvis indle-476

verer en forsendelse til Post Danmark på baggrund af forbrugerens an-modning om at anvende denne forsendelsesform, på trods af at dette ikkevar blandt de muligheder, som sælgeren selv tilbød, anses levering såledesikke for sket ved indlevering til Post Danmark.Det foreslåede § 73, stk. 2, tilsigter at gennemføre direktivets artikel 20, 2.pkt., og antages ikke at indebære nogen indholdsmæssig forskel i forholdtil de gældende regler i købeloven, herunder navnlig § 73, stk. 1, hvorefterlevering anses for sket, når genstanden er kommet i køberens besiddelse,idet dette antages at omfatte overgivelse til køberen eller nogen, der hand-ler på køberens vegne, herunder en transportør angivet af forbrugeren, jf.herved betænkningens afsnit 6.5.12.3. I modsætning til de gældende regler,kan den foreslåede bestemmelse dog ikke fraviges til skade for forbruge-ren, jf. herved nr. 1, vedrørende forslag til ændring af købelovens § 1, stk.2.Det bemærkes i øvrigt, at bestemmelsen i lighed med øvrige bestemmelseri købelovens kapitel om forbrugerkøb finder anvendelse på købsaftaler, deranses som forbrugerkøb i købelovens forstand, jf. købelovens § 4a, uansetom aftalen kan anses som en købsaftale i forbrugerrettighedsdirektivetsforstand, jf. herved betænkningens afsnit 6.5.10.1.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.12.Til nr. 5Den foreslåede ændring af§ 74, stk. 1,ved tilføjelsen af et nyt 1. pkt., til-sigter at gennemføre direktivets artikel 18, stk. 1, og svarer i vidt omfangtil den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 24, stk. 1. Til for-skel fra den gældende bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 24, der alenegælder for aftaler om varer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået vedfjernsalg, vil den foreslåede bestemmelse skulle gælde for alle aftaler ved-rørende varer, herunder aftaler indgået ved fjernsalg og uden for den er-hvervsdrivendes forretningssted samt for andre aftaler end fjernsalgsaftalerog aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.Efter den foreslåede bestemmelse skal sælger således, medmindre andet eraftalt vedrørende leveringstidspunktet, levere salgsgenstanden uden unødigforsinkelse, dog senest 30 dage efter aftalens indgåelse.

Da der således som noget nyt fastsættes en regel om tiden for aftalens op-fyldelse i forbrugerkøb, vil købelovens generelle regler om tiden for afta-lens opfyldelse, jf. §§ 12 og 13 fremover ikke anvendes i forhold tilforbrugerkøb, jf. herved også den foreslåede ændring af købelovens § 1a,stk. 3, jf. ovenfor under nr. 4. Derimod vil eksempelvis købelovens § 9 omleveringsstedet fortsat finde anvendelse i forbrugerkøb.Det bemærkes i øvrigt, at bestemmelsen i lighed med øvrige bestemmelseri købelovens kapitel om forbrugerkøb finder anvendelse på købsaftaler, deranses som forbrugerkøb i købelovens forstand, jf. købelovens § 4 a, uansetom aftalen kan anses som en købsaftale i forbrugerrettighedsdirektivetsforstand, jf. herved betænkningens afsnit 6.5.9.Der henvises herved i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.1.I købelovens§ 74, stk. 2, 1. pkt.,foreslås, at situationen, hvor sælgeren harnægtet levering, tilføjes til opregningen af de tilfælde, hvor forbrugerenkan hæve et køb uden forinden af have fremsat påkrav. Det antages i denforbindelse, at det klart skal fremgå af omstændighederne, at sælgeren harnægtet levering, idet forbrugeren i tvivlstilfælde er henvist til at gøre brugaf påkravsreglen i stk. 2, 2. pkt.Det bemærkes i øvrigt, at den gældende købelov ikke indeholder en tilsva-rende regel, men at det følger af almindelige kontraktretlige regler, at kø-beren også har adgang til at hæve købet, hvis sælgeren nægter at leveresalgsgenstanden.Den foreslåede ændring tilsigter at gennemføre direktivets artikel 18, stk.2, 2. afsnit. Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.10.2.Den foreslåede ændring af købelovens§ 74, stk. 2, 2. pkt.,tilsigter at gen-nemføre direktivets artikel 18, stk. 2, 2. afsnit, som i vidt omfang svarer tilden gældende bestemmelse i § 74, stk. 2, 2. pkt. Da bestemmelsen i direk-tivet i modsætning til den gældende § 74, stk. 2, 2. pkt., in fine, ikke inde-holder mulighed for, at køberen kan hæve købet i tilfælde af forsinkelse,uanset at der ikke er fremsat et påkrav, hvis levering ikke er sket ”indenrimelig tid”, foreslås det med henblik på at sikre korrekt implementering afdirektivet, at dette sidste led udgår.

Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke ændrer på den gældendeforudsætning om, at påkrav først kan fremsættes efter, at leveringstids-punktet er passeret.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.10.2.Der foreslås herudover tilføjelse af en nystk. 3i § 74, hvorefter sælgerenved ophævelse af aftalen uden unødig forsinkelse skal tilbagebetale allebeløb, der er betalt i henhold til aftalen.Reglen er ny i købeloven men ses imidlertid at være udtryk for en almin-delig kontraktretlig regel om ydelsernes tilbagegang ved ophævelse, sombetyder, at forbrugerens meddelelse om aftalens ophævelse indebærer, ateventuelle betalte beløb skal tilbagebetales.Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 18, stk. 3, jf. her-ved i øvrigt betænkningens afsnit 6.5.10.2.Til nr. 6Det foreslås at lade den sidste del af bestemmelsen i købelovens § 75,hvorefter køberen kan hæve købet i tilfælde af forsinkelse, uanset at derikke er fremsat et påkrav, hvis levering ikke er sket ”inden rimelig tid”,udgå.Den foreslåede ændring er en konsekvens af det tilsvarende forslag til æn-dring af købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt., der tilsigter at gennemføre direkti-vets artikel 18, stk. 2, 2. afsnit. Der henvises til bemærkningerne til forslagtil ændring af købelovens § 74, stk. 2, 2. pkt., umiddelbart ovenfor undernr. 4.Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 6.5.10.2

