MIU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 383: Informationshæfte - Fakta om ulv i Danmark, fra Naturhistorisk Museum, Aarhus

Hvad er det for en ulv, vi har fået til Danmark? .............. 3Ulvens historie og udryddelse i Danmark ........................ 3Ulvens tilbagevenden til Danmark ..................................... 4Thy-ulven...................................................................................... 5Ulve i Jylland efter Thy-ulven ................................................ 6Hvorfor ser vi enlige ulve og ikke flokke? ......................... 8Har ulve brug for vildnis?........................................................ 8Et af verdens mest tilpasningsdygtige dyr ....................... 9Hvor store ulveflokke kan vi forvente? .............................. 9Hvad vil ulvene leve af i Jylland? .......................................10Ulve og husdyr .........................................................................11Kan man forhindre, at ulven tager husdyr? ...................11Hvorfor angriber ulven mange får på en gang?...........12Ulve og hunde ..........................................................................12Ulve og katte .............................................................................14Er ulven farlig for mennesker? ............................................14Må vi beskytte os imod ulven,når den er fredet? ....................................................................17Hvad kan vi lære af historien? .............................................17Bilag 1:Dansk resumé af rapporten „The fear of wolves:A review of wolf attacks on humans“ af JohnLinnell et al. 2002.....................................................................18

ULVENS HISTORIE OG UDRYDDELSE IDANMARKDe ældste ulveknogler i Danmark er 13.000 årgamle og fundet ved Allerød lidt nord for Køben-havn. Ulven fulgte i fodsporene på rensdyret ogvar blandt de allerførste indvandrere til Danmark,da isen trak sig tilbage i slutningen af sidste istid.Frem til middelalderen var ulven udbredt både påØerne og i Jylland. Klostrene var pålagt at af-holde ulvejagter, og der skulle betales ulveskat tilkongen. I 1357 udsendte Kong Valdemar en ordreom at bekæmpe ulvene. I 1513 ophævede manulveskatten på Sjælland, men det formodes, atulven her var blevet udryddet længe inden. I Jyl-

land holdt ulven dog stadig stand og var ganskehyppig i 1600-tallet i takt med, at pest og krigehavde decimeret landbefolkningen, som derforhavde svært ved at modstå ulveangreb. På grundaf angreb på husdyr intensiverede man indsat-sen mod ulve, og i 1650 blev der påbudt en årligulvejagt. De historiske beretninger fortæller ommange store ulvejagter, hvor specielle ulvejægereblev ansat til at bekæmpe ulvene i Jylland. Des-uden fangede man ulve i indhegninger, såkaldteulvegårde, og i ulvegrave, som var firkantede,dybe jordhuller beklædt med træ.Der er ingen tvivl om, at ulven har gjort skade påfår, kvæg og heste, men i den grundigste pub-licerede gennemgang af ulvens historie og udryd-delse i Danmark (Weismann 1931) nævnes ingentilfælde af ulveangreb på mennesker.Det lader til, at man i slutningen af 1600-tallethavde udryddet den egentlige ulvebestand i Jyl-land, men indimellem kom der stadig ulve op fraTyskland. Den sidste ulv, der med sikkerhed blevnedlagt i Danmark, blev skudt i 1813 ved Est-vadgård syd for Skive.

ULVENS TILBAGEVENDEN TIL DANMARKVi oplever i disse år det, som man har set talrigeeksempler på andre steder – både i resten afEuropa og i Nordamerika: Hvis ulven får lov, er denmeget effektiv til at vende tilbage til områder, hvorden før har levet. Eksempelvis vendte ulven tilbagetil Sverige i slutningen af 1970’erne (fra Finland),Frankrig i begyndelsen af 1990’erne (fra Italien),Schweiz i 1995 (fra Italien) og både Belgien og Hol-land i 2011 (fra Tyskland). At vi også ville få tyskeulve til Danmark, var kun et spørgsmål om tid.I Tyskland udryddede man ulven tilbage i 1800-tal-let, men i år 2000 var det første gang i ca. 150 år,at et vildt ulvepar ynglede i Tyskland, nemlig iLausitz-regionen i den østlige del af landet. Par-ret var kommet fra Polen, hvor der findes en storulvebestand. Her havde ulvene i årene forindenetableret sig tæt på grænsen til Tyskland. Snartfulgte flere polske ulve efter, og i løbet af små ti århavde man allerede en pæn bestand i Lausitz.

I den seneste opgørelse fra 2013 (se kort) angivesder for Tyskland 22 ulvekobler/-par og fire ter-ritorielle, enlige ulve. I de tre delstater lige syd forden dansk-tyske grænse findes pt. et ulvekobbel,tre ulvepar og tre enlige, territoriehævdende ulve.Lige syd for den dansk-tyske grænse i Slesvig-Holsten registrerede man i 2007 den første vildeulv i delstaten, da en etårig hanulv blev kørt ned.Så sent som den 31. marts 2013 fik man igen bevisfor ulv i delstaten, da en ung strejfer blev slåetihjel i trafikken.Det første håndfaste bevis for ulv i Danmarkvar DNA-undersøgelsen af den døde Thy-ulv islutningen af 2012, men også før 2012 har derværet adskillige sandsynlige observationer af ulvog ulvefodspor i Jylland. Vildtkonsulent SvendHansen fra Naturstyrelsen fulgte i februar 2010 etulvelignende fodspor i sneen over ca. 3 km vedSommersted øst for Jels mellem Haderslev ogVejen. På samme tid modtog vildtkonsulenten toaf hinanden uafhængige henvendelser fra, hvad

han vurderede var troværdige vidner, om ulve-observationer på egnen. I juni 2011 mente skov-løber Jens Jørgen Andersen fra Naturstyrelsen iThy at have set en ulv i Nationalpark Thy. Derud-over er flere andre potentielle, men ubekræftedeulveobservationer i årene 2006-12 blevet indrap-porteret til forfatterne.Unge ulve forlader typisk deres forældre i en alderaf 1-3 år, og jo yngre de er, når de spreder sig, jostørre er chancen for, at de vil begive sig ud pålange vandringer. Der er således stor sandsyn-lighed for, at Thy-ulven, der blev født i foråret2009, kom til Jylland allerede i 2010 eller 2011.

