FLF, Alm.del - 2012-13 - Bilag 361: Evaluering af hundelovens forbundsordning, fra fødevareministeren

Indhold1. Resume .......................................................................................................................................................... 62. Indledning ...................................................................................................................................................... 82.1 Den lovmæssige baggrund ...................................................................................................................... 82.2 Fremgangsmetode for evalueringen ....................................................................................................... 92.3 Den teoretiske baggrund ....................................................................................................................... 12Formål ...................................................................................................................................................... 12Aggression som et biologisk fænomen.................................................................................................... 12Typer af aggression.................................................................................................................................. 12Tests for aggression ................................................................................................................................. 14Aggression og skader ............................................................................................................................... 14Aggression og race................................................................................................................................... 15Internationale erfaringer med lovgivning omkring farlige hunde ........................................................... 17Diskussion ................................................................................................................................................ 18Delkonklusion .......................................................................................................................................... 183 Resultater fra de forskellige informantionskilder......................................................................................... 193.1 Data fra Dansk Hunderegister ............................................................................................................... 19Formål ...................................................................................................................................................... 19Resultater ................................................................................................................................................ 19Delkonklusion .......................................................................................................................................... 213.2 Data fra humane skadestuer ................................................................................................................. 22Formål ...................................................................................................................................................... 22Indsamling af data ................................................................................................................................... 22Resultater ................................................................................................................................................ 22Diskussion ................................................................................................................................................ 28Delkonklusion .......................................................................................................................................... 283.3 Data fra dyrehospitaler.......................................................................................................................... 29Formål ...................................................................................................................................................... 29Indsamling af data ................................................................................................................................... 29Resultater ................................................................................................................................................ 30Diskussion ................................................................................................................................................ 35Delkonklusion .......................................................................................................................................... 363

3.4 Data fra panel undersøgelse.................................................................................................................. 37Formål .................................................................................................................................................... 37Indsamling af data ................................................................................................................................... 37Resultater ................................................................................................................................................ 38Diskussion ................................................................................................................................................ 46Delkonklusion .......................................................................................................................................... 463.5 Data fra de hundesagkyndige ................................................................................................................ 48Formål ...................................................................................................................................................... 48De hundesagkyndiges rapporter udarbejdet for politiet ............................................................................ 48Indsamling af data ................................................................................................................................... 48Resultater ................................................................................................................................................ 48Diskussion ................................................................................................................................................ 52Interview af de hundesagkyndige ............................................................................................................... 53Indsamling af data ................................................................................................................................... 53Resultater ................................................................................................................................................ 53Diskussion ................................................................................................................................................ 58Delkonklusion .......................................................................................................................................... 583.6 Data fra forsikringsselskaber ................................................................................................................. 59Formål ...................................................................................................................................................... 59Indsamling af data ................................................................................................................................... 59Resultater ................................................................................................................................................ 59Diskussion ................................................................................................................................................ 61Delkonklusion .......................................................................................................................................... 623.7 Data fra Rigspolitiet ............................................................................................................................... 63Formål ...................................................................................................................................................... 63Indsamling af data ................................................................................................................................... 63Resultater ................................................................................................................................................ 63Diskussion ................................................................................................................................................ 65Delkonklusion .......................................................................................................................................... 653.8 Medieinformation ................................................................................................................................. 66Formål ...................................................................................................................................................... 66Indsamling af data ................................................................................................................................... 66Resultater ................................................................................................................................................ 674

Diskussion ................................................................................................................................................ 70Delkonklusion .......................................................................................................................................... 714 Overordnet diskussion.................................................................................................................................. 724.1 Hundelovens forbudsordning ................................................................................................................ 72Bidskader på mennesker ......................................................................................................................... 72Bidskader på hunde ................................................................................................................................. 73Holdninger til forbudsordningen ............................................................................................................. 74Effekt af et raceforbud ............................................................................................................................ 754.2 Raceforskelle ......................................................................................................................................... 775 Konklusion .................................................................................................................................................... 796. Tak ............................................................................................................................................................... 797 Referencer .................................................................................................................................................... 808 Bilagsoversigt ................................................................................................................................................ 82

1. ResumeMålet med denne evaluering har været at undersøge, hvilke effekter hundeloven og nærmere bestemtforbuddet af visse hunderacer, har haft på angreb med bidskader til følge på hunde og mennesker. Vi hardesuden, hvor det var muligt, vurderet holdningen til hundelovens forbudsordning. Evalueringen er baseretpå en sammenligning af forholdene to år inden (2008+2009) og to år efter (2011+2012) indførelsen afforbuddet. Vi har lagt vægt på at få et bredt datagrundlag, med information fra flere kilder: humaneskadestuer, dyrehospitaler, panel undersøgelse, de hundesagkyndige, forsikringsselskaber, Rigspolitiet samtmedieomtaler. Vi er bevidst om at der stadig findes hunde af de forbudte racer samt at mængden af dissekommer at mindske alt eftersom de dør af og ikke erstattes af nye. En undersøgelse gjord om 10 år kanderfor komme til andre resultater end den nuværende, vi kan imidlertid kun evaluere effekten afhundeloven sådan som den har virket frem til nu.I forhold til bid på mennesker er der ikke noget i vores undersøgelse, der tyder på, at hundelovensforbudsordning har haft en reducerende effekt. Vi fandt ingen signifikante ændringer i antal eller omfangaf bidskader fra inden til efter forbuddets indførelse, hverken i data fra Skadestuen OUH, i data frapanelundersøgelsen eller i antallet af sager i medierne.I forhold til antallet og omfanget af bidskader på hund, fandt vi ikke et entydigt billede. For data fraKøbenhavns Dyrehospital fandt vi et signifikant fald i antal bidskader på hund, men ikke en signifikantforskel i forholdet mellem simple og komplicerede bidskader fra inden til efter hundeforbuddets indførelse(de forbudte racer menes have en form for aggression der leder til alvorligere skader). Dette fund er støttetaf udsagnet fra en af de hundesagkyndige i Københavnsområdet om fornemmelsen af et overordnet fald iantallet af behandlede bidskader på vedkommendes klinik. Vi kan ikke konkludere om faldet skyldes etreduceret antal af forbudte hunde, eller en øget opmærksomhed og forsigtighed blandt hundeejeregenerelt. At andelen af komplicerede bidskader er den samme inden og efter hundeforbuddets indførelse,taler umiddelbart imod at faldet skyldes et fald i antallet af bidskader sket i forbindelse med den type afaggression som vises af kamphunde. Vi fandt ikke en signifikant ændring i antallet af behandlede bidskaderpå hund efter hundeforbuddets indførelse for Svendborg og Århus Dyrehospital. I modsætning til detfundne fald i antal behandlede bidskader på hund på Københavns Dyrehospital, fandt vi ikke nogetsignifikant fald i antallet og omfanget af bidskader på hund i data fra forsikringsselskabet DyrekassenDanmark, men dog en tendens. Hundeejere, der deltog i panelundersøgelsen rapporterede ikke et fald iantallet af bidskader på hund, og der ses heller ikke et fald i antallet af sager i medierne.

Også i forhold til spørgsmålet om holdninger til hundelovens forbudsordning var resultaterne af voresundersøgelse blandede. Blandt deltagerne i panelundersøgelsen var der generelt en positiv holdning til etforbud af visse racer, både blandt hundeejer og i et nationalt repræsentativt udsnit af panelister, idetmellem 55 og 64 % var enige eller meget enige med et forbud af visse racer. Det skal påpeges, atpaneldeltagerne ikke blev bedt om at tage stilling til forbuddet af bestemte racer, men blot til det, atforbyde visse hunderacer i Danmark. Rigsadvokaten har tilkendegivet at loven i relation tilanklagemyndigheden lader til at fungere hensigtsmæssigt. I modsætning hertil er de hundesagkyndigegenerelt imod forbud af visse hunderacer, hvilket de begrunder med manglende faglig understøttelse af etforbud mod de racer, som i 2010 blev forbudt, og en vurdering af, at det meget ofte er ejeren i lige så højgrad som hunden, der er problemet i de sager, hvor hunde påfører andre voldsom skade. Hvadpaneldeltagernes holdninger til hundelovens raceforbud betyder i relation til paneldeltagernes tryghed erikke muligt at udlede.

2. Indledning2.1 Den lovmæssige baggrundHundeloven blev i 2010 revideret og besiddelse og avl af i alt 13 hunderacer (og krydsninger heraf) blevforbudt (heraf havde to racer været forbudt siden 1991). Udover lovens forbudsliste blev enobservationsliste med 12 yderligere hunderacer udarbejdet. Af bemærkningerne til lovforslaget omforbudsordningen fremgår det at forbudsordningen, og herunder hvilke hunderacer, der omfattes afforbuddet, bør evalueres, når loven har været i kraft i 3 år.Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med forbudsordningen er ”at varetagehensynet til borgernes sikkerhed og tryghed” (2009/1 LSF 163, punkt 2.3.1 i bemærkninger). Ibemærkningerne, under en beskrivelse af de forskellige typer af hunde på forbudslisten (muskelhunde,kamphunde og hyrde- og vagthunde fra Syd- og Østeuropa samt Asien; herefter refereret som racer afkamphundetype og racer af hyrde- og vagtype), fremstilles forbudte racer af kamphundetypen desudensom særligt problematiske i forhold til andre hunde (ibid.). Ligeledes i bemærkningerne til lovforslaget erdet i baggrunden for lovforslaget angivet at der er set en stigende udbredelse af farlige hunde de sidste 5 årfrem til revisionen af loven i 2010 (2009/1 LSF 163, punkt 1.1 i bemærkninger).

2.2 Fremgangsmetode for evalueringenMålet med denne evaluering har været at undersøge, hvilke effekter forbuddet af visse hunderacer, harhaft på angreb med bidskader til følge på hunde og mennesker. En begrundelse for lovforslaget var enformodet øget utryghed på grund af tilstedeværelsen af hunde af muskel og kamphundetype. Det er ikkemuligt at vurdere følelsen af utryghed retrospektivt. Det vi kan, er at vurdere holdningen til hundelovensforbudsordning, nu hvor den har været i kraft i 3 år. Den samlede undersøgelse er baseret på ensammenligning af forholdene to år inden (2008+2009) og to år efter (2011+2012) indførelsen af forbuddet.Vi har undladt at samle eller bruge information fra 2010, da vi mener, at risikoen for en kraftig bias idatagrundlaget for denne periode er stor. Vi har samlet information om bidskader på både mennesker oghunde, og vi har lagt vægt på at få et bredt datagrundlag, med information fra flere kilder. Vi har, så vidtmuligt, indsamlet informationer om hunderacer, offertyper samt omstændigheder for og alvorlighed afbidskaderne1.For flere af evalueringens dataindsamlinger gælder, at det ikke har været muligt at få oplysninger om racenpå den hund, der havde bidt eller angrebet i en given situation. I de tilfælde, hvor vi har fået oplysningerom den angribende hunds race, er tallene meget små, og det har derfor været nødvendigt at gruppere deforbudte racer eller racebladninger til én kategori: forbudte racer. Tilsvarende for racer, der indgår påobservationslisten, har vi i de fleste dele af evalueringen valgt at gruppere disse til én kategori:observationsliste racer. De hyppigst forekommende racer i kategorien ’forbudte racer’ har væretamerikansk staffordshire terrier og amerikansk bulldog. De hyppigst forekommende racer i kategorien’observationsliste racer’ har været rottweiler og engelsk staffordshire bullterrier. For begge kategorierafspejler dette nok mest af alt, at de andre racer på listerne er repræsenteret med meget få individer iDanmark.Amerikansk staffordshire terrier og amerikansk bulldog er begge racer der kan karakteriseres somkamphunde. Den amerikanske staffordshire terrier er i følge den amerikanske kennelklub (www.akc.org)oprindelig blevet avlet til kamp med tyre. Den amerikanske bulldog er i følge den amerikanske bulldogforening (http://www.american-bulldog.com) oprindelig blevet avlet og brugt til kampe med tyrer oghunde, i følge United Kennel Club (www.ukcdogs.com) er de i sær blevet brugt til tyrekampe og somvagthunde.

En almindelig opfattelse er at hunde af denne type viser en type af aggression der ligger tættere på jagt endpå anden type for aggression (se afsnittet "Typer af aggression" nedenfor). Denne type af aggression lederofte til alvorligere bidskader end anden aggression da formålet i jagt er at dræbe byttedyret, mens det iandre former af aggression primært er at fjerne en konkurrent eller en trussel.Dette sammen med udtalelsen om at forbuddet af specifikke hunderacer gælder "...hunde, der kan værefarlige for omgivelserne..." (Bemærkning til lovforslaget, 2009/1 LSF 163) fører os til at lade følgendespørgsmål ligge til grund for denne evaluering (i parentes er angivet de afsnit, hvori spørgsmålenebehandles):1. Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør? (se afsnit 2.3, 3.5,3.7, 3.8)2. Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker? (se afsnit 3.2, 3.4, 3.8)2a Er der sket en ændring i mængden af bid på børn? En jagtadfærd bliver oftere rettetimod småt bytte og man kan derfor tænke sig, at børn ville blive hyppigere angrebet endvoksne (se afsnit 3.8)2b Er der en ændring i proportionen af alvorlige bid på mennesker? Som tidligere nævnt erdet en udbredt opfattelse at kamphunde forårsager alvorligere skader end andre hunderacer(se afsnit 3.2, 3.4)2c Er der en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum? Det virkersandsynligt at mennesker oplever bideepisoder i det offentlige rum som merealvorlige/foruroligende end når det sker i hjemmemiljøet (se afsnit 3.2, 3.4)3. Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde? (se afsnit 3.3, 3.4, 3.6, 3.8)3a Er der sket en ændring i mængden af bid på små hunde? En jagtadfærd bliver oftererettet imod småt bytte og man kan derfor tænke sig at små hunde ville blive hyppigereangrebet end store hunde (se afsnit 3.3, 3.4)3b Er der en ændring i proportionen af alvorlige bid på andre hunde? Som tidligere nævnt erdet en udbredt opfattelse at kamphunde forårsager alvorligere skader end andre hunderacer(se afsnit 3.3, 3.4, 3.6)

