REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 342: Rapport fra Arbejdsgruppen om Bedre Forbrugerbeskyttelse på Parkeringsområdet, fra justitsministeren

2. FÆRDSELSLOVEN........................................................................... 102.1. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER.................................................................. 102.2. FÆRDSELSLOVENS ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER MV. .......... 112.3. REGLER OM STANDSNING OG PARKERING I FÆRDSELSLOVENS§ 28OG§ 29...................................................................................................... 122.3.1. Gældende ret .................................................................................................. 122.3.2. Praksis ........................................................................................................... 182.3.3. Servicemarkering af 10-meter-reglen ............................................................ 272.3.4. Arbejdsgruppens overvejelser ....................................................................... 27

2.4. FÆRDSELSLOVENS§ 92OG§ 92C–KOMMUNALE BESTEMMELSER OMSTANDSNING OG PARKERING............................................................................ 332.4.1. Færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1 ................................................................... 332.4.1.1. Gældende ret........................................................................................................ 332.4.1.2. Baggrunden for § 92, stk. 1, nr. 1, mv. ................................................................ 352.4.1.3. Retspraksis........................................................................................................... 382.4.1.4. Tidligere udtalelser fra Justitsministeriet ............................................................. 412.4.1.5. Arbejdsgruppens overvejelser.............................................................................. 42

2.4.2. Færdselslovens § 92 c, stk. 4. ........................................................................ 462.4.2.1. Gældende ret........................................................................................................ 462.4.2.2. Arbejdsgruppens overvejelser.............................................................................. 492.4.2.2.1 Parkering på fortov med dele af køretøjet .................................................... 512.4.2.2.2. Standsnings- og parkeringsforbud på yderrabatter ..................................... 552.4.2.2.3. Havari .......................................................................................................... 572.4.2.2.4. Tunge køretøjer og påhængskøretøjer ......................................................... 602.4.2.2.5. Parkantens dokumentation for betalt parkeringstid ..................................... 62

2.6. FÆRDSELSLOVENS§ 95 –REGLER OM AFMÆRKNING.............................. 832.6.1. Gældende ret .................................................................................................. 832.6.2 Arbejdsgruppens overvejelser ........................................................................ 872.6.2.1. Zoner ................................................................................................................... 872.6.2.2. Opholds- og legezoner samt gågadezoner ........................................................... 892.6.2.3. Parkeringsbåse ..................................................................................................... 90

3.2. SAGSBEHANDLING–DOKUMENTATION OG FREMGANGSMÅDE............. 1013.2.1. Gældende ret og praksis .............................................................................. 1013.2.1.1. Sagens oplysning ............................................................................................... 1043.2.1.1.1. Observation ............................................................................................... 1053.2.1.1.2. Opmåling ................................................................................................... 1083.2.1.1.3. Ventilkontrol ............................................................................................. 1103.2.1.2. Notatpligt ........................................................................................................... 1113.2.1.3. Vejledning ......................................................................................................... 1183.2.1.4. Partshøring......................................................................................................... 1193.2.1.5. Begrundelse ....................................................................................................... 1243.2.1.6. Klagevejledning ................................................................................................. 1283.2.1.7. Aktindsigt .......................................................................................................... 1293.2.1.8. Retsvirkningen af tilsidesættelse af sagsbehandlingskravene ............................ 1353.2.1.9. Principperne for god forvaltningsskik ............................................................... 137

3.3. KLAGEADGANG MV. ................................................................................ 1433.3.1. Gældende ret ................................................................................................ 1443.3.2. Fremmed ret................................................................................................. 1503.3.2.1. Norge ................................................................................................................. 1503.3.2.2. Sverige ............................................................................................................... 1523.3.2.3. Finland ............................................................................................................... 152

4.5. KLAGEMULIGHEDER................................................................................ 1804.5.1. Gældende ret ................................................................................................ 1804.5.1.1. Klagenævnsbehandling på andre områder ......................................................... 1814.5.1.2. Forbrugerklagenævnet ....................................................................................... 1814.5.1.3. Godkendte, private klage- og ankenævn ............................................................ 1844.5.1.3.1. Indledning ................................................................................................. 1844.5.1.3.2. Nævnets kompetence ................................................................................. 1854.5.1.3.4. Habilitet ..................................................................................................... 1864.5.1.3.5. Sekretariatets opgaver ............................................................................... 1864.5.1.3.6. Afgørelser .................................................................................................. 1864.5.1.3.7. Genoptagelse ............................................................................................. 1874.5.1.3.8. Information og offentliggørelse ................................................................. 1874.5.1.3.9. Gebyr og omkostninger (finansiering) ....................................................... 1884.5.1.4. Andre private anke- og klagenævn .................................................................... 190

5. ARBEJDSGRUPPENS UDKAST TIL LOVÆNDRINGER MV. 1995.1. LOVUDKAST.............................................................................................1995.2. UDKAST TIL ADMINISTRATIVE BESTEMMELSER.......................................2025.2.1. Bekendtgørelse om ændring af vejafmærkningsbekendtgørelsen................ 2025.2.2. Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om anvendelse afvejafmærkning……………………………………………………………………2045.2.3. Bekendtgørelse om anvendelse af parkeringsbilletter og -licenser .............. 2065.2.4. Bekendtgørelse om indgåelse af visse aftaler om parkering ogudstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder……………………...2085.2.5. Cirkulæreskrivelse om ophævelse af cirkulæreskrivelse vedrørendeadministration af parkeringskontrollen ……………………………………….. 211

På den baggrund besluttede Justitsministeriet i samarbejde med Trans-portministeriet i juni 2009 at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal kommemed de forslag, der efter arbejdsgruppens opfattelse vil være nødvendigefor at gennemføre den ovenfor nævnte del af regeringsgrundlaget.Arbejdsgruppens opgaver er beskrevet således i kommissoriet:”Arbejdsgruppen har til opgave at kortlægge de situationer, hvor bor-gerne kan opleve, at parkeringsbøder gives på et uigennemskueligtgrundlag, hvad enten der er tale om parkering på privat eller offentligtområde.I tilknytning hertil skal arbejdsgruppen overveje, hvordan det sikres, atder er en tydelig skiltning med hensyn til muligheden for parkering.Udvalget skal desuden overveje, hvordan det sikres, at der i hvert en-kelt tilfælde kan fremlægges dokumentation for, at en parkeringsregeleller et parkeringsvilkår er overtrådt.I det omfang arbejdsgruppen på denne baggrund finder, at der er be-hov for en ændring af retstilstanden, anmodes arbejdsgruppen om atudarbejde udkast til nye lovregler eller administrative forskrifter.Herudover anmodes arbejdsgruppen om at overveje, om der kan værebehov for at oprette et klagenævn for parkeringsafgifter. I givet faldanmodes arbejdsgruppen om at udarbejde et udkast til regler for et så-dant klagenævn.Arbejdsgruppen skal vurdere eventuelle økonomiske og administrativekonsekvenser af arbejdsgruppens forslag og anbefalinger og anvisemulig finansiering af eventuelle merudgifter.4

Herudover blev arbejdsgruppen i december 2009 af den daværende ju-stitsminister anmodet om at overveje, hvorvidt der er behov for at fastsætteen beløbsgrænse for, hvor store kontrolafgifter der kan pålægges på privateparkeringspladser.Den nuværende regering har besluttet, at arbejdsgruppen skal fortsætte sitarbejde. Justitsminister Morten Bødskov har herunder i september 2012anmodet arbejdsgruppen om at overveje spørgsmålet om, hvorvidt der børvære adgang til at pålægge mere end én afgift for samme parkering.1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejdeArbejdsgruppen havde ved denne rapports afgivelse følgende sammensæt-ning:----------------Kontorchef Niels Henrik Larsen (formand), JustitsministerietPolitiassistent Ole Vinter Hansen, Københavns PolitiKontorchef Thomas Jørgensen, TransportministerietSpecialkonsulent Karsten Kirk Larsen, TransportministerietAfdelingsleder Per Antvorskov, VejdirektoratetFuldmægtig Jonas From Soelberg, FinansministerietSpecialkonsulent Signe Salling, ForbrugerstyrelsenJurist Mads Mølgaard Braüner, ForbrugerrådetDirektør Anders Møller, Københavns Kommune, Center for ParkeringJuridisk konsulent Natalia Lehnsdal, Kommunernes LandsforeningDirektør Michael Christensen, EuroPark A/SDirektør Alex Pedersen, Q-Park A/SAdvokat Jørgen Pedersen, Advokatgruppen ÅrhusAfdelingschef Per Alkestrup, FDMFuldmægtig Helle Brasch, FDMChefkonsulent Christian Hesthaven og fuldmægtig Asger Weber (se-kretærer), Justitsministeriet.

som Justitsministeriet løbende har modtaget om de gældende parkerings-regler.Arbejdsgruppen har udover almindelig tilgængeligt materiale, såsom lov-forarbejder, retspraksis, ombudsmandsudtalelser og litteratur, inddraget”Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter”, som er udfærdi-get af advokat Anders Valentiner-Branth og advokat Henrik Sauer i 2010.Administrationsgrundlaget er udarbejdet for Københavns Kommune ogskal medvirke til at sikre, at der foretages en korrekt sagsbehandling hosCenter for Parkering. Derudover har arbejdsgruppen inddraget Vejledningi udfærdigelse af parkeringsafgifter, 2010, som er udstedt af KøbenhavnsKommune. Vejledningen indeholder en beskrivelse af fremgangsmådenved pålæggelse af parkeringsafgifter, herunder hvilke undersøgelser derskal foretages, inden der eventuelt pålægges en parkeringsafgift. Det be-skrives, hvornår parkeringsvagterne skal foretage såkaldt ventilkontrol,udarbejde skitser, foretage opmåling af afstande og udarbejde notater.Endelig har arbejdsgruppen indhentet oplysninger om parkeringsordnin-gerne i henholdsvis Norge, Sverige og Finland. Arbejdsgruppen har omtaltdisse oplysninger i rapporten, hvor det har haft særlig relevans for arbejds-gruppens overvejelser med hensyn til de danske parkeringsregler.

1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har med afsæt i sit kommissorium kortlagt de situationer,hvor borgerne kan opleve, at parkeringsbøder gives på et uigennemskueligtgrundlag, hvad enten der er tale om parkering på privat eller offentligt om-råde.Arbejdsgruppen har bl.a. på den baggrund overvejet en række ændringer iforhold til de gældende regler om parkering og om opkrævning af parke-ringsafgifter både på det offentlige område og på områder, hvor privateparkeringsselskaber varetager kontrollen.Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at det generelt er indgået i ar-bejdsgruppens overvejelser, at parkering på det offentlige område er un-derlagt de almindelige offentligretlige regler og kontrolmekanismer, mensparkering på en privat parkeringsplads som udgangspunkt er et rent privat-retligt anliggende. Udgangspunktet for vurderingen af de to områder er så-ledes på helt grundlæggende områder forskellig. Derfor har arbejdsgrup-6

pen også klart adskilt overvejelserne om de to områder, således at rappor-tens kapitel 2 og 3 angår reguleringen på det offentlige område, mens kapi-tel 4 angår reguleringen på det private område. I kapitel 5 findes de udkasttil regelændringer, som arbejdsgruppen anbefaler.Forbrugerrådet har i forbindelse med afslutning af arbejdet fundet anled-ning til at afgive en generel udtalelse som supplement til arbejdsgruppensrapport, jf. pkt. 6 nedenfor.Om rapportens centrale elementer på det offentlige område kan der i øvrigtoplyses følgende:Arbejdsgruppen foreslår en række ændringer af bestemmelsen omstandsning og parkering i færdselslovens § 29, herunder en præci-sering af § 29, stk. 1, nr. 1-2 (også kaldet henholdsvis 5 meter-reglen og 10 meter-reglen) samt en regelfæstelse af muligheden forgul servicemarkering af 10 meter-reglen, jf. pkt. 2.3.4 nedenfor.Arbejdsgruppen foreslår, at de gældende lokale kommunale parke-ringsbekendtgørelser ophæves, og at den generelle regulering afparkerings- og standsningsforbud i færdselslovens § 28 udvides.Samtidig foreslås det, at hjemlen i færdselslovens § 92 c, stk. 4, tilat udstede kommunale parkeringsbekendtgørelser begrænses til atomfatte tunge køretøjer, påhængskøretøjer og særligt indrettede kø-retøjer, ligesom det foreslås, at der skabes mere offentlighed ogsynlighed om kommunale bekendtgørelser. Der henvises om disseovervejelser til pkt. 2.4.2.2 nedenfor.Arbejdsgruppen foreslår, at muligheden for at etablere parkerings-zoner bevares, men at der fastsættes yderligere generelle betingel-ser for etablering heraf. Det foreslås således, at parkeringszonersom udgangspunkt skal begrænses til et mindre område med natur-ligt sammenhængende veje af samme art. Det foreslås samtidig, atparkeringszoner dog kan omfatte et område med forskellige typerveje, hvis der opstilles oplysningsstandere, gentagelsesskilte ellerlignende (f.eks. betalingsautomater), så en bilist inden for zonen al-tid vil befinde sig på en vej eller gade, hvorfra det er muligt at se enoplysningsstander eller lignende, hvis den pågældende orienterersig i alle retninger eller eventuelt orienterer sig omkring et umid-delbart nærliggende gadehjørne. Der henvises herom til pkt. 2.6.2.1nedenfor.7

Arbejdsgruppens flertalt foreslår, at der skal kunne pålægges mereend én afgift for samme overtrædelse af parkeringsreglerne, at derhøjst kan pålægges én parkeringsafgift pr. påbegyndt døgn (kalen-derdøgn), at en ny afgift tidligst kan pålægges 24 timer efter denforrige afgift, at der skal gælde et maksimum for, hvor mange af-gifter for samme overtrædelse af parkeringsreglerne der kan på-lægges, og at dette maksimum bør være på tre eller fire afgifter.Der henvises herom til pkt. 3.1.2 nedenfor.Arbejdsgruppen henstiller til, at der i forbindelse med parkerings-kontrol så vidt mulig bruges fotodokumentation, jf. pkt. 3.2.2 ne-denfor.Arbejdsgruppen anbefaler ikke, at der oprettes yderligere klagein-stanser, jf. pkt. 3.3.3 nedenfor.

Arbejdsgruppen er i øvrigt blevet bekendt med forlydender om problemermed SKATs berostillelse af inddrivelsen af parkeringsafgifter på trods afen kommunes beslutning om at sætte sagen i bero som følge af en indsi-gelse, og arbejdsgruppen henstiller til, at arbejdet med at finde en løsningpå problemet prioriteres højt, jf. pkt. 3.3.3 nedenfor.Om rapportens centrale elementer på det private område kan der oplysesfølgende:Arbejdsgruppen foreslår, at der fastsættes visse bindende regler for”skiltningen” (sort/hvid) på almindeligt tilgængelige private parke-ringspladser, jf. pkt. 4.2.2 nedenfor.Arbejdsgruppens flertal foreslår, at der ikke fastsættes bindenderegler for afgiftens størrelse og antallet af afgifter, som kan pålæg-ges for samme forseelse, jf. pkt. 4.3.2 nedenfor.Arbejdsgruppen foreslår, at der fastsættes bindende regler for, hvil-ke oplysninger den, der parkerer, skal modtage i forbindelse med,at parkeringsselskabet pålægger en kontrolafgift for overtrædelse afparkeringsvilkårene, jf. pkt. 4.4.2 nedenfor.Arbejdsgruppen henstiller til, at der i forbindelse med parkerings-kontrol så vidt muligt bruges fotodokumentation, jf. pkt. 4.4.2 ne-denfor.8

1.4. Vurdering af økonomiske og administrative konsekvenserDet er arbejdsgruppens vurdering, at en række af de anbefalinger vedrø-rende parkering på det offentlige område, som er nævnt under pkt. 1.3, vilindebære visse økonomiske og administrative konsekvenser for en rækkekommuner. Bl.a. vil nogle kommuner i et vist omfang kunne få behov forat foretage ny skiltning eller afmærkning som følge af, at hjemlen i § 92 c,stk. 4, til at udstede kommunale parkeringsbekendtgørelser begrænses, ogflere parkerings- og standsningsforbud reguleres i færdselsloven. Omfan-get heraf vurderes imidlertid at være forholdsvis begrænset, og det vurde-res, at en del af de nødvendige investeringer vil kunne ske som led i denløbende vedligeholdelse og udskiftning af skilte mv. Heroverfor står, at enrække af de foreslåede regler må forventes at gøre administrationen af par-keringsområdet mere enkel. De merudgifter, som de foreslåede ændringervil kunne medføre for visse kommuner, vurderes på denne baggrund sam-let set at være af så begrænset karakter, at de bør kunne afholdes af denenkelte kommune inden for de eksisterende rammer.Arbejdsgruppen vurderer desuden, at en række af de anbefalinger vedrø-rende parkering på det private område, som er nævnt under pkt. 1.3, vil in-debære visse økonomiske og administrative konsekvenser for private par-keringsselskaber og ejere af private parkeringspladser. Navnlig anbefalin-gen om, at der fastsættes visse bindende regler for skiltningen på alminde-ligt tilgængelige private parkeringspladser, må antages at indebære ikkeubetydelige udgifter for private. Arbejdsgruppen har imidlertid taget højdeherfor ved at anbefale, at de pågældende regler om skiltning indføres meden passende lang overgangsperiode.

2. Færdselsloven2.1. Indledende bemærkningerFor at forstå den kontekst, hvori parkeringsafgifter på det offentlige områ-de udstedes, har arbejdsgruppen fundet det relevant indledningsvist over-ordnet at præsentere de generelle, materielle regler i færdselslovens §§ 28-29, hvis overtrædelse kan medføre en parkeringsafgift.Som med anden lovgivning påhviler det forbrugeren selv at gøre sig be-kendt med og overholde reglerne i færdselslovens §§ 28-29. Parkerings-reglerne i færdselslovens §§ 28-29 er således i almindelighed ikke angivetved mærkning eller skiltning. En forudsætning for, at en borger, somstandser eller parkerer sin bil (en parkant), som forbruger er i stand til atoverholde de generelle parkeringsregler, er imidlertid, at de kender og for-står reglens betydning og anvendelse. Dette har i praksis vist sig ikke altidat være tilfældet. I visse tilfælde vil forbrugerens oplevelse af, at en parke-ringsafgift gives på et uigennemskueligt grundlag således hænge sammenmed tvivl om den bagvedliggende materielle parkeringsregels anvendelig-hed og betydning snarere end spørgsmålet om tilstrækkelig dokumentationfor reglens overtrædelse.Det er arbejdsgruppens erfaring, at de situationer, hvor forbrugerne og ivisse tilfælde også de kommunale parkeringskontrollører kan være i tvivl, isærdeleshed knytter sig til begrebet vejkryds og forståelsen af den såkaldte10-meter-regel i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, i en række forskelligesammenhænge.Det drejer sig nærmere bestemt om følgende situationer: 1) vurderingen af,hvornår der er tale om et vejkryds i færdselslovens forstand, herunder 2)vurderingen af, hvornår 10-meter-reglen henholdsvis bestemmelsen omparkeringsforbud ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom i færdselslo-vens § 29, stk. 3, nr. 2, finder anvendelse, samt 3) vurderingen af, hvornår10-meter-reglen henholdsvis bestemmelsen om standsningsforbud indenfor en afstand af 5 m foran en cykelstis udkørsel i færdselslovens § 29, stk.2, nr. 1, finder anvendelse, 4) om 10-meter-reglen finder anvendelse ioverliggeren i et T-kryds (dvs. den øverste, ubrudte vejside modsat sideve-jen/stammen) og 5) om der som udgangspunkt lovligt kan parkeres umid-delbart over for den udmundende vej i overliggeren i et T-kryds.I forlængelse af den overordnede præsentation af parkeringsreglerne ifærdselslovens §§ 28-29 har arbejdsgruppen derfor gennemgået relevante10

forarbejder og praksis i relation til disse situationer. På baggrund heraf hararbejdsgruppen overvejet, om der kan være anledning til at præcisere denpågældende materielle parkeringsregel uden grundlæggende at ændre pådet tilsigtede indhold heraf, eller om der kan være behov for på anden må-de at afgrænse eller tydeliggøre anvendelsen af reglen.2.2. Færdselslovens anvendelsesområde og definitioner mv.Indledningsvist præsenteres her færdselslovens anvendelsesområde og deaf færdselslovens definitioner, der er relevante i forbindelse med forståel-sen af de generelle, materielle parkeringsregler.Færdselsloven finder anvendelse for færdsel på vej, som benyttes til al-mindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, jf. lovens § 1.Vejer i lovens § 2, nr. 27, defineret som: vej, gade, cykelsti, fortov, plads,bro, tunnel, passage, sti eller lignende, hvad enten den er offentlig ellerprivat.Bestemmelserne i § 1 og § 2, nr. 27, i den gældende færdselslov svarer til§ 1 og § 2, nr. I, i færdselslov nr. 153 af 24. maj 1955. Af forarbejderne1til1955-loven fremgår følgende om lovens anvendelsesområde:”lovens regler gælder alle steder, hvor der foregår almindelig færdsel,uanset om man i dagligt sprog vil betegne den som vej, gade, plads,bro, tunnel, passage, sti eller lignende”.

Efter færdselslovens § 28, stk. 1, må standsning og parkering ikke ske pået sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe forfærdslen.Det er i § 28, stk. 2, desuden fastsat, at standsning eller parkering kun måske i højre side af vejen i færdselsretningen. På mindre befærdet vej og vejmed ensrettet færdsel kan standsning eller parkering dog ske i venstre side.Ved standsning eller parkering skal køretøjet anbringes i vejens længde-retning ved kørebanens yderkant eller om muligt uden for denne. Vedstandsning eller parkering på parkeringsplads, som uden for tættere bebyg-get område er anlagt i umiddelbar tilslutning til vejen, skal føreren så vidtmuligt benytte parkeringsplads, der er beliggende til højre i færdselsret-ningen.Ifølge § 28, stk. 3, må standsning eller parkering ikke ske på cykelsti,gangsti, fortov, helleanlæg, midterrabat eller lignende. Køretøj, hvis tillad-te totalvægt ikke overstiger 3,5 t, kan dog, medmindre andet bestemmes ien lokal bekendtgørelse, standses eller parkeres med en del af køretøjet påfortov, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet.Bestemmelserne i færdselslovens § 28, stk. 2 og 3, behandles nærmere ipkt. 2.4.2.1 og 2.4.2.2.Færdselslovens § 29 har følgende ordlyd:”§29.Standsning eller parkering må ikke ske:1) på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti eller indenfor en afstand af 5 m foran fodgængerfeltet eller udkørslen,2) i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgåen-de kørebanes eller cykelstis nærmeste kant,3) på jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel,4) på en sådan måde, at færdselstavle eller -signal dækkes,5) på bro over motorvej, i viadukt eller tunnel,6) på eller i nærheden af bakketop eller i eller ved uoverskueligtvejsving,7) på strækning, hvor kørebanen før vejkryds ved hjælp af spær-relinier er inddelt i vognbaner, eller inden for en afstand af 5m før begyndelsen af en sådan strækning,8) ved siden af spærrelinie, hvis afstanden mellem køretøjet oglinien er mindre end 3 m, og der ikke mellem køretøjet ogspærrelinien findes en punkteret linie,9) i krybespor eller10) på afmærket holdeplads for hyrevogne.13

Stk. 2.Ved busstoppested er det ikke tilladt at standse eller parkere påden afmærkede strækning på hver side af stoppestedsskiltet. Findes ensådan afmærkning ikke, gælder forbuddet inden for en afstand af 12 mpå hver side af skiltet.Stk. 3.Parkering må ikke ske:1) nærmere end 30 m fra jernbaneoverkørsel,2) ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt såle-des, at kørsel til eller fra ejendom væsentlig vanskeliggøres,3) på kørebanen på hovedveje uden for tættere bebygget område,4) ved siden af andet køretøj, som holder ved kørebanens kant,bortset fra tohjulet cykel, tohjulet knallert eller tohjulet motor-cykel uden sidevogn, eller5) på en sådan måde, at adgangen til andet køretøj herved hin-dres, eller at dette ikke kan føres fra stedet.Stk. 4.Justitsministeren kan fastsætte yderligere forbud mod stands-ning og parkering, herunder gældende for enkelte typer af køretøjer.”

For anvendelsen af flere af bestemmelserne om standsning og parkering erdet afgørende, om to vejarealers møde er karakteriseret som et vejkryds el-ler ej. F.eks. finder 10-meter-reglen i § 29, stk. 1, nr. 2, kun anvendelse,hvis der er tale om et vejkryds, hvor to kørebaner mødes. Er der derimod istedet tale om en ind- eller udkørsel til og fra en ejendom, hvor et af vej-arealerne falder uden for færdselslovens anvendelsesområde, må parkeringblot ikke ske ud for ind- eller udkørslen, jf. færdselslovens § 29, stk. 3, nr.2. Herudover har afgrænsningen af, hvornår vejarealer mødes i færdselslo-vens forstand, betydning for afmærkningsreglerne, idet et afmærket parke-rings- eller standsningsforbud ophører ved et vejkryds, men fortsætter veden ind- og udkørsel, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens5§ 12, stk. 2.I det følgende gennemgås relevante regler, forarbejder mv., der har betyd-ning for forståelsen af en række situationer, som typisk giver anledning tiltvivl ved forståelsen af § 29, stk. 1, nr. 2, jf. også pkt. 2.1 ovenfor.Vejkryds er som ovenfor nævnt defineret som ”vejkryds, vejforgrening ogvejudmunding”, jf. færdselslovens § 2, nr. 28. Bestemmelsen fik sin nuvæ-rende udformning og placering ved lov nr. 287 af 10. juni 1976. I bestem-melsens forarbejder6anføres alene, at definitionen med redaktionelle æn-dringer er i overensstemmelse med den tidligere definition i færdselslo-vens § 2, afsnit I. Den nævnte bestemmelse blev oprindeligt indsat i færd-selsloven ved lov nr. 153 af 24. maj 1955, hvor den havde følgende ordlyd:56

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder7, at bestemmelsen bygger på etudkast til færdselslov, som indeholdes i Betænkning angående revision affærdselsloven og loven om motorkøretøjer nr. 91/1954. I betænkningen erder på side 39 anført følgende om bestemmelsen:”Sætningen om, at de bestemmelser, der fastsættes for vejkryds, findertilsvarende anvendelse ved vejforgrening og vejudmunding, er ny; densvarer til en bestemmelse herom i den svenske lov og tilsigter at letteformuleringen af de bestemmelser i loven, der giver regler for vejfa-rendes adfærd, hvor veje krydser hinanden eller mødes.”

Af betænkningen fremgår på side 135, at den svenske bestemmelse havdefølgende ordlyd:”Väd i denna forordning stadgas om vägkorsning skall äga motsva-rande tillämpning på forgrening av väg och anslutning mellan vägar.”Det fremgår af færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1, at standsning eller parke-ring ikke må ske på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti ellerinden for en afstand af 5 m foran fodgængerfeltet eller udkørslen. Be-stemmelsen blev indsat ved lov nr. 153 af 24. maj 1955 og ændret til sinnuværende ordlyd ved lov nr. 287 af 10. juni 1976. Det må på baggrund afforarbejderne til bestemmelsen lægges til grund, at formålet med bestem-melsen er at sikre, at oversigten ved et fodgængerfelt eller en udkørsel fracykelsti ikke forringes.8

Det fremgår endvidere af den kommenterede færdselslov9, side 196, at ud-kørsel omfatter både de tilfælde, hvor der langs en cykelsti er etableret enop- og nedkørselsrampe, og de tilfælde, hvor en cykelsti ophører. I tilfæl-de, hvor en cykelsti ophører, foreligger der en udkørsel, såvel når køreba-nens bredde forbliver uændret, fordi det er en cykelsti, der ”forsvinder”,som når kørebanen udvides med bredden af cykelstien, fordi forlængelsenaf cykelstien bliver til kørebane.Det følger af den såkaldte 10-meter-regel, at standsning eller parkering ik-ke må ske i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgåendekørebanes eller cykelstis nærmeste kant, jf. færdselslovens § 29, stk. 1, nr.2. Bestemmelsen har til formål at sikre, at udsynet ikke hindres for de tra-fikanter, som drejer om hjørnet.10Den oprindelige bestemmelse om parkering i (og ved) vejkryds blev indsatved lov nr. 164 af 1. maj 1923.Ved lov nr. 153 af 24. maj 1955 fik 10-meter-reglen følgende ordlyd:”Standsning og parkering må bl.a. ikke ske ved vejkryds, således atoversigten forringes, og i alt fald ikke inden for en afstand af 10 m fraden tværgående kørebane.”

Kørebane er defineret i færdselslovens § 2, nr. 9, som den del af vejen, derer bestemt for kørende, herunder dog ikke cykelsti eller ridesti.Ved lov nr. 287 af 10. juni 1976 fik bestemmelsen i færdselslovens § 29,stk. 1, nr. 2 – bortset fra afstandskravet – sin nuværende ordlyd.Det fremgår af forarbejderne, at ordene ”eller cykelstis” ikke var medtageti det oprindelige lovforslag, der blev fremsat for Folketinget den 3. marts1975, men som ikke nåede at blive færdigbehandlet i sin helhed. Det frem-går af det senere genfremsatte lovforslag, at man forud for genfremsættel-sen den 9. oktober 1975 foretog en fornyet gennemgang af lovforslaget,hvilket bl.a. gav anledning til en række ændringer af overvejende redaktio-nel og sproglig karakter, bl.a. i forslaget til § 29, stk. 1. Af det genfremsat-te lovforslags bemærkninger fremgår således følgende:

Den nærmere baggrund for tilføjelsen af ”eller cykelstis” fremgår ikke afbemærkningerne, ligesom der heller ikke i bemærkningerne er taget nær-mere stilling til forholdet mellem bestemmelserne i færdselslovens § 29,stk. 1, nr. 1 og 2. Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmålet på davæ-rende tidspunkt var uden større betydning, da afstandskravet ved lovæn-dringen i 1976 i begge bestemmelser var 5 meter. Ved den efterfølgendeudvidelse af afstandskravet i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, til 10 meteri 199512er spørgsmålet imidlertid ligeledes uomtalt i bemærkningerne.Bestemmelsen i § 29, stk. 1, nr. 2, fik sin nuværende ordlyd ved lov nr.1122 af 20. december 1995, hvor afstandskravet blev øget fra 5 til 10 m.Det fremgår af forarbejderne, at Færdselssikkerhedskommissionen i Be-tænkning nr. 1157/1988 om færdselssikkerhedspolitisk handlingsplan hav-de anbefalet, at afstanden blev øget til 10 m. Færdselssikkerhedskommis-sionen lagde herved vægt på, at en sådan ændring ville forbedre oversigtenfor de vigepligtige trafikanter, således at deres krydsning af primærtrafi-kanternes baner ville blive sikrere. Desuden ville muligheden for, at svin-gende bilister kunne se cyklister og knallertkørere på cykelsti langs vejen,blive forbedret. Det følger endvidere af Færdselssikkerhedskommissionensbetænkning, at forslaget var rettet mod uheld mellem krydsende trafikanteri ikke-signalregulerede kryds i byer.Forslag om ændring af afstandskravet er flere gange siden blevet rejst overfor Justitsministeriet, navnlig fordi kravet kan have betydning for antalletaf parkeringspladser. I 2004 vurderede Justitsministeriet således et forslagfra Københavns Kommune om ændring af afstandskravet fra 10 til 5 m påveje, hvor den tilladte hastighed er under 50 km/t. Justitsministeriet udtaltei den forbindelse, at afstandskravet ikke generelt eller på forsøgsbasis bur-de nedsættes til 5 m. Ministeriet lagde herved vægt på, at en nedsættelse afafstandskravet på veje med en tilladt hastighed på under 50 km/t efterFærdselssikkerhedskommissionens skøn ville forringe færdselssikkerhedeni væsentlig grad.Det bemærkes, at der i Transportministeriets bekendtgørelse nr. 801 af 4.juli 2012 om anvendelse af vejafmærkning, som er udstedt i medfør af1112

færdselslovens § 95, stk. 3, er hjemmel til i visse tilfælde ved konkret af-mærkning at fravige 10-meter-reglen i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2.Det fremgår af færdselslovens § 29, stk. 3, nr. 2, at parkering ikke må skeud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel tileller fra ejendom væsentlig vanskeliggøres. For så vidt angår forholdetmellem denne bestemmelse og 10-meter-reglen i færdselslovens § 29, stk.1, nr. 2, findes der ingen nærmere vejledning i forarbejderne.Spørgsmålet, om hvorvidt 10-meter-reglen i færdselslovens § 29, stk. 1, nr.2, finder anvendelse i overliggeren i et T-kryds, ses heller ikke konkretomtalt i forarbejderne til færdselslovens § 29.2.3.2. PraksisDer foreligger en del administrativ praksis og retspraksis, der berører pro-blemstillingerne vedrørende vejkryds og 10-meter-reglen.Der foreligger således flere domme13, som konkret tager stilling til, om tovejarealers møde udgør et vejkryds, eller om et af vejarealerne falder udenfor færdselslovens anvendelsesområde, og der dermed er tale om en ind-og udkørsel fra ejendom.I UfR 1938.420 Ø blev det f.eks. lagt til grund, at en vej, der førte ind tilsagsøgerens ejendom, hvor man ved indgangen kørte igennem en åbenstå-ende låge, ikke var tilgængelig for almindelig færdsel, og der var derfor ta-le om en ind- og udkørsel.I UfR 1960.1094/1 Ø blev det lagt til grund, at en plads foran 5 enfamili-eshuse var udlagt til vej. Pladsen fandtes at være åben for almindelig færd-sel og dermed omfattet af færdselslovens anvendelsesområde. Der, hvorpladsen via en indkørsel havde adgang til en vej, var der således tale om etvejkryds.I U1980.830 Ø fandtes en indkørsel ind til en enkelt ejendom på Frede-riksberg ikke at være omfattet af færdselslovens område.Af Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 129,fremgår bl.a. følgende om den foreliggende retspraksis:

”Selvom vurderingen af, om en vej er omfattet af færdselslovens an-vendelsesområde, må foretages konkret i hvert enkelt tilfælde, viserden i afsnit 3.2.1.10.1 beskrevne retspraksis efter vores opfattelse envæsentlig sondring mellem på den ene side indkørsler til en enkeltejendom med privat bolig og på den anden side indkørsler til privatejendom, hvor der er flere boliger.Ud fra et forsigtighedsprincip er det derfor fortsat voresanbefaling,atparkeringsmyndighederne ikke anvender vejkrydsreglen i § 29, stk. 1,nr. 2, i de tilfælde, hvor den ene vej er en indkørsel til en privat ejen-dom, hvor der alene er én bolig, idet færdselsloven ofte ikke vil findeanvendelse på sådanne veje.Er der derimod tale om en indkørsel til en ejendom med flere boligereller til en fælles parkeringsplads, vil det som udgangspunkt kunne an-tages at færdselsloven finder anvendelse. I sådanne tilfælde vil parke-ringsmyndighederne derfor normalt kunne anvende § 29, stk. 1, nr. 2,idet det dog fortsat i det enkelte tilfælde må vurderes, om vejen måanses som åben for almindelig færdsel.”

Justitsministeriet har i en række tilfælde afgivet udtalelser vedrørendespørgsmålet om, hvornår der foreligger et vejkryds i færdselslovens for-stand.I forbindelse med en klage over en parkeringsafgift anmodede Køben-havns Politi ved brev af 17. november 1987 Justitsministeriet om at udtalesig om, hvorvidt nogle specifikke ind- og udkørsler skulle anses som vej-kryds i færdselslovens forstand.Justitsministeriet afgav den 18. januar 1988 følgende udtalelse:14”Tilbagesendes til Københavns Politi, Trafikafdelingen, med bemærk-ning om, at Justitsministeriet efter besigtigelse af pladserne mener, atoverkørslerne til Dantes Plads må anses som sideveje. For dette syns-punkt taler, at pladsen har eget gadenavn med egne husnumre, og atgaden, uden om parkeringsbåsene med afgiftsbelagt 3 timers parke-ring, har 1 times parkering i dagtimerne.[…]Overkørslerne til pladsen på Gammeltorv må Justitsministeriet der-imod betragte som ind- og udkørsel, da gadenavnet er det samme somfor vejen de udmunder i, og husnumrene er i fortsættelse af vejens14

husnumre. Desuden giver vejbygningen mere indtryk af en parke-ringsplads, selv om en zonetavle forbyder parkering på pladsen. Deopstillede C 61 tavler dækker derfor også strækningen mellem over-kørslerne.Da strækningen mellem overkørslerne kun er 6 m lang, ville der, hvisman betragter overkørslerne som sideveje, imidlertid have væretstandsnings- eller parkeringsforbud i henhold til færdselslovens § 29,stk. 1, nr. 2, som forbyder standsning eller parkering i vejkryds ellerinden for 5 m fra den tværgående kørebanes nærmeste kant.Til slut skal bemærkes, at ovennævnte repræsenterer Justitsministeri-ets opfattelse, men at afgørelse om at sådanne pladser betragtes somsideveje henhører under domstolene.”

Justitsministeriet har den 19. juni 2003 afgivet følgende udtalelse15til Kø-benhavns Kommune:”I breve af 14. februar 2003 og 7. marts 2003 har Københavns Kom-mune anmodet Justitsministeriet om at vurdere, hvorvidt færdselslo-vens § 29, stk. 1, nr. 2, finder anvendelse i krydset Milano-vej/Korsikavej.[…]Færdselslovens anvendelsesområde følger af lovens § 1, hvorefterfærdselsloven, hvor ikke andet er bestemt, gælder for færdsel på vej,som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.Det fremgår af sagen, at Korsikavej fremstår som adgangsvej til ve-jens beboere, samt at der er kørende adgang for offentligheden.Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at Korsikavejbenyttes til almindelig færdsel for bl.a. vejens beboere, og at den der-for er omfattet af færdselslovens anvendelsesområde. Det bemærkes iden forbindelse, at vurderingen heraf er uafhængig af, om vejen eromfattet af vejlovgivningen, herunder lov om offentlige veje og lovom private fællesveje.For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt Korsikavej udgør en”tværgående kørebane”, jf. færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, skal Ju-stitsministeriet bemærke, at ”kørebane” i færdselslovens § 2, nr. 8, 1.pkt., [nu § 2, nr. 9, 1. pkt.] er defineret som den del af vejen, der er be-stemt for kørende, herunder dog ikke cykelsti eller ridesti.

”Vej” er i færdselslovens § 2, nr. 26 [nu § 2, nr. 27], defineret somvej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro tunnel, passage, sti eller lignen-de, hvad enten den er offentlig eller privat.Det er Justitsministeriets opfattelse, at Korsikavej er en vej i henholdtil definitionen i § 2, nr. 26 [nu § 2, nr. 27]. På grundlag af oplysnin-gerne om at der er kørende adgang for offentligheden og på grundlagaf fotomateriale fra stedet, er det endvidere Justitsministeriets opfat-telse, at Korsikavej bl.a. udgør en kørebane, og at færdselslovens § 29,stk. 1, nr. 2, derfor finder anvendelse i krydset mellem Milanovej ogKorsikavej. Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke mu-lighed for at anlægge parkeringspladser på Milanovej nærmere end 10m fra Korsikavej.Det bemærkes, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører un-der domstolene.”

I et brev af 21. september 2006 til Københavns Kommune har Justitsmini-steriet endvidere udtalt16følgende:”[…]Justitsministeriet skal supplerende bemærke, at ”vejkryds” i færdsels-lovens § 2, nr. 27 [nu § 2, nr. 28], er defineret som vejkryds, vejfor-grening og vejudmunding. ”Vej” er i færdselslovens § 2, nr. 26, defi-neret som vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti el-ler lignende, hvad enten den er offentlig eller privat.Der er på baggrund af disse definitioner tale om et vejkryds, når to ve-je, som defineret i § 2, nr. 26 [nu § 2, nr. 27], krydser hinanden, for-grener sig i hinanden eller munder ud i hinanden.Justitsministeriet kan ikke komme med en mere generel udtalelse om,hvorvidt Københavns Kommunes nuværende administration af regler-ne i alle tilfælde er i overensstemmelse med bestemmelserne i færd-selslovens § 29, idet afgørelsen af, om der er tale om vejkryds ofte af-hænger af en konkret vurdering.”

juni 2003 og 21. september 2006 som citeret i afsnit 2 ovenfor, finderJustitsministeriet, at der foreligger et vejkryds i henhold til færdselslo-vens § 2, nr. 27 [nu § 2, nr. 28], når to arealer, der hver især udgør envej, jf. færdselslovens § 2, nr. 26 [nu § 2, nr. 27], krydser hinanden,forgrener sig i hinanden eller munder ud i hinanden, og begge arealerbenyttes til almindelig færdsel, jf. færdselslovens § 1.Er der tale om to vejarealer med selvstændige gadenavne eller gade-numre, kan dette efter Justitsministeriets opfattelse tale for, at arealer-ne benyttes til almindelig færdsel, og at der dermed konkret foreliggeret vejkryds i færdselslovens forstand, jf. herved Justitsministeriets tid-ligere udtalelse af 18. januar 1988 vedrørende Dantes Plads citeretovenfor. Justitsministeriet finder derimod ikke, at det i sig selv er af-gørende om de krydsende veje har selvstændige navne eller gadenum-re, sådan som ministeriets udtalelse af 18. januar 1988 i øvrigt kan sy-nes at lægge op til. Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, atder findes vejarealer, der efter ministeriets opfattelse danner et vej-kryds i færdselslovens forstand, uagtet at de krydsende veje bærersamme navn og fortløbende husnumre.[…]”

Der foreligger endvidere flere udtalelser fra Folketingets Ombudsmandvedrørende klager over parkeringsafgifter, der er pålagt i medfør af færd-selslovens § 29, stk. 1, nr. 2 (10-meter-reglen).Folketingets Ombudsmand afgav den 28. september 200618en udtalelse,hvor vejkrydsbegrebet på en vej i København med navnet Under Elmeneblev fortolket. Sagen vedrørte to klager over i alt fem parkeringsafgifterpålagt køretøjer parkeret på Under Elmene i medfør af færdselslovens §29, stk. 1, nr. 2. Vejen Under Elmene bestod på daværende tidspunkt af toensrettede parallelle kørebaner med hver sin kørselsretning og med et arealimellem, der ikke var asfaltbelagt. Der var flere steder etableret overkørs-ler, hvor det var muligt at krydse fra den ene kørebane hen over midterare-alet og fortsætte i modsat retning ad den anden kørebane. Klageren be-stred, at Under Elmene var omfattet af 10-meter-reglen fordi området måt-te anses som én vej, mens Københavns Kommune, der havde pålagt parke-ringsafgifterne, derimod fastholdt, at Under Elmene bestod af en rækkemindre vejkryds, hvor overkørslerne mødte kørebanerne. FolketingetsOmbudsmand fandt ikke grundlag for at kritisere Københavns Kommunesfortolkning af færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2.

Folketingets Ombudsmand afgav den 11. august 2008 udtalelse i en sagvedrørende en parkeringsafgift pålagt på Randersgade i København ud fornr. 93. På stedet krydser Randersgade vinkelret Nyborggade på en sådanmåde, at trafikanter, der færdes ad Nyborggade, har vigepligt for trafikan-ter, der færdes ad Randersgade, og som fortsætter til venstre ad Nyborgga-de. Klageren bestred, at køretøjet havde været parkeret i et vejkryds, men istedet var parkeret på indersiden af et vejsving. Københavns Kommune,der havde pålagt parkeringsafgiften, fastholdt, at der det pågældende stedvar tale om et T-kryds, idet Randersgade ud for nr. 93 munder ud i Ny-borggade. Københavns Kommune henviste samtidig til en fogedretsken-delse af 12. marts 2008 fra Retten i Helsingør, som vedrørte det sammested, som klageren havde parkeret. Det fremgik af fogedrettens kendelse,at retten fandt, at der det pågældende sted var tale om et vejkryds som de-fineret i færdselslovens dagældende § 2, nr. 27 (nu § 2, nr. 28). Det frem-gik endvidere, at det forhold, at bilister, der kommer fra Randersgade, harfortrinsret til at dreje til venstre ad Nyborggade i forhold til bilister, derkommer fra venstre ad Nyborggade for at fortsætte ad Nyborggade, ikkekunne føre til en anden vurdering. Folketingets Ombudsmand foretog sigpå baggrund af fogedrettens kendelse ikke mere i anledning af klagen.Ombudsmanden afgav den 2. december 2010 udtalelse19i en sag om par-keringsafgifter pålagt på Blegdamsvej i København. Vejen består inderstaf to kørebaner (hovedkørebaner) med hver sin kørselsretning. På ydersi-den af hovedkørebanerne ligger der endnu en kørebane, hvor der er etable-ret skråparkeringer. De yderste kørebaner er adskilt fra hovedkørebanernemed brostensbelægninger, der er hævet over vejens almindelige asfaltbe-lægning. Der er flere steder etableret ind- og udkørsel mellem de indersteog de yderste kørebaner. Det omhandlende køretøj var parkeret på en af deinderste kørebaner (hovedkørebaner) inden for en afstand af 10 meter til enind- og udkørsel til den yderste kørebane. Folketingets Ombudsmandovervejede i sin behandling af sagen, om ind- og udkørslerne mellem deinderste og yderste kørebaner kunne anses for et vejkryds (en vejudmun-ding), eller om der var tale om et vognbaneskift.Følgende fremgår af ombudsmandens udtalelse:”De konkrete forhold på stedet taler imidlertid med betydelig vægt forat man – efter min opfattelse – må anse overgangen mellem lokalkø-rebanen og hovedkørebanen for at være et vejkryds.

De to vognbaner er klart adskilt fra hinanden over lange strækningerved brostensbelægninger hæver over vejens almindelige asfaltbelæg-ning. Brostensbelægningerne omkranser bl.a. de omtalte skråparkerin-ger som der er indkørsel til fra lokalkørebanen. Adskillige vejtræer erdesuden placeret i bede i brostensbelægningerne hvilket efter min op-fattelse også tydeliggøre adskillelsen og forskellen til et rent vognba-neskifte.Hertil kommer at de fysiske forhold gør at når man skal køre fra lo-kalkørebanen/1. vognbane til den mere trafikerede hovedkørebane/2.vognbane, skal man køre ca. vinkelret ud fra lokalkørebanen og ind påhovedkørebanen. Udkørsel fra lokalkørebanen til hovedkørebanen kansåledes ikke foregå sådan som man ellers ville foretage et vognbane-skifte – dvs. sidelæns og i den eksisterende kørselsretning.Samtidig mener jeg også at en formålsfortolkning af færdselslovens §29, stk. 1, nr. 2, taler for at Københavns Kommune kan fastholde af-gifterne. Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre udsynet og over-sigtsforholdene i et vejkryds. I det her tilfælde skal den sikre udsynetfor de bilister der kører ud på hovedkørebanen fra den mindre trafike-rede lokalkørebane. Hvis bilerne holder parkeret på hovedkørebanenhelt op til udmundingen fra lokalkørebanen, kan den udkørende bilisthave vanskeligt ved at se hvornår vedkommende uden fare for trafik-ken kan køre ud på hovedkørebanen.På den baggrund er det samlet min opfattelse at jeg ikke har grundlagfor at kritisere Københavns Kommune for at have pålagt dig de to af-gifter for overtrædelse af færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2.”

For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt færdselslovens § 29, stk. 1, nr.1 eller § 29, stk. 1, nr. 2, 2. led, finder anvendelse, når en selvstændig cy-kelsti munder ud i en tværgående vej (udmunding i eget tracé) bemærkes,at Københavns Byret ved en fogedretskendelse af 21. maj 200720har fast-holdt en parkeringsafgift, som Københavns Kommune havde pålagt i med-før af færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, i en situation, hvor en bil holdtparkeret i en afstand af 6,5 m fra en kombineret cykel- og gangstis udmun-ding i en tværgående vej. Det fremgår af sagen, at parkanten bl.a. bestred,at der på stedet er tale om et vejkryds, hvor færdselslovens 10-meter-regelfinder anvendelse, da parkanten fandt, at cykelstien ikke har nogen kant,idet der var en ubrudt kantsten langs den tværgående vej. Parkanten gjordederfor gældende, at der ikke var nogen kant, hvorfra målingen kunne ske,men at der var tale om en helt almindelig udkørsel.20

Vestre Landsret har i en kendelse af 18. juni 201321, hvor der i en lignendesituation var tale om en parkering 6,2 meter udmundingen, omgjort enkendelse fra fogedretten i Aarhus, og ligeledes fastholdt en parkeringsaf-gift, som Københavns Kommune havde pålagt i medfør af færdselslovens§ 29, stk. 1, nr. 2.De to nævnte kendelser indeholder ikke en nærmere stillingtagen til forar-bejderne til § 29 og tager ikke udtrykkeligt stilling til samspillet mellem §29, stk. 1, nr. 1 og nr. 2. Arbejdsgruppen har ikke kendskab til trykt rets-praksis, der tager stilling til spørgsmålet.Københavns Kommune anmodede i 2009 på vegne af Københavns Politisamt Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune Justitsministeri-et om en præcisering af reglerne i færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1 og 2.Forespørgslen vedrører bl.a. spørgsmålet om, hvilken bestemmelse derfinder anvendelse, når en selvstændig cykelsti munder ud i en tværgåendevej (eget tracé).Ved brev af 20. september 2012 har Justitsministeriet22i den forbindelseudtalt følgende,”Justitsministeriet kan efter en gennemgang af forarbejderne til færd-sels-lovens § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, konstatere, at der ikke specifikt ertaget stilling til, hvilken af bestemmelserne der skal anvendes i en si-tuation svarende til den, som kommunen har forelagt for Justitsmini-steriet.Justitsministeriet er bekendt med, at Københavns Byret ved en foged-rets-kendelse af 21. maj 2007 har fastholdt en parkeringsafgift, somKøbenhavns Kommune havde pålagt i medfør af færdselslovens § 29,stk. 1, nr. 2, i en situation, hvor en bil holdt parkeret i en afstand af 6,5m fra en kombineret cykel- og gangstis udmunding i en tværgåendevej. Justitsministeriet har ikke kendskab til, at der foreligger tryktretspraksis, der tager stilling til spørgsmålet.I mangel af sikre holdepunkter for, at bestemmelsen i færdselslovens §29, stk. 1, nr. 2, skulle omfatte alle tilfælde, hvor en cykelsti udmun-der i en tværgående vej, således at § 29, stk. 1, nr. 1, i givet fald (bort-set fra parkering på eller foran fodgængerfelt) alene skulle regulere til-fælde, hvor en cykelsti, der ligger på langs af vejen, ophører, er detJustitsministeriets umiddelbare opfattelse, at tilføjelsen af ordene ”cy-2122

kelstiens nærmeste kant” i § 29, stk. 1, nr. 2, alene har haft til formålat sikre, at der – i de tilfælde hvor en tværgående vej omfatter både enkørebane og en cykelsti – måles fra den nærmest mulige kant. Udentilføjelsen ville det punkt, der ved fastlæggelsen af afstanden på 10meter skulle måles fra, således have været forskelligt ved veje med encykelsti og veje uden en cykelsti.Færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, må på denne baggrund efter Ju-stitsministeriets umiddelbare opfattelse alene antages at finde anven-delse, hvor den tværgående vej består af en kørebane alene eller af enkørebane og en cykelsti, mens færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1, gene-relt altid finder anvendelse ved cykelstiers udmunding i veje, uansetom cykelstien ligger på langs eller tværs af vejen.Det bemærkes for god ordens skyld, at den endelige fortolkning affærdselslovens regler henhører under domstolene.”

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt 10-meter-reglen finder anven-delse i overliggeren i et T-kryds (dvs. den øverste, ubrudte vejside modsatsidevejen/stammen) bemærkes, at Vejdirektoratet i bekendtgørelse nr. 783af 6. juli 2006 om anvendelse af vejafmærkning § 162, figur 8, lagde tilgrund, at dette var tilfældet.Københavns Kommune anmodede imidlertid i 2008 Justitsministeriet omat vurdere, om 10-meter-reglen kunne anses for at indebære et forbud modparkering i overliggeren i T-kryds. Lyngby-Taarbæk Kommune har ligele-des ved brev af 19. august 2009 spurgt Justitsministeriet, om 10-meter-reglen finder anvendelse i overliggeren i T-kryds.23Efter en gennemgang af sagen vurderede Justitsministeriet i september2009, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i forarbejderne til færd-selslovens § 29, stk. 1, nr. 2, er grundlag for at antage, at 10-meter-reglenfinder anvendelse i overliggeren. Justitsministeriet udtalte i den forbindel-se, at færdselsloven ikke på det foreliggende grundlag bør ændres på dettepunkt, og bemærkede, at der i medfør af færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1,lokalt kan træffes forbud mod parkering i overliggeren i et T-kryds, i detomfang dette skønnes nødvendigt. På baggrund heraf er Vejdirektoratetsnugældende bekendtgørelse nr. 801 af 4. juli 2012 om anvendelse af vej-afmærkning bragt i overensstemmelse hermed, jf. figur 9 til § 187.