faktisk var tale om en ægte ulv. Der var brug forbedre bevismateriale, og det fik man 16. novem-ber 2012, da Naturstyrelsen fandt et dødt, ulve-lignende dyr i Nationalpark Thy. Dyret, en storhan, blev obduceret den 22. november på Centerfor Vildtsundhed under DTU Veterinærinstituttet,og obducent Tim Kåre Jensen konkluderede, atdødsårsagen var en stor tumor i brysthulen. Tu-moren havde ført til ophobning af 2-3 liter væske ibrysthulen, hvilket resulterede i et kraftigt tryk pålungerne og dermed kollaps, så dyret blev kvalt.Alt pegede på, at dyret meget vel kunne være enulv, men dyret var så afmagret og nedbrudt, atman ikke turde konkludere noget med sikkerhedud fra obduktionen alene.

THY-ULVENBåde den 6. og 14. oktober 2012 blev der i Na-tionalpark Thy taget billeder af, hvad fotografernevar overbeviste om, var en ulv. Billederne fra den14. oktober taget af ornitologen Kim Frost blevvidt udbredt i medierne ugen efter, og det var herulvehistorien for alvor brød ud i Danmark.Billederne var imidlertid ikke gode nok til, at manmed sikkerhed kunne konstatere, om der rentVildtkonsulent Tommy Hansen, Naturstyrelsen, under-søger den døde Thy-ulv, der blev fundet i NationalparkThy den 16. november 2012. Ulven var en han på omkring3½ år, der var vandret op fra Østtyskland. Foto: HenrikKjær Bak.

Det endegyldige bevis blev fremlagt den 7.december 2012. DNA-undersøgelser foretaget afseniorforsker Liselotte W. Andersen fra Institut forBioscience, Aarhus Universitet, i samarbejde medDNA-laboratoriet på Senckenberg Forschungs-institut und Naturmuseum i Frankfurt baseret på27.000 genetiske markører viste utvetydigt, atThy-ulven var en vild grå ulv, der stammede fra enkendt ulvefamilie i delstaten Sachsen i det østligeTyskland. Dermed havde vi videnskabeligt bevisfor vild ulv i Danmark for første gang i 199 år. Mankunne desuden slutte sig til, at ulven i Thy havdeværet omkring 3½ år gammel, da den døde.ULVE I JYLLAND EFTER THY-ULVENAllerede kort tid efter Thy-ulvens død kom dernye ulveobservationer fra Jylland. Den 26. decem-ber blev der taget billeder af, hvad der i høj gradlignede en ulv ved landsbyen Dejbjerg nær Lemmellem Ringkøbing og Skjern. Siden da har vi fåetflere beviser for ulv i Midtjylland.Flere steder er der blevet fotograferet ulv af vildt-Vildtkamerabillede af ulv i Fjederholt Plantage mellemIkast og Brande. Foto: Hans Poulsen.Vildtkamerabillede af ulv taget mellem Skave og Sten-dis ved Holstebro, 5. marts 2013. Foto: Kris StadsbjergHansen.

observationer fra personer, der mener at haveset en ulv. Imidlertid er der talrige eksempler på,at mange – hvis ikke de fleste – mennesker kanhave svært ved at se forskel på en ægte ulv ogulvelignende hunderacer såsom tjekkoslovakiskulvehund, saarloos wolfdog, Alaskan malamute,Siberian husky og grønlandshund.Et nyligt eksempel sås på Ørre-Sinding-egnenved Herning, hvor løsslupne huskyer i april 2013gjorde lokalbefolkningen ængstelige, da detroede, at det var ulve. En af huskyerne blev sågarset jage en flok hjorte. Man må derfor regne med,som de også gør det i andre lande, at en stor del afde indrapporterede ulveobservationer fra Jylland ivirkeligheden drejer sig om sådanne hunderacer.Mange henvendelser til Naturhistorisk Museum ogandre faglige fora har drejet sig om fodspor, især isne. Ulvefodspor er imidlertid meget vanskelige at

skelne fra spor efter store hunde. Det kræver op-måling og fotoregistrering af en række parametre,før man kan komme med en realistisk vurdering,bl.a. skal man kunne følge fodsporene over flerekilometer for at kvalificere observationen. Deter ligeledes vanskeligt at skelne visuelt mellemekskrementer fra hunde og ulve.DNA-undersøgelser af ekskrementer og nedlagtehovdyr har vist, at der har befundet sig mindst3 hanulve i Midtjylland i vinteren 2012/13. En afdem kom fra samme kobbel som Thy-ulven og varen yngre halvbror til denne. De to andre var medal sandsynlighed polske ulve.Desuden viste DNA-undersøgelser, at en ulvhavde angrebet får i Midtjylland i februar.

HAR ULVE BRUG FOR VILDNIS?Det er en af de helt store myter omkring ulven, atden har brug for store vildnisområder for at over-leve. Ulven er langt bedre til at omgås menneskerog udnytte det menneskeskabte landskab, end defleste er klar over, og den moderne europæiske ulvkan sagtens trives i landbrugsområder og andrekulturlandskaber. Således findes der i det nutidigeEuropa omkring 10.000 ulve, der næsten udeluk-kende lever i kultiverede landskaber.De nyeste undersøgelser fra Tyskland, hvor manhar fulgt ulvenes færden ved at udstyre dem medGPS-radiohalsbånd, når frem til nøjagtig sammekonklusion. Undersøgelserne har vist, at ulveneoverraskende hurtigt kan sprede sig ind i moder-ne kulturlandskaber, og at man i Tyskland kanforvente ulve i stort set alle slags landskaber, ogsålandbrugsregioner. Man kender til tyske ulve, derhar slået sig ned og haft deres hule med ungerblot en halv kilometer fra en travl hovedvej.Ulven har overordnet brug for to ting fra naturenshånd for at overleve:- Nok føde, og det har vi masser af i Jylland i formaf en stor hjortebestand.- Steder at gemme sine unger, hvilket ulven på...lige fod med ræv og grævling givetvis vil kunne...finde i det jyske mosaiklandskab.

