FIV, Alm.del - 2012-13 - Bilag 223: Hvidbog fra Forskningspolitisk Årsmøde 2013 - tema: Faglig excellence ved masseuniversiteter

ForordTraditionen tro holdt Videnskabernes Selskabs også i 2013 etforskningspolitisk årsmøde, hvor en række aktører i denforskningspolitiske debat gjorde os den glæde at bidrage tildrøftelser af årets tema:Faglig excellence ved masseuniversiteter.Selskabets Forskningspolitiske Udvalg havde valgt dette tema,fordi det i disse år er en af de helt store udfordringer for dedanske universiteter. Spørgsmålet er, hvordan vi løser denindbyggede modsigelse mellem at ville levere forskning iverdensklasse og at uddanne forskere i verdensklasse, samtidigmed at vi gerne vil uddanne en stadig større andel af de unge påuniversiteterne. Alle skal ikke være forskere, men alle skaluddannes på en måde, der forløser deres talenter frugtbart, til enpris skatteyderne har råd til at betale.Det er oplagt for Danmark at sætte sig i spidsen for dennediskussion, der er relevant også i mange andre lande. Danmarkhar en historisk tradition for en uddannelsespolitik, der ønskerat give stadig flere lejlighed til at udvikle deres evner mest muligtuden hensyn til køn, økonomi, social og kulturel baggrund.Generationerne før os har med dette for øje gjort Danmarkmeget større på det forskningsmæssige verdenskort, endbefolkningens størrelse giver anledning til at forvente. Samtidighar universitetsuddannelser til andre sektorer ydet et solidtbidrag til Danmarks økonomiske grundlag.Hvordan bidrager vores generations forskere, undervisere ogadministrative medarbejdere bedst til at fortsætte denneambitiøse kurs, så universiteterne i endnu højere grad kan leverefaglig excellence i forskningen og i undervisningen såvel af dem,der går efter en ph.d.-grad, som af dem, der kan bruge enbachelor- eller kandidatgrad som udgangspunkt for et arbejdslivandre steder i samfundet?1

Med dette spørgsmål for øje, havde Forskningspolitisk Udvalgbedt uddannelsesministeren samt en række uden- ogindenlandske oplægsholdere om at forholde sig til årets tema.Hvidbogen 2013 bringer hermed disse oplæg som inspiration tilen forsat debat, der forhåbentlig vil sætte sig spor i det viderearbejde med at udvikle de danske universiteter. Vi takkerforedragsholderne for inspirerende oplæg og for deres bidrag tildenne hvidbog.Kirsten HastrupPræsident, Videnskabernes SelskabSøren NielsenFormand, FPU

Indholdsfortegnelse1) Why It Matters Who LeadsResearch UniversitiesAmanda Goodall ................................................................................ 42) Fostering breakthrough research:A comparative studyGunnar Öquist.................................................................................... 133) Masseuniversiteter med høj kvalitet –ikke et valg mellem Humboldt og humbugUddannelsesminister Morten Østergaard .................................... 204) Uddannelse, forskning og innovationsom katalysator for det 21. århundredesinnovationssamfundFlemming Besenbacher og Peter Thostrup .................................. 285) Elite for alles skyldThomas Poulsen, Rubina Raja og Jacob Sherson ......................456) Uddannelseskvalitet, masseuniversiteterog samfundsøkonomiNiels Kærgård .................................................................................. 50Bilag 1:Programmet for Forskningspolitisk Årsmøde 2013Bilag 2:Forskningspolitisk Udvalg i Videnskabernes Selskab

By Dr. Amanda H Goodall, Cass Business School,LondonDenmark’s research output has risen dramatically over the last20 years -- impressively so. If Denmark wants to maintain itsposition, and continue to produce outstanding innovativeresearch, then it should ensure it has some of its best academicsin charge of research universities, research institutes andfunding bodies.That the top European research universities underperformwhen compared to their American counterparts is well known.Most of the arguments suggest the need for improvedgovernance, in particular that governments should giveuniversities greater autonomy to manage their own affairs.Leadership is an important part of governance, and againEurope lags. US universities choose different types of leaders;indeed, as I will argue, the achievement of America’s topinstitutions today may be explained partially by the legacy ofoutstanding scholars who have led them.Leadership, the top universities and economic spill-oversUS institutions house the most Nobel Prizes-winners. Figure 1shows how far the US has overtaken Europe over the last fewdecades. A further difference between the US and Europe isthat many of America’s great universities are also led by some oftheir best researchers.But let’s just focus on one US State – California. IndeedCalifornia, with a population of 36 million, is home to anumber of great universities; it is also home to Silicon Valleywhere many of the world's largest technology corporations andthousands of small startups are located.That these twocommunities are co-located is no coincidence. Silicon Valleywas essentially a spill-over from Stanford and Berkeley.4

Many of California’s universities have been led by some of themost distinguished scholars in the world. David Baltimore, whowas President of California Institute of Technology is also aNobel laureate, as is J. Michael Bishop, Chancellor Emeritus ofUniversity of California, San Francisco. John Hennessy, wholeads Stanford, is a prominent computer scientist; RobertBirgeneau, a Canadian who is chancellor of Berkeley, is a topphysicist. At the University of California (UC), San Diego, theirmost recent Chancellor Marye Anne Fox is an eminent chemist,and at UC Irvine, the renowned atmospheric scientist RalphCicerone was Chancellor until he left his position in 2005 tohead the National Academy of Sciences.Putting a distinguished scholar in charge of a researchUniversity has a profound effect on its performance.Using the Shanghai Jiao Tong global league table, the bardiagram in Figure 2 shows the average lifetime citations (theresearch quality normalized for discipline) of each president bythe position of their university in the ranking.The 100universities are grouped into quintiles (the ‘1-20’ group refers tothe top of the SJTU table and 1 equals Harvard). As can beseen there is a clear monotonic decline – the higher theuniversity is placed in the global ranking, the higher are thelifetime citations of its leader (Goodall 2006 & 9b). In otherwords, better universities appear to hire better scholars to leadthem.Can the correlation be explained simply by assortative matchingor reverse causality? For example, Harvard and Stanfordbecome great and then it is possible to attract and affordpresidents who are outstanding scholars. The longitudinal partof my research suggests not (Goodall 2009 a&b). In it I followa group of fifty-five UK research universities in three ResearchAssessment Exercises (RAEs). (The RAE is run by the Britishgovernment. It uses peer review to assess each university’sresearch output and then allocates funding according to qualityand quantity.) Using regression equations and controlling forconfounding variables such as size of institution, the results5

show that those universities led, a number of years earlier, bygood scholars go on to perform better in the RAE. Figure 3presents the results in a simple cross-sectional bar diagram thatcorrelates universities later performance in the RAE with vicechancellors’ lifetime citations -- normalized for discipline --some years earlier. The focus here is on the leaders of thoseuniversities that made the greatest gains, and the smallest gains,in the RAE between 1992 and 2001.The universities thatimproved the most were overwhelmingly led by betterresearchers.Why might top scholars improve the performance ofresearch universities?Autonomy has been mentioned in the literature as being anecessary requirement for the success of universities. Thisincludes financial autonomy, the freedom to set market salaries,and to hire or fire staff. Managerialism, that has becomeubiquitous in many countries, works counter to the principle ofautonomy. Implicit in much government policy are theunproven assumptions that experts, such as academics anddoctors, either cannot manage or are somehow inferior toprofessional managers. My research suggests that this positionis flawed.In qualitative interviews with heads of UK and US universities(see Figure 4), the issue of autonomy was raised. Many saidthat leaders must have the power to select their own top teammembers, and to create their own decision-making bodies.Once again, practices differ each side of the Atlantic. In the USthese powers are common and it is going in a similar directionin the UK. But in mainland Europe, rectors’ actions are morelikely to be controlled by faculty committees and overlydemocratic processes.Why might top scholars improve university performance? Fourreasons emerged from the qualitative research with heads. First,a president (vice chancellor, rector, principal) who is adistinguished scholar will have a better understanding of the6

core business of a university, that of research and teaching.This is key to the idea (promoted in Goodall 2009) of ‘expertleadership’, that in organizations where the core business relieson expert knowledge -- for example, law and accounting firms,in R&D, management consultancies and architecture practices -- the leader mustfirstbe an outstanding expert in the relevantarea of business. This particularly challenges the ideas ofmanagerialism that would appear to promote management skillsabove expert knowledge. Arguably, top scholars, engineers orlawyers must also have management and leadership skills, andin my dataset of 400, almost all the leaders had progressedthrough managerial hierarchies in their institutions prior to thetop job.A second explanation raised by interviewees, one that againrelates to expert knowledge, is that a scholar-leader will likelydemand higher academic standards. Arguably, it is leaders whoshould set the standards in any organization. This message isarticulated by a dean in one of my interviews, “leaders are thefinal arbiters of quality. Therefore it is right to expect thestandard bearer to first bear the standard”. A number of UKVCs said that it was easier to encourage others to submit articlesto top journals for the Research Assessment Exercise if they haddone so themselves.Top scholars send out important signals to a number ofaudiences. That was the third explanation from interviewees.They signal a university’s priorities, act as a beacon when hiringother outstanding academics, and, they argued, are attractive tostudents and donors. Finally, it was suggested that scholars aremore credible leaders. A president who is a researcher will gaingreater respect from academic colleagues and appear morelegitimate. Legitimacy extends a leader’s power and influence.To concludeArguably all nations cannot excel at everything. There must bedifferentiation and this may be especially true for small nations.7

However, the principle of being the best at whatever it is shouldapply. The evidence I have briefly summarized here suggeststhat if you want Denmark to punch above its weight, make surethe best of your scholars are in charge of your top universities,research institutes and funding bodies. This will not be an easytask, because most will not want to take on these kinds of roles(whereas those who are less successful at research will!). Thismeans that the system will have to encourage researchers intomanagement roles. Three factors should be considered: first,incentives will have to be put in place, for example good salariesand facilities; second, appropriate management training that isdesigned for scientists will be required. Thirdly, scientists andresearchers will not cope well in systems that are overlymanagerial (i.e. lots of box ticking, processes, etc.). If you wantthe best people in the most important jobs, make it worth theirwhile.Finally, with universities and all research related activities,whether they be scientific discoveries or high tech startups, weneed to take the long-view. See these investments as part of along-term strategy.

John Heilbron, Former Vice Chancellor BerkeleyJeremy Knowles, Former Dean, HarvardPaul Nurse, President, Rockefeller UHenry Rosovsky, Former Dean, HarvardDavid Skorton, President, CornellLawrence Summers, President, HarvardShirley Tilghman*, President, PrincetonUK UNIVERSITIESGeorge Bain, Former Vice Chancellor, Queen’s U, BelfastGlynis Breakwell, Vice Chancellor, Bath UBob Burgess, Vice Chancellor, Leicester UYvonne Carter, Dean, Warwick Medical SchoolIvor Crewe Vice Chancellor, Essex UHoward Davies, Director, LSEAnthony Giddens, Former Director, LSEAlan Gilbert, President, Manchester UDavid Grant, Vice Chancellor, Cardiff UJohn Hood, Vice Chancellor, Oxford UAndrew Pettigrew, Dean, Bath School of ManagementRichard Sykes, Rector, ImperialEric Thomas, Vice Chancellor, BristolNigel Thrift, Vice Chancellor, Warwick UBill Wakeham, Vice Chancellor, Southampton U12

2) Fostering breakthrough research:A comparative studyBy Professor emeritus Gunnar Öquist, Department ofPlant Physiology, Umeå Plant Science Centre, UmeåUniversity, SwedenIntroductionIn the autumn of 2011, I and Professor Mats Benner, Professorof Science Policy at Lund University, were asked by the RoyalSwedish Academy of Sciences to make a study to elucidate whySwedish research of high impact was lagging behind research inDenmark, the Netherlands and Switzerland. The result of thestudy was published in December 2012 under the title“Fostering breakthrough research: A comparative study (1). Thebackground was a series of bibliometric studies (2) made by theSwedish Research Council, showing that Sweden had a fallingshare of high impact publications, while Denmark, theNetherlands and Switzerland appeared to be maintaining oreven increasing their share of highly cited publications.NordForsk, the Nordic funding agency, supported in abibliometric comparison of the Nordic countries theobservation outlined above (3). This presentation summarisesthe findings of the Academy Report “Fostering breakthroughresearch: A comparative study” (1).The Swedish Research Council agreed to update and extend thebibliometric report published in 2010 (2). Based on the journalsubject fields defined by the data base producer ThomsonReuther, Docent Staffan Karlsson, The Swedish ResearchCouncil, and Professor Olle Persson, Umeå University, did thebibliometric update comparing Sweden with Denmark, Finland,the Netherlands and Switzerland (4). The bibliometric analysisfocused on the ratio of highly cited publications defined as “top10%” publications, i.e. publications referred to higher than the90th citation percentile using a three-year citation window. Wealso established an Analysis Group composed of distinguished13

scientists nominated by the Science Academies of the countriesof comparison. Swedish scientists were added to the Group inorder to get the necessary breath of disciplinary expertise. TheDanish expert on the Analysis Group was Professor OleFejerskov, Aarhus University.Besides bibliometric data, we also collected published factualinformation about the research systems in the countries selectedfor comparison. We also visited the reference countries tointerview people in the ministries concerned and representativesof universities and research funders. To seek explanations to thecurrent situation we took a 20-year historic perspective,examining in particular policy decisions taken at governmentlevel and developments related to universities and fundingsystems.Main findingsToday, Sweden exceeds the world average for the 10% (top 10%)most highly cited publications by 15%, while the correspondingfigures for Denmark and the Netherlands are 35%, and forSwitzerland as high as 40% above world average. Finlandachieves 5% above world average (3). Furthermore, the categoryof young researchers performing among at the “top 10%”publication level is lower in Sweden than in Denmark, theNetherlands and Switzerland. The bibliometric studies alsoshow that the differences between countries cannot be explainedby the proportion of publications that are never cited, variationsin the balance among subjects with different publicationtraditions, different degrees of interdisciplinarity, differentdegrees of international collaboration or varying rates of selfcitation.The most salient differences that emerge when we compare thedevelopment of the Swedish research system with the moreoutstanding reference countries are:

