Temamøde om fordele og ulemper ved at give folkeskolerne mulighed for at blive selvejende
På dagtilbudsområdet har vi en lang tradition for selvejende institutioner, der oprindeligt er etableret af enengageret kreds i civilsamfundet. I dag drives de under to forskellige former: Der er de selvejendeinstitutioner, som har en driftsaftale med en kommune om drift af pladserne under den kommunale forsyning(og pladsanvisning). Og så er der en række selvejende institutioner, der er oprettet som eller - mere typisk –er overgået til drift som privatinstitution, da denne mulighed blev indført i lovgivningen i 2005. Selvejendeinstitutioner, der drives som privatinstitutioner, indgår ikke i kommunens forsyning (og pladsanvisning) og fåret tilskud til driften pr. indskrevet barn som svarer til det beliggenhedskommunen bruger pr. barn i sammealdersgruppe. Det selvejende er dermed en juridisk form, med to forskellige muligheder for driftsvilkår i hht.Dagtilbudsloven.Den udvikling vi har set på dagtilbudsområdet over det seneste ti-år er et markant fald i andelen afselvejende institutioner med driftsoverenskomst. Der er dog sideløbende sket en vækst i antallet afprivatinstitutioner. Fra 2007 til 2010 faldt andelen af selvejende daginstitutioner fra 24% til 20% af detsamlede antal institutioner. Typisk er de selvejende daginstitutioner mindre enheder end de kommunaleinstitutioner.Samtidig er andelen af private institutioner vokset fra 5,2% i 2007 til 8,4% i 2011.Særligt udviklingen af nye daginstitutionsstrukturer med områdeledelse og større enheder har udfordret deselvejende institutioner med driftsoverenskomst – og har skabt konflikter mellem kommunerne og deselvejende institutioners bestyrelse og organisationer. Resultatet har mange steder været at selvejendeinstitutioner enten er overgået til kommunal drift eller har valgt at overgå til privat drift, for at kunne fastholdeden selvejende institutions egenart og selvbestemmelse.Grundlæggende har de selvejende institutioner på dagtilbudsområdet en tradition for lokal fundering oginddragelse af kræfter i civilsamfundet. Der hvor det går godt, er der også gode muligheder forfagprofessionel indflydelse.Man må nok til en vis grad skelne mellem de to driftsformer for selvejende institutioner, hvis man skal se påmulighederne for afbureaukratisering. De selvejende institutioner med driftsoverenskomst er i storudstrækning underlagt de samme procedureregler, krav og systemer, som de kommunale institutioner, f.eks.i fht. indkøbsordninger, dokumentation m.v. selv om der ganske givet er forskelle fra kommune til kommuneog fra institution til institution.Fra undersøgelser af de private institutioner ved vi imidlertid, at lederne her netop peger på, at én af de storefordele ved denne driftsform er mindre bureaukrati og et større råderum i fht. prioriteringer både økonomiskog fagligt. Omvendt peger lederne i privatinstitutionerne på ulemper i form af mangel på faglig inspiration,mulighed for efter- og videreuddannelse og sparring på tværs med andre institutioner.Det kan altså give mindre bureaukrati at etablere selvejende institutioner, men i de fleste sammenhænge vildet alligevel kræve at enten stat eller kommune opgiver nogle af kravene, medmindre man stillerinstitutionerne helt frit på en slags markedsvilkår. Risikoen ved den markedsmodellen er, at de fællessamfundsmæssige opgaver bliver vanskeligere at løse og at vidensdelingen og samarbejdet på tværs blivermindsket.Spørgsmålet er også om en struktur med Selvejende Institutioner i sig selv kan blive til en ny administrativoverbygning.