HVORFOR SER VI ENLIGE ULVE OG IKKE FLOKKE?Alle de sikre observationer, vi indtil videre har afulv i Jylland, er af enkelte individer, ikke flokke.Det er der en god grund til. Ulve lever ganske visti flok bestående af et forældrepar og deres un-ger. Men langt de fleste unger, det gælder bådehanner og hunner, forlader typisk, når de er 1-3år gamle, deres forældres territorium for at findeet passende sted at etablere eget territorium ogikke mindst finde en mage. Mange slår sig nedtæt på deres forældre, men regelmæssigt ser manunge ulve vandre flere hundrede kilometer væk,nogle endda over 1000 km. I Tyskland vandrede

HVOR STORE ULVEFLOKKE KAN VI FORVENTE?Ulve lever i flokke, der oftest – men ikke altid –består at et ynglende forældrepar, kaldt alfapar,og deres unger. Unger af begge køn forlader deresforældres territorium, typisk i en alder af 1-3 år, forat finde et sted at etablere deres eget territoriumsamt en mage. Når et nyt par får unger, opstår deren ny flok.Ulvenes flokstørrelse kan variere meget fra regiontil region og afhænger tilsyneladende bl.a. af, hvorstore byttedyr de jager. I Tyskland er det gennem-snitlige antal medlemmer i ulveflokke taget overhele året omkring 8. I Polen indeholder flokkenormalt 2-7 individer. I det østlige Finland, hvorulve især jager elge og vilde skovrener, indeholderulveflokke om vinteren 3-12 individer med etgennemsnit på 7. I Sverige er den gennemsnitligeflokstørrelse lige under 7.Krondyrkadaver begnavet af ulv. Foto. Th. Secher Jensen.

ET AF VERDENS MEST TILPASNINGSDYGTIGE DYRBlandt pattedyr overgås den grå ulv måske kunaf mennesker, når det drejer sig om tilpasnings-dygtighed. Ulven er det landpattedyr i verden, derhar den største naturlige udbredelse. Den findesfra Jordens allernordligste landområder i højarktiskGrønland til Nordafrika, Himalaya og Fjernøsten.Den er det, man kunne kalde en „+100 art“: I situdbredelsesområde udsættes den for tempera-turer fra plus 50�C til minus 56�C, altså et spændpå over 100 grader, hvilket ikke ret mange dyrkan kapere. Ulvens naturlige levesteder inklu-derer tundra, tempereret skov, prærier, sumpe,bjerge i op til fem kilometers højde, ørkner og,som vi i Europa ser masser af eksempler på,kulturlandskaber. Ulvens vigtigste kriterium for atkunne trives i et område er, at der er rigeligt mednaturlige byttedyr i form af hovdyr såsom hjorteog vildsvin.

rådyr og krondyr. I områder, hvor vildsvin, dådyrog sikahjort er til stede, vil disse sikkert også blivejaget. Ligesom i Tyskland vil ulvenes kost i Jyllandsikkert desuden indeholde en lille procentdelharer, gnavere som mus, rotter og måske bæversamt andre rovdyr som ræv og mårhund.Mange studier i Europa viser, at så længe der errigeligt med vilde hovdyr til ulven, vil blot en gan-ske lille del af dens føde udgøres af husdyr. I Tysk-land drejer det sig kun om 0,6%. I jagtsæsonen2011/12 blev der i Jylland nedlagt 82.671 rådyr og7.461 krondyr. Da bestandene er så store, må manforvente, at husdyr også her kun vil udgøre en lilleprocentdel af ulvenes kost (se næste afsnit).

ULVE OG HUSDYRAlle steder, hvor ulven lever i nærheden af husdyr,kan den tage dem, hvis den får lejlighed til det.I Europa er får klart det husdyr, der oftest tages.Talrige studier i Nord- og Mellemeuropa (Tysk-land, Sverige, Finland, Polen, Estland, Letland,Slovakiet og Ungarn) har vist, at hest, ko og grisher sjældent eller aldrig angribes af ulve. Vissesteder i Sydeuropa i områder med stor mangel pånaturlige byttedyr som i fx Portugal, Spanien ogItalien samt i Mongoliet kender man dog eksem-pler på, at heste jævnligt bliver angrebet. I Nord-amerika angriber ulve blandt husdyr især kvæg.Der er dog signifikant forskel på, hvor stor endel af ulvens føde der udgøres af husdyr. Mangesteder i Europa har det tydeligt vist sig, at sålænge der er rigelig med vilde hovdyr såsomhjorte og vildsvin til ulven, så udgør husdyr kunen ganske lille procentdel af ulvens føde. Det sesbl.a. i Tyskland, hvor vores ulve kommer fra.Et grundigt studie af ulvenes føde i det østligeTyskland 2001-2009 viste, at kun 0,6% af deres

føde udgøres af husdyr. Ud af de nedlagte hus-dyr udgjorde får størstedelen (0,44% af ulvenestotale fødemængde) efterfulgt af kanin (0,01% affødemængden). Derudover blev der indimellemtaget kat (0,005% af den totale fødemængde) oghøns (0,0006%). I det pågældende studie registre-rede man ikke en eneste gang ko, hest eller gris ide undersøgte ulves føde. I løbet af den otteårigestudieperiode steg bestanden fra et til syv ulve-kobler, men de sidste to år faldt antallet af an-greb på husdyr faktisk som følge af mere effektivbeskyttelse.Tabellen viser den officielle statistik over ind-rapporterede husdyrskader for hele Sverige forperioden 2003-2012, hvor man har haft langt flereulve end i Tyskland, 200-300 individer de sidste fireår af perioden. Her er det igen får, der dominererstatistikken. Kvæg er i gennemsnit blevet angrebetaf ulv 6,7 gange om året, mens ged i den tiårigeperiode er blevet angrebet 4 gange og hest 2.

