FLF, Alm.del - 2012-13 - Bilag 362: Lovudkast - Forslag til lov om ændring af lov om hunde, fra fødevareministeren

ForslagtilLov om ændring af lov om hunde(Aflivning ved skambid, ændring af bestemmelser om indfangning af strejfende hunde m.v.)§1I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. marts 2013, foretages følgende ændringer:1.I§ 1, stk. 1, 2. pkt.,ændres ”navn” til: ”telefonnummer”.2.I§ 1 bindsættes somstk. 5.:”Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive efter stk. 1, men kan kræve beløbet refunderetaf besidderen.”3.§ 2affattes således:”§2.Det er forbudt at holde hund på steder, hvor besidderen eller en person, der har påtaget sig ansvaret for hunden,ikke har fast ophold.Stk. 2.Politiet kan meddele tilladelse til hold af hund på steder, hvor besidderen eller en person, der har påtaget sigansvaret for hunden, ikke har fast ophold. Tilladelse kan kun meddeles, hvis det skønnes, at hunden vil blive passetforsvarligt, og tilladelsen kan til enhver tid tilbagetages.”4.Efter § 2 indsættes:”§2 a.En besidder af en hund, der er over 4 uger gammel, skal sikre, at hunden dagligt har individuel menneskeligkontakt, og at den har adgang til frisk vand, jf. dog § 5a”.5.§ 3affattes således:”§3.Det er forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel,uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund som erunder tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale anses ikke for at være under ledsagelse. Føres hunde i bånd,skal dette være så kort, at hunden kan holdes tæt ind til ledsageren. Hvis hunde færdes løse på de nævnte stederuden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem, lader politiet dem optage og underretter såvidt muligt besidderen og følger herefter fremgangsmåden i stk. 4.Stk. 2.Det er forbudt at lade hunde færdes på private arealer, som besidderen af hunden ikke har brugsret til.Grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal kan optage hunden eller på hensigtsmæssig måde fjernehunden fra grunden og er ikke pligtig til at betale erstatning, hvis hunden herved undtagelsesvist kommer til skadeeller omkommer. Nedskydning eller anden fremgangsmåde, der sigter direkte på drab af hunden, må kun anvendes afgrundejeren eller den, der har brugsret til et privat areal, hvis hunden angriber andre husdyr eller frembydernærliggende fare for personer eller ejendom.Stk. 3Hvis grundejeren eller den, der har brugsret til det private areal, har optaget hunden, og hundens besidderkendes, skal den, der har optaget hunden, snarest muligt og senest 24 timer efter at optagelsen har fundet sted,underrette hundens besidder eller en til vedkommendes husstand hørende voksen person. Grundejeren eller den, derhar brugsret til det private areal og som har optaget hunden, er pligtig til at fodre og passe den optagede hund

forsvarligt. Såfremt det ikke er muligt at optage hunden, eller hvis hundens besidder ikke kendes eller ikke afhenterhunden, rettes der henvendelse til politiet, som lader hunden optage og underretter så vidt muligt besidderen ogherefter følger fremgangsmåden i stk. 4.Stk. 4.Er en hund, der er optaget efter stk. 1 eller stk. 3 ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det gælder dogikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1, stk. 1. Hvis besidderen ikke inden 3 hverdage efter, at underretningeller fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politietafhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis denne melder siginden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen. Hundens besidder kan indtil 1 måned efter underretningeller fremlysning kræve hunden tilbage mod betaling af samtlige omkostninger afholdt i forbindelse med indfangning,anbringelse og almindelig pleje. Dette gælder også, hvis hunden er afhændet.Stk. 5.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte nærmere regler om fremlysning og afhændelse afoptagne hunde”.6.Efter § 3 indsættes:”§3 a.Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kommunen eller nærmere opregnede områder af kommunenskal gælde en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd på gader, veje, stiereller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Båndet skal være så kort, at hunden kan holdes tæt ind tilledsageren.Stk. 2.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at visse hunde ikke er omfattet afbestemmelser om båndpligt fastsat i medfør af stk. 1.”§ 3 b.Løsgående glubske hunde må ikke uden politiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser.”7.§ 4affattes således:”§4.Forstyrrer en hund de omkringboende ved gentagen og vedholdende gøen eller tuden, kan politiet givebesidderen pålæg om at holde hunden indelukket, herunder i et nærmere angivet tidsrum.Stk. 2.Hvis der er givet pålæg efter stk. 1, og denne foranstaltning ikke hjælper, eller hvis hunden allerede holdesindelukket, kan politiet give besidderen pålæg om at lade den fjerne.Stk. 3.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssigeopdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra stk. 1 og 2 i tilfælde, hvor der ved enhundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.Stk. 4.Hvis besidderen undlader at følge et pålæg efter stk. 1 eller 2, kan politiet lade hunden afhænde eller aflive.Stk. 5.Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri sin beføjelse efter stk. 3 til en myndighed underministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over myndighedens afgørelser, herunder om, atafgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, og om myndighedernes adgang til at genoptageen sag, efter at der er indgivet klage”.8.§ 5affattes således:”§5.På besidderens bopæl må en hund kun undtagelsesvist holdes bundet. Uden for besidderens bopæl gælder stk. 2og 3.Stk. 2.Det er forbudt at holde en hund bundet i mere end 1 time i døgnet, jf. dog stk. 3.Stk. 3.En hund må holdes bundet i op til 6 timer 2 gange i døgnet med mindst 2 timers mellemrum, hvis hunden erunder opsyn.Stk. 4.Når en hund holdes bundet på besidderens bopæl eller i en længere periode end 1 time uden for besidderensbopæl, skal lænken eller snoren være mindst 3 meter lang, og hunden skal have adgang til at søge skygge og læ modregn, blæst og kulde, hvis omstændighederne kræver det."

9.Efter§ 5indsættes:”§5 a.En besidder af en hund, der er over 4 uger gammel og opholder sig i en hundegård mere end 12 timer i døgnet imindst 5 dage om ugen, skal sikre, at hunden har menneskelig kontakt i mindst 1 time de dage, hvor hunden opholdersig i hundegården i mere end 12 timer.Stk. 2.Besidderen skal sikre, at hundegården indeholder legeredskaber, mulighed for at søge skjul, skygge og læ modregn, blæst og kulde, herunder et opholdsrum, hvor hunden kan stå oprejst og ligge udstrakt. Besidderen skalendvidere sikre, at hunden har adgang til frisk vand.Stk. 3.Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke for hunde omfattet af regler fastsat i medfør af dyreværnslovens § 18,stk. 2”.10.§ 6, stk. 5,affattes således:”Stk. 5.Hvis en hund ved et overfald eller ved anden uacceptabel og farlig adfærd har bidt et menneske eller en andenhund, og hvis biddet ud fra en patologisk definition kan betegnes som skambid, skal politidirektøren lade hundenaflive.”11.I§ 6 a, stk. 1,indsættes efter ”§ 6, stk. 2, nr. 4”: ”eller § 6, stk. 5”.12.I§ 6 a, stk. 2,indsættes efter ”§ 6, stk. 2, nr. 4”: ”eller § 6, stk. 5”.13.I§ 6 aindsættes somstk. 3.:”Stk.3.Når der, inden der træffes afgørelse om aflivning af hunden i medfør af § 6, stk. 5, foretages enhundesagkyndig undersøgelse jf. § 6 a, stk. 1 og stk. 2, skal omstændighederne omkring bidepisoden indgå iundersøgelsen.”Stk. 3 bliver herefter stk. 4.14.I§ 6 c, stk. 1, 1. pkt.,indsættes efter ”§ 1 b, stk. 1,”: ”§ 4, stk. 4”.15.Som§ 6 eindsættes:”§6 e.Politiet kan standse en besidder eller en person, der midlertidig har rådighed over en hund, og undersøgehunden.Stk. 2.Besidderen af en hund eller personer, der midlertidig har rådighed over en hund, er forpligtet til at medvirke tilpolitiets undersøgelse, herunder ved på politiets forlangende at berolige, fastholde eller pacificere hunden, indsættehunden i bur eller påføre hunden mundkurv.”16.§ 12, stk. 1, nr. 1 og 2,affattes således:”1) overtræder § 1 stk. 1, § 2, stk. 1, § 2 a, § 3, stk. 1, 1. -3. pkt. eller stk. 2, § 3b, § 5, § 5 a, stk. 1 eller 2, § 6, stk. 1, § 6e, stk. 2 eller § 8, stk. 2,2) overtræder bestemmelser fastsat af kommunalbestyrelsen i medfør af § 3 a, stk. 1, eller”17.I§ 12 cindsættes efter ”1, stk. 3,”: ” § 1 b, stk. 5,”

Bemærkninger til lovforslagetAlmindelige bemærkningerIndholdsfortegnelse1.Indledning1.1. Lovforslagets baggrund1.2. Lovforslagets indhold2.Forbuddet mod besiddelse og avl af 13 hunderacer og krydsninger heraf2.1. Gældende ret2.2. Formålet med forbudsordningen2.3. Evaluering af forbudsordningen2.3.1. Baggrund for evalueringen2.3.2. Evalueringsrapporten fra Københavns Universitet2.3.3. Fødevareministeriets overvejelser3.Bestemmelsen om skambid3.1. Gældende ret3.2. Lovforslagets indhold3.2.1. Debat om skambid3.2.2. Anbefalinger fra arbejdsgruppen om skambid3.3. Fødevareministeriets overvejelser4.Indfangning af strejfende hunde - ændringer i hundelovens § 34.1. Gældende ret4.2. Baggrunden for ændringerne om indfangning af strejfende hunde i hundelovens § 34.2.1. Ændringer som følge af ændringer af mark- og vejfredsloven4.2.2. Ændringer på baggrund af betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven4.3. Fødevareministeriets overvejelser4.3.1. Ændringer som følge af mark- og vejfredsloven4.3.2. Ændringer på baggrund af betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven5.Øvrige ændringer på baggrund af betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven5.1. Gældende ret5.2. Udvalgets anbefalinger5.3. Fødevareministeriets overvejelser6.Ændringer af teknisk karakter6.1. Gældende ret6.2. Fødevareministeriets overvejelser7.8.9.Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeØkonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivetAdministrative konsekvenser for borgere

Indledning1.1. Lovforslagets baggrundIfølge lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. marts 2013 er besiddelse og avl af 13 hunderacer samtkrydsninger heraf forbudt. Forbuddet mod to af racerne (Pitbull terrier og Tosa inu) blev indført i 1991, mens deøvrige 11 racer blev forbudt ved den seneste ændring af hundeloven i 2010. Justitsministeriets Udvalg om hundehavde forinden vurderet fordele og ulemper ved et forbud mod bestemte hunderacer. Udvalget afgav i januar 2010delbetænkning nr. 1514 om farlige hunde.Det fremgår af forarbejderne til ændringen af hundeloven i 2010, at Justitsministeriet fandt, at der efter en periodeburde foretages en evaluering af forbuddet mod visse hunderacer, herunder af om der ville være behov for justeringerpå baggrund af de praktiske erfaringer med ordningen. Evalueringen skulle foretages, når ordningen havde været ikraft i 3 år.Ved kongelig resolution af 14. december 2011 blev ressortansvaret for bl.a. hundeloven overført fra justitsministerentil ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Evalueringen af hundeloven er derfor gennemført på foranledning afFødevareministeriet.Med ændringen af hundeloven i 2010 indførtes også andre nye bestemmelser, bl.a. bestemmelsen om, at politiet skallade en hund aflive, hvis den ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund.Både forbudsordningen og bestemmelsen om skambid har ved flere lejligheder været genstand for omfattendeoffentlig debat. I 2009-2010 – inden den seneste ændring af hundeloven – handlede debatten om, hvordan antallet affarlige hunde kunne reduceres, og hvilke typer indgreb overfor farlige hunde, der var nødvendige og egnede til at sikreborgernes tryghed og sikkerhed. Baggrunden for debatten var dengang især konkrete sager om overfald påmennesker og andre hunde. I modsætning til debatten i 2009-2010 har debatten om hundeloven i den senere tiddrejet sig om, hvorvidt ændringerne dengang var for restriktive.I den generelle debat samt blandt interessenter på hundeområdet er der bl.a. givet udtryk for, at bestemmelsen omskambid i hundelovens § 6, stk. 5 ikke klart nok definerer, hvornår der er tale om skambid. Der er også blevet givetudtryk for, at der ikke i tilstrækkelig grad tages hensyn til omstændighederne omkring overfaldet og bidepisoden,herunder til hundes naturlige adfærd, og at dette har ført til uretmæssig aflivning af hunde. På baggrund af dennedebat besluttede fødevareministeren i begyndelsen af 2013, at ikke kun forbudsordningen, men også bestemmelsenom skambid skulle evalueres.Fødevareministeren fremsætter samtidig med nærværende lovforslag et forslag om at ændre mark-og vejfredsloven.Forslaget indebærer bl.a., at mark- og vejfredsloven ikke længere skal omfatte hunde, og at bestemmelserne omhunde derfor, i det omfang det er relevant, overføres til hundeloven. Nærværende lovforslag skal derfor ses isammenhæng med forslaget til ændring af lov om mark- og vejfred.Justitsministeriets Udvalg om hunde afgav i januar 2011, dvs. efter den seneste ændring af hundeloven i 2010, enafsluttende betænkning om hunde (betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven). Denne betænkning dannerbaggrund for nogle af de øvrige ændringer, der foreslås indført med nærværende lovforslag.

1.2. Lovforslagets indholdLovforslaget indeholder Fødevareministeriets overvejelser i forhold til forbudsordningen. Baggrunden for disseovervejelser er bl.a. den evaluering af forbuddet mod avl og besiddelse af 13 hunderacer og krydsninger heraf, som ergennemført af Københavns Universitet i 2013.Lovforslaget har tillige til formål at præcisere bestemmelsen i hundelovens § 6, stk. 5, om aflivning af hunde, der vedet overfald har skambidt mennesker eller andre hunde. Præciseringerne skal sikre ensartet administration afbestemmelsen og indføre mulighed for foretagelse af en sagkyndig hundeundersøgelse i sager om skambid.Lovforslaget indeholder endvidere en række ændringer som følge af forslag om ændring af mark- og vejfredsloven. Iforslaget om ændring af mark- og vejfredsloven foreslås det, at hunde ikke længere skal være omfattet af mark- ogvejfredsloven, og det foreslås derfor, at reglerne om bl.a. politiets og privatpersoners muligheder for at optage(indfange) strejfende hunde overføres til hundeloven.Herudover indeholder lovforslaget en række ændringer, der baserer sig på anbefalinger fra Udvalget om hunde ibetænkning nr. 1524 om revision af hundeloven. Anbefalingerne i betænkningen vedrører bl.a. udformningen af skiltetil hunde, indgreb over for forstyrrende hunde, politiets kontrol med hunde samt ændringer af reglerne omlænkehunde og hunde, der opholder sig på steder, hvor der ikke er beboelse. Visse af ændringerne har til formål atlette politiets arbejde med kontrol af hunde, andre er begrundet i dyrevelfærdsmæssige hensyn.Endelig indeholder lovforslaget enkelte tekniske ændringer, herunder forslag stillet af Rigspolitiet og Rigsadvokaten iforbindelse med Justitsministeriets bidrag til evalueringen af hundeloven.

11) Sydrussisk ovtcharka.12) Tornjak.13) Sarplaninac.Forbuddet mod de 13 hunderacer er indført ad to omgange. Efter flere konkrete sager bl.a. i slutningen af 1980’erne,hvor Pittbull terriere havde overfaldet mennesker, bad Justitsministeriet Dyreværnsrådet om at vurdere behovet foret forbud mod hold af bl.a. Pittbull terriere. Dyreværnsrådet fastslog, at der var behov for regler på området oganbefalede, at Pittbull terriere og tosaer blev forbudt.På baggrund af Dyreværnsrådets udtalelse udstedte justitsministeren med hjemmel i dyreværnslovens § 10bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige hunde. Bekendtgørelsen, dertrådte i kraft den 1. december 1991, indførte et forbud mod besiddelse og avl af hunderacerne Pitbull terrier og TosaInu. Forbuddet gælder tillige krydsninger, hvori disse racer indgår.Med ændringen af hundeloven i 2010 blev forbuddet udvidet. Udover Tosa inu og Pittbull terrier blev yderligere 11racer forbudt, og forbudsordningen dermed indført.Listen i § 1 a over forbudte hunderacer svarer til den liste, der var opstillet af Udvalget om hunde i betænkning nr.1514 om farlige hunde, bortset fra en enkelt race, nemlig Staffordshire bullterrier, der blev fjernet, fordi fleremedlemmer af udvalget mente, at denne race i mange år er blevet avlet til familiehund, således at dens egenskaberikke er meget anderledes end andre terrieres, samt at den ikke bliver ret stor. De førstnævnte syv hunde på listen, erhunde, der i almindelighed anses som kamp- og muskelhunde, og som findes i Danmark i dag. De sidstnævnte sekshunde på listen tilhører gruppen hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien, som ifølge bemærkningernetil ændringen af hundeloven i 2010 kunne blive næste generation af farlige hunde i Danmark.Det fremgår af § 1 b, stk. 1, at hunde, der holdes eller indføres i strid med § 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.Forbudsordningen indebærer omvendt bevisbyrde for besidderen. Det er således besidderen, der i tilfælde af tvivl om,hvorvidt en hund tilhører én af de racer, som er omfattet af forbuddet i § 1 a, eller krydsninger, hvori disse racerindgår, skal dokumentere hundens race eller type overfor politiet. Hvis besidderen ikke inden for den frist, sompolitiet fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke tilhører én af de forbudte racer ellerkrydsninger heraf, anses hunden for at være holdt i strid med forbuddet i § 1 a, og politiet skal træffe afgørelse om atlade hunden aflive.Det følger af forarbejderne til forbudsordningen, at ”det forudsættes, at besidderens forpligtelse til at dokumentere,at hunden ikke tilhører en af de forbudte racer, først vil blive aktualiseret, hvis politiet f.eks. på baggrund af hundensudseende eller oplysninger fra besidderen eller andre har rimelig grund til at formode, at der kan være tale om enhund, der er omfattet af forbuddet. I praksis vil bestemmelsen i sådanne tilfælde indebære, at besiddere af hunde skalkunne skaffe den nødvendige dokumentation for, at deres hund ikke er omfattet af forbuddet. Forbudsordningenforudsættes derimod ikke at indebære, at politiet kan forlange en sådan dokumentation fra en besidder af en hund itilfælde, hvor der ikke er nogen nærmere anledning til det.”

Der stilles ikke nærmere krav i loven til, hvordan besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en forbudt hund.Besidderen kan ifølge forarbejderne f.eks. fremlægge en stambog eller en dna-attest vedrørende hunden og densforældre, eller besidderen kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens afstamning.I forbindelse med forbudsordningens ikrafttræden udarbejdede Justitsministeriet en vejledning til hundeloven(vejledning nr. 59. af 21. juni 2010). Vejledningen indeholder bl.a. en ikke-udtømmende liste - den såkaldte positivliste- over hunderacer, der lovligt kan holdes, men hvor der er risiko for forveksling med hunderacer, der er omfattet afforbuddet. Positivlisten fungerer således som en vejledning om, hvornår hundeejere og kommende hundeejere skalvære særligt opmærksomme på at sikre sig dokumentation for en hunds race eller type.Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig dokumentation, træffer politiet de nødvendigeforanstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden fra besidderen, jf. § 1 b, stk. 3. Hunden vil således kunneanbringes i en pension eller lignende, indtil spørgsmålet om dens race er afklaret, jf. § 6 b.Der blev samtidig med forbuddet fastsat en overgangsordning, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 717 af 25. juni 2010.Overgangsordningen indebærer, at personer, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besad hunde, der eromfattet af forbuddet, kan beholde disse hunde. Dette gælder dog ikke for hunde af racerne Pitbull terrier og Tosa inueller krydsninger, hvori disse hunde indgår, idet besiddelse og avl af disse hunde allerede blev forbudt i 1991.Hunde omfattet af overgangsordningen skal altid føres i bånd og være forsynet med en forsvarlig, lukket mundkurv,når de opholder sig på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel. Kravet om, at hundenskal føres i bånd, gælder ikke i skove, hvor ejeren har givet tilladelse til, at hunde kan færdes uden bånd. Båndet skalvære en fast line med en maksimal længde på 2 m. Overgangsordningen indebærer desuden, at de omfattede hundeikke må overdrages til andre.Overtrædelse af reglerne om, at hunde omfattet overgangsordning ikke må overdrages og skal være forsynet medbånd og mundkurv på steder, der er åbne for almindelig færdsel, kan straffes med bøde.Endvidere er erhvervsmæssig indførsel af de pågældende hunde forbudt, jf. § 1 b, stk. 3. Privatpersoners ikke-erhvervsmæssige indførsel af hunde omfattet af forbuddet er ligeledes forbudt, idet der ved indførsel vil være tale omen overtrædelse af forbuddet mod besiddelse, jf. § 1 a.

2.2. Formålet med forbudsordningenForud for ændringen af hundeloven i 2010 havde Justitsministeriet nedsat Udvalget om hunde, der skulle foretage engennemgang af hundeloven. Udvalget overvejede herunder fordele og ulemper ved indførelse af et forbud modbestemte hunderacer, og udvalget afgav en delbetænkning i 2010 (betænkning nr. 1514 om farlige hunde). Der vardivergerende opfattelser i udvalget i forhold til et forbud. Flertallet i udvalget anbefalede ikke et forbud modbestemte hunderacer, og pegede bl.a. på, at der ikke er noget sikkert statistisk eller erfaringsmæssigt grundlag for atudpege nogle hunderacer som mere farlige end andre.Ifølge Justitsministeriet kunne der dog anføres stærke grunde til at foreslå en forbudsordning. I lovforslaget tilændringen af hundeloven i 2010 anførte Justitsministeriet sine argumenter for indførelse af forbuddet.

