REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 340: Notat om de lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, fra justitsministeren

Retsudvalget 2012-13
REU Alm.del Bilag 340
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

24. juni 2013

Strafferetskontoret

Ketilbjørn Hertz

2011-733-0001

747508

NOTAT

lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention til fo-

rebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet

(Council of Europe Convention on preventing and combating violence

against women and domestic violence)

1. Indledning

Europarådets Ministerkomité besluttede i 2006 at få undersøgt behovet for

et juridisk instrument i Europarådsregi om partnervold. På baggrund af den

gennemførte undersøgelse konkluderede Europarådets Styringskomité for

Strafferet (CDPC), at et sådant instrument var nødvendigt.

Stedfortræderkomitéen besluttede herefter i december 2008 at nedsætte en

ad hoc-komité (CAHVIO) med den opgave at forberede en eller flere juri-

disk bindende instrumenter om forebyggelse og bekæmpelse af vold i

hjemmet, herunder vold mod kvinder, beskyttelse og støtte til ofrene og

retsforfølgning af gerningsmændene.

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod

kvinder og vold i hjemmet (herefter ”konventionen”) udspringer af denne

komités arbejde i 2009 og 2010.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 340: Notat om de lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, fra justitsministeren

Konventionsteksten blev vedtaget af Ministerkomitéen den 7. april 2011

og åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011 i Istanbul. Konventionen er

ledsaget af en forklarende

rapport (herefter ”den forklarende rapport”).

30 stater har pr. 18. juni 2013 undertegnet konventionen (Albanien, An-

dorra, Belgien, Bosnien og Herzegovina, Den Tidligere Jugoslaviske Re-

publik Makedonien, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroa-

tien, Lithauen, Luxembourg, Malta, Monaco, Montenegro, Nederlandene,

Norge, Polen, Portugal, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige,

Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, United Kingdom og Østrig). Albanien, Mon-

tenegro, Portugal og Tyrkiet har tillige ratificeret konventionen.

Konventionen træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efter

udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor ti undertegnende

parter, herunder mindst otte af Europarådets medlemsstater, har ratificeret

konventionen, jf. konventionens artikel 75, stk. 3. Konventionen er således

endnu ikke trådt i kraft.

I det følgende redegøres under pkt. 2 kort for indholdet af konventionen,

mens pkt. 3 indeholder en detaljeret gennemgang af de enkelte bestemmel-

ser i konventionen ledsaget af en vurdering af bestemmelsernes eventuelle

lovgivningsmæssige konsekvenser. Pkt. 4 indeholder en sammenfatning.

Til brug for udarbejdelsen af notatet har Justitsministeriet modtaget bidrag

fra Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturmini-

steriet, Ministeriet for Børn og Uddannelse, Ministeriet for Forskning, In-

novation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for Ligestilling og

Kirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Social- og Integrations-

ministeriet og Udenrigsministeriet.

2. Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold

mod kvinder og vold i hjemmet

Konventionen er opdelt i tolv kapitler.

Kapitel I

(artikel 1-6) indeholder

bl.a. bestemmelser om konventionens formål, anvendelsesområde og defi-

nitioner. Konventionens hovedformål er at beskytte kvinder mod alle for-

mer for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og

vold i hjemmet.

Kapitel II

(artikel 7-11) vedrører integrerede politikker og dataindsam-

ling. Kapitlet indeholder navnlig bestemmelser om koordinerende politik-

ker, inddragelse af ikke-statslige organisationer og civilsamfundet, udpeg-

ning af koordinerende organ, dataindsamling og forskning.

Kapitel III

(artikel 12-17) vedrører forebyggelse af vold mod kvinder.

Kapitlet pålægger de kontraherende parter generelle forpligtelser med hen-

syn til forebyggelse og indeholder endvidere mere detaljerede regler om

navnlig bevidstgørelse, undervisning, uddannelse af fagfolk, behandlings-

programmer og inddragelse af den private sektor og medierne.

Kapitel IV

(artikel 18-28) angår beskyttelse og støtte. Kapitlet pålægger

de kontraherende parter generelle forpligtelser med hensyn til beskyttelse

og støtte til ofre og indeholder endvidere mere detaljerede regler om bl.a.

information, støttetilbud, bistand til klager, krisecentre og telefonrådgiv-

ning.

Kapitel V

(artikel 29-48) vedrører materiel ret. Kapitlet indeholder regler

af både civilretlig og strafferetlig karakter. Kapitlet forpligter de kontrahe-

rende parter til at kriminalisere navnlig fysisk og psykisk vold, voldtægt,

tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og

tvangssterilisation. Kapitlet indeholder også regler om erstatning, foræl-

dremyndighed og samvær, straffemyndighed (jurisdiktion), sanktioner og

skærpende omstændigheder ved strafudmålingen.

Kapitel VI

(artikel 49-58) angår efterforskning, retsforfølgning, retspleje

og beskyttelsesforanstaltninger. Kapitlet fastsætter en række processuelle

regler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet indeholder bl.a regler

om risikovurdering og risikostyring, tilhold, bortvisning, efterforskning,

retshjælp og forældelse.

Kapitel VII

(artikel 59-61) vedrører indvandring og asyl. Kapitlet inde-

holder regler om opholdsstatus, kønsbaserede asylansøgninger og forbud

mod tilbagesendelse (non-refoulement).

Kapitel VIII

(artikel 62-65) angår internationalt samarbejde vedrørende

bekæmpelse af vold mod kvinder.

Kapitel IX

(artikel 66-70) indeholder bestemmelser om en overvågnings-

mekanisme, herunder om oprettelse af en uafhængig ekspertgruppe for

indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet (GREVIO). Til kon-

ventionens artikel 66 knytter sig endvidere et

bilag

om privilegier og im-

muniteter for de medlemmer af GREVIO og andre medlemmer af de dele-

gationer, der gennemfører landebesøg.

Kapitel X

(artikel 71) indeholder en bestemmelse om forholdet til andre

internationale instrumenter, og

kapitel XI

(artikel 72) vedrører ændringer

til konventionen. Endelig indeholder

kapitel XII

(artikel 73-81) afslutten-

de bestemmelser, herunder om tvistløsning, undertegnelse og ikrafttræden,

tiltrædelse af konventionen, geografisk anvendelsesområde, forbehold og

opsigelse.

3. Lovgivningsmæssige konsekvenser af en dansk ratifikation

3.1. Konventionens kapitel I (formål, definitioner, ligestilling og ikke-

diskrimination og generelle forpligtelser)

Efter

artikel 1

er konventionens formål at beskytte kvinder mod alle for-

mer for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og

vold i hjemmet (stk.

1, litra a),

at bidrage til udryddelsen af alle former for

diskrimination af kvinder og at fremme ligestilling mellem mænd og kvin-

der og herunder hjælpe kvinder til selvstændiggørelse (stk.

1, litra b),

skabe en omfattende ramme, politikker og foranstaltninger, der beskytter

og hjælper alle ofre for vold mod kvinder og vold i hjemmet (stk.

1, litra

c),

at fremme internationalt samarbejde med henblik på at udrydde vold

mod kvinder og vold i hjemmet (stk.

1, litra d)

og at yde støtte og bistand

til organisationer og retshåndhævende myndigheder med henblik på at

etablere et effektivt samarbejde, således at der kan gøres en sammenhæn-

gende indsats for at udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet

(stk. 1,

litra e).

Det fremgår af

stk. 2,

at der ved konventionen oprettes en særlig

overvågningsmekanisme, der skal sikre en effektiv gennemførelse af kon-

ventionen (jf. herom pkt. 3.9 nedenfor).

Artikel 2

vedrører konventionens anvendelsesområde. I

stk. 1

fastslås, at

konventionen finder anvendelse på alle former for vold mod kvinder, her-

under vold i hjemmet, som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad. Efter

stk. 2

opfordres de kontraherende parter til at anvende konventionen på al-

le former for vold i hjemmet. De kontraherende parterne skal endvidere

ved gennemførelsen af konventionen være særligt opmærksomme på kvin-

der, der udsættes for kønsbetinget vold. Efter

stk. 3

gælder konventionen i

fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.

Konventionens artikel 1 og 2 har ikke i sig selv lovgivningsmæssige kon-

sekvenser.

Artikel 3

indeholder definitioner af en række af konventionens begreber.

Efter

litra a

skal ”vold mod kvinder” forstås som en krænkelse af menne-

skerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, der omfatter al-

le former for kønsbetinget vold, som medfører eller sandsynligvis medfø-

rer fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvin-

der, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig friheds-

berøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller private sfære.

Efter

litra b

skal ”vold i hjemmet”

forstås som alle former for fysisk, sek-

suel, psykisk eller økonomisk vold, som forekommer inden for familien el-

ler i hjemmet eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller part-

nere, uanset om gerningsmanden deler eller tidligere har delt bolig med of-

feret.

Efter

litra c

skal ”køn”

(gender) forstås som de socialt konstruerede roller,

adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anser

for at være passende for kvinder og mænd.

Efter

litra d

skal ”kønsbaseret vold mod kvinder” forstås som vold, der

forøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som rammer kvinder i

uforholdsmæssig grad.

Efter

litra e

skal ”offer”

forstås som enhver fysisk person, der udsættes for

den adfærd, som er beskrevet i litra a og b.

Efter

litra f

omfatter ”kvinder” også piger under 18 år.

Konventionens artikel 3 vurderes ikke i sig selv at have lovgivningsmæs-

sige konsekvenser.

Artikel 4

angår grundlæggende rettigheder, ligestilling og ikke-diskrimi-

nation, mens

artikel 5

pålægger de kontraherende parter at udvise rettidig

omhu med hensyn til at imødegå vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Efter

artikel 4, stk. 1,

skal de kontraherende parter fremme og beskytte ret-

ten for alle mennesker, i særdeleshed kvinder, til at leve uden vold i såvel

den offentlige som den private sfære.

Efter

artikel 4, stk. 2,

fordømmer de kontraherende parter alle former for

diskrimination af kvinder og træffer uden ophold de nødvendige foran-

staltninger til imødegåelse heraf. De kontraherende parter skal særligt i de-

res nationale forfatninger eller i anden passende lovgivning indarbejde

princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd og sikre dets anven-

delse i praksis, forbyde diskrimination af kvinder, om nødvendigt ved

hjælp af sanktioner i relevant omfang, og ophæve enhver lov og praksis,

som diskriminerer kvinder.

Efter

artikel 4, stk. 3,

skal konventionen, især foranstaltningerne til beskyt-

telse af ofres rettigheder, gennemføres uden nogen form for diskriminati-

on, det være sig på grund af biologisk køn (sex), sociokulturelt køn (gen-

der),

race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, na-

tional eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejen-

dom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand,

handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus eller an-

den status.

Efter

artikel 4, stk. 4,

betrages særlige foranstaltninger, som er nødvendige

for at forebygge og beskytte kvinder mod kønsbetinget vold, ikke som dis-

krimination i henhold til konventionen.

Efter

artikel 5, stk. 1,

skal de kontraherende parter afholde sig fra at udøve

nogen form for vold mod kvinder og sikre, at denne forpligtelse overhol-

des af myndigheder, embedsmænd, befuldmægtigede, institutioner og an-

dre, der optræder på statens vegne.

Efter

artikel 5, stk. 2,

skal de kontraherende parter udvise rettidig omhu i

forbindelse med forebyggelse, efterforskning, idømmelse af straf og ydelse

af erstatning for voldshandlinger omfattet af konventionen og begået af ik-

ke-statslige aktører.

Princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd er bl.a. indarbejdet i

lov om ligestilling af kvinder og mænd. Formålet med denne lov er at

fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, li-

ge indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med ud-

gangspunkt i kvinders og mænds lige værd. Lovens formål er desuden at

modvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt at

modvirke chikane og sexchikane.

Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at alle er lige for loven og så-

ledes bl.a. har krav på den samme beskyttelse og respekt for menneskeret-

tighederne. Endvidere gælder der for den offentlige forvaltning en almin-

delig lighedsgrundsætning, hvorefter væsentligt lige forhold skal behand-

les lige i retlig henseende. Desuden fremgår det af artikel 14 i Den Euro-

pæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret ved

lov, at nydelsen af de i menneskerettighedskonventionen anerkendte ret-

tigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,

sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social op-

rindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller

ethvert andet forhold.

Det følger endelig af artikel 21 i EU’s charter om

grundlæggende rettigheder, der med Lissabontraktaktens ikrafttræden blev

bindende på traktatniveau, at enhver forskelsbehandling på grund af køn,

race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion

eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt

mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller

ethvert andet forhold er forbudt.

De vigtigste tiltag i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, idøm-

melse af straf og ydelse af erstatning for voldshandlinger omfattet af kon-

ventionen er beskrevet nedenfor i bemærkningerne vedrørende konventio-

nens artikel 12-17, 30, 45, 46, 49, 53 og 55.

Konventionens artikel 4 og 5 vurderes på denne baggrund ikke at have

lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 6

skal de kontraherende parter inddrage hensyn til kønnenes

forskellighed ved gennemførelsen af konventionen og evalueringen af dens

gennemslagskraft samt fremme og effektivt gennemføre politikker til lige-

stilling af kvinder og mænd og fremme af selvstændiggørelse af kvinder.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at efter § 4 i lov om lige-

stilling mellem mænd og kvinder skal offentlige myndigheder inden for

deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al plan-

lægning og forvaltning.

Regeringen har i januar 2012 offentliggjort en strategi for ligestillingsvur-

dering i det offentlige. Strategien skal bidrage til at styrke og systematisere

arbejdet med at medtænke køn og ligestilling i den offentlige planlægning

og forvaltning.

Konventionens artikel 6 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.2. Konventionens kapitel II (integrerede politikker og dataindsam-

ling)

Efter

artikel 7

skal de kontraherende parter vedtage og gennemføre lands-

dækkende effektive, omfattende og koordinerede politikker, som indehol-

der alle relevante foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle

former for vold omfattet af konventionen, og som gør det muligt at reagere

holistisk på vold mod kvinder. Foranstaltningerne skal tage udgangspunkt i

offerets rettigheder, og politikkerne skal gennemføres i et effektivt samar-

bejde mellem alle relevante organer, institutioner og organisationer. Foran-

staltningerne skal i behørigt omfang inddrage alle relevante aktører, som

f.eks. statslige organer, nationale, regionale og lokale parlamenter og

myndigheder, nationale menneskerettighedsinstitutioner og organisationer

i civilsamfundet.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at Danmark har velud-

byggede social-, sundheds- og retssystemer, som sikrer, at ofre for vold får

den nødvendige støtte og behandling, og at voldudøvere retsforfølges. De

vigtigste aktører i denne indsats er Social- og Integrationsministeriet (der

har ansvaret for lov om social service, som regulerer samarbejdet mellem

kommuner og krisecentre samt den generelle hjælp og støtte til udsatte

borgere, herunder kvinder og mænd med indvandrerbaggrund), Socialsty-

relsen (der tilbyder konsulentbistand på området), Justitsministeriet, Mini-

steriet for Sundhed og Forebyggelse, regionerne (der har det direkte ansvar

for den sundhedsfaglige behandling på skadestuer og hospitaler samt be-

handling hos de praktiserende læger) og kommunerne (der er forpligtede

til at sikre midlertidigt ophold til voldsramte kvinder og deres børn og til-

byde familierådgivning og psykologbehandling til kvinder og børn på kri-

secentrene). En række private aktører står for tilbud om rådgivning, be-

handling og støtte til voldsofre og voldsudøvere og deres børn.

En række handlingsplaner til bekæmpelse af vold i nære relationer har si-

den 2002 suppleret og bidraget til at udvikle og forbedre det etablerede og

institutionaliserede system. Med handlingsplanerne er der blevet sat fokus

på nye problemområder som for eksempel tværfagligt samarbejde, viden

og statistik, træning af fagfolk, særligt udsatte grupper mv. Ministeren for

ligestilling og kirke har haft det koordinerende ansvar for handlingsplaner-

ne, og fremdriften af handlingsplanernes initiativer er blevet varetaget af

en tværministeriel arbejdsgruppe med Ministeriet for Ligestilling og Kirke

som sekretariat. I 2012 blev der endvidere lanceret en national strategi

mod æresrelaterede konflikter.

Konventionens artikel 7 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 8

skal de kontraherende parter tildele de økonomiske og

menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssig

gennemførelse af integrerede politikker, foranstaltninger og programmer

til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold omfattet af konven-

tionen, herunder sådanne, som gennemføres af ikke-statslige organisatio-

ner og civilsamfundet.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der siden 2002 i gen-

nemsnit har været afsat ca. 8,6 mio. kr. pr. år til implementering af hand-

lingsplanerne om vold mod kvinder. Mange private og frivillige organisa-

tioner har gennem tiden fået bevillinger herfra til aktiviteter, der sigter på

at bekæmpe vold i nære relationer. Derudover bruges der betydelige milli-

onbeløb på forskellige områder, som har betydning for, at voldsramte

kvinder kan blive i stand til at leve et liv fri for vold, herunder til retsvæse-

net, drift af kvindekrisecentre og sundhedsvæsenet. Undersøgelsen

”Vol-

dens pris”

(Institut for Folkesundhed og Rockwoolfonden, 2010) angiver,

at det danske samfund bruger mindst �½ mia. kr. årligt på foranstaltninger i

forbindelse med vold mod kvinder (dvs. ikke alene partnervold og vold i

hjemmet). Dertil kommer omkostninger, som forfatterne til undersøgelsen

vurderer, at det ikke er muligt at inkludere i beregningerne, f.eks. kommu-

nernes forebyggende indsatser.

Konventionens artikel 8 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 9

pålægger de kontraherende parter at give anerkendelse, opmun-

tring og støtte på alle niveauer til de relevante ikke-statslige organisationer

og civilsamfundet i deres arbejde med aktivt at bekæmpe vold mod kvin-

der og at etablere et effektivt samarbejde med disse organisationer.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at staten siden 2002 som

led i handlingsplanerne om vold mod kvinder har anerkendt ikke-statslige

organisationers arbejde gennem økonomisk støtte. Ikke-statslige organisa-

tioners ekspertise og erfaringer er desuden inddraget ved udarbejdelse af

handlingsplanerne.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at de 45 kvindekrisecentre

(hvoraf 41 er medlemmer af LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecen-

tre) for de flestes vedkommende er selvejende institutioner (8 krisecentre

er kommunale), hvis drift til kvinders og børns ophold er finansieret i hen-

hold til lov om social service med 50% til kommunerne og 50% til staten.

Herudover indgår til særlige formål satspuljemidler, fondsmidler og andre

tilskud.

Konventionens artikel 9 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 10

skal de kontraherende parter udpege eller oprette et eller

flere officielle organer med ansvar for koordinering, gennemførelse, over-

vågning og evaluering af politikker og foranstaltninger til forebyggelse og

bekæmpelse af alle former for vold omfattet af konventionen. Disse orga-

ner skal koordinere den i artikel 11 omtalte indsamling af data, analysere

disse data og videreformidle resultaterne. Det skal være muligt for dette el-

ler disse organer at modtage oplysninger af generel karakter om foranstalt-

ninger truffet i medfør af kapitel VIII om internationalt samarbejde, og or-

ganerne skal have den fornødne kapacitet til at kommunikere direkte med

og knytte forbindelse til deres modstykker hos andre kontraherende parter.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Social- og Integrations-

ministeriet varetager den koordinerende funktion, som er beskrevet i arti-

kel 10, for så vidt angår tvangsægteskaber og andre æresrelaterede konflik-

ter.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der som led i koordine-

ringen af indsatsen mod vold mod kvinder er nedsat en tværministeriel ar-

bejdsgruppe, der sekretariatsbetjenes af Ministeriet for Ligestilling og Kir-

ke. Denne arbejdsgruppe sikrer koordination og videndeling mellem de fo-

reskellige ministerområder.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser endvidere til, at Institut for

Menneskerettigheder har fået tillagt kompetence til at varetage opgaven i

henhold til ligestillings- og ligebehandlingsdirektiverne, hvorefter der skal

være et uafhængigt organ til at yde ofre for forskelsbehandling tilstrække-

lig beskyttelse i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling. In-

stituttet kan foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling, of-

fentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål

i forbindelse med forskelsbehandling.

Konventionens artikel 10 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 11

vedrører dataindsamling og forskning.

Ifølge

stk. 1

skal de kontraherende parter med regelmæssige mellemrum

indsamle kønsopdelte relevante statistiske oplysninger om sager vedrøren-

de alle former for vold omfattet af konventionen og støtte forskning i alle

former for vold omfattet af konventionen med henblik på at studere kerne-

årsager og virkninger, forekomster og domfældelsesprocenter samt gen-

nemslagskraften af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre

konventionen.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter bestræbe sig på med regelmæssige

mellemrum at gennemføre befolkningsbaserede undersøgelser for at be-

dømme forekomsten af og tendenserne inden for alle former for vold om-

fattet af konventionen.

Efter

stk. 3

skal de kontraherende parter sørger for, at de indsamlede op-

lysninger tilgår den i artikel 66 nævnte ekspertgruppe med henblik på at

stimulere internationalt samarbejde og muliggøre international benchmar-

king.

Efter

stk. 4

skal de kontraherende parter sørge for, at de indsamlede oplys-

ninger gøres tilgængelige for offentligheden.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der løbende offentlig-

gøres statistiske oplysninger om vold i nære relationer. Der bliver desuden

løbende gennemført forskning vedrørende vold i nære relationer. Undersø-

gelser og forskning finansieres både af det offentlige og af private fonde.

Konventionens artikel 11 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.3. Konventionens kapitel III (forebyggelse)

Artikel 12

fastlægger de kontraherende parters generelle forpligtelser med

hensyn til forebyggelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter fremme ændringer i de sociale og

kulturelle adfærdsmønstre hos kvinder og mænd med henblik på at udryd-

de fordomme, sædvaner, traditioner og al anden praksis, som bygger på fo-

restillingen om kvinders underlegenhed eller stereotype roller for kvinder

og mænd.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter forebygge alle former for vold

omfattet af konventionen, som udøves af fysiske eller juridiske personer.

Stk. 3

bestemmer, at enhver foranstaltning, som træffes i medfør af kapitel

III, skal tage hensyn til og fokusere på de særlige behov hos personer, som

er sårbare på grund af særlige omstændigheder, og skal tage udgangspunkt

i alle ofres menneskerettigheder.

Efter

stk. 4

skal de kontraherende parter træffer opfordre alle i samfundet,

især mænd og drenge, til at bidrage aktivt til forebyggelsen af alle former

for vold omfattet af konventionen.

Stk. 5

forpligter de kontraherende parter til at sikre, at kultur, sædvaner, re-

ligion, tradition eller såkaldt

”ære” ikke kan påberåbes som berettigelse for

nogen af de voldshandlinger, der er omfattet af konventionen.

Efter

stk. 6

skal de kontraherende parter fremme programmer og aktiviteter

til selvstændiggørelse af kvinder.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke og Social- og Integrationsministeriet

henviser til, at der i en række år i regi af handlingsplanerne mod vold i næ-

re relationer har været gennemført oplysnings- og holdningsbearbejdende

kampagner rettet mod befolkningen eller grupper i befolkningen. Der har

bl.a. været gennemført en række tv-programmer om vold samt forskellige

kampagnefilm, annoncer og tv-spots.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at udformningen

og gennemførelsen af sociallovgivningen hviler på respekt for den enkeltes

mulighed for selvbestemmelse og integritet og imødekommer beskyttelsen

af den enkelte, som der lægges op til i konventionens artikel 12, stk. 3. Ef-

ter formålsbestemmelsen § 81 i lov om social service skal kommunalbesty-

relsen tilbyde særlige indsatser til voksne med nedsat eller betydeligt ned-

sat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Med respekt af dette overordnede formål skal kommunalbestyrelsen f.eks.

efter servicelovens § 85 tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræning

og hjælp til udvikling af færdigheder. Endvidere fastlægger lov om rets-

sikkerhed og administration på det sociale område § 15, at kommunalbe-

styrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge

og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter

den sociale lovgivning, ligesom det af lovens § 16 fremgår, at kommunal-

bestyrelsen skal føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.

Med hensyn til konventionens artikel 12, stk. 5, henvises til bemærknin-

gerne nedenfor vedrørende konventionens artikel 42.