KAN MAN FORHINDRE, AT ULVEN TAGERHUSDYR?Helt at undgå ulveangreb på husdyr, primært får,i Jylland fra tid til anden er ikke realistisk. Men vikan gøre meget for at beskytte vores husdyr vedat bruge den rigtige slags elektriske hegn kombi-neret med hyrdehunde. Hvis vi forvaltningsmæs-sigt sørger for, at der er rigeligt med vilde byttedyrtil ulven, hvilket i Jylland især vil sige rådyr ogkrondyr, og beskytter husdyrene effektivt, så kanman nedsætte antallet af ulveangreb på husdyrvæsentligt, også selvom vi får flere ulve.I Lausitz i det østlige Tyskland har ulveangreb påfår og geder primært været på individer, der ikkehar været ordentligt indhegnet. På trods af en vok-sende ulvebestand i regionen er antallet af ulve-angreb faktisk faldet de seneste år, netop fordiman er blevet bedre til at passe på sine husdyr.Der findes udførlige manualer fra både Tysklandog Sverige, der beskriver, hvordan man mest effek-tivt beskytter sine husdyr mod ulve.

steder i Europa. Det skyldes en uheldig kombi-nation af ulvens naturlige jagtinstinkter og denunaturlige jagtsituation, der opstår i et indelukke.I den vilde natur slår store rovdyr sjældent flerebyttedyr ihjel, end de kan æde. Ikke mindst fordidet koster mange kræfter og kan indbefatte en visfare at nedlægge byttedyr. Men man kender fraflere forskellige arter af rovdyr, fx ræv, prærieulvog grå ulv, at hvis de kommer ind til husdyr i enindhegning, en stald eller et hønsehus, kan de slåadskillige af dem ihjel. Det mener man skyldes, atrovdyrs jagtinstinkt bliver tændt ved, at et bytte-dyr flygter. Når rovdyr angriber en flok byttedyr inaturen, vil byttedyrene kunne flygte bort, men iet indelukke farer husdyrene forvildede rundt omrovdyret, og det kan føre til, at mange nedlægges.Det er værd at bemærke, at man fra andre landekender talrige eksempler på, at også hunde, selvhunde, som deres ejere betragter som uskyldigekæledyr, kan angribe og dræbe mange får på engang.

Ikke overraskende er jagthunde, der strejfer rundtfor sig selv i ulveterritorier, særligt udsatte. I Sve-rige, hvor man har en tradition for at bruge løse,drivende hunde ved elgjagt, drejer hele 80% afalle ulveangreb på hunde sig om jagthunde underjagt. Tilsyneladende er det i omkring halvdelenaf tilfældene hundene selv, der opsøger ulvene.Man har regnet ud, at risikoen i Sverige for, at enhund, som anvendes til jagt i et ulveterritorium,bliver angrebet, er omkring 1 ud af 9000 jagtdagei et territorium med en enlig ulv eller et ulvepar. Iet territorium med en hel ulvefamilie er risikoenomkring 1 ud af 5000 jagtdage. Det svarer no-genlunde til risikoen for at få påkørt sin jagthundaf en bil i de ulveområder, hvor statistikken herstammer fra. I de resterende tilfælde, hvor hundebliver angrebet af ulv i Sverige, er der også typisktale om hunde, der har været ude på egen hånd,men indimellem bliver der taget hunde nær be-byggelse, fx vagthunde.At ulve kan finde på at angribe hunde, er der forså vidt intet unaturligt i. Det er en del af naturensbarske orden, at rovdyr slår andre rovdyr ihjel – oghunde, skal man ikke glemme, er jo rovdyr. Løverfx dræber voksne leoparder og geparder uden atæde dem, men tilsyneladende for at skille sig afmed konkurrenter.

vores breddegrader, der oftest angriber hunde.Hvor tit og hvorfor ulve angriber hunde variererdog betragteligt fra region til region.Med en ulvebestand på 200-300 dyr har antallet afårlige ulveangreb på hunde i Sverige de senestetre år ligget på hhv. 27, 41 og 21 (se tabel side 11).I gennemsnit er omkring 6 ud af 10 ulveangreb påhunde fatale. Det lader ikke til, at antallet af årligeangreb er steget væsentligt de seneste 5-7 år påtrods af, at ulvebestanden er mere end fordoblet iperioden.I Tyskland derimod kender man kun til et enestebekræftet tilfælde af, at en ulv har dræbt en hund.Det var en tysk jagtterrier, der tilbage i 2005 løbefter en ulv og passede den op, som den ville havegjort det, hvis det var et vildsvin, hvilket den ikkeoverlevede. De tyske ulve, vi nu får op i Jylland,har således ikke en tradition for at jage eller dræbehunde.

Afhængigt af forskellige faktorer, bl.a. hundensrace, størrelse og køn samt, om hunden er ka-streret, kan alle tre tilfælde formodentlig fore-komme. Det ville dog være usædvanligt for enulv at angribe en hund af modsatte køn, ligesomhanulve tilsyneladende er mindre tilbøjelige til atangribe kastrerede hanhunde. I Sverige regner for-skere med, at hypotese 2, altså at ulven betragterhunden som en anden ulv, er den hyppigste årsagtil angrebene, men det sker også, at ulve æderhunde.At ulve betragter hunde som byttedyr ses især, nårulvenes naturlige byttedyr forsvinder, og ulvenetvinges til at finde alternative fødekilder. Det ople-vede man bl.a. i Hviderusland i 1990’erne, hvorbestandene af hjorte og vildsvin pga. jagt daledekraftigt. Endelig ser man i visse egne af Øst- ogSydeuropa, hvor der lever en decideret bestand afvilde, omstrejfende hunde, at disse regelmæssigtblive taget af ulve.Det kan afrundingsvist nævnes, at der forekom-mer masser af møder mellem ulv og hund, somikke ender blodigt, men hvor de enten ignorerereller flygter fra hinanden eller endda leger sam-men eller kurtiserer hinanden.

