Til Børne- og undervisningsminister Christine Antorini og samtlige børne- og

uddannelsespolitiske ordførere.

Regeringen har fremlagt en folkeskolereform, som betyder længere skoledage for samtligeskolesøgende børn fra børnehaveklassen til afgangsklasserne.Der kan være mange gode grunde til at opkvalificere folkeskolen og ingen kan vel væreuenige i, at vi generelt skal blive bedre til at sørge for, at alle børn trives, og at langt flerebliver i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse.Som landsdækkende forældreforening er vi på flere punkter bekymrede for konsekvensenaf den øgede undervisningstid, som betyder at børn skal tilbringe mellem 30 og 37 timerugentligt i skolen.Børns tid i fritidsinstitutionerne har meget stor værdi. Fritidshjemmet, SFO’en og klubbenhar en styrke, fordi der her – adskilt fra skolen – lægges vægt på andre værdier. Hvorskolernes fokus fortsat er på de målbare boglige kompetencer, er andre basalekompetencer og værdier i fokus i vores fritidsinstitutioner: at kunne samtale, have empati,kunne aflæse situationer omkring såvel sociale som fysiske rammer etc. Et stigende antalbørn mangler basale sociale kompetencer som er absolut nødvendige for at kunne klareen uddannelse, kunne træffe valg i fritidslivet, kunne indgå i sociale fællesskaber, kunneskabe velfungerende familier og klare sig på arbejdsmarkedet. Når man mener, at værdiersom at spille teater, lave historier om eget liv, gå på biblioteket, lave historier påfritidshjemmet, spille rollespil, lege med forskellige materialer, gennemleve oplevelser idagligdagen gennem fri leg, spille hockey, spille spil, tage på museum, lære at lave sundmad, spise sammen og udvikle opskrifter, lege sanglege, lave indviklede danse, lære atvære en god ven, lære tal og regning gennem lege og aktiviteter, være sammen med bådeyngre (inkl. børnehavebørn) og ældre børn skal erstattes af skolens konformitet hvadangår tid, klasser og lokaler, så får børn ikke mere lærdom på disse centrale områder.Tværtimod er vores påstand.I fritidsinstitutionerne kan alle børn få anerkendelse og styrke – både dem, der erskolefagligt stærke og dem der ikke er. Disse værdier vil ikke tilgodeses i tilstrækkeligtomfang i de omtalte aktivitetstimer. De kræver mere tid end mellem 10 minutter og en timeog de kræver mere fleksibilitet end skolen kan understøtte.

Et andet vigtigt element er børns behov for egen tid – en tid, som man selv kan disponereover, og hvor man har mulighed for selv at vælge og ikke pligt til at deltage i planlagteaktiviteter –kanog ikkeskal.En tid hvor gode pædagogiske rammer (og nogle stederspecifikke fysiske rammer) giver muligheder for, at den innovative og kreative side styrkesog hvor samarbejde og fællesskab erstatter målbare individuelle resultater – menneskeligeegenskaber, som samlet bidrager til en god barndom og som senere i livet er nødvendigeværktøjer, som også værdsættes højt i erhvervslivet.Vi er alvorligt bekymrede for den øgede fokus på indlæring og på at vores børn skal bliveså dygtige, som de kan, på de traditionelle skolefaglige områder, fordi andre lige såværdifulde egenskaber dermed negligeres.En længere skoledag vil potentielt svække grundlaget for at opretholde voresfritidsklubber. Vi risikerer, at klubberne og dermed en integreret del af vores nordiskedannelsestradition helt forsvinder, fordi kommunerne i mindre grad vil oprette og drive demog fordi forældrene naturligvis vil søge alternative muligheder, når prisen tages ibetragtning, og der samtidig kun er tale om et behov på få timer dagligt. De børn, somsåledes tidligere har haft et solidt klubtilbud omgivet af kompetente voksne, har ikke desamme muligheder for at møde andre unge og ikke mindst nogle uddannede voksne, somser børnene i øjnene og kan tage en fortrolig snak med de unge mennesker, hvis der erbehov for det. Vi ser mange steder, at netop denne funktion er vigtig i klubberne og kandanne en modvægt til specielt storbyernes gadebaserede fristelser. Vi ser også mangesteder, at børnene aktivt vælger klubberne til af samme årsager. I vores optik har vi ikkeråd til at miste den gruppe af unge, og vi ser en længere skoledag som en reel trussel modklubberne.Ved at begrænse børns fritid og deres egen tid, begrænser vi også familiernes mulighederfor at tilrettelægge hverdagen selv. Selvom der i de fleste familier er to fuldtidsarbejdendeforældre, forsøger mange at planlægge deres arbejdsliv med forskudte arbejdstimer,flekstid eller nedsat arbejdstid for skabe en mindre stresset hverdag, få mere tid sammenog give børnene tid til fritidsaktiviteter fx i sportsklubber. Den mulighed begrænses, nårbørnene skal tilbringe flere timer i skolen. Denne bekymring deles også af DGI’s formand,Søren Møller, der peger på risikoen for at børnene ikke i samme grad kan/vil deltage i denfrivillige foreningsidræt.

Vi er ganske enige i intentionerne om i højere grad at bryde den sociale arv og netop herspiller både vores dagtilbud, men i høj grad også vores fritidsinstitutioner en afgørenderolle. Frem for at give skoletrætte børn mere af det samme, som blot trækker i den forkerteretning, bør vi i langt højere grad satse på fritidsinstitutionernes kompetencer som leg,kreativitet og sociale kompetencer. Vi kan være enige om, at aktivitetstimer lagt ind i enskoledag kan afhjælpe nogle af de problematikker, der er omkring skoletrætte børn, mendet foregår fortsat i skolens rammer, hvilket vil fastholde dem i de rammer, som udgør

Endelig er der spørgsmålet om finansieringen af folkeskolereformen. Som det nævnes iregerings reformudspil, så flyttes tid og aktiviteter fra fritidsordninger og klub over i skolen.men da fritidsordningerne i stort omfang er direkte brugerfinansierede må detnødvendigvis give et budgetmæssigt underskud, hvis vi fastholder at folkeskolen er gratis.Frem for den øgede fokus på skolen, som hidtil har vist at den ikke har formået at løseopgaven at løfte den del af eleverne som ikke trives optimalt, så bør vi i højere gradfokusere på fritidsinstitutionernes kompetencer og de tidlige barndomsår. Vi ved, at børner mest påvirkelige i de tidlige barneår, og at disse år har uendelig stor betydning. Vi vedsamtidig fra forskningen, at en indsats i netop den periode af børnenes liv er en godinvestering både menneskelig og samfundsøkonomisk. Intet giver et afkast sominvesteringer i de mindste. Vi skal sikre vores børn i dagpleje, vuggestue og børnehaveveluddannet pædagogisk personale, som kan hjælpe og støtte dem i deres tilegnelse afsociale, sproglige og motoriske færdigheder og ad den vej give de mindste dels en god ogudviklende barndom og dels gøre dem parate til den mere formaliserede indlæring ogmødet med folkeskolen. Dette vigtige pædagogiske arbejde skal følges op af enfritidspædagogik uden for skolens rammer som anerkendes og prioriteres og ikkenegligeres.