Konventionens artikel 12 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 13

pålægger de kontraherende parter med regelmæssige mellem-

rum og på alle niveauer at fremme eller gennemføre bevidstgørelseskam-

pagner eller -programmer, bl.a. i samarbejde med nationale menneskeret-

tighedsinstutioner og ligestillingsorganer, organisationer i civilsamfundet

og ikke-statslige organisationer, især kvindeorganisationer, alt efter om-

stændighederne, med henblik på at øge offentlighedens bevidsthed om og

forståelse af de forskellige måder, hvorpå alle former for vold omfattet af

konventionen kommer til udtryk, hvilke konsekvenser de har for børnene,

og behovet for at forebygge denne vold. Der skal sikres en bred formidling

til offentligheden af oplysninger om de foranstaltninger, der er til rådighed

til forebyggelse af voldshandlinger omfattet af konventionen.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at det følger af ligestil-

lingsloven, at køn og ligestilling skal integreres i al offentlig forvaltning,

herunder også projekter og kampagner, som iværksættes af offentlige

myndigheder. Det betyder i praksis, at der skal anlægges et køns- og lige-

stillingsperspektiv på alle elementer af f.eks. en kampagnes udformning og

indhold. Desuden gennemføres som nævnt i bemærkningerne ovenfor ved-

rørende konventionens artikel 12 en række oplysningskampagner med det

formål at forebygge vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Videnscentret for Sociale

Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) har i 2011

gennemført oplysningskampagnen

”Vores

Ansvar

–

Nej til vold mod

børn”,

som

satte fokus på, at vold mod børn er forbudt og farligt, og at alle

har et ansvar for at forsøge at forhindre det. Der iværksættes i forlængelse

af lov nr. 496 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Be-

skyttelse af børn og unge mod overgreb mv.) også nationale oplysnings-

kampagner rettet mod henholdsvis børn om deres rettigheder og voksne

om pligten til at underrette de sociale myndigheder, hvis man er bekymret

for et barns strivsel, eksempelvis fordi man ved eller tror, at barnet udsæt-

tes for vold. Endvidere udarbejdes der undervisningsmateriale til folkesko-

len, som skal lære børn om deres rettigheder på det sociale område. Desu-

den indeholder den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter en

række holdningsbearbejdende initiativer, bl.a. i samarbejde med ikke-

statslige organisationer og andre aktører i civilsamfundet.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til til, at der på Soci-

al- og Integrationsministeriets hjemmeside findes henvisninger til centrale

rådgivnings- og hjælpemuligheder, og at kommunerne ligeledes gør op-

mærksom på deres indsatsområder, f.eks. gennem forpligtigelsen til at of-

fentliggøre kvalitetsstandarden for kvindekrisecentre, jf. bekendtgørelse

nr. 631 af 15. juni 2006. Kvalitetsstandarden skal indeholde en samlet in-

formation om de tilbud og ydelser, borgerne kan tilbydes ved ophold i

kvindekrisecentrene, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer,

som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Landsorganisationen af

Kvindekrisecentre har på sin hjemmeside en oversigt over krisecentre og

rådgivningsmuligheder. Børnerådet har informationsmateriale om vold

mod børn på flere sprog, og Børns Vilkår har på sin hjemmeside henvis-

ning til Børnetelefonen og Børnechatten, som kan oplyse om lokale råd-

givnings- og støttemuligheder.

Konventionens artikel 13 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 14

skal de kontraherende parter i behørigt omfang træffe de

foranstaltninger, der er nødvendige for, at pensumlister og læseplaner på

alle niveauer med støtte af undervisningsmateriale tilpasset det enkelte

klassetrin behandler emner som f.eks. ligestilling mellem kvinder og

mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-voldelig løsning

af konflikter mellem mennesker, kønsbetinget vold mod kvinder og retten

til personlig integritet. Disse principper skal også fremmes i uformelle ud-

dannelsessammenhænge samt inden for sport, kultur- og fritidsaktiviteter

og i medierne.

Ministeriet for Børn og Undervisning henviser til, at formålsbestemmelsen

i folkeskolelovens § 1 bl.a. fastsætter, at folkeskolen skal forberede ele-

verne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med

frihed og folkestyre, og at skolens virke derfor skal være præget af ånds-

frihed, ligeværd og demokrati. Formålsbestemmelsen er bl.a. yderligere

udmøntet i folkeskolens trin- og slutmål (Fælles Mål) for de enkelte fag.

Det fremgår af indholdsbeskrivelsen for børnehaveklassen, som er obliga-

torisk klassetrin i folkeskolen, at eleverne skal etablere og vedligeholde

venskaber og lege sammen med børn med andre normer og værdier end

deres egne, at de skal medvirke til at opbygge klassens normer og regler,

tage del i ansvaret over for fællesskabet, bruge sproget hensynsfuldt i for-

bindelse med konflikter og konfliktløsning og kunne varetage dagligda-

gens personlige funktioner, herunder kunne forstå og følge en instruktion.

I folkeskolens undervisning i grundskolen indgår det obligatoriske emne

sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, jf. folkeskolelo-

vens § 7. Der er som slutmål for undervisningen fastsat, at undervisningen

skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdighe-

der, der sætter dem i stand til at forstå og forholde sig til sociale og sam-

fundsmæssige påvirkninger af identitet, kønsroller og seksualitet, herunder

betydningen af kulturelle normer, medier og venner og at gøre rede for,

hvordan følelser og kærlighed har betydning for sundhed, seksualitet og

familieliv.

I det obligatoriske fag samfundsfag på 8. og 9. klassetrin skal eleverne

gennem undervisningen gøre rede for ideen om retsstaten og borgerens

retssikkerhed og diskutere betydningen af borgerens retssikkerhed i et de-

mokrati og give eksempler på og forklare, hvordan politiske synspunkter

kan være knyttet til social og økonomisk placering, til alder og køn og til

etnicitet og religion.

Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at frie grund-

skoler ifølge friskolelovens § 1 efter deres formål og i hele deres virke skal

forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og

folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for

grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mel-

lem kønnene. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a., at de frie

grundskoler er forpligtede til at undervise eleverne på en sådan måde, at

eleverne vil kunne lære og bl.a. derigennem kunne komme til at respekte-

re, at det danske samfund bygger på en række grundlæggende menneske-

og frihedsrettigheder, herunder forbud mod diskrimination, hvad enten det

drejer sig om køn, race eller religion mv. Dette er i bestemmelsen særligt

fremhævet for så vidt angår ligestilling mellem kønnene. Skolerne må der-

for ikke foretage handlinger eller undladelser, som krænker kravet om, at

skolerne skal udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for f.eks.

ligestilling mellem kønnene. Det vil være uforeneligt med bestemmelsen

for en skole at bygge på en grundholdning om, at manden er kvinden over-

legen, og det gælder, uanset om skolen i sin undervisning samtidig sikrer,

at eleverne får kendskab til de principper for ligestilling mellem kønnene,

som samfundet i øvrigt bygger på med henblik på, at eleverne vil kunne

komme til at respektere dette.

Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at formålet

med de gymnasiale uddannelser ifølge gymnasielovens § 2 bl.a. er, at ud-

dannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvik-

ling af personlig myndighed. Uddannelsen og skolekulturen som helhed

skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og

pligter i et samfund med frihed og folkestyre, og undervisningen og hele

skolens dagligliv skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Ud-

møntningen heraf sker inden for rammerne af uddannelsesbekendtgørelser

for hver af de gymnasiale uddannelser, inkl. læreplaner for de fag, der ind-

går. Læreplansmålene er overvejende kompetenceorienteret, og de detalje-

rede indholdselementer fastlægges af skolerne, som også vælger lærebøger

og andet undervisningsmateriale. Det skønnes, at emner som ligestilling

mellem mænd og kvinder og voldsanvendelse i forbindelse med konflikter

mv. indgår i undervisningen for alle elever i forbindelse med relevante te-

maer i fag som f.eks. samfundsfag, historie, samtidshistorie og internatio-

nal økonomi, fremmedsprog, psykologi, dansk, filosofi mv.

Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at på er-

hvervsuddannelserne vil emner som ligestilling mellem kønnene, ikke-

stereotype kønsroller, kønsbaseret vold mod kvinder mv. typisk indgå i

undervisningen i grundfagene dansk og samfundsfag. På arbejdsmarkeds-

uddannelserne indgår konflikthåndtering, i visse tilfælde specifikt møntet

på forebyggelse af vold, i de handlingsorienterede målformuleringer for en

del uddannelser, især hvor målgrupperne er plejepersonale og lignende,

udøvere af serviceerhverv med udbredt kundekontakt såsom buschauffører

samt personer, der har til opgave at sikre ro og gennemføre retshåndhævel-

se, dvs. politi, vagtpersonale mv. Også den kompetence at agere med re-

spekt over for andre personer indgår i en del målformuleringer.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser hen-

viser til, at uddannelsesinstitutioner i det daglige via personalepolitikker

mv. tager sig af ligestillingsmæssige aspekter såvel som de andre emner,

der nævnes i artikel 14, og herunder inkluderer relevant undervisningsma-

teriale i de sammenhænge og på de uddannelsesniveauer, hvor det er for-

målstjenstligt.

Kulturministeriet henviser til, at den danske idrætsmodel bygger på idræt-

tens autonomi (armslængdeprincippet), og at der derfor ikke er en egentlig

idrætslov i Danmark. De danske idrætsorganisationer har imidlertid for-

pligtet sig til at arbejde for at fremme ligestilling mv. i de rammeaftaler,

organisationerne har indgået med Kulturministeriet. Det følger således af

rammeaftalerne for 2012-2014, som er indgået med idrættens organisatio-

ner, at:



Danmarks Idrætsforbund vil:

fremme mulighederne for idrætsligt set dårligt stillede grupper af be-

folkningen

styrke idrættens samfundsmæssige ansvar ved at styrke idrættens værdi

for samfundet, fremme opfyldelsen af idrættens potentiale på det socia-

le område

styrke den sociale inklusion af særlige målgrupper i idrætten samt

arbejde for at styrke mangfoldigheden i dansk idræt, herunder ved at

styrke kvinders og nydanskeres deltagelse i frivilligt arbejde og ledelse

i idrætten.

DGI vil:

arbejde for, at flere danskere, uanset forudsætninger, køn, alder og et-

nisk baggrund, dyrker idræt og motion i hverdagen, herunder i forenin-

gerne, gennem udvikling af flere moderne og fleksible idræts- og mo-

tionstilbud.

Dansk Firmaidrætsforbund vil:

være en foregangsorganisation indenfor dansk idræt, når det gælder li-

gestilling.



Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at man løbende gennem-

fører tiltag med fokus på unge, ligestilling og kønsroller, og at der inden

for den seneste korte årrække er gennemført en lang række initiativer ved-

rørende de emner, der er nævnt i artikel 14. Det drejer sig bl.a. om følgen-

de initiativer:

Kampagnen ”Giv vold mod kvinder det røde kort”, hvor DBU, fodbold-

spillere på landsholdet og ungdomslandsholdet og superligaklubber over

hele landet bakkede op om budskabet om, at vold er uacceptabelt, og at

klare spilleregler gælder på banen såvel som i hjemmet.

- Pilotprojeket

”Piger i praktik som problemknusere –

piger i naturviden-

skab og tekniske fag”,

som Ministeriet for Ligestilling og Kirke har gen-

nemført i samarbejde med bl.a. Ministeriet for Børn og Undervisning, In-

geniørforeningen og Experimentariet. Formålet med projektet var at ned-

bryde det kønsopdelte uddannelsesvalg.

- Kampagnesitet

”Fremtiden

er din” for piger og drenge i folkeskolens

ældste klasser, der står overfor at skulle vælge uddannelse, som Ministeriet

for Ligestilling og Kirke lancerede i marts 2011. På sitet præsenteres de

unge bl.a. for seks rollemodeller, der har truffet utraditionelle uddannel-

sesvalg.

- Kampagnesitet www.skiftjob.dk, som ministeren for ligestilling lancere-

de under det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2011. Sitet gi-

ver gode råd og fortæller om erfaringer med at rekruttere mænd til pleje-

og omsorgsfag.

”Rettighedskampagnen”,

som Ministeriet for Ligestilling og Kirke gen-

nemfører på landets sprogskoler og i udsatte byområder. Kampagnen oply-

ser om familieretlige rettigheder og ligestilling til borgere med anden et-

nisk baggrund end dansk.

Det er Kulturministeriets vurdering, at principperne om ligestilling mellem

kvinder og mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-volde-

lig løsning af konflikter mellem mennesker og retten til personlig integritet

kan fremmes ved, at ministeriet opfordrer radio- og tv-foretagenderne til,

som led i tilrettelæggelsen af deres virksomhed, at fastlægge retningslinjer

for fremme af de nævnte principper. Dette vurderes ligeledes at være en

hensigtsmæssig fremgangsmåde i forhold til de trykte medier, som ikke er

omfattet af indholdsmæssig regulering ud over medieansvarsloven.

Konventionens artikel 14 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 15

angår uddannelse af fagfolk.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter tilvejebringe eller styrke behørig

uddannelse af de relevante faggrupper, som arbejder med ofre for eller

gerningsmænd til alle former for vold omfattet af konventionen, om em-

nerne forebyggelse og konstatering af sådan vold, ligestilling mellem

kvinder og mænd, ofrenes behov og rettigheder og forebyggelse af sekun-

dær offergørelse.

Stk. 2

pålægger de kontraherende parter at opfordre til, at denne uddannel-

se omfatter undervisning i koordineret tværinstitutionelt samarbejde med

det formål at muliggøre en omfattende og hensigtsmæssig håndtering af

henvisninger i sager vedrørende de voldshandlinger, der er omfattet af

konventionen.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser hen-

viser til, at relevante uddannelser på ministeriets område fra centralt hold

har beskrivelser af uddannelsernes indhold på et overordnet niveau. Inden

for disse rammer fastsætter uddannelsesinstitutionerne selv nærmere i stu-

dieordninger om indholdet i undervisningen. Ligestilling vedrørende køn,

religion, etnicitet er så fundamentale i dagens Danmark, at de helt naturligt

vil indgå i undervisningen. For lærer- og pædagoguddannelserne er der fra

centralt hold fastsat nærmere krav til uddannelsernes indhold, herunder

bl.a. undervisning i køn, menneskerettigheder, kulturelle og sociale aspek-

ter.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Videnscentret for Sociale

Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) afholder ef-

teruddannelseskurser for fagpersoner vedrørende seksuelle overgreb og

vold mod børn. Endvidere har Socialstyrelsen en vidensportal vedrørende

vold og seksuelle overgreb. Vidensportalen indeholder aktuel forsknings-

baseret viden om målgrupper og indsatser, lovgivning, organisering, stati-

stik, relevante udviklingsprojekter og praksiseksempler. Med lov nr. 496 af

21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Beskyttelse af børn og

unge mod overgreb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013, bliver

kommunerne forpligtede til at udarbejde og løbende revidere kommunale

beredskaber for håndtering af sager om overgreb mod børn og unge. Be-

redskaberne skal bl.a. sikre, at fagpersoner har den nødvendige viden om

disse procedurer. I forlængelse heraf styrkes SISOs understøttelse af

kommunernes beredskaber for forebyggelse og håndtering af overgrebssa-

ger mod børn

–

især i forhold til information til pædagoger, skolelærere og

myndighedspersoner.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at alle offentligt

ansatte fagfolk m.fl., som arbejder med børn og unge, på deres grund-, ef-

ter- og videreuddannelser undervises om underretningspligten efter lov om

social service § 153 (jf. herom nedenfor i bemærkningerne vedrørende

konventionens artikel 28), ligesom der afholdes særlige temadage på læ-

reruddannelsen. Som en del af Social- og Integrationsministeriets faste

kursuskatalog udbydes kurser i sager om overgreb. Kurserne omfatter bl.a.

børns og unges signaler på overgreb, samt hvilke barrierer der kan være i

arbejdet med børn, der har været udsat for overgreb. Kurserne henvender

sig bredt til fagpersoner på børne- og ungeområdet. Herudover tilbyder

Socialstyrelsen løbende kommunerne forskellige temadage om aktuelle

emner, og med henblik på at styrke mulighederne for tidlige indsats har

styrelsen har i det seneste år tilbudt kommunerne en temadag om vold fa-

milien.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser ligeledes til, at der som led i

den nationale strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer 2010-2012

har været tilbudt temadage om vold i familien til alle landets kommuner. I

alt har ca. 4.000 fagfolk i kommunerne deltaget i temadagene.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at der er fokus på at

uddanne relevant sundhedspersonale i det opsporende og forebyggende ar-

bejde. Undersøgelse af voldsofre varetages i vid udstrækning af speciallæ-

ger i retsmedicin. Speciallægeuddannelsen i retsmedicin, som er en 5-årig

klinisk videreuddannelse, indeholder teoretiske kurser i klinisk retsmedi-

cin, hvor lægen opnår viden om offertyper og undersøgelsesteknikker

(bl.a. vedrørende ofre for vold og voldtægt). Herudover opnår lægen klini-

ske kompetencer vedrørende dokumentation og vurdering af skader i for-

bindelse med bl.a. vold og seksualforbrydelser. Speciallæger i retsmedicin

skal herudover demonstrere evne til at samarbejde med andre faggrupper,

herunder især inden for retsvæsenet (bl.a. i forbindelse med udarbejdelse

af retsmedicinske erklæringer til brug for efterforskning af forbrydelser).

Disse kompetencer skal opnås og bliver bedømt som led i speciallægeud-

dannelsen, og de enkelte krav revideres løbende i takt med den teknologi-

ske udvikling inden for specialet.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at der i

regionalt regi findes en række efteruddannelser for sygeplejersker med

henblik på at styrke deres kompetencer inden for akutmodtagelse af patien-

ter

–

de såkaldte behandlersygeplejersker. Efteruddannelsen gør bl.a. be-

handlersygeplejerskerne i stand til selvstændigt at indgå i fagligt og tvær-

fagligt samarbejde med fokus på patienter, der er i kontakt med et behand-

lerafsnit, og kritisk forholde sig til akut pleje og behandling samt etiske di-

lemmaer i kontakten med den tilskadekomne patient med henblik på juste-

ring, vurdering og optimering af pleje og behandling.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at den na-

tionale strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer for perioden 2010-

2012 indeholder tre initiativer målrettet uddannelse af de sundhedsprofes-

sionelle i mødet med ofrene for partnervold, herunder kvinder. Praktise-

rende læger skal have øget viden, så de kan vejlede og henvise til de bedst

egnede støttemuligheder. Personalet på f.eks. landets skadestuer skal lø-

bende have opdateret viden om, hvilke støttemuligheder til ofre for part-

nervold der kan henvises til. Alkoholbehandlere skal efteruddannes, så al-

koholbehandlere kan opspore voldsproblemer, og kvindekrisepersonale

skal efteruddannes, så de kan opspore alkoholproblemer.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at to vi-

dencentre om voldtægt i Århus og København gennemfører forskningspro-

jekter og arbejder for at øge den kundskab og viden, der findes om vold-

tægt og om voldtægtsramte. Der udføres også undervisning af personale på

centrene for voldtægtsofre.

I forbindelse med politiets grunduddannelse undervises der i behandlingen

af voldssager, herunder sager om samlivsrelateret vold. Rigsadvokatens

meddelelse nr. 3/2008 (rettet februar 2013) om behandlingen af sager om

samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser indgår i undervisningen.

Meddelelsen gennemgår bl.a. proceduren for iværksættelse af efterforsk-

ning, reglerne om vejledning af forurettede og de generelle regler om efter-

forskning af sagerne på området. Herudover beskriver meddelelsen mulig-

hederne for tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Den 1. februar 2014

iværksættes en ny professionsbachelorgrunduddannelse for politiet. På den

nye uddannelse vil der i lighed med den hidtidige uddannelse blive under-

vist i behandlingen af voldssager, herunder samlivsrelateret vold, hvor den

nævnte rigsadvokatmeddelelse vil indgå i undervisningen. Politielever skal

endvidere demonstrere kendskab til lovgrundlag, efterforskningsmetoder

og sagsbehandling i voldssager og reflektere over de lovgivningsmæssige

krav, der knytter sig til ofres retsstilling og politiets og anklagemyndighe-

dens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at ud-

pege en kontaktperson for forurettede. I det nye uddannelsesforløb indgår

der også et tematiseret modul om udsatte grupper, hvor politieleverne læ-

rer at håndtere den komplekse politiopgave hensynsfuldt og sikkert i for-

hold til forskellige borgergrupper, herunder svage og udsatte persongrup-

per. Undervisning om samlivsrelateret vold vil ligeledes indgå i dette mo-

dul.

Rigsadvokaten

udbyder kurset ”Vold i nære relationer –

når ægtefællen er

voldsmanden”. Kurset

beskæftiger sig navnlig med konventionen, vidne-

psykologiske aspekter i sager om vold i nære relationer, forholdet mellem

offeret og gerningsmanden, strafudmåling samt reglerne om tilhold, op-

holdsforbud og bortvisning.

Konventionens artikel 15 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 16

pålægger i

stk. 1

de kontraherende parter at etablere eller støtte

programmer, der har til formål at lære gerningsmænd til vold i hjemmet at

tilegne sig en ikke-voldelig adfærd i deres samvær med andre mennesker

med henblik på at forhindre yderligere vold og ændre voldelige adfærds-

mønstre. De kontraherende parter skal efter

stk. 2

endvidere etablere eller

støtte behandlingsprogrammer, der har til formål at forebygge tilbagefald

hos gerningsmænd, især hos seksualforbrydere. Ved etableringen af de

nævnte foranstaltninger skal de kontraherende parter ifølge

stk. 3

sikre, at

der er primært fokus på ofrenes sikkerhed, adgang til støtte og menneske-

rettigheder, og at de nævnte programmer i behørigt omfang etableres og

gennemføres i tæt koordinering med særlige støttetilbud til ofrene.

Som led i aftalen om fordelingen af satspuljen for 2012 er der etableret et

toårigt forsøgsprojekt med et samarbejde om et mobilt interventionscenter

mellem Landsorganisation af Kvindecentre, Dialog mod Vold og Østjyl-

lands Politi. Forsøget startede den 1. januar 2013. Formålet med projektet

er i tilknytning til lovgivningen om bortvisning af voldsudøvere fra eget

hjem så tidligt som muligt at kunne yde rådgivning til offeret for vold i

hjemmet og til den voldsudøvende om mulighederne for at komme i be-

handling med henblik på at bekæmpe eller mindske den voldelige adfærd.

Det er politiets vurdering, at det med projektet er lykkedes at få voldsramte

familier til at tage imod hjælp til at stoppe volden. Projektet medfører, at

når politiet kommer ud til husspektakler i familier, hvor der er eller har

været vold, tilbydes personerne et behandlingstilbud, hvor rådgivere fra

henholdsvis Dialog Mod Vold samt personale fra de lokale krisecentre kan

tage ud til den voldsramte familie for at lægge en plan for det videre forløb

både for voldsudøveren, den voldsudsatte samt eventuelle børn.

Kriminalforsorgen tilbyder i samarbejde med Dialog mod Vold behandling

af dem, der begår vold i nære relationer. Tilbuddet om behandling omfatter

både afsonere, varetægtsarrestanter og klienter, der er i tilsyn af kriminal-

forsorgen, hvis de har begået vold i nære relationer. Behandlingen er frivil-

lig, dog kan den eksempelvis indgå som et vilkår i forbindelse med en prø-

veløsladelse. Det forudsættes i behandlingen, at Dialog mod Vold får ad-

gang til at tage kontakt med en eventuel partner, bl.a. med henblik på at

orientere denne, hvis klienten stopper behandlingen i utide. Herudover har

indsatte mulighed for at deltage i de mere bredt orienterede kognitive pro-

grammer såsom Anger Management og Voldsforebyggelsesprogrammet,

der er målrettet afsonere med voldelig og aggressiv adfærd.

Der er endvidere etableret en behandlingsordning og en visitationsordning

vedrørende personer, der er dømt for seksualkriminalitet. I behandlings-

ordningen kan den dømte under visse betingelser i stedet for en ubetinget

fængselsstraf få en betinget dom med vilkår om psykiatrisk/sexologisk be-

handling i to år. Behandlingen bliver udført i det almene sundhedssystem i

et landsdækkende behandlingsnetværk bestående af tre ambulante klinik-

ker. I ordningen er der taget højde for, at der skal tages hensyn til offeret.

Vurderes den dømte ikke egnet til eller motiveret for at gennemføre vilkå-

ret om behandling, vil den pågældende i stedet modtage en ubetinget

fængselsstraf. Er fængselsstraffen på mellem 30 dage og ca. 4 år, dog 5 år

for voldtægt, vil vedkommende blive omfattet af visitationsordningen. Vi-

sitationsordningen betyder, at den dømte som hovedregel indleder sin af-

soning på en særlig visitations- og observationsafdeling i Anstalten ved

Herstedvester, hvor personalet forsøger at motivere pågældende til at indgå

i psykiatrisk/sexologisk behandling. Personer, der idømmes en fængsels-

straf på mellem 30 dage og 3 måneder, påbegynder dog ikke automatisk

afsoningen på visitationsafdelingen, medmindre det vurderes, at der er et

åbenbart behov for en målrettet behandlingsindsats.

Der er endvidere to halvåbne afdelinger for personer, der er dømt for sek-

sualkriminalitet, i henholdsvis Statsfængslet Møgelkær og Anstalten ved

Herstedvester. På disse afdelinger placeres primært personer, der ikke var

egnede til eller motiverede for behandling efter opholdet på visitationsaf-

delingen, med henblik på, at disse dømte kan motiveres til at deltage i psy-

kiatrisk/sexologisk behandling. På afdelingerne er der jævnligt en psyko-

log til stede, som afholder samtaler med de indsatte samt forestår uddan-

nelse og supervision af de ansatte på afdelingen, således at personalet bli-

ver bedre til generelt at håndtere gruppen af personer, der er dømt for sek-

sualkriminalitet.

Det er generelt meget stigmatiserende at være dømt for seksuelle overgreb

mod børn, og seksualforbrydere kan derfor have særligt svært ved at vende

tilbage til samfundet efter endt afsoning. På denne baggrund er der etable-

ret et systematiseret samarbejde mellem Kriminalforsorgen, de sociale

myndigheder og politiet om en helhedsorienteret udslusningsindsats (KSP-

samarbejdet), herunder også for personer, der er dømt for seksualforbry-

delser.

I 2011 indførte kriminalforsorgen desuden

samtaleprogrammet ”Styrk og

Vind”, som er et kognitivt baseret samtaleforløb målrettet kvindelige ind-

satte, der bl.a. berører de kvindelige indsattes egne erfaringer med at have

været udsat for vold af deres nærmeste.