2.3.3. Servicemarkering af 10-meter-reglenI løbet af 2008 foretog Københavns Kommune som et forsøg en opmålingaf 10-meter-reglen i ca. 4.200 vejkryds i kommunen og etablerede en ser-vicemarkering i form af gule trekanter optegnet på vejen/fortovet. En så-dan afmærkning er ikke efter gældende ret hjemlet i vejafmærkningsreg-lerne, og Københavns Kommune gennemførte derfor forsøget med dispen-sation fra Vejdirektoratet. Forsøget blev herudover iværksat i samarbejdemed Justitsministeriet. Som en betingelse for dispensation stillede Vejdi-rektoratet krav om evaluering af forsøget bl.a. ved hjælp af studier af ad-færden før og efter servicemarkeringen. En sådan evaluering blev foretageti løbet af foråret 2010 og resulterede i en rapport, der blev forelagt for Kø-benhavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning den 7. juni 2010.Sammenfattende viser evalueringen af forsøget, at servicemarkeringen harhaft en positiv effekt på trafikanternes parkeringsadfærd. Bl.a. fremgår det,at der er sket en halvering i antallet af biler, der parkerer i strid med 10-meter-reglen. Derudover viser evalueringen, at dem, der (fortsat) parkererulovligt, dvs. kortere end 10 meter fra hjørnet, parkerer længere fra krydsetend før servicemarkeringen.Med hensyn til borgernes forståelse af 10-meter-reglen og servicemarke-ringen konstateres det i evalueringen, at der er stor enighed blandt bilister-ne om, at servicemarkeringen har hjulpet til overholdelse af 10-meter-reglen.Det konkluderes, at antallet af klager over parkeringsafgifter for overtræ-delse af 10-meter-reglen er faldet med 19 pct. Dette skal imidlertid sam-menholdes med, at der i Københavns Kommune generelt har været et fald iantallet af klager over parkeringsafgifter, hvilket vurderes at hænge sam-men med, at der generelt har været en lavere parkeringsintensitet i 2009end i 2008 formentlig som følge af, at den økonomiske afmatning i 2009medførte mindre trafik bl.a. i København.2.3.4. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppens overvejelser i relation til de generelle, materielle parke-ringsregler har begrænset sig til de situationer, hvor reglerne erfarings-mæssigt særligt har givet anledning til tvivl for forbrugerne og/eller kom-munerne.Arbejdsgruppen finder, at udgangspunktet for overvejelserne om spørgs-målet om, hvorvidt færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1, eller § 29, stk. 1, nr.27

2, 2. led, finder anvendelse, når en selvstændig cykelsti munder ud i entværgående vej (udmunding i eget tracé), er, at parkeringsmyndighedennormalt har frihed til at vælge, hvilken af bestemmelserne som dannergrundlag for pålæggelse af en parkeringsafgift, såfremt de begge finderanvendelse på en konkret parkering.Arbejdsgruppen finder dernæst, at det nævnte spørgsmål med afsæt i ord-lyden af § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, giver anledning til tvivl, og kan efter engennemgang af forarbejderne til bestemmelserne konstatere, at der ikkedér udtrykkeligt er taget stilling til, hvilken af bestemmelserne der finderanvendelse i en sådan situation.Arbejdsgruppen har i tilknytning hertil noteret sig, at Justitsministeriet –på baggrund af en gennemgang af forarbejderne til bestemmelserne, somministeriet har foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af det svar af 20.september 2012 til Københavns Kommune, som er nævnt under pkt. 2.3.2– ligeledes har konstateret, at der ikke specifikt er taget stilling til, hvilkenaf bestemmelserne der skal anvendes i en situation svarende til den, somKøbenhavns Kommune havde forelagt for Justitsministeriet. Arbejdsgrup-pen har noteret sig, at vendingen ”eller cykelstis nærmeste kant” i § 29,stk. 1, nr. 2, 2. led, blev tilføjet efter fremsættelse af det første lovforslagvedrørende bestemmelsen. Arbejdsgruppen har noteret sig, at Justitsmini-steriet – uagtet Københavns Byrets fogedretskendelse af 21. maj 2007 –har fundet, at færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, 2. led, alene må antages atfinde anvendelse, hvor den tværgående vej består af en kørebane alene el-ler af en kørebane og en cykelsti, mens færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1,generelt finder anvendelse ved cykelstiers udmunding i veje, uanset omcykelstien ligger på langs eller tværs af vejen.Justitsministeriet har under arbejdet i arbejdsgruppen anført, at denne for-ståelse af sammenhængen mellem § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, efter ministerietsopfattelse ikke har indvirkning på, hvordan begrebet ”vejkryds” skal for-stås i færdselsloven, jf. herved § 2, nr. 28, og nærmere nedenfor. Arbejds-gruppen er enig i den betragtningKøbenhavns Kommune har i forbindelse med arbejdet i arbejdsgruppenanført, at det i kommunernes praksis, der er begrundet i den retsopfattelse,at der er valgfrihed mellem bestemmelserne, lægges til grund, at færdsels-lovens § 29, stk. 1, nr. 2, 2. led, f.eks. også finder anvendelse, hvor dentværgående vej alene består af en cykelsti. Denne praksis har også støtte i

den kendelse af 21. maj 2007 fra Fogedretten i København, som er omtalt iJustitsministeriets udtalelse. Arbejdsgruppen har noteret sig dette.Arbejdsgruppen skal på den baggrund – i lyset af den tvivl, som bestem-melserne har givet anledning til – anbefale, at § 29, stk. 1, nr. 1 og 2, præ-ciseres, således at den forståelse af bestemmelse, som er kommet til udtryki Justitsministeriets udtalelse af 20. september 2012, fremgår udtrykkeligtaf bestemmelserne. Der henvises om udkastet til en ændring af de pågæl-dende regler nærmere til § 1, nr. 4 og 5, i det lovudkast, som findes underpkt. 5.1 nedenfor.Det er desuden arbejdsgruppens opfattelse, at færdselslovens § 29, stk. 1,nr. 2, 1. led, om, at standsning og parkering ikke må finde sted i et ”vej-kryds”, finder anvendelse umiddelbart over for en udmundende vej i over-liggeren i et T-kryds. Det er imidlertid arbejdsgruppens indtryk, at der i vidudstrækning sker parkering sådanne steder, og at det for parkanter i mangesammenhænge er uklart og ikke logisk, at der gælder et standsnings- ogparkeringsforbud. Det er desuden arbejdsgruppens indtryk, at reglen ikke ialle tilfælde håndhæves.Disse forhold og den omstændighed, at 10-meter-reglen i færdselslovens §29, stk. 1, nr. 2, ikke finder anvendelse i overliggeren i et T-kryds, jf. ne-denfor, kunne tale for, at det burde være lovligt at standse og parkereumiddelbart over for den udmundende vej i overliggeren i et T-kryds, somdet således ville kræve lokal skiltning mv. at fravige. Imidlertid er det påside 96 i en supplerende europæisk overenskomst om vejtrafik af 1. maj1971, der er et tillæg til Wienerkonventionen af 8. november 1968 om Vej-trafik, foreskrevet, at der skal gælde et standsnings- og parkeringsforbud ivejkryds, som kun kan fraviges ved skilte, afmærkning mv. Det må anta-ges, at arealet umiddelbart over for den udmundende vej er en del af vej-krydset, også som dette begreb er afgrænset i den nævnte Wienerkonventi-on, jf. konventionens artikel 1, litra h. Danmark har ratificeret både dennævnte Wienerkonvention og den nævnte supplerende europæiske over-enskomst, jf. bekendtgørelse nr. 92 af 29. oktober 1987 om Wienerkonven-tionerne af 8. november 1968 om henholdsvis vejtrafik og færdselstavlerog -signaler mv. Arbejdsgruppen finder derfor ikke, at reglerne på dettepunkt bør ændres.Det bemærkes i tilknytning hertil, at der samtidig mange steder kan væreet sådant hensyn til navnlig fremkommelighed og oversigtsforholdene for”bløde” trafikanter, at der – uanset at standsning og parkering i praksis ofte29

sker over for udmundingen – også af den grund fortsat bør gælde et gene-relt forbud mod standsning og parkering over for den udmundende vej ioverliggeren i et T-kryds, således at det skal anvises med lokal skiltning,afmærkning mv., hvis man alligevel må standse eller parkere sådanne ste-der. Arbejdsgruppen skal imidlertid henstille til, at kommunerne foretageren nærmere vurdering af, om det i T-kryds i kommunen konkret skal væretilladt at standse eller parkere over for udmundingen, og om dette i givetfald i fornødent omfang bør tydeliggøres ved afmærkning eller lignende.Arbejdsgruppen kan i tilknytning hertil tilslutte sig Justitsministeriets vur-dering, hvorefter 10-meter-reglen i § 29, stk. 1, nr. 2, 2. led, ikke finderanvendelse i overliggeren til et T-kryds. I overensstemmelse hermed harVejdirektoratet ændret bekendtgørelsen om anvendelse af vejafmærkning.De lokale hensyn, som taler for, at der skal gælde et forbud mod at parkereumiddelbart over for den udmundende vej i et T-kryds, vil dog efter ar-bejdsgruppens opfattelse i praksis ofte også kunne gøre sig gældende i 10-meterzonen i overliggeren eller en del af denne zone.For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der et givent sted er tale om etvejkryds (vejkryds, vejafgrening og vejudmunding, jf. § 2, nr. 28) eller enind- og udkørsel, fremgår det af udtalelsen fra Justitsministeriet af 7. maj2010, jf. pkt. 2.3.2 ovenfor, at afgørelsen bl.a. afhænger af, om de pågæl-dende arealer er omfattet af færdselslovens anvendelsesområde eller ej.Færdselsloven finder som nævnt anvendelse på veje, som benyttes til al-mindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Det er således nødvendigtfor den, der parkerer et bestemt sted, hvor spørgsmålet kan opstå, konkretat vurdere, om en vej benyttes til almindelig færdsel eller ej, for at afgøre,om der gælder en 10-meter-regel, eller om der f.eks. blot ikke må parkeresud for en indkørsel. Arbejdsgruppen har noteret sig dette.Københavns Kommune har dog anført, at kommunen er af den opfattelse,at der i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt der et givent sted er tale om etvejkryds (vejkryds, vejafgrening og vejudmunding, jf. § 2, nr. 28) og/elleren ind- og udkørsel, må udgangspunktet være, at parkeringsmyndighedennormalt har frihed til at vælge, om en af bestemmelserne eller eventueltdem begge to ville skulle danne grundlag for pålæggelse af en parkerings-afgift. Som det bl.a. fremgår af udtalelsen fra Justitsministeriet af 7. maj2010, jf. pkt. 2.3.2 ovenfor - antages det, at afgørelsen af om et vejareal måanses for et vejkryds i færdselslovens forstand bl.a. afhænger af, om depågældende arealer er omfattet af færdselslovens anvendelsesområde ellerej. Færdselsloven finder som nævnt anvendelse på veje, som benyttes til30

almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Det er således nødvendigtfor den, der parkerer et bestemt sted, hvor spørgsmålet kan opstå, konkretat vurdere, om en vej benyttes til almindelig færdsel eller ej, for at afgøre,om der gælder en 10-meter-regel, eller om der f.eks. blot ikke må parkeresud for en indkørsel.Efter arbejdsgruppens opfattelse kan det med afsæt i Justitsministeriets ud-talelse af 7. maj 2010 på visse tidspunkter, f.eks. om natten eller på hellig-dage, åbenlyst være et problem for bilisten at vurdere, om et givent områdeer et vejkryds eller en ind- og udkørsel, idet det ikke nødvendigvis kanvurderes umiddelbart, om arealet faktisk benyttes til almindelig færdsel.Ligeledes kan der også på mange andre områder opstå tvivl om et giventsted er et vejkryds, og om færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 2, finder anven-delse, eller om der er tale om f.eks. et vejsving eller et vognbaneskift, sombl.a. den praksis fra Folketingets Ombudsmand, der er omtalt under pkt.2.3.2 ovenfor, viser.Arbejdsgruppen har derfor drøftet mulighederne for at præcisere begrebet”vejkryds”.Arbejdsgruppen har i forbindelse med disse overvejelser drøftet en rækkeaf de ovenfor nævnte konkrete sager, hvor der i praksis har vist sig at væretvivl om, hvorvidt der er tale om et vejkryds.Arbejdsgruppen har imidlertid ikke fundet grundlag for at præcisere defi-nitionen af vejkryds eller at indføre en definition af begrebet ”ind- og ud-kørsel”. Baggrunden herfor er, at udformningen af vejene i Danmark ogdermed vejenes møde med hinanden langt fra er ens. Der forekommer der-for henholdsvis vejkryds og ind- og udkørsler i et utal af variationer. Dertilkommer, at et konkret sted over tid må antages at kunne ændre karakter fradet ene til det andet, hvis der f.eks. sker en ændring i benyttelsen af arealet.Det bemærkes i øvrigt, at begrebet vejkryds ikke kun optræder i færdsels-loven i relation til parkering. En ændring af definitionen vil således kræveen mere grundlæggende stillingtagen til begrebets betydning generelt ifærdselslovgivningen, hvilket ligger uden for arbejdsgruppens kommisso-rium.Arbejdsgruppen har derfor i stedet drøftet muligheden for, at 10-meter-reglen afmærkes i stil med den servicemarkering af 10-meter-reglen, som

Københavns Kommune har gennemført som forsøg de seneste år, jf. pkt.2.3.3 ovenfor.Efter arbejdsgruppens opfattelse er det ønskeligt, hvis servicemarkering af10-meter-reglen udbredes. Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet,om en ordning med afmærkning af 10-meter-reglen bør være retligt bin-dende, således at der f.eks. ikke kan pålægges en parkeringsafgift for over-trædelse af 10-meter-reglen på steder, hvor der ikke er foretaget en af-mærkning.En sådan ordning vil indebære, at vejmyndighederne (kommunerne) vilskulle foretage afmærkning af samtlige vejkryds i hele landet både i by- oglandzone. Imod en sådan ordning taler både æstetiske og ressourcemæssigehensyn, der efter arbejdsgruppens opfattelse overstiger behovet for at gøreafmærkning af 10-meter-reglen til et retligt bindende krav. Dette gældernavnlig på steder, hvor der ikke er særlig efterspørgsel på parkeringsplad-ser.Dertil kommer, at der forekommer steder, hvor der på grund af andre par-keringsforbud ikke må parkeres, uanset at 10-meter-reglen er overholdt.Her ville en bindende regel om afmærkning af 10-meter-reglen kunne giveanledning til yderligere tvivl hos parkanterne. For det første vil det såledeskunne være misvisende for parkanten, hvis der markeres med en gul tre-kant ved 10 meter på strækningen, hvor det af andre årsager alligevel erforbudt at parkere. Dette taler i givet fald for, at der i sådanne situationerikke bør foretages en markering. Med et retligt bindende krav om marke-ring af 10-meter-reglen, kan en parkant for det andet forledes til fejlagtigtat tro, at der må parkeres på det pågældende sted, blot der ikke er markeretmed en gul trekant uanset, at der f.eks. er placeret et skilt med parkerings-forbud.Endelig vil der kunne forekomme situationer, hvor en afmærkning ikkekan ses f.eks. på grund af sne eller nedfaldne blade, eller fordi afmærknin-gen er slidt af. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at hensynet til færdsels-sikkerheden mange steder nødvendiggør en effektiv håndhævelse af 10-meter-reglen uafhængig af, om der det pågældende sted findes en synligafmærkning eller ej.Arbejdsgruppen anbefaler således, at der indsættes en hjemmel i vejaf-mærkningsbekendtgørelsen til servicemarkeringen, men at markeringenbevarer sin status som en ”service”, dvs. en markering, som hvor den an-32

vendes, indebærer, at 10-meter-reglen ikke anses for overtrådt, hvis manholder på den rigtige side af afmærkningen, men som ikke er retligt bin-dende i den forstand, at parkanten, hvor der slet ikke er servicemarkeret –på samme måde som i dag – selv må vurdere, om en konkret parkeringsker i strid med 10-meter-reglen..Arbejdsgruppen finder imidlertid, at der af hensyn til parkanterne så vidtmuligt servicemarkeres de steder, hvor det er kommunens eller politietsopfattelse, at 10-meter-reglen finder anvendelse, og hvor reglen løbendehåndhæves, herunder ikke mindst de steder, hvor reglens anvendelse hargivet eller må forventes at kunne give anledning til tvivl.Det bemærkes i den forbindelse, at Kommunernes Landsforening over forarbejdsgruppen har oplyst, at der i flere kommuner er et borgerønske om atfå etableret servicemarkeringer, hvilket efter arbejdsgruppens opfattelsekan bane vejen for kommunernes incitament til at etablere servicemarke-ringer. Arbejdsgruppen har i den forbindelse noteret sig, at en enkeltkommune allerede har henvendt sig til Transportministeriet og Justitsmini-steriet for at opnå samme dispensation fra vejafmærkningsbekendtgørelsensom Københavns Kommune.Det bemærkes endelig, at arbejdsgruppen anbefaler, at den foreslåedehjemmel i vejafmærkningsbekendtgørelsen til servicemarkering også børgive adgang til servicemarkering på privat vej, hvor den møder offentligvej eller privat fællesvej, hvis ejeren indgår aftale herom med kommunen.Der henvises til arbejdsgruppens udkast til ændring af vejafmærkningsbe-kendtgørelsens § 50 og § 56, herunder med forslag til afmærkningen ”T 63Markering af ophør af standsning og parkering” samt de afledte ændringeraf bekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning nedenfor under pkt.5.2.1 og 5.2.2.2.4. Færdselslovens § 92 og § 92 c – kommunale bestemmelser omstandsning og parkering2.4.1. Færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 12.4.1.1. Gældende retUdover de generelle bestemmelser om parkering og standsning i færdsels-lovens §§ 28 og 29 gælder der en lang række lokale parkeringsregler fast-sat i medfør af færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, der har følgende ordlyd:33

Færdselslovens § 92 stk. 1, nr. 1, giver således hjemmel til, at vejbestyrel-sen for en offentlig vej med samtykke fra politiet kan træffe færdselsmæs-sige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning,herunder bestemmelser om parkering og standsning. Tilsvarende bestem-melser kan (med samtykke fra politiet) træffes af kommunalbestyrelsensom vejmyndighed for en privat fællesvej omfattet af afsnit III i lov nr.1537 af 21. december 2010 om private fællesveje (privatvejsloven), jf. lo-vens § 3, stk. 1 og 2. Dette fremgår tillige af § 57, stk. 2, i privatvejsloven.Ved offentlige veje forstås veje, gader, broer og pladser, der er åbne foralmindelig færdsel, og som administreres af stat eller kommune i henholdtil lov om offentlige veje, jf. lov nr. 1048 af 3. november 2011 om offent-lige vejes § 1, stk. 1, og privatvejslovens § 10, nr. 1. Offentlige veje erinddelt i henholdsvis hovedlandeveje, hvor Transportministeri-et/Vejdirektoratet er vejbestyrelse, og kommuneveje, hvor vejbestyrelsener den pågældende kommunalbestyrelse, jf. lov om offentlige veje § 2.Ved private fællesveje forstås vej, gade, bro eller plads, der ikke er en of-fentlig vej, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end denejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har sammeejer, jf. privatvejslovens § 10, nr. 3. Det fremgår endvidere af lovens § 3,stk. 1, at private fællesveje i byzone og i Københavns Kommune er omfat-tet af lovens afsnit III. Det samme gælder – hvis dette er bestemt af kom-munalbestyrelsen – private fællesveje i sommerhusområder og afgrænsedeområder i landzone, når disse områder har bymæssig karakter, eller der idisse områder forventes en byudvikling, som gør det hensigtsmæssigt, atbyreglerne finder anvendelse, jf. lovens § 3, stk. 2. Vejmyndigheden forprivate fællesveje er kommunalbestyrelsen, jf. privatvejslovens § 1, stk. 2.

2.4.1.2. Baggrunden for § 92, stk. 1, nr. 1, mv.Bestemmelsen i færdselsloven § 92, stk. 1, nr. 1, er i vidt omfang en vide-reførelse af § 3, stk. 1, i lov nr. 129 af 14. april 1932, som havde følgendeordlyd:”1. Politiet kan give Bestemmelser til Regulering af Færdselen paaSteder, hvor det skønnes nødvendigt. Dog kræves vedkommendekommunale Myndigheds Samtykke til Anvisning af Parkeringspladserog til Udfærdigelse af Bestemmelser, hvorved offentlig Færdsel paaen Gade, Vej eller Plads helt eller delvis forbydes eller hvorved ens-rettet Færdsel paabydes for alle eller visse Færdselsarter, medmindreden paagældende Foranstaltning er af midlertidig Karakter. I Tilfældeaf Uenighed mellem Politiet og de kommunale Myndigheder afgøresSpørgsmålet af Justitsministeren.2.…”

I forarbejderne til bestemmelsens 2. punktum er der anført følgende:24”Det er Politiet, der har Ansvaret for, at Færdslen kan foregaa frit oguhindret og under sikre Former, og det er derfor nødvendigt, at Politietogsaa har Myndighed til at gribe ind og lede den. For saa vidt imidler-tid paakrævede færdselsregulerende Foranstaltninger berører kommu-nale eller væsentlige private Interesser, bør de kommunale Myndighe-der formentlig være medbestemmende. I 2. Punktum er der angivetRegler herom. De Kommunale Myndigheders Samtykke kræves heref-ter for det første til Anvisning af Parkeringspladser. Oprettelsen ogden rette Anbringelse af Parkeringspladser er paa den ene Side af ind-gribende færdselsmæssig Betydning, paa den anden Side maa der vedherhen hørende Afgørelser ogsaa tages Hensyn til Gadeanlæget somHelhed, næringsdrivendes Interesser, æstetiske Hensyn o.s.v. Be-stemmelsesretten bør derfor paa dette Omraade henlægges til Politietog de kommunale Myndigheder i Forening.”

Færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, fik i forhold til kompetenceforholdetmellem politi og kommuner sin nuværende affattelse ved lov nr. 292 af 28.april 2000, hvor bestemmelsen blev ændret, således at kompetencen medenkelte undtagelser blev flyttet fra politiet til kommunerne, dog med kravom politiets samtykke. Det ses af bestemmelsens forarbejder ikke herud-over at have været hensigten at foretage ændringer i forhold til 1976-loven.27Ved den nævnte lov fra 2000 blev § 92 d indsat i færdselsloven. Færdsels-lovens § 92 d, stk. 1, har følgende ordlyd:”§92 d.Justitsministeren kan, når det findes færdselssikkerhedsmæs-sigt forsvarligt, efter høring af politiet tillade kommunalbestyrelser idisses egenskab af vejbestyrelse eller vejmyndighed at udføre tids-mæssigt og geografisk begrænsede forsøg med færdselsregulerendeforanstaltninger, der ikke kan udføres i medfør af færdselslovens be-25

Færdselslovens § 92 d omhandler ved siden af den generelle bestemmelse i§ 92 alene muligheden for at indføre tidsmæssigt og geografisk begrænse-de forsøg med færdselsregulerende foranstaltninger, som ikke kan gen-nemføres inden for rammerne af de gældende regler, herunder ved dispen-sation.I det lovforslag, som førte til vedtagelsen af § 92 d, og som blev fremsat aftrafikministeren, som på daværende tidspunkt var ressortansvarlig, er deranført følgende28:”Ifølge forarbejderne til § 92, stk. 1, i færdselsloven af 1976 (lovnr. 287 af 10. juni 1976) vil der ikke være noget til hinder for, atder ved beslutninger om foranstaltninger efter stk. 1 også tageshensyn til andet end de færdselsmæssige forhold, for eksempelmiljømæssige hensyn. Der henvises til Folketingstidende 1975-76, tillæg A, sp. 410. Det må derimod efter Trafikministerietsopfattelse anses for yderst tvivlsomt, om anvendelsesområdetfor § 92, stk. 1, med udgangspunkt i ovennævnte bemærkningerkan udstrækkes til at omfatte foranstaltninger alene begrundet imiljøhensyn i form af f.eks. begrænsninger af køretøjers udslip,køretøjers belæsningsgrad m.m. Dette kan ske med baggrund iden foreslåede bestemmelse i § 92 d.”Ved lov nr. 1565 af 20. december 2006 blev der i § 92 indsat et stk. 3, somhar følgende ordlyd:”Stk. 3.Når særligt tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrel-sen og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en par-keringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, somanvendes af en person med handicap.”

I det lovforslag, som blev fremsat af justitsministeren, og som førte til dennævnte lovændring, er der efter en gennemgang af historikken bag § 92,stk. 1, nr. 1, anført følgende:”Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der ikke erhjemmel i færdselslovens § 92 til at reservere bestemte parkerings-pladser til bestemte køretøjer, idet de bestemmelser, der træffes efterfærdselslovens § 92, skal være færdselsmæssigt begrundet eller be-grundet i hensyn af mere almen karakter.[…]Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den hidtil gældenderetstilstand efter færdselslovens § 92.”29

2.4.1.3. RetspraksisSpørgsmålet om, hvilke hensyn der kan tillægges vægt ved etablering afparkeringsforanstaltninger efter færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, har såvidt ses kun i to tilfælde i trykt praksis været genstand for egentlig prøvel-se ved domstolene, jf. UfR 1961.369 H og UfR 2012.605 H. Den først-nævnte sag angik en person, der stod tiltalt for overtrædelse af færdselslo-ven ved at have parkeret sin bil i Bredgade i København uanset, at det vedfærdselstavle var angivet, at parkering alene var tilladt køretøjer medærinde til den franske ambassade. Højesteret udtalte i den forbindelse føl-gende:”For Højesteret er det oplyst, at der gennem årene, når særligt behover skønnet at foreligge, er meddelt parkeringsreservationer til fordelfor et antal offentlige institutioner af forskellig art, herunder også di-plomatiske repræsentationer.Efter indholdet af færdselslovens § 57, stk. 3, findes myndighederneved regulering af parkeringsforholdene ikke afskåret fra udover rentfærdselsmæssige hensyn tillige at tage andre hensyn af mere almenkarakter i betragtning.”

Højesterets dom er kommenteret af højesteretsdommer Jørgen Trollei TfR 1961.579 ff. hvor det – efter Højesterets bemærkninger er gen-givet – anføres:”Til det anførte kan bemærkes, at det ses, at Højesterets formuleringer noget bredere end Landsrettens, for så vidt som den anser politietbeføjet til at tage visse andre hensyn end de rent færdselsmæssige.Allerede afgrænsningen af disse kunder frembyde usikkerhed, idet dejævnt kan gå over i andre. Parkeringsforbud, der alene forbyder alparkering, men ikke reserverer særlig ret for nogle, kan have til hen-sigt at sikre adgangen til bestemte ejendomme (men ikke at skaffedens beboere parkering i dens nærhed). Disse forbud vil oftest væredikteret af hensyn, der i hvert fald væsentligt er færdselsmæssige. Detvil gælde f. ex. parkeringsforbud ved hospitaler, hvor der må være ad-gang for ambulancer etc. Og noget lignende vil gælde tilsvarende –existerende – forbud i kødbyen etc. For så vidt angår den her omhand-lede ambassade var hensynet imidlertid – i hvert fald oprindeligt – atskaffe ambassadens personale parkering ved denne. Dette hensyn erimidlertid næppe færdselsmæssigt, men beslægtet med hensyn, somkan gøre sig gældende andre steder. Der kan exempelvis være en ind-lysende offentlig interesse i, at politiets udrykningsvogne kan holdeumiddelbart ved stationerne, for at man hurtigt kan komme til og fradem før og efter benyttelsen, og noget tilsvarende kan gælde hospi-talslægers vogne o. l. Det vilde være betænkeligt og mindre naturligtat antage, at loven udelukkede, at lignende hensyn skulde kunne tagesaf politiet. Når en vis frihed til at tage visse almene hensyn således måanses overladt politiet, måtte det i et vist omfang bero på dettes skøn,hvilke hensyn, det kunde tilgodese. Det her udøvede skøn, der nokdelvis bundede i international courtoisie, men også kunde være dikte-ret af betraktninger om det hensigtsmæssige i, at ambassadens perso-nale ikke skal have for store vanskeligheder med parkering, kunde ik-ke anses at gå ud over det, som loven tillader.Endnu skal det nævnes, at det under proceduren blev hævdet af ankla-gemyndigheden, at politiet ved udstedelse af parkeringsforbud også39

skulde have hjemmel til at tage æstetiske hensyn, således at man f. ex.kunde forbyde parkering foran Sonnes Frise på Thorvaldsens Museumeller foran visse monumenter eller på visse pladser af arkitektoniskværdi. Det er nærliggende at antage, at der er hjemmel dertil.Det vil ses, at Højesteret ikke har gentaget Landsrettens udtalelse om”Hensynet til en offentlig myndighed”; (det kunde vel også væretvivlsomt, om en fremmed ambassade er en sådan). Der er grund til atformode, at Højesteret ved sin nævnelse af hensyn af mere almen ka-rakter i stedet har ment, at det afgørende ikke er, om der er tale om etoffentligt organ eller ikke; der kan være samme almene grunde til atregulere parkering og tilkørsel ved et privat eller halvprivat hospitalsom ved et offentligt. Retten har heller ikke gentaget henvisningen til,at der skulde være tale om en ”ejer eller enebruger”. Det er også van-skeligt at se, at en sådan ejer eller enebruger i almindelighed skuldehave en bedre ret end en ikke-bruger eller andre til at bruge den foranhans facade værende offentlige færdselsbane til parkering. Han kanvel have en beskyttelsesværdig interesse i, at tilkørselsforholdene re-guleres, men dette kan i almindelighed tilgodeses ved parkeringsfor-bud. Derimod er det antageligt, at parkeringsreservation på det offent-liges gadeareal til fordel for ham fremfor andre bør være dikteret afalmene hensyn som de ovenfor antydede.”

Dommen i UfR 2012.605 H, angik en sag, hvor Københavns Kommunehavde truffet afgørelse i medfør af færdselslovens § 92, stk. 1, om indfø-relse af standsningsforbud i en gågade på bl.a. hverdage mellem kl. 11 og17. Til spørgsmålet om gyldigheden af kommunens afgørelse om stands-ningsforbud fremgår det bl.a. således af Højesterets begrundelse og resul-tat:”Efter bevisførelsen for Højesteret findes det godtgjort, at kommunensafgørelse fra 2007 var båret af hensynet til færdselsforholdene og ud-viklingen af byliv og bymiljø i området. Disse forhold er saglige hen-syn, som kommunen kan lægge vægt på ved afgørelser efter færdsels-lovens § 92, stk. 1. Den omstændighed, at et standsningsforbud tilligevar i en række erhvervsdrivendes interesse, indebærer ikke, at afgørel-sen er udtryk for magtfordrejning eller i øvrigt usaglig. Der er ikkeunder sagen fremkommet noget, som giver Højesteret grundlag for attilsidesætte kommunens vurdering, hvorefter ulemperne ved stands-ningsforbuddet ikke stod i misforhold til de hensyn, som kommunenkunne varetage. Afgørelsen var derfor ikke i strid med proportionali-tetsprincippet.

Der kan endelig henvises til dommen UfR 1984.1005 V, der angik en per-son, der var blevet pålagt en parkeringsafgift for at have parkeret på enparkeringsplads ved et sygehus, der var forbeholdt sygehusets personale.Ved sin afgørelse lagde Vestre Landsret til grund, at en del af sygehusetsparkeringspladser – med hjemmel i færdselslovens 92, stk. 1, nr. 1 – varforbeholdt sygehusets personale. Landsretten fandt ikke, at den internefordeling af de reserverede parkeringspladser, som sygehusets forvaltninghavde foretaget ved at forbeholde hver enkelt parkeringsplads til et be-stemt bilnummer, kunne håndhæves i medfør af bestemmelser i færdsels-loven. Sagen blev behandlet i den civile retsplejes former, og det ses ikkefor landsretten gjort gældende, at etableringen af parkeringsforanstaltnin-gen ikke havde hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1. Der er såledesikke taget stilling hertil.2.4.1.4. Tidligere udtalelser fra JustitsministerietJustitsministeriet ses i en række tilfælde tidligere at have forholdt sig tilmulige eller allerede fastsatte parkeringsforanstaltninger efter færdselslo-vens § 92, stk. 1, nr. 1, herunder de tilfælde, der er omtalt ovenfor.Ved brev af 17. maj 2006 anmodede Lyngby-Taarbæk Kommune Justits-ministeriet om en udtalelse om, hvorvidt der med hjemmel i færdselslo-vens § 92, stk. 1, kunne reserveres parkeringspladser til delebiler. Lyngby-Taarbæk Kommune oplyste, at den planlagte reservation var et miljømæs-sigt og trafikalt tiltag med henblik på at begrænse antallet af biler i bymid-ten og dermed at reducere trængslen samt trafikkens negative indvirknin-ger på miljø og sundhed (bl.a. luftforurening og trafikstøj). I et svar af 26.juli 200630anførte Justitsministeriet følgende:”Det er Justitsministeriets vurdering, at Lyngby-Taarbæk Kommune –under forudsætning af, at Politimesteren i Lyngby samtykker heri –med hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, vil kunne træffe be-stemmelse om, at delebiler forbeholdes retten til at benytte visse sær-ligt afmærkede parkeringspladser.Justitsministeriet har ved vurderingen lagt vægt på, at Lyngby-Taarbæk Kommune har anført, at ordningen har til formål at varetage

Ved e-mail af 21. januar 2011 anmodede Ringsted Kommune Justitsmini-steriet om en udtalelse om, hvorvidt der var hjemmel til, at kommunenkunne reservere et antal offentlige parkeringsplader til el-biler. I et svar af2. marts 201131anførte Justitsministeriet følgende:”Det er Justitsministeriets vurdering, at Ringsted Kommune – underforudsætning af, at Politidirektøren for Midt- og Vestsjællands Politisamtykker heri – med hjemmel i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, vilkunne træffe bestemmelse om, at elbiler forbeholdes retten til at be-nytte visse særligt afmærkede parkeringspladser.Justitsministeriet har ved vurderingen lagt vægt på, at ordningen hartil formål at varetage miljømæssige hensyn. Det forudsættes, at de af-mærkede parkeringspladser vil kunne benyttes af alle køretøjer, der erat betragte som elbiler.”32

Ved e-mail af 31. juli 2012 anmodede Transportministeriet om Justitsmini-steriets bemærkninger til Transportministeriets udkast til svar på spørgs-mål nr. 301 (Alm. del) fra Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportud-valg om, hvorvidt en kommune har hjemmel til at lave et parkerings- ellerovernatningsforbud for autocampere. I et svar af 13. august 201233anførteJustitsministeriet følgende:”Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved etableringaf parkeringsforanstaltninger efter § 92, stk. 1, udover rent færdsels-mæssige hensyn også kan tages andre hensyn af mere almen karak-ter.”

Afgrænsningen af færdselsmæssige hensyn kan i den forbindelse give an-ledning til nogen tvivl, men begrebet må imidlertid antages i hvert fald atomfatte hensyn til færdselsreguleringen, færdselsafviklingen og færdsels-sikkerheden.På baggrund af forarbejderne til færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, er detdesuden arbejdsgruppens opfattelse, at der ved myndighedernes beslutningom at indføre parkeringsforanstaltninger – udover de nævnte almene færd-selsmæssige hensyn – tillige kan indgå hensyn af almen karakter også ibredere forstand.Hvilke hensyn der har almen karakter, må efter arbejdsgruppens opfattelsebero på en konkret vurdering af forholdene på det tidspunkt, hvor spørgs-målet opstår. Vurderingen må dog tage udgangspunkt i, hvad der ud fra engenerel samfundsmæssig betragtning med en vis tyngde vurderes at værehensigtsmæssigt.Som eksempler på hensyn, der på nuværende tidspunkt som udgangspunktmå anses for at være af almen karakter, kan der peges på sikkerhedsmæs-sige hensyn i bred forstand, miljømæssige hensyn og hensynet til lokalenæringsdrivende.Der må således efter arbejdsgruppens opfattelse kunne indføres parke-ringsforanstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, hvis disse er begrundet i bådefærdselsmæssige og i almene hensyn. I sådanne tilfælde vil almene hensynsammen med færdselsmæssige hensyn, som ikke i sig selv er tilstrækkeligttungtvejende til at kunne begrunde en sådan beslutning, kunne tænkes atudgøre grundlaget for indførelsen af en parkeringsforanstaltning.Spørgsmålet er herefter, om der ved etablering af parkeringsforanstaltnin-ger altid skal foreligge færdselsmæssige hensyn, eller om almene hensynkan stå alene. Dette kan efter arbejdsgruppens opfattelse give anledning tiltvivl.Til støtte mod, at almene hensyn kan stå alene, kan det anføres, at der iforarbejderne til 1932-loven, jf. pkt. 2.4.1.2 ovenfor, peges på, at der udover færdselsmæssige hensynogsåmå tages hensyn til gadeanlægget somhelhed, næringsdrivendes interesser, æstetiske hensyn mv., når der fastsæt-tes parkeringsforanstaltninger. Endvidere er det i 1976-lovens forarbejderanført, at der ikke vil være noget til hinder for, at der ved beslutning omindførelse af parkeringsforanstaltningerogsåtages hensyn til andet end defærdselsmæssige forhold, f.eks. miljømæssige hensyn. Brugen af udtrykket43

”også” de anførte stederkanforstås således, at enhver parkeringsforan-staltning, der fastsættes i medfør af § 92, stk. 1, nr. 1, skal være begrundeti færdselsmæssige hensyn, men at disse kansuppleres medalmene hensyn.Herudover har Højesteret i UfR 1961.369 H, jf. pkt. 2.4.1.3 ovenfor, an-ført, at myndighederne efter § 92, stk. 1, nr. 1, ikke er afskåret fra ud overrent færdselsmæssige hensyn ”tillige” at tage hensyn af mere almen karak-ter i betragtning. Udtrykket ”tillige”kanpå samme måde forstås således, atmyndighedernekaninddrage andre hensyn af mere almen karaktersam-men medfærdselsmæssige hensyn, når der træffes bestemmelse efter færd-selslovens § 92, stk. 1, nr. 1.Endvidere kan der peges på, at dommen – der for så vidt godkender, at derlægges vægt på andet end færdselsmæssige hensyn – er forholdsvis kon-kret begrundet i forhold til, om de konkret fastsatte parkeringsforanstalt-ninger var lovlige, hvilket kan rejse spørgsmål om, hvilken mere principielrækkevidde dommen har.Endeligt er det i Trafikministeriets lovforslag, som førte til lovændringen i2000, anført, at det er yderst tvivlsomt, om almene hensyn kan stå aleneved etablering af parkeringsforanstaltninger, hvorfor lovgiver fandt anled-ning til i § 92 d at indføre en særlig bestemmelse om tidsmæssigt og geo-grafisk begrænsede forsøg, der er begrundet alene i f.eks. miljømæssigehensyn. Der henvises herom til pkt. 2.3 ovenfor.Til støtte for, at almene hensyn kan stå alene, kan anføres, at udtrykket”også” i de ovenfor nævnte forarbejder fra 1932 og 1976 kan forstås såle-des, at myndighederne kan lægge vægt på almene hensyni stedet forfærd-selsmæssige hensyn.Hertil kommer, at Højesterets brug af udtrykket ”tillige” i den ovenfornævnte dom på samme mådekanforstås således, at myndighederne kanlægges vægt på almene hensyni stedet forfærdselsmæssige hensyn. I denkonkrete sag fandt Højesteret således også, at man kunne reservere parke-ringspladerne foran den franske ambassade. Formålet hermed må på bag-grund af det anførte i dommen antages at have været at skaffe personermed ærinde på ambassaden parkering. Dette hensyn kan ikke siges i førsterække at være færdselsmæssigt, men derimod snarere af mere almen ka-rakter.Det bemærkes i tilknytning hertil, at det i højesteretsdommer Jørgen Trol-les kommentar til dommen er anført, at Højesterets formulering er noget44

bredere end landsrettens for så vidt angår, hvilke andre hensyn end de rentfærdselsmæssige der kan tages i betragtning. Det er anført, at det ville væ-re betænkeligt og mindre naturligt at antage, at loven udelukker, at der kantagesandet endfærdselsmæssige hensyn i betragtning. Det er herunder an-ført, at det vil være nærliggende at antage, at der er hjemmel til at fastsætteparkeringsforbud, der er begrundet i æstetiske hensyn.Højesterets dom i UfR 2012.605 H ændrer ikke på denne retsopfattelse, dadet alene af Højesteret fastslås, at hensynet til færdselsforholdene ”og”udviklingen af byliv og bymiljø er saglige hensyn, som kommunen kunnelægge vægt på som saglige hensyn ved afgørelsen efter færdselslovens §92, stk. 1.Desuden kan den ændring af færdselslovens § 92, som blev gennemført i2000, og hvorved kompetenceforholdet blev ændret, således at beslutnin-gen efter § 92 nu træffes af kommunen med politiets godkendelse, jf. pkt.2.4.1.2 ovenfor, ses som udtryk for, at hensynet til andet end færdslen –som politiet navnlig skal varetage – er trådt mere i forgrunden.Hertil kommer, at det kan anføres, at hvis færdselsmæssige hensyn kan ståalene ved beslutningen om at fastsætte parkeringsforanstaltninger efterfærdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1 – hvilket utvivlsomt er arbejdsgruppensopfattelse – giver det kun reel mening at tale om, at almene hensyn ogsåkan inddrages, hvis dette ikke kun er tilfældet, hvor der samtidig foreliggerfornødne færdselsmæssige hensyn. Navnlig forarbejderne til 1932-loven,jf. pkt. 2.4.1.2 ovenfor, kan i den forbindelse forstås således, at almenehensyn vil kunne stå alene som begrundelseforat indføre en parkerings-foranstaltning, men at dette ikke desto mindre kan være udelukket, hvisfærdselsmæssige hensyn talerimoddette.Endelig er det i forbindelse med en lovændring i 2006, jf. pkt. 2.4.1.2ovenfor, i forarbejderne anført, at § 92, stk. 1, nr. 1, efter Justitsministeri-ets opfattelse ikke indeholder hjemmel til at reservere bestemte parke-ringspladser til bestemte køretøjer. Indsættelsen af stk. 3 i § 92 må såledesantages at være baseret på den opfattelse, at § 92, stk. 1, indeholder hjem-mel til at reservere bestemte parkeringspladser til bestemtetyperaf køretø-jer, uanset at det ikke er begrundet i rent færdselsmæssige hensyn. Der-imod var der forud for indsættelsen af stk. 3 ikke hjemmel til at gå skridtetvidere og reservere bestemte parkeringspladser til bestemtekøretøjer.

Det er i den forbindelse i bemærkningerne fra 2006 udtrykkeligt anført, atbestemmelser efter § 92 skal være færdselsmæssigt begrundetellerbe-grundet i hensyn af mere almen karakter.Sammenfattende finder arbejdsgruppen det mest nærliggende at antage, atfærdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, indebærer, at parkeringsforanstaltningerkan indføres ud fra almene hensyn alene. Det er imidlertid arbejdsgrup-pens opfattelse, at de almene hensyn skal være væsentlige. Det forudsættesdesuden, at der i den forbindelse ikke foreligger færdselsmæssige hensyn,som taler afgørende imod indførelsen af de pågældende foranstaltninger,jf. herved også forarbejderne til 1932-loven.Arbejdsgruppen finder i det lys ikke grundlag for at foreslå reglen ændret.2.4.2. Færdselslovens § 92 c, stk. 4.2.4.2.1. Gældende retDe foranstaltninger, der iværksættes efter færdselslovens § 92, skal somudgangspunkt tilkendegives ved afmærkning i overensstemmelse med debestemmelser, der fastsættes i medfør af færdselslovens § 95, stk. 1 og 3,medmindre bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet. Er en foran-staltning efter § 92, stk. 1, nr. 1, om parkering og standsning eller § 92, stk.1, nr. 3, om forbud mod visse færdselsarter, imidlertid ikke begrænset tilen bestemt vejstrækning, kan den dog i stedet offentliggøres i en lokal be-kendtgørelse, jf. § 92 c, stk. 4. Det vil sige, at færdselslovens § 92, stk. 1,kan anvendes til både at træffe færdselsmæssige bestemmelser, der kunangår et mindre område, f.eks. etablering og reservering af bestemte parke-ringspladser, og til at træffe færdselsmæssige bestemmelser, der angår etstørre geografisk område.Bestemmelsen i § 92 c, stk. 4, herunder 2. pkt., om muligheden for at ud-stede lokale bekendtgørelser, fik sin nuværende ordlyd ved færdselslovenaf 10. juni 1976. I det oprindeligt fremsatte forslag34til den daværende §91, stk. 6, havde bestemmelsen følgende ordlyd:”Foranstaltninger af den art, der nævnes i stk. 1, 2 og 4, skal tilkende-gives ved afmærkning i overensstemmelse med de bestemmelser, derfastsættes i medfør af § 94, stk. 1 og 3, medmindre bestemmelsernehåndhæves af politiet på stedet. Såfremt en sådan foranstaltning ikkeer begrænset til en bestemt vejstrækning, kan den dog i stedet offent-liggøres i en lokal bekendtgørelse.”34

Efter dette forslag var det muligt at lade lokale færdselsmæssige bestem-melser, der omhandlede parkering og standsning, ubetinget vigepligt, på-bud om ensrettet færdsel, forbud mod visse færdselsarter, hel eller delvisafspærring af offentlig vej og lokale hastighedsbegrænsninger, fremgå aflokale bekendtgørelser, hvis de ikke var begrænset til en bestemt vejstræk-ning. Denne vide adgang til alene ved lokal bekendtgørelse at træffe færd-selsmæssige bestemmelser mødte betydelig modstand under udvalgsbe-handlingen og forhandlingerne i Folketinget,35og justitsministeren frem-satte derfor et ændringsforslag i overensstemmelse med den nugældendeformulering af § 92 c, stk. 4. Det fremgår af bemærkningerne36til æn-dringsforslaget, at:”Justitsministeren har efter forhandlingerne i Folketinget fundet dethensigtsmæssigt at begrænse mulighederne for at fastsætte færdsels-indskrænkninger ved lokale bekendtgørelser. Herefter vil der ved så-danne bekendtgørelser kunne træffes bestemmelser om parkering ogstandsning, herunder forbud mod længere tids parkering af forskelligearter af køretøjer som f.eks. påhængs- og sættevogne og påhængsred-skaber, bl.a. campingvogne.”

Som nævnt ovenfor i pkt. 2.3.1 følger det endvidere af færdselslovens §28, stk. 3, at køretøjer, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3,5 t, kanstandses eller parkeres med en del af køretøjet på fortovet – hvis dette ikkeer til fare eller ulempe for færdslen på fortovet – medmindre andet be-stemmes i en lokal bekendtgørelse. Denne bestemmelse fik også sin nuvæ-rende ordlyd ved færdselsloven af 10. juni 1976.Det fremgår af forarbejderne til loven fra 1976, at et flertal i FolketingetsRetsudvalg i forbindelse med det generelle spørgsmål om adgangen til vedlokale bekendtgørelser at fastsætte færdselsindskrænkninger – herunderom parkering og standsning – lagde vægt på, at det ved den fastsatte prak-tisering af allerede eksisterende ordninger af denne karakter iagttages, atførstegangsovertrædelser begået af ikke lokalt boende alene påtales i formaf en advarsel, dog under forudsætning af, at sådanne personer ikke harkendskab til den ordning, der er fastsat ved den lokale bekendtgørelse.37Med færdselsloven af 10. juni 1976 blev herudover indsat en ny bestem-melse i færdselslovens § 29, stk. 4, hvorefter justitsministeren kan fastsæt-3536

Denne hjemmel til at fastsætte centrale standsnings- og parkeringsrestrik-tioner er på nuværende tidspunkt ikke udnyttet.Derimod har flere kommuner udstedt deres egen lokale parkeringsbe-kendtgørelse, som generelt er tilgængelig på kommunens hjemmeside.FDM har på foreningens hjemmeside en oversigt over de kommunale par-keringsbekendtgørelser.39Minimum 7540ud af landets 98 kommuner harvedtaget en lokal parkeringsbekendtgørelse. Arbejdsgruppens sekretariathar i forbindelse med arbejdsgruppens arbejde i 2011 gennemgået dissekommunale parkeringsbekendtgørelser, og indholdet af de lokale bekendt-gørelser varierer – som der redegøres nærmere for i det følgende – frakommune til kommune.I mange kommuner finder den lokale parkeringsbekendtgørelse alene an-vendelse i byområder. Enkelte kommuner har herved defineret anvendel-sesområdet ved at opregne en række navngivne byer, mens ca. 35 kommu-ner generelt har angivet anvendelsesområdet som områder, der er afgræn-set med byzonetavler, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens41§ 23, E 55.Herudover er mange af de kommunale bekendtgørelser, som ikke er af-grænset til byområder, udstedt af kommuner, der udgøres af store områdermed bymæssig bebyggelse.

Folketingstidende 1975-76, Tillæg A, sp. 385.Http://www.fdm.dk/trafikken/parkering/parkeringsregler-din-kommune.40Aabenraa, Aalborg, Albertslund, Allerød, Assens, Ballerup, Billund, Brøndby, Brøn-derslev, Dragør, Egedal, Esbjerg, Faaborg-Midtfyn, Fakse, Favrskov, Fredensborg, Frede-ricia, Frederiksberg, Frederikshavn, Frederikssund, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Guldborg-sund, Haderslev, Hedensted, Herlev, Herning, Hillerød, Hjørring, Holbæk, Horsens,Hvidovre, Høje-Taastrup, Ikast-Brande, Ishøj, Jammerbugt, Kerteminde, Kolding, Kø-benhavn, Køge, Langeland, Lolland, Mariagerfjord, Middelfart, Morsø, Norddjurs, Nord-fyn, Nyborg, Næstved, Odense, Odsherred, Randers, Rebild, Ringsted, Rødovre, Silke-borg, Skanderborg, Skive, Slagelse, Solrød, Sorø, Struer, Svendborg, Syddjurs, Sønder-borg, Tårnby, Tønder, Vallensbæk, Varde, Vejen, Vejle, Vesthimmerland, Viborg, Vor-dingborg og Århus.41Bekendtgørelse nr. 802 af 4. juli 2012 om vejafmærkning.48

Ved overtrædelse af de lokale parkeringsbekendtgørelser kan der pålæggesparkanten en parkeringsafgift, jf. færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 8.2.4.2.2. Arbejdsgruppens overvejelserDen adgang, kommunerne som ovenfor beskrevet har til efter færdselslo-vens § 92, stk. 1, nr. 1, jf. § 92 c, stk. 4, at udstede lokale parkeringsbe-kendtgørelser, indebærer, at der som supplement til færdselslovens gene-relle parkeringsregler og de lokale parkeringsrestriktioner, som er tilken-degivet ved afmærkning, kan findes op til 98 supplerende lokalt afgrænse-de regelsæt om parkering, som skifter ved krydsning af kommunegrænser-ne, og hvis indhold alene fremgår af lokale bekendtgørelser, som typisk eroffentliggjort på kommunens hjemmesider.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at ordningen med lokale parkeringsbe-kendtgørelser – herunder i lyset af borgernes generelle øgede mobilitet –medvirker til at gøre det vanskeligt for borgerne at overskue, hvordan par-kering lokalt kan ske lovligt. Det kan efter arbejdsgruppens opfattelsemedvirke til, at forbrugerne kan have en oplevelse af, at parkeringsafgiftergives på et uigennemskueligt grundlag.Hvad angår Folketingets Retsudvalgs forudsætning i forbindelse med ved-tagelsen af færdselsloven af 10. juni 1976 om, at førstegangsovertrædelserbegået af ikke lokalt boende alene påtales i form af en advarsel, dog underforudsætning af, at sådanne personer ikke har kendskab til den ordning,der er fastsat ved den lokale bekendtgørelse, bemærker arbejdsgruppen, atdet i praksis vil være både vanskeligt og ressourcekrævende at fastslå, ombilisten er lokalt boende, og – hvis dette ikke er tilfældet – om bilisten tid-ligere har fået en advarsel for overtrædelse af den lokale parkeringsregeleller i øvrigt har kendskab til reglen.Efter arbejdsgruppens opfattelse taler retssikkerhedsmæssige grunde for, atder så vidt muligt etableres ens regler om standsning og parkering over he-le landet, der som udgangspunkt kun kan fraviges lokalt ved skiltning ellerafmærkning. Dette er der således også allerede i betydelig grad lagt op tilmed de gældende bestemmelser i færdselslovens §§ 28-30, som arbejds-gruppen finder i det væsentlige bør videreføres. Arbejdsgruppen har i denforbindelse noteret sig, at det af bemærkningerne til færdselslovens § 29,stk. 4, ligeledes fremgår, at yderligere standsnings- og parkeringsrestrikti-oner, der ikke tilkendegives ved afmærkning, så vidt muligt bør fastsættescentralt frem for ved lokale bekendtgørelser.49

Arbejdsgruppen finder imidlertid, at det, der er fastsat i flertallet af degældende lokale parkeringsregler, så vidt muligt bør videreføres i færdsels-loven som gældende for hele landet, således at det som udgangspunkt kunkan fraviges lokalt ved skiltning eller afmærkning.KL har dog i forbindelse med arbejdet i arbejdsgruppen peget på, at de lo-kale behov i forhold til, hvad der skal gælde for parkering for visse typeraf særlige køretøjer, er meget forskellige, og at der derfor er et reelt behovfor i et vist omfang fortsat at kunne fastsætte særlige regler om standsningog parkering ved lokal bekendtgørelse.Arbejdsgruppen har noteret sig dette og finder på den baggrund, at kom-munernes adgang til efter færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1, jf. § 92 c, stk.4, med samtykke fra politiet ved lokal bekendtgørelse at træffe færdsels-mæssige bestemmelser om parkering og standsning, som ikke er begrænsettil en bestemt vejstrækning, og som indvirker på vejens udnyttelse ellerindretning, i et vist omfang skal bevares. Det bør således efter arbejds-gruppens opfattelse – på baggrund af det, KL har oplyst – være muligt vedlokale bekendtgørelser at fastsætte særlige regler om standsning og parke-ring for tunge køretøjer (lastbiler, busser, autocampere mv.), og påhængs-køretøjer (campingvogne mv.). Tilsvarende gælder med hensyn til særligtindrettede køretøjer som f.eks. reklamevogne, hvor lokale regler udstedesfor at varetage andet end parkeringshensyn. Efter arbejdsgruppens opfat-telse er det således naturligt, at man som fører af sådanne ”særlige” køretø-jer skal gøre sig bekendt med de lokale regler, der gælder herfor, således atlokale regler af denne karakter ikke vil indebære, at forbrugere med rettevil kunne anføre, at parkeringsafgifter pålægges på et uigennemskueligtgrundlag.Arbejdsgruppen finder desuden, at der skal være adgang til ved lokal be-kendtgørelse at udvide det område, hvor der lovligt kan parkeres ellerstandses, som følger af de generelle regler i færdselsloven, uden at dersamtidig sker nogen indskrænkning af dette område.Arbejdsgruppen finder imidlertid, at den enkelte kommune skal være for-pligtet til at offentliggøre sin lokale parkeringsbekendtgørelse udstedt medafsæt i ovennævnte anvisninger dels på et sted på kommunens hjemme-side, hvor den er let at finde, dels på en en hjemmeside, som drives af ju-stitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil – f.eks. Rigspolitiet.Arbejdsgruppen har udformet et forslag til færdselslovens § 92 c, stk. 5,

som skal indeholde nærmere regler, jf. § 1, nr. 7, i det lovudkast, som fin-des under pkt. 5.1 nedenfor.Arbejdsgruppen har derfor foretaget en gennemgang af de gældendekommunale parkeringsbekendtgørelser med henblik på at afklare, i hvilketomfang disse helt eller delvist bør indgå i en generel parkeringsregel (ifærdselslovens § 28 eller § 29), og i hvilket omfang der fortsat skal kunnefastsættes særlige regler herom ved lokale bekendtgørelser. Arbejdsgrup-pens overvejelser herom er beskrevet nærmere nedenfor i pkt. 2.4.2.2.1 -2.4.2.2.5. Arbejdsgruppen har på den baggrund udarbejdet et udkast tilændringer af færdselslovens § 28, jf. 1, nr. 2 og 3, i det lovudkast, somfindes under pkt. 5.1 nedenfor. Samtidig foreslås der en konsekvensæn-dring af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 2, jf. lovudkastets § 1, nr. 8.Samtidig har arbejdsgruppen udarbejdet et udkast til ændring af færdsels-lovens § 92 c, stk. 4, om udstedelse af lokale bekendtgørelser og et udkasttil en ny bestemmelse i færdselslovens § 92 c, stk. 5, om offentliggørelseaf bl.a. sådanne lokale bekendtgørelser. Der henvises herom til § 1, nr. 6og 7, i det lovudkast, som findes under pkt. 5.1 nedenfor.Det bemærkes, at arbejdsgruppen forudsætter, at de gældende lokale be-kendtgørelser bortfalder, hvis færdselsloven ændres i overensstemmelsemed disse forslag. Den enkelte kommune vil således skulle udstede en nylokal bekendtgørelse i det omfang, den ønsker at fastsætte lokale regler in-den for rammerne af det, der er anført ovenfor. Arbejdsgruppen finder, atdette bør fremgå af bemærkningerne til ændringen af færdselsloven. Ar-bejdsgruppen skal samtidig henstille til, at kommunerne for en god ordensskyld samtidig tager skridt til formelt at ophæve deres nugældende lokaleparkeringsbekendtgørelser og fjerner disse fra deres hjemmeside og andresteder, hvor de måtte være tilgængelige for borgerne.2.4.2.2.1. Parkering på fortov med dele af køretøjetDet følger af færdselslovens § 28, stk. 3, at standsning eller parkering ikkemå ske på cykelsti, gangsti, fortov, helleanlæg, midterrabat eller lignende.Køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3,5 t, kan dog, medmindreandet bestemmes i en lokal bekendtgørelse, standses eller parkeres med endel af køretøjet på fortov, såfremt dette ikke er til fare eller ulempe forfærdslen på fortovet. Bestemmelsen i § 28, stk. 3, fik sit nuværende ind-hold ved færdselsloven af 10. juni 1976. Af forarbejderne42fremgår bl.a.,at man havde overvejet, hvorvidt standsning eller parkering med en del af42

køretøjet på fortov helt skulle forbydes. Under henvisning til, at det mangesteder, herunder på veje, hvor kørebanen er smal, er ønskeligt at tilladedenne form for standsning eller parkering, blev en sådan ordning imidler-tid ikke foreslået. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at der hervedogså blev taget hensyn til, at et forbud i meget betydeligt omfang villenødvendiggøre fravigelser gennem afmærkning. Om baggrunden for reg-len om, at der lokalt kan fastsættes forbud mod parkering med en del afkøretøjet på fortov, anføres i bemærkningerne, at det ikke kan udelukkes,at det i visse områder vil være mere hensigtsmæssigt som udgangspunkthelt at forbyde denne form for standsning eller parkering, således at dennekun er tilladt, såfremt det er tilkendegivet ved særlig afmærkning.Der ses at være op mod 38 kommuner43,der i 2011 havde indført forbudmod delvis standsning og parkering på fortov. Dette omfatter både kom-muner, hvor parkeringsbekendtgørelsen er gældende for hele kommunen,og hvor bekendtgørelsen alene er gældende inden for byzonen eller nær-mere angivne byer i kommunen. I en enkelt kommune44gælder forbuddetudelukkende på nogle nærmere angivne vejstrækninger i bymidten.Elleve af de kommuner, hvor parkering delvis på fortov er tilladt, har fast-sat en bestemmelse om, at sådan parkering alene er tilladt, hvis der frihol-des mindst 1,5 m af fortovet.45Èn kommune har fastsat en bestemmelseom, at parkering delvis på fortov er tilladt, hvis der er passagemulighed forfodgængertrafik. Som nævnt ovenfor fremgår det allerede af færdselslo-vens § 28, stk. 3, at parkering delvis på fortov med et køretøj, hvis total-vægt ikke overstiger 3,5 t, kan ske, hvis dette ikke er til fare eller ulempefor færdslen på fortovet. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der efter ensamlet vurdering ikke bør foretages en nærmere regulering heraf i de loka-le bestemmelser, som derfor bør ophæves.For de mange bilister, der færdes i hele landet på tværs af kommunegræn-serne, kan det forekomme noget uigennemskueligt, hvad der gælder hvor iforhold til delvis parkering på fortov, navnlig fordi et eventuelt forbud ikkefremgår på stedet, men alene i en bekendtgørelse på den enkelte kommu-nes hjemmeside.43

Arbejdsgruppen har derfor drøftet, om der i færdselsloven kan fastsættesen generel regel om fortovsparkering, der som udgangspunkt alene kanfraviges ved afmærkning, dvs. ved etablering af parkeringsbåse eller skilt-ning. En sådan skiltning kan eventuelt oprettes som zoner, hvor det gene-relle udgangspunkt om standsning eller parkering fraviges.En sådan generel regel i færdselslovens kunne som udgangspunkt udfor-mes enten som et generelt forbud mod al standsning og parkering på fortoveller som en generel regel om, at køretøjer, hvis tilladte totalvægt ikkeoverstiger 3,5 t, kan parkere med en del af køretøjet på fortovet.For et generelt forbud kan tale, at parkering på fortovene i almindelighedmå antages at medføre et slid og skader, som indebærer en omkostnings-mæssig byrde for kommunerne. På den anden side vil et fuldstændigt for-bud mod parkering på fortov kunne betyde, at antallet af parkeringspladseri nogle kommuner vil blive indskrænket væsentligt.Det bemærkes, at det i dag ikke tilkommer kommunale parkeringskontrol-lører at påse overholdelsen af hovedregel i færdselslovens § 28, stk. 3, 3.pkt., hvorefter delvis standsning eller parkering på fortov med køretøjer,hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3,5 t, er lovlig, såfremt dette ikke ertil fare eller ulempe for færdslen på fortovet, jf. færdselslovens § 122 a, jf.§ 121, stk. 1, nr. 2. Parkeringskontrollørerne har således ikke bemyndigel-se til at foretage det konkrete skøn i forhold til, om en parkering er ”tilfareeller ulempe”.Denne vurdering kan alene foretages af politiet. Arbejds-gruppen finder det generelt ikke hensigtsmæssigt, at parkeringsreglerneindeholder regler med betydelige elementer af konkrete skøn, som ikkekan håndhæves af kommunale parkeringskontrollører, men alene af politi-et. Arbejdsgruppen finder således ikke behov for i en bestemmelse, somtillader parkering delvist på fortov, at bevare kriteriet, der indebærer etkonkret skøn over, om der er ”fare eller ulempe”. De hensyn, som er søgtvaretaget med dette kriterium, må efter arbejdsgruppens opfattelse værevaretaget i tilstrækkeligt omfang med færdselslovens § 3, hvor det er fast-sat, at trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, såder ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og såledesat færdslen ikke unødigt hindres eller forstyrres, samt at der skal vises hen-syn over for dem, der bor eller opholder sig ved vejen. Hvis færdselslovens§ 28, stk. 3, 3. pkt., ændres, så kriteriet ”fare eller ulempe” udgår, og enparkering herefter – som ellers sker inden for rammerne af bestemmelsen –viser sig at være til fare eller ulempe, vil en sådan parkering kunne anses53

for at overtrædelse af færdselslovens § 3, som også alene politiet kanhåndhæve. Det bemærkes i den forbindelse, at overtrædelse af bl.a. dennævnte bestemmelse i færdselslovens § 28, stk. 3, i dag kun straffes, hvisstandsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigtvoldt ulempe for færdslen, jf. færdselslovens § 118, stk. 6, jf. § 121, stk. 1,nr. 2.Arbejdsgruppen finder på denne baggrund samlet set at burde anbefale, atder i en generel regel om parkering i færdselslovens § 28 skal gælde etforbud mod standsning eller parkering på fortov. Da behovet for at tagehensyn til fodgængerne som udgangspunkt synes at være størst i byområ-der, finder arbejdsgruppen imidlertid, at denne generelle regel for så vidtangår personbiler bør nuanceres, så det generelle forbud mod standsningog parkering på fortov begrænses til tættere bebyggede områder, dvs. om-råder afgrænset med byzonetavler, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens §23, E 55. Der henvises om en sådan ændring af § 28, stk. 3, 3. pkt., til § 1,nr. 3, i det lovudkast, der findes under pkt. 5.1 nedenfor.Samtidig finder arbejdsgruppen, at der her er tale om et område, hvor detvil være meget naturligt, at kommunerne i lokale bekendtgørelser kanud-videdet område, hvor der lovligt kan parkeres eller standses. Der vil såle-des f.eks. ved lokal bekendtgørelse kunne fastsættes, at køretøjer, hvis til-ladte totalvægt ikke overstiger 3,5 t – inden for rammerne af færdselslo-vens § 3 – lovligt kan foretage standsning eller parkering delvis på fortov itættere bebygget område, uden at det er nødvendigt at anvise dette medskiltning, afmærkning mv. Hvis en kommune derimod vil påbyde parke-ring delvis på fortov som eneste mulighed i tættere bebygget område ogderved samtidig forbyde parkering med hele køretøjet på kørebanen i tæt-tere bebygget område i kommunen eller dele af kommunen, vil det der-imod skulle angives ved skiltning, afmærkning mv.Den foreslåede regel vil samtidig indebære, at der uden for tættere bebyg-gede områder vil kunne standses eller parkeres med en del af køretøjet påfortovet, med mindre dette er i strid med færdselslovens § 3, eller der lo-kalt gælder et forbud anvist ved skiltning, afmærkning mv. Vejbestyrelsenkan herunder i medfør af § 92, stk. 1, nr. 1, jf. § 92 c, stk. 4, ved etableringaf afmærkning fravige færdselslovens generelle udgangspunkt, således atdet f.eks. i områder med særligt sårbare fortove, er forbudt at standse ellerparkere delvist på fortovet.