While all universities have education and research incommon, the Swedish universities deviate from those ofthe more successful reference countries by giving equalemphasis to collaboration with the local community andthe business sector. This difference is underlined by thefact that Swedish universities contain a substantialelement of “sectorial research”, where relevance oftentakes preference over scientific quality. Such research isin the academically more successful countries largelydealt with in the national institute sector outside theuniversity system. The national policy that has emergedfor Swedish universities therefore appear to have aweaker focus on the quality level of groundbreakingresearch than what we find in universities in Denmark,and in the Netherlands and Switzerland in particular.In Sweden, external bodies provide just over 50% of theresearch funding, while in the more successful referencecountries most of the resources for research are at theuniversities’ own disposal, particularly so in theNetherlands and Switzerland. This high dependence onexternal funding at Swedish universities overshadowsresearch priorities by universities, and emphasis is oftenlaid on how to obtain funding rather than on whichresearch priorities to select. Furthermore, after the 1990smore and more emphasis has been on supporting largeenvironments, networks and strategic areas, while thebottom-up support to individuals has suffered.Denmark, the Netherlands and Switzerland also havemade substantial strategic investments but they have notdone so at the expense of grants to individuals, at leastnot to the same extent as in Sweden.More successful universities in the reference countrieshave developed systems for quality control as the basisfor distributing faculty resources. In Swedishuniversities, this control is not equally rigorous. In15

many cases faculty resources are in fact more or lessdistributed in relation to the universities’ capacity toattract external funding rather than being based on anindependent appraisal of academic quality.•The increasing dependence of external funding, butmost likely also due to the fact that Swedish universitiesmore and more have become conglomerates of activities(all “postgymnasial” education, and research covering abroad range of goals, are under the university umbrella),have changed the leadership of universities towardsadministration (management) rather than exercising agenuine academic authority at different levels. We donot see the same erosion of the academic leadership inthe more successful countries. Universities in thesecountries emphasise academic leadership, whoseprincipal function is to secure creative researchenvironments of high quality through competitive, ofteninternational, recruitment and by providing good careeropportunities for young scientists.An alarming shortcoming of Swedish research is theuniversities’ inability to provide good and clear careeropportunities for young researchers. Most academicsdepend for their career on fluctuating external fundingand this dependence is today also spreading amongsenior researchers with faculty positions. By contrast,universities in Switzerland and the Netherlands aredistinguished by having tenure-track positions withgood basic funding for young researcher. In addition,universities in the more successful reference countriesrefrain from allowing for external funding of salaries toresearchers with faculty positions, a development thattoday an increasing amount of Swedish facultiesencounter.

successful reference countries. This is apparently due to a rangeof reasons, virtually systemic in nature: policy decisions made atnational level; the way in which the funding system hasdeveloped; an insufficient focus on academic leadership; toolittle focus on steering priorities towards top academic qualityby international comparison. The heavy dependence on externalfunding from a range of sources is likely to have pushed in thisdirection. In Sweden today, universities are more or less actingas “research hotels” for scientists successful on the fundingmarket.Proposed measures to boost research qualityIn the Academy Report (1), we emphasise a number of keyfactors to foster academic excellence. These are:•Strong academic leadership at all levels with focus onestablishing creative research environments composedof scientists with complementary skills.Internationally competitive recruitment must be highon the leadership agenda.Provide good career opportunities for youngresearchers; establish a competitive tenure-track systemwith adequate basic funding.Emphasise mobility in recruitment in order tostrengthen creativity among individuals in a researchenvironment.Establish competitive funding systems with clearmissions and long-term perspectives.Find a balance between the bottom-up support ofindependent research by individuals or interactiveresearch environments and more top-down determinedstrategic research endeavours.17

Threats to the Danish Academic SystemBased on the report “Fostering breakthrough research: Acomparative study” (1) we recognize the strength based onacademic qualities in the Danish research system. However,there are some signs of warning to be noticed:A noticeable strong academic leadership must not becomehierarchical and bureaucratic; emphasise legitimacy byappointing academic leaders among the leading scholars at alllevels (rector, dean, department chair).There is a worrying increase of the number of researchersemployed outside the established career system as a result of theincreased funding during the last 10 years; strengthen and secureexcellence of research by establishing an internationallycompetitive tenure-track system.Although attempting, never embark on the model of fundingfaculty positions with external funding.Do not allow the ratio of university floor funding/externalfunding to fall below the ratio 3/2.Do not increase the number of (conflicting) goals in academicresearch; there is already an increased complexity after theinclusion of the research institute sector in the university systemand do not link research and innovation too closely in thenational research policy. Keep focus on the academic quality ofresearch and never allow scale and mission become competinggoals with scientific quality.18

Do not expand higher education in the mass university withoutthe supply of adequate resources; if intended, link an expansionof education to the establishment of a competitive tenure-tracksystem to secure a core of outstanding academics in teachingand research.References1.2.3.4.Fostering breakthrough research: A comparativestudy. Öquist, G. and Benner, M. The RoyalSwedish Academy of Sciences, Stockholm, 2012.Den svenska produktionen av högt citeradevetenskapliga publikationer. The SwedishResearch Council. Stockholm 2010.Comparing Research at Nordic UniversitiesUsing Bibliometric Indicators. NordForsk, Oslo,2011.The Swedish production of highly cited papers.Swedish Research Council, Stockholm, 2012.

3) Masseuniversiteter med høj kvalitet –ikke et valg mellem Humboldt og humbugAf Uddannelsesminister Morten Østergaard(Tale ved Forskningspolitisk Årsmøde 2013)Det talte ord gælder.Jeg vil gerne takke Videnskabernes Selskab for invitationen tildette spændende årsmøde. Det er ikke på grund af de mangemøder med kamplystne studerende om SU-reformen, at jeglægger ud med at rose værterne for dette arrangement.Jeg vil oprigtigt gerne kvittere Videnskabernes Selskab for valgetaf temaet til årsmødet - faglig excellence ved masseuniversiteter.For det er i den grad et aktuelt og relevant emne. Alene ordetmasseuniversitet indbyder til diskussion om begrebet kvalitet ogforståelsen af, hvad et universitet er, og hvilken rolle det skalspille i samfundet?Og den diskussion glæder jeg mig til. For I kender regeringensambitioner: Vi ønsker den dygtigste generation nogensinde. 60procent af hver ungdomsårgang skal gennemgå en videregåendeuddannelse. Og 25 procent skal gennemgå en lang videregåendeuddannelse. De mål indebærer masseuniversiteter. Men ogsåuniversiteter, som udgør rammen for en massiv og historiskstærk satsning på forskning.Et universitet i forandring.Nogle vil nok sige, at universitetet i dag ikke er, hvad det harværet. Mit svar er: det skal det heller ikke være!Universitetet er gået fra at være et sted for de få udvalgte – til etuniversitet for de mange. Udviklingen har for alvor taget fart desidste 50 år.

Op gennem 1950’erne og 60’erne blev antallet af studerende påuniversiteterne fordoblet hvert årti. Og antallet af studerende påuniversiteterne er i dag 10 gange større end i starten af 50’erne.I 1990 havde 11 procent af en ungdomsårgang udsigt til at få enlang videregående uddannelse. I dag er det 27 procent. Vi harfået masseuniversiteter. Og det er godt. Jeg vil personligt fejre, atmasseuniversitetet i den allermest positive betydning er enrealitet.For vi har brug for højtuddannede. Vi har brug for mere ogbedre uddannelse. Vi har brug for, at universitetet åbner sigmod verdenen.Universitetets rolle ændrer sig i takt med, at Danmark, Europaog resten af verden i stigende grad efterspørger ny viden og højtkvalificerede medarbejdere. Viden, uddannelse og innovation erdet 21. århundredes vigtigste konkurrenceparameter.Og de tidligere smalle karriereveje for kandidater frauniversiteterne er blevet til store hovedveje. Universiteterneuddanner til et bredt arbejdsmarked. Tag bare humaniora. Fratidligere primært at være beskæftiget i undervisnings- ogformidlingsfunktioner er omkring 40 procent af de humanistiskekandidater i dag ansat i den private sektor. Og hvor det for 30 årsiden blot var 3,5 procent af humanisterne, som varbeskæftigede i eksporterhvervene, er det nu knap hver femtehumanist.Fra Humboldt til humbug.Men hvad med det klassiske universitets dyder? Fordybelsen,fagligheden, excellence og den forskningsbaserede undervisning.Forsvinder de dyder som dug for solen med masseuniversitetetsfremvækst? Er masseuniversitet lig med discountuniversiteter ogpølsefabrikker? Er vi ved at gå fra Humboldt til humbug? Nej.På ingen måde.21

Universitetet i dag skal kunne rumme både: Dybde og bredde.Dannelse og konkrete kompetencer. Fordybelse ogerhvervsrettethed. Og både fortid og nutid.For universitetet har altid haft to ben at stå på og gå med: Detklassiske og det moderne. Universitetet skal ikke hænge fast ifortidens roller. Men universitetet skal heller ikke give afkald påden stærke kulturtradition, som det er rundet af.Vilkårene for fordybelse, faglig excellence og videreudvikling afde gode traditioner for det klassiske, dannelsesorienteredeuniversitet skal forsvares og bevares. Og de skal forbedres,samtidig med at vi overgår til masseuniversiteter. For aftagerneaf universitetets kandidater efterspørger en mangfoldighed afkompetencer af høj kvalitet. Det er universiteterne nødt til atindrette sig på.Hvor for eksempel en uddannet biolog typisk tidligere entenblev gymnasielærer eller forsker på universitetet, er der nu budefter dem i kommunernes miljøforvaltninger og ilægemiddelbranchen. Og over halvdelen af biologerne bliver idag ansat i private virksomheder.Det moderne universitet skal kunne favne at uddannestuderende til et bredt arbejdsmarked. Og det må ikke ske påbekostning af kvaliteten og fagligheden. Det klassiske og detmoderne ben må og skal følges ad.Øget optag og høj kvalitet.Regeringens uddannelsesmålsætninger er ambitiøse. Og jeg ved,at der er nogle, der umiddelbart vil sætte lighedstegn mellemhøjt optag og dårlig kvalitet. Jeg erkender, at der er udfordringer.Og at der ligger en stor opgave forude. Men jeg anerkender ikkeregnestykket og lighedstegnet. For det første finansiererregeringen det øgede optag af studerende krone for krone.Finansloven 2013 giver universiteterne de bedste forudsætningerfor langsigtet planlægning og øget kvalitet i undervisningen.22

