IndholdsfortegnelseIndholdsfortegnelseForord1 Natur- og Miljøklagenævnet1.1Lovgrundlag og etablering1.2Natur- og Miljøklagenævnets sammensætning1.3Natur- og Miljøklagenævnets opgaver1.4Nævns- og formandsafgørelser1.5Natur- og Miljøklagenævnets organisation og sagsgange2 Screeningsfunktionen2.1Isporsætning2.2Fokuseret sagsbehandling2.3Ændring af procedure for indsendelse af klager til Natur- og Miljøklagenævnet3 Husdyrtaskforce4 Afgørelsespraksis på udvalgte områder4.1Overskridelser af krav til drikkevandskvalitet for nitrat. Vandforsyningsloven4.2Miljøgodkendelse af forurenet overskudsjord i støjvolde, diger mv.4.3Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT) på større minkfarme -husdyrbrugloven4.4Husstandsvindmøller4.5Etablering af kunstige søer4.6Vandløbsvedligeholdelse og vandløbsregistrering5 Natur- og Miljøklagenævnets virksomhed i 2012 i hovedtal5.1Økonomiske rammer og forudsætninger5.2Personalesammensætningen i Natur- og Miljøklagenævnets sekretariat5.3Sagsvolumen og sagsomsætning5.3.1Verserende gamle sager5.3.2Sagstilgang og sagsafgørelser5.3.3Sagsbehandlingstider i 20125.4Sagernes udfald5.5Retssager2344455577891012121517192224272728282829303132

ForordNatur- og Miljøklagenævnet blev oprettet pr. 1. januar 2011 ved en sammenlægning af to tidligerenævn – Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet.Natur- og Miljøklagenævnet er den centrale klagemyndighed på natur-, plan- og miljøområdet. Næv-nets mål er at tilgodese virksomhedernes og borgernes retssikkerhed ved at træffe korrekte afgørel-ser på en hurtig og effektiv måde, så de hurtigst muligt kan få afklaret deres situation og ved atformidle viden om vores afgørelser til alle interesserede.Kendskab til nævnets praksis har stor betydning for både borgere, virksomheder og organisationerog andre offentlige myndigheder. Viden om nævnets praksis kan bl.a. bidrage til, at første instansmyndighederne træffer gode og rigtige afgørelser og dermed mindske behovet for at påklage afgø-relser til nævnet. Alle nævnets afgørelser offentliggøres fra 2012 påwww.nmknafgoerelser.dk.Ny-hedsbrevet NoMo (”Natur- og Miljøklagenævnet orienterer”) udkommer 4-5 gange om året med om-tale af vigtige og principielle afgørelser.Den særlige husdyrtaskforce, der i efteråret 2011 blev nedsat med henblik på afvikling af puklen afgamle klagesager efter husdyrbrugsloven, har på tilfredsstillende måde afsluttet sit arbejde, såledesat der nu, sammenholdt med en mere begrænset sagstilgang, gælder almindelige sagsbehandlingsti-der også på dette område. Se nærmere i afsnit 3 i denne beretning.Arbejdet med at nedbringe de almindelige sagsbehandlingstider er fortsat højt prioriteret. Af storbetydning i den forbindelse er, at der ved lov nr. 580 af 18. juni 2013 blev givet adgang til såkaldt”fokuseret sagsbehandling”, der indebærer, at ressourcerne til sagsbehandling kan koncentreres omdet væsentligste i sagen. Endvidere blev der ved loven fastlagt en ændret procedure for indsendelseaf klager til Natur- og Miljøklagenævnet, som letter nævnets videre arbejde med sagen. Se afsnit2.2. og 2.3.Sagsbehandlingstiderne skal nedbringes, uden at gå på kompromis med afgørelsernes kvalitet. Næv-net har derfor også i 2012 arbejdet målrettet med at fastlægge effektive og hensigtsmæssige ar-bejdsgange og rutiner, ligesom der er fastlagt en best practise for alle væsentlige sagsområder.Denne årsberetning indeholder en række artikler om udvalgte emner, som nævnet har beskæftigetsig med i 2012. Herudover indeholder beretningen en række tal og opgørelser for nævnets arbejdeog afgørelsesvirksomhed.

Til sammensætning af det sagkyndige nævn er udpeget et antal sagkyndige inden for de forskelligefagområder. Miljøministeren fastsætter antallet af sagkyndige medlemmer og udpeger disse efternærmere fastsatte regler efter indstilling fra udvalgte interesse- og brancheorganisationer. Styrelserunder Miljøministeriet kan indstille yderligere sagkyndige medlemmer til beskikkelse for at sikre til-stedeværelsen af den fornødne sagkundskab i nævnet. Efter regler i den øvrige lovgivning indstillerorganisationer, styrelser under Miljøministeriet og andre myndigheder sagkyndige medlemmer tilbeskikkelse med henblik på behandlingen af nærmere bestemte sagstyper.Det læge nævn afholder et fastlagt antal møder og besigtigelsesrejser i løbet af året, mens det sag-kyndige nævn sammentræder ad hoc med udgangspunkt i behandling af konkrete klagesager. Næv-net sammensættes normalt med 2 eller 4 sagkyndige – udover formanden – afhængig af sagenskarakter.

1.4 Nævns- og formandsafgørelserNatur- og Miljøklagenævnets afgørelser træffes enten af det sagkyndige nævn, det læge nævn elleraf formanden på nævnets vegne.Det sagkyndige nævn træffer afgørelse i sager efter bl.a. miljøbeskyttelsesloven, husdyrbrugslovenog jordforureningsloven. Det læge nævn træffer afgørelse i sager efter bl.a. naturbeskyttelsesloven,planloven, skovloven, museumsloven og vandforsyningsloven.Natur- og Miljøklagenævnets formand træffer afgørelse på nævnets vegne i sager, der ikke indehol-der spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvor afgørelsen alene beror på en juri-disk vurdering. I praksis træffes størstedelen af nævnets afgørelser af formanden eller af medarbej-dere i sekretariatet, som er bemyndiget hertil af formanden.

1.5 Natur- og Miljøklagenævnets organisation og sagsgangeNatur- og Miljøklagenævnets sekretariat var i beretningsperioden (2012) organiseret i en direktion, 6sagsbehandlende kontorer, en screeningsenhed og et udviklings- og sekretariatskontor.Pr. 1. april 2013 er organisationen ændret til 4 sagsbehandlende kontorer, en screeningsenhed og etudviklings- og sekretariatskontor.Nævnets direktion består af nævnsformanden og næstformanden. Direktionen har det overordnedeansvar for tilrettelæggelsen af nævnets virksomhed og for driften af nævnets sekretariat. Direktionener ansvarlig for sekretariatets faglige og økonomiske resultater og forestår nævnets faglige, forret-ningsmæssige og strategiske udvikling.Udviklings- og sekretariatskontoret har ansvaret for udvikling og implementering af initiativer, derunderstøtter en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling, herunder nævnets organisatoriske udvik-ling samt udvikling og fastholdelse af ledernes og medarbejdernes kompetencer. Derudover vareta-ger udviklings- og sekretariatskontoret en række interne driftsstøttefunktioner, som giver ledelsengrundlag for en effektiv målstyring, tværgående prioritering samt en sikker ressourcestyring. Konto-ret har endvidere ansvaret for eksterne afrapporterings- og formidlingsopgaver i forhold til departe-mentet, andre MIM-institutioner samt eksterne interessenter.Screeningsenheden har det overordnede ansvar for screening af alle nye sager og for udvikling afbest practice. Screeningsenhedens arbejde er nærmere beskrevet i årsberetningens afsnit 2.Natur- og Miljøklagenævnet var i 2012 organiseret i 6 fagkontorer, som hver blev ledet af en anke-chef (kontorchef). Det enkelte kontor behandler klager inden for et antal specialer, som fordeler sig5

på 4 hovedområder – planlovgivning (2 kontorer), miljølovgivning (1 kontor), naturlovgivning (1 kon-tor) og husdyrområdet (2 kontorer).Som en del af aftalen om Danmark som vækstnation blev der på anbefaling fra det eksterne ekspert-udvalg vedrørende klagesystemet på natur- og miljøområdet afsat 25 mio.kr. i 2011 - 2013 til opret-telse af en såkaldt ”task force” med fokus på færdigbehandling af den resterende beholdning afgamle klagesager på husdyrområdet. Omfanget af gamle klagesager blev estimeret til ca. 550 sager.Task forcen blev oprettet som et selvstændigt kontor med start 1. oktober 2011. Ved organisations-ændringen pr. 1. april 2013 var arbejdet afsluttet og kontoret blev nedlagt.Fra 1. april 2013 er sekretariatet organiseret med 4 fagkontorer, Plan, Miljø, Natur og Vand.