2.4.2.2.2. Standsnings- og parkeringsforbud på yderrabatterDer ses at være 20 kommuner46, der i medfør af færdselslovens § 92, stk.1, i 2011 havde fastsat forbud mod standsning og parkering påyderrabbat-ter (som også kan betegnes som veisiderabatter eller rabatter uden foryderste færdselsareal).Bestemmelserne varierer mellem at forbydestandsning og parkering på sådanne rabatter og rabatter uden hård belæg-ning (”grønne eller belagte sidearealer”; ”græsklædte fortovs- og rabatare-aler”; ”rabatter og lignende uden hård belægning”; ”græsrabatter uden sær-lig befæstelse”; ”rabatter, der ikke ved en fast belægning er særligt indret-tet til parkering”; ”helt eller delvis græsklædte fortovs- og rabatarealer”).I 13 af kommunerne47gælder forbuddet mod parkering på yderrabatter kuninden for tættere bebygget områder afgrænset med byzonetavler eller ude-lukkende i nærmere angivne større byer i kommunen. I syv kommuner,herunder København og Frederiksberg gælder forbuddet i hele kommu-nen48Formuleringen af det direkte forbud mod at standse og parkere på cykelsti,gangsti eller fortov i færdselslovens § 28, stk. 3, 1. pkt., blev indsat ved lovnr. 287 af 10. juni 1976. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til færd-selslovens § 28 fra 197549, at allerede efter dagældende ret var standsningeller parkering med fire hjul på cykelsti, gangsti eller fortov i strid medden dagældende bestemmelse i færdselslovens § 32, stk. 1, om anvendelseaf færdselsbaner. Samtidig blev bestemmelsens 2. pkt., om at standsnings-og parkeringsforbuddet i 1. pkt. også skal gælde for midterrabat, hellean-læg og lignende, indsat. Det fremgår af forarbejderne, at det særligt i byer-ne af miljømæssige grunde findes uheldigt, at der foretages standsning el-ler parkering her. Der er ikke i færdselslovens forarbejder taget stilling til,hvilke ”lignende” arealer standsnings- og parkeringsforbuddet omfatter, ogarbejdsgruppen har ikke kendskab til trykt praksis fra domstolene, som ta-ger stilling hertil.Det følger imidlertid af færdselslovens § 28, stk. 2, 3. pkt., at køretøjet vedstandsning eller parkering skal anbringes i vejens længderetning ved køre-banens yderkant eller om muligt uden for denne. Kørebane er i færdselslo-vens § 2, nr. 9, defineret som den del af vejen, der er bestemt for kørende,46

herunder dog ikke cykelsti eller ridesti. Bestemmelsen i færdselslovens §28, stk. 2, 3. pkt., blev indsat ved lov nr. 153 af 24. maj 1955 (dengang §38, stk. 2, 2. pkt.). Det fremgår af bestemmelsens forarbejder50, at der forså vidt angår arealet uden for kørebanens yderkant i første række tænkespå rabatten eller lignende arealer. Det er således forudsat, at der – såfremtdet er muligt – skal standses eller parkeres i rabatten ved almindelig parke-ring ved kørebanens yderkant.Det bemærkes, at skiltene i vejafmærkningsbe-kendtgørelsens § 13, UC 60, 5, og UC 60, 6, kananvendes til at forbyde standsning eller parkering iyderrabat.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at forbud mod standsning eller parke-ring i yderrabatten må antages at være særlig relevant i bymæssig bebyg-gelse. Derimod må det anses for særdeles uhensigtsmæssigt helt at forbydestandsning og parkering i rabat uden for tættere bebygget område, da detteofte er det færdselssikkerhedsmæssigt mest hensigtsmæssige areal atstandse eller parkere på. Dertil kommer, at det ved indførelsen af færdsels-lovens § 28, stk. 2, 3. pkt., som nævnt blev forudsat, at man om muligtparkerer i rabatten. Arbejdsgruppen mener derfor, at en eventuel generelregel om forbud mod parkering i yderrabatten for så vidt angår personbilerbør afgrænses til tættere bebygget område.Arbejdsgruppen er opmærksom på, at et forbud ligeledes kan være rele-vant ved yderrabatter uden hård belægning, hvor parkering kan tænkes atødelægge rabatten. Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke, at der kan for-muleres en tilstrækkelig entydig regel herom, som det i praksis vil være letfor parkanter at efterleve. Arbejdsgruppen finder derfor, at der – hvis derønskes indført et forbud i videre udstrækning, end der følger af den fore-slåede generelle regel – må ske skiltning eller afmærkning,Samtidig finder arbejdsgruppen, at der – på samme måde som medspørgsmålet om parkering delvist på fortov, jf. ovenfor under pkt. 2.4.2.2.1– her er tale om en område, hvor det vil være naturligt, at kommunerne ilokale bekendtgørelser kanudvidedet område, hvor der lovligt kan parke-res eller standses, så det også omfatter standsning eller parkering i yderra-bat i tættere bebygget område, uden at dette skal anvises ved skiltning, af-mærkning mv.50

Et udkast til de ændringer i færdselslovens § 28, stk. 3, der i lyset af oven-stående er nødvendige, fremgår af § 1, nr. 2-3, i det lovudkast, som findesunder pkt. 5.1 nedenfor.2.4.2.2.3. HavariDer ses i 2011 at være 35 kommuner51, der under henvisning til færdsels-lovens § 92, stk. 1, har fastsat bestemmelser om havarerede køretøjer i de-res lokale parkeringsbekendtgørelse.Færdselsloven indeholder ikke en definition af begrebet havari. Det frem-går derimod af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 161 af 22. marts 1999 omslæbning af køretøjer, at der ved et havareret køretøj forstås et køretøj, derpå grund af uheld eller teknisk fejl ikke er i stand til at fortsætte kørslenved egen kraft eller ikke er i stand til at fortsætte kørslen forsvarligt.Det fremgår af færdselslovens § 31, stk. 2, at køretøj, som på grund affærdselsuheld, motorfejl eller af anden årsag er standset på et sted, hvordet er forbudt at standse eller parkere, snarest muligt skal flyttes til et pas-sende sted, medmindre andet følger af bestemmelserne i § 9. Færdselslo-vens § 9 fastsætter forpligtelser for trafikanter, der er indblandet i færd-selsuheld, og det fremgår af bestemmelsens stk. 3, at hvis nogen er dræbteller kommet alvorligt til skade ved færdselsuheldet, må der ikke ændresved forholdene på uheldsstedet eller fjernes spor, som kan være af betyd-ning for opklaringen af uheldet. Køretøj, der har været indblandet i uhel-det, skal dog flyttes, hvis dets placering er til fare for færdslen.I forhold til motorveje fremgår det derudover af færdselslovens § 47, at etkøretøj, der tvinges til standsning på grund af færdselsuheld, motorfejl el-ler af anden årsag, så vidt muligt skal placeres uden for kørebanen og der-efter snarest muligt fjernes fra motorvejen, medmindre andet følger af be-stemmelserne i § 9.Der er således ikke i færdselsloven fastsat konkrete bestemmelser om,hvornår et havareret køretøj kan anses for parkeret, og heller ikke regler,der præcist fastsætter, hvor længe et havareret køretøj, som ikke holder etsted, hvor det er forbudt at standse eller parkere, i øvrigt må være parkeret.51

Det antages imidlertid, at der er tale om en parkering fra det øjeblik, hvoret havareret køretøj kunne have været repareret eller slæbt bort, fordi køre-tøjet fra det øjeblik må anses for ”hensat”, jf. definitionen på parkering ifærdselslovens § 2, nr. 17.52Flytter ejeren ikke selv det havarerede køretøj, kan politiet fjerne det imedfør af færdselslovens § 123, stk. 1, nr. 2.I 32 af de nævnte 35 kommunale bekendtgørelser er der fastsat en tidsbe-grænsning for, hvor længe et havareret/ubrugbart køretøj må holde. Be-stemmelserne varierer fra en tidsbegrænsning på 48 timer (en kommune)53,24 timer (otte kommuner)54, 12 timer (21 kommuner)55og ned til tre timer(to kommuner).56Endvidere har to af kommunerne fastsat tidsbegrænsnin-gen således, at havarerede køretøjer ikke må parkeres om natten, f.eks. itidsrummet 18:00-06:00.57Baggrunden for disse kommunale bestemmelser må bl.a. antages at være,at kommunerne oplever, at havarerede køretøjer optager parkeringsplad-serne i længere tid end nødvendigt, hvilket bidrager til mangel på parke-ringspladser. Det må endvidere antages, at kommunerne i et vist omfangogså kan have inddraget æstetiske hensyn.Københavns Kommune har fastsat regler om havarerede køretøjer af enlidt anden karakter end i de andre kommuner. For det første er det i § 1,stk. 3, i Københavns Kommunes bekendtgørelse om parkering og stands-ning bestemt, at havarerede eller ubrugbare køretøjer anses for parkerede,hvis de har været henstillet i mere end 12 timer. Dernæst er det i bekendt-gørelsens § 5, stk. 3, bestemt, at havarerede eller ubrugbare køretøjer ikkemå parkeres i mere end 6 timer, jf. § 1, stk. 3. Denne konstruktion indebæ-rer, at tidspunktet for, hvornår der kan pålægges en parkeringsafgift, af-hænger af, om det havarerede køretøj holder i strid med standsnings- ogparkeringsreglerne eller ej. Holder det havarerede køretøj ikke i strid medde øvrige standsnings- og parkeringsregler, følger det af bekendtgørelsens§ 5, stk. 3, at køretøjet højst må være parkeret i 6 timer. Da det havarerede52

køretøj først anses for parkeret efter 12 timer, betyder det, at et havareretkøretøj samlet set må holde op til 18 timer, hvis det i øvrigt holder i over-ensstemmelse med standsnings- og parkeringsreglerne.Efter den gældende færdselslov afhænger det af den konkrete situation,hvornår et havareret køretøj må anses for parkeret. Det kan imidlertid væremeget svært for den enkelte parkeringsvagt konkret at vurdere, om et køre-tøj er havareret og i givet fald, om det må anses for ”hensat” og dermed forparkeret. Det forekommer derfor formentlig i praksis, at der udstedes par-keringsafgifter i situationer, hvor køretøjet faktisk var havareret, og hvordet endnu ikke havde været muligt at fjerne eller reparere køretøjet. Detbemærkes dog i den forbindelse, at det forhold, at der f.eks. i bilens forru-de er anbragt en seddel, hvoraf det fremgår, at køretøjet er havareret, ikkebør føre til, at køretøjet ikke i første omgang pålægges en afgift, hvis derikke i øvrigt er synlige tegn på havari. Desuden vil der i tilfælde, hvor etkøretøj ikke ved en almindelig besigtigelse kan konstateres havareret,normalt stilles krav til en efterfølgende dokumentation for, at der i detkonkrete tilfælde var tale om havari. Det vil dog i sidste ende altid væredomstolenes afgørelse ud fra en almindelig fri bevisvurdering.Selvom de fleste kommuner formentlig allerede efter gældende praksis ef-tergiver en afgift, hvis ejeren dokumenterer, at køretøjet var havareret, erdet arbejdsgruppens opfattelse, at der i færdselsloven bør indsættes en klarog entydig regel om, hvornår et havareret køretøj kan anses for parkeret.En sådan regel vil i givet fald skulle sikre, at føreren af et havareret køretøjikke bliver pålagt en afgift, før end føreren har haft rimelig tid til at flyttekøretøjet. Arbejdsgruppen skal på den baggrund anbefale, at et havareretkøretøj anses for parkeret 18 timer efter, at det er hensat. Forbrugerrådetfinder dog, at et havareret køretøj først skal anses for parkeret 24 timer ef-ter, at det er hensat, idet en sådan regel vil være lettere for forbrugeren athuske og forstå.Arbejdsgruppen finder også, at det bør fremgår udtrykkeligt at færdselslo-ven, hvornår et køretøj i den forbindelse skal anses for havareret. Det børefter arbejdsgruppens opfattelse – i overensstemmelse med § 1, stk. 2, ibekendtgørelse nr. 161 af 22. marts 1999 om slæbning af køretøjer – væretilfældet, når køretøjet på grund af uheld eller teknisk fejl ikke er i stand tilat fortsætte kørslen ved egen kraft eller ikke er i stand til at fortsætte kørs-len forsvarligt.

Hermed er der ikke gjort op med, at parkeringsvagten i den konkrete situa-tion kan have vanskeligt ved at afgøre, om et køretøj er havareret eller ej.Er der imidlertid omstændigheder, der tyder på havari, vil det følge af be-stemmelsen, at en parkeringsafgift forudsætter en konstatering af, at køre-tøjet har holdt der i minimum 18 timer.Er der derimod på køretøjet ingen tydelige tegn på havari, vil parkerings-vagten som hidtil kunne pålægge en parkeringsafgift, hvis køretøjet holderi strid med standsnings- eller parkeringsreglerne på stedet. Kan ejeren afkøretøjet efterfølgende dokumentere, at køretøjet faktisk var havareret, ogat de 18 timer ikke var udløbet, foreslår arbejdsgruppen, at der bør gældeen pligt til at eftergive parkeringsafgiften efterfølgende.Når et havareret køretøj – med den foreslåede regel efter udløbet af perio-den på 18 timer fra, at det er hensat – anses for parkeret, skal det naturlig-vis – som alle andre køretøjer – overholde de på stedet gældende stands-nings- og parkeringsrestriktioner. Hvis det havarerede køretøj f.eks. erhensat et sted, hvor der gælder en regel om to timers parkering, vil køretø-jet således samlet set kunne være hensat på stedet i 20 timer fra, at det ha-varerede, forudsat at parkeringsskiven indstilles efter forskrifterne efterudløbet af havariperioden. Er det havarerede køretøj hensat på en beta-lingsparkeringsplads, vil køretøjet efter udløbet af havariperioden kun lov-ligt kunne være parkeret på stedet, hvis der betales for parkeringspladsen ioverensstemmelse med forskrifterne.Arbejdsgruppen har på baggrund af ovenstående udformet et forslag til enændring af færdselslovens § 2, nr. 17, som fastlægger, hvornår noget skalanses for en parkering. Der henvises herom til § 1, nr. 1, i det lovudkast,som findes under pkt. 5.1 nedenfor.Arbejdsgruppen bemærker i øvrigt, at bestemmelsen i færdselslovens § 31,stk. 2, finder uændret anvendelse.2.4.2.2.4. Tunge køretøjer og påhængskøretøjerStørstedelen af de kommuner, der i 2011 havde vedtaget en lokal parke-ringsbekendtgørelse, har fastsat regler om parkering af tunge køretøjer ogpåhængskøretøjer, herunder campingvogne.Det bemærkes, at i forarbejderne til § 92 og § 92 c, stk. 4, er netop sådanneregler nævnt som eksempler på, hvad kommunerne kan vedtage ved en lo-

Ca. 50 kommuner har fastsat en regel om, at køretøjer med tilladt totalvægtover 3.500 kg om natten i tidsrummet kl. 19-07 eller kl. 18-06 kun må par-keres, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning. Ca. 20 kommunale be-kendtgørelser angiver konkret, hvilke strækninger i kommunen tunge køre-tøjer kan parkere på.I ca. 20 kommuner er der fastsat en generel tidsbegrænsning for parkeringaf tunge køretøjer på vej. 10-15 kommuner kombinerer den generelle tids-begrænsning med en regel om, at tunge køretøjer ikke må parkeres i mereend f.eks. fire timer 1) i boligområder eller på andre veje og pladser, hvorder forefindes beboelse inden for en afstand af 100 m, medmindre der fin-des særligt afmærkede pladser for sådanne køretøjer eller 2) på veje, hvorder i henhold til færdselslovens bestemmelser ved skiltning er fastsat enhøjere tilladt hastighed end den i byzoneområdet gældende.Arbejdsgruppen har drøftet behovet for regulering og anvisning af egnet(nat)parkeringsplads for tunge køretøjer i form af busser og lastbiler. Detmå antages, at hensynet bag fastsættelsen af parkeringsforbud om nattenfor disse tunge køretøjer er at undgå, at køretøjerne – der optager megetparkeringsplads – optager parkeringspladser i byområderne i de timer,hvor beboerne primært har et parkeringsbehov. Ved siden af det generellenatlige parkeringsforbud anvises egnet lokal natlig parkeringsplads entenved afmærkning på stedet eller både ved afmærkning på stedet og ved an-givelse af de geografiske steder i den kommunale bekendtgørelse. Dekommunale regler om parkering med tunge køretøjer retter sig primærtmod erhvervsdrivende, f.eks. lastbil- og buschauffører.Idet reglerne om parkering for disse tunge køretøjer som altovervejendehovedregel retter sig mod erhvervsdrivende, finder arbejdsgruppen det ik-58

ke betænkeligt også fremover at lade spørgsmålet være reguleret vedkommunale bekendtgørelser, som kan variere fra kommune til kommune,Der henvises i den forbindelse til det, der er anført ovenfor indledningsvistunder pkt. 2.4.2.2.Ca. 50 kommuner havde i 2001 fastsat en generel tidsbegrænsning eller etforbud mod parkering om natten uden for afmærkede steder for parkeringmed påhængskøretøjer, herunder campingvogne. Tilsvarende gælder forautocampere, der i almindelighed vil være at betragte som et tungt køre-tøj.59De lokale bestemmelser om, hvor længe og hvor campingvogne og auto-campere må parkere, er meget forskellige. Nogle kommuner har et genereltforbud mod, at campingvogne parkeres på f.eks. parkeringspladser, mensandre har 12 eller 48 timers tidsbegrænsning. Endvidere har flere kommu-ner fastsat forbud mod parkering med henblik på overnatning.Idet reglerne om parkering for disse køretøjer som altovervejende hoved-regel retter sig mod et særlig segment af trafikanter, som må kunne forven-tes at vide, at der for deres færdselart gælder særlige regler, og for hvemdet således synes mere naturligt at undersøge lokale regler, inden der par-keres, finder arbejdsgruppen det ikke betænkeligt også fremover at ladespørgsmålet være reguleret ved kommunale bekendtgørelser, som kan va-riere fra kommune til kommune, jf. pkt. 2.4.2.2 ovenfor.2.4.2.2.5. Parkantens dokumentation for betalt parkeringstidArbejdsgruppen har ved gennemgang af de kommunale bekendtgørelser,der var udstedt i 2011, konstateret, at vejlovens § 107, stk. 2, i praksis an-gives som delvis hjemmel til udstedelse af de lokale parkeringsbekendtgø-relser for så vidt angår bestemmelser om parkantens dokumentation for be-talt parkeringstid.Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november2011 (vejloven), hører under Transportministeriet og indeholder i § 107grundlaget for, at en kommune kan kræve betaling for parkering på offent-lige veje. I bestemmelsen benyttes ordene ”afgift” og ”parkeringsafgift”,hvilket imidlertid ikke må forveksles med den parkeringsafgift, som kanpålægges efter færdselsloven for overtrædelse af parkeringsreglerne.

Efter vejlovens § 107, stk. 1, kan vejbestyrelsen for det første lade opkræ-ve en afgift (betaling) for benyttelse af særligt indrettede offentlige parke-ringspladser og -anlæg, til dækning af udgifterne ved indretningen og drif-ten heraf, herunder udøvelsen af tilsyn med de parkerede motorkøretøjer.Dernæst kan vejbestyrelsen efter § 107, stk. 2, i samråd med politiet be-stemme, at der på offentlige veje, hvor en begrænsning af adgangen til atparkere motorkøretøjer er ønskelig, opkræves en parkeringsafgift (beta-ling), der kan sættes i forhold til det tidsrum, i hvilket motorkøretøjerneholdes parkeret.Bestemmelsen om adgangen til at opkræve betaling for parkering blev ind-ført ved § 56 i lov nr. 195 af 29. marts 1957 om bestyrelse af de offentligeveje. I bemærkningerne60til den pågældende bestemmelse er der henvisttil, at den svarer til bestemmelsen i det udkast til lovforslag, der var inde-holdt i Vejlovsudvalget i Betænkning nr. 117/195 vedrørende forslag til deoffentlige vejes bestyrelse m.m.61Følgende er bl.a. anført i bemærkningerne til § 56 i det udkast til lov ombestyrelsen af offentlige veje, der var indeholdt i Vejlovsudvalgets be-tænkning, jf. bilag 3, side 101 ff.:”Som nærmere angivet i betænkningen (pag. 46-49) er spørgsmåletom at fremskaffe den fornødne plads til holdende og parkerede køretø-jer blevet stadig mere brændende på grund af den stærke vækst af an-tallet af motorkøretøjer.[…]Det foreslås derfor, at der til supplering af de fornævnte bestemmelseri færdselsloven åbnes mulighed for i særlige tilfælde at opkræve par-keringsafgifter, når det skønnes ønskeligt at begrænse parkeringen pådet pågældende sted. Opkrævningen af sådanne afgifter vil mulig ivisse tilfælde hensigtsmæssigt kunne ske ved anvendelsen af parke-ringsautomater. Sådanne afgifter bør dog ikke anvendes for at skaffeden enkelte vejbestyrelse en indtægt, men kun når færdselsmæssigehensyn, d.v.s. de motorkørendes egen interesse, i særlig grad taler her-for. Det foreslås derfor, at vedkommende politimyndighed skal erklæ-re sig enig i, at afgiften opkræves.”

benyttelse af områder, der er betalingspålagt, herunder hvordan bilistenskal dokumentere betaling af parkeringsafgiften (parkeringstid).Vejlovens § 107, stk. 2, er imidlertid i praksis blevet anvendt som bemyn-digelse til ikke blot at etablere betalingsparkeringsordninger, men også enhjemmel til at udstede lokale bestemmelser herom. F.eks. har KøbenhavnsKommune med henvisning til vejlovens § 107, stk. 2, udstedt bekendtgø-relse af 27. maj 2005 om standsning og parkering i København og fastsatfølgende bestemmelse i § 7:”I områder afgrænset med P-zonetavle, der tilkendegiver betalings-parkering, skal der betales for parkering i overensstemmelse medhvad, der er gældende inden for det pågældende område. Parkerings-perioden kan forlænges, hvis der betales herfor.Stk. 2. Parkeringsbilletten skal anbringes synligt umiddelbart inden forforruden og skal tydeligt kunne læses udefra.Stk. 3. En gyldig parkeringsbillet kan benyttes til flere parkeringer in-den for samme takstområde eller i takstområder med lavere takst. Engyldig parkeringsbillet kan også overdrages til og benyttes af andre bi-lister.”

Det kan ikke ud fra bestemmelsens ordlyd og forarbejderne til bestemmel-sen udelukkes, at det har været den oprindelige hensigt, at vejlovens § 107,stk. 2, giver hjemmel til udstedelse af lokale bestemmelser om betalings-parkeringsordninger, men det fremgår på den anden side heller ikke ud-trykkeligt. Af færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 9, fremgår derimod, at derkan pålægges en afgift for overtrædelse af de bestemmelser om benyttelseaf parkometre, parkeringsautomater eller lignende, der udfærdiges i med-før af § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.62Det må imidlertid på den an-førte baggrund lægges til grund, at vejlovens § 107, stk. 2, i praksis er ble-vet fortolket som en bemyndigelse til ikke blot at etablere betalingsparke-ringsordninger, men også som en hjemmel til at udstede lokale bestemmel-ser herom.I alt havde ca. 14 kommuner i 2011 i lokale bekendtgørelser fastsat be-stemmelser om fremgangsmåden ved betalingsparkering. Der er mindrevariationer i formuleringen af bestemmelserne, men arbejdsgruppen harikke konstateret større indholdsmæssige forskelle. Typisk indeholder be-stemmelserne således en indledende regel om, at der i betalingsområder62

skal betales for parkering, at brugsanvisningen på automaten skal følges,og at køretøjet skal fjernes inden udløb af købt parkeringstid. Derudoverfastsætter bestemmelserne typisk, at en parkeringsbillet/beboerlicens skalplaceres inden for forruden (eller en af fordørenes ruder), og at den tyde-ligt skal kunne læses udefra. Endelig har ca. halvdelen af kommunerne be-stemt, at der i forruden mv. ikke må ligge andre parkeringsbilletter endden, der anvendes ved parkeringen.Af Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 191 f.,fremgår bl.a. følgende om uaflæselig parkeringsbillet:”Center for Parkering pålægger parkeringsafgifter i det omfang, enparkeringsbillet er anbragt uaflæseligt.Center for Parkering frafalder imidlertid parkeringsafgifterne, hvis denumiddelbart uaflæselige parkeringsbillet beviseligt var gyldig på dettidspunkt, hvor parkeringsafgiften blev pålagt. Baggrunden herfor erdels, at det må anses for en ekstraordinær omstændighed, at den netopkøbte billet blæser ned på sædet eller på gulvet, dels at der i retsprak-sis er en tendens til, at sådanne sager, hvor der alene er en undskylde-lig formel mangel, og hvor der trods alt beviseligt er købt en billet, ik-ke sjældent gives bilisten medhold.På baggrund af denne praksis vedrørende frafald af afgifter er der ind-ført en rutine i forbindelse med parkeringskontrollen. Her foretager deenkelte parkeringsvagter en grundig besigtigelse af køretøjet. Udoverat syne bilens ruder ses også efter, om en eventuel billet skulle værefaldet på gulvet.Får parkeringsvagten øje på en sådan billet, og er den uaflæselig, på-lægges parkeringsafgiften, samtidig med at et eventuelt synligt kon-trolnummer på billetten noteres på girokortets kontrolkort. ModtagerCenter for Parkering herefter en indsigelse sammen med parkerings-billetten, og stemmer kontrolnummeret fra kontrolkortet overens medkontrolnummeret på den vedlagte parkeringsbillet, frafaldes afgiften.Har parkeringsvagten ikke noteret et kontrolnummer, eller er der ikkeoverensstemmelse mellem kontrolnummeret på parkeringsbilletten ogpå kontrolkortet, fastholdes den pålagte parkeringsafgift, hvilket ogsåer accepteret af Højesteret i kendelsen af 12. januar 2010.Eksempel 198:

Af Højesterets kendelse af 12. januar 201063fremgår bl.a.følgende:"I et tilfælde som det foreliggende, hvor det som anførter ubestridt, at parkeringsbilletten ikke var anbragt ioverensstemmelse med reglen i bekendtgørelsen, må detpåhvile [bilisten] at bevise, at den lå på en sådan måde,at parkeringsvagten alligevel kunne se den ved kontrol ioverensstemmelse med reglerne i vejledningen om ud-færdigelse af parkeringsafgifter."Henset til den indførte fotodokumentation vil det formentligi fremtiden være sådan, at Center for Parkering kan bevise,at billetten ikke var placeret i forruden, som den skal være.Herefter følger det direkte af Højesterets kendelse, at så erdet op til bilisten at bevise, at den pågældende parkeringsaf-gift er pålagt med urette.”

Følgende fremgår på side 193 ff. vedrørende ikke synlig parkeringsbillet:”Af § 7, stk. 1, i bekendtgørelsen om standsning og parkering i Kø-benhavn fremgår, at bilisten ved parkering i betalingszonen skal betaleafgift. Af bekendtgørelsens § 7, stk. 2, fremgår, at billetten tydeligtskal kunne læses udefra.Heraf kan udledes et klart krav om, at billetten skal være placeret syn-ligt. En overtrædelse af kravet om synlig parkeringsbillet kan i sig selvmedføre pålæggelse af en parkeringsafgift.Denne forseelse har før indførelsen af fotodokumentation ført til enmasse sager, hvori det afgørende bevisspørgsmål var, om parkerings-vagten havde ret i, at der ikke var en synlig billet i forruden.Selv om det desværre ikke kan undgås, at der kan opstå uenighed mel-lem bilisten og parkeringsvagten om de faktiske forhold, så har Centerfor Parkering imidlertid siden februar 2009 haft mulighed for at sup-plere sagens øvrige oplysninger med fotos af forseelsen, og det er vo-res forventning, at indførelsen af fotos i de fleste sager vil mindske an-tallet af sager, der alene vedrører bevisbedømmelsen.Center for Parkering har som anført i afsnit 2 bevisbyrden for, at enparkeringsafgift er pålagt med rette. Selv om der i dansk ret er sket enafkriminalisering af parkeringsafgifter i begyndelsen af 1970’erne,hvorefter sagerne er blevet behandlet i den civile retsplejes former, så63

må pålæggelsen af en parkeringsafgift anses som en straf i den Euro-pæiske Menneskerettighedskonventions forstand. Dette indebærerbl.a., at der i forhold til den enkelte bilist gælder en uskyldsformod-ning, og at bilisten ikke har pligt til at afgive forklaring i forbindelsemed prøvelsen af parkeringsafgiftssag.Eksempel 201:Østre Landsret havde i fire domme af 8. januar 2009 tilkendegi-vet, at da de kommunale parkeringsvagter er særligt uddannedetil deres arbejde, er der en formodning for, at de udøver deresforvaltningsmyndighed som parkeringsvagter i overensstem-melse med de udarbejdede vejledningsbestemmelser herom.To af disse sager blev indbragt for Højesteret, der den 12. januar2010 afsagde kendelser i sagerne. I den ene sag tiltrådte Høje-steret, at afgiften var pålagt med rette, og bemærkede i øvrigt, atder efter bevisførelsen ikke er grundlag for at antage, at parke-ringsvagternes arbejdsforhold er tilrettelagt således, at de er til-skyndet til at udstede et vist større antal parkeringsafgifter.Den anden sag var en sag om et ikke synligt handicapskilt. Hø-jesteret henviste i sin afgørelse til den begrundelse, som fremgikaf fogedrettens afgørelse, hvori fogedretten lagde vægt på, at bi-listen havde protesteret over afgiften umiddelbart efter, at dennevar pålagt, at bilisten og dennes hustru havde afgivet troværdigeforklaringer om, at invalideskiltet var fast monteret på solskær-men, således at det på kontroltidspunktet var placeret synligt udmod forruden, og at parkeringsvagterne ikke kunne huske denkonkrete sag, men havde henholdt sig til den normale procedurefor pålæggelse af afgifter. Det var således på baggrund af enkonkret vurdering af beviserne i sagen, at Højesteret nåede fremtil, at parkeringsafgiften skulle frafaldes. Højesteret lægger dogogså vægt på, at det må antages, at kommunen har haft mulig-hed for at sikre sig bevis ved fotografering.64Folketingets Ombudsmand havde tidligere den 10. april 200265tagetstilling til Parkering Københavns praksis i forhold til ikke synlige bil-letter.Om den konkrete sag oplyste Parkering København, at køretøjet blevobserveret i 5 minutter, inden afgiften blev pålagt, og der blev ifølgeparkeringsvagten ikke konstateret en synlig parkeringsbillet. Parke-64

ringsbilletter kan helt legalt overdrages bilister imellem. Det er derforkontroltidspunktet på gaden, der ligger til grund for Parkering Køben-havns afgørelser. Selv om der kan fremvises en gyldig parkeringsbilletefterfølgende, beviser det ikke, at billetten var købt af pågældende ogheller ikke, at den pågældende billet forelå synligt, da køretøjet blevkontrolleret.Folketingets Ombudsmand anførte herefter følgende:”Min undersøgelse af sagen har alene vedrørt den praksis somParkering • Københavns fastholdelse af parkeringsafgiften ved af-gørelsen af 26. februar 2002 er udtryk for.Bestemmelsen i Københavns Kommunes bekendtgørelse omstandsning og parkering i København af 7. juni 2001, § 6, stk. 4,er sålydende:”Bliver en parkomatplads ledig inden udløbet af den tid, der er be-talt for, kan den resterende tid benyttes af et efterfølgende køretøjuden betaling ved overdragelse af parkeringsbilletten.”I bekendtgørelsen er det videre – som anført ovenfor – bestemt atparkeringsbilletten tydeligt skal kunne aflæses udefra og at denderfor skal anbringes i forruden eller i en af fordørenes ruder.En efterfølgende fremvisning af en (gyldig) parkeringsbillet er så-ledes ikke i sig selv dokumentation for at parkeringsbekendtgørel-sens regler har været iagttaget. Jeg henviser herved også til at par-keringsbilletten kan overdrages.Om der i det enkelte tilfælde måtte være anledning til at iværksæt-te særlige undersøgelser af omstændighederne ved pålæggelsen afen parkeringsafgift må bero på forholdene i den enkelte sag –navnlig hvad der gøres gældende fra den der anfægter lovlighedenaf pålægget. Den praksis der i almindelighed følges af Parkering •København giver mig ikke anledning til bemærkninger.”Center for Parkerings praksis vedrørende synlige billetter havde ogsåstøtte i flere andre kendelser fra Østre Landsret:Eksempel 202:Østre Landsret tog den 14. januar 200066stilling til en sag, hvorder var uenighed om, hvorvidt der havde været en gyldig billet iforruden. Fogedretten fandt på baggrund af parkeringsvagtens66

forklaring om, at hun alene udsteder parkeringsafgifter, når derikke var en synlig gyldig parkeringsbillet, og at der ikke i denpågældende bil havde været en synlig parkeringsbillet, hvorforparkeringsafgiften var lovligt pålagt.Østre Landsret stadfæstede denne kendelse af de grunde, foged-retten anførte, idet Østre Landsret samtidig bemærkede, at bili-sten ikke fremsatte indsigelser mod parkeringsafgiften i forlæn-gelse af, at han blev pålagt denne.Som anført i afsnit 4.2.6 skal der som udgangspunkt tages fotos. Så-danne fotos vil i almindelighed kunne eliminere en eventuel tvivl om,hvorvidt der var placeret en billet i forruden. Og derfor finder vi ikkeanledning til at gennemgå en række fogedretssager, der i øvrigt for endels vedkommende er omtalt i det tidligere administrationsgrundlag.Det er meget væsentligt, at parkeringsvagterne også i fremtiden eropmærksomme på betydningen af, at der tages gode fotos, der viser, atder ikke var synlige billetter i forruden.Fogedretten har haft anledning til at tage stilling til en situation, hvorbilisten i stedet for billetten, blot havde lagt sin kvittering for køb afbilletten i forruden. Da det bl.a. ikke fremgår af kvitteringen, hvorlang tid p-billetten gælder, vil dette ikke være tilstrækkeligt.Eksempel 203:I denne sag havde bilisten lagt den kvittering, som udskrivesved køb af parkeringsbillet, i forruden i stedet for billetten. Afkvitteringen fremgår, hvornår der er købt parkeringsbillet samtbeløbet, der er betalt, men der fremgår ikke oplysninger omparkeringszone eller om, hvor lang tid p-billetten gælder. Fo-gedretten i Glostrup afsagde den 24. marts 200967kendelse om,at parkeringsafgiften var korrekt, idet kvitteringen ikke kangælde som p-billet.”

Det må efter arbejdsgruppens opfattelse antages at følge af gældende ret, atdet er en betingelse for at opkræve betaling for en parkering, at der indenfor en rimelig afstand fra hver enkelt parkeringsplads, er muligt at betalefor parkering. Arbejdsgruppen finder imidlertid, at dette bør fremgå ud-trykkeligt af bekendtgørelsen, idet arbejdsgruppen dog samtidig bemærker,at det må bero på en konkret vurdering, om dette kriterium er opfyldt, menat der efter omstændighederne vil kunne stilles visse krav til, hvilke be-stræbelser en parkant skal udfolde for at betale for anvendelsen af en beta-lingsparkeringsplads.Der er endvidere enighed i arbejdsgruppen om, at reguleringen ikke skalhindre anvendelsen af teknologiske muligheder for at dokumentere betaltparkeringstid (f.eks. betaling via mobiltelefon).Arbejdsgruppen har noteret sig, at vejlovens § 107, stk. 2, i praksis er ble-vet fortolket som en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om beta-lingsparkering. Arbejdsgruppen foreslår imidlertid på den anførte bag-grund, at der i vejlovens § 107 indsættes en udtrykkelig bestemmelse,hvorefter transportministeren bemyndiges til at udstede nærmere reglerherom. Der henvises om de foreslåede ændringer i vejloven til § 2 i detlovudkast, som findes under pkt. 5.1 nedenfor.Derudover foreslår arbejdsgruppen, at der i medfør af den foreslåede be-stemmelse i vejlovens § 107, stk. 3, udstedes en bekendtgørelse med nær-mere regler for placering af en p-billet mv. Arbejdsgruppens udkast til ensådan bekendtgørelse baserer sig dels på de gældende kommunale be-kendtgørelser herom, samt reglerne i parkeringsskivebekendtgørelsen68,som bl.a. indeholder regler om placeringen af parkeringsskiver. Arbejds-gruppen har udarbejdet et udkast til en sådan bekendtgørelse under jf. pkt.5.2.3 nedenfor.

parkeringsskiver (parkeringsskivebekendtgørelsen) er udstedt med hjem-mel heri og fastsætter de nærmere regler om parkeringsskivers udseendeog anvendelse.Om parkeringsskivers udseende bemærkes, at det fremgår af bekendtgørel-sens § 2, at disse skal være fremstillet af plastic, plasticbehandlet pap ellerandet lige så holdbart materiale, og at de skal være udformet i overens-stemmelse med bekendtgørelsens bilag 1, medmindre parkeringsskiven erautomatisk, jf. § 7. Viser og urskive skal have forskellig farve, og der måikke findes påtryk inden for urskivens felt, bortset fra det der fremgår afbekendtgørelsens bilag 1. Ved parkering af udenlandsk indregistreret bilkan anvendes parkeringsskive, der opfylder kravene i hjemlandet.Om anvendelsen af parkeringsskiver er det i bekendtgørelsens § 1 fastsat,at der på steder, hvor adgangen til parkering er tidsbegrænset, og hvor derikke er opstillet parkometre eller er stillet krav om særlige parkeringsbillet-ter og/eller parkeringstilladelser, kun må parkeres biler, som er forsynetmed parkeringsskiver.Påbegyndes parkeringen i en periode, hvor adgangen til parkering er tids-begrænset, skal parkeringsskivens viser indstilles på tidspunktet for parke-ringens begyndelse. Begyndelsestidspunktet angives som udløbet af detkvarter, inden for hvilket parkeringen fandt sted, jf. parkeringsskivebe-kendtgørelsens § 3, stk. 1. Påbegyndes parkeringen derimod før en periodemed tidsbegrænsning og fortsætter ind i denne, skal viseren indstilles pådet tidspunkt, hvor tidsbegrænsningen begynder. Såfremt der under et kø-retøjs parkering indtræder en periode uden tidsbegrænsning, skal viserensenest ved periodens udløb indstilles på det tidspunkt, hvorfra der på nygælder en tidsbegrænsning, jf. § 3, stk. 2 og 3. Parkeringsskivens viser skalindstilles manuelt uden anvendelse af elektroniske eller mekaniske anord-ninger, medmindre parkeringsskiven er automatisk, jf. § 3, stk. 4.Parkeringsskivens indstilling må ikke ændres under parkering på tidspunk-ter, hvor det er påbudt at anvende den. Parkeringen skal bringes til ophørsenest ved udløb af den parkeringsfrist, der gælder på stedet. Fristen reg-nes fra det tidspunkt, der skal være angivet på parkeringsskiven, jf. §§ 5 og6.

I Færdselsloven med kommentarer69er det antaget, at da det er af afgøren-de betydning for hele parkeringskontrollen, at skiverne anbringes og ind-stilles korrekt, vil en påstand om, at parkeringstiden ikke var overskredet,men at skiven blot var indstillet forkert, eller at en ikke observeret skiveblot var anbragt et andet sted end foreskrevet, normalt ikke kunne give an-ledning til eftergivelse af en pålagt parkeringsafgift.Parkeringsskivebekendtgørelsens § 3, stk. 2, om indstilling i tilfælde, hvorder parkeres før en periode med tidsbegrænsning, blev indsat i parkerings-skivebekendtgørelsen i 1975.70Bestemmelsen blev indsat efter forslag fraPolitidirektøren i København. Som begrundelse for forslaget blev anført, atden hidtidige bestemmelse, hvorefter parkeringsskiven skulle indstilles påtidspunktet for parkeringens begyndelse, havde givet anledning til proble-mer både for borgerne og for den kontrollerende myndighed. Det anførtes,at der i den situation, hvor parkeringen påbegyndtes før en periode medtidsbegrænsning, og hvor parkeringsskiven efter de tidligere gældende reg-ler som nævnt skulle indstilles på tidspunktet for parkeringens begyndelse,kunne opstå bevisproblemer med hensyn til, hvornår parkering faktisk varbegyndt, og at den efterfølgende klarlæggelse af hændelsesforløbet vartidskrævende.I 1999 og 2000 modtog det daværende Trafikministerium en række klagerover parkeringsafgifter fra personer, der havde parkeret før en tidsbegræn-set periode, stillet parkeringsskiven på ankomsttidspunktet og fortsat par-keringen ind i den tidsbegrænsede periode. Trafikministeriet og Færdsels-styrelsen overvejede derfor, om parkeringsskivebekendtgørelsen skulleændres på dette punkt.Færdselsstyrelsen afgav i den forbindelse et notat af 26. januar 200071,hvor følgende forslag blev vurderet:1. Det skal være lovligt at indstille parkeringsskiven på det tidspunkt,hvor køretøjet parkeres2. Det skal både være lovligt at indstille parkeringsskiven på det tids-punkt, hvor køretøjet parkeres, og på det tidspunkt, da periodenmed tidsbegrænsningen indtræder.

Af notatet fremgår bl.a. følgende om konsekvenserne af sådanne ændrin-ger:”Hensigten med de foreslåede ændringer er at gøre bestemmelserneom parkeringsskiver mere borgervenlige. Styrelsen har forstået, at detmed de nuværende regler skulle være et problem, at der pålægges enparkeringsafgift, hvis man et sted med 2 timers tidsbegrænsning i tids-rummet kl. 08.00 – kl. 18.00 parkerer et køretøj kl. 05.00 og indstillerparkeringsskiven hertil, fordi skiven ikke er indstillet til kl. 08.00, så-ledes som bekendtgørelsens § 3, stk. 2, foreskriver.Hvis det som foreslået af 4. kontor gøres lovligt at indstille parke-ringsskiven på det tidspunkt, hvor køretøjet parkeres, vil det betyde, aten person, som i ovennævnte eksempel parkerer kl. 05.00, skal kunnestille parkeringsskiven til kl. 05.00. Den pågældende skal ifølge for-slaget herefter være berettiget til at holde parkeret i 2 timer fra kl.08.00, dvs. frem til kl. 10.00.Nedenfor gennemgås nogle eksempler på, hvad ministeriets forslag tilændringer vil indebære.Eks. 1:Et køretøj parkeres kl. 22.00 et sted, hvor der er 2 timers tids-begrænsning i perioden kl. 08.00 – 18.00. I henhold til den nugælden-de bekendtgørelses § 3, stk. 2, skal parkeringsskivens viser indstillestil kl. 08.00, da tidsbegrænsningen indtræder på dette tidspunkt.Såfremt et af de 2 ændringsforslag gennemføres, ville føreren derimodlovligt kunne indstille parkeringsskivens viser til kl. 22.00, hvilketsvarer til kl. 10.00 på skiven, da danske parkeringsskiver som nævntopererer med 12-timers ure. Finder der kl. 09.00 en kontrol sted, vildet således ikke være muligt for parkeringskontrolløren at se, hvorvidtkøretøjet er parkeret kl. 22.00 – og dermed holder lovligt parkeret –eller hvorvidt føreren ikke har indstillet parkeringsskiven, da køretøjetblev parkeret f.eks. kl. 08.00.Føreren kan således tænkes pålagt en afgift, der dog ville kunne tæn-kes eftergivet, såfremt det sandsynliggøres, at den pågældende parke-rede køretøjet kl. 22.00. En sådan procedure er i henhold til Politidi-rektørens udtalelse af 23. januar 1973 ret tidkrævende.Eks. 2:Et køretøj parkeres kl. 15.55 et sted, hvor der er 2 timers tids-begrænsning i perioden kl. 08.00 – 18.00. Parkeringsskiven indstillestil kl. 16.00, og køretøjet kan lovligt holde parkeret indtil kl. 18.00.Med de nuværende regler skal parkeringsskiven senest kl. 08.00 igenindstilles, for at køretøjet kan blive holdende indtil kl. 10.00.73

Såfremt et af de 2 ændringsforslag gennemføres, vil det imidlertid ik-ke være muligt for parkeringskontrolløren kl. 08.00 at se, hvorvidt kø-retøjet er parkeret kl. 16.00 eller kl. 04.00. Hvis køretøjet var parkeretkl. 04.00, kunne det lovligt holde frem til kl. 10.00. Hvis det – som ieksemplet – blev parkeret kl. 16.00, blev der ”brugt” 2 timer fra kl.16.00 – 18.00. Konsekvensen vil derfor være, at man frit kan parkerefra kl. 16.00 til kl. 10.00 uden – som i dag – at skulle indstille parke-ringsskiven i mellemtiden.Eks. 3:Et sted er der (f.eks. pga. myldretidsbelastning om eftermid-dagen) tidsbegrænsning på 30 minutter kl. 15.00 – 16.00. Et køretøj,som parkeres kl. 03.30, vil efter ændringsforslagene kunne holde par-keret på stedet døgnet rundt: Parkeringsskiven indstilles til kl. 03.30.Kl. 15.00 indtræder perioden med tidsbegrænsning, og køretøjet villeefter ændringsforslaget lovligt kunne holde frem til kl. 15.30. Kl.15.30 står parkeringsskiven imidlertid fortsat på 15.30 (03.30), og detvil derfor for en parkeringskontrollør se ud som om, køretøjet er lov-ligt parkeret. Køretøjet kan derfor holde parkeret på pladsen døgnetrundt, medmindre en kontrollør aktivt holder øje med, om køretøjetflyttes kl. 15.30.Færdselsstyrelsen har i anledning af sagen indhentet udtalelser fra Po-litimesterforeningen og Kommunernes Landsforening vedrørende denpraktiske administration af bekendtgørelsens § 3, stk. 2 og 3.[…]Kommunernes Landsforening har i udtalelsen givet udtryk for, at denkommunale parkeringskontrol fortsat er så ny, at flere kommuner end-nu ikke har udviklet en praksis på området. Én kommune har dog op-lyst, at parkeringskontrollørerne anvender en ”parkometerordning”,hvilket indebærer, at der fra det ankomsttidspunkt, som parkeringsski-ven viser, tillægges det antal timer, parkering er tilladt i henhold tilden anførte tidsbegrænsning. Ved f.eks. 3 timers parkeringsbegræns-ning mellem kl. 08.00 og kl. 16.00 vil en parkeringsskive indstillet påkl. 14.00 betyde, at den pågældende bil må holde på stedet indtil denfølgende morgen kl. 09.00. Mens 2 ud af de tre tilladte timers parke-ring anvendes den dag, bilen parkeres, ”overføres” den tredje time tilperioden med tidsbegrænsning den følgende dag.Det skal i den forbindelse bemærkes, at det fremgår af den vedlagteudtalelse fra Kommunernes Landsforening, at ovennævnte praksis ik-ke har givet anledning til problemer i den pågældende kommune.74

Færdselsstyrelsen konkluderede herefter, at en ændring af parkeringsski-vebekendtgørelsens § 3, stk. 2, i betydelig omfang ville besværliggørekontrollen med parkerede køretøjer, da det i hvert enkelt tilfælde ville værenødvendigt at ”gætte”, hvorvidt køretøjet f.eks. var parkeret kl. 10.00 eller22.00, og det ville i langt de fleste tilfælde ikke (medmindre motoren ervarm eller lignende) være muligt at nå frem til en sikker konklusion om,hvornår køretøjet var parkeret. Dette fandt styrelsen kunne føre til en ræk-ke tvister mellem borgere og kontrolmyndigheder vedrørende krav om ef-tergivelse af en pålagt parkeringsafgift. Særligt henset til, at der i forbin-delse med ændringen af bekendtgørelsen i 1992 var blevet lagt særligtvægt på hensynet til en hurtig og sikker parkeringskontrol, fandt styrelsendet ikke hensigtsmæssigt at indføre ændringer i overensstemmelse medforslagene.Det daværende Trafikministerium overvejede efterfølgende, om problem-stillingen ville kunne løses ved indførelsen af en 24-timers parkeringsski-ve. Færdselsstyrelsen afgav herefter den 3. marts 2000 en redegørelse tilministeriet omkring de problemer, som dette efter styrelsens opfattelseville medføre. Det fremgår af redegørelsen, at Ministerrådet iConférenceEuropéenne des Ministres des Transport(CEMT) tiltrådte en rekomman-dation vedrørende parkeringsskiver den 25. juli 1979. Det blev ved re-kommandationen besluttet at indføre en standardisering af parkeringsski-ver i medlemslandene. I redegørelsen fremgår bl.a. følgende herom:”Det er i rekommandationen udtrykkeligt anført, at den danske parke-ringsskive, som i sin opbygning og sit udformningsmæssige principikke adskiller sig fra den standardiserede parkeringsskive, fortsat kananvendes af dansk indregistrerede køretøjer, der anvendes i medlems-landene.Modellen for den standardiserede parkeringsskive fremgår af rekom-mandationens annex II. Som det fremgår af tegningen står tallene 13 –24 under tallene 1 – 12. Der er således ikke tale om en skive, som reelter inddelt i 24 timer men derimod om en inddeling i 12 timer, hvor derfor hvert afsnit er 2 talmarkeringer under hinanden, f.eks. 6 og 18.75

På mødet mellem Trafikministeriet og Færdselsstyrelsen den 21. fe-bruar 2000 blev det aftalt, at Færdselsstyrelsen skulle undersøge mu-ligheden for indførelse af 24-timers parkeringsskiver i Danmark, idetdette ville kunne løse de kontrolmæssige problemer ved en ændring afparkeringsskivebekendtgørelsens § 3, stk. 2, som er beskrevet i Færd-selsstyrelsens notat af 26. januar 2000. Da den standardiserede parke-ringsskive imidlertid reelt opererer med et 12-timers ur, kan indførel-sen af denne skive ikke umiddelbart anvendes som løsning på de pro-blemer, som er forbundet med en ændring af bekendtgørelsen.Ydermere følger det af tegningen af den standardiserede parkerings-skive, at denne opererer med 30 minutters tidsintervaller. Som be-kendt er danske parkeringsskiver inddelt i 15 minutters intervaller, ogen ændring heraf synes urealistisk, da dette ville medføre, at et betyde-ligt antal parkeringsskilte skal udskiftes og nye parkeringsrestriktionerindføres de pågældende steder.Såfremt det besluttes at indføre den standardiserede parkeringsskive iDanmark, vil dette således dels ikke løse de drøftede problemer vedrø-rende en ændring af parkeringsskivebekendtgørelsen, dels vil en langrække parkeringsskilte skulle udskiftes.Såfremt det herefter vælges at indføre parkeringsskiver i Danmark,som reelt er inddelt i 24 timer, vil dette kræve en fornyet dansk særre-gel i CEMT, idet en sådan model ikke vil være i overensstemmelsemed den standardiserede model for parkeringsskiver. Opnås en sådansærregel ikke, vil det betyde, at de øvrige medlemslande ikke vil væreforpligtede til at anerkende en dansk parkeringsskive på deres territo-rier. Dette kunne således føre til, at en dansk bruger skulle anvende éntype parkeringsskive i national sammenhæng og en anden i internatio-nal sammenhæng.[…]Færdselsstyrelsen [skal] endelig henlede opmærksomheden på, at en24 timers parkeringsskive, som er inddelt i intervaller á 15 minutter,vil indebære at skiven skal have i alt 96 inddelinger. Dette vil entenmedføre meget små intervaller, hvilket vil besværliggøre indstillingen,eller en temmelig stor parkeringsskive, som vil fylde forholdsvis me-get i forruden.”

Folketingets Ombudsmand har også i en enkelt sag haft lejlighed til at ud-tale sig om spørgsmålet vedrørende den formelle overtrædelse af parke-ringsbekendtgørelsens bestemmelser, hvor tidsbegrænsningen i øvrigt eroverholdt.73Det fremgår af sagen, at borgeren kunne påvise, at hans parke-ring var begyndt kl. 04.54, og at afgiften blev pålagt kl. 08.01 den sammedags morgen. Tidsbegrænsningen i området var på to timer og begyndte kl.07.00. Følgende fremgår af ombudsmandens udtalelse:”Det er som allerede nævnt uomtvistet, at Deres bror ikke har over-trådt parkeringsbegrænsningen på to timer, men alene har indstillet sinparkeringsskive forkert, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.Efter Deres opfattelse bør formålsbetragtninger imidlertid føre til, aten pålagt afgift ikke kan fastholdes i et sådant tilfælde. De har endvi-dere henvist til, at Frederiksberg Kommune eftergiver afgifter til be-boere, som er blevet pålagt afgift, fordi de ikke har placeret deres be-boerlicens i forruden således, at den var synlig for parkeringsvagterne.[…]Som den gældende bekendtgørelse er udformet, og idet færdselslovensforarbejder ikke giver holdepunkter for, at der ikke kan pålægges enparkeringsafgift (eller fastholdes en allerede pålagt afgift) alene medhenvisning til en overtrædelse af formelle regler (her bekendtgørelsens§ 3, stk. 2.), har jeg ikke grundlag for at kritisere, at FrederiksbergKommune har fastholdt den pålagte afgift over for Deres bror.”

Færdselsstyrelsen udstedte den 3. maj 2001 cirkulæreskrivelse nr. 11930vedrørende administration af parkeringskontrollen til politiet, og afgavsamtidig en enslydende henstilling til kommunerne. Følgende fremgår her-af:”I den situation, hvor en person ankommer før den tidsbegrænsede pe-riode og fejlagtigt indstiller sin parkeringsskive til ankomsttidspunk-tet, bør der således efter styrelsens opfattelse ikke pålægges afgift, så-fremt parkeringens varighed i alt ikke overskrider den første periodeaf parkeringsrestriktionen.Som eksempel kan nævnes, at en person parkerer kl. 08.15 og afhenterbilen kl. 11.30. Tidsbegrænsningen begynder kl. 09.00 og har en va-righed á 3 timer. Den pågældende indstiller ved en fejl parkeringsski-ven på ankomsttidspunktet kl. 08.15.

Såfremt der pålægges afgift f.eks. kl. 09.45, vil afgiften være pålagtkorrekt i henhold til § 3, stk. 2, men vil af borgeren blive oplevet som”uretfærdigt”, fordi tidsbegrænsningens varighed på 3 timer endnu ik-ke er overskredet. Derfor er det styrelsens opfattelse, at der i en sådankonkret situation ikke bør pålægges afgift før efter kl. 11.15 (idet derpå dette tidspunkt er parkeret i 3 timer). Det henstilles, at der admini-streres i overensstemmelse hermed.I sager hvor der i sådanne konkrete situationer alligevel er pålagt af-gift, og der gøres indsigelser mod afgiften, bør der anlægges en smidigadministration, og afgiften bør, hvis hændelsesforløbet sandsynliggø-res, refunderes.”