I finansloven for 2013 sikrede vi et højt bevillingsniveau tilforskning, innovation og videregående uddannelser. Detsamlede offentlige forskningsbudget i 2013 udgør 20,3 mia.kroner svarende til 1,09 procent af BNP. Det har aldrig værethøjere i korner og øre, og det har aldrig udgjort en større andelaf BNP.Finansloven 2013 indebærer ligeledes:•flerårlig budgetsikkerhed•fortsættelse af taxameterløftet, og•fuld finansiering af 60 procents-målsætningen.Som en betingelse har vi stillet et krav om langt meregennemsigtighed og dokumentation for den kvalitet, som danskeuniversiteter skal være garanter for.Hverken det, at universitetet skal kunne rumme flere, eller atuniversitetets rolle ændrer sig over tid, betyder, at man skal gåpå kompromis med kvaliteten. Tværtimod skal kvaliteten hæves.Regeringen har, siden den tiltrådte, haft særligt fokus på såvelomfanget som kvaliteten af undervisningen på de danskeuniversiteter. Undersøgelsen fra Rigsrevisionen sidste år sattefokus på problemet. Og kritikken var hård.En række uddannelser er udfordrede, når det gælderforskningsbaseret undervisning og timetal. Når universiteter ikkeved, hvor mange timer de studerende får, og hvordanforskerdækningen er på deres uddannelser, så synes kvalitet ikkeat have været tilstrækkelig i fokus. Heller ikke fra politisk hold.Det er den nu.Derfor fylder kvalitet i uddannelserne på universiteterne godt ide nye udviklingskontrakter. Universiteterne har forpligtet sig tilat hæve kvaliteten i undervisningen ved hjælp af en rækkeredskaber. I tråd med regeringens ønske om mere frihed haruniversiteterne fået mulighed for at komme med deres egneforslag til, hvordan de lokalt vil arbejde for at nå målene.23

Den nye tilgang til udviklingskontrakterne er udtryk for, at jegtror på, at de folk, der sidder med udfordringerne ude påuniversiteterne, kan finde de bedste løsninger. Vi har brug fordynamiske universiteter i konstant udvikling, og det fremelskerman ikke med stram styring. Men ved frihed og tillid.Lige nu er der desuden et lovforslag i udvalgsbehandling om etnytakkrediteringssystemfordevideregåendeuddannelsesinstitutioner. Det centrale formål med forslaget er atstyrke uddannelsernes kvalitet.Som bekendt går vi fra akkreditering af uddannelserne tilinstitutionsakkreditering. Det betyder mindre bureaukrati. Detbetyder også skærpede krav til den enkelte institutions løbendeog systematiske arbejde med uddannelsernes kvalitet ogrelevans. Ambitionen er, at det bliver et nyttigt kvalitetsredskab.Derudover har jeg lagt op til en øget frihed i optagelsessystemet.I dag har vi et noget enøjet system. I et internationalt perspektivskiller Danmark sig ud ved så mekanisk og i så udbredt grad atbenytte eksamensgennemsnittet som det eneste afgørendekriterium for optagelse til videregående uddannelser.Der er få undtagelser. Men vi er kommet ind i en vanetænkning,hvor vi tager det for givet, at for eksempel journalisthøjskolen ogdesignskolen benytter optagelsesprøver til at udvælge deresstuderende - mens kommende læger eller jurister udvælges udfra karaktergennemsnit. Men kan fx de mest egnede ogmotiverede psykologistuderende altid udvælges på baggrund afkarakterer?Jeg tror, at det er klogt, at vi bevæger os ud over en så mekaniskbrug af karaktergennemsnit som eneste afgørende faktor. Og atvi i højere grad ser på, hvilken optagelsesprocedure der passer tilden enkelte uddannelse.24

Det betyder ikke, at jeg mener, at samtlige 80.000 ansøgere til devideregående uddannelser fremover nødvendigvis skal gennemgåen optagelsesprøve. Men institutionerne skal kunne begrunde,hvorfor de benytter den optagelsesprocedure, de gør. Dethandler grundlæggende om, at vi skal have et optagelsessystem,der kan sikre det bedste match og finde de mest egnedestuderende til hver uddannelse.Der skal skabes en talentkultur.Vi skal ikke glemme de mest ambitiøse studerende.Universiteterne skal skærpe fokus på at udvikle talenter i enlangt bredere forstand end de seneste års eliteinitiativer. Der skalskabes en talentkultur, hvor dygtige og motiverede studerendeskal have de bedste muligheder for at udfolde deres særligepotentiale. Universiteterne skal stadig have fokus på atrekruttere de dygtigste til ph.d.-forløb. Men der skal gøres merefor at sikre særlige udfordringer igennem hele uddannelsen. Ogfor at sikre mere målrettede tiltag for de ambitiøse studerede,der ikke nødvendigvis stiler mod en forskerkarriere.Der skal åbnes for, at studerende, som hurtigt kan gennemførede obligatoriske dele af deres uddannelse, kan tage ekstra fag,praktikforløb og eksaminer inden for den normerede studietid.De særligt dygtige skal have en udmærkelseskategori påeksamensbeviset. Og universiteterne skal have mulighed for atanvende karaktergennemsnit eller optagelsessamtaler somudvælgelseskriterium ved studerendes adgang til valgfag ellersærlige talentforløb, selvom der er færre ansøgere end pladser.Frikøb skal være undtagelsen.De studerende skal have undervisning af høj kvalitet. Højkvalitet indebærer, at de kurser, der udbydes, er undervist af deforskere på instituttet, der er bedst egnet til at undervise i depågældende fag. De studerende skal møde de dygtigste forskere iundervisningen – også når de starter på 1. semester.

Jeg er bange for, at en del førsteårsstuderende i dag lidt har detmed forskningsbaseret undervisning som med forekomsten afulve i Jylland. Man hører rigtig meget om det. Men det er yderstsjældent, at man oplever det på tæt hold.Danske studerende skal undervises af forskere og ikke kun afdeltidsansatte timelærere på daglejervilkår, som det ofte ertilfældet i dag. Og jeg synes, at det er på tide, at der gøres opmed traditionen om, at mange universitetsinstitutter frikøberforskere fra forpligtelsen til at undervise, så de i stedet fuldt udkan hellige sig forskningen. Det er en uskik.Alle forskere skal bidrage til at løfte kvaliteten ved at deltage iundervisningen. Det gør en forskel, at de studerende møderengagerede og specialiserede forskere. Det gør en forskel, at destuderende møder forskere, som formidler en viden, de selv hargravet frem. Det gør en forskel i forhold til, når det erundervisere, der bare har læst, hvad andre har skrevet. Og det ervigtigt at understrege, at kvalitetsløftet går begge veje. Forundervisningen og dialogen med de studerende befrugter ogsåforskningen.På for eksempel amerikanske universiteter er der tradition for,at selv topforskerne underviser igennem hele deres karriere forat sikre, at undervisningen er forskningsbaseret og af høj kvalitet.Den direkte kobling mellem forskning og uddannelse kunne vigodt bruge mere af.Universitetets rolle i samfundet.Debatten om universitetets selvforståelse og rolle i samfundet ermeget vigtig. I mine øjne betyder hverken det, at universitetetskal kunne rumme flere, eller at universitetet skal åbne sig modsamfundet - at man skal gå på kompromis med kvaliteten.Jeg mener, at det er udtryk for en forældet tankegang atitalesætte en konflikt mellem det moderne og det klassiske,mellem kompetencer og dannelse, mellem erhvervsrettethed ogfordybelse. Det er ikke et valg mellem Humboldt og humbug.26

Når hver fjerde passerer gennem et universitet, er det på tide, atalle parter gør op med vaner og faste forestillinger.Og jeg vil insistere på at interessere mig for:•at de studerende får undervisning af høj kvalitet,•at forskerne stiller sig selv og deres viden til rådighed foroffentligheden,•og at unge kommer ud med viden og kundskaber, derkan bruges i erhvervslivet eller i samfundet i en bredereforstand.Grundlæggende skal flere have en uddannelse. Uddannelsefrisætter mennesker. Det giver dem flere muligheder i livet ogøger vores velstand.

4) Uddannelse, forskning og innovation somkatalysator for det 21. århundredesinnovationssamfund1Af professor Flemming Besenbacher, Carlsbergfondet ogInterdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), AarhusUniversitet ogVicecenterleder Peter Thostrup, InterdisciplinaryNanoscience Center (iNANO), Aarhus UniversitetHvordan ser verdenen ud? Uddannelse, forskning oginnovationDenne artikel fokuserer primært på, hvorfor det er vigtigt forsamfundet at investere i uddannelse, forskning og innovation, oghvorfor sådanne investeringer er med til at fremtidssikre detdanske velfærdssamfund. Vi vil pege på, hvor der efter voropfattelse er plads til forbedring mht. til den danske indsatsinden for disse tre vigtige områder. En væsentlig grund til engentænkning af den danske indsats er, at vi lever i en stedsemere globaliseret verden med fri bevægelighed af produkter,viden og ansatte (talenter), ligesom vi er vidne til, atverdensordenen økonomisk, finansielt, politisk, teknologisk ogkulturelt ændrer sig med meget stor hastighed: We live in an erawhere new is normal, where everything is possible and wherenothing is certain.Danmarks og Europas udfordringer.Europa og Danmark konfronteres i dag med en række megetstore samfundsmæssige udfordringer: Høj gæld, lav vækst, tab afDette bidrag er dedikeret til professor Niels Kærgård i anledning afhans 70-års fødselsdag. Det har været en stor fornøjelse for FB atvekselvirke med Niels i Carlsbergfondets bestyrelse, i Carlsberg A/S’bestyrelse, og i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab(KDVS).1

arbejdspladser, tab af konkurrenceevne, høj arbejdsløshed, samtmangel på politisk lederskab til at få gennemført debeslutninger, der fremtidssikrer industriens konkurrenceevne,velfærdssamfundet og sammenhængskraften i samfundet. Der eri Europa tendenser til social uro, politisk ustabilitet og til atbefolkningerne søger mod de politiske yderfløje. Det ertilsyneladende meget vanskeligt at få vedtaget de brede politiskeforlig, der ud fra samfundsøkonomiske betragtninger er derigtige for Europa og Danmark i et langsigtet perspektiv.Den demografiske udvikling resulterer i en hastigt aldrendebefolkning, og i Danmark har vi nået en situation, hvor 50 % afbefolkningen er offentligt ansatte eller på offentlig forsørgelse.Man må derfor aldrig glemme, at forudsætningen for atopretholde det danske velfærdssystem med de velfærdsgoder,som alle efterspørger, er, at vi har et konkurrencedygtigterhvervsliv, der kan sikre arbejdspladser og indtjening tilDanmark i en globaliseret verden. En af de vigtigsteforudsætninger herfor er adgang til viden og veluddannede,visionære og innovative unge talenter, der kan medvirke til atgenerere nye ideer, produkter, og teknologier i danskevirksomheder: "A society’s competitive advange will come notfrom how well its schools teach the multiplication and periodictables, but from how well they stimulate imagination andcreativity" (Albert Einstein).Parallelt med den verserende finansielle og politiske krisekonfronteres vi i det 21. århundrede med en lang række storeglobale udfordringer, Grand Challenges, såsom rent drikkevand,miljøproblemer, klimaændringer, bæredygtig energiforsyning,økonomisk overkommelig sundhedspleje og tilstrækkeligefødevarer til at brødføde en voksende befolkning, der i 2050 vilvære vokset fra de nuværende syv til omkring ti milliarder.Hverken de nuværende politiske og finansielle problemer ellerdisse Grand Challenges løses af de personer og institutioner, dergennem egoistisk grådighed har et stort ansvar for denøkonomiske og finansielle krise, verden er havnet i. Investering iuddannelse, forskning og innovation vil både medvirke til at29

genskabe vækst i samfundet - og dermed forhåbentlig løse denuværende gælds-, job- og konkurrenceproblemer - og samtidigi tide sikre en langsigtet løsning på Grand Challenges, inden deleder til internationale katastrofer af hidtil uset format, og allediskussionerne om velfærdsydelser bliver til et»nanoproblem«på en relativ målestok.Uddannelse: Fra elite til masseVi fokuserer på uddannelse først, for man skal stedse huske på,at universiteternes fornemste opgave er at uddanne den næstegeneration af talenter til fremtidens arbejdsmarked.Videnoverførsel fra universiteterne til samfundet sker primærtgennem dygtige bachelorer, kandidater og ph.d.er.Over de sidste 70 år har vi bevæget os fra et eliteuniversitet, hvorganske få procent af en årgang fik en længere videregåendeuddannelse, til i dag, hvor målet fra Uddannelsesministeriet er,at 60 % af en ungdomsårgang skal have en videregåendeuddannelse, heraf 25 % en universitetsuddannelse. Dette harresulteret i en strømlining af mange uddannelser, så flere kanpassere hurtigt igennem på normeret tid.Overgangen til masseuniversitet bringer dog med sig et akutbehov for at indtænke en tidligere niveaudeling, så den til alletider eksisterende elite af en given årgang bliver udfordret langtmere, end det sker i dag, specielt på bachelor- ogkandidatuddannelserne. Inden for sportsverdenen er vi villige tiltidligt i karrieren at udvælge dem, der har talent, og som yder enekstra træningsindsats, til et elitespor, så de bliver yderligereudfordret i konkurrence med andre, der er lige så dygtige somdem selv, og de får de bedste trænere, så de kan nå deninternationale top og vinde guld.Vi bliver nødt til at gøre det samme inden foruddannelsessektoren, at differentiere undervisningen og træneog udfordre dem, der har talentet og lysten, langt meremålrettet, end vi gør i dag, idet det danske uddannelsessystem ilangt højere grad skal ses og måles i en international kontekst.30

