Selveje: Den danske model

Forskningschef Henrik Christoffersen, CeposHistorisk har det været overgang til selveje, som skabte fundamentet for velfærd iDanmark. De kollektive landsbyfællesskaber blev brudt op med landboreformerne islutningen af 1700-årene, og erhvervslivet blev organiseret ud fra et princip omselveje. Det skabte ansvarlighed og initiativ, og velstanden kom. Nu ser vi enspirende vision om opløsning af nutidens gumpetunge kollektivform – kommunerne– med en ny selvejereform. Debatten er rejst af formanden for DanmarksLærerforening, Anders Bondo Christensen, som tænker sig folkeskolerne påselvejeformel. Det vil igen – hvis det gennemføres på en rigtig måde - kunne skabefrihedsrum for ansvarlighed og initiativ, og det kan meget vel være vejen til atudvikle en skole, som gør det lige så godt som de frie grundskoler, der jo trods enmere beskeden økonomi end folkeskolerne løfter eleverne bedre set i forhold til detforventede givet elevernes baggrund.Men der er i virkeligheden langt større perspektiver i spil end umiddelbart antydet aflærerforeningen. For det er ikke blot folkeskolerne, som trænger til at få tilførtdynamik og nytænkning. Det gælder de kommunale institutioner i det hele taget.Ældreinstitutionerne, daginstitutionerne osv. Og det gælder sygehusene påregionernes område. Kommunestyret er ikke oprindeligt tænkt at skulle drive landetsstørste servicekoncerner. Kommunestyret er lokalt lægmandsstyre, og de lokalefolkevalgte har deres styrke i at kende de lokale borgeres ønsker og behov: i atforetage prioriteringer. Med velfærdsstatens vækst er kommunerne så blevet til disseenorme servicekoncerner, og her er opgaven en helt anden for den øverste ledelse –politikerne – end at foretage prioriteringer. I servicekoncerner skal den øversteledelse sørge for, at der bliver produceret så meget som muligt for pengene: ledelsenskal sikre produktivitet. Men i forhold til denne opgave er politikerne slet ikke deresopgave voksne. De er ikke valgt fordi de er gode til organisation og ledelse, altså tilmanagement. Derfor er der brug for en ny arbejdsdeling mellem de professionelleledere i kommunerne og kommunalpolitikerne.Der er da også gennem de seneste par årtier foregået en løbende afsøgning ikommunerne efter en virksom formel for sådan en ny arbejdsdeling mellem lokalefolkevalgte politikere og stadig mere professionelle ledere. De fleste kommuner hararbejdet med nye organisations- og ledelsesmodeller, som sigter imod atdecentralisere og give de udførende kommunale institutioner større selvstændigt1

