1. Indledning

Europarådets Ministerkomité besluttede i 2006 at få undersøgt behovet foret juridisk instrument i Europarådsregi om partnervold. På baggrund af dengennemførte undersøgelse konkluderede Europarådets Styringskomité forStrafferet (CDPC), at et sådant instrument var nødvendigt.Stedfortræderkomitéen besluttede herefter i december 2008 at nedsætte enad hoc-komité (CAHVIO) med den opgave at forberede en eller flere juri-disk bindende instrumenter om forebyggelse og bekæmpelse af vold ihjemmet, herunder vold mod kvinder, beskyttelse og støtte til ofrene ogretsforfølgning af gerningsmændene.Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold modkvinder og vold i hjemmet (herefter ”konventionen”) udspringer af dennekomités arbejde i 2009 og 2010.

Konventionsteksten blev vedtaget af Ministerkomitéen den 7. april 2011og åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011 i Istanbul. Konventionen erledsaget af en forklarende rapport (herefter ”den forklarende rapport”).30 stater har pr. 18. juni 2013 undertegnet konventionen (Albanien, An-dorra, Belgien, Bosnien og Herzegovina, Den Tidligere Jugoslaviske Re-publik Makedonien, Finland, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Kroa-tien, Lithauen, Luxembourg, Malta, Monaco, Montenegro, Nederlandene,Norge, Polen, Portugal, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige,Tyrkiet, Tyskland, Ukraine, United Kingdom og Østrig). Albanien, Mon-tenegro, Portugal og Tyrkiet har tillige ratificeret konventionen.Konventionen træder i kraft på den første dag i den måned, der følger efterudløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor ti undertegnendeparter, herunder mindst otte af Europarådets medlemsstater, har ratificeretkonventionen, jf. konventionens artikel 75, stk. 3. Konventionen er såledesendnu ikke trådt i kraft.I det følgende redegøres under pkt. 2 kort for indholdet af konventionen,mens pkt. 3 indeholder en detaljeret gennemgang af de enkelte bestemmel-ser i konventionen ledsaget af en vurdering af bestemmelsernes eventuellelovgivningsmæssige konsekvenser. Pkt. 4 indeholder en sammenfatning.Til brug for udarbejdelsen af notatet har Justitsministeriet modtaget bidragfra Beskæftigelsesministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet, Kulturmini-steriet, Ministeriet for Børn og Uddannelse, Ministeriet for Forskning, In-novation og Videregående Uddannelser, Ministeriet for Ligestilling ogKirke, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Social- og Integrations-ministeriet og Udenrigsministeriet.

2. Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold

mod kvinder og vold i hjemmet

Konventionen er opdelt i tolv kapitler.

Kapitel I

(artikel 1-6) indeholderbl.a. bestemmelser om konventionens formål, anvendelsesområde og defi-nitioner. Konventionens hovedformål er at beskytte kvinder mod alle for-mer for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder ogvold i hjemmet.

Kapitel II

(artikel 7-11) vedrører integrerede politikker og dataindsam-ling. Kapitlet indeholder navnlig bestemmelser om koordinerende politik-2

ker, inddragelse af ikke-statslige organisationer og civilsamfundet, udpeg-ning af koordinerende organ, dataindsamling og forskning.

Kapitel III

(artikel 12-17) vedrører forebyggelse af vold mod kvinder.Kapitlet pålægger de kontraherende parter generelle forpligtelser med hen-syn til forebyggelse og indeholder endvidere mere detaljerede regler omnavnlig bevidstgørelse, undervisning, uddannelse af fagfolk, behandlings-programmer og inddragelse af den private sektor og medierne.

Kapitel IV

(artikel 18-28) angår beskyttelse og støtte. Kapitlet pålæggerde kontraherende parter generelle forpligtelser med hensyn til beskyttelseog støtte til ofre og indeholder endvidere mere detaljerede regler om bl.a.information, støttetilbud, bistand til klager, krisecentre og telefonrådgiv-ning.

Kapitel V

(artikel 29-48) vedrører materiel ret. Kapitlet indeholder regleraf både civilretlig og strafferetlig karakter. Kapitlet forpligter de kontrahe-rende parter til at kriminalisere navnlig fysisk og psykisk vold, voldtægt,tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort ogtvangssterilisation. Kapitlet indeholder også regler om erstatning, foræl-dremyndighed og samvær, straffemyndighed (jurisdiktion), sanktioner ogskærpende omstændigheder ved strafudmålingen.

Kapitel VI

(artikel 49-58) angår efterforskning, retsforfølgning, retsplejeog beskyttelsesforanstaltninger. Kapitlet fastsætter en række processuelleregler om efterforskning og retsforfølgning. Kapitlet indeholder bl.a reglerom risikovurdering og risikostyring, tilhold, bortvisning, efterforskning,retshjælp og forældelse.

Kapitel VII

(artikel 59-61) vedrører indvandring og asyl. Kapitlet inde-holder regler om opholdsstatus, kønsbaserede asylansøgninger og forbudmod tilbagesendelse (non-refoulement).

Kapitel VIII

(artikel 62-65) angår internationalt samarbejde vedrørendebekæmpelse af vold mod kvinder.

Kapitel IX

(artikel 66-70) indeholder bestemmelser om en overvågnings-mekanisme, herunder om oprettelse af en uafhængig ekspertgruppe forindsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet (GREVIO). Til kon-ventionens artikel 66 knytter sig endvidere et

bilag

om privilegier og im-

muniteter for de medlemmer af GREVIO og andre medlemmer af de dele-gationer, der gennemfører landebesøg.

Kapitel X

(artikel 71) indeholder en bestemmelse om forholdet til andreinternationale instrumenter, og

kapitel XI

(artikel 72) vedrører ændringertil konventionen. Endelig indeholder

kapitel XII

(artikel 73-81) afslutten-de bestemmelser, herunder om tvistløsning, undertegnelse og ikrafttræden,tiltrædelse af konventionen, geografisk anvendelsesområde, forbehold ogopsigelse.

3. Lovgivningsmæssige konsekvenser af en dansk ratifikation

3.1. Konventionens kapitel I (formål, definitioner, ligestilling og ikke-

diskrimination og generelle forpligtelser)

Efter

artikel 1

er konventionens formål at beskytte kvinder mod alle for-mer for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder ogvold i hjemmet (stk.1, litra a),at bidrage til udryddelsen af alle former fordiskrimination af kvinder og at fremme ligestilling mellem mænd og kvin-der og herunder hjælpe kvinder til selvstændiggørelse (stk.1, litra b),atskabe en omfattende ramme, politikker og foranstaltninger, der beskytterog hjælper alle ofre for vold mod kvinder og vold i hjemmet (stk.1, litrac),at fremme internationalt samarbejde med henblik på at udrydde voldmod kvinder og vold i hjemmet (stk.1, litra d)og at yde støtte og bistandtil organisationer og retshåndhævende myndigheder med henblik på atetablere et effektivt samarbejde, således at der kan gøres en sammenhæn-gende indsats for at udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet(stk. 1,litra e).Det fremgår afstk. 2,at der ved konventionen oprettes en særligovervågningsmekanisme, der skal sikre en effektiv gennemførelse af kon-ventionen (jf. herom pkt. 3.9 nedenfor).

Artikel 2

vedrører konventionens anvendelsesområde. Istk. 1fastslås, atkonventionen finder anvendelse på alle former for vold mod kvinder, her-under vold i hjemmet, som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad. Efterstk. 2opfordres de kontraherende parter til at anvende konventionen på al-le former for vold i hjemmet. De kontraherende parterne skal endvidereved gennemførelsen af konventionen være særligt opmærksomme på kvin-der, der udsættes for kønsbetinget vold. Efterstk. 3gælder konventionen ifredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.

Konventionens artikel 1 og 2 har ikke i sig selv lovgivningsmæssige kon-sekvenser.

Artikel 3

indeholder definitioner af en række af konventionens begreber.Efterlitra askal ”vold mod kvinder” forstås som en krænkelse af menne-skerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, der omfatter al-le former for kønsbetinget vold, som medfører eller sandsynligvis medfø-rer fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvin-der, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig friheds-berøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller private sfære.Efterlitra bskal ”vold i hjemmet” forstås som alle former for fysisk, sek-suel, psykisk eller økonomisk vold, som forekommer inden for familien el-ler i hjemmet eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller part-nere, uanset om gerningsmanden deler eller tidligere har delt bolig med of-feret.Efterlitra cskal ”køn” (gender) forstås som de socialt konstruerede roller,adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber, som et givent samfund anserfor at være passende for kvinder og mænd.Efterlitra dskal ”kønsbaseret vold mod kvinder” forstås som vold, derforøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som rammer kvinder iuforholdsmæssig grad.Efterlitra eskal ”offer” forstås som enhver fysisk person, der udsættes forden adfærd, som er beskrevet i litra a og b.Efterlitra fomfatter ”kvinder” også piger under 18 år.Konventionens artikel 3 vurderes ikke i sig selv at have lovgivningsmæs-sige konsekvenser.

Artikel 4

angår grundlæggende rettigheder, ligestilling og ikke-diskrimi-nation, mens

artikel 5

pålægger de kontraherende parter at udvise rettidigomhu med hensyn til at imødegå vold mod kvinder og vold i hjemmet.Efterartikel 4, stk. 1,skal de kontraherende parter fremme og beskytte ret-ten for alle mennesker, i særdeleshed kvinder, til at leve uden vold i såvelden offentlige som den private sfære.5

Efterartikel 4, stk. 2,fordømmer de kontraherende parter alle former fordiskrimination af kvinder og træffer uden ophold de nødvendige foran-staltninger til imødegåelse heraf. De kontraherende parter skal særligt i de-res nationale forfatninger eller i anden passende lovgivning indarbejdeprincippet om ligestilling mellem kvinder og mænd og sikre dets anven-delse i praksis, forbyde diskrimination af kvinder, om nødvendigt vedhjælp af sanktioner i relevant omfang, og ophæve enhver lov og praksis,som diskriminerer kvinder.Efterartikel 4, stk. 3,skal konventionen, især foranstaltningerne til beskyt-telse af ofres rettigheder, gennemføres uden nogen form for diskriminati-on, det være sig på grund af biologisk køn (sex), sociokulturelt køn (gen-der),race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, na-tional eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejen-dom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand,handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus eller an-den status.Efterartikel 4, stk. 4,betrages særlige foranstaltninger, som er nødvendigefor at forebygge og beskytte kvinder mod kønsbetinget vold, ikke som dis-krimination i henhold til konventionen.Efterartikel 5, stk. 1,skal de kontraherende parter afholde sig fra at udøvenogen form for vold mod kvinder og sikre, at denne forpligtelse overhol-des af myndigheder, embedsmænd, befuldmægtigede, institutioner og an-dre, der optræder på statens vegne.Efterartikel 5, stk. 2,skal de kontraherende parter udvise rettidig omhu iforbindelse med forebyggelse, efterforskning, idømmelse af straf og ydelseaf erstatning for voldshandlinger omfattet af konventionen og begået af ik-ke-statslige aktører.Princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd er bl.a. indarbejdet ilov om ligestilling af kvinder og mænd. Formålet med denne lov er atfremme ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder lige integration, li-ge indflydelse og lige muligheder i alle samfundets funktioner med ud-gangspunkt i kvinders og mænds lige værd. Lovens formål er desuden atmodvirke direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn samt atmodvirke chikane og sexchikane.

Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at alle er lige for loven og så-ledes bl.a. har krav på den samme beskyttelse og respekt for menneskeret-tighederne. Endvidere gælder der for den offentlige forvaltning en almin-delig lighedsgrundsætning, hvorefter væsentligt lige forhold skal behand-les lige i retlig henseende. Desuden fremgår det af artikel 14 i Den Euro-pæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk ret vedlov, at nydelsen af de i menneskerettighedskonventionen anerkendte ret-tigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social op-rindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel ellerethvert andet forhold. Det følger endelig af artikel 21 i EU’s charter omgrundlæggende rettigheder, der med Lissabontraktaktens ikrafttræden blevbindende på traktatniveau, at enhver forskelsbehandling på grund af køn,race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religioneller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationaltmindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering ellerethvert andet forhold er forbudt.De vigtigste tiltag i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, idøm-melse af straf og ydelse af erstatning for voldshandlinger omfattet af kon-ventionen er beskrevet nedenfor i bemærkningerne vedrørende konventio-nens artikel 12-17, 30, 45, 46, 49, 53 og 55.Konventionens artikel 4 og 5 vurderes på denne baggrund ikke at havelovgivningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 6

skal de kontraherende parter inddrage hensyn til kønnenesforskellighed ved gennemførelsen af konventionen og evalueringen af densgennemslagskraft samt fremme og effektivt gennemføre politikker til lige-stilling af kvinder og mænd og fremme af selvstændiggørelse af kvinder.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at efter § 4 i lov om lige-stilling mellem mænd og kvinder skal offentlige myndigheder inden forderes område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al plan-lægning og forvaltning.Regeringen har i januar 2012 offentliggjort en strategi for ligestillingsvur-dering i det offentlige. Strategien skal bidrage til at styrke og systematiserearbejdet med at medtænke køn og ligestilling i den offentlige planlægningog forvaltning.

Konventionens artikel 6 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.2. Konventionens kapitel II (integrerede politikker og dataindsam-

ling)

Efter

artikel 7

skal de kontraherende parter vedtage og gennemføre lands-dækkende effektive, omfattende og koordinerede politikker, som indehol-der alle relevante foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alleformer for vold omfattet af konventionen, og som gør det muligt at reagereholistisk på vold mod kvinder. Foranstaltningerne skal tage udgangspunkt iofferets rettigheder, og politikkerne skal gennemføres i et effektivt samar-bejde mellem alle relevante organer, institutioner og organisationer. Foran-staltningerne skal i behørigt omfang inddrage alle relevante aktører, somf.eks. statslige organer, nationale, regionale og lokale parlamenter ogmyndigheder, nationale menneskerettighedsinstitutioner og organisationeri civilsamfundet.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at Danmark har velud-byggede social-, sundheds- og retssystemer, som sikrer, at ofre for vold fården nødvendige støtte og behandling, og at voldudøvere retsforfølges. Devigtigste aktører i denne indsats er Social- og Integrationsministeriet (derhar ansvaret for lov om social service, som regulerer samarbejdet mellemkommuner og krisecentre samt den generelle hjælp og støtte til udsatteborgere, herunder kvinder og mænd med indvandrerbaggrund), Socialsty-relsen (der tilbyder konsulentbistand på området), Justitsministeriet, Mini-steriet for Sundhed og Forebyggelse, regionerne (der har det direkte ansvarfor den sundhedsfaglige behandling på skadestuer og hospitaler samt be-handling hos de praktiserende læger) og kommunerne (der er forpligtedetil at sikre midlertidigt ophold til voldsramte kvinder og deres børn og til-byde familierådgivning og psykologbehandling til kvinder og børn på kri-secentrene). En række private aktører står for tilbud om rådgivning, be-handling og støtte til voldsofre og voldsudøvere og deres børn.En række handlingsplaner til bekæmpelse af vold i nære relationer har si-den 2002 suppleret og bidraget til at udvikle og forbedre det etablerede oginstitutionaliserede system. Med handlingsplanerne er der blevet sat fokuspå nye problemområder som for eksempel tværfagligt samarbejde, videnog statistik, træning af fagfolk, særligt udsatte grupper mv. Ministeren forligestilling og kirke har haft det koordinerende ansvar for handlingsplaner-ne, og fremdriften af handlingsplanernes initiativer er blevet varetaget af8

en tværministeriel arbejdsgruppe med Ministeriet for Ligestilling og Kirkesom sekretariat. I 2012 blev der endvidere lanceret en national strategimod æresrelaterede konflikter.Konventionens artikel 7 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 8

skal de kontraherende parter tildele de økonomiske ogmenneskelige ressourcer, der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssiggennemførelse af integrerede politikker, foranstaltninger og programmertil forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold omfattet af konven-tionen, herunder sådanne, som gennemføres af ikke-statslige organisatio-ner og civilsamfundet.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der siden 2002 i gen-nemsnit har været afsat ca. 8,6 mio. kr. pr. år til implementering af hand-lingsplanerne om vold mod kvinder. Mange private og frivillige organisa-tioner har gennem tiden fået bevillinger herfra til aktiviteter, der sigter påat bekæmpe vold i nære relationer. Derudover bruges der betydelige milli-onbeløb på forskellige områder, som har betydning for, at voldsramtekvinder kan blive i stand til at leve et liv fri for vold, herunder til retsvæse-net, drift af kvindekrisecentre og sundhedsvæsenet. Undersøgelsen ”Vol-dens pris” (Institut for Folkesundhed og Rockwoolfonden, 2010) angiver,at det danske samfund bruger mindst ½ mia. kr. årligt på foranstaltninger iforbindelse med vold mod kvinder (dvs. ikke alene partnervold og vold ihjemmet). Dertil kommer omkostninger, som forfatterne til undersøgelsenvurderer, at det ikke er muligt at inkludere i beregningerne, f.eks. kommu-nernes forebyggende indsatser.Konventionens artikel 8 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 9

pålægger de kontraherende parter at give anerkendelse, opmun-tring og støtte på alle niveauer til de relevante ikke-statslige organisationerog civilsamfundet i deres arbejde med aktivt at bekæmpe vold mod kvin-der og at etablere et effektivt samarbejde med disse organisationer.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at staten siden 2002 somled i handlingsplanerne om vold mod kvinder har anerkendt ikke-statsligeorganisationers arbejde gennem økonomisk støtte. Ikke-statslige organisa-

tioners ekspertise og erfaringer er desuden inddraget ved udarbejdelse afhandlingsplanerne.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at de 45 kvindekrisecentre(hvoraf 41 er medlemmer af LOKK, Landsorganisation af Kvindekrise-centre) for de flestes vedkommende er selvejende institutioner (8 krise-centre er kommunale), hvis drift til kvinders og børns ophold er finansiereti henhold til lov om social service med 50% til kommunerne og 50% tilstaten. Herudover indgår til særlige formål satspuljemidler, fondsmidler ogandre tilskud.Konventionens artikel 9 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 10

skal de kontraherende parter udpege eller oprette et ellerflere officielle organer med ansvar for koordinering, gennemførelse, over-vågning og evaluering af politikker og foranstaltninger til forebyggelse ogbekæmpelse af alle former for vold omfattet af konventionen. Disse orga-ner skal koordinere den i artikel 11 omtalte indsamling af data, analyseredisse data og videreformidle resultaterne. Det skal være muligt for dette el-ler disse organer at modtage oplysninger af generel karakter om foranstalt-ninger truffet i medfør af kapitel VIII om internationalt samarbejde, og or-ganerne skal have den fornødne kapacitet til at kommunikere direkte medog knytte forbindelse til deres modstykker hos andre kontraherende parter.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Social- og Integrations-ministeriet varetager den koordinerende funktion, som er beskrevet i arti-kel 10, for så vidt angår tvangsægteskaber og andre æresrelaterede konflik-ter.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der som led i koordine-ringen af indsatsen mod vold mod kvinder er nedsat en tværministeriel ar-bejdsgruppe, der sekretariatsbetjenes af Ministeriet for Ligestilling og Kir-ke. Denne arbejdsgruppe sikrer koordination og videndeling mellem deforeskellige ministerområder.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser endvidere til, at Institut forMenneskerettigheder har fået tillagt kompetence til at varetage opgaven ihenhold til ligestillings- og ligebehandlingsdirektiverne, hvorefter der skalvære et uafhængigt organ til at yde ofre for forskelsbehandling tilstrække-lig beskyttelse i forbindelse med deres klager over forskelsbehandling. In-10

stituttet kan foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling, of-fentliggøre uafhængige rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmåli forbindelse med forskelsbehandling.Konventionens artikel 10 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 11

vedrører dataindsamling og forskning.Ifølgestk. 1skal de kontraherende parter med regelmæssige mellemrumindsamle kønsopdelte relevante statistiske oplysninger om sager vedrøren-de alle former for vold omfattet af konventionen og støtte forskning i alleformer for vold omfattet af konventionen med henblik på at studere kerne-årsager og virkninger, forekomster og domfældelsesprocenter samt gen-nemslagskraften af de foranstaltninger, der er truffet for at gennemførekonventionen.Efterstk. 2skal de kontraherende parter bestræbe sig på med regelmæssigemellemrum at gennemføre befolkningsbaserede undersøgelser for at be-dømme forekomsten af og tendenserne inden for alle former for vold om-fattet af konventionen.Efterstk. 3skal de kontraherende parter sørger for, at de indsamlede op-lysninger tilgår den i artikel 66 nævnte ekspertgruppe med henblik på atstimulere internationalt samarbejde og muliggøre international benchmar-king.Efterstk. 4skal de kontraherende parter sørge for, at de indsamlede oplys-ninger gøres tilgængelige for offentligheden.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at der løbende offentlig-gøres statistiske oplysninger om vold i nære relationer. Der bliver desudenløbende gennemført forskning vedrørende vold i nære relationer. Undersø-gelser og forskning finansieres både af det offentlige og af private fonde.Konventionens artikel 11 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.3. Konventionens kapitel III (forebyggelse)

Artikel 12

fastlægger de kontraherende parters generelle forpligtelser medhensyn til forebyggelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.Efterstk. 1skal de kontraherende parter fremme ændringer i de sociale ogkulturelle adfærdsmønstre hos kvinder og mænd med henblik på at udryd-de fordomme, sædvaner, traditioner og al anden praksis, som bygger på fo-restillingen om kvinders underlegenhed eller stereotype roller for kvinderog mænd.Efterstk. 2skal de kontraherende parter forebygge alle former for voldomfattet af konventionen, som udøves af fysiske eller juridiske personer.Stk. 3bestemmer, at enhver foranstaltning, som træffes i medfør af kapitelIII, skal tage hensyn til og fokusere på de særlige behov hos personer, somer sårbare på grund af særlige omstændigheder, og skal tage udgangspunkti alle ofres menneskerettigheder.Efterstk. 4skal de kontraherende parter træffer opfordre alle i samfundet,især mænd og drenge, til at bidrage aktivt til forebyggelsen af alle formerfor vold omfattet af konventionen.Stk. 5forpligter de kontraherende parter til at sikre, at kultur, sædvaner, re-ligion, tradition eller såkaldt ”ære” ikke kan påberåbes som berettigelse fornogen af de voldshandlinger, der er omfattet af konventionen.Efterstk. 6skal de kontraherende parter fremme programmer og aktivitetertil selvstændiggørelse af kvinder.Ministeriet for Ligestilling og Kirke og Social- og Integrationsministeriethenviser til, at der i en række år i regi af handlingsplanerne mod vold i næ-re relationer har været gennemført oplysnings- og holdningsbearbejdendekampagner rettet mod befolkningen eller grupper i befolkningen. Der harbl.a. været gennemført en række tv-programmer om vold samt forskelligekampagnefilm, annoncer og tv-spots.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at udformningenog gennemførelsen af sociallovgivningen hviler på respekt for den enkeltesmulighed for selvbestemmelse og integritet og imødekommer beskyttelsenaf den enkelte, som der lægges op til i konventionens artikel 12, stk. 3. Ef-ter formålsbestemmelsen § 81 i lov om social service skal kommunalbesty-relsen tilbyde særlige indsatser til voksne med nedsat eller betydeligt ned-12

sat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.Med respekt af dette overordnede formål skal kommunalbestyrelsen f.eks.efter servicelovens § 85 tilbyde hjælp, omsorg eller støtte samt optræningog hjælp til udvikling af færdigheder. Endvidere fastlægger lov om rets-sikkerhed og administration på det sociale område § 15, at kommunalbe-styrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlæggeog udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efterden sociale lovgivning, ligesom det af lovens § 16 fremgår, at kommunal-bestyrelsen skal føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses.Med hensyn til konventionens artikel 12, stk. 5, henvises til bemærknin-gerne nedenfor vedrørende konventionens artikel 42.Konventionens artikel 12 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 13

pålægger de kontraherende parter med regelmæssige mellem-rum og på alle niveauer at fremme eller gennemføre bevidstgørelseskam-pagner eller -programmer, bl.a. i samarbejde med nationale menneskeret-tighedsinstutioner og ligestillingsorganer, organisationer i civilsamfundetog ikke-statslige organisationer, især kvindeorganisationer, alt efter om-stændighederne, med henblik på at øge offentlighedens bevidsthed om ogforståelse af de forskellige måder, hvorpå alle former for vold omfattet afkonventionen kommer til udtryk, hvilke konsekvenser de har for børnene,og behovet for at forebygge denne vold. Der skal sikres en bred formidlingtil offentligheden af oplysninger om de foranstaltninger, der er til rådighedtil forebyggelse af voldshandlinger omfattet af konventionen.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at det følger af ligestil-lingsloven, at køn og ligestilling skal integreres i al offentlig forvaltning,herunder også projekter og kampagner, som iværksættes af offentligemyndigheder. Det betyder i praksis, at der skal anlægges et køns- og lige-stillingsperspektiv på alle elementer af f.eks. en kampagnes udformning ogindhold. Desuden gennemføres som nævnt i bemærkningerne ovenfor ved-rørende konventionens artikel 12 en række oplysningskampagner med detformål at forebygge vold mod kvinder og vold i hjemmet.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Videnscentret for SocialeIndsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) har i 2011gennemført oplysningskampagnen ”Vores Ansvar – Nej til vold modbørn”, som satte fokus på, at vold mod børn er forbudt og farligt, og at alle13

har et ansvar for at forsøge at forhindre det. Der iværksættes i forlængelseaf lov nr. 496 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Be-skyttelse af børn og unge mod overgreb mv.) også nationale oplysnings-kampagner rettet mod henholdsvis børn om deres rettigheder og voksneom pligten til at underrette de sociale myndigheder, hvis man er bekymretfor et barns strivsel, eksempelvis fordi man ved eller tror, at barnet udsæt-tes for vold. Endvidere udarbejdes der undervisningsmateriale til folkesko-len, som skal lære børn om deres rettigheder på det sociale område. Desu-den indeholder den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter enrække holdningsbearbejdende initiativer, bl.a. i samarbejde med ikke-statslige organisationer og andre aktører i civilsamfundet.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til til, at der på Soci-al- og Integrationsministeriets hjemmeside findes henvisninger til centralerådgivnings- og hjælpemuligheder, og at kommunerne ligeledes gør op-mærksom på deres indsatsområder, f.eks. gennem forpligtigelsen til at of-fentliggøre kvalitetsstandarden for kvindekrisecentre, jf. bekendtgørelsenr. 631 af 15. juni 2006. Kvalitetsstandarden skal indeholde en samlet in-formation om de tilbud og ydelser, borgerne kan tilbydes ved ophold ikvindekrisecentrene, herunder de politiske målsætninger og prioriteringer,som kommunalbestyrelsen træffer beslutning om. Landsorganisationen afKvindekrisecentre har på sin hjemmeside en oversigt over krisecentre ogrådgivningsmuligheder. Børnerådet har informationsmateriale om voldmod børn på flere sprog, og Børns Vilkår har på sin hjemmeside henvis-ning til Børnetelefonen og Børnechatten, som kan oplyse om lokale råd-givnings- og støttemuligheder.Konventionens artikel 13 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 14

skal de kontraherende parter i behørigt omfang træffe deforanstaltninger, der er nødvendige for, at pensumlister og læseplaner påalle niveauer med støtte af undervisningsmateriale tilpasset det enkelteklassetrin behandler emner som f.eks. ligestilling mellem kvinder ogmænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-voldelig løsningaf konflikter mellem mennesker, kønsbetinget vold mod kvinder og rettentil personlig integritet. Disse principper skal også fremmes i uformelle ud-dannelsessammenhænge samt inden for sport, kultur- og fritidsaktiviteterog i medierne.