Denne proces må starte allerede i folkeskolen, men primært tagefart i gymnasiet og på universiteterne.Niveaudeling er ikke et spørgsmål om at prioritere én gruppe ognedprioritere en anden. En niveaudeling vil gør det muligt atudfordre eliten, som måske bliver fremtidens topforskere, langtmere langt tidligere. Det er kun et fåtal af de ph.d.-studerende,som skal være universitetsforskere, langt de fleste skal ud i detdanske samfund, for eksempel ansættes i forsknings- ogudviklingsafdelinger i dansk erhvervsliv, og det kan være enfordel at øge erhvervsparatheden for disse ph.d.-studerende ogfor kandidater allerede på universitetet, f.eks. gennempraktikophold under uddannelsen. Endelig vil det være enfordel for et flertal af kandidaterne, at de følger et knap så højtteoretisk abstrakt niveau, mod til gengæld at følge et kursus,hvor deres forståelse og den praktiske anvendelighed af kurset erstørre, og hvor de samtidig får kredit (European Credit Transferand Accumulation System (ECTS) point) for at følge kurser, derøger deres erhvervsegnethed. Der er i dag en lidt for stortendens til, at alle uddannes til at skulle være forskere, som detvar tilfældet i det gamle eliteuniversitet, men det gælder ikke idagens masseuniversitet. Så det vil være en fordel både foreliten, der stræber efter at blive internationale topforskere, og fordem, der ønsker et inspirerende job andetsteds, at indføreniveaudeling og dermed et mere fleksibelt uddannelsessystem påuniversiteterne.Vi skal stræbe efter at udvikle en dansk model, hvor kreativitetog interdisciplinaritet tænkes sammen med styrkelse af fagligekernekompetencer. Vi skal hurtigt væk fra den lidt tilbagelænededanske holdning om, at»det,ikke alle kan lære, må ingen lære«,og vi skal væk fra holdningen, at ingen må følge flere kurser, endhvad der svarer til 60 ECTS-point på et år. Hvorfor skal de, derkan og vil løbe hurtigere og lære mere, bremses i Danmark?Med et frit flow af viden og talenter ansætter danskevirksomheder kun danske kandidater, hvis de er mindst lige såkompetente som kandidater fra f. eks. Kina, Indien, Tysklandog Frankrig. Vi uddanner i Danmark mange talentfulde unge,31

men senest har man kunnet konstatere, at danske talenter ofteer relativt»gamle«,inden de bliver færdige med deresuddannelse, og vi har set, hvordan danske kandidater ikke kankonkurrere sig til job i EU, fordi de ikke er dygtige nok.Undgå for tidlig specialiseringDet faktum, at vi uddanner til fremtidens arbejdsmarked, harogså konsekvenser for, hvordan uddannelsessystemet børindrettes. Det har til alle tider været vanskeligt at forudsige,præcis hvor mange fx læger, ingeniører eller folkeskolelærere dervil være brug for på det tidspunkt, hvor de studerende færdiggørderes uddannelse, men det bliver kun endnu vanskeligere ifremtidensinternationale,komplekseogdynamiskearbejdsmarked. Med andre ord, vi skal målrettet fremtidssikredanske uddannelser og sikre, at de er internationaltkonkurrencedygtige.Vi ser derfor med stor bekymring på en florerende tendens,hvor universiteterne udbyder flere og flere ofte mere og merespecialiserede uddannelser præget af tidens trend. Øgetspecialisering er slet ikke vejen frem, når vi reelt ikke ved, hvilkespecifikke kompetencer der er brug for om 10-20 år. Der er istedet brug for uddannelser, der i langt højere grad giver destuderende generiske faglige kompetencer. Dette vil sikre destuderende en langt bedre basis og gøre det lettere hurtigt atsætte sig ind i nye mere specialiserede områder senere i deresaktive arbejdsliv. Med undtagelse af nogle få professionsrettendeuddannelser (f. eks. lægeuddannelserne) er der i modsætning tilfor 50 år siden i fremtiden lille sandsynlighed for at få et job, derer direkte relateret til det emne, man har specialiseret sigindenfor i forbindelse med kandidatstudie og speciale.Et sidste vægtigt argument for, at det er en stor fejl, nårfagimperialister påtvinger de studerende en for ensidig og fortidlig specialisering, er, at mange job i samfundet/industrien ogde mange globale samfundsudfordringer kun kan tackles med enmere tværfaglig tilgang. Vi har i fremtiden i langt højere gradbrug for kandidater med brede faglige generiske kompetencer –32

unge mennesker, der kan tænke og agere på tværs af snævrefagsøjler og indgå i interdisciplinære samarbejder.Et helt konkret bud er, at bacheloruddannelserne i alt væsentligtskal eksponere studenten til grundlæggende fag, der udfordrerog bringer hende eller ham op på et højere abstraktionsniveau.Det betyder f.eks. træning i tekniske færdigheder, analytisktankegang og systematik, samt indføring i videnskabelig metode.For grundlæggende tekniske færdigheder gælder også, at de erlangt vanskeligere at tillære sig, når man er blevet»ældre«og erkommet ud af uddannelsessystemet, idet det kræver en længereforløb, som man typisk ikke kan håndtere på en dynamiskarbejdsplads.Et bachelorstudium i økonomi må nødvendigvis indeholdebetydelige dele matematik, statistik og sprog, et lægestudium månødvendigvis indeholde betydelig faglig forståelse afmolekylærbiologi, biokemi og biofysik, mens ethvert ingeniør-og naturvidenskabeligt studium må indeholde ca. et årsgrundlæggende undervisning i matematik og statistik og en bredforståelse for centrale emner inden for it, fysik, kemi og biologi.Dette betyder, at man burde overveje at definere faglige»kanon-kompetencer« inden for humaniora, samfundsvidenskab,naturvidenskab og sundhedsvidenskab og derved sikre, at ingenuniversiteter går på kompromis og hopper over, hvor gærdet erlavest, blot for at tækkes de studerende; de selvsammestuderende vil blive taberne derved.Et kandidatstudie skal selvfølgelig også inkludere fagligfordybelse inden for et snævrere emne, men pointen er, at manbør vente med specialisering netop til kandidatstudiet, når manhar opbygget grundige kernekompetencer på bachelorstudiet.Fokusering af uddannelsesudbuddetI et lille land som Danmark er det ressourcespild for samfundetog ofte»bondefangeri«af de studerende, når ethvert universitetmed kortsigtet STudenterÅrsværk- (STÅ)-profit for øjetilsyneladende mener at have ret til at udbyde utallige33

uddannelser – også dem, hvor universitet ikke har dentilstrækkelig kritiske masse og den fagligt kompetente lærerstab.Mekanismerne, der burde kunne sikre en fokusering af (dvs.lukning af underkritiske) fag, eksisterer faktisk allerede i dag iform af Akkrediteringsrådet og det fællesuniversitære organDanske Universiteter. Akkrediteringsrådet har endoglovhjemmel til at lukke både for højt specialiserede ogunderkritiske uddannelser, men bruger denne mulighed alt forsjældent. Danske Universiteter (rektorkollegiet) udtaler sig medstor vægt om universitetspolitiske emner, men den indbyrdestillid, der skulle sikre en effektiv arbejdsdeling universiteterneimellem, findes åbenbart ikke p.t. rektorerne imellem.En international evaluering ville med stor sandsynlighedpåpege, at man på visse universiteter kun skulle kunne uddannede studerende til bachelorniveau, og at de studerende derefterburde flytte til et andet dansk universitet, der har dentilstrækkelige faglige kompetence til at sikre internationaltkonkurrencedygtige kandidat- og ph.d.-uddannelser. Dette erfaktisk normen i fx Nordamerika, og med Danmarks isammenligning meget ringe størrelse er der intet i vejen for, atdanske studerende kan gøre det samme.Tiden er også kommet til at revurdere akkrediteringssystemet idet danske uddannelsessystem. Dels er selve processen med atfå akkrediteret en ny uddannelse helt urimelig bureaukratisk ogkompliceret, dels har Akkrediteringsrådet ikke tilstrækkeligtbrede fagligt skuldre til at turde sige nej til nye specialiseredeuddannelser. Universiteterne burde i virkeligheden selvkvalitetssikre deres uddannelser, men STÅ-kassetænkningenviser, at dette p.t. ikke virker efter hensigten.En betingelse for at kunne bringe kandidater og ph.d.er op på etinternationalt konkurrencedygtigt niveau er universiteternessærkende, den forskningsbaserede undervisning. Dens vigtigsteraison d’être er forskernes evne til at bibringe undervisningenaktuelle perspektiver og eksempler fra egen og andres nyesteinternationale forskning. Under speciale- og ph.d.-studium skal34

den studerende have muligheden for at operere på grænsen afvores nuværende forståelse og være med til at skabe ny viden.Dette er ikke blot uhyre motiverende, men også udfordrende ogudviklende i en grad, så kandidaten løftes til et helt andetniveau, end hvis vedkommende blot medvirker til atreproducere kendt viden.Sammenhæng i uddannelsessystemetI dag tales der meget om at sikre sammenhængen i det danskeuddannelsessystem og om, at man bør stræbe efter at fjernebarrierermellembachelor-uddannelserpåprofessionshøjskolerne, der i dag er omdøbt til»UniversityColleges«, og universiteterne. Tankegangen er fornuftig ud fra etsamfundsøkonomisk og ressourcemæssigt synspunkt, men det ervigtigt at fastholde den erhvervsrettede, mere praktiske vinkel påprofessionshøjskolerne. Som konsekvens heraf skal man hellerikke gøre sig illusioner om, at man kan gå direkte fra enbachelorgrad på en professionshøjskole til et kandidatstudie påuniversitetet eller vice versa.Løsningen på problemet kunne være at et udbud afsuppleringskurser på begge typer institutioner, der kan bringe destuderende på niveau og lette overgangen mellem uddannelser.Man kan kun komme ind på kandidatuddannelserne påuniversiteterne, hvis man har erhvervet de nødvendigekernefagligheder (jf. ovenfor), omvendt er nogle ungefejlplacerede på universiteterne og ville være langt bedre tjentmed en mere praktisk orienteret uddannelse; specielt skal manikke undervurdere betydningen af det meget høje niveau blandtuddannede håndværkere i danske produktionsvirksomheder.God og dårlig forskningForskning er en nøglefaktor for frembringelse og nyttiggørelse afviden, og den er af afgørende betydning for et dynamiskerhvervsliv, der er på forkant med den internationale udvikling.Forskning er grundlaget for teknologisk fornyelse, øgetbeskæftigelse, et bedre miljø og forbedret sundhed.35

Forskersamfundet konfronteres i dag med strengere krav fraspecielt offentlige bevillingsgivere om at»leverevaren«, hvilketmeget forenklet er blevet formuleret med det misforståedeslogan»fraforskning til faktura«. Denne konkrete manifestationaf et stigende pres fra samfund og politikere går ofte underbetegnelsen»strategiskforskning«, en term, der signalerer depolitiske bevillingsgiveres mistillid til, at forskere af egen kraftvælger at forske i de emner, der kan medvirke til at løsesamfundets mange udfordringer.Ofte skelnes der i visse kredse på en meget rigid måde mellemfri grundforskning og strategisk forskning, men dette giver forden enkelte forsker ofte ingen mening. Det er ikke et enten-eller,men et både-og, og der er talrige eksempler på, at afstandenmellem basal grundforskning og strategisk/anvendt forskning erganske kort. Et konkret eksempel fra historien er Pasteur,grundlæggeren af moderne mikrobiologi, som samtidig ydedebidrag til vinproduktion og ølbrygning med introduktionen afden varmebehandling, der i dag bærer hans navn. Der findesaltså kun to kategorier af forskning: god og dårlig forskning.Et af de mest afgørende gennembrud de seneste 20 år i denoffentlige finansiering af dansk forskning er oprettelsen afDanmarks Grundforskningsfond (DG) i 1991. Man fik her enfond med en selvstændig bestyrelse, der kan bevilge storelængerevarende bevillinger på op til 10 (5+5) år. Betydningen afdisse»centersof excellence« kan ikke overvurderes, idet de harbevirket, at nogle af Danmarks bedste forskere er blevet fastholdti Danmark og har fået mulighed for i meget frie rammer atudfolde deres potentiale. Samtidig har disse DG-centre værefødekanal for næste generation af forskere og har medvirket til»braingain«, idet centrene har tiltrukket en lang rækketalentfulde ph.d.er, post doc.er og seniorfolk til Danmark. DG eret fremragende eksempel på, at den bedste»grundforsker«ogsåer den bedste»strategiskeforsker«. En opgørelse fra DanmarksGrundforskningsfond, som blev lavet i forbindelse med fondens20-års-jubilæum i 2011, viser, at selvom fonden kun råder over 2% af det offentlige forskningsbudget, skaber forskere fra36