2.3 Den teoretiske baggrundFormålAt beskrive aggression som fænomen, at beskrive mulighederne for at forudsige aggression, forskel iaggression mellem forskellige hunderacer samt internationale erfaringer af forbud af farlige hunderacer.Formålet er også at besvare spørgsmål 1. "Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hundeend andre hunde gør?"Aggression som et biologisk fænomenEn biologisk definition af aggression er, at det er en skadevoldende adfærd eller trussel om skadevoldendeadfærd rettet imod en artsfælle (Manning & Dawkins 1998). Så hører f.eks. predation ikke til aggression, etrovdyr der dræber et byttedyr er ikke aggressivt. Årsagen til at man skelner på denne måde er, atadfærdsmønstret er meget forskelligt i de to situationer. Således finder man ofte truende og submissivesignaler i interaktioner mellem artsfæller, signaler der har til formål at afgøre en interaktion uden at detkommer til et faktisk slagsmål, der risikerer at være omkostningsfuldt for begge parter. En aggressivinteraktion mellem artsfæller går typisk fra adfærd med få omkostninger (f eks stive ben, stirrende blik), tilmere tydelig adfærd, der ligger tættere på et bid (blottede tænder), for at slutteligt at gå over i denskadevoldende adfærd - selve bidetet, men selv her bliver det oftere et angreb med åben mund snarereend et decideret bid. Den aggressive interaktion kan afbrydes i det øjeblik et af individerne giver op.Aggression i interaktioner mellem artsfæller leder typisk ikke til alvorlige skader, da det er i beggesinteresse at afgøre det med så få skader som muligt. Intensiteten i et slagsmål hænger sammen medværdien af ressourcen, jo mere værdifuld desto større risiko for skader. Kun i meget få tilfælde slås dyr tildøden.Typer af aggressionAggression kan deles op i mange forskellige typer, men der er en meget lille enighed om, hvor mange typerder findes og hvordan de skal beskrives (Beaver 1983, Serpell & Hsu 2001). I den følgende tekst har vi valgtat bruge et minimum af kategorier: angstrelateret aggression, ressource forsvar, dominansrelateretaggression og jagtrelateret aggression.Angstrelateret aggression siges ofte at være en meget hyppig form for aggression hos hund (f.eks. Borchelt1983, Sullivan et al 2008, Serpell & Hsu 2001). I den angstrelaterede aggression bider hunden for atforsvare sig eller sine. Så snart trusselen er fjernet holder hunden op med at knurre eller gøre udfald. Denangst relaterede aggression minder meget om smerte induceret aggression. Typisk optræder den isituationer, hvor hunden ikke føler at den kan flygte, eller hvor den bliver overrasket, f.eks. ved fysisk12

afstraffelse eller hvis den f.eks. bliver forstyrret af et barn, mens den sover (Nahlik et al 2010).Korrelationen mellem angst og aggression er størst for aggression rettet imod mennesker og især imodfremmede mennesker (Duffy et al 2008). Alle former for aggression påvirkes ikke kun af hundens genetiskebaggrund men også af de erfaringer, som hunden gør sig. Dette gælder måske i særlig høj grad for angstrelateret aggression, hvor hunden meget hurtigt lærer, at den ved at vise aggressiv adfærd kan forhindre atpersoner eller hunde, som den oplever som truende, kommer tæt på.Mange dyr har en naturlig tendens til at forsvare ressourcer eller revir. Nogle hunderacer er blevet avletnetop for at forsvare ressourcer, revir eller personer (f eks. vogtende hyrdehunde, doberman, rottweiler).Aggression relateret til ressourceforsvar er primært et problem i hjemmet eller i et område, som hundenopfatter som sit (f.eks. Wake et al 2009). Ligesom det er tilfældet med angst relateret aggression, erformålet med aggression relateret til ressourceforsvar, at få det andet individ til at fjerne sig.Begrebet dominans og brugen af begrebet til at forklare hundes adfærd er meget omdiskuteret, især nårdet drejer sig om forholdet mellem hund og menneske (Bradshaw et al 2009). Sociale konflikter er dog envigtig kategori af aggression, især når det gælder aggression over for ejeren og andre i husholdet (Beaver1983, Bamberger & Houpt 2006, Fatjo et al 2007, Perez-Guisado & Muñoz-Serrano 2009). Dominansrelateret aggression kan også være en forklaring på den højere grad af aggression mellem hunde af sammekøn, både i hushold og ved møde mellem hunde (Sherman et al 2006).Som tidligere beskrevet, inkluderes jagt normalt ikke som en form for aggression indenfor biologien. Bådemotivationen for adfærden og adfærdsmønstrene er meget forskellig fra den klassiske aggression.Jagtadfærd hos hund kan imidlertid rettes imod andre hunde og mennesker og kan da føre til meget sværeskader (Avis 1999). Medens formålet med andre former for aggression er, enten at få det andet individ til atfjerne sig, eller at afgøre hvem der er dominant, så er formålet med jagt at dræbe det individ, der ses somet byttedyr.I mange tilfælde er hundens adfærd forårsaget af en blanding af flere forskellige motivationer, den kan foreksempel forsvare sit revir (ressource forsvar) men samtidigt være bange for det fremmede individ (angstrelateret aggression).Aggression kan også deles op i, hvem aggressionen rettes imod, f.eks. børn, fremmede voksne, fremmedehunde eller hunde af samme køn. For nogle hunderacer er der en god korrelation mellem aggression overfor mennesker og aggression over for hunde (f eks gravhund og chihuahua; Duffy et al 2008), men det erikke tilfældet for alle racer (f.eks. akita og pitbull; Duffy et al 2008). Da erfaring fra tidligere situationerindgår som en vigtig faktor i forhold til, hvordan hunden kommer til at reagere, kan hundeejere nogle13

gange erfare, at det er meget specifikke stimuli, der udløser aggression, f eks aggression over for fremmedemænd men ikke over for kvinder (Netto & Planta 1997).Ikke alle bid er aggressive bid. Cornelisen & Hopster (2010) spurgte ind til hvorvidt mennesker, der varblevet bidt, mente at hunden ville bide dem ("intentional bite") eller at det var et uheld/skete under leg.Næsten en tredjedel af personerne mente at hunden havde bidt dem på grund af et uheld. En noget størreproportion voksne end børn mente, at de var blevet bidt ved et uheld. Bid der blev vurderet som et uheldvar mindre alvorlige og var oftere rettet mod ejeren end når det blev vurderet at hunden bevidst prøvedeat bide.Tests for aggressionDa aggression hos hund både er et stort samfundsmæssigt problem og en hyppig årsag til aflivning(Mikkelsen & Lund 2000, Fatjo et al 2007), har der været en række forskellige forsøg på at konstruere testsfor aggressivitet. En af de mest komplette er udviklet af Netto & Planta (1997). I denne test udsætteshunde for 43 forskellige situationer, der bliver gradvist mere og mere truende. Situationerne er valgt sådanat hundene er udsat for en meget bred vifte af forskellige stimuli (møde med andre hunde, fjernelse afmadskål, fremmede personer etc.). Testen blev senere videreudviklet og antallet af delmomenter blevreduceret til 16, denne version af testen er kendt som "Socially Acceptable Behaviour"-test (SAB-test; DeMeester et al 2008). Testen viser sig at være god til at forudsige angstrelateret aggression, men ikke til atforudsige aggression, der ikke er angstrelateret (der Borg et al 2010). Det samme resultat, at en testforudsiger angstrelateret aggression, men ikke jagtrelateret eller dominansrelateret aggression, er ogsåfundet for en række af andre tests (Mittmann 2002, Christensen et al 2006), inklusive for denmentalbeskrivelse af hund, der bliver brugt i Danmark i dag (Svartberg 2005). Dette gør det særlig svært atbruge tests til at bedømme sandsynligheden for, at en hund bider, når det drejer sig om de racer, for hvilkeangst spiller en relativt lille rolle for den udviste aggression, som f.eks. rottweiler (Duffy et al 2008).Der findes ikke i dag en videnskabeligt valideret test som forudsiger alle hundes aggression i det daglige påen tilfredsstillende måde.Aggression og skaderDer er tre vigtige faktorer, der har betydning for risikoen for at hunde forårsager bidskader. Den førstefaktor er hundens overordnede tendens til at være aggressiv. Undersøgelser har vist, at hunde kan have engenerel tendens til at reagere aggressivt på tværs af forskellige typer af situationer (Duffy et al 2008).Den anden faktor er størrelsen på hunden. Den skade, som hunde af en bestemt race forårsager, har kunen lille relation til det niveau af aggression, som hunde af den race udviser. Selv om gravhund og chihuahua14

hyppigt fremtræder blandt de mest aggressive hunderacer (for eksempel Duffy et al 2008), så er der fåangreb, forårsaget af disse hunderacer, der resulterer i meget alvorlige skader. Angreb af store hunde føreroftere til alvorlige skader i kraft af hundenes størrelse.Den tredje faktor er den type af aggression som er hyppig for den pågældende race. Som diskuterettidligere fører forskellige typer af aggression til forskellige adfærdsmønster og deraf følgende skader. Det ersandsynligt at jagtrelateret aggression volder de sværeste skader. Mange hunde har en grad afbidhæmning, sådan at de ikke bider fuldstændigt, men primært napper eller markerer. Racer der er avlet tilat dræbe (f eks terriers der tidligere blev brugt som rottehunde), vil have en lavere grad af bidhæmning ogderved et mere alvorligt bid. Det samme gør sig gældende for racer, der er avlet til brug i hundekampe(Overall & Love 2001).Aggression og raceSom det fremgår af den tidligere tekst, er aggression flerdimensionelt, og det er derfor svært at sige, at enrace er mere aggressiv end en anden i alle situationer og over for alle typer af individer. En sammenligningaf resultater fra forskellige undersøgelser er også vanskelig, da forskellige lande har forskellige traditionerog avlsmål, og da det derfor kan være forskelle i morfologi og intensitet i adfærden hos hunde fraforskellige lande.I en større undersøgelse besvarede ejere af næsten 10 000 hunde et spørgeskema vedrørende dereshundes adfærd i forskellige situationer (Duffy et al 2008). Spørgeskemaet, C-BARQ, er et velkendt brugtinstrument til at undersøge hundes temperament (Hsu & Serpell 2003 - for en diskussion af brug afspørgeskema til bedømmelse af hundes temperament se Jones & Gosling 2005). De racer, der i den storeundersøgelse blev rapporteret som værende de mest aggressive over for mennesker, var chihuahua,gravhund og jack russell terrier. Amerikansk cocker spaniel og beagle fremstod i undersøgelsen som megetaggressive over for deres ejere. Akita, jack russell terrier og pitbull var alle racer, der rapporteredes at haveen meget høj grad af aggression over for andre hunde. Lignende resultater for aggression over for andrehunde kommer fra et studie, der identificerede racer på de hunde, der har angrebet service hunde (Brookset al 2010). Dette studie viser en overrepræsentation af "bull-type" hunde (amerikansk bulldog, bull terrier,pitbull, Staffordshire bullterrier).Et spansk studie med en anden tilgang, baseret på klienter der kommer til en adfærdsklinik, fandt at de toracer, der havde en særlig høj risiko for at vise aggression over for mennesker, var cocker spaniel ogcatalansk hyrdehund, men at også belgisk hyrdehund og beagle havde en forhøjet risiko sammenlignet medreference populationen (Fatjo et al 2007). Et lignende studie i USA fandt i modsætning hertil at det var15

dalmatiner, engelsk springer spaniel og schæfer, der var mest aggressive overfor mennesker (Bamberger &Houpt 2006).Studier, der er funderet på rapporter fra hospitaler, finder typisk, at det er større hunde, der har forårsagetskaderne. Her synes især schæfer at være overrepræsenteret (Gershman et al 1994, Rosado et al 2007). Ien lignende undersøgelse på patientdata fandt Shuler et al (2008), at det var mere sandsynligt at hunde fraracegrupperne terrier og arbejdende hunde bed mennesker. Samme type af resultater ses i en Hollandskundersøgelse, der spurgte til, hvorvidt respondenten var blevet bidt de seneste 24 måneder. Her var demest overrepræsenterede racer af hunde, der havde bidt respondenterne, rottweiler, dobermann ogbouvier de flandres (en stor arbejdende hund; Cornellisen & Hopster 2010). I en undersøgelse af hundebidpå børn i USA fra 1999-2006 fandt man en stor overvægt af bid af hunde af pitbull-type, dog mangler derdata på forekomsten af de forskellige racer, så overvægten er ikke sat i forhold til hvor hyppige racen er(Daniels et al 2009). Sacks et al (2000) fandt at 2/3 af alle fatale hundeangreb var gjort af hunde af pitbulltype eller rottweiler, og argumenterer for, at selvom de ikke kender hundepopulationens sammensætning,er det meget usandsynligt, at den består af 2/3 hunde af pitbull type og rottweilere, og at disse racer derforer overrepræsenterede i den alvorlige bidstatistik.Der foreligger meget få eksperimentelle undersøgelser af en eventuel forskel i aggression mellem racer. Iden danske og den svenske mentalbeskrivelse er mere end henholdsvis 4.500 hunde (den danske) og mereend 40.000 hunde (den svenske) blevet beskrevet. Ved en sammenligning af resultaterne for den svenskementalbeskrivelse og et spørgeskema vedrørende hundens adfærd i hverdagen (C-BARQ) , var der enmeget dårlig korrelation mellem den estimerede aggression i de to situationer (Svartberg 2005). Dog blevder fundet en mere specifik sammenhæng mellem socialitet/angst over for fremmede mennesker målt imentalbeskrivelsen og aggression over for fremmede mennesker beskrevet i spørgeskemaet sådan atmindre sociale hundeviste mere aggression over for fremmede mennesker.Schalke et al (2008) testede aggression udvist af bull terriers, hunde af pitbull type, dobermann, rottweiler,og staffordshire bullterrier i en modificeret udgave af den test, der er beskrevet af Netto og Planta (1997;Mittmann 2002) og hvori hunden udsættes for en bred vifte af forskellige stimuli. Knapt 38 % af hundeneviste ikke nogen aggression, 60 % viste nogen aggression og 0,2% af hundene angreb udenadvarselssignaler. Forfatternes konklusion er, at 95 % af hundene viste den rigtige adfærd i denpågældende situation, medens 5 % viste en overdreven eller ikke egnet adfærd. I en senere undersøgelsesammenlignedes de samme racer samt amerikansk staffordshire terrier med den adfærd som goldenretrievere viser i den samme test (Ott et al 2008). Der var ingen signifikant forskel i aggression mellem deførst nævnte racer og golden retrievere.16

Af det ovenstående fremgår det, at der er meget stor forskel på om man spørger efter hvilke racer, derviser mest aggression i hverdagen (målt i test eller spørgeskema til ejerne), hvilke racer der forårsageralvorlige skader på andre hunde (målt i besøg på dyrehospital) eller hvilke racer der forårsager skader påmennesker (målt i besøg på hospital).Racenavnene i teksten ovenfor skal tolkes med stor forsigtighed, især begreberne "pitbull" og "pitbull-type". Disse kan dække over meget forskellige racer afhængigt af land og forskergruppe.Internationale erfaringer med lovgivning omkring farlige hundeFødevarestyrelsen har med lokale ambassaders hjælp indsamlet information omkring forbudte racer i enrække europæiske lande samt USA og Canada (se Bilag 1). En række lande har specifikke raceforbud ellerkræver særlig tilladelse til at holde visse racer, enten på landeniveau eller mere lokalt: Schweiz, Belgien,Norge, Tyskland, England, Frankrig, Polen, Østrig, USA og Canada. Et mindre antal lande, der ikke har raceforbud, er: Holland, Sverige, Finland og Spanien. Bland de forbudte racer findes næsten altid pitbull ogamerikansk staffordshire terrier, men også tosa, dogo argentino, forskellige mastiffer og rottweilerforekommer.Der er forholdsvis få videnskabelige studier der har undersøgt effekten af stramninger i lovgivningenomkring hold af hunde, så som raceforbud, påbud om at holde hunden i snor, påbud om brug af mundkurvmed mere. En af to undersøgelser, der har set positive resultater, er Villalbí et al (2010), der undersøgtemængden af bid på mennesker inden og efter en stramning af lovgivningen (obligatorisk snor og mundkurv)for 13 hunderace i Catalonien. Mængden af bid på mennesker faldt drastisk, især i ikke urbane områder,hvor risikoen for at blive bidt tidligere var høj. Den anden undersøgelse, gjort af Raghavan et al (2012),sammenlignede to Canadiske byer: en by med raceforbud og en by uden raceforbud, inden og efterintroduktionen af raceforbuddet. Konklusionen på undersøgelsen var, at raceforbuddet kan have haft engunstig indvirkning på antallet af mennesker, der bliver alvorligt skadet af hunde, især for personer under20 år. I modsætning til disse fandt Klaassen et al (1996) ingen effekt af den Britiske racelovgivning påproportionen af patienter der søgte for hundebid til sygehuset.Lovgivning omkring hold af hunde eller forbud af hunderacer er funderet på en formodning om at racerneviser forskellig grad af aggression. Lovgivningen omkring hold af hund er derfor især blevet undersøgt ogkritiseret på basis af forskel eller mangel på forskel i aggressivitet/skadevoldende adfærd mellem racer(f.eks. Schalke et al 2008, Ott et al 2008, Cornelisen & Hopster 2010).

