§71, Alm.del - 2012-13 - Bilag 82: Henvendelse af 1/5-13 fra Statsforvaltningen Hovedstaden om deres årsberetning for 2012 for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden

IndholdForord .......................................................................................................... 4Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden ... 61a.1b.2.3.4.5.5a.5b.5c.6.7.7a.7b.8.1.2.Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2012 ............... 6Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver ........... 6Antal sager og sagsfordeling ................................................................... 7Sagsbehandlingstiden ............................................................................. 9Antallet af møder, mødested m.v. ............................................................ 9Deltagelse i Det Psykiatriske Patientklagenævns møder af læger, patien-Læger ................................................................................................ 12Patienter............................................................................................. 12Patientrådgivere/bistandsværger ........................................................... 13Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocent ............................................. 15Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ....................... 16Indbringelse for domstolene .................................................................. 17Klage til Det Psykiatriske Ankenævn ....................................................... 18Det Psykiatriske Patientklagenævns aktiviteter i øvrigt ............................. 18Referat af møde i fagportalgruppen for de psykiatriske patientklagenævnReflektioner omkring motivering forud for beslutning om

Tvangsindlæggelse/tvangstilbageholdelse ............................................... 28Tvangsfiksering ................................................................................... 33Tvungen opfølgning efter udskrivning ..................................................... 37Tvangsbehandling ................................................................................ 39Tvangsbehandling - motivation i færre end tre dage ................................. 39Tvangsbehandling – ECT ....................................................................... 39Tvangsbehandling – depot .................................................................... 41Blodprøve med tvang ........................................................................... 41Tvangsbehandling – motivation – Ankenævnet ........................................ 43Tvangsbehandling – dosis – Ankenævnet ................................................ 44Tvangsbehandling – depot – Ankenævnet ............................................... 45Tvangsbehandling – Leponex – Ankenævnet ........................................... 46Tvangsbehandling – ECT – Ankenævnet.................................................. 47Tvangsbehandling – mulighed for samtale med patientrådgiver - Ankenævnet... 47

ForordDet Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden afgiver hermedsin sjette årsberetning.Hovedstadsregionen har 33 % af landets indbyggere og har 36 % af de indlagtepsykiatriske patienter på landsplan, mens de tvangsberørte udgør ca. 42 % af de berørtepå landsplan.Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden har i 2012 afholdtmøder på følgende psykiatriske centre: Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center Bal-lerup, Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psykiatrisk CenterGlostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Center Hvidovre,Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg, Psykia-trisk Center Nordsjælland og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Hillerød.Ud over den generelle diskussion om praksis vedrørende tvang i psykiatrien samt de sta-tistiske oplysninger på landsplan, tjener beretningen til formidling af viden om Det Psykia-triske Patientklagenævns arbejde både til en bredere offentlighed og mere specifikt til deimplicerede psykiatriske centre. Det er Statsforvaltningen Hovedstadens indtryk, at årsbe-retningerne hidtil er indgået i arbejdet på de psykiatriske centre og bliver anvendt i be-stræbelserne på at leve op til lovens krav.Af hensyn til sammenligneligheden af de psykiatriske patientklagenævns virksomhed pålandsplan er beretningen udarbejdet i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsmi-nisteriets retningslinier af 7. januar 2004. Det er derfor muligt direkte at sammenholdetallene fra de fem patientklagenævn og ikke mindst – via almindelig sammentælling – atfå et helhedsindtryk af alle fem patientklagenævns samlede virksomhed.Statsforvaltningen Hovedstaden har varetaget sekretariatsopgaverne for Det PsykiatriskePatientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:Afsnit I:Afsnit II:Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Hovedstaden.Principielle problemstillinger.

Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsfor-valtningen HovedstadenDenne beretning vedrører Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen Ho-vedstaden (herefter Det Psykiatriske Patientklagenævn). Efter § 34 i lov om anvendelseaf tvang i psykiatrien (psykiatriloven) er der ved hver statsforvaltning oprettet et patient-klagenævn bestående af direktøren som formand samt to medlemmer. De to medlemmerbliver beskikket af Ministeren for Sundhed- og Forebyggelse efter indhentet udtalelse frahenholdsvis Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer. Ministeren for Sundhed-og Forebyggelse beskikker et antal medlemmer samt et antal ligestillede stedfortræderefor medlemmerne.1a.Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2012

Det Psykiatriske Patientklagenævns formand er direktør Niels Preisler. Som formændfungerer endvidere kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsulent Charlotte Gal-bo og specialkonsulent Kristine Drisdal Hansen samt én gang om måneden: fuldmægtigChristina Andersen og fuldmægtig Elsebeth Brogaard.Det lægelige medlem er overlæge Grethe Auken. For møder på Psykiatrisk Center Born-holm er det læge Herwig Jensen. Stedfortrædere er læge Preben Bredesgaard, læge NilsEngelbrecht, læge Annette Elna Frölich, læge Steffen Jarlov, læge Nanna Juul Martiny oglæge Marianne Schrøder. For møder på Psykiatrisk Center Bornholm er det læge Jan Chri-stensen.De af Sind indstillede medlemmer er Kirsten Hanne Falster, Liselotte Lassen og ArnfinnThorsteinsson. For møder på Psykiatrisk Center Bornholm er det Simon Abrahamsen.Stedfortrædere er Zinaida N. Baban, Vibeke Boolsen, Ditte Damsgaard, Lisbeth Dilling,Bjørn Helstrup, Johannes Nymark, samt Anne Rebecca Zenner. For møder på PsykiatriskCenter Bornholm er det Stephen Mortensen.Det bemærkes, at formandsfunktionen, sagsbehandlerfunktionen og journalfunktionen isekretariatet fra juni 2012 er slået sammen. Disse funktioner varetages således nu af énog samme person.Årsberetningen er udarbejdet af Henning Lund-Sørensen, Charlotte Galbo, Kristine DrisdalHansen og student Mette Kilsgaard.1b.Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og opgaver

Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2012 behandlet klager over beslutninger omtvangsforanstaltninger i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, per-sonlig skærmning og tvungen opfølgning efter udskrivning, i forbindelse med indlæggelserpå følgende psykiatriske centre i Region Hovedstaden: Psykiatrisk Center Amager, Psykia-trisk Center Ballerup, Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Frederiksberg, Psy-kiatrisk Center Glostrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Cen-ter Hvidovre, Psykiatrisk Center København, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispe-bjerg, Psykiatrisk Center Nordsjælland og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Hillerød.

Det Psykiatriske Patientklagenævns sager er klager fra patienter, der under indlæggelsepå psykiatriske afdelinger har været udsat for en af de oven for anførte former for tvang.Klagerne sendes til Det Psykiatriske Patientklagenævn enten ved patientrådgivers mel-lemkomst eller ved mundtligt fremsatte klager over for det psykiatriske centers persona-le, der så formidler klagen videre. I enkelte tilfælde er det patienten selv, som retter hen-vendelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn.Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes på det psykiatriske center, som kla-gen relaterer sig til. I mødet deltager endvidere sædvanligvis overlægen/den behandlendelæge på afdelingen, patienten og patientrådgiveren samt andre relevante medarbejderepå den pågældende psykiatriske afdeling. Efter mødet træffer Det Psykiatriske Patientkla-genævn sin afgørelse, der tilstræbes udsendt samme dag.2.Antal sager og sagsfordeling

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 ”Retningslinier for udar-bejdelse af årsberetninger for de psykiatriske patientklagenævn”. Retningslinierne inde-holder en fastlæggelse af ”sagsbegrebet” og ”afgørelsesbegrebet”.En ”sag” er defineret, som en patients klage, som er optaget som et punkt på det psykia-triske patientklagenævns dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om klagenindeholder flere klagepunkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året, vil dervære tale om flere sager.En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsind-greb. Det psykiatriske patientklagenævns vurdering af ét tvangsindgreb kan dog i nogletilfælde føre til, at der træffes to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb – jf. af-snit I, 6.Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan være til-fælde, hvor det psykiatriske patientklagenævn eksempelvis vurderer, at iværksættelse aftvangsindgrebet kan godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse, og i så fald vilklagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved undgås registrering af del-afgørelser i form af delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse.Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” skal det bemærkes, at der her ofte er tale om sager,som først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor Det Psykiatriske Pati-entklagenævn således allerede har brugt tid på at udsende sagen og på at forberede sa-gen. Det har gennemsnitligt drejet sig om ti % af samtlige indkomne sager.

De psykiatriske patientklagenævn skal efter psykiatrilovens § 36, stk. 3 træffe afgørelsesnarest muligt. Er der ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modtagelse, skalklageren underrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling, hvor klagener tillagt opsættende virkning og klager over iværksættelse af tvungen opfølgning efterudskrivning, skal det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse inden syv hverdageefter klagens modtagelse.Det Psykiatriske Patientklagenævns gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sagstyperhar i 2012 været otte dage. Særligt for sager, hvor nævnet skal have truffet afgørelse in-den syv hverdage efter klagens modtagelse, kan det oplyses, at denne frist er blevetoverholdt.Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk af sagsstyringsprogram-met, således at sagsbehandlingstiden beregnes fra det tidspunkt, hvor sekretariatet mod-tager klagen, og indtil sekretariatet afsender afgørelsen til patienten. I sagsbehandlingsti-den indgår således også lørdage samt søn- og helligdage.Skema 4Det Psykiatriske Patientklagenævns gennemsnitlige sagsbehandlingstid de seneste tre år

Det Psykiatriske Patientklagenævn afholdt til og med maj måned 2012 møde fire gangehver uge:om mandagen på::om tirsdagen påom onsdagen påom torsdagen på:::Psykiatrisk Center Nordsjælland (Frederikssund, Hillerød ogHelsingør) samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center HillerødPsykiatrisk Center Bornholm (efter behov)Psykiatrisk Center Hvidovre og AmagerPsykiatrisk Center Glostrup, Børne- og UngdomspsykiatriskCenter Glostrup, Psykiatrisk Center Ballerup og FrederiksbergPsykiatrisk Center København og Børne- og Ungdomspsykia-trisk Center Bispebjerg.Fra og med juni 2012 er der sket en omstrukturering, således at Det Psykiatriske Patient-klagenævn som regel kun afholder møder tre gange om ugen:Om mandage på:Psykiatrisk Center Nordsjælland ( Frederikssund, Hillerød ogHelsingør ), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Hillerødsamt Psykiatrisk Center Ballerup.:Om tirsdagen påOm onsdagen på::Psykiatrisk Center Bornholm (efter behov)Psykiatrisk Center Glostrup, Hvidovre og Amager samt Børne-og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup.Psykiatrisk Center København og Psykiatrisk Center Frederiks-berg samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg.