Grundforskningscentre hele 16 % af patenter baseret påforskning udført for offentlige forskningsmidler.Forskningsfyrtårne som DG-centre er også vigtige pga. detfaktum – der gælder til alle tider, men særligt i voresglobaliserede verden – at international forskning er baseret påkonkurrence og et give-and-get-princip. Hvis Danmark ikke harforskergrupper, der befinder sig i den internationale forskningssuperliga, er Danmark ikke en interessant samarbejdspartner idet internationale forskningsrum, og dermed vil Danmark ikkefå førstehåndskendskab til de seneste forskningsresultater og dennyeste teknologi. Netop samarbejdet mellem danske ogudenlandske forskergrupper er en afgørende kilde til overførselaf ny viden udviklet i andre lande. Det er derfor meget vigtigt, atde eksisterende stærke danske forskningsmiljøer udbygges ogstyrkes,sådenforskningsinfrastruktur,dedanskeforskningsgrupper råder over, er state-of-the-art, og derved øgesudenlandske forskergruppers interesse i at samarbejde med dissedanske grupper yderligere.I de senere år er der fremkommet en ide om at etablereovervældende store forskningskonglomerater (UNIK, SPIR). Visavner stadig at se de helt store gennembrud fra disse projekter,der har mindst én indbygget svaghed: Forskning er af naturvanskelig at forudsige, idet vi søger ny erkendelse, og derforvanskelig at styre. Disse store konglomerater kræver netop strengstyring for ikke at blive defokuserede og stritte i forskelligeretninger, hvilket virker stik imod hensigten.Vi er i dag nået til et punkt, hvor en fastansættelse somuniversitetsforsker blot betyder, at man får stillet et kontor tilrådighed; hvis man vil kunne forske, må man selv skaffe allemidlerne dertil. Det har som konsekvens, at danske forskerebruger alt for meget tid på at skrive ansøgninger, selv helt basaltudstyr skal der søges om støtte til, og desuden er alle midler,man skulle få hjembragt, ofte båndlagt fra starten, ogmuligheden for manøvrefrihed er i for høj grad begrænset.Meget symptomatisk oprettes nu store forskningsstøtteenheder37

befolket af professionelle fundraisere, dog ofte uden den dybefaglige indsigt. Vi er i Danmark gået for langt i bestræbelserne påat konkurrenceudsætte forskningsmidlerne, og universiteternefår i dag for få basismidler. Det er desuden direkte hæmmendefor den langsigtede strategiske planlægning, at universiteterneikke har et flerårigt budget, og der kan ikke stærkt nok opfordrestil, at der etableres et flerårigt bredt politisk forlig omundervisning, forskning og innovation. Får universiteterne flerebasismidler, må universitetsledelserne imidlertid også vise, at deer i stand til at forvalte denne frihed og fokusere brugen afpenge, hvor der er merværdi for samfundet, og ikke bare deledem jævnt ud, fordi man ikke tør eller vil lede.Behov for radikale forskningsgennembrudMan behøver ikke at gennemføre komplicerede økonomiskeanalyser og beregninger for at indse, at ovennævnte GrandChallenges resulterer i, at vi ressourcemæssigt (energi, mineraler,vand) kun er årtier fra betydelige mangeltilstande. Vi besidderfor nuværende ikke de teknologier, der skal til for at imødegåudfordringerne, og en simpel opskalering af kendt teknologi slårsimpelthen ikke til - der er brug for radikale videnskabeligenybrud. Historisk set er videnskabelige nybrud somtransistoren, integrerede kredsløb (computeren), laseren,røntgenfotografiet og genomsekventeringen ikke fremkommetsom resultatet af en topstyret, strategisk politisk indsats, mensnarere som resultat af grundlagsskabende forskning, heldigesammentræf, der er blevet grebet i øjeblikket (eng. serendipity).Nøglen har været den rigtige person på det rigtige tidspunkt, enbottom-up- ikke en top-down-proces defineret af ikke-videnskabsfolk. Topstyret strategisk forskning kan nemlig megetlet lede til uanvendelig anvendt forskning.Scientific Social Responsibility (SSR)Det bør dog altid være forskerens forpligtelse og ambition atsørge for, at opdagelser med mulig nytteværdi føroffentliggørelse bliver udsat for en professionel bedømmelsemed øje for yderligere udvikling i professionelleforretningsmiljøer. Denne tankegang har vi i anden38

sammenhæng benævnt Scientific Social Responsiblity (SSR)som en pendant til Corporate Social Responsibility (CSR) ivirksomhederne.SSR betyder i praksis, at forskeren selv i højere grad skal påtagesig et samfundsansvar for at udvælge de projekter, hvor hendeseller hans talent bedst kommer til udfoldelse og samtidig skaberstørst værdi for samfundet i bredeste forstand; dette gælder velat mærke både inden for natur-, samfunds-, oghumanvidenskaberne. Herved undgår vi forhåbentlig denomsiggribende tendens til politisk styring. Vi skal stræbe efter atuddanne en ny generation af forskningsledere, der kan og villede, men som gør det med udgangspunkt i en faglig respekt ogforståelse, og som formår at fremme de enkelte forskereskompetencer og ideer.Fondenes rolleI dag frygter vi for velfærdsstatens fremtid. Manden bag verdensførste erhvervsdrivende fond, brygger J.C. Jacobsen, ville havehaft en enkel medicin: Stræb efter det fuldkomne, tænk påsamfundets tarv, og giv aldrig op: Semper Ardens (altidbrændende). Fælles for de mange større danskeerhvervsdrivende fonde, er, at de har midlerne og den rettefundats – eller vedtægtsmæssige legitimitet – til at tænkelangsigtet, bl.a. ved at støtte forskning og udvikling.Carlsbergfondets primære formål er ifølge fundatsen fra 1876 atstøtte dansk grundforskning inden for naturvidenskab,humaniora og samfundsvidenskab. Carlsbergfondet har valgt atfokusere på vækstlaget i dansk forskning og giver pengene til demest excellente ansøgere, med de mest spændende og visionæreprojekter.SamtidigopfordrerCarlsbergfondetsinebevillingsmodtagere til at efterleve principperne for SSR.I en tid med krisetegn er der en uheldig tendens til at tænkemeget kortsigtet, men Danmark er blandt andet qua fondene ien unik position, som muliggør en arbejdsdeling mellem privateog offentlige bevillingsgivere, så fondene finder hver deres niche,39

som kan medvirke til at fastholde blikket på horisonten, hvor depotentielle – helt nødvendige – nybrud er at finde.InnovationDanmarks og Europas helt store problem i disse år er, at mensuddannelse og forskning stadig er på et relativt højtinternationalt niveau, så er vi generelt alt for dårlige til atomsætte viden til innovation og produkter i erhvervslivet.Nulvækst og stagnerende bruttonationalprodukt er resultatet.Det er derfor meget glædeligt, at Uddannelsesminister MortenØstergaard har taget initiativ til at iværksætte en ny strategi forinnovation, dvs. de processer, der omsætter de generiskevidenskabelige resultater til ny teknologi og nye produkter ogikke mindst business cases i industrien. Humlen afproblematikken er at skabe de rette rammebetingelser for, atinnovationen kan udfoldes bedst muligt. Disse inkluderer støttetil entrepreneurship, coaching af de entrepreneurs, der startervirksomheder, og et fordelagtigt investeringsmiljø medrisikovillig kapital.Ifølge universitetsloven er det universiteternes forpligtelse atpatentere nye videnskabelige gennembrud samt medvirke til atbringe en ny ide til proof-of-concept, hvorefter ideen skaludkrystallisere sig i et spin-out eller absorberes i en eksisterendevirksomhed. Efter vores erfaring fungerer sådanne samarbejderbedst, når forskere og virksomhedens medarbejdere er i stand tilat kommunikere på samme niveau, dvs. at der typisk er tale omstørre virksomheder med egne forskningsafdelinger. Størrevirksomheder har også mulighed for at anlægge et længeretidsperspektiv og er derfor villige til at indgå i high risk/highgain-projekter. Privat-offentligt samarbejde er mest udbytterigt,når der tages udgangspunkt i virksomhedens behov i bilaterale,evt. lidt større partnerskaber. Eksempler på sådannepartnerskaber ses i regi af bl.a. Højteknologifonden, igen en afde succesfulde nyskabelser i det danske forskningslandskabinden for de sidste 8 år. Højteknologifonden stræber efter atskabe værdi i det danske samfund ved at investere risikovilligt imarkante højteknologiske tiltag, som bygger bro mellem40

virksomheder og offentlige forskningsinstitutioner. Øgetudveksling mellem virksomheder og universiteter fremmer denlangsigtede innovation i Danmark, og bevillingerne fra HTstiller relativt høje krav til erhvervslivets medfinansiering, hvilketsikrer både fokus på virksomhedens behov og reel interesse.Danmarks InnovationsfondKommercialisering af forskningsresultater foregår typisk medmedvirken fra universiteternes egne Technology TransferOffices (TTOs). Imidlertid ser vi en tendens til, at TTOsfokuserer mere på kvantitet end kvalitet og aktivt opfordrer til atindsende patenter så ofte som muligt (fordi det er en af deressuccesparametre). Patentopretholdelse er imidlertid ofte ganskebekostelig, og der burde i højere grad fokuseres på en grundigfaglig bedømmelse af potentielt patenterbare resultater og dereskommercielle potentiale, inden der indsendes patenter.Sådan en faglig kompetence er nødvendigvis specialiseret, ogman kan med rette spørge, om det giver mening at have otteTTO-enheder, en på hvert universitet. Ville en centralisering afTTO-enhederne ikke betyde, at man kunne tilbyde mereprofessionelrådgivningoghjælpikommercialiseringsprocessen? Et sådant system fungererallerede i bedste velgående i det tyske Max Planck-system(www.max-planck-innovation.de). Et konkret forslag er derfor atetablere en ny fond, Danmarks Innovationsfond, som paralleltmed de gode erfaringer fra Danmarks Grundforskningsfond ogHøjteknologifonden kan støtte markedsmodningen af visionæreideer, der er nået til patent- og proof-of-concept-stadiet.Fordelen ved at oprette Danmarks Innovationsfond er, at manså i højere grad får en kritisk masse af kommerciellekompetencer til langt mere professionelt at vurderemulighederne i nye opstartsvirksomheder og til at rejse nykapital til investering i SME’er. Private fonde som NovoNordisk-fonden og Lundbeckfonden har med succes oprettetsådanne innovationsenheder. Vi må stræbe efter at skabe nyeforretningseventyr i stil med Novo, Lundbeck, Carlsberg,Grundfos og Danfoss. Verden har brug for nye løsninger, f.eks.41

inden for energi og sundhed, og det land, der kommer først medløsningerne, vil kunne skabe nye business cases.Akademisk ledelseGod akademisk ledelse er en afgørende og nødvendigforudsætning for, at universiteterne kan nå deres mål ogmission, at uddanne næste generation af unge mennesker til ethøjt fagligt niveau, drive forskning på højt internationalt niveau– inden for visse områder på internationalt eliteniveau, samtmedvirke til at omsætte en del af denne viden til innovation idet danske samfund.Med universitetsloven af 2003 blev der skabt en struktur medbestyrelser og en enstrenget ledelse, og universiteterne er i daglangt mere professionelt drevet end i gamle dage med valgteledere. Der er dog en meget uheldig tendens iuniversitetsledelserne til i alt for høj grad at indføre new publicmanagement-principper og til en voldsom overbureaukratiseringaf universitetsområdet. Man skal stedse huske på, atuniversiteterne ikke er og ikke skal drives som virksomhedermed et alt for voldsomt fokus på nytteværdi. Universiteternesbundlinje er fremragende uddannelse af kompetente, kreative ogvisionære bachelorer, kandidater, ph.d.er, fremragende forskningog tech-trans af visionære innovative ideer til samfundet. Dettekan ikke måles og vejes i nok så mange regneark eller i et enkelt»Earningsbefore interest and taxes« (EBIT)-tal.Ligesom armslængdeprincippet gælder i en virksomhed mellembestyrelse og direktion, der har ansvar for den daglige ledelse,burde det også gælde på universitetsområdet mellempolitikerne, bestyrelsen, rektor, dekanerne, institutlederne ogforsknings-/centerlederne. Folketinget/ministeriet skal afstå frade tendenser, vi har set til detailstyring af universiteterne oghellere give universiteterne langt større frihedsgrader, ogFolketinget burde enes om et bredt flerårigt forlig påuniversitetsområdet, for hvordan kan man styre envidensorganisation med etårige budgetter?42

