Til Børne- og undervisningsudvalgetFolketingetJeg skriver mine kommentarer til regeringens oplæg om folkeskolereform med baggrund i minedybe bekymringer for reformforslagets konsekvenser for de svageste elever i folkeskolen. Jeg hararbejdet som leder af PPR, som skolechef og fagchef i Jægerspris og Frederikssund siden 1977 oghar været fagligt beskæftiget sideløbende hermed siden 1981 – nu som formand for PædagogiskePsykologers Forening (tidl. Skolepsykologernes Landsforening).Som jeg har beskrevet, vil alle reformer, der ikke grundfæstes i lærerne grunduddannelse og ikompetenceudvikling hos lærere og skoleledere aldrig kunne gennemføres i praksis, så det virkerude i klasseværelset og dermed får virkning for eleverne. Det ved vi fra de mangeudviklingsprojekter, der har været gennemført i folkeskolen siden begyndelsen af 1980erne.Tværtimod vil nye reformkrav, der ikke er grundfæstet på lærernes rygmarv altid gøre lærerneusikre, og denne usikkerhed vil altid først ramme de svageste elever. Det er netop de elever, der ermålgruppen for såvel reformudspillet som ønsket om øget inklsuion.Det er ikke primært et spørgsmål om at udvide undervisningstiden, men først og fremmest etspørgsmål om at gøre sig klart, hvad der skal til for at lave en kvalitativt god skole.

Hvad med heldagsskolen?

Regeringen ønsker med sit reformudspil – Gør en god skole bedre – at udvikle ensammenhængende og aktiv skoledag. I denne forbindelse lægges der op til, at eleverne obligatoriskskal være længere tid på skolen, hvor dagen skal veksle mellem undervisning og aktivitetstimervaretaget af lærere og pædagoger, der i fællesskab skal sikre sammenhængen.Forslaget begrundes med, at for mange elever klarer sig fagligt dårligt, og der er for mange elever,der ikke gennemfører en efterfølgende uddannelse.Der er vel ingen, der ikke ønsker at forbedre fagligheden for alle elever, men nødvendiggør det enlovændring, der forpligter alle elever til at være på skolen i 30 timer (bh.kl.-3-kl.), 35 timer (4.-6.-kl.) og 35 timer (7.-10.kl.)? Regeringen har henvist til, at eleverne får mere ud af undervisningen jolængere, de er sammen med lærerne. Det er blevet kraftigt modsagt af forskere fra DPU, og det ervist svært at finde forskningsmæssigt belæg for regeringens synspunkt.Regeringen har bl.a. peget på, at det skal være muligt inden for den udvidede ramme at få hjælp tillektielæsning. Til det kan siges, at denne mulighed har eksisteret siden 1970erne i skolernesSFO’er, i klubber og ungdomsskolen men udviklingen har vist, at det har været svært at få detgennemført i praksis. Eksemplet viser, at gode initiativer sjældent udvikles gennem lovgivning, mengennem udvikling af god praksis. Det tager tid og kræver som regel forberedt kompetenceudviklingfor de implicerede fagpersoner.