Når mødematerialet bliver sendt fra de psykiatriske centre til sekretariatet på de anførtedage, udsendes klage med bilag og mødeindkaldelse samme dag til nævnsmedlemmerne,patientrådgiverne samt til de relevante psykiatriske centre med henblik på, at centrenesørger for videregivelse til patienten og lægerne. Samtidig orienteres nævnsmedlemmer-ne og patientrådgiverne pr. mail om mødetidspunktet.Hvis Post Danmark opfylder sin forpligtelse til brevudbringelse med A-post dagen efter af-sendelse, betyder det, at der altid er fem dage fra modtagelse af mødematerialet til mø-det i Det Psykiatriske Patientklagenævn finder sted. Dette skulle give både nævnsmed-lemmer og patientrådgivere tid til at sætte sig grundigt ind i sagen samtidig med, at derogså tidsmæssigt er mulighed for, at patientrådgiveren kan aflægge besøg hos patienteninden mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn.Alle møder i 2012 er blevet afholdt på de psykiatriske centre. Møderne finder sædvanlig-vis sted i et mødelokale på det pågældende psykiatriske center. Det hænder dog ofte, atpatienter, især fra de intensive afdelinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I så faldflyttes mødet til selve afdelingen. Der er afsat 30 minutter til hver sag. Møderne kan doghave en længere varighed, især som følge af, at patienterne kan have behov for mereindgående at redegøre for deres situation og som følge af mange klagepunkter. Hervedkan der, da der ofte er flere møder på flere hospitaler, undtagelsesvis opstå forsinkelser imødeafviklingen eller det kan indebære, at der må afsættes mere end 30 minutter til mø-det.Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2012 afholdt 167 møder. Nedenfor er vist antalletaf møder i de seneste fem år.Skema 5Samlet antal møder i de seneste fem år

ter og patientrådgivere/bistandsværgerI Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser er anført, hvorvidt der har deltaget læge,patient og patientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævnsmødet. Hvisen patientrådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det i afgørelsen anført,hvorvidt der er meddelt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden afbud.Det bemærkes, at fremmødeprocenten er udregnet som antallet af sager, hvori den på-gældende gruppe har deltaget i forhold til det samlede antal sager med realitets-afgørelser. Eksempelvis har patienterne i 2012 deltaget i 401 sager ud af de i alt 494 sa-ger, der har været realitetsbehandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvilket giveren fremmødeprocent på 81 %. På samme måde er fremmødeprocenten for patientrådgi-verne udregnet til i alt 93 %.

Det bemærkes, at fire patientrådgivere er patientrådgivere på mere end ét psykiatriskcenter.Der er ikke i lovgivningen regler om, hvor mange patientrådgivere der skal være tilknyttetet psykiatrisk center. Efter sekretariatets opfattelse må fem patientrådgivere, som ud-gangspunkt, betragtes som det mindst acceptable pr. psykiatrisk center, medmindre pati-entrådgiverne mener at kunne løfte opgaven med færre patientrådgivere, og det psykia-triske center ikke fremkommer med bemærkninger herimod.I efterfølgende tabel er anført antallet af sager på hvert psykiatrisk center, som patient-rådgiverne har deltaget/ikke har deltaget i.

Som det fremgår, har der for patientrådgiverne ved de psykiatriske centre tilsammen væ-ret en stabil fremmødeprocent i perioden 2010-2012. En gennemsnitlig mødeprocent påomkring 85 må anses som meget tilfredsstillende under hensyn til de korte berammelses-tider for nævnsmøderne, der igen hænger sammen med et ønske om at behandle patien-ternes klager, f.eks. over frihedsberøvelse, hurtigst muligt.Det nuværende resultat med en samlet gennemsnitlig mødeprocent på 93 % er megetflot og en markant fremgang i forhold til 2006, hvor mødeprocenten var på 84 %Resultatet skal ses i lyset af, at det samlede sagsantal ikke er faldet, hvilket understregerdet flotte resultat. Dog skal det nævnes, at hvis Psykiatrisk Center Nordsjælland havdeværet på linie med de øvrige centre, ville mødeprocenten have været på 95 %.Det er tankevækkende, at patientrådgiverne ved Psykiatrisk Center Nordsjælland, der hardet laveste gennemsnitlige antal sager pr patientrådgiver for nævnet ( 5,9 sager fornævnet pr. patientrådgiver/året) samtidig har den laveste fremmødeprocent ( 80 % ).Hvorimod patientrådgivere tilknyttet centre med mange sager for nævnet pr. patientråd-giver : Hvidovre og København med 16,5 sager for nævnet pr patientrådgiver/året, harhøje fremmødeprocenter: henholdsvis 95 % og 93 %.Men alt i alt er en fremmødeprocent på 93 % absolut et flot resultat, som der er godgrund til at glæde sig over.Sekretariatet har søgt at fremme og fastholde mødeprocenten blandt andet ved:1. Årligt at synliggøre problemstillingen ved i Det Psykiatriske Patientklagenævns årsbe-retning at oplyse mødeprocenten for hvert af de omtalte psykiatriske centre.2. Halvårligt at synliggøre problemstillingen ved at udsende statistikker til patientrådgi-verne over fremmødeprocenterne.3. Løbende at synliggøre problemstillingen ved i hver enkelt nævnsafgørelse at omtale,hvorvidt patientrådgiveren har været tilstede.4. Hurtig udmelding til patientrådgiverne pr. mail om antal sager til det kommendenævnsmøde. Patientrådgiverne får således seks dage før nævnsmødets afholdelse oplyst

Ifølge § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklage-nævn kan det psykiatriske patientklagenævns afgørelser gå ud på, at tvangsindgrebetgodkendes, eller at indgrebet findes foretaget med urette. En klage over et tvangsindgrebafgøres normalt ved enten en godkendelse eller en tilsidesættelse af den besluttedetvangsforanstaltning (én afgørelse), men kan også indebære både en godkendelse og entilsidesættelse, f.eks. godkendelse af iværksættelsen af en tvangsindlæggelse, men til-sidesættelse af den fortsatte tvangsindlæggelse. I sidstnævnte tilfælde tælles statistisk toafgørelser. Ligeledes kan der i en sag være klaget over gentagne tvangsfikseringer. Hverenkelt tvangsfiksering er statistisk beregnet som én afgørelse, også selvom de indgår isamme sag. Der tælles således mindst én afgørelse for hvert påklaget tvangsindgreb.Nedenstående tabel viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgørelses-procenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2010 til 2012 har væretpåklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omgørelsesprocenten er beregnet somantallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbehandling.Med hensyn til tvangsfikseringer bemærkes særligt, at opgørelsen er foretaget samlet.Afgørelserne indeholder derfor såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bælte,såvel som de tilfælde, hvor der både er anvendt bælte og en eller flere hånd- og/eller fod-remme.

Lovændringen den 1. januar 2007 betød, at klager over de psykiatriske patientklage-nævns afgørelser vedrørende tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering ikke som tidligereskulle påklages til Det Psykiatriske Ankenævn, men til byretten.De psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilba-geholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølgningefter udskrivning og aflåsning af døre i afdelingen kan indbringes for byretten, jf. psykiat-rilovens § 37, stk. 1 sammenholdt med retsplejelovens kapitel 43 a.De psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsmedicinering, anvendelseaf fysisk magt, personlig alarm, pejlesystemer, særlige dørlåse samt personlig skærm-ning, der varer mere end 24 timer, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn, jf. psyki-atrilovens § 38 sammenholdt med reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets cen-tralstyrelse.I 2012 blev 71 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser indbragt for domstoleneog 41 for Det Psykiatriske Ankenævn. Ankeprocenten i 2012 var 12 % sammenlignet med2011, hvor den var 22 % og 17 % i 2010. Afgørelser, der er påklaget til ankeinstansen,fremgår af nedenstående tabel.

De psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilba-geholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølgningefter udskrivning samt aflåsning af døre i afdelingen kan af patienten indbringes for dom-stolene.I 2012 har domstolene stadfæstet 29 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser. I16 tilfælde blev sagen hævet af patienten. I de resterende 25 afgørelser har Det Psykia-triske Patientklagenævn endnu ikke modtaget rettens afgørelse. Nedenfor er vist udfaldetaf ankesagerne i de sidste tre år:Skema 13Anke til domstolene

De psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anvendelseaf fysisk magt, herunder beroligende medicin samt personlig alarm, pejlesystem, særligedørlåse og personlig skærmning, der varer mere end 24 timer, kan af patienten eller depsykiatriske centre påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.I 2012 har Det Psykiatriske Ankenævn stadfæstet 15 af Det Psykiatriske Patientklage-nævns afgørelser. 11 afgørelser er blevet tilsidesat. Endvidere er 15 afgørelser påklaget,men endnu ikke afgjort af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det bemærkes endelig,at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har hjemvist en afgørelse. Nedenfor er vist ud-faldet af klagesager i de seneste tre år:Skema 14Klage til Det Psykiatriske Ankenævn

I årets løb har Henning Lund-Sørensen og Charlotte Galbo deltaget i patientrådgivermø-der på alle de psykiatriske centre, bortset fra Psykiatrisk Center Amager og Frederiksberg,der ikke har afholdt patientrådgivermøde. Patientrådgiverne har her haft lejlighed til atdrøfte spørgsmål med både centret og sekretariatet, ligesom der har været en almindeliginformationsudveksling. Sekretariatet skal opfordre Psykiatrisk Center Amager og Frede-riksberg til at indkalde til patientrådgivermøde.Henning Lund-Sørensen har holdt oplæg ved kurser arrangeret af Landsforeningen af Pa-tientrådgivere og Bistandsværger i Danmark den 17.-18. november 2012 i Kalundborg.Sekretariatet har afholdt møde med Det Grønlandske Sundhedsministerium i september2012, hvor sekretariatet orienterede om erfaringer med de psykiatriske patientklagenævni DanmarkSekretariatet har to gange i årets løb indkaldt de øvrige statsforvaltninger til fagportal-møde, hvor man vidensdeler og tilstræber at sikre en ensartet nævnspraksis i hele landet.Ved det ene fagportalmøde deltog endvidere repræsentanter fra Sundhedsvæsenets Pati-entklagenævn, der præsenterede en ny praksissammenfatning – se afsnit II.

med sekretariatet for Det Psykiatriske Ankenævn3. december 2012Mødet var arrangeret som et dialogmøde til afklaring af Ankenævnets praksis.Forud for mødet havde de psykiatriske patientklagenævn stillet spørgsmål til Ankenævnetom følgende:TvangsbehandlingTællemåde ved motivationstid, motivering op til og på beslutningsdagen, motivation fordosis og dosisinterval, krav om orientering om virkning og bivirkninger af primært ogsubsidiært præparat, anvendelse af motivationsskema, anvendelsen af depotmedicin,tvangsbehandling med Leponex, herunder spørgsmål om blodprøvetagning, krav til be-slutning om tvangsbehandling med ECT.Anvendelse af fysisk magtMindste middels princippet, fysisk magtanvendelse ved tvangsfiksering /beroligende me-dicinBeroligende medicinAnkenævnets praksis vedr. mindste middels princippet, nævnenes kontrol af dosis, her-under ved hurtigt gentagne indgivelser af beroligende medicin, krav om særlig begrundel-se ved valg af injektion fremfor tablet.Personlig skærmningUdvikling i praksis.Øvrige spørgsmålNævnenes stillingtagen til manglende klagevejledning og retsvirkningen heraf.Nævnenes stillingtagen til manglende eftersamtale og retsvirkningerne heraf.Samtidig beslutning om tvangsbehandling og tvungen opfølgning efter udskrivning.