DiskussionDer findes forskellige former for aggression, som sandsynligvis leder til forskellig risiko for alvorlige skaderhos det menneske eller den hund, som bliver angrebet. Hvilke situationer, der udløser aggression, kanvariere fra race til race men også fra individ til individ som et resultat af tidligere erfaring. Dette gørudviklingen af test for aggression meget svær. Dette gør det også svært at bestemme, hvilke racer der ermest aggressive eller volder mest skade. Små hunderacer (gravhund, chihuahua, men også beagle og cockerspaniel) bliver ofte udpeget som de mest aggressive, når frekvensen af aggressiv adfærd er det, som måles.Pitbull og lignende hunde er ofte udpeget for aggression over for andre hunde, medens hunde af pitbull-type, rottweiler og schæfer er de som oftest bliver nævnt i sammenhæng med alvorlige skader påmennesker. I eksperimentelle studier har det ofte vist sig at være svært at finde de forskelle, som manmener sig se i epidemiologiske undersøgelser. Dette kan enten være en funktion af konstruktionen aftesten, eller være på grund af bias i indrapporteringen til de epidemiologiske undersøgelser.DelkonklusionSpørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør?De eksperimentelle studier viser ikke nogen klar forskel i aggressivitet mellem de forskellige racer. Deepidemiologiske studier viser at svære skader på mennesker og især børn voldes af store hunde, mesthyppigt nævnte er hunde af pitbull-type eller rottweiler.

3 Resultater fra de forskellige informantionskilder3.1 Data fra Dansk HunderegisterFormålAt undersøge ændringen i antallet af hunde inden og efter hundeforbuddets indførelse, at vise antallet afnyregistrerede hunde af de forbudte racer, samt at vise udbredelsen af de forbudte racer fordelt pågeografiske områder for at bruges i fortolkningen af de følgende analyser.ResultaterFor at kunne sammenholde antallet af bidskader forårsaget af hund inden og efter hundeforbuddetsindførelse, med antallet af hunde i Danmark, har vi indhentet informationer fra Dansk Hunderegister omantallet af nye registreringer for alle racer i årene 2008, 2009, 2011 og 2012. Der er sket et lille fald i detsamlede antal af nye registreringer af hund fra 145.756 registreringer inden til 141.530 registreringer efterhundeforbuddets indførelse. I tabel 1 ses antal registreringer af de 13 forbudte hunderacer, samtblandinger heraf, inden og efter hundeforbuddets indførelse.Det skal her påpeges, at der er tale om antallet af nye registreringer af hunde og ikke antallet af hunde afden givne race, som blev holdt i Danmark i de to perioder. Det kan virke fornuftsstridigt at der er foretagetnye registreringer af hunde af de forbudte racer i perioden efter hundeforbuddets indførelse, men dette erikke desto mindre tilfældet. Med overgangsperioden, der tillader forbudte hunde (på nær pitbull og tosainu), erhvervet inden d.17.marts 2010, at blive holdt, såfremt de føres i fast line og med mundkurv, vil dervære en del hunde af de forbudte racer, som fortsat holdes lovligt i Danmark. Hertil kommer de hunde afde forbudte racer, som ikke registreres, eller som registreres som noget andet end en forbudt race, og somderfor holdes ulovligt i Danmark.Hvor stor en procentdel, registreringerne af de to mest udbredte forbudte racer, udgør af alle nyeregistreringer inden og efter hundeforbuddets indførelse, er vist i figur 1. I samme figur er vist, hvor stor enprocentdel, registreringer af andre store og mere udbredte racer, udgør af alle nye registreringer.

3.2 Data fra humane skadestuerFormålAt besvare spørgsmål 2 "Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?"2b Er der en ændring proportionen af alvorlige bid på mennesker?2c Er der en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum?Indsamlingaf dataTil indsamling af oplysninger om antallet af hundebid, der behandles på en skadestue, valgte vi at brugedata fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitets Hospital (OUH). Data kvaliteten fra UlykkesAnalyse Gruppen er meget høj, sammenlignet med data indrapporteret af ikke-forskningsrelateredeskadestuer, og denne høje kvalitet muliggjorde blandt andet, at vi kunne få korte beskrivelser afomstændigheden for bidskaderne. Af hensyn til Datalovgivningen kunne disse beskrivelser dog ikke koblestil de andre oplysninger i data fra Ulykkes Analyse Gruppen, og beskrivelsen af omstændighederne forbidskader blev derfor blive behandlet separat. Data fra OUH er nationalt repræsentative i forhold til alderpå skadestuens patienter.ResultaterAntallet af henvendelser til Skadestuen OUH på grund af hundebid var meget ens for perioden inden(2008+2009) og perioden efter (2011+2012) hundeforbuddets indførelse, nemlig 370 patienter inden og372 patienter efter. Andelen af børn i aldersgruppen 0-10 år var 12 % inden og 11 % efter hundeforbuddetsindførelse. Drenge/mænd udgjorde 52 % af patienterne i perioden inden og 55 % af patienterne i periodenefter hundeforbuddets indførelse.I figur 2 er vist antallet af forskellige måder at afslutte skadestuebehandlingen på inden og efterhundeforbuddets indførelse. Afslutningsmåder kan bruges som et mål for bidskadens alvorlighed.’Skadestue’ betyder at behandlingen er afsluttet med det samme på skadestuen, ’Egen læge’ betyder at derhar været en efterbehandling, som f.eks. fjernelse af sting fra et syet sår, ’Ambolatorie’ betyder atpatienten har været behandlet på en mere specialiseret del af hospitalet udover behandlingen i skadestuenog ’Indlagt akut’ er den sværeste grad af bidskade i denne sammenhæng, da det er bidskader, der harkrævet indlæggelse.

Ved en gennemgang af de korte beskrivende tekster af bidskaderne behandlet på Skadestuen OUH i 2008,2009, 2011 og 2012, blev otte kategorier af omstændigheder identificeret. Teksterene blev inddelt i:-Ressourceforsvar eller håndtering:situationer, hvor patienten enten var kommet for tæt på ellerhavde forsøgt at tage en genstand, som hunden forsvarede, eller hvor patienten havde forsøgt athåndtere/klappe/kontakte hunden, der bed. Denne kategori dækker også over tilfælde, hvor enejer var blevet bidt i forbindelse med irettesættelse eller straf af hunden, der bed-Hundeslagsmål:situationer, hvor patienten var blevet bidt i et forsøg på at adskille to hunde, dervar oppe at slås-Leg eller træning:situationer, hvor patienten blev bidt under leg eller træning med hunden, entensom følge af et uheld, eller fordi legen eskalerede-Uprovokeret bid eller overfald:situationer, hvor der ikke var oplysninger om at patienten havdeinterageret med hunden inden bidet. Typiske eksempler var bidskader på løbere, cyklister og folkder gik tur. Alle beskrivelser, hvor det fremgik at patienten kendte hunden godt, blev udelukket fradenne kategori-Territorieforsvar:situationer, hvor patienten var blevet bidt i forbindelse med at være trængt indpå hundens grund-Smerteudløst:situationer, hvor patienten var blevet bidt, fordi hunden, der bed, enten varsmertepåvirket, pludseligt forskrækket, konfus eller lignende. Typiske eksempler var bidskaderopstået når patienten havde forsøgt at hjælpe en tilskadekommen hund-Andet:alle de beskrivelser, der ikke umiddelbart fald ind under de ovenstående 6 kategorier, ellerhvor der manglede oplysninger om omstændighederne, men f.eks. var oplysninger om patientenskendskab til hunden. Eksempler på situationer i denne kategori: ’Var til fødselsdag – blevet bidt afhund’; ’Stod i køkkenet og var ved at lave mad – bidt af hund’; ’Var til fodboldkamp – blevet bidt afpolitihund’-Ikke oplyst:beskrivelser, hvor der kun var angivet at patienten var bidt af en hund

DiskussionDet skal understreges, at analyserne i dette afsnit er baseret udelukkende på registreringer fra Odenseområdet. Selvom kvaliteten af data fra Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH er høj, og data fra OUH ernationalt repræsentative i forhold til patienternes alder, så kan det ikke udelukkes, at data indsamlet i f.eks.Københavnsområdet eller Århusområdet ville have set anderledes ud i forhold til antal og omfang afbidskader forårsaget af hunde.For oplysninger omkring situationen, hvori bidskaderne skete, er eventuelle fortolkninger forbundet meden vis usikkerhed. Dels kunne sådanne oplysninger kun identificeres for et udsnit af patienterne, dels måoplysningerne formodes at bero på beskrivelser givet af patienten, og som følge heraf er validitetenbegrænset.En mulig forklaring på den manglende effekt af forbuddet af særlige hunderacer på antallet af bid ogalvorlige bid på mennesker, kunne være, at der har været og er meget få hunde af de forbudte racer påFyn. Et forbud ville i så fald ikke gøre nogen forskel i mængden af hunde og derfor heller ikke i antallet afbid. Som det kan ses i tabel 2 i afsnit 3.1 så er dette ikke tilfældet.DelkonklusionSpørgsmål2: Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?Nej, der er ikke sket en ændring i mængden af bid på mennesker.Spørgsmål 2b: Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på mennesker?Nej, der er ikke sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på mennesker, hverken i det offentlige ellerprivate rumSpørgsmål 2c: Er der sket en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum?Nej, der er ikke sket en ændring i af antallet af bid på mennesker i det offentlige rum

3.3 Data fra dyrehospitalerFormålAt besvare spørgsmål 3: Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?3a Er der sket en ændring i mængden af bid på små hunde?3b Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på andre hunde?Indsamling af dataTo store dyrehospitaler med egen døgnvagt blev udvalgt fra hver af følgende landsdele: Sjælland, Fyn ogJylland. Store dyrehospitaler blev valgt for at få så stort et datagrundlag som muligt. Uofficielletilbagemeldinger fra kollegaer rapporterede om 1-2 bidsår på hund om måneden for mindre dyreklinikker,og op mod 20-30 bidsår på hund om måneden for et stort dyrehospital i hovedstadsområdet. Da bidsår ofteopstår, når ejer har fri, og det vil sige uden for normal åbningstid, valgte vi dyrehospitaler med døgnvagt.Hospitaler med egen døgnvagt blev valgt for at få så stort og fyldestgørende et datamateriale som muligt,og for at undgå fejlkilder som f.eks. at hospitalet kun så vagtpatienter på bestemte ugedage eller at der iløbet af perioden 2008-2012 var et skift i andelen af vagtpatienter, som blev set af henholdsvis det givnedyrehospital og resten af vagtkredsen. På grund af problemer med at trække data ud af nogle afdyrehospitalernes journaler systemer, blev stikprøven reduceret til tre store dyrehospitaler, jævnt fordelt ilandet: Københavns Dyrehospital, Svendborg Dyrehospital og Århus Dyrehospital.Data omkring antallet og omfanget af bidsår på hund, forårsaget af andre hunde, blev indsamlet ved at IbenMeyer mødte op på de respektive dyrehospitaler og selv indhentede oplysninger fra dyrehospitalernesjournaler for perioderne 2008, 2009, 2011 og 2012.For Københavns Dyrehospital, der bruger journalsystemet Novax Vetsys�, blev der søgt på journaler for deangivne tidsperioder, hvori der var takseret behandling af bidsår. Journaler, hvoraf det tydeligt fremgik, atder var tale om et bidsår forårsaget af en anden hund, blev anvendt til videre analyse. Dyrehospitalet havdetre mulige takseringer af bidsår, afhængigt af behandlingens omfang, og disse blev brugt til at klassificerebidsårene som ’simple’, ’mellem’ og ’komplicerede’. Antallet af bidsår for de fire tidsperioder blevsammenholdt med antallet af fakturaer på hund i de samme perioder.For Svendborg Dyrehospital, der bruger journal systemet VetNetManagement�, blev der søgt på journalerfor de angivne tidsperioder, der havde en diagnosekode svarende til en af følgende: ’bidsår’, ’syning af sår’eller ’klipning og rensning af sår’. Journaler, hvoraf det tydeligt fremgik, at der var tale om et bidsårforårsaget af en anden hund, blev anvendt til videre analyse. Bidskaderne blev klassificeret som følger:29

Antallet af bidsår for de fire tidsperioder blev for Svendborg Dyrehospital sammenholdt med antallet afhunde i journalsystemet i de samme perioder.For Århus Dyrehospital, der også bruger journal systemet VetNetmanagement�, blev der søgt på journalerfor angivne tidsperioder, der havde en diagnosekode svarende til ’bidsår’ eller ’revet/skåret sår i huden’.Journaler, hvoraf det tydeligt fremgik, at der var tale om et bidsår forårsaget af en anden hund, blevanvendt til videre analyse. Bidskaderne blev klassificeret som beskrevet for Svendborg Dyrehospital.Antallet af bidsår for de fire tidsperioder blev for Århus Dyrehospital sammenholdt med antallet affakturaer på hund i de samme perioder. Under dataindsamling blev det klart at Århus Dyrehospital kun harhaft egen døgnvagt fra foråret 2013. I perioden 2008-2012 indgik Århus Dyrehospital i et vagtsamarbejdemed 5 andre dyreklinikker, men havde en stor andel af vagtpatienterne i hele perioden. Data indsamlet fraÅrhus Dyrehospital bygger derfor på data fra et stort dyrehospital med delt vagtbyrde.ResultaterI figur 9 ses antallet af simple, mellem og komplicerede bidskader registreret for alle tre dyrehospitalerinden og efter hundeforbuddets indførelse. Antallet af bidskader, både alvorlige og mindre alvorlige kanpåvirkes af en ændring af antallet hunde, som kommer på dyrehospitalerne; jo flere hundepatienter, joflere bidskade behandlinger. Udover antallet af hundepatienter, kan også tilbøjeligheden til at søgedyrlæge, påvirke antallet af bidskade behandlinger. Udbredelsen af sygeforsikringer til hund, kunne f.eks.øge tilbøjeligheden til at søge dyrlæge, mens økonomisk krise kunne sænke tilbøjeligheden til at søge30

Figur 10 til 12 viser for hvert af de tre dyrehospitaler, hvor stor en andel de forskellige typer bidskade udgøraf det samlede antal behandlinger på hund (samlede antal hundepatienter for Svendborg) for hvert hospitalinden og efter hundeforbuddets indførelse2. Proportionen af komplicerede bidskade behandlinger ud af dettotale antal behandlinger på hund, påvirkes ikke af et dyrehospitals antal af hundepatienter; flere ellerfærre patienter, må formodes at føre til flere eller færre hunde med alvorlige bidskader, og proportionenforbliver derved den samme. Derimod påvirkes proportionen af alvorlige bidskade behandlinger ud af allebehandlinger på hund af tilbøjeligheden til at søge dyrlægehjælp, idet en øget tilbøjelighed f.eks. vil føre tilflere generelle behandlinger på hund, hvorved andelen af alvorlige bidskader falder. Omvendt vil en nedsattilbøjelighed til at søge dyrlæge føre til et fald i antallet af generelle behandlinger og dermed en stigning iandelen af alvorlige bidskade behandlinger ud af alle behandlinger.

