Søborg d. 15. september 2013Kære Udvalget For Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse (FIV) &Børne- og Undervisningsudvalget (BUU)

Angående genetableringen af cand.pæd.psyk. uddannelsen.

Jeg har tidligere skrevet til jer angående genetableringen af cand.pæd.psyk. uddannelsen. I mellemtidenhar jeg læst Bjarne Nielsens meget flotte gennemgang, argumentation og forespørgsel omhandlende netopdette emne sent til Morten Østergaard d. 23. juni 2013. Jeg har desværre også læst dennes svar til BjarneNielsen fra d. 21. august 2013.Når man læser Bjarne Nielsens gennemgang af sagen, har jeg personligt og helt objektivt svært ved at semodargumenterne for, at dette ikke skulle kunne lade sig gøre. Helt objektiv er jeg jo nok ikke, men jegtror, I forstår, hvad jeg mener. På trods af dette er der, igen, sket en forplumring af genetableringen, ogselvom jeg i de mest frustrerende øjeblikke (og der har været mange i dette forløb) kan tænke, at dettesker grundet en ond vilje, så er sandheden vel nærmere, at I og Ministeren også ønsker at finde en godløsning.Jeg kan ikke lade være med at drage sammenligninger til, da jeg som helt nyuddannet lærer skulle deltage ien meget svær skole/hjem samtale. Noget som desværre til tider kan være en nødvendighed. Jeg havdeheldigvis en meget erfaren lærer ved min side til denne samtale, og hun sagde noget undervejs, som jeg hartaget med mig siden. Samtalen var spidset til, og stemningen var anspændt. Da hun kiggede denbekymrede mor i øjnene, og sagde ”Vi ved, at når du tænker på dit barn, så tænker du med hjertet først ogsiden din hjerne. Og du skal vide, at det gør vi også. Vi tænker bare først med hjernen og siden med hjertet.Vi ønsker altså det samme for dit barn, vi har bare et lidt anderledes udgangspunkt”. Moren sænkede sineskuldre, og vi oplevede siden et bedre samarbejde til elevens/barnets bedste.Jeg ved, at I som politikere bruger jeres hjerner i jeres virke, også selvom journalister ofte ynder at fortælleos en anden historie. Og jeg tænker, at man ikke går ind i politik, med mindre man også har hjertet med. Idenne sag tænker jeg, at der er brug for lige dele af hver, ellers kan der nemt gå 10 år igen, uden at derfindes en god løsning.Jeg har læst at der pt. overvejes en løsning, på baggrund af Aarhus universitet anbefalinger, hvor man ifremtiden skal uddanne ”B” psykologer. En (nød)løsning som på overfladen kan virke brugbar, men hvisman tænker tanken til ende, og dette uden at have hjertet med, så er uddannelsen helt ind til kernenforfejlet og giver ingen mening. Hvem ville lade sig operere af en ”B” læge, når man kunne få en rigtig lægei stedet? Hvem ville give en ”B” ingeniør og ”B” arkitekt ansvaret for en skyskraber, en Storebæltsbro ellersikkerheden i en bil? Ingen med deres fornuft ville gøre dette, og på samme måde ville en ”B” psykologogså få svære kår i PPR. I dette ræsonnement har jeg slet ikke medregnet, hvem et ”B” studie ville tiltrækkeaf studerende.Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at Aarhus universitet har de bedste intentioner omkring denne uddannelse.Og jeg er vældig begejstret for deres udmelding om, at en cand.pæd.psyk. uddannelse skal være af et højtniveau og stille høje krav til de studerende (og deres undervisere går jeg ud fra?). Således at det vil krævesit at gennemføre den. Jeg håber naturligvis, at man vil holde fast i modellen med en 2 årig kandidat og 1½årig master - hvor det forhåbentligt bliver en mulighed, at arbejde i en PPR, når man er færdig med sinkandidat.Mine tvivl går som sagt på, om de har gennemtænkt det helt. Jeg oplever jo ofte, at de med nyecand.pæd.psyk. uddannelse fra DPU, ofte har svært ved at finde deres ben og vise deres berettigelse ikommunerene (som konsulenter osv.), og jeg tror ikke det bliver meget bedre med denne nye løsning.

