LIU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 64: Redegørelse for forløb samt sluterklæring fra FN´s kvindekommissions 57. samling, der fandt sted i New York den 4.

Temaet for FN’s kvindekommissions 57. samling (CSW) var”Bekæmpelse og forebyggelse afalle former for vold mod kvinder og piger”.Den danske regering var repræsenteret vedligestillingsministeren, der ledede en delegation bestående af syv folketingsmedlemmer (fraFolketingets udenrigsudvalg og ligestillingsudvalg), fire NGO-repræsentanter (KULU,Kvinderådet, KVINFO og Sex og Samfund) og embedsmænd fra tre ministerier(Ligestillingsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Udenrigsministeriet). I samlingens førsteuge afholdtes et dansk side-event om social kontrol og den begrænsende betydning afkønsstereotyper, som var et stort tilløbsstykke. Derudover deltog delegationen i en rækkeandre side-events, herunder to nordiske (om køn og klimaforandringer samt om inddragelse afmænd og drenge) og et organiseret afHigh-Level Task Force for the International Conferenceon Population and Development(om sammenhængen mellem seksuel og reproduktiv sundhedog rettigheder, (SRSR) og vold). Der blev vedtaget to særskilte resolutioner underKvindekommissionens samling, dels om palæstinensiske kvinders situation, dels om nyforretningsorden for CSW.Under sidste års samling i Kvindekommissionen (CSW56) – som havde det relativtukontroversielle emne”Bekæmpelse af fattigdom blandt kvinder i landområder”- lykkedes detikke at nå til enighed om en sluterklæring. Det skyldtes bl.a. manglende enighed omprincipielle ligestillingsspørgsmål og spørgsmål vedrørende SRSR. 2012 var således det enesteår udover 2003, hvor Kvindekommissionen sidst drøftede bekæmpelse af vold mod kvinder,hvor det ikke var lykkedes at opnå enighed om en sluterklæring. I det lys havde Danmark ogligesindede lande de sidste mange måneder arbejdet målrettet på at sikre et ambitiøst ogfremadrettet resultat. Hovedelementerne i indsatsen var værtsskab for ét ud af treforberedende møder i kredsen af ligesindede på hovedstadsniveau, hvor også UN Womendeltog, gennemførelse af demarcher på højt niveau i centrale udviklingslande samt New York-baseret kontinuerlig dialog med delegater, internationale NGO’er og centrale FN-aktører omSRSR. Derudover havde udviklingsministeren og ligestillingsministeren i december 2012 rettetskriftlig henvendelse til cheferne for UN Women og UNFPA med opfordring til at præsentere etprogressivtzerodraft,omfattendetekstomSRSR.Undersamlingenførteligestillingsministeren bilaterale samtaler med Egypten, Marokko, Jordan, Brasilien og Ghanamed det formål at forklare Danmarks position, adressere udfordringerne i forhandlingerne ogunderstrege nødvendigheden af et godt resultat.Den koordinerede indsats fra ligesindede lande bestod også i tæt dialog med og opbakning tilUN Women, som havde arbejdet målrettet for at sikre, at dette års samling blev en succes.Resultatet var en rapport fra Generalsekretæren på højt fagligt niveau (rapporten giverbaggrundsviden om samlingens tema) samt et udkast til sluterklæring (zero-draft), som var etgodt og stærkt udgangspunkt for forhandlingerne, og som afspejlede et nært samarbejde medandre relevante organisationer i FN-systemet, særligt WHO og FN’s befolkningsfond (UNFPA).Inden for EU havde man i månederne op til samlingen forsøgt at opnå EU-enighed om et fællespositionspapir. Det stod dog tidligt klart, at man ville køre fast i velkendt uenighed om seksuel