Andelen af registrerede bidskadebehandlinger (alle tre klassifikationer) ud af alle behandlinger på hund erfaldet signifikant fra inden til efter hundeforbuddets indførelse, når man ser på data fra alle tre hospitalersamlet (se også faldet i totale antal bidskader fra inden til efter i figur 9) (Fisher’s Exact: X2=6,19, df=1,p=0,01), og når man ser på data fra Københavns Dyrehospital (Fisher’s Exact: X2=16,35, df=1, p<0.0001).Faldet i andelen af registrerede bidskadebehandlinger i forhold til alle hundepatienter på SvendborgDyrehospital er ikke signifikant (Fisher’s Exact: X2=0,32, df=1, p=0,59), og stigningen i andelen afregistrerede bidskadebehandlinger i forhold til alle behandlinger på hund på Århus Dyrehospital er hellerikke signifikant (Fisher’s Exact: X2=2,78, df=1, p=0,11).For Københavns Dyrehospital er faldet i andelen af registrerede bidskadebehandlinger i forhold til allebehandlinger på hund signifikant for både simple (Fisher’s Exact: X2=5,72, df=1, p=0,02), mellem (Fisher’sExact: X2=6,83, df=1, p=0,002) og komplicerede (Fisher’s Exact: X2=4,86, df=1, p=0,03) bidskader. ForSvendborg Dyrehospital og Århus Dyrehospital, er ændringer i andelen af simple, mellem og komplicerebidskadebehandlinger ud af alle hundepatienter/behandlinger på hund inden og efter hundeforbuddetsindførelse ikke signifikante.Fordelingen af simple, mellem og komplicerede registrerede bidskader inden og efter hundeforbuddetsindførelse er ikke signifikant, hverken når man tester data fra de tre hospitaler sammen (Fisher’s Exact:X2=0,04, df=2, p=0,99) eller hver for sig (Fisher’s Exact Test, København: X2=0,99, df=2, p=0,62; Svendborg:X2=0,25, df=2, p=0,91; Århus: X2=0,09, df=2, p=1). For de her registrerede bidskader er andelen afkomplicerede bidskader i forhold til simple og mellem skader er altså ikke steget eller faldet signifikant frainden til efter hundeforbuddets indførelse.Fordelingen af registrerede bidskader på små, mellemstore og store hunde fundet i journalerne fra de tredyrehospitaler, er stort set den samme inden og efter hundeforbuddets indførelse, se figur 13. I periodeninden var 31 % af patienter, registreret med bidskade, små hunde, mens små hunde udgjorde 36 % afpatienter, registreret med bidskade, i perioden efter hundeforbuddets indførelse. Ser man kun påkomplicerede bidskader, udgjorde små hunde 34 % af patienter registreret med bidskade inden og 38 % afpatienter registreret med bidskade efter hundeforbuddets indførelse. For Københavns Dyrehospital, hvordet mest markante fald i bidskader fra inden til efter hundeforbuddet blev set, er tallene tilsvarende:bidskader på små hunde udgjorde inden forbuddet 31 % af alle registrerede bidskader og 34 % afkomplicerede bidskader, mens de efter forbuddet udgjorde 33 % af både alle og komplicerede registreredebidskader.

I 23 % af de analyserede journaler fra de tre dyrehospitaler, kunne oplysninger om hunden, der bed,identificeres. Det er vigtig at understrege at oplysninger om hunden, der bed, i de fleste tilfælde stammerfra ejeren af hunden, der blev bidt, og at validiteten af sådanne oplysninger kan være ringe. Typen af hund,der havde bidt blev delt ind i følgende kategorier:-Hunde af forbudte racer (her repræsenteret af racerne pitbull, amerikansk bulldog, amerikanskstaffordshire terrier, eller beskrevet som ’muskelhund’ eller ’kamphund’)-Hunde af observationslisteracerne (her repræsenteret primært af rottweiler, samt to engelskstaffordshire bull terrier og en cane corso)--Hunde af racen schæferAndre store hunde (hvor der enten bare var angivet ’stor hund’ i journalen, eller hvor der varangivet en stor hunderace som boxer, golden retriever eller alaskan malamute)-Mindre hunde (hvor der enten var angivet ’lille hund’, eller hvor der var angivet en lille race, somgravhund eller cairn terrier)I figur 14 er vist andelen af journaler, der nævner hundene fra de fem kategorier, ud af de 149 journaler,der havde oplysninger om den angribende hund, inden og efter hundeforbuddets indførelse. Forholdetmellem journaler, hvori den angribende hund er beskrevet som forbudt race og journaler, hvor denangribende hund er beskrevet som en anden race er ikke signifikant forskellig mellem perioden inden ogperioden efter hundeforbuddets indførelse (Fisher’s Exact Test: X2=2,91; df=1, p=0,12).34

DiskussionEn oplagt fejlkilde ved dataindsamlingen fra de tre dyrehospitaler er dyrlægernes taksering ogjournalisering ved behandling af bidskader på hund. Langt de fleste bidskader vil blive takseret ellerdiagnosticeret (afhængigt af, hvilket system det enkelte dyrehospital anvender) som bidsår, men detfremgik under dataindsamlingen at enkelte bidskader blev takseret eller diagnosticeret som andrebehandlinger/lidelser, f.eks. snitsår, byld eller konsultation. Det er dog overvejende sandsynligt at antalletaf bidskader takseret/diagnosticeret som noget andet end bidsår er lige stort for perioden inden ogperioden efter hundeforbuddets indførelse. Denne fejlkilde får således kun indflydelse på de eksakte antalog ikke på fordelingen af bidskader inden og efter hundeforbuddets indførelse.Klassificeringen af bidskader som simple, mellem og komplicerede er forbundet med en vis usikkerhed forSvendborg Dyrehospital og Århus Dyrehospital, dels på grund af svingende udførlighed i journaliseringen,dels på grund af behovet for at basere klassificeringer på behandlingernes pris. Det fremgår af måden atklassificere bidskaderne på, at en bidskade, hvor dyrlægen har undladt at beskrive afrevet væv,beskadigelse af andre væv eller lignende, vil blive klassificeret som mindre alvorlig end den egentlig er. Vihar forsøgt at kompensere for dette, ved også at inddrage prisen i klassificeringen, men det er klart, at derkan være forskel på, hvordan dyrehospitalerne og individuelle dyrlæger takserer behandlingen af et bidsår.35

Hertil kommer, at prisen for behandlingen af et bidsår normalt er højere i vagttiden, og at bidskaderbehandlet i almindelig åbningstid derfor figurerer som mindre alvorlige.For Århus Dyrehospital er antal og omfang af bidskader på hund forbundet med større usikkerhed end forde to andre dyrehospitaler, da Århus Dyrehospital i perioden 2008-2012 havde delt vagtsamarbejde medandre dyreklinikker. Århus er også en region med forholdsvis få registrerede kamphunde (på nuværendetidspunkt, se tabel 2), og hvis man antager at det primært er de forbudte hunde, der forårsager de flestebideskader, er det derfor ikke forbavsende at man ikke kan se en nedgang i antallet af bidte hunde efterhundeforbuddets indførelse.For alle dyreklinikker gælder, at i redegørelsen af de relative tal, altså antallet af bid i relation til andrebehandlinger, tages der højde for eventuelle forandringer i mængden af hunde. Derimod kan der ikke tageshøjde for en ændring mellem to perioder i tilbøjeligheden til at søge dyrlægehjælp til sin hund.DelkonklusionSpørgsmål 3. Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?Ja, for Københavns dyreklinik har der varet en nedgang i mængden af behandlinger af bidskader på hund.Det samme gør sig gældende for en sammenlagt vurdering af de tre dyrehospitaler. Der er et ikkesignifikant fald i antallet af bid fra hunde, som den tilskadekomne hunds ejer, beskrev som’kamphundetype’, men samtidig en tilsvarende ikke signifikant stigning i antallet af bid fra hunde, som dentilskadekomne hunds ejer beskrev som ’stor hund’.Spørgsmål 3a: Er der sket en ændring i mængden af bid på små hunde?Nej, der er ikke sket en ændring i, hvilke hunde, der bliver bidt.Spørgsmål 3b: Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på andre hunde?Der er ikke en ændring af alvorlige bid i forhold til andre bid, men for Københavns dyreklinik er der et fald iforhold til det totale antal behandlinger af alle typer.

3.4 Data fra panel undersøgelseFormålAt besvare:Spørgsmål 2: Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?2b Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på mennesker?2c Er der sket en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum?Spørgsmål 3. Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?3a Er der sket en ændring i mængden af bid på små hunde?3b Er der en ændring i proportionen af alvorlige bid på andre hunde?3c Er der sket en ændring i antallet af bid på hunde i det offentlige rum?4. Hvad er holdningen til et raceforbud?Indsamling af dataPanelundersøgelsen blev valgt for at afdække forhold, som er svære at afdække gennem de andre dele afevalueringen, herunder blandt andet den angribende hunds race og omstændighederne for bidepisoder.Firmaet Userneed A/S blev valgt til at lave panel undersøgelsen. Userneeds har Danmarks største panelmed ca. 140.000 aktive panelister. En panelundersøgelse foregår ved at analysefirmaet, i det her tilfældeUserneeds, udsender e-mail invitationer til deres panelister, der så kan vælge at deltage i en onlinespørgeskema undersøgelse (se bilag 2 for spørgsmålene til spørgeskemaet). Userneeds styrer, hvilkepanelister invitationerne bliver sendt til, og ved løbende at holde styr på, hvem der besvarerspørgeskemaet, kan de sammensætte en svargruppe, der er nationalt repræsentativ i forhold til køn, alderog geografi. Userneeds kan desuden invitere panelister med særlige baggrundsdata, hvilket blev udnyttet idenne undersøgelse, hvor vi ønskede at et stort antal hundeejere skulle svare på vores spørgeskema. Selvespørgeskemaet blev udformet af KU-SUND og tilrettet i samarbejde med en forsknings konsulent fraUserneeds. Det blev besluttet at lave en nationalt repræsentativ undersøgelse på omkring 2000besvarelser. Da cirka 20 % af danske familier ifølge Danmarks statistik (Danmarks Statistik, 2000) har hund,ville det give omkring 400 besvarelser fra hundeejere. Dette ville blive suppleret med besvarelser fraomkring 1600 hundeejere, så vi i alt ville få besvarelser fra omkring 2000 hundeejere.Samlet fik vi 3012 nationalt repræsentative besvarelser. Fordelingen på køn, alder og geografi var nationaltrepræsentativ i denne gruppe af besvarelser. Da ca. 34 % af de nationalt repræsentative besvarelser kom37

fra hundeejere, blev denne gruppe suppleret med 1018 besvarelser fra hundeejere. Det samlede antalbesvarelser blev således 4030, hvoraf 2044 kom fra hundeejere. Panelundersøgelsen fandt sted i periodend.3.juni 2013 til d.17.juni 2013. Userneeds rapporterede om god interesse i undersøgelsen fra derespanelister og for hundeejerne lå svarprocenten langt over den gennemsnitlige svarprocent for en onlineundersøgelse.For panelundersøgelsen blev de forbudte hunderacer repræsenteret af 12 amerikansk staffordshire terrier,3 amerikansk bulldog, 2 boerboel og 1 pitbull terrier. Tilsvarende blev observationsliste racerrepræsenteret af 22 rottweiler, 3 engelsk staffordshire bull terrier, 2 bullmastiff, 2 cane corso italiano og 1mastin espanol. Det lille antal af hunde for de forbudte hunderacer gør at vi har valgt at ikke analyserederes tendens til at bide, sammenlignet med den vist af andre racer.Panelundersøgelsen samlede information om bidskader på mennesker, bidskader på hunde og deltagernesholdninger til forbudsordningen. For spørgsmål vedrørende bidskader blev der lagt vægt på at identificeretidspunktet for bidskaden, karakterisering af hunden, der bed, og mennesket eller hunden, der blev bidt,alvorligheden af bidskaden og omstændighederne, hvori bidskaden opstod. Da behandlingskrævendebidskader, i forhold til bidforsøg og meget overfladiske og ikke behandlingskrævende bid, udgør et størresamfundsproblem var det vigtigt at kunne skelne mellem behandlingskrævende og ikkebehandlingskrævende bid i paneldeltagernes svar. Denne skelnen var desuden vigtig for kunne vurdere eneffekt af forbudsordningen, idet forbuddet af racer, der formodes at forvolde mere voldsom skade, ikke kanforventes nødvendigvis at påvirke antallet af mindre alvorlige bidskader, som dem, der opstår i forbindelsemed leg/træning/irettesættelse af hunden. Da mennesker har en tendens til at glemme episoder, der liggerlængere tilbage i tid, var det ligeledes vigtigt at skelne mellem ubetydelige og alvorlige bidskader, da voreshypotese er, at voldsommere bidskader huskes bedre end ubetydelige bidskader og at sammenligningen afalvorlige bidskader inden og efter hundeforbuddets indførelse derfor giver et mere realistisk billede end entilsvarende sammenligning af mindre alvorlige bidskader.Resultater1 Bid på paneldeltagernes egne hundeAf de 2044 paneldeltagere, der havde eller havde haft hund indenfor de sidste 6 år, var der 44 % der havdeoplevet at deres hund blev bidt af en anden hund, 6 % havde oplevet at deres hund blev bidt af en andenhund, så det krævede dyrlægebehandling, og 0,1 % havde oplevet at miste deres hund som følge af bid fraen anden hund. Af de 2044 paneldeltageres hunde, var 152 ifølge ejeren blevet bidt i perioden indenhundeforbuddets indførelse, heraf havde 27 fået behandlingskrævende bidskader. For perioden efter

2. Bid på menneskerI panelundersøgelsen spurgte vi til, hvor mange af paneldeltagerne selv, der er blevet bidt af en hund.2.1 Bid på paneldeltagerne selvAf de i alt 3012 nationalt repræsentative paneldeltagere, rapporterede 43 % at de var blevet bidt af enhund og 8 % rapporterede at de havde fået behandlingskrævende bidskader som følge af hundebid. Der var48 personer, der rapporterede at være blevet bidt i perioden inden hundeforbuddets indførelse, heraf 7behandlingskrævende, mens 76 personer, rapporterede at være blevet bidt i perioden efterhundeforbuddets indførelse, heraf 10 behandlingskrævende. Af de paneldeltagere, der angav at væreblevet bidt i perioderne 2008+2009 og 2011+2012, havde 39 % selv hund i denne tidsperiode. I periodeninden og perioden efter hundeforbuddets indførelse var henholdsvis 17 % og 18 % af de deltagere, derangav at være blevet bidt, blevet bidt af deres egen hund. Tilsvarende var 58 % og 59 % af de deltagere, derangav at være blevet bidt henholdsvis inden og efter hundeforbuddets indførelse, blevet bidt af en ukendthund.I figur 18 ses fordelingen af størrelsen på de hunde, som blev rapporteret at have bidt paneldeltagerne, og ifigur 19 ses fordelingen af størrelsen på de bidende hunde i perioden inden og efter hundeforbuddetsindførelse. Forskellen i fordelingen af hundenes størrelse i de to perioder er ikke signifikant (Fisher’s ExactTest: X2=2.41, df=3, p=0.49).