Konventionens artikel 16 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 17

vedrører inddragelse af den private sektor og medierne.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter opfordre den private sektor, sekto-

ren for informations- og kommunikationsteknologi og medierne til, med

behørig respekt for ytringsfriheden og deres uafhængighed, at deltage i ud-

arbejdelsen og gennemførelsen af politikker og som led i deres selvjustits

at fastsætte retningslinjer og normsæt til forebyggelse af vold mod kvinder

og til at øge respekten for kvinders værdighed.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter i samarbejde med aktører i den

private sektor udvikle og fremme færdighederne hos børn, forældre og

pædagoger til håndtering af informations- og kommunikationsmiljøet, som

giver adgang til nedværdigende indhold af seksuel eller voldelig karakter,

som kan være skadeligt.

Med hensyn til oplysnings- og holdningsbearbejdende kampagner henvises

til bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 12, og med

hensyn til undervisning henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende

konventionens artikel 14.

Erhvervs- og Vækstministeriet henviser til markedsføringslovens § 1,

hvorefter erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hen-

syntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.

Heri ligger bl.a., at reklamer ikke må føre til eller yde bidrag til voldshand-

linger. Markedsføringslovens § 8, stk. 2, indeholder desuden et forbud

mod at opfordre til vold eller utilbørlig brug af vold i reklamer rettet mod

børn og unge. Efter de gældende regler om reklamers indhold må en re-

klame, som indeholder vold mod kvinder eller indirekte opfordrer til dette,

anses for at være i strid med god markedsføringsskik.

Erhvervs- og Vækstministeriet henviser endvidere til pkt. 4.1.a i Forbru-

gerombudsmandens retningslinjer om kønsrelateret reklame, hvorefter en

kønsrelateret reklame skal være udformet i overensstemmelse med god

markedsføringsskik, således at den ikke indeholder eller er egnet til at

fremme kønsdiskrimination. En reklame anses for kønsdiskriminerende,

såfremt kønnet fremstilles på en nedsættende eller ringeagtende måde.

Supplerende er

det i ICC’s reklamekodeks artikel 4 anført, at reklamer skal

respektere hensynet til menneskelig værdighed og ikke anspore til eller

understøtte nogen form for diskrimination, herunder diskrimination på

grund af køn. Efter samme bestemmelse må reklamer ikke give indtryk af

at anspore til eller understøtte voldelig, ulovlig eller forkastelig adfærd.

ICC’s reklamekodeks er grundlag for selvregulering og er ikke lovbefæ-

stet, men Forbrugerombudsmanden bruger kodekset i sin fortolkning af

generalklausulen om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1.

Efter medieansvarslovens § 34, stk. 1, skal massemediernes indhold og

handlemåde være i overensstemmelse med god presseskik. Pressenævnet,

som er et uafhængigt offentligt nævn, afgør, om der i et konkret tilfælde er

sket offentliggørelse i strid med god presseskik.Vejledende regler om god

presseskik er fastsat af medierne selv. Reglerne er senest revideret i maj

2013. Det er et grundlæggende synspunkt i de vejledende regler om god

presseskik, at medierne bl.a. bør anerkende hensynet til den enkelte bor-

gers krav på respekt for den personlige integritet og til behovet for beskyt-

telse mod ubeføjet krænkelse. Det fremgår endvidere, at det enkelte men-

neske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Ofre for forbry-

delser skal vises det størst mulige hensyn, og derfor skal der ved indsam-

ling og formidling af billedmateriale, herunder amatørbilleder, vises hen-

synsfuldhed og takt.

Det fremgår desuden af DR’s programetik, at DR vil

modvirke fornedrende eller fordomsfuld omtale af personers køn, alder,

race, etnicitet, nationalitet, tro, seksuel orientering, ægteskabelig status, fy-

siske handicaps, social status, politiske anskuelser osv.

Kulturministeriet henviser til, at der på radio- og tv-området gælder et sen-

delandsprincip, som betyder, at radio- og fjernsynsloven regulerer radio og

tv, som sendes fra Danmark. En del af de radio- og tv-kanaler, som kan

modtages i Danmark, udsendes ikke fra Danmark og hører derfor ikke un-

der dansk jurisdiktion. Radio- og fjernsynsloven stiller på grund af hensy-

net til ytringsfriheden og mediernes uafhængighed kun meget begrænsede

krav til indholdet i radio og tv. Der er dog krav om, at der ikke må sendes

programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske

eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholder

pornografi eller umotiveret vold. Der er endvidere krav om, at andre pro-

grammer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske

udvikling, ikke må sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt el-

ler ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområ-

det normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når programmerne sendes i

ukodet form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel, eller de

skal under hele deres varighed være markeret med et visuelt symbol. Ende-

lig må programmerne ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af ra-

ce, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans. Der er endvidere

krav om, at reklamer i radio og fjernsyn ikke må tilskynde til voldshand-

linger, og at de ikke må indeholde indslag med drab, vold eller mishand-

ling. Reklamer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjene-

ster må desuden ikke skade respekten for den menneskelige værdighed el-

ler indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, race

eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller

seksuel orientering.

Beskæftigelsesministeriet henviser til, at enhver arbejdsgiver, der beskæf-

tiger mænd og kvinder, efter ligebehandlingslovens § 4 skal behandle dem

lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.

Ligebehandlingslovens § 4 forbyder arbejdsgivere at udsætte arbejdstagere

for kønsdiskriminerende arbejdsvilkår og anses i praksis for overtrådt, når

en ansat udsættes for seksuelle krænkelser i arbejdssituationen. Seksuel

chikane under en ansættelsessamtale vil desuden være en overtrædelse af

ligebehandlingslovens § 2, hvorefter en arbejdsgiver skal behandle mænd

og kvinder lige ved ansættelse. Som eksempel på, hvordan virksomheder i

Danmark prøver at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen, kan

nævnes, at Dansk Arbejdsgiverforening og LO har indgået en aftale om li-

gebehandling (tillægsaftale til Samarbejdsaftalen). I aftalen anbefales det,

at virksomhederne gennem deres personalepolitik søger at sikre et arbejds-

klima uden uønsket adfærd af seksuel karakter eller anden kønsbestemt ad-

færd, der krænker kvinder og mænds værdighed på arbejdspladsen.

Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har i samarbejde udviklet

hjemmesiden www.sikkerchat.dk, der har til formål at forebygge, at børn

og unge udsættes for mobning, trusler eller seksuelt grænseoverskridende

oplevelser på internettet. Hjemmesiden, der har eksisteret siden 2001, blev

i 2011 nyudviklet med støtte fra Socialministeriet. Hjemmesiden henven-

der sig både til børn og unge, til forældre og til fagfolk, herunder lærere,

pædagoger og SSP-medarbejdere. Hjemmesiden indeholder bl.a. informa-

tion om børn og unges færden på internettet og om de ufordringer, som er

forbundet hermed. Desuden findes der værktøjer til at arbejde med emnet,

herunder vejledning og materiale til brug for undervisningsforløb, fore-

dragsmateriale til brug for forældremøder, forslag til at håndtere problema-

tiske situationer og information om lovgivning på området.

Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har desuden udgivet hæftet

”Gode råd til forældre – hjælp dit barn på nettet”, som indeholder anbefa-

linger til forældre, der vil hjælpe deres børn med at håndtere udfordringer-

ne på internettet.

Konventionens artikel 17 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.4. Konventionens kapitel IV (beskyttelse og støtte)

Artikel 18

fastlægger de generelle forpligtelser og principper om beskyt-

telse og støtte.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter beskytte alle ofre mod yderligere

voldshandlinger.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter i overensstemmelse med national

lovgivning sikre, at der findes passende mekanismer til etablering af et ef-

fektivt samarbejde mellem alle relevante statslige myndigheder, herunder

retsvæsenet, anklagemyndigheden, retshåndhævelsesorganer, lokale og re-

gionale myndigheder, ikke-statslige organisationer og andre relevante or-

ganisationer og enheder, i deres indsats for at beskytte og yde støtte til ofre

for og vidner til alle former for vold omfattet af konventionen, herunder

ved henvisning til de generelle og særlige støttetilbud, som er nærmere be-

skrevet i artikel 20 og 22 i konventionen.

Efter

stk. 3

skal foranstaltninger i medfør af kapitel IV hvile på en kønsbe-

stemt forståelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, med fokus på

menneskerettigheder og offerets sikkerhed, hvile på en integreret tilgang,

som tager højde for forholdet mellem ofre, gerningsmænd, børn og deres

bredere sociale miljø, sigte mod at undgå sekundær offergørelse, sigte mod

at give kvindelige voldsofre mulighed for selvstændiggørelse og økono-

misk uafhængighed, i behørigt omfang muliggøre placering på samme

adresse af flere forskellige beskyttelses- og støttetilbud og fokusere på de

særlige behov, der gælder for sårbare personer, herunder børn, der er ofre,

og sørge for, at foranstaltningerne tilbydes disse personer.

Efter

stk. 4

må tilbuddet om ydelser ikke gøres afhængigt af offerets vil-

lighed til at foretage politianmeldelse eller vidne mod en gerningsmand.

Efter

stk. 5

skal de kontraherende parter træffe behørige foranstaltninger til

tilvejebringelse af konsulær og anden beskyttelse og støtte til deres stats-

borgere og andre ofre med krav på en sådan beskyttelse i medfør af de

kontraherende parters forpligtelser i henhold til folkeretten.

Med hensyn til beskyttelse af ofre mod yderligere voldshandlinger henvi-

ses til bemærkningerne nedenfor vedrørende konventionens artikel 49-53.

Med hensyn til samarbejde mellem relevante myndigheder og organisatio-

ner henviser Social- og Integrationsministeriet til, at der er etableret sam-

arbejde mellem både myndigheder og private organisationer. For at styrke

det tværfaglige samarbejde er der som led i den seneste nationale strategi

til bekæmpelse af vold i nære relationer gennemført en undersøgelse med

henblik på at udbrede bedste praksis om samarbejde på tværs af forskellige

myndigheder og organisationer. Endvidere skal den vidensportal, som er

omtalt i bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 15,

tilvejebringe let adgang til viden og handlevejledning til fagpersoner, her-

under om sambarbejde mellem myndighederne.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der efter lov nr.

496 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Beskyttelse af

børn og unge mod overgreb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013,

skal oprettes fem børnehuse i Danmark. Børnehusene er et tværsektorielt

samarbejde mellem sociale myndigheder, politi og sundhedsvæsen i sager,

hvor der er viden eller mistanke om overgreb mod et barn. Den faglige ek-

spertise opbygges og samles i børnevenligt indrettede lokaler. Et barn, der

har været udsat for overgreb, kan på den måde få hjælp til udredning og

undersøgelser ét sted i trygge rammer. Børnehusenes personale skal være

særligt kvalificerede til at håndtere denne type sager.

Domstolsstyrelsen oprettede i 2006 Domstolenes Samarbejdsforum med

henblik på løbende dialog og koordinering af samarbejdet mellem de for-

skellige institutioner i bl.a. straffesagskæden. Domstolenes Samarbejdsfo-

rum består af repræsentanter for domstolene, domstolenes professionelle

brugere og offentlige myndigheder. Repræsenteret i Domstolenes Samar-

bejdsforum er bl.a. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rets-

lægerådet, kriminalforsorgen, advokater, Arbejdsskadestyrelsen, Ankesty-

relsen, Civilstyrelsen, kommunerne, retspræsidenter, dommerforeningen

og dommerfuldmægtigforeningen. Domstolenes Samarbejdsforum har i si-

ne drøftelser haft særligt fokus på sagsgange og andre relevante spørgsmål

med henblik på løbende at forbedre og smidiggøre sagsbehandlingen. Der

er nedsat en række arbejdsgrupper under Domstolenes Samarbejdsforum,

herunder en arbejdsgruppe om hurtigere behandling af straffesager, der

indbringes for retten.

Dansk politi har et effektivt samarbejde med retsvæsenet, anklagemyndig-

heden, lokale og regionale myndigheder. Blandt andet har en del af landets

politikredse indgået samarbejde og partnerskaber med ikke-statslige orga-

nisationer som bl.a. Dialog mod Vold. Et eksempel på et partnerskabspro-

jekt er det samarbejde om et mobilt interventionscenter, som er nævnt i

bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 16.

Med hensyn til kravene i stk. 3 henvises til bemærkningerne nedenfor ved-

rørende konventionens artikel 19-26 samt til bemærkningerne ovenfor ved-

rørende konventionens artikel 12. De tilbud, som er beskrevet i bemærk-

ningerne vedrørende konventionens artikel 19-26, er ikke afhængige af,

om offeret indgiver politianmeldelse eller vidner mod gerningsmanden.

Udenrigsministeriet henviser til, at Udenrigsministeriet og de danske am-

bassader bistår danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmark

i tvangsægteskabssager, sager om genopdragelse i udlandet samt sager,

hvor kvinder, evt. med børn, efterlades i udlandet og af deres ægtefælle

hindres tilbagerejse til Danmark, fordi de har fået frataget de nødvendige

rejsedokumenter. Dette gælder også i situationer, hvor der kan være fare

for omskæring. Udenrigsministeriet og de danske ambassader yder også

konsulær bistand til danske statsborgere og personer med fast bopæl i

Danmark i tilfælde af fængsling eller tilbageholdelse i udlandet.

Konventionens artikel 18 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 19

skal de kontraherende parter sikre, at der tilgår ofre til-

strækkelige og rettidige oplysninger om eksisterende støttetilbud og juridi-

ske foranstaltninger, og at dette sker på et sprog, som de forstår.

Der er i alle politikredse etableret en offerrådgivning, der kan tilbyde en

personlig samtale og støtte til de personer, der henvender sig. Offerrådgiv-

ningen kan endvidere vejlede om de hjælpeforanstaltninger, der findes af

lægelig, psykologisk, social og juridisk karakter, og offerrådgivningen kan

hjælpe med at udfylde skemaer, skadesanmeldelser og lignende.

Rigsadvokaten har siden 2010 iværksat en række tiltag med fokus på at

forbedre anklagemyndighedens mundtlige og skriftlige kommunikation

med offeret og vidner. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. moderni-

seret anklagemyndighedens breve til offeret og udarbejdet en række nye

pjecer til bl.a. ofre for personfarlig kriminalitet, herunder ofre for vold i

nære relationer. Rigsadvokaten har endvidere udviklet en ny hjemmeside

med et særligt modul med vejledning og information til vidner og ofre,

herunder med oplysninger om mulighederne for tilhold, opholdsforbud og

bortvisning. Rigsadvokaten har også udgivet en pjece med råd og vejled-

ning til personer, der er udsat for forfølgelse, chikane eller stalking. Der

kan endvidere henvises til bemærkningerne nedenfor vedrørende konven-

tionens artikel 56.

Social- og Integrationsministeriet henviser til den almindelige rådgivnings-

forpligtelse, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om social service

§§ 10-12 samt til den almindelige forvaltningsretlige vejledningsforpligtel-

se. Information om krisecentre skal desuden være alment tilgængelige på

Tilbudsportalen, jf. bekendtgørelse nr. 475 af 8. maj 2013, og kommuner-

ne har på deres hjemmesider henvisninger til lokale hjælpemuligheder.

Lokale krisecentre og andre ikke-statslige organisationer henviser også til

lokale og landsdækkende hjælpemuligheder.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til tre pjecer om

børns rettigheder ved behandling af sociale sager, særligt inden og under

en anbringelse uden for hjemmet, som er udarbejdet af Børnerådet og for-

ventes udgivet i efteråret 2013. Pjecerne er tilpasset barnets/den unges al-

der både i forhold til sprogbrug og i forhold til, hvilke problemstillinger

der adresseres, og er inddelt ud fra alderskategorierne 8-11 år, 12-17 år og

18-22 år. Pjecernes hovedfokus er en letforståelig udlægning af lovens

rammer for en anbringelse og børnenes ret til at blive hørt, få beslutninger

begrundet og til at klage.

Konventionens artikel 19 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 20

skal ofre have adgang til tilbud, der letter deres restitution

efter udsættelsen for vold. Sådanne tilbud bør om nødvendigt omfatte juri-

disk og psykologisk rådgivning, økonomisk bistand og hjælp med bolig,

uddannelse, undervisning og beskæftigelse. De kontraherende parter skal

endvidere sikre, at ofre har adgang til sundhedsydelser og sociale tilbud og

ydelser, at disse tilbud og ydelser har tilstrækkeligt med ressourcer, og at

de fagfolk, der hjælper ofrene og henviser dem til passende tilbud, er ud-

dannet dertil.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at kommunalbestyrelsen ef-

ter lov om social service §§ 10-12 skal yde rådgivning og støtte, herunder

opsøgende indsats, for at kunne forebygge risikoen for sociale problemer.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere efter lov om social service § 52 træf-

fe afgørelse om foranstaltninger til børn og unge, når det må anses for at

være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige be-

hov for støtte. Dette kan eksempelvis være anbringelse uden for hjemmet,

familiebehandling eller psykologsamtaler.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at kommunalbe-

styrelsen efter lov om social service § 109 på krisecentre tilbyder familie-

rådgivning og psykologhjælp til børn. Familierådgivningen, som skal

hjælpe i forbindelse med kvindens overgang til en tilværelse uden for

kvindekrisecentret, omfatter rådgivning i forhold til bolig, økonomi, ar-

bejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og skal under-

støtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen

kan ske anonymt og varer fra perioden, hvor forberedelsen til udflytning af

krisecentret påbegyndes, indtil kvinder og børn er etableret i egen bolig.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der i medfør af

lov om social service § 13 er oprettet en national videns- og specialrådgiv-

ningsorganisation (VISO), der henvender sig både til borgere, kommuner

og institutioner i komplicerede enkeltsager. Endvidere yder Videnscentret

for Sociale Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO)

landsdækkende telefonrådgivning til fagfolk, der i deres arbejde møder

børn og unge, som kan være udsat for vold og seksuelle overgreb. Som

nævnt ovenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel 15

styrkes SISOs rådgivning i forlængelse af lov nr. 496 af 21. maj 2013 om

ændring af lov om social service (Beskyttelse af børn og unge mod over-

greb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at alle ofre for vold

har ret til vederlagsfri behandling på landets sygehuse. Derudover har ofre

for voldtægt eller voldtægtsforsøg adgang til særligt specialiserede tilbud

som beskrevet nedenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens arti-

kel 22.

Hvad angår juridisk rådgivning, vil ofre som beskrevet nedenfor i be-

mærkningerne vedrørende konventionens artikel 56 i nogle tilfælde kunne

få beskikket en bistandsadvokat. Ofre vil også kunne ansøge om advokat-

hjælp efter reglerne om offentlig retshjælp eller fri proces. Der vil også

være mulighed for at få rådgivning i retshjælpsinstitutionerne (advokatvag-

ter og retshjælpskontorer).

Konventionens artikel 20 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 21

skal ofre modtage oplysninger om og have adgang til gæl-

dende regionale og internationale procedurer for individuelle og kollektive

klager. De kontraherende parter skal fremme tilvejebringelsen af forståen-

de og velorienteret bistand til ofre i forbindelse med indgivelsen af sådan-

ne klager.

Bestemmelsen angår, som det også fremgår af den forklarende rapport pkt.

128, regionale og internationale procedurer for individuelle og kollektive

klager, som en kontraherende stat har tiltrådt. Bestemmelsen indebærer så-

ledes ikke nogen forpligtelse til at tilslutte sig nye regionale eller internati-

onale klageordninger.

Justitsministeriet har udarbejdet klagevejledninger til såvel Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstol som de FN-klagekomitéer, som Danmark

har tilsluttet sig. Heri redegøres der bl.a. for betingelserne for at indgive en

klage, og der oplyses om relevante adresser mv.

Ved lov nr. 940 af 20. december 1999 er der indført en ordning om rets-

hjælp til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark ved internatio-

nale klageorganer. Ordningen omfatter bl.a. klager til Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og FN’s menneskeretsorganer,

herunder Ko-

mitéen for afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder

(CEDAW). Retshjælpen omfatter godtgørelse fra statskassen af rimelige

udgifter til advokat og øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for at

føre klagesagen. Retshjælpen ydes som udgangspunkt i de tilfælde, hvor

regeringen er blevet anmodet om retlige bemærkninger til klagen. Når der

foreligger særlige grunde, kan retshjælpen efter loven ydes til andre end

fysiske personer, f.eks. foreninger.

Konventionens artikel 21 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 22

pålægger i

stk. 1

de kontraherende parter med en passende geo-

grafisk fordeling at yde eller tilvejebringe omgående kort- eller langvarige

særlige støttetilbud til ethvert offer for voldshandlinger omfattet af kon-

ventionen. Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter yde eller tilvejebringe

særlige støttetilbud tiltænkt kvinder til alle kvindelige voldsofre og deres

børn.

Med hensyn til kvindekrisecentre henvises til bemærkningerne nedenfor

vedrørende artikel 23. Social- og Integrationsministeriet henviser endvide-

re til, at der ud fra en helhedsvurdering af pågældendes samlede situation i

medfør af lov om social service kan tilbydes andre former for botilbud, so-

cialpædagogisk støtte, støtte- og kontaktpersoner mv. Fra den 1. oktober

2013 sker der i børnehusene også en udredning og, hvis det er relevant,

indledende krisestøtte til børn og unge, som udsættes for vold eller seksu-

elle overgreb, samt nærmeste omsorgspersoner.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at Sundhedsstyrelsen

efter sundhedslovens § 208 fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktio-

ner, herunder til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionale

og private sygehuse. Der findes seks regionale tilbud til voldtægtsofre i

Danmark. Disse voldtægtscentre reguleres under specialeplanen for gynæ-

kologi og obstetrik og varetager den specialiserede og samordnede indsats

mellem sundhedsvæsen, politi, socialvæsen og retsmedicinsk institut i den

akutte fase. Det sker på grundlag af Sundhedsstyrelsens vejledning om or-

ganisationen af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramte

kvinder. Efter den akutte fase kan offeret få behandling via de praktiseren-

de læger. Har man været udsat for seksuelle overgreb som barn eller ung,

kan man desuden søge om gratis psykologbehandling. Dette tilbud gælder

personer over 18 år.

Konventionens artikel 22 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 23

skal de kontraherende parter etablere passende, lettilgæn-

gelige krisecentre i tilstrækkeligt antal med henblik på at tilbyde sikkert

ophold og yde proaktiv, udfarende hjælp til ofre, især kvinder og børn.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at kommunalbestyrelsen ef-

ter lov om social service § 109 skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer

til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende

krise i relation til familie- eller samlivsforhold (kvindekrisecentre), hvor

der skal være det nødvendige antal pladser. Kvinderne kan være ledsaget

af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Optagelse på

krisecenter kan ske anonymt eller ved henvisning fra offentlige myndighe-

der. Kommunen betaler den voldsramte kvindes og hendes børns ophold

på krisecentret. I tilfælde af pladsmangel henviser krisecentrene til hinan-

den, og det er som udgangspunkt altid muligt at blive optaget på et krise-

center, hvis man er omfattet af målgruppen. En del krisecentre er indrettet,

så de er tilgængelige for kvinder med fysisk handicap. Kommunalbestyrel-

sen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder med

børn på krisecentre. Endvidere skal kommunalbestyrelsen tilbyde psyko-

logbehandling til alle børn, som ledsager moderen under dennes ophold på

et krisecenter. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset op-

holdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller i

umiddelbar forlængelse heraf. Mange krisecentre har etableret tilbud om

efterværn. Det indebærer mulighed for støtte og hjælp til kvinder og børn

efter deres udflytning for derved at hjælpe dem til et bedre liv efter ophol-

det på krisecenter.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der er etableret

pladser i særlige botilbud for ofre for æresrelaterede konflikter.

Konventionens artikel 23 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 24

pålægger de kontraherende parter at etablere en gratis lands-

dækkende, døgnbemandet telefonrådgivning, som under tavshedspligt eller

med behørig hensyntagen til de rådsøgendes anonymitet kan yde rådgiv-

ning vedrørende alle former for vold omfattet af konventionen.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at en landsdækkende, døgn-

åben, anonym og gratis hotline for ofre for vold i nære relationer har været

finansieret af de nationale handlingsplaner. Rådgivning, vejledning og

støtte ydes af krisecentermedarbejdere med erfaring i telefonrådgivning til

ofre for vold. Medarbejderne har tavshedspligt. Det er muligt at få tolket

rådgivning og vejledning på hotlinen. Social- og Integrationsministeriet fi-

nansierer desuden en tilsvarende hotline for borgere, der er udsat for æres-

relaterede konflikter.

Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at organisationen

Børns Vilkår driver Børnetelefonen, som er en hotline for børn, der søger

råd og vejledning, bl.a. i forbindelse med vold i familien eller seksuelle

overgreb. Børnetelefonen drives med privat støtte og til dels med frivillig

arbejdskraft. Telefonen er åben alle hverdage fra kl. 11-23 og i weekenden

fra kl. 11-19. Børnetelefonen er suppleret med en børnechat på internettet.

Børns Vilkår har også en forældretelefon, hvor forældre kan søge råd.

Herudover henviser Social- og Integrationsministeriet til, at Videnscentret

for Sociale Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) al-

le dage i dagtimerne driver en landsdækkende telefonrådgivning til fag-

folk, der i deres arbejde møder børn og unge, som kan være udsat for vold

eller seksuelle overgreb. Rådgivningen er også åben for børn og unge samt

deres pårørende vedrørende problemstillinger, der vedrører seksuelle over-

greb og vold mod børn. Fagpersoner kan endvidere pr. 1. oktober 2013

henvende sig til de fem børnehuse for at få rådgivning om konkrete sager.