Justitsministeriet mente bl.a., at det – uanset at en række forhold talte imod indførelse af et forbud – var et væsentligtproblem, når der i befolkningen var frygt for at blive angrebet af hunde på offentlige gader og veje.Justitsministeriet fremhævede i den forbindelse, at der – både tidligere, men i høj grad i de seneste år indenfremsættelsen af lovforslaget – havde været fokus på, at nogle hundeejere tilstræbte at have en hund, der afomgivelserne bliver opfattet som »farlig«, og som dermed efter omstændighederne er egnet til at skabe frygt hosomgivelserne.Justitsministeriet bemærkede endvidere, at der er almindelig enighed om, at der findes visse racer eller typer afhunde, som stiller særlige krav til ejerens håndtering og opdragelse. På baggrund heraf var det Justitsministerietsopfattelse, at udbredelsen af forskellige racer og typer af hunde havde udviklet sig på en sådan måde, at der burdeindføres yderligere grænser for, hvilke hunde der lovligt kan besiddes.Justitsministeriet bemærkede endelig, at selv om en forbudsordning næppe ville kunne håndhæves fuldt ud effektivt ipraksis, ville en sådan ordning under alle omstændigheder kunne have den effekt, at antallet af farlige hunde gradvistville kunne blive reduceret i de kommende år. Formålet med en forbudsordning skulle således være at varetagehensynet til borgernes sikkerhed og tryghed.

2.3. Evalueringen af forbudsordningen2.3.1. Baggrunden for evalueringenSom nævnt fremgår det af forarbejderne til ændringen af hundeloven i 2010, at Justitsministeriet fandt, at der efteren periode burde foretages en evaluering af forbuddet mod visse hunderacer, herunder af om der ville være behov forjusteringer på baggrund af de praktiske erfaringer med ordningen. Evalueringen skulle bl.a. omfatte hvilkehunderacer, der omfattes af forbuddet, dvs. om nogle racer skal tages af listen, og om andre skal tilføjes til listen.Til brug for denne vurdering udarbejdede Justitsministeriet efter lovens ikrafttræden en observationsliste med 12yderligere racer, der, ifølge Justitsministeriet, har sådanne egenskaber, at det kunne overvejes, om de ved en revisionaf hundeloven burde omfattes af forbuddet. Listen blev udarbejdet efter en høring af hundeorganisationer og -interessenter. På listen står racerne:1) Anatolsk Hyrdehund2) Bullmastiff3) Cane corso italiano4) Cao Fila de Sao Miguel5) Dogo Canario6) Iberisk dogge7) Maremma8) Mastin Espanol

2.3.2. Evalueringsrapporten fra Københavns Universitet.Københavns Universitet angiver, at formålet med evalueringen har været at undersøge, hvilken effekt hundeloven ognærmere bestemt forbuddet mod visse hunderacer har haft på angreb med bidskader til følge på hunde ogmennesker. Københavns Universitet har desuden, hvor det har været muligt, vurderet holdningen til hundelovensforbudsordning.Ved evalueringen har der kun været adgang til et meget sparsomt datamateriale, både fordi der foreligger ganske lidtviden om de forbudte hunderacers bidmønster før hundelovens ikrafttræden, men hovedsagelig fordi hundeloven kuner 3 år gammel, hvilket medfører, at den fulde effekt af loven først kan forventes, når de sidste hunde af forbudteracer, som fortsat kan holdes lovligt i medfør af lovens overgangsordning, er afgået ved døden. KøbenhavnsUniversitet bemærker, at en ny undersøgelse, der foretages efter f.eks. 10 år, vil kunne komme frem til andreresultater end den nuværende undersøgelse.Københavns Universitet har i forbindelse med evalueringen indsamlet data og informationer fra følgende kilder:••Dansk HunderegisterUlykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitets Hospital (OUH) (716 sager, år 2008-2009 samt 2011-2012).••Tre dyrehospitaler fra henholdsvis København, Svendborg og Aarhus (år 2008-2009 samt 2011-2012)Panelundersøgelse (4030 besvarelser, hvoraf 2044 kom fra personer, der havde ejet en hund på et givettidspunkt inden for de sidste 6 år)•De hundesagkyndige (i alt 5) (udpeget i overensstemmelserne med forarbejderne til loven til brug forinddragelse i sager om bid efter § 6, stk. 2, nr. 4)•••Dyrekassen Danmark (antal sager er ikke oplyst)Rigspolitiet (108 straffesager (efter forbuddets indførelse) fordelt på 12 politikredse)Medieomtale (i alt 345 sager år 2008-2009 samt 2011-2012)

Ifølge undersøgelsen tyder meget således på, at bidskader forårsaget af de forbudte racer i Danmark udgør en lilledel af bidskader på mennesker. Hvorvidt de forbudte racer af kamphundetypen forårsager flere bidskader på hundeend andre racer, er mere uklart, men det vurderes ikke, at forbuddet har ført til et markant fald i antallet afbidskader på hunde.Det konkluderes desuden, at det ikke ud fra undersøgelsens resultater kan udelukkes, at racer, der er store,muskuløse og avlet til at kæmpe eller forsvare, udviser en anden type aggression end mange andre hunderacer, og atde derfor kan være potentielt mere farlige for både mennesker og hunde, når de angriber. Der findes dog ikkeentydige beviser på, at racerne på forbudslisten er mere aggressive eller farlige end andre ikke-forbudte racer.Københavns Universitet pointerer, at mellem 55 og 64 % af både hundeejere og ikke-hundeejere ipanelundersøgelsen er enten enige eller meget enige i, at visse racer bør være forbudte.

Effekt af forbudsordningen på borgernes sikkerhed og tryghedFokus for Københavns Universitet har været at undersøge, hvilke effekter hundeloven og nærmere bestemt forbuddetmod visse hunderacer har haft på angreb med bidskader til følge på hunde og mennesker. Ud fra den rækkespørgsmål, som er blevet stillet 4030 paneldeltagere, ses ifølge Københavns Universitet ”at der er en generelt positivholdning til et forbud af visse racer, både blandt hundeejere og blandt et nationalt repræsentativt udsnit afpanelister, idet mellem 55 og 64 % var enige eller meget enige i et forbud af visse racer. Det skal påpeges, atpaneldeltagerne ikke blev bedt om at tage stilling til forbuddet af bestemte racer, men blot til det at forbyde vissehunderacer i Danmark”. Københavns Universitet vurderer, at det ikke er muligt at udlede noget validt ompaneldeltagernes tryghed på grundlag af deres generelt positive holdning til hundelovens raceforbud.Ifølge rapporten har Rigsadvokaten også tilkendegivet, at loven i relation til anklagemyndigheden lader til at fungerehensigtsmæssigt. Det bemærkes dog, at de 108 straffesager, der ligger til grund for Rigsadvokatens vurdering, allestammer fra tiden efter indførelsen af hundeloven.De 345 mediesager, som er blevet analyseret i forbindelse med evalueringen, viser, ifølge Københavns Universitet, attonen i artiklerne er skiftet fra en fordømmende til en mere neutral og beskrivende tone. Dette kan tyde på, at denuro, som var en af årsagerne til, at forbuddet mod specifikke racer blev indført, er blevet mindre - en udvikling dermuligvis kan tilskrives forbuddet.Det er Fødevareministeriets opfattelse, at resultaterne af evalueringen tegner et billede af, at hundelovens

Effekt af forbudsordningen på antallet af forbudte hundeTal fra Dansk Hunderegister viser, at hundelovens forbudsordning har haft som konsekvens, at mængden af ny-registreringer af de forbudte hunderacer er mindsket markant, hvilket også var en tiltænkt effekt af loven. Desudenfremgår det af evalueringen, at flere af de hundesagkyndige oplever, at der er blevet færre af de forbudte hundeefter forbuddets indførelse, både i klinikken, i gadebilledet og i de sager, som de vurderer for politiet. Evalueringenkan ikke dokumentere, hvor mange forbudte hunde der reelt er i gadebilledet.Københavns Universitet konkluderer, at hundelovens forbudsordning har haft som konsekvens, at mængden af ny-registreringer af de forbudte hunderacer er mindsket, og Fødevareministeriet vurderer, på baggrund af ny-registreringer i Dansk Hunderegister og udsagn fra de hundesagkyndige, at hundelovens forbudsordning har haft denønskede effekt på mængden af forbudte hunde.

Angreb med bidskader til følge på menneskerI forhold til bid på mennesker konkluderer Københavns Universitet i evalueringen, at der ikke er noget, der tyder på,at hundelovens forbudsordning har haft en reducerende effekt. Baggrunden for denne konklusion er, at der ikke idata fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitets Hospital blev fundet signifikante ændringer i antal elleromfang af bidskader henholdsvis inden og efter forbuddets indførelse.Der er i undersøgelsen, kun indhentet data fra Skadestuen på Odense Universitetshospital. Data fra OdenseUniversitetshospital, Ulykkes Analyse Gruppen er valgt frem for andre hospitaler, da der er tale om enforskningsrelaterede skadestue. Havde en lignende opgørelse fra København været mulig ville det måske have givetet andet resultat, blandt andet set i lyset af, at der på nuværende tidspunkt (2013) er mere end dobbelt så mangehunde tilhørende de forbudte hunderacer registreret i København (2768 hunde), som der er registreret på hele Fyn(1150 hunde). Hvad angår karakteren af biddene viste undersøgelsen ingen signifikante forskelle i graden af alvor.På grundlag af kvaliteten af datamaterialet vurderer Fødevareministeriet, at det hverken er muligt, at af- ellerbekræfte, om hundelovens forbudsordning har haft en reducerende effekt på humane bidepisoder.

Angreb med bidskader til følge på hundeAf data fra de 3 dyrehospitaler, der indgår i undersøgelsen (Københavns Dyrehospital, Svendborg Dyrehospital ogAarhus Dyrehospital), ses en signifikant reduktion i antallet af bidskader på hunde fra Københavns Dyrehospital,mens der ikke kunne påvises signifikant reduktion i antallet af bidskader på de to andre dyrehospitaler. Dette fund erstøttet af udsagnet fra en af de hundesagkyndige i Københavnsområdet, der har en fornemmelse af et overordnetfald i antallet af behandlede bidskader på vedkommendes klinik. I datamaterialet fra forsikringsselskabet DyrekassenDanmark ses ligeledes en tendens til fald i andel af bidskader efter forbuddet. Ifølge evalueringsrapporten fraKøbenhavns Universitet kan det dog ikke éntydigt konkluderes, om faldet skyldes et reduceret antal af forbudtehunde, eller en øget opmærksomhed og forsigtighed blandt hundeejere generelt.Evalueringen viser ikke en signifikant forskel i forholdet mellem simple og komplicerede bidskader henholdsvis før ogefter forbuddet.Ifølge undersøgelsen er de hundesagkyndige generelt imod et forbud mod visse hunderacer, hvilket de begrundermed manglende faglig understøttelse af et forbud mod de racer, som i 2010 blev forbudt, og en vurdering af, at detmeget ofte er ejeren, i lige så høj grad som hunden, der er problemet i de sager, hvor hunde påfører andre voldsomskade. Omvendt fremgår det, at flere af de hundesagkyndige godt kunne se, hvorfor man havde valgt at forbyderacer af kamphundetypen, idet de har en størrelse og et udseende, der kan skabe frygt i samfundet, idet de eroverrepræsenterede i visse samfundsgrupper, og idet flere af dem oprindeligt er avlet til kamp med andre hunde ogderfor potentielt reagerer anderledes end andre hunde.Som nævnt konkluderer Københavns Universitet for så vidt angår antallet af bidskader, at der ikke i det indsamledemateriale kan findes stærke beviser på, at forbudsordningen har haft som konsekvens, at antallet af bid påmennesker og hunde er mindsket i Danmark.Med udgangspunkt i det foreliggende datamateriale vurderer Fødevareministeriet som nævnt, at det hverken ermuligt, at af- eller bekræfte, om hundelovens forbudsordning har haft en reducerende effekt på humanebidepisoder. Hvad angår bidepisoder, der involverer andre hunde, vurderer Fødevareministeriet, at det ser ud til, atforbuddet har haft en vis effekt. Fødevareministeriet baserer denne vurdering på data dels fra KøbenhavnsDyrehospital, dels fra forsikringsselskabet Dyrekassen Danmark. Om den mulige effekt skyldes, at folk er merepåpasselige, eller at der er færre forbudte hunderacer i gadebilledet kan dog ikke siges med sikkerhed.

Fødevareministeriet finder samlet set ikke anledning til at foreslå ændringer i forbuddet mod 13 hunderacer ogkrydsninger, hvori disse racer indgår. Efter Fødevareministeriets opfattelse er der ikke et tilstrækkelig stærkt grundlag– hverken fagligt eller statistisk – for at ophæve ordningen, også når henses til, at der ikke er enighed blandtadfærdsforskere om, hvorvidt der findes racer, der er avlet til at angribe artsfæller. Fødevareministeriet har i denforbindelse særligt lagt til grund, at det hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed, der lå til grund for indførelsen afforbudsordningen, fortsat er lige så væsentligt at varetage i dag. Panelundersøgelsen gennemført i forbindelse medevalueringen fra Københavns Universitet viser, at der er bred enighed om, at der bør være en forbudsordning, hvilketindikerer, at forbudsordningen skaber tryghed blandt både hundeejere og borgere uden hund. Samtidig anses det forsandsynligt, og det kan i hvert fald ikke udelukkes, at en ophævelse af forbuddet mod de 13 hunderacer ogkrydsninger, hvori disse racer indgår, vil få antallet af denne type hunde til at stige igen. Dette ville kunne medføre, atder på sigt ville forekomme flere bidskader forårsaget af disse hunde. Fødevareministeriet bemærker i denforbindelse, at tal indhentet fra Justitsministeriet til brug for evalueringen af hundeloven viser, at der er aflivet 157hunde, fordi de har skambidt. Ud af disse omhandler 66 sager hunde af racer, der figurerer på forbudslisten. Dermedudgør bidepisoder. Dermed udgør sager om forbudshunde, der skambider, over 40 % af det samlede antal sager omskambid, hvilket er bemærkelsesværdigt, eftersom det fremgår af evalueringen, at der er sket et markant fald iantallet af forbudte hunde samt i forhold til at de forbudte racer udgør en lille del af den samlede hundepopulation.

3. Bestemmelsen om skambid3.1 Gældende retHundeloven er ad flere omgange blevet ændret for at sikre, at politiet har tilstrækkelige muligheder for at gribe indoverfor farlige hunde (uanset race). Hundeloven regulerer i dag situationer, hvor en hund har forvoldt skade, og givermulighed for, at politiet kan gribe ind overfor hunde, der har vist sig at være farlige for deres omgivelser, eller som harvist tegn på at kunne være farlige eller skræmmende, men som endnu ikke konkret har forvoldt skade.Med ændringen af hundeloven i 2003 blev bl.a. bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 4 indsat. Efter denne bestemmelse kanpolitiet træffe afgørelse om at lade en hund aflive, allerede inden den forvolder skade, hvis hunden har sådanneegenskaber, at der er grundlag for at antage, at den kan være farlig for sine omgivelser. Bestemmelsen blev medændringen af hundeloven i 2010 præciseret og udvidet, således at politiet også kan udstede pålæg eller træffeafgørelse om aflivning efter hundeloven, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den eregnet til at skabe frygt i sine omgivelser.Ved den seneste ændring af hundeloven i 2010 - samtidig med indførelse af forbuddet mod visse hunderacer -indførtes også den såkaldte skambidsbestemmelse i hundelovens § 6, stk. 5. Ifølge denne bestemmelse har politietpligt til, hvis en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, at træffe afgørelse om aflivningaf hunden. Bestemmelsen udvidede dermed politiets beføjelser til at gribe ind overfor farlige hunde.Politiet skal i tilfælde, hvor det vurderes, at § 6, stk. 5, finder anvendelse, afdække, om hunden ved et overfald harskambidt et menneske eller en anden hund. Hvis dette er tilfældet, skal politiet træffe afgørelse om aflivning. Hundenskal ikke undersøges af en hundesagkyndig, inden politiet træffer afgørelse om aflivning, ej heller kan besidderen afhunden kræve en sagkyndig undersøgelse.Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at der ved skambid forstås”at skade slemt ved bid”.Det fremgårendvidere, at skade skal forstås i overensstemmelse med brugen af ordet i straffelovens § 245, stk. 2, dog således atskaden kan påføres både mennesker og hunde.I bemærkningerne til den gældende bestemmelse defineres sådanne bidskader på følgende måde:”Som skade ansesbl.a. sår eller flænger, der kræver syning. Skader på et menneske vil almindeligvis have nødvendiggjort lægehjælp ellerlængere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed, og skader på andre hunde vil almindeligvis have nødvendiggjortdyrlægehjælp. Hvis det er nødvendigt at aflive den angrebne hund på grund af dens skader, eller hunden dør iforbindelse med angrebet, vil der ligeledes være tale om skambidning.”Bemærkningerne til den gældende bestemmelse angiver desuden særlige omstændigheder vedrørende bidepisoden,som kan medføre, at der ikke skal træffes afgørelse om aflivning, fordi hundens adfærd i den konkrete situation harkunnet betragtes som normal eller acceptabel:”Det forudsættes, at aflivning ikke kan ske, hvis overfaldet og skambidningen undtagelsesvis er fremkaldt ved eturetmæssigt og umiddelbart forudgående angreb mod den pågældende hund (eller dens besidder), sådan at hundens

adfærd må betragtes som et naturligt selvforsvar eller forsvar af hundens besidder. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis enperson begår vold mod hundens besidder, eller en person, herunder besidderen selv, slår og mishandler hunden.Hvis f.eks. den skambidte hund er i bånd, og den angribende hund er løs, må det som udgangspunkt formodes, at derforeligger en situation, hvor den angribende hund skal aflives. Hvis den angribende hund derimod er i bånd, mens denskambidte hund er løs, vil det bero på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der er tale om en situation,der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, eller om den angribende hund alene har forsvaret sig. Det samme gørsig gældende i situationer, hvor begge hunde er løse.Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor en hund ved et overfald skambider en person, som f.eks. bevæger sig indpå hundens territorium i form af besidderens have, ejendom el. lign. (postbude, håndværkere mv.). Er der derimod taleom, at vedkommende person uretmæssigt er trængt ind på hundens territorium i form af besidderens have, ejendomeller lignende (f.eks. en indbrudstyv), og skambidningen sker under omstændigheder, der må karakteriseres som etnaturligt forsvar af besidderens ejendom, vil bestemmelsen ikke finde anvendelse.”Med udgangspunkt i det anførte i bemærkningerne skal politiet i hver sag foretage en konkret vurdering af, om der ertale om et skambid, og om der desuden er tale om et overfald.Det bemærkes, at bestemmelsen ikke omfatter tilfælde, hvor hunde skambider andre dyr end hunde, (f.eks. mus,rotter, fugle, katte, råvildt eller landbrugsdyr). Det skyldes ifølge bemærkningerne, at skambidning i sådanne tilfældeofte vil kunne være uden sammenhæng med en særlig aggressiv adfærd hos hunden, men i stedet udtryk foralmindelige naturlige instinkter.Kan skaden ikke kategoriseres som skambidning af et menneske eller en anden hund, eller har der været tale om eturetmæssigt angreb mod hunden (eller dens besidder), finder hundelovens § 6, stk. 2, anvendelse.Ifølge § 6, stk. 2, nr. 1-3, kan politiet give pålæg, der begrænser hundens muligheder for at forårsage skade, f.eks.pålæg om, at hunden enten skal føres i bånd eller forsynes med forsvarlig lukket mundkurv eller begge dele. Ellerpolitiet kan, i medfør af § 6, stk. 2, nr. 4, træffe afgørelse om aflivning. Vurderingen af, om en hund i sådanne tilfældeer farlig for sine omgivelser, herunder hvordan der skal sanktioneres, bygger på et samlet skøn over sagensomstændigheder.Overtrædes et pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 1-3, kan politidirektøren træffe afgørelse om aflivning, jf. § 6, stk. 4.Inden politiet træffer afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 4, kan politiet beslutte, at der skal foretages en sagkyndigundersøgelse af hundens adfærd, og hundens besidder er på politiets anmodning forpligtet til at medvirke vedundersøgelsen, jf. lovens § 6 a, stk. 1. Besidderen af hunden kan tillige kræve, at der foretages en sådan undersøgelse itilfælde, hvor politiet ikke finder grundlag herfor, jf. § 6 a, stk. 2.Om der på politiets initiativ foretages en sagkyndig hundeundersøgelse vil afhænge af en konkret vurdering. Hvis enhund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade, f.eks. hvor en hund har angrebet, herunder bidt, sagesløsemennesker eller dyr – der viser, at hunden reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil politiet ifølge lovensforarbejder kunne træffe afgørelse om aflivning uden sagkyndig undersøgelse. I så fald kan hundens besidder dogforlange en undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse, jf. hundelovens § 6 a, stk. 2. Hvis hunden derimod ikke har

forvoldt skade, men f.eks. har udvist truende adfærd og skabt begrundet frygt, vil det kunne give anledning til, atpolitiet lader foretage en sagkyndig undersøgelse.Undersøgelsen vil særligt skulle afdække, om hunden er velafbalanceret, eller om den har en så lav tærskel foraggression, at den er eller kan være farlig for sine omgivelser. I undersøgelsen kan indgå en vurdering af, ombesidderen har den nødvendige kontrol over hunden. Det bemærkes dog, at det ikke er et krav, at undersøgelsenforetages, mens besidderen er til stede og vurderes i samspil med hunden.Undersøgelsen vil kunne foretages som en fysisk adfærdstest, hvor hunden er til stede. Den sagkyndige kan ogsåforetage undersøgelsen på grundlag af de skriftlige oplysninger i sagen om omstændighederne omkring bidepisoden(hændelsesforløbet). Beskrivelsen af hændelsesforløbet baseres på oplysninger fra de involverede parter ogeventuelle vidner. I praksis forekommer det både, at den hundesagkyndige foretager begge typer undersøgelse, og atkun en type undersøgelse foretages.Besidderen har ikke ret til at anmode om sagkyndig undersøgelse i situationer, hvor politiet træffer afgørelse om, athunden skal aflives, fordi et pålæg er blevet overtrådt, jf. § 6, stk. 4. Hvis besidderen – i andre situationer – alleredehar medvirket til en sagkyndig undersøgelse på politiets anmodning, har besidderen ikke mulighed for at anmode omen ny undersøgelse. Det er heller ikke muligt for besidderen at anmode om en undersøgelse i forbindelse med enklage over politiets afgørelse om aflivning. Hvis besidderen nægter at medvirke til en sagkyndig undersøgelse, kanpolitiet træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. At besidderen nægter at medvirke, begrunder ikke i sig selvafgørelse om aflivning. Besidderen vil være afskåret fra at anmode om en sagkyndig undersøgelse, efter at der ertruffet afgørelse i sagen.Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger ifølge forarbejderne til bestemmelsen af en konkret vurdering afsagens omstændigheder.Der findes som nævnt ikke tilsvarende bestemmelser om inddragelse af en sagkyndig undersøgelse, når der træffesafgørelse efter skambidsbestemmelsen i § 6, stk. 5.Politiet afholder omkostningerne ved aflivning af en hund. Beløbet kan dog kræves refunderet af besidderen, jf. § 6,stk. 6, ligesom refusionskravet er tillagt udpantningsret, jf. hundelovens § 12 c.Politiet kan i medfør af hundelovens § 6 b træffe afgørelse om, at en hund i det tidsrum, hvor politiet undersøger, omder er grundlag for at træffe afgørelse om aflivning, og – hvis en sådan afgørelse træffes – indtil aflivningen kaneffektueres, kan anbringes i hundepension eller lignende. Ifølge forarbejderne til § 6 b har en afgørelse om hundensanbringelse i pension til formål at forhindre, at hunden i det nævnte tidsrum forvolder skade på mennesker, dyr ellerting, eller at hundens ejer eller besidder gemmer hunden for politiet. Det forudsættes, at politiet i almindelighedbenytter muligheden for under sagens behandling at anbringe hunden i pension.Besidderen kan klage til Rigspolitichefen over politiets afgørelse om aflivning. Fristen for at klage over en afgørelse omaflivning af en hund truffet af politiet er 10 dage efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagefristenudløber på en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. § 6 c.Effektuering af en afgørelse om aflivning vil altid skulle afvente klagefristens udløb, medmindre besidderen giverafkald på sin klageret inden fristens udløb.