Med disse kriterier var der for perioderne 2008+2009 og 2011+2012, henholdsvis 2 og 1 paneldeltagere,der rapporterede at deres hund havde forårsaget en bidskade med karakter af overfald på et menneske. Deto hunde i perioden inden hundeforbuddets indførelse var en dansk/svensk gårdhund og en goldenretriever, mens en schæfer stod for bidet i perioden efter hundeforbuddets indførelse. Fem paneldeltagere(af de i alt 4030 paneldeltagere) rapporterede at have fået en bidskade med karakter af overfald i periodeninden hundeforbuddets indførelse, mens 8 rapporterede sådanne bidskader efter hundeforbuddetsindførelse. De fem bid inden var forårsaget af 1 mellemstor (f.eks. cocker spaniel) og 4 store hunde (f.eks.labrador), mens de 8 bid efter var forårsaget af 3 små til mellemstore (f.eks. gravhund eller cocker spaniel)hunde og 5 store (f.eks. labrador) hunde.2.3 Steder hvor mennesker bliver bidtAntallet af behandlingskrævende bidskader på mennesker forårsaget af paneldeltagernes hunde ogbehandlingskrævende bidskader, påført paneldeltagerne selv, er samlet og en opgørelse over, hvor dissebidskader ifølge paneldeltagerne har fundet sted er illustreret i figur 20. De to diagrammer viserfordelingen på tre mulige rum, hvori bidskader kan opstå, inden og efter hundeforbuddets indførelse.Forskellen i fordelingen af, hvor behandlingskrævende bidskader ifølge paneldeltagerne fandt sted inden ogefter hundeforbuddets indførelse, er ikke signifikant (Fisher’s Exact Test: X2=0,84, df=2, p=1).

3. Holdning til hundeforbud blandt paneldeltagerneAlle paneldeltagere blev stillet følgende spørgsmål: ’Hvor enig eller uenig er du i, at det burde være forbudtat eje visse hunderacer i Danmark?’ I den nationalt repræsentative gruppe af besvarelser svarede 62 %’meget enig’ eller ’enig’, mens 20 % svarede ’meget uenig’ eller ’uenig’. Se også figur 21 for fordelingen afsvar. Blandt de mandlige paneldeltagere var 65 % ’meget enige’ eller ’enige’ i et forbud, mens der blandt dekvindelige paneldeltagere var 59 % der var ’meget enige’ eller ’enige’ i et forbud. Paneldeltagernes aldersyntes at spille en rolle for deres holdning til et forbud af visse hunderacer i Danmark: hvor kun godthalvdelen (51 %) af de 18-34 årige var ’meget enige’ eller ’enige’ med et forbud, var 70 % af de 50-70 årigeog 62 % af de 35-49 årige ’meget enige’ eller ’enige’ i et forbud. Fordelingen i holdninger til et forbud afvisse hunderacer i Danmark var ensartet for de fleste regioner, med 62-64 % ’meget enige’ eller ’enige’ iregionerne: Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark og Midtjylland. Kun region Nordjylland lå lidt lavere med59 % ’meget enige’ eller ’enige’ i et forbud.

hundeejere i regionerne Sjælland, Syddanmark og Midtjylland. Blandt hundeejere i Nordjylland var der 55%, der var ’meget enige’ eller ’enige’ i et forbud.DiskussionI fortolkningen af en spørgeskemaundersøgelse skal man altid være bevidst om hvilket udvalg afrespondenter man har, og hvorvidt de er repræsentative for populationen som helhed.Hukommelse synes at påvirke paneldeltagernes besvarelser, især for ikke behandlingskrævende bidskader.Det er langt lettere at huske en episode, hvor ens hund havde en mindre uoverensstemmelse med enanden hund eller sagde en smule fra overfor et menneske, hvis episoden fandt sted for 1-2 år siden endhvis den fandt sted for 4-5 år siden. Til gengæld burde det, for de fleste mennesker, være muligt at angiveårstallet for en behandlingskrævende bidskade sket inden for de sidste 5 år.DelkonklusionSpørgsmål 2: Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?Nej, der er ikke rapporteret en ændringSpørgsmål 2b: Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på mennesker?Nej, der er ikke rapporteret en ændring, men tallene er meget småSpørgsmål 2c: Er der sket en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum?Nej, der er ikke rapporteret en ændring, heller ikke i proportionen af "overfald"Spørgsmål 3: Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?Nej, der er ikke rapporteret en ændringSpørgsmål 3a: Er der sket en ændring i mængden af bid på små hunde?Nej, der er ikke rapporteret en ændringSpørgsmål 3b: Er der en forandring af proportionen alvorlige bid på andre hunde?Nej, der er ikke rapporteret en ændringSpørgsmål 3c: Er der en forandring i antallet af bid på hunde i det offentlige rum?Nej, der er ikke rapporteret en ændring

De hundesagkyndiges rapporter udarbejdet for politietIndsamling af dataAf de af justitsministeriet udpegede hundesagkyndige, var der på tidspunktet for denne undersøgelse 5aktive hundesagkyndige: to i Københavnsområdet, en i Århus, en i Skanderborg og en på Bornholm. Allefem hundesagkyndige er praktiserende dyrlæger og alle har, med undtagelse af dyrlægen på Bornholm,haft flere vurderinger af hunde og deres adfærd for politiet i perioden 2008 til 2012. Den hundesagkyndigepå Bornholm har i denne periode kun haft en enkelt vurdering af en hund for politiet.Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE) har udarbejdet en protokol til anvendelse ved vurderingaf en hunds farlighed (bilag 3). Alle fem hundesagkyndige følger fremgangsmåden beskrevet i denneprotokol, når de vurderer hunde for politiet. Vurderingen udmunder i en rapport til politiet, hvori dehundesagkyndige blandt andet anbefaler en håndtering af hundens fremtid til politiet. Det fremgår af dehundesagkyndiges rapporter, at denne anbefaling er baseret på oplysninger om sagen, der har ført til athundens adfærd skal vurderes, hundens adfærd under vurderingen, hundens og ejerens samspil, ejerensadfærd og villighed til at overholde påbud samt en klinisk undersøgelse af hunden.Denne del af evalueringen er baseret på de hundesagkyndiges rapporter til politiet, udarbejdet to år indenog to år efter hundeforbuddets indførelse. I tilfælde, hvor rapporterne indeholdt personfølsommeoplysninger, blev rapporterne anonymiseret i nødvendigt omfang.ResultaterDer var i alt 100 rapporter fra de 5 hundesagkyndige, som var udarbejdet i perioden inden og periodenefter hundeforbuddets indførelse. Forskellige dele af landet var repræsenteret som følger: 64 % af sagernevar fra Sjælland, 30 % var fra Jylland, 5 % var fra Fyn og 1 % var fra Bornholm.

DiskussionDet er vigtigt at være opmærksom på, at de hunde, som de hundesagkyndige i perioden 2008-2012 erblevet bedt om at vurdere for politiet, ikke er repræsentative for, hvilke hunde, som bider. Hundene, der erblevet vurderet af de hundesagkyndige, er først blevet vurderet til at skabe frygt eller fare i deresomgivelser, enten af omgivelserne selv eller af politiet. En sådan vurdering vil naturligvis være baseret påhundens adfærd, men i mange tilfælde også på ejerens adfærd, da denne har et stort ansvar for, omhunden er til gene eller fare for sine omgivelser. Hunde, der har bidt, eller reageret uhensigtsmæssigt iforhold til omgivelserne og hvor ejeren af hunden frivilligt vælger at få hunden aflivet eller er i stand til atoverbevise sine omgivelser om, at det ikke vil ske igen, ender således ikke til vurdering hos dehundesagkyndige. De sager, hvor politiet ikke har været i tvivl om sagens udfald, og derfor ikke har benyttetsig af en hundesagkyndigs vurdering, er heller ikke repræsenteret i materialet fra de hundesagkyndige, ogmed indførelsen af § 6, stk. 5 (skambids paragraffen) i hundeloven i 2010, vil der være hunde, der tidligereville være blevet vurderet af en hundesagkyndig, som efter skambids paragraffens indførelse er blevetaflivet uden yderligere vurdering.

Interview af de hundesagkyndigeDe hundesagkyndige, der alle fem er dyrlæger med specialviden om og erfaring med dyrs adfærd, kan iforbindelse med denne evaluering defineres som eksperter, både i forhold til deres arbejde med at vurderehunde for politiet og i forhold til adfærd hos forskellige hunderacer. Vi fandt det derfor relevant atinterviewe de fem hundesagkyndige om deres erfaring med og holdning til hundelovens forbudsordning.Indsamling af dataAlle interview blev gennemført af Iben Meyer som en-til-en, semistrukturerede interviews. Fire af de femhundesagkyndige blev interviewet på deres dyreklinik, mens den hundesagkyndige på Bornholm blevinterviewet over telefonen. Interviewene var bygget op om en række hovedspørgsmål. Dehundesagkyndige modtog spørgsmålene på forhånd, og blev bedt om ikke at tale sammen om dissespørgsmål inden interviewene. Interviewene blev, med undtagelse af telefoninterviewet, optaget på bånd.Rapporteringen af interviewene er givet som samlede resumeer af de hundesagkyndiges svar på de syvhovedspørgsmål, og rapporteringen er baseret på noter, taget under interviewet, og lydoptagelser, hvordette var muligt.ResultaterSpørgsmål 1: Hvad mener du om forbudsordningen og dennes effekt?Alle fem hundesagkyndige var grundlæggende imod hundelovens raceforbud. Dette blev primærtunderstøttet af den manglende faglige begrundelse for forbuddet, det retsmæssigt problematiske iomvendt bevisbyrde og manglende appelmuligheder, samt det faktum, at det, i de mest problematiskesager omkring aggressive hunde, ofte i lige så høj grad er ejeren som hunden, der er problemet. Énhundesagkyndig pointerede et yderligere problem ved raceforbuddet, nemlig at ejerne af de forbudtehunde holdt op med at tage deres hund til dyrlægen, med nedsat dyrevelfærd til følge. Der var bredenighed om, at hundeloven, som den så ud inden 2010, havde alle muligheder for at fungere optimalt, hvisden blev anvendt.Det blev flere gange pointeret, at der ikke findes videnskabelig beviser på, at de forbudte hunderacer skullevære mere aggressive eller farlige end andre racer. En sagkyndig nævnte, at hvis der fandtes en sådanvidenskabelig undersøgelse, der viste at visse hunderacer er meget mere aggressive eller farlige end andrehunderacer, så kunne man forbyde disse racer, men det blev i samme sætning pointeret at alle hunderaceri så fald skulle evalueres på lige fod. Det blev i den sammenhæng nævnt af flere, at hvis man skal forbyderacer som amerikansk staffordshire terrier og amerikansk bulldog, så må man være konsekvent og forbydealle racer, der kan have tendens til mere aggression, også dem, der er repræsenteret med store antal, somschæfer, rottweiler og gravhund.53

I forhold til de to typer af racer på forbudslisten, var der flere af de hundesagkyndige, der godt kunne se,hvorfor man har valgt at forbyde racer af kamphundetypen: de har en størrelse og et udseende, der kanskabe frygt i samfundet, de er overrepræsenterede i visse samfundsgrupper og flere af dem er oprindeligtavlet til kamp med andre hunde og kan derfor potentielt reagere anderledes på andre hunde end f.eks. enlabrador. Det blev dog af flere understreget, at man ikke kan eller bør generalisere. En af dehundesagkyndige syntes kun at vedkommende så de problematiske hunde af kamphundetypen ivurderingssagerne for politiet, og aldrig som privat person eller i det generelle gadebillede. En anden af dehundesagkyndige mente at hunde af kamphundetypen, i modsætning til de andre racer på forbudslisten,racer af hyrde- og vagttypen, kan holdes som familiehunde med en god velfærd for hunden, hvis ejerenkender sin hund og tager sine forholdsregler i forhold til andre hunde. De forbudte racer af hyrde- ogvagttypen blev her nævnt som mere problematiske, da de ikke har tillid til andre mennesker end deres ejerog derfor er potentielt farlige for alt, hvad der nærmer sig deres territorium. Den hundesagkyndige mente,at sådanne hunde i mange tilfælde bør holdes isoleret, og at det dermed bliver langt sværere at give hundeaf disse racer et godt hundeliv i vores samfund. Men generelt have alle fem hundesagkyndige begrænseterfaring med de forbudte racer af hyrde- og vagttypen, og igen var alle generelt imod at forbyde hunde afvisse racer.Flere af de hundesagkyndige syntes at der er blevet færre af de forbudte kamphundetyper efterhundeforbuddets indførelse, både i klinikken, i gadebilledet og i de sager, de skal vurdere for politiet. Iforhold til sidstnævnte, blev det nævnt, at dette kunne skyldes, at politiet vælger at benytte sig § 6, stk. 5(skambids paragraffen) og at der dermed er færre sager, som de hundesagkyndige bliver involveret i, iforhold til før ændringen af hundeloven i 2010. Én havde en fornemmelse af, at de på vedkommendes klinikbehandlede færre bidskader på hund efter hundeforbuddets indførelse, men syntes ikke at forbuddethavde ændret på det generelle gadebillede. Det sidste begrundede vedkommende med, at de forbudtehunde stadig findes (dels som ældre hunde, der eksisterer lovligt i en overgangsfase, dels som forbudtehunde, evt. registreret som blandinger) og at det ikke er disse hunde, der alene skaber utryghed igadebilledet.Spørgsmål 2: Hvad mener du om observationslisten og de racer, der findes på denne?Også her var der bred enighed blandt de hundesagkyndige om det forkerte i at forbyde visse hunderacer.Det blev fremsat, at observationslisten, ligesom forbudslisten, er fremkommet uden faglig begrundelse ogat det grundlæggende er ejeren og ikke hundens race, der er problemet i de meget problematiske sager,som ender til vurdering hos de hundesagkyndige. Alle de hundesagkyndige nævnte på mindst ét tidspunktat de mente at hunde af racen rottweiler, som står på observationslisten, er mindst lige så farlige som54

hunde af de forbudte racer, og at de ofte er mere farlige for mennesker end hunde af de forbudte racer afkamphundetypen er. Schæfer, som hverken står på forbuds- eller observationslisten, blev også flere gangenævnt som en potentielt farlig hunderace for både mennesker og andre hunde. Det urimelige i at mindreudbredte racer kan forbydes, mens lige så potentielt farlige, men langt mere udbredte, racer ikke bliverforbudt, blev nævnt i flere af interviewene.Spørgsmål 3: Kan du se en forskel i den måde aggression manifesterer sig på hos forskelligeracer/racegrupper?De fleste af de hundesagkyndige var af den overbevisning, at der er forskelle mellem racer i forhold til,hvilke stimuli eller situationer, der udløser aggression. Der var også bred enighed om, at frygt er langt denmest almindelig årsag til aggression. En af de hundesagkyndige gav som eksempel, at nervøst anlagte racer,generelt udviser mere aggression i dyreklinikken, mens racer, der er lavet til at være vagtsomme, reagereraggressivt, når man trænger ind på deres territorium. Rottweiler blev nævnt som en race med kort lunte,som kan reagere aggressivt, hvis man ikke gør præcis, som den synes man skal gøre. For forbudte racer afkamphundetypen blev det nævnt at de typisk reagerer aggressivt overfor andre hunde, og ofte overforvoksne hunde af samme køn, men det blev også nævnt at denne type aggression ligeledes ofte ses hosandre store hunde som schæfer, rottweiler, alaskan malamute eller hos terriere. Én hundesagkyndigsvarede på dette spørgsmål at det mere afhænger af hundens sind eller temperament, end af dens race,hvilke stimuli, der udløser aggression. Igen blev frygt/frygtsomhed nævnt som den hyppigste udløser afaggression.I forhold til mængden af advarselssignaler udvist af den aggressive hund inden den bider, var der ikkenogen af de hundesagkyndige, der klart kunne udpege racer, som viser færre advarselssignaler end andre.Der var dog enighed om, at det for nogle hunde går meget stærk, og at man derfor ikke altid ser allesignalerne. Dette blev nævnt i forbindelse med både de forbudte racer af kamphundetypen, schæfer ogrottweiler. Det blev af flere nævnt, at forbudte racer af kamphundetypen viser tydelige pacificerende ellerfrygtrelaterede signaler, når de bliver undersøgt i klinikken, i modsætning til f.eks. rottweiler, der bareknurrer. Én hundesagkyndig mente, at store og meget stærke hunde, af både forbudte og ikke forbudteracer, går hurtigere til en slagsmålsløsning, når der opstår en uoverensstemmelse, fordi de er bevidste omderes styrke og ikke har noget imod at tage et slagsmål. Deres tålmodighed med modparten er mindre, endhvis de for enhver pris prøver at undgå et slagsmål. Det blev her nævnt, at der også kan være tale ommindre hunde med meget stor selvtillid, som f.eks. visse terrierhunde, der har tendens til at søgeslagsmålet hurtigere, og det blev pointeret at denne tendens også vil være individuel og påvirket af faktorersom køn og erfaring.55