Ved sammenlægningen af Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet blev der i den nye organisation,under næstformanden, oprettet en screeningsenhed, som har til opgave at varetage den såkaldtescreeningsfunktion.Screeningsfunktionen varetages ikke alene af screeningsenheden, idet screeningen af visse sagstyperefter nærmere aftale også foregår i nogle af fagkontorene. Det drejer sig navnlig om screeningen afde retlige klager efter planloven og screeningen af husdyrsager.Konkret består screeningen i, at alle indkomne sager gennemses med henblik på en undersøgelse af,om de formelle betingelser for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet er opfyldt samt en vurderingaf sagens omfang og kompleksitet.Den indledningsvise screening af sagerne udgør grundlaget for en differentieret sagsbehandling, derskal sikre, at sagsbehandlingstiden i den enkelte sag afspejler sagens størrelse og kompleksitet. Her-ved opnås en mere effektiv sagsbehandling og en bedre udnyttelse af ressourceforbruget pr. sag.Det undgås, at sagen bliver mere tidskrævende alene på grund af sin alder, idet der erfaringsmæs-sigt skal bruges mere tid på at passe sagen, jo ældre den bliver, f.eks. på grund af gentagne – ogforståelige – forespørgsler om status. Sager, der kan afgøres hurtigt, nedsætter den gennemsnitligesagsbehandlingstid, og samtidig får borgeren en hurtigere afklaring af sin situation.En anden væsentlig gevinst ved en samlet screeningsfunktion er, at nævnets praksis for afvisningeraf formelle grunde (klagefrist, klageberettigelse og kompetence) bliver ensartet og konsistent.

2.1 IsporsætningDen indledende vurdering af sagens materiale resulterer i, at sagen isporsættes i én af tre forskelligekategorier: fast track 1, fast track 2 eller øvrige sager. Samtidig vurderes det – såfremt det er muligt– om sagen kan være egnet som nævnssag. En tidlig udskillelse af nævnssager er med til at sikre enhensigtsmæssig tilrettelæggelse af nævnets møder og besigtigelsesrejser, herunder give mulighedfor at samle sager vedrørende bestemte emner eller inden for samme geografiske opland.Fast track 1 sager er et sagsbehandlingsspor for de sager, som kan afgøres uden indhentelse afyderligere oplysninger. Kategorien omfatter navnlig afvisninger af formelle grunde samt realitetsaf-gørelser på det foreliggende grundlag i ukomplicerede sager, herunder på områder, hvor nævnet haren fast praksis.Fast track 2 sager er sporet for de sager, der forudsætter gennemførelse af en række enkle sagsbe-handlingsskridt, herunder typisk høring af 1. instansen og efterfølgende kontradiktion af de øvrigeparter. Der er tale om relativt ukomplicerede sager på områder, hvor nævnet har en forholdsvis fastpraksis.De øvrige sager er dem, som må karakteriseres som relativt eller meget komplicerede samt princi-pielle sager. Sagerne forudsætter typisk en række yderligere sagsbehandlingsskridt. Kategorien om-fatter normalt nævnssager, og sager, der forudsætter besigtigelse, inden afgørelsen træffes.

I resultatkontrakten er der opstillet mål for den procentvise fordeling af de nye sager i de forskelligespor. Til hvert spor er der tilknyttet en maksimal sagsbehandlingstid.Den faktiske fordeling blev i 2012 følgende: 34 % (fast track 1), 21 % (fast track 2) og 45 % (øvrigesager). For fast track 1 sagernes vedkommende blev 85 % afsluttet inden for målet om en sagsbe-handlingstid på 56 dage, mens 88 % af fast track 2 sagerne blev afsluttet inden for målet om 167dage.Screeningsfunktionen har løbende arbejdet med at øge antallet af fast track sager. I samarbejdemed fagkontorerne søges nye sagstyper eller -temaer identificeret. Det kan f.eks. være, at afgørel-sen af en principiel sag om forståelse af en lovbestemmelse kan føre til, at en række efterfølgendesager kan behandles i fast track. Selv om en sag som udgangspunkt falder inden for et sådant identi-ficeret sagstema/type, vil der – naturligvis – kunne være sager, som af forskellige årsager alligevelikke kan behandles i fast track.2.2 Fokuseret sagsbehandlingVed ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet i juni 20121blev der i § 12 a indsat nye bestem-melser om nævnets sagsbehandling.Ifølge § 12 a, stk. 1, kan nævnet begrænse sin prøvelse af en afgørelse til de forhold, der er klagetover. Hvis en klage indeholder flere klagepunkter, kan nævnet begrænse sin prøvelse til de væsent-ligste forhold, jf. § 12 a, stk. 2.Det fremgår af lovbemærkningerne, at det primære formål med lovændringen er at sikre en hurtigog effektiv behandling af klagesager på natur- og miljøområdet. Det er forventningen, at bestemmel-sen om begrænsning af prøvelsen vil indebære en fokusering og effektivisering af nævnets sagsbe-handling.Bestemmelsen fastsætter, at nævnet i almindelighed kun skal tage stilling til de forhold, der er klagetover. Nævnet vil dog fortsat have mulighed for, og efter omstændighederne pligt til, at inddrageandre forhold end det, der er klaget over, f.eks. spørgsmålet om overholdelse af gældende EU-ret.Der ændres ikke på, at nævnet er underlagt officialprincippet. Nævnet vil således også fremoverhave ansvaret for sagens oplysning, og skal være aktivt med hensyn til fremskaffelse af fakta, her-under nye fakta, hvor det er nødvendigt for at tage stilling til klagen.De typiske sagsområder, hvor § 12 a finder anvendelse, er klager over specifikke forhold i forbindel-se med tilladelser, dispensationer eller godkendelser, der også regulerer en lang række andre for-hold. I sådanne sager begrænses nævnets behandling som udgangspunkt til det i klagen anførte.Der skal således ikke foretages mere omfattende og tidskrævende undersøgelser af andre elementeri godkendelsen eller tilladelsen.Bestemmelsen i § 12 a, stk. 2, om begrænsning af prøvelsen til de væsentligste forhold, kan væreaktuel i sager, der ofte indeholder flere – undertiden mange – klagepunkter (f.eks. VVM- redegørel-ser og miljøvurderinger). I sådanne sager kan besvarelsen af de enkelte klagepunkter skæres til, sådet alene er de punkter, der har væsentlig betydning eller som kan føre til en ændring af den påkla-gede afgørelse, der adresseres.____________________1Lov nr. 580 af 18. juni 2012 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andrelove. Loven trådte i kraft 1. august 20128

2.3 Ændring af procedure for indsendelse af klager til Natur- og MiljøklagenævnetVed samme lovændring skete der samtidig en ændring af procedurereglerne for indsendelse af kla-gesager til natur- og Miljøklagenævnet.Formålet ved lovændringen var at effektivisere klagesagsbehandlingen i Natur- og Miljøklagenævnetved bl.a. at fastsætte en frist for, hvornår førsteinstansen senest skal fremsende en klage til nævnet,desuden at forpligte førsteinstansen til ved modtagelsen af en klage at samle de relevante dokumen-ter i sagen og udarbejde en udtalelse. Dette sikrer, at når klagesagen modtages i Natur- og Miljøkla-genævnet, vil den som udgangspunkt være fuldt oplyst.Allerede kort efter lovens ikrafttræden konstaterede Natur- og Miljøklagenævnet et behov for at vej-lede hovedsagelig kommunerne omkring det konkrete indhold af den nye indsendelsesprocedure. Iforlængelse af den vejledning, der blev givet kommunerne af nævnets sagsbehandlere i de konkretesager, besluttede nævnet at udsende et hyrdebrev med en konkret vejledning i den nye indsendel-sesprocedure. I februar 2013 sendte nævnet således et hyrdebrev til kommuner og andre førstein-stanser med titlen: ”Information til kommunerne om ny procedure for indsendelse af klagesager tilNatur- og Miljøklagenævnet”. I dette hyrdebrev beskrev nævnet alle leddene i den nye indsendelses-procedure og opfordrede kommunerne til at sørge for, at alle led blev fulgt. Hyrdebrevet kan findespå nævnets hjemmeside.Det er Natur- og Miljøklagenævnets erfaring, at udsendelse af hyrdebrevet har haft en positiv effekt,idet mange kommuner nu er opmærksomme på de nye regler, men der er stadig behov for at følgeop i mange konkrete sager overfor en betydelig del af kommunerne. Det er desuden nævnets erfa-ring, at den nye indsendelsesprocedure – i de tilfælde, hvor den blev fulgt korrekt og rettidigt afførsteinstansen – allerede kort tid efter implementeringen gav et positivt resultat i forhold til tidligereog forbedret sagsoplysning.