Projektledelse er centralEn vigtig forudsætning for god linjeledelse på universiteterne erfaglig tillid og respekt. Kun derved kan man reelt lede nogen,der muligvis er klogere end en selv. Der er behov for at udviklekurser i akademisk ledelse, men har lederne ikke den fagligelegitimitet, så kan man sende dem på nok så mange lederkurser,og de vil have endog meget vanskeligt ved at udstikke denlangsigtede strategi og samtidig nyde bred opbakning til denne.Projektledelsen udgør den centrale forskningsledelse i enuniversitær organisation. Det er her, forskningen direktebedrives, koordineres og styres. Den enestående forskningskabes stort set udelukkende af forskningslederne, centerlederneog projektlederne med deres forskningsgrupper, og kun megetsjældent som resultat af en top-down-styret proces ilinjeorganisationen. Projektledelsen skal således prioriteresmeget højt som ledelsesfunktion. Projektlederen skal træde ikarakter i ledelsesrollen i alle dens aspekter, sætte holdet ogvære drevet af fagligheden, dens krav og udvikling. Det erprojektledelsen, der driver den faglige udvikling på etuniversitet, og det er de fagligt dygtige forskningsledere, der medderes faglige indsigter og overblik driver fagenes udvikling – ogsikrer både kontinuitet og fornyelse. Disse forskningslederefortjener fuld forskningsfrihed og tilstrækkelige ressourcer. Fuldforskningsfrihed er dog ikke et retskrav for alle forskere, mennoget, man skal sikre dem, der udviser særlige evner forexcellent og dynamisk forskning.Disse faglige center- og projektledere og deres forskningsgrupperer ikke uafhængige af organisationen, og de skal selvfølgelig ogsårespektere og tage ansvar for de fælles opgaver og rammer. Deskal løbende sikre, at deres aktiviteter er koordineret med alle deandre aktiviteter i organisationen, og de må acceptere ogrespektere, at det i den sidste ende er linjeledelsens ansvar atskabe sammenhængskraften i organisationen.De rigtige rammebetingelserDen eneste mulighed for at skabe de omstændigheder, der kanfrembringe fremragende uddannelse, forskning og innovation,43

ligger i, at linjeledelsen på universiteterneskaber de rigtigerammebetingelser for forskerne. Disse rammebetingelserinkluderer muligheden for langsigtet planlægning, klarekarriereveje, adgang til unik forskningsinfrastruktur og mulighedfor frihed og fordybelse. Desværre ser vi i disse år en tendens tilopbygning af administrative ledelseslag og unødig detailstyringfra linjeledelserne. Der er fra de administrative søjler ofte enmangel på forståelse for et universitets indre væsen, når newpublic management-styringsværktøjer italesættes som en hjælptil forskerne. De har ofte den modsatte effekt, idet de erbureaukratiske, langsommelige og ikke brugervenlige, og søger atindføre styringssystemer, hvor alt skal måles og vejes. Hvadangår den langsigtede økonomistyring af et universitet, kan maneksempelvis ikke lade antallet af videnskabelige medarbejderestyre af fluktuationer i STÅ-produktionen på en givenuddannelsesretning eller af fluktuationer i antallet af eksternebevillinger.Ønsket for fremtiden er derfor, for det første at ministeriet oguniversitetsledelsernegennemførerengennemgribendeafbureaukratisering af universitetsområdet, så fokus igen kanvendes mod universiteternes vigtigste opgave: fremragendeundervisning, forskning og innovation, for det andet at man vedfremtidige ansættelser af linjeledere sikrer, at disse nyder dennødvendige faglige respekt og tillid, der er nogle af de vigtigsteforudsætninger for at kunne lede en videnorganisation, og fordet tredje at man udsteder frihedsbrev til universiteterne ved atsikre dem et flerårigt budget med større basismidler. Så måuniversitetsledelserne i samspil med bestyrelserne vise, at de kanleve op til denne tillid.

5) Elite for alles skyldAf adjunkt Thomas Poulsen, professor mso Rubina Rajaog adjunkt Jacob Sherson, Aarhus Universitet,Medlemmer af Det Unge Akademi – VidenskabernesselskabDer er i disse år intens interesse for, hvordan Danmark somnation i fremtiden skal kunne klare sig i den globaliseredekonkurrence. Standardsvaret er ofte, at vi i Danmark har unikkekompetencer inden for kreativitet, innovation og udvikling, og atvi derfor kan klare os ved at løfte den brede befolkning op på ethøjt uddannelsesniveau og ved, at de bedste i Danmarksforskningsverden også skal tilhøre forskningens superliga. Dennestrategi er dog for tiden udfordret af dårlige Pisa-tests ogdiskussioner af uddannelsernes generelle niveau i lyset af detkraftigt øgede optag på de videregående uddannelser. Faktisk varen relativt lav score på parameteren ”uddannelse” stærktmedvirkende til Danmarks rutschetur fra en tredje til en tolvteplads i en nylig sammenligning af den globale konkurrenceevneblandt 144 lande foretaget af World Economic Forum. Medhensyn til forskning kan det ofte synes utopisk, at vi i længdenskulle kunne konkurrere med bl.a. de store amerikanskeeliteuniversiteter og de fremstormende kinesere. Men findes deret alternativ for Danmark?I Danmark har vi ingen såkaldte eliteuniversiteter, og det er dertre grunde til: Danmark er for lille, danskerne er for immobile –studerende såvel som forskere – og sidst men ikke mindst har vii Danmark ingen elitær tradition – inden foruniversitetsverdenen. Regeringens nylige udspil ”Plads tiltalenterne”,derblandtandetomhandleruniversitetsuddannelserne i Danmark, har sparket gang idebatten om en holdningsændring i det danskeuddannelsesvæsen og har sat skub i universitetsledelserne til atudvikle såkaldte elite/talent-tiltag. Vi hilser tiltagene velkommen,fordi universiteterne bl.a. dermed vil kunne lokalisere og pleje45

særlige forskningstalenter, men det er vigtigt, at vi overvejertiltagene i forhold til økonomien bundet til disse og - mindstlige så vigtigt - i forhold til niveauet på alle de ikke-elitestuderendes studier.Vi mener samtidig, at vi skal passe på ikke at kopiereelitebegrebet fra udlandet. Universiteterne i Danmark er ikkeHarvard eller Oxford, og hvis vi skal lave succesfuldeelite/talent-tiltag, bliver det nødt til at være med udgangspunkt ivores unikke socio-økonomiske tradition. Hvad ville elite pådansk så indebære? Med baggrund i eksisterende initiativerfremlægger vi vores bud på en ny implementeringsstrategi, somvi mener er optimeret i forhold til både den såkaldte elite og denbredere gruppe af studerende. Som det detaljeret fremstillesnedenfor, foreslår vi indførelsen af en ”social elite”, hvor en lillesærligt talentfuld gruppe tilbydes mulighed for at tilegne sigkompetencer, der vil sætte dem i stand til at konkurrereinternationalt på højeste niveau. Med tilbuddet følger dog enforpligtigelse til at tage et socialt ansvar ved at hjælpe til med atløfte det generelle niveau for de resterende studerende. Eftersomal forskning viser, at kompliceret stof læres bedst ved at forklaredet for andre, virker vores model som en win-win-situation,hvor vi klarer den nuværende uddannelsesmæssige ogøkonomiske udfordring ved at få mere ud af de sammeressourcer.I et egalitært samfund som vores må der kort stillesspørgsmålstegn ved brugen af begreberne ”elite”, ”talent” og”masse”. Er “elite” og “talent” eksempelvis en og samme ting?Med baggrund i vores egne ganske nylige erfaringer meduniversitetssystemer i Danmark og i udlandet, dels somstuderende, dels som unge forskningsledere, er det vores klareopfattelse, at man på universiteterne har tre typer studerende,hvis niveau man fra et samfundsmæssigt synspunkt skal forsøgeat optimere. Først og fremmest eksisterer der afgjort en gruppe,man kunne kalde for eliten – i denne sammenhæng defineretsom de allerbedste studerende set ensidigt fra en universitær ogforskningsmæssigsynsvinkel. Det er mange af disse studerende,46

som typisk senere vil træde ind som forskningsledere påuniversiteterne eller i det private erhvervsliv. Hvis vi dernæstkigger på den resterende gruppe af studerende, populært kaldet“massen”, er der afgjort en gruppe af “talenter”, som skaludvikles i forskellige retninger til gavn for det danske samfund.Denne gruppe er ikke det samme som elite-gruppen og har ikkenødvendigvis gavn af de samme typer af forskningsfokuseretuddannelse, der er rettet mod at optimere elitens muligheder forat blive excellente forskere og konkurrere internationalt. Allestuderende skal stadigvæk modtage forskningsbaseretundervisning.Der er i øjeblikket to typer af elite/talent-initiativer underplanlægning eller afprøvning på danske universiteter samt iandre europæiske lande, der i universitetsstruktur ersammenlignelige med Danmark. Der er “inkluderende”initiativer, hvor man tillader og opfordrer “eliten” til at vokse udfra den store gruppe af studerende, f.eks. ved at udvide studietsECTS-ramme med flere traditionelle kurser. En vigtig pointeved denne model er, at “elite-initiativerne” ikke starter før etstykke henne i studiet, og dermed har alle studerende principieltlige muligheder for at komme i betragtning til dem. Vi menerdog, at flere traditionelle ECTS-point blot er mere af detsamme, og at det ikke er det rette værktøj til at løfte elitensniveau.Den anden type initiativ er radikalt anderledes. Her defineresdet helt fra begyndelsen, hvem der tilhører eliten, dvs. at derkører parallelle uddannelsesspor (A- og B-spor groft sagt). Dettekan gøres allerede på bachelorniveau eller på overbygningen. Deallerbedste studerende er altså identificerede fra forløbets start,baseret på en blanding af deres karakterer, faglige tests ogindividuelle samtaler. A-sporet kunne således bestå af en ellerflere af følgende komponenter: en udvidelse af ECTS-rammenmed flere traditionelle kurser, særlige ”høj niveau”-kurser tilerstatning for de eksisterende kurser, mere generelopkvalificering såsom kurser i projektledelse eller videnskabsetikog endelig forskningsforløb i tæt kontakt til en eller flere47

forskergrupper allerede fra starten af studiet. Hvis denstuderende fuldfører elite-uddannelsen, forventes optagelse påph.d.-uddannelsen.Der er ingen tvivl om, at denne model vil bibringe eliten nyekompetencer, men en sådan A- og B-holds-model indebærersamtidig én stor risiko, nemlig at niveauet af den brede gruppestuderende falder markant. Det hænger bl.a. sammen med, at debedste studerende ikke længere vil være at finde i de storeklasser, og - vigtigst - at man fjerner incitamentet til at “lykkesover forventning” fra de andre studerende, idet man, uafhængigtaf en fantastisk indsats på studiet, stadig vil tilhøre et B-hold ogdermed være nedprioriteret i forhold til de karrieremuligheder,som følger efter studiet.Hvad skal vi vælge? Initiativer, som muligvis vil løfte eliten?Eller initiativer, som helt sikkert vil løfte elitens niveau, mensom samtidig risikerer massens niveau? Vi mener, at dereksisterer en tredje mulighed, som primært er funderet i A- ogB-holds-modellen, men som er tilpasset til at minimere dennemodels risiko-elementer. Modellen er baseret på, at den lillegruppe af elite-studerende ikke kun får unikke muligheder, menat de også bliver mødt med unikke og store krav om at hjælpe tilmed at hæve uddannelsernes generelle niveau. Om dette vil vibruge begrebet “en social elite”, og vi mener, at vi i en dansktradition vil have mulighed for at skabe en sådan. En andenbetegnelse kunne være ”en støttende elite”. Scenariet kunne sesåledes ud: På et givent studie lader vi antallet af studerende påA-sporet, som udvælges efter en meget grundig proces fokuseretpå forskerkvaliteter, definere ud fra antallet af forventelige ph.d.-pladser på det givne studie pr. år, men således, at kun ca.halvdelen af pladserne vil blive optaget af studerende fra A-gruppen. Resten af ph.d.-pladserne er reserveret til den bredegruppe af studerende. Vi tillader nu A-gruppen at udvide deresstudiers ECTS-ramme med en betydelig faktor. De ekstra“ECTS-point/arbejdsindsats” skal dog ikke anvendes på ekstrakurser i traditionel forstand. Vi støtter ideen om at give destuderende kompetencer inden for bredt kvalificerende48

områder, da det efter vores mening netop er disse områder, derfaktisk kan gøre nogen til en bedre forsker. En anden portion afden udvidede ECTS-ramme bruges i projekter, som foregår i tætkontakt med institutionens forskningsmiljøer. Endelig skal enbetydelig portion bruges til, at de elite-studerende skal bidragetil undervisning og populærvidenskabelig formidling. Vedsåledes at øge underviserkapaciteten kan vi hjælpe destuderende, som har sværere ved stoffet, og dermed trækkegennemsnittet op. Et sådant greb har sågar en læringsteoretisklogik, idet formidling af undervisning typisk kræver et andet oghøjere abstraktionsniveau end at modtage undervisning.Vi er overbeviste om, at der er en sammenhæng mellem antalletaf undervisere pr. studerende og det niveau, undervisningen kangennemføres på, og derfor bør modellen komme alle studerendetil gode, også de, som ikke går med en forsker i maven, mensom vil komme til at løfte andre vigtige opgaver i samfundet.Det er klart, at i den gruppe er der studerende, der har særligetalenter (for andet end forskning), og dem har vi med voresmodel økonomi til at investere i, idet det eneste, der kosterekstra penge i denne model, er de kurser i såkaldte “transferableskills”, som bør tilbydes til de bedste studerende. Resten erbaseret på en forventet langt-over-middel-arbejdsindsats fra“eliten”.Vi skal turde lægge mere ansvar og flere forventninger påskuldrene af de allerbedste studerende for devilløfte opgaven.Der er tale om empowerment, og det er et slagkraftigt værktøj,hvis det tilbydes den rigtige gruppe af studerende. Vores forslagkunne være første skridt på vejen mod størrekonkurrencedygtighed på et stadigt mere internationaliseretuddannelsesmarked og dermed også føre til øget mobilitet,nationalt og internationalt, og det har Danmark brug for.