Der var derimod enighed blandt de fem hundesagkyndige om, at hunderacer af de forbudtekamphundetyper er mere vedholdende i deres aggression. Dette blev i flere tilfælde baseret påanamneserne for de sager, som de hundesagkyndige havde vurderet for politiet, og hvori det var beskrevet,at det var svært for ejeren eller andre personer at få hunden til at slippe sit offer. I forbindelse med dettespørgsmål nævnte en af de hundesagkyndige, at der var meget få sager med disse voldsomme bid og atlangt de fleste sager omhandlede enkeltbid. Flere af de hundesagkyndige nævnte at også hunde afforskellige typer terrier kan vise denne form for vedholdende aggression.De hundesagkyndige var også alle enige om, at de forbudte hunderacer af kamphundetypen typisk biderhunde eller andre dyr og sjældent bider mennesker. Af hunderacer, som typisk bider mennesker ellermennesker og hunde, blev nævnt: rottweiler, schæfer, hyrdehunde og labrador. En af de hundesagkyndigemente, at i de sager, hvor forbudte hunde af kamphundetypen angriber mennesker, er der tale om megetdårligt socialiserede hunde fra socialt belastede eller kriminelle miljøer.Spørgsmål 4: Når du bedømmer en hund for politiet, hvor sikker føler du dig så på den bedømmelse oghvad baseres din bedømmelse på?De hundesagkyndige følte sig generelt sikre på deres bedømmelser i vurderingssager for politiet. Alle følgeroverordnet set den protokol som DSKVE har udarbejdet til vurdering af farlige hunde(se bilag 3), og baserersåledes deres vurdering af en hunds adfærd og farlighed på følgende elementer: beskrivelsen af densituation, der har ført til at hunden skal vurderes, en almen klinisk sundhedsundersøgelse, observation afhundens adfærd i testmiljøet og reaktioner på forskellige påvirkninger under testen samt et interview medejeren og en vurdering af samspillet mellem ejeren og hunden, hvis ejeren er til stede. Flere af dehundesagkyndige nævnte, at de også lyttede meget til deres intuition eller mavefornemmelse under ogefter selve vurderingssituationen, og flere havde stor gavn af at bruge deres egen hund, eller alternativt enaf politiets hunde, som testhund, for at kunne vurdere hundens reaktion på andre hunde. Alle nævnte atejeren spiller en meget stor rolle for deres vurdering af hundens farlighed og dermed for deres anbefalingtil politiet. Og i forlængelse heraf var det også i de situationer, hvor ejeren ikke var til stede, at dehundesagkyndige oftest fandt det sværere at komme med en vurdering og anbefaling til politiet. En andensituation, der kan gøre det vanskeligt at komme med en vurdering og anbefaling, og som blev nævnt afflere af de hundesagkyndige, er, når hunden ikke viser tegn på aggression under vurderingen.Flere nævnte at det sikreste til alle tider vil være at anbefale aflivning – der er altid en risiko for, at hundenvil angribe eller bide igen. Med proportionalitetsprincippet, der siger, at de hundesagkyndige skal anbefaleden mildest mulige sanktion, hvor sikkerheden samtidig er overholdt, skal de hundesagkyndige doganbefale f.eks. snor og mundkurv, hvis dette skønnes tilstrækkeligt. Hunden kan ikke bide, hvis den føres i56

snor og bærer mundkurv, men man kan være i tvivl om, hvorvidt ejeren kan eller vil efterkomme et sådantpåbud. I de tilfælde bruger de hundesagkyndige typisk at anbefale f.eks. snor og mundkurv, men samtidigtat anbefale aflivning, hvis et sådant påbud skønnes eller erfares ikke at blive overholdt. Det gælder i allesager, at det er politiet, der tager den endelige beslutning om hundens fremtid.Spørgsmål 5: Hvor stor en rolle spiller ejeren i forhold til hundes aggressivitet og farlighed?De fem hundesagkyndige lagde alle meget stor vægt på ejerens rolle, både for udviklingen af hundensaggressivitet, og for farligheden af aggressive hunde. Det blev påpeget at en ejer kan øge en hunds tendenstil aggression gennem håndteringen af hunden, men at en ejer også kan gøre meget for at sænketendensen til aggression, f.eks. gennem træning. Hvis en hund opfører sig aggressivt overfor menneskereller andre hunde, var det den gennemgående opfattelse blandt de hundesagkyndige, at ejerens kendskabtil sin hund og ansvarsfuldhed i forhold til omgivelserne er meget afgørende for, om hunden er farlig ellerej. De fleste af de hundesagkyndige syntes at ideen med et hundekørekort til hundeejere er fin, men trorikke på, at det afhjælper problemet med de meget problematiske hunde, som ofte er ejet af personer, derikke kan eller vil tage ansvar. De pegede også alle på problemer i forhold til administration og håndhævelseaf et eventuelt lovkrav om hundekørekort. Alle ønskede generelt mere Information og flereoplysningskampagner om hunde, hundeadfærd og adfærdsproblemer, i tråd med dette har DSKVEudarbejdet et holdningspapir vedrørende farlige hunde, som kan ses i bilag 4. Det blev også nævnt, at bådehundeopdrættere og dyrlæger har et ansvar, og at disse grupper også bør holde sig opdateret på viden omhundes adfærd.Udover interviewets hovedspørgsmål, berørte de hundesagkyndige, hvad en lov om hunde bør indeholdei forhold til problematikken omkring aggressive eller farlige hunde.Alle var enige om, at loven, som den så ud inden ændringerne i 2010, fungerede. Alle var generelt imodforbud af visse racer, men enkelte kunne leve med at beholde det raceforbud, som nu engang er blevetindført. Alle var enige om at fjerne observationslisten og ikke forbyde flere racer.Der var flere, der opfordrede til at befolkningen blev bedre til at anmelde tilfælde af uacceptabelaggression hos hund, og alle understregede vigtigheden af at slå hårdt ned på de sager, hvor der er tale ommeget voldsom og uacceptabel aggression, gentagne bidepisoder eller meget uansvarlige hundeejere.Vigtigheden af at politiet kender til loven og håndhæver den blev også nævnt flere gange.Der blev i forhold til lovgivning også ytret ønsker om ikke at indføre flere lovmæssige restriktioner forhundeejere, men i stedet at holde sig til den lovgivning vi har (fra før 2010) og sørge for at den bliver

håndhævet. Og så blev det påpeget at registreringen af en hund bør påhvile sælger og ikke køber afhunden.DiskussionDe hundesagkyndige var generelt meget enige i deres svar på vores spørgsmål i interviewene, og der syntesikke at være en forskel i holdninger afhængigt af, hvor i landet de hundesagkyndige arbejder som dyrlægerog hundesagkyndige. En stor grad af overensstemmelse er forventelig, da de hundesagkyndige allerepræsenterer både den danske dyrlægestand og DSKVE, der begge har formuleret deres holdninger tilhundelovens forbudsordning. De hundesagkyndige baserede dog i høj grad deres svar i interviewet påderes erfaringer som hundesagkyndige og det fremgik tydeligt, hvornår de refererede erfaringer frahenholdsvis deres arbejde som dyrlæge, deres funktion som hundesagkyndig og deres øvrige oplevelser.DelkonklusionSpørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør?I de sager, som de hundesagkyndige har vurderet for politiet, har de generelt vurderet flere hunde af deforbudte racer, end de har vurderet hunde af racer på observationslisten og hunde af andre store racer.Hunde af de forbudte racer er også overrepræsenteret i de sager, hvor de hundesagkyndige har anbefaletaflivning. Dette kunne tolkes som at hunde af forbudte racer er mere farlige end hunde af andre racer.Sammenholdt med de hundesagkyndiges interview udtalelser om hunderacer og ejerens rolle i relation tilhundes grad af aggressivitet og farlighed, kan det dog ikke udelukkes, at de hunde, som dehundesagkyndige har vurderet for politiet ikke er repræsentative for deres race, ligesom ejerene ikkenødvendigvis er repræsentative for hundeejere som helhedSpørgsmål 4: Hvad er holdningen til et raceforbud?Generelt set var de hundesagkyndige imod et raceforbud.

Indsamling af dataForsikringssager, hvor den lovpligtige hundeansvarsforsikring skal dække en skade, bliver afforsikringsselskaber registreret som ’personskade’ eller ’ting-skade’. Personskade-sager dækker over alt frabidskader på mennesker til at hunden har forårsaget et færdselsuheld med personskade til følge. Sagermed skade på ting, dækker både over skader på genstande som sko eller møbler og skade på andre hunde,da hunde i retsmæssig forstand betragtes som ejendom. Til brug for vurdering af bidskader forårsaget afhund, er opgørelser over sager dækket af den lovpligtige hundeansvarsforsikring, dermed ikke anvendelige.Da det ikke har været muligt at få mere detaljerede oplysninger om skadernes art i forsikringssager, dækketaf den lovpligtige hundeansvarsforsikring, har denne type oplysninger ikke kunne anvendes til evaluering afhundelovens forbudsordning (forsikringsselskabet Agria havde mulighed for at udtrække ’fri tekst’, der påen linje beskriver skadens art, så det er muligt at skelne mellem bidskader og andre skader i personskadesager, og mellem bidskader på andre hunde og skader på genstande, som møbler eller sko, i ting-skadesager. Agria har kun eksisteret i Danmark siden 2011 og deres data kunne derfor desværre ikke anvendes tilen sammenligning af forholdene inden og efter hundeforbuddets indførelse).Proceduren for skadesdækning ved bidskader på hund er, at hvis den tilskadekomne hund er sygeforsikret,så er det sygeforsikringen, der i første omgang dækker dyrlægeregningen, hvorefter udgiften refunderes fraden angribende hunds ansvarsforsikring. Data fra hunde sygeforsikringer er derfor en kilde til informationom antallet af hund-hund bidskader. Dyrekassen Danmark kunne levere data på antallet af hundesygeforsikringsager, der omhandlede bid, i perioden inden og efter hundeforbuddets indførelse. Disse dataer sammenholdt med forsikringsselskabets samlede antal hunde sygeforsikringer i de pågældende år, ogdenne del af evaluering er baseret på tal fra Dyrekassen Danmark.ResultaterFra perioden inden til perioden efter hundeforbuddets indførelse, steg antallet af hundesygeforsikringssager omhandlende bidskader med 133 sager. I figur 27 ses, for to år inden og to år efterhundeforbuddets indførelse, forholdet mellem hunde sygeforsikringssager omhandlende bidskader og det59

DiskussionSer man alene på antallet af bidskader på hund, som der er søgt erstatning for gennem hundesygeforsikringer hos Dyrekassen Danmark, er dette steget med 133 sager fra perioden inden til periodenefter hundeforbuddets indførelse. Det er dog svært at konkludere om denne stigning afspejler en reelstigning i antallet af bidskader på hund i samfundet, eller det er en effekt af stigningen i antallet afsygeforsikrede hunde. Da det inden for de sidste 10 år er blevet mere almindeligt at sygeforsikre sin hund,og da antallet af dyrlægeregninger, dækket af den tilskadekomne hunds sygeforsikring, derfor må forventesat være steget, er det vigtigt at sammenholde antallet af hunde sygeforsikringssager omhandlendebidskader med det totale antal sygeforsikrede hunde pr år. Proportionen mellem antallet af bidskader iforhold til antal sygeforsikrede hunde er for Dyrekassen Danmark faldet (dog ikke signifikant) fra periodeninden til perioden efter hundeforbuddets indførelse. Det kan dog ikke udelukkes at stigningen i antallet afsygeforsikrede hunde fra 2008 til 2012 er større end den tilsvarende forventede stigning i antallet afsygeforsikringssager omhandlende bidskader.Stigningen fra 2008 til 2012 i det gennemsnitlige beløb, der blev søgt erstatning for, kunne hænge sammenmed en stigning i alvorligheden af de bidskader, der dækkes af de tilskadekomne hundes sygeforsikring,men er mere sandsynligt relateret til en tilsvarende stigning i dyrlægernes priser i samme periode.

3.7 Data fra RigspolitietFormålAt besvare spørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hundegør? At besvare spørgsmål 4: Hvad er holdningen til et raceforbud?Indsamling af dataRigsadvokaturen har, på anmodning fra Justitsministeriet, indhentet udtalelser fra Danmarks politikredsevedrørende antallet af to typer straffesager: 1) straffesager, hvor et påbud meddelt i medfør afhundelovens § 12, jf. § 6, stk. 2 og 3, er blevet overtrådt, 2) straffesager vedrørende skambid. For beggetyper straffesager gælder, at politikredsene skulle angive, hvor mange sager, de har haft siden hundelovensforbudsordnings trådte i kraft d.1.juli 2010. Politikredsene blev endvidere bedt om eventuelle generellebemærkninger til behandlingen af straffesager relatereret til hundeloven. Rigsadvokaten har d.20.juni 2013sendt den første opgørelse til Justitsministeriet, og har d.27.juni 2013 sendt en revideret opgørelse tilJustitsministeriet.I modsætning til de andre afsnit i denne evaluering, omhandler dette afsnit kun tiden efterhundeforbuddets indførelse. Vi er desuden blevet gjort opmærksomme på, at tallene fra politikredsene erbaseret på manuelle opgørelser, og derfor er forbundet med en vis usikkerhed.ResultaterSamlet er der fra landets politikredse indhentet oplysninger om 10 sager vedrørende overtrædelse af etpåbud og 98 sager vedrørende skambid. Fordelingen af sagerne mellem de 12 politikredse, som der erindhentet oplysninger fra, kan ses i figur 29. Politikredsene Københavns Politi og Sydsjællands og Lollan-Falsters Politi har meddelt at de ikke har haft nogen straffesager af den her beskrevne type i perioden efter1. juli 2010.