Bilag nr. 1Lov 2004-06-09 nr. 451om visse forbrugeraftaler(lov nr. 451 af 9. juni 2004 som ændret ved lov nr. 385 af 25. maj 2009,lov nr. 492 af 12. juni 2009, lov nr. 1553 af 21. december 2010 og lov nr.102 af 15. februar 2011Kapitel 1Lovens område og definitioner§ 1.Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler, jf. § 3, og på erhvervs-drivendes henvendelser med henblik på indgåelse af sådanne aftaler.§ 2.Loven gælder ikke for1) forsikringsaftaler omfattet af lov om forsikringsaftaler og henvendelsermed henblik på indgåelse af aftale herom, jf. dog § 6, stk. 2, nr. 3,2) aftaler, der indgås ved hjælp af vareautomater eller lignende automater,3) aftaler om brug af offentligt tilgængelig telefon eller andet telekommu-nikationsmiddel, når aftalen med udbyderen af telekommunikation indgåsved benyttelsen af kommunikationsmidlet, og4) auktionssalg, der er tilrettelagt således, at en væsentlig del af de byden-de normalt er til stede på auktionsstedet, medmindre købet er indgået udenor fast forretningssted under omstændigheder som nævnt i stk. 2, nr. 2, lit-ra a og b.Stk. 2.Lovens kapitel 3 og 4 gælder for1) aftaler indgået ved fjernsalg, jf. § 4, og2) aftaler indgået uden for fast forretningssted om køb af varer, om tjene-steydelser eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når afta-len er indgået eller forbrugeren har fremsat tilbuda) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med-mindre aftalen angår en vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilkenforbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg,b) under en udflugt, sammenkomst, forestilling m.v. arrangeret af den er-hvervsdrivende,c) på et offentligt sted eller på en udstilling, messe m.v., medmindre derforeligger køb, hvor varen og købesummen udveksles samtidig med afta-lens indgåelse, eller

d) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, så-fremt besøget er aftalt under et møde som nævnt i litra b eller c.Stk. 3.Lovens kapitel 6 og 8 gælder for aftaler indgået ved fjernsalg,jf. § 4.§ 3.Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en aftale, som en erhvervs-drivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) ho-vedsagelig handler uden for sit erhverv.Stk. 2.Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, den pågæl-dende har indgået, ikke er en forbrugeraftale.Stk. 3.Under i øvrigt samme betingelser som nævnt i stk. 1 finder loventillige anvendelse på aftaler om varer og tjenesteydelser fra ikkeerhvervs-drivende, hvis aftalen er indgået eller formidlet for sælgeren eller tjeneste-yderen af en erhvervsdrivende, samt på erhvervsdrivendes henvendelsermed henblik på indgåelse af sådanne aftaler.§ 4.Som fjernsalg betegnes aftale om varer, tjenesteydelser eller løbendelevering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikati-on, der foregår, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fy-sisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdri-vende.§ 5.Ved en finansiel tjenesteydelse forstås enhver tjeneste, der har karak-ter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-, investerings- ellerbetalingstjenesteydelse.Kapitel 2Forbud mod uanmodet henvendelse m.v.§ 6.Erhvervsdrivende må ikke uden forudgående anmodning herom rettepersonlig eller telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl,arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, medhenblik på straks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om ind-gåelse af aftale.Stk. 2.Stk. 1 gælder ikke for telefoniske henvendelser om1) bestilling af bøger,2) tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter,3) formidling af forsikringsaftaler og482

4) tegning af abonnement, der omfatter redningstjeneste eller sygetrans-port, hos en virksomhed, med hvilken en eller flere kommuner har indgåetaftale om udførelse af rednings- og slukningsarbejde ved ildebrand.§ 7.Et løfte afgivet af forbrugeren ved en erhvervsdrivendes henvendelse istrid med § 6 er ikke bindende.§ 8.Fremsender eller afleverer en erhvervsdrivende en vare til en forbru-ger uden dennes forudgående anmodning, og skyldes dette ikke en fejl,kan forbrugeren beholde varen vederlagsfrit. Udfører en erhvervsdrivendeen tjenesteydelse for forbrugeren uden dennes forudgående anmodning,kan forbrugeren ikke blive forpligtet til at betale vederlag herfor.Kapitel 3OplysningspligtOplysningspligtens område§ 9.Den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren oplysninger ioverensstemmelse med reglerne i dette kapitel ved aftaler om fjernsalg ogved aftaler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr.2.Stk. 2.Reglerne i dette kapitel gælder ikke ved1) køb af levnedsmidler og andre varer til husholdningens løbende forbrug,som købes på offentlige steder, torve og markeder, eller som skal leverestil forbrugeren på dennes bopæl eller arbejdsplads som led i organiseret ogregelmæssig vareudbringning,2) aftaler om indkvartering, transport, forplejning, herunder servering ogcatering, og rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts-og lignende kulturbegivenheder, hvisa) det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt peri-ode den pågældende tjenesteydelse skal udføres, ogb) aftalen ikke er indgået uden for fast forretningssted under de i § 2, stk.2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændigheder,3) aftaler om opførelse af bygning,4) aftaler omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugeraftaler om brugsret tillogi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter m.v. og5) aftaler om andre rettigheder over fast ejendom med undtagelse af fjern-salgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser eller vedrørende udlej-ning af fast ejendom.Stk. 3.Ved indgåelse af en forbrugeraftale om fjernsalg af en finansiel tje-nesteydelse, der er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniskepenge, skal forbrugeren have de oplysninger, der følger af § 13, stk. 1, jf. §483