Ankenævnets indlægSpecialkonsulent Susan Rasmussen og fuldmægtig Mie Hindborg fra Ankenævnets sekre-tariat gennemgik nævnets praksis.Tvangsbehandling :Motivation og dokumentationAnkenævnets praksis har udviklet sig i løbet af året med hensyn til motivation for medi-cinsk behandling, idet kravene til indhold og dokumentation for motivationen løbende erblevet skærpet, mens motivationsperiodens længde overvejes afkortet. Ankenævnet harden 28. november 2012 udgivet et nyhedsbrev om, at patienten skal motiveres for heledet påtænkte dosisinterval, og hvis dosis er usædvanlig, skal patienterne informeres om,hvorfor denne dosis skal anvendes.Nævnet er opmærksomt på udviklingen i praksis, og der vil i december blive afholdt næ-ste møde, hvor der vil være sager på mødet, der kan skabe afklaring af praksis. Anke-

nævnet vil herefter sende afgørelser anonymiseret til de psykiatriske patientklagenævn tilafklaring af praksis.Ankenævnet har dog i konkrete afgørelser fremhævet § 3 i bekendtgørelse om anvendel-se af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, hvoraf det fremgår, atformålet med motivationsperioden er, at patienten skal have en passende betænknings-tid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.Forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal patienten så vidt muligt havehaft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.Herudover har Ankenævnet i konkrete afgørelser fastslået følgende:1. Motivation for behandling skal foregå forud for og op til beslutningen om tvangsbe-handling bliver truffet. Det er ikke tilstrækkeligt at motivere efterfølgende.2. Der skal skelnes mellem den situation, hvor man generelt søger at motivere en patientfor frivillig behandling, og den situation, hvor der motiveres med henblik på en muligtvangsbehandling. Motivationsperioden regnes først fra det tidspunkt, hvor der ordineresen konkret behandling med henblik på iværksættelse af tvang, såfremt patienten fortsatmodsætter sig behandling.3. Hvis en beslutning om tvangsbehandling underkendes, skal der iværksættes en ny mo-tivationsperiode. Motivationsfasen, der er gået forud for den beslutning om tvangsbe-handling, der blev underkendt, kan ikke medregnes i motivationen op til den nye beslut-ning.4. Patienten skal motiveres for hele dosisintervallet, når det som primært præparat på-tænkes at tvangsbehandle med et sådant.5. Ved anvendelse af dosis over den sædvanlig angivne dosis på pro.medicin.dk, skal pa-tienterne informeres om dette, samt om, hvorfor denne dosis skal anvendes. Det skalendvidere konkret fremgå af journalen.6. Motivationsskemaer anses som en del af journalføringen og kan dokumentere motivati-on.Tvangsbehandling med Leponex og blodprøvetagningAf Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer (klaringsrapport nr. 5, 1998) forbehandling med antipsykotisk medicin fremgår, at Leponex (Clozapin) som udgangspunktikke bør anvendes til tvangsbehandling. Baggrunden for dette er, at Leponex i sjældne til-fælde kan have alvorlige bivirkninger i form af påvirkning af antallet af hvide blodlege-mer.Udgangspunktet om, at Leponex ikke bør anvendes til tvangsbehandling, kan dog fravigesi ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor flere andre antipsykotika har været uden tilstrække-lig effekt, og når der er tale om en svært psykotisk tilstand, der jævnligt medfører fare forandre.Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 18. december 2006 til det tidligereSundhedsvæsenets Patientklagenævn anført, at det var ministeriets opfattelse, at såfremtder er truffet beslutning om tvangsbehandling, kan der gennemføres blodprøvetagningved tvang, hvis blodprøvetagning er en nødvendig forudsætning for og dermed kan be-tragtes som et nødvendigt element i gennemførelse af tvangsbehandlingen.

Pligt til at informere patienten om virkninger og bivirkninger ved det subsidiærepræparat.Det fremgår af nyhedsbrev af 3. marts 2011 udsendt af Ankenævnet, at en patient, forudfor overlægens beslutning om tvangsbehandling, skal informeres om behandlingens for-mål, virkninger og mulige bivirkninger, både for så vidt angår det primære og det subsi-diære præparat, idet der er en mulighed for, at tvangsbehandlingen iværksættes med detsubsidiære præparat.I løbet af 2012 har ankenævnet i overensstemmelse hermed truffet en række afgørelser,hvor informationen for det subsidiære præparat er fundet tilstrækkelig, da patienten for-inden beslutningen om tvangsbehandling blev informeret om virkning og bivirkninger vedsamtlige præparater, som ville indgå i beslutningen om tvang.Ankenævnet har i 2012 ikke truffet afgørelser, hvori ankenævnet har anført, at der burdehave været informeret om virkning og bivirkning ved det subsidiære præparat mere endén gang, inden beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.ECT-behandling med tvangAnkenævnet har ikke behandlet sager vedrørende tvangsbehandling med ECT i 2012. An-kenævnet har dog modtaget en sådan klage, som forventes afgjort i december 2012.Ankenævnet har således endnu ikke taget stilling til, hvad der skal motiveres for, herun-der om der skal motiveres for antal ECT-behandlinger og den tidsmæssige udstrækning afbehandlingen.De almindelige betingelser for tvangsbehandling skal være opfyldt. Behandlingen skal så-ledes ske under iagttagelse af mindste middels princip og tvang må ikke anvende i videreomfang end, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Fysisk magtanvendelseDet fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person, derer indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til etandet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, vedrørende tvangs-fiksering er opfyldt.Det er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2, forudsat, at krænkelser af min-dre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges ved anvendelse af mindre indgri-bende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i detenkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse af mindste middels princip, jf. lovens § 4.

EftersamtalerEftersamtaler er sundhedsfaglig virksomhed henset til formålet med og det i lov og vej-ledning fastlagte indhold af sådanne eftersamtaler og spørgsmålet om eftersamtaler er ik-ke omfattet af nævnenes kompetence. Ankenævnet har i klager over dette henvist pati-enten til at få sin klage behandlet ved Patientombuddet.Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 122 af 14. december 2006 blandt andetom eftersamtaler, at formålet hermed er, at sundhedspersonen kan blive bekendt medpatientens opfattelse af den anvendte tvang og opnå en bedre forståelse af patientens re-aktionsmønstre, således at man kan søge at forebygge eller reducere tvangsanvendelseover for den pågældende patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt gen-nemføre tvangen på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.

a. Dansk Psykiatrisk Selskabudsendte i april 1989 ”Vejledende retningslinier i brug afneuroleptika”.I forordet anførte bestyrelsen, at "det er bestyrelsens opfattelse, at de vejledende ret-ningslinier på nogle felter medføre en tilpasning af den hidtidige praksis. På den andenside må det fremhæves, at redegørelsen, efter bestyrelsens mening repræsenterer et vi-denskabeligt og alment psykiatrisk, særdeles velfunderet grundlag for udviklingen vedrø-rende neuroleptikabehandling her i landet."I vejledningen hedder det: "En patient skal underrettes om den påtænkte tvang, densnærmere indhold, baggrund og formål, og patienten skal, når forholdene tillader det, haveen passende betænkningstid.Det er ikke fastlagt, hvad "passende" betyder, men betænkningstiden bør, hvis patientenikke er meget forpint eller aggressiv, kunne udstrækkes til omkring to-tre uger, for ek-sempel ved paranoide tilstande."b. Sundhedsvæsenets Patientklagenævnforetog fra begyndelsen af år 2000 enpraksisændring, der slækkede på kravet til motivationstid. Herefter var det tilstrækkeligtat motivere i en uges tid.Dansk Psykologisk Selskabs vejledende retningslinier var som anført baseret på et "viden-skabeligt og alment psykiatrisk, særdeles velfunderet grundlag". Sundhedsvæsenets Pati-entklagenævns praksisændring havde ikke grundlag i noget videnskabeligt grundlag. Deter ikke umiddelbart gennemskueligt hvad, der var bestemmende for SundhedsvæsenetsPatientklagenævns praksisændring.c. Sundhedsstyrelsenudarbejdede i 2009 en udredning om ”Tvangsforanstaltninger ipsykiatrien”, der indeholdt en udtalelse fra en referencegruppe og Sundhedsstyrelsensegne vurderinger.I udredningen hedder det:”Anvendelsen af tvang inden for psykiatrien reguleres i Danmark forholdsvis detaljeretaf psykiatriloven, hvilket referencegruppen finder fungerer efter hensigten, da der ertale om alvorlige indgreb i den personlige frihed.Referencegruppen har overvejet, om det kan være en fordel for patientens behandling atforkorte motivationsperioden til få dage, og at det overvejes, at klage over medikamenteltvangsbehandling ikke tillægges opsættende virkning.

I de undersøgte europæiske lande er det, ligesom i Danmark, muligt at anvende me-dikamentel tvangsbehandling. I nogle lande giver lovgivningen psykiateren mulighed forumiddelbart at iværksætte medikamentel tvangsbehandling, når patienten er frihedsberø-vet. Dette er ikke muligt i Danmark, hvor en læge på psykiatrisk afdeling skal søge atmotivere patienten til frivilligt at acceptere behandlingen. Først når dette har vist sigumuligt, kan beslutning om tvangsmedicinering gennemføres. Patienten eller patientråd-giveren kan klage over beslutningen om iværksættelse af medikamentel tvangsbehand-ling, hvilket som udgangspunkt tillægges opsættende virkning.De psykiatriske patientklagenævn har gennem deres afgørelser fastlagt en generel prak-sis, som tilsiger, at motivationsperioden bør være mindst 10-15 dage. De regionale psy-kiatriske patientklagenævn skal senest 7 hverdage efter klagens modtagelse have fær-digbehandlet denne og have afgjort, hvorvidt tvangsbehandling kan iværksættes. Dettebetyder, at tvangsbehandling som regel først kan iværksættes17-22 dage efter, at overlægen har vurderet, at patienten har behov for medikamenteltvangsbehandling. Der er derfor stor risiko for, at det i denne periode bliver nødven-digt at anvende andre tvangsforanstaltninger, fx tvangsfiksering, og at frihedsberøvel-sen eventuelt kan blive et tilsvarende antal dage forlænget, hvilket ofte ikke vil være tilgavn for patienten.

Sundhedsstyrelsens vurderingerIgennem de senere år har holdningen til længden af motivationsperiode i forbindelse medmedikamentel tvangsbehandling ændret sig. Dette afspejles i de psykiatriske patientkla-genævns praksis, hvor det for nogle år siden vurderedes, at en motivationsperiode påca. en uge var passende. I dag er nævnenes praksis, at klagen gives medhold, såfremtmotivationsperioden har varet under 10-14 dage. Motivationsperioden er den tid der gårfra den lægelige beslutning om, at en konkret medicinering er indiceret og nødvendig forpatientens liv og helbredsmuligheder og man søger at motivere patienten for behandlingog indtil det tidspunkt, hvor den behandlingsansvarlige overlæge træffer beslutning omiværksættelse af denne tvangsbehandling, fordi patienten ikke frivilligt vil medvirke til be-handlingen.Sundhedsstyrelsen er enig i referencegruppens opfattelse af det uhensigtsmæssige i, atder kan gå op til 3 uger fra beslutning om, at medicinsk behandling er nødvendig, tilbehandlingen reelt kan iværksættes, idet en klage kan have opsættende virkning i op til 7dage. Sundhedsstyrelsen vurderer dog, at det blandt andet af retssikkerhedsmæssigegrunde er hensigtsmæssigt at opretholde den generelle regel i loven om at en klageover tvangsbehandling har opsættende virkning. Derimod vurderer styrelsen, at der ilovgivningen bør fastsættes en maksimal motivationsperiode på 3 dage. Det skal i denforbindelse erindres, at der forud for beslutning om psykofarmakologisk behandling fo-religger en udredningsperiode, og at tvangsbehandling endvidere først vil blive iværk-sat efter at det psykiatriske patientklagenævn har truffet afgørelse vedrørende eneventuel klage over tvangsbehandling.Udredningsperiodens længde vil afhænge af forskellige forhold, herunder om det er pati-entens første psykotiske periode, om der tidligere har været effekt af psykofarmaka, afalvoren og generne for patienten ved den aktuelle psykose samt af eventuelle andre for-hold. Det bemærkes, at det kan være overordentlig pinagtigt for psykotiske patienter atvære ubehandlede i denne periode.”