Børnehusene vil også være telefonisk tilgængelige for akutte henvendelser

om konkrete sager døgnet rundt.

Konventionens artikel 24 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 25

pålægger de kontraherende parter at etablere et tilstrækkeligt

antal passende, lettilgængelige krise- eller henvisningscentre for vold-

tægtsofre med henblik på at give adgang til lægelige og retslægelige un-

dersøgelser, traumestøtte og rådgivning.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til bemærkningerne

ovenfor vedrørende konventionens artikel 20 og 22.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at der på landsplan er 17 fri-

villige centre, der arbejder med voksne med senfølger efter seksuelle over-

greb, samt 3 regionale centre, der yder psykologbehandling og rådgivning.

Konventionens artikel 25 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 26

skal tilbuddene om beskyttelse af og støtte til ofre tage

behørigt hensyn til rettigheder og behov for børn, der har været vidner til

alle former for vold omfattet af konventionen. Foranstaltninger truffet i

henhold til denne artikel skal omfatte alderssvarende psykosocial rådgiv-

ning til børn, der har været vidner til alle former for vold omfattet af kon-

ventionen, og skal tage behørigt hensyn til barnets bedste.

Politiet skal i medfør af lov om social service § 153, stk. 1, foretage indbe-

retning til kommunen, hvis der er mindreårige børn i en voldsramt familie,

så kommunen kan undersøge barnets forhold nærmere.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at børn, der følger med de-

res mor på et krisecenter, efter lov om social service § 109, stk. 5, har ret

til psykologbehandling. I forbindelse med udslusning efter et ophold på

kvindekrisecenter skal der ydes familierådgivning til kvinder med børn.

Denne rådgivning omfatter boligforhold, økonomi, arbejdsmarked, skole,

daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og skal understøtte den pågældende

kvindes og hendes børns muligheder for at etablere sig på en hensigtsmæs-

sig måde efter opholdet på krisecentret. Rådgivningen kan ske anonymt og

varer fra perioden, hvor forberedelsen til udflytning af krisecentret påbe-

gyndes, indtil kvinder og børn er etableret i egen bolig. Som nævnt oven-

for i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel 20 skal kommu-

nalbestyrelsen endvidere efter lov om social service § 52 træffe afgørelse

om foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af

hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

Konventionens artikel 26 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 27

pålægger de kontraherende parter at opfordre enhver, som har

været vidne til udøvelsen af voldshandlinger omfattet af konventionen, el-

ler som har rimelig grund til at tro, at en sådan handling vil blive forøvet,

eller at der kan forventes yderligere voldshandlinger, til at anmelde dette

til de kompetente organisationer eller myndigheder.

Bestemmelsen angår opfordring til, at vidner til vold mod kvinder anmel-

der dette til kompetente organisationer eller myndigheder. Bestemmelsen

pålægger ikke de kontraherende stater at forpligte vidner til vold mod

kvinder til at foretage anmeldelse.

Efter dansk ret består ingen almindelig pligt til at anmelde truende eller

begåede forbrydelser, men lovgivningen fastsætter for særlige tilfælde reg-

ler herom. Straffelovens § 141 pålægger en pligt til at afværge bl.a. for-

brydelser, som medfører fare for menneskers liv eller velfærd, om fornø-

dent ved anmeldelse til myndighederne. Lov om social service § 154 på-

lægger den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra for-

ældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigen-

de behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller ud-

vikling i fare, pligt til at underrette kommunen. Endvidere er personer, der

udøver offentlig tjeneste eller hverv, underlagt en skærpet underretnings-

pligt, som specifikt også omhandler børn udsat for vold og andre overgreb,

jf. lov om social service § 153.

Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at hjemmesiden vold-

modkvinder.dk også henvender sig til personer, der har en formodning om,

at personer, de kender, er voldsramte. Under den nationale strategi til be-

kæmpelse af vold i nære relationer er ca. 4.000 kommunale sagsbehandlere

blevet oplyst om, hvad der er tegn på vold hos voksne og børn, samt om,

hvordan sådanne sager skal håndteres. Ligeledes er der under strategien

gennemført flere initiativer med fokus på det uacceptable i vold i nære re-

lationer og på, at vold i nære relationer ikke er et privat problem, og at alle

har et ansvar for at sige fra over for volden. Derudover er der udviklet to

hjemmesider om vold i familien til henholdsvis studerende og fagpersoner

i kommunerne.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Ankestyrelsen ifølge lov

om social service § 65 af egen drift kan tage sager om særlig støtte til børn

og unge op. Borgere, fagpersoner eller andre, der har grund til at antage, at

kommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevne

fornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse med

barnets eller den unges bedste, kan underrette Ankestyrelsen, som vurde-

rer, om der er grundlag for at tage sagen op. Denne handlemulighed er i

stigende grad blevet anvendt i forhold til sager om vold og overgreb mod

børn.

Konventionens artikel 27 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 28

skal de kontraherende parter sikre, at den nationale lov-

givnings bestemmelser om tavshedspligt for visse faggrupper ikke stiller

sig hindrende i vejen for, at de, såfremt omstændighederne taler for det, fo-

retager anmeldelse til de kompetente organisationer eller myndigheder i si-

tuationer, hvor de har rimelig grund til at tro, at der er blevet begået en al-

vorlig voldshandling, som er omfattet af konventionen, og at der forvente-

ligt vil ske yderligere alvorlige voldshandlinger.

Bestemmelsen angår tavshedspligt for visse faggrupper og fastslår, at så-

dan tavshedspligt ikke må stille sig hindrende i vejen for, at de foretager

anmeldelse til kompetente organisationer eller myndigheder i de tilfælde,

som er nævnt i bestemmelsen. Bestemmelsen pålægger ikke de kontrahe-

rende stater at gøre det til en pligt for de pågældende at indgive anmeldelse

i disse tilfælde, men fastsætter alene, at de pågældende skal have ret til at

indgive anmeldelse. De kontraherende stater er alene forpligtede til at til-

lade sådan anmeldelse, såfremt omstændighederne taler for det, og det

fremgår af den forklarende rapport pkt. 148, at de kontraherende stater

f.eks. kan betinge adgangen til anmeldelse af offerets forudgående sam-

tykke, medmindre offeret er mindreårig eller på grund af fysisk eller psy-

kisk handicap er ude af stand til at beskytte sig selv.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at personer, der udøver of-

fentlig tjeneste eller offentligt hverv, efter lov om social service § 153, stk.

1, nr. 3, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten

eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller en

ung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb. Herudover

gælder efter lov om social service §§ 49 a og 49 b særlige regler for ud-

veksling af oplysninger i sager om udsatte børn og unge. Efter § 49 b, som

træder i kraft den 1. oktober 2013, kan kommunale myndigheder, der løser

opgaver inden for området for udsatte børn og unge, og politiet og ankla-

gemyndigheden indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold

vedrørende et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstæn-

digheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i forebyggel-

sen af overgreb mod børn og unge.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at en patient efter

sundhedslovens § 40, stk. 1, har krav på, at sundhedspersoner iagttager

tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får

formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og

andre fortrolige oplysninger, med de undtagelser, som følger af lovens øv-

rige bestemmelser. Efter sundhedslovens § 43, stk. 1, er det ikke i strid

med sundhedspersoners tavshedspligt at videregive helbredsoplysninger til

andre formål end behandling, når det sker med patientens samtykke ind-

hentet i overensstemmelse med § 44. Endvidere er det efter sundhedslo-

vens § 43, stk. 2, nr. 1, ikke i strid med sundhedspersoners tavshedspligt,

at sundhedspersoner videregiver helbredsoplysninger, hvor det følger af

lov eller regler fastsat i henhold til lov, at sundhedspersonen skal videregi-

ve helbredsoplysningen og oplysningen må antages at have væsentlig be-

tydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, f.eks. for at op-

fylde en underretningspligt efter sociallovgivningen som nævnt ovenfor.

Blandt undtagelserne fra tavshedspligten er endvidere den såkaldte værdi-

springsregel i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvorefter helbredsoplys-

ninger mv. kan videregives uden samtykke, når det er nødvendigt til beret-

tiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn

til patienten, sundhedspersonen eller andre. Af forarbejderne til bestem-

melsen fremgår bl.a., at det efter omstændighederne kan være berettiget

for sundhedspersonen at videregive oplysninger om alvorligere kriminali-

tet, herunder grovere vold mv., til politiet. Det er den sundhedsperson, som

er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, om videregivelse efter

sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, er berettiget, jf. lovens § 43, stk. 3.

I det omfang spørgsmål om tavshedspligt ikke skal vurderes efter regler i

særlovgivningen, anvendes de generelle regler herom i forvaltningsloven

og straffeloven. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har

tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens

§§ 27-32 og straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f. Personer, der er eller har

været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig

myndighed, eller som udøver hverv i medfør af offentlig beskikkelse eller

anerkendelse, har ligeledes tavshedspligt, jf. straffelovens §§ 152 a-152 c.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil de generelle regler om tavshedspligt

ikke være til hinder for, at personer i tilfælde omfattet af konventionens ar-

tikel 28 vil kunne videregive fortrolige oplysninger til relevante organisa-

tioner eller myndigheder.

Konventionens artikel 28 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.5. Konventionens kapitel V (materiel ret)

Efter

artikel 29

skal ofre have passende civilretlige retsmidler til rådighed

mod gerningsmanden. Endvidere skal ofre i overensstemmelse med folke-

rettens grundprincipper have passende civilretlige retsmidler til rådighed

mod statslige myndigheder, der ikke har opfyldt deres forpligtelse til at

træffe de nødvendige forebyggende eller beskyttende foranstaltninger in-

den for deres beføjelser.

Efter dansk ret kan ofre bl.a. anlægge civil retssag mod gerningsmanden

om erstatning. Krav om udlevering af pas eller andre vigtige dokumenter,

som nævnes i den forklarende rapport pkt. 157, vil efter dansk ret i givet

fald kunne gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning. Dansk ret gi-

ver også mulighed for at rejse et civilretligt erstatningskrav mod myndig-

hederne for skade, som skyldes, at myndighederne på grund af fejl eller

forsømmelse ikke har opfyldt deres forpligtelser til forebyggelse eller be-

skyttelse.

Konventionens artikel 29 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 30

vedrører erstatning.

Efter

stk. 1

skal ofre have ret til at kræve erstatning fra gerningsmanden for

enhver strafbar handling omfattet af konventionen.

Efter

stk. 2

skal personer, som har lidt alvorlig fysisk eller sundhedsmæs-

sig overlast, tildeles en passende erstatning af staten, i det omfang sådan

overlast ikke dækkes fra andet hold, såsom gerningsmanden, en forsikring

eller statsfinansierede sundheds- og socialydelser. Dette fratager ikke sta-

ten muligheden for at gøre regres mod gerningsmanden for den tildelte er-

statning, når blot der tages behørigt hensyn til offerets sikkerhed.

Efter

stk. 3

skal foranstaltninger truffet i henhold til stk. 2 sikre, at erstat-

ning ydes inden for et rimeligt tidsrum.

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-

vist forbehold over for artikel 30, stk. 2.

Efter dansk ret har ofre ret til at kræve erstatning fra gerningsmanden for

skade, som skyldes en strafbar handling. Kravet kan i visse tilfælde be-

handles som et såkaldt adhæsionskrav under straffesagen og kan under alle

omstændigheder om nødvendigt behandles under en civil retssag.

Endvidere yder staten i medfør af offererstatningsloven erstatning og

godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffelo-

ven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Det er uden betydning,

om skadevolderen eller skadelidte er dansk statsborger eller udlænding, og

om de har bopæl i Danmark eller udlandet. Erstatning kan ifølge offerer-

statningslovens § 1, stk. 3, i særlige tilfælde ydes for skader, der forvoldes

ved handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl i

Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste

for en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidere

ydes, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Dan-

mark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat.

Efter offererstatningslovens § 7 yder staten dog ikke erstatning, i det om-

fang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser

mv.

Erstatning efter offererstatningsloven er betinget af, at lovovertrædelsen er

anmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straf-

fesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning, jf. offererstat-

ningslovens § 10.

Af Erstatningsnævnets årsberetning for 2012 fremgår, at den gennemsnit-

lige sagsbehandlingstid i 2012 udgjorde 89 dage (heri ikke medregnet den

tid, der eventuelt medgår til forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen).

Konventionens artikel 30 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 31

skal voldshandlinger omfattet af konventionen tages i be-

tragtning, når der træffes beslutning om forældremyndighed og samvær i

forhold til børn. Udøvelsen af samvær eller forældremyndighed må ikke

udgøre en risiko i forbindelse med offerets eller børns rettigheder og sik-

kerhed.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at efter forældreansvarslo-

vens § 4 skal alle afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Bestemmelsen giver

mulighed for, at der i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær tages hensyn til, at den ene af de to forældre har begået vold over

for den anden eller barnet. Efter lovens § 11 kan den af forældrene, der er

blevet udsat for vold mv. begået af den anden, få forældremyndigheden

over deres fælles børn alene, hvis det er bedst for børnene. Lovens § 21 gi-

ver endvidere mulighed for at ophæve eller begrænse retten til samvær

med et barn for den af forældrene, der har begået vold over for den anden

eller barnet. Efter lov om social service § 71 stk. 4, der træder i kraft den 1.

oktober 2013, skal samvær under anbringelse uden for hjemmet med per-

soner, der har begået overgreb mod barnet, endvidere som udgangspunkt

afbrydes eller være overvåget.

Konventionens artikel 31 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 32

skal at et ægteskab indgået under tvang kunne ugyldiggø-

res, annulleres eller opløses, uden at der derved påføres offeret en urimelig

økonomisk eller administrativ byrde.

Social- og Integrationsministeriet henviser til, at en ægtefælle efter lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning § 34 har ret til at få sit ægteskab opløst

ved skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af gro-

vere karakter over for denne eller børnene. Herudover har en ægtefælle ef-

ter lovens § 24 ret til at få sit ægteskab opløst ved omstødelse, hvis ægte-

fællen blev tvunget til at indgå ægteskabet. Endelig har en ægtefælle efter

lovens § 30, stk. 2, ret til at få sit ægteskab opløst ved skilsmisse efter 6

måneders separation, og en ægtefælle har efter lovens § 30, stk. 1, altid ret

til separation.

Sager om separation og skilsmisse behandles indledningsvist af statsfor-

valtningen. Der skal betales et gebyr på 900 kr. for indgivelse af en an-

modning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen, og der skal

betales et yderligere gebyr på 1.000 kr. for en eventuel vilkårsforhandling i

statsforvaltningen. Disse gebyrer gælder fra den 1. juli 2013. Hvis parterne

ikke enes om separationen eller skilsmissen og om vilkårene herfor, kan

sagen indbringes for domstolene, hvor en part i givet fald vil have mulig-

hed for at ansøge om fri proces. Sager om omstødelse af ægteskab behand-

les ved domstolene, hvor en part i givet fald vil have mulighed for at ansø-

ge om fri proces. Sager om separation, skilsmisse og omstødelse af ægte-

skab er fritaget for betaling af retsafgift.

Konventionens artikel 32 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 33

skal det være strafbart med forsæt at forøve alvorlig skade

på en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.

Konventionens artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at tage forbehold for

at benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner

for den i artikel 33 nævnte adfærd.

Bestemmelsen er begrænset til ”alvorlig” psykisk skade, og som anført i

den forklarende rapport pkt. 180 definerer konventionen ikke begrebet

nærmere. Den nærmere udmøntning af bestemmelsen er dermed overladt

til de kontraherende parter.

Straffelovens § 245, stk. 2, omfatter den, som tilføjer en anden person ska-

de på legeme eller helbred. Skade på helbred omfatter også psykiske trau-

mer. Strafferammen er fængsel indtil 6 år.

Straffelovens § 266 omfatter den, som på en måde, der er egnet til hos no-

gen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller vel-

færd, truer med at foretage en strafbar handling. Strafferammen er bøde el-

ler fængsel indtil 2 år.

Konventionens artikel 33 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 34

skal det være strafbart med forsæt gentagne gange at op-

træde truende over for en anden person på en sådan måde, at den pågæl-

dende frygter for sin sikkerhed.

Konventionens artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at tage forbehold for

at benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner

for den i artikel 34 nævnte adfærd.

Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 182, at bestemmelsen omfatter

enhver form for gentagen truende adfærd mod en bestemt person, som får

offeret til at frygte for sin sikkerhed. Den truende adfærd kan f.eks. være at

følge efter offeret eller at kontakte offeret.

Efter omstændighederne vil en række bestemmelser i straffeloven kunne

finde anvendelse på den adfærd, som er omfattet af bestemmelsen. Det kan

eksempelvis være straffelovens § 266 om trusler om at foretage en strafbar

handling, hvis truslen er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for

eget eller andres liv, helbred eller velfærd, straffelovens § 263 om bl.a.

brud på brevhemmeligheden, aflytning og indbrud i et it-system, straffelo-

vens § 264 om husfredskrænkelse og straffelovens § 291 om hærværk.

Strafferammerne efter disse bestemmelser er henholdsvis bøde eller fæng-

sel indtil 2 år og bøde eller fængsel indtil 6 måneder, 1 år og 6 måneder el-

ler 6 år.

Systematisk forfølgelse (stalking), som alene består i at følge efter en an-

den på frit tilgængelige steder og/eller at kontakte den pågældende på en

måde, der ikke i sig selv er strafbar (f.eks. som en trussel om at foretage en

strafbar handling, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller

andres liv, helbred eller velfærd, som blufærdighedskrænkelse eller som

ærekrænkelse), vil imidlertid ikke i sig selv være strafbar efter dansk ret.

Det er først, når gerningsmanden i givet fald har fået et tilhold i medfør af

lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, at den pågældende vil kunne

straffes for at fortsætte med at følge efter eller kontakte offeret.

Det vurderes på denne baggrund, at en dansk ratifikation vil kræve,

enten

at der gennemføres en lovændring, som kriminaliserer gentagen truende

adfærd som nævnt i konventionens artikel 34, uden at den pågældende

først har fået et tilhold,

eller

at Danmark ved ratifikationen i medfør af

konventionens artikel 78, stk. 3, tager forbehold for at benytte ikke-

strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for den i arti-

kel 34 nævnte adfærd. Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 186, at

tilhold (”restraining order”) er en ikke-strafferetlig

sanktion, som et forbe-

hold i medfør af artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at anvende.

Efter

artikel 35

skal det være strafbart med forsæt at forøve fysisk vold

mod en anden person.

Fysisk vold som nævnt i bestemmelsen er i alle tilfælde strafbar efter

dansk ret. Afhængig af voldens karakter og konsekvenser vil volden kunne

være omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, § 245 om grov vold,

§ 246 om særligt grov vold eller § 237 om manddrab. Strafferammerne ef-

ter disse bestemmelser er henholdsvis bøde eller fængsel indtil 3 år, fæng-

sel indtil 6 år, fængsel indtil 10 år og fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Konventionens artikel 35 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 36

vedrører seksuel vold, herunder voldtægt.

Efter

stk. 1

skal den forsætlige udøvelse af følgende handlinger uden den

pågældendes samtykke være strafbar: at foretage vaginal, anal eller oral

penetrering af seksuel karakter af en anden persons krop ved hjælp af en

kropsdel eller en genstand, at udøve handlinger af seksuel karakter med en

anden person uden den pågældendes samtykke og at få en anden person til

at udøve handlinger af seksuel karakter med en tredjemand.

Samtykke skal ifølge

stk. 2

gives frivilligt og være udtryk for den pågæl-

dendes fri vilje bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situati-

on.

Efter

stk. 3

skal bestemmelserne i stk. 1 også gælde for handlinger begået

mod personer, som i henhold til national lovgivning anerkendes som tidli-

gere eller nuværende ægtefæller eller partnere.

Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 193, at det er overladt til de

kontraherende parter at bestemme straffelovgivningens specifikke ordlyd

og de faktorer, som de anser for at udelukke at frivilligt samtykke. Det

fremgår desuden af den forklarende rapport pkt. 154, at konventionen ikke

har til hensigt at omfatte adfærd, som allerede er behandlet i andre Europa-

rådskonventioner, herunder Europarådets konvention om beskyttelse af

børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

Danmark har tiltrådt Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod

seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Denne konventionen forpligter de

kontraherende parter til at kriminalisere bl.a. seksuelle aktiviteter med

børn under den seksuelle lavalder som fastsat i national ret. Konventionen

forpligter også de kontrahernede parter til at kriminalisere seksuelle aktivi-

teter med børn (herunder børn over den seksuelle lavalder), hvor der er

gjort brug af tvang, magt eller trusler, hvor gerningsmanden har misbrugt

sin særlige stilling, myndighed eller indflydelse over for barnet, herunder

inden for familien, eller hvor gerningsmanden har misbrugt barnets særligt

sårbare situation, navnlig i forbindelse med barnets psykiske eller fysiske

handicaps eller et særligt afhængighedsforhold.

Ved ”børn” forstås perso-

ner under 18 år.

Artikel 36 i konventionen til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod

kvinder og vold i hjemmet har derfor reelt kun selvstændig betydning for

seksuel vold begået mod personer over 18 år.

Straffelovens §§ 216, 218, 220 og 221, § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og 221,

og § 232 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. (Seksualfor-

brydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013) kriminaliserer de handlinger

af seksuel karakter, som er nævnt i artikel 36. Straffelovens § 216 angår

voldtægt, § 218 angår seksuelt forhold opnået ved at udnytte en persons

sindssygdom eller mentale retardering, § 220 angår seksuelt forhold ved

groft misbrug af visse afhængighedsforhold og § 221 angår seksuelt for-

hold ved at udnytte en forveksling. Om en handling af seksuel karakter er

omfattet af §§ 216, 218, 220 og 221,

eller

af § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og

221,

eller

af § 232, afhænger af handlingens karakter. Vaginal og anal ind-

trængen med penis er omfattet af §§ 216, 218, 220 og 221, mens andre

seksuelle forhold er omfattet af § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og 221. Endelig

er handlinger af seksuel karakter, som ikke har karakter af et ”seksuelt for-

hold” i straffelovens forstand, omfattet af straffelovens § 232 om blufær-

dighedskrænkelse.

Strafferammen for de nævnte forbrydelser er fængsel indtil 8 år eller under

særligt skærpende omstændigheder indtil 12 år (§ 216), fængsel indtil 4 år

(§§ 218 og 221), fængsel indtil 1 år (§ 220) henholdsvis bøde eller fængsel

indtil 2 år (§ 232). Straffen for overtrædelse af § 220 kan stige til fængsel

indtil 4 år, hvis offeret er under 18 år, og straffen for overtrædelse af § 232

kan stige til fængsel indtil 4 år, hvis offeret er under 15 år.

De nævnte strafbestemmelser omfatter også handlinger begået mod tidlige-

re eller nuværende ægtefæller eller partnere.

Konventionens artikel 36 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 37

vedrører tvangsægteskaber.

Efter

stk. 1

skal det være strafbart med forsæt at tvinge en voksen eller et

barn til at indgå ægteskab.

Efter

stk. 2

skal det endvidere være strafbart med forsæt at lokke en voksen

eller et barn ind på en anden stats område end den stat, hvor den pågæl-

dende har sin faste bopæl, med det formål at tvinge den voksne eller barnet

til at indgå ægteskab.

Efter straffelovens § 260, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år

for ulovlig tvang den, som ved vold eller trussel om vold, om betydelig

skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse

for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende

forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget. Det samme gæl-

der den, som ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold

eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at

gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses

som tilbørligt begrundet ved det forhold, som truslen angår. Efter straffe-

lovens § 260, stk. 2, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år, hvis nogen

tvinges til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyl-

dighed.

Ulovlig tvang efter straffelovens § 260 er fuldbyrdet, når tvangen har haft

den tilsigtede virkning. Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som

sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, som forsøg.

At lokke en person til udlandet med det formål ved ulovlig tvang at tvinge

den pågældende til at indgå ægteskab, vil være en strafbar forsøgshandling

som nævnt i straffelovens § 21.

Den adfærd, som er nævnt i artikel 37, stk. 1 og 2, vil efter således dansk

ret kunne straffes som ulovlig tvang henholdsvis forsøg på ulovlig tvang,

hvis ægteskab ikke er indgået.

Konventionens artikel 37 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Efter

artikel 38

skal det være strafbart at fjerne, infibulere eller på anden

måde skamfere dele af eller alle kvindens ydre eller indre kønslæber eller

klitoris (litra

a).

Det skal også være strafbart at tvinge eller overtale en

voksen kvinde til at underkaste sig sådanne handlinger (litra

og at til-

skynde, tvinge eller overtale en pige til at underkaste sig sådanne handlin-

ger (litra

c).

Efter straffelovens § 245 a straffes den, som ved et legemsangreb med el-

ler uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre

kønsorganer (dvs. klitoris, forhuden omkring klitoris og ydre og indre

kønslæber) helt eller delvis, med fængsel indtil 6 år. Efter straffelovens

§ 246 kan straffen stige til fængsel i indtil 10 år, hvis legemsangrebet har

været af så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til

følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.

Den adfærd, som er nævnt i artikel 38, litra a, kan således efter dansk ret

straffes efter straffelovens § 245 a. Tvang eller overtalelse af en kvinde el-

ler pige til at underkaste sig hel eller delvis bortskæring af sine ydre køns-

organer som nævnt i artikel 38, litra b og c, vil efter straffelovens § 23

kunne straffes som medvirken til overtrædelse af straffelovens § 245 a.