Jeg vil på baggrund af dette opfordre jer til at komme hurtigt tilbage til forhandlingsbordet. Gerne

bestående af Morten Østergaard, Bjarne Nielsen og Aarhus universitet – og meget gerne også med det

fakultet, der er på det tidlige DPU, som jeg kan forstå, ikke har haft den store indflydelse på dette indtil

videre. Jeg vil opfordre til, at denne forhandling og efterfølgende handlinger bliver prioritet højt, således

at der er en mulighed for, at de første studerende kan starte op august 2014. Jeg ved, at I pt. har andre

krævende sager på jeres bord (bl.a. EU og SU problematikken). Men bliver man ved med, ikke at ville

prioriterer denne sag – ja så går der jo nemt 10 år igen.

Jeg ved, at universiteterne i Danmark har selvstyre, og det respekterer jeg naturligvis. Til gengæld håberjeg, at ministeren og I i udvalget også har nogle forventninger til, at de forvalter denne frihed fornuftigt. Påsamme måde som det UU center jeg er ansat i, her forvalter vi den frihed vi har fået af vores firekommuner. Med andre ord, vi lytter aktivt og er i dialog med vores kommuner, og gør vores bedste for, atservicere vores kommuner bedst muligt ud fra deres ønsker og behov - naturligvis inden forvejledningsloven. For eksempel er vi ved at flytte en del af vores ressourcer fra det almene tilspecialområdet, hvilket naturligvis glæder mig som specialvejleder. Gjorde vi ikke det, ja så tror jeg, at derikke ville gå længe inden vores kommuner havde fundet andre veje.På samme måde burde Aarhus universitet også lytte til samfundets behov om at uddanne lærere tilpsykologer. Med hjernes argumenter er der jo et udtalt ønske fra KL, og desuden er mange af de gamlecand.pæd.psyk.’er på vej på pension meget snart. Og med hjertet ønsker samfundet jo også muligheden forvidereuddannelse, livslang læring, social mobilitet og mønstrebrud.På baggrund af alt dette, vil jeg forsøge at komme med nogle bud på tiltag, der kunne sætte gang iprocessen. Jeg håber, at I vil bære over med mig, hvis der er informationer jeg har misset i denne sag. Detteer trods alt ikke noget jeg beskæftiger mig med 24/7 – selvom nogle af jer måske har haft mig mistænkt forat gøre det.

Mine forslag på en løsning er følgende:

1. At Aarhus universitet bliver inviteret tilbage til forhandlingerne.

Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg har intet sted kunne læse, hvad det helt konkret er, at Aarhusuniversitet mener umuliggør genoprettelsen. Der må da kunne svares helt konkret på dette, såledesat I som udvalg kan løse problemet. Det kunne også tænkes at Aarhus universitet mener, at der skalfindes ekstra økonomiske resurser til at starte uddannelsen op.

2. At den gruppe af undervisere der er på det tidligere DPU, bliver inviteret med i processen.

Jeg har undervejs i forløbet været i kontakt med en underviser på det tidligere DPU, der udtryktestor begejstring for genoprettelsen. Det kan jo tænkes, at der er nogle ressourcer, der kan tænkenye kreative tanker.

3. At ministeren og udvalget kigger på den lovgivningen der omhandlende kandidat og master

uddannelserne.

At lovgivning gennemgås sammen med Aarhus universitet. Det kan jo tænkes, at Aarhus universitetkan oprette uddannelsen, hvis rammerne for kandidat og master uddannelsen kan løsnes lidt.

4. At ministeren og udvalget inviterer Pædagogiske Psykologers Forening med i processen.

Bjarne Nielsen har via sin gennemgang af forløbet påvist, at denne uddannelse tidligere har kunnetlade sig gøre. Det må da være muligt, at identificere de knaster der er i dag set ud fra historikken.Desuden tænker jeg, at der må være kapaciteter i foreningen der vil, hvis de får chancen, kunnebyde ind med ny energi og løsninger.

5. At ministeren og udvalget på længere sigt vil arbejde på, at gøre det tidligere DPU mere

selvstændigt eller frigøre det helt fra Aarhus universitet.

Dette er, desværre, ud fra den betragtning, at Aarhus universitet ikke har vist den store interesse iat være ”lærernes universitet”. Hvilket vel også har været en af årsagerne til, at de ikke har gjort sigumage med oprettelsen af uddannelsen?Jeg forstår naturligvis at dette ville være en langstrakt proces, og at dette i værste fald ville kunneudskyde uddannelsen i lang tid. Det kunne tænkes at Aarhus universitet ville være indstillet på dette(genoprette uddannelsen og frigøre DPU), hvis de ikke blev økonomisk belastet i processen.