e.Det er tankevækkende, at et absolut grundlæggende princip om at tilstræbe frivillighedi behandlingen, i løbet af en kort årrække er reduceret fra en regel om en motivationstidpå to-tre uger til den seneste praksis fra Det Psykiatriske Ankenævn, der arbejder med enmotivationstid på en dag.Det er så meget mere bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Det Psykiatriske Selskab i1989 henviste til videnskabelig belæg for reglen om motivationstid på to-tre uger, mensden seneste praksis mere er båret af en henvisning til den almindelige udvikling inden forpsykiatriområdet. Det forekommer svært at gennemskue, hvilket gennembrud inden forpsykiatrien, der helt præcist har været årsag til denne væsentlige ændring i patienternesretsstilling.Udviklingen kan synes problematisk, når man betænker at problemstillingen angår rygra-den i det psykiatriske behandlingssystem, der som udgangspunkt altid skal bygge på fri-villighed.Henset til problemstillingens fundamentale karakter må lovreglen i psykiatrilovens § 12,stk. 5 om at ”betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst tre dage.”,fortolkes som en maksimumsregel, der samtidig er det legale udgangspunkt. Med andreord: patienten har maksimalt krav på motivering i tre dage – men de tre dages motivati-onstid har patienten til gengæld som altovervejende hovedregel krav på. Reglen om mo-tivationstid er således som hovedregel både en maksimumsregel og en minimumsregel.Det bemærkelsesværdige er at maksimumsreglen kan ”brydes”, hvis der ud fra en lægeligvurdering er belæg for en længere motivationsperiode og minimumsreglen kan ”brydes”,hvis betingelserne i bekendtgørelse 1338 af 2. december 2010 § 3, stk. 3 om ”sygdom-mens alvorlighed og varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet,om den manglende medicinering vil medføre anvendelse af andre former for tvang, samtpatientens forpinthed m.v.” er opfyldt. Sidstnævnte bestemmelse er en indikation af, atder skal foreligge særlige konkrete forhold for, at man kan fravige hovedreglen om mini-mum tre dages motivationstid, og at disse forhold som gyldighedsbetingelse skal journal-føres.

Tvangsindlæggelse ikke godkendt, da der ikke forelå en vurdering fra en læge påden modtagende afdeling om, at patienten var psykotisk eller i en tilstand, derganske kunne sidestilles med psykose.En patient klagede over tvangsindlæggelse. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 11. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke, at patienten blev tvangsindlagt den29. juni 2012.Nævnet lagde vægt på, at det i forbindelse med indlæggelsen blev noteret i journalen, atpatienten var ”vågen klar og orienteret i tid, sted og egne data. Stemningslejet er neu-tralt. Patienten er meget vred og græder ved ankomsten, men falder fuldstændigt til rounder samtalen. Giver god blikkontakt og giver fornuftig emotionel og formel kontakt, ef-ter at hun er faldet til ro. Psykomotorisk tempo naturligt. Svarer klart og relevant på allestillede spørgsmål. Er samarbejdsvillig. Umiddelbart ingen tankeforstyrrelser, nægtersynshallucinationer og fremstår ikke produktivt psykotisk under samtalen. Vurderes ikkeaktuelt suicidaltruet, da hun kan tage afstand fra alle suicidale tanker og impulser på tro-værdig vis”. Videre stod der at, ”patienten lægeligt ved indlæggelsessamtalen hverkenvurderedes suicidaltruet, eller produktivt psykotisk”. Egen læge havde umiddelbart forudfor indlæggelsen vurderet, at der ikke var indikation for tvangsindlæggelse, og at patien-ten frit kunne rejse til Afrika. Heller ikke under indlæggelsen blev patienten fundet psyko-tisk.Nævnet fandt herefter, at tvangsindlæggelsen var ulovlig, da der ikke i journaloptegnelseri forbindelse med tvangsindlæggelsen – og i øvrigt heller ikke senere under indlæggelsen- var beskrevet en tilstand, der kunne betegnes som psykotisk eller en tilstand, der gan-ske kan ligestilles hermed, og da der ikke var oplyst andre forhold, der indikerede, at pa-tienten på dette tidspunkt var i en tilstand, der var omfattet af § 5 i lov om anvendelse aftvang i psykiatrien.Uanset at der ikke på dette tidspunkt forelå et udskrivningsønske blev det ifølge indlæg-gelsesnotatet oplyst over for patienten, at hendes tilstand og anamnestiske forhold op tilindlæggelsen ville blive revurderet inden for de næste 48 timer.Nævnet bemærkede hertil, at 48-timers reglen i psykiatrilovens § 10, stk. 3, alene finderanvendelse, såfremt en patient er tvangsindlagt og fremsætter anmodning om udskriv-ning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelsen har fundet sted. Hvis der ikkeer fremsat anmodning om udskrivning, finder bestemmelserne i § 21, stk. 2, om løbenderevurderinger anvendelse.

Tvangsindlæggelse ikke godkendt, da påståede vrangforestillinger havde reelbaggrund.En patient klagede over tvangsindlæggelse. Nævnet traf afgørelse den 10. oktober 2012.Nævnet godkendte ikke, at patienten blev tvangsindlagt den 24. september 2012.Det fremgik af egen læges erklæring i forbindelse med tvangsindlæggelsen, at patienten”gennem flere år (har) følt sig generet af insekter i lejligheden. Rentokil har ved 1. besøgfundet fuglemider og gasset lejligheden flere gange og mener ikke, der er flere dyr. Pati-enten fastholder dog, at han kan høre dyrene, er nødt til at vaske sit tøj dagligt. Når hanhar vasket væggen, kan han en time senere mærke insekterne. Generet af kløe, som hantilskriver insekterne”.Ved den objektive psykiatriske vurdering ved indlæggelsen blev patienten beskrevet ”vå-gen, klar, orienteret. Neutralt stemningsleje. Psykomotorisk er patienten en kende agite-ret. Emotionelt er kontakten noget indsnævret, formelt præges den af perseveren om-kring skimmelsvamp/skadedyrsproblemer. Patienten huser paranoide forestillinger og be-skriver auditive samt taktile hallucinationer eller coenæstesier. Findes psykotisk. Ingensuicidale tanker af nogen art. Scorer 2 ud af 8 på reg. screeningsinstruks. Risikoniveau1.”Nævnet havde imidlertid også oplysninger om, at der forelå en aktuel rapport om alt forhøjt skimmelsvampniveau og at boligselskabet havde igangsat en større renovering af pa-tientens lejlighed.Nævnet lagde efter en samlet vurdering af sagens oplysninger vægt på, at den modta-gende psykiater på det psykiatriske center, tog patientens oplysninger om problemer pågrund af skimmelsvamp og skadedyr samt patientens egen læges oplysninger herom iden afgivne lægeerklæring, i betragtning ved vurderingen af patientens tilstand, hvor detfandtes, at patienten var psykotisk og husede paranoide forestillinger. Oplysningerne omforholdene i patientens lejlighed og hans optagethed heraf, havde, uanset at der havdeværet andre momenter således haft betydning for vurderingen af, at patienten var i enpsykotisk tilstand. Henset til at der forelå en aktuel rapport om alt for højt skimmelsvampniveau og at Boligselskabet havde igangsat større renovering af patientens lejlighed,fandt nævnet ikke at kunne bortse fra, at patienten fortsat op til indlæggelsen havde væ-ret udsat i sin lejlighed, og at generne bl.a. med kløe til følge, således ikke havde væretresultat af paranoide forestillinger. Nævnet fandt derfor ikke, at det er tilstrækkeligtgodtgjort, at patienten var psykotisk på indlæggelsestidspunktet, og at det ville have væ-ret uforsvarligt ikke at indlægge patienten med henblik på behandling.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt herefter, at iværksættelse af tvangsindlæggelsenvar ulovlig og godkendte derfor ikke tvangsindlæggelsen og den efterfølgende tvangstil-bageholdelse indtil ophør d. 27. september 2012.Nævnets afgørelse følger den praksis, som byretten tidligere har udstukket, jf. årsberet-ning 2010 side 38

Tvangsindlæggelse og efterfølgende tvangstilbageholdelse efter omstændighe-derne godkendt, men fundet ulovlig, idet indlæggelsen ikke kunne betragtessom frivillig.En patient klagede over tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Det Psykiatriske Pa-tientklagenævn traf afgørelse den 16. maj 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte, at patienten blev tvangstilbageholdt den30. april 2012, men fandt, at indlæggelsen havde været ulovlig af formelle grunde fraindlæggelsestidspunktet den 29. april 2012.Patienten blev indbragt efter andres anmodning og ledsaget af psykiatrisk udrykningstje-neste, assisteret af politiet.Nævnet fandt, at der på denne baggrund var skabt en formodning for, at der ikke var taleom en frivillig indlæggelse, og i hvert fald var der en sådan tvivl, at der burde have væretindhentet et informeret samtykke til frivillig indlæggelse. Da dette ikke var sket, fandtnævnet det ikke godtgjort, at indlæggelsen skete frivilligt. Der var reelt tale om entvangsindlæggelse. Tvangsindlæggelsen var ulovlig, da de formelle procedureregler ikkevar opfyldt.Nævnet fandt imidlertid, at de materielle betingelser for tvangsindlæggelse og efterføl-gende tvangstilbageholdelse var opfyldt, idet patienten var psykotisk og udsigten til hel-bredelse eller betydelig og afgørende bedring af hans tilstand ellers ville blive væsentligtforringet.Tvangstilbageholdelse efter omstændighederne godkendt, selv om indlæggelsenhverken var frivillig eller en tvangsindlæggelse.En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Nævnet traf afgørelse den 19. december2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte, at patienten blev tvangstilbageholdt den 7.december 2012, men fandt, at indlæggelsen fra indlæggelsestidspunktet havde væretulovlig af formelle grunde.Nævnet lagde vægt på, at patienten var blevet frivilligt indlagt, men at patienten ved ind-læggelsen havde betinget sig, at der skulle ske udskrivelse næste dag, hvilket var jour-nalført. Ved udskrivningsønske dagen efter indlæggelsen blev patienten tvangstilbage-holdt. Overlægen havde i journal og lægeerklæring efterfølgende præciseret, at der ikkevar indgået en aftale om udskrivelse.Nævnet bemærkede, at det er en betingelse for, at der kan ske tvangstilbageholdelse, atpatienten enten er indlagt, frivilligt eller i form af en tvangsindlæggelse. Den frivilligeindlæggelse var i dette tilfælde fra patientens side betinget af, at der skulle ske udskrivel-se næste dag. Da der således var tale om, at patienten lod sig indlægge på andre vilkårend dem, det psykiatriske center kunne tilbyde, fandt nævnet, at indlæggelsen burde ha-ve fundet sted som en tvangsindlæggelse under iagttagelse af de retsgarantier, der gæl-der for en tvangsindlæggelse. Der forelå ikke i sagen indlæggelsespapirer og politigod-kendelse. De formelle betingelser for tvangsindlæggelse var således ikke opfyldt.