Natur- og Miljøklagenævnet har i perioden 1. oktober 2011 til 31. marts 2013 huset en taskforce, derskulle træffe afgørelse i flere hundrede gamle klagesager efter husdyrbrugloven – d.v.s. sager ind-kommet til det tidligere Miljøklagenævnet før 1. januar 2011. Oprettelsen af en særlig taskforce tilafvikling af da gamle husdyrklagesager blev besluttet af den tidligere regering i foråret 2011 på an-befaling af et eksternt ekspertudvalg.Parallelt med løsningen af de gamle klagesager skulle alle nye klagesager indkommet efter 1. januar2011 og frem afgøres inden for de nu fastlagte sagsbehandlingsfrister, som fremgår af nævnets re-sultatkontrakt.Taksforcen lykkedes med at afslutte samtlige gamle husdyrsager indgivet til det daværende Miljøkla-genævn. Tillige løstes nye klagesager - modtaget efter 1. januar 2011 - i takt med de besluttedemaksimale sagsbehandlingstider på op til 1 år for de mest komplicerede sager.Natur- og Miljøklagenævnet blev omorganiseret i perioden, således at der blev oprettet to husdyr-kontorer, som både skulle behandle puklen af gamle husdyrsager og alle andre sager om husdyr-brug. Begge kontorer blev teamorganiserede med 2 teams i hver med teamledere, der havde detdaglige ansvar for at sikre målfastsættelse, sagsstyring og afgørelsernes rettidighed og kvalitet påbaggrund af løbende drøftelser med de to ankechefer.Natur- og Miljøklagenævnet blev i perioden 1. oktober 2011 til 31. marts 2013 opnormeret med 20tidsbegrænset ansatte årsværk i tilknytning til projekt Husdyrtaskforce: en konstitueret ankechef,specialkonsulenter, der har fungeret som teamledere, samt jurister, agronomer, biologer og en kon-tormedarbejder.Der var allerede inden taskforcens start etableret et samarbejde med Kammeradvokaten om juridiskbistand til løsning af et antal sager og herunder påbegyndt en mere detaljeret fastlæggelse af enjuridisk praksis i sagerne. Hertil kom bistand til udarbejdelse af vejledningsmateriale og skabelontek-ster.I månederne op til taskforcens start blev der lagt en betydelig indsats i at skabe effektive arbejds-redskaber for de agronomisk- og biologiskfaglige opgaver i sagerne og i at optimere anvendelsen afIT-redskaber - f.eks. det elektroniske ansøgningssystem ”Husdyrgodkendelse.dk” og Danmarks Miljø-portal.Efter en opstartsperiode på 3-4 måneder var der opbygget tilstrækkeligt med grundlæggende forstå-else af problemstillingerne og etableret tilstrækkeligt effektive sagsbehandlingsprocedurer til, at pro-duktionen af afgørelser steg markant.Med afsæt i den nu etablerede, juridiske og naturfaglige praksis i afgørelserne, blev det derefterbesluttet – for visse typer af husdyrklagesager - at begrænse antallet af problemstillinger, der skulletages naturfaglig og juridisk stilling til. Dette øgede produktiviteten yderligere i den sidste del af2012, og dette fokus på tilskæring af prøvelsen vil fortsætte også efter taskforcens afslutning.Hertil kommer, at der i taskforceperioden blev truffet en række principielle, retningsgivende afgørel-ser under medvirken af særligt sagkyndige nævnsmedlemmer. Disse afgørelser fastlagde den fremti-dige naturfaglige og juridiske praksis for en række hidtil uafklarede problemstillinger.10

4.1 Overskridelser af krav til drikkevandskvalitet for nitrat. VandforsyningslovenTilstedeværelsen af nitrat i grundvandet i Danmark er i det væsentligste forårsaget af den kvælstof-omsætning der foregår ved dyrkning af jorden. Landmænd tilfører gødning til jorden for at fremmederes planters vækst. Gødningen kan være staldgødning eller gylle fra dyrene, kunstgødning ellerflydende ammoniak. Gødningen indeholder stoffer, herunder kvælstof, der er vigtige for at planternekan trives og give et stort udbytte.Kvælstof findes på flere former i jorden, nitrat (NO3), ammoniak (NH4) og indbygget i organisk stof.Hvis planterne ikke har opbrugt overskuddet af kvælstof, når vækstsæsonen er forbi, vil overskuddetsive med vandet ned gennem jorden - dette vil ske i form af nitrat.Den sundhedsskadelige effekt af nitrat i drikkevand har været diskuteret. I 1994 udtalte Sundheds-styrelsen at en øget indtagelse af nitrat, der videre omdannes til nitrit i kroppen, kan fremme dan-nelsen af methæmoglobin fra blodets eget hæmoglobin. Methæmoglobin kan ikke binde ilt og pro-cessen resulterer i en nedsat ilttilførsel til organismens væv hvilket kan give huden et blåligt skær.Spædbørn er specielt følsomme, og spædbørn under 6 mdr. der ikke ammes fuldt ud, bør ikke givesnitratholdig (eller glutenholdig) kost. Nitrat kan desuden muligvis medvirke til udviklingen af mave-kræft hos mennesker.Miljøstyrelsen har fastsat kvalitetskrav til nitrat- og nitritindholdet i drikkevand på linje med EUs ogWHOs drikkevandsanbefalinger. Af bekendtgørelse nr. 1024 af 31. juni 2011 om vandkvalitet og til-syn med vandforsyningsanlæg (Tilsynsbekendtgørelsen), fremgår kravene til drikkevandskvalitet,herunder at indholdet af nitrat ikke må overstige 50 mg/l. Af reglerne i Vandforsyningslovens § 62,stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 635 af 7. juni 2010 af lov om vandforsyning m.v.), fremgår det, atopfylder vandet i et vandforsyningssystem ikke de gældende kvalitetskrav, kan kommunalbestyrelsengive påbud om, at anlægget skal ophøre midlertidigt eller for bestandigt, eller om andre foranstalt-ninger, herunder, at forbrugere skal træffe sikkerhedsforanstaltninger.I Vejledning fra Miljøstyrelsen Nr. 3 2005 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg, punkt5.3 er oplistet forskellige reaktionsmuligheder, som kommunalbestyrelsen har ved utilfredsstillendevandkvalitet. Disse spænder fra accept af overskridelse til permanent stop for indvinding. Genereltgælder det at kommunens valg af reaktion i hvert enkelt tilfælde må ske på baggrund af en konkretvurdering af det enkelte vandforsyningsanlægs drikkevandskvalitet og forhold i øvrigt.Tilsynsbekendtgørelsens § 8 indeholder regler for kontrolhyppigheden, herunder kommunalbestyrel-sens mulighed for at træffe afgørelse om hyppigere kontrol for enkeltindvindere. Af afsnit 5.3.3 iVejledningen fremgår bl.a., at reaktionen skærpet observation kan anvendes, hvor overskridelsen afkvalitetskravene giver anledning til at følge udviklingen nøjere. Typisk består den skærpede observa-tion i at kontrolhyppigheden forøges fra krav om vandanalyse hvert 5. år til en analyse hvert år. Detskal løbende overvejes, om den skærpede observation fortsat er nødvendig. Hvis det for eksempel påbaggrund af en skærpet observation kan konkluderes, at nitratindholdet ligger på et stabilt niveauover grænseværdien, bør den hyppigere kontrol ikke fortsætte og kommunen må i stedet på dettegrundlag tage stilling til, hvilken reaktion resultaterne skal medføre.Efter vandforsyningslovens § 29, stk. 3 kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at en ellerflere ejendomme skal tilsluttes et bestående alment vandforsyningsanlæg, hvis tilslutning findes øn-12

skeligt ud fra en samlet vurdering af forholdene i området eller ud fra den enkelte ejendoms forhold.Dette vil bl.a. have betydning i tilfælde, hvor benyttelsen af en ejendoms vandindvindingsanlæg øn-skes forbudt efter lovens § 62, f.eks. på grund af højt nitratindhold, men ejeren vægrer sig ved atlade ejendommen slutte til en nærliggende vandværksledning.Natur- og Miljøklagenævnet har i 2012 behandlet en række sager med afgørelser som følge af over-skridelser af krav til drikkevandskvalitet for nitrat. Alle de omhandlede sager vedrører ikke-almenevandforsyninger (enkeltindvindere), der af kommunen har fået enten påbud om skærpet kontrol,påbud om tilslutning til vandværk, afslag på ansøgning om tilladelse til opsætning af nitratfilter ellerpåbud om forbedring af vandkvaliteten. I 7 af sagerne er nævnets afgørelse truffet med deltagelse afbeskikkede sagkyndige medlemmer.