I Administrationsgrundlaget vedrørende parkeringsafgifter, side 176, erder taget stilling til Københavns Kommunes holdning til henholdsvis om-budsmandens udtalelse og Færdselsstyrelsens henstilling:”Det betyder i praksis, at der bliver tale om en ganske kompliceretproces for Center for Parkering at holde en klar og konsekvent praksis.I ovennævnte sag fra Folketingets Ombudsmands praksis ville parke-ringsafgiften formentlig også efter Færdselsstyrelsens henstilling skul-le fastholdes. Bilisten havde nemlig parkeret i mere end 2 timer, datidsbegrænsningen begyndte kl. 07.00.Var parkeringsskiven derimod indstillet til 6.15 i et område med 2 ti-mers parkering, vil en parkeringsafgift efter Færdselsstyrelsens hen-stilling først kunne pålægges kl. 08.15, selv om det er uomtvisteligt, atbilisten med en korrekt indstillet parkeringsskive tidligst ville kunneblive pålagt en afgift kl. 09.00.Hertil kommer, at Parkering Center for Parkerings praksis f.eks. i for-hold til overtrædelser af p-skivebekendtgørelsens § 3, stk. 1, – altså ide situationer, hvor bilisten kan sandsynliggøre, at bilisten blot harglemt at sætte parkeringsskiven – er, at pålagte afgifter ikke bliver fra-faldet. Bilisten har i denne situation lavet den fejl, at parkeringsskivenslet ikke var indstillet. Center for Parkering ville efter praksis vedrø-rende bestemmelsen pålægge en parkeringsafgift, der ikke ville blivefrafaldet.Det forekommer vanskeligt forståeligt, at den ene overtrædelse, hvisden bliver opdaget, altid medfører afgiftspålæggelse, hvorimod manabsolut skal se igennem fingrene med en anden formel overtrædelse afet andet stykke i samme paragraf.78

Parkeringsskivens anbringelse er nærmere reguleret i parkeringsskivebe-kendtgørelsens § 4. En parkeringsskive skal anbringes umiddelbart indenfor forruden eller en af fordørens ruder, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.Ved parkering langs fortovskant kan ruden på en fordør dog kun benyttes,hvis den vender mod fortovet. Fastmonteret parkeringsskive skal være an-bragt nederst til højre på forruden. Bekendtgørelsens § 4, stk. 1, varetagerbåde et kontrolhensyn og et sikkerhedshensyn ved dels at sikre, at parke-ringsskiven er placeret samme sted i alle køretøjer, dels at undgå, at vagtener tvunget til at stå på kørebanen for at kunne observere parkeringsskiven.Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at der på de i stk. 1nævnte steder ikke må findes andre parkeringsskiver end den, der benyttesved parkeringen, eller andet, der kan forveksles med en parkeringsskive.I parkeringsskivebekendtgørelsens § 7 er der fastsat nærmere regler omanvendelsen af automatiske parkeringsskiver. En automatisk parkerings-skive skal automatisk indstilles til udløbet af det kvarter, inden for hvilketkøretøjets motor standses. En automatisk parkeringsskive skal kunne ind-stilles manuelt. Når motoren er standset, må en automatisk parkeringsskiveikke kunne ændre indstilling, bortset fra den påbudte manuelle mulighed,og den skal være sikret mod indgreb, der muliggør ændring af indstillin-gen. Indstillingen må ligeledes ikke kunne ændres ved fjernbetjentstart/stop af bilens motor eller ved fjernbetjening på anden måde. Det skaltydeligt fremgå på en automatisk parkeringsskive, når parkeringsskivenikke er fastlåst på et parkeringstidspunkt. Dette kan ske ved et tydeligtblinksignal, eller ved at parkeringsskiven ikke viser nogen tid (slukket dis-play). Automatiske parkeringsskiver skal mærkes og godkendes af Trafik-styrelsen på grundlag af en afprøvningsrapport fra et anerkendt prøvnings-laboratorium, der bekræfter, at kravene i parkeringsskivebekendtgørelsener opfyldt.Af Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 174 ff. ogside 248 f., fremgår, at der pålægges parkeringsafgifter for følgende over-trædelser af parkeringsskivebekendtgørelsen:

Uden brug af parkeringsskive, jf. bekendtgørelsens § 1.Tidsbegrænset parkering/urigtigt indstillet parkeringsskive, jf. be-kendtgørelsens § 3, stk. 1, 2 eller 3, og § 7, stk. 1 og 5.Ændring af tidsangivelse på parkeringsskiven, jf. bekendtgørel-sens § 5 og § 7, stk. 4.Uaflæselig parkeringsskive, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3 og §7, stk. 6 eller 7.Mere end én parkeringsskive i bilen, jf. bekendtgørelsens 4, stk. 2.Ulovlig parkeringsskive, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 3 og §7, stk. 6 eller 7.I praksis pålægges der således som udgangspunkt ikke i KøbenhavnsKommune parkeringsafgifter for overtrædelse af bestemmelserne om, hvorparkeringsskiven skal være anbragt.2.5.2. Arbejdsgruppens overvejelserSom det er beskrevet ovenfor, følger det af parkeringsskivebekendtgørel-sens § 3, stk. 1, at når en parkering påbegyndes i en periode, hvor adgan-gen til parkering er tidsbegrænset, skal parkeringsskivens viser indstillespå tidspunktet for parkeringens begyndelse. Påbegyndes parkeringen der-imod før en periode med tidsbegrænsning og fortsætter ind i denne, skalviseren indstilles på det tidspunkt, hvor tidsbegrænsningen begynder, jf.bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Forkert indstilling af parkeringsskiven kanmedføre en parkeringsafgift, uanset om den gældende tidsbegrænsning forparkeringen i det konkrete tilfælde er overholdt.Arbejdsgruppen kan ikke udelukke, at de nævnte regler kan virke ulogiskeeller uklare for borgerne, da de indebærer, at der gælder forskellige prin-cipper for indstilling af parkeringsskiven afhængig af, om man parkerer ieller uden for en periode med tidsbegrænset parkering. Arbejdsgruppen eraf den opfattelse, at borgeren i disse situationer kan opleve, at parkerings-afgifter gives på et uigennemskueligt grundlag.Arbejdsgruppen har derfor overvejet, om der er grundlag for at anbefale, atbestemmelsen ændres således, at det altid er lovligt at indstille parkerings-skiven til det tidspunkt, hvor køretøjet faktisk parkeres. En sådan ændringvil imidlertid bl.a. medføre, at føreren af et køretøj, der parkeres kl. 22.00et sted, hvor der er 2 timers tidsbegrænsning i perioden kl. 08.00 – 18.00,kan indstille parkeringsskivens viser til kl. 22.00, hvilket på parkeringsski-ven svarer til kl. 10.00, idet den standardiserede og inden for EU gensidigtanerkendte parkeringsskive er et 12-timers ur. Finder der herefter en kon-80

trol sted den følgende dag kl. 11.30 (3½ time efter tidsbegrænsningensstart), vil det ikke være muligt for parkeringskontrolløren at se, hvorvidtkøretøjet er parkeret kl. 22.00, således at tidsbegrænsningen er overskredetmed 1½ time, eller om køretøjet er parkeret kl. 10, således at bilen kanholde lovligt endnu en ½ time, inden grænsen på to timer er nået.Den beskrevne ændring ville med andre ord indebære, at visse køretøjer vilkunne parkere i længere tid end den gældende restriktion foreskriver, hvil-ket ikke er i overensstemmelse med formålet med indførelsen af tidsbe-grænset parkering, som bl.a. er at skabe en løbende udskiftning i de parke-rede køretøjer på et område med begrænset parkeringsareal til rådighed, såflere får adgang til at parkere og udføre deres ærinder det pågældende sted.Arbejdsgruppen kan derfor ikke anbefale en sådan ændring.Forbrugerrådet er dog af den opfattelse, at en regel om, at det er muligt al-tid, herunder inden en tidsperiode med tidsbegrænsning begynder, at sætteparkeringsskiven til ankomsttidspunktet – uanset at en sådan ændring villeindebære, at visse køretøjer vil kunne parkere i længere tid end den gæl-dende restriktion foreskriver – giver bedre mening for forbrugerne.Arbejdsgruppen har i tilknytning hertil overvejet, om parkeringsskivebe-kendtgørelsens § 3, stk. 2, bør ændres således, at det forud for en tidsbe-grænset parkeringsperiode skal være lovligt at indstille p-skiven på detklokkeslæt, hvor et køretøj parkeres, forudsat at parkeringen påbegyndesinden for samme døgn som den tidsbegrænsede parkeringsperiodes start.Forbrugerrådet finder, at en sådan regel bør indføres.De øvrige medlemmer af arbejdsgruppen finder dog, at en sådan ændringaf bekendtgørelsens § 3, stk. 2, ikke løser de problemer, som Færdselssty-relsen tidligere har peget på, jf. pkt. 2.5.1 ovenfor, da en sådan ændringfortsat vil indebære, at det ikke altid er muligt for en parkeringsvagt at af-gøre, om køretøjet er parkeret i strid med eventuelle parkeringsrestriktio-ner. Der kan i den forbindelse gives det eksempel, at et køretøj parkeres kl.04.00 på et sted, hvor der er 2 timers tidsbegrænsning mellem kl. 14.00 ogkl. 18.00. Efter de nugældende regler skal parkeringsskiven indstilles til kl.14.00, for at køretøjet lovligt kan blive holdende indtil kl. 16.00. I over-ensstemmelse med forslaget indstilles parkeringsskivens viser i stedet tilkl. 04.00, hvilket på parkeringsskiven svarer til kl. 16.00. Ovennævnte for-slag vil indebære, at køretøjet herefter kan blive holdende indtil kl. 16.00med parkeringsskiven indstillet til kl. 04.00. Hvis køretøjet fortsat holderparkeret under en parkeringskontrol kl. 17.00, vil kontrolløren imidlertid81

ikke kunne afgøre, om køretøjet er parkeret kl. 16.00 og dermed holderlovligt parkeret, eller om føreren har parkeret køretøjet kl. 04.00, således attidsbegrænsningen er overskredet. Hvis køretøjet fortsat holder parkeretunder en parkeringskontrol dagen efter kl. 15.00, vil kontrolløren tilsva-rende ikke kunne afgøre, om køretøjet er parkeret samme morgen kl. 04.00og dermed holder lovligt parkeret, eller om køretøjet er parkeret en ellerflere dage i forvejen, således at tidsbegrænsningen er overskredet. Konse-kvensen af, at parkeringsskiven lovligt kan stilles til kl. 04.00, vil derforvære, at køretøjet kan blive holdende døgnet rundt i den tidsbegrænsedeparkeringsperiode, medmindre kontrolløren observerer, at køretøjet ikkeparkeres kl. 16.00.Herudover er det de øvrige medlemmer af arbejdsgruppens opfattelse, atendnu en regel – hvor der differentieres mellem, om der parkeres det eneeller andet døgn – ikke kan antages at afhjælpe de uklarheder, som borger-ne oplever, men derimod vil være en fornyet kilde til misforståelser oguklarheder. Derfor kan en sådan ændring ikke anbefales. Det har desudenværet overvejet, om der skal anbefales en særlig undtagelse for elektroni-ske parkeringsskiver. I lyset af de elektroniske skivers indtil videre for-holdsvis beskedne udbredelse sammenholdt med, at det er uhensigtsmæs-sigt med forskellige regler for klassiske parkeringsskiver og elektroniskeparkeringsskiver, findes der ligeledes ikke grundlag herfor.Der findes heller ikke grundlag for at anbefale en administration af be-stemmelsen, således at bilisterne – uanset forkert indstilling af parkerings-skiven – ikke pålægges parkeringsafgifter, hvis tidsbegrænsningen ikke eroverskredet, jf. Færdselsstyrelsens cirkulæreskrivelse nr. 11930 af 3. maj2001. En sådan administration besværliggør således parkeringskontrollenbetydeligt, idet den forudsætter nærmere undersøgelser og bevismæssigevurderinger. En sådan administration er endvidere heller ikke i overens-stemmelse med parkeringsskivebekendtgørelsen, som fastslår, at det erukorrekt anvendelse af parkeringsskiven, der er sanktioneret, og ikke over-skridelsen af den tidsbegrænsede parkering, hvilket tjener det formål atskabe mulighed for en effektiv håndhævelse af parkeringsrestriktionerne.Som konsekvens heraf anbefales det, at cirkulæreskrivelse nr. 11930 af 3.maj 2001 ophæves. Der henvises til udkastet i pkt. 5.2.5.Arbejdsgruppen finder i øvrigt ikke grundlag for at foreslå reglerne om p-skiver ændret.

Den nævnte problemstilling vil i øvrigt efter arbejdsgruppens vurderingblive mindre i takt med udviklingen og den fortsatte udbredelse af mulig-heden for at anvende digitale løsninger – f.eks. sms’er eller applikationertil smart phones – til betaling af parkering. Arbejdsgruppen bemærker, atden i den forbindelse finder det naturligt, at de pågældende løsninger ind-rettes således, at parkanten blot skal forholde sig til sit ankomsttidspunkt,og at den digitale løsning herefter tager højde for at sikre, at der først beta-les for parkering fra det tidspunkt, hvor en tidsbegrænsning indtræder.Arbejdsgruppen bemærker i øvrigt, at reglerne om indstilling af parke-ringsskive er en del af den almindelige køreuddannelse74, og at det derformå kunne forventes, at man som bilist er bekendt med parkeringsskivereg-lerne på lige fod med andre almindelige færdselsregler. Arbejdsgruppenanbefaler dog, at der fremover bør være mere fokus på, at der bliver un-dervist tilstrækkeligt i anvendelsen af parkeringsskiver og forskellen mel-lem at parkere på et offentligt og et privat område under den almindeligekøreuddannelse.2.6. Færdselslovens § 95 – regler om afmærkning2.6.1. Gældende retIfølge færdselslovens § 95, stk. 1, fastsætter transportministeren bestem-melser om udformningen og betydningen af færdselstavler, afmærkning påkørebanen, signalanlæg og anden afmærkning eller indretning på eller vedvej til regulering af eller til vejledning for færdslen. Transportministerenfastsætter endvidere bestemmelser om anvendelsen af afmærkningen, jf. §95, stk. 3.I medfør heraf har transportministeren udstedt bekendtgørelse nr. 802 af 4.juli 2012 om vejafmærkning (vejafmærkningsbekendtgørelsen) og be-kendtgørelse nr. 801 af 4. juli 2012 om anvendelse af vejafmærkning (an-vendelsesbekendtgørelsen). Bekendtgørelserne indeholder henholdsvis be-stemmelser om vejafmærkningens udformning og betydning samt be-stemmelser om brugen og administrationen af vejafmærkning.Af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 17, C 61 og C 62, frem-går forbudstavlerne vedrørende henholdsvis standsning og par-kering. Standsningsforbudstavlen, C 61, forbyder standsning påkørebanen, som ikke sker af hensyn til den øvrige færdsel. Par-74

keringsforbudstavlen, C 62, forbyder parkering på kørebanen. De pågæl-dende tavler vil også kunne anvendes til at etablere et midlertidigt forbudmod parkering i parkeringsbåse, som f.eks. inddrages som en del af køre-banen i forbindelse med et vejarbejde.Forbuddenes nærmere indhold kan angives på undertavle. Det kan f.eks.angives, at forbuddet kun gælder på visse ugedage eller inden for visseklokkeslæt, og at der uden for disse kan være parkeringsforbud eller tids-begrænset parkering. Standsnings- og parkeringsrestriktionerkan også angives med symboler på rektangulære tavler medhvid bund. Ved brug af UC 60, 5 eller UC 60, 6 i vejafmærk-ningsbekendtgørelsens § 17 kan henholdsvis standsning ellerparkering på rabat forbydes. Tavlen kan anvendes som under-tavle og hovedtavle.Det følger af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 16, at forbudstavler nor-malt opsættes umiddelbart ved det sted, hvor eller hvorfra forbuddet gæl-der. Tavler, der opsættes i nogen afstand fra stedet, forsynes med undertav-le med afstandsangivelse. Tavlerne kan endvidere forsynes med undertav-ler, der ved pile angiver i hvilken retning fra tavlen restriktionen gælder.Restriktionsstrækningens længde kan angives ved pilespidserne. Stands-nings- og parkeringsforbud gælder frem til næste vejkryds, hvis det ikkeforinden er ophævet med ophørstavle, eller andet er angivet med undertav-le.Forbudstavlers betydning kan præciseres, indskrænkes eller udvides vedbrug af en undertavle, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens § 9, stk. 1 oganvendelsesbekendtgørelsens § 76.Det kan f.eks. angives, at forbuddet kun gælder på visse ugedage eller in-den for visse klokkeslæt, og at der uden for disse kan være parkeringsfor-bud eller tidsbegrænset parkering. Klokkeslæt anført med sort eller hvidtgælder for hverdage undtagen lørdage, klokke-slæt anført i parentes gælder for lørdage, ogklokkeslæt anført med rødt gælder for søn- oghelligdage, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens§ 9, U 3.Vejdirektoratet har over for arbejdsgruppen oplyst følgende om bestem-melsen i vejafmærkningsbekendtgørelsens § 16:

”Reglerne om tavlernes gyldighed stammer fra FNs Convention onRoad Signs and Signals, som Danmark har ratificeret.Reglen skal sikre, at trafikanter der i et kryds drejer ind på en tværgå-ende vej får den tilstrækkelige information om, hvad der gælder påstrækningen. Det er så omvendt samme problematik, der har ført til atindføre zoner for at begrænse antallet af skilte.Reglerne for standsning og parkering gælder således frem til næstevejkryds. Der er dog en vis usikkerhed omkring, hvad et vejkryds er.Færdselsloven giver ikke nogen klar definition af dette, og vejudform-ningen giver ofte anledning til tvivl om, der er tale om et vejkryds el-ler en overkørsel.”

For så vidt angår spørgsmålet om, hvornår der er tale om et vejkryds, hen-vises der til pkt. 2.3 ovenfor.Oplysningstavler er reguleret i vejafmærkningsbekendtgørel-sens §§ 21-23. Heraf fremgår, at tavlen E 33 anvendes til at an-give et areal, som er beregnet til parkering. Retning og/eller af-stand til parkeringsplads og begrænsninger eller lempelser iadgangen til at parkere kan angives enten på selve tavlen eller på en under-tavle. Med sort undertavle kan henvises til regler for privatadministreredeparkeringsordninger.Endvidere fremgår, at zonetavlen E 68 angiver et område, hvorbestemmelserne for de tavler, der er anført som symbol, ergældende, f.eks. parkeringsforbud. Bestemmelsernes nærmereindhold og afstanden til områdets begyndelse kan angives påtavlen. På zonetavle anvendes E 33 tavlen alene til at angivebegrænsninger i adgangen til at parkere i området.Zonetavlens bestemmelser gælder, indtil de ophæves ved tavleE 69, eller indtil de erstattes af angivelse vedrørende sammeforhold på anden zonetavle. Inden for området kan zonetavlensbestemmelser fraviges ved lokal afmærkning af parkeringsfor-bud, jf. § 19, E 68 og E 69.

Der er f.eks. i Frederiksberg Kommune etableret en parkeringszone, somstrækker sig fra Fasanvejslinien ind over det centrale Frederiksberg og tilsøerne ved Københavns Kommune. I P-zonen gælder en to-timers parke-ringsbegrænsning, medmindre andet er skiltet. Tidsbegrænsningen bety-der, at der er pligt til at anvende parkeringsskive, jf. parkeringsskivebe-kendtgørelsens § 1 og 3.75Restriktionerne er gældende mandag – fredag itidsrummet kl. 8-20 og lørdag i tidsrummet kl. 8-15. Undtaget fra P-zonener de større indkøbsgader og nogle af de private fællesveje. Her kan dereksempelvis gælde ½ times parkering. Der er på gaderne i to-timers P-zonen opstillet såkaldte P-infostandere med oplysninger om zonen.76Opholds- og legeområde skiltes også ved brug afzonetavler, jf. vejafmærkningsbekendtgørelsens §23, E 51 og E 52. Tavlerne skal opsættes vedE 51E 52henholdsvis enhver indkørsel og udkørsel til om-rådet, jf. anvendelsesbekendtgørelsens § 127, stk. 1 og § 128. Det fremgåraf vejafmærkningsbekendtgørelsen § 23, E 51, nr. 5, at parkering i op-holds- og legeområder ikke må ske uden for særligt afmærkede pladser.Dette gælder dog ikke cykler, knallerter og tohjulede motorcykler.Gågadezoner samt ophør heraf afmærkes medtavlerne E 49 og E 50, jf. vejafmærkningsbe-kendtgørelsens § 23. Heraf fremgår tillige, atparkering i en gågade ikke må ske uden forsærligt afmærkede pladser. Dette gælder dogikke cykler, knallerter og tohjulede motorcykler.

kørebanen kan dog anvendes bred linje. Parkering i afmærkede parke-ringsbåse skal ske indenfor båsen.I et område, der specielt er udlagt til parkering hvor færdsel primært fore-går med henblik på parkering (parkeringsplads), og hvor der er afmærketparkeringsbåse, må parkering ikke finde sted uden for en bås. Hvor parke-ringsbåse er afmærket på eller ved kørebane uden for parkeringsplads, måparkering finde sted uden for en bås, hvis dette ikke strider mod andre be-stemmelser. Standsning og parkering med køretøjer, der har mere end tohjul, skal ske i båsens længderetning. Såfremt en køretøjsart, f.eks. bus, ta-xi, lastbil eller motorcykel, angives med tekst eller symbol, må standsningog parkering kun foretages af denne køretøjsart.Vejdirektoratet har over for arbejdsgruppen oplyst, at der udvises stor kre-ativitet ved udformning af parkeringsbåse. På brostensbelagte områder for-søges det undertiden at afmærke båsene ved hjælp af metalsøm. Vejdirek-toratet har i hvert fald i et konkret tilfælde vurderet, at en sådan afmærk-ning ikke var tilstrækkelig til, at reglerne om parkering i båse – efter Vej-direktoratets opfattelse – kunne håndhæves. Der var i dette tilfælde for storafstand mellem sømmene, og de afveg ikke markant fra belægningen. Detvil naturligvis i en konkret håndhævelsessituation være politiet eller denkommunale parkeringsvagt og i sidste ende domstolene, som skal afgøre,om afmærkningen er tilstrækkelig tydelig.Ubrudt eller brudt gul linje på kantsten eller ved kørebanekantunderstreger eller forlænger henholdsvis et standsningsforbudeller parkeringsforbud i henhold til færdselslovens § 29, jf.vejafmærkningsbekendtgørelsens § 56, T 61 og T 62.

2.6.2 Arbejdsgruppens overvejelser2.6.2.1. ZonerSom beskrevet ovenfor under pkt. 2.6.1 er det muligt at etablere zoner medf.eks. tidsbegrænset parkering eller betalingsparkering, som strækker sigover et større geografisk område, hvor det alene er påkrævet at skilte medrestriktionen ved indfaldsvejene til zonen. En bilist, som har overset skiltetved indfaldsvejen, og som beslutter sig for at parkere sin bil på en gade in-de i zonen, kan altså ikke ved hjælp af skilte eller anden afmærkning i denpågældende gade orientere sig om de gældende parkeringsrestriktioner.Det kan heller ikke udelukkes, at bilister, somharset skiltet ved indfalds-87

vejen, kan være i tvivl om skiltets rækkevidde – navnlig hvis der er taleom store zoner.Arbejdsgruppen finder dog ikke grundlag for at anbefale, at mulighedenfor at etablere parkeringszoner ophæves. Arbejdsgruppen lægger hervedvægt på, at dette i givet fald ville medføre krav om opsætning af et megetstort antal skilte for at opretholde de samme parkeringsrestriktioner, idetf.eks. tidsbegrænset parkering ville skulle etableres ved f.eks. brug af op-lysningstavler, der skal opsættes i nærheden af det sted eller ved begyndel-sen af den vejstrækning, som tavlens indhold vedrører. Skiltningen vil der-for som minimum skulle gentages ved begyndelsen af en ny vejstrækning.Arbejdsgruppen er derimod enig om at anbefale, at der fastsættes yderlige-re generelle betingelser for etablering af parkeringszoner for at modvirkede uklarheder, som zoneskiltereglerne kan indebære for borgerne.Arbejdsgruppen anbefaler nærmere bestemt, at parkeringszoner som ud-gangspunkt skal begrænses til et mindre område med naturligt sammen-hængende veje af samme art. Arbejdsgruppen lægger herved vægt på, atdet er naturligt og forventeligt for borgerne, at der gælder samme restrikti-oner inden for et sådant ensartet område, hvorimod borgeren kan have ennaturlig forventning om, at en særlig parkeringsrestriktion ophører, når detpågældende område skifter karakter, herunder afbrydes af større gennem-fartsveje og lignende. Vejdirektoratet har oplyst, at det allerede følger afde gældende regler i vejafmærkningsbekendtgørelsen, at det er muligt atetablere sådanne zoner i et mindre område med naturligt sammenhængen-de veje af samme art, uden at der gælder et krav om, at der skal opstillesgentagelsesskilte eller lignende. Idet arbejdsgruppen lægger dette til grund,finder arbejdsgruppen ikke grund til at foreslå vejafmærkningsbekendtgø-relsen ændret på dette punkt.Arbejdsgruppen anerkender imidlertid, at der kan være behov for at etable-re parkeringszoner, som omfatter et område med forskellige typer veje, ogfinder, at sådanne zoner fortsat bør kunne anvendes. I sådanne zoner børrisikoen for misforståelser vedrørende den pågældende parkeringsrestrikti-ons rækkevidde dog imødegås ved, at der stilles krav om opstilling af op-lysningsstandere, gentagelsesskilte eller lignende, således at en bilist indenfor zonen altid vil befinde sig på en vej eller gade, hvorfra det er muligt atse en oplysningsstander eller lignende, hvis den pågældende orienterer sigi alle retninger eller eventuelt orienterer sig omkring et umiddelbart nær-liggende gadehjørne. I zoner med betalingsparkering vil betalingsautoma-88

ter kunne erstatte gentagelsesskilte eller lignende. Det bemærkes i den for-bindelse, at betalingsautomater i zoner med betalingsparkering allerede ipraksis må antages at være placeret i overensstemmelse med ovenståendeanvisning.Der henvises til arbejdsgruppens udkast til ændring af vejafmærkningsbe-kendtgørelsens § 23 om den foreslåede nye tavle ”E 70 Zoneoplysning”med tilhørende undertavle i pkt. 5.2.1 nedenfor og de afledte ændringer afbekendtgørelse om anvendelse af vejafmærkning under pkt. 5.2.2 neden-for.2.6.2.2. Opholds- og legezoner samt gågadezonerSom det fremgår ovenfor under pkt. 2.6.1, gælder der i opholds- og lege-områder og gågadezoner bl.a., at der i sådanne zoner ikke må parkeresuden for særligt afmærkede pladser. Opholds- og legeområder samt gåga-dezoner er områder, hvor det ønskes, at der vises særligt hensyn til vissegrupper, og skiltningen skal derfor angive mange generelle restriktioner,herunder parkeringsrestriktioner.Vejdirektoratet har oplyst over for arbejdsgruppen, at det ikke er Vejdirek-toratets erfaring, at der er mange henvendelser til Vejdirektoratet vedrø-rende opholds- og legeområder.Arbejdsgruppen kan ikke udelukke, at de parkeringsrestriktioner, der føl-ger af skiltningen for opholds- og legeområder samt gågadezoner, kan vir-ke ulogiske eller uklare for borgerne, da skiltenes udseende ikke nødven-digvis medfører, at bilisten intuitivt forbinder dette med den gældendeparkeringsrestriktion.Arbejdsgruppen har derfor drøftet muligheden for at anbefale, at der etab-leres en undertavle til at angive parkeringsrestriktionen. Arbejdsgruppen erdog af den opfattelse, at der ikke er det fornødne grundlag for en sådan an-befaling, henset til at etableringen af en undertavle, der gentager restriktio-ner, som allerede er indeholdt i hovedtavlen, vil være med til at undermi-nere vejafmærkningsbekendtgørelsens generelle regler.Derudover vil en undertavle med angivelse af de nævnte parkeringsrestrik-tioner nødvendigvis skulle have en forholdsvis lang tekst. Da hastighedenved indkørslen til opholds- og legeområder samt gågadezoner oftest er 30-

50 km i timen77, vil dette betyde, at der skal anvendes ret store bogstaver –og dermed en stor tavle – for at bilisten kan nå at læse teksten i forbindelsemed indkørsel til området. Dette finder arbejdsgruppen vil være uhen-sigtsmæssigt.Endelig peger arbejdsgruppen på, at det i opholds- og legeområderne samtgågadezonerne ofte er en naturlig del af indretningen, at der er afmærketparkeringsbåse, og at parkering i disse derfor fremstår naturlig. Desuden erder mulighed for ved parkeringsbåsene at opsætte en P-tavle (E 33, 1), forat signalere, at der her er et område, som er beregnet til parkering.Arbejdsgruppen bemærker, at færdsel inden for områder af den nævnte ka-rakter er en del af den almindelige køreuddannelse, og at det derfor måkunne forventes, at man som bilist er bekendt hermed.2.6.2.3. ParkeringsbåseArbejdsgruppen har drøftet, om muligheden for at afmærke parkeringsbåseved brug af væsentlig afvigende belægning, jf. vejafmærkningsbekendtgø-relsens § 56, T 33, i form af bl.a. brostensbelægning og metalsøm er hen-sigtsmæssig. I forbindelse med anlæg eller istandsættelse af pladser ogarealer i byerne kan hensyn af arkitektonisk og æstetisk karakter underti-den medføre, at afmærkningen af parkeringsbåse ikke kommer til at frem-stå tilstrækkelig tydelig.Der er i arbejdsgruppen enighed om, at den afvigende belægning skalfremstå klar og tydelig, således at det ved en parkants normale adfærd ikkegiver anledning til tvivl om, hvor der er afmærkede parkeringsbåse. Detbemærkes i den forbindelse, at kravet om, at der skal være tale om envæ-sentligafvigende belægning, er en konsekvens heraf78. Derimod har ar-bejdsgruppen ikke fundet, at problemstillingen er af et sådant omfang, atder er grundlag for at anbefale, at muligheden for at anvende afvigende be-lægning afskaffes.

3. Kontrol og sanktioner vedrørende færdselslovens og vej-lovens parkeringsregler3.1 Bødestraf og afgift3.1.1. Gældende retVed færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, er overtrædelse af §§ 28 og 29 omstandsning og parkering, jf. herom nærmere under pkt. 2.3 ovenfor, belagtmed bødestraf. Derudover kan der pålægges bøde for overtrædelse af for-bud, der er meddelt i henhold til forskrifter udstedt i medfør af færdselslo-ven, jf. § 118, stk. 1, nr. 3. Hjemmel til udstedelse af sådanne forskrifterfindes i færdselslovens § 29, stk. 4, (denne hjemmel er dog ikke udnyttet),§ 92, stk. 1, og § 93, jf. ovenfor pkt. 2.4 og 2.5.Overtrædelse af de forbud og bestemmelser, der er nævnt i § 121, stk. 1,nr. 1-8, jf. umiddelbart nedenfor, skal dog kun straffes, såfremt standsnin-gen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempefor færdslen, jf. § 118, stk. 7.Ved siden af reglerne om bøde indeholder færdselslovens § 121 hjemmeltil, at politiet kan opkræve afgifter for overtrædelse af en række bestem-melser om standsning og parkering. Bestemmelsen har følgende ordlyd:”§121.Politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af:1) § 28, stk. 2, 1. pkt.,2) § 28, stk. 3, for så vidt angår standsning eller parkering på cy-kelsti, gangsti, midterrabat og helleanlæg samt standsning ellerparkering med hele køretøjet på fortov,3) § 29, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 7, 8, 9 og 10, og stk. 2,4) § 29, stk. 3, nr. 1, nr. 2 for så vidt angår parkering ud for ind- ogudkørsel til og fra ejendom, nr. 3 og 4,5) standsnings- eller parkeringsforbud, der angives ved afmærk-ning,6) de bestemmelser om parkering i opholds- og legeområder, derudfærdiges i medfør af § 40,7) standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter §§ 92og 92 d, selv om forbuddet ikke angives ved afmærkning,8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsæt-tes i medfør af §§ 92, 92 d og 93, og9) de bestemmelser om benyttelse af parkometre, parkeringsauto-mater eller lignende, der udfærdiges i medfør af § 107, stk. 2, ilov om offentlige veje.”

Det bemærkes, at overtrædelse af færdselslovens generelle bestemmelseom standsning og parkering i § 28, stk. 1, således alene kan straffes medbøde, mens der ikke i den situation er mulighed for at pålægge afgift efter§ 121.Det er færdselslovens udgangspunkt, at parkeringsafgifter pålægges af po-litiet, jf. § 121, stk. 1. I medfør af færdselslovens § 122 kan justitsministe-ren imidlertid bestemme, at kontrollen med overholdelsen af de bestem-melser, der er nævnt i § 121, stk. 1, kan varetages helt eller delvis af særli-ge parkeringskontrollører ansat af politiet. Denne bemyndigelse er udnyttetved bekendtgørelse nr. 319 af 16. juni 1981 om parkeringskontrollører,hvorefter parkeringskontrollen kan varetages af særlige parkeringskontrol-lører.Herudover kan justitsministeren efter færdselslovens § 122 a, stk. 1, fast-sætte bestemmelser om, at parkeringskontrollen helt eller delvis overladestil kommunalbestyrelsen. I medfør heraf har justitsministeren udstedt be-kendtgørelse nr. 972 af 17. oktober 2005 om kommunal parkeringskontrol,hvor det i § 1 er bestemt, at kontrollen med overholdelse af de bestemmel-ser, der er nævnt i færdselslovens § 121, stk. 1, foruden politiet også kanvaretages af kommunalbestyrelsen. Dette gælder dog ikke overtrædelse affærdselslovens § 28, stk. 2, 2. pkt., om, hvorvidt parkering kan ske i ven-stre side af vejen, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Baggrunden herfor er, atkontrollen med denne bestemmelse forudsætter udøvelse af et særligt skønover den konkrete parkerings eller standsnings lovlighed, der alene bør fo-retages af politiet.79Ved kommunens pålæg af standsnings- og parkeringsafgift skal der efterbekendtgørelsens § 2, stk. 1, benyttes en blanket, der indeholder oplysnin-ger om betalingsfrist, hvortil indsigelser mod afgiften kan rettes (kommu-nen), muligheden for, såfremt kommunen fastholder afgiften, at inddriveafgiften ved udpantning80eller ved lønindeholdelse81eller modregning82samt hvilke merudgifter der påløber, såfremt betalingsfrist ikke overhol-des, og såfremt der foretages udlægsforretning hos pantefogeden, løninde-holdelse eller modregning.7980

Folketingstidende 1991-92, Tillæg A, sp. 2869.Jf. § 11 i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, §11, jf. lovens bilag 1, nr. 15. Hjemlen til at foretage udpantning for ubetalte parkerings-afgifter fulgte tidligere (indtil 1. januar 2009) af færdselslovens § 122, stk. 4.81Jf. § 10 i lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige, §11, jf. lovens bilag 1, nr. 15. Hjemlen til at foretage lønindeholdelse for ubetalte parke-ringsafgifter fulgte tidligere (indtil 1. januar 2009) af færdselslovens § 122 b, stk. 1.82Jf. § 122 b i færdselsloven.92

Efter bekendtgørelsens § 4 fordeles indtægterne fra den parkeringskontrol,som udføres af kommunalbestyrelsen i henhold til § 1, stk. 1, efter justits-ministerens nærmere bestemmelser mellem staten og den kommune, derudfører kontrollen. Fordelingen foretages på grundlag af forhandlingermellem staten og de kommunale parter og fastsættes for hver enkelt kom-mune i en aftale, der indgås mellem Rigspolitiet (efter bemyndigelse fraJustitsministeriet) og den pågældende kommune, jf. stk. 2.Efter færdselslovens § 122 a, stk. 2, kan en kommunalbestyrelse efter afta-le bemyndige en anden kommunalbestyrelse til helt eller delvist at vareta-ge den kommunale parkeringskontrol på kommunens område.Af forarbejderne83til færdselslovens § 122 a, stk. 2, fremgår, at den kom-munalbestyrelse, der i henhold til aftalen bemyndiger en anden kommu-nalbestyrelse til at udføre myndighedsopgaver i forbindelse med udøvelseaf kommunal parkeringskontrol, bevarer det overordnede ansvar for opga-vens udførelse. Det indebærer bl.a., at den delegerende kommunalbestyrel-se til enhver tid kan tilbagekalde delegationen, kan fastsætte overordnederetningslinjer for parkeringskontrollen, som den bemyndigede kommunal-bestyrelse er forpligtet til at følge, skal informere borgerne om det etable-rede samarbejde samt skal føre tilsyn med, hvorledes opgaverne varetagesi den bemyndigede kommune. Borgernes indsigelser vedrørende parke-ringsafgifter skal dog indgives til den kommunalbestyrelse, der har pålagtafgiften, eller direkte over for fogedretten. Det følger af almindelige for-valtningsretlige principper, at der ikke gælder en adgang til at klage til enmyndighed, som har delegeret til ensideordnetmyndighed.Parkeringsafgifterne blev indført ved en ændring af færdselsloven i 197184og skulle træde i stedet for parkeringsbøder. Færdselssikkerhedskommissi-onen afgav den 13. juli 1967 betænkning nr. 4 om udøvelse af parkerings-kontrol, hvori kommissionen foreslog, at der foretoges en afkriminalise-ring af overtrædelsen af en række parkeringsrestriktioner.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at begrundelsen var, at af-giftssystemet ville give mulighed for en lettere og mindre administrations-krævende ekspedition. Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at beta-ling af en afgift for uberettiget råden over gadearealet synes rimeligere og8384

mere hensigtsmæssig og acceptabelt end sanktionering ved bødestraf. I1970’erne og 1980’erne85blev parkeringsafgiftssystemet udvidet fleregange på baggrund af de hidtidige erfaringer.Den Europæiske Menneskerettighedskommission86antog dog ved afgørel-sen af 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark87, aten parkeringsafgift til det offentlige er omfattet af Den Europæiske Men-neskerettighedskonventions straffesagsbegreb i artikel 6, stk. 1.Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:”The Commission recalls that the notion of »criminal charge« in Arti-cle 6 para. I cannot be interpreted solely by reference to the domesticlaw of the respondent State. It is to be interpreted as having anautonomous meaning in the context of the Convention (cf. Eur. CourtHR, Adolf v. Austria judgment of 26 March 1982, Series A no. 49, p.15, para. 30).In order to determine whether an offence qualifies as »criminal« forthe purpose of the Convention, it is first necessary to ascertainwhether or not the provision defining the offence belongs, accordingto the legal system of the respondent State, to criminal law; next, thenature of the offence and degree of severity of the penalty risked mustbe examined (see inter alia Eur. Court HR, Palaoro v. Austria judg-ment of 23 October 1995, Series A no. 329-B, p. 38, para. 34).The Commission recalls that the regulations concerning stopping andparking in the Road Traffic Act and rules issued under it have beencompletely decriminalised in Danish law. Thus, it follows from thetravaux préparatoires to the Act No. 162 of 28 April 1971 that thepurpose of the amendment was to place these rules outside the ambitof criminal law. In addition, the sanctions for violation of the rules arereferred to as charges, and not fines, and the ordinary law governingcivil law procedure applies in full to proceedings involving parkingcharges.However, the second criterion stated above - the very nature of the of-fence, considered also in relation to the nature of the correspondingpenalty - represents a factor of appreciation of greater weight (Öztürk

v. the Federal Republic of Germany, op. cit., p. 19, para. 52). It is ofgreat significance in this respect whether the purpose of the sanction isto be punitive and deterrent (cf., inter alia, Öztürk v. the Federal Re-public of Germany, op. cit., p. 20, para. 53).The Commission notes in this respect that the regulation in question isbased on a rationing of the road area. According to the travaux pré-paratoires to the amendment implementing the present rules, parkingcharges are considered as charges for using the parking area in excessof the permitted use. Thus, in the Government's opinion, the chargeshave no predominantly penal purpose.However, the Commission is not convinced that the rules in questiondo not retain a punitive character and do not have the effect essentiallyto deter. The wording of section 121 subsection 1 (7) and (8) of theRoad Traffic Act and of section 1 of the Parking Ordinance suggestthat the charge is a sanction imposed for violation of a prohibited andunwanted behaviour. There is nothing in the wording of the provisionsto indicate that the charge is intended to correspond to a service ren-dered or a parking place occupied. In addition, the provision is di-rected towards all citizens in their capacity as road users. Thus, theCommission is of the opinion that the general character of the rule andthe purpose or the effect of the penalty, being both deterrent and puni-tive, suffice to show that the offence in question was, in terms of Arti-cle 6 of the Convention, criminal in nature (ibid). The Commissionconsiders that it is not decisive in this respect that the rules applied toparking offences lack certain hallmarks usually connected with crimi-nal procedure.As the contravention committed by the applicant was criminal for thepurposes of Article 6 of the Convention, there is no need to examine italso in the light of the final criterion stated above. The relative lack ofseriousness of the penalty at stake cannot divest an offence of its in-herently criminal character (Öztürk v. the Federal Republic of Ger-many, op. cit., p. 21, para. 54 and Eur. Court H.R. Lutz v. the FederalRepublic of Germany judgment of 25 August 1987, Series A no. 123-A, p. 23, para. 55).Accordingly, the Commission considers that the proceedings at issueinvolved a determination of a »criminal charge« within the meaning ofArticle 6 of the Convention which is thus applicable in the presentcase.”

nens afgørelse indebærer, at en sag om parkeringsafgift til det offentligeindebærer en stillingtagen til en anklage for en forbrydelse (criminalchar-ge),således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention. Det følger bl.a. heraf, at domstolene vedbehandlingen af sager om parkeringsafgifter skal iagttage de retssikker-hedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager.Det indebærer bl.a., at de beviskrav, der gælder i straffesager, finder an-vendelse, herunder også reglen om uskyldsformodning i artikel 6, stk. 2.Efter dansk ret indebærer dette endvidere, at reglen i retsplejelovens § 863om, at en tiltalt ikke har pligt til at afgive forklaring, også finder anvendel-se. Som det fremgår ovenfor, er afgørelsen ikke til hinder for, at en sagom parkeringsafgift til det offentlige behandles i den civile retsplejes for-mer. I Højesterets kendelser af 12. januar 201088henviste Højesteret end-videre til kommissionens afgørelse.Der er ikke i færdselsloven eller bestemmelser udstedt i medfør heraf fast-sat regler om, hvorvidt der kan pålægges flere bøder eller parkeringsafgif-ter for samme parkering, dvs. hvor et køretøj f.eks. holder i strid med etparkeringsforbud i flere dage eller uger.Københavns Kommune har i sin vejledning i udfærdigelse af parkerings-afgifter på side 24 angivet følgende om flere parkeringsafgifter for sammeparkering:”Det sker, at et køretøj i en længere periode er henstillet parkeret istrid med en parkeringsrestriktion. I sådanne tilfælde opstår spørgsmå-let, om der kan pålægges flere parkeringsafgifter for den pågældendeparkering.Der kan med sikkerhed pålægges én parkeringsafgift for forseelsen.Herefter er der endvidere mulighed for, at politiet foranlediger køretø-jet fjernet, da det er henstillet i strid med gældende regler om stands-ning og parkering, jf. færdselslovens § 123, stk. 1, nr. 1.I hvilket omfang, der kan pålægges flere parkeringsafgifter, indtil kø-retøjet flyttes eller politiet eventuelt foranlediger køretøjet fjernet, eruafklaret i retspraksis. Indtil videre bør det undgås, at der opstår uri-melige tilfælde, hvor et køretøj pålægges et betydeligt antal afgifterfor den samme forseelse.

Der er i forbindelse med Østre Landsrets dom i UfR 2013.30 Ø taget stil-ling til Københavns Kommunes praksis i den forbindelse. Det fremgår afdommen, at Københavns Kommune, Center for Parkering, pålagde en per-son, hvis bil var ulovligt parkeret på fortov i mere end 24 timer, to parke-ringsafgifter med ca. 26 timers mellemrum. Parkanten var enig i, at bilen –der ikke havde været flyttet i tiden mellem de pålagte parkeringsafgifter –holdt ulovligt parkeret, men ville kun betale den først pålagte afgift underhenvisning til, at der var tale om den samme parkeringsforseelse. Sagendrejede sig således om, hvorvidt parkanten var forpligtet til også at betaleden anden afgift. Afgifterne var pålagt i overensstemmelse med Køben-havns Kommunes vejledning i udfærdigelse af parkeringsafgifter, hvoref-ter der kan pålægges en afgift pr. døgn og som udgangspunkt højst 4 afgif-ter for den samme parkeringsforseelse. Landsretten gav parkanten med-hold i, at han kun skulle betale én parkeringsafgift. Landsretten begrunde-de sin afgørelse således:”Ifølge færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 2, kan politiet pålægge en af-gift for overtrædelse af færdselslovens § 28, stk. 3, for så vidt angårblandt andet standsning og parkering med hele køretøjet på fortov.Afgiften udgør 510 kr., jf. færdselslovens § 121, stk. 5. Kontrollenmed overholdelsen af det nævnte standsnings- og parkeringsforbudkan efter Justitsministeriets bestemmelse overlades til kommunalbe-styrelsen, jf. færdselslovens § 122 a.Det fremgår af færdselslovens § 2, nr. 16, at der ved parkering i færd-selslovens forstand forstås enhver hensætning af et køretøj med elleruden fører, dog således at standsning kortere end 3 minutter, stands-ning for af- eller påstigning samt af- eller pålæsning af gods ikke an-ses for parkering.En ulovlig parkering må således anses for én forseelse uanset parke-ringens varighed.I Københavns Kommunes vejledning i udfærdigelse af parkeringsaf-gifter er angivet, at der ved langvarige parkeringer maksimalt kan på-97

lægges en parkeringsafgift pr. døgn, og at der som udgangspunkt højstkan pålægges fire afgifter for den samme parkering.Den Europæiske Menneskerettighedskommission har ved afgørelse af14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark udtalt,at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagentil en ”anklage for en forbrydelse” (”criminal charge”), således somdette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention (jf. også Højesterets kendelse af 12. januar 2010, gen-givet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1027).Opkrævning af yderligere parkeringsafgifter i en situation, hvor dersom i nærværende sag er tale om fortsættelse af en ulovlig parkering,for hvilken der allerede er opkrævet én afgift, må forudsætte, at der erklar lovhjemmel herfor, jf. herved princippet i straffelovens § 1 samtartikel 7, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.Færdselslovens § 121 ses ikke at indeholde en sådan hjemmel, lige-som der heller ikke ses at være det fornødne hjemmelsmæssige grund-lag for at overlade det til de opkrævende myndigheder at fastsætte ret-ningslinjer for, hvorvidt der kan opkræves flere afgifter for sammeparkering og i givet fald med hvilket interval.På denne baggrund findes der efter de gældende regler alene at værehjemmel til at opkræve én afgift i anledning af samme parkeringsfor-seelse.Herefter, og da det lægges til grund som ubestridt, at [parkantens] bilikke har været flyttet i tiden mellem de to pålagte parkeringsafgifter,tager landsretten påstanden fra Forenede Danske Motorejere sommandatar for [parkanten] til følge.”

3.1.2. Arbejdsgruppens overvejelserOverordnet set finder arbejdsgruppen, at de gældende regler om, hvilkeovertrædelser der er belagt med bøde henholdsvis afgift, samt hvilke myn-digheder der kan foretage parkeringskontrol og udstede parkeringsafgifter imedfør af færdselsloven, fungerer tilfredsstillende. For så vidt angår reg-lerne om fremgangsmåden ved pålæggelse af en parkeringsafgift henvisesder til pkt. 3.2.Arbejdsgruppen har – bl.a. i lyset af Østre Landsrets dom i UfR 2013.30 Ø– overvejet, om der bør indføres en hjemmel til at kunne pålægge mere endén afgift for samme parkering. Arbejdsgruppen har i den forbindelse note-98

ret sig, at flere kommuner forud for den nævnte afgørelse fra Østre Lands-ret lagde dette til grund i praksis.I den forbindelse har arbejdsgruppen konstateret, at spørgsmålet er håndte-ret forskelligt i svensk, finsk og norsk ret. I Sverige er der fastsat reglerom, hvor mange parkeringsafgifter der kan udstedes for samme parkering,og med hvilken hyppighed. Efter de svenske regler kan der således udste-des en ny parkeringsafgift for hvert påbegyndt kalenderdøgn, dog med mi-nimum seks timers mellemrum, og der kan maksimalt udstedes fem afgif-ter for samme overtrædelse.89Finland har hidtil ikke haft en regulering afdette spørgsmål, men en arbejdsgruppe nedsat under det finske justitsmini-sterium har foreslået, at der indføres et maksimum på 3 parkeringsafgifterfor samme overtrædelse, og at en ny parkeringsafgift tidligst kan pålæggesfor hvert nyt døgn. I modsætning hertil, har man i Norge valgt, at der kunkan pålægges én afgift for samme parkering.90I forhold til spørgsmålet om indførelse af adgang til at pålægge mere endén afgift for samme parkering, er der efter arbejdsgruppens opfattelse påden ene side et hensyn at tage til, at det ikke må kunne betale sig for en bi-list, som parkerer bevidst i strid med reglerne eller uden at ville bruge tidpå at sætte sig ind i parkeringsrestriktionerne på det pågældende sted, atblive pålagt en afgift i stedet for at betale for parkering. En bilist, der ved,at han har brug for en parkeringsplads i en længere periode, ville såledeskunne spekulere i at blive pålagt afgiften frem for at betale for hele perio-den. Det gælder både, hvor parkeringen sker i strid med reglerne et sted,der er indrettet til betalingsparkering, og et sted, der er indrettet til gratistidsbegrænset parkering. I sidstnævnte tilfælde ville alternativet til parke-ring på stedet i det pågældende tidsrum således have været, at bilen skulleplaceres et andet sted, eventuelt mod betaling. Arbejdsgruppen bortset fraForbrugerrådet finder, at antallet af afgifter for samme parkering (og der-med den samlede afgifts størrelse) på denne baggrund af præventive grun-de bør være af en vis størrelse. Det forekommer også rimeligt i forhold tilde forbrugere af den almindelige adgang til parkering, som overholderparkeringsreglerne, og som eventuelt ser en ulovlig parkeret bil hensatsamme sted i længere tid og i øvrigt er afskåret fra selv at bruge den parke-ringsplads, der optages uretmæssigt. I den forbindelse bemærkes også, atniveauet for den samlede afgifts størrelse ikke alene bør vurderes i forholdtil størrelsen af sanktionen for færdselsforseelser, men også i forhold til, atder i de tilfælde, hvor overtrædelsen sker bevidst, vil være tale om, at par-8990

kanten i et forsøg på at skaffe sig uberettiget vinding uretmæssigt tilegnersig en ydelse (adgang til parkering).Arbejdsgruppen er på den anden side opmærksom på, at der kan forekom-me situationer, hvor en parkering gennem længere tid ikke er foretagetmed henblik på omgåelse af en betalingspligt, men f.eks. er foretaget ufor-varende på et sted med betalingspligt eller i strid med reglerne på et steduden betalingspligt. Flere afgifter for samme parkering kan således umid-delbart forekomme noget byrdefuld for den parkant, som tror, at parkerin-gen er lovlig, og som f.eks. kan være bortrejst i længere tid. I langt de fle-ste situationer vil der imidlertid efter arbejdsgruppens opfattelse være taleom, at parkanten får kendskab til parkeringsafgiften inden for kortere tid,enten fordi bilen skal bruges, eller fordi der det pågældende sted gælderregler om tidsbegrænsning eller betaling. Det forekommer desuden at værevanskeligt at afgrænse de afgiftsudløsende parkeringer, som reelt er fore-taget i et forsøg på omgåelse af en betalingspligt. Arbejdsgruppen finderimidlertid, at reglerne bør udformes således, at der er en øvre grænse for,hvor mange parkeringsafgifter der kan pålægges for samme parkering, somsikrer, at de samlede afgifter i en sådan situation i almindelighed ikke forden enkelte opfattes uforholdsmæssige men som en efter omstændigheder-ne rimelig pris for at have overset, misforstået eller i øvrigt ikke haveoverholdt de gældende regler om parkering.Det bemærkes i den forbindelse, at politiet har mulighed for at fjerne et kø-retøj, jf. færdselslovens § 123. Som ordningen er i dag, vil en fjernelse afbilen imidlertid ofte først ske efter længere tid, medmindre køretøjet står tilfare eller ulempe for færdslen. Arbejdsgruppen finder det naturligt, at poli-tiet hurtigt fjerner køretøjer, som udgør en fare, eller som er til væsentligulempe for færdslen. Det vil herudover bero på en konkret politimæssigvurdering ud fra, hvilke andre opgaver politiet på det pågældende tids-punkt har, hvornår et ulovligt parkeret køretøj kan fjernes. I den forbindel-se bemærkes, at det efter arbejdsgruppens opfattelse i almindelighed måanses for mere indgribende i forhold til parkanten at få fjernet sin bil frastedet med de ekstraomkostninger, som dette indebærer, end at få pålagt eneller flere parkeringsafgifter.Forbrugerrådet har peget på, at som retstillingen er i dag, er det kun muligtat pålægge én parkeringsafgift for samme overtrædelse af parkeringsreg-lerne. Forbrugerrådet anser det for en væsentlig forringelse af forbrugernesretstilling, hvis der indføres en hjemmel til at pålægge mere end én parke-

ringsafgift for samme overtrædelse og kan derfor ikke støtte, at der indfø-res en adgang hertil.Arbejdsgruppen, bortset fra Forbrugerrådet, anerkender ud fra en samletvurdering, at der – herunder navnlig af hensyn til de forbrugere, der ønskerat udnytte muligheden for at parkere deres køretøjer efter reglerne – er etbehov for at kunne pålægge flere afgifter for samme parkeringsforseelse,hvilket ikke er muligt i dag. Der må i den forbindelse sikres parkanterne envis tid til at flytte en bil, der holder i strid med en parkeringsregel, og somder allerede er givet en afgift for, men således at afgiftens størrelse stiger itakt med den tid, køretøjet står ulovligt parkeret. Samtidig bør der af hen-syn til dem, som – uden at være i ond tro har hensat deres bil ulovligt ilængere tid – være en øvre grænser for, hvor mange afgifter, der bør kunnepålægges, uden at spørgsmålet skal overgå til en politimæssig vurdering af,om køretøjet skal fjernes.På denne baggrund anbefales det, at der indføres en ny bestemmelse ifærdselsloven, som sikrer, at der kan pålægges mere end én afgift forsamme overtrædelse af parkeringsreglerne, at der højst kan pålægges énparkeringsafgift pr. påbegyndt døgn (kalenderdøgn), at en ny afgift tidligstkan pålægges 24 timer efter den forrige afgift, at der skal gælde et maksi-mum for, hvor mange afgifter for samme overtrædelse af parkeringsregler-ne der kan pålægges, og at dette maksimum bør være på tre eller fire afgif-ter. Med en sådan regel vil udgiften ved en langtidsparkering i strid medreglerne f.eks. ved en banegård eller en lufthavn overstige prisen ved at ta-ge en taxa til f.eks. banegården eller lufthaven og retur i en ikke ubetydeligafstand fra det pågældende sted.Arbejdsgruppen har i det lys udarbejdet et udkast til en ny bestemmelse ifærdselslovens § 121, stk. 6, herom, jf. 1, nr. 9, i det lovudkast, som findesunder pkt. 5.1 nedenfor.3.2. Sagsbehandling – dokumentation og fremgangsmåde3.2.1. Gældende ret og praksisDet følger af færdselslovens § 121, stk. 3, at en afgift pålægges ved skrift-lig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren. Afgif-ten påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parke-ring. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren(brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettigetvar i besiddelse af køretøjet, jf. § 121, stk. 4.101

Kommunernes og politiets pålæggelse af parkeringsafgifter er afgørelser iforvaltningslovens91forstand. Ved lov nr. 341 af 16. maj 2001 om ændringaf færdselsloven (afgørelse om pålæggelse af standsnings- og parkerings-afgift) blev afgørelser om pålæggelse af en parkeringsafgift undtaget fraforvaltningslovens § 19, om partshøring, jf. § 121, stk. 2. Kommunerne ogpolitiet er derimod i øvrigt underlagt forvaltningsretten, herunder uskrevneforvaltningsretlige grundsætninger, ligesom den, der pålægges en parke-ringsafgift, har de øvrige partsrettigheder – ud over kravet om partshøring– som følger af forvaltningsloven. Ved en part efter forvaltningsloven for-stås i almindelighed ansøgere, klagere og andre, som har en individuel ogvæsentlig interesse i sagens udfald.92Der er ikke i færdselsloven eller bestemmelser udstedt i medfør heraf fast-sat specifikke regler om fremlæggelse af dokumentation for, at en parke-ringsregel eller et parkeringsvilkår er overtrådt i forbindelse med pålæg-gelse af en parkeringsafgift. Det er derfor i sidste ende op til domstolenepå baggrund af den almindelige frie bevisvurdering i det konkrete tilfældeat fastslå, om en given parkeringsbestemmelse er overtrådt eller ej. Afgø-relsen af, hvorvidt en parkeringsafgift i øvrigt med rette har kunnet pålæg-ges eller ej, hører ligeledes i sidste ende under domstolene.I det følgende redegøres der nærmere for de sagsbehandlingskrav, som po-litiet og kommunerne efter gældende ret er underlagt i forbindelse medparkeringskontrol.Som nævnt ovenfor følger det af færdselslovens § 121, stk. 3, at en afgiftpålægges ved skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgi-ves til føreren. For kommunerne følger det herudover af § 2 i bekendtgø-relse nr. 972 af 17. oktober 2005 om kommunal parkeringskontrol, som erudstedt med hjemmel i færdselslovens § 122 a, at der ved pålæg af stands-nings- og parkeringsafgifter skal benyttes en blanket med en række nær-mere angivet oplysninger om klage og betalingsfrist, herunder konsekven-serne af manglende betaling. Blanketten skal udformes efter en model,hvis indhold aftales mellem Kommunernes Landsforening, KøbenhavnsKommune, Frederiksberg Kommune, Rigspolitichefen og restanceinddri-velsesmyndigheden (dvs. SKAT).