3.2 Arbejdsgruppen om skambid3.2.1 Debat om skambidSom nævnt under punkt 1.1. har der særligt i starten af 2013 været en del offentlig debat om hundeloven. Debattenomhandlede især skambidsbestemmelsen i § 6, stk. 5, og tog delvist udgangspunkt i medieomtale af konkrete sager,hvor politiet havde truffet afgørelse om, at en hund skulle aflives i medfør af skambidsbestemmelsen.Det er blevet fremført i debatten, at bestemmelsen om skambid ikke angiver en tilstrækkelig præcis definition afskambid. Samtidig blev det fremført, at der i vurderingerne af sagerne ikke bliver taget tilstrækkelig hensyn tilomstændighederne ved overfaldet og bidepisoden, og at politiet i deres praksis og fortolkning af bestemmelsen harværet for restriktive. Det blev også fremført, at politiet ikke var fagligt kompetente til at vurdere, hvorvidt et bid fysiskkan karakteriseres som skambid, og at der var eksempler på, at hunde var blevet aflivet, selv om der ikke konkrethavde været tale om overfald, men om bid forårsaget i leg eller selvforsvar, dvs. situationer, hvor hundes naturlige,normale adfærd fører til bid, eller hvor bidskaden ikke fysisk kunne karakteriseres som skambid.På baggrund heraf besluttede fødevareministeren, at der i forbindelse med evalueringen af hundelovensforbudsordning også skulle foretages en undersøgelse af skambidsbestemmelsen i hundelovens § 6, stk. 5.Undersøgelsens resultater skulle danne grundlag for at vurdere behovet for at ændre reglerne om skambid.

3.2.2 Anbefalinger fra arbejdsgruppen om skambidTil at foretage undersøgelsen af skambidsbestemmelsen i lovens § 6, stk. 5, nedsatte Fødevareministeriet primo 2013en arbejdsgruppe om skambid. Arbejdsgruppen blev nedsat med henblik på at komme med anbefalinger om, hvordanepisoder med hunde, der bider, håndteres bedst muligt.Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Fødevarestyrelsen (formand), KU SUND, Den Danske Dyrlægeforening,Danmarks civile Hundeførerforening, Dansk Kennel Klub, Det Veterinære Sundhedsråd, Retslægerådet ogLægeforeningen.Ifølge arbejdsgruppens kommissorium af 11. april 2013 havde arbejdsgruppen til opgave at undersøge og vurderefølgende:- fastsættelse af en nærmere definition af, hvad skambid rent fysisk er, herunder skal det vurderes, om det vil væremuligt at definere skambid i lyset af hundens adfærd – dvs. om det er muligt at skelne imellem, hvornår en hund blot”markerer”, og hvornår der er tale om et overfald.- om det er nødvendigt at sondre mellem, om en hund har bidt en anden hund, eller om en hund har bidt et menneskei relation til, om der skal ske aflivning, eller om der evt. findes andre og mere relevante sanktioner.

Definition af skambidArbejdsgruppen om skambid har overvejet behovet for en mere præcis, fysisk (patologisk) definition af skambid endden, der angives i bemærkningerne til den gældende § 6, stk. 5, jf. punkt 3.1. Arbejdsgruppen anbefaler i sin rapporten detaljeret patologisk beskrivelse, der anbefaler hvilke skader (art og omfang), der skal være tale om, før man kantale om skambid i fysisk forstand. Arbejdsgruppen foreslår, at følgende kriterier bruges til en patologisk definition afskambid:•Flere dybe, punktformige sår, der når dybt i underhuden eller penetrerer ned i muskulatur; det skal tydeligtfremgå, at der er tale om flere bid, og at det er foregået med nogen voldsomhed, eller•••udrivning (dyb flænge) i underhud / muskulatur (altså ikke kun i huden/skindet), ellerbidlæsioner, der medfører tab af væv (bortset fra ubetydelige skader på hundeører), ellerbidlæsioner, der medfører døden, herunder situationer, hvor en hund rusker en anden hund til døde, uden atbiddet i sig selv har givet anledning til skader af en karakter, som beskrevet i de foregående tre punkter.Arbejdsgruppen finder således, at forekomsten af en eller flere af de nævnte patologiske tilstande er en forudsætningfor, at der i en given situation kan være tale om skambid.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den læge, der behandler et menneske, der er blevet bidt, eller den dyrlæge, derbehandler en hund, der er blevet bidt, efter anmodning fra politiet må vurdere om bidskader i en konkret situation eromfattet af den nævnte definition af skambid. Arbejdsgruppen har udarbejdet overordnede retningslinier for, hvad endyrlæges attest skal indeholde til brug for politiets behandling af sager, hvor en hund har bidt en anden hund, og hvordyrlægen har anledning til at tro, at der kan blive tale om en politisag. Retningslinierne findes i et bilag til rapporten.Som bilag til rapporten findes desuden en politiattest, som politiet vil kunne anmode lægen om at bruge vedvurderingen af bidskader på mennesker.Arbejdsgruppens overvejelser om definitionen af skambid har taget udgangspunkt i materiale om skambid udarbejdeti et samarbejde mellem Den Danske Dyrlægeforeningen og Dansk Kennel Klub i forbindelse med den gældendeskambidsbestemmelse i 2010.

Arbejdsgruppen om skambid har drøftet, om skambid alene bør defineres ud fra en patologisk vurdering af bidetsalvor, eller om også hundens adfærd bør indgå i vurderingen. Det vil sige om bidskaden alene skal kunne føre til, atder træffes afgørelse om aflivning efter § 6, stk. 5, eller om en vurdering af hundens adfærd skal indgå.Arbejdsgruppen anbefaler, at hundens adfærd under bidepisoden skal indgå i vurderingen, ligesom det er tilfældet idag. Det er ifølge arbejdsgruppen nødvendigt, at der udover den patologiske beskrivelse inddrages en vurdering afhundens adfærd under bidepisoden på baggrund af sagens oplysninger om selve hændelsesforløbet. Dette ernødvendigt for at kunne fastlægge, om der er tale om skambid forårsaget ved et overfald. Udover overfald kan etskambid, ifølge arbejdsgruppen, også forårsages ved anden uacceptabel og farlig adfærd over for et menneske eller enanden hund. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at sidstnævnte adfærd bør sidestilles med et overfald, således athundens adfærd i begge situationer danner grundlag for afgørelse om aflivning. Baggrunden herfor er, at selvomhundens adfærd ikke kan betegnes som et overfald, kan hunden ved at udvise en anden uacceptabel og farlig adfærdvære tilsvarende farlig, og dermed vil der være stor sandsynlighed for, at hunden også fremover vil kunne udgøre enfare for sine omgivelser.Arbejdsgruppen har i sin rapport angivet definitioner af hhv. overfald og anden uacceptabel og farlig adfærd:

Definition af overfaldDet er efter arbejdsgruppens opfattelse tale om et overfald, når en hund målrettet opsøger og overfalder etmenneske eller en anden hund. Kriterierne for, hvornår adfærd kan betegnes som et overfald, er efterarbejdsgruppens opfattelse følgende:Tilfælde, hvor et menneske er blevet bidt:Hunden har bevæget sig direkte og målrettet mod personen og bidt uden nogen form for indledende kontakt. Denangribende hund er startet sin målrettede bevægelse mod personen fra et udgangspunkt mindst halvanden meter frapersonen. Handlingen må ikke kunne betegnes som normal ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt, f.eks. at hunden harforsvaret sit territorium i forbindelse med, at en person er trængt ind på ejerens ejendom. Den angrebne person måikke have udøvet en adfærd, som hunden med rimelighed (set ud fra, hvad der adfærdsmæssigt er normalt ogacceptabelt) kan have opfattet som en trussel mod sig selv, sin ejer eller eventuelle andre tilstedeværende hunde.Tilfælde, hvor en anden hund er blevet bidt:Hunden har bevæget sig direkte og målrettet mod den anden hund og bidt den uden nogen form for indledendekommunikation. Den angribende hund er startet sin målrettede bevægelse mod den anden hund fra et udgangspunktmindst syv meter fra den anden hund. Handlingen må ikke kunne betegnes som normal ud fra et adfærdsmæssigtsynspunkt, f.eks. at hunden har forsvaret sit territorium i forbindelse med, at den angrebne hund er trængt ind påejerens ejendom eller at hunden har forsvaret en for hunden vigtig ressource (f.eks. en tæve i løbetid, foder ellerlignende).

Definition af anden uacceptabel og farlig adfærdI det følgende beskrives situationer, hvor den angribende hund efter arbejdsgruppens opfattelse har udvist en andenuacceptabel og farlig adfærd i forhold til de omgivelser og den situation, den befinder sig i, og hvor hunden ogsåfremover med stor sandsynlighed vil være til fare for sine omgivelser. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at dette kansidestilles med et overfald, og at der, ligesom ved overfald, skal træffes afgørelse om aflivning.Tilfælde, hvor et menneske eller en anden hund er blevet bidt:•Den tilskadekomne person har udvist en opførsel, der er normalt forekommende og ikke (ud fra etadfærdsmæssigt synspunkt) bør give anledning til aggression hos en hund.•Den angribende hund har haft muligheden for at trække sig væk fra mennesket, men er på trods af dette gåetfrem mod ham/hende.•Den situation, hvorunder bideepisoden er sket, er en normalt forekommende situation. Der kan således ikkesiges at være tale om en for hunden særlig situation med sammentræf af unormalt mange stressendefaktorer som f.eks. smerter, høje uvante lyde, for hunden lidt kaotiske omgivelser med mange mennesker ibevægelse og/eller andet.

Acceptabel adfærd i en konkret situationArbejdsgruppen har endvidere beskrevet en række situationer, hvor det efter arbejdsgruppens opfattelse omvendtkan være acceptabelt, at en angribende hund har udvist aggression overfor et menneske eller en anden hund, uansetat situationen udvikler sig til en bidepisode, hvor bidskaden fysisk kan anses for et skambid.I forhold til mennesker vil der typisk være tale om følgende scenarier:•Personen har forsøgt at trænge ind på hundens eller dens besidders territorium. Adfærden kan herbetegnes som selvforsvar eller forsvar af dens besidder.••Personen har opført sig meget truende over for hundens ejer.Personen har opført sig meget truende over for hunden: Personen har f.eks. taget fat i hunden, personenhar holdt hunden fast eller personen har slået ud efter hunden.•••Personen har forsøgt at skille to hunde, der sloges.En hund, der er i forsvarsposition overfor personen, og derfor bider af angst.Episoder, hvor hunden, der bed, har været i en situation med sammentræf af unormalt mange stressendefaktorer som f.eks. smerter, høje uvante lyde, for hunden lidt kaotiske omgivelser med mange mennesker ibevægelse og/eller andet.I forhold til en anden hund vil der typisk være tale om følgende scenarier:•Kontakt mellem to jævnbyrdige hanhunde.

Sagkyndig undersøgelseArbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der bør indgå en hundesagkyndig undersøgelse i skambidssager.Arbejdsgruppen om skambid anfører, at det i mange tilfælde vil være muligt ud fra beskrivelsen af bidepisoden atvurdere, om der er tale om skader, der fysisk kan karakteriseres som skambid, og om der tillige er tale om et overfaldeller anden uacceptabel og farlig adfærd. På den anden side finder arbejdsgruppen, at det i nogle tilfælde kan værevanskeligt for ikke-hundesagkyndige at afgøre, om der i konkrete situationer er tale om skambid ved overfald,skambid som følge af anden uacceptabel og farlig adfærd, eller om hundens adfærd i den konkrete situation kanbetegnes som normal efter omstændighederne.På den baggrund er det arbejdsgruppens opfattelse, at det i tvivlstilfælde skal være muligt for såvel politiet som ejerenaf hunden at kræve, at der inddrages en hundesagkyndig. Den sagkyndige kan enten foretage vurderingen ud fra enbeskrivelse af hændelsesforløbet (skriftlig vurdering) eller, hvis sagens oplysninger om hændelsesforløbet erutilstrækkelige, foretage en fysisk adfærdstest af hunden.Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det ikke skal være muligt, hverken for poltiet eller besidderen, at kræve enrevurdering, men at den første undersøgelse skal lægges til grund for sagens videre behandling.Det er desuden efter arbejdsgruppens opfattelse væsentligt at understrege, at politiet altid skal anbringe hunde, derhar skambidt, i pension, indtil sagen er afgjort, således at hunden ikke kan forvolde yderligere skade på menneskereller andre hunde.Arbejdsgruppen peger på, at undersøgelsen, dvs. både vurderingen på baggrund af sagens oplysninger omhændelsesforløbet og den fysiske adfærdstest, bør udføres af særligt hundesagkyndige, der af Fødevareministeriet erudpeget til at foretage sådanne undersøgelser. Arbejdsgruppen anbefaler, at udpegningen skal ske efter indstilling fraDansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE).

Arbejdsgruppen om skambid har diskuteret, om der bør skelnes imellem de skader, som påføres mennesker og deskader, der påføres hunde. Arbejdsgruppen bemærker, at den patologiske definition af skambid både finderanvendelse på mennesker og på hunde.Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om det bør have indflydelse på vurderingen af, om en hund skal aflives, omden har overfaldet eller udvist anden uacceptabel og farlig adfærd og skambidt et menneske eller en anden hund.Arbejdsgruppen fandt, at der principielt ikke er forskel på de to situationer, idet hundens adfærd, når den skambiderenten mennesker eller andre hunde, adfærdsmæssigt basalt set ikke er forskellig. Arbejdsgruppen finder derfor ikke,at beslutningen om, hvorvidt en hund skal aflives, når den har skambidt ved overfald eller som følge af andenuacceptabel og farlig adfærd, skal afhænge af, om det er et menneske eller en anden hund, der er skambidt.Arbejdsgruppen anfører dog, at der kan være forskel på, i hvilke situationer det kan være acceptabelt, at en hundudviser aggression overfor en anden hund i forhold til situationer, hvor den udviser aggression overfor et menneske.Efter arbejdsgruppens opfattelse er det et spørgsmål om at vurdere, om hunden i den konkrete situation udviseracceptabel adfærd, jf. det ovenfor anførte om acceptabel adfærd i en konkret situation.

3.3 Fødevareministeriets overvejelserDefinition af skambidDet er Fødevareministeriets opfattelse, at det er en væsentlig forudsætning for at opnå en ensartet administration afreglen om skambid, at der anvendes en entydig og udtømmende patologisk (fysisk) definition af, hvad der forstås vedskambid. Fødevareministeriet foreslår derfor, at den definition, som arbejdsgruppen anbefaler, benyttes vedbehandlingen af sager efter § 6, stk. 5.Som nævnt i punkt 3.1. defineres skambid i dag som ”at skade slemt ved bid” og som eksempler på skader angives”sår og flænger, som kræver syning”. Selvom eksemplerne i forarbejderne til den gældende bestemmelse om skambidikke er udtømmende, kan det efter Fødevareministeriets opfattelse ikke udelukkes, at eksemplerne kan have givetanledning til, at der i praksis har udviklet sig en forenklet definition af skambid.Oplysninger fra politiet om praksis for behandling af skambidssager viser, at politiet ved behandlingen af disse sager imange tilfælde har lagt dyrlægens eller lægens vurdering af bidskaden til grund for afgørelsen.På baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger foreslår Fødevareministeriet, at ordet ”skambid” fremover skal forstås ioverensstemmelse med den definition, som anbefales af arbejdsgruppen. Fødevareministeriet vurderer, at dennedefinition af skambid vil skabe et mere sikkert grundlag for politiets afgørelser efter § 6, stk. 5, og for vurderingen af,om § 6, stk. 5, i det hele taget kan finde anvendelse. Endvidere kan definitionen bidrage til, at læger og dyrlæger får etmere præcist værktøj til vurdering af, om hundebid på mennesker og andre hunde kan karakteriseres som skambid,og bidrage til at undgå, at bidskader fejlagtigt betegnes som skambid uden at være det. Det foreslås derfor, atbestemmelsen i § 6, stk. 5, ændres således, at det præciseres, at den patologiske definition skal lægges til grund.På baggrund af arbejdsgruppens rapport vurderer Fødevareministeriet endvidere, at der ikke lovgivningsmæssigt erbehov for at skelne mellem, om en hund har bidt et menneske eller en anden hund. Der kan dog, som anført af

Definition af overfald og af anden uacceptabel og farlig adfærdFødevareministeriet finder, at det er nødvendigt, at det i vurderingen af sager vedrørende skambid indgår, om hundenhar skambidt ved overfald eller har udvist en anden uacceptabel og farlig adfærd, eller om den angribende hund harudvist en adfærd, der kan anses for acceptabel, selvom den har ført til skambidning i patologisk (fysisk) forstand.Fødevareministeriet foreslår derfor, at hundelovens § 6, stk. 5, ændres, således at det fremgår, at hunde, der ved etoverfald eller anden uacceptabel og farlig adfærd har skambidt et menneske eller en anden hund, skal aflives vedpolitiets foranstaltning. Dermed sidestilles overfald og anden uacceptabel adfærd, således at der i begge situationerskal træffes afgørelse om aflivning, hvis der er tale om skambid ud fra de patologiske fund.Ifølge bemærkningerne til skambidsbestemmelsen i den gældende § 6, stk. 5, skal der allerede i dag tages hensyn tilomstændigheder omkring bidepisoden. Fødevareministeriet vurderer, at der med de præciserende beskrivelser, somarbejdsgruppen angiver, jf. punkt 3.2.2, vil være et mere sikkert grundlag for at vurdere en hunds adfærden.

Sammenhængen mellem § 6, stk. 5 og § 6, stk. 2§ 6, stk. 2, omhandler indgreb i tilfælde, hvor en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade,hvis hunden eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, ellerhvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser. I forhold tilskader på mennesker, omfattet af § 6, stk. 2, vil omfatte situationer, hvor en hund har bidt et menneske, uden atskaden kan defineres som skambid. Desuden omfatter § 6, stk. 2, anden væsentlig skade. Begrebet anden væsentligskade omfatter bl.a. situationer, hvor en hund har bidt en anden hund uden, at der er tale om skambid. Væsentligskade kan også være skade på andre dyr eller materiel skade. § 6, stk. 2 vil kunne anvendes i situationer, hvor § 6, stk.5, efter de foreslåede ændringer, ikke er anvendelig. Dvs. bl.a. i de situationer hvor der fysisk er tale om skambid, menhvor der ikke er tale om et overfald eller anden uacceptabel eller farlig adfærd.

