Europaudvalget 2012-13
EUU Alm.del Bilag 396
Offentligt
Til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Miljøudvalg
Vandplaner og havmiljøJ.nr. NST-406-00067Ref. SPeDen 23. maj 2013
Dansk intervention i sag C-525/12, Europa-Kommissionen mod
Forbundsrepublikken Tyskland, om manglende opfyldelse af
forpligtelser efter vandrammedirektivets artikel 2, nr. 38, og artikel 9
Baggrund
Ved stævning af 21. november 2012 har Europa-Kommissionen ved EU-Domstolenanlagt sag mod Forbundsrepublikken Tyskland med påstand om, at Tyskland hartilsidesat sine forpligtelser i henhold til vandrammedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF). Tyskland har i svarskrift af 31.januar 2013 påstået sig frifundet.Sagen angår, hvilke forsyningspligtydelser (tjenesteydelser), der er omfattet afdirektivets bestemmelser om omkostningsdækning. Kommissionen mener, atTyskland har fortolket direktivet for snævert. Efter Kommissionens opfattelse harTyskland tilsidesat sine forpligtelser efter direktivet ved ikke at sikre omkostnings-dækning for en række forsyningspligtydelser.Danmark og seks andre medlemslande er helt eller delvist enige med Tysklandmed hensyn til rækkevidden af forpligtelserne til at sikre omkostningsdækning forforsyningspligtydelser. Danmark og disse andre medlemslande har modtagetbegrundede udtalelser fra Kommissionen om spørgsmålet. Danmark besvarededen begrundede udtalelse den 13. januar 2012 (jf. bilag 231 til EUU og bilag 184 tilMIU, 19. januar 2012, som tillige vedlægges her). Kommissionen har meddelt, atdisse sager også vil blive indbragt for EU-Domstolen, hvis ikke de bliver løst.Sagens centrale juridiske problemstilling
Det centrale spørgsmål i sagen er fortolkning af definitionen på en”forsyningspligtydelse” i vandrammedirektivets artikel 2, nr. 38. Definitionenlyder således:”Forsyningspligtydelse”: alle ydelser, som for husholdninger, offentligeinstitutioner eller økonomiske aktiviteter af enhver art stiller følgende tilrådighed:a) indvinding, opmagasinering, oplagring og behandling af samt forsyningmed overfladevand eller grundvandb) anlæg til opsamling og rensning af spildevand med efterfølgendeudledning til overfladevand..//.
Definitionen har betydning for rækkevidden af medlemslandenes forpligtelser ihenhold til direktivets artikel 9, der bl.a. fastsætter, at medlemslandene skal tagehensyn til princippet om, at alle omkostninger forbundet med forsyningspligt-ydelser, herunder miljø- og ressourceomkostninger, skal dækkes, navnlig ioverensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler.Tyskland fortolker definitionen på en ”forsyningspligtydelse” således, at den aleneomfatter ydelser i forbindelse med vandforsyning (jf. artikel 2, nr. 38, litra a) ogspildevandsbehandling (jf. artikel 2, nr. 38, litra b).Kommissionen mener, at en sådan (snæver) fortolkning af begrebet ikke erforenelig med direktivet, idet også ydelser, som kan karakteriseres somopmagasinering eller oplagring af vand uden at have med vandforsyning ellerspildevandsbehandling at gøre,er omfattet.Kommissionen og Tyskland er også uenige om, hvornår der er tale om en ydelse idirektivets forstand. Kommissionen mener, at hvis en forsyningspligtydelse iøvrigt er omfattet af definitionen (fx vandindvinding), har det ingen betydning, atder ikke er en synlig tjenesteyder (som tilfældet fx er ved egenindvinding af vand).Tyskland mener derimod, at begrebet forudsætter, at der er en konkrettjenesteyder og en tjenestemodtager.Danmarks interesse i sagen
Ved implementering af vandrammedirektivet har Danmark – i lighed medTyskland – lagt til grund, at begrebet forsyningspligtydelser alene omfattervandforsyning og spildevandsbehandling, og at det er en forudsætning, at derfindes en egentlig tjenesteyder. Danmark mener således, at fx egenindvinding afvand ikke er at betragte som en ydelse omfattet af definitionen i artikel 2, nr. 38.Hvis EU-Domstolen tilslutter sig Kommissionens synspunkt og fortolkerdirektivets artikel 2, nr. 38 således, at enhver opmagasinering eller oplagring afvand samt egenindvinding er omfattet af definitionen, vil det medføre nyeforpligtelser for Danmark i relation til vandrammedirektivets bestemmelser omomkostningsdækning (artikel 9). Det vil således skulle sikres, at de forskelligesektorer (husholdninger, industri og landbrug) yder et passende bidrag til dækningaf omkostningerne under hensyn til princippet om, at forureneren betaler. Der kani den forbindelse tages hensyn til bl.a. omkostningsdækningens sociale ogøkonomiske følger samt til de geografiske og klimatiske forhold i den eller deberørte regioner.Kravene om omkostningsdækning vil dog ifølge direktivet kunne fraviges for enbestemt vandanvendelse, hvis det sker ”i overensstemmelse med fast praksis”, ogforudsat at det ikke anfægter sigtet med og opfyldelse af direktivets mål, jf. artikel9, stk. 4.Dommen i sagen kan således få økonomiske og fordelingsmæssige konsekvenserfor borgerne og erhvervslivet. Eksempelvis har omkostninger forbundet medetablering og vedligehold af dæmninger, diger og anden infrastruktur i forbindelsemed fremstilling af vandkraft eller beskyttelse mod oversvømmelse eller medhenblik på sejlads ikke i alle tilfælde været dækket af brugerne. Det samme gældermiljø- og ressourceomkostningerne, som ikke nødvendigvis har været indregnethverken helt eller delvist. Heller ikke i forbindelse med vandindvinding til fx2
markvanding, dambrugsdrift eller køling af kraftværker er miljø- og ressource-omkostninger hidtil blevet dækket af brugerne.Sammenfattende kan EU-Domstolens dom således få stor betydning foranvendelsen af vandrammedirektivets bestemmelser om omkostningsdækning.Regeringen har derfor besluttet at afgive interventionsindlæg i sagen til støtte forTyskland. Danmark vil således forsvare de danske regler og – i lighed medTyskland – bl.a. argumentere for, at der ikke er grundlag for Kommissionensvidtgående fortolkning af vandrammedirektivets definition på forsyningspligt-ydelser i artikel 2, nr. 38.
3