11, stk. 1, nr. 3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt angår oplys-ningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der alene gives oplysninger om, at derkan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den er-hvervsdrivende eller pålægges af denne. Endvidere finder §§ 43, 44, 47 og48 i lov om betalingstjenester anvendelse.Aftaler indgået uden for fast forretningssted§ 10.Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted som omfattet af § 2,stk. 2, nr. 2, skal den erhvervsdrivende på mødet med forbrugeren give ty-delig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten og om navn og adresse påden person eller virksomhed, over for hvem fortrydelsesretten kan udøves,jf. dog stk. 2.Stk. 2.I følgende tilfælde skal oplysningen gives ved overgivelsen af vareneller ved den første levering til forbrugeren:1) Ved køb af varer bortset fra varer, der skal fremstilles eller tilpasses ef-ter forbrugerens individuelle behov, eller2) ved tegning af abonnement på aviser, ugeblade og tidsskrifter eller lø-bende bogudgivelser af ikke forud fastlagt omfang.Fjernsalgsaftaler vedrørende varer og ikkefinansielle tjenesteydelser§ 11.Inden der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansieltjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren oplysning om1) den erhvervsdrivendes navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiskeadresse samt, hvis der er tale om en udenlandsk erhvervsdrivende, der haren repræsentant her i landet, eller hvis leverandøren i øvrigt er repræsente-ret af en anden, relevante oplysninger om denne repræsentant, herunderdennes fysiske adresse,2) varens eller tjenesteydelsens karakter og væsentligste egenskaber,3) den samlede pris for varen eller tjenesteydelsen inklusive gebyrer, om-kostninger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle an-dre afgifter, herunder afgifter eller omkostninger, der ikke betales af denerhvervsdrivende eller pålægges af denne, eller, hvis en nøjagtig pris ikkekan oplyses, grundlaget for beregningen af prisen,4) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventu-el uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe af-talen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuellebetingelser herfor,5) hvorvidt der er fortrydelsesret efter denne lov,6) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendel-se af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkost-ninger pålægges, og484

7) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe varen eller tje-nesteydelsen udbydes til den anførte pris.Stk. 2.Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal for-brugeren endvidere ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdri-vende have oplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet påden person, som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse tilden erhvervsdrivende, samt om det kommercielle formål med henvendel-sen.Stk. 3.De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden derindgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige.Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse afen aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hen-syn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyntil umyndige personer.§ 12.Hvis der indgås en fjernsalgsaftale om en vare eller en ikkefinansieltjenesteydelse, skal de oplysninger, der er nævnt i § 11, stk. 1, nr. 1-5,meddeles forbrugeren på papir eller på et andet varigt medium, som for-brugeren har adgang til, medmindre forbrugeren allerede har modtaget op-lysningerne på denne måde.Stk. 2.Den erhvervsdrivende skal endvidere på den i stk. 1 anførte mådegive oplysning om1) betingelserne for brug af foreliggende garantitilsagn og reparations-og vedligeholdelsesservice og2) eventuel fortrydelsesret efter denne lov og om fortrydelsesfristens be-gyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmå-den ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse medde-lelse om fortrydelse skal sendes, og i fornødent omfang om reglerne i § 18,stk. 4, 1. pkt., og § 20, stk. 3.Stk. 3.De i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger skal gives snarest muligt efteraftalens indgåelse. Ved køb af varer, der skal overgives til forbrugeren,skal oplysningerne meddeles senest ved overgivelsen.Stk. 4.Stk. 1 og 2 gælder ikke ved aftale om tjenesteydelse, der bestilles ogopfyldes ved anvendelse af samme fjernkommunikationsteknik, når1) tjenesteydelsen leveres samlet på én gang,2) vederlaget for ydelsen opkræves af udbyderen af det anvendte kommu-nikationsmiddel,3) prisen for tjenesteydelsen ikke overstiger 75 kr. og4) forbrugeren er bekendt med prisen for ydelsen og fortrydelsesretten.Stk. 5.I de i stk. 4 nævnte tilfælde skal forbrugeren dog efter anmodninghave oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvende sigmed eventuelle klager.485

Fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser§ 13.Inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjeneste-ydelse, skal den erhvervsdrivende meddele forbrugeren de i § 11, stk. 1,nævnte oplysninger. Herudover skal der gives oplysning om1) cvr-nummeret, hvis den erhvervsdrivende er optaget i Det CentraleVirksomhedsregister, og ellers det relevante identifikationsnummer i ethandelsregister eller lignende offentligt register, som den erhvervsdrivendemåtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendelses-ordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,2) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald om fremgangsmåden vedklage, herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kanhenvende sig med eventuelle klager,3) fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelser-ne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, tilhvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,4) eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens sær-lige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, lige-som der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af ud-sving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyt-tes til at danne forventninger om fremtidige afkast,5) det beløb, som kan afkræves forbrugeren i henhold til § 22, stk. 1,6) en eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen,7) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres tilgæn-gelige, og på hvilket sprog leverandøren påtager sig at kommunikere i afta-leperioden, og8) hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning.Stk. 2.Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal for-brugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra den erhvervsdrivende haveoplysning om den erhvervsdrivendes identitet samt navnet på den person,som forbrugeren er i kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervs-drivende, samt om det kommercielle formål med henvendelsen. Herudoverkan den erhvervsdrivende med forbrugerens samtykke nøjes med at givede i § 11, stk. 1, nr. 2, 3 og 5, og § 13, stk. 1, nr. 3-5, nævnte oplysninger.Den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren om, at der kan fås flereoplysninger, samt om disse oplysningers karakter. Den fulde oplysnings-pligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbindelse med meddelelse på varigt me-dium i overensstemmelse med § 14.Stk. 3.§ 11, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4.Har den erhvervsdrivende inden for det seneste år indgået en ellerflere aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3alene i relation til den første aftale.§ 14.Inden indgåelse af en aftale om en finansiel tjenesteydelse skal de i §13, stk. 1, nævnte oplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller pået andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skalsamtidig på den anførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.Stk. 2.Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse affjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningernepå den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen op-fyldes straks efter aftalens indgåelse.Stk. 3.Er de i § 13, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i for-bindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 13, stk. 4, er denerhvervsdrivendes oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis den er-hvervsdrivende har sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplys-ningerne og aftalevilkårene på papir eller andet varigt medium.Fælles regler for fjernsalg§ 15.Forbrugeren har på ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efteranmodning at få udleveret aftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan end-videre ændre den benyttede fjernkommunikationsteknik, medmindre det eruforeneligt med den indgåede aftale eller karakteren af den leverede ydel-se.Bemyndigelse til udstedelse af administrative forskrifter§ 16.Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af ogformen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 10-15. Justitsmini-steren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, som denerhvervsdrivende skal give.Kapitel 4FortrydelsesretFortrydelsesrettens område§ 17.Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen i overensstemmelse medreglerne i dette kapitel (fortrydelsesret) ved aftaler om fjernsalg og ved af-taler indgået uden for fast forretningssted som nævnt i § 2, stk. 2, nr. 2.Stk. 2.Reglerne i dette kapitel gælder ikke for1) de i § 9, stk. 2, nævnte tilfælde,2) finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkre-ditobligationer m.v.,

