BUU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 83: Henvendelse af 26/12-12 fra Daniel Holm Hansen, Hvidovre, vedr. debat til linjefagsdiskussionen I forbindelse med det kommende udspil til nyt folkeskoleforlig

Forslag til overskrift: Fint nok, men så giv dog tid!Det er altid en fornøjelse at høre, når en minister bærer fanen højt og lover guld og grønneskove for ens fag. Senest har uddannelsesminister Morten Østergaard utvetydigt udtalt, at detudelukkende bør være linjefagsuddannede lærere, der står bag katederet i de fag, der nu engang er på skemaet. En utroligt positiv melding som ret beset vel egentlig burde være enselvfølge for enhver uddannelsesorganisation, men som for folkeskolens vedkommende harværet et stort problem i årtier.Som lærer har jeg i de fleste år varetaget mere end en klasse, i fag jeg ikke er uddannet i. Detvære sig idræt, kristendomskundskab, natur/teknik mv. og sidst jeg stod i slutningen af enfagfordeling skulle jeg sågar varetage undervisningen i prøvefaget geografi i udskolingen.Sidstnævnte blev dog heldigvis ikke til noget, da jeg blev ansat i en privat virksomhed, somproducerer online undervisningsspil. Men tendensen er klar; der er en enormt stor opgave forpolitikere og skolefolk, som skal løses meget hurtigt, hvis ikke niveauet skal sakke alvorligtagterud i folkeskolen!Nuvel, man skal selvfølgelig træde til, når der er en udfordring, som skal løses og på sin viskan jeg da også godt undervise i idræt, hvis vi vitterligt ikke har den fornødne kapacitet -specielt i forhold til antallet af mandlige lærere i et fag, hvor der jo helst skal være et af hvertkøn. Men vi er i en situation, hvor undtagelsen er blevet reglen.Nu spørger mange lægfolk sikkert sig selv om, hvorfor det er dagens orden, at en lærer ikkenødvendigvis er uddannet til det, hun eller han står og underviser i - og med rette! Men hermå jeg, traditionen tro når en lærer ”brokker sig”, pege med meterlinealen i retning af vorespolitikere. Javist, det kan virke som et billigt mediestunt at sende aben i den retning, mennoget må der jo være om snakken, da der er tale om et så grundlæggende og massivt brud pånormal undervisningspraksis, som det er tilfældet. I hvert fald hvis man skal forsøge atsammenligne folkeskolen med en stor privat virksomhed, hvor man vel næppe ville klandreafdelingslederne (læs: skolelederne) og de ansatte for en så massiv omgang sjusk, men noksnarere pege mod direktionen (læs: Regeringen og den/de ansvarlige minister/ministre) ellersom minimum på underdirektørerne (læs: kommunalbestyrelserne). Selskabets bestyrelse(læs: Folketinget) ville i hvert fald reagere prompte og hoveder i de øverste lag ville rulle påstribe.Men alt det med hovederne interesserer sådan set ikke mig og sådan set heller ikke at placereen abe i den nuværende administration. Jeg mener, de har blot siddet et års tid og desuden erdet jo dem, der nu - i hvert fald retorisk - forsøger at tage fat om roden på problemet. I stedeter jeg interesseret i at der nu rent faktisk gøres noget frem for blot at lege stolt fanebærer.Men det kan kun gøres, hvis vi sætter tingene i perspektiv og ser historisk på folkeskolensudvikling igennem de sidste årtier.