Jeg er ikke bekendt med, at der findes forskning, der viser, at det ikke skulle være muligt at indfriregeringens mål og krav til folkeskolen inden for en tidsmæssig ramme, der udgør fra 8.00 – 14.00.Hvad der kræves, ved man til gengæld meget om fra forskning- og udviklingsarbejde sidenbegyndelsen af 1980erne.Samtlige evalueringsrapporter viser, at det er meget svært at sikre udvikling af folkeskolen, derindebærer, at læreren gør noget andet i klasseværelset, end det læreren plejer at gøre - eller synes errigtigt. Hvis ikke udviklingsønskerne når den enkelte lærer, når man aldrig eleverne. Det har værethovedproblemet gennnem årene, at selv på trods af stor enighed om vigtige udviklingstemaermellem de fleste af folkeskolens interessenter, så er lovændringer og beslutninger på alle niveauerfra folketing til kommunalbestyrelse og på den enkelte skole i store træk forblevet uden effekt påden konkrete undervisning.Kun i de tilfælde, hvor lærere sammen har arbejdet med udvikling, sker der noget. Det er delsafhængig af lærerens uddannelsesmæssige kompetencer og dels afhængig af den enkelte skoleledersevne til at skabe konstruktive arbejdsmiljøer på skolen, der udvikler engagerede lærere med lyst ogmod på udvikling. Eksempelvis ved vi fra forskning, at der på kollektivt orienterede skoler ermindre problemadfærd.Hvordan når man så læreren? Det sker ikke gennem lovændring eller kommunale beslutninger.Det langsigtede og sikre grundlag sikres gennem en forsvarlig grunduddannelse, der sikrer, atlæreren kan varetage de udfordringer, som eleverne og skolen frembyder. Der er brug for enlæreruddannelse, der sikrer en langt større sammenhæng mellem teori og praksis, som det fx ertilfældet i den fem-årige universitetsuddannelse som finske lærere får.En regeringsreform af folkeskolen må følges op af den nødvendige ændring af læreruddannelsen,hvilket slet ikke er tilfældet i den nuværende situation, hvor den aftalte revision af læreruddannelsenblot flytter rundt på de alt for få timer inden for en uændret fire-årig ramme. Oven i købet fjernesdet netop indførte liniefag i specialpædagogik netop nu, hvor fokus er på inklusion!De eksisterende lærere i folkeskolen skal fungere i mange år endnu, og der er brug for en massiv ogintensiv efteruddannelse, der kan sikre, at alle lærere har de nødvendige fagdidaktiske kompetencer,at de er gode til at lede og strukturere arbejdet i klasserne, og at de er gode til at skabe goderelationer til eleverne og skabe et trygt og konstruktivt arbejdsmiljø i klassen med gode relationermellem eleverne indbyrdes.En ambitiøs regeringsreform må og skal stille krav til kommuner og/eller staten om at sikre dette,men det er der tilsyneladende ikke politisk mod til, da det jo kræver økonomi af en ikke ringestørrelse samtidig med, at der ikke er politisk lyst til at stille konkrete krav af denne art tilkommunerne.Endelig er der brug for, at der tilrettelægges en meget omfattende uddannelse for landet skoleledere.Skoleleledere er i henhold til den aktuelle lovgivning efterhånden helt suveræne ledere ogansvarlige for alle forhold for kvaliteten i folkeskolen. De vil blive stillet til regnskab fra alle siderlige fra staten til kommuner, skolebestyrelser, grupper af forældre, enkeltforældre, elever og fralærergruppen. Og de vil skulle udføre dette ledelsesarbejde under strenge økonomiske vilkår, dernødvendiggør hårde prioriteringer. Her kan man sagtens blive nervøs på de svage elevers vegne, når

de skal prioriteres af den enkelte skoleleder i forhold til helhedsbehov på skolen. Er landetsskoleledere rustet til denne opgave?Hvis staten og kommunerne i fællesskab løser opgaverne med at beslutte den nødvendigegrunduddannelse for lærere, sikre den nødvendige efteruddannelse for alle lærere samt tilrettelæggeden nødvendige efteruddannelse for samtlige skoleledere – ja så er alle de væsentligegrundforudsætninger for at udvikle kvalitet i folkeskolen til stede.Og det vil absolut være helt unødvendigt at udvide undervisningstiden ud over det vejledendetimetal. Der vil også være tid til øget fysisk aktivitet som en integreret del af undervisningen ogvaretaget af lærereSkolens elever har i høj grad også brug for at kunne disponere over