3) aftaler om værdipapirer eller finansielle tjenesteydelser, hvis værdipapi-rets eller tjenesteydelsens pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet,som leverandøren ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme ifortrydelsesperioden, og4) spil og lotteri.Stk. 3.Kapitlet gælder dog for de i stk. 2, nr. 3 og 4, nævnte aftaler, hvisaftalen er indgået uden for fast forretningssted under omstændigheder somnævnt i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b.Fortrydelsesfristen og dens beregning§ 18.Vil forbrugeren bruge fortrydelsesretten, skal forbrugeren benytteden fremgangsmåde, der følger af § 19, stk. 1 og 2, inden for en frist på 14dage, ved aftaler om individuel pensionsordning dog inden for en frist på30 dage.Stk. 2.Fristen regnes fra det seneste af følgende tidspunkter:1) Den dag, hvor aftalen indgås, hvis aftalen vedrører en tjenesteydelse el-ler en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individu-elle behov, og i andre tilfælde den dag, hvor forbrugeren har fået det købteeller den første levering i hænde, eller2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efterkapitel 3 påhviler den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigtmedium.Stk. 3.Ved fjernsalg af varer udløber fristen senest 3 måneder efterden dag, hvor forbrugeren fik varen, det første parti heraf eller den førstelevering i hænde. Ved fjernsalg af ikkefinansielle tjenesteydelser udløberfristen senest 3 måneder efter aftalens indgåelse.Stk. 4.Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en ikkefinansiel tjenesteydelseeller en vare, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens indivi-duelle behov, gælder fortrydelsesretten kun, indtil udførelsen, fremstillin-gen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har givet sitsamtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen m.v. in-den fortrydelsesfristens udløb. Denne begrænsning i fortrydelsesrettengælder dog ikke, hvis den pågældende aftale vedrører løbende levering oger indgået under eller i forbindelse med den erhvervsdrivendes telefoniskehenvendelse til forbrugeren uden dennes forudgående anmodning.Stk. 5.Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse,gælder fortrydelsesretten kun, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkeligesamtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.Stk. 6.Har forbrugeren fortrydelsesret efter § 17, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2,litra a, og angår aftalen en tjenesteydelse eller en vare, der skal fremstilleseller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, kan det aftales, at den488

erhvervsdrivendes ydelse skal påbegyndes på et nærmere angivet tidspunktinden 14 dage efter aftalens indgåelse, og at fortrydelsesretten i givet faldskal bruges inden påbegyndelsen. Dette gælder dog kun, hvis forbrugeren,da denne anmodede om den erhvervsdrivendes besøg, vidste eller burdevide, at den pågældende tjenesteydelse eller vare falder inden for den er-hvervsdrivendes virksomhedsområde. Vil forbrugeren bruge fortrydelses-retten, skal underretning herom være kommet frem til den erhvervsdriven-de inden det i 1. pkt. nævnte tidspunkt.Stk. 7.Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en hellig-dag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december,udløber fristen den følgende hverdag.Fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten§ 19.Forbrugeren skal inden udløbet af den fortrydelsesfrist, der følger af§ 18, underrette den erhvervsdrivende om, at forbrugeren vil bruge fortry-delsesretten, jf. dog stk. 2. Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fristen,at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium,som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.Stk. 2.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtagetsig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydel-sesret, skal forbrugeren inden fortrydelsesfristens udløb tilbagesende ellertilbagegive det modtagne til den erhvervsdrivende. Det er tilstrækkeligt, atforbrugeren inden fristens udløb har overgivet det modtagne til en fragtfø-rer, som har påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende. Omkostnin-gerne ved tilbagesendelse af varen til den erhvervsdrivende påhviler for-brugeren. Har den erhvervsdrivende i henhold til aftalen leveret en erstat-ningsvare, fordi den pågældende vare som helhed ikke kunne leveres, på-hviler omkostningerne ved tilbagesendelse dog den erhvervsdrivende.Stk. 3.Forbrugeren kan endvidere bruge fortrydelsesretten ved at undladeat modtage eller indløse en forsendelse fra den erhvervsdrivende.Betingelser for at udøve fortrydelsesretten ved aftaler vedrørendekøb af varer§ 20.Fortrydelsesretten er betinget af, at det modtagne overgives til denerhvervsdrivende på dennes forretningssted i væsentlig samme stand ogmængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. Ved fjernsalg af va-rer, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen hos forbru-geren, såfremt denne bruger sin fortrydelsesret, og ved køb af varer udenfor fast forretningssted er fortrydelsesretten betinget af, at forbrugeren hol-der det modtagne til disposition for den erhvervsdrivende i væsentligsamme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde.489