DiskussionSom også nævnt i indledningen til dette afsnit om data fra Rigspolitiet, så er tallene, der ligger til grund fordette afsnit, baseret på manuelle opgørelse i de enkelte politikredse. Det er overraskende at en så storpolitikreds som Københavns Politi slet ikke har meldt nogle straffesager omhandlende enten skambid ellerovertrædelse af påbud givet til ejere af hunde, der har bidt eller optrådt truende. Sammenholdt med andreusikkerhedsmomenter, vurderer vi, at datagrundlaget, behandlet i dette afsnit, er forbundet med en højgrad af usikkerhed.Endvidere drejer opgørelserne sig udelukkende om straffesager behandlet efter hundeforbuddetsindførelse. Det er derfor ikke muligt at sige noget om en eventuel effekt af hundelovens forbudsordning, dader ikke forefindes noget sammenligningsgrundlag.Hvad data kan give et indblik i, er, hvilke hundetyper, der optræder i straffesager omhandlende entenskambid eller overtrædelse af et påbud givet til ejere af hunde, der har bidt eller optrådt truende. Somnævnt i afsnittet om data fra de hundesagkyndige, er det vigtigt at være opmærksom på, at de hunde, derer involveret i straffesager, ikke nødvendigvis er repræsentative for deres race, ligesom ejerne til dissehunde ikke nødvendigvis er repræsentative for hundeejere som helhed.DelkonklusionSpørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør?Datagrundlaget i denne del af evalueringen er ikke tilstrækkeligt til at svare på spørgsmål 1. Det kan dogkonkluderes, at det ikke kun er hunde af forbudte racer, der bider mennesker og andre hunde.Spørgsmål 4: Hvad er holdningen til et raceforbud?Rigsadvokaten har tilkendegivet at loven i relation til anklagemyndigheden lader til at fungerehensigtsmæssigt.

3.8 MedieinformationFormålAt besvare:Spørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør?Spørgsmål 2: Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?2a Er der sket en ændring i mængden bid på børn?2c Er der sket en ændring i antallet af bid på mennesker i det offentlige rum?Spørgsmål 3: Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?3c Er der en ændring i antallet af bid på hunde i det offentlige rum?Spørgsmål 4: Hvad er holdningen til et raceforbud?Indsamling af dataMedieomtaler af episoder hvor en hund har bidt et menneske eller en anden hund er en muliginformationskilde til at bedømme, hvorvidt forbuddet mod de specifikke racer i hundeloven fra 2010 harhaft en positiv effekt. Som informationskilde bør medieomtaler dog behandles med forsigtighed, da der eren klar risiko for en bias, der er forårsaget af, hvad der "er oppe i tiden".Søgning og screening af data er udført af Operate A/S, der er en virksomhed, der har specialiseret sig imedieanalyse. Artikler blev søgt i Infomedias database (Infomedia leverer artikler digitalt i fuldtekst pålangt størstedelen af danske nyhedsmedier, både som print og elektronisk) Søgningen omfatter alle digitaleprintkilder undtaget fagblade og magasiner: Landsdækkende dagblade (13 kilder), regionale dagblade (30kilder) lokale ugeaviser (283 kilder) og nyhedsbureauer (10 kilder). Hertil kommer alle webkilder (906kilder) og alle standard radio- og TV-resumeer (77 kilder).Søgning er gjort på ordet ”hund” i forbindelse med et eller flere af ordene ”bid, bed, forbud, aflivet,aflivning” i disse eksakte former (”i forbindelse med” betyder, at ordet hund står højst 10 ord fra et af deandre ord). Søgningen har omfattet fire fulde år: 2008, 2009, 2011 og 2012. Resultatet af den søgning er

I den anden screening frasorteres de kilder, der ikke dækker hele perioden. Dette resulterede i 2131 artiklertil nærmere analyse. Efter finsortering og kodning blev der fundet 1501 artikler knyttet til konkrete,relevante bidepisoder der dækker over bid imod mennesker, andre hunde og andre dyr. Artiklerne erfordelt på 345 sager, hvor 144 sager er omtalt ét enkelt sted, mens 201 sager har mere end én omtale. Forhver enkelt sag blev én artikel udtaget til kodning. I tilfælde af uklarhed eller mangelfulde oplysninger blevder udtaget supplerende artikler inden for samme sag.ResultaterEt formål med et forbud imod specifikke racer er, at reducere den overordnede mængde hundebid isamfundet. Som det ses i figur 31, var der en kraftig stigning i antallet af rapporterede bid i 2009. Dennestigning dækker især over rapporter om bid rettet imod andre hunde. Efter 2010 faldt rapportering afhundebid, men ikke til under den mængde, der blev rapporteret i 2008, to år inden hundeloven trådte ikraft. For bid rettet imod andre hunde og voksne mennesker ses endda et lidt højere antal af omtalte sageri 2011 end i 2008.

DiskussionDer er ikke noget i medieanalysen, der tyder på at forbuddet af specifikke racer har ført til en kraftigreduktion af enten antallet af bid eller den skade, de forårsager. Vi vil dog pointere at medieomtaler ikkekan stå alene, der er mange faktorer, der påvirker, hvorvidt en given sag rapporteres.Medieomtalerne for 2009, umiddelbart inden hundelovens raceforbud blev vedtaget, skiller sig kraftig udfra de andre år, især med hensyn til angreb på andre hunde, hvilke hunde der var involveret og hvordanskaden på den anden hund blev beskrevet. Det er interessant, at antallet af rapporterede tilfælde, i hvilkehunden skulle aflives, afviger forholdsvis lidt fra 2009 og de andre år. Den primære forandring ser i stedetud til at være sket i antallet af skader, som er beskrevet som alvorlige/behandlingskrævende. Ordet"alvorlig" er mere subjektivt og bygger mere på en fortolkning fra journalistens side, end hvorvidt hundener blevet aflivet.At tonen i artiklerne skifter fra en fordømmende til en mere neutral og beskrivende tone kan eventuelttyde på at den uro, som var en af årsagerne til at forbuddet for specifikke racer blev vedtaget, er blevetmindre, muligvis på grund af forbuddet.

DelkonklusionSpørgsmål 1: Bider hunde af de forbudte racer oftere mennesker og hunde end andre hunde gør?Medierne rapporterer ikke færre bid af de forbudte racer i perioden efter end perioden indenhundeforbuddets indførelse(undtaget for 2009)Spørgsmål 2: Er der sket en ændring i mængden af bid på mennesker?Nej, der ses ikke en ændring i antallet af medieomtaler af bid på menneskerSpørgsmål 2a: Er der sket en ændring i mængden bid på børn?Nej, der ses ikke en ændring i antallet af medieomtaler af bid på børn (undtaget år 2009)Spørgsmål 3: Er der sket en ændring i mængden af bid på hunde?Nej, der ses ikke en ændring i antallet afmedieomtaler af bid på andre hunde (undtaget for 2009)Spørgmsål 3b: Er der sket en ændring i proportionen af alvorlige bid på andre hunde?Nej, der ses ikke en ændring i antallet af medieomtaler eller proportionen af medieomtaler af alvorlige bidpå andre hundeSpørgsmål 4: Hvad er holdningen til et raceforbud?Der sker et gradvis skift fra meget kritiske til mere neutrale eller medfølende artikler. Hvorvidt dette berorpå forbuddet af specifikke hunderacer, skambidsparagrafen eller noget tredje, er umuligt at sige. Det kanmuligvis tages som en indikation på et forandret syn på raceforbuddet.

I forhold til bid på mennesker er der ikke noget i vores undersøgelse, der tyder på, at hundelovensforbudsordning har haft en reducerende effekt. Vi fandt ingen signifikante ændringer i antal eller omfangaf bidskader fra inden til efter forbuddets indførelse, hverken i data fra Skadestuen OUH, i data frapanelundersøgelsen, eller i sager rapporterede i medierne. Internationale erfaringer med effekten afraceforbudsordninger på antallet af bidskader på mennesker forårsaget af hund er blandede, nogle harfundet en reduktion i antallet af især unge, der bliver alvorligt skadet af hunde, mens andre har fundet at etraceforbud ikke har effekt på antallet eller omfanget af bidskader på mennesker. Lovens forbudsordning erbaseret på et ønske om primært at reducere den type bidskader, der opstår i det offentlige rum og som kankarakteriseres som overfald. Baseret på data fra Skadestuen OUH og panelundersøgelsen fandt vi ingentegn på ændringer i antal bidskader på mennesker, som kunne karakteriseres som overfald eller som varopstået i det offentlige rum, fra inden til efter hundeforbuddets indførelse.Hvis der er tale om en forandring af forholdene i Danmark fra inden til efter hundeforbuddets indførelse, erder snarere sket en stigning i antallet og omfanget af bidskader på mennesker forårsaget af hund. Ifølge72

panelundersøgelsen er der sket en stigning i antallet af både det totale antal bidskader og i antallet afbehandlingskrævende bidskader. En stigning i antallet af rapporterede ikke-alvorlige bidskader måforventes i en retrospektiv undersøgelse, da folk har en tendens til at glemme de hændelser, der liggertilbage i tiden. En alvorlig bidskade er imidlertid en så stor hændelse, at må forventes at kunne huskes, selvhvis den har fundet sted 4-5 år tilbage. Stigningen, eller i hvert fald udeblivelsen af et fald, i antallet afbehandlingskrævende bidskader på mennesker fra inden til efter hundeforbuddets indførelse, må derforformodes at afspejle virkeligheden. I data fra Skadestuen OUH sås en tendens til stigning i andelen af merealvorlige bidskader opstået i det offentlige rum, samt en tendens til stigning i andelen af bidskader påansigt, krop og flere steder på patienten. I analysen af mediedækningen af bidskader, fandt vi ingenændring i antallet af sager inden og efter hundeforbuddets indførelseBidskader på hundeTabel 5. Sammenfatning af resultaterne vedrørende bidskader på hunde

I forhold til antallet og omfanget af bidskader på hund, er resultaterne af denne undersøgelse mereblandede. For data fra Københavns Dyrehospital fandt vi et signifikant fald i antal bidskader på hund, menikke en signifikant forskel i forholdet mellem simple og komplicerede bidskader fra inden til efterhundeforbuddets indførelse. Dette fund er støttet af udsagnet fra en af de hundesagkyndige iKøbenhavnsområdet om fornemmelsen af et fald i antallet af behandlede bidskader på vedkommendesklinik. Vi kan ikke konkludere at faldet skyldes et reduceret antal af forbudte hunde, eller en øgetopmærksomhed og forsigtighed blandt hundeejere generelt. At andelen af komplicerede bidskader er densamme inden og efter hundeforbuddets indførelse, taler umiddelbart imod at faldet skyldes et fald iantallet af bidskader sket i forbindelse med predationsrelateret aggression. Vi fandt ikke en signifikantændring i antallet af behandlede bidskader på hund efter hundeforbuddets indførelse for Svendborg ogÅrhus Dyrehospital. Datamaterialet fra Københavns Dyrehospital var langt det største og mest detaljerede iforhold til journaloplysninger, og det synes rimeligt at antage, at der er sket et fald i antallet af bidskader påhund i Københavnsområdet. Om manglen på et tilsvarende fund i de andre landsdele skyldes at73

datamaterialet her var mindre i størrelse og kvalitet (f.eks. at Århus Dyrehospital ikke havde egen døgnvagti den periode, hvorfra der blev samlet oplysninger), eller at der ikke er sket et fald i antallet af behandledebidskader her, kan ikke afgøres.I modsætning til det fundne fald i antal behandlede bidskader på hund på Københavns Dyrehospital, fandtvi ikke noget fald i antallet og omfanget af bidskader på hund i data fra forsikringsselskabet DyrekassenDanmark. Heller ikke hundeejere, der deltog i panelundersøgelsen rapporterede et fald i antallet afbidskader på hund. Her fandt vi tværtimod en stigning i antallet af bidskader på hund, bådebehandlingskrævende og ikke behandlingskrævende, fra inden til efter hundeforbuddets indførelse. Somtidligere nævnt, virker det sandsynligt, at man husker det sidst skete bedst og at der derfor er en bias iforhold til rapporteringen af bidskader i en retrospektiv undersøgelse, men igen ville vi forvente at en sådanbias ikke i samme grad gælder, når hundeejere skal rapportere mere alvorlige bidskader. Heller ikke imedieomtalerne fandt vi en reduktion i antallet af alvorlige bidskader, men snarere en mindre stigning.I forhold bidskader sket i forbindelse med et overfald og i det offentlige rum, fandt vi ingen ændringer idata fra panelundersøgelsen: der var ikke et fald i alvorlige bidskader, der var ikke et fald i hvor mange småhunde, der bliver bidt, der var en stigning i antallet af rapporterede bidskader med karakter af overfald ogder var ingen ændring i andelen af bidskader sket i det offentlige rum fra inden til efter hundeforbuddetsindførelse. Data fra de tre dyrehospitalers journaler viste et fald efter hundeforbuddets indførelse i antalletaf journaler over bidskade på hund, der beskrev situationen for bidskaden som overfald. Det skal dogpåpeges at kun en lille del af dyrehospitalernes journaler havde denne type oplysning, og at sådanneoplysninger typisk er baseret på beretninger givet af ejeren til hunden, der er blevet bidt. Hvis der iperioden inden hundeforbuddets indførelse var et øget fokus på problematikken omkring kamphunde, deroverfalder uskyldige hunde, hvilket data fra medieanalysen tyder på, kan det sandsynligvis have givet enøget tendens til at rapportere situationen for en bidskade som overfald.Holdninger til forbudsordningenTabel 6. Sammenfatning af resultater vedrørende holdninger til raceforbuddetPanelundersøgelseHvad er holdningen til etraceforbud, ønsket forbuddetbibeholdt?JaHundesagkyndigeNejRigspolitietJaMedier?

mellem 55 og 64 % var enige eller meget enige med et forbud af visse racer. Det skal påpeges, atpaneldeltagerne ikke blev bedt om at tage stilling til forbuddet af bestemte racer, men blot til det, atforbyde visse hunderacer i Danmark. Rigsadvokaten har tilkendegivet at loven i relation tilanklagemyndigheden lader til at fungere hensigtsmæssigt. I modsætning hertil er de hundesagkyndigegenerelt imod forbud af visse hunderacer, hvilket de begrunder med manglende faglig understøttelse af etforbud mod de racer, som i 2010 blev forbudt, og en vurdering af, at det meget ofte er ejeren i lige så højgrad som hunden, der er problemet i de sager, hvor hunde påfører andre voldsom skade. I medierne er dersket en ændring i holdningen til aggression hos hund, sådan at færre sager beskrives fordømmende efter iforhold til inden hundeloven trådte i kraft. Dette kan muligvis have påvirket og være påvirket af noglemeget omtalte aflivningssager i perioden efter forbuddets indførelse.Effekt af et raceforbudHvor hundelovens forbudsordning havde til hensigt at øge trygheden for samfundets borgere og dereshunde ved at nedbringe mængden af overfald og bidskader i det offentlige rum må vi ud fra resultaterne idenne undersøgelse sige, at loven ikke ser ud til at have haft den ønskede effekt. En mulig årsag til attallene fra perioden inden og perioden efter hundeforbuddets indførelse ikke er markant forskellige i voresundersøgelse, er, at bidskader forårsaget af hunde af de forbudte racer, udgør en meget lille del af detsamlede problem med bidskader forårsaget af hund. Der er flere faktorer i vores undersøgelse og iundersøgelser fra udlandet der understøtte dette.Næsten 2/3 af patienterne behandlet for bidskader forårsaget af hund på Skadestuen OUH i den periode, vihar undersøgt, beskrev, at bidet skete i forbindelse med en eller anden form for interaktion med hunden:håndtering af hunden, forsøg på at tage noget fra hunden, leg eller træning med hunden eller i forsøget påat skille to hunde, der sloges. I de situationer, hvor patienten rapporterede at bidet var sket i leg/træning, iet forsøg på at skille hunde, der sloges, eller hvor hunden havde smerter/var konfus, hvilket mere end 1/3af patienterne gjorde, kunne man argumentere, at bidet var sket uforsætligt, altså at hunden ikke bed somfølge af aggression rettet mod mennesket. I et udenlandsk studie var andelen af uforsætlige skader iforbindelse med bidskader på mennesker forårsaget af hund tilsvarende høj (Cornellisen & Hopster 2010)Internationale undersøgelser viser at en stor del af bidskader på mennesker er forårsaget af patientensegen hund (Rosado et al 2009). I gruppen af nationalt repræsentative paneldeltagere fandt vi at kunomkring 18 % af de deltagere, der var blevet bidt var blevet bidt af deres egen hund. For paneldeltagernesegne hunde rapporterede ejerne dog, at 44 % af de hunde, der havde bidt, havde bidt et familiemedlem.