For politiet gælder cirkulære nr. 76 af 29. marts 1997 om afgift for stands-nings- og parkeringsforseelser og cirkulære nr. 10715 af 20. december1989 om standsnings- og parkeringsafgifter, der omhandler fremgangsmå-de og anvendelse af særlige blanketter ved pålæggelse af parkeringsafgif-ter.Ovennævnte regler suppleres af forvaltningslovens sagsbehandlingskrav,idet pålæggelse af parkerings- og standsningsafgifter som oven for nævnter afgørelser omfattet af forvaltningsloven.93I relation til spørgsmålet omdokumentation er navnlig de af forvaltningslovens regler, der vedrører op-lysning af sagen, vejledning, partshøring, begrundelse, klagevejledning ogaktindsigt af betydning.Herudover er kommunerne og politiet som offentlige myndigheder gene-relt underlagt lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvalt-ningen med senere ændringer (den gældende offentlighedslove). Den gæl-dende offentlighedslov erstattes den 1. januar 2014 af en ny offentligheds-lov, jf. lovforslag nr. L 144, FT 2012/13, som blev vedtaget den 4. juni2013 (den nye offentlighedslov). Af særlig interesse er her reglerne om no-tatpligt, jf. den gældende offentlighedslovs § 6 og den nye offentligheds-lovs § 13, som er omtalt under pkt. 3.2.1.2 nedenfor.Kommunens og politiets sagsbehandling vedrørende parkeringsafgifter kangrundlæggende deles op i to faser: 1) selve afgiftspålæggelsen og 2) eneventuel efterfølgende klagesag. Nedenfor er det beskrevet, hvad de enkel-te krav til sagsbehandlingen mere konkret indebærer i forhold til de tonævnte potentielle faser i en parkeringsafgiftssag (pkt. 3.2.1.1 - 3.2.1.6). Iden forbindelse er der i vidt omfang inddraget oplysninger om, hvordan deforskellige sagsbehandlingskrav i praksis håndteres af bl.a. KøbenhavnsKommune, sådan som det fremgår af Administrationsgrundlag vedrørendeparkeringsafgifter, Anders Valentiner-Branth og Henrik Sauer, 2010, ogVejledning i udfærdigelse af parkeringsafgifter. Herefter følger en kort re-degørelse for aktindsigtsreglerne, der giver en part ret til i et vist omfang atfå udleveret det skriftlige materiale, som forvaltningsmyndigheden er i be-siddelse af på sagen (pkt. 3.2.1.7.). Derefter behandles det kort, hvilken be-tydning det har, såfremt en forvaltningsmyndighed ikke overholder denævnte sagsbehandlingskrav (pkt. 3.2.1.8.). Afslutningsvist følger enoverordnet beskrivelse af et udsnit af principperne for god forvaltnings-skik, som anses for særligt relevante i forhold til parkeringsområdet (pkt.3.2.1.9.).93

Spørgsmålet om selve opbygningen af klagesystemet behandles nedenforunder pkt. 3.3.3.2.1.1. Sagens oplysningOffentlige myndigheder er underlagt officialprincippet (også kaldet under-søgelsesprincippet). Dette indebærer, at myndigheden har ansvaret for attilvejebringe de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag, herunder kon-trollere, at de oplysninger, der indgår i grundlaget for en afgørelse, er kor-rekte. Officialprincippet er en uskreven retsgrundsætning, der er en væ-sentlig garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Hvis sagsoplysnin-gen er utilstrækkelig, vi afgørelsen efter omstændighederne kunne tilside-sættes som ugyldig.94Officialprincippet retter sig imod tilvejebringelse af et fyldestgørende fak-tisk og retligt grundlag for en afgørelse. Hvad der kan anses for en fuldtforsvarlig oplysning af en sag afhænger i nogen grad af sagens karakter.Det vil i hvert enkelt tilfælde afhænge af en konkret vurdering, hvilke op-lysninger der er nødvendige for, at der kan opnås sikkerhed for, at der iden konkrete sag træffes en lovlig og rigtig afgørelse.95I Københavns Kommunes administrationsgrundlag, side 249 f., er anførtfølgende herom:”Der kan ikke opstilles nogen almindelig regel om, hvilke oplysningerog undersøgelser der er nødvendige for at træffe afgørelse i en sag.[…]Der vil således f.eks. være stor forskel på det nødvendige oplysnings-grundlag i en almindelig billetsag i forhold til en sag om af- og pålæs-ning, da der i den skønsmæssige sag om af- og pålæsning typisk vilvære behov for væsentlig flere oplysninger, end der vil i billetsager.Det følger endvidere af officialprincippet, at Center for Parkering efteromstændighederne er forpligtet til at forholde sig kritisk til indhentedeoplysninger, således at det i videst muligt omfang sikres, at de oplys-ninger, der lægges til grund ved afgørelsen, er rigtige og pålidelige.

Det kan f.eks. være en mekanikerregning eller anden fremsendt do-kumentation, der virker falsk eller forkert, eller i andre lignende situa-tioner. Her vil Center for Parkering efter omstændighederne kunnevære forpligtet til at undersøge forholdene nærmere.Eksempel 275:Fra praksis kan nævnes den situation, hvor en borger selv malerkantstenen gul. Her vil der efter omstændighederne – f.eks.hvor parkeringsvagten ofte kommer i gaden, og derfor undrersig over den nymalede kantsten – kunne være behov for at un-dersøge den officielle afmærkningsplan det pågældende sted,inden parkeringsafgiften pålægges eller fastholdes.Eksempel 276:Som beskrevet i afsnit 3.2.1.10 og i vejledningen i udfærdigelseaf parkeringsafgifter er det væsentligt, at parkeringsvagten tagerstilling til, hvilken status vejen har. Er der tale om en offentligvej, en privat fællesvej eller om en (anden) privat vej? Vejensstatus er afgørende for, hvilken kompetence Center for Parke-ring har. En evt. tvivl om vejens status skal derfor afklares omnødvendigt ved henvendelse til vejmyndigheden, inden der på-lægges parkeringsafgifter for andre forseelser end de, der er di-rekte nævnt i færdselslovens § 28 og § 29.Parkeringsvagten vil opfylde en væsentlig del af oplysningsforpligtel-sen ved at udfylde kontrolkort mv. tilstrækkeligt i forbindelse med, atparkeringsafgiften bliver pålagt.”

Kravet til, hvilke undersøgelser parkeringsvagten skal foretage, før der kanudstedes en parkeringsafgift, varierer alt efter, hvilken overtrædelse der ertale om. Af almindelige undersøgelser, som parkeringsvagten skal foreta-ge, kan imidlertid nævnes observation af køretøjet, opmåling (f.eks. i rela-tion til 10-meter-reglen), ventilkontrol, tjek af bilens forrude og aflæsningaf p-billet eller parkeringsskive. I det følgende er redegjort nærmere for,hvad disse almindelige undersøgelser indebærer.3.2.1.1.1. ObservationPålæggelse af en parkeringsafgift forudsætter altid en forudgående obser-vation af køretøjet i en vis periode, bl.a. fordi der altid skal registreres enrække oplysninger om køretøjet, stedet og overtrædelsen samt udfærdigesen skriftlig meddelelse til parkanten. Hvor længe et køretøj herudover skalobserveres, afhænger helt af de konkrete omstændigheder, herunder hvil-ken overtrædelse det tyder på, at der er tale om.105

På side 17 i vejledningen for Københavns Kommune er anført følgendeom observationstider:”Det vil som en del af undersøgelsesforpligtelsen være nødvendigt atobservere omstændighederne vedrørende et hensat køretøj nærmere,inden parkeringsvagten kan pålægge en parkeringsafgift.Pligten til at undersøge de faktiske forhold vil under alle omstændig-heder medføre en pligt til at observere køretøjet i en kortere periode.Hvor lang denne observationsperiode skal være afhænger normalt af,om det pågældende køretøj er placeret i strid med et standsningsfor-bud eller et parkeringsforbud, ligesom der efter en konkret vurdering ivisse tilfælde kan være behov for at observere nogle køretøjer i længe-re tid end andre.”

I forhold til parkeringsforbud vil en parkeringsafgift sædvanligvis forud-sætte en observation af, at køretøjet er hensat i mere end 3 minutter, jf. de-finitionen af parkering i færdselslovens § 2, nr. 17. Herudover vil det kun-ne være nødvendigt at observere køretøjet i længere tid for at konstatere, atder ikke er tale om af- eller pålæsning eller af- eller påstigning.Med hensyn til standsning er der ikke fastsat en tilsvarende bestemmelseom minuttal, idet standsning må antages at ske umiddelbart. En afgift forstandsning i strid med et standsningsforbud forudsætter imidlertid som mi-nimum, at det iagttages, at køretøjet ikke er standset af hensyn til den øvri-ge færdsel eller som følge af færdselsuheld, havari eller lignende, sam-menholdt med færdselslovens § 31, stk. 2.På side 17 i vejledningen for Københavns Kommune er anført følgendeom observationstid i forbindelse med standsningsforbud:”Der er ikke faste regler om en bestemt observationstid ved pålæggel-se af en parkeringsafgift for overtrædelse af et standsningsforbud, menparkeringsvagten skal – inden parkeringsafgiften pålægges – så vidtmuligt sikre sig, at køretøjet er standset i færdselslovens forstand, ogdermed f.eks. ikke blot holder stille af hensyn til den øvrige færdselmv.Selv om der ikke opereres med observationstider i forbindelse medstandsningsforbud, skal man være opmærksom på, at der altid er enpligt til at undersøge de faktiske forhold, og at der i øvrigt også altider en vis ekspeditionstid forbundet med pålæggelsen af en parkerings-afgift. I løbet af den tid, det tager at lave en skitse og få udarbejdet gi-106

Om observationstid i forhold til parkeringsforbud anføres det videre påside 17 f.:”Tidligere var der en regel om, at personbiler og varebiler skulle ob-serveres i henholdsvis 5 og 15 minutter, inden der kunne pålægges enafgift for overtrædelse af et parkeringsforbud. Disse regler vil ikkelængere være gældende. Reglerne er nu afløst af en mere konkret vur-dering ud fra et forsigtighedsprincip.Udgangspunktet for denne vurdering skal være, at der først måpålægges en parkeringsafgift, når der er en rimelig sandsynlighedfor, at denne parkeringsafgift vil være lovlig og rigtig.Henset til kravet i færdselslovens § 2, nr. 16 [nu § 2, nr. 17], hvorefteret køretøj først anses for parkeret, når dette har været standset i mindst3 minutter, og henset til forsigtighedsprincippet, vil der imidlertid al-tid som minimum skulle være en observationstid på4 minutter,indender kan pålægges en parkeringsafgift for overtrædelse af etparke-ringsforbud.Ved fastlæggelsen af den minimale observationstid erder bl.a. taget højde for usikkerhedsmomenter ved tidsberegningenmv.[…]Dette ændrer imidlertid ikke på, at parkeringsvagten tillige skal skaffesig rimelig sikkerhed for, at køretøjet rent faktisk er parkeret, og at derikke blot foretages af- og pålæsning, eller af- og påstigning. Dette in-debærer, at observationstiden ikke kan være kortere end 4 minutter, ogdet vil efter omstændighederne ofte være hensigtsmæssigt, hvis obser-vationstiden bliver noget længere.Parkeringsvagten vil således i ethvert tilfælde være forpligtet til at fo-retage et skøn over, om køretøjet er parkeret, eller om der sandsynlig-vis er en igangværende af- og pålæsning eller af- og påstigning, såle-des at køretøjet ikke kan anses for parkeret, jf. parkeringsdefinitionen ifærdselslovens § 2, nr. 16 [nu § 2, nr. 17]. Er der noget, der tyder på,at bilisten således er i gang med en større af- og pålæsning, vil obser-vationstiden skulle vare længere end 4 minutter. I sådanne tilfælde børparkeringsvagten overveje, om man med fordel kan kombinere mulig-hederne for at foretage ventilkontrol og en observationstid på 4 minut-ter, jf. det anførte herom i afsnit 2.1.2. Alternativet hertil vil ofte være,107

Udover bemærkningerne i vejledningen anføres følgende mere generellebetragtninger om observationsperiodens begyndelse i Administrations-grundlaget vedrørende parkeringsafgifter, side 117 f.:”Hvad angår påbegyndelsen af en observationsperiode gælder som engenerel regel, at parkeringsvagterne kun kan starte observationstiden,når parkeringsvagten har en klar formodning om, at en restriktion erovertrådt, og at der derfor kan pålægges en parkeringsafgift. Dette be-tyder f.eks. i forhold til køretøjer henstillet på særligt afmærkede inva-lidepladser, at parkeringsvagt først skal foretage en foreløbig undersø-gelse af, om der er det påkrævede invalidekort i bilen, og først herefterskal påbegynde observationstiden samtidig med, at der tages foto, af-giftsdata skal noteres og eventuel anden relevant dokumentation skaltilvejebringes.Dette indebærer også, at observationstiden naturligvis ikke kan startes,før der foreligger en overtrædelse af reglerne og dermed en parke-ringsforseelse, der principielt kan føre til pålæggelsen af en parke-ringsafgift. Er tiden på en billet ikke udløbet, eller er der ifølge parke-ringsskiven fortsat tid tilbage at parkere i, vil parkeringsvagten oplagtendnu ikke kunne starte observationstiden.”

3.2.1.1.2. OpmålingEn række af færdselslovens parkeringsregler forudsætter, at parkeringsvag-ten foretager en opmåling af afstande. Dette gælder f.eks. 10 meter-reglenog forbuddet mod at parkere inden for 5 m foran fodgængerfelt eller ud-kørsel fra cykelsti, jf. færdselslovens § 29, stk. 1, nr. 1 og 2.I vejledningen anføres på side 13 følgende generelle betragtninger om,hvornår der skal foretages opmåling:”Der vil således altid være pligt til både at udarbejde skitse og foreta-ge opmåling i alle de tilfælde, hvor der er et særligtafstandskrav.Dette gælder derfor f.eks. også i forhold til overtrædelsen af reglen omspærrelinier, hvor der er et afstandskrav på 3 meter, eller i forhold tilreglen om opmarchområde, hvor der er et afstandskrav på 5 meter. Idisse situationer vil det være afgørende for vurderingen af, om denfastsatte tolerancetærskel er respekteret mv., at der er foretaget opmå-ling. Opmålingenskalsåledes foretages. […]

Er et køretøj hensat klart i strid med den angivne restriktion,vil dernormalt ikke være pligt til at foretage opmåling,medmindre forsig-tighedsprincippet efter omstændighederne konkret tilsiger dette.I en række tilfælde vil en korrekt anvendelse af forsigtighedsprincip-pet som nævnt medføre, at derskalskeopmålingog dermed også al-lerede af denne grund udarbejdesskitse.Dette gælder f.eks., hvis kø-retøjetholder delvistinde på et fortov, på et fodgængerfelt, ud for enafmærket restriktion ved tavle, inden for en afmærket restriktion påkørebanen mv.Hertil kommer, at det i en række andre tilfælde efter parkeringsvag-tens skøn vil kunne være hensigtsmæssigt at foretage opmåling, selvom der altså ikke stilles krav herom. Dette gælder f.eks., hvis køretøjeter hensat helt inden for en afmærket restriktions område, men i umid-delbar nærhed af tavlen.”

I forhold til opmåling opererer man bl.a. i Københavns Kommune med så-kaldte tolerancetærskler. Tærsklerne er udtryk for anerkendelsen af, at derer visse usikkerhedsmomenter forbundet med en opmåling. Dels kan må-leudstyret være behæftet med en fejlmargin, dels kan der visse steder væreusikkerhed om, hvor præcis der skal måles fra (f.eks. ved runde hjørner).Tolerancetærsklerne udspringer af et såkaldt forsigtighedsprincip, som erbeskrevet således på side 4 f. i vejledningen:”Der bliver lagt stor vægt på, at de enkelte parkeringsvagter følger etforsigtighedsprincip. Af færdselslovens § 121, stk. 1, fremgår, at poli-tiet og Center for Parkering kan pålægge parkeringsafgifter, og parke-ringsmyndighederne vil derfor i en række situationer have adgang tilat prioritere deres indsats, ligesom der er overladt et betydeligt skøn tilden enkelte parkeringsvagt i forhold til at foretage denne vurdering.Forsigtighedsprincippet er et samlebegreb for anvendelsen af ”kan-bestemmelsen” i færdselslovens § 121, stk. 1, og af konduite mv. i desituationer, hvor den enkelte parkeringsvagt skønner, at der ikke i denkonkrete situation er noget behov for at pålægge en parkeringsafgift.Borgeren vil modsat ikke kunne påberåbe sig forsigtighedsprincippet iforbindelse med en retlig prøvelse, og princippet er heller ikke noget,som parkeringsmyndighederne er forpligtet til at følge. Princippet eraltså ikke udtryk for gældende ret, men derimod en samlebetegnelsefor den hensigtsmæssighedsvurdering, der løbende skal foretages afden enkelte parkeringsvagt.

Dette ændrer dog ikke på, at forsigtighedsprincippet også skal med-virke til at sikre, at parkeringsmyndighederne i forbindelse med parke-ringskontrollen holder sig inden for rammerne af den lovlige skønsud-øvelse. En korrekt anvendelse af forsigtighedsprincippet er således isig selv et argument for, at man ikke skal bevæge sig ind på et gråzo-neområde.Skønsudøvelsen og dermed anvendelsen af forsigtighedsprincippet ersom nævnt ikke udtryk for gældende ret, og udøvelsen af dette skønbør heller ikke i den daglige praksis erstattes af hjemmelavede regler,der kan udvikle sig til en retligt bindende praksis.”

3.2.1.1.3. VentilkontrolOm såkaldt ventilkontrol fremgår bl.a. følgende side 10 ff. i vejledningen:”Ventilkontrol består i, at parkeringsvagten indtegner placeringen afventilerne på alle 4 hjul i et skema. Konstaterer parkeringsvagten efteren periode på f.eks. 1 time, at ventilernes placering er den samme(uændret), er det i almindelighed antaget, at bilen ikke har været flyt-tet i mellemtiden.[…]Ventilkontrol vil i det følgende blive anvendt som et samlebegreb forden ovenfor beskrevne procedure, hvor der foretages to kontroller medf.eks. 1 times mellemrum.Fordelene ved at anvende ventilkontrol er, at parkeringsmyndighedenkan opnå sikkerhed for, at et køretøj har været anbragt samme sted ien længere periode. Såfremt ventilkontrol kombineres med en efter-følgende korterevarende observationsperiode, kan der stilles størredokumentationskrav i forhold til en bilist, der gør indsigelse mod denpålagte afgift. Der vil derfor kunne fastholdes et større antal afgifter.[…]Hyppig anvendelse af kortvarig ventilkontrol anses for at kunne væremedvirkende til, at et endnu større antal parkeringsafgifter kan fast-holdes, og kortvarig ventilkontrol bør derfor anvendes af alle parke-ringsvagter. Dette gælder f.eks. i alle de tilfælde,hvoren situation umiddelbart ser ud som om, at der foretagesaf- og pålæsning, men hvor parkeringsvagten har en fornem-melse af, at der i virkeligheden er tale om en parkering, eller110

hvorparkeringsvagten har en fornemmelse af, at bilisten ikkei den konkrete situation er berettiget til at bruge en eventueldispensation, et lægekort og lignende.[…]I ovennævnte situationer vil kontrollen normalt kunne indledes meden ventilkontrol af f.eks. en times varighed, hvorefter køretøjet obser-veres i 4 minutter. Har bilen ikke været flyttet i 1 time og 4 minutter,og har det samtidig ikke været muligt at konstatere af- og pålæsning iløbet af de 4 minutters observationstid, kan der stilles betydelige kravtil en eventuel dokumentation for, at bilisten i hele perioden foretogkontinuerlig af- og pålæsning fra køretøjet. Der vil naturligvis fortsatvære tilfælde, hvor bilisten rent faktisk dokumenterer, at man var igang med en af- og pålæsning af meget lang varighed, og i givet faldvil parkeringsafgiften så blot skulle frafaldes.Også i de situationer, hvor en parkeringsvagt påtænker at pålæggeethavareret eller ubrugbart køretøjen parkeringsafgift, vil der skulleanvendes ventilkontrol.”

Den nye offentlighedslov, som træder i kraft 1. januar 2014, og som erstat-ter den gældende offentlighedslov, jf. pkt. 3.2.1 ovenfor, indeholder i § 13følgende regel om notatpligt.§ 13.I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en myndighed m.v.,skal den pågældende myndighed m.v., når den mundtligt eller på an-den måde bliver bekendt med oplysninger om en sags faktiske grund-lag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagensafgørelse, snarest muligt gøre notat om indholdet af oplysningerne el-ler vurderingerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne eller vur-deringerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.111

Den nærmere udstrækning af notatpligten er i første omgang afhængig af,om en oplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej.Afgørende er navnlig, hvilken funktion oplysningen har i myndighedenssagsbehandling. Notatpligten gælder herefter, hvis oplysningen er af en så-dan karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlageller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens fak-tiske omstændigheder. Tilkendegivelse af myndighedens egne standpunk-ter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse antagesat falde uden for notatpligten.96Notatpligten gælder alle oplysninger vedrørende en sags faktiske omstæn-digheder, der ikke allerede fremgår af sagens dokumenter, uanset på hvil-ken måde oplysningerne er tilgået sagen. Notatpligten vil således også om-fatte oplysninger som den, der behandler sagen, eller den, der skal træffeafgørelse i sagen, selv er bekendt med, uden at de i øvrigt fremgår af sa-gen.97Notatpligten gælder også med hensyn til oplysninger, som giver anledningtil tvivl, hvilket i givet fald skal fremgå af notatet, og med hensyn til op-lysninger, som er til parkantens fordel.Det er ikke nødvendigvis et krav efter § 6, at de nævnte oplysninger straksved modtagelsen nedfældes i et særskilt dokument. Som hidtil vil der i ste-det kunne gøres et notat om oplysningerne i den pågældende forvaltnings-myndigheds interne arbejdsmateriale, navnlig i referatark eller koncept-ark.98Notatpligten indebærer i første omgang, at parkeringsvagten må notere etvist minimum af faktiske oplysninger ned.I vejledningen er der på side 15 anført følgende vedrørende udarbejdelse afnotater:

”Det vil som en del af undersøgelsesforpligtelsen være nødvendigt atobservere omstændighederne vedrørende et hensat køretøj nærmere,inden parkeringsvagten kan pålægge en parkeringsafgift.Parkeringsvagten skal i hvert fald notere følgende på den skriftligemeddelelse (girokortet), der i forbindelse med pålæggelsen af parke-ringsafgiften normalt skal placeres på køretøjet, jf. færdselslovens §121, stk. 3:Køretøjets registreringsnummer, land, mærke, model og type.Køretøjets placering, herunder gadenavn, husnummer og de-taljer herom.[…]Et notat om væsentlige faktiske forhold har stor betydning, hvis derefterfølgende gøres indsigelse mod parkeringsafgiften. Notatet vilskulle anvendes af de medarbejdere, der behandler indsigelserne, oghvis sagen skal behandles af fogedretten, vil notatet blive fremlagt forretten som et bevismiddel.[…]Det er derfor vigtigt, at der udarbejdes gode notater og i øvrigt ogsågode skitser samt tages fyldestgørende fotos, der belyser de forhold,der er af væsentlig betydning for vurderingen af, om pålæggelsen afden pågældende parkeringsafgift er sket med rette.”

Om notatpligtens betydning i forbindelse med udstedelse af parkeringsaf-gifter er anført følgende i Københavns Kommunes administrationsgrund-lag, side 247 f.:”Notatpligtens udstrækning er ikke i første række afhængig af, om enoplysning efter sit indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, menberor i højere grad på, hvilken funktion oplysningen har i Center forParkerings sagsbehandling.Afgørende for, om en oplysning skal noteres, er, om oplysningen er afen sådan karakter, at oplysningen bidrager til at supplere sagens be-vismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhedmed hensyn til sagens faktiske omstændigheder.

Notatpligten omfatter således i første række oplysninger om foretagneiagttagelser, resultatet af foretagne målinger og andre undersøgelsersamt f.eks. fastslåede oplysninger om faktiske forhold.Notatpligten vil imidlertid også kunne omfatte oplysninger, der inde-holder en subjektivt præget stillingtagen til et forhold, for så vidt vur-deringen er af betydning for bevisets stilling, f.eks. hvor der udefra erindhentet en sagkyndig erklæring, som også vurderer betydningen afforskellige oplysninger om faktiske forhold.Notatpligten gælder således alle oplysninger vedrørende en sags ”fak-tiske omstændigheder”, der ikke allerede fremgår af sagen, hvorimodpligten ikke gælder Center for Parkerings egne tilkendegivelser afvurderinger, standpunkter og argumenter.Oplysninger om, herunder interne vurderinger af, indholdet af gæl-dende ret er heller ikke omfattet af notatpligten.Notatpligten vil for parkeringsvagten efter omstændighederne medføreen pligt til at notere oplysninger om foretagne målinger (f.eks. at bilenvar parkeret 6 meter fra et vejkryds), og en pligt til f.eks. at tage fotoseller at lave skitser af foretagne iagttagelser.Fogedretterne lægger i almindelighed stor vægt [på] fotos og på disseskitser mv. Dette beror på, at retterne bl.a. har tillid til, at skitserne erudformet omhyggeligt og korrekt. For at opretholde denne tillid er detoverordentlig vigtigt, at parkeringsvagterne altid er meget omhyggeli-ge og grundige ved udarbejdelsen af disse skitser og noteringen af an-dre oplysninger, der skal tjene som bevismateriale. Dette er – sammenmed troværdige vidneforklaringer – afgørende for, at Center for Par-kering får medhold i sagerne ved fogedretterne.Såfremt en bilist retter henvendelse til parkeringsvagten efter, at par-keringsafgiften er pålagt, vil parkeringsvagten efter omstændigheder-ne også have pligt til at udarbejde notat herom, såfremt der under sam-talen fremkommer væsentlige oplysninger i forhold til vurderingen af,om parkeringsafgiften er berettiget.Center for Parkering har allerede i dag indført sagsbehandlingsrutiner,der i almindelighed sikrer, at parkeringsvagterne overholder notatplig-ten, men dette ændrer ikke på, at parkeringsvagterne løbende skal væ-re opmærksomme på dette spørgsmål.”

Notatpligten kan – foruden ved egentlige skriftlige noter – opfyldes ved, atder tegnes skitser eller tages fotos til sagen.Vedrørende situationer, hvor der bør udarbejdes skitser, fremgår følgende ivejledningen, side 12 f.:”Skitser anvendes som dokumentation for, at en parkering har væretforetaget på en bestemt måde. Med udfærdigelsen af skitsen sikres etbevis for, hvordan køretøjet var parkeret på det tidspunkt, hvor parke-ringsafgiften blev pålagt.En skitse kan imidlertid erstattes af et eller flere fyldestgørende fotos.I de tilfælde, hvor parkeringsvagten har fotograferet forseelsen, oghvor parkeringsvagten tillige vurderer, at fotomaterialet udgør til-strækkelig dokumentation for forseelsen, kan parkeringsvagten undla-de at udarbejde en skitse.I tilfælde, hvor der ikke foreligger fotodokumentation af forseelsen,skal der udarbejdes skitse i henhold til de retningslinier, der er beskre-vet i denne vejledning. Erfaringen viser, at kvaliteten af de udarbejde-de skitser kan have stor betydning i bevismæssig sammenhæng, hvor-for det er vigtigt, at parkeringsvagten i disse tilfælde prioriterer udar-bejdelsen af en fyldestgørende skitse højt. Administrative hensyn talerdog på den anden side også klart for, at der normalt ikke stilles størrekrav til præcisionen af en skitse end den, som man med de tekniskehjælpemidler, der er til rådighed, umiddelbart kan præstere.Hvis der ikke foreligger fyldestgørende fotodokumentation, bør dertegnes en skitse af den konkrete parkering, medmindre en sådan skitsemå anses for enten at være uden betydning som bevis eller kun megetvanskeligt kan gengive de faktiske forhold.[…]Der er en række forseelser i færdselsloven, der kræver en nærmereopmålingaf afstand. Er et køretøj f.eks. parkeret mindre end 10 meterfra et kryds eller mindre end 5 meter foran et fodgængerfelt eller foranudkørslen fra en cykelsti, skal parkeringsvagten udarbejde en skitse ogforetage opmåling, således at skitsen underbygger oplysningerne pågirokortet ved bl.a. at vise afstanden til f.eks. krydset.Der vil således altid være pligt til både at udarbejde skitse og foretageopmåling i alle de tilfælde, hvor der er et særligtafstandskrav.”

Udarbejdelse af skitser er med den elektroniske udvikling i et vist omfangerstattet af fotos. På tilsvarende måde vil den teknologiske udvikling kun-ne gøre det nærliggende for myndighederne at overveje, om dokumentati-on kunne skaffes ved korte videooptagelser. Følgende fremgår af Vejled-ning i udfærdigelse af parkeringsafgifter, side 14 ff.:”Indledningsvist skal det fremhæves, atfotodokumentation som ud-gangspunkt alene er et supplement til de øvrige undersøgelses- ogdokumentationsformer,som allerede i dag anvendes af parkerings-vagterne, herunder f.eks. udarbejdelse af skitser, opmåling af afstande,observationstider, udarbejdelse af notater mv. Fotodokumentationenskal således i hvert fald indtil videre somudgangspunkt ikke erstattede undersøgelser eller dokumentationsformer, som parkeringsvagternei dag anvender i forbindelse med hver enkelt forseelsestype.[…]Fotografier kan f.eks. anvendes som dokumentation for, at et bestemtkøretøj har været parkeret et bestemt sted eller på en bestemt måde.Herved kan fotografier udgøre en del af dokumentationen for, at et kø-retøj har været standset eller parkeret i strid med et standsnings- ellerparkeringsforbud, der har været skiltet eller afmærket på kørebanen.I forhold til billetsagerne kan fotografier eksempelvis anvendes somdokumentation for, at der på kontroltidspunktet ikke var en synlig bil-let i forruden af bilen (eller i øvrigt, hvis det efter en konkret vurde-ring anses som en fordel også at tage fotos af kabinen), at den købteparkeringstid var overskredet, at p-billetten var uaflæselig, eller at denvar ugyldig.Fotografier kan også anvendes som dokumentation for, at køretøjetvar parkeret helt uden brug af p-skive, at parkeringstiden var over-skredet, at p-skiven var urigtigt indstillet, at p-skiven var uaflæselig, atder var anvendt mere end én p-skive, eller at der var anvendt en ulov-lig p-skive.Fotografier har således et meget bredt anvendelsesområde som doku-mentationsform. De fleste af de øvrige dokumentationsformer – udar-bejdelse af skitser, opmåling af afstande, observationstider – kan ikkeanvendes i forhold til alle forseelsestyper, men kun i forhold til en delaf disse.Derfor skal der normalt tages fotografier som dokumentation foren forseelse. Kun i tilfælde, hvor de konkrete forhold på stedet in-116

Højesteret afsagde den 12. januar 2010 nedennævnte kendelser i to sager99,som Københavns Kommune, Center for Parkering, havde pålagt to bilister,og hvor spørgsmålet om fotodokumentation indgik. Navnlig den kendelse,der nævnes først nedenfor, er relevant i denne sammenhæng.I den ene sag, hvor parkeringsafgiften var pålagt for parkering på handi-capplads uden anvendelse af parkeringskort, fandt Højesteret, at Center forParkering, der måtte antages at have haft mulighed for at sikre sig bevisved fotografering, ikke havde godtgjort, at parkeringskortet ikke var an-bragt synligt i forruden.Følgende fremgår af Højesterets kendelse:”Den Europæiske Menneskerettighedskommission har ved afgørelseaf 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark ud-talt, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebærer stilling-tagen til en ”anklage for en forbrydelse” (”criminal charge”), såledessom dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention. Det følger heraf, at retten ved behandlingen afen sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør afartikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Dette er ikke til hinder for, aten sag om parkeringsafgift til det offentlige behandles i den civileretsplejes former, men indebærer bl.a., at de beviskrav, der gælder istraffesager, jf. herved reglen om uskyldsformodning i artikel 6, stk. 2,finder anvendelse. Det indebærer endvidere, at reglen i retsplejelovens§ 863, om at en tiltalt ikke har pligt til at afgive forklaring, også finderanvendelse.Af de grunde, der er anført af fogedretten, finder Højesteret, at Parke-ring København, som må antages at have haft mulighed for at sikre sigbevis ved fotografering, ikke har godtgjort, at invalideskiltet ikke varanbragt synligt i forruden.Herefter – og da der ikke er grundlag for at tage kommunens subsidi-ære påstande til følge – stadfæster Højesteret fogedrettens kendelse.”

Højesteret fandt, at parkanten ikke havde bevist, at parkeringsbilletten påtrods heraf var placeret på en sådan måde, at parkeringsvagten alligevelkunne se den ved kontrol i overensstemmelse med reglerne i Vejledning iudfærdigelse af parkeringsafgifter.Notatpligten er ikke alene relevant i forbindelse med selve udstedelsen afen parkeringsafgift. Også ved eventuelle efterfølgende klager skal politieteller kommunen være opmærksom på, om der indgår nye oplysninger i sa-gen, som skal noteres ned. I Københavns Kommunes administrations-grundlag100, side 248, er anført følgende om notatpligten i forbindelse medklagesager:”I Klagesektionen vil man navnlig skulle være opmærksom på, at derkan være en pligt til at tage notater af telefonsamtaler og af samtalermed parkeringsvagter om de faktiske forhold vedrørende en parke-ringsafgift, der ikke i øvrigt fremgår af sagen mv. Sådanne notater erdels nødvendige for at kunne foretage en ordentlig behandling af sa-gen, dels nødvendige for efterfølgende at kunne dokumentere, hvilkeoplysninger der har ligget til grund for afgørelsen.Det er ikke alene vigtigt at notere alle oplysninger, der er relevante forselve afgørelsen. Det er også vigtigt at notere andre væsentlige ele-menter i en telefonsamtale, herunder f.eks. den vejledning der telefo-nisk gives til en borger. Ellers risikeres unødvendig kritik.[…]Center for Parkering modtager hvert år et stort antal telefoniske hen-vendelser. For at kunne opfylde notatpligten er det vigtigt at have fo-kus på, at det er de relevante ting, der gengives i notatet. Det er ikkenødvendigt at udarbejde udførlige referater af alt, hvad der bliver sagti en telefonsamtale. Det afgørende er at få noteret de oplysninger, somborgeren giver og som kan have betydning for sagens afgørelse, samtat notere de relevante og væsentlige spørgsmål borgeren stiller og desvar, som Center for Parkering giver herpå. Endvidere er det vigtigt atnotere den vejledning, som Center for Parkering giver borgeren undertelefonsamtalen, herunder klagevejledning.”

myndighedens sagsområde. Vejledningspligten efter forvaltningsloven erbegrænset til at gælde sager, hvor der er eller vil blive truffet en forvalt-ningsafgørelse, og i forhold til personer, der henvender sig til myndighe-den. Vejledningspligten gælder dog også over for en borger, der ikke di-rekte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor det fremstår somnaturligt og relevant at give borgeren information og vejledning.101Ved siden af vejledningspligten i forvaltningslovens § 7 gælder der i et vistomfang også en vejledningspligt på ulovbestemt grundlag.I relation til pålæggelse af parkeringsafgifter vil vejledningspligten efterforvaltningslovens § 7 formentlig typisk ikke være relevant, idet parke-ringsvagten ofte ikke møder parkanten. Sker dette imidlertid, vil der efteromstændighederne kunne være behov for, at parkeringsvagten vejlederparkanten om reglerne mv.I Administrationsgrundlag for parkeringsafgifter er således på side 246 an-ført følgende:”Den af Center for Parkering ydede vejledning skal naturligvis værejuridisk korrekt, og den skal tillige være så omfattende og detaljeret, atdet konkrete informationsbehov imødekommes på en rimelig måde.Vejledningspligten får navnlig betydning for parkeringsvagterne, dervil være forpligtet til at yde service og rådgive borgerne inden for ri-melighedens grænser ude på gader og stræder.Dette gælder i hvert fald, hvis man sammenholder det retlige krav omvejledning, med den vejledning man bør give efter principperne omgod forvaltningsskik, der omtales i kapitel 7 nedenfor.”

forarbejder102, at baggrunden for ændringen var en udtalelse fra Folketin-gets Ombudsmand til det daværende Trafikministerium om, at forvalt-ningslovens § 19 indebar, at der skulle foretages partshøring forud for på-læggelse af en parkeringsafgift. Af ressourcemæssige årsager og underhensyn til muligheden for at klage til den udstedende myndighed beslutte-des det at lovfæste den langvarige administrative praksis, hvorefter der ik-ke foretoges partshøring forud for udstedelse af en offentlig parkeringsaf-gift.Som forudsat i forarbejderne til lovændringen fra 2001 gælder forvalt-ningslovens § 21 om partens ret til at afgive udtalelse i sagen inden en af-gørelse træffes derimod fortsat. En parkant, der er til stede på det tids-punkt, hvor afgørelsen træffes, har således mulighed for at fremføre even-tuelle indsigelser. Sådanne indsigelser vil kunne fremføres på stedet, ogder vil derfor normalt ikke være grundlag for at udsætte afgørelsen medhenblik på at give parkanten mulighed for at fremføre indsigelser på et se-nere tidspunkt.I Københavns Kommunes administrationsgrundlag, side 254 f., er imidler-tid anført følgende:”Anmodningen om at afgive en udtalelse, jf. forvaltningslovens § 21,skal imidlertid være fremsat, inden den konkrete afgørelse er truffet.Bliver anmodningen fremsat efter afgørelsen er truffet, må anmodnin-gen forstås som en indsigelse mod den trufne afgørelse.Forvaltningslovens § 21 finder da anvendelse i forhold til Klagesekti-onens behandling af sagen vedrørende indsigelsen. Klagesektionenskal i den forbindelse være opmærksom på, at der ikke må træffes af-gørelse, før parten har haft anledning til at komme med sine bemærk-ninger.Det følger af færdselslovens § 121, stk. 3, at afgiften pålægges ved enskriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føre-ren. Af bestemmelsen følger, at en afgift ikke kan pålægges, efter atden ulovlige parkering er bragt til ophør.Center for Parkerings praksis i forhold til bestemmelsen er, at parke-ringsafgiften ikke gøres færdig, hvis ejeren kommer til stede for at

flytte sin bil, mens parkeringsvagten er i gang med at udfærdige afgø-relsen.103Der bliver altså ikke i sådanne tilfælde truffet en afgørelse, hvorforforvaltningslovens § 21 allerede af denne grund ikke finder anvendel-se, medmindre parkeringsvagten har skrevet afgørelsen færdig.Forvaltningslovens § 21 vil derfor i praksis ikke finde anvendelse iforbindelse med parkeringsvagtens virke ude på gaden. Det bemærkesi den forbindelse, at færdselslovens § 121, stk. 3, forstås således, atder er pålagt en afgift, selv om føreren kommer til stede, og nægter atmodtage afgiften og samtidig hindrer, at den færdigskrevne afgift bli-ver sat på bilen.Opstår der imidlertid en situation ude på gaden, hvor en bilist ønskerat gøre indsigelse mod pålæggelsen af parkeringsafgiften, skal parke-ringsvagten notere det faktiske forløb. Herefter sender Center for Par-kering et brev til parten, hvor denne gives en frist til at komme med etindlæg, samtidig med at man gør opmærksom på, at man vil træffe af-gørelse i sagen, når fristen er udløbet.Såfremt afgørelsen ikke kan anses for truffet, men samtidig ønskes op-retholdt, kan dette ske, idet Center for Parkering uanset ordlyden affærdselslovens § 121, stk. 3, vil kunne sende afgørelsen til parten i så-danne sager.”

I modsætning til ved selve afgiftspålæggelsen gælder forvaltningslovens §19 om partshøring i forbindelse med en kommunes (eller politiets) behand-ling af en indsigelse over for en allerede pålagt parkeringsafgift, jf. pkt.3.3.1. om remonstration. Bestemmelsen har følgende ordlyd:”§19.Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myn-digheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagensfaktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndig-heden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lej-lighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvisoplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentligbetydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist forafgivelsen af den nævnte udtalelse.Stk. 2.Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må an-ses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggendegrundlag,2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sa-gens afgørelse,3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burdevige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser,der taler imod en sådan udsættelse,4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hen-syn til de pågældende oplysninger,5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds afpersoner, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplys-ningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentligevanskeligheder, eller6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten ad-gang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgø-relse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træf-fes.Stk. 3.Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsmini-steren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor be-stemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendel-se, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.”

I Københavns Kommunes administrationsgrundlag, side 251 f., er anførtfølgende om partshøring i forbindelse med en eventuel klage:”Center for Parkering bør foretage partshøring i videst mulig udstræk-ning, medmindre hensynet til offentlige eller private interesser talerimod det.Detanbefales,at der foretages partshøring, medmindre modståendevægtige hensyn taler herimod. Naturligvis under forudsætning af, atder i sagen indgår faktiske oplysninger, som parten ikke kan antages atvære bekendt med.Det er imidlertid væsentligt at slå fast, at der kun er en egentlig pligttil at partshøre, når de følgende fire grundlæggende betingelser er op-fyldt.Center for Parkering er således forpligtet til – inden afgørelsen lovligtkan træffes – at partshøre for så vidt angår (1) faktiske oplysninger,(2) såfremt parten ikke kan anses for at være bekendt med disse op-122

lysninger, og (3) såfremt disse oplysninger må anses for at være tilugunst for parten og (4) af væsentlig betydning for afgørelsen.Der er herudover en række undtagelser fra partshøringspligten i § 19,stk. 2. Disse undtagelser vil sjældent finde anvendelse i forhold tilCenter for Parkerings behandling af indsigelser over parkeringsafgif-ter.Center for Parkering vil typisk have en partshøringspligt i forhold tilen evt. skitse tegnet af parkeringsvagten, i forhold til oplysninger ellerbreve indgået fra andre og i forhold til andet materiale indeholdendefaktiske oplysninger på sagen, som parterne ikke kan antages at værebekendt med.Center for Parkering vil typisk også være forpligtet til at partshøreover de konkrete fotos, der vedrører den parkeringsafgift, som der ergjort indsigelse mod. Vi lægger i den forbindelse til grund, at de kon-krete fotos må anses som (1) faktiske oplysninger, (2) som bilisten ik-ke kan anses for at være bekendt med, at Center for Parkering er i be-siddelse af, (3) de konkrete fotos skulle gerne dokumentere forseelsen,som er grunden til, at der blev pålagt en parkeringsafgift, hvorfor disseoplysninger må anses for at være til ugunst for parten og (4) de kon-krete fotos kan ikke mindst i lyset af Højesterets kendelser af 12. ja-nuar 2010 vise sig at være af væsentlig betydning for afgørelsen.[…]Herefter vil der kun være en partshøringspligt, hvis Center for Parke-ring indhenter yderligere oplysninger til brug ved behandlingen af sa-gen, som bilisten ikke er bekendt med. Har sagsbehandleren f.eks. fo-retaget notater af telefonsamtaler eller lignende, og indgår dette mate-riale i sagen, vil der typisk være partshøringspligt i forhold til sådanneoplysninger.Eksempel 278:I en sag havde bilejeren endvidere klaget til Folketingets Om-budsmand over manglende partshøring. Om dette spørgsmål ud-talte ombudsmanden den 14. december 2007,104at afgørelserom pålæggelse af parkeringsafgifter i medfør af færdselslovens§ 121, stk. 2 er undtaget fra pligten til at foretage partshøring ef-ter forvaltningslovens § 19. Da der efter afgiftspålæggelsen kunvar indgået oplysninger fra ejeren selv, fandt ombudsmanden

3.2.1.5. BegrundelseDet følger af færdselslovens § 121, stk. 3, at parkeringsafgifter skal pålæg-ges ved en skriftligt meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgivestil føreren.Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, der meddeles skriftligt,være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver denpågældende part medhold. Helt overordnet indebærer begrundelsespligten,at parten skal have en ”fyldestgørende forklaring på, hvorfor afgørelsenhar fået lige netop det indhold den har”, jf. Folketingets OmbudsmandsBeretning 1996, side 143. Begrundelsen skal naturligvis være både objek-tiv og subjektiv rigtig.Kravene til begrundelsens indhold er fastsat i forvaltningslovens § 24, somhar følgende ordlyd:”§24.En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisningtil de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal be-grundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmendefor skønsudøvelsen.Stk. 2.Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kortredegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstæn-digheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.Stk. 3.§ 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der ernævnt i § 9, stk. 4. Begrundelsens indhold kan i øvrigt begrænses i detomfang, hvori partens interesse i at kunne benytte kendskab til dennetil varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til124

Ifølge vejledningen til forvaltningsloven105er det ikke muligt at foretageen præcis beskrivelse af, hvor udførlig en begrundelse bør være, da dettebl.a. afhænger af, hvor meget parten selv har været involveret i sagsbe-handlingen forud for afgørelsen og sagens karakter i øvrigt. I vejlednin-gen106angives imidlertid følgende om, hvad henholdsvis kravet om hen-visning til retsreglerne, jf. stk. 1, og kravet om redegørelse for fakta, jf. stk.2, indebærer:”I mange tilfælde vil en simpel henvisning til den anvendte lovregeleller administrativt fastsatte bestemmelse – eventuelt med en gengi-velse eller vedlæggelse af kopi af denne ordlyd – være tilstrækkelig tilat opfylde kravet om angivelse af de retsregler, i henhold til hvilke af-gørelsen er truffet. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt at henvisetil hele den pågældende lov eller en administrativ forskrift uden atpræcisere, hvilke bestemmelser der mere præcist er lagt til grund.[…]Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegø-relse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,som har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Vurderingenaf, i hvilket omfang der i en konkret sag bør redegøres for myndighe-dens opfattelse af sagens faktum, må bl.a. bero på, om dette er omtvi-stet, og i øvrigt også på, hvorvidt parten må antages at være bekendthermed, f.eks. som følge af, at man tidligere eller samtidig med be-grundelsens meddelelse har imødekommet en begæring fra den på-gældende om aktindsigt.”

Afgørelsen om en parkeringsafgift meddeles skriftligt, men adskiller sigfra den klassiske skriftlige afgørelse i form af et brev ved, at afgørelsenfremgår af et girokort eller lignende. Dette indebærer en naturlig begræns-ning i, hvor meget tekst, der kan stå i afgørelsen. Dette ændrer imidlertidikke på, hvilke krav der gælder til en korrekt begrundelse.Forvaltningslovens § 24 er dog ikke til hinder for, at der inden for områdermed mange ensartede afgørelser udformes begrundelser efter paradigmereller fortrykte standardbegrundelser Kravene til begrundelsernes indholdgælder naturligvis fortsat for standardbegrundelser, som således i hvert en-kelt tilfælde skal være retvisende.I Københavns Kommune har man affattet en standardbegrundelse til allestandsnings- og parkeringsovertrædelser. Derudover modtager parkantenen generel meddelelse om, at denne er blevet pålagt en parkeringsafgift(afgørelsen) sammen med relevant vejledning om bl.a. mulighed for at gø-re indsigelse, om betaling og opkrævning samt om persondataloven.Meddelelsen om, at parkanten er pålagt en parkeringsafgift findes på bag-siden af indbetalingskortet, og har bl.a. følgende ordlyd:”Afgørelse: Du er blevet pålagt en parkeringsafgift, fordi der er fore-taget en uberettiget standsning eller parkering. På talonen vedlagt ind-betalingskortet er angivet et overtrædelsespunkt – f.eks. 01c og dennærmere begrundelse for p-afgiften.Begrundelse: Reglerne om standsning og parkering findes i færdsels-loven 1) (fremover ”FÆL”), vejafmærkningsbekendtgørelsen 2)(fremover ”vejbkg.”), bekendtgørelse om parkeringsskiver 3) (frem-over ”p-skivebkg.”) og Københavns Kommunes bekendtgørelse omstandsning og parkering 4) (fremover ”p-bkg.”). Reglerne om parke-ring i København kan ses på www.kk.dk/parkering, hvor du også kanfinde andre bidrag til forståelsen af reglerne.[…]1

I Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 257, anføresfølgende om standardbegrundelserne:”I forbindelse med kvalitetsudviklingsprojektet er der udarbejdet enstandardbegrundelse, der anvendes i forbindelse med pålæggelse afafgifter. Den gældende begrundelse kan ses på www.kk.dk/parkering.Når denne begrundelse tages i anvendelse, vil Center for Parkering ialmindelighed opfylde forvaltningslovens begrundelseskrav i forbin-delse med pålæggelsen af de enkelte parkeringsafgifter. Naturligvisunder forudsætning af, at parkeringsvagterne i den konkrete situationskriver det korrekte nr. for forseelsen på afgiftsdata og i øvrigt udfyl-der afgiftsdata korrekt.”

I forbindelse med behandlingen af en klage over en parkeringsafgift vil enafgørelse, der ikke fuldt ud giver den pågældende part medhold, også væreomfattet af begrundelsespligten, og der vil ydermere typisk være pligt til attage konkret stilling til klagepunkterne. I Administrationsgrundlag vedrø-rende parkeringsafgifter, side 257, fremgår følgende herom:”I forbindelse med kvalitetsudviklingsprojektet er der også udarbejdetskabeloner til Klagesektionens afslag i forhold til de enkelte forseel-ser. Anvendes disse skabeloner efter hensigten, vil også Klagesektio-nen i almindelighed opfylde forvaltningslovens begrundelseskrav.”

3.2.1.6. Klagevejledning§ 2 i bekendtgørelse om kommunal parkeringskontrol har følgende ordlyd:”§2.Ved pålæg af standsnings- og parkeringsafgift skal der benyttesen blanket, der indeholder oplysninger om1) betalingsfrist,2) hvortil indsigelsen mod afgiften kan rettes (kommunen),3) muligheden, for, såfremt kommunen fastholder afgiften, at ind-drive afgiften ved udpantning, jf. færdselsloven § 121, stk. 4,eller ved lønindeholdelse eller modregning, jf. færdselslovens §122 b, og4) hvilke merudgifter der påløber, såfremt betalingsfrist ikkeoverholdes, og såfremt der foretages udlægsforretning hos pan-tefogeden, lønindeholdelse eller modregning.Stk. 2.Den i stk. 1 nævnte blanket skal udformes efter en model, hvisindhold aftales mellem Kommunernes Landsforening, KøbenhavnsKommune, Frederiksberg Kommune, Rigspolitichefen og restance-inddrivelsesmyndigheden.”

Herudover følger det af forvaltningslovens § 25, at afgørelser, som kanpåklages til anden forvaltningsmyndighed, skal være ledsaget af en vejle-ding om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning omfremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder en eventuel tidsfrist.Pligten omfatter ikke adgangen til at klage til Folketingets Ombudsmandeller muligheden for at rette henvendelse til en tilsynsmyndighed.En parkeringsafgift skal således ikke være ledsaget af en vejledning omadgangen til at klage til ombudsmanden eller til den pågældende statsfor-valtning (i forhold til kommunerne). Der kan gøres indsigelse over for enparkeringsafgift over for den myndighed, som har pålagt afgiften, menspørgsmålet kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf.128

færdselslovens § 121, stk. 2. Derfor skal en parkeringsafgift ikke indehol-de nogen klagevejledning. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.2.1.3, vil denalmindelige vejledningspligt imidlertid f.eks. indebære, at en parkerings-vagt, der træffer en parkant, efter at der er pålagt en parkeringsafgift, efteromstændighederne har pligt til at vejlede om muligheden for at gøre indsi-gelse eller klage til Folketingets Ombudsmand.I Administrationsgrundlag for parkeringsafgifter, side 246 f., fremgår føl-gende:”Center for Parkering skal endelig være opmærksom på, at der efteromstændighederne kan være en pligt til at vejlede borgeren om mulig-hederne for gå videre med sagen til fogedretten eller til FolketingetsOmbudsmand.Denne pligt vil typisk indtræde, hvis borgeren giver udtryk for f.eks.frustration over ikke at kunne klage eller over ikke på anden måde, atkunne gå videre i forhold til afgørelsen.Det forhold, at Center for Parkering tidligere i sagens forløb har vej-ledt skriftligt om muligheden for f.eks. prøvelse af parkeringsafgiftenved fogedretten, fritager ikke Center for Parkering fra at gentage ogevt. supplere denne vejledning, hvis borgeren på ny retter henvendelseom problemstillingen. I afsnit 6.10 er omtalt en udtalelse fra Folketin-gets Ombudsmand, hvori Ombudsmanden kritiserede, at Center forParkering ikke havde vejledt en borger om muligheden for prøvelseved fogedretten i en situation, hvor borgeren under en telefonsamtalenævnte muligheden for at anlægge en almindelig civil sag til prøvelseaf parkeringsafgiften.Det er således vigtigt, at Center for Parkering altid er meget omhygge-lig med at vejlede borgerne om deres muligheder for at ”gå videremed sagen”, når denne problemstilling bringes op, f.eks. i en telefon-samtale med sagsbehandleren. Det er endvidere vigtigt, at der udar-bejdes et skriftligt referat af telefonsamtalerne, og at det heri noteres,hvilken vejledning der er givet borgeren. I modsat fald risikerer Cen-ter for Parkering at få unødig kritik fra Folketingets Ombudsmand,fordi man ikke efterfølgende kan konstatere, at der er givet behørigvejledning.”

mens der i forvaltningsloven er fastsat særlige regler om adgang til aktind-sigt for parter i afgørelsessager.Derudover er der i persondatalovens kapitel 9107fastsat regler om, at enregistreret person har ret til indsigt i oplysninger om sig selv (egenacces).I dette afsnit foretages en kortfattet generel beskrivelse af aktindsigtsreg-lerne.108Samtidig inddrages beskrivelser af, hvordan særlige punkter erhåndteret i forhold til parkeringsområdet ud fra Københavns KommunesAdministrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, der indeholder enomfattende specifik behandling af aktindsigtsreglerne.Som nævnt ovenfor har offentlighedsloven og forvaltningslovens aktind-sigtsregler forskelligt anvendelsesområde. Reglerne er i det væsentligsteopbygget på samme måde, men forvaltningsloven fastsætter i udgangs-punktet mere videregående regler end offentlighedsloven. For en myndig-hed, der modtager en aktindsigtsanmodning, er det væsentligt at identifice-re, hvilken lov anmodningen skal behandles efter.Følgende er anført herom i Administrationsgrundlag vedrørende parke-ringsafgifter, side 263.:”Center for Parkering skal indledningsvis tage stilling til, om aktind-

sigtsbegæringen skal bedømmes efter reglerne i forvaltningsloven el-ler offentlighedsloven.Forvaltningsloven gælder som hovedregel kun for behandlingen af af-gørelsessager, jf. § 2, stk. 1. Størstedelen af Center for Parkerings sa-ger er afgørelsessager i forvaltningslovens forstand. Der henvises tilgennemgangen heraf i afsnit 6.2.1.Hovedparten af forvaltningslovens regler vedrører parter. Det gælderbl.a. reglerne om aktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4. Det er der-for nødvendigt at afklare, om den, der ansøger om aktindsigt, er part ide afgørelsessager, som vedkommende anmoder om aktindsigt i. Derhenvises til gennemgangen af partsbegrebet i afsnit 6.2.2.Anmoder en bilist om aktindsigt i sager vedrørende den pågældendesegne parkeringsafgifter, finder forvaltningsloven anvendelse.

Anmoder bilisten om aktindsigt i andre sager, hvor han ikke er part,finder offentlighedsloven anvendelse.Anmoder en journalist eller anden udenforstående om aktindsigt, fin-der offentlighedsloven anvendelse.I andre tilfælde er Center for Parkering forpligtet til at tage stilling til,om begæringen skal bedømmes efter forvaltningsloven eller offentlig-hedsloven. Dette gælder naturligvis kun, såfremt man ikke agter at gi-ve aktindsigt i fuldt omfang i overensstemmelse med anmodningenherom. Man skal imidlertid i den forbindelse være opmærksom på, atder som udgangspunkt ikke kan gives aktindsigt i sager vedrørendeandre personer. Derfor vil der ofte ikke være adgang til at give fuld-stændig aktindsigt.”Forvaltningsloven giver normalt parten en lidt bedre retsstilling endoffentlighedsloven, men de to regelsæt ligner hinanden.”

Omtalen af reglerne i det følgende baserer sig på de gældende bestemmel-ser i forvaltningsloven. Det bemærkes imidlertid, at der – i lyset af vedta-gelsen af den nye offentlighedslov, jf. pkt. 3.2.1 – er vedtaget en rækkeændringer og justeringer i disse bestemmelser, som træder i kraft den 1.januar 2014, jf. lovforslag nr. L 145, FT 2012/13, som blev vedtaget den 4.juni 2013 (den nye offentlighedslov).Retten til at få aktindsigt efter forvaltningslovens bestemmelser tilkommerden, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse afen forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1.Forvaltningslovens regler om parters adgang til aktindsigt gælder i sager,hvori der er eller vil blive truffet en afgørelse af en forvaltningsmyndig-hed, og den, der er part, kan forlange at blive gjort bekendt med afgørel-sessagens dokumenter, jf. § 9, stk. 1, 1. pkt.Det er udgangspunktet, at parten har ret til alle dokumenter, der vedrørersagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra myndigheden,når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, jf. § 10,stk. 1, nr. 1. Retten til aktindsigt omfatter også indførsler i journaler, regi-stre og andre fortegnelser vedrørende den pågældendes sags dokumenter(aktlisten), jf. § 10, stk. 1, nr. 2.

Parten skal dog kunne identificere den sag, hvis dokumenter, den pågæl-dende ønsker at blive gjort bekendt med, for at myndigheden har pligt til atbehandle anmodningen om aktindsigt, jf. § 9, stk. 1, 2. pkt.Forvaltningsloven indeholder imidlertid en række undtagelser til det oven-for nævnte udgangspunkt. Det er således fastsat, at forvaltningsloven ikkegælder for visse sagstyper, visse dokumenttyper og visse oplysningstyper.Derimod er partens adgang til aktindsigt ikke begrænset af særlige be-stemmelser om tavshedspligt, jf. § 9, stk. 2.Efter forvaltningsloven er bl.a. sager om strafferetlig forfølgning af lov-overtrædelser og visse straffuldbyrdelsessager undtaget fra aktindsigt, jf. §9, stk. 3 og 4. Der gælder dog særlige regler for aktindsigt i straffesager,når sagen er afgjort, jf. § 18.Vedrørende sager om strafferetlig forfølgning er bl.a. anført følgende iAdministrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 264:”Adgangen til aktindsigt omfatter f.eks. ikke særligt undtagne sagsty-per, som sager om strafferetlig forfølgning, jf. offentlighedslovens § 2,stk. 1, og forvaltningslovens § 9, stk. 3, og § 18. I det omfang Centerfor Parkering overgiver en sag til politiet med henblik på, at politietskal tage stilling til, om der foreligger en straffelovsovertrædelse, vilder kunne meddeles afslag på anmodningen om aktindsigt i sagen.I tiden indtil der af Center for Parkering er taget stilling til, om sagenskal overgives til politiet, kan sagen i almindelighed ikke betragtessom en sag inden for strafferetsplejen.”