og reproduktiv sundhed og rettigheder. I ugen inden samlingen enedes EU-medlemslandeneom at forhandle i national kapacitet på de få centrale afsnit i zero-draft om SRSR, mens der forde øvrige elementer var en fælles EU-position. Danmark havde tidligt i forløbet foreslået etafsnit i den indledende del af dokumentet, som skulle skabe det overordnede link mellemSRSR og vold mod kvinder. Da et EU-split var en realitet, blev denne paragraf fremsat somegentligt nyt tekstforslag af en gruppe på 17 EU-lande, som besluttede at forhandle samlet påområdet. Trods det beklagelige i situationen var resultatet af EU-splittet ganske positivt forEU-landenes mulighed for at spille en aktiv rolle i forhandlingerne. Gruppen kunne sættebarren højt på SRSR og spillede en aktiv rolle i korridorforhandlinger om disse vanskeligeemner. Denne gruppe bestod af Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig,Holland, Italien, Kroatien, Portugal, Slovenien, Spanien, Sverige, Storbritannien, TjekkietTyskland og Østrig.Det var markant, at de vestlige lande (særligt de nordiske, FR, NL, UK, USA, Schweiz,Australien og New Zealand) ikke stod alene som bannerførere for ligestilling og kvindersrettigheder, herunder SRSR. Under dette års samling var en gruppe af latinamerikanske lande(Argentina, Brasilien, Uruguay samt Mexico) særdeles aktive både omkring opbakning til dengenerelle dagsorden, men også som ledere på udvalgte emner så som adgang tilseksualundervisning, beskyttelse af særligt udsatte grupper (prostituerede, HIV-smittede),systematiske kvindedrab (femicide) og ulovlig våbenhandel, adgang til prævention m.m. Mensden afrikanske gruppe samlet indtog en overvejende tilbageholdende rolle, gik Sydafrika islutfasen forrest med forsvar for beskyttelse af kvinder, der udsættes for vold på basis afderes reelle eller opfattede seksuelle orientering og kønsidentitet (SOGI). I den afrikanskegruppe var der gennem hele forhandlingsforløbet stor intern uenighed om SRSR-elementerne,og det lykkedes ikke de mest progressive afrikanske lande at formå gruppen til at modererepositionen på SRSR. I den asiatiske gruppe spillede Filippinerne, som også havdeforhandlingslederrollen for samlingen, en positiv og medierende rolle, lande som Singapore,Indonesien, Indien, Bangladesh indtog en mellemposition, mens Tyrkiet optrådte særdelesprogressivt og dermed trak i modsat retning af landets mellemøstlige naboer. USA's delegationanlagde en særdeles positiv og imødekommende tone hele vejen gennem forhandlingerne.Modstanden mod en ambitiøs sluterklæring kom fra Vatikanstaten, Iran, Rusland, Pakistan ogarabiske lande som Syrien og til dels Qatar samt nogle latinamerikanske lande. Disse landemodsatte sig systematisk grundlæggende rettigheder som kvinders ret til at bestemme overegen krop og seksualitet, seksualundervisning, prævention og abort. Samtidigt arbejdede defor at bevare et meget traditionelt familiebegreb, som f.eks. fuldstændigt udelukker nyefamilieformer, herunder homoseksualitet. Alliancen forsøgte at underminere forhandlingernemed forslag om, at efterlevelsen af kvinder og pigers menneskerettigheder skulle gøresafhængig af religiøse og kulturelle forhold. Egypten, som traditionelt har en ledende rolle i attrække den afrikanske gruppe i konservativ retning, lagde ud med at være bannerfører for entværregional ”anti-SRSR”-gruppe (med bl.a. Rusland, Syrien, Iran, Indonesien, Bangladesh,Malaysia), men gruppen gik efterhånden i opløsning. Også Vatikanet anlagde en marginaltmindre uforsonlig stil end forrige år, uden at det dog betød en ændring i de primærebudskaber. Angrebet på kønsbegrebet (gender) var nedtonet, hvilket formentlig skyldes atSOGI-begrebet i mellemtiden var blevet en del af den internationale forhandlingsterminologi,og at homoseksualitet dermed har fået sin egen betegnelse, som er separat fra kønsbegrebet.

Kvindekommissionens samling var samtidig karakteriseret ved yderst velorganiserede NGO’erfra alle fløje. SRSR-NGO’erne lobbyede aktivt delegationerne. En række konservative NGO’ervar ligeledes massivt til stede.Internationale medier havde også fået øje på samlingen, som blev omtalt af New York Times(leder), Washington Post, The Guardian, Reuters m.fl.Danmark kan være yderst tilfreds med sluterklæringen, som sætter en ny global standard forforebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og piger. Erklæringen indeholder mange afDanmarks mærkesager både ift. ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.Vigtige fremskridt er nyt og forbedret sprog om kønsstereotyper, øget fokus på undervisningmhp. forebyggelse af vold, mediers rolle, herunder ICT, vold på arbejdspladsen og rettet modsærligt udsatte grupper samt involvering af drenge og mænd i nedbringelsen af vold modkvinder. Ift. SRSR har man fået helt nyt sprog om mænds og drenges ansvar for deresseksuelle og reproduktive adfærd, vigtigheden af seksualundervisning, retten til hjælp efterseksuelle overgreb, herunder adgang til abort (hvor lovligt) og - for første gang i en FN-tekst –adgang til nødprævention samt beskyttelse af kvinder mod overgreb fra sundhedsvæsnetf.eks. tvangssterilisation. Med erklæringen er der også fremskridt på konkretisering af tiltag tilstøtte for kvinder, der har været udsat for vold, herunder adgang til rettergang ogretsforfølgelse af voldsudøvere, også når voldtægt bruges som våben i krig og konflikt.Vigtigheden af kvinders politiske deltagelse inkl. i reformprocesser samt beskyttelse afkvindelige menneskerettighedsforkæmpere er ligeledes med. Afslutningsvis understregersluterklæringen, at ligestilling og kvinders rettigheder bør være en prioritet i udviklingen af nyeudviklingsmål (post-2015-processen).***

Orientering om FN’s kvindekommissions 57. samling 4.-15. marts 2013