Tilskyndelse af en pige til at underkaste sig hel eller delvis bortskæring af

sine ydre kønsorganer som nævnt i artikel 38, litra c, vil formentlig i prak-

sis ofte kunne straffes som medvirken til overtrædelse af straffelovens

§ 245 a. Dette vil altid være tilfældet, hvis gerningsmanden ud over at til-

skynde pigen til at få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre

kønsorganer også på anden måde har medvirket til, at bortskæringen sker,

eksempelvis ved at kontakte den person, som foretager bortskæringen. Det

må også antages, at forældremyndighedens indehavers tilskyndelse af en

mindreårig datter til, at datteren får foretaget en hel eller delvis bortskæ-

ring af sine ydre kønsorganer, efter omstændighederne vil kunne straffes

som medvirken til overtrædelse af straffelovens § 245 a, selv om foræl-

dremyndighedens indehaver ikke på anden måde har medvirket til, at bort-

skæringen sker, jf. herved forældremyndighedens indehavers omsorgspligt

for barnet efter forældreansvarslovens § 2.

Der vil imidlertid kunne tænkes tilfælde af tilskyndelse af en pige til at få

foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre kønsorganer, som ik-

ke er strafbar efter gældende dansk ret. Hvis en jævnaldrende veninde eller

kæreste opfordrer en 17-årig pige til at få foretaget en sådan bortskæring,

og pigen herefter på egen hånd får foretaget bortskæringen, vil veninden

eller kæresten

–

som forudsættes ikke i øvrigt at have medvirket til, at

bortskæringen fandt sted

–

næppe kunne straffes efter gældende dansk ret.

Ordlyden af konventionens artikel 38 taler for så vidt for, at de kontrahe-

rende parter er forpligtede til at kriminalisere enhver form for tilskyndelse

af en pige til at få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre

kønsorganer. Den forklarende rapport pkt. 201 angiver imidlertid, at litra c

kriminaliserer den handling at ”bistå gerningsmanden” (”assisting the per-

petrator”) i at foretage de i litra a nævnte handlinger (ved at tilskynde,

tvinge eller overtale pigen til at underkaste sig handlingerne). Det må på

denne baggrund antages, at artikel 38, litra c, alene omfatter tilfælde, hvor

den pågældende ud over at tilskynde (eller tvinge eller overtale) en pige til

at få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre kønsorganer også

i øvrigt har medvirket til, at bortskæringen sker.

Det vurderes på denne baggrund, at kriminaliseringen i dansk ret går vide-

re end krævet efter konventionens artikel 38, og at denne bestemmelse så-

ledes ikke har lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 39

skal det være strafbart at foretage abort på en kvinde uden

hendes forudgående informerede samtykke og at foretage et kirurgisk ind-

greb, som har til formål eller følge, at kvinden mister sin evne til naturlig

reproduktion, uden hendes forudgående informerede samtykke eller forstå-

else af indgrebet.

Efter sundhedslovens § 98, stk. 1, skal anmodning om svangerskabsafbry-

delse eller fosterreduktion fremsættes af kvinden selv. Er kvinden på grund

af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred el-

ler af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan

samrådet (bestående af en medarbejder ved regionen med juridisk eller so-

cial uddannelse og to læger), når omstændighederne taler derfor, tillade

svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmodning fra en sær-

ligt beskikket værge, jf. sundhedslovens § 98, stk. 2.

En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterredukti-

on, uden at betingelserne i sundhedsloven § 98 er opfyldt, straffes efter

sundhedslovens § 269, stk. 2, med bøde, medmindre højere straf er for-

skyldt efter straffeloven.

Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foreta-

ger fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere

straf er forskyldt efter straffeloven.

Efter sundhedslovens § 109 skal anmodning om sterilisation fremsættes af

den, på hvem indgrebet skal foretages. Er den, som har fremsat anmodning

om sterilisation efter § 109 på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk ud-

vikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for læn-

gere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet

(bestående af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social ud-

dannelse og to læger) efter anmodning fra en særligt beskikket værge tilla-

de sterilisation, når omstændighederne taler derfor, jf. sundhedslovens

§ 110. Efter sundhedslovens § 116, stk. 2, finder § 110 tilsvarende anven-

delse på ansøgninger om kastration, dog således at afgørelser, der ved an-

søgning om sterilisation efter § 110 træffes af samrådet, skal træffes af mi-

nisteren for sundhed og forebyggelse, når der er tale om en ansøgning om

kastration.

Den, der, uden at betingelserne i kapitel 33 (herunder § 116, stk. 2, jf.

§ 110) er opfyldt, foretager kastration, straffes efter sundhedslovens § 270

med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Abort, sterilisation og kastration, der i strid med sundhedsloven gennemfø-

res uden den pågældendes samtykke, vil endvidere kunne straffes efter

straffelovens regler om legemsangreb. Afhængig af legemsangrebets ka-

rakter og konsekvenser vil abort, sterilisation og kastration kunne være

omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, § 245 om grov vold eller

§ 246 om særligt grov vold. Strafferammerne efter disse bestemmelser er

henholdsvis bøde eller fængsel indtil 3 år, fængsel indtil 6 år og fængsel

indtil 10 år.

Som det fremgår, kan abort, sterilisation og kastration efter dansk ret efter

omstændighederne foretages uden den pågældendes samtykke, hvis den

pågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Ordlyden

af konventionen artikel 39 taler for så vidt for, at de kontraherende parter

er forpligtede til at kriminalisere abort, sterilisation og kastration i alle til-

fælde, hvor et informeret samtykke fra den pågældende ikke foreligger.

Den forklarende rapport pkt. 206 angiver imidlertid, at konventionen ikke

har til formål at kriminalisere lægelige handlinger eller kirurgiske indgreb,

som udføres for at bistå en kvinde, som ikke kan give et gyldigt samtykke

(”assisting a woman who lacks capacity to consent”). Det må på denne

baggrund antages, at pligten til kriminalisering i artikel 39 ikke omfatter

tilfælde, hvor samtykke til abort, sterilisation og kastration gives f.eks. af

en værge, fordi kvinden ikke kan give et gyldigt samtykke.

Konventionens artikel 39 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Ifølge

artikel 40

skal enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fy-

sisk adfærd af seksuelt tilsnit, som har til formål eller følge, at en persons

værdighed krænkes, herunder især ved skabelsen af et intimiderende,

fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller stødende miljø, udløse straffe-

retlige eller andre retlige sanktioner.

Efter straffelovens § 232 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om

ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv.

(Seksualforbrydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013) straffes den, som

ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, med bøde eller fængsel

indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med

bøde eller fængsel indtil 4 år.

Med udtrykket ”uanstændigt

forhold”

sigtes

til handlinger, som har relation til seksuelle forhold og er af en vis grov-

hed. Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse fungerer i realiteten som

en generalklausul, der kan bringes i anvendelse på enhver seksuel handling

af en vis grovere karakter, som ikke er omfattet af de øvrige bestemmelser

i straffelovens kapitel 24, men som dog af domstolene findes at burde

kunne mødes med straf.

De handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232, kan navnlig opdeles i

handlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt

med hinanden, og handlinger, hvor dette ikke er tilfældet. Handlinger, hvor

gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden,

spænder fra handlinger lige under grænsen for andet seksuelt forhold end

samleje til flygtige berøringer. Overtrædelser af straffelovens § 232, hvor

gerningsmanden og offeret ikke er i umiddelbar fysisk kontakt, omfatter

navnlig tilfælde, hvor gerningsmanden blotter sig eller i øvrigt foretager

seksuelle handlinger i en andens påsyn, tilfælde, hvor gerningsmanden be-

lurer en anden, som er nøgen eller i gang med en seksuel handling, tilfæl-

de, hvor gerningsmanden retter en seksuel henvendelse til en anden, og til-

fælde, hvor gerningsmanden videregiver oplysninger af seksuel karakter

om nogen til andre.

Efter ligestillingslovens § 2 a, stk. 3, foreligger der sexchikane, når der ud-

vises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med

seksuelle undertoner i relation til en persons køn med det formål eller den

virkning at krænke denne persons værdighed, navnlig ved at skabe et tru-

ende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. En

sådan adfærd betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er der-

for forbudt, jf. ligestillingslovens § 2 a, stk. 1. Personer, der har været ud-

sat for sexchikane, kan tilkendes en godtgørelse, jf. ligestillingslovens § 3

c. Disse bestemmelser gælder ifølge ligestillingslovens § 1 a, stk. 1, for 1)

enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig for-

valtning og almen virksomhed og 2) myndigheder og organisationer og al-

le personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for

offentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herun-

der offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet,

samt transaktioner i den forbindelse.

Konventionens artikel 40 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 41

angår medvirken og forsøg.

Efter

stk. 1

skal det være strafbart med forsæt at medvirke til begåelsen af

de strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 33, 34, 35, 36, 37, 38, lit-

ra a, og 39 om henholdsvis psykisk vold, systematisk forfølgelse (stal-

king), fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skam-

fering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation.

Efter

stk. 2

skal det være strafbart med forsæt at forsøge at begå de strafba-

re handlinger, der er omfattet af artikel 35, 36, 37, 38, litra a, og 39 om

henholdsvis fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab,

skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation.

Efter straffelovens § 23 omfatter den for en lovovertrædelse givne strafbe-

stemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til ger-

ningen. De strafbestemmelser, der som beskrevet ovenfor i bemærkninger-

ne vedrørende konventionens artikel 33-39 kriminaliserer den adfærd, som

er omfattet af artikel 33-37, artikel 38, litra a, og artikel 39, omfatter der-

med også medvirken.

Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme eller

bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som for-

søg. Det fremgår af § 21, stk. 3, at for så vidt ikke andet er bestemt, straf-

fes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der

overstiger fængsel i 4 måneder. Som det fremgår af bemærkningerne oven-

for vedrørende konventionens artikel 35-39, hjemler de strafbestemmelser,

som kriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 35-37, artikel 38,

litra a, og artikel 39, alle fængsel i mere end 4 måneder. Forsøg på over-

trædelse af de pågældende strafbestemmelser er dermed strafbar.

Konventionens artikel 41 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 42

vedrører uacceptabel retfærdiggørelse af kriminalitet, herunder

kriminalitet, der begås under

henvisning til såkaldt ”ære”.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at det i straffesager indledt

efter udøvelsen af en voldshandling omfattet af konventionen ikke accep-

teres, at en sådan handling retfærdiggøres med henvisning til kultur, sæd-

vane, religion, tradition eller såkaldt ”ære”. Dette gælder især påstande

om, at offeret har overtrådt kulturelle, religiøse, sociale eller traditions-

bundne normer eller sædvaner for passende adfærd.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at en persons tilskyndelse af

et barn til at begå en af de handlinger, der er anført i stk. 1, ikke mindsker

den pågældendes strafferetlige ansvar for den begåede handling.

Der er ikke i dansk ret bestemmelser, hvorefter det under en straffesag be-

tragtes som en undskyldende omstændighed, at gerningsmandens adfærd

kan tilskrives hans eller hendes kultur, sædvane, religion, traditioner eller

såkaldt

”ære”

eller offerets overtrædelse af kulturelle, religiøse, sociale el-

ler traditionsbundne normer eller sædvaner for passende adfærd. Et sådant

motiv udgør i almindelighed heller ikke efter straffelovens § 82 eller rets-

praksis en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. Tværti-

mod kan et sådant motiv efter retspraksis efter omstændighederne anses

som en skærpende omstændighed ved straffens udmåling.

Tilskyndelse af et barn til at begå vold som omfattet af konventionen kan

straffes efter reglerne om medvirken i straffelovens § 23, og medvirken til

kriminalitet udført af et barn under 15 år anses efter straffelovens § 81, nr.

10, i almindelighed som en skærpende omstændigheder ved straffens fast-

sættelse.

Konventionens artikel 42 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 43

fastslår, at de strafbare handlinger, der er omfattet af konventi-

onen, skal anses for strafbare, uanset hvilket forhold der eksisterer imellem

offer og gerningsmand.

Efter de strafbestemmelser, der som beskrevet ovenfor i bemærkningerne

vedrørende konventionens artikel 33-40 helt eller delvis kriminaliserer den

adfærd, som er omfattet af artikel 33-40, påvirkes strafbarheden af den

kriminaliserede adfærd ikke af, hvilket forhold der eksisterer mellem offe-

ret og gerningsmanden.

Konventionens artikel 43 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 44

vedrører straffemyndighed (jurisdiktion).

Stk. 1

pålægger de kontraherende parter at fastslå deres straffemyndighed

over alle strafbare handlinger omfattet af konventionen, som begås på de-

res område (litra

a),

om bord på et fartøj, der fører deres flag (litra

b),

bord i et fly, der er registreret i henhold til deres lovgivning (litra

c),

af en

af deres statsborgere (litra

eller af en person, som har fast bopæl på de-

res område (litra

e).

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter bestræbe sig på at fastslå deres

straffemyndighed over enhver strafbar handling omfattet af konventionen,

når den pågældende handling begås mod en af deres statsborgere eller en

person, som har fast bopæl på deres område.

Stk. 3

pålægger for så vidt angår de strafbare handlinger, der er omfattet af

artikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis seksuel vold, herunder voldtægt,

tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og

tvangssterilisation, de kontraherende parter at sikre, at deres straffemyn-

dighed ikke er underlagt den betingelse, at handlingerne anses for strafbare

på det område, hvor de blev begået.

Efter

stk. 4

skal de kontraherende parter for så vidt angår de strafbare

handlinger, der er omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39, endvidere sikre, at

deres straffemyndighed med hensyn til stk. 1, litra d og e, om henholdsvis

strafbare handlinger, som begås af en af deres statsborgere eller af en per-

son, som har fast bopæl på deres område, ikke er underlagt den betingelse,

at retsforfølgning kun kan indledes efter offerets indgivelse af anmeldelse

eller underretning fra den stat, hvor den strafbare handling blev begået.

Efter

stk. 5

skal de kontraherende parter fastslå deres straffemyndighed

over de strafbare handlinger, der er omfattet af konventionen, i sager, hvor

en formodet gerningsmand befinder sig på deres område og ikke udleveres

til en anden part udelukkende på grund af sit statsborgerskab.

Stk. 6

fastslår, at hvor mere end én kontraherende part påberåber sig straf-

femyndighed over en formodet strafbar handling omfattet af konventionen,

skal de involverede kontraherende parter i behørigt omfang i samråd afgø-

re, hvor retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske.

Endelig fastslår

stk. 7,

at konventionen ikke udelukker straffemyndighed

udøvet af en part i henhold til dennes nationale lovgivning.

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-

vist forbehold over for artikel 44, stk. 1, litra e, stk. 3 og stk. 4.

Straffelovens regler om dansk straffemyndighed fremgår af lovens §§ 6-

12.

Under dansk straffemyndighed hører efter straffelovens § 6 handlinger,

som foretages i den danske stat (nr.

eller på dansk fartøj, som befinder

sig inden for et fremmed myndighedsområde, af en person, der hører til

fartøjet eller som rejsende følger med dette (nr.

2),

eller på dansk fartøj,

som befinder sig uden for et myndighedsområde (nr.

3).

Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som foretages

inden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktet

for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lig-

nende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lov-

givningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk.

1, nr. 1. Kravet om dobbelt strafbarhed gælder dog ikke, hvis gernings-

manden også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her til

landet og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandel

eller kvindelig omskæring eller er rettet mod nogen, der på gerningstids-

punktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. straffelovens § 7, stk.

1, nr. 2.

Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person,

der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske

stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk straffe-

myndighed, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højere

straf end fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 2.

Bestemmelserne i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, finder tilsvaren-

de anvendelse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som på

tidspunktet for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i Finland, Island,

Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet, jf. straffelovens § 7,

stk. 3.

Handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde, og

som er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret,

er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører

under dansk straffemyndighed, hvis handlingen også er strafbar efter lov-

givningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgiv-

ning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år, jf. straffelovens § 7 a, stk.

1. Det er efter straffelovens § 7 a, stk. 2, yderligere en betingelse, at hand-

lingen omfatter forsætligt drab, grov vold, frihedsberøvelse eller røveri, en

almenfarlig forbrydelse, en seksualforbrydelse eller incest eller kvindelig

omskæring.

Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettet

mod nogen, der på gerningstidspunktet er dansk statsborger, er bosat i den

danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk

straffemyndighed, hvis handlinger af den pågældende art kan medfører hø-

rere straf end fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 7 a, stk. 3.

Efter straffelovens § 8, nr. 6, hører handlinger endvidere under dansk straf-

femyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor ger-

ningsmanden hører hjemme, når udlevering af sigtede til retsforfølgning i

et andet land afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for et

fremmed myndighedsområde, er strafbar efter lovgivningen på gernings-

stedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf af

fængsel i mindst 1 år.

Efter straffelovens § 8, nr. 5, hører handlinger desuden under dansk straf-

femyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor ger-

ningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af en international

bestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyn-

dighed.

Det er ikke en betingelse for udøvelse af dansk straffemyndighed, at Dan-

mark modtager underretning om forbrydelsen fra den stat, hvor handlingen

blev begået.

På denne baggrund vurderes det, at dansk ret i vidt omfang allerede opfyl-

der kravene i konventionens artikel 44 til dansk straffemyndighed, og at

dansk ret efter en ratifikation af konventionen i givet fald vil opfylde kra-

vene fuldt ud.

Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra a, er opfyldt ved straffelo-

vens § 6, nr. 1. Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra b og c, er

opfyldt ved straffelovens § 6, nr. 2 og 3. Kravet om dansk straffemyndig-

hed i stk. 1, litra d og e, er opfyldt ved straffelovens § 7, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen i stk. 2 indeholder en henstilling til de kontraherende parter

om at fastslå deres straffemyndighed, når den pågældende handling begås

mod en af deres statsborgere eller en person, som har fast bopæl på deres

område. Bestemmelsen overlader det dermed til de kontraherende parter at

beslutte, om og i givet fald i hvilket omfang de vil fastslå sådan straffe-

myndighed. Efter dansk ret er der dansk straffemyndighed over handlinger

begået mod danske ofre helt eller delvis i kraft af offerets danske tilknyt-

ning i de tilfælde, som er nævnt i straffelovens § 7, stk. 2, litra b, og § 7 a

(jf. ovenfor).

Bestemmelsen i stk. 3 kræver, at dansk straffemyndighed i sager om sek-

suel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige

kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation ikke er betinget af et krav om

dobbelt strafbarhed. Dansk ret opfylder dette krav i alle tilfælde, hvor

handlingen er rettet mod et dansk offer, jf. straffelovens § 7, stk. 2, litra b.

Dansk ret opfylder endvidere dette krav i sager om seksuel udnyttelse af

børn og skamfering af de kvindelige

kønsdele (”kvindelig omskæring”), jf.

straffelovens § 7, stk. 2, litra a. Dansk ret opfylder derimod ikke på nuvæ-

rende tidspunkt dette krav for så vidt angår seksuel vold, herunder vold-

tægt, begået over for voksne, tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssteri-

lisation. Såfremt Danmark ratificerer konventionen uden forbehold over

for artikel 44, stk. 3, vil dansk ret imidlertid efter en ratifikation af konven-

tionen i kraft af straffelovens § 8, nr. 5, opfylde kravet i artikel 44, stk. 3,

fuldt ud.

Bestemmelsen i stk. 4 er opfyldt i dansk ret, da de strafbestemmelser, der

kriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 36-39, er undergivet

offentlig påtale, og da det som nævnt ikke er en betingelse for udøvelse af

dansk straffemyndighed, at Danmark modtager underretning fra den stat,

hvor den strafbare handling blev begået.

Bestemmelsen i stk. 5 er opfyldt ved straffelovens § 8, nr. 6. Bestemmel-

sen i stk. 6 udelukker ifølge den forklarende rapport pkt. 229 ikke anven-

delse af et krav om dobbelt strafbarhed og kan heller ikke antages at ude-

lukke anvendelse af et krav om, at strafmaksimum efter dansk ret skal væ-

re mindst fængsel i 1 år.

Bestemmelsen i stk. 6 om i samråd med andre involverede kontraherende

stater afgøre, hvor retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske, kan op-

fyldes uden lovgivning, og bestemmelsen i stk. 7, som tillader anvendelse

af yderligere grundlag for straffemyndighed i overensstemmelse med nati-

onal ret, stiller ikke krav til indholdet af dansk lovgivning.

Konventionens artikel 44 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Det vil dog i tilfælde af en dansk ratifikation af konventionen være rele-

vant at overveje, om Danmark i medfør af konventionens artikel 78, stk. 2,

helt eller delvis bør tage forbehold over for anvendelsen af konventionens

artikel 44, stk. 3, om afskaffelse af krav om dobbelt strafbarhed i sager om

seksuel vold, herunder voldtægt, begået over for voksne og i sager om

tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation, jf. konventionens arti-

kel 36, 37 og 39.

Artikel 45

omhandler sanktioner og andre foranstaltninger over for ger-

ningsmanden.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at strafbare handlinger om-

fattet af konventionen mødes med effektive sanktioner, som står i rimeligt

forhold til den strafbare handling, som virker afskrækkende, og som tager

hensyn til handlingens grovhed. Disse sanktioner skal i relevant omfang

omfatte frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering.

Efter

stk. 2

kan de kontraherende parter vedtage andre foranstaltninger i

forhold til gerningsmænd, såsom overvågning af eller tilsyn med dømte

personer og ophævelse af forældrerettigheder, hvis dette er den eneste må-

de, hvorpå det kan garanteres, at barnets bedste, herunder eventuelt offe-

rets sikkerhed, tilgodeses.

Der er i bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 33-40

redegjort for strafferammerne i de strafbestemmelser, som helt eller delvis

kriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 33-40. Strafferam-

merne har sammenhæng med forbrydelsernes grovhed.

Fastsættelsen af straffen i den konkrete sag sker efter reglerne i straffelo-

vens kapitel 10. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der i den forbindelse

under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lov-

overtrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.

Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., om, at sanktionerne ”i relevant omfang”

skal omfatte frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering, overlader det,

som det fremgår af den forklarende rapport pkt. 232, til de kontraherende

parter at beslutte, hvilke forbrydelser der skal kunne straffes med fængsel.

Udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning til stater uden for EU

og Norden forudsætter enten, 1) at den pågældende i de sidste 2 år forud

for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering øn-

skes, og at en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der

søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, el-

ler 2) at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i

4 år, jf. udleveringslovens § 2, stk. 1.

Udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Den Euro-

pæiske Union kan efter udleveringslovens § 2 a ske, 1) hvis handlingen ef-

ter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år eller 2) hvis handlin-

gen efter dansk ret kan medføre en kortere fængselsstraf og der er indgået

overenskomst herom med den pågældende stat.

Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens

artikel 33-40, vil strafferammekravet for udlevering af udlændinge til straf-

forfølgning være opfyldt for en række af de forbrydelser, der er omfattet af

artikel 33-40, og strafferammekravet for udlevering af danske statsborgere

til strafforfølgning vil være opfyldt for visse af disse forbrydelser.

Bestemmelsen i stk. 2 om ”andre foranstaltninger i forhold til gernings-

mænd” er en fakultativ regel, som ikke forpligter de kontraherende parter

til at anvende sådanne ”andre foranstaltninger”.

Med hensyn til henvisningen i stk. 2 til ophævelse af forældrerettigheder

henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 31.

Konventionens artikel 45 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 46

skal de kontraherende parter sikre, at følgende omstæn-

digheder, i det omfang de ikke allerede er indeholdt i den pågældende

strafbare handlings gerningsindhold, i overensstemmelse med de relevante

bestemmelser i den nationale lovgivning kan tages i betragtning som skær-

pende omstændigheder ved fastsættelse af straffen for strafbare handlinger

omfattet af konventionen:

a) den strafbare handling blev begået mod en person, der i henhold til nati-

onal lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefælle eller

partner, af et familiemedlem, offerets samlever eller en person, der har

misbrugt sin myndighed,

b) den strafbare handling eller forbundne strafbare handlinger blev begået

gentagne gange,

c) den strafbare handling blev begået mod en person, som var sårbar på

grund af særlige omstændigheder,

d) den strafbare handling blev begået mod, eller i overværelse af, et barn,

e) den strafbare handling blev begået af to eller flere personer i fællesskab,

f) den strafbare handling fulgte efter eller blev ledsaget af udøvelsen af

ekstrem vold,

g) den strafbare handling blev begået under anvendelse af eller under trus-

sel om anvendelse af våben,

h) offeret led alvorlig fysisk eller psykisk overlast som følge af den straf-

bare handling, eller

i) gerningsmanden var tidligere dømt for tilsvarende strafbare handlinger.

Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 235, at

udtrykket ”kan tages i

betragtning” betyder, at de kontraherende parter er forpligtede til at sikre,

at de opregende skærpende omstændighed er til rådighed for dommerne

ved strafudmålingen, men at dommerne ikke har pligt til anvende dem.

Endvidere giver udtrykket ”i

overensstemmelse med de relevante bestem-

melser i den nationale lovgivning”

de kontraherende parter fleksibilitet ved

gennemførelsen af bestemmelsen, således at de ikke er forpligtede til at

ændre deres principper for anvendelse af strafferetlige sanktioner.

Straffelovens kapitel 10 indeholder generelle regler om straffens fastsæt-

telse. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straffens fastsættelse un-

der hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovover-

trædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Efter § 80, stk.