ER ULVEN FARLIG FOR MENNESKER?Det mest ømtålelige og kontroversielle emne iforbindelse med ulves tilbagevenden til Danmark,såvel som alle andre steder i verden, er forståeligtnok, hvilken potentiel fare ulven udgør for men-nesket. Den grundigste undersøgelse, der er lavetaf ulveangreb på mennesker, er rapporten „Thefear of wolves: A review of wolf attacks on humans“fra 2002 af John Linnell og 17 andre europæiskeulveforskere (se Bilag 1 for dansk resumé).I rapporten beskrives tre typer ulveangreb påmennesker:- Angreb af ulve med rabies (hundegalskab).- Ikke-dødelige forsvarsangreb, hvor ulven harnappet i forsvar, fx hvis den er blevet angrebetaf en hyrde, der har prøvet at slå den ihjel.- Prædatoriske angreb, hvor ulven har betragtetmennesker som byttedyr.Langt den hyppigste form for angreb har ifølgeLinnell et al. været af rabiessmittede ulve. I dag,hvor vi har en effektiv rabiesvaccine, er disseangreb sjældent dødelige, og rabiesramte ulve an-griber ikke for at dræbe. Desuden har man i voresdel af Europa stort set udryddet rabies blandtrovdyr. Sygdommen bæres især af ræve, og såsnart den konstateres, sætter man intensivt ind forat borteliminere dyret. I Tyskland udryddede man

rabies blandt rovdyr i 2008. Ligeledes påbyder dendanske lovgivning, at rabiesramte dyr aflives. Såsandsynligheden for menneskeangreb af rabies-ramte ulve i Danmark må anses for ganske lille.Prædatoriske ulveangreb kender man fra gamledage mange eksempler på, og de forekommerden dag i dag jævnligt i fattige landområder iIndien. Men disse angreb hænger sammen medforhold, som ikke længere er til stede i Europa,nemlig en kombination af landdistrikter med storfattigdom, mangel på naturlige byttedyr og man-gel på skydevåben at forsvare sig med, så ulvenelærer at respektere mennesket. Derfor har præda-toriske ulveangreb på mennesker i det moderneEuropa været yderst sjældne.Fra 1900-tallet har Linnell et al. kun fundet beviserfor 9 dødelige ulveangreb på mennesker, alle børn:5 i Polen i 1937 og 4 i Spanien i to perioder i hhv.1950’erne og -70’erne. I alle tilfælde var der tilsyne-ladende tale om enkelte ulve, der var begyndt at

angribe mennesker. Da de pågældende ulveindi-vider blev dræbt, ophørte angrebene. Siden 1974har man i Europa ikke oplevet et eneste prædator-isk angreb.I Italien, et land med 60 millioner indbyggere, harman omkring 1000 ulve og har ikke haft et enesteangreb de seneste 150-200 år. I Abruzzo Nation-alparken relativt tæt på Rom lever 50-60 ulve, ogselv om parken hver sommer besøges af 2 mil-lioner turister, har der ikke været et eneste tilfældeaf aggressiv ulveadfærd. I Rumænien har manomkring 5000 ulve og kender heller ikke her tilnylige ulveangreb. Det samme gælder lande somSverige, Norge, Finland, Tyskland, Polen, Frankrig,Schweiz, Estland, Slovenien, Kroatien og Portugal.Det sidste angreb på et menneske i Skandinavienaf en vild ulv var i 1882 i Finland. I den grundigstepublicerede gennemgang af ulvens historie ogudryddelse i Danmark (Weismann 1931) nævnesingen tilfælde af ulveangreb på mennesker.

I rapporten af Linnell et al. konkluderer man:„Risikoen for ulveangreb i Europa/Skandinavien(og også Nordamerika) i dag fremstår som megetlav, eftersom nyere tilfælde er sjældne trods stigen-de antal ulve. På nuværende tidspunkt regner manmed, at der er 10.000-20.000 ulve i Europa. Selvmed dette antal ulve har vi kun fundet bevis for, at4 mennesker er blevet dræbt i Europa af ulve, derikke havde rabies, inden for de sidste 50 år.“Noget, man forvaltningsmæssigt skal tage yderstalvorligt, er muligheden for, at enkelte ulveindi-vider kan miste deres medfødte angst eller skyhedfor mennesker og blive potentielt farlige. Mankalder dem frygtløse eller habituerede ulve. Dethar man i Nordamerika i nyere tid set et mindreantal tilfælde af, hvoraf to i 2005 og 2010 endtemed dødsfald. Dette skal ses i lyset af, at der iNordamerika findes 65.500-76.500 vildtlevendeulve. Ifølge en af verdens ledende ulvekapaciteter,Luigi Boitani, der har studeret ulve i Europa i 40 år,tyder intet på, at de europæiske ulve har mistetangsten for mennesker. Ikke desto mindre under-streger Linnell et al., at det er essentielt, at man isin forvaltningsplan for ulven har et beredskab,så man i god tid kan opdage og gribe ind over forulve, der udviser tendens til at kunne blive farligefor mennesker. Det giver EU-lovgivningen ogsåmulighed for.Selvom ulven som art er fredet af EU’s habitatdi-rektiv, kan man fjerne særligt problemskabendeulveindivider, dvs. ulve, der betragtes som poten-tielt farlige for mennesker eller bliver ved med attage mange husdyr. I Tyskland, hvor man har haftynglende ulve siden år 2000, har man endnu ikkefundet det nødvendig at fjerne en eneste ulv. ISverige derimod benytter man sig fra tid til andenaf muligheden, men her drejer det sig oftest omulve, der er problematiske i forhold til husdyr ogikke mennesker. En vigtig pointe i denne sam-menhæng er, at når det endelig en meget sjældengang sker, at en ulv i den vestlige verden udvikler

sig til at være frygtløs, så er det, netop fordi ulveaf natur er overordentlig sky og forsigtige over formennesker, en yderst langsommelig proces. Un-dervejs vil den pågældende ulv udsende mangetydelige signaler om, at den er ved at blive farlig,så man i tide kan fjerne den.Vi har hidtil i Danmark haft en del observationer afformodede ulve, der er kommet meget nær men-nesker eller biler eller endda er set på en gård-splads. I de tilfælde, hvor observationerne har kun-net følges op med dokumentation, er det blevetsandsynliggjort, at der har været tale om hunde afracer, der ligner ulve meget.Ulven er naturligvis et stort rovdyr, som man skalhave respekt for og omgås med sund fornuft. Manskal ikke forsøge at fodre den for at lokke den tilsig eller forsøge at nærme sig den og trænge denop i en krog. Men overholder man disse simpleregler, og vi ellers sørger for en fornuftig forvalt-ningsplan i Danmark, så er sandsynligheden for etulveangreb på mennesker meget lille.

