Retsudvalget 2012-13
REU Alm.del Bilag 129
Offentligt
Til Folketingets Retsudvalg
Vedrørende udtalelser om andelshaveres grådighed og spekulation fremsat i høring iFolketingets Retsudvalg 04-12-2012.Jeg citerer fra en udskrift, som er uarbejdet af næstformand for AB Duegården BentSchmidt-Nielsen og lagt ud på Duegårdens hjemmeside(http://www.ab-duegaarden.dk/wp-content/20121204-hc3b8ring-i-retsudvalget-10-min-om-andelsboligforeninger.pdf).Mette Reissmann (S), forbrugerordfører, formand for By- og Boligudvalget og medlem afRetsudvalget, sagde blandt andet:Der er også nogen sager, hvor der har været ufattelig dårlig juridisk rådgivning, og dethar man jo så også regler for hvordan man kan håndtere den slags. Så det at sige at det errenteswappen, der er det onde selv, men det er jo ikke tilfældet. Så derfor er detselvfølgelig ikke en løsning at skulle til at forbyde finansielle produkter af den karakter.Det går jeg ikke ind for. Jeg mener naturligvis, at en regulering, som sikrer, atandelshavere /forbrugere beskyttes mest muligt, men der er ogsågrådighedog det vil viikke beskytte folk imod.Torben Kuld Hansen, dommer i Sø- og Handelsrettens Skifteretsafdeling, sagde blandtandet:Jeg er helt enig i, at man jo selv har bragt sig i den her situation. Man kan måske lidtgroft sige, at man har deltaget ispekulationog man har tabt.Foranlediget af disse udtalelser, skal jeg fortælle, hvordan det gik til, da jeg blevandelshaver i Andelsboligforeningen Duegården og dermed gjorde mig fortjent til atblive kaldt en grådig spekulant.Jeg var lejer i Magistrenes Pensionskasses ejendom på Duevej. En dag fik jeg enindbydelse til et orienteringsmøde om muligheden for, at lejerne kunne danne enandelsboligforening, da pensionskassen havde sat ejendommen til salg. For indkaldelsentil mødet stod lejerforeningens daværende formand Michael Chesnutt, forhen professor ioldislandsk ved det Arnamagnæanske Institut. Indkaldelsen kom som et lyn fra en klarhimmel. Jeg og alle andre lejere, jeg talte med, anede intet om, at noget sådant var påfærde.På mødet fik jeg indtryk af, at der forelå udførlige planer om transaktionen, planer, derikke var lagt af andelshavere men af Nicolaj Giødesen, advokat med speciale i oprettelseaf andelsboligforeninger. Nicolaj Giødesen forsikrede os på orienteringsmødet om, atejendommen var det værd, som man forlangte for den og endda mere. Det ville ikke værenoget problem, at låne de penge, der krævedes, og den påtænkte andelsboligforeningsøkonomi så godt ud. Vi vidste ikke noget ondt at sige om ham, så vi troede på ham.Michael Chesnutt var på mødet en energisk fortaler for projektet. Han lagde vægt på, at vived at købe ejendommen undgik risikoen for, at den ville falde i hænderne på enejendomsspekulant, der kunne finde på alskens uhyrligheder i retning affupmoderniseringer og opskruning af huslejen. Det forekom os at være et vægtigtargument. Det lykkedes Giødesen og Chesnutt at overbevise os.Der blev snart efter afholdt stiftende generalforsamling en fredag aften og fristen forbindende tilmelding blev sat til mandag morgen kl. 9. Det var altså ikke muligt at søgeuvildig rådgivning i betænkningstiden. Nicolaj Giødesen forklarede den kortebetænkningstid over en weekend med, at der var stor fare for at renten ville gå op oglånene blive dyrere. Det var jo tilsyneladende pæne mennesker, der anbefalede projektet.
Vi troede på dem og foreningen blev stiftet af ca.70% af lejerne. Giødesen blevforeningens første administrator og Chesnutt blev dens første formand, men han solgte sinandel få måneder efter at foreningen blev dannet.Det var sådan det var. Nu vil jeg præcisere, hvordan det ikke var. Det var ikke grådighedhos lejerne, der var drivkraften for projektet. Initiativet kom ikke fra lejerne, det kom fra etkonsortium bestående af Nykredit og Nicolaj Giødesen som hovedaktører og en valuar,der spillede en birolle. De lagde alt til rette, før lejerne fik noget at vide om, hvad derforegik.Socialdemokraternes forbrugerordfører Mette Reissmann må utvivlsomt have stiftetbekendtskab med den teori, som mange hælder til, at det var finansinstitutionernesgrådighed, der var årsagen til, at ejendomsmarkedet løb amok. Alligevel betragter hunåbenbart andelshaverne som de skyldige. Det samme gør skifteretsdommer Torben KuldHansen. Han bruger ikke som Mette Reissmann skældsordet grådighed om dem, der lodsig narre, han kalder dem spekulanter. Det er også et skældsord. Disse to høringsdeltageresensidige ansvarsplacering er helt i tråd med det, Nykredit plejer at sige.Andelshaverne i AB Duegården var ikke spekulanter, da de lod sig overtale til at gå ind iGiødesen & Co's projekt, men de blev det uden at vide det, da Giødesen formidledeNykredits salg af en swapaftale til foreningen. Købet af dette spekulative finansielleprodukt var den næststørste disposition i foreningens historie, og den foregik i stilhed.Andelshaverne blev ikke underrettet, generalforsamlingen blev ikke spurgt. Bestyrelsenforstod lige så lidt som "bankrådgiverne" konsekvenserne af en swapaftale og aftalen gavforeningens økonomi dødsstødet. Handelen udløste formentlig et kraftigt salær tilGiødesen, den pyntede på Nykredits kvartalsrapport, de bonusbelønnede rådgivere havdenoget at se frem til og andelshaverne sad med Sorteper.Andelshaverne forestillede sig nu, at ligesom aktionærerne i et tabsgivende aktieselskabmed negativ egenkapital kan lade være med at skyde flere penge i selskabet og lade det gåkonkurs, kan andelshaverne i en tabsgivende andelsboligforening med negativ egenkapitalligeledes undlade at skyde flere penge i deres foretagende og lade det gå konkurs.Skifterettens afgørelse i sagen var ikke i overensstemmelse med denne analogislutning.Andelsboligforeningen Duegården blev nægtet retten til at gå konkurs. Afgørelsen varbaseret på en - jeg tror ad hoc - tese om retlig interesse, som andelshaverne ikke havderåd til at få afprøvet ved en højere instans.Med venlig hilsenHans DegnDuevej 16, 4th, 2000 Frederiksberg