I det omfang en sag ikke kan undtages fra forvaltningslovens regler ompartsaktindsigt, kan visse dokumenttyper i sagen dog undtages. Adgangentil at undtage de pågældende dokumenter er fastsat i bestemmelserne i §§12 og 14.For det første følger det af forvaltningslovens § 12, stk. 1, at retten til akt-indsigt ikke omfatter interne arbejdsdokumenter. Dette er f.eks. interne re-ferater af møder i en myndighed, indstillinger til en myndigheds ledelseom, hvordan en sag skal afgøres, udkast til afgørelser, ”visdomsbøger”,praksisoversigter og lignende.109Sådanne dokumenter vil dog være – helteller delvist – undergivet partsaktindsigt, hvis dokumentet har været afgi-

vet til udenforstående, f.eks. en anden myndighed eller en privatperson.Desuden vil der være ret til aktindsigt i visse interne arbejdsdokumenter,der foreligger i endelig form. Det gælder f.eks. interne dokumenter, deralene gengiver myndighedens endelige beslutning om en sags afgørelse.Desuden kan en række nærmere angivne dokumenter undtages fra aktind-sigt efter forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 1-3. Det gælder f.eks. doku-menter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekreta-riatsopgaver for en anden myndighed og myndighedens brevveksling medsagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør fø-res.Der gælder imidlertid en pligt til fra dokumenter undtaget fra retten til akt-indsigt efter § 12, stk. 1, eller § 14, stk. 1, at ekstrahere faktiske omstæn-digheder, der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, og meddeleaktindsigt heri i overensstemmelse med forvaltningslovens regler ompartsaktindsigt, jf. forvaltningslovens §§ 12, stk. 2 og 14, stk. 2.Efter § 15, stk. 1, kan visse oplysninger i dokumenter, der er undergivetaktindsigt efter forvaltningsloven, undtages efter en konkret afvejning. Derskal ved vurderingen af, om der kan meddeles afslag på aktindsigt, foreta-ges en afvejning af på den ene side partens interesse i at kunne få kendskabtil sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv, og på den anden side afgø-rende hensyn til den pågældende selv eller andre private eller offentlige in-teresser. Med udtrykket ”afgørende hensyn” er det tilkendegivet, at oplys-ninger kun kan undtages fra ret til aktindsigt efter § 15, hvis der er nærlig-gende fare for, at privates eller det offentliges interesser vil lide skade afvæsentlig betydning, hvis begæringen imødekommes.110I § 15, stk. 1, nr. 1-5, er der foretaget en ikke udtømmende opregning af deoffentlige interesser, der kan indgå i afvejningen af, om der skal meddelesafslag på aktindsigt.Det er ikke i § 15, stk. 1, nærmere angivet, hvilke hensyn til private inte-resser der kan indgå i afvejningen. Det antages, at der efter bestemmelsennormalt kun vil blive tale om at undtage oplysninger om enkeltpersonersrent private forhold og oplysninger om virksomheders drifts- eller forret-ningsforhold, som afgørende vil kunne skade virksomhedens konkurrence-evne eller i øvrigt medføre væsentlige skadesvirkninger.111110111

I Administrationsgrundlaget vedrørende parkeringsafgifter, side 266, erbl.a. anført følgende om sager, der skal behandles efter forvaltningsloven:”Center for Parkering vil kun meget sjældent kunne give afslag på akt-indsigt til en bilist, der beder om aktindsigt i sager vedrørende parke-ringsafgifter pålagt den pågældende selv.I givet fald vil dette kræve, at meget tungtvejende og dermed afgøren-de hensyn taler mod meddelelsen af aktindsigt. Center for Parkeringmå som følge heraf foretage en individuel og konkret vurdering afhensynene i netop den konkret sag, inden afslag kan meddeles. Dadenne vurdering vil være helt konkret, omtaler vi ikke dette spørgsmålmere detaljeret her.”

I forvaltningslovens § 15, stk. 2, er det fastsat, at i det omfang hensynene istk. 1 kun gør sig gældende for en del af dokumentet, skal parten gøres be-kendt med dokumentets øvrige indhold.Der gælder særlige regler om behandling og afgørelse af anmodninger omaktindsigt.Forvaltningslovens § 16 og fastsætter nærmere regler om klageadgang, oghvordan sager om aktindsigt skal behandles og afgøres, herunder hvordanaktindsigten skal gennemføres.Forvaltningslovens § 17 indeholder en regel om afbrydelse af klagefrist-sten i realitetssagen, når parten begærer aktindsigt i sagen.Endvidere indeholder forvaltningslovens § 11 en særlig regel om, at afgø-relsen i realitetssagen som udgangspunkt skal udsættes, hvis parten undermyndighedens behandling af sagen fremsætter en begæring om aktindsigt.Sagens afgørelse skal således udsættes, indtil der er givet parten adgang tilat gøre sig bekendt med sagens dokumenter.I Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, side 264, er bl.a.anført følgende herom:”Hvis en part begærer aktindsigt, før der er truffet afgørelse i den på-gældende sag, bør Center for Parkering derfor allerede af egen drifthenlede partens opmærksomhed på muligheden for at fremkommemed en udtalelse. Center for Parkering bør samtidig hermed fastsætteen frist og gøre parten opmærksom på, at modtages der ingen udtalelse134

Ved siden af forvaltningsloven findes der i offentlighedsloven regler omret til aktindsigt for enhver (og altså ikke kun parter i en afgørelsessag).Disse regler om aktindsigt efter offentlighedsloven (den gældende og dennye offentlighedslov, jf. pkt. 3.2.1 ovenfor), som i almindelighed giver rettil aktindsigt i mindre omfang, end parter har ret til efter forvaltningsloven,er ikke umiddelbart relevante for den parkant, der er pålagt en parkerings-afgift og dermed er part i den pågældende sag. Arbejdsgruppen har derforheller ikke fundet anledning til at foretage en nærmere gennemgang af of-fentlighedslovens almindelige regler om aktindsigt. En parkant, der f.eks.er part i en sag om en pålagt parkeringsafgift, skal dog være opmærksompå, at vedkommende efter offentlighedsloven kan søge om aktindsigt i an-dre parkeringssager, som parkanten ikke selv er part i, f.eks. for at få etindblik i praksis på området.Tilsvarende gælder med hensyn til persondatalovens bestemmelser i kapi-tel 9 om, at en registreret person har ret til indsigt i oplysninger om sig selv(egenacces).3.2.1.8. Retsvirkningen af tilsidesættelse af sagsbehandlingskraveneDomstolene kan i medfør af grundlovens § 63 påkende ethvert spørgsmålom øvrighedsmyndighedens grænser. En domstol kan efterprøve, om enforvaltningsafgørelse lider af en sådan retlig mangel, at den ikke kan op-retholdes som gyldig. Betingelserne for at statuere ugyldighed er, at for-valtningsafgørelsen lider af en retlig mangel, at denne mangel er væsentligog at der ikke foreligger sådanne undskyldende omstændigheder, der tilsi-ger, at afgørelsen bør opretholdes uanset den væsentlige retlige mangel.112I Administrationsgrundlaget vedrørende parkeringsafgifter, side 310,fremgår følgende om retsvirkningen af sagsbehandlingsfejl:”Sagsbehandlingsspørgsmål spænder bredt fra sprogbrug og optrædentil partshøring og habilitet.Domstolenes prøvelse er først og fremmest indrettet på at vurdere, omen forvaltningsafgørelse lider af en retlig mangel, der bør medføre, atafgørelsen annulleres eller ændres.

Domstolenes prøvelse af sagsbehandlingsfejl tager derfor udgangs-punkt i en vurdering af, om den sagsbehandlingsregel, der eventuelt erovertrådt, alene er en form forordensforskrift,eller om reglen er engarantiforskrift,hvis overholdelse skal medvirke til at sikre, at dertræffes rigtige afgørelser på et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag.Myndighedens optræden over for borgeren er f.eks. en ordensforskrift,som ikke har selvstændig betydning for afgørelsens indhold, og somderfor ikke vil være genstand for prøvelse hos domstolene. Anderledesforholder det sig eksempelvis med reglerne om partshøring og habili-tet. Her er tale om regler, der tager sigte på at sikre, at afgørelsen træf-fes på et fuldstændigt og korrekt grundlag. Partshøring skal sikre, atpartens bemærkninger til sagens faktum indgår i afgørelsesgrundlaget,og forbuddet mod inhabilitet skal sikre, at der ikke indgår uvedkom-mende (usaglige) hensyn ved afgørelsen af sagen.Som sådanne garantiforskrifter kan f.eks. nævnes følgende:forvaltningslovens § 11 om retten til at komme med en udtalel-se på baggrund af modtaget partsaktindsigt, inden afgørelsentræffes,officialprincippets krav om, at sagen skal være tilstrækkeligtbelyst, inden afgørelsen træffes,forvaltningslovens § 19 om partshøring, der ikke gælder vedpålæggelse af parkeringsafgifter, jf. færdselslovens § 121, stk.2,forvaltningslovens § 21 om retten til at komme med en udtalel-se, inden afgørelsen træffes, ogforvaltningslovens § 24 om samtidig begrundelse.Hvis domstolen derfor konstaterer overtrædelsen af sådanne regler, vildet som udgangspunkt medføre, at afgørelsen anses at lide af en væ-sentlig retlig mangel, medmindre det kan godtgøres, at manglen ikkehar påvirket den konkrete afgørelse.Overtrædelse af sådanne garantiforskrifter vil derfor som udgangs-punkt medføre afgørelsens ugyldighed, medmindre manglen efter enkonkret væsentlighedsvurdering ikke anses for væsentlig, og dette er ihvert fald ikke tilfældet, hvis Center for Parkering kan bevise, at over-trædelsen af reglen ikke har haft nogen betydning for den trufne afgø-relses lovlighed og rigtighed.”

3.2.1.9. Principperne for god forvaltningsskikGod forvaltningsskik er en fællesbetegnelse for de grundlæggende prin-cipper for forvaltningens adfærd over for borgerne, som navnlig Folketin-gets Ombudsmanden har udviklet i praksis.Principperne for god forvaltningsskik dækker mange forskellige forhold ogomhandler f.eks. krav om, at forvaltningen skal være venlig og hensyns-fuld, forvaltningens skal være så åben som mulig samt at forvaltningenskal være effektiv og skabe gode rutiner.113I Administrationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter behandles ogsåparkeringsmyndighedens forhold til god forvaltningsskik. Administrati-onsgrundlaget beskriver således følgende emner inden for god forvalt-ningsskik: høflig og hensynsfuld optræden, sagsbehandlingstid, god jour-nalskik, partsindflydelse, opfølgning over for parten og rykkere.Af Administrationsgrundlagets side 276 ff. fremgår bl.a. følgende:”Ombudsmanden har i en lang række sager lagt til grund, at forvalt-ningen skal optræde høfligt og hensynsfuldt over for borgerne. Dettegælder såvel i forbindelse med behandlingen af konkrete afgørelsessa-ger som ved udførelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed.Princippet giver sig forskelligartede udslag, og vil f.eks. have betyd-ning for, hvordan man skal fortolke det adfærdskodeks, som parke-ringsvagten skal leve op til ude på gaderne.I en række tilfælde har ombudsmanden f.eks. udtalt, at breve fra myn-dighederne til borgerne bør formuleres i et sprog, der er let at læse ogforstå, og som samtidig virker venligt og hensynsfuldt. Dette krav ersærligt betydningsfuldt i en organisation som Center for Parkering,hvor mange sagsbehandlere arbejder meget selvstændigt.Man skal på den ene side være opmærksom på, hvordan det man skri-ver kan blive opfattet af modtageren. Sproget må derfor ikke væresnørklet, udtryk for såkaldt ”kancelli-sprog” eller på anden måde høj-travende. Man skal altså skrive i et sprog, der er let at læse og forstå,og brevet skal populært sagt være skrevet med ”modtageren for øje”.

På den anden side skal man være opmærksom på, at man er ansat i enoffentlig myndighed, der er sat til at kontrollere parkeringsreglerne ogi den forbindelse udøver magt.Der er på den baggrund klare grænser for f.eks., hvor ”følsomt” eller”indigneret” man må skrive. Man kommer nok ikke uden om, at derskal være en vis (begrænset) distance i ens sprog.[…]Spørgsmålet om, på hvilket tidspunkt Center for Parkerings sagsbe-handlingstid overstiger det acceptable, kan ikke besvares generelt.Udover den absolutte sagsbehandlingstid lægges der i praksis vægt påsagens art, herunder omfanget af de undersøgelser myndigheden – el-ler i særlige tilfælde ansøgeren – skal eller må forventes at skulle fore-tage, partens behov for at der træffes en hurtig afgørelse samt densædvanlige behandlingstid på området.Hertil kommer en bedømmelse af, hvorvidt der løbende er sket (nød-vendige) ekspeditioner i sagen, i modsætning til tilfælde hvor sagenhar ligget uberørt i længere perioder. Det spiller også en rolle, ommyndigheden løbende har orienteret parten om, at sagen trækker ud.Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man såle-des ud over den absolutte sagsbehandlingstid tage andre forhold i be-tragtning, så som sagens konkrete karakter, omfanget af de undersø-gelser myndighederne skal foretage, den sædvanlige sagsbehandlings-tid samt omfanget af de løbende ekspeditioner foretaget i sagen.Ombudsmanden har udtrykt forståelse for, at der kan opstå en vis for-sinkelse i sagsbehandlingen i perioder med udskiftninger i personale,sygdom mv. Sådanne forhold kan dog kun i en periode begrunde enlængere sagsbehandlingstid.Myndigheden har under alle omstændigheder en forpligtelse til at dra-ge omsorg for en forsvarlig sagsbehandling af myndighedens sager,herunder at sikre en forsvarlig bemanding i forhold til de opgaver,som det påhviler myndigheden at løse.Da sagsbehandlingen hos Center for Parkering nu er indrettet således,at der straks ved modtagelsen af indsigelsen iværksættes en sagsbe-handling, idet der som minimum sendes et anerkendelsesbrev, vil detforhold, at sagen ligger ubehandlet i op til 2 til 3 måneder grundet demange sager, der er under behandling, formentlig ikke i sig selv kunnegive anledning til kritik.138

Det er dog meget vigtigt, at Center for Parkering hurtigt sender et an-erkendelsesbrev til klageren og så vidt muligt orienterer om, hvornårder forventes at blive truffet afgørelse i sagen. Endvidere bør Centerfor Parkering i videst muligt omfang iværksætte de sagsbehandlings-skridt, der skal sikre sagens tilstrækkeligt oplysning, dvs. foretagepartshøring, indhente evt. andre udtalelser, foretage besigtigelse mv.Hvis klageren henvender sig til Folketingets Ombudsmand, vil det ha-ve væsentlig betydning for vurderingen, i hvilket omfang Center forParkering har levet op til disse krav.[…]Rykker bilisten for svar, bør bilisten naturligvis have svar på rykkerenog samtidig oplysninger om, hvorpå sagen beror, jf. vejledningen omforvaltningsloven pkt. 206-208.Center for Parkering bør indrette sagsbehandlingen således, at rykkerebesvares omgående.”

3.2.2. Arbejdsgruppens overvejelserDet fremgår af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skaloverveje, hvordan det sikres, at der i hvert enkelt tilfælde kan fremlæggesdokumentation for, at en parkeringsregel eller et parkeringsvilkår er over-trådt.114Efter arbejdsgruppens opfattelse hænger spørgsmålet om dokumentationfor en parkeringsafgift i høj grad sammen med, hvilke krav der gælder formyndighedens sagsbehandling. Hvis en parkeringsvagt f.eks. ikke notererned, hvilke undersøgelser der er foretaget forud for pålæggelse af en par-keringsafgift, vil det være svært efterfølgende at dokumentere over forparkanten og eventuelt fogedretten, at parkeringsafgiften er pålagt med ret-te.Det er i den forbindelse arbejdsgruppens opfattelse, at spørgsmålet om,hvad og hvor meget der skal oplyses over for parkanten og ikke mindst,hvad parkanten skal have udleveret af materiale om den pågældende par-keringsafgift, bør indgå ved vurderingen af, hvilke krav der bør stilles tildokumentation, da dette har en nær sammenhæng med, om parkanten bli-ver overbevist om, at parkeringsafgiften er pålagt med rette eller ej.114

Som det er beskrevet ovenfor i pkt. 3.2.1, er pålæggelse af en parkerings-afgift en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kommunerne (og poli-tiet) er derfor underlagt forvaltningsrettens sagsbehandlingsregler.Særligt forvaltningsrettens officialprincip, notatpligten og pligten til at gi-ve en samtidig begrundelse er væsentlige sagsbehandlingskrav i dennesammenhæng. Derudover udgør reglerne om partshøring i en eventuel ind-sigelsessag et yderligere led i det dokumentationsgrundlag, der fremlæggesfor parkanten.De oplysninger, der skal tilvejebringes, for at kommunen (og politiet) kantræffe en materiel rigtig afgørelse (pålæggelse af en parkeringsafgift), føl-ger af officialprincippet. Det kan som ovenfor nævnt være f.eks. opmålingaf afstand, oplysninger om køretøjet og stedet samt aflæsning af parke-ringsskive eller p-billet. Dernæst er det notatpligten, der sikrer, at parke-ringsvagten noterer sig de oplysninger (resultaterne af undersøgelserne),som er tilvejebragt som grundlag for pålæggelsen af parkeringsafgiften.Det er endelig af stor vigtighed for parkanten, der modtager en parkerings-afgift (typisk ved at finde et indbetalingskort i forruden) at blive gjort be-kendt med de oplysninger, som parkeringsvagten har tilvejebragt, da det –for parkanten – udgør det umiddelbare dokumentationsgrundlag for parke-ringsafgiften. Meddelelsen om og den samtidige begrundelse for parke-ringsafgiften udgør en garanti for, at parkanten modtager de relevante op-lysninger, der giver parkanten mulighed for at forholde sig til parkerings-afgiften.Er parkanten herefter ikke overbevist om, at parkeringsafgiften er pålagtmed rette, kan parkanten klage til den myndighed, der har pålagt parke-ringsafgiften115. I modsætning til selve afgiftspålæggelsen finder forvalt-ningslovens § 19 om partshøring anvendelse under klagesagen, hvoreftermyndigheden under nærmere betingelser, jf. ovenfor under pkt. 3.2.1.4,skal gøre parten (klageren) bekendt med faktiske oplysninger, som myn-digheden er i besiddelse af, og som parten ikke er bekendt med. Som det eroplyst overfor arbejdsgruppen, gøres parten under partshøringen bekendtmed eventuelle fotos, der vedrører den pågældende parkeringsafgift, samtskitser, notater mv., som ikke er fremgået af de afgiftsdata, parkanten harmodtaget med meddelelsen om parkeringsafgiften og den samtidige be-115

grundelse. Partshøringen udgør således yderligere et led i dokumentations-grundlaget overfor parkanten.Arbejdsgruppen finder helt overordnet, at parkantens retsstilling med deforvaltningsretlige regler og principper, der er redegjort for ovenfor, erhensigtsmæssigt sikret i forbindelse med, at offentlige myndigheder på-lægger en parkeringsafgift. Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, atdet i sidste ende er op til domstolene på baggrund af den almindelige be-visvurdering i det konkrete tilfælde at fastslå, om en given parkeringsre-striktion er overtrådt eller ej. Afgørelsen af, hvorvidt en parkeringsafgift iøvrigt med rette har kunnet pålægges eller ej, hører ligeledes under omsto-lene.Der findes, som tidligere nævnt, ikke på nuværende tidspunkt et fællesgrundlag for pålæggelse og udfærdigelse af parkeringsafgifter, hvor for-valtningsrettens regler er omsat til praktisk vejledning i forhold til denkonkrete fremgangsmåde.Det er således op til hver enkelt kommune og politikreds efter behov atudarbejde interne retningslinjer for, hvordan arbejdet med pålæggelse afparkeringsafgifter tilrettelægges.Som beskrevet ovenfor har Københavns Kommune udstedt en omfattendevejledning i udfærdigelse af parkeringsafgifter. Vejledningen indeholderen beskrivelse af fremgangsmåden ved pålæggelse af parkeringsafgifter,herunder hvilke undersøgelser der skal foretages, inden der pålægges enparkeringsafgift. Det beskrives, hvornår parkeringsvagterne skal foretagesåkaldt ventilkontrol, udarbejde skitser, foretage opmåling af afstande ogudarbejde notater. Herudover indeholder vejledningen også en gennem-gang af de enkelte standsnings- og parkeringsforseelser med angivelse af,hvilke undersøgelser der bør foretages, inden der eventuelt pålægges enparkeringsafgift, herunder om køretøjet skal observeres i et bestemt tids-rum, om der skal udarbejdes skitse, foretages opmåling mv.Arbejdsgruppen har med tilfredshed noteret, at Dansk Parkeringsforening,der er en brancheorganisation for offentlige parkeringsmyndigheder, harerhvervet Vejledning om udfærdigelse af parkeringsafgifter og Admini-strationsgrundlag vedrørende parkeringsafgifter, og at foreningens 31 med-

lemskommuner116anvender det fælles grundlag ved pålæggelse af parke-ringsafgifter. Arbejdsgruppen finder det således – både af hensyn til for-brugerne og for at sikre en effektiv forvaltning – vigtigt, at der er ensartederegler på området. Arbejdsgruppen finder det derfor også hensigtsmæssigt,at de øvrige kommuner udsteder lignende vejledninger, og skal i den for-bindelse bemærke, at den nævnte vejledning fra Københavns Kommune eret velegnet udgangspunkt herfor. Arbejdsgruppen henstiller derfor til, atDansk Parkeringsforening og Kommunernes Landsforening udbrederkendskabet til brancheorganisationens arbejde for de øvrige kommuner,herunder kendskabet til det anvendte fælles grundlag ved pålæggelse afparkeringsafgifter. Arbejdsgruppen finder det af hensyn til forbrugerbe-skyttelsen samtidig hensigtsmæssigt, at kommuner, som udfører parke-ringskontrol, enten udarbejder egen administrationsvejledning eller klarttilkendegiver, at de følger den nævnte vejledning, uanset om de pågælden-de kommuner måtte være medlemmer af Dansk Parkeringsforening ellerej.Arbejdsgruppen har endelig specifikt overvejet, om der bør fastsættes kravom, at der i alle tilfælde optages foto som dokumentation for den uretmæs-sige standsning eller parkering.Arbejdsgruppen er enig om, at fotodokumentation i meget stort omfangkan være med til at skabe sikkerhed for, at kommunen (eller politiet) kanfremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at en parkeringsregel eller etparkeringsvilkår er overtrådt. Arbejdsgruppen noterer sig i den forbindelseindholdet af Højesterets kendelse i i UfR 2010.1027 H, som refereretovenfor under pkt. 3.2.1.2.Arbejdsgruppen er dog samtidig enig om, at der vil være konkrete tilfælde,hvor fotodokumentationen ikke kan tillægges en afgørende bevismæssigbetydning. Dette kan f.eks. være i en situation, hvor et parkeringsforbuds-skilt ikke er placeret i umiddelbar nærhed af det parkerede køretøj, såledesat køretøjet og skiltet kan optages på samme foto, men derimod i praksisville kræve en videooptagelse. Begrænsede pladsforhold omkring et ulov-ligt parkeret køretøj kan ligeledes vanskeliggøre fotografering af de rele-vante forhold. Endelig kan omstændighederne tilsige, at en parkeringskon-

trollør vurderer, at fotografering bør undlades af hensyn til kontrollørensegen personlige sikkerhed.Som det er oplyst overfor arbejdsgruppen, optager mange kommuner fotosaf den konkrete forseelse som en del af dokumentationsgrundlaget. Der erdog fortsat også kommuner, der ikke anvender fotos, hvilket også gør siggældende for politiet. Et krav om, at der i alle tilfælde optages fotos for atdokumentere en parkeringsafgifts retmæssighed, vil derfor medføre, at fle-re kommuner og alle politikredse vil skulle investere i fotoudstyr.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den dokumentationsmæssige værdi,der ligger i at optage fotos, i almindelighed overstiger den ressourcemæs-sige byrde, det vil være for disse kommuner og politikredsene at skulle in-vestere i fotoudstyr mv.Arbejdsgruppen er dog som ovenfor nævnt af den opfattelse, at fotos i me-get stort omfang kan være med til at skabe sikkerhed for, at kommunen(eller politiet) kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation for en pålagtparkeringsafgift, hvorfor arbejdsgruppen anbefaler, at der i så stort omfangsom muligt anvendes fotos.Arbejdsgruppen har desuden overvejet, om der bør indføres mere generellekrav til dokumentation for overtrædelse af reglerne om parkering ogstandsning i de enkelte tilfælde. Navnlig i lyset af, at spørgsmålet om,hvorvidt en overtrædelse konkret har foreligget i sidste instans henhørerunder domstolene, hvor bevisbedømmelsen er fri, har arbejdsgruppenimidlertid ikke fundet grundlag herfor.3.3. Klageadgang mv.Det er en del af arbejdsgruppens kommissorium at overveje, om der kanvære behov for at oprette et klagenævn for parkeringsafgifter. Spørgsmåletrummer efter arbejdsgruppens opfattelse to spørgsmål. Det bør for det før-ste overvejes, om der kan være behov for at oprette et klagenævn, der kanbehandle klager over parkeringsafgifter pålagt af kommunen og politiet.For det andet bør det overvejes, om der kan være behov for at oprette etklagenævn, der (eventuelt også) kan behandle klager over kontrolafgifterpålagt på private områder.På grund af de væsentlige forskelle mellem parkeringsafgifter, der pålæg-ges af kommunen og politiet – der som bekendt er afgørelser i forvalt-143

ningslovens forstand – og de kontrolafgifter, der pålægges af de privateparkeringsselskaber (eller grundejere), har arbejdsgruppen valgt at overve-je spørgsmålet om behovet for et klagenævn på de to områder hver for sig.Således fremgår overvejelser om behovet for oprettelse af et klagenævn,der kan behandle klager over parkeringsafgifter pålagt af det offentlige idette afsnit, mens overvejelserne om behovet for oprettelse af et klage-nævn, der (eventuelt også) kan behandle klager over kontrolafgifter, der erpålagt af private parkeringsselskaber (eller grundejere) fremgår af pkt.4.5.3 nedenfor.3.3.1. Gældende retIndsigelser mod bødeforlæg for overtrædelser af standsnings- eller parke-ringsforbud, jf. færdselslovens § 118, stk. 1 og 3, behandles efter straffe-rettens almindelige bestemmelser herom. Kan modtageren af bøden ikkeerkende sig skyldig som beskrevet i bødeforelægget, kan den pågældendesåledes undlade at betale, og politiet kan herefter indbringe sagen for ret-ten. Den pågældende vil som sigtet i en straffesag have mulighed for atfremføre sine indsigelser over for retten.Indsigelser vedrørende afgørelser om pålæg af parkeringsafgift behandles iførste række af kommunerne (henholdsvis politiet) som en anmodning omremonstration ud fra almindelige principper herom. Ved remonstration for-stås den situation, hvor en borger henvender sig til den myndighed, der hartruffet afgørelse i en sag, med anmodning om, at sagen genoptages medhenblik på en ændring (til gunst) for borgeren. For politiet og parkerings-kontrollører ansat af politiet er behandlingen af indsigelser mod pålagteafgifter som en remonstration nærmere reguleret i Kundgørelse om stands-nings- og parkeringsafgifter117, pkt. 13-17. Det er således i pkt. 13 fastsat,at politidirektøren afgør henvendelser om eftergivelse af de i kredsen på-lagte afgifter på grund af fejl og lignende ved pålæggelse af afgiften.Som udgangspunkt er en forvaltningsmyndighed kun forpligtet til at gen-optage en sag, hvor der er truffet en afgørelse, hvis der ved lov er indførten adgang til remonstration. Det er imidlertid almindeligt antaget i den ju-ridiske litteratur118og af Folketingets Ombudsmand,119at en myndighedogså uden for de lovbestemte remonstrationsordninger kan være forpligtettil at genoptage realitetsbehandlingen af en sag. Dette gælder bl.a., hvis der117118

i forbindelse med en genoptagelsesanmodning fremkommer nye oplysnin-ger, som må antages at kunne medføre en ændret vurdering af sagen. Enmyndigheds genoptagelse af en sag i sådanne tilfælde kan – efter fornyetsagsbehandling – føre til, at den oprindelige afgørelse enten ændres ellerfastholdes.Ved indsigelser over for en parkeringsafgift skal kommunerne (politiet) så-ledes i praksis forholde sig til de fremsatte indsigelser og omgøre pålæg-gelsen af parkeringsafgiften, hvis det må konstateres, at den er pålagt på etforkert grundlag.Finder kommunen (eller politiet) ikke grundlag for at imødekomme enindsigelse, fastholdes afgørelsen om at pålægge afgiften. Denne afgørelseom at pålægge en parkeringsafgift kan ikke påklages til højere administra-tiv myndighed, jf. færdselslovens § 121, stk. 2. Om baggrunden for dennebestemmelse, der blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 287 af 10. juni1976, fremgår følgende af forarbejderne:”Efter de gældende regler om standsnings- og parkeringsafgifter vilden, der har fået pålagt en sådan afgift, kunne påklage politiets afgø-relse til justitsministeriet. Den pågældende vil endvidere have mulig-hed for at få sine indsigelser prøvet i fogedretten, såfremt afgiften for-søges inddrevet af politiet. Da det imidlertid skønnes forsvarligt, atpolitiets afgørelse alene prøves af fogeden, foreslås der istk. 2, 1. pkt.,en ny bestemmelse, hvorefter afgørelser om pålæggelse af afgift ikkekan indbringes for højere administrativ myndighed.”120

Både før vedtagelsen af den nævnte lov fra 1976 og i dag vil en borger så-ledes kunne gøre sine indsigelser gældende over for fogedretten, hvis par-keringsmyndigheden ikke imødekommer en indsigelse og derfor forsøgerat tvangsinddrive afgiften. I det følgende redegøres der nærmere for pro-ceduren for inddrivelse og muligheden for at gøre indsigelser gældendeover for fogedretten.Reglerne om inddrivelse af en parkeringsafgift, samt om hvornår og hvor-dan sagen bliver indbragt for fogedretten, er fastsat i lov nr. 1333 af 19.december 2008 med senere ændringer om inddrivelse af gæld til det of-fentlige (inddrivelsesloven). I første omgang er det kommunen (eller poli-tiet), der behandler sagen, udsender opkrævninger for ubetalte parkerings-afgifter og tager stilling til indsigelser mod parkeringsafgiften. Betaler120

skyldneren (køretøjets registrerede ejer eller bruger, jf. færdselslovens §121, stk. 4) ikke en parkeringsafgift, som kommunen (politiet) fastholder,overdrages sagen til SKAT (som er såkaldt restanceinddrivelsesmyndig-hed). Dette sker, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykker-procedure forgæves er gennemført, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 3. Indenkravet overdrages til inddrivelse hos SKAT, skal kommunen (eller politiet)skriftligt orientere borgeren herom, jf. inddrivelseslovens § 2, stk. 4.Når SKAT har overtaget sagen, afgør SKAT, på hvilken måde parkerings-afgiften skal inddrives. En offentligt pålagt parkeringsafgift kan inddrivesved udpantning og lønindeholdelse, jf. henholdsvis § 10, stk. 1, og § 11,stk. 1, i inddrivelsesloven, jf. lovens bilag 1, nr. 15. Derudover kan en ube-talt parkeringsafgift med tillæg af omkostninger modregnes i overskyden-de skat, i krav på tilbagebetaling af vægtafgift, jf. § 6, stk. 4, i lov omvægtafgift af motorkøretøjer m.v.121, og i krav på tilbagebetaling af afgiftaf bilens brændstofforbrug, jf. § 4, stk. 4, i lov om afgift efter brændstof-forbrug m.v. for visse person- og varebiler122, jf. færdselsloven § 122 b.Ved inddrivelse af kontrolafgifter, herunder parkeringsafgifter, er der iinddrivelseslovens § 18 fastsat regler om en særlig adgang til at få sagenindbragt for fogedretten. Efter denne bestemmelse træffer fogedretten efterbegæring afgørelse om indsigelser, som skyldneren fremsætter over for re-stanceinddrivelsesmyndigheden (SKAT). Fogedretten kan i den forbindel-se tage stilling til indsigelser vedrørende parkeringsafgiftens berettigelse,såvel som indsigelser mod en afgørelse om lønindeholdelse og om en gen-nemført modregning. Begæring om at få sagen indbragt for fogedrettenfremsættes over for SKAT, som herefter skal indbringe sagen for fogedret-ten, jf. § 18, stk. 1. Det må antages, at fogedrettens stillingtagen til sagenikke forudsætter, at der er iværksat tvangsinddrivelse, og sagen skal såle-des behandles af fogedretten, uanset at der (endnu) ikke er foretaget udlæghos klageren eller truffet afgørelse om lønindeholdelse eller modreg-ning.123Efter inddrivelseslovens § 18, stk. 3, gælder der dog en frist forbegæring om indbringelse for fogedretten på 4 uger, fra borgeren har mod-taget meddelelse om lønindeholdelse eller modregning.Reglerne i inddrivelsesloven suppleres af lov om fremgangsmåden vedinddrivelse af lov om skatter og afgifter124, som vedrører den situation,121122

hvor SKAT søger kravet inddrevet ved udpantning, og hvor skyldneren harindsigelser mod det udlæg, som således er foretaget af en pantefoged ansati SKAT. Efter § 6 i denne lov er det også her fogedretten, der træffer afgø-relse om de indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeden.Det følger af § 16 i lov om retsafgifter125, at der for fogedrettens behand-ling af udlæg, herunder udlæg på grundlag af en udpantningsret, svares engrundafgift på 300 kr. Der er ved en bekendtgørelse126fastsat nærmereregler om, hvornår afgiftspligten indtræder for udlæg, der foretages efterlov om inddrivelse af skatter og afgifter mv., jf. § 18, stk. 2, i lov om rets-afgifter.Fogedretten træffer afgørelse efter retsplejelovens §§ 499-503 om frem-gangsmåden ved udlæg og tvangsfuldbyrdelse, jf. inddrivelseslovens § 18,stk. 1, 3. pkt., og lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-gifter, § 6, stk. 1, 2. pkt. Det indebærer bl.a., at fogedretten skal nægte atefterkomme kommunens eller SKATs anmodning om inddrivelse, hvis derfremsættes indsigelser mod grundlaget for inddrivelsen, og det efter denbevisførelse, der kan ske ved fogedretten, findes betænkeligt at fremmeforretningen (inddrivelsen), jf. retsplejelovens § 501, stk. 1. Retsvirknin-gen heraf er, at en allerede foretaget lønindeholdelse eller modregning måtilbageføres, og at kommunen (politiet) er henvist til at få eksistensen ogstørrelsen af kravet fastslået gennem et anerkendelsessøgsmål ved de al-mindelige domstole.127Den bevisførelse, der kan ske under en fogedrets-sag er endvidere begrænset af retsplejelovens § 501, stk. 4, hvoraf detfremgår, at fogedretten kan nægte bevisførelse, som på grund af dens om-fang eller beskaffenhed eller andre særlige grunde bør ske under alminde-lig rettergang. Fogedretten er imidlertid forpligtet til at behandle parke-ringssager, der indebærer afhøring af f.eks. flere polititjenestemænd.128Retsplejelovens § 501, stk. 4, medfører ikke, at fogedretten kan afvise atbehandle komplicerede juridiske problemstillinger.129Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1.1, indebærer Den europæiske Menne-skerettighedskommissions afgørelse af 14. september 1998 i sagen Flem-ming Petersen mod Danmark, og i medfør heraf Højesterets kendelser af125126

12. januar 2010130, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige indebæ-rer en stillingtagen til en anklage for en forbrydelse (criminalcharge),så-ledes som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention. Det følger bl.a. heraf, at domstolene ved behandlin-gen af sager om parkeringsafgifter skal iagttage de retssikkerhedsgarantier,der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Det betyder bl.a.,at de beviskrav, der gælder i straffesager, herunder også reglen omuskyldsformodning i artikel 6, stk. 2, finder anvendelse. Efter dansk ret in-debærer det endvidere, at reglen i retsplejelovens § 863 om, at en tiltalt ik-ke har pligt til at afgive forklaring, også finder anvendelse. Borgeren(skyldneren) skal således ikke sandhedsformanes i forbindelse med, at haneller hun skal afgive forklaring i sin egen parkeringsafgiftssag, medmindrehan eller hun ikke bestrider kravets eksistens.131At sagen bliver indbragt for fogedretten, sætter som udgangspunkt ikkeselve inddrivelsen i bero. SKAT kan imidlertid i medfør af inddrivelseslo-vens § 2, stk. 2, 3. pkt., beslutte, at indsigelser om kravets eksistens ogstørrelse skal tillægges opsættende virkning, hvis der er begrundet for-modning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Ar-bejdsgruppen er bekendt med forlydender om, at der har vist sig at væreproblemer med SKATs berostillelse af inddrivelsen på trods af en kommu-nes beslutning om at sætte sagen i bero som følge af en indsigelse. Ar-bejdsgruppen har i den forbindelse noteret sig, at der arbejdes med en løs-ning på dette problem.Vedrørende sagens omkostninger følger det af retsplejelovens § 312, stk.1, at den tabende part skal erstatte modparten de udgifter, retssagen har på-ført modparten, medmindre parterne aftaler noget andet. Det følger endvi-dere af bestemmelsens stk. 2, at retterne kan bestemme, at den tabende partikke eller kun delvis skal erstatte modparten de påførte udgifter, hvis sær-lige grunde taler for det.Som udgangspunkt kan fogedrettens kendelser i parkeringssager ikke kæ-res til landsretten, jf. retsplejelovens § 584, stk. 2, hvoraf det fremgår, atafgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000kr., ikke kan kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kæ-re, hvis særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal ind-gives til Procesbevillingsnævnet inden fire uger efter afgørelsen. Nævnet

kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere,men inden et år efter afgørelsen, jf. retsplejelovens § 584, stk. 3.Det bemærkes, at det følger af grundlovens § 63, at domstolene er beretti-get til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser.Fogedretten er imidlertid en del af domstolssystemet, og det er i alminde-lighed antaget, at prøvelsen ved fogedretten opfylder grundlovens krav tildomstolsprøvelse i denne situation.Udover de nævnte muligheder for at gøre indsigelse i fogedretten kan derklages over en parkeringsafgift til Folketingets Ombudsmand. En sådanklage kan indbringes af enhver, jf. ombudsmandslovens § 13. En klageskal være navngivet og indgives inden et år efter, at forholdet er begået.Ombudsmanden afgør selv, om en klage giver tilstrækkelig anledning tilundersøgelse, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1.Udover at behandle egentlige klagesager, kan Folketingets Ombudsmandogså af egen drift optage en sag til undersøgelse eller gennemføre meregenerelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager, jf. om-budsmandslovens § 17.Folketingets Ombudsmands behandling af en klage omfatter både myndig-hedens sagsbehandling og selve den materielle afgørelse. Ombudsmandenarbejder ud fra officialprincippet og oplyser således selv sagen. I den for-bindelse har ombudsmanden krav på at få udleveret alle oplysninger ogdokumenter, der kan have betydning for ombudsmandens sag, jf. om-budsmandslovens § 19, stk. 1. Derudover kan ombudsmanden afkræveskriftlige udtalelser fra de involverede myndigheder, jf. lovens § 19, stk. 2.Folketingets Ombudsmand skal bedømme, om myndigheder eller perso-ner, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, handler i strid medgældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelserved udøvelsen af deres opgaver, jf. ombudsmandslovens § 21. Til forskelfra f.eks. domstolene tager ombudsmandens således også stilling til, om enmyndighed har handlet i strid med god forvaltningsskik.Folketingets Ombudsmand kan ikke ophæve eller ændre en myndighedsafgørelse. I stedet kan ombudsmanden udtale kritik, afgive henstillinger tilmyndigheden og tilkendegive sin opfattelse af sagen. Selvom forvalt-ningsmyndighederne, herunder de kommunale parkeringsmyndigheder,ikke er retligt forpligtet til at følge ombudsmandens henstillinger, viser149

praksis, at ombudsmandens henstillinger som altovervejende hovedregelfølges. Som eksempel herpå kan nævnes, at en medvirkende årsag til, atKøbenhavns Kommune i 2001 iværksatte et kvalitetsprojekt af parke-ringsmyndigheden var, at Folketingets Ombudsmand havde henvendt sigtil kommunen i anledning af ombudsmandens behandling af tre konkreteparkeringsafgiftssager.132Kommunerne er endvidere generelt underlagt et tilsyn af statsforvaltnin-gerne, jf. § 47 i lov om kommunernes styrelse (kommunestyrelseslo-ven).133Efter lovens § 48 skal statsforvaltningerne føre tilsyn med, atkommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentligemyndigheder, herunder kommunale forskrifter, som er udstedt i medførdenne lovgivning. Statsforvaltningerne er i denne sammenhæng ikke enklageinstans, og det er således – uanset om der er klaget eller ej – op tilstatsforvaltningen at afgøre, om der skal rejses en tilsynssag, jf. kommune-styrelseslovens § 48 a. Statsforvaltningerne behandler som kommunaltil-syn i almindelighed ikke sager, som kan påklages til en anden instans.Ved tilsynet skal statsforvaltningerne som nævnt påse, at kommunerneoverholder lovgivningen. Derimod omfatter tilsynet ikke hensigtsmæssig-heden af kommunernes sagsbehandling, eller om denne er i overensstem-melse med god forvaltningsskik. I den forbindelse bemærkes det, at daforvaltningslovens sagsbehandlingsregler er en del af lovgrundlaget forkommunernes virksomhed, omfatter tilsynet også kommunernes overhol-delse af forvaltningsloven.134Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsernes afgørelser ef-ter vejloven kan påklages til transportministeren (Vejdirektoratet), for såvidt angår retlige spørgsmål, jf. vejlovens § 4, som tager sigte på privatesklager over vejadministrationen.3.3.2. Fremmed ret3.3.2.1. NorgeI Norge reguleres offentlig betalingsparkering af forskrift nr. 921 af 1. ok-tober 1993 om offentlig parkeringsregulering og parkeringsgebyr. For-skriften er udstedt i medfør af den norske færdselslov: ”vegtrafikkloven”.Offentlig betalingsparkering kan kun etableres af kommunerne og kende-132133

tegnes ved brug af offentlige parkeringsskilte. Ved brud på reglerne i for-bindelse med betalingsparkering kan der pålægges en afgift (”tillegsav-gift”) på 300 kr. Kommunen kan indføre betalingsparkering både på of-fentlig vej, på privat vej, der er åben for almindelig færdsel, og på andengrund, som kommunen ejer. Også på private områder kan kommunen ind-føre en ordning med betalingsparkering, men det forudsætter samtykke fragrundejeren. I disse tilfælde etableres betalingsparkering typisk ved, atgrundejeren udlejer området til kommunen på samme måde som områdetkan udlejes til private aktører.Ved siden af reglerne om betalingsparkering gælder der regler om stands-ning og parkering i stil med reglerne i den danske færdselslovs §§ 28-29.Ved overtrædelse af disse regler kan der pålægges en afgift (”gebyr”) på500 kr.Klage over offentlige parkeringsafgifter skal indgives til den pågældendekommune inden tre uger fra afgiftspålæggelsen. Finder kommunen ikkegrundlag for at ophæve afgiften, og ønsker klageren afgiften prøvet, over-sendes sagen til tingretten. Det er således domstolene, som er klageinstansfor pålagte parkeringsafgifter. Der skal betales en retsafgift for tingrettenssagsbehandling, som for tiden udgør 860 kr.De norske regler om både offentlig og privat betalingsparkering er pt. un-der revision. En arbejdsgruppe nedsat af Samferdselsdepartementet afgav iapril 2006 en rapport135om revision af reglerne, hvor det bl.a. foreslås atfastsætte fælles regler for såkaldt vilkårsparkering, dvs. parkeringsordnin-ger med vilkår om betaling eller tidsbegrænsning, hvad enten ordningendrives af en offentlig eller privat aktør. Forslaget omfatter således aleneden del af offentlig parkeringsvirksomhed, som kan karakteriseres som er-hvervsvirksomhed. Som en del af forslaget foreslår arbejdsgruppen, at deretableres fælles klageregler. Efter forslaget skal klagereglerne basere sigpå de gældende regler for klage over private parkeringsafgifter, herunderden klagenævnsordning, der efter gældende ret findes for private parke-ringsafgifter, jf. nærmere nedenfor under pkt. 4.5.2.1.

Samferdselsdepartementet nedsatte i efteråret 2009 en ny arbejdsgruppe,der har til opgave at udarbejde konkrete forslag til udmøntning af et sådanfælles parkeringsregelsæt.1363.3.2.2. SverigeReglerne for klage over parkeringsafgifter i Sverige afhænger af, om par-keringsafgiften er pålagt af en privat eller af en offentlig myndighed.Reglerne om parkeringsafgifter udstedt af det offentlige findes i ”lag omfelparkeringsavgift (1976:206)” og i regeringens ”förordning om felparke-ringsavgift (1976:1128)”. Afgifterne udstedes enten af politiet eller afkommunale parkeringsvagter. Klager over parkeringsafgifterne skal indgi-ves til politiet i den kreds, hvor parkeringsafgiften er pålagt. Er det åben-bart, at parkeringsafgiften er udstedt forkert, skal afgiften eftergives meddet samme. Finder politiet, at dette ikke er tilfældet, skal en ny klage ind-sendes, hvori klagerens påstande og beviser udførligt skal beskrives. Me-ner politiet fortsat ikke, at afgiften er uberettiget, må klageren indbringeafgiften for domstolene.For så vidt angår klage over parkeringsafgift pålagt af private, henvises tilpkt. 4.5.2.2 nedenfor.3.3.2.3. FinlandDe finske regler om kontrol med parkeringsreglerne og udstedelse af par-keringsafgift findes i ”lag nr. 248 af 3. april 1970 om parkeringsbot”, og imedfør heraf ”Förordning nr. 545 af 5. august 1970 om parkeringsbot”.Reglerne omhandler alene den offentlige kontrol med overholdelse af par-keringsreglerne. For så vidt angår klage over parkeringsafgift pålagt afprivate, henvises til pkt. 4.5.2.3 nedenfor.De offentlige parkeringsafgifter pålægges enten af politiet eller af kommu-nerne. Klager over parkeringsafgifter behandles af den såkaldte ”parke-ringsövervakar”. For så vidt angår afgifter pålagt af politiet varetages den-ne funktion af lederen af den pågældende politikreds. For kommunale par-keringsafgifter er ”parkeringsövervakaren” den person, som kommunenhar udpeget til at behandle klagerne. Udpegning forudsætter, at den pågæl-dende har en juridisk uddannelse og et indgående kendskab til trafikalespørgsmål. Klagen skal som alt overvejende hovedregel være indgivet in-136

den udløbet af betalingsfristen, som er på to uger. Parkeringsövervakarensafgørelse kan indbringes for vedkommende forvaltningsdomstol inden 30dage fra den dag, hvor klageren fik meddelelse om afgørelsen.En arbejdsgruppe nedsat af det finske Justitsministerium har i marts 2010afgivet en betænkning om reform af de finske regler om parkeringskon-trol.137Udover en forlængelse af betalings-/klagefristen fra to til fire uger,indeholder betænkningen ikke forslag om ændring af klagereglerne.3.3.3. Arbejdsgruppens overvejelserHelt overordnet afhænger spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for at op-rette et klagenævn, der kan behandle klager over parkeringsafgifter, efterarbejdsgruppens opfattelse for det første af, om den retsstilling, borgerenhar i dag, er tilfredsstillende, og om borgeren dermed er sikret en betryg-gende behandling, når der gøres indsigelse mod en parkeringsafgifts beret-tigelse. For det andet afhænger spørgsmålet af, om et klagesystem kanetableres under nogle rammer, som udgør en gevinst for forbrugeren ogsamfundet generelt, og om denne gevinst står mål med de eventuelleulemper, der kan peges på ved etableringen og driften af et sådant organ,herunder de omkostninger der er forbundet hermed.Som det fremgår ovenfor er der i dag flere muligheder for at få behandletsine indsigelser over en parkeringsafgift. Det primære system består delsaf en mulighed for at klage til den kommune (eller politiet), der har pålagtparkeringsafgiften (remonstration), dels af en mulighed for prøvelse afparkeringsafgiften i fogedretten i forbindelse med det offentliges inddri-velse af afgiften. Desuden er der mulighed for at klage til FolketingetsOmbudsmand, ligesom kommunerne er under tilsyn af statsforvaltninger-ne, hvortil henvendelse kan rettes.Ved klage over en parkeringsafgift til den kommune (eller politiet), der harpålagt afgiften, skal kommunen (eller politiet) forholde sig til de fremsatteindsigelser og omgøre pålæggelsen af parkeringsafgiften, hvis det må kon-stateres, at den er pålagt på et forkert grundlag, jf. ovenfor pkt. 3.3.1.Kommunen (eller politiet) er ved sagens behandling underlagt de alminde-lige forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningslovens regler ompartshøring, begrundelse og officialprincippet138, hvilket bl.a. indebærer, at

kommunen (eller politiet) har ansvaret for at tilvejebringe det fornødnefaktiske og retlige grundlag til, at der kan træffes en lovlig og rigtig afgø-relse.Klageren får ved denne procedure kommunens (eller politiets) stillingtagentil, om kommunen (eller politiet) har begået de fejl, som klageren mener,der er begået. Ydermere forpligter klagerens henvendelse kommunen (ellerpolitiet) til i et vist omfang at undersøge og tilvejebringe eventuelle yderli-gere oplysninger, som kommunen (eller politiet) finder nødvendige, for atkommunen (eller politiet) kan træffe en korrekt afgørelse. Det kunne f.eks.være tilfælde, hvor kommunen bliver opmærksom på andre mulige fejl endden eller dem, som klageren har påpeget.De sagsbehandlingsregler, der gælder i den sammenhæng, skal grundlæg-gende sikre borgerens retssikkerhed, og er således med til at skabe garantifor afgørelsens lovlighed og rigtighed. Samtidig giver reglerne klagerenmulighed for medindflydelse, ligesom de sikrer borgerens integritet ogprivatliv samt en smidig, hurtig og effektiv sagsbehandling.I arbejdsgruppen er der enighed om, at den myndighed, der i første om-gang har truffet en afgørelse, må anses som den nærmeste til at tilvejebrin-ge de relevante oplysninger, der skal til for, at sagen kan vurderes på ny,hvilket bl.a. også må antages at ligge til grund for den ordning, der gælderpå flere områder, hvor en klage til en rekursinstans skal indsendes via denmyndighed, hvis afgørelse er genstand for klagen. En sådan ordning giverden myndighed, der har truffet afgørelsen, mulighed for at rette op påeventuelle fejl på en hurtigere og smidigere måde end ved en ny sagsbe-handling ved en klageinstans.Arbejdsgruppen finder på den baggrund, at det må anses for ganske fordel-agtigt for borgeren, at den kommune (eller politiet), der har truffet en afgø-relse, i første omgang får mulighed for selv at gennemgå sagen og rette oppå eventuelle fejl. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse betydelig vægtpå, at kommunen (eller politiet) ved klagesagens behandling er underlagtde almindelige forvaltningsretlige regler. I tilknytning hertil må det imid-lertid anerkendes, at en del borgere kan have et ønske om, at deres indsi-gelse behandles af andre end netop den myndighed, der har pålagt afgiften,da borgeren f.eks. kan have mistet tilliden til den pågældende myndighed.

I dag foregår en sådan prøvelse af parkeringsafgiftens rigtighed i et uaf-hængigt forum i fogedretten, der som ovenfor beskrevet kan foretage enprøvelse af den materielle berettigelse af parkeringsafgiften.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at muligheden for at få den materielleberettigelse af parkeringsafgiften prøvet ved fogedretten, giver borgeren entilfredsstillende retsstilling, da domstolsprøvelsen netop tilsigter en særligretssikkerhedsgaranti for den enkelte borger, idet borgeren i sidste instanskan få sin tvist med forvaltningen behandlet og afgjort af en domstol, hvisfunktionelle og personelle uafhængighed er grundlovssikret, og hvis upar-tiskhed og krav til sagsbehandling til sikring af retssikkerheden følger afretsplejeloven. Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse Højesteretskendelser af 12. januar 2010139, der fastslår, at en sag om parkeringsafgifttil det offentlige indebærer en stillingtagen til en anklage for en forbrydel-se (criminal charge), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i DenEuropæiske Menneskerettighedskonvention. Fogedrettens prøvelse af bor-gerens indsigelser må således tage udgangspunkt i uskyldsformodnings-reglen og de beviskrav, der gælder i straffesager.Der er endvidere adgang til at klage over en parkeringsafgift til Folketin-gets Ombudsmand. Som ovenfor nævnt afgør ombudsmanden imidlertidselv, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse, jf. om-budsmandslovens § 16. Ombudsmandsinstitutionens formål er bl.a. atstyrke borgernes stilling overfor forvaltningen og det følger f.eks. af Rets-udvalgets betænkning til den nugældende ombudsmandslov140, at kerne-området for ombudsmandsmandens virksomhed til enhver tid skal værevaretagelse af den enkelte borgers interesser i forhold til de offentligemyndigheder.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Folketingets Ombudsmands udtalel-ser vedrørende sager om klager over parkeringsafgifter er præget af en ud-førlig beskrivelse af de faktiske forhold og en omhyggelig juridisk argu-mentation. Det er samtidig velkendt, at Folketingets Ombudsmands udta-lelser har en høj gennemslagskraft i forhold til forvaltningsmyndighederne,således at de myndigheder, der er genstand for kritik eller henstilling, føl-ger henstillingen eller indretter sig i overensstemmelse med kritikpunkter-ne.

Det er samlet set arbejdsgruppens opfattelse, at de muligheder, der i dagfindes for at gøre indsigelse mod parkeringsafgifter pålagt af kommunen(eller politiet), giver borgerne en tilfredsstillende og betryggende retsstil-ling. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse vægt på Folketingets Om-budsmands betydning i relation til sager om parkeringsafgifter. Arbejds-gruppen finder på den baggrund ikke, at der er behov for oprettelse af etklagenævn, der kan behandle klager over parkeringsafgifter, der er pålagtaf kommunen (eller politiet).Arbejdsgruppen finder imidlertid om de problemer med SKATs berostil-lelse af inddrivelsen af parkeringsafgifter på trods af en kommunes beslut-ning om at sætte sagen i bero som følge af en indsigelse, der er omtalt un-der pkt. 3.3.1, anledning til at bemærke, at arbejdsgruppen henstiller til, atarbejdet med at finde en løsning på problemet prioriteres højt, da det efterarbejdsgruppens opfattelse vil være en væsentlig forbedring af retsstillin-gen for de parkanter, som gør indsigelse over for en pålagt parkeringsaf-gift.

4. Private parkeringsområder4.1. IndledningEtablering af parkeringsrestriktioner og udførelse af parkeringskontrol påen privat parkeringsplads er som udgangspunkt et rent privatretligt anlig-gende. Ejeren af et privat område kan således som udgangspunkt selv be-slutte, om der skal gælde særlige vilkår med hensyn til adgang til parke-ring og standsning af køretøjer, dog med respekt af eventuelle privatretligebegrænsninger, f.eks. rettigheder, der er tinglyst på ejendommen. En per-son, der har etableret en parkeringsplads på sin ejendom, vil endvideresom led i sin almindelige rådighed over ejendommen kunne bestemme vil-kårene for brugen af parkeringspladsen, herunder f.eks. hvad der skal gæl-de med hensyn til parkeringstid og betaling herfor, eller i hvilket omfanghavarerede køretøjer kan hensættes på pladsen. Der vil endvidere kunnebestemmes, at der opkræves et beløb (en ”afgift”) for overtrædelse af depågældende vilkår for parkering.De vilkår, som den der ejer en privat parkeringsplads har opstillet for bru-gen heraf, bliver alene bindende for en bilist, hvis der indgås en aftale her-om mellem parterne. Når en bilist parkerer på et sådant privat område, an-tages det imidlertid, at bilisten som udgangspunkt accepterer de opstillede156

parkeringsrestriktioner og –vilkår (ved en såkaldt kvasidisposition). Dettegælder dog kun, hvis vilkårene ikke generelt vurderet er urimelige, og ale-ne, hvis vilkårene fremgår af skiltningen på en klar og forståelig måde pådet pågældende sted141. Men hvis disse betingelser er opfyldt, er der ind-gået en retlig bindende privatretlig aftale om parkering på grundlag af depågældende vilkår. Det beror herefter på en aftaleretlig fortolkning og vur-dering af parkeringsvilkårene og skiltningens beskaffenhed, om det i etkonkret tilfælde vil være berettiget at opkræve en parkeringsafgift.Betales en privat parkeringsafgift ikke frivilligt af parkanten, vil grundeje-re/parkeringsselskabet typisk sende betalingspåmindelser til parkanten ogeventuelt sende sagen til inddrivelse ved et inkassobureau. Rentelovenfastsætter i den forbindelse regler for, hvornår og i hvilket omfang kravetkan pålignes renter, udenretlige inkassoomkostninger samt rykker- og in-kassogebyrer.Ved udstedelse af en privat parkeringsafgift placeres denne typisk på detpågældende køretøj under vinduesviskerne på forruden. Det indebærerimidlertid ikke i sig selv, at parkeringsafgiften og dermed påkravet om be-taling kan anses for at være kommet frem til parkanten. Der kan i den for-bindelse henvises til Højesterets dom i UfR 2010.1534 H, som omhandle-de et privat parkeringsselskabs pålæggelse af et kontrolgebyr ved placeringaf et girokort bag vinduesviskeren. Det fremgik af sagen, at parkeringssel-skabet efterfølgende havde opkrævet rykkere for manglende betaling afkontrolgebyret. Højesteret fandt ikke grundlag for en analog anvendelse afbestemmelsen i færdselslovens § 121, stk. 3, der angår afgifter af offentlig-retlig karakter. Det blev endvidere fundet bedst stemmende med alminde-lige privatretlige regler, at kravet på kontrolgebyr forfalder ved påkrav, deri mangel af holdepunkter for andet må afgives ved brev eller på anden ligeså betryggende måde. Der er derfor ikke grundlag for at anse girokortet,der blev placeret bag vinduesviskeren (men som ikke længere sad på bilen,da parkanten vendte tilbage til sin bil), for et påkrav, der er kommet fremtil indstævnte. Der blev herved lagt vægt på, at placeringen af girokortetikke kan antages at rumme samme sikkerhed for, at meddelelsen når fremtil adressaten som fremsendelse af et brev til den pågældende adresse.Kravet på kontrolgebyret var derfor først forfaldet ved afsendelsen af denførste rykker.