Sager om forbedring af vandkvalitetenNævnet har i 2 sager ændret kommunens afgørelse om påbud om at forbedre vandkvaliteten til etpåbud om skærpet kontrol. I de 2 sager foreligger der analyser fra en længere årrække.I den ene sag har der været en stadigt faldende tendens siden 1995, og den seneste analyse visernu en mindre overskridelse (55mg/l) i forhold til drikkevandskravet.Den anden sag har omvendt tidligere haft analyser, der var under kvalitetskravet - dog forhøjede iforhold til naturligt niveau. I den seneste analyse, som er grundlaget for kommunens påbud, fore-kommer så en markant stigning i niveauet til 120 mg/l.Nævnet vurderer, at der i disse 2 sager er tvivl om, hvorvidt nitratindholdet ligger stabilt på det nu-værende niveau, og har på det grundlag ændret kommunens afgørelse til et påbud om skærpet kon-trol.Nævnet har i 4 sager fastholdt kommunens afgørelse om at meddele påbud om forbedring af vand-kvaliteten. Disse sager har det til fælles, at der foreligger analyser fra en længere årrække, som alleviser nitratindhold på 50-100 mg/l uden nogen klar tendens til fald i nitratindhold eller ændring iøvrigt. Nævnet finder, at der med et nitratindhold af det omfang og på det foreliggende dokumenta-tionsgrundlag er baggrund for at meddele påbud om forbedring af vandkvaliteten.Nævnet finder endvidere, at det bør tilkomme kommunerne som tilsynsmyndighed og som 1. in-stansmyndighed at vejlede grundejeren om de muligheder, der findes efter vandforsyningsloven forat opnå en bedre vandkvalitet. Nævnet har derfor ændret de påklagede afgørelser til følgende påbudefter lovens § 62: ”Der fastsættes en frist på 6 måneder efter nævnets afgørelse inden for hvilkenklager, på baggrund af vejledning fra kommunen, kan indsende ansøgning til kommunen om tilladel-se til ændring af vandforsyningen, jf. lovens §§ 21-22 med henblik på at opnå forbedret vandkvalitet.Såfremt sådan ansøgning ikke er modtaget inden for den angivne frist hjemvises sagen til behandlingefter reglerne i § 29, jf. § 30 om tilslutning til alment vandforsyningsanlæg.”13

Sager om afslag på ansøgning om opsætning af nitratfilterI 2 sager har kommunen givet afslag på ansøgning om tilladelse til opsætning af nitratfilter hvordrikkevandets indhold af nitrat er overskredet.Af Miljøstyrelsens vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg fremgår det, atvandbehandling kræver en tilladelse, hvis der indføres en anden renseteknologi end den sædvanligebeluftning og filtrering af råvandet i et sandfilter, således at der fjernes andre stoffer end de stoffer,som fjernes ved den simple vandbehandling. Behandlingsanlæg med nitratfilter må derfor betragtessom videregående vandbehandling, der kræver en tilladelse efter vandforsyningslovens § 21.Det fremgår endvidere af vejledningen, at det er Miljøstyrelsens opfattelse, at etablering af videre-gående vandbehandling ikke generelt kan anses for at være en god løsning på kvalitetsproblemerved små ikke-almene vandforsyningsanlæg (enkeltindvindere). Dels må det generelt foretrækkes atbasere vandforsyning på råvand af god kvalitet, dels kræver behandlingsanlæg på små vandforsy-ninger uforholdsmæssigt meget kontrol med såvel anlægget som vandkvaliteten for at det kan sik-res, at behandlingen resulterer i en tilfredsstillende kvalitet. Det fremgår dog samtidig af vejlednin-gen, at der kan være tilfælde, hvor videregående vandbehandling er eneste mulighed for at skaffeen ejendom vand af tilfredsstillende kvalitet, eller hvor andre muligheder som eksempelvis tilslutningtil anden vandforsyning, er så uforholdsmæssigt dyre, at det ikke er rimeligt at udelukke rensning.Kommunen begrundede i de 2 sager især afgørelserne med, at der eksisterer alternative mulighederfor at tilvejebringe tilfredsstillende vandkvalitet. Nævnet har fastholdt disse afgørelser blandt andetmed henvisning til, at der er tale om ejendomme, der ifølge vandforsyningsplanen er omfattet afalmene vandværkers forsyningsområder, og at der efter en samlet vurdering ikke foreligger sådannesærlige omstændigheder, som kan begrunde, at der meddeles tilladelse til videregående vandbe-handling.

4.2 Miljøgodkendelse af forurenet overskudsjord i støjvolde, diger mv.Hvert år frembringes der i Danmark adskillige millioner ton overskudsjord fra bygge- og anlægsar-bejder som fx vejbygning og udgravninger til fundamenter og parkeringskældre. En del af denne jorder forurenet og skal derfor håndteres efter særlige regler. Reglerne skal sikre, at en flytning af foru-renet jord ikke skaber et nyt forureningsproblem et nyt sted.Centralt for den miljøretlige regulering er bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 19, der bl.a.indeholder et generelt forbud mod at oplægge stoffer, produkter og materialer, der kan forurenegrundvand, jord og undergrund. Forbuddet kan dog gennembrydes ved en konkret tilladelse frakommunen.Samtidig er der i jordforureningsloven regler om, at al flytning af forurenet jord skal anmeldes tilkommunen med besked om, hvor jorden flyttes hen. Kommunen kan derved sikre sig, at jorden flyt-tes til et sted, hvor jorden må modtages. Det kan være et særligt anlæg, der er godkendt til at mod-tage forurenet jord, eller det kan være til et sted, hvor kommunen har givet konkret tilladelse efterden nævnte bestemmelse i miljøbeskyttelseslovens § 19.Økonomisk er det for bygherren langt mere attraktivt at anbringe jorden inden for egne rammer meden § 19-tilladelse, frem for at betale for at få jorden kørt væk til et særlig indrettet modtageanlæg.Miljømæssigt er et modtageanlæg, der har godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, der-imod som udgangspunkt det rigtige.

Nævnets afgørelse af 19. oktober 2012Spørgsmålet om, hvilke muligheder og begrænsninger der efter lovgivningen i praksis gælder forbygherren, blev prøvet i en konkret sag for nævnet. En større kemisk virksomhed havde fået en delforurenet jord i overskud fra udgravninger til et nybyggeri. Virksomheden, der lå ved kysten, så enmulighed for at beholde den forurenede jord på grunden ved som kystsikring at hæve terrænet ogetablere et mindre dige mod vandet. Dette fik man tilladelse til efter § 19 af den stedlige kommune.For nævnet var det imidlertid et spørgsmål om kystsikringsprojektet var selvstændigt godkendelses-pligtigt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jf. listerne over godkendelsespligtige virksomheder,anlæg eller indretninger i godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 og 2 (1454/2012). Hvis der er god-kendelsespligt, kan et projekt ikke nøjes med en tilladelse efter lovens § 19. Godkendelsesordningenfortrænger så at sige tilladelsesordningen, hvis der er et overlap.For ansøgere og myndigheder betyder godkendelsespligten især, at der skal indgives en ansøgning,der opfylder godkendelsesbekendtgørelsens krav, og at der kan stilles alle miljørelevante vilkår –ikke, som ved § 19, kun de vilkår, der har til formål at beskytte jord og grundvand.Nævnet fandt, at projektet var selvstændigt godkendelsespligtigt i henhold til listens pkt. K 201 ellerK 206 som anlæg for nyttiggørelse af farligt eller ikke-farligt affald. Der var tale om nyttiggørelse,ikke deponering, fordi ansøgeren havde dokumenteret, at der var behov for kystsikringen. Ellers villeanlægget ikke blot være omfattet af et andet listepunkt, men også af deponeringsbekendtgørelsen(719/2011), der indeholder en række regler, der er væsentlig mere byrdefulde for ansøgeren.Godkendelsesbehandlingen ville give mulighed for at sætte vilkår til sikring mod udvaskning af foru-renende stoffer til recipienten, hvilket ikke er muligt i en § 19-tilladelse, hvorefter man kun kan be-skytte jord og grundvand. Endelig indebærer en godkendelsesbehandling, at lokaliseringen på kysten15

skulle overvejes, hvilket var særlig relevant, da den forurenede jord indeholdt liste I-stofferne kvik-sølv og DDT.Spørgsmålet om farligt affald kom op, fordi jorden af ansøgeren var benævnt ”lettere forurenet”.Men nævnet konstaterede, at jorden indeholdt olie, kviksølv og DDT i mængder, der oversteg græn-seværdierne for lettere forurenet jord i jordflytningsbekendtgørelsen (1479/2007) og bekendtgørel-sen om definition af lettere forurenet jord (554/2010) samt det gældende vejledningsmateriale.Da det tilstødende vandområde var en del af et habitatområde, måtte nævnet endvidere konstatere,at der i forbindelse med den indbragte tilladelse ikke var foretaget den fornødne vurdering i relationhertil efter habitatbekendtgørelsen (408/2007), hvilket i sig selv var så væsentlig en mangel, at detburde føre til afgørelsens ophævelse.Endelig markerede nævnet, at projektet som udgangspunkt var omfattet af kravet om screening iVVM-bekendtgørelsen (1510/2010). Ganske vist er listepunktet i denne bekendtgørelses bilag 2, nr.12 b, benævnt ”anlæg til bortskaffelse af affald”, men det følger af en afgørelse fra EF-domstolen(sag C-486/04 præmis 44), at begrebet bortskaffelse af affald i VVM-reglernes forstand skal forståssom omfattende samtlige metoder, der enten fører til bortskaffelse af affald i streng forstand eller tilnyttiggørelse af affaldet. Se nærmere vejledning nr. 9339 af 12. marts 2009 om VVM i planloven s.90-91.Nævnet havde året før i en afgørelse af 25. januar 2011 med beskikkede medlemmer fastslået prin-cippet om, at godkendelsespligt fortrænger muligheden for § 19-tilladelse. I den afgørelse var dertale om at anbringe lettere forurenet jord i en støjvold. Da lettere forurenet jord kun er belastet aflavmobile stoffer, kunne en tilladelse efter § 19 eventuelt være mulig. Men da der var tale om tilfør-sel af jord til støjvolden over en periode på 2-3 år, fra en række forskellige, endnu ikke kendte byg-ge- og anlægsarbejder, ville en samlet tilladelse efter § 19 ikke være mulig, fordi § 19-tilladelsenskal være konkret for en given jordflytning. Dette var medvirkende til, at der ikke var tvivl om, atden pågældende støjvold måtte betragtes som et godkendelsespligtigt anlæg i godkendelsesbe-kendtgørelsens forstand.I den nye afgørelse af 19. oktober 2012 gik nævnet for så vidt et skridt videre, idet afgørelsen omkystsikringsprojektet faktisk var en konkret afgørelse, der kun angik jord fra selve virksomheden.Men på grund af de øvrige forhold i sagen – bl.a. kraftigere forurenet jord og behovet for mereavanceret vilkårsfastsættelse, herunder af hensyn til recipienten – måtte dette projekt som nævntogså anses for et godkendelsespligtigt anlæg.Til sidst en detalje om myndighedskompetencen: Der var meddelt tilladelse til projektet efter § 19 afden stedlige kommune. Virksomheden var som kemisk virksomhed godkendelsespligtig efter listenspkt. D 101 og (i)- og (s)-mærket. Nævnets afgørelse indebar, at ansøgning om godkendelse af pro-jektet for nyttiggørelse af den forurenede overskudsjord nu skulle behandles af Miljøstyrelsen, dagodkendelseskompetencen følger hovedvirksomheden, der var (s)-mærket. Det var dog kommunen,der som affaldsmyndighed skulle afgøre, om jorden var farligt affald, hvilket havde betydning forvalget af listepunkt.Der henvises til NoMo nr. 101.