Ministeriet for Børn og Undervisning henviser til, at formålsbestemmelseni folkeskolelovens § 1 bl.a. fastsætter, at folkeskolen skal forberede ele-verne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund medfrihed og folkestyre, og at skolens virke derfor skal være præget af ånds-frihed, ligeværd og demokrati. Formålsbestemmelsen er bl.a. yderligereudmøntet i folkeskolens trin- og slutmål (Fælles Mål) for de enkelte fag.Det fremgår af indholdsbeskrivelsen for børnehaveklassen, som er obliga-torisk klassetrin i folkeskolen, at eleverne skal etablere og vedligeholdevenskaber og lege sammen med børn med andre normer og værdier endderes egne, at de skal medvirke til at opbygge klassens normer og regler,tage del i ansvaret over for fællesskabet, bruge sproget hensynsfuldt i for-bindelse med konflikter og konfliktløsning og kunne varetage dagligda-gens personlige funktioner, herunder kunne forstå og følge en instruktion.I folkeskolens undervisning i grundskolen indgår det obligatoriske emnesundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, jf. folkeskolelo-vens § 7. Der er som slutmål for undervisningen fastsat, at undervisningenskal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdighe-der, der sætter dem i stand til at forstå og forholde sig til sociale og sam-fundsmæssige påvirkninger af identitet, kønsroller og seksualitet, herunderbetydningen af kulturelle normer, medier og venner og at gøre rede for,hvordan følelser og kærlighed har betydning for sundhed, seksualitet ogfamilieliv.I det obligatoriske fag samfundsfag på 8. og 9. klassetrin skal elevernegennem undervisningen gøre rede for ideen om retsstaten og borgerensretssikkerhed og diskutere betydningen af borgerens retssikkerhed i et de-mokrati og give eksempler på og forklare, hvordan politiske synspunkterkan være knyttet til social og økonomisk placering, til alder og køn og tiletnicitet og religion.Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at frie grund-skoler ifølge friskolelovens § 1 efter deres formål og i hele deres virke skalforberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed ogfolkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt forgrundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mel-lem kønnene. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a., at de friegrundskoler er forpligtede til at undervise eleverne på en sådan måde, ateleverne vil kunne lære og bl.a. derigennem kunne komme til at respekte-re, at det danske samfund bygger på en række grundlæggende menneske-15

og frihedsrettigheder, herunder forbud mod diskrimination, hvad enten detdrejer sig om køn, race eller religion mv. Dette er i bestemmelsen særligtfremhævet for så vidt angår ligestilling mellem kønnene. Skolerne må der-for ikke foretage handlinger eller undladelser, som krænker kravet om, atskolerne skal udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for f.eks.ligestilling mellem kønnene. Det vil være uforeneligt med bestemmelsenfor en skole at bygge på en grundholdning om, at manden er kvinden over-legen, og det gælder, uanset om skolen i sin undervisning samtidig sikrer,at eleverne får kendskab til de principper for ligestilling mellem kønnene,som samfundet i øvrigt bygger på med henblik på, at eleverne vil kunnekomme til at respektere dette.Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at formåletmed de gymnasiale uddannelser ifølge gymnasielovens § 2 bl.a. er, at ud-dannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvik-ling af personlig myndighed. Uddannelsen og skolekulturen som helhedskal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder ogpligter i et samfund med frihed og folkestyre, og undervisningen og heleskolens dagligliv skal bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Ud-møntningen heraf sker inden for rammerne af uddannelsesbekendtgørelserfor hver af de gymnasiale uddannelser, inkl. læreplaner for de fag, der ind-går. Læreplansmålene er overvejende kompetenceorienteret, og de detalje-rede indholdselementer fastlægges af skolerne, som også vælger lærebøgerog andet undervisningsmateriale. Det skønnes, at emner som ligestillingmellem mænd og kvinder og voldsanvendelse i forbindelse med konfliktermv. indgår i undervisningen for alle elever i forbindelse med relevante te-maer i fag som f.eks. samfundsfag, historie, samtidshistorie og internatio-nal økonomi, fremmedsprog, psykologi, dansk, filosofi mv.Ministeriet for Børn og Undervisning henviser endvidere til, at på er-hvervsuddannelserne vil emner som ligestilling mellem kønnene, ikke-stereotype kønsroller, kønsbaseret vold mod kvinder mv. typisk indgå iundervisningen i grundfagene dansk og samfundsfag. På arbejdsmarkeds-uddannelserne indgår konflikthåndtering, i visse tilfælde specifikt møntetpå forebyggelse af vold, i de handlingsorienterede målformuleringer for endel uddannelser, især hvor målgrupperne er plejepersonale og lignende,udøvere af serviceerhverv med udbredt kundekontakt såsom buschaufførersamt personer, der har til opgave at sikre ro og gennemføre retshåndhævel-se, dvs. politi, vagtpersonale mv. Også den kompetence at agere med re-spekt over for andre personer indgår i en del målformuleringer.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser hen-viser til, at uddannelsesinstitutioner i det daglige via personalepolitikkermv. tager sig af ligestillingsmæssige aspekter såvel som de andre emner,der nævnes i artikel 14, og herunder inkluderer relevant undervisningsma-teriale i de sammenhænge og på de uddannelsesniveauer, hvor det er for-målstjenstligt.Kulturministeriet henviser til, at den danske idrætsmodel bygger på idræt-tens autonomi (armslængdeprincippet), og at der derfor ikke er en egentligidrætslov i Danmark. De danske idrætsorganisationer har imidlertid for-pligtet sig til at arbejde for at fremme ligestilling mv. i de rammeaftaler,organisationerne har indgået med Kulturministeriet. Det følger således aframmeaftalerne for 2012-2014, som er indgået med idrættens organisatio-ner, at:--Danmarks Idrætsforbund vil:fremme mulighederne for idrætsligt set dårligt stillede grupper af be-folkningenstyrke idrættens samfundsmæssige ansvar ved at styrke idrættens værdifor samfundet, fremme opfyldelsen af idrættens potentiale på det socia-le områdestyrke den sociale inklusion af særlige målgrupper i idrætten samtarbejde for at styrke mangfoldigheden i dansk idræt, herunder ved atstyrke kvinders og nydanskeres deltagelse i frivilligt arbejde og ledelsei idrætten.DGI vil:arbejde for, at flere danskere, uanset forudsætninger, køn, alder og et-nisk baggrund, dyrker idræt og motion i hverdagen, herunder i forenin-gerne, gennem udvikling af flere moderne og fleksible idræts- og mo-tionstilbud.Dansk Firmaidrætsforbund vil:være en foregangsorganisation indenfor dansk idræt, når det gælder li-gestilling.

hele landet bakkede op om budskabet om, at vold er uacceptabelt, og atklare spilleregler gælder på banen såvel som i hjemmet.- Pilotprojeket ”Piger i praktik som problemknusere – piger i naturviden-skab og tekniske fag”, som Ministeriet for Ligestilling og Kirke har gen-nemført i samarbejde med bl.a. Ministeriet for Børn og Undervisning, In-geniørforeningen og Experimentariet. Formålet med projektet var at ned-bryde det kønsopdelte uddannelsesvalg.- Kampagnesitet ”Fremtiden er din” for piger og drenge i folkeskolensældste klasser, der står overfor at skulle vælge uddannelse, som Ministerietfor Ligestilling og Kirke lancerede i marts 2011. På sitet præsenteres deunge bl.a. for seks rollemodeller, der har truffet utraditionelle uddannel-sesvalg.- Kampagnesitet www.skiftjob.dk, som ministeren for ligestilling lancere-de under det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2011. Sitet gi-ver gode råd og fortæller om erfaringer med at rekruttere mænd til pleje-og omsorgsfag.- ”Rettighedskampagnen”, som Ministeriet for Ligestilling og Kirke gen-nemfører på landets sprogskoler og i udsatte byområder. Kampagnen oply-ser om familieretlige rettigheder og ligestilling til borgere med anden et-nisk baggrund end dansk.Det er Kulturministeriets vurdering, at principperne om ligestilling mellemkvinder og mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-volde-lig løsning af konflikter mellem mennesker og retten til personlig integritetkan fremmes ved, at ministeriet opfordrer radio- og tv-foretagenderne til,som led i tilrettelæggelsen af deres virksomhed, at fastlægge retningslinjerfor fremme af de nævnte principper. Dette vurderes ligeledes at være enhensigtsmæssig fremgangsmåde i forhold til de trykte medier, som ikke eromfattet af indholdsmæssig regulering ud over medieansvarsloven.Konventionens artikel 14 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 15

angår uddannelse af fagfolk.Efterstk. 1skal de kontraherende parter tilvejebringe eller styrke behøriguddannelse af de relevante faggrupper, som arbejder med ofre for ellergerningsmænd til alle former for vold omfattet af konventionen, om em-nerne forebyggelse og konstatering af sådan vold, ligestilling mellemkvinder og mænd, ofrenes behov og rettigheder og forebyggelse af sekun-dær offergørelse.18

Stk. 2pålægger de kontraherende parter at opfordre til, at denne uddannel-se omfatter undervisning i koordineret tværinstitutionelt samarbejde meddet formål at muliggøre en omfattende og hensigtsmæssig håndtering afhenvisninger i sager vedrørende de voldshandlinger, der er omfattet afkonventionen.Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser hen-viser til, at relevante uddannelser på ministeriets område fra centralt holdhar beskrivelser af uddannelsernes indhold på et overordnet niveau. Indenfor disse rammer fastsætter uddannelsesinstitutionerne selv nærmere i stu-dieordninger om indholdet i undervisningen. Ligestilling vedrørende køn,religion, etnicitet er så fundamentale i dagens Danmark, at de helt naturligtvil indgå i undervisningen. For lærer- og pædagoguddannelserne er der fracentralt hold fastsat nærmere krav til uddannelsernes indhold, herunderbl.a. undervisning i køn, menneskerettigheder, kulturelle og sociale aspek-ter.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Videnscentret for SocialeIndsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) afholder ef-teruddannelseskurser for fagpersoner vedrørende seksuelle overgreb ogvold mod børn. Endvidere har Socialstyrelsen en vidensportal vedrørendevold og seksuelle overgreb. Vidensportalen indeholder aktuel forsknings-baseret viden om målgrupper og indsatser, lovgivning, organisering, stati-stik, relevante udviklingsprojekter og praksiseksempler. Med lov nr. 496 af21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Beskyttelse af børn ogunge mod overgreb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013, bliverkommunerne forpligtede til at udarbejde og løbende revidere kommunaleberedskaber for håndtering af sager om overgreb mod børn og unge. Be-redskaberne skal bl.a. sikre, at fagpersoner har den nødvendige viden omdisse procedurer. I forlængelse heraf styrkes SISOs understøttelse afkommunernes beredskaber for forebyggelse og håndtering af overgrebssa-ger mod børn – især i forhold til information til pædagoger, skolelærere ogmyndighedspersoner.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at alle offentligtansatte fagfolk m.fl., som arbejder med børn og unge, på deres grund-, ef-ter- og videreuddannelser undervises om underretningspligten efter lov omsocial service § 153 (jf. herom nedenfor i bemærkningerne vedrørendekonventionens artikel 28), ligesom der afholdes særlige temadage på læ-reruddannelsen. Som en del af Social- og Integrationsministeriets faste19

kursuskatalog udbydes kurser i sager om overgreb. Kurserne omfatter bl.a.børns og unges signaler på overgreb, samt hvilke barrierer der kan være iarbejdet med børn, der har været udsat for overgreb. Kurserne henvendersig bredt til fagpersoner på børne- og ungeområdet. Herudover tilbyderSocialstyrelsen løbende kommunerne forskellige temadage om aktuelleemner, og med henblik på at styrke mulighederne for tidlige indsats harstyrelsen har i det seneste år tilbudt kommunerne en temadag om vold fa-milien.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser ligeledes til, at der som led iden nationale strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer 2010-2012har været tilbudt temadage om vold i familien til alle landets kommuner. Ialt har ca. 4.000 fagfolk i kommunerne deltaget i temadagene.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at der er fokus på atuddanne relevant sundhedspersonale i det opsporende og forebyggende ar-bejde. Undersøgelse af voldsofre varetages i vid udstrækning af speciallæ-ger i retsmedicin. Speciallægeuddannelsen i retsmedicin, som er en 5-årigklinisk videreuddannelse, indeholder teoretiske kurser i klinisk retsmedi-cin, hvor lægen opnår viden om offertyper og undersøgelsesteknikker(bl.a. vedrørende ofre for vold og voldtægt). Herudover opnår lægen klini-ske kompetencer vedrørende dokumentation og vurdering af skader i for-bindelse med bl.a. vold og seksualforbrydelser. Speciallæger i retsmedicinskal herudover demonstrere evne til at samarbejde med andre faggrupper,herunder især inden for retsvæsenet (bl.a. i forbindelse med udarbejdelseaf retsmedicinske erklæringer til brug for efterforskning af forbrydelser).Disse kompetencer skal opnås og bliver bedømt som led i speciallægeud-dannelsen, og de enkelte krav revideres løbende i takt med den teknologi-ske udvikling inden for specialet.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at der iregionalt regi findes en række efteruddannelser for sygeplejersker medhenblik på at styrke deres kompetencer inden for akutmodtagelse af patien-ter – de såkaldte behandlersygeplejersker. Efteruddannelsen gør bl.a. be-handlersygeplejerskerne i stand til selvstændigt at indgå i fagligt og tvær-fagligt samarbejde med fokus på patienter, der er i kontakt med et behand-lerafsnit, og kritisk forholde sig til akut pleje og behandling samt etiske di-lemmaer i kontakten med den tilskadekomne patient med henblik på juste-ring, vurdering og optimering af pleje og behandling.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at den na-tionale strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer for perioden 2010-2012 indeholder tre initiativer målrettet uddannelse af de sundhedsprofes-sionelle i mødet med ofrene for partnervold, herunder kvinder. Praktise-rende læger skal have øget viden, så de kan vejlede og henvise til de bedstegnede støttemuligheder. Personalet på f.eks. landets skadestuer skal lø-bende have opdateret viden om, hvilke støttemuligheder til ofre for part-nervold der kan henvises til. Alkoholbehandlere skal efteruddannes, så al-koholbehandlere kan opspore voldsproblemer, og kvindekrisepersonaleskal efteruddannes, så de kan opspore alkoholproblemer.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser endvidere til, at to vi-dencentre om voldtægt i Århus og København gennemfører forskningspro-jekter og arbejder for at øge den kundskab og viden, der findes om vold-tægt og om voldtægtsramte. Der udføres også undervisning af personale påcentrene for voldtægtsofre.I forbindelse med politiets grunduddannelse undervises der i behandlingenaf voldssager, herunder sager om samlivsrelateret vold. Rigsadvokatensmeddelelse nr. 3/2008 (rettet februar 2013) om behandlingen af sager omsamlivsrelaterede personfarlige forbrydelser indgår i undervisningen.Meddelelsen gennemgår bl.a. proceduren for iværksættelse af efterforsk-ning, reglerne om vejledning af forurettede og de generelle regler om efter-forskning af sagerne på området. Herudover beskriver meddelelsen mulig-hederne for tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Den 1. februar 2014iværksættes en ny professionsbachelorgrunduddannelse for politiet. På dennye uddannelse vil der i lighed med den hidtidige uddannelse blive under-vist i behandlingen af voldssager, herunder samlivsrelateret vold, hvor dennævnte rigsadvokatmeddelelse vil indgå i undervisningen. Politielever skalendvidere demonstrere kendskab til lovgrundlag, efterforskningsmetoderog sagsbehandling i voldssager og reflektere over de lovgivningsmæssigekrav, der knytter sig til ofres retsstilling og politiets og anklagemyndighe-dens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at ud-pege en kontaktperson for forurettede. I det nye uddannelsesforløb indgårder også et tematiseret modul om udsatte grupper, hvor politieleverne læ-rer at håndtere den komplekse politiopgave hensynsfuldt og sikkert i for-hold til forskellige borgergrupper, herunder svage og udsatte persongrup-per. Undervisning om samlivsrelateret vold vil ligeledes indgå i dette mo-dul.

Rigsadvokaten udbyder kurset ”Vold i nære relationer – når ægtefællen ervoldsmanden”. Kurset beskæftiger sig navnlig med konventionen, vidne-psykologiske aspekter i sager om vold i nære relationer, forholdet mellemofferet og gerningsmanden, strafudmåling samt reglerne om tilhold, op-holdsforbud og bortvisning.Konventionens artikel 15 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 16

pålægger istk. 1de kontraherende parter at etablere eller støtteprogrammer, der har til formål at lære gerningsmænd til vold i hjemmet attilegne sig en ikke-voldelig adfærd i deres samvær med andre menneskermed henblik på at forhindre yderligere vold og ændre voldelige adfærds-mønstre. De kontraherende parter skal efterstk. 2endvidere etablere ellerstøtte behandlingsprogrammer, der har til formål at forebygge tilbagefaldhos gerningsmænd, især hos seksualforbrydere. Ved etableringen af denævnte foranstaltninger skal de kontraherende parter ifølgestk. 3sikre, atder er primært fokus på ofrenes sikkerhed, adgang til støtte og menneske-rettigheder, og at de nævnte programmer i behørigt omfang etableres oggennemføres i tæt koordinering med særlige støttetilbud til ofrene.Som led i aftalen om fordelingen af satspuljen for 2012 er der etableret ettoårigt forsøgsprojekt med et samarbejde om et mobilt interventionscentermellem Landsorganisation af Kvindecentre, Dialog mod Vold og Østjyl-lands Politi. Forsøget startede den 1. januar 2013. Formålet med projekteter i tilknytning til lovgivningen om bortvisning af voldsudøvere fra egethjem så tidligt som muligt at kunne yde rådgivning til offeret for vold ihjemmet og til den voldsudøvende om mulighederne for at komme i be-handling med henblik på at bekæmpe eller mindske den voldelige adfærd.Det er politiets vurdering, at det med projektet er lykkedes at få voldsramtefamilier til at tage imod hjælp til at stoppe volden. Projektet medfører, atnår politiet kommer ud til husspektakler i familier, hvor der er eller harværet vold, tilbydes personerne et behandlingstilbud, hvor rådgivere frahenholdsvis Dialog Mod Vold samt personale fra de lokale krisecentre kantage ud til den voldsramte familie for at lægge en plan for det videre forløbbåde for voldsudøveren, den voldsudsatte samt eventuelle børn.Kriminalforsorgen tilbyder i samarbejde med Dialog mod Vold behandlingaf dem, der begår vold i nære relationer. Tilbuddet om behandling omfatterbåde afsonere, varetægtsarrestanter og klienter, der er i tilsyn af kriminal-forsorgen, hvis de har begået vold i nære relationer. Behandlingen er frivil-22

lig, dog kan den eksempelvis indgå som et vilkår i forbindelse med en prø-veløsladelse. Det forudsættes i behandlingen, at Dialog mod Vold får ad-gang til at tage kontakt med en eventuel partner, bl.a. med henblik på atorientere denne, hvis klienten stopper behandlingen i utide. Herudover harindsatte mulighed for at deltage i de mere bredt orienterede kognitive pro-grammer såsom Anger Management og Voldsforebyggelsesprogrammet,der er målrettet afsonere med voldelig og aggressiv adfærd.Der er endvidere etableret en behandlingsordning og en visitationsordningvedrørende personer, der er dømt for seksualkriminalitet. I behandlings-ordningen kan den dømte under visse betingelser i stedet for en ubetingetfængselsstraf få en betinget dom med vilkår om psykiatrisk/sexologisk be-handling i to år. Behandlingen bliver udført i det almene sundhedssystem iet landsdækkende behandlingsnetværk bestående af tre ambulante klinik-ker. I ordningen er der taget højde for, at der skal tages hensyn til offeret.Vurderes den dømte ikke egnet til eller motiveret for at gennemføre vilkå-ret om behandling, vil den pågældende i stedet modtage en ubetingetfængselsstraf. Er fængselsstraffen på mellem 30 dage og ca. 4 år, dog 5 årfor voldtægt, vil vedkommende blive omfattet af visitationsordningen. Vi-sitationsordningen betyder, at den dømte som hovedregel indleder sin af-soning på en særlig visitations- og observationsafdeling i Anstalten vedHerstedvester, hvor personalet forsøger at motivere pågældende til at indgåi psykiatrisk/sexologisk behandling. Personer, der idømmes en fængsels-straf på mellem 30 dage og 3 måneder, påbegynder dog ikke automatiskafsoningen på visitationsafdelingen, medmindre det vurderes, at der er etåbenbart behov for en målrettet behandlingsindsats.Der er endvidere to halvåbne afdelinger for personer, der er dømt for sek-sualkriminalitet, i henholdsvis Statsfængslet Møgelkær og Anstalten vedHerstedvester. På disse afdelinger placeres primært personer, der ikke varegnede til eller motiverede for behandling efter opholdet på visitationsaf-delingen, med henblik på, at disse dømte kan motiveres til at deltage i psy-kiatrisk/sexologisk behandling. På afdelingerne er der jævnligt en psyko-log til stede, som afholder samtaler med de indsatte samt forestår uddan-nelse og supervision af de ansatte på afdelingen, således at personalet bli-ver bedre til generelt at håndtere gruppen af personer, der er dømt for sek-sualkriminalitet.Det er generelt meget stigmatiserende at være dømt for seksuelle overgrebmod børn, og seksualforbrydere kan derfor have særligt svært ved at vendetilbage til samfundet efter endt afsoning. På denne baggrund er der etable-23

ret et systematiseret samarbejde mellem Kriminalforsorgen, de socialemyndigheder og politiet om en helhedsorienteret udslusningsindsats (KSP-samarbejdet), herunder også for personer, der er dømt for seksualforbry-delser.I 2011 indførte kriminalforsorgen desuden samtaleprogrammet ”Styrk ogVind”, som er et kognitivt baseret samtaleforløb målrettet kvindelige ind-satte, der bl.a. berører de kvindelige indsattes egne erfaringer med at haveværet udsat for vold af deres nærmeste.Konventionens artikel 16 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 17

vedrører inddragelse af den private sektor og medierne.Efterstk. 1skal de kontraherende parter opfordre den private sektor, sekto-ren for informations- og kommunikationsteknologi og medierne til, medbehørig respekt for ytringsfriheden og deres uafhængighed, at deltage i ud-arbejdelsen og gennemførelsen af politikker og som led i deres selvjustitsat fastsætte retningslinjer og normsæt til forebyggelse af vold mod kvinderog til at øge respekten for kvinders værdighed.Efterstk. 2skal de kontraherende parter i samarbejde med aktører i denprivate sektor udvikle og fremme færdighederne hos børn, forældre ogpædagoger til håndtering af informations- og kommunikationsmiljøet, somgiver adgang til nedværdigende indhold af seksuel eller voldelig karakter,som kan være skadeligt.Med hensyn til oplysnings- og holdningsbearbejdende kampagner henvisestil bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 12, og medhensyn til undervisning henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørendekonventionens artikel 14.Erhvervs- og Vækstministeriet henviser til markedsføringslovens § 1,hvorefter erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hen-syntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.Heri ligger bl.a., at reklamer ikke må føre til eller yde bidrag til voldshand-linger. Markedsføringslovens § 8, stk. 2, indeholder desuden et forbudmod at opfordre til vold eller utilbørlig brug af vold i reklamer rettet modbørn og unge. Efter de gældende regler om reklamers indhold må en re-