Tvangsindlæggelse og efterfølgende tvangstilbageholdelse ikke godkendt, dadet ikke var dokumenteret i journalen, at patienten var sindssyg. Mindste mid-dels princippet var endvidere ikke opfyldt, idet det ikke var forsøgt at opnå frivil-lig indlæggelse.En patient klagede over, at hun var blevet tvangsindlagt og tvangstilbageholdt. Nævnettraf afgørelse den 3. oktober 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke, at patienten blev tvangsindlagt den18. februar 2012 og godkendte således heller ikke tvangstilbageholdelse, den 19. februar2012 og frem til ophør den 20. februar 2012.I journalen under ”objektiv psykiatrisk undersøgelse” på indlæggelsestidspunktet var no-teret: ”Vågen, klar og orienteret. Stemningslejet diskret nedsat. Får tårer i øjnene på ad-ækvate tidspunkter. Fortæller indføleligt og relevant på nær det, at hun indleder samtalenmed at spørge om, hvordan det kan være, at oplysningerne om hendes sidste kontakt tilSkadestuen er kommet frem til politiet, selv om hun ikke har givet tilsagn til videregivelseaf disse. Er perseverende omkring beboerne i hendes opgang, som dog måske ikke er såuforståeligt. Er ganske diskret emotionelt distanceret i kontakten. Er ikke produktivt psy-kotisk, og den historie hun fortæller, fremlægger hun ikke på en klokkeklar psykotisk må-de. Adspurgt om selvmordstanker fortæller patienten, at når hun tænker over det, syneshun, at bunden simpelthen er nået med dagens tvangsindlæggelse, men at hun med100 % kan garantere os, at hun ikke kunne finde på at tage sit eget liv. Sidst i samtalenkommer vi dog ind på patientens tilbagevenden til lejligheden igen, og da siger hun, athun absolut ikke ønsker at vende tilbage til den lejlighed, og at hun faktisk vil begå selv-mord, hvis hun skal tilbage til den. Dette opfatter jeg dog helt klart som en reaktion, me-re end en reel hensigt. Patienten vurderes således uden øget selvmordsrisiko – niveau 1.”Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt det på denne baggrund ikke godtgjort, at patien-ten var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles med sindssyge. Nævnetfandt endvidere ikke, at mindste middels princippet var opfyldt, idet man ikke i journalenhavde diskuteret at man, inden beslutningen om tvangsindlæggelse blev truffet, havdeforsøgt at opnå patientens frivillige medvirken til indlæggelsen.

På mødet oplyste patientrådgiveren, at patienten på intet tidspunkt under indlæggelsenhavde bedt om at blive udskrevet. Alt havde været frivilligt. Overlægen oplyste, at der vartale om en kommunikationsfejl og beklagede dette.Nævnet lagde vægt på, at patienten under hele indlæggelsen havde været frivilligt ind-lagt, og at patienten ikke på noget tidspunkt havde bedt om at blive udskrevet.Nævnet bemærkede, at en tvangstilbageholdelse begrebsmæssig forudsatte, at der havdeværet fremsat en begæring om udskrivelse. Forelå der ikke en udskrivningsbegæring,ville der ikke være anledning til at etablere tvangstilbageholdelse. Der henvistes til psyki-atrilovens § 10, stk. 3.Nævnet tog til efterretning, at det af lægeerklæringen, som også sagt på mødet, fremgik,at der var tale om en særdeles beklagelig kommunikationsfejl.

Manglende egnet botilbud efter udskrivning kunne ikke begrunde fortsat tvangs-tilbageholdelse. Tilbageholdelsen dog godkendt, da yderligere bedring på æn-dret medicindosis ikke kunne udelukkes.En patient klagede over tvangstilbageholdelse. Det Psykiatriske Patientklagenævn trafafgørelse den 27. september 2012.Nævnet godkendte tvangstilbageholdelse den 25. april 2012 og den fortsatte tvangstilba-geholdelse.Der havde været tale om en seks måneder lang indlæggelse. Patienten var efter en læge-lig vurdering, på grund af sin grundlidelse, Huntingtons Chorea ikke i stand til at klare sigselv i eget hjem. Patienten var trods tvangsbehandling med antipsykotisk medicin, somhavde medført en vis bedring, stadig plaget af hørehallucinationer og var uden sygdoms-indsigt. Overlægen oplyste på mødet, at såfremt patienten havde ønsket at samarbejdeom anbringelse på et bosted, ville han være blevet udskrevet for længst. Der var starteten værgemålssag med henblik på at få patienten anbragt på et egnet bosted mod hansvilje, men denne var endnu ikke afsluttet.Nævnet fandt ikke, at forholdene omkring bolig og botilbud kunne danne grundlag for enfortsat tvangstilbageholdelse, idet disse spørgsmål henhørte under den sociale lovgivning.En tvangstilbageholdelse på grundlag af behandlingsindikation efter psykiatrilovens § 5,nr. 1 forudsatte et behandlingssigte – at der var udsigt til helbredelse eller, at en betyde-lig eller afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet.Imidlertid oplyste overlægen på mødet, at effekten af den seneste dosisøgning af Abilifyikke med sikkerhed var stabiliseret, og at der dermed kunne være udsigt til, at behand-lingen fortsat kunne bidrage til en betydelig og afgørende bedring i patientens tilstand.Nævnet fandt herefter, at der var et behandlingssigte med den fortsatte tilbageholdelse,som blev godkendt.

Tvangsfiksering ikke godkendt, da patienten klart og vedvarende havde anmo-det om frivillig fiksering. Anvendelse af rem omkring låret ikke godkendt.En patient klagede over to tilfælde af tvangsfiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævntraf afgørelse den 20. september 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte det ene tilfælde, ligesom også anvendelseaf hånd- og fodremme blev godkendt, da patienten pustede maven op og kradsede sigselv. Anlæggelse af en rem omkring låret blev ikke godkendt, da en sådan rem ikke varnævnt i psykiatrilovens § 14 som et middel til tvangsfiksering.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke det andet tilfælde af tvangsfiksering,da patienten forud for fikseringen klart og vedvarende havde fremsat ønske om frivilligfiksering, da han ”ikke kunne styre sin krop” og senere ”var bange for, at han ville kom-me til at smadre nogen af personalet”. Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt at frem-sættelsen af ønsket om frivillig fiksering var et fravalg af andre mindre indgribendetvangsindgreb, og at ønsket om frivillig fiksering burde være efterkommet.Det bemærkes i den forbindelse, at en frivillig fiksering skal journalføres, men at der ikkeskal beskikkes en patientrådgiver.Tvangsfiksering ikke godkendt, da der ikke var beskrevet en konkret, aktuel ogpåviselig fare.En patient klagede over tvangsfiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelseden 5. september 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke bæltefikseringen.Nævnet lagde vægt på, at det i journalen var anført, at patienten var ”anspændt” og”med truende attitude”, at han slog hårdt med knyttet næve i bordet og blev ved at for-lange sig udskrevet. Patienten gik med personalet tilbage til stuen, og politi, der var tilstede, kaldtes til hjælp og fik patienten til at indtage beroligende medicin, hvilket blevtolket som tvang. Efter kort tid kom han ud og var meget ”truende” over for personalet.Patienten smækkede hårdt med døren og gik tilbage til sin stue. Da patienten var kendtmed voldsomme affektudbrud og var personfarlig, tilkaldtes der igen politi, og han blevlagt i bælte med en fodrem. Da affekten var klinget af, og han var rolig og afdæmpet løs-nedes først fodremmen og senere bæltet efter 3 timer.På baggrund af ovenstående fandt nævnet det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at der iden konkrete situation var en aktuel, konkret og påviselig fare for, at patienten eller an-dre ville være i fare for at lide skade på legeme eller helbred, hvis han ikke blev bæltefik-seret.Nævnet fandt ikke, at en beskrivelse, der gik ud på, at patienten var ”anspændt” og ”medtruende attitude” og ”slog hårdt i bordet med en knyttet hånd”, opfyldte betingelserne om

Nævnet har i flere tilfælde fastslået, at der kræves særlig begrundelse for, ogoverlæge godkendelse af, at der ud over bælte anvendes hånd- og/eller fod-rem(me), ligesom der skal tages stilling til fortsat anvendelse af disse ved hverttilsyn.En patient klagede over bæltefiksering og fiksering med hånd- og fodremme. Det Psykia-triske Patientklagenævn traf afgørelse den 10. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte fiksering med bælte, men ikke anvendelseaf håndremme/fodremme.Nævnet bemærkede, at det krævede en særlig begrundelse, når en tvangsfiksering sup-pleredes med hånd- og fodremme. Nævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af journa-len, at det ikke var tilstrækkeligt at fiksere patienten med bælte, herunder var det ikkebeskrevet, at patienten f.eks. slog ud med hænderne eller sparkede, eller at patientenskropsbygning kunne medføre, at hun kunne sno sig ud af bæltet, således, at det også varnødvendigt at fiksere hende med hånd- og fodremme.Bæltefiksering kunne ikke anvendes som lindrende middel, hvis betingelserneikke i øvrigt var opfyldt.En patient klagede over bæltefiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelseden 21. februar 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke bæltefikseringen.Nævnet lagde vægt på, at patienten blev bæltefikseret som beskyttende foranstaltning.Patienten var svært forpint og bæltefikseringen skulle medvirke til at give hende ro oghvile og bryde en svært forpint tilstand. Der var ikke oplysninger om udadreagerende ad-færd, selvmutilerende handlinger, suicidale tanker eller andre tegn på fare for patientenselv eller omgivelserne.Det bemærkedes, at formålet med psykiatrilovens § 14 om tvangsfiksering var at beskyt-te patienten eller andre imod skade på legeme eller helbred, beskytte medpatienter modforulempelse og beskytte genstande og inventar mod hærværk. Formålet med psykiatri-lovens § 18 om beskyttelsesfiksering var at hindre, at en patient utilsigtet udsatte sig selvfor væsentlig fare.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at formålet med fikseringen faldt inden forde nævnte bestemmelsers formål.

Bæltefiksering på grund af forulempelse ikke godkendt, da der var tale om gene-rel forulempelse, der ikke rettede sig mod konkrete medpatienter.En patient klagede over bæltefiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelseden 31. oktober 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke bæltefikseringen.Fikseringen var iværksat på grund af forulempelse. Forud for fikseringen var patientenbeskrevet opkørt, kæmpede imod, havde mange gøremål, råbte og smækkede med døre,og var til stor gene for medpatienter. Han var endvidere beskrevet forpint.Ifølge forarbejderne til psykiatriloven er det en forudsætning for anvendelse af psykiatri-lovens § 14, stk. 2, nr. 2, at forulempelse er rettet mod bestemte medpatienter.Det Psykiatriske Patientklagenævn kunne ikke godkende tvangsfikseringen, da der ikkevar tale om konkret forulempelse af bestemte medpatienter.Bæltefiksering ikke godkendt, da patienten ikke var beskrevet urolig efter indgi-velse af beroligende medicin med tvangEn patient klagede over bæltefiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelseden 3. oktober 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke bæltefikseringen.Nævnet lagde vægt på, at patienten forud for bæltefikseringen modtog beroligende medi-cin med tvang. Efter indgivelse af beroligende medicin blev han båret til sin stue og blevikke her observeret fysisk urolig eller voldsom. Mindstemiddels princippet fandtes såledesikke opfyldt.Først efter at bæltefikseringen blev gennemført, blev patienten vred over dette og be-skrevet urolig og højtråbende i bæltet, hvilket ikke kunne tillægges vægt i forhold tiliværksættelsen af bæltefikseringen.Bæltefiksering kunne ikke anvendes som disciplinært middel.En patient klagede over bæltefiksering. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelseden 30. oktober 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke tvangsfikseringen.Nævnet lagde vægt på, at patienten forud for fikseringen var beskrevet som opkørt,kæmpede tydeligt imod, havde mange gøremål, dette på trods af indgivet beroligendemedicin. Hun begyndte pludselig at tage bad, tidvis med at hun kom ud på gangen, rå-bende og smækkende med døren, råbte ukvemsord og var til stor gene for medpatienter,som blev urolige og angste. Det fremgik af sygeplejekardex, at det var aftalt mellem pati-enten og kontaktpersonen, at såfremt hun ikke kunne overholde skærmning, var enesteudvej bæltefiksering. Patienten kunne ikke acceptere eller overholde dette, og der blev