Anvendelse af den bedste tilgængelige teknik (BAT) på større minkfarme - husdyr-bruglovenNævnet har i 2012 under medvirken af sagkyndige truffet en principiel afgørelse om anvendelse afden bedste tilgængelige teknik (BAT) på de minkfarme, der er omfattet af husdyrbruglovens § 11eller § 12 – d.v.s. de større minkfarme, der er på 75 dyreenheder eller derover. Med afgørelsen harnævnet fastlagt en ny praksis for behandlingen af spørgsmålet.Det påhviler efter husdyrbruglovens § 19 kommunerne som 1. instans i alle sager om ansøgning omtilladelse eller godkendelse til etablering, udvidelse eller ændring af husdyrbrug at sikre, at ansøge-ren har truffet de nødvendige foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen fra husdyr-bruget ved anvendelse af BAT. Kommunen skal meddele afslag til en ansøgning om tilladelse ellergodkendelse, hvis kravet om anvendelse af BAT ikke er opfyldt.

Vurderingen af om kravet om anvendelse af BAT er opfyldt, afhænger af den pågældende type hus-dyrbrug, af husdyrbrugets størrelse og om der er tale om et nyt eller bestående husdyrbrug. BATfastsættes for den pågældende type husdyrbrug i forhold til, hvad der i almindelighed er opnåeligtfor den pågældende branche eller industrigren, dvs. ud fra de forureningsbegrænsende foranstalt-ninger, det aktuelt er teknisk muligt at gennemføre og branchens generelle økonomiske formåen.Miljøstyrelsen har for en række dyretyper offentliggjort vejledninger til brug for kommunernes vurde-ring af, om husdyrbruglovens krav til driften af husdyrbrug om foranstaltninger til at forebygge ogbegrænse forureningen fra husdyrbrugenes anlæg ved anvendelse af BAT er opfyldt ved ansøgningom godkendelse efter husdyrbruglovens §§ 11 og 12.Vejledningerne indeholder såkaldte emissionsgrænseværdier for udledning af næringsstoffer (ammo-niak og fosfor), som er opnåelige ved anvendelse af BAT. Disse emissionsgrænseværdier er et udtrykfor den maksimalt tilladte udledning af ammoniak og fosfor fra husdyrbruget. Emissionsgrænsevær-dierne er fastsat på baggrund af en vurdering af hvilken kombination af teknikker og teknologier, derefter en nærmere række kriterier, kan betegnes som værende BAT. Vurderingen omfatter teknikkerog teknologier med en dokumenteret miljøeffekt beskrevet i teknologiblade (tidligere kaldet BAT-blade). Der er udgivet en teknisk og økonomisk sammenfatning af det baggrundsmateriale, der liggertil grund for udarbejdelsen af emissionsgrænseværdierne.Miljøstyrelsens vejledninger omfatter imidlertid ikke vejledende emissionsgrænseværdier eller tekno-logiblade for minkfarme.

Nævnets afgørelse af 30. oktober 2012Sagen vedrørte en godkendelse efter husdyrbruglovens § 11 til et husdyrbrug med minkproduktion iIkast-Brande Kommune. Godkendelsen omfattede blandt andet en produktionsudvidelse fra 5.000årstæver til 7.400 årstæver, svarende til 168,18 dyreenheder (DE) og opførelse af 26 minkhaller.Nævnets afgørelse fastslår, at der ved vurderingen af, om en ansøgning om godkendelse efter hus-dyrbruglovens §§ 11 og 12 overholder kravet om anvendelse af BAT til begrænsning af ammoniak-emission fra en minkproduktion, skal fastsættes emissionsgrænseværdier for både nye og eksiste-rende dele af anlægget. Summen af disse emissionsgrænser udgør emissionsgrænseværdien for detsamlede anlæg, som skal overholdes.

Under overholdelse af den samlede emissionsgrænseværdi for anlægget kan ansøger selv bestemme,hvilke konkrete ammoniakreducerende virkemidler, der skal anvendes, for at opfylde grænseværdienog hvor på anlægges virkemidlerne skal anvendes.De ammoniakreducerende virkemidler, der indgår i vurderingen, er beskrevet i Skov- og Naturstyrel-sens vejledning af 25. marts 2004 om pelsdyrfarme. Virkemidlerne omfatter krav til bredden af gød-ningsrenderne, udmugningshyppighed, tilførsel af halm og proteinindhold i procent af omsætteligenergi (OE) i uge 30-47.Miljøeffekten af virkemidlerne er beskrevet i bilag 5 til Skov- og Naturstyrelsens vejledning (2006)om tilladelse og miljøgodkendelse mv. af husdyrbrug.Indtil der foreligger oplysninger om nye virkemidler eller nye oplysninger om effekten af de eksiste-rende virkemidler, anses i følge nævnets afgørelse følgende emissionsgrænseværdier for opnåeligeved anvendelse af BAT fornyeminkhaller:••1,30 kg N pr. årstæve for minkhaller med gødningsrender med en længde under 50 meter1,15 kg N pr. årstæve for minkhaller med gødningsrender med en længde på 50 meter ogderover.

Grænseværdien på 1,30 kg N pr. årstæve er fastlagt ud fra følgende kombination af virkemidler:36 cm bred gødningrende, tømning af render 2 gange ugentligt, foder med proteinindhold på gen-nemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47 og halm ad libitum.Grænseværdien på 1,15 kg N pr. årstæve er fastlagt ud fra følgende kombination af virkemidler:36 cm bred gødningsrende, daglig tømning af render, foder med proteinindhold på gennemsnitligthøjst 31 % af OE i uge 30-47 og halm af libitum.Hvis det ansøgte skal overholde en lavere emissionsgrænseværdi for nye minkhaller som følge afbeskyttelsesniveauet i husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens bilag 3 – det generelle krav om redukti-on af ammoniakemission – skal BAT-emissionsgrænseværdien dog fastsættes ud fra niveauet forreduktionskravet i bilag 3.Ved vurderingen af, hvilken emissionsgrænse der må anses for opnåelig ved anvendelse af BAT foreksisterendeminkhaller, skal der beregnes en konkret emissionsgrænseværdi. De virkemidler, derindgår i beregningen, er den faktiske bredde på gødningsrenderne (dog højst 36 c ) og en af følgen-de kombinationer af virkemidler:•Minkhaller med bagskylssystem og ophængte gødningsrender med en længde på 50 meterog derover, som ikke er etableret i ”trapper” på grund af terrænforholdene: daglig tømningaf render, foder med proteinindhold på gennemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47 og halmad libitum.Øvrige minkhaller: tømning af rende 2 gange ugentligt, foder med proteinindhold på gen-nemsnitligt højst 31 % af OE i uge 30-47 og halm ad libitum.