MÅ VI BESKYTTE OS IMOD ULVEN, NÅR DEN ERFREDET?Selvom ulven er fredet af EU’s habitatdirektiv, harlande under bestemte omstændigheder lov til atskille sig af med særligt problemskabende ulvein-divider.Den tyske ulveforvaltningslovgivning tillader, atman kan fjerne en given ulv,- hvis den vurderes at udgøre en reel fare formenneskelig sikkerhed- hvis man ikke kan få en given ulv til at stoppe,med at dræbe beskyttede husdyr, uanset hvilkeforanstaltninger man forsøger sig med.I Tyskland, hvor man har haft ynglende ulve sidenår 2000, har myndighederne endnu ikke set signødsaget til at tage denne lovgivning i brug i eteneste tilfælde. Lovgivningen er også åben overfor såkaldt „negativ konditionering“, dvs. tiltag, derskal sørge for, at en eventuel habitueret ulv igenbliver sky over for mennesker. Indtil videre harman i Tyskland heller aldrig fundet det nødven-digt.I Sverige, der huser 300-400 ulve, sker det der-imod, at myndighederne giver tilladelse til atskyde ulve, der opleves som problematiske. Dettekalder de skyddsjagt. Oftest er det ulve, somopholder sig i den nordlige del af landet, hvor derbor færrest mennesker, men hvor ulven er officieltuønsket på grund af hensynet til rensdyravlen. Iresten af landet handler det typisk om ulve, dergentagne gange har taget husdyr, og hvor manikke ser nogen anden mulighed for at løse pro-blemet. Ca. hvert andet år skyder man i Sverigeen ulv, fordi man vurderer, at den er begyndt atkomme for tæt på mennesker.

HVAD KAN VI LÆRE AF HISTORIEN?Selvom man i Danmark tilsyneladende ikke harhaft ulveangreb på mennesker, så har der i gamledage været adskillige eksempler på det i voresnabolande, og nogle af disse historier må værekommet til Danmark. Når ulve derudover har tagetfolks husdyr, har der været gode grunde til, atvores forfædre var bange for ulven og gerne villeaf med den.I disse tiders ulvedebat er det en uhyre vigtigpointe, at vores situation i det moderne Danmarker en helt anden end vore forfædres:- Vi har ikke længere de forhold, der er forbun-det med hyppige ulveangreb, nemlig mangel pånaturlige byttedyr og mangel på skydevåben.- Vi har i dag helt andre muligheder for atbeskytte vores husdyr, bl.a. med effektive elhegn,der nedsætter risikoen for ulveangreb væsentligt.- De moderne europæiske ulve angriber ekstremtsjældent mennesker.- Vi har muligheder for i nutidens Danmark nøjeat følge hver enkelt af vores nye ulves færden ogadfærd, og hvis nogle ulveindivider begyndte atvise tegn på at være farlige over for mennesker,så kan vi gribe ind, lige som man ville gøre det i fxTyskland og Sverige.Vi har i det moderne Danmark derfor en chancefor at leve på en helt anden måde med ulven, endvores forfædre havde det.

Resumé Fordi rovdyr kræver så store arealer, kan de ikke bevares udelukkende indenfor beskyttede områder. Derfor må bevarelsen af dem ske i landskaber, der bruges til mange formål, og hvor konflikter med mennesker opstår. Disse konflikter er forskellige af natur og består bl.a. af tab af husdyr og konkurrence om vilde hovdyr. Men en af de mest alvorlige er frygten for at blive såret eller dræbt af et stort rovdyr. Drab på mennesker af tigre, løver, leoparder, pumaer og bjørne (brun bjørn, sortbjørn, isbjørn og læbebjørn) forekommer regelmæssigt med hundredvis af årlige dødsfald på verdensplan til følge. Selvom det stadig er kontroversielt, hvor stor en fare ulven rent faktisk udgør for mennesket, fortæller mange mennesker, der lever i ulveområder, at de er bange for ulve. Denne rapport undersøger de data, der findes om ulveangreb igennem de seneste århundreder verden over. For at finde data om ulveangreb har vi undersøgt den biologiske, medicinske, veterinære og historiske litteratur og benyttet os af et bredt kontaktnetværk af mennesker, der har arbejdet med ulve verden over, for at forsøge at finde frem til ikke-·‐offentliggjorte tilfælde fra nyere tid. Hvad angår de historiske tilfælde, har vi kun brugt episoder, hvor der findes en form for samtidig skriftlig dokumentation og dermed udelukket tilfælde, der kun findes mundtlige beretninger om. Vi har kun inkluderet tilfælde, hvor der har været kontakt, legemsbeskadigelse eller død som resultat af et møde mellem ulv og menneske. Informationer om ulveangreb på mennesker er meget fragmenterede af natur og af meget svingende kvalitet. Som resultat heraf har det været umuligt at give en komplet oversigt over antallet af mennesker dræbt af ulve i en given periode. I stedet har vi