Udover at vurdere effekten af hundelovens forbudsordning på antallet af bidskader på mennesker oghunde, har der også for denne evaluering været et ønske om at vurdere eventuelle forskelle i aggressionhos forskellige hunderacer. Som nævnt i indledningen gælder det for de fleste datakilder, at det ikke harværet muligt at få oplysninger om racen på den hund, der har forårsaget bidskaden. Denne del afdiskussionen er derfor primært baseret på internationale undersøgelser og på de hundesagkyndigesudtalelser.Hunde af racer som beagle, chihuahua, jack russelterrier og gravhund, menes generelt at være aggressivehunde, der er tilbøjelige til at bide mennesker. At forbudte hunde af kamphundetypen, skulle tendere til atbide mennesker stemmer dårligt overens med de hundesagkyndiges udtalelser om, at disse hunde ofte ervenlige overfor mennesker. Ifølge litteraturen er disse racer ikke særligt aggressive over for mennesker,men når de bider, bliver konsekvenserne ofte meget alvorlige. Så hunde af de forbudte racer afkamphundetypen forekommer ofte i statistikken over hunde, der har dræbt mennesker, men de blivermeget mere sjælden vurderet som aggressive hunde i spørgeskemaer rettet til hundeejere.De hundesagkyndige synes at kunne se en tendens til aggression overfor andre hunde, især samme-kønaggression, blandt hunde af de forbudte kamptyper, og af de hundesagkyndiges rapporter, der viser enoverrepræsentation af sager vedrørende hund-hund aggression for sager på forbudte hunderacersammenlignet med sager på andre racer. Der er meget få videnskabelige studier på hund-hund aggression.Selvom de hundesagkyndige også vurderer andre racer for politiet end hunde af de forbudte racer afkamphundetypen, udgør disse hunde en stor del af de hundesagkyndiges materiale fra perioderneundersøgt i denne evaluering, når man tager antallet af registrerede hunde indenfor de forskelligeracer/racegrupper i betragtning. Tilsvarende udgør de forbudte hunde også en stor del af de straffesager,som politikredsene har meldt at have haft siden 2010. Som påpeget tidligere, er hundene, der af politietsendes videre til vurdering hos en hundesagkyndig, dog ikke nødvendigvis repræsentative for deres race,ligesom ejerne af sådanne hunde ikke nødvendigvis er repræsentative for hundeejere som helhed. Dehundesagkyndige lagde meget stor vægt på ejerens rolle i sager om aggressive hunde, og påpegede at77

ejeren ofte havde kriminelle eller sociale problemer i de sager, hvor hunden, der skulle vurderes, var megetaggressiv og farlig. I den sammenhæng kan det fremhæves at hunde af forbudte racer af kamphundetypevar højere repræsenteret i de sager, hvor de hundesagkyndige anbefalede aflivning, end i de sager, hvor deanbefalede et påbud, eller et påbud med aflivning, hvis påbuddet ikke blev efterkommet.Samlet set, peger resultaterne af vores undersøgelse på, at de forbudte racer af kamphundetypen, muligviser overrepræsenteret i forhold til bid på hunde, og mere usikkert endnu, i forhold til bid på mennesker. Deer i hvert fald overrepræsenteret i de sager, der behandles af politiet og de sager, der vurderes af dehundesagkyndige. Det skal dog kraftigt understreges, at racemæssige forskelle i aggression er baseret påyderst usikre oplysninger fra hundenes ejere og meget få antal rapporterede bidskader. I forhold tillitteraturen vedrørende racemæssige forskelle i aggression er det vigtigt at skelne mellem, hvordanaggression defineres og undersøges i de forskellige studier, om aggressionen er rettet imod hunde ellermennesker og ikke mindst om det er tale om frekvensen af aggressiv adfærd eller typen af skader dengiver.

5 KonklusionI forhold til hensigten med hundelovens forbudsordning kan vi ud fra resultaterne af denne undersøgelsekonkludere, at vi i det indsamlede materiale ikke kan finde stærke indikationer på at forbudsordningen harhaft den ønskede reducerende effekt på antallet og omfanget af bidskader på mennesker og hunde.Det kan ikke ud fra undersøgelsens resultater udelukkes, at racer, der er store, muskuløse og avlet til atkæmpe eller forsvare, udviser en anden type af aggression end mange andre hunderacer og at de derforkan være potentielt mere farlige for både mennesker og hunde, når de angriber. Det findes dog ikkeentydige beviser på, at racerne på forbudslisten er mere aggressive eller farlige end andre ikke forbudteracer. For de forbudte racer af hyrde- og vagttype kan vi ikke sige noget konkluderende om hverken deresfarlighed eller tendens til aggression i forhold til andre tilsvarende store racer, da disse hunde er stadig erforholdsvist ukendte både i Danmark og internationalt.Meget tyder på, at bidskader forårsaget af de forbudte racer, i Danmark udgør en lille del af bidskader påisær mennesker. Hvorvidt de forbudte racer af kamphundetypen forårsager flere bidskader på hunde endandre racer, er mere uklart, men forbuddet af disse racer har ikke ført til et markant fald i antallet afbidskader på hund. Det skal dog pointeres at i følge panelundersøgelsen er mellem 55 og 64% af bådehundeejere og ikke hundeejere enige eller meget enige i at visse racer burde være forbudt.Vi finder det berettiget at anbefale at lovens § 6, stk. 2 bliver anvendt og håndhævet overfor ejere afhunde, der har udvist voldsom og uacceptabel aggression, især hvor der er tale om gentagne tilfældeog/eller meget uansvarlige ejere. Vi anbefaler ligeledes et øget fokus på oplysning om hundes adfærd ogproblemadfærd, om håndtering og træning af hunde og om ansvarsfuldt hundeejerskab.

7 ReferencerAvis, S. (1999). Dog pack attack hunting humans.The American journal of forensic medicine and pathology,20(3),243–246.Bamberger, M., & Houpt, K. A. (2001). Signalment factors, comorbidity, and trends in in behavior diagnosesin dogs : 1 , 644 cases ( 1991 – 2001 ).Journal of the American Veterinary Medical Association,229(10),1591–1601.Beaver, B. V. (1983). Clinical classification of canine aggression.Applied Animal Ethology, 10,35–43.Borchelt, P. L. (1983). Aggressive behaviour of dogs kept as companion animals: Classification and influenceof sex, reproductive status and breed.Applied animal behaviour science, 10,45–61.Bradshaw, J. W. S., Blackwell, E. J., & Casey, R. a. (2009). Dominance in domestic dogs—useful construct orbad habit?Journal of Veterinary Behavior: Clinical Applications and Research, 4(3),135–144.doi:10.1016/j.jveb.2008.08.004Brooks, A., Moxon, R., & England, G. C. W. (2010). Incidence and impact of dog attacks on guide dogs in theUK.The Veterinary record, 166(25),778–81. doi:10.1136/vr.b4855Christensen, E., Scarlett, J., Campagna, M., & Houpt, K. (2007). Aggressive behavior in adopted dogs thatpassed a temperament test.Applied Animal Behaviour Science, 106(1-3),85–95.doi:10.1016/j.applanim.2006.07.002Cornelissen, J. M. R., & Hopster, H. (2010). Dog bites in The Netherlands: a study of victims, injuries,circumstances and aggressors to support evaluation of breed specific legislation.Veterinary journal(London, England : 1997), 186(3),292–8. doi:10.1016/j.tvjl.2009.10.001Daniels, D. M., Ritzi, R. B. S., O’Neil, J., & Scherer, L. R. T. (2009). Analysis of nonfatal dog bites in children.The Journal of trauma, 66(3Suppl), S17–22. doi:10.1097/TA.0b013e3181937925Danmarks Statistik (2000). Familiernes kæledyr. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 499, 13.december 2000.Danmarks Statistik Sejrøgade 11, 2100 København Ø. Downloaded 23.juli 2013. Tilgængelig påinternettet,http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2000/NR499.pdfDemeester, R., Debacquer, D., Peremans, K., Vermeire, S., Planta, D., Coopman, F., & Audenaert, K. (2008).A preliminary study on the use of the Socially Acceptable Behavior test as a test forshyness/confidence in the temperament of dogs.Journal of Veterinary Behavior: Clinical Applicationsand Research, 3(4),161–170. doi:10.1016/j.jveb.2007.10.005Duffy, D. L., Hsu, Y., & Serpell, J. a. (2008). Breed differences in canine aggression.Applied Animal BehaviourScience, 114(3-4),441–460. doi:10.1016/j.applanim.2008.04.006Fatjo, J., Amat, M., Mariotti, V., Delatorre, J., & Manteca, X. (2007). Analysis of 1040 cases of canineaggression in a referral practice in Spain.Journal of Veterinary Behavior: Clinical Applications andResearch, 2(5),158–165. doi:10.1016/j.jveb.2007.07.008Gershman, K., Sacks, J., & Wright, J. (1994). Which Dogs Bite ? A Case-Control Study of Risk Factors.Pediatrics, 93,913–917.Hsu, Y., & Serpell, J. a. (2003). Development and validation of a questionnaire for measuring behavior andtemperament traits in pet dogs.Journal of the American Veterinary Medical Association, 223(9),1293–300. Retrieved from http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/14621216Jones, A. C., & Gosling, S. D. (2005). Temperament and personality in dogs (Canis familiaris): A review andevaluation of past research.Applied Animal Behaviour Science, 95(1-2),1–53.doi:10.1016/j.applanim.2005.04.008Klaassen, B., Buckley, J. R., & Esmail, A. (1996). Does the dangerous dogs act protect against animal attacks:a prospective study of mammalian bites in the accident and emergency department.Injury, 27(2),89–91. Retrieved from http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8730379Manning A., & Dawkins M.S. (1998). An introduction to animal behaviour. 5thEd. Cambridge UniversityPress: Cambridge80

Mikkelsen, J., & Lund, J. D. (1999). Aflivning af hunde på grund af adfærdsproblemer.DanskVeterinærtidskrift, 82(11),474–479.Mittmann, A. (2002).Untersuchung des Verhaltens von 5 Hunderassen und einem Hundetypus imWesenstest nach den Richtlinien der Niedersächsischen Gefahrtierverordnung vom 05.07.2000.Náhlík, J., Baranyiová, E., & Tyrlík, M. (2010). Dog Bites to Children in the Czech Republic: the RiskSituations.Acta Veterinaria Brno, 79(4),627–636. doi:10.2754/avb201079040627Netto, W. J., & Planta, D. J. U. (1997). Behavioural testing for aggression in the domestic dog.Appliedanimal behaviour science, 52,243–263.O’Sullivan, E. N., Jones, B. R., O’Sullivan, K., & Hanlon, A. J. (2008). The management and behaviouralhistory of 100 dogs reported for biting a person.Applied Animal Behaviour Science, 114(1-2),149–158.Ott, S. a., Schalke, E., von Gaertner, A. M., & Hackbarth, H. (2008). Is there a difference? Comparison ofgolden retrievers and dogs affected by breed-specific legislation regarding aggressive behavior.Journal of Veterinary Behavior: Clinical Applications and Research, 3(3),134–140.doi:10.1016/j.jveb.2007.09.009Overall, K. L., & Love, M. (2001). Special Report Dog bites to humans — demography , epidemiology , injury, and risk.Journal of the American Veterinary Medical Association, 218(12),1923–1934.Pérez-Guisado, J., & Muñoz-Serrano, A. (2009). Factors linked to Dominance Aggression in Dogs.Journal ofAnimal and Veterinary Advances, 8(2),336–342.Rosado, B., Garciabelenguer, S., Leon, M., & Palacio, J. (2007). Spanish dangerous animals act: Effect on theepidemiology of dog bites.Journal of Veterinary Behavior: Clinical Applications and Research, 2(5),166–174. doi:10.1016/j.jveb.2007.07.010Sacks, J. J., Sinclair, L., Gilchrist, J., Golab, G. C., & Lockwood, R. (2000). Special Report Breeds of dogsinvolved in fatal human attacks in the United States between 1979 and 1998.Journal of the AmericanVeterinary Medical Association, 217(6),836–840.Schalke, E., Ott, S. a., von Gaertner, A. M., Hackbarth, H., & Mittmann, A. (2008). Is breed-specificlegislation justified? Study of the results of the temperament test of Lower Saxony.Journal ofVeterinary Behavior: Clinical Applications and Research, 3(3),97–103. doi:10.1016/j.jveb.2007.10.004Schenk, A. M., Ragatz, L. L., & Fremouw, W. J. (2012). Vicious dogs part 2: criminal thinking, callousness, andpersonality styles of their owners.Journal of forensic sciences,57(1), 152–9. doi:10.1111/j.1556-4029.2011.01961.xSerpell, J. a., & Hsu, Y. (2001). Development and validation of a novel method for evaluating behavior andtemperament in guide dogs.Applied animal behaviour science, 72(4),347–364.Sherman, C. S. K., Reisner, I. R., Taliaferro, L. A., & Houpt, K. A. (1996). Characteristics treatment andoutcome of 99 cases of aggression between dogs.Applied animal behaviour science, 47,91–108.Shuler, C. M., DeBess, E. E., Lapidus, J. a, & Hedberg, K. (2008). Canine and human factors related to dogbite injuries.Journal of the American Veterinary Medical Association, 232(4),542–6.doi:10.2460/javma.232.4.542Svartberg, K. (2005). A comparison of behaviour in test and in everyday life: evidence of three consistentboldness-related personality traits in dogs.Applied Animal Behaviour Science, 91(1-2),103–128.doi:10.1016/j.applanim.2004.08.030Wake, F. A. A., Minot, E. O., Stafford, K. J., & Perry, P. E. (2009). A survey of adult victims of dog bites inNew Zealand.New Zealand veterinary journal, 57(6),364–9.

Racekategori

Racer

Samlet total

Antal

100