4.4HusstandsvindmøllerI forbindelse med gunstige afregningsordninger ved omstilling til grøn energi har Natur- og Miljøkla-genævnet truffet afgørelse i en række sager om opstilling af husstandsmøller i det åbne land. Vedbehandlingen af sager om vindmøller skal der tages størst muligt hensyn til nabobeboelser og til deøvrige interesser, som er knyttet til anvendelsen af det åbne land, herunder natur og landskab, kul-turhistoriske værdier og jordbruget, ligesom møllers forhold til andre tekniske anlæg i det åbne landskal vurderes. Kravene skærpes, hvis der er tale om beskyttede områder.Husstandsmøller er vindmøller med en totalhøjde på op til 25 m. Det fremgår af vindmøllecirkulæretog af Natur- og Miljøklagenævnets praksis, at placeringen af en husstandsmølle ikke blot skal være itilknytning til, men i umiddelbar tilknytning til den øvrige bebyggelse på ejendommen, så hus-standsmøllen sammen med ejendommens bebyggelse opfattes som en samlet enhed i landskabet. Ipraksis opereres der med en afstand på ca. 20 m fra bebyggelsen.Vurderingen af en ansøgning om opstilling af en husstandsmølle skal ske på grundlag af den over-ordnede planlægning, da der ved vurderingen skal lægges særlig vægt på varetagelsen af de land-skabelige hensyn. Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af det ansøg-te.Tilladelse efter planlovens § 35 og dispensation efter naturbeskyttelseslovens beskyttelses- og byg-gelinjer skal endvidere administreres under hensyntagen til de internationale forpligtelser, herunderhabitatdirektivet. Det indebærer, at tilladelse eller dispensation skal afslås i tilfælde, hvor der er taleom foranstaltninger, som skønnes at være i strid med de formål, som de pågældende internationaleforpligtelser tilsigter at varetage. Det følger af habitatbekendtgørelsen, at der skal foretages en vur-dering af, om projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke etNatura 2000 område væsentligt, før der træffes afgørelse om landzonetilladelse og dispensation franaturbeskyttelsesloven. Bestemmelsen gælder både ved tilladelser i og uden for de internationalebeskyttelsesområder. Ved tilladelser uden for områderne skal myndigheden tage stilling til, om pro-jektet kan påvirke de arter og naturtyper, som et nærliggende internationalt beskyttelsesområde erudpeget for at bevare.Natur- og Miljøklagenævnet har i en række sager omgjort 1.instansens afgørelser i sager om hus-standsmøller. Det er især sket, hvor kravet om, at placeringen skal være i umiddelbar tilknytning tilden øvrige bebyggelse på ejendommen, ikke er opfyldt, så husstandsmøllen sammen med ejendom-mens øvrige bebyggelse ikke ville opfattes som en samlet enhed i landskabet. I flere af nævnetsafgørelser præciseres det, at tilknytningskravet er til bebyggelsen, og ikke i udkanten af et haveare-al. Det er endvidere sket, hvor kommunen alene har henholdt sig til retningslinjer i kommuneplanenog ikke har foretaget en konkret vurdering. Og det er ligeledes sket, hvor nævnet ikke har væretenig i kommunens landskabelige vurdering.Nedenfor omtales nogle afgørelser, der illustrerer nævnets praksis:1. Landskabelige hensyn.En kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle på et højdedrag 25 mfra ejendommens bebyggelse i et område, som i kommuneplanen var udpeget som kulturmiljø ogværdifuldt landskab; der var tale om et fint og uforstyrret område med vid udsigt over landskab ogfjord. Kommunen vurderede, at husstandsmøllen ikke ville påvirke landskabet nævneværdigt. Næv-net ændrede efter besigtigelse tilladelsen til et afslag.19

(J.nr. NMK-31-00302)En kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle 20 m fra ejendom-mens bebyggelse i et område, som i kommuneplanen var udpeget som kulturmiljø og værdifuldtlandskab; der var tale om et småbakket, åbent landbrugslandskab med vide udsigter. Nævnet fandtefter besigtigelse, at der ikke var afgørende landskabelige eller naturmæssige hensyn, der talte imoden tilladelse, som derfor blev stadfæstet.(J.nr. NMK-31-00488)En kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle 25 m fra ejendom-mens bebyggelse og inden for beplantningen om ejendommen i et område, som i kommuneplanenvar udpeget som ”stille- og mørkeområde med særlige landskabelige interesser”. Ejendommen lå påen odde mellem to søer, der er en del af Nationalpark Thy og Natura 2000 område; landskabet vardomineret af store, åbne områder. Kommunen vurderede, at møllen ikke ville tilsidesætte de land-skabelige værdier i området. Nævnet vurderede, at de landskabelige hensyn og de naturmæssigeværdier talte afgørende imod opstilling af husstandsmøllen og ændrede tilladelsen til et afslag.(J.nr. NMK-31-00474)En kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle 13-15 m fra ejen-dommens bebyggelse i et område, som i kommuneplanen var udpeget som område med landskabeli-ge interesser; området var en del af Limfjordslandskabet, som er underlagt særlige beskyttelseshen-syn. I området er der mange flotte udsigter; både fra vandsiden og fra landsiden ville møllen kunneses langvejs fra. Kommunen anførte, at møllen ville blive synlig i landskabet, men at møllens påvirk-ning ville være lille i forhold til påvirkningen fra en syd derfor beliggende stor landbrugsejendommed kornsiloer, gylletanke m.m. Uanset møllens placering relativt tæt på bygningskomplekset fandtnævnet (flertalsafgørelse), at den kystnære placering i Limfjordslandskabet talte afgørende imodopstilling af møllen og ændrede tilladelsen til et afslag.(NMK-31-00512)2. De landskabelige hensyn og kravet om umiddelbar tilknytningEn kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle i kanten af havearea-let på ejendommen 55 – 60 m fra ejendommens bygninger og 75 m fra et fortidsminde. Ejendommenlå i et overvejende åbent agerland med fritliggende gårde og i et større uforstyrret landskab medvide udsigter. Nævnet fandt, at placering af husstandsmøllen i kanten af ejendommens haveanlægville være i strid med navnlig de landskabelige interesser, men også med kulturmiljø og fortidsminderi området. Nævnet ændrede kommunens tilladelse til et afslag.(NMK-31-00410)En kommune havde meddelt landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle godt 40 m fra ejen-dommens bebyggelse og i tilknytning til et haveareal. Nævnet fandt ikke, at den ansøgte placering afmøllen godt 40 m fra nærmeste bygning i det åbne, kystnære landskab kunne tillades og ændredetilladelsen til et afslag.(NMK-31-00519)En kommune havde meddelt landzonetilladelse og dispensation fra naturbeskyttelseslovens åbeskyt-telseslinje til at opstille en husstandsmølle 33 m fra ejendommens bebyggelse og på kanten af enådal. Kommunen vurderede, at møllen med sin placering ville opleves som værende i tilknytning til

den øvrige bebyggelse. Nævnet fandt, at placeringen 33 m væk fra bygningerne og tæt på ådalenikke kunne tillades og ændrede kommunens tilladelse og dispensation til afslag.(NMK-31-00637, NMK-501-00078 og NMK-34-00177)En kommune havde meddelt afslag på landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle 24 m fra etstaldanlæg. Nævnet vurderede efter besigtigelse, at placering af en husstandsmølle det ansøgte sted24 m fra staldanlægget opfyldte kravet om en placering i umiddelbar tilknytning til den eksisterendebebyggelse. Det indgik i nævnets vurdering, at møllen ikke ville blive placeret højt i landskabet, atdele af ejendommen var udpeget som positivt område for skovrejsning, og at ejendommens storebygningsmasse betød, at husstandsmøllen opfattedes som placeret i umiddelbar tilknytning til byg-ningsanlægget. Nævnet ændrede kommunens afslag til en tilladelse.(NMK-31-00462)3. Kravet om en konkret vurderingEn kommune havde meddelt afslag på landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle; fordi enplacering tæt på landsbyen kunne være i konflikt med den landskabelige oplevelse set fra landsbyen.Kommunen henviste endvidere til, at byrådet netop havde vedtaget en vindmølleplan, hvorefter hus-standsmøller skulle placeres 500 m – ved genbehandling fastsat til 300 m – fra landzonelandsbyersafgrænsning. Nævnet fandt ikke, at kommunen med sådan en temaplan kunne indføre en forbudszo-ne for opstilling af husstandsmøller, da der så ikke foretages en konkret vurdering i forhold til land-zonebestemmelserne. Nævnet ophævede på den baggrund kommunens afgørelse og hjemviste sa-gen til fornyet behandling i kommunen med henblik på, at kommunen foretog en konkret vurdering.(NKN-31-01632)En kommune havde meddelt afslag på landzonetilladelse til at opstille en husstandsmølle, fordi op-stillingen ikke var forenelig med kommuneplanens retningslinjer om beskyttelsesområde. Nævnetvurderede, at der ikke med kommuneplanen kunne indføres en forbudszone for opstilling af hus-standsmøller, da der så ikke foretages en konkret vurdering af det ansøgte i forhold til landzonebe-stemmelserne. Nævnet ophævede kommunens afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ikommunen med henblik på, at kommunen foretog en konkret vurdering.(NKN-31-02108)

4.5Etablering af kunstige søerFormålet med etableringen af kunstige søer varierer fra rent erhvervsmæssige forhold (fx andeop-dræt) til rekreative formål (oftest med henblik på jagt eller fiskeri) men søer kan også etableres aflandskabelige hensyn eller med henblik på naturgenopretning.Hensigtsmæssigt anlagte søer kan blive et værdifuldt indslag i landskabet. Ved afgørelsen af om derbør meddeles tilladelse eller dispensation til etablering af en sø lægges der vægt på om søen vil væ-re i strid med planlægningen for et område herunder særligt beskyttelsen af natur-, landskbs- ellerkulturhistoriske interesser.Der udvises i praksis stor tilbageholdenhed når søer ønskes etableret i store sammenhængende våd-områder eller i ådale eller langs åer med særlige beskyttelseshensyn.Etablering af søer kan ofte være omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser f.eks. § 3 ombeskyttede naturområder (søer, vandløb, heder, moser, mv.) eller f. eks. naturbeskyttelseslovens §16 om sø- og åbeskyttelseslinjerne.Genskabelse af søer kan ligeledes være et værdifuldt indslag i landskabet og gennemføres ofte somnaturgenopretningsprojekter efter naturbeskyttelsesloven. I denne forbindelse er vigtigt at vurderesådanne projekter i forhold til såvel planlægningen for området som i forhold til naturinteresserne.I forbindelse med etablering af søer har Natur- og Miljøklagenævnet behandlet nogle sager vedrø-rende udvidelse og etablering af søer i beskyttede naturområder samt etablering af søer i landzoneindenfor åbeskyttelseslinjen.