sammensat en række case studies, typiske eksempler, som vi har fundet troværdige, fra forskellige dele af Nordamerika og Eurasien. Pga. dataenes beskaffenhed bør mange optegnelser analyseres med forsigtighed. Vi har ledt efter overordnede mønstre forbundet med ulveangreb på mennesker. Fra de indsamlede data lader der ikke til at være tvivl om at ulve i sjældne tilfælde har angrebet og dræbt mennesker. Vi har identificeret tre typer ulveangreb, (1) angreb af ulve med rabies (hundegalskab), (2) predatoriske angreb, hvor ulve lader til at have betragtet mennesker som bytte, og (3) forsvarsangreb, hvor en ulv har bidt en person, der har trængt den op i en krog eller provokeret den. Hovedparten af angrebene drejer sig om ulve med rabies. Selvom ulven ikke er reservoir for rabies, kan den blive smittet med sygdommen fra andre arter (MT kommentar: I Europa er specielt ræve hovedreservoir for smitte). Det ser ud til, at ulven udvikler en særlig alvorlig "galskab" ved sygdommens udbrud og kan bide et stort antal mennesker (over 30) i et enkelt angreb. Vi har fundet registreringer fra Italien, Frankrig, Finland, Tyskland, Polen, Slovakiet, Spanien, de baltiske lande, Rusland, Iran, Kasakhstan, Afghanistan, Kina, Indien og Nordamerika. Det nyeste tilfælde er fra Litauen i 2001. Indtil udviklingen af behandling, der kunne bruges efter bid (oprindeligt udviklet af Pasteur i 1890'erne og forbedret i 1950'erne) havde bid af ulve med rabies næsten altid dødelig udgang. På nuværende tidspunkt er behandlingen så god, at størstedelen af ofrene overlever. Men angreb fra ulve med rabies kan være så alvorlige, at nogle ofre dræbes på stedet eller bliver bidt i hovedet, så behandlingen ikke kan nå at virke, før sygdommen udvikler sig. Eftersom forekomsten af rabies er blevet kraftigt reduceret både hos tamhunde

og vilde dyr i hele Vesteuropa og Nordamerika, er antallet af angreb af ulve med rabies dalet. I Mellemøsten og Asien forekommer der stadig angreb hvert år. (MT kommentar: Rabies blev i Tyskland udryddet hos landlevende rovdyr i 2008. Rabies er ikke set hos mennesker i Danmark siden 1800-·‐tallet. Ifølge dansk lovgivning skal rabiesangrebne dyr aflives.) De skriftlige kilder indeholder mange eksempler på, at ulve er blevet provokeret (er blevet fanget, trængt op i en krog eller har fået invaderet deres huler) uden at angribe mennesker. Dog har vi fundet et antal tilfælde, hvor ulve, der er blevet provokeret, har bidt mennesker i forsøget på at slippe væk. I de fleste tilfælde drejer det sig om hyrder, der har forsøgt at forsvare deres får og prøvet at dræbe ulve med en gren. I intet tilfælde har ulvene direkte dræbt mennesker i disse situationer. Uprovokerede angreb af ikke-·‐rabide ulve (ulve der ikke er smittede med hundegalskab) på mennesker er ekstremt sjældne, og langt størstedelen af ulve anser ikke mennesket som bytte. Vi har dog fundet et antal tilfælde af predatoriske angreb. I Europa kommer det største antal registreringer fra før det tyvende århundrede i hhv. Frankrig, Estland og Norditalien, hvor historikere har søgt systematisk efter optegnelser af sådanne angreb. Det mest berømte tilfælde er fra Gevaudan-·‐området i Frankrig, hvor historiske kilder indikerer, at over 100 mennesker blev dræbt i perioden 1764-·‐1767. Ulvene, der var ansvarlige for drabene, menes at have været hybrider mellem vilde ulve og store fårehunde. I de tre ovennævnte regioner ser det ud til, at adskillige hundrede mennesker er blevet dræbt fra 1750-·‐1900. Yderligere kilder fra før det tyvende århundrede kommer fra Sverige, Finland og Norge. I Norge er der en enkelt beretning om en 6-·‐årig pige, der blev dræbt i år 1800. Fra Sverige berettes der om 4 børn dræbt mellem 1727 og 1763, og 12 (11 børn og en kvinde) dræbt i 1820-·‐21. Denne sidste episode (Gysinge-·‐episoden) tillægges en enkelt ulv, der blev opdrættet i fangenskab og siden flygtede. I Finland (og det russiske Karelen) har der været et antal episoder i det 19. århundrede med dødelig udgang. De fleste af disse episoder skete i fem grupperinger: Kaukola (1831 -·‐ 8 børn og 1 kvinde dræbt), Kemio (1836 -·‐ 3 børn dræbt), Kivennapa (1839-·‐1859 -·‐ 20 børn og 1 voksen dræbt), Tammerfors (1877 -·‐ 9 børn dræbt) og Åbo (1879-·‐1882, mellem 22 og 35 børn dræbt). Predatoriske angreb fra det tyvende århundrede er langt mere sjældne. Der rapporteres om 5 børn, som blev dræbt i Polen (1937) og 4 børn dræbt i Spanien

(1957-·‐1974). Der findes også kontroversielle beretninger om drab på 36 børn i Kirov-·‐regionen i Rusland (1944-·‐1953). Skønt disse hændelser ikke er bekræftede, gør detaljerne, der gives i beretningerne, at de forekommer troværdige. Der findes ingen dokumenterede tilfælde af, at ulve har dræbt mennesker i predatoriske angreb i Nordamerika i det 20. århundrede. Dog har der inden for de seneste 20 år været otte veldokumenterede angreb, hovedsagelig i beskyttede områder, hvor ulve, der ikke havde rabies, har såret mennesker. (MT kommentar: Andre kilder angiver et dødeligt ulveangreb på en 5-·‐årig dreng i Canada i 1963 samt i dette århundrede dødelige angreb på hhv. en 22-·‐årig mand i Canada i 2005 og en 32-·‐årig kvinde i Alaska i 2010; dette skal ses i lyses af en bestand i Nordamerika på 65.500-·‐76.500 vildtlevende ulve.) I Inden findes der skriftlige beretninger om drab på mennesker forårsaget af ulve fra det 19. århundrede og frem. Inden for de seneste 20 år er der blevet foretaget et antal videnskabelige undersøgelser i tre regioner, Uttar Pradesh, Bihar og Andhra Pradesh. I disse tre regioner har der været en række episoder, hvor mindst 273 børn menes at være blevet dræbt af ulve. Ofrene for predatoriske angreb er hovedsageligt børn og i mindre grad voksne kvinder, hvilket indikerer, at ulvene er selektive. I kontrast til dette er ofrene for angreb af ulve med rabies hovedsageligt voksne, hvilket indikerer, at ulve med rabies bider tilfældige mennesker. Angreb af ulve med rabies sker primært om vinteren og foråret, mens predatoriske angreb mest forekommer i sensommeren. Vi har identificeret fire faktorer forbundet med ulveangreb på mennesker. (1)Rabies. Rabies er involveret i hovedparten af ulveangreb på mennesker. (2)Habituering. Når ulve mister deres frygt for mennesker, for eksempel i visse beskyttede områder, er der en øget risiko for, at der forekommer angreb på mennesker. (3)Provokation. Dette inkluderer situationer, hvor man forsøger at dræbe en ulv i en fælde eller en, der er trængt op i en krog, eller hvis man trænger ind i en ulvehule med hvalpe. (4)Kraftigt modificerede levesteder. Hovedantallet af predatoriske angreb (Europa før det 20. århundrede og vor tids Indien) er forekommet i meget kunstige omgivelser, hvor visse omstændigheder har gjort sig gældende. Herunder: meget få eller ingen naturlige byttedyr,