Fødevareministeriet mener ligesom arbejdsgruppen, at det i mange tilfælde kan være vanskeligt for en person udenerfaring med hundeadfærd at vurdere, hvorvidt en hund i en given situation har udvist en acceptabel adfærd, ogsåselvom der ud fra de patologiske fund er tale om et skambid.Fødevareministeriet vurderer, at muligheden for at inddrage sagkyndig bistand vil kunne være en hjælp i politietsarbejde, og medvirke til at sikre, at afgørelsen om, hvorvidt en hund skal aflives, sker på et så fagligt korrekt grundlagsom muligt. Endvidere forventes det, at en øget inddragelse af hundesagkyndige i denne type sager vil medvirke til atnedbringe antallet af klager over politiets afgørelser.Det foreslås derfor, at både politiet og besidderen får mulighed for at anmode om inddragelse af en sagkyndigundersøgelse af hunden og omstændighederne omkring bidepisoden. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, nårpolitiet skal træffe afgørelse om aflivning efter § 6, stk. 2, nr. 4. Dog vil det med den foreslåede mulighed forinddragelse af sagkyndige undersøgelser i sager efter § 6, stk. 5, være nødvendigt, at det som en del af undersøgelsensærligt vurderes, hvorvidt hundens adfærd kan betegnes som et overfald eller anden uacceptabel og farlig adfærdsom beskrevet i punkt 3.2.2. Derfor foreslås det, at der indsættes en bestemmelse om, at når der inddrages enhundesagkyndig undersøgelse, inden der træffes afgørelse om aflivning af hunde i medfør af § 6, stk. 5, skalomstændighederne omkring bidepisoden indgå i undersøgelsen.Det forudsættes, at det, når der foretages en hundesagkyndig undersøgelse, skal være den hundesagkyndige, dervurderer, hvorvidt det vil være nødvendigt at foretage en fysisk adfærdstest af hunden, eller om det er tilstrækkeligtat foretage vurderingen (skriftligt) på baggrund af sagens oplysninger om hændelsesforløbet. Hvis oplysningerne isagen er utilstrækkelige eller upræcise, kan det nødvendiggøre, at der foretages en fysisk adfærdstest.Politiet har allerede med den gældende lovgivning mulighed for at anbringe hunden i pension, indtil der træffesafgørelse, jf. § 6 b. Denne mulighed opretholdes.Det bemærkes, at arbejdsgruppens rapport (bilag 3) indeholder en vejledning til politiet, ”Vejledning til politiet omoplysninger til hundesagkyndige i sager, hvor hunde har bidt mennesker eller andre dyr.” Vejledningen skal sikre, atpolitiet ved afhøring mv. indhenter så fyldestgørende oplysninger om hændelsesforløbet som muligt.Fødevareministeriet vil indtil videre efter nærmere aftale med Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE) ståfor udpegningen af hundesagkyndige, som politiet kan kontakte ved behov for sagkyndig vurdering. Som nævnt er derallerede i dag mulighed for at inddrage en sagkyndig efter § 6, stk. 4. Der er dermed tale om en udvidelse af etallerede eksisterende system, og det forventes at de allerede udpegede sagkyndige også vil kunne varetage opgavemed sagkyndige undersøgelser efter den foreslåede § 6, stk. 5.

er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldtherredømme over dem. En hund anses ikke for at være under ledsagelse, hvis den kun er under tilsyn fra besidderensbolig eller forretningslokale. Føres hunde i bånd, skal båndet være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren.Udtrykket »byer og områder med bymæssig bebyggelse«, tager udgangspunkt i færdselslovens begreb »tætterebebygget område«, det vil sige, at der tages udgangspunkt i den afmærkning, som findes i form af de såkaldte silhuet-tavler, som inden for færdselslovens anvendelsesområde markerer grænsen mellem »tættere bebygget område« ogandre områder. Måtte der være tilfælde, hvor der er tale om f.eks. en grusvej, sti eller lignende, og hvor der ikke eropstillet en silhuet-tavle for at markere bygrænsen, vil det afgørende være, om området naturligt må opfattes som endel af et byområde.Overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1-3. pkt., straffes med bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.Efter hundelovens § 3, stk. 3, påhviler det besidderen af en hunduden for byer og områder med bymæssig bebyggelseat drage omsorg for, at den ikke strejfer om. Denne bestemmelse blev indsat i hundeloven i 1962 (lov nr. 194 af 12.juni 1962), og det fremgår af forarbejderne til denne lovændring, at formålet med bestemmelsen var at dæmme opfor omstrejfende hundes overfald på andre dyr i landkommunerne.Overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 3., straffes med bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.I hundelovens § 3, stk. 1, 4-9. pkt., er der fastsat nærmere regler om fremlysning, salg eller aflivning af hunde, derfærdes løse i byer og områder med bymæssig bebyggelse uden at være i følge med en person, der har fuldtherredømme over dem. I sådanne tilfælde indfanger politiet hunden og underretter besidderen. Er hunden ikkemærket og registreret, fremlyses den. Det gælder dog ikke, hvis hunden bærer skilt som nævnt i hundelovens § 1, stk.1. Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efter, at underretning eller fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved atbetale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventueltoverskud ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis han melder sig inden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellersstatskassen. Fødevareministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om afhændelse af optagne hunde.Justitsministeriet har i § 18 i cirkulære nr. 148 af 2. august 1963 om hundelovens administration fastsat nærmereregler for salg af optagne hunde. Det fremgår bl.a. heraf, at afhændelse af en hund foretrækkes frem for aflivning, hvisder er mulighed for at finde en køber inden for en rimelig frist.Ifølge § 3, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der i kommunen eller nærmere opregnede områder afkommunen skal gælde en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd på gader,veje, stier eller plader m.v., der er åbne for almindelig færdsel. Båndet skal være så kort, at hunden kan holdes tæt indtil ledsageren.Endelig følger det af hundelovens § 3, stk. 5, at fødevareministeren kan fastsætte regler om, at visse hunde ikke eromfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat i medfør af stk. 2.Hundelovens regler om besidderens kontrol over hunden sondrer mellem henholdsvis indgreb over for hunde, derstrejfer eller færdes løse, og over for hunde, der skaber frygt eller har forvoldt skade. I hundelovens § 3 er det ikkeafgørende, om hunden er farlig, skaber frygt eller forvolder skade, men at den færdes løs. Reglerne i § 3 gælder derforogså selvom hunden i øvrigt er fredelig og ikke skaber frygt. Har hunden derimod forvoldt skade eller skaber den frygt,

finder reglerne i § 6 anvendelse. De generelle regler om herredømme over hunde i § 3 suppleres derfor afhundelovens § 6, om at besidderen skal træffe de foranstaltninger, der må anses for påkrævet for at forebygge, athunden volder andre skade. Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvishundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller hvisder i øvrigt er grundlag for at antage, at hunden kan være farlig for sine omgivelser, kan politiet ifølge § 6, stk. 2,træffe afgørelse om:1)at give besidderen pålæg om, at den ejendom, hvor hunden holdes, skal være indhegnet af et hegn på op til1,8 meter i højden mv.2)at give besidderen pålæg om, at hunden kun må luftes af besidderen eller af andre navngivne personer over18 år og ikke må luftes sammen med andre hunde,3)at give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i bånd, der højst er 2meter langt og/eller være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv eller begge dele eller4)at lade hunden aflive.

Ifølge § 6, stk. 3, kan politiet endvidere give besidderen pålæg som nævnt i § 6, stk. 2, nr. 1-3, hvis hunden har forvane at forulempe husdyr i ejendom eller på mark. Hvis besidderen ikke overholder et pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 1-3,eller stk. 3, kan politiet lade hunden aflive, jf. stk. 4.Herudover er der i naturbeskyttelsesloven og i regler udstedt i medfør heraf særlige regler for hunde, der færdes påstrande, i skove, udyrkede og klitfredede arealer samt på veje og stier i det åbne landskab. Bl.a. er der ibekendtgørelse nr. 1317 af 21. december 2011 om offentlighedens adgang til at færdes i naturen fastsat regler ombåndpligt og hundeskove (afgrænsede områder, hvor besidderen kan lade hunden færdes uden snor).I medfør af miljøbeskyttelsesloven er der udstedt regler, som giver kommunalbestyrelsen beføjelse til at regulerehundes tilstedeværelse i vandet og på stranden, jf. bekendtgørelse nr. 939 af 18. september 2012 om badevand ogbadeområder.Mark- og vejfredsloven indeholder blandt andet bestemmelser om at holde sine husdyr på egen grund, om optagelseaf husdyr og om rettigheder og pligter i forbindelse med optagelse af husdyr. Loven omfatter hunde såvel som andrehusdyrFormålet med bestemmelsen er at beskytte den optagelsesberettigedes ejendom, herunder husdyr, mod deskader og farer, hunden kan forårsage. Det bemærkes, at mark- og vejfredsloven anvender terminologien ”denoptagelsesberettigede” med hvilket der menes grundejeren, lejeren eller forpagteren af den grund, hvor dyretstrejfer. Både hundeloven og mark- og vejfredslovens bruger begrebet ”optagelse” eller ”optage hunden”, hvilket ibegge love svarer til indfangning. Endvidere bruges både udtrykket ”strejfer” og udtrykket ”færdes løs”. Detbemærkes, at der ikke er afgørende forskelle i betydningen af disse to udtryk.I mark- og vejfredslovens § 1, stk. 1, findes den centrale bestemmelse om, at enhver er pligtig til på alle årets tider atholde sine husdyr på sit eget. Kravet danner grundlag for lovens bestemmelser om optagelse og håndtering af husdyr,der færdes på fremmed grund. Det følger af lovens § 5, at enhver har ret til selv at optage eller lade optage fremmedehusdyr, som uden hjemmel færdes løse på ens grund. Optagelsen skal ske på en sådan måde, at dyret så vidt muligt

ikke kommer til skade. Bestemmelsen om optagelse af husdyr har til formål at begrænse de situationer, hvor husdyrstrejfer om til fare for afgrøder, dyr og mennesker.Ifølge mark- og vejfredslovens § 6, stk. 1 og 2, skal optageren, hvis denne ved, hvem dyrets besidder er, snarest muligtog senest inden 24 timer efter, at optagelsen har fundet sted, kontakte besidderen eller en til vedkommendeshusstand hørende voksen person. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal vedkommende inden for samme fristanmelde optagelsen til sognefogeden, hvis en sådan findes, og ellers til politiet. Sognefogeden/politiet skal snarestmuligt foranledige optagelsen bekendtgjort. Optageren skal fodre og passe det optagne dyr forsvarligt, jf. mark- ogvejfredslovens § 8.Ifølge mark- og vejfredslovens § 11 kan den optagelsesberettigede aflevere det optagne dyr til politiet, hvis optagerenikke har rimelig mulighed for at have den i pleje.Lovens § 13 giver mulighed for at straffe besidderen af et omstrejfende dyr med bøde (ufredsbøder). Det er enforudsætning, at dyret forgæves er forsøgt optaget.Ifølge den gældende § 14, stk. 1, har den optagelsesberettigede (dvs. grundejere, lejere og forpagtere) ret til påhensigtsmæssig måde at fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner, fjerkræ og omstrejfende hunde og kattefra sin grund og er ikke pligtig til at yde erstatning, hvis dyret herved kommer til skade eller omkommer. Den, der erbesidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade.For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder.Det fremgår af § 14, stk. 2, at den optagelsesberettigede kun må skyde eller anvende en anden direkte på drab afdyret sigtende fremgangsmåde, hvis vedkommende inden for det sidste år har advaret dyrets besidder. Er besidderenukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredtdagblad. Advarsel er dog unødvendig, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for personeller ejendom. Ordet ”ejendom” omfatter husdyr, men ikke værdiløse vilde buske og lignende.

4.2. Baggrunden for ændringerne om indfangning af strejfende hunde i hundelovens § 3.4.2.1. Ændringer som følge af ændring af mark- og vejfredsloven.Samtidig med fremsættelse af nærværende lovforslag fremsætter fødevareministeren et forslag om ændring af mark-og vejfredsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 61 af 19. januar 2007, som ændret ved lov nr. 484 af 17. juni 2008 og lov nr.1336 af 19. december 2008.Nærværende lovforslag skal ses i sammenhæng med forslaget til ændring af lov om mark- og vejfred.Med lovforslaget om ændring af mark- og vejfredsloven foreslås det bl.a., at loven ikke skal omfatte hunde, således atmark- og vejfredslovens regulering vedrørende hunde flyttes til hundeloven. Dermed bliver det mere enkelt ogtydeligt for hundeejere og øvrige borgere, hvilke regler der gælder for hunde.Herudover er formålet med forslaget om ændring af mark- og vejfredsloven bl.a. at gøre bestemmelserne meretidssvarende og at sikre, at loven afspejler det syn, der er på kæledyr i dag. Det foreslås derfor, at bestemmelsen somgiver mulighed for at dræbe dyr (hunde, katte og tamkaniner), der strejfer på privat grund, fjernes. Det vil fortsat være

tilladt på hensigtsmæssig måde at fjerne dyrene fra sin grund. Det vil også fortsat være tilladt at skyde eller på andenmåde aflive katte og tamkaniner, der angriber andre husdyr eller fremkalder nærliggende fare for person ellerejendom (nødværge). Det foreslås desuden at fjerne muligheden for, at den, der optager et strejfende dyr, kan kræve,at dyrets besidder skal betale et beløb for at få udleveret dyret (optagelsespenge) samt godtgørelse for foder ogpasning. Endelig foreslås det, at besidderen af et omstrejfende husdyr, der er til væsentlig gene, kan straffes medbøde uanset, om det omstrejfende husdyr kan optages eller ej, så det ikke længere er en betingelse for at straffebesidderen med bøde, at dyret forgæves er forsøgt optaget.En del af bestemmelserne i mark- og vejfredsloven vedrørende hunde er allerede dækket af eksisterendebestemmelser i hundeloven. Det gør sig bl.a. gældende for den generelle bestemmelse i mark- og vejfredsloven om, atman skal holde sine husdyr på sit eget. Dette svarer til hundelovens krav om, at en besidder skal have herredømmeover hunden og ikke må lade den strejfe om. Herudover indeholder hundeloven, ligesom mark- og vejfredsloven,bestemmelser om strejfende hunde, politiets underretning af besidderen og fremlysning af hunden samt afhændelseaf optagne hunde. Situationer med strejfende hunde er derfor i dag reguleret både i hundeloven og i mark -ogvejfredsloven. Det formodes, at specialreglerne i hundeloven i mange tilfælde har medført, at reglerne i mark- ogvejfredsloven om hunde ikke har fundet anvendelse i situationer, hvor politiet har optaget løse hunde.Det vurderes således, at der er et overlap mellem visse dele af mark- og vejfredsloven og hundeloven. Hundelovenindeholder imidlertid ikke som mark- og vejfredsloven præcise bestemmelser om, at man som privatperson, der haren strejfende hund på sin grund, kan vælge selv at optage den, samt at man har ret til på hensigtsmæssig måde atfjerne den fra sin grund uden at være pligtig til at yde erstatning, hvis hunden derved kommer til skade elleromkommer.Fødevareministeriet har sammenholdt de regler i mark- og vejfredsloven, som vedrører hunde, med hundelovensbestemmelser, og foretaget en vurdering af, hvilke regler om hunde det er nødvendigt at foreslå videreført ihundeloven. I de tilfælde hvor reglerne ikke foreslås overført fra mark- og vejfredsloven skyldes det, at de situationer,der reguleres i mark- og vejfredsloven, allerede vurderes at være omfattet af eksisterende regler i hundeloven.Reglerne i hundeloven er i flere tilfælde mere generelt formuleret end mark- og vejfredsloven, hvilket betyder, athundeloven i mange tilfælde vil være tilstrækkelig bredt formuleret til at omfatte situationer, som har været meredetaljeret reguleret i mark- og vejfredsloven.De bestemmelser fra mark- og vejfredsloven, som Fødevareministeriet har vurderet bør overføres til hundeloven,foreslås indarbejdet i hundelovens § 3, der, som nævnt, omhandler indfangning af løse hunde og politietshandlemuligheder overfor strejfende hunde.Fødevareministeriet foreslår derfor en række ændringer af hundelovens § 3, som har til formål at videreføre mark- ogvejfredslovens bestemmelser om hunde i det omfang, det er relevant. Det er væsentligt at bemærke, atbestemmelserne ikke overføres ordret. Bestemmelserne fra mark- og vejfredsloven foreslås indarbejdet således, at detilpasses den eksisterende bestemmelse i hundelovens § 3. Herudover foreslås enkelte lovtekniske ændringer afbestemmelsen.

Som nævnt i punkt 1.1 foreslås visse øvrige ændringer i hundeloven, som har til formål at indarbejde anbefalingerne ibetænkning nr. 1524 om revision af hundeloven. I betænkningens kapitel 6 (”Indfangning, anbringelse mv. afomstrejfende hunde”) anbefaler Udvalget om hunde ændringer, der vedrører besidderens pligt til at have fuldtherredømme over hunden.Ifølge hundelovens § 3, skt. 1, 1. pkt., er det forbudt, i byer og bymæssig bebyggelse, at lade hunden færdes på gader,veje m.v. uden, at den enten føres i bånd eller er ifølge med en person, som har fuldt herredømme over den.Udvalget om hunde har i kap. 6 i betænkning om revision af hundeloven bl.a. anbefalet, at bestemmelsen udvides tilogså at gælde uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse, når en hund færdes uden for besidderensejendom. Det er udvalgets opfattelse, at en besidder af en hund også i disse tilfælde bør være forpligtet til at førehunden i bånd eller lade den være i følge med en person, der har fuldt herredømme over den, når hunden befinder sigpå steder, som er åbne for almindelig færdsel.Udvalget finder ikke, at den gældende bestemmelse i hundelovens § 3, stk. 3, hvorefter besidderen af en hund erforpligtet til at drage omsorg for, at hunden ikke strejfer om uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse,herved bliver overflødig. Bestemmelsen bør således efter udvalgets opfattelse opretholdes, idet den fortsat vil værerelevant i de tilfælde, hvor en hund færdes løs – og uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømmeover den – på steder, der ikke er åbne for almindelig færdsel, f.eks. på en privat ejendom, der ikke tilhører besidderen.Den gældende bestemmelse i hundelovens § 3, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at hvis en hund føres i bånd, skal båndetvære så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. For at præcisere, at bestemmelsen ikke udelukker brugen aff.eks. flexi-liner foreslår udvalget, at bestemmelsen formuleres således, at båndet skal være så kort, at hundenkanholdes tæt ind til ledsageren. På trods af bestemmelsens formulering udelukker den, ifølge udvalget, nemlig ikkeanvendelsen af f.eks. de såkaldte flexi-liner, der i fuld længde kan være adskillige meter lange (f.eks. 5 eller 8 meter).Det bemærkes, at sådanne flexi-liner er udstyret med en låsemekanisme, som gør, at hundens besidder har mulighedfor at kontrollere hundens færden ved at låse linen i den ønskede længde. Hundens besidder kan således gøre flexi-linen kortere, hvis der er behov for det, f.eks. ved færdsel i byer eller andre områder, hvor der er andre menneskereller dyr. Ved brug af flexi-liner forudsættes det, at der anvendes en line, der er tilpasset hundens vægt og styrke, ogsom er tilstrækkelig stærk til, at den kan holde, hvis hunden pludselig forsøger at springe frem.Endvidere bør hundens besidder, ifølge udvalget, inden for en måned kunne kræve hunden tilbage mod betaling afsamtlige udgifter afholdt i forbindelse med hundens indfangning, anbringelse samt almindelige pasning og pleje.Fristen på en måned anbefales ud fra hensynet til besiddere, der f.eks. har været bortrejst på ferie og i denforbindelse har overladt hunden til at blive passet af andre. Udvalget finder i den forbindelse, at optagne hunde børfremlyses i 3 hverdage og ikke blot i 3 dage, og at fremlysningen bør ske på politiets hjemmeside.Udvalget foreslår derudover, at de gældende regler i hundelovens § 3, stk. 1, 4.-9. pkt., om indfangning, fremlysningog eventuelt salg eller aflivning af hunde ophæves, og at det i stedet i hundeloven fastslås, at politiet skal sørge for atindfange hunde, der på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelige færdsel, færdes løse og uden atvære i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem.Den nærmere regulering af fremlysning, tilbagelevering, salg eller aflivning af omstrejfende hunde, der følger afhundelovens § 3, stk. 1, 4.-9. pkt., bør efter udvalgets opfattelse fastsættes i en bekendtgørelse. Dette gælder således

4.3. Fødevareministeriets overvejelser4.3.1. Ændringer som følge af ændring af mark- og vejfredsloven.Mark og vejfredslovens bestemmelser overføres til hundelovens § 3Fødevareministeriet foreslår, at bestemmelserne fra mark- og vejfredsloven indarbejdes i den gældende § 3.Hensigten med, at bestemmelserne foreslås samlet i § 3, er at præcisere, hvordan hunde, der færdes løse, kanoptages, og af hvem de kan optages i og udenfor byer og bymæssig bebyggelse og på offentlige henholdsvis privatearealer.Der vil i praksis kunne opstå flere forskellige situationer, hvor politiet eller privatpersoner vil kunne have behov for atoptage strejfende hunde. Dels situationer, hvor hunden strejfer på privat grund, dels situationer, hvor hunden færdespå offentligt tilgængelige arealer. På begge typer af områder kan det være nødvendigt at optage (indfange) hundenuanset, om hunden i øvrigt forulemper eller er til gene. Optagelsen kan være nødvendig for at hindre, at hundenforårsager skade eller selv kommer til skade.Politiets praksis ved optag af hunde er beskrevet i betænkning nr. 1524. Det fremgår bl.a. heraf, at politiet i mangesituationer anmoder den, der kontakter politiet om en løs hund, om at forsøge at finde ejeren. I overensstemmelsemed nuværende praksis er det den enkelte politikreds, som fastsætter en procedure for, hvordan optagelse mesthensigtsmæssigt kan finde sted. Politiet kan således beslutte selv at stå for optagelsen eller at lade en tredjepart,f.eks. en dyreværnsorganisation, Falck eller et dyreinternat, stå for optagelsen. Politiets praksis for optagelse afstrejfende hunde vil kunne opretholdes med de foreslåede ændringer af § 3, og overførslen af bestemmelserne framark- og vejfredsloven har således ikke til hensigt at ændre politiets praksis.

Mark- og vejfredslovens § 1 og § 5 overføres til hundeloven – privatpersoners optag af strejfende hunde.Mark- og vejfredslovens § 1 omhandler besidderens pligt til at holde hunden på sin egen grund, og § 5 giver ret til, atman som privatperson kan optage en hund, der strejfer på ens private grund.Fødevareministeriet foreslår, at indholdet af disse bestemmelser overføres til hundeloven med henblik på at sikre, atdet klart fremgår, at hunde ikke må færdes på private arealer, som besidderen ikke har brugsret til. Ændringen skalsamtidig sikre en præcisering af, at private har ret til at optage en hund, der strejfer på et privat areal.Fødevareministeriet vurderer, at præciseringen af rettighederne for den, der har en strejfende hund på sin grund, vilvære gavnlig, såfremt der måtte opstå en konflikt om optagelsen mellem besidderen af en hund, der er optaget, ogden, der har optaget hunden.Begrebet private arealer skal tolkes i overensstemmelse med mark- og vejfredslovens ordlyd ” at fjerne hunden fra singrund”. Til ”sin grund” regnes ikke alene ens egen grund, men også lejet eller forpagtet jord, som vedkommende harudelukkende brugsret over.