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning om tvun-gen opfølgning efter udskrivning. Patienten var genindlagt flere gange på grundaf medicinsvigt, var blevet tvangsindlagt mindst tre gange i de sidste tre år,havde op til den aktuelle tvangsindlæggelse undladt at følge den seneste ud-skrivningsaftale og undladt at følge den ordinerede medicinske behandling. Dervar derfor risiko for, at patienten efter udskrivelse ville ophøre med at tage denordinerede medicin.En patient havde klaget over, at overlægen havde truffet beslutning om, at der skulle sketvungen opfølgning, efter at patienten var udskrevet.Patient klagenævnet godkendte ved afgørelse af 3. april 2012 beslutningen.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at betingelserne i psykiatrilovens § 13 d fortvungen opfølgning efter udskrivning var opfyldt.Nævnet vurderede på baggrund af den aktuelle indlæggelse, at der var en begrundetformodning og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning ville ophøre med atfølge den behandling, der var nødvendig for patientens helbred.Nævnet fik dokumenteret, at patienten i de seneste tre år forud for den aktuelle indlæg-gelse var blevet tvangsindlagt mindst tre gange, at patienten i de seneste tre år forud forden aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde havde undladt at følge den behandling, dervar anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, at patienten i forbindelse medden aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt og tvangstilbageholdt og, at patienten indenfor det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse havde været ordineret opsøgen-de behandling ved et udgående psykiatriteam, men havde undladt at følge den ordineredemedicinske behandling.Nævnet noterede sig, at patienten havde været kendt med paranoid skizofreni gennemflere år.Nævnet lagde vægt på, at patienten gennem de sidste tre år havde været indlagt fleregange - ofte med tvang. Alene i 2011 blev patienten tvangsindlagt fire gange.Nævnet lagde i den forbindelse ligeledes vægt på, at indlæggelserne oftest var begrundeti medicinsvigt, og at patienten efterfølgende fik svære psykoser præget af katatoni.Nævnet lagde videre vægt på, at patienten ligeledes blev tvangsindlagt ved aktuelle ind-læggelse, idet patienten var klart psykotisk og præget af katatoni.Nævnet lagde endvidere vægt på, at det ved den seneste udskrivelse blev aftalt, at pati-enten skulle ses af kontaktperson for OP team en gang om ugen, der skulle sikre, at denmedicinske behandling blev overholdt, men at patienten ikke overholdt denne aftale.

Nævnet lagde derudover vægt på, at patienten tidligere havde været behandlet medTrilafon, og at patienten foretrak dette præparat og var bekendt med virkninger og bi-virkninger.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ligeledes, at beslutningen om tvungen opfølgningopfyldte kravet i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet lagde på baggrund af patientens sygdomshistorik lagt på, at der var en stor risikofor, at patienten ville ophøre med den medicinske behandling, og at patientens psykotisketilstand dermed ville forværres, hvis patienten ikke fik et pålæg om at møde op til medici-nering i det psykiatriske sygehusvæsen, efter at hun var blevet udskrevet.Nævnet vurderede, at den medicin, patienten skulle behandles med, var et afprøvet læ-gemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.Nævnet lagde vægt på, at overlægen kendte patientens reaktion på det besluttede læge-middel i form af præparat og dosis, som havde en god effekt på patientens tilstand.Nævnet konstaterede, at den tvungne opfølgning af den medicinske behandling af patien-ten efter udskrivning ikke var begyndt, og at den ikke begyndte, før nævnet havde truffetafgørelse.Nævnet kontrollerede, at det var overlægen, der inden patientens udskrivning, havdetruffet beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Tvangsbehandling ikke godkendt, da der alene var givet én dags betænknings-tid.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 3. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke tvangsbehandlingen.Nævnet fandt, at patienten ikke havde haft en passende betænkningstid.Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten var blevet motiveret da-gen før og på beslutningsdagen og dermed kun havde haft én dags betænkningstid, og atder ikke var oplyst forhold, der kunne begrunde en så kort betænkningstid. Se Det Psyki-atriske Patientklagenævns ”refleksioner omkring motivering” side 20-22, især side 22. cfr.Det Psykiatriske Ankenævn refereret på side 38, 1. afsnit og side 43.

Tvangsbehandling med ECT ikke godkendt. Kritik af, at stærk og konsekvent af-visning af behandling ikke blev opfattet som en klage.En patient klagede over tvangsbehandling med ECT. Det Psykiatriske Patientklagenævntraf afgørelse den 18. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke tvangsbehandling med ECT i alt seksgange i perioden fra 4. juni – til 13. juni 2012. Nævnet udtalte endvidere kritik af, at pa-tientens stærke og konsekvente afvisning af at modtage ECT behandling ikke af den be-handlingsansvarlige overlæge blev opfattet som en klage, der ville have givet behandlin-gen opsættende virkning.Et flertal fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at patienten opfyldte de meget restriktivekriterier, der kan indicere anvendelse af ECT.Flertallet henviste til lovforarbejderne til psykiatriloven, hvor det anføres at ”der som ek-sempel på en situation, hvor ECT givet under tvang kan overvejes, kan nævnes tilstandenakut delir. Det akutte delir kan være præget af hallucinationer, søvnløshed og bevægelse-suro. I løbet af kort tid kan der komme høj feber, væskemangel og afmatning og patien-ten kan dø meget hurtigt, hvis behandlingen ikke iværksættes. Hvis akut delir udvikler sigi livstruende retning, kan der være indikation for ECT-behandling.”Endvidere var det nævnt i forarbejderne, at ”en svær depression i enkelte tilfælde kanudvikle sig og blive livstruende. Patienten kan være stærkt eller akut selvmordstruet elleri en så apatisk tilstand, at der er risiko for livstruende funktioner, f.eks. på grund afmanglende indtagelse af føde eller væske. I sådanne situationer kan ECT givet undertvang overvejes”.Det bemærkedes, at det, selv i ovennævnte tilfælde, ikke uden videre var givet, at derskulle iværksættes ECT-behandling, men at det som nævnt kunne overvejes.

Flertallet anlagde i overensstemmelse med lovgivers intentioner en meget streng fortolk-ning af psykiatrilovens § 12, stk. 3.Overlægen havde i erklæringen anført, at patienten fik ECT- behandling ”på grund af risi-ko for delir”.Det fremgik af sagen, at patienten ikke havde sovet week-enden igennem, at patientenfik store doser medicin uden effekt og at patienten var i konstant aktivitet – at patientenbefandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles med de ovennævnte eksempler, hvor ECTmåske kan komme på tale.Nævnet kunne imidlertid ikke godkende ECT behandlingen, idet det ikke udtrykkeligt ijournalen fremgik, at der i forbindelse med motiveringen også var oplyst om virkninger ogbivirkninger af behandlingen.Nævnet bemærkede særligt, at patientens stærke og konsekvente afvisning af at modta-ge ECT behandling burde have været opfattet som en klage – eller i hvert fald en indikati-on for en klage, der burde have været forelagt for patientrådgiveren.Da den behandlingsansvarlige overlæge således den 1. juni talte med patienten om ECT,anførte overlægen ”at patienten under ingen omstændigheder” ønskede ECT og sagde vi-dere at ” det kan overlægen selv få en omgang af”.Da patienten om søndag den 3. juni kl. 13.30 igen blev orienteret om ECT behandling,blev patienten højtråbende og udskældende og ville rejse sig fra sin seng for at løbe efterlægen, men blev forhindret i det på grund af, at hun var bæltefikseret.Da overlægen den 4. juli talte med hende igen om ECT behandling, blev hun ”straks rå-bende og skrigende, ønsker det ikke.”

Tvangsbehandling med ECT godkendt.En patient klagede over tvangsbehandling med ECT. Det Psykiatriske Patientklagenævnstraf afgørelse den 1. august 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsbehandling med ECT ved seks be-handlinger sideløbende med medicinsk tvangsbehandling.Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for beslutningen, foruden klare psyko-tiske tegn og skadelig adfærd, fremstod med takykardi og søvnmangel og at behandlingmed ECT blev vurderet nødvendig for at undgå regulært delir.Tvangsbehandling med ECT godkendt.En patient klagede over tvangsbehandling med ECT. Det Psykiatriske Patientklagenævnstraf afgørelse den 1. marts 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsbehandling med ECT.Nævnet lagde vægt på, at patienten var svært forpint og var i en svær depressiv tilstandmed psykotisk overbygning. Overlægen havde endvidere vurderet, at hun var i en livstru-ende tilstand på grund af manglende væskeindtag, idet hun ikke havde spist eller drukketi seks dage, bortset fra en lille mængde sodavand og en smule vand fra vandhanen.

Tvangsbehandling med depotpræparat godkendt.En patient klagede over tvangsbehandling med et depotpræparat. Det Psykiatriske Pati-entklagenævn traf afgørelse den 23. maj 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsbehandling med inj. Cisordinol 200mg. hver 14. dag.Nævnet lagde vægt på, at patienten efter tidligere indlæggelser straks efter udskrivelsevar ophørt med at tage tabletmedicin, idet patienten ikke mente at have behov for medi-cin, da patienten ikke var skizofren. Dette havde medført genindlæggelser på grund afmedicinsvigt, og patienten var kendt på afdelingen. Patienten havde tidligere haft gavn afdepotbehandling med Cisordinol, og det blev vurderet, at depotbehandling kunne fasthol-de bedringen i tilstanden også efter udskrivning, forhindre nye sygdomsepisoder og sikreopfølgning ved fornyet medicinsvigt.Tvangsbehandling med depotpræparat godkendt.En patient klagede over tvangsbehandling med et depotpræparat. Det Psykiatriske Pati-entklagenævn traf afgørelse den 25. april 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsbehandling med inj. Trilafon Deka-noat 108,2 mg. i.m. hver 14. dag og at dosis kunne justeres efter effekt og bivirkningerinden for sædvanligt doseringsområde.Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere havde modtaget Trilafon depot, at hun tidli-gere var ophørt med medicin straks efter udskrivelse med genindlæggelser til følge og atpatientens manglende sygdomserkendelse havde medført, at hun ikke havde kunnetmedvirke til frivillig antipsykotisk behandling efter udskrivelse og det blev vurderet, atdepotbehandling kunne fastholde bedringen i tilstanden også efter udskrivning, forhindrenye sygdomsepisoder og sikre opfølgning ved fornyet medicinsvigt.

Nævnet lagde til grund, at blodprøven blev udtaget som en nødvendig del af diagnostice-ringen med henblik på behandling af patientens psykiske symptomer, idet blodprøvenblev udtaget for at udelukke en somatisk begrundelse for disse symptomer.Nævnet lagde vægt på, at personalet havde forklaret patienten, at det var nødvendigt atudtage en blodprøve og at personalet den 17., 18. og 19. september havde forsøgt at op-nå patientens samtykke til blodprøvetagning.Nævnet godkendte imidlertid ikke, at blodprøvetagningen var foretaget inden nævnethavde truffet afgørelse i sagen. Nævnet vurderede, at det ikke var nødvendigt at gen-nemføre behandlingen omgående, fordi patientes liv eller helbred ellers ville være ivæsentlig fare, eller for at forhindre at patienten udsatte andre for nærliggende fare.Nævnet kritiserede endvidere, at der ikke var udarbejdet tvangsprotokol 2 i forbindelsemed blodprøvetagningen.