deres fritid efter kl. 14.00 iforhold til fritidsinteresser og familie. Der er i forvejen rigelig risiko for en fortravlet og forjagetdagligdag for mange af skolens elever.Der vil selvfølgelig være andre vigtige forhold at overveje, fx hvorledes man sikrer en veltilrettelagt øget inklusion, hvor kompetenceudvikling og krav til de kommunale PPR’er spiller envigtig rolle.I forhold til ønsket og kravet om øget inklusion er det også trist at se, at dette ofte modarbejdes vedkommunale beslutninger om skolestrukturændringer, der medfører, at elever får hyppige skole-,klasse- og lærerskift. Det sker i alle de tilfælde, hvor et antal skoler lægges sammen med en fællesledelse. Skolematriklerne bibeholdes, og der dannes føde- og overbygningsskoler med skole-,klasse- og lærerskift til følge. Det er meget uheldigt for de elever, der har brug for stor stabilitet ogforudsigelighed og få voksen- og kammeratrelationer – netop de elever, der er inklusionens primæremålgruppe. De har i forvejen også problemer med den populære opdeling af skolen i indskoling,mellemtrin og udskoling.I begge ovenævnte tilfælde henvises til faglig snusfornuft, der overhovedet ingen dækning har iforskning. Skolestrukturændringerne med sammenlagte skoler begrundes ofte med tilsyneladendefaglige argumenter, mens der tales stille om den egentlige økonomiske begrundelse – nemlig, atskolesammenlægninger er den eneste måde at sikre høje klassekvotienter, da de sammenlagte skolerkommer til at udgøre et fælles skoledistrikt.Det er trist, at folkeskolen fortsat skal udvikles på baggrund af lægmandsbetragtninger, som detogså har været tilfældet ved det aktuelle skolereformsforslag, hvor man kan høre ministre ogtoppolitikere hente deres begrundelser under overskrifter som ”det siger sig selv, at det er godt medto-lærertimer” eller ”enhver kan da forstå, at mere tid sammen med læreren er godt”.Reformforslaget om heldags- eller helhedsskolen bygger også i høj grad på skrivebordstænkning ogsåkaldt snusfornuft. Hvordan vil man sikre helhed og koordination i det daglige arbejde mellemundervisningslektioner og aktivitetstimer i samarbejdet mellem lærere og pædagoger? Beggefaggrupper vil fortsætte med at arbejde på den måde, som de finder størst tryghed ved, og resultatetvil blive en ukoordineret dagligdag for eleverne, og den eneste forskel vil være, at den bliverlængere. Mere af det samme er der mindst af alt brug for.Udvikling besluttes ikke via lovgivning, men det udvikles sammen med de involverede parter oggennem uddannelse. Først når ændrede strukturer sidder på rygmarven af lærerne, vil de være i

stand til at skabe et indhold, der rummer den nødvendige sikkerhed og overskuelighed for alle desvage elever i folkeskolen.Når lærere tvinges ind i uvante og uforberedte strukturer og samarbejdsrelationer, medfører detusikkerhed, og det rammer altid de svageste elever i skolen hårdest.Hertil kommer, at reformforslaget kommer på et tidspunkt, hvor der netop har været en hårdkonflikt med lock-out af folkeskolens lærere om en ændret arbejdstidsaftale med megen negativomtale af lærerne. Regeringen og kommunerne er folkeskolens ledere og chefer. Fra arbejsmiljø- ogledelsesteori og forskning ved vi meget om, hvordan gode og dårlige arbejdsmiljøer skabes, oghvilke konsekvenser de har. Eksempelvis vil vedvarende og systematisk negativ omtale afmedarbejderne på en arbejdsplads automatisk skabe uengagerede og modløse medarbejdere. Der vilværre stort sygefravær og store rekrutteringsproblemer, da prestigen ved at være medarbejder påpågældende arbejdsplads vil være lav og respekten for faget vil tilsvarende være lav. Ivirkeligheden er det helt uforklarligt, at folkeskolens lærere på trods af så mange års negativ omtalefra politikere og presse har kunnet fastholde et så højt fortsat engagement.Det er meget svært at være optimistisk i forhold til, at der ud af den aktuelle konflikt kan fremtryllesengagerede og stærkt motiverede lærere med et stort ønske om at ændre på arbejdet i folkeskolen ogdermed medvirke aktivt for at implementere en reform af folkeskolen, som de oven i købet er stærktuenige i.Politikerne har al mulig grund til at anerkende disse grundlæggende vilkår for udvikling affolkeskolen