Sammenslutningen af uafhængige økonomiske rådgiveres

foretræde for Erhvervsudvalget, torsdag d. 29. oktober, 2012

Vi takker på vegne af sammenslutningen af uafhængige økonomiske rådgivere, for muligheden for at komme at præsentere vores synspunkt på lovforslaget om finansiel rådgivning Sammenslutningen er her repræsenteret ved Poul Stubkjær, medejer af firmaet Stubkjær og Nielsen, med speciale i uafhængig realkreditovervågning, samt undertegnede, Ulrik Kjeldsen, ejer af firmaet Råd om Penge, som yder uafhængig økonomisk rådgivning, omkring boligkøb, investeringer, pension og privatøkonomi generelt. De uafhængige økonomiske rådgivere har endnu ikke et egentligt formaliseret samarbejde, men koordinerer deres fælles interesser i sammenslutningen. Repræsentanter for sammenslutningen blev hørt under udarbejdelsen af lovforslaget, men må desværre konstatere, at de synspunkter man fremførte ikke er medtaget i denne. Det betyder, at lovforslaget mangler balance med dens overdrevne hensyntagen til de synspunkter der blev fremført af banker og realkreditinstitutter. Denne mangel på balance tjener ikke forbrugernes interesse, og betyder desværre at lovforslaget ikke når i mål på de oprindeligt politisk udmeldte intentioner. Nemlig at sikre en bedre rådgivning af forbrugerne i finansielle spørgsmål, en større gennemsigtighed i priserne, valgfrihed for forbrugerne og sidste ende større konkurrence som konsekvens heraf. Behovet for dette er de færreste i tvivl om er til stede. Pengeinstitutterne har skruet voldsom op for priserne (renter, bidragssatser og kursskæring) de sidste par år. Sideløbende skærer man i pengeinstitutterne ned på antallet af medarbejdere, og ønsker generelt en større automatisering bl.a. i forbindelse med nytegning af lån, i et forsøg på at blive mere omkostningseffektive. Det styrker sandsynligvis ikke kvaliteten af den rådgivning der bliver ydet i pengeinstitutterne. Kompleksiteten af de finansielle produkter man som forbruger tilbydes, og uigennemskueligheden omkring prisen for disse har været stærkt stigende de seneste par år. Timingen for lovforslaget kunne derfor ikke være bedre, og der ser ud til at være bred politisk enighed om at kvaliteten af rådgivningen skal forbedres, og at en større konkurrence på markedet for finansielle produkter, og den tilknyttede rådgivning, vil komme forbrugerne til gavn. En sådan styrkelse af konkurrencen, forudsætter gennemsigtighed og fair konkurrencevilkår, som ikke tilsikres af lovforslaget i sin nuværende form Vi bakker op om en lovgivning på området for uafhængig rådgivning og er enige i, at regulering fra myndighederne i form af en tilladelsesordning for disse har betydning for tilliden hos forbrugerne og udviklingen af en sund uafhængig finansiel rådgivnings-·‐branche. I den forbindelse er vi helt på linje med lovgivnings stærke og helt afgørende beskyttelse af uafhængighedsbegrebet, krav til forsikring i et rimeligt omfang og en klageinstans for forbrugerne. Især beskyttelsen af uafhængighedsbegrebet, og en til sikring af det faglige niveau i rådgivningen ser vi som helt essentielt. Uden disse tiltag ved forbrugerne ikke om de sidder overfor en reel og kompetent rådgiver eller om målet med rådgivningen i sidste ende er produktsalg, fra en person som ikke nødvendigvis møder de faglige standarder man kan forvente. Vi mener dog at man på tre helt væsentlige punkter ikke er nået i mål, hvis man vil have overensstemmelse mellem de udmeldte politiske intentioner og en kommende lovgivning. Konkret har vi derfor følgende ændringsforslag til den kommende lovgivning:

Ændringsforslag 1.

Det krav om faglighed i form af en certificeringsordning der stilles de uafhængige rådgivere, stilles også til de af pengeinstitutterne ansatte rådgivere Vi mener ikke at man opnår en væsentlig højnet forbrugerbeskyttelse ved kun at stille krav om faglighed til den uafhængige rådgivning, når der ikke sideløbende stilles krav til fagligheden hos de af pengeinstitutterne ansatte rådgivere. Den af pengeinstitutterne ydede rådgivning estimeres til at udgøre over 99% af den rådgivning der ydes kunderne, og der stilles hverken i eksisterende eller fremtidig lovgivning nogen krav til uddannelse eller det faglige niveau, hos pengeinstitutternes rådgivere. Det betyder i praksis at man i pengeinstitutternes rådgivningscentre, har medarbejdere uden egentlig uddannelse (ofte studiemedhjælpere) til at rådgive

kunderne omkring fordele og ulemper ved en omlægning af hvad der er formentligt er kundens største økonomiske engagement, nemlig deres boliglån. Dette ændrer lovforslaget ikke på i sin nuværende form. Hvor man på investeringsområdet har sidestillede certificeringskrav til pengeinstitutterns og de uafhængige rådgivere, pålægger man i det aktuelle lovforslag de uafhængige rådgivere nogen certificeringskrav, som bankerne ikke skal leve op til. Vi foreslår at dette ændres, så forbrugerne lige meget om de modtager rådgivning i et pengeinstitut eller af en uafhængig rådgiver, er sikre på at de sidder overfor en person med de rette faglige kompetencer. Ellers sikrer man ikke de 99% af forbrugerne som modtager deres rådgivning i pengeinstitutterne.

