EUU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 507: Udenrigsministeriets notat vedr. retspraksis for Chartret om Grundlæggende Rettigheder og protokollen om anvendelse af EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder i Polen og Det Forende Kongerige.

Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder blev gjort retligt bindendemed Lissabontraktaten. Det følger af Charterets artikel 51, stk. 2 samt af TEU artikel 6, stk. 1,at Charteret ikke udvider Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne. Charteret tydeliggørover for borgere, institutioner og medlemslande, hvilke grundrettigheder, der anerkendes afEU, og som det påhviler Unionens og medlemslandenes domstole at påse overholdelsen af.I 2007 blev protokollen om anvendelse af Den Europæiske Unions Charter omGrundlæggende Rettigheder i Polen og Det Forende Kongerige (protokol 30) tilknyttet EU-traktaterne. Protokollen giver ikke Polen og UK en særlig ret eller position, men er etfortolkningsredskab om Charterets anvendelsesområde, som disse to lande specifikt har ønsket.Protokollen beskæftiger sig navnlig med Charterets afsnit IV, der hovedsageligt omhandlersocial- og beskæftigelsesforhold, jf. protokollens artikel 1, stk. 2.Siden tilknytningen af protokol 30 til EU-traktaterne i 2007 har protokol 30 ifølgeUdenrigsministeriets oplysninger været nævnt i forbindelse med en dom fra EU-Domstolen,nemlig sag C-411/10, N.S. mod Secretary of State for the Home Department.Sag C-411/10, N.S. vedrører en afghansk asylansøger, der ankommer til UK via Grækenland,og spørgsmålet om hvorvidt medlemsstater må sende asylansøgere tilbage til Grækenland, som»den ansvarlige medlemsstat,« jf. forordning nr. 343/2003 (Dublin-forordningen), hvorefter enasylansøgningkun behandles af én medlemsstat, eksempelvis det første EU-land, somansøgeren lovligt eller ulovligt er rejst ind i. EU-Domstolen fastslog, at artikel 4 i Chartret skalfortolkes således, at det påhviler medlemsstaterne, herunder de nationale retter, ikke at overføreen asylansøger til »den ansvarlige medlemsstat,« når de ikke kan være uvidende om, at desystemmæssige mangler ved asylproceduren og modtagelsesforholdene for asylansøgere i dennemedlemsstat giver alvorlig grund til at antage, at ansøgeren vil blive udsat for en reel risiko forat blive undergivet umenneskelig eller nedværdigende behandling.I sagen spørges direkte til, om protokol 30 har indflydelse på Domstolens afgørelse. Domstolener meget klar i sin afvisning heraf, med henvisning til at protokollen alene præciserer hvilkeforpligtelser Chartret medfører. Domstolen henviser således i præmis 118-120 til, at det fremgår

af ordlyden af artikel 1, stk. 1, i protokollen ”at protokol nr. 30 […], ikke påvirker chartretsanvendelighed i Det Forenede Kongerige eller i Polen, hvilket bestyrkes af betragtningerne tilnævnte protokol. Ifølge tredje betragtning til protokol nr. 30 skal chartret således ifølge artikel 6TEU anvendes og fortolkes af Republikken Polens og Det Forenede Kongeriges domstole inøje overensstemmelse med de forklaringer, der er anført i denne artikel. I øvrigt bekræfterchartret ifølge sjette betragtning til denne protokol de rettigheder, friheder og principper, der eranerkendt i Unionen, og gør dem mere synlige, men skaber ikke nye rettigheder og principper.Under disse omstændigheder uddyber artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 30 chartrets artikel 51vedrørende chartrets anvendelsesområde og har ikke til formål at fritage Republikken Polen ogDet Forenede Kongerige for forpligtelsen til at overholde chartrets bestemmelser eller hindreen ret i en af disse medlemsstater i at sikre, at disse bestemmelser overholdes.”Udenrigsministeriet har ikke kendskab til nationale retssager hvor protokollen om anvendelse afEU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder i Polen og Det Forende Kongerige er benævnt.

NOTAT