råderum, således at de professionelle ledere her får plads til at bruge dereskompetencer til at skabe øget effektivitet. Nogle kommuner taler om bestiller-udfører-model, andre kalder det kontraktmodel eller aftalemodel. Jeg har sammenmed professor Kurt Klaudi Klausen fra Institut for Statskundskab på SyddanskUniversitet tidligere i år skrevet en bog på Syddansk Universitetsforlag om, hvad derer kommet ud af disse organisatoriske og ledelsesmæssige udviklingsprocesser ikommunerne. Det korte svar er, at det ikke er til at se udefra, at der overhovedet erkommet noget ud af denne fornyelse. De kommuner, som er gået langt med sådan enfornyelse, er ikke kommet til at kunne levere service til borgerne for en lavere udgiftog skattebetaling for borgerne. De er heller ikke kommet til at få bedre styr på deresøkonomi, så de bedre holder deres egne budgetter. Og når vi foretog besøg ikommuner, som har fornyet deres organisation og ledelse, så så vi, at de i realitetenvar godt i gang med at rulle deres reformer tilbage. Kommunalpolitikerneaccepterede i realiteten ikke, at der gik kompetence fra dem til institutionslederne, ogkommunaldirektørerne og økonomicheferne ville have fast greb om tingene inde pårådhuset.Borgerne mærker trægheden i kommunerne og reagerer mod kommunaleinstitutioner, som koster mange penge at drive men giver utilfredsstillende service.Stadig flere danskere fravælger de traditionelle offentlige tilbud, selv om de er gratisat benytte, og vender sig i stedet mod frie grundskoler, privathospitaler, friplejehjemetc. Selv om det indebærer brugerbetaling.Det er en kløft mellem befolkningen og velfærdssektoren, som på den måde er underuddybning. Med til at grave kløften dybere er den centralisering, som mere ellermindre snigende pågår løbende både på nationalt og på kommunalt niveau.Folketinget vedtager stadig mere detaljeret og snærende lovgivning, som fastlæggerprioriteringerne af kommunernes servicetilbud, og den administrative reguleringfølger op. Kommunerne administrerer det frie valg på skoleområdet sådan, at dermange steder ikke er meget plads for de enkelte forældres faktiske valg. Ligeledessamles skolevirksomheden i disse år på så få skoler, at der mange steder kun er énlokal skole i nærheden at vælge imellem.Overførsel af kommunernes institutioner – ikke blot skolerne men ogsåplejehjemmene, daginstitutionerne mv. og tillige regionernes sygehuse – tilselvejende form kan løsne op om fastlåsheden i velfærdssektoren. Det har vi set pågymnasieområdet, hvor gymnasierne sammen med den kommunale strukturreform i

2006-07 blev overført til selvejeform. Her er vist efterhånden alle enige om, at der ersket en markant vitalisering sammen med ansvarliggørelsen.Men historien om gymnasierne, som er blevet til selvejende institutioner, rummerogså en lære, der ikke er blevet eksponeret i den offentlige debat. Hvis den selvejendeform skal lykkes og give positive resultater, så skal man gå hele vejen og sørge for, atder kommer til at ske en egentlig ansvarliggørelse. Det har netop værethovedproblemet i kommunernes organisations- og ledelsesudvikling indtil nu, atkommunerne har vægret sig ved at gå hele vejen. De har decentraliseret men fastholdtde egentlige kompetencer centralt hos politikerne og topembedsmændene. Det durikke. Faktisk er overgangen til selveje foregået i to faser på gymnasieområdet. Førstblev driften af gymnasieskolerne overført til selvejende institutioner i 2006, menbygningsmassen forblev statslig, da man ikke umiddelbart kunne løse problemet medgymnasiernes forskellige bygningsværdier. Det problem blev løst, så også ansvaretfor bygningsmassen overgik til de selvejende bestyrelser i 2010. Første fase fik ikkevoldsomme resultater, men det fik anden fase. For her kunne de enkelte gymnasier iprincippet vælge at bygge deres kapacitet ud, hvis de havde elevsøgning til det. Detgav konkurrence, for så kunne andre gymnasier jo miste elever, som hidtil var blevettvunget til dem. Det gav dynamik, men også splid i kredsen af gymnasierektorer. Fornu var spillereglen ikke længere, at man delte rovet i porten. Så her efterfølgende erbureaukratiske interesser og organisationsinteresser godt i gang med at få lavet nyeblokeringer af bl.a. administrativ art for at tæmme dynamik hos selvejendegymnasier, der er gået i gang med at gøre deres skole bedre.Overgang til selveje i folkeskolen skal ikke føre til, at lærerne i realiteten overtagermagten over skolerne fra kommunalpolitikerne. Sådan en reform skal sikre, atskolerne da virkelig ansvarliggøres, og stilles til ansvar. Over for borgerne. Det skerved konkurrence – både internt mellem folkeskolerne og mellem folkeskoler og friegrundskoler. Og sådan en konkurrence skal være reel. Det samme gælder, når andretyper af velfærdssektorens institutioner omlægges til selvejende form.