Samråd (åbent) i Folketingets Udvalg for Forskning, Innovation og Videregå-

ende Uddannelser onsdag den 19. december 2012, alm. del spm. L og M.

DET TALTE ORD GÆLDER

Spørgsmål L:

Ministrene bedes i et åbent samråd gøre rede for, hvordan det er i overensstemmel-se med kravet om uafhængighed og forskningsfrihed, der er fastsat i Magna ChartaUniversitatum (de europæiske universiteters Magna Charta) fra 1988, når uden-rigsministeren citeres i Dagbladet BTs internetversion 10. november 2012 for atsige: ”…Vi ønsker ikke, at danske forskningsinstitutionerdeltager i aktiviteter, som måtte medvirke til at opretholde de ulovlige bosættelser.”

Svar:

Tak for anledningen til at diskutere et emne som forskningsfrihed, som ligger migmeget på sinde, og som jo er en hjørnesten i den danske forskningspolitik.For så vidt angår de spørgsmål, der er samlet under L og M, vil jeg svare på dendel, der handler om den danske forskningslovgivning og praksis, mens udenrigsmi-nisteren vil svare på den del, der vedrører regeringens udenrigspolitik i relation tilde israelske bosættelser.Så det jeg vil koncentrere mig om, det er overensstemmelsen mellem den udvik-ling, der har været, og kravet om forskningsfrihed og uafhængighed i universiteter-nes Magna Charta fra 1988.Og jeg mener, der er fuld overensstemmelse mellem den sag, der tales i dag, ogdisse principper.Universiteternes Magna Charta beskriver nogle overordnede principper for blandtandet forskningsfrihed og uafhængighed. Principper som vi i Danmark støtter opom – også selvom det er netop universiteternes Magna Charta.Universitetets forskningsfrihed er sikret i universitetslovens § 2, stk. 2.At universitetet har forskningsfrihed betyder blandt andet, at universitetet skal sik-re, at der altid udøves en uafhængig, selvstændig og perspektivrig forskning, og atingen kan give universiteterne påbud om at optage eller undlade forskning.Den enkelte forskers forskningsfrihed er sikret i § 14, stk. 6, hvoraf det blandt an-det fremgår, atdet videnskabelige personale har forskningsfrihed og forsker fritinden for universitetets forskningsstrategiskerammer i den tid, hvor de ikke er pålagt opgaver.Universitetet er forpligtet til at værne om både den institutionelle forskningsfrihedog den individuelle forskningsfrihed. Det fremgår ligeledes af § 2, stk. 2.Det er således klart, at hverken jeg eller udenrigsministeren kan bestemme, om etuniversitet skal undlade forskning på et bestemt område. Det er alene op til univer-sitetet.Side2/3Ministeriet for Forskning,Innovation og VideregåendeUddannelser

Men uanset hvor stålfast vi sikrer forskningsfriheden både for universitetet og forden enkelte, blandt andet gennem lovgivning, så kan vi ikke værne os mod de di-lemmaer, der kan opstå, når forskningsfriheden forvaltes.For vi er vel alle enige om, at forskningsfriheden trods alt forvaltes inden for nogleoverordnede rammer.Det kan være lovgivningsmæssige rammer, som fx det centrale videnskabsetiskeregelsæt. Eller det kan være moralske rammer, hvor universitetet og den enkelteforsker må gøre sig sine overvejelser.Forskningsfriheden er forbundet med et ansvar. Og når dilemmaerne opstår, kanjeg kun opfordre til, at de enkelte universiteter påtager sig ansvaret og er bevidsteom deres rolle som samfundsbærende institutioner.

Spørgsmål M:

Ministrene bedes i et åbent samråd gøre rede for, hvordan det er i overensstemmel-se med kravet om uafhængighed og forskningsfrihed, der er fastsat i Magna ChartaUniversitatum (de europæiske universiteters Magna Charta) fra 1988, når DTUsrektor citeres i Dagbladet BTs internetversion 10. november 2012 for at sige:”…Vi har fået den klare melding, at den danske regering ikke støtter dette samar-bejde [samarbejde mellem DTU og et israelsk universitet i Ariel]. Så vi kan ikkeopretholde det.”

Svar:

Hvad angår den konkrete sag, der henvises til, så har DTU oplyst, at der har væretet samarbejde med en nu pensioneret professor på DTU og en professor på ArielUniversity, som er beliggende i bosættelsen Ariel.DTU oplyser videre – og jeg citerer: ”atmed baggrund i EU’s beslutningsforslagom EU’s politik på Vestbredden og Østjerusalem og den nuværende og tidligereregerings holdninger – som de er udtrykt i pressen – besluttede DTU at afsluttesamarbejdet”.Heraf kan man udlede, at beslutningen om at afslutte samarbejdet var DTU’s egen.Det er en beslutning, som regeringen støtter op om.Jeg synes heller ikke, man kan sige, at der er uoverensstemmelse i forhold til prin-cipperne om forskningsfrihed, hverken de lovfæstnede eller på det mere overord-nede plan under henvisning til Magna Charta Universitatum.Derfor vil jeg samlet set sige, at jeg ikke ser grund til at kritisere sagen her, og vilgerne benytte lejligheden til igen at understrege, at forskningsfriheden er et nøgle-element både legalt i universitetsloven og i den praksis, der udøves i de danskeforskningsinstitutioner.