6) Uddannelseskvalitet, masseuniversiteter ogsamfundsøkonomiAf professor, dr.polit. Niels Kærgård, Institut forFødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns UniversitetDer er ingen tvivl om, at en veluddannet befolkning er etenormt aktiv for et land. Utallige undersøgelser viser, atinvesteringer i uddannelse og forskning givert et meget pæntafkast. Men det er selvfølgelig ikke lige meget, hvilkenuddannelse folk får. Nogle uddannelser giver mere ”afkast” endandre, og nogle typer af uddannelse har vi rigeligt af allerede.Det er regeringens målsætning at sikre den dygtigste og bedstuddannede generation nogensinde. I 2020 skal 95 procent af enungdomsårgang have en ungdomsuddannelse, 60 procent skalhave en videregående uddannelse og 25 procent en langvideregående uddannelse. Ambitionerne er i orden, og det kanblive dyrt.Det er derfor nødvendigt at gennemtænke, hvad det er, vi vilmed uddannelsessystemet. Hvordan bruger vi de mangemilliarder, så de giver mest udbytte for samfundet og denenkelte? Hvad skal vi satse på af uddannelser, og hvordan skalstrukturen i forsknings- og uddannelsessektoren være?ArbejdsdelingenØkonomer har siden Adam SmithsWealth of Nationsfra 1776været opmærksomme på, at vækst og velstand i høj gradkommer af arbejdsdeling, se f.eks. Estrup (1991). Det, der hargjort menneskeheden velstående, er en arbejdsdeling, hvor allelaver det, de er bedst til, og så handler sig til det, de har brug for.Skulle vi alle klare os selv og ikke udnytte fordelene vedarbejdsdeling, ville det ikke gå os særlig godt.En anden grundlæggende erkendelse er, at værdi ikke er nogetabsolut. Det er knaphed, der giver værdi, og hvad der er knapt,kan svinge fra periode til periode. Dette forhold blev en centraldel af den økonomiske viden med grænsenytteteorien fra50

1870'erne. Værdien (økonomer ville sige nytten) af en ekstraenhed af en vare afhænger meget af, hvor meget af varen manhar i forvejen. Har man ingen støvler, vil et par til at modståvinterens sne og kulde give en stor øgning i ens velbefindende.Men hvis man har 10 par i forvejen, så er nytten ved endnu etpar meget begrænset. Det var blandt andet den navnkundigeøkonomiprofessor L.V. Birck (som folketingsmedlem kendt fraAlberti-sagen, Påskekrisen og Landmandsbankens krak), derintroducerede disse teorier på Københavns Universitet ibegyndelsen af det 20. århundrede. Han skulle ved enøkonomieksamen have spurgt eksaminanden:”Hvorfor får jegså høj en løn? Er det, fordi jeg er klog eller smuk?”Hvortil denkvikke student svarede:”Nej, Hr. professor, De er hverken klogeller smuk, De er sjælden, Hr. Professor”.Vi skal altså uddanne folk i mange forskellige fag, så alle kanspecialisere sig i det, de er bedst til, og vi skal særligt satse på defag, der er knaphed på. Her er jeg bange for, at vi går i en forkertretning i øjeblikket. Der er en tendens til, at vi indsnævrer denfaglige bredde i uddannelsessystemet ved at sænke niveauet påuniversiteterne og akademisere de faglige uddannelser.UniversitetsstudierneMed masseuniversiteterne er der en oplagt fare for, at vi sænkerkvaliteten af kandidaterne. Hvis 25 procent af en årgang skaligennem en højere uddannelse, og de skal gennemføre studiernehurtigt, så er det ikke let at holde kvaliteten.Det er selvfølgelig, alt andet lige, samfundsøkonomisk en fordel,at de unge mennesker bliver færdige så hurtigt som muligt. Menspørgsmålet er, om alt andet er lige. Og der er utvivlsomt enrække farer ved de fra starten fornuftigt tænkte incitamenter.Taxametertilskuddet er tænkt som en realistisk aflønning efterproduktionens størrelse, men det giver incitamenter til at ladeflest muligt bestå; et studium kan kun overleve, hvis det har”fornuftige” gennemførelsesprocenter. Dette forstærkes affærdiggørelses-bonussen, som skal gøre folk hurtigt færdig.Hverken lange studietider eller høje dumpeprocenter betragtes51

med milde øjne af beslutningstagerne i universitetsverdenen. Ogdet er vel realistisk at tro, at et sådant pres har en virkning.En anden fare lurer via fleksibiliteten i uddannelsessystemet.Hvis BA’ere skal kunne begynde på et bredere spektrum afkandidatuddannelsen og der blive færdige på normeret tid, såmå kravene næsten nødvendigvis sænkes. Hvis universitet A haren teologiuddannelse, der satser hårdt på, at BA’erne skal læregræsk, latin, hebræisk og tysk, og universitet B satser mere på, atde lærer noget religionssociologi, retorik og kommunikation, såer det oplagt, at man ikke så hurtigt når samme høje niveau ihverken tolkning af hebræiske tekster eller teologiskkommunikation på en kandidatuddannelse, hvor begge typerBA’er skal kunne følge med. Tilsvarende vil gælde inden for enrække andre områder. Problemet forstærkes, hvis der også skalvære lempelige overgange fra erhvervsbachelor-studier tiluniversiteterne.De skærpede SU-regler taler også for, at de studerende vælgerhurtige studier frem for grundige studier. Det betyder naturligvisikke, at det ikke er fornuftigt at gøre noget. De danskestuderende er forkælede internationalt set, og en del af demarbejder nok for lidt med studierne. De bliver også senerefærdige end i de fleste andre lande. Men man skal tænke sig om,når man laver sådanne reformer. De danske universiteter liggermidt i storbyer, hvor det er let at få studierelevanterhvervsarbejde, og det er vel ikke så galt. Hvis en danskstuderende bruger et år længere på sit studie, fordi han harstudierelevant erhvervsarbejde, så er det vel ikke ringere, endhvis en schweizisk studerende bruger et år mindre, men så haret års praktik, efter studiet er afsluttet (”prakticum”). Det burde ihvert fald folketingsmedlemmer da kunne forstå, for de harnæsten alle brugt så meget tid på praktisk politisk træning vedsiden af deres samfundsvidenskabelige studier, at deres studierhar varet 2-5 år længere end normalt. Og det har de vel ikkefortrudt? Det er også oplagt, at ting som udlandsophold og52

universitetsskift kan være ekstremt givende, men meget let kanforsinke et studium med nogle måneder2.Der er altså oplagt en fare for, at man nok får uddannet et megetstort antal kandidater hurtigt, men også med vigendekvalifikationer. Den klassiske universitetskandidat, der arbejdedeforskningsmæssigt med sit speciale og brugte 6-7 år på studiet, erpå vej ud. Vi er ved at få nogle mere skoleprægede universitetermed flere fastlagte undervisningstimer, mindre selvstændigtarbejde med stoffet og kortere studier.De korte og mellemlange uddannelserNår vi ser på de korte og mellemlange uddannelser, ertendenserne nogle andre. Det var i gamle dage merehåndværksmæssigt, praktisk orienterede uddannelser, men de erblevet mere og mere akademiserede. De, der i gamle dageuddannede sygeplejersker, fysioterapeuter, akademiingeniører,pædagoger og socialrådgivere, uddanner nu erhvervsbachelorermed betydelige teoretiske elementer indgående i studierne.Det er klart, at der i dag må stilles øgede teoretiske krav tilmange fag. Men hvis man ikke doserer teorien på passendemåde,nærmerdemellemlangeuddannelsersiguniversitetsuddannelserne. Og også håndværksuddannelsernebegynder nu med længere teoretiske studieforløb på tekniskeskoler. Derved er der ingen løsning på det danske2

Det er klart, at der kan være helt andre godeargumenter for en SU-besparelse end studieforkortelse. Ser man påfordeling af livsindkomsterne, så er SU klart ulighedsskabende, fordidet er et tilskud til de grupper i samfundet, der får de højestelivsindkomster. Men besparelsen kunne sagtens gennemføres udenkrav om studieforkortelse, f.eks. ved at give støtten som lån de sidsteår. En studiegæld i slutningen af studiet på op til et par hundredetusinde kroner burde ikke kunne skræmme nogen – rigtig mangeakademikere køber jo huse eller ejerlejligheder kort efter studiernesafslutning til flere millioner for lånte penge.

uddannelsessystems største problem, nemlig det faktum, atomkring 20 procent af en årgang ikke får nogenerhvervskompetencegivende uddannelse overhovedet. Det erblandt disse ikke-bogligt begavede, at man finder delangtidsledige, førtidspensionisterne, bandemedlemmerne ogepidemien af livsstilssygdomme. ”Praktisk begavede” er desværreblevet en joke, men der var faktisk før i tiden mange praktiskbegavede, der fik en solid håndværksmæssig uddannelse ogklarede sig godt med den, men som i dag bliver skræmt helt udaf uddannelsessystemet af for teoretiske uddannelser.UddannelsesstrukturenPå universitetsuddannelsesområdet må det overvejes grundigt,hvad konsekvenserne bliver. I 1962-67 blev der i alt i Danmarkuddannet 1294 universitetskandidater. De brugte nok igennemsnit omkring 7 år på universitetet. I dag erkandidatuddannelserne væsentlig kortere, men vi uddannede i2011 i alt 1571 ph.d.-er, der minimum brugte 5 + 3 år påuniversitetet, og i dag bruger man mange steder ph.d.-er, hvorman før brugte kandidater. Og så er vi vel lige vidt, hvis vistræber efter at få de unge så hurtigt gennemuddannelsessystemet som muligt?Måske er det, vi langsomt er på vej imod, et amerikanskuddannelsessystem, hvor masteruddannelsen ikke spiller denstore rolle, men hvor BA- og ph.d.-graden er de centraleelementer. De danske kandidatgrader er måske ved atdegenerere til en udvidet BA-grad, og der, hvor man virkeligskal bruge faglige analytikere, anvender man ph.d.er.Hvis det er den vej, det går, så må vi tænke fordele og ulempergrundigt igennem. Er det en fordel med et angelsaksisk systembaseret på BA- og ph.d-grader frem for et klassiskkontinentaleuropæisk system med lange kandidatgrader og sånogle få doktorgrader.Det er i hvert fald vigtigt, at vi holder os for øje, at i et samfundmed en udpræget arbejdsdeling er der brug for både teoretisk ogpraktisk uddannede og for både lange, specialiserede54