Søer i beskyttede naturområderNatur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i en sag om udvidelse og etablering af søer i et § 3-beskyttet moseområde. Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt de ønskede søer havde en naturforbed-rende funktion, der kunne begrunde en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.En kommune havde meddelt dispensation til, at der på mosearealer kunne etableres to søer på hen-holdsvis 200 m� og 300 m�, og at en eksisterende sø på 400 m� kunne udvides til 1.400 m�.Nævnet fandt bl.a., at en dispensation måtte forudsætte, at der med udgangspunkt i de stedligeforhold var redegjort konkret for, at det ansøgte efter en samlet vurdering ville have en naturforbed-rende funktion for beskyttelsesinteresserne. De ansøgte arealers naturværdi indgik i denne vurde-ring, men det forhold, at et areal, der var omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, ikke havde ensærlig høj naturværdi, kunne ikke i sig selv begrunde en dispensation.Natur- og Miljøklagenævn fandt, at dispensationen til at udvide den eksisterende sø (…)kunne stad-fæstes, idet nævnet vurderede, at udvidelsen samlet havde en naturforbedrende funktion. Nævnetfandt derimod ikke, at der forelå forhold, som kunne begrunde, at der i strid med det principielleønske om at opretholde de beskyttede naturtyper burde meddeles dispensation til anlæg af yderlige-re to nye søer på moseområdet.På den baggrund stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet dispensationen til udvidelse af den eksi-sterende sø og ændrede dispensationen til etablering af to søer til et afslag.

Søer i landzone indenfor åbeskyttelseslinjenPlanlovens landzonebestemmelser har bl.a. til formål at sikre hensynet til landskabelige, naturbeskyt-telsesmæssige og rekreative interesser. Etablering af en kunstig sø betragtes som en ændret anven-delse som kræver landzonetilladelse, medmindre søen er erhvervsmæssigt nødvendig som led i ejen-dommens udnyttelse som landbrugsejendom.Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, bestemmer, at der inden for en afstand af 150 m fra åer, der erregistrerede med en beskyttelseslinje, ikke må placeres bebyggelse, campingvogne, og lignende ellerforetages beplantning eller ændringer i terrænet. Hovedformålet med åbeskyttelseslinjen er at sikreåer som værdifulde landskabselementer og spredningskorridorer for plante- og dyrelivet.Kommunalbestyrelsen kan gøre undtagelse fra forbuddet i § 16. Ved afgørelsen kan der lægges vægtpå, om der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteres-se.Natur- og Miljøklagenævnet har behandlet to sager vedrørende etablering af søer i landzone efterplanlovens § 35, stk. 1, og dispensation fra åbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 16.Begge de ansøgte søer lå inden for åbeskyttelseslinjen i ådale med en høj prioritering i planlægnin-gen.I begge sager var der meddelt tilladelse til etablering af søer på ca. 400m�. Begge sager var påkla-get til Natur- og Miljøklagenævnet af Danmarks Naturfredningsforening.I den ene sag havde en kommune meddelt tilladelse til etablering af sø ca. 40m fra en å inden for150 m – åbeskyttelseslinjen. Området var i kommuneplanen udlagt som landskabsområde.Ud fra en samlet vurdering af sagen fandt nævnets flertal ikke, at der forelå forhold der kunne be-grunde, at der skulle meddeles landzonetilladelse til etablering af den ansøgte sø. Nævnet fandt ikke,at søen var et naturligt element i det højt prioriterede område inden for åbeskyttelseslinjen. Nævnetunderstregede, at der bør udvises betydelig tilbageholdenhed, hvor søer ønskes etableret i storesammenhængende vådområder eller i ådale eller langs åer med særlige beskyttelseshensyn.I d e n a n d e n s a g h a v d e e n k o m m u n e m e d d e l t t i l l a d e l s e t i l e t a b l e r i n gtil etablering af ensø i et område, der i kommuneplanen var udlagt som geologisk rammeområde. Nævnet henviste til,at der var et tilstødende område, der var beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3, samt at denansøgte placering lå i et geologisk rammeområde, der er sårbart over for, at man graver materialerbort. Dette kunne få den konsekvens, at geologiske informationer blev udslettet. Nævnet ændredeherefter kommunens tilladelse til et afslag, da den ansøgte sø ikke ville fremstå naturligt i ådalen,men ville være et kunstigt anlæg og et landskabeligt fremmedelement.Der henvises til NoMo nr. 98 og 99.

4.6 Vandløbsvedligeholdelse og vandløbsregistreringIfølge Naturstyrelsens hjemmeside har Danmark ca. 69.000 km vandløb. 75 % er mindre vandløb,bække og grøfter med en bundbredde på mindre en 2,5 m.Vandløbene er centrum for en række interesser, bl.a. jordbrugets interesse i dræning og vandafled-ning, natur- og miljømæssige interesser, rekreative interesser samt kulturhistoriske interesser.Vandløbsloven søger med sin formålsbestemmelse at sikre, at ofte modsatrettede hensyn inddragesog afvejes over for hinanden, når der skal tages stilling til, på hvilken måde vandløbene kan anven-des: Således skal det efter lovens § 1 sikres, at vandløbene kan benyttes til afledning af vand samti-dig med, at vandløbenes benyttelse skal ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vand-løbskvaliteten.De miljømæssige krav til vandløbskvaliteten fremgår af regionplanerne, indtil der er vedtaget endeli-ge vandplaner efter miljømålsloven.I 2012 afgjorde Natur- og Miljøklagenævnet 54 sager efter vandløbsloven. En stor del af de sager,som indbringes for nævnet, handler om vedligeholdelsen af offentlige vandløb.

Vedligeholdelse af vandløbVandløb er enten klassificeret som offentlige eller private. Pligten til at vedligeholde et offentligtvandløb påhviler vandløbsmyndigheden (kommunerne), mens pligten til at vedligeholde private vand-løb påhviler bredejeren.Vandløbsloven fastslår, at vandløb skal vedligeholdes sådan, at det enkelte vandløbs skikkelse ellervandføringsevne ikke ændres.For offentlige vandløb fremgår kravene til skikkelsen eller vandføringsevnen af det regulativ, som ervedtaget for vandløbet. Regulativet vil således enten indeholde krav til vandløbets skikkelse i form afkrav til bundbredde, bundkoter og skråningsanlæg, eller til vandføringsevnen i form af krav til hvil-ken vandføring vandløbet skal kunne aflede, uden at vandstanden er højere end et givet niveau, derer fastsat under hensyntagen til de tilgrænsende arealer.De typiske sager om vedligeholdelse af offentlige vandløb opstår, når der f.eks. på grund af megetnedbør opstår problemer med dyrkning af arealer, vand i kældre m.m. I disse sager skal Natur- ogMiljøklagenævnet tage stilling til, om vandløbsmyndighedens vedligeholdelse af vandløbet har over-holdt de regulativmæssige krav hertil.Vandløbsmyndigheden ikke er forpligtet til at sikre, at arealer aldrig bliver vandlidende – er regulati-vets krav til vedligeholdelsen overholdt, må man således tåle de oversvømmelser m.v. som måttekomme, f.eks. som følge af ekstraordinært meget nedbør i en periode.Den dokumentation, som bliver forelagt Natur- og Miljøklagenævnet til brug for afgørelsen i sagerom skikkelsesregulativer, vil typisk være en række opmålinger, der sammenligninger regulativetsskikkelseskrav og de faktiske forhold i vandløbet. I sager om overholdelse af regulativers krav tilvandføringsevne vil nævnets opgave bestå i at efterprøve, om de fremlagte beregninger af vandfø-ringsevnen er korrekte og i overensstemmelse med regulativkravene.