Motivationsperiode på én dag godkendt.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 23. maj 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var motiveret den 14. og 15. august 2011 forden behandling, der senere blev truffet afgørelse om. Der blev truffet afgørelse den 15.august 2011. Ankenævnet fandt, at patienten havde haft en passende betænkningstid.Der skal motiveres for hele det dosisinterval, der træffes beslutning om.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 3. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var motiveret for Zyprexa smeltetablet 10 mggennem to dage, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med Zyprexa smel-tetablet 10 mg afpasset efter effekt og bivirkninger. Ankenævnet fandt, at patienten ikkevar motiveret for hele den primære behandling. Ankenævnet fandt endvidere ikke, at derforelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at der blev truffet beslut-ning om et dosisinterval, når der alene var motiveret for startdosis.Ankenævnet har i flere afgørelser slået fast, at der skal ske motivation op til be-slutningstidspunktet. Der skal således motiveres senest dagen før beslutningen.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 13. juni 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet lagde vægt på, at patienten blev motiveret 5., 6., 7. og 8. juni 2012. Der fo-relå ingen notater for den 9. og 10. juni. Der blev truffet beslutning om tvangsbehandlingden 11. juni 2012. Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet ommindst indgribende foranstaltning, da patienten ikke blev motiveret for behandlingen dag-ligt forud for og op til beslutningen om tvangsbehandlingen den 11. juni 2012, idet der ik-ke forelå dokumentation for, at han blev motiveret den 9. og 10. juni 2012. Det var An-kenævnets opfattelse, at patienten kunne have en forventning om, at der ikke længerevar vurderet behov for antipsykotisk behandling, da han ikke var motivret for behandlin-

Ankenævnet har i en række tilfælde taget stilling til spørgsmålet om doseringover sædvanligt dosisinterval, herunder slået fast, at dosering over sædvanligtdosisinterval kræver særlig begrundelse.Patienten skal orienteres om, at en beslutning omfatter doser ud over sædvan-ligt dosisinterval.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 20. september 2011.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet lagde vægt på, at patienten blev motiveret for tablet Seroquel Prolong 300mg. Der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Seroquel Prolong 300 mgx1 dagligt sigende til 900 mg x1 dagligt.Ankenævnet fandt, at der ikke var truffet beslutning om den dosis, der var motiveret for,og bemærkede endvidere, at patienten ikke var orienteret om, at dosisintervallet overstegdet sædvanlige doseringsinterval. På denne baggrund blev beslutningen tilsidesat.Beslutning om tvangsbehandling med smeltetablet Zyprexa 10 mg stigende til30 mg dagligt, opfyldte kravet om anvendelse af lægemidler i sædvanlig dose-ring og med færrest mulige bivirkninger.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 25. juli 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt, aten beslutning om tvangsbehandling med smeltetablet Zyprexa 10 mg stigende til 30 mgdagligt opfyldte kravet om anvendelse af lægemidler i sædvanlig dosering og med færrestmulige bivirkninger. Ankenævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgik, at der hen-set til patientens udtalte psykotiske symptomer ville være behov for en dosis højere end20 mg dagligt, for at forbedre hans tilstand.

veau, samt at dette ikke var begrundet konkret i journalen. Ankenævnet var opmærksompå, at patienten tidligere havde modtaget Zyprexa i høje doser, og bemærkede, at denhøje dosis i sig selv kunne være velbegrundet, men dette fremgik ikke af journalen.Tvangsbehandling med dråber Cisordinol 4 mg op til 40 mg dagligt subsidiærtCisordinol Actuard 75 mg i.m. op til 150 mg i.m. hver 2. dag ikke godkendt pågrund af dosis for det subsidiære præparat.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 26. september 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet be-mærkede, at Cisordinol Actuard blev anvendt i doser 50-100 mg (1-2 ml) dybt i.m. Dose-ringen kunne gentages ved behov, sædvanligvis efter 2-3 døgn. I enkelte tilfælde kan detdog være påkrævet at gentage den allerede efter 1-2 døgn. I klinisk praksis anvendteman i særlige tilfælde med udadreagerende og farlige patienter Cisordinol Actuard i doserop til 150 mg, men oftest kun hver 3. dag.Ankenævnet lagde herefter vægt på, at der ikke i journalen var nogen argumentation for,hvorfor man valgte at ordinere Cisordinol Actuard i dosis på op til 150 mg. Det var såle-des ikke beskrevet, at patienten var særligt farlig, og at det derfor var nødvendigt at an-vende doser over det anbefalede interval. Det var heller ikke beskrevet, at patienten tidli-gere havde været i behandling med dette præparat, og at man derigennem vidste, omhan tålte høje doser af Cisordinol Actuard.Godkendelse af høj begyndelsesdosis. Initialdosis Zyprexa 20 mg dagligt god-kendt med konkret begrundelse.En patient klagede over tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgø-relse den 6. oktober 2011.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at en beslutning om tvangsbehandling medtablet Zyprexa 20 mg dagligt som initialdosis var relevant. Nævnet lagde vægt på, at pa-tienten var i en svær psykotisk tilstand med risiko for udvikling af et protaheret forløb el-ler udvikling af en delirøs tilstand og at han tidligere havde haft god effekt af behandlingmed antipsykotisk medicin og under indlæggelsen havde modtaget inj. Zyprexa 10 mguden bivirkninger.

Xeplion depot som mindst indgribende middel:En patient klagede over beslutning om tvangsbehandling med depotpræparat. Det Psykia-triske Patientklagenævn traf afgørelse den 7. november 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling med etdepotpræparat.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt udfra en konkret vurdering, at Xeplion i depotform opfyldte kravet om mindst indgribendebehandlingsform. Nævnet lagde vægt på, at depotbehandling var nødvendig for at afslut-te en langvarig indlæggelse, at tabletbehandling havde været forsøgt, uden at patientenhavde kunnet samarbejde om denne, at patienten ubehandlet ansås for farlig, og at usta-bilt eller manglende antipsykotisk behandling erfaringsvis med denne patient førte tilmanglende compliance omkring livsnødvendig diabetesbehandling. Da diabetesbehandlingi forvejen krævede daglige injektioner, fandtes depot hver fjerde uge velbegrundet.

Tvangsbehandling med Leponex:En patient klagede over beslutning om tvangsbehandling med Leponex. Det PsykiatriskePatientklagenævn traf afgørelse den 16. august 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling medLeponex.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt atLeponex opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering ogmed færrest mulige bivirkninger.Ankenævnet gjorde opmærksom på at Leponex er det mest potente antipsykotisk virken-de præparat. Det er ikke et førstevalgspræparat. Ankenævnet lagde vægt på at patientenigennem omtrent seks måneder havde været i behandling med først Seroquel i passendedoser og efterfølgende Zyprexa i passende doser, men at han fortsat var sindssyg. Derhavde dog været nogen virkning af den antipsykotisk virkende medicin, men ikke i til-strækkelig grad.

Tvangsbehandling med ECT:En patient klagede over beslutning om tvangsbehandling med ECT. Det Psykiatriske Pati-entklagenævn traf afgørelse den 18. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen om tvangsbehandlingmed ECT.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt,at ECT opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.Ankenævnet fandt at det måtte anses for umuligt at behandle patientens psykotiske til-stand, herunder udviklingen af en potentielt livstruende tilstand, uden anvendelse af ECT.Ankenævnet lagde vægt på, at der i cirka en måned op til beslutningen havde været for-søgt medicinsk behandling, som alene havde givet en utilstrækkelig og kortvarig bedringaf tilstanden.Ankenævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen med ECT opfyldte kravet om anven-delse af afprøvede behandlingsformer med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagdevægt på, at ECT almindeligvis var en effektiv behandling, når det var nødvendigt at opnåen hurtig effekt, hvilket måtte anses at have været tilfældet.Behandling med ECT havde desuden få bivirkninger og en hurtigt indsættende effekt.

nævnetAnkenævnet har i to afgørelser omtalt det forhold, at patienten forud for over-lægens beslutning om tvangsbehandling så vidt muligt skal have haft mulighedfor at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.En patient klagede over beslutning om tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklage-nævn traf afgørelse den 18. januar 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandtkonkret, at betænkningstiden havde været tilstrækkelig til, at patienten kunne drøftespørgsmålet med sin patientrådgiver. Der var motiveret for behandlingen fra den 5. tilden 7. januar, og igen den 10. januar 2011. Ankenævnet lagde vægt på at patienten for-lod lægesamtalen den 10. januar 2011 og at hun ikke havde ytret noget ønske om kon-takt til sin patientrådgiver.Det bemærkes, at Ankenævnet først traf afgørelse i sagen i 2012.

Tvangsbehandling kunne besluttes for frivilligt indlagt patient uden forudgåendekontakt til patientrådgiver.En patient klagede over beslutning om tvangsbehandling. Det Psykiatriske Patientklage-nævn traf afgørelse den 29. maj 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen om tvangsbehandling.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at patienten ikke havde haft en passende be-tænkningstid. Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at der kun var motivereti to dage.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt,at der var givet en passende betænkningstid, idet patienten højst havde krav på tre da-ges motivation.For så vidt angik patientens mulighed for at drøfte sagen med en patientrådgiver, lagdeAnkenævnet vægt på, at patienten var frivilligt indlagt, hvorfor hun ikke havde tilknytteten patientrådgiver, før der ved beslutningen om tvangsbehandling blev beskikket en pati-entrådgiver.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke fysisk magtanvendelse, datvangen ikke blev udøvet så skånsomt som muligt.En patient havde klaget over, at hun var blevet fastholdt. Det Psykiatriske Patientklage-nævn traf afgørelse den 17. juli 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke beslutningen.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at anvendelsen af fysisk magt opfyldte kra-vet i psykiatrilovens § 4, stk. 3 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet mente, der undervejs i forløbet blev anvendt en form for magt, der ikke stod irimeligt forhold til det tilsigtede formål. Tvangen blev således ikke udøvet så skånsomsom muligt.Ifølge bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn § 14,stk. 3 kunne nævnet tage stilling til, om der var grundlag for at udtale kritik over for per-sonalemedlemmer.Nævnet fandt ikke anledning til at udtale kritik. Nævnet var enig med centret i at det for-hold, at et personalemedlem i en stærkt chokeret tilstand slog patienten, måtte anse somen utilsigtet hændelse, som den pågældende og centerledelsen havde beklaget.Af referatet for Det Psykiatriske Patientklagenævns møde fremgik bl.a., at patienten i kla-gen havde anført, at ”en ansat slog mig 2-3 gange på låret og holdt sit knæ på min mave.En anden medarbejder på afdelingen bad ham om at fjerne den.” Formanden gjorde op-mærksom på lægeerklæringens oplysning om, at centerchefen havde beklaget episodenover for patientens mor, og at det pågældende personalemedlem havde beklaget episo-den og forklaret, at han var i en stærkt chokeret tilstand. Patientrådgiveren tilkendegavpå mødet, at det fortsat var patientens opfattelse, at der var sket et overgreb i form afden unødvendige magtanvendelse, hvor der blev anvendt to-tre slag. Patienten sagde påmødet, at hun var blevet slået mere end én gang, og at klagen mest var bestemt af, atdet pågældende personalemedlem slog patienten. Patienten havde tidligere under episo-den bidt et andet personalemedlem i underbenet, uden at hun havde slået. Lægen, derhavde overværet episoden, nævnte, at sagen var blevet taget op med voksenafdelingen,og at hændelsen var meget beklagelig. Det var rigtigt, at patienten blev slået mere endén gang – formentlig tre gange. Lægen nævnte også, at den person, som havde slået sitøre på døren var identisk med den person, der holdt patientens hoved. I den opståede