2, skal der ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed tages hensyn til

den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til,

hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderin-

gen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes

almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter ger-

ningen samt dennes bevæggrunde til gerningen. Straffelovens § 81 opreg-

ner en række elementer, som i almindelighed skal indgå som skærpende

omstændighed ved straffens fastsættelse, herunder at gerningsmanden tid-

ligere er straffet af betydning for sagen (nr. 1), at gerningen er udført af

flere i forening (nr. 2), at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed

(nr. 5), og at gerningsmanden har udnyttet offerets værgeløse stilling (nr.

11). Straffelovens § 81 er ikke udtømmende, og der er ikke noget til hinder

for i en konkret sag at tillægge forhold, som ikke er nævnt i § 81, skær-

pende betydning ved strafudmålingen.

Konventionens artikel 46 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 47

skal det være muligt ved straffastsættelsen at tage hensyn

til endelige domme afsagt af en anden part vedrørende strafbare handlinger

omfattet af konventionen.

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel

46 skal det forhold, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for

sagen, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed ved straf-

fens fastsættelse, jf. straffelovens § 81, nr. 1. Efter straffelovens § 84, stk.

2, kan retten i den forbindelse tillægge straffedomme afsagt uden for den

danske stat samme gentagelsesvirkning som domme afsagt her i landet.

Konventionens artikel 47 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 48

indeholder et forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløs-

ning eller strafudmåling.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter forbyde obligatorisk alternativ

konfliktløsning, herunder mediation og mægling, i forbindelse med de

former for vold, der er omfattet af konventionen.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at der ved idømmelse af bø-

de tages behørigt hensyn til gerningsmandens evne til at opfylde sine øko-

nomiske forpligtelser over for offeret.

Der er ikke i dansk ret bestemmelser om obligatorisk alternativ konflikt-

løsning. Efter § 2 i lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling

kan mægling i konfliktråd alene kan finde sted, hvis parterne samtykker i

at deltage i konfliktråd. Efter lovens § 4 kan mægling i konfliktråd endvi-

dere ikke træde i stedet for straf eller andre retsfølger af den strafbare

handling.

Med hensyn til artikel 48, stk. 2, fremgår det af den forklarende rapport

pkt. 253, at reglen tager sigte på tilfælde, hvor offeret forsørges af ger-

ningsmanden, og hvor en forpligtelse for gerningsmanden til at betale en

bøde derfor indirekte kan påføre offeret økonomisk skade.

Efter straffelovens § 51, stk. 1, bør der ved fastsættelsen af størrelsen af en

dagbod bl.a. tages hensyn til gerningsmandens forsørgerpligter, og ved

fastsættelsen af andre bøder skal der efter straffelovens § 51, stk. 3, bl.a.

tages hensyn til gerningsmandens betalingsevne.

Konventionens artikel 48 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.6. Konventionens kapitel VI (efterforskning, retsforfølgning, retsple-

je og beskyttelsesforanstaltninger)

Artikel 49

fastlægger de generelle forpligtelser for de kontraherende par-

ter med hensyn til efterforskning, retsforfølgning, retspleje og beskyttel-

sesforanstaltninger.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at efterforskning og retslige

procedurer vedrørende alle former for vold omfattet af konventionen gen-

nemføres uden ugrundet ophold og under hensyntagen til offerets rettighe-

der på alle stadier af straffesagen.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at der i overensstemmelse

med de grundlæggende principper for menneskerettigheder og ud fra en

kønsbestemt forståelse af vold foranstaltes en effektiv efterforskning og

retsforfølgning af de strafbare handlinger, som er omfattet af konventio-

nen.

Efter politilovens § 2, nr. 3, har politiet bl.a. til opgave at bringe strafbar

virksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold. Det

følger endvidere af retsplejelovens § 742, stk. 2, at politiet efter anmeldel-

se eller af egen drift iværksætter efterforskning, når der er rimelig formod-

ning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentli-

ge.

Det påhviler efter retsplejelovens § 96, stk. 2, anklagemyndigheden at

fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader,

og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at

forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Der er i Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/2008 (rettet juni 2012) fastsat

målsætninger for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid i

bl.a. voldssager og voldtægtssager. Målsætningen er, at det samlede tids-

forbrug i voldssager fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten ikke bør

overstige 30 dage. I voldtægtssager er målsætningen en sagsbehandlingstid

på 60 dage. I de voldtægtssager, hvor der gennemføres mentalundersøgelse

af den sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet, bør

det samlede tidsforbrug ikke overstige 4 måneder.

Med hensyn til domstolenes sagsbehandlingstid blev der i forbindelse med

de såkaldte voldspakker fra 1994 og 1997 angivet en målsætning om, at

grovere voldssager ved byretterne skal behandles inden for 37 dage. End-

videre har justitsministeren i 2004 på baggrund af en folketingsbeslutning

om, at voldtægtssager skal være omfattet af en målsætning for sagsbehand-

lingstiden (folketingsbeslutning nr. B 82 vedtaget den 4. juni 2004), fastsat

en målsætning om, at voldtægtssager ved byretterne skal behandles inden

for 37 dage. Sagsbehandlingstiden er fastsat som det tidsrum, der går, fra

retten modtager sagen, til der afsiges dom.

Endvidere henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens

artikel 15 og 18 om uddannelse af fagfolk og om generelle forpligtelser og

principper om beskyttelse og støtte.

Konventionens artikel 49 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 50

skal de kontraherende parter sikre, at de ansvarlige rets-

håndhævelsesorganer reagerer omgående og hensigtsmæssigt på alle for-

mer for vold omfattet af konventionen ved at tilbyde offeret tilstrækkelig

og omgående beskyttelse. De ansvarlige retshåndhævelsesorganer skal og-

så reagere omgående og hensigtsmæssigt i forbindelse med forebyggelse

af og beskyttelse mod alle former for vold omfattet af konventionen, her-

under ved anvendelse af forebyggende operationelle tiltag og indsamling

af bevismateriale.

Efter

artikel 51

skal de kontraherende parter sikre, at alle relevante myn-

digheder foretager en vurdering af risikoen for dødsfald, situationens alvor

og risikoen for gentagen voldsudøvelse med henblik på at håndtere risiko-

en og om nødvendigt yde koordineret sikkerhed og støtte. Vurderingen

skal på alle efterforskningstrin og i anvendelsen af alle beskyttelsesforan-

staltninger i behørigt omfang tage højde for, at gerningsmænd til volds-

handlinger omfattet af konventionen besidder eller har adgang til våben.

Politiindsatsen over for samlivsrelaterede forbrydelser er forankret i de en-

kelte politikredse, der prioriterer og organiserer indsatsen på baggrund af

en vurdering af de lokale forhold og det lokale kriminalitetsbillede.

Landets politikredse har fokus på samlivsrelateret vold, og der foretages

rådgivende, koordinerende og opfølgende opgaver vedrørende alvorlige

samlivsrelaterede forbrydelser. Behovet for underretning af de sociale

myndigheder vurderes lokalt, og det påses, at der hurtigt tilbydes fornøden

rådgivning og kontakt til krisecenter, voldtægtscenter, kontaktoplysninger

til politiet, beskikkelse af bistandsadvokat og henvisning til offerrådgiv-

ning mv. Er der behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger såsom ud-

levering af overfaldsalarm eller tilhold eller bortvisning efter lov om til-

hold, opholdsforbud og bortvisning, sker det efter en konkret vurdering.

I sager, hvor offeret er i risiko for på ny at blive udsat for vold begået af

tidligere samlever eller ægtefælle, kan offeret blive tilbudt en overfalds-

alarm, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om ny

landsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til volds-

ramte kvinder mv. Overfaldsalarmen er en mobiltelefon med GPS, som

kan etablere umiddelbar kontakt til en vagtcentral og viderestilles til ved-

kommende politikreds med positionsangivelse, og som endvidere kan

etablere direkte kontakt til alarm 112. Offeret har desuden mulighed for at

få udpeget en kontaktperson, jf. afsnit 2.2 i Rigsadvokatens meddelelse nr.

8/2007 (rettet december 2012) om vejledning, orientering og underretning

af forurettede i straffesager, udpegning af en kontaktperson for forurettede

og vidner mv.

I ganske særlige tilfælde kan Rigspolitiets vidnebeskyttelsesprogram brin-

ges i anvendelse.

Konventionens artikel 50 og 51 vurderes på denne baggrund ikke at have

lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 52

skal de kontraherende parter sikre, at de kompetente myn-

digheder tillægges beføjelser til i akutte faresituationer at bortvise ger-

ningsmanden til vold i hjemmet fra offerets eller den udsatte persons bo-

pæl for en tilstrækkelig lang periode og at forbyde gerningsmanden adgang

til offerets eller den udsatte persons bolig eller at tage kontakt til offeret el-

ler den udsatte person. Foranstaltninger truffet i medfør af denne artikel

skal primært fokusere på sikkerheden for ofre eller udsatte personer.

Artikel 53

vedrører afgørelser om tilhold eller beskyttelse.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at passende afgørelser om

tilhold eller beskyttelse er til rådighed for ofre for alle former for vold om-

fattet af konventionen.

Disse afgørelser skal efter

stk. 2

kunne træffes umiddelbart, og uden at of-

feret påføres en urimelig økonomisk eller administrativ belastning derved,

kunne træffes for en given periode, eller indtil de ændres eller ophæves,

om nødvendigt kunne træffes

ex parte

(uden varsel) og med øjeblikkelig

virkning, være til rådighed uafhængigt af eller i tillæg til andre retslige

foranstaltninger og tillades inddraget i efterfølgende retslige foranstaltnin-

ger.

Efter

stk. 3

skal overtrædelser af afgørelser om tilhold eller beskyttelse

medføre strafferetlige eller andre retslige sanktioner, der er effektive, står i

rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

Den 1. marts 2012 trådte en ny lov om tilhold, opholdsforbud og bortvis-

ning i kraft.

Ved et

tilhold

kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig,

mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunika-

tion, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden, jf. lovens

§ 1. Bestemmelsen omfatter for det første

kontakt.

Efter bestemmelsen er

enhver kontakt som udgangspunk forbudt. Det gælder også henvendelser

via e-mail, sms eller beskeder via sociale netværk. Afgørende er, om den

pågældende adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt fra

gerningsmanden til offeret. Det er derimod ikke afgørende, om kontakten

sker direkte. Bestemmelsen omfatter også andre former for henvendelser

som f.eks. henvendelser i form af ophold lige uden for offerets bolig. Be-

stemmelsen omfatter for det andet det at

følge efter

en person. Det omfat-

ter f.eks. chikane i form af, at gerningsmanden følger efter offeret uden

helt at nærme sig, således at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan

betegnes som kontakt.

Af lovens § 2 fremgår de betingelser, der skal være opfyldt for, at der kan

gives et tilhold.

Efter § 2, stk. 1, kan tilhold gives, hvis der er begrundet mistanke om, at en

person enten har krænket offerets fred eller mod offeret har begået et straf-

bart forhold, der kan sidestilles med en fredskrænkelse, og der er bestemte

grunde til at antage, at personen fortsat vil krænke offeret på den måde.

Fredskrænkelsen kan f.eks. bestå i hyppige uønskede henvendelser eller

andre handlinger, der ikke i sig selv er strafbare, men som opleves som

ubehagelige og forstyrrende på grund af deres antal, deres indhold eller et

udtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt. Et strafbart forhold,

der kan sidestilles med en fredskrænkelse, kan f.eks. være husfredskræn-

kelse, trusler efter straffelovens § 266 eller en række tyverier, der begås for

at chikanere offeret.

Efter § 2, stk. 2, kan tilhold endvidere gives, hvis der er begrundet mistan-

ke om, at den pågældende har begået en grov personfarlig forbrydelse mod

offeret (drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt eller

anden seksualforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser), og

offeret eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes

at skulle tåle henvendelser fra den pågældende. Tilhold kan efter denne be-

stemmelse gives, uanset om der i øvrigt er konkret grundlag for at antage,

at den pågældende på ny vil krænke offeret eller dennes nærmeste.

Efter § 2, stk. 3, der blev indført ved en lovændring i 2013 og trådte i kraft

den 3. maj 2013, kan tilhold endvidere gives, hvis en person med rimelig

grund mistænkes for at have begået eller forsøgt at begå en overtrædelse af

straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang ved at tvinge en anden til æg-

teskab eller en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.

Ved et

opholdsforbud

(geografisk bestemt tilhold) kan en person forbydes

at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af en

anden persons bolig, arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet

område, hvor denne anden person ofte færdes, jf. lovens § 3.

Betingelserne for at udstede et opholdsforbud fremgår af lovens § 4. Det

kræves for det første, at betingelserne for tilhold efter lovens § 2 er op-

fyldt. Herudover kræves det, at mistanken angår oftere gentagen freds-

krænkelse, et strafbart forhold, der kan sidestilles med fredskrænkelse,

overtrædelse af et tilhold eller en lovovertrædelse omfattet af § 2, stk. 2

(om grov personfarlig kriminalitet), § 2, stk. 3 (om tvangsægteskab), eller

§ 8, nr. 1 (jf. herom nedenfor). Endelig er det en betingelse, at et tilhold

ikke kan antages at være tilstrækkeligt til at værne den, som tilholdet skal

beskytte.

Efter lovens § 5 gives et tilhold for et bestemt tidsrum på indtil 5 år, mens

et opholdsforbud gives for et bestemt tidsrum på indtil 1 år. Efter lovens

§ 6 kan et tilhold eller opholdsforbud udstrækkes til at omfatte et medlem

af offerets husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med

tilholdet eller opholdsforbuddet.

Ved

bortvisning

kan en person over 18 år forbydes at opholde sig i sit

hjem, jf. lovens § 7.

Betingelserne for bortvisning fremgår af lovens § 8. Det kræves for det

første, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlem

af sin husstand har begået en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 el-

ler 266 eller en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26,

og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, eller at den

pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om

vold mod et medlem af husstanden (nr.

1).

Det kræves dernæst, at der efter

det oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbli-

ven i hjemmet vil begå en lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1 (nr.

2).

Efter lovens § 9 kan politiet i forbindelse med behandlingen af en sag om

bortvisning i indtil 24 timer tilbageholde en person, der med rimelig grund

antages at have optrådt på en måde, der indebærer en trussel om vold mod

et medlem af personens husstand.

Bortvisning sker for et bestemt tidsrum på indtil 4 uger, jf. lovens § 10.

Hvis betingelserne for bortvisning fortsat er opfyldt, kan bortvisningen for-

længes for en ny periode på højst 4 uger.

Efter lovens § 12 må tilhold, opholdsforbud og bortvisning ikke stå i mis-

forhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold,

hensynet til den eller dem, foranstaltningen skal beskytte, og karakteren af

den adfærd, der er udvist fra den pågældendes side.

Tilhold, opholdsforbud og bortvisning kan besluttes, når den person, som

foranstaltningen skal beskytte, anmoder om det, eller når almene hensyn

kræver det, jf. lovens § 14. Politiet vil således kunne tage initiativ til en

foranstaltning, hvis det f.eks. må antages, at offeret ikke tør anmode om

foranstaltningen af frygt for familien mv. Reglen er begrænset til tilfælde,

hvor der er risiko for mere alvorlige overgreb, herunder vold eller voldtægt

eller overgreb mod børn. I relation til tilhold i medfør af lovens § 2, stk. 3

(om risiko for tvangsægteskab), er det dog ikke en betingelse for udstedel-

se af tilhold uden anmodning, at almene hensyn kræver det.

Den, der forsætligt overtræder et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvis-

ning, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. lovens § 21, stk. 1. Ved

fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at

forholdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse el-

ler chikane, jf. § 21, stk. 2.

Konventionens artikel 52 og 53 vurderes på denne baggrund ikke at have

lovgivningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 54

skal de kontraherende parter sikre, at bevismateriale ved-

rørende offerets seksuelle fortid og adfærd kun tillades inddraget i en civil-

retlig eller strafferetlig sag, hvis det er relevant og nødvendigt.

Efter retsplejelovens § 185, stk. 2, gælder i sager om overtrædelse af straf-

felovens § 210 (incest) og kapitel 24 (seksualforbrydelser), at bevisførelse

om offerets tidligere seksuelle adfærd kræver rettens tilladelse. Sådan be-

visførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig be-

tydning for sagen.

Efter retsplejelovens § 341 gælder i civile retssager generelt, at bevisførel-

se, der skønnes at være uden betydning for sagen, ikke kan finde sted.

Konventionens artikel 54 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 55

vedrører retsforfølgning

ex parte

(uden varsel) og

ex officio

(på

eget initiativ).

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at efterforskning eller rets-

forfølgning af strafbare handlinger omfattet af artikel 35, 36, 37, 38 og 39

om henholdsvis fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægte-

skab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterili-

sation ikke afhænger udelukkende af en anmeldelse eller en klage indgivet

af et offer i de tilfælde, hvor lovovertrædelsen blev begået helt eller delvist

på deres område, og at retsforfølgning kan fortsætte, selv hvis offeret

trækker sit udsagn eller sin klage tilbage.

Efter

stk. 2

skal statslige og ikke-statslige organisationer og personer, der

yder rådgivning og vejledning til voldsofre, i overensstemmelse med be-

stemmelserne i den nationale lovgivning efter anmodning fra ofrene kunne

yde disse bistand og/eller støtte under efterforskningen af og straffesagen

vedrørende strafbare handlinger omfattet af konventionen.

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-

vist forbehold over for artikel 55, stk. 1, for så vidt angår sager om over-

trædelse af artikel 35 af mindre alvorlig karakter.

De forbrydelser, der henvises til i artikel 55, er efter dansk ret underlagt

offentlig påtale. Efter retsplejelovens § 742, stk. 2, påhviler det politiet ef-

ter anmeldelse eller af egen drift at iværksætte efterforskning, når der er

rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges

af det offentlige.

Det fremgår i den forbindelse af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2008

(rettet februar 2013) om behandlingen af sager om samlivsrelaterede per-

sonfarlige forbrydelser, at det i sager om samlivsrelateret vold mv. kan væ-

re vanskeligt for offeret at indgive politianmeldelse mod en person, som

offeret har eller har haft en tættere følelsesmæssig relation til. Offeret kan

også være underkuet, bange eller afhængig af den anden part, og hensynet

til fælles børn kan medføre, at offeret tøver med at anmelde vold eller lig-

nende begået af den anden forælder. Derfor bør det ikke alene bero på of-

feret, om der fra samfundet side skal gribes ind over for personfarlig kri-

minalitet, og politiet skal være særligt opmærksomt på at undersøge tilfæl-

de, hvor der kan være udøvet personfarlig vold i samlivsrelationer. Politiet

skal derfor fra starten behandle en sag om voldsomme stridigheder i et par-

forhold som en straffesag, hvis det er åbenbart, at den ene af parterne har

har været udsat for et overgreb begået af den anden part. Det indebærer, at

politiet på stedet bør begynde at efterforske sagen, og at politiet hurtigst

muligt skal få belyst offerets skader og andre objektivt konstaterbare spor

og beskrive disse udførligt og præcist i en rapport samt så vidt muligt op-

tage fotografier.

Om bestemmelsens stk. 2 hedder det i den forklarende rapport pkt. 282, at

der sigtes til praktisk/psykologisk bistand og ikke til juridisk bistand.

Om sådan bistand hedder det i nævnte rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2008

(rettet februar 2013), at politiet ved kontakten med offeret bør være op-

mærksomt på, at offeret befinder sig i en sårbar situation, og at det kan væ-

re svært for offeret at handle aktivt for at ændre på den. Det hedder videre,

at det i disse situationer er særligt vigtigt, at politiet viser forståelse for si-

tuationen, understreger alvoren i det passerede og optræder som en støtte

for offeret. Politiet kan endvidere yde praktisk hjælp til offeret ved f.eks. at

tilbyde at køre offeret til familie/venner, et krisecenter eller lignende. Hvis

offeret ikke umiddelbart ønsker at tage imod hjælp, bør offeret vejledes om

muligheden for senere at få hjælp. Herunder skal offeret vejledes om mu-

ligheden for at rette henvendelse til offerrådgivningen eller til en navngi-

ven person hos politiet. Hvis offeret ikke efterfølgende henvender sig af

sig selv, og der er behov herfor, kan politiet tage kontakt til offeret og vej-

lede pågældende yderligere. Endvidere har offeret mulighed for at deltage

i konfliktråd i straffesager, hvis både offeret og gerningsmanden er indstil-

let på dette.

Med hensyn til artikel 55, stk. 2, henvises der endvidere til bemærkninger-

ne ovenfor vedrørende konventionens artikel 20 og 22.

Konventionens artikel 55 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 56

vedrører beskyttelselsesforanstaltninger.

Efter

stk. 1

skal ofres rettigheder og interesser, herunder deres særlige be-

hov som vidner, varetages på alle efterforskningstrin og under hele straffe-

sagen, især ved at yde beskyttelse til såvel dem som deres familier og vid-

ner mod intimidering, gengældelse og gentagen offergørelse (litra

a),

sikre, at ofrene bliver underrettet, hvis gerningsmanden undslipper eller

løslades midlertidigt eller endeligt, i det mindste i sager, hvor ofrene og

deres familie kan være i fare (litra

b),

i henhold til bestemmelserne i den

nationale lovgivning at oplyse dem om deres rettigheder og de tilbud, som

står til deres rådighed, og om, hvordan der følges op på deres klage, hvad

anklagen lyder på, hvordan efterforskningen eller retssagen skrider frem

og deres egen rolle, samt udfaldet af deres sag (litra

c),

at gøre det muligt

for ofrene i overensstemmelse med den nationale retsplejelov at blive hørt,

at fremlægge beviser og få deres synspunkter, behov og bekymringer

fremlagt, enten direkte eller igennem et mellemled, og behandlet (litra

d),

at yde ofrene passende støtte, således at deres rettigheder og interesser va-

retages behørigt og tages med i betragtning (litra

e),

at sikre, at der kan

træffes foranstaltninger til beskyttelse af offerets privatliv og omdømme

(litra

f),

at sikre, at kontakt mellem ofre og gerningsmænd i domhuset og i

retshåndhævelsesorganets lokaler så vidt muligt undgås (litra

g),

at stille

uafhængige og kompetente tolke til rådighed for ofrene i sager, hvor ofre-

ne deltager som part eller afgiver vidneudsagn (litra

h),

og at gøre det mu-

ligt for vidnerne i henhold til den nationale lovgivning at afgive vidneud-

sagn i retslokalet uden at være fysisk til stede, eller i det mindste uden at

den formodede gerningsmand er til stede, især ved hjælp af passende

kommunikationsteknologi, hvor dette er muligt (litra

i).

Efter

stk. 2

skal et barn, der er offer for eller vidne til vold mod kvinder og

vold i hjemmet, i behørigt omfang tilbydes særlig beskyttelse under hen-

syntagen til barnets bedste.

Kravene i artikel 56 om bl.a. ofres ret til støtte, repræsentation og informa-

tion samt beskyttelse af deres privatliv og sikkerhed opfyldes i Danmark

bl.a. ved en række bestemmelser i retsplejeloven.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1 og 3, beskikker retten ved visse straffe-

lovsovertrædelser, herunder vidnetrusler, seksualforbrydelser, drabsforsøg,

vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og menneskehandel, en advokat for

offeret, når den pågældende anmoder om det (bistandsadvokat), medmin-

dre lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand må

anses for unødvendig. I sager om voldtægt skal der altid beskikkes en ad-

vokat for offeret, medmindre den pågældende efter at være vejledt om ret-

ten til beskikkelse af advokat frabeder sig det, jf. § 741 a, stk. 2. Når særli-

ge omstændigheder taler for det, kan retten efter anmodning beskikke en

advokat for offeret, selv om overtrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, jf. §

741 a, stk. 4. Politiet vejleder efter retsplejelovens § 741 b, stk. 1, offeret

om reglerne om beskikkelse af en advokat.

Bistandsadvokaten har bl.a. ret til at overvære afhøringer af offeret, ad-

gang til materialet i sagen samt ret til at modtage udskrift af dommen, jf.

retsplejelovens § 741 c.

Efter retsplejelovens § 741 e, stk. 1, vejleder politiet og anklagemyndighe-

den i fornødent omfang offeret om vedkommendes retsstilling og om sa-

gens forventede forløb og informerer endvidere vedkommende om sagens

gang. I bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og an-

klagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesa-

ger og til at udpege en kontaktperson for forurettede er der fastsat yderlige-

re regler om vejledning og information af offeret.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at politiet vejleder offeret om adgan-

gen til at få påkendt borgerlige krav under straffesagen, om muligheden for

at få erstatning og godtgørelse fra staten efter offererstatningsloven, om

muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning samt om offerets pligter

og rettigheder som eventuelt vidne i sagen.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 2, at offeret i sager om gro-

vere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfar-

lig kriminalitet indgår, og ved seksualforbrydelser skal orienteres om,

hvordan sagens videre forløb kan forventes at blive. Offeret skal endvidere

orienteres om væsentlige skridt, der tages i sagen, når der efter sagens ka-

rakter, herunder navnlig det overgreb, som offeret har været udsat for,

skønnes at være behov for det. Hvis offeret forventes at skulle afgive for-

klaring som vidne i retten, skal der skal endvidere udpeges en kontaktper-

son for offeret hos politiet eller anklagemyndigheden, som skal hjælpe og

støtte offeret, når offeret henvender sig til politiet eller anklagemyndighe-

den, jf. bekendtgørelsens § 3.

Efter retsplejelovens § 741 f underretter anklagemyndigheden desuden of-

feret om den rejste tiltale eller en anmodning om retsmøde om behandling

af sagen som tilståelsessag. Efter anmodning underretter anklagemyndig-

heden endvdere offeret om tidspunktet for hovedforhandlingen eller et

retsmøde med henblik på behandling af sagen som tilståelsessag og om en

eventuel anke eller genoptagelse af sagen.