og gøre alt, hvad der er muligt for at genoprette et godt arbejdsmiljø, hvor der kanskabes en fælles tiltro til, at lærerne er de helt centrale aktører i forhold til at skabe udvikling iskolenStaten og kommunerne har desuden en meget vigtig og betydningsfuld opgave for at sikre kvalitet ifolkeskolen gennem at få øget kvaliteten i dagtilbudene for småbørn. Folkeskolens arbejde forkvalitet vanskeliggøres i høj grad af, at der hvert år i hver børnehaveklasse kommer nye 6-årige, derhar oplevet alt for ringe omsorg fra forældre og personalet i dagtilbud, og som møder skolen med altfor uudviklede sociale kompetencer. De får problemer i folkeskolen fra første dag, og skolen fårproblemer med at løse denne opgave tilfredsstillende. Det er de elever, hvor det kan knibe forskolen at få rettet op på deres manglende færdigheder, usikkerhed og og for ringe socialekompetencer, og som derfor går ud af skolen med for dårlige faglige færdigheder.Der er i allerhøjeste grad brug for at få set på, hvad vi byder de 0-6-årige, og hvilke mulighedersamfundet giver til forældrene til disse.Arbejdet med kvalitet i skolen – herunder inklusion – løses ikke ved uigennemtænkte reformer affolkeskolen, ændrede styringssystemer eller ændrede organisationsmåder. Det kræver langsigtet ogomfattende planlægning i tæt dialog og opfølgen sammen med dem, der skal udføre ændringerne.Dialog og uddannelse rummer hovedsvarene til hvordan, det gøres – samt politisk mod oganerkendelse af, at ændring af folkeskolen ikke skal baseres på troen på, at enkle mirakelløsningerkan løse komplicerede problematikker, som de seneste 20 år har givet så mange eksempler på.Brug dog den viden der er tilgængelig, og lav langsigtet planlægning og investering i tæt dialogmed skolens medarbejdere. Det kræver, at staten anerkender sin tovholderrolle i forhold til

kommuner, og at kommuner gør det samme i forhold til de enkelte skoler. Decentralisering til deenkelte skoleledere og afdelingsledere i det omfang, det er tilfældet for øjeblikket, vil uvægerligtvise sig om nogle år at have været en stor fejlvurdering.80 % af folkeskolens elever er heldigvis så robuste, at de kan klare de mest vanskelige vilkår, somde bliver budt i skolen. Men de sidste 20 % er helt afhængige af, at der sker en fagligt seriøsudvikling af skolen, der er baseret på reel viden og om, hvad der kræves af kompetenceudvikling ogfaglig styring. Rodet politisk styring af skolen med kontinuerlige ændringer, skaber usikkerhed hosfolkeskolens vigtigste professionelle aktører – lærerne. Det rammer altid de svageste elever og deresudbytte af undervisningen.Det er derfor paradoksalt, at der i folketing og blandt landets kommunalpolitikere tilsyneladende erså ringe forståelse for, hvad der kræves for at udvikle den folkeskole, som alle er enige om er såvigtig for samfundet og den opvoksende generation. Netop det for ringe skoleudbytte for de 20 % erbegrundelsen for at fremkomme med det voldsomme reformforslag om heldagsskolen – herunderønsket om øget inklusion.De økonomiske undskyldninger holder ikke. Der ikke er nogen modsætning mellem faglig ogøkonomisk styring. Tværtimod. Det er derfor et stort problem, at såvel ministerier som dekommunale administrationer ikke har anerkendt dette i deres egen praksis. Undervisningsministeriethar i mange år været fundstændigt blottet for ledere og chefer med faglig baggrund fra folkeskolen.Det er svært at forestille sig, hvorledes folketing og regering kan blive tilstrækkeligt forberedt påkonsekvenser af deres politiske tanker.Og i mange kommuner er skolechefjobbet reduceret til adminsitrative styringsopgaver – herunder atvaretage den store decentralisering til skolelederne. Resultatet er, at de 20 % svageste elever iskolen får en særdeles forskellig skolegang på landets skoler – helt afhængig af den konkreteskoleleder, der ofte i praksis vil være en afdelingsleder for en skolematrikel.Folkeskolen er samfundets eneste og vigtigste dannelsesinstitution for alle kommende borgere, ogden er alt for vigtig for samfundet til at fortsætte med at være en politisk kastebold og prøveklud foralle mulige fikse politikertanker. Skolen har brug for politisk styring og opbakning til at løse sinopgave.