Stk. 2.Er varen blevet beskadiget eller forringet, uden at beskadigelsen el-ler forringelsen skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra forbruge-rens side, bevarer forbrugeren sin fortrydelsesret.Stk. 3.Forudsat at forbrugeren udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå,gælder fortrydelsesretten ikke for1) varer, der er taget i brug, hvis det efter varens art er åbenbart, at brugenmedfører en formindskelse af varens salgsværdi, og2) forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb-programmer, hvis for-brugeren har brudt forseglingen.Retsvirkningerne af at bruge fortrydelsesretten§ 21.Ved tilbagetræden fra en aftale omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2, eller fraen fjernsalgsaftale vedrørende en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelsekan den erhvervsdrivende ikke gøre krav i henhold til aftalen gældendemod forbrugeren.Stk. 2.Har forbrugeren helt eller delvis betalt for varen eller tjenesteydel-sen, skal den erhvervsdrivende tilbagebetale det modtagne, når forbrugerentræder tilbage fra aftalen.Stk. 3.Ved fjernsalg af varer, hvor den erhvervsdrivende ikke har påtagetsig at afhente varen hos forbrugeren, såfremt denne bruger sin fortrydel-sesret, skal tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30 dage efter, atden erhvervsdrivende har modtaget varen og haft lejlighed til at undersøgeden.Stk. 4.I andre tilfælde skal tilbagebetaling ske snarest muligt og senest 30dage efter, at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommetfrem til den erhvervsdrivende. Vedrører aftalen en vare, og afhenter sælge-ren ikke varen inden 3 måneder efter, at den pågældende fra køberen harmodtaget underretning om dennes tilbagetræden fra aftalen, tilfalder varenvederlagsfrit køberen. Forbrugeren kan holde det modtagne tilbage, indtilvederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales.§ 22.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tje-nesteydelse kan forbrugeren pålægges at betale for den del af ydelsen, somallerede er leveret i henhold til fjernsalgsaftalen, hvis1) aftalens opfyldelse på forbrugerens udtrykkelige anmodning er påbe-gyndt inden fortrydelsesfristens udløb og2) den erhvervsdrivende godtgør, at forbrugeren er blevet oplyst om for-trydelsesretten og om det beløb, der skal betales, jf. § 13, stk. 1, nr. 5.Stk. 2.Det beløb, som forbrugeren kan pålægges at betale efter stk. 1, skalstå i rimeligt forhold til omfanget af den ydelse, som allerede er leveret,sammenlignet med fjernsalgsaftalens fulde opfyldelse.490

Stk. 3.Har forbrugeren helt eller delvis betalt for tjenesteydelsen, skal denerhvervsdrivende med fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 1 tilbagebeta-le det modtagne, når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetalingskal ske snarest muligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underret-ning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.Stk. 4.Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsenaf meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb eller for-muegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervsdrivende.Kapitel 5Bortfald af tilknyttede aftaler§ 23.Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i denne lov,bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgået medden erhvervsdrivende, eller som på grundlag af en aftale mellem tredje-mand og den erhvervsdrivende dækker den aftalte betaling helt eller del-vis.Stk. 2.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansieltjenesteydelse bortfalder endvidere en hertil knyttet fjernsalgsaftale omtjenesteydelser, som skal leveres af den erhvervsdrivende eller af en tred-jepart på grundlag af en aftale mellem tredjeparten og den erhvervsdriven-de.Stk. 3.Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan for-brugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til af-taleparten.Kapitel 6Den erhvervsdrivendes opfyldelse af aftaler om varer og ikkefinansiel-le tjenesteydelser indgået ved fjernsalg§ 24.Medmindre andet er aftalt, skal den erhvervsdrivende ved aftaler omvarer og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg levere sinydelse senest 30 dage efter den dag, hvor forbrugeren afgav bestilling ellertilbud.Stk. 2.Misligholder den erhvervsdrivende aftalen på grund af forsinkelse,som skyldes, at den aftalte ydelse som helhed ikke kan leveres, kan for-brugeren hæve aftalen, uanset om forsinkelsen er af væsentlig betydningfor forbrugeren, og den erhvervsdrivende skal underrette forbrugeren her-om. Aftalevilkår, hvorefter forbrugeren bærer risikoen for, at varen ellertjenesteydelsen som helhed ikke kan leveres, er ikke bindende.Stk. 3.Hæver forbrugeren aftalen i medfør af stk. 2, skal den erhvervsdri-vende tilbagebetale eventuelle forudbetalte beløb snarest og senest 30 dage