Det er således en vigtigt, at vandløbsmyndighederne gør sig klart, hvilken type dokumentation, derer nødvendig for at kunne vurdere, om et regulativs krav til vandløbets skikkelse eller vandføringsev-ne konkret er overholdt.Natur- og Miljøklagenævnet har eksempelvis i sag NMK-43-00226 ophævet en afgørelse og hjemvistsagen til fornyet behandling i kommunen, da kommunen med henvisning til en beregning af udviklin-gen i vandføringen og vandstanden i det pågældende vandløb havde vurderet, at vedligeholdelses-pligten var overholdt. Regulativet var imidlertid et skikkelsesregulativ, og kommunen havde ikke for-holdt sig til, om kravene til vandløbets skikkelse var overholdt.Nævnssagen NMK-43-00182 m.fl. om Gudenåen rejste bl.a. spørgsmålet, om Gudenåen som følge afbundhævninger burde have været oprenset. Ifølge klager var vandløbets bund hævet med op til 50 cm,hvilket medførte, at vandføringsevnen var betydeligt forringet. Silkeborg Kommune afviste dette med hen-visning til en rapport udarbejdet af et konsulentfirma. Natur- og Miljøklagenævnet udtalte, at en eventuelkonstateret bundhævning på strækninger af Gudenåen ikke automatisk ville medføre, at myndighe-den havde pligt til at foretage oprensning, da regulativet for Gudenåen ikke indeholdt bestemmelserom opretholdelse af en given bundkote. Gudenåen måtte således gerne ændre profil, når blot vand-løbets vandføringsevne ikke blev ringere. Da opmålinger af Gudenåen viste, at regulativets krav tilvandføringsevne var overholdt, kunne nævnet ikke give medhold i påstanden om, at Silkeborg Kom-mune havde været forpligtet til at foretage en oprensning af Gudenåen.I sag NMK-43-00336 om oprensning af Bogense Bybæk havde Nordfyns Kommune truffet afgørelseom, at oprense en strækning af vandløbet for at sænke vandstanden, eftersom kommunen havdekonstateret, at vandspejlet visse steder lå 13 cm over kravkurven. Klager var af den opfattelse, atyderligere strækninger af vandløbet skulle oprenses. Nordfyns Kommune havde under sagen behand-ling redegjort for vandløbets fald- og bundforhold på den omhandlede strækning og herudfra be-grundet hensynene bag den oprensning, der havde fundet sted. Natur- og Miljøklagenævnet fandtikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering med hensyn til oprensning af vandløbet.Nævnet fandt det ikke nødvendigt at der skulle foretages yderligere oprensning, da vandløbets faldblev øget på visse strækninger, hvilket medførte en øget strømhastighed, som igen medførte, atfinere bundmateriale ikke blev aflejret på strækningen. Nævnet lagde det endvidere til grund somubestridt, at der ikke var nævneværdige aflejringer på strækningen.

Restaurering af vandløbVandløbsrestaurering har til formål at forbedre vandløbenes fysiske tilstand, sådan at de kan opfyldede miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som er fastsat i regionplaner og senere vandplaner.Restaureringsforanstaltninger kan f.eks. være genopretning af vandløbs naturlige forløb og fjernelseaf fysiske spærringer i vandløbet.Vandløbsrestaurering kan ifølge vandløbsloven ikke gennemføres, hvis projektet medfører, at væ-sentlige kulturhistoriske interesser tilsidesættes. Er der eksempelvis knyttet væsentlige kulturhistori-ske interesser til et opstemningsanlæg, kan anlægget ikke fjernes, heller ikke selvom det ville medfø-re en forbedring af vandløbskvaliteten.Natur- og Miljøklagenævnet afgjorde i 2012 kun få sager om etablering af faunapassage i vandløb.I en af de mere principielle sager, NMK-43-00285 skulle nævnet tage stilling til et faunapassagepro-jekt, hvor et vandløb skulle forlægges rundt om en opstemning, der i sin tid var blevet anlagt til brugfor driften af en kornmølle, og som efterfølgende var blevet anvendt til elproduktion. Den eksisteren-25

de vandløbsstrækning, der via en mølledam førte vandet til møllen, ville ved projektets realiseringblive fyldt op med overskudsjord fra udgravningen af det ændrede forløb af vandløbet.Natur- og Miljøklagenævnet udtalte, at vandløbsmyndigheden har frihed til at vælge den optimaleløsning ud fra de forhold og begrænsninger, som er på det sted, hvor der skal etableres faunapassa-ge. Således kan myndigheden vælge at meddele påbud om at nedlægge en opstemning som en delaf et faunapassageprojekt, eller vælge en løsning, hvor opstemningen (bygværket) bevares, mensopstemnings- og vandindvindingsretten reelt eksproprieres ved at forlægge vandløbet.Nævnet fandt, at den i sagen valgte faunapassageløsning, hvor al vandtilførsel til mølledammen villeblive stoppet ved at opfylde den eksisterende vandløbsstrækning og forlægge vandløbet uden omopstemningen reelt udgjorde en ekspropriation af både klagers opstemningsret og vandindvindings-ret. Da kommunen ikke havde fulgt de særlige procedureregler, der gælder i ekspropriationssager,led afgørelsen imidlertid af en så væsentlig mangel, at den skulle ophæves og sagen hjemvises tilfornyet behandling i kommunen.Natur- og Miljøklagenævnet påregner at skulle afgøre flere sager om vandløbsrestaurering fremad-rettet, bl.a. som følge af den vandløbsindsats, som bliver fastsat i vandplanerne, og vandløbsmyn-dighedernes mulighed for at søge tilskud til vandløbsrestaureringsprojekter.

På husdyrområdet var det oprindelige produktionsmål for gamle sager i 2012, at den særlige husdyrTaskforce skulle afslutte de verserende gamle sager inden udgangen af 2012. Målet blev mod for-ventning ikke opfyldt, hvilket skyldes uventede vakancer i husdyr Taskforcen i den sidste del af 2012.De resterende 44 gamle husdyrsager blev afsluttet i 1. kvartal 2013.Målet for afvikling af gamle sager på miljøområdet blev ikke opfyldt i 2012, med manglende målop-fyldelse på først og fremmest industri- og jordområdet. Begge områder har været kendetegnet vedbehandling af et stort antal ressourcekrævende sager i 2012. Dette har bl.a. medført en lavere pro-duktion og produktivitet, på grund af sagernes ressourcemæssige tyngde.Natur- og Miljøklagenævnet bestræber sig løbende på at optimere ressourceanvendelsen på de for-skellige klagesagsområder. Klagesager på miljøområdet indeholder imidlertid ofte komplicerede tek-niske vurderinger, der kræver specialiseret viden og høj grad af teknisk ekspertise. I tilfælde af etopstående ressourcebehov på konkrete sagsområder, kan det derfor for miljøsager være ganske van-skeligt umiddelbart at flytte ressourcer fra et område til et andet.Der er fra starten af 2013 iværksat initiativer til forbedring af produktiviteten på industri- og jordom-rådet, herunder arbejde med ’best practise’ på disse sagsområder

5.3.3 Sagsbehandlingstider i 2012Natur- og Miljøklagenævnet indførte fra starten af 2012 nye sagsgange for sager modtaget efter 1.januar 2011. De nye sager behandles i 3 ”spor” afhængig af den konkrete sags indhold, kompleksitetmv.. Der skelnes mellem ”Fast track 1 (FT1)”, ”Fast track 2 (FT2)” og ”Øvrige sager (ØVR)”. Der var i2011 opstillet resultatmål for andelen af sager i de tre spor samt den maksimale sagsbehandlingstidfor sager i det respektive spor. Resultaterne og målopfyldelsen fremgår af den følgende tabel.

Målelement

FT1 - % andel af nye sagerFT1 – % overholdt max. sagsbehandlingstidFT2 - % andel af nye sagerFT2 – % overholdt max. sagsbehandlingstidØVR – % overholdt max. sagsbehandlingstid

Resultatmål

2012

28 %90 %22 %90 %90 %

Resultat

2012

33 %92%28%85 %75 %

Resultatmålene for alle 3 produktionsspor FT1 / FT2 / Øvrige sager, er i 2012 fastlagt som ”maksimalsagsbehandlingstid overholdt for mindst 90 % af alle afgørelsesager” da det i praksis er umuligt heltat undgå at enkelte sager – blandt andet som følge af eksternt betingede forhold – overskrider denmålsatte maksimale sagsbehandlingstid. Det er f.eks. i forbindelse med gebyropkrævning og langesvartider ved partshøringer. Disse resultatmål er derfor kun blevet delvis opfyldt i 2011.Som gennemsnit for alle 3 produktionsspor ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for allesager i det respektive spor imidlertid markant under måltallet for max. sagsbehandlingstid. De gen-nemsnitlige sagsbehandlingstider fremgår af den følgende tabel.

5.5 RetssagerNatur- og Miljøklagenævnets afgørelser er endelige i den forstand, at de ikke kan ankes videre i detadministrative system. Derimod vil der altid være adgang til – inden for en frist på 6 måneder – atindbringe sagen for domstolene.I alt 44 sager blev afsluttet i 2012 med dom eller tilkendegivelse (en mere uformel stillingtagen fradomstolens side). Heraf blev de 41 vundet, det vil sige sagsøger, typisk en privat borger eller virk-somhed, fik ikke medhold i sin påstand om ophævelse eller ændring af nævnets afgørelse. 3 sagerblev tabt, sagsøger fik medhold og blev dermed også fritaget for sagsomkostninger. Resultatet medandelen af vundne sager på omkring 90 % svarer til resultatet gennem de seneste 10 år på det tidli-gere Naturklagenævns område, hvor langt hovedparten af retssagerne er.

Målelement

Resultatmål

2012

Resultat

2012

Fasttrack 1 (FT1)

Fasttrack 2 (FT2)

Øvrige sager

Mål RK2012 Resultat 2012

Emne

I alt (gennemsnit)

Resultat

2012

333 dg.

Resultat

2011

369 dg.