Ændringsforslag 2. Opsplitning i gebyrer for rådgivning hhv. låntagning inkluderes i loven

Hvis man fra politisk side ønsker øget konkurrence og brud på eksisterende monopoler, er en opdeling i gebyrer for rådgivning hhv. låntagning essentiel. En sådan er ikke medtaget i den nye lovgivning, selvom dette punkt ellers var omdrejningspunktet i det af det Radikale Venstre stillede oplæg. En opsplitning vil skabe sikre større gennemsigtighed og konkurrence på prisen for rådgivning, og muliggøre et opgør med det de facto rådgivningsmonopol som pengeinstitutterne pt. besidder. Prisen for rådgivning skal være tydelig for forbrugeren, og denne skal derfor udskilles fra eksempelvis bidragssatsen på realkreditlån, så forbrugerne kan se hvad de betaler for selve rådgivningen. I forlængelse af dette skal det være muligt at fravælge den rådgivning som pengeinstitutterne tilbyder, og søge rådgivning hos en uafhængig rådgiver i stedet for. Dette vil sikre priskonkurrencen på rådgivningsdelen og i øvrigt være medvirkende til en øget kvalitet i den rådgivning der gives. Vi mener derfor at prisgennemsigtighed, og en opdeling af rådgivning og produktsalg, er vejen frem hvis man ønsker at sikre forbrugernes interesser. Sidst men ikke mindst vil en opsplitning kunne muliggøre den pris konkurrence som bl.a. Konkurrence rådet gentagne gange, har konkluderet er ikke eksisterende på bl.a. Realkreditlånenes bidragssatser. Konsekvensen af dette er tydelig for alle med både boliglån og realkreditlån, hvor voldsomt stigende priser på bidragssatser og kurs skæringer de sidste par år, har været til skade for forbrugerne. Ønsker man fra politisk side at sikre forbrugerne mod disse stigende udgifter, er gennemsigtighed og øget konkurrence vejen frem. Lovforslaget i sin nuværende form sikrer ingen af delene, men fastholder derimod den manglende priskonkurrence på finansielle produkter. Det er i ”Rapport om muligheden for at styrke uvildig rådgivning” som ligger til grund for lovforslaget, fremført at en opsplitning vil skade forbrugerne i form af øgede omkostninger, samt at en opsplitning ikke er praktisk mulig. Argumentationen er mere protektionistisk end den er reel, og opvejes til fulde af den besparelse man vil kunne få som en konsekvens af øget valgfrihed og konkurrence. At en opsplitning ikke er mulig er faktuelt forkert, og pengeinstitutternes rådgivning vil fuldt ud kunne erstattes af andre professionelle rådgivere, uden at pengeinstitutternes kommer i konflikt med gældende lovgivning. Det vil være en barok situation, hvis man indfører en lov for uafhængige finansielle rådgivere med certificerings-·‐, kompetence-·‐ og forsikringskrav og samtidigt fastholder, at netop disse certificerede rådgivere ikke kan overtage/erstatte den rådgivning som pengeinstitutterne normalt yder, med henvisning til at bankerne jf. gældende lovgivning er pålagt at yde rådgivning. I den forbindelse vil vi her gerne henlede opmærksomheden på ”God skik bekendtgørelsen for finansiel virksomhed: ”§7, Stk. 2. En finansiel virksomhed skal yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog §§ 2 og 14. Endvidere skal virksomheden af egen drift yde rådgivning, jf. dog stk. 4, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan den finansielle virksomhed henvise kunden til anden rådgivning. Ovenstående underbygger, at rådgivningen og kreditgivningen kan skilles ad. Endvidere foregår det allerede i dag, jf. den tidligere fremsendte kommentars, bilag 2.

Derfor bør det naturligvis være muligt for en forbruger, at købe et finansielt produkt og selv vælge hvem man ønsker at anmode om rådgivning fra. Det følger naturligvis også heraf, at det vil være urimeligt hvis forbrugeren skal betale for en indkalkuleret rådgivning i banken, som kunden ikke ønsker at modtage. Kun en opsplitning i gebyrer for rådgivning hhv. låntagning vil kunne forhindre en sådan dobbeltbetaling.

Ændringsforslag 3. Den rabat som forbrugere, der modtager rådgivning i pengeinstitutterne, opnår som følge

af rentefradraget, tilbydes også forbrugere der modtager rådgivning hos uafhængige rådgivere.

Det indirekte skattefradrag som pengeinstitutterne kan tilbyde deres kunder, som en konsekvens af rentefradragsretten på renten og bidragssatsen, er konkurrenceforvridende, da de uafhængige rådgivere for nuværende eller i den kommende lovgivning ikke kan tilbyde forbrugerne samme mulighed. Lovforslaget ændrer ikke på dette, og det foreslås derfor at man for at tilsikre fair og lige konkurrencevilkår, giver forbrugere der modtager uafhængig rådgivning samme fradragsmulighed Såfremt medlemmer af udvalget, ønsker et mere detaljeret indblik i de uafhængige rådgiveres arbejdsform, eller sammenslutningens syn på lovgivningen, er I selvfølgeligt meget velkomne til at kontakte os. Derudover har vi i ”Sammenslutningen af uafhængige økonomiske rådgiveres kommentarer til ”Rapport omkring mulighederne for at styrke uvildig rådgivning””, mere grundigt beskrevet vores argumenter og underbygger heri også med dokumentation. Vi takker på vegne af sammenslutningen for taletiden.