efter, at den erhvervsdrivende har modtaget forbrugerens meddelelse omophævelsen.Stk. 4.Stk. 1 gælder ikke for de i § 9, stk. 2, nr. 1-3 og 5, nævnte aftaler.Stk. 2 og 3 gælder ikke for de i § 9, stk. 2, nr. 3 og 5, nævnte aftaler.Kapitel 7Ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser m.v.§ 25.Forbrugeren kan opsige en aftale om løbende levering af varer ellertjenesteydelser med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der ergået 5 måneder efter aftalens indgåelse, jf. dog stk. 2 og 4.Stk. 2.Stk. 1 og 4 finder ikke anvendelse, når opsigelsesvarsel eller læng-ste bindingsperiode er reguleret i eller i medfør af anden lovgivning.Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse på aftaler, som alene vedrører va-rer eller tjenesteydelser, som skal leveres senest 1 år efter aftalens indgåel-se, hvis den samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der er omfattetaf aftalen, ikke overstiger 2.000 kr. og den fulde betaling skal ske senest14 dage efter aftalens indgåelse.Stk. 3.En aftale omfattet af stk. 1 eller 4, der er indgået ved anvendelse afen standardformular, skal indeholde en bestemmelse, som tydeligt angiver,med hvilket varsel og i givet fald fra hvilket tidspunkt aftalen kan opsigesaf forbrugeren. Bestemmelsen må ikke være uforenelig med forbrugerensret til opsigelse efter stk. 1 og 4.Stk. 4.Hvis den samlede pris, der skal betales i henhold til en aftale om lø-bende levering af varer eller tjenesteydelser, overstiger 20.000 kr. årligt ogpåbegyndelse af leveringen enten kræver, at den erhvervsdrivende afholderengangsomkostninger, der overstiger den gennemsnitlige pris efter aftalenfor 6 måneders løbende levering eller medfører en værdiforringelse af til-svarende størrelse for den erhvervsdrivende, kan forbrugeren opsige afta-len med 1 måneds varsel til udgangen af en måned, når der er gået 11 må-neder efter aftalens indgåelse.§ 26.Har forbrugeren på tidspunktet for opsigelsen betalt for en periode,som ligger efter tidspunktet for aftalens ophør ifølge opsigelsen, skal ve-derlaget for denne periode straks tilbagebetales.Stk. 2.Ved beregning af det beløb, som forbrugeren skal have tilbage efterstk. 1, kan hensyn tages til sæsonmæssige udsving i værdien af den løben-de ydelse.Kapitel 8Visse lovvalgsaftaler§ 27.Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse påaftalen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Eu-ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF om forbrugerbeskyttelse iforbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg og Europa-Parlamentets ogRådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser tilforbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestemmelser i lovgivningenherom i et land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dette lands lovgivning, der gjaldtfor aftalen.Kapitel 9Andre bestemmelser§ 28.Loven kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.§ 29.Den erhvervsdrivendes overtrædelse af § 6, stk. 1, og § 25, stk. 3,straffes med bøde. Med bøde straffes endvidere den, der gør sig skyldig igrov eller oftere gentaget overtrædelse af1) pligten efter kapitel 3 til at give oplysning om fortrydelsesretten eller2) oplysningspligten efter § 13, stk. 1, nr. 4, § 13, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr.4, og § 14, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, nr. 4.Stk. 2.Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar ef-ter reglerne i straffelovens 5. kapitel.§ 30.Loven træder i kraft den 1. oktober 2004.Stk. 2.Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler indgået efter lovensikrafttræden.Stk. 3.Lov om visse forbrugeraftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 23.december 1987, ophæves. Loven gælder dog fortsat for forbrugeraftaler,der er indgået inden denne lovs ikrafttræden.§ 31.I lov om forsikringsaftaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. okto-ber 1986, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 434 af 10. juni 2003, foreta-ges følgende ændringer:1.Efter§ 33indsættes:»I a. Regler om oplysningspligt og fortrydelsesret m.v.Indledende bestemmelser§ 34.Reglerne i dette kapitel gælder for forbrugerforsikringer, jf. § 2, stk.4.Stk. 2.Reglerne kan ikke fraviges til skade for forbrugeren.493

§ 34 a.Som fjernsalg betegnes i dette kapitel en forbrugerforsikringsaftale,der1) indgås ved brug af fjernkommunikation, det vil sige ved kommunikati-on, der foregår, uden at parterne mødes fysisk, og2) indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af forsikringssel-skabet.§ 34 b.Forsikringsselskabet må ikke uden forudgående anmodning heromrette personlig henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdspladseller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik påstraks eller senere at opnå tilbud eller accept af tilbud om indgåelse af enaftale.Stk. 2.Et løfte afgivet af forbrugeren ved et forsikringsselskabs henvendel-se i strid med stk. 1 er ikke bindende.§ 34 c.Udfører forsikringsselskabet en tjenesteydelse for forbrugeren udendennes forudgående anmodning, kan forbrugeren ikke blive forpligtet til atbetale vederlag herfor.Forsikringsselskabets informationspligt§ 34 d.Forsikringsselskabet skal give forbrugeren tydelig skriftlig oplys-ning om fortrydelsesretten efter § 34 i. Oplysningen skal gives senest vedudlevering af forsikringsbetingelserne, jf. dog §§ 34 e og 34 f vedrørendeforsikringsaftaler indgået ved fjernsalg.§ 34 e.Ved forsikringsaftaler, der indgås ved fjernsalg, skal forsikringssel-skabet give forbrugeren oplysning om1) selskabets navn, erhvervsmæssige hovedaktivitet, fysiske adresse samt,hvis et udenlandsk forsikringsselskab har en repræsentant her i landet, ellerhvis selskabet i øvrigt er repræsenteret af en anden, relevante oplysningerom denne repræsentant, herunder dennes fysiske adresse,2) cvr-nummeret samt om, at forsikringsselskabet er undergivet tilsyn afFinanstilsynet, ved udenlandske selskaber det relevante identifikations-nummer i et handelsregister eller lignende offentligt register, som selska-bet måtte være optaget i, samt ved eventuelt tilhørsforhold til godkendel-sesordninger oplysning om den relevante tilsynsmyndighed,3) karakteren af og de væsentligste egenskaber ved forsikringsydelsen,4) den samlede pris for forsikringsydelsen inklusive gebyrer, omkostnin-ger, herunder eventuelle leveringsomkostninger, moms og alle andre afgif-ter, herunder eventuelle afgifter eller omkostninger, der ikke betales via494