Så vidt jeg løseligt har kunnet google mig frem til her til formiddag, så blev læreruddannelseni 1966 udvidet til at omfatte to linjefag og derudover en række bifag, som man også kunneundervise i, dog kun til og med 7. klasse. Derudover skulle man vælge en specialeretning iforhold til undervisning i enten de yngre eller de ældre klasser, eller i specialklasser. Dennelov afstedkom altså, at man som lærer kunne undervise i en lang række fag, på trods af at mankun havde 2 linjefag - eller specialer om man vil. I dag ville dette vel anses som en slagslappeløsning i forhold til målet om linjefagsuddannede lærere i alle fag i alle timer, men i detmindste var der en vis undervisningskompetence i de mindre fag/de yngre klasser.Denne lov blev justeret et par gange i 1990’erne inden man i 1997 lavede en reform aflæreruddannelsen, som kom til at gælde fra 1998 - i øvrigt det år jeg startede på uddannelsen.Væk var alle de små fag, på nær selvfølgelig de pædagogiske fag og kurser, og det samme varde føromtalte specialeretninger. Nu skulle vi uddannes i fire linjefag, hvilket jeg selv var rigtigglad for, men som dog afstedkom mange diskussioner … ja netop, diskussioner omkring hvadfolkeskolen nu skulle gøre i forhold til at få nok uddannede lærere. Officielt hed det sig, at vimed den nye bacheloruddannelse udelukkende måtte undervise i vores linjefag, men allevidste, at det ville være utopi at tro på, at det ville komme til at ske.Og så gik det ellers stærkt. I 2002, 2004 og 2006 kom nye store ændringer af strukturen,blandt andet baseret på en rapport fra Evalueringsinstituttet i 2003. Nu skal jeg naturligvisikke komme nærmere ind på denne, men mere holde mig til ministeriets egne ord om, at ”Kunto årgange har afsluttet uddannelsen, så erfaringerne med uddannelsen i "det virkelige liv" erbegrænsede.” (Redegørelse til folketinget fra 2004)Og nu er vi fremme ved sagens kerne - eller kerner - nemlig at politikerne dels vælger at førepolitik for deres egen skyld, samt at man ikke giver tid nok til at lovene kan blive tilvirkelighed. Førstnævnte påstand behøver vel ikke nærmere forklaring, bare se kniv-, fedt- oghundelovene, men den anden påstand er i mine øjne helt utrolig vigtig at få styr på.Tilbage i sluthalvfemserne argumenterede en glad lærerstuderende i diskussioner for og imodden ny uddannelse, at denne var fantastisk, men at der naturligvis ville gå en rum tid, indenman havde nok lærere uddannet til, at lovens intentioner kunne holdes. Denne studerende,som sært nok er undertegnede, mente, at der var brug for i hvert fald 10-15 år - baseret på enløselig kalkule om, hvor mange der cirka blev uddannet hvert år, samt at visse fag har enmeget lille søgning.Men vi fik ikke fred, for allerede omkring år 2000 begyndte man allerede at diskutere om førsttre og så to linjefag, der til gengæld skulle styrkes. I spil kom også hurtigt den ”nye” idé om, atlærerne skulle specialiseres i forhold til yngre og ældre elever. Det gav en enorm uro påuddannelsen, for hvad var vores uddannelse så lige pludselig værd. Ydermere har denne uroog det hastværk lovgiverne farer frem med betydet, at ingen ude på skolerne i dag reelt anerhvad der foregår på seminarierne og hvilken uddannelse en ny ansøger kommer med - og deter et stort problem, når man skal søge at ansætte nye lærere, har jeg ladet mig fortælle.Resultatet af al den faren frem med faner og hastværk i lovmøllen kender vi til fulde. Der erikke styr på strukturerne og eleverne må nøjes med en uddannelse på et lavere niveau, endhvad lovgiverne havde planer om. Kort sagt: Det sejler! Ikke blandt ledere og lærere, og i en

vis grad heller ikke i kommunerne - om end de dog har ansvar for videreuddannelsen aflærerne - men i den grundlæggende struktur og ledelse af Folkeskolen. Alt sammen fordipolitikerne har så travlt med at føre sig frem og få mediedækning, så de kan blive genvalgt ogderefter skabe endnu mere rod i butikken.Jeg vil slutteligt tiljuble, at vi får en gennemtænkt folkeskolereform (og ikke blot en fesenændring, som i alle andre såkaldte ”reformer”) og en ditto gennemtænkt seminarielovgivning.MEN… Kære politikere: Sørg for at I denne gang giver reformerne tid til at virke. Ikke fem år,ikke ti år, men den tid det tager, før man forventeligt kan se de ønskede ændringer. Lad nuvære med at føre populærpolitik på skoleområdet de næste mange år.Eller sagt på en anden måde: Halvt arbejde er dobbelt arbejde, så gør det ordentligt fra startenog hav så tålmodighed til at følge det til dørs. Så skal I nok få et godt produkt!