Mark- og vejfredslovens § 14, stk. 1 overføres til hundeloven – muligheden for at fjerne hunden fra sin grund.Bestemmelsen i mark- og vejfredslovens § 14, stk. 1, tillader, at man på hensigtsmæssig måde kan fjerne uvanehusdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner, fjerkræ og omstrejfende hunde og katte fra sin grund, og at man ikke er pligtigtil at yde erstatning, hvis dyret kommer til skade eller omkommer derved. Da bestemmelserne i mark- ogvejfredsloven, der omhandler hunde overflyttes til hundeloven foreslår Fødevareministeriet, at en bestemmelsesvarende til mark- og vejfredslovens § 14, stk. 1, indsættes i hundelovens § 3.Det foreslås som noget nyt i forslaget om ændring af mark- og vejfredsloven, at man ikke er pligtig til at ydeerstatning, hvis dyretundtagelsesvistkommer til skade eller omkommer. Formålet med dette er at præcisere, atfjernelsen af dyret skal ske på en hensigtsmæssig måde, hvorved sædvanligvis forstås en måde, som ikke tilfører dyretskade. Det vil f.eks. ikke anses for hensigtsmæssigt at jage dyret væk ved at beskyde det med hagl eller på andenmåde tilføre dyret unødvendig lidelse. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med dyreværnslovens regler,hvorefter dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentligulempe. Fødevareministeriet foreslår, at en tilsvarende formulering indsættes i hundelovens § 3.Fjernes dyret på hensigtsmæssig måde, vil den optagelsesberettigede ikke være forpligtiget til at yde erstatning, hvisdyret herved kommer til skade eller omkommer. Har måden, hvorpå dyret er fjernet, derimod væretuhensigtsmæssig, og er dyret derved omkommet eller kommet til skade, vil vedkommende være erstatningsansvarlig.Fødevareministeriet foreslår, at ændringerne indføjes i § 3 således, at det fremgår, at det er tilladt at fjerne en hundfra sin grund. Muligheden vil f.eks. være relevant i situationer, hvor grundejeren kender den strejfende hundsbesidder og ved, at hunden har for vane at strejfe, men selv finder hjem igen.

Mark-og vejfredslovens §§ 6, 8 og 11 overføres til hundeloven – regler om underretning af besidderen.Ifølge mark- og vejfredslovens § 5 kan den optagelsesberettigede som nævnt optage hunden. Hvis denoptagelsesberettigede ved, hvem der er hundens besidder, skal vedkommende inden 24 timer underrette besiddereneller en til vedkommendes husstand hørende voksen person. Hvis hundens besidder derimod ikke kendes, eller hvisden optagelsesberettigede ikke har mulighed for at optage hunden, kontaktes politiet eller sognefogeden , jf. mark- ogvejfredslovens § 6 og § 11. Fødevareministeriet foreslår, at disse regler om underretning af besidderen eller en tilvedkommendes husstand hørende voksen person og om optag af hunde overføres til hundeloven, dog således, athenvendelse nu kun kan ske til politiet. Det skyldes, at reglerne i hundeloven kun involverer politiet og ikkesognefogeden i sager om strejfende hunde. Fødevareministeriet vurderer, at personer, der har brug for hjælp med enstrejfende hund, oftest vil rette henvendelse til politiet eller til dyreinternater.Fødevareministeriet foreslår desuden, at mark- og vejfredslovens bestemmelse i § 8 om forsvarlig behandling ogfodring af det optagne dyr overføres til hundeloven.Disse ændringer om underretning af besidderen, når en privatperson selv har optaget hunden, og om forsvarligpasning og fordring foreslås overført som konsekvens af, at det ligeledes foreslås at overføre retten til selv at optage

Mark- og vejfredslovens § 14, stk. 2 overføres til hundeloven - nødværgebestemmelsen.Det fremgår af mark- og vejfredslovens § 14, stk. 2, at den optagelsesberettigede kun må skyde eller anvende enanden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde, hvis vedkommende inden for det sidste år har advaret dyretsbesidder.Med ændringsforslaget til mark- og vejfredsloven foreslås det, at det ikke skal være tilladt at nedskyde eller på andenmåde aflive hunde, katte og tamkaniner efter denne bestemmelse. Det vil fortsat være lovligt at aflive uvane husdyr,løsslupne pelsdyr og fjerkræ, hvis betingelserne herfor er opfyldt.Med den foreslåede ændring ønskes det element af selvtægt, der giver mulighed for efter advarsel at skyde eller påanden måde aflive andres selskabsdyr, fjernet fra loven. Det vil således alene være tilladt at aflive dyr, hvis dyretangriber, eller der er overhængende fare for, at dyret vil angribe personer eller ejendom.Fødevareministeriet vurderer, at hunde kan udgøre en reel fare for mennesker eller ejendom, og at det derfor errelevant at sikre, at der er mulighed for at beskytte sig mod en hund, der angriber. Eftersom mark- og vejfredslovensnødværgebestemmelse i § 14, stk. 2, videreføres, har Fødevareministeriet vurderet, at det er nødvendigt at entilsvarende nødværgebestemmelse indsættes i hundeloven, da hunde foreslås fjernet fra mark-og vejfredsloven. Påden baggrund foreslås det, at nødværgebestemmelsen overføres til hundeloven.Det foreslås, at bestemmelsen formuleres enslydende med den fortsat gældende bestemmelse i mark- ogvejfredslovens § 14, stk. 2. Med hensyn til fortolkning og praksis for brug af nødværgebestemmelsen vil denne ikkeafvige fra hidtidig praksis om bestemmelsen.

Sammenhængen mellem mark- og vejfredslovens § 13 om bøder for ufred og hundelovens § 12 om bødestrafSom nævnt under punkt 4.1, kan der ifølge § 13 i mark-og vejfredsloven straffes med bøde, hvis hunden færdes løs påfremmed grund, og forgæves er forsøgt optaget.Med forslaget om ændring af mark- og vejfredsloven foreslås det som noget nyt, at besidderen af et omstrejfendehusdyr, der er til væsentlige gene, skal kunne straffes med bøde, uanset om det omstrejfende dyr kan optages eller ej.Desuden skal det omstrejfende dyr være tilvæsentlig genefor den optagelsesberettigede. Det kan f.eks. væretilfældet, hvis husdyret udviser aggressiv adfærd, trænger ind i den optagelsesberettigedes hus, gør skade på denoptagelsesberettigedes ejendom eller gentagne gange strejfer på den optagelsesberettigede grund. Det nævnes iforslaget om ændring af mark- og vejfredsloven, at forslaget vedrørende § 13 forventes at få en præventiv effekt iforhold til besiddere af omstrejfende dyr, der kan optages.Ifølge hundelovens § 12 kan overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., samt overtrædelse af § 3, stk. 3, i dag straffes medbøde. Fødevareministeriet vurderer, at det tilføjede kriterium i mark- og vejfredsloven om, at hunden skal have værettil væsentlig gene ikke nødvendiggør ændringer af hundelovens § 12.

4.3.2. Ændringer på baggrund af betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven.Fødevareministeriet er enig i udvalgets anbefaling om udvidelse af pligten til at holde en hund i bånd eller under fuldtherredømme, således at pligten også gælder uden for byer og bymæssig bebyggelse. Fødevareministeriet finder dethensigtsmæssigt at gennemføre anbefalingen, idet der ikke synes at være tungtvejende argumenter for at sondremellem besidderens forpligtelser for så vidt angår kontrol over hunden henholdsvis i og uden for byer og bymæssigbebyggelse. Det foreslås derfor, at sondringen mellem, hvordan hunde må færdes henholdsvis i og uden for byer ogbymæssig bebyggelse ophæves, således, at hunde, uanset på hvilke områder de færdes, skal føres i bånd eller væreifølge med en person, der har fuldt herredømme over dem.For så vidt angår udvalgets anbefaling om at opretholde bestemmelsen i § 3, stk. 3, som forbyder at lade hunde strejfeuden for byer og bymæssig bebyggelse finder Fødevareministeriet, at den foreslåede overførelse af bestemmelser framark-og vejfredsloven vedrørende forbuddet mod hundes færden på private arealer tilgodeser samme hensyn, og atder derfor ikke er grund til at opretholde § 3, stk. 3.Fødevareministeriet foreslår, at udvalgets anbefaling om brug af liner følges således, at også flexi-liner vil opfyldekravet om bånd til hunde. Det foreslås, at det i bestemmelsen præciseres, at båndet skal være så kort, at hundenkanholdes tæt ind til ledsageren.For så vidt angår udvalgets anbefaling om, at besidderen skal have henvendt sig vedrørende indløsning af en optagethund senesttre hverdagefrem for tre døgn efter fremlysning, finder Fødevareministeriet, at anbefalingen er relevant,idet besidderen således sikres en tilstrækkelig frist til at afhente hunden. Ligeledes finder Fødevareministeriet detrelevant, at besiddere, der f.eks. har været bortrejst sikres en rimelig periode, inden for hvilken der er mulighed for, atbesidderen kan generhverve sin hund. Det foreslås derfor, at udvalgets anbefaling om, at hundens besidder inden foren måned kan kræve hunden tilbage mod betaling af samtlige udgifter, følges, og at bestemmelsen ændres således, atdisse frister indarbejdes.Fødevareministeriet har desuden overvejet udvalgets anbefaling om at ophæve hundelovens gældende regler omindfangning, fremlysning og eventuelt salg eller aflivning af hunde. Den nærmere regulering af fremlysning,tilbagelevering, salg eller aflivning af omstrejfende hunde, bør derefter, efter udvalgets opfattelse, fastsættes i enbekendtgørelse. Dette gælder således efter udvalgets opfattelse også for de regler, der i dag er reguleret i cirkulæretom hundelovens administration, idet visse af reglerne har betydning for borgerne.Fødevareministeriet finder forslaget om en bekendtgørelse relevant. Det foreslås derfor til dels, at udvalgetsanbefaling om at ændre § 3 følges. Dette skyldes, at en række bestemmelser fra mark- og vejfredsloven overføres tilhundelovens § 3, herunder bestemmelser om optagelse af strejfende hunde og underretning af besidderen, og detsynes derfor mest hensigtsmæssigt at videreføre de ganske detaljerede regler fra mark- og vejfredsloven i

Efter hundelovens § 1, stk. 1, skal besidderen af en hund sørge for, at hunden, fra den er 8 uger gammel, er mærket ogregistreret, samt at den, fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderensnavn og adresse. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at besidderen af en bortløbet eller skadevoldende hund kanidentificeres, således at hunden kan bringes tilbage til besidderen, og den skadelidte kan rette et eventuelterstatningskrav mod besidderen eller dennes forsikringsselskab.Efter hundelovens § 1, stk. 2, bemyndiges justitsministeren (nu fødevareministeren) til at fastsætte nærmerebestemmelser om mærkning, registrering og gebyr og om udformningen af skiltet. Bemyndigelsen i stk. 2 til atfastsætte nærmere regler om udformningen af skilte til hunde er udnyttet ved udstedelsen af bekendtgørelse nr. 496af 1. november 1969 om skilte til hunde.Overtrædelse af reglerne straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 3.Desuden følger det af hundelovens § 2, at det er forbudt at holde hunde på steder, hvor der ikke er beboelse, såsom ikolonihaver, medmindre politiet meddeler tilladelse dertil. Dyreværnslovens generelle regler i §§ 1 og 2 om forsvarligog omsorgsfuld behandling af dyr gælder også for behandlingen af hunde. Omsorgspligten for hunde må anses fortilsidesat, hvis en hund overlades til sig selv uden menneskelig kontakt i længere tid. En sådan tilladelse kan efter § 2,2. pkt., kun meddeles, hvis politiet skønner, at der er sikkerhed for, at hunden vil blive forsvarligt behandlet.Justitsministeriet har i den forbindelse udstedt cirkulære nr. 161 af 23. december 1986 om tilladelser efterhundelovens § 2 og § 3, stk. 5. Om tilladelser efter hundelovens § 2 fremgår det af cirkulærets § 3, at tilladelse ialmindelighed ikke må meddeles for et tidsrum af mere end 2 år, og at det skal fremgå af tilladelsen, at den til enhvertid kan tilbagetages. Endvidere fremgår det af cirkulærets § 6, at politidirektøren, før der meddeles tilladelse efterhundelovens § 2, skal godkende hundens opholdsrum, og at politidirektøren i forbindelse med godkendelsen kanindhente en udtalelse fra kredsdyrlægen (nu Fødevarestyrelsen).Overtrædelse af forbuddet i hundelovens § 2 straffes med bøde, jf. § 12, stk. 1.Hundelovens § 4 regulerer situationer, hvor der indgives klage til politiet over en hund, som forstyrrer deomkringboende, er der mulighed for, at politiet kan meddele besidderen af hunden et pålæg om at holde hundenindelukket eller – hvis dette ikke hjælper, eller hvis hunden allerede holdes indelukket – at lade hunden fjerne, jf. § 4,1. pkt. Det bemærkes, at fødevareministeren kan dispensere fra denne regel, for så vidt det drejer sig om hunde, deraf erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, i tilfælde, hvor der ved enhundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene, jf. § 4, 2. pkt.

Udvalget om hunde anfører i betænkning nr. 1524, at pålæg om at holde hunden indelukket må forstås således, athunden skal holdes inden døre og kun må opholde sig udendørs, hvis den enten er ledsaget af en person, eller den erunder opsyn af en person, der befinder sig i dens umiddelbare nærhed, og som omgående lukker den ind, hvis denbegynder at gø eller tude. Pålæg om fjernelse kan meddeles, når det er konstateret, at ulemperne ikke på anden mådekan afhjælpes.Betingelserne for et sådant pålæg er efter praksis, at hunden forstyrrer de omkringboendes ro ved gentagen ellervedholdende gøen eller tuden.Det anføres desuden, at det således ikke er tilstrækkeligt, at enkelte naboer føler sig generet af en hundstilstedeværelse eller enkeltstående gøen eller tuden. Kun grovere tilfælde af gentagen eller vedholdende gøen ellertuden kommer i betragtning, og det skal være så intenst eller stærkt, at de omkringboendes ro kan siges at væreforstyrret. Ulemperne skal med andre ord være væsentlige.Overtrædelse af et pålæg straffes med bøde, jf. hundelovens § 12, stk. 1.Generelle regler om støjgener fra hundehold findes tillige i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012om miljøregulering af visse aktiviteter, hvorefter kommunalbestyrelsen kan meddele påbud om foretagelse afafhjælpende foranstaltninger eller, hvis generne ikke kan afhjælpes, kræve hundeholdet fjernet, jf. § 8 og §10.Endvidere stilles der i § 5 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 915 af 27. juni 2013 om erhvervsmæssigt dyrehold,husdyrgødning, ensilage mv., krav til afstanden mellem hundeholdet og eventuelle naboer. Begge bekendtgørelser erudstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven.Efter hundelovens § 5, stk. 1, er det forbudt til stadighed at holde en hund bundet. Ifølge § 20 i cirkulære nr. 148 af 2.august 1963 om hundelovens administration mv. skal afgørelsen af, om en hund er bundet ”til stadighed”, træffes udfra en helhedsbedømmelse og ikke på grundlag af forholdene en enkelt eller enkelte dage. Der skal således ikke gribesind, hvis en hund, der normalt går løs, en enkelt dag eller nogle dage holdes bundet af en eller anden særlig grund.Derimod bør der gribes ind, hvis en hund hver dag går løs nogle timer, men i øvrigt holdes bundet dag ud og dag ind.Samtidig med indførelsen af det nævnte forbud, indførtes bestemmelsen i hundelovens § 6, stk. 1, hvorefter detpåhviler besidderen af en hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for atforebygge, at hunden volder andre skade. Det kan på denne baggrund – for at undgå at ifalde bødestraf efter lovens §6, stk. 1, eller erstatningsansvar efter lovens § 8 – være nødvendigt at binde hunden i kortere tidsrum, for atforhindre, at hunden volder skade. Ligeledes f.eks. hvis hunden ofte strejfer. Det fremgår imidlertid afbemærkningerne til § 5, stk. 1, om forbuddet mod til stadighed at holde en hund bundet, at hensynet til at undgå, athunde strejfede om, kan varetages på anden vis. Under andenbehandlingen af lovforslaget indsattes derfor stk. 2 i § 5,der angiver, at når en hund holdes bundet, skal dens lænke være mindst 5 meter lang, og hunden skal have adgang tilet opholdsrum, der kan give den læ mod regn, blæst og kulde. Hvis der anvendes hundehus som opholdsrum, skal detvære rummeligt og så højt, at hunden kan stå oprejst.Overtrædelse af reglerne i § 5 straffes med bøde, jf. lovens § 12, stk. 1. En overtrædelse vil endvidere efteromstændighederne kunne indebære overtrædelse af dyreværnslovens §§ 1 eller 2 om forsvarlig og omsorgsfuldbehandling af dyr.

Politiets kontrol af hunde er ikke efter gældende ret underlagt særlig regulering. Politiet må således anvende dealmindelige regler om efterforskning, tvangsindgreb, mv. i retsplejeloven, når en hund f.eks. skal kontrolleres for denlovpligtige mærkning, registrering og skiltning. Politiet kan i medfør af den almindelige hjemmel i retsplejelovens §742, stk. 2, iværksætte efterforskning af egen drift eller efter modtagelse af en anmeldelse. Betingelserne herfor er, atder er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som er undergivet offentlig påtale, er begået. En undersøgelseaf en hund, som besidderen ikke ønsker gennemført, kan efter gældende ret alene ske i medfør af retsplejelovensregler om tvangsindgreb, nærmere bestemt § 801, stk. 1, nr. 1, om beslaglæggelse til sikring af bevismidler eller tiloplysning i forbindelse med politiets efterforskning.

Ændring af indholdskravet til hundeskilt således at besidderens telefonnummer fremgårDet fremgår af betænkningen, at udvalget har overvejet, dels om skiltepligten bør afskaffes – henset til, at alle hundeer ID-mærkede – dels om kravene til skiltets indhold bør ændres.For så vidt angår selve skiltepligten er det udvalgets opfattelse, at skiltet er af afgørende betydning for, at enbortløben hund hurtigt og enkelt kan bringes tilbage til besidderen. Oplysningerne på skiltet indebærer, at det ofteikke er nødvendigt at inddrage politiet. Adresseoplysningerne mv. vil ellers almindeligvis kun kunne findes ved brug afID-scanner.Det er udvalgets opfattelse, at det i langt de fleste tilfælde, hvor en hund er løbet væk, vil være en fordel at havedirekte adgang til besidderens telefonnummer, hvorfor dette bør fremgå af skiltet. Udvalget er samtidig opmærksomtpå, at der på langt de fleste hundetegn, som produceres i dag, kun er plads til to korte linjer på hver side. Udvalgetfinder på den baggrund, at kravet om oplysning om besidderens navn kan udgå. Det bemærkes i den forbindelse, at deoplysninger, som ikke fremgår af skiltet, stadig kan fremskaffes via Dansk Hunderegister.Udvalget foreslår således, at hundelovens § 1, stk. 1, ændres, således at der fremover er krav om, at besidderensadresse og telefonnummer fremgår af skiltet. Som konsekvens heraf foreslår udvalget § 2, stk. 2, 1. pkt., ibekendtgørelse nr. 496 af 1. november 1969 om skilte til hunde ændret i overensstemmelse hermed.Udvalget foreslår, at den foreslåede regel tidligst træder i kraft 3 måneder efter en eventuel lovændrings vedtagelse,således at besiddere har mulighed for at anskaffe sig nye skilte.

Udvalget om hunde har i betænkning nr. 1524 anført, at det er udvalgets opfattelse, at forbuddet efter hundelovens §2 fortsat er relevant. Udvalget bemærker dog, at ordlyden af hundelovens § 2 ikke umiddelbart er tidssvarende.Udvalget har således overvejet, om bestemmelsen bør erstattes af en mere tidssvarende bestemmelse.Udvalget foreslår, at det fastsættes, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at holde hund på steder, hvor besidderen,herunder andre, som tager sig af hunden, ikke selv opholder sig. Det eksisterende krav om beboelse bør præciseres,således at det fremgår, at besidderen eller en anden, der tager sig af hunden, skal have fast ophold det pågældendested. Ved fast ophold forstås i denne sammenhæng, hvor besidderen aktuelt opholder sig, hvad enten der er tale omhelårsbeboelse, sommerhus e.l. Udvalget anfører, at udvalget er klar over, at nyaffattelsen af § 2 kan indebære en visudvidelse af forbuddet.Samtidig bør der fastsættes regler om, at hunde generelt skal have individuel menneskelig kontakt hver dag. Udvalgetfinder således, at alle hunde bør sikres daglig menneskelig kontakt og adgang til frisk vand. Kravet om dagligmenneskelig kontakt bør anses for opfyldt, når hunden deltager i besidderens eller dennes husstands dagligdag ogholdes, hvor de selv opholder sig.Udvalget foreslår endvidere, at overtrædelse af § 2, stk. 1 og § 2a straffes med bøde.

