KEB, Alm.del - 2012-13 - Bilag 61: Talepapir fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskulturs foretræde for udvalget den 15. november 2012

Tak fordi vi har fået foretræde for Udvalget.Dette udvalg beskæftiger sig med såvel energi som bygninger. Derfor erdet vort håb at udvalget vil se på de to aspekter samlet.Til Udvalgets orientering kan vi fortælle, at Landsforeningen for Bygnings-og Landskabskultur er en paraplyorganisation for landets 90 bevarings- ogbygningskulturforeninger samt et mindre antal interesseorganisationer,der arbejder med bygningskultur.Vi arbejder for at sikre vores bygningskultur, der er repræsenteret i de ca.300.000 bevaringsværdige bygninger, de byer de er placeret i og dekulturlandskaber de er omgivet af.Vi er som sådan ikke en klima- og miljøforening, men vi ser på klima ogmiljø i det omfang det påvirker bygningskulturen, som det sker med svovlfra oliefyr og kulkraftværker. Derfor er vi også positive over forvedvarende energiformer som solfangere og solceller.Det der bekymrer os er måden hvorpå disse anlæg opsættes påenkeltbygninger og i deres nærmeste omgivelser, og den manglendestyring af opsætningen.

Ved vort netop afholdte seminar om solceller og bevaringsværdigebygninger kunne vi konstaterer, at de kommunale medarbejdere erfrustrerede over, at der mangler klare regler for opsætning af solceller. Erder ikke en lokalplan der direkte forbyder opsætning af tekniske anlæg,eller kan man ikke finde en fredningsbestemmelse, er det ikke muligt atsige nej til solceller end sige stille krav til opsætningen.

Når vi ser på de anlæg der er opsat i det seneste halve år ser vi anlæg derikke er tilpasset bygningerne hvorpå de er opsat. Solcellerne siges at haveen bestemt form, og så må man tage dem som de er, men det er jo ikketilfældet. Solceller kan fås i alle størrelser og former, det er blot etspørgsmål om pris.

Mange kommuner stiller krav vil til tagenes udformning og farve. Hvadhjælper det at forlange røde tegltage hvorefter de bliver dækket af sortesolceller. Det mindste man burde kunne forlange var dog solceller isamme farve som taget, men også det er et spørgsmål om økonomi.Et særligt område er de mindre landsbyer. Her er økonomien ofte trang,hvorimod pladsen til gengæld er rigelig. Her kan opsættes solceller påjorden. Også her skal der arbejdes med varsomhed, for lange rækker afsolceller foran husene øger ikke aktrationen når nabohusene skal sælges.

Et aspekt, der bør medtages, er de uheldige følger ved fejlopsætning afsolceller m.m. Monteres de forkert, så der kommer huller i tagene, ellerunderstrygningen på tegltagene løsnes, kommer der vand ind ved stærkregn og i tøvejrs perioder. Det medfører råd og svamp i tagværket, dernedbryder bygningerne. Det medfører også skimmelsvamp, der gørboligerne sundhedsskadelige. Begge dele giver store gener, og ikkemindst bliver der tale om store samfundsudgifter, der kunne undgås hvisman greb monteringen rigtigt an.Vi allerede nu at der fejl i monteringen ved 10% af anlæggene, men detdække jo kun de første anlæg. Hvad kan vi ikke forvente efter denkommende vinter.

Vi erkender, at opgaven med styring og kontrollen af tekniske anlæg erkommunernes, men de regelsæt kommunerne arbejder ud fra udformes afFolketinget.Når nu Folketinget står over for at behandle en ny solstrategi, er detderfor væsentligt, at man ikke blot ser på de energipolitiske aspekter,men også ser på følgerne af denne politik.Der bør ses på konsekvenserne for de bygninger hvor anlæggenemonteres, såvel arkitektonisk som teknisk. Der bør ses på delokalsamfund hvori anlæggene placeres, og på de kulturlandskaber derkan blive påvirket af anlæggene.

Derfor bør der fra folketinget opstilles krav til en form for autorisation,eller som minimum til en forsikringsordning for de firmaer der arbejdermed monteringen.Som udgangspunkt bør det ikke være muligt at opsætte tekniske anlægpå bevaringsbygninger, uanset om de er udpeget ved en SAVE-registrering eller i en bevarende lokalplan.Skal der sikres en kvalificeret styring, bør der stilles krav om anmeldelseaf opsætning af alle anlæg på bygninger, uanset anlæggenes størrelse.Der bør ligeledes gives kommunerne mulighed for at stille tekniske ogæstetiske krav til udførelsen og, hvis det anses for rimeligt ud fraarkitektoniske eller tekniske hensyn, til at nægte opsætning.

Erfaringen fra flere kommuner som vi har talt med er at anlæg opsættes,hvorpå man opdager at der skulle have været søgt. Når først anlægget eropsat skal der en stærk ryk til at forlange det nedtaget hvis det er i stridmed en lokalplan. Det ender med en dispensation. Derfor bør der indføresregler der giver mulighed bøder til husejere der opsætter ulovligt.

Fra Landsforeningens side så vi gerne at der blev skabt mulighed for atejere af bevaringsværdige bygninger, eller større eller mindre by- oglandsbysamfund, kunne etablere fælles solfangeranlæg, hvor den enkelteejer eller lejer kunne købe sig ind med en andel der svarer til egetforbrug. I princippet efter samme princip som gjaldt for vindmøller da deskulle hjælpes i gang.Det vil sikre indførelse af vedvarende energi, og det vil holde anlæggeneborte fra sårbare bygninger og bysamfund. Herudover vil det værebilligere i montering og vedligeholdelse og dermed mere attraktivt.

Til slut vil vi foreslå at der inden der vedtages en ny solstrategi beslutteset stop på for eks. 3 måneder for opsætning af nye anlæg, således at derbliver tid til at overveje for og i mod og konsekvenser af det i øvrigtpositive tiltag med solenergi.