klame, som indeholder vold mod kvinder eller indirekte opfordrer til dette,anses for at være i strid med god markedsføringsskik.Erhvervs- og Vækstministeriet henviser endvidere til pkt. 4.1.a i Forbru-gerombudsmandens retningslinjer om kønsrelateret reklame, hvorefter enkønsrelateret reklame skal være udformet i overensstemmelse med godmarkedsføringsskik, således at den ikke indeholder eller er egnet til atfremme kønsdiskrimination. En reklame anses for kønsdiskriminerende,såfremt kønnet fremstilles på en nedsættende eller ringeagtende måde.Supplerende er det i ICC’s reklamekodeks artikel 4 anført, at reklamer skalrespektere hensynet til menneskelig værdighed og ikke anspore til ellerunderstøtte nogen form for diskrimination, herunder diskrimination pågrund af køn. Efter samme bestemmelse må reklamer ikke give indtryk afat anspore til eller understøtte voldelig, ulovlig eller forkastelig adfærd.ICC’s reklamekodeks er grundlag for selvregulering og er ikke lovbe-fæstet, men Forbrugerombudsmanden bruger kodekset i sin fortolkning afgeneralklausulen om god markedsføringsskik i markedsføringslovens § 1.Efter medieansvarslovens § 34, stk. 1, skal massemediernes indhold oghandlemåde være i overensstemmelse med god presseskik. Pressenævnet,som er et uafhængigt offentligt nævn, afgør, om der i et konkret tilfælde ersket offentliggørelse i strid med god presseskik.Vejledende regler om godpresseskik er fastsat af medierne selv. Reglerne er senest revideret i maj2013. Det er et grundlæggende synspunkt i de vejledende regler om godpresseskik, at medierne bl.a. bør anerkende hensynet til den enkelte bor-gers krav på respekt for den personlige integritet og til behovet for beskyt-telse mod ubeføjet krænkelse. Det fremgår endvidere, at det enkelte men-neske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Ofre for forbry-delser skal vises det størst mulige hensyn, og derfor skal der ved indsam-ling og formidling af billedmateriale, herunder amatørbilleder, vises hen-synsfuldhed og takt. Det fremgår desuden af DR’s programetik, at DR vilmodvirke fornedrende eller fordomsfuld omtale af personers køn, alder,race, etnicitet, nationalitet, tro, seksuel orientering, ægteskabelig status, fy-siske handicaps, social status, politiske anskuelser osv.Kulturministeriet henviser til, at der på radio- og tv-området gælder et sen-delandsprincip, som betyder, at radio- og fjernsynsloven regulerer radio ogtv, som sendes fra Danmark. En del af de radio- og tv-kanaler, som kanmodtages i Danmark, udsendes ikke fra Danmark og hører derfor ikke un-der dansk jurisdiktion. Radio- og fjernsynsloven stiller på grund af hensy-net til ytringsfriheden og mediernes uafhængighed kun meget begrænsede25

krav til indholdet i radio og tv. Der er dog krav om, at der ikke må sendesprogrammer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiskeeller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, som indeholderpornografi eller umotiveret vold. Der er endvidere krav om, at andre pro-grammer, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralskeudvikling, ikke må sendes, medmindre det ved valget af sendetidspunkt el-ler ved tekniske foranstaltninger sikres, at mindreårige i udsendelsesområ-det normalt ikke ser eller hører udsendelserne. Når programmerne sendes iukodet form, skal der forud for dem gives en akustisk advarsel, eller deskal under hele deres varighed være markeret med et visuelt symbol. Ende-lig må programmerne ikke på nogen måde tilskynde til had på grund af ra-ce, køn, religion, nationalitet eller seksuel observans. Der er endviderekrav om, at reklamer i radio og fjernsyn ikke må tilskynde til voldshand-linger, og at de ikke må indeholde indslag med drab, vold eller mishand-ling. Reklamer i radio, fjernsyn og on-demand audiovisuelle medietjene-ster må desuden ikke skade respekten for den menneskelige værdighed el-ler indeholde eller fremme nogen forskelsbehandling på grund af køn, raceeller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder ellerseksuel orientering.Beskæftigelsesministeriet henviser til, at enhver arbejdsgiver, der beskæf-tiger mænd og kvinder, efter ligebehandlingslovens § 4 skal behandle demlige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse.Ligebehandlingslovens § 4 forbyder arbejdsgivere at udsætte arbejdstagerefor kønsdiskriminerende arbejdsvilkår og anses i praksis for overtrådt, nåren ansat udsættes for seksuelle krænkelser i arbejdssituationen. Seksuelchikane under en ansættelsessamtale vil desuden være en overtrædelse afligebehandlingslovens § 2, hvorefter en arbejdsgiver skal behandle mændog kvinder lige ved ansættelse. Som eksempel på, hvordan virksomheder iDanmark prøver at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen, kannævnes, at Dansk Arbejdsgiverforening og LO har indgået en aftale om li-gebehandling (tillægsaftale til Samarbejdsaftalen). I aftalen anbefales det,at virksomhederne gennem deres personalepolitik søger at sikre et arbejds-klima uden uønsket adfærd af seksuel karakter eller anden kønsbestemt ad-færd, der krænker kvinder og mænds værdighed på arbejdspladsen.Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har i samarbejde udviklethjemmesiden www.sikkerchat.dk, der har til formål at forebygge, at børnog unge udsættes for mobning, trusler eller seksuelt grænseoverskridendeoplevelser på internettet. Hjemmesiden, der har eksisteret siden 2001, blevi 2011 nyudviklet med støtte fra Socialministeriet. Hjemmesiden henven-26

der sig både til børn og unge, til forældre og til fagfolk, herunder lærere,pædagoger og SSP-medarbejdere. Hjemmesiden indeholder bl.a. informa-tion om børn og unges færden på internettet og om de ufordringer, som erforbundet hermed. Desuden findes der værktøjer til at arbejde med emnet,herunder vejledning og materiale til brug for undervisningsforløb, fore-dragsmateriale til brug for forældremøder, forslag til at håndtere problema-tiske situationer og information om lovgivning på området.Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har desuden udgivet hæftet”Gode råd til forældre – hjælp dit barn på nettet”, som indeholder anbefa-linger til forældre, der vil hjælpe deres børn med at håndtere udfordringer-ne på internettet.Konventionens artikel 17 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.4. Konventionens kapitel IV (beskyttelse og støtte)

Artikel 18

fastlægger de generelle forpligtelser og principper om beskyt-telse og støtte.Efterstk. 1skal de kontraherende parter beskytte alle ofre mod yderligerevoldshandlinger.Efterstk. 2skal de kontraherende parter i overensstemmelse med nationallovgivning sikre, at der findes passende mekanismer til etablering af et ef-fektivt samarbejde mellem alle relevante statslige myndigheder, herunderretsvæsenet, anklagemyndigheden, retshåndhævelsesorganer, lokale og re-gionale myndigheder, ikke-statslige organisationer og andre relevante or-ganisationer og enheder, i deres indsats for at beskytte og yde støtte til ofrefor og vidner til alle former for vold omfattet af konventionen, herunderved henvisning til de generelle og særlige støttetilbud, som er nærmere be-skrevet i artikel 20 og 22 i konventionen.Efterstk. 3skal foranstaltninger i medfør af kapitel IV hvile på en kønsbe-stemt forståelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, med fokus påmenneskerettigheder og offerets sikkerhed, hvile på en integreret tilgang,som tager højde for forholdet mellem ofre, gerningsmænd, børn og deresbredere sociale miljø, sigte mod at undgå sekundær offergørelse, sigte modat give kvindelige voldsofre mulighed for selvstændiggørelse og økono-misk uafhængighed, i behørigt omfang muliggøre placering på samme27

adresse af flere forskellige beskyttelses- og støttetilbud og fokusere på desærlige behov, der gælder for sårbare personer, herunder børn, der er ofre,og sørge for, at foranstaltningerne tilbydes disse personer.Efterstk. 4må tilbuddet om ydelser ikke gøres afhængigt af offerets vil-lighed til at foretage politianmeldelse eller vidne mod en gerningsmand.Efterstk. 5skal de kontraherende parter træffe behørige foranstaltninger tiltilvejebringelse af konsulær og anden beskyttelse og støtte til deres stats-borgere og andre ofre med krav på en sådan beskyttelse i medfør af dekontraherende parters forpligtelser i henhold til folkeretten.Med hensyn til beskyttelse af ofre mod yderligere voldshandlinger henvi-ses til bemærkningerne nedenfor vedrørende konventionens artikel 49-53.Med hensyn til samarbejde mellem relevante myndigheder og organisatio-ner henviser Social- og Integrationsministeriet til, at der er etableret sam-arbejde mellem både myndigheder og private organisationer. For at styrkedet tværfaglige samarbejde er der som led i den seneste nationale strategitil bekæmpelse af vold i nære relationer gennemført en undersøgelse medhenblik på at udbrede bedste praksis om samarbejde på tværs af forskelligemyndigheder og organisationer. Endvidere skal den vidensportal, som eromtalt i bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 15,tilvejebringe let adgang til viden og handlevejledning til fagpersoner, her-under om sambarbejde mellem myndighederne.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der efter lov nr.496 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Beskyttelse afbørn og unge mod overgreb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013,skal oprettes fem børnehuse i Danmark. Børnehusene er et tværsektorieltsamarbejde mellem sociale myndigheder, politi og sundhedsvæsen i sager,hvor der er viden eller mistanke om overgreb mod et barn. Den fagligeekspertise opbygges og samles i børnevenligt indrettede lokaler. Et barn,der har været udsat for overgreb, kan på den måde få hjælp til udredningog undersøgelser ét sted i trygge rammer. Børnehusenes personale skalvære særligt kvalificerede til at håndtere denne type sager.Domstolsstyrelsen oprettede i 2006 Domstolenes Samarbejdsforum medhenblik på løbende dialog og koordinering af samarbejdet mellem de for-skellige institutioner i bl.a. straffesagskæden. Domstolenes Samarbejdsfo-rum består af repræsentanter for domstolene, domstolenes professionelle28

brugere og offentlige myndigheder. Repræsenteret i Domstolenes Samar-bejdsforum er bl.a. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rets-lægerådet, kriminalforsorgen, advokater, Arbejdsskadestyrelsen, Ankesty-relsen, Civilstyrelsen, kommunerne, retspræsidenter, dommerforeningenog dommerfuldmægtigforeningen. Domstolenes Samarbejdsforum har i si-ne drøftelser haft særligt fokus på sagsgange og andre relevante spørgsmålmed henblik på løbende at forbedre og smidiggøre sagsbehandlingen. Derer nedsat en række arbejdsgrupper under Domstolenes Samarbejdsforum,herunder en arbejdsgruppe om hurtigere behandling af straffesager, derindbringes for retten.Dansk politi har et effektivt samarbejde med retsvæsenet, anklagemyndig-heden, lokale og regionale myndigheder. Blandt andet har en del af landetspolitikredse indgået samarbejde og partnerskaber med ikke-statslige orga-nisationer som bl.a. Dialog mod Vold. Et eksempel på et partnerskabspro-jekt er det samarbejde om et mobilt interventionscenter, som er nævnt ibemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 16.Med hensyn til kravene i stk. 3 henvises til bemærkningerne nedenfor ved-rørende konventionens artikel 19-26 samt til bemærkningerne ovenfor ved-rørende konventionens artikel 12. De tilbud, som er beskrevet i bemærk-ningerne vedrørende konventionens artikel 19-26, er ikke afhængige af,om offeret indgiver politianmeldelse eller vidner mod gerningsmanden.Udenrigsministeriet henviser til, at Udenrigsministeriet og de danske am-bassader bistår danske statsborgere og personer med fast bopæl i Danmarki tvangsægteskabssager, sager om genopdragelse i udlandet samt sager,hvor kvinder, evt. med børn, efterlades i udlandet og af deres ægtefællehindres tilbagerejse til Danmark, fordi de har fået frataget de nødvendigerejsedokumenter. Dette gælder også i situationer, hvor der kan være farefor omskæring. Udenrigsministeriet og de danske ambassader yder ogsåkonsulær bistand til danske statsborgere og personer med fast bopæl iDanmark i tilfælde af fængsling eller tilbageholdelse i udlandet.Konventionens artikel 18 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 19

skal de kontraherende parter sikre, at der tilgår ofre til-strækkelige og rettidige oplysninger om eksisterende støttetilbud og juridi-ske foranstaltninger, og at dette sker på et sprog, som de forstår.

Der er i alle politikredse etableret en offerrådgivning, der kan tilbyde enpersonlig samtale og støtte til de personer, der henvender sig. Offerrådgiv-ningen kan endvidere vejlede om de hjælpeforanstaltninger, der findes aflægelig, psykologisk, social og juridisk karakter, og offerrådgivningen kanhjælpe med at udfylde skemaer, skadesanmeldelser og lignende.Rigsadvokaten har siden 2010 iværksat en række tiltag med fokus på atforbedre anklagemyndighedens mundtlige og skriftlige kommunikationmed offeret og vidner. Rigsadvokaten har i den forbindelse bl.a. moderni-seret anklagemyndighedens breve til offeret og udarbejdet en række nyepjecer til bl.a. ofre for personfarlig kriminalitet, herunder ofre for vold inære relationer. Rigsadvokaten har endvidere udviklet en ny hjemmesidemed et særligt modul med vejledning og information til vidner og ofre,herunder med oplysninger om mulighederne for tilhold, opholdsforbud ogbortvisning. Rigsadvokaten har også udgivet en pjece med råd og vejled-ning til personer, der er udsat for forfølgelse, chikane eller stalking. Derkan endvidere henvises til bemærkningerne nedenfor vedrørende konven-tionens artikel 56.Social- og Integrationsministeriet henviser til den almindelige rådgivnings-forpligtelse, der påhviler kommunalbestyrelsen efter lov om social service§§ 10-12 samt til den almindelige forvaltningsretlige vejledningsforpligtel-se. Information om krisecentre skal desuden være alment tilgængelige påTilbudsportalen, jf. bekendtgørelse nr. 475 af 8. maj 2013, og kommuner-ne har på deres hjemmesider henvisninger til lokale hjælpemuligheder.Lokale krisecentre og andre ikke-statslige organisationer henviser også tillokale og landsdækkende hjælpemuligheder.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til tre pjecer ombørns rettigheder ved behandling af sociale sager, særligt inden og underen anbringelse uden for hjemmet, som er udarbejdet af Børnerådet og for-ventes udgivet i efteråret 2013. Pjecerne er tilpasset barnets/den unges al-der både i forhold til sprogbrug og i forhold til, hvilke problemstillingerder adresseres, og er inddelt ud fra alderskategorierne 8-11 år, 12-17 år og18-22 år. Pjecernes hovedfokus er en letforståelig udlægning af lovensrammer for en anbringelse og børnenes ret til at blive hørt, få beslutningerbegrundet og til at klage.Konventionens artikel 19 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 20

skal ofre have adgang til tilbud, der letter deres restitutionefter udsættelsen for vold. Sådanne tilbud bør om nødvendigt omfatte juri-disk og psykologisk rådgivning, økonomisk bistand og hjælp med bolig,uddannelse, undervisning og beskæftigelse. De kontraherende parter skalendvidere sikre, at ofre har adgang til sundhedsydelser og sociale tilbud ogydelser, at disse tilbud og ydelser har tilstrækkeligt med ressourcer, og atde fagfolk, der hjælper ofrene og henviser dem til passende tilbud, er ud-dannet dertil.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at kommunalbestyrelsen ef-ter lov om social service §§ 10-12 skal yde rådgivning og støtte, herunderopsøgende indsats, for at kunne forebygge risikoen for sociale problemer.Kommunalbestyrelsen skal endvidere efter lov om social service § 52 træf-fe afgørelse om foranstaltninger til børn og unge, når det må anses for atvære af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige be-hov for støtte. Dette kan eksempelvis være anbringelse uden for hjemmet,familiebehandling eller psykologsamtaler.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at kommunalbe-styrelsen efter lov om social service § 109 på krisecentre tilbyder familie-rådgivning og psykologhjælp til børn. Familierådgivningen, som skalhjælpe i forbindelse med kvindens overgang til en tilværelse uden forkvindekrisecentret, omfatter rådgivning i forhold til bolig, økonomi, ar-bejdsmarked, skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og skal under-støtte de enkelte dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningenkan ske anonymt og varer fra perioden, hvor forberedelsen til udflytning afkrisecentret påbegyndes, indtil kvinder og børn er etableret i egen bolig.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der i medfør aflov om social service § 13 er oprettet en national videns- og specialrådgiv-ningsorganisation (VISO), der henvender sig både til borgere, kommunerog institutioner i komplicerede enkeltsager. Endvidere yder Videnscentretfor Sociale Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO)landsdækkende telefonrådgivning til fagfolk, der i deres arbejde møderbørn og unge, som kan være udsat for vold og seksuelle overgreb. Somnævnt ovenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel 15styrkes SISOs rådgivning i forlængelse af lov nr. 496 af 21. maj 2013 omændring af lov om social service (Beskyttelse af børn og unge mod over-greb mv.), der træder i kraft den 1. oktober 2013.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at alle ofre for voldhar ret til vederlagsfri behandling på landets sygehuse. Derudover har ofrefor voldtægt eller voldtægtsforsøg adgang til særligt specialiserede tilbudsom beskrevet nedenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens arti-kel 22.Hvad angår juridisk rådgivning, vil ofre som beskrevet nedenfor i be-mærkningerne vedrørende konventionens artikel 56 i nogle tilfælde kunnefå beskikket en bistandsadvokat. Ofre vil også kunne ansøge om advokat-hjælp efter reglerne om offentlig retshjælp eller fri proces. Der vil ogsåvære mulighed for at få rådgivning i retshjælpsinstitutionerne (advokatvag-ter og retshjælpskontorer).Konventionens artikel 20 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 21

skal ofre modtage oplysninger om og have adgang til gæl-dende regionale og internationale procedurer for individuelle og kollektiveklager. De kontraherende parter skal fremme tilvejebringelsen af forståen-de og velorienteret bistand til ofre i forbindelse med indgivelsen af sådan-ne klager.Bestemmelsen angår, som det også fremgår af den forklarende rapport pkt.128, regionale og internationale procedurer for individuelle og kollektiveklager, som en kontraherende stat har tiltrådt. Bestemmelsen indebærer så-ledes ikke nogen forpligtelse til at tilslutte sig nye regionale eller internati-onale klageordninger.Justitsministeriet har udarbejdet klagevejledninger til såvel Den Europæi-ske Menneskerettighedsdomstol som de FN-klagekomitéer, som Danmarkhar tilsluttet sig. Heri redegøres der bl.a. for betingelserne for at indgive enklage, og der oplyses om relevante adresser mv.Ved lov nr. 940 af 20. december 1999 er der indført en ordning om rets-hjælp til indgivelse og førelse af klagesager mod Danmark ved internatio-nale klageorganer. Ordningen omfatter bl.a. klager til Den EuropæiskeMenneskerettighedsdomstol og FN’s menneskeretsorganer, herunder Ko-mitéen for afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (CE-DAW). Retshjælpen omfatter godtgørelse fra statskassen af rimelige udgif-ter til advokat og øvrige rimelige udgifter, der er nødvendige for at føreklagesagen. Retshjælpen ydes som udgangspunkt i de tilfælde, hvor rege-32

ringen er blevet anmodet om retlige bemærkninger til klagen. Når der fore-ligger særlige grunde, kan retshjælpen efter loven ydes til andre end fysi-ske personer, f.eks. foreninger.Konventionens artikel 21 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 22

pålægger istk. 1de kontraherende parter med en passende geo-grafisk fordeling at yde eller tilvejebringe omgående kort- eller langvarigesærlige støttetilbud til ethvert offer for voldshandlinger omfattet af kon-ventionen. Efterstk. 2skal de kontraherende parter yde eller tilvejebringesærlige støttetilbud tiltænkt kvinder til alle kvindelige voldsofre og deresbørn.Med hensyn til kvindekrisecentre henvises til bemærkningerne nedenforvedrørende artikel 23. Social- og Integrationsministeriet henviser endvide-re til, at der ud fra en helhedsvurdering af pågældendes samlede situation imedfør af lov om social service kan tilbydes andre former for botilbud, so-cialpædagogisk støtte, støtte- og kontaktpersoner mv. Fra den 1. oktober2013 sker der i børnehusene også en udredning og, hvis det er relevant,indledende krisestøtte til børn og unge, som udsættes for vold eller seksu-elle overgreb, samt nærmeste omsorgspersoner.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at Sundhedsstyrelsenefter sundhedslovens § 208 fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktio-ner, herunder til placeringen af lands- og landsdelsfunktioner på regionaleog private sygehuse. Der findes seks regionale tilbud til voldtægtsofre iDanmark. Disse voldtægtscentre reguleres under specialeplanen for gynæ-kologi og obstetrik og varetager den specialiserede og samordnede indsatsmellem sundhedsvæsen, politi, socialvæsen og retsmedicinsk institut i denakutte fase. Det sker på grundlag af Sundhedsstyrelsens vejledning om or-ganisationen af sundhedsvæsenets indsats for volds- og voldtægtsramtekvinder. Efter den akutte fase kan offeret få behandling via de praktiseren-de læger. Har man været udsat for seksuelle overgreb som barn eller ung,kan man desuden søge om gratis psykologbehandling. Dette tilbud gælderpersoner over 18 år.Konventionens artikel 22 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Efter

artikel 23

skal de kontraherende parter etablere passende, lettilgæn-gelige krisecentre i tilstrækkeligt antal med henblik på at tilbyde sikkertophold og yde proaktiv, udfarende hjælp til ofre, især kvinder og børn.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at kommunalbestyrelsen ef-ter lov om social service § 109 skal tilbyde midlertidigt ophold i boformertil kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarendekrise i relation til familie- eller samlivsforhold (kvindekrisecentre), hvorder skal være det nødvendige antal pladser. Kvinderne kan være ledsagetaf børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Optagelse påkrisecenter kan ske anonymt eller ved henvisning fra offentlige myndighe-der. Kommunen betaler den voldsramte kvindes og hendes børns opholdpå krisecentret. I tilfælde af pladsmangel henviser krisecentrene til hinan-den, og det er som udgangspunkt altid muligt at blive optaget på et krise-center, hvis man er omfattet af målgruppen. En del krisecentre er indrettet,så de er tilgængelige for kvinder med fysisk handicap. Kommunalbestyrel-sen skal tilbyde støtte og vejledning fra en familierådgiver til kvinder medbørn på krisecentre. Endvidere skal kommunalbestyrelsen tilbyde psyko-logbehandling til alle børn, som ledsager moderen under dennes ophold pået krisecenter. Pligten til at tilbyde psykologbehandling gælder uanset op-holdets varighed. Tilbuddet skal iværksættes under selve opholdet eller iumiddelbar forlængelse heraf. Mange krisecentre har etableret tilbud omefterværn. Det indebærer mulighed for støtte og hjælp til kvinder og børnefter deres udflytning for derved at hjælpe dem til et bedre liv efter ophol-det på krisecenter.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at der er etableretpladser i særlige botilbud for ofre for æresrelaterede konflikter.Konventionens artikel 23 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 24

pålægger de kontraherende parter at etablere en gratis lands-dækkende, døgnbemandet telefonrådgivning, som under tavshedspligt ellermed behørig hensyntagen til de rådsøgendes anonymitet kan yde rådgiv-ning vedrørende alle former for vold omfattet af konventionen.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at en landsdækkende, døgn-åben, anonym og gratis hotline for ofre for vold i nære relationer har væretfinansieret af de nationale handlingsplaner. Rådgivning, vejledning ogstøtte ydes af krisecentermedarbejdere med erfaring i telefonrådgivning til34

ofre for vold. Medarbejderne har tavshedspligt. Det er muligt at få tolketrådgivning og vejledning på hotlinen. Social- og Integrationsministeriet fi-nansierer desuden en tilsvarende hotline for borgere, der er udsat for æres-relaterede konflikter.Social- og Integrationsministeriet henviser endvidere til, at organisationenBørns Vilkår driver Børnetelefonen, som er en hotline for børn, der søgerråd og vejledning, bl.a. i forbindelse med vold i familien eller seksuelleovergreb. Børnetelefonen drives med privat støtte og til dels med frivilligarbejdskraft. Telefonen er åben alle hverdage fra kl. 11-23 og i weekendenfra kl. 11-19. Børnetelefonen er suppleret med en børnechat på internettet.Børns Vilkår har også en forældretelefon, hvor forældre kan søge råd.Herudover henviser Social- og Integrationsministeriet til, at Videnscentretfor Sociale Indsatser ved Vold og Seksuelle Overgreb mod børn (SISO) al-le dage i dagtimerne driver en landsdækkende telefonrådgivning til fag-folk, der i deres arbejde møder børn og unge, som kan være udsat for voldeller seksuelle overgreb. Rådgivningen er også åben for børn og unge samtderes pårørende vedrørende problemstillinger, der vedrører seksuelle over-greb og vold mod børn. Fagpersoner kan endvidere pr. 1. oktober 2013henvende sig til de fem børnehuse for at få rådgivning om konkrete sager.Børnehusene vil også være telefonisk tilgængelige for akutte henvendelserom konkrete sager døgnet rundt.Konventionens artikel 24 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 25

pålægger de kontraherende parter at etablere et tilstrækkeligtantal passende, lettilgængelige krise- eller henvisningscentre for vold-tægtsofre med henblik på at give adgang til lægelige og retslægelige un-dersøgelser, traumestøtte og rådgivning.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til bemærkningerneovenfor vedrørende konventionens artikel 20 og 22.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at der på landsplan er 17 fri-villige centre, der arbejder med voksne med senfølger efter seksuelle over-greb, samt 3 regionale centre, der yder psykologbehandling og rådgivning.Konventionens artikel 25 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.35

Efter

artikel 26

skal tilbuddene om beskyttelse af og støtte til ofre tagebehørigt hensyn til rettigheder og behov for børn, der har været vidner tilalle former for vold omfattet af konventionen. Foranstaltninger truffet ihenhold til denne artikel skal omfatte alderssvarende psykosocial rådgiv-ning til børn, der har været vidner til alle former for vold omfattet af kon-ventionen, og skal tage behørigt hensyn til barnets bedste.Politiet skal i medfør af lov om social service § 153, stk. 1, foretage indbe-retning til kommunen, hvis der er mindreårige børn i en voldsramt familie,så kommunen kan undersøge barnets forhold nærmere.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at børn, der følger med de-res mor på et krisecenter, efter lov om social service § 109, stk. 5, har rettil psykologbehandling. I forbindelse med udslusning efter et ophold påkvindekrisecenter skal der ydes familierådgivning til kvinder med børn.Denne rådgivning omfatter boligforhold, økonomi, arbejdsmarked, skole,daginstitutioner, sundhedsvæsen mv. og skal understøtte den pågældendekvindes og hendes børns muligheder for at etablere sig på en hensigtsmæs-sig måde efter opholdet på krisecentret. Rådgivningen kan ske anonymt ogvarer fra perioden, hvor forberedelsen til udflytning af krisecentret påbe-gyndes, indtil kvinder og børn er etableret i egen bolig. Som nævnt oven-for i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel 20 skal kommu-nalbestyrelsen endvidere efter lov om social service § 52 træffe afgørelseom foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning afhensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.Konventionens artikel 26 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 27

pålægger de kontraherende parter at opfordre enhver, som harværet vidne til udøvelsen af voldshandlinger omfattet af konventionen, el-ler som har rimelig grund til at tro, at en sådan handling vil blive forøvet,eller at der kan forventes yderligere voldshandlinger, til at anmelde dettetil de kompetente organisationer eller myndigheder.Bestemmelsen angår opfordring til, at vidner til vold mod kvinder anmel-der dette til kompetente organisationer eller myndigheder. Bestemmelsenpålægger ikke de kontraherende stater at forpligte vidner til vold modkvinder til at foretage anmeldelse.