Som konklusion mener vi, at der er gode beviser for, at mennesker er blevet dræbt af både raske ulve og ulve med rabies igennem de seneste århundreder. Forekomsten af angreb ser ud til at være faldet dramatisk igennem det 20. århundrede. Et rimeligt resumé af vores undersøgelser ville være, at "i de ekstremt sjældne tilfælde, hvor mennesker er blevet dræbt af ulve, er de fleste angreb foretaget af ulve med rabies; predatoriske angreb er rettet primært mod børn; angreb i det hele taget er ualmindelige, men episodiske i natur, og mennesker er ikke en del af ulvens naturlige føde." Når vi sammenligner hyppigheden af ulveangreb med angreb fra andre store rovdyr eller vilde dyr i almindelighed, fremgår det tydeligt, at ulven er blandt de mindst farlige arter i forhold til dens størrelse og potentielle farlighed. Risikoen for ulveangreb i Europa/Skandinavien (og også Nordamerika) i dag fremstår som meget lav, eftersom nyere tilfælde er sjældne trods stigende antal ulve. På nuværende tidspunkt regner man med, at der er 10.000-·‐20.000 ulve i Europa, 40.000 i Rusland og 60.000 i Nordamerika. Selv med dette antal ulve har vi kun fundet bevis for, at 4 mennesker er blevet dræbt i Europa, 4 i Rusland og ingen i Nordamerika af ulve, der ikke havde rabies inden for de sidste 50 år. Det tilsvarende tal for ulve med rabies er 5. Det er tydeligt, at risikoen for ulveangreb under de nuværende omstændigheder er meget, meget lav i hele Europa og Nordamerika. Dette lave antal skyldes formodentlig det faktum, at de faktorer, der oftest

stort indtag af affald eller husdyr som føde for ulven, børn der ofte er uden opsyn eller bruges som hyrder, fattigdom i den menneskelige befolkning, og begrænset tilgang til våben blandt mennesker, så ulvene måske ikke er særligt sky. Vi tror ikke at der var så lidt bytte at ulvene var nødt til at æde børn, men blot at ulvens rolle i naturen i disse tilfælde bringer den i meget tæt kontakt med mennesker, så scenen er sat for at de sjældne tilfælde af predation kan forekomme. Når den enkelte ulv bliver menneskeæder, fortsætter den gerne denne opførsel indtil den bliver fjernet. Derudover er vi af den overbevisning at den intensive forfølgelse af ulve i de seneste par århundreder formodentlig har selekteret imod ulve, der var aggressive eller usky over for mennesker. (MT kommentar: Pointen er, at de ulve, der er mindst sky over for mennesker, har størst sandsynlighed for at blive skudt, og ved at dræbe de mindre sky ulve fremavler man i praksis de mere sky ulve. Deres skyhed vil genetisk og indlæringsmæssigt videregives til deres unger.)

forbindes med ulveangreb, ikke længere er almindelige. Selv om risikoen for angreb er meget lav, har vi udarbejdet en række anbefalinger for forvaltning af ulven, som kan hjælpe med at reducere den faktiske risiko for ulveangreb endnu mere. (1) Hold ulve vilde. Enhver ulv, der lader til at miste frygten for mennesket eller opføre sig aggressivt, bør fjernes fra bestanden. Nøje reguleret jagt kan være nyttig til at vedligeholde ulvens skyhed i visse situationer og vil i tilgift give en følelse af lokal indflydelse og kontrol over ulvesituationen. (2) Byttedyr. I det meste af nutidens Europa kan bestanden af byttedyr for ulven betegnes som meget god. Det vil være vigtigt, at vildtforvaltere sikrer, at det forbliver sådan, selv når de i forvaltningsplanen må tage højde for det antal vildt, ulvene nedlægger. (MT kommentar: I Danmark vil ulvens primære byttedyr være hjorte. Det er af afgørende betydning, at man forvaltningsmæssigt finder en balance mellem antallet af hjorte, antallet af ulve og jagtkvoter på hjorte, så der fortsætter med at være rigeligt med hjorte til ulvene; mange undersøgelser i Europa viser, at så længe der er rigeligt med vilde, naturlige byttedyr til ulvene, udgøres kun en lille procentdel af deres føde af husdyr og skrald.) (3). Handlingsplaner. Myndigheder, der beskæftiger sig med vildtforvaltning, bør etablere handlingsplaner for ulve, der opfører sig aggressivt eller mister deres naturlige skyhed. (4) Rabies. Store dele af Vesteuropa er i øjeblikket rabiesfrie, og risikoen for, at sygdommen forekommer, fremstår som meget lille. I andre områder arbejder man på at kontrollere sygdommen. Yderligere reduktion i forekomsten af rabies hos tamhunde og vildt vil mindske risikoen for angreb af ulve med rabies. (MT kommentar: Som nævnt blev rabies hos rovdyr udryddet i Tyskland i 2008. I EU har man haft stor succes med at bruge en såkaldt bait-·‐vaccine. Vaccinen indstøbes i kødfodertabletter til udlægning i skovarealer, hvor dyrene, som regel rævene, der er hovedreservoir for rabies blandt rovdyr i Europa), indtager dem og derved bliver vaccineret oralt.)