Ændring af reglen om forstyrrende hunde således, at politiet af egen drift kan rejse en sag om forstyrrende hunde samtaflive eller bortsælge en hund, såfremt hundens besidder ikke efterlever pålæg udstedt efter stk. 1-2.Det følger af betænkning nr. 1524, at Udvalget om hunde til brug for udvalgets overvejelser har indhentet oplysningerfra Rigspolitiet om politikredsenes praktiske erfaringer med hundelovens § 4.Rigspolitiet har i den anledning oplyst, at halvdelen af landets politikredse ikke finder, at der er behov for at foretageændringer i den gældende bestemmelse, mens de øvrige politikredse navnlig har givet udtryk for, at sagsbehandlingenofte er omstændelig og ressourcekrævende, da der må foretages en række observationer for at kunne løftebevisbyrden, at mange borgere er tilbageholdende med at klage grundet naboforholdet, hvorfor det kunne overvejes,at indføre hjemmel til at politiet kan rejse sager af egen drift, at det kunne overvejes at give politiet hjemmel til omnødvendigt at fjerne en hund samt, at der er behov for præcisering af hvornår der er grundlag for at give et pålæg.Udvalget mener, at der fortsat er behov for reglen i hundelovens § 4 i tilfælde, hvor en hund forstyrrer deomkringboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden.Udvalget har overvejet, om der bør indsættes konkrete og udtømmende tidsangivelser i bestemmelsen, således atpålæg kun kan meddeles besidderen, når dennes hund har forstyrret de omkringboende i en bestemt tidsperiode. Deter imidlertid udvalgets opfattelse, at der ikke bør fastsættes sådanne tidsangivelser, da en sådan regel vil givedårligere mulighed for at tage højde for eventuelle særlige omstændigheder i en konkret situation. Udvalget opsætterderimod nogle ikke-udtømmende eksempler på typesituationer, hvor det efter udvalgets opfattelse vil være relevantat skride ind, f.eks. hvis en hund gør i ca. 30 minutter i træk eller derover mere end 3 af ugens dage. For de øvrigeeksempler henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 7.

Udvalget er samtidig af den opfattelse, at der er behov for at udbygge reglerne vedrørende forstyrrende hunde. Detbør således præciseres, at et pålæg om at holde en hund indelukket kan begrænses til et nærmere angivet tidsrum,herunder en nærmere angivet del af døgnet, f.eks. hvis der er tale om tidspunkter, hvor hunden er til særlig gene.Udvalget er endvidere af den opfattelse, at politiet bør have hjemmel til at rejse en sag om forstyrrende hunde afegen drift med henblik på f.eks. at undgå situationer, hvor omkringboende ikke tør anmelde forholdet af frygt forrepressalier fra besiddere af de pågældende hunde.Udvalget anbefaler i øvrigt, at der indsættes en bestemmelse i hundeloven, hvorefter politiet kan lade en hund fjerne,hvis besidderen ikke efterkommer et udstedt pålæg. Efter de gældende regler kan politiet alene meddele et pålægom, at hunden skal fjernes, og der er således efter udvalgets opfattelse et behov for, at politiet også selv får mulighedfor at lade hunden fjerne med henblik på aflivning eller bortsalg. Bortsalg svarer til afhændelse, jf. lovens § 3 ogreglerne herom i cirkulære nr. 148 af 2. august 1963 om hundelovens administration mv. finder tilsvarendeanvendelse.Udvalget anbefaler endvidere, at der fastsættes en klagefrist på 10 dage for så vidt angår politidirektørens afgørelseom aflivning eller bortsalg. Endvidere anbefaler udvalget, at det fastsættes, at rettidig klage har opsættende virkning,medmindre Rigspolitiet bestemmer andet.

Ændring af reglerne om lænkehunde med en præcisering af hvornår og hvor længe en hund må stå bundet og længdenpå lænken, samt indførelse af regler om hundes ophold i hundegårde, herunder indretning af hundegård ogmenneskelig kontakt.Udvalget om hunde har endvidere vurderet hundelovens § 5. Det fremgår af betænkningen, at udvalget finder, atreglen bør bevares, da problemet med lænkehunde fortsat forekommer.Afgørelsen af, om en hund er bundet ”til stadighed”, skal ifølge § 20 i cirkulære nr. 148 af 2. august 1963 omhundelovens administration mv. træffes ud fra en helhedsbedømmelse og ikke på grundlag af forholdene en enkelteller enkelte dage. Cirkulæret indeholder dog ingen nærmere vejledning om, hvad der tidsmæssigt skal forstås vedbegrebet ”til stadighed”.Det er på den baggrund udvalgets opfattelse, at der er behov for en mere præcis regel, hvorefter en hund kunundtagelsesvist må holdes bundet, når den befinder sig på besidderens bopæl. Hunden vil således f.eks. kunne holdesbundet, hvis besidderen arbejder med ejendommens indhegning, og arbejdet medfører, at indhegningen midlertidiger ufuldstændig, eller når der på ejendommen er besøg af fremmede hunde, der nødvendiggør, at besidderens hundmidlertidig holdes bundet.Ligeledes bør der efter udvalgets opfattelse fastsættes bestemmelser, der indeholder tidsmæssige grænser for, hvorlænge en hund må stå bundet henholdsvis med og uden opsyn. Ved fastlæggelsen af en tidsmæssig grænse bør derbl.a. tages hensyn til, at der kan være tilfælde, hvor det er til hundens bedste at stå bundet, f.eks. i tilfælde, hvorbesidderen har hunden med på en campingplads og befinder sig udenfor sammen med hunden, og hvor alternativetville være, at hunden skulle opholde sig i campingvognen i stedet. Endvidere kan det være nødvendigt at holdehunden bundet uden opsyn i kortere perioder, f.eks. uden for butikker, når besidderen handler. Det afgørende må

således bl.a. være, at permanente forhold ikke nødvendiggør, at hunden holdes bundet. I disse tilfælde børbesidderen i stedet indhegne haven eller lignende.Udvalget foreslår på den baggrund, at hundelovens § 5 ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at en hundmå stå bundetuden opsyni op til 1 time én gang i døgnet ogmed opsyni op til 6 timer 2 gange i døgnet med mindst 2timers afbrydelse, hvor hunden luftes eller skal kunne færdes frit i f.eks. en have, et hus eller lignende.Ved opsyn skal i den forbindelse forstås, at der er mennesker i hundens umiddelbare nærhed – dvs. inden for syns-eller hørevidde – som kan komme hurtigt til stede, når det er nødvendigt.Udvalget finder det ligeledes afgørende, at en hund, der holdes bundet på besidderens bopæl eller i en længereperiode end 1 time uden for besidderens bopæl, har adgang til at søge skygge og læ mod regn, blæst og kulde, nårforholdene kræver det. Hvornår forholdene vil kræve en sådan adgang, afhænger af en konkret vurdering af vejrliget,f.eks. temperatur, solindstråling, blæst og nedbør, sammenholdt med hundens konkrete forudsætninger, herunderracemæssige karakteristika som f.eks. hårlag og pelstykkelse.Udvalget har endelig fundet det forsvarligt at foreslå, at kravet til længden af hundens lænke eller snor ændres framindst 5 meter til mindst 3 meter. Det bemærkes, at kravet til lænken eller snorens længde samt kravet om, at hundeskal have adgang til at søge skygge og læ mod vejret, efter udvalgets opfattelse ikke behøver at gælde i de tilfælde,hvor hunden står bundet i maksimalt 1 time, f.eks. uden for en butik, mens besidderen handler. I disse tilfælde kanlænken eller snoren således være kortere end 3 meter.Hundeudvalget har endvidere drøftet, om der bør fastsættes regler om hundes ophold ihundegårde,idet hundelovenikke indeholder regler herom. Det bemærkes i den forbindelse, at dyreværnslovens generelle regler om forsvarligbehandling af dyr finder anvendelse.Udvalget bemærker, at flere undersøgelser viser, at hunde bliver stressede og udviser adfærdsændringer, når de stårindespærret i længere tid. Udvalget er derfor af den opfattelse, at der bør stilles krav om, at hunde, der opholder sig ien hundegård mere end 12 timer i døgnet i mindst 5 dage om ugen, skal have mindst 1 times menneskelig kontakt dedage, hvor hunden opholder sig i hundegården i mere end 12 timer. Endvidere bør der i sådanne tilfælde gælde etkrav om beriget miljø i hundegården, herunder adgang til legeredskaber samt adgang til at søge skjul, skygge og læmod regn, blæst og kulde, ligesom hunden bør have adgang til et opholdsrum, hvor den kan stå oprejst og liggeudstrakt. Endvidere bør der gælde et krav om, at hunden har adgang til frisk vand.Udvalget har ikke fundet det hensigtsmæssigt at fastsætte mere specifikke arealkrav til hundegårde.Udvalget foreslår endvidere, at overtrædelse af §§ 5 og 5a straffes med bøde.

uden at der er formodning for, at der er begået et strafbart forhold. Undersøgelsen kan f.eks. angå ID-mærkning oghundetegn, men bestemmelsen er ikke begrænset hertil.Udvalget henviser i den forbindelse til den tilsvarende bestemmelse i færdselsloven § 77, stk. 1, 1. pkt., hvorefterpolitiet kan standse et køretøj og lade det undersøge for fejl og mangler samt kontrollere, at føreren opfylderbetingelserne for lovligt at kunne føre køretøjet.Ligeledes er der efter udvalgets opfattelse behov for regler om, at besidderen af en hund har pligt til at medvirke tilpolitiets undersøgelser af hunden, herunder ved at berolige, fastholde eller pacificere hunden, indsætte hunden i bur,påføre den mundkurv eller udføre lignende foranstaltninger. Det skyldes, at det ellers kan være vanskeligt for politiet– og i visse tilfælde ligefrem farligt for politipersonalet – at gennemføre en sådan undersøgelse, hvis besidderen ikkemedvirker.Udvalget foreslår endvidere, at overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde.

Fastsættelse af sanktionsniveauUdvalget finder det endelig hensigtsmæssigt at fastsætte vejledende bødestørrelser for så vidt angår de ændringer afde forskellige bestemmelser, som udvalgets anbefalinger resulterer i. Kun for bestemmelsen i hundelovens § 4 omforstyrrende hunde er der hidtil fastsat en vejledende bødestørrelse, der lyder på 800 kr. Bødeniveauet findes efterudvalgets opfattelse hensigtsmæssigt fastsat til 2.000-3.000 kr. Det anbefales, at bødestraffene som udgangspunktforhøjes med 50 % i gentagelsestilfælde. Udvalget bemærker, at fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse afhundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivnebødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, dertaler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens fastsættelse vil således fortsat finde anvendelse isager om overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 omformildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald isærlige tilfælde. I bemærkningerne til lov om ændring af lov om hunde nr. 717 fra 2010 er der fastsat bødestørrelser,og udvalgets anbefalinger er derfor en videreførelse af praksis.

5.3 Fødevareministeriets overvejelserÆndring af indholdskravet til hundeskilte således at besidderens telefonnummer fremgårFor så vidt angår udvalgets anbefalinger om skilte til hunde er Fødevareministeriet er enig i udvalgets overvejelser om,at det vil være hensigtsmæssigt, hvis der på skiltet er adgang til besidderens telefonnummer. Det vurderes, atmuligheden for at komme i kontakt med hundens ejer hurtigst muligt således forbedres. I overensstemmelse medudvalgets anbefalinger foreslår Fødevareministeriet derfor, at hundelovens § 1, stk. 1, ændres således, at derfremover er krav om, at besidderens adresse og telefonnummer fremgår af skiltet. Det foreslås i den forbindelsefastsættes en overgangsperiode, som giver besiddere af hunde tid til at sørge for, at hundens skilt følger de foreslåedekrav. Udvalget for hunde anbefaler en overgangsperiode på 3 måneder. Fødevareministeriet finder dog, under hensyntil antallet af hundeejere, der vil have behov for at erhverve et nyt skilt samt set i lyset af, at der ikke er tale om en

Præcisering af forbuddet mod at holde hund hvor der ikke er beboelse, samt indførelse af til daglig individuelmenneskelig kontakt.Udvalget har desuden som nævnt overvejet reglerne for hold af hunde på steder, hvor der ikke er beboelse.Fødevareministeriet tilslutter sig udvalgets overvejelser og foreslår derfor i overensstemmelse med udvalgetsanbefalinger, at § 2, stk. 1 affattes således, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at holde hund på steder, hvorbesidderen eller andre, som tager sig af hunden, ikke selv opholder sig. Det bemærkes at besidder-begrebet også kanomfatte personer, der midlertidig har ansvar for hunden, og at det derfor præciseres, at reglerne gælder både forbesidderen selv eller andre, der har påtaget sig ansvar for hunden Det foreslås ligeledes i overensstemmelse medudvalgets anbefalinger, at der efter § 2, som § 2a indsættes en ny bestemmelse, hvorefter besidderen af en hund, derer over 4 uger gammel, har pligt til at sikre, at hunden dagligt har individuel menneskelig kontakt, og at den haradgang til frisk vand. Fødevareministeriet lægger til grund, at der skal være tale om fri adgang til vand og at der skalvære tale om vand i tilstrækkelig mængde.Fødevareministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at overtrædelse af § 2, stk. 1og § 2a straffes med bøde, jf. § 12, stk. 1, og bemærkninger hertil.

Ændring af reglen om forstyrrende hunde således, at politiet af egen drift kan rejse en sag om forstyrrende hunde samtaflive eller bortsælge en hund, såfremt hundens besidder ikke efterlever pålæg udstedt efter stk. 1-2.For så vidt angår udvalgets overvejelser om forstyrrende hunde, er Fødevareministeriet er enig med udvalgetsanbefalinger om, at der er behov for at udbygge reglen. Fødevareministeriet vurderer ligesom udvalget, at der erbehov for præciseringer af hundelovens § 4.Fødevareministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at § 4 ændres således, at detpræciseres, at et pålæg om at holde hunden indelukket kan begrænses til et nærmere angivet tidsrum og at derindsættes hjemmel for politiet til at rejse sager om forstyrrende hunde af egen drift og om nødvendigt fjerneforstyrrende hunde med henblik på aflivning eller bortsalg.Fødevareministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at der ved en ændring af §6c, stk.1 fastsættes en klagefrist på 10 dage for så vidt angår politidirektørens afgørelse om aflivning eller bortsalg ogat det fastsættes, at rettidig klage har opsættende virkning, medmindre Rigspolitiet bestemmer andet.

Udvalget har som nævnt desuden overvejet reglerne om, i hvilket omfang hunde må holdes bundet.Fødevareministeriet er enig i udvalgets overvejelser om behovet for mere præcise regler om, hvornår hunde måholdes bundet. Fødevareministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at dennuværende § 5 om lænkehunde erstattes af en ny bestemmelse, hvoraf det fremgår, at hunde kun undtagelsesvis måholdes bundet på besidderens bopæl samt hvor længe og i hvilke situationer hunden ellers må holdes bundet.Herudover foreslås det, at bestemmelsen indeholder en ændring af det nuværende krav om en lænke på 5 meter tilen længde på 3 meter samt, at hunde, der er bundet på besidderens bopæl, skal have adgang til skygge og læ, hvisomstændighederne kræver det.Fødevareministeriet er endvidere enig i udvalgets overvejelser om behovet for regler om hundes ophold ihundegårde. Fødevareministeriet foreslår derfor i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at der efter lovens§ 5 indsættes § 5a, hvori der opstilles krav om, at hunde i hundegårde skal have adgang til daglig menneskelig kontaktsamt, at hundegården skal indeholde legeredskaber og mulighed for at søge skjul, skygge og læ,,herunder etopholdsrum, hvor hunden kan stå oprejst og ligge udstrakt. Besidderen skal endvidere sikre, at hunden har adgang tilfrisk vand. Fødevareministeriet lægger til grund, at der skal være tale om fri adgang til vand og at der skal være taleom vand i tilstrækkelig mængde. Det skal tillige fremgå, at bestemmelsen ikke gælder hunde omfattet af regler fastsati medfør af dyreværnslovens § 18, stk. 2.Fødevareministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at overtrædelse af §§ 5 og 5astraffes med bøde, jf. bemærkninger om § 12 i lovforslagets nr. 16.

Indførelse af hjemmel for politiet til at undersøge en hund uden mistanke og for krav til hundens besidder om atmedvirke til undersøgelsen.Endelig har udvalget overvejet behovet for at indsætte en bestemmelse, der giver politiet hjemmel til at standsebesidderen eller en anden person der har rådighed over hunden og undersøge hunden uden formodning for, at der erbegået strafbare forhold og ligeledes at det er nødvendigt at vedkommende i det tilfælde har pligt til at medvirke tilpolitiets undersøgelse.Fødevareministeriet er enig med udvalgets overvejelser. Fødevareministeriet foreslår derfor i overensstemmelse medudvalgets anbefalinger, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter politiet gives den nævnte hjemmel til at standseen besidder eller en anden person, der har rådighed over hunden , ligesom der fastsættes en pligt for besidderen ellerføreren af hunde til at medvirke ved undersøgelsen.Fødevareministeriet foreslår endvidere i overensstemmelse med udvalgets anbefalinger, at overtrædelse afbestemmelsen straffes med bøde, jf. § 12, stk. 1 og bemærkninger hertil.

udvide § 12 i hundeloven til også at omfatte ovenstående. Fødevareministeriet bemærker, at de anbefaledebødestørrelser er på niveau med, hvad der tidligere er fastsat af vejledende bødestørrelser i hundelovensbemærkninger. Fødevareministeriet bemærker i øvrigt, at fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse afhundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivnebødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, dertaler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens fastsættelse vil således fortsat finde anvendelse isager om overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 omformildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald isærlige tilfælde.

6. Ændringer af teknisk karakter.6.1. Gældende retLovforslaget indeholder endvidere tre ændringer af teknisk karakter.- Hjemmel til at kræve omkostninger ved aflivning efter § 1 b, stk. 1 betalt af besidderen- Hjemmel til at træffe afgørelse om aflivning hvis visse regler om hold af hunde omfattet afovergangsordningen overtrædes. (nyt stk. 6 i overgangsordningens § 3 lov nr. 717 af 25. juni 2010)- Bestemmelse om klage over afgørelser om dispensation efter hundelovens § 4, stk. 3Det følger af hundeloven § 1 b, stk. 1, at hunde, der holdes i strid med § 1 a (forbudsordningen) aflives ved politietsforanstaltning.Ifølge hundeloven § 6, stk. 2, nr. 1-4 kan politidirektøren, hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller andenvæsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sineomgivelser, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sineomgivelser, give besidderen forskellige pålæg, der begrænser hunden (eks. pålæg om snor og mundkurv) eller træffeafgørelse om at lade hunden aflive. Ifølge § 6, stk. 4 kan politidirektøren ligeledes træffe afgørelse om at lade en hundaflive hvis pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 1-3 overtrædes.Efter hundelovens § 6, stk. 5 skal politidirektøren lade en hund aflive, hvis den ved et overfald har skambidt etmenneske eller en anden hund.Ifølge § 6, stk. 6 afholder politidirektøren omkostningerne ved at lade en hund aflive efter stk. 2, nr. 4, stk. 4 eller stk.5, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen. Ved afgørelser efter disse bestemmelser har politiet altsåmulighed for at få omkostningerne ved aflivningen dækket af besidderen. Rigsadvokaten og Rigspolitiet har overforFødevareministeriet bemærket, at der ikke i dag findes en tilsvarende hjemmel til, at få omkostningerne ved aflivningdækket, når der træffes afgørelse om aflivning efter § 1 b (i modsætning til når afgørelsen om aflivning er truffet imedfør af § 6, stk. 2, nr. 4,stk. 4 eller stk. 5). § 1 b forholder sig dermed ikke til, hvem der skal afholde udgifterne vedaflivningen, og der findes således ikke for så vidt angår § 1 b en tilsvarende hjemmel til, at politiet kan kræveomkostningerne i forbindelse med aflivning betalt af hundens besidder.

Det følger af § 12 c, at refusion af omkostninger afholdt bl.a. i medfør af § 6, stk. 6 tillægges udpantningsret.Ved den seneste ændring af hundeloven blev der fastsat en overgangsordning, der gælder for de personer, der påtidspunktet for lovforslagets fremsættelse (den 17. marts 2010) allerede var i besiddelse af en hund af en race påforbudslisten, jf. § 1 a eller en krydsning heraf.Det følger af § 3, stk. 4 i lov nr. 717 af 25. juni 2010, at hunde, der er omfattet af overgangsordningen, ikke måoverdrages, og at de på gader, veje, stier, pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, skal føres i bånd og væreforsynet med forsvarligt lukket mundkurv. Båndet skal være en fast line med en maksimal længde på to meter. Kravom snor gælder dog ikke i de såkaldte hundeskove, dvs. skove, hvor ejeren har givet tilladelse til, at hunde kan færdesuden bånd.Overtrædelse af stk. 4. straffes med bøde, jf. § 3, stk. 5. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, atbødeniveauet som udgangspunkt bør svare til niveauet for overtrædelse af et pålæg om bånd og/eller mundkurvmeddelt i medfør af hundelovens § 6, stk. 2, nr. 3.Der er ikke i § 3 i lov nr. 717 af 25. juni 2010 hjemmel til at politiet kan træffe afgørelse om aflivning af en hund itilfælde af gentagen overtrædelse af kravene i overgangsordningen.Politiet kan i medfør af hundelovens § 6, stk. 2, nr. 3, hvor det er relevant på grund af hundens farlighed eller adfærdeller ejerens adfærd, meddele pålæg om, at en hund skal føres i bånd eller være iført forsvarligt lukket mundkurv ellerbegge dele. Ved overtrædelse af et sådant pålæg kan politiet, altså i modsætning til ved overtrædelse af kravene i § 3,stk. 4 (overgangsordningen), træffe afgørelse om aflivning af hunden, jf. § 6, stk. 4.Hundelovens § 4 omhandler indgreb overfor hunde, som forstyrrer omboendes ro ved gentagen eller vedholdendegøen eller tuden. Ifølge § 4, 2. pkt. kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, når det drejer sig om hunde, deraf erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra dennebestemmelse i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn tilbebyggelsesforholdene.Som nævnt under punkt 1.1 overgik ressortansvaret for bl.a. hundeloven fra justitsministeren til fødevareministerenved kongelig resolution af 14. december 2011. Beføjelsen til at dispensere er således overgået til Fødevareministeriet.Dispensationsmuligheden ses sjældent anvendt i praksis.