Efter dansk ret består ingen almindelig pligt til at anmelde truende ellerbegåede forbrydelser, men lovgivningen fastsætter for særlige tilfælde reg-ler herom. Straffelovens § 141 pålægger en pligt til at afværge bl.a. for-brydelser, som medfører fare for menneskers liv eller velfærd, om fornø-dent ved anmeldelse til myndighederne. Lov om social service § 154 på-lægger den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra for-ældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigen-de behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller ud-vikling i fare, pligt til at underrette kommunen. Endvidere er personer, derudøver offentlig tjeneste eller hverv, underlagt en skærpet underretnings-pligt, som specifikt også omhandler børn udsat for vold og andre overgreb,jf. lov om social service § 153.Ministeriet for Ligestilling og Kirke henviser til, at hjemmesiden vold-modkvinder.dk også henvender sig til personer, der har en formodning om,at personer, de kender, er voldsramte. Under den nationale strategi til be-kæmpelse af vold i nære relationer er ca. 4.000 kommunale sagsbehandlereblevet oplyst om, hvad der er tegn på vold hos voksne og børn, samt om,hvordan sådanne sager skal håndteres. Ligeledes er der under strategiengennemført flere initiativer med fokus på det uacceptable i vold i nære re-lationer og på, at vold i nære relationer ikke er et privat problem, og at allehar et ansvar for at sige fra over for volden. Derudover er der udviklet tohjemmesider om vold i familien til henholdsvis studerende og fagpersoneri kommunerne.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at Ankestyrelsen ifølge lovom social service § 65 af egen drift kan tage sager om særlig støtte til børnog unge op. Borgere, fagpersoner eller andre, der har grund til at antage, atkommunalbestyrelsen ikke har foretaget eller truffet de i loven foreskrevnefornødne sagsbehandlingsskridt eller afgørelser i overensstemmelse medbarnets eller den unges bedste, kan underrette Ankestyrelsen, som vurde-rer, om der er grundlag for at tage sagen op. Denne handlemulighed er istigende grad blevet anvendt i forhold til sager om vold og overgreb modbørn.Konventionens artikel 27 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 28

skal de kontraherende parter sikre, at den nationale lov-givnings bestemmelser om tavshedspligt for visse faggrupper ikke stillersig hindrende i vejen for, at de, såfremt omstændighederne taler for det, fo-37

retager anmeldelse til de kompetente organisationer eller myndigheder i si-tuationer, hvor de har rimelig grund til at tro, at der er blevet begået en al-vorlig voldshandling, som er omfattet af konventionen, og at der forvente-ligt vil ske yderligere alvorlige voldshandlinger.Bestemmelsen angår tavshedspligt for visse faggrupper og fastslår, at så-dan tavshedspligt ikke må stille sig hindrende i vejen for, at de foretageranmeldelse til kompetente organisationer eller myndigheder i de tilfælde,som er nævnt i bestemmelsen. Bestemmelsen pålægger ikke de kontrahe-rende stater at gøre det til en pligt for de pågældende at indgive anmeldelsei disse tilfælde, men fastsætter alene, at de pågældende skal have ret til atindgive anmeldelse. De kontraherende stater er alene forpligtede til at til-lade sådan anmeldelse, såfremt omstændighederne taler for det, og detfremgår af den forklarende rapport pkt. 148, at de kontraherende staterf.eks. kan betinge adgangen til anmeldelse af offerets forudgående sam-tykke, medmindre offeret er mindreårig eller på grund af fysisk eller psy-kisk handicap er ude af stand til at beskytte sig selv.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at personer, der udøver of-fentlig tjeneste eller offentligt hverv, efter lov om social service § 153, stk.1, nr. 3, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesteneller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn eller enung under 18 år har været udsat for vold eller andre overgreb. Herudovergælder efter lov om social service §§ 49 a og 49 b særlige regler for ud-veksling af oplysninger i sager om udsatte børn og unge. Efter § 49 b, somtræder i kraft den 1. oktober 2013, kan kommunale myndigheder, der løseropgaver inden for området for udsatte børn og unge, og politiet og ankla-gemyndigheden indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forholdvedrørende et barns eller en ungs personlige og familiemæssige omstæn-digheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig som led i forebyggel-sen af overgreb mod børn og unge.Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse henviser til, at en patient eftersundhedslovens § 40, stk. 1, har krav på, at sundhedspersoner iagttagertavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller fårformodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold ogandre fortrolige oplysninger, med de undtagelser, som følger af lovens øv-rige bestemmelser. Efter sundhedslovens § 43, stk. 1, er det ikke i stridmed sundhedspersoners tavshedspligt at videregive helbredsoplysninger tilandre formål end behandling, når det sker med patientens samtykke ind-hentet i overensstemmelse med § 44. Endvidere er det efter sundhedslo-38

vens § 43, stk. 2, nr. 1, ikke i strid med sundhedspersoners tavshedspligt,at sundhedspersoner videregiver helbredsoplysninger, hvor det følger aflov eller regler fastsat i henhold til lov, at sundhedspersonen skal videregi-ve helbredsoplysningen og oplysningen må antages at have væsentlig be-tydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, f.eks. for at op-fylde en underretningspligt efter sociallovgivningen som nævnt ovenfor.Blandt undtagelserne fra tavshedspligten er endvidere den såkaldte værdi-springsregel i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvorefter helbredsoplys-ninger mv. kan videregives uden samtykke, når det er nødvendigt til beret-tiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyntil patienten, sundhedspersonen eller andre. Af forarbejderne til bestem-melsen fremgår bl.a., at det efter omstændighederne kan være berettigetfor sundhedspersonen at videregive oplysninger om alvorligere kriminali-tet, herunder grovere vold mv., til politiet. Det er den sundhedsperson, somer i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, om videregivelse eftersundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, er berettiget, jf. lovens § 43, stk. 3.I det omfang spørgsmål om tavshedspligt ikke skal vurderes efter regler isærlovgivningen, anvendes de generelle regler herom i forvaltningslovenog straffeloven. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, hartavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, jf. forvaltningslovens§§ 27-32 og straffelovens §§ 152 og 152 c-152 f. Personer, der er eller harværet beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentligmyndighed, eller som udøver hverv i medfør af offentlig beskikkelse elleranerkendelse, har ligeledes tavshedspligt, jf. straffelovens §§ 152 a-152 c.Efter Justitsministeriets opfattelse vil de generelle regler om tavshedspligtikke være til hinder for, at personer i tilfælde omfattet af konventionens ar-tikel 28 vil kunne videregive fortrolige oplysninger til relevante organisa-tioner eller myndigheder.Konventionens artikel 28 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.5. Konventionens kapitel V (materiel ret)

Efter

artikel 29

skal ofre have passende civilretlige retsmidler til rådighedmod gerningsmanden. Endvidere skal ofre i overensstemmelse med folke-rettens grundprincipper have passende civilretlige retsmidler til rådighedmod statslige myndigheder, der ikke har opfyldt deres forpligtelse til at

træffe de nødvendige forebyggende eller beskyttende foranstaltninger in-den for deres beføjelser.Efter dansk ret kan ofre bl.a. anlægge civil retssag mod gerningsmandenom erstatning. Krav om udlevering af pas eller andre vigtige dokumenter,som nævnes i den forklarende rapport pkt. 157, vil efter dansk ret i givetfald kunne gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning. Dansk ret gi-ver også mulighed for at rejse et civilretligt erstatningskrav mod myndig-hederne for skade, som skyldes, at myndighederne på grund af fejl ellerforsømmelse ikke har opfyldt deres forpligtelser til forebyggelse eller be-skyttelse.Konventionens artikel 29 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 30

vedrører erstatning.Efterstk. 1skal ofre have ret til at kræve erstatning fra gerningsmanden forenhver strafbar handling omfattet af konventionen.Efterstk. 2skal personer, som har lidt alvorlig fysisk eller sundhedsmæs-sig overlast, tildeles en passende erstatning af staten, i det omfang sådanoverlast ikke dækkes fra andet hold, såsom gerningsmanden, en forsikringeller statsfinansierede sundheds- og socialydelser. Dette fratager ikke sta-ten muligheden for at gøre regres mod gerningsmanden for den tildelte er-statning, når blot der tages behørigt hensyn til offerets sikkerhed.Efterstk. 3skal foranstaltninger truffet i henhold til stk. 2 sikre, at erstat-ning ydes inden for et rimeligt tidsrum.Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-vist forbehold over for artikel 30, stk. 2.Efter dansk ret har ofre ret til at kræve erstatning fra gerningsmanden forskade, som skyldes en strafbar handling. Kravet kan i visse tilfælde be-handles som et såkaldt adhæsionskrav under straffesagen og kan under alleomstændigheder om nødvendigt behandles under en civil retssag.Endvidere yder staten i medfør af offererstatningsloven erstatning oggodtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffelo-ven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Det er uden betydning,40

om skadevolderen eller skadelidte er dansk statsborger eller udlænding, ogom de har bopæl i Danmark eller udlandet. Erstatning kan ifølge offerer-statningslovens § 1, stk. 3, i særlige tilfælde ydes for skader, der forvoldesved handlinger begået uden for den danske stat, hvis skadelidte har bopæl iDanmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjenestefor en udsendt dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidereydes, når sådanne handlinger er begået mod skadelidte med bopæl i Dan-mark under dennes erhvervsudøvelse uden for den danske stat.Efter offererstatningslovens § 7 yder staten dog ikke erstatning, i det om-fang skaden godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelsermv.Erstatning efter offererstatningsloven er betinget af, at lovovertrædelsen eranmeldt til politiet inden 72 timer, og at skadelidte under en eventuel straf-fesag mod skadevolderen nedlægger påstand om erstatning, jf. offererstat-ningslovens § 10.Af Erstatningsnævnets årsberetning for 2012 fremgår, at den gennemsnit-lige sagsbehandlingstid i 2012 udgjorde 89 dage (heri ikke medregnet dentid, der eventuelt medgår til forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen).Konventionens artikel 30 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 31

skal voldshandlinger omfattet af konventionen tages i be-tragtning, når der træffes beslutning om forældremyndighed og samvær iforhold til børn. Udøvelsen af samvær eller forældremyndighed må ikkeudgøre en risiko i forbindelse med offerets eller børns rettigheder og sik-kerhed.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at efter forældreansvarslo-vens § 4 skal alle afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl ogsamvær træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Bestemmelsen givermulighed for, at der i sager om forældremyndighed, barnets bopæl ogsamvær tages hensyn til, at den ene af de to forældre har begået vold overfor den anden eller barnet. Efter lovens § 11 kan den af forældrene, der erblevet udsat for vold mv. begået af den anden, få forældremyndighedenover deres fælles børn alene, hvis det er bedst for børnene. Lovens § 21 gi-ver endvidere mulighed for at ophæve eller begrænse retten til samværmed et barn for den af forældrene, der har begået vold over for den anden41

eller barnet. Efter lov om social service § 71 stk. 4, der træder i kraft den 1.oktober 2013, skal samvær under anbringelse uden for hjemmet med per-soner, der har begået overgreb mod barnet, endvidere som udgangspunktafbrydes eller være overvåget.Konventionens artikel 31 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 32

skal at et ægteskab indgået under tvang kunne ugyldiggø-res, annulleres eller opløses, uden at der derved påføres offeret en urimeligøkonomisk eller administrativ byrde.Social- og Integrationsministeriet henviser til, at en ægtefælle efter lov omægteskabs indgåelse og opløsning § 34 har ret til at få sit ægteskab opløstved skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af gro-vere karakter over for denne eller børnene. Herudover har en ægtefælle ef-ter lovens § 24 ret til at få sit ægteskab opløst ved omstødelse, hvis ægte-fællen blev tvunget til at indgå ægteskabet. Endelig har en ægtefælle efterlovens § 30, stk. 2, ret til at få sit ægteskab opløst ved skilsmisse efter 6måneders separation, og en ægtefælle har efter lovens § 30, stk. 1, altid rettil separation.Sager om separation og skilsmisse behandles indledningsvist af statsfor-valtningen. Der skal betales et gebyr på 900 kr. for indgivelse af en an-modning om separation eller skilsmisse til statsforvaltningen, og der skalbetales et yderligere gebyr på 1.000 kr. for en eventuel vilkårsforhandling istatsforvaltningen. Disse gebyrer gælder fra den 1. juli 2013. Hvis parterneikke enes om separationen eller skilsmissen og om vilkårene herfor, kansagen indbringes for domstolene, hvor en part i givet fald vil have mulig-hed for at ansøge om fri proces. Sager om omstødelse af ægteskab behand-les ved domstolene, hvor en part i givet fald vil have mulighed for at ansø-ge om fri proces. Sager om separation, skilsmisse og omstødelse af ægte-skab er fritaget for betaling af retsafgift.Konventionens artikel 32 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 33

skal det være strafbart med forsæt at forøve alvorlig skadepå en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.

Konventionens artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at tage forbehold forat benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktionerfor den i artikel 33 nævnte adfærd.Bestemmelsen er begrænset til ”alvorlig” psykisk skade, og som anført iden forklarende rapport pkt. 180 definerer konventionen ikke begrebetnærmere. Den nærmere udmøntning af bestemmelsen er dermed overladttil de kontraherende parter.Straffelovens § 245, stk. 2, omfatter den, som tilføjer en anden person ska-de på legeme eller helbred. Skade på helbred omfatter også psykiske trau-mer. Strafferammen er fængsel indtil 6 år.Straffelovens § 266 omfatter den, som på en måde, der er egnet til hos no-gen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller vel-færd, truer med at foretage en strafbar handling. Strafferammen er bøde el-ler fængsel indtil 2 år.Konventionens artikel 33 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 34

skal det være strafbart med forsæt gentagne gange at op-træde truende over for en anden person på en sådan måde, at den pågæl-dende frygter for sin sikkerhed.Konventionens artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at tage forbehold forat benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktionerfor den i artikel 34 nævnte adfærd.Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 182, at bestemmelsen omfatterenhver form for gentagen truende adfærd mod en bestemt person, som fårofferet til at frygte for sin sikkerhed. Den truende adfærd kan f.eks. være atfølge efter offeret eller at kontakte offeret.Efter omstændighederne vil en række bestemmelser i straffeloven kunnefinde anvendelse på den adfærd, som er omfattet af bestemmelsen. Det kaneksempelvis være straffelovens § 266 om trusler om at foretage en strafbarhandling, hvis truslen er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt foreget eller andres liv, helbred eller velfærd, straffelovens § 263 om bl.a.brud på brevhemmeligheden, aflytning og indbrud i et it-system, straffelo-vens § 264 om husfredskrænkelse og straffelovens § 291 om hærværk.43

Strafferammerne efter disse bestemmelser er henholdsvis bøde eller fæng-sel indtil 2 år og bøde eller fængsel indtil 6 måneder, 1 år og 6 måneder el-ler 6 år.Systematisk forfølgelse (stalking), som alene består i at følge efter en an-den på frit tilgængelige steder og/eller at kontakte den pågældende på enmåde, der ikke i sig selv er strafbar (f.eks. som en trussel om at foretage enstrafbar handling, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget ellerandres liv, helbred eller velfærd, som blufærdighedskrænkelse eller somærekrænkelse), vil imidlertid ikke i sig selv være strafbar efter dansk ret.Det er først, når gerningsmanden i givet fald har fået et tilhold i medfør aflov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, at den pågældende vil kunnestraffes for at fortsætte med at følge efter eller kontakte offeret.Det vurderes på denne baggrund, at en dansk ratifikation vil kræve,entenat der gennemføres en lovændring, som kriminaliserer gentagen truendeadfærd som nævnt i konventionens artikel 34, uden at den pågældendeførst har fået et tilhold,ellerat Danmark ved ratifikationen i medfør afkonventionens artikel 78, stk. 3, tager forbehold for at benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for den i arti-kel 34 nævnte adfærd. Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 186, attilhold (”restraining order”) er en ikke-strafferetlig sanktion, som et forbe-hold i medfør af artikel 78, stk. 3, giver mulighed for at anvende.Efter

artikel 35

skal det være strafbart med forsæt at forøve fysisk voldmod en anden person.Fysisk vold som nævnt i bestemmelsen er i alle tilfælde strafbar efterdansk ret. Afhængig af voldens karakter og konsekvenser vil volden kunnevære omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, § 245 om grov vold,§ 246 om særligt grov vold eller § 237 om manddrab. Strafferammerne ef-ter disse bestemmelser er henholdsvis bøde eller fængsel indtil 3 år, fæng-sel indtil 6 år, fængsel indtil 10 år og fængsel fra 5 år indtil på livstid.Konventionens artikel 35 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 36

vedrører seksuel vold, herunder voldtægt.Efterstk. 1skal den forsætlige udøvelse af følgende handlinger uden denpågældendes samtykke være strafbar: at foretage vaginal, anal eller oral44

penetrering af seksuel karakter af en anden persons krop ved hjælp af enkropsdel eller en genstand, at udøve handlinger af seksuel karakter med enanden person uden den pågældendes samtykke og at få en anden person tilat udøve handlinger af seksuel karakter med en tredjemand.Samtykke skal ifølgestk. 2gives frivilligt og være udtryk for den pågæl-dendes fri vilje bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situati-on.Efterstk. 3skal bestemmelserne i stk. 1 også gælde for handlinger begåetmod personer, som i henhold til national lovgivning anerkendes som tidli-gere eller nuværende ægtefæller eller partnere.Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 193, at det er overladt til dekontraherende parter at bestemme straffelovgivningens specifikke ordlydog de faktorer, som de anser for at udelukke at frivilligt samtykke. Detfremgår desuden af den forklarende rapport pkt. 154, at konventionen ikkehar til hensigt at omfatte adfærd, som allerede er behandlet i andre Europa-rådskonventioner, herunder Europarådets konvention om beskyttelse afbørn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.Danmark har tiltrådt Europarådets konvention om beskyttelse af børn modseksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Denne konventionen forpligter dekontraherende parter til at kriminalisere bl.a. seksuelle aktiviteter medbørn under den seksuelle lavalder som fastsat i national ret. Konventionenforpligter også de kontrahernede parter til at kriminalisere seksuelle aktivi-teter med børn (herunder børn over den seksuelle lavalder), hvor der ergjort brug af tvang, magt eller trusler, hvor gerningsmanden har misbrugtsin særlige stilling, myndighed eller indflydelse over for barnet, herunderinden for familien, eller hvor gerningsmanden har misbrugt barnets særligtsårbare situation, navnlig i forbindelse med barnets psykiske eller fysiskehandicaps eller et særligt afhængighedsforhold. Ved ”børn” forstås perso-ner under 18 år.Artikel 36 i konventionen til forebyggelse og bekæmpelse af vold modkvinder og vold i hjemmet har derfor reelt kun selvstændig betydning forseksuel vold begået mod personer over 18 år.Straffelovens §§ 216, 218, 220 og 221, § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og 221,og § 232 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 om ændring afstraffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning45

og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. (Seksualfor-brydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013) kriminaliserer de handlingeraf seksuel karakter, som er nævnt i artikel 36. Straffelovens § 216 angårvoldtægt, § 218 angår seksuelt forhold opnået ved at udnytte en personssindssygdom eller mentale retardering, § 220 angår seksuelt forhold vedgroft misbrug af visse afhængighedsforhold og § 221 angår seksuelt for-hold ved at udnytte en forveksling. Om en handling af seksuel karakter eromfattet af §§ 216, 218, 220 og 221,elleraf § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og221,elleraf § 232, afhænger af handlingens karakter. Vaginal og anal ind-trængen med penis er omfattet af §§ 216, 218, 220 og 221, mens andreseksuelle forhold er omfattet af § 225, jf. §§ 226, 218, 220 og 221. Endeliger handlinger af seksuel karakter, som ikke har karakter af et ”seksuelt for-hold” i straffelovens forstand, omfattet af straffelovens § 232 om blufær-dighedskrænkelse.Strafferammen for de nævnte forbrydelser er fængsel indtil 8 år eller undersærligt skærpende omstændigheder indtil 12 år (§ 216), fængsel indtil 4 år(§§ 218 og 221), fængsel indtil 1 år (§ 220) henholdsvis bøde eller fængselindtil 2 år (§ 232). Straffen for overtrædelse af § 220 kan stige til fængselindtil 4 år, hvis offeret er under 18 år, og straffen for overtrædelse af § 232kan stige til fængsel indtil 4 år, hvis offeret er under 15 år.De nævnte strafbestemmelser omfatter også handlinger begået mod tidlige-re eller nuværende ægtefæller eller partnere.Konventionens artikel 36 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 37

vedrører tvangsægteskaber.Efterstk. 1skal det være strafbart med forsæt at tvinge en voksen eller etbarn til at indgå ægteskab.Efterstk. 2skal det endvidere være strafbart med forsæt at lokke en vokseneller et barn ind på en anden stats område end den stat, hvor den pågæl-dende har sin faste bopæl, med det formål at tvinge den voksne eller barnettil at indgå ægteskab.Efter straffelovens § 260, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 årfor ulovlig tvang den, som ved vold eller trussel om vold, om betydeligskade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse46

for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørendeforhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget. Det samme gæl-der den, som ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forholdeller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til atgøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan ansessom tilbørligt begrundet ved det forhold, som truslen angår. Efter straffe-lovens § 260, stk. 2, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år, hvis nogentvinges til at indgå ægteskab eller til en religiøs vielse uden borgerlig gyl-dighed.Ulovlig tvang efter straffelovens § 260 er fuldbyrdet, når tvangen har haftden tilsigtede virkning. Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, somsigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, som forsøg.At lokke en person til udlandet med det formål ved ulovlig tvang at tvingeden pågældende til at indgå ægteskab, vil være en strafbar forsøgshandlingsom nævnt i straffelovens § 21.Den adfærd, som er nævnt i artikel 37, stk. 1 og 2, vil efter således danskret kunne straffes som ulovlig tvang henholdsvis forsøg på ulovlig tvang,hvis ægteskab ikke er indgået.Konventionens artikel 37 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.Efter

artikel 38

skal det være strafbart at fjerne, infibulere eller på andenmåde skamfere dele af eller alle kvindens ydre eller indre kønslæber ellerklitoris (litraa).Det skal også være strafbart at tvinge eller overtale envoksen kvinde til at underkaste sig sådanne handlinger (litrab)og at til-skynde, tvinge eller overtale en pige til at underkaste sig sådanne handlin-ger (litrac).Efter straffelovens § 245 a straffes den, som ved et legemsangreb med el-ler uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydrekønsorganer (dvs. klitoris, forhuden omkring klitoris og ydre og indrekønslæber) helt eller delvis, med fængsel indtil 6 år. Efter straffelovens§ 246 kan straffen stige til fængsel i indtil 10 år, hvis legemsangrebet harværet af så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden tilfølge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder.Den adfærd, som er nævnt i artikel 38, litra a, kan således efter dansk retstraffes efter straffelovens § 245 a. Tvang eller overtalelse af en kvinde el-47

ler pige til at underkaste sig hel eller delvis bortskæring af sine ydre køns-organer som nævnt i artikel 38, litra b og c, vil efter straffelovens § 23kunne straffes som medvirken til overtrædelse af straffelovens § 245 a.Tilskyndelse af en pige til at underkaste sig hel eller delvis bortskæring afsine ydre kønsorganer som nævnt i artikel 38, litra c, vil formentlig i prak-sis ofte kunne straffes som medvirken til overtrædelse af straffelovens§ 245 a. Dette vil altid være tilfældet, hvis gerningsmanden ud over at til-skynde pigen til at få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydrekønsorganer også på anden måde har medvirket til, at bortskæringen sker,eksempelvis ved at kontakte den person, som foretager bortskæringen. Detmå også antages, at forældremyndighedens indehavers tilskyndelse af enmindreårig datter til, at datteren får foretaget en hel eller delvis bortskæ-ring af sine ydre kønsorganer, efter omstændighederne vil kunne straffessom medvirken til overtrædelse af straffelovens § 245 a, selv om foræl-dremyndighedens indehaver ikke på anden måde har medvirket til, at bort-skæringen sker, jf. herved forældremyndighedens indehavers omsorgspligtfor barnet efter forældreansvarslovens § 2.Der vil imidlertid kunne tænkes tilfælde af tilskyndelse af en pige til at fåforetaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre kønsorganer, som ik-ke er strafbar efter gældende dansk ret. Hvis en jævnaldrende veninde ellerkæreste opfordrer en 17-årig pige til at få foretaget en sådan bortskæring,og pigen herefter på egen hånd får foretaget bortskæringen, vil venindeneller kæresten – som forudsættes ikke i øvrigt at have medvirket til, atbortskæringen fandt sted – næppe kunne straffes efter gældende dansk ret.Ordlyden af konventionens artikel 38 taler for så vidt for, at de kontrahe-rende parter er forpligtede til at kriminalisere enhver form for tilskyndelseaf en pige til at få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydrekønsorganer. Den forklarende rapport pkt. 201 angiver imidlertid, at litra ckriminaliserer den handling at ”bistå gerningsmanden” (”assisting the per-petrator”) i at foretage de i litra a nævnte handlinger (ved at tilskynde,tvinge eller overtale pigen til at underkaste sig handlingerne). Det må pådenne baggrund antages, at artikel 38, litra c, alene omfatter tilfælde, hvorden pågældende ud over at tilskynde (eller tvinge eller overtale) en pige tilat få foretaget en hel eller delvis bortskæring af sine ydre kønsorganer ogsåi øvrigt har medvirket til, at bortskæringen sker.

