Beskæftigelsesudvalget 2012-13
BEU Alm.del Bilag 41
Offentligt
Kære Mette.Jeg ved ikke hvorfor jeg gør mig nogen forventninger om, at du skulle læse lige netop mit brev, men det harjeg altså. Jeg kunne godt tænke mig at tage dig med på en lille rejse tilbage i tiden og give dig et indblik ihvordan en tur NED af den sociale stige KAN være.Jeg lover at jeg prøver at holde mig så nøgtern, som jeg kan og smutter det undervejs- beder jeg dig, atbære over med mig.Da jeg i efteråret 2008, fik mine første symptomer – havde jeg ingen anelse om, hvor omkostningsfuldt detville komme til at blive, fysisk, psykisk og socialt. Symptomerne var synsforstyrrelse med delvis blindhed pådet ene øje og hovedpine. Efter rigtig mange og lange undersøgelser, fandt lægerne så til sidst ud af jeghavde en svulst inde i hovedet, (godartet- Heldigvis). Men den sad desværre et rigtig uheldigt sted oghvis jeg valgte ikke at lade mig operere, ville jeg ende med at være lammet fra halsen og ned – Så jeg togoperationen, med lægens udsagn om at jeg ville være tilbage på job i løbet af 3 måneder, og ja, rigtigtgættet, sådan kom det ikke til at gå… Ser du, Mette, efter operationen og nu med et langt ar fra op overøret og 5-7 cm under hårgrænsen, hæfteklammer sat fast i kraniet, glemte lægerne mig nemlig. Efter de 3måneder, hvor jeg for længst skulle være tilbage på arbejde, kunne jeg stadig ikke dreje hovedet, jeg kunneikke koncentrere mig om at læse mere end 10 min, jeg glemte ord, navne, havde konstante hovedpiner oghavde konstant prikken i hele min ene halvdel af ansigtet (hvilket jeg stadig døjer med i dag, specielt istresset/presset situationer), kan ikke være i et rum med mange mennesker der taler samtidig –i hvert faldkun meget tidsbegrænset. Nå, men for at gøre en meget lang historie lidt kortere, så måtte jeg selv betalefor min genoptræning, så jeg i det mindste kunne dreje mit hoved, men koncentrationen, de glemte ord ogalle de andre nok så ”hyggelige” mén efter operationen, lever i bedste velgående den dag i dag. Minarbejdsplads, ville, forståeligt nok, gerne vide hvornår jeg kom tilbage og det eneste jeg med sikkerhedkunne sige var ” Jeg ved det ikke”. Jeg behøver vel næsten ikke, at fortælle dig at jeg blev fyret, vel…!?? Denhavde du regnet ud, tænker jeg. Den forrige regering, fik jo så den sjove ide, at man ikke kunne gå rundt ogvære syg uden at lave noget, så jeg blev sendt ud i noget der hed AKTIV sygemeldt 10 timer om ugen, ogdet næste 1 ½ år blev brugt på afklarings/ ressourceforløb og jeg blev afprøvet i alle leder og kanter, samt ivirksomhedspraktikker, og det hele med henblik på en fleksbevilling. Samtidig skulle jeg til behandling hosdiv. speciallister også passes. Afprøve timer, presse op i tid, men nej det går ikke -og nu siger jeg vi (minjobkonsulent og jeg) fandt i fællesskab frem til at 16 timer, var/ er hvad jeg kan magte. Resultatet er atmine 16 timer, hvor jeg yder ALT jeg har i mig, svare til dine 37. Prøv at forstille dig, at du inden i dit hovedstadig magter de samme opgaver, har det samme overblik, kan have lige så mange bolde, som før i luften,bare for at indse at du i virkeligheden kun er en reduceret udgave af dig selv. Nej, vel -det tror jeg ikke dukan forstille dig, eller kunne have lyst til at prøve. Nu var der bare tilbage at få bevillingen igennem hoskommunen, som lige skulle have mig igennem DERES neuropsykolog og DERES lægekonsulent, for tænk nuhvis, de specialister som havde tilset mig igennem alle mine behandlinger, tog fejl i at mine mén er VARIGTnedsat, for tænk nu, hvis jeg ”bare” havde løjet mig igennem det hele.Prøv at forstille, hvor nedvurderende det er, hele tiden at skulle forklar og forsvare hvorfor du ”ikke baretager dig sammen” og kommer op på arbejdsmarkedshesten !! Endelig i November 2011 fik jeg minfleksbevilling –og tro mig når jeg siger, at jeg var glad, for nu kunne jeg komme ud og være ”herre i egethus”, men NEJ, For de der fleksjob hænger ikke ligefrem på træerne og med jeres nye fleksjobreform,fortæller I mig, at mine - hårdt kæmpet for 16 timer ingenting er værd, at min viden og mine ressourcer
ikke er lige så gode som en medarbejder på 37 timer,–og at hvis jeg øger mine timer, så gør jeg mig fortjenttil……..mindre !!???…Mine 16 timer ER mine 37 timer , jeg kan ikke forstå, at det bliver ved med at gå henover hovedet på dig og dine højt ærede kollegaer.Tilbage til tidsrejsen… Mine sygedagpenge blev stoppet efter et år også selvom at jeg stadig var syg. Jegvar fuldgyldigt medlem hos HK, men havde de desværre ikke ressourcer til at hjælpe mig med at anke, sådet var endnu en sø jeg kunne få lov til selv at sejle i !!! Da man jo kan ikke få dagpenge når man ikke er tilrådighed for arbejdsmarkedet, sejler jeg nu på den ”herlige” kontanthjælps-sø, i en enlig optimist jolle – foroptimist er man jeg vel stadig, tror jeg. Det ”sjove” ved kontant hjælp er så, at man ikke må eje noget, og dajeg var andelsindehaver, var jeg tvunget til at sælge mit lille rækkehus, og i en tid med krise, var det til enpris langt under hvad huset var værd. Så oven i det hele, er jeg nu den ”heldige” ejer af en gæld, som jegaldrig vil kunne betale tilbage –Og da slet ikke nu, hvor min arbejdsindsats alligevel ikke er en potte p..værd !!!Så jeg vil rigtig gerne takke dig, Mette, for at få mig til at føle mig fuldstændig nyttesløs og mindre værd. Eteller andet sted, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor jeg egentlig kæmpede så hårdt for at fåmin fleksbevilling, jeg drømmer at det hele er en dårlig film, at jeg tager fejl og troen på at du vågner op ogser hvad det er i er i færd med blusser op et kort øjeblik. Nåh, nej… Du er jo stadig sørgelig ligeglad ogfuldstændig blind for, hvad det er for konsekvenser, du overlader 77.000 i.
Med venlig hilsen
Tine Dermigakis