Til Kulturminister Marianne Jelved, Folketingets Kulturudvalg, Minister for Forskning, Innovation og
Videregående uddannelser Morten Østergaard og udvalget for Forskning, Innovation og
Videregående Uddannelser
Vi har i meget lang tid efterhånden hørt, hvordan den ene politiker efter den anden står frem ogtilkendegiver, at de gerne ser vore unge tage udenlands og uddanne sig yderligere.Men hvad sker der for flere af de unge, når de så faktisk gør det?I vores datters tilfælde var situationen som følger sidste forår: Hun havde søgt om optagelse på det toårigeMasterstudium på den yderst velrenommerede kunstafdeling, The Slade, på University College London, ogefter fremsendelse af en temmelig omfangsrig portfolio blev hun kaldt til samtale derovre, hvor hun bl.a.skulle dokumentere og forklare sine værker. Derefter blev hun sendt ned til ”the bursar”/kvæstoren, som badhende redegøre for, hvordan hun ville skaffe de nødvendige midler til at studere i England, der jo sombekendt har ret høje studieafgifter. (I studieåret 2012-2013 £ 7.750)Vores datter er ligesom mange andre unge vant til tro på egne muligheder, og hun fik da også efter ca. enmåned tilsagn om at hun kunne starte på sit valgte Master-studium derovre, hvis hun bestod en TOEFL –test på højt niveau (en slags sprogtest, hvor både læse-, lytte-, tale- og skrivefærdigheder bedømmes ).Også den klarede hun og kunne nu se frem til en lykkelig studietid i London, når hun altså fandt sig et ikkefor dyrt sted at bo.Foråret og sommeren gik. Hun søgte legater fra private fonde og fik positivt svar fra i hvert fald fire, så hunkunne drage af sted med sin SU og ekstra midler til foreløbig at dække de relativt højere leveomkostninger,der er forbundet med at bo i London. Men kunne hun ikke få et udlandsstipendium til at dækkestudieafgiften mon?Tilsyneladende ikke. Selv om det universitet, hun nu studerer ved, pt. rangerer som det 4. bedste i verden(http://www.usnews.com/education/worlds-best-universities-rankings/top-400-universities-in-the-world) kanunge mennesker, der har studeret 3 år i DK og opnået hvad der svarer til en bachelor ved f.eks. etkunstakademi i Danmark, tilsyneladende kun oppebære et sådant stipendium, hvis deresuddannelsesinstitution står på kulturministeriets liste – og det er der ingen der gør i hele den engelsktalendeverden indenfor vores datters felt (Fine Art Media).Den 1. november kunne vi i Politiken læse, at regeringen snart ville fremlægge en internationaliserings-strategi, hvis konsekvens bl.a. ville blive, at hvis den udenlandske uddannelse var godkendt til SU, så villedet automatisk medføre godkendelse til udlandsstipendium for den enkelte studerende. Men desværre har viikke hørt mere herom siden.Derfor vil vi nu gerne spørge, om der ikke snart kommer en reform, så alle vore unge får lige
muligheder for at dygtiggøre sig i udlandet?
Vi forstår nemlig ikke, hvorfor f.eks. en kunsthistoriestuderende fra Københavns Universitet, der i teorien vilkunne blive optaget på samme masteruddannelse som vores datter, automatisk ville få midler til at betale sinstudieafgift fra den danske stat, mens vores datter ikke kan få noget, fordi hun har tilbragt de første 3 år af sitstudium på et kunstakademi.Med venlig hilsenBetty og Jørgen Sander LaursenNæstvedgade 26, 1.2100 København Ø