Det foreslås derfor, at det i § 1 b tilføjes, at omkostningerne ved aflivning afholdes af politidirektøren, men kankræves refunderet af besidderen. Bestemmelsen om omkostninger ved aflivning i § 1 b vil herefter komme til at svaretil bestemmelsen om aflivning i andre situationer, jf. § 6, stk. 6.Desuden foreslås det, at refusion af omkostninger afholdt ved aflivning efter § 1 b også tillægges udpantningsret jf. §12 c. Det svarer ligeledes til, hvad der gælder for omkostninger efter § 6, stk. 6.Rigspolitiet har desuden påpeget overfor Fødevareministeriet, at det synes uhensigtsmæssigt, at der ikke iovergangsordningen findes hjemmel til, at politiet kan træffe afgørelse om aflivning af en hund, der er omfattet afracerne på forbudslisten eller krydsninger heraf, men som i medfør af overgangsordningen fortsat lovligt kanbesiddes, i tilfælde af at kravet om, at hunden skal føres i snor og være iført mundkurv jf. § 3, stk. 4 overtrædes.Til sammenligning kan politiet i medfør af hundelovens § 6, stk. 2, nr. 3, hvor det er relevant på grund af hundensfarlighed eller adfærd eller ejerens adfærd, meddele pålæg om, at en hund skal føres i bånd eller være iført forsvarligtlukket mundkurv eller begge dele. Ved overtrædelse af et sådant pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 3 kan politiet, altså imodsætning til ved overtrædelse af kravene i § 3, stk. 4 (overgangsordningen), træffe afgørelse om aflivning afhunden, jf. § 6, stk. 4.I den forbindelse bemærkes det, at der ligeledes i den nu ophævede bekendtgørelse nr. 784 af 14. november 1991 -som forbød to af de nu 13 forbudte hunderacer (Pittbull terrier og Tosa Inu) - fandtes en overgangsordning, der istore træk svarer til den overgangsordning, der nu er fastsat for hunde, omfattet af § 1 a, som var erhvervet inden 17.marts 2010 (lovforslagets fremsættelse). I denne bekendtgørelse var der hjemmel til, at der, ved overtrædelse afovergangsordningens krav om snor og mundkurv, kunne træffes afgørelse om aflivning.Politiet kan således ikke træffe afgørelse om aflivning, hvis kravene om snor og mundkurv i den nuværendeovergangsordning overtrædes, hvorimod der i tilfælde, hvor der er givet pålæg om snor og/eller mundkurv, kantræffes afgørelse om aflivning i tilfælde af manglende overholdelse af pålægget. Det skal bemærkes, at hundelovens §6 omhandler hunde, som udviser farlig adfærd jf. § 6, stk. 1, mens overgangsordningen omhandler alle hundeomfattet af denne – og at der ikke i overgangsordningen tales om udvisning af farlig adfærd som en forudsætning.Uanset, at § 3, stk. 4, og § 6, stk. 2, nr. 3 regulerer to forskellige situationer finder Fødevareministeriet, at det eruhensigtsmæssigt, at retsvirkningen kan synes mere lempelig for hunde , der er omfattet af overgangsordningen, endfor andre hunde i tilfælde af kravet eller et pålæg om snor og mundkurv overtrædes.Politiet kan i situationer hvor en besidder og/eller hund, som er omfattet af overgangsordningen opfylderbetingelserne for pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 3 give pålæg til besiddere af hunde omfattet af overgangsordningen, ogherefter træffe afgørelse om aflivning, hvis pålægget overtrædes. Dette er imidlertid en ressourcekrævende løsning.Fødevareministeriet er ligesom Rigspolitiet af den opfattelse, at denne forskel for hunde omfattet afovergangsordningen og øvrige hunde er uhensigtsmæssig, og at der ikke findes tungtvejende argumenter for atopretholde denne forskel.Det foreslås derfor, at det i i § 3 i lov nr. 717 af 25. juni 2010, tilføjes, at politiet kan træffe afgørelse om aflivning vedgentagen overtrædelse af kravet om snor og mundkurv jf. § 3, stk. 4, 3. pkt.

Muligheden for at træffe afgørelse om aflivning vil kunne anvendes i tilfælde, hvor der er givet bøde for overtrædelseaf § 3, stk. 4, 3. pkt., men hvor kravet om snor og mundkurv fortsat ikke efterleves.Det foreslås endvidere, at det tilføjes, at omkostningerne ved aflivning afholdes af politidirektøren, men atomkostningerne kan kræves refunderet af besidderen. Desuden foreslås det, at refusion af omkostninger afholdt veden aflivning tillægges udpantningsret jf. § 12 c. Det svarer ligeledes til, hvad der gælder for omkostninger efter § 6, stk.6. Se også bemærkninger til lovforslagets § 2.Af § 3, stk.4, 2. pkt. følger det som nævnt, at hunde omfattet af overgangsordningen ikke må overdrages.Overdragelse i strid med dette kan straffes med bøde. Fødevareministeriet har endvidere overvejet, hvorvidt der ogsåved en overtrædelse § 3, stk. 4, 2. pkt. om forbuddet mod overdragelse af hunde omfattet af overgangsordningenburde indsættes en hjemmel til, at politiet kan træffe afgørelse om aflivning. Forslaget om mulighed for at træffeafgørelse om aflivning vil imidlertid kun omfatte overtrædelse af kravet om snor og mundkurv. Der vurderes ikke atvære behov for hjemmel til at kunne træffe afgørelse om aflivning i tilfælde hvor overgangsordningens forbud modoverdragelse overtrædes, da hunde der overdrages i strid med overgangsordningen vil blive omfattet af forbuddetmod besiddelse i § 1b, stk. 1.Ifølge den gældende bestemmelse i hundelovens § 4, 2. pkt., om indgreb overfor forstyrrende hunde kanfødevareministeren, når det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegårdeller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelse. Dispensationen forudsætter, at der ved hundegårdensanlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.Som nævnt under punkt. 1.1. overgik ressortansvaret for bl.a. hundeloven fra justitsministeren til fødevareministerenved kongelig resolution af 14. december 2011. Beføjelsen til at dispensere er således overgået til Fødevareministeriet.Dispensationsmuligheden ses sjældent anvendt i praksis.Fødevareministeriet foreslår, at der tilføjes en klagebestemmelse, som svarer til andre bestemmelser om klage overafgørelser på fødevareministeriets øvrige område.Det vil også fremover være Fødevareministeriets Klagecenter, der vil være klagemyndighed for afgørelser truffet ihenhold til § 4, 2. pkt. (som med ændringen bliver til § 4, stk. 3) Det er hensigten at fastsætte regler om, atFødevareministeriets Klagecenters afgørelser ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Det ersåledes ikke hensigten at ændre på to-instans princippet.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeFor så vidt angår de foreslåede ændringer, der udvider muligheden for at inddrage sagkyndig undersøgelse i sager omskambid i medfør af § 6, stk. 5 skønnes lovforslaget at kunne have visse administrative konsekvenser for det offentligei forbindelse med politiets håndhævelse af de foreslåede ændringer. Dog skønnes det, at muligheden for at inddragesagkyndige undersøgelser modsat vil kunne medføre en nedbringelse af antallet af klager over politiets afgørelser.Ændringerne, der indfører mulighed for at politiets kan træffe afgørelser om aflivning, hvis besidderen af en hund, derholdes lovligt i medfør af overgangsordningen, overtræder kravet i overgangsordningen om snor og mundkurv,skønnes også at kunne have visse administrative konsekvenser for politiet på baggrund af øget sagsbehandling.

Til nr. 3 ( § 2)Den foreslåede ændring indebærer, at det som udgangspunkt ikke vil være tilladt at holde hund på steder, hvorbesidderen, eller andre, som tager sig af hunden, ikke selv opholder sig. Herved præciseres det gældende krav tilbeboelse, således at det fremgår, at besidderen eller en anden, der tager sig af hunden, skal have fast ophold detpågældende sted.Ved fast ophold forstås i denne sammenhæng det sted, hvor besidderen aktuelt opholder sig, hvad enten der er taleom helårsbeboelse, sommerhus eller lignende.Tilladelse til at holde hund på steder, hvor besidderen eller andre, som tager sig af hunden, ikke selv opholder sig, kanf.eks. meddeles i forbindelse med, at hunde bruges til bevogtning. En sådan tilladelse bør i almindelighed ikkemeddeles for en længere periode end 1 år ad gangen.Tilladelse kan desuden kun meddeles, hvis der skønnes, at hunden vil blive passet forsvarligt, og det skal fremgå aftilladelsen, at det er et vilkår, at hunden skal have individuel menneskelig kontakt i mindst 1 time dagligt.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3

mv., der er åbne for almindelig færdsel, enten skal føres i bånd eller være i følge med en person, som har fuldtherredømme over dem, også foreslås at gælde uden for byer og bymæssig bebyggelse, når hunden befinder sig udenfor besidderens ejendom.Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., om at hvis hunden holdes i bånd, skal dette være så kort, at hundenkan holdes tæt ind til ledsageren, ændrer ikke gældende ret. Formuleringen er ændret for at præcisere, at f.eks. ogsåde såkaldte flexi-liner kan anvendes. Flexi-liner kan i fuld længde være adskillige meter lange (f.eks. 5 eller 8 meter).Det bemærkes herved, at sådanne flexi-liner er udstyret med en låsemekanisme, som gør, at besidderen har mulighedfor at kontrollere hunden ved at låse linen, og besidderen kan således gøre flexi-linen kortere, hvis der er behov fordet. Flexi-liner findes til hunde i forskellige vægtklasser, og det forudsættes, at den anvendte flexi-line er tilstrækkeligstærk til og tilpasset hundens størrelse og styrke. Den foreslåede formulering i § 3, stk. 1, sidste pkt., om at politietskal sørge for, at løse hunde indfanges og for at underrette besidderen viderefører den gældende bestemmelse ihundelovens § 3, stk. 1, 4. pkt. Det er ikke et krav, at politiet forestår indfangningen mv. af hunden. Bestemmelsen vilsåledes f.eks. kunne opfyldes ved, at politiet lader en en 3. part indfange en løs hund.Mark- og vejfredslovens § 1 omhandler besidderens pligt til at holde hunden på sin egen grund, og § 5 giver ret til, atman som privatperson kan optage en hund, der strejfer på ens private grund.Med den foreslåede ændring i § 3, stk. 2, overføres indholdet af disse bestemmelser til hundeloven med henblik på atsikre, at det klart fremgår, at hunde ikke må færdes på private arealer, som besidderen ikke har brugsret til.Ændringen skal samtidig sikre en præcisering af, at private har ret til at optage en hund, der strejfer på et privat areal.Begrebet private arealer skal tolkes i overensstemmelse med mark-og vejfredslovens ordlyd ”at fjerne hunden fra singrund”. Til ”sin grund” regnes ikke alene ens egen grund, men også lejet eller forpagtet jord, som vedkommende harudelukkende brugsret over.Fødevareministeriet finder, at overførslen af bestemmelser fra mark- og vejfredsloven vedrørende hundes færden påprivate arealer tilgodeser samme hensyn som den gældende § 3, stk. 3, som forbyder at lade hunde strejfe uden forbyer og bymæssig bebyggelse, og at der derfor ikke er grund til at opretholde § 3, stk. 3.Med forslaget om ændring af mark- og vejfredsloven foreslås mark- og vejfredslovens § 14, stk. 1, ændret således, atden gældende regel om, at man på hensigtsmæssig måde kan fjerne uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner,fjerkræ og omstrejfende hunde og katte fra sin grund, fremover ikke skal omfatte hunde og således, at fritagelsen fraat yde erstatning, hvis dyret kommer til skade eller omkommer i forbindelse med fjernelsen, fremover kun gælder,hvis dyretundtagelsesvistkommer til skade eller omkommer. Sidstnævnte ændring har til formål at præcisere, atdyret skal fjernes på en hensigtsmæssig måde, hvorved sædvanligvis må forstås en måde, som ikke tilfører dyretskade. Det vil f.eks. ikke anses for hensigtsmæssigt at jage dyret væk ved at beskyde det med hagl eller på andenmåde tilføre dyret unødvendig lidelse. Bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med dyreværnslovens regler,hvorefter dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentligulempe.Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, svarer – for så vidt angår hunde – til den foreslåede nye formulering af mark-og vejfredslovens § 14, stk. 1. Det betyder, at grundejeren eller den, der har brugsret til et privat areal, kan fjerne enhund, der færdes på det private areal, på hensigtsmæssig måde, og at vedkommende ikke vil være pligtig til at yde

erstatning, hvis dyret undtagelsesvist herved kommer til skade eller omkommer. Har måden, hvorpå dyret er fjernet,derimod været uhensigtsmæssig, og dyret derved er omkommet eller kommet til skade, vil vedkommende væreerstatningsansvarlig.Muligheden for at fjerne en hund frem for at optage den vil eksempelvis være relevant i situationer, hvor grundejerenkender den strejfende hunds besidder og ved, at hunden har for vane at strejfe men selv finder hjem igen.Det fremgår af mark- og vejfredslovens § 14, stk. 2, at den optagelsesberettigede kun må skyde eller anvende enanden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde, hvis vedkommende inden for det sidste år har advaret dyretsbesidder.Med ændringsforslaget til mark- og vejfredsloven foreslås det, at det ikke skal være tilladt at nedskyde eller på andenmåde aflive hunde, katte og tamkaniner efter denne bestemmelse. Med den foreslåede ændring ønskes det elementaf selvtægt, der giver mulighed for efter advarsel at skyde eller på anden måde aflive andres selskabsdyr, fjernet fraloven. Det vil således alene være tilladt at aflive dyr, hvis dyret angriber, eller der er overhængende fare for, at dyretvil angribe personer eller ejendom.Med den foreslåede § 3, stk. 2, 3. pkt., foreslås det, at der i hundeloven indsættes en nødværgebestemmelse for såvidt angår hunde svarende til den gældende nødværgebestemmelse i mark- og vejfredsloven, som fremadrettet ikkevil omfatte hunde.Det er Fødevareministeriets opfattelse, at hunde kan udgøre en reel fare for mennesker eller ejendom, og at detderfor er relevant at sikre, at der er mulighed for at beskytte sig mod en hund, der angriber. Med hensyn tilfortolkning og praksis for brug af nødværgebestemmelsen vil denne ikke afvige fra hidtidig praksis om bestemmelsen.Fødevareministeriet forventer, at nødværgebestemmelsen kun sjældent vil finde anvendelse i praksis. Det skyldes, atder i hundeloven er flere andre bestemmelser, som har til formål at gribe ind overfor hunde, som er aggressive ogsom potentielt kan være farlige. Det vurderes, at disse muligheder for indgreb sædvanligvis vil forebygge, at deropstår situationer, hvor det vil være nødvendigt at anvende nødværge.Ifølge mark- og vejfredslovens § 5 kan den optagelsesberettigede som nævnt optage hunden. Hvis denoptagelsesberettigede ved hvem, der er hundens besidder, skal vedkommende inden 24 timer underrette besiddereneller en til vedkommendes husstand hørende voksen person. Hvis hundens besidder derimod ikke kendes, eller hvisden optagelsesberettigede ikke har mulighed for at optage hunden, kontaktes politiet eller sognefogeden, jf. mark- ogvejfredslovens § 6 og § 11. Endvidere følger det af mark- og vejfredslovens § 8, at den som har optaget hunden, harpligt til at fodre og passe hunden forsvarligt.Med den foreslåede § 3, stk. 3, overføres disse regler til hundeloven, dog således at henvendelse nu kun kan ske tilpolitiet. Det skyldes, at reglerne i hundeloven kun involverer politiet og ikke sognefogeden i sager om strejfendehunde. Fødevareministeriet vurderer, at personer, der har brug for hjælp med en strejfende hund, oftest vil rettehenvendelse til politiet eller til dyreinternater.Med den foreslåede § 3, stk. 4, indarbejdes anbefalingen fra Udvalget om hunde om at besidderen skal have henvendtsig vedrørende indløsning af en optaget hund senesttre hverdagefremfor tre døgn efter fremlysning.Fødevareministeriet finder, at dette er en relevant anbefaling som sikrer besidderen en tilstrækkelig frist til at afhente

Til nr. 7 (§ 4)Bestemmelsen viderefører i vidt omfang den gældende bestemmelse om forstyrrende hunde, hvorefter politiet, hvisder indgives klage over en hund, som forstyrrer de omkringboende, kan meddele besidderen af hunden et pålæg omat holde hunden indelukket eller – hvis dette ikke hjælper, eller hvis hunden allerede holdes indelukket – at ladehunden fjerne, jf. § 4, 1. pkt.Den foreslåede bestemmelse indebærer dog som noget nyt, at politiet af egen drift kan rejse en sag om forstyrrendehunde.Endvidere foreslås det præciseret, at et pålæg om at holde en hund indelukket kan begrænse sig til et nærmereangivet tidsrum, herunder en nærmere angivet del af døgnet, f.eks. hvis der er tale om tidspunkter, hvor hunden er tilsærlig gene.Som ikke-udtømmende eksempler på typesituationer, hvor det vil være relevant at skride ind, kan nævnes følgende:••Hvis en hund gør f.eks. i ca. 30 minutter i træk eller derover mere end tre af ugens dage.Hvis en hund gør f.eks. i ca. 5 minutter i træk eller derover 4 eller flere gange om dagen i mere end tre afugens dage.•Hvis en hund gør kortvarigt (f.eks. under ca. 5 minutter), men sammenlagt i mere end f.eks. ca. 60 minutterpå en dag, mere end tre af ugens dage.Endvidere indebærer forslaget, at politiet kan lade en hund fjerne med henblik på salg eller aflivning – og ikke somhidtil blot give pålæg om, at hunden skal fjernes – hvis en besidder undlader at efterkomme et pålæg om, at enforstyrrende hund skal holdes indelukket, eller om, at hunden skal fjernes. Det bemærkes i den forbindelse, at detalmindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip forudsættes at lede til, at politiet – hvis et pålæg om, at

besidderen skal holde hunden indelukket, ikke efterkommes – som hovedregel udsteder et pålæg om, atbesidderenskal lade hunden fjerne, jf. stk. 2, inden politiet eventuelt selv foranstalter, at hunden fjernes, jf. stk. 3.Ifølge den foreslåede § 4, stk. 3 kan ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, når det drejer sig om hunde, der aferhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelsei tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn tilbebyggelsesforholdene. Bestemmelsen viderefører gældende ret.Med den foreslåede bestemmelse får fødevareministeren hjemmel til at fastsætte regler om adgang til at klage overafgørelser om ansøgninger om dispensation efter lovens efter den foreslåede § 4, stk. 3 om begrænsning afklageadgangen, herunder om afskæring af klageadgangen, og om remonstration, dvs. at den myndighed, som hartruffet en afgørelse, der kan påklages, kan genoptage sagen og eventuelt træffe en ny afgørelse, selv om der erindgivet klage.Beføjelsen til at dispensere er henlagt til Fødevarestyrelsen, hvis afgørelse kan påklages til FødevareministerietsKlagecenter. Det vil også fremover være Fødevareministeriets Klagecenter, der vil være klagemyndighed for afgørelsertruffet i henhold til den foreslåede § 4, stk. 3. Det er hensigten at fastsætte regler om, at FødevareministerietsKlagecenters afgørelser ikke vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed. Det er således ikke hensigten atændre på to-instans princippet.Klagefristen vil blive fastsat til 4 uger, men Fødevareministeriets Klagecenter vil inden for 6 måneder fra afgørelsenkunne se bort fra fristoverskridelse, når den af særlige grunde er undskyldelig.Med den foreslåede bestemmelse kan der fastsættes regler om krav til klagens form og indhold. Der vil endviderekunne fastsættes regler om, at klager skal indgives gennem den myndighed, som har truffet afgørelsen. Dennesåkaldte ”postkassemodel” indebærer, at myndigheden skal videresende klagen med myndighedens bemærkninger.Herved opnås en hurtigere og mere effektiv sagsgang. Postkassemodellen giver desuden mulighed for remonstration,dvs. myndigheden vil kunne træffe en ny realitetsafgørelse, som giver klageren helt eller delvist medhold, uden atsagen skal forelægges rekursinstansen. Hvis klager ikke får fuldt medhold, kan den nye afgørelse påklages tilFødevareministeriets Klagecenter.Spørgsmålet om klagers opsættende virkning reguleres af de almindelige forvaltningsretlige regler. En klage vil somudgangspunkt ikke have opsættende virkning, men både den myndighed, som har truffet afgørelsen i første instans,og Fødevareministeriets Klagecenter kan tillægge en klage opsættende virkning, hvis klager anmoder om det, ogformålet med den påklagede afgørelse ikke derved forspildes.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3. og 6.2.