Det vurderes på denne baggrund, at kriminaliseringen i dansk ret går vide-re end krævet efter konventionens artikel 38, og at denne bestemmelse så-ledes ikke har lovgivningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 39

skal det være strafbart at foretage abort på en kvinde udenhendes forudgående informerede samtykke og at foretage et kirurgisk ind-greb, som har til formål eller følge, at kvinden mister sin evne til naturligreproduktion, uden hendes forudgående informerede samtykke eller forstå-else af indgrebet.Efter sundhedslovens § 98, stk. 1, skal anmodning om svangerskabsafbry-delse eller fosterreduktion fremsættes af kvinden selv. Er kvinden på grundaf sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred el-ler af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kansamrådet (bestående af en medarbejder ved regionen med juridisk eller so-cial uddannelse og to læger), når omstændighederne taler derfor, tilladesvangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmodning fra en sær-ligt beskikket værge, jf. sundhedslovens § 98, stk. 2.En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterredukti-on, uden at betingelserne i sundhedsloven § 98 er opfyldt, straffes eftersundhedslovens § 269, stk. 2, med bøde, medmindre højere straf er for-skyldt efter straffeloven.Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foreta-ger fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højerestraf er forskyldt efter straffeloven.Efter sundhedslovens § 109 skal anmodning om sterilisation fremsættes afden, på hvem indgrebet skal foretages. Er den, som har fremsat anmodningom sterilisation efter § 109 på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk ud-vikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for læn-gere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet(bestående af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social ud-dannelse og to læger) efter anmodning fra en særligt beskikket værge tilla-de sterilisation, når omstændighederne taler derfor, jf. sundhedslovens§ 110. Efter sundhedslovens § 116, stk. 2, finder § 110 tilsvarende anven-delse på ansøgninger om kastration, dog således at afgørelser, der ved an-søgning om sterilisation efter § 110 træffes af samrådet, skal træffes af mi-nisteren for sundhed og forebyggelse, når der er tale om en ansøgning omkastration.49

Den, der, uden at betingelserne i kapitel 33 (herunder § 116, stk. 2, jf.§ 110) er opfyldt, foretager kastration, straffes efter sundhedslovens § 270med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.Abort, sterilisation og kastration, der i strid med sundhedsloven gennemfø-res uden den pågældendes samtykke, vil endvidere kunne straffes efterstraffelovens regler om legemsangreb. Afhængig af legemsangrebets ka-rakter og konsekvenser vil abort, sterilisation og kastration kunne væreomfattet af straffelovens § 244 om simpel vold, § 245 om grov vold eller§ 246 om særligt grov vold. Strafferammerne efter disse bestemmelser erhenholdsvis bøde eller fængsel indtil 3 år, fængsel indtil 6 år og fængselindtil 10 år.Som det fremgår, kan abort, sterilisation og kastration efter dansk ret efteromstændighederne foretages uden den pågældendes samtykke, hvis denpågældende er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Ordlydenaf konventionen artikel 39 taler for så vidt for, at de kontraherende parterer forpligtede til at kriminalisere abort, sterilisation og kastration i alle til-fælde, hvor et informeret samtykke fra den pågældende ikke foreligger.Den forklarende rapport pkt. 206 angiver imidlertid, at konventionen ikkehar til formål at kriminalisere lægelige handlinger eller kirurgiske indgreb,som udføres for at bistå en kvinde, som ikke kan give et gyldigt samtykke(”assisting a woman who lacks capacity to consent”). Det må på dennebaggrund antages, at pligten til kriminalisering i artikel 39 ikke omfattertilfælde, hvor samtykke til abort, sterilisation og kastration gives f.eks. afen værge, fordi kvinden ikke kan give et gyldigt samtykke.Konventionens artikel 39 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Ifølge

artikel 40

skal enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fy-sisk adfærd af seksuelt tilsnit, som har til formål eller følge, at en personsværdighed krænkes, herunder især ved skabelsen af et intimiderende,fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller stødende miljø, udløse straffe-retlige eller andre retlige sanktioner.Efter straffelovens § 232 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni 2013 omændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholdsforbud ogbortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv.(Seksualforbrydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013) straffes den, som50

ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, med bøde eller fængselindtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, medbøde eller fængsel indtil 4 år. Med udtrykket ”uanstændigt forhold” sigtestil handlinger, som har relation til seksuelle forhold og er af en vis grov-hed. Bestemmelsen om blufærdighedskrænkelse fungerer i realiteten somen generalklausul, der kan bringes i anvendelse på enhver seksuel handlingaf en vis grovere karakter, som ikke er omfattet af de øvrige bestemmelseri straffelovens kapitel 24, men som dog af domstolene findes at burdekunne mødes med straf.De handlinger, der er omfattet af straffelovens § 232, kan navnlig opdeles ihandlinger, hvor gerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontaktmed hinanden, og handlinger, hvor dette ikke er tilfældet. Handlinger, hvorgerningsmanden og offeret er i umiddelbar fysisk kontakt med hinanden,spænder fra handlinger lige under grænsen for andet seksuelt forhold endsamleje til flygtige berøringer. Overtrædelser af straffelovens § 232, hvorgerningsmanden og offeret ikke er i umiddelbar fysisk kontakt, omfatternavnlig tilfælde, hvor gerningsmanden blotter sig eller i øvrigt foretagerseksuelle handlinger i en andens påsyn, tilfælde, hvor gerningsmanden be-lurer en anden, som er nøgen eller i gang med en seksuel handling, tilfæl-de, hvor gerningsmanden retter en seksuel henvendelse til en anden, og til-fælde, hvor gerningsmanden videregiver oplysninger af seksuel karakterom nogen til andre.Efter ligestillingslovens § 2 a, stk. 3, foreligger der sexchikane, når der ud-vises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd medseksuelle undertoner i relation til en persons køn med det formål eller denvirkning at krænke denne persons værdighed, navnlig ved at skabe et tru-ende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Ensådan adfærd betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er der-for forbudt, jf. ligestillingslovens § 2 a, stk. 1. Personer, der har været ud-sat for sexchikane, kan tilkendes en godtgørelse, jf. ligestillingslovens § 3c. Disse bestemmelser gælder ifølge ligestillingslovens § 1 a, stk. 1, for 1)enhver arbejdsgiver, myndighed og organisation inden for offentlig for-valtning og almen virksomhed og 2) myndigheder og organisationer og al-le personer, som leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige foroffentligheden inden for både den offentlige og den private sektor, herun-der offentlige organer, og som tilbydes uden for privat- og familielivet,samt transaktioner i den forbindelse.

Konventionens artikel 40 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 41

angår medvirken og forsøg.Efterstk. 1skal det være strafbart med forsæt at medvirke til begåelsen afde strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 33, 34, 35, 36, 37, 38, lit-ra a, og 39 om henholdsvis psykisk vold, systematisk forfølgelse (stal-king), fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skam-fering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation.Efterstk. 2skal det være strafbart med forsæt at forsøge at begå de strafba-re handlinger, der er omfattet af artikel 35, 36, 37, 38, litra a, og 39 omhenholdsvis fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab,skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation.Efter straffelovens § 23 omfatter den for en lovovertrædelse givne strafbe-stemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til ger-ningen. De strafbestemmelser, der som beskrevet ovenfor i bemærkninger-ne vedrørende konventionens artikel 33-39 kriminaliserer den adfærd, somer omfattet af artikel 33-37, artikel 38, litra a, og artikel 39, omfatter der-med også medvirken.Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som sigter til at fremme ellerbevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som for-søg. Det fremgår af § 21, stk. 3, at for så vidt ikke andet er bestemt, straf-fes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, deroverstiger fængsel i 4 måneder. Som det fremgår af bemærkningerne oven-for vedrørende konventionens artikel 35-39, hjemler de strafbestemmelser,som kriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 35-37, artikel 38,litra a, og artikel 39, alle fængsel i mere end 4 måneder. Forsøg på over-trædelse af de pågældende strafbestemmelser er dermed strafbar.Konventionens artikel 41 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 42

vedrører uacceptabel retfærdiggørelse af kriminalitet, herunderkriminalitet, der begås under henvisning til såkaldt ”ære”.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at det i straffesager indledtefter udøvelsen af en voldshandling omfattet af konventionen ikke accep-52

teres, at en sådan handling retfærdiggøres med henvisning til kultur, sæd-vane, religion, tradition eller såkaldt ”ære”. Dette gælder især påstandeom, at offeret har overtrådt kulturelle, religiøse, sociale eller traditions-bundne normer eller sædvaner for passende adfærd.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at en persons tilskyndelse afet barn til at begå en af de handlinger, der er anført i stk. 1, ikke mindskerden pågældendes strafferetlige ansvar for den begåede handling.Der er ikke i dansk ret bestemmelser, hvorefter det under en straffesag be-tragtes som en undskyldende omstændighed, at gerningsmandens adfærdkan tilskrives hans eller hendes kultur, sædvane, religion, traditioner ellersåkaldt ”ære” eller offerets overtrædelse af kulturelle, religiøse, sociale el-ler traditionsbundne normer eller sædvaner for passende adfærd. Et sådantmotiv udgør i almindelighed heller ikke efter straffelovens § 82 eller rets-praksis en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. Tværti-mod kan et sådant motiv efter retspraksis efter omstændighederne ansessom en skærpende omstændighed ved straffens udmåling.Tilskyndelse af et barn til at begå vold som omfattet af konventionen kanstraffes efter reglerne om medvirken i straffelovens § 23, og medvirken tilkriminalitet udført af et barn under 15 år anses efter straffelovens § 81, nr.10, i almindelighed som en skærpende omstændigheder ved straffens fast-sættelse.Konventionens artikel 42 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 43

fastslår, at de strafbare handlinger, der er omfattet af konventi-onen, skal anses for strafbare, uanset hvilket forhold der eksisterer imellemoffer og gerningsmand.Efter de strafbestemmelser, der som beskrevet ovenfor i bemærkningernevedrørende konventionens artikel 33-40 helt eller delvis kriminaliserer denadfærd, som er omfattet af artikel 33-40, påvirkes strafbarheden af denkriminaliserede adfærd ikke af, hvilket forhold der eksisterer mellem offe-ret og gerningsmanden.Konventionens artikel 43 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 44

vedrører straffemyndighed (jurisdiktion).Stk. 1pålægger de kontraherende parter at fastslå deres straffemyndighedover alle strafbare handlinger omfattet af konventionen, som begås på de-res område (litraa),om bord på et fartøj, der fører deres flag (litrab),ombord i et fly, der er registreret i henhold til deres lovgivning (litrac),af enaf deres statsborgere (litrad)eller af en person, som har fast bopæl på de-res område (litrae).Efterstk. 2skal de kontraherende parter bestræbe sig på at fastslå deresstraffemyndighed over enhver strafbar handling omfattet af konventionen,når den pågældende handling begås mod en af deres statsborgere eller enperson, som har fast bopæl på deres område.Stk. 3pålægger for så vidt angår de strafbare handlinger, der er omfattet afartikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis seksuel vold, herunder voldtægt,tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort ogtvangssterilisation, de kontraherende parter at sikre, at deres straffemyn-dighed ikke er underlagt den betingelse, at handlingerne anses for strafbarepå det område, hvor de blev begået.Efterstk. 4skal de kontraherende parter for så vidt angår de strafbarehandlinger, der er omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39, endvidere sikre, atderes straffemyndighed med hensyn til stk. 1, litra d og e, om henholdsvisstrafbare handlinger, som begås af en af deres statsborgere eller af en per-son, som har fast bopæl på deres område, ikke er underlagt den betingelse,at retsforfølgning kun kan indledes efter offerets indgivelse af anmeldelseeller underretning fra den stat, hvor den strafbare handling blev begået.Efterstk. 5skal de kontraherende parter fastslå deres straffemyndighedover de strafbare handlinger, der er omfattet af konventionen, i sager, hvoren formodet gerningsmand befinder sig på deres område og ikke udleverestil en anden part udelukkende på grund af sit statsborgerskab.Stk. 6fastslår, at hvor mere end én kontraherende part påberåber sig straf-femyndighed over en formodet strafbar handling omfattet af konventionen,skal de involverede kontraherende parter i behørigt omfang i samråd afgø-re, hvor retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske.Endelig fastslårstk. 7,at konventionen ikke udelukker straffemyndighedudøvet af en part i henhold til dennes nationale lovgivning.54

Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-vist forbehold over for artikel 44, stk. 1, litra e, stk. 3 og stk. 4.Straffelovens regler om dansk straffemyndighed fremgår af lovens §§ 6-12.Under dansk straffemyndighed hører efter straffelovens § 6 handlinger,som foretages i den danske stat (nr.1)eller på dansk fartøj, som befindersig inden for et fremmed myndighedsområde, af en person, der hører tilfartøjet eller som rejsende følger med dette (nr.2),eller på dansk fartøj,som befinder sig uden for et myndighedsområde (nr.3).Under dansk straffemyndighed hører endvidere handlinger, som foretagesinden for et fremmed myndighedsområde af en person, der på tidspunktetfor sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller har lig-nende fast ophold her i landet, hvis handlingen også er strafbar efter lov-givningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed), jf. straffelovens § 7, stk.1, nr. 1. Kravet om dobbelt strafbarhed gælder dog ikke, hvis gernings-manden også på gerningstidspunktet har den nævnte tilknytning her tillandet og handlingen omfatter seksuel udnyttelse af børn, menneskehandeleller kvindelig omskæring eller er rettet mod nogen, der på gerningstids-punktet har den nævnte tilknytning her til landet, jf. straffelovens § 7, stk.1, nr. 2.Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde af en person,der på tidspunktet for sigtelsen har dansk indfødsret, er bosat i den danskestat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under dansk straffe-myndighed, hvis handlinger af den pågældende art kan medføre højerestraf end fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 7, stk. 2.Bestemmelserne i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, finder tilsvaren-de anvendelse med hensyn til handlinger foretaget af en person, som påtidspunktet for sigtelsen har indfødsret eller er bosat i Finland, Island,Norge eller Sverige, og som opholder sig her i landet, jf. straffelovens § 7,stk. 3.Handlinger, som foretages inden for et fremmed myndighedsområde, ogsom er rettet mod nogen, der på gerningstidspunktet har dansk indfødsret,er bosat i den danske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hørerunder dansk straffemyndighed, hvis handlingen også er strafbar efter lov-55

givningen på gerningsstedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgiv-ning kan medføre straf af fængsel i mindst 6 år, jf. straffelovens § 7 a, stk.1. Det er efter straffelovens § 7 a, stk. 2, yderligere en betingelse, at hand-lingen omfatter forsætligt drab, grov vold, frihedsberøvelse eller røveri, enalmenfarlig forbrydelse, en seksualforbrydelse eller incest eller kvindeligomskæring.Handlinger, som foretages uden for et myndighedsområde, og som er rettetmod nogen, der på gerningstidspunktet er dansk statsborger, er bosat i dendanske stat eller har lignende fast ophold her i landet, hører under danskstraffemyndighed, hvis handlinger af den pågældende art kan medfører hø-rere straf end fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 7 a, stk. 3.Efter straffelovens § 8, nr. 6, hører handlinger endvidere under dansk straf-femyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor ger-ningsmanden hører hjemme, når udlevering af sigtede til retsforfølgning iet andet land afslås, og handlingen, for så vidt den er foretaget inden for etfremmed myndighedsområde, er strafbar efter lovgivningen på gernings-stedet (dobbelt strafbarhed) og efter dansk lovgivning kan medføre straf affængsel i mindst 1 år.Efter straffelovens § 8, nr. 5, hører handlinger desuden under dansk straf-femyndighed, når de foretages uden for den danske stat, uanset hvor ger-ningsmanden hører hjemme, når handlingen er omfattet af en internationalbestemmelse, ifølge hvilken Danmark er forpligtet til at have straffemyn-dighed.Det er ikke en betingelse for udøvelse af dansk straffemyndighed, at Dan-mark modtager underretning om forbrydelsen fra den stat, hvor handlingenblev begået.På denne baggrund vurderes det, at dansk ret i vidt omfang allerede opfyl-der kravene i konventionens artikel 44 til dansk straffemyndighed, og atdansk ret efter en ratifikation af konventionen i givet fald vil opfylde kra-vene fuldt ud.Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra a, er opfyldt ved straffelo-vens § 6, nr. 1. Kravet om dansk straffemyndighed i stk. 1, litra b og c, eropfyldt ved straffelovens § 6, nr. 2 og 3. Kravet om dansk straffemyndig-hed i stk. 1, litra d og e, er opfyldt ved straffelovens § 7, stk. 1 og 2.

Bestemmelsen i stk. 2 indeholder en henstilling til de kontraherende parterom at fastslå deres straffemyndighed, når den pågældende handling begåsmod en af deres statsborgere eller en person, som har fast bopæl på deresområde. Bestemmelsen overlader det dermed til de kontraherende parter atbeslutte, om og i givet fald i hvilket omfang de vil fastslå sådan straffe-myndighed. Efter dansk ret er der dansk straffemyndighed over handlingerbegået mod danske ofre helt eller delvis i kraft af offerets danske tilknyt-ning i de tilfælde, som er nævnt i straffelovens § 7, stk. 2, litra b, og § 7 a(jf. ovenfor).Bestemmelsen i stk. 3 kræver, at dansk straffemyndighed i sager om sek-suel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindeligekønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation ikke er betinget af et krav omdobbelt strafbarhed. Dansk ret opfylder dette krav i alle tilfælde, hvorhandlingen er rettet mod et dansk offer, jf. straffelovens § 7, stk. 2, litra b.Dansk ret opfylder endvidere dette krav i sager om seksuel udnyttelse afbørn og skamfering af de kvindelige kønsdele (”kvindelig omskæring”), jf.straffelovens § 7, stk. 2, litra a. Dansk ret opfylder derimod ikke på nuvæ-rende tidspunkt dette krav for så vidt angår seksuel vold, herunder vold-tægt, begået over for voksne, tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssteri-lisation. Såfremt Danmark ratificerer konventionen uden forbehold overfor artikel 44, stk. 3, vil dansk ret imidlertid efter en ratifikation af konven-tionen i kraft af straffelovens § 8, nr. 5, opfylde kravet i artikel 44, stk. 3,fuldt ud.Bestemmelsen i stk. 4 er opfyldt i dansk ret, da de strafbestemmelser, derkriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 36-39, er undergivetoffentlig påtale, og da det som nævnt ikke er en betingelse for udøvelse afdansk straffemyndighed, at Danmark modtager underretning fra den stat,hvor den strafbare handling blev begået.Bestemmelsen i stk. 5 er opfyldt ved straffelovens § 8, nr. 6. Bestemmel-sen i stk. 6 udelukker ifølge den forklarende rapport pkt. 229 ikke anven-delse af et krav om dobbelt strafbarhed og kan heller ikke antages at ude-lukke anvendelse af et krav om, at strafmaksimum efter dansk ret skal væ-re mindst fængsel i 1 år.Bestemmelsen i stk. 6 om i samråd med andre involverede kontraherendestater afgøre, hvor retsforfølgning mest hensigtsmæssigt kan ske, kan op-fyldes uden lovgivning, og bestemmelsen i stk. 7, som tillader anvendelse

af yderligere grundlag for straffemyndighed i overensstemmelse med nati-onal ret, stiller ikke krav til indholdet af dansk lovgivning.Konventionens artikel 44 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Det vil dog i tilfælde af en dansk ratifikation af konventionen være rele-vant at overveje, om Danmark i medfør af konventionens artikel 78, stk. 2,helt eller delvis bør tage forbehold over for anvendelsen af konventionensartikel 44, stk. 3, om afskaffelse af krav om dobbelt strafbarhed i sager omseksuel vold, herunder voldtægt, begået over for voksne og i sager omtvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation, jf. konventionens arti-kel 36, 37 og 39.

Artikel 45

omhandler sanktioner og andre foranstaltninger over for ger-ningsmanden.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at strafbare handlinger om-fattet af konventionen mødes med effektive sanktioner, som står i rimeligtforhold til den strafbare handling, som virker afskrækkende, og som tagerhensyn til handlingens grovhed. Disse sanktioner skal i relevant omfangomfatte frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering.Efterstk. 2kan de kontraherende parter vedtage andre foranstaltninger iforhold til gerningsmænd, såsom overvågning af eller tilsyn med dømtepersoner og ophævelse af forældrerettigheder, hvis dette er den eneste må-de, hvorpå det kan garanteres, at barnets bedste, herunder eventuelt offe-rets sikkerhed, tilgodeses.Der er i bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 33-40redegjort for strafferammerne i de strafbestemmelser, som helt eller delviskriminaliserer den adfærd, som er omfattet af artikel 33-40. Strafferam-merne har sammenhæng med forbrydelsernes grovhed.Fastsættelsen af straffen i den konkrete sag sker efter reglerne i straffelo-vens kapitel 10. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der i den forbindelseunder hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lov-overtrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden.Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., om, at sanktionerne ”i relevant omfang”skal omfatte frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering, overlader det,58

som det fremgår af den forklarende rapport pkt. 232, til de kontraherendeparter at beslutte, hvilke forbrydelser der skal kunne straffes med fængsel.Udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning til stater uden for EUog Norden forudsætter enten, 1) at den pågældende i de sidste 2 år forudfor den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering øn-skes, og at en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken dersøges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, el-ler 2) at handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i4 år, jf. udleveringslovens § 2, stk. 1.Udlevering af udlændinge til strafforfølgning i en stat uden for Den Euro-pæiske Union kan efter udleveringslovens § 2 a ske, 1) hvis handlingen ef-ter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år eller 2) hvis handlin-gen efter dansk ret kan medføre en kortere fængselsstraf og der er indgåetoverenskomst herom med den pågældende stat.Som det fremgår af bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionensartikel 33-40, vil strafferammekravet for udlevering af udlændinge til straf-forfølgning være opfyldt for en række af de forbrydelser, der er omfattet afartikel 33-40, og strafferammekravet for udlevering af danske statsborgeretil strafforfølgning vil være opfyldt for visse af disse forbrydelser.Bestemmelsen i stk. 2 om ”andre foranstaltninger i forhold til gernings-mænd” er en fakultativ regel, som ikke forpligter de kontraherende partertil at anvende sådanne ”andre foranstaltninger”.Med hensyn til henvisningen i stk. 2 til ophævelse af forældrerettighederhenvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens artikel 31.Konventionens artikel 45 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 46

skal de kontraherende parter sikre, at følgende omstæn-digheder, i det omfang de ikke allerede er indeholdt i den pågældendestrafbare handlings gerningsindhold, i overensstemmelse med de relevantebestemmelser i den nationale lovgivning kan tages i betragtning som skær-pende omstændigheder ved fastsættelse af straffen for strafbare handlingeromfattet af konventionen:a) den strafbare handling blev begået mod en person, der i henhold til nati-onal lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefælle eller59

partner, af et familiemedlem, offerets samlever eller en person, der harmisbrugt sin myndighed,b) den strafbare handling eller forbundne strafbare handlinger blev begåetgentagne gange,c) den strafbare handling blev begået mod en person, som var sårbar pågrund af særlige omstændigheder,d) den strafbare handling blev begået mod, eller i overværelse af, et barn,e) den strafbare handling blev begået af to eller flere personer i fællesskab,f) den strafbare handling fulgte efter eller blev ledsaget af udøvelsen afekstrem vold,g) den strafbare handling blev begået under anvendelse af eller under trus-sel om anvendelse af våben,h) offeret led alvorlig fysisk eller psykisk overlast som følge af den straf-bare handling, elleri) gerningsmanden var tidligere dømt for tilsvarende strafbare handlinger.Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 235, at udtrykket ”kan tages ibetragtning” betyder, at de kontraherende parter er forpligtede til at sikre,at de opregende skærpende omstændighed er til rådighed for dommerneved strafudmålingen, men at dommerne ikke har pligt til anvende dem.Endvidere giver udtrykket ”i overensstemmelse med de relevante bestem-melser i den nationale lovgivning” de kontraherende parter fleksibilitet vedgennemførelsen af bestemmelsen, således at de ikke er forpligtede til atændre deres principper for anvendelse af strafferetlige sanktioner.Straffelovens kapitel 10 indeholder generelle regler om straffens fastsæt-telse. Efter straffelovens § 80, stk. 1, skal der ved straffens fastsættelse un-der hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovover-trædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Efter § 80, stk.2, skal der ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed tages hensyn tilden med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til,hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderin-gen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennesalmindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter ger-ningen samt dennes bevæggrunde til gerningen. Straffelovens § 81 opreg-ner en række elementer, som i almindelighed skal indgå som skærpendeomstændighed ved straffens fastsættelse, herunder at gerningsmanden tid-ligere er straffet af betydning for sagen (nr. 1), at gerningen er udført afflere i forening (nr. 2), at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed(nr. 5), og at gerningsmanden har udnyttet offerets værgeløse stilling (nr.11). Straffelovens § 81 er ikke udtømmende, og der er ikke noget til hinder60

for i en konkret sag at tillægge forhold, som ikke er nævnt i § 81, skær-pende betydning ved strafudmålingen.Konventionens artikel 46 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 47

skal det være muligt ved straffastsættelsen at tage hensyntil endelige domme afsagt af en anden part vedrørende strafbare handlingeromfattet af konventionen.Som nævnt ovenfor i bemærkningerne vedrørende konventionens artikel46 skal det forhold, at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning forsagen, i almindelighed indgå som en skærpende omstændighed ved straf-fens fastsættelse, jf. straffelovens § 81, nr. 1. Efter straffelovens § 84, stk.2, kan retten i den forbindelse tillægge straffedomme afsagt uden for dendanske stat samme gentagelsesvirkning som domme afsagt her i landet.Konventionens artikel 47 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 48

indeholder et forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløs-ning eller strafudmåling.Efterstk. 1skal de kontraherende parter forbyde obligatorisk alternativkonfliktløsning, herunder mediation og mægling, i forbindelse med deformer for vold, der er omfattet af konventionen.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at der ved idømmelse af bø-de tages behørigt hensyn til gerningsmandens evne til at opfylde sine øko-nomiske forpligtelser over for offeret.Der er ikke i dansk ret bestemmelser om obligatorisk alternativ konflikt-løsning. Efter § 2 i lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handlingkan mægling i konfliktråd alene kan finde sted, hvis parterne samtykker iat deltage i konfliktråd. Efter lovens § 4 kan mægling i konfliktråd endvi-dere ikke træde i stedet for straf eller andre retsfølger af den strafbarehandling.Med hensyn til artikel 48, stk. 2, fremgår det af den forklarende rapportpkt. 253, at reglen tager sigte på tilfælde, hvor offeret forsørges af ger-

ningsmanden, og hvor en forpligtelse for gerningsmanden til at betale enbøde derfor indirekte kan påføre offeret økonomisk skade.Efter straffelovens § 51, stk. 1, bør der ved fastsættelsen af størrelsen af endagbod bl.a. tages hensyn til gerningsmandens forsørgerpligter, og vedfastsættelsen af andre bøder skal der efter straffelovens § 51, stk. 3, bl.a.tages hensyn til gerningsmandens betalingsevne.Konventionens artikel 48 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.6. Konventionens kapitel VI (efterforskning, retsforfølgning, retsple-

je og beskyttelsesforanstaltninger)