selskabet eller pålægges af dette, eller, hvis en nøjagtig pris ikke kan oply-ses, grundlaget for beregningen af prisen,5) vilkår om betaling, levering eller anden opfyldelse af aftalen, en eventu-el uopsigelighedsperiode samt eventuel adgang for parterne til at bringe af-talen til ophør før tiden eller ensidigt, herunder oplysning om eventuellebetingelser herfor,6) hvorvidt der er adgang til at fortryde aftalen, og i givet fald oplysningom fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingel-serne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om,til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes,7) eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendel-se af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkost-ninger pålægges,8) hvor længe oplysningerne gælder, herunder hvor længe ydelsen udbydestil den anførte pris,9) hvorvidt der er klageadgang og i givet fald fremgangsmåden ved klage,herunder oplysning om en fysisk adresse, hvor forbrugeren kan henvendesig med eventuelle klager,10) eventuelle særlige risici ved forsikringsydelsen som følge af ydelsenssærlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres,ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger afudsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan be-nyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast,11) en eventuel lovvalgs- eller værnetingsklausul i aftalen,12) på hvilket sprog aftalevilkårene og forhåndsoplysningerne gøres til-gængelige, og på hvilket sprog forsikringsselskabet påtager sig at kommu-nikere i aftaleperioden, og13) dækning efter lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber el-ler efter eventuelle andre garantiordninger.Stk. 2.De i stk. 1 nævnte oplysninger skal gives i rimelig tid, inden derindgås en aftale, og oplysningerne skal være klare, tydelige og forståelige.Det skal fremgå klart, at oplysningerne gives med henblik på indgåelse afen aftale, og oplysningerne skal gives på en måde, som er egnet under hen-syn til den anvendte kommunikationsteknik, og som tager særligt hensyntil umyndige personer.Stk. 3.Hvis taletelefoni indgår i fjernkommunikationsteknikken, skal for-brugeren ved begyndelsen af ethvert opkald fra forsikringsselskabet haveoplysning om selskabets navn samt navnet på den person, som forbrugerener i kontakt med, og dennes forbindelse til selskabet samt om det kommer-cielle formål med henvendelsen. Herudover kan selskabet med forbruge-rens samtykke nøjes med at give oplysning om fortrydelsesretten samt om495

de i stk. 1, nr. 3, 4, 6 og 10, nævnte oplysninger. Selskabet skal underretteforbrugeren om, at der kan fås flere oplysninger, samt om disse oplysnin-gers karakter. Den fulde oplysningspligt efter stk. 1 skal opfyldes i forbin-delse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med § 34 f.Stk. 4.Har forsikringsselskabet inden for det seneste år indgået en eller fle-re aftaler med den samme forbruger af samme karakter, gælder stk. 1-3alene i relation til den første aftale.§ 34 f.Inden indgåelse af fjernsalgsaftalen skal de i 34 e, stk. 1, nævnteoplysninger være meddelt forbrugeren på papir eller på et andet varigt me-dium, som forbrugeren har adgang til. Forbrugeren skal samtidig på denanførte måde have fået oplysning om aftalevilkårene.Stk. 2.Hvis aftalen indgås på forbrugerens anmodning under anvendelse affjernkommunikationsteknik, som ikke gør det muligt at give oplysningernepå den i stk. 1 nævnte måde inden aftalens indgåelse, skal forpligtelsen op-fyldes straks efter aftalens indgåelse.Stk. 3.Er de i § 34 e, stk. 1, nævnte oplysninger meddelt forbrugeren i for-bindelse med en tidligere aftale af samme karakter, jf. § 34 e, stk. 4, er for-sikringsselskabets oplysningspligt efter stk. 1 og 2 opfyldt, hvis selskabethar sikret sig, at forbrugeren fortsat har adgang til oplysningerne og aftale-vilkårene på papir eller andet varigt medium.§ 34 g.Ved forsikringsaftaler indgået ved fjernsalg har forbrugeren på et-hvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til efter anmodning at få udleveretaftalevilkårene på papir. Forbrugeren kan endvidere ændre den benyttedefjernkommunikationsteknik, medmindre det er uforeneligt med den indgå-ede aftale eller karakteren af den leverede ydelse.§ 34 h.Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af ogformen for de oplysningsforpligtelser, der følger af §§ 34 d-34 g. Justits-ministeren kan endvidere fastsætte regler om yderligere oplysninger, somselskabet skal give.Fortrydelsesret§ 34 i.Forbrugeren kan træde tilbage fra en forsikringsaftale i overens-stemmelse med reglerne i §§ 34 j og 34 k (fortrydelsesret). Fortrydelsesret-ten gælder, uanset om forsikringstiden er begyndt eller ej, men dog kunindtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt afbegge parter.Stk. 2.Der er ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikring, som vedrørerrejse- og bagageforsikringspolicer eller tilsvarende forsikringspolicer med496

begrænset løbetid på højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsik-ringen er en del af en anden type forsikring.Stk. 3.Der er endvidere ikke fortrydelsesret ved aftaler om forsikrings-ydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som forsik-ringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i for-trydelsesperioden.§ 34 j.Vil forbrugeren bruge sin fortrydelsesret, skal den pågældende un-derrette forsikringsselskabet herom inden for en frist på 14 dage, ved afta-ler om livsforsikring og individuel pensionsordning dog inden for en fristpå 30 dage.Stk. 2.Fristen regnes ved tilbagetrædelse fra en forsikringsaftale, der erindgået ved fjernsalg, fra det seneste af følgende tidspunkter:1) Den dag, hvor aftalen indgås, ved aftaler om livsforsikring dog den dag,hvor forbrugeren har fået meddelelse om aftalens indgåelse, eller2) den dag, hvor forbrugeren har modtaget de oplysninger, som det efterreglerne om oplysningspligt (§§ 34 d-34 f) påhviler forsikringsselskabet atgive på papir eller andet varigt medium.Stk. 3.I andre tilfælde regnes fristen fra det seneste af følgende tidspunk-ter:1) Den dag, hvor forbrugeren har modtaget underretning om, at forsik-ringsaftalen er indgået, eller2) den dag, hvor forbrugeren har fået tydelig skriftlig oplysning om fortry-delsesretten.Stk. 4.Det er tilstrækkeligt for overholdelse af fortrydelsesfristen i stk. 1-3,at underretningen, når den foreligger på papir eller et andet varigt medium,som modtageren har adgang til, er afsendt inden fristens udløb.Stk. 5.Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en hellig-dag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december,udløber fristen den følgende hverdag.§ 34 k.Træder forbrugeren tilbage fra aftalen i medfør af §§ 34 i og 34 j,kan forsikringsselskabet ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende modforbrugeren, jf. dog stk. 2.Stk. 2.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale, hvor fortrydelsesfristenberegnes efter § 34 j, stk. 2, nr. 2, kan forbrugeren pålægges at betale forden del af ydelsen, der er leveret til forbrugeren efter forløbet af 14 dagefra aftalens indgåelse, ved aftaler om livsforsikring og individuel pensi-onsordning 30 dage fra aftalens indgåelse. Det er dog en forudsætning her-for,