En hund må endvidere – uden for besidderens bopæl – kun stå bundet uden opsyn i op til 1 time en gang i døgnet ogmed opsyn i op til 6 timer 2 gange i døgnet med mindst 2 timers afbrydelse, hvor hunden luftes eller skal kunnefærdes frit i f.eks. en have, et hus eller lignende, jf. stk. 2 og 3.Ved opsyn skal i den forbindelse forstås, at der er mennesker i hundens umiddelbare nærhed – dvs. inden for syns-eller hørevidde – som kan komme hurtigt til stede, når det er nødvendigt.Kravet til længden af hundens lænke eller snor ændres til mindst 3 meter i forhold til det gældende krav om mindst 5meter. Kravet til lænken eller snorens længde gælder ikke i de tilfælde, hvor hunden står bundet i maksimalt 1 time,f.eks. uden for en butik, mens besidderen handler. I disse tilfælde kan lænken eller snoren således være kortere end 3meter.Hunde, der holdes bundet på besidderens bopæl eller i en længere periode end 1 time uden for besidderens bopæl,skal endvidere have adgang til at søge skygge og læ mod regn, blæst og kulde, når forholdene kræver det, jf. stk. 4.Hvornår forholdene vil kræve det, afhænger af en konkret vurdering, hvor vejrliget, f.eks. temperatur, solindstråling,blæst og nedbør, sammenholdes med hundens konkrete forudsætninger, herunder racemæssige karakteristika somf.eks. hårlag og pelstykkelse.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3

Til nr. 9 (§ 5a)I § 5 a foreslås som noget nyt regler for hundes ophold i hundegård. Ved en hundegård forstås et indhegnet elleraflukket areal til én eller flere hunde, uden for besidderens bolig, f.eks. udendørs, i en lade, stald eller lignende.Den foreslåede bestemmelse i § 5 a indebærer, at hunde, der opholder sig i en hundegård i mere end 12 timer idøgnet i mindst 5 dage om ugen, skal have mindst 1 times menneskelig kontakt de dage, hvor hundene opholder sig ihundegården i mere end 12 timer, jf. stk. 1. Endvidere skal hundegården indeholde redskaber, der er egnede til at legemed, og mulighed for at søge skjul, skygge og læ mod regn, blæst og kulde, ligesom hunden skal have adgang til etopholdsrum, hvor den kan stå oprejst og ligge udstrakt, jf. stk. 2. Det følger ligeledes af stk. 2, at hunden ihundegården skal have adgang til frisk vand.Ifølge den foreslåede § 5 a, stk. 3, gælder kravene efter stk. 1 og 2 til hundegårdens indretning og udstyr, ikke forhunde, der er omfattet af regler, som er fastsat i medfør af dyreværnslovens § 18, stk. 2, dvs. hunde, der er omfattetaf bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af hunde samt hundepensioner og hundeinternater(bekendtgørelse nr. 1466 af 12. december 2007 med senere ændringer).Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3

Vurderingen af, om bidskaden i en konkret situation kan karakteriseres som skambid i overensstemmelse med denovenstående definition, foretages af den læge, som behandler et menneske, der er blevet bidt, eller den dyrlæge, sombehandler en hund, der er blevet bidt.Vurderingen af, om et skambid er forårsaget ved et overfald eller ved anden uacceptabel og farlig adfærd foretages afpolitiet, som enten på eget initiativ eller efter besidderens anmodning kan eller skal indhente en hundesagkyndigundersøgelse til brug for vurderingen. I vurderingen af hundens adfærd skal de kriterier, som fremgår af afsnit 3.2.2indgå.Såfremt det vurderes, at hunden har forårsaget et skambid (i overensstemmelse med den fysisk patologiskedefinition) og dette samtidig er forårsaget ved adfærd, der kan betegnes som et overfald eller som anden uacceptabeleller farlig adfærd, skal politiet træffe afgørelse om aflivning. Kun hvis begge betingelser er opfyldt, kan politiet træffeafgørelse om aflivning efter § 6, stk. 5. Hvis ikke begge betingelser er opfyldt, skal det i stedet vurderes, om der kangives pålæg efter § 6, stk. 2, nr. 1-3, eller træffes afgørelse om aflivning i medfør af § 6, stk. 2, nr. 4.Det bemærkes i den forbindelse, at en hund i en konkret situation kan have udvist acceptabel adfærd og alligevel haveforårsaget et skambid (i den fysisk, patologiske definition) på et menneske eller en anden hund. I sådanne tilfælde mådet vurderes, om § 6, stk. 2, nr. 1-4, finder anvendelse.Ligeledes kan det forekomme, at en hund har udvist adfærd, der kan betegnes som overfald eller som andenuacceptabel og farlig adfærd, og som har forårsaget en bidskade, som imidlertid ikke kan betegnes som skambid (ioverensstemmelse med den fysisk, patologiske definition). Også i sådanne tilfælde må det vurderes, om § 6, stk. 2, nr.1-4, finder anvendelse.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Til nr. 11, 12 og 13 (§ 6 a)I medfør af den gældende § 6 a kan der, inden politiet træffer afgørelse om aflivning efter § 6, stk. 2, nr. 4, inddragesen hundesagkyndig undersøgelse enten på politiets eller besidderens initiativ.Den foreslåede ændring af § 6 a indebærer, at muligheden for at inddrage en hundesagkyndig undersøgelse udvidestil også at gælde sager om skambid i medfør af § 6, stk. 5. Efter de foreslåede ændringer af § 6 a kan politiet således iskambidssager inddrage en hundesagkyndig undersøgelse til brug for vurderingen af hundens adfærd, ligesombesidderen af hunden kan forlange en hundesagkyndig undersøgelse, før der træffes afgørelse om aflivning afhunden.Med den foreslåede § 6 a, stk. 3, præciseres det, at der, i den sagkyndige undersøgelse af hundens adfærd iskambidssager, skal indgå en vurdering af omstændighederne omkring bidepisoden. Når der inddrages sagkyndigundersøgelse i sager om skambid, jf. § 6, stk. 5, vil undersøgelsen særligt skulle afdække, om hunden har udvist enadfærd, der kan betegnes som et overfald, om hunden har udvist anden uacceptabel eller farlig adfærd, eller omhundens adfærd har været acceptabel set i forhold til den konkrete situation. Undersøgelsen skal foretages medudgangspunkt i de definitioner og beskrivelser, der er angivet i afsnit 3.2.2.

I de tilfælde hvor der er tale om eventuel aflivning efter § 6, stk. 2, nr. 4, vil den hundesagkyndige som hidtil skulleundersøge, om hunden er velafbalanceret eller har en så lav tærskel for aggression, at den er eller kan være farlig forsine omgivelser. I undersøgelsen kan indgå en vurdering af, om besidderen har den nødvendige kontrol over hunden.Det bemærkes, at det ikke er et krav, hverken hvad angår sager i medfør af § 6, stk. 2, nr. 4 eller § 6, stk. 5, atundersøgelsen foretages, mens besidderen er til stede og vurderes i samspil med hunden.Den sagkyndige undersøgelse vil kunne foretages som en fysisk adfærdstest, hvor hunden er til stede, eller som enskriftlig vurdering på grundlag af oplysningerne i sagen om omstændighederne omkring bidepisoden(hændelsesforløbet). Den hundesagkyndige vil kunne vælge at foretage begge typer undersøgelse, eller blot den enetype. Det er den hundesagkyndige, der vurderer, hvorvidt det vil være nødvendigt at foretage en fysisk adfærdstest afhunden, eller om det er tilstrækkeligt at foretage vurderingen på baggrund af sagens oplysninger om bidets karakterog hændelsesforløbet. Hvis oplysningerne i sagen er utilstrækkelige eller upræcise kan det være nødvendigt, at derforetages en fysisk adfærdstest.Hverken politiet eller besidderen vil kunne kræve en revurdering, og den første undersøgelse skal således lægges tilgrund for sagens videre behandling.Hvis besidderen allerede har medvirket til en sagkyndig undersøgelse på politiets anmodning, har besidderen ikkemulighed for at anmode om en ny undersøgelse. Hvis besidderen har nægtet at medvirke til en sagkyndigundersøgelse foranstaltet af politiet, kan besidderen ikke efter afgørelsen anmode om ny sagkyndig undersøgelse. Deter heller ikke muligt for besidderen at anmode om en undersøgelse i forbindelse med en klage over politiets afgørelseom aflivning.Om en sagkyndig vurdering bør indhentes på politiets eget initiativ, afhænger af en konkret vurdering af sagensomstændigheder.Politiet træffer endelig afgørelse i sagen; både når der indhentes en sagkyndig undersøgelse fra en hundesagkyndig påenten politiets eller besidderens initiativ, og når der ikke er inddraget sagkyndig undersøgelse. Afgørelsen kanpåklages til Rigspolitichefen.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Den foreslåede bestemmelse i § 6 e, indeholder en selvstændig hjemmel for politiet til at standse besidderen af enhund – eller en person, der midlertidigt har rådigheden over en hund – og undersøge hunden, uden at der erformodning for, at der er begået et strafbart forhold. Bestemmelsen giver hjemmel til, at politiet f.eks. kan undersøgehundens hundetegn, ID-mærke, og om hunden er hale- eller ørekuperet.Bestemmelsen fastslår i stk. 2, at besidderen af en hund – eller en person, der midlertidigt har rådigheden over enhund – har pligt til at medvirke til politiets undersøgelser af hunden på de i bestemmelsen beskrevne eller lignendemåder. Bestemmelsen har til hensigt at muliggøre, at undersøgelsen kan gennemføres tilstrækkeligt nøjagtigt, og atundersøgelsen kan udføres med den for polititjenestemændene nødvendige sikkerhed og umiddelbart når der erbehov herfor.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3.

Fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse af hundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkretevurdering i den enkelte tilfælde, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op eller nedadgående retning, hvisder i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om straffensfastsættelse vil således fortsat finde anvendelse i sager om overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens § 81om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen underden angivne strafferamme og strafbortfald i særlige tilfælde.Ifølge hundelovens § 12 kan overtrædelse af kravet i § 3, stk. 1, 1.-3. pkt. om at besidderen skal føre hunden i snoreller have fuldt herredømme over hunden i byer og bymæssig bebyggelse straffes med bøde.

Overtrædelse af kravet om at drage omsorg for, at en hund ikke strejfer uden for byer og bymæssig bebyggelse i § 3,stk. 3 kan ligeledes straffes med bøde i medfør af § 12.Fødevareministeriet foreslår en udvidelse af de gældende bestemmelser i hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3. pkt. ved, at detgældende krav om, at hunde, der færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel,enten skal føres i bånd eller være i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem, også foreslås at gældeuden for byer og bymæssig bebyggelse, når hunden befinder sig uden for besidderens ejendom, jf. nr. 5.Den foreslåede ændring indebærer, at der er forbudt både i og uden for byer og bymæssige bebyggelse af ladehunden færdes enten uden snor eller uden, at den er under besidderens fulde herredømme.Endvidere er det foreslået at præcisere, at det er forbudt at lade hunde strejfe på private arealer.Den foreslåede ændring af § 12 indebærer, at besidderen kan straffes med bøde for overtrædelse af dissebestemmelser.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.

Til § 2Den foreslåede bestemmelse indebærer, at politiet kan træffe afgørelse om aflivning ved gentagen overtrædelse afkravet om snor og mundkurv, som gælder for hunde, der er omfattet der er omfattet af racerne på forbudslisten ellerkrydsninger heraf, men som i medfør af overgangsordningen fortsat lovligt kan besiddes.Muligheden for at træffe afgørelse om aflivning vil kunne anvendes, i tilfælde hvor der er givet bøde for overtrædelseaf § 3, stk. 4, 3. pkt. men hvor kravet om snor og mundkurv fortsat ikke efterleves.Den foreslåede bestemmelse indebærer desuden, at politiet skal afholde omkostningerne ved aflivningen, men atpolitiet kan kræve omkostningerne refunderet af hundens besidder. Desuden indebærer ændringen at refusion afomkostningerne tillægges udpantningsret.Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 6.2.

§ 1.Besidderen af en hund skal sørge for, athunden, inden den er 8 uger gammel, er mærket ogregistreret. Besidderen af en hund skal endvideresørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel,bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiverbesidderens navn og adresse.Stk. 2.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskerifastsætter nærmere bestemmelser om mærkning,registrering og gebyr og om udformningen af skiltet,jf. stk. 1. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskerikan herunder bestemme, at mærknings- ogregistreringsordningen skal administreres af en ellerflere private organisationer, og at besidderen af enhund skal give de nødvendige oplysninger samtindbetale gebyr til disse organisationer.Stk. 3.Politiet skal lade en hund mærke og registrerefor besidderens regning, hvis hunden i strid med stk. 1ikke er mærket og registreret.

den er under tilsyn fra besidderens bolig ellerforretningslokale. Føres hunde i bånd, skal dette væreså kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren.Såfremt hunde på de nævnte steder færdes løse udenat være i følge med en person, der har fuldtherredømme over dem, lader politiet dem optage ogunderretter besidderen. Er hunden ikke mærket ogregistreret, fremlyses den. Det gælder dog ikke,såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1, stk. 1.Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efter, atunderretning eller fremlysning har fundet sted,indløser hunden ved at betale de udgifter, somoptagelsen har medført, kan politiet afhænde hundeneller lade den aflive. Et eventuelt overskud vedafhændelsen tilfalder ejeren, hvis han melder siginden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellersstatskassen. Ministeren for fødevarer, landbrug ogfiskeri kan fastsætte nærmere regler om afhændelseaf optagne hunde.Stk. 2.Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der ikommunen eller nærmere opregnede områder afkommunen skal gælde en pligt til i byer og områdermed bymæssig bebyggelse altid at føre en hund ibånd på gader, veje, stier eller pladser m.v., der eråbne for almindelig færdsel. Båndet skal være så kort,at hunden holdes tæt ind til ledsageren.Stk. 3.Uden for byer og områder med bymæssigbebyggelse påhviler det besidderen af en hund atdrage omsorg for, at den ikke strejfer om.Stk. 4.Løsgående glubske hunde må ikke udenpolitiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser.Stk. 5.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskerikan fastsætte regler om, at visse hunde ikke eromfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat imedfør af stk. 2.

forretningslokale anses ikke for at være underledsagelse. Føres hunde i bånd, skal dette være så kort,at hunden kan holdes tæt ind til ledsageren. Hvis hundefærdes løse på de nævnte steder uden at være i følgemed en person, der har fuldt herredømme over dem,lader politiet dem optage og underretter så vidt muligtbesidderen og følger herefter fremgangsmåden i stk. 4.Stk. 2.Det er forbudt at lade hunde færdes på privatearealer, som besidderen af hunden ikke har brugsret til.Grundejeren eller den, der har brugsret til det privateareal kan optage hunden eller på hensigtsmæssig mådefjerne hunden fra grunden og er ikke pligtig til at betaleerstatning, hvis hunden herved undtagelsesvist kommertil skade eller omkommer. Nedskydning eller andenfremgangsmåde, der sigter direkte på drab af hundenmå kun anvendes af grundejeren eller den, der harbrugsret til et privat areal, hvis hunden angriber andrehusdyr eller frembyder nærliggende fare for personereller ejendom.Stk. 3Hvis grundejeren eller den, der har brugsret til detprivate areal har optaget hunden, og hundens besidderkendes, skal den, der har optaget hunden, snarest muligtog senest 24 timer efter at optagelsen har fundet stedunderrette hundens besidder eller en til vedkommendeshusstand voksen person. Grundejeren eller den, der harbrugsret til det private areal og som har optaget hundener pligtig til at fodre og passe den optagede hundforsvarligt. Såfremt det ikke er muligt at optage hundeneller hvis hundens besidder ikke kendes eller ikkeafhenter hunden, rettes der henvendelse til politiet, somlader hunden optage og underretter så vidt muligtbesidderen og følger herefter fremgangsmåder i stk. 4.Stk. 4.Er en hund, der er optaget efter stk. 1 eller stk. 2ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det gælderdog ikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1,stk. 1. Hvis besidderen ikke inden 3 hverdage efter, atunderretning eller fremlysning har fundet sted, indløserhunden ved at betale de udgifter, som optagelsen harmedført, kan politiet afhænde hunden eller lade denaflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalderejeren, hvis denne melder sig inden 3 måneder oggodtgør sin ret, og ellers statskassen. Hundens besidderkan indtil 1 måned efter underretning eller fremlysningkræve hunden tilbage mod betaling af samtligeomkostninger afholdt i forbindelse med indfangning,

anbringelse og almindelig pleje. Dette gælder også hvishunden er afhændet.Stk. 5.Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kanfastsætte nærmere regler om fremlysning af ogafhændelse af optagne hunde”.6.Efter§ 3indsættes:”§ 3 a.Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der ikommunen eller nærmere opregnede områder afkommunen skal gælde en pligt til i byer og områder medbymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd pågader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne foralmindelig færdsel. Båndet skal være så kort, at hundenkan holdes tæt ind til ledsageren.Stk. 2.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kanfastsætte regler om, at visse hunde ikke er omfattet afbestemmelser om båndpligt fastsat i medfør af stk. 1.”§ 3 b.Løsgående glubske hunde må ikke uden politietstilladelse anvendes til bevogtning af pladser”.

7.§ 4affattes således:”§ 4.Forstyrrer en hund de omkringboende vedgentagen og vedholdende gøen eller tuden, kan politietgive besidderen pålæg om at holde hunden indelukket,herunder i et nærmere angivet tidsrum.Stk. 2.Hvis der er givet pålæg efter stk. 1, og denneforanstaltning ikke hjælper, eller hvis hunden alleredeholdes indelukket, kan politiet give besidderen pålægom at lade den fjerne.Stk. 3.Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan,for så vidt det drejer sig om hunde, der aferhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket ihundegård eller på anden måde, dispensere fra stk. 1 og2 i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse ogindretning er taget ethvert rimeligt hensyn tilbebyggelsesforholdene.Stk. 4.Hvis besidderen undlader at følge et pålæg efterstk. 1 eller 2, kan politiet lade hunden afhænde elleraflive.Stk. 5.Henlægger ministeren for fødevarer, landbrug ogfiskeri sin beføjelse efter stk. 3 til en myndighed underministeriet, kan ministeren fastsætte regler omadgangen til at klage over myndighedens afgørelser,herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for

8.§ 5affattes således:”§ 5. På besidderens bopæl må en hund kunundtagelsesvist holdes bundet. Uden for besidderensbopæl gælder stk. 2 og 3.Stk. 2.Det er forbudt at holde en hund bundet i mereend 1 time i døgnet, jf. dog stk. 3.Stk. 3.En hund må holdes bundet i op til 6 timer 2 gangei døgnet med mindst 2 timers mellemrum, hvis hundener under opsyn.Stk. 4.Når en hund holdes bundet på besidderens bopæleller i en længere periode end 1 time uden forbesidderens bopæl, skal lænken eller snoren væremindst 3 meter lang, og hunden skal have adgang til atsøge skygge og læ mod regn, blæst og kulde, hvisomstændighederne kræver det.”9.Efter§ 5indsættes:”§ 5 a.En besidder af en hund, der er over fire ugergammel og opholder sig i en hundegård mere end 12timer i døgnet i mindst 5 dage om ugen, skal sikre, athunden har menneskelig kontakt i mindst 1 time dedage, hvor hunden opholder sig i hundegården i mereend 12 timer.Stk. 2.Besidderen skal sikre, at hundegården indeholderlegeredskaber, mulighed for at søge skjul, skygge og læmod regn, blæst og kulde, herunder et opholdsrum, hvorhunden kan stå oprejst og ligge udstrakt. Besidderen skalendvidere sikre, at hunden har adgang til frisk vand.Stk. 3.Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke forhunde omfattet af regler fastsat i medfør afdyreværnslovens § 18, stk. 2.”

§ 6.Det påhviler besidderen af en hund at træffe deforanstaltninger, der efter forholdene må ansespåkrævet for at forebygge, at hunden volder andreskade.Stk. 2.Hvis en hund har forvoldt skade på etmenneske eller anden væsentlig skade, hvis hundenseller besidderens adfærd er af en sådan karakter, atden er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, ellerhvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at denpågældende hund kan være farlig for sine omgivelser,kan politidirektøren1) give besidderen pålæg om, at den ejendom, hvorhunden holdes, skal være indhegnet af et hegn på optil 1,8 meter i højden, der skal være forsynet med ensluselåge,2) give besidderen pålæg om, at hunden kun må luftesaf besidderen eller af andre navngivne personer over18 år og ikke må luftes sammen med andre hunde,3) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikkeholdes indelukket, skal føres i bånd, herunder pålægom, at hunden skal føres i et bånd, der højst er 2 mlangt, eller skal være forsynet med forsvarlig, lukketmundkurv eller begge dele, eller4) træffe afgørelse om at lade hunden afliveStk. 3.Politidirektøren kan give besidderen pålæg somnævnt i stk. 2, nr. 1-3, hvis hunden har for vane atforulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje,stier eller pladser m.v., der er åbne for almindeligfærdsel, at fare imod dem eller forfølge dem eller atforulempe husdyr i ejendom eller på mark.Stk. 4.Hvis et pålæg efter stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3overtrædes, kan politidirektøren, træffe afgørelse omat lade hunden aflive.Stk. 5.Hvis en hund ved et overfald har skambidt etmenneske eller en anden hund, skal politidirektørenlade hunden aflive.Stk. 6.Politidirektøren afholder omkostningerne vedat lade en hund aflive efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4eller 5, men kan kræve beløbet refunderet afbesidderen.Stk. 7.Overdrages hunden til en anden besidder,gælder et pålæg efter stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3 eller

hunden mundkurv.”§ 12.Med bøde straffes den, der1) overtræder § 1, stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3,stk. 3 eller 4, § 5, § 6, stk. 1, eller § 8, stk. 2,2) overtræder bestemmelser fastsat afkommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2, eller3) overtræder et pålæg udstedt i medfør af § 4 eller§ 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3.Stk. 2.Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af§ 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 4, § 6, stk. 1,§ 8, stk. 2, bestemmelser fastsat afkommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2, eller etpålæg udstedt i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3, ellerstk. 3, udmåles en skærpet bøde. På samme mådestraffes den, der hidser en hund på nogen ellerundlader at holde sin hund tilbage, når denpågældende bemærker, at den overfalder nogen.Stk. 3.Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den,der overtræder § 6 d.Stk. 4.Med bøde eller fængsel indtil 6 månederstraffes den, der beskæftiger sig personligt medhunde, uanset at vedkommende er frakendt rettenhertil, jf. § 12 a, stk. 1.Stk. 5.Med bøde eller under skærpendeomstændigheder fængsel indtil 4 måneder straffesden, der med kendskab til, at en person er frakendtretten til at beskæftige sig personligt med hunde efter§ 12 a, stk. 1, overlader en hund i den pågældendesvaretægt.Stk. 6.I forskrifter, der udstedes i henhold til § 1,stk. 2, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse afforskrifterne.

Stk. 3.Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov omhunde som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, omfatterhunde, der er født efter lovens ikrafttræden.Stk. 4.Personer, som den 17. marts 2010 besidderhunde omfattet af § 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov omhunde som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, ellerkrydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, kanfortsat besidde disse. Sådanne hunde må dog ikkeoverdrages. På gader, veje, stier, pladser m.v., der eråbne for almindelig færdsel, skal hundene føres i båndog være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv.Kravet om, at hundene skal føres i bånd, gælder ikke iskove, hvor ejeren har givet tilladelse til, at hunde kanfærdes uden bånd. Båndet skal være en fast line meden maksimal længde på 2 m.Stk. 5.Med bøde straffes den, der overtræder stk. 4.Stk. 6.Personer, der den 17. marts 2010 har etableretselvstændig virksomhed med opdræt af hundeomfattet af § 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde somaffattet ved denne lovs § 1, nr. 3, eller krydsninger,hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsætte dennevirksomhed indtil den 30. juni 2015.