uddannelser og korte grunduddannelser for dem, der skal videremed en virksomhedsspecifik erhvervsuddannelse.Produktivt arbejde og relevante uddannelserMen det er vel også vigtigt at uddanne de unge til de mestproduktive beskæftigelser? Her er det vigtigt at understrege, atsiden 1870'erne har økonomerne betragtet al slags arbejde somproduktivt, se f. eks. Estrup (1991). Det er dog ikke slået igennemi den offentlige debat. Her taler mange om ”private, produktivejob”. Men hverken en hård sondering mellem privat og offentligeller mellem produktivt og uproduktivt arbejde er særligmeningsfuld.Offentlige job er principielt lige så produktive som private job.Det har ingen mening at sige, at et offentligt DSB ikke erproduktivt, mens et privat Arriva er det. Postvæsenets arbejdebliver vel ikke pludseligt produktivt, hvis væsenet privatiseres?Det, de laver, kan styres af forskellige hensyn og ved hjælp afforskellige styringsinstrumenter, der kan være mere eller mindreeffektive, men at sige, at der er principiel forskel påsamfundsnytten af offentlige og private job, giver ingen mening.De klassiske økonomer fra Adam Smith til Karl Marx sondredemellem produktivt og uproduktivt arbejde. Produktivt arbejdeproduceredefysiskegoder,mensuproduktivtvaradministration, handel osv. Sondringen findes stadigt i udsagnet”Vi kan ikke leve af at klippe hinanden”. Også det fører tilabsurditeter. Er en togfører produktiv? I traditionen fra Marxsondrede man i de gamle østeuropæiske nationalregnskaber påden måde mellem produktivt arbejde, der var med inationalregnskabet, og uproduktivt arbejde, der ikke var med. Idet østtyske nationalregnskab indgik togførerens arbejde derfor inationalregnskabet, hvis han førte godstog, men ikke hvis hanførte persontog.Hvad der produceres, skal også opfattes bredt. Alt, hvad dergiver øget velfærd og velvære (det, økonomerne kalder ”nytte”),er produktion. I et lands kapital indgår humankapital,naturkapital og socialkapital på lige fod med fysisk maskin- og55

bygningskapital. Det er rigtigt, at det første kan være sværere atmåle end fysisk kapital, men man bør have mere eller mindredårlig samvittighed, når produktionen og kapitalapparatet afpraktiske grunde måles for snævert.Det er blevet et stort forskningsfelt inden for miljøøkonomien atværdisætte naturkapital og ændringer i naturkapital, og her viserdet sig, at borgerne også er villige til at betale for megetuhåndgribelige ting som biodiversitet. Det har en eksistensværdifor folk - som de er villige til at betale for - at vide, at dereksisterer vilde tigere og blåhvaler, også selv om de aldrig villedrømme om at se dem eller på anden måde få nogen konkret”brugsværdi” ud af deres eksistens.Der er ingen tvivl om, at der er mange sådanne eksistensværdierpå det kulturelle område. Nationale symboler, en levendeteatertradition eller en sang- og musikskat vil af mange blivetillagt en ganske vist ikke målelig eller håndgribelig, men dogstor værdi, som de vil betale for at vedligeholde (det vil iøkonomisk forstand sige ”producere”). Også at kende sandhedengiver værdi og tilfredsstillelse, selv om det er en sandhed, derikke kan bruges til noget. Hvis man ikke skal ende i en præ-1870- sondring mellem produktivt og uproduktivt arbejde, måman hele tiden huske, at der er megen økonomisk produktion afkultur-, human- og naturkapital, det er vanskeligt at måle ogkonkretisere.Men også for den målelige produktion er kultur og blødeværdier vigtige. Det er man blevet meget tydeligt opmærksommepå i årene efter murens fald og markedsøkonomiens indførelse iØst- og Centraleuropa. De kommunistiske lande havdeveludviklede tekniske uddannelser. Den første satellit – SputnikI – var russisk. Yuri Gagarin blev det første menneske i rummetog dyrket også i Vesten som et symbol på den moderne teknikstriumfer (han var f.eks rustaler i Studenterforeningen iKøbenhavn i 1962, da jeg begyndte studiet på KU). Alle troede,at Sovjetunionen var ved at overhale USA i teknisk henseende.Men det kommunistiske system brød altså sammen, og så skulleman tro, at når de fik et effektivt markedsøkonomisk system og56

allerede havde alle deres ingeniører og teknikere, så ville dehurtigt komme på højde med Vesteuropa og USA i økonomiskhenseende. Men det gjorde de ikke – det gamle Østtyskland erstadig langt fattigere end det gamle Vesttyskland. Det kan bedstforklares med socialkapital. Sociale netværk, tiltro tilinstitutionerogmedmennesker,arbejdsmoralogiværksætterånd, holdninger og værdier er alt sammen ting, dettager generationer at opbygge. Og det bliver man mere og mereklar over er en vigtig ”produktionsfaktor”. Det, at man kan stolepå en aftale uden underskrift og tvangsinddrivelsesmekanismer,eruhyreomkostningsbesparendeogdermedproduktionsfremmende.Det kender vi jo også her fra landet. Den størsteerhvervsmæssige triumf i Danmarkshistorien er nok dansklandbrugs omlægning fra kornproducerende til smør- ogbaconproducerende i de sidste årtier af det 19. århundrede, seKærgård (2010 og 2010a).På et tidspunkt, da de nye dampskibe og jernbaner leverede såbilligt korn fra USA og Rusland, at den danske kornproduktionblev udkonkurreret, fik man succes ved at bruge det billige kornsom dyrefoder og producere æg, smør og bacon. Anvendelsen afny teknik (isafkøling og centrifuge) er en del af omlægningen,men den blev muliggjort af en vakt højskoleuddannetlandbobefolkningsopbygningafandelsmejerierogandelsslagterier. Mere end teknikerne, var det nok grundtvigskehøjskolelærere og præster, der var omstillingens fædre. Sagtmeget firkantet var opsvinget og tilpasningen til de ændredeøkonomiske rammer i årtierne efter 1880 nok mere forårsaget afden grundtvigske ånd end af teknologi.Dansk økonomi har været en succes; vi er et af verdens rigestelande og et af jordens lykkeligste folk. Det skyldes i høj gradsocialkapital i et forholdsvist lige og relativt konfliktløstsamfund. Når vi vurderer årsagerne til denne succes, er vi derfornok lidt tilbøjelige til at overvurdere ingeniørernes og57

arkitekternes betydning og til tilsvarende at undervurderepræsternes og højskolelærernes rolle.Naturvidenskab, samfundsvidenskab og humanioraSpørgsmålet er, om man kan sige noget mere præcist om deforskellige fags betydning for den økonomiske udvikling. Detfindes der en række analyser af, se f.eks. Christensen & Jensen(2012). De peger på, at der er gevinst ved alle de højereuddannelser, men den er størst for de tekniske uddannelsersvedkommende, noget mindre for de samfundsvidenskabelige oglavest for de humanistiske uddannelser.Men kan man så stole på sådanne undersøgelser? Det kan mannæppe i så høj grad, at de kan bruges som håndfastestyringsinstrumenter. Men de institutioner, der brugerteknikerne, f.eks. DI, er selvfølgelig interesseret i at tale disseuddannelsers betydning op. Der er imidlertid en række hensyn,der skal tages i betragtning.For det første går de normalt ud fra for simple og reduceredemål for den økonomiske gevinst. Det er normalt standardmål fravirksomhedsregnskaber og nationalindkomstberegninger. Demedtager ikke kulturværdi og miljøgoder, eller i hvert fald kun imeget reduceret grad. Og der er god grund til at tro, at teknikereproducerer flere materielle, let-målelige goder og færrekulturværdier end humanisterne.Det er også sådan, at statistiske undersøgelser har lettest ved atfange virkninger, der kommer relativt hurtigt. Teknikernespåvirkning af den fysiske produktion kommer nogenlunde meddet samme, medens skabelsen af kulturværdier som tillid ogarbejdsmoral er noget, det kan tage årtier, måske århundrederat opbygge. Hvis humaniora har virkninger på socialkapitalen,så er det nok virkninger, der kommer med så store forsinkelser,at de er vanskelige at få hold på i statistiske undersøgelser.Det er under alle omstændigheder hele tiden vigtigt at huske, atder i et moderne kompliceret samfund er brug for et meget58

bredt spektrum af uddannelser. Hvis vi uddanner for få af enfaggruppe, så bliver den knap og meget værdifuld for samfundet,næsten uafhængigt af, hvilket fag der er tale om. Tilsvarende kanvi uddanne for mange af selv de nyttigste fag. Der er f.eks.indikationer på, at vi i 1990'erne uddannede for mange af en sånyttig gruppe som tekniske ph.d.ere med lønfald til følge, seVejrup-Hansen (2012). Den eneste måde, det kan modvirkes på,er ved en god erhvervsvejledning af både de studerende oglæreanstalterne, samt rimeligt fleksible faggrænser, så det med enoverkommelig efteruddannelse er muligt at skifte fag - i hvertfald mellem nabofag.Det er dog også hele tiden værd at huske på, at der sjældent erbrug for faglige klamphuggere, og at der næsten altid er brug forkvalitet (det, der på nudansk hedder excellence). Kvalitet erimidlertid mange ting. Man kan have både fremragende ogiderige forskere, ypperlige teoretikere og fremragende praktikere.Det må aldrig blive sådan, at jo mere teoretisk en uddannelse er,jo finere er den. Det er altid bedre at være en kompetentpraktiker end en dårlig teoretiker.De institutionelle rammerDet er til sidst værd at overveje rammerne for uddannelserne.Det er klart, at det danske uddannelsessystems opbygning erpræget af tidligere tiders beslutninger, og at både de historiskeog de aktuelle beslutninger er styret af meget andet end logiskeuddannelses- og forskningspolitiske hensyn. Det vil væreurealistisk at se bort fra betydningen af lokale hensyn, magtfuldepolitikeres kæpheste og vigtige erhvervsorganisationersøkonomiske interesser. Men derfor kan det måske alligevel værenyttigt at overveje, hvordan man rent teoretisk kunne forestillesig, at et hensigtsmæssigt dansk uddannelsessystem kunne se ud.Der er for det første næppe tvivl om, at der i et lille land somDanmark ikke er plads til mere end 2-3 eliteuniversiteter på ethøjt internationalt niveau. Sådanne eliteuniversiteter behøverikke nødvendigvis være de største masseuniversiteter.59

Der er derimod meget, der taler for, at masseuddannelser afBA’ere skal være spredt mere jævnt ud over landet, så alle kanpåbegynde et universitetsstudium ikke alt for langt fra dereshjemegn. Områder fjernt fra universitetsbyer synes at få et forlavt uddannelsesniveau.En fri, ustyret konkurrence mellem universiteter og læreanstalterom de studerende vil med den nuværende taxameterordninglangtfra sikre en sådan struktur. De store eliteuniversiteter harincitamenter til at få fat i så mange BA-studerende som muligt.Det er store BA-hold, der giver penge i kassen frataxametersystemet.Ogalleuniversiteteranserkandidatuddannelser i forlængelse af BA'en som ennødvendighed, og mulighederne for at fortsætte et ph.d.-forløbinden for så mange områder som muligt for en vigtigkvalitetsindikator, man må satse på.Den intense konkurrence mellem de danske universiteter hardet også med at skabe for små og ustabile forsknings- ogundervisningsmiljøer. Den fremmer ikke koordineringenmellem de forskellige uddannelsesinstitutioner, og der er brugfor en langt bedre koordinering mellem universiteterne, så viundgår 3-5 danske miljøer i små fag, hvor der maksimalt erplads til ét levedygtigt i Danmark. Ustabile og sårbareforskningsmiljøer er af mange grunde problematiske. Det tagermange år, ofte årtier, at opbygge et godt forskningsmiljø, mendet kan nedbrydes på meget kort tid. Alt for ofte afhængerdanske lovende forskningsmiljøer af få eller en enkelt ildsjæl, oget sådant lille forskningsmiljø er meget sårbart. Hvis vi vil havebåde kvalitets- og masseuniversiteter, uden at det bliverurealistisk dyrt, må den danske universitetsstruktur ændres ogindrettes nogenlunde rationelt.

ReferencerChristensen, Rikke Nørding & Svend E. Hougaard Jensen(2012), Samfundsøkonomiske effekter af offentlige investeringer iforskning og udvikling,Samfundsøkonomen, Nr. 4 side 43-50.Estrup, Hector (1991),Nogle grundtræk af den økonomisketeoris udvikling, Jurist og Økonomforbundets Forlag,KøbenhavnKærgård, Niels (2010), The History and Future of DanishAgriculture: An Overview, i Jon H. Knudsen & Sigbjørn Sødal(ed.)Økonomi og tid – 18 essays i Pufendorf-tradisjon,Fagbokforlaget, Bergen, side 67-84.Kærgård, Niels (2010a), De internationale markeder ogerhvervsudviklingen: dansk landbrugs største triumf, i MaritaAkhøj Nielsen (red.),Det fremmede som historisk drivkraft:

Bilag 2:Medlemmerne af Forskningspolitisk Udvalg iVidenskabernes Selskab pr. 1. juni 2013:Professor, dr. scient. Nils O. Andersen (formand)Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet[email protected]Professor, ph.d. Henrik BalslevAfd. for Systematisk Botanik, Aarhus Universitet[email protected]Professor, dr.phil. Kirsten DrotnerInstitut for Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet[email protected]Professor, dr.phil. Anne LøkkeSaxo-Instituttet - Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk ogLatin, Københavns Universitet[email protected]Centerleder, professor, dr.med. Søren NielsenVand og Salt Centret, Institut for Biomedicin,Aarhus Universitet[email protected]Centerleder, lektor, ph.d. Kim RyholtCentre for Canon and Identity Formation,Københavns Universitet[email protected]