Sø- og Handelsretten har herefter den 31. januar 2013 – i forlængelse afHøjesterets dom i UfR 2010.1534 H – i en sag142anlagt af Forbrugerom-budsmanden mod et privat parkeringsselskab fastslået, at parkeringssel-skabet skulle anerkende, at det er i strid med god markedsføringsskik, jf.markedsføringslovens § 1, at opkræve et rykkergebyr efter rentelovensregler herom allerede ved fremsendelse af det første brev til bilens ejer ombetaling af parkeringsafgift, når der forinden alene er fremsat påkrav ombetaling ved anbringelse af et girokort/en gul ”slip” under vinduesviskerenpå en parkeret bil. Parkeringsselskabet skulle endvidere anerkende at havepligt til i tiden efter Højesterets dom af 4. marts 2010 (jf. UfR 2010.1534H) at tilbagebetale alle rykkergebyrer, der er opkrævet over for personer påbaggrund af girokort placeret på bilen, medmindre disse personer anerken-der at have modtaget girokortet placeret på deres bil, eller direkte eller in-direkte har tilkendegivet at have modtaget det på bilen placerede girokort.Tvangsinddrivelse af en privat parkeringsafgift kan alene ske ved fogedret-ten på baggrund af et fundament, som kan danne grundlag for inddrivelse.Hvis parkanten ikke anerkender kravet (og indgår en aftale med grundeje-ren eller parkeringsselskabet herom), vil der skulle foreligge en dom ved-rørende kravet, før det kan inddrives, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1. Den,der vil forfølge et bestridt krav, må derfor anlægge civilt søgsmål veddomstolene, jf. nærmere herom i pkt. 4.5.1.4.2. Skiltning4.2.1. Gældende retDet er et grundlæggende aftaleretligt princip, at en aftale, som den ene parthar udformet alene – som tilfældet i sagens natur vil være med de skilte,der danner grundlag for opkrævning af parkeringsafgifter – i tvivlstilfældemå fortolkes mod den part, som har udformet aftalen (den såkaldte konci-pistregel).Der kan i den forbindelse også henvises til Østre Landsrets dom i UfR2012.1962 Ø, som angik en sag, hvor en bilist en hverdag kl. 18.15 havdeparkeret sin bil på et parkeringsareal bag et supermarked, hvor der vedskiltning var anført en tidsbegrænsning på to timer. Ved indkørslen til are-alet var det ved skiltning anført, at der var parkeringsmulighed, ligesomsupermarkedets åbningstider var angivet. Det fremgik heraf, at supermar-kedet lukkede kl. 20 på hverdage. Den pågældende dag kl. 22.24 blev bili-sten pålagt en parkeringsafgift. Landsretten udtalte, at for at anse kvasiaf-142

taler, som parkeringsselskabet påberåbte sig, for indgået, skal der væreskiltet på en tydelig og ved almindelig agtpågivenhed umisforståelig mådeom de vilkår, der gælder for parkering det pågældende sted. Den skiltning,som var opsat på parkeringspladsen, indeholdt ingen tidsangivelse for re-striktionerne - f. eks. ”hele døgnet” eller ”kl. 00-24”. Som følge heraf oghenset til de tidsangivelser, som var anført ved indkørslen til parkerings-arealet, fandt landsretten, at der for de parkerende kunne opstå tvivl omparkeringsrestriktionernes tidsmæssige udstrækning. Da denne tvivl burdekomme parkeringsselskabet som koncipist af skiltene til skade, tog lands-retten bilistens frifindelsespåstand til følgeDer er ikke i færdselslovens § 92 hjemmel til at træffe bestemmelse omparkering og standsning på rent private veje – dvs. private veje, der ikke erprivate fællesveje – eller andre private områder. Efter § 57, stk. 2, jf. stk.1, i lov om private fællesveje, kan kommunalbestyrelsen dog med politietssamtykke, jf. færdselslovens §§ 92, 92 a og 100, bestemme, at der på enprivat fællesvej skal foretages ændringer ved en privat fællesvejs indret-ning eller anlæg – herunder foretages skiltning.Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.6.1, fastsætter transportministeren imedfør af færdselslovens § 95 bestemmelser om udformningen, betydnin-gen og anvendelsen af færdselstavler, afmærkning på kørebanen, signalan-læg og anden afmærkning eller indretning på eller ved vej til regulering afeller til vejledning for færdslen.143Det fremgår af færdselslovens § 97, stk. 2, at anvendelsen af den afmærk-ning, der er nævnt i færdselslovens § 95, på private fællesveje på landet(uden for byer og bymæssig bebyggelse) og på private veje og broer, kræ-ver politiets samtykke. Politiet kan, hvor det skønnes fornødent, forlange,at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vej- eller broejeren. Po-litiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler derfor, kræve, at afmærkningpå sådanne veje og broer, der ikke er i overensstemmelse med de forskrif-ter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.Vejdirektoratet har i et brev af 24. august 2009 til Justitsministeriet anført,at da de private parkeringsselskaber kom frem i Danmark, var de flesteparkeringspladser afmærket med almindelige skilte, som angivet i vejaf-mærkningsbekendtgørelsen. En sådan skiltning kræver efter færdselslo-143

vens § 97, stk. 2, tilladelse fra politiet, når denne ønskes opsat på privatområde. Overtrædelse af parkeringsbestemmelser, der er angivet ved ensådan afmærkning, skal derfor håndhæves af politiet eller eventuelt kom-munernes parkeringsvagter, jf. færdselslovens § 121, stk. 1, nr. 5, og § 122a, jf. bekendtgørelsen om kommunal parkeringskontrol § 1, stk. 1144.Vejdirektoratet har i den forbindelse udtalt følgende:”Når private derfor ønsker at håndhæve egne parkeringsregler ud fraen privatretlig tilgang, opstod behovet for at anbefale en ny afmærk-ning. Den skulle helst ikke have farvekombinationer, som allerede varanvendt i officiel afmærkning; men stadigvæk gerne være umiddelbartforståelig for trafikanterne. Den nye afmærkning kunne ikke bekendt-gøres i vejafmærkningsbekendtgørelsen, da den så skulle håndhævesefter færdselslovens bestemmelser. For alligevel at forsøge at medvir-ke til en frivillig standard blev den sort/hvide afmærkning valgt. Af-mærkningens anvendelse er beskrevet i: ”Færdselsregulering, hæfte 8,Parkeringsvejvisning.”. Men det er vigtigt at understrege, at der ikkeer krav om at anvende afmærkningen.”

Færdselsregulering, hæfte 8, Parkeringsvejvisning145,indeholder nogle ret-ningslinjer, som er en del af ”vejreglerne”, der er en overordnet samling afvej- og trafikteknisk viden, som erfarne fagfolk anbefaler anvendes indenfor sektoren. Retningslinjerne gælder for offentligt tilgængelige privateparkeringspladser, og bl.a. fremgår følgende på side 19 f.:”Det er vigtigt at signalere over for trafikanterne, hvis det ikke er enoffentlig parkeringsplads, men derimod en offentlig tilgængelig privat,hvor der kan gælde særlige eller unormale restriktioner.Ved at anvende sort/hvid parkeringsoplysning på offentligt tilgænge-lige private parkeringspladser gøres trafikanterne – som nævnt – op-mærksom på, at det ikke længere er kommunen eller politiet der hånd-hæver restriktionerne.Ved adgangsvejen til den private parkeringsplads kan der på det priva-te areal etableres parkeringsareal. Der bør anvendes uautoriseret hvidtP-symbol på sort baggrund. […]

Det fremgår endvidere af retningslinjerne, at der ikke bør anvendes de far-vekombinationer, som i forvejen anvendes til officiel afmærkning etableretved vejbestyrelsens foranstaltning, og at skiltene ikke bør indeholde sym-boler, der kan forveksles med officielle færdselstavler. Derudover indehol-der retningslinjerne forslag til bl.a. udseende og skriftstørrelse. Det be-mærkes i den forbindelse, at det i den senest udstedte vejafmærkningsbe-kendtgørelse i § 23 om oplysningstavlen E 33, 1, om parkering er fastsat,at der med sort undertavle kan henvises til regler for privatadministreredeparkeringsordninger.Politiets beføjelser i forbindelse med afmærkning på private parkerings-pladser er reguleret i færdselslovens § 99. Det fremgår af bestemmelsensstk. 1, at færdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af el-ler til advarsel eller vejledning for færdslen ikke må anbringes ved offent-lige veje uden for de tilfælde, der er angivet i loven eller de i medfør afdenne fastsatte bestemmelser. Skilte, opslag, lysindretninger og lignendemå endvidere ikke anbringes på eller i forbindelse med afmærkning efter §95, stk. 1. Politiet kan forlange, at disse genstande bliver fjernet, hvis dekan ses fra vej, og hvis de har lighed med afmærkning efter § 95, stk. 1, el-ler de i øvrigt kan virke vildledende eller være til ulempe for færdslen, jf.færdselslovens § 99, stk. 3, jf. til dels stk. 2. Endelig følger det af færdsels-lovens § 99, stk. 4, at reflekterende materiale på privat område ikke måanbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen.Der gælder således ikke noget krav om indhentelse af politiets godkendel-se af afmærkning eller skiltning på private parkeringspladser, men politietkan på forespørgsel vejlede om, hvorvidt en påtænkt afmærkning er i over-ensstemmelse med færdselslovens § 99.Repræsentanterne fra Danske Private Parkeringsselskabers Branchefor-ening har oplyst over for arbejdsgruppen, at brancheforeningens medlem-mer (som dækker ca. 80-90 pct. af de operatørbetjente private parkerings-områder, som er undergivet parkeringskontrol) inden for det seneste år næ-sten udelukkende har valgt at opsætte de sort/hvide skilte. Der forekommerdog undtagelser, f.eks. på større parkeringsområder, hvor der i forvejenfindes et vist antal skilte af ældre dato (typisk sort tekst på gul baggrund),og hvor et enkelt eller nogle få skilte skal udskiftes. Derudover forekom-mer det, at en ejer af et parkeringsområde insisterer på andre skiltefarver.161

Brancheforeningen har endvidere oplyst, at det over en årrække på 5-7 årforventes, at næsten alle skilte vil være udskiftet til de sort/hvide skilte.Skiltene repræsenterer tilsammen en betydelig millioninvestering og ermange gange udformet i samråd med lokale politimyndigheder, hvorforbrancheforeningen finder, at en sådan glidende overgang forekommer ri-melig.Catinét har i april 2008 lavet en såkaldt generel befolkningsundersøgelsefor FDM, der bl.a. omhandler skiltning i forbindelse med parkeringsafgif-ter.Det fremgår af undersøgelsen, at 33,8 pct. af de adspurgte engang imellemer i tvivl om, hvorvidt de parkerer på en offentlig eller private parkerings-plads, mens henholdsvis 0,9 og 9,8 pct. altid eller ofte er i tvivl om dette.Samtidig er 39,1 pct. sjældent i tvivl om, hvorvidt de parkerer på en offent-lig eller privat parkeringsplads, mens 14,4 pct. aldrig er i tvivl.Endvidere fremgår det, at 0,9 pct. altid er i tvivl om, hvordan skiltene påprivate parkeringspladser skal forstås, mens 10,7 pct. ofte er i tvivl, og36,9 pct. engang imellem er i tvivl. 15,7 pct. af de adspurgte er aldrig itvivl, mens 33,1 pct. sjældent er i tvivl.Samlet er 44,5 pct. af de adspurgte altid, ofte eller engang imellem i tvivlom, hvorvidt de parkerer på en offentlig eller privat parkeringsplads, mens48,5 pct. af bilisterne altid, ofte eller engang imellem er i tvivl om, hvor-dan skiltene på private parkeringspladser skal forstås.Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening har i den forbindel-se oplyst over for arbejdsgruppen, at det hos Euro-Park A/S skønsmæssigter 2 pct. af de bilister, der klager over pålagte kontrolafgifter, som henvisertil, at de ikke havde set skiltningen på pladsen. Hos Q-Park handler 4,5pct. af henvendelserne om skilte, herunder at man ikke mener at have setnoget skilt. Af disse henvendelser har 6 pct. ført til annullering af parke-ringsafgiften.4.2.2. Arbejdsgruppens overvejelserSom det fremgår ovenfor under pkt. 4.1, hviler pålæggelse af afgifter forovertrædelser af parkeringsrestriktioner på offentligt tilgængelige privateparkeringspladser som udgangspunkt på et rent aftaleretligt grundlag.

Det indebærer som ligeledes anført, at en afgift for overtrædelse af sådan-ne private parkeringsrestriktioner kun kan tvangsinddrives via domstolene.Der er i den forbindelse et krav, at restriktionen og muligheden for pålæg-gelse af afgift er tilkendegivet over for parkanten på en sådan måde, at derkan anses for at være indgået en aftale herom mellem ejeren (eller den afejeren bemyndigede) og parkanten. Det bemærkes i den forbindelse, at detsom nævnt under pkt. 4.2.1 er et grundlæggende aftaleretligt princip, at enaftale, som den ene part har udformet alene i tvivlstilfælde må fortolkesmod den part, som har udformet aftalen (den såkaldte koncipistregel). Ipraksis indebærer dette, at skiltningen om restriktionerne og mulighedenfor afgiftspålæggelse skal være tydelig og forståelig for parkanterne, her-under at skiltene skal have en sådan størrelse og placering, at de ikke kanoverses af parkanten ved normal adfærd.For at undgå tabte retssager vil ejerne/administratorerne af de private par-keringspladser typisk bestræbe sig på at opfylde de krav om tydelig skilt-ning, som stilles med afsæt i aftaleretten. Parkanten er i et vist omfang be-skyttet mod eventuelle uberettigede parkeringsafgifter pålagt i henhold tilutydelig eller misvisende skiltning, idet tvangsinddrivelse af en privat par-keringsafgift forudsætter en domstolsprøvelse af afgiftens berettigelse.Denne beskyttelse er dog ikke effektiv, hvis parkanten betaler afgiften”frivilligt”, fordi vedkommende f.eks. er uvidende om, at der med rettekan gøres indsigelse mod en pålagt afgift, eller ikke har mod på at skullegennemføre en retssag.På den baggrund anbefaler arbejdsgruppen, at der fastsættes visse reglerfor skiltningen på private parkeringspladser underlagt rent privatretligeregler. Uanset at der her anvendes udtrykket ”skiltning”, er der efter ar-bejdsgruppens opfattelse ikke tale om, at der anbefales regler om et nytskilt i den forstand, som der er tale om i Wienerkonventionen af 8. novem-ber 1968 om færdselstavler og -signaler mv., som er ratificeret af Dan-mark, jf. bekendtgørelse nr. 92 af 29. oktober 1987 om Wienerkonventio-nerne af 8. november 1968 om henholdsvis vejtrafik og færdselstavler og -signaler mv. Der anbefales således ikke indført et skilt, som skal tilkende-give en bestemt regel fra trafikanterne eller bibringe nærmere bestemte op-lysninger til brugerne af vejene, jf. afgrænsningen i konventionens artikel3, stk. 1, litra a. Der er derimod tale om, at der anbefales visse krav til be-tingelser, som skal være opfyldt, for at der indgås en aftale om parkeringpå privat område. Der foreslås med andre ord fastsat et formkrav – i formaf anvendelse af et symbol, som minder om de skilte, som findes på offent-lig vej – til indgåelsen af den kvasiaftale, som kan danne grundlag for op-163

krævning af kontrolafgift ved overtrædelse af vilkårene for parkering påprivat område.Fastsættelse af sådanne regler forudsætter, at der i lovgivningen indsættesen bemyndigelse hertil. Da hjemlen som nævnt bl.a. vil skulle udnyttes tilat fastsætte formkrav for indgåelse af de kvasiaftaler, som danner grundlagfor opkrævning af afgifter for overtrædelse af parkeringsrestriktioner påprivat område, har arbejdsgruppen overvejet, om en sådan hjemmel mestrigtig burde indsættes i aftaleloven. Da aftaleloven imidlertid alene regule-rer de overordnede regler for aftalers indgåelse generelt, mens specifikkeregler om aftalers indgåelse på særlige områder, herunder regler om form-krav, i almindelighed findes i den relevante særlovgivning, har arbejds-gruppen ikke fundet, at hjemlen burde indsættes i aftaleloven. Da arbejds-gruppen samtidig ikke finder, at der er grundlag for at anbefale vedtagel-sen af en ny lov, som alene skulle indeholde en hjemmel som den nævnte,har arbejdsgruppen derimod – uanset reglernes privatretlige karakter –fundet det mest rigtig, at hjemlen indsættes i færdselsloven. Arbejdsgrup-pen har derfor udformet et forslag til en sådan bestemmelse i færdselslo-vens § 122 c, stk. 1, jf. § 1, nr. 10, i det lovudkast, som findes under pkt.5.1 nedenfor.Arbejdsgruppen anbefaler, at de regler, som udstedes med hjemmel i denforeslåede bestemmelse, skal finde anvendelse på alle offentligt tilgænge-lige private parkeringspladser underlagt privatretlige regler, som helt ellerdelvis stilles til rådighed for offentligheden generelt på en sådan måde, atder gælder en almindelig adgang til at parkere der, hvis de fastsatte vilkår,som danner grundlag for kvasiaftalen, overholdes, og hvor overtrædelse afparkeringsvilkårene kan medføre pålæggelse af kontrolafgift. Formåletmed disse regler er så vidt muligt at sikre, at borgerne i alle tilfælde gøresklart, at de er på vej til at indgå en kvasiaftale om parkering og tydeligt in-formeres om parkeringsvilkårene på sådanne parkeringspladser. Derfor børdet efter arbejdsgruppens opfattelse ved alle steder, som det er naturligt atpassere umiddelbart efter, at man med et motorkøretøj er kommet ind påde omfattede parkeringspladser (i praksis ofte ved alle indkørsler) tydeligtsignaleres, at der gælder nærmere særlige vilkår.Hvis der er tale om et område, hvor der gælder et generelt standsnings- el-ler parkeringsforbud (f.eks. fordi der er tale om brandveje eller lignende),og hvor disse reglers overholdelse påses af et privat firma, bør der efter ar-bejdsgruppens opfattelse ikke være pligt til at opsætte et sådant symbol,for at der kan opkræves kontrolafgift, hvilket udtrykkeligt fremgår af den164

bestemmelse, som foreslås indsat i færdselslovens § 122, stk. 1. På sådan-ne områder finder arbejdsgruppen, at de krav, som efter gældende ret stil-les til, hvordan der skal ske ”skiltning” mv. om standsnings- eller parke-ringsforbuddet, er tilstrækkelige, og at opsætning af et symbol som det fo-reslåede ofte vil kunne være misvisende, idet offentligheden i disse tilfæl-de netop ikke inviteres til at parkere. Det samme gælder på områder, hvordet tydeligt fremgår, at der er tale om et privat område, hvor parkering erforbeholdt en nærmere afgrænset kreds af personer – f.eks. fordi det tyde-ligt er signaleret (f.eks. ”forbeholdt beboere mv.”, ”forbeholdt personermed lovligt ærinde”, ”forbeholdt registreringsnummer X”) eller fordi derer tale om en privat baggård eller lignende, der efter omstændigheder ermarkeret med et skilt om, at det er privat område, eller at der er adgangforbud for uvedkommende. Arbejdsgruppen finder, at dette allerede er enfølge af, at de foreslåede regler alene skal gælde offentligt tilgængeligeprivate parkeringspladser, og finder ikke behov for, at dette præciseresnærmere.Hvis der derimod er tale om en privat parkeringsplads, som dels indehol-der nogle pladser, som der er almindelig offentlig adgang til, dels noglepladser, som er forbeholdt en bestemt kreds af personer (blandede parke-ringspladser), vil der derimod efter arbejdsgruppens opfattelse skulle gæl-de en pligt til at anvende det foreslåede symbol, idet offentligheden hernetop inviteres til at bruge (en del af) pladsen. Det vil herefter følge af dealmindeligt gældende (aftaleretlige) regler og principper, hvordan det påpladsen nærmere angives, hvilke pladser der er almindelig adgang til atbenytte mod at overholde de fastsatte vilkår herfor, og arbejdsgruppen fin-der ikke grundlag for at normere dette nærmere.Retsvirkningen af, at der på en parkeringsplads ikke anvendes det foreslå-ede symbol i overensstemmelse med de regler, som forudsættes fastsatmed hjemmel i den foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 122 c, stk.1, vil være, at det private parkeringsselskab ikke med rette vil kunne på-lægge en kontrolafgift, hvis en parkant har overtrådt vilkårene for parke-ring på pladsen. Samtidig vil retsvirkningen være, at en parkant fra detøjeblik, hvor det foreslåede symbol passeres ved indkørslen til parkerings-pladsen eller lignende, gøres bekendt med, at der gælder nærmere reglerog vilkår for standsning og parkering på pladsen, som – hvis køretøjetstandses eller parkeres på pladsen – danner grundlag for en kvasiaftale,uanset om parkanten gør sig bekendt med de pågældende regler og vilkårsnærmere indhold eller ej.

Med hensyn til de nærmere krav til placeringen af symbolet er det efter ar-bejdsgruppens opfattelse helt centralt, at borgere, der kører ind på privateparkeringspladser, bliver gjort opmærksomme på, at der gælder andre reg-ler for parkering end på offentligt område. Dette bør efter arbejdsgruppensopfattelse som det klare udgangspunkt ske, når bilisten passerer det sted,hvor parkering overgår fra at være offentligretlig reguleret til at hvile på etprivatretligt grundlag – i praksis nærmere bestemt ofte ved indkørslen tildet private område, jf. ovenfor. Samtidig bør der på dette sted enten væreen angivelse af de nærmere vilkår, som gælder for parkering på den på-gældende private parkeringsplads eller være en tydelig markering af, at derinde på parkeringspladsen findes anvisninger om de nærmere vilkår. Derbør efter arbejdsgruppens opfattelse i forlængelse heraf fastsættes krav om,at der på parkeringspladsen findes et passende antal skilte, som indeholderoplysning om de nærmere vilkår for parkering. Arbejdsgruppen finder ikkeat kunne normere nærmere, hvad et passende antal skilte – som betingelsefor at en kvasiaftale kan anses for indgået – er, idet dette må bero på enkonkret vurdering ud fra bl.a. den enkelte parkeringsplads størrelse og ind-retning.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at symboler, som med hensyn til farve-valg afviger markant fra skiltene på offentligt område, tydeligt vil kunnemarkere, at der gælder andre regler for parkering end på offentligt område.En stor del af de private parkeringspladser er allerede forsynet med sym-boler, der opfylder den foreslåede anbefaling om sorte og hvide farver. Deter derfor – bl.a. ud fra ressourcemæssige hensyn – hensigtsmæssigt at vi-dereføre dette farvevalg. Som anført ovenfor under pkt. 4.2.1 fremgår detsåledes også nu af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 23 om oplysnings-tavlen E 33,1, om parkering, at der med sort undertavle kan henvises tilregler for privatadministrerede parkeringsordninger. Arbejdsgruppen fin-der således, at det symbol, der skal anvendes, for at markere, at man be-væger sig ind på en parkeringsplads underlagt rent privatretlige regler, oghvor der kan pålægges en kontrolafgift for manglende overholdelse af defastsatte vilkår for parkering, skal være et hvidt P på sort baggrund.Arbejdsgruppen finder således sammenfattende, at der bør stilles krav om,at der ved samtlige steder (i praksis ofte ved alle indkørsler), som det ernaturligt at passere, for at komme ind på en parkeringsplads underlagt rentprivatretlige regler som nærmere afgrænset ovenfor – hvis der skal kunnepålægges kontrolafgift for overtrædelse af parkeringsvilkårene – skal op-stilles et symbol med et hvidt P på sort baggrund, som skal være let synligi lys og mørke. Der skal dog efter omstændighederne være adgang til ud-166

tagelsesvist f.eks. at opsætte symbolet lidt længere inde på pladsen endumiddelbart efter, at man med et motorkøretøj er kommet ind på parke-ringspladsen, hvis de konkrete fysiske eller lovgivningsmæssige rammer –f.eks. bygnings- eller fredningsmæssige forhold – tilsiger det. Kravet omsynlighed også i mørke kan opfyldes f.eks. ved, at der er tilstrækkelig be-lysning på stedet, hvor tavlen er opstillet, eller ved, at tavlen er tilstrække-ligt retroreflekterende.146Der bør desuden stilles krav om, at foreslåede symboler med et hvidt P påsort baggrund skal være kombineret med en undertavle, som enten opreg-ner de nærmere vilkår, som gælder for parkering på den pågældende priva-te parkeringsplads eller – hvilket arbejdsgruppen antager i praksis vil værede oftest forekommende – tydelig markerer, at der inde på pladsen findesskilte med de nærmere vilkår.Det er arbejdsgruppens vurdering, at krav om opstilling af symboler af dennævnte karakter ikke vil være i strid med artikel 4, litra b i Wienerkonven-tionen om færdselstavler og -signaler mv., som foreskriver, at de kontrahe-rende stater bl.a. ikke må opstille skilte, markeringer mv., som kan for-veksles med egentlige trafiktavler eller distrahere trafikanter til fare forfærdselssikkerheden.Ved at opstille de ovennævnte krav er hensynet til, at parkanterne som for-brugere orienteres om, at der gælder særlige vilkår ved parkering på denpågældende plads, efter arbejdsgruppens opfattelse tilstrækkeligt varetaget.Arbejdsgruppen bemærker i den forbindelse, at den foreslåede bestemmel-se i § 122 c, stk. 2, efter arbejdsgruppens opfattelse ikke bør anvendes til atudstede administrative forskrifter om private parkeringsselskabers symbo-lers udformning og placering, som går videre end det, der er nævnt oven-for, og finder, at dette bør fremgå af bemærkningerne til den pågældendebestemmelse.Arbejdsgruppen finder på den baggrund – og da arbejdsgruppen ikke erbekendt med, at udformningen og størrelsen på private parkeringsselska-146

Det er i færdselslovens § 99, stk. 4, fastsat, at reflekterende materiale på privat områdeikke må anbringes således, at det kan tilbagekaste lyset fra køretøj på vejen. Dette vil efterarbejdsgruppens opfattelse ikke gælde med de foreslåede symboler, som opstilles i hen-hold til en bekendtgørelse. Et symbol vil dog af politiet kunne forlanges fjernet efterfærdselslovens § 99, stk. 3, bl.a. hvis de kan virke vildledende eller være til ulempe forfærdslen. I givet fald vil der efter arbejdsgruppens opfattelse foreligge en situation, hvorde konkrete fysiske eller lovgivningsmæssige rammer tilsiger, at symbolet opsættes lidtlængere inde på pladsen.

bers skilte har givet anledning til problemer i praksis – desuden ikkegrundlag for at foreslå, at der skal fastsættes detaljerede krav til den nær-mere udformning af skiltene på parkeringspladsen, som indeholder denærmere vilkår for parkering.Arbejdsgruppen finder dog, at der bør stilles følgende krav til skiltene(som vil kunne integreres med betalingsautomater):Skiltene skal – som det allerede må antages at følge af gældende ret– være placeret på steder, hvor de er let synlige i lys og mørke, oghvor der er rimelig tid til fra bil eller til fods at orientere sig om de-res nærmere indhold.Skiltene skal være placeret, således at en parkant inde på parke-ringsområdet fra en konkret parkeringsplads altid vil kunne se etsådant skilt (eller et skilt, der henviser hertil) hvis han orienterer sigi alle retninger eller omkring et umiddelbart nærliggende hjørne. Iparkeringshuse skal skiltene være placeret på steder, hvor det er na-turligt at orientere sig, og i rimelig afstand fra samtlige parkerings-pladser.Skriften på skiltet – bortset fra operatørens logo mv. og en branche-forenings logo mv. (hvis man vil angive at være medlem af denne)– skal være hvid på sort baggrund. Der kan dog anvendes skilte iandre farver, hvis dette under hensyn til parkeringsområdets fysi-ske indretning mv. er mere hensigtsmæssigt – f.eks. hvis et parke-ringshus er inddelt i farvezoner, hvor det af hensyn til overskuelig-heden vil være hensigtsmæssigt, at skiltenes farve afspejler den zo-ne, der er placeret i.Skriften skal – som det ligeledes allerede må antages at følge afgældende ret – have en sådan størrelse, at den er let læselig.

Det vil således derudover i almindelighed bero på almindelige aftaleretligeprincipper, i hvilket omfang vilkårene på et bestemt skilt er en del af afta-legrundlaget mellem parkanten og den private grundejer/parkeringsselska-bet, og hvad retsvirkningen heraf er.Arbejdsgruppen forudsætter, at de skilte, som indeholder de nærmere vil-kår for parkering, hvis de skal kunne danne grundlag for at pålægge parke-ringsafgift, som minimum tydeligt skal angive, hvis der på parkeringsplad-sen gælder vilkår om tidsbegrænset parkering eller betalingsparkering ogde nærmere vilkår herfor, og hvis der gælder vilkår for brug af særlig par-keringstilladelse mv. Arbejdsgruppen forudsætter desuden, at det af skilte-168

ne tydeligt fremgår, at overtrædelse af parkeringsreglerne kan medføre på-læggelse af kontrolafgift og kontrolafgiftens størrelse, samt og der vil kun-ne pålægges flere afgifter for samme parkering og på hvilke vilkår (medhvilket tidsinterval mv.). Hvis der på parkeringspladsen er indrettet særligepladser til særlige køretøjer, herunder invalidekøretøjer, forudsætter ar-bejdsgruppen desuden, at det af skiltene fremgår, hvordan disse pladser ermarkeret, og under hvilke betingelser de kan anvendes. Nederst på skiltetog uden, at det er dominerende på skiltet, forudsætter arbejdsgruppen des-uden, at det angives, hvilken operatør der administrer parkeringsordningenpå den pågældende parkeringsplads samt denne operatørs telefonnummerog adressen for dennes eventuelle hjemmeside. Arbejdsgruppen forudsæt-ter i den forbindelse, at operatørens logo mv., en brancheforenings logomv. (hvis man vil angive at være medlem af denne) kan angives i en andenfarve en hvid skrift på sort baggrund.Arbejdsgruppen bortset fra Forbrugerrådet finder – i modsætning til hvadder foreslås vedrørende offentlige parkeringspladser, jf. pkt. 3.1.2 ovenfor– ikke, at der bør gælde et bestemt maksimalt antal afgifter, som kan på-lægges for retsstridig parkering på privat parkeringsplads. Dette spørgsmålbør derimod efter arbejdsgruppens opfattelse afgøres efter almindelige af-taleretlige regler og principper om aftalers ugyldighed. Der henvises i øv-rigt nærmere herom til 4.3.1 og 4.3.2 nedenfor.Arbejdsgruppens anbefalinger vedrørende skiltene inde på de private par-keringspladser gælder kun for de skilte, som indeholder de nærmere vilkårfor parkering. Anbefalingen omfatter således ikke eventuelle skilte mv.,som indeholder anden information end af betydning for parkeringen –f.eks. oplysninger om hvilke typer betalingskort eller mønter der kan an-vendes til betaling. Der bør imidlertid samtidig efter arbejdsgruppens op-fattelse ikke være noget til hinder for, at oplysninger af denne karakter kanmedtages på skiltet, som indeholder de nærmere vilkår for parkering. An-befalingen er desuden ikke til hinder for, at der på de pågældende privatepladser også anvendes anden skiltning (herunder i reklameøjemed),Arbejdsgruppen bemærker, at ved at lave et udtømmende katalog over pri-vate parkeringsrestriktioner med bestemmelser om, hvordan restriktioner-ne skal angives ved skiltning, således at ejere af private parkeringspladserville være afskåret fra at fastsætte andre former for parkeringsrestriktioner,ville der i endnu højere grad kunne sikres tydelig skiltning på private par-keringspladser. Arbejdsgruppen finder imidlertid ikke grund til at foreslådette. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse vægt på, for det første at169

hensynet til parkanten som forbruger – med det, der er foreslået ovenfor –er tilstrækkeligt varetaget, for det andet at en sådan ordning vil udgøre etvæsentligt indgreb i den adgang, som ejerne af private parkeringspladser idag har til at fastsætte netop de restriktioner, som bedst tjener de megetforskelligartede formål, som parkeringspladserne er tiltænkt, og for dettredje at de problemer med uklar skiltning på private parkeringspladser,der i praksis er konstateret, har en sådan karakter, at et sådant forslag ikkeer nødvendigt eller proportionalt.Arbejdsgruppen finder, at de foreslåede krav til skiltning på private parke-ringspladser bør indføres med en passende overgangsordning. Arbejds-gruppen finder det derfor med rigtigt at foreslå, at reglen om, at der ved al-le indkørsler til private parkeringspladser skal placeres et skilt med et hvidtP på sort baggrund, træder i kraft to år efter reglernes udstedelse, og at deforeslåede krav til skiltningen af de nærmere parkeringsvilkår på den en-kelte parkeringsplads – i lyset af at det må forventes, at de private parke-ringsselskaber i vid udstrækning vil skulle investere i nye skilte (og kasse-re de eksisterende skilte) – bør indføres med en passende overgangsperio-de. Repræsentanterne fra Danske Private Parkeringsselskabers Branche-forening har i den forbindelse anført, at en udskiftning af skiltene repræ-senterer en meget betydelig udgift for pladsejerne, og at skiltene derfor tid-ligst bør kræves udskiftet efter en overgangsperiode på 7 år regnet fra reg-lernes vedtagelse, idet pladsejerne og parkeringsoperatørerne herved fårmulighed for i rimeligt omfang at lade udskiftningen foretage som led iden almindelige drift. Repræsentanterne fra FDM og Forbrugerrådet harheroverfor anført, at overgangsperioden – for af hensyn til forbrugerne in-den for en vis rimelig tid at få en ensartning på området – bør være på 3 år.Der henvises om de forslag til regler, som er nævnt ovenfor, nærmere tilarbejdsgruppens udkast til §§ 3-5 i bekendtgørelse om indgåelse af visseaftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parke-ringsområder, jf. nedenfor under pkt. 5.2.4.Arbejdsgruppen har endelig overvejet, om der bør indføres regler om, atder på det offentlige område skal gælde en adgang eller en pligt for vejbe-styrelsen til at henvise til private parkeringspladser med et blåt parkerings-skilt med en sort undertavle, som angiver, at der henvises til et privatretligtreguleret område, hvor der gælder særlige vilkår for parkering. Der er i denforbindelse enighed i arbejdsgruppen om, at der ikke bør indføres en pligttil generelt at anvende sådanne skilte, da der vil kunne være lokale hensyn,som taler imod at anvende en sådan skiltning, og da anvendelsen af sådan-170

ne skilte ville ligge inden for rammerne af, hvad det bør være op til denenkelte kommunalbestyrelse at bestemme. At indføre reglerne om en sådanskiltning med sort undertavle som en mulighed på det offentlige områdekan efter arbejdsgruppens opfattelse heller ikke anbefales, da det er ar-bejdsgruppens vurdering, at en sådan skiltning – i lyset af det, der foreslåsovenfor, og da det vil bero på tilfældigheder og lokale omstændigheder,hvor sådanne skilte anvendes – vil kunne risikere i højere grad at værevildledende end vejledende for forbrugeren. Der anbefales således ikkeindført nye regler om henvisning til privatretligt regulerede parkeringssel-skaber på det offentlige område.4.3. Private kontrolafgifter4.3.1. Gældende retParkering og standsning på privat område er hverken specifikt reguleret ifærdselslovgivningen eller vejlovgivningen. Ejeren af et privat område kansom udgangspunkt selv beslutte, om der skal gælde særlige vilkår medhensyn til adgang til parkering og standsning af køretøjer, og der vil end-videre kunne fastsættes vilkår om en kontrolafgift for overtrædelse af depågældende vilkår for parkering.Når en bilist parkerer på et privat område, accepterer bilisten som ud-gangspunkt rimelige parkeringsrestriktioner og -vilkår, der fremgår afskiltningen på det pågældende sted. Det beror herefter på en aftaleretligfortolkning og vurdering af parkeringsvilkårene og skiltningens beskaffen-hed, om det i et konkret tilfælde vil være berettiget at opkræve en parke-ringsafgift.Den beløbsmæssige størrelse af den afgift, der opkræves, når et parke-ringsvilkår er overtrådt, er – som den øvrige del af den private parkerings-kontrol – ikke reguleret i færdselslovgivningen. Derimod er den reguleretaf den almindelige aftaleret, herunder aftalelovens § 36. Ifølge denne be-stemmelses stk. 1 kan en aftale ændres eller tilsidesættes helt eller delvis,hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre dengældende. Det følger af bestemmelsens stk. 2, at der ved afgørelsen herafskal tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold ogsenere indtrufne omstændigheder.Domstolene kan således gribe regulerende ind i et aftaleforhold og eventu-elt tilsidesætte størrelsen af den afgift, der opkræves, hvis den er klart uri-melig.171

Størrelsen af de parkeringsafgifter, der pålægges i forbindelse med parke-ring på privat område, har længe svaret til størrelsen på parkeringsafgifterudstedt af det offentlige i medfør af færdselsloven. Indtil 2002 blev afgif-ten for de offentlige parkeringsafgifter hvert år reguleret efter den såkaldtesatsreguleringsprocent, senest ved bekendtgørelse nr. 931 af 24. oktober2001, og de private parkeringsafgifter blev løbende justeret i overens-stemmelse hermed.Ved lov nr. 1049 af 17. december 2002 blev den hidtidige bestemmelse omautomatisk regulering af betalingsbeløb i færdselslovens § 124 r imidlertidophævet som en konsekvens af den daværende regerings skattestop. I denforbindelse fastsattes de offentlige parkeringsafgifter til et fast beløb på510 kr. i færdselslovens § 121, stk. 5.De private parkeringsafgifter udgjorde fra 2002 510 kr. svarende til de of-fentlige parkeringsafgifter. I efteråret 2009 valgte flere private parkerings-selskaber imidlertid at forhøje parkeringsafgiften til 590 kr., og siden harlangt hovedparten af selskaberne hævet afgiften til 650 kr. Repræsentan-terne fra Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening har overfor arbejdsgruppen oplyst, at begrundelsen for forhøjelsen til 590 kr. var,at man på grund af en løbende prisstigning på de forskellige udgifter veddrift af parkeringsvirksomhed ikke længere mente at kunne følge den of-fentlige takst. Brancheforeningen har i den forbindelse nærmere henvist til,at afgiften skulle afspejle den forhøjede pris for lovlig parkering, at selska-berne skal svare moms af indbetalte parkeringsafgifter, samt at der ikke – imodsætning til afgifter pålagt af det offentlige – er mulighed for at krævebetaling af ejeren som led i et hæftelsesansvar. Afgiften på 590 kr. blevfastsat ud fra den pristalsregulering, der indtil skattestoppet også var gæl-dende for de offentlige parkeringsafgifter. I forbindelse med overvejelser-ne af en forhøjelse, herunder navnlig en sådan forhøjelses overensstem-melse med aftalelovens § 36, tog man udviklingen i DSB’s kontrolafgifteri betragtning. Disse afgifter er siden 1987 steget fra 150 kr. til 750 kr. Re-præsentanterne fra Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforeninghar over for arbejdsgruppen oplyst, at begrundelsen for forhøjelsen til 650kr. helt overordnet dels er et udslag af den almindelige prisudvikling, delser begrundet i, at Forbrugerombudsmanden har fastslået, at parkeringssel-skaberne ikke kan opkræve et rykkergebyr på 100 kr. efter rentelovens be-stemmelser herom for den første påmindelse om betaling, som sendes tilejeren/brugere af et motorkøretøj efter, at en parkeringsafgift er pålagt

Spørgsmålet om, hvorvidt der kan pålægges flere kontrolafgifter for sam-me parkering på en privat parkeringsplads – f.eks. hvor et køretøj er parke-ret således, at et parkeringsvilkår overtrædes i flere dage i træk – er endvi-dere ikke reguleret i færdselslovgivningen. Dette er på samme måde somden beløbsmæssige størrelse af kontrolafgiften en del af den almindeligeaftaleret, herunder aftalelovens § 36.I praksis indgår det som en del af aftalegrundlaget ved parkering på privatområde, at der kan pålægges flere kontrolafgifter for samme parkering,idet det oftest fremgår af skiltningen, at der kan pålægges èn kontrolafgift idøgnet. Der er imidlertid intet til hinder for at begrunde én pålagt afgiftmed flere vilkårsovertrædelser.Østre Landsret har i en dom af 29. november 2012147i en konkret sag givetet parkeringsselskab medhold i, at en parkant skulle betale fire kontrolaf-gifter med tillæg af et inkassogebyr på 100 kr. for en længerevarende ube-rettiget parkering på et privat område med skiltning om vilkår for parke-ring. Landsrettens dom er imidlertid indbragt for Højesteret, hvor den end-nu ikke er afgjort. Der er i den konkrete sag tale om, at parkanten i forbin-delse med parkeringen ved indkørslen til området har passeret et skilt medteksten om privat område og herefter to skilte med angivelsen af vilkårenefor parkering. Parkeringsselskabet pålagde parkanten kontrolafgift for ube-rettiget parkering den 27. marts 2011, den 28. marts 2011 kl. 11.22, den31. marts 2011 kl. 11.49 og den 1. april 2011 kl. 11.40 med 590 kr. pr.gang. Parkanten afviste at betale mere end den først pålagte parkeringsbø-de. Som begrundelse for, at parkanten også skulle betale de yderligere trekontrolafgifter med tillæg af et inkassogebyr på 100 kr., anførte landsrettenfølgende:”Efter områdets karakter samt skiltenes placering, størrelse og ud-formning finder landsretten, at der var skiltet på en tilstrækkelig tyde-lig måde, således at [parkanten] ved sædvanlig agtpågivenhed burdehave bemærket såvel skiltet om privat område som de af [parkerings-selskabet] opsatte skilte om vilkår for parkering. Skiltene om vilkårfor parkering angav, at for køretøjer uden særskilt tilladelse var parke-ring tilladt i maksimalt 2 timer, og ”Ved overtrædelse pålægges enkontrolafgift på kr. 590,- pr. påbegyndt døgn.”Ved at parkere i området findes [parkanten] at have accepteret de vedskiltningen angivne vilkår for parkering, som var affattet på en klar ogforståelig måde. [Parkanten], der langtidsparkerede sin bil fra den 27.147

4.3.2. Arbejdsgruppens overvejelserArbejdsgruppen har overvejet, om der er behov for en regulering af denbeløbsmæssige størrelse på de kontrolafgifter, der udstedes ved parkeringpå private parkeringspladser, herunder navnlig om der kan og bør fastsæt-tes en overgrænse herfor.For den enkelte parkant kan det forekomme uforståeligt, at der på nogleparkeringspladser pålægges en højere kontrolafgift end på andre, når for-holdene i forbindelse med parkering i øvrigt minder meget om hinanden.Det kan imidlertid anføres, at dette ikke er anderledes, end at to ens varerkan have forskellige priser i forskellige forretninger. Efter arbejdsgruppensopfattelse må det således anerkendes, at en privat grundejer - i modsætningtil det offentlige - i hvert fald som udgangspunkt har en mere fri adgang tilat beslutte, hvordan grunden eventuelt skal udnyttes, herunder hvordan eneventuel parkeringsplads skal etableres og drives. Arbejdsgruppen findersåledes ikke, at de begrænsninger, der gælder ved udstedelse af offentligeparkeringsafgifter, nødvendigvis bør gælde på fuldstændig tilsvarende visfor private parkeringsafgifter.På private parkeringspladser er det imidlertid en helt grundlæggende for-udsætning for pålæggelse af parkeringsafgifter, at parkanten har haft til-strækkelig mulighed for at gøre sig bekendt med vilkårene på parkerings-pladsen samt konsekvensen ved overtrædelse heraf. Efter arbejdsgruppensopfattelse indbefatter dette helt naturligt, at parkanten også skal have op-lyst, hvor stor en parkeringsafgift denne risikerer at skulle betale, hvis vil-kårene overtrædes. Arbejdsgruppen foreslår derfor, som omtalt ovenforunder pkt. 4.2.2, at der på de skilte, der efter arbejdsgruppens forslag skalopstilles på private parkeringspladser – i overensstemmelse med hvordanman efter det oplyste allerede i dag har indrettet sig i praksis på langt defleste private parkeringspladser – skal være anført den præcise størrelse foren eventuel parkeringsafgift.

Arbejdsgruppen har herudover noteret sig oplysningerne om, hvad der erbaggrunden for afgiftsforhøjelserne, og at beregningen af, hvor meget deprivate parkeringsafgifter skulle forhøjes, blev foretaget på baggrund afden pristalsregulering, som indtil 2002 var gældende for de parkeringsaf-gifter, der udstedes i medfør af færdselsloven. De aktuelle private parke-ringsafgifters størrelse er således fastsat ud fra beregninger af den alminde-lige pris- og lønudvikling og er i øvrigt i almindelighed omkostnings- ogmarkedsbestemt. Navnlig på den baggrund er det arbejdsgruppens opfat-telse, at der ikke er grundlag for at fastsætte en fast grænse for, hvor storen privat parkeringsafgift må være.Endvidere har arbejdsgruppen overvejet, hvorvidt, der er behov for en re-gulering af, om der kan pålægges flere kontrolafgifter for samme parkeringog i givet fald med hvilken hyppighed.Arbejdsgruppen anerkender, at det er ærgerligt for den parkant, der pågrund af ekstraordinære omstændigheder og uden at spekulere i omgåelseaf parkeringsrestriktionerne igennem længere tid parkerer i strid med etparkeringsvilkår og derfor pålægges flere kontrolafgifter for samme parke-ring. Imidlertid er det arbejdsgruppens indtryk, at en sådan uforvarendelangtidsparkering kun forekommer meget sjældent.På samme måde som i forbindelse med overvejelserne af den beløbsmæs-sige størrelse på kontrolafgifter, er det samtidig arbejdsgruppens opfattel-se, at det må anerkendes, at en privat grundejer i hvert fald som udgangs-punkt bør have en mere fri adgang til at beslutte, hvordan grunden eventu-elt skal udnyttes, herunder hvordan en eventuel parkeringsplads skal etab-leres og drives.Det er som ovenfor nævnt en helt grundlæggende forudsætning for pålæg-gelse af kontrolafgifter på private parkeringspladser, at parkanten har hafttilstrækkelig mulighed for at gøre sig bekendt med vilkårene på parke-ringspladsen samt konsekvensen ved overtrædelse heraf. Efter arbejds-gruppens opfattelse indbefatter dette, at parkanten også skal have oplyst,om der kan pålægges flere kontrolafgifter for samme parkering og i givetfald med hvilken hyppighed. Arbejdsgruppen foreslår derfor også på detteområde, som omtalt ovenfor under pkt. 4.2.2, at der på de skilte, der efterarbejdsgruppens forslag skal opstilles på private parkeringspladser – ioverensstemmelse med hvordan man efter det oplyste allerede i dag harindrettet sig i praksis på langt de fleste private parkeringspladser – skal

være anført, om der kan pålægges mere end én kontrolafgift for sammeparkering, og i givet fald med hvilken hyppighed disse kan pålægges.Arbejdsgruppen bemærker endvidere, at spørgsmålet om, hvor mange af-gifter, der kan pålægges for samme parkering på en privat parkeringsplads,vil afhænge af de almindelige aftaleretlige regler og principper om aftalersugyldighed mv. Domstolene vil således som hidtil i den konkrete situationkunne vurdere, om den beløbsmæssige størrelse på kontrolafgiften ellerantallet og hyppigheden af pålagte kontrolafgifter er klart urimelig, og ataftalevilkåret herom derfor skal tilsidesættes helt eller delvist, jf. aftalelo-vens § 36. Arbejdsgruppen finder det imidlertid nærliggende at antage, atder ved vurderingen af det aftaleretlige frirum vil kunne hentes nogen vej-ledning i en eventuel kommende regel på det offentlige område, uanset aten sådan ikke finder anvendelse på det private område. Det forudsætterdog, at parkeringssituationen vurderes konkret at være sammenligneligmed almindelige parkeringssituationer på det offentlige område.Forbrugerrådet har dog i tilknytning til disse overvejelser i arbejdsgruppenpeget på, at sådan som retstillingen er i dag på det offentlige parkerings-område, er det kun muligt at pålægge én parkeringsafgift for samme over-trædelse af parkeringsreglerne. Forbrugerrådet mener, at der på linje her-med kun bør kunne pålægges én parkeringsafgift for samme overtrædelseaf parkeringsreglerne på det private parkeringsområde.4.4. Sagsbehandling – dokumentation og fremgangsmåde4.4.1. Gældende retI lighed med hvad der gælder for det offentlige område, jf. ovenfor underpkt.3.2.1 er der ikke fastsat specifikke regler om fremlæggelse af doku-mentation for, at et parkeringsvilkår er overtrådt i forbindelse med pålæg-gelse af en privat parkeringsafgift. Også for private parkeringsafgifter erdet således i sidste ende op til domstolenes almindelige frie bevisvurderingi det konkrete tilfælde at fastslå, om et givent vilkår for anvendelsen af enparkeringsplads er overtrådt eller ej. Afgørelsen af, hvorvidt en parke-ringsafgift i øvrigt med rette har kunnet pålægges eller ej, herunder om etvilkår for parkering overhovedet er en del af aftalen mellem parkanten ogden private grundejer/parkeringsselskabet, og om vilkåret er gyldigt, hørerligeledes i sidste ende under domstolene.Repræsentanterne fra Danske Private Parkeringsselskabers Branchefor-ening har over for arbejdsgruppen bl.a. oplyst følgende:176

”Parkeringsvagterne i brancheforeningens medlemsselskaber modta-ger ved deres ansættelse en indføring i form af, at de i en periode som”føl” ledsager en erfaren parkeringsvagt. Herudover modtager de vedansættelsens start såvel som løbende en teoretisk indføring på internekurser og/eller ved en mellemleder, ligesom vagterne typisk modtageren manual med instrukser og informationer om observationstider, ven-tilkontrol, adfærd, fotografering, udfyldning af kontrolkort etc.[…]Selskaberne opererer med hver deres manualer, der ikke er afstemtindbyrdes. Dette til trods følger brancheforeningens medlemmer ogdet offentlige så vidt vides på stort set alle punkter alligevel de factonogenlunde samme retningslinjer.”

4.4.2. Arbejdsgruppens overvejelserDet fremgår som nævnt af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejds-gruppen skal overveje, hvordan det sikres, at der i hvert enkelt tilfælde kanfremlægges dokumentation for, at en parkeringsregel eller et parkerings-vilkår er overtrådt.148Når en bilist parkerer på privat område, indgår bilisten i retlig henseendeen aftale (ved en kvasidisposition) med grundejeren om parkering, hvor bi-listen som udgangspunkt accepterer rimelige parkeringsrestriktioner og-vilkår, der fremgår af skiltningen på det pågældende sted. Det beror heref-ter på en aftaleretlig fortolkning og vurdering af parkeringsvilkårene ogskiltningens beskaffenhed, om det i et konkret tilfælde vil være berettigetat opkræve en kontrolafgift – der i retlig henseende er en bod, grundeje-ren/parkeringsselskabet pålægger parkanten som følge af, at parkanten harmisligholdt den indgåede aftale.Efterkommer parkanten ikke frivilligt grundejerens/parkeringsselskabetskrav om kontrolafgift, må grundejeren/parkeringsselskabet tage initiativ tilat rejse sagen ved domstolene og her gøre sit krav gældende. Dette adskil-ler sig derved fra behandlingen af klager og efterfølgende inddrivelse afkontrolafgifter pålagt af det offentlige, jf. herom ovenfor i pkt. 3.3.1.Imidlertid er det arbejdsgruppens indtryk, at det afgørende for parkan-ten/forbrugeren er, om en kontrolafgift er pålagt med rette, og ikke om148

kontrolafgiften er pålagt af kommunen (eller politiet) på offentligt områdeeller af et privat parkeringsselskab på privat område.Det er derfor ved overvejelserne om dokumentation for en kontrolafgiftsretmæssighed (i lighed med overvejelserne på det offentlige område) ar-bejdsgruppens opfattelse, at spørgsmålet om, hvad og hvor meget der skaloplyses over for parkanten – og ikke mindst, hvad parkanten skal have ud-leveret af materiale om den pågældende kontrolafgift – bør indgå ved vur-deringen af, hvilke krav der skal stilles til dokumentationen. Det skyldes,at dokumentationskravene har afgørende betydning for parkantens mulig-hed for at vurdere, om kontrolafgiften er pålagt med rette eller ej, og dettegælder, uanset om der er tale om kontrolafgift pålagt af det offentlige elleren privat aktør.Det vil derfor også på det private område være væsentligt, at parkerings-vagten noterer, hvilke undersøgelser der er foretaget forud for pålæggelseaf en kontrolafgift, da det ellers kan være vanskeligt efterfølgende at do-kumentere over for parkanten og eventuelt domstolene, at kontrolafgiftener pålagt med rette.Som tidligere nævnt er det dog arbejdsgruppens opfattelse, at en privatgrundejer – i modsætning til det offentlige – i hvert fald som udgangspunkthar og bør have en mere fri adgang til at beslutte, hvordan deres grund skaludnyttes, herunder hvordan en eventuel parkeringsplads skal etableres ogdrives.Arbejdsgruppen finder således ikke, at de forvaltningsretlige regler oggrundprincipper, der gælder for kommunerne (og politiet), bør være tilsva-rende gældende på det private parkeringsområde for så vidt angår pålæg-gelse af kontrolafgifter. Arbejdsgruppen lægger i den forbindelse bl.a.vægt på, at kommunens (og politiets) pålæggelse af kontrolafgifter ermyndighedsudøvelse, hvor myndigheden træffer en forvaltningsretlig af-gørelse, som har en række retlige konsekvenser. Hertil kommer, at der veddomstolenes behandling af kontrolafgifter pålagt af det offentlige tagesudgangspunkt i uskyldsformodningsreglen og de beviskrav, der gælder istraffesager, jf. nærmere herom ovenfor i pkt. 3.1. Derved adskiller det sigvæsentligt fra det private område, hvor der tages udgangspunkt i aftaleret-lige fortolkningsprincipper.Imidlertid anser arbejdsgruppen det for afgørende, at parkanten modtagerde relevante oplysninger, der giver parkanten mulighed for at forholde sig178

til kontrolafgiften. Arbejdsgruppen finder derfor, at der bør udstedes enbekendtgørelse, som fastsætter, hvilke oplysninger den, der udsteder enkontrolafgift for overtrædelse af parkeringsvilkårene på et privat områdepå privatretligt grundlag, skal give parkanten om grundlaget for kontrolaf-giften.Arbejdsgruppen finder også, at der ved bekendtgørelse bør fastsættes reg-ler om, hvordan meddelelse om kontrolafgiftens pålæggelse gives til føre-ren af køretøjet på stedet eller efterfølgende til køretøjets ejer/bruger. Ar-bejdsgruppen har i den forbindelse udformet et udkast til en regel, som ta-ger udgangspunkt i den situation, at meddelelse om, at kontrolafgiften på-lægges, sker på traditionel vis i papirform. Arbejdsgruppen finder imidler-tid, at det afgørende er, at føreren af køretøjet modtager de relevante op-lysninger på en måde, hvor der er den fornødne sikkerhed for, at de erkommet vedkommende til kundskab. Arbejdsgruppen skal derfor henstilletil, at Justitsministeriet – som ressortansvarlig for den pågældende be-kendtgørelse – vil være lydhør for at ændre bekendtgørelsen med henblikpå, at meddelelse om kontrolafgiftens pålæggelse kan gives på anden til-svarende sikker måde, hvis der udvikles nye metoder og forretningskon-cepter hertil – f.eks. ved at meddelelsen gives føreren elektronisk.Arbejdsgruppen forudsætter, at det vil skulle have bevismæssig skadevirk-ning for grundejeren/parkeringsselskabet, hvis de foreslåede regler i be-kendtgørelsen ikke er overholdt i forbindelse med pålæggelse af en kon-trolafgift. Det kan samtidig bemærkes, at en sådan mere detaljeret regule-ring af spørgsmålet samtidig vil give parkeringsselskaberne bedre grundlagfor at afvise grundløse indsigelser med henvisning til de pågældende reg-ler.Der henvises om de forslag til regler, som er nævnt ovenfor, nærmere tilarbejdsgruppens udkast til §§ 1-2 i bekendtgørelse om indgåelse af visseaftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parke-ringsområder,, jf. nedenfor under pkt. 5.2.4. Om hjemlen til en sådan be-kendtgørelse henvises til forslaget til færdselslovens § 122 c, stk. 2, jf. § 1,nr. 10, i det lovudkast, som findes under pkt. 5.1 nedenfor.Arbejdsgruppen har i den sammenhæng også overvejet, om der bør være etufravigeligt krav om fotodokumentation som dokumentation for en kon-trolafgifts retmæssighed. Der kan i den forbindelse henvises til arbejds-gruppens overvejelser i forbindelse hermed på det offentlige område, jf.pkt. 3.2.2 ovenfor. Idet det er arbejdsgruppens opfattelse, at fotos i meget179

stort omfang kan være med til at skabe sikkerhed for en tilstrækkelig do-kumentation for en pålagt kontrolafgift, henstiller arbejdsgruppen derfortil, at de private parkeringsselskaber, i det omfang det er muligt og for-målstjenligt, anvender fotos.Afslutningsvist bemærker arbejdsgruppen, at det i forbindelse medspørgsmålet om dokumentation også på det private område må erindres, atdet grundlæggende er i grundejerens/parkeringsselskabets interesse at til-vejebringe et tilstrækkeligt sikkert dokumentationsgrundlag, for at undgåflest mulige klager og at domstolene underkender kontrolafgiften.