1) at forsikringsselskabet godtgør, at forbrugeren i overensstemmelse med§ 34 f på varigt medium er blevet oplyst om fortrydelsesretten og om be-regningsmåden for det beløb, der skal betales, og2) at det beløb, som forbrugeren pålægges at betale, står i rimeligt forholdtil omfanget af den ydelse, som allerede er leveret, sammenlignet med af-talens fulde opfyldelse.Stk. 3.Har forbrugeren betalt helt eller delvis, skal forsikringsselskabetmed fradrag af et eventuelt beløb efter stk. 2 tilbagebetale det modtagne,når forbrugeren træder tilbage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarestmuligt og senest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om tilbage-trædelsen er kommet frem til selskabet.Stk. 4.Forbrugeren skal snarest muligt og senest 30 dage efter afsendelsenaf meddelelse om tilbagetrædelsen tilbagelevere ethvert beløb eller for-muegode, som den pågældende måtte have modtaget af selskabet.Bortfald af tilknyttede aftaler§ 34 l.Hvis forbrugeren træder tilbage fra en aftale efter regler i dette ka-pitel, bortfalder en hertil knyttet kreditaftale, som forbrugeren har indgåetmed selskabet, eller som på grundlag af en aftale mellem tredjemand ogselskabet dækker den aftalte betaling helt eller delvis.Stk. 2.Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale bortfalder endvidere en tilaftalen knyttet anden fjernsalgsaftale om tjenesteydelser, som skal leveresaf selskabet eller af en tredjepart på grundlag af en aftale mellem tredjepar-ten og selskabet.Stk. 3.Bortfalder en tilknyttet aftale i medfør af stk. 1 eller stk. 2, kan for-brugeren ikke af den grund pålægges at betale gebyr eller erstatning til af-taleparten.Visse lovvalgsaftaler§ 34 m.Er det i en aftale bestemt, at lovgivningen i et land uden for DetEuropæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal finde anvendelse på af-talen, kan forbrugeren i de spørgsmål om fjernsalg, der er reguleret i Euro-pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF om fjernsalg af finansielletjenesteydelser til forbrugerne, tillige påberåbe sig ufravigelige bestem-melser i lovgivningen herom i et land inden for Det Europæiske Økonomi-ske Samarbejdsområde, hvis det uden lovvalgsaftalen ville være dettelands lovgivning, der gjaldt for aftalen.«2.§ 97 a affattes således:

»§97 a.Uden for de tilfælde, der er omfattet af kapitel I a, har forsikrings-tageren ret til at træde tilbage fra en aftale vedrørende livsforsikring senest30 dage efter, at den pågældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.Stk. 2.Fristen regnes dog fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren harmodtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, hvis den på-gældende har fået forsikringsbetingelserne i hænde før dette tidspunkt.Stk. 3.Falder den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en hellig-dag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december,udløber fristen den følgende hverdag.Stk. 4.Stk. 1 gælder ikke for1) livsforsikring, der dækker en risiko, der kun strækker sig over en aftaltperiode af højst 1 måned (korttidsforsikring), medmindre forsikringen eren del af en anden type forsikring,2) livsforsikring, der tegnes som gruppeforsikring eller anden kollektivforsikring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræ-sentant for forsikringstageren, og3) livsforsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarke-det, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på, og som kanforekomme i fortrydelsesperioden.Stk. 5.Træder forsikringstageren tilbage fra forsikringsaftalen i medfør afstk. 1, frigøres den pågældende for alle forpligtelser i henhold til aftalen.Stk. 6.Bestemmelserne i stk. 1-3 og 5 kan ikke fraviges til skade for for-sikringstageren.«3.§ 134, stk. 1, affattes således:»Forsikringsselskabets overtrædelse af § 3 a og § 34 b, stk. 1, straffes medbøde. Med bøde straffes endvidere det selskab, der gør sig skyldig i groveller oftere gentaget overtrædelse af1) pligten til at give oplysning om fortrydelsesretten efter §§ 34 d-34 f el-ler2) oplysningspligten efter § 34 e, stk. 1, nr. 10, § 34 e, stk. 3, jf. § 34 e, stk.1, nr. 10, og § 34 f, stk. 1, jf. § 34 e, stk. 1, nr. 10.«§ 32.I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskat-ningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 816 af 30. september 2003, som æn-dret ved § 3 i lov nr. 190 af 24. marts 2004 og § 1 i lov nr. 317 af 5. maj2004, foretages følgende ændring:1.Efter§ 22 Aindsættes:»§22 B.Er der indgået en aftale om en pensionsordning, og den forsikredeeller kontohaveren træder tilbage fra denne aftale i medfør af lov om visse499

forbrugeraftaler § 17 eller lov om forsikringsaftaler § 34 i, betragtes en til-bagebetaling af det modtagne beløb ikke som en afgiftspligtig udbetaling,ligesom der ikke er fradragsret eller bortseelsesret for bidragene ellerpræmierne til pensionsordningen.Stk. 2.Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetnings-pligt for pensionsinstitutter vedrørende det indbetalte beløb og det tilbage-betalte beløb efter stk. 1.«§ 33.Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens §§ 1-31 kanved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigel-ser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.---L 2009 492 indeholder bl.a. følgende ikrafttrædelses- og overgangsbe-stemmelser:§ 2.Loven træder i kraft den 1. januar 2010 og finder anvendelse på for-brugeraftaler, som er indgået efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2.Stk. 2.Loven finder anvendelse på forbrugeraftaler om levering af tv-programmer, hvor der samtidig som led i aftalen stilles modtageudstyr tilrådighed for forbrugeren, når aftalen er indgået den 1. januar 2012 ellersenere.