Retsplejelovens § 741 g (som affattet ved lov nr. 629 af 12. juni 2013) om

ændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for for-

brydelser (Udvidelse af ordning om underretning af forurettede og styrkel-

se af rammerne for behandling af ansøgninger om offererstatning)) inde-

holder regler om underretning af offeret om domfældtes løsladelse mv.

Reglerne gælder i sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængsels-

straf, anbringelse, ungdomssanktion eller forvaring for en grovere over-

trædelse af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig krimi-

nalitet indgår, eller en seksualforbrydelse. Offeret skal efter anmodning

underrettes om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang og

løsladelse og om eventuel undvigelse, hvis den dømte har været varetægts-

fængslet før dom og ikke har været løsladt mellem dommens afsigelse og

fuldbyrdelse. Offeret skal desuden efter anmodning underrettes, hvis ger-

ningsmanden under afsoning og på institutionens område med institutio-

nens viden medvirker i optagelserne til et tv- eller radioprogram produce-

ret til udsendelse her i landet, hvori den pågældende har en fremtrædende

rolle, eller i et portrætinterview i et dansk dagblad. Det samme gælder ved

medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radioprogram eller interview

uden for institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har meddelt til-

ladelse til udgang med viden herom.

I retsplejelovens § 838, stk. 1, er det fastsat, at forsvareren i en straffesag

skal have kopi af bevisfortegnelsen. Anklagemyndigheden kan i medfør af

§ 838, stk. 2, give forsvareren pålæg om foreløbig ikke at videregive op-

lysninger om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl til tiltalte, hvis

anklagemyndigheden agter at fremsætte anmodning om rettens bestem-

melse om, at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jf. retsplejelo-

vens § 856, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 845 kan retten efter anmodning fra anklagemyndig-

heden, forsvareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen bl.a. træffe

afgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 1 og 3, og § 29 a, om referatforbud

efter § 30, om navneforbud efter § 31, stk. 1, om, at tiltalte skal forlade

retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 856, stk. 1, 4 eller 7, eller om, at et

vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf.

§ 856, stk. 2.

Efter retsplejelovens § 856, stk. 1, kan rettens formand uden for de tilfæl-

de, der er nævnt i stk. 2, nr. 2 (jf. herom nedenfor), beslutte, at tiltalte skal

forlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegne

grunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Hvis

det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, kan retten efter

retsplejelovens § 856, stk. 2, på anmodning endvidere bestemme, at et vid-

nes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets

sikkerhed taler for det (nr.

1),

eller at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke

må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det

påkrævet (nr.

2).

Er der truffet bestemmelse efter § 856, stk. 2, nr. 2, kan retten yderligere

bestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres, jf. rets-

plejelovens § 856, stk. 4.

Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse af

telekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og for-

svarligt, jf. retsplejelovens § 174, stk. 2, men det er dog på nuværende

tidspunkt kun et begrænset antal domstole, der råder over det nødvendige

udstyr til at kunne sende og modtage videoopkald. Alle byretter, landsret-

terne og Højesteret forventes at få det nødvendige udstyr hertil i forbindel-

se med gennemførelsen af Video-3-projektet ved domstolene, anklage-

myndigheden og kriminalforsorgen. Gennemførelsen af Video-3-projektet

starter efter planen i 2014 og forventes afsluttet i begyndelsen af 2015.

Retsplejelovens § 856 suppleres af retsplejelovens regler om dørlukning. I

tilfælde, hvor retten bestemmer, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke

må oplyses for tiltalte, og at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnets

forklaring, bør der normalt træffes bestemmelse om dørlukning, jf. retsple-

jelovens § 29, for at undgå, at vidnets identitet kan røbes ad denne vej. Ef-

ter retsplejelovens § 29 a lukkes dørene i sager om voldtægt under offerets

forklaring, når offeret anmoder om det.

Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, kan retten i straffesager endvidere forby-

de, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede

(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, f.eks. et vidne, eller at

den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),

når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare (nr.

1),

eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig kræn-

kelse (nr.

2).

Endvidere kan retten efter retsplejelovens § 30 i straffesager forbyde of-

fentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), bl.a. når offentlig gen-

givelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare (nr.

2),

eller når of-

fentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse (nr.

4).

Hertil kommer, at det efter retsplejelovens § 32, stk. 6, er forbudt uden for

rettens bygninger at optage billeder af blandt andre vidner, der er på vej til

eller fra et retsmøde i en straffesag, medmindre den pågældende har sam-

tykket i optagelsen. Efter straffelovens § 32, stk. 1, er det det også forbudt

under retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindre

retten undtagelsesvis tillader dette, og efter straffelovens § 32, stk. 5, er

billedoptagelse i rettens bygninger forbudt, medmindre rettens præsident

giver tilladelse dertil.

Endelig er det forbudt i forbindelse med omtale af en sag om overtrædelse

af straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser eller i øvrigt med hen-

blik på en sådan sag at give offentlig meddelelse om navn, stilling eller

bopæl på offeret eller på anden måde offentliggøre den pågældendes iden-

titet, jf. retsplejelovens § 1017 b.

Vidner beskyttes derudover generelt ved bestemmelsen i straffelovens

§ 123, hvorefter den, som med trussel om vold forulemper, eller som med

vold, ulovlig tvang eller på anden måde begår en strafbar handling mod en

person, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning

af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i

retten, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Er der behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger såsom udlevering af

overfaldsalarm eller tilhold eller bortvisning efter lov om tilhold, opholds-

forbud og bortvisning, sker det efter en konkret vurdering.

I ganske særlige tilfælde kan Rigspolitiets vidnebeskyttelsesprogram brin-

ges i anvendelse. Det indebærer

–

ud over bl.a. flytning og etablering af en

ny bolig

–

bl.a. et fuldstændigt identitetsskifte med nyt navn og nyt per-

sonnummer.

Efter retsplejelovens § 193 underretter politiet eller anklagemyndigheden

retten, hvis der er behov for særlig hensyntagen i forbindelse med et vid-

nes møde i en straffesag, og retten bistår i fornødent omfang vidnet. An-

klagemyndigheden og retten skal således i samarbejde søge at begrænse de

ulemper, der kan være forbundet med at afgive forklaring i retten. Det

fremgår af bestemmelsens forarbejder, at der f.eks. kan være en medarbej-

der fra retten, der modtager og vejleder vidnet om placering i et særligt

venteværelse for vidner, indtil forklaringen skal afgives. Der kan også væ-

re tale om at sikre, at vidnet ikke unødvendigt konfronteres med tiltalte, el-

ler om koordinering af politibeskyttelse. Alle nye retsbygninger, som efter

domstolsreformens ikrafttræden i 2007 etableres til byretterne, indeholder

særskilte ventefaciliteter til de vidner, som gerne vil undgå at møde tiltalte

i retsbygningen. I de tilfælde, hvor retternes eksisterende bygninger om-

bygges og/eller suppleres med nye lejemål, bliver der ligeledes etableret

særskilte vidneventefaciliteter. Særskilte vidneventefaciliteter forventes at

være etableret ved alle byretter i løbet af 2015.

Hvis et offer, som ikke taler dansk, skal afgive forklaring, vil der skulle

medvirke tolk, jf. retsplejelovens § 149. Udgifter til tolkning afholdes i

straffesager af statskassen.

Med hensyn til børn, der er offer for eller vidne til vold mod kvinder og

vold i hjemmet, kan der endvidere henvises til, at politiets afhøring af et

barn efter reglerne i retsplejelovens § 745 e kan optages på video, som

herefter kan benyttes som bevis under hovedforhandlingen, jf. retsplejelo-

vens § 872.

Konventionens artikel 56 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 57

skal ofre have ret til juridisk bistand og gratis retshjælp på

de betingelser, som gælder i henhold til den nationale lovgivning.

Bestemmelsen overlader det til de kontraherende parter at fastsætte de

nærmere betingelser for ydelse af juridisk bistand og gratis retshjælp.

Efter dansk ret vil ofre i nogle tilfælde kunne få beskikket en bistandsad-

vokat, jf. nærmere bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens ar-

tikel 56. Ofre vil også kunne ansøge om advokathjælp efter reglerne om

offentlig retshjælp eller fri proces. Der vil også være mulighed for at få

rådgivning i retshjælpsinstitutionerne (advokatvagter og retshjælpskonto-

rer).

Konventionens artikel 57 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 58

skal forældelsesfristen vedrørende strafbare handlinger

omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis seksuel vold, herunder

voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangs-

abort og tvangssterilisation være tilstrækkelig lang og afpasset efter grov-

heden af den pågældende strafbare handling, således at retsforfølgning ef-

fektivt kan indledes, når offeret har nået myndighedsalderen.

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-

vist forbehold over for artikel 58 for så vidt angår sager om overtrædelse

af artikel 37, 38 og 39.

Myndighedsalderen er i Danmark 18 år, jf. værgemålslovens § 1.

En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt forældelse efter reg-

lerne i straffelovens kapitel 11.

Der er i straffelovens § 93, stk. 1, fastsat følgende almindelige forældelses-

frister, der efter § 94, stk. 1, regnes fra den dag, da den strafbare virksom-

hed eller undladelse er ophørt:

2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for overtræ-

delsen.

5 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 4 år for overtræ-

delsen.

10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 10 år for over-

trædelsen.

15 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid.

Efter straffelovens § 94, stk. 4 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni

2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholds-

forbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevil-

ling mv. (Seksualforbrydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013), regnes

disse almindelige forældelsesfrister for en række forbrydelser dog tidligst

fra den dag, hvor den forurettede fylder 21 år. Straffelovens § 94, stk. 4,

omfatter bl.a. voldtægt, seksuelt forhold opnået ved at udnytte en persons

sindssygdom eller mentale retardering, seksuelt forhold ved groft misbrug

af visse afhængighedsforhold, seksuelt forhold ved at udnytte en forveks-

ling og bortskæring af kvindelige ydre kønsorganer, jf. straffelovens §§

216, 218, 220, 221 og 245 a. Straffelovens § 94, stk. 4, omfatter også blu-

færdighedskrænkelse over for et barn under 15 år, jf. straffelovens § 232.

Dansk ret opfylder dermed konventionens artikel 58 for så vidt angår sek-

suel vold, jf. artikel 36, og skamfering af de kvindelige kønsdele, jf. artikel

38.

For så vidt angår tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation vil

forældelsesfristen afhængig af de nærmere omstændigheder normalt være

5 eller 10 år, som regnes fra den dag, hvor ægteskabet blev indgået eller

aborten eller sterilisationen foretaget. Hvis forbrydelsen foretages over for

et barn, vil det dermed kunne forekomme, at forældelsen indtræder, før of-

feret bliver myndigt, eller så kort tid efter, at offeret fylder 18 år, at det ik-

ke opfylder konventionens krav om, at forældelse tidligst må indtræde til-

strækkelig lang efter, at offeret er blevet myndigt.

Det vurderes på denne baggrund, at en dansk ratifikation vil kræve,

enten

at der gennemføres en lovændring, som udskyder tidspunktet for forældel-

se af strafansvaret for ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægte-

skab (straffelovens § 260, stk. 2) og for legemsangreb i form af abort eller

sterilisation uden samtykke,

eller

at Danmark ved ratifikationen i medfør

af konventionens artikel 78, stk. 2, tager forbehold for ikke at anvende

konventionens artikel 58 for så vidt angår artikel 37 og 39.

3.7. Konventionens kapitel VII (indvandring og asyl)

Artikel 59

angår opholdsstatus.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at ofre med en opholdssta-

tus, der afhænger af deres ægtefælles eller partners status i henhold til den

nationale lovgivning, i tilfælde af ægteskabets eller forholdets opløsning

og under særligt vanskelige omstændigheder efter ansøgning tildeles en

selvstændig opholdstilladelse uafhængigt af ægteskabets eller forholdets

varighed. Betingelserne for tildeling og varighed af den selvstændige op-

holdstilladelse følger af den nationale lovgivning.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at ofre har mulighed for at

få suspenderet en indledt udvisningssag vedrørende en opholdsstatus, der

er afhængig af ægtefællens eller partnerens status i henhold til den nationa-

le lovgivning, således at de har mulighed for at ansøge om en selvstændig

opholdstilladelse.

Efter

stk. 3

skal de kontraherende parter udstede en opholdstilladelse med

mulighed for forlængelse til ofre i en af følgende to situationer eller i beg-

ge: Når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt

på grund af deres personlige omstændigheder (litra

)

, og når den kompe-

tente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt af hensyn til deres

samarbejde med de kompetente myndigheder under en efterforskning eller

en straffesag (litra

b).

Efter

stk. 4

skal de kontraherende parter sikre, at ofre for tvangsægteska-

ber, der er ført til et andet land med henblik på indgåelse af ægteskab, og

som derfor har mistet deres opholdsstatus i det land, hvor de har fast bo-

pæl, kan generhverve denne status.

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-

vist forbehold over for artikel 59.

Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 303,

at ”særligt

vanskelige

omstændigheder”

som nævnt i stk. 1 omfatter tilfælde, hvor den pågæl-

dende er offer for vold som beskrevet i konventionen. Bestemmelsen i stk.

1 må på denne baggrund antages at indebære, at de kontraherende parter

uanset ægteskabets eller samlivets varighed efter ansøgning skal meddele

opholdstilladelse til ægtefællesammenførte udlændinge, hvis ægteskabet

eller samlivet opløses på grund af vold fra ægtefællens eller samleverens

side. Det er i den forbindelse overladt til de kontraherende parter at fast-

sætte de nærmere betingelser for udstedelse af en sådan opholdstilladelse,

herunder hvilket bevismæssigt grundlag der skal foreligge med hensyn til,

at ægteskabet eller samlivet er opløst på grund af vold fra ægtefællens eller

samleverens side.

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset op-

holdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for opholdstilladelsen ikke

længere er til stede.

Udlændinge, der har tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på bag-

grund af ægteskab eller fast samlivsforhold, jf. udlændingelovens § 9,

stk. 1, nr. 1, vil derfor som udgangspunkt få inddraget opholdstilladelsen,

hvis samlivet ophører, da grundlaget for tilladelsen

–

det faktiske samliv

på fælles bopæl

–

ikke længere er til stede. Det samme gælder udlændinge,

der har opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold

efter lovens § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde).

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 7, at hvis en opholdstilladelse er

givet på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, skal myndighe-

derne i forbindelse med en afgørelse om inddragelse tage særligt hensyn

til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivs-

ophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været ud-

sat for overgreb, misbrug eller anden overlast mv. i Danmark. Det gælder

uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Det er en forudsætning for at anvende udlændingelovens § 19, stk. 7, at

udlændingen godtgør, at der har været tale om voldsudøvelse, og at denne

voldsudøvelse har været den reelle årsag til, at udlændingen ikke længere

samlever på fælles bopæl med sin ægtefælle.

I vurderingen af, om inddragelse af en opholdstilladelse som følge af sam-

livsophør skal undlades i de situationer, hvor samlivsophøret skyldes vold,

skal det indgå, om inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke

særligt belastende for udlændingen, navnlig på grund af udlændingens til-

knytning til det danske samfund, alder, helbred, tilknytning til herboende

personer og udlændingens manglende eller ringe tilknytning til sit hjem-

land mv., jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

I vurderingen af udlændingens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelo-

vens § 26, stk. 1, skal der lægges særlig vægt på, om udlændingen har ud-

vist vilje og evne til at lade sig integrere i det danske samfund.

Herudover skal bl.a. hensynet til eventuelle børn, situationen i hjemlandet,

herunder risikoen for udstødelse i hjemlandet som følge af samlivsophøret,

omfanget og karakteren af eventuelt samvær med mindreårige børn bosid-

dende i Danmark samt karakteren af udlændingens tilknytning til Danmark

i øvrigt indgå i vurderingen.

Hvis udlændingemyndighederne når frem til, at opholdstilladelsen skal

undlades inddraget, bevarer udlændingen sin oprindelige opholdstilladelse,

som er udstedt på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, uanset at

samlivet er ophørt.

Udlændingelovens § 19, stk. 7, må antages at opfylde konventionens arti-

kel 59, stk. 1, idet det afgørende må være, at udlændingen bevarer retten til

fortsat ophold, selv om ægteskabet eller samlivsforholdet er ophørt på

grund af vold.

En afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse eller et afslag på en

ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse skal indeholde en frist

for udrejse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1. Hvis afgørelsen påklages in-

den 7 dage efter, at den er meddelt til den pågældende, har udlændingen

ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, jf. udlændingelovens

§ 33, stk. 3.

Danmark må således antages at opfylde konventionens artikel 59, stk. 2.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der gives opholdstilladelse til en

udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler herfor.

Der vil således efter omstændighederne kunne meddeles opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 9 c af de grunde, der er angivet i konventionens

artikel 59, stk. 3, litra a.

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 5, kan der gives midlertidig opholdstil-

ladelse til en udlænding, hvis tilstedeværelse her i landet er påkrævet af ef-

terforsknings- eller retsforfølgningsmæssige hensyn. Bestemmelsen omfat-

ter efterforskning og retsforfølgning af alle kriminelle forhold.

Det midlertidige ophold gives i sådanne tilfælde af hensyn til efterforsk-

ningsarbejdet eller den efterfølgende retssag, og opholdstilladelsen er kun

gyldig for den periode, hvor efterforskningen eller retsforfølgningen pågår,

og hvor udlændingens tilstedeværelse i Danmark er påkrævet i den anled-

ning. Opholdstilladelsen kan heller ikke forlænges ud over denne periode.

Udlændingeloven giver således adgang til at give midlertidig opholdstilla-

delse i de tilfælde, der er nævnt i konventionens artikel 59, stk. 3, litra b.

Danmark opfylder dermed konventionens artikel 59, stk. 3.

En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i

Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Efter udlændingelovens

17, stk. 1, 2. pkt., bortfalder tilladelsen endvidere, når udlændingen har

opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder.

For udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt

ophold og lovligt har boet i Danmark i mere end 2 år, bortfalder opholds-

tilladelsen først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere

end 12 på hinanden følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt.

Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan det efter ansøgning bestemmes, at

en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte til-

fælde.

Det vil i vurderingen efter § 17, stk. 3, bl.a. indgå, om der er tale om hin-

dringer, der på udrejsetidspunktet ikke med rimelighed kunne forudses af

udlændingen, eller såfremt væsentlige humanitære grunde taler herfor. Det

gælder f.eks. uforudsete hindringer som sygdom, frihedsberøvelse, krigs-

tilstand, naturkatastrofer eller problemer med udrejse af opholdslandet.

Der lægges ved afgørelsen vægt på bl.a. udlændingens tilknytning til

Danmark, længden af opholdet i Danmark og det efterfølgende ophold i

udlandet samt formålet med opholdet. Der lægges endvidere vægt på, om

udlændingen ved sine dispositioner synes at have haft til hensigt at opgive

sin bopæl i Danmark, herunder ved egentlig flytning til udlandet, afhæn-

delse af sine ejendele, opgivelse af arbejde eller framelding af folkeregi-

steradresse.

Der vil på baggrund af en konkret vurdering efter omstændighederne kun-

ne dispenseres fra bortfald i situationer, hvor udlændingen har opholdt sig i

udlandet i en længere periode og i den forbindelse er blevet tvunget til at

indgå ægteskab.

Danmark vurderes således at opfylde konventionens artikel 59, stk. 4.

Konventionens artikel 59 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 60

angår kønsbaserede asylansøgninger.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre, at kønsbetinget vold mod

kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1,

litra A, nr. 2, i konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling (flygtnin-

gekonventionen) og som en form for grov overlast, der medfører supple-

rende/subsidiær beskyttelse.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at hver af de i flygtninge-

konventionen nævnte grunde fortolkes under hensyntagen til forskellene

mellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtes

af en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gæl-

dende relevante instrumenter.

Efter

stk. 3

skal de kontraherende parter udvikle modtageprocedurer og

støttetilbud til asylsøgere, der tager hensyn til forskellene mellem kønnene,

og det samme skal ske for retningslinjer og asylprocedurer, herunder afgø-

relser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international beskyt-

telse.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 henviser til flygtningekonventionen og skal,

som det også fremgår af den forklarende rapport pkt. 300, 311 og 312, ikke

opfattes som en fravigelse af flygtningekonventionen.

Asylansøgninger indgivet i Danmark behandles efter udlændingelovens

§ 7, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til udlændinge, som er om-

fattet af flygtningekonventionen (stk.

1),

eller som ved en tilbagevenden til

hjemlandet vil risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (stk.

2).

Opholds-

tilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnå-

et eller vil kunne opnå beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen

har nær tilknytning til et andet land, hvor undlændingen må antages at

kunne opnå beskyttelse (stk.

3).

Sager, hvor asylmotivet er baseret på kønsbaserede overgreb, skal som alle

andre asylsager vurderes i forhold til udlændingelovens § 7, da udlændin-

geloven ikke indeholder særlige bestemmelser vedrørende kønsrelaterede

overgreb. I lighed med de øvrige asylsager foretager udlændingemyndig-

hederne en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den enkelte ud-

lændings asylmotiv sammenholdt med baggrundsoplysninger om udlæn-

dingens hjemland kan medføre, at udlændingen er omfattet af udlændinge-

lovens § 7.

Det vurderes på denne baggrund, at dansk ret er i overensstemmelse med

artikel 60, stk. 1 og 2.

Med hensyn til artikel 60, stk. 3, angår bestemmelsens 1. led modtagepro-

cedurer og støttetilbud til asylansøgere. Det fremgår af den forklarende

rapport pkt. 314, at der f.eks. tænkes på identifikation af ofre for vold mod

kvinder så tidligt som muligt, adskilte opholdsrum for enlige mænd og

kvinder, adskilte toiletter eller i det mindste forskellige tidspunkter for

mænds og kvinders anvendelse af toiletter, værelser, som kan låses af be-

beboerne, tilstrækkelig belysning i hele modtagelsescentret, vagtpersonale,

herunder kvindeligt vagtpersonale, som er uddannet i beboeres kønsspeci-

fikke behov, uddannelse af modtagepersonalet, adfærdskodeks for private

tjenesteydere, formelle retningslinjer for indgriben og beskyttelse i tilfælde

af kønsbetinget vold og information til kvinder og piger om kønsbetinget

vold og tilgængelige støttetilbud. Det fremgår endvidere af den forklarende

rapport pkt. 318, at der er tale om eksempler på mulige foranstaltninger, og

at det er op til de kontraherende parter at vælge, hvilke støttetilbud der skal

udarbejdes.

Bestemmelsens 2. led angår retningslinjer og asylprocedurer, herunder af-

gørelser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international be-

skyttelse. Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 316, at retningslinjer

bør omfatte lydhørhed over for kulturelt og religiøst følsomme spørgsmål

og genkendelse af traumer. Det fremgår endvidere af den forklarende rap-

port pkt. 317, at der med asylprocedurer, der tager hensyn til forskellene

mellem kønnene, f.eks. tænkes på information til kvinder om asylprocedu-

rer, at asylsamtalen med en kvindelig asylansøger kan holdes, uden at an-

dre familiemedlemmer er til stede, at kvinder kan påberåbe sig kønsbetin-

gede grunde til international beskyttelse, at en asylansøgers anmodning

om, at tolken og den person, som holder asylsamtalen, har et bestemt køn,

imødekommes, når det er rimeligt, og at de oplysninger, som fremkommer

under asylsamtalen, behandles fortroligt. Det fremgår endelig af den for-

klarende rapport pkt. 318, at der er tale om eksempler på mulige foran-

staltninger, og at det er op til de kontraherende parter at vælge, hvilke pro-

cedurer og retningslinjer der skal udarbejdes.

Ved indkvarteringen af asylansøgere i Danmark tages i videst muligt om-

fang højde for sårbare personers særlige behov. Der er i asylcentersystemet

særlige indkvarteringstilbud til kvinder, herunder et kvindecenter for enli-

ge kvinder og særlige kvindeafsnit/kvindeannekser på opholdscentre og i

modtage/udrejsesystemet. Hvor enlige kvinder og mænd indkvarteres i

samme bygning, indkvarteres disse på separate værelser, som kan aflåses

indefra. Endvidere er der mulighed for, at kvindelige udlændinge, som er

under Udlændingestyrelsens forsørgelse, efter en konkret og individuel

vurdering af deres behov kan indkvarteres på kvindekrisecenter, såfremt

det af sikkerhedsmæssige eller andre årsager skønnes afgørende. Udlæn-

dingestyrelsens behandling af selve asylansøgningen foretages under hen-

syntagen til ansøgerens særlige forhold. For eksempel gennemføres asyl-

samtalen af en kvindelig sagsbehandler, hvis asylansøgeren er kvinde og

har været udsat for voldtægt, og asylansøgeren bistås i givet fald af en

kvindelig tolk.

Det vurderes på denne baggrund, at den eksisterende praksis i Danmark for

modtagelse af asylansøgere og behandlingen af asylansøgninger er i over-

ensstemmelse med artikel 60, stk. 3.

Konventionens artikel 60 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

Artikel 61

angår forbud mod tilbagesendelse (non-refoulement).

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter sikre overholdelse af princippet

om non-refoulement i overensstemmelse med de i henhold til folkeretten

gældende forpligtelser.

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at voldsramte kvinder, som

har behov for beskyttelse, uanset status eller bopæl, ikke under nogen om-

stændigheder tilbagesendes til et land, hvor deres liv er i fare, eller hvor de

kan blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende be-

handling eller straf.