Artikel 49

fastlægger de generelle forpligtelser for de kontraherende par-ter med hensyn til efterforskning, retsforfølgning, retspleje og beskyttel-sesforanstaltninger.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at efterforskning og retsligeprocedurer vedrørende alle former for vold omfattet af konventionen gen-nemføres uden ugrundet ophold og under hensyntagen til offerets rettighe-der på alle stadier af straffesagen.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at der i overensstemmelsemed de grundlæggende principper for menneskerettigheder og ud fra enkønsbestemt forståelse af vold foranstaltes en effektiv efterforskning ogretsforfølgning af de strafbare handlinger, som er omfattet af konventio-nen.Efter politilovens § 2, nr. 3, har politiet bl.a. til opgave at bringe strafbarvirksomhed til ophør samt efterforske og forfølge strafbare forhold. Detfølger endvidere af retsplejelovens § 742, stk. 2, at politiet efter anmeldel-se eller af egen drift iværksætter efterforskning, når der er rimelig formod-ning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentli-ge.Det påhviler efter retsplejelovens § 96, stk. 2, anklagemyndigheden atfremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader,og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også atforfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Der er i Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/2008 (rettet juni 2012) fastsatmålsætninger for politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid ibl.a. voldssager og voldtægtssager. Målsætningen er, at det samlede tids-forbrug i voldssager fra sigtelsen til sagens indbringelse for retten ikke børoverstige 30 dage. I voldtægtssager er målsætningen en sagsbehandlingstidpå 60 dage. I de voldtægtssager, hvor der gennemføres mentalundersøgelseaf den sigtede og eventuelt tillige sker forelæggelse for Retslægerådet, børdet samlede tidsforbrug ikke overstige 4 måneder.Med hensyn til domstolenes sagsbehandlingstid blev der i forbindelse medde såkaldte voldspakker fra 1994 og 1997 angivet en målsætning om, atgrovere voldssager ved byretterne skal behandles inden for 37 dage. End-videre har justitsministeren i 2004 på baggrund af en folketingsbeslutningom, at voldtægtssager skal være omfattet af en målsætning for sagsbehand-lingstiden (folketingsbeslutning nr. B 82 vedtaget den 4. juni 2004), fastsaten målsætning om, at voldtægtssager ved byretterne skal behandles indenfor 37 dage. Sagsbehandlingstiden er fastsat som det tidsrum, der går, fraretten modtager sagen, til der afsiges dom.Endvidere henvises til bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionensartikel 15 og 18 om uddannelse af fagfolk og om generelle forpligtelser ogprincipper om beskyttelse og støtte.Konventionens artikel 49 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 50

skal de kontraherende parter sikre, at de ansvarlige rets-håndhævelsesorganer reagerer omgående og hensigtsmæssigt på alle for-mer for vold omfattet af konventionen ved at tilbyde offeret tilstrækkeligog omgående beskyttelse. De ansvarlige retshåndhævelsesorganer skal og-så reagere omgående og hensigtsmæssigt i forbindelse med forebyggelseaf og beskyttelse mod alle former for vold omfattet af konventionen, her-under ved anvendelse af forebyggende operationelle tiltag og indsamlingaf bevismateriale.Efter

artikel 51

skal de kontraherende parter sikre, at alle relevante myn-digheder foretager en vurdering af risikoen for dødsfald, situationens alvorog risikoen for gentagen voldsudøvelse med henblik på at håndtere risiko-en og om nødvendigt yde koordineret sikkerhed og støtte. Vurderingenskal på alle efterforskningstrin og i anvendelsen af alle beskyttelsesforan-

staltninger i behørigt omfang tage højde for, at gerningsmænd til volds-handlinger omfattet af konventionen besidder eller har adgang til våben.Politiindsatsen over for samlivsrelaterede forbrydelser er forankret i de en-kelte politikredse, der prioriterer og organiserer indsatsen på baggrund afen vurdering af de lokale forhold og det lokale kriminalitetsbillede.Landets politikredse har fokus på samlivsrelateret vold, og der foretagesrådgivende, koordinerende og opfølgende opgaver vedrørende alvorligesamlivsrelaterede forbrydelser. Behovet for underretning af de socialemyndigheder vurderes lokalt, og det påses, at der hurtigt tilbydes fornødenrådgivning og kontakt til krisecenter, voldtægtscenter, kontaktoplysningertil politiet, beskikkelse af bistandsadvokat og henvisning til offerrådgiv-ning mv. Er der behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger såsom ud-levering af overfaldsalarm eller tilhold eller bortvisning efter lov om til-hold, opholdsforbud og bortvisning, sker det efter en konkret vurdering.I sager, hvor offeret er i risiko for på ny at blive udsat for vold begået aftidligere samlever eller ægtefælle, kan offeret blive tilbudt en overfalds-alarm, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om nylandsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til volds-ramte kvinder mv. Overfaldsalarmen er en mobiltelefon med GPS, somkan etablere umiddelbar kontakt til en vagtcentral og viderestilles til ved-kommende politikreds med positionsangivelse, og som endvidere kanetablere direkte kontakt til alarm 112. Offeret har desuden mulighed for atfå udpeget en kontaktperson, jf. afsnit 2.2 i Rigsadvokatens meddelelse nr.8/2007 (rettet december 2012) om vejledning, orientering og underretningaf forurettede i straffesager, udpegning af en kontaktperson for forurettedeog vidner mv.I ganske særlige tilfælde kan Rigspolitiets vidnebeskyttelsesprogram brin-ges i anvendelse.Konventionens artikel 50 og 51 vurderes på denne baggrund ikke at havelovgivningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 52

skal de kontraherende parter sikre, at de kompetente myn-digheder tillægges beføjelser til i akutte faresituationer at bortvise ger-ningsmanden til vold i hjemmet fra offerets eller den udsatte persons bo-pæl for en tilstrækkelig lang periode og at forbyde gerningsmanden adgangtil offerets eller den udsatte persons bolig eller at tage kontakt til offeret el-64

ler den udsatte person. Foranstaltninger truffet i medfør af denne artikelskal primært fokusere på sikkerheden for ofre eller udsatte personer.

Artikel 53

vedrører afgørelser om tilhold eller beskyttelse.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at passende afgørelser omtilhold eller beskyttelse er til rådighed for ofre for alle former for vold om-fattet af konventionen.Disse afgørelser skal efterstk. 2kunne træffes umiddelbart, og uden at of-feret påføres en urimelig økonomisk eller administrativ belastning derved,kunne træffes for en given periode, eller indtil de ændres eller ophæves,om nødvendigt kunne træffesex parte(uden varsel) og med øjeblikkeligvirkning, være til rådighed uafhængigt af eller i tillæg til andre retsligeforanstaltninger og tillades inddraget i efterfølgende retslige foranstaltnin-ger.Efterstk. 3skal overtrædelser af afgørelser om tilhold eller beskyttelsemedføre strafferetlige eller andre retslige sanktioner, der er effektive, står irimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.Den 1. marts 2012 trådte en ny lov om tilhold, opholdsforbud og bortvis-ning i kraft.Ved ettilholdkan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig,mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunika-tion, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden, jf. lovens§ 1. Bestemmelsen omfatter for det førstekontakt.Efter bestemmelsen erenhver kontakt som udgangspunk forbudt. Det gælder også henvendelservia e-mail, sms eller beskeder via sociale netværk. Afgørende er, om denpågældende adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt fragerningsmanden til offeret. Det er derimod ikke afgørende, om kontaktensker direkte. Bestemmelsen omfatter også andre former for henvendelsersom f.eks. henvendelser i form af ophold lige uden for offerets bolig. Be-stemmelsen omfatter for det andet det atfølge efteren person. Det omfat-ter f.eks. chikane i form af, at gerningsmanden følger efter offeret udenhelt at nærme sig, således at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kanbetegnes som kontakt.Af lovens § 2 fremgår de betingelser, der skal være opfyldt for, at der kangives et tilhold.65

Efter § 2, stk. 1, kan tilhold gives, hvis der er begrundet mistanke om, at enperson enten har krænket offerets fred eller mod offeret har begået et straf-bart forhold, der kan sidestilles med en fredskrænkelse, og der er bestemtegrunde til at antage, at personen fortsat vil krænke offeret på den måde.Fredskrænkelsen kan f.eks. bestå i hyppige uønskede henvendelser ellerandre handlinger, der ikke i sig selv er strafbare, men som opleves somubehagelige og forstyrrende på grund af deres antal, deres indhold eller etudtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt. Et strafbart forhold,der kan sidestilles med en fredskrænkelse, kan f.eks. være husfredskræn-kelse, trusler efter straffelovens § 266 eller en række tyverier, der begås forat chikanere offeret.Efter § 2, stk. 2, kan tilhold endvidere gives, hvis der er begrundet mistan-ke om, at den pågældende har begået en grov personfarlig forbrydelse modofferet (drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt elleranden seksualforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser), ogofferet eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findesat skulle tåle henvendelser fra den pågældende. Tilhold kan efter denne be-stemmelse gives, uanset om der i øvrigt er konkret grundlag for at antage,at den pågældende på ny vil krænke offeret eller dennes nærmeste.Efter § 2, stk. 3, der blev indført ved en lovændring i 2013 og trådte i kraftden 3. maj 2013, kan tilhold endvidere gives, hvis en person med rimeliggrund mistænkes for at have begået eller forsøgt at begå en overtrædelse afstraffelovens bestemmelse om ulovlig tvang ved at tvinge en anden til æg-teskab eller en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed.Ved etopholdsforbud(geografisk bestemt tilhold) kan en person forbydesat opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af enanden persons bolig, arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andetområde, hvor denne anden person ofte færdes, jf. lovens § 3.Betingelserne for at udstede et opholdsforbud fremgår af lovens § 4. Detkræves for det første, at betingelserne for tilhold efter lovens § 2 er op-fyldt. Herudover kræves det, at mistanken angår oftere gentagen freds-krænkelse, et strafbart forhold, der kan sidestilles med fredskrænkelse,overtrædelse af et tilhold eller en lovovertrædelse omfattet af § 2, stk. 2(om grov personfarlig kriminalitet), § 2, stk. 3 (om tvangsægteskab), eller§ 8, nr. 1 (jf. herom nedenfor). Endelig er det en betingelse, at et tilhold

ikke kan antages at være tilstrækkeligt til at værne den, som tilholdet skalbeskytte.Efter lovens § 5 gives et tilhold for et bestemt tidsrum på indtil 5 år, menset opholdsforbud gives for et bestemt tidsrum på indtil 1 år. Efter lovens§ 6 kan et tilhold eller opholdsforbud udstrækkes til at omfatte et medlemaf offerets husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet medtilholdet eller opholdsforbuddet.Vedbortvisningkan en person over 18 år forbydes at opholde sig i sithjem, jf. lovens § 7.Betingelserne for bortvisning fremgår af lovens § 8. Det kræves for detførste, at der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlemaf sin husstand har begået en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 el-ler 266 eller en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26,og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, eller at denpågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel omvold mod et medlem af husstanden (nr.1).Det kræves dernæst, at der efterdet oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbli-ven i hjemmet vil begå en lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1 (nr.2).Efter lovens § 9 kan politiet i forbindelse med behandlingen af en sag ombortvisning i indtil 24 timer tilbageholde en person, der med rimelig grundantages at have optrådt på en måde, der indebærer en trussel om vold modet medlem af personens husstand.Bortvisning sker for et bestemt tidsrum på indtil 4 uger, jf. lovens § 10.Hvis betingelserne for bortvisning fortsat er opfyldt, kan bortvisningen for-længes for en ny periode på højst 4 uger.Efter lovens § 12 må tilhold, opholdsforbud og bortvisning ikke stå i mis-forhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold,hensynet til den eller dem, foranstaltningen skal beskytte, og karakteren afden adfærd, der er udvist fra den pågældendes side.Tilhold, opholdsforbud og bortvisning kan besluttes, når den person, somforanstaltningen skal beskytte, anmoder om det, eller når almene hensynkræver det, jf. lovens § 14. Politiet vil således kunne tage initiativ til enforanstaltning, hvis det f.eks. må antages, at offeret ikke tør anmode omforanstaltningen af frygt for familien mv. Reglen er begrænset til tilfælde,67

hvor der er risiko for mere alvorlige overgreb, herunder vold eller voldtægteller overgreb mod børn. I relation til tilhold i medfør af lovens § 2, stk. 3(om risiko for tvangsægteskab), er det dog ikke en betingelse for udstedel-se af tilhold uden anmodning, at almene hensyn kræver det.Den, der forsætligt overtræder et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvis-ning, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. lovens § 21, stk. 1. Vedfastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, atforholdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse el-ler chikane, jf. § 21, stk. 2.Konventionens artikel 52 og 53 vurderes på denne baggrund ikke at havelovgivningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 54

skal de kontraherende parter sikre, at bevismateriale ved-rørende offerets seksuelle fortid og adfærd kun tillades inddraget i en civil-retlig eller strafferetlig sag, hvis det er relevant og nødvendigt.Efter retsplejelovens § 185, stk. 2, gælder i sager om overtrædelse af straf-felovens § 210 (incest) og kapitel 24 (seksualforbrydelser), at bevisførelseom offerets tidligere seksuelle adfærd kræver rettens tilladelse. Sådan be-visførelse kan kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig be-tydning for sagen.Efter retsplejelovens § 341 gælder i civile retssager generelt, at bevisførel-se, der skønnes at være uden betydning for sagen, ikke kan finde sted.Konventionens artikel 54 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 55

vedrører retsforfølgningex parte(uden varsel) ogex officio(påeget initiativ).Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at efterforskning eller rets-forfølgning af strafbare handlinger omfattet af artikel 35, 36, 37, 38 og 39om henholdsvis fysisk vold, seksuel vold, herunder voldtægt, tvangsægte-skab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterili-sation ikke afhænger udelukkende af en anmeldelse eller en klage indgivetaf et offer i de tilfælde, hvor lovovertrædelsen blev begået helt eller delvistpå deres område, og at retsforfølgning kan fortsætte, selv hvis offerettrækker sit udsagn eller sin klage tilbage.68

Efterstk. 2skal statslige og ikke-statslige organisationer og personer, deryder rådgivning og vejledning til voldsofre, i overensstemmelse med be-stemmelserne i den nationale lovgivning efter anmodning fra ofrene kunneyde disse bistand og/eller støtte under efterforskningen af og straffesagenvedrørende strafbare handlinger omfattet af konventionen.Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-vist forbehold over for artikel 55, stk. 1, for så vidt angår sager om over-trædelse af artikel 35 af mindre alvorlig karakter.De forbrydelser, der henvises til i artikel 55, er efter dansk ret underlagtoffentlig påtale. Efter retsplejelovens § 742, stk. 2, påhviler det politiet ef-ter anmeldelse eller af egen drift at iværksætte efterforskning, når der errimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølgesaf det offentlige.Det fremgår i den forbindelse af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/2008(rettet februar 2013) om behandlingen af sager om samlivsrelaterede per-sonfarlige forbrydelser, at det i sager om samlivsrelateret vold mv. kan væ-re vanskeligt for offeret at indgive politianmeldelse mod en person, somofferet har eller har haft en tættere følelsesmæssig relation til. Offeret kanogså være underkuet, bange eller afhængig af den anden part, og hensynettil fælles børn kan medføre, at offeret tøver med at anmelde vold eller lig-nende begået af den anden forælder. Derfor bør det ikke alene bero på of-feret, om der fra samfundet side skal gribes ind over for personfarlig kri-minalitet, og politiet skal være særligt opmærksomt på at undersøge tilfæl-de, hvor der kan være udøvet personfarlig vold i samlivsrelationer. Politietskal derfor fra starten behandle en sag om voldsomme stridigheder i et par-forhold som en straffesag, hvis det er åbenbart, at den ene af parterne harhar været udsat for et overgreb begået af den anden part. Det indebærer, atpolitiet på stedet bør begynde at efterforske sagen, og at politiet hurtigstmuligt skal få belyst offerets skader og andre objektivt konstaterbare sporog beskrive disse udførligt og præcist i en rapport samt så vidt muligt op-tage fotografier.Om bestemmelsens stk. 2 hedder det i den forklarende rapport pkt. 282, atder sigtes til praktisk/psykologisk bistand og ikke til juridisk bistand.Om sådan bistand hedder det i nævnte rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2008(rettet februar 2013), at politiet ved kontakten med offeret bør være op-69

mærksomt på, at offeret befinder sig i en sårbar situation, og at det kan væ-re svært for offeret at handle aktivt for at ændre på den. Det hedder videre,at det i disse situationer er særligt vigtigt, at politiet viser forståelse for si-tuationen, understreger alvoren i det passerede og optræder som en støttefor offeret. Politiet kan endvidere yde praktisk hjælp til offeret ved f.eks. attilbyde at køre offeret til familie/venner, et krisecenter eller lignende. Hvisofferet ikke umiddelbart ønsker at tage imod hjælp, bør offeret vejledes ommuligheden for senere at få hjælp. Herunder skal offeret vejledes om mu-ligheden for at rette henvendelse til offerrådgivningen eller til en navngi-ven person hos politiet. Hvis offeret ikke efterfølgende henvender sig afsig selv, og der er behov herfor, kan politiet tage kontakt til offeret og vej-lede pågældende yderligere. Endvidere har offeret mulighed for at deltagei konfliktråd i straffesager, hvis både offeret og gerningsmanden er indstil-let på dette.Med hensyn til artikel 55, stk. 2, henvises der endvidere til bemærkninger-ne ovenfor vedrørende konventionens artikel 20 og 22.Konventionens artikel 55 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 56

vedrører beskyttelselsesforanstaltninger.Efterstk. 1skal ofres rettigheder og interesser, herunder deres særlige be-hov som vidner, varetages på alle efterforskningstrin og under hele straffe-sagen, især ved at yde beskyttelse til såvel dem som deres familier og vid-ner mod intimidering, gengældelse og gentagen offergørelse (litraa),atsikre, at ofrene bliver underrettet, hvis gerningsmanden undslipper ellerløslades midlertidigt eller endeligt, i det mindste i sager, hvor ofrene ogderes familie kan være i fare (litrab),i henhold til bestemmelserne i dennationale lovgivning at oplyse dem om deres rettigheder og de tilbud, somstår til deres rådighed, og om, hvordan der følges op på deres klage, hvadanklagen lyder på, hvordan efterforskningen eller retssagen skrider fremog deres egen rolle, samt udfaldet af deres sag (litrac),at gøre det muligtfor ofrene i overensstemmelse med den nationale retsplejelov at blive hørt,at fremlægge beviser og få deres synspunkter, behov og bekymringerfremlagt, enten direkte eller igennem et mellemled, og behandlet (litrad),at yde ofrene passende støtte, således at deres rettigheder og interesser va-retages behørigt og tages med i betragtning (litrae),at sikre, at der kantræffes foranstaltninger til beskyttelse af offerets privatliv og omdømme(litraf),at sikre, at kontakt mellem ofre og gerningsmænd i domhuset og i70

retshåndhævelsesorganets lokaler så vidt muligt undgås (litrag),at stilleuafhængige og kompetente tolke til rådighed for ofrene i sager, hvor ofre-ne deltager som part eller afgiver vidneudsagn (litrah),og at gøre det mu-ligt for vidnerne i henhold til den nationale lovgivning at afgive vidneud-sagn i retslokalet uden at være fysisk til stede, eller i det mindste uden atden formodede gerningsmand er til stede, især ved hjælp af passendekommunikationsteknologi, hvor dette er muligt (litrai).Efterstk. 2skal et barn, der er offer for eller vidne til vold mod kvinder ogvold i hjemmet, i behørigt omfang tilbydes særlig beskyttelse under hen-syntagen til barnets bedste.Kravene i artikel 56 om bl.a. ofres ret til støtte, repræsentation og informa-tion samt beskyttelse af deres privatliv og sikkerhed opfyldes i Danmarkbl.a. ved en række bestemmelser i retsplejeloven.Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1 og 3, beskikker retten ved visse straffe-lovsovertrædelser, herunder vidnetrusler, seksualforbrydelser, drabsforsøg,vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og menneskehandel, en advokat forofferet, når den pågældende anmoder om det (bistandsadvokat), medmin-dre lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand måanses for unødvendig. I sager om voldtægt skal der altid beskikkes en ad-vokat for offeret, medmindre den pågældende efter at være vejledt om ret-ten til beskikkelse af advokat frabeder sig det, jf. § 741 a, stk. 2. Når særli-ge omstændigheder taler for det, kan retten efter anmodning beskikke enadvokat for offeret, selv om overtrædelsen ikke er omfattet af stk. 1, jf. §741 a, stk. 4. Politiet vejleder efter retsplejelovens § 741 b, stk. 1, offeretom reglerne om beskikkelse af en advokat.Bistandsadvokaten har bl.a. ret til at overvære afhøringer af offeret, ad-gang til materialet i sagen samt ret til at modtage udskrift af dommen, jf.retsplejelovens § 741 c.Efter retsplejelovens § 741 e, stk. 1, vejleder politiet og anklagemyndighe-den i fornødent omfang offeret om vedkommendes retsstilling og om sa-gens forventede forløb og informerer endvidere vedkommende om sagensgang. I bekendtgørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og an-klagemyndighedens pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesa-ger og til at udpege en kontaktperson for forurettede er der fastsat yderlige-re regler om vejledning og information af offeret.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at politiet vejleder offeret om adgan-gen til at få påkendt borgerlige krav under straffesagen, om muligheden forat få erstatning og godtgørelse fra staten efter offererstatningsloven, ommuligheden for at få støtte ved en offerrådgivning samt om offerets pligterog rettigheder som eventuelt vidne i sagen.Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 2, at offeret i sager om gro-vere overtrædelser af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfar-lig kriminalitet indgår, og ved seksualforbrydelser skal orienteres om,hvordan sagens videre forløb kan forventes at blive. Offeret skal endvidereorienteres om væsentlige skridt, der tages i sagen, når der efter sagens ka-rakter, herunder navnlig det overgreb, som offeret har været udsat for,skønnes at være behov for det. Hvis offeret forventes at skulle afgive for-klaring som vidne i retten, skal der skal endvidere udpeges en kontaktper-son for offeret hos politiet eller anklagemyndigheden, som skal hjælpe ogstøtte offeret, når offeret henvender sig til politiet eller anklagemyndighe-den, jf. bekendtgørelsens § 3.Efter retsplejelovens § 741 f underretter anklagemyndigheden desuden of-feret om den rejste tiltale eller en anmodning om retsmøde om behandlingaf sagen som tilståelsessag. Efter anmodning underretter anklagemyndig-heden endvdere offeret om tidspunktet for hovedforhandlingen eller etretsmøde med henblik på behandling af sagen som tilståelsessag og om eneventuel anke eller genoptagelse af sagen.Retsplejelovens § 741 g (som affattet ved lov nr. 629 af 12. juni 2013) omændring af retsplejeloven og lov om erstatning fra staten til ofre for for-brydelser (Udvidelse af ordning om underretning af forurettede og styrkel-se af rammerne for behandling af ansøgninger om offererstatning)) inde-holder regler om underretning af offeret om domfældtes løsladelse mv.Reglerne gælder i sager, hvor der er afsagt dom om ubetinget fængsels-straf, anbringelse, ungdomssanktion eller forvaring for en grovere over-trædelse af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig krimi-nalitet indgår, eller en seksualforbrydelse. Offeret skal efter anmodningunderrettes om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang ogløsladelse og om eventuel undvigelse, hvis den dømte har været varetægts-fængslet før dom og ikke har været løsladt mellem dommens afsigelse ogfuldbyrdelse. Offeret skal desuden efter anmodning underrettes, hvis ger-ningsmanden under afsoning og på institutionens område med institutio-nens viden medvirker i optagelserne til et tv- eller radioprogram produce-ret til udsendelse her i landet, hvori den pågældende har en fremtrædende72