forvirring blev det nok ikke tydeligt nok fortalt det personalemedlem, der kom fra voksen-afdelingen, at patienten bed.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke fysisk magtanvendelse, daman på grund af manglende dokumentation i journal og tvangsprotokol for for-anstaltningen, ikke fandt det godtgjort, at betingelserne for magtanvendelsenhavde været opfyldt.En patient havde klaget over anvendelse af fysisk magt. Det Psykiatriske Patientklage-nævn traf afgørelse den 14. august 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke den fysiske magtanvendelse.Nævnet lagde vægt på, at den fysiske magtanvendelse ikke var journalført eller tilførttvangsprotokolskema. Centret var ikke benægtende over for, at der skulle være anvendtfysisk magt på det pågældende tidspunkt.Nævnet anså det på denne baggrund ikke for godtgjort, at betingelserne for magtanven-delse havde været opfyldt eller, at mindstemiddels princippet havde været iagttaget.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke, at der blev anvendt fysiskmagt. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at det ikke var muligt at afværge, at pa-tienten udsatte andre for at lide skade på legeme eller helbred uden at anvendefysisk magt.En patient havde klaget over anvendelse af fysisk magt. Det Psykiatriske Patientklage-nævn traf afgørelse den 20. august 2012.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke den anvendte fysiske magt.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at anvendelsen af fysisk magt opfyldte kra-vet i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet fandt det ikke godtgjort, at det ikke var muligt at afværge faren uden at anvendefysisk magt. Nævnet fandt det endvidere ikke godtgjort, at tvangen blev udøvet så skån-somt som muligt. Nævnet lagde vægt på patientens oplysninger om, at hun sad i køre-stol, der af personalet blev væltet bagover, hvilket ikke var nævnt i hverken journal ellersygeplejekardex.I sygeplejekardex var anført, at patienten blev fastholdt på gulvet, og at patienten faldt tilro inden forvagten kom til stede.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke indgivelse af et beroligendemiddel med tvang, da der var tale om en dosis, der lå udover anbefalingerne imedicinfortegnelsen.En patient havde klaget over, at lægen havde truffet beslutning om indgivelse af et bero-ligende medicin i form af Cisordinol Acutard 200 mg x 1, samt injektion Stesolid 10 mgi.m. x 1.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 2. juli 2012 ikke beslutnin-gen.Nævnet fandt ikke, at den akutte indgivelse af beroligende medicin med magt opfyldtekravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mu-lige bivirkninger.Nævnet lagde vægt på, at der ikke i journalen var nogen argumentation for, hvorfor manvalgte at dosere med Cisordinol Acutard på 200 mg og herudover injektion Stesolid 10 mgi.m.Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af medicinfortegnelsen, www.pro.medicin.dk, atCisordinol Acutard anvendtes i doser i intervallet 50-100 mg. I klinisk praksis anvendtes isærlige tilfælde med udadreagerende og farlige patienter Cisordinol Acutard i doser op til150 mg. Nævnet bemærkede i øvrigt, at der i Sundhedsstyrelsens rapport fra 2007,”Forbruget af antipsykotika blandt 18-64 årige patienter med skizofreni, mani eller bipolaraffektiv sindslidelse”, advaredes mod brug af antipsykotika sammen med beroligendemedicin.Nævnet godkendte derfor ikke beslutningen om indgivelse af beroligende medicin medmagt.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke indgivelse af et beroligendemiddel med magt, idet Nævnet ud fra en konkret vurdering af de foreliggendeoplysninger ikke fandt, at patientens adfærd og tilstand havde været til hinderfor, at patienten forud for indgivelsen af det beroligende middel med magt hav-de fået tilbudt dette til frivillig indtagelse. Hertil kom, at patienten på tidspunk-tet for indgivelsen var tvangsfikseret.En patient havde klaget over, at lægen havde truffet beslutning om indgivelse af et bero-ligende medicin i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 10. oktober 2012 ikke be-slutningen.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt således ikke, at indgivelsen af beroligende medi-cin opfyldte kravet i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en særdeles urolig tilstand, hvor patien-ten havde været til fare både for sig selv og andre. Der var ingen kontakt til patienten.

Patienten var derfor blevet tvangsfikseret med bælte, hånd- og fodremme. Det fremgikimidlertid ikke af journalen, at patienten fik tilbudt beroligende medicin til frivillig indta-gelse, forud for indgivelse med tvang, ligesom det ikke var noteret, hvorfor man ikke til-bød beroligende medicin til frivillig indtagelse. Uanset at patienten flere gange tidligeresamme dag havde afvist frivilligt at tage beroligende medicin og fået denne med tvang,og uanset patientens meget urolige tilstand, fandt nævnet ud fra en konkret vurdering afde foreliggende oplysninger ikke, at patientens tilstand og adfærd havde været til hinderfor, at patienten, der nu var tvangsfikseret, forud for indgivelsen af det beroligende mid-del med tvang havde fået tilbudt dette til frivillig indtagelse. Nævnet godkendte derfor ik-ke denne tvangsforanstaltning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke indgivelse af et beroligendemiddel medmagt. Patienten fandtes ikke meget urolig, og effekt af skærmningskulle have været afventet.En patient havde klaget over, at lægen havde truffet beslutning om indgivelse af et bero-ligende middel i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 27. juni 2012 ikke beslut-ningen.Nævnet fandt ikke, at betingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 2 for at give et beroligen-de middel var opfyldt, idet det var Nævnets vurdering, at patienten før han fik det beroli-gende middel ikke var meget urolig, og at det således ikke var nødvendigt, at han blevbragt til ro, for at han kunne få det bedre.Nævnet lagde vægt på, at patienten efter at være blevet ført tilbage til stuen mod sin vil-je fremstod let irritabel, motorisk urolig og delvist truende.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt heller ikke, at indgivelsen af beroligende medicinopfyldte kravet i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning, og fandt detikke godtgjort, at patienten ikke kunne blive beroliget tilstrækkeligt uden at få medicinmed tvang.Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet var skærmet på stuen, og at effekt afskærmningen burde have være afventet, før patienten fik medicin med tvang.

En patient havde klaget over, at lægen havde truffet beslutning om indgivelse af et bero-ligende middel i form af injektion Stesolid 10 mg i.m.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 30. marts 2012 ikke be-slutningen.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at indgivelsen af beroligende medicin op-fyldte kravet i psykiatrilovens § 4 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det på tidspunktet for indgivelsen af beroli-gende medicin ikke var godtgjort, at det var nødvendigt at bringe patienten til ro, idet detstod uimodsagt efter nævnsmødet, hvor det psykiatriske center ikke gav møde, at patien-ten forinden havde ventet ca. et kvarter, hvor patienten var faldet til ro. Nævnet lagdesåledes vægt på, at patienten i en skriftlig beskrivelse anførte, at personalet gik ud oglukkede døren og kom tilbage 10-15 minutter senere, hvor patienten, efter det oplyste,var faldet til ro. Patienten sagde, at han havde pacificeret sig selv.

Ankenævnet har i flere afgørelser slået fast, at mindste middels princip først eropfyldt, når det har været forsøgt både at begrænse og korrigere patientens ak-tiviteter, at tale patienten til ro og at tilbyde beroligende medicin til frivillig ind-tagelse.Beroligende medicin med tvang underkendt, da der ikke var tilbudt beroligendemedicin til frivillig indtagelse.En patient klagede over indgivelse af beroligende medicin med tvang. Det Psykiatriske Pa-tientklagenævn traf afgørelse den 23. juni 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af beroligendemiddel med tvang.Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde vægt på, at patienten forud for indgivelsen afden beroligende medicin var opkørt, satte ild til hospitalstøj og plastic, slog ud efter per-sonalet i forbindelse med et forsøg på at skærme hende, kastede med juice og råbte jø-desvin. Man forsøgte at skærme patienten og tale hende til ro.Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.Ankenævnet fandt ikke at kravet om mindst indgribende middel var opfyldt, Ankenævnetlagde vægt på, at patienten ikke var tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse for-ud for beslutningen om at give medicinen med tvang.Det kan efter en konkret vurdering af foranstaltninger forud for indgivelse af be-roligende medicin vurderes, at mindste middels princip er iagttaget.En patient klagede over indgivelse af beroligende middel med tvang. Det Psykiatriske Pa-tientklagenævn traf afgørelse den 22. december 2011.Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte indgivelse af beroligende middel medtvang.Patienten var forud for indgivelsen opkørt, psykotisk, råbende og nærmest truende. Detfremgik ikke direkte af journalen, at det var forsøgt at begrænse og korrigere ham, mendet fremgik, at der blev forsøgt holdt en samtale med ham uden at dette dog var muligt,og at han blev tilbudt medicin frivilligt.Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse. Ankenævnet fandt, atden samtale, der blev holdt med patienten var tilstrækkeligt i forhold til at forsøge at be-grænse og korrigere patientens adfærd og tale ham til ro, idet han var i en sådan tilstand,at yderligere forsøg på at begrænse og korrigere ham måtte forventes at være udsigtsløsog ikke egnet til at afværge den fare for andre, han i sin opkørte tilstand udgjorde.

7. Personlig skærmningDet Psykiatriske Patientklagenævn godkendte personlig skærmning, da foran-staltningen var nødvendig for at afværge, at patienten udsatte sit helbred forbetydelig skade.En patient havde klaget over at have været personligt skærmet uafbrudt i mere end 24timer fra den 21. april 2012 kl. 20:30 til den 10. maj 2012 kl. 12:00.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ved afgørelse af 23. maj 2012, at betingelserne ipsykiatrilovens § 18 d var opfyldt, idet det var nødvendigt at skærme patienten for at af-værge, at hun udsatte sit eller andres helbred for betydelig skade.Nævnet lagde vægt på, at patienten havde udvist en udadreagerende og forstyrrende ad-færd og været potentielt farlig. Patienten var endvidere flere gange i den nævnte periodebeskrevet som værende højtråbende i en sådan grad, at hele afsnittet var præget af dethøje skrigeri. Patienten havde desuden i perioden været under tvangsernæring.Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at skærmningen opfyldte kravet i psykiatrilo-vens § 4 om mindst indgribende foranstaltning.Nævnet vurderede, at det ikke var muligt at afværge situationen uden at anvendeskærmning, fordi personalet forgæves havde forsøgt at berolige patienten, inden de an-vendte skærmning.Nævnet vurderede også, at skærmningen ikke havde varet i længere tid end nødvendigt.Nævnet lagde vægt på, at patienten frem til den 10. maj 2012 havde udvist en forstyr-rende adfærd og været under tvangsforanstaltning i form af sondeernæring. Den 10. maj2012 havde patienten fortalt, at hun ville starte med at spise, hvorfor det blev aftalt, atpatienten efter måltidet ville kunne komme i miljøet med sin faste vagt, hvis hun opførtesig roligt uden at skrige eller true.Nævnet påså, at det var en læge, der havde truffet beslutningen om personlig skærmningefter, at lægen havde tilset patienten.