4.5. Klagemuligheder4.5.1. Gældende retEfter gældende ret skal en tvist mellem en parkant og et privat parkerings-selskab om en kontrolafgift behandles ved de almindelige domstole. Der ersåledes ikke etableret et særligt klagenævn på området, og sagerne falderuden for Forbrugerklagenævnets kompetence som fastlagt i bekendtgørelsenr. 460 af 29. april 2010 om forbrugerklager.En domstolsbehandling af en tvist om en pålagt kontrolafgift af et privatparkeringsselskab, vil som udgangspunkt kunne anlægges efter reglerne iretsplejelovens kapitel 39 om den såkaldte småsagsproces149, der som ud-gangspunkt anvendes i byretssager vedrørende krav, der har en økonomiskværdi af højest 50.000 kr. Formålet med denne procesform er at gøre detnemmere og billigere at gennemføre en retssag om sådanne krav. For sageromfattet af småsagsprocessen er der en fast lav retsafgift på 500 kr. For-enklingen i forhold til de almindelige procesretlige regler består bl.a. i, atretten varetager sagens forberedelse, og at behovet for advokatbistand der-for er formindsket. Sagsomkostningerne i sagerne fastsættes som udgangs-punkt efter de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 30. Detbetyder, at den tabende part skal erstatte de udgifter, som den vindendepart har haft i forbindelse med retssagen. Man kan dog kun få erstattet enbegrænset del af udgifterne til advokatbistand i sager om krav, der har enøkonomisk værdi på under 10.000 kr., jf. retsplejelovens § 408, stk. 2. Detgælder herunder, at i småsager med en økonomisk værdi af højest 5.000kr. skal advokatomkostninger således højest erstattes med 1.500 kr. ekskl.moms.149

4.5.1.1. Klagenævnsbehandling på andre områderI det følgende redegøres der kort for, hvordan de klagenævn, der er opret-tet på andre områder, fungerer. Redegørelsen omhandler primært den ord-ning med godkendte, private klage- og ankenævn, som er fastsat i medføraf lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010 om forbrugerklager(forbrugerklageloven) og bekendtgørelse nr. 460 af 29. april 2010 om for-brugerklager (forbrugerklagebekendtgørelsen).Det følger af forbrugerklagelovens forarbejder, at reglerne bl.a. bygger pådet princip, at de erhvervsdrivende og forbrugerne i højere grad skal tageet medansvar for egne klager. Et af lovens formål er således at give de er-hvervsdrivende et økonomisk incitament til at oprette egne, private klage-nævn. Er der imidlertid ikke oprettet et privat klagenævn, behandles kla-gen som udgangspunkt af Forbrugerklagenævnet. I givet fald skal den er-hvervsdrivende betale for Forbrugerklagenævnets sagsbehandling, hvisforbrugeren får medhold, eller hvis sagen forliges.150I det følgende gennemgås først de gældende regler om Forbrugerklage-nævnets kompetence, som bl.a. indebærer, at klagenævnet ikke kan be-handle klager over kontrolafgifter (pkt. 4.5.1.2.). Dernæst beskrives betin-gelserne for, at et privat klage- eller ankenævn kan godkendes af økonomi-og erhvervsministeren (pkt. 4.5.1.3.). Endelig følger et kort afsnit om pri-vate anke- og klagenævn, som ikke er godkendt (pkt. 4.5.1.4.).4.5.1.2. ForbrugerklagenævnetEfter forbrugerklagelovens § 1 kan klager fra forbrugere vedrørende varer,arbejds- og tjenesteydelser indbringes for et godkendt, privat klage- ellerankenævn eller for Forbrugerklagenævnet.Udtrykket ”varer, arbejds- og tjenesteydelser” omfatter – bortset fra køb affast ejendom – enhver kontrakt, uanset type (køb, leje eller andet), vedrø-rende et hvilket som helst formuegode, herunder også køb af præfabrike-rede huse, investeringsobjekter mv., eller en hvilken som helst ydelse, her-under også aftaler om opførelse af typehuse og andre entreprisekontrak-ter.151Med hjemmel i forbrugerklagelovens § 10, stk. 3 og 4, har økonomi- ogerhvervsministeren imidlertid fastsat nærmere regler om Forbrugerklage-150151

nævnet, der bl.a. undtager visse typer af varer, arbejds- og tjenesteydelsersamt erhvervsområder fra Forbrugerklagenævnets kompetence, jf. §§ 3-7 iforbrugerklagebekendtgørelsen.I forbrugerklagebekendtgørelsens § 3, stk. 1, er det således fastsat, at for-brugerens vederlag for den pågældende vare eller tjenesteydelse skal udgø-re minimum 800 kr. og maksimum 100.000 kr, for at Forbrugerklagenæv-net kan behandle sagen. For klager over sko og beklædningsgenstandegælder dog en lavere minimumsgrænse på 500 kr., og for klager over mo-torkøretøjer gælder en forhøjet minimumsgrænse på 10.000 kr.I forbrugerklagebekendtgørelsens § 3, stk. 3 og 4, er herudover opregneten række områder, hvor Forbrugerklagenævnet ikke kan behandle klagerover varer, arbejds- og tjenesteydelser. Bestemmelserne har følgende ord-lyd:”Stk.3.Følgende klager vedrørende varer eller arbejds- og tjenesteydelserkan ikke indbringes for Forbrugerklagenævnet:1) Bygningsmaterialer, og nybygnings-, ombygnings-, vedligeholdel-ses-, moderniserings-, reparations- og rengøringsarbejde vedrørendefast ejendom.2) Bestanddele, tilbehør og vedligeholdelsesprodukter mv. til fast ejen-dom, samt arbejds- og tjenesteydelser vedrørende det nævnte, dogbortset fra paraboler, husholdningstekniske hjælpemidler, tæpper,persienner og lignende.3) Leje af fast ejendom eller dele heraf.4) Motorkøretøjer med en egenvægt på 2000 kg og derover, bestandde-le til motorkøretøjer samt arbejds- og tjenesteydelser vedrørendemotorkøretøjer og bestanddele hertil.5) Traktorer, jordbrugsredskaber, campingvogne, påhængsvogne oglignende, bestanddele og tilbehør hertil, samt arbejds- og tjeneste-ydelser, herunder leje, vedrørende nævnte varer.6) Både, bestanddele og tilbehør hertil, dog bortset fra redningskranse,samt arbejds- og tjenesteydelser, herunder leje, vedrørende nævntevarer.7) Nærings- og nydelsesmidler.8) Lægemidler mv.9) Håndknyttede tæpper, antikviteter, kunstgenstande og andre samler-objekter samt arbejds- og tjenesteydelser vedrørende disse.10) Arbejds- og tjenesteydelser, der hidrører fra liberale erhverv underforudsætning af, at virksomheden udøves i medfør af en videregåen-de, offentlig anerkendt uddannelse eller en offentlig autorisation el-ler beskikkelse, herunder ydelser fra læger, tandlæger, dyrlæger, ar-

kitekter, rådgivende ingeniører, ejendomsmæglere, dispachører,skibs- og varemæglere, revisorer, translatører og tolke.11) Tandteknikervirksomhed, terapeutvirksomhed og lignende person-behandlingsvirksomhed, der udøves i henhold til en offentlig autori-sation eller på grundlag af en videregående offentlig anerkendt ud-dannelse, dog bortset fra optikervirksomhed.12) Ydelser vedrørende pengevæsen og forsikring.13) Arbejds- og tjenesteydelser inden for det sociale område og under-visningsområdet, dog bortset fra fjernundervisning.14) Større husdyr såsom heste, kvæg, svin og får, udstyr til de nævntehusdyr samt arbejds- og tjenesteydelser vedrørende nævnte.Stk. 4.Uanset bestemmelserne i stk. 3, kan klager over følgende tjene-steydelser indbringes for Forbrugerklagenævnet, såfremt vederlaget ud-gør mindst 800 kr. og højst 100.000 kr.:1) Juridisk rådgivning, som er omfattet af lov nr. 419 af 9. maj 2006om juridisk rådgivning,2) Leje eller leasing af biler med en egenvægt på under 2000 kg.”

Herudover er Forbrugerklagenævnet kun kompetent til at behandler klagerfra forbrugere. I forarbejderne til den gældende forbrugerklagelov er anførtfølgende om ”forbrugerbegrebet”:”Som forbruger anses personer, der erhverver varer eller ydelser, derhovedsageligt er bestemt til ikke-erhvervsmæssig anvendelse. Hidtil erforbrugerbegrebet blevet forstået således, at der er tale om sidste led iomsætningskæden. Nævnet har derfor også behandlet klager fra er-hvervsdrivende, såfremt klagen vedrører varer eller ydelser, som be-nyttes i en erhvervsvirksomhed, når disse ikke indgår i virksomhedensproduktion eller er erhvervet med henblik på videresalg ("forbrugendeerhvervsdrivende"). Det er hensigten at ændre denne praksis, såledesat Forbrugerklagenævnet fremover ikke skal behandle sådanne klager.Dette vil nærmere fremgå ved fastlæggelsen af nævnets virksomheds-område i bekendtgørelse.En ændring af forbrugerbegrebet ved Forbrugerklagenævnet får ikkedirekte betydning for de godkendte, private klagenævn. De privateklagenævns virksomhedsområde vil blive fastlagt i forbindelse medgodkendelse af de enkelte nævn. Det vil således fortsat være muligt atgodkende bestemmelser om, at de private nævn kan behandle klagerfra erhvervsdrivende eller vedrørende erhvervsmæssige forhold.”152

Endelig er Forbrugerklagenævnets kompetence afgrænset til at vedrøreklager over erhvervsdrivende, jf. forbrugerklagenævnsbekendtgørelsens §3, stk. 1. I forbrugerklagelovens forarbejder er bl.a. anført følgende herom:”Udtrykket "erhvervsdrivende" skal forstås bredt. Der skal dog væretale om virksomhed af et vist omfang og af en vis varighed, men detkræves ikke, at man udelukkende er beskæftiget som erhvervsdriven-de på det pågældende område, eller at man har fast forretningssted.Det er endvidere ikke nødvendigt, at der tilsigtes opnået økonomiskgevinst ved virksomheden.De momenter, som nævnet hidtil har tillagt betydning ved vurderingenaf, om en indklaget har kunnet anses som erhvervsdrivende, er bl.a.om den pågældende er bogføringspligtig, momspligtig, har fast forret-ningslokale eller en erhvervsmæssig markedsføring (annoncering,firmabrevpapir og lign.).Ud over erhvervsdrivende i mere traditionel forstand har nævnet såle-des anset f.eks. private vandværker, også selvom det er mindre vand-værker, der er ejet af brugerne, som erhvervsdrivende; hundekenneler,der ikke har politimesterens godkendelse til at drive kennelvirksom-hed, men som dog regelmæssigt har hvalpekuld, der sælges; samt enperson, der syer et mindre antal kjoler om året til salg ved home-parties.”153

4.5.1.3. Godkendte, private klage- og ankenævn4.5.1.3.1. IndledningEfter forbrugerklagelovens § 5, stk. 1, kan økonomi- og erhvervsministe-ren (nu erhvervs- og vækstministeren) godkende oprettelsen af og vedtæg-terne for private klage- eller ankenævn, som omfatter bestemte branchereller andre afgrænsede områder.En godkendelse forudsætter, at nævnets vedtægter indeholder bestemmel-ser om nævnets sammensætning og sagsbehandling, som er betryggendefor parterne, samt bestemmelser om betaling af gebyrer og omkostninger,jf. forbrugerklagelovens § 5, stk. 2.I forbrugerklagebekendtgørelsen er der fastsat nærmere regler for, hvilkebestemmelser vedtægterne skal indeholde for, at et klage- eller ankenævnkan godkendes. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 2, skal vedtægterne såle-des indeholde bestemmelser om nævnets kompetence, sammensætning,habilitet, sagsbehandling og opløsning, der er betryggende for parterne.153

Vedtægterne skal bl.a. indeholde bestemmelser, der sikrer, at nævnets se-kretariat drager omsorg for sagens oplysning og af egen drift fremskafferdet fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, samt i fornødentomfang vejleder parterne om deres retsstilling. Vedtægterne skal endvidereindeholde bestemmelser om gebyrer samt eventuelle omkostninger, regn-skab, information om nævnets arbejde, herunder offentliggørelse af afgø-relser.Det fremgår af forarbejderne154til forbrugerklageloven, at der ved fastlæg-gelsen af kriterierne for godkendelse af private klage- eller ankenævn ge-nerelt skal lægges vægt på, at nævnet opfylder principperne om uafhæng-ighed, åbenhed, kontradiktion, effektivitet, lovlighed, frihed og repræsen-tation, som er forudsat i Europa-Kommissionens henstilling om de prin-cipper, der finder anvendelse på organer med ansvar for udenretslig bilæg-gelse af tvister på forbrugerområdet (98/257/CE).Forbrugerstyrelsen har udarbejdet retningslinjer af 4. november 2009 forgodkendelse af private klage- eller ankenævn samt standardvedtægter forsådanne nævn. Vejledningen angiver de betingelser, der pr. 1. januar 2010som udgangspunkt skal være opfyldt, for at et privat klage- eller ankenævnkan godkendes. Betingelserne, der generelt lægger sig op af de regler, derer fastsat for Forbrugerklagenævnets virksomhed i kapitel 3 i forbruger-klagebekendtgørelsen, er gennemgået nærmere nedenfor.4.5.1.3.2. Nævnets kompetenceIfølge vejledningen skal vedtægterne indeholde udførlige regler om nævn-tes kompetence, herunder bestemmelser om, hvem der kan indgive en kla-ge, hvilke erhvervsdrivende klage kan rettes mod, hvilke varer eller ydel-ser tvisten kan vedrøre og nævnets kompetence i forhold til domstolene el-ler voldgiftsret.Klage- eller ankenævn skal efter forbrugerklagelovens § 5, stk. 1, omfattebestemte brancher eller andre afgrænsede områder. Ifølge bestemmelsensforarbejder155indebærer dette, at et privat klagenævn som udgangspunktskal være branchedækkende, dvs. at nævnet skal behandle klager over alleerhvervsdrivende inden for den pågældende branche eller det pågældendeområde. Klagenævnet skal således som udgangspunkt også behandle kla-ger over erhvervsdrivende, som ikke er medlem af den/de stiftende bran-cheorganisationer eller ikke har tilsluttet sig nævnet. Forarbejderne åbner154155

dog op for, at et klagenævn kan godkendes, hvis der foreligger særligegrunde til at fravige kravet om branchedækning.Nævnet skal kun være kompetent til at behandle en klage, hvis forbrugerenførst forgæves har rettet henvendelse til den erhvervsdrivende.4.5.1.3.3. Nævnets sammensætningEfter forbrugerklagelovens § 5, stk. 2, 2. pkt., er det en betingelse, at for-manden og eventuelle næstformænd er dommere. Herudover følger det afvejledningen, at formanden og næstformændene ikke må have særlig til-knytning til hverken forbrugernes eller erhvervslivets organisationer.Nævnet skal i øvrigt sammensættes af et ligeligt antal forbruger- og er-hvervsrepræsentanter.4.5.1.3.4. HabilitetVedtægterne skal indeholde almindelig kendte bestemmelser om habilitet,dvs. bl.a. regler om, at ingen må deltage i behandlingen af en sag, når den-ne, eller dennes familie eller lignende har personlig eller økonomisk inte-resse i sagens udfald.Vedtægternes regler om habilitet skal omfatte både nævnsmedlemmer,nævnets sagkyndige og sekretariatet.4.5.1.3.5. Sekretariatets opgaverKlagenævnets sekretariat skal ifølge vejledningen være uafhængigt af destiftende organisationer. Efter forbrugerklagebekendtgørelsens § 2 kanForbrugerstyrelsen fungere som sekretariat og oppebære indtægterne her-ved.Der skal fastsættes regler bl.a. om, hvordan en klage skal indgives, oghvordan sekretariatet skal behandle sagen. I den forbindelse skal det sikres,at sekretariatet påser, at sagen bliver oplyst, og af egen drift fremskafferdet fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen. Derudover skaldet sikres, at parterne har adgang til at udtale sig i sagen samt at få kend-skab til oplysninger fra modparten. Endelig skal sekretariatet i fornødentomfang vejlede parterne om deres retsstilling.4.5.1.3.6. AfgørelserEfter vejledningen skal der fastsættes regler om nævnets møder, nævnetsbeslutningsdygtighed, afstemningsregler og afgørelsens udformning ogindhold.186

Afgørelserne skal være skriftlige og ledsages af en begrundelse. Eventuelledissenser skal fremgå af afgørelsen. Parterne skal i den forbindelse vejle-des om muligheden for domstolsprøvelse.Der kan fastsættes regler om, at formanden kan afvise sager, der ikkeskønnes egnet til behandling i nævnet, og at formanden bemyndiges til attræffe afgørelse i sager, hvor der foreligger en fast praksis.Tidligere var det op til de stiftende organisationer at vælge, om en er-hvervsdrivende, der er medlem af brancheorganisationen, skulle være for-pligtet til at efterleve afgørelsen. Med lov nr. 517 af 12. juni 2009 om æn-dring af lov om forbrugerklager og retsplejeloven (Tvangsfuldbyrdelse afklagenævnsafgørelser m.v.) indsattes imidlertid nye regler i forbrugerkla-geloven om tvangsfuldbyrdelse på grundlag af afgørelser truffet af et god-kendt privat klage- eller ankenævn samt Forbrugerklagenævnet. Reglerne,der alene vedrører tvangsfuldbyrdelse af en forbrugers krav, pålægger denerhvervsdrivende, der ikke ønsker at være bundet af en afgørelse, at med-dele dette skriftligt til nævnet inden 30 dage fra forkyndelsen af afgørel-sen, jf. lovens § 4 a. Gør den erhvervsdrivende ikke det, er afgørelsen bin-dende for den erhvervsdrivende og udgør et selvstændigt tvangsfuldbyr-delsesgrundlag, jf. lovens § 4 c.4.5.1.3.7. GenoptagelseIfølge vejledningen skal en sag kunne genoptages af formanden, såfremtsærlige grunde taler derfor. Dette omfatter f.eks. tilfælde, hvor en part harlovligt forfald, eller hvor der fremkommer nye oplysninger, som – hvis dehavde foreligget under sagens behandling – ville have medført et andet ud-fald.4.5.1.3.8. Information og offentliggørelseEfter forbrugerklagelovens § 15, kan økonomi- og erhvervsministeren (nuerhvervs- og vækstministeren) fastsætte regler om offentliggørelse af in-formation og statistik om forskellige forhold inden for forbrugerklageom-rådet, herunder om klage- og ankenævnene.I den forbindelse er det i forbrugerklagebekendtgørelsens § 1, stk. 2 og 3,fastsat, at vedtægterne skal indeholde bestemmelser om offentliggørelse afnævnets afgørelser, og at det kan bestemmes, at offentliggørelsen skal skeelektronisk med angivelse af de erhvervsdrivendes navne, forretningsstedmv.187

Ifølge vejledningen skal klagenævnet oprette og drive en hjemmeside,hvorfra der kan indhentes oplysninger om nævnets virksomhed, herundernævnets afgørelser. Herudover skal nævnet elektronisk offentliggøre nav-nene på de erhvervsdrivende, som inden for det sidste år ikke har efterleveten afgørelse.4.5.1.3.9. Gebyr og omkostninger (finansiering)Ifølge vejledningen må der ikke fastsættes regler om, at en af parterne skalbetale omkostningerne ved nævnsbehandlingen til den anden part.Efter forbrugerklagelovens § 16, stk. 1, skal forbrugeren imidlertid betaleet gebyr for behandlingen af en klage ved et godkendt, privat klage- ellerankenævn. Ifølge vejledningen skal gebyrets størrelse være rimeligt ogfremgå af vedtægterne. Gebyret skal tilbagebetales, hvis forbrugeren fårmedhold i klagen, eller hvis sagen afvises som uegnet til behandling, jf.forbrugerklagelovens § 16, stk. 1, 2. pkt. Der kan herudover fastsættes be-stemmelser om, at gebyret skal tilbagebetales i andre tilfælde, f.eks. hvisder indgås forlig i sagen, eller hvis klageren trækker klagen tilbage.Ifølge vejledningen kan det kun i ganske særlige tilfælde tillades, at for-brugeren pålægges at betale omkostninger. Dette kan f.eks. være tilfældet,når forbrugeren ikke får medhold, når sagsgenstanden har en høj økono-misk værdi, og når der er indhentet sagkyndig erklæring. Det maksimalebeløb, der kan afkræves forbrugeren, skal fremgå af vedtægterne.Efter forbrugerklagelovens § 17, stk. 3, kan økonomi- og erhvervsministe-ren (nu erhvervs- og vækstministeren) fastsætte regler om, at en erhvervs-drivende skal betale et beløb til et godkendt, privat klage- eller ankenævnfor nævnets udgifter til en sags behandling ved nævnet, hvis forbrugerenfår medhold i sin klage, eller hvis sagen forliges. Der kan i den forbindelsefastsættes regler om, at de erhvervsdrivende, som ikke løbende bidrager tilnævnets drift, kan afkræves et højere beløb. Sådanne regler er fastsat i be-kendtgørelse nr. 1040 af 8. november 2012 om omkostninger ved god-kendte, private klage- eller ankenævn. I § 9 i denne bekendtgørelse henvi-ses der til § 27 i vedtægterne for Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, hvorder er fastsat nærmere regler om finansieringen af dette nævn. Det fremgårheraf:”§27.Trafikselskaberne, som nævnt i § 1 og trafikselskaber, der til-slutter sig ankenævnsbehandlingen, afholder de omkostninger, der er188

forbundet med ankenævnets virksomhed, herunder udgifter til honorartil Forbrugerrådet. Finansieringen består af grundfinansiering supple-ret med finansiering pr. sag, jf. stk. 2. Grundfinansieringen består vedankenævnets stiftelse af kr. 750.000 incl. moms. Grundfinansieringenreguleres årligt, og aktuelt aftalt grundfinansiering kan ses af bilag Atil disse vedtægter.Stk. 2.Trafikselskaber jf. stk. 1 betaler et gebyr for sagens behandling.Hvis klager får medhold i ankenævnet, eller hvis klagen i det væsent-ligste forliges i ankenævnet til klagers fordel, betales et gebyr, der vedankenævnets stiftelse udgør kr. 10.000 incl. moms pr. sag. Gebyret re-guleres årligt, og aktuelt gebyr kan ses af bilag A til disse vedtægter.Stk. 3.Trafikselskaber, der ikke er tilsluttet ankenævnet, bidrager tilfinansieringen af ankenævnet ved betaling af gebyr for sager, hvorklager får medhold i ankenævnet, eller hvor klagen i det væsentligsteforliges i ankenævnet til klagers fordel. Gebyret fastsættes udfra degennemsnitlige omkostninger ved sagsbehandlingen; ved ankenævnetsstiftelse udgør dette gebyr kr. 12.500 incl. moms pr. sag. Gebyret re-guleres årligt, og aktuelt gebyr kan ses af bilag A til disse vedtægter.Stk. 4.Ved sekretariatets videresendelse af klagen til trafikselskabetsudtalelse, skal trafikselskabet samtidig orienteres om, at trafikselska-bet ved klagesagens afslutning ved forlig eller afgørelse fra ankenæv-net, faktureres for klagens behandling ved ankenævnet samt om belø-bets størrelse.”156

Ifølge vejledningen bliver beløbenes størrelse godkendt på grundlag af op-lysninger fra det enkelte nævn om nævnets gennemsnitlige udgifter til sa-gernes behandling.Beløbene er i øvrigt tillagt udpantningsret og vil således kunne tvangsind-drives uden dom efter reglerne i lov nr. 1333 af 19. december 2008 ominddrivelse af gæld til det offentlige.I forhold til den tidligere gældende lov om Forbrugerklagenævn er forbru-gerklagelovens §§ 16 og 17 om gebyr og omkostninger nye. Forbrugersty-relsen foretog i 2007 en undersøgelse157af de daværende godkendte, priva-te klage- og ankenævn for at få belyst, om indførelsen af sagsomkostningerog forligsomkostninger havde haft den ønskede effekt, herunder at mind-ske antallet af indkomne klager og at øge efterlevelsen af nævnets afgørel-ser. Det fremgår bl.a. heraf, at af de ti nævn, der pålagde de erhvervsdri-vende at betale omkostninger, havde fem nævn oplyst, at det var vurderin-gen, at dette generelt havde haft den effekt, at flere sager løses ved forlig.156157

Tre nævn havde oplyst, at sagsomkostningerne formentlig betød, at fleresager blev løst, inden de blev indbragt for nævnet.1584.5.1.3.10. Regnskab og driftNævnet skal årligt udarbejde et regnskab og en årsrapport om aktiviteternei det forløbne år og administrationen i øvrigt. I tilknytning hertil skal detoplyses, hvilke omkostninger nævnet har til behandling af sagerne. Denneopgørelse danner grundlag for størrelsen af det beløb, der må afkræves deerhvervsdrivende, hvis en sag forliges eller, hvis en forbruger får medholdi sin klage.En kopi af årsrapporten og regnskabet skal tilsendes Økonomi- og Er-hvervsministeriet (nu Erhvervs- og Vækstministeriet) og de stiftende orga-nisationer.4.5.1.4. Andre private anke- og klagenævnUdover de godkendte private anke- og klagenævn findes der også privateanke- og klagenævn, som ikke er godkendt af erhvervs- og vækstministe-ren. Sådanne anke- og klagenævn kan for så vidt oprettes af enhver, udenat der stilles nærmere krav til indretningen af nævnet. På den ene side harstifterne af et ikke-godkendt anke- eller klagenævn således en betydelighandlefrihed med hensyn til, hvordan nævnet skal sammensættes, sagerneskal behandles, og omkostningerne skal dækkes. På den anden side har etsådant nævn ikke samme adgang til at inddrive ikke betalte sagsomkost-ninger ved udpantning, som de godkendte nævn har, jf. nærmere ovenforunder pkt. 4.5.1.3.9. Hertil kommer, at man som forbruger ikke har sammegaranti for, hvordan ens sag bliver behandlet.Som et eksempel på et ikke godkendt klagenævn kan nævnes Ankenævnetfor Biler159, som indtil den 1. november 2012, hvor det blev godkendt aferhvervs- og vækstministeren, var et privat klagenævn oprettet af en rækkeautobrancheorganisationer samt forbrugerorganisationen FDM. Ankenæv-net for Biler fungerede på flere punkter på samme måde som et godkendtprivat klagenævn. F.eks. bestod nævnets medlemmer af en uafhængig for-mand (med anerkendt juridisk baggrund, men ikke nødvendigvis en dom-mer) og et ligeligt antal repræsentanter fra de forbruger- og brancheorgani-sationer, som har tiltrådt nævnet. En væsentlig forskel var imidlertid, atnævnet behandlede klagerne efter et forhandlingsprincip, dvs. at det alenevar op til parterne at oplyse sagen, herunder at fremlægge nødvendig do-158159

kumentation for kravet. Ankenævnets sekretariat ydede således heller ikkevejledning i anledning af en konkret klage, men alene om brugen af klage-systemet.4.5.2. Fremmed ret4.5.2.1. NorgeParkering på private områder er i Norge ikke underlagt offentligretlig re-gulering, men er aftalebaseret. Reglerne for parkering på privat områdefastsættes af den enkelte grundejer (eller efter aftale med denne) og kende-tegnes ved brug af private parkeringsskilte. Ved brud på disse regler på-lægges en kontrolafgift.Brancheforeningen NORPARK og det norske forbrugerråd (Forbrukerrå-det) har forhandlet og fastsat standardvilkår for håndhævelse af privateparkeringsregler, og der er oprettet et parkeringsklagenævn, som behandlerklager over kontrolafgifter pålagt af de selskaber, som har tiltrådt stan-dardvilkårene. Nævnet er sammensat af en uafhængig formand (en advo-kat) og en repræsentant fra henholdsvis branchen og forbrugerrådet.Klagenævnet finansieres og drives af branchen selv. Branchens samledeomkostninger ved drift af nævnet blev i 2006 beregnet til ca. 2 millionernorske kroner om året.160Omkostningerne til klagenævnets drift fordelespå selskaberne som et fast grundbeløb med tillæg af en forholdsmæssigdel, der er afhængig af antallet af klager, som det pågældende selskab harfor nævnet. Nævnet opererer i den forbindelse med følgende tre satser af-hængig af, hvor sagsbehandlingstung en klage er:1. en lav sats for sager, som afvises2. en mellem sats for klager, som trækkes tilbage, fordi selskabetimødekommer klagen3. en højere sats for sager, der realitetsbehandles af nævnetParkeringsklagenævnet kan først behandle en klage, når klagen endeligt erafslået af parkeringsselskabet. Klagen skal indgives skriftligt til klagenæv-nets sekretariat inden to uger fra modtagelsen af parkeringsselskabets af-slag.

Sekretariatet behandler sager, hvor der er klar præcedens for udfaldet, ogafviser klager, når det er åbenbart, at der ikke kan gives medhold. Klager,som ikke afvises, og hvor der ikke gives medhold af sekretariatet, forelæg-ger sekretariatet for klagenævnet, som realitetsbehandler sagen. Sagsbe-handlingstiden er 1-7 måneder afhængig af sagens kompleksitet.Klagenævnets afgørelse sendes til parkanten og parkeringsselskabet. Afgø-relsen er ikke bindende og udgør således ikke tvangsfuldbyrdelsesgrund-lag. Kan nævnets afgørelse ikke accepteres, må sagen indbringes for dom-stolene.De norske regler om både offentlig og privat afgiftsparkering er pt. underrevision. En arbejdsgruppe nedsat af Samferdselsdepartementet afgav iapril 2006 en rapport om revision af reglerne, hvor det bl.a. foreslås atfastsætte fælles regler for etablering og drift af parkeringsordninger medvilkår om betaling, tidsbegrænsning mv. Efter forslaget skal der også ind-føres fælles klageregler, der skal basere sig på de gældende regler for kla-ge over private parkeringsafgifter, herunder klagenævnsordningen. Sam-ferdselsdepartementet nedsatte i efteråret 2009 en ny arbejdsgruppe, derhar til opgave at udarbejde konkrete forslag til udmøntning af et sådan fæl-les parkeringsregelsæt.4.5.2.2. SverigeI svensk ret sondres der som nævnt mellem ”felparkeringsavgift”, som ud-stedes af det offentlige myndigheder, og ”kontrollavgifter”, som udstedesaf private. Sidstnævnte er reguleret i Lag om kontrollavgift vid olovligparkering (1984:318). Loven fastsætter, under hvilke forudsætninger engrundejer – eller den, der efter aftale administrerer et privat parkeringsom-råde – kan udstede en parkeringsafgift (kontrolafgift). Loven indeholderbl.a. krav om tydelig skiltning (§ 3), overgrænser for parkeringsafgiftensstørrelse (§ 4) og regler for, hvor mange afgifter, der kan pålægges forsamme parkeringsforseelse161(§ 5). Endelig er der fastsat regler om ryk-kerskrivelse og -gebyr, hvis parkanten ikke betaler afgiften.Loven regulerer ikke klagesagsbehandling, og grundejeren bestemmer der-for selv, hvordan klager over parkeringsafgifter håndteres. Klageren måsåledes kontakte grundejeren eller eventuelt det parkeringsfirma, somgrundejeren har entreret med, for at finde frem til en løsning. Kan grund-ejeren/parkeringsfirmaet og parkanten ikke finde en løsning selv, kan tvi-161

sten indbringes for domstolene. Har parkeringsfirmaet fremsendt rykker-skrivelser for manglende betaling, men betaler parkanten fortsat ikke, måparkeringsfirmaet for at gennemtvinge betaling, indbringe sagen for tings-retten inden to år fra den dag, hvor den pågældende parkering skete.4.5.2.3. FinlandI Finland er spørgsmålet om parkeringsafgift ved parkering på privat grundulovreguleret. Det har længe været uafklaret i finsk ret, hvorvidt en grund-ejer eller et parkeringsselskab kunne pålægge en parkeringsafgift. Den fin-ske højesteret har imidlertid for nyligt afgjort en sag, hvor man fandt, atder på baggrund af oplysningerne på et skilt på pladsen var indgået en afta-le mellem en bilist og et parkeringsselskab om betaling af parkeringsafgift.Betales en parkeringsafgift ikke frivilligt af parkanten, må sagen indbrin-ges for domstolene, hvis grundejeren/parkeringsselskabet ønsker at fast-holde afgiften og tvangsinddrive den hos parkanten.En arbejdsgruppe nedsat af det finske Justitsministerium har i marts 2010afgivet en betænkning om reform af de finske regler om parkeringskontrol.Arbejdsgruppen foreslår bl.a., at der udarbejdes en særskilt lov om privatparkeringskontrol, der bl.a. skal indeholde regler om tydelig skiltning, her-under at parkanterne skal oplyses om, hvortil en eventuel klage skal rettes.Forslaget indeholder derimod ingen særlige regler om klage over en pålagtparkeringsafgift.4.5.3. Arbejdsgruppens overvejelserDet er som også nævnt under pkt. 3.3 ovenfor en del af arbejdsgruppenskommissorium at overveje, om der kan være behov for at oprette et klage-nævn for kontrolafgifter på parkeringsområdet. Spørgsmålet rummer efterarbejdsgruppens opfattelse dels det spørgsmål, om der kan være behov forat oprette et klagenævn, der kan behandle klager over kontrolafgifter på-lagt af kommunen og politiet, dels det spørgsmål, om der kan være behovfor at oprette et klagenævn, der (eventuelt også) kan behandle klager overkontrolafgifter, der er pålagt på private områder. Med henvisning til det,der er anført under pkt. 3.3, har arbejdsgruppen valgt at behandle disse tospørgsmål hver for sig.Som det fremgår under pkt. 3.3.3, finder arbejdsgruppen samlet set, at demuligheder, der i dag findes for at gøre indsigelse over for kontrolafgifterpålagt af en offentlig myndighed, er af en sådan karakter, at der ikke børoprettes et klagenævn eller lignende til behandling af disse sager. Det gæl-193

der, uanset om et sådant organ eventuelt også måtte få kompetence til atbehandle klager over afgifter pålagt på det private område.Overvejelserne om behovet for oprettelse af et klagenævn, der kan behand-le klager over kontrolafgifter, der er pålagt af private parkeringsselskaber(eller grundejere), fremgår af det følgende.Som anført under pkt. 3.3.3 afhænger spørgsmålet om, hvorvidt der er be-hov for at oprette et klagenævn, der kan behandle klager over kontrolafgif-ter på parkeringsområdet, efter arbejdsgruppens opfattelse for det første af,om den retsstilling, borgeren har i dag, er tilfredsstillende, og om borgerendermed er sikret en betryggende behandling, når der gøres indsigelse moden kontrolafgifts berettigelse. For det andet afhænger spørgsmålet af, om etklagesystem kan etableres under nogle rammer, som udgør en gevinst forforbrugeren og samfundet generelt, og om denne gevinst står mål med deeventuelle ulemper, der kan peges på ved etableringen og driften af et så-dant organ, herunder de omkostninger der er forbundet hermed. Det anfør-te gælder efter arbejdsgruppens opfattelse også i forhold til spørgsmåletom oprettelsen af et klagenævn, der skal kunne behandle klager over kon-trolafgifter pålagt på det private område.Som nævnt under pkt. 4.1 ovenfor er etablering af parkeringsrestriktionerog udførelse af parkeringskontrol på en privat parkeringsplads et rent pri-vatretligt anliggende. Selvom arbejdsgruppen anbefaler, at der på vissepunkter indføres et vist minimum af regulering af privat parkeringsvirk-somhed (f.eks. i forhold til skiltning, jf. pkt. 4.2.2 ovenfor) er det arbejds-gruppens klare udgangspunkt, at private grundejere fortsat bør have frihedtil at bestemme, på hvilke vilkår en grund skal stilles til rådighed for par-kering. I modsætning til det offentlige område, hvor parkeringsreglerne –navnlig hvis arbejdsgruppens anbefalinger med hensyn til de lokale parke-ringsbekendtgørelser følges – i meget vid udstrækning vil være ens landetover, vil der således fortsat kunne forekomme variationer i grundlaget forde private kontrolafgifter.I forhold hertil finder arbejdsgruppen, at de anbefalede minimumsreglermed hensyn til skiltning på private parkeringspladser, jf. pkt. 4.2.2 oven-for, som udgangspunkt vil være en fornøden forbedring af forbrugernesretstilling. Da arbejdsgruppen finder, at der hverken kan eller bør opstilleset udtømmende katalog over mulige parkeringsovertrædelser på privateområder, vil der dog fortsat kunne tænkes at opstå et vist antal sager, hvorparkanten har været i tvivl om, hvilke vilkår der gjaldt for den enkelte194

plads. På den baggrund finder arbejdsgruppen, at det kunne være relevantmere indgående at overveje, om der af hensyn til disse situationer bør etab-leres et klagenævn, der helt konkret vil kunne tage stilling til, om der påden pågældende parkeringsplads er skiltet på en tilstrækkelig tydelig måde.I den forbindelse bemærker arbejdsgruppen indledningsvist, at det i mod-sætning til de traditionelle forbrugersager, som f.eks. køb af en vare ellertjenesteydelse, ikke er forbrugeren, der rejser et krav mod den erhvervsdri-vende. I parkeringssager er det derimod grundejeren eller parkeringssel-skabet, der retter et krav mod parkanten. Efterkommer parkanten ikke fri-villigt dette krav, er det således som udgangspunkt parkeringsselskabet,der må tage initiativ til at rejse sagen ved domstolene, og i den forbindelseparkeringsselskabet, som skal løfte bevisbyrden for, at kravet gøres gæl-dende med rette.Det må imidlertid anerkendes, at mange forbrugere finder det ubehageligtat have uafklarede mellemværender, navnlig hvis man jævnligt bliver mødtmed betalingspåmindelser eller trusler om retssager. I den forbindelse kantruslen om de eventuelle sagsomkostninger, som en retssag kan medføre,formenlig i sig selv være medvirkende til, at nogle parkanter trods (beretti-gede eller uberettigede) indsigelser betaler en kontrolafgift frivilligt.På andre områder, hvor der er indført klagenævnsordninger, er der imidler-tid typisk tale om sager af noget større økonomisk værdi end en kontrolaf-gift på parkeringsområdet. Forbrugerklagenævnet opererer f.eks. med enminimumsgrænse på 800 kr. (dog 500 kr. for tøj og sko). Arbejdsgruppener opmærksom på, at dette dog f.eks. ikke gælder for Ankenævnet for Bus,Tog og Metro, der er oprettet den 1. februar 2009, og som behandler klagerfra kunder over problemer oplevet i bus, tog eller metro generelt – herun-der kontrolafgift for ingen eller mangelfuld billettering, hvor sagsgenstan-dens størrelse i det væsentlige svarer til sagsgenstanden i en tvist over enkontrolafgift. I modsætning til parkeringsområdet er der imidlertid tale om,at Ankenævnet for Bus, Tog og Metro behandler klager over forholdsvis fåstore aktører, som udfører opgaver med kollektiv trafik, der i høj grad harværet anset som en offentlig kerneopgave, men som i stigende grad – efterudbud – udføres af offentlige, halvoffentlige eller private selskaber.Arbejdsgruppen finder således, at den omstændighed, at en kontrolafgiftudgør et forholdsvis lille beløb i et rent privatretligt forhold, bør indgå iovervejelserne om, hvorvidt der bør oprettes et klagenævn. Det er såledesarbejdsgruppens opfattelse, at forbrugerens behov for en let adgang til at195

bestride berettigelsen af en pålagt kontrolafgift mod et (mindre) gebyr forklagesagsbehandlingen i et klagenævn og den bredere samfundsmæssigegevinst herved skal vejes op imod den udgift, det vil indebære for et privatparkeringsselskab at indgå i en klagenævnsbehandling på baggrund af etkrav af forholdsvis begrænset værdi.Det kan i den forbindelse anføres, at oprettelsen af et klagenævn alt andetlige vil indebære, at færre sager om kontrolafgifter pålagt på det privateområde, vil skulle behandles ved domstolene. Der kan desuden peges på,at det forhold, at kontrolafgiftssager har en mindre økonomisk værdi, kantale for, at der bør oprettes et klagenævn, idet omkostningerne ved en kla-genævnsbehandling umiddelbart må antages at være mere begrænsede endomkostningerne ved en retssag, hvor parterne f.eks. ofte vil føle sig nødsa-get til at engagere en advokat. Heroverfor kan det imidlertid anføres, at af-gørelser truffet af et branchenævn, efterfølgende vil kunne indbringes fordomstolene, således at der er en risiko for, at klagenævnsbehandlingen – ihvert fald i mere principielle sager, hvor der f.eks. er reel tvivl om forståel-sen af en parkeringsregel – blot vil være et fordyrende og forsinkende ele-ment. Hertil kommer, at indførelsen af reglerne om småsagsprocessen,som trådte i kraft 1. januar 2008, jf. pkt. 4.5.1 ovenfor, har medvirket til ensmidig og enkel adgang til domstolsprøvelse i sager af den omhandledekarakter, hvor omkostningerne ved at føre sag og behovet for advokatbi-stand er begrænset betydeligt.Arbejdsgruppen – med undtagelse af repræsentanterne fra Danske PrivateParkeringsselskabers Brancheforening – finder imidlertid umiddelbart, atde hensyn, som kunne begrunde oprettelse af brancheklagenævn for kon-trolafgifter pålagt for parkering på privat område, vejer tungere end dehensyn, som taler imod dette.Repræsentanterne fra Danske Private Parkeringsselskabers Branchefor-ening har tilkendegivet, at de ikke finder, at der er større behov for et bran-cheklagenævn, som skal dække området for privat parkering end områdetfor offentlig parkering. De har desuden over for arbejdsgruppens oplyst, atforeningen umiddelbart vurderer, at oprettelsen af et brancheklagenævn vilmedføre forøgede udgifter for branchen eller de deltagende selskaber. Ar-bejdsgruppen noterer sig, at det for de fleste private parkeringsselskabersvedkommende må forventes, at de udgifter, som selskaberne måtte blivepåført i den forbindelse, i sidste ende vil skulle finansieres af brugerne afde private parkeringspladser, f.eks. ved en forhøjelse af prisniveauet for

parkering, herunder for den flerhed af parkanter på privat område, som ik-ke pålægges afgifter for overtrædelse af reglerne.Arbejdsgruppen har imidlertid noteret sig, at der – sideløbende med ar-bejdsgruppens arbejde – i EU-regi har været forhandlinger om regler omsåkaldt ADR (alternative dispute resolution). Konkurrence- og Forbruger-styrelsen har i den forbindelse oplyst, at disse forhandlinger har ført til, atder på et rådsmøde den 22. april 2013 blev vedtaget Europa-Parlamentetsog Rådets direktiv om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvisterpå forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 ogdirektiv 2009/22/EF (direktivet om ATB på forbrugerområdet) (det såkald-te ADR-direktiv).Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har om ADR-direktivet nærmere op-lyst, at det er et minimumsdirektiv, som fastsætter visse harmoniseredekvalitetskrav for ADR-instanser og ADR-procedurer. Målet er at sikre, atforbrugerne får adgang til udenretslige klagemekanismer af høj kvalitet,som er effektive og rimelige. Det overlades i vid udstrækning til medlems-landene, hvordan de inden for de fastsatte rammer vil gennemføre direkti-vet. Direktivet giver således mulighed for at opretholde og etablere god-kendte private klagenævn, som det kendes i Danmark, ligesom også en-keltpersoner under skærpede kvalitetskrav vil kunne varetage konfliktløs-ningen. Det er efter direktivet op til medlemslandene, hvorledes de vil fi-nansiere tvistløsningen, herunder om den er offentligt eller privat finansie-ret. Det vurderes, at det danske forbrugerklagesystem i al væsentlighed op-fylder de kvalitetskrav, der stilles efter direktivet.ADR-direktivet indeholder en række krav til sagsbehandlingen mv. i de in-stanser, som håndterer ADR-sager, og regler om informationspligt for deomfattede erhvervsdrivende.Desuden indebærer ADR-direktivet, at medlemsstaterne skal sikre, at tvi-ster, der er omfattet af direktivet, og som omfatter en erhvervsdrivende,der er etableret på deres respektive område, kan indbringes for en ADR-instans, der opfylder direktivets krav. ADR-direktivet finder – med fånærmere angivne undtagelser – anvendelse på tvister, der opstår mellemforbrugere, der er bosat i Unionen, og erhvervsdrivende, der er etableret iUnionen, vedrørende kontraktlige forpligtelser med købs- eller tjeneste-ydelsesaftaler, både online og offline i alle erhvervssektorer, bortset fra desektorer og ydelser, der udtrykkeligt er undtaget. Efter direktivets artikel 4defineres en erhvervsdrivende som: ”enhver fysisk eller juridisk person,197

uanset om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler somled i sin handel, sin industri, sit håndværk eller sit liberale erhverv, herun-der en person, der optræder i vedkommendes navn eller på vedkommendevegne”. Det er dog en forudsætning, at der foreligger en hel eller delvis be-taling for varen eller ydelsen.Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at den største konsekvens afADR-direktivet er, at klagesystemet som udgangspunkt skal dække allesektorer. Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen er for tiden ved at undersø-ge, hvilke brancher i Danmark som ikke allerede er omfattet af et privatbrancheklagenævn eller omfattet af kompetencen hos forbrugerklagemyn-dighederne, med henblik på at det vurderes, hvordan direktivet skal opfyl-des i forhold til disse brancher. I det omfang brancherne/områderne er un-derlagt et ressortansvar, vil vurderingen skulle foretages af de ansvarligemyndigheder i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Dis-se overvejelser vil også skulle omfatte området for privat parkering.Da spørgsmålet om, i hvilket omfang der er pligt til at sikre, at der findesen ADR-instans på området for kontrolafgifter for parkering, vil indgå somen integreret del af overvejelserne om implementeringen af ADR-direktivet, har arbejdsgruppen fundet det rigtigst ikke på nuværende tids-punkt at tage stilling, om det bør anbefales, at der oprettes et sådant klage-nævn, således som arbejdsgruppen efter sit kommissorium har til opgave.Arbejdsgruppen finder således, at spørgsmålet mest hensigtsmæssigt børovervejes i forbindelse med, at implementeringen af det nævnte ADR-direktiv håndteres. I den forbindelse vil ovennævnte overvejelser i ar-bejdsgruppen efter omstændighederne kunne indgå, og de relevante inte-ressenter vil få lejlighed til at fremkomme med eventuelle yderligere syns-punkter.Arbejdsgruppen finder imidlertid anledning til udtrykkeligt at pege på, atarbejdsgruppen i pkt. 4.2.2 foreslår, at der indføres visse bindende reglerom skiltning på private parkeringspladser, som det – i lyset af de omkost-ninger der er forbundet hermed – gives de private erhvervsdrivende en visperiode til at efterleve. Det er i den forbindelse afgørende for arbejdsgrup-pens anbefaling på dette punkt, at der ikke i forbindelse med implemente-ringen af ADR-direktivet indføres grundlæggende nye krav til en sådanskiltning.

Lov om ændring af færdselsloven og lov om offentligeveje(…)§1I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1055 af 9. november 2012, somsenest ændret ved […], foretages følgende ændringer:1.I§ 2, nr. 17,indsættes som3. pkt.:”Et køretøj, som hensættes, fordi det på grund af uheld eller teknisk fejlikke er i stand til at fortsætte kørslen ved egen kraft eller ikke er i stand tilat fortsætte kørslen forsvarligt, anses for parkeret 18 timer efter, at det erhensat.”2.I§ 28, stk. 3, 1. pkt.,indsættes efter ”gangsti”: ”, yderrabat”.3.§ 28, stk. 3, 3. pkt.,affattes således:”Uden for tættere bebygget område kan et køretøj, hvis tilladte totalvægtikke overstiger 3,5 t, dog standses eller parkeres med hele eller en del afkøretøjet i yderrabbatten eller med en del af køretøjet på fortov.”4.I§ 29, stk. 1, nr. 1,indsættes efter ”5 m foran fodgængerfeltet eller ud-kørslen”: ” fra en cykelsti, som løber langs kørebanen, eller 5 m på hverside af udkørslen fra en cykelsti, som er tværgående i forhold til køreba-nen”.5.§ 29, stk. 1, nr. 2,affattes således:”i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgående køreba-nes nærmeste kant eller, hvor kørebane og cykelsti udmunder sammen, fracykelstiens nærmeste kant,”.

6.§ 92 c, stk. 4, 2. pkt.,ophæves og i stedet indsættes:”Foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 1, som ikke er begrænset til en be-stemt vejstrækning, og som regulerer standsning og parkering med på-hængskøretøj, køretøjer over 3.500 kg eller særligt indrettede køretøjer, el-ler som alene udvider det område, hvor der lovligt kan parkeres ellerstandses, kan i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse. Desudenkan foranstaltninger efter § 92, stk. 1, nr. 3, som ikke er begrænset til enbestemt vejstrækning, i stedet offentliggøres i en lokal bekendtgørelse.”7.I§ 92 cindsættes somstk. 5:”Justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, offentliggør påinternettet lokale bekendtgørelser udstedt med hjemmel i stk. 4, 2. pkt. Så-danne bekendtgørelser skal desuden offentliggøres et centralt sted på ved-kommende kommunes egen hjemmeside.”8§ 121, stk. 1, nr. 2,indsættes efter ”gangsti,”: ” yderrabat,”.9.I§ 121indsættes efter stk. 5:”Stk.6.Der kan for en overtrædelse omfattet af stk. 1 pålægges én afgift idøgnet, idet der dog tidligt kan pålægges en ny afgift 24 timer efter, at denforrige afgift er pålagt. Der kan vedrørende samme parkering højst pålæg-ges [tre/fire] afgifter.”10.Efter § 122 b indsættes:”Kontrolafgifterved parkering på privat område§ 122 c.Kontrolafgift ved parkering på offentligt tilgængeligt privat områ-de kan, med mindre der gælder et generelt og tydeligt signaleret forbudmod parkering på pladsen, kun pålægges, hvis dette på stedet tydeligt ertilkendegivet. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om, hvordan til-kendegivelse efter 1. pkt. skal gives.Stk. 2.Justitsministeren fastsætter bestemmelser om, hvilke oplysningerden, der udsteder en kontrolafgift, skal give om grundlaget for afgiften.”§2I lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november2011, foretages følgende ændringer:1.Overskriften til § 107affattes således:”Betalingsparkering”2.I§ 107, stk. 1,ændres ”en afgift” til: ”betaling”.200

1.Iindledningenindsættes efter ”§ 95, stk. 3, ”: ”og § 122 c, stk. 1,”.2. Efter § 143 indsættes:”E70§ 143 a.E 70 Zoneoplysning må kun opsættes i et område, hvor der eretableret standsnings og parkeringsrestriktioner med tavle E 68 Zonetavle.På undertavle angives alle gældende parkeringsrestriktioner i zonen. Hvisparkeringszonen ikke består af et mindre område med naturligt sammen-hængende veje af samme art, men omfatter et område med forskellige ty-per veje, skal E 70 Zoneoplysning opstilles således, at en bilist inden forzonen altid vil befinde sig på en vej eller gade, hvorfra det er muligt at seskiltet, hvis den pågældende orienterer sig i alle retninger eller eventueltorienterer sig omkring et umiddelbart nærliggende gadehjørne. De infor-mationer om parkeringsrestriktioner, som skal fremgå af undertavlen, kandog i stedet være integreret i en parkeringsautomat eller i en stander medinformationer om trafikforhold til service for trafikanterne.”3.Efter § 189 indsættes:”T63 Ophør af standsning og pakrering”§189 a.T 63 skal være retroreflekterende eller belyst.Stk. 2. Pilen peger mod det punkt på kørebanen, hvor standsnings- og par-keringsforbud ophører.”

Bekendtgørelse om anvendelse afparkeringsbilletter, parkeringslicenser mv.I medfør af § 107, stk. 3, i lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr.nr. 1048 af 3. november 2011, som senest ændret ved lov nr. […], fastsæt-tes:§ 1.I områder, der ved lovlig skiltning eller afmærkning er anvist som be-talingsparkeringsområder, skal der betales for parkering i overensstemmel-se med hvad, der er gældende inden for det pågældende område.§ 2.162Det er en betingelse for at opkræve betaling for en parkering, at derinden for en rimelig afstand fra enhver parkeringsplads i det omfattedeområde, er muligt at betale for parkering. Der skal udstedes en parkerings-billet til dokumentation herfor.Stk. 2.Den, der parkerer, skal sikre, at parkeringsbilletten anbringesumiddelbart inden for forruden. Fastmonteret holder til parkeringsbilletskal være anbragt let synligt i forruden og må ikke hindre førerens udsynunder kørsel.Stk. 3.Det påhviler den, der parkerer at sikre, at parkeringsbilletten tyde-ligt skal kunne aflæses udefra.163Stk. 4.På de i stk. 2 nævnte steder må ikke findes andre parkeringsbillet-ter eller andet, der kan forveksles med en parkeringsbillet for den aktuelleparkering.§ 3.Parkeringen skal bringes til ophør senest ved udløbet af det tidsrum,som betalingen dækker. Parkeringsperioden kan dog forlænges ved beta-ling inden udløbet af den periode, der er betalt for, medmindre den højsttilladte parkeringstid herved overskrides.

§ 4.Bliver en parkeringsplads ledig inden udløbet af den tid, der er betaltfor, kan den resterende tid benyttes af et efterfølgende køretøj uden beta-ling ved overdragelse af parkeringsbilletten. Den, der parkerer det efterføl-gende køretøj, skal sikre, at § 2, stk. 2-4 er overholdt.§ 5.Beboer-, erhvervs- og andre parkeringslicenser skal anbringes i over-ensstemmelse med reglerne i § 2, stk. 1 og 2.§ 6.§ 2 og § 4 finder ikke anvendelse, hvis der stilles elektroniske facilite-ter til rådighed for betaling for parkering og dokumentation herfor, og ensådan facilitet anvendes i forbindelse med parkeringen.§ 7.Bekendtgørelsen træder i kraft den […]Transportministeriet, den […]

I medfør af § 122 c, stk. 1 og 2, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.1055 af 9. november 2012, fastsættes:§ 1.Meddelelse om en kontrolafgift pålagt på private parkeringsområderskal være skriftlig.Stk. 2.Oplysning om, at kontrolafgift er pålagt, skal meddeles førerenved, at et dokument, som indeholder oplysning om, at kontrolafgiften erpålagt, anbringes umiddelbart synligt på køretøjet eller overgives til føre-ren. Hvis køretøjet fjernes, før det har været muligt at anbringe dokumen-tet på det, og hvis det ikke har været muligt at overgive dokumentet til fø-reren, kan meddelelse om, at kontrolafgift er pålagt, dog efterfølgendesendes til ejeren eller brugeren af køretøjet.§ 2.En meddelelse om, at kontrolafgift er pålagt, skal indeholde oplysnin-ger om:1) Hvilket eller hvilke parkeringsvilkår, der er overtrådt,2) tid og sted for observationen samt køretøjets registreringsnummer,3) andre væsentlige faktiske oplysninger, der er lagt til grund ved på-læg af kontrolafgiften,4) fristen for betaling af kontrolafgiften, og5) hvortil indsigelser over kontrolafgiften kan rettes.§ 3.Hvis der på en offentligt tilgængelig parkeringsplads, som helt ellerdelvist er underlagt rent privatretlige regler, skal kunne pålægges en kon-trolafgift for manglende overholdelse af de aftalevilkår, der er fastsat forparkering på pladsen, skal der ved steder, som det er naturligt at passereumiddelbart efter, at man med et motorkøretøj er kommet ind på parke-ringspladsen, være opstillet en tavle med et hvidt P på sort baggrund og enundertavle med teksten ”Regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen”med hvid skrift på sort baggrund som nærmere anvist i bilag 1. Tavlen ogundertavlen skal være opstillet, så de er let synlig i lys og mørke.208

Stk. 2.Undertavlen kan i stedet for den tekst, der er nævnt i stk. 1, medhvid tekst på sort baggrund opregne de nærmere vilkår, som gælder forparkering på den pågældende parkeringsplads.Stk. 3.Hvis lovgivningen eller de faktiske forhold på parkeringsplad-sen, f.eks. bygnings- eller fredningsmæssige forhold, gør det påkrævet, kantavlen med tilhørende undertavleplaceres på anden vis end fastsat i stk. 1§ 4.Hvis der på en parkeringsplads, som er underlagt rent privatretligeregler, skal kunne pålægges en kontrolafgift for manglende overholdelse afde vilkår, der er fastsat for parkering på pladsen, skal der på parkerings-pladsen være et passende antal skilte med disse nærmere vilkår. Skiltenekan integreres med betalingsautomater.Stk. 2.Skilte omfattet af stk. 1 skal være placeret på steder, hvor de erlet synlige i lys og mørke, og hvor der er rimelig tid til fra bil eller til fodsat orientere sig om deres nærmere indhold. De skal være placeret, såledesat en parkant inde på parkeringspladsen altid vil befinde sig et sted, hvordet er muligt at se et sådant skilt eller et skilt, der henviser hertil, hvis hanorienterer sig i alle retninger eller omkring et umiddelbart nærliggendehjørne. I parkeringshuse skal skiltene dog blot være placeret på steder,hvor det er naturligt at orientere sig, og i rimelig afstand fra samtlige par-keringspladser.Stk. 3.Skilte omfattet af stk. 1 skal indeholde hvid skrift på sort bag-grund, og skriften skal have en størrelse, så den at let læselig. Operatørenslogo mv. og logoet mv. for en brancheforening, som operatøren er medlemaf, kan dog angives i en anden farve. Der kan desuden anvendes skilte iandre farver, hvis dette under hensyn til parkeringsområdets fysiske ind-retning mv. er mere hensigtsmæssigt.Stk. 4.Skilte omfattet af stk. 1 skal som minimum tydeligt angive, hvisder på parkeringspladsen gælder vilkår om tidsbegrænset parkering ellerbetalingsparkering og de nærmere vilkår herfor, og hvis der gælder vilkårfor brug af særlig parkeringstilladelse mv. Det skal af skiltene tydeligtfremgå, at overtrædelse af parkeringsreglerne kan medføre pålæggelse afkontrolafgift. Kontrolafgiftens størrelse og oplysning om, på hvilke vilkårder vil kunne pålægges flere afgifter for samme parkering, skal fremgå.Hvis der på parkeringspladsen er indrettet særlige pladser til særlige køre-tøjer, herunder invalidekøretøjer, skal det af skiltene fremgå, hvordan dissepladser er markeret, og under hvilke betingelser de kan anvendes. Nederstpå skiltet og uden, at det er dominerende på skiltet, skal det angives, hvil-ken operatør der administrer parkeringsordningen på den pågældende par-keringsplads samt denne operatørs telefonnummer og adressen for denneseventuelle hjemmeside.209

6. Udtalelse fra ForbrugerrådetForbrugerrådet har i forbindelse med afslutning af arbejdet fundet anled-ning til at afgive følgende generelle udtalelse som supplement til arbejds-gruppens rapport:”Forbrugerrådethavde gerne set en større ændring af reglerne vedrøren-de parkering, således at der f.eks. i arbejdsgruppen havde været set påløsninger, der havde omfattet en lov om parkering eller i endnu større om-fang omfattede ensrettede retningslinjer for udøvelse af parkeringsvirk-somhed for såvel det private som offentlige område. Efter Forbrugerrådetsopfattelse er der ikke for forbrugerne den store forskel på det private ogdet offentlige parkeringsområde, hvorfor et mere ensartet regelsæt villehavet været at foretrække. Forbrugerrådet skal tillige pege på det ønskeli-ge i, at der oprettes et ankenævn på parkeringsområdet, der kan imøde-komme de ganske mange klager på området.Selv om nogle af de foreslåede ændringer er positive, skaber forslagenesamlet set ikke efter Forbrugerrådets opfattelse bedre forbrugerbeskyttelsepå parkeringsområdet. Forbrugerrådet kan dog, med henvisning og forbe-hold for ovennævnte og til de i rapporten givne mindretalsudtalelser, støtterapportens konklusioner og ændringsforslag.”

Standsnings-, parkerings- af-

mærkning