rolle, eller i et portrætinterview i et dansk dagblad. Det samme gælder vedmedvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radioprogram eller interviewuden for institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har meddelt til-ladelse til udgang med viden herom.I retsplejelovens § 838, stk. 1, er det fastsat, at forsvareren i en straffesagskal have kopi af bevisfortegnelsen. Anklagemyndigheden kan i medfør af§ 838, stk. 2, give forsvareren pålæg om foreløbig ikke at videregive op-lysninger om et vidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl til tiltalte, hvisanklagemyndigheden agter at fremsætte anmodning om rettens bestem-melse om, at disse oplysninger ikke må meddeles tiltalte, jf. retsplejelo-vens § 856, stk. 2.Efter retsplejelovens § 845 kan retten efter anmodning fra anklagemyndig-heden, forsvareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen bl.a. træffeafgørelse om dørlukning efter § 29, stk. 1 og 3, og § 29 a, om referatforbudefter § 30, om navneforbud efter § 31, stk. 1, om, at tiltalte skal forladeretslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 856, stk. 1, 4 eller 7, eller om, at etvidnes bopæl eller navn, stilling og bopæl ikke må oplyses for tiltalte, jf.§ 856, stk. 2.Efter retsplejelovens § 856, stk. 1, kan rettens formand uden for de tilfæl-de, der er nævnt i stk. 2, nr. 2 (jf. herom nedenfor), beslutte, at tiltalte skalforlade retslokalet, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres, når særegnegrunde taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås. Hvisdet må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, kan retten efterretsplejelovens § 856, stk. 2, på anmodning endvidere bestemme, at et vid-nes bopæl ikke må oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnetssikkerhed taler for det (nr.1),eller at et vidnes navn, stilling og bopæl ikkemå oplyses for tiltalte, hvis afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør detpåkrævet (nr.2).Er der truffet bestemmelse efter § 856, stk. 2, nr. 2, kan retten yderligerebestemme, at tiltalte skal forlade retslokalet, mens vidnet afhøres, jf. rets-plejelovens § 856, stk. 4.Retten kan bestemme, at et vidne skal afgive forklaring ved anvendelse aftelekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og for-svarligt, jf. retsplejelovens § 174, stk. 2, men det er dog på nuværendetidspunkt kun et begrænset antal domstole, der råder over det nødvendigeudstyr til at kunne sende og modtage videoopkald. Alle byretter, landsret-73

terne og Højesteret forventes at få det nødvendige udstyr hertil i forbindel-se med gennemførelsen af Video-3-projektet ved domstolene, anklage-myndigheden og kriminalforsorgen. Gennemførelsen af Video-3-projektetstarter efter planen i 2014 og forventes afsluttet i begyndelsen af 2015.Retsplejelovens § 856 suppleres af retsplejelovens regler om dørlukning. Itilfælde, hvor retten bestemmer, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikkemå oplyses for tiltalte, og at tiltalte skal forlade retslokalet under vidnetsforklaring, bør der normalt træffes bestemmelse om dørlukning, jf. retsple-jelovens § 29, for at undgå, at vidnets identitet kan røbes ad denne vej. Ef-ter retsplejelovens § 29 a lukkes dørene i sager om voldtægt under offeretsforklaring, når offeret anmoder om det.Efter retsplejelovens § 31, stk. 1, kan retten i straffesager endvidere forby-de, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for sigtede(tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, f.eks. et vidne, eller atden pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud),når offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare (nr.1),eller når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødvendig kræn-kelse (nr.2).Endvidere kan retten efter retsplejelovens § 30 i straffesager forbyde of-fentlig gengivelse af forhandlingen (referatforbud), bl.a. når offentlig gen-givelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare (nr.2),eller når of-fentlig gengivelse vil udsætte nogen for en unødvendig krænkelse (nr.4).Hertil kommer, at det efter retsplejelovens § 32, stk. 6, er forbudt uden forrettens bygninger at optage billeder af blandt andre vidner, der er på vej tileller fra et retsmøde i en straffesag, medmindre den pågældende har sam-tykket i optagelsen. Efter straffelovens § 32, stk. 1, er det det også forbudtunder retsmøder at optage eller transmittere billeder og lyd, medmindreretten undtagelsesvis tillader dette, og efter straffelovens § 32, stk. 5, erbilledoptagelse i rettens bygninger forbudt, medmindre rettens præsidentgiver tilladelse dertil.Endelig er det forbudt i forbindelse med omtale af en sag om overtrædelseaf straffelovens kapitel 24 om seksualforbrydelser eller i øvrigt med hen-blik på en sådan sag at give offentlig meddelelse om navn, stilling ellerbopæl på offeret eller på anden måde offentliggøre den pågældendes iden-titet, jf. retsplejelovens § 1017 b.

Vidner beskyttes derudover generelt ved bestemmelsen i straffelovens§ 123, hvorefter den, som med trussel om vold forulemper, eller som medvold, ulovlig tvang eller på anden måde begår en strafbar handling mod enperson, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledningaf personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller iretten, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.Er der behov for særlige beskyttelsesforanstaltninger såsom udlevering afoverfaldsalarm eller tilhold eller bortvisning efter lov om tilhold, opholds-forbud og bortvisning, sker det efter en konkret vurdering.I ganske særlige tilfælde kan Rigspolitiets vidnebeskyttelsesprogram brin-ges i anvendelse. Det indebærer – ud over bl.a. flytning og etablering af enny bolig – bl.a. et fuldstændigt identitetsskifte med nyt navn og nyt per-sonnummer.Efter retsplejelovens § 193 underretter politiet eller anklagemyndighedenretten, hvis der er behov for særlig hensyntagen i forbindelse med et vid-nes møde i en straffesag, og retten bistår i fornødent omfang vidnet. An-klagemyndigheden og retten skal således i samarbejde søge at begrænse deulemper, der kan være forbundet med at afgive forklaring i retten. Detfremgår af bestemmelsens forarbejder, at der f.eks. kan være en medarbej-der fra retten, der modtager og vejleder vidnet om placering i et særligtventeværelse for vidner, indtil forklaringen skal afgives. Der kan også væ-re tale om at sikre, at vidnet ikke unødvendigt konfronteres med tiltalte, el-ler om koordinering af politibeskyttelse. Alle nye retsbygninger, som efterdomstolsreformens ikrafttræden i 2007 etableres til byretterne, indeholdersærskilte ventefaciliteter til de vidner, som gerne vil undgå at møde tiltaltei retsbygningen. I de tilfælde, hvor retternes eksisterende bygninger om-bygges og/eller suppleres med nye lejemål, bliver der ligeledes etableretsærskilte vidneventefaciliteter. Særskilte vidneventefaciliteter forventes atvære etableret ved alle byretter i løbet af 2015.Hvis et offer, som ikke taler dansk, skal afgive forklaring, vil der skullemedvirke tolk, jf. retsplejelovens § 149. Udgifter til tolkning afholdes istraffesager af statskassen.Med hensyn til børn, der er offer for eller vidne til vold mod kvinder ogvold i hjemmet, kan der endvidere henvises til, at politiets afhøring af etbarn efter reglerne i retsplejelovens § 745 e kan optages på video, som

herefter kan benyttes som bevis under hovedforhandlingen, jf. retsplejelo-vens § 872.Konventionens artikel 56 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 57

skal ofre have ret til juridisk bistand og gratis retshjælp påde betingelser, som gælder i henhold til den nationale lovgivning.Bestemmelsen overlader det til de kontraherende parter at fastsætte denærmere betingelser for ydelse af juridisk bistand og gratis retshjælp.Efter dansk ret vil ofre i nogle tilfælde kunne få beskikket en bistandsad-vokat, jf. nærmere bemærkningerne ovenfor vedrørende konventionens ar-tikel 56. Ofre vil også kunne ansøge om advokathjælp efter reglerne omoffentlig retshjælp eller fri proces. Der vil også være mulighed for at fårådgivning i retshjælpsinstitutionerne (advokatvagter og retshjælpskonto-rer).Konventionens artikel 57 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 58

skal forældelsesfristen vedrørende strafbare handlingeromfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis seksuel vold, herundervoldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangs-abort og tvangssterilisation være tilstrækkelig lang og afpasset efter grov-heden af den pågældende strafbare handling, således at retsforfølgning ef-fektivt kan indledes, når offeret har nået myndighedsalderen.Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-vist forbehold over for artikel 58 for så vidt angår sager om overtrædelseaf artikel 37, 38 og 39.Myndighedsalderen er i Danmark 18 år, jf. værgemålslovens § 1.En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt forældelse efter reg-lerne i straffelovens kapitel 11.Der er i straffelovens § 93, stk. 1, fastsat følgende almindelige forældelses-frister, der efter § 94, stk. 1, regnes fra den dag, da den strafbare virksom-hed eller undladelse er ophørt:76

Efter straffelovens § 94, stk. 4 (som affattet ved lov nr. 633 af 12. juni2013 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om tilhold, opholds-forbud og bortvisning og lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevil-ling mv. (Seksualforbrydelser), der træder ikraft den 1. juli 2013), regnesdisse almindelige forældelsesfrister for en række forbrydelser dog tidligstfra den dag, hvor den forurettede fylder 21 år. Straffelovens § 94, stk. 4,omfatter bl.a. voldtægt, seksuelt forhold opnået ved at udnytte en personssindssygdom eller mentale retardering, seksuelt forhold ved groft misbrugaf visse afhængighedsforhold, seksuelt forhold ved at udnytte en forveks-ling og bortskæring af kvindelige ydre kønsorganer, jf. straffelovens §§216, 218, 220, 221 og 245 a. Straffelovens § 94, stk. 4, omfatter også blu-færdighedskrænkelse over for et barn under 15 år, jf. straffelovens § 232.Dansk ret opfylder dermed konventionens artikel 58 for så vidt angår sek-suel vold, jf. artikel 36, og skamfering af de kvindelige kønsdele, jf. artikel38.For så vidt angår tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation vilforældelsesfristen afhængig af de nærmere omstændigheder normalt være5 eller 10 år, som regnes fra den dag, hvor ægteskabet blev indgået elleraborten eller sterilisationen foretaget. Hvis forbrydelsen foretages over foret barn, vil det dermed kunne forekomme, at forældelsen indtræder, før of-feret bliver myndigt, eller så kort tid efter, at offeret fylder 18 år, at det ik-ke opfylder konventionens krav om, at forældelse tidligst må indtræde til-strækkelig lang efter, at offeret er blevet myndigt.Det vurderes på denne baggrund, at en dansk ratifikation vil kræve,entenat der gennemføres en lovændring, som udskyder tidspunktet for forældel-se af strafansvaret for ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægte-skab (straffelovens § 260, stk. 2) og for legemsangreb i form af abort ellersterilisation uden samtykke,ellerat Danmark ved ratifikationen i medføraf konventionens artikel 78, stk. 2, tager forbehold for ikke at anvendekonventionens artikel 58 for så vidt angår artikel 37 og 39.77

3.7. Konventionens kapitel VII (indvandring og asyl)

Artikel 59

angår opholdsstatus.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at ofre med en opholdssta-tus, der afhænger af deres ægtefælles eller partners status i henhold til dennationale lovgivning, i tilfælde af ægteskabets eller forholdets opløsningog under særligt vanskelige omstændigheder efter ansøgning tildeles enselvstændig opholdstilladelse uafhængigt af ægteskabets eller forholdetsvarighed. Betingelserne for tildeling og varighed af den selvstændige op-holdstilladelse følger af den nationale lovgivning.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at ofre har mulighed for atfå suspenderet en indledt udvisningssag vedrørende en opholdsstatus, derer afhængig af ægtefællens eller partnerens status i henhold til den nationa-le lovgivning, således at de har mulighed for at ansøge om en selvstændigopholdstilladelse.Efterstk. 3skal de kontraherende parter udstede en opholdstilladelse medmulighed for forlængelse til ofre i en af følgende to situationer eller i beg-ge: Når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigtpå grund af deres personlige omstændigheder (litraa), og når den kompe-tente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt af hensyn til deressamarbejde med de kompetente myndigheder under en efterforskning elleren straffesag (litrab).Efterstk. 4skal de kontraherende parter sikre, at ofre for tvangsægteska-ber, der er ført til et andet land med henblik på indgåelse af ægteskab, ogsom derfor har mistet deres opholdsstatus i det land, hvor de har fast bo-pæl, kan generhverve denne status.Konventionens artikel 78, stk. 2, giver mulighed for at tage helt eller del-vist forbehold over for artikel 59.Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 303, at ”særligt vanskeligeomstændigheder” som nævnt i stk. 1 omfatter tilfælde, hvor den pågæl-dende er offer for vold som beskrevet i konventionen. Bestemmelsen i stk.1 må på denne baggrund antages at indebære, at de kontraherende parteruanset ægteskabets eller samlivets varighed efter ansøgning skal meddeleopholdstilladelse til ægtefællesammenførte udlændinge, hvis ægteskabet78

eller samlivet opløses på grund af vold fra ægtefællens eller samleverensside. Det er i den forbindelse overladt til de kontraherende parter at fast-sætte de nærmere betingelser for udstedelse af en sådan opholdstilladelse,herunder hvilket bevismæssigt grundlag der skal foreligge med hensyn til,at ægteskabet eller samlivet er opløst på grund af vold fra ægtefællens ellersamleverens side.Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, at en tidsbegrænset op-holdstilladelse kan inddrages, når grundlaget for opholdstilladelsen ikkelængere er til stede.Udlændinge, der har tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark på bag-grund af ægteskab eller fast samlivsforhold, jf. udlændingelovens § 9,stk. 1, nr. 1, vil derfor som udgangspunkt få inddraget opholdstilladelsen,hvis samlivet ophører, da grundlaget for tilladelsen – det faktiske samlivpå fælles bopæl – ikke længere er til stede. Det samme gælder udlændinge,der har opholdstilladelse på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforholdefter lovens § 9 c, stk. 1 (ganske særlige grunde).Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 7, at hvis en opholdstilladelse ergivet på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, skal myndighe-derne i forbindelse med en afgørelse om inddragelse tage særligt hensyntil, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivs-ophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været ud-sat for overgreb, misbrug eller anden overlast mv. i Danmark. Det gælderuanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.Det er en forudsætning for at anvende udlændingelovens § 19, stk. 7, atudlændingen godtgør, at der har været tale om voldsudøvelse, og at dennevoldsudøvelse har været den reelle årsag til, at udlændingen ikke længeresamlever på fælles bopæl med sin ægtefælle.I vurderingen af, om inddragelse af en opholdstilladelse som følge af sam-livsophør skal undlades i de situationer, hvor samlivsophøret skyldes vold,skal det indgå, om inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virkesærligt belastende for udlændingen, navnlig på grund af udlændingens til-knytning til det danske samfund, alder, helbred, tilknytning til herboendepersoner og udlændingens manglende eller ringe tilknytning til sit hjem-land mv., jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.

I vurderingen af udlændingens tilknytning til Danmark, jf. udlændingelo-vens § 26, stk. 1, skal der lægges særlig vægt på, om udlændingen har ud-vist vilje og evne til at lade sig integrere i det danske samfund.Herudover skal bl.a. hensynet til eventuelle børn, situationen i hjemlandet,herunder risikoen for udstødelse i hjemlandet som følge af samlivsophøret,omfanget og karakteren af eventuelt samvær med mindreårige børn bosid-dende i Danmark samt karakteren af udlændingens tilknytning til Danmarki øvrigt indgå i vurderingen.Hvis udlændingemyndighederne når frem til, at opholdstilladelsen skalundlades inddraget, bevarer udlændingen sin oprindelige opholdstilladelse,som er udstedt på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold, uanset atsamlivet er ophørt.Udlændingelovens § 19, stk. 7, må antages at opfylde konventionens arti-kel 59, stk. 1, idet det afgørende må være, at udlændingen bevarer retten tilfortsat ophold, selv om ægteskabet eller samlivsforholdet er ophørt pågrund af vold.En afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse eller et afslag på enansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse skal indeholde en fristfor udrejse, jf. udlændingelovens § 33, stk. 1. Hvis afgørelsen påklages in-den 7 dage efter, at den er meddelt til den pågældende, har udlændingenret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, jf. udlændingelovens§ 33, stk. 3.Danmark må således antages at opfylde konventionens artikel 59, stk. 2.Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kan der gives opholdstilladelse til enudlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiensenhed, taler herfor.Der vil således efter omstændighederne kunne meddeles opholdstilladelseefter udlændingelovens § 9 c af de grunde, der er angivet i konventionensartikel 59, stk. 3, litra a.Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 5, kan der gives midlertidig opholdstil-ladelse til en udlænding, hvis tilstedeværelse her i landet er påkrævet af ef-terforsknings- eller retsforfølgningsmæssige hensyn. Bestemmelsen omfat-ter efterforskning og retsforfølgning af alle kriminelle forhold.80

Det midlertidige ophold gives i sådanne tilfælde af hensyn til efterforsk-ningsarbejdet eller den efterfølgende retssag, og opholdstilladelsen er kungyldig for den periode, hvor efterforskningen eller retsforfølgningen pågår,og hvor udlændingens tilstedeværelse i Danmark er påkrævet i den anled-ning. Opholdstilladelsen kan heller ikke forlænges ud over denne periode.Udlændingeloven giver således adgang til at give midlertidig opholdstilla-delse i de tilfælde, der er nævnt i konventionens artikel 59, stk. 3, litra b.Danmark opfylder dermed konventionens artikel 59, stk. 3.En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl iDanmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Efter udlændingelovens17, stk. 1, 2. pkt., bortfalder tilladelsen endvidere, når udlændingen haropholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder.For udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigtophold og lovligt har boet i Danmark i mere end 2 år, bortfalder opholds-tilladelsen først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mereend 12 på hinanden følgende måneder, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt.Efter udlændingelovens § 17, stk. 3, kan det efter ansøgning bestemmes, aten opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte til-fælde.Det vil i vurderingen efter § 17, stk. 3, bl.a. indgå, om der er tale om hin-dringer, der på udrejsetidspunktet ikke med rimelighed kunne forudses afudlændingen, eller såfremt væsentlige humanitære grunde taler herfor. Detgælder f.eks. uforudsete hindringer som sygdom, frihedsberøvelse, krigs-tilstand, naturkatastrofer eller problemer med udrejse af opholdslandet.Der lægges ved afgørelsen vægt på bl.a. udlændingens tilknytning tilDanmark, længden af opholdet i Danmark og det efterfølgende ophold iudlandet samt formålet med opholdet. Der lægges endvidere vægt på, omudlændingen ved sine dispositioner synes at have haft til hensigt at opgivesin bopæl i Danmark, herunder ved egentlig flytning til udlandet, afhæn-delse af sine ejendele, opgivelse af arbejde eller framelding af folkeregi-steradresse.

Der vil på baggrund af en konkret vurdering efter omstændighederne kun-ne dispenseres fra bortfald i situationer, hvor udlændingen har opholdt sig iudlandet i en længere periode og i den forbindelse er blevet tvunget til atindgå ægteskab.Danmark vurderes således at opfylde konventionens artikel 59, stk. 4.Konventionens artikel 59 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 60

angår kønsbaserede asylansøgninger.Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre, at kønsbetinget vold modkvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1,litra A, nr. 2, i konventionen af 1951 om flygtninges retsstilling (flygtnin-gekonventionen) og som en form for grov overlast, der medfører supple-rende/subsidiær beskyttelse.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at hver af de i flygtninge-konventionen nævnte grunde fortolkes under hensyntagen til forskellenemellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtesaf en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gæl-dende relevante instrumenter.Efterstk. 3skal de kontraherende parter udvikle modtageprocedurer ogstøttetilbud til asylsøgere, der tager hensyn til forskellene mellem kønnene,og det samme skal ske for retningslinjer og asylprocedurer, herunder afgø-relser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international beskyt-telse.Bestemmelserne i stk. 1 og 2 henviser til flygtningekonventionen og skal,som det også fremgår af den forklarende rapport pkt. 300, 311 og 312, ikkeopfattes som en fravigelse af flygtningekonventionen.Asylansøgninger indgivet i Danmark behandles efter udlændingelovens§ 7, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til udlændinge, som er om-fattet af flygtningekonventionen (stk.1),eller som ved en tilbagevenden tilhjemlandet vil risikere dødsstraf eller at blive underkastet tortur ellerumenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (stk.2).Opholds-tilladelse efter stk. 1 og 2 kan nægtes, hvis udlændingen allerede har opnå-et eller vil kunne opnå beskyttelse i et andet land, eller hvis udlændingen82

har nær tilknytning til et andet land, hvor undlændingen må antages atkunne opnå beskyttelse (stk.3).Sager, hvor asylmotivet er baseret på kønsbaserede overgreb, skal som alleandre asylsager vurderes i forhold til udlændingelovens § 7, da udlændin-geloven ikke indeholder særlige bestemmelser vedrørende kønsrelateredeovergreb. I lighed med de øvrige asylsager foretager udlændingemyndig-hederne en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt den enkelte ud-lændings asylmotiv sammenholdt med baggrundsoplysninger om udlæn-dingens hjemland kan medføre, at udlændingen er omfattet af udlændinge-lovens § 7.Det vurderes på denne baggrund, at dansk ret er i overensstemmelse medartikel 60, stk. 1 og 2.Med hensyn til artikel 60, stk. 3, angår bestemmelsens 1. led modtagepro-cedurer og støttetilbud til asylansøgere. Det fremgår af den forklarenderapport pkt. 314, at der f.eks. tænkes på identifikation af ofre for vold modkvinder så tidligt som muligt, adskilte opholdsrum for enlige mænd ogkvinder, adskilte toiletter eller i det mindste forskellige tidspunkter formænds og kvinders anvendelse af toiletter, værelser, som kan låses af be-beboerne, tilstrækkelig belysning i hele modtagelsescentret, vagtpersonale,herunder kvindeligt vagtpersonale, som er uddannet i beboeres kønsspeci-fikke behov, uddannelse af modtagepersonalet, adfærdskodeks for privatetjenesteydere, formelle retningslinjer for indgriben og beskyttelse i tilfældeaf kønsbetinget vold og information til kvinder og piger om kønsbetingetvold og tilgængelige støttetilbud. Det fremgår endvidere af den forklarenderapport pkt. 318, at der er tale om eksempler på mulige foranstaltninger, ogat det er op til de kontraherende parter at vælge, hvilke støttetilbud der skaludarbejdes.Bestemmelsens 2. led angår retningslinjer og asylprocedurer, herunder af-gørelser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international be-skyttelse. Det fremgår af den forklarende rapport pkt. 316, at retningslinjerbør omfatte lydhørhed over for kulturelt og religiøst følsomme spørgsmålog genkendelse af traumer. Det fremgår endvidere af den forklarende rap-port pkt. 317, at der med asylprocedurer, der tager hensyn til forskellenemellem kønnene, f.eks. tænkes på information til kvinder om asylprocedu-rer, at asylsamtalen med en kvindelig asylansøger kan holdes, uden at an-dre familiemedlemmer er til stede, at kvinder kan påberåbe sig kønsbetin-gede grunde til international beskyttelse, at en asylansøgers anmodning83

om, at tolken og den person, som holder asylsamtalen, har et bestemt køn,imødekommes, når det er rimeligt, og at de oplysninger, som fremkommerunder asylsamtalen, behandles fortroligt. Det fremgår endelig af den for-klarende rapport pkt. 318, at der er tale om eksempler på mulige foran-staltninger, og at det er op til de kontraherende parter at vælge, hvilke pro-cedurer og retningslinjer der skal udarbejdes.Ved indkvarteringen af asylansøgere i Danmark tages i videst muligt om-fang højde for sårbare personers særlige behov. Der er i asylcentersystemetsærlige indkvarteringstilbud til kvinder, herunder et kvindecenter for enli-ge kvinder og særlige kvindeafsnit/kvindeannekser på opholdscentre og imodtage/udrejsesystemet. Hvor enlige kvinder og mænd indkvarteres isamme bygning, indkvarteres disse på separate værelser, som kan aflåsesindefra. Endvidere er der mulighed for, at kvindelige udlændinge, som erunder Udlændingestyrelsens forsørgelse, efter en konkret og individuelvurdering af deres behov kan indkvarteres på kvindekrisecenter, såfremtdet af sikkerhedsmæssige eller andre årsager skønnes afgørende. Udlæn-dingestyrelsens behandling af selve asylansøgningen foretages under hen-syntagen til ansøgerens særlige forhold. For eksempel gennemføres asyl-samtalen af en kvindelig sagsbehandler, hvis asylansøgeren er kvinde oghar været udsat for voldtægt, og asylansøgeren bistås i givet fald af enkvindelig tolk.Det vurderes på denne baggrund, at den eksisterende praksis i Danmark formodtagelse af asylansøgere og behandlingen af asylansøgninger er i over-ensstemmelse med artikel 60, stk. 3.Konventionens artikel 60 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

Artikel 61

angår forbud mod tilbagesendelse (non-refoulement).Efterstk. 1skal de kontraherende parter sikre overholdelse af princippetom non-refoulement i overensstemmelse med de i henhold til folkerettengældende forpligtelser.Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at voldsramte kvinder, somhar behov for beskyttelse, uanset status eller bopæl, ikke under nogen om-stændigheder tilbagesendes til et land, hvor deres liv er i fare, eller hvor dekan blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende be-handling eller straf.84

Bestemmelsens stk. 1 henviser udtrykkeligt til folkerettens gældende for-pligtelser, og ordlyden af stk. 2 er baseret på artikel 3 i Den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention, som der også henvises til i den forklaren-de rapport pkt. 320. Bestemmelsen skal, som det også fremgår af den for-klarende rapport pkt. 300, fortolkes i overensstemmelse med flygtninge-konventionen og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventi-on og pålægger ikke de kontraherende parter yderligere forpligtelser i for-hold hertil.Udlændingelovens § 31 indeholder en regel om non-refoulement. Detfremgår af bestemmelsens stk. 1, at en udlænding ikke må udsendes til etland, hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tor-tur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, ellerhvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.Bestemmelsen er gældende for enhver udlænding, og forbuddet mod ud-sendelse er absolut. Ved anvendelsen af bestemmelsen skal bl.a. Den Eu-ropæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området efterleves.Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding,der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus), ikkemå udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de iflygtningekonventionens artikel 1, litra A, nævnte grunde, eller hvor ud-lændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Forbud-det mod udsendelse gælder ikke, hvis udlændingen med rimelig grund måanses for en fare for statens sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endeligdom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfun-det, men udsendelse kan heller ikke i sådanne tilfælde ske, hvis de om-stændigheder, som er nævnt i § 31, stk. 1, foreligger.Konventionens artikel 61 har på denne baggrund ikke lovgivningsmæssigekonsekvenser.

