Sænkning af diskonteringsrentenDet er et stort problem i dag, at der i Danmark anvendes en høj diskonteringsrente (kalkulationsrente),også sammenlignet med lande vi plejer at sammenligne os med. Det medfører, at nødvendige klima- ogmiljøtiltag ofte viser sig ikke at være samfundsøkonomisk rentable. Det anføres i regeringsgrundlaget, at”Der skal indføres nye retningslinier for beregning af samfundsøkonomisk rentabilitet af miljø- ogenergiprojekter, som ligger på linie med de lande vi normalt sammenligner os med. Det indebærer bl.a.forudsætninger om lavere kalkulationsrente…”.Men på det seneste har det forlydt, at Finansministeriet slet ikke ikke ønsker en sådan sænkning – ellerogså en ganske lille sænkning – idet man blot splitter den nuværende rente op i en egentligkalkulationsrente og en såkaldt risikofaktor, hvorved den samlede rente holdes næste konstant.

Hvorfor og hvornår er diskonteringsrentens størrelse vigtig?

Diskonteringsrenten udtrykker hvor højt vi vægter vores efterkommeres livsvilkår sammenholdt med voresegne. Jo højere rente, jo lavere vægter vi efterkommernes levevilkår. Traditionelt har økonomerargumenteret for, at der skulle være en positiv rente, fordi der vil være fortsat økonomisk vækst, og derforvil vores efterkommere have bedre råd end os til at løse givne problemer. Men denne antagelse tager ikkehøjde for, at vi står over for klima-, miljø- og ressourceproblemer, som kan blive så omfattende, hvis viudskyder deres løsning – at de vil være helt uoverskuelige og irreversible for vores efterkommere. Detgælder bl.a. klimaproblemet, hvor forskerne peger på, at der vil komme et ”tipping point”, hvorefterklimapåvirkningerne vil udvikle sig lang hurtigere og mere alvorligt end tidligere, og det vil dal være for sentat stoppe drivhusgasudledningerne. Dette kan bl.a. skyldes mindre tilbagestråling af sollys pga. issmeltning iArktis samt frigivelse af store mængder metan og CO2fra den arktiske tundra. Tilsvarende gælder forudtømning af essentielle ressourcer som f.eks. fosfor, hvor konsekvenserne også vikl blive heltuoverskuelige for vores efterkommere, hvis ressourcen faktisk tømmes..Såvel den danske regering som EU's klimakommissær taler ofte om ”the costs of in-action” – at det vil væredyrere at udskyde handling end at handle i dag. Men det er en betragtning, som bygger på den britiskeStern-rapport fra 2006 – som netop var beregnet med anvendelse af en lav diskonteringsrate på omkring1,5%. Regnestykket var faldet helt anderledes ud, hvis der var anvendt en rente på 4 eller 5%.

Ændring af vejledningen i samfundsøkonomisk projektvurdering

Metoden til at gennemføre samfundsøkonomiske beregninger bør ændres, så indtægter og sparedeomkostninger som følge af miljø- og klimainvesteringer medregnes, også selv om de først vil optræde ommange år. En sænkning af diskonteringsrenten vil have stor indflydelse på den slags regnestykker. Det børdog erkendes, at en sænkning til en rente på 3% dog stadig vil betyde, at indtægter og sparedeomkostninger om f.eks. 100 år vil vægte meget lidt set i forhold til investeringer, som skal foretages indenfor de allernærmeste år – og effekter efter 200 år vil være helt uden betydning.I dag er problemetbåde,at renten er så høj som 5%ogat man i de faktiske beregninger, f.eks. iEnergistyrelsen, kun regner på anlæggenes fysiske levetid. Det betyder, at man kun inddrager en periode på20-30 år. Det vil kun være projekter som plantning af løvtræer, hvor den fysiske levetid er længere – samtf.eks. opførelse af lavenergibygninger – men det er ikke her brugen af samfundsøkonomiske beregninger ermest fremtrædende. De positive og negative konsekvenser af forskellige anlæg/investeringer kan imidlertidrække langt udover den fysiske levetid. Dertil kommer at f.eks. CO2udslip har en levetid i atmosfæren på optil 100 år, hvilket burde regnes med på gevinstsiden ved klimainvesteringer.Men netop værdien af undgåede klimaskader efter projektets fysiske levetid burde medregnes, når vi tagerovennævnte ”tipping point” i betragtning. Når kloden efter tipping point selv vil fortsætte de accelererendeklimaforandringer, selv om man måtte stoppe udledningerne – ja så må disse langtidseffekter tilskrivesudledningerne, som er sketindendette tipping point.Nogle økonomer vil hævde, at der er taget højde for dette ved at man prissætter CO2-udledninger med ensandsynlig kommende CO2-pris på 180 kr/t, frem for den langt lavere nuværende kvotepris. Men 180 kr/ter alt for lavt til at dække langtidseffekterne. Danmarks førende klimaøkonom Kirsten Halsnæs anslår enpris på over 500 kr/t, hvis de fremtidige klimaeffekter skulle dækkes fuldt ud, og hvis man tagerudgangspunkt i internationale modelberegninger for stabiliseringsscenarier på 2 eller tre graders globaletemperaturændringer. Mao. hvis man ikke vil inddrage effekter udover et projekts fysiske levetid, skulleman i stedet anvende en helt anden CO2-pris på omkring 500 kr/t.Vi erkender, at man næppe vil fastsætte engenereldiskonteringsrente, som ligger væsentligt under 3% -fordi det ville medføre, at langt flere infrastrukturprojekter ville opnå en positiv samfundsøkonomi. Dettehar man løst i UK og Frankrig ved at indføre en diskonteringsrente, der aftager over tid. I UK starten rentenpå 3,5% og falder gradvist til 1% - men det sker over en meget lang tidsperiode på 300 år.Det skal undersøges, i hvilken grad der findes metoder til at beregne samfundsøkonomi over meget langetidsperioder.

Anbefalinger til de politiske forhandlinger

For at tage højde for de fulde skadesomkostninger/gevinster ved undgåede klimaforandringer og andrelangsigtede miljøproblemer, skal man1) Inddrage en langt længere tidsperiode – hvilken må afhænge af projektets/investeringens karakter.Men f.eks. for klimarelaterede projekter må det dreje sig om flere hundrede år