Enhed
INTØKO
Sagsbehandler
-
Koordineret med
-
Sagsnr.
2013-07026
Doknr.
85434
Dato
18.04.2013
Redegørelse for Uformelt Rådsmøde (Uformelt ECOFIN)
den 12-13. april 2013
Arbejdsfrokost: Afrapportering fra Eurogruppen, forlængelse af løbetider på lån
til Irland og Portugal og fremtidig vækst i Europa
Økonomi- og finansministrene drøftede og opnåede – med forbehold for nationale
procedurer – principiel enighed om at forlænge løbetiderne på Portugals og Irlands lån
fra EU27 (EFSM) og eurolandene (EFSF) med syv år. Ministrene blev desuden enige
om en udtalelse herom. Der var også en overordnet drøftelse af kilder til fremtidig
vækst i Europa og en afrapportering fra mødet i Eurogruppen d. 12. april, der blandt
andet drøftede genopretningsprogrammet og lånet til Cypern.
Økonomiske udsigter og finansiel stabilitet i EU
Ministrene havde en drøftelse af de økonomiske udsigter og den finansielle stabilitet
samt risikobilledet i Europa.
Fremadrettet arbejde med bankunionen
Der var en overordnet drøftelse af udviklingen af en europæisk bankunion, herunder
den fælles afviklingsmekanisme (Single Resolution Mechanism – SRM) knyttet til det
fælles banktilsyn (Single Supervisory Mechanism – SSM). Kommissionens intention er
at fremlægge et konkret forslag om en fælles afviklingsmekanisme medio 2013.
Kommissionen understregede, at det er afgørende snarest at opnå enighed om EU27-
forslaget om en fælles ramme for nationale bankafviklingsordninger. Ministrene blev
enige om en fælles erklæring. Udkastet til erklæring bekræfter forpligtelsen til at
færdiggøre de aftalte elementer i en bankunion i overensstemmelse med
konklusionerne fra Det Europæiske Råd. Erklæringen giver også udtryk for, at hvis der
på et tidspunkt måtte foreslås ændring af Traktaten i overensstemmelse med
traktatændringsprocedurerne (EU-traktatens artikel 48), herunder en evt. ændring af
artikel 127 stk. 6 vedr. ECB’s tilsynsrolle, bør forordningen om det fælles tilsyn om
nødvendigt justeres. Sådan et forslag kan klargøre det traktatmæssige grundlag for
bl.a. det fælles tilsyn. Det gælder fx at muliggøre et formelt grundlag for, at ikke-
eurolande kan deltage på lige vilkår med eurolande i det fælles tilsyn. Det gælder
også at fastslå adskillelsen af pengepolitik og tilsynsvirksomhed, og på den bagrund,
om nødvendigt, foretage tilpasninger af den relevante EU-lovgivning.
Fremadrettet arbejde med finansielle sager
Det irske formandskab gav en kort status for arbejdet med den finansielle regulering
og understregede, at dets hovedprioritet på det finansielle område fortsat er arbejdet
med en bankunion. Formandskabet nævnte, at man håber på endelig enighed i
trialogen om tilsynsforslaget snarest, ligesom man arbejder på enighed på teknisk
niveau om EU27-forslaget om en fælles ramme for nationale bankafviklingsordninger.
Formandskabet prioriterer også en række øvrige finansielle sager, herunder den nye
regulering af markeder for finansielle instrumenter (MiFID/MiFIR).