3.8. Konventionens kapitel VIII (internationalt samarbejde)

Artikel 62

angår generelle principper for det internationale samarbejde.Efterstk. 1skal de kontraherende parter i videst muligt omfang indgå isamarbejde med hinanden i overensstemmelse med bestemmelserne i kon-ventionen og under anvendelse af relevante internationale og regionale in-strumenter i civil- og strafferetlige sager og arrangementer, der bygger på85

ensartet eller gensidig lovgivning og national ret, med henblik på at fore-bygge, bekæmpe og retsforfølge alle former for vold omfattet af konventi-onen (litraa),at beskytte og yde bistand til ofre (litrab),at efterforske ogretsforfølge strafbare handlinger omfattet af konventionen (litrac)og athåndhæve relevante civil- og strafferetlige domme afsagt af parternes rets-lige myndigheder, herunder afgørelser om beskyttelse (litrad).Efterstk. 2skal de kontraherende parter sikre, at ofre for strafbare hand-linger omfattet af konventionen og begået på et område, som tilhører enanden part end den, hvor de har deres bopæl, kan indgive klage til bopæls-statens kompetente myndigheder.Stk. 3fastsætter, at hvis en kontraherende part, der gør gensidig retshjælp istraffesager, udlevering eller fuldbyrdelse af civil- eller strafferetligedomme afsagt af en anden kontraherende part betinget af en traktat, mod-tager en anmodning om et sådant retsligt samarbejde fra en kontraherendepart, med hvem en sådan traktat ikke er indgået, kan konventionen betrag-tes som retsgrundlag for gensidig retshjælp i straffesager, udlevering ellerfuldbyrdelse af civil- eller strafferetlige domme afsagt af den anden kon-traherende part vedrørende strafbare handlinger omfattet af konventionen.Efterstk. 4skal de kontraherende part bestræbe sig på i behørigt omfang atintegrere forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold ihjemmet i udviklingshjælpeprogrammer tiltænkt tredjelande, bl.a. ved ind-gåelse af bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande med henblik påat lette beskyttelsen af ofre i overensstemmelse med artikel 18, stk. 5.Bestemmelsens stk. 1 er en generel forpligtelse til i videst muligt omfangat samarbejde med andre kontraherende parter om de emner, der er omfat-tet af konventionen. Der er tale om almindeligt folkeretligt samarbejde pågrundlag af eksisterende traktater og national lovgivning mv. Dette stykkestiller ikke krav om ændringer af national lovgivning.Med hensyn til stk. 2 fremgår det af den forklarende rapport pkt. 329, atdette stykke er baseret på artikel 11, stk. 2 og 3, i Rådets rammeafgørelseaf 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager. Dennerammeafgørelse gælder for Danmark, og muligheden for at indgive anmel-delse i Danmark vedrørende en lovovertrædelse, der er begået i udlandet,er omtalt i pkt. 6.1 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 8/2007 (rettet decem-ber 2012) om vejledning, orientering og underretning af forurettede i straf-fesager, udpegning af en kontaktperson for forurettede og vidner mv. Kon-86

ventionens artikel 62, stk. 2, vil kunne gennemføres i Danmark ved en re-vision af den nævnte rigsadvokatmeddelelse.Med hensyn til stk. 3 gør Danmark ikke gensidig retshjælp i straffesagereller udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse eller overførselaf domfældte med henblik på fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse be-tinget af, at der foreligger en traktat mellem Danmark og den anmodendestat. Stk. 3 er allerede derfor uden betydning for Danmark for så vidt angårdisse sagstyper. Fuldbyrdelse af udenlandske civil- eller strafferetligedomme i Danmark vil derimod i almindelig forudsætte en traktatretlig ellerEU-retlig forpligtelse. Stk. 3 tillader, at konventionen betragtes som rets-grundlag i tilfælde af, at en anmodning fremsættes af en kontraherendepart, med hvem Danmark ikke har en traktat om fuldbyrdelse af udenland-ske civil- eller strafferetlige domme, men kræver det ikke. Danmark vilderfor efter en eventuel ratifikation af konventionen ikke være forpligtet tilat betragte konventionen som retsgrundlag for fuldbyrdelse af udenlandskecivil- eller strafferetlige domme i mangel af anden traktatretlig eller EU-retlig forpligtelse.Med hensyn til stk. 4 er det Udenrigsministeriets vurdering, at bestemmel-sen ikke indeholder forpligtelser inden for udviklingsbistandsområdet, sombevirker, at Danmark i givet fald vil skulle ændre regler eller praktiskeforhold for så vidt angår dansk udviklingsbistand. Styrkelse af kvindersrettigheder har gennem mange år været en af målsætningerne med udvik-lingsbistanden, hvilket senest er udtrykt i den nye udviklingsstrategi ”Ret-ten til et bedre liv” fra maj 2012. Gennem styrkelse af kvinders politiskeog økonomiske forhold bliver kvinder også bedre rustet til at imødegåvold. Endvidere arbejder Danmark i udviklingspolitisk sammenhæng nor-mativt med henblik på at udrydde vold mod kvinder. Dette sker bl.a. indenfor FN-systemet, i forbindelse med vedtagelse af sluterklæringer, resoluti-oner mv, men også gennem tilskud til konkrete projekter, der gennemføresaf internationale organisationer og bilateralt, og som har som målsætningat udrydde vold mod kvinder. Eksempelvis har Danmark projekter i Af-ghanistan, Bangladesh, Sydsudan, Uganda, Burundi og Den DemokratiskeRepublik Congo, som bidrager til at bekæmpe vold mod kvinder. Danmarkarbejder desuden for at forebygge kvindelig omskæring. Endvidere arbej-der Danmark for at fremme målsætningerne i FN’s Sikkerhedsrådsresolu-tion nr. 1325 af 31. oktober 2000 (Kvinder, fred og sikkerhed), som bl.a.har til formål at beskytte piger og kvinder imod vold, herunder kønsbaseretvold.

Konventionens artikel 62 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 63

fastsætter, at når en kontraherende part har adgang til oplysnin-ger, som giver rimelig grund til at tro, at en person er i umiddelbar fare forpå en anden kontraherende parts område at blive udsat for en af de volds-handlinger, der henvises til i artikel 36, 37, 38 og 39 om henholdsvis sek-suel vold, herunder voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindeligekønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation, opfordres den kontraherendepart, der har disse oplysninger til rådighed, til omgående at videregive demtil den anden kontraherende part med henblik på at sikre, at der træffespassende sikkerhedsforanstaltninger. Hvis det er relevant, bør disse oplys-ninger indeholde en nærmere redegørelse for allerede trufne beskyttelses-foranstaltninger for den pågældende person.Bestemmelsen indeholder en henstilling til de kontraherende parter om atvideregive oplysninger om, at en person er i umiddelbar fare for på en an-den kontraherende parts område at blive udsat for seksuel vold, tvangsæg-teskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort eller tvangsste-rilisation, til den pågældende anden kontraherende part. Bestemmelsenoverlader de kontraherende parter et betydeligt skøn med hensyn til, hvor-når der bør ske underretning, og hvilke oplysninger der i givet fald skal vi-deregives. Bestemmelsen er desuden formuleret som en henstilling og ikkeen egentlig retlig forpligtelse. Danske myndigheder vil afhængig af denærmere omstændigheder i givet fald have mulighed for inden for ram-merne af forvaltningsloven og persondataloven at videregive oplysningertil myndighederne i en anden kontraherende stat om, at en person er i så-dan umiddelbar fare som nævnt i bestemmelsen.Konventionens artikel 63 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

Artikel 64

angår øvrig videregivelse af oplysninger mellem de kontrahe-rende parter.Efterstk. 1skal den anmodede part omgående orientere den anmodendepart om det endelige udfald af den handling, som iværksættes i henhold tilkapitel VIII. Tilsvarende skal den anmodede part omgående orientere denanmodende part om eventuelle omstændigheder, som umuliggør udførel-sen af den ønskede handling, eller som sandsynligvis vil medføre en væ-sentlig forsinkelse af udførelsen.88

Stk. 2fastsætter, at en kontraherende part inden for rammerne af sin natio-nale lovgivning uden forudgående anmodning kan tilstille en anden kon-traherende part oplysninger, som er fremkommet under dens egen efter-forskning, hvis den mener, at fremlæggelsen af sådanne oplysninger kanvære nyttige for den modtagende part i sidstnævntes forebyggelse af straf-bare handlinger omfattet af konventionen eller ved iværksættelsen eller ud-førelsen af efterforskning eller retsforfølgning af sådanne strafbare hand-linger eller kan føre til, at den pågældende kontraherende part fremsætteranmodning om samarbejde i henhold til kapitel VIII.Efterstk. 3skal en kontraherende part, der modtager oplysninger i henholdtil stk. 2, fremsende disse oplysninger til sine kompetente myndighedermed henblik på iværksættelse af retsforfølgning, hvis dette anses for hen-sigtsmæssigt, eller for at oplysningerne kan tages i betragtning i relevantecivil- eller strafferetlige sager.Bestemmelsens stk. 1 angår tilfælde, hvor der er anmodet om bistand somnævnt i artikel 62, stk. 1, og pålægger de kontraherende parter at orientereom udfaldet og om eventuelle forhold, der umuliggør eller forsinker imø-dekommelsen af anmodningen om bistand. Opfyldelsen af denne informa-tionspligt kræver ikke lovgivning.Bestemmelsens stk. 2 er en fakultativ regel, som giver de kontraherendeparter mulighed for af egen drift at videregive oplysninger til en andenkontraherende part. Allerede fordi reglen er fakultativ, kræver den ikkelovændringer. En eventuel videregivelse af oplysninger fra danske myn-digheder til myndighederne i en anden kontraherende stat vil i givet faldskulle ske inden for rammerne af bl.a. persondataloven.Bestemmelsen stk. 3 er relevant for Danmark i de tilfælde, hvor en andenkontraherende stats myndigheder af egen drift giver Danmark oplysninger.Pligten til at videresende oplysningerne til den relevante danske myndig-hed kan opfyldes uden lovændring. Reglen om iværksættelse af retsfor-følgning og om, at oplysningerne kan tages i betragtning i relevante civil-eller strafferetlige sager, må forstås på den måde, at det afhænger af detmodtagende lands lovgivning, om oplysningerne giver anledning til ativærksætte retsforfølgning, og om de i øvrigt er relevante i en given civil-eller strafferetlig sag. Følgelig nødvendiggør heller ikke denne del af reg-len lovændringer.

Konventionens artikel 64 vurderes på denne baggrund ikke at have lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.Efter

artikel 65

skal persondata opbevares og anvendes i overensstemmel-se med de forpligtelser, som påhviler parterne i medfør Europarådets kon-vention af 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse medelektronisk databehandling af personoplysninger.Bestemmelsen henviser til de forpligtelser, som parterne i forvejen er un-derlagt i medfør af den nævnte konvention om behandling af personoplys-ninger. Danmark ratificerede denne konvention i 1989, jf. bekendtgørelsenr. 59 af 16. maj 1991. Bestemmelsen har på denne baggrund ikke lovgiv-ningsmæssige konsekvenser.

3.9. Konventionens kapitel IX og bilaget (overvågningsmekanisme)

Artikel 66

angår ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder ogvold i hjemmet, benævnt ”GREVIO”, som har til opgave at overvåge dekontraherende parters gennemførelse af konventionen.GREVIO skal have mindst 10 og højst 15 medlemmer, som udnævnes un-der hensyntagen til opnåelse af en kønsmæssig og geografisk balance ogtværfaglig ekspertise. Medlemmerne vælges for fire år med mulighed forgenvalg én gang. Medlemmerne af GREVIO og andre medlemmer af dedelegationer, der gennemfører landebesøg i henhold til artikel 68, stk. 9 og14, nyder de privilegier og immuniteter, som er anført i bilaget til konven-tionen.Det fremgår af

bilaget

til konventionen, at de pågældende under varetagel-sen af deres funktioner i forbindelse med forberedelse og gennemførelse aflandebesøg samt den efterfølgende opfølgning, og på rejser foretaget i for-bindelse med varetagelse af disse funktioner, bl.a. nyder immunitet medhensyn til anholdelse og retsforfølgning, at dokumenterne vedrørende denevaluering af konventionens gennemførelse, som medbringes af de pågæl-dende, er ukrænkelige, og at de skal de nyde fortsat immunitet fra retsfor-følgelse, hvad angår skriftlige eller mundtlige udtalelser og alle handlingerudført af dem under udførelsen af deres hverv. Europarådets generalsekre-tær kan i påkommende fald ophæve immuniteten, hvis det er muligt, udenat GREVIOs interesser lider skade derved.

Artikel 67

angår Komitéen af kontraherende parter, som sammensættes afrepræsentanter for de kontraherende parter. Komitéens første møde afhol-des inden for et år fra datoen for konventionens ikrafttræden og har tilformål at vælge medlemmerne til GREVIO. Herefter mødes Komitéen ef-ter anmodning fra en tredjedel af parterne, formanden for Komitéen afkontraherende parter eller Europarådets generalsekretær.

Artikel 68

angår proceduren for GREVIOs overvågning af gennemførel-sen af konventionen. Hver kontraherende part skal efter sin tiltræden afkonventionen besvare et spørgeskema, som GREVIO udarbejder, om lov-givningsmæssige og andre foranstaltninger til gennemførelse af konventi-onens bestemmelser. Efterfølgende evalueringsprocedurer opdeles i run-der, hvis varighed afgøres af GREVIO. Ved starten af hver runde vælgerGREVIO de konkrete bestemmelser, som den pågældende evalueringspro-cedure skal tage udgangspunkt i, og udsender et spørgeskema. GREVIOkan modtage oplysninger om konventionens gennemførelse fra ikke-statslige organisationer og civilsamfundet, nationale menneskerettigheds-organisationer, Europarådets Menneskerettighedskommissær, Den Parla-mentariske Forsamling og relevante specialorganer i Europarådet, såvelsom fra organer oprettet i henhold til andre internationale instrumenter.GREVIO kan subsidiært, i samarbejde med de nationale myndigheder ogmed bistand fra uafhængige nationale eksperter, tilrettelægge landebesøg itilfælde af, at de modtagne oplysninger ikke er tilstrækkelige.Efter

artikel 69

kan GREVIO kan efter omstændighederne vedtage gene-relle henstillinger vedrørende gennemførelsen af konventionen.Efter

artikel 70

opfordres de nationale parlamenter til at deltage i over-vågningen af de til gennemførelse af konventionen trufne foranstaltninger,og de kontraherende parter skal fremsende GREVIOs rapporter til deresnationale parlamenter.Artikel 66-70 angår navnlig GREVIOs overvågning af de kontraherendeparters gennemførelse af konventionen. Efter en eventuel dansk ratifikati-on vil Danmark skulle besvare spørgeskemaer mv. fra GREVIO. Det vil igivet fald ikke kræve lovgivning at opfylde denne forpligtelse. Det vil hel-ler ikke kræve lovgivning at opfylde forpligtelsen efter artikel 70 til atsende GREVIOs rapporter til Folketinget. Med hensyn til bilaget om privi-legier og immuniteter for medlemmer af GREVIO mv. henviser Uden-rigsministeriet til, at sådanne privilegier og immuniteter for besøgendemissioner typisk vil blive aftalt i forbindelse med konkrete besøg, og at bi-91

laget derfor ikke for Danmarks vedkommende nødvendiggør nogen æn-dring af eksisterende lovgivning.Konventionens artikel 66-70 og bilaget vurderes på denne baggrund ikkeat have lovgivningsmæssige konsekvenser.

Kapitel X – Forholdet til andre internationale instrumenter

Artikel 71

indeholder regler om forholdet til andre internationale instru-menter. Konventionen berører ikke forpligtelser, der udspringer af andreinternationale instrumenter, som de kontraherende parter er eller bliverpart i. De kontraherende parter kan endvidere indbyrdes indgå bilateraleeller multilaterale aftaler med henblik på at supplere eller styrke konventi-onens bestemmelser eller fremme anvendelsen af de heri indeholdte prin-cipper.Bestemmelsen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

3.10. Konventionens kapitel XI (ændringer til konventionen)

Artikel 72

indeholder regler om forslag til ændring af konventionen. Æn-dringsforslag behandles af Europarådets Ministerkomité, som kan vedtageændringen med det flertal, som kræves i henhold til artikel 20, litra d, i Eu-roparådets statut, men ændringen træder først i kraft, efter at alle kontrahe-rende parter har accepteret (ratificeret) ændringen.Bestemmelsen har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

3.11. Konventionens kapitel XII (afsluttende bestemmelser)

Artikel 73

fastslår, at konventionen ikke er til hinder for, at personer til-lægges gunstigere rettigheder i forbindelse med forebyggelse og bekæm-pelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Artikel 74

angår tvister mellem de kontraherende parter om anvendelseneller tolkningen af bestemmelserne i konventionen.

Artikel 75

indeholder regler om undertegnelse, ratifikation og ikrafttræ-den. Konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger ef-ter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor 10 underteg-

nende parter, herunder mindst otte af Europarådets medlemsstater, har rati-ficeret konventionen.

Artikel 76

angår tiltrædelse af konventionen af stater, som ikke er medlemaf Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af konventionen.

Artikel 77

angår konventionens geografiske anvendelsesområde. Enhverstat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved ratifikationen angive deteller de geografiske område(r), for hvilke konventionen finder anvendelse.Enhver kontraherende part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Eu-roparådets generalsekretær udvide det geografiske anvendelsesområde forkonventionen.

Artikel 78

angår mulighederne for at tage forbehold over for konventio-nens bestemmelser. Ifølgestk. 1kan der kun tages forbehold efter de ud-trykkelige regler herom i stk. 2 og 3.Stk. 2giver mulighed for helt ellerdelvis at tage forbehold over for artikel 30, stk. 2, artikel 44, stk. 1, litra e,stk. 3 og stk. 4, artikel 55, stk. 1, vedrørende artikel 35 om mindre grave-rende strafbare handlinger, artikel 58 vedrørende artikel 37, 38 og 39 samtartikel 59.Stk. 3giver mulighed for at tage forbehold for at benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for de i artikel33 og 34 nævnte typer adfærd. Efterstk. 4kan en kontraherende part op-hæve et forbehold helt eller delvist ved indgivelse af en erklæring stilet tilEuroparådets generalsekretær.

Artikel 79

angår gyldighed og revision af forbehold, som en stat har tageti medfør af artikel 78. Ifølgestk. 1er sådanne forbehold gyldige i en peri-ode på fem år fra den dato, hvor konventionen er trådt i kraft for den på-gældende part. Dog kan forbehold forlænges for perioder af tilsvarendelængde.Stk. 2bestemmer, at Europarådets generalsekretariat atten måne-der før udløbet af et forbeholds gyldighedsperiode tilstiller den pågælden-de kontraherende part meddelelse herom. Senest tre måneder før udløbsda-toen skal den kontraherende part give generalsekretæren meddelelse om, atforbeholdet fastholdes, ændres eller ophæves. Såfremt den kontraherendepart undlader at fremsende en sådan meddelelse, anses forbeholdet for atvære blevet forlænget automatisk for en periode på seks måneder. Hvisden kontraherende part inden for denne periode ikke giver meddelelse om,at forbeholdet fastholdes eller ændres, anses forbeholdet for ophævet.Stk. 3bestemmer, at en kontraherende før forlængelse af et forbehold ellerefter anmodning skal tilstille GREVIO en redegørelse for de grunde, hvor-på en opretholdelse af forbeholdet støttes.93

Artikel 80

angår opsigelse af konventionen. En kontraherende part kan tilenhver tid opsige konventionen ved meddelelse herom stilet til Europarå-dets generalsekretær. En opsigelse træder i kraft den første dag i den må-ned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen forgeneralsekretærens modtagelse af meddelelsen.

Artikel 81

indeholder regler om Europarådets generalsekretærs meddelel-ser vedrørende undertegnelser, ratifikationer, ikrafttræden, ændringer, for-behold, opsigelser og andre handlinger, meddelelser eller underretningervedrørende konventionen.Konventionens artikel 73-81 har ikke i sig selv lovgivningsmæssige kon-sekvenser. Der vil ved en eventuel dansk ratifikation af konventionen skul-le tages stilling til, om der skal tages et eller flere af de forbehold, som ar-tikel 78 giver mulighed for, og om der skal tages territorialt forbehold medhensyn til konventionens anvendelse på Færøerne og i Grønland, jf. artikel77. Hvis der ved en dansk ratifikation tages forbehold i medfør af artikel78, skal Danmark før en eventuel forlængelse af et forbehold og i øvrigtefter anmodning over for GREVIO redegøre for de grunde, hvorpå en op-retholdelse af forbeholdet støttes. Det vil ikke kræve lovgivning at opfyldeforpligtelsen til at give GREVIO en sådan redegørelse.

4. Sammenfatning

Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, opfylder gældende dansk lov-givning i vidt omfang de forpligtelser, der er indeholdt i Europarådetskonvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold ihjemmet.En dansk ratifikation af konventionen vil dog på følgende to punkter kun-ne kræve lovændringer med henblik på, at dansk ret fuldt ud kan opfyldeforligtelserne efter konventionen:-Det vurderes, at en dansk ratifikation vil kræve,entenat der gennemfø-res en lovændring, som kriminaliserer gentagen truende adfærd somnævnt i konventionens artikel 34, uden at den pågældende først har fåetet tilhold,ellerat Danmark ved ratifikationen i medfør af konventio-nens artikel 78, stk. 3, tager forbehold for at benytte ikke-strafferetligesanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for den i artikel 34nævnte adfærd.94

Det vil endvidere før en dansk ratifikation af konventionen være relevantat overveje, om Danmark ved ratifikationen i medfør af konventionens ar-tikel 78, stk. 2, helt eller delvis bør tage forbehold over for anvendelsen afkonventionens artikel 44, stk. 3, om afskaffelse af krav om dobbelt straf-barhed i sager om seksuel vold, herunder voldtægt, begået over for voksneog i sager om tvangsægteskab, tvangsabort og tvangssterilisation, jf. kon-ventionens artikel 36, 37 og 39.Det vil endelig før en dansk ratifikation af konventionen være relevant atoverveje, om Danmark ved ratifikationen i medfør af konventionens artikel77 bør tage territorialt forbehold med hensyn til konventionens anvendelsepå Færøerne og i Grønland.Regeringen agter at undertegne konventionen i løbet af efteråret 2013.Regeringen forventer herefter i folketingsåret 2013-14 at fremsætte forslagi Folketinget med henblik på at indhente Folketingets samtykke, jf. grund-lovens § 19, til en dansk ratifikation af konventionen.Såfremt regeringen i den forbindelse beslutter at foreslå lovændringer, vilregeringen fremsætte lovforslag, og der vil i forbindelse med fremsættel-sen af lovforslaget blive redegjort nærmere for de foreslåede lovændrin-gers indhold og konsekvenser. Folketinget vil i givet fald ved en vedtagel-se af lovforslaget meddele samtykke efter grundlovens § 19 til, at Dan-mark ratificerer konventionen.Såfremt regeringen beslutter ikke at foreslå lovændringer, vil regeringenfremsætte beslutningsforslag om, at Folketinget giver samtykke eftergrundlovens § 19 til, at Danmark ratificerer konventionen. Der vil i for-bindelse med fremsættelsen af beslutningsforslaget blive redegjort nærme-re for regeringens beslutning og om de forbehold, som regeringen ved rati-

NOTAT

om

lovgivningsmæssige konsekvenser af Europarådets konvention til fo-

rebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet

(Council of Europe Convention on preventing and combating violence

against women and domestic violence)

1. Indledning

2. Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold

mod kvinder og vold i hjemmet

Kapitel I

Kapitel II

Kapitel III

Kapitel IV

Kapitel V

Kapitel VI

Kapitel VII

Kapitel VIII

Kapitel IX

bilag

Kapitel X

kapitel XI

kapitel XII

3. Lovgivningsmæssige konsekvenser af en dansk ratifikation

3.1. Konventionens kapitel I (formål, definitioner, ligestilling og ikke-

diskrimination og generelle forpligtelser)

artikel 1

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 4

artikel 5

artikel 6

3.2. Konventionens kapitel II (integrerede politikker og dataindsam-

ling)

artikel 7

artikel 8

Artikel 9

artikel 10

Artikel 11

3.3. Konventionens kapitel III (forebyggelse)

Artikel 12

Artikel 13

artikel 14

Artikel 15

Artikel 16

Artikel 17

3.4. Konventionens kapitel IV (beskyttelse og støtte)

Artikel 18

artikel 19

artikel 20

artikel 21

Artikel 22

artikel 23

Artikel 24

Artikel 25

artikel 26

Artikel 27

artikel 28

3.5. Konventionens kapitel V (materiel ret)

artikel 29

Artikel 30

artikel 31

artikel 32

artikel 33

artikel 34

artikel 35

Artikel 36

Artikel 37

artikel 38

artikel 39

artikel 40

Artikel 41

Artikel 42

Artikel 43

Artikel 44

Artikel 45

artikel 46

artikel 47

Artikel 48

3.6. Konventionens kapitel VI (efterforskning, retsforfølgning, retsple-

je og beskyttelsesforanstaltninger)