Bestemmelsens stk. 1 henviser udtrykkeligt til folkerettens gældende for-

pligtelser, og ordlyden af stk. 2 er baseret på artikel 3 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention, som der også henvises til i den forklaren-

de rapport pkt. 320. Bestemmelsen skal, som det også fremgår af den for-

klarende rapport pkt. 300, fortolkes i overensstemmelse med flygtninge-

konventionen og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on og pålægger ikke de kontraherende parter yderligere forpligtelser i for-

hold hertil.

Udlændingelovens § 31 indeholder en regel om non-refoulement. Det

fremgår af bestemmelsens stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til et

land, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tor-

tur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller

hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Bestemmelsen er gældende for enhver udlænding, og forbuddet mod ud-

sendelse er absolut. Ved anvendelsen af bestemmelsen skal bl.a. Den Eu-

ropæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området efterleves.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding,

der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus), ikke

må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i

flygtningekonventionens artikel 1, litra A, nævnte grunde, eller hvor ud-

lændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Forbud-

det mod udsendelse gælder ikke, hvis udlændingen med rimelig grund må

anses for en fare for statens sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig

dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfun-

det, men udsendelse kan heller ikke i sådanne tilfælde ske, hvis de om-

stændigheder, som er nævnt i § 31, stk. 1, foreligger.

Konventionens artikel 61 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssige

konsekvenser.

3.8. Konventionens kapitel VIII (internationalt samarbejde)

Artikel 62

angår generelle principper for det internationale samarbejde.

Efter

stk. 1

skal de kontraherende parter i videst muligt omfang indgå i

samarbejde med hinanden i overensstemmelse med bestemmelserne i kon-

ventionen og under anvendelse af relevante internationale og regionale in-

strumenter i civil- og strafferetlige sager og arrangementer, der bygger på

ensartet eller gensidig lovgivning og national ret, med henblik på at fore-

bygge, bekæmpe og retsforfølge alle former for vold omfattet af konventi-

onen (litra

a),

at beskytte og yde bistand til ofre (litra

b),

at efterforske og

retsforfølge strafbare handlinger omfattet af konventionen (litra

og at

håndhæve relevante civil- og strafferetlige domme afsagt af parternes rets-

lige myndigheder, herunder afgørelser om beskyttelse (litra

d).

Efter

stk. 2

skal de kontraherende parter sikre, at ofre for strafbare hand-

linger omfattet af konventionen og begået på et område, som tilhører en

anden part end den, hvor de har deres bopæl, kan indgive klage til bopæls-

statens kompetente myndigheder.

Stk. 3

fastsætter, at hvis en kontraherende part, der gør gensidig retshjælp i

straffesager, udlevering eller fuldbyrdelse af civil- eller strafferetlige

domme afsagt af en anden kontraherende part betinget af en traktat, mod-

tager en anmodning om et sådant retsligt samarbejde fra en kontraherende

part, med hvem en sådan traktat ikke er indgået, kan konventionen betrag-

tes som retsgrundlag for gensidig retshjælp i straffesager, udlevering eller

fuldbyrdelse af civil- eller strafferetlige domme afsagt af den anden kon-

traherende part vedrørende strafbare handlinger omfattet af konventionen.

Efter

stk. 4

skal de kontraherende part bestræbe sig på i behørigt omfang at

integrere forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i

hjemmet i udviklingshjælpeprogrammer tiltænkt tredjelande, bl.a. ved ind-

gåelse af bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande med henblik på

at lette beskyttelsen af ofre i overensstemmelse med artikel 18, stk. 5.

Bestemmelsens stk. 1 er en generel forpligtelse til i videst muligt omfang

at samarbejde med andre kontraherende parter om de emner, der er omfat-

tet af konventionen. Der er tale om almindeligt folkeretligt samarbejde på

grundlag af eksisterende traktater og national lovgivning mv. Dette stykke

stiller ikke krav om ændringer af national lovgivning.

Med hensyn til stk. 2 fremgår det af den forklarende rapport pkt. 329, at

dette stykke er baseret på artikel 11, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelse

af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager. Denne

rammeafgørelse gælder for Danmark, og muligheden for at indgive anmel-

delse i Danmark vedrørende en lovovertrædelse, der er begået i udlandet,

er omtalt i pkt. 6.1 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2007 (rettet decem-

ber 2012) om vejledning, orientering og underretning af forurettede i straf-

fesager, udpegning af en kontaktperson for forurettede og vidner mv. Kon-

ventionens artikel 62, stk. 2, vil kunne gennemføres i Danmark ved en re-

vision af den nævnte rigsadvokatmeddelelse.

Med hensyn til stk. 3 gør Danmark ikke gensidig retshjælp i straffesager

eller udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller overførsel

af domfældte med henblik på fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse be-

tinget af, at der foreligger en traktat mellem Danmark og den anmodende

stat. Stk. 3 er allerede derfor uden betydning for Danmark for så vidt angår

disse sagstyper. Fuldbyrdelse af udenlandske civil- eller strafferetlige

domme i Danmark vil derimod i almindelig forudsætte en traktatretlig eller

EU-retlig forpligtelse. Stk. 3 tillader, at konventionen betragtes som rets-

grundlag i tilfælde af, at en anmodning fremsættes af en kontraherende

part, med hvem Danmark ikke har en traktat om fuldbyrdelse af udenland-

ske civil- eller strafferetlige domme, men kræver det ikke. Danmark vil

derfor efter en eventuel ratifikation af konventionen ikke være forpligtet til

at betragte konventionen som retsgrundlag for fuldbyrdelse af udenlandske

civil- eller strafferetlige domme i mangel af anden traktatretlig eller EU-

retlig forpligtelse.

Med hensyn til stk. 4 er det Udenrigsministeriets vurdering, at bestemmel-

sen ikke indeholder forpligtelser inden for udviklingsbistandsområdet, som

bevirker, at Danmark i givet fald vil skulle ændre regler eller praktiske

forhold for så vidt angår dansk udviklingsbistand. Styrkelse af kvinders

rettigheder har gennem mange år været en af målsætningerne med udvik-

lingsbistanden, hvilket

senest er udtrykt i den nye udviklingsstrategi ”Ret-

ten til et bedre liv” fra maj 2012.

Gennem styrkelse af kvinders politiske

og økonomiske forhold bliver kvinder også bedre rustet til at imødegå

vold. Endvidere arbejder Danmark i udviklingspolitisk sammenhæng nor-

mativt med henblik på at udrydde vold mod kvinder. Dette sker bl.a. inden

for FN-systemet, i forbindelse med vedtagelse af sluterklæringer, resoluti-

oner mv, men også gennem tilskud til konkrete projekter, der gennemføres

af internationale organisationer og bilateralt, og som har som målsætning

at udrydde vold mod kvinder. Eksempelvis har Danmark projekter i Af-

ghanistan, Bangladesh, Sydsudan, Uganda, Burundi og Den Demokratiske

Republik Congo, som bidrager til at bekæmpe vold mod kvinder. Danmark

arbejder desuden for at forebygge kvindelig omskæring. Endvidere arbej-

der Danmark for at

fremme målsætningerne i FN’s Sikkerhedsrådsresolu-

tion nr. 1325 af 31. oktober 2000 (Kvinder, fred og sikkerhed), som bl.a.

har til formål at beskytte piger og kvinder imod vold, herunder kønsbaseret

vold.

Konventionens artikel 62 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 63

fastsætter, at når en kontraherende part har adgang til oplysnin-

ger, som giver rimelig grund til at tro, at en person er i umiddelbar fare for

på en anden kontraherende parts område at blive udsat for en af de volds-

handlinger, der henvises til i artikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis sek-

suel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige

kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation, opfordres den kontraherende

part, der har disse oplysninger til rådighed, til omgående at videregive dem

til den anden kontraherende part med henblik på at sikre, at der træffes

passende sikkerhedsforanstaltninger. Hvis det er relevant, bør disse oplys-

ninger indeholde en nærmere redegørelse for allerede trufne beskyttelses-

foranstaltninger for den pågældende person.

Bestemmelsen indeholder en henstilling til de kontraherende parter om at

videregive oplysninger om, at en person er i umiddelbar fare for på en an-

den kontraherende parts område at blive udsat for seksuel vold, tvangsæg-

teskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort eller tvangsste-

rilisation, til den pågældende anden kontraherende part. Bestemmelsen

overlader de kontraherende parter et betydeligt skøn med hensyn til, hvor-

når der bør ske underretning, og hvilke oplysninger der i givet fald skal vi-

deregives. Bestemmelsen er desuden formuleret som en henstilling og ikke

en egentlig retlig forpligtelse. Danske myndigheder vil afhængig af de

nærmere omstændigheder i givet fald have mulighed for inden for ram-

merne af forvaltningsloven og persondataloven at videregive oplysninger

til myndighederne i en anden kontraherende stat om, at en person er i så-

dan umiddelbar fare som nævnt i bestemmelsen.

Konventionens artikel 63 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 64

angår øvrig videregivelse af oplysninger mellem de kontrahe-

rende parter.

Efter

stk. 1

skal den anmodede part omgående orientere den anmodende

part om det endelige udfald af den handling, som iværksættes i henhold til

kapitel VIII. Tilsvarende skal den anmodede part omgående orientere den

anmodende part om eventuelle omstændigheder, som umuliggør udførel-

sen af den ønskede handling, eller som sandsynligvis vil medføre en væ-

sentlig forsinkelse af udførelsen.

Stk. 2

fastsætter, at en kontraherende part inden for rammerne af sin natio-

nale lovgivning uden forudgående anmodning kan tilstille en anden kon-

traherende part oplysninger, som er fremkommet under dens egen efter-

forskning, hvis den mener, at fremlæggelsen af sådanne oplysninger kan

være nyttige for den modtagende part i sidstnævntes forebyggelse af straf-

bare handlinger omfattet af konventionen eller ved iværksættelsen eller ud-

førelsen af efterforskning eller retsforfølgning af sådanne strafbare hand-

linger eller kan føre til, at den pågældende kontraherende part fremsætter

anmodning om samarbejde i henhold til kapitel VIII.

Efter

stk. 3

skal en kontraherende part, der modtager oplysninger i henhold

til stk. 2, fremsende disse oplysninger til sine kompetente myndigheder

med henblik på iværksættelse af retsforfølgning, hvis dette anses for hen-

sigtsmæssigt, eller for at oplysningerne kan tages i betragtning i relevante

civil- eller strafferetlige sager.

Bestemmelsens stk. 1 angår tilfælde, hvor der er anmodet om bistand som

nævnt i artikel 62, stk. 1, og pålægger de kontraherende parter at orientere

om udfaldet og om eventuelle forhold, der umuliggør eller forsinker imø-

dekommelsen af anmodningen om bistand. Opfyldelsen af denne informa-

tionspligt kræver ikke lovgivning.

Bestemmelsens stk. 2 er en fakultativ regel, som giver de kontraherende

parter mulighed for af egen drift at videregive oplysninger til en anden

kontraherende part. Allerede fordi reglen er fakultativ, kræver den ikke

lovændringer. En eventuel videregivelse af oplysninger fra danske myn-

digheder til myndighederne i en anden kontraherende stat vil i givet fald

skulle ske inden for rammerne af bl.a. persondataloven.

Bestemmelsen stk. 3 er relevant for Danmark i de tilfælde, hvor en anden

kontraherende stats myndigheder af egen drift giver Danmark oplysninger.

Pligten til at videresende oplysningerne til den relevante danske myndig-

hed kan opfyldes uden lovændring. Reglen om iværksættelse af retsfor-

følgning og om, at oplysningerne kan tages i betragtning i relevante civil-

eller strafferetlige sager, må forstås på den måde, at det afhænger af det

modtagende lands lovgivning, om oplysningerne giver anledning til at

iværksætte retsforfølgning, og om de i øvrigt er relevante i en given civil-

eller strafferetlig sag. Følgelig nødvendiggør heller ikke denne del af reg-

len lovændringer.

Konventionens artikel 64 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 65

skal persondata opbevares og anvendes i overensstemmel-

se med de forpligtelser, som påhviler parterne i medfør Europarådets kon-

vention af 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med

elektronisk databehandling af personoplysninger.

Bestemmelsen henviser til de forpligtelser, som parterne i forvejen er un-

derlagt i medfør af den nævnte konvention om behandling af personoplys-

ninger. Danmark ratificerede denne konvention i 1989, jf. bekendtgørelse

nr. 59 af 16. maj 1991. Bestemmelsen har på denne baggrund ikke lovgiv-

ningsmæssige konsekvenser.

3.9. Konventionens kapitel IX og bilaget (overvågningsmekanisme)

Artikel 66

angår ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og

vold i hjemmet, benævnt ”GREVIO”, som har til opgave at

overvåge de

kontraherende parters gennemførelse af konventionen.

GREVIO skal have mindst 10 og højst 15 medlemmer, som udnævnes un-

der hensyntagen til opnåelse af en kønsmæssig og geografisk balance og

tværfaglig ekspertise. Medlemmerne vælges for fire år med mulighed for

genvalg én gang. Medlemmerne af GREVIO og andre medlemmer af de

delegationer, der gennemfører landebesøg i henhold til artikel 68, stk. 9 og

14, nyder de privilegier og immuniteter, som er anført i bilaget til konven-

tionen.

Det fremgår af

bilaget

til konventionen, at de pågældende under varetagel-

sen af deres funktioner i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af

landebesøg samt den efterfølgende opfølgning, og på rejser foretaget i for-

bindelse med varetagelse af disse funktioner, bl.a. nyder immunitet med

hensyn til anholdelse og retsforfølgning, at dokumenterne vedrørende den

evaluering af konventionens gennemførelse, som medbringes af de pågæl-

dende, er ukrænkelige, og at de skal de nyde fortsat immunitet fra retsfor-

følgelse, hvad angår skriftlige eller mundtlige udtalelser og alle handlinger

udført af dem under udførelsen af deres hverv. Europarådets generalsekre-

tær kan i påkommende fald ophæve immuniteten, hvis det er muligt, uden

at GREVIOs interesser lider skade derved.

Artikel 67

angår Komitéen af kontraherende parter, som sammensættes af

repræsentanter for de kontraherende parter. Komitéens første møde afhol-

des inden for et år fra datoen for konventionens ikrafttræden og har til

formål at vælge medlemmerne til GREVIO. Herefter mødes Komitéen ef-

ter anmodning fra en tredjedel af parterne, formanden for Komitéen af

kontraherende parter eller Europarådets generalsekretær.

Artikel 68

angår proceduren for GREVIOs overvågning af gennemførel-

sen af konventionen. Hver kontraherende part skal efter sin tiltræden af

konventionen besvare et spørgeskema, som GREVIO udarbejder, om lov-

givningsmæssige og andre foranstaltninger til gennemførelse af konventi-

onens bestemmelser. Efterfølgende evalueringsprocedurer opdeles i run-

der, hvis varighed afgøres af GREVIO. Ved starten af hver runde vælger

GREVIO de konkrete bestemmelser, som den pågældende evalueringspro-

cedure skal tage udgangspunkt i, og udsender et spørgeskema. GREVIO

kan modtage oplysninger om konventionens gennemførelse fra ikke-

statslige organisationer og civilsamfundet, nationale menneskerettigheds-

organisationer, Europarådets Menneskerettighedskommissær, Den Parla-

mentariske Forsamling og relevante specialorganer i Europarådet, såvel

som fra organer oprettet i henhold til andre internationale instrumenter.

GREVIO kan subsidiært, i samarbejde med de nationale myndigheder og

med bistand fra uafhængige nationale eksperter, tilrettelægge landebesøg i

tilfælde af, at de modtagne oplysninger ikke er tilstrækkelige.

Efter

artikel 69

kan GREVIO kan efter omstændighederne vedtage gene-

relle henstillinger vedrørende gennemførelsen af konventionen.

Efter

artikel 70

opfordres de nationale parlamenter til at deltage i over-

vågningen af de til gennemførelse af konventionen trufne foranstaltninger,

og de kontraherende parter skal fremsende GREVIOs rapporter til deres

nationale parlamenter.

Artikel 66-70 angår navnlig GREVIOs overvågning af de kontraherende

parters gennemførelse af konventionen. Efter en eventuel dansk ratifikati-

on vil Danmark skulle besvare spørgeskemaer mv. fra GREVIO. Det vil i

givet fald ikke kræve lovgivning at opfylde denne forpligtelse. Det vil hel-

ler ikke kræve lovgivning at opfylde forpligtelsen efter artikel 70 til at

sende GREVIOs rapporter til Folketinget. Med hensyn til bilaget om privi-

legier og immuniteter for medlemmer af GREVIO mv. henviser Uden-

rigsministeriet til, at sådanne privilegier og immuniteter for besøgende

missioner typisk vil blive aftalt i forbindelse med konkrete besøg, og at bi-

laget derfor ikke for Danmarks vedkommende nødvendiggør nogen æn-

dring af eksisterende lovgivning.

Konventionens artikel 66-70 og bilaget vurderes på denne baggrund ikke

at have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Kapitel X

–

Forholdet til andre internationale instrumenter

Artikel 71

indeholder regler om forholdet til andre internationale instru-

menter. Konventionen berører ikke forpligtelser, der udspringer af andre

internationale instrumenter, som de kontraherende parter er eller bliver

part i. De kontraherende parter kan endvidere indbyrdes indgå bilaterale

eller multilaterale aftaler med henblik på at supplere eller styrke konventi-

onens bestemmelser eller fremme anvendelsen af de heri indeholdte prin-

cipper.

Bestemmelsen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

3.10. Konventionens kapitel XI (ændringer til konventionen)

Artikel 72

indeholder regler om forslag til ændring af konventionen. Æn-

dringsforslag behandles af Europarådets Ministerkomité, som kan vedtage

ændringen med det flertal, som kræves i henhold til artikel 20, litra d, i Eu-

roparådets statut, men ændringen træder først i kraft, efter at alle kontrahe-

rende parter har accepteret (ratificeret) ændringen.

Bestemmelsen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

3.11. Konventionens kapitel XII (afsluttende bestemmelser)

Artikel 73

fastslår, at konventionen ikke er til hinder for, at personer til-

lægges gunstigere rettigheder i forbindelse med forebyggelse og bekæm-

pelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Artikel 74

angår tvister mellem de kontraherende parter om anvendelsen

eller tolkningen af bestemmelserne i konventionen.

Artikel 75

indeholder regler om undertegnelse, ratifikation og ikrafttræ-

den. Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger ef-

ter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor 10 underteg-

nende parter, herunder mindst otte af Europarådets medlemsstater, har rati-

ficeret konventionen.

Artikel 76

angår tiltrædelse af konventionen af stater, som ikke er medlem

af Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af konventionen.

Artikel 77

angår konventionens geografiske anvendelsesområde. Enhver

stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved ratifikationen angive det

eller de geografiske område(r), for hvilke konventionen finder anvendelse.

Enhver kontraherende part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Eu-

roparådets generalsekretær udvide det geografiske anvendelsesområde for

konventionen.

Artikel 78

angår mulighederne for at tage forbehold over for konventio-

nens bestemmelser. Ifølge

stk. 1

kan der kun tages forbehold efter de ud-

trykkelige regler herom i stk. 2 og 3.

Stk. 2

giver mulighed for helt eller

delvis at tage forbehold over for artikel 30, stk. 2, artikel 44, stk. 1, litra e,

stk. 3 og stk. 4, artikel 55, stk. 1, vedrørende artikel 35 om mindre grave-

rende strafbare handlinger, artikel 58 vedrørende artikel 37, 38 og 39 samt

artikel 59.

Stk. 3

giver mulighed for at tage forbehold for at benytte ikke-

strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for de i artikel

33 og 34 nævnte typer adfærd. Efter

stk. 4

kan en kontraherende part op-

hæve et forbehold helt eller delvist ved indgivelse af en erklæring stilet til

Europarådets generalsekretær.

Artikel 79

angår gyldighed og revision af forbehold, som en stat har taget

i medfør af artikel 78. Ifølge

stk. 1

er sådanne forbehold gyldige i en peri-

ode på fem år fra den dato, hvor konventionen er trådt i kraft for den på-

gældende part. Dog kan forbehold forlænges for perioder af tilsvarende

længde.

Stk. 2

bestemmer, at Europarådets generalsekretariat atten måne-

der før udløbet af et forbeholds gyldighedsperiode tilstiller den pågælden-

de kontraherende part meddelelse herom. Senest tre måneder før udløbsda-

toen skal den kontraherende part give generalsekretæren meddelelse om, at

forbeholdet fastholdes, ændres eller ophæves. Såfremt den kontraherende

part undlader at fremsende en sådan meddelelse, anses forbeholdet for at

være blevet forlænget automatisk for en periode på seks måneder. Hvis

den kontraherende part inden for denne periode ikke giver meddelelse om,

at forbeholdet fastholdes eller ændres, anses forbeholdet for ophævet.

Stk. 3

bestemmer, at en kontraherende før forlængelse af et forbehold eller

efter anmodning skal tilstille GREVIO en redegørelse for de grunde, hvor-

på en opretholdelse af forbeholdet støttes.

Artikel 80

angår opsigelse af konventionen. En kontraherende part kan til

enhver tid opsige konventionen ved meddelelse herom stilet til Europarå-

dets generalsekretær. En opsigelse træder i kraft den første dag i den må-

ned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for

generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 81

indeholder regler om Europarådets generalsekretærs meddelel-

ser vedrørende undertegnelser, ratifikationer, ikrafttræden, ændringer, for-

behold, opsigelser og andre handlinger, meddelelser eller underretninger

vedrørende konventionen.

Konventionens artikel 73-81 har ikke i sig selv lovgivningsmæssige kon-

sekvenser. Der vil ved en eventuel dansk ratifikation af konventionen skul-

le tages stilling til, om der skal tages et eller flere af de forbehold, som ar-

tikel 78 giver mulighed for, og om der skal tages territorialt forbehold med

hensyn til konventionens anvendelse på Færøerne og i Grønland, jf. artikel

77. Hvis der ved en dansk ratifikation tages forbehold i medfør af artikel

78, skal Danmark før en eventuel forlængelse af et forbehold og i øvrigt

efter anmodning over for GREVIO redegøre for de grunde, hvorpå en op-

retholdelse af forbeholdet støttes. Det vil ikke kræve lovgivning at opfylde

forpligtelsen til at give GREVIO en sådan redegørelse.

4. Sammenfatning

Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, opfylder gældende dansk lov-

givning i vidt omfang de forpligtelser, der er indeholdt i Europarådets

konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i

hjemmet.

En dansk ratifikation af konventionen vil dog på følgende to punkter kun-

ne kræve lovændringer med henblik på, at dansk ret fuldt ud kan opfylde

forligtelserne efter konventionen:

Det vurderes, at en dansk ratifikation vil kræve,

enten

at der gennemfø-

res en lovændring, som kriminaliserer gentagen truende adfærd som

nævnt i konventionens artikel 34, uden at den pågældende først har fået

et tilhold,

eller

at Danmark ved ratifikationen i medfør af konventio-

nens artikel 78, stk. 3, tager forbehold for at benytte ikke-strafferetlige

sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for den i artikel 34

nævnte adfærd.

Det vurderes, at en dansk ratifikation endvidere vil kræve,

enten

at der

gennemføres en lovændring, som udskyder tidspunktet for forældelse

af strafansvaret for ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægte-

skab (straffelovens § 260, stk. 2) og for legemsangreb i form af abort

eller sterilisation uden samtykke,

eller

at Danmark ved ratifikationen i

medfør af konventionens artikel 78, stk. 2, tager forbehold for ikke at

anvende konventionens artikel 58 for så vidt angår artikel 37 og 39.

Det vil endvidere før en dansk ratifikation af konventionen være relevant

at overveje, om Danmark ved ratifikationen i medfør af konventionens ar-

tikel 78, stk. 2, helt eller delvis bør tage forbehold over for anvendelsen af

konventionens artikel 44, stk. 3, om afskaffelse af krav om dobbelt straf-

barhed i sager om seksuel vold, herunder voldtægt, begået over for voksne

og i sager om tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation, jf. kon-

ventionens artikel 36, 37 og 39.

Det vil endelig før en dansk ratifikation af konventionen være relevant at

overveje, om Danmark ved ratifikationen i medfør af konventionens artikel

77 bør tage territorialt forbehold med hensyn til konventionens anvendelse

på Færøerne og i Grønland.

Regeringen agter at undertegne konventionen i løbet af efteråret 2013.

Regeringen forventer herefter i folketingsåret 2013-14 at fremsætte forslag

i Folketinget med henblik på at indhente Folketingets samtykke, jf. grund-

lovens § 19, til en dansk ratifikation af konventionen.

Såfremt regeringen i den forbindelse beslutter at foreslå lovændringer, vil

regeringen fremsætte lovforslag, og der vil i forbindelse med fremsættel-

sen af lovforslaget blive redegjort nærmere for de foreslåede lovændrin-

gers indhold og konsekvenser. Folketinget vil i givet fald ved en vedtagel-

se af lovforslaget meddele samtykke efter grundlovens § 19 til, at Dan-

mark ratificerer konventionen.

Såfremt regeringen beslutter ikke at foreslå lovændringer, vil regeringen

fremsætte beslutningsforslag om, at Folketinget giver samtykke efter

grundlovens § 19 til, at Danmark ratificerer konventionen. Der vil i for-

bindelse med fremsættelsen af beslutningsforslaget blive redegjort nærme-

re for regeringens beslutning og om de forbehold, som regeringen ved rati-

fikationen i givet fald agter at tage over for anvendelsen af enkelte af kon-

ventionens bestemmelser.